Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 520

Deprecated: Function set_magic_quotes_runtime() is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 18

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_PageDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1244

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_CategoryDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1442

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class wpdb in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/wp-db.php on line 306

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Object_Cache in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/cache.php on line 431

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Dependencies in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/class.wp-dependencies.php on line 31

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Http in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/http.php on line 61

Warning: explode() expects parameter 2 to be string, array given in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-content/plugins/bannage.php on line 15
Monokultur » 2011 » September


Det svider i rød blok

Diverse — Drokles on September 30, 2011 at 8:28 pm

Mens vi sidder og venter på, hvad det egentlig er for et socialdemokratisk gangstervæsen der er stemt til magten kan vi lige dvæle lidt ved Socialistisk Folkeparti’s svære fødsel som ansvarligt parti. Rune Engelbrecht Larsen har været ude med riven efter SF for at ligne Dansk Folkeparti og det hyler Astrid Krag og Ida Auken så højt over at sætninger som “det tredjebedste valg for SF nogensinde, hvis man ser bort fra 80’ernes hyppige folketingsvalg.” slipper gennem genlæsningen. Det trediebedste valg, hvis man ser bort fra tilstrækkeligt mange valg. Med den logik kunne jeg også spille på landsholdet.

Men til det egentlige hyl, som er bemærkelsesværdigt dels fordi det er en reaktion på noget som Rune Engelbrecht Larsen skriver. Uden at lyde nedladende så er hans meninger lette at ignorere - især nu, hvor man ikke bare spiser kirsebær med de store, men er de store. Og dels er det bemærkelsesværdigt fordi det er så kraftigt i sin tone og energi. Når man slår i et kobbel hunde….

Engelbreth hævder, at det er et længerevarende ryk på værdipolitikken fra de radikale og Enhedslisten, der har forskubbet flertallet fra rød til blå blok.

Et udsagn baseret på Engelbreths forfejlede forståelse, at udlændingepolitikken er og bør være udgangspunkt for alle politiske kampe i Danmark.

Men faktum er, at den uge, hvor udlændingepolitikken fyldte medierne, samtidig var den uge, hvor vælgerne rykkede tilbage over midten til blå blok.

(…)

Ud over denne fejlanalyse gentager Engelbreth i sin klumme sin groteske påstand om, at SF har haft en strategi om at matche eller kopiere DF’s udlændingepolitik.

Og så bedyres der ellers på det kraftigste, hvor godere SF’s udlændingepolitik er end “regeringens chikanøse system” med “urimelige og snobbede krav“. Men vi kan altså læse at selv om værdipolitikken ikke bør være udgangspunktet for den politiske kamp i Danmark så er den altså afgørende. Og her læser Engelbrecht fejl og Kragh og Auken rigtigt - for SF bør værdipolitikken ikke være udgangspunkt for den politiske kamp fordi den er så afgørende. Det er, hvad der menes med “den uge, hvor udlændingepolitikken fyldte medierne, samtidig var den uge, hvor vælgerne rykkede tilbage over midten til blå blok“. Kraghs og Aukens forskrækkede advarsel til Larsen er til at tage og føle på.

Det er at komme så tæt på at indrømme at de har løjet sig til magten som man kan. Se blot, hvad der lige var ved at ske da Søvndal luftede tanken om vores egentlige intentioner “den uge, hvor udlændingepolitikken fyldte medierne, samtidig var den uge, hvor vælgerne rykkede tilbage over midten til blå blok“. Den uge. Sleeping dogs, minister.

En symbiose

Diverse — Drokles on September 28, 2011 at 6:46 pm

Photojournalism Behind the Scenes [ITA-ENG subs] from Ruben Salvadori on Vimeo.

Dan Jørgensens kinesiske mirakel

Diverse — Drokles on September 28, 2011 at 12:13 pm

Dan Jørgensen indledte i marts sin blog i Politiken med følgende

Kina har netop vedtaget en ny femårsplan med stor fokus på energieffektivitet. Det er en god nyhed, men det sætter også EU under pres.

Da formand Mao i 1958 stod i spidsen for Folkerepublikken Kinas 2. femårsplan var det under parolen: ”Det store spring fremad”. Maos politik var på alle måder en katastrofe. Mere end 20 millioner mennesker menes at være omkommet af hungersnød og sygdom som et resultat af de fejlslagne reformer. I weekenden vedtog den kinesiske folkekongres så sin 12. femårsplan. Igen er der tale om store reformer. Men denne gang er de anderledes positive og respektindgydende. Kina har en plan for fremtiden – en grøn plan.

Kina vil i de kommende fem år nedsætte deres CO2 udledning per produceret enhed med 17 %. Det skal ske via investeringer på mange hundrede milliarder (også opgjort i Euro) i vedvarende energi, via energieffektiviseringer og mere kollektiv transport (der skal fx etableres 35.000 kilometer højhastighedstog).

Denne gang er det anderledes. Nu taler det kommunistiske regime sandt. Og dog. John Lee er nemlig også interesseret i Kinas grønne femårsplan, som man kan læse i The Australian

Yet dig a little deeper and it becomes clear Beijing’s carefully crafted message about shifting towards a green future is primarily designed for Western markets eager for alternative energy sources and as a defence against these same governments putting greater pressure on China to reduce its greenhouse gas emissions.

Take the issue of coal-fired power stations. China has closed down hundreds of its more inefficient coal-fired stations in the past few years. But for every coal-fired station shut down in the past three years, two have sprung up. While gross domestic product has been growing at about 10 per cent during the past five years, Chinese consumption of coal has been increasing at about 17 per cent each year and coal production has been increasing by more than 20 per cent in the same period. According to some figures, investment in the coal industry has been increasing between 30 per cent and 50 per cent a year for the past three years.

The International Energy Agency estimates almost 80 per cent of China’s energy needs will be met by coal and oil in 2030. Official Chinese estimates by industry, science and technology ministries suggest coal alone will still provide about two-thirds of China’s fuel needs in 2030. Which leads to the inescapable conclusion that a target that half the country’s energy needs will be met by renewable sources in 2050 is not achievable.

(…)

Wind power now accounts for less than 1 per cent of China’s energy needs while solar constitutes one-thousandth of 1 per cent of the country’s energy use. Provincial and local officials charged with maintaining economic growth at all costs and little else have few incentives to connect renewable energy assets to the power grid when fossil fuels are much cheaper. Chinese figures estimate by 2030, renewables (including hydropower) will meet 2 per cent to 3 per cent of the country’s energy needs.

(…)

The understandable and overriding logic in Beijing’s thinking is all about energy rather than environmental security. In a country where 800 million people still live on less than $2 a day, Chinese leaders do not wake up in the middle of the night thinking about the challenge of climate change.

For lighedens egen skyld

Diverse — Drokles on September 27, 2011 at 3:11 pm

Martin Krasnik har i denne uges Weekendavisen et interview med landets unge kommunistkomet Johanne Schmidt-Nielsen. Han funderer over om Schmidt-Nielsens store popularitet - udover hendes retoriske evner - bunder i at en stor gruppe på venstrefløjen helst vil pleje deres æstetiske sans, hvor magtens konsekvenser passer dårligt ind. Mon ikke, for man skal være ualmindelig dum, hvis man tillægger Enhedslistens politik mening og værdi. Jeg vil her hive en lille modstilling af to bemærkninger fra Krasniks interview af Johanne Schmidt-Nielsen for at vise fladpandetheden. Den sociale indignation fylder selvsagt meget og om dagpengereform hedder det

Det er [en katastrofe] for dem, der falder ud af systemet og måske står til at få nul kroner i kontanthjælp fordi deres ægtefælle har et arbejde. Nul kroner. Vismændene siger, at mere pisk vil medføre faldende lønninger. Det kan de godt lide. det kan jeg ikke.

Om vismændene ligefrem kan lide mere er nok et gæt mere end at de blot peger på en sammenhæng mellem folks situation og deres motivation. Hvorom alting er kan vi forstå på Johanne at det ikke er ens egen ægtefælles ansvar at sørge for een i trange tider, men andres ægtefæller. Vi kan også forstå at det er en katastrofe for “dem, der falder ud af systemet” og deres arbejdende ægtefæller fordi man ikke har så mange penge.

Nogen vil måske sige at, hvis der er en indkomst i huset er der stadig en indkomst i huset og at man i så fald må sætte tæring efter næring. Et kilo gulerødder koster trods alt kun 10,- et regulært og endda sundt coin-offer så ingen dør vel af sult. Og hospitaler er stadig “gratis”. Så hvorved adskiller det ubekvemme sig fra det katastrofale i Enhedslistens kønne hoved? Hvad er med andre ord det katastrofale?

Jeg synes ikke, at kapitalismen er en god måde at indrette samfundet på. Alle ønsker konstant og evig øget vækst - det gør jeg ikke. Vi skal omfordele den rigdom, vi allerede har.

At rigdommen vi allerede har blev skabt af kapitalimen skal selvfølgelig ikke genere en god rød. Men det er alligevel værd at holde fast i ikke blot af historisk interesse og heller ikke blot for hoverende at skose Enhedslisten for at ville fordele det de ikke vil og kan producere. Men af en anden banal grund nemlig at denne moralske dyrkelse af nulvækst ikke handler om indignation over noget menneskes nød. For de, som falder ud af dagpengesystemet eller, hvad det nu er for et system det er katastrofalt at falde ud af og som må berede sig på deres ægtefælde at forsørge dem i al deres nød har takket være tidligere tiders ønsker om konstant og evig øget vækst langt mere rigdom end tidligere tiders husholdninger. Schmidt-Nielsens og Enhedslistens indignation handler altså ikke - som de påstår - om en katastrofe for dem, der falder ud af systemet. Deres indignation er alene at andre har mere. Det er den egentlige katastrofe.

Den rette klimadebat

Diverse — Drokles on September 27, 2011 at 11:13 am

Fra Jyllands-Posten

Hvis ikke det handlede om noget så alvorligt som klimaets tilstand, ville den amerikanske klimadebat være en komiker værdig.

Det mener klimadirektør ved Mandag Morgen, Per Meilstrup.

- I takt med, at resten af verden stille og roligt vænner sig til tanken om at foretage sig nogle drastiske politiske drejninger på det her område, er det næsten sådan, at USA på mange områder går den modsatte vej. I hvert fald når man ser på debatten, siger han.

(…)

Grunden til, at klimadebatten er enten ikke-eksisterende eller antividenskabelig i USA, er, at det er lykkedes oprørsrepublikanerne i Tea Party-bevægelsen at gøre klima til en politisk tabersag, vurderer USA-ekspert ved Københavns Universitet, Mads Fuglede.

- Republikanerne er fanget af Tea Party-bevægelsen, som har en antividenskabelig, religiøs fløj. De bruger ofte religiøs argumentation og er meget fjendtlige over for forestillingen om, at klimaforandringerne skulle være menneskeskabte, siger Mads Fuglede.

- Hele den fløj dominerer amerikansk politik, siger han.

(…)

- Præsidenten har fuldstændig opgivet at bruge klimaspørgsmålet som en vindersag, siger Mads Fuglede.

Dissens ødelægger debatten. Og den ene religion skal ikke ødelægge stemningen for den anden. Det er også en erkendelse den kommende danske regering er nået frem til ifølge Jyllands-Posten

Socialdemokraternes miljøordfører, Mette Gjerskov, vil ikke kommentere, om en rød regering sløjfer Bjørn Lomborgs bevilling.

- Vi forhandler regeringsgrundlag. Deri ligger vel også en finanslov. Vores udgangspunkt er naturligvis, at penge - som gives til mennesker, der ikke er enige i klimaproblemet - er smidt ud af vinduet. Men jeg kan ikke svare på, hvad der står i vores finanslov, siger hun.

Hvor er det en rigtig og sund tankegang for oplyste mennesker. Imens er kættere i gang med at underminere et andet konsensus nede i Europa, som Ingenøren skriver om

Fysikere verden over har siden i fredags spekuleret intenst over Cerns målinger, der viser, at neutrinoer bevæger sig hurtigere end lyset i vakuum.

Reaktionen fra de fleste fysikere kan opsummeres med ordene fra kosmologi-eksperten Sean Carroll fra California Institute of Technology:

»Det er enormt interessant, hvis det er rigtigt. Det er sandsynligvis ikke rigtigt.«

Jeg ved ikke om det er et borgerligt projekt eller om Teaparty har støttet det, men det er ikke interessant, som Sean Carroll lyver om fordi det ødelægger debatten. Og Danmark smider mellem 12-13 mill Euro ud af vinduet hvert år til den slags mennesker, som nu ikke er enige i lysets hastighed.

Lidt perspektiv på CO2

Diverse — Drokles on September 21, 2011 at 8:31 pm

Lidt tåbelig visualisering af procenter ved at erstatte dem med længden på en bro. En meterstok ville have klaret det, men ellers udmærket video. Det mest tiltrækkende ved denne video er kontrasten mellem den bløde kvindestemme der maner til refleksion gennem hele videoen og den abrupte tykke mand der til slut vil have skattenedsættelser.

Jeg, en profet

Diverse — Drokles on September 20, 2011 at 9:48 pm

Nogen gange bliver man revet med af sine egne tanker fordi de uimodsagt fremstår så langt mere brillante. Om Margrethe Vestager skrev jeg i så sent som i februar 2009

Hvis jeg skal vurdere Vestager, som leder vil jeg i korte træk mene at hun er en anonym, men rimelig partileder. Hun gør en udmærket figur på TV, hvor hendes bedrevidende holdning kun generer ikke-radikale vælgere. Hun er vidende og god til at sætte sig ind i meget stof, som akademikere jo er generelt. Hun er heller ikke bange for at bruge magt, som hun også forstår nødvendigheden af at knytte alliancer.

Men Vestager er ikke en leder i tiden. De Radikales situation kræver visioner og krisestyring og det magter hun slet ikke. Hvis hun havde været formand i 80′erne eller 90′erne var der nok næppe nogen, der ville have bemærket hendes svaghed - og man kan spørge sig selv, om ikke alle radikale ledere ikke har lidt under de samme skavanker som Vestager uden at blive opdaget, fordi situationen ikke krævede noget af dem? Men situationen i dag er væsensforskellig. Der er ikke brug for et midterparti til at balancere fløjenes dårligdomme af mod hinanden og sikre en bro for samarbejde.

Men, men…det lignede hun også….dengang. Og der står jo også “i dag”, prøver jeg febrilsk at sige. Men ak, politik er blot alt for foranderligt til skråsikre forudsigelser. Vestager har lagt en klog langsigtet politik, hvor politisk realisme og økonomi er i højsædet. Desværre, for det var uligt meget lettere dengang de dyrkede deres selvretfærdighed som Gud.

God gennemgang af Israels historie

Diverse — Drokles on September 20, 2011 at 7:53 pm

Idiosynkraten Carsten Jensen

Diverse — Drokles on September 20, 2011 at 9:35 am

Det er en tom fornemmelse at læse forfatteren Carsten Jensens ordgyderier. Den foragt han har for sine politiske modstandere - hvilket er et flertal af befolkningen - er selve pointen han fremfører istedet for at lade det fremgå underforstået af en substantiel kritik som det senest fremgår i Politiken. Foragten for flertallet af befolkningen først, i dette uforståelige vrøvl om ytringsfrihed

Margrethe og Johanne var fornyelsen. De repræsenterede nærhed og menneskelig varme, en overensstemmelse mellem ord og handling, midt i dansk politiks frosne isslot. I et land, der manisk hylder ytringsfriheden, var de to de eneste, der benyttede sig af den.

Hm. Tilsammen fik de to partier Radikale Venstre Og Enhedslisten med de mange terrorstøtter 16% af stemmerne. De resterende 84% foretrak i Jensens forstemmende verdensbillede et isslot af fremmedgørelse og kulde, uoverensetemmelse mellem ord og handling (overensstemmelse mellem ord og handling fra Johanne og Margrethe er nu en påstand på efterkrav kære Jensen, valget er trods alt lige overstået).

Jensens definition af at benytte sig af ytringsfriheden snævret ind til Johanne og Margrethe efterlades man at gætte sig til, men efter de konventionelle god-tone normer, som ellers har præget debatten især i Politiken trækker Jensen selv maksimalt for ikke at sige manisk på sin ret til det frie ord. “Pia Kjærsgaard og hendes skimlede sekt af klamme kældermennesker” og hendes “infame tankegang og menneskesyn” hedder det således om en af Carsten Jensens landsmænd - eller skulle man sige medmennesker for at respektere forfatterens humanistiske udsyn.

Valgdagen falder kun fire dage efter tiårsdagen for terrorangrebet på New York. Det var i murbrokkerne fra de sammenstyrtede tvillingetårne, at den borgerlige regering kom til, og det er i murbrokkerne, den lige siden er forblevet, som om ruiner var dens naturlige element. Det er da også et stort nedrivningsarbejde, den borgerlige regering har stået for.

Hvis Jensen havde fokuseret på en meningsfuld kritik af sit objekt ville hans foragt afspejles proportionalt i hans pointe, men fordi han kun leverer sin foragt tabes eventuel kritik i ren vås. Den borgerlige regering kom ganske rigtigt til magten kort tid efter terrorangrebet 11. september, men det var jo fordi den siddende Socialdemokratisk ledede regering valgte at udskrive valget i håbet om at høste en politisk gevinst oven på det nye trusselsbillede, hvor vælgerne altså burde foretrække de erfarne røde kræfter fremfor novicerne fra blå blok. Kritikken af den timing kan kun rettes til Poul Nyrup Rasmussen og kritikken af valget af ny regering kan kun rettes mod flertallet af danskere - de svin!

At valget ikke handlede så fandens meget om terrorangrebet på World Trade Center er vi nogle der på en gang er gamle nok til at huske, som vi stadig har vores fakulteters fulde brug. Det handlede om skattestop, ny regering i almindelighed og udlændinge/integration ligeledes i almindelighed. Det sidste var en debat, som endeligt eksploderede fordi trykket var blevet for stort - 11. september eller ej - efter mange års tabuisering.

Og efter at Jensen med sin egen “infame tankegang” således har kædet en dansk folkevalgt regering, som endda blev genvalgt to gange, sammen med et grotesk terrorangreb underminerer han med bravour  i selv samme tekst pinagtigt sin egen pointe

En tredjedel af alle danskere venter på fuldstændig irrationel vis et terrorangreb i den nærmeste fremtid. Det er hendes fortjeneste…

Pludselig har Dansk Folkeparti og den borgerlige regering alligevel ikke rejst sig i ruinerne af et virkeligt og reelt terrorangreb. Terror er ved Pia Kjærsgaards “infame tankegang og menneskesyn“ blevet til noget imaginært og efterfølgende. Denne forbløffende mangel på sammenhæng helt ud i den mest banale kronologi kommer af at Jensen har reduceret sig selv til kun at udtrykke sine idiosynkrasier fremfor mere elegangt at lade foragten for objektet fremgå af det fremhævede - som jeg gør med denne postering for nu at tage helt tilfældigt eksempel. Syrligheder kan man så sprede henover teksten for at skabe lidt kulør.

En enkelt sætning fanger godt den stemning af vækkelsesprædikantens svovlformular der præger Jensens skriverier de seneste år når hans idiosykrasier dikterer hans pointer

Danmark blev en nation, hvor den konstante chikane af mennesker med muslimsk baggrund havde højeste politiske prioritet, og hvor intet af det, den norske massemorder Anders Breivik tænkte og sagde, kunne komme bag på nogen dansker, bortset fra det beklagelige faktum, at han tog konsekvensen af sine egne hadprædikener og gik ud og dræbte, for ellers så taler og tænker en betragtelig del af vore politikere nøjagtig som den forstyrrede korsfarer, og Breivik citerer da også entusiastisk prominente danske intellektuelle og roser vores nu forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen for at have haft »rygrad«, når det kom til muslimer.

Huskede de at trække vejret? Jensen glemmer i sit opgør med sin hjerne at det 11. september angreb, der skulle have bragt Dansk Folkeparti og den borgerlige regering til magten var begået af massemyrdende muslimer, der tog konsekvensen af muslimernes hellige bogs hadprædikener. Koranen og andre prominente muslimske skrifter og skriftkloge bliver da også citeret entusiatisk af legioner af muslimske terrorister verden over. Imens venter vi og ser på om Jensen eller hans læsere også tager konsekvensen overfor den “skimlede sekt af klamme kældermennesker“.

I’m a creator, you monsters!“ rasede Barton Fink mod de soldater, der var på vej i kamp mod totalitarismen. De “common men” han havde isoleret sig fra at forstå i samspil med sit snævre publikum af pludrende bedsteborgere. Hans uniform var hans hjerne betroede han de simple almindelige unge mænd der nu satte deres liv ind på spil for hans frihed - og imens  havde han gjort sig til bedste venner med totalitarismens massemorder, hvis forbrydelser han endda dækkede for at sløre sin medskyld og kompromitere sit renome. You’re a sick fuck, Jensen!

Systemskiftets endeligt?

Diverse — Drokles on September 17, 2011 at 3:54 pm

Så kom Radikale tilbage i bestemmerollen i dansk politik. På vejen fik de ydmyget de konservative, hvor Lars Barfoed - i fortvivlelse over at være ydmyget gennem ti år af Dansk Folkeparti - krøb for tilgivelse over egen ført politik og tryglede om fornyet respekt. Han havde håbet at hente nogle tabte anstændige borgerlige stemmer tilbage i folden, men han kom blot til at fremstå svag og utroværdig. Samtidig undsagde han jo de borgerlige stemmer han allerede havde i sin fold, som ikke syntes at havde noget at undskylde for og således kom han tillige til at ligne et svigt. Alle andre morede sig ved dette pinlige optrin, dog undtagen Dansk Folkeparti, der ved endnu et valg blev behandlet som et billigt knald af sine tidligere partnere, man kun havde været sammen med i svaghed og som fik skylden for de ægteskabelige konflikter henover den gamle og naturlige midte.

En epoke er dermed slut, VKO eksisterer ikke mere i sin dominerende form og med den dynamik, der gennem ti år var en vinderformel i dansk politik. Men den kommende periode er indtil videre et udtryk for en post-VKO periode, hvor spillets regler ganske vist er ændret natten over, men hvor identitetspolitikken stadig lever i de gamle skel, der blev under VKO. Bortset fra venstrefløjens forvirrede og fortabte grupper, der snart flokkes om Villyeffekten, snart om Johanneeffekten så er intet skel og ingen grøft gravet så dybt af de anstændige borgerlige. Uafhængigt af politik har de anset Dansk Folkeparti, som en moralsk besudling af deres eget væren og deres stemmer og virke er lagt efter forsmåede følelser og en bitterhed over ikke længere at have definitionsret på ret og vrang og god smag.

Radikale Venstres valg af S-SF er selvfølgelig en sådan ren identitetspolitik, som har opsuget de anstændige borgerlige, men uden den moralistiske skyttegrav som begravede deres indflydelse i de tidligere berusende phyrrussejre. Det er arven fra den bitre krig med VKO, der umuliggør at være i en blok med Dansk Folkeparti. De anstændige borgerlige har i raseri løbet stormløb mod  VKO og tabt. Da Marianne Jelved forgæves havde svunget sit overlegne menneskesyn rundt i håndtasken blev et nyt forsøg gjort med Ny Alliance’s Nok er Nok, som disintegrerede på imponerende vis i løbet af valgkampen. Men tredie gang er så lykkens gang for de anstændige borgerlige?

Ikke helt. Nok er Pia Kjærsgaard stødt fra tronen - i denne omgang - men det er sket på at sælge sig selv til en ustabil rød blok, med en utroværdig økonomisk politik. Tillige skal mani Radikale Venstre konkurrere med den direkte uansvarlige Enhedsliste og skal samtidig forklare ved hver eventuel hårknude hvorfor man støtter partier med en kontraproduktiv økonomisk politik når de borgerlige står og venter med åbenlys fornuft. I længden vil Vestager ikke blive skånet for dette skisma, som hun blev det i valgkampen.

Rød blok har kun vundet valget ved at lægge udlændingedebatten død eller tæt derved gennem accept af den bærende præmis og som således har det ikke været et valg hvor folket har stemt Pia Kjærsgaard fra tronen. Dansk Folkeparti mistede tre mandater på et valg, som ikke havde en eneste af deres mærkesager som tema, mens S-SFs mistede 8 mandater på deres Fair Løsning. Ikke nogen mistillidserklæring til Dansk Folkeparti og ikke nogen tillidserklæring til den kommende regeringskerne. Altså et lidt besynderligt valg, hvor Radikale Venstre har høstet succes på at kritisere den kommende regerings økonomiske politik som hun vil stå fadder til. At anstændige borgerlige har slugt denne selvmodsigelse fortæller hvor stor en rolle identiteten spiller. Dansk Folkeparti er stødt fra tronen og det var det, det handlede om, så alt andet så som politisk indhold, er detaljer.

Men valget er også en begmand til rød blok, som ikke kan mønstre et flertal for sin politik, men kun vinde på at de ikke er VKO, eller rettere at de ikke er en træt og nedslidt VK regering som de konservative egenhændigt sørgede for at den fremstod som, men Løkke viste sig som den landsfader han ikke blev - i denne omgang. Og det har krævet en usædvanlig diskret valgkamp fra Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti så det ville gå op for så få som muligt, hvor lidt påklædte kejserparret er. For gennem hele valgkampen er oppositionens kernepartier og det bærende alternativ blevet stadigt svækket til fordel for Enhedslistens limhjernepolitik forklædt, som yndig elevrådsformand og Margrethe Vestagers genfødte radikale politik. Og her skal det da også blive skægt at se Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti blive klemt i udlændingedebatten af deres egne støttepartier, som sprutter af selvtillid. Forenet om intet andet end ikke at være Dansk Folkeparti skal Socialdemokratiet nu føre økonomisk politik mellem Enhedslisten og Radikale Venstre og overholde løftet om at videreføre udlændingepolitikken, stort set som den blev formuleret af Dansk Folkeparti. Alt dette uden at Socialistisk Folkeparti ikke går i panik over at beskue de frygtelige konsekvenser af rent faktisk at tage et ansvar.

Dansk Folkeparti er stødt fra tronen og det var det mere end noget som det drejede sig om i denne valgkamp.Man ånder lettet op over at udlændingepolitikken ikke har domineret og håber på at det er et tegn på at tiderne er skiftet og nu er modne til at blive rullet tilbage til de gode gamle dage. Det er de nu ikke. Udlændingepolitikken har ikke fyldt så meget fordi den grundlæggende er afgjort. Kun Radikale Venstre, smådele af de konservative og selvfølgelig Enhedslisten, der scorede mellem hver fjerde og hver tredie vælger på Nørre-, og Vesterbro i København nægter at antal og kultur har betydning for indvandringsudfordringerne. De Radikale vil dog godt indrømme at uddannelse har betydning for således ser de nemlig også sig selv. Men for alle andre partier har man fundet et sprog for at forholde sig pragmatisk til virkeligheden frem for sværmerisk og idealistisk - Plads til os alle og plads andre der vil. Og så går de politiske markeringer ellers mest på, om det er nok at ville det danske samfund, eller om man virkeligt skal ville Danmark.

Så selv om Dansk Folkeparti nu skal sidde udenfor og være i rollen som persona non grata får vi ingen svensk model og ingen tilbagevenden til de gode gamle dage. Katten er for længst ude af sækken, folket mener grundlæggende at udlændingeloven ligger nogenlunde, hvor den hører hjemme og i alle partier har for alt for mange kandidater fundet ud af, hvorledes man profilerer sig mere fast end fair i ly af Dansk Folkeparti, hvis man vil sikre sig de stemmer, som andre holder sig for fine til at ville repræsentere. Dansk Folkeparti har ændret det politiske sprog og den medfølgende politiske tænkning, der mere end nogen bogstavkombination var systemskiftet. Radikale Venstre har ikke længere en selvfølgelig ret til midten af dansk politik og dermed ikke et selvfølgeligt overdømme over den politiske debats indhold eller form. Det er den radikale illusion, der er brudt og som det tager mange år at bygge op igen. Og det vil ske i direkte modstrid med den virkelighed som allerede er i landet, hvor indvandrerkandidater fra de godes egne partier chikaneres af de gode partiers egne gæster.

Efter ti år med VKO prøver vælgerne et diffust alternativ, som på en gang har lovet at behold og forandre indvandringspolitikken og samtidig er i dyb uenighed om den økonomiske kurs. Det er mere end noget bogstavkombinationen VKOs epoke, som er slut. Den politiske dagsorden er intakt og kan få fornyet kraft alene gennem splittende smerte den forvolder rød blok. Radikale Venstre og de anstændige borgerlige er ganske vist kommet til magten men de har ikke erobret dagsordenen. De kan få lov til under svære betingelser at forvalte eller misforvalte statens finanser de næste par år, men de vil kun udhule deres egne politiske projekter. Systemskiftet

Dagen derpå i aftenlandet

Folketingsvalget 2011, Politik — Sobieski on September 16, 2011 at 9:28 am

Der er grund til at fejre valghandlingen, og der er grund til at begræde den.
I Danmark kan vi glæde os over at folk gider stemme, kan gøre det uden at fuske eller slås, og at vi anerkender valgets resultat. Dette tager vi for givet; den hemmelige stemmeafgivning og partiernes lige muligheder for at blive vejet og fundet for lette af det dansk folk. Et blik ud i verdenen viser at dette billede ikke er normalen - faktisk er det en afvigelse. Så da amerikanere i 2008 valgte Obama som præsident, blev det fejret, både på venstre- OG højrefløjen. Hvilken glæde over at eksercere de umistelige rettigheder, som det amerikanske folk havde kæmpet så hårdt for. Det viser en bevidsthed fra de politisk aktive amerikaneres side om det unikke og exceptionelle i det amerikanske demokrati. Bliv ved med at stå fast på det kære USA.

Det begrædelige i valget er, ud over at vi får en rød-kulturradikal regering, at kun ét parti kærede sig om de fundamentale problemer i det danske samfund, problemer som danskerne deler med mange andre europæiske lande. Kort sagt: Danskerne er for dumme, for dovne, og for gamle. (Satans til Clemens Kjærsgaard for at komme først med den, æv!) Ja, det er Liberal Alliance der turde angribe den tilsyneladende umættelige offentlige sektor, den umættelige trang til offentlige ydelser og den umættelige trang til “tryghed” (et begreb som forhenværende statsminister Lars Løkke Rasmussen tog i sin mund mere end en gang for meget). Disse temaer står i modsætning til begrebet frihed, og hvor nemt er det ikke at glemme hvad det betyder at være fri. For man kan ikke være fri, hvis staten beslaglægger halvdelen, med stigende tendens, af din indkomst. Man kan ikke være fri, hvis staten altid sidder inde med den “bedste” løsning - dvs. den eneste løsning. Man kan ikke være fri, hvis staten sidder inde med sandheden. Det er nemlig det, man kalder socialisme, men det blev ikke noget valgtema. Og hvordan kunne det også det for en regering som i 10 år har sovset sig ind i Big Government. Derfor er Liberal Alliance et nødvendigt parti, ligesom Dansk Folkeparti var det, og er det.

Når danskerne er for dumme, for dovne og for gamle, handler det om at vi er dumme, fordi vi falder bagud i undervisnings- og uddannelsesniveau sammenlignet med de nationer vi er i konkurrence med. Vi er for dovne, fordi en dansk arbejder har en alt for høj løn i forhold til den ydelse der leveres, og vi er for gamle fordi… ja, hvad med demografien? Den var ikke et tema. Man burde tilføje et fjerde punkt: Danskerne er for offentlige, dvs. at siden 1951 er der kun kommet 4000 flere ansatte i det private arbejdsmarked, mens der er kommet 683.000 flere offentligt ansatte. Der er nu 2 private pr. 1 offentlig. Hvis man tager dem som er i et ansat i et uformelt ledelsesforhold til det offentlige og dem som er på overførselsindkomst, så nærmer vi os 1 til 1 forholdet. Hvis folket har mulighed for at stemme penge hjem til sig selv…Tyg lidt på den.

Igen, det drejer sig om fundamentale problemer, problemer vi ikke kan komme ud af “the Lykketoft way” ved at dreje på nogle knapper og hive i et håndtag, så vi lige omfordeler lidt mere. Nej, problemerne er systemiske. In this present crisis, government is not the solution to our problem; government is the problem. Igen kunne sige det som Ronald Reagan, og venstrefløjen hadede ham for det, fordi han forstod hvad frihed vil sige. Spørgsmålet er om “det offentligt ansatte Danmark” har viljen til at sadle om, eller om vi skal gå stille ind i den lange nat.

Det leder os ad omveje til ikke-nationen Belgien, som nu i 15 måneder ikke har haft en regering. Belgien, som i erhvervsmæssig sammenhæng på ingen måde er exceptionel eller spektakulær, har EU’s højeste vækstrate. 15 måneder, hvor Big Government ikke har stukket næsen i det belgiske folks liv og arbejde. Overladt til sig selv, har et civiliseret folk en tendens til at virke produktivt. Hvad var det Reagan sagde om staten?

Til sidst vil jeg tillade mig en afskedssalut til Konservativt Folkeparti. Nu har DF lagt stemmer til VK regeringen og givet de konservative ministerposter i 10 år, og dermed fed hyre og ministerpension for life. Det belønnede de konservative regeringens støtteparti ved at stikke dem en kniv i ryggen og krybe i seng med det radikale venstre. Nu er Konservativt Folkeparti blevet tingets mindste parti. Hvor har I dog godt af det! Hvor har I dog godt af det!

Politisk uskik

Diverse — Drokles on September 15, 2011 at 1:25 pm

To forskellige forslag i valgets 11. time fra henholdsvis Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti beskriver så glimrende hvorledes politisk overflødigh og politisk konsekvens. Socialdemokratiet har ifølge Jyllands-Posten fundet noget nyt at forbyde nemlig exit-polls

Jeg synes, at det er en total uskik at lave exit polls og på den måde blande sig i vælgernes afgørelse på den dag, hvor det er vælgernes tur til at træffe en konklusion oven på tre ugers valgkamp,” siger politisk ordfører for Socialdemokraterne, Henrik Sass Larsen.

Partiet stillede i 2009 forgæves forslag om at forbyde exit polls før efter kl. 20 på valgdagen samt meningsmålinger i dagene lige op til valget.

Og det vil Socialdemokraterne stadig. Henrik Sass Larsen mener nemlig, at exit polls kan påvirke vælgerne.

Påvirker ikke vælgerne

“Der er folk, der kan ræsonnere, at “det lader til, at de andre er så meget foran, at så gider jeg ikke at gå ned og stemme”. Det kan også være det modsatte, men det er den fornemmelse af, at tingene er afgjort.”

Det vil sige at det skal gøre kriminelt at spørge godt tusind mennesker om hvad de har stemt og dividere det med hundrede. Forbrydelsen ligger i at nogle mennesker, som kommer i kontakt med sådanne procenter og således får forurenet sin åbenbart i forvejen stærk begrænsede hjerne måske kan beslutte sig for ikke at stemme eller at stemme eller at stemme anderledes eller at stemme som planlagt. Og det er et kæmpe problem. Hvad der derimod er tilladt er med et botoxafstivet smil at påvirke danskerne til at tro at det er gratis at døgenigtene beholder deres ydelser uden at landet går samme vej, som Grækenland.

Ah Grækenland, hvilken elegant overgang til mit andet eksempel, nemlig at Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt har foreslået at Danmark skal tage pant i græske øer, som Kos, når Grækenland går bankerot. Og det får socialdemokraterne op i det røde felt

Socialdemokraternes EU-ordfører, Benny Engelbrecht, kalder forslaget for »under lavmålet«.

»Det er fint, at DF vil spille fandango, men det kan jeg ikke bruge til noget. Dagen før et folketingsvalg er det ikke tid til flere populistiske forslag fra DF,« siger Benny Engelbrecht til bt.dk.

Forskellen på Socialdemokraternes forslag om et forbud mod exit-polls og Dansk Folkepartis forslag om at tage pant i Grækenland er at mens forbuddet mod exit-polls ikke giver mening så giver pant i Grækenland god mening.Men for det herskende konsensus er mening en total uskik.

Sosser

Diverse — Drokles on September 12, 2011 at 6:49 am

Forleden skrev jeg her på Monokultur (det eneste sted jeg skriver, hvis nogen skulle sidde med en sådan tvivl) om den forskel der var mellem Helle Thorning og socialister som hendes egne erfaringer med livet og samfundet overfor den ideologi de har gjort det til deres profession at promovere. I S-SF’s Fair Løsning er der f.eks. planlagt en afgift på 75,- for hver flypassager der stiger om bord på et fly i danmark. Det har ifølge Politiken fået socialdemokrater udenfor København op af stolen med følgende gyldne indvending

»Der er mange fra Nordjylland, der bruger flyet til at pendle til København. Jeg forstår ikke, hvorfor personer, der arbejder for at skaffe penge til deres familier og skabe skattegrundlag i Nordjylland, skal straffes med en afgift på 150 kroner for en returbillet«, siger Socialdemokraternes fødevareordfører Bjarne Laustsen, der er opstillet i Frederikshavn i dag til Jyllands-Posten.

Der er generelt ikke megen forståelse blandt os der arbejder for at skaffe penge til vores familier og skabe skattegrundlag skal straffes med afgifter. Bjarne Laustsen slår jo her hovedet på sømmet i sin oprigtigt indignerede ophævelse af at man besværliggør og hæmmer det der får samfundet til at hænge sammen, nemlig det arbejdende menneske. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvorfor han egentlig er i rød blok, hvis fornemmeste politik er at hæmme produktiviteten.

EkstraBladet havde forleden en lille og meget symbolsk historie om Helle Thorning der parkerer sin bil midt i et busstoppested fordi hun skulle handle ind i Irma. Det var noget andet dengang hun konkurrerede med Frank Jensen i Nettoindkøb for at opnå formandsposten.

En anden historie, som EkstraBladet havde forkuserede på Helle generelle forkærlighed til sin tyskleasede bil. Det viste sig ved et eksperiment at EkstraBladets journalist kunne cykle fra Helle bopæl til Christiansborg indenfor samme tid, som det tager Helle at køre samme rute i bil. Konfronteret svarer Helle Thorning : “Jeg ville gerne cykle, men jeg kan dårligt nå det. Sådan er der mange mennesker der har det!”

Nemlig! Mange “personer, der arbejder for at skaffe penge til deres familier og skabe skattegrundlag” ikke vil skifte bilen ud, selv om de så må lide den tort at ”straffes med [endnu] en afgift“. Med mindre at deres budget ikke kan klare det og i så fald er det ikke et spørgsmål om der er for mange der kører bil i byen men om at der er for mange lavtlønnede, der kører i bil i byen.

Argumentet for en betalingsring, som Thorning slår på er at folk spilder 130.000 timer og omregnet til kroner og øre er det mange penge. Men det er ren sofisme.  Folk spilder deres egen tid og ikke abejdstid, hvilket derfor ikke kan omregnes i et produktionstab og er derfor helt gratis for økonomien. Tranport er dog ganske rigtigt et spørgsmål om effektivitet og jo hurtigere man kan komme fra A til B jo bedre. Men når folk vælger at spilde 130.000 timer af deres egen tid i en bil er det deres valg efter nøjagtigt de samme kriterier, som Helle Thorning og hendes højtflyvende partiegenosser i det Nordjyske - alternativet til den spildte tid i bilen er værre. Der er nemlig mange andre end Helle Thorning der gerne ville tage cyklen eller bussen eller toget, men de kan bare dårligt nå det.

9/11 konspiratorikerne 10 år efter

Diverse — Drokles on September 11, 2011 at 6:54 am

Politiken rapporterede fra en 9/11 konspirationsmøde i Valby i anledning af 10 året for det muslimske angreb på den frie verden.

Kirsten Hviid har hørt foredraget to gange tidligere og er denne tirsdag mødt op med notesblok og kuglepen, for »det er simpelthen så spækket med facts«.

Hun er en af de over hundrede, der er kommet for at høre det tre timer lange foredrag om det såkaldt syvende tårn.

En del af World Trade Center, som styrtede i grus samtidig med tvillingetårnene den dag for snart ti år siden. Men sammenstyrtningen kan umuligt have været en konsekvens af hverken flyangrebene eller de efterfølgende brande.

Det var en decideret nedrivning med sprængstof placeret strategiske steder inde i bygningen, lyder hovedpointen i teorien.

Idioter er der nok af. Som en modgift kan man se denne dokumentar fra BBC (der er med i konspirationen) om konspiratorikernes besynderlige verden.

For 9/11 “truthers”, der er så glade for at hænge hele deres konspirationsteori op på enkelte sproglige detaljer, som vidner der hører brag, som eksplosioner er en lille morsom detalje i filmen er da dylan Avery, der fabrikerede konspirationsfilmen Loose Change viser rundt i sit arbejdsværelse på spørgsmålet om det var her han lavede Loose Change selvbevist retter det til “Its where the magic happened!”. Indeed.
Men det var dengang konspirationsteorierne var på sit højeste. Idag er bevægelsen uinteressant og som det fremgår af artiklen fra Politiken mest et mødested for forvirrede mennesker. Fra eSkeptic

A tragedy on a scale at least comparable to Pearl Harbor or the Kennedy assassination was bound to inspire a conspiracy subculture, but the takeoff success of the viral Internet documentary Loose Change and the movement it created was unprecedented. Looking out on the world in 2005 when Change became one of the most-watched Internet videos of all time, with over ten million unique viewers1, it was hard to anticipate a future that was anything but bleak for those who felt it was their duty to defend history from such pseudohistorians.

Yet, in just under four years, the 9/11 “truth movement” has ground to a halt. Apart from the fundamental incoherence of their theories, the downfall of the 9/11 denier juggernaut was good old-fashioned skepticism at its finest, the kind that conjures visions of James Randi challenging psychics and faith healers on their home turfs and winning. Skeptics are better at their jobs than they think, and its important to give credit where credit is due.

Staking their fortunes almost solely on Internet-based content may have been the 9/11 deniers’ biggest mistake. What seems like a perfect place for pseudoscience — the Internet is un-edited, without fact-checkers or minimum publishing standards of any kind — also became a perfect place for a rapid-response system of blogs and forums to fight back. Drawing on the freely available technical information from the NIST, FEMA, and academic journals which most colleges let their students access for free, skeptical sites like ScrewLooseChange.blogspot.com and debunking911.com are able to defuse 9/11 denier claims as they arise.

Åh, måske skal vi lige have en film til fra BBC om det tredie tårn, som Kirsten Hviid var så interesseret i i Valby.

Victor Davis Hanson om 11. september

Diverse — Drokles on September 10, 2011 at 2:10 am

Victor Davis Hanson undrer sig i National Review over de eftervirkninger af det islamiske terrorangreb den 11. september 2001, som medierne ikke beskæftiger sig med. F.eks slår det ingen at der ikke har været et islamisk terrorangreb i USA i de 10 år, hvor de stramme sikkerhedprotokoller er blevet kritiseret og latterliggjort. Det slår heller ikke nogen at Obama har fortsat Bush linie, som han ellers lovede at gøre op med og i nogle tilfælde endda intensiveret den. Og som et tegn på at vi lever i en anden og mere virkelighedsfornægtende tidsalder er der ingen der anerkender at man bedst bekæmper sine fjender ved at slå dem ihjel, som man har gjort med jihadister i stort omfang. Men måske mest interessant er hans syn på ‘det arabiske forår’

Arab unrest. Conventional wisdom about our various responses to 9/11, and especially during the depression that followed from the Iraqi insurgency, dictated that the entire Arab Middle East would be set afire by U.S. intervention and retaliation. It certainly seemed foreordained, if one listened to the nightly incitement of Al-Jazeera, some of the lunatic rantings from Western radicals (who were often praised and quoted in Dr. Zawahiri’s pseudo-lectures), and the constant boasts of the radical Islamists themselves. If not our presence in Afghanistan or Iraq, if not Korans flushed down the toilet at Guantanamo (“a tremendous recruiting tool for al-Qaeda”), if not neo-con-driven favoritism toward Israel, then there would be some other supposed provocation to incite Arab Muslims. But in fact, while there were a few terrorist incidents, there were no oil embargoes, no mass uprisings, no concentrated attacks on U.S. bases. Only after nearly a decade following the U.S. retaliation in the Middle East did the entire Arab world blow up, often literally, with revolutions in Tunisia, Egypt, and Libya, unrest in the Gulf States, and ongoing efforts to unseat the Syrian tyranny.

Yet even critics of the Bush administration are wary about suggesting that the present violence has anything to do with U.S. policy toward Israel, our War on Terror, or the occupation of Iraq. Likewise, even supporters of the Bush administration’s Middle East policies are reluctant to suggest that the survival of Iraq’s post-Baathist democracy gave some hope to other Arabs that dictatorship was not the foreordained future of Arab society. Instead, the revolts sort of just happened, but why and how few quite know — and apparently fewer still wish to go out on a limb and speculate.

Hele artikelen er yderst anbefalelsesværdig.

Obamapenge

Diverse — Drokles on September 9, 2011 at 6:42 am

Jeg har nu ikke noget investeret i Obama, skønt jeg nok ikke havde stemt på ham havde jeg været amerikaner. Men fordi han er en journalistisk folkehelt i danske medier og fordi der er noget hyggetligt over country/bluegrass så er her en lille politisk sang om Obamas økonomiske politik.

Et argument imod islamisk indvandring

Diverse — Drokles on September 9, 2011 at 4:03 am

Fra Rensselaer Polytechnic Institute

Scientists at Rensselaer Polytechnic Institute have found that when just 10 percent of the population holds an unshakable belief, their belief will always be adopted by the majority of the society. The scientists, who are members of the Social Cognitive Networks Academic Research Center (SCNARC) at Rensselaer, used computational and analytical methods to discover the tipping point where a minority belief becomes the majority opinion. The finding has implications for the study and influence of societal interactions ranging from the spread of innovations to the movement of political ideals.

“When the number of committed opinion holders is below 10 percent, there is no visible progress in the spread of ideas. It would literally take the amount of time comparable to the age of the universe for this size group to reach the majority,” said SCNARC Director Boleslaw Szymanski, the Claire and Roland Schmitt Distinguished Professor at Rensselaer. “Once that number grows above 10 percent, the idea spreads like flame.”

Et sindbillede på indvandring og fattigdom

Diverse — Drokles on September 8, 2011 at 9:13 am

På TV2 kunne man i aftes se et absurd optrin da en vælger konfronterede statsminister Lars Løkke Rasmussen med konsekvenserne af udlændingepolitikken. Vælgeren Sarafina Friedrichs havde set at stasministeren var i byen og tog sit lille spædbarn under armen og skyndte sig afsted for at holde ham ansvarlig for sine uopfyldte behov. Hun fik kontakt og nødet statsministerne til at tage barnet i sin favn, eller i hvert fald holde det, som vurderede han kvaliteten gennem vægten, mens hun udfordrende spurgte om han mente at der var noget galt med barnet. Næh, syntes statsministeren, det var et ganske sødt barn. Så hvorfor måtte det så ikke se sin far spurgte moderen og fortalte nærmest stolt at faderen var fra Ghana og ikke kunne klare pointsystemets krav og at hun i hvert fald ikke kunne forsørge ham siden hun var på kontanthjælp og derfor kunne samkvemmet mellem barnet og faderen kun blive nogle flygtige måndeder om året. Statsministeren afslog logisk at sagsbehandle  på stående fod og vendte virtuost barnet rundt på ryggen i en mere behagelig hvilestilling på hans ene arm og aede det instinktivt på maven med den anden arm. Han lovede stedefaderligt vælgeren og kontanthjælpsmodtageren i stedet at ringe til hende senere, mens hun uimponeret pressede på for et svar.

Kontanthjælpsmodtageren Sarafina Friedrichs er mor til tre andre børn, som Ghaneseren ikke var far til og hun var kørt i bil de fem minutter ned til statsministeren. Når man har råd til bil gider man selvfølgelig ikke at cykle. Ghaneseren klarede ikke pointkravene de gange han prøvede fordi han er musiker og danser. Ikke prototypen på den kvalificerede arbejdskraft, som Radikale Venstres humanisme især rækker ud efter. Jylllands-Posten konkluderede i deres artikel i sympati med kontanthjælpsmodtageren “Kærligheden overvinder alt - og giver løvehjerte, kunne man passende tilføje.” og på Danmarks Radio var det en ”befippet statsminister“ der mærkede “udlændingeloven og pointsystemet på egen krop” da en “frustreret mor stak sin datter i armene” på ham.

Intet sted spurgte nogen kontanthjælpsmodtageren Sarafina Friedrichs, hvorfor vi andre skulle forsørge den mand mand, som hun ikke selv magtede at forsørge. Ej heller blev der spurgt til, hvorfor hun ikke forsørgede sig selv eller de børn hun med stor flid satte i verden. De spurgte heller ikke til hvorfor ghaneseren ikke tog sig lidt sammen og lærte andet end bongotrommen og spjætmazurka, hvis han ville være noget nyttigt for sin datter. Kort sagt hvorfor kontanthjælpsmodtageren Sarafina Friedrichs ikke mærker selvforsørgelsen på sin egen krop. Man tager uanstændigheden som selvfølgelighed og udstiller statsministeren som krysterisk skurk i stedet for at konfrontere Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti med deres seneste forsløg om at sænke/fjerne kravene til statsborgerskab og spørger dem, hvor mange timer vi andre skal arbejde ekstra så økonomien “kickstartes”, hvis sluserne åbnes for dansende ghanesiske spillemænd.

Klassisk venstrefløjssatire ved Arne Würgler

Diverse — Drokles on September 7, 2011 at 5:01 am

Som bekendt er venstrefløjen i sit væsen ikke stort andet end barnagtigt vrængende og at deres vræng mest er en projektion. Alt det beskidte de beskylder andre for kommer fra deres eget mørke indre og ud af deres egen mund. Her er Arne Wügler, distingveret grå (i modsætning til skaldet og viril), i en munter Folketingsvalgsang om tidens fjender i det politiske

Pia Kjærsgaards vers var som følger

Nu vokser skidtet op i lange baner

Forureningen er værre end De aner

Når Pia lufter hunden og den sviner

Så’ det ikke helt de samme - men det ligner!

Det var måske forventeligt, den fløjs generelle niveau og horisont taget i betragtning. Sammenstillingen af fæces og Pia Kjærsgaard kommer fra samme mørke indre, som nazisternes sammenstilling af jøder og fæces ud af Würgler mund. Og det gør den endda efter at denne konkrete sammenstilling er gået af mode (undtagen på Politiken selvfølgelig hvor Roal Als holder traditionen flot i hævd).

Også Naser Khader får et fur fra Würglers dyb

Onkel Tom han var en rigtig hyggelig fætter

En kokosnød, der endte som en kætter

Når Khader jagter burka-abeniner

Er det ikke helt det sammen - men det ligner!

Khader svigter kulør. Han er ikke Khader, et individ, men en kulør, som han skal være tro imod. Burka-abeninerne (mit gæt på at det er, hvad Würgler synger. Rimet gav nok mere mening da den blev skrevet sent aftenen før mens rødvinen stadig flød tykt i årerne) er tro imod deres kulør (sikkert relativt bleg kulør må man formode, med mindre de har hjemmesolarium). Da de ikke er individder kan de jo heller ikke være undertrykte, som Khader kættersk mener.

Onkel Tom’s Hytte er historien om et ualmindeligt anstændigt menneske i en ualmindelig urimelig verden. Tom er som slave magtesløs til at ændre på den verden han er fanget i (det krævede, som det blev, en borgerkrig der efterlod en million døde), men viljen til at være et menneske kan ingen tage fra ham og konfrontationen mellem anstændigheden og ondskaben kulminerer da Tom tæskes ihjel af sin ejer fordi han ikke vil angive nogle negerkvinder, det er lykkedes flygtet.

Onkel Toms Hytte er altså historien om en kristen martyr, et tema der går igen i Clint Eastwoods fine Gran Torino. Større Kærlighed har ingen end denne, at han sætter sit Liv til for sine Venner, som Bibelens Johannes bedyrede. Omrejsende racistiske teatergrupper med hvide sortsværtede skuespillere fremstillede senere Onkel Tom som en latterlig servil figur og det er fra den tradition Würgler har hentet sin litterære indsigt.

Onkel Tom og Naser Khader passer ikke ind i Würglers revolutionsromantik, som den ser ud gennem designerbrillerne fra lænestolen. De er gennem deres egen anstændighed de hvides lakajer - kokosnødder. White nigger blev borgerretsforkæmpere engang kaldt af Sydens good-ole’-boys fordi også de svigtede deres kulør da de handlede efter deres samvittighed.

Borset fra de to vers så sammenlignes Søren Espersen tanker med “en Amagerhylde med udtræk og gardiner“. En amagerhylde er noget slemt for den moderne venstrefløj. Espersen blev engang på P1 konfronteret med Morten Korch analogien til Dansk Folkepartis politiske univers og svarede - frit efter hukommelsen - “Hvad er der nu i vejen med Morten Korch? Det er et sted hvor solen altid skinner, de elskende får hinanden og de onde får deres bekomst!”. Og i samme tråd, hvad er der i vejen med Amagerhylden? Den er folkelig og populær blandt de lavere klasser til at fremvise det, som dee finder af særlig betydning, alt fra en piv-i-røv-hest man havde med hjem fra en tur i Østrig til barnebarnets mælketænder i et sølvskrin. Men den er dårlig smag for den herskende kulturelite, der vrænger af deres dummere og dermed ringere medborgere. Solidaritet kammerat!

Som en mindre kuriøsitet er Würgler jo også en mand - eller er det blot noget han ligner? - og som sådan synger han i en Konen I Muddergrøften sammenligning “Lene Espersen i liggestolen blondiner“. Ja, det har som sagt nok givet mere mening aftenen før, hvor rødvinen trillede lystigt iårerne men koblingen mellem intelligens og kvinders fremtoning ligger ham altså nær. Ikke for at stille mig op på et pidestal, men når jeg ser en lyshåret yngre politisk modstander, som f.eks. Johanne Schmidt-Nielsen tænker jeg ikke i bloondinestereotyper - næh, mine tanker er, som cigarhandler Madsens, helt andre steder henne - (de er inde i pigeværelset, kredsende som sultne spyfluer…). Nok om det. Lad os hellere få lidt nostalgi med denne sang fra starten af halvfjersene og se om vi kan finde ud af, hvor det gik galt

2 og 2 er ikke fire for en god forretningmand” vrænger Würgler og er dermed på sporet af det vi andre kender som økonomisk vækst. Og den vækst, som den forfærdelige forretningsmand altså genererer negerer Würglers senere vræng “Hvad de rige ejer, har de stjålet fra dig.” Niveauet var det samme, det var galt fra starten. Småt skåret vræng og vrøvl.

———-

Tilføjelse: En af mine venner mente at der manglede et vers om Würgler selv og skrev et i Würlers ånd:

Lille Adolf elsked Mengeles eksperimenter

Med skinger røst han kaldte folk for dyr og ekskrementer

Når Arne Würgler spiller slet til gode miner

Så’ det ikke helt det samme – men det ligner!

Villy og bankerne

Diverse — Drokles on September 6, 2011 at 8:02 pm

Fra at ville skabe et paradisisk samfund på jord er venstrefløjen reduceret til instinktiv  vrængen af gamle associationer til gamle fjendebilleder. Villy’s seneste indlæg på hans blog i Politiken stiller det udmærkede spørgsmål “Hvorfor skal man stemme på SF”. I hans svar skriver han blandt andet

Vores skattepolitik sikrer også at banker, forurening, usund mad og cigaretter er med til at sikre penge til kernevelfærden - særligt folkeskolen og sygehusene

Banker, forurening, usund mad og cigaretter, det er hele fire grimme ting. Bankerne er også i et andet fælt selskab når man skal skrabe penge sammen.

billede-17

VKO, tobaksindustrien og flere danske banker. Ingen refleksion over alternativet til banker, der andel i den vækst, som Villy gerne vil formøble, blot associationer til vælgernes formodede fjendebilleder. Mon Dansk Folkeparti kunne slippe afsted med noget tilsvarende uden at blive afkrævet “jødetesten”? Der er langt fra Medicifamiliens grundlag for Vesten økonomiske eksplosion og generøse sponsering af renæssancen til Villys vrængende vision for fremtidens Danmark. Venstrefløjen har opbrugt sit indhold og har kun tilbage træt at øse af fortidens galde.

Next Page »

Monokultur kører på WordPress