“for husholdningerne udgør [energiafgifterne] ikke noget større problem“, fortalte en eller anden Helveg, der er klimaminister til Nynne Bjerre i DR2’s Deadline, da han skulle forklare, hvorfor Vismændene tager fejl i at underkende effekten af den særlige danske CO2 reduktion, når vi alligevel er en del af EU’s kvotesystem. Som Jyllands-Posten summerer vismændene op

….den netop offentliggjorte rapport fra Det Miljøøkonomiske Råd, (…) er det hidtil mest ætsende opgør med årtiers dansk energipolitik.

»Anvendelse af vedvarende energi som vindmøller, halm og træpiller er generelt dyrere end fossile brændsler, selv når der tages højde for CO2-afgifter og kvotekrav ved udledning af CO2,« fastslår Det Miljøøkonomiske Råd.

Danmark er forpligtet til at honorere EU’s klima- og energipolitik, men en »fortsat overmålopfyldelse koster velstand«, påpeger vismændene. Skarpere kan det ikke siges.

Danmark fører en dybt forfejlet energipolitik, der har påført danskerne verdens højeste energipriser og ifølge Det Miljøøkonomiske Råd forværret konkurrenceevnen og reduceret velstanden, simpelthen fordi danskerne må aflevere milliarder i energiafgifter og dermed berøves forbrugsmuligheder uden at have fået noget håndgribeligt til gengæld.

Ikke nok med det: Den CO2, som danskerne måske sparer, kan sælges som CO2-kvoter til andre europæiske lande, der bruger den til at etablere nye kulfyrede kraftværker – og Europas kulforbrug er i disse år stigende.

Selv hvis alle tilskud til nye vindmøller samt direkte tilskud til solenergi, biogas og biomasse i el-produktionen ophører, som vismændene anbefaler, vil Danmark i 2020 »være meget tæt på« at leve op til EU’s krav om en andel af vedvarende energi på 30 pct.

Og Jyllands-Posten konkluderer videre at lytte til Helveg Petersen, som han leder an i den massive kritik af fagfolkene er “som at lytte til talsmanden for en nyreligiøs bevægelse“. Nynne Bjerre’s tilgang i Deadline var da også at få Helveg til at indrømme at han havde taget et politisk standpunkt, der kostede urimeligt med knapper. Men som Helveg arrogant afviste at gå ind på vismændenes præmisser indrømmede han ufrivilligt alligevel den barske virkeligheds penge og ressourcespild

Vi vil gerne i tyve halvtreds være helt fri af fossile brændstoffer. Hvis ikke vi laver noget teknologiudvikling, hvis ikke vi går igang allerede nu med at udfase den sorte energi, jamen så når vi simpelthen ikke vores mål og det vil klimaet ikke kunne holde til.

(…)

[Vismændene] er nærmest ude i et halsløst ærinde når de siger at vi bare skal stoppe for støtte og udbygningen af havvindmølleparkerne osv. Tænk på alle de arbejdspladser der er derude lige nu, som er bygget på omkring denne her grønne økonomi, som både eksporterer, men som søreme også producerer til Danmark.

Støtte er radikalt slang for statsstøtte. Bjerre indskød listigt at det vel ikke alt sammen afhang af statsstøtte og Helveg gik hovmodigt lige i fælden helt uanfægtet af realiteternes betydning

Den teknologiudvikling der har ført til alle de arbejdspladser vi har i dag, den er eksportdrevet, men den er simpelthen kommet fordi vi selv har haft et hjemmemarked. Det er klart at i en kort periode, der ville du kunne klare dig uden et.. noget udvikling på hjemmemarkedet. Men den teknologi og den industri vi har fået bygget op i Danmark, den er jo et produkt af en 30-årig satsning - hvis du holder op så begynder det straks at forvitre.

Hjemmemarked er også radikalt slang for statsstøtte. Og 30 års støtte er radikalt slang for helt afhængighed af statsstøtte.

Det scenarie der ville opstå, hvis man gjorde som [vismændene] forslår og fra den ene dag til den anden holdt op med at støtte vedvarende energi… det ville være et blodbad af arbejdspladser ud over det ganske land.

(…)

Den branche vi har opbygget samlet set omkring grøn teknologi fylder nu 11% af vores eksport.

Her indskød Bjerre at det også var medregnet succesprodukter som Grundfoss Varmepumper og fortsatte sit pres på at få ministeren til at indrømme modsætningen mellem hans politiske ønsker og de økonomiske realiteter. Men det rystede ikke Helveg, der lyriks fortsatte “For mig er det en fornøjelse at vi gør begge dele, at vi opbygger en teknologisk styrkeposition med mange gode arbejdspladser samtidig med at vi baner vejen for at få gjort noget ved klimaet“.

Religiøst motiveret pengespild er muligvis en radikal fornøjelse, men på et tidspunkt vil belastningen for husholdningerne kræve en Thatcher der tager opgøret med de forældede industriers privilegier. Og det vil gå ud over ganske mange arbejdere i det ganske land, hvis ekspertise vil være så relevant som bødkernes.

Michael Mann er skaberen af den berømte ishockeystavsgraf, der viste en stabil temperatur tusind år tilbage i tiden indtil den industrielle revolution tog fart og tvang temperaturen opad i en stadig stejlere gradient. ’skabt’ var ordet for der er ingen basis for rigtigheden og temperaturen er ikke steget de seneste 17 år, mens CO2 udledningen er acceleret.

Grafen var så stærkt et propagandaredskab at den erstattede hidtidig konsensus om romersk og middelalder varmeperioder og små istider som Maunder og Dalton minimaerne og den blev plastret udover klimapanelets rapport 2001. Den begejstrede modtagelse fra klimaekspertisens konsensus der vendte op og ned på alt, den troede at vide med vanlig skråsikkerhed baseret på en enkelt graf lavet af en mand, der opnåede at blive professor ved samme graf talte sit eget tydelige sprog om confirmation bias, at ville se sin forudindtagethed bekræftet.

Siden er grafen blevet diskrediteret som i det mindste et stykke makværk og Mann har brugt de seneste mange år og trukket på stadigt flere af sine gode kontakter på at smæde enhver der borede i hans metoder og resultater. Manns store netværk af villige journalister og kollegaer og institutioner har endda givet ham mod på at føre law-fare mod kritikere. Men det er et dårligt træk når man ikke har rent mel i posen og folk ikke lader sig skræmme. Principia Scientific skriver

Massive counterclaims, in excess of $10 million, have just been filed against climate scientist Michael Mann after lawyers affirmed that the former golden boy of global warming alarmism had sensationally failed in his exasperating three-year bid to sue skeptic Canadian climatologist, Tim Ball. Door now wide open for criminal investigation into Climategate conspiracy.

Buoyed by Dr Ball’s successes, journalist and free-speech defender, Mark Steyn has promptly decided to likewise countersue Michael Mann for $10 million in response to a similar SLAPP suit filed by the litigious professor from Penn. State University against not just Steyn, but also the National Review, the Competitive Enterprise Institute and Rand Simberg. Ball’s countersuit against Mann seeks “exemplary and punitive damages. ” Bishop Hill blog is running extracts of Steyn’s counterclaim, plus link.

Mann’s chief undoing in all such lawsuits is highlighted in a quote in Steyn’s latest counterclaim:

“Plaintiff continues to evade the one action that might definitively establish its [his science’s] respectability - by objecting, in the courts of Virginia, British Columbia and elsewhere, to the release of his research in this field. See Cuccinelli vs Rectors and Visitors of the University of Virginia…”

At last, after 3 years of legal wrangling, it is made clear why I was so bold as to formally undertake an indemnity to fully compensate Dr Ball for my own actions in the event Mann won the case.  Respected Aussie climate commentator, Jo Nova was one of the few to commend my unparalled commitment to Ball’s cause.

Steyn’s legal team, aware of the latest developments from Vancouver, have correctly adduced that Ball has effectively defeated Mann after the Penn. State pretender’s preposterous and inactive lawsuit against Ball was rendered dormant for failure to prosecute. Under law, Mann’s prevarications, all his countless fudging and evasiveness in the matter, establishes compelling evidence that his motive was not to prove Ball had defamed him, but more likely a cynical attempt to silence fair and honest public criticism on a pressing and contentious government policy issue.

The fact Mann refused to disclose his ‘hockey stick’ graph metadata in the British Columbia Supreme Court, as he is required to do under Canadian civil rules of procedure, constituted a fatal omission to comply, rendering his lawsuit unwinnable. As such, Dr Ball, by default, has substantiated his now famous assertion that Mann belongs “in the state pen, not Penn. State.”

Mann er som sagt ikke blot en enkelt svindler, der har forurenet den videnskabelige suppe. Han blev ophøjet og fejret fordi han fortalte et konsensus den historie de ville høre. Og den historie var en løgn.

En Holocaust overlever sagde engang at han havde lært en ting: At når nogen siger de vil slå een ihjel, så skal man tro dem. Der er ligeledes ikke noget nyt i venstrefløjens dans med landsforrædderiet, vi har vist det hele tiden, de har udbasuneret deres foragt for Danmark, Danmarks evne til at forsvare sig, det fri menneske, historien, mens de har hyldet totalitarismen, ægget det ondsindede fremmede, plæderet for undergangen, løjet og fordrejet. Og vi er nogle der har troet deres ord hele vejen. Men for de der kræver syn for sagn foreligger nu Bent Jensens Ulve, Får og Vogtere, et resultat af hans og hans forskeres arbejde for Center for Koldkrigsforskning. Lars Hedegaard skriver i Dispatch International

Politiske partier, enkeltpersoner og medier, der mener at have noget i klemme og er bange for, hvad Bent Jensen dog kunne finde på, har fået deres værste frygt bekræftet. Ikke fordi hans afhandling bærer præg af ildsprudende skældsord, udokumenterede personangreb eller frit opfundne konspirationsteorier. Men fordi hans værk er præcis det modsatte: En kildebaseret og nøgtern historiebog, der påviser, hvem der var ulve (gik fjendens ærinde) og hvem der var får (led af en utilgivelig naivitet) i de årtier efter 2. Verdenskrig, da Danmarks frihed stod på spil.

Vogterne var først og fremmest de utrættelige i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og i Politiets Efterretningstjeneste (PET), der år efter år prøvede at råbe skiftende regeringer op med advarsler om, at truslen fra Sovjetunionen skulle tages alvorligt, fordi herrerne i Kreml både havde den militære styrke og den fornødne hensigt til, når chancen bød sig, at rende landet over ende.

Bent Jensen holder sig tæt til kilderne. Ikke bare de danske og vestlige, som han har fået adgang til, men også de sovjetiske, som han i modsætning til de fleste, der har angrebet ham, kan læse. Hvor kildegrundlaget er for tyndt til at tillade nogen konklusion, skriver han det. Hvor der er usikkerhed, lader han usikkerheden komme frem – sådan som en nøjeregnende historiker bør gøre. Det betyder, at enhver, der vil bruge nogle år på at læse det materiale, som Bent Jensen og hans medarbejdere har gennemtygget, kan gøre det og drage deres egne slutninger, for der er overalt omhyggeligt redegjort for, hvad værket bygger på.

Adskillige steder finder man i stedet for en kildeangivelse et hammer og segl, som betyder, at der findes en kilde, som Center for Koldkrigsforskning har fået forbud mod at bruge, fordi PET eller Statsministeriet (de står for det store flertal af afslag), hævder, at det ville antaste statens sikkerhed eller stride mod hensynet til fremmede magter.

Det forekommer ufrivilligt komisk. For det første er der tale om kilder, som Bent Jensen og hans medarbejdere har læst – ellers ville de jo ikke vide, at de fandtes. For det andet er den eneste ”fremmede magt”, der kan komme på tale, USSR, som ikke har eksisteret de seneste 23 år, og som derfor heller ikke kan true statens sikkerhed. Så det må være noget andet, bureaukraterne er bange for. Ser man efter, hvor de mange hamre og segl forekommer, springer en anden forklaring i øjnene: Folkene i de fine kontorer har ud fra en politisk vurdering villet beskytte særligt begunstigede politikere, embedsmænd, journalister og andre mod afsløring.

Claes Kastholm er i Berlingske Tidende begejstret for “den meget grundige gennemgang af Socialdemokratiets sikkerhedspolitiske deroute” og den “detaljerede dokumentation af journalistikken i dagbladet Information i 1970erne og 1980erne, hvor den gamle modstandsavis og NATO-tilhænger lod sig misbruge til at manipulere med fakta og bringe artikel efter artikel med sovjetisk desinformation, er chokerende læsning.”

Hvis vi efter Den Kolde Krig havde fået et retsopgør som efter den tyske besættelse, ville ikke så få af de mest dominerende meningsdannere være kommet godt op at stege. Ét er, at man rent politisk går ind for et andet samfundssystem end det pluralistiske demokrati. Det er ens grundlovssikrede ret.

Noget andet er, hvis man modarbejder det sikkerheds- og alliancesystem, som et demokratisk flertal har vedtaget, ved undergravende virksomhed eller hjælp til den modpart, som sikkerheds- og alliancesystemet skal beskytte os imod. Så udøver man landsskadelig virksomhed. Så klar er sagen, og så klar har den været hele tiden lige fra 1946, da Den Kolde Krig tog sin begyndelse, og frem til 1991, da den sluttede med Sovjetsystemets sammenbrud og de østeuropæiske befolkningers befrielse af sig selv.

(…)

Først med Bent Jensen og hans forskergruppes arbejde har vi fået den omfattende, tilbundsgående beskrivelse, analyse og vurdering af Danmark under Den Kolde Krig. »Ulve, får og vogtere« er historievidenskab på et helt andet plan end DIIS-udredningen. Kildematerialet er langt, langt mere omfattende. Russiske kilder, som DIIS tilsyneladende slet ikke kender, indgår i undersøgelsen. Det samme gælder arkiver fra mange lande. Overalt dokumenteres der på solideste vis. Præmisser for vurderinger lægges hele tiden frem. Der tages forbehold, når kildematerialet ikke kan bære længere. Videnskabeligt set er det et dybt tilfredsstillende værk. Som al ordentlig videnskab søger det sandheden uden hensyn til interesser. Der føres direkte tale. Når det er muligt, bliver man konkret. Man skjuler intet. Dette er værket om Den Kolde Krig.

Politikens chefredaktør Bo Lidegaard slår anførselstegn om Jensens ‘nye’ russiske kilder og finder at bogen bærer præg af Jensens “idiosynkrasier“. Med en postuleret indsigt skriver Lidegaard at “med få undtagelser havde de danske revolutionære det mest i munden, og langt de fleste ville hellere fyre den fede end marchere i takt“. Lidegaard er ikke som Kastholm, begejstret over ‘klare sager’ og lancerer en historiefaglig kritik af Jensen og et forsvar for DIIS-udredningen

Problemet opstår, når meningsmennesket Jensen ifører sig historikerens ham og bruger stort og småt fra kildernes uendelighed til at føre sandhedsbevis for, at de, der mente noget andet end ham selv, ikke bare tog fejl, men var moralsk anløbne, dybest set landsforrædere og medskyldige i kommunismens forbrydelser.

Det er ikke kun voldtægt af kilder og historisk metode – det er også et forsøg på videnskabeliggørelse af politiske standpunkter, som minder mere om netop de totalitære regimer, Bent Jensen vender sig mod, end om en åben debat, hvor begge parter anerkender modpartens legitime ret til uenigheden.

På den måde bliver Bent Jensen sin egen værste fjende, når han polemiserer mod alt og alle – og ofte på et løsagtigt grundlag. Når Jensen for eksempel angriber DIIS for at mene, at Moskva ikke ville have interveneret i Polen, selv om folkebevægelsen Solidaritet havde overtaget magten i landet allerede i 1981 (bd. 1, s. 52), er der tale om en forvanskning af, hvad DIIS-rapporten faktisk siger om disse forhold.

Slår man efter, viser det sig, at DIIS påpeger, at Sovjetunionen forsøgte at få den daværende polske regering til selv at kvæle oprøret og ingen appetit havde på at iværksætte en invasion i Polen. Det er vel dokumenteret, og DIIS slår udtrykkeligt fast, at man heller ikke internt i Moskva havde gjort op med sig selv, hvad man ville gøre, hvis det ikke lykkedes (bd. 3, s. 26). Altså præcis det modsatte af, hvad Bent Jensen videregiver.

Lidegaard mener at selv om “der er bid i Bent Jensens anklager mod en venstrefløj, der kom alt for langt ud“, så svækkes Jensens faglige troværdighed af hans polemiske pointer.

Information er langt fra begejstrede over Jensens eksistens og minder som det første om at Ulve, Får og Vogtere “…er resultatet af en folketingsbevilling” (som også undersøgelsen af erhvervslivet under den tyske besættelse, som Folketinget på initiativ af Enhedslisten satte i værk under Nyrup-regeringen i 1990´erne) og ansporer en indignation over at Jensens medarbejdere kun “nævnes i forordet for at have »ydet store og væsentlige bidrag«” i forordet, hvor ud af “15 afsnit begynder de otte med ’Jeg’“. Men det er selvfølgelig ikke det eneste der er fælt ved Jensen

Bakker man som Bent Jensen op om den vestlige oprustning som forsvar for frihedsværdier og som legitim strategi for at knække de socialistiske regimer, må man i logisk forlængelse heraf betragte og behandle fortalerne for nedrustning som politiske modstandere, der, alene ved at opfordre til forhandlinger, gik fjendens ærinde: »Fredsbevægelserne gjorde […] hvad de kunne for at hjælpe høgene i Kreml« (s. 66). Herfra er der jo ikke langt til landsskadelig virksomhed, og konklusionen ligger lige for: Da gennembruddet i nedrustningsforhandlingerne endelig kom i 1987, »trak Moskva tæppet væk under fødderne på fredsbevægelsen« (s. 686). Udsagnet giver kun mening, hvis man betragter fredsbevægelsen som et kommunistisk levn fra tiden før Gorbatjov. Kunne det tænkes, at fredsbevægelsen havde opnået, hvad den ville? Eller i det mindste så dét ske, som den havde arbejdet for?

Forfatteren nægter simpelthen at tage det fænomen alvorligt, som var den drivende kraft bag 1980’ernes uafhængige fredsbevægelse, som vægrede sig ved at sværge troskab til nogen af de to parter i konflikten. Heri ligger fremstillingens store svaghed. Bortset fra det lille – men velorganiserede – DKP betragtede venstrefløjen og fredsbevægelsen nemlig hverken USSR eller USA som hovedmodstander. For dem var det våbenkapløbet i sig selv, der udgjorde den dødelige trussel.

Pudsige selvmodsigelser

Den sovjetkritiske venstrefløj kæmpede en brav kamp mod DKP’s overtagelsesforsøg i faglige og græsrodsorganisationer, og at dømme ud fra de til tider meget heftige opgør på venstrefløjen i 1970’erne og 1980’erne kan man undertiden få det indtryk, at DKP og ikke den borgerlige lejr var SF’s og VS’ hovedfjende. Antikommunismen var velbegrundet, og den var ikke forbeholdt højrefløjen.

Men hos Bent Jensen finder vi ingen seriøs diskussion af alternative tolkningsmuligheder, og hans bog gør intet reelt forsøg på at forstå Den Kolde Krig som en geopolitisk konflikt mellem to konkurrerende politisk-økonomiske systemer, der hver især opererede med militære strategier over for modparten, defensive såvel som offensive, og som hver især på forskellig vis søgte at påvirke meningsdannelsen i Vesteuropa.

Det er nu snarere Information, der stadig ikke forstår kvalitetsforskellen i Den Kolde Krigs konkurrerende politisk-økonomiske systemer og derfor heller ikke essensen af den geopolitiske konflikt. Men Information har faktisk lært noget af sit gode navn

Diskussionen fortsætter, og i den forbindelse kunne man virkelig ønske sig, at myndighederne lettede vilkårene for denne vigtige kamp om fortolkningen af vores nære fortid: Adgangen til det relevante materiale kunne utvivlsomt udvides betragteligt, også uden at det skadede »Rigets forhold til fremmede magter«, som standardbegrundelsen hedder, når der gives afslag på arkivadgang.

Og det er her Information, Politiken, Mogens Lykketoft, Jørgen Dragsdahl, Lasse Budtz, Ritt Bjerregaard, Kjeld Olesen, Anker Jørgensen, Svend Auken og resten af spielverderberne vil tabe. “Modsat sine utallige fjender har Bent Jensen konsekvent valgt at slås for sandheden og bekæmpe løgnen“, skriver Svend Ove Gade i Jyllands-Posten. Og Jensen er ikke den sidste forsker der dykker i arkiverne, flere vil følge, hans udlægning vil udbygges, flere spørgsmål vil rejses og Lidegaards skønmaleri vil skalle af. Som  Lars Hedegaard pointerer

Ulve, får og vogtere er en triumf for historieforskningen. Uden at sige det, hævder den historieforskningens suverænitet over for indtrængere, der forlanger, at den skal tage politiske hensyn, vise underdanighed over for den herskende ”moral” og det som alle rettænkende er enige om.

Ethvert historisk værk, der er blevet stående, udmærker sig ved at have holdt fast ved historieforskningens unikke domæne – efter bedste evne at skildre hvad der et sket uden hensyntagen til de tæer, der bliver trådt på. Alt andet er skønskriveri og propaganda.

Og hvis man, som denne anmelder, er en ganske almindelig borger, skal man ikke lade sig afskrække de mange kilo, som de to bøger vejer, og som kan forårsage en diskusprolaps, hvis man ikke er i træning. Enhver kan læse dem, for sproget er ligetil. Man kunne godt have undværet et par udtjente udtryk (”en grimasse der kan passe”, ”et vink med en vognstang”), men stort set er sproget udsagnskraftigt, frisk og vejrbestandigt.

Der må også gå en ros til den ukendte billedredaktør. Sjældent har man set magen til indlevelse i teksten og sjældent har man set billeder, der i den grad sætter den i perspektiv.

Bent Jensens værk vil blive underkendt og lagt for had af den herskende klasse – alle dem der har noget i klemme.

Men det vil blive stående som en klassiker i dansk historieskrivning.

Lasse Jensen spurgte for nogle måneder siden pikeret over at skulle stå til regnskab i Information “næste år fejrer vi 25-året for Murens fald. Er det ikke snart på tide, at vi kommer videre?“. Nej, et opgør med landsskadelig virksomhed skal gennemstås i sin helhed. Det er en evindelig proces i kampen for at bevare friheden. Bent Jensen har sparket døren ind for kommende historikere og journalister, der vil afdække hvorledes mennesker i betroede hverv og på centrale poster svigter danskerne og undergraver deres frihed. Og systemets forsøg på cover-up ved destruktion af dokumenter lægger kun tyngde til Jensens værk.

Ulve, Får og Vogtere kan meget vel blive startskuddet til en normalisering af at afdække landsforrædderiets anatomi. Landsforræddere som Corfitz Ulfeldt, stikkerne og hippoerne og, hvis man er så tilskyndet, samarbejdspolitikerne hører fortidens lukkede kapitler til, forevigt lagt ned i afsluttede kapitler, under vilkår der ikke mere er gældende. Men med Den Kold Krigs forrædere er det også nutid. De mennesker, som så frit prægede åndslivet, politikken, jorunalistikken, hele den offentlig fortælling lever for manges vedkommende endnu, nogle stadigt aktive. Men mere vigtigt så lever deres ideologiske arvtagere i bedste velgående og er lige så aktive, skønt de ikke har et Sovjetunionen at sælge ud til. Til gengæld har de islam.

For ja, der er et klart person og ideologi sammenfald mellem de der undergravede Danmark under den kolde krig, solgte oplysninger, relativerede, løj og fordrejede til fordel for en fjendtlig magt til de, som sælger Danmark til multikulturalismens voldelige brudzoner. De der taler lyver om og relativerer islam, der hele tiden vil give efter for dets krav. De er på en gang de samme som og arvtagerne efter Den Kolde Krigs forrædere. Som de var det under besættelsen. Med Landsforræderi kommer vi altså aldrig videre, det er ikke et afsluttet kapitel.

En palæstinenser trækker veksler på sin hengemte medmenneskelighed og accepterer at jøder kan bo på Mars

Men Mars er ikke et godt sted for der er allerede en fatwa mod at bo der fortæller Daily Mail

A Fatwa has been issued against living on Mars by clerics who say that trying to set up home there would be un-Islamic.

The fatwa – or ruling – was issued by the General Authority of Islamic Affairs and Endowment (GAIAE) in the UAE after the Mars One organisation announced that it would try and establish a permanent human settlement on Mars.

The committee argued that an attempt to dwell on the planet would be so hazardous as to be suicidal and killing oneself is not permitted by Islam.

According to Khaleejtimes.com it said: ‘Such a one-way journey poses a real risk to life, and that can never be justified in Islam. There is a possibility that an individual who travels to planet Mars may not be able to remain alive there, and is more vulnerable to death.’

Rettidig omhu? Måske, men heri ligger forklaringen på at muslimer aldrig er først og aldrig bidrager med noget fornuftigt til menneskeheden.

I disse jubilæumsdage for fatwaen mod Salman Rushdie kunne man på BBC læse at forlaget Pengiun India har trukket en bog om hinduer tilbage fordi hinduer har let til krænkelse - og vold.

“Now here’s this book. And there will be more. After half a century of studying and engaging with Hinduism, I’m not about to be silenced by a few (bad) eggs,” academic Wendy Doniger wrote in her latest book On Hinduism, published last year.

Doniger, who teaches at the University of Chicago and has written nearly half a dozen books on Hinduism, including a translation of the Kama Sutra, was writing about how her 2009 book The Hindus: An Alternative History quickly became a lightning rod for Hindu anger.

Doniger wrote that bloggers had accused her of attacking Hinduism and sexualising Hindus, flooded Amazon with their “lurid opinions of the book” and sent her obscene and threatening emails. There was even a protest outside the US embassy in Delhi calling for the book, which was climbing the best-seller non-fiction list, to be banned. The book had also prompted a legal challenge from Hindu groups and attracted at least two separate criminal complaints.

But Tuesday’s news of her publisher Penguin India deciding to recall and destroy all remaining copies of The Hindus is being seen as the unkindest cut of all.

The publisher appears to have come to an out-of-court agreement with a little-known Hindu campaign group called Shiksha Bachao Andolan (Save Education Movement), which had filed cases against the book.

The man behind the campaign is Shiksha Bachao Andolan leader Dinanath Batra, a former teacher and school principal. After retirement, he told a newspaper, he began to devote his time to a “mission to see distortions removed from books taught to schoolchildren“.

Since then, he says, he has filed some 10 lawsuits involving “objectionable passages” from various textbooks. He filed another demanding an essay on Ramayana by the late poet and scholar AK Ramanujan be dropped from the history syllabus of Delhi University. That was followed by a legal notice to a newspaper for publishing a story on Hindu terrorism. Then he trained his guns on the Doniger book.

(…)

Academic Pratap Bhanu Mehta writes that the country’s reputation as a bastion of liberal values is “dimming by the day”.

He makes the point that the courts have also failed liberal India “because of a law that signals that it is open to banning books”, a point Doniger also makes in her statement. Mr Mehta despairs that liberal India has also been “silenced” by “professional offence mongers”. He blames the educators for the “extraordinary failure of the project of liberal education”.

Mr Mehta writes: “Wendy Donniger could not have damaged Hindus. But if liberal India dies, Hinduism will die as well. It’s a frightening message for one of the world’s largest religions.”

En The New York Review Of Books artikel fra 2005 fortæller om hinduistisk sensibilitet.

On January 5, 2004, an incident at one of India’s leading centers of historical research, the Bhandarkar Oriental Institute in the town of Pune, southeast of Bombay, demonstrated how serious things had become. Just after 10 AM, as the staff were opening up the library, a cavalcade of more than twenty jeeps drew up. Armed with crowbars, around two hundred Hindu militants poured into the institute, cutting the telephone lines. Then they began to tear the place apart.

The militants overturned the library shelves, and for the next few hours they kicked around the books and danced on them, damaging an estimated 18,000 volumes before the police arrived. More seriously still, they severely damaged a first-century manuscript of the great Hindu epic the Mahabharata, as well as a set of palm leaf inscriptions, some important relics from the prehistoric site of Mohenjodaro, and a very early copy of the Rig Veda—the world’s oldest sacred text—once used by the great German scholar Max Mueller.

The cause of this violence was a brief mention of the institute in the acknowledgments of a short scholarly book, Shivaji: Hindu King in Islamic India by James W. Laine, a professor at Macalester College in Minnesota. The book, which had been praised by scholars when it appeared in the spring of 2003, was a study of Shivaji Bhonsle (1627–1680), the Hindu guerrilla leader from western India who successfully challenged the Mughal Empire and eventually had himself crowned as Chatrapati (“Lord of the Umbrella”) of an independent Maratha state. Shivaji is now regarded as a near-divine figure by many Hindu nationalists. He is also the particular folk hero of Maharashtra, the region around Pune and Bombay, whose airport, station, and museum have all been renamed in his honor.

In his book, Laine wrote that Shivaji’s parents “lived apart for most if not all of Shivaji’s life,” adding that “Maharashtrians tell jokes naughtily suggesting that his guardian Dadaji Konddev was his biological father.” This was interpreted as a suggestion by Laine that Shivaji was illegitimate; after a horrified review was published in a Marathi weekly magazine, a series of protests began. In October an elderly Sanskrit scholar whom Laine had thanked in his acknowledgments was beaten up and had his face smeared with tar. To forestall further violence, in November the book was withdrawn from the Indian market by Oxford University Press, and an apology for causing offense was issued by the author.

The Indian newsmagazine Outlook ran its story of the attack on the institute across two pages under the banner headline “A Taste of Bamiyan,” and most of the leading Indian papers carried editorials attacking what one referred to as the “Talibanization” of India. “We cannot have the mob write our history for us,” said Indian Express.

Unluckily for Professor Laine, the attack took place in the months leading up to India’s general election and the book soon became an election issue. The militants who carried out the attack held public meetings announcing that they wanted every Indian named in the book’s acknowledgments to be arrested, questioned, and tried. Opening his campaign in Maharashtra, the then prime minister, Atal Bihari Vajpayee, issued a “warning to all foreign authors that they must not play with our national pride. We are prepared to take action against the foreign author [Laine] in case the state government fails to do so.”

Uffe Ellemann Jensen har mange gange udtrykt at man har ytringsfrihed, men ikke ytringspligt. Det er myntet på de, der er uenige med ham og ikke ham selv. Men jo, man har faktisk en ytringspligt, hvis ikke man vil have pøblen til at skrive historien!

Lars Vilks Komiteen markerede fredag 14. februar i samarbejde med Ateistisk Selskab 25. årsdagen for fatwaen mod Salman Rushdie ved en paneldebat med så prominente navne som Henryk Broder, Lars Vilks selv og David Pryce Jones. Men også direktør for Centre for Secular Space og grundlægger for ”Women against fundamentalism” Gita Saghal, Næstformand for Ateistisk Selskab Nana Prentø, redaktør ved Information Niels Ivar Larsen og Mikael Jalving sad i panelet. Det betød at der kun var 5 minutters oplæg fra hver panelist førend der var spørgerunde. Og det var synd for både Pryce Jones og Henryk Broder var en soloaften værd. Til gengæld sad vi ved små borde, hvor vi kunne have vores alkohol stående, noget som altid er tiltrængt når man skal høre så meget tale igennem.

Mens jeg startede på min første øl fandt jeg mig pludselig i selskab med Lars Vilks, der talte med gode venner ved mit bord. Vilks er en venlig, vidende og humoristisk mand og han talte om hvor tilfældigt islamisk krænkelse bryder ud. Oftest er det journalister der aktivt leder efter eventuelle krænkede til en hurtig kommentar og ind imellem tager en historie sig selv og så sprøjter der fatwaer ud. Og så begræd Vilks stille hvorledes ufriheden også havde sænket sig over Danmark ved at pege op på de vandflasker, der var sat frem til panelisterne. Kun Vilks egen bajer, købt i baren, markerede et sidste lille rebelsk trods. Og så blev arrangementet indledt ved en velkomst af Jaleh Tavakoli, der præsenterede sig som dansk-iraner og medlem af Lars Vilks Komiteen førend Brix tog ordet og præsenterede panelisterne og en endeløs række af emner der ville blive berørt.

David Pryce Jones’, Jonathan Quayle Higgins III’s akademiske lillebror, kunne som en ægte engelsk lærd ikke selv strække armene helt ud og nå mikrofonen og måtte forlade sig på medpanelisten fra den tidlige kronkoloni. Pryce fik i Brix’ introduktion stor ros for sin seneste bog hvilket han brugte som oplæg til at fortælle om hvorledes hans bøger nogle gange blev anmeldt i den arabiske verden. En forarget introduktion, hvor Jones blev beskrevet som en dekadent zionist kapitalist blev efterfulgt at et 500 ord langt citat fra bogen, hvorefter en kort kommentar pointerede at det værste endda endnu ikke var sagt og så blev anmeldelsen afsluttet med et 1000 ord langt citat fra bogen. Således fungerer system og islam kritik i den arabiske verden.

Pryce Jones Hævdede at den iranske revolution i 1979 sammen med 1989 fatwaen mod Salman Rushdie var et historisk vendpunkt, hvor islamisme som en ny ideologi indtog verdensscenen. Han beskrev ytringsfriheden som en kampplads for en civilisationernes kamp og fremhævede at begrebet ‘islamofobi’ var et kunstigt ord, et propaganda våben til at kvæle kritik. Som Brix skyndede på ham for at have overskredet sine 5 minutter fortsatte Jones med at fortælle om OIC’s Istanbul process der arbejdede på netop at beskytte religion mod kritik ved hjælp af hate-speech love. Jones advarede at vi var ‘færdige’, hvis vi, som Hillary Clinten mente vi burde, accepterede disse præmisser.

Indiske Gita Saghal mente at kunne spore den islamistiske bølge tilbage til hendes hjemland. Bangladeshkrigen i 1971 var for hende den moderne islamistiske mobilisering til massevold og vi levede i denne logik og dens opfattede succes’ eftervirkninger. Men for Saghal var der ikke tale om en kamp mellem civilisationer, som Jones havde slået til lyd for, men mellem civilisationes ideer. Det var nemlig hendes opfattelse at der var lige så mange muslimer som vesterlændinge, der ville frihedens værdier. Hun sluttede af med at fritage den islamiske verden for eneskylden i truslen mod ytringsfriheden ved at nævne den seneste absurditet fra det engelske, nemlig forlaget Penguins tilbagekalden af en bog om hinduisme under frygt for repressalier.

Vilks startede med at hamre mikrofonen ind i sin frihedens øl førend han slog ned på udsagnet om at man ‘forsvarede ytringsfriheden’. Det var tomt,mente han, ytringsfriheden skulle bruges. Han beskrev hvorledes vi levede i en offentlighed præget af hurtige politiske budskaber som en slags åndelig fastfood, hvor vi istedet har brug for og skulle insistere på “slow thinking”! Vilks mente at vi levede i en tid, hvor man kunne få taletid uanset hvor dum man er, hvilket jeg blev lidt stødt over, og han sluttede af med at genfortælle hvor tilfældigt hurlumhej om en opfattet krænkelse kunne opnå en kritisk masse med udgangspunkt i hans egen rundkørselshund.

Henryk Broder lagde ud med at proklamere at de gode nyheder var at vi ikke havde censur, men at de kedelige nyheder var at vi havde selvcensur. Selvcensur var ikke nødvendigvis af det onde, men det betød et frihedstab. Selvcensuren var båret frem af politisk korrekthed, som Broder beskrev som en pludselig tåge der lægger sig over et emne, en tåge man ikke kunne forudsige hvornår lettede. Og den politiske korrekthed er absolut ikke objektiv, men bygger på nogle grundantagelser, som at islam er godt, kapitalisme ondt og klimaforandringer menneskeskabte. Hele dette (under)forståelses kompleks var nærmest at betragte som en religiøs bevægelse komplet med ypperstepræster og inkvisitioner mod kættere. Og så lancerede Broder, hvad der blev aftenens ord, da han beskrev hvorledes politisk korrekthed internaliserede det underforståede kompleks af grundantagelser i offentligheden så vi udøvede selvcensur. Under Salman Rushdie affæren havde der ikke været tvivl om at vi i vesten stod på den rette side med ytringsfriheden og at Khomeni og mullaherne var skurkene. Men i dag har vi internaliseret deres krænkelsesmentalitet og er selv i skurkerollen. Internaliseringen havde plantet sig så solidt i Tyskland at man nu ville indføre muslimske helligdage.

Næstformanden for Ateistisk Selskab forkyndte at stat og kirke burde adskilles og at man også burde afskaffe blasfemiparagraffen. Religion var nemlig en menneskeskabt idé og ideer lod sig ikke krænke. Derefter fulgte en forvrænget gennemgang af historien leveret med en intens ovebevisning, der havde gjort enhver vandreprædikant misundelig. “I belive in fact!” slog hun fast med guld i mund efter at have beskrevet hvorledes vi levede i De Sidste Dage for troende mennesker.

Niels Ivar Larsen fra Dagbladet Information tog Broders internalisering til sig og bekræftede at hvor vi vandt slaget om Rushdie, så har vi langt fra vundet krigen netop fordi vi netop har internaliseret fatwaen. Og så støttede han sig til en artikel fra dagens Information, hvor Kenan Malik pointerer at krænkelse kun er ens eget problem og at krænkelse er det uundgåelige produkt af frihed. At krænkelserne har den funktion at de trækker konflikterne frem så vi kan behandle dem. Og så flashede han stolt hvad der angiveligt var en Muhammedtegning fra sin avis.

Også Mikael Jalving, der flashede sit nyfarvede hår, tog Vilks beskrivelse af fatwaer som særegne, sjældne og tilfældige til sig. Men han mente at fatwaer kun var toppen af isbjerget og at organisationer der støtter hate speech love bliver stærkere og flere. Og parallelt med Broders bemærkninger om politisk korrekthed beskrev Jalving det religiøse drive der lå bag hate speech lovgivning der er en strukturel spændetrøje om ytringsfriheden. Og venstrefløjen førte via hate speech love lawfare mod sine modstandere og at denne knægtelse ville internaliseres i de kommende generationer. Jeg kom til at tænke på justitsminister Karen Hækkerup, der dagen forinden på TV2 News havde udtrykt ønske om at kunne undervise alle klodens børn i menneskerettigheder. For Jalving var hate speech love “the end of discussion”.

Og så var det tid til spørgerunden, hvor en svensker lagde for med at spørge panelet om man burde have lovgivning der beskyttede mod spredning af had. Pryce Jones svarede at han gik ind for uhæmmet ytringsfrihed og at nedsættende tale om hans østrigske baggrund ikke generede ham det mindste. Til det svarede Gita Saghal at det ikke var lige så let som inder i 70′ernes England at rende ind i en gruppe fodbold hooligans på vej hjem fra kamp. Hun beskrev derefter den mangelfulde lovgivning, der på den ene side kunne anholde en forvirret teenager for at skrive dumme ting på Facebook mens man lod hånt om at slå ned på de imamer og moskeer, der delte løbesedler ud i de muslimske miljøer med navne og billeder på specifikke personer og citater af, hvad de havde sagt. Disse underforståeede men klare trusler fløj kækt under juraens radar.

Derefter tog tidligere bestyrelsesmedlem for Trykkefrihedsselskabet Mrutyuanjai Mishra ordet og begyndt at tale om nye stemmer i debatten med udgangspunkt i 1971 blodbadet i Bangladesh i nogle lange minutter indtil Brix skar ham af da penalet vist havde forstået pointen. Det havde panelet dog ingen lunde, ingen kunne, men Ivar Larsen udfyldte rollen som den favnende avismand og bedyrede at han altid var på jagt efter ‘nye stemmer’ og vævede usikkert og velmenende over det tågede spørgsmål. Og så var det at den ateistiske stand-in for en kort bemærkning satte rav i den. Hun spurgte med dramatisk højrøstet stemmeføring, nærmest indigneret om nogen overhovedet havde overvejet at fatwaer var omfattet af ytringsfriheden. Broder virkede ikke rystet af dette tilsyneladende paradoks, måske fordi han evnede at skelne mellem handlinger og ytringer, men gav istedet endnu et eksempel på internaliseret frygt når FN godt turde mande sig op til at afkræve den Katolske Kirke at opfylde en lang stribe lige- og bøsse rettigheder, men ikke havde hævet et øjenbryn overfor mullaherne der lystigt stenede videre.

Brix fik hurtigt ro over de spirende gemytter så panelet ikke gjorde aftenen interessant ved at diskutere deres uenigheder og gav i stedet ordet til en ung mand, der lagde så lovende en Maliks præmis for sit spørgsmål, ved at konstatere at vi behøvede ytringsfriheden til at kunne kritisere ufrihed og udtrykke samfundets mangler. Men, og det var her aftenen begyndte at gå hurtigt på hæld, vi måtte kæmpe for at udvidde disse rettigheder også til dyr, der som levende væsener var at betragte som ligeværdige. Henryk Broder affærdigede gryntende spørgsmålet ved at konstatere at dyr var noget vi spiste, men Brix gav ordet til Jalving, som hun til salens moro præsenterede som panelets dyreretsaktivist. Men Jalving ville ikke trampe på dem der ligger mentalt ned og afviste høfligt ideen om dyrs om menneskers ligeværd.

Og så blev der lige tid til en kvinde der spurgte Broder om han kunne forklare Stockholmsyndromet. Det kunne han godt. Og så talte han igen om internaliseringen der havde affødt en diskussion i England om at forstå Lee Rigbys muslimske mordere. Nej, mente Broder, der var ingen grund til at forstå voldtægtsforbrydere, terrorister og pædofile. Der var ingen uhæmmet frihed fordi friheden var individuel og derfor skulle den give plads til andres frihed, hvilket var det indirekte svar til den ateistiske stand-in. Hun så upåvirket ud, som hørte hun slet ikke efter, men hun sad jo også allerede med sandheden. Saghal bød ind på de ironiske eksempler ved at pointere at politisk korrekthed var udtryk for racistisk ligegyldighed overfor de brune kvinder der er fanget som kulturbærere. Og så lagde hun til salens tilfredshed trumf på ved at beskylde vestelige regeringer for at begå et svigt ved at beskrive og anderkende grupperinger som Det Muslimske Broderskab som moderate.

Og det sidste sprøgsmål var muligvis om racismeparagraffen, det var svært at forstå, men Ivar Larsen bekendte at han var imod racismeparagraffen. Han mente den kunne have en nødretsfunktion, som måske havde hjulpet i Rwanda. Det tror jeg næppe, men aftenen var forbi og jeg skyllede mit 7. frihedssymbol ned og vaklede hjem.

“Klimakrisen var kendt - nu skal den betales” fortæller en overskrift i Information

Advarslen var ikke ny. Det nye i 2012 var, at den kom fra den britiske regering selv: »Risikoen for oversvømmelser forventes at stige væsentligt overalt i Storbritannien«, og antallet af briter berørt af oversvømmelser vil vokse til 3,6 millioner i midten af dette århundrede, skrev eksperter fra Miljø-, Fødevare- og Landbrugsministeriet (Defra) i den første vidtspændende klimaforandrings-risikovurdering for Storbritannien nogensinde.

Øverst på listen over de 700 risici, rapporten opremser, ligger flere oversvømmelser, og eksperterne vurderer, at prisen for det efterfølgende oprydningsarbejde, genopbygning og kompensation vil stige fra 1,3 mia. pund om året i 2012 (12 mia. kr., red.) til mellem 2,1 og 12 mia. pund i 2080 (mellem 19 og 109 mia. kr., red.).

Oversvømmelserne vil i fremtiden i højere grad »ramme folks hjem, sårbare samfundsgruppers velvære, kritiske infrastruktursystemers funktion (…) og skabe kaos for en lang række erhverv lokaliseret i flodsletterne«, vurderer eksperterne.

To år senere er advarslen blevet til virkelighed, efter det, chefforsker Julia Slingo fra det britiske Met Office kalder for »den mest ekstraordinære regnvejrsperiode i 248 år«.

»Vi har optegnelser, der går tilbage til 1766, og vi har aldrig set noget lignende,« siger Slingo til hjemmesiden Climate Progress.

Efter ugevis af regn- og stormvejr var der i går stadig udstedt 16 såkaldte severe flood warnings- der indikerer risiko for tab af menneskeliv – og hundredvis af mindre alvorlige advarsler. Flere end 600 hjem vurderes i øjeblikket at være oversvømmede, og næsten 1.000 personer er blevet evakueret, efter at Themsen i nogle områder steg til det højeste niveau i 60 år.

Sådan er det med religon, man ser varsler på dommedag overalt. Men vejr og klima er ikke det samme og den globale opvarmning der skete for 17 år siden , har ikke resulteret i mere ekstremt vejr. Daily Mail kan fortælle at at den gode Julia Slingo har fået et kun alt for velvilligt korps af mikrofonholdere i ind og udland til at danse hendes regndans

One of the Met Office’s most senior experts yesterday made a dramatic intervention in the climate change debate by insisting there is no link between the storms that have battered Britain and global warming.

Mat Collins, a Professor in climate systems at Exeter University, said the storms have been driven by the jet stream – the high-speed current of air that girdles the globe – which has been ‘stuck’ further south than usual.

Professor Collins told The Mail on Sunday: ‘There is no evidence that global warming can cause the jet stream to get stuck in the way it has this winter. If this is due to climate change, it is outside our knowledge.’

His statement carries particular significance because he is an internationally acknowledged expert on climate computer models and forecasts, and his university post is jointly funded by the Met Office.

Prof Collins is also a senior adviser – a ‘co-ordinating lead author’ – for the United Nations Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC). His statement appears to contradict Met Office chief scientist Dame Julia Slingo.

Last weekend, she said ‘all  the evidence suggests that climate change has a role to  play’ in the storms.

Dans, dans og regnen falder ned

Det er noget værre noget med den overvågning. 11/2 var der en venstredrejet demonstration der opfordrede: Tag Internettet tilbage

Den 11. februar er udnævnt til global aktionsdag mod masseovervågningen. Vi vil ikke finde os i, at internettet bliver lavet om til en gigantisk overvågningsmaskine. Derfor går vi på gaden igen — for at tage internettet tilbage!

Olav Skaaning Andersen skrev i BT

DET ER acceptabelt, at den danske og de amerikanske efterretningstjenester samarbejder om at overvåge folk, der er i gang med at planlægge en alvorlig forbrydelse, og der kan være gråzoner, der kan ramme uskyldige. Det må vi som borgere finde os, hvis det kan forebygge terror. Men den totale overvågning af en hele befolkning, må bekæmpes af alle med hang til frihed. Med alle midler. Både i USA og i Danmark.

Og EU mener at “Det skal være slut med den amerikanske indflydelse på nettets styring” ifølge Danmarks Radio

Det er nødvendigt at genskabe tilliden til internettet – og der må omfattende reformer til. Det mener EU, der nu fremsætter forslag, der skal sikre internettets frihed og uafhængighed i fremtiden.

Forslagene fremlægges blev fremlagt i dag af EUs kommissær for digitale anliggender, Neelie Kroes, der blandt andet kræver, at der skal sættes skub på processen med at internationalisere organisationen ICANN, der står for den overordnede koordinering af nettets grundlæggende adressesystem.

ICANN (herunder søsterorganisationen IANA) er også den overordnede enhed, der koordinerer de såkaldte toplevel-domæner (fx .com) og uddelegerer administration af de lokale domæner, der i Danmark hedder .dk og varetages af DK-Hostmaster.

Organisationen bor i Californien og trods mange års forsøg på at fravriste amerikanerne den, eksisterer den fortsat på en løselig kontrakt med de amerikanske myndigheder. ICANN har flere gange selv peget på, at organisationen i forvejen er internationalt styret, samt at de amerikanske politikeres direkte indflydelse er ikke-eksisterende.

Nu kræver EU altså alligevel en præcist defineret tidsplan for arbejdet med at løsne ICANN fra amerikanernes greb.

(…)

- Europa skal spille en stærk rolle i at definere, hvordan fremtidens [inter-]net skal se ud. Vores fundamentale frihed og menneskerettigheder er ikke til forhandling. De skal beskyttes online, skriver kommissæren.

Åh, de amerikanere med deres overvågning, de er så frække. Men amerikanerne spionerer trods alt for deres egne penge, eller i det mindste for gæld de selv stifter i Kina, så vi udsættes for en gratis krænkelse. Surt er det først når vi krænkes for vores egne penge, som Telegraph kan fortælle

Over £320 million has been spent on developing European Union surveillance drones without proper democratic oversight and amid concerns over close links between industry and officials, a report from a civil liberties watchdog has found.

Neither the House of Commons nor the European Parliament has been consulted over the development of EU unmanned aerial vehicles (UAVs) which are being designed to police Europe’s skies on law enforcement missions.

The contribution from British taxpayers to the projects is estimated to be more than £46 million despite publicly declared opposition from David Cameron, the Prime Minister, to EU drones surveillance or air force owned or operated at the European level.

The report by Statewatch, a European civil liberties watchdog, has uncovered a secretive €70 million (£58m) budget line that was inserted into new EU legislation on air traffic control for this year as “a politically driven priority” to develop drones for surveillance by European police forces, border guards and security services.

(…)

“Despite the widely held civil liberties and privacy concerns about the use of drones for policing and surveillance purposes, there’s not been a single jot of democratic scrutiny of the EU’s activities in this area,” said Ben Hayes, one of the report’s authors.

“This is a recipe for irresponsible innovation and a proper debate about where the technology is headed is long overdue.”

EU er et glashus.

Pia Olsen Dyhr kom med den overraskende meldning at “SF skal gå efter regeringsmagten” til TV2 få dage efter at SF blev knust under det, som nogen engang har kaldt “magtens tunge åg”. Men også Ole Sohn har det svært med hukommelsen (eller er det realiteterne?) når han til Jyllands-Posten, som forklaring på hans nye medlemsskab hos Socialdemokratiet, påstår at han har ændret sig

“Vi lever i en anden verden, end vi gjorde i 70′erne, en globaliseret verden,” siger den tidligere SF’er med tydelig henvisning til sin tid i DKP, Danmarks Kommunistiske Parti, før han blev folkesocialist. Sohn uddyber:

“Derfor er det jo klart, at man ikke kan bruge de svar, som man gav i 70′erne på de udfordringer, som vi står overfor i 10′erne. Alene dét gør, at der skal findes nye svar. Så det er både Verden, der forandrer sig - og mennesker.”

Det vil sige at Sohn ikke fortryder sin kommunistiske fortid. Kommunismen passede faktisk på 70′ernes problemer. Der var et behov for at Danmark blev til en sovjetisk lydstat. Vi valgte så desværre en inferiør vej. Så nu er løsningen “et 10-årigt skattestop med tilhørende løntilbageholdenhed foruden en overførelse af sparede midler fra den offentlige sektor til skatte- og afgiftslettelser for virksomhederne“. Dette kunne vi have undgået, hvis blot vi i 70′erne eller senest 80′erne havde kørt dissidenter væk på ladvogne en gang for alle. Ak, ja.

Politiken mindede læserne om at vores nye udenrigsminister Martin Lidegaard i   samskriv med den nu tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach i en kronik i Politiken for ti år siden foreslog at man nedlagde Udenrigministeriet

I stedet bør Danmark satse på en fælles europæisk udenrigspolitik, lød det opsigtsvækkende budskab.

LÆS KRONIKKENFarvel til dansk udenrigspolitik

»Vi glemmer at tage det næste og logiske skridt. Nemlig at nedlægge det danske udenrigsministerium, som vi har kendt det. Hvis Danmark, som et lille land, for alvor skal tage konsekvensen af den globale virkelighed, kræver det et radikalt opgør med den udenrigs- og forsvarspolitik, som vi har kendt«, skrev de to radikale politikere.

»Vi i Danmark - og i de andre EU-lande - må sige farvel til den nationale udenrigspolitik, som vi har kendt den. Fastholder alle EU-lande deres egen udenrigspolitik, fortsætter den europæiske udenrigspolitik med at være en kulisse uden indhold, der aldrig vil kunne skabe en blød europæisk balance til verdens hårdeste supermagt, USA«, lød det videre.

Vi er for små til at hævde vores egen stemme i den store verden, mente Lidegaard og hans radikale kammersjuk altså således, dengang i de ideologisk frigjorte oppositionsdage. Ja, det er ganske ironisk og tak til Politiken for dette mind om vores politkeres opportunistiske idealer. Men ironien er nu alligevel lidt forsinket. Bach plejede allerede som udviklingsminister ideen om at skønt Danmark var for lille til at være Danmark var Danmark alligevel rigelig stor nok til at redde den 3. Verden. Og ligeledes Lidegaard der som klimaminister hævdede at det globale klima kunne reddes af Danmarks mægtighed. Og det mener de to radikalere vel stadig? Og radikale, det er de; nationalt selvhad hånd i hånd med storhedsvanvid.

Ikke helt fra ugen der gik, men et guldkorn fra Thor Möger. I dag mandag udkommer bogen ‘Den Hemmelige Socialdemokrat’ hvor man kan læse artige ting, bl.a at Sass Larsen sammen med Thor Möger kaldte Helle Thorning Schmidt Barbie-Helle bag hendes ryg. Og det er spændende læsning i sig selv. Men mere beskrivende for vort land og vor tid og de, der regulerer vores adfærd gennem statsapparatet…

En historie, der ligger i fortiden, men som stadig peger forud, er den om SFs Thor Möger, der i sin som kampagnekoordinator bliver opsøgt af en gruppe studerende, der vil høre om partiets inklusion af græsrødder. Han svarer, at folk skal have oplevelsen af at blive taget med på råd. Hvortil han tilføjer:

»Men gu’ gør de da røv. Vi styrer det hele og får det til at se ud, som om folk har noget at sige.«

Hvilket nemlig giver en fin overgang til EU. Her har man fået kvababbelse over at den menige Schweiziske befolkning frækt har stemt sig til et håb om at få indvandringen under national kontrol. Fra Snaphanen

I interviewet med Tages-Anzeiger har Andreas Schwab også andre interessante ting at sige, som samlet set tegner et tydeligt billede af, hvilke metoder man vil tage i brug mod national-stater, der modsætter sig deres egen aflivnning.

Interviewer: Men Schweizerne står da ikke alene. Også indenfor EU er der forlængst blevet sat spørgsmålstegn ved den frie bevægelighed.

Andreas Schwab: Det er ikke en Europæisk debat, det er kun i enkelte medlems-lande. Der er dog også hos os politikere og partier, som kun vil have fordelene ved EU, uden at ville acceptere de ting som nogen-gange er lidt vanskelige…

Interviewer: Men, helt ærligt, hvis der var en lignende afsteming i EU-landene ville den få samme resultat.

Andreas Schwab: Naturligvis findes fristelserne alle vegne. Men politik begynder nu engang med at se virkeligheden i øjnene. Der er gode grunde til at disse spørgsmål ikke stilles til borgerne i andre lande. Resultaterne er kun et øjebliksbillede. Når Schweizerne indser at EU ikke vil forhandle, ændrer de holdning…

Det er sikkert de samme gode grunde til at medierne ikke reagerer på udtalelser som disse. God arbejdsuge!

Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen skrev i en kommentar i Berlingske Tidende i sommer

Protesterne i Tyrkiet ryster landets status som rollemodel i en grad, som skaber ekstra bump på vejen mod EU-medlemskab. Men situationen, som har mere til fælles med ungdomsoprøret i 1968 end »Det Arabiske Forår«, kan også ende med at styrke det højt besungne tyrkiske demokrati.

Og sådan fortsatte kommentaren, der trods bekymrede forbehold oste af Ellemann velkendte optimisme for Tyrkiet som et civiliseret land. Ellemann skriver i en grundlæggende dobbelttydig stil som at Erdogan selv har “bidraget til det indtryk af magtfuldkommenhed“, at “Erdogan har ikke formået at skabe tillid” og at hans “stil er blevet mere og mere autokratisk” og det har “skabt mulighed for, at det førende oppositionsparti (CHP) kunne puste til ilden, da de første demonstrationer begyndte“. Men meningen er klar og falder i hak med Ellemanns mangeårige advokeren for at Tyrkiet skal være en del af de hensygnende men stadigt rimeligt civiliserede lande i EU.

Premierminister Erdogan og hans regerende AK-parti har et solidt folkeligt mandat, som er blevet bekræftet ved flere valg, siden de kom til magten i 2002. Samtidig har Erdogan stået i spidsen for en formidabel økonomisk succes og tillige en række politiske og sociale reformer, som er de mest vidtgående, siden Atatürk skabte det moderne Tyrkiet.

(…)

Tyrkiet har hidtil været en rollemodel, og er blevet fremhævet som et eksempel på, at et islamisk land kan have et rimeligt velfungerende demokrati. Og en sådan rollemodel er der hårdt brug for, nu hvor befolkningerne i mange af regionens lande søger at finde ud af, hvilken vej de vil gå.

(…)

Rollemodellen er rystet. Så meget, at det også kan bremse Tyrkiets videre vej ind i EU, som i forvejen rummer mange forhindringer. Håbet er, at der ud af rystelserne kommer et endnu stærkere tyrkisk demokrati. Det vil være i alles interesse.

Kedelige kræfter konspirerer mod noget grundlæggende sundt. David P Goldman var i december stadigt ikke imponeret over den formidable økonomiske succes som Ellemanns rollemodel tilskrives

Turkey is a mediocre economy at best with a poorly educated workforce, no high-tech capacity, and shrinking markets in depressed Europe and the unstable Arab world. Its future might well be as an economic tributary of China, as the “New Silk Road” extends high-speed rail lines to the Bosporus.

For the past ten years we have heard ad nauseum about the “Turkish model” of “Muslim democracy.” The George W. Bush administration courted Erdogan even before he became prime minister, and Obama went out of his way to make Erdogan his principal pal in foreign policy. I have been ridiculing this notion for years, for example in this 2010 essay for Tablet.

The whole notion was flawed from top to bottom. Turkey was not in line to become an economic power of any kind: it lacked the people and skills to do anything better than medium-tech manufacturing. Its Islamists never were democrats. Worst of all, its demographics are as bad as Europe’s. Ethnic Turks have a fertility rate close to 1.5 children per family, while the Kurdish minority is having 4 children per family. Within a generation half of Turkey’s young men will come from families where Kurdish is the first language.

(…)

Now the hashish smoke has cleared, Erdogan’s Cave of Wonders has turned back into a sandpit, and the foreign policy establishment has nothing to show for years of propitiation of this Anatolian wannabe except a headache.

Now that Turkey is coming unstuck, along with Libya, Egypt, Lebanon, Syria, and Iraq, we should conclude that the entire project of bringing stability to the Muslim world was a hookah-dream to begin with. Except for the state of Israel and a couple of Sunni monarchies that survive by dint of their oil wealth, we are witnessing the unraveling of the Middle East. The best we can do is to insulate ourselves from the spillover effect.

Og EU viser også tegn på stigende bekymring, skriver Wall Street Journal

Turkey’s parliament passed a bill that would allow authorities to shut websites without a court ruling, in a move critics slammed as an effort by Prime Minister Recep Tayyip Erdogan to silence dissent and expand his media control.

Lawmakers led by the premier’s Justice and Development Party, or AKP, approved the measure late Wednesday, despite charges that it would significantly curtail free speech and intrude on personal freedoms.

The law, which must be approved by President Abdullah Gül to take effect, would allow the agency charged with monitoring telecommunications to block access to Internet sites within four hours of receiving complaints about privacy violations. Turkey’s web hosts would also have to store all traffic information for up to two years, according to the measure.

(…)

“The Turkish public deserves more information and more transparency, not more restrictions,” said Peter Stano, spokesman for the European Commissioner for Enlargement Stefan Füle. “The law needs to be revised in line with European standards.”

Turkey’s leading industry and business association, TUSIAD, has warned the legislation will lead to wider censorship, while the Committee to Protect Journalists described the law as radical.

(…)

Mr. Erdogan’s move to put curbs on the Internet follows a corruption investigation that started mid-December and has ensnared some of the premier’s political and business allies. More than 20 suspects have been jailed, all of whom deny the charges. The prime minister has cast the graft probe as a foreign-backed plot to topple his government and derail Turkey’s economic progress.

Images, videos and sound clips allegedly pertaining to the bribery case went viral online, prompting the government to claim the investigation is politically motivated and resulting in the removal of a lead prosecutor for allegedly breaching confidentiality rules.

The draft law to broaden the telecommunications monitor’s powers comes just weeks after the government moved to tighten its grip on the judiciary, removing thousands of police officers, prosecutors and judges from their posts.

Og dette er blot seneste skridt i en udvikling, der har været igang væk fra “et endnu stærkere tyrkisk demokrati” lige siden Erdogan satte sig som premierminister, skriver Ryan Mauro for Clarion Project, der også minder om at Erdogans terrorforbindelser

The Turkish government continues to cleanse the judiciary and security services of opponents as new questions about its links to terrorists arise.

The Islamist government of Turkey has been embroiled in a major political crisis since December 17 when dozens of allies of Prime Minister Erdogan were arrested on corruption charges. Erdogan responded by canning the prosecutors and police chiefs responsible. He blamed foreign governments and  a U.S.-based Turkish cleric named Fethullah Gulen.

In January, the Turkish government fired 96 judges and prosecutors and fired or reassigned 2,000 police officers and prosecutors, including 470 in the capital city of Ankara. Erdogan said that the actions were taken to stop a “coup” and “the judiciary should not go beyond its mission and mandate.”

New attention is also being given to Erdogan’s links to Islamist terrorists.

Erdogan is particularly close to the Humanitarian Relief Foundation (IHH) that was involved in the Mavi Marmara incident in 2010 where its operatives attacked Israeli soldiers boarding a vessel that tried to violate the blockade on the Hamas-controlled Gaza Strip. The blockade’s purpose is to stop Hamas from arming, but Erdogan does not consider Hamas to be a terrorist group. The U.S. State department does list Hamas as a Foreign Terrorist Organization.

The IHH is labeled a terrorist organization by Germany, the Netherlands and Israel. There is bipartisan support in the U.S. Congress for doing the same because of its extensive links to Hamas and Al-Qaeda.

On January 1, the Turkish police intercepted a truck allegedly owned by IHH that was shipping weapons to Syria. The involved police and counter-terrorism officers were reassigned and the prosecutoraccused the Turkish government of obstruction for stopping a search of the truck.

On January 14, the Turkish security services arrested 23 suspected terrorists in raids on the IHH. A senior Al-Qaeda operative was among those detained. The Deputy Prime Minister immediatelycondemned the raids and sided with IHH over his own country’s authorities. Again, two police officers were fired, as were bodyguards for eight involved prosecutors.

Erdogan’s links to a Saudi terrorism-financier named Yasir al-Qadi are getting scrutinized by some Turkish commentators. The U.N. required that member states freeze his assets in 2001 because it was convinced of the evidence against him. As with the IHH, the Erdogan government says its friend is innocent.

The Turkish government also has an abysmal record on press freedom. The Committee to Protect Journalists says that more journalists were imprisoned in Turkey than in any other country in the last two years. In addition, over 70 reporters lost their jobs after reporting on anti-government protests that erupted last summer.

“We need to underline that the Turkish press is no longer doing investigative reporting,” says Ertugrul Ozkok, who held the position of editor-in-chief of the Hurriyet newspaper for 20 years.

Måske kan man argumentere at Erdogans vej væk fra demokratiet fremmer et opgør med ham der fører til demokrati. I så fald kan intet gå galt. Men indtil videre ser de internationale komplikationer som EU nok kunne være foruden

President Obama praised the partnership between the U.S. and Turkey in May when the Turkish prime minister visited the White House. The two men have spoken frequently about the unstable situations in Egypt, Syria, and other nations. In the aftermath of the Sept. 11, 2001, attacks, Turkey and the U.S. cooperated effectively against terrorism.

But the relationships with people connected to Hamas and al-Qaida is such a problem, argues Schanzer, that it might even qualify Turkey as a state sponsor of terrorism. Now, there are only four countries currently on that list: Cuba, Iran, Sudan, and Syria. All four nations provide support for acts of terrorism, both domestically and internationally. For example, Iran has previously sent people to Argentina to blow up synagogues in Jewish community centers, among other instances.

Such a designation from the U.S. government would be quite drastic and is highly unlikely to happen, considering that it threatens an alliance that has, according to U.S. officials, helped many American efforts in the region. Turkey is critical in overthrowing the Assad regime in Syria and containing Iran. A terror designation, which hasn’t been given since 1993, would mean sanctions and political isolation.

However, that is not saying American officials have not directly gone to Turkish officials and expressed their concern in this area. They have done so to “the highest levels,” according to former U.S. Ambassador to Turkey James Jeffrey, who served from 2008 to 2010.

Men det kommer selvfølgelig an på, hvad man vil med EU. Personligt vil jeg bare ikke være i selskab med endnu flere tyrkere.

Folketingens formand Mogens Lykketoft har kreeret en lille sag ved at insistere på besøge Gaza uden at ville tale med israelerne. Det er hans ret, mener han, mens de borgerlige beskriver ham som en idiot fordi de ikke tør forestille sig at han bare er antisemit. Zenia Stampe fløj straks til tasterne og svinede Israel og de borgerlige til, hvilket igen gav Politikens læsere mulighed for også at lufte deres slet skjulte antisemitisme midt i de opreklamerede myrderier i Israels nabostater. Zenia Stampe skrev

Kan man forestille sig, at det danske militær vil sortere i, hvilke politikere fra udenlandske demokratier, der må føre dialog med borgere i Danmark? Eller forhindre at danskere med en bestemt etnicitet fører dialog med en formand for et udenlandsk demokratisk parlament?

Nej. Under ingen omstændigheder. Det er ikke et demokrati, der gør sådan. Men sådan gør Israel.

Nu har jeg uden held søgt og søgt og søgt hele natten efter forargede skriverier fra Stampes hånd om Englands indrejseforbud mod  partileder og parlamentsmedlem for EU landet Holland Geert Wilders. Men jeg kan forstå på hende at hun er ked at, hvorledes bøssekarle behandles i Rusland og der burde hun måske nok skele småligt til Gaza, hvor det er forbudt ifølge sharialoven. Nå, Stampe er forarget over at Lykketoft “nægtes adgang til helt almindelig demokratisk dialog“. Hvad en udemokratisk dialog er ved jeg ikke, men hvor er man hende i det politiske landskab når man betegner en dialog med et terrorstyre (ifølge EU) som almindelig? Stampe fortsætter ufortrødent oprevet

Det er fuldkommen chokerende. Grotesk.

Og vanviddet fortsætter, når borgerlige politikere som Søren Pind (V), Lene Espersen (C) og Søren Espersen (DF) lægger skylden på - ikke Israel, men Mogens Lykketoft. De anklager Mogens Lykketoft for at tage parti i konflikten mellem israelere og palæstinensere.

Men det er da Søren Pind, Lene Espersen og Søren Espersen, der vælger side, når de accepterer, at Israel har ret til at bestemme, hvem danskere og palæstinensere må tale med. Mod demokratisk dialog. Mod Danmarks interesser.

Det er nu ikke så grotesk eller chokerende eller vanvittigt thi når der er tale om kutyme, som der er, er der tale om hvad der er normalt, hvilket derfor ikke kan overraske. Den tidlige udenrigsminister Mogen Lykketoft er ganske bekendt med diplomatisk kutyme, hvorfor de borgerliges opfattelse af ham som idiot ikke holder.

Inden vi tager et uddrag af Stampes Politikenlæsere skal jeg lige nå at sige at flere læsere trods alt og desværre forgæves minder Stampe om at Lykketoft kan rejse ind i Gaza via Ægypten, som kontrollerer Gaza’s vestlige grænse, hvis han virkeligt så gerne vil fraternisere med terrorvældet. Om Ægypten er interesseret i det ved jeg ikke, de har lige dræbt en masse palæstinensiske terrorister. Og hurrah for det. Andre læsere minder om at det danske politi pr ordre fra den siddende regering konfiskerede danske borgeres til lejligheden indkøbte tibetanske flag fordi man ville skåne en kineser for demokratisk dialog. En minder om at Lykketoft ikke kan tale med Fatah medlemmer i Gaza fordi Hamas har slået den ihjel og at Hamas har som erklæret mål at slå jøderne ihjel. Og endelig spekulrer een i at Lykketoft har så travlt med at åbne danmark og de danske pengekasser for alle og enhver at han simpelthen ikke tror at det kan være anderledes ude i verden.

Nåh, frem med antisemitterne

Jens Kjærbøl | Cand.pharm.

Ærke-zionisten

Ærke-zionisten Søren Espersen forlanger, at Mogens Løkketoft med sit arbejdsbesøg skal følge den tradition, Espersen kalder det diplomatiske regler, som har været gældende de sidste 15 år, når politikere besøger Mellemøsten. D.v.s. at besøge Israel først og lade Israel bestemme datoen (og muligheden) forud for besøgsaftalen med palæstinenserne. Ærke-zionisten har åbenbart ikke bemærket, at den palæstinensiske repræsentation i København sidste år er blevet opgraderet til ambassade. Lige som i de andre nordiske lande og i andre verdensdele. Eller også er det Espersens lokale forsøg på at holde palæstinenserne nede som underhund.

(…)

Gregers Nielsen | Livsstilekspert

USA og Israel.

Israel vil ikke tillade udenlandske politikere at se Gazastriben ligesom USA ikke vil lade udlændinge besøge Guantanamo-udryddelseslejren.

(…)

Jonas Mollerup | Student

Hvad Mogens Lykketoft ikke måtte se med egne øjne

Tanken om Lykketoft være vidne til at Røde Kors opgiver med at uddele telte til gazanere der får deres hjem mejet ned, var muligvis for uhåndterbar “This week, the International Red Cross said it would stop giving tents to Palestinians who lost their homes from demolitions in the occupied West Bank near Jordan. They cited Israel?s consistent obstruction and commandeering of aid for the decision. Israeli political and military officials did not respond to Reuters? requests for comment. Last week, Israel destroyed 36 Palestinian homes in the Jordan Valley, the proposed eastern border of a future Palestinian state. The action displaced 66 people, 36 of them children, according to the UN data. The UN condemned the action, calling for the destruction to stop.” http://rt.com/news/israel-palestinian-destruction-aid-134/?utm_source=browser&utm_medium=aplication_chrome&utm_campaign=chrome

(…)

Else Marie Arevad |

Hornet i siden

Den israelske regering har tydeligvis et horn i siden på Lykketoft, fordi han tidligere har tilladt sig at kritisere Israels politik. Så kan han lære det!

(…)

Jens Kjærbøl | Cand.pharm.

Diplomatisk blindhed

Der er et par debattører samt flere anbefalere, der har gjort sig til talsmænd for Løkketofts indrejse via Ægypten, bl.a. Israel-lobbyisten Kim Goltermann. De pågældende må være diplomatisk blinde, hvis de ikke kan forudse en endnu mere horribel reaktion fra røverstaten Israel.

(…)

Jens Kjærbøl | Cand.pharm.

Underhund

Israel kæper for at bevare palæstinenserne som underhund. Med den voksende internationale anerkendelse af palæstinensernes ret til en stat mister Israel muligheden for at få betaling for at acceptere en palæstinensiske stat. Israels modkrav/betaling er et krav om en fredsaftale med palæstinenserne og den arabiske verden. Men ‘fredsaftale’ er groft misbrug af ordet fred. Det manipulerende ordvalg dækker over Israels krav om, at palæstinenserne og de arabiske lande accepterer, at Israel har røvet næsten hele Palæstina ved krigsforbrydelser. Danmarks Mellemøst-politik har tidligere været Israel-liderlig. Nu lysner det.

(…)

Karin Bennedsen |

Alle…

….muslimhadere har altid, lige som Søren Espersen, travlt med at forsvare apartheid- og besættelsesstaten Israel.

(…)

Arvid Holm |

Hensyn til Lykketofts sikkerhed?

Området vrimler vel med palæstinensiske snigskytter, der baldrer løs på snart sagt alt, der bevæger sig? Det er vel derfor, forbindinger kaldes for gazabind? Der er næppe tvivl om, at Lykketoft bliver mejet ned, hvis han viser sig i en snigskyttes skudfelt. Med det sære skæg og stirrende blik ligner han jo grangiveligt en ortodoks jøde af den onde slags. Jeg synes, at israelerne viser stor fornuft og et forbilledligt menneskesyn, når de vælger at beskytte den ældre herre mod følgerne af hans egen ufornuft.

(…)

Gregers Nielsen | Livsstilekspert

Intet nyt under solen Zenia.

Det er jo ikke en tilfældighed at Søren Espersen også i det ydre minder om Mussolini.

(…)

Carsten Halvorsen | Anmelder

Hjemkald ambassadøren

Skal Israel bestemme hvem, formanden for det danske folketing må besøge, og hvordan og hvorhen han rejser? Det er en fornærmelse, der er til at tage og føle på. Heldigvis er det med til at gøre Israel endnu mere ugleset her i landet. Men jeg synes da, at regeringen og den nye radikale udenrigsminister burde reagere skarpt og benytte sig af det diplomatiske træk at hjemkalde den danske ambassadør i Israel. Det vil formentlig såre israelernre så meget desto mere, fordi Danmark netop har anerkendt en palæstinensisk ambasadør

(…)

Hans Lembøl | Automobilejer

Endnu engang…

…dokumenterer Israel, at være en oplagt kandidat til betegnelsen “Slyngelstat“. Mærkeligt, at landets ledere ikke kan se, at de skyder sig selv i fødderne. Hvad er det Israel håber på at vinde ved at gøre sig mere og mere forhadt rundt om i verden?

Imens i den syriske by Homs sidder en katolsk præst og beder verden for et øjeblik kaste sin opmærksomhed mod den hungerkatastrofe der udspiller sig der som følge af  muslimers generelle barbari

A Dutch priest trapped in the siege on the Syrian city of Homs has told how residents around him are being driven mad with starvation, as they are “abandoned” by the international community.

Father Frans Van der Lugt, a 75-year-old Roman Catholic and local leader in the besieged Old City in Homs, told of his community’s battle for survival in two years of living in a district brutalised by war and without food.

“Our city has become a lawless jungle,” said Fr Van der Lugt. “We are trying our best to behave in a fraternal way, so that we don’t turn on each other for the hunger.”

Fr Van der Lugt spoke to Telegraph by Skype after posting a video online in which he appealed to the outside world for help, from a rebel held district of Homs that has been sealed off by Syrian government troops.

For more than one year, no food has been allowed in, and no one is allowed out.

Deres ulykke er fraværet af jøder at bebrejde.

Ny for mig i hvert fald. Semit har, ikke overraskende, et sundt fokus på misforholdet mellem Israels essens og dets omdømme. Det er tiltrængt.

Fra Israel

Og fra Saudiarabien

Saudi Arabian Family hang their Ethiopian maid upside down from a hook and beat her to a bloody pulp. She is drenched in blood from the whips and sticks that the Saudi men use to beat her.

Non-European Foreign workers in the Gulf states are treated as de-facto Slaves, with no human rights and are kept as virtual prisoners by their respective “employers” and forced to endure harsh treatment for little pay.

A recent report by Amnesty International slammed the worsening state of human rights abuses in the country. Among the myriad criticisms leveled in the report, it was noted that migrant workers and other minorities regularly suffer abuse and “excessive use of force” at the hands of authorities.

Via Jews News

Det var Steen Gade der leverede denne kandidat til årets politiske citat, da han bad sig fri pressekorpset efter SF’s kollaps i DGI byen. Og det var lidt af et møde, hvor “[d]er blev råbt, der blev grædt og der blev kastet med ting“.

Astrid Kragh var hurtig til at forlade den synkende skude og melde sig ind i socialdemokratiet. På sin Facebook side forklarede hun at “Socialdemokraterne nu er det parti, der bedst favner mine politiske holdninger” blot to år efter at hun stillede op som formand for SF. Og hun fortsatte med at forklare at der ikke længere var “…opbakning til af føre den form for venstreorienteret politik, jeg gik til valg på“. Vælgerne synes nu at kunne huske at hun vist nok gik til valg på noget der hed Fair Løsning, en rød masterplan Margrethe Vestager hurtigt makulerede oppe i Tårnet. Og for at demonstrere sit fjerne forhold til vælgerskaren yderligere sluttede Kragh sit indlæg med at sige “farvel uden bitterhed“.  Bitterheden, viste det sig, var helt på SF-vælgernes side, der gav et fint lille potpourri i den anstændige tone, her i uddrag

Jon Rostgaard Boiesen Ikke overraskende. Det største illoyale svineri længe - men netop fordi det er dig ikke overraskende…

Kirsten Tuborg Christensen VendekåbeMads Mitchell Hold kæft hvor er du ynkelig og en taburetklæber.

Du har kun til salgs for penge.

Det kan ikke passe at du sviner demokratiet til på den måde og kun har været i SF for at kunne forsætte som minister.

Den dag du ikke skulle det mere forlader du det hele.

Mere grotesk er det hvordan du og resten af børne-banden kørte rundt med Villy Søvndal som ville være hip med de unge og som så betød at i fik lov til at få alt magten i SF.

Ingen af jer havde prøvet at arbejde eller taget jeres uddannelse færdig og alle jers løgne til befolkningen var kun tildække for at se hvor mange af jer der kunne blive minister.

Hvad så her to år efter, i har været med til at smadre et parti og gjort politiker leden rekord stor og svært at snakke rigtig politik for da der ikke nogle der tror på politiker mere.

Jeg håber at du er tilfreds med dit arbejde sammen med de fem andre børnebande medlemmer, jeg håber at det vil være sidste gang at en flok løgnagtige børn for lov til at deltage i politik før de har bare lidt hård under armen.

Og krittiken skal også gå til Villy Søvndal der gav mig en løgn sammen med HTS lige op i mit ansigt til den sidste debat i operaen.

At han på den måde lod sig styre af Thor møger for at kunne være hip med de unge og ar han blev overbevist om at alt vat ligeglad bare at han blev minister.

At han så også var en af de dårligste minister siger alt.

Tawfik Nerway Hvor du bare til grin

Frederik Germann Møller Du er stadig et stort svin,

Frederik Germann Møller Og du skal slet ikke snakke om sygdom, din lede kælling. For fanden hvor skal du stadig skamme dig over din udtalelse om sclerose!

Ole Vejsholt din lede overløber, håber de kan se hvad du er, MAGTSYG.

Vibeke Svenningsen Magen til menneskelig udspekulerethed skal man lede længe efter. Du forstår at hytte dit.

Steen H. Kruse - hvis det lugter er der som regel en lort i nærheden… Hvordan synes din familie det lugter Astrid?

Iben Kromann Dalborg Du burde virkelig skamme dig. Du er ikke anden end en karrierepolitiker. Jeg synes det er dybt usmageligt.

Claes Ahler Det stinker langt væk , føj siger jeg bare

Jan Faust Hmm … Du er lige så korrupt som alle andre politiker !!! Ynkeligt at se du hopper med på en vogn hvor man har gjort Danmark til et korrupt politistat !!!

André Sørensen FØJ!

Jacob Kongstad Jensen Hvor er du bare totalt til grin og en fucking vendekåbe….Din forræder….

Gitte Petersen Det er SÅ pinligt!!!! I er så bange for at miste alle jeres goder….minister pension osv….jeg brækker mig snart!!!!!!

René Wulff Christensen Du har ALDRIG været en rigtig SF’er

Svenne Jepsen Renegat, du er valgt ind i SF, så du burde for din egen samvittigheds skyld ha trukket dig helt fra Folketinget og ha overladt din stol til din suppleant. Hilsen Svenne Jepsen

Mille Vinstrup Laver du sjov ? Kan S lave om på det ? De stemmer jo (inkl) dig, for forringelser af velfærd og ulighed ??? Har i allesammen fået en hjerneblødning ? Astrid for fanden

Marie Sunesen Kunne du ikke have smuttet dengang for et år siden? Jeg har brugt det meste af et år på at forsvare dig overfor venner, familie og kollegaer. Føler mig lidt til grin nu.

Dan Andersen Sell out!

Jakob Dvoracek Fy for satan… Jeg mangler ord… Håber ved min Gud at du aldrig bliver minister igen….

Mikael Kayser Gjøe Hvor er du klam!!!

Forlader den skude man selv har været med til at sænke..,

Jeg håber du er færdig i politik-ville ikke pisse på dig om så der var ild i dig!!!!!

Anders Stærmose Loyalitet er et åbenbart ikke eksisterende for dig. Fy forhelvede.

Karl-viggo Pedersen TP det er så klamt så klamt Astrid Krag du er så magtsyg har intet med din politik at gøre føj føj

Annette Bettina Seeger Du skulle skamme dig. Men ikke noget nyt i at rød blok lyver og snyder deres vælger. Totalt forkælet attitude.

Lars Ohrt Har sagt det før… Og siger det gerne igen: “FUCK DIG ASTRID!!!”

Steen Graham Holm Astrid ! Du er den største forræder af alle SF’er , dit parti er i opløsning og du vælger at stikke halen mellem benene og stikke af , som det forkælede pattebarn du er , det viser jo kun noget om dig og havde du været min datter havde jeg skammet mig over dig , jeg håber af hele mit hjerte at vi snart for et valg , for så har vi hørt om dig for sidste gang . Hilsen en DF’er

Saman Mohammad Du er så ulækker. Bvadr.

Patrick Neukom Fis over til DF …

Useriøs politik..!!!!

Søren V. Sørensen Du er bare en klam klam so !

Helene CH Gede Tallaksen Du er jo totalt utroverdig og magtsyg!

Simon Glerup Kristensen Hykleriske, integritetsløse forræder.

Pernille Frahm havde skrevet “Endnu en rotte forlader skuden” men fortrød da det vakte forargelse. Og  i aftes var det så Ida Aukens tur. Efter “en meget lang rejse med SF de senste år” havde Auken besluttet at forlade partiet for “ovenpå de seneste dage, så har jeg besluttet mig for, at der skal ske noget nyt“. Og nyt blev det for hun trodsede enhver rotte logik og sprang fra Socialistisk Folkeparti helt over til de Radikale da de ”…er det parti, der repræsenterer mine værdier bedst“. Det er langt fra den Ida Auken der få måneder forinden havde kommenteret sine tidligere partirotter Jesper Petersen, Nanna Westerby og Emilie Turunens rettidige omhu på sin Facebook profil

»Hvis man er socialdemokrat, er det en god ide at melde sig ind hos Socialdemokraterne. Rigtige SFere rykker sammen, når det blæser,«

Ja, det er langt fra den Ida Auken om hvem Thomas Larsen spåede at være “en af de ganske, ganske få, som vil kunne samle partiet“. Nu er det så en radikalt anderledes Ida Auken, der får sin mor på grådens rand over udsigten til dette nye bal i den borgerlige. Det var ikke sært at mor Auken var rystet da hun få timer forinden havde lagt til drømmene om lille Ida’s potentielle formandskab for SF. Gamle Margrete farede da også ud med beskyldninger mod Trine Pertou Mach og Peter Westerman for at have “udsat [Ida Auken] for en så grov behandling” at hun nu var gået helt fra snøvsen og blevet Radikal. Thats how the orcs first came into being, you know.

Ole Sohn mente det var “[d]et mest pinlige og latterlige, [han] har været med til” i sit politiske liv. Sohn glemte måske at han meldte sig ind i DKP efter de store massemord på den sovjetiske befolkning, efter at Sovjet havde annekteret det østlige Europa bag Jerntæppet, efter opstandende blev knust i Ungarn og Tjekkoslovakiet. Og at Sohn blev siddende som formand for DKP i næsten 2 år EFTER Murens fald. Se det ville jeg mene var mere pinligt, grænsende til det forbryderiske.

Arh, ja, Ole Sohn, betvinger af marxistiske partier. Først drejede han nøglen om for DKP. Så infiltrerede han SF og lokkede dem ud på magtens galaj, hvor deres drømmes skib sank i et hav af realiteter. Og så gik der rygter om at han fulgte Atrid Kragh ind i Socialdemokratiets varme for at score sit hattrick og smadre det sidste marxistiske parti. Men det var desværre blot rygter og i stedet rasede Sohn mod Karina Lorentzen, Özlem Cekic, Lisbeth Bech Poulsen, Karsten Hønge og Eigil Andersen for at have ødelagt det for SF ved at holde nostalgisk ved de idealer der havde motiveret dem til et politisk virke, frem for at fuldføre Sohn’s 7 års plan.

Og så var det op til Anette Vilhelmsen at trække stikket for SF’s regeringsdeltagelse og sit eget formandskab. Og det gjorde hun på et pressemøde så iskold i røven, som forærede hun endnu en million væk. Så Steen Gade fik sit ønske om at komme ud i kulden for ingen luft er koldere end den mellem SF’erne.