Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 520

Deprecated: Function set_magic_quotes_runtime() is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 18

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_PageDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1244

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_CategoryDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1442

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class wpdb in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/wp-db.php on line 306

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Object_Cache in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/cache.php on line 431

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Dependencies in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/class.wp-dependencies.php on line 31

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Http in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/http.php on line 61

Warning: explode() expects parameter 2 to be string, array given in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-content/plugins/bannage.php on line 15
Monokultur » Kommunisme


Med strømmen flød de stolt deres vej

Hvis der synes at være en foruroligende diskrepans mellem den verden man selv kan opleve og den verden der bliver beskrevet af den fineste ekspertise, så skyldes det marxismens march gennem læreanstalterne. Philip Carl Salzman skrev tilbage i januar på Middle East Forum om hvorledes universiteterne i USA - og det gælder desværre også for de fleste steder i Vesten -  ser læring og tænkning gennem en marxistisk prisme. Tør man sige falsk bevidsthed?

The one place that Marxism has succeeded is in conquering academia in Europe and North America. Marxism-Leninism is now the dominant model of history and society being taught in Western universities and colleges. Faculties of social science and humanities disguise their Marxism under the label “postcolonialism,” anti-neoliberalism, and the quest for equality and “social justice.” And while our educational institutions laud “diversity” in gender, race, sexual preference, religion, national origin, etc., diversity in opinion, theory, and political view is nowhere to be seen. So our students hear only the Marxist view, and take it to be established truth.

Postcolonialism is the view that all ills in the world stem from Western imperialism and colonialism. The hierarchical caste system in India, that disenfranchises half the population as “untouchables,” is, according to postcolonial analysis, and invention of the British while they governed India. So too with tribes in Africa, allegedly invented by the British colonial authorities to “divide and conquer” the native African, who previously had all mixed together happily with no divisions and no conflicts. So too in Central Asia, where, thanks to Soviet colonial authorities, “formerly fluid hybridities and contextual identifications were stabilized, naturalized, and set into a particular mold that gave each group a definitive history, physiognomy, mentality, material culture, customs, language, and territory,” according to one postcolonial author. Apparently, according to the postcolonial view, history and culture in India, Africa, and Central Asia started with the arrival of outsiders in recent centuries.

“The end of history for our students signals the End of History for the West” skrev Patrick Deneen i februar om resultatet af Gramscis udhuling af dannelse, uddannelse og tænkning; en venlig tomhed

My students are know-nothings. They are exceedingly nice, pleasant, trustworthy, mostly honest, well-intentioned, and utterly decent. But their brains are largely empty, devoid of any substantial knowledge that might be the fruits of an education in an inheritance and a gift of a previous generation. They are the culmination of western civilization, a civilization that has forgotten nearly everything about itself, and as a result, has achieved near-perfect indifference to its own culture.

(…) They are respectful and cordial to their elders, though easy-going if crude with their peers. They respect diversity (without having the slightest clue what diversity is) and they are experts in the arts of non-judgmentalism (at least publically). They are the cream of their generation, the masters of the universe, a generation-in-waiting to run America and the world.

But ask them some basic questions about the civilization they will be inheriting, and be prepared for averted eyes and somewhat panicked looks.

(…)

We have fallen into the bad and unquestioned habit of thinking that our educational system is broken, but it is working on all cylinders. What our educational system aims to produce is cultural amnesia, a wholesale lack of curiosity, history-less free agents, and educational goals composed of content-free processes and unexamined buzz-words like “critical thinking,” “diversity,” “ways of knowing,” “social justice,” and “cultural competence.”

(…)

Above all, the one overarching lesson that students receive is the true end of education: the only essential knowledge is that know ourselves to be radically autonomous selves within a comprehensive global system with a common commitment to mutual indifference. Our commitment to mutual indifference is what binds us together as a global people. Any remnant of a common culture would interfere with this prime directive:  a common culture would imply that we share something thicker, an inheritance that we did not create, and a set of commitments that imply limits and particular devotions.

Ancient philosophy and practice praised as an excellent form of government a res publica – a devotion to public things, things we share together. We have instead created the world’s first Res Idiotica – from the Greek word idiotes, meaning “private individual.” Our education system produces solipsistic, self-contained selves whose only public commitment is an absence of commitment to a public, a common culture, a shared history. They are perfectly hollowed vessels, receptive and obedient, without any real obligations or devotions.

(…)

They won’t fight against anyone, because that’s not seemly, but they won’t fight for anyone or anything either. They are living in a perpetual Truman Show, a world constructed yesterday that is nothing more than a set for their solipsism, without any history or trajectory.

Men tryk avler modtryk, som der blev råbt. Rebel Medias Tiffany Gabbay fortæller om at også hvide unge mennesker har et behov for at finde deres kulturelle rødder, nemlig det vidunder, der er den vestlige civilisation

Uffe Elbæks visionsboble

Det burde fortælle alt om Uffe Elbæk og hans Alternativet at roser strømmer fra David Trads. Elbæk er en kompetent politiker i Trads øjne, trods hans ministertid fra alle andres hold beskrives som inkompetent. Sympatisk er Elbæk måske, men det er mere tvivlsomt om man, som Trads påstår, kan sige, at Alternativets fokus på klima optager mange vælgere. Med mindre disse vælgere er klimaforskere - hvilket siger alt om klimaforskere. Og Alternativet!

Det er sikkert et rimeligt gæt, at Alternativets vælgere er fra den samme grød, der stemte Radikale Venstres ultimative krav ind med imponerende 17 mandater og ud af politisk indflydelse. Og hvad værre var, en afmytologisering af Radikale Venstre som et midterparti, hvis ophøjede opgave er at balancere de uudholdelige fløjes tåbeligheder ud mod hinanden til det mindre ubærlige. Partiet overlevede med Vestagers naturlige nedladende udstråling dog afskalningen til Ny Alliance, sådan var det bare.

Og Alternativets vælgere er sikkert også de samme mennesker, der bar Villy Søvndal ind i den første regering, der endeligt demaskerede Socialistisk Folkeparti som en forening af moraliserende drømmere uden evne til realiteternes ansvar. Mennesker, der mener at staten skal harmonisere andre menneskers arbejdstid, sammensætte deres kost og være personligt ansvarlige for vejrliget. Det er en destruktiv bølge af begejstrede vælgere venstrefløjen skal vare sig for at ride på, men måske det vil være en fordel, nu de har et helt parti designet til netop dem? Med David Trads, klimaforskere og en canadisk rigmand bag sig.

Jyllands-Posten besøgte Elbæk i hans Vision of Dome, hans lille univers, hvor han talte om sine erfaringer og sine visioner. Stolt viser han rundt i sin lille boble af drømme om det kreative, det nye og det anderledes og om sit tilvalg af homoseksualitet, mens Muren faldt. Det eneste man får at se ud over grønne planter er en gruppe musikere, på vej til at lukke sig helt om sig selv i fælles fordybelse i musik med takt og toneart. Man hører service klirre ivrigt fra Dome-café’en, men ser intet til andre kreative mennesker udvekslende ideer på tværs af fagskel om Danmarks fremtid.

skc3a6rmbillede-2015-06-10-kl-195242

Repræsentanter for det kreative, musikere i en hestesko, på vej til at lukke sig i en cirkel.

Sørine Gotfredsen skriver i Berlingske Tidende at Elbæk…

….er den, der fortæller menneskene, at der findes noget at tro på, der rækker ud over den ubønhørlige verden. Og at vi sammen kan dyrke utopier om stedet, hvor der findes ly for alt det, der bare synes at tromle afsted omkring os.

Den alternative bevægelse udfylder således en ledig plads i en tilstand af nød og samler en masse af de forvildede følelser, der er på spil i et fællesskab, hvor så mange tror på så lidt. I et fællesskab, hvor man i frygt for stigende konkurrence og mindre tryghed har brug for at høre, at der trods alt et sted findes frelse. Hvis danskerne i højere grad hvilede i en seriøs religiøs bevidsthed og kunne mærke livsfylde ved at yde deres bedste i forhold til det højeste, ville fornuften og dømmekraften også være større. Følelseslivet ville ikke på så overfladisk vis lade sig påvirke, for med troen på at man er sat i verden med et formål og en pligt at efterleve, står man på et tidløst fundament og er ikke i samme grad til fals for forføriske skikkelser. Det er jo ikke tilfældigt, at kristendommen gennem historien er blevet forbudt i totalitære systemer. Den – ikke mindst i den lutherske udgave – gør mennesket mere modstandsdygtigt overfor manipulerende kræfter, og man kan ikke lade være med at overveje, hvorfor Helle Thorning-Schmidt ikke er blevet grinet ud på grund af det opstyltede fremstød, vi har oplevet i de seneste måneder. Ligesom man aner en vis forbindelse mellem Alternativets succes og den danske længsel efter bare et eller andet at tro på. Det er tankevækkende, at et folketingsvalg muligvis skal afgøres af den slags kræfter.

Mennesket er et længselsfuldt følelsesvæsen. Det vidste vi godt i forvejen, men denne valgkamp har kraftigt understreget det. En ting er den lange føljeton om Lars Løkke Rasmussens troværdighed, der mest har lignet en nøje orkestreret menneskejagt til massernes underholdning. Noget andet er, at mekanismerne også i dansk valgkamp synes at blive mere primitive i deres stræben efter at ramme mennesker på de bløde punkter. Socialdemokraternes kampagnemaskine har med imponerende vedholdenhed og ganske simple virkemidler fået skabt et billede af Helle Thorning-Schmidt som en blanding af moder og førerskikkelse i en stil, jeg ikke havde troet ville virke i dette land. Statsministeren er blevet afbilledet med små søde børn i favnen, storsmilende med en hjemløs og sammen med friske sygeplejersker, og hun er overalt. Uanset hvor man går på gaden, eller hvilken avis man åbner, toner Helle Thorning-Schmidt frem, og metoden ser faktisk ud til at virke.

Mikael Jalving beskriver i Jyllands-Posten

Alternativet, den nye komet på stjernehimlen, vil som bekendt indføre obligatoriske vegetardage, give kontanthjælp uden nogen som helst krav og tvinge folk til at arbejde minimum 20 pct. mindre, dvs. max. 30 timer om ugen. Alene det sidste vil ifølge forsigtige beregninger koste samfundet i omegnen af 300 mia. kr. om året og hurtigt medføre drastiske forringelser af den offentlige sektors service og på længere sigt indføre græske tilstande.

Partiets ordfører for finanser, økonomi og andre petitesser, en kvinde med det pikante navn Josephine Fock, udtaler, at det af hensyn til vor kollektive livskvalitet er nødvendigt at sikre, at folk får »færre penge mellem hænderne til at gå ud og forbruge«.

Det er vistnok især fladskærme og Yankiebarer med lakridssmag, vi ikke må købe. Folk vil dog fortsat kunne »betale deres husleje, deres brød og mælk«, men ikke kød. Kød tæller ligesom ikke rigtig med.

»Vi har alle de ting, vi skal bruge – vi kan ikke finde på mere – så nu er det lige præcis oplevelser, der tæller«, forsikrer partiets ordfører.

Niels Lillelund beskriver i Jyllands-Posten (9/5, ikke online) det småbizarre optrin de de skuespilleren og intertaineren Jytte Abildstrøm sang for Alternativets partileder Uffe Elbæk

En ung, kvindelig studievært tager imod partilederne, og aftenen før grundlovsdag var det Uffe Elbæk, til hvem man endog havde beredt en lille kærlig overraskelse i form af en hemmelig gæst, vores allesammens Jytte Abildstrøm.

Hun er med i Alternativet, hvor hendes officielle titel er god karma-ambassadør og partife.

Iført en miniatureharmonika og en stemme så slidt, at den fik Frank Sinatras sidste afskedskoncerter til at virke overbevisende, ankom hun afsyngende “Jeg gik mig over sø og land”, og efter længere tirader om solnedgange i Hjørring med særlig hensyn til næstekærlighed, vedvarende energi og Storm P’s nervøst anlagte onkel fik hun studiet til at synge med på omkvædet »Jeg har hjemme i klappeland.

« Og alle dem, som klappe kan osv., og det kunne de sandelig, for der stod de og klappede, og det var en fest, en rus, idel gammen.

»Det er fantastisk,« sagde den henrykte studievært, der var én stor flækket træsko af jubel og livsglæde, som var dette kulminationen på hendes journalistiske karriere.

Lars Løkke må sidde derhjemme og drømme sødt om en dag at møde sådan en journalist, der bare vil kramme og klappe.

Og han konkluderer

Forleden kunne Radio24syv oplyse, at gruppen af indvandrere på kontanthjælp er vokset med 37 pct., siden Helle Thorning-Schmidt (S) overtog regeringsmagten i 2011. Helt nøjagtigt var 42.465 indvandrere sidste år på kontanthjælp, langt de fleste fra ikke-vestlige lande.

Det koster penge. Rigtige penge. Ikke ord og signaler, men rigtige penge, som kunne have været brugt på noget sjovere. men den slags kendsgerninger interesserer ikke rigtigt journalisterne.

Svend Brinkmann klapper i Berlingske Tidende om “Landet der holdet op med at give mening” og spørger “Hvor mange asylbørn går der på en kræftbehandling?”. Det er »In-stru-men-ta-li-se-ring.«, ideen om at intet gøres for sin egen værdi, men for at opnå noget andet. Børnene dyrker gymnastik i skolen for at blive bedre til matematik og vi bygger mobiliserbare netværk for at kunne klare os i konkurrencestaten. Men regnestykket flygtninge kontra hospitalsudgifter er ikke instrumentaliseret i den forstand at danskeres ve og vel opfattes som en legitim modstilling til import af flygtninge. Det er danskerne selv der er blevet instrumentaliseret, så meget at de er usynlige i denne debat, som Klaes Kastholm skriver

Hidtil har ingen spurgt, hvad der er rimeligt set fra borgernes synspunkt. Er det rimeligt, at en asylansøger får mere end en dansk folkepensionist? Er det rimeligt, at en kontanthjælpsmodtager, der intet laver, modtager mere, end en borger, der har arbejdet hele sit liv? Er det rimeligt, at de offentlige ydelser er så generøse, at gevinsten ved at arbejde er ikke-eksisterende eller meget beskeden for titusinder af mennesker?

Elbæk er den fødte projektmager, en besnakker af politikere og fonde til sponsering af morgendagens bon-ord og floskler. Ud over bøsse-parader er hans største præstation det sekteriske Kaos-Pilot projekt. Erfaringen kom fra Next Stop Sovjet, hvor Elbæk fandt ud af, at man manglede en uddannelse, der gav een kompetencer til både at forhandle med KGB og lave konfliktløsning med den russiske mafia. Hvis Alternativets vision om åbne grænser bliver en realitet kommer den slags kvaliteter i høj kurs.

Mentaliteten Politiken erkender ikke verden

“Så skete ugerningen i København” indleder Bo Lidegaard Politikens leder og tilskriver derved sin avis den simple men åbenbart svært erkendbare sandhed at islam uværgerligt vil angribe friheden og jøderne, som det skete lørdag den fjortende februar 2015. En 40 årig mand blev dræbt ved et arrangement med den svenske kunstner Lars Vilks og 3 politimænd blev såret da en muslim åbnede ild med et automatvåben. Senere åbnede muslimen ild mod den jødiske synagoge i Krystalgade, hvor men dræbte en ung jøde, der var dørvagt. Muslimen er nu måske selv død, skudt af Politiet ved Nørrebro Station. Men Politikens tilsyneladende knæfald for realiteterne skal bortforklares for Politiken kan ikke slippe sit naivistiske verdensbillede bygget op som det er af deres forlorne kosmopolitiske selvbillede.

Attentatet bekræfter endnu en gang, at forbrydere vil ramme enhver, som overskrider grænsen for, hvad de mener er tilladelige ytringer. Det er nærliggende at trække forbindelsen til islamisternes terror i Paris for få uger siden. Sagen efterforskes nu som en terrorhandling. Men i skrivende stund er det uvist, hvem der står bag angrebet i kulturhuset Krudttønden, og om målet var den svenske Muhammedtegner Lars Vilks. Over for ekstremismens trussel har vi to svar ud over harmen, fordømmelsen og vores tanker til den dræbtes familie og de sårede politifolk.

Forbrydere, kaldes muslimske terrorister forsimplet for forløjet. Ekstremister hedder det videre og så generisk at det ikke ville bestå banalitetstesten. Hvem er ikke i den opfattelse at have ret? Efter nogle betragtninger om sikkerhed, der ikke skal hæmme vores frihed og fortsætte hverdagen uanfægtet

Alle må hver især se i øjnene, at vi i et frit samfund er sårbare over for ekstremister, der ikke viger tilbage for trusler, vold og mord. Samtidig må vi finde styrke i visheden om, at det altoverskyggende flertal afviser sådanne voldshandlinger og står sammen om at ville forsvare demokratiet. (…) Ytringsfriheden er en ret, som vi står fast på, og som vi ubetinget vil forsvare. Det må aldrig lykkes enkeltpersoner eller grupper at kyse os til tavshed.

Politiken ser sig selv som selve besindelsen, men den kan ikke længere beskrive virkeligheden og hvad vi skal besinde os på. Islam er en konkret størrelse, som kommunisme og nazisme. Hvor de to ateistiske og moderne bevægelser ser døde ud er den teistiske ideologi islam stadig levende og har erklæret os krig. Det er ikke socioøkonomiske eller psykosociale problematikker. Det er krig med en ikke blot veldefineret fjende men også med en motiveret fjende.

01022010104_26-02-2_421505y

Politikens daværende chefredaktør Tøger Seidenfaden indgik i 2010 på avisens vegne et forlig med nogle muslimer fra Saudiarabien, der hævdede at være den muslimske religionsstifter Muhammed.

»Forliget ser fremad og udtrykker meget fornuftige synspunkter. Det kan måske være med til at mindske nogle af de spændinger, som har vist sig at være meget sejlivede. Det giver udtryk for et håb om, at Danmarks – og ikke mindst danske mediers – forhold til den muslimske verden kan forbedres«

Dengang sagde Helle Thorning-Schmidt “Det er vanvittigt. Der er krænkelser i medierne hver eneste dag. Sådan er det med ytringsfriheden”. Daværende formand for Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard “manglede ord”, men kaldte det “absurd” og “dybt, dybt pinligt”. Jyllands-Postens daværende chefredaktør Jørn Mikkelsen det “beskæmmende” og et svigt. ”pinligt, trist og beskæmmende” var også Berlingske Tidendes redaktør Lisbeth Knudsens reaktion. Flere af Politikens egne journalister lagde afstand til Tøger Seidenfadens forlig.

- Forliget efterlader det indtryk, at vi fortryder vores journalistik, og det er der overhovedet ingen grund til.

Kun tidligere udenrigsminister Ellemann-Jensen syntes at være tilfreds med Seidenfadens

»Der går ikke noget af avisen, når den undskylder. I en konfliktfyldt verden, hvor for mange maler sig op i en krog, ville det være rart med flere af den slags forsøg på at finde frem til fælles forståelse«.

Samme år sagde Uffe Ellemann om Lars Vilks

“Det er jo ikke terror - der løber altså en gal svensker rundt. Undskyld, jeg siger det. Lars Vilks har jo tigget og bedt om at blive angrebet. Jeg har ikke ondt af den svensker, der har gjort alt, hvad han kunne, for at provokere. Ham har jeg ikke for fem flade ører sympati for. Det har du sikkert heller ikke, Mogens, men du kan ikke tillade dig at sige det.”

Mogens Lykketoft valgte stiltiende samtykke. Det var dansk gadekærsmentalitet der er den egentlige trussel mente Lykketoft og Ellemann, hvilket også var Seidenfaden og Politikens linje. Men det er dem selv der lider at gadekærsmentalitet, af en forloren selvopfattelse at de har en særlig betydning i den Verden de end ikke kan beskrive. “Fordi de kender Verden” hedder Ellemann&Lykketofts slogan for deres program på News.

Victor Davies Hanson om Obamaæraen, der rinder ud

Hanson skrev forleden i National Review at den amerikanske vensfløj (liberalism) lå i ideologiske ruiner. “Barack Obama has accomplished, in the fashion of British prime minister Stanley Baldwin in the Twenties and Thirties, will be to avoid minor confrontations on his watch — if he is lucky — while ensuring catastrophic ones for his successors.” konkluderede han og pegede på de 11 mio. illegale indvandrere, som, hvis det står til Obama, skal have amerikansk pas. Hanson minder ikke blot om at prisen først og fremmest betales af den amerikanske middelklasse og de nye jobsøgende, men at de iblandt de illegale, hvis tilstedeværelse i USA i første omgang er gjort mulig at de har brudt amerikansk lov findes en stor minoritet, der ikke deltager aktivt eller lovlydigt i det amerikanske samfund.

Henover den sekulære dyrkelse af klimaet “that filled a deep psychological longing for some sort of transcendent meaning” til Obamas opdyrkelse af racestridigheder fra Trayvon Martin til Michael Brown, godt assisteret af mediernes memer

After the disastrous Obama tenure, the U.S. will either return to the melting pot and the idea that race and tribe are incidental, not essential, to our characters, or it will eventually go the way of all dysfunctional societies for which that was not true — Austria-Hungary, Yugoslavia, Rwanda, Iraq.

Og Hanson ender med følgende skudsmål

Obama will go down in history as presiding over the most corrupt administration of the last half-century, when historians finally collate the IRS, VA, GSA, and Secret Service scandals; the erosion of constitutional jurisprudence; the serial untruths about Benghazi, amnesty, and Obamacare; the harassment of journalists; the record shakedown of Wall Street lucre in 2008 and 2012; and the flood of lobbyists into and out of the Obama administration. Eric Holder – with his jet-setting to sporting events on the public dime, spouting inflammatory racialist rhetoric, politicizing the Justice Department, selectively enforcing settled law, and being held in contempt of Congress for withholding subpoenaed documents — managed what one might have thought impossible: He has made Nixon’s attorney general John Mitchell seem a minor rogue in comparison.

Men det er udenrigspolitikken der har lidt værst, midt i en periode med stigende udfordringer. Hanson skriv i går ligeledes i National Review at der er paralleller

We are entering a similarly dangerous interlude. Collapsing oil prices — a good thing for most of the world — will make troublemakers like oil-exporting Iran and Russia take even more risks.

Terrorist groups such as the Islamic State feel that conventional military power has no effect on their agendas. The West is seen as a tired culture of Black Friday shoppers and maxed-out credit-card holders.

NATO is underfunded and without strong American leadership. It can only hope that Vladimir Putin does not invade a NATO country such as Estonia, rather than prepare for the likelihood that he will, and soon.

The United States has slashed its defense budget to historic lows. It sends the message abroad that friendship with America brings few rewards while hostility toward the U.S. has even fewer consequences.

The bedrock American relationships with staunch allies such as Australia, Britain, Canada, Japan, and Israel are fading. Instead, we court new belligerents that don’t like the United States, such as Turkey and Iran.

Og

Under such conditions, history’s wars usually start when some opportunistic — but often relatively weaker — power does something unwise on the gamble that the perceived benefits outweigh the risks. That belligerence is only prevented when more powerful countries collectively make it clear to the aggressor that it would be suicidal to start a war that would end in the aggressor’s sure defeat.

What is scary in these unstable times is that a powerful United States either thinks that it is weak or believes that its past oversight of the postwar order was either wrong or too costly — or that after Afghanistan, Iraq, and Libya, America is no longer a force for positive change.

A large war is looming, one that will be far more costly than the preventive vigilance that might have stopped it.

“Vi vælger at rejse til Månen” proklamerede Kennedy på Rice University i 1962, “Ikke fordi det er let, men fordi det er svært!”.

[B]ecause that goal will serve to organize and measure the best of our energies and skills, because that challenge is one that we are willing to accept, one we are unwilling to postpone, and one which we intend to win

For Kennedy æraen handlede det om at presse sig selv mod nye mål. “Yes we can” derimod sigter til det vi allerede kan. Det fornægter på sin vis ‘american exeptionalism’ i stedet for den teoretiske akademikers drøm om at kunne omdefinere verden væk fra dens iboende problemer. “Yes we can” siger ikke meget andet end at man vil gøre, hvad der er let, frem for, hvad der er rigtigt.

En fremtid for skifergas

Frederikshavn byråd har givet tilladelse til prøveboringer af skiffergas. Og det er man ikke glade for på venstrefløjen, hvor Modkraft argumenterede således

Et af hovedproblemerne ved udvindingen af skifergas er, at der i udvindingsprocessen er et udslip af metan til atmosfæren på mellem 3-7 %.

Metan er 20-30 gange mere potent end CO2 i forhold til den globale opvarmning.

Den nyeste rapport fra IPCC, FN’s klimapanel, har netop slået fast, at metangasser er endnu værre end først antaget.

Derudover viser erfaringerne fra andre lande, at udvindingen af skifergas kan føre til forurening af grundvand, ødelæggelse af miljø og lokalsamfund, og at udvinding af skifergas desuden fjerner fokus fra den nødvendige omstilling fra fossiler til vedvarende energiformer.

Udvinding af skifergas kræver ekstreme mængder af ferskvand, kemikalier, og vil desuden generere en massiv lastbilstrafik.

Ved kommerciel udvinding af skifergas vil der være brug for højt specialiseret arbejdskraft, der sandsynligvis vil komme fra Frankrig, derudover skal der bruges et antal lastbilchauffører.

Om den arbejdskraft vil blive hentet lokalt, er et åbent spørgsmål.

Da den globale temperatur ikke er steget de seneste 17 år kan man glemme hele klimaargumentet og i stedet bekymre sig om nærmiljøet. Faktisk er skiffergas bedre for CO2 regnskabet end de grønne løsninger argumenterer Lomborg i Forbes

Compare this to the fact that all the wind turbines and solar panels in the world reduce CO? emissions, at a maximum, by 275 Mt. In other words, the US shale gas revolution has by itself reduced global emissions more than all the well-intentioned solar and wind in the world.

Men der er også gode grunde til at udvinde skiffergas - også selv om det vil betyde fracking

According to the International Energy Agency (IEA), Europe gets just 1.3 percent of its energy from renewables like solar and wind, whereas it gets about 75 percent from fossil fuels and most of the remainder from nuclear. Even an extremely optimistic scenario from the IEA suggests that by 2035, Europe will only be able to generate 8 percent of its energy from these renewables. Focusing on them is simply populism without realism.

Moreover, subsidizing ever more green energy is becoming unaffordable. Spain is already paying more in subsidies to wind and solar than they spend on their higher education, making a dramatic increase exceedingly unlikely. But perhaps the best illustration comes from Germany, the EU’s largest economy with the biggest focus on renewables.

Last year alone, German consumers subsidized renewable energies to the tune of $27 billion, contributing to an inflation-adjusted 80 percent rise in household electricity prices since 2000. Yet the intermittency of renewables has increased the country’s reliance on fossil fuels since the nuclear phase-out of 2011. As Spiegel pointed out: “Consumer advocates and aid organizations say the breaking point has already been reached. Today, more than 300,000 households a year are seeing their power shut off because of unpaid bills.” Economic models for Europe show that the current climate policies will cost an excruciating $280 billion annually.

Og det gider ingen i længden påstår finansmanden Per Wimmer i Information. Han advarer om at statsstøtte til den grønne energisektor har skabt en boble der vil briste når de politiske vinde skifter

»Jeg tror ikke på, at den politiske eller folkelige opbakning er der for evigt. Jeg tror stadig, at folk gerne vil have grøn energi, det vil jeg også gerne, men der er en meget bedre måde at gøre det på, hvor vi får mere smæk for skillingen.«

Når opbakningen forsvinder, så vil boblen briste. For hvis støtten fjernes fra en række af de vedvarende energiformer, for eksempel vindenergi i Danmark, så vil projekterne ikke længere være rentable.

Og så står man med en masse projekter, der økonomisk er kollapstruede. Og er projekterne ikke rentable, men må lukkes ned, så står man også uden grønne energikilder, fordi man ikke satsede på de kommercielt rentable projekter.

– Forudsætningen for, at boblen brister, er, at der kommer et oprør mod støtten. Hvordan kan du vide, at det kommer?

»På et eller andet tidspunkt er der en, der siger, at nu gider jeg ikke tage hånden i lommen mere,« siger Per Wimmer.

Men der er et andet og endnu vigtigere argument for skiffergas og andre realistiske energiformer, nemlig forsyningssikkerhed. Den grønne bølge er både urentabel og utilstrækkelig og vi har i Vesten for længe forladt os på ondsindede og fjendtlige magter til at forsyne os med energi, noget som de til stadighed bruger til afpresning. For at fastholde Vesten som marked og indflydelsesfære har Rusland og Opec landene en interesse i at støtte de organisationer, der vil bremse fremskridtet

Så vi kan lade den tidligere KGB agent Yuri Bezmenov forklare hvorledes man benytter sig af frie samfunds nyttige idioter og forrædere

Bent Jensen sparker døren ind!

En Holocaust overlever sagde engang at han havde lært en ting: At når nogen siger de vil slå een ihjel, så skal man tro dem. Der er ligeledes ikke noget nyt i venstrefløjens dans med landsforrædderiet, vi har vist det hele tiden, de har udbasuneret deres foragt for Danmark, Danmarks evne til at forsvare sig, det fri menneske, historien, mens de har hyldet totalitarismen, ægget det ondsindede fremmede, plæderet for undergangen, løjet og fordrejet. Og vi er nogle der har troet deres ord hele vejen. Men for de der kræver syn for sagn foreligger nu Bent Jensens Ulve, Får og Vogtere, et resultat af hans og hans forskeres arbejde for Center for Koldkrigsforskning. Lars Hedegaard skriver i Dispatch International

Politiske partier, enkeltpersoner og medier, der mener at have noget i klemme og er bange for, hvad Bent Jensen dog kunne finde på, har fået deres værste frygt bekræftet. Ikke fordi hans afhandling bærer præg af ildsprudende skældsord, udokumenterede personangreb eller frit opfundne konspirationsteorier. Men fordi hans værk er præcis det modsatte: En kildebaseret og nøgtern historiebog, der påviser, hvem der var ulve (gik fjendens ærinde) og hvem der var får (led af en utilgivelig naivitet) i de årtier efter 2. Verdenskrig, da Danmarks frihed stod på spil.

Vogterne var først og fremmest de utrættelige i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og i Politiets Efterretningstjeneste (PET), der år efter år prøvede at råbe skiftende regeringer op med advarsler om, at truslen fra Sovjetunionen skulle tages alvorligt, fordi herrerne i Kreml både havde den militære styrke og den fornødne hensigt til, når chancen bød sig, at rende landet over ende.

Bent Jensen holder sig tæt til kilderne. Ikke bare de danske og vestlige, som han har fået adgang til, men også de sovjetiske, som han i modsætning til de fleste, der har angrebet ham, kan læse. Hvor kildegrundlaget er for tyndt til at tillade nogen konklusion, skriver han det. Hvor der er usikkerhed, lader han usikkerheden komme frem – sådan som en nøjeregnende historiker bør gøre. Det betyder, at enhver, der vil bruge nogle år på at læse det materiale, som Bent Jensen og hans medarbejdere har gennemtygget, kan gøre det og drage deres egne slutninger, for der er overalt omhyggeligt redegjort for, hvad værket bygger på.

Adskillige steder finder man i stedet for en kildeangivelse et hammer og segl, som betyder, at der findes en kilde, som Center for Koldkrigsforskning har fået forbud mod at bruge, fordi PET eller Statsministeriet (de står for det store flertal af afslag), hævder, at det ville antaste statens sikkerhed eller stride mod hensynet til fremmede magter.

Det forekommer ufrivilligt komisk. For det første er der tale om kilder, som Bent Jensen og hans medarbejdere har læst – ellers ville de jo ikke vide, at de fandtes. For det andet er den eneste ”fremmede magt”, der kan komme på tale, USSR, som ikke har eksisteret de seneste 23 år, og som derfor heller ikke kan true statens sikkerhed. Så det må være noget andet, bureaukraterne er bange for. Ser man efter, hvor de mange hamre og segl forekommer, springer en anden forklaring i øjnene: Folkene i de fine kontorer har ud fra en politisk vurdering villet beskytte særligt begunstigede politikere, embedsmænd, journalister og andre mod afsløring.

Claes Kastholm er i Berlingske Tidende begejstret for “den meget grundige gennemgang af Socialdemokratiets sikkerhedspolitiske deroute” og den “detaljerede dokumentation af journalistikken i dagbladet Information i 1970erne og 1980erne, hvor den gamle modstandsavis og NATO-tilhænger lod sig misbruge til at manipulere med fakta og bringe artikel efter artikel med sovjetisk desinformation, er chokerende læsning.

Hvis vi efter Den Kolde Krig havde fået et retsopgør som efter den tyske besættelse, ville ikke så få af de mest dominerende meningsdannere være kommet godt op at stege. Ét er, at man rent politisk går ind for et andet samfundssystem end det pluralistiske demokrati. Det er ens grundlovssikrede ret.

Noget andet er, hvis man modarbejder det sikkerheds- og alliancesystem, som et demokratisk flertal har vedtaget, ved undergravende virksomhed eller hjælp til den modpart, som sikkerheds- og alliancesystemet skal beskytte os imod. Så udøver man landsskadelig virksomhed. Så klar er sagen, og så klar har den været hele tiden lige fra 1946, da Den Kolde Krig tog sin begyndelse, og frem til 1991, da den sluttede med Sovjetsystemets sammenbrud og de østeuropæiske befolkningers befrielse af sig selv.

(…)

Først med Bent Jensen og hans forskergruppes arbejde har vi fået den omfattende, tilbundsgående beskrivelse, analyse og vurdering af Danmark under Den Kolde Krig. »Ulve, får og vogtere« er historievidenskab på et helt andet plan end DIIS-udredningen. Kildematerialet er langt, langt mere omfattende. Russiske kilder, som DIIS tilsyneladende slet ikke kender, indgår i undersøgelsen. Det samme gælder arkiver fra mange lande. Overalt dokumenteres der på solideste vis. Præmisser for vurderinger lægges hele tiden frem. Der tages forbehold, når kildematerialet ikke kan bære længere. Videnskabeligt set er det et dybt tilfredsstillende værk. Som al ordentlig videnskab søger det sandheden uden hensyn til interesser. Der føres direkte tale. Når det er muligt, bliver man konkret. Man skjuler intet. Dette er værket om Den Kolde Krig.

Politikens chefredaktør Bo Lidegaard slår anførselstegn om Jensens ‘nye’ russiske kilder og finder at bogen bærer præg af Jensens “idiosynkrasier“. Med en postuleret indsigt skriver Lidegaard at “med få undtagelser havde de danske revolutionære det mest i munden, og langt de fleste ville hellere fyre den fede end marchere i takt“. Lidegaard er ikke som Kastholm, begejstret over ‘klare sager’ og lancerer en historiefaglig kritik af Jensen og et forsvar for DIIS-udredningen

Problemet opstår, når meningsmennesket Jensen ifører sig historikerens ham og bruger stort og småt fra kildernes uendelighed til at føre sandhedsbevis for, at de, der mente noget andet end ham selv, ikke bare tog fejl, men var moralsk anløbne, dybest set landsforrædere og medskyldige i kommunismens forbrydelser.

Det er ikke kun voldtægt af kilder og historisk metode – det er også et forsøg på videnskabeliggørelse af politiske standpunkter, som minder mere om netop de totalitære regimer, Bent Jensen vender sig mod, end om en åben debat, hvor begge parter anerkender modpartens legitime ret til uenigheden.

På den måde bliver Bent Jensen sin egen værste fjende, når han polemiserer mod alt og alle – og ofte på et løsagtigt grundlag. Når Jensen for eksempel angriber DIIS for at mene, at Moskva ikke ville have interveneret i Polen, selv om folkebevægelsen Solidaritet havde overtaget magten i landet allerede i 1981 (bd. 1, s. 52), er der tale om en forvanskning af, hvad DIIS-rapporten faktisk siger om disse forhold.

Slår man efter, viser det sig, at DIIS påpeger, at Sovjetunionen forsøgte at få den daværende polske regering til selv at kvæle oprøret og ingen appetit havde på at iværksætte en invasion i Polen. Det er vel dokumenteret, og DIIS slår udtrykkeligt fast, at man heller ikke internt i Moskva havde gjort op med sig selv, hvad man ville gøre, hvis det ikke lykkedes (bd. 3, s. 26). Altså præcis det modsatte af, hvad Bent Jensen videregiver.

Lidegaard mener at selv om “der er bid i Bent Jensens anklager mod en venstrefløj, der kom alt for langt ud“, så svækkes Jensens faglige troværdighed af hans polemiske pointer.

Information er langt fra begejstrede over Jensens eksistens og minder som det første om at Ulve, Får og Vogtere “…er resultatet af en folketingsbevilling” (som også undersøgelsen af erhvervslivet under den tyske besættelse, som Folketinget på initiativ af Enhedslisten satte i værk under Nyrup-regeringen i 1990´erne) og ansporer en indignation over at Jensens medarbejdere kun “nævnes i forordet for at have »ydet store og væsentlige bidrag«” i forordet, hvor ud af “15 afsnit begynder de otte med ’Jeg’“. Men det er selvfølgelig ikke det eneste der er fælt ved Jensen

Bakker man som Bent Jensen op om den vestlige oprustning som forsvar for frihedsværdier og som legitim strategi for at knække de socialistiske regimer, må man i logisk forlængelse heraf betragte og behandle fortalerne for nedrustning som politiske modstandere, der, alene ved at opfordre til forhandlinger, gik fjendens ærinde: »Fredsbevægelserne gjorde […] hvad de kunne for at hjælpe høgene i Kreml« (s. 66). Herfra er der jo ikke langt til landsskadelig virksomhed, og konklusionen ligger lige for: Da gennembruddet i nedrustningsforhandlingerne endelig kom i 1987, »trak Moskva tæppet væk under fødderne på fredsbevægelsen« (s. 686). Udsagnet giver kun mening, hvis man betragter fredsbevægelsen som et kommunistisk levn fra tiden før Gorbatjov. Kunne det tænkes, at fredsbevægelsen havde opnået, hvad den ville? Eller i det mindste så dét ske, som den havde arbejdet for?

Forfatteren nægter simpelthen at tage det fænomen alvorligt, som var den drivende kraft bag 1980’ernes uafhængige fredsbevægelse, som vægrede sig ved at sværge troskab til nogen af de to parter i konflikten. Heri ligger fremstillingens store svaghed. Bortset fra det lille – men velorganiserede – DKP betragtede venstrefløjen og fredsbevægelsen nemlig hverken USSR eller USA som hovedmodstander. For dem var det våbenkapløbet i sig selv, der udgjorde den dødelige trussel.

Pudsige selvmodsigelser

Den sovjetkritiske venstrefløj kæmpede en brav kamp mod DKP’s overtagelsesforsøg i faglige og græsrodsorganisationer, og at dømme ud fra de til tider meget heftige opgør på venstrefløjen i 1970’erne og 1980’erne kan man undertiden få det indtryk, at DKP og ikke den borgerlige lejr var SF’s og VS’ hovedfjende. Antikommunismen var velbegrundet, og den var ikke forbeholdt højrefløjen.

Men hos Bent Jensen finder vi ingen seriøs diskussion af alternative tolkningsmuligheder, og hans bog gør intet reelt forsøg på at forstå Den Kolde Krig som en geopolitisk konflikt mellem to konkurrerende politisk-økonomiske systemer, der hver især opererede med militære strategier over for modparten, defensive såvel som offensive, og som hver især på forskellig vis søgte at påvirke meningsdannelsen i Vesteuropa.

Det er nu snarere Information, der stadig ikke forstår kvalitetsforskellen i Den Kolde Krigs konkurrerende politisk-økonomiske systemer og derfor heller ikke essensen af den geopolitiske konflikt. Men Information har faktisk lært noget af sit gode navn

Diskussionen fortsætter, og i den forbindelse kunne man virkelig ønske sig, at myndighederne lettede vilkårene for denne vigtige kamp om fortolkningen af vores nære fortid: Adgangen til det relevante materiale kunne utvivlsomt udvides betragteligt, også uden at det skadede »Rigets forhold til fremmede magter«, som standardbegrundelsen hedder, når der gives afslag på arkivadgang.

Og det er her Information, Politiken, Mogens Lykketoft, Jørgen Dragsdahl, Lasse Budtz, Ritt Bjerregaard, Kjeld Olesen, Anker Jørgensen, Svend Auken og resten af spielverderberne vil tabe. “Modsat sine utallige fjender har Bent Jensen konsekvent valgt at slås for sandheden og bekæmpe løgnen“, skriver Svend Ove Gade i Jyllands-Posten. Og Jensen er ikke den sidste forsker der dykker i arkiverne, flere vil følge, hans udlægning vil udbygges, flere spørgsmål vil rejses og Lidegaards skønmaleri vil skalle af. Som  Lars Hedegaard pointerer

Ulve, får og vogtere er en triumf for historieforskningen. Uden at sige det, hævder den historieforskningens suverænitet over for indtrængere, der forlanger, at den skal tage politiske hensyn, vise underdanighed over for den herskende ”moral” og det som alle rettænkende er enige om.

Ethvert historisk værk, der er blevet stående, udmærker sig ved at have holdt fast ved historieforskningens unikke domæne – efter bedste evne at skildre hvad der et sket uden hensyntagen til de tæer, der bliver trådt på. Alt andet er skønskriveri og propaganda.

Og hvis man, som denne anmelder, er en ganske almindelig borger, skal man ikke lade sig afskrække de mange kilo, som de to bøger vejer, og som kan forårsage en diskusprolaps, hvis man ikke er i træning. Enhver kan læse dem, for sproget er ligetil. Man kunne godt have undværet et par udtjente udtryk (”en grimasse der kan passe”, ”et vink med en vognstang”), men stort set er sproget udsagnskraftigt, frisk og vejrbestandigt.

Der må også gå en ros til den ukendte billedredaktør. Sjældent har man set magen til indlevelse i teksten og sjældent har man set billeder, der i den grad sætter den i perspektiv.

Bent Jensens værk vil blive underkendt og lagt for had af den herskende klasse – alle dem der har noget i klemme.

Men det vil blive stående som en klassiker i dansk historieskrivning.

Lasse Jensen spurgte for nogle måneder siden pikeret over at skulle stå til regnskab i Informationnæste år fejrer vi 25-året for Murens fald. Er det ikke snart på tide, at vi kommer videre?“. Nej, et opgør med landsskadelig virksomhed skal gennemstås i sin helhed. Det er en evindelig proces i kampen for at bevare friheden. Bent Jensen har sparket døren ind for kommende historikere og journalister, der vil afdække hvorledes mennesker i betroede hverv og på centrale poster svigter danskerne og undergraver deres frihed. Og systemets forsøg på cover-up ved destruktion af dokumenter lægger kun tyngde til Jensens værk.

Ulve, Får og Vogtere kan meget vel blive startskuddet til en normalisering af at afdække landsforrædderiets anatomi. Landsforræddere som Corfitz Ulfeldt, stikkerne og hippoerne og, hvis man er så tilskyndet, samarbejdspolitikerne hører fortidens lukkede kapitler til, forevigt lagt ned i afsluttede kapitler, under vilkår der ikke mere er gældende. Men med Den Kold Krigs forrædere er det også nutid. De mennesker, som så frit prægede åndslivet, politikken, jorunalistikken, hele den offentlig fortælling lever for manges vedkommende endnu, nogle stadigt aktive. Men mere vigtigt så lever deres ideologiske arvtagere i bedste velgående og er lige så aktive, skønt de ikke har et Sovjetunionen at sælge ud til. Til gengæld har de islam.

For ja, der er et klart person og ideologi sammenfald mellem de der undergravede Danmark under den kolde krig, solgte oplysninger, relativerede, løj og fordrejede til fordel for en fjendtlig magt til de, som sælger Danmark til multikulturalismens voldelige brudzoner. De der taler lyver om og relativerer islam, der hele tiden vil give efter for dets krav. De er på en gang de samme som og arvtagerne efter Den Kolde Krigs forrædere. Som de var det under besættelsen. Med Landsforræderi kommer vi altså aldrig videre, det er ikke et afsluttet kapitel.

Lidt citater fra ugen der gik

Pia Olsen Dyhr kom med den overraskende meldning at “SF skal gå efter regeringsmagten” til TV2 få dage efter at SF blev knust under det, som nogen engang har kaldt “magtens tunge åg”. Men også Ole Sohn har det svært med hukommelsen (eller er det realiteterne?) når han til Jyllands-Posten, som forklaring på hans nye medlemsskab hos Socialdemokratiet, påstår at han har ændret sig

“Vi lever i en anden verden, end vi gjorde i 70′erne, en globaliseret verden,” siger den tidligere SF’er med tydelig henvisning til sin tid i DKP, Danmarks Kommunistiske Parti, før han blev folkesocialist. Sohn uddyber:

“Derfor er det jo klart, at man ikke kan bruge de svar, som man gav i 70′erne på de udfordringer, som vi står overfor i 10′erne. Alene dét gør, at der skal findes nye svar. Så det er både Verden, der forandrer sig - og mennesker.”

Det vil sige at Sohn ikke fortryder sin kommunistiske fortid. Kommunismen passede faktisk på 70′ernes problemer. Der var et behov for at Danmark blev til en sovjetisk lydstat. Vi valgte så desværre en inferiør vej. Så nu er løsningenet 10-årigt skattestop med tilhørende løntilbageholdenhed foruden en overførelse af sparede midler fra den offentlige sektor til skatte- og afgiftslettelser for virksomhederne“. Dette kunne vi have undgået, hvis blot vi i 70′erne eller senest 80′erne havde kørt dissidenter væk på ladvogne en gang for alle. Ak, ja.

Politiken mindede læserne om at vores nye udenrigsminister Martin Lidegaard i   samskriv med den nu tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach i en kronik i Politiken for ti år siden foreslog at man nedlagde Udenrigministeriet

I stedet bør Danmark satse på en fælles europæisk udenrigspolitik, lød det opsigtsvækkende budskab.

LÆS KRONIKKENFarvel til dansk udenrigspolitik

»Vi glemmer at tage det næste og logiske skridt. Nemlig at nedlægge det danske udenrigsministerium, som vi har kendt det. Hvis Danmark, som et lille land, for alvor skal tage konsekvensen af den globale virkelighed, kræver det et radikalt opgør med den udenrigs- og forsvarspolitik, som vi har kendt«, skrev de to radikale politikere.

»Vi i Danmark - og i de andre EU-lande - må sige farvel til den nationale udenrigspolitik, som vi har kendt den. Fastholder alle EU-lande deres egen udenrigspolitik, fortsætter den europæiske udenrigspolitik med at være en kulisse uden indhold, der aldrig vil kunne skabe en blød europæisk balance til verdens hårdeste supermagt, USA«, lød det videre.

Vi er for små til at hævde vores egen stemme i den store verden, mente Lidegaard og hans radikale kammersjuk altså således, dengang i de ideologisk frigjorte oppositionsdage. Ja, det er ganske ironisk og tak til Politiken for dette mind om vores politkeres opportunistiske idealer. Men ironien er nu alligevel lidt forsinket. Bach plejede allerede som udviklingsminister ideen om at skønt Danmark var for lille til at være Danmark var Danmark alligevel rigelig stor nok til at redde den 3. Verden. Og ligeledes Lidegaard der som klimaminister hævdede at det globale klima kunne reddes af Danmarks mægtighed. Og det mener de to radikalere vel stadig? Og radikale, det er de; nationalt selvhad hånd i hånd med storhedsvanvid.

Ikke helt fra ugen der gik, men et guldkorn fra Thor Möger. I dag mandag udkommer bogen ‘Den Hemmelige Socialdemokrat’ hvor man kan læse artige ting, bl.a at Sass Larsen sammen med Thor Möger kaldte Helle Thorning Schmidt Barbie-Helle bag hendes ryg. Og det er spændende læsning i sig selv. Men mere beskrivende for vort land og vor tid og de, der regulerer vores adfærd gennem statsapparatet…

En historie, der ligger i fortiden, men som stadig peger forud, er den om SFs Thor Möger, der i sin som kampagnekoordinator bliver opsøgt af en gruppe studerende, der vil høre om partiets inklusion af græsrødder. Han svarer, at folk skal have oplevelsen af at blive taget med på råd. Hvortil han tilføjer:

»Men gu’ gør de da røv. Vi styrer det hele og får det til at se ud, som om folk har noget at sige

Hvilket nemlig giver en fin overgang til EU. Her har man fået kvababbelse over at den menige Schweiziske befolkning frækt har stemt sig til et håb om at få indvandringen under national kontrol. Fra Snaphanen

I interviewet med Tages-Anzeiger har Andreas Schwab også andre interessante ting at sige, som samlet set tegner et tydeligt billede af, hvilke metoder man vil tage i brug mod national-stater, der modsætter sig deres egen aflivnning.

Interviewer: Men Schweizerne står da ikke alene. Også indenfor EU er der forlængst blevet sat spørgsmålstegn ved den frie bevægelighed.

Andreas Schwab: Det er ikke en Europæisk debat, det er kun i enkelte medlems-lande. Der er dog også hos os politikere og partier, som kun vil have fordelene ved EU, uden at ville acceptere de ting som nogen-gange er lidt vanskelige…

Interviewer: Men, helt ærligt, hvis der var en lignende afsteming i EU-landene ville den få samme resultat.

Andreas Schwab: Naturligvis findes fristelserne alle vegne. Men politik begynder nu engang med at se virkeligheden i øjnene. Der er gode grunde til at disse spørgsmål ikke stilles til borgerne i andre lande. Resultaterne er kun et øjebliksbillede. Når Schweizerne indser at EU ikke vil forhandle, ændrer de holdning…

Det er sikkert de samme gode grunde til at medierne ikke reagerer på udtalelser som disse. God arbejdsuge!

Fredagsfilm: Stalins abehær

Diverse, Historie, Josef Stalin, Kommunisme, venstrefløjen — Drokles on November 29, 2013 at 11:01 am

Sagt om Dragsdahl-Jensen

Egentlig burde der ikke have hersket tvivl om resultatet. I Information kunne man 19 september læse hvorledes tidligere PET chef Ole Stig Andersen havde vidnet

»PET var af den opfattelse, at Dragsdahl var påvirkningsagent. Han arbejdede for KGB som meningspåvirker.«

Netop påvirkningsagenter var blevet stedse vigtigere for russerne, forklarede den tidligere PET-chef, efter den sovjetiske 20. partikongres i 1956 forlod forestillingen om socialistiske revolutioner i hver enkelt nationalstat. I stedet blev kræfterne brugt på at påvirke opinionen og politikerne i de vestlige lande.

Det var, mens Ole Stig Andersen var chef, at PET i april 1983 oprettede en operationssag på Dragsdahl, som bl.a. indebar telefonaflytning i mere end tre år.

Eftersom Dragsdahl var den eneste danske journalist, efterretningstjenesten på det tidspunkt aflyttede (»det er jeg 99 procent sikker på«, som Ole Stig Andersen formulerede det), blev han som øverste chef orienteret om sagen. Dragsdahl blev i øvrigt også rumaflyttet, fik sin post tilbageholdt og holdt under observation.

Baggrunden for operationssagen mod Dragsdahl var ifølge Andersen, at Information-journalisten havde »usædvanlige konspirative møder med en fremmed efterretningstjeneste«.

Derfor havde Andersen på et møde i embedsmændenes sikkerhedsudvalg også diskuteret Dragsdahls deltagelse i SNU, som var et Sikkerheds- og Nedrustningspolitisk Udvalg, hvor medlemmerne bl.a. modtog klassificeret materiale. Efter aftale med direktøren for Udenrigsministeriet Eigil Jørgensen holdt man inde med at udlevere den slags papirer til SNU-medlemmerne, så længe Dragsdahl deltog: »Vi ville ikke have, at Dragsdahl fik adgang til den slags,« sagde Andersen.

Ifølge hans erindring var embedsmændenes sikkerhedsudvalg enige med ham i opfattelsen af Dragsdahl som påvirkningsagent. Men, understregede Andersen flere gange, det havde intet at gøre med, om der skulle rejses en straffesag om overtrædelse af spionageparagraffen (§ 108) i straffeloven.

»108 er enormt vid. Men det er en politisk vurdering, hvor langt man vil gå,« forklarede Andersen.

»Så når man bruger ordet agent, så var det ikke, fordi man mente, at Dragsdahl kunne straffes efter 108?« spurgte Bent Jensens forsvarer Karoly Németh.

»Nej, det var var en efterretningsterminologi, som vi brugte dengang,« svarede Andersen.

Men der herskede tvivl, ikke blot fordi retssagen i byretten var så bizar. Og den var bizar, som tidligere chefredaktør ved Ekstra Bladet Bent Falbert mindedes i Jyllands-Posten

Den forkerte dom i 2010 i Svendborg ret, hvor det forvirrede kvindemenneske Mette Langborg var retsformand, viser, hvor svært det kan være at føre sådan en sag til sejr.

Hun kasserede Bent Jensens dokumentation og idømte ham bøder, erstatning og sagsomkostninger til sammenlagt 600.000 kr.

Yderligere glemte hun at indkalde kronvidnet Ole Stig Andersen, der var PET-chef 1975-1984, ligesom det lykkedes hendes afdeling at smide retsbogen væk fra en bestemt dag. Det kom frem i landsretten under Bent Jensens ankesag – som flyttede regningen på de 600.000 kr. over på Dragsdahls bord.

Jeg har overværet nogle af møderne i landsretten og undret mig over flere vidners hang til at bortforklare, at Jørgen Dragsdahl var registreret som KGB-påvirkningsagent både i PET’s kartotek og i KGB’s arkiv, hvor han ligefrem blev kaldt ”Nummer 1”.

Der herskede tvivl fordi Østre Landsret også havde sine bizarre indslag. Søren Krarup beskrev i Berlingske Tidende “En episode i Østre Landsret” da historikeren Morten Heiberg, der har skrevet bind 13 i PET-Kommissionens beretning var indkaldt som vidne

Men der blev slet ingen afhøring. Den unge historiker meddelte, at han ikke måtte svare på spørgsmål. Hvorfor dog ikke? spurgte Nemeth forbløffet. Fordi jeg har tavshedspligt, svarede Morten Heiberg.

ALMINDELIG FORBAVSELSE i retssalen. Morten Heiberg har begået et historisk værk. Står han så ikke til ansvar for værkets indhold og konklusion? Morten Heiberg er blevet indkaldt til afhøring for en måned siden, meddelte Karoly Nemeth de tre landsdommere. Han har haft tid til at meddele os sin beslutning for længe siden, og han kan jo ikke hæve et historisk indlæg over spørgsmål og kritik.

Retsformanden undrede sig ligesom alle andre i retssalen, men Morten Heiberg trak et stykke papir op, som var en skrivelse fra justitsministeriet, og som meddelte, at fordi Morten Heiberg havde haft lejlighed til at læse klassificerede PET-dokumenter, kunne han ikke svare på spørgsmål.

»Hvornår er dette brev dateret?« spurgte retsformanden. Morten Heiberg svarede: 1.oktober - dagen før denne afhøring.

MUNTERHEDEN OG OGSÅ forargelsen bredte sig i retssalen. Morten Heiberg havde altså sammen med justitsministeriet udformet et brev, der fritog ham for at stå til regnskab for sit historiske værk, og justitsministeriet og han havde sørget for at datere dette brev så sent, at beslutningen ikke kunne anfægtes og omgøres.

Sådan slipper en historiker for at svare på vanskelige og ubehagelige spørgsmål vedrørende sin historiske fremstilling. Sådan skal man blot alliere sig med et ministerium, hvis der rejses kritik af en redegørelse, som man ikke ønsker diskuteret og anfægtet.

Og Jesper Vind skrev i Weekendavisen at “[h]vis retssagen en dag skulle filmatiseres som en komedie, kunne den passende få titlen Halløj i Landsretten.”

For retssagen, der finder sted i Københavns gamle operabygning i Bredgade, har det ene øjeblik handlet om KGB-agenter, atombomber og storpolitik – for det næste øjeblik at dreje sig om en dansk forsker, der beskyldes for at være en enfoldig og politiserende fusker – for det næste igen at dreje sig om en kvindeglad journalist, der lod sig beværte med udlandsrejser, vodka og dyre frokoster af sovjetiske KGB-folk, og som var »syg af forelskelse«, som en PET-medarbejder skrev i en hemmelig overvågningsrapport.

Halløjet fortsatte, da sagens sidste vidne blev indkaldt. Det var den unge koldkrigshistoriker Morten Heiberg fra den tidligere PET-kommission, der stirrede foragteligt på professor Bent Jensen og nægtede at besvare hans advokats spørgsmål med henvisning til, at Justitsministeriet havde pålagt ham tavshedspligt. Det fik en af tilhørerne – forfatteren Ulla Dahlerup – til at sige indigneret til Jensens advokat: »Hvor er Heiberg dog fræk!«, hvilket fik advokaten til at hviske tørt: »Han er bare en idiot.«

Og halløjet kulminerede forleden dag, da advokaterne – Karoly Németh for Bent Jensen, Henrik Holm-Nielsen for Jørgen Dragsdahl – stod over for hinanden i deres afsluttende sagsfremlæggelse. Den var blevet flyttet til en større retssal på grund af stigende tilskuertilstrømning. Her udførte advokaterne hver deres velgennemtænkte karaktermord på modpartens klient, medens de seneste års danske kulturkamp udgjorde baggrundsmusikken.

(…)

Men uanset hvad vil den offentlige interesse hurtigt komme til at handle om Jensens udgivelse af det 1500 sider store værk, Danmark under Den Kolde Krig. Det er et værk, som har været forsinket på grund af forviklinger omkring Jensens brug af PET-dokumenter. Men forlaget Gyldendal oplyser, at værket er klar til at blive trykt med det samme, når dommen falder på fredag.

Hos Jensens støtter vil værket sikkert få status som »koldkrigsbibel«, og omvendt tales der blandt historikere om, at Jensens fjender lige så sikkert ser frem til at »slagte værket«.

For som den unge koldkrigshistoriker Thomas Wegener Friis sagde i landsretten, da han blev bedt om at beskrive Bent Jensens placering i det danske historikermiljø i dag: »Bent Jensen er den historiker, som de skræmmer deres børn med, inden de skal falde i søvn.«

Det er altid skræmmende at blive indhentet af fortiden. Ulrik Høi tog i Politiken da også sorgerne på forskud og erklærede inden dommen at Jensen ville vinde den moralske sejr, Dragsdahl den juridiske

Mit gæt er, at PET har lovet Dragsdahl straffrihed, mod at han fortalte alt om forbindelsen med KGB.

Ligesom præsten og Stasi-agenten Aleksander Radler, der blev afsløret for et par år siden i Sverige. Gennem syv år førte Radler samtaler med det svenske sikkerhedspoliti, Säpo, der lod ham slippe for tiltale og sikrede ham anonymitet, indtil nidkære journalister afslørede ham.

Spekulation og gætteværk, javist, men det er desværre det, som lukkede døre lægger op til.

Værre er det for Bent Jensen, der risikerer at tabe sagen, medmindre forsvaret trækker en kæmpekanin op af hatten.

Men Bent Jensen vandt. Skønt Dragsdahl var krænket var Bent Jensen i sin gode ret til at skrive, som han mente om Dragsdahks aktiviteter på baggrund af de informationer han trods PET modvilje og modarbejdelse havde støvet op i deres arkiver. Og hensynet til forskeres ytringsfrihed skulle veje tungere end både os andres og Dragsdahls manglende lyst til at stå til regnskab for sine handlinger, mente retten. Jørgen Dragsdahl var selvfølgelig rystet over at systemet ikke længere belønnede ham for det undergravende arbejde, hvorved han var steget til magt og ære, kunne man læse i bl.a. Jyllands-Posten

- Det er en underlig dom, siger Dragsdahl.

- I mine øjne ophæver de den danske injurielovgivning, siger han.

- Øjensynlig er det sådan, at hensynet til ytringsfriheden kan dække over fremsættelse af en stribe falske påstande, siger han til pressefolkene efter dommen.

(…)

Dragsdahl skal betale modparten 600.000 kroner i sagsomkostninger. Han kan ikke umiddelbart anke afgørelsen til Højesteret. Det kræver i givet fald en særlig tilladelse af Procesbevillingsnævnet.

Derudover må Jørgen Dragsdahl forholde sig til, om han har råd til en eventuel ankesag.

- Det er ikke kun et spørgsmål om ret eller uret, men også om økonomiske ressourcer, og jeg sidder ikke på nogen guldgrube, siger Jørgen Dragsdahl.

Jørgen Dragsdahls advokat, Henrik Holm Nielsen, har tidligere oplyst, at han har arbejdet over 1000 timer med sagen, siden ankesagen blev anlagt. I den oprindelige sag brugte han 1600 timer. Dragsdahls udgifter til advokat er under sagen løbet op i over 2,5 millioner kroner.

Den sorg er nok tabt på Bent Falbert der intet havde glemt havde glemt fra dengang Dragsdahl og støtter trynede ham og hans avis til at trække sandheden tilbage

Det er ikke kun professor Bent Jensen og Jyllands-Postens redaktion, som er glade for den dom, som Østre Landsrets 17. afdeling afsagde i fredags.

Vi gamle i gårde på Ekstra Bladet er også tilfredse med afgørelsen. Vi har ventet på retfærdigheden i 20 år.

I 1992 – året efter Sovjetunionens sammenstyrtning – bragte vi en artikelserie om danskere, som havde bistået KGB på vekslende vis.

Blandt de mest fremtrædende var Jørgen Dragsdahl, udenrigsmedarbejder på Dagbladet Information 1977-1995 og 1981-1983 medlem af regeringens Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg. Desuden bistod han Socialdemokratiet og SF som rådgiver under 1980’ernes kamp i Folketinget om sikkerhedspolitiske dagsordener. Navnlig stod han to folketingsmedlemmer, socialdemokraten Lasse Budtz og folkesocialisten Gert Petersen, nær.

Ekstra Bladet rullede op, hvordan Jørgen Dragsdahl havde holdt konspiratoriske møder med KGB-officerer i Danmark og i Wien. Han blev skildret som en energisk påvirkningsagent, der blev styret af Sovjets efterretningscenter i ambassaden i København.

Avisens kilder var bl.a. ledende medarbejdere i PET, så vi var rimeligt trygge ved oplysningernes validitet. Men Dragsdahl gik straks til modstand og forlangte artiklerne berigtiget. Da vi afslog, stævnede han os.

Nu gjaldt det om at dokumentere vore påstande præcist med dokumenter og vidneudsagn. Men så langt strakte PET’s hjælpsomhed ikke. Socialdemokraten Erling Olsen, der var justitsminister 1973-1974, var heller ikke leveringsdygtig i beviser, da han havde talt med sit formørkede bagland.

Med udsigt til at tabe en retssag fulgte vi – tænderskærende – advokaternes råd om at indgå forlig med Østre Landsrets assistance.

Den 13. december 1994 måtte Ekstra Bladet beklage, at vi havde omtalt Dragsdahl som KGB-agent, der havde modtaget betaling for at udsprede disinformation. I tilgift fik han 125.000 kr. i torterstatning.

Det var en mørk dag på avisen. Vi følte, at vi havde ret – men ikke kunne få ret.

Men der ligger altså en regning på 3,5 mill. til Dragsdahls støtter og som man kunne læse om i Jyllands-Posten allerede ved den første retssag, plejede de at omfatte bl.a. “En stribe tidligere ministre fra S, R og CD ”, som også dummernikken Steen Folke

Ud over Kjeld Olesen og Mogens Lykkestoft drejer det sig bl.a. om tidligere justitsminister Ole Espersen (S), tidligere indenrigsminister Birthe Weiss, tidligere økonomiminister Marianne Jelved, tidligere miljøminister Lone Dybkjær og tidligere minister og leder af CD, Mimi Jakobsen. Derudover har bl.a. biskop Kjeld Holm, filosoffen Peter Kemp, og de forhenværende folketingsmedlemmer Jens Bilgrav-Nielsen (R) og Steen Folke (Venstresocialisterne) bidraget.

Der er også kommet støtte fra menneskeretsadvokaten Sune Skadegaard Thorsen, historikeren Kristian Hvidt, professor Ole Lange, professor Nikolaj Petersen, professor Uffe Østergaard og professor Øjvind Lidegaard.

Blandt journalister, der støtter, er tidligere chefredaktør på Information, David Jens Adler, journalist Flemming Ytzen, journalist Jens Lohmann, redaktør Ove Weiss og redaktør Jacob Andersen. Foreningen Informations venner støtter også indsamlingen.

Desværre har de røde jo penge nok, penge de gerne har tjent i fede offentlige stillinger, mens de aktivt og med forsæthar skadet Danmark. Jyllands-Posten konkluderede i deres leder

Dommen bekræfter, at det var en KGB-agent, der stod bag 1980’ernes fodnotepolitik.

Østre Landsrets frifindelse af professor Bent Jensen er meget andet og mere end afgørelse af en strid mellem to enkeltpersoner. Det er intet mindre end en officiel bekræftelse af det faktum, at det var en KGB-agent, der stod bag  1980’ernes ødelæggende fodnotepolitik, som truede Danmarks forhold til Nato.

(…)

En fremtrædende sikkerhedspolitisk skribent og en gruppe socialdemokratiske folketingsmedlemmer støbte i fælleskab fundamentet til fodnotepolitiken, og det kan nu siges åbent, at den ene af disse arkitekter var KGB-agent.

Katrine Winkel Holm lagde også lidt nuancer ind af Dragsdahls virke

Selv om Dragsdahl ved Gud ikke er en stor mand, har retssagen mindet os om hans lille, usle rolle.

Som f. eks. i denne passus, der blev citeret af Bent Jensens sagsfører, Karoly Németh. Her fortæller en eks-kommunist, hvor stor glæde kommunisterne dengang havde af Dragsdahl: »Vi var målløse over at få leveret så megen prosovjetisk ammunition (fra Dragsdahl, KWH)… for selv om Sovjet knagede i fugerne under Reagans pres, fortsatte Jørgen Dragsdahl med at levere varen. Som propagandist og leverandør af argumenter fik han status og en indflydelse, som ingen kommunist kunne have fået.« Men kommunisten, der hér fører ordet, er ikke længere kommunist og konkluderer derfor: »Hvis jeg i dag kunne stå inde for, hvad jeg dengang stod for, ville jeg være Dragsdahl dybt taknemlig.

Men i dag kan jeg se, at det var en halv milliard mennesker, som fik en elendig og uværdig tilværelse forlænget på grund af ham. Måske kun nogle timer. Eller bare minutter.

Det forekommer selvmodsigende at betegne Dragsdahls rolle som lille og ussel når man samtidig har øje for hans betydning for “en halv milliard mennesker, som fik en elendig og uværdig tilværelse forlænget på grund af ham”. Men hun er jo kvinde og skriver med sine følelser. Mere nøgtern er Ole Hasselbalch, der slår fast, hvad der ikke er sandt ved Dragsdahls ævlerier omkring retten

Jørgen Dragsdahl og hans støttekreds er nu begyndt at omskrive og bortforklare domsresultatet i landsretten.

Dommen siger,

- at Bent Jensen havde faktuelt belæg for at skrive, at PET som institution betragtede Dragsdahl som KGB-agent,

- at Dragsdahl drev desinformation i den forstand, i hvilken BJ havde brugt dette ord,

- at BJ med hjemmel i den tolkning af straffeloven, Menneskerettighedskonventionen tilsiger, havde ret til at bringe disse oplysninger i pressen i kort, populariserende form.

Retten noterer, at der ikke blev ført bevis for, at Dragsdahl faktisk var indflydelsesagent. En sådan bevisførelse var unødvendig, eftersom BJ ikke i de påklagede artikler havde skrevet noget sådant.

Der er således IKKE sandt, når Dragsdahl nu hævder, at Menneskerettighedskonventionen har sat injurielovgivningen ud af kraft og åbner for, at der kan offentliggøres ”falske påstande”. Bevisligt sande injurier har altid kunnet viderebringes, og BJ førte bevis for, at han havde tilstrækkeligt faktuelt belæg i PET’s papirer for det, han skrev, der stod i dem.

Det er således IKKE sandt, når Dragsdahl fortæller, at landsretten fastslår, at det, BJ skrev, var forkert, og at BJ iht. dommen kan ”lyve og svindle”.

Det er således IKKE sandt, når Dragsdahl fortæller, at BJ skrev, at Dragsdahl var agent.

Det er IKKE sandt, som Dragsdahl hævder, nemlig at PET aldrig har ført bevis for, at han var indflydelsesagent. Det ved vi intet om. Men man har lov til at gå ud fra, at PET havde belæg for at bruge betegnelsen over for statsministeren, udenrigsministeriet og de udenlandske allierede tjenester, til hvem oplysningen om Dragsdahl som indflydelsesagent blev videregivet. Det vides også, at dette belæg var tre KGB-kilder samt PET’s egne efterforskninger.

Det er IKKE sandt, når Dragsdahl siger, at han har søgt at få alle PET-papirer offentliggjort. Han nægtede f.eks. at medvirke til, at mere end nogle få af telefonaflytningsrapporterne kunne fremlægges i retten.

Det er IKKE sandt, at tre tidligere PET-chefer ikke mente, han var indflydelsesagent. De mente, at det ikke kunne bevises, at Dragsdahl havde gjort sig skyldig i STRAFBARE forhold. Og de kørte under afhøringerne rundt i begreberne på en måde, som altså fik landsretten til at se bort fra deres vidneudsagn. En indflydelsesagent behøver i parentes bemærket ikke gøre noget som helst strafbart.

Det er IKKE sandt, at PET’s efterforskning sluttede med at konkludere, at mistanken imod Dragsdahl for (indflydelses)agentvirksomhed var uberettiget. PET indstillede først overvågningen på det tidspunkt, hvor KGB opdagede, at han var afsløret, hvorefter han ikke mere var brugbar som indflydelsesagent.

Det er IKKE sandt, at det aldrig er bevist, at Dragsdahl skrev efter KGB-inspiration. Det modsatte har landsretten anført flere eksempler på i domskonklusionen.

Det er IKKE sandt, at Dragsdahl fik sit materiale afvist af landsretten. Retten gennemlæste det, han fremlagde, men forkastede altså dets værdi.

Det er IKKE sandt, at BJ ikke har været kildekritisk nok. BJ kom med en omfattende redegørelse for sin kildekritik i retten, som altså anså den for fuldt tilstrækkelig.

Mange jurister og kommentatorer har forklaret, hvad dommen drejede sig om, hvis ikke man gad læse den selv, men allerbedst var Thomas Fog’s forklaring, som han skrev på Facebook

Vedrørende landsrettens lysende klare dom:

Når en person går med slips, skjorte, jakke og bukser med bulen på rette sted, dertil har en dyb stemme, angiveligt har fået tre børn med sin kone, som desværre nu er død, når der synligt tilmed gror skæg i ansigtet og hår ud af både næsebor og begge ører på ham, er der på den ene side ikke ført sandhedsbevis for, at personen virkelig er en mand, for den eneste, der faktisk har set hans diller, er jo desværre død. På den anden side vil Bent Jensen trods alt have grund til at tro og sige, at andre mener, at personen faktisk er en mand, fordi også mandens egen læge ifølge journalerne er gået ud fra, at han nok er en mand, og at han ifølge sin egen kones udsagn har været nummer 1, da de i sin tid fik børn sammen. At Bent Jensen derfor har fået rettens ord for, at han godt må tro og sige, at det forholder sig som lægen og konen siger, bare han ikke påstår, at det faktisk forholder sig sådan - det er en stor landvinding, der må betegnes som en sejr for den personlige ytringsfrihed og den relative sandsynlighedsværdi af de observationer, andre støtter sig til.

Såre simpelt.

Uri Bezmenov revisited

Diverse, Jørgen Dragsdahl, Kolde Krig, Kommunisme, Pressen, Uddannelse, venstrefløjen — Drokles on October 30, 2013 at 2:14 pm

Dragsdahl var påvirkningsagent, så meget ligger fast. Den afhoppede KGB agent Uri Bezmenov forklarede i 1984 til amerikansk TV Sovjetunionens påvirkningsteknik

Monokultur kører på WordPress