Økonomisk kaos på vej efter Brexit - bare ikke for Storbritannien

Brexit, Diverse, EU, England, Euro, Forår?, Økonomi og finans — Drokles on July 10, 2016 at 4:27 am

I Storbritannien ser det sort ud for den forrådte ungdom

Og hvordan er perspektiverne så for det forjættede EU?

The IMF did warn of economic chaos in the event of a Leave victory and has urged for a “smooth transition” for post-EU Britain.

The international organisation said: “The euro area is at a critical juncture. Muddling through is increasingly untenable.

“Unless collective problems are solved, the euro area is likely to suffer repeated bouts of economic and political instability leading to crises of confidence and economic setbacks.”

In the damning statement, it said the migrant crisis could even spell the end of free movement and warned that other countries in the bloc could want their own referendums following the Brexit vote.

A Nobel Prize winning economist even said that Europe may have to “abandon the euro”.

The economist, Professor Christopher Pissarides, has said that the uncertainty would reduce investment and hit job creation.

His warnings came as:

* French bank Societe Generale analyst warned Italy and France could quit the single currency EU

* Rating agency Moody’s said the future of the entire EU was at risk

* Banks across Europe came under increasing stress

* The world’s biggest hotel group predicted that the fall in the pound would lead to a tourist boom for the UK.

But the IMF has also said that the outlook would be even worse if there are long, drawn-out negotiations between the UK and the EU.

Super, altså business as usual. Imens ser Storbritannien mod nye horisonter

Xing Houyan, from the state supported Chinese Academy of International Trade and Economic Cooperation, claimed the “situation in Western Europe will push China and the UK to make a trade treaty”.

Former Waitrose boss Lord Price claimed the two nations working together could “create a second Elizabethan golden age” while speaking at the Honk Kong chamber of commerce.

He said: “I’m optimistic about the future: particularly in helping create a second Elizabethan Golden Age.

“The first Golden Age was based on peace, prosperity, new trading markets and a flourishing of the arts.

“There’s also a prospect for striking new deals with Canada, New Zealand and Australia which could form the beginning of a Commonwealth trading pact.”

Ak ja, Storbritannien, isoleret sammen med resten af Verden.

Seeberg tilpasser sig Brexit

Gitte Seeberg er en af de emotionelle EU-tilhængere. Her, næsten to uger efter Brexit, er hun stadig i chokfasen og har svært ved at udtrykke en sammenhængende tanke.

Man kan vist med rette spørge sig selv, hvad i alverden det er for en verden, vi lever i i øjeblikket. Vælgerne i UK sagde ja til at forlade Unionen.

Ja, hvad i alverden er det for en verden, hvor nogle ikke vil være med i EU? Det er crazy. I samme ånd kaldes danskernes nej til at ophæve de retlige forbehold - de forbehold, der var betingelsen for at ændre vores nej til Unionen til et ja mindre end et år senere - for en “fuldstændig vanvittig disposition”. Men det er sammenbruddet i Seebergs logik, som fortjener lidt opmærksomhed

Camerons populisme har bragt landet ud i en dyb krise. Og dermed også EU.

Ved hun at hun skriver at det er UK, der dermed er den store i det forhold? Ikke det bedste forsvar, men selv om hun sikkert ikke vil indrømme det, er det den antagelse, der ligger bag hendes ræsonnement - og hendes emotioner. For hvorfor hidse sig op over at et land har kastet sig ud i en svær situation, hvis ikke man er den berørte part? “Egentlig kan man ind i mellem fristes til at give fanden i de englændere.” skriver Seeberg, før hun tvinges til at indrømme “Men desværre er UK jo rigtigt vigtig for os alle”.

UK er en stærk militær nation. Stort NATO land og vigtig spiller, ikke mindst i forhold til USA. USA og UK er mere enige end USA og Frankrig eller Tyskland. Den tætte relation gavner også os andre i EU ikke mindst, da både USA og UK gør det stærkt på terrorbekæmpelse.

Så Brexit er altså mest EUs tab. Mens englænderne har givet fanden i EU har Seeberg ikke samme luksus til at give fanden i englænderne. Og hvad er perspektivet?

For hvor går samarbejdet i EU hen, hvis vi får Marine Le Pen som ny fransk præsident i Frankrig? Ellers hvis en nationalist vinder omvalget i Østrig til præsidentposten? Måske lige suppleret af Donald Trump som præsident i USA. Ingen i Europa vil klappe af dette.

Måske nogen i Europa alligevel vil klappe. De såkaldt populistiske bevægelser er jo folkelige, og så meget de får magt, så mange klapper. Men som Seeberg blander sine sorger sammen, bliver den kommende amerikanske præsident til EUs problemer. Ak ja, et forsvar for en konstruktion, der hverken tåler dissens eller amerikanske præsidenter. Men der løber flere soger på i disse tider og de er hjemlige

På vores egen hjemmebane fører landets store aviser kampagne for at få Danmarks nye nynationalistiske parti i Folketinget. Partiet er mod skat, mod udlændinge og mod EU og sikkert rigtig meget mere. Taler til globaliseringsangste. Aldrig har så ukendte kandidater fået så meget spalteplads. Udfordringer er der nok af.

Seeberg har ret i, at medierne ikke giver Nye Borgerlige samme fjendtlige behandling, som var Dansk Folkepartis skæbne de første ti år. Her kunne man med jævne mellemrum se og høre diverse eksperter prøve at patologisere partiets vælgere, stille sig det spørgsmål, hvorfor nogen kunne finde på at stemme på dem. Allerede dengang vidste man ikke, hvad i alverden det var for en verden vi levede i. De samme spørgsmål stillede de undrende medier også til eksperter om EU-skeptikerne i 1992 og 93. De var sikkert bange for udviklingen, at det gik for stærkt, de havde ikke den fornødne uddannelse og det dertil hørende udsyn. Verden var global og det fordrede en snæver europæisk union, det kunne alle da forstå. Blot ikke i provinsen, hvor førtidspensionisten drikker bloktilskuddet op.

Jo, nye borgerlige er blevet behandlet med en hvis fascination og nysgerrighed af medier, der sanser at der sker noget i folkedybet, som det for nuværende kan være mere spændende at følge end bekrige. Men medierne har aldrig ført kampagne for et parti som de gjorde det for Ny Alliance. Ukritisk godtog de Seebergs nok-er-nok floskel og så det som et sandt folkeligt opgør med de pauvre masser, der havde stjålet sig en ufortjent opmærksomhed. Altså lige indtil partiet brændte sammen et par måneder efter under vægten af sine egne populistiske selvmodsigelser, personlige stridigheder og inkompetence. Men kendte, det var de.

Og intet ser ud til at have ændret sig i synet på folkedybet. Det er folk, der blot er imod sikkert rigtigt meget, globaliseringsangste og ukendte som de er. At de vil kunne danne flertal, vil ingen klappe ad, ingen værd at regne med i hvert fald. Seebergs tilpasningsreaktion kan meget vel overskride de 6 måneder.

Brexit er et generationstyveri

Det er overvældende så mange mærkværdige reaktioner på Brexit, der fortjener en kommentar. Hvis EU var en almindelig sund konstruktion af samarbejde, ville unionens repræsentanter reagere med en form for vemodighed over at briterne ikke syntes det var godt nok. De ville sige tak for denne gang, bytte telefonnumre og sørge for at holde kontakten så meget som det nu synes at være til fælles bedste. Med et sundt og givtigt samarbejde ville de fortsætte den gode form, nu uden briterne, og se frem til den samme gyldne fremtid, som de hele tiden kunne. I stedet reagerer de med vrede, bitterhed og trusler om altings ende. Kurserne rasler ned og økonomierne er usikre, 3. Verdenkrig står måske for døren og klimaet, hvad med det?

I en glimrende argumentation op til valget, sagde Daniel Hannan vittigt at stemme for EU fordi man holdt af Europa var som at støtte FIFA fordi man kunne lide fodbold. Engelske Guardian forstår som typisk eksponent ikke den slags skelnen mellem skæg og snot og den forstår ikke at uenighed kan være ærlig og uden sinistre bagtanker. Dissens er bagstræberisk og den skriver harmdirrende om et intergenerationelt tyveri

This generational gap is among the many parallels between Brexit and climate change. A 2014 poll found that 74% of Americans under the age of 30 support government policies to cut carbon pollution, as compared to just 58% of respondents over the age of 40, and 52% over the age of 65.

Tilsvarende undersøgelser viser at kendskabet til holocaust er langt mere fremtrædende blandt ældre generationer end yngre (og helt grelt havde det set ud, hvis ikke Spielberg havde givet lidt substans til popkornene). Klimabenægtere, betegnes dissidenter fra den herskende ortodoksi og der henvises til for længst afviste undersøgelser, som de famøse 97% enighed blandt forskere (og embedsmænd og aktivister) der

Guardian tikker bokse af for hvor loyale mennesker er for vedtagne fortællinger og her er ungdommen blot bedre fordi den godtager fortællingen om EU som Europa og fredens projekt og fremskridt og fællesskab, som også fortællingen om menneskets katastrofale påvirkning af klimaet på en nederen måde. De ældre generationer roses modsat ikke for deres selvstændige tankegang og deres store modstandsevne mod en vedvarende strøm af ensidig mediedækning. De ældres erfaring og deres ræsonnementers kvalitet underkendes helt og aldeles som et moralsk og intellektuelt svigt.

The problem is of course that younger generations will have to live with the consequences of the decisions we make today for much longer than older generations. Older generations in developed countries prospered as a result of the burning of fossil fuels for seemingly cheap energy.

Ja, hvad har de gamle nogensinde gjort for de unge, bortset fra alt? Det er fri fantasi, og en ondsindet en af slagsen, at de ældre generationer handler mere egoistisk end de yngre. Enhver kan spørge sig selv om man regner sin egen dømmekraft, evne til at ræsonnere eller viden som stærkere end den var for år tilbage. Og de fleste der får børn og lærer at betale egne regninger, tenderer også til at se samfundet i en større helhed end den tåkrummende veksling mellem flyvske idealer og og militant egoisme, der præger den venstredrejede ungdom over det meste af den vestlige verden,

Guardian har samlet nogle videoreaktioner fra nogle unge mennesker der lufter deres frustrationer. De er ikke de mest opsigtsvækkende, men det er hvad Guardian mener er valide indvendinger fra en generation de forrige. Så vi giver flygtigt ordet til de unge mennesker, hvis liv allerede ligger i ruiner, berøvet som de er for enhver meningsfuld fremtid

“We are europeans! We’re citizens of the world.” indleder den anden pige med selvmodsigende selvretfærdighed. Enten er de europæere eller også er de verdensborgere. Hvis man kan anse sig som begge dele, kan man også se sig som brite og verdensborger. Og nej, det er rigtigt at de 16-17 årige ikke blev spurgt, som heller ikke de 5 årige. For det er som at høre børn mere end verdensborgere, når harmen får luft. Som fyren lige efter, der spørger, hvorfor andre generationer skal have indflydelse på hans fremtid. Eller den unge mand, der er bange for LGBT personers fremtid, eller hende der er sur over at universiteterne er blevet dyrere, eller hende der ser verden som en 24 årig kvinde eller hende hvis generation er DØMT til en usikker fremtid af 90 årige (der allerede havde bekæmpet Hitlers visioner for et samlet Europa) fordi verden er global (England kan nu lave handelsaftaler med BRIC landene) til den sidste fyr, der udlægger en pro-EU stemme som medfølelse og progression, hvilket implicit de gamle røvhuller har stemt imod, egoistiske og regressive som de er.

Der er dog en som kerer sig om sygehusvæsenet som nu vil blive underfinansieret som følge af alle de økonomiske ulykker som et Brexit vil trække med sig, men her kan man berolige med at markedet allerede har overstået sit umiddelbare hysteri.

Men hvornår blev det ansigtsløse bureaukrati af big business og big regulation og lukket heteronormativ hegemon EU, til alle ungdommens drømme og visioners moder? De plejede at være noget med regnbuer, tolerance, multikultur og indtil for nyligt opgør med big government og big business i allehånde eat the rich metastaser udskudt fra Occupy Wall Street. Så stor var vreden at selv når disse ansigtsløse fjender mødtes for at redde klimaet skulle byens smadres i afmægtig vrede over at blive taget alvorligt. Breitbart har været til en pro-EU demonstration, der tro mod venstrefløjens røde tråd var anti-altmuligt

They chanted: “EU, We Love You”, “EU Forever”, “Love Not Hate”, “Racists Out, Migrants In”, “Say it Loud, Say it Clear, Refugees are Welcome Here”, and, “Who’s Future? Our Future!”

skc3a6rmbillede-2016-07-01-kl-112356

EU er det nye sort.

De økonomiske konsekvenser af Brexit

Demografi, EU, England, Euro, Fascisme, Forår?, Historie, Politik, venstrefløjen, Økonomi og finans — Drokles on June 26, 2016 at 3:41 am

Michael Caine talte for et Brexit, fordi han ikke mente at det var sundt at blive dikteret af en proxy-regering af “faceless civil servants”, der ikke stod til regnskab. Og han fortsatte at selv om risikoen for at fejle som selvstændig var til stede, så var det blot en mulighed for at prøve igen, “get better, work harder, try harder and then you’ll be a succes!”

Larry Kudlow skriver i National Review at EU har mere brug for United Kingdom end omvendt

The EU’s tax and regulatory policies, climate-change and welfare spending, and free immigration even in wartime are gradually ruining Europe. That’s why I believe Brexit is good for British freedom, political autonomy, and the survival of democratic capitalism.

The business elites told British voters that leaving the EU would lead to economic catastrophe. Well, in England, Main Street defeated the establishment elites by sending a populist message.

And there need be no economic catastrophe. The EU needs Britain more than Britain needs the EU. The London Stock Exchange is one of the most powerful financial centers in the world. Frankfurt will never replace it.

Trade is the key to the economic outlook in Britain and the EU. Many corporate chieftains joined large bank CEOs and the fearmongering IMF to suggest that the EU will deal harshly with Britain if it leaves and stop all trade. That’s mutually assured destruction — MAD. A tariff-driven trade war would destroy both power centers.

Not only does the EU need Britain’s financial capabilities, Britain itself is major importer of EU goods and services. If sanity prevails, there’s no reason why the EU and Britain can’t hammer out a free-trade agreement in the two years allotted by the Lisbon Treaty.

And if the EU wants to go with MAD, the whole set up will burn in flames.

American Thinker sætter de første tal på at EU har mere brug for United Kingdom end omvendt

The economic lesson emerging from the Brexit vote is consistent with what those who favored the Leave campaign long suspected: continental Europe needed the U.K. far more than the U.K. needed Europe.

The globalist dominoes will ideally begin to fall after Brexit as other leading nations realize they have unwisely hitched their economic wagons to parasites for the past several decades (see, e.g., the U.S.-Mexico relationship in NAFTA).

The Brexit hysterifiers almost uniformly predicted that it would be a Black Friday indeed for the U.K. if they voted to leave, and the other members of the EU promised to punish Britain if it chose a divorce.

Looks as though it was Britain that had the last laugh on the day after Brexit. It wasn’t the British markets that took the real hit. That was borne by the continental Europeans:

- The FTSE 100 finished down 3.1%

- Germany’s Dax dropped 6.8%

- France’s Cac closed 8.0% lower

- Spain’s Ibex ended down 12.4%

- Italy’s FTSE MIB fell 12.5%

- In Greece, the Athens market lost 13.4%

Og de store økonomier har heller ikke været sene til at indlede handelsaftaler med United Kingdom, skriver Sunday Express. That’s what it’s all about!

Overklassens forælede unge er færdige med at grine ad Little Britain

Ian Tuttle beskriver i National Review, de barnlige reaktioner fra taberne af Brexit

In the wake of the U.K.’s decision to withdraw from the EU, the anti-Brexit crowd has leaped to explain the vote in stark terms. “The force that has been driving [‘Leave’ voters] is xenophobia,” wrote Vox’s Zack Beauchamp, and at Esquire Charles Pierce explained: “Some of the Oldest and Whitest people on the planet leapt at a chance to vote against the monsters in their heads.” The Guardian’s Joseph Harker mused: “It feels like a ‘First they came for the Poles’ moment.” And blogger Anil Dash managed to squeeze all of these dismissive opinions into a single tweet: “We must learn from brexit: Elderly xenophobes will lie to pollsters to hide their racist views, then vote for destructive policies anyway.”

(…)

Both sides of the Atlantic are dominated by liberal cosmopolitans who are no longer able to acknowledge the validity of any other worldview than their own. The anti-Brexit crowd cannot acknowledge that those who voted to leave may have done so out of legitimate concerns about sovereignty or economic opportunity or security — that is, that they may have drawn rational conclusions and voted accordingly. And President Obama seems incapable of recognizing that there are reasonable, non-bigoted grounds on which to oppose his executive actions — for example, to preserve the principle of separation of powers that is a pillar of the American constitutional order.

Liberal cosmopolitanism, regnant since the end of the Cold War, has bought completely into its own rightness. It is entirely devoted to an increasingly borderless political future carefully managed by technocrats and tempered by “compassion” and “tolerance” — all of which aims at the maximal amount of material prosperity. It sees no other alternative than that we will all, eventually, be “citizens of the world,” and assumes that everyone will be happier that way.

It’s not unreasonable to think otherwise. Anti-EU movements and renewed nationalism in the United States are on the rise precisely because they offer alternatives to this self-assured order. It’s not clear whether a United Kingdom withdrawn from the EU will be better off. But it’s entirely defensible to think that it might be. Likewise, it’s not unreasonable to prefer loyalties rooted in close-knit interactions among people who share a particular space and a particular history. Or to prefer local rule to government outsourced to distant bureaucracies. Or to prefer a richer sense of belonging than interaction in a common market. There are alternatives to a transnational super-state that are not fascism.

En gammel klassekammerat ‘linkede til nogle bitre tweets fra unge Remain-tilhængere, som BuzzFeed havde samlet. Og ungdommen, den ungdom, selvsikker si sin egen selvretfærdighed, mistænker ældre mennesker for kortsynet egoisme. “I know it’s not very “politically correct” to say it out loud but in the wasteland of ruined Britain I am going to hunt and eat old people“, skriver en og “I’m not giving up my seat to the elderly anymore. Eye for an eye.” skriver en anden. Noget for noget, hva’, de generationer der gik forud, hvad har de nogen sinde gjort for mig? Billedet med de forræderiske ældre mennesker, der trods den større erfaring åbenbart er blevet mindre vidende illustreres også med gammel kunst

inforgraphic

Og historiske refererencer

medieval-reactions

Selvfølgelig, vi ved alle hvor egoistiske bedsteforældre er. (Psst, universiteter og den moderne videnskab blev opfundet i middelalderen).

brexiters-er-nazier

Brexiter er nazister fordi de ikke vil lade deres land diktere af fremmede magter.

channel-tunnel

Psst, Channel Tunnel er ikke EU, men fransk-britisk halløj. Så lad os slutte via Daily Mirror med den tidligere Liverpool og Arsenal wing, Jermaine Pennant og hans bekymringer for fremtiden

jermain-pennant

Psst, EM afholdes næste gang i 2020.

Nigel Farage havde advaret

Demografi, EU, England, Euro, Folkevandring, Forår?, Historie, Indvandring, Tyrkiet, Økonomi og finans — Drokles on June 23, 2016 at 4:53 am

Det bliver tæt, ifølge meningsmålingerne. Englænderne forlader EU, fortæller Express, Mens Mandag Morgen mener at at de bliver i suppedasen. Hvis englænderne bukker under for frygten, skal de ikke sige de ikke var advaret. Denne hyldest til Nigel Farage illustrerer, hvor tydelige tegnene på EUs sammenbrud har været

Hvis man de seneste par år har hørt Farage skose EUs kommisærer, parlamentarikere og apologeter husker man også, den hån de udviste overfor hans præcise advarsler, som rygere der afviser lægens advarsler mens de grinende hoster blod op.

Stemmer englænderne sig ud til friheden?

Briterne ser for alvor ud til at forlade EU, skriver Zero Hedge

The headlines go from bad to worse for the UK and EU establishment as yet another new poll this weekend, by Opinium, shows “Brexit” leading by a remarkable 19 points (52% chose to leave the EU against 33% choosing to keep the status quo). This result comes after 2 polls Friday night showing a 10-point lead for “leave” which sparked anxiety across markets. This surge in “leave” probability comes despite an additional 1.5 million voters having registered this week (which many expected to increase “remain” support). Further anger towards EU was exposed when former cabinet minister Iain Duncan Smith warned that seven new prisons will need to be built in the UK by 2030 to cope with the rising number of migrant criminals (presumedly due to ’staying’ in the EU). With market anxiety rising, as One River’s CIO notes, if Brexit happens, gold will soar.

Apropos EUs opløsning er der et stort folkeligt pres på at forlade EU i både Holland og Frankrig og det er et mønster, der spreder sig i hele Unionen, skriver Søren Kern for Gatestone Institute

Public opposition to the European Union is growing in all key member states, according to a new survey of voters in ten EU countries.

Public disaffection with the EU is being fueled by the bloc’s mishandling of the refugee and debt crises, according to the survey, which interviewed voters in Britain, France, Germany, Greece, Hungary, Italy, the Netherlands, Poland, Spain and Sweden.

Public anger is also being fueled by the growing number of diktats issued by the unelected officials running the Brussels-based European Commission, the powerful administrative arm of the bloc, which has been relentless in its usurpation of sovereignty from the 28 nation states that comprise the European Union.

The 17-page report, “Euroskepticism Beyond Brexit,” was published by the Pew Research Center on June 7, just two weeks before the June 23 referendum on whether Britain will become the first country to leave the European Union (Brexit blends the words Britain and exit).

(…)

Although the survey does not explicitly say so, the findings almost certainly reflect growing anger at the anti-democratic nature of the EU and its never-ending power grabs.

On May 31, the European Union, in partnership with Facebook, Twitter, YouTube and Microsoft,unveiled a “code of conduct” to combat the spread of “illegal hate speech” online in Europe. Critics say the initiative amounts to an assault on free speech in Europe because the EU’s definition of “hate speech” and “incitement to violence” is so vague that it could include virtually anything deemed politically incorrect by European authorities, including criticism of mass migration, Islam or even the European Union itself.

On May 24, the unelected president of the European Commission, Jean-Claude Juncker, vowedto use sanctions to isolate far-right or populist governments that are swept into office on the wave of popular anger against migration. Under powers granted to the European Commission in 2014, Juncker can trigger a “rule of law alert” for countries that depart from “the common constitutional traditions of all member states.” Rather than accepting the will of the people at the voting booth, Juncker can impose sanctions to address “systemic deficiencies” in EU member states.

On May 4, Juncker warned that EU countries that failed to “show solidarity” by refusing take in migrants would face a fine of €250,000 ($285,000) per migrant.

On April 20, the European Political Strategy Centre, an in-house EU think tank that reports directly to Juncker, proposed that the European Union establish its own central intelligence agency, which would answer only to unelected bureaucrats. According to the plan, the 28 EU member states would have a “legally binding duty to share information.”

(…)

In a recent interview with Le Monde, Juncker said that if Britons voted to leave the EU, they would be treated as “deserters”:

“I am sure the deserters will not be welcomed with open arms. If the British should say ‘No’ — which I hope they do not — then life in the EU will not go on as before. The United Kingdom will be regarded as a third country and will have its fur stroked the wrong way (caresser dans le sens du poil). If the British leave Europe, people will have to face the consequences. It is not a threat but our relations will no longer be what they are today.”

In an interview with the Telegraph, Giles Merritt, director of the Friends of Europe think tank in Brussels, summed it up this way:

“The EU policy elites are in panic. If the British vote to leave the shock will be so ghastly that they will finally wake up and realize that they can no longer ignore demands for democratic reform. They may have to dissolve the EU as it is and try to reinvent it, both in order to bring the Brits back and because they fear that the whole political order will be swept away unless they do.”

Men nogle danser videre. Helle Thorning Schmidt mener, med de mange Kinnock-millioner i banken, at Europa sagtens kan tage en million flygtninge fra syrien fordi “disse mennesker flygter fra den mest forfærdelige krig, vi nogensinde har set i vores baggård“. Selv om det var sandt (Ifølge Syrian Observatory for Human Rights er halvdelen af de dræbte mig bekendt Assad-tro kombattanter. Der er også Saddams gasning af kurderne i 1988 er huske på. GIAs kampagne af halshugninger og lemlæstelser af hele landsbyer op gennem 90erne. Åh ja, kolonikrigen i Algeriet i 50erne og den græske borgerkrig i slutningen af 40erne) så har vi intet at gøre med med den baggård. Den må passe sig selv og sine udlevede grusomheder. Imens vil vi andre ud af EU og dens korrupte elites fordeling af importerede elendigheder.

Brexit vender kåberne

Dansk Folkeparti, Demografi, Diverse, EU, England, Euro, Forår?, Ytringsfrihed, Økonomi og finans — Drokles on June 8, 2016 at 10:36 am

De fleste politikere flyder, som alle andre karrieremagere, stolt med strømmen. For eller imod EU handler om, hvad der er opportunt, hvorfor både højre og venstre side af salen mener at det er godt med fælles løsninger i EU regi, så meget endda, at ægte national selvstændighed kun kan opnås gennem kommissionens diktater. Så hvad sker der med dette konsensus når stemningen vender, som vi ser i England? De hurtige med rettidigt omhu, orienterer sig forsigtigt mod nye tider. Som Altinget citerer Syed Kamall, “britisk konservativ og leder af den EU-skeptiske ECR-gruppe i Parlamentet, som også tæller Dansk Folkeparti”

De fleste i leave-lejren ønsker faktisk ikke at forlade EU. De ønsker en ny afstemning baseret på bedre betingelser“,

En ængstelig kampagne fra den front, med andre ord. Hjertet ikke rigtig med, mere frygt for at stå på den forkerte side af en folkestemning. Økonomen Nouriel Roubini advarede om at et Brexit kunne starte en kædereaktion af uafhængighedsbevægelser i Europa, der kunne betyde enden for EU

“It would create a huge amount of uncertainty, about not just Britain but the future of the European Union,” Roubini said of a British exit, or Brexit, from the bloc. If Britons vote to leave the EU in the public referendum scheduled for June, Roubini told Bloomberg, “you could have the beginning of the end of the European Union.”

Roubini, who earned the moniker Dr. Doom for his accurate prediction of the 2008 financial crisis, said a Brexit would catalyze other breakaway movements across Europe. Scottish separatists would gain momentum in their desire to leave the U.K., while the Catalan independence movement would press harder to split from Spain, the New York University economist predicted. A long-feared Greek exit, or Grexit, could soon follow.

But even less restive states could be spurred to action, Roubini said, including nations like Sweden that are members of the EU but do not participate in the eurozone monetary union.

(…)

Mario Draghi, president of the European Central Bank, has indicated that even though the U.K. doesn’t use the euro, the country’s exit could destabilize the eurozone. A Brexit “would have implications of a systemic nature, and these would not be positive for the European monetary union,” Draghi said earlier this year.

Og økonomen Jim Mellon advarer englænderne mod at blive ombord og ““sinking with the European ship.””

Mr. Mellon — referred to be some as ‘Britain’s answer to Warren Buffett’ — has concluded from his assessment of the current economic climate that Britain is “better off outside the European Union in a comfortably appointed lifeboat in the English Channel, as the Euro Titanic sinks to the bottom of the ocean.”

The reason Mr. Mellon’s assessment is worth listening to is because he was one of the few economists to forecast the most recent economic recession, correctly predicting that the U.S. housing crisis would be the “trigger” for that in his book ‘Wake Up!: Survive and Prosper in the Coming Economic Turmoil’.

Mr. Mellon sets out what he says are the clear reasons for the impending collapse. France and Italy are in “debt traps,” meaning the are not able to grow their way out of evermore expanding debts.

Meanwhile, structural reforms are not available to a French government prevented from employing such measures by striking workers, and in Italy the banks are in “perilous trouble”, as reported previously by Breitbart London. For these reasons, Mr. Mellon says:

“France and Italy are probably going to be the key factors in the implosion of the Eurozone.”

Mr. Mellon concedes that “most people don’t talk about it,” but adds “most people didn’t talk about the coming U.S. housing crisis in 2006.”

He gives it about three to five years before a “big problem in the bond markets in Europe” which will lead to the collapse of the euro and a “continent-wide depression.” Merely being outside the Eurozone will not be enough to shield us from harm at that time, Mr. Mellon says, as:

“For sure, we will be invited or forced to join in a bailout no matter what the various treaties and so forth say.”

Evidencing this he cites the examples of the Greek and Irish bailouts, and extra money paid into the EU despite Prime Minister Cameron’s pledge that such payments would be made “over his dead body.” He states that “we can’t believe anything that Cameron and Osborne say about their future actions in regard to solidarity with Europe if France and Italy go bust” — something he believes is “a certainty”.

Mr. Mellon does identify a potential for rejoining a “genuinely reformed European Union post that event”, but he sees the UK as being “better off” outside the EU.

Concluding with his “bottom line message as a businessman, as an economist, as someone who has got a good record in forecasting” he reiterates that staying in the EU will leave us in “deep trouble” and “sinking with the European ship.”

Jeg kan anbefale Brexit - The Movie, hvis man på nogen måde har kunnet overse den, eller som en variation Paul Joseph Watson - hvis man kan holde hans anmassende facon ud. Men Nigel Farage fortjener

Løkke blev ked af det

Akademia, Diverse, EU, Euro, Forbrydelse og straf, Politik, Pressen, Økonomi og finans — Drokles on November 30, 2015 at 3:49 am

Løkke blev ked af det under en EU debat med Kristian Thulesen Dahl forleden.

- Det, du gør her Kristian, og som gør mig personligt ked af det, er at du sætter spørgsmålstegn ved det danske folkestyre.

At sætte spørgsmålstegn ved det politikeres troværdighed er at sætte spørgsmålstegn ved selv demokratiet. Og det mente politisk kommentator Søs Marie Serup var “et håndkantsslag på halsen”

….lige på det punkt hvor Kristian Thulesen Dahl er allersvagest i sin troværdighed som politiker. Det er en afklapsning, som man meget sjældent ser det på det her niveau, siger Søs Marie Serup.

En afklapsning kun for dem uden hukommelse. Vi stemte så vidt jeg husker nej i 1992, men ja med forbehold i 1993. De forbehold man desperat har villet af med siden, så selvfølgelig stoler vi da på at politikerne ikke vil ophæve forbeholdene ved simpelt flertal, sådan som det bliver muligt ved et ja. Klart, alt andet ville jo være udemokratisk at tænke, det er kun os pædofil-støtter der mener.

Der var annoncer i avisen. Helsider, dengang var der helsider til, helsider og husmødre. Hilmar Baunsgaard og hustru lod sig afbilde.

»For den daglige husholdnings skyld,« stod der, og teksten fortsatte: »Hvem er det, der først bliver ramt, hvis Danmark siger nej til Europa? Vore husmødre! … de vil mærke det på deres daglige indkøbstur. På deres månedlige husholdningsbudget Det er ikke sjovt for en husmor, når det pludselig for alvor kniber med at få pengene til at slå til. Men sådan kan det gå! Hvis ikke alle de, der mener JA, kommer af hus og sætter kryds den 2. oktober.«

Sådan solgte man EF i 1972 i Danmark, der var konkrete skræmmebilleder for de allermest tungnemme. Prisen på et halvt kilo kaffe? Ved et ja: 12,35. Nej: 15,43.

»Har De råd til et nej?«

Sådan solgtes det, og sådan har det været solgt siden, med en blanding af løfter og trusler. I denne omgang mest det sidste. Vi må forstå, at stemmer vi nej, kommer vi ikke i himlen – nej, det var Rokokoposten, der skrev det, så det var nok en spøg. Men det ligger fast, at stemmer man nej, så gør man det for at støtte de pædofile, som nu får frit spil sammen med sigøjnere, checkryttere og hustrumordere.

»Erhvervslivets top advarer: Et nej vil koste Danmark dyrt. Dansk erhvervsliv står som den store taber, hvis det bliver et nej ved folkeafstemningen den 3. december,« skrev finans.dk <http://finans.dk> . Ikke i 1972, men i fredags. Genkendeligheden er til at tage og føle på.

(…)

Underteksten blandt de hidkaldte eksperter er som vanligt, at det er de dumme, der stemmer nej. De angste, de fobiske, de forbigåede, de af globaliseringen efterladte på udviklingens bagperron. Tykhoveder med hang til Tulip og Thulesen-Dahl, og vil De så ikke hellere sige JA, kære læser, også for en sikkerheds skyld, de vil vel ikke se smørret stige til nye højder, se husmødre græde, mens de pædofile griner i skægget?

Vist ikke, men jeg stemmer nu nej alligevel, tror jeg.

Kald mig bare enfoldig, men jeg kan i det mindste citere Shakespeare: The lady doth protest too much, methinks.

“Rigtig mange vælgere har følt sig intimideret af den her overfodring med juridiske spidsfindigheder i stedet for, at ja-siden har sagt noget visionært om, hvordan de ser Danmarks rolle i et nyt Europa” siger eksperten Malene Vind understregende for os enfoldige til Berlingske Tidende. Ja, det er sikkert kampagnen den er gal med og ikke varen. Og hvem husker også hvad der blev sagt?

Marianne Jelved (R): Euroen er en fantastisk succes.

Marianne Jelved (R) efter nejet til Euro: Jeg er meget ked af det. Dette er den værste dag i mit politiske liv

Statsminister Poul Schlüter (C): Unionen er stendød - og - Ingen union i min tid.

Svend Auken (S): Danske og udenlandske virksomheder vil undgå Danmark hvis vi siger nej.

Anders Fogh Rasmussen(V): Boligejere med flexlån – lån med variabel rente – vil få et ordentligt smæk øjeblikkeligt, hvis danskerne stemmer nej til euroen.

Poul Nyrup Rasmussen(S): Huslejen stiger ved euro-nej - Hvis du fortsat er i tvivl, så tænk nøje på dine børn og børnebørn

Hans Engell(C): Vi ønsker under ingen omstændigheder, at Europaparlamentet udvikles til en lovgivende forsamling.

Henning Christophersen(V): Et nej vil betyde en økonomisk katastrofe for Danmark.

Bertel Haarder(V): Drømmen om en europæisk union eller forbundsstat vil aldrig blive til noget…

Helle Thorning Schmidt(S) : I am European by heart.

Peter Duetoft (CD og nu S): Nej til euroen vil være en national katastrofe.

Jelved blev ked af det, Løkke blev ked af det og de alle vil blive kede af det for håndkants slag på halsen eller ej, danskerne stemmer igen nej.

Skal vi udskrive en blankocheck til EU?

Diverse, EU, Euro, Historie, Politik, Økonomi og finans — Drokles on November 29, 2015 at 7:39 am

“Den 3. december beder man os udstede en blankocheck” skriver “[T]idligere sekretær i Justitsministeriet, lektor på Københavns Universitet, PET-chef, generalsekretær for Det Danske Advokatsamfund og direktør for Folketinget” Ole Stig Andersen i Information

Forud for afstemningen i 1972 om medlemskab af EF deltog jeg ved udarbejdelsen af Justitsministeriets redegørelse, der konkluderede, at det ikke var nødvendigt at ændre grundloven, selv om der blev afgivet suverænitet til EF. Grunden til denne konklusion var at finde i grundlovens paragraf 20, som kom ind i forfatningen i 1953 med det formål at sikre dansk deltagelse i overnationalt samarbejde, som man på det tidspunkt kendte fra Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF). Afgørende for at gøre brug af denne kattelem var, at der kun blev afgivet beføjelser »i nærmere bestemt omfang«.

Problemet for os var EF-traktatens ’gummiparagraf’ (art. 235), som gav mulighed for udstedelse af retsakter, som der ellers ikke var hjemmel til. Retsakten skulle efter denne bestemmelse være nødvendig for at virkeliggøre et af fællesskabets mål inden for fællesmarkedets rammer. Og medlemsstaterne havde vetoret.

Justitsministeriets opfattelse var, at disse betingelser opfyldte det såkaldte bestemthedskrav i grundlovens paragraf 20, og denne opfattelse videregav jeg da også i min undervisning som lektor i omkring 20 år på Københavns Universitet.

Tvivlsomme påstande

Men vi tog fejl i 1972. Rammerne i gummiparagraffen blev med dansk medvirken sprængt, og en politisk aktivistisk og integrationsivrig domstol medvirkede til yderligere overdragelse af beføjelser. Paragraf 20 var blevet en ladeport, og jeg har konstateret, at der på løbende bånd afgives suverænitet mellem traktaterne. I Maastricht-dommen udtalte Højesteret (i modsætning til den tyske forfatningsdomstol), at ladeporten kan bruges til afgivelse af beføjelser indtil det punkt, hvor Danmark ikke længere kan anses for at være en selvstændig stat. Og i Lissabon-dommen var domstolen af den opfattelse, at der ikke blev afgivet suverænitet, selv om vetoretten i Lissabon-traktaten blev erstattet med flertalsafgørelser. Her strider juraen mod sund fornuft.

Lovforslaget, vi skal stemme om på torsdag, forudsætter, at det ikke er i strid med paragraf 20 at omdanne retsforbeholdet med en tilvalgsordning, selv om Danmark herved efter EU-retten afgiver suveræniteten på alle de områder, forbeholdet dækker, herunder også asyl- og indvandringsområdet. Men denne opfattelse er bestemt ikke en ubestridt juridisk sandhed.

Det fremgår desuden af lovforslaget, at beslutning om tilvalg vil ske efter forelæggelse for Folketingets Europaudvalg. Dette er næppe parlamentarisk i orden, idet regeringen efter de gældende procedurer ikke skal have et positivt mandat af udvalget, men kan nøjes med at konstatere, at man ikke har et flertal imod sig.

Jeg skrev igår at skønt EF/EU af blandt andre Jean Monnet, var tænkt som en opløsning af nationalstaterne til fordel for en superstat, så er det ikke den drøm, der driver værket. Det er trods alt folkevalgte regeringer, der ser mod stjernerne og forblændes. Men EF/EUs institutionelle dynamik, der kræver evigt vokseværk giver det samme resultat. Alligevel skal jeg ikke være blind for den ideologiske kerne, der bekriger os, skriver UKIPs grundlægger professor Alan Sked i Telegraph og minder om at den tidligere britiske premierminister…

…Harold Macmillan and his closest advisers were part of an intellectual tradition that saw the salvation of the world in some form of world government based on regional federations. He was also a close acquaintance of Jean Monnet, who believed the same. It was therefore Macmillan who became the representative of the European federalist movement in the British cabinet.

In a speech in the House of Commons he even advocated a European Coal and Steel Community (ECSC) before the real thing had been announced. He later arranged for a Treaty of Association to be signed between the UK and the ECSC, and it was he who ensured that a British representative was sent to the Brussels negotiations following the Messina Conference, which gave birth to the EEC.

In the late 1950s he pushed negotiations concerning a European Free Trade Association towards membership of the EEC. Then, when General de Gaulle began to turn the EEC into a less federalist body, he took the risk of submitting a full British membership application in the hope of frustrating Gaullist ambitions.

His aim, in alliance with US and European proponents of a federalist world order, was to frustrate the emerging Franco-German alliance which was seen as one of French and German nationalism.

Monnet met secretly with Heath and Macmillan on innumerable occasions to facilitate British entry. Indeed, he was informed before the British Parliament of the terms in which the British approach to Europe would be framed.

Despite advice from the Lord Chancellor, Lord Kilmuir, that membership would mean the end of British parliamentary sovereignty, Macmillan deliberately misled the House of Commons — and practically everyone else, from Commonwealth statesmen to cabinet colleagues and the public — that merely minor commercial negotiations were involved. He even tried to deceive de Gaulle that he was an anti-federalist and a close friend who would arrange for France, like Britain, to receive Polaris missiles from the Americans. De Gaulle saw completely through him and vetoed the British bid to enter.

Macmillan left Edward Heath to take matters forward, and Heath, along with Douglas Hurd, arranged — according to the Monnet papers — for the Tory Party to become a (secret) corporate member of Monnet’s Action Committee for a United States of Europe.

According to Monnet’s chief aide and biographer, Francois Duchene, both the Labour and Liberal Parties later did the same. Meanwhile the Earl of Gosford, one of Macmillan’s foreign policy ministers in the House of Lords, actually informed the House that the aim of the government’s foreign policy was world government.

I sommer kunne man på Telegraph læse Juncker citater

On Greece’s economic meltdown in 2011

“When it becomes serious, you have to lie.

On EU monetary policy

“I’m ready to be insulted as being insufficiently democratic, but I want to be serious … I am for secret, dark debates”

On British calls for a referendum over Lisbon Treaty

“Of course there will be transfers of sovereignty. But would I be intelligent to draw the attention of public opinion to this fact?,”

On French referendum over EU constitution

“If it’s a Yes, we will say ‘on we go’, and if it’s a No we will say ‘we continue’,”

On the introduction of the euro

“We decide on something, leave it lying around, and wait and see what happens. If no one kicks up a fuss, because most people don’t understand what has been decided, we continue step by step until there is no turning back.”

On eurozone economic policy and democracy

“We all know what to do, we just don’t know how to get re-elected after we’ve done it”

Jeg tror jeg stemmer nej - igen.

Er legen snart slut for EUs elite?

“Det er bare noget, de leger” hedder det i Altingets artikel “Europas politiske talentfabrik“. Rannvá Clemensen er studerende på linjen Internationale Forhold og Diplomati på Europakollegiet i Brügge og legen er en øvelse i hvordan Europas kommende politiske elite skal respondere på et Boko Haram angreb, hvor EU-borgere bliver taget som gidsler.

”Det behøver ikke at føles ægte, for at jeg kan gå op i det. Man går ind og kæmper for sin position og giver sig kun, når man kan leve med det,” siger hun.

Og al leg er en forberedelse på virkeligheden, den virkelighed den politiske elite skubber på for at realisere. Den franske præsident Hollande vil have en egentlig EU regering, skriver TV2, der skal have “et eget budget og parlament, som skal sikre den demokratiske kontrol” fordi Europas problemer er en ‘mangel’ på EU. Rannvá Clementsen er altså en del af europas kommende elite, der bliver skolet fra en ung alder i, hvorledes EU skal regeres, håndteres og administreres.

Sammen med over 300 nogenlunde jævnaldrende studerende er hun i gang med en etårig mastergrad ved Europakollegiet. Når de ikke er på skolen, bor de sammen i huse rundtom i middelalderbyen. I hvert hus arbejder en ‘husmor’, som blandt andet sørger for morgenmad til de studerende. Resten af deres måltider spiser de, undtagen om søndagen, sammen i kollegiets kantine.

Den hverdag giver et stærkt sammenhold blandt de studerende, og tiden på skolen udgør for mange også starten på at få opbygget et professionelt netværk.

Rektoren for kollegiet, den tyske Jörg Monar er slået over “at eleverne danner en følelse af samhørighed over de ni måneder, som jeg ikke er stødt ind i på andre institutioner“. Når jeg siger han er tysker, så er det måske lidt fornærmende, for den følelse af sammenhørighed hans skole skaber. For, som man også kan læse, kommer Rannvá Clementsen “egentlig fra Færøerne. I Brügge er hun dansker. Men først og fremmest er hun europæer.” Sådan, Europas kommende elite har ikke et nationalt tilhørsforhold og sørger ikke for deres egen mad. Til gengæld har de altså et stærkt internt sammenhold.

Eller måske er det ikke Europas kommende elite vi ser, måske ser vi EUs dødskamp. Det mener i hvert fald Breitbarts Gerald Warner, der ser EU i en uløselig indre kamp mellem to venstrefløjsfraktioner der mener sig berettigede til en overflodslivsstil uden at skulle stå til regnskab for de uregerlige vælgere

There is nothing “modern” or free-market about the EU. It is an old-fashioned cartel whose roots lie in the Confederation of the Rhine and Bonaparte’s Continental System. Like those precedents, it is a political project with dirigiste economic objectives bolted on – most notoriously the unworkable euro currency. It aspired to extinguish national and popular will across Europe and enslave the continent to the delusional aspirations of a selfish and bureaucratic elite. With the complicity of the media, for decades it contrived to brainwash electorates into accepting its mendacious claims. Now, that is all over.

Across Europe, over the past week, there has been a wave of revulsion against the EU, its tyrannical diktats, its contempt for the will of electorates, its economic incompetence and its transparent lies. Suddenly, all the hype, the jargon and the pretence have been stripped away. The evil empire’s lost credibility can never be recovered. We are living in a new climate where any politician who attempts to comply with Brussels will forfeit domestic acceptance. The U-turn by Alexis Tsipras, now attempting to railroad through a democratic parliament a “bailout” package harsher than that rejected by 62 per cent of the Greek electorate just ten days ago has destroyed the last vestige of credibility of the political class.

When even “revolutionary” politicians with a massive mandate to resist Brussels roll over before the EU juggernaut – now more accurately to be described as a rickety Heath Robinson contraption – the days of the political class, as currently constituted, are numbered. And it is in this crisis situation for the discredited EU and its Toytown currency that a referendum on continuing British membership is impending.

Now is the time for Eurosceptics to press home their advantage.

(…)

The EU is 64 years old and it is showing its age. It was the product of panicky post-War reaction to a recent frightening experience, when the German guns menaced England from Calais. What menaces us from Calais today is a more successful invasion by feral aliens sponsored by the EU. We must get out and that view is rapidly becoming a majority rather than a minority opinion.

“[L]okummet brænder stadig i Grækenland” skriver Mikael Jalving i Jyllands-Posten, efter at have læst “en illustrativ og informativ foto- og tekstreportage fra Lesbos

Hvad der engang – dvs. indtil for ganske nylig – var et ferieparadis, som mange skandinaver har besøgt siden militærjuntaens fald for 40 år siden, er i dag et forstadie i, hvad der venter hele Vesteuropa, hvis EU fortsætte sin kurs mod multikulturel destruktion og grænseløst kaos.

Tusindvis af migranter sejler, driver i land, efterlader sig en pøl af affald, vandrer hen over øen i stegende hede for at blive huset under mildest talt primitive forhold i en interimistisk indrettet flygtningelejr, hvor de klager over forholdene og påberåber sig universelle menneskerettigheder, mens de lokale ser, at deres ø, eksistensgrundlag og liv forandres hurtigere, end selv den mest misantropiske pessimist kunne have profeteret for bare et år siden. I januar måned 2015 kom der ifølge officielle tal ca. 1.700 flygtninge til Grækenland. I februar kom der 3.000, i marts 8.000, i april 14.000, I maj 19.000 og fra første juni til 3. juli kom der 34.000.

(…)

Det er her, humanismen er gjort til statsreligion, det er her, de forgyldte menneskerettigheder hyldes mest, det er her, der er flest røde sjæle med hipsterskæg og lilla ble, som vil redde alverden op til et liv i velfærdsstatens varme. Bortset fra, at velfærdsstater qua deres natur må være lukkede. Ellers går de under en skønne dag. Åbne grænser, åbne kasser? For how long, my dear?

(…)

Det går rigtigt stærkt på Lesbos og andre græske øer, som ligger i første række ud til Tyrkiet, hvor myndighederne glæder sig over at kunne sende syrere, pakistanere, palæstinensere, afghanere og mange andre nationaliteter videre til Europa, hvis regeringer og Union har sat sig for at være vært for den største exodus siden bibelske tider. Tyrkiet er en mellemstation, en rejseleder, vel at mærke det Tyrkiet, som mange liberale og socialdemokratiske politikere og medier i Europa drømmer om at kunne indlemme i Den Europæiske Union, der vokser dag for dag – og synker tilsvarende. Vesteuropa risikerer på længere sigt at lide samme skæbne som Sverige ved at have indledt en kolossal demografisk revolution – eller hvad den svensk-iranske kommentator Nima Gholam Ali Pour benævner en kreativ revolution: ”Ud med det gamle, ind med det nye”. Der har dannet sig forskellige etniske og religiøse identiteter, men svensk national identitet er gået tabt. Om udviklingen fortsætter, vil Malmø om få år være en by, hvor etniske svenskere udgør en minoritet.

Men det er ikke kun demografisk revolution. Det er også en politisk revolution, sådan som Gade Jensen peger på. Menneskerettighedsindustrien, assisteret af FN og EU, smadrer ganske simpelt forbindelsen mellem fællesskab, velstand og fordeling. I stedet tilbydes der gratis buffet – lige indtil der ikke længere er nogen buffet tilbage. Det tager formentlig en rum tid – eftersom de europæiske nationalstater er rige, dynamiske og rimeligt velfungerende. Men når den tid er gået, så skal I bare se løjer.

(…)

Hvad mainstream ikke forstår, er, at migrationen fortsætter, netop fordi der er en union, som udvander ansvaret. Unionen er ikke årsagen, men anledningen til og betingelsen for, at de sydeuropæiske lande kan vælge at sende problemet videre og med tiden få indført EU-kvoter, sådan at endnu flere migranter vil søge til kontinentet. Unionen fungerer med andre ord som en velfærdsstat på vej mod sit kollaps, bare på kontinentalt niveau – uden at have noget militær eller nogen plan, når og hvis migrationen slår fejl.

EU’s snarlige flygtningekvoter udgør en parallel til optagelsen af Grækenland i møntunionen. Ingen ved, hvad man gør, når og hvis regeringer og migranter opfører sig uhensigtsmæssigt. Unionen aner ikke, hvad den skal stille op i tilfælde af destabilitet og smitsom adfærd – bortset fra at give folk flere penge.

Jalving og Warner har ret, Hollande tager fejl. EUs problemer skyldes EU og mere EU vil kun accelerere problemerne. I Ungarn bygger man et hegn langs den sydlige grænse for at dæmme op for folkevandringen og Telegraph skriver at et flertal i europas befolkning støtter den løsning. “Det er folket der er problemet”, som Tøger Seidenfaden sagde. Herunder angiveligt tyske turister, der prutter med senegalesiske gadesælgere

ISIS er en islamisk bevægelse, derfor lader den sig ikke bekæmpe med fornægtelse og venstrehåndsbombninger

Daily Mail har en udmærket artikel om den enorme indsats imod Islamisk Stat der synes aldeles nytteløs.

http://www.dailymail.co.uk/news/article-3154680/The-astonishing-FIFTY-FOUR-countries-groups-battling-ISIS-haven-t-crushed-already.html#ixzz3fWyanjo9

An international coalition of over 30 countries and at least a dozen more rebel and terror factions have been unable to prevent the rapid growth of ISIS.

The terror group has expanded its territory, recruited ‘thousands’ of new foreign fighters and brought new jihadi organisations under its wing since an international ‘task force’ to ‘eliminate’ ISIS in October 2014.

At least 42 nations have either carried out airstrikes on ISIS, trained troops and Middle-Eastern tribesman to do battle against it or given weapons to those who are.

Meanwhile, at least a dozen rival Islamist groups are waging bloody war with ISIS on the ground - and for the hearts and minds of Muslims online.

Despite their collective hatred for the Islamic State, these disparate groups have failed to combat and destroy ISIS because their agendas conflict and they are not attacking the heart of the so-called caliphate, a counter-terrorism expert has told MailOnline.

ISIS commands 31,000 loyal fighters according to the United States - up from 16,000 last Autumn - while Kurdish forces put that number at closer to 200,000. And around eight million are thought to live under its barbaric rule.

This inspired more than 60 nations to commit to the Global Coalition to Counter ISIS which was formed to ‘eliminate’ ISIS, even though some of these - including Austria, Sweden and Ireland - are simply providing humanitarian support to the millions made homeless by the insurgents.

As part of Operation Inherent Resolve, the US-led coalition whose purpose is to eliminate ISIS, 13 different countries have executed airstrikes on Islamic State militants in Iraq and Syria.

The United States and five of its Arab allies - Bahrain, Jordan, Qatar, Saudi Arabia and the United Arab Emirates - launched the intense campaign of airstrikes and cruise-missile attacks against ISIS in September 2014.

Since then, America has been responsible for around 60 per cent of the 16,000 bombings on Iraq and Syria carried out since.

Den irakiske hær har kæmpet med den siden 2006, dengang den kun var en Islamisk Stat Irak og Syrien begyndte i 2011. Mange muslimske lande kæmper internt med deres egne muslimske entusiaster, der begynder at sværge troskab til Islamisk Stat, blandt andet Boko Haram, der trodsede Michelle Obama og aldrig gav de kidnappede småpiger tilbage, har bragt flere afrikanske lande ind i kampen. Alligevel trives Kalifatet Islamisk Stat som aldrig før. Terroreksperten, som Daily Mail har talt med, mener at problemet er at alle, der bekæmper Islamisk Stat har forskellige interesser. Men det hjerte han mente skulle angribes defineres ikke.

Vi får dog at vide at en lokal terrorgruppe producerer sin egen propaganda, der skal imødegå Islamisk Stats “poisonous narrative” “and mistaken understanding of Islam“. Og den amerikanske præsident Barak Obama er helt enig i det synspunkt og “says no amount of firepower will bring down the terror group who prey on ‘vulnerable’ Muslims around the world, adding: ‘Ideologies are not defeated with guns, they’re defeated by better ideas, a more attractive and compelling vision.’“. Man skulle tro at alle alternativer til Islamisk Stats svælgen i grusomheder var bedre ideer, at det IKKE at hugge hovedet at handlende der holder fredagsåbent klart var en bedre ide og en større vision end et gøre det. Men Islamisk Stats giftige narrativ, dårlige ideer, misforståeede islam og og uattraktive vision er åbenbart mere end almindeligt konkurencedygtigt og antallet af svage muslimer er svimlende og stigende.

Igår spekulerede jeg via kloge indlæg om Euroens og EUs krise kunne demaskere den herskende politiske klasses manglende realitetssans førend islams grusomheder blev ubenægtbare ud fra en Clintonsk ‘it’s the economyu, stupid’ tankegange. Douglas Murray forklarer i Gatestone Institute den stigende kløft mellem, det som politikere siger om ‘fredens religion og det som befolkningerne ved. For selvfølgelig kan man bekæmpe Islamisk Stat militært, skriver Murray i sit opgør med Obamas ide om attraktive ideer. Det var således man knuste nazismen. Islamisk stat kan ikke rekruttere nye krigere, hvis den knuses og den vil ikke virke attraktiv, hvis den får bøllebank og lider nederlag. Men der er noget andet om kalifatets ideer, som Obama og de andre vestlige ledere samt medierne vånder sig over at se i øjnene, nemlig at Islamisk Stat er islamisk, dens ideer er islamisk lære og det virker tiltrækkende på muslimer, der er opflasket med at islams ideer er de bedste uanset hvad virkeligheden ellers fortæller

While the Nazis tried to hide their worst crimes from the world, the followers of ISIS repeatedly record and distribute video footage of theirs. Between free and open democratic societies, and a society which beheads women for witchcraft, throws suspected gays off buildings, beheads other Muslims and Christians, burns people alive, and does us the favour of video-recording these atrocities and sending them round the globe for us, you would have thought that there would be no moral competition. But there is. And that is not because ISIS has “better ideas, a more attractive and more compelling vision,” but because its appeal comes from a specific ideological-religious worldview that we cannot hope to defeat if we refuse to understand it.

That is why David Cameron’s interjection was so important. The strategy Barack Obama and he seem to be hoping will work in persuading the general public that ISIS has nothing to do with Islam is the same tactic they are adopting in the hope of persuading young Muslims not to join ISIS. Their tactic is to try to deny something that Muslims and non-Muslims can easily see and find out for themselves: that ISIS has a lot to do with Islam — the worst possible version, obviously, for Muslims and non-Muslims alike, but a version of Islam nevertheless.

ISIS can destroy its own credibility among advocates of human rights and liberal democracy. The question is how you destroy its credibility among people who want to be very Islamic, and think ISIS is their way of being so. Understand their claims and their appeal, and work out a way to undermine those, and ISIS will prove defeatable not only on the battlefield but in the field of ideas as well. But refuse to acknowledge what drives them, or from where they claim to get their legitimacy, and the problem will only have just started.

Murray gør sig for mange håb om at islam kan reddes fra sig selv og det gør Jürgen Todenhoffer også i dette interview i BBCs Hardtalk. Men, hvis man kan abstrahere fra udtryk som “so-called Islamic State movement” og hæfte sig ved hans beskrivelse af den muslimske bevægelse for man et anderledes forstemmen realistisk billede af, hvorfor Obama har ret når han siger at vi kommer til at kæmpe med disse problemer i mange, mange år

The so-called Islamic State movement has very publicly murdered western journalists and aid workers who entered its territory. As a result, IS-held areas of Syria and Iraq have been off-limits to western reporters for the past year. Except for the guest today.

Last December Jürgen Todenhöfer spent ten days inside the self-styled IS caliphate. He emerged unscathed with a remarkable story - what more can he tell us about the jihadists and what can we conclude about his own motivations?

Vil Euro-krisen være første skridt til EUs opløsning?

Demografi, Diverse, EU, Euro, Forår?, Frankrig, Historie, Ukraine, Økonomi og finans — Drokles on July 12, 2015 at 12:11 pm

Den største trussel mod Danmark, ja mod hele Vesteuropa, er indvandringen af fortrinsvis muslimer. Løsningen er simpel; luk grænserne og eventuel iværksætning af repatrieringsprogrammer. Det lyder måske mere højreradikalt end det, men vores forrige statsminister, socialdemokraten Helle Thorning Schmidt har foreslået det samme. Men Vesten befinder sig mentalt mellem Middelfart og Hønborg, skiftevist ægget af idealer og angst for deres konsekvenser tøver Europa med nødvendighedens erkendelse. Man trækker hellere psedoproblemer som menneskeskabte klimaforandringer eller tomme drømme om en fælles valuta ned foran øjnene og ser ikke at løsne sig for snærende konventioner med de besnærende drømme om at gøre bureaukratstanden og dens snakkende eliter historien moralsk overlegenhed. Den fremragende Mikael Jalving beskriver EU, som en Trojansk Hest i Europa

Når sandheden skal frem, og det fortjener den på en fredag, rummer den trojanske hest i Bruxelles ikke grækere, men EU’s grever og baroner. Det er deres EU, der truer Europa, så ilde er vi stedt, og millioner af europæere vil mærke det på egen krop, pengepung og ufrihed i årene, der kommer.

Europa er i hastig forandring, demografisk, politisk, økonomisk. Alligevel tromler EU derudad, som om der var fred og ingen farer. En plan B findes tilsyneladende ikke, kun mere af det samme, stadig mere desperat.

I det administrative centrum af EU har man intet alternativ til fortsat ”integration”. Hvorfor? Fordi Den Europæiske Union ånder, føler og tænker i ”integration”, dvs. gradvis opløsning af nationalstaternes suverænitet og legitimitet, herunder flere overnationale skatter og overførsler, mere føderal kontrol og tankepoliti.

At det er den økonomiske union, der kræver reformer af grækernes skatte- og velfærdssystem, camouflerer den politiske unions indre drift mod et stadig tættere ”samarbejde”, dvs. stadig mere afhængighed, ufrihed og kommandoøkonomi. Men samtidig er det de pekuniære problemer, der måske kan få os til at forstå de underliggende politiske og kulturelle.

(…)

EU lever af andres penge og gennem en overnational afhængighedskultur. Som en anden union, der afgik ved døden i 1991, skaber Unionen intet selv. Dens natur er parasitær. Dens ånd socialistisk. Målet er omfordeling og ”solidaritet” på et langt højere plan end det nationale, og midlet er udligning, kvoter, rettigheder, pligter og byrder hinsides de statslige. Det var paradoksalt nok den tyske ekskommunist Gregor Gysi, der profetisk forstod, hvor det bar henad, da han advarede tyskerne mod møntunionen tilbage i 1998.

Men ingen lyttede. Euro var den nye dollar, det nye guld, den knitrende fremtid. Desuden pressede franskmændene på for at få D-marken afskaffet. Hvad de politiske føderalister drømte om, var, at møntunionen kunne blive en erstatning for den manglende sammenhængskraft i den politiske union. Det er den drøm, der har forvandlet sig til et mareridt.

Så mens vi er nogle der frygter for hvor mange lig, der skal på gaden førend samfundet får taget et opgør med sin frygt for at italesætte og følgeligt reagere på islam og den afrikanske folkevandring, så kan man måske fæstne et ikke ringe håb til at erkendelsen vil komme tidligere når den politiske elites drømme brister i mødet med realiteterne. Den politiske klasse mister sin definerende magt og politiske kapital, dens forståelse af verden fasificeres med Euroens fald. Bankdirektør for Saxo Bank Lars Seier Christensen tror at der er en udløbstid på Euroen fortæller han til TV2

Det er alt for giftigt for euroen som en fælles valuta. Ryger grækerne ud, kan det ryste hele eurozonen og få de andre dominobrikker i Europa til at vælte, siger han til TV 2:

- Bruxelles, Berlin og Paris tør ikke gøre alvor af truslerne om at smide Grækenland ud af Euroen. Det er for farligt og vil skabe uacceptable risici for en dominoeffekt og en umiddelbar gældskrise over store dele af eurozonen. Jeg kan tage fejl, da signalet og en manglende reaktion vil være så grotesk ydmygende for EU, men jeg tror ikke på, at Merkel og Hollande tør accellerere euroens uundgåelige superkrise, der venter ude i fremtiden, lyder det fra Lars Seier Christensen.

Derfor er det ikke kun Grækenlands fremtid, der er på spil for de europæiske ledere og Den Europæiske Centralbank, der nu skal drøfte muligheden for at gå grækerne i møde. Det er de nødt til, selvom den græske befolkning nu har afvist at acceptere de reformkrav, som der ellers er blevet præsenteret som et ultimatum.

Det, der er problemet med Grækenland, er nemlig ikke, at landet er fuldstændig unikt - landet står bare lidt længere ud på vippen, end de andre lande i Europa, der kæmper med deres enorme gæld, og de er i øjeblikket alle på vej i samme retning som Grækenland, vurderer Lars Seier Christensen.

Grækenland er med andre ord ikke det eneste land, der vakler i eurozonen; Det er hele eurosamarbejdet, der er på spil, og eurozonen har lige så meget at tabe ved at smide Grækenland ud, som grækerne har, lyder det fra Saxo Bank-direktøren.

(…)

- Nu har jeg aldrig været stor fan af euroen. Det er vist ikke en hemmelighed. Det er en helvedesmaskine, som har ødelagt rigtig meget i de forskellige europæiske økonomier, men der er også investeret utrolige mængder af politisk kapital, så der vil gå længe, før euroen definitivt knækker over i flere andre valutaområder, siger Lars Seier Christensen til TV 2.

- Men at det sker en eller anden dag, er jeg ikke i tvivl om. Systemet og hele konstruktionen er ikke holdbar, og det er Grækenland i og for sig et udmærket eksempel på - og ikke det eneste, slutter han.

Som danske vælgere har fået at vide af Ja-fløjen ved hver en folkeafstemning, så skal EU hele tiden bevæge sig fremad, som en cykel, der ikke skal vælte. Men nu er den nået til stilstand, skriver Gerald Warner i Breitbart og kalder EU et såret dyr.

This follows a long-established pattern: once the momentum of a relentlessly expansionary empire such as Brussels is halted, it does not remain stationary – it goes into reverse. When Greece departs from the euro currency, what will happen? Will some other basket-case state be shoe-horned in to replace it? Hardly – not because the madmen in Brussels are not demented enough to try it, but because the German electorate would not stand for it.

So, the Greeks’ referendum decision (kudos, once again, to the highly professional opinion pollsters who were only 22 per cent out in their forecasts this time) means that the contraction of the EU has begun. That is its real, historic significance. That is why screams of anguish are being emitted by the fanatical expansionists in Brussels who, without a twinge of remorse, provoked a bloody war in the Ukraine, in a cack-handed attempt to increase the number of their vassal states.

(…)

That is an attitude increasingly engulfing European youth and it will eventually affect British youngsters too. The best way forward for Eurosceptics is to strain every nerve to convert younger voters to this view before polling day in the referendum. Remember the old canard that all UKIP supporters were elderly men in blazers? Apparently last May there were almost four million of them.

In mainland Europe the Eurosceptic profile is increasingly youthful. By itself, the cult of “yoof” is inane, but harnessing youthful idealism and enthusiasm to the cause of recovering our national sovereignty makes solid sense. Farage is right, too, to espouse a positive Eurosceptic agenda: let’s free ourselves to trade with the rest of the world, let’s escape from a cage controlled by elderly men in grey suits, let’s unshackle our economy from the self-interested red tape of Brussels regulation.

Of course, the Eurosceptic youth vote in countries such as Greece and Spain is unfortunately attached to looney-left parties such as Syriza and Podemos, but that is no reason for supposing it cannot mature with the voters themselves, who may be persuaded to ditch Marxist along with Europhile delusions and finally embrace a sensible course.

Youth is by instinct anti-authoritarian and authoritarianism does not come more repellent than the Brussels bureaucracy. Young people see, behind the photocalls, the large cars, the saluting sentries, the pompous jargon and the solemn press conferences, the underlying reality: this is a bunch of buffoons who have created an unworkable project that is collapsing around them and they haven’t a clue what to do. They tried to suppress economic reality by ideological imperative and now the house of cards is crashing down.

Merkel, the overrated hausfrau, Hollande, the socialist spendthrift, self-pitying Juncker, loud-mouth Schulz and all the other clowns are the incompetents who have broken Europe, while flooding it with countless millions of hostile aliens destroying its culture. It is time for Britain to get out from under this doomed structure before we are crushed by the wreckage.

For EUs stiftere var EU et fredens projekt. De var stålsatte på at sikre deres befolkninger mod en gentagelse/fortsættelse. Men de tog fejl, 1. og 2. Verdenskrig handlede ikke om for meget nationalisme, men om imperie-drømme, om at underlægge sig andre nationer. Kohls og Mitterands generation var de sidste statsmænd der havde oplevet krigens følger og var de sidste statsmænd, der ville sætte både deres nationers selvstændighed over styr som deres egne politiske karrierer for, hvad de mente var den nødvendige politik. Nutidens politikere vil sætte alt over styr, så længe det gavner deres karriere. Hidtil har det betydet at sætte nationen over styr til fordel for det lukrative EU, men stemning vil vende og når den gør vil der ikke være nogen nogen, der vil kæmpe EUs sag til døden for ingen tror på EU mere end det kan gavne dem personligt. Det er en grov og uretfærdig sammenligning, men EU falder fra hindanden som Albanien, en dag stopper folk blot med at tage det alvorligt.

Hvor om alting er, Fjordman mener ikke at EU kan reformeres

I have had my doubts about this for years. The EU system is so fundamentally flawed and corrupt that it is doubtful whether it can be reformed in any meaningful way. Corruption and a chronic lack of accountability are not flaws in the system; they are there by design. The EU oligarchs have proven themselves very adept at exploiting crises to further more federal integration. This even goes for problems they have themselves created.

The entire EU system since the days of Jean Monnet has been built on creating a European superstate through deceiving the European public by presenting it as merely an elaborate free trade zone. Lies and deceit have become part of the structural DNA of the European Union.

The EU has essentially bribed the political class throughout much of the European continent, and bought their personal loyalty and support. If they become a part of the EU system, they receive well paid jobs. Moreover, they don’t have to answer to the average citizen for what they do, or how they use or abuse their power. It is easy to see why some people find this combination alluring.

The EU elites have a strong vested interest in keeping up a system that provides them with money, power and prestige. For this reason, any attempts at “reform” are likely to be purely cosmetic and designed to appease the masses. The EU has become a bureaucratic colossus. Just like all bureaucratic systems, it has a natural tendency to try to expand its reach.

I don’t see any solution to this other than to formally and publicly abolish all of the institutions of the European Union. For something like this to happen, the EU would have to face massive and sustained popular pressure throughout the continent. This is unlikely to happen without a major and prolonged economic crisis that destroys the credibility and legitimacy of the EU in the eyes of the general public. We may be heading for just such an event in the years to come.

It is not fair to blame the EU for all of Europe’s ills. For instance, low birth rates are currently found throughout the continent, also in European nations that are not members of the EU. However, the EU makes some existing problems even worse. It also adds new ones of its own making.

If we look at the big picture and the geopolitical situation, Europe as a whole faces major challenges in the coming decades. Two of the biggest ones are the escalating Jihad of radical Islam, and large-scale illegal immigration due to the population explosion in parts of the global South. The EU does not adequately address any of these threats. On the contrary, it makes them worse. The EU continues promoting Muslim mass immigration to Europe. The organization also seeks to force all of its member states to accept illegal immigrants from Africa and the Islamic world. By embracing Islamization and the gradual displacement of native Europeans, the EU has arguably become the anti-European Union.

Future historians will debate whether the EU was a good idea gone bad, or whether it was a bad idea from the very beginning. However, in my opinion, there can be no doubt that the EU as it exists today is a failure. The organization does not solve Europe’s most important challenges, and it adds new problems of its own making.

I cannot predict exactly how or when the EU will finally fall apart, but I strongly suspect that a major economic meltdown will play a major part in its collapse.

Og jeg må give ham helt ret. EU bygger på en drøm om at kunne forebygge konflikter med handel og harmonisering. EU er en forfængelig drøm om at stoppe historien.

På vej mod grænsen

Østrig kører en bosnier ind i en menneskemængde med mere end 100 km/t og dræber mindst 2 og kvæster 10. Sveriges efterretningsvæsen SÄPO er ved at kaste håndklædet i ringen overfor muslimsk terrorisme. Man kunne godt unde de røde regeringsmagten så de kunne stå med aben de kommende år. For de bliver festlige, men det er alt i alt godt at de ligger i mere ansvarlige hænder - trods alt.  EU bryder sammen på grund af indre modsætninger og manglende evne til at gøre noget ved det ydre pres. Nyhedsstrømmen er en liste over undergangstegn. I den artige ende er det de gamle partiers verden der bryder sammen. Som Grækenland er på vej i bankerot er Euroen ved at knække sammen, der skriver Norman Lamont i Telegraph i hvert fald

I had the privilege of negotiating Britain’s opt-out from the then new European single currency in 1991. My abiding memory is how clear it was that the euro had nothing to do with economics and was a political project with a dubious rationale. Some representatives of other countries were openly sceptical, but their political masters were firmly in control.

The creation of the euro has been an error of historic dimensions and done great harm to the EU, which in its first 40 years had brought economic prosperity to the citizens of the Continent. Then the less well-off countries benefited from the lowering of tariffs and the increase in internal trade. After the creation of the euro, however, economic growth slowed markedly. Poorer countries fared worse than the more prosperous countries, like Germany, which benefited from the new, weaker currency.

The Greek crisis epitomises the complete mess that Europe has made of the single currency. Greece should never have been admitted in the first place, though it was not the only country – Belgium and Italy were two others – that didn’t meet the strict criteria for membership. From the beginning, the rules put in place for the euro, relating to bail-outs, monetary financing and deficit levels, have been ignored. Europe claims to be a rule-based organisation. But however else the eurozone is run, it is not run strictly according to its own rules.

(…)

Syriza’s rise to power highlights a deeper problem about the EU: the conflict between the inflexible, irreversible rules of the euro and national democracy. When Mr Tsipras says that Greece is a sovereign nation and that he has a democratic mandate, he is stating nothing less than a fact.

(…)

Even the EU is concerned and next week we will receive a report from the “five presidents” on the future of the eurozone. The five presidents – not the Five Tenors – in case you have forgotten, are the presidents of the commission, the council, the euro group, the ECB and the president of the European Parliament.

The report will concentrate on how to underpin the euro. Their recommendations are thought to include a European-wide minimum wage, a common unemployment insurance system and, most importantly, a move from co-ordination to more control over national economic policies. Once again, the response of Europe to a crisis will be more Europe, more centralisation. This will only heighten the tensions between Brussels and national parliaments.

The EU has never lacked pretensions but has been less good at living up to them. This week, it has been celebrating the 30th anniversary of what it calls “one of the greatest achievements of the EU” – the Schengen Agreement, which opened internal borders in the EU.

At the same time, it remains paralysed over the refugee crisis.

Grækenland er selvfølgelig også ved at bukke under for migrationen, mens Ungarn værger for sig

“The Hungarian government has instructed the interior ministry to physically close the border with Serbia,” Péter Szijjártó, the foreign minister said on Wednesday, adding that preparations would be completed within a week.

The fence will be four metres high, 110 miles long, and may employ barbed wire, officials said.

Hungary is one of the main points of entry for migrants into the Schengen passport free zone and is witnessing a spike in migration, with about 57,000 people entering the country illegally so far this year, up sharply from 43,000 in all of 2014. 95 percent of those cross from Serbia, which is not a member of the EU but has started accession talks. Last year, Hungary received more refugees per capita than any other EU country apart from Sweden.

Leaching voters to the far-Right party Jobbik, the government has increasingly lost patience with efforts in Brussels to reach a solution to the surging inflows into the EU. Prime Minister Viktor Orbán has said that a proposal to distribute migrants evenly throughout the 28 member states “borders on insanity”, while Mr Szijjártó dismissed the EU’s ”rather long and time-consuming” negotiations as he announced the Hungarian move on Wednesday.

FN kalder det en skandale kan man læse og nogle har mindet om Jerntæppet, men glemt at Jerntæppet skulle holde befolkningerne inde. Også Italien oplever at de er randen af civilisationen, men de er kun en trædesten

As Italy struggles to cope with the Mediterranean migration crisis, its Alpine region of South Tyrol is facing an increasing stream of migrants who try to get to Germany or Scandinavia, through Austria.

As the Venice to Munich express pulled in at Bolzano station, the Italian police were there to meet it.

Bolzano is the last major stop in Italy before the Austrian border.

The police had been tipped off about a large group of migrants who were hoping to go to Germany. The migrants didn’t have the correct documents to cross the border so, one by one, they were quietly escorted off the train.

Og længere oppe i Europa står presset på den engelske grænse, skriver BBC

An aid worker has said migrants in Calais “cannot go back” to their countries so are forced to live in “treacherous conditions” whilst trying to enter England.

Maya Konforti from Charity Auberge des Migrants said migrants are “so desperate” to leave Calais they have tried to “create” traffic jams by throwing rocks on to the highway to slow down lorries so they can climb aboard and pass through the controls.

The UK Border Force and the French authorities prevented more than 39,000 attempts to cross the Channel illegally in 2014/15, which was more than double the number prevented the previous year.

I Danmark er selv borgerlige modstandere af grænsekontrol.

Forår for højre?

Der sker noget i det politiske landskab i disse år. Medier, eksperter og politikere langt ind i borgerlige rækker advarer om en farlig højredrejning i Europa. Farlig fordi den vender sig imod det mulitikulturelle projekt og farlig fordi den truer EUs fortsatte eksistens. Højredrejningen er dog ganske uens, hvor den ellers finder sted. Grækerne har just stemt den yderste venstrefløj ind til at køre resterne af landet endegyldigt i sænk, med mit lille håb om at skade EU projektet i farten.

Igår henvist jeg til en film om Jobbiks tag i unge veluddannede i det Ungarn, hvor en borgmester mener det er god stil offentligt at hænge dukker forestillende israelske statsledere. Det svenske konsensus har lagt effektivt låg på Sverigedemokraternes indflydelse et par år endnu og det tyske konsensus undsiger nødråbene fra dele af folket på gaderne i de mere eller mindre succesfulde Pegida demonstrationer. I England og Holland er de nationale strømninger ved Nigel Farage og Geert Wilders grundlæggende liberale i modsætning til franske Front National, der meget fransk advokerer for protektionisme, imod kapitalisme. Nationerne er meget forskellige uagtet EUs embedsværk for harmonisering.

I Danmark er højredrejningen udtrykt ved Dansk Folkeparti, der grundlæggende er socialdemokrater, der elsker Danmark. Det var Thulesen Dahl, der trak en rød rose frem og erklærede Dansk Folkeparti, som de nye socialdemokrater. Men deres udtalte ambition har i mere end 10 år været at være det nye midterparti, der med Radikale Venstres katastrofale succes som forbillede kunne svinge med flertallet frem og tilbage over midten, mod endnu en indrømmelse, til partiets hjerteblod. Men, hvad er Dansk Folkepartis hjerteblod? ”For et år siden sagde Thulesen Dahl til Berlingske:”

»Vi vil ikke skelne mellem religioner. Der er religionsfrihed i Danmark, og man må tro på det, man selv vil tro på og være muslim, hvis man er muslim. Vi vil i stedet sigte på, hvordan vi sikrer, at de mennesker, som kommer til Danmark, rent faktisk kan integreres i det danske samfund. Derfor må jeg sige, at det her har taget en drejning, som jeg gerne vil benytte anledningen til at sætte på plads i den forstand, at den definition, vi gerne vil bruge, er vestlig versus ikke-vestlig.«

BT skrev 28. december 2014 på bagrund af en artikel i Jyllands-Posten at “En nationalkonservativ bevægelse, der vil værne om fædrelandet og den danske kultur, har bidt sig fast i den offentlige debat”

Ifølge debattører og politikere, der i større eller mindre grad betegner sig som nationalkonservative, trues den danske kultur, ja faktisk hele den vestlige civilisation, både indefra og udefra.

En af de nationalkonservative er blogger, debattør og politiker i foreningen Dansk Samling, der vil i Folketinget, Morten Uhrskov Jensen. Han siger til Jyllands-Posten:

»Der er en lang række overbevisende uimodsigelige tal og fakta, der underbygger, at vores kultur er truet. Og det kan de kulturradikale og socialkonstruktivisterne ikke tale sig ud af.«

Det nye højre består ifølge Jyllands-Posten også af debattør Rune Selsing, den islamkritiske forfatter Lars Hedegaard og formand for Trykkefrihedsselskabet Katrine Winkel Holm.

De nationalkonservative er ikke samlet i et parti, men i en fælles kamp for Danmark og mod fjenderne. Dem udpeger historiker, forfatter og blogger Michael Jalving udpeger i Jyllands-Posten:

»Det er islam. Det er folk med magt. Folk på universiteterne, folk på Christiansborg, det er de voksende minoriteter i vores samfund, bander og lobbyister. Og så er Det Radikale Venstre et yndlingsoffer,« siger han og fortsætter:

»Men de, der kan provokere mig mest, er borgerlige, der kalder sig borgerlige, men ikke er det.«.

Kulturanalytiker Hans Hauge fra Aarhus Universitet betegner det som helt nyt i en dansk sammenhæng, at det for eksempel på universiteterne er blevet accepteret at være nationalkonservativ.

De konservatives intellektuelle debat begrænser sig ikke til de rent akademiske miljøer, men er udtryk for en folkelighed. 20 januar i år kunne Jyllands-Posten fortælle at der var grobund for et nyt parti til højre for Dansk Folkeparti

Dansk Folkepartis indvandrerpolitik er ikke længere stram nok for en del af danskerne. Knap 13 pct. svarer i en måling foretaget af Wilke for Jyllands-Posten, at de »savner et parti, der har en strammere udlændingepolitik end Dansk Folkeparti«.

I blå blok er det 19,5 pct., der efterspørger sådan et parti, og 21 pct. anfører her, at de vil overveje at stemme på et »nationalkonservativt parti til højre for Dansk Folkeparti med stop for indvandring som hovedemne«.

Tallene er indsamlet i dagene efter angrebet på det franske satiremagasin Charlie Hebdo, og det kan forklare dele af den forholdsvis markante efterlysning, men det forklarer ikke det hele, mener eksperter.

“Forskerne er overraskede…” Selvfølgelig er de det. Det var Morten Uhrskov Jensen selvfølgelig ikke og han mindede straks om det realistiske i hans Dansk Samling ved at udlægge nogle af tallene fra Wilkes måling

Den myte har længe floreret, at særligt de unge vil finde det multikulturelle samfund naturligt, fordi de er vokset op med det. Det passer ikke, og det rammer undersøgelsen fra Wilke en tyk pæl igennem. Den suverænt største andel, der kunne tænkes at ville stemme på et national-konservativt alternativ til Dansk Folkeparti, er de yngste vælgere mellem 18 og 29 år. Hele 18,2 procent bliver det til her. De unge har aldrig kendt andet end det multikulturelle samfund, og næsten hver femte dømmer det ude. Godt gået, I der skal overtage Danmark efter os andre.

Meget interessant er det også, at et alternativ til Dansk Folkeparti kun vil hente under halvdelen af sine mulige vælgere fra Dansk Folkeparti, 40,7 procent af disse i forhold til sidste valg. Overhalvdelen vil komme fra især andre borgerlige partier, i rækkefølge Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Venstre, henholdsvis 14,2, 11,8 og 8,5 procent. De resterende fordeler sig på rød blok, ikke så mange, men stadig 2,4 fra Socialdemokraterne, 4,2 fra SF og imponerende 4,8 procent fra Enhedslisten. Kun De Radikale er ”rene” med 0,0 procent afgivet. Det viser, at en ordentlig erstatning for Dansk Folkeparti i høj grad vil kunne få stemmer uden for partiet, selvsamme Dansk Folkeparti, der meget snart har forskertset muligheden for at være danskernes talerør, hvad angår udlændingepolitik.

Sjovt nok havde Casper Støvring ugen forinden (10. januar) givet 3 grunde til at han mente at fremtiden tilhørte højredrejningen. Først og fremmest ville det multikulturalistiske eksperiment  i overstemmelse med Urhskovs udlægning af Wilkes måling kun løbe mere af sporet med “meget mere vold og mere terror” til at bevise og overbevise de kommende generationer om en idealismes fallit. Dernæst vil EU og andre antinationale drømme ligeledes vige til fordel for “en realisme og besindelse”. Hvilket fører til

3: Universalismen – at andre vil blive som os, og at vi har moralsk pligt til at hjælpe dem på vej – vil blive opgivet i takt med, at de andre store civilisationer vil følge deres egen kurs og efterlade Vesten som det, den er: noget partikulært, en unik kultur. De kommende generationer vil indse, at Vesten er alene i verden. Man vil da heller ikke have hverken ressourcer til eller lyst til at præge hele verden. Jeg tror også, at flere vil se med beundring hen mod andre civilisationer og deres evne til at overleve og skabe samhørighed (på deres betingelser).

Utopierne, som Støvring ganske rigtigt påpeger, om det er EU, multikultur, universalisme viser sig i stadigt højere grad uholdbare, moralsk lækre som de ellers var at besmykke sig med. Og virkeligheden kan ikke tales væk i længden. TV journalisten Stephanie Surrugue beskrev måske ikke helt så uforvarende den virkelighed i en debat med Morten Messerschmidt og sagde ifølge Uriasposten

Ja, men det jeg tror som kan være lidt svært for os at forstå her i Danmark, hvor vi måske kan genkende nogle af mekanismerne i den her splittelse, de her reaktioner, de her følelser er, at de stikker så meget dybere i Frankrig, de her frustationer de har været igang i årtier i Frankrig, ogjeg har talt med virkelig mange franskmænd, også som ligger på den politiske midte, som bare har fået mere end nok, altså de skal bare ud og de skal ikke komme ind igen. Der er kommet sådan en hårdhed i tonen nu, en indstilling til, at nu er, man omtaler folk der er født og opvokset i Frankrig som ‘de er ikke franskmænd’, ‘de må ud, de må væk’, de er problemer. Altså, jeg ville ønske jeg kunne sige, at det nok skal gå, og de der smukke tv-billeder som vi så af alle franskmænd i alle afskygninger skulder ved skulder var rørende, men jeg bliver bare nødt til at minde om, at langt størstedelen af franskmændene blev hjemme, og det gjorde de sikkert på grund af et væld af forskellige grunde, men der er et tavst flertal som er meget mere frustreret end politikerne, de er håbefulde.

At der er grøde i folkedybet ude som hjemme med forhåbninger om et nationalt orienteret parti giver mulighed for de forsømte konservative at lufte deres skuffelse over Dansk Folkeparti. Katrine Winkel Holm mente i Jyllands-Posten på bagrund af Wilkes måling at Dansk Folkeparti manglede begejstring

Det mest opmuntrende ved undersøgelsen er, at det især er ungdommen, der er bekymret. Tænk: Det er alle dem, der gennem et årti er blevet stopfodret med deres læreres røde fordomme, der viser sig multiresistente over for den bløde hjernevask.

Det er også blandt dem, hvor man finder trætheden over DF’s meget midtsøgende kurs. Foreløbig ytrer trætheden sig kun i en enkelt meningsmåling lavet af analyseinstituttet Wilke, og om den fører til et fremtidigt parti, der kan udfordre DF på mærkesagerne, vil fremtiden vise.

Meget af det afhænger af DF selv.

Hvis DF lytter til den tavse kritik, som meningsmålingen er udtryk for, vil man dæmme op for den stille protest. Men hvis DF-toppen, som antydet af Christine Cordsen torsdag, alene jubler over, at ”den yderste højrefløj” nu distancerer sig fra DF og ad den vej hvidvasker DF som et pænt, velfriseret og absolut stuerent midterparti, så ser det anderledes ud. For så er det partiets egne kernevælgere, man er i gang med at støde fra sig. Ja, så virker det faktisk, som om DF er ramt af et partimæssigt selvhad og i grunden kun er på jagt efter tilgivelse for at have været det, man engang var: en uforfærdet torn i øjet på meningseliten.

Partier er nødt til at være pragmatiske og taktiske. Sådan er det nu engang, men behøver man af den grund at tale med uld i mund om egne mærkesager?

Og Eva Agnete Selsing skrev et par dage senere i Berlingske Tidende mere opgivende at Dansk Folkeparti ser ud til at være gået på førtidspension

Det er helt utilstrækkeligt, at DFs folketingsmedlemmer harcelerer over halalkød i institutioner, bølleadfærd på hospitaler, reklamering på arabisk og hvad der ellers er af tilfældige reaktioner på dagsaktuelle enkeltsager. For hvad med det store billede? Hver eneste dag bevæger vores land sig langsomt mod en større opsplitning, og symbolske markeringer kan naturligvis ikke vende den udvikling.

Partiets eneste store sejr ligger tilbage i 2002, nemlig ændringen af udlændingeloven, som blev forhandlet af Jesper Langballe og Søren Krarup med Bertel Haarder. Men ikke bare var de stramninger langtfra nok til at standse den faretruende udvikling. Antallet af flygtninge og familiesammenførte er igen på vej op. Alligevel vil DF bevare både flygtningekonvention og kvoteflygtninge, og er grundlæggende ikke villige til at gøre noget for at bremse tilstrømningen.

Politikudviklingen er ikke-eksisterende. En fin illustration af det fravær får man på DFs hjemmeside, der kun indeholder tre udspil for hele sidste år: Dyrevelfærd, flere folkelige film (!) og et forkølet tosiders finanslovsudspil. Som taget ud af en karikatur – der mangler bare et krav om flere frikadeller til folket.

Skuffelsen over Dansk Folkeparti er langt fra ny. Morten Uhrskovs Jensen skrev i 2010 at Dansk Folkeparti alligevel ikke havde gjort så fremragende med at stoppe den muslimske folkevandring

En stor del af de mange nytilkomne registreres ikke i statistikken over familiesammenføringer, der er et sminket lig. Disse kædeindvandrere optræder som EU-borgere, fordi de har benyttet EU´s muligheder for fri bevægelighed.

Flygtningepolitikken kan vi endnu bestemme over, men vedtages det såkaldte Stockholmprogram, vil det fra 2014 også være slut med det. Så har Danmark ingen national indflydelse på udlændingepolitikken overhovedet.

(…)

Folketingets fem største partier vil ikke tale om, at udlændingepolitikken er til at køre på historiens mødding. De mangler ikke viden om, at den er helt gal, men de er ligeglade. Danmark og danskernes fremtid interesserer dem ikke. Kun deres egen »magt« - en magt, der er til at grine af, eftersom magten reelt ligger hos EU-kommission og EU-domstol - interesserer dem.

Der er forskellige grader af svigt i det her. S og SF har aldrig haft noget virkeligt ønske om at føre en stram udlændingepolitik. V og K bør naturligvis fordømmes på det allerkraftigste, idet Dansk Folkeparti gerne havde taget et opgør med EU-domstolen (dengang EF-domstolen) tilbage i 2008, da Metock-dommen gjorde det klart, at der var noget helt galt.

Det er således ikke Dansk Folkepartis skyld, at der ikke er blevet strammet i udlændingepolitikken. Men to ting kan man med rette bebrejde Dansk Folkeparti.

1. De skulle tilbage i 2004, da EU´s opholdsdirektiv blev vedtaget, og senest i 2008, da Metock-dommen lå klar, have gjort spørgsmålet om EU´s annektering af dansk lov og ret til et kabinetsspørgsmål. DF skulle med andre ord have trukket tæppet væk under V og K, hvis ikke de ville være med til en boykot af EU-domstolen. Dansk Folkeparti vil til dette svare, at det ville blive meget værre, hvis partiet væltede VK-regeringen, og de andre kom til. Det er et argument, jeg ikke er enig i, men som jeg for så vidt kan følge.

2. Hvad der derimod er utilgiveligt, er, at Dansk Folkeparti har valgt tavsheden om den katastrofale udlændingepolitik. Dansk Folkeparti har med åbne øjne besluttet sig for, at danskerne ikke skal vide, hvordan det står til. Man har Gud hjælpe mig tænkt sig at gå ind i en valgkamp og hævde, at DF er garanten for en stram udlændingepolitik, der ikke eksisterer.

Må historiens dom blive hård.

23. september 2008 skrev jeg

Hvor lang tid tager det et dansk fornyerparti at blive en del af parnasset? For dansk Folkepartis vedkommede fra 6. oktober 1995 til i går 22. september 2008 hvor accepten af at EU står over dansk myndighed ser ud til at blive en realitet. På hvilket argument vil de stille op til det dansk Folketingsvalg næste gang, hvis ikke de søger indflydelse på den øverste myndighed for dansk lovgivning, men kun en underafdeling af et større lovgivningsapparat med rødder i den katolske kirkes formynderstyre? Fra Politiken

En dansk erklæring på tro og love og skærpet kontrol med borgernes oplysninger skal være med til at sikre, at EUs regler om fri bevægelighed ikke kan »misbruges« til illegal indvandring.

Ifølge Marlene Winds udlægning - og det er med hendes udlægning og dermed med stærkt forbehold jeg skriver - er Dansk Folkeparti nu aktivt med til at reducere Folketinget til et elevråd. De accepterer den præmis at vi skal indordne os under de regler EU stiller op uagtet at de ingen adkomst har til den magt. At vi intet kan beslutte selv andet end om offentlige bygninger skal males i ny og næ - dog kun indtil en eller anden muslimsk gruppe finder farven anstødelig eller EU finder processen konkurenceforvridende.

(…)

Men Danmark skal ikke bære det affald ud, de andre lande hober op i deres uansvarlighed. Vi skal ikke bære byrderne af andres ideologiske sværmerier og småkorrupte systemer. De ligger som de har redt og den eneste nytte de nu kan gøre er at agere det negative eksempel vi andre kan lære af. Vi skal have nøglen til egen dør og der skal ikke ligge nogle kopier noget steds. Men som det ser ud nu er Dansk Folkeparti i færd med at acceptere at EU har systemnøglen og Danmark kun får udleveret en kopi til låns med begrænset virke.

Og efter nogen tid skrev jeg

Dansk Folkeparti har med knæfaldet for EU forladt selve ideen om at danskerne selv bestemmer i Danmark og anerkendt ideen om et større fælles bedste. Det er ikke længere Danskerne der kan “…hævde Danmarks selvstændighed, at sikre det danske folks frihed i eget land“, som Dansk Folkepartis principprogram som det første ellers slår fast. Dermed kan de ikke svare danskerne når de spørger i deres reklamer “Hvem bestemmer i Danmark? Danskerne eller EU?”. De kan ikke argumentere meningsfuldt imod indvandringen fordi suverænitetskravet på Danmark er faldet og i dets sted er trådt ideale forestillinger upåvirkelige af virkelighed og mennesker. Det handler ikke længere om, hvad vi vil være med til eller mener at kunne bære, det handler om noget større. Og de kan ikke argumentere mod EU’s bedreviden når man anerkender EUs overhøjhed. Hvor dansk er det? Selve navnet Dansk Folkeparti udtrykker jo netop, at det danske folk er suverænt. Hvis ikke det danske folks suverænitet er en bærende præmis, hvad signalerer navnet så? Et naivt håb? Eller er det snarere en interesserorganisation til varetagelse af dansk folklore?

(…)

Man vil bevæge sig ind i diskussioner om, hvordan en EU-tekst kan og skal forstås, frem for at argumenterer for hvad man vil. Og hvorfor det forholder sig således med krav og påbud oppefra og hvorledes vi skal implementere den højere orden har man ikke brug for folk der kender samfundet, men folk, der kender reglerne.

Det betyder at der vil komme en helt ny type politiker i Dansk Folkeparti, som er i stand til at forklare vælgerne den rette sammenhæng af det samfund de tror de ser og som kan forklare hvorfor politiske ønsker skal rette ind efter vedtagne idealer. Politikere, der har lært at tale efter forventninger, som med strømmen flyder stolt deres vej. Det er de skriftkloges sejr over almuen, juristeriets sejr over det politiske, kleresiets sejr over folket. Fremtidens DF-kandidater er Margrethe Vestager, Mogens Lykketoft, Uffe Ellemann, Svend Auken….

Dansk Folkeparti vil ikke længere være et nødvendigt parti, men et parti, som alle andre.

Og i en kommentar skrev jeg

Et valg på EU-modstand og Indvandring er et valg sendt af Herren til Dansk Folkeparti. Og det er et valg sendt af djævelen for de partier, der vil EU, men er bekymrede for indvandring (V, K, S, SF) fordi de skal argumentere overfor vælgerne at EU er en god ide, men at EU underminerer Danmark. De skal også bede vælgerne om at give dem en magt, som de mener skal gives videre til EU. Det bliver meget vanskeligt og Dansk Folkeparti vil dominere alle andre partier i debatter.

Hver kandidat slås for sit sæde og jo mere tro en kandidat er overfor partiet, jo sværere vil det være, mens man omvendt kan score point på en mere EU- og indvandrerkritisk argumentation. Det vil betyde at valget skifter karakter og at der kommer en konsensus af EU-modstand. Den politiske dagsorden vil være ændret og et vigtigt slag i kulturkampen vil være vundet.

For at sætte det på spidsen: Hvilken forskel gør farven på en regering, hvis den alligevel ikke kan regere?

Dansk Folkeparti rykker måske mod midten og det er ikke nødvendigvis skidt, hvis og kun hvis der eksisterer en konservativt parti, til at italesætte befolkningens bekymringer.

To ærlige perspektiver på EU

EU, Euro, Frankrig, Indvandring, Morten Messerschmidt, Økonomi og finans — Drokles on May 18, 2014 at 6:18 am

Et andet ærligt perspektiv på hvad EU debatten grundlæggende drejer sig fra den schweiziske bankøkonom Andreas Höfert i Berlingske Tidende

»Hvad er det en valutakurs gør? Den er en måde at udjævne uligevægt mellem to regioner; lande med handelsoverskud har stigende valutakurs, underskud giver faldende kurs. Men hvis vi ikke ønsker at have en valutakurs til at udjævne ubalancer, må vi gøre det på en anden måde. Immigration kan være en måde, men så siger folk, at de ikke vil have mere immigration.

«Så skulle vi måske bare afskaffe euroen?

»Der er to scenarier: Mere integration eller disintegration – opløsning af euroen. Begge vil være meget kostbare. Efter 15 år med euroen er økonomierne tæt forbundet, og det vil koste mange penge at rive dem fra hinanden igen. Hvis Tyskland forlod euroen, ville vi forvente, at den nye tyske valuta ville stige med 50 procent i forhold til euroen, for markederne overreagerer altid. Det vil være skrækkeligt for de tyske eksportører, men de vil klare det. Det vil være værre for dem, der har aktiver i euro og forpligtelser i D-mark. For eksempel en tysk pensionsfond, der ejer franske statsobligationer. Eller hr. og fru Schmidt, der ejer et hus på Mallorca, men har belånt det i D-mark. Der er ingen happy ending på det scenario.«

Så hvordan slutter dette? »Med små skridt i retning af mere integration. Der kan komme nye kriser, måske en krise omkring Frankrig, og den vil blive dramatisk, for landet er for stort til at redde og for stort til at gå ned. Vi er mere bekymrede for Frankrig end for Italien, for Italien har i højere grad bevaret en industriproduktion, og en større del af deres statsgæld er på indenlandske hænder. Dani Rodrik (tyrkisk økonom, red.) har skrevet om det, han kaldte globaliserings-trilemmaet: At man ikke på én og samme tid kan have nationalstater, demokrati og globalisering. Man er nødt til at opgive én af delene. Man kan opgive euroen og så beholde nationalstaterne og demokratierne. Eller man kan fortsætte med at integrere og dermed opgive nationalstaterne, som de er nu. Lige nu har vi den værste af de tre muligheder, for vi har nationalstater og euroen men på bekostning af demokratiet. Hvilket er grunden til, at folk stemmer på mere og mere ekstreme partier. De føler, at de ikke har noget at skulle have sagt, og det underminerer demokratiet.«Så Danmark skal bare blive uden for euroen? »Jeg ville ikke anbefale nogen at gå med i dén klub, som den fungerer nu. Man er nødt til at anerkende, at landene udenfor klarer sig bedre end dem, som er med. Portugal og Italien har i dag et BNP pr. capita, der er lavere end før euroen. Det er der ingen, som taler om, men disse lande har ikke haft noget som helst ud af euroen – ikke engang vækst

Monokultur kører på WordPress