Opgør med 68
Interessant og lærerigt interview i Weekend-Avisen med Bettina Röhl, datter af Ulrike Meinhof og Klaus Rainer Röhl. Det interessante er ikke så meget terroristerne, men 68′ernes reaktion på at stå til ansvar for deres handlinger og/eller meninger. Bettina Röhl var journalisten der afslørede Joschka Fischers militante fortid og det skal man ikke slippe godt fra
»Jeg har offentliggjort nogle resultater fra min meget lødige og modige research vedrørende gud fader Skt. Josef Fischer, og så faldt de tyske medier, de tyske politikere og derefter mange medier i hele verden over mig som vanvittige. Med blindt had. Det var et slags endogent kollaps af pressefriheden. Der kan De jo se, hvordan det stod til med journalisterne. Heltene var Fischer og Cohn-Bendit. Og de havde i halvfjerdserne et ubændigt had til en velstående og demokratisk Forbundsrepublik og til dennes tolerance over for vildfarne fanatikere og radikale. Et virkeligt blindt og indbildt had til staten, som blev bekriget massivt med sten, molotovcocktails og andet – og det med idéer af masse- og folkemordere som Mao Tse-tung og Stalin i hovedet og med forskellig strategisk og logistisk hjælp fra den tidligere østblok. Netop denne indtil i dag massivt undertrykte forvirring hos f.eks. Fischer og Cohn-Bendit havde jeg jo tematiseret i 2001 og lagt kendsgerninger på bordet. Dernæst at psykologisere en journalist på dilettantisk vis og – som det også skete – at angribe hende biologistisk pga. hendes afstamning, det er virkelig de herrer Stalins, Hitlers, Mao Tse-tungs og Pol Pots metodik.
Man kender det så godt. Sagen om Blekingegadebanden og venstrefløjens reaktion, blev gennemgået af Bent Blünikov i Berlingske Tidende d. 17 marts i år.
Han [journalist Lars Villemoes] havde lige siden sin afdækning af Blekingegadebanden flere år tidligere været en hadefigur for den yderste venstrefløj og var blevet kaldt Mossad-agent og politistikker. Førende talsmænd fra venstrefløjen havde svinet ham til, og i en grundbog for studerende på journalisthøjskolen var han fremhævet som skrækeksempel på, hvad man ikke måtte som journalist. Ja selv journalisternes eget fagblad »Journalisten« havde advaret imod ham og en kollegas afdækning af banden.
Peter Øvig Knudsen har netop udgivet det første af to bind om Blekingegadebanden frem til 1980, og her får Lars Villemoes fuld æresoprejsning. Hans artikler om banden og dens miljø bliver betegnet som banebrydende. Banden var en gennemprofessionel terrorbande, der arbejdede tæt sammen med den marxistiske palæstinensiske gruppe PFLP. Bandens medlemmer var iskolde idealister, der røvede, myrdede og kidnappede for at skaffe penge til PFLP.
Da banden blev afsløret i 1989, ramte det venstrefløjen som en tordenkile. Kommunismen var på vej til sammenbrud, og nu blev den voldelige del af den danske venstrefløj afsløret gennem arrestationen af Blekingegadebandens medlemmer.
Men der rådede en mærkværdig tavshed over venstrefløjen. Man kunne ikke tro, at en morderisk røverbande, der var født ud af den danske venstrefløj, havde plyndret banker, kidnappet en bankdirektør og myrdet en politimand. I dagene efter arrestationen rådede der forvirring ikke mindst på den gamle modstandsavis Information, der op gennem 1970erne var blevet venstrefløjens samlede talerør. Hvad skulle man gøre? Gå til biddet og skrive om banden eller fortie virkeligheden?
(…)
»Der var en inderlig modvilje mod afdækningen i store dele af redaktionen. En ret bred del af venstrefløjen havde efter manien i 60erne med Che Guevara fattet kærlighed til den ekstremt voldelige organisation PFLP, og i stedet for Che var det i 70erne plakater med flykapreren Leila Khaled, hvor hun kælede for en maskinpistol, der var kommet op på væggen i studereværelserne. Flirteriet og beundringen for voldsaktioner var fortsat udbredt i dele af den unge venstrefløj i slutningen af 80erne, og tanken om, at kriminalitet i stor stil på venstrefløjen gennem mange år nu blev afsløret, var så uvelkommen hos både unge og ældre, at vi fik mange og meget stærke reaktioner. Oppositionen på redaktionen var mærkbar, og den blev styrket af, at det begyndte at vælte ind med læserbreve efter min første artikel, der hed »Fighterne og de nyttige idioter«. Fighterne var PFLP og Blekingegadebanden, og de nyttige idioter var hele den bredere kødrand af naive sympatisører, som PFLP nød godt af.«
Foruden almindelige venstrefløjssympatisører var alle de gamle frontkæmpere med i hylekoret mod Informations afsløringer. Folk som historikeren Morten Thing, juraprofessor Ole Krarup, forfatterne Ulrich Horst Petersen og Erik Nørgaard, litteraten Jørgen Knudsen, VSeren Per Bregengaard samt mange mange andre.
Som sagt gik det ikke stille af. En autonom gruppe hængte plakater op i byen, hvor Lars Hedegaard og Lars Villemoes blev hængt ud som »politistikkere«. Læserbrevssiden fyldtes med rasende indlæg, og Lars Villemoes mødte personligt vreden og bitterheden ude i byen.
Bladets opposition blev yderligere styrket, da venstrefløjens tre juridiske koryfæer Preben Vilhjelm, Flemming Balvig og Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet skrev en kronik i Information. Deres argumentation var på det formelle plan en juridisk kritik af, at Lars Villemoes overhovedet skrev om bandens baggrund og historie, før de var blevet dømt. Reelt var det et forsøg på en total nedgørelse af Villemoes’ artikler, der blev betegnet som »fiktion og ondsindet sladder«. Alle senere afsløringer og Peter Øvig Knudsens bog har vist, at hvert et ord i Villemoes’ artikler var sande, men denne sandhed var ubærlig i 1989.
Men tilbage til Bettina Röhn i Weekend-Avisen. En god ting er altid at gøre sager til et spørgsmål om person. Som Bettina Röhn blev angrebet på sin person, for at aflede diskussionen fra dets kerne, således gælder det også i studiet af terroristerne. De er enkelttilfælde, man må forstå ud fra deres egne præmisser, den såkaldte motivforskning.
Eftersom der – trods al denne motivforskning – ikke er fundet noget holdbart motiv, og millionhærene af medløbere gerne vil opretholde deres egne biografier som heltebiografier for børnene og børnebørnene, er der denne uudholdelige, intellektuelle stilstand, og den dag i dag kan man ikke kritisere RAF og 68erne med kendsgerninger uden regulært at blive angrebet og forfulgt, som jeg blev det – jf. Fischer-sagen. Jeg har offentliggjort kendsgerninger vedrørende Fischer og har fået 68ernes vanvittige had til min person at føle.
Deres spørgsmål kan kun stilles omvendt. Hvorfor indstilles massemediernes motivforskning ikke? Hvorfor overlades historien ikke til historikerne? Hvorfor vender samfundet sig ikke mod dagens og morgendagens spørgsmål, som trænger sig meget mere på? Europa er et påtrængende problem. Globaliseringen er et påtrængende problem. Samfundene, der falder fra hinanden i parallelsamfund, er et påtrængende problem. Alle disse problemer har terroristerne og 68erne, som under den højeste velstand lavede dekadent revolution, med deres forbenede sludren ikke det mindste svar på. En smule popmusik pisket sammen med et par stoffer og ordet »socialistisk« giver ingen opskrift på noget. Hvorfor fandt 68erne ingen ægte kontakt med den arbejdende klasse? Ikke kun fordi den arbejdende klasse levede i velstand, men også fordi man der mærkede, at fantasterier ikke duer som vision for en bedre verden.
Det er selvfølgelig ikke historie, det er også nu. Tænk på debatten om “hvad der får unge mænd til at flyve i døden 11/9″. I Holland dyrkedes dette fænomen omkring Theo van Gogh’s morder og skønt denne havde forholdt sig tavs under det meste af retsagen, fik han pludselig nok og hvæsede ud til de naive journalister at han gjorde som han gjorde fordi han var en god muslim og Gogh et svin. Det hjalp selvfølgelig ikke en skid.
Bettina Röhn har et klart blik for den tomme kultagtige heltedyrkelse der gives i arv til efterfølgende generationer. De Autonomes logik klinger hult af forældrenes floskler og som kustoder i det det univers er den åndelige og intellektuelle proletarisering kun mundet ud i uniform narcisisme og voldsromantik. Netop dette giver, jeg kan ikke længere dy mig, netop dette giver Bettina en analyse af på spørgsmålet om de tilsyneladende mange kvinder i terrorgrupper (man regner her mest med den vestlige verden)
»Jeg forstår på Deres spørgsmål, at terrorisme i det emancipatorisk fremskredne Danmark a priori anses for at være mændenes domæne. Personligt tror jeg, at den vigtigste forudsætning for at nogen forfalder til terrorisme, er realitetstabet, den fuldstændige nedsynkning i en egoman skinverden. Kvinder er naturligvis lige så udsatte som mænd for sådanne svigt. I alle sekter finder De lige så mange fanatiske kvinder som mænd. Hvad RAF angår, giver det ingen mening at gøre de involverede kvinder til genstand for en særlig ’kvindespecifik forskning’, hvis jeg må kalde det sådan. Det er imidlertid det, man har gjort de sidste 35 år. Der var gudskelov for få enkelttilfælde til, at de kan bruges til statistiske prognoser. Dengang fandt kønnenes ligeberettigelse i Tyskland særdeles giftige artikulationsformer; mange kvinder fik lyst til at gå til offentligheden på den ene eller anden måde. En overrepræsentation kan jeg ikke få øje på.«
Først og fremmest skal man ikke håbe på større ligestilling i den muslimske verden, da det vil betyde en fordobling af antallet af terrorister. Men jeg er syg med hendes “realitetstabet, den fuldstændige nedsynkning i en egoman skinverden” for mere præcist kan det vel næppe siges.
Jeg har her lavet en sammenstilling af RAF og det autonome miljø og det kan virke groft, men jeg mener grundlæggende at det autonome miljø dyrker alt hvad der skal til for at være arnested for en decideret terrorgruppe. Igen fra Blüdnikovs artikel i Belingske Tidende
En forårsdag i maj 1994 passerede flere hundrede råbende autonome venstrefløjsaktivister gennem gaden neden for journalist Lars Villemoes’ lejlighed i København.
De råbte »Villemoes, din svindler - du hænger snart og dingler«. Nogle af aktivisterne graffitimalede »Nazi Dø!« på hans gadedør og forsøgte at sparke døren ind. Lars kiggede ud ad sit vindue og tænkte sit.
Historien om Villemoes har de unge næppe selv researchet sig frem til. Den er en del af den fortælling deres forældre har socialiseret dem ind i.