Jyllands-Posten skriver, som Naser Khader gjorde forleden, at domprovst Anders Gadegaards forslag om en statslig imamuddannelse er et umuligt projekt grundet de mange internt stridende retninger indenfor islam (hvor mange pisk, der skal deles ud, hvor hårdt sten skal kastes, hvor herligt pædofili er, hvor mange hoveder der skal skæres af, things like that), at et dansk universitet vil være forpligtet på også at uddanne kvinder (hvor mangfoldigheden ikke kan indeholde mangfoldighed) og at universiteter ikke uddanner præster, men derimod teologer. Så meget for det praktiske, men Jyllands-Posten drømmer, som den gode Gadegaard, også deres egne drømme

Baggrunden for forslaget forekommer egentlig ganske konstruktivt og sympatisk, for domprovsten mener, at man med en sådan uddannelse vil kunne modvirke den ekstremistiske form for islam, som man i vid udstrækning ser udfolde sig i også danske moskeer.

»Jeg synes, at det er vigtigt, at den forkyndelse, som muslimer modtager i Danmark, bærer præg af det samfund, som de lever i,« har han udtalt til Jyllands-Posten, og uddyber: »Ellers er forkyndelsen ikke relevant, så bliver den fremmedgørende. De imamer, der er her nu, bliver uddannet i udlandet og hentet hertil. De forkynder ofte en korantolkning, som passer til det land, som de kommer fra, men som ikke passer til det moderne danske liv.«

Hvis domprovstens dybeste ønske således er at gennemføre en vestliggørelse af den islam, som prædikes her i landet, så den bringes i overensstemmelse med moderne vestlig kultur og levevis, er det et smukt og ædelt ærinde, han er ude i.

Om det er sympatisk, smukt og ædelt er jo en smagssag, men islams indhold er ikke et spørgsmål om den enkelte danskers æstetiske præferencer. Under det fedtede postulat at at imamerne har en “korantolkning, som passer til det land, som de kommer fra, men som ikke passer til det moderne danske liv” ligger en fornægtelse af at, med Jørgen Bæk Sim0nsens ord, “islam er, som islam er”, for der er “kun én slags koran i hele verden”, som Kristeligt Dagblads skrivende imam Kassem Rachid udtrykker det. Allahs ord og befalinger lader sig ikke underkaste det moderne danske liv. Med de sympatiske, smukke og ædle ønsker om at forme islam i sit eget billede leverer de gode mennesker, Gadegaard såvel som Jyllands-Posten, en kritik af islams væsen, som den præsenterer sig i Danmark, de ikke selv vil være sig ved. If it ain’t broke, don’t fix it. Og sådan som den præsenterer sig negativt i Danmark er ikke en dansk forseelse, men tværtimod en forseelse fra islams kernelande.

Naser Khader skriver på sin Facebook profil

Himmelråbende dansk uvidenhed og naivitet - igen igen igen! Først et forslag om en fælles moské for alle muslimer i Danmark, foreslået af en naiv radikal borgmester i København, og bakket op af 12 lige så naive danske kendisser. Og nu et forslag om en fælles imamuddannelse, foreslået af en naiv domprovst i København.

Lidt fakta. Der er ca 70 retninger eller retsskoler i Islam, og de er næsten alle repræsenteret i Danmark. Forestillingen om en fælles moské for alle muslimer i DK, svarer til én fælles kirke for alle kristne (fx katolikker, protestanter, græsk-ortodokse osv), men der er stor forskel på kirkeindretning, gudstjenester og teologi. Der er også forskel på moské-indretningen, bønnen og teologi. En shia-muslim har en lersten (som foto2) på bedetæppet. Men det betragter sunni-muslimerne som blasfemi og grund til udvisning.

En typisk shia-muslimsk moské (foto1) er kendetegnet ved fx en helgens gravsted, guld, glimmer og fotos af Muhammeds fætter Ali. Det er ikke velset i en sunni-muslimsk moské.

Og forslaget om en imam-uddannelse: Hvilken slags imamer skal uddannes? Shafi-sunni imamer? Hanbali-sunni imamer? Maliki-sunni imamer? Alavi-shia-imam? Ahl-al-bait shia imamer? Tolvte-shia imamer? Ismali-shia imamer? Druziske imamer? - En imam-uddannelse bør være et anliggende for de enkelte trossamfund, ikke for staten.

‘Flere af partierne betragter netop en imam-uddannelse som et potentielt værn mod rabiate og selvbestaltede imamer.’ - NK: Dokumentation udbedes!

Når det er sagt, så kunne det være glimmerende, hvis de muslimske imamer kunne supplere deres imam-kundskaber med en dansk kristen teologi-uddannelse. De kunne fx lade sig inspirere af kildekritik og af Luthers reformation.

Mange forskellige retsskoler baseret på de samme skrifter, hvor fortolkningens porte forlængst er lukkede. Mon ikke de væsentlige værdier binder muslimer sammen, som denne video set hos Snaphanen viser

Kendte kæmper for en stormoske, skriver DR og Politiken. En TV-kok, en præst, en tidligere udenrigsminister og en integrationsborgmester, der forstår at folk med forkerte meninger får bank ved offentlige arrangementer. Det er svært at bære denne begejstring for islam, mens den islamiske verden er i færd med at begå folkemord mod især kristne. Men det er også et forvirret billede af virkeligheden, hvis vi blot skal forholde til nogle få udtalelser.

“De moskéer, vi har nu, repræsenterer enten nogle mindre grupperinger eller forholdsvis konservative strømninger, siger Anna Mee Allerslev.”

Må islam ikke længere være mange ting? Må muslimerne ikke selv bestemme, hvad deres religion skal indeholde? Må muslimerne ikke selv fordele sig som deres samvittighed byder dem? Hvad er det ifølge Anna Mee’s og den kendte TV-kok’s og udenrigsministeren’s og præstens optik, der er galt med islam, siden den skal omgøres i deres eget billede? Svarede billedet da ikke til virkeligheden?

Og hvem er “vi”? Er de moskeer, der allerede eksisterer og som kun “repræsenterer enten nogle mindre grupperinger” vores, når de ikke repræsenterer os? Og har jeg en moske, når jeg ikke er muslim? Og hvorfor har vi brug for moskeer når det er fra dem kristenforfølgelser og udgår fra overalt i den muslimske verden? Måske et dumt spørgsmål, brevskriverne taget i betragtning. I deres omfavnelse af alt, der er i modsætning til Danmark tvinges de alligevel til at bøje deres egen forskruede logik. Men de er også nødt til at lyve, som Jaleh Tavacoli skriver i Jyllands-Posten

I forbindelse med lanceringen af støttekomiteen, var jeg sammen med Københavns integrationsborgmester, Anna Mee Allerslev, inviteret på DR2 Morgen for at debattere ideen om en sådan moske.

Allerslev følte sig åbenbart for fattig på argumenter til fordel for moskeen og i forsvar for MF, at hun på landsdækkende TV påstod, at det jeg sagde om Muslimernes Fællesråds talsperson Mustafa Gezen, var ukorrekt, og at det heller ikke var første gang, at jeg påstod ting, der ikke var korrekte.

Det sker, når jeg under debatten, spørger Anna Mee Allerselv, hvad hun mener om at Mustafa Gezen, som hun jo roser til skyerne på et interviewspørgsmål om, hvorvidt MF anerkender, at det er i orden at være homoseksuel, stillet af Berlingske svarer: “Det her er ikke bare et simpelt ja/nej spørgsmål.”

Allerslev et al. plejer et billede af et uproblematisk og værdi moderne islam, der blot mangler den danske elites kyndige hånd til at organisere sig og få styr på økumeniske misforståelser, hvor en stormoske, med Stine Bosse’s ord “…vil nedbryde nogle barrierer sammen med den angst og uvidenhed, der giver os de her fordomme omkring muslimer” og børster Tavacoli’s dokumentation af homofobi til side som løgn. Der er ellers allerede en stormoske i København, men den er ikke faldet heldigt ud og i Politiken kan man læse, hvad de har konkluderet på den erfaring

Og senest har opførelsen af en moske i Rovsinggade på Nørrebro – der kun repræsenterer en bestemt gren af islam og derfor ikke, som medier ellers har skrevet, er en stormoske – vakt opsigt, fordi en stor del af byggeriet angiveligt er finansieret af donationer fra Qatar, hvor konservative islamiske kræfter har stor indflydelse.

Netop derfor er der ifølge Anna Mee Allerslev behov for et sted, hvor alle muslimer – både sunnier og shiaer – og ikke-muslimer er velkomne.

Det er deres løsningen på en uheldig omgang islam - endnu mere islam! Det er sjovt nok også imamernes løsning, som kommunisters er mere kommunisme og EU tilhængere er mere EU uanset de faktiske forhold i jernindustrien.

“En chokerende rejse - Hannah Ziadeh og det arabiske efterår” hedder en dansk dokumentarfilm fra 2013, som Danmarks Radio har haft liggende på deres hjemmeside og som de nu af mærkværdige grunde fjerner igen, skønt den allerede er betalt af alle licensbetalerne. Det er synd, filmen kan ellers anbefales også for små billeder af filmisk symbolik, som kameramanden fanger. I programomtalen hedder det

Mere end to år efter det arabiske forår i Mellemøsten begyndte er regionen stadig præget af uroligheder. Vi følger aktivisten Hanna Ziadeh og hans kamp for menneskerettigheder i gaderne i Cairo og Beirut, hvor mindretal kæmper en daglig kamp mod undertrykkelse. Hanna er homoseksuel, halvt libaneser, halvt palæstinenser, ateist - men af kristen afstamning og ved derfor alt om at tilhøre en minoritet. Hans tilgang til den arabiske verden er hårrejsende ærlig. Vi kommer helt tæt på fra svindlere, korrupte hjælpeorganisationer, professorer, eksministre og afstikkere fra Det Islamiske Broderskab til demonstranter, menneske- og våbensmuglere og oprørere i Aleppo, som alle har en afgørende rolle i krigen. Alle med et håb om, at drømmen om frihed bliver en realitet, og magten i sidste ende falder i de rette hænder. Instruktion: Theis Molin

Efter en indledende vignet af stemninger fra den film vi skal til at se, hvor vi hører en kriger i Syrien sige “Vi vil ikke have medicin eller våben. Vi vil bare have våben.“, en taxachauffør i Ægypten sige “This revolution, I think it’s bullshit!” og en ældre korpulent kvindelig kulturpersonlighed i Libanon råbe “Fuck you and your lessons!” ind i hovedet på en forbløffet Ziadeh, som er krydsklippet med Ziadeh pakke sin kuffert hjemme i sin stue i Danmark, hente post i Center For Menneskerettigheder og høre ham komme med et par godtkøbs betragtninger om at menneskerettigheder er ganske virkelige for mennesker ude i verden skønt de forekommer abstrakte i Danmark havner vi i første scene på gaden i Kairo. Ziadeh er taget til en demonstration, der dels er en mindehøjtidelighed for en muslimsk massakre på koptere (de kristne i Ægypten), dels er en demonstration mod den siddende præsident, der på det tidspunkt stadig hed Morsi.

“Vi har fået nok af undertrykkelse” og “Hver kugle gør os stærkere” råber demonstranterne med en mund. Henunder aften forsøger Ziadeh at tale med en demonstrant, men en anden demonstrant blander sig straks og siger til den første “Jeg fortæller dig, hvad du skal sige“. De får fat i en kvinde uden tørklæde og Ziadeh spørger ”Hvad synes du om de kristnes situation og den massakre, som blev gennemført mod dem for et år siden?” Den kvindelig demonstrant svarer “Kopterne har det ikke dårligt. Jeg siger det af erfaring og på basis af mit samvær med mange kristne“. En lille ældre mand, der står i den forsamling, der altid opstår blander sig: “Hvad mener du med at situationen ikke er dårlig? Situationen er dårlig!” Der diskuteres ivrigt på arabisk og kvinden spørger den lille mand “Demonstrerer du mod hvad der skete for et år siden eller mod præsidenten?” - “Jeg demonstrerer mod begge dele svarer han!“. Der er en let agiteret stemning, som skal blive værre.

Ziadeh spørger endnu en demonstrant, en ældre herre “Foregår der en systematisk forfølgelse af de kristne i Ægypten?“. “Det gør der fra bestemte grupper.” svarer han. “Hvilke grupper?” spørger Ziadeh og den ældre herre svarer “Fra de herskende grupper, de stærkt religiøse muslimske grupper.” (…) “Det er fundamentalisterne der skaber problemerne“. Der klippes igen til stemningen under interviewet der er blevet ganske agiteret og en mandlig demonstrant kræver “Sluk for kameraet!“.

Senere følger nolge ældre hijabklædte kvinder, den ene med en megafon i favnen, efter Ziadeh og spørger “Hvorfor giver I et dårligt billede af vores land? Vi muslimer og kristne står sammen“. “Alt hvad jeg har gjort er at stille et spørgsmål.” forsvarer Ziadeh sig “Bliver de kristne forfulgt?“.

“Det er jo mærkeligt,” siger Ziadeh lettere ophidset til kameraet da de er kommet væk fra demonstranterne “vi deltager i en demonstration som viser solidaritet med de kristne der bliver slagtet fordi de er kristne, men så bliver jeg forfulgt.” En ny demonstrant kommer hen og Ziadeh vil vide, hvad der nu er problemet. “Du må ikke filme!“. “Hvem er du? Hvorfor er du her?” forlanger demonstranten at vide, mens han skubber til kameraet og Ziadeh spørger “Hvad har jeg gjort galt?“. “Vil du følge med til en betjent og forklare, hvem du er?” fortsætter demonstranten ophidset.

Der klippes igen og Ziadeh taler igen til kameraet med forskellige demonstranter i nærheden “Det her kan hurtigt udvikle sig til tumult.“. Tilbageklip til slutningerne på de samtaler Ziadeh forsøgte at få med demonstranter, hvor de skændes højlydt indbyrdes med agiteret gestik. Klip igen til Ziadeh, der løber gennem trafikken, ud og ind mellem biler indtil kameramanden forpustet spørger “Hvad fanden skete der?” og Ziadeh svarer “Jeg ved det ikke. Det var fordi jeg stillede det der forbandede spørgsmål.” mens han ser sig hektisk omkring. “Det er dem der kommer dernede, er det ikke det?” siger kameramanden og nyt klip til løberi, mens de to råber efter en taxi, som de får fat i.

Taxichaufføren, der har boet i USA, siger de skal være forsigtige “Det her land er sindsygt [fucking crazy], Det er langt ude.“. Det er denne chauffør, der kalder revolutionen bull-shit og han forklarer at der er nogen bag den siddende præsident, der er den egentlige magt.

Senere mødes Ziadeh på hotelværelset med en solid islamist, der forklarer ham hvorfor en kristen mand ikke kan gifte sig med en muslimsk kvinde og samtidig også grundpræmissen for det Arabiske Forårs problemer “Sådan er islam, og der er intet, der kan ændre den islamiske lovgivning! Hverken i det 21. århunderede eller senere“. Det er en scene, der er set så mange gange og eksperterne lader sig altid forbløffe over at islamisterne er konsistente i at Allah’s lov trumfer alt i enhver detalje og tilskriver denne konsistens en form for fejl. “Sådan er islams natur. islam hersker over alle og ingen hersker over den!” slår islamisten fast sikker i sin logik om at det er uantageligt for mennesket at stille spørgsmålstegn ved Allahs intelligens og indsigt.

“Hele det offentlige rum i Ægypten er totalt farvet af islam. Hvis de kunne farve træstammerne grønne og kalde dem for islamiske så havde de gjort det.  Alt er islamificeret” fortæller Ziadeh kameraen mens han passerer et spejl, hvori han kan få et glimt af sig selv i sin nye indsigt.

Ziadeh er nu i Libanon og fortæller kameraet at han “tror at det arabiske forår har sat nogle kræfter fri og ingen anede hvilket omfang af forandringer det ville medbringe. Vi har alle haft en fornemmelse af, at islamisterne er stærke, men de er stærkere end vi har troet. Der er en afgrund af frustrationer og had i de arabiske masser, som vi er vidner til i øjeblikket. Det virker ikke som om at demokratiet har vundet revolutionen.”

Ziadeh taler med en forsker, et dannet menneske viser det sig, ved navn Mammuth Shureikh, mens de spadserer ned af gaderne i Libanon

Mammuth Shureikh: “Landene i den arabiske verden blev uafhængige i 1940′erne. Nogle lande blev uafhængige i 1960′erne, andre i 1970′erne. Uafhængighed er et nyt begreb her. Hele tanken om demokrati, frihed og social retfærdighed er et europæisk koncept. Måske er den arabiske tankegang fremmed overfor de her moderne begreber.Det, der skete i Europa i 1848, og det, der sket i Frankrig i 1789 var en radikal og social omvæltning. Det samme sker muligvis ikke med Det Arabiske Forår. Vi har ikke en Rousseau, Voltaire, Kirkegaard eller Sartre.”

Hannah Ziadeh: “Vi har en Tariq Ramadan og Muhamad Sarhan og islamisterne, der taler til hovedløse masser”

Mammuth Shureikh: “Ingen har endnu skrevet om omfattende filosofi ud fra en solidt funderet analyse, som tager den social dimension i betragtning. Spørgsmålet er ikke kun det politiske”

Mens der tales om Rosseau og Kirkegaards Vesten og Østens Tariq Rammadan og hovedløse masser passerer Ziadeh og Mammuth Shureikh en burkaklædt kvinde der står kigger ind af et tøjbutiksvindue hvor tre mannequiner poserer i afslappet vestligt tøj.

Det er uklart om de intellektuelt optagede herrer ser ironien, men kameramanden fanger den og panorerer ud for at holde den dagdrømmene burka i billedet. Et sørgeligt billede, der gemmer sig et menneske bag formummelsen.

Ziadeh taler dernæst med den kristne libaneser Nedal Achqar, teaterchef og tidligere minister med en stori indflydelse på den offentlige debat får vi at vide.

Nedal Achqar: “Vi drømte om at den arabiske verden omsider slap af med sine diktatorer. Vi ønskede ikke islamiske love, eller at broderskabet fik magten. Men så opdagede vi, at i Tunesien, Ægypten Marokko og Algeriet… De sidder ikke endegyldigt på magten, men det er indlysende at det Muslimske Broderskab har organiseret sig i de sidste 50 år.”

(…)

Nedal Achqar: “I Frankrig var det hele planlagt. Der var alle de intellektuelle og Voltaire, der skrev før revolutionen. De visdste hvad de ville have. I Rusland vidste de, hvad de ville have. Alle de andre revolutioner… det var det samme i Spanien. Så det, der skete i den arabiske verden, var et stort rod. Hvis vi vender blikket mod Syrien… Syrien er noget helt andet.”

(…)

Nedal Achqar: “I Syrien havde de den politik at bekæmpe Israel. (…) Jeg er imod Israel, og jeg er imod ethvert europæisk land, som har sendt våben til Syrien. Dem alle sammen.”

Ziadeh på den anden side af skrivebordet, blottet midt i rummet.

Nedal Achqar: “Det vigtigste for mig er, at dette oprør altid kommer til at dreje sig om et oprør mod Israel. Det ønsker Vesten ikke at vi siger.”

(…)

Nedal Achqar: “Du må forstå, at vi prioriterer Palæstina over alt andet.”

Ziadeh: “Så det retfærdigør alting?”

Nedal Achqar: “Selvfølgelig gør det det! Det retfærdigør alt! Jeg ville andda acceptere at blive sat 100 år tilbage i tiden”

Nedal Achqar: “Jeg holder med syrerne og med iranerne fordi de støtter oprøret mod Israel.”

(…)

Ziadeh: “Vi to burde være på folkets side.”

Nedal Achqar: “Fortæl mig ikke, hvad jeg burde gøre. Spar mig for dine gode råd. Fuck dig og dine gode råd! Nu fortæller jeg dig min ærlige meningen foran kameraet. Jeg er pisse ligeglad med dine holdninger”

(…)

Nedal Achqar: “Alle i Vesten var meget glade for Det Arabiske Forår, men se, hvad det har ført med sig i hele den arabiske verden. They’ve made a mess”

Udenfor taler Ziadeh igen til kameraet om sin oplevelse af Nedal Achqar

Hun kan tillade sig at bryde enhver høflighedsnorm. Det kan hun når hun taler om den store fjende: Israel og Vesten. (…) Det er jo derfor at konflikten om Israel er så central. Fordi den har været brugt systematisk for at terrorisere interne nytænkere og det ægte krav om demokrati of for at legitimere diktaturerne. Først var de sekulære diktature og nu er de ved at få islamiske diktaturer. Det er utroligt.

Der følger en del stemningsbilleder fra Ziadehs liv som foredragsholder og panel debatør ude, som hjemme, hans samtaler med sin bekymrede mor, hans brokkerier over TV formatets alt for hurtige og overfladiske form (DR i dette tilfælde), Jacob Skovgaard Petersen der ved en talefejl opfinder et nyt ord “de islamante” og Jens Nauntofte der synes det er en god ide at Ziadeh vil tage ulovligt ind i Syrien. Ziadeh begiver sig først til Tyrkiet, hvor han vil købe noget medicin og hvorfra han vil bevæge sig ind i Syrien. Her udspiller der sig nogle bizarre scener.

En “superaktivist” i Tyrkiet tager Ziadeh hen til et nødhjælpscenter for at købe blood clot, der meget praktisk i en krig, kan standse blødninger hurtigt. Men på nødhjælpscentret kan man modsat, hvad superaktivisten har fortalt Ziadeh alligevel intet købe. Ziadeh konfronterer dem og siger at han har hørt at de får tilsendt masser af medicin, som ikke bliver sendt videre til Syrien. “Det er ikke sandt.” lyder det rolige svar og så “Hvordan kan det være at i filmer når i ikke har fået lov?“ Alle Ziadeh kommer i kontakt med i Mellemøsten får et eller andet problem med kameraet, med det dokumenterende, hvis man ellers fraregner den lettere verdensfjerne forsker som var velbevandret i europæisk idehistorie og den opulente . Ziadeh går på det sorte marked, hvor al nødhjælp ifølge ham ender og køber for 1.000 dollars amerikansk militær medicin han mener er smuglet ind fra Irak af en mand der slet ikke lader sig filme.

Med sin medicin organiseret gør Ziadeh de sidste forberedelser med den menneske- og våbensmugler, der skal tage ham ind i Syrien til oprørerne. Hans mareridtsscenarie er at menneskesmugleren er regimets mand da der så næppe er returbillet. Men det er heller ikke let, hvis smugleren viser sig at være den han giver sig ud for, fortæller Ziadeh til kameraet.

Jeg har været i kontakt med ham i over et år og jeg har bemærket at han er blevet mere og mere islamistisk. Også på hans Facebook kunne jeg mærke at alt hvad han foretager sig er blevet mere islamistisk.

Ziadeh skal ikke have noget af at fortælle smugleren om sin homosexualitet. På en restaurant vil Ziadeh have klare linier

Ziadeh: “Mit liv er i dine hænder. Min mor har fået advarsler om at de radikale islamister bare venter på at få fat i en kristen som mig  for at partere ham i småstykker. Alle advarer mig, men jeg stoler på dig.”

Smugleren: “Bare rolig, de beskylder mig for at være sekulær.”

Ziadeh: “Hvis du betragtes som sekulær har vi intet håb. Hvad skal du gøre for at være islamist nok i deres øjne? Skal du slagte folk?”

Smugleren: “De vil have at jeg kun giver våben til islamisterne så de kan kontrollere befolkningen”

Kun beskyttet af sine menneskerettigheder, der garanterer hans bøssekristne ateisme er Ziadeh fanget mellem dem han vil bekæmpe og dem han vil hjælpe. Alle parter vil slå ham ihjel, hvis de vidste hvem han er. Regeringen fordi han er udlænding, islamisterne fordi han er kristen og muligvis også smugleren hvis han vidste at han var bøsse. Ziadeh er vikeligt en minoritet af en minoritet, som han beskriver sine egne følelser tidligere i filmen. Men her, hvor der er brug for menneskerettigheder, har han ingen, og der hvor han kan udleve dem er det overflødig og abstrakt.

Ziadeh kommer ind i Syrien og møder oprørere, der fortæller at de ikke forstår hvorfor de andre arabiske lande ikke hjælper dem. De håber på et frit Syrien uden sekterisme (multikultur) hvor anstændige menneske kan leve i fred med hinanden uden tyranni. Ziadeh drager videre og hører senere at stedet de lige havde opholdt sig blev bombet at regeringshæren. Ziadeh er tydeligt påvirket og spekulerer i om nogen følger hans færden og at han således er medskyldig i at pådrage sine omgivelse unødig opmærksomhed.

Fremme ved Aleppo efter at have droppet nogle våben af på vejen, som Ziadeh ikke mente var med i aftalen, overdrager Ziadeh sine medbragte lægemidler til en oprører, der står bøjet over en såret kammerat. Oprøreren pakker den flade grønlige pakke op og konstaterer at det kun er gazebind med desinficerende sprit. Ziadeh er rystet, en oprører konstaterer roligt at han er blevet snydt og tilføjer “De er nogle tyvknægte“, måske også for at give et trøstens ord til Ziadeh i deres fælles bitterhed. Det er en tragisk scene af svigt, som har afholdt mig fra en del hoverende vinkler over godhedsindustriens møde med deres sammenbrudte Arabiske Forår. Tre sårede oprørere, der lå i det lille feltlazaret dør i løbet af natten og blodet skylles og svabres ned af trapperne i, hvad der er dokumentarens absolut mest skuffende symbolske billede, rammende som det ellers er. Til gengæld fanger kameramanden Ziadeh stående ved siden af en næsten tom svømmepøl, mens han taler om mangler og som han håb og kræfter rinder ud.

Ziadeh er en ærlig mand, der bedre end de fleste kender den arabiske mentalitet. Han siger i de indledende minutter af udsendelsen at “Vi i danmark har svært ved at gennemskue, hvad der foregår i Mellemøsten“: Så sandt, men det er ironisk at de, der er bedst til det, tager mest fejl. Hvor de fleste danskere forholdt sig skeptisk til kynisk til det Arabiske forår optrådte eksperterne euforiske for siden at falde sammen i bortforklarende fornægtelse indtil det revisionistiske eller som Ziadeh kæmpende med sin afmægtighed. Ziadeh vil have at deres gøres noget for at hjælpe den ulykkelige situation, men han magter end ikke selv at have den rette medicin med til oprørende. Omvendt var hans nytteløse tilstedeværelse måske skyld i at regeringen fik ram på nogle af de oprørere han ville hjælpe. Ziadeh slutter programmet med at konstatere

“Det er endnu en bristet arabisk drøm. Det er endnu en forspildt chance for at gøre op med generationer af undertrykkelse. Tingene gik ikke i den retning, som vi ønskede. Hverken i Tunesien eller Yemen. Især ikke i Ægypten og heller ikke i Libyen og bestemt ikke i Syrien. Det er det rene mareridt efterhånden.“

For os kynikere er det ikke så overraskende. Vi bekræftes i vores opfattelse af den arabiske mentalitet og det muslimske snæversyn i at der ikke er basis for fremgang blot fordi nogle demonstranter råber “Demokrati” eller “Frihed!”. Den arabiske stemning på gaden, hvor spørgsmål udløser vrede og mistænksomhed, hvor den hovedløse masse altid bisser, hvor meninger ikke er private, hvor der altid er en dagsorden af os mod dem, hvor alle altid er krænkede og den hovedløse masses vold lurer under overfladen, hvor alt foregår via mellemmænd og med andre bag magten, der konstant ændrer spillereglerne og hvor kameraets dokumenterende kvalitet er suspekt. En en-dimensionel verden af snæversyn og paranoia, hvor der er ingen fred, kun våbenstilstand, hvor man snyder selv de døende for en risikabel profit. En verden hensunket under så megen selvmedlidenhed, virkelighedsfornægtelse og paranoia at de end ikke selv forstår hvorfor de ikke får hjælp fra deres brødre. Det gør vi.

Ziadeh, som er en af de lødige naivister har modigt skabt denne film, med sig selv som indsats. Tak for det. Han bruger langt tid på at forstå, hvor det går galt i Det Arabiske Forår. Det behøver vi andre ikke. Billedet af burkaen, der er fanget midt i moderniteten og ikke kan befri sig men kun drømme er dokumentation nok, der er mareridtet, indgroet i muslimsk og arabisk mentalitet. Vi kender det herhjemme fra.

Ekstrabladets historie om at Hvidovre Hospital kun vil servere halal oksekød for patienterne uanset trosretning har vagt en del røre, som det gør hver gang en ny skive skæres af pølsen. Vicedirektøren bedyrede “at en slagtemetode som sådan har noget med tro at gøre” og fortsatte selvmodsigende at hospitalet “har mange patienter med anden etnisk baggrund, som vi skal tage hensyn til”.Hensyn er at vi tager indretter os efter muslimernes opdeling af verden i rent og urent. Og muslimerne deler hele verden op i rent og urent inklusive mennesker.  Halal er ikke blot et spørgsmål om en imams bønner og en slagtemetode, det er fordømmelsen af os som værende urene. Hurriyet Daily News skriver

A recent Turkish Red Crescent initiate is set to be turned into a factory-supported production process, making medicine out of Turkish people’s blood in order to rule out any risk of non-Islamic dietary impact, according to the organization’s head, Ahmet Lütfi Akar.

Akar told daily Hurriyet that the move could both eliminate dependence on drugs imports, as well as providing Muslim Turks with assurances that their medicine complies with their religious codes.

“For instance, if we are buying medicine from Britain, it is made out of the blood and plasma of the blood of the people of that country. We have different dietary habits from those countries. Being a Muslim nation, we do not eat pork. We don’t eat some of problematic foods, but these exist in the medicine that we import,” he said.

Karen Jespersen minder i Berlingske Tidende om, at eftergivenhed er et skråplan

Hele denne eftergivende holdning vil af mange muslimer blive opfattet som ligegyldighed over for egne værdier og det giver de mere aktive og rettroende muslimer blod på tanden og mere indflydelse på den brede gruppe af muslimer. Det fremgår blandt andet af en rapport, som det franske undervisningsministerium lavede for nogle år siden om udviklingen i områder med mange indvandrere. I denne Obin-rapport kan man eksempelvis læse, at de skoler, der bøjede af for muslimers krav om særbehandling, oplevede langt større konflikter og pres for mere omfattende særbehandling end de skoler, der stod fast på, at alle skulle følge samme regler. På nogle af de skoler, hvor man bøjede af, ville muslimer eksempelvis ikke spise med det samme bestik som ikke-muslimer, da det kunne være brugt til svinekød. De ville ikke dele kantine med ikke-muslimer, og de ville have deres egne vandposter. Obin-rapporten viser, at kravet til slagtemetode blot er et blandt mange islamiske særkrav. Især fremhæver den de mange undertrykkende krav til piger og kvinder, der er underlagt en ekstrem social kontrol. De skal gå i tungt mørkt tøj og være mest muligt isoleret i hjemmet og adskilt fra drenge. Hvis de ikke vil finde sig i det, bliver de straffet hårdt.

Vi kan ikke leve sammen i fred, allerhøjest i undtagelsestilstand.

De stigende antal offentlige institutioner, der ikke vil servere svinekød er efterhånden en af de mange gentagne sommerhistorier. Ligesom muslimske piger på ønskeuddannelsen, hvor eksemplet på en sådan ønskeuddannelse er som bioanalytiker fordi der ikke er “…så megen fysisk kontakt til patienterne, at det overskrider mine personlige grænser“, som en formulerer sig. Ja adr, man skal lære at skelne mellem det rene og det urene. Dansk Folkepartis Martin Henriksen foreslog lidt tidligere på sommeren muslimerne at de rykkede ramadanen fast til sommerferien af hensyn til indlæringsevnen (det kunne de nok trænge til). Da der næppe bliver pølser af det skind venter vi andre i åndeløs spænding på et kompromis, hvor de offentlige institutioner venter med at servere svinekød i netop ramadanen, hvor muslimer jo alligevel faster. Men det bliver jo nok snarere til at alle faster. I Ishøj kommune har man for længst helt droppet svinekødet og sundhedskonsulent Bente Kramer Møller, fortæller til Jyllands-Posten at også Aarhus Kommune underholder tanken om at droppe svinekødet

“Der kan tages hensyn til forskellige kulturer, og derfor kan der være steder i Aarhus, hvor man ikke serverer svinekød i daginstitutionen,” siger hun til Jyllands-Posten.

Islam er et mere præcist ord for “forskellige kulturer”, der skal tages hensyn til. De der skal tage hensynet, for det skal jo tages af nogen, er alle os andre, der blot har fået “forskellige kulturer” påtvunget. Men ved siden af hensyn findes der skam også et praktisk argument

“Hvis det f.eks. er en køkkendame, der så skal stå og lave to retter mad hver dag, så er det måske lettere at lave det samme i stedet. Det kan også koste flere penge at lave to forskellige retter,” siger Bente Kramer Møller og tilføjer, at hun ikke har overblik over, hvor mange svinekødsfrie børnehaver, der findes i Aarhus.

Det er ikke “forskellige kulturer”, der er upraktiske i deres særkrav, det er os andre hensynstagere. Også i København er de røde politikere generelt begejstrede for at tage hensyn til “forskellige kulturer”

Vang bliver bakket op af Trine Schaltz (SF), som mener, at vi ikke tager skade af at tage hensyn til andre.

“Hvis man vælger helt at lade være med at have kød i en institution eller vælger at differentiere, så man får det ene eller det andet, det er jeg ligeglad med. Men for mig er det vigtigt, at man imødekommer forældre med særlige ønsker,” siger hun og forklarer, at børn, som ikke får frikadeller i institutioner, kan få dem derhjemme.

SF, her ved Trine Schaltz, opererer ubesværet med “os og dem” når “man”, som er os, ikke tager skade af at tage hensyn til andre, som er de “forskellige kulturer”. Og sådan er det altid for “forældre med særlige ønsker” tager nemlig, om ikke skade, så altid på vej af utilstrækkeligt hensyn.

Institutionsleder Anna Fisker der i en debat med Lars Aslan Rasmussen hos Ekstrabladet erklærede at hun “går ind for inklusion og integration” og “at der skal være plads til alle” er også glad for at fjerne svinet fra menuen og argumenterede

- Jeg synes, at det er naturligt, at mangfoldighed skal få lov til at fylde, lød det fra lederen.

(…)

- Jeg synes, at det er opblæst. Vi laver kalveleverpostej. Vi laver alt fra bunden af alle mulige grøntsager. Det er vigtigt for mig som pædagogisk projekt, at den mad, børnene får, er så næringsrig som overhovedet muligt, lød det desuden fra Anna Fisker

(…)

Vi får ris, der kommer fra Kina. Vi får humus, som kommer fra Tyrkiet. Så det er ikke et spørgsmål om at begrænse de fødevarer, vi får, sagde Anna Fisker.

Begrænsning af svin fra Danmark, er ikke at begrænse fødevarer men mangfoldighed, en mangfoldighed, hvis præmisser Anna Mee Allerslev udtrykker i Jyllands-Posten

For nogle er ordentlig service at få lov til at undgå svinekød, for andre er det at få lov til at spise det

Allerslev er helt ærlig i sin uhæderlighed. Hvem skal integreres i hvis kultur og i hvis samfund når “børn, som ikke får frikadeller i institutioner, kan få dem derhjemme“? Alligevel betragter Allerslev indvendinger imod at dansk madkultur bliver censureret fra offentlige institutioner som “hetz” “rettet mod muslimer” og minder om at vi har “nok af reelle problemer i København“. Jovist, men de henregnes jo også som ”hetz” “rettet mod muslimer“.

De “særlige ønsker“, som forældre har, er ikke begrænset til personlige leveregler hvor individet blot ikke spiser svin, men helt at undgå tilstedeværet af svinekød også når de er sammen med os andre. Og det er muslimerne da også kun nødigt som drømmen om så lidt “fysisk kontakt til patienterne” udtrykker.

Men lad os da endelig tale om hvad vi kan få lov at undgå. For så længe der er tale om en frivillig ordning kan man jo som Frank og Casper bestiller en H C Andersen taxa via institutionens menukort jo sikre sine poder mod “forskellige kulturer”s shariadyrkelse. Fornægtelse af værtsbefolkningens kultur er i sidste ende ikke inklusion, som Anna Fisker tror, men en segregeringsmaskine. På den konto har Ishøj, som nævnt, allerede beseglet deres skæbne i valget af hvilke folk de vil tiltrække og holde på. Derfor hilser jeg venstrefløjens udsalg velkomment. Eller, hvis det passer bedre med venstrefløjen til- og fravalgs retorik når det drejer sig om folkeskolen: Jeg vil vælge svinet til og muslimerne fra - for mine børns skyld.

Jeg burde ikke, men jeg kan ikke lade være. Rune Engelbrecht Larsen har en idiotisk kommentar om diskrimination af muslimer. Nej virkeligt, det har han - og i Politiken endda. Larsen har nemlig læst i BT at “Nada Fraije fået besked fra en Netto-ansat om, at hun lige så godt kan droppe at søge virksomhedspraktik i Dansk Supermarked, fordi de ikke ansætter muslimer med hovedtørklæde“. Dette er “at fastholde en ubegrundet mistillid til muslimske kvinder - alene på grund af tilstedeværelsen af et tørklæde“

Ikke alene er det ringeagtende over for muslimen, hvis evner til at betjene kunderne umuligt kan være placeret i fraværet af et hovedtørklæde - det er også absurd at ‘fravælge’ på vegne af kunderne, at de ikke skal betjenes af kvinder med hovedtørklæde. Hvis kunden virkelig er så irrationelt anlagt, at dette gør en forskel, kan vedkommende vel i reglen selv finde en anden medarbejder i det pågældende supermarked?

Det handler jo ikke om, at alle medarbejdere bare klæder sig, som det passer dem, eller at et supermarked ikke kan prioritere en vis linje i tøjvalg og farver, men blot om en yderst beskeden fleksibilitet og hensynsfuldhed.

“Beskeden fleksibilitet og hensynsfuldhed” kræves kun af Dansk Supermarked og det er “ringeagtende overfor muslimen” at være så “irrationelt anlagt”. Men hvorfor er det ikke muslimen der er irrationelt anlagt? Tørklædet bæres jo af hende og er ikke syet ind i hendes kranie - eller det må man da ikke håbe. Hvorfor er det ikke muslimen der skal udvise en “yderst beskeden fleksibilitet og hensynsfuldhed” og simpelthen tage den hovedbylt af til fælles glæde?

Fordi Engelbrecht lyver for sine læsere. Fordi det er tørklædet i sig selv og ikke muslimen nedenunder man ikke ønsker at tvære ud i hovedet på de stakkels kunder, som jo i forvejen ikke er velforsynet med frirum for åndelig formørkelse. Muslimen har nemlig tørklædet syet ind i kraniet i åndelig forstand. Og det ved Larsen jo godt for ellers kunne en regel om hovedbeklædning der omfattede Loke så vel som Thor ikke være diskriminerende. Så ville Nada Fraije jo blot slå håret ud og smøge ærmerne op og gå til arbejdet med krum hals. Men det kan hun ikke, Nada, hun kan ikke fordi hendes religion er så irrationelt anlagt at den forbyder hende selv en beskeden fleksibilitet og hensynsfuldhed og det fastholder hende i en ringeagt for og mistillid til ikke-muslimer.

Og Larsen lyver fordi han ved at hvis han fortæller, hvorfor Nada Fraijes hovedbylt er syet åndeligt ind i kraniet så må han også fortælle at i islam må man tage hele pakken, for nu at citere tidligere yndlingsimam på Politiken Wahid Petersen. Tørklædet er nemlig et ydre bevis på at man har taget hele den pakke, der betragter alt ikke-muslimsk som en direkte og overlagt hån mod Allah. Hele den pakke af had og indskrænkethed, som prædikes af imamer og praktiseres af terrorister og den ganske verden.

Larsen er ikke original i sit forsvar for det muslimske ved at beskylde ens og fair regler for diskrimination, det er klassisk venstrefløjstaktik. En anden klassisk taktik er nedenstående plakatreklame for selvgoderi

Hvis et tørklæde blot er et tørklæde, hvorfor er det kun muslimer (for det er det) der er afbilledet? Og hvis et tørklæde kun er et tørklæde, ja så kan det også tages af uden problemer. Med andre ord kan man ikke diskriminere via tørklædet. De ville være originalt, hvis Larsen ville angribe denne plakatkampagne for at underbygge diskrimination af muslimer, men krav om at se modkampagner, der slog fast at et tørklæde ingenlunde blot var et tørklæde, men en nedgroet del af det muslimske sind, thi så kunne vi diskutere essensen af dette muslimske sind, denne pakke man ikke kan vælge til og fra, som det passer een. Men det tør Larsen ikke for han ved, hvad der venter ham dernede i den kolde dybe sø, forbi katten med de onde øjne. Så Larsen vælger at lyve.

Mere fra den akademiske verden. Guardian skriver om Prof David Griggs, der bestyrer det australske Monash Sustainability Institute, der har hostet seks målsætninger op, som politikerne, altså verdenslederne, skal forfølge, for at forhindre alskens ulykker

“Humans are transforming the planet in ways that could undermine any development gains. Mounting research shows that the stable functioning of Earth systems – including the atmosphere, oceans, forests, waterways, biodiversity and biogeochemical cycles – is a prerequisite for a thriving global society,” he writes, with colleagues.

Instead, the authors say that the old goals should be combined with global environmental targets drawn from science and from existing international agreements to create new “sustainable development goals” (SDGs).

(ævle-bævle og skræmmebilleder)

“None of this is possible without changes to the economic playing field. National policies should, like carbon pricing, place a value on natural capital and a cost on unsustainable actions. International governance of the global commons should be strengthened, for example through binding agreements on climate change, by halting the loss of biodiversity and ecosystem services and by addressing other sustainability concerns,” says the article in Nature.

(ævle-bævle og feelgoodery)Goal six: Governance for sustainable societies.

Transform governance and institutions at all levels to address the other five sustainable development goals. This would build on MDG partnerships and incorporate environmental and social targets into global trade, investment and finance. Subsidies on fossil fuels and policies that support unsustainable agricultural and fisheries practices should be eliminated by 2020.

Vandmeloner.

Helen Camakaris er akademiker og det er alt, hvad man behøver at vide for at forstå hvorfor hun skriver, som hun gør i Shaping Tomorrows World - et ildevarslende navn til et ‘news site’.

Cognitive dissonance is that uncomfortable feeling we have when we know we should invest in solar panels but the 46? wide screen TV wins out; we know we should catch the bus but we take the car anyway. It’s that sense of discord that arises when emotion and reason don’t get along. And unfortunately, it’s alive and well, sabotaging the climate change debate.

We’ve evolved to feel a single sense of self, but our minds consist of multiple voices. Our emotional brain has first go at making sense of our world, instantly telling us how to behave and what to believe, based on instincts reinforced by upbringing. Sometimes our rational brain is then called upon to endorse our intuitions, which then become beliefs. Problems that are unusually difficult or surprising will recruit our rational brain, but reasoning takes effort and we avoid it when we can.

Unfortunately our emotional brain is encouraging us to pursue perceived self-interest even if that means trashing the planet. This leaves our rational brain to try to justify our actions, even while the walls come tumbling down and the temperatures keep rising.

If we are to have any chance of a future we need to understand why our intuitions are so poor, and how we might temper them by engaging our ability to reason.

We haven’t evolved to be successful in the modern world. Civilisation arose only 12,000 years ago; in evolutionary terms that’s just the blink of an eye. Ninety-nine per cent of human evolution occurred during the Stone Age, so our evolved instincts, personality traits, and even some of our cognitive “short-cuts” are much better suited to this Pleistocene world.

Evolution didn’t care about the future; it was simply driven by those who survived and left the most descendants. So our ancestors were the ones who were best at competing for food and status, securing mates and having babies. They were materialistic, living very much in the present and rarely constrained by sustainability. They ate a broad range of foods, and if resources became depleted they could expand their territories or move on, behaviour that led to the extinction of many animals and to extensive migration.

A level of altruism did evolve, but it was circumscribed by benefits to kin, expectations of reciprocal reward, and an obsession with fairness. Altruism can often therefore be trumped by self-interest.

We might expect that intelligence and language would have been game-changers; they were, but not necessarily for the better. We learnt to tame nature and harvest its bounty, to build great cities, and to harness the laws of physics and chemistry. We may celebrate the Industrial Revolution as the beginning of modern civilisation, but it also ushered in burgeoning overpopulation, resource exploitation, pollution and climate change.

So if we evolved to exploit nature, and to be blind to the consequences, what now? Our only chance is to wrest control away from our emotional brain, and construct a new reality where our rational brain can take control.

Og så foretager fru Camakaris springet fra det underfundige til det undergravende

We need to design a new kind of democracy where many government decisions are made cooperatively, with multi-party representation and the input of experts. Such think tanks must have strategies in place to promote critical self-analysis and to “frame” policy to reflect the long-term reality. The cost of climate change mitigation can then be shown to be minute compared to the cost of inaction.

If we value a sustainable world, the GDP must be replaced by a measure of a country’s wealth, including resources, social capital and the cost of pollution. Costs should reflect the inclusive cradle-to-grave value of products and services, so that choices reflect out true long-term interests. Conspicuous consumption might be curbed further by offering workers the choice of more leisure rather than a salary increase, and by rewarding excellence with honours and privileges, rather than fat pay packets and obscene bonuses.

Education must produce adults who can think critically and understand what’s at stake and why our judgement is flawed. To counter self-interest, the government should use incentives and disincentives to guide public behaviour. We need to encourage altruism by instituting reciprocal, incremental improvements, and by showing leadership.

We are at the crossroads. Unless we recognise the less-adaptive aspects of human nature and devise ways of keeping them in check, the world we bequeath to our children will be a diminished one. We have the means to do this, but do we have the will? Evolution may have made us the most intelligent animal on Earth, but it makes no promise that we will be survivors.

Man skal have læst på universitetet for blive så dum.