Olympisk propaganda i Hijab
Det er spøjst, som muslimerne bruger de Olympiske Lege dette år til at promovere en ide om kvindefrigørelse overfor godtroende vesterlændinge. Amerikanerne stillede med den hijabkædte Ibtihaj Muhammad i sabelfægtning (ikke krumsabel dog og hun vandt bronze), der fortalte at hun følte sig utryg “all the time” ved at være muslim ‘hjemme’ i USA [En imam og hans assistent er til aften blevet likvideret i Queens, hvorfra Ibtihaj Muhammad bor]
“I want people to know that as hard as [these racist incidents] are on me, they don’t come even close to things we’ve seen like the shooting in North Carolina or the rhetoric around the Khan family at the DNC. It’s ridiculous and we as a country have to change and I feel like this is our moment.”
Vores øjeblik er muslimernes øjeblik, øjeblikket, hvor de præsenterer deres sag, som er islam, mens påstår at repræsentere hvad de kalder deres land, USA. Den bronzevindende atlet var rent faktisk tæt på at have den ære at bære Stars and Stripes ved åbningsceremonien, trods sin marginale sport. Og alligevel er USA hende imod, for alt er imod muslimerne. Og det er dette budskab, der skal masseres ind i den vestlige psyke.
Men det skal blive endnu mere plat. Den Olympiske Komite krævede ved forrige OL at Saudiarabien også stillede med kvindelige atleter, hvis ikke hele landet skulle udelukkes. Saudernes forfængelighed overvandt deres kvindehad, men de stillede også modbetingelser. Således skulle deres kvindelige judokæmper, der kun havde øvet denne disciplin i selvforsvar med sin far(host, host), have lov til at stille i hijab selv om det stred imod reglerne for sportens dresscode. Og hun skulle have lov til at optræde i det Sorte Bælte selv om hun højst kunne gøre sig fortjent til det Blå. Judoforbundet sagde først nej, men et kompromis blev fundet som der altid bliver fundet når det drejer sig om islamiske krav: Saudieren fik lov til at have hijab mod til gengæld også at få lov til at stille op i det Sorte Bælte.
Også en kvindelig saudisk 400 meter løber stillede op og selv om hun knap kunne løbe distancen blev hun behandlet som en stor helt for hendes brud på saudiske kønsroller. Og ikke et ord blev der nævnt om islam i de danske medier, næh, fænomenet var patriarkalsk kultur, der stadig var fremherskende i Saudiarabien. I år er der endnu flere hijabber med, der ikke kan vinde, knap nok konkurrere. Det er heller ikke meningen, de er med til ære for den vestlige verden, der åbenbart hungrer efter billeder af hvor frigjort man kan være når man aldrig kan optræde udenfor sin religiøse dresscode.
Og det ser så tåbeligt ud, som det lyder
Fremvisningen af den muslimske klædedragt på verdenscenen handler på ingen måde om at emancipere, eller anden form for empowermentshalløj, kvinden hjemme i muslimland. Det er alene rettet mod vesten, at bilde os ind at kvinden i den muslimske verden er lige så fri til at løbe som den vestlige kvinde. Ironien i at saudiske hijabber ikke må køre bil, er indtil videre helt tabt for medierne, der stiller indlysende tåbelige spørgsmål
Svaret er lige for. Den undertrykte er den der ikke kan skifte klædedragt efter forgodtbefindende. Men ikke for de sludrende klasser
Signe Vahlun, næstforkvinde i Dansk Kvindesamfund, er en af dem, der faktisk ser noget positivt i billedet af de to kvinder i nærkamp ved nettet. »Et fantastisk billede, som viser to engagerede sportsudøvere,« siger hun og fortsætter:
»For mig viser det diversitet og mangfoldighed blandt de kvinder, som deltager i OL. Jeg er faktisk ret begejstret for det og finder påstandene om undertrykkelse i overkanten.«
(…)
Hun hæfter sig ved, at reglen om, at spilledragten i beachvolley indtil OL i London skulle være en bikini, også kan ses som undertrykkelse.
»Det bryder dette billede med. Det viser, at begge dele er muligt,« siger Signe Vahlun.
(…)
Lidt på samme hold er Khaterah Parwani, der ud over at blande sig i debatten også arbejder for at hjælpe kvinder fri af vold, undertrykkelse og religiøs social kontrol i Exitcirklen.
(…)
»Det er svært at forestille sig kvinder kaste sig frådende ud i en debat, hvor de kræver sportsmænd iført noget bestemt tøj. Enten tangatrusser, lange bukser eller noget helt tredje. Jeg kan blive stiktosset over, at mænd i den grad blander sig. Det gjorde de jo også, da kravet om bikini til beachvolleykampe blev ophævet,« siger hun, der ikke vil tage konkret stilling til, hvem af de to kvinder der er mest undertrykt. Eller fri.
»Det giver jo ingen mening, for jeg kender dem ikke. Det kan jo være, at kvinden med meget tøj på føler sig bedst tilpas sådan, og at kvinden i badedragt hader det. Det kan også være omvendt, men vi aner det ikke, og undertrykkelse handler om at gøre noget mod sin vilje,« siger Khaterah Parwani.
Hjemme i muslimland kunne billedet se således ud
Men maskerne falder alligevel hos muslimerne, når det mindste pres melder sig. Den ægyptiske judokæmper Islam El Shahaby nægtede ikke blot at give hånd, men forlod helt sporten, efter at have tabt til en israeler, skrev Times of Israel
Some elements of the Egyptian media were furious Friday at the judoka for losing to an Israeli, Army Radio said. The outlets blamed Egypt’s President Abdel-Fattah el-Sissi for El Shahaby’s appearance at the fight itself.
The 32-year-old Egyptian, a world championship medalist in 2010, had faced pressure on social media and from hardline Islamist groups in his homeland to withdraw from the match.
(…)
Messner said that the fact that the Egyptian actually turned up for the match signaled “a big improvement” in the Arab states’ attitude to Israeli athletes at the Olympics.
“In the past, it is not sure that a fight between those two athletes would have taken place. This is already a big improvement that Arabic countries accept to be opposed to Israel,” he said.
Islam lover muslimen herredømmet over den ydmygede jøde. At tabe til en jøde, der endda er herre i sit eget hus, Israel, er en smertelig kognitiv dissonans.