Med strømmen flød de stolt deres vej

Hvis der synes at være en foruroligende diskrepans mellem den verden man selv kan opleve og den verden der bliver beskrevet af den fineste ekspertise, så skyldes det marxismens march gennem læreanstalterne. Philip Carl Salzman skrev tilbage i januar på Middle East Forum om hvorledes universiteterne i USA - og det gælder desværre også for de fleste steder i Vesten -  ser læring og tænkning gennem en marxistisk prisme. Tør man sige falsk bevidsthed?

The one place that Marxism has succeeded is in conquering academia in Europe and North America. Marxism-Leninism is now the dominant model of history and society being taught in Western universities and colleges. Faculties of social science and humanities disguise their Marxism under the label “postcolonialism,” anti-neoliberalism, and the quest for equality and “social justice.” And while our educational institutions laud “diversity” in gender, race, sexual preference, religion, national origin, etc., diversity in opinion, theory, and political view is nowhere to be seen. So our students hear only the Marxist view, and take it to be established truth.

Postcolonialism is the view that all ills in the world stem from Western imperialism and colonialism. The hierarchical caste system in India, that disenfranchises half the population as “untouchables,” is, according to postcolonial analysis, and invention of the British while they governed India. So too with tribes in Africa, allegedly invented by the British colonial authorities to “divide and conquer” the native African, who previously had all mixed together happily with no divisions and no conflicts. So too in Central Asia, where, thanks to Soviet colonial authorities, “formerly fluid hybridities and contextual identifications were stabilized, naturalized, and set into a particular mold that gave each group a definitive history, physiognomy, mentality, material culture, customs, language, and territory,” according to one postcolonial author. Apparently, according to the postcolonial view, history and culture in India, Africa, and Central Asia started with the arrival of outsiders in recent centuries.

“The end of history for our students signals the End of History for the West” skrev Patrick Deneen i februar om resultatet af Gramscis udhuling af dannelse, uddannelse og tænkning; en venlig tomhed

My students are know-nothings. They are exceedingly nice, pleasant, trustworthy, mostly honest, well-intentioned, and utterly decent. But their brains are largely empty, devoid of any substantial knowledge that might be the fruits of an education in an inheritance and a gift of a previous generation. They are the culmination of western civilization, a civilization that has forgotten nearly everything about itself, and as a result, has achieved near-perfect indifference to its own culture.

(…) They are respectful and cordial to their elders, though easy-going if crude with their peers. They respect diversity (without having the slightest clue what diversity is) and they are experts in the arts of non-judgmentalism (at least publically). They are the cream of their generation, the masters of the universe, a generation-in-waiting to run America and the world.

But ask them some basic questions about the civilization they will be inheriting, and be prepared for averted eyes and somewhat panicked looks.

(…)

We have fallen into the bad and unquestioned habit of thinking that our educational system is broken, but it is working on all cylinders. What our educational system aims to produce is cultural amnesia, a wholesale lack of curiosity, history-less free agents, and educational goals composed of content-free processes and unexamined buzz-words like “critical thinking,” “diversity,” “ways of knowing,” “social justice,” and “cultural competence.”

(…)

Above all, the one overarching lesson that students receive is the true end of education: the only essential knowledge is that know ourselves to be radically autonomous selves within a comprehensive global system with a common commitment to mutual indifference. Our commitment to mutual indifference is what binds us together as a global people. Any remnant of a common culture would interfere with this prime directive:  a common culture would imply that we share something thicker, an inheritance that we did not create, and a set of commitments that imply limits and particular devotions.

Ancient philosophy and practice praised as an excellent form of government a res publica – a devotion to public things, things we share together. We have instead created the world’s first Res Idiotica – from the Greek word idiotes, meaning “private individual.” Our education system produces solipsistic, self-contained selves whose only public commitment is an absence of commitment to a public, a common culture, a shared history. They are perfectly hollowed vessels, receptive and obedient, without any real obligations or devotions.

(…)

They won’t fight against anyone, because that’s not seemly, but they won’t fight for anyone or anything either. They are living in a perpetual Truman Show, a world constructed yesterday that is nothing more than a set for their solipsism, without any history or trajectory.

Men tryk avler modtryk, som der blev råbt. Rebel Medias Tiffany Gabbay fortæller om at også hvide unge mennesker har et behov for at finde deres kulturelle rødder, nemlig det vidunder, der er den vestlige civilisation

Radikal bedreviden til venstre

Uffe Ellemann Jensen burde have været medlem af Radikale Venstre, men blev frastødt af “at de altid er så pokkers bedrevidende“, som han formulerede det. Ellemann er en ener og bedrevidende kan man ikke være i grupper, så han meldte sig ind i bondepartiet Venstre, hvor han kunne trives som den bedrevidende ener. Og når man er bedrevidende er det svært at erkende at man har taget helt fejl. Da Berlingske Tidendes journalist påpeger overfor Zenia Stampe at “Multikulturelle samfund fører ofte flere spændinger, sammenstød og konflikter med sig …” svarer hun uanfægtet

»Det er jo kun, når man ikke respekterer pluralismen som forudsætning. Det er jo kun, hvis den ene gruppe synes, at man har ret over den anden gruppe, at der opstår konflikter.«”

At det er indbygget i alle grupper at de som minimum ikke tager fejl er konflikten sådan set indbygget i det multietniske samfund. Det er ikke de radikale der tager fejl, men tarvelige mennesker, der underløber deres drøm. Nej, sådanne bedrevidende mennesker er det ikke til at være sammen med når man vil være en ener, som Uffe. Til udsigten om at EU vil blive nødsaget til at holde flygtninge og migranter ude af Europa med “pigtrådshegn og bevæbnede vagter” siger Ellemann Jensen ifølge Berlingske Tidende

- Det nytter ikke at opgive de indre grænser, hvis man ikke samtidig sørger for at beskytte de fælles ydre grænser. Og det er det, der så åbenlyst er gået galt. Det er der mange grunde til, siger den tidligere udenrigsminister.

Han peger især på, at medlemslandene udviser en manglende vilje til at deltage i fælles europæiske løsninger.

- Så længe du har nogle lande, der ikke vil være med til at tage det fælles slæb, så bevæger du dig i retning af, at du en skønne dag kan blive nødt til at bruge pigtråd, siger Uffe Ellemann-Jensen til avisen.

Se, EU er ikke faldet sammen under vægten af egne indre selvmodsigelser - som det var blevet forudsagt - EU er blevet svigtet af dets medlemmer. Tarveligt.

Kommunisterne drømte om at kommunismen kunne frembringe et nyt og bedre menneske. Den ide myrdede de 100.000.000 af den gamle mennesketype og styrtede hele lande i grus på, kun for at konkludere mennesket ikke var kommunismen værdigt. Lidt erkendelse, sneg sig dog ind hos nogle og Socialistisk Folkeparti blev en realitet, da Sovjetunionen lavede en faux pas med invasionen af Ungarn. Til Altinget siger Pia Olsen Dyhr om den vanskelige integration af kulturer, der ikke blot mener at have ret over andre grupper, men også håndret over “deres” kvinder

”Vold er desværre mere udbredt i patriarkalske etniske miljøer end i en gennemsnitligt dansk familie. En etnisk kvinde risikerer at blive udstødt eller endda få bank af sin egen familie, hvis hun går fra en voldelig ægtemand. Der er nogle strukturer, vi som socialister ikke kan være blinde over for.” Men Pia Olsen Dyhr erkender, at der var endnu en grund til, at hun som så mange andre på venstrefløjen var tilbageholdende med kritik af kulturelle og religiøse normer: ”Højrefløjen snakkede så meget om det, og jeg ville ikke puttes i bås med den. For i modsætning til Dansk Folkeparti er jeg fløjtende ligeglad med, om man spiser frikadeller eller ej, og om man går med religiøse symboler som kalot eller tørklæde.”

Det kræver noget særligt, at hævde moralsk overhøjhed mens man indrømmer at man har taget fundamentalt fejl. Som en ægte socialist kan man altid vikle en selvmodsigelse ind, for hvor hun påstår at hun er fuldstændig ligeglad med symboler som frikadeller og tørklæder, så er hendes største bekymring at blive sat symbolsk i bås.

Godt nytår, med lidt TV

Der var måske kun et konservativt lyspunkt i strømmen af Hendes majestæt Dronningens feel-good slørede almindeligheder nytårs aften.

I januar så vi først det chokerende attentat mod det franske satireblad i Paris, og godt en måned senere oplevede vi så det dobbelte attentat i Krudttønden og ved Synagogen i Krystalgade i København. To danskere mistede livet, og vi sad alle tilbage med chokket og forfærdelsen – terroren var nået til os.

Et os og et dem. Og hvem er det? To danskere mistede livet. det er os, for vi så det chokerende og vi oplevede det selv og sad forfærdede tilbage. Omar døde også. Han er terroren. Han er terroren.

Åh jo, så gik Prins Henrik på pension, hvilket var den store nyhed for formiddagspressen. En af Prinsgemalens arbejdsopgaver var tilsyneladende at sortere Hendes Majestæt Dronningens talepapirer, en opgave Hendes Majestæt Dronnningen åbenlyst for første gang selv skulle klare.

Igen i år stod en imam for en del af nytårgudstjenesten. Det er lidt besynderligt fordi det kun er nytår efter den kristne kalender, som er en rimelig tilnærmning af Jordens rotation om Solen, mens den muslimske kalender er sat efter Månens faser. Og det er lidt besynderligt fordi en Gudstjeneste betyder at man tjener Gud og Gud er ikke Allah. Besynderligt var det også, men desværre ikke overraskende, at ingen reagerede da imamen sagde “De bedste af Jer, er dem der frygter Allah.“, som Uriaspostens Kim Møller fangede. Men ikke biskoppen, der sagde “Når vi indleder 2016 med bønnen Fadervor, øver vi os i at sige ‘vi’ og ikke ‘dem’.” Hmm, men de der frygter Allah er alligevel de bedste, om de så skal sætte et hoved på en stage for at hamre den pointe hjem.

Vi har en statsminister, der frem for rettidigt omhu kringler med den kortsigtede udvikling på bekostning af fremtiden, stadigt krejlende den danske offentlighed fri af de tydeligste konsekvenser. Statsministeren sagde, ja hvad sagde statministeren egentlig? Noget med at terroristerne ville vinde, hvis vi begyndte at frygte dem, for deres formål var at “Trække falske skillelinjer. Mellem Vesten og islam.” Jeg troede ellers målet var at pointere at “De bedste af Jer, er dem der frygter Allah“.

Og så sagde han at alle skal passe på vores land og skitserede han så hvorfor denne regering, som jeg ikke vil kalde landsforræddere da det er forbudt, ikke har tænkt sig at følge den opfordring

Vi kan ikke åbne Danmark for alle. Vi kan heller ikke vende ryggen til og hygge os i smug. Jeg vil kæmpe for at lede Danmark gennem migrations- og flygtningekrisen på en måde, så vi kan kende vores land, mens krisen står på - og genkende det, når vi er igennem. Med vores økonomi, vores sammenhængskraft og vores værdier i behold. For lad os være ærlige over for hinanden - vi er udfordret:

Så vi lukker så mange ind der skal til for at ødelægge landet, hvorefter denne generation skal kunne se sig selv i øjnene og sig, vi gjorde hvad vi kunne. Det hedder at “holde antallet af asylansøgere på et fornuftigt niveau.” Vores efterkommere vil have arvet et Libanon i mange generationer. For selv om statsministeren luftede grænsekontrol mod Tyskland når Sverige strammer deres grænsekontrol, så er regeringen fokus et: “Vi vil sikre ro. Vi vil sikre orden.” Ikke sikre lov. Ikke sikre Danmark. Politiet eskorterer flygtningene, spyttemænd spottes, regeringen tvinger migranter ud i alle egne af landet, så ingen går ram forbi af den nye orden. Og det hele sker under rolige forhold, så Løkke og Stampe kan se hinanden i øjnene, deres selvbilleder bevaret. Der er mere end to ‘dem og os’.

I den franske by Valence blev en ‘bilist’ skudt og såret, da han forsøgte at køre fire soldater ned, der besynderligt nok var udkommanderet til at bevogte en moske. I München blev togstationer evakuerede, da Politiet advarede om forestående terrorangreb. Men det er også alt det tyske politi vil advare om, skriver Bild ifølge Daily Mail, da den ikke vil skræmme folk unødigt om den bølge af kriminalitet, der skylder over Tyskland under navnet syriske flygtninge. I Bruxelles afblæste byens borgmester “den planlagte festivitas”, der sidste år havde deltagelse af 100.000 mennesker “da det ifølge myndighedernes skøn [var] for risikabelt”, skriver Danmarks Radio. Velkommen til en ny normal. Europa er nu i en permanent terrortistand, som Israel har været i mange år

Bo Godwin Lidegaard

Det er ikke blot en bølge af migranter, der overvælder os i disse dage, det er også en bølge af idioti. Jeg tænker ikke så meget på migranternes genetiske gennemsnit eller deres indskrænkende religion, men på godhedens apostle. De forsøger ofte at gå tilbage i historien for at finde eksempler der kan understrege deres pointer. Men så forsludret deres argumenter er i nutiden så meget værre bliver de af at føres tilbage. Så meget at man øver vold på historien for at få et fernis af sammenhæng. Bo Lidegaard skrev således for et par uger siden i Politiken

Synet af store grupper af flygtninge på de europæiske landeveje vækker minder om en tid, som vi troede, vores kontinent havde lagt bag sig.

Uden at skulle gøre mig til dommer over historien, så er de store grupper af migranter på de europæiske motor- og landeveje ikke et europæisk fænomen, men et arabisk og afrikansk. Men det er i Godwin-overskriften det allerede går galt når Lidegaard skriver “Dengang tænkte vi ikke som Thulesen Dahl, men som Churchill og Eisenhower“. Dem kommer jeg tilbage til. Først Bo Lidegaard, der tror at andres bekymring er uden substans fordi Lidegaard har andre ønsker om samfundet (som i at jeg ikke forstår min kones frygt for at jeg vil foresage hendes død da jeg jo i givet fald kommer til at arve hendes formue)

Når de borgerlige forfalder til pessimisme, er det fordi, de ikke har forstået, at den store kamp ikke handler om nationalstaten, men om det samfund, vi har bygget i dens ramme. Sådan var det under Anden Verdenskrig – og sådan er det stadig.

Virkeligt? Nej! Og selv om det var giver dette udsagn overhovedet mening? Nej, hvis rammen ødelægges falder billedet ud. Samfundet er et resultat af nationen og nationen er dens forudsætning. Ellers ville Irak og Afghanistan være velfungerende samfund med alle de institutioner de fik forærende, men som de desværre for dem selv skulle forvalte og administrere med det næsten indlysende resultat der er tidens myrderier. Men Lidegaard vil drage den historiske parallel

Når Danmark kom så forholdsvis intakt gennem krig og besættelse, var det i høj grad, fordi politikerne havde indset, at landet ikke kunne forsvares ved grænsen, uanset hvor store ofre vi var rede til at bringe.

Det gav ingen mening at sende en generation af unge mænd ud i en udsigtsløs kamp mod Hitlers krigsmaskine, der lige havde nedkæmpet Polen.

Grunden til at grænsen ikke kunne forsvares mod Hitlers krigsmaskine var at Radikale Venstre og Socialdemokraterne, stik imod Churchills tanker, betragtede Hitler som en fremtidens mand, man hellere måtte tækkes (Lidegaards Politiken mente at Churchill var den farlige af de to) og derfor havde undermineret det danske forsvar til det parodiske. Hvis man derimod havde oprustet ville det være muligt at afskrække tyskerne fra at invadere Danmark, da det ville tage for lang tid at nedkæmpe det danske forsvar når det egentlig mål var at besætte Norge førend englænderne kunne nå at reagere.

Og er migranterne nu at sammenligne Hitlers krigsmaskine?

Og hvis der er så mange, at hverken Politi eller militæret kan holde dem ude ja tager de mennesker fejl, der skriver at problemet med migranterne er stærkt overdrevet.

Kampen skulle ikke føres på nazisternes præmisser, men på demokratiets, på samfundets. Der kunne vi kæmpe – og der havde vi en chance for at vinde.

Modstanden anså politikerne som kujoner. Men det var i høj grad det danske samfund, de kæmpede for, og blandt dens ledende skikkelser var efter krigen de varmeste fortalere for FN og Danmarks internationale engagement.

Det betød, at forsvaret af Danmark blev koncentreret om det menneskesyn, der lå til grund for folkestyret, om selve samfundets grundidé. Den var inkluderende og beskyttende over for alle, der var en del af samfundet, og som blev anset som landsmænd.

Er nazisterne stadig at sammenligne med migranterne i Lidegaards optik? Eller er det Thulesen Dahls præmisser, der er at sammenligne med nazisterne? Ingen ved det længere.

Men samarbejdet med nazisterne førte ikke til at de hverken forsvandt eller blev gode samfundsborgere? Faktisk eskalerede det danske folks konflikt med nazisterne som besættelsen trak. Ja, der forekom endda vold siges det. Og det var da også ved vold at nazisterne endelig trak sig ud, den vold de allierede var villige til at evnede at begå. Nej, Politiken har aldrig tænkt som hverken Churchill eller Eisenhower

Før krigen blev flygtninge fra Det Tredje Rige så vidt muligt holdt ude, hvad enten de var jøder eller andre forfulgte.

Begrundelserne var de samme, som også gentages i dag: Antallet forekom uoverskueligt, og alle mente, at alle andre burde gøre mere, mens vi selv allerede havde gjort mere end nok. Den holdning blev katastrofal for jøder og politisk aktive, der ikke kunne slippe ud fra Tyskland, fordi ingen ville tage imod dem.

Men var det resultatet af et rammehensyn (nationalstaten) eller et samfundshensyn? Lone Jenny Rünitz skriver i Folkedrab.dk (http://folkedrab.dk/sw64290.asp) “For at få tilladelse til at rejse ind i Danmark blev det krævet, at flygtningen havde en meget nær familiemæssig tilknytning” og “Det var desuden en betingelse, at den herboende familie kunne stille store økonomiske garantier”. Hvis tilknytningskravet er rammen så følger vel at de økonomiske garantier er samfundet?

Og var politikerne, dem som Lidegaard nu kalder ‘myndighederne’, for at slette forbindelsen, ikke indsigtsfulde i deres samarbejde med Tyskland? Var det netop ikke indsigten at man ikke kunne kæmpe på nazisternes præmisser, ved vold og trods, der lå bag frygten for at vække deres vrede, selve fundamentet for
Samarbejdspolitikken? Der sendte man jo ikke bare flygtninge tilbage med udsendte danske statsborgere til slavearbejde for den Hitlers krigsmaskine som man havde føjet.

Tilbage til overskriften hvor Lidegaard kaster sig op til dommer over, hvorledes Churchill og Eisenhower tænkte. Og han fejler. For en del år siden kunne man på Guardian læse (ja, det kan man for så vidt stadig) følgende om Winston Churchills syn på darkies kompabilitet med civilisationen

Sir Winston Churchill expressed alarm about an influx of ‘coloured people’ in Fifties’ Britain and looked for a chance to restore punishment by flogging, newly released cabinet papers from the national archive reveal.

On 3 February 1954, under the agenda item ‘Coloured Workers’, Churchill is quoted, with abbreviations, by Cabinet Secretary Sir Norman Brook as saying:‘Problems wh. will arise if many coloured people settle here. Are we to saddle ourselves with colour problems in UK? Attracted by Welfare State. Public opinion in UK won’t tolerate it once it gets beyond certain limits.’

Then David Maxwell-Fyfe, the Home Secretary, gave a figure of 40,000 compared to 7,000 before the Second World War and raised the possibility of immigration control. He said: ‘There is a case on merits for excludg. riff-raff. But politically it wd. be represented & discussed on basis of colour limitation. That wd. offend the floating vote viz., the old Liberals. We shd. be reversing age-long trad[ition] tht. B[ritish] S[ubjects] have right of entry to mother-country of Empire. We shd. offend Liberals, also sentimentalists.’

He added: ‘The col[onial]. pop[ulations] are resented in L[iverpool], Paddington & other areas by those who come into contact with them. But those who don’t are apt to take a more Liberal view.’

Churchill intervened: ‘Ques. is wtr it is politically wise to allow public feeling to develop a little more before takg. action.’

Adding that it would be ‘fatal’ to let the situation develop too far, the Prime Minister is recorded as concluding: ‘Wd lke also to study possibility of “quota” - no. not to be exceeded.’

Manden der stoppede Hitler var altså modstander af indvandring af primitive folkeslag af de selv samme grunde som Thulesen Dahl. Et parallelt forhold der også gør sig gældende for Eisenhower. Han var manden bag Operation Wetback, der skulle stoppe og vende den illegale trafik af mexi’ere til USA. Christian Science Monitor mindes the good old days, hvor den politiske elite rent faktisk kerede sig om det land og det folk, hvis interesser de var valgt til at varetage

Fifty-three years ago, when newly elected Dwight Eisenhower moved into the White House, America’s southern frontier was as porous as a spaghetti sieve. As many as 3 million illegal migrants had walked and waded northward over a period of several years for jobs in California, Arizona, Texas, and points beyond.

President Eisenhower cut off this illegal traffic. He did it quickly and decisively with only 1,075 United States Border Patrol agents – less than one-tenth of today’s force. The operation is still highly praised among veterans of the Border Patrol.

Although there is little to no record of this operation in Ike’s official papers, one piece of historic evidence indicates how he felt. In 1951, Ike wrote a letter to Sen. William Fulbright (D) of Arkansas. The senator had just proposed that a special commission be created by Congress to examine unethical conduct by government officials who accepted gifts and favors in exchange for special treatment of private individuals.

General Eisenhower, who was gearing up for his run for the presidency, said “Amen” to Senator Fulbright’s proposal. He then quoted a report in The New York Times, highlighting one paragraph that said: “The rise in illegal border-crossing by Mexican ‘wetbacks’ to a current rate of more than 1,000,000 cases a year has been accompanied by a curious relaxation in ethical standards extending all the way from the farmer-exploiters of this contraband labor to the highest levels of the Federal Government.”

Years later, the late Herbert Brownell Jr., Eisenhower’s first attorney general, said in an interview with this writer that the president had a sense of urgency about illegal immigration when he took office.

America “was faced with a breakdown in law enforcement on a very large scale,” Mr. Brownell said. “When I say large scale, I mean hundreds of thousands were coming in from Mexico [every year] without restraint.”

(…)

Then on June 17, 1954, what was called “Operation Wetback” began. Because political resistance was lower in California and Arizona, the roundup of aliens began there. Some 750 agents swept northward through agricultural areas with a goal of 1,000 apprehensions a day. By the end of July, over 50,000 aliens were caught in the two states. Another 488,000, fearing arrest, had fled the country.

By mid-July, the crackdown extended northward into Utah, Nevada, and Idaho, and eastward to Texas.

By September, 80,000 had been taken into custody in Texas, and an estimated 500,000 to 700,000 illegals had left the Lone Star State voluntarily.

Unlike today, Mexicans caught in the roundup were not simply released at the border, where they could easily reenter the US. To discourage their return, Swing arranged for buses and trains to take many aliens deep within Mexico before being set free.

Tens of thousands more were put aboard two hired ships, the Emancipation and the Mercurio. The ships ferried the aliens from Port Isabel, Texas, to Vera Cruz, Mexico, more than 500 miles south.

The sea voyage was “a rough trip, and they did not like it,” says Don Coppock, who worked his way up from Border Patrolman in 1941 to eventually head the Border Patrol from 1960 to 1973.

Men kan vi så slet ikke lære noget af historien om de jødiske flygtninge til Danmark? Jo, som Lone Rünitz skriver anklagende: “Den danske landegrænse var kort og velbevogtet. Derfor kom der forholdsvis få flygtninge illegalt ind i landet”.

Det handler om, hvad hjertet er fuld af

Den Radikale beskæftigelses- og integrationsborgmester i København Anna Mee Allerslev åbner for at straffe indvandrerfamilier, hvis ikke de får styr på deres forvorpne unger, fortæller hun Berlingske Tidende

Når forældre modarbejder kommunen og fastholder børn i et radikaliseret verdensbillede, skal de mærke konsekvensen.

Det mener beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R), der vil gøre op med berøringsangsten over for et omstridt middel i socialrådgivernes værktøjskasse. Det såkaldte forældrepålæg, som betyder, at forældre kan skæres i børnebidrag, hvis de ikke samarbejder.

»Langt de fleste mennesker reagerer på økonomi, og pålægget får først konsekvenser, når man ikke samarbejder. Det er min opfattelse, at forældrepålægget kan sparke døren ind til de her familier,« siger hun.

Inden nogle kunne få den tanke at Allerslev har givet efter for Dansk Folkpartis mange ønsker om kollektive straffe, vil jeg gerne minde om hendes stålsatte politiske konsistens. Til Weekendavisens Søren Willemoes forklarede hun 16/5 2012 at hvis man tilhører de gode mennesker så kan man gennemføre de slemme menneskers politik

»En af grundene til, at vi kan gøre noget ved problemet med social kontrol nu, er, at vi ikke længere har den der skarpe debat,« erkender Anna Mee Allerslev.

(…)

»Netop når man har en positiv tilgang til mangfoldigheden, er det lettere at gå til de problemer, der rent faktisk eksisterer, fordi man ikke bliver mistænkt for at have andre motiver,« siger hun.

»Jeg har sagt til mine kolleger, at der ikke længere er nogen tabuer på området, og at de, der har en positiv tilgang til mangfoldighed, også skal være de første til at tage hånd om problemerne, Vi bliver nødt til at kunne tale om tvangsægteskaber og indavl blandt indvandrerfamilier, selvom det lyder ubehageligt, for det er problemer, vi hører om fra vore kommunale medarbejdere.«

Nemlig, hvis man er god i hjertet. Og det er Allerslev så hun kan gøre som hun vil uden at nogen kunne tænke ilde om hende.

Bo Lidegaard forfægter Politikens tradition

Ethvert synspunkt kan forfægtes” skriver Politikens chefredaktør Bo Lidegaard i sin PS Analyse: Demokratiet skal tale på Bornholm. Og det må man sige at han og hans avis har gjort en dyd af. Og denne seneste tour de force i selvmodsigelser og afsindigheder skuffer ikke. En sætning der indledes “Dem, som har sat sig for at gøre festen til et spørgsmål om dem eller os…” konkurrerer med udsagn som “Også demokratiets fjender har krav på samfundets skjold”. Emnet er selvfølgelig et af “konfrontationens europæiske ikoner” Geert Wilders - “rejsende i hadefuld retorik” - og hans deltagelse på Folkemødet i Allinge i juni måned. Og selvfølgelig mener Lidegaard at det er noget værre noget. For Folkemødet er forrygende, mens Wilders er den demokratiets fjende, der har krav på samfundets skjold.

I Allinge er demokratiet trådt i karakter som meget andet og mere end en formalitet – som et møde mellem mennesker, der kan finde ud af både at dele sig efter anskuelser, være rygende uenige, og at mødes over en fredelig hindbærbrus og hyggelig sammenstimlen på Gæstgiveren.

Men fredsommelig at dele sig efter rygende uenige anskuelser besværliggøres når der så faktisk deltager nogen man er rygende uenige med

Nu har dogmatikere på politiske yderfløje sat sig for at gøre festen forbi ved at påtvinge folkemødet deres sort-hvide politiske logik. De interesserer sig ikke for demokrati som kultur, men kun som princip.

(…)

Bag lysten til at bruge Folkemødets rummelighed til at kaste grus i gemytligheden står nogle af de grupper, der er mest fremmede for demokratiets væsen, og som skyer åben debat.

Det er en spændende tanke at rummelighed ikke kan indeholde sine fjender (disse fjender, har de krav på samfundets skjold?). Kunne man tænke sig at den logik gjaldt for hele Danmark, der nu oplever en islamisk invasion? Eller skal demokratiet kun træde i karakter et par hyggelige dage med hindbærbrus i Allinge?

Trykkefrihedsselskabet vil “ødelægge festen ved enten at vise, at Folkemødet ikke er rummeligt nok til at rumme også dem, eller ved at fremprovokere så meget opstandelse og risiko for voldelig terror, at hele mødet skal pakkes ind i sikkerhed

Sker det, er pointen vistnok at demonstrere, at demokratiet er truet af terror. Helt sikkert. Det kedelige er, at det er også truet af den vedholdende dumhed, hvormed fanatikere søger konfrontation og undviger debat.

Sådan skal det siges; selv ikke terrorangreb mod demokratiet netop dér hvor det træder i karakter er en trussel mod demokratiet. Ingen selvmordsbomber kan ødelægge den hyggelige sammenstimlen når blot, der er hindbærbrus, mere end de fanatikere, der uden brug af vold undviger debat ved i - må man nok indrømme - vedholdende dumhed, at afholde et debatarrangement med spørgsmål til Geert og Flemming. “Alle ville være velkomne i Allinge, inklusive dem, der hader og frygter netop Folkemødets åbne og direkte debat“.

Trykkefrihedsselskabet, der har det til fælles med sin politiske modpol, Hizb ut-Tahrir, at de udelukker politiske modstandere fra deres egne arrangementer, har inviteret den hollandske populist Geert Wilders, mens Danskernes Parti vil bidrage med en broget flok europæiske nyfascister.

Det er vel kun på Politiken, det kan være ufint at være politisk modpol til Hizb ut-Tahrir. Trykkefrihedsselskabet har så vidt jeg erindrer aldrig udelukket politiske modstandere fra sine arrangementer. Måske tænker Bo på at Trykkefrihedsselskabet udelukkede en fyr ved navn Jihad Taha, umiddelbart efter at en anden muslim havde forsøgt at myrde Trykkefrihedsselskabets daværende formand Lars Hedegaard? Jihad lagde sag an og krævede mere end 13.000 kroner i erstatning for de gyldne ord han ikke fik hørt live. Men ligesom som den anden muslim i sin jihad tabte pistolen, tabte Jihad søgsmålet, som man kunne læse bl.a i Politiken.

Til gengæld har Politiken ved daværende Chefredaktør Tøger Seidenfaden udvandret fra et møde i Trykkefrihedsselskabet. Han mente at medlemmerne havde “direkte afskyelige synspunkter på muslimer og islam” og kaldte dem bl.a

Mennesker, der skamrider den aktuelle sag til at lufte deres paranoia, deres hadefulde og rabiate verdensanskuelse, deres intolerante, indeklemte og smålige syn på millioner af medmennesker.

(…)

…med afskyelighed tænker jeg på nogle af de mennesker og i særdeleshed på den forening, der står bag arrangementet i aften, en forening der her i aften promoverer sig selv og snylter og nasser på vores allesammens selvfølgelige solidaritet. Jeg tænker på Lars Hedegaard, der vistnok er formand for selskabet. Jeg tænker på Helle Merete Brix, der har skrevet mange spaltekilometer paranoid, skinger og hadefuld tekst om muslimer hjemme og ude, og som f.eks. i ramme alvor mener, at de europæiske muslimer får børn eller ”formerer sig”, som de skriver, for med magt at overtage Europa indefra. Og jeg tænker på Kåre Bluitgen, der i en af sine tidligere bøger har opfordret til at væde koranen med menstruationsblod og smide den på bålet sammen med burkaer for at markere sin ekstreme foragt på vores største og mest pressede religiøse mindretal herhjemme.

Gamle Tøger var på Politikens vegne ikke gemyttet til det der med at “…finde ud af både at dele sig efter anskuelser, være rygende uenige, og at mødes over en fredelig hindbærbrus og hyggelig sammenstimlen“. Og hvem har også lyst til at sammenstimle med afskyelige mennesker? Det var det retoriske kneb Seidenfaden brugte, frem for argumenter. Han kaldte folk der tyede til vold for “moralske tabere” (en trøst de myrdede kan tage med i det hinsides) og tilsluttede sig det berømte Voltaire udsagn, som en “elementær norm”. Ved at storme ud af døren umiddelbart efter sin konfrontatoriske tirade undveg han at blive konfronteret med tomheden i at kalde voldsmanden en moralsk taber når han samtidig overlader ham vetoret.

01022010104_26-02-2_421505y2

Og dette er Politikens tradition, den tradition Bo forfægter. Man kan jo forfægte hvad som helst, eller i hvert fald, det som voldsmanden ikke har nedlagt veto imod. I øjeblikket er det mest tegninger. Og bøsser. Og jøder. Og kristne. Og ateister. Og hurtige damer. Og bloggere. Og så videre. Den komplette liste kan ses i koranen og haditogdutogdatterne. Så med den i ånden forfægter man derfor det synspunkt at kritikere af voldsmandens lange vetoliste er afskyelige, hadefulde, rabiate, paranoide, skingre. Bo har sine egne ord for “dette uskønne slæng”; “en håndfuld politiske plattenslagere”, “fanatikere og fundamentalister”, “yderligtgående”.

Og den slags menneskers argumenter imødegår man ikke med modargumenter så letpåvirkelige mennesker ikke lader sig vildlede. For det kan man ikke fordi man har taget fejl. Så man udvandrer, gør man. Ud til de letpåvirkelige læsere for at indpode dem at de ikke skal lytte til børn og fulde folk. At bringe terror på tale er at bringe terror på bane formaner man - ”modsat de kræfter, partier og bevægelser, der deltager i den danske politiske debat, skylder vi ikke disse personer særlig respekt – endsige interesse for deres synspunkter” er Bos appel til sine læsere. Hans egne 942 ord er opmærksomhed givet kvit og frit.

Som Befrielsen dog huskes

TV-Syd brugte mindedagen på at vise og interviewe asyl-ansøgere på Sønderborg kaserne der tændte lys i vinduerne. En araber forsøgte samme aften at flå et Dannebrog, der var hejst i anledning af Befrielsen, ned og fremsagde dødstrusler mod brovagten, ligeledes i Sønderborg. I Kultur- og Fritidsforvaltningen brugte man befrielsen til at berige den venstreradikale forening 4-maj Initiativet med 100.000,-.

Information mindede om at Befrielsen for nogle kom som en ‘forbandelse’. Ingen mindre end nazisterne var vel forbandede, men Information sympatiserer i stedet med de kvinder, der lå i med nazisternes kamptropper

Først nogle år senere fandt hun ud af, at hun var adopteret, og hun skulle nå at fylde 41, før hun fandt ud af, at hendes biologiske mor rigtig nok havde mødt en tysk soldat under besættelsen, var blevet forelsket, og at Birgitte var resultatet.

Hendes biologiske forældre mødtes i februar 1945 til et dansebal i Aarhus. Moren, Inger Margrethe Stougaard, læste jura på universitetet i byen, men var oprindeligt fra den lille by Rørbæk, hvor hendes far var indremissionsk præst.

Faren, Josef Leibig, var en tysk soldat, der var på rekreation i Danmark efter at have tjent ved østfronten.

Inger Margrethe var en lille kvinde med et rundt, smilende ansigt med høje kindben og briller. Hendes hår var blondt, let krøllet og kort i panden, men hendes overlæbe var skæv efter en læbe-ganespalte-operation. Josef var hendes første kæreste, og hun faldt pladask for ham, har hun senere fortalt. Han var en flot fyr med imødekommende øjne, mørkt hår og slank figur, der spadserede rundt i Aarhus i civilt tøj.

Josef havde været soldat i den franske Fremmedlegion, hvor han var udstationeret i Algeriet, men var blevet indkaldt af den tyske Wehrmacht for at blive sendt i kamp mod Josef Stalins tropper. Der var han menig soldat i den tyske hærs pansrede opklaringsenhed, før han blev såret og sendt til Danmark.

Det var nogle lykkelige måneder for de to. Hun boede på et værelse inde i Aarhus, så de ofte kunne se hinanden, og i påsken 1945 blev de endda ringforlovet med hendes præstefamilies accept.

Men både folkestemningen og familiens opbakning skulle hurtigt ændre sig.

Jep, en kvinde falder for en tysk soldat - i 1945! Og præstefamilien ser ingen problemer med det - i 1945! De må have været radikale.

Information havde også et “5. maj-debatarrangementet i anledning af 70-års dagen for Danmarks Befrielse og dagbladet Informations overgang til legal avis” med aktivismeforskeren Silas Harrebye, Informations chefredaktør Christian Jensen og historikeren Joachim Lund. Her fik man at vide at “Der er selvfølgelig forskelle”, men modstandskampen lignede de folkelige bevægelser mod klimaforstyrrelser og overvågningssamfund.

»Der er også mange aktivister, der over for mig har klaget over, at de går ned med depressioner. Det skyldes, at de hopper fra projekt til projekt og ender med at engagere sig i mere, end de kan overkomme.«

Modstandskampen var også “Danmarks første ungdomsoprør” thi “De 17-22-årige vendte sig mod den generation, der stod for samarbejdet med tyskerne”. De gjorde de nu ikke. De vendte sig blot imod samarbejdet med tyskerne. For kommunisternes vedkommende først efter deres eget samarbejde med nazisterne var ophørt.

Danmarks Radio ser (heller) ingen forskel på Nazi-Tyskland og så den nuværende forbundsrepublik, hvis man skal tage P3s infantile forsøg på humor alvorligt. “Vi har før kigget på alle grundene til, at vi skal tilgive naboen mod syd ved at opremse nogle af de gode ting, tyskerne har givet os” fortælles der lystigt uden tanke på det nazistiske mørke, der havde farvet Tyskland. Og som historien med tyskertøsen ovenfor, giver Danmarks Radio los for en Radikal drøm hvis “Danmark og Tyskland var smeltet sammen”

1) Vi havde aldrig vundet EM i fodbold, men var blev verdensmestre i fodbold fire gange.

2) Så var vi sparet for talrige diskussioner om to-sprogede vejskilte: Så hed det jo bare Hadersleben, Kaltes Ding, Schlag Else, Kauf Ein Hafen. Doh.

3) Så var Den Lille Havfrue-skulpturen blevet udskiftet med brødrene Grimms Snehvide og de 7 små dværge

4) Dansk politiker-couture ville blive udsat for en Merkel-isering

5) Grænsehandlen og de billige bajere ville blive rykket til Østrig, og det ville vi aldrig kunne håndtere

6) Det er bare ikke lige så sjovt at synge: Vi sejler op ad “a med umlaut’en”, når man drikker øl i armkrog

Andre kontrafaktisk ting der ville være mere nærværende at nævne: 7) Berlingske Zeitung (BZ) ville bringe skandalehistorien om hvorledes Morten Messerschmidt ikke havde heilet ved afsyngningen af Lied der Deutsche. 8) Omar ville ikke have en eneste jøde at myrde foran synagogen i Krystalgade i København. 9) Mogens Lykketoft ville stadig være Formand for Folketinget skønt alle medlemmer tilhørte Radikale Venstre. 10) Politiken ville være det eneste alternativ til Der Stürmer. I begge aviser ville man dog kunne nyde Roald Als tegninger. 11) Danmarks Radio ville hedde ARD Dänemark. Ellers ville der ikke være megen forskel. 12) Togene ville køre til tiden.

Konfronteret med danske helte holder Politiken sig for næsen

Diverse, England, Frankrig, Historie, Kulturradikalisme, Kunst og kultur, Nazisme, Politiken, Pressen — Drokles on March 17, 2015 at 9:56 pm

Politiken er ikke ligefrem i svime over at der fandtes mænd der forsvarede deres land. Skjønne tanker var blevet født i København, der skulle skåne så mange som muligt, så meget som muligt. I en leder, ja en leder, om filmen 9. April hedder det bl.a

Politikerne forstod, modsat filmens officerer, at kampen var udsigtsløs og ville blive katastrofal.

Derfor sendte de ikke soldaterne i kamp, men holdt dem på kasernerne, til det var for sent.

Og politik er netop det muliges kunst. Så skjønt almuens sønners anstrengelser er rørende så er de grundlæggende i vejen for den nødvendige politik. Sådan er det jo - oftest.

Og heri ligger Politikens foragt for national selvopretholdelse. Når man har et dansk forsvar, så er det fordi Danmark skal forsvares. Selve forsvarets væsen ligger i at gribe til våben når grænserne er truet. Det er på en gang forsvarets eksplicitte formål og soldatens implicitte virke. Så hvad var ellers ideen med at holde dem på kasernerne “til det var for sent”, hvis ikke man regnede med at nogle ville gøre deres pligt? Og hvis ikke man regnede med at den pligt på een gang skulle vise tyskerne at man skam overgav sig villigt og de allierede at man havde forsvaret sig selv? Man spillede kynisk skak og ofrede nogle bønderkarle, der var dumme nok til at tage deres pligt alvorligt, fordi det troede at det var vigtigt for alle.

MEN! Dette er ikke pointen. 9. april handler ikke blot om sentimentalitet. Filmen er blevet beskyldt for ikke at sætte den lille gruppe soldater, som man følger, ind i en historisk ramme. Men det er netop, hvad filmen gør. Ud over at filmen antager et minimum af historisk viden hos sit publikum, så starter den med en lille tekst, hvor det bliver forklaret, hvorledes det danske forsvar gennem mange år, trods udviklingen i Europa og “Hitlers støvletrampende Europa”, som Røde udtrykte det, systematisk var blevet besparet ned til det latterlige. En telefonopringning fra overkommandoen i København efterlader den stedlige kommandant målløs, nærmest afmægtig og han genvinder først fatningen da han kan bide en oprørt indigneret officer af med at understrege betydningen af og identiteten i “ordrer”!

Ordre er en glidende overgang til pligt. Det er måden, hvormed pligten koordineres og udtrykkes i det lavpraktiske. Nogle ordrer er væsentligere end andre, og nogles ordrer er væsentlige end andres ordrer. Det er et tema, der afspejles i flere scener, hvor forskellige enheder følger forskellige ordrer, eller samme ordrer forskelligt som sparsomme oplysninger om slagmarkens omskiftelige virkelighed opsnappes mest ved tilfældigheder. Overgangen mellem pligt og ordre er flydende og militærets rene linier er ikke simplistiske.

Soldaterne får intet at vide, andet end de skal sove med støvlerne på. De får udleveret 40 patroner hver. 40 skud hver til at forsvare Danmark, har generalstaben tænkt ved det? Eller er det politikerne? De har deres ordre, der efterlader dem i tvivl, men de mister ikke deres fornemmelse af pligt.

Vi ved hvad det alt sammen betyder for vi kender slutningen, vi kender de store linjer og historiens forudsætninger og udfoldelse. Men filmens pointe er at soldaten ikke gør. At nogle ikke engang fik at vide at Danmark havde overgivet sig, hvorfor de kæmpede endnu nogle timer. De er sindbilledet på en politik, der svigtede virkeligheden, og svigtede os alle sammen. Dette er perspektivet og det er fremragende illustreret. Vel nærmest et skoleeksempel, som kritikerne altså dumper i. Og den redikale eftergivenhedspolitik udtrykt i Politikens vrængende leder.

Nej, det er ikke filmen 9. April der ikke sætter fortællingen ind i en historisk ramme. Det er kritikerne og her især Politikens leder. 9. April handler ikke blot om en skæbnesvanger dag. 9. April handler derimod om kulminationen på den politik, der havde undergravet Danmarks evne og følgende vilje til at forsvare sig selv. “Vi må indrette os således, at vi militært intet betyder. Da kan Tyskland ikke mistænke os for at ville slå følge med dets fjender” var den radikale udenrigsminister Peter Munchs devise op gennem 30′erne. Det var denne devise der led nederlag.

Så stort et nederlag led Danmarks neutralitetspolitik at det endda kom bag på de tyske enheder at der fandtes danske soldater, der var villige til at forsvare sig. De oprindelige tyske planer havde kun handlet om en besættelse af Nordjylland, fordi man skulle lufthavne til felttoget mod Norge, der var det egentlige mål. Det er en mageløs opfattelse af Danmark, som er sin egen pointe værdig. Man tager bare en bid af et suverænt land fordi det virker mindst omkostningsfuldt. En næsten sikker overbevisning om at resten af Danmark blot vil dukke nakken og at man derfor ikke behøver knække det en gang for alle ved en fuld besættelse. Det er et sprøgsmål om ressourcer. Men i sidste øjeblik ændrede tyskerne ved et skødesløst pennestrøg planerne og bestemte sig for the full monty.

Og Danmarks chancer for at forhindre tyskerne i at nå deres mål var ikke til stede. Man regner med at det danske forsvar kunne have holdt tyskerne hen en dag eller måske to. Og for hvilken pris, som Politiken hæfter sig ved fra deres moralske bastion. Men denne forsinkelse er med et udpint forsvar som forudsætning, et forsvar der skulle tage Danmark så servilt ud at tyskerne ville være os nådige. Som det vist sig tabte tyskerne blot al respekt. Selvfølgelig.

Hvis man i stedet havde taget truslen fra nazityskland alvorligt og oprustet, moderniseret og forberedt sig derefter, kunne man gøre megen skade på den tyske krigsmaskine. Jylland er et smalt sted og infrastrukturen let at sabotere. Minering af farvandene samt ubådskrigførelse ville troppetransporter med skib være yderst risikabelt. Nej, en sejr over Tyskland vil aldrig lade sig gøre, men afskrækkelsen skal sættes i relief.

Tysklands mål 9. april var Norge, som var forudsætningen for deres Atlantvold. Det var også forudsætningen for svensk jernmalm og kuglelejer til deres krigsmaskine, samt en afgørende del af deres ubådkrig i Atlanten. Og tyskernes næsten glidende overløbning af Danmark greb Norge helt uforberedte. De allierede forstærkninger nåede frem 5 dage senere, da det var for sent. Men, hvis Danmark kunne holde tyskerne hen ville engelske og franske styrker forstærke det norske forsvar og forhindre at Norge faldt i tyskernes hænder. Det havde givet de allierede kontrollen over hele den rute, hvortil militærhjælp blev afskibet til Sovjetunionen. Det var en enestående mulighed for at stoppe en del af den tyske fremmarch allerede i 1940. Og det ville have frataget tyskerne en væsentlig strategisk fordel, der forlængede 2. Verdenskrig med et til to år.

Vi kunne med andres ord have indrettet os således, at omkostningerne ved at konfrontere os militært oversteg gevindsten ved en sejr. Da kunne Tyskland mistænke os for at ville slå følge med dets fjende så meget de ville. Eller er det blot andedammen hjemlig hygge, der tæller på Politiken?

Åh ja, Politiken skriver videre om bifaldet til en af de kæmpende soldater:

Så rejste først en enkelt sig, så flere - og til sidst modtog den ældre herre taktfaste, stående ovationer med en iver, der afspejlede det værste i tidens dyrkelse af det heroiske og krigen.

Dette er ikke sandt, de stående ovationer var ikke taktfaste. Velfortjente, ja, men ikke taktfaste. Den løgnagtige brug af ordet “taktfast” til at insinuere blind militarisme, småfascisme og placere publikum i rollen, som de sande besættelsestyskere, en hårsbredde fra nazi-sympati afspejler, det værste i Politikens svigeri. En selvindbildsk ret til at bestemme over den objektive virkelighed.

Jeg var iøvrigt den anden der rejste mig op. Den første der rejste sig op, sad til højre i salen og hende genkendte jeg fra TV som Marianne Jelved. “Det er rigtigt, det jeg siger!”

Virkeligheden før og efter mixerpulten

Mangen et godt countrynummer er blevet ødelagt af en ængstelig producers manglende tillid til publikums evne til at genkende god musik. Men ved efterfølgende at drukne musikken i et fernish af muzak, ender man også med at fratage musikken sin sandhed. Meget let præsenterer man en løgn. Her er noget sandhed, førend violinerne er tilsat fra mixerpulten

”Jeg accepterer individets beslutning om at ville stå fast på sine rettigheder. Men debatten bør handle om, hvad samfundet vil betale for at sikre disse rettigheder. Hvad er vi som samfund parat til at ofre - af økonomiske, lovgivningsmæssige og andre grunde - for at passe på borgerne? Jeg savner en diskussion i medierne om samfundets pligt til ikke at bøje sig under pres.”

Europa og Danmark er i en overgangsperiode mod et multikulturelt samfund. Vores gamle samfund er borte og kommer aldrig igen. Det må vi indstille os på og på en situation om 10-20 år med omkring en million danskere med muslimsk baggrund. Danmark er i en situation, hvor vi må finde ud af, hvordan vi formindsker mulighederne for at ende i en kulturkamp. Den arabiske kultur befinder sig i et dybt sort hul og bidrager intet til verdenskulturen i dag. I stedet henfalder man til drømme om en historisk storhedstid i den tidlige middelalder. Det er en udbredt idé i den arabiske verden, at Europa har stjålet den storhedstid. Drømmene i de arabiske lande indskrænkes og overlades til ekstremister og fundamentalisters fortolkning. Og de, der kommer hertil, har religionen og hadet med sig.

Alt dette er sandt. Simpelt men sandt, “three chords and the truth”. Muslimerne vælter over grænserne og de er truslen mod vores land og frihed. De har intet fornuftigt at bidrage med, som de kommer fra en fejlslagen kultur, kun had og løgn har de med. Vi er i en kulturkamp og vi er end ikke begyndt at tage den diskussion.

Men se, sandheden kan dumme mennesker ikke lide så derfor tilsætter man nogle generiske strygere, der skal søde det sure. Og selvom man svagt stadig kan høre sandheden (som jeg alligevel har markeret) gennem violinerne er det blevet så meningsforstyrende at det nærmer sig løgn.

”Debatten svigter, når medier og andre bliver ved med at tale om retten til ytringsfrihed. Diskussionen om, hvorvidt det er forsvarligt at lave og offentliggøre karikaturer, talte vi om for 10 år siden. Den er ikke relevant. Terroristerne gik ikke efter at angribe specifikt ytringsfriheden. Det forstår de ikke, hvad er.”

Hvad bør debatten så handle om?

Jeg accepterer individets beslutning om at ville stå fast på sine rettigheder. Men debatten bør handle om, hvad samfundet vil betale for at sikre disse rettigheder. Hvad er vi som samfund parat til at ofre - af økonomiske, lovgivningsmæssige og andre grunde - for at passe på borgerne? Det er et samfundsmæssigt dilemma at vælge sikkerhed frem for rettigheder. Jeg savner en diskussion i medierne om samfundets pligt til ikke at bøje sig under pres.

Hvad handler tegningerne om?

”Mit synspunkt er og var også for 10 år siden, at man træder på et folk, der ligger ned. Europa og Danmark er i en overgangsperiode mod et multikulturelt samfund. Der kommer flere flygtninge, og det kan vi ikke standse. Alle fornuftige arabere ønsker at komme til Europa med bedre levestandarder og friheder. Vores gamle samfund er borte og kommer aldrig igen. Det må vi indstille os på og på en situation om 10-20 år med omkring en million danskere med muslimsk baggrund. Det er i det perspektiv, vi må finde ud af, hvilket samfund vi ønsker, og være parat til at ofre noget for at få dem integreret. Hvis vi vil Danmark det bedste, er vi nødt til at forholde os til den komplekse situation og til spørgsmålet om at vurdere rettigheder over for en kritisk situation, hvis man håndhæver de rettigheder.”

Men står Danmark ikke allerede i den komplekse situation?

”Ikke Danmark. Men det gør Frankrig, og her har man ikke bøjet sig. Republikken kræver, at indvandrere tilpasser sig, men samtidig har man isoleret dem i store bydele. Danmark er i en situation, hvor vi må finde ud af, hvordan vi formindsker mulighederne for at ende i en kulturkamp. Og derfor er jeg imod, at man gør grin med det sidste, arabere har tilbage.”

Hvad er det?

”Religionen. Den arabiske kultur befinder sig i et dybt sort hul og bidrager intet til verdenskulturen i dag. I stedet henfalder man til drømme om en historisk storhedstid i den tidlige middelalder. Dengang var det os, der var i et åndeligt mørke, mens den arabiske verden var oplyst. Det er en udbredt idé i den arabiske verden, at Europa har stjålet den storhedstid. Og når vi samtidig gør grin med deres religion, hævner de sig.”

”Den arabiske antipati over for Vesten har fået ekstra næring de seneste 15 år, hvor vestlige lande er vendt tilbage til Mellemøsten med militær magt. Det koster også civile menneskeliv og fører til et had til den vestlige verden. Drømmene i de arabiske lande indskrænkes og overlades til ekstremister og fundamentalisters fortolkning. Og de, der kommer hertil, har religionen og hadet med sig. De kan ikke rejse tilbage til deres hjem, som står i brand - skal vi så sætte ild i mere?”

Hvad lærte vi af de danske karikaturtegninger?

”Det var et resultat af vores egocentriske holdning til omverdenen. Vi må indtil videre forholde os til virkeligheden, som også indebærer, at vi har skabt forudsætninger for, at unge danske arabere rejser ned og slås i Mellemøsten. Og en virkelighed, der betyder, at vi ikke bør træde på folk, der ligger ned, med satire. Behovet for at få bekræftet retten til ytringsfrihed er baseret på en løgn. Ytringsfriheden administreres konstant efter overordnede hensyn og af høflighedsgrunde. I dette tilfælde er der tale om et hensyn, der betinger ikke at være i krig med andre. Vi skulle hellere fokusere på at vinde indflydelse i en muslimsk verden, der befinder sig i en krise, gennem tillid.”

Violinerne, starter med at benægte at ytringsfriheden faktisk aktivt bliver sat til diskussion af den værdimæssige venstrefløj. Det som Krarup kalder Systemet Politiken. For så umiddelbart derefter, at lade vores frihed være afgrænset af muslimers sans for nuancer. Muslimerne forstår alt væsentligt i ytringsfriheden nemlig at den skal væk. Ytringsfriheden skal væk fordi mennesker igennem ytringer hjælper hinanden til at tænke længere end de ville kunne alene. Og som enhver god gidseltager ved, skal man holde sine gidsler isoleret og afskåret fra viden om omverden, for uvidenhed øger angst og gør kontrol lettere.

Violinerne tillægger derefter en resigneret betydning til den ellers etablerede ‘accept’ af at friheden tilhører individdet (og dermed forkaster Ellemanns sofistiske ‘ytringspligt’ meme) ved nu i den færdige version at stille friheden op som et samfundsmæssigt dilemma i forhold til sikkerheden. Friheden skal blot forsvares når den er truet, længere er den ikke. Men her mærker vi som sagt konsekvensen af Systemet Politikens aktive diskussion af ytringsfriheden og dens stålsatte benægtelse af at vi er truet. Af samme grund er det også en løgn at “vi” ikke kan gøre noget ved folkevandringen, når der i realiteten er tale om at Systemet Politiken ikke vil gøre noget af hensyn til konventioner.

Og sådan går det over stok og sten komplet med trommemaskine, til at banke det hele i takt. Det er vores egocentriske tegninger der træder på muslimerne. Os der har sat ild i deres hus. De muslimer der ønsker at komme hertil er nu alle fornuftige arabere, hvor de ellers havde hadet og islam med sig. Tåbelige udsagn, som at man ikke skal træde på folk der ligger ned, hvilket jo byder spørgsmålet om man skulle have stoppet krigen mod Hitler i 44. Og at det på et tidspunkt var “os, der var i et åndeligt mørke, mens den arabiske verden var oplyst”, hvilket bare ikke er rigtigt.

Og så modsiger mixerpulten den oprindelige version ved at påstå at ytringsfriheden “administreres konstant efter overordnede hensyn og af høflighedsgrunde”. Når der kommer folk uden nuancer hertil med had, ændres præmisserne for vores administration af de overordnede hensyn. Og høflighed. Den oprindelige version slår fast at kulturkonflikt handler om sikkerhed trusler og vold og som selv i violinversionen bagvendt indrømmes som et samfundsmæssigt dilemma.

Åh, det skal jeg lige sige; det er Herbert Pundiks ord 17 januar 2014 til Kristeligt Dagblad i kølvandet på Charlie Hebdo massakren, der tilsatte rytmemaskine og strygere fra sin mixerpult. Han kender som en anden Hansi Hinterseer sit publikum.

Alle skal krydse deres egne spor

Information supplerer den løbende ytringsfrihedsdebat med lidt skrivende kolorit fra fire kvindelige forfattere og Thomas Boberg

Efter lørdagens angreb på Krudttønden og Københavns Synagoge sidder følelserne uden på tøjet, og retorikken skærpes. Vi har bedt fem forfattere – Carsten Jensen, Merete Pryds Helle, Kirsten Thorup, Kristina Stoltz og Thomas Boberg – om fri af døgnet at fortælle, hvad ytringsfrihed betyder for dem, og hvad det er for en kamp for ytringsfriheden, der skal kæmpes i vores globale verden

Carsten Jensen fortæller hvorledes han engang i Afghanistan, var blevet konfronteret af en lokal militsleder, der ikke kunne forstå, hvorfor vi i Danmark ikke havde slået Flemming Rose ihjel for Muhammed tegningerne. Som Jensen danser om sine svar, helt prisgivet svært bevæbnet muslimsk mentalitet, får han pludselig spørgsmålet om han er kristen

Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne sige sandheden. At jeg ikke havde noget trosforhold, og hvis jeg troede på noget, så var det Einsteins relativitets teori, Schrödingers kat, Heisenbergs usikkerhedsprincip, ormehuller og sorte huller i en pærevælling, kort sagt universets gådefuldhed og al videns indbyggede mangelfuldhed i modsætning til al religions skråsikkerhed.

Det var derimod ikke noget problem at sige, jeg var kristen. Jeg var fra Vesten. Militssoldaten vidste, at i Vesten er vi ikke muslimer, og kristen var godt nok for ham. Det gjorde os på en vis måde til ligemænd i den forstand, at vi begge havde en Gud, der ikke måtte krænkes. Det var fint med ham, at jeg var vantro, hvis bare jeg tilhørte en afart af vantro, der var lige så militant intolerant som hans tro. Det var min forståelse, han appellerede til. Du har selv en gud, så må du da kunne forstå, at den, der krænker ham, må betale med sit liv.

Jeg kunne ikke sige, at jeg ikke troede på nogen Gud. Det ville afføde en foragt med helt uoverskuelige konsekvenser. Det ville også have helt uoverskuelige konsekvenser, hvis jeg sagde, at jeg var kristen, for så ville konklusionen i militssoldatens øjne være uundgåelig. Det ville være min pligt at sørge for, at min halvnøgne diskussionspartner fra saunaen i Norge blev slået ihjel. Og hvis jeg ikke forstod det, var jeg en dårlig kristen, der fortjente samme skånselsløse foragt som en, der ævlede løs om Schrödinger og Heisenberg.

Jensen bliver reddet da samtalen slutter grundet almindeligt muslimsk kaos. Det vender jeg tilbage til. Jensens overskrift og hans konklusion på dette muslimske optrin? “Jeg slap for at dø for Flemming Rose.” Nemlig, det var Flemming Rose der gjorde livet farligt for Jensen. Rose er åbenbart skyld i enten:

- at Carsten Jensen er rejst til Afghanistan notorisk berømt for af være fyldt med crazy fucks, som muslimer er flest

- at Carsten Jensen kommer fra Danmark

- at Danmark er et kristent land

- at Carsten Jensen er ateist

- at muslimer vil dræbe ateister og dårlige kristne

Og Jensen er ikke et øjeblik i tvivl om at det vil muslimer bare - og det lyder så meget pænere når det kommer fra ham end når det kommer fra skimlede mig.

“Intet er mig helligt” skriver Merete Pryds Helle og man må indrømme, som i Carsten Jensens tilfælde, at frimodige beskrivelser af fremmede folkeslags mentalitet hører til den kategori

Når jeg sidder i en bus i Indien med bare lår, så provokerer det. Jeg har ret til at blive vred, hvis nogen lægger en hånd på det lår, men ikke ret til at blive forbløffet.

For sådan er indere. Og det er de faktisk, men mig vil det nok ikke være beskåret at sige det samme. Det er nemlig et spørgsmål om æstetik.

Jeg lægger mærke til, at de tegninger, der provokerer så meget, som regel er elendige. Elendig kunst. Ikkekunst. Hvor er den virkelig gode kunst, der provokerer på samme måde? Er den fraværende, fordi god kunst er kompleks, og det at vise kompleksiteten ikke bliver et mål for et ensrettet had? Kan vi kræve, at folk, der ytrer sig, formår at rumme både hensynet til de andre og egen integritet? At kunst skal være god?

“For vi lever i det globalt sociale” argumenterer Helle og ophæver helt sit argument om, hvad kvinder specifikt kan vente sig i Indien, for så umiddelbart derefter at vende tilbage til sit skik følge eller land fly

I det sociale er der altid spilleregler, der afgør, hvordan det sociale spiller. Hvis man overtræder reglerne, får man problemer med resten af gruppen; hvis man holder for meget fast i reglerne, mister gruppen dynamik og udviklingsmuligheder. Det er hele tiden en balance. Hvad man kan sige på et tidspunkt og i en situation, kan man ikke sige i en anden. Man siger muntert ‘Fuck dig’ til en ven, men ikke til sin bedstemor. Man skal have tildækket sine skuldre for at gå ind i Peterskirken, og i Indien tager jeg gamacher på mine ben. Hensynet til gruppen er en måde at vise, at man vil gruppen; også selv om man ikke er en del af den. Samtidig er man også sig selv; integriteten er også vigtig. Igen gælder det om at finde balancen. Jeg indretter mig, og jeg holder fast i mig selv.

Nemlig, og her i landet har du så ikke ret til at blive forbløffet over at se grim kunst. Ligesom man ikke har ret til endnu engang at blive forbløffet over det glade vanvid på Information

Jeg bliver nødt til at forstå, at jeg provokerer. Dette er ikke et forsvar for vold, jeg foragter den voldelige reaktion. Men jeg er stolt, når tusindvis af arabere boykotter Arla, fordi de derved bruger deres demokratiske ret til at vise en forargelse.

Og jeg tænker, at reaktionen på Muhammedtegningerne var med til at starte de folkebevægelser, der førte til Det Arabiske forår. På den måde kommer kompleksiteten frem igen; jeg synes, at tegningerne er dårlige, jeg synes godt, man måtte trykke dem, men jeg synes, det var dumt, at man ikke forstod, hvor afsindigt dumt det var, at Anders Fogh Rasmussen afslog at mødes med de ambassadører. Men måske førte den (fra min side set) tåbelige provokation til en bevægelse, der har skabt afgørende forandringer i Mellemøsten og sat diskussionen om ytringsfrihed på dagsordenen der. Det er jo godt.

Ja, ytringsfrihedens veje er uransagelig, men alt i alt til det bedste. Vi forstår måske ikke, hver en sten i skoen, men det tilkommer altså ikke os at dømme.

Kirsten Thorup mener som Merete Pryds Helle i sit indlæg, hun uden ironi kalder “Det store selvmål”, at vi lever i en “globaliseret verden, hvor vi skal finde ud af at leve sammen som medmennesker og medborgere uanset hudfarve og religiøse tilhørsforhold.”. Nu er det jo forfattere af fiktion, men jeg må alligevel indskyde at vi kun lever med medborgere her i landet. Thorup mener at “Ytringsfriheden er alt for vigtig og central i et frit, demokratisk samfund til at blive patenteret af ytringsfrihedsfundamentalister” og patenterer i stedet hvad den faktisk skal bruges til

Det ville være mere relevant at rette satiren mod de religiøse, politiske, økonomiske magthavere og magtmisbrugere end mod ’de danske muslimer’, som det hed i følgeteksten til Jyllands-Postens tegninger med en generalisering af en mangfoldig og forskelligartet minoritet, hvoraf mange er flygtet fra islamiske regimer.

Det gælder i dag om at være opmærksom på den afgørende skillelinje mellem bevidst, propagandistisk hetz og hate speech mod udsatte mindretal på den ene side og på den anden side vores demokratiske ytringsfrihed, der taler magten midt imod, og som det er værd at værne om og kæmpe for.

(…)

Uden en ansvarsbevidst, åben og tolerant omgangsform i det på en gang lokale og globale offentlige rum, vi befinder os i, ender den frie demokratiske debat i en narcissistisk skyttegravskrig styret af fordomme, stereotyper og fjendebilleder.

Thorup kender desværre ikke tolerance, som ikke udvises af den der ytrer, men af den der lytter. Og hun ser måske heller ikke, at man måske ikke befinder sig så meget i det globale offentlige rum, når man skriver på dansk i et meget lille dansk dagblad, hvis hovedintægtskilde er dansk mediestøtte, givet af danske skatteydere fordi danske politikere mente, at den danske del af det globale offentlige rum, trængte til marginale stemmer. Til gengæld kender hun, som det mere og mere synes at være forfattere til del, muslimens mentalitet, hvis ”forudsigelige vredesreaktioner” det er en “selvopfyldende profeti”  at udfordre. Og den mentalitet lyder ikke rar. Livsfarlig endda, som Jensen kunne berette.

Kristina Stoltz fortæller en genuint morsom barndomsanekdote om første gang hendes far så “En neger på en cykel”, som han kaldte hele familien hen til vinduet for at se. Men alting var ikke bedre i gamle dage, faktisk var det “forrykt”. “For mange danskere er det som at få stukket en rød klud op i ansigtet, at blive dikteret, at der er ord, man ikke må bruge” forklarer hun, som en modsætning til sin amerikanske negermands californske politiske korrekthed. Men heldigvis gælder danskernes forrykte stanpunkt ikke for nutidens og fremtidens samfund af lurende konflikt

Et standpunkt som for min eksmand, hvis aner var en skønsom blanding af irske, litauiske, jamaicanske plus den ubekendte slavekoloniale, ikke fattede et pløk af – naturligvis ikke, han var født og opvokset i det multikulturelle Californien, hvor han havde fået ind med modermælken, at sprog og omgangstone var af afgørende betydning for, at så forskellige befolkningsgrupper kunne leve side om side.

(…)

Vi er ikke længere et homogent etnisk, mere eller mindre renskuret land med et par enkelte rastafarier inde på Gammel Torv, tre-fire gæstearbejdere fra Pakistan og de grønlændere, der altid hører til, nej, vi er blevet et multikulturelt samfund, om vi kan lide det eller ej. Og vi vil forblive et multikulturelt samfund, om vi kan lide det eller ej. Ydermere er vi blevet en del af en global offentlighed. Spørgsmålet er så bare, om vi trods denne multikulturelle virkelighed vil holde stædigt fast på vores homogene selvopfattelse, hvilket indtil videre har indbefattet retten til at tale, skrive og tegne, som vi vil, uden tanke for hvordan vores udtalelser bliver opfattet af folk med andre kulturelle og religiøse baggrunde. Og uden tanke for de langsigtede følgevirkninger af vores mulige tilbagevendende, mere eller mindre tilsigtede krænkelser.

Stolz kloger sig, trods sit intime forhold til sin negermand, ikke på specifikke multikulturelle etniciteter i den globale offentlighed, med særlig interesse for danske forhold. Men hun kender nok til “dem” at de udgør en samlet masse, som ikke kan forstå og leve med vores homogene ytringer. Ja, de kan heller ikke kan lære det, fanget som de er i rigid stereotypi - og vi er fanget med dem. Eller er det af dem? Under alle omstændigheder hæver den danske forrykte mentalitet sig således over den globale offentlighed ved åbenbart at være den eneste, der er i stand til at forandre sig, om det så er til det værre. Vi kan, som de eneste i globale offentlighed, i hvert fald ikke holde på hvem vi er, om vi kan lide det eller ej og sådan er det bare.

For Stoltz er det logisk, ja uproblematisk, hvis endda ikke ønskeligt, at multikulturalisme undergraver demokratiet ved at det umuliggør ytringsfrihed. Demokrati betyder folkestyre, altså et styre der forudsætter et folk. Og når så folket endda er forrykt så kan afskaffelsen vel kun gå for langsomt.

neger-og-hvid-pige

Neger og hvid pige hed billedet og en fotograf blev sendt ud for at dokumentere det for læserne i 1962

Thomas Boberg redder dagen, selv om det ikke er uden bekymringer. For Boberg er “Situationen kompleks” og han mener ligesom sine fire kvindelige forfatterkollegaer at “Vi er en del af en globaliseret verden”. Og så køber han til fulde ideen om at indvandringen er en trussel mod demokratiet, men mener optimistisk at “det må være muligt at arbejde for en bedre integration uden at give køb på ytringsfriheden”. Integration, ikke assimilering. De vilde kan aldrig lære at blive som os, men måske kan de gå fredeligt rundt i vores gader?

Dogmatisk religion er dybt problematisk. At Gud og samtlige profeter ikke er større, end at en lille tegning kan krænke, er for mig en gåde og appellerer ikke til min respekt. Det er nok, fordi fundamentalistisk religion snarere end individuel tro drejer sig om magt, ensretning og kontrol. Vi kan som samfund naturligvis aldrig acceptere, at religion ikke skal kunne være genstand for kritik. Dog finder jeg det heller ikke nødvendigt konstant at slynge om sig med hån, spot og latterliggørelse. Man må sgu da tænke sig om. Det handler om at finde en måde at leve sammen på, og det må foregå i et rum, hvor enhver kritik og enhver ytring er en ret. Vi må holde fast i det frie ords frie dialog. »Jeg er uenig i, hvad De siger, men jeg vil til døden forsvare Deres ret til at sige det.« (Evelyn Beatrice Hall).

Sproget er ikke statisk, det udvikler sig med tiden, med os. At skrive er også at lytte til virkeligheden. Derfor må forfatterens sprogarbejde hele tiden være i bevægelse. Opmærksomt, antiautoritært, udogmatisk, kritisk, humoristisk. Visse digtere mener, at der er ord og ting, man af forskellige politiske grunde ikke bør skrive. Jeg er uenig. Alle ord er brugbare. Det afhænger af sammenhængen. Et ord kan synes rigtigt i en tekst, men helt forkert og usmageligt i en anden. Sådan er det jo at skrive, man vælger til og fra. Det vil være misforstået at undlade at skrive dette eller hint, fordi en politisk agenda derude dikterer det. Det vil være (selv)censur. Og den frie digtnings død. Og dermed også vejen mod det frie samfunds ophør.

Og sådan er det for de pæne. De kan tale imod ytringsfrihed og demokrati fordi de respekterer mennesker, de mener er morderiske, uden evne til selvkontrol og udvikling. De kan besynge at samfundet bliver stadigt mere som en krudttønde, hvor vi i stadigt højere grad skal kende diplomatiets subtile kunst for ikke at antænde det hele.

I min forrykte barndom var angsten for at træde på sociale konventioner, hvad der kendetegnede det provensielle. Nu er det, hvad der kendetegner den store verden. Hvordan flygter man fra den globale landsby?

Danmark bør opgive friheden for at modtage indvandrere

Det synes Peter Wivel i hvert fald at mene i Politiken, hvor han forsvarer den svenske tilgang til fængsling af dissidenter. Om Dan Park sagen, hvor den svenske gadesatiriker Dan Park blev fængslet for at gøre sig morsom over den svenske multikulturalismes selvmodsigelser, fremkommer Wivel med denne kandidat til årets citat

Sagen rejser spørgsmålet om, hvor meget racisme vi kan tåle i et Europa, der presses af stadig større flygtningestrømme.

Friheden er indvandringens pris - og indvandringen kan ikke stoppes. Wivel fortsætter sit indlæg med at forsvare det svenske retssystem ved Malmø Tingsret og kommer med følgende opfordring til de danske udstillere Trykkefrihedsselskabet og Hornsleth & Friends

Hornsleth & Friends vil gøre debatten, for slet ikke at tale om ytringsfriheden, en stor tjeneste ved at bringe dommen i sin helhed og i dansk oversættelse i det katalog, der forhåbentlig følger med udstillingen. Fordomme er som bekendt domme, man fælder, før man ved besked med sagen.

Det er en god ide med dokumentation, men den vil ikke understøtte Wivels og Malmø Tingsrets pointe ifølge Jens Martin Eriksen i et interview med Information

[D]e præmisser, Malmø Tingret har lagt til grund for dommen, vidner om  rystende amatørarbejde. Selv inden for den svenske anti hatespeech-lovgivnings rammer«.

– Vil du uddybe den vurdering?

»I dommen bliver der konsekvent set bort fra det forhold, at Dan Parks billeder har karakter af karikatur. Beskrivelserne i dommen af værkerne udmaler nok deres ’fornedrende og hetzende’ indhold, men det sker på sært løsrevet måde. At gøre grin med de karikerede er hele naturens væsen, og de værker, jeg har set af Dan Park, indskriver sig alle i en aktuel kontekst. Karikaturgenren er per definition en kommentar til lokale politiske slagsmål. Og derfor kan man slet ikke læse en karikaturtegning, hvis man afkobler ethvert kendskab til dens kontekst«.

Det er nu ikke Wivels opfattelse og hans analyse af Parks udtryk er et spejlkabinet, der gør ofre til gerningsmænd, som allerede overskriften siger . Wivel står dog fast og giver det mest omtalte eksempel

I fjor protesterede Momodou over et overfald, udført af en flok muslimske mænd og kvinder i Kroksbäck i Malmø. Ofret, den dansk-gifte Yusupha Sallah, havde nær mistet livet. Hans lille søn led fysisk og psykisk overlast. Park udstillede ofret på en plakat, hvor Momodou og Sallah – sammen med en sort amerikaner – ses med løkker om halsen under teksten ’Hang-on Afrofobians’.

Park arbejder her med en satireform, der skal vise, at »mønten har to sider«. Han holder et spejl op for jøder og sorte. I det kan de se, at de selv optræder som racister over for det tolerante svenske samfund.

Med deres ømskindede beklagelser placerer de sig i en aggressiv offerrolle. De siger i virkeligheden: ’I vil gasse os’ og ’I vil lynche os som negerslaver’. Det, du siger, er du selv, lyder Parks alt andet end uskyldige budskab.

Dette er ikke helt sandt, som man kan læse i Berlingske Tidende, hvor Frederik Stjernfeldt beskriver omstændighederne i lidt mere

Det gælder fx. sagen om, hvordan en sort fader, Yusupha Sallah, og hans lille dreng blev brutalt overfaldet på en bro i Malmø af en gruppe på over ti personer, der bl.a. havde råbt: »Din jävla svarta man, jag vill döda dig och din son«. Sagen vakte stor opsigt i Sverige, med avisledere, demonstrationer imod racisme osv. - lige indtil det blev klart, at det racistiske overfald ikke var begået af etniske svenskere, men derimod af kurdiske indvandrere: så forstummede kritikken fuldstændig. Det var dén sag, der lå bag Parks collage »Hang on Afrofobians« (Bliv ved, afro-hadere) – der spiller på, at hvis gerningsmanden selv har minoritetsbaggrund, så kan man åbenbart bare fortsætte med racistiske overfald (af den halve snes deltagere i det livstruende overfald blev kun én dømt – til to års fængsel).

Den vigtige detalje med at antiracistiske protester kun gjaldt så langt man troede det var etniske svenskere har Peter Wivel altså løjet ud af sammenhængen, for at komme til en mere infam konklusion om Dan Parks værker. Jens Martin Eriksen helt enig med Stjernfeldt og han tilføjer

[Dan Park] siger Hang on Afrofobians, for det er den opfordring, han mener at høre til voldsmændene fra et politisk korrekt Sverige, der klapper i. Hvad han i realiteten gør, er at levere en spiddende kommentar til relativismen i den såkaldte antiracisme: At racisme og racistiske hadforbrydelser kun kan erkendes som sådan, hvis det er etniske europæere, der står som aggressor og alle andre etniciteter, der står som offer. Men har man aggressorer af anden etnisk herkomst, bliver deres overgreb afideologiseret. Så bliver episoden til en notits, en tilfældig begivenhed i døgnet, som ikke er værd at nævne på den politiske agenda og giver ikke anledning til mobilisering«.

– Hvorfor ikke?

»Motivforskning er en sumpet affære, men rimeligvis, fordi man har sagt: ’Åh nej, fokus på denne sag, risikerer kun at gavne Sverigesdemokraterne’. Episoden følger en bredere tendens, hvor man lukker sådanne sager fuldstændig ned.

Konsekvensen af dette er, at antiracisme i denne dominerende variant i dag har mistet al troværdighed, fordi den reelt promoverer og beskytter den racisme, der fx kommer fra muslimske arabere. Antiracisterne er simpelt hen ude af stand til at tænke i de baner, at der også kunne eksistere der racisme i alle kulturer, også i de indvandrerkulturer, der kommer til Europa. De har fået den idé, at racisme er et endogent fænomen i europæisk kultur. Det betyder, at de heller ikke kan erkende indvandrermiljøers voldsomme sanktioner mod indvandrerpiger, der har haft etniske europæiske fyre som kæreste – i værste fald æresdrab – som racistiske hadforbrydelser. Selv om den udstødelse, som bliver reaktionen på den slags kæresteforhold, er præcis så racistisk, som reaktionen over for nigger lovers i de amerikanske sydstater i gamle dage«.

Efter så megen tale om Dan Park sagen er Peter Wivels indlæg selv for Politikens standard rystende. Ikke nok med at Wivel så frejdigt foreslår ytringsfriheden (af ham betegnet racisme), og det er jo blot den første i rækken af stødende friheder for muslimer, fjernet, så lyver han formodentlig bevist for at lade karaktermordet på Dan Park bane vejen for en knægtelse af danskernes frihed. Hans kamp er tabt på forhånd selfølgelig, Danmark og Sverige bevæger sig nu i hver sin retningen og i Danmark er Sverige ved at blive skræmmebilledet på en udvikling, en svensk tilstand man skal vare sig for. Hvad Wivels absurditeter gør for menigheden på Politiken har vi endnu til gode at se.

Hvad er forskellen mon?

Civile ofre kan ikke undgås, når danske kampfly kaster bomber mod Islamisk Stat i Irak, erkender udenrigsminister Martin Lidegaard. Men endnu flere uskyldige irakere vil blive dræbt, hvis vi lader være med at bombe, mener han.

Og han er Danmarks justitsminister Martin Lidegaard der taler salvelsesfuldt om sin egen samvittighed til Politiken. Tidligere sagde han således

- Jeg må sige, at vi er kommet i den situation, at det er helt uacceptabelt, der bliver slået så mange civile ihjel. Det er ude af proportioner, og det må stoppe, siger Martin Lidegaard til TV2 Nyhederne.

Dengang var han som mange muslimer og arabere og Obama sur over at jødestaten Israel forsvarede sig selv. Israel var som bekendt juridisk i sin gode ret til selvforsvar, men det er Danmark til gengæld ikke når det handler om at bombe frit i Levanten, som vi gør, skriver Jyllands-Posten

Luftangreb i Syrien er et klart brud på folkeretten, lyder det fra militærekspert.

Syrien blev informeret.

Men landet har ikke sagt god for de luftangreb, som en koalition bestående af USA, Bahrain, Jordan, Saudi Arabien, Qatar og De Arabiske Emirater foretog i landet tirsdag.

Ej heller har det borgerkrigshærgede Syrien bedt om hjælp til at bekæmpe Islamisk Stat (IS) i landet.

Og endelig har FN’s Sikkerhedsråd ikke givet mandat til det.

Derfor var der tale om brud på folkeretten, da USA og dets partnere foretog mindst 50 luftangreb i de syriske provinser Raqqa og Deir al-Zor.

Det siger major ved Forsvarsakademiet Lars Cramer-Larsen.

“Det er et brud på folkeretten at angribe et andet land, hvis ikke det land har inviteret til at få hjælp. Og uanset hvor meget præsident Bashar al-Assad er en krigsforbryder, så er han jo stadig i folkeretlig forstand den legtime magthaver i Syrien, og den syriske regering har ikke inviteret koalitionen til at angribe,”

Israel gjorde sig som bekendt historisk store anstrengelser for at undgå de civile tab som Hamas ellers fristede til overmåde med at sikre. Da vi ikke har støvler på jorden, som det nu hedder og ingen gode efterretninger andet end, hvad vores oppustede godhed ellers driver os til må vi jo stole på at amerikanerne ved hvad de gør.

Det gør jeg gerne, det er i hvert fald underholdende.

Sagt om Dragsdahl-Jensen

Egentlig burde der ikke have hersket tvivl om resultatet. I Information kunne man 19 september læse hvorledes tidligere PET chef Ole Stig Andersen havde vidnet

»PET var af den opfattelse, at Dragsdahl var påvirkningsagent. Han arbejdede for KGB som meningspåvirker.«

Netop påvirkningsagenter var blevet stedse vigtigere for russerne, forklarede den tidligere PET-chef, efter den sovjetiske 20. partikongres i 1956 forlod forestillingen om socialistiske revolutioner i hver enkelt nationalstat. I stedet blev kræfterne brugt på at påvirke opinionen og politikerne i de vestlige lande.

Det var, mens Ole Stig Andersen var chef, at PET i april 1983 oprettede en operationssag på Dragsdahl, som bl.a. indebar telefonaflytning i mere end tre år.

Eftersom Dragsdahl var den eneste danske journalist, efterretningstjenesten på det tidspunkt aflyttede (»det er jeg 99 procent sikker på«, som Ole Stig Andersen formulerede det), blev han som øverste chef orienteret om sagen. Dragsdahl blev i øvrigt også rumaflyttet, fik sin post tilbageholdt og holdt under observation.

Baggrunden for operationssagen mod Dragsdahl var ifølge Andersen, at Information-journalisten havde »usædvanlige konspirative møder med en fremmed efterretningstjeneste«.

Derfor havde Andersen på et møde i embedsmændenes sikkerhedsudvalg også diskuteret Dragsdahls deltagelse i SNU, som var et Sikkerheds- og Nedrustningspolitisk Udvalg, hvor medlemmerne bl.a. modtog klassificeret materiale. Efter aftale med direktøren for Udenrigsministeriet Eigil Jørgensen holdt man inde med at udlevere den slags papirer til SNU-medlemmerne, så længe Dragsdahl deltog: »Vi ville ikke have, at Dragsdahl fik adgang til den slags,« sagde Andersen.

Ifølge hans erindring var embedsmændenes sikkerhedsudvalg enige med ham i opfattelsen af Dragsdahl som påvirkningsagent. Men, understregede Andersen flere gange, det havde intet at gøre med, om der skulle rejses en straffesag om overtrædelse af spionageparagraffen (§ 108) i straffeloven.

»108 er enormt vid. Men det er en politisk vurdering, hvor langt man vil gå,« forklarede Andersen.

»Så når man bruger ordet agent, så var det ikke, fordi man mente, at Dragsdahl kunne straffes efter 108?« spurgte Bent Jensens forsvarer Karoly Németh.

»Nej, det var var en efterretningsterminologi, som vi brugte dengang,« svarede Andersen.

Men der herskede tvivl, ikke blot fordi retssagen i byretten var så bizar. Og den var bizar, som tidligere chefredaktør ved Ekstra Bladet Bent Falbert mindedes i Jyllands-Posten

Den forkerte dom i 2010 i Svendborg ret, hvor det forvirrede kvindemenneske Mette Langborg var retsformand, viser, hvor svært det kan være at føre sådan en sag til sejr.

Hun kasserede Bent Jensens dokumentation og idømte ham bøder, erstatning og sagsomkostninger til sammenlagt 600.000 kr.

Yderligere glemte hun at indkalde kronvidnet Ole Stig Andersen, der var PET-chef 1975-1984, ligesom det lykkedes hendes afdeling at smide retsbogen væk fra en bestemt dag. Det kom frem i landsretten under Bent Jensens ankesag – som flyttede regningen på de 600.000 kr. over på Dragsdahls bord.

Jeg har overværet nogle af møderne i landsretten og undret mig over flere vidners hang til at bortforklare, at Jørgen Dragsdahl var registreret som KGB-påvirkningsagent både i PET’s kartotek og i KGB’s arkiv, hvor han ligefrem blev kaldt ”Nummer 1”.

Der herskede tvivl fordi Østre Landsret også havde sine bizarre indslag. Søren Krarup beskrev i Berlingske Tidende “En episode i Østre Landsret” da historikeren Morten Heiberg, der har skrevet bind 13 i PET-Kommissionens beretning var indkaldt som vidne

Men der blev slet ingen afhøring. Den unge historiker meddelte, at han ikke måtte svare på spørgsmål. Hvorfor dog ikke? spurgte Nemeth forbløffet. Fordi jeg har tavshedspligt, svarede Morten Heiberg.

ALMINDELIG FORBAVSELSE i retssalen. Morten Heiberg har begået et historisk værk. Står han så ikke til ansvar for værkets indhold og konklusion? Morten Heiberg er blevet indkaldt til afhøring for en måned siden, meddelte Karoly Nemeth de tre landsdommere. Han har haft tid til at meddele os sin beslutning for længe siden, og han kan jo ikke hæve et historisk indlæg over spørgsmål og kritik.

Retsformanden undrede sig ligesom alle andre i retssalen, men Morten Heiberg trak et stykke papir op, som var en skrivelse fra justitsministeriet, og som meddelte, at fordi Morten Heiberg havde haft lejlighed til at læse klassificerede PET-dokumenter, kunne han ikke svare på spørgsmål.

»Hvornår er dette brev dateret?« spurgte retsformanden. Morten Heiberg svarede: 1.oktober - dagen før denne afhøring.

MUNTERHEDEN OG OGSÅ forargelsen bredte sig i retssalen. Morten Heiberg havde altså sammen med justitsministeriet udformet et brev, der fritog ham for at stå til regnskab for sit historiske værk, og justitsministeriet og han havde sørget for at datere dette brev så sent, at beslutningen ikke kunne anfægtes og omgøres.

Sådan slipper en historiker for at svare på vanskelige og ubehagelige spørgsmål vedrørende sin historiske fremstilling. Sådan skal man blot alliere sig med et ministerium, hvis der rejses kritik af en redegørelse, som man ikke ønsker diskuteret og anfægtet.

Og Jesper Vind skrev i Weekendavisen at “[h]vis retssagen en dag skulle filmatiseres som en komedie, kunne den passende få titlen Halløj i Landsretten.”

For retssagen, der finder sted i Københavns gamle operabygning i Bredgade, har det ene øjeblik handlet om KGB-agenter, atombomber og storpolitik – for det næste øjeblik at dreje sig om en dansk forsker, der beskyldes for at være en enfoldig og politiserende fusker – for det næste igen at dreje sig om en kvindeglad journalist, der lod sig beværte med udlandsrejser, vodka og dyre frokoster af sovjetiske KGB-folk, og som var »syg af forelskelse«, som en PET-medarbejder skrev i en hemmelig overvågningsrapport.

Halløjet fortsatte, da sagens sidste vidne blev indkaldt. Det var den unge koldkrigshistoriker Morten Heiberg fra den tidligere PET-kommission, der stirrede foragteligt på professor Bent Jensen og nægtede at besvare hans advokats spørgsmål med henvisning til, at Justitsministeriet havde pålagt ham tavshedspligt. Det fik en af tilhørerne – forfatteren Ulla Dahlerup – til at sige indigneret til Jensens advokat: »Hvor er Heiberg dog fræk!«, hvilket fik advokaten til at hviske tørt: »Han er bare en idiot.«

Og halløjet kulminerede forleden dag, da advokaterne – Karoly Németh for Bent Jensen, Henrik Holm-Nielsen for Jørgen Dragsdahl – stod over for hinanden i deres afsluttende sagsfremlæggelse. Den var blevet flyttet til en større retssal på grund af stigende tilskuertilstrømning. Her udførte advokaterne hver deres velgennemtænkte karaktermord på modpartens klient, medens de seneste års danske kulturkamp udgjorde baggrundsmusikken.

(…)

Men uanset hvad vil den offentlige interesse hurtigt komme til at handle om Jensens udgivelse af det 1500 sider store værk, Danmark under Den Kolde Krig. Det er et værk, som har været forsinket på grund af forviklinger omkring Jensens brug af PET-dokumenter. Men forlaget Gyldendal oplyser, at værket er klar til at blive trykt med det samme, når dommen falder på fredag.

Hos Jensens støtter vil værket sikkert få status som »koldkrigsbibel«, og omvendt tales der blandt historikere om, at Jensens fjender lige så sikkert ser frem til at »slagte værket«.

For som den unge koldkrigshistoriker Thomas Wegener Friis sagde i landsretten, da han blev bedt om at beskrive Bent Jensens placering i det danske historikermiljø i dag: »Bent Jensen er den historiker, som de skræmmer deres børn med, inden de skal falde i søvn.«

Det er altid skræmmende at blive indhentet af fortiden. Ulrik Høi tog i Politiken da også sorgerne på forskud og erklærede inden dommen at Jensen ville vinde den moralske sejr, Dragsdahl den juridiske

Mit gæt er, at PET har lovet Dragsdahl straffrihed, mod at han fortalte alt om forbindelsen med KGB.

Ligesom præsten og Stasi-agenten Aleksander Radler, der blev afsløret for et par år siden i Sverige. Gennem syv år førte Radler samtaler med det svenske sikkerhedspoliti, Säpo, der lod ham slippe for tiltale og sikrede ham anonymitet, indtil nidkære journalister afslørede ham.

Spekulation og gætteværk, javist, men det er desværre det, som lukkede døre lægger op til.

Værre er det for Bent Jensen, der risikerer at tabe sagen, medmindre forsvaret trækker en kæmpekanin op af hatten.

Men Bent Jensen vandt. Skønt Dragsdahl var krænket var Bent Jensen i sin gode ret til at skrive, som han mente om Dragsdahks aktiviteter på baggrund af de informationer han trods PET modvilje og modarbejdelse havde støvet op i deres arkiver. Og hensynet til forskeres ytringsfrihed skulle veje tungere end både os andres og Dragsdahls manglende lyst til at stå til regnskab for sine handlinger, mente retten. Jørgen Dragsdahl var selvfølgelig rystet over at systemet ikke længere belønnede ham for det undergravende arbejde, hvorved han var steget til magt og ære, kunne man læse i bl.a. Jyllands-Posten

- Det er en underlig dom, siger Dragsdahl.

- I mine øjne ophæver de den danske injurielovgivning, siger han.

- Øjensynlig er det sådan, at hensynet til ytringsfriheden kan dække over fremsættelse af en stribe falske påstande, siger han til pressefolkene efter dommen.

(…)

Dragsdahl skal betale modparten 600.000 kroner i sagsomkostninger. Han kan ikke umiddelbart anke afgørelsen til Højesteret. Det kræver i givet fald en særlig tilladelse af Procesbevillingsnævnet.

Derudover må Jørgen Dragsdahl forholde sig til, om han har råd til en eventuel ankesag.

- Det er ikke kun et spørgsmål om ret eller uret, men også om økonomiske ressourcer, og jeg sidder ikke på nogen guldgrube, siger Jørgen Dragsdahl.

Jørgen Dragsdahls advokat, Henrik Holm Nielsen, har tidligere oplyst, at han har arbejdet over 1000 timer med sagen, siden ankesagen blev anlagt. I den oprindelige sag brugte han 1600 timer. Dragsdahls udgifter til advokat er under sagen løbet op i over 2,5 millioner kroner.

Den sorg er nok tabt på Bent Falbert der intet havde glemt havde glemt fra dengang Dragsdahl og støtter trynede ham og hans avis til at trække sandheden tilbage

Det er ikke kun professor Bent Jensen og Jyllands-Postens redaktion, som er glade for den dom, som Østre Landsrets 17. afdeling afsagde i fredags.

Vi gamle i gårde på Ekstra Bladet er også tilfredse med afgørelsen. Vi har ventet på retfærdigheden i 20 år.

I 1992 – året efter Sovjetunionens sammenstyrtning – bragte vi en artikelserie om danskere, som havde bistået KGB på vekslende vis.

Blandt de mest fremtrædende var Jørgen Dragsdahl, udenrigsmedarbejder på Dagbladet Information 1977-1995 og 1981-1983 medlem af regeringens Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg. Desuden bistod han Socialdemokratiet og SF som rådgiver under 1980’ernes kamp i Folketinget om sikkerhedspolitiske dagsordener. Navnlig stod han to folketingsmedlemmer, socialdemokraten Lasse Budtz og folkesocialisten Gert Petersen, nær.

Ekstra Bladet rullede op, hvordan Jørgen Dragsdahl havde holdt konspiratoriske møder med KGB-officerer i Danmark og i Wien. Han blev skildret som en energisk påvirkningsagent, der blev styret af Sovjets efterretningscenter i ambassaden i København.

Avisens kilder var bl.a. ledende medarbejdere i PET, så vi var rimeligt trygge ved oplysningernes validitet. Men Dragsdahl gik straks til modstand og forlangte artiklerne berigtiget. Da vi afslog, stævnede han os.

Nu gjaldt det om at dokumentere vore påstande præcist med dokumenter og vidneudsagn. Men så langt strakte PET’s hjælpsomhed ikke. Socialdemokraten Erling Olsen, der var justitsminister 1973-1974, var heller ikke leveringsdygtig i beviser, da han havde talt med sit formørkede bagland.

Med udsigt til at tabe en retssag fulgte vi – tænderskærende – advokaternes råd om at indgå forlig med Østre Landsrets assistance.

Den 13. december 1994 måtte Ekstra Bladet beklage, at vi havde omtalt Dragsdahl som KGB-agent, der havde modtaget betaling for at udsprede disinformation. I tilgift fik han 125.000 kr. i torterstatning.

Det var en mørk dag på avisen. Vi følte, at vi havde ret – men ikke kunne få ret.

Men der ligger altså en regning på 3,5 mill. til Dragsdahls støtter og som man kunne læse om i Jyllands-Posten allerede ved den første retssag, plejede de at omfatte bl.a. “En stribe tidligere ministre fra S, R og CD ”, som også dummernikken Steen Folke

Ud over Kjeld Olesen og Mogens Lykkestoft drejer det sig bl.a. om tidligere justitsminister Ole Espersen (S), tidligere indenrigsminister Birthe Weiss, tidligere økonomiminister Marianne Jelved, tidligere miljøminister Lone Dybkjær og tidligere minister og leder af CD, Mimi Jakobsen. Derudover har bl.a. biskop Kjeld Holm, filosoffen Peter Kemp, og de forhenværende folketingsmedlemmer Jens Bilgrav-Nielsen (R) og Steen Folke (Venstresocialisterne) bidraget.

Der er også kommet støtte fra menneskeretsadvokaten Sune Skadegaard Thorsen, historikeren Kristian Hvidt, professor Ole Lange, professor Nikolaj Petersen, professor Uffe Østergaard og professor Øjvind Lidegaard.

Blandt journalister, der støtter, er tidligere chefredaktør på Information, David Jens Adler, journalist Flemming Ytzen, journalist Jens Lohmann, redaktør Ove Weiss og redaktør Jacob Andersen. Foreningen Informations venner støtter også indsamlingen.

Desværre har de røde jo penge nok, penge de gerne har tjent i fede offentlige stillinger, mens de aktivt og med forsæthar skadet Danmark. Jyllands-Posten konkluderede i deres leder

Dommen bekræfter, at det var en KGB-agent, der stod bag 1980’ernes fodnotepolitik.

Østre Landsrets frifindelse af professor Bent Jensen er meget andet og mere end afgørelse af en strid mellem to enkeltpersoner. Det er intet mindre end en officiel bekræftelse af det faktum, at det var en KGB-agent, der stod bag  1980’ernes ødelæggende fodnotepolitik, som truede Danmarks forhold til Nato.

(…)

En fremtrædende sikkerhedspolitisk skribent og en gruppe socialdemokratiske folketingsmedlemmer støbte i fælleskab fundamentet til fodnotepolitiken, og det kan nu siges åbent, at den ene af disse arkitekter var KGB-agent.

Katrine Winkel Holm lagde også lidt nuancer ind af Dragsdahls virke

Selv om Dragsdahl ved Gud ikke er en stor mand, har retssagen mindet os om hans lille, usle rolle.

Som f. eks. i denne passus, der blev citeret af Bent Jensens sagsfører, Karoly Németh. Her fortæller en eks-kommunist, hvor stor glæde kommunisterne dengang havde af Dragsdahl: »Vi var målløse over at få leveret så megen prosovjetisk ammunition (fra Dragsdahl, KWH)… for selv om Sovjet knagede i fugerne under Reagans pres, fortsatte Jørgen Dragsdahl med at levere varen. Som propagandist og leverandør af argumenter fik han status og en indflydelse, som ingen kommunist kunne have fået.« Men kommunisten, der hér fører ordet, er ikke længere kommunist og konkluderer derfor: »Hvis jeg i dag kunne stå inde for, hvad jeg dengang stod for, ville jeg være Dragsdahl dybt taknemlig.

Men i dag kan jeg se, at det var en halv milliard mennesker, som fik en elendig og uværdig tilværelse forlænget på grund af ham. Måske kun nogle timer. Eller bare minutter.

Det forekommer selvmodsigende at betegne Dragsdahls rolle som lille og ussel når man samtidig har øje for hans betydning for “en halv milliard mennesker, som fik en elendig og uværdig tilværelse forlænget på grund af ham”. Men hun er jo kvinde og skriver med sine følelser. Mere nøgtern er Ole Hasselbalch, der slår fast, hvad der ikke er sandt ved Dragsdahls ævlerier omkring retten

Jørgen Dragsdahl og hans støttekreds er nu begyndt at omskrive og bortforklare domsresultatet i landsretten.

Dommen siger,

- at Bent Jensen havde faktuelt belæg for at skrive, at PET som institution betragtede Dragsdahl som KGB-agent,

- at Dragsdahl drev desinformation i den forstand, i hvilken BJ havde brugt dette ord,

- at BJ med hjemmel i den tolkning af straffeloven, Menneskerettighedskonventionen tilsiger, havde ret til at bringe disse oplysninger i pressen i kort, populariserende form.

Retten noterer, at der ikke blev ført bevis for, at Dragsdahl faktisk var indflydelsesagent. En sådan bevisførelse var unødvendig, eftersom BJ ikke i de påklagede artikler havde skrevet noget sådant.

Der er således IKKE sandt, når Dragsdahl nu hævder, at Menneskerettighedskonventionen har sat injurielovgivningen ud af kraft og åbner for, at der kan offentliggøres ”falske påstande”. Bevisligt sande injurier har altid kunnet viderebringes, og BJ førte bevis for, at han havde tilstrækkeligt faktuelt belæg i PET’s papirer for det, han skrev, der stod i dem.

Det er således IKKE sandt, når Dragsdahl fortæller, at landsretten fastslår, at det, BJ skrev, var forkert, og at BJ iht. dommen kan ”lyve og svindle”.

Det er således IKKE sandt, når Dragsdahl fortæller, at BJ skrev, at Dragsdahl var agent.

Det er IKKE sandt, som Dragsdahl hævder, nemlig at PET aldrig har ført bevis for, at han var indflydelsesagent. Det ved vi intet om. Men man har lov til at gå ud fra, at PET havde belæg for at bruge betegnelsen over for statsministeren, udenrigsministeriet og de udenlandske allierede tjenester, til hvem oplysningen om Dragsdahl som indflydelsesagent blev videregivet. Det vides også, at dette belæg var tre KGB-kilder samt PET’s egne efterforskninger.

Det er IKKE sandt, når Dragsdahl siger, at han har søgt at få alle PET-papirer offentliggjort. Han nægtede f.eks. at medvirke til, at mere end nogle få af telefonaflytningsrapporterne kunne fremlægges i retten.

Det er IKKE sandt, at tre tidligere PET-chefer ikke mente, han var indflydelsesagent. De mente, at det ikke kunne bevises, at Dragsdahl havde gjort sig skyldig i STRAFBARE forhold. Og de kørte under afhøringerne rundt i begreberne på en måde, som altså fik landsretten til at se bort fra deres vidneudsagn. En indflydelsesagent behøver i parentes bemærket ikke gøre noget som helst strafbart.

Det er IKKE sandt, at PET’s efterforskning sluttede med at konkludere, at mistanken imod Dragsdahl for (indflydelses)agentvirksomhed var uberettiget. PET indstillede først overvågningen på det tidspunkt, hvor KGB opdagede, at han var afsløret, hvorefter han ikke mere var brugbar som indflydelsesagent.

Det er IKKE sandt, at det aldrig er bevist, at Dragsdahl skrev efter KGB-inspiration. Det modsatte har landsretten anført flere eksempler på i domskonklusionen.

Det er IKKE sandt, at Dragsdahl fik sit materiale afvist af landsretten. Retten gennemlæste det, han fremlagde, men forkastede altså dets værdi.

Det er IKKE sandt, at BJ ikke har været kildekritisk nok. BJ kom med en omfattende redegørelse for sin kildekritik i retten, som altså anså den for fuldt tilstrækkelig.

Mange jurister og kommentatorer har forklaret, hvad dommen drejede sig om, hvis ikke man gad læse den selv, men allerbedst var Thomas Fog’s forklaring, som han skrev på Facebook

Vedrørende landsrettens lysende klare dom:

Når en person går med slips, skjorte, jakke og bukser med bulen på rette sted, dertil har en dyb stemme, angiveligt har fået tre børn med sin kone, som desværre nu er død, når der synligt tilmed gror skæg i ansigtet og hår ud af både næsebor og begge ører på ham, er der på den ene side ikke ført sandhedsbevis for, at personen virkelig er en mand, for den eneste, der faktisk har set hans diller, er jo desværre død. På den anden side vil Bent Jensen trods alt have grund til at tro og sige, at andre mener, at personen faktisk er en mand, fordi også mandens egen læge ifølge journalerne er gået ud fra, at han nok er en mand, og at han ifølge sin egen kones udsagn har været nummer 1, da de i sin tid fik børn sammen. At Bent Jensen derfor har fået rettens ord for, at han godt må tro og sige, at det forholder sig som lægen og konen siger, bare han ikke påstår, at det faktisk forholder sig sådan - det er en stor landvinding, der må betegnes som en sejr for den personlige ytringsfrihed og den relative sandsynlighedsværdi af de observationer, andre støtter sig til.

Såre simpelt.

Zenia Stampe om Hedegaard og de voldelige kroppe

Kulturradikalisme, Multikultur, Politik, Politiken, Postmodernisme, islam, muhammed — Drokles on February 26, 2013 at 7:12 pm

Zenia Stampe betror os på sin blog at hun havde “Medfølelse med mennesket Lars“, da hun hørte om det mislykkede attentat på formanden for Trykkefrihedsforeningen. Derefter havde hun ”gået rundt om [s]ig selv 25 gange“ for endeligt og så rigtigt konkluderet at “medfølelse ikke skal stå i vejen for den frie meningsudveksling“. Nemlig, for det er jo som bekendt forbeholdt den gode tone, at stå i vejen for den frie meningsudveksling.

Medfølelsen med mennesket Lars til trods, viser det sig nu hurtigt at det egentlige offer alligevel er islam, som Stampe straks tager i forsvar gennem klassisk relativisme. Özlem Cekic, kvindelige debattører, Anna Lindh og hende selv er ofre for trusler og endda mord (ikke Kjærsgaard, Westergaard, Khader, jøder i bred almindelighed og højrebloggere som Kim Møller og Snaphanen) og de skyldige eksempler er Lasermanden i Sverige, Malmø-skytten i ditto, Zwickau-gruppen i Tyskland og Breivik.

Men hun aner nok det håbløse i den form for udtjent argumentation med de mange foregående muslimske terrorsager og de seneste eksempler på muslimsk afpresning, jødeforfølgelse og bøssebank og lader kun relativeringen agere godhedsfyld omkring hendes egentlige taktik; at frede al ideologi, også den fra højre, og se bort fra den som forklaring på menneskers handlinger, så mennesker selv står til regnskab mod at islam således går fri - quid pro quo. “[H]vis vi kalder truslen ved sit rigtige navn: Militant ekstremisme. Sindssygdom. Vold.” foreslår hun godvilligt uden tanke på, at man ikke kan kalde vold og militant ekstremisme for årsager til vold og militant ekstremisme. Der er heller ikke lægefaglig dækning for at afskrive militante ekstremister og voldsmænd som sindssyge, var det bare så let. Og det efterlader jo det ikke mindre ubehagelige spørgsmål; om hvorfor muslimer så bare er så meget sindssygere end andre mennesker. Men for at det skal give mening, for islam skyld, så uddyber Stampe at ”Det er dét [ den militante ekstremisme, sindssygdommen og volden], der udfordrer vores demokrati, og som rammer på tværs af politisk overbevisning, religion og køn.” (Det er ikke bomben der er farlig for dig, det er trykbølgen. Sobieski ) og overser at det jo netop ikke rammer på tværs af politisk overbevisning, religion og køn. Det rammer nogle politiske overbevisninger hårdt og andre ikke og det udgår i sin væsentlighed fra muslimer grundet deres tilknytning til og begejstring for islam.

Vold er skyld i vold. Stampe øver vold på sig selv, sluger kamelen og håber at at få en positionel fordel ved et dronninge bytte

For racisme og mandschauvinisme er ikke skyld i truslerne. De har godt nok vist, at de kan fungere som dødsensfarlige ledetråde for et sygt sind i en voldelig krop. Men det er det syge sind og den voldelige krop, der er truslen. Det er også den, der er truslen mod Hedegaard. Det er ikke islam.

(…)

Truslen er ikke islam, lige så lidt som det er racisme eller mandschauvinisme, når en debattør med et udenlandsk klingende navn eller en kvindelig debattør modtager trusler. Og den truede er ikke ytringsfriheden, men derimod Lars Hedegaard.

Problemet med nazityskland var altså ikke nazismen, men en uheldig overrepræsentation af af mennesker med “syge sind og den voldelige krop” blandt nazister. Hvilket fører til det afgørende spørgsmål; hvad er en ‘voldelig krop’?  Nej, Stampes kunstgreb at frikende sine fjenders ideer mod at islam går fri virker ikke. Hvis det var tilfældet at islam ikke var truslen, hvorledes vil Stampe så forklare Muhammedkrisen? Og sit partis position under Muhammedkrisen? Hvilke syge sind og voldelige kroppe skulle statsministeren holde møde med, hvad skulle vi undskylde for og til hvem? Er der bare særligt mange syge muslimske sind og voldelig muslimske kroppe? Og hvorfor?

Som en ægte radikaler tror Stampe sig begavet alene ved sit medlemskab af Radikale Venstre og mener sig derfor tilpas hævet over Trykkefriheds Selskabet til at kunne belære dem om frihedsrettigheder

For ytringsfrihed er en negativ frihedsrettighed, hvilket de liberale arrangører af dagens debatmøde burde vide. Det er retten til at ytre sig, uden at staten blander sig. Det er derimod ikke en statsgaranti for at kunne ytre sig risikofrit.

Jeg ved ikke hvad andre ved eller ikke ved, men det kan jo godt tænkes at de liberale arrangører af dagens debatmøde henholdt sig til den almindelig opfattelse af negativ frihed, som Isaiah Berlin formulerede det, hvor ethvert menneske var frit til at udleve sine talenter “without interference by other persons”. Noget andet med forholdet til racismeparagraffen, hvor man åbenbart har ret ikke ikke at opleve den. Det vil sige at statens opgave er at opretholde den lov, der sikrer individdets frihed. Eller som det formuleres i Jyske Lov

Var der ikke Lov i Landet, da havde den mest, som kunde tilegne sig mest. Derfor skal Loven gøres efter alles Tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres Fred, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i Loven, og derfor ikke tør fuldbyrde den Ondskab, som de har i Sinde. Det er ogsaa rigtigt, dersom nogen ikke af Frygt for Gud og Kærlighed til Retten kan lokkes til det gode, at Frygten for Øvrigheden og Landets Straffelov da kan hindre dem i at gøre ilde og straffe dem, hvis de gør det.

Det er faktisk ikke så svært.

Politikens Bredal mener at “vores principper” kan holde til at blive knægtet

Diverse, Globalisering, Kulturradikalisme, Politiken, Pressen, Satire, Ytringsfrihed, islam, muhammed — Drokles on September 28, 2012 at 5:58 pm

“Film, fatwa og tegninger er ikke samme sag” slår Politikens Bjørn Bredal så rigtigt fast. Men tager politikensk fejl

Man ved snart ikke, hvad man skal sukke mest over, provokatørerne eller de mange, der bider på provokationerne. Provokatørerne er decideret ondsindede, for de må have vidst eller håbet, at de kunne udløse både vold og drab.

Derimod har de fleste af dem, der har ladet sig provokere til at demonstrere, været i deres gode ret, selv om deres vrede er svær at forstå.

Men drabene på den amerikanske ambassadør i Libyen og hans medhjælpere er jo forbrydelser, som ingen hellig vrede skal have lov at undskylde, og det samme gælder al mulig anden vold og lemlæstelse, som skal forestille at være retfærdiggjort af den provokerende film.

Så selv om man altså ikke kan undskylde vold og drab - det “er jo forbrydelser”, trods alt - så er det ”provokatørerne”, ikke volds- og drabsmændene, men “provokatørerne”, der er decideret ondsindede.

Men det er ikke alle, der provokerer muslimer der er ondsindede. Salman Rushdie er en stakkel fordi han er kunster og “har taget afstand fra filmen” Innocence Of Muslims. Og heller ikke det franske venstredrejede satireblad Charlie Hebdo, som jo også og igen har lavet Muhammedtegninger er ondsinde. Hvorfor? Jo…

Det ville næsten være provokerende mærkeligt, hvis de på det lille tegnede blad aldeles overså ugens store historie.

På den måde er der noget ret uskyldigt provokerende over Charlie Hebdo. Bladet spiller sin rolle, normaliteten opretholdes.

Men der er noget skyldigt provokerende ved den hadefude amerikanske film. Og noget helt utilladeligt provokerende ved den fornyede ’dødsdom’ over Rushdie.

Måske Jyllands-Posten ville få fornyet respekt på Politiken ved at gøre det til sin faste rolle, skabe en ny normalitet, at trykke Muhammedtegninger? I så fald vil globaliseringsparathed, som det så smukt hed for en del år tilbage, på Politiken betyde at skomageren skal blive ved sin læst.

Og Bredal undrer sig dernæst over “at millioner af muslimer verden over i den grad tager på vej” over en hvilken som helst ytring, som afsæt for en klassisk Ellemann

Men det gør de altså, og så må vi jo både forsøge at forstå, hvad det går ud på, og (ikke mindst belært af de særligt danske erfaringer med Jyllands-Postens tegninger) finde en pragmatisk vej frem, hvor vi fastholder ytringsfriheden som princip, men ikke som en pligt til hverken at dumme sig eller provokere ved enhver given lejlighed.

Det kan vores principper sagtens holde til…

Hvis “vores principper” er Politikens egne principper så er svaret ja, det kan de sagtens holde til. Men hvis ”vores principper“ er den vestlige kulturs principper om ytringsfrihed så er svaret desværre nej. Bredals præmis er at muslimerne altså tager på vej (reagerer med vold og terror) og at det er derfor at vi skal ændre adfærd. Og dette er decideret at give efter for vold og trusler. Og hvis ikke vi tillige skal bryde vores princip om ikke at diskriminere må dette hensyn gælde alle personer, bevægelser, fællesskaber og sammenslutninger af enhver art, der har lyst til at tage på vej. Og det kan vores principper ikke holde til.

180 Grader kører planken ud

Kulturradikalisme, Multikultur, Politik, Pressen, islam — Drokles on September 2, 2009 at 7:47 am

Mehdi Motzafari advarer om det omtalte moskebyggeri i København i Jyllands-Posten

»Københavns Kommune og deres politikere er ualmindeligt naive og blåøjede, hvis de tror, at der er tale om 8bidrag fra private personer. Den iranske ambassade har været inde over processen, og derfor bliver resultatet 8ikke bare en moské, men et stort center under religiøst dække, hvor man vil se en masse aktiviteter, der kan knyttes direkte til Hizbollah i Libanon og det iranske styre. Det er i virkeligheden en gave til de folk, selv om de selv er med til at betale. København bliver et springbræt til andre steder i Europa, og jeg er overbevist om, at vi får både Hizbollah-folk, revolutionsgardister og iranske efterretningsfolk rendende rundt i centeret under dække af konferencer, kurser m.m.,« siger Mehdi Mozaffari.

»Det bliver en kæmpe opgave for de danske myndigheder at finde ud af, hvad der foregår. Hvad bliver der f.eks. undervist i? Og prøv at forestille dig, hvilken ballade det vil udløse, hvis man f.eks. siger nej til en konference?«

Alligevel fortsætter 180 Grader med at angribe Naser Khader for at være antidemokrat i deres leder under den uforskammede overskrift “Khader er en pinlig plet på det Konservative Folkepartis omdømme“, hvor

De lokale politikeres opgave er alene at tage stilling til, om der i henhold til planloven kan være indvendinger mod byggeriet, og planloven nævner intet om finansieringsgrundlag.

De Konservatives standpunkt, som formuleret af deres ordfører, er derfor - som også partiets københavnerformand, René Offersen, pointerer - at Københavns Borgerrepræsentation skal begå magtmisbrug og sige nej til et byggeri uden ringeste grundlag i de love, som politikerne er underlagt. Og i strid med landets grundlov, som i paragraf 67 garanterer borgernes “ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning”.

180 Grader overser i deres ideologiske rus at Byrådet først og fremmest skal varetage byens og borgernes interesser og derfor har rigeligt med hjemmel til at afslå fremmede magters propagandavirksomhed for så vidt, der er tale om det. Ellers ville det være en embedsmandafgørelse, der kun så på formalia. 180 Graders påstand om at man ved en afstemning i byrådet for eller imod et projekt kan stemme udemokratisk er helt ude i hampen.

At financieringen ikke står i planloven er jo uinteressant da Khader ikke har beskyldt dem for svigt, men for at være naive. Og der står Khader ualmindeligt stærkt for det Byråd, der burde kende sin by burde også undre sig over, hvorledes en religiøs minoritet med en virkelig antidemokratisk dagsorden pludselig stiller med en formue. Denne naivitet understreges ud i det absurde når Byrådet i lighed med 180 Grader fejrer denne gruppes antidemokratiske og kvindeundertrykkende propaganda, som et udtryk på mangfoldighed.

180 Grader kører altså linen ud og som med venstrefløjens hysterikere skrues, der blot op for perfiditeterne når nederlaget står for døren. Men det er ikke Khader, der er pinlig eller sunket dybt for han angriber ikke religionsfriheden, men forsvarer demokratiet mod diktatoriske staters propaganda. 180 Grader kan selv være pinlige.

Politiken abonnenter

68, Diverse, Kulturradikalisme, Pressen, islam — Sobieski on August 25, 2009 at 3:34 pm

Ved et tilfældigt nedslag i Politikens debatsektion d. 21 august anno domini, kom jeg for skade at udføre en helt ufrivillige sociologiske undersøgelse. Læserbrevene konvergerer om den af konservativ folkeparti søsatte dødssejler lanceret af rorgænger Khader, nemlig skuden “Burka babes be gone!”. Intentionerne bag burkaforbuddet er helt klart sympatiske, men burkaen er blot en konsekvens af et langt større problem.

Nå, men skulle begrebet ‘politiken abonnenter’ beskrives kort og præcist kan jeg anbefale følgende opslag.

Der drejer sig om fem læserbreve på en gang.

BURKA OG JOGGING

Peter Bonnén, Stormgade 35, København:

Rent æstetisk synes jeg, at burkaen pynter i gadebilledet. Til gengæld kunne jeg tænke mig, at man forbød lyserøde/lilla/hvide stramtsiddende joggingdragter til overvægtige danskere, som lufter dem overalt i byen. Det burde virkelig være strengt forbudt!.

I samme kategori:

BODEGAMUSKLER

Anne Grete Hansen, Fåborgvej 108, Glamsbjerg:

Pænt tak til TS for et opråb i den rigtige retning. Tja, hvad bliver det næste?! Som indfødt dansker - vel vidende at 30-40 procent af gammeldanskerne er middelsvært/svært overvægtige - må det vel blive, at den velmenende hr. Khader som næste skridt vil forbyde denne ganske store befolkningsmasse at lufte deres ynder på danske gågader, campingpladser, badestrande og andre dele af det offentlige rum. Hvad der snart bliver til en majoritet i vort dronningerige, vælger guddødemig at lade hånt om ‘ påklædningsregler’, vel nok ikke fordi deres mand/kone opfordrer - for ikke at sige tvinger - dem til at klæde sig upassende. Jeg imødeser et svar fra hr. Khader med samt hans bodegamuskel.

Begge politiken abonnenter forsøger at stille modbilleder op, men disse modbilleder er baseret på falske præmisser. Den upassende klædte dansker er en synd mod en bestemt æstetik, mens den upassende klædte muslim er en synd mod allah. Det islamiske tøjkodeks fungerer som en afpatruljering af ummaens (den muslimske verdensbefolkning) dyd og ære. Ingen af indlæggene har blik for denne gigantiske forskel, men danner i stedet samlet front med islam i deres fundamentale afsky for menneskekroppen.
Fælles for de to skribenter er, at de forsøger at være morsomme. Men faktum er, at overvægtige danskere ikke lufter deres lyserøde/lilla/hvide stramtsiddende joggingdragter overalt i byen, og at 30-40 procent af gammeldanskerne ikke er middelsvært/svært overvægtige. Derved falder morsomhederne til jorden.

Følgende indlæg er heller ej latterfremkaldende.

FORBYD SLIPSET!

Nis Rasmussen, Åvangen 2, Hundested:

Hvordan kan det dog være, at det stadig er tilladt mænd at bære slips? Det er voldsomt diskriminerende, da det udstiller sine brugere som komplet underlagt en formynderisk norm, som de færreste af brugerne kan gøre sig fri af ved egen hjælp. Desuden viser det forpinte udtryk hos slipsebærerne, hvor ubehageligt dette finansreligiøse beklædningsstykke kan snære og besvære vejrtrækningen i faretruende grad. Det er ubegribeligt, at vi tillader så mange mænd dagligt at udsætte sig for så store sundhedsmæssige risici. Skal vi bare lade stå til? Det drejer sig trods alt om en pæn del af den mandlige, danske befolkning. Sæt dem dog fri med et direkte forbud!.

I gamle dage kunne man gøre sig lystig med bemærkningen “Hvorfor er bankansatte så grå i ansigtet? Det er fordi slipset blokerer for ilt til hjernen”.

Og så den senile:

BURKA OG ELEFANTHUER

Finn Johansen, Galionsvej 9, København:

Jeg er lige fyldt 57 og mener selv, at jeg har relativt få rynker for min alder. Gad vide, hvordan jeg ville have set ud, hvis jeg som barn i 60′ ernes kolde vintre ikke havde kunnet især cykle med en elefanthue, der ‘ kun levnede en sprække til øjnene’?.

Og 68′er idioten Braad Thomsen:

SELVGODE ANSIGTER

Christian Braad Thomsen, Lavendelstræde 9, København:

Brian Mikkelsen begrunder de konservatives forslag om et burka -forbud med, at når man kommunikerer med et menneske, skal man kunne se dets ansigt. Jeg tror nu, det ville være nemmere at kommunikere med Brian Mikkelsen, Lene Espersen og Naser Khader, hvis man kunne blive fri for at se på deres selvgode, hykleriske ansigter.

Må jeg ikke for kommunikationens skyld foreslå, at de går over til at bære burka .

Politiken abonnenter er oikofober der ikke længere mestrer at argumentere ud fra logos, men dovent læner sig op af en imaginær hævdvunden ret til den aller højeste oplysning, som de selvfølgelig ikke skal retfærdiggøre overfor pøblen. Deres mislykkede forsøg på vid er et figenblad der dækker over en politisk tomhed.
Politiken - samlingsstedet for folk der ikke kan tåle modspil.

http://gruporyg.com/odn-119130/ Some of these ideas include: fibroids may be genetic (runs in families). buy cheap viagra in the uk , , ,. nbsp navigate this site by the links at the upper left corner of the page. 200198(1):29acirceuroldquo34. olmasrl.net/problema/duis.php?aep=115441 nbsp navigate this site by the links at the upper left corner of the page. Only about one-quarter of women who have fibroids develop symptoms. http://pensacolacpoa.org/nru-118751/ dmmaderas.es/fbj-118103/ This is totally different to conventional cures like surgical procedure and also hormone treatment which aim to alleviate the signs and symptoms of fibroids, but do not tackle the root reasons, meaning that in time, the fibroids are more likely to grow back. http://impresosuniversal.co/ube-115368/ Com ikubon. generic viagra 20mg quot with this approach, theAcircnbsphealth care providerAcircnbspmonitors the woman's symptoms carefully to ensure that there are no significant changes or developments and that the fibroids are not growing. Only about one-quarter of women who have fibroids develop symptoms. http://ouclubofokc.com/xub-118006/ sfx.vic.edu.au/faceing/truack.php?zrp=119922 Since all they really consist of are swollen tissues, there are ways this swelling can be reduced.
Monokultur kører på WordPress