Medier, fagfolk og politikere har gjort det til en vane af affærdige ensomme ulve, der næsten altid synes at være godt assisteret, som værende psykisk ustabile socialt udsatte eksistenser. Belgisk politi har netop arresteret en 14 årig af slagsen og det er oveni de 29 andre ensomme jule-ulve.

Psykisk ustabile mennesker er fanget i deres egne unikke indre universer. Grupper opstår om noget medlemmerne deler. Selv hvis man som læser af Politiken skulle finde trøst i forklaringen om terroristens forvrængede virkelighed, kan man vanskeligt komme udenom at stille spørgsmålet; hvorfor er så mange muslimer, med de traditionelt grænsende over til det rent morderiske tætte sociale bånd, så udstødte psykofanter. For empirien løber ingen om hjørner med i sidste ende - man kan ikke skrive islam ud af ligningen for islamisk terrorisme.

For nyligt offentliggjorde Islamisk Stat en særligt grusom video i HD. To unge mænd, angiveligt tyrkiske soldater, bliver lukket ud af deres jern-bur i et goldt stenlandskab i Levanten, tvunget ned på alle fire og må kravle, ført som hunde, hen til eksekutions-stedet. Her blev de rejst op og via et langt bånd antændt og brændt ihjel i et roligt tempo, der tillader minutters dødskamp.

Deres dødsskrig akkompagnerer den hoverende islamiske messen, der danner det gennemgående lydspor, som det altid gør. Aldrig en pause for at tænke synes der at være i islamiske videoer. Det var en tilfredsstillende forestilling for jihad-krigerne, der som selve videoen svælgede i de grusomheder, man udsatte en i forvejen besejret og ydmyget fjende for.

Når eksperter og medier beflitter sig med Islamisk Stats propaganda videoer hæfter de sig ved at de er i HD kvalitet med en billedside, der mestrer både den lækre belysning, flere kamerastillinger og bevægelser, der fanger en koreograferet opsætning. Dette sættes i modsætning til Osama Bin Ladens grynede VHS bånd af ham selv, der holder monotone monologer i en hule i Bore Bora eller fra hans sidste bosted med den store pornosamling. Men, som jeg har skrevet før, så undgår eksperterne altid videoernes smertelige indhold, måske fordi konklusionen ikke er til at bære.

Propaganda skal lokke nye krigere til og islamisk stat lokker med grusomheder mod en slagen og ydmyget fjende. Kom og vær med, hug hoveder af, se dem vride sig i smerte, som flammerne fortærer dem, hør deres skrig, vær med til at nære angsten. Og deres målgruppe, muslimerne, lader sig lokke af de smukke billeder med det hellige indhold - skønt alt vi synes vores velfærdsregimer har gjort for at få dem inkluderet.

Julen er tid for religiøs krig, skriver Michael Finch i American Thinker og Syv migranter forsøgte at sætte ild på en hjemløs mand i Berlins undergrundsbane.  ‘Nogen andre’ forsøgte at brænde Emanuelskirken i Hamborg ned til grunden og i Sverige lykkedes det med et indkøbscenter. Og så er der nogen der bare synes det er sjovt at sparke en ældre hjemløs mand i asfalten.

Donald Trumps Hollywood Walk of Fame er blevet smadret, skriver Deadline Hollywood, som Trumps tilhængere er blevet det igennem gennem hele valgkampen, skriver Lifezette. Hillary Clintons kampagne, med alle den mediestøtter og penge fra storfinansen er ikke ideologiske fascister, men deres modus operandi har antaget en fascistisk form, med semiorkestreret vold mod politiske modstandere og massiv propaganda. Det ligner et kup, skriver Peggy Ryan i American Thinker

Hillary has laughed off questions of a potential indictment since the beginning, sneered at suggestions that her scandal might keep her out of the White House.  Even more frightening than her confidence that she won’t be indicted is her unshakable faith that she’ll be elected.  Hillary’s not concerned about the coming election; she doesn’t campaign or hold press conferences, and she has few rallies.  It’s almost as if she doesn’t really need the votes.

That’s probably a good thing for her, since Hillary proved in the primaries that she can’t get the votes.  She had to cheat to beat Bernie Sanders, a 73-year-old socialist out of a win.  She had to tamp down Bernie supporters’ passion and enthusiasm and force them to accept her stale, depressing message.

The truth is, a large chunk of the Democrat base doesn’t like Hillary.  In fact, many can’t stand her.

So how is she winning?  I mean, that’s all we hear, right?  Hillary’s winning in a landslide, has a monumental lead that can’t be overcome.  Hillary’s shown to be winning because the media is  “with her,” or should I say “with them”?  Our once free press is working hand in hand with usurpers to engage in sedition and open treason; to defeat the Republican nominee, Donald Trump; and to impose a sick, evil woman, a criminal as our new leader.

To accomplish this goal, the press uses wartime psychological operations (psy ops), Soviet-style propaganda, and gaslighting to deceive, confuse, disrupt, and demoralize the enemy (that would be we).

Psyops Techniques:

False flags - staged events where the perpetrator is concealed and another party blamed.

• The James O’Keefe videos show Democrat operatives bragging on how they stage violent protests at Trump rallies, that they have a national network to cover all locations.  The media are all in to blame Trump, paint him as an angry man who foments violence.

Shock and awe - the method of displaying overwhelming force or impressive technology to intimidate or demoralize an enemy.

• Think polls, political experts who tell us it’s over, Hillary’s leads are insurmountable, there’s not enough time for Trump to “catch up.”

Propaganda:

• Includes name-calling, manipulated statistics, and other techniques.  The media’s favorite is the bandwagon effect.  This tactic appeals to people’s desire to be on the winning team (”voters abandoning Donald Trump in droves” and “Hillary’s running away with the election”).

Gaslighting:

This is the left’s most insidious tool, based on deception and false information to make us doubt our own perceptions, our sanity.

• Media show Trump getting trounced while they withhold more current data.  They dismiss as anecdotal (that’s the new buzzword for meaningless) empirical evidence that points to a Trump landslide – yard signs, bumper stickers, massive crowds, and unprecedented enthusiasm.  Their “experts” tell us the overflow cheering crowds mean nothing, don’t “translate” to votes.

• And how many times must they tell us there is no voter fraud?  Yet O’Keefe has a video with a Democrat operative explaining how to accomplish mass voter fraud, and there’s mounting evidence to confirm voter fraud on a pandemic scale.

Psychological warfare leaves its victims feeling off balance, filled with self-doubt, isolated, and less likely to fight for our candidate.  This is the damage our media and government inflict on their own people.  The free press we’ve depended on to expose corruption, ensure fair elections, and protect democracy is now part of the corruption, rigging the elections, and defeating democracy.  Our protector turned assassin.

Now the media huddle with the left to plot their end run on democracy.  It’s a sprint to the finish line.  How far will they go?  All the way, folks.  I can see networks calling the race for Hillary even if they know it’s based on fraud.  I can picture Paul Ryan, Mitch McConnell, President Obama, our entire government and media telling us we must have a peaceful transition, that we can’t question the results under any conditions.  Oh, wait – they’re already doing that.

And now they’re setting up in case of a Trump landslide.  We could get “fake election results” by Russian hackers, they say.  There will be no “peaceful transition of power” if they lose.

Milo Yiannopoulos forklarer, veloplagt som altid, hvorledes mediernes demoraliserende meningsmålinger typisk bliver til

De fleste medier, både i USA og herhjemme, er ikke i tvivl om at Hillary Clinton fører over Donald Trump i meningsmålingerne. En skribent på Point Of View International, skrev om Trumps chancer, at “Donald Trump har aldrig kunnet vinde den her valgkamp” (…) “og jo mere han kæftede op, jo mere ville midtervælgerne få øjnene op for, at han var upræsidentiel og umulig at vælge”. Begrundelsen var at Trump var racist og sexist og kun havde støtte grundet “fornuftens og faktualitetens åbenbare bortgang” til fordel for Trump-tilhængernes “mavefornemmelser”.

Men der er også nogle, der holder fast i at Trump ikke blot stadig har en chance, men rent faktisk har et lille forspring. På Investor’s Business Daily, ligger Trump side om side i meningsmålingerne, Rasmussen har en lille føring til Trump og en professor Helmuth Norpoth har skabt sin egen model, der har forudset de seneste fem presidenter i streg, skriver Fox News. Norpoths model består at to del modeller, hvor den ene model vægter, hvor godt kandidaten klarede sig internt i eget parti, jo større sejr som partiets kandidat, jo bedre chancer som præsident. Den anden del er en konstatering af at amerikanerne sjældent gider det samme parti på præsidentposten mere end 8 år.

Men hvorfor ser det ud til at meningsmålinger ikke er fordelt over et mere eller mindre bredt spektrum, men snarere falder i to grupper, Den der taler om en lille fordel til Trump og og den der taler om noget nær en jordskredssejr til Clinton? Zero Hedge skriver

Earlier this morning we wrote about the obvious sampling bias in the latest ABC / Washington Post poll that showed a 12-point national advantage for Hillary.  Like many of the recent polls from Reuters, ABC and The Washington Post, this latest poll included a 9-point sampling bias toward registered democrats.

“METHODOLOGY – This ABC News poll was conducted by landline and cellular telephone Oct. 20-22, 2016, in English and Spanish, among a random national sample of 874 likely voters. Results have a margin of sampling error of 3.5 points, including the design effect. Partisan divisions are 36-27-31 percent, Democrats - Republicans - Independents.”

Of course, while democrats may enjoy a slight registration advantage of a couple of points, it is nowhere near the 9 points reflected in this latest poll.

Meanwhile, we also pointed out that with huge variances in preference across demographics one can easily “rig” a poll by over indexing to one group vs. another.  As a quick example, the ABC / WaPo poll found that Hillary enjoys a 79-point advantage over Trump with black voters.  Therefore, even a small “oversample” of black voters of 5% could swing the overall poll by 3 full points.  Moreover, the pollsters don’t provide data on the demographic mix of their polls which makes it impossible to “fact check” the bias…convenient.

Det er svært at gennemskue virkeligheden gennem medierne, når man ikke kan stole på medierne. Men hvis man ser på den begejstring de to kandidater kan mønstre blandt deres kernevælgere, er det tvivlsom om Hillary overhovedet har kernevælgere udenfor medierne og showbusiness

Hvis man skal tro professor Norpoths model ser Trump ud som en kommende sejrherre. Åh, blot som et aber dabei, så mener Young Conservatives at “Trump could wind up winning the election bigly”. Det bygger de ikke på nogen model af faktualitet, men mere fornuftigt på deres mavefornemmelser for amerikanske vælgere, når Demokraternes systematiske og professionelle mødeterror bliver en stadigt større historie.

Evnen til at forhandle er måske det eneste træk, hvor mænd og kvinder er forskellige, når man lytter til feminister og ligestillingsdebattører i almindelighed. Det er en gammel traver at individuelle lønforhandlinger forfordeler kvinder. Tesen er at kvinder sætter deres lys under en skæppe, mens mænd, som følge af deres indbildske natur, forhandler deres vilkår aggressivt målrettet. Mænd tillader sig, hvad kvinder er for anstændige til og i mødet mellem de to køn efterlader mænds grådige begær altid kvinden som et offer.

Forleden kunne man fra Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen læse et typisk opstød over prostitution, hvor kunden, manden, var så moralsk vakuøs at det var tvivlsomt om han overhovedet hørte til på arbejdsmarkedet.

»Jeg tror ikke, at en kunde hos en prostitueret bagefter kan gå ind og undervise en skoleklasse eller dømme i en retssal eller være politiker, politimand, eller hvad han er, på en måde, som er foreneligt med det, vi opfatter som ligestilling og respekt mellem kønnene,« siger Mette Frederiksen i bogen.

(…)

»Det sætter sig, når vi har relationer, der er helt skæve,« siger hun videre i bogen.

Manden er kunden, kunden er skurken, skurken er manden er kunden er skurken…. Det er etableret, sådan er det, tænk ikke mere. Relationerne bliver helt skæve, forhandlingerne er besudlet.

Nuvel, men det er altid godt at nuancere, når man ikke ved hvad man skal sige. For et par år siden kunne man i Berlingske Tidende læse om Rasmus Jensen, der bedrev en sideforretning som gigolo, at kvinder også købte sex og mænd som mænd solgte. Forskellige typer af forskere var overraskede over at se en stigning af det fænomen, så langt som de overhovedet har haft en metode til at måle på befolkningens lumre privatliv. Men nogle tilsyneladende mere åbenlyse tal blev der refereret til for perspektivets skyld

Britisk forskning viser blandt andet, at næsten en tredjedel af de kvindelige vesterlændinge, der tager på ferie i Den Dominikanske Republik, siger, at de har haft sex med lokale mænd. Men selv om 60 procent af dem indrømmer, at deres forhold har »økonomiske aspekter«, anser de det ikke for at være prostitution. Men det er slet ikke så mærkeligt, mener Claus Lautrup. For kvinder romantiserer ofte »ferieaffæren« med den lokale gigolo:

»Kvinderne tror, at de får reel omsorg og kærlighed, men for mændene er det hardcore business og ikke andet. Det er helt tydeligt, at der ikke ville være noget forhold, hvis ikke der var penge involveret.«

Kvinden er kunden, kunden er offeret, offeret er kvinden er kunden er skurken… The Art of the Deal? Grab them by the pussy!

For et par uger siden kunne man på siden Reel Ligestilling læse at “Objektiv viden er sexistisk”.

Når universiteter underviser de studerende med udgangspunkt i, at viden er noget en-gang-for-alle-fastslået, som det er de studerendes opgave at tilegne sig, diskrimineres kvinder og minoritetsgrupper.

Det fastslår Laura Parson i sin ph.d.-afhandling ‘Are STEM Syllabi Gendered? A Feminist Critical Discourse Analysis’. STEM er en forkortelse for Science, Technology, Engineering og Mathematics.

»STEM-pensaene i dette studie demonstrerede et syn på viden som noget, den studerende skulle tilegne sig, hvilket fremmer et syn på viden som noget uforanderligt. Dette forstærkes yderligere af brugen af biord, som underforstår vished, såsom »faktisk« og »det viser sig«, hvilke bruges i pensaene til at identificere information som faktuel og uden for diskussion«, skriver Parson i afhandlingen, som man kan læse et fyldigt uddrag af her.

Og således runger det akademiske Cthulhu i venstrefløjens hoveder. Her fra USA, hvor nogle negre med ‘afrikansk’ accent beskriver, hvorfor videnskab er hvidt og racistisk

Videnskaben er slem, bortset fra når den hævder at fortælle alt det venstrefløjen godt vil høre, såsom den øredøvende klimavidenskab, der helt unikt kan afgøres en gang for alle i et konsensus - videre debat er ødelæggende. Klimavidenskaben, som åbenbaret af FN og dens servile støtter, er hverken racistisk, sexistisk eller socialt uretfærdig. Tværtimod viser den at klimaet ødelægges af hvide gamle mænd og at det rammer fattige enlige farverige kvinder og deres handikappede børn i alle de dele af verden, hvor det ikke har været muligt at samle egentlige data til at bakke den besluttede viden op. Videnskab i klimagevanter er skruebrækker for allehånde interesseorganisationer og antivestlige ideologier til at tilrane sig magt og for stater og bureaukrater at inddrive flere skatter, så thumbs up for den!

Venstrefløjen baserer sit vræng på, hvad den kalder posfaktualitet, der er et ord for den snigende frygt den mærker af at tabe grebet om den dominerende fortælling. Venstrefløjen er postfaktualiteten; den tror på store menneskeskabte klimaforandringer når der ingen er at måle; hylder den multikulturelle model og kræver grænserne åbnet for alle de flygtninge den producerer; ser islam som progressiv; beundrede Berlinmuren, der holdt østtyskerne indespærret mens den nu fordømmer Israles sikkerhedsmur for at holde terroristerne ude…

Truth will out, som englænderne siger, men Obama appelerer efter lidt respit, som man kan læse på Breitbart

“We are going to have to rebuild within this wild-wild-west-of-information flow some sort of curating function that people agree to,” Obama said at an innovation conference in Pittsburgh.

“There has to be, I think, some sort of way in which we can sort through information that passes some basic truthiness tests and those that we have to discard, because they just don’t have any basis in anything that’s actually happening in the world,” Obama added.

En CNN meningsmåling på videnskabelige præmisser havde Clinton som klar vinder af debatten mellem hende og Trump mandag nat, skriver Breitbart, der dog også tilføjer “Left out of that top-line figure: 58 percent of their sample “said they were supporting Clinton before the debate”. En fokusgruppe for samme CNN skulle tilsyneladende hjælpes til at holde det rette fokus

Det er som at overvære arabere til teoriprøve.

Ask Foldspang Neve og Carsten Bagge Laustsen, henholdsvis studerende og lektor i sociologi, gør i Point Of View International et sociologisk forsøg på at forstå Donald Trumps tilhængere i lyset af “Trumps uforlignelige evne og vilje til at se sandheden direkte i øjnene og så alligevel at skyde først med det ene mere rablende udsagn end det andet“. At nogen er tilhængere af Hillary Clinton er altid selvindlysende for de skrivende klasser.

Neve og Laustsens gør sig umage med ikke at trivialisere fænomenet Trump, med at folk er for dumme til at kunne forstå bedraget eller fordummede af en stadigt mere overfladisk kultur. I stedet trækker de på filosofferne Peter Sloterdijk og Slavoj Žižek, “der beskriver moderne ideologi form som givet ved en kynisk attitude.”, hvor folk gennemskuer et bedrag eller en illusion, som de så accepterer fordi de finder den nyttig: “Kynikeren ved, at kejseren ikke har noget på, at han har røven bar, men insisterer ikke desto mindre på at behandle ham som kejser, fordi denne praksis konstituerer et fællesskab af følgere og muliggør en nydelse.” Som med Kejserens nye klæder er det også med Trump; “Alle ved, at det er et skuespil, men alligevel deltager de” og “Trump er den ultimative fiktion“, der muliggør “forestillingen om, at resten var virkeligt“. Det er altså en abstrakt virkelighed, der tales om, for kritikken er af USA, som noget uvirkeligt, sådan tager verden sig ud fra universitetet, det hele er et show

Det måske mest oplagte show at sammenligne Trumps kampagne med er pro wrestling, som flere amerikanske observatører allerede gjorde i foråret. For de uindviede er pro wrestling en show-kampsport, der blander sport og persondrama. Det er machosoap. Tilskueren følger ikke bare den enkelte kamp – som altså er aftalt på forhånd – men også historien før og efter. Det er næsten altid de gode mod de onde i et episk, men fuldstændigt todimensionelt univers.

Fribryderen Trump: løgn er bedre end sandhed

Trump har selv en lang baggrund i wrestling, og han har endda været i ringen i et stort opsat show, hvor først hans forkæmper og derefter han selv ’vandt’ over wrestlingforbundets ejer, Vince McMahon i en milliardærernes dyst. Wrestling bygger lige præcis på den bravado, den uforbeholdne skryden, som Trump er blevet kendt for. ”Jeg er den største bryder i verden!” proklamerede Gorgeous George, en af den tidlige wrestlings store stjerner. Dét lærte han fra sig til nogle af 60’ernes og 70’ernes allerstørste stjerner inden for showbiz overhovedet, som Muhammad Ali og Bob Dylan. ”Boksning, wrestling – det hele er et show,” sagde han til Ali, der endnu var Cassius Clay.  ”En hel masse mennesker er villige til at  betale for at se nogen lukke munden på dig. Så bliv ved med at prale, bliv ved med det kække og søg altid skandalen.”

Giv dine fans noget at begejstres over, giv fjenderne noget at oprives over, giv journalisterne noget at skrive om. Løgn er bedre end sandhed.

Trumps tilgang vækker mindelser om Berlusconis baggrund som krydstogtscrooner eller selvfølgelig Reagan og Schwarzeneggers som skuespillere. Men wrestling er mere basalt, og mere banalt, og derfor også endnu mere potent som fortællerform, for dem som altså ikke er stået af allerede ved indgangen. Det vækker afsky hos dem, der dyrker mindfulness, men har en enorm og overraskende bredspektret fanskare.

Publikum til en wrestling-match er selvfølgelig kynikere. De ved udmærket, at det er et show, men lader sig rive med alligevel. Ellers ville det jo være omsonst at se det. Så du får ikke noget ud af at råbe mængden op og gøre dem opmærksomme på, at det ikke er ægte. Du bliver formentligt bare buhet til tavshed eller bliver smidt ud. Folk vil have det show i fred, de er kommet for.

Ikke at de to herrer ikke har fat i noget langhåret, men de antager, som det er så populært i de kredse, at der ikke er noget, hverken bagved eller foran, den facade, som de glimrende beskriver. Fordi Trump er en showmand, ser de hans tilhængere som et publikum og hele det politiske spil som et show, frigjort fra realiteterne. Men hvis man vil forstå et show, skal man også tage det mere alvorligt end blot at ‘containe‘ wrestlingfans.

Pro Wrestling fortæller nemlig lidt mere end en kamp mellem de gode og de onde. Den tredje aktør i Pro Wrestling er nemlig kampdommerne, der skal sikre sig at reglerne overholdes. Dommerne er uden sans for proportioner og blottet for dømmekraft og de lader sig let distrahere af urimelige og trivielle indvendinger fra wrestlernes managers eller de bliver optaget af diskussioner med sidedommerne om nuancer i reglementet eller episoder forlængst passeret. De onde udnytter skamløst enhver lejlighed hvor dommerne opmærksomhed er fraværende, til at bruge feje kneb og slå deres modstandere i hovedet med de stole, der altid står ved ringside.

Dommerne er selvfølgelig de pludrende klasser, politikerne og magthaverne. De mener det sikkert godt, men de forstår ikke realiteterne og de forstår ikke at ethvert svigt i at opretholde reglerne er et svigt af de gode, der overholder reglerne selvom de bliver udsat for brud på reglerne. På den måde kommer regler til at beskytte de onde og hæmme de gode i at forsvare sig selv. Forbrydere er ligeglade med en stram våbenlovgivning og retorisk etikette på arbejdspladsen, udlændinge har ikke skrevet under på den sociale kontrakt, hvis fordele de konsumerer og vi vil alle blæse økologi en hatfuld.

Trumps tilhængere ved at den der ikke laver noget heller ikke laver fejl. Trump taler frit og fyndigt og er ikke bange for at kalde muslimsk terrorisme for muslimsk terrorisme.  Folket ved at det er islamisk terrorisme, begået af muslimer, der hader Vesten og USA for det, som Vesten og USA er. Fri, succesfuld og uislamisk. Folket ved at man ikke kan have fri indvandring og samtidig bevare amerikansk velstand og amerikanske værdier. De ved at man ikke kan have grænsekontrol, hvis også man giver illegale amnesti. De ved at politiet ikke udfører massakrer på sorte medborgere. De er trætte af race-baiting. De ved at Hillary er korrupt, at hele det politiske system er kompromiteret.

Hvad Trump demonstrerer med sit vulgære sprog og hans disrespekt for detaljer er at intet er helligt. Alle tanker kan gøres og ingen skal være hæmmet af de tabuer, som politisk korrekthed, hensynsbetændelse og politisk etikette har låst den politiske debat fast i en venstreorienteret skruestik, hvor der til stadighed opdyrkes nye ofre for den hvide, arbejdsomme skatteyders eksistens og historie, som skal betænkes med den hvide, arbejdsomme skatteyders penge. Trump forløser en opsparet frustration, førend den bliver til vrede, når han forholder sig til virkeligheden - og det virker selvfølgelig rablende på sociologer og andre dommere, som de hæger over juristeriet.

Obama sagde i sin Kairotale i 2009

It was Islam that carried the light of learning through so many centuries, paving the way for Europe’s Renaissance and Enlightenment. It was innovation in Muslim communities that developed the order of algebra; our magnetic compass and tools of navigation; our mastery of pens and printing; our understanding of how disease spreads and how it can be healed.

Med jævne mellemrum, skal islams anseelse have lidt kunstig åndedræt med et tilbageblik på historien. Tanken er, at hvis man kan finde et enkelt lyspunkt der, se er mørket en forbigående anomali.  Weekendavisen skrev i den tradition om “Islams gyldne alder” og indleder klassisk

Forskningen i den arabisk-islamiske verden nåede sit højdepunkt mellem det ottende og 12. århundrede, men siden gik den i stå. En Harvard-økonom forsøger at kaste lys over årsagerne.

Den moderne naturvidenskab blev udviklet i det kristne Europa, og i dag forbinder vi de store gennembrud med navne som Kopernikus, Brahe, Kepler, Galileo og Newton. I mange århundreder forinden foregik der imidlertid en omfattende videnskabelig produktion i muslimsk dominerede lande især inden for fag som astronomi, optik, matematik og medicin.

Nogle af de store forskere her var Alhazen (965-1040), der især er kendt for studier i astronomi og optik, Avicenna (980-1037), hvis bøger om medicin blev brugt i mange århundreder, og al-Tusi (1201-1274), som udarbejdede en ny model for planeternes bevægelse.

I eftertiden er perioden ligefrem blevet omtalt som islams gyldne alder, som cirka varede fra det ottende til det 12. århundrede, og mange af de arabiske værker blev siden oversat til latin og kom derfor til at bidrage til den videnskabelige udvikling i Europa.

Fra det 13. århundrede gik det imidertid hurtigt tilbage for videnskaben i de arabiske og islamiske civilisationer, og talrige forskere har siden forsøgt at finde en forklaring på den overraskende udvikling.

Spørgsmålet om hvorvidt der var en omfattende videnskabelig produktion i den arabisk-islamiske verden eller om det var en omfattende videnskabelig produktion i den verden islam havde underlagt sig stilles ikke. Men eksterne faktorer, som korstog, kolonialisme og mongolsk invasion fejes af banen, da ingen af disse “grundlæggende ændrede på de islamiske strukturer” og “Den arabisk/islamiske civilisation var således relativt uforstyrret, indtil Napoleon invaderede Egypten i 1798″. Flasken peger på….

Men det er vi jo ikke så glade for, så vægtningen af ord bliver afgørende, hvis man skal have lidt positivt spin

Blandt de indre faktorer er ændringer i de interne magtforhold, især den såkaldt sunnimuslimske vækkelse, som indledtes i det 11. århundrede, hvor sunnimuslimer, deriblandt tyrkiske seldsjukker, overtog den politiske magt i store dele af Persien og Forasien. Det førte til, at en mere ortodoks udgave af islam blev fremherskende, hvor filosofi og videnskab blev nedprioriteret eller ligefrem betragtet med fjendtlighed, og hvor institutioner, der havde beskæftiget sig med forskning, blev erstattet af madrassaer med hovedvægt på studier af islam og sharia. Islamiske teologer promoverede det synspunkt, at hverken menneskelig fornuft eller logiske argumenter kunne være en kilde til nye indsigter.

En undtagelse var dele af astronomien, hvor det af religiøse hensyn var vigtigt at fastlægge Månekalenderen samt at kunne bestemme retningen til Mekka fra alle steder.

90% af verdens muslimer er sunnimuslimer, så når deres vækkelse angives som årsag til islams antividenskabelige indstilling, har man de facto sagt at islam er årsagen til islams formørkelse. Og det hjælper ikke på sagen at man glemmer at forklare, hvorfor også den shiamuslimske verden i Persien og Indien gik i stå.

Man glemmer også at en vækkelse ikke er en anomali, men derimod et udtryk for at man ikke har taget islam alvorligt nok, som skrifterne dikterer. De dikterede meget hurtigt, den konklusion at fortolkningens porte var lukkede og det betød at “ingen beslutninger om dogmatik der træffes i dag må stride mod hvad der var fastlagt på netop dette tidspunkt”, som min ven formulerede det. I islam er der ingen vej uden om; du kan studere koranen eller tabe hovedet.

Men det er svært, når man gerne vil hjælpe den dysfunktionelle islamiske verden med at forstå at den burde kunne andet og mere produktivt end ve mellem barbari og apati. Eneste løsning er at forskyde problemet

EN anden forklaring på den videnskabelige nedgang er en øget udbredelse af islamisk mystik med sufismen. For eksempel argumenterede den persiske teolog og sufi-mystiker Ghazzali (1058-1111) meget imod brugen af årsager som forklaring i for eksempel medicin og astronomi. Når en medicin virker på bestemte sygdomme, er det således ikke på grund af medicinens egenskaber, men alene fordi Allah ønsker, at den skal virke, og den virker derfor også kun, såfremt det er Allahs ønske.

En sådan afvisning af det empiriske grundlag er naturligvis ødelæggende for udviklingen af naturvidenskab, og Chaneys analyse viser også, at der sker en øget produktion af bøger om mystik i det 12. århundrede. Han mener dog, at den øgede udbredelse af sufisme snarere er et resultat af ændringerne i de religiøse magtforhold end en selvstændig årsag til nedgangen i den videnskabelige produktion.

Chaneys analyse støtter således teorien om, at når den arabisk-islamiske verden vendte sig fra videnskaben, så var det hovedsagelig et resultat af de religiøse lederes modvilje mod naturvidenskabelige studier og forbud mod teknologiske fremskridt som for eksempel bogtrykkerkunsten.

Det er Ghazzali og de få andre sufister, der er afskyet af sunnimuslimerne i øvrigt, der sammen med islamiske teologer bærer ansvaret for deres argumenter og udlæggelser af islam. Islam selv går fri. Teologer og sufister har ikke læst noget ud af teksterne, men har istedet, med en muslimsk frase, byttet om på ordene, eller i hvert fald bøjet islam efter sin vilje. Muslimerne har taget helt fejl og jo mere, jo længere de studerede. Det burde i sig selv kræve en voldsomt god forklaring.

Dogmet er at Allah skaber og opretholder alle begivenheder og fænomener og derfor giver det ikke mening at studere fænomener og begivenheder, men kun Allah, som han fremstår i islams skrifter. David Wood gav en fremragende forklaring på hvor frygteligt det er for muslimer at Allahs beslutninger er så arbitrære at selv ikke Muhammed, vidste sig sikker på at komme i det muslimske himmerige.

En stor metaundersøgelse af menneskers seksuelle observans og opfattelse af køn gør op med nogle bærende dogmer båret frem af diverse bøssebevægelser.

In his article “Almost Everything the Media Tells You About Sexual Orientation and Gender Identity Is Wrong“, Dr. Ryan T. Anderson outlines some major conclusions about this report:

*The belief that sexual orientation is an innate, biologically fixed human property—that people are ‘born that way’—is not supported by scientific evidence.

*Likewise, the belief that gender identity is an innate, fixed human property independent of biological sex—so that a person might be a ‘man trapped in a woman’s body’ or ‘a woman trapped in a man’s body’—is not supported by scientific evidence.

*Only a minority of children who express gender-atypical thoughts or behavior will continue to do so into adolescence or adulthood. There is no evidence that all such children should be encouraged to become transgender, much less subjected to hormone treatments or surgery. The report reviews rigorous research showing that ‘only a minority of children who experience cross-gender identification will continue to do so into adolescence or adulthood.’ As the report notes, “There is no evidence that all children who express gender-atypical thoughts or behavior should be encouraged to become transgender.”

(…)

*In both males and females, significantly higher rates of homosexuality were found in participants who experienced childhood sexual abuse and in those with a risky childhood family environment.” (41% of non-heterosexual males and 42% of non-heterosexual females reported childhood family dysfunction)

(….)

*The report notes that scientific evidence does not support the claim that people are “born that way” with respect to sexual orientation. The narrative pushed by Lady Gaga and others is not supported by the science. A combination of biological, environmental, and experiential factors likely account for an individual’s sexual attractions, desires, and identity, and “there are no compelling causal biological explanations for human sexual orientation.”

David French tager sig en slapper fra sin anti-Trump kampagne og skriver på National Review

The LGBT Left’s narrative is the new nonsense. But in response to the new nonsense, there are sectors of American and European politics and culture that can’t kick away the old norms of marriage and gender fast enough, and they keep doing so in spite of the mountain of evidence that those who forsake the allegedly oppressive “Western-prescribed nuclear family structure requirement,” to quote Black Lives Matter, face far greater challenges than those hidebound bigots who stick faithfully to the heteronormative nightmare of traditional male-female marriage.

What’s even worse — what’s downright insane — is that some on Left want to end the debate. They want to keep selling their moral vision to the public without any competition. Here’s their vision, in a nutshell: Consenting adults should be able to do what they want with their bodies, and the resulting physical or emotional harm is either reasonably tolerable or can be alleviated through a combination of government programs and public re-education.

The Judeo-Christian model, by contrast, is aspirational, calling on people not to do what they want, but what they should. Admittedly, this path is far easier for some than others, but there has always been some play in the cultural joints. The Left’s response is alluring, but it offers a self-indulgent path down which lies cultural ruin. The LGBT Left is driving us there just as fast as it can depress the gas pedal, but thanks to McHugh and Mayer, we now know they most assuredly are not doing so in the name of “science.”

Vi har før henvist til den norske dokumentarserie Hjernevask, som faktisk er et gensyn værd.

Hillary Clintons helbred skranter, så meget tør jeg godt sige, men jeg ved ikke om alle mærkelige billeder, nødvendigvis er beviser, som når hun for eksempel snubler på vej ind i et fly En side, der hedder Metabunk.org afkræfter med stor grundighed en internet myte om, at Hillary har en speciel læge stående klar med en kanyle, hvis hun pludselig skulle få et anfald (Kanylen er åbenbart en lommelygte og lægen en del af Secret Service).

Måske er Ezra Levant lige frisk nok med at kolportere alle historier om Hillarys besynderlige opførsel. Men han gennemgår også Hillary Clintons private emails og interviews om temaet at sove og det lægger anderledes ved til rygterne om hendes sundhedstilstand. Og Hillary og hendes nærmeste medarbejdere er meget optaget af Hillarys søvn. Får hun sin middagslur, er hun forvirret når hun vågner, kan hun sove hele vejen i en rigtig seng når hun flyver i militærets maskiner, hvilke videnskabelige artikler om søvn- og udmattelsesproblemer, synes præsidentkandidaten passer bedst på hende kandidaten. Hillary er tilsyneladende, hvad en avisartikel døbte “a master napper”.

Og det er helt rigtigt, som Lavant også påpeger, at det er mystisk at det optager pressen så lidt, at en journalist på New York Times endda mente at Google skulle skjule historierne på søgemaskinen. Andre tidligere præsidentkandidaters alder og helbred er tidligere kommet i søgelyset, som John McCain, der havde siddet i krigsfangelej under Vietnamkrigen, Bob Dole, der havde siddet i krigsfangelejr under Borgerkrigen og Ronald Reagan, der morsomt afmonterede hele emnet med en enkelt bemærkning om at man ikke skulle hænge hans modstander ud for sin manglende erfaring.

Fordi det er weekend, skal det ikke være alt for trættende

Den gode blog Hodja har fundet en fin film, der påstår at Solen om føje år vil bevæge sig ind i en passiv periode, vi senest så ved Maunders Minimum (1645 - 1715)

Recent research by Professor Valentina Zharkova (Northumbria University) and colleagues has shed new light on the inner workings of the Sun. If correct, this new discovery means that future solar cycles and variations in the Sun’s activity can be predicted more accurately. The research suggests that the next three solar cycles will see solar activity reduce significantly into the middle of the century, producing conditions similar to those last seen in the 1600s – during the Maunder Minimum. This may have implications for temperatures here on Earth. Future solar cycles will serve as a test of the astrophysicists’ work, but some climate scientists have not welcomed the research and even tried to supress the new findings.

James Delingpole sætter sine penge, hvor hans fingre er, skriver han på Breitbart

The Maunder Minimum occurred during the depths of the Little Ice Age, a period of feeble summers and bitingly cold winters, war, pestilence and famine. It wasn’t all bad: rivers like the Thames in London froze so thickly they could accommodate Ice Fairs; and it’s said that the slow tree growth induced by the cold gave the wood in Stradivarius violins their special timbre. On the whole, though, a descent into a new mini Ice Age would be massively debilitating both to the global economy and people’s living standards. Since the Little Ice Age ended in the middle of the Nineteenth century, we have all got used to the comforts and agricultural advantages (such as being able to grow wheat in more northerly latitudes) of living through a period of global warming. A second Little Ice Age will come as a very nasty shock.

That shock will be felt most especially by the world’s climate alarmist Establishment, whose scientists and learned institutions have staked their reputation on the idea that CO2, not solar activity, is the prime driver of climate and that the planet is on a warming trend not a cooling one.

This explains  why when Professor Zharkova first released her findings last year, various climate alarmists went behind her back to the Royal Astronomical Society to try to persuade them to withdraw the press release.

(…)

Meteorologist Paul Dorian of Vencore Weather has also predicted an imminent solar minimum as the world finds itself in the weakest solar cycle for more than a century.

Evans is so confident of the imminent cooling that he’s helping set up a hedge fund specifically geared to betting against global warming. I’ve written about this before at Breitbart. It’s called Cool Futures and I am – technically speaking – a hedge fund manager because I bought a share in it. You can too if you go to their website.

Lad os håbe at vi er CO2 polstrede nok til at vi undgår de værste fimbulvintre.

I gamle, gamle dage gik mænd på jagt og skulle korrigere deres forestillinger til virkeligheden når spor efter byttedyr skulle aflæses. Naturen læste korrektur på mænds forestillinger. Med kvinderne tilbage i lejren var det anderledes. Her blev de sociale bånd det væsentlige og styrken blev afgjort af andres perception. Andre kvinders meninger blev korrektur for kvinders forestillinger. Derfor er kvinder mere forfaldne til at tro på diverse diæter og alternativ behandling og deraf begrebet ammestuehistorie. I 1915 fik kvinderne stemmeret og i dag kan man læse at “Pulje skal bygge bro til til alternativ behandling” på sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Og det er interessant for broer bygges som regel mellem to punkter og ikke blot fra et punkt ud i intetheden. Lad os tage akupunktur, ideen om at der er nogler energifelter eller mønstre, som ikke lader sig måle, se eller veje, og ved at stikke nåle ned her og der kan man kurere forskellige sygdomme. På Sundhedsstyrelsens hjemmeside om råd vedrørende alternativ behandling kan man læse

Ingen af de Cochrane-oversigter, som handler om alternativ behandling ved akupunktur, akupressur, elektroakupunktur og moxibustion melder om positiv effekt ved behandlingerne.

(…men…)

Ingen af de Cochrane-oversigter, som handler om alternativ behandling ved akupunktur, akupressur, elektroakupunktur og moxibustion konkluderer med sikkerhed, at behandlingerne er uden effekt.

Men er det ikke bare den aldrende hvide mands nedladende syn på Østens visdom og fremmede folkeslags fortryllede videnskab? Og det er et tåbeligt spørgsmål for det ville være alt rigeligt. Men der er faktisk ikke tale om nogen østlig visdom, som Østen ikke selv forstod at forlade, skriver Scientific American

In 1971 then New York Times columnist James Reston had his appendix removed at a hospital in China. The article he wrote about his experience still reverberates today. His doctors used a standard set of injectable drugs—lidocaine and benzocaine—to anesthetize him before surgery, he explained. But they controlled his postoperative pain with something quite different: a Chinese medical practice known as acupuncture, which involved sticking tiny needles into his skin at very specific locations and gently twisting them. According to Reston, it worked.

Readers back home were fascinated. In a rush of excitement over this new, exotic knowledge, the original story was quickly jumbled. Before long, it was commonly believed that the Chinese doctors had used acupuncture not just after Reston’s appendectomy but as anesthesia for the surgery itself. Interest in acupuncture soared in the U.S. and has remained high ever since.

But it turned out that acupuncture as Reston described it was not the enduring bit of ancient Chinese wisdom enthusiasts supposed. In fact, the procedure had been written off as superstition back in the 1600s and abandoned altogether in favor of a more science-based approach to healing by the 1800s. Chinese Communist Party leader Mao Zedong had only revived acupuncture in the 1950s as part of his initiative to convince the Chinese people that their government had a plan for keeping them healthy despite a woeful dearth of financial and medical resources.

Even more impressive than how well Mao’s campaign worked in China at the time is how well it is working in the U.S. today. Every year hundreds of thousands of Americans undergo acupuncture for conditions ranging from pain to post-traumatic stress disorder, and the federal government spends tens of millions of dollars to study the protocol.

So far that research has been disappointing. Studies have found no meaningful difference between acupuncture and a wide range of sham treatments. Whether investigators penetrate the skin or not, use needles or toothpicks, target the particular locations on the body cited by acupuncturists or random ones, the same proportion of patients experience more or less the same degree of pain relief (the most common condition for which acupuncture is administered and the most well researched). “We have no evidence that [acupuncture] is anything more than theatrical placebo,” says Harriet Hall, a retired family physician and U.S. Air Force flight surgeon who has studied, and long been a critic of, alternative medicine.

Som en ven skrev så er akupunktur kommunistisk ersatz-medicin.

“Fight Turns into Madness” hedder en af mange, mange videoer på Liveleak, hvor sorte amerikanere slås som galninge. Deres venner og naboer hujer og ægger på løjerne, der optages på smartphones. Alle slås, men negerkvotienten (et glimrende udtryk jeg har lånt) er tårnhøj. “FIGHT* ?-DOWNTOWN NEWARK MADNESS“, “Another Fight In The Hood* (10 Minutes Of Hood Madness)“, “ghetto fight“og måske en opfølger “epic ghetto fight part 2“, eller er det “another ghetto fight“? Og er “Woman Ghetto Fight” en spinoff? Piger er godt med og eksemplerne følger på hinanden i en sørgelig playliste.

Kay S. Hymowitz beskrev for City Journal sammenbruddet af den sorte familie og betydningen for adfærd

Read through the megazillion words on class, income mobility, and poverty in the recent New York Times series “Class Matters” and you still won’t grasp two of the most basic truths on the subject: 1. entrenched, multigenerational poverty is largely black; and 2. it is intricately intertwined with the collapse of the nuclear family in the inner city.

By now, these facts shouldn’t be hard to grasp. Almost 70 percent of black children are born to single mothers. Those mothers are far more likely than married mothers to be poor, even after a post-welfare-reform decline in child poverty. They are also more likely to pass that poverty on to their children. Sophisticates often try to dodge the implications of this bleak reality by shrugging that single motherhood is an inescapable fact of modern life, affecting everyone from the bobo Murphy Browns to the ghetto “baby mamas.” Not so; it is a largely low-income—and disproportionately black—phenomenon. The vast majority of higher-income women wait to have their children until they are married. The truth is that we are now a two-family nation, separate and unequal—one thriving and intact, and the other struggling, broken, and far too often African-American.

So why does the Times, like so many who rail against inequality, fall silent on the relation between poverty and single-parent families? To answer that question—and to continue the confrontation with facts that Americans still prefer not to mention in polite company—you have to go back exactly 40 years. That was when a resounding cry of outrage echoed throughout Washington and the civil rights movement in reaction to Daniel Patrick Moynihan’s Department of Labor report warning that the ghetto family was in disarray. Entitled “The Negro Family: The Case for National Action,” the prophetic report prompted civil rights leaders, academics, politicians, and pundits to make a momentous—and, as time has shown, tragically wrong—decision about how to frame the national discussion about poverty.

To go back to the political and social moment before the battle broke out over the Moynihan report is to return to a time before the country’s discussion of black poverty had hardened into fixed orthodoxies—before phrases like “blaming the victim,” “self-esteem,” “out-of-wedlock childbearing” (the term at the time was “illegitimacy”), and even “teen pregnancy” had become current. While solving the black poverty problem seemed an immense political challenge, as a conceptual matter it didn’t seem like rocket science. Most analysts assumed that once the nation removed discriminatory legal barriers and expanded employment opportunities, blacks would advance, just as poor immigrants had.

Conditions for testing that proposition looked good. Between the 1954 Brown decision and the Civil Rights Act of 1964, legal racism had been dismantled. And the economy was humming along; in the first five years of the sixties, the economy generated 7 million jobs.

Yet those most familiar with what was called “the Negro problem” were getting nervous. About half of all blacks had moved into the middle class by the mid-sixties, but now progress seemed to be stalling. The rise in black income relative to that of whites, steady throughout the fifties, was sputtering to a halt. More blacks were out of work in 1964 than in 1954. Most alarming, after rioting in Harlem and Paterson, New Jersey, in 1964, the problems of the northern ghettos suddenly seemed more intractable than those of the George Wallace South.

Moynihan, then assistant secretary of labor and one of a new class of government social scientists, was among the worriers, as he puzzled over his charts. One in particular caught his eye. Instead of rates of black male unemployment and welfare enrollment running parallel as they always had, in 1962 they started to diverge in a way that would come to be called “Moynihan’s scissors.” In the past, policymakers had assumed that if the male heads of household had jobs, women and children would be provided for. This no longer seemed true. Even while more black men—though still “catastrophically” low numbers—were getting jobs, more black women were joining the welfare rolls. Moynihan and his aides decided that a serious analysis was in order.

Det er overvældende så mange mærkværdige reaktioner på Brexit, der fortjener en kommentar. Hvis EU var en almindelig sund konstruktion af samarbejde, ville unionens repræsentanter reagere med en form for vemodighed over at briterne ikke syntes det var godt nok. De ville sige tak for denne gang, bytte telefonnumre og sørge for at holde kontakten så meget som det nu synes at være til fælles bedste. Med et sundt og givtigt samarbejde ville de fortsætte den gode form, nu uden briterne, og se frem til den samme gyldne fremtid, som de hele tiden kunne. I stedet reagerer de med vrede, bitterhed og trusler om altings ende. Kurserne rasler ned og økonomierne er usikre, 3. Verdenkrig står måske for døren og klimaet, hvad med det?

I en glimrende argumentation op til valget, sagde Daniel Hannan vittigt at stemme for EU fordi man holdt af Europa var som at støtte FIFA fordi man kunne lide fodbold. Engelske Guardian forstår som typisk eksponent ikke den slags skelnen mellem skæg og snot og den forstår ikke at uenighed kan være ærlig og uden sinistre bagtanker. Dissens er bagstræberisk og den skriver harmdirrende om et intergenerationelt tyveri

This generational gap is among the many parallels between Brexit and climate change. A 2014 poll found that 74% of Americans under the age of 30 support government policies to cut carbon pollution, as compared to just 58% of respondents over the age of 40, and 52% over the age of 65.

Tilsvarende undersøgelser viser at kendskabet til holocaust er langt mere fremtrædende blandt ældre generationer end yngre (og helt grelt havde det set ud, hvis ikke Spielberg havde givet lidt substans til popkornene). Klimabenægtere, betegnes dissidenter fra den herskende ortodoksi og der henvises til for længst afviste undersøgelser, som de famøse 97% enighed blandt forskere (og embedsmænd og aktivister) der

Guardian tikker bokse af for hvor loyale mennesker er for vedtagne fortællinger og her er ungdommen blot bedre fordi den godtager fortællingen om EU som Europa og fredens projekt og fremskridt og fællesskab, som også fortællingen om menneskets katastrofale påvirkning af klimaet på en nederen måde. De ældre generationer roses modsat ikke for deres selvstændige tankegang og deres store modstandsevne mod en vedvarende strøm af ensidig mediedækning. De ældres erfaring og deres ræsonnementers kvalitet underkendes helt og aldeles som et moralsk og intellektuelt svigt.

The problem is of course that younger generations will have to live with the consequences of the decisions we make today for much longer than older generations. Older generations in developed countries prospered as a result of the burning of fossil fuels for seemingly cheap energy.

Ja, hvad har de gamle nogensinde gjort for de unge, bortset fra alt? Det er fri fantasi, og en ondsindet en af slagsen, at de ældre generationer handler mere egoistisk end de yngre. Enhver kan spørge sig selv om man regner sin egen dømmekraft, evne til at ræsonnere eller viden som stærkere end den var for år tilbage. Og de fleste der får børn og lærer at betale egne regninger, tenderer også til at se samfundet i en større helhed end den tåkrummende veksling mellem flyvske idealer og og militant egoisme, der præger den venstredrejede ungdom over det meste af den vestlige verden,

Guardian har samlet nogle videoreaktioner fra nogle unge mennesker der lufter deres frustrationer. De er ikke de mest opsigtsvækkende, men det er hvad Guardian mener er valide indvendinger fra en generation de forrige. Så vi giver flygtigt ordet til de unge mennesker, hvis liv allerede ligger i ruiner, berøvet som de er for enhver meningsfuld fremtid

“We are europeans! We’re citizens of the world.” indleder den anden pige med selvmodsigende selvretfærdighed. Enten er de europæere eller også er de verdensborgere. Hvis man kan anse sig som begge dele, kan man også se sig som brite og verdensborger. Og nej, det er rigtigt at de 16-17 årige ikke blev spurgt, som heller ikke de 5 årige. For det er som at høre børn mere end verdensborgere, når harmen får luft. Som fyren lige efter, der spørger, hvorfor andre generationer skal have indflydelse på hans fremtid. Eller den unge mand, der er bange for LGBT personers fremtid, eller hende der er sur over at universiteterne er blevet dyrere, eller hende der ser verden som en 24 årig kvinde eller hende hvis generation er DØMT til en usikker fremtid af 90 årige (der allerede havde bekæmpet Hitlers visioner for et samlet Europa) fordi verden er global (England kan nu lave handelsaftaler med BRIC landene) til den sidste fyr, der udlægger en pro-EU stemme som medfølelse og progression, hvilket implicit de gamle røvhuller har stemt imod, egoistiske og regressive som de er.

Der er dog en som kerer sig om sygehusvæsenet som nu vil blive underfinansieret som følge af alle de økonomiske ulykker som et Brexit vil trække med sig, men her kan man berolige med at markedet allerede har overstået sit umiddelbare hysteri.

Men hvornår blev det ansigtsløse bureaukrati af big business og big regulation og lukket heteronormativ hegemon EU, til alle ungdommens drømme og visioners moder? De plejede at være noget med regnbuer, tolerance, multikultur og indtil for nyligt opgør med big government og big business i allehånde eat the rich metastaser udskudt fra Occupy Wall Street. Så stor var vreden at selv når disse ansigtsløse fjender mødtes for at redde klimaet skulle byens smadres i afmægtig vrede over at blive taget alvorligt. Breitbart har været til en pro-EU demonstration, der tro mod venstrefløjens røde tråd var anti-altmuligt

They chanted: “EU, We Love You”, “EU Forever”, “Love Not Hate”, “Racists Out, Migrants In”, “Say it Loud, Say it Clear, Refugees are Welcome Here”, and, “Who’s Future? Our Future!”

EU er det nye sort.

Ian Tuttle beskriver i National Review, de barnlige reaktioner fra taberne af Brexit

In the wake of the U.K.’s decision to withdraw from the EU, the anti-Brexit crowd has leaped to explain the vote in stark terms. “The force that has been driving [‘Leave’ voters] is xenophobia,” wrote Vox’s Zack Beauchamp, and at Esquire Charles Pierce explained: “Some of the Oldest and Whitest people on the planet leapt at a chance to vote against the monsters in their heads.” The Guardian’s Joseph Harker mused: “It feels like a ‘First they came for the Poles’ moment.” And blogger Anil Dash managed to squeeze all of these dismissive opinions into a single tweet: “We must learn from brexit: Elderly xenophobes will lie to pollsters to hide their racist views, then vote for destructive policies anyway.”

(…)

Both sides of the Atlantic are dominated by liberal cosmopolitans who are no longer able to acknowledge the validity of any other worldview than their own. The anti-Brexit crowd cannot acknowledge that those who voted to leave may have done so out of legitimate concerns about sovereignty or economic opportunity or security — that is, that they may have drawn rational conclusions and voted accordingly. And President Obama seems incapable of recognizing that there are reasonable, non-bigoted grounds on which to oppose his executive actions — for example, to preserve the principle of separation of powers that is a pillar of the American constitutional order.

Liberal cosmopolitanism, regnant since the end of the Cold War, has bought completely into its own rightness. It is entirely devoted to an increasingly borderless political future carefully managed by technocrats and tempered by “compassion” and “tolerance” — all of which aims at the maximal amount of material prosperity. It sees no other alternative than that we will all, eventually, be “citizens of the world,” and assumes that everyone will be happier that way.

It’s not unreasonable to think otherwise. Anti-EU movements and renewed nationalism in the United States are on the rise precisely because they offer alternatives to this self-assured order. It’s not clear whether a United Kingdom withdrawn from the EU will be better off. But it’s entirely defensible to think that it might be. Likewise, it’s not unreasonable to prefer loyalties rooted in close-knit interactions among people who share a particular space and a particular history. Or to prefer local rule to government outsourced to distant bureaucracies. Or to prefer a richer sense of belonging than interaction in a common market. There are alternatives to a transnational super-state that are not fascism.

En gammel klassekammerat ‘linkede til nogle bitre tweets fra unge Remain-tilhængere, som BuzzFeed havde samlet. Og ungdommen, den ungdom, selvsikker si sin egen selvretfærdighed, mistænker ældre mennesker for kortsynet egoisme. “I know it’s not very “politically correct” to say it out loud but in the wasteland of ruined Britain I am going to hunt and eat old people“, skriver en og “I’m not giving up my seat to the elderly anymore. Eye for an eye.” skriver en anden. Noget for noget, hva’, de generationer der gik forud, hvad har de nogen sinde gjort for mig? Billedet med de forræderiske ældre mennesker, der trods den større erfaring åbenbart er blevet mindre vidende illustreres også med gammel kunst

Og historiske refererencer

Selvfølgelig, vi ved alle hvor egoistiske bedsteforældre er. (Psst, universiteter og den moderne videnskab blev opfundet i middelalderen).

Brexiter er nazister fordi de ikke vil lade deres land diktere af fremmede magter.

Psst, Channel Tunnel er ikke EU, men fransk-britisk halløj. Så lad os slutte via Daily Mirror med den tidligere Liverpool og Arsenal wing, Jermaine Pennant og hans bekymringer for fremtiden

Psst, EM afholdes næste gang i 2020.

Hvis der synes at være en foruroligende diskrepans mellem den verden man selv kan opleve og den verden der bliver beskrevet af den fineste ekspertise, så skyldes det marxismens march gennem læreanstalterne. Philip Carl Salzman skrev tilbage i januar på Middle East Forum om hvorledes universiteterne i USA - og det gælder desværre også for de fleste steder i Vesten -  ser læring og tænkning gennem en marxistisk prisme. Tør man sige falsk bevidsthed?

The one place that Marxism has succeeded is in conquering academia in Europe and North America. Marxism-Leninism is now the dominant model of history and society being taught in Western universities and colleges. Faculties of social science and humanities disguise their Marxism under the label “postcolonialism,” anti-neoliberalism, and the quest for equality and “social justice.” And while our educational institutions laud “diversity” in gender, race, sexual preference, religion, national origin, etc., diversity in opinion, theory, and political view is nowhere to be seen. So our students hear only the Marxist view, and take it to be established truth.

Postcolonialism is the view that all ills in the world stem from Western imperialism and colonialism. The hierarchical caste system in India, that disenfranchises half the population as “untouchables,” is, according to postcolonial analysis, and invention of the British while they governed India. So too with tribes in Africa, allegedly invented by the British colonial authorities to “divide and conquer” the native African, who previously had all mixed together happily with no divisions and no conflicts. So too in Central Asia, where, thanks to Soviet colonial authorities, “formerly fluid hybridities and contextual identifications were stabilized, naturalized, and set into a particular mold that gave each group a definitive history, physiognomy, mentality, material culture, customs, language, and territory,” according to one postcolonial author. Apparently, according to the postcolonial view, history and culture in India, Africa, and Central Asia started with the arrival of outsiders in recent centuries.

“The end of history for our students signals the End of History for the West” skrev Patrick Deneen i februar om resultatet af Gramscis udhuling af dannelse, uddannelse og tænkning; en venlig tomhed

My students are know-nothings. They are exceedingly nice, pleasant, trustworthy, mostly honest, well-intentioned, and utterly decent. But their brains are largely empty, devoid of any substantial knowledge that might be the fruits of an education in an inheritance and a gift of a previous generation. They are the culmination of western civilization, a civilization that has forgotten nearly everything about itself, and as a result, has achieved near-perfect indifference to its own culture.

(…) They are respectful and cordial to their elders, though easy-going if crude with their peers. They respect diversity (without having the slightest clue what diversity is) and they are experts in the arts of non-judgmentalism (at least publically). They are the cream of their generation, the masters of the universe, a generation-in-waiting to run America and the world.

But ask them some basic questions about the civilization they will be inheriting, and be prepared for averted eyes and somewhat panicked looks.

(…)

We have fallen into the bad and unquestioned habit of thinking that our educational system is broken, but it is working on all cylinders. What our educational system aims to produce is cultural amnesia, a wholesale lack of curiosity, history-less free agents, and educational goals composed of content-free processes and unexamined buzz-words like “critical thinking,” “diversity,” “ways of knowing,” “social justice,” and “cultural competence.”

(…)

Above all, the one overarching lesson that students receive is the true end of education: the only essential knowledge is that know ourselves to be radically autonomous selves within a comprehensive global system with a common commitment to mutual indifference. Our commitment to mutual indifference is what binds us together as a global people. Any remnant of a common culture would interfere with this prime directive:  a common culture would imply that we share something thicker, an inheritance that we did not create, and a set of commitments that imply limits and particular devotions.

Ancient philosophy and practice praised as an excellent form of government a res publica – a devotion to public things, things we share together. We have instead created the world’s first Res Idiotica – from the Greek word idiotes, meaning “private individual.” Our education system produces solipsistic, self-contained selves whose only public commitment is an absence of commitment to a public, a common culture, a shared history. They are perfectly hollowed vessels, receptive and obedient, without any real obligations or devotions.

(…)

They won’t fight against anyone, because that’s not seemly, but they won’t fight for anyone or anything either. They are living in a perpetual Truman Show, a world constructed yesterday that is nothing more than a set for their solipsism, without any history or trajectory.

Men tryk avler modtryk, som der blev råbt. Rebel Medias Tiffany Gabbay fortæller om at også hvide unge mennesker har et behov for at finde deres kulturelle rødder, nemlig det vidunder, der er den vestlige civilisation

Den engelske udenrigsminister Sir Edward Grey, der aldrig havde rejst udenfor England, skal have udtalt “The lamps are going out all over Europe, we shall not see them lit again in our life-time“, som Første Verdenskrig blev en realitet. Morten Urhskov Jensen mener at det gamle Europa står umiddelbart overfor en kommende katastrofe af samme omfang, hvor EU vil kollapse under vægten af dårlig økonomi og migrantinvasionen; eller vægten af egne indre modsigelser. Velfærdsstaterne vil ligeledes fordufte og det er Uhrskovs håb at statsmænd til den tid vil gribe chancen for at føre Europa bedre ind i det enogtyvende århundrede. Uhrskov siger det ikke, men alternativet er blod i gaderne.

Hvad beflitter man sig så med på Politiken? Ja, der går verden stadig sin lyse gang, hvor man kan bekymre sig om ikke-eksisterende problemer, blot de har et klædeligt navn. Mennesker reorganiserer sig konstant i samfundet, centraliserer og decentraliser. Det offentlige, virksomheder, arbejdet, familien, fritiden, løsere bekendtskab. Ser flere forskellige tv-kanaler men samles mere på Facebook, som er ekkokamre, mens store it-virksomheder overvåger os alle på kapitalens og den amerikanske præsidents vegne. Og man kan se tendens for alt, hele tiden. De dygtige akademikere kan navngive den slags strømninger så andre akademikere kan referere til dem og således kan alle retfærdiggøre deres ansættelse ved at reproducere sig selv og hinanden at besvare spørgsmål som; døde den sociale kontrakt med antenneforeningen?

Michael Paulsen og Morten Ziethen, der begge er lektorer i anvendt filosofi, Aalborg Universitet har kastet sig over af tidens begreber, nemlig konkurrencestaten, i en kronik i Politiken (et af de medier, der er nødt til at oppebære en hvis produktion og tiltrække en hvis læserskare for at retfærdiggøre mediestøtten). Kronikken ledsages af en tegning begået af Politikens førende hustegner Roald Als, som viser konkurrencestatens konsekvenser for det gode børneliv således

Roald Als billede fortæller ikke historien om konkurencestaten, men om ophævelsen af ejendomsret. Hvis ikke staten, her som businessmandorienteret pædagog, sikrer ejendomsretten bliver det de stærkes tyranni. Den ville passe sig bedre som hippiesatire, hvis der havde siddet i lilla ble og beskyldt det lille tudfjæs for at være asocial og småborgerlig. Dernæst tager Roald Als tegning fejl i den antagelse at der er ressourcerne har en fast begrænsning, her en mængde skovle, der ikke er nok af til dem alle sammen, og at den enes berigelse kun kan ske på den andens bekostning. Igen, en hippiesatire, ville være på sin plads i og med ingen gider bidrage med noget fornuftigt i kollektivet hvor vi deler alle smøgerne og køber aldrig nogen. I den virkelige verden ville en virksomhed søge at udfylde efterspørgslen for skovle.

Men kan to lektorer i anvendt filosofi gøre det bedre? Svaret er nej. Det er et sørgeligt vrøvlsammen for skattepengene. Akamika med andre ord. Konkurrence er noget værre noget, får vi at vide, for “Konkurrence går grundlæggende ud på at blive hurtigere, stærkere og dygtigere end andre” og ikke god til noget i sig selv eller efter en fast standard. Ja, livet er farligt udenfor skole- og universitetssystemets trygge rammer, hvor man blot skal tale efter mun… opfylde af andre fastsatte krav.

Men det er mere end farligt for hvis konkurrence “ikke kan vælges til og fra, altså gøres til et allestedsnærværende vilkår” så vi kun “sekundært danner os til at tænke på, hvad der er det fælles bedste” og istedet “fremelsker den på alle niveauer en bevidsthed, hvor man holder øje med sig selv og de andre, i forhold til hvordan man klarer sig i den permanente konkurrencesituation”. Og den bevidsthed er vel falsk. I hvert fald “skyldes historisk set udviklingen i verdenssamfundet efter Murens fald”.

Ja, Murens fald var traumatisk for nogle og de to lektorer mente at det “hed () sig, at vi var nået til historiens ende”, mens vi var andre, der måske mente, vi var på vej mod civilisationeners sammenstød - se Uhrskov ovenfor. Murens fald var faktisk psykologisk ødelæggende, ja de to lektorer “vil hævde, at en lang række aktuelle psykopatologier som stress, angst, depression o.l. kan fortolkes som konkurrencepatologier udløst af den omnipresente konkurrencesituation”. Men det er ikke alt, konkurrence er måske skyld i alt, ikke bare alle dine sorger, men alle sorger

Klimaforandringer, accelererende flygtningestrømme, multiresistente bakterier, stadig stigende forskel på rig og fattig etc. antyder, at de nuværende måder at gøre tingene på ikke er perfekte. Derfor: Hvad nu hvis det såkaldte krav om at tænke realpolitisk gør, at vi ikke kan se, hvad der også kunne lade sig gøre, og tænk nu, hvis fokus på de såkaldte realpolitiske fakta gjorde, at vi helt glemte, hvad politik handler om.

Således får man alle sine sorger blandet sammen. Men her er glæde at hente for alle so, der ikke anvender filosofi, men vores hjerne. Hvis vi leger med på antagelsen, at global opvarmning, som der reelt menes med det truistiske ord klimaforandringer, er virkelig og menneskeskabt/forstærket, som følge af stigende CO2, så indrømmer vi også stigende forbrug og produktion og derved altså stigende velstand. Man behøver ikke at være medlem af Liberal Alliance for at indse at når velstanden stiger hurtigere for nogle end for andre så øges forskellen mellem indkomster, her benævnt det følelsesladede ‘ulighed’. Hvis de ville se på den reelle rigdom i stedet for at skule misundeligt over til naboen, ville de se at fattige bliver mindre fattige og nogle endda rige, hvis de ser på faste standarder.

I samme logik kæmper vi med multiresistente bakterier fordi de nyrige ongo-bongo lande på den konto har fået råd til at behandle sygdomme med antibiotika, blot et af den vestlige verdens mange mirakuløse gaver til den halvbagte omverdens folkeslag. Men som de ongo-bongoer de er, har de ikke kunnet målrette deres forbrug efter hensigten og blot fyret antibiotika af som kur mod alt fra tandpine til mundkatar. men det ændrer ikke ved at de multiresistente bakterier er et symptom på at verdens generelle velstandstigning er nået urimeligt langt ud, helt derud, hvor vi fortryder den - hvis vi tænker på det fælles bedste altså.

Og så er der negrene og araberne. I en skønsom blanding af ikke at ville konkurrere, hverken mod sig selv, hinanden, os eller en fast standard, men hellere vil forsørges af den hvide mand, som de gode gamle kolonitider, lokkes disse barbariske mænd mod frihedens døllende overflod, mens arabiske mænd dels lokkes af udsigten til at islamificere den store satans gigtsvage bedstefar, dels flygter fra de grusomheder de andre arabiske mænd svælger i i den endeløse krig mellem 50 grader af islamisk mørke. Folkevandringerne mod Europa bunder kun i at man ikke har omsat en del af velstanden til pigtråd, minefelt, torpedobåde, kamphelikoptere og hårde mænd villige til at begå vold også på de transseksuelles vegne.

Åbenbart kan lektorer i anvendt filosofi være ganske blinde for mørket. Men jeg vil anbefale det engelske drama 37 Days, om tiden fra Princips mord på ærkehertug Franz Ferdinand til selve udbruddet af krig.

37 Days - One Month In Summer (Episode 1 of 3… by docs4all

37 Days - One Week In July (Episode 2 of 3… by docs4all

37 Days - One Long Weekend (Episode 3 of 3… by docs4all

BDS bevægelsen har kronede dage. Den tilbyder på samme måde som klimahysteriet, den gængse venstrefløjser et pseudo problem at engagere sig i så man kan undgå at se realiteterne i øjnene lidt endnu. BDS står for Boycut, Divest, Sanction og er rettet imod Israel - selvfølgelig. Herunder er en lille film, hvor man kan se hvilket sentiment, der er kernen i bevægelsen, hvor blindt hadet til Israel er og hvor dybt det ligger

A few months ago, Israeli TV News anchor Dany Cushmaro, travelled to US campuses to meet with anti-Israel activists and see how they campaign against Israel.

The interviews were revealing: Watch

Selv feministiske akademikere vil boykotte Israel i solidaritet med deres arabiske søstre, skriver The Daily Beast. Herunder en repræsentant for den jødisk-amerikanske gruppe CODEPINK, der er taget til Israel for at boykotte Israel

Adrienne Yaron skrev i Jerusalem Post at “BDS demonstrations are an opportunity for them to spew anti-Semitic vitriol and express their vicious hatred of the Jewish state. BDS’ only real power is in propagating its hateful ideology”. Realiteterne er nemlig, at der ikke er tale om en real eller realistisk boykot, fordi ingen vil boykotte nyttig viden, avanceret teknologi eller livsvigtig medicin. Og, forsætter Yaron med at forklare…

BDS’ own website only instructs its supporters to boycott “fresh produce, Ahava, and Sodastream.” Ahava and Sodastream are both great companies, but they hardly constitute a major percentage of Israel’s export sales. Moreover, these two companies probably benefit by increased sales from Israel supporters because they are the only two individually-named targets of the boycott movement. As for “fresh produce”, this stopped being a major export of Israel decades ago. Fresh fruits and vegetables now constitute only about 3.6% of Israel’s total exports. More importantly, the overwhelming majority of Israel’s fresh vegetable market is to Russia - a nation that has shown little interest in the boycott bandwagon and a lot of interest in feeding its population. Both India and China have also been steadily growing their market share for Israeli produce, and there is little doubt than any sales drop in Europe will be outbalanced by an increase from these giants.

So in fact, all the huffing and puffing of the anti-Israel “BDS” crowd is nothing more than hot air. The BDS movement has not, and will never have, any significant economic effect on Israel’s overall economy, because Israel’s economy is grounded in products and services that effectively cannot be boycotted. In fact, financial analysts are predicting Israel’s economy will grow more than any other developed country in 2016. Even these academic association resolutions are hypocritical and phony. If you read the texts of them, they specifically allow for “individual members” to continue working with “individual Israeli scholars” - in other words, these hypocritical professors don’t actually have to give up anything, or stop any research projects with Israelis. They make their nasty, defamatory statement, and continue business with their Israeli colleagues as usual.

Denne hadefulde ideologi blomstrer i EU (også herhjemme, men ikke i Tjekkiet) som Caroline Glick skriver i Jerusalem Post

Take for instance the timing of the EU’s first official act of open economic warfare against Israel.

On July 29, 2013 US Secretary of State John Kerry brought the heads of the Israeli and Palestinian negotiating teams together in Washington to officially launch a new round of peace talks.

The same day, the EU announced that starting at the beginning of 2014, it would be ending all joint projects with and all funding from the EU and its member governments of Israeli entities located or operating in Jerusalem, Judea, Samaria and the Golan Heights. The only exceptions to the funding and cooperation ban were Israeli organizations working to harm Israeli control over the areas, and non-Jewish Israeli entities.

The message was obvious. As far as Europe is concerned, “the peace process,” isn’t a means to achieve peace. It is a means of criminalizing Israel.

This week’s labeling guidelines were no surprise. They were promised two years ago.  We have also known for years, that neither the funding ban nor the product labeling are ends to themselves.

In May 2013, Lithuanian Foreign Minister Linus Linkevicius told the Jerusalem Post that the labeling policy is merely a preparatory step on the road towards implementing the EU’s ultimate objective: a full economic boycott of Israel.

(…)

Then there are the NGOs.

As NGO Monitor President Prof. Gerald Steinberg has been demonstrating for more than a decade, Europe uses NGO’s registered in Israel to advance its aggressive policies against Israel. The EU and its member states use these groups to get Israeli cover for their anti-Israel policies. They pay them to produce films and publish reports slandering Israel and calling for a boycott of its economy and the isolation of its government and citizens. The EU and its members then use these products they ordered and paid for as “proof” of Israeli criminality, which in turn justifies their aggression against the Jewish state.

Take Ir Amim for instance. Ir Amim works to deny the legitimacy of Israeli control over unified Jerusalem. In 2014 it received funding from the EU, and the governments of Holland, Norway and Sweden.

In 2010, the group called on the US government to cut off diplomatic ties with Israel or, at a minimum end its foreign aid to the Jewish state. Ir Amim supported and defended Britain’s decision to prohibit the Tourism Ministry from noting that the Western Wall is in Israel.

What all this boils down to is the plain fact that the EU is waging a political and economic war against Israel that is based on a comprehensive, well-conceived strategy that uses the EU’s strengths to their best advantage.

(…)

Consider the timing of this week’s announcement. The EU chose to announce it is labeling Jewish products the same week that we commemorate Kristallnacht – the 1938 pogrom which marked the official beginning of the Holocaust.

For many Europeans, no doubt the timing was fortuitous rather than ironic.

In Sweden, out of “concern for their members’ safety,” Jewish groups were barred from participating in official Kristallnacht commemorations.

Then there are the Netherlands.

MK Hanin Zoabi, who can’t open her mouth without slandering Israel, was invited to deliver remarks at a Kristallnacht remembrance ceremony in Amsterdam. No doubt the organizers knew what they were going to get when they called her. Zoabi compared Israel to Nazi Germany for them.

For an ever growing number of Europeans, castigating Israel as the new Nazi Germany means absolution for the crime of the Holocaust. By transforming the Jews into Nazis, Europeans can shrug their shoulders at the fact that most of the nations of Europe collaborated with the Germans in their genocide of European Jewry.

Og, tilføjede Eugene Kontorovich i New York Times 13 november, så er EUs mærkningsordning endda i strid med EUs egne principper

What has largely escaped notice is that the labeling policy violates the European Union’s own express policy on such issues. The commission primarily justifies labeling as a necessary tool to provide consumers with the information that it does not regard the territories “as part of Israel.” However, European Union and national authorities that have addressed the issue have clearly ruled that special labeling is not required in such situations — neither for consumer protection nor to reflect the European Union’s view of the underlying sovereign status of territories.

Thus the European Union allows Morocco — which has extensive trade ties with Europe, but has occupied Western Sahara since 1975, and populated it heavily with settlers — to export products from its occupied territory labeled “Made in Morocco.” When challenged, the commission formally declared that labeling such goods as “made in” Morocco is not misleading, and is consistent with European trade agreements.

Also, European courts have considered the consumer protection rationale specifically in the context of Israeli products, and rejected it. Just last year, the British Supreme Court ruled, in a case involving Ahava beauty products produced in the West Bank, that “there was no basis for saying that the average consumer would be misled” by a “Made in Israel” label. The court held that such labeling was not deceptive as a matter of both British and European Union law.

The problem is not that the European Union fails to live up to its standards in some cases, like that of Morocco. Rather, in these other cases the union explicitly denies the existence of these standards. Such inconsistency is not just hypocrisy. It is a legal violation in its own right. The European Union’s foundational treaties require regulatory “consistency.” And discrimination against trading partners represents a core violation of the General Agreement on Tariffs and Trade and other treaties of the World Trade Organization, as the law professor Avi Bell and I have shown in detail in a recent paper. The union’s labeling guidelines are manifestly discriminatory, as they apply only to Israel.

The World Trade Organization treaties establish the legal framework for international commerce. Under the W.T.O.’s nondiscrimination requirement, it is impermissible to apply trade rules and restrictions to some member countries and not to others. And the W.T.O.’s protections apply not just to a country’s sovereign territory, but also to areas of its “international responsibility,” such as occupied territories. The United States, with international approval, received the benefit of its international trade treaties even in territories it occupied in World War II, as well as in the Panama Canal Zone, where it made no claim of sovereignty. There is nothing novel about a country’s receiving full trade rights for nonsovereign areas under its administration.

The United States has a great deal riding on the integrity of the international trading system. But the European Union labeling threatens to establish a precedent that would allow politicization of the system, undermining United States economic interests in broad and unpredictable ways. Thus it is not surprising that earlier this year, the United States passed a law opposing such European Union measures against Israel.

Making special rules for Israel has the undesired effect of reducing Israel’s incentives to take international law seriously: If the goal posts can be moved, there is less reason to play the game. As a putative role model for international law, the European Union’s greatest weapon is its probity and consistency. By damaging that, it harms its ability to set the global agenda.

Men hvad er principper mellem lumre jødehadere?

Danmarks Radio ledte an i hvad der kom til at ligne en kampagne, da de fandt ud af at Esben Lund Larsens ph.d afhandling om Grundtvig manglede kildehenvisninger. “Ifølge DR er der også fundet 17 sammenfald med (…) materiale forfattet af netop Esben Lunde Larsen.” skriver TV2 med hyperlink til Danmarks Radio. Men fra rod og sjusk og dovenskab, blev historien gjort til en sag om plagiat og det overraskende ord, selvplagiat. Og uden at anklage Lundes censor og vejleder for at lade den slags passere skal det betændte fænomen Udvalget Vedrørende Videnskabelig Uredelighed undersøge om der er grundlag for at dømme Lunde Larsen for videnskabeligt uredelig. Det vil være en bet for en politiker at blive dømt for at gentage sig selv.

Til at polstre sagen havde Danmarks Radio bevæbnet sig med eksperter, der ikke ville dømme den konkrete sag, men gerne ville udlægge perspektiverne for anklagerne og så kun citeret, hvad der passede ind i en fortælling om svindel. Men eksperterne kunne ikke genkende meningen med deres citater uden sammenhængen og trak deres ord tilbage i vrede. Danmarks Radios citatfusk blev ikke reddet af korrekte kildehenvisninger, da de med vilje og forlæg ville lyve Lunde motiver på og de måtte ud med en beklagelse. Ikke for svindel og citatfusk, men for lidt sjusk og manglende præcisering - og det bliver ingen dømt på. Indlandschef på Danmarks Radio Sandy French forklarer på væselsprog

»Jeg er ikke stolt af forløbet. Det gør det ikke mindre pinligt for mig og for DR Nyheder, at vi laver en præcisering mandag og nu skal ud og lave en egentlig beklagelse. Men det gør vi selvfølgelig, for jeg synes, det står klart, at der er nogle mangler og nuancer, der ikke står tydeligt nok frem,« siger Sandy French og uddyber:

»For eksempel fremgår det ikke, at det afsnit i afhandlingens konklusion, hvor der ikke er kildeangivelse faktisk er at finde andet steds i afhandlingen med en korrekt kildeangivelse. Det er for mig at se en vigtig detalje, som vi desværre ikke får med i historien, og det burde vi selvfølgelig have haft.«

Esben Lunde Larsen chokerede venstrefløjen, og det betyder det mediernes konsensus, ved at fortælle at han var troende kristen og skelnede mellem sin tro på Gud og sin tillid til videnskaben. Det er min erfaring at troende kristne skelner mellem tro og viden. At være bekendt med hvad der får een til at tænke og tro giver dem måske bedre forudsætninger for ikke at lade sig lede af tidsånd, ideologier og massehysteri. Det forstår de afkristnede medier ikke, venstredrejede som de er.

Denne kristne trussel mod selveste videnskaben blev ikke dæmpet af at Lunde Larsen er den hidtil højst uddannede forskningsminister i Danmark. Næh, Lunde Larsen havde gået på “højkristen bibelskole”, som Videnskab.dk kaldte det, der ikke leverede en anerkendt uddannelse, som han ikke havde nævnt på sit cv, hvor det istedet fremgik at han havde læst på Københavns Universitet, som han er uddannet fra. Og en gang fusk eller sjusk… Så lad os se lidt på Danmarks Radios Sandy French eget cv, som skrevet af Helle Merete Brix

I sin tid på Ekstra Bladet gjorde French sig bemærket ved en særlig tolkning af ordet “Nomos”. Det var tidsskriftet Nomos, der stod for skud, og i en artikel i Ekstra Bladet 28. august 2006 mente journalist Torben Rask Laursen, at det nationalkonservative tidsskrift hed NoMus, en forkortelse for No Muslims. Uriasposten skrev om sagen: “Det har vist sig at journalisten Torben Rask Laursen har den underlige forkortelse fra Sandy French (Københavner-redaktionen). Hun hævder hun har det fra anonym kilde, og her står det fast.”

Men Nomos er græsk for lov eller hævdvundne rettigheder. Det er pointen med magasinets titel.

Tre år tidligere, i 2003, kastede French sig sammen med journalist Rasmus Lindboe over en række artikler om “højrefløjens netværk”. En af artiklerne havde overskriften “Med pennen som sværd”. Underrubrikken lød: “Intellektuelle på højrefløjen har stiftet en række foreninger, der skal bekæmpe indvandringen. Søren Krarup (DF) spiller en central rolle.”

(…)

I en artikel med overskriften “Strid om spindoktors nazi-forbindelse” skrev French og Lindboe ligeledes: “Er der blot tale om uskyldige synspunkter, som de fleste danskere kan skrive under på? Eller har regeringens nu fyrede spindoktor i virkeligheden haft omgang med nazistiske kredse.Det spørgsmål er nu sat til diskussion, efter at kirkeminister Tove Fergos (V) pressemedarbejder tirsdag forlod sit job.”

Artiklen indeholdt et interview med den tidligere bz’er, nu sociolog René Karpantschof, som udtalte: “Gade Jensen er en institution i sig selv på den yderste højrefløj. Han er en egenhændig propagandamaskine. Han har samarbejdet med en forening (Dansk Forum, red.), som i alt, hvad den siger og gør, flirter med nazismen. De her mennesker er vildt optagede af nazismen – de ved alt om, hvad Hitler spiste til morgenmad.” Gade Jensen blev siden renset for alle anklager om forbindelse til nazismen.

Når Ekstrabladet henviser til Lunde Larsens kristne tro minder ham om det ottende bud, så misforstår de dets betydning, nemlig at der ikke står at det er forbudt at lyve, men at bære falsk vidensbyrd. Men de har ret i at lunde leverer en løgn. Selv om de manglende kildehenvisninger (i en ph.d om Gruntvig!) ikke er videnskabeligt fusk , så er de heller ikke udtryk for sjusk. Kildehenvisninger og og korrekt brug af citater er ikke fremmede akademiske øvelser for en bibeltro protestant, flasket op med henvisninger til skriftsteder, forfattere og bibelpersoner som udgangspunkt for al tale og tænkning i “alle spørgsmål vedrørende tro, lære og livsførelse”. Esben Lund er forfængelig og han lyver sig bedre end han er. Alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt, som JEG altid siger. Men hvis man er åbenlyst kristen trues karrieren, mens et væsel blot kan komme med en beklagelse inden den næste politiske modstander skal karaktermyrdes.

Jeg dvælede lidt ved de amerikanske universiteters sørgelige tilstand i et par posteringer universitet i Missouri. Viden og rationalisme er fortrængt af politisk korrekt moralisme, der forudsigeligt er metastaseret ud i absurde selvmodsigelser. Et centralt begreb for denne del af ‘campusradikalismen’ er ideen om et ’safe space’, et rum hvor den studerende ikke konfronteres med ord, ideer, udtryk eller tanker af nogen art, som kan bringe den studerende følelsesmæssigt traumatisk ud af balance, hvilket gælder den verderstyggelige sandhed. Selvfølgelig er det for at bekæmpe et væld af fobier og ismer der er blevet så slemme at man end ikke kan dokumentere dem. Men man ved de er der og med racismen er det blevet så slemt at det krævedes et “black only healing space” som Truth Revolt kunne fortælle

Activist Steve Schmidt tweeted that the militant group Concerned Student 1950 were “asking white allies to leave.”

The Blaze writes, “Prominent Black Lives Matter activist Johnetta Elzie seemingly confirmed those with Caucasian skin were asked to leave the area, tweeting that the group had created a ‘black only healing space for the students to share, decompress, be vulnerable & real.’”

En time i selskab med demonstranter, der med tårer i øjnene og grøde i stemmerne bekræfter hinanden i alvorligheden af den kamp ingen andre kan se. Vanviddet stikker dog klart i øjnene, men sært underholdene er det

Og så er der virkeligheden, som er lige så sørgelig som universiteterne