Staten har brugsretten til Christiania har Østre Landsret slået fast og på sin blog på Jyllands-Posten skriver Nedergaard skriver ganske kort og præcist om forskellen mellem højre og venstre side af det politiske spektrum

Til venstre står dem, der mener, at 700 christianitter som et socialt eksperiment fortsat skal leve et privilegeret liv på vores fælles ejendom. Uden at betale husleje. Med en af de bedste adresser i København. Og med et særegent mønster for, hvordan man kommer ind. Venstresiden forsvarer med andre ord få fås privilegier på bekostning af de mange.

Til højre står dem, der mener, at lovene og reglerne gælder ligeligt for alle, og at man ikke bare selv kan bestemme, at visse regler vil man ikke fælge (fx at betale husleje), men der er andre regler, som man gerne følger (fx at modtage kontanthjælp). Centrum-højre forsvarer med andre ord retssamfundet og princippet om lighed for loven.

Og i dag kan man også læse i Jyllands-Posten at Rønn Hornbech skælder ud på oppositionen over deres pres for at give de irakiske besættere af Brorson Kirke opholdstilladelse.

“Jeg kan ikke bare begynde at give 282 opholdstilladelser, fordi oppositionen vil have en anden udlændingepolitik,” sagde Birthe Rønn Hornbech og rettede efterfølgende et usædvanligt hårdt angreb på oppositionen.

“Det er oprørende, usmageligt og klamt,” fremturede ministeren.

Hun tog samtidig afstand fra, at oppositionen vil give “opholdstilladelser til dem, man kan lide”. Sådan kan man ikke føre politik i Danmark, lød begrundelsen.

Men husk at det er højre, der er populisterne!

Forleden morede jeg mig her på bloggen over Politikens Lars Trier Mogensen, der i klummen Signatur skrev følgende

Store grupper har en tendens til at opføre sig mere intelligent end små homogene menigheder. Den amerikanske forfatter James Surowiecki har kaldt fænomenet for ’the wisdom of crowds’, massernes visdom.

Det er interessant nok ikke alle grupper, der opfører sig lige intelligent: Jo større og mere forskelligartet en befolkning er, desto mere begavede beslutninger synes den at træffe. Forskellighed fremtvinger nemlig en større grad af kompromisvillighed, fleksibilitet og samarbejdsevne.

Det er derfor næppe en tilfældighed, at flertallet i de største multikulturelle demokratier i de senere år har valgt pragmatiske ledere, der satser på det åbne samfund. For efterhånden er det jo kun her i det gamle Europa, i Centralasien og i Mellemøsten, at befolkningerne accepterer at lade sig styre af gamle, ensfarvede og konservative nationalistiske ledere.

I dag kan man læse i Berlingske Tidende

Et blodbad i Wien har ført til uroligheder i Indien og trusler om en generalstrejke i hele landet.

Dramaet begyndte søndag i et menighedshus for sikher i den østrigske hovedstad. To fremtrædende gejstlige fra Indien holdt en gudstjeneste, da seks mænd med blå og gule turbaner rejste sig og angreb prædikanterne med knive og en pistol. De seks tilhørte åbenbart en rivaliserende sikh-retning.

Et eksempel på “kompromisvillighed, fleksibilitet og samarbejdsevne” fra virkelighedens verden.

…became, the word of the day. Fra Jyllands-Posten

»Vi har succesfuldt gennemført endnu en atomprøvesprængning den 25. maj, som en del af vort lands mission med at sikre vores atomforsvar,« siger Nordkorea i en udtalelse via det officielle nyhedsbureau KCNA, oplyser New York Times.

http://www.youtube.com/watch?v=D8nlb3TfBuo

Går du rundt og føler dig smådum, utilstrækkelig og uden energi til at sætte dig ind i den store verden så læs Politikens debatsektion. Straks er du ovenpå igen med en følelse af intellektuel overlegenhed og et arrogant forhold til andres afgrundsdybe uvidenhed og så får du et ubetaleligt grin oven i købet. Redaktør for lederkollegiet - en titel, der på en gang er egalitær og elitær - Lars Trier Mogensen berigede os i onsdagens udgave med herligheder fra paralleluniverset.

Den indiske forfatter Aravind Adiga har formuleret omvæltningen enkelt: »Fremtiden tilhører den gule og brune mand«.

Valget af Barack Obama som USA’s præsident var heldigvis ikke blot et enkeltstående tilfælde.

Tværtimod vinder demokratiske politikere frem over hele kloden – mange med et overraskende populært budskab om større mangfoldighed og tolerance.

Og det er så god en nyhed, at vi lige skal have den en gang til

Hvis fremtiden tilhører den gule og den brune mand, er rollefordelingen klar: Indisk-italienske Rahul Gandhi og kansas-kenyanske Barack Obama viser styrken ved multikulturelle demokratier.

Og igen

Som italiensk-inder vil Rahul Gandhi blive endnu et symbol på en global æra med multikulturelle ledere.

Og for dem, der ikke fik fat i det glade budskab

Valgene i USA og Indien peger i samme retning: mod en mere broget fremtid, hvor gule og sorte styrer med bred demokratisk opbakning.

Man kan høre champagnepropperne springe på Politiken og jeg under dem denne glæde, selv om der kammes over i det usmagelige

Det kan vel være – som Mao udtalte – at det endnu er for tidligt at vurdere effekten af den franske revolution.

De 100.000.000 døde af marxismen er kun toppen af isbjerget? Stakkels Obama og Ghandi skal tages til indtægt for alle tiders største massemordes drøm om nye herskere - en usmagelighed på linie med at se EU, som Det Tredie Rige - trods alt.

Og det lidt usmagelige fokus på farven af mennesker skal ikke forstås helt så symbolsk, som læserne af Politiken måske gerne vil tænke. I så fald ville en “brun” leder af Indien ikke i sig selv være en glædelig nyhed. Når der endda en lysere en af slagsen, som der altså nu må være tale om med opblandingen af en snudsket italiener ville det vel ikke understrege en pointe Politiken-segmentet ville varme deres hveder til?

Og det er selvfølgelig ikke alle farver, der er positive som ledere af andre farver, hvorfor, der ikke er nogen hyldest til Pik Botha. Næh vi taler om blandede produkter og præmissen er at de ikke skal være hvide - den faldne farve - så derfor er Benjamin Disraeli, Nicolas Sarkozy, Poul Schlütter, Winston Churchill og Yitzhak Rabin ikke en del af denne pludselige langvarige omvæltning. Al tvivl udelades da også i konklusionen

Valgene i USA og Indien peger i samme retning: mod en mere broget fremtid, hvor gule og sorte styrer med bred demokratisk opbakning.

(Skønt vi endnu mangler de gule) Det er i det lys man skal forstå

For efterhånden er det jo kun her i det gamle Europa, i Centralasien og i Mellemøsten, at befolkningerne accepterer at lade sig styre af gamle, ensfarvede og konservative nationalistiske ledere.

Ligeledes er brugen af titlen Dronning om Sonia Gandhi heller ikke helt så langt ved siden af, som læserne måske gerne vil tro. De europæiske kongehuse, der engang herskede masserne (et begreb vi skal høre om lidt) var også ganske multikulturelle, men paradoksalt nok også ganske indavlede og indspiste. Således har Gandhi-Nehru familien domineret indisk politik siden, ja siden selvstændigheden. Retfærdigvis skal det siges at jeg ved meget lidt om deres genpøl. Og inden vi går til kulminationen på dette rablende vanvid, skal vi en tur i kulturradikalernes mindelund af fraser som “…frygtens politik, som nationalistiske og populistiske politikere har dyrket ...”, “…dybt reaktionær kulturkamp…” og “…hadefuld retorik…“. Og så mine damer og herrer The Moment We’ve All Have Been Waiting For

Mønsteret er ikke tilfældigt: Store grupper har en tendens til at opføre sig mere intelligent end små homogene menigheder. Den amerikanske forfatter James Surowiecki har kaldt fænomenet for , massernes visdom.

Det er interessant nok ikke alle grupper, der opfører sig lige intelligent: Jo større og mere forskelligartet en befolkning er, desto mere begavede beslutninger synes den at træffe. Forskellighed fremtvinger nemlig en større grad af kompromisvillighed, fleksibilitet og samarbejdsevne.

Det sidste er en logik i lige linie fra at døende sætter mere pris på livet. Jeg vil ikke pointere at inderne arvede deres demokrati (alt, der har med rationalismen og dens goder at gøre faktisk) fra den lille homogene gruppe af englændere i første omgang. Heller ikke at Indien faldt fra hinanden i et etnisk/religiøst blodbad, der kostede i hundrede-tusindvis af menneskeliv, som tilsyneladende var grænsen for massernes visdom. Således opstod Pakistan (og siden Bangladesh), som man efterfølgende har haft tre krige med, blandt andet om det kulturelt splittede..øh brogede Kashmir

Udsagnet er sselvfølgelig vrøvl af mange grunde. Umiddelbart dumper påstanden jo på, at de multikulturelle demokratier i første omgang jo valgte de ensfarvede, reaktionære, konservative og nationalistiske Bush og Singh. Det skurer også i øjnene at det har været Danmark, der i årtier har ydet Indien u-lands bistand når det nu burde have været omvendt. Jeg vil have mine penge tilbage sammen med SP.

Det andet er at vi i et demokrati anerkender at, der er meninger om gode og dårlige valg, men vi operer ikke med en objektiv facistliste. Ledelsen af landet skal afspejle folkets ønsker og opfattelse af interesser og demokratiets succes handler således kun om repræsentation kontra misrepræsentation0. Disse folkelige interesser er ikke nødvendigvis den enkeltes, hvorfor man helt legitimt kan mene at folket vælger godt eller dårligt, men uanset rigtigheden af det er det en subjektiv vurdering. Det handler altså kort sagt om at kunne enes og enes over at være uenige. En hel ejendom af mennesker fra allehånde erhverv, socialgrupper og kulturer kan således ikke siges at være bedre til at beslutte sig for en fælles aktivitet en onsdag aften, end et enkelt ægtepar.

Dette forhold leder til den tredie fejl i antagelsen nemlig styrken ved multikulturelitet i et demokrati. Netop fordi folkets interesser skal afstemmes indbyder det multikulturelle til sprækker i sammenholdet ved det at de etniske grupper dyrker forskellige værdier og derfor har forskellige opfattelser af indlysende interesser, der svært møder forståelse hos andre kulturer. Der er så ikke tale om at kunne varetage et folks interesser, men om flere indbyrdes modsætningsfyldte folks interesser, hvilket fører til en række kompromisser, der ikke, som Politiken tror fører til større indsigt, men tværtimod til større modsætninger, da de alle vil opleve at få hæmmet deres selvindlysende udvikling af de andres bagstræberiske eller amoralske kværulering. Som troende muslimer ikke accepterer menneskets love accepterer demokrater ikke gudens. Fænomenet er velkendt på Politiken, der konstant beskylder JP, DF, Trykkefrihedsselskabet, Kurt Westergaard og andre for med deres ytringer at tiltrække islamisk terror og således understreger at de to livsformer - frihed og islam - ikke kan leve sammen.

Til sidst er det oven i købet noget vrøvl fordi teorien om massernes visdom ikke handler om det multikulturelle, men om specifikke problemer med et konkret resultat, såsom at gætte placeringen af et sunket skib, vægten på en ko eller et meteors bane. Diversitet og størrelse er derfor betingede ord i denne sammenhæng, der relaterer til viden om emnet og ikke til irrelevant religiøs baggrund. Tre danske, hvide mandlige læger med, hver deres speciale vil således være bedre til at diagnosticere en patient, end 100 mennesker bestående af kvinder og mænd, jurister, murere, lærere, købmænd, butiksejere, fiskere, kokke, sosuer, ludere, lommetyve og sportsfolk alle med, hver deres etnicitet. Se dette vrøvl er ikke et påfund fra Casper og Mandrilaftalen det er the real deal og morsommere kan det ikke gøres.

En gruppe muslimer kidnapper en ung mand for at få løsepenge. I samme øjeblik, som de finder ud af at han er bøsse giver de sig til at pule ham.

Det er lissom’ med, det kender vi jo også fra, sådan er det jo også hos….og mange andre faste vendinger, der søger at ophæve bestemte fænomener. Springer en selvmordsterrorist 20 mennesker i luften er det det samme, som en amerikansk radio prædikants nedværdigende kommentarer om bøssekarle, truer Ahmedinejad med at udslette Israel er det det samme, som Bush ‘dem og os’ retorik, stener en gal hob en kvinde til døde er det det samme, som den kristne nadver. Alligevel synes, der at være små nuancer. For et par dage siden læste jeg følgende på CNN

– Military personnel threw away, and ultimately burned, confiscated Bibles that were printed in the two most common Afghan languages amid concern they would be used to try to convert Afghans, a Defense Department spokesman said Tuesday

Og idag læser jeg på Kristeligt Dagblad

Omkring 1000 muslimer marcherede torsdag gennem den græske hovedstads gader i protest mod, at en græsk politimand angiveligt har ødelagt en koran, skriver Reuters.

Ifølge formanden for Grækenlands Muslimske Union tog politimanden en koran fra en kunde på en syrisk-ejet kaffebar, rev bogen fra hinanden, smed den på gulvet og trampede på den.

Smadrede biler
Det fik indvandrere primært fra Syrien, Pakistan og Afghanistan til at smadre flere butiksfacader og mindst fem biler.

Ok, det er nok det samme - det samme man frygter!

Der tales meget om den amerikanske succes med at integrere muslimer, som bygger på friheden til at smede sin egen lykke (som i islam er synonymt med konens lænker) fri for det nationale fællesskab. Men ingen er jo perfekt og små svipsere forekommer som Fox News fortæller

Four men sought to wage a holy war against America when they plotted to bomb two New York City synagogues and shoot down military planes in upstate New York — and they were dismayed that a better target had already been hit, authorities said Thursday.

Accused terrorists James Cromitie, David Williams, Onta Williams and Laguerre Payen of Newburgh, N.Y., were disappointed that the World Trade Center was no longer around to attack, a federal prosecutor said.

All the suspects except Payen appeared in federal court in White Plains, N.Y., on Thursday, their hands shackled to their waists. They were held without bail after defense lawyers didn’t seek it.

Payen was expected to appear in court later Thursday.

Cromitie, 55; David Williams, 28; Onta Williams, 32; and Payen were charged with conspiracy to use weapons of mass destruction within the United States and conspiracy to acquire and use anti-aircraft missiles.

In arguing against bail, Assistant U.S. Attorney Eric Snyder told the judge “it’s hard to envision a more chilling plot” and described the men as “extremely violent.”

They were “disappointed…that the best target (the World Trade Center) was hit already,” he said, adding that the men were “eager to bring death to Jews.” He also said Cromitie wanted to see what he did on TV and be able to say, “I’m the one who did that.”

Snyder quoted one of the defendants as saying: “I would like to get a synagogue.”

Earlier Thursday, New York City Police Commissioner Raymond Kelly told reporters that the accused terrorists “wanted to commit Jihad” because they were angry about Muslims being killed in Afghanistan and Pakistan by U.S. military forces.

The men allegedly planned to detonate a car with plastic explosives outside the Riverdale Temple, a Reform synagogue, and an Orthodox synagogue called the Riverdale Jewish Center, located a few blocks apart in the Bronx.

Daniel Pipes har registreret at vi ikke taler om et enkelt tilfælde.

• March 1977: Hanafi Muslims seized three buildings in Washington, including the headquarters of B’nai B’rith, and held hostages for 39 hours, leading to one death and one severe injury.
• November 1990: El Sayyid Nosair assassinated Rabbi Meir Kahane in a New York hotel.
• February 1993: Ramzi Yusuf, the mastermind of the bombing of the World Trade Center in New York, which claimed 7 lives and injured more than a thousand people,, declared the towers not a civilian target but a military one, by virtue of the fact that it might house a “Zionist official.”
• June 1993: “Boom! Broken windows. Jews in the street,” is how one of the plotters described the carnage that would ensue from a planned “day of terror” with simultaneous bombings of the United Nations complex, the Lincoln and Holland tunnels, and other New York landmarks..
• March 1994: Rashid Baz, a Palestinian immigrant, opened fire on a van carrying Orthodox Jewish boys across the Brooklyn Bridge, killing 16-year-old Ari Halberstam.
• July 1997: ‘Ali Hasan Abu Kamal, a 69-year-old Palestinian, shot seven tourists atop the Empire State building, killing one and severely wounding another; in his suicide note, he accused the United States of using Israel as “an instrument” against the Palestinians.
• July 1997: Ghazi Ibrahim Abu Maizar’s near-explosion of a pipe bomb in the New York City subway system.
• July 2002: Hesham Mohamed Ali Hadayet’s attack on the El Al counter at Los Angeles International Airport, killing two
• September 2005: Jam’iyyat Ul-Islam Is-Saheeh plot against two Los Angeles-area synagogues, disrupted due to a dropped mobile phone.
• May 2009: Four arrested in attempt to blow up two New York City synagogues.

Og hvis nogen undrer sig over, at deres navne ikke er arabiske, som man kunne forvente ved læsning af de fleste danske medier er det ikke mærkeligt for de er nemlig ikke arabere

All four are U.S. citizens, according to authorities. Cromitie, David Williams and Onta Williams are native-born Americans, while Payen was born in Haiti.

Three of the men are converts to Islam, an official speaking on condition of anonymity told The Associated Press.

Payen occasionally attended a Newburgh mosque, according to Assistant Imam Hamin Rashada, who met Payen through a program that helps prisoners re-enter society.

Men de er altså muslimer og finder deres inspiration i Koranen. Derfor kan man ikke bruge islam til at rette op på den kriminelle løbebane, som venstrefløjen foreslår i tide og utide.

Søren Krarup svarer på Berlingske Tidende i et åbent brev til Birthe Rønn Hornbech på Svend Aukens “kvalmende og uappetitlige” doktrin om kristen politik i hans åbne brev til Birthe Rønn ligeledes i Berlingske Tidende (som jeg øffede over i går). Krarup advarer mod at give efter for et “skammeligt misbrug” af Folkekirken og giver Svend “kristendomsforfalskende” Auken en lektion i historien om den barmhjertige samaritaner

Ikke sandt, kristendommens forkyndelse og Jesu lignelse om den barmhjertige samaritan siger det stik modsatte af det, Svend Auken siger. Det særlige ved lignelsen er jo nemlig, at den er et opgør med alle dem, der vil lave politik og moralisme på evangeliets fordring om at elske Herren din Gud og din næste som dig selv. Kærlighed til næsten er en absolut fordring, men netop fordi den er absolut, kan den aldrig blive til opskrift eller moral eller politik.

Du husker, hvordan de to første på landevejen, præsten og levitten, går den overfaldne forbi. De har deres hellige morallov. De har opskriften på den retfærdige tilværelse og de gode gerninger. Og da de er ude i et helligt ærinde, har de ikke tid til at standse.

Men er samaritanen så ikke et billede på deres modsætning? Jo, men netop fordi han ikke har nogen hellig opskrift. Han er på rejse. Han er ikke ude for at skabe en retfærdig verden ud fra en retfærdig lov. Han har ikke »næstekærlighed« som specialitet.

Jamen, det har jeg heller ikke, svarer Svend Auken. Jeg vil skam ikke misbruge lignelsen. »Men der kan komme principielle situationer i den politiske verden, hvor man umuligt kan smyge sig uden om det kristne budskab,«,siger han.

Og således misbruger Svend Auken lignelsen om den barmhjertige samaritan og gør en politisk opskrift eller en hellig moralregel ud af den. Nej, den kristne forkyndelse sætter enhver af os ind under en etisk fordring – men der er aldrig, aldrig tale om, at denne etiske fordring kan nedskrives til en bestemt politisk eller moralsk handling. Dette er den enkeltes, dit og mit ansvar. Fordringen lyder om kærlighed til næsten. Men Svend Aukens brug af »næstekærlighed« er et groft misbrug af evangeliets fordring.

For han skal altså bruge den til det politiske formål, der består i, at disse afviste asylansøgere skal bryde loven i landet og tiltvinge sig ret til at blive her. Han skal netop bruge evangeliet – og dette er misbruget. Det frække og skamløse misbrug. Der vil spænde den kristne forkyndelse for venstrefløjens vogn.

Svend Auken, der dog skulle have et vist forhold til evangelisk-luthersk kristendom, burde skamme sig grundigt over dette bedrageri. Og således deltager han også i det misbrug af folkekirken, som vi er vidne til i domkirken og Brorsons kirke. Det er jo tydeligvis spekulation i opfattelsen af kirkerummet som et »helligt« rum, hvor loven i landet derfor ikke gælder, som fører til den kirkebesættelse, Svend Auken støtter. Det er menighedsrådenes tøven og politiets tilbageholdenhed, der fører til, at disse kyniske typer vælger at besætte kirker. Man spiller bevidst på myndighedernes usikkerhed – og Svend Auken gør alt for at øge denne usikkerhed, så at lov og ret i Danmark ikke skal kunne hævdes.

Men kristendommen fastholder, at i det verdslige rum og regimente gælder den verdslige lov og intet andet, og et kirkerum er ikke helligt i sig selv. Det er ordet, der helliger huset. Derimod ikke kirkerummets præg og arkitektur. Og derfor skal de lovlige myndigheder, her politiet, naturligvis hævde dansk lov ved at sætte disse skamløse besættere ud af Brorsons kirke.

Sådan siger den kristne forkyndelse. Sådan taler evangelisk-luthersk kristendom.

Birthe Rønn bider da heller ikke på Aukens “befamling” og leverer et klart og morsomt svar ifølge Kristeligt Dagblad

- Man har nogle forpligtelser som minister, og det er at handle efter loven.

- Som kristen er der et næstekærlighedsbud, og det gør Svend Auken til en politisk doktrin. Det har ikke et klap med næstekærlighed at gøre. Hvis det skulle være næstekærlighed, skulle Svend Auken jo invitere de flygtninge hjem og lade dem bo hos sig selv, indtil de blev sendt hjem, siger Birthe Rønn Hornbech.

Det minder mig om en aktion for nogle år siden, der hed noget i retning af Åben Dør, hvor en lang række gode kendisser, som Niels Hausgaard en dag lod deres dør stå åben i flere timers demonstration af gæstfrihed. Den ene dag deres dør stod åben et par timer var de selvfølgelig hjemme for logikken siger at man ikke kan stole på alle mennesker. Og ingen blev tilbudt at bo der gratis, men en kop kaffe kunne de besøgende da få - før de skulle gå igen.

Jyllands-Posten gennemgik forleden historien og læren af palæstinenserloven fra 1993, hvor en gruppe afviste palæstinensere besatte Blågaards Kirke og blev belønnet med ophold.

Ud af de 321 personer, som loven gav opholdstilladelse, er 135 siden enten blevet dømt for kriminalitet eller har fået en bøde på over 1.500 kr. svarende til 42 procent.

238 ud af de 321 svarende til 74 procent var i 2003 på en eller anden form for overførselsindkomst.

(…)

Det viste sig nemlig, at flere hundrede palæstinensere med flygtningestatus i en årrække var rejst hjem på ferie i Libanon uden de store problemer, og borgerlige politikere fastslog, at særloven var blevet vedtaget på et helt forkert grundlag.

Året efter - i marts 1993 - fortalte PLO’s politiske leder, Salah Salah, Jyllands-Posten, at “eksporten” af statsløse palæstinensere til vestlige lande var resultatet af en international og arabisk planlagt bosættelsesaftale, fordi palæstinenserne aldrig ville kunne blive ordentligt integreret i det libanesiske samfund.

Ifølge PLO-lederen var det lykkedes at få sikret asyl til næsten 100.000 palæstinensere fra Libanon i vestlige lande med blandt andet Danmark, Sverige, Norge, Canada og det daværende Vesttyskland i spidsen.

Samfundsdebattøren og tidligere formand for Den Rejsende Højskole, Carsten Ringsmose, lægger ikke fingrene imellem, når han skal karakterisere den danske humanisme i begyndelsen af 1990′erne.

»Vi - og det inkluderer såmænd også mig selv - har været hamrende naive, når vi i vores tossegodhed via en særlov giver asyl til en flok halvforbrydere. PLO indrømmer jo selv, at der var tale om et planlagt genbosættelsesprogram, så man bedre selv kunne komme af med disse folk,« siger Carsten Ringsmose og tilføjer:

(…)

»Særloven var noget skidt og bestemt ikke det rigtige at gøre i den situation. Det er meget betænkeligt at underkende myndigheder, som vi i virkeligheden har stor tillid til, og vi ville næppe gøre det samme i dag. Desuden opfordrer en sådan praksis asylansøgere til at protestere og måske sultestrejke, hvis de får afslag. Samtidig må vi
erkende, at integrationen i forhold til denne gruppe er slået helt fejl,« siger hun. [Anne-Marie Melgaard (S)]

Derfor ryger irakerne ud! Og det nytter ikke at venstrefløjen endnu engang prøver at en mellemvej ved at forslå en genoptagelse af irakernes sager, som man kunne læse på Altinget

“Vi skal gå bunken igennem igen for at se, om der er sket nyt, siden disse mennesker fik afslag på asyl. Undersøgelsen skal vise, om der er grundlag for, at de alligevel ikke skal sendes hjem, selv om det nu er muligt. Det ville være dybt urimeligt bare at sende disse mennesker på en flyver til Irak uden at undersøge nærmere, om de egentlig er i stand til at klare sig der. Det ville være umenneskeligt”, siger Meta Fuglsang, SF’s udlændinge- og integrationsordfører til Kristeligt Dagblad.

Socialdemokraterne er enige med SF
“Når vi sender nogen herfra, så skal det selvfølgelig også være på det grundlag, der er nu og her. Men jeg går da også ud fra, at sagerne bliver set på én efter én i forbindelse med proceduren for hjemsendelsen,” siger Henrik Dam Kristensen, Socialdemokraternes udlændingeordfører.

Venstrefløjen taber først og fremmest atter troværdighed i spørgsmålet om deres vilje til at holde den stramme indvandringskurs de nødtvunget er er slået ind på. Hvis man ikke vil belønne for besættelse og aftalebrud skal man ikke imødekomme noget, som helst og heri tæller logisk nok også genovervejelse af sager, hvis procedurer man selv har været med til at udforme og bag hvilket står et ubeklikket embedsværk. Men der er heller ikke mening i deres argumentation for den udvikling, der måttet have været i sagerne er kommet efter deres afslag er således deres eget valg, hvorfor de må tage skade for hjemgæld.

Birthe Rønn lader sig da heller ikke intimidere af venstrefløjens krav om ekstra behandling og siger til Kristeligt Dagblad

- Det er Flygtningenævnets afgørelse. Vi har heldigvis et helt uafhængigt, domstolslignende organ til at klare det. Det er en utilstedelig politisering, og det er en integritetskrænkelse at komme på den tanke, at vi som politikere skulle kræve sagerne behandlet igen, siger Birthe Rønn Hornbech.

og vånder sig i samme forbindelse om det sædvanlige muslimske hykleri

- Jeg forstår ikke, hvorfor de ikke søger ly i moskéen. Jeg forstår ikke, hvorfor menighedsrådet i Brorsons Kirke ikke spørger, hvorfor de ikke søger ly i moskéen. For mig er det helt barokt, at der kommer muslimer, som tilhører et folk, der forfølger kristne, og søger ly i den kristne kirke, siger Birthe Rønn Hornbech.

Netop forfølgelsen af kristne i Irak er en af årsagerne til, at kirkefolk herhjemme har engageret sig i de irakiske asylsøgeres sag, men ifølge Birthe Rønn Hornbech har kristne asylsøgere allerede i vid udstrækning fået opholdstilladelse.

- Vi er i en situation, hvor de fleste af de kristne asylsøgere, der kommer til Danmark fra Irak, får asyl, fordi irakerne forfølgerne dem, siger hun.

Det er den slags, der giver regeringens kurs styrke og den har da også allerede en folkelig opbakning ifølge Politiken

Hvis formålet med de irakiske flygtninges aktion i Vor Frue og Brorsons Kirke var at rejse sympati til deres sag blandt danskerne, så har den slået fejl.

66 procent af danskerne mener nemlig, at de afviste irakiske asylansøgere skal sendes tilbage til Irak.

Det viser en ny meningsmåling som Megafon har foretaget blandt 1.396 danske for TV 2 og Politiken.

Kun 25 procent af de adspurgte mener, at de afviste irakiske asylansøgere skal have lov til at blive i Danmark. De resterende cirka 10 procent er i tvivl.

Og helt galt går det for socialdemokraterne, der endnu engang leflede for den stadigt mere sekteriske hest

Blandt Socialdemokratiske vælgere, mener 53 procent, at irakerne skal hjemsendes, mens 34 procent mener, de skal blive.

Disse meningsmålinger er endda foretaget før de store uafhængige blogs (Uriasposten, Snaphanen og Hodja) har dokumenteret kriminelle forhold hos flere af kirkebesætterne. Det generer ikke den samling bisser og bøller i og omkring det autonome miljø, hvis interesse ikke er danskernes land, men en hvilken som helst destruktion af vesten. Det burde dog genere de venstrefløjspartier, der bejler til danskernes tillid især når de ikke engang kan honorere deres egne vælgere.

Morten Uhrskov Jensen går på sin blog på Jyllands-Posten i kødet på en af Susanne Clausen udarbejdet kriminalitetsstatistik, der konkluderer at enlige mødre avler kriminelle børn.

Hvad gør man så, når man gerne vil forplumre vandene effektivt? Man undersøger selvfølgelig hyppigheden af alle anmeldte overtrædelser af straffeloven, i praksis 98,5 procent af alle anmeldelser. Det er da smart, er det ikke? På den måde drukner vold og voldtægt næsten fuldstændig, da der jo i det samlede billede kun er tale om fem procent af alle anmeldelser. Og således rangerer cykeltyven på niveau med den afstumpede voldsmand eller den mindst lige så modbydelige voldtægtsforbryder. Man må tro, at Susanne Clausen går en lysende fremtid i møde, meget tænkeligt ved et universitet, hvor en sådan kreativitet ofte belønnes.

Også Uriaspostens Kim Møller er faldet over statistikken

Som man spørger får man svar, og undersøgelsen er skruet sådan sammen, at kommunale forskelle har en tendens til at udligne sig selv på det endelige kort. Der arbejdes med brede kategorier (blot fem ialt), og med udgangspunkt i anmeldelsestatistik. Dvs. det registreres hvor kriminaliteten begås, ikke gerningsmandens bopæl. Det må tillige understreges, at undersøgelsen ser på kriminaliteten generelt, og ikke fokuserer på de forhold der har størst betydning for tryghedsniveauet i kommunen.

Begge indlæg kan anbefales og en kommentar på Uhrskovs blog minder om en ældre artikel på Berlingske Tidende af rigsstatistikker Jan Plovsing, hvor det hedder

Vi har derfor foretaget en beregning af kriminalitetsindeksene, hvor vi udelukkende ser på overtrædelser af straffeloven. Her vil jeg alene sammenligne mandlige indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande med mænd, som har dansk oprindelse. Hvis vi korrigerer for aldersforskellene mellem disse grupper, når vi frem til følgende konklusion: Indvandrere/efterkommere under ét har et indeks for straffelovsovertrædelser på hele 241 mod 90 for mænd med dansk oprindelse.

Straffelovskriminaliteten for mænd med ikke-vestlig baggrund er altså 141 pct. højere end for alle mænd i befolkningen under ét. Sagt på en anden måde, så dømmes indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande mellem to og tre gange så ofte for straffelovsovertrædelser som personer med dansk oprindelse i samme aldersgrupper.

Hvis vi korrigerer både for aldersforskelle og for sociale forskelle, falder kriminalitetsindekset for ikke-vestlige indvandrere/efterkommere til 124 - en stor reduktion, men langt fra en udjævning. Efter denne beregning er straffelovskriminaliteten for indvandrere/efterkommere med ikke-vestlig baggrund, altså 24 pct. højere end for befolkningen under ét.

Straffelovsovertrædelser er et bredt begreb. Hvordan ser billedet ud, når vi alene ser på voldskriminaliteten? Det spørgsmål optager mange i den offentlige debat.

Når statistikken indsnævrer sit fokus så markant, er det vigtigt at være opmærksom på, at usikkerheden samtidig stiger, når der bliver korrigeret for aldersforskelle og sociale forhold. Når vi i første omgang korrigerer for aldersforskelle, har mænd med ikke-vestlig oprindelse et indeks for voldskriminalitet på 261 mod 89 for mænd af dansk oprindelse. Voldskriminaliteten for mænd med ikke-vestlig baggrund er altså 161 pct. højere end i befolkningen under ét. Samtidig ligger mænd med dansk oprindelse 11 pct. under gennemsnittet.

Hvis vi også korrigerer for sociale forskelle, resulterer det i et indeks på 143 for mænd med ikke-vestlig baggrund. Korrigeret for såvel alder som sociale forskelle er voldskriminaliteten for mænd med ikke-vestlig baggrund altså 43 pct. højere end for alle mænd i befolkningen under ét.Der er således ikke tvivl om, at indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande begår straffelovskriminalitet og især voldskriminalitet langt hyppigere end personer med dansk oprindelse.

Sværere er det heller ikke. Og dog - for Plovsing isolerer kun personer af ”ikke-vestlig oprindelse”, der således bliver en tilnærmet eufemisme for de muslimer, som det handler om. Blandt personer med ikke-vestlige oprindelse gemmer sig anseelige grupper, der optræder eksemplarisk i forhold til straffeloven og således koncentrerer den massive vold på endnu mere begrænsede etnisk/religiøse grupper. Og så er der stadig et spørgsmål om det at korrigere, som Plovsing medtager

Mange vil derfor mene, at vi ikke alene bør korrigere for aldersforskelle mellem grupperne, men også for de sociale forskelle. Her har vi flere muligheder at vælge mellem: Vi kan korrigere for uddannelse, socioøkonomisk stilling, indkomstniveau og modtagelse af sociale ydelser.

Fagligt er det mest velbegrundet at korrigere for socioøkonomisk stilling. Herved tages der højde for, at gruppen af indvandrere og efterkommere rummer forholdsvis flere personer, der ikke er i beskæftigelse, men lever af offentlig forsørgelse. Det er nemlig klart dokumenteret, at kriminalitet er mere udbredt blandt personer, som står uden for arbejdsmarkedet.

Der er altså flere kriminelle blandt blandt folk, der står uden for arbejdsmarkedet, javel. Men hvorfor står især muslimer uden for arbejdsmarkedet? Det vil jeg uden at skamme mig hævde skyldes den generelle foragt for det urene samfund, der nedsætter motivationen for at efterleve dets spilleregler kombineret med en fatalistisk indfaldsvinkel, der fratager incitamentet til at forbedre sine egne livsvilkår vævet ind i et kønsrollemønster, der anser det maskuline, som en kvalifikation i sig selv. Sammenhæng og årsagssammenhæng er ingenlunde det samme for som en læser på Uhrskovs blog så præcist udtrykker det er der ingen forskel når man korrigerer for muslimer.

Morten Messerschmidt havde i gårdsdagens Politiken en kronik med en glimrende beskrivelse af det folkelige og demokratiske problem ved EU

For hvordan kan demokratiet fungere uden offentlighed? Men spørgsmålet vidner også om en ideologisk indelukkethed. Tillad mig derfor denne påstand: Et europæisk samarbejde – hvis lovgivningsprocedure baserer sig på en initiativret fra kommissionen (med 1 dansker), hvorefter EU-parlamentet (med 13 danskere) og ministerrådet (Danmark 1 blandt 27) diskuterer og i minutiøse detaljer pudser reglerne til i et samarbejde med utallige lukkede embedsmandsudvalg – kan aldrig give samme offentlighed og gennemsigtighed som den model, vi kender fra Folketinget, hvor ethvert medlem eller minister kan fremsætte forslag, som efter tre behandlinger bliver lov eller forkastes.

Selve EU-samarbejdet fører således til en amputation af demokratiet. Og det kan nok så mange journalister i Bruxelles, nok så velmenende politikere og nok så mange skønne euro brugt på pr-bureauer ikke rette op på. Det gør ikke, at klagesangen er upassende. Men analysen, der ligger bag, er forkert. EU som konstruktion kan aldrig blive et folkeligt projekt. Først og fremmest fordi EU ikke har et folk; men derimod repræsenterer (mindst) 27 af slagsen. EU har ikke noget fælles sprog, men derimod langt over 20 af slagsen. Fælles medier, fælles debat og fælles demokrati er derfor i bedste fald noget naivt sludder, i værste fald ideologisk blændværk. Der findes kun én måde at sikre åbenheden, offentligheden og demokratiet på. Og det er helt enkelt at anvende de myndigheder, som er åbne, offentlige og demokratiske – nemlig de nationale parlamenter.

Klar tale.

Svend Auken plæderer i dagens Berlingske Tidende for føre kristen politik. Salvelsesfuldt appelerer han Birthe Røhn Hornbech om at udvise barmhjertighed mod de udviste irakere og påkalder sig en konkret udmøntning af næstekærlighedsbuddet

Du er jurist og kan sikkert identificere dig med den ’lovkyndige’ der spørger Jesus: ’Hvem er min næste?’ Og Jesus svarer med at fortælle om manden der rejste ned fra Jerusalem til Jeriko, blev overfaldet, røvet, gennempryglet og til sidst efterladt blødende. To hellige israelitter kommer forbi, først en præst og dernæst en levit (en slags degn), men flygter uden at hjælpe voldsofferet. Til sidst kommer en samaritaner (en af jøderne foragtet udlænding) den stakkels mand til undsætning. Behandler og lindrer hans sår. Sætter ham op på sit ridedyr. Indlogerer ham på den nærmeste kro og betaler for hans pleje. Hvem er denne stakkels mands næste? Spørger Jesus. Og den lovkyndige svarer selvfølgelig at det er den foragtede fremmede som viste barmhjertighed.

Men det er jo netop, hvad vi gør. Auken og mange med ham ignorerer i genfortællingen af denne historie at sameritaneren ikke tager voldsofferet med sig og forsørger ham til sine dages ende. Og han er end ikke i nærheden til at påtage sig ansvaret for også at forsørge voldsofferets familie, der derfor ikke modtager nogen invitationer. Vi skal hjælpe de nødstedte, men vi skal ikke leve deres liv for vi kan kun leve vores eget - der en klar grænse for, hvilken forpligtelse vi har.

De irakere vi har huset har fået pleje og nu er tiden kommet til at overlade dem ikke bare til den nærmeste kro, men til deres gamle hjem, som vi har brugt store ressourcer på at genbygge så forholdene i Irak er bedre end de har været i tusind år. Vi må skilles for vores liv skal leves, hvor vi hører hjemme. Vi er sameritaneren!

test

Henry Hogger er omrejsende i det sande indtryk af muslimer, hvor han “….som uafhængig formidle resultaterne af [Gallups] undersøgelser.” fordi “…der er nogle politiske partier og dele af pressen, som vil trække fronterne skarpt op” kan man læse i Kristeligt Dagblad.

- Dette er ikke en øvelse i at præsentere muslimer i et pænt lys. Det handler om, at skabe et bedre grundlag for debatten med og om muslimer i såvel den vestlige verden som i de muslimske lande, understreger Henry Hogger.

Og så går han ellers i gang

Han tilføjer, at der i de muslimske lande også er et flertal blandt mænd for, at kvinder skal have bedre rettigheder.

- Selv i Saudi-Arabien var det tilfældet, omend det var et meget lille flertal, fortæller han.

Er der virkelig et flertal af mænd, der svarer “bedre” på et spørgsmålet, der antager at man også kan svare at kvinderne skal have værre rettigheder? Nu har jeg aldrig kendt mage. Jeg tænker en kampagne i stil med traffiksikkerhedsrådet, som “Ta’ 10 af stokkeslagne”.

- De beundrer principperne om demokrati og ytringsfrihed. Men de kan ikke lide konsekvenserne for den moralske standard, som de til en vis grad ser som dekadent.

Men man undres trods alt over, hvori deres beundring for principper, der er dekadente bunder - og man har svært ved at finde mening i udsagnet. Men det bedste til sidst

Han medgiver samtidig, at der er forskelle på, hvilke spørgsmål det har været muligt at stille til muslimer i Vesten og i de muslimske lande. Europæiske muslimer er således spurgt om følsomme emner som homoseksualitet og abort. To ting de generelt tager afstand fra.

- Men det er spørgsmål, som ikke kunne stilles i de muslimske lande. Det var grænseoverskridende nok at spørge om følsomme emner som demokrati, terror og kvinders rettigheder, erkender Henry Hogger, som er ambassadør for viden om muslimer, men ikke for muslimer som sådan.

Bortset fra at de færreste af os rykkes i vores anelse om muslimers galloperende bøssehad så lærer vi også at terror, demokrati og kvinders rettigheder er grænseoverskridende emner? Held og lykke med dit job hr. Hogger.

Socialistisk Folkeparti har under Willy Søvndals ledelse opgivet at bygge det nye menneske selv. Men behovet for at skifte det gamle menneske (bedre kendt, som den blegfede dansker) ud er, der stadig og som den næstbedste løsning må man importere det fra udlandet. Det kræver dog at man bereder vejen for et par kulturelle detaljer, der ikke indgik i den oprindelige plan. Fra BT

Et søskendepar blev i dag idømt seks måneders betinget fængsel for at have haft sex med hinanden. Men SF vil se på, om det skal være lovligt at have sex med sine søskende.Meldingen kommer, efter en juraprofessor har foreslået at fjerne den paragraf i lovgivningen, der forbyder blodskam.

- Der er umådeligt få af den slags sager, og vi taler om en paragraf, der ikke har været anvendt tidligere. Og vi forventer ikke, at en eventuel afskaffelse vil føre til, at et uforholdsmæssigt stort antal personer vil have sex med deres brødre eller søstre, siger SF’s retsordfører Karina Lorentzen til Nyhedsbureauet Newspaq.

(…)- Vi vil gerne være med til at se på det hensigtsmæssige i at opretholde paragraffen, da vi som udgangspunkt mener, at alle mennesker skal have lov til at indgå i kærlighedsforhold, som de selv vælger, siger Karina Lorentzen.

Juraprofessoren, der har foreslået at fjerne paragraffen for blodskam er Vagn Greve, der argumenterede med at den så sjældent bliver brugt! Ja det er niveauet for Juraprofessorer. Danmarks Radio slog straks til og kunne i Apropos på P1 negligere det åbenlyst forkerte ved at fortælle, hvorledes store civilisationer førhen omfavnede blodskam

Forbud mod incest er så at sige et universelt træk ved den menneskelige kultur. Indavl er simpelthen uciviliseret og dyrisk. Socialantropologen Claude Lévi-Strauss var ophavsmand til den antagelse, men for nyligt gjorde en dansk forsker op med den antagelse og pegede i en afhandling på, at det tabuiserede og udskældte blodskamsforhold var almindeligt accepteret i højtudviklede kulturer i oldtidens Persien og Ægypten. Ja, det blev ligefrem regnet for helligt at gifte sig og avle børn med en nær slægtning. Og jo nærmere beslægtet, man var, desto bedre.

Og hvis bror og søster kan så er der i hvert fald intet galt med det nye menneskes kultur. Anyways Vi, der tilhører den hellenistiske judæo-kristne kultur anser nu stadig den slags interfamiliære fornøjelser enten er en synd mod Gud eller også en selvindlysende tragedie

Havet sletter alle spor, sagde man engang som et lakonisk udtryk for den ide at man blot kunne forurene, som man ville. Men en dårlig vane finder hurtigt mængdens begrænsning og at de få fejl lever på nas af de mange.

spørges, der i filmen 13 Days og der foreslås opgivende “fordi vi har tupperware?”. I en fremragende tale til Tidehvervs Sommermøde i 2004 beskrev Lars Hedegaard venstrefløjens udvikling

Venstrefløjen har opgivet at være venstrefløj. Den kæmper ikke længere for en økonomisk samfundsomvæltning. Det ville ikke længere være noget fremgangsrigt projekt, efter at den realeksisterende socialisme i Europa måtte pakke sammen for femten år siden. I samme åndedrag har de såkaldte venstrefløjspartier også skaffet sig af med de sidste rester af marxismen. D.v.s. at de er holdt op med at beflitte sig med klasseanalysen, ideologikritikken og materialismen - kort sagt med den samfundsmæssige virkelighed. I stedet står vi over for en ren ressentimentsideologi - en ideologi, der hader den bestående orden, men ikke har noget at sætte i stedet - bortset fra en maksimalt voksende offentlig sektor.

Politiken har kigget på begrundelserne for vandalismen sidste weekend i Hyskenstræde på Modkraft.dk (jeg gider ikke). Følgende holdning slår igennem

»At smadre normen, at nægte, at blive disciplineret på den aktuelle måde. Måske er det det, gadefest handler om«

(…)

Folk er pissed over at blive tvunget til at finde sig i det heteronormative rum.

Og den slags. Det heteronormative rum får ellers et godt skudsmål på Berlingske Tidende

For det første, at en nations identitet bliver skabt gennem en historisk og politisk proces og den lovgivning, den afføder. For det andet, at de demokratiske begreber om frihed, lighed og fællesskab hviler i fortællinger om folkets historie og således hører tæt sammen med forestillinger om national identitet.

Men det kan man jo ikke bruge til noget, hvis man er pissed over det heteronormative rum (en dag vil jeg prøve at finde ud af, hvad det egentlig betyder). Ideen om et folk og det historisk betingede menneske vækker endnu større harme i den islamiske bevidsthed og Hedegaard motiverede også den rød-grønne alliance

I løbet af 1990erne blev intelligentsiaen opmærksom en ny allieret i de lokale repræsentanter for islams herskende klasse, imamerne og ulema. Deres disintegrationsvirksomhed blev hurtigt til en uudtømmelig kilde til nye bevillinger. Fordelen for intelligentsiaen ved at alliere sig med ummaens ledere er, at ummaen ikke forsvinder på samme måde, som arbejderklassen gjorde. Læg mærke til, at ingen af de såkaldte arbejderpartier - det kalder de sig knapt nok mere - længere taler om arbejderklassens berettigede krav. Nu taler de om indvandrernes, d.v.s. muslimernes krav, der i modsætning til arbejderklassens aldrig kan indfries. Interessant nok har intelligentsiaen hermed inviteret den klasse indenfor, der med tiden vil blive dens egen banemand.

Det er der alligevel nogle, der begynder at fatte, som man kan læse i Jyllands-Posten

Samfundsdebattøren og tidligere formand for Den Rejsende Højskole, Carsten Ringsmose, lægger ikke fingrene imellem, når han skal karakterisere den danske humanisme i begyndelsen af 1990′erne.

»Vi - og det inkluderer såmænd også mig selv - har været hamrende naive, når vi i vores tossegodhed via en særlov giver asyl til en flok halvforbrydere. PLO indrømmer jo selv, at der var tale om et planlagt genbosættelsesprogram, så man bedre selv kunne komme af med disse folk,« siger Carsten Ringsmose og tilføjer:

»Man kan have forståelse for, at palæstinenserne benytter sig af nogle mindre fine tricks - for hvad pokker skulle de ellers gøre? Men at vi og et flertal af vore politikere falder for det, er utilgiveligt. Desværre er det med til undergrave asylretten for de rigtige flygtninge, og det ender i stedet med, at vi strammer så meget på lovgivningen, at de folk, der virkelig har behov for at komme til Danmark, slet ikke kan komme ind længere. Derfor er det som sædvanlig humanisterne, der forkludrer det hele.«

I denne uges Weekendavisen anmelder Frederik Stjernfeldt bogen “From Fatwa to Jihad” af Kenan Malik

KORTLÆGNINGEN af britisk multikulturalisme er aldeles interessant. Den er ikke resultat af pres nedefra fra kulturelle grupper – det er en politik indført ovenfra, der langt snarere skaber de grupper, den omhandler. Den udspringer af det senere nedlagte Greater London Council først i firserne, der ledtes af »Red« Ken Livingstone, senere Londons borgmester. Her var argumentet, at marginaliserede grupper skulle have del i samfundslivet, og det mente man, de ville få, hvis man definerede nogle lederskaber af grupperne, som man kunne forhandle med og tildele pengestøtte. Anti-racisme kom her til at betyde noget helt nyt: I stedet for kamp imod forskelsbehandling blev det pludselig til »bevaring af traditioner og kulturer«, ja, til det modsatte: dyrkelse af forskel!

Samme politik med udpegning af ledere af kulturelle grupper gentog sig i indvandrerbyer som Bradford og Birmingham – men det pikante er, at grupperne blev defineret religiøst. Men hvorfor i alverden skulle britiske caribiere føle sig særlig repræsenteret af præster, eller britiske sydasiater af imamer, som Malik – selv med indisk baggrund – spørger? Ved denne politik skabte og styrkede man reelt en række radikale præsteskaber, der fik politisk indflydelse, pengemidler til at åbne »community centers«, lokale aktiviteter og meget andet – og gennemførte således ovenfra og ned en reel »tribalisering« af Storbritannien.

Ved Labour-regeringens tiltræden i 1997 blev denne multikulturalisme også landsdækkende politik – og man overtog rådgivere fra Greater London Council, der fik det gjort til almindelig visdom, at folk som det Muslimske Broderskab og dets leder Al-Qaradawi var »moderate« (Qaradawi, der går ind for apostasiforbud (forbud mod at forlade sin religion), drab på homosexuelle, stening for utroskab og lignende). Samme år fik man skabt et politisk samarbejdsorgan – Muslim Council of Britain – der fik den radikale Iqbal Sacranie som leder (ham, der havde hævdet, at døden var for mild en straf for Rushdie) – ligesom islamisten Mockbul Ali blev regeringens chefrådgiver i muslimske spørgsmål. Således fik man radikal islamisme helt ind i Labour-toppen – medvirkende blandt andet til indførelsen af den strammede »hate speech«-lov i 2006.

Maliks lange række af konkrete exempler underbygger hans tese: at multikulturalisme aktivt skaber nye splittelser og mere uløselige problemer end dem, den skulle bekæmpe. Det er denne fejlslagne multikulturalistiske politik, der for Malik at se er en af de afgørende forudsætninger for radikal islams fremvækst.

Og hov, det var jo ikke meningen…

TRIBALISERINGEN aflæser han af nye
fænomener såsom de nye britiske racestridigheder mellem sorte og pakier, der i Maliks ungdom havde holdt sammen i antiracismebevægelsen, men som nu sættes op imod hinanden af multikulturalismen, der gør »identitet« vigtigere end fælles kamp mod dårlige forhold. Nu konkurrerer de kulturelle grupper om territorier og om de samme økonomiske midler i det multikulturelle tilskudssystem.

…for fjenden er jo det heteronormative rum, folket, den bestående orden, nationen, eller den uudtømmelige kilde til velstand, civilisation, lov og orden… Den kan give stadigt flere rettigheder og ydelser, som på ingen måde forudsættes af pligter, men af god vilje. Nøh det handlede bare om at definere sig og så gøre oprør mod de hvide, de heteronormative, borgerdyrerne og hvad man ellers kan kalde samfundet. Men de saver i den gren de sidder på.

Som i Iran kommer de røde til at dingle i lygtepælene til de grønnes takbirråb og det er måske den eneste trøst vi heteronormative kan håbe på, hvis vi ikke modstår denne svikmølle af ressentementsideologer, ummaen og nyttige idioter. Vi overlevede totalitarismens og selvhadets udbrud i 30′erne, der havde langt større energi, men også med enorme ødelæggelser og millioner af døde til følge. Vi overlevede totalitarismens og selvhadets udbrud under den kolde krig ved at balancere på randen af total udslettelse. Dette udbrud er alt i alt mindre seriøst og får en del af sin energi fra resterne af 68, der har givet sit bedste skud. Men den er ikke så gennemskuelig og udfordrer os på vores fine fornemmelser noget, som vi aldrig har stået overfor.

Således indleder Kai Sørlander sit opgør med Asger Aamund i Berlingske Tidende

I en kommentar den 2. maj hævder Asger Aamund, at hvis islam og demokrati er uforenelige størrelser, må det samme også gælde kristendommen. Han giver en rent historisk argumentation for denne opfattelse og indleder med at pege på, at kristendommen i de første mange år af sin historie absolut ikke førte til demokratiske tilstande i noget land. Det var først, da kristendommens budskab møder »oplysningstidens progressive politiske ideer«, at den moderne demokratiske stat grundlægges. Indtil dette møde var kristendommen i daglig praksis en lovreligion, men derefter blev den »delt i to, således at loven blev en del af den sekulære stat, og religionen blev tilbage som en personlig trossag«. Det var altså, fordi kristendommen mødte en afgørende modspiller udefra – oplysningens ideer – at den blev tvunget til at acceptere sekulariseringen af det politiske. Og når islam hidtil ikke har gennemgået samme proces, så er det, fordi islam endnu ikke har været så heldig at møde oplysningens ideer. Principielt er der altså ingen forskel mellem de to religioners indre potentiale for at kunne forenes med en sekulær demokratisk samfunds­orden.

Dette er Asger Aamunds genfortælling af den historie, som vi lever på ryggen af. Den bygger som sagt på, at der ikke er nogen grund til at tro, at den indholdsmæssige forskel mellem kristendommen og islam har spillet nogen rolle i den forskellige politiske udvikling i den kristne og i den islamiske verden. Men for at kunne afgøre, om denne forudsætning er korrekt, er vi nødt til kort at markere forskellen mellem kristendommen og islam.

Indlægget er en del af den mindre fejde mellem national konservative (Jesper LAngballe) og national liberale (Asger Aamund og Naser Khader) om islams plads i demokratiet.

Morten Uhrskov Jensen har set nærmere på integrationens fremskridt, som de afspejler sig i sprogfærdigheder.

Hold fast, kære læser. Ved den seneste sprogtest af tosprogede, der skulle påbegynde børnehaven (i treårsalderen), viste det sig, at 1 (én) procent af børnene havde et alderssvarende dansk. Det er da noget, der vil noget. Hvem ved, måske fordobles tallet over de kommende generationer? I hvert fald er det imponerende, hvilken vilje der bliver lagt for dagen fra indvandrernes side, når det gælder om at lære poderne landets sprog.

Louise Gade

Børne-og ungerådmand Louise Gade fra Venstre er en smule bekymret, men peger på, at de seksårige, der står foran at påbegynde folkeskolen, opnår bedre resultater. Og lad os se på dem. De viser, at 19 procent af børnene umiddelbart inden skolestart ikke har behov for særlige tiltag. 5 Procent kan stort set intet dansk, mens 76 procent »har et ikke uvæsentligt behov for undervisning i dansk som andetsprog«. Og det er da flot. Hver femte kan reelt begynde i børnehaveklasse eller 1. klasse. Resten er mere eller mindre jammerligt stillet i forhold til at begå sig i det danske uddannelsessystem.

Uhrskov ironiserer over kommunens nærmest barnlige tiltag til at vende udviklingen (eller starte en udvikling). Jeg tror nu, at der er helt andre planer til at løse den slags detaljer og at København går forrest

Børne- og ungdomsudvalget i Københavns Kommune vil tilbyde arabisk som sprogfag i de københavnske folkeskoler.

Faget skal tilbydes på linje med tysk og fransk, og kommunen vil ansøge Undervisningsministeriet om tilladelse til at tilbyde faget allerede til august.

- Det er enormt vigtigt, at børn i Danmark lærer arabisk, for der er behov for folk med arabiskkundskaber. Det gælder for eksempel, når Danmark samhandler med arabiske lande. Desuden er det et af de største sprog i verden, og det bliver talt af langt flere end tysk, ligesom det også er det største nærområde uden for Europa, siger næstformand i Børne- og ungdomsudvalget Lars Aslan Rasmussen (S).

At Socialdemokraterne prøver at sælge ideen, som godt købmandsskab skal man nok tage lettere på i følge Information

Trods det gældende energiforlig mellem regeringen og S, R og SF har den samlede opposition - Enhedslisten inklusive - nu fundet fodslag om 2050 som datoen for ophør af olie-, kul- og gasfyringen.

Og desuden er der en hel del arabisktalende personer i Danmark allerede så, hvem er det Lars Aslan Rasmussen har i tankerne?

- De elever, som har arabisk som modersmål, taler sproget på et langt højere niveau, end faget er tiltænkt. Derfor regner vi ikke med, at det er arabisktalende elever, der vil søge faget. Men ud fra undersøgelser ved vi, at der i almindelighed er stor efterspørgsel efter det, og derfor håber vi at få tilladelsen, så vi kan udbyde det til næste skoleår, siger han.

Og et godt pensum ville være Koranen, der er den mest læste (eller reciterede) bog i den arabiske verden (efterfulgt af Mein Kampf). Når børnene bliver ældre kan de med “Koranen i den ene hånd og læbestiften i den anden” tage på Europahøjskolens studietur

Iran er et af verdens ondeste lande, der truer verdensfreden. Iran 6
Et af de steder, hvor kvinder og unge undertrykkes mest. Og et land, hvor kun islamisterne sætter dagsordenen. I hvert fald hvis man skal tro medierne og vestlige politikere. Men måske gemmer der sig mere bag facaden.

Europahøjskolen sætter gennem efteråret fokus på Iran. Et land, hvor to ud af tre indbyggere er under 30 år. Hvor moralpoliti og mullaher styrer showet. Men hvor der også er modkultur og kysseri i krogene.

Vi besøger landet og møder studerende og gymnasieelever. Vi hænger ud med dem og følger livet i Teheran. Vi tager med til undergrundsfester i Teheran og snakker med menneskerettighedsaktivister. Og vi laver indslag til lokale medier og diskuterer ytringsfrihed og demokrati med journalister og politikere.

Iran 2Vi blogger og laver videodagbøger og reportager til danske medier. Og får forhåbentligt et mere nuanceret billede af landet og dets befolkning. Eller måske et bedre indblik i Islam anno 2009.

I Teheran bruger vi blandt andet en dag på en klinik, der foretager kønsskifteoperationer på statens regning, og sammen med en imam diskuterer vi kønsroller og Islam. Vi kører også byen tynd sammen med en række unge, der dater gennem sms’er med de forbipasserende bilister. Vi besøger de kvindelige rallykørere uden for byen, byens unge filmskabere. Og meget mere.    Iran 5

På turen bor vi både privat hos iranske unge og på hotel. Og vi tager også til silkevejsbyerne Esfahan og Shiraz og den hellige by Mashhad. På vejen til Mashhad overnatter vi i en landsby i ørknen, hvor vi kommer til at se, hvordan livet leves langt væk fra Irans millionbyer.

Turen sluttes af med et par dage i det, der på mange måder er den helt anden ende af den islamiske verden: Dubai. Mellem skyskrabere, sandstrande og store biler, går vi på jagt i Mellemøstens Las Vegas.
Her kan intet blive for stort eller prangende. Dubai er en af verdens hurtigst voksende byer og tiltrækker mennesker fra hele verden. Her er du lige i mødet mellem tradition og modernitet.

DKP havde lignende arragementer og de var også meget populære.

I hjørnet for intellektuelt coitus diptera (flueknepperi) er vi nået til campus-radikalismen. I denne uges WA har en specialestudine fra sociologi bevæget sig bort fra sit habitat og sendt et skrift ud i den offentlige sfære. Generelt en dårlig idé, da det udstiller en del problemer med sociologien. Og man ved jo aldrig hvem der læser sådanne skriblerier.

Racisme: Hvem er farlig for verdensfreden

Af Karina Grube Kristiansen

Pia Kjærsgaard skrev for et par uger siden en kommentar i sit ugebrev om FNs opfølgende racismekonference i Geneve, hvor hun erklærede sig skuffet over en manglende dansk boykot og stemplede slutdokumentet »uspiseligt«:

»Konferencens egentlige formål er bekæmpelse af racisme - et fænomen, som hånden på hjertet formentlig er temmelig marginalt i Europa og den vestlige verden i dag.«

Pia Kjærsgaard har ikke sagt noget forkert indtil videre, og selve udsagnet er overordnet set fuldstændig korrekt.

Dette udsagn udløste samme aften en kraftig modreaktion fra Asmaa Abdol-Hamid, som understregede vigtigheden af fortsat at kæmpe mod racisme i Europa og kritiserede Pia Kjærsgaards brug af ordet zionisme: »Zionisme sidestilles mange steder med nazisme. Jeg ved, at hun har nogle markante holdninger til flygtninge og indvandrere, men det, at hun ikke lægger afstand til zionisme, viser, at Dansk Folkeparti sidder inde med nogle rigtig ekstremistiske holdninger, som er farlige for verdensfreden .«

Asmaa, Asmaa, hvor er “manges steder”, hvor er det? Det er jo hjemme hos dig! Lad være med at være forlegen. Du er ikke længere politisk jomfru.

Ovenpå disse modsatrettede ytringer - lad os for nemheds skyld kalde dem mini-Durban 2…

Hvorfor dog det?

… - kunne jeg ikke undgå at stille mig selv spørgsmålet: Hvem af de to kvinder er egentlig mest farlig for verdensfreden ?

Pia og Asmaa en trussel for verdensfreden! Intet mindre. Hvor er det dog fjoget, Karina Grube Kristiansen.

De er tydeligvis lige ekstreme, så hvor skal vi starte.

Godzilla vs. King Kong - ja det bliver rimelig farligt for verdensfreden, men hvis de er lige ekstreme hvor er så referencepunktet? I forhold til hvad er de lige ekstreme? Det ligner mest af alt en besværgelse som skal beskytte det sociale rum nede på en trendy café, men i den offentlige diskurs er ytringen meningsløs.

Pia Kjærsgaard har delvist ret, når hun argumenterer, at de færreste europæere i dag tror på en racemæssig overlegenhed i forhold til andre menneskelige »racer«.

Fint, så er diskussionen overstået. Case closed. Men…

Racisme, i ordets traditionelle forstand, er i vid udstrækning blevet overhalet af andre samfundsmæssige problematikker, hvor befolkningsgrupper diskrimineres… …Racisme dækker ikke længere udelukkende over en differentiering mellem forskellige »racers« intelligens. I dag dækker begrebet over diskriminering af folk på baggrund af historiske, kulturelle, religiøse, økonomiske eller demografiske årsager.

… det er her campus-radikalismen dukker op.
Altså, når nu rascismen effektivt er knækket, så må man finde nye områder som kan skydes ind under rascismebegrebet. Dette er en kraftig udvidelse af kampzonen. Slår man op i et leksikon fra før 1990 (i det her tilfælde har jeg slået op i et engelsk et af slagsen fra 1989) står der noget lignende det her:

Racisme 1. en tro på at menneskeracer har distinkte karaktertræk som determinerer deres respektive kulturer, og som ofte trækker på en ideologi om at ens egen race er overlegen og har ret til at dominere andre racer. 2. en politisk retning der fremmer en sådan ret. 3. et statsligt styre og samfund baseret på denne ret.

Her er en særdeles præcis definition, som også lægger sig op af den etymologiske betydning af ordet. Ifølge sociologistuderende Karina Grube Kristiansen er man (historisk) racist hvis man ikke ansætter tidligere dømte. Man er (kulturel) rascist hvis man tager afstand fra rockerbandernes forkvaklede kultur. Man er (religiøs) rascist hvis man ikke vil høre på jehovas vidner. Man er (økonomisk) rascist hvis man sætter medlemskontingentet i golfklubben for højt. Man er (demografisk) racist hvis man vil have en jævn aldersfordeling i andelsboligforeningen.
Sat på spidsen? Ja da da, for hvordan kan man afgøre hvilket motiv der ligger bag en prioritering. Der ligger altid en diskriminerende tanke bag en prioritering, og prioriteringen afgører dine valg. Skal denne newspeak definition af ordet racisme gøres operationel og dermed juridisk, åbner det for muligheden af sagsanlæg baseret på denne nye definition af ordet. Dvs. at et etnisk rockerbandemedlem uden penge og med en høj alder, der ud over det er stærkt troende, med ét får en stor palæt af muligheder for at tryne samfundet ved hjælp af racisme begrebet.
Med denne hyper politisk korrekte og campus-radikale brug af racisme, begynder det juridiske at snige sig ind på alle niveauer og bane vejen for det totalitære. Det bliver et samfund gennemsyret af paranoia og falske høflighedsritualer der kun tjener til at holde ryggen fri. Man vil vel ikke stemples som racist.