Daily Mail skriver at et hold psykologer under ledelse af Stephan Lewndowsky mener at kunne godtgøre at klimaskeptikere ofte er konspirationsteoretikere.
They found around a fifth of the comments about the research ‘can be considered conspiracist’.
It builds on a previous survey that the researchers conducted, which found up to 40 per cent of those who are skeptical about global warming use imagery that invoked conspiracy theories.
This includes the use of words like ’scam’ and repeated references to faked data and collusion between scientists and governments to deliberately conceal evidence.
Professor Stephan Lewandowsky, an experimental psychologist at the University of Bristol who led the work, said: ‘These results add to a growing body of research on the nature of internet discourse and the role of the blogosphere in climate denial.
‘It also confirms that conspiratorial elements are readily identifiable in blogosphere discourse’
The paper, which is published in the Journal of Social and Political Psychology, provides a damning view of skeptical bloggers and those who comment on their websites.
Og det kommer fra de, der dyrker allehånde teser om , Big Oil, Big Kooch, republikanere, kapitalister og gamle, hvide, protestantiske mænd. Som titlen på Naomi Oreskes Merchants of Doubt praler med, så er hele debatten om klimaet skabt og holdes kunstigt i live af skumle interesser. Læs blot Al Gores et als anbefalinger
- Naomi Oreskes and Erik Conway have demonstrated what many of us have long suspected: that the ‘debate’ over the climate crisis–and many other environmental issues–was manufactured by the same people who brought you ’safe’ cigarettes. Anyone concerned about the state of democracy in America should read this book. (Former Vice President Al Gore, author of An Inconvenient Truth)
- The real shocker of this book is that it takes us, in just 274 brisk pages, through seven scientific issues that called for decisive government regulation and didn’t get it, sometimes for decades, because a few scientists sprinkled doubt-dust in the offices of regulators, politicians and journalists … Oreskes and Conway do a great public service. (Huffington Post)
- Merchants of Doubt, by the science historian Naomi Oreskes and the writer Erik Conway, investigates a sort of reverse conspiracy theory: ecoterrorists and socialists are not the ones foisting dubious science upon us; rather it is deniers who are running their own well-funded and organized long-term hoax. Several previous works have ably illuminated similar themes, but this one hits bone…[Merchants of Doubt] provide[s] both the historical perspective and the current political insights needed to get a grip on what is happening now. (OnEarth)
- Merchants of Doubt might be one of the most important books of the year. Exhaustively researched and documented, it explains how over the past several decades mercenary scientists have partnered with tobacco companies and chemical corporations to help them convince the public that their products are safe - even when solid science proves otherwise…Merchants of Doubt is a hefty read, well-researched and comprehensive…I hope it sells, because what it has to say needs to be heard. (Christian Science Monitor)
- Ever wonder how the terms liberty and freedom got all tangled up in fake science, how industry friendly think-tanks got their start, or what motivates scientists to sell out beyond the obvious? (Austin Science Policy Examiner)
Merchants of Doubt udkom også som film. Jeg kunne benytte lejligheden til at tale om Climategate, den store email-lækage fra East Anglias klimaenhed, hvor man sorte på hvidt kunne læse hvorledes nogle af FNs klimapanels mest centrale forskere aftalte manipulation af data og metoder, obstruerede offentlighedens tilgang til date, truede kollegaer og påvirkede fagbladsredaktører, manipulerede fagfælle processen, skændtes og udtrykte stor tvivl. Men ikke mindst inddelte verden i de der var for og imod ‘tha cause”, ’sagen’. Men når det nu handler om, hvad der er man synes at se i skyggerne, der ikke er der vil jeg hellere slå ned på en skandale ud i klimadebatten, der hurtigt blev døbt Fakegate.
Den fremtrædende klimaforsker og videnskabsetiker Peter Glieck, der havde vundet international berømmelse på frasen “debatten er ovre” kunne nemlig i 2012 afsløre den klimaskeptiske tænketank Heratland Institute’s skumle strategi til nedbrydelse af skolebørns tro på videnskab. Sponseret af oliepenge og Big Koch (som James Delingpole med infantil fornøjelse elsker at kalde dem) var det Heartlands velsmurte kampagnemaskine, der var skyld i at tiltroen til FN’s klimapanels fortælling dalede kraftigt i offentligheden.
Glieck havde fra en anonym kilde, som påstod at være tilknyttet Heartland Institute, modtaget hemmelige papirer fra Heartland om bl.a. deres finansiering. Med i dokumenterne var det saftigste bevis på at klimaskeptiscisme blev drevet frem af onde hensigter, nemlig det hurtigt berømte strategimemo. Og det var i strategimemo’et at alle sandhederne om, hvorledes Heartland lavede disinformationskampagner, hyrede forskere, der tidligere havde benægtet sammenhængen mellem rygning og cancer og udarbejde taktikker til at skræmme amerikanske lærere fra at undervise i videnskab. Klimaredaktionerne på alverdens etablerede medier sprøjtede over med ekstatisk forargelse.
Men festen blev kort. Hurtigt gik det op for journalister, der besad den gamle vane at tjekke kilder, at Heartland Institute havde en god pointe i deres påstand om at strategimemo’et var et falskneri. Strategimemo’et var skrevet i et andet format end resten af dokumenterne og med en anden sproglig stil med en særegen brug af parenteser og binde-streger(!), der til forveksling lignede Glieck’s eget sprog. Og ifølge Atlantics Megan Mcardle lignede dets indhold noget der var forfattet i en tegneserie skurkegrotte - af en praktikant. Strategimemo’et svarede ifølge Mcardle på ingen måde til skeptikernes selvforståelse som en David i kamp for sandhed mod Goliat.
Mens Strategimemo’et var et falskneri var resten af dokumenterne, om bestyrelsesmedlemmer og samarbejdspartnere og deres adresser osv, samt Heartland budgetter ægte. Men de ægte dokumenter afslørede intet fordækt. Faktisk kunne man se at Heartland var en meget lille tænketank med et beskedent budget, hvoraf klimaet kun var en af fire områder, som Heartland havde interesse i. Deres store betydning for klimadebatten kunne alene tilskrives deres flid og dygtighed samt måske det faktum at det er billigere at tale sandt fremfor at betle skræmmescenarier og som en anden alkoholiker at bruge stadigt flere ressourcer på at holde styr på alle sine mange små løgne igennem daglidagen.
Peter Glieck måtte hurtigt indrømme at han var manden der selv havde fremskaffet de ægte dokumenter ved at foregive at være et medlem af Heartlands bestyrelse. Dette havde han endda gjort kun få dage efter at han havde takket nej til en invitation, som debattør på en af Heartlands klimakonferencer, hvor han ville have mulighed for at præsentere sin sag og gå i kødet på sine skeptiske modstandere. Men Glieck fastholdt en tid at strategimemo’et var blevet ham tilsendt af en anonym person i dagene mellem han skaffede sig Heartlands fortrolige dokumenter og til han offentliggjorde det hele.
Sådan kan det gå. Men vi skal tale om sølvpapirshatte for selv om Glieck gik over stregen og forfalskede den virkelighed han gerne ville se var han ene om sin udåd. Men reaktionerne fra fremtrædende medier og forskere afslørede til gengæld at hans konspiratoriske univers var fast forankret bredt i den klimaalarmistiske højadel. New York Times havde f.eks. under overskriften “Leak Offers Glimpse of Campaign Against Climate Science” følgende vurdering af strategimemoets ægthed EFTER at Heartland selv havde påpeget at det var et tydeligt fremmedelement
Heartland did declare one two-page document to be a forgery, although its tone and content closely matched that of other documents that the group did not dispute.
Som jeg refererede ovenfor så skilte det falske dokument sig på alle måder ud fra det ulovligt rekvirerede materiale og matchede ikke i tone og indhold de andre dokumenter. Et mildt ord for New York Times stykke research er “confirmation bias”, det at man søger bekræftelse for sin tro. Og det New York Times her tror bekræftet er altså en paranoid forestilling om oliefinansierede konspirationer mod videnskaben til menneskehedens store fortrydelse. Men det har pinligt intet med sandheden at gøre. Den mastodont, som de ser true deres fortælling er intet andet end en undseelig tænketank kun bevæbnet med saglig interesse og gode argumenter - Kan en god sag være bange for det?
BBC’s miljøskribent Richard Black havde kun sympati for Gliecks handlinger og resonnerede således
As the old saying goes, “news is something that someone somewhere doesn’t want you to know” - and here was information about a significant player in climate politics that it certainly didn’t want you to have.
In saying one of the documents was a fake, the institute also signified that the rest were genuine.
Ja, det er rigtigt at Heartland på den måde inddirekte bekræftede de andre dokumenters ægthed (og senere blev de direkte bekræftet da Heartland ganske fornuftigt havde sikret sig at der ikke var manipuleret med dem). Men ved at forfalske et dokument udtrykker man også at de ægte dokumenter ikke indeholder noget belastende. Og dette er jo netop den åbenlyse pointe som BBCs Black overser! Man havde selv ved bedrag ikke kunnet afsløre noget som helst sinistert. Forfalskningen udtrykker netop, hvor stærkt argumenterne imod FN’ Klimapanels forløjede konsensusteori er - og derfor også, hvor svagt klimabevægelsen ikke blot står, men også føler sig. Derfor måtte en bizar ondskab fabrikeres og tilsættes for at forklare, hvorledes det kan gå til at de forkerte vinder en debat om rationaler.
Også Time leverede et forvrænget billede af virkeligheden da de indledte deres referat af sagen således
For advocates of climate action, the Heartland documents offered a rare glimpse into the world of the conservative power players who work to cast doubt on climate science and delay action on global warming — the same people authors Naomi Oreskes and Erik Conway called the “Merchants of Doubt” in their 2010 book by the same name.
Saglig debat forveksles med økonomisk overlegenhed - et budget, som end ikke kunne betale huslejen for Geenpeace’s frivillige medarbejdere ses som en “power player”. Dog skal det retfærdigvis med, kunne Time se at løgne ikke er vejen frem for noget konstruktivt. Det havde Guardians fremtrædende klimakommentator George Monbiot sværere ved og sprang lige ud i det og erklærede
I see Peter Gleick, the man who obtained and leaked the devastating documents from the Heartland Institute, as a democratic hero. I do not think he should have apologised, nor do I believe that his job should be threatened. He has done something of benefit to society.
Det er, må man nok sige, den slags udtalelser, som slider på troværdigheden når man sammenholder at Glieck gennem amoralsk adfærd har afsløret at Heartland har rent mel i deres meget lille pose. Eller, hvad med dette filosofiske spørgsmål fra økoetikeren James Barvey i samme Guardian
Are his actions wrong just because he lied?
(…)
You can see where I’m headed. Gleick’s intentions matter when we try to work out whether he was wrong to lie. It’s worth noticing that he wasn’t lying for personal gain. What resonates for me, though, are the consequences of his action. If Gleick frustrates the efforts of Heartland, isn’t his lie justified by the good that it does?
Når man stiller sig selv et så ledende spørgsmål er det nemt at svare på især hvis man er fascist
What Heartland is doing is harmful, because it gets in the way of public consensus and action.
Så er der vel ikke mere man sige. Også Information havde en artikel om sagen, som de lystigt kaldte “Klimaskeptikere smager egen medicin”, der i bedste fald kan betragtes som et afskrift af Desmogblogs første blogpost om sagen. Såøh, sølvpapirhatte er mere udbredt blandt alarmister, der jo i udgangspunkt tror mennesket står bag vejrliget. Derfor er det heller ikke så overraskende når man læser i Daily Mail, at en professor Peter Wadhams ved Cambridge tror at ‘dem’ går og slår hans forskerkollegaer ihjel, blandt ved hjælp af lynnedslag - ja, vi kontrollerer jo vejret
Professor Peter Wadhams insists Seymour Laxon, Katharine Giles and Tim Boyd could have been murdered by someone possibly working for the oil industry or within government forces.
The trio had been studying the polar ice caps - with a focus on sea ice - when they died within a few months of each other in 2013.
Professor Laxon, 49, a director of the Centre for Polar Observation at University College London, was at a New Year’s Eve party in Essex when he fell down a flight of stairs and died.
Meanwhile oceanographer Dr Boyd, 54, was out walking his dogs near his home in Port Appin, Argyll, western Scotland, in January 2013 when he was struck by lightning and killed instantly.
Just months later in April, Dr Giles, 35, was cycling to work at UCL where she lectured when she was hit by a tipper truck in Victoria, central London, and died.
(sammenfatningen om Fakegate er sammenklistret af nogle tidligere posteringer om sagen)