Går du rundt og føler dig smådum, utilstrækkelig og uden energi til at sætte dig ind i den store verden så læs Politikens debatsektion. Straks er du ovenpå igen med en følelse af intellektuel overlegenhed og et arrogant forhold til andres afgrundsdybe uvidenhed og så får du et ubetaleligt grin oven i købet. Redaktør for lederkollegiet - en titel, der på en gang er egalitær og elitær - Lars Trier Mogensen berigede os i onsdagens udgave med herligheder fra paralleluniverset.
Den indiske forfatter Aravind Adiga har formuleret omvæltningen enkelt: »Fremtiden tilhører den gule og brune mand«.
Valget af Barack Obama som USA’s præsident var heldigvis ikke blot et enkeltstående tilfælde.
Tværtimod vinder demokratiske politikere frem over hele kloden – mange med et overraskende populært budskab om større mangfoldighed og tolerance.
Og det er så god en nyhed, at vi lige skal have den en gang til
Hvis fremtiden tilhører den gule og den brune mand, er rollefordelingen klar: Indisk-italienske Rahul Gandhi og kansas-kenyanske Barack Obama viser styrken ved multikulturelle demokratier.
Og igen
Som italiensk-inder vil Rahul Gandhi blive endnu et symbol på en global æra med multikulturelle ledere.
Og for dem, der ikke fik fat i det glade budskab
Valgene i USA og Indien peger i samme retning: mod en mere broget fremtid, hvor gule og sorte styrer med bred demokratisk opbakning.
Man kan høre champagnepropperne springe på Politiken og jeg under dem denne glæde, selv om der kammes over i det usmagelige
Det kan vel være – som Mao udtalte – at det endnu er for tidligt at vurdere effekten af den franske revolution.
De 100.000.000 døde af marxismen er kun toppen af isbjerget? Stakkels Obama og Ghandi skal tages til indtægt for alle tiders største massemordes drøm om nye herskere - en usmagelighed på linie med at se EU, som Det Tredie Rige - trods alt.
Og det lidt usmagelige fokus på farven af mennesker skal ikke forstås helt så symbolsk, som læserne af Politiken måske gerne vil tænke. I så fald ville en “brun” leder af Indien ikke i sig selv være en glædelig nyhed. Når der endda en lysere en af slagsen, som der altså nu må være tale om med opblandingen af en snudsket italiener ville det vel ikke understrege en pointe Politiken-segmentet ville varme deres hveder til?
Og det er selvfølgelig ikke alle farver, der er positive som ledere af andre farver, hvorfor, der ikke er nogen hyldest til Pik Botha. Næh vi taler om blandede produkter og præmissen er at de ikke skal være hvide - den faldne farve - så derfor er Benjamin Disraeli, Nicolas Sarkozy, Poul Schlütter, Winston Churchill og Yitzhak Rabin ikke en del af denne pludselige langvarige omvæltning. Al tvivl udelades da også i konklusionen
Valgene i USA og Indien peger i samme retning: mod en mere broget fremtid, hvor gule og sorte styrer med bred demokratisk opbakning.
(Skønt vi endnu mangler de gule) Det er i det lys man skal forstå
For efterhånden er det jo kun her i det gamle Europa, i Centralasien og i Mellemøsten, at befolkningerne accepterer at lade sig styre af gamle, ensfarvede og konservative nationalistiske ledere.
Ligeledes er brugen af titlen Dronning om Sonia Gandhi heller ikke helt så langt ved siden af, som læserne måske gerne vil tro. De europæiske kongehuse, der engang herskede masserne (et begreb vi skal høre om lidt) var også ganske multikulturelle, men paradoksalt nok også ganske indavlede og indspiste. Således har Gandhi-Nehru familien domineret indisk politik siden, ja siden selvstændigheden. Retfærdigvis skal det siges at jeg ved meget lidt om deres genpøl. Og inden vi går til kulminationen på dette rablende vanvid, skal vi en tur i kulturradikalernes mindelund af fraser som “…frygtens politik, som nationalistiske og populistiske politikere har dyrket ...”, “…dybt reaktionær kulturkamp…” og “…hadefuld retorik…“. Og så mine damer og herrer The Moment We’ve All Have Been Waiting For
Mønsteret er ikke tilfældigt: Store grupper har en tendens til at opføre sig mere intelligent end små homogene menigheder. Den amerikanske forfatter James Surowiecki har kaldt fænomenet for , massernes visdom.
Det er interessant nok ikke alle grupper, der opfører sig lige intelligent: Jo større og mere forskelligartet en befolkning er, desto mere begavede beslutninger synes den at træffe. Forskellighed fremtvinger nemlig en større grad af kompromisvillighed, fleksibilitet og samarbejdsevne.
Det sidste er en logik i lige linie fra at døende sætter mere pris på livet. Jeg vil ikke pointere at inderne arvede deres demokrati (alt, der har med rationalismen og dens goder at gøre faktisk) fra den lille homogene gruppe af englændere i første omgang. Heller ikke at Indien faldt fra hinanden i et etnisk/religiøst blodbad, der kostede i hundrede-tusindvis af menneskeliv, som tilsyneladende var grænsen for massernes visdom. Således opstod Pakistan (og siden Bangladesh), som man efterfølgende har haft tre krige med, blandt andet om det kulturelt splittede..øh brogede Kashmir
Udsagnet er sselvfølgelig vrøvl af mange grunde. Umiddelbart dumper påstanden jo på, at de multikulturelle demokratier i første omgang jo valgte de ensfarvede, reaktionære, konservative og nationalistiske Bush og Singh. Det skurer også i øjnene at det har været Danmark, der i årtier har ydet Indien u-lands bistand når det nu burde have været omvendt. Jeg vil have mine penge tilbage sammen med SP.
Det andet er at vi i et demokrati anerkender at, der er meninger om gode og dårlige valg, men vi operer ikke med en objektiv facistliste. Ledelsen af landet skal afspejle folkets ønsker og opfattelse af interesser og demokratiets succes handler således kun om repræsentation kontra misrepræsentation0. Disse folkelige interesser er ikke nødvendigvis den enkeltes, hvorfor man helt legitimt kan mene at folket vælger godt eller dårligt, men uanset rigtigheden af det er det en subjektiv vurdering. Det handler altså kort sagt om at kunne enes og enes over at være uenige. En hel ejendom af mennesker fra allehånde erhverv, socialgrupper og kulturer kan således ikke siges at være bedre til at beslutte sig for en fælles aktivitet en onsdag aften, end et enkelt ægtepar.
Dette forhold leder til den tredie fejl i antagelsen nemlig styrken ved multikulturelitet i et demokrati. Netop fordi folkets interesser skal afstemmes indbyder det multikulturelle til sprækker i sammenholdet ved det at de etniske grupper dyrker forskellige værdier og derfor har forskellige opfattelser af indlysende interesser, der svært møder forståelse hos andre kulturer. Der er så ikke tale om at kunne varetage et folks interesser, men om flere indbyrdes modsætningsfyldte folks interesser, hvilket fører til en række kompromisser, der ikke, som Politiken tror fører til større indsigt, men tværtimod til større modsætninger, da de alle vil opleve at få hæmmet deres selvindlysende udvikling af de andres bagstræberiske eller amoralske kværulering. Som troende muslimer ikke accepterer menneskets love accepterer demokrater ikke gudens. Fænomenet er velkendt på Politiken, der konstant beskylder JP, DF, Trykkefrihedsselskabet, Kurt Westergaard og andre for med deres ytringer at tiltrække islamisk terror og således understreger at de to livsformer - frihed og islam - ikke kan leve sammen.
Til sidst er det oven i købet noget vrøvl fordi teorien om massernes visdom ikke handler om det multikulturelle, men om specifikke problemer med et konkret resultat, såsom at gætte placeringen af et sunket skib, vægten på en ko eller et meteors bane. Diversitet og størrelse er derfor betingede ord i denne sammenhæng, der relaterer til viden om emnet og ikke til irrelevant religiøs baggrund. Tre danske, hvide mandlige læger med, hver deres speciale vil således være bedre til at diagnosticere en patient, end 100 mennesker bestående af kvinder og mænd, jurister, murere, lærere, købmænd, butiksejere, fiskere, kokke, sosuer, ludere, lommetyve og sportsfolk alle med, hver deres etnicitet. Se dette vrøvl er ikke et påfund fra Casper og Mandrilaftalen det er the real deal og morsommere kan det ikke gøres.