Hver dag på vej til og fra arbejde kan jeg nyde synet af valgplakaterne til kommunal og regionsvalg. Ingen glæder mig mere end socialdemokraternes Københavnskampagne, som har de største plakater. Af en eller anden grund har socialdemokraterne ladet deres kandidaters ansigter fremstå i sort/hvid på en knaldrød baggrund, som giver en bemærkelsesværdig mangel af dybde. De sort/hvide fotografier har nemlig ikke, som de gamle Bogart-film øje for lys og skygge og kontrast, nej de er bare farveløse, grå i grå. Som udgangspunkt prøver man i promoveringen af politikere gerne at balancere deres stærkeste udtryk med en modsætning, der bløder dem op og gør dem tilgængelige og tillidsvækkende. Fogh skulle ses på hug sammen med børn for at bløde hans teknokratiske væsen op, hvis styrke var indlysende men også skræmmende. På samme måde ses Villy Søvndal i jakke og slips, Brian Mikkelsen kigger igennem sygekassebriller og Lene Espersen ses ofte med vigtige mapper og dokumenter under armen. Men er Socialdemokraternes kandidaters problem ligefrem at de er for farverige?

Der er masser af sygdomme i samfundet og velfærd skal kurere dem. Men da det er et velfærdssamfund vi lever i burde der jo ikke være de sygdomme. Og så er det svært at sige noget fornuftigt. Enten rakker de deres eget design ned eller også er de ikke lydhøre overfor folkets kvaler. De liberale kan tale og skatter og frihed og manglende personligt engagement, de konservative (nej ikke partiet) kan tale om den manglende dannelse og svigtet af de historisk betingede sammenhold og variere de liberales personlige frihed med moral og socialisterne behøver slet ikke ar argumentere, men kan blot kræve resten af borgernes penge til staten. Hvad kan designerne af velfærdsstaten dog sige om deres eget design når det er utilstrækkeligt?

Socialdemokratiet virker, som om de er kommet til vejs ende og ikke har mere at byde på. Og dog er der et lille lyspunkt. En gammel dame ser mildt ud på beskueren under slogan’et “Ingen skal lades i stikken“. Ekkoet af den glimrende Bush kampagne “No Child left behind” er tydeligt selvom amerikanernes udtryk har den der særlige pionerånd over sig med det fremadrykkende fællesskab. Sloganet er sympatisk og personligt og taler til vores allesammens indlysende anstændighed - nøjagtig, som Bushs reklamefolk også tænkte det - Vores alle sammen. Men heri ligger socialdemokratiets problem, den manglende erkendelse af det “os” der byggede velfærdsstaten var kulturelt betinget og ikke økonomisk.

Når Socialdemokraterne ikke kan planke et slogan kommer de i vanskeligheder. “Sammen om velfærd” bliver nemlig til noget rod for ressourcerne er begrænsede og det er ikke alle, der skal have fra kommunen. Lad de der har hjælp behov få det for vi hjælper da hinanden. Men uden adresse på behov eller yder og modtager gribes den lille mand i bilen let af en bitter “ingen kvaler, far betaler!” kommentar. Jeg betaler ikke til hvem og hvad, som helst, min solidaritet er betinget.

Som om det ikke var nok er de tvunget til at appellere til grupper i samfundet, der ingen fælles interesse har - tværtimod er de endda indbyrdes stridende. Og det er en svær balancegang når ens valggrundlag netop er fællesskab. Hvordan skal vælgeren f.eks tolke dette billede?

Tilbyder Socialdemokraterne os at vi selv ordner samfundet? Og i så fald følger der så skattelettelser med? Hvem er det egentlig der ikke vil “bo sammen“? Og tør de socialdemokratiske kandidater give de to piger på billedet hånden når de mødes? Når Socialdemokratiet taler om solidaritet er det for dem forudsætningen for at folket stadig vil sponsere den enorme velfærdsstat. Den forudsætning brister med en etnisk sammensætning, der gør det meningsløst at tale om et folk - en forudsætning, som Socialdemokratiet selv har undermineret. Nu er borgerne forskellige og endda i et vist omfang modstridende grupper, hvor hjælp til den ene gruppe tages fra den anden gruppe. Når den elskelige gamle dame med det sølvgrå hår lades i stikken kan det jo skyldes at man har brugt alle ressourcerne på “udsatte drenge” i et forsøg på at begrænse bilafbrændinger, skoleafbrændinger, børneinstitutionsafbrændinger, deres-eget-værestedsafbrændinger osv. Og så er det jo at vælgeren tænker “ikke med mig, som Ofelia!”

Så, hvem er det der skal mødes, bo sammen og skabe et fællesskab? Socialdemokraterne taler, som alle partier til deres potentielle vælgere, hvilket vil sige danskere i offentlige eller andre sikre stillinger, der typisk bor på Østerbro, som sympatiserer med den tanke, men som tilfældigvis lige netop i deres situation er mere end tilfredse med det daginstitutionstilbud og den skole til deres små velstimulerede poder og som ligger lige om hjørnet, tæt på de grønne arealer. Og til kontanthjælpsmodtagere, der siver gevaldigt til Dansk Folkeparti netop fordi de ikke vil være Ofelia i projekt bo-sammen. Og så selvfølgelig de etniske grupper, hvilket vil sige muslimerne og det er til dem billedet henvender sig. Det totale fravær af danskere og dermed fravalget af det blandede sammenhold , som er det korrekteske af alt korrekt gør det vanskeligt at tolke andet end at muslimerne skal vise en lidt mindre fjendsk indstilling overfor det omgivne samfund, hvis de fortsat skal regne med massiv understøttelse af deres parallelsamfund gennem kontanthjælp. Det er sikkert et kompromis forhandlet igennem på de indre socialdemokratiske linjer overfor folk, som Muhammed Aslam. På Muhammed Aslams blog man kan læse ” Muhammad Aslam har ikke oprettet nogen blogindlæg.”

En god Socialdemokrat

Manden der skal redde Socialdemokratiet i København hedder Frank Jensen. Da Frank så i TV hvor galt det stod til i Tingbjerg røg han til tasterne på sin blog. “Vi skal have Tingbjerg tilbage, som en integreret del af København.“. Tingbjerg som en Assimilleret del af København kan det ikke blive til. Hvis Tingbjerg ikke ligger i åben krig med myndighederne og de omgivende kvarterer er det altså godt nok. Mere end godt nok er nu Franks valgplakat

Selv om billedets komposition bringer mindelser om Lenin punkterer Frank Jensens sødmælkskalveudtryk ethvert tilløb til de store visioners forræderi. Her er ingen løftet arm til at vise vejen mod det retfærdige samfund. Her er blot Frank der glad og optimistisk skuer mod en lys fremtid henover sloganet, der altid handler om respekt; respekt for børn, gamle, gader osv. Med Frank er du i godt og måske nok også lidt kedeligt selskab - om ikke andet.

Respekt er virkeligt et ord man håber rammer gadens lingo, men det er ikke helt sikkert at ordet bruges på samme måde i Tingbjerg. Der er heller ingen adresse på, hvem der skal vise respekt. Er det måske en formaning til visse grupper i samfundet eller vil Frank blot forsikre os at han ikke vil skide det hele en lang march? Med socialdemokrater ved man aldrig. Det nærmeste jeg kommer en forklaring på Franks brug af ordet “respekt” finder jeg på hans blog, hvor han slår fast “Det er ikke respekt for København, når banderne bruger København som legeplads for deres livsfarlige slagsmål og kriminelle aktiviteter.“. Det er vel kun Gentleman Finn der imponeres over det argument. Alligevel gentages det på plakaten. Københavnerne er ikke tjent med bandekrig. Næh såmænd.

“Vi skal have socialrådgivere på alle folkeskoler. De skal hjælpe lærerne med at spotte børn, som er på afveje mod noget skidt.” lover han på sin blog. Som om de stakkels muslimske poder - for det er vel dem Jensen henvender sig til - ikke har skulle døje nok spot gennem Jyllands-Postens skrækkelige Muhammedtegninger. Netop i et multietnisk København kunne Frank jo godt have brugt det gamle danske ord “opdage” i stedet for spot for at foregribe eventuelle sproglige misforståelser. Men jeg driller.

Franks vision er “lommepengeprojekter”, hvor unge kunne tjene penge ved at fjerne affald eller andet i deres boligområde. For de unge keder sig har de sagt efter deres fritidssted brændte ned - sådan uden videre. Måske er ideen til “lommepengeprojekter” født i Høje Taastrup, hvor de “unge” medarbejdere, der skulle sikre mere orden i boligforeningen så sandelig da også holdt stram justits med, hvem der fik lov at være i området.

Vibeke Storm Rasmussen sammenfatter Socialdemokratiets tilstand i et enkelt slogan “Nogen skal slå i bordet“. Hvis der ikke stod Socialdemokraterne på plakaten skulle man tro det var et slogan for et afmægtigt protestparti, som ikke har de mindste forhåbninger om selv at komme til magten, men hvor de trods alt kan slå i bordet - så har man da gjort, hvad man kunne.

Billedet ovenover er fra hendes egen hjemmeside, men på valgplakaterne er den lille tilføjelse “For patienterne” klistret skævt ind oven på sloganet, som en finurlig pointe. Bare jeg forstod den. Hendes trivelige og joviale fremtoning skal sikkert minde om en folkelighed af førtidspensionisme, som Dansk Folkeparti ellers har haft let ved at mønstre, men forvekslingen kunne i værste fald betyde at nogle Socialdemokrater satte krydset ved O i stedet. Det er jo de nye socialdemokrater bare uden leflen for det etniske anker.

Den ellers besindige jysktalende imam Abdul Wahid Pedersen taber efter en diskussion om muslimske pigers mødomme med en uforfærdet sygeplejerske besindelsen. Hvorfor han følte sig under pres ved jeg ærligt talt ikke da han tidligere har forsvaret stening af kvinder og ærligt står ved at islam er en hel pakke (i modsætning til de løgne Jørgen Bæk Simonsen og Garbi Smith spreder). Set via Balder.blog

Jaeh, nogen nyhed er det ikke, men alligevel ganske underholdende at se ham gå nærmest i panik uden at være udsat for noget særligt pres og efterfølgende udvandre forsmået.

Fra Politikens leder

Terrortruslen er kommet for at blive. Profeten Muhammed er nu engang islams centrale skikkelse, og påstanden om, at vi i særlig grad har fornærmet ham, er en gave til al-Qaedas dødspropagandister og terroristspirer.

Men hvad er ikke en gave fra den frie verden når netop frihedens udtryk er harmens ophav? Rune Engelbrecht udtrykker i sin klumme direkte væmmelse ved friheden

Jyllands-Postens Flemming Rose iscenesatte i 2005 et ensidigt karikatur-stunt mod landets muslimer, som har gavnet antimuslimske kræfter såvel som fundamentalistiske islamister. Kurt Westergaard bidrog med en propagandakarikatur, hvis virkemidler er helt sammenlignelig med karikaturer, vi historisk kender fra det antisemitiske blad Der Stürmer.

Usympatisk og unødvendigt - men langtfra så grotesk og vanvittigt som at ville slå dem eller andre tilfældige ihjel.

Politiken og Rune Engelbrecht propaganderer for vores fjender ved at insistere på at gøre friheden suspekt og en legitim anke for fascismens anklager.

Det går ikke godt for Holland, der alt for længe har satset alt for hårdt på en lallende liberal tilgang til multikultur, hvis omkostninger man indtil videre har betalt med veksler på sin egen kultur. Nu ser det ud til at bunden er nået. Islam In Europe

Former Dutch minister of integration Rita Verdonk, head of the TON party in an interview (NL) in HP/De Tijd:

“If we go on this way in our country, in five years our women, daughters and granddaughters will all walk around with headscarves.”

“Our values and norms, the freedom of expression, equal treatment of men and women, of gays and straights, those things are being threatened. We’re letting [people] walk all over us in the Netherlands. I say: every burka is one too many. In England there’s already a pool where women can’t enter without a burkini. And then you hear women complaining that they were rejected by an employer because of their headscarf. That is not discrimination, that is the proper right of an employer.”

Tildækningens funktion er selvfølgelig helt klar. At skille de rene fra de urene, fjerne det kvindelige fra det offentlige rum og ganske primalt at dominere fremmede stammer. Hannah Ziadeh med en glimrende kronik i Jyllands-Posten, hvor han beskriver slørets funktioner.

Lederen af verdens førende islamiske læreanstalt blev tvunget til et tilbagetog, da han ville forbyde tildækningen af piger på det berømte Al-Azhar universitet i Egypten. Kronikøren opfordrer Vesten til ikke at lade sig besnære af islamisternes snak om kvinders rettigheder. Det handler om magt, og hver gang Vesten bøjer sig, vil der blive fremsat krav om nye indrømmelser.

(…)

For islamisterne er striden om de islamiske tørklæder ikke et spørgsmål om fri vilje, det handler heller ikke om beskyttelse af muslimske kvinder eller nødvendigheden af at underkaste sig Koranens påbud. Nej, det handler om magt. Det er en magtdemonstration med det formål at islamisere de arabiske samfund. De ønsker at vise, at det er dem, der bestemmer, hvad der er islamisk. I begyndelsen var det kun troende muslimer, der skulle efterleve påbuddene, men nu kræver de i stigende grad, at også sekulære muslimer og ikke-muslimer ”respekterer” islamisternes fortolkning af islam. Erfaringer fra Egypten viser tydeligt, at kvinder ikke skal bære tørklæde for at beskytte sig mod mænds uønskede blikke, men for at vise hvem de tilhører, dvs. islamisterne, og de vil aldrig stille sig tilfredse, selv hvis man skulle tillade niqab’en fra vugge til grav. Jo mere samfundet giver efter, jo flere krav vil islamisterne stille.

Når islamisterne henviser til den personlige frihed og går rettens vej i deres kamp for tørklædet, skyldes det to ting. For det første er det inden for de seneste årtier lykkedes dem at få indført sharia i de fleste arabiske landes forfatninger, bl.a. i Egypten og Kuwait, som hovedkilde eller tilmed den eneste kilde til lovgivning. Det betyder, at islamisterne nu høster frugterne af de indrømmelser, de enkelte stater gav dengang, da den islamiske bølge var på sit højeste. Det er typisk islamisterne, der bestemmer hvad sharialovgivning er, uanset hvad statens officielle islamiske ledere som Shaykh Tantawi i Egypten ellers måtte påstå. For det andet indebærer snak om menneskerettigheder og den personlige frihed, at de islamister, der gerne vil til magten, får sig en tiltrængt rebranding som demokrater, selv om de i årtier har bekæmpet den slags værdier.

Religionsrapporten havde i 2007 et interview med Ziadeh i Cairo, som er et lyt værd. At islamisterne forsvarer deres egen lovgivning gennem demokratiske metoder, som at gå rettens vej er værd at bide mærke i. En del hjemlige eksperter udi det orientale peger nemlig ofte på islamisternes stigende tendens til at gå rettens vej frem for bombens i den muslimske verden og ser det, som en naturlig demokratiseringsproces vi blot skal vente på. De har ikke, som Ziadeh lagt mærke til at islamisterne altid går den vej, der er mest effektiv for nuværende og siden de allerede har bombet sig til et lovgrundlag, der sikrer en islamificering af samfundet er det letteste selvfølgelig at få demokraterne til at respektere undermineringen af civilsamfundet og lade det islamiske mørke sænke sig gennem søgsmål.

Hannah Ziadehs kronik er også interessant og lærerig af en anden grund. Den beskriver præcist det banale seksuelle udspring ikke bare for tilsløringen af kvinden, men nærmest som islams bærende psykologiske søjle. Den absurde konsekvens af at de arabiske mænd ikke har evnet at forholde sig til deres egen seksualitet har bevirket at de har udliciteret ansvaret, skylden og skammen til kvinden, som efterfølgende nødvendigvis må forsvinde fra det offentlige rum da hun samtidig er umyndiggjort og helt og aldeles afmægtig i forhold til at forvalte, hvad mændene ikke selv magter - mændenes selvkontrol. Oversexed and underfucked, som en tysk kommentator beskrev det. Men som vi ved fra både folkeeventyr, Freud og Victoriatidens romaner kommer der intet godt ud af fortrængning. Washington Post

Surprisingly, some Egyptian women say that their veils don’t protect against harassment, as the lollipop ads argue, but fuel it. A survey released this summer supports the view.

“These guys are animals. If they saw a female dog, they would harass it,” Hind Sayed, a 20-year-old sidewalk vendor in Cairo’s Mohandisseen district, said, staring coldly at a knot of male vendors who stood grinning a few feet from her.

(…)

Mona Eltahawy, a 41-year-old Egyptian social commentator who now lives, unveiled, in the United States, said that as a Muslim woman who wore hijab for nine years and was harassed “countless times” in Egypt, she has concluded that the increase in veiling has somehow contributed to the increase in harassment.

“The more women veil the less men learn to behave as decent and civilized members of society,” Eltahawy wrote in an interview via Facebook. “And the more women are harassed, the more they veil thinking it will ‘protect’ them.”

Female travelers consider Egypt one of the worst countries in the world for harassment on the streets — second only to Afghanistan, where the Taliban forced all women behind the veil and into seclusion in their homes.

(…)

A new survey by the Egyptian Center for Women’s Rights makes harassment on the streets appear not a risk, but a virtual certainty. According to the center, 98 percent of the foreign women and 83 percent of the Egyptian women surveyed said they had been sexually harassed in the country.

About half of the women, Egyptian and non-Egyptian, said they were harassed every day as they went about the streets. The survey polled 2,020 Egyptian men and women and 109 non-Egyptian women.

Foreign women identified Egyptian policemen and other security officials as the most frequent harassers.

Fænomenet kendes selvfølgelig også herhjemmefra, hvor Jyllands-Posten for nylig kunne fortælle

Indvandrerdrenge udsætter indvandrerpiger for voldtægt og udnytter pigernes frygt for at blive udstillet, siger socialarbejdere. Pigerne frygter også reaktionen fra deres forældre.

Unge indvandrerpiger bliver udsat for voldtægt og andre seksuelle overgreb fra indvandrerdrenge og -mænd, der truer dem til tavshed ved at sige, at pigerne vil bringe skam over deres familie, fordi de frivilligt er mødtes med drengen eller manden.

Ofrene for venstrefløjens besyngelse af mangfoldigheden. Men omend det er sørgeligt og ironisk at konstatere de absurde konsekvenser for muslimerne selv at de er fanget i deres egen kultur, så er det et problem for os, at det som sagt også er et våben udad til. Udsagnet “Jeg knepper dig/nærtstående familiemedlem!” bærer jo hele islams væsen. Dominans udspringende af seksuel frustration, men ikke desto mindre dominans og uanset at det for det meste og for de fleste blot er en sociologisk konsekvens af en forkvaklet kultur kommer det ud på et

Her en advokat, der klart definerer seksuel chikane som et våben i kampen mod zionisterne

Det er selvfølgelig det samme, der ligger i danske imamers nedgørelse af danske piger. Det simpleste og vigtigste budskab fra moskeerne, der diffunderer gennem menigheden ud til de hip-hop-hørende muslimske drenge på gaden. Tingbjerg kan nok blive vores lille Cairo - eller Holland?

Fra Kristeligt Dagblad

et brev, Taleban har sendt til kristne ledere i Pakistan, giver bevægelsen det religiøse mindretal et simpelt ultimatum.

– Konverter til islam, betal den særlige skat, som islam påkræver religiøse mindretal, eller forlad landet, står der i brevet.

Men brevet omfatter også meget alvorlige trusler mod de kristne, der måtte vælge at ignorere Talebans ultimatum.

– Hvis de kristne ikke accepterer vores ultimatum, vil vi dræbe dem, brænde deres huse og bruge deres koner som sex-slaver, står der i brevet, som afsluttes med ordene: Nu er de kristne selv ansvarlige for deres egen skæbne.

Christopher Booker gennemgår i en ny bog The real global warming disaster historien bag teorien om den globale opvarmning. Fra Telegraph

In 1988, a handful of the scientists who passionately believed in this theory won authorisation from the UN to set up the body known as the Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC). This was the year when the scare over global warming really exploded into the headlines, thanks above all to the carefully staged testimony given to a US Senate Committee by Dr James Hansen, head of NASA’s Goddard Institute for Space Studies (GISS), also already an advocate for the theory that CO? was causing potentially catastrophic warming.The disaster-movie scenario that rising levels of CO? could lead to droughts, hurricanes, heatwaves and, above all, that melting of the polar ice caps, which would flood half the world’s major cities, struck a rich chord. The media loved it. The environmentalists loved it. More and more politicians, led by Al Gore in the United States, jumped on the bandwagon. But easily their most influential allies were the scientists running the new IPCC, led by a Swedish meteorologist Bert Bolin and Dr John Houghton, head of the UK Met Office.

The IPCC, through its series of weighty reports, was now to become the central player in the whole story. But rarely has the true nature of any international body been more widely misrepresented. It is commonly believed that the IPCC consists of “1,500 of the world’s top climate scientists”, charged with weighing all the scientific evidence for and against “human-induced climate change” in order to arrive at a “consensus”.

In fact, the IPCC was never intended to be anything of the kind. The vast majority of its contributors have never been climate scientists. Many are not scientists at all. And from the start, the purpose of the IPCC was not to test the theory, but to provide the most plausible case for promoting it. This was why the computer models it relied on as its chief source of evidence were all programmed to show that, as CO? levels continued to rise, so temperatures must inevitably follow.

One of the more startling features of the IPCC is just how few scientists have been centrally involved in guiding its findings. They have mainly been British and American, led for a long time by Dr Houghton (knighted in 1991) as chairman of its scientific working group, who in 1990 founded the Met Office’s Hadley Centre for research into climate change. The centre has continued to play a central role in selecting the IPCC’s contributors to this day, and along with the Climate Research Unit run by Professor Philip Jones at the University of East Anglia, controls HadCrut, one of the four official sources of global temperature data (another of the four, GIStemp, is run by the equally committed Dr Hansen and his British-born right-hand man, Dr Gavin Schmidt).

With remarkable speed, from the time of its first report in 1990, the IPCC and its computer models won over many of the world’s politicians, led by those of the European Union. In 1992, the UN staged its extraordinary Earth Summit in Rio, attended by 108 prime ministers and heads of state, which agreed the UN Framework Convention on Climate Change; and this led in 1997 to the famous Kyoto Protocol, committing the world’s governments to specific targets for reducing CO?.

I torsdag handlede 180 Graders klumme af Steen Leth Jeppesen om klimahalløjet og de økonomiske byrder der følger. En der kaldte sig Frihed opstillede i kommentarfeltet meget præcist den klare og gennemskuelige forskel på konspirationer og interessesammenfald

Til spørgsmålet om, hvorfor nogen skulle være interesserede i at føre en falsk kampagne for, at CO2/mennesker er skyld i en global opvarmning. Først vil jeg slå fast, der er naturligvis ikke tale om en konspiration. Men der er en lang række stærke interesser der samlet giver en selvforstærkende effekt.

Der er så mange politiske interesser der ser store muligheder for at få gennemført sine politiske mål. Klimateorien bruges som løftestang for en lang række politiske holdninger - holdninger som dem som fremfører dem også havde før nogen talte ?klima?.

Eksempler:
- Vi har en række politikere der altid har været imod privatbilisme. Nu argumenterer de mod privatbilisme med ?klimaet? som helligt argument.

- Nogle politikere har hele tiden været mod varehuse. Nu argumenterer de, at vi ikke skal have varehuse, fordi det belaster klimaet pga. folk kører i bil dertil.

- Mange politikere synes, at der er uretfærdighed i verden og vil have mere ?lighed? - at vi skal være fattigere og de fattige skal være rigere. Nu kan de bruge klimareligionen som løftestang for den agenda - og moralsk argumentere for, at vi er skyld i deres fattigdom (se DRs ligheds/klimapropaganda).

- Mange politikere hader USA. USA kan - og bliver - malet som det store problem - den store CO2-satan. Meget belejligt for USA-hadere.

- Folk som synes vi er alt for kapitalistiske og som er mod ?forbrugerisme? kan bruge klimaet som en trumf mod det. De har altid været imod materialisme - men nu kan de hænge de på en moralsk uangribelig religion - klimareligionen.

- Folk der synes pengene har det bedst ved at blive distribueret af politikere fremfor individer ser store muligheder i klimareligionen som beskatningsgrundlag. Få tør argumentere mod skatter når det ?går til? noget helligt som ?miljøet? eller ?klimaet?.

- Nu hvor de kommunistiske samfundssystemer brød sammen er det vidunderligt (igen) at kunne føle sig moralsk hævet over de kapitalistiske samfundssystemer, som man nu kan hævde ?ødelægger jorden?.

- Den efterhånden gigantiske indistri som kan påstå at være en del af ?løsningen? på ?klimaproblemet? ønsker naturligvis også at klimareligionen har medvind. Der er hele industrier som udelukkende eksisterer på baggrund af statstilskud - altså at staten også tror på klimareligionen. Solceller kan kun betale sig i Tyskland fordi man giver 0,50? pr. kwh. i tilskud. Et tilskud som er mange gange højere end normalproduktionsprisen på en kwh. At Al Gore står til at blive klima-milliardær, hvis CO2-handelssystemerne bliver til en realitet som foreslået er nok ikke helt ligegyldigt for Al Gores prædiken.

- Forskere får midler, hvis de søger om midler og argumenterer for en sammenhæng med ?klimaet?. Hvis de søger at tilbagevise klimareligionen får de IKKE midler - men bliver outcasts som folk som LHA & Co. forsøger at shame til stilhed.

- I en tid hvor folk i mindre grad har noget at tro på - en religion - er klimareligionen en glimrende erstatningsreligion for mange, som prædiker deres egen godhed overfor alle de kan komme til. De føler at de gør noget godt for verden, og det giver en varm følelse indeni og får dem til at føle sig som bedre mennesker end klimasynderne.

- De fattige lande ser store muligheder i klimareligionen. De kan bruge klimareligionen til at påstå, at deres problemer ikke skyldes selvforskyldte dårligdomme - kulturproblemer, befolkningseksplosion, dårlig regeringsførelse. De kan nu skyde skylden på os andre. Ikke ulig på den måde coloniseringen blev brugt som undskyldning for al dårskab i udviklingslandene. De kan bruge klimareligionen til at afpresse endnu flere penge fra os i stedet for at arbejde med at løse egne selvforskyldte problemer.

Men derfor kan de jo godt have ret. Det er jo svært at spå….

EU vil standardisere regler for ordentlig dialog og almindelig omgang ifølge Hudson New York

If all goes as planned, the 27 member states of the European Union will soon have a common hate crime legislation, which will turn disapproval for Islamic practices or homosexual lifestyles into crimes. Europe’s Christian churches are trying to stop the plan of the European political establishment, but it is not clear if they will be successful.

Last April, the European Parliament approved the European Union’s Equal Treatment Directive. A directive is the name given to an EU law. As directives overrule national legislation, they need the approval of the European Council of Ministers before coming into effect. Next month, the Council will decide on the directive, which places the 27 EU member states under a common anti-discrimination legislation. The directive’s definition of discriminatory harassment is so broad that every objection to Muslim or homosexual practices will be considered unlawful.

Tanken er selvfølgelig at mennesker skal beskyttes mod følelsen af krænkelse og det gør man igennem at gøre andre ansvarlige for de udsatte eller tyndhudede eller om man vil eller, de passivt agressive.

The European press has mostly remained silent on the topic so far, but Christian congregations are extremely worried. Last August, Mgr. Andrew Summersgill issued a statement on behalf of the Catholic bishops of England, Wales and Scotland, rejecting the directive because it would require people and organizations to act against their beliefs. “Homosexual groups campaigning for same-sex marriage may declare themselves to be offended by the presentation of the Catholic Church’s moral teaching on marriage, an atheist may be offended by religious pictures in an art gallery, or a Muslim may be offended by any picture representing the human form,” said Mgr. Summersgill.

Komikeren Steve Hudges formulerer tankegangen om personligt ansvar, krænkelse og frihed ganske ubesværet (3:20)

Den rygende pistol. Fra Telegraph

The huge increases in migrants over the last decade were partly due to a politically motivated attempt by ministers to radically change the country and “rub the Right’s nose in diversity”, according to Andrew Neather, a former adviser to Tony Blair, Jack Straw and David Blunkett.

He said Labour’s relaxation of controls was a deliberate plan to “open up the UK to mass migration” but that ministers were nervous and reluctant to discuss such a move publicly for fear it would alienate its “core working class vote”.

(…)

Writing in the Evening Standard, he revealed the “major shift” in immigration policy came after the publication of a policy paper from the Performance and Innovation Unit, a Downing Street think tank based in the Cabinet Office, in 2001.

He wrote a major speech for Barbara Roche, the then immigration minister, in 2000, which was largely based on drafts of the report.

He said the final published version of the report promoted the labour market case for immigration but unpublished versions contained additional reasons, he said.

He wrote: “Earlier drafts I saw also included a driving political purpose: that mass immigration was the way that the Government was going to make the UK truly multicultural.

“I remember coming away from some discussions with the clear sense that the policy was intended – even if this wasn’t its main purpose – to rub the Right’s nose in diversity and render their arguments out of date.”

Rødderne gå nu længere tilbage. Fremsynede Winston Churchill advarede mod at åbne grænserne og ændre demografien og i tresserne skabte Enoch Powell

Del 1

Del 2

Del 3

Del 4

Del 5

Del 6

Hvid mands byrde var en opfordring til amerikanerne om at diciplinere verden og opretholde civilisationen og ikke et selvpålagt åg af skyld i overmodig og arrogant tiltro til at løse verdens problemer gennem selvtugtelse.

Kathrine Lilleør leverer en opsigtsvækkende analyse af bandekonflikten og fordrivelsen af præsten i Tingbjerg på sin blog på Berlingske Tidende. I hendes optik skyldes homofobien blandt de unge muslimer i Tingbjerg at de er en del af hip-hop miljøet og det er hip-hop miljøet der er homofobisk. Hvorledes afgør hun homofobien i hip-hop-miljøet?

Men så gik jeg forbi et af mine teenageres tv og bemærkede, at ”Dagens mand” på TV2 forleden var en mand, der gerne ville date en anden mand. Dagens mand hed Martin Jakobsen, og han gik glad ud af studiet hånd i hånd med en køn ung mand i en smart sort lårkort kjole. Så langt så udmærket.

I dag læser jeg imidlertid i en avis, at Martin Jakobsen aldeles ikke er homoseksuel. Han lod bare som om i protest mod homofobien i hip-hop-miljøet. Martin Jakobsen er selv hip-hop-sanger, og han blev provokeret af, at han har skulle høre på, at man er færdig i hip-hop-miljøet, hvis man springer ud som bøsse. Jakobsen forklarer, at ordet ”bøsse” er et skældsord i hip-hop-kulturen, og det ville han gøre op med, derfor det lidt mærkelige tv-stunt.

Efter dette intensive studie stående i døråbningen til sin søns værelse må det så være op til andre forskere af tilsvarende kaliber (hvis sådanne overhovedet kan tænkes at eksistere) at finde eksempler på bøsser der er blevet fordrevet fra deres lokalområde af ikke-muslimske hip-hoppere. Hvis der kan findes eksempler på homopræster vil det være endnu bedre. Men hvordan fandt hun ud af at de unge var en del af hip-hop miljøet?

De ligner nogle, der er tættere på hip-hop-miljøet end på moskeerne.

De lignede nogle der hørte hip-hop og så er man vel en del af miljøet. Herligt med Lilleørs skarpe opgør med Dansk Folkepartis overfladiske fordomme. På samme måde kan man også udlede antisemitismen hos de der ligner Wagnerfans. Men det gælder om at have empirien i orden

For en uges tid siden blev en ung særdeles lyshåret mand interviewet på gaden i Tingbjerg. Han brød sig ikke om præsten. Der var også noget med, at præsten var homoseksuel, sagde den karseklippede. Og så var han jo selv uden om det, kunne man forstå. Den unge mand lignede ikke en med muslimske rødder. Han lignede en lidt for bleg 18. generationsdansker, der kunne have godt af at fylde sine ører med andet end hip-hop.

Så vidt jeg husker forklarede den unge hip-hoppende 18. generations dansker nu sine muslimske venners opførsel. Han begrundede den vist nok ganske rigtigt i deres værdier, nogle værdier præsten skulle respektere i deres nærhed. Men den hip-hoppende 18.generations dansker var nu mest indigneret over den racisme, som præsten (og danskerne generelt) udviste ved at flashe sin homoseksualitet i nærheden af sine muslimske venner fordi de var - ja muslimer. Og det burde han jo vide. Måske stod Lilleør ude i køkkenet og stegte frikadeller, men hun hørte TV’et inde fra stuen?

Lilleørs skelsættende samfundsanalyse er motiveret af Dansk Folkepartis brug af ordet  “religionskrig” som er

(…)…en radikalisering fra DF’s side. ”Religionskrig” er så meget værre end bandekrig, for religionskrige er notorisk uløselige. Nuvel, hvis der virkelig er tale om religion mod religion, muslim mod kristen i Tingbjerg, så må man vel sige det lige ud. Men, hvad hvis det faktisk er forkert? En overdrivelse, der i sig selv opfordrer til hade-tale. Ikke bare mod kriminelle bandemedlemmer, men nu også mod muslimer, sådan i al almindelighed.

Men, hvad hvis det faktisk er rigtigt? Og man fortsætter med at benægte realiteterne så kommer man til at føre sin politik på falske præmisser - falske præmisser der i sig selv opfordrer til at fylde landet med en religion, hvis sameksistens er en krig, som er”notorisk uløselig“.

Ali Alfoneh var under protesterne mod det iranske præstestyre hurtigt ude og skyde håbet om en orange revolution i sænk. Information

Det var slemt, men værre var det heller ikke. I ugerne op til det iranske valg tidligere i år påpegede det amerikanske magasin Newsweek, at Iran trods alt ikke kunne siges at være et militærdiktatur.

Det var dengang. For nu godt fire måneder efter valget kunne noget tyde på, at Irans fremtid kan være som miltærdiktatur. Den uafhængige militære enhed Revolutionsgarden har nemlig fået tilkæmpet sig en unik magtposition efter valget både politisk, militært og økonomisk. Det mener Ali Alfoneh, der er ekspert i Iran og ansat ved American Enterprise Institute for Public Policy Research.

»Den udvikling, vi har set både med hensyn til økonomisk og politisk magt, og den måde som Revolutionsgarden har udnyttet krisen til at befæste sin position i det iranske samfund på efter valget, peger for mig på, at Iran er på vej mod et militærdiktatur,« siger Ali Alfoneh.

(…)

Derudover er der blevet skabt en lovlig adskilt efterretningstjeneste inden for garden, der nu laver det samme som Efterretningsministeriet. Herudover er også den meget voldelige folkemilits Basij nu også officielt lagt ind under Revolutionsgarden.

»Samtlige af målsætningerne for Revolutionsgarden er opfyldt. De dominerer politisk, de dominerer økonomisk, og de begynder nu også at udkonkurrere Efterretningsministeriet på lovlig vis. Drejebogen er fulgt til punkt og prikke,« siger Ali Alfoneh.

(…)

Ifølge magasinet TIME, har Revolutionsgarden efter valget nu ligeledes reel politisk kontrol over Irans atomkraftprogram, ligesom den sidder tungt på Indenrigsministeriet, Forsvarsministeriet og administrationen af olie. De har oprettet deres eget universitet og har egen havn.

Denne BBC dokumentar Iran and the West fortæller, som titlen antyder om forholdet mellem Iran og Vesten fra revolutionen i 1979.

Weekendavisens artikel”Den israelske pyrrhussejr” fortæller om de diplomatiske konsekvenser for Israel af Goldstonerapporten

De øgede vanskeligheder for det israelske diplomati er en reaktion på den rapport, den såkaldte Goldstone-rapport, som FNs menneskeretsråd udgav i midten af september. Rapporten konkluderede, at både Israel og Hamas begik krigsforbrydelser mod civilbefolkningen under den tre uger lange krig i Gaza-striben i december-januar. Den giver parterne seks måneder til selv at iværksætte egen efterforskning af de påståede krigsforbrydelser; i modsat fald anbefaler den , at sagerne overtages af Den Internationale Straffedomstol i Haag.

»Goldstone-rapporten har givet palæstinenserne nye, stærke kort på hånden. Den taler i tydelige vendinger om israelske krigsforbrydelser under Gaza-krigen i januar, og mit gæt er, at israelske ledere, både politiske og militære, vil blive mødt med nye trusler om anholdelse ved udlandsrejser i den kommende tid,« siger Adam Keller fra den israelske fredsgruppe Gush Shalom. »Det er meget usandsynligt, at en anholdelse rent faktisk vil finde sted, men truslen er der, og det understreger situationens alvor.«

(…)

Hirsh Goodman fra Centeret for Nationale Sikkerhedsstudier ved Tel Avivs Universitet mener da også, at stormen mere eller mindre vil blæse over af sig selv. Dels fordi den er præget af »tydelige fejl«, men også på grund af dens tilblivelse som et opdrag fra et FN-menneskeretsråd, der præges af diktaturstater.

»Hvis denne rapport var blevet udfærdiget af de skandinaviske regeringer, ville Israel have grund til bekymring,« forklarer han. »Når stater som Syrien, Kina og Cuba er medunderskrivere, er sagen en ganske anden.«

Blandt andet ser Goodman det som en stor fejl i rapporten, at Richard Goldstone i sin kritik ligestiller den israelske regering og Hamas-bevægelsen, som sidder på magten i Gazastriben. Efter hans opfattelse er der ingen mening i at bedømme Israel efter samme målestok som »en bevægelse, der knuser al opposition ved at smide sine modstandere ud fra toppen af højhusene i Gaza by,« som han formulerer det.

»Der blev helt givet begået fejl under krigen mod Hamas,« siger han. »Goldstone-rapporten er ikke god for Israel, men den er med alle sine fejl heller ikke god for FN. Rapporten mangler troværdighed, og derfor vil den i det lange løb vise sig at være ligegyldig.«

Selvransagelsen er så sandelig startet i Israel, der aldrig får fred fra en fjendtlig omverden. I Haaretz begræder Bradley Burston den israelske regerings indædte modstand mod nogen, som helst undersøgelse af kamphandlingerne og henter et billede frem fra nyere jødisk folklore

You know the Golem story. It opens with political pressures and popular frustration, channeled and fueled by frankly anti-Semitic clerics and their disciples under arms, all backed by a regional power interested in stirring up local trouble to consolidate and expand its own restive, second-rate empire. The result: attacks and threats of mass-murder against the Jews.

You know the response as well: A leader of the Jews, well-versed in tradition and tragedy, creates and puts into operation a monster to save his people. After apparent initial success, the leader discovers that the monster can be neither controlled, deactivated, nor dismantled. Its actions, taken the name of self-defense, have put the Jews, once again, in danger.

Burston har efter eget udsagn læst rapporten og finder den overraskende ligevægtig i sine konklusioner og mener at Israel ved at afvise overhovedet at assistere Goldstone selv har beredt vejen for de fordrejninger og fejl, der udgør rapportens fundament. Selv om man i politik skal passe på med at lukke dørene for senere politisk manøvredygtighed overser Burston og mange andre at Israel ingen grund har til at tro på en FN-rapport sammenflikket efter ønske fra en række despotier og at der ligger en grundlæggende fare i at legitimere Hamas, som ligeværdig med Israel.

Israel er et land i krig med store fjender, der aktivt og konstant arbejder for dets udslettelse og mellem deciderede kamphandlinger står Verdenssamfundet klar med massive fordømmelser af alt israelsk. Det israelske samfunds pluralisme med dens debat og selvkritik ses af nogle, som beviset for at de tog fejl, som en slags indrømmelse uden skelen til det, der netop hæver Israel op over et mellemøsten af barbari. Disse angreb på Israel forudsætter altid det massive had mod Israel fra den muslimske verden og den larmende ligegyldighed fra det meste af resten af verden ikke, som værende et vilkår, men som et naturligt korrektiv. Siden de nu er så hadede må de tage sig sammen og blive en del af dette moralske fællesskab. Eric Alterman udtrykker i Weekendavisens kronik “Foragtelig og anti-israelsk” glimrende den holdning

Hvorfor er amerikansk politik over for den arabisk-israelske konflikt så forskellig fra resten af verdens, især USAs europæiske allieredes politik? USAs langvarige forhold til Israel har større omkostninger end noget andet beregnet i menneskeliv og økonomi. Det koster amerikanske skatteydere tre milliarder dollars i militær og økonomisk støtte, vækker voldelig modstand i store dele af den islamiske verden og holder liv i den globale anti-amerikanisme.

Intet andet land (med undtagelse af Israel) opfatter konflikten på samme måde som USA og betragter palæstinenserne som irrationelle angribere og Israel som den forurettede part. Men uanset, hvor kostbar og kontroversiel denne politik er, videreføres den så godt som uændret fra den ene administration til den anden og fra kongressamling til kongressamling.

På grund af en fæl lobby svarer han selv. David Forman derimod har et klart syn på, hvorledes man forholder sig til vilkår, samvittighed og retfærdighed og skriver i Jerusalem Post

None of this would have happened had Israel done the right - and moral - thing at the outset. An independent national commission of inquiry into the conduct of the war in Gaza and the Negev should have been established.

Should have, could have…. Der gælder helt andre regler for Israel.

Admittedly, when waging war in such a crowded land mass as Gaza, civilians will be caught in the cross fire, but the question remains: Did we do enough to limit unnecessary casualties? We do not need the soldiers from Break the Silence to tell us that we did not. The footage that was shown on television supplied sufficient proof of the aberrations that took place during the war.

(…)

OUR incessant whining that the world applies a double standard to Israel serves no purpose.

Formans nøgterne analyse er et opråb til sine landsmænd ikke bare om at granske sig selv for senere erfaring (han taler ikke om at straffe!), men også om ikke at lade sig male op i et hjørne af stædig ærekærhed og istedet tage de givne vilkår i betragtning uanset, hvor uretfærdige de er. Og uretfærdige er de, som han også fortæller (hvilket jo modsiger hans selvplagende påstand om Israels incessant whining)

First, the Goldstone report begins its investigation with the start of the Gaza campaign, although Hamas had been firing rockets on a daily basis at innocents in the Negev for years prior. Second, there was no consideration of the kidnapping of Gilad Schalit, held captive for more than three years without access to any international bodies, which is a violation of every convention that judges war crimes. Third, the report makes no mention of the wider regional dangers that Israel faces, that is, the ties between Hamas and Iran, which threatens the Jewish state with genocide - a prime violation of the United Nations Charter.

Fourth, the report skips over the violent takeover of Gaza by Hamas, whose clear intention was to attack Israel. Fifth, the disengagement from Gaza with the removal of the army and settlements plays no role in the report’s evaluation. Sixth, a country’s right to self-defense held little concern for the Goldstone committee. Seventh, since much of the testimony of the Gazans was conducted in public, it is naïve to believe that Palestinians would admit to Hamas’s endangering their safety for fear that they would be incarcerated, kidnapped or killed. Eighth, nowhere does the report acknowledge the fact that Hamas mercilessly killed more than 100 Fatah members during the war.

Formans tobenede argument om på den ene side at Israel burde ransage sig selv fordi det er det moralske og på den anden at man således ville fratage kritikerne en væsentlig substans i deres propaganda bunder begge dele, men på hver deres måde i spørgsmålet “…can anyone imagine Hamas examining its behavior?” Den umiddelbare logik bag det spørgsmål er lige til, men begrundelsen for hvorfor lægger han i en smuk udlægning af Noah, som rørende fortæller om forskellen mellem den jødisk-kristne etik og islam blodige lovreligion

This week’s Torah portion relates to the story of Noah. The portion begins with the words: “Noah was a righteous man in his generation” (Genesis 6:9). We have to stop constantly dealing in moral relativism to justify ethical lapses in our behavior. Yes, there are circumstances which confuse the moral standards of how one should react in a particular situation and that are not clear-cut, but we cannot always tell ourselves or the international community that, given the times we live in, we are the most righteous nation in the world.

Nej ingen kan forestille sig Hamas eller andre muslimske grupperinger granske sig selv, men det er en indbygget del af jødernes og de kristnes selvforståelse der grotesk bliver brugt, som et våben mod os i en uhellig alliance mellem selvhad, selvhad by proxy (Den vestlige israelkritik, der ikke bunder i plat antisemitisme) og mørkets magter. Det skriftlige oplæg i Tohraen og Biblen og den affødte traditions problematisering af Guds væsen er antitesen til Koranens bastante dekreter om at slå klart definerede grupper ihjel en bloc med varierende grusomhed. Formans nøgterne og optimistiske råd til sine landsmænd om at gå endnu en ekstra mil, strække sig endnu længere end man kan forlange af andre kan få tårerne frem. Hvad har dette folk da gjort for at gøre sig fortjent til sådan et had? For rapporten er ikke, som Burston fortæller afbalanceret når den er fuld af løgn. Fra Jerusalem Post

• Among the 343 members of the Palestinian security forces who were killed, 286 have been identified as terror organization members (83 percent). Another 27 fighters belonging to units undergoing infantry training raises this total to 313 (91%).

• Lumped under the rubric of the “Palestinian police” are all the security bodies that fulfilled combat and terror roles against Israel, the intelligence and preventive intelligence bodies, as well as those active in policing and maintaining order. Those serving in all of the Palestinian security apparatuses in 2007 and 2008 took part in terror activity and fighting against the IDF.

• In the December 27 attack on an officer training course at Gaza police headquarters, 89 dead were counted. Of these, 60 (67%) belonged to Hamas and almost all were members of its military wing, the Izzadin al-Kassam Brigades. The total number of terror activists and fighters among those killed at police headquarters was 81 (91%).

• The human rights organizations which reported on Palestinian casualties in Gaza failed to mention the affiliation of hundreds of security personnel who were members of terrorist organizations and who were trained fighters, thus artificially inflating the list of “civilians” killed by the IDF.

Hvad er det værd for Verdenssamfundet at påpege at Israels godt kunne have gjort mere end de allerede har gjort (hvilket er mere end nogen nogensinde har gjort) når urimelighedernes og groteskhedernes ophav ikke bliver berørt? Sir Harold Evans skriver rammende i Israel National News

If you treat people as the Chinese do the Tibetans or Uighurs (”Off with their heads!”); or as the Russians eliminate Chechen dissidents; or as the Nigerians tolerate extrajudicial killings, the evictions of 800,000, rape and cruel treatment of prisoners; or as the Egyptians get prisoners to talk (torture) and the Saudis suppress half their population …well, go through the practices of all 25 states voting to refer Israel to the security council for the Gaza war, and you have to acknowledge they know a lot about the abuse of humans. Anything to divert attention from their own atrocities.

Only six refused to join the farce – Hungary, Italy, Netherlands, Slovakia, Ukraine and the US. Britain didn’t just abstain. It shirked voting at all (along with those beacons of civilisation Angola, Kyrgyzstan, Madagascar, and surprisingly, France).

(…)

Israel risked its own forces by imposing unprecedented restraint. In testimony volunteered to the human rights council (and ignored), Colonel Richard Kemp, a British commander in Bosnia and Afghanistan, stated: “The Israeli Defence Forces did more to safeguard the rights of civilians in a combat zone than any other army in the history of warfare.” The “collateral damage” was less than the Nato allies inflicted on the Bosnians in the
conflict with Yugoslavia.

No doubt there were blunders. A defensive war is still a war with all its suffering and destruction. But Hamas compounded its original war crime with another. It held its own people hostage. It used them as human shields. It regarded every (accidental) death as another bullet in the propaganda war. The Goldstone report won the gold standard of moral equivalence between the killer and the victim. Now Britain wins the silver. Who’s cheering?

Forleden havde jeg en diskussion med gode venner om virkningen af Lars Hedegaards artikel på Sappho om situationen i Tingbjerg, hvor Hedegaard argumenterede for at der var tale om etableringen af et Kalifat. Vi var alle enige med Hedegaards argument, men nogle mente at brugen af ordet kalifat omend korrekt ville virke kontraproduktivt i den offentlige debat fordi det åbnede døren for de sædvanlige modangreb om hysteri, muslimer-på-hjernen-Hedegaard, oppisken af stemninger uden basis osv og at Hedegaard derved kunne drukne den egentlige debat i en debat om ham selv og hans ligesindede. En mente at man altid skulle kalde en spade for en spade. Og nogle mente heriblandt jeg, at virkelighedens overvældende eksempler kaldte på at sætte de rette ord på de fænomener vi er vidne til - at Hedegaard siger det, som alle tænker og efterhånden også erkender.

Vi var alle enige om at relativisterne, godhederne, fornægterne selvfølgelig ville råbe op, som sædvanlig uanset hvad, men afgørende blev mellemgruppen af debatørerne - de smagfulde islamkritikere, som f.eks. Stjernfeldt - som har et godt hold i det offentlige udtryk, hvad ville de sige? They will retaliate - of course - and be defeated for our purposes. Men det vil vi ikke få afklaret med udgangspunkt i Hedegaards artikel på Sappho da den ikke når et større publikum - desværre. Men jeg tror at sproget og erkendelsen er kommet langt og min påstand om at tiden er inde til at kalde en spade for en spade ikke er uden grund i virkeligheden.

Jeg har ikke kunnet finde en leder, signatur eller analyse på Politiken, der handler om Tingbjerg. De har tilsyneladende ikke travlt med at tage handsken op, men måske har jeg overset det? Jyllands-Posten er derimod præcise i deres leder Frygtens kvarter, hvilket er en eufemisme for kalifat

Det er underligt, som en række centralt placerede personer har travlt med at påpege, at chikanen mod pastor Ulrich Vogel i den københavnske forstad Tingbjerg i hvert fald ikke har noget med religion at gøre.

Det har heller ikke noget med bøllernes etniske baggrund at gøre, og det har i hvert fald slet ikke noget at gøre med, at det drejer sig om bøller med indvandrerbaggrund. Nej, var vor mund, det drejer sig om ganske almindelig kriminalitet.

Det er især underligt i betragtning af, at det for alle andre end direkte centralt placerede og ansvarlige personer lige præcis er, hvad det drejer sig om.

(…)

Således kan vi konstatere, at en bande med muslimsk baggrund har taget magten i Tingbjerg.

Tingbjerg er indlysende et område underlagt en bevidst dominans af muslimsk tilsnit. OK det er Jyllands-fascisten ville nogle mene og måske se et håb i Kristeligt Dagblads vege formuleringer

Det er muligt, at eksperterne har ret, når de siger, at det, der er sket, ikke skyldes de unges overvejende muslimske baggrund. Men det er kun en ringe trøst for præsten og alle de andre ramte fra området. For dem er problemerne nemlig både reelle og virkelige, uanset hvad årsagen er. I sagen om irakerne fra Brorsons Kirke efterlyste flere respekt for kirkens rum. I sagen fra Tingbjerg efterlyses nu ægte respekt for mennesker. For Danmark bør ikke acceptere subkulturer, der med vold og trusler uden respekt for andre mennesker gør sig selv til ulovlige, lokale autoriteter.

Men også her lurer sandheden under neden med tvivl om ekspertenes besværgelser og da man i samme afsnit gjort klart at det er muslimers terrorisering er det let at oversætte ordet “subkultur” til det reelle. Det ligner mest af alt en afmægtig bøn om et tegn, et hvilket som helst tegn fra det øverste væsen om at virkeligheden ikke er, som den tager sig ud - åh Gud hør os i vores nød! Kristeligt Dagblad venter blot på det endelige skub, som debattens sejrherrer vil give. Berlingske Tidendes leder om de politiserende præster fra de klimabimlende til Brorsons broderskab til forfægtelse af hellige rum trækker glimrende deres og alle de andre korrektes hykleri op når det kommer til deres larmende tavshed, hvad angår præsten i Tingbjerg

Men meget få, om overhovedet nogen, har fundet det værd at støtte den præst, som er blevet fordrevet af unge muslimske mænd fra sin bolig i Tingbjerg-ghettoen i København. Det er, hvis politidirektøren skulle have overset det, en del af storbyen, hvor dansk lov ikke håndhæves, og hvor offentligt ansatte som hjemmehjælpere, brandfolk, politifolk og altså præster ikke kan vise sig eller bare bo uden at risikere liv og helbred. Man må undre sig over fraværet af folkekirkeligt engagement i fordrivelsen i Tingbjerg.

Ordene er fordrivelse/fordrivelsen i Tingbjerg, muslimske mænd, Tingbjerg-ghettoen og hvor dansk lov ikke håndhæves. Hvad er tanken bag dette afsnit, hvis ikke det handler om etableringen af et muslimsk område under muslimske styre - et Kalifat? Jo få vil indrømme det, som den første, men alle ved det

Prøv at google ordet “fordrevet” og der vil være henvisninger til allehånde etniske udrensninger fra hele verden og af grønlænderne fra Vollsmose. Ingen socialteknokratiske analyser kan overbevise nogen om noget som helst, der har med fordrivelse at gøre. Fordrivelse handler om relgiøse/kulturelle/etniske konflikter og det er sagens kerne både i realiteten og de ord, der allerede er sat på. Om de unge er målbevidste i et forsøg på et Kalifat eller om de blot agerer, som en naturlig konsekvens af deres kulturs værdier er en rent akademisk diskussion, der mest tjener til beskrivelse af “lømlerne” egen skyld og kortlægning af imamernes strategiske virkemåde. Resultatet kommer ud på et. De mere eller mindre uvidende stormtropper renser etnisk og religiøst ud i et område for at herske efter deres egne værdier og alle andre end socialteknokraterne kan forudse, hvorledes muslimske piger, der ikke vil bære tørklæde i det offentlige rum vil blive behandlet. Der er ingen tvivl om den almindelige betydning af ordet og mange journalister bruger det i flæng endda også når Mette Frederiksens besværgelse beskrives

Det er kommunens ansvar at beskytte den fordrevne præst fra Tingbjerg, mener socialdemokraten Mette Frederiksen, der advarer mod at blande religion ind i sagen.

Det er ikke religion sagde Frederiksen om fordrivelsen. Det er nonsens. Modstilling af virkeligheden og den åbenlyse fornægtelse. Og så endda i Information! Hendes partifælde og tidligere justitsminister og overborgmester-kandidat i København Frank Jensen skriver ifølge Sappho på sin Facebook-profil mere ud af hjertet

“Det har jo været intet mindre end rystende at se, hvordan den seneste tids udvikling i Tingbjerg er løbet helt af sporet. Præsten er blevet fordrevet fra området, og TV2’s journalister fik smadret deres bil.

Der skal gøres noget nu! Vi skal have Tingbjerg tilbage, som en integreret del af København.”

Læserbreve, blogindlæg og kommentarer taler sammen med “manden på gaden” sit tydelige sprog og igår satte Hedegaard så trumf på ved at bringe sin Sapphoartikel i omskrevet form som kronik i Jyllands-Posten

Islam er og forbliver en erobrerideologi. Det er muslimens pligt med sin person at bidrage til at undertvinge hele verden, indtil “Allahs religion hersker overalt”, og indtil ethvert menneske på Jorden bøjer sig for den muslimske nations (umma’ens) overherredømme og accepterer shariaen som eneste lov. Den muslim, der ikke hjælper til, er fortabt og vil ende i helvede, hvis pinsler er udpenslet med sadistisk lyst i de hellige skrifter. Det afgørende for den hellige krig er ikke midlerne eller kampformen, strategien eller taktikken, men målet: Allahs verdensherredømme.

Resultatet kan ses i alle de muslimske diktaturstater, og islam marcherer - også i kraft af befolkningseksplosionen.

Her har vi også forklaringen på, at integrationen af muslimer ikke virker, uanset hvor mange milliarder, vi poster i dette udsigtsløse projekt, og uanset hvor mange nye integrationskonsulenter, dialogformidlerere og mentorer, vi ansætter. Og det er jo underligt, når det går så godt med at integrere stort set alle andre, der er kommet til Vesten fra fjerne egne. Hvor mange er egentlig beskæftiget med at integrere hinduer, buddhister, sikher, kristne, tibetanere, kinesere eller latinamerikanere? Sammenlignet med de uoverskuelige skarer, der tjener til deres udkomme ved ikke at integrere muslimer, er det uhyre få, for alle de andre integrerer stort set sig selv. De kommer nemlig ikke til Danmark med en dagsorden om at ville omstyrte vores grundlov og indføre et teokratisk diktatur.

De danske myndigheders og den meningsdannede klasses reaktion på de nyligt opståede forhold i kongeriget har været en tro kopi af deres reaktion på den tyske besættelse som udtrykt i regeringserklæringen 9. april 1940: »Det er Befolkningens Pligt at afholde sig fra enhver Modstand. … [vi] opfordrer derfor Befolkningen til rolig og behersket Holdning over for de Forhold, som nu er opstået. Ro og Orden må præge Landet, og loyal Optræden må udvises over for alle, som har en Myndighed at udøve.«

I Tingbjerg, i Gellerup, i Vollsmose, på det indre Nørrebro og mange andre steder i Danmark og Europa har vi fået nye besættere, der mener at have en “myndighed at udøve”. Regeringen vil, at vi skal udvise en “loyal optræden” over for dem. Ligesom myndighederne i 1930′erne nægtede at udpege nazismen som problemet, slår de i dag syv kors for sig, når nogen udpeger islam som den egentlige årsag til de begivenheder, der udspiller sig i de muslimske lande og nu i Europa.

Kalifatet bliver ikke nævnt, så måske har Hedegaard set det samme, som mine venner, men jeg holder fast. Den automatiske forsagelsen af religion, som faktor er i sig selv, som Hedegaard og andre langer ud after er en indirekte, men tydelig indrømmelse af at det er religion vi taler om - i stil med at udbryde “Det var ikke mig, der myrdede baronessen klokken halv et i nat, med en saks jeg senere gemte i køkkenet” første gang man ser Hercule Poirot. Alle husker den hurtige udmelding om at 11 september skam ikke var noget civilisatorisk sammenstød - nej da.

Sandheden er uimodståelig og læren fra de mange ganske vist langsomme og gradvise nederlag til fornægterne og de der svigter deres egen dømmekraft er at det gælder om enten at holde sig tavse eller at være med på vognen i det tempo den kører. Dette er sandheden og ingen relativisme eller akademisk fnidder kan ændre ved det. Der rives og flåes i demokratiet og det nationale sammenhold fra mange sider, islamister, kommunister og selvgodhedens armeer og liberalister giver frit spillerum ved at insistere på ikke at fatte en brik. Alarmerende ser det ud i disse tider, men værd at hæfte sig ved er at vi, der holder igen rent faktisk står overraskende samlet om de rationelle betingelser for et samfund og vinder i styrke henover andre politiske skel. Hver især kan antidemokraterne ikke bruge hinanden til andet en at hade det fælles, men samlet forsvarer vi os i flertal mod den enkelte gruppe der, som debatten skrider frem må lide den tort at blive associeret til hinanden og således få deres position undergravet.

Hedegaard har sandelig spændt sin argumentation hårdt for med relevante begreber og det kan nok lokke et par bedrevidende debattører på banen, der skal fortælle alverden om den rette nuance og smagfuld islamkritik. Det vil kun betyde en ting at Hedegaard kommer på banen igen og får tid til at gentage og uddybe sine pointer. De vattede relativister kan ikke byde på en forståelsesramme til at tolke den virkelighed, der er så tydelig for os alle at se og kan ikke vaske sig ren af rationalet som da Birthe Røhn Hornbech tog afstand fra Søren Krarups sammenstilling af tøklæder, swastika og hammer og segl, som værende totalitære symboler med følgende begrundelse: “Jeg vil sådan set godt lægge dyb afstand til hr. Søren Krarup’s bemærkninger, men det gør jeg fordi jeg jo godt ved, hvordan de kan blive modtaget blandt andet hos muslimer.” Birthe Røhns lattervækkende krysten udenom den sandhed hun selv erkender holdt kun igennem for hende selv fordi det druknede i en langt større overordnet debat, men det vil blive gennemhullet som bærende argument. Det vil længere og velformulerede variationer også blive uanset, hvor mange dyre ord man opfinder og debattører, der alligevel prøver sætter hele deres renome på spil ved at forsvare en position, der kun kender til forsmåede nederlag. Hvem tør, hvis de tænker sig om?.

Man kan altså ikke længere skyde debatten ud ved at opfinde afsinde påstande om danskernes racisme eller pege på tonen i debatten eller jonglere med konstruerede akademiske begreber, som kulturalister. Det er alt sammen slidt op over en bred karm. Det er længe siden at reklamebranchens one-up-man-ship kulminerede med at vaske ultra rent og derefter forsvandt fra skærmen. Som de enkelte floskler har en begrænset levetid kan man også kun tale i floskler i en bestemt periode. Man kan lyve for folket noget af tiden…

—————————————————————————-

Rettelse: I teksten fremgår det at Lars Hedegaard har kaldt dannelsen af muslimsk dominerede enklaver for Kalifater. Dette er ikke korrekt. Hedegaard bruger udtrykket emirat. Jeg beklager forvekslingen og takker Ra-Ra-Rasmussen for at gøre opmærksom på fejlen. Drokles.

Goldstonerapporten om krigsforbrydelser begået under den seneste konflikt i Gaza har stillet Israel i et lille dilemma.  Fra Jerusalem Post

Cotler [Canadas tidligere justitsminister; red.] said that although he has opposed the report, which he regarded as “tainted,” he could not help but note that the creation of an independent inquiry presented a unique opportunity for Israel and international law.

He cautioned that he was not telling Israel what to do, but rather he was suggesting that the situation presented them with an opportunity.

(…)

“I know of no other democracy that has engaged in a review of its warfare and its involvement in hostilities that has gone beyond its military’s own internal review. Israel could set a model internationally.”

“It would be making an important and maybe enduring contribution to the development of international human rights and humanitarian law. That is not something that should be marginalized,” said Cotler.

In the face of such an inquiry, he said, it would be hard to continue to single out Israel, “When it is clear that Israel has gone further than any other democracy” in investigating its own actions.

He added, however, that alongside its exploration into allegations against individual Israelis he would also like to see such an inquiry panel investigate the Goldstone Report and the actions of the Human Rights Council in setting up the four-person fact finding mission led by South African jurist Richard Goldstone.

(…)

Cotler said that to avert this possibility, he recommended that such a panel also investigate “the illegitimacy of the process that established the Goldstone commission.” Friedmann, however, said he believed that “the Goldstone commission is so distorted and so unacceptable” that it should not be justified through an independent investigation.

“What has happened here is that for no justifiable reason Israel was singled out at the UN,” he added.

Og man kan roligt tage fat på Goldstone-kommisionen, som Camera beskriver som “…widely faulted for its lack of objectivity, duplicitous methodology and biased mandate predetermining its conclusions.”, hvorefter de metodisk demostrerer dette.

Goldstones objektivitet er blevet belastet af at han er tidlige bestyrelsesmedlem af Human Rights Watch, hvor han blandt andet har hygget sig med samleren af “nazi-memorabilia” Joe Stork og HRWs stifter nu tager afstand fra sin tidligere organisation ifølge Jerusalem Post

In a New York Times opinion piece, Robert L. Bernstein, who served as Human Rights Watch chairman from 1978 to 1998 and is now its founding chairman emeritus, wrote that with increasing frequency, the watchdog casts aside its important distinction between open and closed societies.

“Nowhere is this more evident than in its work in the Middle East,” he said. “The region is populated by authoritarian regimes with appalling human rights records. Yet in recent years Human Rights Watch has written far more condemnations of Israel for violations of international law than of any other country in the region.”

He said Israel was home to at least 80 human rights organizations, a vibrant free press, a democratically elected government, a judiciary that frequently rules against the government, a politically active academia, multiple political parties and probably more journalists per capita than any other country in the world.

On the other hand, he said, the Iranian regime, and most Arab regimes, remained “brutal, closed and autocratic, permitting little or no internal dissent.”

He said Human Rights Watch’s Middle East division could be greatly beneficial to citizens of those countries, but they were instead being ignored as “report after report on Israel” was compiled.

He said the group had “lost critical perspective on a conflict in which Israel has been repeatedly attacked by Hamas and Hizbullah, organizations that go after Israeli citizens and use their own people as human shields.”

Bernstein stressed that those terror groups were backed by Iran, which has called for the annihilation of Israel and the Jews, and said such incitement to genocide was a violation of the Convention on the Prevention and Punishment of the Crime of Genocide.

“Leaders of Human Rights Watch know that Hamas and Hizbullah chose to wage war from densely populated areas, deliberately transforming neighborhoods into battlefields,” he wrote. “They know that more and better arms are flowing into both Gaza and Lebanon and are poised to strike again. And they know that this militancy continues to deprive Palestinians of any chance for the peaceful and productive life they deserve. Yet Israel, the repeated victim of aggression, faces the brunt of Human Rights Watch’s criticism.”

Published days after the Human Rights Council endorsed the Goldstone Commission report that accused Israel of committing war crimes and possible crimes against humanity during last winter’s Operation Cast Lead in Gaza, the opinion piece notably points out that there was a difference between wrongs committed in self-defense and those carried out intentionally.

“In Gaza and elsewhere where there is no access to the battlefield or to the military and political leaders who make strategic decisions, it is extremely difficult to make definitive judgments about war crimes,” Bernstein went on to say. “Reporting often relies on witnesses whose stories cannot be verified and who may testify for political advantage or because they fear retaliation from their own rulers.

De mange præster, der hellere ville have været klimaforkæmpere skal måske lige vente lidt inden de hænger sig i klokkestrengen. Klimaet er måske slet ikke tidens største problem alligevel ifølge Jyllands-Posten

»…vi kan simpelthen ikke løse verdens miljø- og klimaproblemer, hvis verdens befolkning hvert år vokser med 79 millioner,« lyder det fra vicepræsident Robert Engelman fra det anerkendte amerikanske miljøinstitut Worldwatch Institute.

»Mange steder er befolkningsvæksten et langt større problem end klimaforandringerne, fordi presset på jorden og efterspørgslen efter rent vand konstant stiger, hvilket igen øger risikoen for sult, underernæring og hungersnød. Hvis kvinderne fik lov at bestemme, hvornår de ville have børn, ville Jordens befolkning formentlig begynde at falde allerede i dette århundrede.«

Måske skulle præsterne hellere bimle imod den 3. Verdens uansvarlige udledning af børn og for global afholdenhed. Måske skulle præsterne hellere være katolikker?

Under overskriften “Svensk partiformand angriber muslimer” beskriver Politiken modtagelsen af Sverimokraternes formand Jimmie Åkessons kronik i Aftonposten. Åkesson fremfører den velkendte advarsel for den trussel, som det islamiske tankesæt udgør for den frie verden ved dels at minde om Koranens bud om vold og den manglende almene kærlighed til mennesket og dels fremføre en del statistik om muslimers forhold til frihed og apostasi og deres repræsentation i kriminalstatistikken både under almindelig vold og terror. Meget præcist argumenterer Åkesson med at dyrkelsen af det multikulturelle samfund er et produkt af det monokulturelle samfunds oikofobi. Og selvfølgelig medfører det at “Socialdemokrat og ordfører for Centrum Mod Racisme, Mariam Osman Sherifay, vil nu melde Aftonposten til politiet.” for at bringe Åkessons artikel der er at betragte, som “hetz mod folkegruppe” og “»et værre nazi-udspil end Dansk Folkeparti nogensinde har gennemført«“.

Politikens egen opfattelse af Åkesons artikel baserer sig øjensynligt på den betragtning for i indledningen kan man læse

Her gør Åkesson det klart, at partiet betragter de svenske muslimer som »vor tids største trussel«, at muslimer er voldtægtsmænd og at alle muslimer foretrækker den undertrykkende sharia-lovgivning.

Partifomanden »lover at gøre alt i sin magt for at stoppe udviklingen«.

Ingen tvivl i den udlægning at Åkesson defamerer muslimer for blot at være muslimer og på den baggrund lyder det at gøre alt i sin magt, som om han er villig til, hvad som helst. Men Åkesson selv skriver intet af den slags og det bliver hurtigt klart at alt i hans magt er den legitime magt, som et demokratisk valg vil give ham.

Den mångkulturella samhällseliten ser kanske denna framtid som en färgglad intressant förändring av ett Sverige och Europa som man allt som oftast förnekar ens någonsin har varit ”svenskt” eller ”europeiskt”.

Som sverigedemokrat ser jag detta som vårt största utländska hot sedan andra världskriget och jag lovar att göra allt som står i min makt för att vända trenden när vi går till val nästa år.

Her er præmissen for hans syn på muslimer, der ikke er det samme, som hans syn på “farorna med islam och islamisering”

Naturligtvis är en betydande andel av Europas muslimer inte bokstavstroende, även om de flesta studier som gjorts på området visar att fundamentalisterna är en stor och växande minoritet.

Rotlösheten, som den mångkulturella samhällsordningen underblåst hos många andra och tredje generationens invandrare, har fått många att söka sig till islam som en identitetsskapande och samlande kraft och vi upplever nu en radikaliseringsprocess bland muslimska ungdomar i Europa.

Det kunne være Jørgen Bæk Simonsen eller Margrete Vestager, der talte, hvis man blot så bort fra angrebet på selv det multikulturelle samfund og man kan roligt skifte muslim ud med jøde eller gadefejer (skønt det ville være meningsforstyrrende), som det klassisk foreslås uden at kunne klandre det for noget, som helst vi har hørt før i dunkle tider. Og svenskerne behøver jo ikke vide mere da Reinfeld mener at dette indlæg “er kernen i partiets ide“. Kernen i Sverigedemokraterne er altså sund og gennemtænkt.

Det er også den koklusion det gode svenske blog Every Kindda People kommer til i en gennemgang af den svenske elites tankesæt

Kortfattat menar jag att det är så, att sällan är etnicitetsbegreppet så gravt missbrukat, som när man fabricerar anklagelser som går ut på att den som kritiserar islam och konsekvenserna av att tillämpa denna totalitära, rasistiska, antidemokratiska, misogyna, homohatande, judehatande helveteslära, att denne kritiker skulle vara “rasist”.

Man lyckas med konststycket att få en islamkritiker att bli rasist genom att på något bisarrt sätt få lärans utövare (infödda eller konvertiter) att vara en slags folkgrupp, eller tom en etnicitet. Ja en del riktiga stollar verkar tom tro att “muslim” är beteckningen på en slags egen människoras!

Derfor er det et afgørende øjeblik for debatten i Sverige. Åkesson bliver læst og den almindelige svensker kan ved selvsyn konstatere, hvor stor en forskel, der er på det politiske etablissements bekrivelse af Åkessons politik og virkeligheden. Nu kan svenskerne så læse at der er andre, der tænker ligesom dem og at man ikke på nogen måde er et ilde menneske for at sige sandheden. De kan spørge hinanden på arbejdet om de fik læst Aftenposten og konstatere at de ikke er alene. På Snaphanen har man gjort lidt ud af at udstille tomheden i det svenske etablissements modangreb og konkluderer blandt andet

Sandheden er, at det svenske etablissement kommer på hælene i en fri diskussion. Det er psykologisk set skruet så magtfuldkomment sammen, at man må tiltænke dem kapacitet til at gribe til hvilke midler som helst. Det mediale tæppebombardement af Åkesson fortsætter, man orker ikke læse det, men ligner så småt panik før lukketid. Alle de skinhellige “opinionsdannere” står i kø som kunderne til et feltbordel.

Opstandelsen over Afton Bladets forsøg bunder grundlæggende i at være demaskeret. Ånden er ude af flasken og vinden vender nu også i Sverige - der er ingen vej tilbage. Tillyke til svenskerne og så kan de glæde sig over at der ikke er WM-forbold til at forstyrre den debat til sommer.

Karen Blixen fortalte for nylig i radioens P1 (ja hun er jo død for længe siden) om sin tid i Afrika, hvorledes “de sorte” ugenert gik ind i hendes hjem for at se, hvordan hun boede, som var de på museum. Det generede ingenlunde Blixen for “de sorte” talte aldrig og gik meget stille på bare fødder. Men ind imellem når hun sad og skrev kunne der pludselig dukke et “sort hoved” op over skulderen på hende for at se, hvad det var hun foretog sig. Karen Blixen var en levende installation i sit eget hjem.

To forskere fra Københavns Universitet har været i et gammelt arkiv under Københavns Zoologiske have og dannet sig et mere detaljeret syn på vores hang til at se vilde mennesker udstillet sammen med dyrerne op til og i begyndelsen af det 20. århundrede.

»Men generelt er det meget svært at finde ud af, hvordan folk havner på udstillingerne. På samme måde som vi kun har sejrherrernes historier tilbage fra gamle krige, mangler vi tit de udstilledes version af denne historie, så vi ved faktisk meget lidt om dem,« forklarer Rikke Andreassen.

Regnskaber og kontrakter viser, at naturfolk blev ansat på meget forskellige vilkår. De har dog et fælles træk, som har overrasket forskerne. Naturfolkene på de danske udstillinger ser ud til at have været andet og meget mere end undertrykte stakler, som blev udnyttet af imperialistiske forretningsfolk.

»Man får let en forestilling om, at de udstillede var meget passive og undertrykte. I virkeligheden organiserede de sig ret meget, og under den store udstilling i Tivoli i 1902 gik kineserne i strejke, fordi de ikke syntes, deres løn var god nok. Udstillingerne var på mange måder moralsk problematiske, men det ser ud til, at de her folk også har handlet ret meget selv og ikke bare været ofre,« fortæller Rikke Andreassen.

Hvorfor er den slags udstillinger moralsk problematiske? I dag rejser horder af venstrefløjse til fjerne og primitive egne for at finde det ægte og beglo det i eget habitat. Mennesker, der ikke som Blixen og de primitive gøglere i zoo har valgt at tage ophold i det fremmede, men er hjemme, hvor deres ret til det private burde være indlysende bliver pludselig baggrund for venstrefløjsernes kedelige rejseberetninger, som kun kan forbande hinanden over at have fået samme ide og været med til at ødelægge det oprindelige ved deres massive tilstedeværelse med den medfølgende kommercialisering (der i øvrigt ikke er andet end det lokales måde at tjene en skilling nu skaden er sket) og derfor tvinges til at søge videre mod den næste jomfruelige destination - som man har fået på anbefaling af venner, der allerede har været der. Trekkerlort!

Hvis ikke, der var tale om deciderede slaver på udstillingerne i Zoologisk Have og Tivoli, hvorledes kan man så overhovedet få den opfattelse, at der var tale om ofre? Fordi det er hattedamer der forsker. Deres verden er kun deres nære omgivelser og deres indlevelse i andre mennesker strækker aldrig længere end at spørge sig selv hvordan de ville have det med dette og hint befriet for andre menneskers præferencer og vilkår. Hvis nogle kinesere ville betale mig gode penge for at sidde i en værtshusindstallation i en forlystelsespark i Shanghai og drikke bajere fra 10:00 - 18:00 havde jeg da slået til med det samme. Og jeg havde givet den en ekstra skalle og leveret et forrygende show i weekendens aftenudstillinger.

Danmarks Socialdemokratisk Ungdoms formand Peter Humlegaard Thomsen har det svært med virkeligheden. Hans kvababbelse over at Dansk Folkeparti vil give forældre en viden om de mulige trusler, der kan være mod deres børns sikkerhed er mildest talt komisk. Som modsvar til Dansk Folkepartis forslag om at man skal have ret til at vide om der bor en børnelokker (det hed det i gamle dage) i nærheden foreslår han i et patetisk forsøg på at være ironisk ifølge  Jyllands-Posten

”Jeg mener, at man er berettiget til at vide, når et medlem af Dansk Folkeparti flytter ind i ens boligområde. Som nabo bør man nemlig vide, at man kan forvente end mere hadsk stemning og mere utryghed i nærområdet,”

(…)

”Dansk Folkeparti kommer endnu engang med et vanvittigt forslag og forsøger at spille på folks frygt. De sidste otte år, viser at frygt og utrygheden er blevet større i det danske samfund, i takt med DFs stigende indflydelse,” siger han.

Samfundet er en sindstilstand, hvor virkeligheden ikke hører hjemme. Måske skaber det også utryghed med advarselsymboler på giftige stoffer fra materialisten så lad os da også afskaffe dem. Rød bloks krise bunder i deres tarvelige syn på den befolkning de vil frelse fra sig selv. At spille på folks frygt forudsætter at den er der i forvejen og at det kun er politikernes (de stuerenes) høje etiske kodeks, der holder den nede under det naturlige niveau ved ikke at “spille på den”. Tak for den opfattelse af os vælgere siger vi og kvitterer samtidig med faldene tiltro til dit parti.

Men hovedsagen er at Humlegaard Thomsen har svært ved at skelne mellem virkelige forbrydelser med virkelige ofre og virkelige trusler mod virkelige mennesker og så meninger om, hvilke tiltag, som skal til for at beskytte udsatte og sagesløse mennesker. Kevin Costner giver i denne lille scene fra Clint Eastwoods fil A Perfect World en glimrende lille lektion i at skelne mellem det skete og det sagte.

Man kunne stille Humlegaard Thomsen det valg at han på den ene side kunne vælge at blive udsat for at høre på tre grimme, grimme meninger fra Dansk Folkeparti eller også få et los i bollerne.

Information kan fortælle at USA nu melder sig i FN-koret, der kræver en “troværdig” undersøgelse af Israels aktion Cast Lead i Gaza. Det har hurtigt fået antisemitterne blandt Informations læsere på banen med udsagn, som at alle israelere er legitime militære mål

Hamas har “angrebet civile områder” i Israel ??
Er det et angreb på en militærnægter-lejr ???
Må det være tilladt at erindre om at alle Israelere, med undtagelse af de langskæggede fanatikere, er soldater og har deres UZI, Gallil og hvad de hedder liggende derhjemme, medmindre de er ude at lufte dem på Vestbredden ..

Som jo ligger fint i tråd med

Israel er en lige så stor forbrydelse som kz-lejrene.

Eller

Problemet er att det er Israel-lobbyens venner som sætter dagsordenen, så at ‘USA tilslutter sig …’ er tvivlsom historie. Ingen amerikansk jøde vil stille op og tilslutte sig en sådan raport, det er automatisk at blive kaldt foræder, af Israel og lobyen. Blodbånd er stærkere end retfærdighed.

Hvorfor skulle afstemningen om rapporten udsættes i et halv år? For at Israel kan fjerne beviser, true vidner til tysthed, likvidere?

Zion Vises protokoller om en jødisk lobby eller indflydelse skjult i magtens korridorer har sandelig kronede dage på venstrefløjen. De overser helt Ellegaards nøgterne analyse af den åbenbare virkelighed for USAs handlen, der hedder politiske interesser.

USA ønskede at undgå at tage stilling for eller imod rapportens konklusioner, da et amerikansk veto til støtte for Israel ville skade relationerne til den arabiske verden, og amerikansk accept af behandling i Sikkerhedsrådet kunne forværre det anstrengte forhold til Israel og dermed skade præsident Obamas ambition om at få genetableret fredsforhandlinger med palæstinenserne.

FN er i venstrefløjens optik det øverste moralske kompas kun forurenet af jøders eksistens. De muslimske landes pres og tyngde på FN-systemet overses og deres sinistre motivers sammenfald med venstrefløjens ignoreres. Men Goldstonerapporten er desværre, som sin forgænger Zions Vises Protokoller et falsum. På Goldstone.org har man brugt alt for meget tid på at tilbagevise den massive propaganda, men det store arbejde er alligevel værd at kaste et blik på, hvis man vil have indsigt i FNs deprimerende motiver. En klar og enkel metode til at tilbagevise anklagerne er at lade de døde fortælle deres historie.

among the category of children (under 18) most likely to be involved in fighting (11-18), more than three times as many boys were killed as girls, and for 18-29, four times as many (whereas, were they randomly killed civilians one would expect, as with children under 11, similar numbers for both sexes).

Frontlinien for den palæstinensiske kamp er altid drengebørn, som avancerer tilbage i gelederne med alderen. Og beskyldninger om folkemord og forbrydelser mod menneskeheden på baggrund af 1200-1400 døde efter 3 ugers krig er jo helt ude i hampen. Især på baggrund af operationens størrelse. Elder of Ziyon har følgende vidnesbyrd fra Oberst Richard Kemp

I am the former commander of the British forces in Afghanistan. I served with NATO and the United Nations; commanded troops in Northern Ireland, Bosnia and Macedonia; and participated in the Gulf War. I spent considerable time in Iraq since the 2003 invasion, and worked on international terrorism for the UK Government’s Joint Intelligence Committee.

Mr. President, based on my knowledge and experience, I can say this: During Operation Cast Lead, the Israeli Defence Forces did more to safeguard the rights of civilians in a combat zone than any other army in the history of warfare.

Israel did so while facing an enemy that deliberately positioned its military capability behind the human shield of the civilian population.

Hamas, like Hizballah, are expert at driving the media agenda. Both will always have people ready to give interviews condemning Israeli forces for war crimes. They are adept at staging and distorting incidents.

The IDF faces a challenge that we British do not have to face to the same extent. It is the automatic, Pavlovian presumption by many in the international media, and international human rights groups, that the IDF are in the wrong, that they are abusing human rights.

The truth is that the IDF took extraordinary measures to give Gaza civilians notice of targeted areas, dropping over 2 million leaflets, and making over 100,000 phone calls. Many missions that could have taken out Hamas military capability were aborted to prevent civilian casualties. During the conflict, the IDF allowed huge amounts of humanitarian aid into Gaza. To deliver aid virtually into your enemy’s hands is, to the military tactician, normally quite unthinkable. But the IDF took on those risks.

Despite all of this, of course innocent civilians were killed. War is chaos and full of mistakes. There have been mistakes by the British, American and other forces in Afghanistan and in Iraq, many of which can be put down to human error. But mistakes are not war crimes.

More than anything, the civilian casualties were a consequence of Hamas’ way of fighting. Hamas deliberately tried to sacrifice their own civilians.

Mr. President, Israel had no choice apart from defending its people, to stop Hamas from attacking them with rockets.

And I say this again: the IDF did more to safeguard the rights of civilians in a combat zone than any other army in the history of warfare.

Ingen af beskyldningerne mod Israel giver mening når man holder det op imod fakta. Operation Cast Lead var en meget ublodig affære for en så stor militær aktion i beboet område og tabstallenes maskuline overvægt er i direkte modstrid med israelske soldaters påståede vilkårlighed endsige målrettede angreb på civile. FN er en kæmpe skændsel.