En af mine venner rejste rundt i Aisien for et par år siden og jeg fik et postkort fra ham der begyndte med ordene; “Malaysia; muslimsk og møjbeskidt!“. Jeg vil ikke kaste mig op til nogen form for autoritet på Malaysia, men jeg læste en interessant artikel i Kristeligt Dagblad om den seneste politiske udvikling og jeg vil ganske uakademisk benytte de oplysninger til at ridse nogle grundlæggende paradokser ved venstrefløjens dyrkelse af multikulturaliteten op på baggrund af hvad vi kan udlede af eksemplet Malaysia.

Artiklen handler om at et islamisk parti prøver at gøre sig til overfor kinesiske vælgere ved at indføre lov og orden gennem sharia. Ifølge artiklen er der en stigende bandekriminalitet så løsningen ligger altså lige for

– Folk vil have det bedste, og der er ikke noget bedre end islam, siger den 77-årige Nik Aziz Nik Mat, der er åndelig vejleder for PAS.

Han mener, at ikke-muslimer ikke har noget at frygte fra de strenge sharia-straffe, der er kendt som hudud, men derimod har meget at vinde ved dem. Det gælder særligt Malaysias store og velhavende etnisk kinesiske mindretal, siger den egyptisk uddannede lærde.

– Det gælder for kineserne om at acceptere hudud-lovene, fordi dem, der stjæler, ikke stjæler fra de fattige, siger Nik Aziz, som bærer kalot, vid skjorte og sarong.

Hudud-lovene vil kun gælde muslimer, hvis PAS-kampagnen får succes.

Her får man rigtig meget interessant at vide. Da sharia kun skal gælde muslimer må man formode at det er muslimer der står bag den stigende bandekriminalitet. Denne bandekriminalitet rammer de rige, der er kinesere. Artiklen forudsætter at sammenhængen er økonomisk, men det må stå hen i det uvisse.

Malaysia er et godt eksempel på det multikulturelle eksperiment da der ikke er nogen “tone i debatten” og at muslimerne derfor ikke er en forfulgt minoritet, hvorfor de ikke kan føle sig udgrænset og misforstået. Alligevel ender de nederst i det økonomiske ræs, alligevel ender de med stigende bandekriminalitet og alligevel er det dem der udfører vold mod andre. Det er således noget af et kunstgreb når man som årsager til den samme problematik i Danmark, netop fokuserer på minoritetsproblemer og social ulighed og den slags pjat. Uanset forholdene er problemerne de samme.

Løsningen er også den samme, mere islam, hvilket jo er parakdoksalt, da det netop er mennesker der tilkender sig til islam der opfører sig så uartigt. Det er den islamiske gangstermetode, hvor man afpresser sine modstandere med sine egne umælende masser og derpå lover fred for en pris.

Vi altså at gøre med et multietnisk samfund befriet for dansk småtskårenhed og Dansk Folkepartis klamme dunst. Hvorledes afspejler det sig i samfundsdebatten og menneskesynet?

– Tyve stjæler fra de rige, og kineserne er mere velhavende end malayerne. Hvis en tyv får sin hånd amputeret og siden går til en fodboldkamp eller hen på markedet, kan folk se, at han er en tyv, siger Nik Aziz.

– Alle vil være bange og lade være med at stjæle.

Her burde venstrefløjen stejle. Ikke nok med at man straffer på grusommeste vis, så tror man oven i købet at straffe virker afskrækkende og man spekulerer skamløst i den gavnlige effekt at man for altid vil være stigmatiseret som kriminel og altså ikke skal resocialiseres ud over at man ikke kerer sig om de problemer, som den logik volder mennesker der har mistet lemmer ved arbejdsulykker eller andet. Men venstrefløjen stejler nok ikke, den snakker (snakker, ikke taler) udenom. Fraværet at blodig borgerkrig er et succeskriterium for dens elendige projekt.

Malaysia er siden uafhængigheden i 1957 blevet styret af en multietnisk koalition af malayer og etniske kinesiske og indiske partier, som regnes for den eneste politiske struktur, der kan styre landet og holde låg på Malaysias religiøse spændinger. Malaysias oppositionspartier har været ude af stand til at samle sig. Det største er Partiet for Demokratisk Handling, som især støttes af kinesiske vælgere og siger, at det aldrig vil indgå i en koalition med PAS, så længe partiet bevarer sit islamistiske grundlag.

Det er altså sin sag at holde låg på de religiøse spændinger, der åbenbart er en iboende del af det malaysiske samfund. Det sidste gundstød til det multietniske samfund.

Forleden havde tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen et indlæg i Berlingske Tidende hvor han afviste truslen fra islam og som en anden Roosevelt istedet advarede mod at frygte, frygten. Ellemann tager afsæt i den elendige rapport der blev udgivet af World Economic Forum og som viser at de fleste danskere ser islam som en trussel.

Danskernes frygt for islam og den muslimske verden er større end end alle andres. Det viser den rapport fra World Economic Forum, som Berlingske omtaler i dag (tirsdag den 22. januar).

Det kan naturligvis skyldes, at vi danskere er mere oplyste end alle andre folk. Men der findes muligvis også andre forklaringer.

Under alle omstændigheder falder det i øjnene, at Danmark er et af de lande, der har den laveste muslimske befolkningsandel. Derfor er det næppe dårlige erfaringer hjemmefra, som begrunder holdninger, der er skarpere end andre steder.

Det er da også værd at bemærke, at amerikanerne og canadierne - som er vant til at leve i multikulturelle omgivelser - nærer langt mindre frygt for, at islam udgør en trussel mod deres kulturelle identitet. Et meget stort flertal af befolkningerne i disse lande ser en fordel i et øget samspil mellem den islamiske og den vestlige verden. Her ligger Danmark helt i bund.

Problemet for Ellemann er tonen i debatten der står i modsætning til viden og

Det kan vise sig farligt at ende i en situation, hvor man på den måde lader sig skræmme af myter og forestillinger - og måske ender med at vende ryggen til resten af verden på grund af lige dele frygt og selvovervurdering.

Og så ruller han et par argumenter frem der mere end noget demonstrerer at han ikke har fulgt med i debatten. Det er ren 4.u der demonstrerer evnen til ikke at skære hver enkelt over én karm

Men der er tale om mindretal indenfor islam. Og ved at behandle alle ens, risikerer man at lægge afstand til det store flertal af fredsommelige mennesker, som ønsker at leve i fred med andre religioner - ligesom det store flertal af kristne, buddhister, hinduer osv.

(…)

Det store flertal ligger midt imellem.

(…)

…konflikt med de mennesker indenfor islam, der ønsker fredelig sameksistens med andre.

Det var søreme flot lille Uffe, for hvad sker der når man ikke vil være venner alle sammen?

Men hvis man arbejder hårdt nok for det, presser man naturligvis stadig flere ud på fløjene - udfra devisen: er du ikke med mig, er du imod mig. Piet Hein skrev engang: “Co-existence - or no existence!”

Og det er så niveauet, som Ellemann vil have det sænket til. Han nævner vanen tro Tyrkiet som et eksempel på et land med mange muslimer samtidig med at man omfavner demokratiet. Ingen tanke på at Attatürk bekæmpede islam efter bedste evne fordi han så det som en modsætning til civilisationen og at efterhåndet om mindet om hans storhed blegner ser islam ud til at generobre det offentlige og det politiske rum.

I det hele taget forklarer hans barnlige bavl ikke at det ene muslimske land efter det andet falder for islamisterne trods det at de fleste muslimer jo bare ønsker fredelig sameksistens og at der ikke er nogen tone i de pågældene lande. Der er heller ikke fløje, men bare islamister der terroriserer et tavst flertal der ikke har den kulturelle og sproglige ballast til at stå imod udviklingen uanset hvor megen lid Uffe Ellemann-Jensen ellers sætter til deres drømme om et fredeligt liv.

Så enkelt er det. Det er ikke nogen ny tanke, men den skal siges og her er det Mogens Rukov der siger det i Politiken. Et avis hvis læsere virkelig trænger til at skulle vælge, hvilke værdier de støtter; Den vestlige frihed eller den flygtige safonfähighed.

 I en blændende kronik i Politiken (19.1.) argumenterer den amerikanske samfundsforsker Lawrence E. Harrison for kulturens primære indflydelse på samfundsudviklingen. Han skriver: »Den vigtigste drivkraft bag den nordiske udvikling er en kultur – værdier, overbevisninger og holdninger – der fremmer demokrati, social retfærdighed og kreativitet«.

Nu står vi i en situation, hvor denne kultur betvivles, kritiseres, latterliggøres, udskiftes. Intelligentsiaen vrænger ad forestillingen om danskhed, gør grin med kulturkanonen, ømmer sig latterramte, når de hører ordet nationalisme, selv om netop nationalismen opbevarer denne kultur.

Værst sker det inden for det religiøse område. Den samme intelligentsia, politikere, journalister og muslimer, falder over hinandens fødder for at åbne op for en modkultur, der er radikalt modsat den nordiske. De bruger et instrument: grundloven . Ifølge grundloven , siger de, er der trosfrihed i Danmark, inkl. frihed for en tro som Islam . Det er nok, fordi de ikke har læst grundlovens paragraffer om trosfrihed. En sådan trosfrihed, der tillader modkulturer som islam , har vi nemlig ikke. Grundloven har en paragraf om trosfrihed. Men det er en betinget trosfrihed. Betingelsen er, at religionen er af en sådan beskaffenhed, at der ’intet læres, som strider mod sædeligheden og den offentlige orden’. Det står meget klart, at der intet må læres af den art. Hvis der i en moske læres om stening af kvinder, mistillid til demokratiet, foragt for anderledes troende, tilladelse til at slå dem ihjel osv., så må man sige, at moskeen ikke kan komme ind under den betingede religionsfrihed.

Trosfrihedens grænser bestemmes nemlig i den samme grundlovens paragraf 67, som også giver trosfrihed. Paragraffen lyder i sin helhed: »Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden «.(min kursiv)

Samtidig er der en bestemmelse for den enkelte udøver af religionen. Den indeholder heller ikke kun en rettighed (trosfrihed), som de fleste spiller på, men også en dobbelthed, en rettighed (trosfrihed) og en forpligtelse (borgerpligt). Forpligtelsen er, at ingen på grund af. sin tro kan »unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt«.

Paragraf 70 lyder: »Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt «.(min kursiv)

Jeg har på mit lærerstudie ofte argumenteret for at Folkeskolens Formålsparagraf i sig selv udelukker nogen positiv behandling af islam.

§ 1. Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der: forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere, gør dem fortrolige med dansk kultur og historie, giver dem forståelse for andre lande og kulturer, bidrager til deres forståelse for menneskets samspil med naturen og fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling.

Stk. 2. Folkeskolen skal udvikle arbejdsmetoder og skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.

   Stk. 3. Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.

Det er et valg mellem frihed og islam. De to kan ikke eksistere sammen. Da Uffe Ellemann-Jensen på sin blog i Belingske Tidendee citerede Piet Heins gruk “Co-existence - or no existence!” og kaldte det for det mest præcise slog han sin egen rekord for dummeste udtalelse. Stik imod Ellemanns eget forbillede Reagan der forstod at det totalitære (evil empire) skulle kues og bekæmpes laller Ellemann idag afsted i en forestilling om at grundlæggende modsætninger ikke er modsætninger alligevel, men bare smag og behag.
På alle planer skal man italesætte islam som det moralske fallit og en trussel mod friheden og en trussel os vores eksistens. Både i det offentlige, gennem alle skrivelser der kommer fra stat og kommune og fra alle institutioner; skole, børnehave, vuggestue osv., skal tonen overfor islam indeholde samme naturlige despekt som overfor nazisme. Det er et moralsk fallit at tilbede et pædofilt forbillede der opfordrer til massemord, racehad og afstumpethed. Man kan som muslim bære sin byrde med skam, frasige sig sin religion eller smutte hjem til den råddenskab deres tro har skabt.

En glimrende film, der stiller det uskyldige spørgsmål, hvorfor venstrefløjen er optaget af nogle katastrofer (Israels behandling af palæstinenserne) frem for andre (arabernes behandling af palæstinensern, Darfur osv…).

Statsradiofonien kan åbenbart ikke lade den mindste mulighed passere for at promovere mellemøstlige diktaturstater frem for vestlige demokratier. Hvad der åbenbart er et helt legitimt sikkerhedspolitisk problem bliver i DR’s optik et spørgsmål om postkolonial rascisme. Det drejer sig om hvorvidt staten skal skride ind og beskytte vitale industrier og interesser, så som infrastruktur, energiforsyning, eller medievirksomheder, fra at blive opkøbt af tyranniske regimer der derved får politisk magt inden for den frie verden. DR har interviewet journalist Bjarke Møller fra “Ugebrevet mandag morgen”.

Fra (brain)Deadline:

DR: Vi hører Hillary Clinton, Sarkozy, og Angela Merkel i Tyskland - de er rigtig bekymrede… hvad er det for nogle potentielle riscisi de ser?

Bjarke Møller: Jeg tror det først og fremmest er deres frygt for at statsfonde fra totalitære regimer fra mellemøsten, men også fra Rusland og Kina begynder at købe nøglevirksomheder op i vesten, banker, børser og lign.

DR: Men det er vel også problematisk for et land hvis pludseligt at havnen som er en vigtigt transportvej er domineret af et fremmed land, eller hvad?

Bjarke Møller: Det var i hvertfald den usikkerhed der bredte sig i USA sidste år da Dubais havne ville købe en britisk virksomhed som ejede fem havne i USA og der indførte man en lov der gjorde, at man af hensyn til den nationale sikkerhed, kan forhindre arabere og andre,der måske kunne udgøre en trussel for den nationale sikkerhed, i at købe nøgleinfrastruktur. Det er en lign. lov man overvejer at indføre i Tyskland.

DR: Så frygten kan være reel nok. Har det nogen betydning at de er arabere, tror du?

Bjarke Møller: Under det her er den frygt der steg frem efter angrebet på tvillingetårnene i New York i 2001. Denne her frygt for arabere som har bredt sig i store dele af den vestlige verden. En forestilling om at de lever i middelalderen, de er farlige og øøh.. vi ved senest at i en meningsmåling lavet af World Economic Forum der viser at 79% af danskerne er bange for øget samkvem med folk fra de muslimske lande. Jeg synes ikke der er grund til den frygt, jeg mener at man skal vurdere det her meget nøgternt og sige jamen det her er folk som opererer ud fra de vilkår der er på det internationale kapitalmarked og de lovgivninger der er i de enkelte lande.

DR: Og de jo dygtige, dygtige købmænd de arabere.. øøh ..

…

DR: Og de er simpelthen bare enormt dygtige købmænd og gode til at bruge markedsmekanismerne. Kan man bremse dem så man ikke bliver bekymret hvis man er Angela Merkel eller Sarkozy?

Bjarke Møller: …der er ikke forskel på mennesker, bare de har penge, og det er måske det der ligger under det her, at den racisme man har set komme sig til udslag [sic] i flere europæiske lande de senere år, har ramt små handelsdrivende, taxachauffører og lign. Det er sikkert samme frygt og fremmedfrygt vil ramme rige cheiker og andre som kommer ind og redder vores kriseramte virksomheder.

DR: Så det er simpelthen os i den vestlige verden der skal lære at sige velkommen til de arabiske købmænd. Du skal have tak fordi du kom her.

Læg mærke til at i første halvdel af interviewet bliver konklusionen at de vestlige regeringer har reelle bekymringer for fremmede magters indflydelse på vitale indenrigspolitiske interesser. Men så ændre premisserne sig med ét: Det er xenofobi der præger de europæiske beslutningstagere, og vi er iøvrigt plaget af slemme fordomme. Fyh! Heldigvis graver Bjarke Møller fælder for sig selv. Han nævner 11. september terrorangrebet, hvilket øger legitimiteten af enhver frygt for arabiske rigmænd. Osama bin Laden var immervæk god for adskillige hundrede millioner dollars, så der er altså forskel på folk selvom de har penge.
Og hvor mange kriseramte virksomheder er det lige vi har i Danmark? Var det en situation du håbede på ville opstå, Bjarke. Ville du se Danmark komme helt ned i mudderet, så araberne får muligheden for at redde vores blegfede rumper op af dyndet? I sandheden en lektion i oikofobi, som DR tilslutter sig fuldt og helt. Jeg tvivler også på at Bjarke Møller kan dokumentere den rascistiske boycott af taxachauffører.
Indslaget iscenesætter begrebet ‘frygt’ på en måde, så det får en klang af irrationalitet. Det er multikulturel propaganda på højt plan.

Et sovjetisk statsselskab ville aldrig have fået lov til at opkøbe havne i vesten, men dengang havde vi også identificeret fjendens ideologi.

Lad os få et valg og lad os en gang for alle rydde de anstændige borgerlige. De tilraner sig glad og gerne magt og indflydelse gennem VKO, men ved første lejlighed for personlig vinding viser de sig illoyale. Men værre endnu tillader de sig at moralisere overfor samarbejdet med Dansk Folkeparti, trods det at deres mandat er betinget heraf. Den moralisme er ikke blot hyklerisk, den forpester også samarbejdet i hele VKO-blokken, som det også er en latent trussel, der kan udløses når man mindst har brug for det. Det er en situation regeringen ikke kan leve med i længden og den gør klogt i at fremtvinge et valg, men den har overtaget.

Ny Alliances eksistensberettigelse var håbet om at sætte Pia Kjærsgaard uden for døren eller i det mindste bryde hendes magtmonopol over regeringen. Gårsdagens drama om asylaftalen sluttede med et forsmædeligt nederlag til Ny Alliance og Naser Khader. Hele Danmark kunne følge Khader insistere på indflydelse, mens Pia Kjærsgaard nød at understrege at Khader havde valget mellem knæfald for den heksedronning han havde svoret at bekæmpe eller udslettelse ved et valg. Det er det totale nederlag.

Pia X-mas Møller vejrede ligeledes morgenluft ved, som en anden partileder med et større mandat bag sig, at stille særlige krav til regeringen for ingen anden gevindst end at demonstrere en utålelig selvpromovering. Hendes oppustede ego førte sig frem i medierne som om hun skulle regnes for noget særligt, som om hun udgjorde midten i dansk politik, der kræved sin egen plads, men da det kom til afstemningen, red regeringen sit forslag sikkert igennem og X-mas blev derfor end ikke hørt. Glemt, ude, den der slet ikke bliv udtaget, da der skulle vælges spillere må hun nu sidde alene og se på mens de andre spiller. Hvilket sørgeligt og ynkeligt exit på en lang politisk karriere.

Birthe Røhn Hornbech har de seneste år storskrydende lagt Dansk Folkepartis linie overfor islam for had, med bevidste fejlcitater, personangreb og fordrejelser som en fast metode og ved sin tiltræden som integrationsminister at erklære Dansk Folkeparti, som forhindringen for integrationen og erklære krig mod det frie ord ved at ville indføre Newspeak. Hendes belønning har været en renomé som indbegrebet af den anstændige borgerlige og som princippernes faste anker i en verden af medløberi og populisme. Nu har hun måtte føre kniven mod sine meningsfæller og på vegne af Dansk Folkeparti sige at de kan rende og hoppe. Ikke mærkeligt at hun ikke vil konfrontere pressen, der indtil nu har elsket hende som en af deres egne. Det er for smertefuldt at skulle se dem i øjnene.

Den store ydmygelse for Naser, Pia og Birthe er ikke at de har tabte det politiske slagsmål, men at de har bundet deres moralske overlegenhed, deres bedrehed op på at bekæmpe Dansk Folkparti og bevare den gode tone, indføre anstændighed og god moral. Hele deres etos er sat ind i sikker forventning om sejr og historiens opløften dem til helte. Istedet ender de vanærede som tabere og ude af stand til at drage konsekvenser af deres hysteriske opblæsthed. Klyngende sig til alt hvad der kan redde deres karriere reviderer de nu deres stålsatte moral til den pragmatisme de ikke undte regeringen og nedtoner den ondskab de tillagde Dansk Folkparti. Som hyklere er de tillige nogle ynkelige nogen af slagsen.

Man kan ikke være tjent med venstrefolk og konservative, der fra tid til anden underminerer regeringen og fra håndvasken frådende skyder deres kollegaer og partifæller i skoene at de samarbejder med ondskaben selv, om det så sker inde fra partiet eller fra når det viser sig opportunt under megen spetakel at melde sid ud og ind i andre partier. Tag valget så snart som muligt, mens det står til at vinde stort og lad temaet ikke bare være indvandring, men tillige et tilsagn til det menneskesyn, der danner regeringens grundlag. Alle potentielle foræddere kan gøre deres stilling til den stramme kurs overfor indvandrere, tonen i debatten og prisen for menneskesynet op med deres samvittighed inden da og der forventes efter valget så at være loyalitet. Som Snaphanen påpeger så står de så godt for hug!

Virkeligheden er nogen gange svær at kommentere, så her er en opsumering af et par dage med Naser Khader

Undtagen muslimerne, selv om de trænger. Via Hodja

Premiere samme dag som fredagsbønnen!

Boganmeldelse fra Frontpage Magazine

A profound new book by Philip Carl Salzman, professor at McGill University, with the deceptively plain title Culture and Conflict in the Middle East (Prometheus), offers a bold and original interpretation of Middle Eastern problems.

An anthropologist, Salzman begins by sketching out the two patterns of rule that historically have dominated the Middle East: tribal autonomy and tyrannical centralism. The former pattern, he argues, is distinctive to the region and key to understanding it. Tribal self-rule is based on what Salzman calls balanced opposition, a mechanism whereby those Middle Easterners living in deserts, mountains, and steppes protect life and limb by relying on their extended families.

This immensely intricate and subtle system boils down to (1) each person counting on paternal relatives (called agnates) for protection and (2) equal-sized units of agnates confronting each other. Thus, a nuclear family faces off against another nuclear family, a clan faces a clan, and so on, up to the meta-tribal level. As the well-known Middle Eastern adage sums up these confrontations, “I against my brother, I and my brothers against my cousins, I and my brothers and my cousins against the world.”

On the positive side, affiliation solidarity allows for a dignified independence from repressive states. Negatively, it implies unending conflict; each group has multiple sworn enemies and feuds often carry on for generations.

Tribal autonomy has driven Middle Eastern history, as the great historian Ibn Khaldun observed over six centuries ago. When a government faltered, large tribal confederations would form, leave their arid badlands and seize control of the cities and agricultural lands. Having seized the state, tribes exploited their power unabashedly to forward their own interests, cruelly exploiting their subject population, until they in turn faltered and the cycle started anew.

Den analyse forklarer virkeligheden, hvorimod de kulturrelativistiske analyser står i modsætning til virkeligheden.

Hvem vil egentlig være naboer til Ungdomshuset? Jo de har deres meget politisk aktive fangrupper rundt omkring i byen der mobiliseres fra tid til anden, når man skal give medierne indtrykket af folkelig støtte. Den folkelige støtte må med al rimelighed siges at være forduftet og helt væk er den da når det drejer sig om at være nabo. Hvilket anstændigt menneske vil finde sig i hærværk, larm, gadekamp og natkoncerter på hverdage fra sine naboer? For ikke at tale om at blive terroriseret. Fra Politiken

»Her er de ikke velkomne. Der var for meget ballade og utryghed«.

Det siger Louise, en af de beboere, der risikerer at få et nyt ungdomshus som nabo.

Hun vil ikke have sit efternavn frem - der er for stor risiko for repressalier fra ungdomshusmiljøet, forklarer hun. Og hun frygter, at problemerne fra Nørrebro flytter med, hvis de unge rykker ind i skolebygningerne.

(…)

»Læg det uden for et beboet område. Tænk på de mennesker, der er omkring stedet«, lyder hendes bøn til rådhuspolitikerne.

»Fordi nogle laver ballade og bliver hørt, skal de også tænke på de stille borgere«, siger hun.

Louise kan ånde lette op for de autonome vil absolut bo på Nørrebro i et beboet område som de kan terrorisere og holde som gidsel. Fra Politken

Brugerne af det tidligere ungdomshus stiller i alt fire krav til et ungdomshus, herunder at man kun vil acceptere et nyt hus på Nørrebro. De unge kræver desuden et hus med det samme, at det skal være lige så stort som det gamle ungdomshus og at de selv kan bestemme.

Mandag skal de unge mødes med politikerne om de to mulige placeringer.

Det er Socialdemokraterne, SF og De Radikale, som står bag de to konkrete adresser.

Mage til frækhed. Med de krav slåes det endnu engang fast at vi ikke har at gøre med nogen udsatte unge der presses af normaliteten. De er ikke andet en grådige og de vil i kamp. Deres krav er så langt fra at kunne opfyldes af Kommunen og kun en anledning til at indtage gaden.

Om jeg begriber at venstrefløjen ikke skammer sig. Når almindelige mennesker frygter de autonome og ikke tør udtale sig til pressen af frygt for repressalier og gruppen afpresser kommunen og stiller ublu krav burde det være tydeligt at vi har at gøre med en farlig bevægelse, der ikke vil folket, eller proletariatet om man vil, noget godt.

Fra 180 Grader

Regeringen kan ikke i længden leve med et alternativt flertal, siger statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og sætter dermed gang i valgrygterne.

Løsgængere og levebrødspolitikere skal tænke sig godt om, inden de udfordrer regeringen på asylaftalen. Sådan kan budskabet fra statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) udlægges, hvis man fjerner omsvøbet. På sit pressemøde i dag lod Fogh truslen om valg hænge i luften, beretter berlingske.dk.

Regeringen står til at komme i mindretal over asylaftalen, hvor oppositionen sammen med Ny Alliance, de to grønlandske mandater og løsgængeren Pia Christmas-Møller har flertal for en aftale uden om regeringen.

Eksperterne, sådan som de udråbes er mere i tvivl. Qvortrup åbner døren ifølge Nyhedsavisen

Han vurderer, at et valg er en mulighed, selvom han ikke regner det for ’særligt sandsynligt’. Han tror i hvert fald ikke, at Pia Christmas-Møller vil vælte regeringen i de kommende dage.

Men han ser muligheden for, at regeringen selv ”lader sig vælte” – og udskriver valg.

- Man må sige, at den bedste måde at presse Pia Christmas-Møller og Ny Alliance til at stemme for regeringens asyl-forlig lige nu er ved at true med et valg. For hvis der kommer et valg, så er der ikke meget der tyder på, at hverken Pia Christmas-Møller eller Ny Alliance findes på Christiansborg.

- Det plejer at være oppositionen, der truer med et valg, men her er vi i den lidt paradoksale situation, at det på bagvendt vis er regeringen, der kan true Pia Christmas-Møller og Ny Alliances fremtid, siger Qvortrup.

Mens Krause Kjær lukker den også ifølge Nyhedsavisen

…..et folketingsvalg er en drøm, der ikke bliver til virkelighed, lyder det fra politisk kommentator Niels Krause-Kjær.

- Det er blevet en almindelig opfattelse, at Ny Alliance vil blive skadet ved et folketingsvalg – og regeringen derfor kan true partiet. Men det tror jeg ikke på, siger Niels Karuse-Kjær til Avisen.dk

For nok ligger Ny Alliance til at ryge ud af Folketinget, men partiet er født på at holde Dansk Folkeparti ude af indflydelse.

- Og netop et valg på tre uger om asyl-politikken vil være med til at styrke Ny Alliance og skade regeringen. Den her magtkamp handler jo ret beset om, hvor meget magt Dansk Folkeparti skal have, siger Krause-Kjær.

Om der kommer et valg kan man aldrig vide, men Kjærs argument er direkte dumt. Ny Alliance gik til valg på at sætte Dansk Folkeparti uden for indflydelse og ikke nok med at de tabte, det vil sige at vælgerne hellere ville have VKO bevaret, så faldt cirkus Ny Alliance’s popularitet støt igennem valgkampen efterhånden som det stod mere og mere klart at der ikke var et politisk indhold og at ledelse såvel som kendisser var dybt uprofessionelle og indbyrdes uenige. Efter valget er de faldet yderligere i meningsmålingerne uanset, hvilke udmeldinger eller mangel på samme der er gjort.

Ny Alliances troværdighed kan ikke genoprettes og de befinder sig nu i en situation hvor flere af de lallende storbytosser der udgjorde deres grundlag forsager dem samtidig med at de interne uenigheder i ledelsen er blevet til direkte personlige stridigheder.

Naser, Gitte og Anders har brændt deres broer, deres karriere er i ruiner, de ved at skuden ikke kan vendes og Gitte og Anders hader hinanden. Der er intet håb om at de kan vende skuden, sætte en fast kurs og styre igennem modgangen. Ved den mindste chance vil de falde hinanden
i ryggen, hvis det kan give dem et lille håb om at redde deres politiske liv.

Øvelsen med den 3. vej - eller hvad den nu kaldtes - gik ud på at kapre en masse borgerlige vælgere, de anstændige og dermed fravriste Dansk Folkeparti eneretten til regeringen. Det mislykkedes og de borgerlige vælgere har set hvad der var svagheden i den konstruktion. Den 3. vej er stendød.

Tilbage står det klassiske opgør mellem VKO og opposition - om asylpolitiken! Ved det forrige valg gjorde alle de største anstrengelser for at det skulle handle om alt andet end indvandrere, asylanter, integration og terror og med en hidtil uset kampagne i de velvillige medier for at fremstille alternativet til Dansk Folkepartis indflydelse som et lykkeligt mål i sig selv fik Dansk Folkeparti en fremgang. Ikke en stor fremgang, men en fremgang. Hvordan vil det gå når Dansk Folkeparti er på hjemmebane?

Der er intet sket med V og K, regering ligger og flukturerer stabilt omend lidt træt. Men hvad er de oppe imod? Socialdemokraterne har lige nedsat en rød skole i et forsøg på - ja at få Ritt i centrum - men mange af deltagerne har taget det alvorligt for at finde årsagen til deres manglende succes. Med andre ord vil de starte en valgkamp med at indrømme at de åbenbart ikke har en politik. Sidste gang var de på hjemmebane og selv om alle var begejstrede over Helle Thorning, som en fremragende campaigner, som det hed med poppet sans for amerikansk valg-lingo og at valget handlede om velfærd gik de tilbage.

Radikale Venstre solgte al troværdighed da de desparat valgte at lade som om de afgrundsdybe uenigheder med Socialdemokratiet om asyl og indvandringshalløjet ikke var et større problem. Det gik fordi Vestager var ny og valget kom pludseligt. Hun er ikke længere ny, utilfredsheden med knæfaldet har været luftet og resulterede i en selvstændig politik - den går ikke en gang til. Det vil sige af SR ikke står som et alternativ og dermed bliver det svært at forestille danskerne overlade dem magten.

Hvad der skulle bære SR frem til en regeringspost det på trods er Villy Søvndal: Tidens mand i skysovs på venstrefløjen. Problemet er at hans øgede magtposition i sig selv udhuler Socialdemokratiets troværdighed. Så ikke nok med at han hugger deres stemmer, så skræmmer han også mange af de resterende over i den borgerlige lejr. SF lever af at sælge urealistiske drømme der giver selvgode følelser og det underminerer Helles forsøg på troværdighed. Villys succes gør indvendingerne mod VKO sekteriske.

Man skal huske på at VKO vandt det seneste valg mod de sværest mulige odds; temaet var velfærd, medierne avokerede for et skifte og danskerne blev præsenteret for et borgerligt alternativ, hvilket havde en good-cop-bad-cop logik over sig. Denne gang er alle skud i bøssen brugt og mens at VK står som de plejer har O ladt sine kanoner til en bredside mod den uansvarlige asylpolitik. Lad os få det valg.

Fra Jyllands-Posten

Den ansete tyske historiker, Guido Knopp, hvis speciale er Den Anden Verdenskrig, langer voldsomt ud efter skuespilleren Tom Cruise og siger direkte, at skuespillerens udtalelser om scientology-bevægelsen minder ham af Jospeh Goebbels flammende propaganda-taler.

Historikeren tager udgangspunkt i den meget omtalte propaganda-video for scientology, som Tom Cruise har lavet. En video, der i de seneste uger har bragt sindede i kog. Se videoen her.

Guido Knopp sammenligner i Bild am Sonntag budskabet i videoen med Joseph Goebbels berømte tale den 18. februar 1943 i Berlin, hvor han spurgte tilhørerne: “Ønsker I den totale krig?”
Ikke ualmindeligt

“Man kan hævde, at måden hvorpå Tom Cruise fremlægger sit budskab, ikke er ualmindeligt i amerikanske religiøse bevægelser. Men for tyskere med interesse i historie, så fremkalder scenen i hvilken han spørger om scientology skal rydde op i verden og alle svarer ja, unægtelig mindelser om Goebbels berygtede tale.”

Her er endelig en religion og en bevægelse man kan svine til uden at få ørerne i maskinen og så skal den ha’. Her er Tom Cruise som Goebbles

Så altså en forvirret mand, der er blevet frest af en nyreligiøs sekt, hvor vægten at de mange positive ord dækker over tomheden. Det er i sig selv bekymrende at se mennesket være så svagt og have så stort et behov for anerkendelse. Men udover at Cruise er en del mere lattermild end Goebbles - og at det er værd at advare sine teenagebørn mod den slags - ligner det virkelig det her?

Og hvis ja, hvad ligner så det her?

Der er grund till at være bekymret for Scientology, men det er et surrogat for den religion der er den virkelige trussel.

—————————————————————–

Tidligere posteringer: Den forkerte religion,  Penge værre end bomber

Så svinger Hyltoft igen pisken og rammer rygstykkerne på de formastelige, præcist og med stor kraft, som en ægte mester. Fra Berlingske Tidende

Berlingskes litteraturredaktør Jens Andersen og Berlingskes lederskribent undrer sig. Hvordan kan det være, at næsten ingen danske forfattere deltager i Hirsi Alis, Salman Rushdies, Vargas Llosas og andre store internationale skribenters kamp for det frie ord. Mod islams forsøg på at kvæle det.

Tværtimod udsendte tolv kendte forfattere med Rifbjerg, Ib Michael og Suzanne Brøgger i spidsen for et par år siden en erklæring, der reelt er en støtte til islam.

Inden man helt fortvivler over den danske forfatterstands elendighed, skal man ikke glemme, at de tolv forfattere , der har svigtet ytringsfriheden, ikke er de eneste danske forfattere , der har ytret sig om islam.

Henrik Nordbrandt, der kender islam om nogen, har bl.a. skrevet en ærlig bog om islam sammen med Pia Kjærsgård. Preben Major Sørensen har sagt klart fra over for islam. De skønlitterære forfatteres mangeårige formand, Peter Legård, igangsatte en moderklæring blandt mere modige forfattere mod de tolv kapitulanter.

Selv har jeg de sidste tyve år skrevet en 30-40 kronikker og artikler i landets største dagblade mod den værste totalitære fare i vor tid, islam.

Men det har sandt for dyden ikke været omkostningsfrit. Et forfatterskab er en lille købmandshandel. Og mange af mine såvel som Rifbjergs kunder er påvirket af Tøger Seidenfadens, Marianne Jelveds og Mogens Lykketofts illusion om, at islam er en samling fattige og fredelige tæppehandlere.

Ved at åbne sine øjne kan man se, at islam marcherer frem som en straffebataljon, mens de stener unge kvinder, hænger homoseksuelle, pisker folk og hugger hoved og hænder af levende mennesker. De ønsker hele verden styret af deres overtro. Barbari og dumhed følges ad, som under nazismen og kommunismen.

Men ikke mindst det litterære miljø i Danmark har bevidst lukket øjnene for dette. Ib Michael drager i stedet til Stillehavet og dykker efter guldfisk ved koraløerne. Benny Andersen vil hellere synge om, at folk skal komme godt hjem når de har fået en bøhmand på. Og Stig Dalager har travlt med at redde verden fra de onder, verden blev reddet fra for tres år siden.

To af de tolv forfattere , der stadig ikke vil sige et ondt ord om islam, er Carsten Jensen og Hanne-Vibeke Holst. Det kan jeg godt forstå. De skammer sig. De har valgt at krybe i skjul bag os andre og især bag de store internationale forfattere , der sætter livet på spil for den ytringsfrihed, Hanne Vibeke Holst og Carsten Jensen lever af.

Men sådan går det hver gang civilisationen udsættes for fare. Vandene skilles. Nogle består prøven. Andre gør ikke. Under Danmarks besættelse var de fleste forfattere lunkne og tavse. Vi hørte ikke antinazistiske ord fra Politikens to yndlingsforfattere, Tom Kristensen og Johs. V. Jensen. Eller fra andre af tidens store forfattere som Jacob Paludan, Karen Blixen, Seedorff, Thit Jensen.

Det var en håndfuld modige digtere der satte sig selv på spil og gik til kamp mod undertrykkelsen, med Kaj Munk i spidsen, fulgt af Soya, Morten Nielsen, Mogens Klitgaard, Kjeld Abell, Martin A. Hansen.

Rifbjerg og hans elleve fæller beder om »god tone«, pæne ord og dermed om underkastelse, når verden brænder om vor provinsielle vugge.

De herrer og damer, mine ærede skribentkolleger har sat Kainsmærket i panden på sig selv.

Sådan!

Mennesker bliver primitive af deres kultur og ingen kultur gør mennesker så primitive som islam. Hodja har bragt følgende billede

og her er et par reaktioner

-jeg glæder mig til dommedagen hvor i skal stå til regnskab for jeres synd og 100% skal tilbringe evighed i helvede ,,, Inshaallah ,, Allah er min gud og profeten er han sendebud, Ameen

-Jeg skal nok få fat på jer… specialt ejeren af dette side… så forbred jer og tegn livs forsikringer, jer, der er svine og abe stammen…

-Fucking Jøder… Vantro…I fjerner min kommentar fordi I ikke tører at folk skal se den… Jer Svine og abe stammen

-Kæft nogle kæftidioter!!! dette skal I nok få betalt!!!! tror I virkelig I slipper helskindet igennem dette?? muslimerne lader jer ik være i fred.. Må I inshaallah brænde i helvede som fatima sagde. selvom jeg ik er en muslim synes jeg I er for åndsvage!!!

Hvem har inviteret disse mennesker? Hvad var formålet? Og kan vi nogensinde leve i fred med hinanden eller må en af parterne rejse hjem til muslimland hvor de kom fra?

Fra Jyllands-Posten

KÆRE HERLUF HANSEN. I forbindelse med JP’s snart legendariske, satiriske blyantstreger af den velkendte profet Muhammed er du atter på banen med velmenende og - for nogle - saliggørende kommentarer på vegne af verdens næststørste trossamfund (JP 11/1).

Det er ikke første gang. Og også denne gang leveres der guldkorn, som fortjener særlig opmærksomhed.

Du skriver f.eks. 11/1: »Vi bør ikke krænke de troende muslimer; der er vel tale om en milliard mennesker.«

Bingo. Den lader vi lige stå et øjeblik. Hvis årets mest tåbelige udsagn skal kåres, har vi her antageligt fået serveret en vinderkandidat på et sølvfad. Men inden armene går i vejret, må jeg minde dig om, at du ikke er alene - I er en ivrig lille flok. F.eks. har Tøger Seidenfaden og Uffe Ellemann-Jensen måske ikke toppet endnu - så konkurrencen er benhård.

Men lad os nu begrunde nomineringen.

Udsagnet skelner for det første ikke mellem det at blive påført en krænkelse - jvf. straffeloven - og det at føle sig krænket. Det er nemlig to vidt forskellige ting, og manglen på denne vitale skelnen udløser det første point.

Læs også begrundelsen for de resterende point. Han glemmer desværre at give point for det knald i låget argument der går på antallet af de krænkede mennesker, som om det er bedre at håne små minoriteter, men alligevel…

God kronik i Politiken af alle steder

De nordiske landes bedrifter er forbløffende:

– De ligger alle i den bedste kategori for politiske rettigheder og borgernes frihedsrettigheder ifølge menneskeretsorganisationen Freedom House.

– Norge er nr. 1, Island nr. 2, Sverige nr. 5, Finland nr. 11 og Danmark nr. 15 på FN’s indeks over menneskelig udvikling for 2006. Dette indeks udarbejdes på grundlag af uddannelse, forventet levealder og indkomst per indbygger.

– Danmark har den mest ligelige indkomstfordeling i verden ifølge FN-data fra 2006. Sverige, Norge og Finland ligger lige i hælene på Danmark.

– Danmark, Sverige og Norge kommer ind på første-, anden- og tredjepladsen i verden, når det handler om tillid. Det kan konstateres, når man ser på, hvor stor en procentdel der svarer ’ja’ på World Values Surveys spørgsmål: »Kan man have tillid til de fleste personer?«.

– Finland, Island og New Zealand ligger på en delt førsteplads som de mindst korrupte lande i 2006 ifølge korruptionsindekset fra Transparency International. De bliver tæt fulgt af Danmark, Singapore, Sverige, Schweiz og Norge.

– Det amerikanske institut for økonomisk forskning udsendte i 1998 en rapport om god statsledelse. I rapporten kom Norge på tredjepladsen (New Zealand var nr. 1, Schweiz nr. 2). Island var nr. 6, Finland nr. 8 og Sverige nr. 9.

– World Economic Forum har i 2007 udsendt en liste over de mest konkurrencedygtige lande. Danmark ligger på tredjepladsen (efter USA og Schweiz), Sverige er nr. 4 og Finland nr. 6.

– Ved en opstilling af lande efter antal videnskabelige artikler per milliard dollar bruttonationalprodukt blev Sverige nr. 2, Finland nr. 4, Danmark nr. 5 og Island nr. 11 (Israel indtog førstepladsen).

– Databasen ’Happiness in Nations’ udsendte for nylig en liste over, hvor folk er mest lykkelige. Den viser, at Danmark er det lykkeligste land i verden, og Island, Finland, Sverige og Norge ligger også højt på listen.

Hvad er forklaringen på de nordiske landes enestående bedrifter?

(…)

Geografisk beliggenhed, råstofforekomster, befolkningsstørrelse og homogenitet kan alle være relevante faktorer for de nordiske landes succes, men de forklarer langtfra alt. Den vigtigste drivkraft bag den nordiske udvikling er en kultur – værdier, overbevisninger og holdninger – der fremmer demokrati, social retfærdighed og kreativitet.

JEG VIL GERNE lige forklare, hvordan jeg nåede frem til konklusionen, at kultur betyder noget (’Culture Matters’ var også titlen på en bog fra 2000, som jeg redigerede sammen med Samuel Huntington). Fra 1962 til 1982 var jeg ansat ved det amerikanske agentur for international udvikling, USAID. I de 20 år var jeg leder af USAID’s missioner i fire latinamerikanske lande og Haiti. Mange af mine kolleger var unge idealistiske demokrater som jeg selv, og ligesom dem indledte jeg min karriere med den naive og arrogante holdning, at Latinamerikas problemer med at konsolidere demokratiske institutioner, skabe velstand og sikre social retfærdighed alle var konsekvenser af USA’s svigt.

Jeg var tilknyttet arbejdet med Den Dominikanske Republik under og efter revolutionen i 1965, og her begyndte jeg at mærke nogle grundlæggende forskelle på de måder amerikanere og latinamerikanere betragter verden, deres samfund og deres chancer for et bedre liv på. Mine senere erfaringer fra Guatemala, Haiti og Nicaragua understøttede min opfattelse af, at forskellige kulturelle værdier, holdninger og overbevisninger spiller en afgørende og generelt overset rolle, som kan forklare, hvorfor nogle samfund er mere succesrige end andre.

(…) 

Den nordiske succes’ rødder stikker dybt. Mellem år 700 og 1200 påvirkede vikingerne/normannerne Europas historie i meget høj grad helt til Sicilien i syd, som de dominerede mellem det 11. og det 13. århundrede, England i vest (Vilhelm Erobreren var af normannisk æt) og Rusland i øst (slaverne kaldte de svenske vikinger ’rus’, som er roden til navnet Rusland). Det nordiske demokratis rødder går måske helt tilbage til det 9. århundrede, hvor man etablerede ’alting’, som var et rådgivende organ, der fungerede på flere niveauer i samfundet.

Men den vigtigste enkeltstående faktor i den nordiske succeshistorie er reformationen, som udløste overgangen fra katolicisme til lutheransk protestantisme i hele Norden ved udgangen af det 16. århundrede.

CMRP’s analyse af 117 lande afslører, at protestantiske lande indfører demokratiske institutioner langt tidligere end katolske lande, at protestantiske lande tit er mere velstående end katolske, at man har langt større tillid til hinanden i protestantiske lande end i katolske, og at protestantiske lande som regel er væsentlig mindre korrupte end katolske.

Den mexicanske nobelpristager i litteratur Octavio Paz har givet en rammende beskrivelse af de to amerikanske kontinenter: »Det ene, engelsktalende, er datter af den tradition, der har grundlagt den moderne verden: reformationen med de sociale og politiske konsekvenser, demokrati og kapitalisme. Det andet, spansk- og portugisisktalende, er datter af det universelle katolske monarki og modreformationen«.

Blanck og Pettersson fremhæver tre vigtige faktorer fra den lutheranske protestantisme, som varer ved, selv om Norden i dag er overvejende verdsligt. For det første det lutherske fokus på at kunne læse og skrive, så de troende selv kan læse Bibelen. For det andet den protestantiske etik og dens forbindelse med kapitalistisk økonomisk vækst, som gav Max Weber titlen til den skelsættende bog ’Den protestantiske etik og kapitalismens ånd’. For det tredje den lutheranske protestantismes stærke identifikation med det nationale samfund: »Gennem den sande lutheransk-ortodokse tro og gennem lydighed mod det teokratiske monarki blev det svenske folk bundet sammen i ét samfund, som forenede rigets undersåtter i én sjæl«, som Nils Ekedahl skriver i sin bog ’Det svenska Israel: myt och retorik i Haquin Spegels predikokonst’.

I sådan et samfund er den gyldne regel om at behandle andre, som man selv vil behandles, ikke blot et utopisk ønske, men en praktisk levemåde, som danner grundlaget for social retfærdighed. Når man kombinerer den gyldne regel med den protestantiske etiks fokus på ærlighed, hårdt arbejde og sparsommelighed får man et stærkt fundament for fremskridt, som stort set deles af de angloprotestantiske lande – Storbritannien, USA, Canada, Australien og New Zealand – som kommer ind på andenpladsen efter de nordiske verdensmestre.

(…)

Multikulturalisme bygger på et svagt grundlag, nemlig kulturel relativisme, som er forestillingen om, at ingen kultur er bedre eller værre end andre, blot anderledes. Men multikulturalisme har en overvældende mængde beviser imod sig, hvilket jeg håber, denne Kronik gør klart.

Omkostningerne ved multikulturalisme – i form af splid, klassesammenstød og dalende tillid – vil sandsynligvis være enorme i det lange løb. Ikke alle kulturer er lige, når det handler om at skabe fremskridt, og der er ingen, der kan konkurrere med den nordiske kultur på det område.

Hvad angår indvandrere, bør de nordiske lande – og alle øvrige veludviklede demokratier – fremme deres integration i den nationale kultur i stedet for at vælge en mytisk, utopisk multikulturalisme. Og de bør sørge for, at de nordiske dyder, der har bragt dem så langt, ikke sygner hen på grund af efterladenhed og forsømmelse.

Eller hvorfor Krarup er så garvet. Jeg ville ønske at jeg kunne acceptere Jesus Kristus som min frelser, men jeg må henslæbe en tilværelse og takke mit for at der er tilstrækkeligt mange af mine landsmænd der har kunnet dette. Og så at jeg er dansk, for det er ikke uden grund at man her valgte reformationen frem for modreformationen, men det må vente til jeg er ædru.

På 180 Grader kan man se (hvad der burde være) en opsigtsvækkende statistik.

Børn af indvandrere fylder uforholdsvist meget i kriminalitetsstatistikkerne. Det kan man igen forvisse sig om ved at læse Danmarks Statistiks rapport “indvandrere i Danmark 2007″, der udkom tilbage i december. Ifølge rapporten blev 22 procent, eller mere end hver femte mandlige indvandrer-efterkommer i alderen 20 til 29 år dømt for minimum en forbrydelse i 2005, . Det tilsvarende tal for etniske danskere i samme aldersgruppe var 9,8 procent og for førstegenerationsindvandrere 12,5 procent. Det skriver Nyhedsavisen.

“Andengenerationsindvandrere fylder forholdsvist meget i alle vores statistikker, så jeg kan desværre sagtens genkende billedet,” siger drabschef Ove Dahl fra Københavns Politi til Nyhedsavisen.

Den anden renser disse tal for sociale forskelle og så ser det lidt mindre grelt ud

Selv med beregninger, der tager højde for, at den ikke-vestlige gruppes efterkommere har et lavere uddannelsesniveau og en lavere gennemsnitsindkomst, er voldskriminaliteten blandt gruppen 42 procent højere end i befolkningen generelt.

Der står intet om fordelingen af de forskellige forbrydelser, men man kan måske hæfte sig ved at en drabschef Ove Dahl udtaler sig bekræftende om en tendens og ikke en færdselsbetjent eller en repræsentant fra Bagmandspolitiet. Det får være…

Den ene statistik siger at 2. g’erne i den nævnte aldersgruppe er over dobbelt så kriminel som etniske danskere og den anden at overrepræsentationen blandt 2. g’erne er lidt under halvt så stor som hos danskerne. Hvad man aldrig hører om er i hvor høj grad kultur afgør den sociale status og således alligevel er begrundelsen for den statistik der viser at de er dobbelt så kriminelle.

Hvis man ikke mener at man hører til i samfundet og i stedet drømmer sig væk til et kalifat eller bare har svært ved at acceptere frihed eller urenhed eller kvinder og deres hår eller dhimmier med succes eller bare har en machokultur hvor status er noget man aver i kraft af sit køn og nummer i søskendeflokken istedet for at anse succes som noget mann arbejder hårdt for, ja så er det svært at falde til i den moderne verden.

——————————————————-

En god gennemgang af voldskriminalitets-statistik kan ses på Uriasposten. Det handler om hvorvidt den er stigende eller ej og om forskeres insisteren på at frygten for vold er imaginær.

Spænningen stiger til samme højder som når Harlem Globetrotters spiller. Ritt Bjerregaard har længe forhandlet med de “unge” om et nyt Ungdomshus for mine penge, men det går åbenbart ikke stærkt nok fro den kreative fremtid. Fra Nyhedsavisen

Unge med rod i ungdomshusmiljøet i København holdt fredag aften en gadefest foran overborgmester Ritt Bjerregaards hus. Cirka 100 aktivister deltog i festen, der varede en times tid og forløb uden vold, hærværk eller anholdelser.

Så skal de da ha’ det.

Fra EkstraBladet

Kronprinsesse Mary følger i svigermors fodspor og bliver hjemmeværnsmand. Hun er for tiden ved at tage en del af hjemmeværnets grunduddannelse. Det oplyser hoffet.

(…)

Derudover har hun været på skolebænken for at få orienteringer om hjemmeværnets rolle i det såkaldte totalforsvar og samarbejdet med blandt andet politiet.

Og så ser hun også goodt ud i uniform.

Ordene er ikke fra Tøger, Uffe, Ritt, Vestager (jorden/landet mod vest?) eller Jørgen Bæk, men fra Omar Bin Laden søn af Osama Bin Laden. Fra Ekstrabladet

- Jeg ønsker at være ambassadør for fred mellem muslimer og Vesten, siger han til nyhedsbureauet AP.

(…)

- Det handler om at ændre Vestens mentalitet. Der er mange, som mener, at alle arabere er terrorister. Det er ikke sandt, siger Omar, der tilstår, at han kender alt til, hvordan det er at være terrorist.

Han voksede op hos sin far i Sudan og flyttede i 1996 med al-Qaeda-lederen til Afghanistan, hvor han blev skolet i den radikale islam og terrorisme. Men i år 2000 fik han nok af lejrlivet, forlod sin far og vendte hjem til fødelandet Saudi Arabien, hvor han nu arbejder i familiefirmaet Binladen Group.

OK, Omar for nu at prøve at forstå dig ret. Du er araber og du kender alt til at være terrorist fordi du har gået i arabisk terrorskole og din far er araber og terrorist og du mener at vi skal ændre vores opfattelse af arabere og terrorister? Jamen hvilken glimrende sag du der har. Du er selv holdt op som terrorist og dermed siger det sig selv at ikke alle arabere er terrorister.