Rystede og chokerede, men fortsætter kursen

Alle politikere er rystede over endnu et møde med gentagelsen, dekade efter dekade - intet ændrer sig andet en frekvensen stiger støt og intensiteten følger snart efter. Ingen kan stoppe en gal mand, siger vores politi, livet går videre, siger vores Statsminister. På hvilke betingelser er underordnet blot vores tilgang er zen. Det er livet i en storby, siger Londons muslimske borgmester, det må man vænne sig til. Men sandheden er at det er livet med en stor muslimsk befolkning og det vil man ikke vænne sig til. Man vil smide dem ud eller lade sig trampe ned, men vænne sig til det vil man ikke. Den luksus har kun politikerne, der håber det ikke ramler, mens deres karriere er på spil. Et demografisk pyramide spil er der sikkert nogen der har kaldt det.

Andre lader sig ikke ryste så let

muslimsk-kvinde-krydser-sin-tros-spor

Forargelsen er stor over at billedet er gået viralt, et snapshot er ude af kontekst og ingen ved, hvad der foregår under et muslimsk tørklæde. Sådan var det ikke med den døde dreng i vandkanten, der blev selve symbolet på de lukkede europæiske grænsers grusomme konsekvenser. Men drengens familie var ikke flygtninge, de boede trygt og tyrkisk og ville til Canada selv om de havde fået afslag. Medierne labbede også den muslimske brud, der lagde blomster efter terrorangrebet i Australien til sig - et så flot billede at man næsten skulle tro, det var til ære for fotograferne, hvis ikke ens menneskesyn var bedrevidende. Og medierne faldt også på halen da den ensomme muslimske kvinde i ikke kunne finde en plads blandt de afvisende danskere, selvom historien var den modsatte.

Men billedet af den tilsyneladende indifferente muslimske kvinde der krydser ummeans spor fortæller den grundlæggende sandhed, som den europæiske islamofobirapport anno 2016 forsøger at benægte på imponerende 612 sider. Det samme gør Theresa islam-er-fjong May der ved at en historie skal frames hurtigt, hvis den skal overleve mands minde i nyhedsstrømmen.

Taking on the role of a theologian, Theresa May insisted: “It is wrong to describe this as Islamic terrorism. It is Islamist terrorism. It is a perversion of a great faith.”

Speaking in Parliament, she also said the attack showed “the importance of all of our faiths working together, and recognising the values that we share”.

Adding: “This act of terror was not an act of faith. It was a perversion; a warped ideology, which leads to an act of terrorism like that and it will not prevail.”

Men ak, nyhedsstrømmen udtrykker også den bedrøvelige sandhed, her fanget ved tilfældige screenshots fra Al Jazeera

muslimske-reaktioner

screenshot-fra-arabisk-livestreaming-af-terror

I vores broderland, der importerer så meget fætterkultur, er politikerne rystede over at våben strømmer ind over landets grænser og det sker via Danmark. Politichefen i Malmø siger at det er mest til kriminelle, men “De er ikke spesielt organiserte, mer kamerater som kjenner hverandre og bygger ulike nettverk” og det lyder jo langt mere hyggeligt og tilforladeligt. Og ikke et ord om islam.

Venstrefløjen skal vænne sig til diversitet

Måske er det racisme, der ligger bag modstanden mod Trumps mur? For udover et iboende had mod orangefarvede mennesker synes der ikke at være et eneste argument imod at bygge den mur mod Mexico, der selvfølgelig vil være i stand til at stoppe den afsindige og illegale trafik over grænsen.

Mexico har ikke, som flere mem på de sociale medier påstår, en mur mod Guatemala. De har på nogle strækninger sikkerhedshegn, men ellers forlader de sig lystigt på tortur, som Guardian skrev om sidste år

A scathing UN report has sharply rebuked Mexico for its widespread problem with torture, which it said implicates all levels of the security apparatus in the context of the government’s efforts to combat crime.

“Torture and ill treatment during detention are generalized in Mexico, and occur in a context of impunity,” the UN special rapporteur on torture, Juan Méndez, wrote in the report he presented on Monday before the Human Rights Commission in Geneva.

The report was based on a fact-finding mission Méndez made to Mexico last spring, and says methods used include beatings, electric shocks, suffocation, waterboarding, forced nudity and rape, as well as threats and insults.

Méndez’s report links torture in Mexico to government efforts to combat the country’s drug cartels, saying the majority of cases he studied involved victims detained for alleged links with organized crime. He also implicates local, state and federal police in the practice, as well as the armed forces.

For Mexico er der altså en tydelig sammenhæng mellem åbne grænser, illegal indvandring og kriminalitet, organiseret som uorganiseret. Og det er en sammenhæng der gennemsyrer det mexicanske samfund, fra bunden til toppen skriver Breitbart

U.S. news outlets appear to have forgotten that the Juarez Cartel and multiple acts of corruption have been linked to the election of the current Mexican President, Enrique Peña Nieto. The Mexican president’s ties to cartels, the mysterious release from prison of major cartel figures during his presidency, and the fact that regions of Mexico are under operational control of these paramilitary transnational criminal organizations during his presidency are rarely, if ever, reported in the U.S. The outrageous number of journalists who have been murdered or who have simply disappeared in Peña Nieto’s Mexico is also rarely reported.

Last year, Breitbart Texas reported on an investigation that revealed that a series of shell companies had been used by members of the Juarez cartel to funnel funds into Peña Nieto’s 2012 election. The investigation was carried out by Mexican award winning journalist Carmen Aristegui and her team; the subsequent scandal became known as Monexgate for the cash cards that were given out during Peña Nieto’s campaign. Those journalists have been under criticism by the Mexican government after discovering the cartel finance link, as well as the fact that Peña Nieto had received properties as bribes from government contractors.

Den mexicanske økonomi får tilført mellem 20 og 30 mia dollars via narkokartellernes eksport af narkotika til USA. Nogenlund det samme beløb som lavtlønnede mexicanske arbejdere i USA sender hjem til familierne i deres dysfunktionelle hjemland, nemlig 24,4 mia dollars. Mexicos trediestørste eksportvare efter narko og billig arbejdskraft er olie, med en årlig indtjening på 23,3 mia dollars.

Forholdet mellem USA og Mexico er en dårlig gænge. De forkerte interesser beriger hinanden på de to landes bekostning. Men hvor USA vil forlade misbruget og være great again, er Mexico fanget i afhængighed.

Mexico is on the Verge of a Civil War! Police RUN from Rioters! Mexico city police flee for their lives after violent protesters overrun their blockades. Mexicans are outrage over gas prices, the border wall, and the liberal media fueling protests against the sitting president after he had a conversation with Donald Trump over the phone. This is Mexicans response to that conversation.

Mexico må igennem en kold tyrker.

Glædelig Hannukah til jøderne - I får brug for det

Jeg troede Julens absurditet var Prins Charles, der vil have at englænderne vil bruge Julen ikke til at tænke på “Lord our savior” men at tænke på Muhammed, fordi pædofeten var nødt til at emigrere til Medina for at finde sin frihed. Den frihed benyttede han, som bekendt for alle andre end Charles, til at etablere en intolerant stat, slagte de jøder han ikke solgte fra som slaver og alle sine kritikere, førend han vendte tilbage og erobrede Mekka. Ja, det er værd at tænke når man slipper hans følgere løs i Europa.

Men desværre er Charles afsindighed overgået af rigtig politik ved Obama, der har tilladt at FN definerer Tempelbjerget inklusiv Grædemuren som tilhørende araberne. Ben Shapiro skriver

Just in time for Chanukah, President Barack Obama has unleashed all the anti-Jewish fury of his administration on the state of Israel. According to a senior Israeli official, both Obama and Secretary of State John Kerry have been pushing a United Nations resolution behind the scenes that would essentially declare East Jerusalem, which includes the holiest site in Judaism, the Temple Mount, non-Jewish territory off limits to Israel, as well as labeling any Jew living outside the pre-1967 armistice lines illegitimate.

The draft resolution is an utter rejection of Judaism’s claims to Jerusalem – a historical absurdity, since the only reason anyone cares about the spot is because of Judaism’s claims to it, which predated any Muslim claims by well over a millennium. It rejects Israel’s ability to defend itself by maintaining territory outside the “Auschwitz borders” of pre-1967 Israel. It ignores international law – the resolution says that Israel is occupying “Palestinian territory,” which makes no historical sense given the fact that there was never any sovereign Palestine, that the Palestine Liberation Organization was founded prior to 1967 and called for the full destruction of the state of Israel (as indeed, the Palestinian governing organizations continue to do), and that Israel’s enemies never agreed to any international agreement granting them sovereignty over the territory. Essentially, the UN calls for all areas outside the pre-1967 lines, which would include East Jerusalem, to become Judenrein.

This isn’t a major shock from the Obama administration, which has a long, inglorious history of Jew-hating activity when it comes to Israel. This is the same administration that signed an Iran deal that puts Israel’s very existence in jeopardy, that forced Israel to apologize for attempting to blockade arms shipments to the terrorist group Hamas, that tried to stymie Israel’s ability to defend herself during a rocket war with Hamas, that pressures Israel consistently to make concessions to would-be Jew-murderers, that goes silent when American Jews are killed in Israel, that funds a terrorist unity government.

Mark Levin tweetedeIt appears anti-Semite Obama is working with the extremist Palestinians, and using the Israel-hating UN, to undermine our ally Israel“. Og i The Weely Standard skriver Elliot Abrams at Obama har tilladt FN at vedtage “a nasty and harmful anti-Israel resolution

Just weeks before leaving office, he could not resist the opportunity to take one more swipe at Israel—and to do real harm. So he will leave with his record on Israel in ruins, and he will leave Democrats even worse off.

It’s pretty clear that he does not care. Obama has gotten himself elected twice, the second time by a decreased margin (the only time a president has been reelected by fewer votes than in his first term), but he has laid waste to his party. In the House, the Senate, the state governorships, and the state legislatures, the Democrats have suffered loss after loss. Today’s anti-Israel action will further damage the Democratic party, by driving some Jews if not toward the Republicans then at least away from the Democrats and toward neutrality. Donald Trump’s clear statement on Thursday that he favored a veto, Netanyahu’s fervent pleas for one, and the Egyptian action in postponing the vote show where Obama stood: not with Israel, not even with Egypt, but with the Palestinians. Pleas for a veto from Democrats in Congress were ignored by the White House.

Does the resolution matter? It does. The text declares that “the establishment by Israel of settlements in the Palestinian territory occupied since 1967, including East Jerusalem, has no legal validity and constitutes a flagrant violation under international law.” This may turn both settlers—even those in major blocs like Maale Adumim, that everyone knows Israel will keep in any peace deal—and Israeli officials into criminals in some countries, subject to prosecution there or in the International Criminal Court. The text demands “that Israel immediately and completely cease all settlement activities in the occupied Palestinian territory, including East Jerusalem.” Now add this wording to the previous line and it means that even construction in the Jewish Quarter of the Old City is “a flagrant violation under international law.” The resolution also “calls upon all States, to distinguish, in their relevant dealings, between the territory of the State of Israel and the territories occupied since 1967.” This is a call to boycott products of the Golan, the West Bank, and parts of Jerusalem, and support for the Boycott, Divestment, Sanctions movement.

Yet Barack Obama thought this was all fine and refused to veto.

National Review forsøger at forstå omfanget af resolutionen og spørger “If an Israeli lives in a suburb of Jerusalem, is he or she now a criminal? Can he be arrested and tried in activist courts in Europe or in international legal tribunals?“. Abrams spørger “The remaining question is whether Jewish leaders and Democratic politicians who vouched for Obama and defended him for eight years will now tell the truth”. Jonah Goldberg skriver i samme ånd at “Obama has just thrown [liberal Jews and other supporters of Israel] under the bus” med sit forræderi og blandt Obamas egne partikammerater er der også vrede, skriver The Tower. I det venstreorienterede jødiske Tablet Magazine skriver Lee Smith at “The lame-duck president is dismantling the alliance system that has kept America and much of the rest of the world secure

In a sense, the UN vote is a perfect bookend to Obama’s Presidency. A man who came to office promising to put “daylight” between the United States and Israel, has done exactly that by breaking with decades of American policy. It is also seeking—contrary to established tradition and practice, which strictly prohibit such lame-duck actions—to tie the hands of the next White House, which has already made its pro-Israel posture clear.

No doubt that many of those critical of the U.S.-Israel relationship will defend and applaud the administration’s action, even as the effects of the resolution are obscene. So what if it enshrines in international law the fact that Jews can’t build homes or have sovereign access to their holy sites in Jerusalem, the capital of the Jewish people for more than 3000 years? Israel, as Kerry said, is too prosperous to care about peace with the Palestinians. Maybe some hardship will shake some sense into the Jewish State—which after all, could easily have made a just and secure peace with the Palestinian leadership at any time over the past two decades, if that’s what it wanted to do. Accounts to the contrary, from Presidents Bill Clinton and George W. Bush, say, or left-wing Israeli politicians like former Prime Minister Ehud Barak and the late Shimon Peres, are simply propaganda generated by the pro-Israel Lobby, whose wings the President has thankfully clipped.

But the Obama Administration’s abstention isn’t just about Israel or bilateral relations with a vital partner in a key region. It’s also about the prestige of the United States and its power—the power, for instance, undergirding international institutions like the United Nations. Consider how the Obama Administration has used the UN the last several years—to legalize the nuclear program of Iran, a state sponsor of terror, and make it illegal for Jews to build in their historical homeland. In Turtle Bay, the White House partners with sclerotic socialist kleptocracies like Venezuela in order to punish allies, like Israel. Is this American moral leadership? For Sean Penn, maybe.

Det er Jul og der er håb. Om mindre end en måned træder en mand ind som ny amerikansk præsident

trump-forsvarer-israel

Within a couple of hours, Egypt withdrew the resolution, at least temporarily, and its president, Abdel Fattah el-Sisi, called Mr. Trump to discuss how “to establish true peace in the Middle East,” according to an aide to the president-elect.

Skrev New York Times og selv Charles Krauthammer var imponeret. Resolution blev kørt igennem alligevel da alle, med Tom Lehrers ord, hader jøderne.

Postfaktualitet: I disse Trump tider…

Uffe Dreesen parafraserer i en perspektiverende artikel på TV2, om den tyske presses redaktionelle valg ved dækning af en teenagepige - “aktiv i hjælpearbejdet for flygtninge“, der blev brutalt myrdet af “en af de tusindvis af mindreårige flygtninge, som er kommet til Tyskland” - Joachim Käppner for i Süddeutsche Zeitung at konkludere at “…i de her ”Trump-tider” med masser af ”fake news” gælder det om ikke at sætte troværdigheden på spil”.

Hvis vi leger med på at døden skal have en årsag, så er fænomenet Trump, som de alternative medier og det ‘alternative højre’, resultater af, at pressen for længst har sat sin troværdighed over styr, ikke blot med non-information og fake news, men også og især udvalget af historier og vinklingen af dem. Dreesen leverer selv et par eksempler på løgnens anatomi. Først en løgn som ikke problematiseres af løgnepressen

Borgmester Salomon minder om, at mordet på Maria L. ikke har noget med gerningsmanden kulturelle baggrund at gøre, sådan som det var tilfældet med de nordafrikanske mænd på banegårdspladsen i Køln. ”Du finder ikke noget land eller nogen kulturkreds i verden, hvor en sådan afskyelig forbrydelse bliver tolereret”, forklarer han til avisen.

Lovgivning mod mord er én ting, accept af mord på vantro er en anden. Borgmesteren taler formentlig i komplet uvidenhed om dette, og løgnepressen er slet ikke klædt på til at fange det og stille spørgsmål til det. Når folk hævder at de flygter fra sekterisk vold så er det netop fordi, hvad vi anser for anskyelige forbrydelser tolereres i disse lande og kulturkredse.

Det er derfor de tyranniserer hinanden og andre der udgiver sig for asylansøgere, som man kunne læse i Ekstrabladet et par dage forinden Dreesens artikel.

Det er derfor at fem andre afghanske teenagere, der var nået til Sverige, kunne samles om det for dem helt naturlige at tæske og gruppevoldtage en mindreårig dreng ligeledes fra Afghanistan (Se evt filmen The Dancing Boys of Afghanistan, for at vide mere om, hvad der i den afghanske kulturkreds tolereres), som Daily Mail skrev om dagen forinden Dreesens artikel.

Og sandelig om Daily Mail samme dag kunne fortælle at “Another refugee has been arrested in Germany for sexually assaulting two Chinese students“, denne gang fra den irakiske kulturkreds, som man kunne læse dagen forinden Dreesens artikel.

Så en sandhed, der betvivles af løgnepressen ved Dreesen

Mordet på Maria L. var ifølge dem [tyske borgere med bladet fra munden] et ”Køln nummer to”. En begivenhed, der udstillede de etablerede mediers fortielser og politisk betingede tavshed, når det gælder kriminalitet, begået af flygtninge og indvandrere.

Akkurat som medierne blev beskyldt for at have gjort i forbindelse med sagen om mange seksuelle overgreb, som især nordafrikanske mænd skulle have begået ved banegården i Køln nytårsaften.

På vej mod interessante tider

“Russia orders all officials to fly home any relatives living abroad, as tensions mount over the prospect of a global war” skriver Daily Mail. Speisa skriver “Russian state TV warns viewers of war”. “Future war with Russia or China would be ‘extremely lethal and fast’, US generals warn” skrev Independent og tilføjede “Russia launches massive nuclear war training exercise that ‘involves 40 million people’” skrev IndependentOg på TV2 kunne man læse “Russiske atom-missiler kan nu nå Bornholm”.

“Wars are gathering”, skriver Victor Davis Hanson, “A hard rain is going to fall”

This summer, President Obama was often golfing. Hillary Clinton and Donald Trump were promising to let the world be. The end of summer seemed sleepy, the world relatively calm.

The summer of 1914 in Europe also seemed quiet. But on July 28, Archduke Franz Ferdinand of Austria was assassinated in Sarajevo by Gavrilo Princip with help from his accomplices, fellow Serbian separatists. That isolated act sparked World War I.

In the summer of 1939, most observers thought Adolf Hitler was finally through with his serial bullying. Appeasement supposedly had satiated his once enormous territorial appetites. But on September 1, Nazi Germany unexpectedly invaded Poland and touched off World War II, which consumed some 60 million lives.

(…)

Russia has been massing troops on its border with Ukraine. Russian president Vladimir Putin apparently believes that Europe is in utter disarray and assumes that President Obama remains most interested in apologizing to foreigners for the past evils of the United States. Putin is wagering that no tired Western power could or would stop his reabsorption of Ukraine — or the Baltic states next. Who in hip Amsterdam cares what happens to faraway Kiev?

Iran swapped American hostages for cash. An Iranian missile narrowly missed a U.S. aircraft carrier not long ago. Iranians hijacked an American boat and buzzed our warships in the Persian Gulf. There are frequent promises from Tehran to destroy either Israel, America, or both. So much for the peace dividend of the “Iran deal.”

North Korea is more than just delusional. Recent nuclear tests and missile launches toward Japan suggest that North Korean strongman Kim Jong-un actually believes that he could win a war — and thereby gain even larger concessions from the West and from his Asian neighbors.

Radical Islamists likewise seem emboldened to try more attacks on the premise that Western nations will hardly respond with overwhelming power. The past weekend brought pipe bombings in Manhattan and New Jersey as well as a mass stabbing in a Minnesota mall — and American frustration.

Europe and the United States have been bewildered by huge numbers of largely young male migrants from the war-torn Middle East. Political correctness has paralyzed Western leaders from even articulating the threat, much less replying to it.

Instead, the American government appears more concerned with shutting down the detention center at Guantanamo Bay, ensuring that no administration official utters the words “Islamic terror,” and issuing warnings to Americans not to lash out due to their supposedly innate prejudices.

Aggressors are also encouraged by vast cutbacks in the U.S. defense budget. The lame-duck Obama presidency, lead-from-behind policies, and a culturally and racially divided America reflect voter weariness with overseas commitments.

(…)

Obama apparently assumes he can leave office as a peacemaker before his appeased chickens come home to roost in violent fashion. He has assured us that the world has never been calmer and quieter.

Et russisk billede midt i freden

obama-pa-russisk

Uansvarlighed skal stoppe det nationale ræs mod bunden

Information har talt med  leder af University of Michigans Refugee and Asylum Law Program James C. Hathaway om hans bud på en model for en global omfordelingsmekanisme

Vi bør have et system for ’styret flygtningebeskyttelse’, hvor flygtninge bliver retfærdigt fordelt mellem lande, hvor der derfor ikke er incitament til at lukke grænser og behandle flygtninge dårligt for at skræmme dem væk,« forklarer han til Information.

Måden, professoren vil sikre sig det, er ved, at en flygtning – som for eksempel syriske ’Ahmed’ på illustrationen ovenfor – modsat i dag ikke nødvendigvis skal have permanent ophold i det land, hvor han ankommer og får asyl. Her søger han nemlig ikke asyl hos de statslige myndigheder, men hos en udvidet version af FN’s Flygtningeagentur, UNHCR.

Og opnår han flygtningestatus, vil han på sigt muligvis blive omfordelt og genhuset i et andet land. Det vil blandt andet forhindre, at modtagerlandene lukker grænser og presser flygtninge ud på farefulde ruter.

Så lad os hilse på syriske Ahmed, hvis situation altså illustreres i en tegneserie, som man virkeligt skal se for at tro den

flygtningetegneserie

Som man kan se bliver Ahmeds hus bombet og uden et hjem, må han flygte til grønnere egne. Hans forstående kernefamilie, en kvinde, en lille dreng og et spædbarn, vinker farvel til Ahmed. Ahmed ser tilbage på det hjem, hvor det nu synes umuligt for ham at leve - og vinker til sin familie, hans kone, hans lille søn og den lille ny. Der er ingen grund til at sidde lårene af hinanden, når hjemmet er udbombet, så afsted bliver der travet, en lysere fremtid lokker

»Hvis der ikke var nogen indvandringskonsekvenser for den stat, som flygtningen rejser mod – hvis det bare var et sted, hvor flygtningen kunne få adgang til et internationalt system – så ville staten ikke have nogen interesse i at forhindre hendes ankomst,« som James C. Hathaway formulerede det i et oplæg til et forum for EU’s agentur for fundamentale rettigheder i juni.

(…)

Ligesom Thomas Gammeltoft-Hansen støtter også adjunkt ved Global Refugee Studies på Aalborg Universitet Martin Lemberg-Pedersen en omfordelingsmodel a la Hathaways.

»Kvoteordninger og internationale organer, der kan sætte sig ud over det nationale ræs mod bunden, er vejen frem. Jeg mener ikke selve modellen er urealistisk, der mangler bare politisk vilje,« siger han.

Hvis den enkelte stat ikke mærker konsekvenserne… De idealistiske herrer er altså helt med på at der er tale om konsekvenser for modtagerstaterne ved migration. Så det gælder om at lave et system, hvor alle opfører sig uansvarligt, fordi skønt man kommer til at mærke konsekvenser, så vil man ikke mærke konsekvenserne af sine EGNE handlinger. Et system af gensidig uansvarlighed uden ende.

Ahmed mærker heller ikke konsekvenserne af at flygte fra sin familie. Han flygter videre til Jordan, og “Det skal understreges, at flygtninges illegale grænsekrydsninger og ophold ikke må straffes. Det vil bl.a. ødelægge markedet for menneskesmuglere”. Modtagerlandende vil bl.a. blive ødelagt. I Jordan møder Ahmed så en repræsentant fra en udviddet version af FNs flygtningeagentur, hvorfra han modtager penge og vejledning i uddannelse og integration.

Ahmed skal blive i Jordan i 6 år. Hvis ikke Ahmed er vendt tilbage til sin familie, der nok efterhånden skulle være færdige med at bygge huset op igen, vil FNs flygtningeagentur genhuseham i et nyt modtagerland, afgjort af det internationale kvotesystem ud fra en fordelingsnøgle med parametre, som BNP/indb., befolkningens størrelse og Ahmeds oprindelsesregion.

Det ender lykkeligt for Ahmed, der med kufferten fuld af, hvad ved jeg, modtages med jubel fra venligboerne - eller er det den første bølge, der fejrer forstærkninger? Og familien? Hans kone, hans søn, som nok er i puberteten og det lille spædbarn, der nu venter på sin syvårs fødselsdag? Det skal man nok ikke bekymre sig om, Ahmed er stadig i den våbenføre alder og kan stifte en ny.

ahmed-med-sin-kuffert

Balfour erklæringen er alle katastrofers moder

Det palæstinensiske selvstyre vil sagsøge briterne for alle de ulykker, palaraberne har bragt over sig selv. Det er Balfourerklæringen udstedt i 1917, som er de skyldiges forbrydelse, der ved at love jøderne et hjemland i jødernes eget land har gjort det helt umuligt for arabere i den ganske region at tage sig noget som helst fornuftigt til lige siden. En god ven ønskede dem held og lykke og mindede om at oprettelsen af Israel var unilateral og ikke noget Storbritannien stod bag

Om noget bør de sagsøge Nationernes Forbund og efterfølger-organisationen de Forenede Nationer - det er under dets charter, at jødernes ret til at vende hjem til deres hjemland er fastlagt. Så løber de bare ind i det problem, at det er FN der er deres stærkeste støtte…..og at at det er gennem FN-organisationen UNRWA, at de fleste palarabere lever på permanent bistand.

United With Israel havde spurgt en lokal ekspertise

Director of Israel’s Foreign Ministry Dr. Dore Gold derided the Palestinians announcement that they intend to sue the United Kingdom for the Balfour Declaration, a document written almost 100 years ago by then UK Foreign Secretary Lord Arthur James Balfour which expressed support for the establishment of a Jewish national homeland in the land of Israel.

Saying the move is “revealing,” Gold stated that “apart from the obvious lack of any legal basis” for the Palestinian lawsuit, the “initiative itself demonstrates yet again the continuing refusal of the Palestinian side to recognize the legitimate and indigenous connection of the Jewish people to their ancient homeland.”

He pointed out the legal significance of the Balfour Declaration emanated from the fact that it was incorporated by the League of Nations into the 1922 Mandate for Palestine. “That mandate recognized the historical connection of the Jewish people to that area and that it provided the grounds for them to reconstitute their national home there.

The League of Nations’ mandate transformed Balfour’s stated policy into an internationally recognized legal obligation to “give effect to the inherent right of the Jewish people to self-determination in their ancient homeland,” Gold added.

Rights that were recognized by the League of Nations in that period were preserved by its successor organization, the United Nations, through Article 80 of the UN Charter.

Den venstreorienterede engelske avis Guardian anser da også søgsmålet for “a symptom of desperation about the Palestinian cause” og “a cry of anger and despair” ifølge Elder og Ziyon, fordi fredsforhandlingerne går trægt. Måske er det desperat, men næppe på grund af de fredsforhandlinger som palaraberne aldrig har været interesseret i. Langt mere er det nok et symptom på dels det umulige i at skade Israel med våbenmagt og dels den manglende succes med at fravriste Israel sin legitimitet, så massivt muslimer fra hele verden godt assisteret af vestens venstreorientede forsøger.

En af metoderne man har haft store forhåbninger til var at isolere Israels økonomi og gøre landet til en international paria igennem BDS (Boykot, Divest, Sanction). Og det er seriøse metoder nede på mikroniveau der helt ublut viser sit antisemitiske ansigt. Israel Hayom beskriver en del af virkeligheden, som den ser ud på de notorisk hysteriske amerikanske campus

On a recent campus tour, members of the Reservists on Duty Israel advocacy organization discovered the extent of anti-Semitism displayed by BDS activists, who posted “eviction notices” on the dormitory doors of Jewish students, demanding that they evacuate in three days or have their property thrown out.

Students for Justice in Palestine, one of the better known campus BDS groups, is responsible for this type of anti-Semitic prosecution. The notices they posted went on to state that the Israeli military does the same thing to Palestinians.

SJP typically undertakes these types of activities during “Israeli Apartheid Week,” an annual event during which activists screen films and organize protests, lectures and exhibitions that accuse Israel of apartheid, ethnic cleansing and war crimes.

(…)

These anti-Semitic tactics are common at a range of well-known American universities, particularly on the east coast. Jewish students have reported to Reservists on Duty about similar incidents at universities including New York University, the University of Pennsylvania, Connecticut College, Harvard University, the University of California, the University of Oklahoma, the Claremont Colleges, Vassar College and other schools.

In some cases, students approached the campus administration for help in dealing with the situation, but for the most part, the colleges avoided taking action to stop the phenomenon.

Men ak, ud over at være en gene for andre mennesker, som venstrefløjen mest er, så har de ikke formået at gøre en forskel for Israel. “Foreign investments in Israeli assets hit a record high last year of $285.12 billion, a near-tripling from 2005 when the so-called Boycott, Divestment and Sanctions (BDS) movement was started by a group of Palestinians, skrev Bloomberg og i New York går det endda modsat, hvor guvenør “Andrew Cuomo issued an executive order on Sunday, commanding government agencies to divest funds from, and refuse to do business with, companies and groups participating in the Palestinian-backed boycott of Israel.” En BDS-BDS med andre ord. Så palaraberne er efterladt med det eneste talent de har, at udnytte at alle andre, selv deres fjender, kerer sig mere for palarabernes børn, end de selv gør

Men måske palaraberne kunne sagsøge Kuwait for den etniske udrensning af pal-arabere i kølvandet på den Anden Golfkrig?

During the first hours of the Iraqi invasion, the Kuwaiti government left to Saudi Arabia. This encouraged Kuwaitis to leave the country, as well. They received financial aid from their government (in-exile) and other Gulf Cooperation Council (GCC) states. No government offered Palestinians any help; therefore, they had no other alternative but to stay in Kuwait throughout the crisis, the war, and the stage of persecution that followed.

A terror campaign against Palestinians in Kuwait started during the Iraqi rule. They were the target of several explosions that also killed Iraqis and workers from other countries. In particular, the Kuwaiti resistance was responsible for four major explosions and several small explosions before the war. The explosions occurred in the predominantly-Palestinian neighborhoods of Al-Adasani, Al-Hassawi, Khitan, and Amman Street. They resulted in Killing 46 and injuring 99 people most of whom were Palestinians.

The first explosion was in October 1990 in Al-Hassawi neighborhood, which was inhabited by Palestinians and workers from India, Pakistan, Sri Lanka, and the Sudan. The explosion resulted in killing twenty-two and wounding thirty-five people. There were five Palestinians and four Iraqis among the dead. The rest were from different nationalities. The Second explosion was also in October and occurred in Al-Adasani neighborhood, which was inhabited mainly by Palestinians. It resulted in killing three and wounding twenty-three Palestinians and one Indian. The third explosion was in November 1990, in Al-Hassawi neighborhood, killing seven and wounding thirty-seven people. While majority of the injured were Palestinians, the dead were four Iraqis, two Palestinians, and one Kuwaiti. The fourth explosion occurred in Khitan neighborhood, in December 1990. It resulted in killing eleven and wounding eighteen people. Among the dead were six Iraqis, three Palestinians, a Syrian, and an Asian worker. The wounded were eight Palestinians, three Bidoons (without citizenship), two Iraqis, and the rest were Asians. Finally, in January 1991, several small explosions targeted Palestinians in a commercial area known as Amman Street. Six people were killed and twenty were injured the vast majority of whom were Palestinians.

After the war

The terror campaign against Palestinians intensified after the war reaching a persecution stage. The Emir, the Crown Prince, and other senior members of Al-Sabah family led the campaign from the beginning. The Crown Prince reiterated his threats of vengeance against Palestinians of Kuwait in an interview with Robert Fisk of the London newspaper, The Independent, on February 21, 1991. He called for “cleansing” Kuwait of “fifth columnists.” On March 13, the Guardian cited government officials expressing the need to “clean out” the Palestinian neighborhoods. On April 3, a Kuwaiti army officer boasted to the American newspaper “USA Today” that the country was being “cleansed” of Palestinians. In his speech of April 8, 1991, the Emir also urged Kuwaitis to continue the campaign of “cleansing” Kuwait of the alleged “fifth columnists.” On May 8, 1991, the government newspaper, Sawt Al-Kuwait, claimed that Palestinians committed a collective crime during the crisis when they engaged in a “concerted attempt to cripple Kuwaiti civil disobedience against the Iraqis.” In the August 6, 1991 issue, the newspaper stated that Kuwait could not be secure as long as the fifth columnists are still inside the country. Apparently, the “fifth columnists” is a reference to Palestinians, Iraqis, Sudanese, Yemenis, and other Arabs whose countries supported the Iraqi position.

The terror campaign after the war started as early as the arrival of the Kuwaiti forces on February 26, 1991. Kuwaiti militants were quoted saying that they would shoot suspected Palestinians when they found them in their apartments. Four main militia groups and two state institutions participated in a concerted effort to terrorize and persecute Palestinians in Kuwait. Two of the militias were headed by the state security officers Adel Al-Gallaf and Hussain Al-Dishti. The third was headed by Amin Al-Hindi, a gangster who specialized in rape, torture, stealing, and killing. The fourth was the group known as August 2nd, which specialized in psychological warfare against Palestinians. The army and the police forces represented the two state institutions that were involved in this terror campaign.

Two Palestinians were shot dead near a traffic circle, on February 27. On March 2, Kuwaiti tanks and soldiers rolled into Palestinian communities, mainly Hawalli. House-to-house searches for weapons and alleged collaborators resulted in the arrest of hundreds of Palestinians. People were also arrested at checkpoints for no reason other than being Palestinians. Typically, they were beaten instantly then taken to police and detention centers where they were tortured for confessions.

Despite the military censorship, newspapers began to report a dramatic rise in the number of injured Palestinians in Mubarak Hospital. Scores of people were treated from severe beating and torture. Six Palestinians were brought to the Hospital shot dead in the head, execution style. By the third week of March, hundreds of people were treated from torture injuries and thousands stayed in detention centers for interrogation. Amnesty International reported that the torture of Palestinians was continuing in Kuwait by the third week of April. A 24-year-old Palestinian had been beaten for hours, had acid thrown over him, and had been subjected to electric shock torture.

The terror campaign continued throughout 1991 achieving its main objective: terrorizing Palestinians enough so that they would leave the country. To expedite the process, the government took several other measures to evict those who did not leave. First, Palestinians working for the government were fired or not rehired. Second, Palestinian children were kicked out of public schools and subsidies for their education in private schools were stopped. Third, new fees became required for health services. Fourth, housing rents increased and people were asked by Kuwaiti landlords to pay rent for the entire crisis-period.

More important were the feelings of injustice and insecurity Palestinians began to experience as a result of the terror campaign. It became unsafe to walk in streets or to stay at home. Rape stories functioned as a decisive pushing factor for the remaining Palestinian families. The “censored” Western media rarely reported on this part of the campaign. The CNN TV network covered one of these rape stories. Lubbadah told the same story together with many others. The Middle East Watch group also told several stories of rape.

On May 27, 1991, several members of a Kuwaiti militia group entered the apartment of a newly married Palestinian couple. They divided themselves into two groups. One group took the twenty-six year old bride, Najah Yusuf As’ad, to one room where they raped her one after the other then they shot her with nine bullets in the head. The other group took the thirty-year old groom, Muhammed Musa Mahmood Mustafa, to another room where they also raped him one after the other then they shot him with four bullets in his spine. When they finished committing their crimes, they sat in the apartment, drank tea, then called the bride’s family several times telling them what happened to their daughter. Another story was about A.M.M., an eighteen-year old Palestinian girl. She was kidnapped and gang-raped for two days then was brought to Mubarak Hospital on May 25, 1991. Her family said that she was kidnapped in front of her house by Kuwaiti young men. A third story was about S.M.A.D., a twelve-year old Palestinian girl, who was also kidnapped in front of her house in Al-Rumaithiyah, on June 6, 1991. She was also gang-raped for two days by a group of Kuwaitis. A fourth story was about F.M.A.F, a fifteen-years old Palestinian girl, who was kidnapped in front of her house in Al-Farwaniyah, on June 4, 1991. She was raped for two days then was brought to Al-Adan Hospital. Finally, a Palestinian woman in her fifties was kidnapped and raped by a group of Kuwaiti men about the same age. A Kuwaiti man approached her offering help. He gave her an address where she can receive social assistance. When she went to the address, she was kidnapped and raped for a week by several Kuwaiti men who then left her in a deserted area.

The government also intensified its efforts to evict the remaining Palestinians directly through deportation. Between the middle of June and the first week of July 1991, about 10,000 Palestinians were deported to the Iraqi border. On July 8, the Minister of Interior Affairs, Ahmed Hamoud Al-Jaber Al-Sabah, announced that there were about 1,000 more Palestinians in detention camps waiting for deportation. Actually, these deportations forced tens of thousands of other Palestinians to leave, mainly family members, because they could not practically stay when the head of the household or the main bread winner was deported.

The deportees were dumped at the Iraqi border near Safwan. Gradually, it became known as the Safwan Refugee Camp. Many of the deportees to this camp were tortured and brutally beaten by Kuwaiti troops. In most cases people were simply “dumped” there without any legal deportation procedures. Typically, people were arrested at checkpoints, then beaten and tortured to admit that they were collaborators. If they did not admit, they would be deported to Safwan Camp. One of the Camp deportees was Fayiz Nadir, a 23-year-old Palestinian. He was burned 10 times with an iron on his arms, feet, and head. Another one was Abdul Qadir, a 30-year-old Algerian. He was arrested together with Fayiz Nadir for two weeks. He saw 109 men in the detention center with their hands tied behind their backs, often blindfolded. When the men were brought to the interrogation, they were kicked and jabbed with gun butts. Electrical wires were put on their fingers and temples. They were given water twice a day and food once every four days. A Sudanese truck driver, Mustafa Hamzah, was arrested and blindfolded for two weeks in the Salmiya Girls’ Secondary School. He named the Kuwaiti 1st Lt. Abdul Latif Al-Anzi as the person who was in charge of that detention center. A Palestinian deportee told the New York Human Rights Group that he was tortured in that school. They burned him with a cattle brand, beat him, then dumped him by a roadside.

Se, det lugter lidt mere af Haag.

Trumps sammenhængende tale

Donald Trump fører ifølge CNN i meningsmålingerne over Hillary Clinton. Der skal tages det forbehold at Trump har fået ekstra opmærksomhed som han blev kåret til Republikanernes præsidentkandidat på der republikanske konvent. Nu er det så Hillarys tur til at højne opmærksomheden om sit kandidatur, men hun skal tage højde for en opmærksomhed der indtil videre er centreret om hvorledes Demokraterne har modarbejdet Bernie Sanders den anden kandidat til Demokraternes præsidentkandidat i en blanding af almindelig Clintonsk korruption og generel venstreorienteret antisemitisme (og så er der den almindelige dyrkelse af race-deling). Hillary har allerede ansat Demokraternes skandaleombruste partiformand til (forsat?) at lede hendes kampagne.

Og man kan håbe at Trump ender med nøglerne til Det Hvide Hus. Muligvis er han en charlatan og muligvis vil han være en katastrofe, men i forhold til alternativet, så har vi brug for en mand der kan sige sandheder. Om terror-angrebene mod Frankrig - og man kan inkludere alle europæiske lande i denne ligning - siger Trump

- Det er deres egen skyld, fordi de i årevis har tilladt folk at komme ind på deres territorium, siger han.

Det gør ondt at læse og nogle er faldet over ham for at bebrejde ofrene. Men det er desværre sandheden. Hvis ikke man værger for sig inviterer man problemerne ind i sit land. Man kan meget vel beskylde “eliten” eller “venstrefløjen” eller “venligboerne” eller “politikerne”, men alt i alt har de europæiske nationalstater, og de er jo summen der indeholder elite, folk og fjolser, ikke taget var på sig selv. Det er tid til at se virkeligheden i øjnene.

- De er blevet kompromitteret af terrorisme. Her er, hvad jeg vil gøre: Ekstremt grundige undersøgelser. Det er et hårdt ord. Ekstreme undersøgelser. Vi skal stille hårde krav. Hvis en person ikke kan bevise det, de skal kunne bevise, kommer de ikke ind i det her land, siger Trump, der dog ikke besvarer mere uddybende spørgsmål om hans model for undersøgelserne.

(…)

- Folk blev så vrede, da jeg brugte ordet muslim. Uh, man må ikke sige muslim. Og det er okay, for nu taler jeg om territorier i stedet for muslimer, siger han.

Det er en helt anden indstilling end den europæiske, der klart spejler sig i crooked Hillary. Jean-Claude Juncker “the EU chief admitted he would prefer Hillary Clinton in the White House to Donald Trump”, skriver Breitbart. Tro mod sit formål ræsonnerer formande at uanset omkostningerne er åbne grænser et gode

Mr. Juncker insisted that however bad the “migrant crisis” and terrorism in Europe gets, the EU will never call into question the free movement of people within the bloc.

“This is one of the four fundamental freedoms of the founding Treaty of Rome. It is an inviolable principle,” he said.

(…)

Dismissing suggestions that open borders led to the attacks, Mr. Juncker said he believed “exactly the opposite” – that the attacks should be met with a stronger display of liberal values including open borders.

Det verdensfjerne udsyn, renset for de grimme realiteter gennemsyrer både ekspertise, medier og myndigheder. Her sad jeg med kaffen og læste en ganske almindelig artikel på Danmarks Radio om noget af det seneste terror

Der er åbenlyst ingen sammenhæng mellem den seneste uges fire voldelige angreb i Tyskland. Men for mange tyskere føles det som terror, selv når det ikke er det, siger DR’s Tyskland-korrespondent Michael Reiter.

- Det giver en følelse af, at man ikke kan gå ud i det offentlige rum uden at blive ramt af et eller andet forfærdeligt til hver en tid, siger Michael Reiter og tilføjer, at utrygheden kommer til udtryk på de sociale medier, i de tyske avisers ledere og hos dem, han taler med.

- Der en udpræget følelse af, at verden er at lave. Sådan var det allerede efter i fredags, hvor tyskerne oplevede blodbad nummer to på en uge.

Angreb gavner højrefløjen

De voldomme begivenheder kan meget vel give den islam- og indvandringskritiske tyske højrefløj ekstra vind i sejlene, vurderer Michael Reiter. For alle gerningsmænd har anden etnisk baggrund end tysk.

- For det nationalkonservative parti Alternative für Deutschland er det vand på møllen, når der er tale om terror. For det bekræfter dem og deres vælgere i deres meget heftige kritik af kansler Merkels flygtningepolitik, siger Michael Reiter.

Det er altså kun for det nationalkonservative parti Alternative für Deutschlands vælgere at der er en sammenhæng mellem den seneste uges fire voldelige angreb i Tyskland alle begået af indvandrere og at denne sammenhæng har at gøre med Merkels flygtningepolitik, hvor man “i årevis har tilladt folk at komme ind på deres territorium”. Det borger jo ikke godt for det samlede elektorat.

Skæggede mænd lavede tumult på nøgenbaderstrand” var en overskrift på Ekstrabladet, der i artiklen gav et lille hint ved at disse skæggede mænd “beskrives som værende ’sydlandske’ og som værende omkring 25 år gamle.” Som Møller på Uriasposten spekulerer i “kunne det godt være et efterspil til en fugtig kongres for kristen-arabiske julemænd, men nej”. Møllers sarkasme er desværre sørgelig præcis, hvis man læser de svenske medier, hvor det i ægte Camusks ånd er solen der var skyldig i de mange voldtægter. Midt i al det gejl kan man ikke fortænke den almindelige borger i at miste sin sunde fornuft

forkert-gc3a6t

Myndighederne i både Tyskland og Frankrig har haft travlt med at dække over problemets omfang og essens.

Der er en direkte sammenhæng mellem muslimsk indvandring og terror og vold. Trumps tale er sammenhængende, mens europærernes, med et engelsk udtryk er unhinged.

Obama: “Just because Iranian hardliners chant Death to America does not mean that that’s what all Iranians believe”

Husker De det? Da Obama ikke lagde noget i at ledende kræfter i det iranske regime ønskede død over USA. Hans ræsonnement var at et flertal af iranere sikkert ikke ønskede, hvad lederne ønskede. Jo, og så slog han de, der advarede om truslen fra de dødstruende iranske hardlinere i hartkorn med de selv samme dødstruende iranske hardlinere. Derfor var det helt logisk at lade død-over-USA Iran starte deres eget atom-program og frigive de enorme summer, der havde været indefrosset i udenlandske banker siden Shahens fald.

Man kan håbe på at Hillary Clinton ikke vinder det amerikanske præsidentvalg i november. Og hvis den ulykke skulle være undgået, så kan man håbe at Trump holder noget af det han lover. I så fald vil USA, og det vil måske kunne trække det meste af Vesten med sig, skifte kurs fra Obamas farlige underdanighed overfor verdens tyranner i almindelighed og muslimer og deres månereligion i særdeleshed. Victor Davis Hansen, der altid er værd at læse, giver i Townhall på glimrende vis en forelæsning i konsekvenserne af eftergivenhed for bøller - at de tolker det som svaghed

When President Obama entered office, he dreamed that his hope-and-change messaging and his references to his familial Islamic roots would win over the Muslim world. The soon-to-be Nobel Peace Prize laureate would make the U.S. liked in the Middle East. Then, terrorism would decrease.

But, as with his approach to racial relations, Obama’s remedies proved worse than the original illness.

Obama gave his first presidential interview to Al Arabiya, noting that he has Muslims in his family. He implicitly blamed America’s strained relations with many Middle Eastern countries on his supposedly insensitive predecessor, George W. Bush.

The new message of the Obama administration was that the Islamic world was understandably hostile because of what America had done rather than what it represented.

Accordingly, all mention of radical Islam, and even the word “terrorism,” was airbrushed from the new administration’s vocabulary. Words to describe terrorism or the fight against it were replaced by embarrassing euphemisms like “overseas contingency operations,” “man-caused disaster” and “workplace violence.”

In apology tours and mythological speeches, Obama exaggerated Islamic history as often as he critiqued America. He backed the Muslim Brotherhood in Egypt. He pushed America away from Israel, appeased Iran, and tried to piggyback on the Arab Spring by bombing Libya. He even lectured Christians on their past pathologies dating back to the Crusades.

Yet Obama’s outreach was still interpreted by Islamists as guilt and weakness to be exploited rather than magnanimity to be reciprocated. Terrorist attacks increased. Obama blamed them on a lack of gun control or generic “violent extremism.”

(…)

Radical Islam never had legitimate grievances against the West. America and Europe had welcomed in Muslim immigrants — even as Christians were persecuted and driven out of the Middle East.

Billions of dollars in American aid still flows to Islamic countries. The U.S. spent untold blood and treasure freeing Kuwait and later the Shiites of Iraq from Saddam Hussein. America tried to save Afghanistan from the Soviets and later from the Taliban.

For over a half-century, the West paid jacked-up prices for OPEC oil — even as the U.S. Navy protected Persian Gulf sea lanes to ensure lucrative oil profits for Gulf state monarchies.

Osama bin Laden and Ayman al-Zawahiri, the original architects of al-Qaida, were so desperate to find grievances against the West that in their written diatribes they had to invent fantasies of Jews walking in Mecca. In Michael Moore fashion, they laughably whined about America’s lack of campaign finance reform and Western culpability for global warming.

The real problem is that Islamic terrorism feeds off the self-induced failures of the Middle East.

Som Churchill sagde om tyskerne (I en anden tid! I en anden tid!) “They are either at your feet or at your throat!”

Brexit og tonen

Der tales altid om emotioner, når man skal forklare EU-skepsis. Men som det er blevet demonstreret så tydeligt af reaktionerne på Brexit, så løber emotionerne af med EU-tilhængerne

Milton Friedman forewarned in the introduction to F.A. Hayek’s “The Road to Serfdom.” Whereas “the argument for collectivism is simple if false; it is an immediate emotional argument.” “The argument for individualism” and freedom, on the other hand, “is subtle and sophisticated; it is an indirect rational argument.”

Margrethe Aukens emotionelle reaktion på Nigel Farages afgang som formand for sit parti UKIP vidner om at EU vækker de ikke så sofistikerede og subtile emotioner

margrete-auken-om-farage

Satyajit Das beskriver i Independent nogle flere reaktioner fra det angelsaksiske overdrev

The EU is circling the wagons, painting Britain as a reluctant European, and seeks to punish her to dissuade other nations from similar actions. EU Commission President Jean-Claude Juncker’s tart summary reflects this view: “It’s not an amicable divorce, but it never really was a close love affair anyway”.

The intellectual response is framed by cognitive dissonance. Chris Patten, the last British governor of Hong Kong and a former EU commissioner for external affairs, lamented the fact that the referendum outcome was the result of a complex question being reduced to “absurd simplicity”.

Kenneth Rogoff, professor of economics and public policy at Harvard University, saw it as “Russian roulette for republics”. He complained that the simple majority of those who voted (36 per cent of eligible voters voted for leaving) was an absurdly low bar – although that level is significantly higher than the average winning vote proportion in recent US presidential elections, for example. Such a significant decision, he said, should not be made without appropriate checks and balance.

And in an editorial for Business Insider, American columnist Josh Barro termed the decision “a tantrum”. British voters had made “a bad choice”. It was an “error of direct democracy”. Such important decisions should not be decided by voters but left to “informed” elected officials.

For those who believe they are born to rule, democracy should be for those who meet some standard set by them with the proviso that the vote coincides with what they think ought to happen. For this group, the Brexit vote signals the need to limit democracy to ensure that important decisions are left to self-certified experts.

I National Review har David French talt med en EU fortaler, der ikke forfalder til emotionerne og som giver en dyster strukturel beskrivelse af EU

It was a system that worked remarkably well for the international upper class. Men and women dedicated to commerce enjoyed unprecedented access to international markets. Activists dedicated to social justice could engineer their societies without ever truly facing the accountability of the ballot box. The logic of the system was self-proving. It would triumph through the sheer force of its virtue.

Unable to grasp the extent to which the new international order had endured and prospered not so much through its self-evident goodness but through the protection of American arms, it proved completely incapable of meeting the challenge when America chose to retreat. Vladimir Putin wanted no part of a system that sidelined Russia and viewed it as just one more economic and bureaucratic entity in a global superstate and decided to exert raw power to shape the world. He put boots on the ground in Crimea, and he dared the world to move him. He exerted his will in Syria, and he dared the world to stop him.

In response, John Kerry actually said, “You just don’t, in the 21st century, behave in 19th-century fashion by invading another country on completely trumped up pretext.” It’s a comment that would be hilarious if it weren’t so impotent. Putin did as he liked, and “history” had nothing to say about it.

Det er den kølige analyse af EU. Man kan anse EU som at gode, når alt tages i betragtning, men indvendingerne imod det træge bureakrati og dets grundlæggende svigt. Men ‘er’ og ‘bør’ forveksles for venstrefløjens elite, med dens kollektivisme og flyvske idealer, hvor diffuse de så måtte være. Peter Hitchens leverer en fejende beskrivelse, af en elite uden nytte eller opfattelse af forpligtelse

The part of the referendum campaign that has angered me most is this: the suggestion, repeatedly made by pro-EU persons, that there is something narrow, mean and small-minded about wanting to live in an independent country that makes its own laws and controls its own borders.

I can think of no other country where the elite are so hostile to their own nation, and so contemptuous of it.

I have spent many years trying to work out why this is. I think it is because Britain – the great, free, gentle country it once was and might be again – disproves all their theories.

Most of our governing class, especially in the media, politics and the law, is still enslaved by 1960s ideals that have been discredited everywhere they have been tried.

These are themselves modified versions of the communist notions that first took hold here in the 1930s. But the things they claim to want – personal liberty, freedom of conscience, clean government, equality of opportunity, equality before the law, a compassionate state, a safety net through which none can fall, and a ladder that all can climb – existed here without any of these airy dogmas.

How annoying that an ancient monarchy, encrusted with tradition, Christian in nature, enforced by hanging judges in red robes, had come so much closer to an ideal society than Trotsky or Castro ever did or ever could.

The contradiction made the radicals’ brains fizz and sputter. How could this be? If it was so, they were wrong. Utopians, as George Orwell demonstrated, prefer their visions to reality or truth. Two and two must be made to make five, if it suits them.

So, rather than allow their hearts to lift at the sight of such a success as Britain was, and ashamed to be patriots, they set out to destroy the living proof that they were wrong.

(…)

They declared themselves ‘Europeans’. They regarded this as superior to their own country. ‘How modern! How efficient!’ they trilled. I have heard them do it. They did not notice that the EU was also a secretive, distant and unresponsive monolith, hostile or indifferent to the freedoms we had so carefully created and so doggedly preserved.

They failed to see that its ‘parliament’ does not even have an opposition, that its executive is accountable to nobody. They inherited jury trial, habeas corpus and the Bill of Rights – the greatest guarantees of human freedom on the planet – and they traded in this solid gold for the worthless paper currency of human rights.

If they win on Thursday, the process of abolishing Britain will be complete. If they lose, as I hope they do and still think they will, there is a faint, slender chance that we may get our country back one day.

Som bekendt vandt de ikke og bitterheden luftes stadig. Måske fordi de frygter at festen er forbi. Hvis EU falder fra hinanden, som følge af en dominoeffekt udløst af Brexit, mister denne moralske overklasse et væsentligt våben mod en rationel og nødvendig politik, nemlig henvisning til den højere orden, som EU repræsenterer. Javist, FN og diverse konventioner vil stadig eksistere, men der vil ikke længere være en EU justits eller en fortælling om en europæisk offentlighed hvori et land kan blive paria. Pludselig vil vi kunne gennemføre Dansk Folkeparti og Nye Borgerliges forslag, hvis vi lyster.

På et mere prosaisk plan er der selvfølgelig også en frygt for at festen med overflødige jobs ender.

Brexit er et generationstyveri

Det er overvældende så mange mærkværdige reaktioner på Brexit, der fortjener en kommentar. Hvis EU var en almindelig sund konstruktion af samarbejde, ville unionens repræsentanter reagere med en form for vemodighed over at briterne ikke syntes det var godt nok. De ville sige tak for denne gang, bytte telefonnumre og sørge for at holde kontakten så meget som det nu synes at være til fælles bedste. Med et sundt og givtigt samarbejde ville de fortsætte den gode form, nu uden briterne, og se frem til den samme gyldne fremtid, som de hele tiden kunne. I stedet reagerer de med vrede, bitterhed og trusler om altings ende. Kurserne rasler ned og økonomierne er usikre, 3. Verdenkrig står måske for døren og klimaet, hvad med det?

I en glimrende argumentation op til valget, sagde Daniel Hannan vittigt at stemme for EU fordi man holdt af Europa var som at støtte FIFA fordi man kunne lide fodbold. Engelske Guardian forstår som typisk eksponent ikke den slags skelnen mellem skæg og snot og den forstår ikke at uenighed kan være ærlig og uden sinistre bagtanker. Dissens er bagstræberisk og den skriver harmdirrende om et intergenerationelt tyveri

This generational gap is among the many parallels between Brexit and climate change. A 2014 poll found that 74% of Americans under the age of 30 support government policies to cut carbon pollution, as compared to just 58% of respondents over the age of 40, and 52% over the age of 65.

Tilsvarende undersøgelser viser at kendskabet til holocaust er langt mere fremtrædende blandt ældre generationer end yngre (og helt grelt havde det set ud, hvis ikke Spielberg havde givet lidt substans til popkornene). Klimabenægtere, betegnes dissidenter fra den herskende ortodoksi og der henvises til for længst afviste undersøgelser, som de famøse 97% enighed blandt forskere (og embedsmænd og aktivister) der

Guardian tikker bokse af for hvor loyale mennesker er for vedtagne fortællinger og her er ungdommen blot bedre fordi den godtager fortællingen om EU som Europa og fredens projekt og fremskridt og fællesskab, som også fortællingen om menneskets katastrofale påvirkning af klimaet på en nederen måde. De ældre generationer roses modsat ikke for deres selvstændige tankegang og deres store modstandsevne mod en vedvarende strøm af ensidig mediedækning. De ældres erfaring og deres ræsonnementers kvalitet underkendes helt og aldeles som et moralsk og intellektuelt svigt.

The problem is of course that younger generations will have to live with the consequences of the decisions we make today for much longer than older generations. Older generations in developed countries prospered as a result of the burning of fossil fuels for seemingly cheap energy.

Ja, hvad har de gamle nogensinde gjort for de unge, bortset fra alt? Det er fri fantasi, og en ondsindet en af slagsen, at de ældre generationer handler mere egoistisk end de yngre. Enhver kan spørge sig selv om man regner sin egen dømmekraft, evne til at ræsonnere eller viden som stærkere end den var for år tilbage. Og de fleste der får børn og lærer at betale egne regninger, tenderer også til at se samfundet i en større helhed end den tåkrummende veksling mellem flyvske idealer og og militant egoisme, der præger den venstredrejede ungdom over det meste af den vestlige verden,

Guardian har samlet nogle videoreaktioner fra nogle unge mennesker der lufter deres frustrationer. De er ikke de mest opsigtsvækkende, men det er hvad Guardian mener er valide indvendinger fra en generation de forrige. Så vi giver flygtigt ordet til de unge mennesker, hvis liv allerede ligger i ruiner, berøvet som de er for enhver meningsfuld fremtid

“We are europeans! We’re citizens of the world.” indleder den anden pige med selvmodsigende selvretfærdighed. Enten er de europæere eller også er de verdensborgere. Hvis man kan anse sig som begge dele, kan man også se sig som brite og verdensborger. Og nej, det er rigtigt at de 16-17 årige ikke blev spurgt, som heller ikke de 5 årige. For det er som at høre børn mere end verdensborgere, når harmen får luft. Som fyren lige efter, der spørger, hvorfor andre generationer skal have indflydelse på hans fremtid. Eller den unge mand, der er bange for LGBT personers fremtid, eller hende der er sur over at universiteterne er blevet dyrere, eller hende der ser verden som en 24 årig kvinde eller hende hvis generation er DØMT til en usikker fremtid af 90 årige (der allerede havde bekæmpet Hitlers visioner for et samlet Europa) fordi verden er global (England kan nu lave handelsaftaler med BRIC landene) til den sidste fyr, der udlægger en pro-EU stemme som medfølelse og progression, hvilket implicit de gamle røvhuller har stemt imod, egoistiske og regressive som de er.

Der er dog en som kerer sig om sygehusvæsenet som nu vil blive underfinansieret som følge af alle de økonomiske ulykker som et Brexit vil trække med sig, men her kan man berolige med at markedet allerede har overstået sit umiddelbare hysteri.

Men hvornår blev det ansigtsløse bureaukrati af big business og big regulation og lukket heteronormativ hegemon EU, til alle ungdommens drømme og visioners moder? De plejede at være noget med regnbuer, tolerance, multikultur og indtil for nyligt opgør med big government og big business i allehånde eat the rich metastaser udskudt fra Occupy Wall Street. Så stor var vreden at selv når disse ansigtsløse fjender mødtes for at redde klimaet skulle byens smadres i afmægtig vrede over at blive taget alvorligt. Breitbart har været til en pro-EU demonstration, der tro mod venstrefløjens røde tråd var anti-altmuligt

They chanted: “EU, We Love You”, “EU Forever”, “Love Not Hate”, “Racists Out, Migrants In”, “Say it Loud, Say it Clear, Refugees are Welcome Here”, and, “Who’s Future? Our Future!”

skc3a6rmbillede-2016-07-01-kl-112356

EU er det nye sort.

Overklassens forælede unge er færdige med at grine ad Little Britain

Ian Tuttle beskriver i National Review, de barnlige reaktioner fra taberne af Brexit

In the wake of the U.K.’s decision to withdraw from the EU, the anti-Brexit crowd has leaped to explain the vote in stark terms. “The force that has been driving [‘Leave’ voters] is xenophobia,” wrote Vox’s Zack Beauchamp, and at Esquire Charles Pierce explained: “Some of the Oldest and Whitest people on the planet leapt at a chance to vote against the monsters in their heads.” The Guardian’s Joseph Harker mused: “It feels like a ‘First they came for the Poles’ moment.” And blogger Anil Dash managed to squeeze all of these dismissive opinions into a single tweet: “We must learn from brexit: Elderly xenophobes will lie to pollsters to hide their racist views, then vote for destructive policies anyway.”

(…)

Both sides of the Atlantic are dominated by liberal cosmopolitans who are no longer able to acknowledge the validity of any other worldview than their own. The anti-Brexit crowd cannot acknowledge that those who voted to leave may have done so out of legitimate concerns about sovereignty or economic opportunity or security — that is, that they may have drawn rational conclusions and voted accordingly. And President Obama seems incapable of recognizing that there are reasonable, non-bigoted grounds on which to oppose his executive actions — for example, to preserve the principle of separation of powers that is a pillar of the American constitutional order.

Liberal cosmopolitanism, regnant since the end of the Cold War, has bought completely into its own rightness. It is entirely devoted to an increasingly borderless political future carefully managed by technocrats and tempered by “compassion” and “tolerance” — all of which aims at the maximal amount of material prosperity. It sees no other alternative than that we will all, eventually, be “citizens of the world,” and assumes that everyone will be happier that way.

It’s not unreasonable to think otherwise. Anti-EU movements and renewed nationalism in the United States are on the rise precisely because they offer alternatives to this self-assured order. It’s not clear whether a United Kingdom withdrawn from the EU will be better off. But it’s entirely defensible to think that it might be. Likewise, it’s not unreasonable to prefer loyalties rooted in close-knit interactions among people who share a particular space and a particular history. Or to prefer local rule to government outsourced to distant bureaucracies. Or to prefer a richer sense of belonging than interaction in a common market. There are alternatives to a transnational super-state that are not fascism.

En gammel klassekammerat ‘linkede til nogle bitre tweets fra unge Remain-tilhængere, som BuzzFeed havde samlet. Og ungdommen, den ungdom, selvsikker si sin egen selvretfærdighed, mistænker ældre mennesker for kortsynet egoisme. “I know it’s not very “politically correct” to say it out loud but in the wasteland of ruined Britain I am going to hunt and eat old people“, skriver en og “I’m not giving up my seat to the elderly anymore. Eye for an eye.” skriver en anden. Noget for noget, hva’, de generationer der gik forud, hvad har de nogen sinde gjort for mig? Billedet med de forræderiske ældre mennesker, der trods den større erfaring åbenbart er blevet mindre vidende illustreres også med gammel kunst

inforgraphic

Og historiske refererencer

medieval-reactions

Selvfølgelig, vi ved alle hvor egoistiske bedsteforældre er. (Psst, universiteter og den moderne videnskab blev opfundet i middelalderen).

brexiters-er-nazier

Brexiter er nazister fordi de ikke vil lade deres land diktere af fremmede magter.

channel-tunnel

Psst, Channel Tunnel er ikke EU, men fransk-britisk halløj. Så lad os slutte via Daily Mirror med den tidligere Liverpool og Arsenal wing, Jermaine Pennant og hans bekymringer for fremtiden

jermain-pennant

Psst, EM afholdes næste gang i 2020.

Nigel Farage havde advaret

Demografi, EU, England, Euro, Folkevandring, Forår?, Historie, Indvandring, Tyrkiet, Økonomi og finans — Drokles on June 23, 2016 at 4:53 am

Det bliver tæt, ifølge meningsmålingerne. Englænderne forlader EU, fortæller Express, Mens Mandag Morgen mener at at de bliver i suppedasen. Hvis englænderne bukker under for frygten, skal de ikke sige de ikke var advaret. Denne hyldest til Nigel Farage illustrerer, hvor tydelige tegnene på EUs sammenbrud har været

Hvis man de seneste par år har hørt Farage skose EUs kommisærer, parlamentarikere og apologeter husker man også, den hån de udviste overfor hans præcise advarsler, som rygere der afviser lægens advarsler mens de grinende hoster blod op.

Jo Cox og venstrefløjens “selektive medfølelse”

Obama-administrationen vil ikke associere islam med terrorangrebet på bøsse-baren i Orlando, der kostede 49 mennesker deres liv. Det vil efter Obamas opfattelse dæmonisere for mange muslimer og overlade definitionsretten til islam til de forkerte mennesker. Derfor var det meningen at transkribtionen af Orlando-morderens opkald til alarmcentralen ikke skulle indeholde det egentlige motiv, nemlig islam. Hårdt presset må den fulde tekst dog offentliggøres, skønt man stadig havde oversat Allah til Gud. Obama vil dog gerne gøre alle legale våbenejere, samt republikanerne til hovedproblemet. Venstrefløjen hader højrefløjen for at have ret.

I England vil Juliet Samuel gerne definere den yderste højre, når hun i Telegraph slår fast at mordet på den engelske labor politiker Jo Cox var højreorienteret terror. Jeg er ikke kommet langt nok i denne kedelige sag til at kunne konkludere, hvad der drev Cox morder Thomas Mair. Selv talte han efterfølgende om hævn, så helt forkert virker Samuels påstand ikke. Men Samuel fortæller om Jo Cox “The killing of a serving MP who had so much to contribute to our democracy has triggered a national period of sorrow, sobriety and reflection.” At Cox havde masser at byde på på er grangiveligt rigtigt, men hvis man med “our democracy” mener England er det tvivlsomt. Annie Dieu-Le-Veut skriver i The Holistic Health Store at Jo Cox “was so busy paving the road with good intentions that she didn’t look up to see that they were leading to Hell.” og citerer Francis Carb Begbie i Occidental Observer

Jo Cox wanted to make the world a better place and it was a cause for which she was willing to travel halfway across the globe. Whether consoling rape victims in Darfur or bombed out villagers in Afghanistan, it seemed the jet-setting international aid worker was rarely far from the action.

Lately it had been the struggle of Syrian war refugees to get to the West that touched her heart, and their plight was a subject she returned to again andagain after becoming a Member of Parliament. It seemed there was no victims anywhere she could not empathise with.

Except, perhaps, with one striking omission.

And that would be the White child rape victims of Muslim grooming gangs in her own back yard. For her West Yorkshire constituency is near the epicentre of the Muslim child rape epidemic that has been sweeping the Labour heartlands of northern England, largely ignored or covered up by social services workers, police and politicians.

For it is a striking omission that of all the subjects she enjoyed sounding off on, this world-famous crisis affecting the poorest Whites on her doorstep was not one of them. One cannot help wonder if this shrewd silence was connected to the fact that her lavishly paid MPs job in the constituency of Batley and Spen largely depended on the support of the local Muslim community.

Co-incidentally, just as Jo Cox was shot and stabbed to death outside her constituency office in Birstall last Thursday,  sentencing was about to take place at Leeds Crown Court after a long trial involving a horrific case of Muslim child exploitation.

(…)

Tribute after tribute bore witness to Jo Cox’s uniqueness. But in reality, nothing could have been further from the truth.  In fact, women like Jo Cox are ten a penny across the West these days — bland, compliant functionaries who have been marinated in political correctness and are happy to regurgitate the platitudes and attitudes of their political masters. And are well-rewarded for doing so. Elizabeth Warren (AKA Pocahontas) in the US comes to mind.

She was that toxic combination of self-rightousness and entitlement which believed itself possessed of a special moral insight into the moral shortcomings of their own people. Never slow to parade her compassion, she was also calculating enough to help more dubious causes, as when she lent her name to a government minister who was lobbying for Britain to begin bombing in Syria. Bombing and babies; it was all business for Jo Cox.

Og Dieu-Le-Veut tilføjer

Today, with her body barely cold,  her husband Brendan Cox is tweeting out a Go Fund Me link to his wife’s ‘favourite causes’ and one of those is the White Helmets.

Manden, Brendan Cox har tidligere været inde i en af disse godhedens skandaler, kan man læse på Daily Mail.

The Establishment strikes back

Der synes at være et skred i vesterlændingenes erkendelse, som Kim Møller beskriver på Uriasposten

Norbert Hofer fra Haiders frihedsparti var blot 31.000 stemmer fra at blive præsident i Østrig, og med Marine Le Pen i Frankrig og et muligt Brexit i England er nationalstaterne så småt ved at vågne. En meningsmåling giver sågar Donald Trump en svag føring over Hillary Clinton, og man kan roligt sige at status quo har rykket sig til højre for midten. Måske er der noget apolitisk politikerlede over det, i lighed med Pegida-bevægelsen, men kræsenhed er en luksus vi ikke har råd til at have. Den stemning, følelse eller populisme der kan mindske skaderne ved masseindvandringen er den rette. Uden forbehold.

Herhjemme er Nye borgerlige det bedste bud på et paradigmeskifte, for selvom Martin Henriksen på sin vis er skarp nok, så har partiet valgt ikke at satse med ultimatummer, der i værste fald, kunne sætte partiet femten år tilbage. Et DF der ikke er medansvarlig for masseindvandringen, er desværre også et DF helt uden indflydelse. Problemet er ikke bare, at et ultimatum risikerer at gøre Mette Frederiksen til statsminister, men at Thulesen-Dahl hermed også gør sig selv til statsministerkandidat for en mulig mindretalsregering uden mandater til at vedtage andet end velkomstflyers på arabisk.

Men det etablerede giver sig ikke uden kamp. For den er magten blevet sit eget indhold og den den ser ud til at ville ofre alt, selv befolkningen, for en forlængelse. “The President of the unelected executive arm of the European Union (EU) has vowed to block all right wing populists from power across the continent, shortly after acquiring the power to exert “far-reaching sanctions” on elected governments.” hedder det på Breitbart

Jean-Claude Juncker, the president of the European Commission, promised to exclude Norbert Hofer, the leader of Austria’s Freedom Party (FPÖ), from all EU decision-making if elected ahead of yesterday’s presidential vote.

“There will be no debate or dialogue with the far-right,” the liberal bureaucrat told AFP.

The FPÖ has been Austria’s top-polling political force for some time. However, after leading the pack for most of the presidential race, the right-wing candidate lost out by 0.6 per cent to the Green party, after the inclusion of postal votes, and months of Europe’s mainstream media calling the centre-right populist “far right”.

Right wing populists are periodically topping the polls across the continent – in France,SwedenHolland, and now Austria – and anti-migrant populists are already in power inHungaryPoland, and the Czech Republic.

Mr. Junker’s definition of “far right” is somewhat broad, noted by him previouslydescribing Hungary’s conservative president, Viktor Orbán, as a “fascist.”

With the continent-wide democratic surge to the right, the anti-democratic Commission could be in for a challenge in their attempt to exclude each and every elected government they deem to be “far right.”

However, as of 2014, the Commission was handed a batch of new powers that it could plausibly use to do just this – powers already being mobilised against Poland’s elected, conservative leaders.

The Commission can now trigger a “rule of law mechanism” (Article 7 TEU) againstnations it perceives as deviating from “the common constitutional traditions of all Member States.” Ultimately, “far-reaching sanctions” can be exerted, and a country can be stripped of all voting rights in the EU and have funding blocked.

Og for at puste til min egen snigende paranoia, så kan det se ud til at man undgik at gøre brug af “Article 7 TEU” ved at håndtere problemet på et nationalt niveau

The election victory of Alexander Van der Bellen, former head of the Austrian Green party, against Austrian Freedom Party (FPÖ) candidate Norbert Hofer, saw one of the tightest results in Austrian electoral history.

The former Green leader won the vote by a mere 0.6 per cent after postal ballots had been counted. Some are sceptical of the results and one case in particular has given pause.

The town of Waidhofen an der Ybbs has, on the Austrian Interior Ministry website, a stunning result: 146.9 per cent of the town voted, Stern reports.

According to the Interior Ministry website a total of 13,262 people had voted with 12,559 of the votes cast being regarded as valid which is still estimated to be more people than actually reside in the town.

The Interior Ministry came out and claimed that the entire result was simply a technical glitch and Robert Stein, chairman of the Electoral Department of the Interior, said the problem was an input error on behalf of one of their staff.

Man tror efterhånden det værste, men muligvis var det blot en fejl med alle de stemmer. I USA møder mange døde mennesker op for at give deres stemme

See, for example, this story out of Florida. Or this story out of North Carolina. Or this story, wherein a convicted fraudulent voter and poll worker in Ohio was cheered at a Democrat-sponsored anti-ID rally in Ohio. Or these instances of elected Democrats being charged and convicted of illegal voting. While you’re at it, don’t forget about Rhode Island’s voter ID law, passed by a Democratic legislature and co-sponsored by black Democrats who stated that they’d personally witnessed fraud. The anti-voter ID crowd must be forced to explain just how much fraud they’re willing to accept.  Double voting, non-citizens voting, dead people voting, etc.  I’ll leave you with a friendly reminder that there is an overwhelming bipartisan consensus in support of these common sense laws.

Men man behøver nu ikke vække de døde, hvis man kan importere en zombiehær, til at udslette de sidste rester af folkets vilje, hvis det står til Hillary Clinton, der ser ud til at ville ophæve grænsen til Mexico, skriver Breitbart

“I would not deport children. I do not want to deport family members either,” Clintondeclared in March. Clinton’s pledge not to enforce U.S. immigration law as President represents an essentially unprecedented departure from the nation’s history of enforcing immigration law.

The Center for Immigration Studies’ Mark Krikorian described Clinton’s pledge as “a breathtaking step toward open borders.”

As the Washington Post reported: “Clinton’s pledge not to deport any illegal immigrants except violent criminals and terrorists represents a major break from President Obama, and it could vastly increase the number of people who would be allowed to stay in the country.”

Clinton’s vision erases entirely the protections that U.S. immigration laws are supposed to afford American citizens: such as protecting Americans from losing a job to an illegal immigrant, preventing the sapping of school and hospital resources, as well as defending the voting privileges and enfranchisement of U.S. citizens (giving citizenship to illegal immigrants allows them to cancel out the votes of native-born American citizens).

The implication of Clinton’s platform– i.e. that illegal entry is not in and of itself a deportable offense–represents a central pillar of the open borders credo: namely, that millions of people can illegally come to the country, take jobs, attend U.S. schools, receive affirmative action, apply for federal benefits, and give birth to children who receive birthright citizenship.

Moreover, waiting until after a violent conviction has been obtained to deport an illegal alien means that immigration laws were enforced far too late–i.e. they were not enforced until after an American was victimized, raped, or murdered by a criminal alien. A federal policy that waits to enforce immigration laws until after there is a criminal conviction would mean admitting and releasing criminals by the hundreds of thousands, and letting them roam free until after they have committed a crime, and have been apprehended, tried, and convicted for that crime.

Samme vision om international socialisme har Københavns Sundheds- og Omsorgsborgmester Ninna Thomsen, der vil give asylansøgere stemmeret til kommunalvalg. Begrundelsen er følgende

- København er en international storby, hvor der er mange, som kommer til. Det er både internationale studerende og folk, som i kortere eller længere perioder skal arbejde her. Og så er vi begyndt at modtage flygtninge igen.

- Nu er det på tide at sige, at de mennesker, som bor i byen, skal have indflydelse på Københavns udvikling fra dag ét, siger hun.

Uh, en dejlig leg med begreber, som venstrefløjen kitter deres logik op på. Man kan sagtens beskrive København som en international storby ud fra en eller anden betragtning om dens forbindelser til omverdenen og den kuturelle, videnskabelig, kulturelle osv output. Det er beskrivelser, men faktuelt er København en dansk by. Faktisk er København nationens hovedstad.

PS: Det tidligere medlem af det etablerede Helle Thornings tidligere rådgiver Noa Reddington foreslår i Politiken i samme angst for folket at spærregrænsen hæves fra 2 til 4 procent så man undgår at skulle forholde sig til “Nye Borgerliges balstyriske formand” Pernille Vermund og Dansk Samlings ’sammenbidte og svedende’ formand Morten Urhskov Jensen.

For børnenes skyld

Børnekultur, den er hele tiden under forandring. For opfattelsen af børn er, som begrebet fortæller, et spørgsmål om kultur. Derfor er det falsk når det siges at vi alle vil det bedste for vores børn. Det vil vi ikke og der er ikke blot tale om perverterede undtagelser. Til nogle tider og i nogle samfund er børn f.eks blot en fremtidssikring, i vore tider ofte en selvrealisering. Og selv om vi ville det bedste for vores børn, så er vi altid uenige om, hvad der er det bedste. En hippie i Købehavns gentrificerede brokvarterer vil gerne have at deres børn identitet er en udlevelse af en eksotiske sexualitet som slår døren ind til et kreativt job for vores andres penge. For muslimer på Vestbredden og i Gaza er det fineste at se sin teenagesøn sprænge sig selv og sine omgivelser i luften ved et busstoppested i Tel Aviv - så de kan opnå martyriet og familien lidt EU penge overrakt via den herskende terrorbevægelse Og det er jo på en gang det bedste for børnene og en fremtidssikring for familien.

Men vi er kristne eller i hvert fald rundet af kristendommen, så børn er individder med en uskyldighed, der giver dem en særlig forrang for at komme ind i himmerriget, skønt de rationelt er lettere at erstatte gennem reproduktion end et fuldvoksent menneske og derfor burde have mindre værdi. Men synet på børn er ikke rationelt, det er et religiøst dogme. Og den slags degenererer jo over tid, når man glemmer eller endog fornægter udgangspunktet. Så i Danmark, hvis for tiden herskende, men efterhånden lidt skrantende gud hedder velfærdsstaten vil man byde den ellers udviste gangster Levankovic velkommen hjem til det forbryderimperium han blev tvunget væk fra. For hans børns skyld, selvfølgelig. Fuck andres børn. Eller som psykolog ved Red Barnet Kuno Sørensen formulerer det

Som jeg umiddelbart hører det, har man ikke vurderet, at Levakovic er direkte skadelig for børnene, så derfor vil der i sådan en sag være et behov for børnene, for at have en ordentlig kontakt i ordentlige rammer sammen med den far, som de er børn af. Det, at skulle rejse til et fremmed land og etablere et samvær i nogle fremmede rammer, vil ikke kunne opfylde børnenes behov

Gangsteren Fisfis har otte børn (8!), så han venter i kulissen. Er der noget som rettigheder? Men netop det at vi prøver at beskytte børn ud over al rimelighed, mens muslimerne kan tage småpigerne til koner (smådrengene kan bare tages) giver en udfordring i kulturmødet når de myldrer herop med deres barnebrude. Normalt ville vi redde dem ud af de pædofiles kløer, men når man ikke er fra Tønder spiller familien, som det ellers er så trendyt at dekonstruere, pludselig en stor rolle. For børnebrudens skyld, selvfølgelig.

Der kommer også flygtningebørn uden voksen ledsagelse (heldigvis er halvdelen af disse børn voksne), men disse børn sendes ikke tilbage til deres forældre, selvom det at “rejse til et fremmed land og etablere et samvær i nogle fremmede rammer, vil ikke kunne opfylde børnenes behov”. Måske fordi at når de endelig er med voksen ledsagelse, så vil den voksne måske ikke helt barnets bedste, men ser istedet barnet som en fremtidssikring, der kan slå døren ind til velfærd.

Imamer og ørefigner

TV2 har lavet en dansk pendant til de engelske Undercover Mosque og Undercover Mosque - The Return, Moskeerne bag sløret. Kim Møllers Document.dk gennemgik essensen

Det blev ikke udpenslet, men de problematiske moskéer var de største, og mellem linjerne kom det frem, at det på ingen måde drejede sig om at et mindretal af herboende muslimer fra flere arabiske lande og Somalia. Det blev fortalt, at 80 procent af kvinder fra disse lande ikke var i arbejde, hvad til dels blev forklaret med islams holdning til kvinders ageren i det offentlige rum.

Og Kasper Støvring mindede om de sørgelige tal

Er det kun et lille mindretal, der støtter det? Det er tvivlsomt, hvis vi ser på den mest omfattende undersøgelse, der er lavet om europæiske muslimer, WZB-undersøgelsen. Her mener 75 procent af alle muslimer, at der kun findes én sand udlægning af Koranen, og 65 procent mener, at religiøse lov skal stå over sekulære love. I en undersøgelse fra sidste år, lavet af Wilke for Jyllands-Posten, så man en stigende tendens til islamisering blandt muslimer i Danmark. I 2006 mente 62 procent af danske muslimer, at Koranens anvisninger skal følges fuldt ud. Det tal er vokset til 77 procent i dag. Undersøgelsen viste også, at 50 procent beder mere end fem gange dagligt. Ved en tilsvarende måling i 2006 var det tal blot 37 procent, og andelen der ønsker, at kvinder skal være tilslørede i det offentlige rum, er vokset fra 28 procent til 42.

Ah ja, skjulte optagelser fra en moske sætter fokus på enkelte imamer og deres misforståede udlægning af islam - i hvert fald for vores politiske systems opfattelse. Venstres integrations- og udlændingeordfører Marcus Knuth “personlige reaktion er, at man bør rive moskéen ned og udvise imamerne“, skriver TV2. Og Konservative vil sammen med SF have en decideret dansk imamuddannelse, “et opgør med de selvbestaltede imamer, der kommer med grundlæggende anderledes samfundssyn end det, vi har i Danmark“, som integrationsordfører for Socialistisk Folkeparti Jacob Mark formulerede det ifølge Jyllands-Posten. Det er for socialister ikke et dansk samfundssyn vi har i Danmark, blot et samfundssyn i Danmark - og nu har vi altså et samfundssyn til. Alligevel “væmmes” Jacob Mark faktisk over de sydlandske

Som udgangspunkt er jeg villig til at gå ret langt for at få erstattet de radikale imamer, som får lov til at prædike i danske moskeer. Så hvis det handler om at finansiere de moskeer, der ikke har råd til sin egen imam, så synes jeg, det er det værd

Selvom vi kun har et samfundssyn i Danmark, så har vi dog noget, der er dansk, nemlig danske moskeer. Og de danske moskeer er af svingende kvalitet med hensyn til det i øjeblikket tilstedeværende samfundssynd, så vi må støtte de mindst ringe mod overmagten. Møller fangede pointen i at “de problematiske moskéer var de største“, største, som i mest populære, læggende sig mest op ad mainstream, mest på linie med muslimer flest, givende mest mening for en troende muslim, i størst overensstemmelse med islams væsen - sådan set ud fra et muslimsk perspektiv. TV2 citerede endvidere Venstres forrige integrations- og udlændingeordfører, den senere skatteminister Karsten Lauritzen, der sidste år ikke mente at man “løser problemet i Grimhøj ved at lukke lokalerne og jævne bygningen med jorden“, førend han fortsatte med en tom indsigt

For det er de mennesker, der prædiker og har deres daglige gang og holdninger, der er problemet. Dem bekæmper vi bedst ved at tage en debat omkring det og udfordre dem i offentligheden i stedet for at drive dem under jorden

Ja, absurditeterne bor i hjerterne og ikke i murstenene, men det er ikke et imamproblem at imamerne kender islam og prædiker for menigheden. Venstre er regeringen og trods deres bravaller vil ingen imam blive hældt ud af landet for at fortælle om islam, som ingen muslim vil blive stoppet ved grænsen. Og hvorfor også det da “vi har selv lukket den fanatiske imam, Oussama El-Saadi ind” som konstitueret præst i Stenstrup-Lunde pastorat Maria Høgh skriver i Berlingske Tidende

Og hvad gør vi så ved det? Ja, vi kunne begynde med at opgive troen på det gode i mennesket. Trangen til retfærdighed og godhed i mennesket er med Tom Kristensens udtryk »asiatisk i vælde«. Det er ikke bare en uskyldig og naiv tro – den er farlig for nationen, fordi trangen til godhed også bliver politisk.

Men politikerne vil ikke opgive illusionen. Vil de ikke se i øjnene, hvad vi har lukket ind i landet siden 1983? Skal det ikke snarere handle om inddæmningspolitik i stedet for integrationspolitik?

Hvis nogen bliver godt integreret i Danmark, er det ikke alene på grund af en eller anden politisk pakkeløsning, men fordi det enkelte menneske selv tager ansvar og gør op med sine patriarkalske familiemønstre og den islamiske ideologi. Selvfølgelig skal Grimhøj-moskeen lukkes, som Naser Khader straks udtalte søndag aften. Men hvad så?

Oussama El-Saadi kan vi vel smide ud af landet, men er problemet så løst? Nej, det ændrer ikke på islams DNA, og enhver muslim har frihed til at tro på ideologien. Det ændrer ikke på, at verden har brug for en reformation af islam. Eller, må Danmark en dag i nødværge tage skridt, som strider mod alt det, vi som et demokratisk folk er opdraget med?

Tja – forhåbentlig ikke. Men her til morgen (mandag) har SFs Özlem Cekic heldigvis løst problemet: »Så uddan for hulen imamerne i Danmark!« skriver hun på Facebook. Det vil sige, at småfuglene selv skal udruge gøgeungen frivilligt? Men det skal de vel med vores store tolerance have lov til?

Og Jaleh Tavakoli kalder imamernes opfordring til forældre om at tæske deres børn ind i islam for hadforbrydelser og opfordringer til racistisk vold. Hun mente at højrefløjen burde stoppe deres “symbolpolitik” og “spil for galleriet

Og hvorfor egentligt så al den larm, for de ting, der har været fremme om Grimhøjsmoskeen, er da islamisk teologi - som langt de fleste moskeer, også i Danmark, kan skrive under på.

(…)

Kære politi, retsvæsen og politikere, fortæl mig venligst, hvorfor imamer og islamister ikke retsforfølges for at tale for faktisk at bekrige jøder, dræbe for apostasi og blasfemi, og deltage i hellig krig?

Det er utilgiveligt, at imamer og islamister uden nogen konsekvenser kan fortsætte med at true og opfordre til vold, for det foregår, det findes på nettet, i lukkede kredse og i moskeerne.

(…)

En politisk kamp der strækker sig fra integration, til asylpolitik, til sikkerhedspolitik, til ulandsbistand, og til de militære konflikter, som vi deltager i.

I kan starte med i stedet at afskaffe de paragraffer, som tjener som appeasement, i en tid hvor fascismen truer os på ytringsfriheden, og det gælder både blasfemi- og racismeparagraffen.

(…)

Samtidigt ved jeg, at en del imamer på tværs af organisationer har valgt ikke at udtale sig. For teologisk er de på trods af uenigheder, enige om pisk, straffen for apostasi, blasfemi og stening med mere, så det siger jo sig selv.

Måske man kunne tæske islams væsen ind i vore politikere, som muslimerne skal tæske det ind i deres børn? Imens i Rusland har nogen hyret en barnepige med hijab

Det var et sidespring. Og apropos sidespring, Bettina Heltberg mente i Politiken, at kunne “se på Marie Krarups bittert nedadbøjede mundvige, at hun i Guds navn har fået mange små relevante ørefigner i sin opvækst“. “Hendes ansigt er bittert, træk for træk ligner hun sin far. Han var berygtet for at slå sine døtre…” skrev hun oplysende. At det er en løgn kommer ikke i vejen for Politikens faste klummeskriver, der selv levede med rygterne om sin tidligere mand, Svend Aukens udenomsægteskablige eskapader - ‘Lange Svend’ var altid dobbelttydigt. Men gad vide, hvad hvad Heltberg ser i muslimers ansigter?

- Frygt Allah, brødre og søstre, lær jeres børn Salah (at bede red.). Det er obligatorisk for jer at lære dem at bede, fra de er syv år. Og endda at slå dem, hvis de ikke laver Salah, når de er 10 år, siger imamen på de skjulte optagelser.

Og som Møller skriver i sit referat; “Vold var et gennemgående tema” i skabelsen af gode muslimer. Man hører det hele tiden.

Over Broen

“Svensk jødehad gjorde det nemt for Bodnia at droppe »Broen«” skrev Berlingske Tidende. Det “svenske” jødehad “vokser. Især i Malmø, hvor vi optog Broen” forklarede Bodnia det israelske onlinemedie Walla. Det er nyt for Bodnias producer på Broen Bo Erhardt, der ikke havde “oplevet problemer eller utryghed på holdet” - et sandt mysterium. Ifølge Jyllands-Posten fortæller Erhart videre, at der var skyderier hvor “En ung mand skød efter muslimske personer, men ifølge produceren påvirkede hændelsen ikke produktionen”.

Bodnias svenske partner i Broen, Sofia Helin, havde for et par måneder siden, skoset Danmark for ikke at tage flygtninge hertil, i grel modsætning til Sverige, som hun var stolt over. “I skal fandeme tage jer sammen” sagde hun til danskerne og mindedes jødeflugten under 2. Verdenskrig; “En gang havde I brug for at flygte fra jeres land”. Tjah, det er blevet en kedelig tendens at hver gang der kommer invasionsstyrker sydfra, så flygter jøderne den ene eller anden vej over Sundet.

Johanna Schreiber og Björn Olsson, henholdsvis jødinde og politiker, skriver i svenske Expressen i forlængelse af Bodnias sørgelige erfaring

Malmös judiska församling blir mindre för varje år som går. Allt fler judar lämnar staden. Föräldrar vågar inte längre ha sina barn i den judiska förskolan.

När skandinavisk-judiska ungdomsförbundet höll sin årliga nyårsfest i staden vid årsskiftet var säkerheten lika rigorös som vid ett statsministerbesök. Judar över hela världen har under det senaste året samlat in pengar till den ultraortodoxa rabbinen i Malmö och hans familj. De har så höga kostnader för sin privata säkerhet att de behöver ekonomisk hjälp för att kunna bo kvar i Malmö.

Judiska församlingens kursgård i Höllviken, där barn och ungdomar från hela Skandinavien tidigare tillbringade både helger och sommarlov, gapar tom allt oftare efter att barn som varit så unga som i sjuårsåldern tvingats höra hot och glåpord som skrikits utifrån vägen.

Programomtalen gjorde det nemt for mig hurtigt at droppe Broen. Afsnit 6

Den fejlslagne integration viser sig snart at være det fjerde samfundsproblem. Københavnerne er i oprør efter en rettergang, hvor en gruppe politifolk går fri, på trods af at de har mishandlet en indvandrer til døde. En af de tiltalte bortføres fra sit hjem og forsøgene på at finde ham ender i gadeoptøjer.

Men hvad kan man vente af DR? Ikke en israelsk korrigerende dokumentar

Fri Debat uden ideologisk dagsorden

dsc02726

Fri Debats konference lørdag 6/2 stillede spørgsmålet, hvordan det er “kommet dertil, at blasfemi i dag betragtes som en sinister ideologi i kunst- og litteraturlivet, mens tavshed om den religiøse terror og tvang fremstår som progressiv blandt kunstnere og forfattere?” Til at besvare det spørgsmål havde man indbudt et panel bestående af færøske Heini i Skorini fra King’s College, Dennis Meyhoff Brink fra Københavns universitet og kunstnerne Lars Vilks fra Sverige og norske Thomas Knarvik til en næsten fyldt fællessal på Christiansborg.

I sin korte indledning sagde Henrik Dahl fra Liberal Alliance, at historien vil bedømme denne generation af politikere på hvor resolut de er i stand til at forsvare det liberale samfund. Som emnets alvor således blev placeret i historien var Niels Ivar Larsen manden for at motivere sin nylige afgang fra Lars Vilks Selskabet og positionere Fri Debat i “landskabet af ytringsfrihedsaktivister”. Fri debat var nemlig den mest principfaste forsvarer af ytringsfriheden uden ‘men’, blottet for ideologiske dagsordner og påstande om ytringsfrihed som noget kulturelt betinget.

Et principfast forsvar for ytringsfriheden kræver altså at man ikke lader sig præge af kulturalistiske dagsordner når man diskuterer blasfemi, censur og selvcensur blandt kunstnere. Men ikke nok med det, det kræver også et sikkerhedsapparat med snifferhunde og politifolk med maskinpistoler kunne man erfare og det er ikke fordi man frygter alle kulturelle repræsentanter lige meget. Mangel på proportioner giver åbenbart den bedste position i landskabet af ytringsfrihedsaktivister.

Dennis Meyhoff Brink, der er ekstern lektor ved institut for kunst og kulturvidenskab, foretog i sit oplæg en analogi mellem det kristne Europas udvikling fra Oplysningen og et tilsvarende perspektiv for den islamiske verden. Europa var kendetegnet ved at have den ubestrideligt højeste grad af religionskritik og satire i nogen civilisation og det var da også i Europa demokratiet opstod og trivedes. Årsagensforbindelsen var klar; Oplysningens blasfemiske satire udhulede, som dryp på en sten, med et Webersk udtryk, den fortryllede verden og tog frygten fra folk. Med frygtens fald fulgte også æresfrygten for præsten, der nu kunne latterliggøres, ikke blot som repræsentant for kirkens hykleri, men for religionen i sig selv.

Lars Vilks forklarede derefter hvorledes opfattelsen af geniet fordrede at kunstneren selv blev den skabende og gennemgik en række blasfemiske kunstværker; film af bl.a Lois Bunuel og Ken Russel og billeder som Piss Christ. Netop Piss Christ er trukket meget ind i debatten om religiøs krænkelse og islam for skønt nogle dybere lag i værket - at selve værket er et fotografi af en installation af et krucifiks nedsænket i glas urin - så blev der ikke taget hensyn til kristnes krænkede følelser, som man er vant til, når emnet er udfordring af islam.

Den norske kunstner Knarviks første forelæser på kunstakademiet var netop Lars Vilks. Knarvik viste endnu flere billeder end sin ‘læremester’ og mange han selv havde kreeret, som han fortalte om, hvorledes han var blevet engageret i kampen om ytringsfrihed og blasfemi, og hvorledes det havde påvirket hans kunstneriske retning. Knarvik er, som de øvrige panelister, ingen skimlet konservativ kulturkæmper. Han har f.eks blandt andet bygget et kulturcenter for massaikvinder og skabt en forfatterpersona, en muslimsk teenagepige under navnet Miss Supression Figther. For ham er mange muslimer de største ofre for de jihadister, der har taget deres religion som gidsel og gjort den største karikatur af Muhammed.

Men han har også overhørt skrigene fra en pige, der blev omskåret og bevidnet hvorledes kvinderne, der forestod omskæringen, kom ud af hytten og smed det omskårne ud til naturen. Og hans interesse for islam, som en trussel mod ytringsfriheden, blev vakt da han hørte den norske statsminister undskylde for alverden, at den norske avis Dagbladet havde trykt Muhammedtegninger.

Knarvik udgav på 10-årsdagen for offentliggørelsen af Jyllands-Postens Muhammedtegninger en mere end 100 sider lang samling af blasfemiske tegninger rettet mod alle religioner. Et norsk forlag havde i første omgang trykt den i 2.500 eksemplarer og den lå klar på en europalle, da forlaget blev ængsteligt ved udsigten til endnu en Muhammedkrise og makulerede hele oplaget. Bogen er i stedet udkommet på Kåre Bluitgens forlag.

Men det var den første oplægsholder, Heine i Skorini, der leverede det mest almeninteressante oplæg, da han perspektiverede den islamiske trussel historisk. Han fortalte først om en Muhammedkrise i 1925, der blev udløst da den engelske morgenavis The Star havde trykt en tegning, hvor den tids legendariske cricketspiller Jack Hobbs ragede op som en kæmpe blandt andre historiske skikkelser, som Julius Cæsar, Columbus og så selvfølgelig muslimernes profet Muhammed. Muslimske organisationer protesterede højlydt og der var demonstrationer i Calcutta. Ingen døde dog, men episoden demonstrerede at ideen om at en nyopfunden islamisme adskilt fra en ægte, om ikke tolerant, så afdæmpet, islam ikke holder.

i Skorini fortalte hvorledes OIC (organisationen af islamiske lande), gennem FN har arbejdet målrettet på at gøre blasfemi til en krænkelse af menneskerettighederne. OIC ser den islamiske verden være under pres både udefra, ikke mindst fra Vesten, og indefra. I Kairo deklarationen fra 1990 hedder det således at formålet bl.a er ”cleanse our societys of moral laxity deviation” og dens artikel 22 slår fast at ytringsfriheden (og alt andet i øvrigt) skal underlægges den muslimske sharia lovgivning.

Bastante religiøse krav til en sekulær organisation, som FN er ikke effektivt og i 1999 skiftede organisationen taktik til en sekulær argumentation. Nu brugte man i stedet FNs egne artikler, som artikel 29, der betoner ansvar over frihed og artikel 22 om hadtale, til at få ytringsfriheden underlagt sharia. For OIC var religionskrænkelse, som grundlæggende blot betød krænkelse af islam jvf sharia-kravet ovenfor, en krænkelse af menneskerettigheder på linje med racisme, intolerance, islamofobi og ekstremisme. OICs nye argumentation var derfor også på linje med den vestlige venstrefløjs tankegang og det skabte en naturlig alliance af parallelinteresser.

Netop det sidste punkt, at se blasfemi som ekstremisme, er forklaringen på, hvorfor muslimske landes fordømmelser af islamisk terror, som Saudiarabiens fordømmelse af angrebet på Charlie Hebdo, altid ledsages af fordømmelser af ekstremisme i al almindelighed. De myrdede, som redaktionen på Charlie Hebdo, er nemlig lige så ekstreme i deres brug af ytringsfriheden, som deres mordere. Og det er en retorik som man hører ikke blot fra venstrefløjen men fra vestlige ledere.

Det var en journalist fra information, der stillede det første spørgsmål til panelet, om forskellen på satirens antiklerikale, politiske angreb og kunstens ikonografiske behandling af det blasfemiske, førend to tilhørere ville vide, hvad Saudiarabiens betydning for FNs Råd for Menneskerettigheder og OICs fremtid som Saudiarabiens økonomiske situation ser drastisk anderledes ud med de faldende oliepriser. Saudiarabien sponserer OIC og organiserer dagsordenen på de indre linjer, mens det er Pakistan der tegner organisationen i FN.  Skorini svarede at det dels udstiller FN for hvad det er, en samling af de regimer og regeringer i verden, der nu engang er og at Saudiarabiens betydning for OIC ikke vil ændre sig de første mange år, dertil er rollerne for satte. Og så svarede Vilks og Knarvik meget pædagogisk at satire er meget bundet i en konkret debat i tid og sted, mens kunst ikke søger et konkret politisk budskab og kan værdsættes ud over tid.

Først herefter var der en tilhører, der ville have svar på konferencens spørgsmål, nemlig, hvorfor kunstnere, og alle os andre såmænd, var mere optaget af selvkritik end af religionskritik, selv når vi blev konfronteret med en trussel. Spørgsmålet kom næsten bag på panelet, der dog hver for sig svarede at det traditionelt var lettere og moralsk mere acceptabelt at levere angreb på værdier inden for egen kulturkreds end at kritisere, hvad man kunne opfatte som udsatte minoriteter med kulturelt betingede problemer. Det handlede, med udgangspunkt i eksemplet Carsten Jensens jævnlig tirader, om hvem der havde ret til at kritisere andre. Og det var en god pointe, for ingen vil jo mistænkes for at have en ideologisk dagsorden.

Og det var der også en tilhører der heller ikke ville og mindede Meyhoff Brink om at satire ikke kun var forbeholdt vesten og fortalte om en irakisk ateistisk bevægelse der bedrev en ganske giftig satire. Desværre blev denne bevægelse slået hårdt ned beklagede han og besvarede således sit eget spørgsmål, inden islameksperten Tina Magaard tog ordet og sagde at hun faktisk havde skrevet om blasfemisk satire i den muslimske verden ikke mindst Iran. Det var Magaards pointe at netop Muhammed satire var et inkluderende redskab i integrationen i vores selvkritiske kultur og at man skulle vise skolebørn muhammedtegninger fra den muslimske verden, der almindeligvis var langt grovere end de tegninger Jyllands-Posten udgav.

Og så var det, at det sidste spørgsmål kom fra en tilhører, der ville høre panelet, hvorledes det ville se ud med ytringsfriheden om føje tid i et stadigt mindre demokratisk Europa “og med en stadig mere islamisk indflydelse”. Det er svært at holde en hel konference om “religiøs terror og tvang” og “blasfemi” uden at komme ind på noget ‘kulturelt betinget’, ideologisk dagsorden eller ej. Inden det skulle besvares syntes Meyhoff Brink at det var på sin plads med et fejlcitat og sagde “Jeg synes også det er racistisk når Hedegaard siger at ‘alle muslimske mænd, onkler og fædre, voldtager deres døtre…”. Men ytringsfrihedens fremtidsudsigter i et mere et mindre demokratisk og mere islamificeret Europa var et svært spørgsmål at forholde sig til på falderebet af konferencen, sagde Ivar Larsen og gav ordet til i Skorini.

Forholdene i Danmark var ikke nær så dårlige som i England, forklarede i Skorini og sagde at han selv måtte forberede sig ganske anderledes når han holdt foredrag i London end i Danmark. Og det var ikke blot kønsopdelte arrangementer, men også sikkerhedsproblemer fordi så mange kunne blive stødt og emnets indhold. Men han mindede om at de islamistiske grupper udgjorde en meget lille og ikke repræsentativ minoritet blandt de muslimske studerende, men realiteterne var deusagtet at det var svært for ham at bevare en optisme. Og med den kedelige udsigt var konferencen slut.

Uagtet hvor urepræsentative og lille en minoritet islamister udgør på campus, kan man alligevel konkludere, hvad i Skorini og Fri Debat helst vil tøve med, at jo flere kulturelt betingede muslimer vi ser på campus og i vores land, jo mere vil det være islamisternes dagsorden vi vil leve under. Men dyster som fremtiden ser ud kan man glæde sig over at vi i Danmark har et levende landskab af ytringsfrihedsaktivister med hele tre virile selskaber i Fri Debat, Trykkefrihedsselskabet og Lars Vilks Komiteen. At det til tider bærer lidt præg af positionering og nok også en snert af intern personrivalisering er en lille detalje og måske blot et bidrag til at holde konkurrencen skarp og landskabet frodigt. Fri Debats arrangement var så velafholdt og oplysende, som man er kommet til at forvente det i Danmark - men desværre med et tilhørende sikkerhedsopbud, selv for de, der ikke vil vedkende sig en ideologisk dagsorden.

Artikel skrevet for Document.dk

Moratorium som de respektables redoute

Katrine Winkel Holm ser desperationen i de “veluddannede, respektable miljøer” i Pia Olsen Dyhrs udnævnelse af DF’ere som ‘helracister’ og Mogens Lykketofts beskrivelse af regeringen, som “dybt utiltalende personer” og andre “personfikserede ondskabsfuldheder” som et udtryk for at de er på spanden” som deres “naturlige verdensopfattelse” “har spillet komplet fallit”.

Men der er også andre og mere snedige måder at bearbejde realitetschokket på, end blot at lade munden flyde over. Kommunikationaschef i Det Obelske Familiefond Sune Gylling, giver i en kronik i Jyllands-Posten et indblik i de veluddannede, respektable miljøers gryende erkendelse af at der er reelle problemer, med reelle konsekvenser. Men det er samtidig et indblik i, at de veluddannede, respektable folk som Gylling ingenlunde er ved at blive en del af løsningen.

Gylling er af den mening at det er “EU, som trods alle forbistringer har garanteret freden i Europa i snart en menneskealder” og er nu “i knæ”. Derfor gribes vi af frygt og den er naturlig, sund og nødvendig. “Men hvis vi lader frygten tage over (…) bliver vores handlinger irrationelle, og vores rygmarvsreaktioner risikerer at blive endnu farligere end den oprindelige trussel.” Og han nævner i flæng “smykkeloven, teltlejrene, grænsekontrol og flæskegaranti i de randrusianske børneinstitutioner”.

“Etniske minoriteter udsættes for tilråb og overfald” og “Muslimske kvinder får tørklædet revet af” skriver han videre og “Det er svært at overse parallellen til det spirende jødehad i starten af 1940’erne”. Her glemmer han måske at fortælle at jødehadet kommer fra muslimerne, så meget endda at en modig dørmand gav sit liv for at der ikke forekom en massakre i synagogen i København. Men han fortsætter med indsigt at “riget stander i våde” og “[d]en danske befolkning er i overhængende risiko for at blive sprængt i en grad, som er irreversibel, og som kan få katastrofale konsekvenser.”

Han medgiver at danskernes frygt er reel og at vi stå foran en potentiel katastrofe. Men han frygter mere danskernes reaktion, end danskernes skæbne. Det er muslinerne, der er ofrene, som minoriteter får de hevet tørklædet af og får tilbud om frikadeller, men attentaterne på jøderne og forkæmpere for ytringsfriheden nævnes ikke som det ikke nævnes at muslimer i langt højere grad overfalder danskere end omvendt. Og derfor er hans forslag at et moratorium, som en redoute, de veluddannede, respektable miljøer kan søge tilflugt i, nu de har givet afkald på deres safe-space.

Statsministeren og integrationsministeren bør derfor indkalde Folketingets partier til et kriseråd, som har til opgave at nå frem til et nationalt kompromis om flygtningepolitikken:

For det første må de politiske partier indgå en borgfred, som blandt andet betyder et stop for politiske særmeldinger, prøveballoner og over- eller underbud på flygtningeområdet i en nærmere defineret periode for at give arbejdsro.

For det andet må partierne i fællesskab definere et kommissorium for opgaven, hvor hele den komplicerede problematik dechifreres i dens bestanddele: Hvilke kriterier vil vi have for at modtage og afvise asylansøgere? Hvordan kommunikerer vi om situationen, så der ikke skabes mytedannelser? Hvordan imødegår vi respektfuldt relevante bekymringer om konsekvenserne af tilstrømningen? Hvordan begrænser vi den voksende xenofobi og det stigende antal hadforbrydelser? Hvordan forbereder vi de nye borgere på et liv i Danmark med respekt for danske værdier? Og så videre og så videre.

Så der ligger det, et fælles kompromis mellem alle de, der har taget fejl, valgt at se den anden vej eller ligefrem skubbet på den katastrofale udvikling. Alle de, der har benægtet og udskammet, skal begrænse de virkelige problemer, den voksende xenofobi blandt de danskere, der havde ret hele vejen mod afgrunden. Som man ikke fik fastfrosset debatten i 80′erne må nederlaget nu erkendes og så håbe at man kan fastfryse debatten, helst før nytårsaften 2015, så den ikke længere kan udvikle sig med udviklingen. Det skal holde danskerne, det egentlige problem ved indvandringen, i ro.

Next Page »

Monokultur kører på WordPress