Interessant og lærerigt interview i Weekend-Avisen med Bettina Röhl, datter af Ulrike Meinhof og Klaus Rainer Röhl. Det interessante er ikke så meget terroristerne, men 68′ernes reaktion på at stå til ansvar for deres handlinger og/eller meninger. Bettina Röhl var journalisten der afslørede Joschka Fischers militante fortid og det skal man ikke slippe godt fra

»Jeg har offentliggjort nogle resultater fra min meget lødige og modige research vedrørende gud fader Skt. Josef Fischer, og så faldt de tyske medier, de tyske politikere og derefter mange medier i hele verden over mig som vanvittige. Med blindt had. Det var et slags endogent kollaps af pressefriheden. Der kan De jo se, hvordan det stod til med journalisterne. Heltene var Fischer og Cohn-Bendit. Og de havde i halvfjerdserne et ubændigt had til en velstående og demokratisk Forbundsrepublik og til dennes tolerance over for vildfarne fanatikere og radikale. Et virkeligt blindt og indbildt had til staten, som blev bekriget massivt med sten, molotovcocktails og andet – og det med idéer af masse- og folkemordere som Mao Tse-tung og Stalin i hovedet og med forskellig strategisk og logistisk hjælp fra den tidligere østblok. Netop denne indtil i dag massivt undertrykte forvirring hos f.eks. Fischer og Cohn-Bendit havde jeg jo tematiseret i 2001 og lagt kendsgerninger på bordet. Dernæst at psykologisere en journalist på dilettantisk vis og – som det også skete – at angribe hende biologistisk pga. hendes afstamning, det er virkelig de herrer Stalins, Hitlers, Mao Tse-tungs og Pol Pots metodik.

Man kender det så godt. Sagen om Blekingegadebanden og venstrefløjens reaktion, blev gennemgået af Bent Blünikov i Berlingske Tidende d. 17 marts i år.

Han [journalist Lars Villemoes] havde lige siden sin afdækning af Blekingegadebanden flere år tidligere været en hadefigur for den yderste venstrefløj og var blevet kaldt Mossad-agent og politistikker. Førende talsmænd fra venstrefløjen havde svinet ham til, og i en grundbog for studerende på journalisthøjskolen var han fremhævet som skrækeksempel på, hvad man ikke måtte som journalist. Ja selv journalisternes eget fagblad »Journalisten« havde advaret imod ham og en kollegas afdækning af banden.

Peter Øvig Knudsen har netop udgivet det første af to bind om Blekingegadebanden frem til 1980, og her får Lars Villemoes fuld æresoprejsning. Hans artikler om banden og dens miljø bliver betegnet som banebrydende. Banden var en gennemprofessionel terrorbande, der arbejdede tæt sammen med den marxistiske palæstinensiske gruppe PFLP. Bandens medlemmer var iskolde idealister, der røvede, myrdede og kidnappede for at skaffe penge til PFLP.

Da banden blev afsløret i 1989, ramte det venstrefløjen som en tordenkile. Kommunismen var på vej til sammenbrud, og nu blev den voldelige del af den danske venstrefløj afsløret gennem arrestationen af Blekingegadebandens medlemmer.

Men der rådede en mærkværdig tavshed over venstrefløjen. Man kunne ikke tro, at en morderisk røverbande, der var født ud af den danske venstrefløj, havde plyndret banker, kidnappet en bankdirektør og myrdet en politimand. I dagene efter arrestationen rådede der forvirring ikke mindst på den gamle modstandsavis Information, der op gennem 1970erne var blevet venstrefløjens samlede talerør. Hvad skulle man gøre? Gå til biddet og skrive om banden eller fortie virkeligheden?

(…)

»Der var en inderlig modvilje mod afdækningen i store dele af redaktionen. En ret bred del af venstrefløjen havde efter manien i 60erne med Che Guevara fattet kærlighed til den ekstremt voldelige organisation PFLP, og i stedet for Che var det i 70erne plakater med flykapreren Leila Khaled, hvor hun kælede for en maskinpistol, der var kommet op på væggen i studereværelserne. Flirteriet og beundringen for voldsaktioner var fortsat udbredt i dele af den unge venstrefløj i slutningen af 80erne, og tanken om, at kriminalitet i stor stil på venstrefløjen gennem mange år nu blev afsløret, var så uvelkommen hos både unge og ældre, at vi fik mange og meget stærke reaktioner. Oppositionen på redaktionen var mærkbar, og den blev styrket af, at det begyndte at vælte ind med læserbreve efter min første artikel, der hed »Fighterne og de nyttige idioter«. Fighterne var PFLP og Blekingegadebanden, og de nyttige idioter var hele den bredere kødrand af naive sympatisører, som PFLP nød godt af.«

Foruden almindelige venstrefløjssympatisører var alle de gamle frontkæmpere med i hylekoret mod Informations afsløringer. Folk som historikeren Morten Thing, juraprofessor Ole Krarup, forfatterne Ulrich Horst Petersen og Erik Nørgaard, litteraten Jørgen Knudsen, VSeren Per Bregengaard samt mange mange andre.

Som sagt gik det ikke stille af. En autonom gruppe hængte plakater op i byen, hvor Lars Hedegaard og Lars Villemoes blev hængt ud som »politistikkere«. Læserbrevssiden fyldtes med rasende indlæg, og Lars Villemoes mødte personligt vreden og bitterheden ude i byen.

Bladets opposition blev yderligere styrket, da venstrefløjens tre juridiske koryfæer Preben Vilhjelm, Flemming Balvig og Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet skrev en kronik i Information. Deres argumentation var på det formelle plan en juridisk kritik af, at Lars Villemoes overhovedet skrev om bandens baggrund og historie, før de var blevet dømt. Reelt var det et forsøg på en total nedgørelse af Villemoes’ artikler, der blev betegnet som »fiktion og ondsindet sladder«. Alle senere afsløringer og Peter Øvig Knudsens bog har vist, at hvert et ord i Villemoes’ artikler var sande, men denne sandhed var ubærlig i 1989.

Men tilbage til Bettina Röhn i Weekend-Avisen. En god ting er altid at gøre sager til et spørgsmål om person. Som Bettina Röhn blev angrebet på sin person, for at aflede diskussionen fra dets kerne, således gælder det også i studiet af terroristerne. De er enkelttilfælde, man må forstå ud fra deres egne præmisser, den såkaldte motivforskning.

Eftersom der – trods al denne motivforskning – ikke er fundet noget holdbart motiv, og millionhærene af medløbere gerne vil opretholde deres egne biografier som heltebiografier for børnene og børnebørnene, er der denne uudholdelige, intellektuelle stilstand, og den dag i dag kan man ikke kritisere RAF og 68erne med kendsgerninger uden regulært at blive angrebet og forfulgt, som jeg blev det – jf. Fischer-sagen. Jeg har offentliggjort kendsgerninger vedrørende Fischer og har fået 68ernes vanvittige had til min person at føle.

Deres spørgsmål kan kun stilles omvendt. Hvorfor indstilles massemediernes motivforskning ikke? Hvorfor overlades historien ikke til historikerne? Hvorfor vender samfundet sig ikke mod dagens og morgendagens spørgsmål, som trænger sig meget mere på? Europa er et påtrængende problem. Globaliseringen er et påtrængende problem. Samfundene, der falder fra hinanden i parallelsamfund, er et påtrængende problem. Alle disse problemer har terroristerne og 68erne, som under den højeste velstand lavede dekadent revolution, med deres forbenede sludren ikke det mindste svar på. En smule popmusik pisket sammen med et par stoffer og ordet »socialistisk« giver ingen opskrift på noget. Hvorfor fandt 68erne ingen ægte kontakt med den arbejdende klasse? Ikke kun fordi den arbejdende klasse levede i velstand, men også fordi man der mærkede, at fantasterier ikke duer som vision for en bedre verden.

Det er selvfølgelig ikke historie, det er også nu. Tænk på debatten om “hvad der får unge mænd til at flyve i døden 11/9″. I Holland dyrkedes dette fænomen omkring Theo van Gogh’s morder og skønt denne havde forholdt sig tavs under det meste af retsagen, fik han pludselig nok og hvæsede ud til de naive journalister at han gjorde som han gjorde fordi han var en god muslim og Gogh et svin. Det hjalp selvfølgelig ikke en skid.

Bettina Röhn har et klart blik for den tomme kultagtige heltedyrkelse der gives i arv til efterfølgende generationer. De Autonomes logik klinger hult af forældrenes floskler og som kustoder i det det univers er den åndelige og intellektuelle proletarisering kun mundet ud i uniform narcisisme og voldsromantik. Netop dette giver, jeg kan ikke længere dy mig, netop dette giver Bettina en analyse af på spørgsmålet om de tilsyneladende mange kvinder i terrorgrupper (man regner her mest med den vestlige verden)

»Jeg forstår på Deres spørgsmål, at terrorisme i det emancipatorisk fremskredne Danmark a priori anses for at være mændenes domæne. Personligt tror jeg, at den vigtigste forudsætning for at nogen forfalder til terrorisme, er realitetstabet, den fuldstændige nedsynkning i en egoman skinverden. Kvinder er naturligvis lige så udsatte som mænd for sådanne svigt. I alle sekter finder De lige så mange fanatiske kvinder som mænd. Hvad RAF angår, giver det ingen mening at gøre de involverede kvinder til genstand for en særlig ’kvindespecifik forskning’, hvis jeg må kalde det sådan. Det er imidlertid det, man har gjort de sidste 35 år. Der var gudskelov for få enkelttilfælde til, at de kan bruges til statistiske prognoser. Dengang fandt kønnenes ligeberettigelse i Tyskland særdeles giftige artikulationsformer; mange kvinder fik lyst til at gå til offentligheden på den ene eller anden måde. En overrepræsentation kan jeg ikke få øje på.«

Først og fremmest skal man ikke håbe på større ligestilling i den muslimske verden, da det vil betyde en fordobling af antallet af terrorister. Men jeg er syg med hendes “realitetstabet, den fuldstændige nedsynkning i en egoman skinverden” for mere præcist kan det vel næppe siges.

Jeg har her lavet en sammenstilling af RAF og det autonome miljø og det kan virke groft, men jeg mener grundlæggende at det autonome miljø dyrker alt hvad der skal til for at være arnested for en decideret terrorgruppe. Igen fra Blüdnikovs artikel i Belingske Tidende

En forårsdag i maj 1994 passerede flere hundrede råbende autonome venstrefløjsaktivister gennem gaden neden for journalist Lars Villemoes’ lejlighed i København.

De råbte »Villemoes, din svindler - du hænger snart og dingler«. Nogle af aktivisterne graffitimalede »Nazi Dø!« på hans gadedør og forsøgte at sparke døren ind. Lars kiggede ud ad sit vindue og tænkte sit.

Historien om Villemoes har de unge næppe selv researchet sig frem til. Den er en del af den fortælling deres forældre har socialiseret dem ind i.

Fra Jyllands-Posten 

Efter flere måneders tovtrækkeri er det endelig lykkedes journalisten Martyn Burke, USA, at få vist sine to dokumentarfilm, ”Islam vs. Islamism”, (Islam kontra islamisme) som planlagt på det public service-baserede tv-netværk, PBS, i USA.

Samtidig har der været så meget røre om, hvorfor PBS forsøgte at forhindre, at dokumentarerne blev vist, at det officielle regeringskontor, Inspector General i Washington, nu har iværksat en undersøgelse af forløbet.

Dette forstærker blot det kontroversielle forløb om de to film med undertitlerne ”Voices from the Muslim Center” og ”Muslims against Jihad.”

(…)

Undersøgelsen er iværksat efter en lang række protester bl.a. fra medlemmer af Kongressen i USA, som har undret sig over, hvorfor PBS valgte at standse den planlagte sending af filmene.

Argumenterne har bl.a. været kritik af, at den neokonservative tidl. rådgiver for præsident Ronald Reagan, Frank Gaffney, også sat penge i produktionen udover PBS’ midler, og det skulle have medført en uhørt kritisk tilgang til muslimer.

Selv mener Martyn Burke, at det handler om en gruppe mennesker i PBS tilsyneladende har haft for store sympatier for islamisterne, som også repræsenterer en økonomisk magtfaktor, da mange af dem finansieres af rige wahabistiske saudiarabere, som Burke også dokumenterer.

Og det er hvad det er, men artiklen slutter med denne bizarre detalje

Selv om filmene nu bliver vist, er kampen mod de islamister, som vil forhindre udsendelsen af filmene endnu ikke afsluttet, forudser Martyn Burke.

Han fortæller, at sidste uges sending på en PBS-station i Tampa i Florida efter hans opfattelse blev saboteret.

»Tampa er kendt som et center for islamister, der bl.a. inkluderer universitetsprofessorer, som har samlet penge ind til Hamas. Da udsendelsen kørte på PBS i Tampa, udviklede der sig pludseligt tekniske problemer, og signalet faldt hele tiden ud. Jeg tror, at vi vil se lignende tilfælde i andre byer,« siger Martyn Burke.

Øøhhh

I de liberale demokratier, identificerer venstrefløjen sig til daglig fejlagtigt med en vagthund som
kæmper primært den svages sag og generalt hele folkets. Folket har dog kun tjent som potetielt revolutionsføde og de svage i samfundet har kun tjent som moralsk retfærdiggørelse. Alle marxistiske partier har altid hyldet diktaturet i folkets og den svages navn, men stadig folket som massen der skal kues til eget bedste.

Grundlæggende havner venstrefløjen altid i principløse og mafiøse organisationer og grupperinger, der ingen anden interesse har end at bekæmpe det fælles samfund. Ned med det bestående! lyder det ganske formålsløst og asocialt. Deres social profil er meget skarp, men populistisk og uansvarlig. Den dækker kun som en platform til moralsk fordømmelse af andre mennesker. Ellers ville de heller aldrig komme til den konklusion at det er bedre for mennesker at være på kontanthjælp og derved afhængig og for samfundet åbenbart ubrugelig end at have et arbejde og være selvopretholdene. Men det er en anden sag.

Pointen her er, at venstrefløjen ikke ser det som deres opgave at deltage konstruktivt til samfundet. De lever af dårligdomme og er derfor helst fri for at være med til at løse dem. De vil hellere have konflikt for derved at kunne bevise at samfundet er noget lort. På den måde slår de to fluer med et slag i denne historie fra 180 Grader

 Et planlagt boligbyggeri på adressen Grøndalsvænge Allé 13 skal aflyses, og ejendommen i stedet gives til venstreradikale autonome. Det mener både SF og Enhedslisten på Københavns Rådhus, som stiller krav om et nyt ungdomshus i den kommunalt ejede bygning. Hvis ikke resten af rådshuset bøjer sig, ønsker de to partier ikke at være en del af det kommende budgetforlig, skriver Jyllands-Posten.

(..)

Ejendommen, der i øjeblikket står tom, skal bruges til at opfylde overborgmester Ritt Bjerregaards (S) omdiskuterede løfte om 5.000 billige boliger på fem år, og Socialdemokraterne er da heller ikke begejstrede over forslaget. Man vil ikke slække på kravet om, at kommunen skal have kontrol med aktiviteterne i de kommunalt ejede bygninger, hedder det.

“Vi ønsker ikke et nyt selvstyrende ungdomshus som på Jagtvej 69. Men et kommunalt drevet hus med aktiviteter for unge er vi altid villige til at diskutere,” siger Socialdemokraternes politiske ordfører i København, Anne Vang.

Ikke sandt? Man hindrer boligmassen i at vokse, hvilket ikke betyder noget for dem der har råd, men mere for dem der ikke har og samtidig får centreret det omflakkende revolutionsmiljø, så det ikke er så besværligt når den næste Blekingegadebande skal rekrutere medlemmer. Hvad er lettere end en fast addresse?

Nyheds-Avisen påstår nu via en psykolog, at tidligere skatte-, finans-, udenrigs-minister og formand for Socialdemokratiet Mogens Lykketoft konstant er presset gennem hele sit politiske liv.

På godt 153 sekunder blinkede finansminister Thor Pedersen (V) 276 gange, da han tirsdag aften i TV Avisen skulle forklare, hvorfor finansministeriet og de offentlige ansatte har vidt forskellige syn på, hvor meget de offentlige ansatte får i løn. Det er over 1,8 gange i sekundet, viser Nyhedsavisens optælling.

»Det er alment kendt, at det at blinke meget, er et udtryk for pres eller anspændthed. Man er presset, når man blinker mere end normalt,« forklarer Thomas Nielsen, lektor i psykologi på Århus Universitet. Han tror, at finansministeren føler sig meget presset, efter de seneste dages kraftige kritik.

Så hvis det er slemt går min medfølelse alligevel til den værst ramte, Mogens Lykketoft.

Et forsøg på at hindre den vrede imam, der tabte sagen om landsforrædderi til Pia Kjærsgaard i at blive dansk statsborger skuffes Søren Krarup. Fra Jyllands-Posten

Så rekvirerede jeg domsudskriften fra Retten i Lyngby, og ak: Her meddelte domsbogen, at omtalte Kasem Ahmed Said har været dansk statsborger i 11 år. I 1996, under den radikale og socialdemokratiske regering, der øste dansk statsborgerskab ud med begge hænder, blev denne Kasem Ahmed Said, der blæser på dansk lov og ret, dansk statsborger.Men er han værdig til at være det? Viser han troskab og loyalitet mod Danmark, og respekterer han grundlæggende danske retsprincipper?

Nej, hans gerninger dømmer ham og dokumenterer, at han er uværdig til dansk indfødsret.

Det er hvad man forstår ved en dårlig dag. Man bruger en masse tid på at finde det rette sprinkleranlæg og finder ud af at huset allerede er brændt.

Det er en interessant vinkel, som nogle nok vil affærdige, men som alligevel har en pointe. Fra Jyllands-Posten

Under overskriften ”Udlændingepolitik er vigtigst for vælgerne” i JP 13/8 sandsynliggøres det, at en fjerdedel af befolkningen i Danmark anser indvandringen for at være landets største problem, mens ca. 10 pct. mener, at miljø/klimaforandringer er det største.

At det er islamiseringen i kølvandet af indvandringen - med tilhørende store børnemængder o.m.a. - der får folk til i så høj grad at fokusere på indvandringen, er der vist ingen tvivl om.

Hvorfor gør politikere nationalt og internationalt så ikke noget væsentligt for at reducere befolkningstilvæksten? En indsats her vil jo være en indsats såvel over for islamiseringen - der er den største trussel mod samfundet i dag - som over for energiforbrug og forurening.

Rationelt og ganske frækt.

Moren har gjort sin pligt, moren kan gå. Men har DF gjort sin pligt?

Det er lykkes DF at begrænse indvandringen, men man er ikke færdig. Mere vigtigt er det dog at det er lykkedes DF at skabe et sprog for indvandringskritik, som i de senere år er diffunderet ud i samfundet. Seneste eksempel er Enhedslistens krise omkring Asmaa, hvor der ikke har været skyggen af beskyldninger om racisme i den interne strid, men kun om rationaler om hvilke (absurde ganske vist) principper man skal forfægte.

Spørgsmålet om det multikulturelle er altså løftet ud af det religiøse hysteri i, hvilket kleresiet stemplede og udskammede de vantro. Det har været af afgørende betydning og det er derfor at det går fremad i Danmark, skønt der er lang vej endnu. I Sverige regerer kleresiet endnu og deres paradigme er fremherskende så der, ikke bare går, men løber det målbevisdt den gale vej.

At stoppe indvandringen af islam er ikke tilvejebragt, det er en kontinuerlig process. Og selvom det politiske sprog er ændret i Danmark, afhænger meget stadig af DF’s stærke plads i politik, der kan sikre en beslutsomhed og sikre at alle andre partier kan stå i ly af DF, for de fordømmelser der fra tid til anden stadig regner ned over frontlinien i debatten. Dette ly dækker dog kun så længe, at DF er et troværdigt parti!

Pia Kjærsgaards udmeldinger om mere løn til især sosu’erne og generelt til de offentligt ansatte, der har med mennesker at gøre, er direkte uansvarligt og ganske dumt. Hvis hun er utilfreds med forholdene i den offentlige sektor, herunder lønforholdene, må hun gennem finansloven afsætte flere penge til de områder hun mener trænger til et løft. Så skal parterne nok i fælles kamp mod hinanden fordele de flere ressourcer, så både produktion, vedligeholdelse og arbejdsvilkår tilgodeses. Det er ikke perfekt, men der er ingen der kan gøre det bedre og da slet ikke politiske partier. Det minder mest af alt om negerpræsidenter, der kræver at landstræneren bruger pensionerede stjerner der symboliserer fordums storhed, som den ser ud i bakspejlet.

Fejlen ved Pia Kjærsgaards tilgang ligger i den selvforførelse hun og Thulesen Dahl svælgede i ved deres turne rundt i landet. Der kunne de ved selvsyn se, hvor grelt det stod til for de offentligt ansatte. Eller kunne de? Det er rigtigt at det er synd for de offentligt ansatte, men det er synd for de fleste. Det er der ikke meget at gøre ved, det er livets vilkår. De privatansatte i industrien har det vel heller ikke for let og det er tankevækkende at Kjærsgaard og Thulesen Dahl ikke turnerede rundt hos dem også så, der i det mindste var et sammenligningsgrundlag. De offentligt ansatte er beskyttet mod konjukturer. Deres arbejdspladser flyttes ikke til Indien, deres sektorer forældes ikke af ny teknologi og deres virksomheder går ikke konkurs. Det, som ramte slagteriarbejderne, sykonerne, værftsarbejderne osv. har ingen offentlige pendanter. Det er en del af de fordele, der er ved at arbejde i det offentlige.

DF’s troværdighed sættes i disse tider måske over styr. Ved at tilslutte sig Socialdemokratiets yderste venstrefløjs økonomiske logik, den såkaldte Ankernomics, bliver det svært for danskerne at have tiltro til en regering der baserer sig på DF. Et af DF’s argumenter for en stram udlændingepolitik er jo netop sammenkædningen til økonomi og velfærd, men det kan man kun sålænge man kan bevise at man selv er ansvarlig. Det er altså DF selv der sammenkæder økonomi og indvandring, hvorfor det virker så meget mere dumt at overspille de økonomiske kort fordi det også kommer til at ramme udlændingepolitikken.

Det er vinderne der skriver historien. Et nederlag til VKO vil betyde at Ny Alliance og eventuelt Radikale skal danne grundlag for regeringen og her vil det ikke skorte på jubelskrig over at heksens fald fra tinderne. Man vil tillægge DF skyld for alt man ikke har villet se i øjnene, med billederne af afviste asylansøgere genopfrisket i Technicolor. DF’s tidligere samarbejdspartnere vil styrte ud til håndvasken, hvor mange allerede med jævne mellemrum står. Den stramme kurs var en nødvendighed vil man sig, og da de andre partier dengang ikke ville være med til selv de mindste ændringer af den åbne dørs politik, var man nødt til at give efter for DF’s inhumane udgave. Men det er ændret nu, hvor man kan være myndig og human, stram og anstændig. Det var dem der fik os til det hr. lærer.

Derfor er DF’s projekt i denne situation særligt udsat, for taber de først grebet om regeringen, taber de grebet om retorikken. DF har overbevist vælgerne om den stramme kurs nødvendighed og de fleste partier har taget ved lære. Eller det vil sige, de har lært at give vælgerne det indtryk og heri ligger det ufærdige arbejde.

At den næste regering, baseret på Ny Alliance og måske Radikale, vil gå ind for en vis kontrol med tilflytning og fornægte det virkeligheds fjerne multikulti projekt. Det var netop det uansvarlige og ufolkelige i det multikulturelle, der retfærdiggjorde og sikrede DF’s indflydelse, for de fleste danskere kunne, uanset hvad de ellers mente om DF, se at alternativet være urealistisk og uønskeligt. Øvelsen for DF har gået på at gøre sig fortjent til den tillid og det har de også gjort. Indtil nu.

De mange små idiotier som medlemmer af DF er kommet med, på det seneste at hospitaler og sygehuse skal tilbyde heksekunst i form af alternativ behandling, Martin Henriksens absurde deling af eleverne fra 1. klasse, ja snart sagt alle forslag fra Henriksen, er tilgivelige i det store regnskab. DF har garanteret danskerne en aktiv politik i at holde muslimske masser fra døren og de har vist sig realistiske og samarbejdsvillige økonomisk. Men med gaveregnen over de offentligt ansatte udenom det aftalesystem har DF ikke bare brudt med et princip for arbejdsmarkedet. De har brudt deres egne principper ved at sætte flæbagtig moral og følelseporno over den nationale nødvendighed.

Thulesen Dahl trak engang en rød rose frem ved et landsmøde og erklærede at DF var de nye socialdemokrater. Lad det ikke være sandt!

Sidste års Muhammedstridstabere muslimerne er nu gået i kødet på svenskerne. Striden ligner den fra sidste år mod danskerne, men på oddset er muslimerne denne gang favoritter. Svenskerne har hele vejen op mod striden set ualmindelig sløje ud og regnes for en af de svageste folkefærd i Europa, når det kommer til selvopretholdelse. Svenskernes moral er traditionelt kollapset ved første tegn på potentiel muslimsk surmulen. Hvor lang tid det kommer til at tage for muslimerne  og hvor stor ydmygelsen vil være er nok det mest spændende ved den kommende strid. Fra Kristeligt Dagblad

 Muslimer i Örebro og resten af Sverige vil fortsætte demonstrationer imod avisen Nerikes Allehanda, der forrige søndag bragte en tegning af profeten Muhammed. På fredag finder demonstrationen efter alt at dømme sted foran den svenske avis’ kontorbygning i Örebro.

- Det bliver en stor demonstration, og det er det islamiske center, der skal organisere den, siger Jamal Lamhamdi, der er talsmand for Islamisk Kulturcenter i Örebro.

Organisationen skal nu søge tilladelse hos det svenske politi, og det vil gennemføre demonstrationen efter fredagsbønnen, en uge efter den første demonstration.

Ja muslimerne ser ud til at starte i god stil, den for dem kendte ukontrollerede offensiv, ligger altid og lurer efter fredagsbønnen, hvor de har siddet længe i ubehagelige stillinger og gejlet hinanden op. Luften vil emme af seksuelle frustrationer og mindreværd og det har svenskerne ikke et forsvar imod.

Der er ikke den ligegyldighed menneskeretsmafiaen ikke kaster sig over, når det drejer sig om velfungerende demokratiske lande. Nu må nordmændene ændre deres religionsundervisning, der ikke finder nåde for krakilske moralister i Strasbourg. Fra Kristeligt Dagblad

Norges regering er på vej til at ændre undervisningen i grundskolens kristendomsfag, efter at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg har afgjort, at faget favoriserer kristendommen på en sådan måde, at det krænker forældrenes religionsfrihed.

(…)

Modsat det danske fag rummer det norske ikke en ret til at fritage elever for al undervisning i faget, hvilket er et centralt kritikpunkt i dommen. Selvom der er flere afgørende forskelle på det norske og det danske fag, kan dommen også herhjemme vise sig at få konkret betydning, vurderer den danske kirkeretsekspert Lisbet Christoffersen, forskningslektor ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet.

– Det er en meget overraskende dom, som vil give genlyd ikke kun i de nordiske lande, men også i det øvrige Europa, siger hun.

Lisbet Christoffersen påpeger, at dommen er et markant brud med adskillige års praksis ved religionsretlige sager i Strasbourg. Sædvanligvis vægter dommerne den nationale selvbestemmelsesret i sådanne sager, men her har flertallet, anført af den franske retspræsident, tilsyneladende dømt ud fra et bestemt syn på kirke/stat-forhold og religionsundervisning, som svarer til det franske system:

Staten og dens skole skal adskilles klart fra kirke og religiøs praksis.

– Dommen kan ses som et signal til de nordiske lande om at få brudt båndene mellem stat og kirke, siger Lisbet Christoffersen, som hæfter sig ved, at den danske og den norske dommer hører til det mindretal, som ikke mente, der var grundlag for at dømme den norske stat.

Den principielle debat om at alle skal gøre som i Frankrig.

– Det syn på religionsundervisning udfordrer også det danske kirke/skole-samarbejde. Næste gang, en skole tager imod et tilbud om, at klassen kan komme over i domkirken og tale med biskoppen, må skolen reflektere over, om undervisningen holder sig på dydens smalle sti, vurderer Lisbet Christoffersen.

I Undervisningsministeriet er vurderingen, at det danske fag er på sikker grund, så længe elever kan fritages. Og selv hvis fritagelsesbestemmelsen ikke fandtes, er det danske fag så tilpas objektivt, at der ikke er overhængende fare.

– Det er en rød tråd gennem alle elementer i faget, at der er tale om et kundskabsfag. Kristendommen fylder kvantitativt mest, men det står ingen steder, at kristendommen er finere og bedre end andre religioner, eller at skolen skal opdrage eleverne til kristendom, siger kontorchef Oluf Eng

Formanden for Religionslærerforeningen, John Rydahl, ser heller ikke problemer i den danske fagbeskrivelse:

– Men jeg tror, dommen vil få debatten om at afskaffe fritagelsesmuligheden til at forstumme, og den er en påmindelse til fagets undervisere og lærebogsforfattere om at ligestille religionerne kvalitativt og for eksempel ikke behandle islam som et punkt under overskriften “terrorisme”.

Det er nu svært at sige noget meningsfuldt om terror uden islam og vise versa.

Fundet på Nyheds-Avisen

Sig ikke at de ikke groover.

Mellemfolkeligt Samvirke har lavet et lille forsøg med en gruppe unge udlændinge, der uden en klink på lommen skulle klare sig to uger i Danmark for at tage temperaturen på den danske folkesjæl. Lawrence fra Zambia sagde ifølge Berlingske Tidende

»Det var et andet billede, jeg havde. Jeg var bange for, at danskerne ville være racistiske, men det har jeg slet ikke oplevet. Folk har behandlet os som deres familie, og jeg fik hurtigt en følelse af at høre til. Det havde jeg ikke regnet jeg med,« fortæller han.

(…)

»Når man går i gaderne, hvor jeg kommer fra, er der mange, der råber. Det er der ikke i Danmark. Alle drikker, men de bliver ikke voldelige eller ubehagelige og opfører sig meget roligt og kontrolleret.«

Hvem har givet ham indtryk af, at danskerne er racistiske?

En artikel fra International Herald Tribune.

Nogen vil måske huske en opsigtsvækkende undersøgelse af den velestimerede forsker Robert Putnam, hvis forskning fandt, at det multietniske stod i opposition til samfundet. Jo større etnisk diversitet, jo mindre social kapital. Mennesker der boede i etnisk blandede områder havde, med Putnam’s ord en tendens til “distrust their neighbors, regardless of the color of their skin, to withdraw even from close friends, to expect the worst from their community and its leaders, to volunteer less, give less to charity and work on community projects less often, to register to vote less, to agitate for social reform more but have less faith that they can actually make a difference, and to huddle unhappily in front of the television.”

Putnam er en engageret forsker, der mener at undersøgelser skal være relevante for samfundet (altså venstresnoet), men hans studier viste sig at gå på tværs af hans politiske sympatier.

His findings on the downsides of diversity have also posed a challenge for Putnam, a liberal academic whose own values put him squarely in the pro-diversity camp. Suddenly finding himself the bearer of bad news, Putnam has struggled with how to present his work. He gathered the initial raw data in 2000 and issued a press release the following year outlining the results. He then spent several years testing other possible explanations.

Det er sigende, at en sådan undersøgelse kan vække opsigt og kontrovers. Ikke blot var Putnam meget bevidst om de reaktioner der kunne komme fra hans “egne”, han var også bange for, hvad hans undersøgelser kunne bruges og misbruges til. Der er åbenbart langt til den forsker, der mener at viden i sig selv er nødvendig. Derfor brugte Putnam ekstra år på at eliminere enhver tvivl (hans egen også, måske?) “kicking the tires really hard”. Men uanset hvilke faktorer han inddrog “the connection remained strong: Higher diversity meant lower social capital.” Det kom til en kamp mellem den politiske Putnam og forskeren Putnam og heldigvis vandt forskeren Putnam forudsat at han kunne love den politiske Putnam at han var helt sikker i sin sag.

Ja, hvad gør man når nu ens resultater viser sig at stride imod hvad man mener er relevant? Smider man sin gamle erkendelse på porten eller fornægter man det nye? Putnam havde allerede omfavnet det uafviselige i sin undersøgelse og ville altså ikke fornægte. Men al ny erkendelse er svær så, der fødes et paradoks. Fordi man stadig anser multietniske samfund for at være bedre til at generere vækst og innovation, mener man at se to modsatrettede tendenser, der efterlader alle forskere i forvirring, men - og det er vigtigt - det efterlader dem sjovt nok ikke i skam! Og det endskønt “…Putnam’s work adds to a growing body of research indicating that more diverse populations seem to extend themselves less on behalf of collective needs and goals.”

The image of civic lassitude dragging down more diverse communities is at odds with the vigor often associated with urban centers, where ethnic diversity is greatest. It turns out there is a flip side to the discomfort diversity can cause. If ethnic diversity, at least in the short run, is a liability for social connectedness, a parallel line of emerging research suggests it can be a big asset when it comes to driving productivity and innovation. In high-skill workplace settings, says Scott Page, the University of Michigan political scientist, the different ways of thinking among people from different cultures can be a boon.

“Because they see the world and think about the world differently than you, that’s challenging,” says Page, author of “The Difference: How the Power of Diversity Creates Better Groups, Firms, Schools, and Societies.” “But by hanging out with people different than you, you’re likely to get more insights. Diverse teams tend to be more productive.”

Men det er et falsk paradoks fordi det sammenblander to fænomener. Der er stor forskel på om man skal dele samfund, med alt hvad det indbærer fra lovgivning til offentlig moral eller bare løse et specifikt problem på sit arbejde et par timer hver dag. Man kan anskue det som to former for loyalitet, hvor den ene er underforstået og den anden er mod betaling. At et software firma har importeret udenlandske specialister er ikke en model til efterfølgelse for samfundet.

Eksemplet med den større inspiration på problemløsning når, der er etnisk diversitet på arbejdspladsen lyder besnærende, men er grundlæggende vrøvl. Det er blot nemmere at få en højere standard af specialister, når man kan støvsuge det globale marked. Man støvsuger jo sigende nok ikke getthoerne, hvor diversiteten er tilgængelige i rigelige mængder. Desuden underkendes vigtigheden af problemfri kommunikation, når mennesker skal samarbejde også inden for det kreative (Beatles er et mere inspirerende bekendtskab en Pierre Dørges Verdensorkester). Alligevel fremtures der

So how to explain New York, London, Rio de Janiero, Los Angeles — the great melting-pot cities that drive the world’s creative and financial economies?

Hvordan forklare Beirut og Sarajevo? Tokyo, London, Peking, Hong Kong, Milano, Shanghai osv. Jeg har også nævnt London fordi dens storhed etableredes før det store multikulturelle ryk-ind, der netop kom som en konsekvens af den allerede etablerede storhed. Faktisk en storhed, der gjorde at London og nationalstaten England var i stand til uden problemer at underlægge sig det multietniske Indien i kraft af overlegen kultur. Og der ligger jo netop årsagsammenhængen. Er de der “melting-pot cities” - hvis de overhovedet kan kaldes det - succesfulde fordi de er multietniske eller er de multietniske fordi de som verdensbyer…..Rio de Janiero? hvad sker der Lars Krimi?….fordi de som verdensbyer tiltrækker mennesker fra alle dele af Verden?

Afrika viser med al tydelighed at innovation ikke er en logisk følge af diversitet. Interessant nok er multi-kultister enige om, at en væsentlig faktor for Afrikas misere er at kolonimagterne trak landegrænserne uanfægtet den etniske sammensætning. Her opstod konflikt og armod i stedet for innovation, på et helt kontinent.

PS: Putnams studie er fra Amerika, hvor muslimerne fra Mellemøsten ikke udgør et særligt demografisk problem.

Sverige’s leflen for islam ser nu ud til at få nogle gevaldige ridser i lakken. Den 9. August trykte den svenske avis Nerikes Allehanda en tegning af Muhammed og det har endelig fået en reaktion fra Iran. Den iranske regering har gennem den svenske ambassadør protesteret og svenskernes formastelige frihed. Fra Ekstra Bladet

- Jeg har nu overdraget protesten til Stockholm. Hvad der sker herfra, ved jeg ikke. Jeg er blot budbringer, siger Ginilla von Bahr, der er urolig for, om protesterne skal sprede sig og forudsage uroligheder. - Ja, vi ved jo, hvad der sket, da Jyllands-Posten publicerede deres Muhammedtegninger. Bliver der demonstrationer foran ambassaden, er vores højeste prioritet at beskytte personalet, men det er der endnu ikke noget, der tyder på. Men vi har højt beredskab, siger hun.

Og det er nok klogt. Men hvordan med sverige? Jo der har man åbenbart en social politik med at ansætte redaktører der lige er kommet ud af 20 års koma.

Chefredaktøren Ulf Johansson står fast ved tegningen og den lederkronik, der er tale om. - At Irans regering reagerer på denne måde påvirker ikke min indstilling til publiceringen, siger han. Han er overrasket over, at de svenske muslimer ikke kan se, i hvilken sammenhæng billedet er trykt.

Hvordan kan det dog kome bag på manden? Der skal bukkes fra svensk side, men spørgsmålet er om ikke allerede svenskerne står så foroverbøjet at de ikke vil kunne holde balancen. Men det kan glæde Tøger Seidenfaden at Danmark nu har fået en konkurrent til rollen som hele verdens alletiders mest forhadte svøbe eller hvad det er han går og lyver om. Personligt ser jeg frem til dette møde, svenskerne er jo så dygtige til forståelse og respekt og det til trods

Muhammed Omar, chefredaktör för den muslimska tidskriften Minaret, tror att upprördheten beror på att profeten framställs på ett negativt sätt.
– Hade profeten Muhammed i stället framställts som en hjälte hade nog inte många brytt sig, säger Omar.
– Många muslimer uppfattar inte att den här bilden visar den historiske Muhammed utan tror att den riktar sig mot oss muslimer som lever i dag.

Ja, hvor vover svenskerne egentlig det? De skulle have tegnet Muhammed som en helt.

Hvilket herligt initiativ! Spred nyheden, for det er en principiel diskussion der løftes ud af det akademiske blæver med denne politianmeldelse. Fra Dansk Mening

Hermed foretages retslig anmeldelse af KORANEN samt alle organisationer og foreninger, herunder HIzb-Ut-Tahrir, og Islamisk Sanfund, der bygger på Koranens ord og bud.Overtrædelser ses udført i bl.a. følgende uddrag af Koranens tekster til indiskutabel efterfølgelse for muslimer, som værende udtryk for ekstrem religiøs racisme, og dermed samtidig overtrædelse af §266B, m.fl. i Straffeloven :

Sura 2:

191
Dræb de vantro, hvor du møder dem. Det er belønningen til de vantro.
216Krig er pålagt jer af Allah.

Læs det på Dansk Mening. Om man tør gøre noget ved det fra myndighedernes side er jo tvivlsomt, men nu skal der jo tages stilling. Helst vil mange sikkert gerne undgå en sådan diskussion ikke mindst på venstrefløjen og hos leflerne for multikulturen måske fordi de ikke tør se svaret i øjnene. Om det lykkes at rejse en sag er ikke så vigtigt som det faktum at der rent faktisk er noget om snakken. Koranen er i al sin demente rablen en hadefuld tekst, der ikke ville blive skånet, hvis ikke det var fordi man havde konstrueret myten om et religiøst mindretals skrøbelighed.

Man må spørge sig selv, hvad der får mennesker til at søge visdom i sådan noget lort. Jeg har aldrig fået et godt svar. Hvordan kan man ophøje en pædofil mands usædelighed som et eksempel til efterfølgelse?

Mange steder fremhæves Vesterbro kvarteret i København som et eksempel på vellykket integration. Skraber man glasuren af får man billedet af et slags mini Nørrebro - forskellen er skalaen. Der bor vel det dobbelte antal indbyggere på Nørrebro.

Vesterbro Bladet bragte i 2006 en artikel om bandeuvæsenet. 13. september 2006:

Ballade i Oehlenschlægersgade

En gruppe beboere føler sig stærkt generet af en flok hash-rygende unge, der chikanere deres omgivelser.

Soffi O. A. Würtzner bor i en lav stuelejlighed i Oehlenschlægersgade. Hendes stue vender ud mod gaden og soveværelset har udsigt til den grønne gård. Det giver hende en dejlig nærhed til gadens og gårdens liv. Noget hun altid har været glad for.
Men i øjeblikket er glæden afløst af angst, harme, og vrede. Soffi er nemlig en af de beboere i boligblokken der føler sig chikaneret af en gruppe unge, som med jævne mellemrum tiltvinger sig adgang til gården. Med spiritusflasker under armen, rigelige mængder fjolletobak og en aggressiv attitude gør de unge livet surt for Soffi og de andre beboere.

- De råber og skriger, siger Soffi om de unge, der har huseret i gården i mange måneder.

- Sidste sommer var jeg ude, hver eneste gang de var her, for at bede dem om at være stille - eller gå et andetsted hen. Jeg har stået i mine natbukser i gården og spurgt, om de ikke nok kunne forstå , at det handler om, at de nedbryder folks privatliv med deres larm, fortæller Soffi.

Hendes forsøg på dialog medførte ikke meget andet end skældsord fra de 13-17 årige unge, der også valgte at nedstirre hende ved at stå med ansigtet klistret op ad vinduerne til hendes soveværelse.

- Jeg var bange. Jeg så jo, hvordan de smadrede alting omkring sig.

Morten Søfting er en af de andre beboere, der har forsøgt at gøre noget ved de unges opførsel.

- Kvarteret har de seneste år oplevet en optrapning af konflikter og utryghed skabt af en lille gruppe individer med anden etnisk oprindelse [Nå da da], fortæller han.

Hærværk følger i deres spor, og det er ifølge beboerne nemt at se, når de unge har været i gården. Efterladte cigaretskodder, tomme spiritusflasker, joints, og madpapir ligger som synlige beviser. En enkelt gang efterlod gruppen sig også en brændende knallert - og en række våben; knive og et enkelt skydevåben i gårdens hække. Noget Københavns politi efterfølgende tog sig af.

Hvor er hjælpen?

… I takt med at skældsordene og truslerne er taget til, er beboernes ønske om dialog svundet ind.

- Det er en stiltiende trussel man lever med. Hvornår vender de tilbage? Hvornår står de igen og stirrer ind af mit åbne vindue? Hvornår kommer de igen med seksuelle tilnærmelser mod min søster og teenage-datter? spørger Soffi, der selv har oplevet at få sit vindue smadret. Lige som de øvrige beboere Vesterbro Bladet har talt med, føler hun det voldsomt frustrerende, at beboerne tilsyneladende er overladt til selv at løse problemet.

- Vi har kontaktet politiet næsten dagligt, men uden held. Meldingen herfra er at man ikke har ressourcer til at løse den her slags problemer, siger Morten Søfting.

Det ses at de stakkels beboere har mestret det offentlige behandler sprog, men den slags bider ikke på muslimske bøller. Fremtiden er “gated communities” og måske endda selvtægtsorganisationer.

Apropos efterladenskaber, så er det imponerende hvilken mængde mundvand de mellemøstlige drenge kan producere. Når de har “hængt ud” ved min opgang, så er der en veritabel hinkerude af spytklatter man skal forcere for at komme ud til gaden.

Det var der nogen der burde fortælle paverne i EU. Fra EB:

EU’s justitskommissær, Franco Fratinni, er bekymret over en stigende højreekstremisme og fremmedhad i fem EU-lande. Et af dem er Danmark

Det drejer sig her primært om det modbydelige angreb på en gruppe indere i den tyske by Mügeln, udført af en flok ny-nazister (eller er det ikke bare gammel-nazister?). Hvorfor vi i Danmark skal slåes i hartkorn med den prøjsiske militarisme er mig en gåde. Her har vi ikke forbud mod nazisme, tilgengæld har vi styr på utysket i modsætning til syd for Padborg og øst for Øresund. Hvad der i langt højere grad mangler er vilje til at bekæmpe venstreradikale grupper. Disse har haft frit lejde i alt for lang tid, men her er EU kleresiet helt tavse.

Hvis Franco Fratinni og hans kumpaner ikke kan udtale sig mere præcist end det, synes jeg de bør stikke piben ind.

Her er en glimrende dokumentar om et af tidens store samtaleemner. Den tautologiske titel Radical Islam: Terror in Its Own Words forventer jeg naturligvis snart at se på DR’d programflade

Filmen udmærker sig ved, som titlen siger, at lade islam tale for sig selv. Vi får her terroristers og imamers ord og Korancitater for deres handlinger ledsaget af billeder af deres gerninger. Det efterlader ikke meget plads til apologese. Troen er motivet for handling, intet andet. Stol på døende menneskers sidste ord og de ord er ikke til at misforstå. terrorister er ikke folk der er trætte af at blive stigmatiseret, påvirket af debattoner eller modtage for lidt i offentlig ydelse. Det handler om efterlivet, det handler om Allah.
Her er de efterfølgende afsnit

Jeg elsker min søns død!

We came to do the “death to America” thing!

What did you learn in school today?

Det er ikke Koranen, der er fejlen, det er menneskene!

Alt bliver først seriøst når det har været i sendt på DR eller TV2, så denne film kommer aldrig til at accepteres som lødig reference.

Kai Sørlander er altid interessant at læse og skam også i dagens kronik i Jyllands-Posten, selv om han halter. Sørlander mener, at tidens religionskritik er for mangelfuld i sin blinde modstilling mellem religion og rationalitet. Sørlander er bange for alternativet hvis religionskritikerne får udhulet, ikke al religion, men kristendommen. Man ved, hvad man har, men ikke, hvad man får. I Sørlanders optik er kristendommen nemlig ingen hindring for rationalitet, men en historisk betingelse for rationalitet og demokrati i Vesten, som han afslutter sin kronik med

Der er mange forskellige faktorer, der spiller sammen i den endelige forklaring. Men én af disse faktorer må være den herskende religion og dens eget forhold til sekulariseringen af det politiske. Som bekendt har den herskende religion været kristendommen. Og når vi analyserer den nærmere - i Jesu eget fuldstændige afkald på jordisk magt og hans forkyndelse af nogle bud, der ikke kan gøres til politik - så kan vi konstatere, at den har et væsentligt potentiale for at kunne sekularisere det politiske. Et potentiale, som blev brugt i Reformationens opgør med pavemagten.

Ganske modsat for islams vedkommende. I Muhammeds liv og forkyndelse er der intet potentiale for at kunne sekularisere det politiske. Muhammed var selv både religiøs og politisk leder, og han forkyndte nogle bud, der også var bestemt til at være politisk lovgivning. Der er al mulig grund til at se dette som en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor den sekulære demokratiske samfundsorden voksede frem i den europæiske kultur, mens den islamiske verden stod stille i sin binding til deres religiøse lovgivning.

Dette perspektiv mangler helt hos Sam Harris og de øvrige radikale religionsfornægtere.

De ser ganske rigtigt, at kristendommen også har været brugt til meget ondt; men de ser ikke, at dybere nede har den været en medvirkende årsag til fremvæksten af det sekulære demokrati i den europæiske kultur. Her er de blinde. Og i erkendelse af den blindhed må vi bedømme deres generelle religionsfjendtlighed som irrationel.

For vi ved ikke, hvad der kommer i stedet, hvis vi aktivt nedbryder den kristendom, der har gødet jorden for det sekulære demokrati, som det faktisk eksisterer.

Det kan være, at tomrummet fyldes af en større irrationalitet.

Så i stedet for at dømme al religiøsitet som lige farlig må det mest rationelle være at stå ved den historiske arv: Den symbiose af kristendom og rationalitet, som har virkeliggjort den sekulære demokratiske samfundsorden i europæisk kultur.

Og det er jo fint nok. Artiklen skal jo være et opgør med religionsfornægterne og Sørlanders argument ender med at man ikke skal sparke stolen væk under kristendommen, der på den ene side ikke hindrer rationalitet og på den andenside virker som bolværk mod det der er værre. Det er underforstået at tomrummet skal fyldes med noget. Og det er jo rigtigt. Men når Sørlander selv går ind på den præmis at rationalitet er en særskilt størrelse der kan være sin egen forudsætning hvorfor så frygte islam?

Der skal være forudsætninger for rationalitet, men sørlander viser ikke dette. Om noget er rationelt afhænger af hvad målet er for samfundet og det er ikke med i Sørlanders univers. Tværtimod giver han sig ud i et håbløst forsøg på at tegne det rationelle samfund uden værdiforudsætning som ud af den blå luft

Det grundlæggende krav må være, at de enkelte individer som minimum får de nødvendige betingelser for at kunne udøve deres rationalitet. Det betyder helt elementært, at de skal lære at bruge sproget mundtligt og skriftligt, så de kan udforme deres egne tanker og forstå andres. Og de skal have den viden, der er nødvendig for, at de som rationelle væsner kan handle ansvarligt. Så vidt det er realistisk muligt bør de konfronteres med den bedst mulige videnskabelige erkendelse om, hvorledes verden og samfundet er indrettet.

På dette grundlag kommer så det næste krav til en rationel samfundsorden. For så kan det ikke begrundes, at nogen har særlig ret til at tage de overordnede politiske beslutninger. Så må der fundamentalt kræves politisk ligeværdighed og en form for demokrati. Det betyder, at politisk lovgivning skal diskuteres og vedtages gennem en demokratisk procedure, som i sit udgangspunkt skal bygge på politisk ligeværdighed og i sin afslutning på en flertalsafgørelse - måske taget af politiske repræsentanter i et parlament.

Dette er kravene til et politisk system, som sætter rationaliteten og den rationelle politiske diskussion i centrum. Og det er vor fornemste politiske opgave at forsvare dette åbne demokratiske system og sikre dets fortsatte beståen. På dette punkt er jeg fuldstændig enig med Sam Harris og de øvrige radikale religionskritikere. Det gælder om, at vi inden for demokratiet fortsat kan sikre, at de opvoksende generationer får den ballast, der gør dem bedst egnede til at videreføre den rationelle demokratiske samfundsorden.

Her forudsætter Sørlander en række præmisser som værende rationelle, men som i virkeligheden er kulturelle og trosmæssige dogmer. Jeg antager at Sørlander mener at mænd og kvinder er ligeværdige, men er det rationelt når de ikke er ens? Er alle mennekser lige rationelle og er det derfor ikke irrationelt, hvis man giver lige muligheder til uens størrelser? Vi foretrækker læger udvalgt på meritter, hvor skal samfundet styring afhænge af mange dumme menneskers manglende evne til rationalitet - mennesker der ikke består deres eksamner, tjener for lidt, ikke kan forsørge sig selv eller bare er idioter osv? Er det rationelt at man bruger ressourcer på handikappede? Behøver alle at stemme og behøver hver enkelt stemme at vægtes lige? Er det rationelt et beskytte individet eller opvejer flertallets behov altid den enkeltes? Er slavehold rationelt (alle dummernikker og dovendidrikkerne skulle da nok få fejet nogle gader hvis alternativet var en grundig piskning)? Hvorfor ikke den stærkes ret? Hvorfor beskæftige sig med ting der ikke giver mening? Det sidste skal jeg komme tilbage til til slut.

Tanken om at det er rationelt at være demokratisk har sin argumentation i hvad vi ved om demokratiet, fordi vi er født ind i dets konsekvenser. Men da man gradvist indførte demokratiet havde man jo ikke den viden og den forekom ganske irrationel for mange forstandige mennesker der i skrift og tale modsatte sig ideen. De tabte i det lange løb dikussionen fordi de ikke kunne forsvare deres position moralsk! Demokratiet er kun et blandt mange rationelle samfundmodeller. Marxismen var en anden rationel styreform. Demokratiet er kun rationelt, hvis man forudsætter et bestemt syn på indivedet og i vores optik, alle individer.

Menneskesynet er derfor af afgørende betydning og det er i høj grad subjektivt. Når Sørlander taler om det enkelte individ, forudsætter han noget grundlæggende værdifuldt i det enkelte individ uden skelen, og det er ganske afgørende, til det enkelte individs kvalitet. Demokratiet i vores historie afspejler ideen om at menneskene er frit tænkende individer, der alle er stillet lige overfor Gud. Derfor kan mennesker ikke værdisættes ud fra talenter eller bestemte bidrag til samfundet eller gøren sig til overfor Gud. Men det er en præmis der ikke er rationel, men bunder i opfattelsen forholdet mellem menneske og Gud. Og derfra opstår et rationale der tilsiger at der ikke er nogen der har særlig ret til magt. Den frie vilje er ligeledes et dogmatisk program, som man i et samfund være enig om at det forholder sig sådan. Og den overbevisning har vi jo fået ind med modermælken. Det er sådan fordi vi tror det er sådan.

Sørlander skilder rationale og religion ad således

Rationaliteten kræver, at vi ikke hævder mere, end vi kan begrunde. Og i sidste instans må vi kunne begrunde det på vore simple erfaringer i forening med begrebslogiske sammenhænge.

I modsætning hertil hævder religionen sandheden af noget, som ikke kan begrundes rationelt, og som alene må godtages på tro. Således kan der skelnes mellem tro og viden - mellem religion og videnskab.

Da de gamle ghyptere begyndte at studere stjernerne nøje var det fordi de mente at guderne talte til dem ved at rulle stjerne hen over himlen i en kode eller sprog. Det galt derfor om at kunne tyde stjernerne. Hvad man fandt var en rutine der fulgte årets gang og man kunne derfor begynde at tidsætte begivenheder mere præcist, end hvis man bare fulgte vejrets omslag. Man blev i stand til at sige hvornår Nilens vand ville stige og dermed sikre optimal høst, hvert år. Det betød et overskud i fødevareproduktion og derfor frigivelse af arbejdstyrke som betød arbejdsdeling, specialisering, kunnen, viden og forfining af primitiv kultur til civilisation. Da Nilens vand for ghypterne afhænger af forhold tusinder kilometer sydpå, som man ikke havde kinamands chance for at gennemskue ellers, danner den på papiret komplet idiotiske ide om en enorm skarabæ der skubber rundt på solen og lignende himmelegemer basis for civilisationen. Fordsætningen var ude i hampen, men den rationelle udnyttelse …..ohlala.

Fra Politiken

»Det palaverdemokrati har ikke virket. Det har givet et konservativt system. De ville væk fra statsmagten, men glemte, at staten beskytter de svage. Et borgerligt-liberalt demokrati er i virkeligheden meget bedre end palaveranarkisme. Det beskytter de svage og giver mere dynamik«, siger han.

»Det har vist sig at være en lukket, selvsupplerende sekt - og det var næppe planen. Det var en sekt, der kunne gennemtvinge sin vilje«, forklarer han.

Imod lovliggørelse af besættelse
Henrik Dahl tager afstand fra fristadens langstrakte besættelse af det tidligere kaserneområde, som beboerne får lov at beholde med den nye aftale, der er indgået med Slots- og Ejendomsstyrelsen.

»Jeg synes ikke, at forbrydelse skal betale sig. Heller ikke selv om det har stået på længe nok. Jeg er principielt imod alle forsøg på at sætte sig op mod statsmagten. Hvad bliver det næste: At der skal indføres sharia i Mjølnerparken? Jeg mener ikke, at staten skal opgive sin overhøjhed over sit territorium«.

Grænser for pragmatisme
Han vedstår, at Christiania-aftalen er en pragmatisk løsning, som betyder, at samfundet undgår ballade og sammenstød, hvis det var blevet nødvendigt at rydde fristaden med magt.

»Man kan diskutere, hvor pragmatiske vi skal være. Vi var ogås pragmatiske over for tyskerne under anden verdenskrig og det tjente os godt. Men i dag ville mange gerne have været det foruden. Hvor meget skal man betale for pragmatisme?«, spørger han.

»Jeg kan ikke se noget godt ved det«. siger han om fristaden og håber, at det vil få en gavnlig effekt, at fristadens gamle stok nu vil blive blandet op med almindelige beboere«.

Glimrende.

Den klare forbindelse mellem ondskabens profeter Hitler og Muhammed fra Weekend-Avisen

Iløbet af trediverne var den jødi-ske flugt fra Europa naturligvis vokset, og i 1937 viste befolkningstallene i Palæstina 880.000 muslimer og 395.000 jøder. Stormuftien fortolkede via Zions Vises Protokoller dette som resultat af en jødisk verdenskonspiration, og i 1936 slutter alle arabiske partier i Palæstina sig sammen til en »Øverste arabiske komité« under ledelse af muftien. Over for en engelsk undersøgelseskommission anført af Lord Peel, der lancerede en delingsplan for Palæstina, gjorde muftien i 1936 sine hensigter klar: »Giv os selvstændighed, så skal vi nok selv gøre os færdige med jøderne.« En panarabisk konference i 1937 krævede af englænderne, at de skulle vælge side, arabere eller jøder - og valgte de forkert, ville araberne svare ved at alliere sig med Englands fjender - altså tyskerne. Det fik England til at tøve med Peel-planen og optere for appeasement med araberne, hvis »brune affiniteter« englænderne meget vel kendte. Den voksende arabiske terror mod den jødiske befolkning i trediverne ledsagedes nu af en lige så omfattende terror mod de mange provestlige arabere, og slørtvang for kvinder blev indført.

Fra 1938 blev Hitler ofte idealiseret i den mellemøstlige presse, sidestillet med selveste profeten Muhammed, og mange gejstlige, både i Palæstina, Iran og andre steder, argumenterede for, at Hitler var ingen ringere end den sagnomspundne frelserskikkelse den »tolvte imam«, der omsider havde vist sig. Ligesom profeten oprindelig havde gjort det, havde Hitler givet klare direktiver for kampen mod jøderne. Andre mente, at Hitler som profet havde sin egen djinn, en tjenstvillig ånd, der rådgav ham i, hvad han skulle gøre. Efter Frankrigs nederlag i 1940 lød en gadesang ved massedemonstrationerne i Damaskus, Aleppo og andre steder »Aldrig mer Monsieur, aldrig mer Mister/ i himlen Allah, på jorden Hitler .« Forkortede udgaver af Mein Kampf (der smidigt udelod Hitlers angreb på arabere) cirkulerede. Saudi Arabiens leder Ibn Saud erklærede i 1939 sit venskab med muftien og sin store agtelse for Tyskland og dets kamp mod jødedommen. Bogen anfører en sand syndflod af sådanne eksempler, ofte hentet fra tyske, britiske og andre europæiske ambassaders rapporter i datiden, og eksemplerne strækker sig fra tendenser på gadeplan og op i den øverste politiske top. Det er bogens styrke, at den med et kraftigt noteapparat fæstner eksemplerne i samtidige kilder.

Og

Muftien slog sig nu ned med sin stab i Berlin på tysk budget. Til gengæld bidrog han i stort omfang til udbredelse af antisemitismen, og flere af hans taler for det »Islamiske Centralinstitut« i Berlin eller for »Instituttet til oplysning om jødespørgsmålet« i Frankfurt citeres i bogen. Her hedder det for eksempel: »Jøderne kan man sammenligne med sygdomsbærende insekter. Når de er langt væk, kan man tro, at det er fredelige dyr, men hvis man bliver stukket af dem og får sygdommen, så hjælper kun radikale midler.« Eller »Tyskland er det eneste land, der omsider har besluttet sig til at skaffe det jødiske spørgsmål ud af verden. Det interesserer naturligvis i første række den arabiske verden (…) Indtil nu har hver enkelt bekæmpet denne fare for sig selv - nu bekæmper vi den sammen. Således vil vi sammen nå vort mål.«

Muftien var ikke bare velorienteret om jødeudryddelsen, men manede decideret til opspeedning af processen. Det havde han faktisk også held med. Da den tyske jødeansvarlige i Slovakiet Dieter Wisliceny i 1942 forhandlede om udvandring af jødiske børn fra Slovakiet, Polen og Ungarn til Palæstina, blev han ringet op af Eichmann. Muftien havde protesteret over for Himmler, der derefter forbød enhver udrejse af jøder til Palæstina.

Muftiens medarbejdere blev skolet af Sicherheitsdienst og aflagde visit for at bese faciliteterne i koncentrationslejren Sachsenhausen, og muftiens allierede al-Gailani overvejede indretningen af lejre efter samme mønster i Irak. Ifølge Wisliceny stod muftien i den tætteste forbindelse med Eichmann, og han stod i et hjerteligt forhold til Himmler, med hvem han udvekslede gaver ledsaget af forsikringer om den snarlige sejr for deres fælles kamp.

Himmler selv beordrede i maj 1943 Koranen systematisk gennemlæst for at opspore tekstpassager, der kunne fortolkes således, at Hitler var forudsagt deri og besad den opgave at fuldføre profetens værk. Reichssicherheitshauptamt kunne dog ikke lokalisere sådanne passager, men nøjedes med at anbefale at fortolke Hitler som Koranens Isa (Jesus), som en art Skt. Georg-skikkelse, der ved tidernes ende besejrer jødekongen Dadjdjal. Udover jødeudryddelsen så muftien det som krigens politiske mål at oprette et panarabisk rige med ham selv som leder, kulminerende med genoprettelsen af kalifatet - han forenede på denne vis nazistisk og islamistisk antisemitisme. Militært arbejdede han for at støtte de tyske tropper både med paramilitære guerillastyrker og med opstillingen af regulære arabiske enheder - mange tusinde bevæbnede arabiske desertører fra den britiske hær dannede allerede kernen i sådanne styrker. På den jødiske side giver udviklingen modsætningsvis anledning til omstrukturering af den decentrale forsvarsorganisation Haganah til en egentlig hær med central generalstab.

Men læs den selv i sin helhed.