Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /var/www/ on line 520

Deprecated: Function set_magic_quotes_runtime() is deprecated in /var/www/ on line 18

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/ on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/ on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/ on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/ on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_PageDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/ on line 1244

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/ on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/ on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/ on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/ on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_CategoryDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/ on line 1442

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class wpdb in /var/www/ on line 306

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Object_Cache in /var/www/ on line 431

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/ on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/ on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/ on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/ on line 1266

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Dependencies in /var/www/ on line 31

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Http in /var/www/ on line 61

Warning: explode() expects parameter 2 to be string, array given in /var/www/ on line 15
Monokultur » 2009 » November

Skred i Climate-gate

Diverse — Drokles on November 30, 2009 at 3:36 pm

Fra Jyllands-Posten

Klimadebatten er fyldt med usandheder og overdrivelser. Resultatet kan blive en klimaaftale i København, der ikke er baseret på faglig viden, men på skræmmekampagner.

Den advarsel kommer fra en række forskere, professorer og klimaeksperter, som Morgenavisen JyllandsPosten har talt med.

Times Online har set lidt på klimadebattens og Climate-gates historie Hat tip (McIntyres Climat Audit)

THE hacking scandal is not an isolated event. Instead it is the latest round of a long-running battle over climate science that goes back to 1990.

That was when the Intergovernmental Panel on Climate Change — the group of scientists that advises governments worldwide — published its first set of reports warning that the Earth faced deadly danger from climate change. A centrepiece of that report was a set of data showing how the temperature of the northern hemisphere was rising rapidly.

The problem was that the same figures showed that it had all happened before. The so-called medieval warm period of about 1,000 years ago saw Britain covered in vineyards and Viking farmers tending cows in Greenland. For any good scientist this raised a big question: was the recent warming linked to humans burning fossil fuels or was it part of a natural cycle?

The researchers set to work and in 1999 a group led by Professor Michael Mann, a climatologist at Pennsylvania State University, came up with new numbers showing that the medieval warm period was not so important after all.

Some bits of the Atlantic may have been warm for a while, but the records suggested that the Pacific had been rather chilly over the same period — so on average there was little change.

Plotted out, Mann’s data turned into the famous “hockey stick” graph. It showed northern hemisphere temperatures as staying flat for hundreds of years and then rising steeply from 1900 until now. The implication was that this rise would continue, with potentially deadly consequences for humanity.

Og i Daily Express giver den tidligere naturfilmsskærmtrold David Bellamy den religiøst lignende debat nogle spark i rumpetten (Hat tip McIntyres Climate Audit)

When I first stuck my head above the parapet to say I didn’t believe what we were being told about global warming I had no idea what the consequences would be.

I am a scientist and I have to ­follow the directions of science but when I see that the truth is being covered up I have to voice my ­opinions.

According to official data, in every year since 1998 world temperatures have been getting colder, and in 2002 Arctic ice actually increased. Why, then, do we not hear about that?


At the beginning of this year there was a BBC show with four experts saying: “This is going to be the end of all the ice in the Arctic,” and hypothesising that it was going to be the hottest summer ever. Was it hell! It was very cold and very wet and now we’ve seen evidence that the glaciers in Alaska have started growing rapidly – and they’ve not grown for a long time.

Og presset har effekt, hvor East Anglias Climate Reseach Unit i weekenden gik med til at offentliggøre det data-materiale på hvilket deres teorier hviler. Telegraph

The U-turn by the university follows a week of controversy after the emergence of hundreds of leaked emails, “stolen” by hackers and published online, triggered claims that the academics had massaged statistics.

In a statement welcomed by climate change sceptics, the university said it would make all the data accessible as soon as possible, once its Climatic Research Unit (CRU) had negotiated its release from a range of non-publication agreements.

Men - og der er et stort men skriver Times Online

SCIENTISTS at the University of East Anglia (UEA) have admitted throwing away much of the raw temperature data on which their predictions of global warming are based.

It means that other academics are not able to check basic calculations said to show a long-term rise in temperature over the past 150 years.

The UEA’s Climatic Research Unit (CRU) was forced to reveal the loss following requests for the data under Freedom of Information legislation.

Jamen så må vi vel bare stole på deres ord.

Hvis det æ fakta…..

Diverse — Drokles on November 27, 2009 at 9:18 am

Det er rystende at følge med i Climate-Gate, sagen om et gruppe forskere på East Anglia Climate Research Unit, der tilsyneladende har manipuleret med deres forskning. På Pajamas Media er man, som mange andre gået i gang med at analysere de mange lækkede e-mails og der tegner sig et billede af noget man kunne kalde for religiøs desperation. Et af de citater, der har fremkaldt en del opmærksomhed er sætningen “The fact is that we cant account for the lack of warming at the moment and it is a travesty that we cant.” fordi den antyder erkendelse. Men det afhænger jo selvfølgelig af i hvilken sammenhæng bemærkningen falder og her bliver det uhyggeligt

The fact is that we cant account for the lack of warming at the moment and it is a travesty that we cant. The CERES data published in the August BAMS 09 supplement on 2008 shows there should be even more warming: but the data are surely wrong. Our observing system is inadequate.

CERES stands for the Clouds and the Earth’s Radiant Energy System run by NASA.

Trenberth has “acknowledged the email is genuine,” according to Kim Zetter at Wired’s Threat Level blog. His email leaves two alternatives:

  1. There really is a “lack of warming at the moment” (a decade-plus “moment”).
  2. Warming is still occurring, but “our observing system is inadequate,” i.e., “we can’t trust those lying thermometers and other temperature-measuring devices. It can’t be computer-modeled CERES data, which is telling us what we want to believe.”

Per Ms. Zetter, Trenberth’s defense in the wake of the email’s release chooses door number two:

“It says we don’t have an observing system adequate to track it, but there are all other kinds of signs aside from global mean temperatures — including melting of Arctic sea ice and rising sea levels and a lot of other indicators — that global warming is continuing,” he says.

He can protest until the methane-generating cows come home, but the following implication of Trenberth’s trembling response is inescapable: “Even though we’ve relied on them all along to build our case, we suddenly can’t rely on temperature measurements to prove or disprove the existence of global warming. Our models nonetheless simply have to be right.” His backup argument if the temps are indeed correct — which would mean that the model generating “the CERES data” and other similar simulations will have been proven to be flawed — would be, “Well, even if the models are wrong, we still have proof in melting Arctic sea ice, rising sea levels, etc.”

The Intergovernmental Panel on Climate Change, whose work Trenberth cites in a recent paper to support his belief that “global warming is unequivocally happening,” doesn’t name any other factors beyond temperature, ice, and sea levels in the pull quote of its “Summary for Policymakers”: “Warming of the climate system is unequivocal, as is now evident from observations of increases in global average air and ocean temperatures, widespread melting of snow and ice, and rising global average sea level.”

So unless Trenberth has something meaningful in the “lot of other indicators” he casually cites in his response to his email’s release, he and his brethren are in a heap of trouble. That’s because by his own logic, temperature measurements must be rejected as credible evidence. Further, his presumptive, supposedly settled-science arguments about Arctic sea ice and rising sea levels melt upon only a cursory review.

Virkeligheden skal ikke spolere en god teori. CRU spiller en afgørende rolle for udviklingen af de klimamodeller man anvender og for at levere de dataset andre forskere arbejder med. Dette er ikke bare alvorligt, men en skandale. Men ikke på Lars Henrik Aagaard blog på Berlingske Tidende

Det kunne godt se ud som om, der er blevet klippet en hæl og hugget en tå enkelte steder for tydeliggøre klimabudskabet over for offentligheden. Men om man ligefrem har benyttet sig af videnskabelig uredelighed synes straks mere tvivlsomt.

(…)Men skaden er sket. Og den såkaldte klimabombe er tilmed bevidst detoneret bare 14 dage før, det går løs i København på den afgørende globale klimakonference.

Hensigten er selvfølgelig at forplumre billedet af en stort set enig klimavidenskab og drage dens motiver og resultater i tvivl i håb om at svage politikere vil lytte til dette resultat af en kriminel handling.

Hr Lars Henrik Aagaard - Du er en idiot. I Aargaards optik er de stærke politikere dem der standhaftigt lytter til løgnerne. “Hensigten er selvfølgelig at forplumre billedet af en stort set enig klimavidenskab og drage dens motiver og resultater i tvivl i håb om at svage politikere vil lytte til dette resultat af en kriminel handling.” skriver han skødesløst men enige på hvilken baggrund? Hos ham er Grima Ormetunge åbenbart en helt og det er eksponeringen af hans forplumrende gerninger, der er “skaden sket“.

Men han slår fast at “Den arktiske afsmeltning er stigende.” og at “Klodens temperaturer har overordnet set været stigende siden midten af 1800-tallet.” og forstærker således påstanden om en langstrakt global trend med et umiddelbart lokalt fænomen. Og Aagaard slår fast at disse klimaforskere er “…ærlige og redelige mennesker, der er optaget af videnskaben og den videnskabelige metode.” Imens i New Zealand er man også begyndt at se på tidligere svært tilgængelige rå data ifølge Watts Up With That

The New Zealand Government’s chief climate advisory unit NIWA is under fire for allegedly massaging raw climate data to show a global warming trend that wasn’t there.

The scandal breaks as fears grow worldwide that corruption of climate science is not confined to just Britain’s CRU climate research centre.

In New Zealand’s case, the figures published on NIWA’s [the National Institute of Water and Atmospheric research] website suggest a strong warming trend in New Zealand over the past century:

But analysis of the raw climate data from the same temperature stations has just turned up a very different result:

Gone is the relentless rising temperature trend, and instead there appears to have been a much smaller growth in warming, consistent with the warming up of the planet after the end of the Little Ice Age in 1850.

Og så kan det ikke nytte af Aagaard hæfter sig ved en enighed blandt klimaforskere, hvis præmissen er falsk.

Det kunne godt se ud som om, der er blevet klippet en hæl og hugget en tå enkelte steder for tydeliggøre klimabudskabet over for offentligheden. Men om man ligefrem har benyttet sig af videnskabelig uredelighed synes straks mere tvivlsomt.

Så se på denne hæl og denne tå


Med de rå data


Tilbage til guldet

Diverse — Drokles on November 26, 2009 at 9:10 am

Mere end uhæderlighed?

Diverse — Drokles on November 25, 2009 at 7:43 pm

Videnskabshistorikeren Thomas Kuhn lancerede i sin bog Videnskabens Revolutioner begrebet Paradigme, der er de grundpræmisser eller antagelser som forskere tilslutter sig (det Newton’ske verdensbille eksempelvis). Et paradigmes skæbne afgøres ikke blot af om det modbevises, men også af, hvor stor tilslutning det får blandt forskere, der jo er mennesker der skal overbevises inden for deres egen begrænsning og måske endda interesser. At anskue forskning, som underlagt sociologiske og menneskelige processer bliver mere relevant jo længere ned af den videnskablige rangstige man befinder sig. Her vil man i mod sætning til “Fysikkens verden”, hvor det ene paradigme afløser det andet kunne operere med flere stridende paradigmer samtidigt, da man groft sagt ikke kan verificere, men blot sandsynliggøre, hvilket vil sige overbevise sine kollegaer. At de videnskabelige samfund således er underlagt “almindelige menneskelige love” så at sige. Mobningen af Alfred Wegener for at fremsætte sine teorier, der senere blev kendt som pladetektonik er lærerig for, hvor banalt også videnskabsfolk opfører sig. Wegener var ud over at være tysker også tilhænger af at lave geologiske undersøgelser uden for den civiliseret verden, hvilket blev anset for uciviliseret. Den videnskabelige konsensus fortælling lod sig simpelt hen ikke udfordre af en mand, der på en gang var amoralsk og farlig for den enkeltes position. Hvilken førende forsker ville efter et langt og hårdt karriereræs stille sig bagerst i køen af videnskabelig prestige?

Det suverænt hotteste videnskablige emne er det globale klima. Og her render en relativt ny og ekstremt kompliceret videnskabelig disciplin ind i en overeksponering af bibelske propotioner. Og det ser de alt for menneskelige forskere ikke ud til at have håndteret synderlig analytisk. East Anglia Universitets Climate Research Unit (CRU) er for nylig blevet hacket og deres email-korrespondance offentliggjort angiveligt, som svar på at CRU ikke har villet samarbejde med hvad de betragtede som skeptiske forskere og offentliggøre deres data angående temperaturmålinger. CRU beskrives af Pajamas Media som den globale opvarmnings Pentagon

They’re calling it “Climategate.” The scandal that the suffix –gate implies is the state of climate science over the past decade or so revealed by a thousand or so emails, documents, and computer code sets between various prominent scientists released following a leak from the Climate Research Unit (CRU) at the University of East Anglia in the UK.

This may seem obscure, but the science involved is being used to justify the diversion of literally trillions of dollars of the world’s wealth in order to reduce greenhouse gas emissions by phasing out fossil fuels. The CRU is the Pentagon of global warming science, and these documents are its Pentagon Papers.

At tilbageholde data ud fra frygt for at blive modbevist, som de direkte skrev til Steve McIntyre er for at sige det mildt ikke særlig videnskabeligt. Videnskab er jo kun videnskab, hvis det kan falcifiseres. På Steve McIntyres midlertidige blog kan man læse et indlæg af Judy Curry om tribalisme.

Tribalism is defined here as a strong identity that separates one’s group from members of another group, characterized by strong in-group loyalty and regarding other groups differing from the tribe’s defining characteristics as inferior. In the context of scientific research, tribes differ from groups of colleagues that collaborate and otherwise associate with each other professionally. As a result of the politicization of climate science, climate tribes (consisting of a small number of climate researchers) were established in response to the politically motivated climate disinformation machine that was associated with e.g. ExxonMobil, CEI, Inhofe/Morano etc. The reaction of the climate tribes to the political assault has been to circle the wagons and point the guns outward in an attempt to discredit misinformation from politicized advocacy groups. The motivation of scientists in the pro AGW tribes appears to be less about politics and more about professional ego and scientific integrity as their research was under assault for nonscientific reasons (I’m sure there are individual exceptions, but this is my overall perception). I became adopted into a “tribe” during Autumn 2005 after publication of the Webster et al. hurricane and global warming paper. I and my colleagues were totally bewildered and overwhelmed by the assault we found ourselves under, and associating with a tribe where others were more experienced and savvy about how to deal with this was a relief and very helpful at the time.

After becoming more knowledgeable about the politics of climate change (both the external politics and the internal politics within the climate field), I became concerned about some of the tribes pointing their guns inward at other climate researchers who question their research or don’t pass various loyalty tests. I even started spending time at climateaudit, and my public congratulations to Steve McIntyre when climateaudit won the “best science blog award” was greeted with a rather unpleasant email from one of the tribal members. While the “hurricane wars” fizzled out in less than a year as the scientists recovered from the external assault and got back to business as usual in terms of arguing science with their colleagues, the “hockey wars” have continued apparently unabated. With the publication of the IPCC 4th Assessment report, the Nobel Peace Prize, and energy legislation near the top of the national legislative agenda, the “denialists” were becoming increasingly irrelevant (the Heartland Conference and NIPCC are not exactly household words). Hence it is difficult to understand the continued circling of the wagons by some climate researchers with guns pointed at skeptical researchers by apparently trying to withhold data and other information of relevance to published research, thwart the peer review process, and keep papers out of assessment reports. Scientists are of course human, and short-term emotional responses to attacks and adversity are to be expected, but I am particularly concerned by this apparent systematic and continuing behavior from scientists that hold editorial positions, serve on important boards and committees and participate in the major assessment reports. It is these issues revealed in the HADCRU emails that concern me the most, and it seems difficult to spin many of the emails related to FOIA, peer review, and the assessment process. I sincerely hope that these emails do not in actuality reflect what they appear to, and I encourage Gavin Schmidt et al. to continue explaining the individual emails and the broader issues of concern.

Vi er altså med, hvad man kalder climate-gate degenereret fra konkurerende paradigmer over i tribalisering, hvor man har chikaneret sine modstandere og tilbageholdt dataset osv. Men det er måske langt værre. Måske er der blevet manipuleret med de dataset, der danner bagrunden for computermodellerne (og måske endda også dem) og som hele teorien om den globale opvarmning (der har fået det truistiske navn klima-ændring) hviler på. Alan Caruba er ikke bange for ligefremme konklusioner

The revelations that scientists at the University of East Anglia’s Climate Research Unit (CRU) doctored the data supporting the global warming claims of the United Nations’ Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) means that EVERYTHING attributed to or based upon “global warming” is invalid.

It means the Kyoto Climate Protocols that nations agreed to on December 11, 1997 and which entered into force on February 16 2005, and all subsequent agreements based on “global warming” have no validity, scientifically or as the basis for public action by any nation, state, province, city or town.

It means that Al Gore’s pusillanimous “documentary” is a fraud along with just about every other statement uttered by any scientist, academician, or politician claiming that something, anything, should be done to avoid “global warming.”

Caruba taler om at nogle må i fængsel og man aner endda en konspiration en vaske ægte konspiration. Tim Ball tegner (Hat tip Watts Up With That) et rystyende billede af en gruppe forskere, der tilsyneladende har fundet et hul i videnskabens fundament af “peer review” nemlig at være enige om målrettet uhæderlighed

James Delingpole trækker det væsentligste frem fra interviewet med Tim Ball på sin blog

“It confirms suspicions that I’ve had working in my thirty years of climate science. I saw the hijacking of climate science particularly by computer modelers and then by a small group associated with the Intergovernmental Panel on Climate Change….”

“What you’ve got here is confirmation of the small group of scientists who, by the way, Professor Wegman who was asked to arbitrate in the debate about the hockey stick, he identified 42 people who were publishing together and also peer-reviewing each other’s literature. So there’s a classic example of the kind of thing that bothered me. About twenty years ago, I started saying ‘Well why are they pushing the peer review?’..And now of course we realise it’s because they had control of their own process. That’s clearly exposed in these emails.”

“On a global scale it’s frightening because this group of people not only control the Hadley Centre, which controls the data on global temperature through the Hadley Climate Research Unit but they also control the IPCC and they’ve manipulated that. And of course the IPCC has become the basis in all governments for the Kyoto protocol, the Copenhagen accord and so on….”

Steve McIntyre, der er manden bag nedskydningen af Hockeystokken gennemgår løbende de mange afslørede mails og det er værd at følge med i. F.eks. denne


Obama kommer i øvrigt til København under klimatopmødet. Han er ikke inde i den heldigste stime i øjeblikket.

Er de talebaner?

Diverse — Drokles on November 23, 2009 at 4:48 pm

You may be a Taliban if …

1. You refine heroin for a living, but you have a moral objection to beer.

2. You own a $3,000 machine gun and $5,000 rocket launcher, but you can’t afford shoes.

3. You have more wives than teeth.

4. You wipe your butt with your bare left hand, but consider bacon ‘unclean.’

5. You think vests come in two styles: bullet-proof and suicide.

6. You can’t think of anyone you haven’t declared Jihad against.

7. You consider television dangerous, but routinely carry explosives in your clothing.

8. You were amazed to discover that cell phones have uses other than setting off roadside bombs.

9. You have nothing against women and think every man should own at least one.

10. You’ve always had a crush on your neighbor’s goat.

Jeg hepper på Obama

Diverse — Drokles on November 23, 2009 at 3:52 pm

Set på Every Kinda People


Diverse — Drokles on November 22, 2009 at 2:02 am

Med et vel overstået kommunalvalg, hvor det blev konkluderet af flere eksperter at rød blok vandt og at borgmestrene nu udgjorde en opposition til regeringen genvinder regeringen ifølge en meningsmåling sit flertal. Hvis man er tilhænger af Ralf Pittelkows målingslov, der siger at regeringer altid vil ligge underdrejet mellem valgene er det dårlige udsigter for oppositionen. At beskæftige sig med de politiske meningsmålinger kan nu let komme til at virke, som de to århusianere, der skulle kontrollere fyrtårnet; “Nu virker den! Nu virker den ikke. Nu virker den!…” Det går op og ned og man fristes let til at læse noget ind i tal, der ikke er belæg for. Alligevel synes jeg dagens meningsmåling fra Capacent på vegne af Danmarks Radio har noget interessant at fortælle.


Fra 11/08 til den 20/11 er Dansk Folkepartis tilslutning blandt de 18-34 årige steget fra 7,3% til 17,4%. Det er mere end landgennemsnittet på 16,7%.

Ole Birk i topform

Diverse — Drokles on November 21, 2009 at 9:26 pm

Det nu besynderlige 180 Grader er vendt tilbage til grundformen med Ole Birk Olesens fremragende og morsomme  nedsabling af de selvgode. Mens Socialdemokratiet og Enhedslisten taler om udbytning af au-pair og østarbejdere arbejder deres praktikanter gratis. Her er det fra interviewet med Mette Frederiksen

Men det ændrer jo ikke på, at du får arbejdskraft til en forholdsvis høj værdi, og det betaler du nul kroner for.
“Det er fordi, man skal se det som et led i et uddannelsesforløb. Det er et sted, hvor man som studerende får lov til at prøve nogen kvalifikationer af, som man har erhvervet sig i de år, hvor man har studeret. Man supplerer en teoretisk uddannelse med et praktisk forløb.”

Så den nytte, som de studerende får af deres praktiforløb, kan så opveje, at de ikke får nogen løn?

“Ja, det vil jeg mene.”

På andre dele af arbejdsmarkedet, hvor der er mere stive regler for løn- og arbejdsvilkår, er der formentlig også folk, der mener, at de kunne have nytte af at arbejde for måske 30-40 kr. i timen for at få et fodfæste på arbejdsmarkedet, men det forbyder reglerne jo.
“Ja, og det er også vigtigt, at vi bliver ved med at have regler, som sikrer, at man selvfølgelig arbejder under ordentlige arbejdsforhold. Et praktikforløb har et uddannelsessigte, det er ikke folk, der skal finde fodfæste på arbejdsmarkedet,” siger Mette Frederiksen.

Læs den hele og nyd udover resten af Frederiksen også Line Barfod

Jamen altså…

Multikultur, Pressen, islam — Drokles on November 21, 2009 at 10:24 am

Weekendavisen er noget af det absolut mest læsværdige i Danmark. Selv på en dårlig dag er der noget godt at læse. Men man undres nogle gange over de mennesker de sætter til at anmelde bøger (Klaus Rothstein!). I denne uge anmelder på den ene side Peter Tudvad Jens Engbergs bog om Frederik IV “Den Standhaftige Tinsoldat” velsagtens fordi han ved noget om emnet.

Alt i alt tør Engberg konkludere, at Frederik VI var “en elendig konge, som blev Danmarks ulykke”. Det er der bare ikke så meget nyt i, da mange før ham har konkluderet det samme, selvom Engberg sikkert gør det mere kategorisk end nogen anden. Og det er der heller ikke noget nyt i, for at sætte Engberg til at skrive Frederik VI’s biografi er ikke stort bedre end at sætte Frank Aaen til at anmelde en biografi om Pia Kjærsgaard Eller Søren Krarup en om Hal Koch.

Og så går Tudvad på en vel rigelig sarkastisk facon (man aner desværre akademisk rivalisering eller ringeagt) i gang med at problematisere Engbergs udlægninger af Kongens skriveforbud mod A.S. Ørsted, ræsonet bag helstaten, Kongens magtbegrænsninger i forhold til højesteret og minder om Kongens beskyttelsen af de i nogle kredse ikke alt for populære jøder. Og han vender sig imod Engbergs domme over historien set med nutidens briller, som han endda citerer samtidige vidners opfattelse af Kongens lovgivning, som modsvar til Engbergs konklusioner. Om det forholder sig sådan med Engbergs værk som Tudvad beskriver kan vi jo kun tage hans ord for - sådan er anmeldelser - men det er ubetvivleligt en fagmand, der anmelder.

På den anden side anmelder Louise Windfeld-Høebarg Duncan McCargos “Tearing Apart the Land” om de muslimske seperatister i Thailand.

Det er efterhånden blevet en fasttømret opfattelse i Vesten, at når muslimer gør oprør eller begår terrorhandlinger, så er de fundamentalister, der vil dræbe de vantro og indføre et verdensomspændende kalifat. Men sådan forholder det sig naturligvis ikke. Det er den forholdsvis ukendte konflikt i det sydlige Thailand et lysende eksempel på.

Hurra, lad propperne springe for de lysende eksempler på ikke-fundamentalister, der helt velforvaret skærer hovederne af skolepiger eller brænder mennesker levende.

Man kan dvæle meget ved formuleringer, som “en fasttømret opfattelse i Vesten“, der afmonterer virkeligheden, muslimer der “gør oprør“, der legitimerer mere end det kan bære og det i den forbindelse sigende “handlinger” koblet på terror, der i denne sammenhæng har en lille, men distinkt relativerende effekt. Men det gør jeg ikke.

I stedet er det den midterste sætning “sådan forholder det sig naturligvis ikke“, der er kernen. Hvis ikke der er tale om et stråmandsargument ved at vi er nogle, der påstår at enhver konflikt indeholdene en muslim er et udtryk for Jihad så er der vel tale om en påstand om at det lysende eksempel i Thailand er udtryk for, hvad man kan betegne som en tendens i terror begået af muslimer. Hvorfor forholder det sig ikke sådan? Hvad ved hun om det? Og hvorfor er det naturligvis Koranens krigs-, erobrings- og  voldbud taget i betragtning? Intet demonstrerer hun til underbygning af det udsagn. HVis hun havde haft mere viden ville hun vide, hvor begrænset hendes viden var og nøjedes med at sige noget i stil med at konflikten i Thailand ifølge denne bog har sin kerne i politik frem for religion.

I tilfældet Thailand, skriver Windfeld-Høeberg,

…er der ikke tale om hellig krig. Muslimer mod buddhister. Nej, skriver McCargo, det handler om identitet og diskrimination og derfor er konflikten politisk. (…) Islam er det der samler oprørene.

Jeg er lidt af en fan af at man kan aflyse en årsag med henvisning til en anden. Hans dårlige helbred havde ikke noget med hans rygning at gøre, hvis han også spiste fed mad. Påvisningen af andre komplekser i en konkret konflikt betyder ikke at der en kerne. Beviset for påstanden om at det ikke handler om islam i Windfelt-Høebergs anmeldelse er at de muslimske oprørere ikke er en del af Al Qaeda og at de ikke har angrebet feriemålet Phuket. Kan vi så konkludere at der er tale om Jihad, hvis Phuket en dag skulle blive målet for en større terrorhandling? Men den lakmusprøve skal ikke bruges til andet end at slynge ud med største selvfølgelighed; “Det giver god mening...”. Man kunne jo indvende at der kunne være taktiske overvejelser om, hvis vrede “oprørerne” ville vække med et angreb på udenlandske turister i Phuket eller på hvilket niveau de ville holde konflikten. Og der kunne være modstridende opfattelser og interesser mellem de lokale “oprørere” og Al Qaeda der hindrede et samarbejde. Både Stalin og Mao drømte om den verdensomspændende kommunisme, men venner blev de aldrig. Handlede kommunismen så ikke længere om imperialisme og diktatur?

Netop Louises opfattelse af få mening grebet ud i den blå luft afslører at hun ikke har sat sig ind i hverken islamister, terrorisme, Thailands historie eller andet relevant. Hun fortæller os intet andet end at hun er blevet besnæret af en tilsyneladende velargumenteret bog, men er derfor helt på bar bund i at forhold sig kritisk til dens indhold. Hendes anmeldelse er spild af min tid (nåeh lidt sjov har den jo givet mig) for man aner ikke om bogen er saglig eller apologetisk.

Hvis man hører til dem, der mener at Jyllands-Postens Muhammedtegning og Dansk Folkepartis tone i debatten radikaliserer muslimer er perspektivet mere end skræmmende, som artiklen konkluderer; “Muslimer kan godt gøre oprør uden at være fundamentalister“. Så hvor slemt kan det så blive, hvis det endnu blot handler om utilfredshed? Islam er det der samler oprørene så….


Diverse, Pressen — Drokles on November 21, 2009 at 9:57 am

Informations Anna von Sperling skriver

Da de danske vælgere i går gik til urnerne, kunne der kun stå to ting på valgkortet: Mand eller kvinde. Anderledes vil det fremover være i verdens største demokrati, Indien, der også i denne tid går til lokalvalg. I fredags vedtog den indiske valgkommission, at man på sit vælgeridentifikationspapir kan anføre ‘andet’ under kategorien køn.

Lovændringen kommer som følge af massivt pres fra de såkaldte ‘hijras’ - ofte omtalt som Indiens eunukker.

Jeg mindes ikke at have set . Desværre beholdt jeg ikke mit valgkort da jeg inddirekte lagde stemme til Bondam, men sådan så kortet ud til Europa-parlamentsvalget


Måske er det hr og fru ud for navnet, der tænkes på? Men dette er vel mere at betagte, som en titulering og ikke en registrering. Med al respekt for Indiens demokrati så er grupperegistrering og grupperettigheder (måske et fremskridt for dem) ikke et ideal. Det er jo trods alt som borger man stemmer.

Overstået lokalvalg

Diverse — Drokles on November 20, 2009 at 8:48 am

Jeg har ikke haft interesse i lokalvalget, men man har ikke kunnet undgå at få indtryk. Mohammed Aslam sprænger listen og stryger ind med 1100 stemmer ifølge Politiken. Det er sikkert debatterne på hans blog, der har aftvunget dyb respekt. Aslam begrunder i hvert fald sit flotte resultat på sin blog

Muhammad Aslam har ikke oprettet nogen blogindlæg

Det var sikkert Guds vilje mener vi her på Monokultur. Men liberalisten Jarl Cordua finder i Information at “danskerne været vidne til den kedeligste valgkamp i mands minde.

Hvad er forklaringen? En hovedårsag er, at kommunernes økonomi er presset af finanskrisen. Det er derfor helt utroværdigt, hvis borgmesterkandidaterne pludselig ruller store forkromede planer ud, som kraftigt udbygger den offentlige service.

Jo, det er da spændende når der skal deles penge ud ja endda måske ligefrem uhyggeligt, hvis man er en af de tilbageværende, der betaler skat. En Politikenforside forleden viste en serie billeder af vælgere, der havde deres primære ønske skrevet ned på et stykke karton, som de holdt foran sig i bedste Bob Dylanstil. Alle handlede de om flere penge til det offentlige lige præcis der, hvor de selv havde brug for det. Det er måske kedeligt når kassen er lukket i.  I så fald er det direkte uhyggeligt for os resterende skatteydere når den står åben. I den optik er det måske er det meget passende at mens rød blok ikke er i stand til at tage teten landspolitisk med en komatøs regering på fjerde år i træk så sætter sig de sig tungt på den lokalpolitiske gavebod af offentlig service, der nok financieres af nogle andre. Kedelig valgkamp eller ej så bliver man næppe mere kedelig end følgende kandidater

Artur Meinild (radikale), Rudersdal

Ole-Peter Petersen (radikale), Egedal

Bjørn Groskopf (Egedal Listen), Egedal

Kjeld Erik Haick (Venstre), Ishøj

Kurt Carlsen (Tryghedspartiet), Gladsaxe

Finn Kjeller Johansen (Enhedslisten), Gladsaxe

Hans Erik K. Hansen (Radikale), Ærø

Svend Erik Jensen (Ærø Borgerliste), Ærø

Kasper Killerup (Frit Danmark), Odense

Ole Andersen (Samsø Listen), Samsø

Stig Morten Hansen (Bornholms Selvstyre Parti), Bornholm

Doris Ravn (Slesvigsk Parti), Sønderborg

Peter Hessellund Sørensen (Liberal Alliance), Horsens

Carlo Hermansen (Fælleslisten-Rebild), Rebild

Henning Pedersen (Kærlighedspartiet), København

Stefan Ahn (Kærlighedspartiet), København

Ole Jensen (Kærlighedspartiet), København

De udmærkede sig nemlig ved end ikke at opnå deres egen stemme og endte altså på et rent nul ifølge Jyllands-Posten. Men nogen har trods alt prøvet at sørge for lidt underholdning. I Halsnæs har Radikale Venstre opstillet Per Jensen, der mener at det er kanibalisme at spise svinekød ifølge Sappho

Menneskekødet og svinekødet har mere end blot fysiologiske ligheder, det smager stort set ens.
Der er eksempler på massemordere, der har forarbejdet menneskekød, og solgt det som svinekød.”

Her er han tættere på sandheden end Tøger Seidenfaden, der mente at menneskekød var mere ovre i kategori med oblater. Og i Rusland mener nogle at det er i stil med kebab, men det er en anden historie.

De radikale i København har trods alt prøvet at kompensere for den kedelige valgkamp med deres københavnske afterparty. Her havde man slået hårdt på med alle midler at holde Dansk Folkeparti uden for indflydelse for så da det kom til stykket at forære dem udvalgsposter over hele linien mod opbakning til Bondams borgmesterpost. Dansk Folkeparti opnåede en symbolsk sejr ved at markere sig kommunalpolitisk og i København omsatte de altså en ellers ubrugelig fremgang til at besudle Radikale Venstres selvopfattelse med deres ubehagelige og ildelugtende væsen.

TV2 News prøvede Bondam, som en anden profet at lancere valgløfterne med tilbagevirkende kraft til ophævelse at de tidligere og det var morsomt.. Bondam ser nu slidt ud på billederne - på trods af det han opfatter som “vælgernes forståelse” af prisen de rene måtte betale for at kunne beholde den sidste bastion af de Radikales gryende københavnske emperium fra dengang verden ventede på en radicool kreativ klasse.

Teflonmanden Manu Sareen, hvis ynglingsspil er sorteper, hjerterfri, stoleleg ja alle spil, hvor man skal undgå at være taberen kender ikke noget til noget om nogen ubehagelige aftaler med Dansk Folkeparti og melder sig ud af “the blame game”. Fra Politiken

»Det mindes jeg altså ikke. Jeg sad og sms’ede og tænkte på et interview, som jeg skulle ud og lave med TV 2 Lorry«, siger Manu Sareen.

At diskutere fordeling af poster mens Sareen har sine absancer er, hvad Rune Engelbrecht Larsen kalder at gå “Bagom ryggen på Manu Sareen…“, men pointen var altså klar. Ville Radikale sikre sig en borgmesterpost med Dansk Folkepartis støtte eller ville de hellere opgive borgmesterposten for at holde Dansk Folkeparti uden for indflydelse. Her sidder Manu Sareen midt i de mest afgørende forhandlinger, der for de næste fire år afgør det politiske samarbejde om kommunens forvaltning og hvordan han“..og de andre radikale vil gøre alt for at stoppe Dansk Folkeparti” og tænker på, hvorledes han mon kan tage sig bedst ud på TV. Han vil øjensynligt hellere fremstå useriøs end uren. Eller måske vasker han kun hænder overfor Politiken og deres læsere ud fra en forventning om, hvad hans vælgere godt kan lide at læse for til Berlingske Tidende har han ikke noget imod at stå ved prisen for Bondams borgmesterpost.

Manu Sareen lægger ikke skjul på, at han mener, at aftalen med DF sender et dårligt signal, men aftalen er skrevet under, og det må man ifølge Manu Sareen bare acceptere.

Om Dansk Folkeparti får indflydelse eller ej i København er Sareen da også fløjtende ligeglad med. Han har større udsigter

- Jeg synes, at det er vigtigt, at den stemme jeg står for, også kommer ind i Folketinget, så man kan give et modspil til alt det, der sker i øjeblikket, fortæller Manu Sareen.


- Jeg ved jo, at jo længere tid man er politiker, jo bedre kendt bliver ens navn. Så er der flere, der får øje på en.

Så store er udsigterne at han end ikke orker en borgmesterpost. Sindene kan dog også koge op i Dansk Folkeparti,

Gangene i Odsherredhallerne i Vig rungede af vrede råb og da det gik op for DF`erne at Steen Egede Jensen havde gemt sig hos Odsherredlisten gik det fuldstændig amok.

Eva Christensen fra DF`s bestyrelse og to andre medlemmer tvang sig ind i mødelokalet, og fik deres forhandler ud på gangen. Her hev og sled Steen Egede Jensen og en af bestyrelsesmedlemmerne i hinanden.

Måske indgik Bondam sin aftale fordi han var mere utryg ved den form for forhandlingstradition end ved vælgernes dom.

Sejrherren Krarup X

Diverse — Drokles on November 19, 2009 at 8:43 am

Og så er der jubilæum på min trættekære serie Sejrherren Krarup, der ganske passende forfattes af manden selv. Krarup udråbte forleden sig selv til sejrherre i Politikens kronik. “Hvis jeg må være en smule selvoptaget,[selvfølgelig må du da det Krarup (eller tør jeg sige Søren?). Det ku' da lige passe andet - Drokles] vil jeg svare, at mit snart mangeårige forfatterskab hævder og begrunder en sådan påstand.”. Det gør det i høj grad. Og det besejrede?

Systemet Politiken – det var Danmark fra 1905 til 2001. Med alt, hvad dette indebærer.

Med forsvarsnihilisme, med national selvforagt, med den kolde skulder til de danske sønderjyder, med 9. april 1940, med samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt, med EU-overnationalisme og med en udlændingepolitik, hvis indhold var foragten for det danske folks førstefødselsret til Danmark, udtrykt så karakteristisk og rammende af Bjørn Elmquist under andenbehandlingen af udlændingeloven 2. juni 1983: »Vi kan nu sige, at vi i hvert fald herhjemme i vort eget hus gør, hvad vi kan, for ikke at diskriminere på national basis«.


Det hele handler nemlig om begrebet eksistens. Det hele tager i grunden sit udgangspunkt i Søren Kierkegaards forståelse af, hvad det er at være menneske. Det hele handler om, at menneskelivet har med skyld og ansvar at gøre, ikke med ideologi og utopi og fremskridtsdyrkelse.

Hvad er dét at være menneske? I den bog, jeg allerede har nævnt, ’Det moderne Sammenbrud’, har jeg tegnet en linje i dansk og europæisk åndshistorie, der har Søren Kierkegaard og Karl Marx som de to afgørende modstandere. Jeg kunne for så vidt også sige kristendom og humanisme, for Kierkegaards forfatterskab er kun et kristent notabene til den oplysningstradition, der med Marx ifører sig en totalitær klædebon, og hvis egentlige indhold vi i løbet af det 20. århundrede har set kun alt for tydelige og alt for mange vidnesbyrd om.


Eksistensen var virkelig, og systemskiftets egentlige indhold er den eksistentielle virkeligheds fordrivelse af de abstrakte, ideologiske løgne.

Krarup ser systemskiftet, som han mere end nogen anden har været den intellektuelle skaber af, som en kamp om det politiske sprog. Deri kan jeg kun være enig.

Det er slet ikke nogen tilfældighed, når den politiske venstrefløj, der så gerne vil til magten, overtager den borgerlige regerings udlændingepolitik og forsikrer om, at de mener den af hjertet. Det passer naturligvis ikke. Det kan jeg som medlem af Integrationsudvalget bevidne. Men afgørende til beskrivelse af systemskiftets indhold er, at de partier, der gennemførte udlændingeloven af 1983 og dermed nedkaldte katastrofen over Danmark, nu må respektere den menige danskers nej. Ideologerne og farisæerne er blevet opdraget af befolkningen. De må – for at blive i terminologen – sige ja til eksistensen og nej til ideologien.

Krarup er - sammen med Che Guevare - et af de mennesker, der er løjet mest om i Danmark - og af de sammen mennesker. Det ser vi frem til ender i de kommende år og ønsker Søren Krarup tillykke med denne sejr.


Hvorfor Khatami

Diverse — Drokles on November 19, 2009 at 4:14 am

Frederik Stjernfelt og Mehdi Mozaffari opstiller Khatamis lange synderegister i Politikens kronik og undrer sig over at netop han får en dialogpris af Grundfoss, Aarhus Kommune og Aarhus Universitet

Prisen er lanceret som en humanistisk forskningspris. Det er vanskeligt at se, hvilken forskning Khatami har præsteret. Fred Dallmayr fra den internationale priskomite nedsat af Aarhus Universitet uddyber, at prisen gives til Khatami »for hans ideer og dét han ville gøre, hvis han kunne«. Heri ligger naturligvis, at han ikke har gjort det – hvilket hans faktiske politiske karriere da også med al ønskelig tydelighed vidner om. Men det forekommer besynderligt at tildele en pris for noget, Khatami ikke har gjort. Især fordi han i hele sin trediveårige politiske karriere ufortøvet har gjort det modsatte.

Det afficerer ikke komiteen, der hævder at kunne sætte et uoverskrideligt skel mellem hans politik og hans tænkning. Hans Köchler fra komiteen siger således: »Det er forståeligt, at den politiske baggrund kan give anledning til kritik, og risikoen for politisering er altid til stede i forskningen. Men jeg mener, at man godt kan adskille Khatamis politiske indsats og hans tænkning, som prisen er givet for«. Man forestiller sig altså, at hans tænkning er helt uafhængig af hans lange politiske karriere.

En anden grund til tildelingen er måske Khatamis aktuelle modstand imod hans efterfølger, Ahmadinejad. Men som det fremgår, er der her tale om en broderstrid imellem islamister snarere end en strid mellem islamisme og demokrati.

Man kan her citere fra Khatamis seneste tale, hvor han for få dage siden sagde: »Vi er for vores Revolution, vi er for Den Islamiske Republik, som er den smukke frugt af samme Revolution. Vi er tilhængere af Imamen (ayatollah Khomeini), hvis ideer, holdninger og visioner tjener os som vejledning …« – hvorefter han kritiserede Ahmadinejad for at ødelægge Revolutionen og Den Islamiske Republik (Aftab News, 8. november).

Kronikken kan, som næsten alt de to hver især skriver anbefales.

At være eller ikke være i Afghanistan

Diverse — Drokles on November 18, 2009 at 6:17 am

Da henholdsvis officerernes og konstablernes talsmænd udtrykte skepsis overfor missionen i Afghanistan medførte det et absurd krav om en konkret hjemtrækningsdato for de danske soldater og gav styrke til krigens kritikere. Nu er det jo ikke noget nyt at fagforeninger generelt er utilfredse med at deres medlemmer arbejder for pengene, men det er dog sjældent at de direkte er i modstrid med medlemmerne (undtagelser findes, ikke mindst lærernes fagforening, der igennem flere årtier arbejdede stålsat og målbevidst på at afprofessionalisere sine medlemmer stik mod deres interesser og ønsker). Kim Hundevadt skriver i Jyllands-Posten

En stor andel vender nu tilbage. Ikke fordi de er krigsliderlige adrenalin-junkier, men fordi de tror, at deres indsats nytter, at de er med til at bekæmpe terrorisme og skabe et værn, så den afghanske befolkning ikke igen skal være prisgivet et brutalt, middelalderligt og kvindefjendsk regime.

Den følgende morgen blev jeg temmelig overrasket, da jeg så Jyllands-Postens forside: ”Danske soldater tvivler på Afghanistan-mission”.

Danske soldater? Jeg havde svært ved at tro, at det kunne være rigtigt. Det harmonerede slet ikke med det indtryk, jeg netop havde fået, og jeg har aldrig fornemmet en nævneværdig desillusion blandt de mange udsendte soldater, jeg har haft løbende kontakt med siden bogens udgivelse.

Efter at have læst artiklerne forstod jeg, at der var gået tabloid i avisens forside, så to fagforeningsformænd med et snuptag var blevet et synonym for ”danske soldater”. Jeg tror ikke, at de to formænd har mange medlemmer bag sig. I hvert fald ikke blandt dem, der selv har haft støvlerne på i Helmand. Men deres udtalelser var selvfølgelig opsigtsvækkende nok i sig selv. Avisen gav dem en legitimitet, som de næppe fortjente, ved at lade dem tale på alle soldaters vegne, og effekten udeblev ikke.

Og Hundevadt spørger så, hvad defatisterne forestiller sig der sker med den almindelige afghaner, der har risikeret alt på en opbygning af et civilsamfund eller med de 2 millioner piger, der nu går i skole? Man kunne selv spørge, hvilken konklusion vores fjender træffer, hvis vi viser svaghed? Politiken skriver lidt om, hvad der trods alt er opnået i Afghanistan

42 procent af afghanerne mener, at det overordnet går i den rigtige retning i Afghanistan mod 38 procent i 2008.

29 procent mener, at det går den forkerte vej, og det er en smule færre end i 2008, hvor 32 procent af afghanerne mente, at Afghanistans situation var forværret.


Flere har fået adgang til rent vand, der er blevet bygget nye skoler - især til pigerne - og det er blevet lettere at få lægebehandling.

I Guardian skriver Theo Farrell

Notwithstanding the tragic events in Nad-e’Ali, the Afghan security forces are getting better, as is the partnership between Afghans and the International Security Assistance Force. I saw this most visibly in Garmsir, where I spent some time with the US marines. Garmsir district centre has tarmac roads, solar streetlights and a thriving bazaar. US-run Radio Garmsir pumps out popular programming courtsey of its two local DJs; it also receives over 1,000 letters a month from listeners. Most striking of all, the marines trust Afghan police and soldiers to secure the district centre. Garmsir feels very much like a society that is shaking off the shackles of war.

Krigen i Afghanistan er et stort pres på terroristerne på deres egen hjemmebane. Og med soldater i Afghanistan opbygger vi tillige en fremtidig kadre, der kan vise sig at være ganske handy når konflikten med islam eskalerer i Europa og måske også herhjemme.

Men mange overser den betydning, som personlige erfaringer har når en opfattelse skal spredes og rodfæstes i befolkningens sprog og forestilling. Når venstrefløjen havde held til at erobre den politiske dagsorden og ændre sproget hvorigennem forståelsen af op og ned i denne verden skulle tænkes i var det bl.a. ved massiv brug af studierejser til udlandet. De tro kommunister blev selvfølgelig ved DKP sendt direkte til Sovjet på uddannelse i agitation og organisation for at professionalisere deres undergravende virke. Udvælgelsen af de rette personer var af største vigtighed da man skulle have fat i dem, der ikke ville blive desillusionerede over mødet med det marxistiske system og således virke kontraproduktive for sagen ved hjemkomsten at vidne om deres oplevelser. Man kan bare se på Frank Aaens og Ole Sohns dygtige politiske virke selv efter at deres projekt er falsificeret, så langt overstråle de senere og endda personligt uplettede generationer af kommunistiske agitatorer, som Pernille Rosenkrantz-Theil og Johanne Scmidt Nielsen der mest formår at se kønne ud, mens de løber med små billige vinde af utilfredshed over mangelfulde kommunale daginstitutionstilbud og almen racisme blandt danskerne. Sovjet er faldet og navlestrengen klippet over, der er ikke mere format fra den kant.

Nutidens islamapologerter har ikke haft nær samme  gennemslagskraft fordi islam ikke udgør nogen alternativ ide til et samfund eller et liv der på nogen måde kan virke tillokkende. De er grundlæggende inde i en bitter kamp med tiden, som år for år afslører det reelle indhold af islam til skade for deres sag. De er reduceret til et forsvar for at en gruppe mennesker kan opretholde en subversiv og isoleret livsstil spillende på lige dele ynk af og frygt for vrangvillige muslimer. Den skade de har forvoldt gennem demografi er blot langt sværere at løse, men det en anden historie.

Den bløde mellemvare af socialister, hvor difuse oikofober og naivister befandt sig blev gennem organisationer, som f.eks. Mellemfolkeligt Samvirke sendt til allehånde anden- og tredieverdenslande for at se USA’s, Israels og kapitalismens ondskab og solidarisere sig med forskellige undertrykte folk, klasser og grupperinger. De kom hjem med et oppustet etos, der ikke blot havde gennemslagskraft for de, der nåede medierne på den ene eller anden side af mikrofonen. For slet ikke at tale om det præg de satte på de uddannelsesinstitutioner de myldrede ind i. Her var de ikke blot med til at at give deres elever deres version af virkeligheden, som den tog sig ud fjernt fra det for dem forkætrede TV, de siden med stor dygtighed erobrede, men kunne tillige udforme uddannelsesforløb, pensum, materialer, forskning og nye uddannelser alt imens de var deres egen omvandrende primære kilde til den virkelige verden.

Kapitalismens ansigt var jo desværre skjult i Danmark gennem en uhellig alliance mellem kapitalen og socialdemokratiet, der gennem velfærdsstaten havde bestukket arbejderen (hvorfor det blev uforståeligt at kapitalisterne samtidig arbejdede for at nedbryde selv samme velfærdsstat) og alle venstrefløjens advarsler om undertrykkelse havde derfor ringe genklang hos manden på risten. Men ved at være hjemkommet fra den sociale frontlinie kunne man berette om virkeligheden, som den blev skjult for os andre. Balancegangen var her at omtale os i den rige verden, som de rige og udbytterne uden egentlig at fordømme  sine vælgere. Farve TV og nu Fladskærme blev således symboler på fråds og uretfærdighed, men det var de kulturelt fortabte og dekadente småkapitalister i deres ejerboliger, der stod for skud, kapitalens små usle håndlangere. Hvor mange er vi ikke, der i vores barndom har oplevet halvfjersernes lærere været optaget af landbruget i ongo-bongoland, den Lange March eller kaffebønders bytteforhold. For ikke at tale om børnenes u-landskalender, børnetime med negrebørn i landsbyer der ikke, som os havde TV og skulle gå tusind kilometer med deres lillebror på ryggen efter brænde og vand fordi faderen, som mænd typisk er (ikke negre, mind you) ikke gad.

Men også og lige så vigtig var de rejsendes påvirkning af deres umiddelbare omgivelser blandt familie, venner og kollegaer, hvor holdningerne med en anden og personlig legitimitet spredte sig som ringe i vandet. Intet er stærkere end den personlig og fortrolige beretning og den enkeltes begrænsning i udbredelse opvejedes af de mange fortællere rundt omkring i landet. “Jeg kender en der har været der og han siger…” trumfer alt i en diskussion.

En mand som Villy Søvndal benytter den dag i dag tyngden af sin ungdommelige udlandsaktiviteter når han skal underbygge sin politiske habitus i diverse portræt-interviews i radio og aviser. Han kæmpede for demokratiske rettigheder og sociale forhold i en verden undertryk af kapitalismen og USA, hvor han på første parket kunne se kapitalismens udbytning af menig mand (en udbytning man i det kapitaliske Danmark ikke kunne genkende). Hans udlandsaktivisme var samtidig en afvisning af Sovjet så langt at han ikke var på partiskole bag jerntæppet så ingen kan beskylde ham for andet en ædel retfærdighedssans og social indignation.

Det er grundlæggende et imponerende stykke holdningsbearbejdningsarbejde, som venstrefløjen har præsteret. Det USA, som havde befriet Europa og garanterede dets frihed fra at blive overløbet af Sovjet, det USA, hvor man fik det meste af sin kulturelle fornyelse fra, om det var Jazz eller Rock’n'Roll, jeans eller helte, som John Wayne og Clint Eastwood eller for de mere intellektuelle Woody Allen på en enkelt generation blev til et negativt fænomen. Amerikanerne tænkte med alt, hvad de havde givet os kun på sig selv, på deres penge, på at dominere og undertrykke verden. Marshall-hjælpen var bare deres egne interesser, se, hvor tykke de er og de skal altid ind på Mcdonalds at spise frem for at prøve det lokale køkken (hvorfor vi selv står der og kan se det ved vi ikke), de tror det hele er så simpelt, ja de er som mennesker betragtet direkte dumme osv.

Hjem fra Helman får vi en generation af unge mænd, der med en stærk selvbevidsthed og ubestrideligt heltemod har kæmpet mod en klart defineret fjende og dens ideologiske ophav, som den tager sig ud i sin udforfalskede essens. Beskyttelsen af pigers skolegang overfor afstumpet nedslagtning lader sig ikke gendrive eller relativere. Heltenes fortællinger vil være fortællingen om alt det gode i os og det vi ønsker at være stolte af. Støt vores soldater ser jeg daglig på bagsmækken af biler, selv her i København, et fænomen man ikke skal undervurdere med tanke på hvor lidt dansk det er med den slags patriotiske udmeldinger. Man kan spørge sig selv, hvorfor forsvarets ledelse har været så ekstremt ringe til at lade danskerne få agtindsigt i soldaternes daglige arbejde og i højere grad ladet filmhold komme med på ekspeditioner i stedet for at holde det i dølgsmål, der automatisk vækker skepsis og åbner for mistanke om urent trav og negativ mytedannelse. Som om danskerne på forhånd ikke kunne abstrahere fra eventuelle misgerninger og fejl, der altid opstår i situationer under pres, som den ulykkelige nedskydning af nogle civile afghanere for en del år tilbage. Vælgerne ser jo i sidste ende på alt i alt, som det også blev konklusionen i den sag. Eller den forfærdelige dokumentar Den Hemmelige Krig, der ramte danskerne uden at man havde givet dem en modstandskraft i form af krigens realiteter og perspektiv. Krigens barske vilkår blev i sig selv et udtryk på en forbrydelse, hvor det at tvinge en tilfangetagen fjende til at side på hug nærmede sig den rene tortur i filmens optik. Men uden hjælp fra Forsvaret  modstod danskerne også i denne omgang et forsøg på en smædekampagne af vores soldater og deres mission. I længden holder det dog ikke.

 Vores helte er skabt i mødet med vores fjende - islam. Deres erfaringer fra mødet med islams essens vil i modsætning til venstrefløjens møde med svage kulturer og følgelig korrupte stater for hvilket de klandrede Vesten korrespondere med den erfaring den almindelige dansker har herhjemme. Vi kan spejle vulgariteterne i deres beretninger med problemerne i vores eget samfund. Vores helte skal hyldes i fuld åbenhed, som det de er for de er, som den gamle sang siger en del af os selv og vi skal ikke skamme os over at være, hvem vi er når vi altid har bestræbt os. Denne bestræbelse er det forsvarets pligt at fortælle om. Men de hjemvendte soldater med deres familer - det man ville kunne kalde græsrodsniveauet - får i de kommende år stor betydning for, hvorledes vi kommer til at opfatte os selv, som nation - og hvad vi står overfor. Venstrefløjen har vist os vejen.

Diversitet på KUA

Akademia, Politik, venstrefløjen — Sobieski on November 17, 2009 at 3:39 pm

Dette er en fotodokument og et øjebliksbillede i valgkampen op til kommunalvalget 2009 på det gamle Københavns Universitet Amager. Objektet for denne fotoundersøgelse er valgplakater fra de forskellige partier. Metoden består i at fotografere alle plakater som jeg passerede.




Socialdemokratiets kandidat Anette er pænt repræsenteret. Der har været nogle flittige DSU’ere ude i sidste øjeblik. Det er måske også sidste øjeblik for det gamle parti, der kun har en vis moderlig omfavnelse at byde på. “Kom til mor!”







SF er stærkt repræsenteret med noget flere kandidater end Soc. dem. Naturligt går tendensen fra Socialdemokratisk metaltræthed over i en mere radikal udlægning af new labour, som også er mere ungdommelig og har “feel good” vibes. I stedet for det store partis absolutte pampervælde sættes i stedet det absolutte intelligensiavælde.






Den historiske videnskabelige fremmarch mod det socialistiske samfund befinder sig i terminalstadiet og er derfor afløst af en dyrkelse af forskelligheden og tolerancen som det absolutte toppunkt af rationalitet og menneskelig stræben. Radikal tolerance betyder implicit forkastelsen af alle absolutte værdier, og må qua sin egen logik føre til…






Den sande konsekvens af denne må man jo som rationelt menneske frygte.

Ok, nu er næsten 50% af befolkningen repræsenteret ude hos humanisterne, men hvad så med antallet af VKO valgplakater? Lad mig blot citere fra en eller anden film:


God valgaften.

Gaza importerer

Diverse — Drokles on November 17, 2009 at 7:29 am

Jerusalem Post kan fortælle at, der køres nødhjælp ind i Gaza i rå mængder

Humanitarian aid to the Gaza Strip has increased by close to 900 percent in 2009 compared to the previous year, the head of the IDF’s Gaza Coordination and Liaison Administration, Col. Moshe Levi, said Monday.

The aid is supplied by various international organizations - the International Red Cross, UNRWA, WFP - and is imported into the Gaza Strip via the Kerem Shalom Crossing near the Egyptian border.

Men Hamas har også behov kan Jerusalem Post ligeledes fortælle

Smuggling into the Gaza Strip from Egypt beneath the Philadelphi Corridor has returned to the busy levels that prevailed before Operation Cast Lead last winter, The Jerusalem Post has learned.

Estimates of how many tunnels are now functioning range from several hundred to 1,000, although the most authoritative figures indicate that between 350 and 500 are currently operating. The IDF claimed to have destroyed about 300 tunnels during Cast Lead.

Israel has long asserted that the Egyptians could put an end to the entire smuggling industry within 24 hours if they wanted to, using military obstructions along the length of the Philadelphi Corridor.

But it does not want to - in part because the trade is an integral part of the economy in Sinai, and in part because it is not only arms that are being smuggled into Gaza, the Post has learned. Vital supplies are being brought in as well, and Egypt is unwilling to sever that link so long as Israel maintains its blockade on the Strip.

Nothing changes sagde manden.

Messerscmidt om den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

Diverse — Drokles on November 17, 2009 at 6:25 am

Morten Messerscmidt havde i forrige uge en lærerig og dyster kronik i Jyllands-Posten, hvor han glimrende beskriver, hvilket våben den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er imod den nationale frihed og ridser i nogle konkrete eksempler absurditerne op

Sidste sommer blev skuespilleren Brigitte Bardot idømt to måneders betinget fængsel for at “opildne til had” mod muslimer i et brev til den daværende indenrigsminister Nicolas Sarkozy. I Danmark faldt der i 2004 tilsvarende domme for emails sendt til folketingspolitikere. I oktober 2006 blev en 14-årig engelsk skolepige arresteret, fordi hun nægtede at læse sammen med fem asiatiske elever, som ikke talte engelsk. I januar 2009 blev det østrigske parlamentsmedlem Susanne Winter idømt tre måneders betinget fængsel og en bøde på 24.000 euro, fordi hun havde udtalt, at Muhammed var pædofil, eftersom han havde giftet sig med en ni-årig pige.

På den baggrund kan det ikke undre, at den tidligere formand for EU-Parlamentet Hans Gert Pöttering, forbød en fremvisning af filmen “Fitna” i parlamentet, ligesom Storbritannien i første omgang nægtede filmens ophavsmand, Geert Wilders, indrejse. Samtidig har en hollandsk domstol besluttet at rejse tiltale mod Wilders for »opfordring til had mod muslimer«, mens Wilders’ socialistiske kollega Harry van Bommel er sluppet af sted med at opfordre til “intifada” mod Israel og marchere sammen med demonstranter, som råbte »jøder i gaskamret«.

Mens alle europæiske lande oplever uroligheder og gadekampe, er EU og menneskerettighedsinstitutionerne mere optaget af europæeres såkaldte hate speech.

Jeg vil ud af EU.

Den globale dræber

Diverse — Drokles on November 15, 2009 at 5:09 pm

Nej det handler ikke om islam eller marxisme, men om en kollision med en asteroide af anseelig størrelse (altså en nådefuld død i den sammenligning).

I disse klimatider er der også andet vi voksne kan være bange for.

Kunsten at bøje sig for terror

Diverse — Drokles on November 15, 2009 at 4:10 pm

Frederik Stjernfelt skrev i forrige uges Weekendavisen om avisernes afvisning af endnu engang at publicere Kurt Westergaards berømte Muhammedtegning, som modsvar til terroristernes evindelige planer om massakrer.

En anden forskel mellem de to sager er, at tunesersagen omfattede mord på en dansk tegner. Den aktuelle sag er udvidet til bombeattentater mod et dansk bladhus. En nærliggende årsag til stemningsskiftet hos chefredaktørerne er derfor nok, at man var villig til at vise storslået publicistisk mod, så længe den potentielle omkostning var en enkeltpersons liv. Men når det var ens egen institution, der kunne blive angrebet, stak man piben ind. Altså: elementær frygt. Det, redaktørerne burde sige ærligt og klart er: beklageligvis kan vi ikke trykke tegningen, for vi er bange.

Frygt er ikke noget ædelt motiv til at handle. Derfor er det naturligvis, at redaktørernes motiver skal garneres med julepynt. Men pynten må ikke få os til at overse det elementære faktum, at med redaktørernes skridt er ytringsfriheden i Danmak reelt blevet indskrænket. Terroristerne har vundet en afgørende omgang.

Men at det ikke er nobelt at bøje sig for frygten, betyder ikke, at handlingen ikke kan være klog. Ytringsfriheden kan som alle andre principper sættes ud af kraft, når sikkerhedsgrunde taler for det. Sikkerhed er det ultimative trumfkort i al politik. Sikkerhed stikker alt. Til gengæld bør sikkerhedskortet kun spilles, når og så længe der er reel og konkret grund til det. Derfor er Seidenfadens snak om en læreproces farlig - som om vi nu en gang for alle havde lært, at vi ikke må fornærme religioner. Tværtimod bør den frygtpålagte indskrænkning af ytringsfriheden altid ledsages af overvejelser over, hvornår og hvordan indskrænkningen igen kan afvikles.

Imens i FN skriver Kristeligt Dagblad

Torsdag aften vedtog den såkaldte 3. Komité, der er en del af FN’s Generalforsamling et udkast, hvor religionskritik fordømmes. Om nogle uger skal dette udkast til den anden og endelige afstemning i Generalforsamlingen, hvor det ventes at blive vedtaget med samme stemmefordeling som torsdag aften: 81 for, 55 imod og 43 lande, der ikke stemte.


Jacob Mchangama, der er chefjurist for den liberale danske tænketank Cepos, mener, at resolutionen er et stort tilbageslag for de lande, inklusive Danmark, der betegnede Durban 2-konferencen som en sejr, fordi man fik udeladt paragraffen om religionskritik i konferencens slutdokument.

– Resolutionen i Generalforsamlingen har ikke nogen juridisk vægt. Men den har en afsmittende effekt, der vil gøre resolutionen til en del af arbejdet på at finde rammer for ytringsfriheden. Eksperter vil kunne henvise til, at Generalforsamlingen har fordømt religionskritik. Og den islamiske blok vil være i stand til at sige, at FN som organisation støtter idéen om forbud mod religionskritik.

For et par uger siden blev Danmark kritiseret på det stærkeste i en såkaldt ad-hoc komite til FN’s Menneskerettighedsråd, der i øjeblikket debatterer rammerne for ytringsfrihed:

– I Danmark og Holland er profeten Muhammeds person blevet bevidst latterliggjort med den hensigt at skade muslimers følelser. Derfor er det ikke nok, at menneskerettigheder kun omfatter individer, står der i en skrivelse fra en række islamiske lande til ad-hoc komitéen, der forsøger at gøre kritik af religion til en menneskerettighedskrænkelse.

Seidenfaden praktiserer det han håber er rettidig omhu både med hensyn til terrorister og med hensyn til den globale sædelighed.

Det kimer i klokker

Diverse — Drokles on November 15, 2009 at 3:26 pm

Gud elsker os alle lige slog Jesus fast og befriede mennesket fra farisærerne - for en stund. For de vendte tilbage og gjorde troen til en Kirke indtil Luther opløste deres fundament og gjorde og alle præster for Vorherre. Hvad der er rigtigt og forkert ligger ikke monopoliseret hos nogen her på Jorden, men er vores alles at slås med, hver i egen ret og efter bedste evne. Opgøret med det selvgode og dømmende kleresi - farisærerne - har været lang og svær og desværre aldrig færdig. Kristeligt Dagblad kan fortælle om medlemsflugt fra Folkekirken der er grundet i udsigten til farisærernes genkomst

Sidste år var der 2208 personer i Københavns Stift, der meldte sig ud, men en rundringning blandt kordegne i Københavns Stift, som infocentret har foretaget, tyder på, at tallet bliver endnu større i år.

- I år har vi haft 26 udmeldelser indtil videre mod 9 hele sidste år. Tre eller fire har nævnt Brorson-sagen som grunden til udmeldelsen, udtaler kordegn Ulla Andersson fra Store Magleby Kirke på Amager.

Også andre steder nævnes sagen fra Brorsons Kirke og den medfølgende debat som en medvirkende årsag til et stigende antal udmeldelser. Mistanken om en sammenhæng bliver bestyrket af, at der specielt i tiden efter hændelserne i Brorsons Kirke er sket en forøgelse af udmeldelser.

Men Brorsonsaktionen er kun et venstreekstremt udslag af det generelle problem for Folkekirken, nemlig dens egne præster, der i deres moralisme og forløjede selvindbilskhed tror sig i stand til at hæve sig op over os og forklare os den virkelige verden vi selv bebor og tugte os for vores synder. Som nu præsten Martin Ishøy der forsvarer sin nyfundne klima-religions klokkeslag i Kristelig Dagblad

Men der findes uforenelige modsætninger; eksempelvis mellem at bygge diger og dræn og ikke at gøre det. Hvis man vælger sidstnævnte kurs i relevante lande, kunne det ende med humanitære katastrofer. Jeg mener ikke, det er i overensstemmelse med kristen etik (eller nogen anden anstændig etik) at vælge humanitære katastrofer, når man kan undgå det. Jeg synes faktisk, at en præst, der lader begge dele være lige godt, eller lige meget i overensstemmelse med Guds vilje, skulle skamme sig. Og jeg synes i særdeleshed, at det er et velanbragt tema i en prædiken.


Nu kan vi jo slet ikke leve uden at udlede CO2, og det er vel ikke i sig selv syndigt at leve… Men det kunne se ud som om, at vi er enige om, at der kan være synd forbundet med CO2-udledning. Det må vel så være i forbindelse med overforbrug. Her skal vi nok være noget videre forsigtige med definitionerne, men måske er strenge definitioner heller ikke nødvendige. Hovedsagen for mig vil være, at i givet fald taler evangeliets forkyndelse direkte ind i det problemfyldte liv, vi lever i, i en verden med klimaforandringer! Og det er tæt på hovedsagen for mig.

Man skal vel tage det for spøgefuldhed når Ishøy siger at det “vel” ikke i sig selv er syndigt at leve, men det er ikke så ligetiil af afgøre når døren til gerninsretfærdigheden sådan er sparket ind. For menneskets liv består jo af dilemmaer og modsætninger og prioriteringer og tid til at leve vores liv. Ser vi på præstens eget blad Kristeligt Dagblad kan man læse om en ulykkelig virkelighed, som vi har tabt interessen for

Ifølge en ny rapport fra FN’s børneorganisation Unicef er omkring 200 millioner børn så underernærede, at de ikke vokser og udvikler sig som jævnaldrende børn.

Rapporten viser også, at underernæring bidrager til mere end en tredjedel af alle dødsfald blandt børn under fem år. Det svarer ifølge Unicef til lige under tre millioner dødsfald.

Her er en anden og ubestridelig ulykke, som man jo også kunne aktionere for, hvis man nu slår sig op på at kere sig om sine medmennesker. Men vi skal vist tilbage til 80′erne, hvor de sultne børn i Afrika var populære så de skulle have en hånd thi Vi er Verden. Og, hvad med overbefolkning. Jo flere børn jo mere CO2 udledning jo mere synd? Eller er det kun syndigt at få børn i Vesten på grund af vores forbrug? Skal det opvejes Vestens synder at vi til gengæld og som konsekvens af vores synder er i stand til at donere fødevarehjælp og medicin til den tredie verden, der ville mangle, hvis vi uddøde? Eller er vores vacciner og hjælpepakker i sig selv med til at øge overbefolkningen i Verden og således syndig? Eller er afrikanerne nogle syndere fordi de sætter børn i verden til sult og nød? Bliver sex i det hele taget en synd i øjnene på præsterne, hvis formålet er at få børn? Og hor, hvis ikke? Der er nok at kaste sig over for en præst der vil måle synd i det levede liv.

Nu er der jo nogen tvivl om menneskets påvirkning af klimaet gennem CO2 udledning, som man kan læse på Bristol University

New data show that the balance between the airborne and the absorbed fraction of carbon dioxide has stayed approximately constant since 1850, despite emissions of carbon dioxide having risen from about 2 billion tons a year in 1850 to 35 billion tons a year now.

This suggests that terrestrial ecosystems and the oceans have a much greater capacity to absorb CO2 than had been previously expected. The results run contrary to a significant body of recent research which expects that the capacity of terrestrial ecosystems and the oceans to absorb CO2 should start to diminish as CO2 emissions increase, letting greenhouse gas levels skyrocket. Dr Wolfgang Knorr at the University of Bristol found that in fact the trend in the airborne fraction since 1850 has only been 0.7 ± 1.4% per decade, which is essentially zero.

Var det ikke også en ide at kime for en “Global Killer Asteroid“, der i sandhed kan lægge alt liv øde? Præster, som Ramsdal og Ishøy skulle hellere have været før-modreformatoriske katolikker. Så skulle man ikke ty til lummer ironi over om det i det hele taget var syndigt at leve, men blot dømme sine medmennesker alskens bodsgang ved en billig udlægning af arvesynden.

Next Page »

Monokultur kører på WordPress