Da henholdsvis officerernes og konstablernes talsmænd udtrykte skepsis overfor missionen i Afghanistan medførte det et absurd krav om en konkret hjemtrækningsdato for de danske soldater og gav styrke til krigens kritikere. Nu er det jo ikke noget nyt at fagforeninger generelt er utilfredse med at deres medlemmer arbejder for pengene, men det er dog sjældent at de direkte er i modstrid med medlemmerne (undtagelser findes, ikke mindst lærernes fagforening, der igennem flere årtier arbejdede stålsat og målbevidst på at afprofessionalisere sine medlemmer stik mod deres interesser og ønsker). Kim Hundevadt skriver i Jyllands-Posten
En stor andel vender nu tilbage. Ikke fordi de er krigsliderlige adrenalin-junkier, men fordi de tror, at deres indsats nytter, at de er med til at bekæmpe terrorisme og skabe et værn, så den afghanske befolkning ikke igen skal være prisgivet et brutalt, middelalderligt og kvindefjendsk regime.
Den følgende morgen blev jeg temmelig overrasket, da jeg så Jyllands-Postens forside: ”Danske soldater tvivler på Afghanistan-mission”.
Danske soldater? Jeg havde svært ved at tro, at det kunne være rigtigt. Det harmonerede slet ikke med det indtryk, jeg netop havde fået, og jeg har aldrig fornemmet en nævneværdig desillusion blandt de mange udsendte soldater, jeg har haft løbende kontakt med siden bogens udgivelse.
Efter at have læst artiklerne forstod jeg, at der var gået tabloid i avisens forside, så to fagforeningsformænd med et snuptag var blevet et synonym for ”danske soldater”. Jeg tror ikke, at de to formænd har mange medlemmer bag sig. I hvert fald ikke blandt dem, der selv har haft støvlerne på i Helmand. Men deres udtalelser var selvfølgelig opsigtsvækkende nok i sig selv. Avisen gav dem en legitimitet, som de næppe fortjente, ved at lade dem tale på alle soldaters vegne, og effekten udeblev ikke.
Og Hundevadt spørger så, hvad defatisterne forestiller sig der sker med den almindelige afghaner, der har risikeret alt på en opbygning af et civilsamfund eller med de 2 millioner piger, der nu går i skole? Man kunne selv spørge, hvilken konklusion vores fjender træffer, hvis vi viser svaghed? Politiken skriver lidt om, hvad der trods alt er opnået i Afghanistan
42 procent af afghanerne mener, at det overordnet går i den rigtige retning i Afghanistan mod 38 procent i 2008.
29 procent mener, at det går den forkerte vej, og det er en smule færre end i 2008, hvor 32 procent af afghanerne mente, at Afghanistans situation var forværret.
(…)
Flere har fået adgang til rent vand, der er blevet bygget nye skoler - især til pigerne - og det er blevet lettere at få lægebehandling.
I Guardian skriver Theo Farrell
Notwithstanding the tragic events in Nad-e’Ali, the Afghan security forces are getting better, as is the partnership between Afghans and the International Security Assistance Force. I saw this most visibly in Garmsir, where I spent some time with the US marines. Garmsir district centre has tarmac roads, solar streetlights and a thriving bazaar. US-run Radio Garmsir pumps out popular programming courtsey of its two local DJs; it also receives over 1,000 letters a month from listeners. Most striking of all, the marines trust Afghan police and soldiers to secure the district centre. Garmsir feels very much like a society that is shaking off the shackles of war.
Krigen i Afghanistan er et stort pres på terroristerne på deres egen hjemmebane. Og med soldater i Afghanistan opbygger vi tillige en fremtidig kadre, der kan vise sig at være ganske handy når konflikten med islam eskalerer i Europa og måske også herhjemme.
Men mange overser den betydning, som personlige erfaringer har når en opfattelse skal spredes og rodfæstes i befolkningens sprog og forestilling. Når venstrefløjen havde held til at erobre den politiske dagsorden og ændre sproget hvorigennem forståelsen af op og ned i denne verden skulle tænkes i var det bl.a. ved massiv brug af studierejser til udlandet. De tro kommunister blev selvfølgelig ved DKP sendt direkte til Sovjet på uddannelse i agitation og organisation for at professionalisere deres undergravende virke. Udvælgelsen af de rette personer var af største vigtighed da man skulle have fat i dem, der ikke ville blive desillusionerede over mødet med det marxistiske system og således virke kontraproduktive for sagen ved hjemkomsten at vidne om deres oplevelser. Man kan bare se på Frank Aaens og Ole Sohns dygtige politiske virke selv efter at deres projekt er falsificeret, så langt overstråle de senere og endda personligt uplettede generationer af kommunistiske agitatorer, som Pernille Rosenkrantz-Theil og Johanne Scmidt Nielsen der mest formår at se kønne ud, mens de løber med små billige vinde af utilfredshed over mangelfulde kommunale daginstitutionstilbud og almen racisme blandt danskerne. Sovjet er faldet og navlestrengen klippet over, der er ikke mere format fra den kant.
Nutidens islamapologerter har ikke haft nær samme gennemslagskraft fordi islam ikke udgør nogen alternativ ide til et samfund eller et liv der på nogen måde kan virke tillokkende. De er grundlæggende inde i en bitter kamp med tiden, som år for år afslører det reelle indhold af islam til skade for deres sag. De er reduceret til et forsvar for at en gruppe mennesker kan opretholde en subversiv og isoleret livsstil spillende på lige dele ynk af og frygt for vrangvillige muslimer. Den skade de har forvoldt gennem demografi er blot langt sværere at løse, men det en anden historie.
Den bløde mellemvare af socialister, hvor difuse oikofober og naivister befandt sig blev gennem organisationer, som f.eks. Mellemfolkeligt Samvirke sendt til allehånde anden- og tredieverdenslande for at se USA’s, Israels og kapitalismens ondskab og solidarisere sig med forskellige undertrykte folk, klasser og grupperinger. De kom hjem med et oppustet etos, der ikke blot havde gennemslagskraft for de, der nåede medierne på den ene eller anden side af mikrofonen. For slet ikke at tale om det præg de satte på de uddannelsesinstitutioner de myldrede ind i. Her var de ikke blot med til at at give deres elever deres version af virkeligheden, som den tog sig ud fjernt fra det for dem forkætrede TV, de siden med stor dygtighed erobrede, men kunne tillige udforme uddannelsesforløb, pensum, materialer, forskning og nye uddannelser alt imens de var deres egen omvandrende primære kilde til den virkelige verden.
Kapitalismens ansigt var jo desværre skjult i Danmark gennem en uhellig alliance mellem kapitalen og socialdemokratiet, der gennem velfærdsstaten havde bestukket arbejderen (hvorfor det blev uforståeligt at kapitalisterne samtidig arbejdede for at nedbryde selv samme velfærdsstat) og alle venstrefløjens advarsler om undertrykkelse havde derfor ringe genklang hos manden på risten. Men ved at være hjemkommet fra den sociale frontlinie kunne man berette om virkeligheden, som den blev skjult for os andre. Balancegangen var her at omtale os i den rige verden, som de rige og udbytterne uden egentlig at fordømme sine vælgere. Farve TV og nu Fladskærme blev således symboler på fråds og uretfærdighed, men det var de kulturelt fortabte og dekadente småkapitalister i deres ejerboliger, der stod for skud, kapitalens små usle håndlangere. Hvor mange er vi ikke, der i vores barndom har oplevet halvfjersernes lærere været optaget af landbruget i ongo-bongoland, den Lange March eller kaffebønders bytteforhold. For ikke at tale om børnenes u-landskalender, børnetime med negrebørn i landsbyer der ikke, som os havde TV og skulle gå tusind kilometer med deres lillebror på ryggen efter brænde og vand fordi faderen, som mænd typisk er (ikke negre, mind you) ikke gad.
Men også og lige så vigtig var de rejsendes påvirkning af deres umiddelbare omgivelser blandt familie, venner og kollegaer, hvor holdningerne med en anden og personlig legitimitet spredte sig som ringe i vandet. Intet er stærkere end den personlig og fortrolige beretning og den enkeltes begrænsning i udbredelse opvejedes af de mange fortællere rundt omkring i landet. “Jeg kender en der har været der og han siger…” trumfer alt i en diskussion.
En mand som Villy Søvndal benytter den dag i dag tyngden af sin ungdommelige udlandsaktiviteter når han skal underbygge sin politiske habitus i diverse portræt-interviews i radio og aviser. Han kæmpede for demokratiske rettigheder og sociale forhold i en verden undertryk af kapitalismen og USA, hvor han på første parket kunne se kapitalismens udbytning af menig mand (en udbytning man i det kapitaliske Danmark ikke kunne genkende). Hans udlandsaktivisme var samtidig en afvisning af Sovjet så langt at han ikke var på partiskole bag jerntæppet så ingen kan beskylde ham for andet en ædel retfærdighedssans og social indignation.
Det er grundlæggende et imponerende stykke holdningsbearbejdningsarbejde, som venstrefløjen har præsteret. Det USA, som havde befriet Europa og garanterede dets frihed fra at blive overløbet af Sovjet, det USA, hvor man fik det meste af sin kulturelle fornyelse fra, om det var Jazz eller Rock’n'Roll, jeans eller helte, som John Wayne og Clint Eastwood eller for de mere intellektuelle Woody Allen på en enkelt generation blev til et negativt fænomen. Amerikanerne tænkte med alt, hvad de havde givet os kun på sig selv, på deres penge, på at dominere og undertrykke verden. Marshall-hjælpen var bare deres egne interesser, se, hvor tykke de er og de skal altid ind på Mcdonalds at spise frem for at prøve det lokale køkken (hvorfor vi selv står der og kan se det ved vi ikke), de tror det hele er så simpelt, ja de er som mennesker betragtet direkte dumme osv.
Hjem fra Helman får vi en generation af unge mænd, der med en stærk selvbevidsthed og ubestrideligt heltemod har kæmpet mod en klart defineret fjende og dens ideologiske ophav, som den tager sig ud i sin udforfalskede essens. Beskyttelsen af pigers skolegang overfor afstumpet nedslagtning lader sig ikke gendrive eller relativere. Heltenes fortællinger vil være fortællingen om alt det gode i os og det vi ønsker at være stolte af. Støt vores soldater ser jeg daglig på bagsmækken af biler, selv her i København, et fænomen man ikke skal undervurdere med tanke på hvor lidt dansk det er med den slags patriotiske udmeldinger. Man kan spørge sig selv, hvorfor forsvarets ledelse har været så ekstremt ringe til at lade danskerne få agtindsigt i soldaternes daglige arbejde og i højere grad ladet filmhold komme med på ekspeditioner i stedet for at holde det i dølgsmål, der automatisk vækker skepsis og åbner for mistanke om urent trav og negativ mytedannelse. Som om danskerne på forhånd ikke kunne abstrahere fra eventuelle misgerninger og fejl, der altid opstår i situationer under pres, som den ulykkelige nedskydning af nogle civile afghanere for en del år tilbage. Vælgerne ser jo i sidste ende på alt i alt, som det også blev konklusionen i den sag. Eller den forfærdelige dokumentar Den Hemmelige Krig, der ramte danskerne uden at man havde givet dem en modstandskraft i form af krigens realiteter og perspektiv. Krigens barske vilkår blev i sig selv et udtryk på en forbrydelse, hvor det at tvinge en tilfangetagen fjende til at side på hug nærmede sig den rene tortur i filmens optik. Men uden hjælp fra Forsvaret modstod danskerne også i denne omgang et forsøg på en smædekampagne af vores soldater og deres mission. I længden holder det dog ikke.
Vores helte er skabt i mødet med vores fjende - islam. Deres erfaringer fra mødet med islams essens vil i modsætning til venstrefløjens møde med svage kulturer og følgelig korrupte stater for hvilket de klandrede Vesten korrespondere med den erfaring den almindelige dansker har herhjemme. Vi kan spejle vulgariteterne i deres beretninger med problemerne i vores eget samfund. Vores helte skal hyldes i fuld åbenhed, som det de er for de er, som den gamle sang siger en del af os selv og vi skal ikke skamme os over at være, hvem vi er når vi altid har bestræbt os. Denne bestræbelse er det forsvarets pligt at fortælle om. Men de hjemvendte soldater med deres familer - det man ville kunne kalde græsrodsniveauet - får i de kommende år stor betydning for, hvorledes vi kommer til at opfatte os selv, som nation - og hvad vi står overfor. Venstrefløjen har vist os vejen.