“[A] series of life-threatening “extreme geological events” – earthquakes, volcanoes and tsunamis – is predicted by a group of eminent geologists and geophysicists” kan man læse i Newsweek Europe. Årsagen er: Klimaforandringer. Visse steder er forkastninger i jordskorpen særligt følsomme overfor relativt små ændringer i det tryk, som afsmeltning af større gletchere eller havspejlsstigninger foresager. “These stress or strain variations – just the pressure of a handshake in geological terms – are perfectly capable of triggering a quake if that fault is ready to go,” fortælles der. Undersøgelsen er foretaget ved hjælp af computermodeller.
The disappearing ice, sea-level rise and floods already forecast for the 21st century are inevitable as the earth warms and weather patterns change – and they will shift the weight on the planet. Professor McGuire calls this process “waking the giant” – something that can be done with just a few gigatonnes of water in the right – or wrong – place.
“These stress or strain variations – just the pressure of a handshake in geological terms – are perfectly capable of triggering a quake if that fault is ready to go,” he tells Newsweek.
Uha, og så lige i kølvandet på et jordskævl. Man bliver jo helt bekymret om ens livsstil nu også er helt forsvarlig. Og det er den helt sikkert ikke, men af så mange andre grunde end at bilen står i tomgang natten over. Klimamodeller er nemlig ikke helt så sikre, som deres advokater advokerer for. FNs klimapanel slog i deres 2001 rapport fast (h/t Nir Shaviv) at forskellige modeller kan give forskellige projektioner af det samme
“Different models may give quite different patterns of response for the same forcing, but an individual model may give a surprisingly similar response for different forcings. The first point means that attribution studies may give different results when using signals generated from different models. The second point means that it may be more difficult to distinguish between the response to different factors than one might expect, given the differences in radiative forcing.”
Dette diagram viser hvor forskelligt de klimamodeller FNs klimapanel benytter opfører sig.
Et argument for klimamodellernes pålidelighed er deres evne til ‘hind-casting’, at kunne rekonstruere fortidens klima. Ideen er at, hvis modellerne kan rekonstruere, hvad vi ved, der er sket (med eller uden ishockey-stav?) har de demonstreret deres grundlæggende forståelse af klimaets komplicerede dynamikker og bestået den afgørende test for også forudsige fremtidens klima. Men, som man kan se, er der så mange forskellige bud på fremtidens klima, at de tilsammen negerer den påstand.
Og Daily Mail skrev forleden at ifølge et studie ved Duke University er de eksisterende klimamodeller (der er udviddede vejrmodeller) påviseligt ude af stand til at gennemskue naturlige variationer indenfor årtier
The team examined whether climate models, such as those used by the IPCC, accurately account for natural chaotic variability that can occur in the rate of global warming.
To test these, created a new statistical model based on reconstructed empirical records of surface temperatures over the last 1,000 years.
‘By comparing our model against theirs, we found that climate models largely get the ‘big picture’ right but seem to underestimate the magnitude of natural decade-to-decade climate wiggles,’ Brown said.
‘Our model shows these wiggles can be big enough that they could have accounted for a reasonable portion of the accelerated warming we experienced from 1975 to 2000, as well as the reduced rate in warming that occurred from 2002 to 2013.’
‘Statistically, it’s pretty unlikely that an 11-year hiatus in warming, like the one we saw at the start of this century, would occur if the underlying human-caused warming was progressing at a rate as fast as the most severe IPCC projections,’ Brown said.
‘Hiatus periods of 11 years or longer are more likely to occur under a middle-of-the-road scenario.’
Under the IPCC’s middle-of-the-road scenario, there was a 70 per cent likelihood that at least one hiatus lasting 11 years or longer would occur between 1993 and 2050, Brown said.
‘That matches up well with what we’re seeing.’
There’s no guarantee, however, that this rate of warming will remain steady in coming years, Li stressed.
‘Our analysis clearly shows that we shouldn’t expect the observed rates of warming to be constant. They can and do change.’
Modellernes fejlbarlighed gælder også for der de beflitter sig med temperaturudviklingen i dybhavet, som Roy Spencer skriver. Og det er jo havet, som en vandmasse underforandring det skulle handle om med sin evne til at udløse jordskælv før tid. I Weekendavisen skriver Frede Vestergaard nemlig, at der ifølge ny dansk forskning ingen påviselig effekt er mellem menneskeskabt global opvarmning og havspejlsniveauet. De målte ændringer skyldes Månens effekt på tidevandet og det går imod FNs klimapanels argumentation.
Herved skaber de fem oscillationer de svingninger, der observeres på målestationerne.
Disse såkaldte kvasi-oscillationer har en maksimal bølgehøjde på 70-140 millimeter.
Én af dem begyndte omkring 1970, og det har skabt den opfattelse, at der siden 1970 er sket en menneskeskabt havstigning. Men nej, siger de tre forskere efter deres analyser. Det er månen, der spiller ind.
Én af de fem oscillationer hænger sammen med månens styring af tidevandet i nord-sydlig retning.
Månens (og solens) tyngdefelt skaber nemlig ikke kun en øst-vest-bevægelse omkring Jorden ved samspil med Jordens rotation. Månen har også en nord-syd-bevægelse i forhold til Jorden, der strækker sig over cirka 35 breddegrader. Det er noget, som kun få er opmærksomme på, siger Jens Morten Hansen.
Denne bevægelse kaldes månens nodal-oscillation.
Længden er 18,6 år, og den giver i sig selv en bølge på 70 millimeter i havene omkring Danmark. Månen skaber altså en tidevandsbølge, der varer 18,6 år, og som løber nord-syd i modsætning til det daglige tidevand, der løber øst-vest. Ligesom højden af det daglige tidevand er højden af nord-sydbølgen afhængig af lokale, geografiske forhold.
Nord-syd-bølgen styrer og spiller sammen med fire andre bølger. Den nordatlantiske oscillation er en svingning på ca. 60 år, der styres af forskelle i lufttrykket mellem f. eks. Azorerne og Island. Den viser sig som en bølge i havniveauet på 22,7 millimeter og som følge af synkronisering med den måneskabte nord-syd-bølge får den en nøjagtig tre gange så lang periodelængde (55,8 år).
Den atlantiske multidekadale oscillation er en periodisk svingning på 70-80 år, der styres af havoverfladens vandtemperatur. Bølgehøjden er 35,5 millimeter, og som følge af synkronisering med månens nord-sydbølge får den en periodelængde på nøjagtig fire gange måne-perioden (74,4 år). Dertil kommer to små, periodiske svingninger i havniveauet med periodelængder på hhv. nøjagtig 1,5 og 6 gange månens periodelænge på 18,6 år. Deres bølgehøjder er hhv. 8,5 og 8,0 millimeter.
De fem bølgesvingninger påvirker altså hinanden og skaber flere forskellige bølgebevægelser med en længde på op til 60-80 år, hvor den daglige tidevandsbølge løber Jorden rundt en gang i døgnet.
Og modtagelsen af denne interessante opdagelse, der kan have stor betydning for, hvor mange og hvor vi kaster penge hen til kystsikring? Ikke ligefrem begejstring
Jens Morten Hansen kalder opdagelsen »ubehagelig for IPCC, fordi den viser, at man ikke kan finde menneskeskabt påvirkning af verdenshavets højde og havstrømme - og at Jordens klima primært styres af en række velkendte, naturlige svingninger.
Forskningsresultater, der peger i den retning, forties eller underbetones af kredsene omkring det internationale klimapanel, IPCC. Det tolker konsekvent forskningsresultater i én bestemt retning uden at belyse andre muligheder«. Publiceringen Én ting er opdagelsen af disse sammenhænge. En anden er problemerne med at få artiklen om den omtalt i et videnskabeligt tidsskrift. Det har taget flere år og flere afslag, selv om man måske skulle tro, redaktørerne ville gribe begærligt efter en artikel med denne opdagelse. Først forsøgte forskerne at få deres artikel optaget i tidsskriftet Nature.
»Det er det bedste sted at få banebrydende forskningsresultater omtalt. Vi har påvist, at der ikke i de sidste årtier er noget tegn på menneskeskabt påvirkning af havniveauet omkring Danmark og i Østersøen, og at de udsving, der faktisk sker, foregår i samme takt som i de sidste 160 år og styres af månens nord-syd bevægelse i forhold til Jorden.
Det - synes vi - er et så vigtigt resultat, at det har stor international interesse for klimaforskningen. Og der er særlig opmærksomhed om den forskning, der omtales i tidsskrifterne Nature og Science«, siger Jens Morten Hansen.
»Men vi fik artiklen tilbage - uden nogen som helst seriøs bedømmelse. Jeg tror ikke, at Nature’s redaktion kunne lide vores opdagelse. Vi var godt klar over, at Nature er meget tilbageholdende med at optage artikler, hvis resultater strider mod det billede, som FNs klimapanel, IPCC, tegner. IPCC bygger på de satellitmålinger af havoverfladen, der begyndte i 1993, og som derfor kun registrerer den kvasi-oscillation, der begyndte omkring 1970. Men over de blot 22 år optræder de 56-og 74-årige oscillationer ikke med en fuld svingning og kan derfor ikke udskilles.
Vores resultater rokker afgørende ved IPCCs udsagn om stigende havniveau. De er ikke klimapolitisk korrekte.« Jens Morten Hansen fortæller, at artiklen siden blev sendt til Nature Geoscience. Her fik den i første omgang to faglige bedømmelser. Den ene var positiv, den anden negativ, men uden at vurderingen forholdt sig til substansen i artiklen. En tredje reviewer blev herefter sat på, også denne bedømmelse var ifølge Jens Morten Hansen negativ uden dog at forholde sig til artiklens metoder og resultater.
Derefter blev artiklen sendt til tidsskriftet Nature Climate, som blot sendte en mail tilbage om, at man ikke ville bringe den. Også et andet tidsskrift i Nature-familien (Earth Science Reviews) blev forsøgt, men redaktøren her svarede, at man ikke ville bringe artiklen, fordi den burde kulegrave alt, hvad der er skrevet om tidevand - en nærmest livslang opgave.
»Endelig sendte vi artiklen til et tidsskrift uden for Nature-familien, tidsskriftet Journal of Coastal Research, hvor vi dels fik to meget positive vurderinger og et begejstret brev fra redaktøren, der også gerne så flere forskningsartikler fra vores hånd. Alt i alt har artiklen været godt fire år undervejs, efter at den blev færdig. Måske skulle vi være begyndt med Journal of Coastal Research, men den ville givetvis have fået mere opmærksomhed, hvis den var publiceret i et mindre specialiseret tidsskrift. Jeg kan oplyse, at vi også uden held to gange har forsøgt at få en omtale i Videnskab. dk. Det er trist, at forskningsformidling og politisk korrekthed er blevet så stærkt sammenblandet, som tilfældet er på klimaforskningens område.
Man kan få fyldig omtale af stort set hvad som helst, blot det ikke rokker ved IPCCs politiske dagsorden.
Forleden dag fik jeg dog en henvendelse fra Aktuel Naturvidenskab, der gerne vil have en større omtale.«.
Så hvis dine kaffekopper klirrer, så er det nok helt naturligt.