Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 520

Deprecated: Function set_magic_quotes_runtime() is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 18

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_PageDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1244

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_CategoryDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1442

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class wpdb in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/wp-db.php on line 306

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Object_Cache in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/cache.php on line 431

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Dependencies in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/class.wp-dependencies.php on line 31

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Http in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/http.php on line 61

Warning: explode() expects parameter 2 to be string, array given in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-content/plugins/bannage.php on line 15
Monokultur


Sejrherren Krarup XI - Rystelsen

Diverse — Drokles on March 3, 2018 at 4:49 am

Ikke alle reagerer som Uffe Ellemann gjorde for et års tid siden, med at indrømme at ‘man’ tog fejl uden at se sig selv i spejlet. Nogen, måske endda med Uffe Ellemanns tarvelige niveau, vil opretholde sin gamle fjendebilleder og vedblive sin moralske fordømmelse af dem, der havde ret, hvor ‘man’ selv tog fejl. Den tidligere minister og Venstreformands ord er værd at genlæse, hvis man vil se, hvor tarveligt et menneskes sind kan være - i hvert fald når man hedder Uffe Ellemann Jensen

Det er altså en gigantisk opgave at forsøge at integrere mennesker, der kommer fra så forskellige baggrunde, så jeg vil ikke sige, at vi har været for tolerante - vi har nok været for dårligt forberedt, og det giver nogle sammenstød hist og her. Der er den der med håndtrykket, der er den der med badereglerne i Århus. Der er sådan forskellige ting, der begynder at dukke op.

“Vi” har været for dårlige, “nogle sammenstød hist og her”, som “den der…”, der ikke er de årlige og stigende milliardudgifter, forpestningen af hele boligkvarterer og store dele af det offentlige rum, de mange ofre for personfarlig kriminalitet og det alarmerende høje terrorberedskab, hvor vi indtil videre heldigt har undgået indtil flere massemord. De små ting som håndtryk og baderegler er det eneste, der for Ellemann Jensen “begynder at dukke op” - i 2017. 2 år efter at Frankrig erklærede sig i undtagelsestilstand (de nu har erstattet med en terrorlov, der grundlæggende er en normalisering af undtagelsen).

Og når det bare er ‘den der’ med ‘badereglerne’ som ‘vi’ har været for ‘dårligt forberedte på’, så fratager det selvfølgelig også, de der havde ret til at kræve, hvad der retteligt er deres, nemlig sejrstrofæet i form af en indrømmelse og dermed en undskyldning for alle Ellemannernes fatale svigt af dømmekraft og siden ondsindede udskamning af alle, der afslørede slige svigt. Hos Ellemann får man bødlens foragt for sit offer

Sådan en mand som Søren Krarup har jo hele tiden været det der meget, meget bastante, som sagde ”luk af, det her er det største problem, bare luk af”. Det har man jo ikke kunnet.(…)

Dem, som siger, at det her er et stort problem, og at det overhovedet ikke kan løses, vi kan ikke have muslimer i Danmark, det kan vi ikke bruge til noget. Det svarer til de løsninger, man sidder og finder på i værtshuset i »Den Politiske Kandestøber.

Den mest udtalte reaktion er ikke Ellemann Jensens nedgroede forbitrethed over virkelighedens demaskering af hans intellekt, men at være rystet. Som rådmand for Beskæftigelse- og Socialområdet i Odense Brian Nybro fra Socialistisk Folkeparti, da TV2 viste, hvad der nu ikke længere kunne skjules, indvandrere på kontanthjælp, uden evner og sprog. “Vi har fejlet som samfund” konkluderede han efter at have “ærligt” indrømmet sin rystelse. Ja “vi” har, hvis samfundet er venstrefløjen og de anstændige borgerlige, som Uffe Ellemann.

Rådmanden med ansvar for beskæftigelse og integration skulle først komme til at kende virkeligheden for sit eget ansvarsområde da en TV station gjorde det umuligt for ham at leve i løgnen. Og han indrømmede kun sin rystelse fordi TV konfronterede ham. Om to år er rådmand Nybro sikkert rystet igen, måske over endnu et hospital, der er blevet stormet af en ‘bande’, hvem ved? Fordøm ham dog ikke, det er habituel politikertænkning, selv Pia Kjærsgaard kan blive rystet, når PET fortæller hende om, hvorledes forskellige politikere, erhvervsfolk og debattører er at finde på en dødsliste udarbejdet af… - og Kjærsgaard lever endda allerede under politibeskyttelse.

Også Socialdemokratiets Formand Mette Frederiksen var rystet over mængden, udgifterne og de mentale afstande til de mennesker, hun importerer til landet. Det er stadig mennesker Frederiksen taler om, men nu skal de tage sig gevaldigt sammen og hun istemte den borgerlige regerings impotente symbolpolitik. Hendes løsning er at rive huse ned, der engang blev bygget på Socialdemokraternes modernistiske drømme om at lønmodtagere skulle bo flot og tidssvarende i grønne omgivelser.

Selv den europæiske storimportør af mænd i den våbenføre alder fra fortrinsvis Levanten og Afrika, den tyske kansler Angela Merkel indrømmer at der er no-go zoner i Tyskland. “‘There are such areas and one has to call them by their name and do something about them,’” citerer Daily Mail hende for at sige. Hun brugte ikke selv udtrykket no-go zone dog og adspurgt svarede hendes talsmand Steffen Seibert at; “‘the chancellor’s words speak for themselves”. Med andre ord regner Merkel ikke sig selv for at være ‘the one who has to call them by their name’ og vel derfor heller ikke den der kommer til at ‘do something about them’.

Merkel var ikke rystet, dog, som ‘ledende politikere’ i Tyskland havde været da der i december blev råbt, hvad tyske medier betegnede som “antijødiske slagord“. Antijødiske slagord er ord såsom, “Død over jøderne!”, “Død over Israel!”, “Israel er barnemordere!” og “Jøder, husk på Khaybar. Muhammeds krigere vil komme igen!”. Ja, og 1 mill af dem kom vandrende i 2015 og derefter, mennesker som Merkel nu er lidt mere loren ved at have inviteret, så loren faktisk, at nogen snart må bruge de rette ord og gøre et eller andet.

De nogen bliver ikke den danske regering, for Løkke støtter Merkels krav om at andre lande skal betale hendes regninger og tage imod Muhammeds krigere, som hun har inviteret indenfor. Herhjemme skal det udløse dobbelt så strenge straffe for visse forbrydelser, hvis de bliver begået i en ghetto. Således skal Danmark, i skønneste muslimske stil, være opdelt i krigens og fredens huse. Og for at accelerere den udvikling, skal der sparkes til gløderne, så der ikke vil være den egn i Danmark der ikke længere er dansk. Og så vil den næste pakke være dobbelt så strenge straffe i hele det ganske land. Og hvorfor ikke, hvis strengere straffe er godt på en matrikel, hvorfor så ikke den næste og alle sammen - og hvorfor ikke allerede nu?

Det er de samme tanker, der også går igennem Frederiksens planer. Ud over endnu mere stat, der skal sørge for uddannelsespålæg, fritidsjob, automatisk vuggestue fra 1 år, nærpoliti og generelt mere af den integrations-industri, som hun end ikke selv kan se nytten af. Fordel problemerne, så glider det hele lettere. Ja, en stund vil det virke således og så meget endda, at incitamentet til at gøre noget reelt, sætte en prop i og begynde på repatrieringen falder til 90er niveau. Og det stiger først igen når smertegrænsen nås igen. For gymnasier hedder den smertegrænse 30% ifølge den gode tone. Derefter bliver det hele ubærligt og kollapser.

Så nej, når politikere som Merkel siger, nogen må gøre noget så der bliver ikke gjort noget. Især når “Ritzau fortæller, at der i Socialdemokratiets nye principprogram kommer til at stå, at Danmark skal fortsætte med at tage imod flygtninge“. Heller ikke selv om Morten Østergaard fra de Radikale ikke mindre besøgte virkeligheden. 2 dage skulle der til, så kunne han se “at vi har brug for nye måder at løse vores problemer på”, som han fortalte i en annonce.

For 12 år siden havde det Socialdemokratiske Frit Forum, inviteret Søren Krarup til at tale om sin bog om Systemskiftet 2001. Berlingske havde en morsom reportage, der nu ikke længere er at finde på nettet, men Monokultur, bragte et uddrag, hvori det bl.a hedder

Han tæsker videre. På radikale og socialdemokrater. Ingen af de unge socialdemokrater forsøger at gendrive påstanden om deres partispidsers svig over for den danske befolkning og nationen. De kommer ikke deres politiske forældre til undsætning. Og der synes kun at være givet to muligheder, to forklaringer herpå. Enten har de opgivet at forsvare dem. Eller også lystrer de Krarups bud på danmarkshistorien. Der er ingen tabere til stede i lokalet til at svare på, hvilke af de to muligheder der er mest betænkelig. Her er kun aspiranter i kampen om Danmark samt en gammel sejrherre, der læser og påskriver disse.

Som Berlingske Tidende skrev i lørdag

I miniformat er Morten Østergaards ryk et eksempel på, at flere af partierne i rød blok når frem til nye erkendelser her i 2018. Socialdemokratiets stort anlagte udlændinge- og asyludspil er af historisk karakter - både når det gælder den usminkede beskrivelse af indvandringens konsekvenser, og når det handler om at fremlægge forslag, som partiet vendte ryggen til for blot få år side

Indeed. Når man hører Mette Frederiksen, Socialdemokratiets ellers skingre formand, stille kulturmødet således op

Man skal ikke tage fejl af, at det at kæmpe som individ mod en kultur, man er født ind i, er en af de allersværeste kampe, der finders. Derfor bliver samfundet nødt til at stille sig på den rigtige side, og det er selvfølgelig ikke at fastholde et syn på ligestilling eller børneopdragelse, som ikke er foreneligt med et moderne samfund.

Frederiksen vil, som Merkel, heller ikke bruge de rette ord mens hun som opposition har en gratis omgang med at opliste allehånde krav om forandring og sadle nye skeer på suppen. Men det er store ord, fra en tidligere justitsminister, der i 2014 mente at reglerne var strammet så meget, som det var muligt. Senere, da hun igen blev fri af ansvarets byrder, skelnede hun mellem sig selv som politiker og sig selv som justitsminister og ville nu ’stramme’ mere end, hvad “justitministeriet rådgav den daværende regering om”, som hun forklarede Clement et par år senere. “Var den vurdering forkert?” spurgte Clement hende tre gange uden at få svar fra Frederiksen, der bare forklarer at hvad man får af råd og vejledning fra sit embedsværk bliver præsenteret af regeringen uanset hvilken farve den har “og sådan kommer det nok også til at være i fremtiden!”

Ja, men ordene, som nu kun mangler for at hun helt har kapituleret er, at islam er i opposition til Danmark har vi nu fra andre end “Sådan en mand som Søren Krarup”. Frederiksen siger rent ud at, hvis der skal være en fremtid for et godt Danmark skal muslimerne ud af islam - hvilket hun kalder en af de allersværeste kampe, der findes for et individ. Og det er danskerne, der skal lede an i den kamp for selv er de fortabt i mentale tåger. Det er en kulturkrig ført mod muslimer hun vil have, med statslige og institutionelle våben.

Danmark er gået mod mørkere tider med stigende udgifter og negerafgifter og normalisering af en grasserende terrortrussel, siden Krarup skosede de unge sosser for deres partiers svigt. Men debatten har altså rykket sig, selvom mange endnu ikke vil erkende omfanget og dybden af deres svigt, endsige undskylde. De lyder stadig som hvis Mohamed Lahouaiej Bouhlel erkendte ikke at have være en tilstrækkeligt hensynsfuld trafikant. Bouhlel er i fængsel og Ellemann ligger på historiens mødding, hvor han føler sig for fin til at give en kvajebajer til resten af værtshuset.

Sejrherren Krarup X

Diverse — Drokles on November 19, 2009 at 8:43 am

Og så er der jubilæum på min trættekære serie Sejrherren Krarup, der ganske passende forfattes af manden selv. Krarup udråbte forleden sig selv til sejrherre i Politikens kronik. “Hvis jeg må være en smule selvoptaget,[selvfølgelig må du da det Krarup (eller tør jeg sige Søren?). Det ku' da lige passe andet - Drokles] vil jeg svare, at mit snart mangeårige forfatterskab hævder og begrunder en sådan påstand.”. Det gør det i høj grad. Og det besejrede?

Systemet Politiken – det var Danmark fra 1905 til 2001. Med alt, hvad dette indebærer.

Med forsvarsnihilisme, med national selvforagt, med den kolde skulder til de danske sønderjyder, med 9. april 1940, med samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt, med EU-overnationalisme og med en udlændingepolitik, hvis indhold var foragten for det danske folks førstefødselsret til Danmark, udtrykt så karakteristisk og rammende af Bjørn Elmquist under andenbehandlingen af udlændingeloven 2. juni 1983: »Vi kan nu sige, at vi i hvert fald herhjemme i vort eget hus gør, hvad vi kan, for ikke at diskriminere på national basis«.

(…)

Det hele handler nemlig om begrebet eksistens. Det hele tager i grunden sit udgangspunkt i Søren Kierkegaards forståelse af, hvad det er at være menneske. Det hele handler om, at menneskelivet har med skyld og ansvar at gøre, ikke med ideologi og utopi og fremskridtsdyrkelse.

Hvad er dét at være menneske? I den bog, jeg allerede har nævnt, ’Det moderne Sammenbrud’, har jeg tegnet en linje i dansk og europæisk åndshistorie, der har Søren Kierkegaard og Karl Marx som de to afgørende modstandere. Jeg kunne for så vidt også sige kristendom og humanisme, for Kierkegaards forfatterskab er kun et kristent notabene til den oplysningstradition, der med Marx ifører sig en totalitær klædebon, og hvis egentlige indhold vi i løbet af det 20. århundrede har set kun alt for tydelige og alt for mange vidnesbyrd om.

(…)

Eksistensen var virkelig, og systemskiftets egentlige indhold er den eksistentielle virkeligheds fordrivelse af de abstrakte, ideologiske løgne.

Krarup ser systemskiftet, som han mere end nogen anden har været den intellektuelle skaber af, som en kamp om det politiske sprog. Deri kan jeg kun være enig.

Det er slet ikke nogen tilfældighed, når den politiske venstrefløj, der så gerne vil til magten, overtager den borgerlige regerings udlændingepolitik og forsikrer om, at de mener den af hjertet. Det passer naturligvis ikke. Det kan jeg som medlem af Integrationsudvalget bevidne. Men afgørende til beskrivelse af systemskiftets indhold er, at de partier, der gennemførte udlændingeloven af 1983 og dermed nedkaldte katastrofen over Danmark, nu må respektere den menige danskers nej. Ideologerne og farisæerne er blevet opdraget af befolkningen. De må – for at blive i terminologen – sige ja til eksistensen og nej til ideologien.

Krarup er - sammen med Che Guevare - et af de mennesker, der er løjet mest om i Danmark - og af de sammen mennesker. Det ser vi frem til ender i de kommende år og ønsker Søren Krarup tillykke med denne sejr.

skrarup

Sejrherren Krarup IX

Diverse — Drokles on August 31, 2009 at 5:34 am

Søren Krarup voksede op i et Danmark, hvor den åndelige arv efter Brandes havde trynet konservatismen (for Krarup symbolsk udtrykt i Harald Nielsens deroute) og suverænt dikterede præmisserne for den offentlige debat. Utrætteligt har Krarup i hele sit lange liv ved enhver given lejlighed kæmpet mod det han betegner, som Systemet Politiken og det Radikale Venstre. Da Folketinget i 1983 åbnede sluserne til nationens død med Verdens Bedste Udlændingelov indledte Krarup en desperat kamp for at redde Danmark. Den kamp nåede et vendepunkt i 2001 da borgerlige vandt regeringsmagten uden om det Radikale Venstre og på en dagsorden, der blev betragtet med afsky af Systemet Politiken. Krarup ændrede  med sine uimodståelige pointer det offentlige sprog og sluserne kunne nu lukkes.

Da jeg startede serien Sejrherren Krarup var det med det konkrete afsæt i debatten om at skulle se et muslimsk tørklæde betræde Folketingets Talerstol. Søren Krarup vakte dengang meget postyr da han ganske præcist sammenlignede tørklædet med andre totalitære symboler, som hagekorset og hammer & segl og jeg skrev bl.a.

Mange Konservative er røget lige i gryden, som så mange andre, ved at fokusere på debattens afsender, DF’s Søren Krarup og det er ham og hans parti de ønsker at lægge luft til.

Det er en ualmindelig dum kurs der i den nærmeste fremtid vil ramme dem i røven fordi de fejler fælt i spørgsmålet om ligestilling gælder for alle kvinder og eller kun de danske.

Godt to år senere har det Konservative Folkeparti hovedløst foreslået at forbyde den muslimske klædedragt burkaen. Opstandelsen på det spektakulære burkaforbud har været ganske begrænset og har først og fremmest drejet sig om det principielle i at forfægte den individuellle frihed og nedskyde statens mulighed for mentalitetsantagelser ved at definere en Burka, som tvang samt spin-diskussioner om den nye Konservative ledelses taktik for profilering og analyser af det daglige regeringssamarbejde. At Khader på ledelsens vegne i denne sag har skudt over målet betyder altså kun, at der nu er åbnet et skydetelt og Konservative har rykket sig afgørende

Forslaget er selvfølgelig dumt, hvis ikke man gør op med selve islams væsen ved samme lejlighed. Men det betyder intet for katten er ude af sækken. Væmmelsen ved burkaen har samme rod og signal, som tørklædet og de mange islamiske formummelser derimellem. Konservativt Folkeparti har i den forstand sagt, hvad der skal siges og selv om forslaget skydes ned står begrundelserne bagved uanfægtet tilbage, at islam i sit væsen er det danske og det frie fremmed. Partiet har uagtet forskellige renegaters offentlige befippelse for altid forladt de forskrækkede opstød overfor kritik af islams væsen om de vil indrømme det eller ej.

Det samme har Venstrefløjen. Socialdemokratiet har altid været splittet i forholdet til det multietniske, men har under Helle Thorning Schmidts lederskab gradvist tonet mindre og mindre nudset flag, som Sass Larsen udtrykte i 2007

…hvis man iklæder sig et symbol, på reverset eller som hovedbeklædning eller andet, så må man også bære det signal, som det symbol nu engang udtrykker. Det kan der så være forskellige opfattelser af, men det er også derfor vi i Socialdemokratiet faktisk har sagt, at vi vil ikke gå ind og lave forbud mod de her ting, men vi vil godt sende et signal.

Vi vil godt sende et signal til alle de unge piger i det danske samfund om, at vi synes de skulle lade være med at tage tørklæde på. Vi synes sådan set, at de skulle smide det tørklæde, snuppe friheden, tage del i ungdomsoprøret, tage del i det danske frisind, «

Og Socialistisk Folkeparti har under Villy Søvndal i et par dramatiske ryk nærmest overhalet dem inden om. I hvert fald i voldsom retorik. Socialistisk Folkeparti er gået fra at nedstemme tidligere formand Holger K Nielsens forslag om at kritisere det kritisable uagtet dets etniske markør til en dyrkelse af Villy Søvndal, som under dække at Hizt but Tahrir konkluderede

Hvis de er så fladpandede at de virkelig ønsker Kalifatet og Sharia indført, så er de simpelthen kommet til det forkerte land. De har intet at gøre i Danmark og de vil ikke opnå det de stræber efter.

 

(…)

 

Så hvis ønsket er kalifat eller Sharia – så er potentialet meget, meget større i f.eks Iran eller i Saudi Arabien. Så herfra en klar opfordring: I må videre – og det kan kun gå for langsomt!

(…)

Find andre græsgange. Jeres forehavende har intet perspektiv og ingen fremtid i Danmark.

 

 

(…)

Jeres åndsformørkede idioti har ingen gang på jord, for i længden vil ingen leve i ufrihed, uvidenhed og i jeres patetiske ubehjælpsomhed.

(…)

Kom ud af offer-rollen. Kom ud af middelalderen

Og senere

»For mig – personligt – signalerer tørklædet ikke ligestilling. Tværtimod. Kvinder må selvfølgelig selv bestemme, om de vil bære tørklæde eller ej. Selvfølgelig må de det. Men det ændrer ikke ved, at tørklædet er et religiøst symbol på, at manden og kvinden ikke er stillet lige

Et Socialistisk Folkeparti, der med Pernille Vigsøe Bagges harceleren over flerkoneri, som kaldes “helt ud i hampen“, “idioti” og “kvindeundertrykkende“og advarer om indførelse af “sharialovgivning ad bagvejen”, der fører til ”den ene forældede og umenneskelige, kulturelt begrundede praksis efter den anden” proklamerer

Mit budskab til Abdul Wahid Pedersen er derfor: Du kan ryge og rejse. Og alle, der er enige med imamen, kan drage med ham.

En tanke der også havde strejfet Thorning Schmidt, der heller ikke bryder sig om tørklæder. Hun foreslog selv en hjemsendelsescheck, som “..et tilbud til alle dem som aldrig rigtigt er faldet til” og blev spurgt af Danmarks Radio

- Hvor meget skal man have for at rejse hjem?

HTS: Det synes jeg vi skal kigge på. Hvad er det der skal til for at det virkelig er et reelt valg? (…) Og vi skal måske også give den [hjemsendelsescheck] til mennesker der allerede har fået statsborgerskab.(…)

- Men der er jo i nogle tilfælde tale om mennesker der er opvokset her i Danmark, er født her i Danmark. Det er vel noget andet at sige til dem at de skal rejse til et andet land med en check?

HTS: Jeg siger ikke at de skal rejse til et andet land med en check. Jeg siger at hver enkelt borger, der bor i Danmark skal helst være her af de rigtige årsager; fordi de ønsker at leve i Danmark, fordi de godt kan lide Danmark og danskerne eventuelt. Så det her er et bud om at hver enkelt skal gøre op med sig selv om man egentlig har lyst til at være i Danmark med al det demokrati vi har, al den frihed vi har. Er det det man ønsker? Og derfor skal hjhemsendelseschecken være af en størrelse så det bliver et reelt valg for de her borgere som ikke ønsker at være i Danmark. Hvorfor skal de være her?

Repatrieringen af muslimerne blev dengang bakket op af Socialistisk Folkeparti

»Det helt afgørende er det signal, vi sender med forslaget. At hvis du er utilfreds med at leve i et demokrati, så skal du ikke blive hængende og undergrave det af økonomiske årsager,«

Kampagnen Fair Forandring (fairforandring.dk) ligner nærmest en fusion mellem de to partier og af ovenstående skulle man tro at det har været længe undervejs. Sammen præsenterer de sig, som en stærk alliance, der seriøst kan udfordre regeringen. Men grundlæggende foregår det på de præmisser, som VKO har lagt. Og konsekvense af en stærk blok hos oppositionen er logisk at Radikale Venstre har fået stillet stolen for døren og nu ikke kan stille krav overhovedet, men er tvunget til at underskrive en stram indvandringslov i forhåbning om en lidt mere lempelig forvaltning af den på bekostning af at afskrive sig en reform af skatte og finanspolitikken. Ved et regeringsskifte vil den røde alliance konsolidere deres hårde kurs og moralismens tyranni vil officielt være lagt i jorden.

De anstændige borgerlige, som især kom fra Konservatives vælgergruppe truede med fremkomsten af Ny Alliance med at kunne ”overtage” regeringen er blevet husvilde bortset fra det isolerede Radikale Venstre. Der findes intet anstændigt alternativ længere og afsværgelse af VKO vil ikke ændre på det principielle, men kun bringe en socialdemokratisk variation til magten. Både den røde og den blå blok har indset at de omkring 70% af danskerne, der bakker op om den stramme linie er i flertal på begge sider og at de er villige til at vandre over midten for at blive hørt. Det gamle Danmarks fastlåste klassepolitik betyder at det radikale mindretal ikke længere kan afpresse majoriteten ved sideskift. Nu er det majoriteten af den enorme danske middelklasse, der er mobil. Debattens dagsorden er ikke længere diketeret af kulturradikal kritik eller marxistisk moral, men af en folkelighed.

I 1991 besatte knap hundrede palæstinensere Enghave Kirke og siden Blågaards Kirke i protest mod at deres krav om asyl var blevet afvist og 600 præster, BZ’ere, kunstnere, flygtningevenner og fanden og hans pumpestok gik i aktion med breve, besættelser og koncerter og året efter vedtog venstrefløjen sammen med Radikale Venstre en lov, der gav palæstinenserne asyl udenom den borgerlige regering. 15 år senere besætter en gruppe udviste irakiske asylsøgere Brorsons Kirke og igen mobiliserer præster, autonome og asylvenner. Men denne gang holder Socialdemokratiet på gældende dansk lov, mens Socialistisk Folkeparti er mumlende. Kun Enhedslisten og Radikale Venstre vil have omgjort eller efterprøvet afgørelserne.  Politiet ryddede kirken og  forskrækkelse, forargelse og fordømmelse blev udspydt over umennekselighed og krænkelse af hellighed og billeder blev lagt på Youtube, der viser liggende demonstranter få bank af Politiet. Og Folket så at det var godt.

Change (Sejrherren Krarup VIII)

Diverse — Drokles on March 14, 2009 at 12:29 pm

Socialismen er i sin essens et moralsk forsøg på at tøjle det uhæmmede homo økonomikus’ drift mod udbytning af medmennesket (hvor liberalismen antager at moral er en naturlig afspejling af nyttehandling). Ved at anse økonomiske faktorer, som styrende for mennesket bliver afdækningen af sociale forhold metoden til både sandhed og retfærdighed. Men det er vulgariseringer af effekter, der udarter til løgn. At underkende menneskets værdi ved denne reduktionisme leder direkte til svigt. Det siger sig selv at en endelig sandhed kalder på en særlig ekspertise, som kun de fremmeste mestrer og kan forvalte til alles bedste. Det er farisærernes genkomst i den gudløse verden.

Venstrefløjens omfavnelse af multikulturalismen har været drevet af en modvilje mod det bestående samfund, hvor den socialistiske forklaringsmodel for samfundets problemer, hvor alt kunne løses ved økonomiske og sociale tiltag ironisk har medført et svigt af sin egen målsætning om retfærdighed for almuen. I mangel af at kunne repræsentere den almindelige borger, som viste sig ikke at være passive agenter for de underliggende strukturer og hvis økonomiske situation blev bedret via det økonomiske opsving er denne modvilje omsat i en evig søgen efter et nyt proletariat, som har fået allehånde og mere tidsåndede navne, som undertrykte, marginaliserede, udstødte, udgrænsede og minoriteter - en ukritisk mobilisering af en hvilken, som helst gruppe, der måtte stå i modsætning til samfundet uanset disses moralske, ideologiske eller værdimæssige habitus. Skønt dyrkelsen af disse grupper udgør en trussel mod samfundet er de intet fundament, der kan opfylde utopien endsige en sammenhæng af nogen art.

Hvis man vil modernismens ideologi om det nye menneske, der har smidt overtroens og overleveringernes falske bevidsthed af sig i det ideale fællesskab kan man ikke dyrke multikulturalismens segregering. Nationalstatens kulturelle lighed har givet et falsk billede af den sociale ulighed, som væsentligste faktor for fællesskabets dynamik og den almindelige danskers anstændighed og generøsitet er groft blevet udnyttet i det ideologiske lighedsmageri. Men nu går den ikke længere.

Rationalismen kunne ikke bare lyves væk trods den galloperende internationalisme op gennem 70′erne og 80′erne, det kulturelle selvhad og Ungdomsoprørets besættelse af det offentlige udtryk. Virkeligheden har afkrævet venstrefløjen et svar og den gamle retorik der lokkede med morgendagens samfund og løj om menneskeidealet er slidt op. Brudt ned af vedholdene, klar og uimodståelig argumentation fra forstandige mennesker, ikke mindst Søren Krarup, der har tilbageerobret sproget om den nationale nødvendighed.

Villy Søvndal har med stort held og dygtighed ændret Socialistisk Folkepartis retoriske muligheder for at udtrykke indignation med samfundsmæssige mangler, som kommer den almindelige og produktive dansker til skade og således har de også ændret fokus og politik. Det indkluderende tyranni er erstattet af bageriet, hvor folk kan gå ad helvede til, hvis ikke de kan lide lugten. Nu er det lang tid siden at tidligere formand Holger K Nielsen kunne stemmes ned på et landsmøde for et forslag, som havde stillet om også at kunne kritisere etniske problemer, hvis dette skulle være aktuelt. Ikke sært at Villy vil omskrive partiets program til ikke at stå i modsætning til den nye erkendelse, hvis seneste resultat er at kunne tale om strengere straffe.

Snart vil Socialistisk Folkeparti blive afkrævet en mening med deres nye udmeldinger og som debatten modnes vil dette blive stadig mere umuligt uden at den grundlæggende holdning også ændres. Bag retorikken ligger den slet skjulte opposition til islams værdier, som sådan! - som man ikke kan maskere gennem diminutive afgrænsninger, som fundamentalisme, fanatisme eller islamisme. Til at starte med er det nu ganske komisk at følge og Information har et par citater klar til at sætte strafkursskiftet i relief

“Det er ren brandslukning, når Pia Kjærsgaard skingert skriger på udvisninger, minimumsstraffe og børn i fængsel,” sagde retsordfører Karina Lorentzen for eksempel i en pressemeddelelse i oktober sidste år.

I et interview til Politiken i august erklærede hun, at hun kunne “synke helt ned i en afgrund af håbløshed” over Peter Skaarups erklæringer om, at han ikke tror på forskerne, når de siger, at hårdere straffe ikke er med til nedbringe kriminaliteten.

Og i en fælleskronik med Københavns børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard i Politiken i onsdags kritiserede Villy Søvndal tidligere justitsminister Lene Espersen for “den mest stupide populisme” med “sit evigt ‘hårdere straffe’”.

Ak ja. Men skiftet skal forklares og Villy sans for det folkelige udtryk fornægter sig ikke, men hans rationale er grundlæggende uforsvarligt.

“SF har evnen til at gå på begge ben med den række af sociale og integrationsmæssige tiltag, vi også foreslår. Man skal kun anvende de hårde tiltag i ganske særlige situationer - men det er også det, vi står i. Det er jo fuldstændig forrykt, det vi ser i København i øjeblikket,” siger han.

Argumentet er håbløst. Stok og gulerod lyder godt, men hvilke og hvor mange gulerødder spises under stokkeslag? Problemet er jo ikke at de mennesker vi taler om er svigtet, men at de er faldet igennem et enormt specialdesignet offentligt integrationsapparat, der igennem mange år er mobiliseret med kæmpe ressourcer og den fremmeste ekspertise, som er en overbygning på den allerede eksisterende massive velfærdsstat, hvis pointe netop var at udrydde de skadelige effekter af de sociale strukturer. Man kan tvinge hesten til truget….

Hvorledes skulle man i øvrigt forsvare at straffe en forbrydelse hårdere med henvisning til at en tilsvarende allerede var begået af en anden? Man akkumulerer sin egen kriminelle løbebane, men ikke andres. Og hvis præmissen for Socialisterne stadig er, at det ingen effekt har at straffe er, der jo ingen grund til at gennemføre det uanset situationen. Hvad skulle det uvirksomme da gavne? Og hvis de alligevel mener at det gavner, hvorfor så kun i denne situation?

Og her ligger det grundlæggende forklaringsproblem for hele venstrefløjens opfattelse af det problem vi står med fanget i det sidste ord i Villys sætning nemlig “øjeblikket“. Det er en fatal fejlantagelse at skyderierne er en anomali, som vi ser i øjeblikket, frem for den foreløbige kulmination på et kultursammenstød mellem det åbne samfund med det frie og selvforvaltende menneske, som byggesten overfor en herskersyg kollektivisme. Og fejlantagelser skriger på fejlkonklusioner, hvis ikke nu så næste gang. Derfor er det ikke gjort med blot at ændre sin retorik. Når denne vold, som vi ser i Københavns gader fortsætter og eskalerer i de kommende år vil Socialistisk Folkeparti så stramme straffene yderligere?

Socialistisk Folkeparti har ved at kaste den sociale forklaringsmodel væk trods alt åbnet for at kunne diagnosticere samfundets problem så snart de får slugt kamelerne og mandet sig op til at indrømme deres farlige fadæse. Men efter diagnosen kommer næste logiske skridt nemlig konsekvensen og Dansk Folkeparti kommer ikke overraskende bedst fra start. Fra Information

Dansk Folkeparti bad om opbakning til et beslutningsforslag, som skal forbyde folkeskolerne at tage særhensyn til muslimer. Konkret foreslog partiet, at halalslagtet kød, badeforhæng i svømmehallerne og faste under ramadanen skal forbydes i skoleregi. Det vil sikre dansk kultur, som er under et faretruende pres, mener DF:

“Folkeskolen er en kristen skole, men den er under et kolossalt pres fra lovreligionen islam. De eneste bønner, der skal bedes i folkeskolen, er kristne bønner,” sagde Søren Kraarup, som akkompagnerede partiets uddannelsesordfører, Martin Henriksen.

De hårde ord ville, som de ovennævnte citater afslører være utænkelige for blot få år siden og deres tilsyneladende uforsonlige tone tvinger - som så mange gange før - forudsigeligt resten af det politiske spektrum til forældede rygmarvsreaktioner, der ikke kan opretholdes samtidig med den nye erkendelse, der vinder frem i den politiske debat at det er islam, der er problemet.

“Forslaget signalerer til vores medborgere, at de ikke er rigtig danske, hvis de ikke vil spise flæskesteg. Det handler ikke om folkeskolen, men om, at DF ikke kan lide muslimer,” lød det fra Johanne Schmidt-Nielsen (Enh.).

(…)

Også Socialdemokraternes Christine Antorini tog afstand til forslaget. Hun så hellere en skole uden bønner, men vil ikke være med til at vedtage et forslag, der “kun handler om straf og sanktioner over for én bestemt gruppe, nemlig muslimer” som hun sagde.

Fra Socialdemokraternes formand Helle Thorning Schmidt, der ikke bryder sig om tørklædet og vil betale muslimer penge for at forlade Danmark og hendes væbnere Sass Larsen, der sætter tørklædet i modsætning til friheden og Mette Frederiksen, der vil tvangsdanske etniske babyer til Villy Søvndal, der mener at de kan gå ad helvede til er der ikke nogen reel støtte fra rød blok. Sammenblandingen af muslimer og islam er et af de dæmoniseringstrick, der er slidt op og den hånlige tilgang til svinekødsretter giver ingen nationalt mindreværd. Dansk Folkepartis “virkelige” sindelag optager stadigt færre og islam, som modsætning til vores frihed og velfærd optager stadigt flere.

Enhedslisten holder officielt stadig den multikulturelle fane højt skønt partiet er ved at smuldre netop under modsætningen mellem deres ideologi og det multietniske samfund - eller sagt lidt mere poetisk mellem deres drømme om et andet samfund og deres had til det bestående. Men de borgerlige antyder trods deres kvababbelse alligevel, hvor udviklingen bærer hen.

Undervisningsminister Bertel Haarder(V) skulle også svare på sine nye udmeldinger om, at folkeskolerne gerne må bede både fadervor om morgenen eller fredagsbøn før weekenden.

Men tillades én bøn, tillades alle bønner, og forbyder man fredagsbøn, så forbyder man også salmer, forklarede han med henvisning til nogle af sine salmefavoritter, som “blot er bønner sat på melodi”.

Vi kan allerede nu se, hvem, der kommer til at vinde den kamp i de kommende år. Hvis islam er det problem, som alle efterhånden indrømmer, at det er kan deres ligestillingidealisme ikke opretholdes samtidig med deres egen ideologi. Bønner er ikke bare bønner, men værditilkendegivelser og af hvilken kvalitet? Man kan ikke i omfavne antisekulære og antidemokratiske værdier ifølge Folkeskolens formålsparagraf under henvisning til en ide om at alle værdier er lige. Som Darwin vinder over kreationisme, vinder kendskabet til demokratiet og dets forudsætninger også over tyranniets propaganda, hvis Folkeskolen skal være folkets skole. De letkøbte argumenter, dæmoniseringerne og påstandene om overdrivelse vil endnu engang blive slidt ned mod virkelighedens uimodståelighed og hurtigere end før, hvor partiernes meritter er klar for alle.

Søvndal kalder tørklædet undertrykkende (Sejrherren Krarup VII)

Politik, Pressen, islam, venstrefløjen — Drokles on June 5, 2008 at 8:08 am

Sidste år vakte Søren Krarup stor ballade da han kaldte det muslimske tørklæde for et totalitært symbol. Mange var rystede over Krarups hårde tone og han blev sågar kaldt op på Pia Kjærsgaards kontor for at stå skoleret for sine udtalelser (et syn man gerne ville have set) til den sensationshungrende presse, ført an af møjsprøjten Nyhedsavisen.

Men debatten døde ikke med forsøget på dæmoniseringen af Søren Krarup for Krarup havde ret og han havde ret i en sag der var principiel og derfor umulig for nogen at undslå sig. Alle partier var nødt til før eller siden at gøre deres holdning op for på et eller andet tidspunkt ville der komme en sag, der fremtvang en stillingtagen. En sag, hvor de liberale skulle forholde sig til deres ide om individets frie valg overfor en kollektivistisk kultur, de socialistiske skulle forholde sig til religionens plads i samfundet, kvindesagsfortalerne skulle forholde sig til ligestilling, konservative skulle forholde sig Danmarks essens og samlet skulle alle demokrater forholde sig til det totalitære.

Muligheden for tørklædeklædte dommere blev den første store sag, der tvang politikerne væk fra alibiudtalelser, hvor de kunne lægge afstand til den dæmoniserede Krarup’s tone og dyrke offerliggørelsen af Asmaa og ellers undvige problemet med svigagtige udtalelser om folks frie valg, forskellig tøjsmag, 30 gram stof og hvad der er aktuelle problemer lige nu. Man prøvede ganske vist som sædvanligt at forskyde debatten til et spørgsmål om smagløsheden i Dansk Folkepartis rammende burkarannoncer, der ved den lejlighed kun blev endnu mere eksponeret. Men den gik ikke længere - problemet var nu smerteligt aktuelt og helt konkret.

Tøvende måtte de fleste partier tilslutte sig Dansk Folkepartis præmis at tørklædet var et utåleligt symbol og at man måtte lovgive for at forhindre at det viste sig som dommer over nogen dansker. Skønt mange har hæftet sig ved at lovforslaget er rettet mod alle symboler og ikke kun muslimske, så bifalder ingen forslaget for at få stoppet gældende praksis, hvor man altså har kunnet risikere at se et kors. Det kristne kors har altså i partiernes øjne aldrig været et principielt problem. De bifaldt derfor et forbud mod symboler generelt for ikke nogensinde at skulle se et muslimsk symbol.

Fra debatten om tørklædet for alvor startede med Krarups nøgterne analyse til dommerdebatten kollapser nu hele venstrefløjen i deres usmagelige kamp for islams rettigheder. Socialistisk Folkepartis formand Villy Søvndal kalder senere idag ifølge Berlingske Tidende det muslimske tørklæde for kvindeundertrykkende i sin Grundlovstale.

»For mig – personligt – signalerer tørklædet ikke ligestilling. Tværtimod. Kvinder må selvfølgelig selv bestemme, om de vil bære tørklæde eller ej. Selvfølgelig må de det. Men det ændrer ikke ved, at tørklædet er et religiøst symbol på, at manden og kvinden ikke er stillet lige,«

Så sandt, så banalt, men man skal nok ikke vente sig at nogen undskylder overfor Krarup. Men nu er katten definitivt ude af sækken og venstrefløjen har opgivet den platform, hvor de kunne sidestille kritik af fremmede kulturer, med noget racistisk, indskrænket eller hadefuldt. Selvom der ikke ændres noget natten over, så er den udvikling i fuld gang og som vi kunne se fortsætte i de kommende år. Dansk Folkpartis holdninger vil ikke længere kunne angribes for deres uhyrlighed, for alle er enige og dermed diskuteres indholdet. Skønt Dansk Folkepparti dermed mister noget af sit monopol på kritik af islam beholder de førertrøjen og står som det parti der opfandt de præmisser alle har bøjet sig for (da Radikale Venstre og Enhedslisten ikke er nogen). I alle fremtidige debatter vil man høre spørgsmålet til venstrefløjen; jamen i har jo selv sagt…? og så kan de stå at væve om at deres meget sene erkendelse er sket fordi de tænker bedre - mens vælgerne tænker sit.
Denne Grundlovsdag er dagen for det endelige kollaps for den platform hvorfra man har dæmoniseret Dansk Folkeparti og alle andre, der turde sige sandheden. Nu er der lagt op til at kritikken af islam bliver mere generel og diffunderer ud i samfundet, hvor den enkelte muslim kan blive konfronteret i det daglige med sin tro’s værdisæt. Måske vil mange muslimer gribe lejligheden til at se sandheden i øjnene om den løgn de er flasket op med, måske vil man se kritiske muslimer. God Grundlovsdag!

Søvndal erklærer islam krig (Sejrherren Krarup VI)

Politik, islam, venstrefløjen — Drokles on February 19, 2008 at 3:29 pm

Willy Søvndal udtaler på sin blog at Hibz ut Tahrir er gået forkert.

Hizb-ut-Tahrir er ikke alene galt afmarcheret – de er simpelthen gået forkert. Hvis de er så fladpandede at de virkelig ønsker Kalifatet og Sharia indført, så er de simpelthen kommet til det forkerte land. De har intet at gøre i Danmark og de vil ikke opnå det de stræber efter.

(…)

Der er – hvilket i sig selv er tragisk – lande i verden som er meget tættere på disse tossers våde drøm. Så hvis ønsket er kalifat eller Sharia – så er potentialet meget, meget større i f.eks Iran eller i Saudi Arabien. Så herfra en klar opfordring: I må videre – og det kan kun gå for langsomt!

Derfor er min melding til Hizb-ut-Tahrir og deres tilhængere – herunder åbenbart talsmanden for Islamisk Trossamfund, som gladelig har marcheret ved en demonstration arrangeret af Hizb-ut-Tahrir: Find andre græsgange. Jeres forehavende har intet perspektiv og ingen fremtid i Danmark.

(…)

Jeres åndsformørkede idioti har ingen gang på jord, for i længden vil ingen leve i ufrihed, uvidenhed og i jeres patetiske ubehjælpsomhed.

Men hvad er det HuB siger der er så galt? Det er såmænd essensen af islam: Kalifat og sharia, religionens overhøjhed over samfundet, Guds overhøjhed over livet. Sætningen “Hvis de er så fladpandede at de virkelig ønsker Kalifatet og Sharia indført, så er de simpelthen kommet til det forkerte land” er ganske vist umiddelbart møntet på Hub, men den gælder logisk alt, hvor sharia og kalifatet dyrkes og, må man formode, det syn der ligger bag.

Formanden fra Socialistisk Folkeparti siger altså, at islam ikke hører til i Danmark. Dyrkerne af det muslimske værdisæt skal rejse hjem siger han og hjem er der hvor deres værdier trives, hjem er muslimland!

Og så hjælper det ikke at Søvndal sprogligt begrænser sin kritik til fundamentalisme og fanatism, ånden er ude af flasken, Søvndal gør op med selve islams fundamentale værdier. Fantikerne råber bare højest og er bramfri, befriende bramfri, men for en gangs skyld er Søvndal ikke støt over tonen, men indholdet og tankesættet. nogen ville måske sige menneskesynet. Og det efterlader jo spørgsmålet. Hvor mange drejer det sig om, der skal hjem? Søvndal har i hvert fald de facto erklæret islam krig.

Og så har Søvndal tillige andre nye betragtninger

Det siges undertiden at medlemmerne af Hizb-ut-Tahrir er dem blandt indvandrerne, der klarer sig bedst når det gælder uddannelse og job. Jeg ved det ikke – jeg er ikke sociolog. Men jeg kan konstatere, at de er rigtig dårligt kørende på alle andre områder. Og det er vel tragedien i det hele: At mennesker der er vokset op i frihed og har fået muligheder, som deres forældres hjemlande aldrig ville have kunnet give dem, alligevel ender som religiøse fantaster med et had, til det samfund de bor i.

(…)

Kom ud af offer-rollen. Kom ud af middelalderen. Hav modet til at betjene jer af jeres fornuft. Anerkend demokratiets historiske overlegenhed, anerkend kvinders myndighed og ligestilling, anerkend fornuft og viden som grundlag for at møde andre mennesker. Så skal det nok gå alt sammen.

Ja tonen i debatten har ændret sig, men det har det socialkonstruktivistiske syn også. Det handler ikke om integration, det handler om religion. Søvndal fejer sociologerne af banen fordi de ikke fortæller ham noget der er relevant for problemet; at terror og barbari er ideer der fostres hvor der er kulturel og religiøs grobund for det.

Søvndal har skiftet side og er kommet over til os ved at erkende virkeligheden og tage rationalerne alvorligt. Aldrig mere skal vi høre for “tonen i debatten”, aldrig mere skal vi høre for vores menneskesyn, vi havde ret og de tog fejl! Islam er af det onde!

Sejrherren Krarup (V) sender Enhedslisten til tælling

Multikultur, Politik, islam, venstrefløjen — Drokles on October 16, 2007 at 3:31 am

Hvis Enhedslisten går istykker over Asmaa’s opstilling vil det være første gang at et parti smadres af en politisk modstander. Normalt bukker partier under fordi tiden løber fra dem eller at deres egne politikere ødelægger det i intern strid. Men aldrig har en debat rejst af en politisk modstander om grundlæggende principper skadet et parti, som den debat om Asmaa’s tørklæde Krarup startede. Krarup kan her indskrive sig her i historien som den første der formår at lukke et parti udefra ved ren hudfletning af argumenter, hvis Enhedslisten skulle bukke under i sagen om Asmaa.

Hvis Enhedslisten rykker Asmaa længere ned på listen og dermed udenfor rækkevidde af Folketinget vil partiet måske nok overleve krisen men Krarup vil dog stadig have banket det på plads - udefra! Partiet vil nemlig have taget hans kritik til sig og rettet ind - til højre.

Sagen er, at den præcise analyse af Asmaa’s tørklæde, som en manifestation af et sæt værdier, der står i modsætning til det folkestyre’s talerstol hun vil betræde i tilfælde af at hun bliver stemt ind i Folketinget. Tørklædet står derfor og af andre grunde i samme modsætning til de principper som Enhedslisten selv hylder. Og det var krarup der under stort spetakkel satte fingeren på dette og tvang alle partier og politikere til at tage stilling til tørklædet, som totalitært symbol. Og skønt alle tog afstand fra Krarup og ikke ville acceptere tørklædet, som et totalitært symbol gav alle ham ret i at det stod i et direkte modsætning til demokrati og ligestilling. Hvilken direkte modsætning til demokrati’et der ikke var noget totalitært turde ingen sige og der kom ingen alternative forslag. Jeg har selv svært ved at finde på nogen, for der er vel kun det totalitære når det ikke er det plurale.

Jeg helligede den lille føljeton Sejrherren Krarup (II, III, IV), der snart kan komme til sit første klimaks, til den udvikling fra da Krarup første gang satte debatten på den anden ende. For det affødte at alle begyndte at tage mod til at udvikle et sprog, der rummede kritik af islam uden at de stod i modsætning til deres partiers holdning. Mod var det eneste der skulle til, for ingen partier i Danmark deler værdier med islam. Og med debatten og det nye sprog - den hårde tones normalisering - skete der også skred i erkendelsen. I den første skrev jeg

Den seneste debat om tørklæder som Søren Krarup startede med sin modstand mod at se et muslimsk tørklæde fra Folketingets talerstol har delt vandene i uhørt grad. Man kan i essensen se tørklædet som et problem eller som et stykke harmløs beklædning. Ingen kan undslå sig fra at tage principiel stilling og derfor er debatten så ophidset.     

(…)

SF og Socialdemokraterne har hurtigt possitioneret sig imod tørklædet og selv om de gerne vil overfalde “sortepræsten” så kræver det ualmindelig gode talegaver at overbevise vælgerne om at de ikke grundlæggende er enige. Det er noget man kan rive dem i næsen i de næste mange år fordi denne debat ser ud til at blive principiel for det politiske landskabs koncensus. Krarups pointe er provokerende men uimodståelig. Og hver gang debatten om muslimske kvinders kranke skæbne dukker op vil man referere til Søren Krarup, der vil komme til at fremstå som en helt omend en vulgær en af slagsen.

Og det er i den tråd jeg har fulgt udviklingen og jeg citerede Sass Larsen fraq en debat i Folketinget, hvor han tog afstand både fra Krarup og fra tørklædet, forstå det hvem der kan.

Jeg synes der er en præmis i den diskussion, der er rejst som er forkert. (…) Jeg er enig med spørgeren [Krarup] i at man…hvis man iklæder sig et symbol, på reverset eller som hovedbeklædning eller andet, så må man også bære det signal, som det symbol nu engang udtrykker. Det kan der så være forskellige opfattelser af, men det er også derfor vi i Socialdemokratiet faktisk har sagt, at vi vil ikke gå ind og lave forbud mod de her ting, men vi vil godt sende et signal.

Vi vil godt sende et signal til alle de unge piger i det danske samfund om, at vi synes de skulle lade være med at tage tørklæde på. Vi synes sådan set, at de skulle smide det tørklæde, snuppe friheden, tage del i ungdomsoprøret, tage del i det danske frisind, men all right.

Modstilling af tørklædet og frihed. Og Røhn Hornbæk overgik alle i idioti.

Jeg vil sådan set godt lægge dyb afstand til hr. Søren Krarup’s bemærkninger, men det gør jeg fordi jeg jo godt ved, hvordan de kan blive modtaget blandt andet hos muslimer.

Dermed var en del af debatten allerede forrykket et stykke væk fra personen Krarup og de korrekte politikere turde efterhånden udforske et sprog for kritik af islam. Alligevel var det overraskende at læse Pernille Vigsø Bagge ligestillingsordfører for SF gå så aggressivt til ideen om flerkoneri i Kristeligt Dagblad (indrømmet, det er ikke tørklædet, men kritik af islam er kritik af islam og synet på kvinder er synet på kvinder og den sammenstilling følger kort efter)

Mit budskab til Abdul Wahid Pedersen er derfor: Du kan ryge og rejse. Og alle, der er enige med imamen, kan drage med ham. Vi skal ikke have den slags parallelsamfund i Danmark, hvor kvinder efterlades i et juridisk limbo uden rettigheder i forhold til dansk lov, men accepteret i forhold til islam, for ikke at tale om de enorme risici, der følger af at blive socialt stigmatiseret og isoleret i forhold til det omgivende samfund. Vi vil ikke have det.

Det er uforsonelige ord og de kommer fra SF. Der er en modstilling mellem demokratiets lov og islam og at efterlade kvinder under islamisk lov er af det onde. Sproget har ændret sig fordi debatten kommer til at dreje sig om principper. Samme postering citerede nemlig en teolog ligeledes i Kristeligt Dagblad for ordene

Især det sidste kan sommetider virkelig give mig sved på panden. For det ligner noget, man kunne kalde religiøs apartheid, det vil sige en skelnen mellem muslimer som de “rene” og os andre som “urene”. Og undskyld mig, her kommer tørklædet så måske alligevel ind som et middel til at skelne mellem muslimer og alle os andre? Også forbuddet mod muslimske kvinders giftermål med ikke-muslimer samt den strengeste straf for frafald (dødsstraf) fra islam kan gøre mig nervøs. Det er ligesom noget, der ikke rigtig kan kombineres med religionsfrihed og “menneskerettighederne og ligeværd uanset race, køn og religion”, som jeg har hørt, du også går ind for.

Sejrherren Krarup! Han sagde det ingen andre turde, han holdt ud og han sejrede. Han har rystet den yderste venstrefløj alene ved at have ret og nu venter vi på hvor stor en bonus vi får udbetalt.

——————————————————————-

Og mens jeg sidder og roder rundt på nettet falder jeg over den radikale Morten Østergaards (ret kedelige) blog og han skriver

Fogh taler om ligestilling og kvindefrigørelse, men vil sende irakiske kvinder hjem til tvangsislamisering i Irak. 

Jamen dog, er det virkelig et fænomen de Radikale erkender? Østergaard er næstformand i Den Radikale Folketingsgruppe.

Faklen og det intellektuelle kollaps

Postmodernisme, islam, venstrefløjen — Drokles on July 3, 2007 at 8:48 am

For nogen uanset politisk observans, blev Faklen engang anset for et intellektuelt tidsskrift. Dette er ganske uretfærdigt da Faklen skrives af meget dumme mennesker, der grundlæggende ikke forstår en skid. Et eksempel er den seneste og meget gennemarbejde postering på Faklen.dk, hvor man prøver at gøre op med Dansk Folkepartis Søren Espersens kronik i Jyllands-Posten d. 26/6 og fejler pinagtigt fælt.

Forfatteren er ingen ringere end Rune Engelbrecht Larsen der først motiverer sit objekt, Søren Espersen og Dansk Folkeparti.

Partiet er i krise efter en lang række vanskeligheder og vigende opinionsundersøgelser, så noget må gøres, og det første kort i kampagneposen er ikke overraskende en radikalisering af kampagnen mod muslimerne.

Når en politiker skriver noget er det kun for at skaffe sig vælgere. Det er altså en total nonsens-præmis der bliver bragt på banen og den ledsages ikke af nogle oppinions-tal, som der heller ikke gøres rede for den logik at en kampagne mod muslimerne i sig selv er en automatisk stemmesluger (og hvis det er hvor er den ikke lanceret tidligere?). Men så kommer han til sagens kerne, afvisningen af den logik, som Søren Espersen repræsenterer

Det vigtige for Espersen er, at islam ikke “bare” er en tro, men “politik”, hvilket gør det til et fikst og firkantet kasse-system at operere inden for, men i virkelighedens verden naturligvis er en umulig restriktiv opdeling for enhver religions vedkommende.

Alt er umuligt i virkelighedens verden, hvis det indebærer kritik af islam. Det er fundamentet for Rune Engelbrechts logik og det danner den gundlæggende kritik af Espersens kronik. Rune Engelbrecht udtrykker det klarest da han i et angreb på Winston Churchill, som jeg vender tilbage til, siger; “Udsagnet er lige så unuanceret, som det er virkelighedsfjernt, men det er naturligvis en generaliserende holdning til islam, som også passer Espersen godt i det 21. århundrede.“. Udsagn kan jo altid nuanceres (bortset fra matematiske), det ligger i deres natur, men det er denne form for alibi-analyse i den postmoderne diciplin, der har gjort Rune Engelbrecht til, hvad han er idag.

Beskyldningen mod Søren Espersen for kassetænkning virker helt ude i hampen da Engelbrecht selv er idehistoriker og således selv må have benyttet sig af kasser til at skille de forskellige ideer og perioder.

Derefter fordrejer han i afsnittet Sondring Mellem Religion og Politik Espersens påstand, at der ikke forskel på islam og islamisme. Espersens argument er, at da islam er et system der omfatter hele samfundets indretning, giver det ikke mening at have et særskilt begreb om politisk islam, islamisme, som en anomali der tilfældigt er klistret på en ellers åndelig tro. Engelbrecht slår fast

Der er ingen religion, der ikke også har samfundsimplikationer og derfor også er politisk, og der er ingen troende, der kan adskille sine holdninger hermetisk fra sin religion.

Efterfulgt af de sædvanlige eksempler med kristne abortmodstandere og noget med bomber. Men læs igen ordet samfunds-implikationer. Der er jo ikke bare tale om implikationer. Alt har selvfølgelig implikationer, så det er Rune Engelbrecht Larsen selv, der ikke siger noget som helst meningsfyldt. Man kan skelne mellem feks. en kortklub og Socialistisk Folkeparti. Kortklubben har politiske implikationer, ved sin eksistens at legitimere spil, hvis nytte i samfundet, der kan være delte meninger om, mens Socialistisk Folkparti er direkte politisk i sit væsen på grund af sit forsæt og sit målrettede virke. Espersen slår fast at islam er politisk. Det er et retorisk kneb af den billige slags Rune Engelbrecht der benytter og det er ikke det eneste. Rune Engelbrecht er idehistoriker.

Og her nægter adskillige af de mest radikale islam-kritikere at se i øjnene, at muslimer er forskellige og motiveres til forskellige handlinger, fordi de forstår religionen forskelligt.

Igen, Rune Engelbrecht er idehistoriker. Man skulle derfor kunne forvente, at han kan skelne mennesket fra religionen eller ideologien. Det er nemlig rigtigt at mennesker er forskellige og derfor også ser verden forskelligt, men det ændrer ikke ved islams essens. Der er en grundtekst der hævder den absolutte sandhed over alle aspekter ved menneskets liv og samfund. Alt der falder uden for denne sandhed er kættersk og skal bekriges med sværdet (eller bomben).

Og Rune Engelbrecht angriber så i afsnittene Religionsvidenskabelige “Autoriteter” Hirsi Ali og Blixen og “Autoriteten” Churchill, hvad han mener er Søren Espersens sandhedsvidner, for deres autoritet på området islam og det totalitære. Meningen med at frembringe Hirsi Ali, Blixen og Chuchill er for Espersen selvfølgelig til dels at legitimere sine egne synspunkter. Men det er også meningen - og meget vigtigere - at gøre Espersen klare logik (som Engelbrecht håner) ukontroversiel. En mand som Espersen afskrives ofte på forhånd som radikal (i ordets egentlige betydning), hvilket for mange derfor betyder, at alt, hvad han siger er radikalt og derfor ikke værd at lytte til. Hirsi Ali, Blixen og Churchill har for mange den etos som de samme mennesker mener Espersen mangler og Espersen afmonterer altså så at sige sin egen farlighed.

1) Espersen: “Forfatteren Ayaan Hirsi Ali skelner ikke [mellem islam og islamisme].”

Og? Fortæller dét noget om noget? Man kunne svare som modargument: “Religionsforskeren Jørgen Bæk Simonsen skelner.”

Ja det fortæller fanden galme meget fordi uanset hvad den meget ligegyldige personage Rune Engelbrecht Larsen, der er idehistoriker, ellers mener så er Hirsi Ali en autoritet og det uden ironiske citationstegn. Hun har ikke blot oplevet det islamiske samfund og logik på sin egen krop, hun har også studeret den og frigjort sig fra dens åg. Hvad fanden har velfærdsforbrugeren Rune Engelbrecht Larsen præsteret?

Jørgen Bæk Simonsen, som autoritet, kan man derimod stille store spørgsmålstegn ved, hvad også stadigt flere gør. I øvrigt erkender Jørgen Bæk Simonsen i sit tarvelige skrift Hvad Er Islam, at islam er et (læs ÉT) system, der bestemmer samfundets indretning og således er det en politisk religion og det er netop Espersens argument for at opgive ordet islamisme. Det går igen i det andet “sandhedsvidne” Blixen

2) Espersen: “For Karen Blixen, som kendte islam, var der heller ingen skelnen.

“Udsagnet er meningsløst i denne sammenhæng: Hun kendte slet ikke til begrebet “islamisme”.Espersen forklarer så indirekte via Blixen, hvad islamisme tilsyneladende er i hans optik: “Det var selve religionen islam, hun [Blixen] sidestillede med nazismen.”"Islamisme” er altså “nazisme”?

Det er rigtigt at udsagnet om at Blixen ikke skelnede mellem islam og islamisme til dels er meningsløst fordi Blixen ikke kendte begrebet islamisme, men deri ligger der jo alligevel en pointe. Blixen sidestiller ikke islamisme med nazisme, hun sidestiller islam med nazisme. Det gør hun fordi hun i nazismens essens ser de totalitære træk der kendetegner islam. Det nyligt opfunde ord islamisme er altså overflødigt for at forstå det totalitære. Espersen skriver bare ikke særlig godt og er måske lidt sjusket, hvad jeg ikke skal klandre ham for (og som jeg også her påpeget i posteringen Sejrherren Krarup IV, der blev døbt således for at give min lille “serie” numerisk vægt, hvori jeg mener, at Espersen til tider sjuskede stil skyldes, at han befinder sig midt i et erkendelses-skred). Men han har fuldkommen ret i modsætning til den mere velformulerede Rune Engelbrecht Larsen (man kan ane lærerens “fin orden” i den lille Rune Engelbrechts skoleopgaver), der bare vrøvler.

Eller også manipulerer Engelbrecht bevidst for, hvor Espersen bruger ordet “sidestiller” i “Det var selve religionen islam, hun sidestillede med nazismen” tilfører Engelbrecht på Espersens vegne “er” i ““Islamisme” er altså “nazisme”?“. Ordet “sidestille”, der understreger det totalitære lighedstræk i de to ideologier falder ud med en påstand om at Espersen, forrædderisk mod Blixen, siger at det ene er en tro kopi af det andet.

Så angribes ingen ringere end Winston Churchill, som autoritet, igen i citationstegn. Churchill! En mand der har indskrevet sig i verdenshistorien netop fordi han kunne se den totalitære fare nazismen udgjorde mod den frie verden og det på baggrund af hans kendskab til bl.a. islam. Spørgsmålet er snarere hvilken autoritet lusepusteren og nul-bon’en Rune Engelbrecht Larsen er?

Rune Engelbrecht forsøger at trække Churchill gennem sølet ved at fremdrage andre og mere uheldige citater fra Churchill, en af den frie verdens helt store ledere gennem tiderne. I et, i øvrigt ganske berømt et, af citaterne fra 1927 roser Churchill den fascistiske leder Mussolini. På det tidspunk var Churchill finansmister (1924 til 1929) og advarede mod, hvad han så som den største trussel mod England, fremvæksten af kommunismen, der havde fået vind i sejlene, bl.a. på grund af Churchills egen fejlslagne økonomiske politik. Citatet er da på sin vis lidt beskæmmende, men altså herregud! For en realpolitiker, der søger det mindste onde, ikke mere end et kuriosum, som det der gamle Poul Schlütter citat DR2 programmet DDR2 åbnede med, hvor Schütter skamroser DDR for de præstationer DDR har opnået økonomisk, kulturelt og samfundsmæssigt. At bruge det til at kritisere Schlütters fast-kronekurs er ligeledes absurd. Som det også er absurd at kritisere Rune Engelbrechts analyse fordi han i sin tid ikke forstod Pædofilforeningens motiver (da pædofili er et meget følelsesladet emne, vil jeg understrege at det sidste skal læses og forstås med allerstørste varsomhed. Engelbrecht forsvarede nogle generelle principper på, hvad jeg mener var den forkerte baggrund, men han forsvarede IKKE pædofili!).

Derefter indvender Rune Engelbrecht Larsen at Espersen indrager imamernes opfordring til at stemme på Asmaa Abdol Hamid fordi hun er muslim.

Ja, selvfølgelig stemmer nogle imamer på hende, fordi hun er muslim. Og?Andre muslimer stemmer på Naser Khader. Atter andre stemmer på Kamal Qureshi, og atter andre stemmer på kandidater, der hverken er muslimer eller har muslimsk baggrund.

Ligesom der er kristne, der stemmer på Kristendemokraterne, fordi det er et eksplicit kristent parti, og der er kristne, der stemmer på Margrethe Auken eller Søren Krarup, fordi de er teologer, som de pågældende vælgere finder i overensstemmelse med deres egen trosudlægning. Selvfølgelig er der da det.

Igen manipulerer Engelbrecht. Espersen brokker sig ikke over at imamerne selv stemmer på hende, men at de opfordrer menighederne til at stemme på hende og det ved idehistorikeren nok godt er noget ganske andet.

Espersens pointe er at fremhæve, at hans analyse af islam som politisk ideologi i sin essens er reel og virker i dagens Danmark. Imamerne taler ikke for døve ører og deres kendskab til islam er absolut autoritativ i modsætning til Engelbrechts relativisme, der kun har skaffet ham pæne karakterer og betinget ros fra lærerne i et langt uddannelsesforløb.

Derfor bliver det ufrivilligt komisk når Engelbrecht, der i øvrigt er idehistoriker siger; “Men Espersen & Co. nægter kategorisk at lade muslimer fortolke islam.” for det er jo netop hvad Espesen gør og som Engelbrecht så også harcelerer over umiddelbart efter. Espersen påpeger nemlig at islamiske samfund altid ender i tyrani og som eksempel bruger Espersen et land midt i den process på vej mod islamisk styre, nemlig Nigeria

Nu springer Espersen behændigt fra Asmaa fra Odense til muslimer i Nigeria. Igen skal vi altså forstå, at det hele er ét fedt.

Her ændres straffeloven i takt med islams fremmarch, bemærker han. Er det så bevist, at vi lige så godt kan kaste islam og islamisme i samme gryde? At Asmaa, Nigeria, wahabisme, ayatollaher, Osama bin Laden, medlemmer af Hamas og Fatah, shiaer og sunnier osv. er ét og det samme?

Espersen taler om islam og Engelbrecht, der er idehistoriker, vidste du det?, taler om forskellige mennesker. De islamiske stater er ikke ens men variationer over det sammme “fedt” som de kommunistiske stater var forskellige variationer over det samme fedt og husk at Engelbrecht er idehistoriker. En syrisk pige sagde til mig, at hvor islam går ind går hjernen ud. Men argumentet fra Engelbrecht bruges en sidste gang i, hvad han mener er den syvende belastende indvending mod Espersen

7) Som kronen på værket kommer så afslutningsvist endnu en gammel traver fra Espersens hånd: Mange af de lande, hvor islam spiller en fremtrædende politisk rolle, er udemokratiske og totalitære. Ingen modsigelse dér.

Og sådan har det i øvrigt været i 95 procent af den del af verden og verdenshistorien, hvor kristendommen har spillet den fremtrædende rolle. Og i store dele af islams historie har lande med islam som dominerende religion været mere tolerante og rigere end andre lande med kristendommen som dominerende religion.

Det sidste vælger jeg at overhøre her for det er en længere debat om historie. Islam er i sin essens totalitær og det ændrer intet at man kan påpege totalitære styreformer andre steder. Det er et komplet idiotisk argument.

Det der er spørgsmålet er ikke hvorfor man i uoplyste tider har handlet som man har gjort, men hvorfor den islamiske verden, i den absolut mest oplyste tid Verden nogensinde har set, voldeligt insisterer på at henslæbe en tilværelse i totalt mørke. Andre kulturer kan jo se lyset.

Men det magter man ikke som relativist. Der kan man komme med “….men kendsgerningen er, at enhver forståelse af en tekst implicerer en fortolkning.” og se ganske bort fra, at enhver tekst bærer en mening, der prøver at gøre sig forståelig for læseren. Det er jo derfor bon-hovedet Engelbrecht selv meddeler sig i - en tekst! Oven i købet en tekst der hævder at være den rette læsning af en anden tekst. Hvis Engelbrechts eget udsagn, som vi jo kan fortolke som vi vil, skal give mening spilder han sin tid.

Engelbrechts verden står for fald. Meningen med ordet islamisme er en retræte for apologeterne, der ikke kan holde en argumentation, der hævder, at der ikke er forbindelse mellem islam og terror, undertrykkelse af kvinder, grusomme samfund osv. og derfor bruger en afart der mest skyldes få unge mænds vildfarelse. Derpå håber man så istedet, at kunne starte en diskussion om psykologi og sociale forhold, stigmatisering og ekskludering og manglende offentlige tilbud i allerede svulmende velfærdsstater, som grund for de voldsomme begivenheder vi ser overalt i den muslimske verden og også her i den frie verden. Men det er for sent. Forbindelsen er der og den bliver dag for dag mere tydelig. Diskusionen ændrer præmis og du ved ikke hvorfor, gør du? idehistoriker Engelbrecht!

Sejrherren Krarup IV

Diverse — Drokles on June 26, 2007 at 3:27 pm

Der har længe været debat om islam og islamisme, hvor man med begrebet islamisme har forsøgt at beskytte islams rennome. Flere er ved at opgive denne idiotiske skelne og endelig nu også Søren Espersen med helt rigtig kronik i Jyllands-Posten

For nogle år siden ville jeg, når talen faldt på islam og islamisme, pr. automatik og helt overbevist om argumentets rigtighed, sætte en uoverskridelig mur imellem begreberne: At islam var en stor verdensreligion på linje med jødedom og kristendom; at der netop var tale om en tro. Og - på den anden side - at islamisme var en politisk bevægelse med sharia som arbejdsprogram. Islamismen var det således legalt at tale midt imod og bekæmpe, mens angreb på islam var utidigt - for det var jo netop folks tro, man så krænkede.

Jeg er så småt ved at ændre opfattelse! Det bliver dag for dag vanskeligere for mig at argumentere for den ”uoverskridelige mur”. Jo mere jeg beskæftiger mig med problematikken, jo mindre mening giver det for mig at adskille islam og islamisme. Mere og mere bliver det meningsløst for mig fortsat at hævde forskellen.

Forfatteren Ayaan Hirsi Ali skelner ikke. I sin nyeste bog skriver hun ligeud, at den 11. septembers massemordere var islams krigere, og at deres gerning var islam i sin rendyrkede form. For Karen Blixen, som kendte islam, var der heller ingen skelnen. Det var selve religionen islam, hun sidestillede med nazismen - hvilket senere blev gentaget af forfatteren Henrik Norbrandt. Og for nobelpristageren og statsmanden Winston Churchill var det islam, han advarede imod.

Fint nok. Der sker et skred i erkendelsen af problemerne vi står overfor og Søren Espersen er nok ganske ærlig når han siger at han er inde i sådan fase. Kronikken er nemlig meget rodet og det kunne tyde på at Espersen ikke er helt afklaret med sin tankegang. De mange skænderier Dansk Folkepartis Folketingsgruppe har haft indbyrdes har haft en positiv afsmitning på søren Espersens tankegang. Krarup havde og har ret i sin meget præcise udfald mod islam og han var aldrig for langt ude, sådan som Espersen og resten af inderkredsen har beskyldt ham for ved flere lejligheder. Men i dag er det Søren Espersen store dag så lad os få lidt mere

»Når somalierne står overfor vejrkatastrofer, samles de alle og beder. Naturkastrofer er et tegn fra Allah for at straffe menneskene, fordi de ikke opfører sig ordentligt på jorden. Men hollænderne bebrejdede deres regering for ikke at have vedligeholdt digerne ordentligt - og gik så straks i gang med at udbedre digerne. Det lod ikke til, at der var nogen, der bad.«

Citatet er fra Ayaan Hirsi Alis bog, ”Opbrud og Oprør”, hvor hun beskriver sit opgør med islam - ved netop at sammenligne det velstående, tolerante, ordentlige og velorganiserede Holland, hun kom til, med det elendige, tilbagestående land, Somalia, hun havde forladt.

(…)

Det forfærdelige traume er, at islam ikke kan vente med Paradis til efter døden.
Islam vil have Paradis indført her og nu. Og når man har det mål for et samfunds indretning, ender det med tyranni. Det kender historien smertelige eksempler på.

Forleden lavede et institut en undersøgelse af danskernes forhold til islam. Det viser sig, at de negative holdninger overfor islam efter Muhammed-krisen er stærkt stigende, og at tilliden til islam i almindelighed er faldende. Det er ikke overraskende, at det forholder sig således. Det giver god mening.

(….)

I de 20 lande i Den Arabiske Liga sker der intet. Produktionen er ikke vokset de sidste 30 år - faktisk er produktionen faldet. Bare lige for at sætte det i relief: Spanien alene har et større bruttonationalprodukt end samtlige arabiske stater tilsammen.

(….)

Den personlige frihed er begrænset. Styreformerne er islamiske diktaturer med censur - bøger er ofte bandlyste. Oversættelser finder stort set ikke sted. Igen til Spanien: Der oversættes ligeså mange bøger til spansk på et år, som der har været oversat til arabisk i de sidste 1.000 år.

Karen Jespersen blev frosset ud af sit parti fordi hun gik imod koncensus. Hun havde ret i sin kritik af sit parti’s tilgang til integretion og indvandring. Oven i købet var hendes kritik funderet ganske logisk i den socialkostruktivistiske forståelse hele Socialdemokratiet hviler på. Derfor var det uundgåeligt at Socialdemokratiet ville ændre kurs. Men de mennesker der ændrede kurs ændrede ikke deres opfattelse af Karen Jespersen og har aldrig sagt undskyld for at de skosede hende, da de tog fejl og hun havde ret.
Søren Espersen du er ikke en lusepuster med kulturadikale tendenser så husk lige at slå et smut forbi Krarups kontor og sig at han havde ret og du tog fejl, de gange du var med til at skose ham for udtalelser som du troede var kontroversielle. Karen Jespersens følsomme gemyt har nok haft det svært med den uretfærdighed hun er blevet udsat for, men der er nok ingen grund til at tro at Krarup ligefrem har grædt sig i søvn. Men ret skal være ret. Det er også en del af den erkendelse man kommer til, at man var uretfærdig da man tog fejl. Og husk også at ringe til Camre.

Sejrherren Krarup III

Diverse — Drokles on May 27, 2007 at 10:09 am

Der er sket noget med sproget når det kommer til omtalen af islam i dansk politik. Ikke mindst folk som Søren Krarup har haft mange kontroversielle udtalelser og han har stået hårdt fast og taget de tæsk gennem mange år. Men nu ser det ud til at høsten nærmer sig. I ly af den “hårde debattone” har grænserne ganske rigtigt rykket sig og det er muligt at lægge afstand til det man mener er totalitært uden at frygte for at være racist. Alle kan tale rent ud af posen.

For en del år tilbage forsøgte daværende formand for SF Holger K. Nielsen at få vedtaget en dagsorden på SF’s landsmøde, der ville gøre det muligt at kritisere de dele af indvandrernes kultur, som stod i modsætning til SF’s værdier. Holger K. tabte afstemningen stort. Aldrig skal jeg glemme billedet af en vantro Holger K. der kun kunne grine hovedrystende af dette totale brud på enhver logik. Men meget har ændret sig og flere og flere SF’ere er kommet til den er kendelse at det at mene noget politisk forpligter til konsekvenser. At være medlem af SF er ikke det samme som at være god.
Fra Kristeligt Dagblad

Foragten for dansk lovgivning er helt klar

FLERKONERI: Vi skal ikke have den slags parallelsamfund i Danmark, hvor kvinder efterlades i et juridisk limbo uden rettigheder i forhold til dansk lov, men accepteret i forhold til islam

Sådan hedder overskriften af Pernille Vigsø Bagge ligestillingsordfører for SF. Ordet foragt går på muslimsk tro og det er ud af en SF’ers mund (eller fingre om man vil). Dansk bruges om det der er truet og skal forsvares og lovgivning er i stedet for rettighed. Nedenunder indgår rettighed men i forhold til lov. Krarup kunne ikke være mere tilfreds. Og så går hun ellers løs på imam Pedersen. Først har jeg fremhævet et par ord der er væsentlige for at forstå hvori SF’s sprog er blevet frit

Imam Abdul Wahid Pedersen mener, at flerkoneri er at sammenligne med danskere, som har elskere eller elskerinder. Det argument er det rene og skære idioti. Når danskere har elskerinder eller elskere, så er der ikke hverken juridiske eller kulturelle forhold, der forhindrer, at det foregår frivilligt mellem to eller flere voksne mennesker. Og kvinder kan vælge at have mange elskere på linje med mænd.

(….)

Det er naturligvis helt ude i hampen. Flerkoneri er uacceptabelt, og imam Abdul Wahid Pedersen skal ikke indføre sharialovgivning ad bagvejen i Danmark. Jeg finder det uacceptabelt, uanset hvor i verden det finder sted. Men jeg har ikke indflydelse uden for Danmarks grænser. Så jeg vil sætte megen prestige ind på at forhindre, at det skulle blive accepteret i Danmark.

Trumf skal der på

Mit budskab til Abdul Wahid Pedersen er derfor: Du kan ryge og rejse. Og alle, der er enige med imamen, kan drage med ham. Vi skal ikke have den slags parallelsamfund i Danmark, hvor kvinder efterlades i et juridisk limbo uden rettigheder i forhold til dansk lov, men accepteret i forhold til islam, for ikke at tale om de enorme risici, der følger af at blive socialt stigmatiseret og isoleret i forhold til det omgivende samfund. Vi vil ikke have det.

Nu gider jeg ikke fremdrage mere men det fortsætter lige så fortættet

Tusindvis af kvinder med muslimsk baggrund har kæmpet sig fri af patriarkalske og kvindeundertrykkende vaner og traditioner. Tusindvis af muslimske mænd er lede og kede af slægtens krav om at gifte sig på grundlag af religion, slægtskab eller sociale forpligtelser. De ønsker ligesom deres jævnaldrende danske kammerater at kunne gifte sig af kærlighed. Der er ikke noget i danske livsformer eller økonomiske vilkår, der kan begrunde, at flere kvinder må søge sammen om én forsørger. Vi har altså forladt jæger-/samlersamfundet.

Jeg er dødtræt af hele tiden at skulle forholde mig til den ene forældede og umenneskelige, kulturelt begrundede praksis efter den anden, fordi jeg møder så mange dygtige, hårdtarbejdende og søde mennesker, der kæmper en kamp uden lige for at blive en ligeværdig del af det danske samfund, men som oplever, at de bombes tilbage, hver gang Abdul Wahid Pedersen og andre religiøse fundamentalister kæfter op.

Det er ikke sådan, at fordi man har været vant til en eller anden kulturel praksis, så har man ret eller krav til at kunne praktisere den i Danmark uden videre. Og det er ikke et spørgsmål om assimilation kontra integration, for der er masser af plads i det danske samfund til kulturel variation og mangfoldighed. Men vi må stå fast på grundlæggende spilleregler for kønnenes ligestilling, lighed for loven, modstand mod parallelsamfund med egne regler og så videre.

Flere politikere har kritiseret Abdul Wahid Pedersen for at ødelægge integrationen. Det er sandt. Men det er sandt på en måde, som må betegnes som århundredets underdrivelse. Det er jo desuden kun et symptom, hvad det gør for eller ved integrationen.

Pointen er nemlig langt mere grundlæggende, nemlig at imamen, der ellers ynder at fremstå som tænksom og pragmatisk, afslører en dybereliggende foragt for dansk lovgivning og et komplet manglende begreb om ligestilling og kvinders rettigheder i forhold til en verdslig lovgivning. At flerkoneri for nogle fraskilte muslimske kvinder er eneste mulighed for forsørgelse eller sex, er jo ikke en konsekvens af den danske lovgivning. Men tværtimod en direkte konsekvens af parallelkulturen blandt visse muslimer, der hæmmer kvinders frihed i forhold til valg af livsstil og sexliv, valg af partner og så videre. Det er med andre ord nogle sociale konstruktioner internt i dele af de muslimske miljøer, som fremtvinger flerkoneriet som noget kone nr. 2,3,4… “vælger”. Det skal vi ikke understøtte, men tværtimod bruge som anledning til en styrkelse af frigørelsesprojektet.

Sejrherren Krarup! Det folk han støder fra sig tilslutter sig hans ide. Det er som Nietche sagde til sine elever; først når i forkaster mig vil i forstå mig. (uha hvor jeg blotter mig)

En teolog lukker også ubesværet op for godteposen i samme avis. Her er det rettet mod Asmaa under overskriften; Hvad tror du egentlig på, Asmaa?

Sharia handler i klassisk islam ikke kun om tro, men også om politik. Generelt kan man sige, at sharia ikke anerkender den adskillelse mellem religion og politik, som for de vestlige demokratier er så fuldstændig grundlæggende.

Så hvordan stiller du dig til alle de mange love og vejledninger for samfundet i Koranen og hadith, som Allah påbyder? Her tænker jeg ikke kun på de middelalderlige straffelove. Dem har du jo sagt, at du ikke går ind for. Men der er også sådan noget som civilretten, derunder ægteskabslovgivning med tilladelse af flerkoneri (som din trosfælle Abdul Wahid Pedersen synes så godt om), mændenes revselsesret af deres hustruer og arveretten, hvor kvinder kun arver det halve af manden.

Og så er der hele udenrigspolitikken, love om krig og fred, jihad mod de vantro og alle de andre mange vejledninger om forholdet til os ikke-muslimer.

Især det sidste kan sommetider virkelig give mig sved på panden. For det ligner noget, man kunne kalde religiøs apartheid, det vil sige en skelnen mellem muslimer som de “rene” og os andre som “urene”. Og undskyld mig, her kommer tørklædet så måske alligevel ind som et middel til at skelne mellem muslimer og alle os andre? Også forbuddet mod muslimske kvinders giftermål med ikke-muslimer samt den strengeste straf for frafald (dødsstraf) fra islam kan gøre mig nervøs. Det er ligesom noget, der ikke rigtig kan kombineres med religionsfrihed og “menneskerettighederne og ligeværd uanset race, køn og religion”, som jeg har hørt, du også går ind for.

Læg mærke til at kvinderne der skriver de to eksempler ikke behøver at komme med besværgelser over at det er ideer og ikke mennesker, de angriber, for idag er dette overflødigt. Tonen har ændret sig og det er fuldkomment legitimt at angribe islam’s grundpræmis. Om kort tid vil hele ideen om at Danmarks renome er skadet være komplet undermineret. Alle er med på den islamofobiske bølge! Tillykke Krarup!

Folketingsdebat om tørklædet med overraskende melding (Sejrherren Krarup II)

Multikultur, Politik, islam — Drokles on May 24, 2007 at 5:53 am

Søren Krarup fik ødelagt sit triumftog, da dannelsen af Ny Alliance stjal opmærksomheden fra hans tørklædedebat. Pointen for Krarup er at han spiller på den lange bane og derfor er han villig til at tage mange tæsk på den korte. Men det kræver at spillet bliver ført til ende. Tørklædedebatten er principiel og tvinger lunkne politikere til at tage stilling.

Krarup havde i Folketinget i går bedt Niels Helveg Petersen definere forskellen mellem symbolerne tørklædet, hagekorset og hammer og sejl efter en typisk radikal moralkvababbelse, men fik ikke noget svar. Dernæst havde Krarup påpeget det ukontroversielle i sine holdninger under henvisning til Chardot Djavanns modtagelse i pressen, da hendes kradse opgør med tørklædet i bogen Kast Sløret udkom på dansk.

Før Ny Alliance stjal overskrifterne havde Socialdemokratiet’s Helle Thorning diskret men signifikant sagt at hun ikke brød sig om tørklædet. Det var dog ikke nok til at undgå at koncensuspolitikerne holdt fast i følelsen af den forargelse som Søren Krarups udmelding havde givet. Derfor er han på banen igen, spillet skal spilles til ende. Og nu skal partierne gøre deres stilling klar i Folketinget, nu er det hovedet på blokken. Hør bare Henrik Sass Larsens måde at tage afstand fra Søren Krarup men samtidig omfavne hans pointe. Fra P1’s Orientering (hvis sammenfatning danner bagrund for mine konklusioner)

Jeg synes der er en præmis i den diskussion, der er rejst som er forkert. Og det er, at for alle kvinders vedkommende, som har en muslimsk baggrund, at de også nødvendigvis er islamister og derved lægger den samme fortolkning ind i tørklædet, som den bemeldte forfatter [Djavann] eller som andre [Krarup], som er ude og hævde, hvad det er, som islamisterne står for. Jeg er enig med spørgeren [Krarup] i at man…hvis man iklæder sig et symbol, på reverset eller som hovedbeklædning eller andet, så må man også bære det signal, som det symbol nu engang udtrykker. Det kan der så være forskellige opfattelser af, men det er også derfor vi i Socialdemokratiet faktisk har sagt, at vi vil ikke gå ind og lave forbud mod de her ting, men vi vil godt sende et signal.

Vi vil godt sende et signal til alle de unge piger i det danske samfund om, at vi synes de skulle lade være med at tage tørklæde på. Vi synes sådan set, at de skulle smide det tørklæde, snuppe friheden, tage del i ungdomsoprøret, tage del i det danske frisind, men all right. Hvis det ender med til sidst at de siger; jamen vi vil selv…vi vil have det på! så må jeg jo respektere at det er folks frie valg.

Han starter med at tage afstand fra Krarup fordi det efter hans opfattelse stempler alle muslimske piger som islamister, hvorefter han højst besynderligt fortsætter med at slå fast, at man må tage ansvar for den symbolværdi man iklæder sig med tørklædet. Og det symbol er i Henrik sass Larsen’s og Socialdemokratiet’s øjne en modsætning til frihed og frisind (ungdomsoprøret sluttede for mange år siden, så der er der ikke så meget for de unge muslimske piger at tage del i der) og han mener ikke tørklædet hører hjemme i Danmark. Sass Larsen tør ikke indrømme, at han rent faktisk er enig med Krarup men bare mere pragmagtisk.

Mere surreel var tågehornet Birthe Røhn Hornbæk da hun sagde

Jeg vil sådan set godt lægge dyb afstand til hr. Søren Krarup’s bemærkninger, men det gør jeg fordi jeg jo godt ved, hvordan de kan blive modtaget blandt andet hos muslimer.

Ja, lad os tage afstand fra folk der kan blive misforstået. Hver gang debatten kører kommer især Socialdemokraterne ud af skabet og får langsomt et sprog hvori de kan tage afstand fra det totalitære. Det er det Sass Larsens modsætningfyldte tale er udtryk for. Det kunne Socialdemokraterne ikke for et år siden og det er det spil Krarup spiller.

Sejrherren Krarup

Diverse — Drokles on April 25, 2007 at 4:04 am

Den seneste debat om tørklæder som Søren Krarup startede med sin modstand mod at se et muslimsk tørklæde fra Folketingets talerstol har delt vandene i uhørt grad. Man kan i essensen se tørklædet som et problem eller som et stykke harmløs beklædning. Ingen kan undslå sig fra at tage principiel stilling og derfor er debatten så ophidset. Mange Konservative er røget lige i gryden, som så mange andre, ved at fokusere på debattens afsender, DF’s Søren Krarup og det er ham og hans parti de ønsker at lægge luft til.

Det er en ualmindelig dum kurs der i den nærmeste fremtid vil ramme dem i røven fordi de fejler fælt i spørgsmålet om ligestilling gælder for alle kvinder og eller kun de danske. De vil stå i samme bås som idiotiske venstrefløjsere og mullaher og tyraner rundt om i verden mens Krarup står sammen med kvindesagsforkæmpere fra den islamiske verden og sekularister i Tyrkiet. Ligesom venstrefløjen stod sammen med Mao, Lenin og Ho Chi Mihn. Man skal kende træet på dets frugter. Det bliver konklusionen når debatten er raset færdig i løbet af næste måned.

Deres forklaring på dette eklatante svigt af basale frihedsrettigheder kommer til at lyde som en væmmelse over sprogbrugen og den hårde tone. Men dette vil blive gennemskuet fordi for mange vil holde dem fast på sagens kerne og deres udtalelser. Danmark er forlængst den hårde tones land og flere og flere finder en national stolthed i det faktum så det skræmmer ingen.

Når debatten går ind i sin anden fase om selve kvindes plads i det islamiske vanvid vil der ligge en massiv perlerække af uvidende og uansvarlige citater fra selvgode og hykleriske borgerlige politikere. SF og Socialdemokraterne har hurtigt possitioneret sig imod tørklædet og selv om de gerne vil overfalde “sortepræsten” så kræver det ualmindelig gode talegaver at overbevise vælgerne om at de ikke grundlæggende er enige. Det er noget man kan rive dem i næsen i de næste mange år fordi denne debat ser ud til at blive principiel for det politiske landskabs koncensus. Krarups pointe er provokerende men uimodståelig. Og hver gang debatten om muslimske kvinders kranke skæbne dukker op vil man referere til Søren Krarup, der vil komme til at fremstå som en helt omend en vulgær en af slagsen.

Selvfølgelig vil en del mennesker holde sig forbenet til deres hvidglødende afsky for DF og Krarup, men det spil var afgjort på forhånd. Deres konklusion på debatten vil være en opsumering af deres følelser under debatten, som det skete for Karen Jespersen. Hun blev frosset ud af sit parti mens partiet overtog hendes politik. Dette vil ikke ske for Krarup. Karen Jespersens integritet var så meget indtakt at det ser ud til at hun succesfuldt har evnet at tage det spektakulære spring fra et grundlæggende marxistisk parti til et liberalt. Krarup sidder sikkert i sit parti og hans integritet vil vokse også internt i partiet. Denne debat tilhører Krarup. Tillykke med det!

Sejrherren Krarup

Diverse — Drokles on November 12, 2006 at 1:01 pm

En god og morsom artikel i Berlingske Tidende om Søren Krarup og hans seneste bog, om systemskiftet i 2001. Det socialdemokratiske Frit Forum har inviteret ham til en lektion og det er i sig selv bemærkelsesværdigt. Men mere end det….

Men de siger ikke noget. Eller rettere: De unge socialdemokrater i Frit Forum denne aften på Vesterbro tager ganske vist til genmæle. De betvivler eksempelvis Krarups udlægning af besættelsen. Var modstandskampen overhovedet folkelig? Et spørgsmål, man ikke skal stille til en søn af modstandsfolk fra en dansk landsby, hvor alle var vidende om, hvad der foregik, lyder det. En anden spørger, om den kulturradikale PH er en del af Krarups danmarkshistorie. »Poul Henningsen havde gøglerens forhold til det egentlige og var en spradebasse uden dybde,« lyder det. En tredje spørger til »tonen« i indvandrerdebatten. Et trættekært suk lyder, efterfulgt af et drag af mishag om munden.

»Det er dem, der nu forarges over tonen, der virkelig har trukket den ned i sølet. Og så denne retorik, de dertil har benyttet sig af: »En fremmed er ven, du endnu ikke har mødt.« Det er jo fuldstændig vanvittigt! Ingen vil vel lægge sit liv eller sin ejendom i hænderne på nogen, de slet ikke kender. Men vil man, skulle det være et vidnesbyrd om en særlig smuk karakter. Jeg tror ærligt talt, at man mere end ofte vil komme galt af sted,« siger Krarup.

Han tæsker videre. På radikale og socialdemokrater. Ingen af de unge socialdemokrater forsøger at gendrive påstanden om deres partispidsers svig over for den danske befolkning og nationen. De kommer ikke deres politiske forældre til undsætning. Og der synes kun at være givet to muligheder, to forklaringer herpå. Enten har de opgivet at forsvare dem. Eller også lystrer de Krarups bud på danmarkshistorien. Der er ingen tabere til stede i lokalet til at svare på, hvilke af de to muligheder der er mest betænkelig. Her er kun aspiranter i kampen om Danmark samt en gammel sejrherre, der læser og påskriver disse.

Monokultur kører på WordPress