Ole Hyltoft har ved sine anmodninger til DR om ikke at sprede løgne rystet de ansattes faglige identitet ifølge Politiken

»Jeg synes, det her sætter os værter i en helt umulig situation. Hvis jeg har fire gæster i studiet i en halvanden time lang udsendelse, har jeg ikke en jordisk chance for at vide, om alt det, de siger, er faktuelt korrekt«, siger Steen Bille, vært på P1’s »Kulturkontoret« i DR’s personaleblad ‘Dråben’.

Steen Bille var en af dem, der oplevede det som en brat opvågnen den dag, DR’s generaldirektør Kenneth Plummer sendte Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard en undskyldning på DR’s vegne, fordi en gæst i Sproglaboaratoriet henviste til, at Kjærsgaard engang havde sagt den famøse rottebemærkning.

Sten Bille udmærkede sig også ved i sin første sæson med Kulturkontoret ikke at gennemføre et eneste program uden af Dansk Folkeparti blev kratigt kritiseret uanset udsendelsens tema af et næsten altid enigt panel (hvor finder man et sådant udvalg af enighed hos den fløj, der er i mindretal?) og det er klart med et sådan gennemgående tema at fremtiden tegner besværlig.

Monica Krog-Meyer finder det imidlertid »dybt godnat«, at generaldirektøren sendte en undskyldning til Pia Kjærsgaard for hvad en gæst havde sagt i et program.

Helt godnat er det vel ikke når det drejer sig om nazistiske udtryk, men vi kan forstå at det er et problem for DR og for den sags skyld alle andre medier at være på forkant med gæsternes udtalelser. Og da efterfølgende undskyldninger til de, der bliver løjet om gør DR’s medarbejdere utrygge må man gå en anden vej i forsøget på berigtigelser. DR’s Orientering synes at mene at man istedet efterfølgende skal gå til angreb på de gæster, der fremkommer med urigtige oplysninger.

Dette må være den rigtige løsning fordi det stiller påstandenes ophav til ansvar. Mediernes opgave er således reduceret til deres spidskompetence nemlig almindelige journalistiske principper om nyhedsformidling og lødighed. Man skal i den ånd altså ikke have politisk slagside i sit udvalg af sager, som der også påhviler journalisten en præcis omgang med fakta, hvis man vil hænge andre ud for lemfældighed eller endda løgn. Det vil sige at heller ikke denne tilgang løser problemet for DR.

Orienterings angreb på psykolog Nikolaj Sennels påstande om at andelen af muslimer i danske fængsler var mere end 50% er symptomatisk for Danmarks Radio netop for sin slagside og sin underlødige omgang med fakta. For Danmarks Radio bliver nemlig kun bekymret over kritikere af islam, hvorimod jeg ikke kan huske at man nogensinde har udfoldet den mindste energi når det galt de mange mange påstande om indvandringens berigende effekt på Danmark eller at indvandrere på ingen måde var mere kriminelle end os andre osv, osv.

Den underlødig vinkel, som med eksempelt om Pia Kjærsgaard, insinuerer en infam politisk tænkning hos de, der måtte falde i Danmarks Radios unåde - i det her tilfælde Nikolaj Sennels. Den simple debat om, hvor mange muslimer, der sidder i de danske fængsler burde vel blot afdækkes nøgternt, måske endda med Sennels til at forsvare sine påstande overfor den sagkundskab DR’s research har fundet frem - Ligesom man gør det i forbrugerprogrammerne. Men DR’s Orientering vil hellere være tankepoliti og de indleder deres indslag således

Systematisk brug af forkerte oplysninger, der fremføres, som faktuelle, f.eks. om muslimer kriminalitet kan måske bringes for retten mener én jurist, mens en anden foretrækker…..

Orienterings brug af ordet systematisk er meget påfaldene for det gør Orientering i stand til at hente en jurist fra Danmarks Journalisthøjskole ind, der netop påpeger at systematiske løgne kan være strafbare i forhold til racismeparagraffen. Men indslaget demonstrerer ingen systematik, som det heller sandsynliggør eller endda forsøger på at vise at den tilsyneladende forkerte omgang med fakta er bevidst. Sennels behandles i Orientering, som en systematisk lyvende racist uden at det bliver sagt direkte. Måske det også er et udslag af den tyngende selvcencur.

Sennels svarer til gengæld overbevisende igen på Danmarks Radios kritik i Sappho, hvor han beklager at han fik tilskrevet en Capacent-undersøgel Cepos (noget, der altså ikke har at gøre med forkerte tal, men forkerte kilder) og at hans tal for muslimske indsatte galt ungdomfængsler.

De tal jeg har taget udgangspunkt i, når det gælder andelen af fængslede i ungdomsfængsler, baserer sig dels på egne observationer fra mit arbejde med kriminelle, dels Teori- og Metodecentrets rapport Projekt Fokus (Information, d. 2. maj 2009 “Flygtninges krigstraumer gør deres børn kriminelle”), og dels på en række øvrige statistikker omkring kriminalitet.

I ungdomsfængslet Sønderbro, hvor jeg selv har arbejdet, var omkring 70 procent af muslimsk herkomst. Teori- og Metodecentret bekræfter mine observationer i ovennævnte rapport, hvor de efter en gennemgang af alle landets ungdomsfængsler (herunder altså også Sønderbro) fastslår, at syv ud af 10 indsatte har etnisk baggrund. Dette passer fint med, at 67 procent af kriminaliteten i f.eks. København begås af indvandrere (kilde: Politiken, d. 31. august 2008) “Unge nydanskere fylder op i Dommervagten“.

Voksenfængsler: 19 procent?

Det officielle tal for andelen af muslimer i danske voksenfængsler (ikke kun ungdomsfængsler) er 19 procent (Kristeligt Dagblad, d. 3. juli 2008) ”Danske fængsler får mere fredagsbøn”

Men jeg mener, at det er rimeligt at stille spørgsmålstegn ved dette ”officielle” tal. Årsagen er, at jeg har mere end svært ved at forestille mig, at forholdet mellem indvandrere/danskere i danske fængsler pludselig skulle vende fra 70/30 til 19/81, når vi bevæger os fra ungdomsfængsler til voksenfængsler.

Hvad mener du, kære læser – lyder det logisk? Er det ikke værd at gnide sig lidt skeptisk på hagen over denne mystiske forvandling af ”blandingsforholdet” i danske fængsler? Kan det virkelig passe, at ingen af de 81 procent ”danskere” er opvokset i familier, som har sine aner i muslimske lande? Lad os undersøge sagen:

Dybere ned i tallene

Teori- og Metodecentret bruger kategorien “etnisk baggrund”, og den er selvfølgelig ikke det samme som “muslimsk baggrund”. Men hvis man så kigger på netop Danmarks Statistiks oversigter over, hvilke etniske grupper der begår kriminalitet, så får man et klart billede af, at langt, langt størstedelen af de fængslede indvandrere har muslimsk baggrund (kilde: Jyllands-Posten, d. 19. december 2008 ”Store forskelle i integration”):

På Danmarks Statistiks top-10 over kriminelles oprindelseslande besætter muslimske lande de første otte pladser. Først på en niendeplads kommer vietnamesere efterfulgt af danskere helt nede på en 10. plads. Den nævnte top-10 er over grove forbrydelser (straffelovssager) som oftest er de forbrydelser der ender med fængselsstraf.

Interessant nok er der i denne oversigt sågar taget højde for sociale og økonomiske faktorer. Det er værd at tage dette faktum i betragtning, for personer med muslimsk baggrund ligger generelt lavt når det kommer til både uddannelse (kilder: Videnscenter for Integration i Randers, maj 2005 “Unge, uddannelse og integration“; Rockwool Fondens forskningsenhed, maj 2007 “Etniske elever i klasserne gør ikke danske børn dårligere“) og arbejde (kilde: Jyllands-Posten, d. 19. december 2008: “Store forskelle i integration”, Udlændingeservice “Indvandrere og efterkommere i tal - svar 6“). Tager man ikke højde for disse faktorer, ligger kriminalitetsindekset for muslimer altså reelt endnu højere.

En stor del af ”danskerne” er i virkeligheden muslimer

Et vigtigt spørgsmål er selvfølgelig i denne sammenhæng: Hvor mange af gruppen “danskere” kommer så i virkeligheden fra muslimske familier?

Danmarks Statistik ved det formentligt, men som sagt har de forbud mod at offentliggøre tallene, fordi de ikke må registrere personer efter religiøs overbevisning. Mit eget bud er, at andelen af 3., 4. osv. generationsindvandrere med muslimsk baggrund som har begået kriminalitet er særdeles høj.  Fakta peger nemlig på, at muslimske indvandrere bliver mere kriminelle, jo flere generationer de har været i Danmark:

Tal fra Danmarks Statistik offentligtgjort i rapporten “De voldelige efterkommere” (af kulturpsykolog, cand. pæd. psych. Kirsten Damgaard og børneforsker, cand. rer. soc. Carsten Ringsmose viser, at efterkommere (altså 2. generationsindvandrere) er hele 83 procent mere kriminelle end deres forældre).

Der er altså en voldsom stigning i kriminalitet fra 1. til 2. generation. Hvordan med 3. generation? Kunne det ikke være interessant at få at vide? Står det til vores politikere, så må vi ikke få det at vide.

En anden opgørelse angående forskellen på kriminalitet mellem 1. og 2. generationsindvandrere mellem 20-29 år viser, at mens 12,5 procent 1. generationsindvandrere blev idømt en eller flere domme i 2005, så gjaldt det hele 22 procent for 2. generation (Nyhedsavisen, d. 19. januar 2008 ”Unge efterkommere  er de mest kriminelle”. I 2006 var tallet for 2.-generationsindvandrerne steget til 23 procent (kilde: Jyllands-Posten, d. 17. juni 2008) ”Øget kriminalitet blandt indvandrere” Det betyder reelt, at omkring 1 ud af 4 muslimske indvandrer mellem 20 og 29 år blev straffet i 2006. Tallet er stigende, og hvor højt bliver tallet mon i 2009?

I 2006 var overrepræsentationen blandt 1. generation på 32 procent, mens 2. generation har en overrepræsentation på hele 92 procent (kilde: Jyllands-Posten, d. 17. juni 2008) ”Øget kriminalitet blandt indvandrere”. Hvor stor er overrepræsentationen for 3. og 4. generation – som altså kategoriseres som ”danskere”?

Disse tal er som sagt fra 2005 og 2006, men siden da er der sket en voldsom stigning i indvandrerkriminalitet: Andelen af indvandrere set i forhold til danskere blandt ungdomskriminelle steg i København med 20 procent alene i 2008 (kilde: Politiken, d. 31. august 2008) “Unge nydanskere fylder op i Dommervagten“. Det er et tal, som helst skulle burde være faldet - og en stigning på 20 procent er ganske enkelt helt vanvittig. Men desværre også virkelighed: Antallet af danskere i danske fængsler er faldende, og antallet af muslimske er kraftigt stigende.

3. og 4. generation

Kriminaliteten blandt muslimske indvandrere er faktisk nødt til at være helt ekstremt høj for at kunne trække statistikken for indvandrere så langt op over gennemsnittet. Vores mange ikke-muslimske indvandrere begår nemlig 30-50 procent mindre kriminalitet end gennemsnittet. (kilde: Danmarks Statistik, ”Indvandrere i Danmark 2008)”.

Og hvad så med 3. og 4. osv. generation? Hvor stor en andel af de 81 procent danskere, som er i danske fængsler, har i virkeligheden en muslimsk baggrund (også selvom de måske ikke ser sig selv som praktiserende muslimer, hvis de bliver spurgt)? Jeg mener, at det er rimeligt at antage, at andelen er betragtelig. Jeg ville være dum – og det var jeg… - hvis jeg skråsikkert sagde, at voksenfænglser i virkeligheden har mere end 50 procent muslimer. Men jeg er sikker på, at procenten af muslimer er højere end 19 procent (selvom 19 procent også er højt: det er en overrepræsentation på 530 procent hvis vi siger, at denne befolkningsgruppe kun udgør 3 procent af befolkningen).

I øvrigt, bare til sammenligning: Andelen af muslimer i franske og spanske fængsler er 70 procent (kilder: Washington Post, d. 29. april 2008 “In France, prisons filled with muslims“ og Islamicawakening.com) “Spain Uses Interpreters to Monitor Muslim Inmates”

Sennels udbygger også sin argumentation for, hvor stor en udgift den islamiske tilstedeværelse koster samfundet. Det skal blive spændende at se om Orientering vil reagere i talkrigen og om en eventuel berigtielse kan forventes. Dog er der ingen grund til undskyldninger og da især ikke, hvis det ødelægger DR’s ansattes livskvalitet.

Det lyder lummert hva’? Men det handler om seksualforbrydelser, som ifølge den franske avis Le Figaro er steget med 50% i løbet af de sidste 10 år for gruppen af unge under 18 år. Forbrydelserne dækker over seksuelle overfald og voldtægt.
Brussels Journal:

A recent article in the French newspaper Le Figaro reveals that sexual violence is on the rise in France. Rapes constitute three-quarters of the crimes committed by young persons under the age of 18. In Nº 40 of his weekly journal, available through subscription, Yves Daoudal analyzes the problem from a different perspective than that of the Le Figaro: “Today rapes represent three-quarters of the crimes committed by those under 18. And more than half of those under 13 who get into trouble with the law are indicted for acts of a sexual nature (yes: under the age of 13). One thousand adolescents are implicated every year in matters relating to sexual assaults or rapes: the figures have increased 50% in ten years.”

Daoudal quotes from the Figaro article the explanations of the so-called experts, who attempt to explain the behavior of these young persons through the usual psycho-babble. But who never get close to the crux of the problem: “It is noteworthy that the ministry of justice, Le Figaro and its ‘specialists’, all follow assiduously a politically correct line, and consequently do not allow themselves to see what this is really about. Since no diagnosis can be made, no remedy can be found. An observer from Mars might be led to think that these articles and the ‘experts’ from the ministry have no idea what is happening in our society, particularly in the ‘neighborhoods.’ Moreover, we are told from the start that ‘this reality spares no milieu’.

Vi har at gøre med en stigning på 50% i seksualforbrydelser inden for en kort årrække begået af unge mennesker, men eksperterne kan ikke stille en diagnose på problemet, dog kan de forsikre os om, at intet segment i samfundet undgår denne tendens.

Det er bare ikke rigtigt. Det er simpelthen galimatias og dybt barokt. Det er, hvordan skal jeg sige det, enormt svært at forestille sig, at problematikken omkring stigende voldtægt er den samme i en bretonsk soveby, som den er i de parisiske forstæder.

Disse eksperter forsvarer sig ganske sikkert med, at det er særdeles vanskeligt at sige noget essentielt om problemets rødder…
Lad så mig foreslå en radikal løsning på denne tilsyneladende ubegribelige gåde: Giv disse eksperter tre måneder til at redegøre for problemets natur, dets udøvere, og hvad det er der driver dem. Er de såkaldte eksperter ikke i stand til at levere en ganske præcist besvarelse af ovenstående fordring, skal de bortvises fra deres arbejdsplads. Ingen pardon, ganske simpelt.

Ali Alfoneh konkluderer dystert i Weekendavisen om situationen i Iran

Den igangværende krise kommer særdeles belejligt for Revolutionsgarden, hvis Center for Strategiske Studier gennem flere år har udviklet metoder til bekæmpelse af en fløjlsrevolution. Den nuværende chef for Revolutionsgarden grundlagde det strategiske center og har siden haft stor indflydelse på Khamenei. Det vil næppe kræve særlig stor indsats fra Revolutionsgardens teoretikere at overbevise Khamenei om, at den milde Mousavi ikke er reformist, men revolutionær.

I det mest dystre scenario kan Revolutionsgarden få en religiøs tilladelse fra Khamenei til at nedkæmpe ikke kun demonstranter, men store dele af den hidtidige politiske klasse i Iran. Det vil, hvis det lykkes, forvandle Iran fra et autoritært teokrati til et militærdiktatur. Og Khamenei til et gidsel hos sin egen prætorianergarde.

Hvis ikke opstanden i Iran repræsenterer flertallet af befolkningen er den ikke bare chanceløs. De regimetro civile, der har deltaget i gennemtævningen af de demonstrerende, som man allerede har set flere eksempler på fratager i folkets øjne opstanden dens legitimitet, som den nedkæmpes. Bliver det en del af historien vil regimet ikke bare overleve, men befæste sin position både i det efterfølgende opgør med reformisterne og i sin status i den folkelige myte, som forsvarere af fælleskabet.

Det er heller ikke helt klart, hvad opstanden i Iran egentlig går ud på andet end en modstand mod den hidtidige linie lagt af Ahmedinejad og en stor og forståelig vrede over at blive holdt for nar gennem valgfusk. Hvor stor er afstanden mellem det siddende system og den opstandne masse? Hvor mange vil blot have Ahmedinejad væk eller at deres stemme skal repræsenteres i forhold til de, der grundlæggende ikke kan leve i det islamiske teokrati længere? Da folket gik på gaderne i Østblokkens sidste dage var det ikke marxistiske paroler og kommunistiske slagord man hørte eller fromme ønsker om justeringer - det er værd at lægge mærke til når der blandt demonstranterne i Teheran råbes Allahu Akbar under grønne faner. De intellektuelles og sekulæres valg af kampfæller i Iran har ikke været overbevisende før i tiden og det kan være meget svært at erkende et problem så dybt, som hele nationens religiøse forståelse.

I P1 Morgen 3. Time 22/6 gik Jens Nauntofte skridtet videre og tilskrev det klodsede og let gennemskue valgfusk et signal til oppositionen om at der ikke skal være tvivl om, hvem der har magten. Ophidselsen hos de unge og den politiske klasse var således fremprovokeret til en sidste vals og Ayatollah Khamenei havde symbolsk båret Revolutionsgarden tørklæde under fredagsbønnen og har slået fast at valgresultat er et guddommeligt mirakel. For Nauntofte var der ikke megen tvivl om, hvorfor gaderne nu er rolige i Teheran.

Det islamiske styres brutale fremfærd overfor de sekulære, hvor der endda har været forlydender om at demonstranter er blevet overhældt med syre fra helikoptere (ikke noget man gør mod dem, man anser for medborgere eller medmennesker) er et sindbillede på konflikten mellem islam og civilisationen. Så når man på Youtube kan se billeder af civile iranere i religiøse gevandter slå løs på demonstranterne fortæller det ikke blot historien om, hvor vigtigt det er at have folket på sin side i en revolution, hvis ikke man har del i magtapparatet, men også om det civiliserede samfunds umulige ægteskab med islam. De religiøse slår ikke løs på, hvad de opfatter, som fredforstyrerer eller politiske modstandere - de slår løs på blasfemikere, der som fjender af Allah er trådt ud af menneskeracen. Det er ikke en simpel politisk konflikt med en mulig løsning, men en eksistentiel, hvor det ene må lade livet for at det andet kan leve.

Hvis Ali Alfoneh og Jens Nauntoftes spådom holder og præstestyret får eller har fået nedkæmpet den gamle politiske klasse, ser vi måske ikke blot enden for den persiske kultur, der nu ikke længere vil have en elite til at repræsentere sin kulturelle særegenhed når det islamiske mørke først har domineret i et par generationer - og at civilisation ikke kan leve endsige overleve ved siden af islam. Vi ser også en udvikling, hvor store lande, fra Pakistan henover Afghanistan til Iran synke længere ned i islam. Og selv om Tyrkiet er langt bagefter i den udvikling er de dog trådt ind på samme spor, ligesom situationen i Egypten er stadigt mere ustabil. Hvis der nogensinde har været tale om en dominoeffekt er det hvad vi ser i disse år i den islamiske verden.

Den naive del af venstrefløjen (ikke at forveksle med den ondsindede) har bildt sig ind at man ved at udstrække sin tolerance over islams groteske skikke garanterede en gensidighed og har gjort sig blind for det tankesæt, der netop udelukker friheden for alle andre. At selve vores eksistens er en forhånelse af deres guds vilje og konflikten i Teheran er en logisk konsekvens af islamisk manifestation. Konflikten i Teheran og andre iranske byer er også vores.

Aftenposten fortæller om, hvorfor en pakistaner skifter det ellers generøse Norge ud med England

–Her kan kvinner tross alt gå med slør uten å bli trakassert. Bak disken i Oak Lane smiler ingen rødhåret kone med permanentkrøller, forkle og tøfler, men en ung mann med svart skjegg og en liten lue på hodet. Som så mange andre med innvandrerbakgrunn i Bradford driver Hafiz Abdur-Rahman (22) og familien butikk i lokalene hvor hvite briter i generasjoner drev bakeri, pub, kolonial og slakteri med stort utvalg av skinker, biffer og bacon. Nå er de hvite flyttet til andre bydeler.

Og som hun ikke vil trakasseres på grund af sit tørklæde fortrækker mange civiliserede kvinder sikkert også at blive fri for at trakasseres for ikke at gå med tørklæde. Det er klart på et helt banalt plan, at det ikke svarer sig for et samfund at gøde jorden for de islamiske udtryk, der i sin essens ikke udtrykker andet end undertrykkelse og dominans - altså foragt overfor og afvisning af demokrati og folkelighed.

Det er ligeledes en banal, men også delvist accepteret sandhed at folk helst vil bo blandt deres egne og derfor søger sorteringen/segregeringen. Når den kun er delvist accepteret er det fordi venstrefløjen udmærket forstår de mange eksotiske etniske gruppers ønsker om at leve blandt deres egne og hente ægtefæller i hjemlandet, hvor lignende danske eller “hvide” tendenser ville være direkte racistiske. Men tilbage til sporet så er det altså ikke et spørgsmål om segregering, men kun på hvilket plan - lokalt, regionalt eller nationalt. Aftenposten fortæller videre

Bradford er en av Englands største multikulturelle byer. Og som i Norge, kommer de fleste fra landsbygda i Pakistan. Men motsetningene mellom de ulike etniske kulturene er store og er drevet av frykt for hverandre. Folk lever adskilt i egne bydeler for hvite briter, pakistanere, tamiler, indere, afrikanere. De omgås ikke hverandre hvis de ikke må på jobb eller skole. Selv om familier med asiatisk bakgrunn har bodd her i generasjoner, er det mange som ikke behersker verdensspråket engelsk.

(…)

–Jeg skal gifte meg med en kvinne fra mine besteforeldres hjemland. Der er kvinner vant til å varte opp menn. Jenter som er oppvokst her, gjør ingenting for deg, sier han liketil før han spør: Men dere er fra Norge? Jeg var islamlærer for en familie fra Norge, de bor i strøket her.

(…)

Byen strever med fattigdom, kriminalitet, arbeidsledighet, dårlige skoleresultater og frustrert ungdom. En omfattende statusrapport fra 2001 slår fast at byens befolkning sliter med å snakke åpent og ærlig om gjengkulturer, tvangsekteskap, kvinner som nektes adgang til skolegang, narkohandel, åpne konflikter på og rundt skoler mellom barn med ulike kulturer og religioner – av frykt for å bli kalt rasister.

Bradford er et billede på alle store byer i Europa, hvis udviklingen fremskrives. Men det kan også være et bille på Europa, hvor visse lande er bukket under og andre lande har klaret frisag. Derfor glæder det mig altid, skønt jeg har svært ved at tro alvoren når såkaldt veluddannede unge muslimer i de sekteriske medier (Politiken, Information, DR) proklamerer deres snarlige afrejse på grund af debatklimaet og danskernes “muslimer-på-hjernen” holdning. Uanset, hvad ender vi alle med at bo blandt ligesindede, men om det kun er en bydel eller et helt land gør en stor forskel - især når, der skal vedtages nye love.

Der har i Weekendavisen verseret en intens debat om ytringsfrihed kontra tolerance, mellem professor i nordisk litteratur Thomas Bredsdorf, der blandt andet har skrevet den meget anbefalelsesværdige Den Brogede Oplysning, der gør sig til talsmand for tolerancen (holde sin kæft og tænke sig om imens) og Frederik Stjernfelt, der er talsmand for ytringsfriheden. Seneste indlæg kommer Stjernfeldt med og han udstiller Thomas Bredsdorf på følgende måde

»Et storslået exempel for at lære de intellektuelle at være meget moderate og omhyggelige i deres tale« - hvem taler her? Tøger Seidenfaden? Thomas Bredsdorff? Næ, det er den katolske inkvisition, der fejrer sin egen forfølgelse af fritænkeren Giovanni de Soria i 1730rne.

Modoplysning var også positionen hos stat og kirke, der forfulgte Spinoza og spinozisterne i den tidlige oplysning i 16-1700-tallet med censur, bogbrænding og fængsel for at beskytte den protestantiske tro. Det var positionen hos stalinisten Mogens Fog, da han diskuterede ytringsfrihed med PH og ville beskytte kommunismen mod ytringsfrihed (PH var naturligvis på den radikale oplysnings side - exemplet er fra Morten Møllers aktuelle Fog-biografi). Og modoplysning er aktuelt positionen hos Thomas Bredsdorff, når han fordrejer tolerancebegrebet til at betyde, at man skal »holde sin kæft« med sine synspunkter, hvis de kan krænke.

I øvrigt er tolerance ikke noget man udviser ved sin tale, men ved ikke at straffe andre for det de siger, som Kai Sørlander har slået fast så mange gange. Eller, som  Jesper Langballe præcist og fyndigt svarede imam Fatih Alev om, hvordan han ville reagere, hvis nogen virkeligt krænkede hans kristne religion groft: “Det må jeg bare finde mig i!“.

Politiken har en klumme, der hedder Godt Sagt, hvor man fremhæver debatindlæg fra andre medier man mener siger noget godt. Torsdag fremhævede Lars Trier Mogensen et indlæg fra docent Alf Ronnby, der i Jyllands-Posten havde doceret følgende

»Sverigedemokraterna står stærkest i Sydsverige og især i Skåne. Hvorfor er SD så stærkt et parti netop i dette gamle danskerområde«, spørger Ronnby og forsøger selv at svare: »Nazistiske kræfter var aktive i Skåne i 1930′ erne og højrepopulistiske bevægelser på et senere tidspunkt, hvortil kommer nogle lokalpatriotiske partier på højrefløjen.

(…)

»Undersøgelser viser, at der i Skåne er større modstand mod indvandring end i Sverige som helhed. Lokalpatriotismen er velkendt og omfattende i Skåne«

Skåne er nu pludselig en del af Danmark og det burde, skriver Mogensen, “glæde de ældre folk (…) såsom Ole Hyltoft og Søren Krarup“. Det er altså absurd at fastslå en national sammenhørighed med det, der engang var Danmark med mindre de bosiddende mennesker opfører sig uartigt. Så er det pludselig danskerområder. Danskhed i sandhed ophøjet til ideologi.

Omvendt skal vi så forarges eller smågrine af Danmarks bedste blog Snaphanen, der i øvrigt er mere læst end 180 Grader, som citeres for denne præcise analyse af, hvorfor svenskere søger over sundet for at arbejde

»Det vælter ind med mennesker, der aldrig bliver job til: ‘ Der bliver brug for dem engang’, lyder mantraet. Det trænger selvfølgelig de indfødte, der vil arbejde, til Norge og Danmark. At regeringen, samtidigmed at recessionen sætter ind, åbner for arbejdskraftindvandring, gør ikke situationen bedre. For at skære det ud i pap: Den svenske arbejdsløshed er importeret«.

Hvorpå Lars Trier Mogensen i ægte Politikenstil så konkluderer

Alt i alt lyder det som en dårlig handel for svenskerne: København får de flittige skåninge, mens resten af Sverige til gengæld får et stærkt Sverigedemokraterna.

Velkommen til paralleluniverset. Måske Politiken skulle til at følge lidt bedre med på Snaphanen.dk for at forstå problemerne i Sverige.

Man skal ikke sætte alt på et brædt lyder et godt ordsprog. EU’s træghed garanterer en magtesløshed overfor for den folkevandring, der skylder over vores grænser. Svagheden i selv konstruktionen og elitens foragt for folket deltager aktivt i nedbrydelsen af de suveræne nationer, der underkastes EU’s sværmeri for abstrakte idealer. Det kulturelle selvhad lever kun videre hos den politiske elite fordi den lover dem friheden til magten uden ansvaret overfor Folket. Folket derimod må konstant afveje deres drømme i forhold til virkeligheden og skønt dette ikke leder til en logisk og direkte konklusion så gælder det at jo længere væk fra Folket jo længere væk fra virkeligheden.

Nationernes forskellighed vil derfor betyde at problemer tolkes og mødes forskelligt og at man kan tage bestik af de forskellige erfaringer så at man kan tjene, som positive eksempler for hinanden eller tage bestik af andres fejltrin. Det er en væsentlig styrke, som sikrer en stor levedygtighed. Man kan gå den italienske vej (mere eller mindre elegangt) Fra Information

I dag vedtager det italienske parlament en såkaldt sikkerhedspakke, som indeholder en lang række tiltag på udlændingeområdet: Skat på opholdstilladelse, fængselsstraffe og strafforøgelse for illegale udlændinge, mulighed for at læger kan anmelde illegale immigranter og dermed bryde lægeløftet, udelukkelse af immigrantbørn fra skolerne samt indførelse af særlige borgerpatruljer bestående af frivillige italienere:

Eller man kan gå den hollandske vej Fra Chiesa Espresso

Many of the neighborhoods in Rotterdam are captive to the darkest, most violent form of Islamism. Pim Fortuyn’s house stands out like a pearl in a sea of chador and niqab. It is at number 11 Burgerplein, behind the train station. Every now and then someone comes to put flowers in front of the home of the professor who was murdered in Amsterdam on May 6, 2002. Someone else leaves a card: “In Holland everything is tolerated, except for the truth.” A millionaire named Chris Tummesen bought Pim Fortuyn’s house so that it would remain intact. The evening before his murder Pim was nervous, and had said on television that a climate of demonization had been created against him and his ideas. And his fears came true, when he was shot in the head five times by Volkert van der Graaf, a militant of the animal rights left, scrawny, head shaved, eyes dark, dressed like an environmental purist in a handmade shirt, sandals, and goat’s wool socks, a strict vegetarian, “a guy impatient to change the world,” his friends say.

(…)

Three months ago, “The Economist,” a weekly publication far from Wilders’ anti-Islamic ideas, spoke of Rotterdam as a “Eurabian nightmare.” For most of the Dutch who live there, Islamism is now a threat greater than the Delta Plan, the complicated system of dikes that prevents flooding from the sea, like the flood in 1953 that killed two thousand people. The picturesque town of Schiedam, part of the greater Rotterdam area, has always been a jewel in the Dutch imagination. Then the fairy tale glow faded, when in the newspapers three years ago it became the city of Farid A., the Islamist who made death threats against Wilders and Somali dissident Ayaan Hirsi Ali. For six years, Wilders has lived under 24-hour police protection.

(…)

Muslim lawyers in Rotterdam also want to change the rules of the courtroom, asking to be allowed to remain seated when the judge enters. They recognize Allah alone. The lawyer Mohammed Enait recently refused to stand when the magistrates enter the courtroom, saying that “Islam teaches that all men are equal.” The court of Rotterdam has recognized Enait’s right to remain seated: “There is no legal obligation requiring Muslim lawyers to stand in front of the court, insofar as this action is in contrast with the dictates of the Islamic faith.” Enait, the head of the legal office Jairam Advocaten, has explained that “he considers all men equal, and does not acknowledge any form of deference toward anyone.” All men, but not all women. Enait is well known for his refusal to shake hands with women, and has repeatedly said he would prefer them to wear the burqa. And there are many burqas on the streets of Rotterdam.

The fact that Eurabia has arrived in Rotterdam has been demonstrated by an episode in April at the Zuidplein Theatre, one of the most prestigious in the city, a modernist theater proud of “representing the cultural diversity of Rotterdam.” It is located in the southern part of the city, and receives funding from the municipality, headed by a Muslim, the son of the imam Ahmed Aboutaleb. Three weeks ago, the Zuidplein Theatre allowed an entire balcony to be reserved for women only, in the name of sharia. This is not happening in Pakistan or in Saudi Arabia, but in the city from which the Founding Fathers set out for the United States. It was from here that the Puritans disembarked in the Speedwell, which they later exchanged for the Mayflower. This is where the American adventure began. Today, it has legalized sharia.

Og Wilders er så farlig at man kører retsager mod hans ytringer, som man kunne læse i Kristeligt Dagblad og hvor “Throwing stones at the police is nothing special, it happens everywhere,”, som man kan læse i NISNews.  Det ligner situationen i England hvor englænderne derfor ikke vil have flere indvandrere ifølge Mail-Online

Seven out of ten adults want a massive cut in immigration, a poll has revealed.

The YouGov survey found that just one person in 20 supports the current record levels, which have boosted Britain’s population by 300,000 a year over the past five years.

The findings suggest immigration could become a significant election issue and sparked warnings that voters could turn to extremist parties if mainstream politicians fail to acknowledge their concerns

Og hvem kan man altid stole på til at forhindre nationernes selvforsvar?

But critics say it will have little effect, especially as Britain has no control over the numbers arriving from EU states, including eastern Europe.

Hvilket vælgerne jo godt kan regne ud også ifølge Mail Online

Frustrated British voters are ripe for a revolt against the European Union, a new poll has discovered.

Seven out of ten people are so angered by Brussels rules that they want the Government to start breaking them.

And a huge majority - 60 per cent to 30 per cent - believe Britain should refuse to pay any fines imposed for their disobedience.

Og utålmodighed og manglende tro får derfor englænderne til at forlade den synkende skude ifølge The Move Channel

Britain is experiencing the greatest exodus of its own nationals in recent history while immigration is at unprecedented levels, new figures show.

In 2007, 207,000 British citizens - one every three minutes - left the country and currency specialist Foreign Currency Direct has revealed that one in four working Brits are now looking to leave the country for sunnier climes and better job opportunities.

More British live abroad than any other nationality and the levels of emigration are now the same as those seen in the late-1950s when the £10 Poms left for Australia.

An increase in tax levelled at high wage earners coupled with rising UK unemployment is thought to be partly behind the mass exodus.

I Norge har man, som i Danmark et parti, der kan italesætte problemerne ifølge Ekstra Bladet

Hvis Fremskrittspartiet kommer i regering lover Sandberg, at partiet vil arbejde for en række nye love for indvandrere. De indbefatter blandt andet:

1. Et totalt stop for asylsøgere til Norge. Alle, der endnu ikke har fået færdigbehandlet deres sag, skal sendes til oprindelseslandet.

2. Der indføres en femårig prøveperiode for alle, der har fået opholdstilladelse i Norge. Hvis de under denne femårige periode undlader at følge norske love, regler og normer, skal de sendes retur til oprindelseslandet.

3. Alle som har fået opholdstilladelse i Norge skal evalueres efter fem år. Hvis de har tilpasset sig på tilstrækkelig vis i forhold til Fremskridtspartiets krav, skal der gå yderligere ti år, før de pågældende kan opnå norsk statsborgerskab.

4. I løbet af disse ti år skal de norske myndigheder sende alle, der begår kriminalitet, der takseres til en straf på tre måneder ubetinget fængsel eller mere, tilbage til oprindelseslandet.

5. Det skal tilsammen tage 15 år at opnå norsk statsborgerskab. Derpå skal man ikke kunne sendes tilbage til oprindelseslandet uanset en eventuel forbrydelses karakter og grovhed.

Det vil ‘man’ ikke have i Sverige ifølge Sveriges Radio

Utskick från Sverigedemokraterna väcker obehag hos Citymails brevbärare och inför valet till Europaparlamentet uppmanar Citymailklubben på SEKO företagets ledning att inte ta emot utskick från partiet, som fackklubben anser är främlingsfientligt.

– Vi anser att det är vår skyldighet att agera mot främlingsfientlighet och odemokratiska partier, säger Thomas Gorin som är fackordförande.

– Vi vill helt enkelt att våra medlemmar inte ska tvingas påverkas av ett parti som inte står för grundläggande demokratiska värderingar, fortsätter han.

EU-vejen prøves istedet af undergangens ryttere ifølge Sydsvenskan

EU:s hantering av flyktingfrågor beskrivs ibland som en tävling mellan länderna om att ta emot så få som möjligt. Under Sveriges EU-ordförandeskap står asylfrågor högt på dagordningen. Chanserna att få stanna ska vara lika, oavsett i vilket EU-land ansökan lämnas in.

Så är det inte idag.

Mindre än en procent av alla asylsökande i Grekland får uppehållstillstånd. I Sverige är andelen sjuttio procent.

– Systemet fungerar inte, säger migrationsminister Tobias Billström (M), som igår gästade Raoul Wallenberg-institutet i Lund.

35-årige Tobias Billström från Malmö har ett intensivt år framför sig. EU:s gällande femårsprogram för asylfrågor ska ersättas med ett nytt: Stockholmsprogrammet. Det innebär förhandlingar, politiskt rävspel och hektisk debatt kring asylfrågor.

– Alla medlemsländer säger att de vill ha ett gemensamt system, ända tills de faktiskt får det, säger EU-parlamentarikern Gunnar Hökmark (M) med ett snett leende.

Denna vår har visat på EU:s motvilja mot att ta emot nödlidande. I höstas gav EU-länderna ett löfte till FN: att gemensamt under 2009 ta emot tiotusen irakiska flyktingar från Syrien och Jordanien. En droppe i havet, med tanke på att Jordanien och Syrien har över en miljon irakiska flyktingar.

Under vintern ändrade sig EU. Hälften kunde vara nog, ansåg medlemsländerna: femtusen irakiska kvotflyktingar. Så blir det nu. Tyskland tar 2 500 av dem. Sverige tar 900. De flesta EU-länder tar inga kvotflyktingar alls.

Tobias Billström väljer att se det som en start.

– Om samtliga EU-länder tecknade sig för en kvot som motsvarar Sveriges, så skulle EU på årsbasis kunna erbjuda skydd för hundratusen personer.

På måndag flyger Tobias Billström till FN:s flyktingkontor i Jordanien för att studera situationen där. I ett försök att intressera andra EU-länder för systemet med kvotflyktingar bjöd den svenske ministern in sina europeiska kolleger på resan. Alla länder avböjde, utom Cypern.

Erfaringerne er ikke spildt på folk, der søger mod bedre forhold og derfor vil der være en automatisk sorteringsmekanisme, som udbygger forholdet mellem taberstater og de, der vil overleve. Aftonbladet skriver om de mange svenskere, der kigger mod Danmark efter et job

De flydde arbetslösheten i Sverige.

Och fick liksom tusentals andra svenska ungdomar jobb i Danmark.

– Här tjänar jag nästan 5 000 kronor mer efter skatt än vad jag gjort i Sverige, säger Joel Larsvall, 19.

En promenad genom den danska huvudstaden Köpenhamn är sig inte riktigt lik längre.

Bli inte förvånad om tjejen som serverar dig en röd pölse från pölsevagnen svarar dig på klockren svenska.

Og Danskerne vil ikke bo i Sverige i følge Børsen

Ifølge Danmarks Statistik har der for første gang været et regulært fald i antallet af flytninger fra Danmark til Sverige. Faldet har hovedsageligt fundet sted internt i Øresundsregionen.

Således var der 24 pct. færre flytninger fra Østdanmark til Skåne i 2008, hvor ca. 1000 personer færre end året før tog turen i denne retning. Dermed er der sat et punktum for flere års konstant stigende udflytning til Sverige, skriver Danmarks Statistik.

På den anden side er antallet af flytninger fra Skåne til Østdanmark i 2008 steget til lidt over 2500 personer. Dette er det højeste antal registrerede i statistikkens historie.

Siden Øresundsbroens åbning i 2000 har danskernes andel konstant ligget omkring de 70 pct. Denne andel er i år faldet til 60 pct., mens svenskernes andel siden 2003 konstant har ligget på ca. 8 pct.

Sidste år valgte ca. 1350 personer født i Danmark at flytte tilbage til den danske del af Øresundsregionen. Svenskernes andel udgør her 21 pct. Siden 2006 har antallet af såvel danskere som svenskere i denne flytteretning været stigende.

Danmark står i det kapløb godt rustet med en forholdsvis lille muslimsk befolkning en fri debat og en bramfri kultur og et parti, der ikke blot sætter sprog på problemerne, men som rent faktisk har ændret hele det politiske sprog og derved erkendelsesevne. I sidste ende tror jeg at Europa nok skal klare den islamiske udfordring, der kun er et problem i det omfang vi ligger undrejet vores egne komplekser og falske skyldfølelse. I Sorteper gælder det jo om at undgå det ene dårlige kort og vi er mange der spiller med - men nogen skal jo tabe. Der gives selvfølgelig ingen vindermodeller, men Europa er ideernes kontinent, hvilket er i direkte med EU’s postulat om dén europæiske ide.

Alt for ofte forenkles og forsimples beskrivelsen af anderledeshed og vi overser den livlige indre debat og pluralisme, der er et spejl af os selv. Kristeligt Dagblad kan således berette fra Saudiarabien

Saudiarabere i hovedstaden Riyadh gjorde i denne weekend noget, de ikke har kunnet gøre i 30 år. De gik i biografen.

Og igen i Kristeligt Dagblad kan man læse om Somalia

Islamister, der kontrollerer det sydlige Somalia, forbød i dag indbyggerne at se dvd’er eller film på tv. Islamisterne vil gennemføre razziaer for at pågribe folk, der forbryder sig mod forbuddet. Og de pågrebne vil blive straffet hårdt.

Hvis ikke disse to historier tegner et mere broget billede af den islamiske verden end den parodiske monolit Pia Kjærdsgaard fremmaner gennem sit had så ved jeg ikke hvad.

Socialisterne Maria Helleberg og Mogens Jensen (soc. dem.) mener selv at de har åbnet ny flanke mod Dansk Folkeparti. I et læserbrev i JP tager de nemlig udgangspunkt i en opinionsundersøgelse foretaget for DR, hvor i det efter forfatternes betonindfattede mening i alt sin klarhed træder frem, at DF er det mest udanske parti.
Tallene der bortdømmer DF’s vælgere - A ha, det er vælgerne der er noget galt med! - er baseret på nogle spørgsmål:

Læg mærke til præmissen for de individuelle spørgsmål: Andel der er enige i udsagnet, eller mener at det pågældende er acceptabelt.

Brug af revselsesret, lussing/endefuld i opdragelsen:
DF 42% - Befolkningen generelt 13%

Kvinder bør passe børnene og hjemmet i stedet for at arbejde:
DF 10% - Befolkningen generelt 1%

Jeg vil tilføje, at ingen af disse spørgsmål er kontroverielle eller intellektuelt uforsvarlige. Er det acceptabelt at bruge revselsesretten, og at kvinder passer børnene og hjemmet? Ja, og ja.

Men her er det de socialistiske skribenter går fejl, fordi intet i disse spørgsmål og deres præambel kan lede til en konklusion om danskhed eller ej. Men det hindrer dem ikke i selv at stille kriterier for danskheden. Ja, forestil dem det. Et par internationalister, som alle socialdemokrater i virkeligheden er, pludselig går ind og opstiller positive definitioner for det nationale. Magen til frækhed. Og hør hvad de har høstet i deres frodige fantasi: … det kunne vel ret beset være værdier som bl. a. ligestilling mellem kønnene, almen respekt for landets love, accept af principperne bag et solidarisk velfærdssamfund, nej til vold mod børn, nej til dødsstraf og respekt for andre mennesker.

Nej, nu er bægeret fuldt. “Accept af principperne bag et solidarisk vældfærdssamfund”, at gøre et socialdemokratisk programpunkt til selve grundstenen i danskheden, det er topmålet.

Heldigvis formår Peter Skaarup formået at sige det bedre end de fleste:
JP 13-06-2009:

Socialdemokratisk nedrakning af vælgerne

Forfatteren Maria Helleberg og den socialdemokratiske kulturordfører Mogens Jensen har i en uskøn alliance kastet sig ud i det projekt, som det er at definere, hvad danskhed er (JP 11/6), og i den forbindelse når de ikke overraskende frem til, at Dansk Folkeparti er noget af det mest udanske, som man kan forestille sig.

Men de begår i den forbindelse adskillige fejl, som det er nødvendigt at beskrive nærmere. For det første begiver de sig ud i den klassiske socialdemokratiske vildfarelse, at de tror, at alt kan sættes på formler.

Med baggrund i en enkeltstående undersøgelse om DF’s vælgeres holdning til f.eks. revselsesret, dødsstraf og sort arbejde konkluderer de, at vi ganske enkelt ikke er danske.

Men hvad har disse holdninger - ret beset - med danskhed at gøre? Har DF nogen sinde taget patent på danskheden, sådan som Maria Helleberg og Mogens Jensen nu prøver på Socialdemokratiets vegne?

Nej, vi har aldrig udtalt os specifikt om, hvad danskhed går ud på. Det er vore modstandere, der har skabt myten om Morten Korch, stokroseidyl og kolonihaver, og det er grunden til, at vi - lidt selvironisk - slår på disse myter. Hvilket i øvrigt er meget dansk.

Det er med danskheden som med evnen til at kunne gå. Så længe man går, skænker man det ikke en tanke, men brækker man et ben, bliver man pludselig opmærksom på det.

Danskheden lader sig uendeligt vanskeligt definere.

Til gengæld er det meget nemt at pege på ting, der ikke er særligt danske: nemlig mangel på humor, selvhøjtidelighed og ideologiske skoleridt. Samt Maria Hellebergs og Mogens Jensens konsekvente og elitære, men også typisk socialdemokratiske, nedrakning af de mere end 479.000 danskere, som stemte på Dansk Folkeparti ved sidste folketingsvalg.

Sådan. Danskheden er det du ikke tænker over til hverdag. Det du ikke lægger mærke til.

Fra Jyllands-Posten

Kulturkompagniet opfatter sig selv som venstreorienteret. Hvordan kan dette kompagni så støtte en kultur, der er brutalt højreorienteret, mandsdomineret, kvindeundertrykkende, seksualforskrækket, feudalistisk og, lad os bare sige det ligeud, barbarisk?

Forklaringen på at kulturkompagniet er islams herboende legionærer begynder formentlig med, at Rifbjerg, Ib Michael, Stig Dalager, Kirsten Thorup og resten af bundtet ikke ved en døjt om islam. De opfatter bare de muslimske indvandrere som en underklasse. Her er vi så tilbage ved Blekingegadebandens tankespind. Som går ud på, at den traditionelle danske og europæiske underklasse, arbejderne, er blevet bestukket af kapitalen og derfor ikke opfører sig som Marx foreskriver og bliver revolutionære. Ulandenes fattige er nu de eneste ægte proletarer. Det vil bl.a. sige muslimerne i Palæstina. Så de skal støttes.

Og det er så det, kulturkompagniet, kulturens herskende klasse har gjort med fynd og klem.

Og meget præcist om deres forhold til Pia Kjærsgaard

Jeg tror foragten for hende bunder i klassehad. Hvordan vover en kvinde af ”de lavere klasser” - hun har ikke engang studentereksamen - hvordan vover hun, en forhenværende hjemmehjælper, at stille op ved siden af politiserende akademikere og tale Roma midt imod! Og endda gøre det med en så høj grad af begavelse og sprogligt talent, at hun både sætter de fine folk hos de konservative og de akademiske folk i Socialdemkratiet og SF til vægs. Dette er utilgiveligt. En uakademisk statsminister Anker Jørgensen kunne man finde sig i. For han havde de rigtige, kulturradikale meninger. Men en ustuderet Pia Kjærsgaard, der forfægter et andet livssyn end kulturkompagniets. Det er utilgiveligt.

Så banalt tror jeg også at det er.

Med lys og lygte leder man efter argumenter for mere islam i den frie verden. Engang hed det at vi kunne lære så meget af dem, men da vi fik set det islamiske pensum i vold, terror, social belastning og i det hele taget grotesk opførsel overfor alt, hvad der kan krybe og gå slog vi hælene i. Derfor prøver man noget nyt nemlig at fortælle at alt dette er lige hvad vi trænger til. Information har været i Tyskland efter en sociolog fra Frankfurterskolen (dem mangler man aldrig), der kunne fremføre dette argument.

Europa skal lære at leve med sin modvilje, og indstille sig på, at fremtiden måske byder på et mere skuffet Europa. Anderledes kan det ikke være i en tid, hvor spørgsmål knyttet til islam hele tiden afkræver regionen svar. Eller som den tyske sociolog Rainer Forst siger: Tester det moderne Europa - indefra såvel som udefra.

“Hvis Europa skal bevæge sig fremad, er det afgørende, at vi europæere bliver mere bevidste om religiøse forskelle og lærer at leve med dem - også selvom vi finder forskellene stødende eller sårende.”

Alternativet, de uafklarede religiøse forskelle, er nemlig ifølge Forst langt værre. Det kan måske nok se harmonisk ud på overfladen, men grænselandet mellem overfladisk accept og ligegyldighed er et farligt, eksplosivt rum, for her får forskellene lov bare at gnide mod hinanden indtil det slår gnister og tænder en ild ingen har erfaring med at slukke.

“Europa må derfor indse, at det tolerante Europa ikke nødvendigvis kun er et kristent Europa. Det er snarere et skuffet Europa, der udvikler sig fordi det er i stand til at leve med sine skuffelser.”

Der er intet sundere for et ægteskab end uoverstigelig gensidig foragt til at udvikle ens personlige kvaliteter. Det minder meget om Monty Pytons reklamesælger, der ikke lader sig slå af opgaven at sælge flere kilometer snor i 5cm stykker. Hvis ikke de er vandskyende så er de vandabsorberende, de kan bruges til allehånde huslige formål, som skadedyrsbekæmpelse, hvis skadedyrene er små nok kan man hænge dem og hvis de er for store til det kan man piske dem. Desværre ligger, der kun denne velmente amatørgenopførelse af en overset klassiker.

Fra Pajamas Media

In his speech to the Muslim world in Cairo, President Barack Obama claimed: “As a student of history, I also know civilization’s debt to Islam. It was Islam — at places like Al-Azhar University — that carried the light of learning through so many centuries, paving the way for Europe’s Renaissance and Enlightenment. It was innovation in Muslim communities that developed the order of algebra; our magnetic compass and tools of navigation; our mastery of pens and printing.”

Obama is not much of a “student of history” if he believes this. Almost every advance he attributes to the Muslims was due to someone else.

The non-Muslim Chinese invented the magnetic compass and printing (Gutenberg invented not printing, but movable type). The non-Muslim Hindu Indians invented algebra and the decimal numbering system. The non-Muslim European Christians invented the university.

I can’t address advances in medicine, but I have studied the history of astronomy and physics. The Muslims contributed nothing.

All modern physics descends from Galileo (1564 -1642); all modern astronomy from Copernicus (1473-1543).  If you study Galileo’s works carefully, as I have, you see that he started with the achievements of the Greek mathematical physicist Archimedes of Syracuse (c. 287 BC - c. 212 BC).  If you study Copernicus’ works carefully, as I have, you will see that Copernicus’ great book On the Revolutions is essentially a heliocentric re-working of the geocentric astronomy textbook by the Greek Ptolemy (c. 90 AD - 168 AD). Copernicus mostly used even Ptolemy’s data for the positions of the planets.

(…)

The reason Muslims never developed fundamental physics is because the leading Muslim theologians declared the idea of fixed physical laws to be heretical. The Qur’an (verse 6:64) states: “The Jews have said, ‘God’s hand is fettered.’ Fettered are their hands, and they are cursed for what they have said. Nay, but His hands are outspread; He expends how He will.” The standard Muslim interpretation of this passage has been that there cannot be unchanging physical laws because Allah may change the laws at any moment. In 1982, the Institute for Policy Studies in Islamabad, Pakistan, criticized a chemistry textbook by saying:  “There is latent poison present in the subheading Energy Causes Changes because it gives the impression that energy is the true cause rather than Allah.  Similarly it is unIslamic to teach that mixing hydrogen and oxygen automatically produces water.  The Islamic way is this: when atoms of hydrogen approach atoms of oxygen, then by the Will of Allah water is produced.” The implication is clear:  next week, Allah may change his mind about water being a compound of hydrogen and oxygen. With this sort of worldview, how could one possibly be a scientist?

Pajamas Media kan i øvrigt stærkt anbefales.

Og den samme historie, men med lidt perspektiv til vore dage

Fra Kristeligt Dagblad

Hvad er da sharia? – Ja, prøv at forestil jer, at man samlede hele bibelen og alle de fortolkninger, den med tiden har været udsat for, sammen med straffeloven, ægteskabs- og arveloven og al anden lovgivning i ét kæmpemæssigt system, der punkt for punkt dikterede alle danskere, hvordan de indtil den mindste detalje skulle leve – så ville man have en slags forestilling om, hvad sharia er. - D.v.s. den sammenligning er jo helt umuligt, for sådan ville bibelen aldrig acceptere at blive brugt. Den er en bog, der tilsikrer den enkelte åndelig frihed og kan slet ikke lukkes inde i et sådant system.

Bibelen er ikke en bog, vi skal tro på ud fra en from teori om, at hvert ord er inspireret af Gud. Men bibelen fortæller os om en person, Jesus Kristus, som kom til os med Guds tilgivelse, og Ham skal vi tro. Hvilken forskel er der ikke på at stole på en bog og at stole på en person. Ja, hvilken forskel er der ikke på, at et barn skal stole på og adlyde en detaljeret husorden med flere tusinde regler - og så at barnet skal stole på og adlyde sin far og mor, som elsker barnet. Det sidste er frihed.

Kan det siges bedre?

I den fortsatte farce om de irakiske kirkebesættere er Kai Sørlander og Leif Hjernøe røget ind i en disput om asyl og eftergivenhed. Sørlanders seneste svar i Kristeligt Dagblad indeholder følgende labre logik

Når Hjernøe derefter går videre og hævder, at det klogeste nu er udelukkende at tænke på de afviste asylsøgeres børn og unge, så kan jeg heller ikke følge ham. Der er tale om et selvpålagt snæversyn; og han giver ikke nogen tvingende grund til, at der ikke også bør tænkes på menneskene i det samfund, som har haft ansøgningerne op til vurdering, og som har forkastet dem.

Til støtte for sit standpunkt hævder Hjernøe, at vi bør spørge os selv, om vi ikke ville have gjort det samme som de afviste asylsøgere. Selv siger han, at han ville. Og det er for ham et argument for at støtte dem. Men det argument kan jeg slet ikke følge. Sagen drejer sig overhovedet ikke om, hvad jeg ville gøre eller ønske, hvis jeg var i irakernes situation, men om, hvad jeg bør gøre som demokratisk borger. Hvis jeg fulgte Hjernøes logik, så skulle jeg også gå ind for, at forbrydere ikke skal straffes, fordi jeg ville ønske, at jeg ikke blev straffet, hvis jeg var forbryder. Men politik hviler på en dybere forpligtelse.

Således skal den skæres.

Koran betyder recitation og dette er vigtigt at holde sig for øje når man forholder sig til islamiske tekster. For i islam er, der ikke en teologisk tradition, som vi kender den i kristendommen, som en evig søgen efter at forstå og begribe gennem en uendelig intellektuel proces. Her er tale om Guds ord, hvis dybde er uudgrundelig (Allahu Akbar betyder større end noget du kan fatte), hvorfor man skal lære hans ord uden tanke. På Snaphanen så jeg dette filmklip

Hvilken fred kan man forhandle med den mentalitet andet end “Jøden har fået fred”?

Lidt overset historie i Jerusalem Post til at sætte israelernes fremfærd i relief

When I first visited the Gaza Strip after the Six Day War, I encountered a territory that bore stark witness to Egyptian aggression, callousness and inhumanity. For 19 long years, the area had been run directly by the Egyptian army. Under a “constitution” drawn up by the Egyptians, all legislative powers were invested in the Egyptian military commander, who controlled the civil administration. All political parties, except one endorsed by the Egyptians, were banned. The military governor also acted as the judiciary, and there was no appeal.

There were no elections. A puppet government automatically ratified all legislation that the governor brought before it. In 1965, even this façade of local autonomy collapsed when the Egyptian army dismissed the legislature.

The secret police probed everywhere. No one was immune from sudden arrest and unlimited imprisonment without trial or, at best, a secret trial. The jails were always full and torture was common. There was official censorship of the press and mail, and telephone lines were regularly tapped.

For nearly 19 years, the inhabitants of the Strip were prohibited from leaving their homes from 9 p.m. until dawn on pain of death. This curfew was enforced by roadblocks. Men between 18 and 40 were prohibited from traveling to Egypt unless they were fortunate enough to secure permits. If they failed to return at the expiration of their permit, the military authorities took steps against their families.

The Egyptians seized property at will, while refugees were prohibited from owning land. Thousands of young refugees were forcibly conscripted into the Egyptian army. Many were sent to fight Gamal Abdel Nasser’s war in Yemen; others were sent into Israel to murder, sabotage and disrupt communications.

Three-quarters of the able-bodied were unemployed. Medical and social services were almost nonexistent The Egyptians did nothing to help farmers, create housing or develop industry. The majority of Arabs in the Strip outside the town of Gaza were left to rot, without sewage, running water, electricity or roads.

INDOCTRINATION TO HATRED of Israel started at the very tenderest years. I saw pictures which children had drawn, with the encouragement of their teachers, depicting themselves killing Israeli children. The textbooks dripped venom. One text for the third grade, entitled Arabic Islamic History read: “The Jews are always the same, in every time, every place. They live only in darkness. They secretly plan to do evil; they fight only from hidden places because they are cowards. We must purify holy Palestine from their filth in order to bring peace back to the Arab homeland.”

So harsh was the Egyptian rule in Gaza that Radio Mecca broadcast this protest on March 10, 1962:

“We would like to ask Cairo: What is this iron curtain that Abdel Nasser and his cohorts have lowered around Gaza and the refugees there? These are the very methods which the dictator Hitler used in the countries he occupied. Imagine, Arabs, how Nasser (who claims to be the pioneer of Arab nationalism) treats the Arab people of Gaza, who starve while the Egyptian governor and his officers bask in the wealth of the Strip…”

THE ONLY AREA in which the Egyptian army was active, aside from suppressing human rights, was in smuggling. There was a lively trade between its warehouses in Gaza - stuffed with television sets, French perfumes, Italian silks and US whiskey - and Cairo, with the cooperation of top officials in Egypt. Long convoys would arrive in Cairo biweekly loaded with contraband. When the Israeli forces captured Gaza in 1956 they found these warehouses. (Predictably the military governor and his cohorts had skipped with all the savings that Gazans had deposited in local banks.)

Egypt’s policy for the Strip was succinctly spelled out by the deputy governor, Muhammad Flafaga, in an interview appearing in the Danish newspaper Aktuelt on February 9, 1967:

Question: Why not send the refugees to other Arab countries? Syria would no doubt be able to absorb a vast number of them. Are you afraid that national bonds with Palestine will be loosened, that the hatred against Israel will vanish if they become ordinary citizens?

Answer: As a matter of fact, you are right. Syria could take all of them, and the problem would be solved. But we do not want that. They are to return to Palestine.

UNRWA reported in 1956: “One of the obstacles to the achievement of the General Assembly’s goal of making the refugees self-supporting continues to be the opposition of the governments in the area.”

Ralph Galloway, an UNRWA official who quit in frustration, observed bitterly: “The Arab states don’t want to solve the refugee problem. They want to keep it as an open sore, as a weapon against Israel. Arab leaders don’t give a damn whether the refugees live or die.”

Det er nu hyggeligt at se danske medier blive citeret.

Under de store pest-epidemier i middelalderen kunne man se optog af flagelanter piske sig selv gennem byerne i et desperat forsøg på at mildne Guds vrede over menneskernes dårskab, mens Kirken fulgte efter og strammede grebet om folkets liv. Konklusionen for de religiøse på tidens ulykker var og er at vi skal ændre vores syndfulde adfærd og leve i pagt med Gud eller Naturen eller noget tredie - med alt andet end os selv. En pagt bundet i tid og hurtigt ude af tid og ude af tridt med virkeligheden. Kun de religiøse, der kender og mestrer pagtens indhold og konsekvenser tilstrækkeligt med deres patologiske behov for regelbunden mening underkender virkeligheden og fratager folket magten gennem frygt for at blive kastet ned til sodomitterne (hvad end det betyder) eller andre tydeligvis ubehagelige sager - en ladt pistol rettet imod folkets egen dømmekraft rodfæstet, som den er i det daglige, praktiske og produktive liv.

Krause På Tværs havde besøg af Mickey Gjerris, der (her fra foromtalen) advarede…

- Vi er slet ikke i nærheden af de ændringer, der skal til for, at vi kan redde vores klode.

Mickey Gjerris er teolog og forsker i natursyn og bioetik. Ifølge ham skal klimaforandringerne mødes med store ændringer i vores måde at leve på. Det er ikke nok at bruge sparepærer, brintbiler og økologisk mælk. Det handler ikke om små praktiske ændringer, men om et helt nyt værdisyn. Og det er svært at få.

- Vi er vanedyr. Vi lever med nogle billeder inde i vores hoved af, hvad der er det gode liv. Vi bombarderes hele tiden med, at vi skal forbruge. Selv om nogen fortæller os, at om halvtreds år kan vi slet ikke leve sådan her, så skubber vi det fra os, siger Mickey Gjerris.

- Jeg tror ikke på, at den kultur vi har opbygget er det, vi gerne vil have for at være lykkelige. Der er jo masser af andre kulturer, der lever på en helt anden måde og er lige så lykkelige. Materiel velstand følges jo ikke nødvendigvis af lykke.

- Men hvis vi ser løsningen som begrænsninger på noget, som vi gerne vil, så kommer vi ingen vegne. Vi bliver nødt til at få det vendt rundt og se på mulighederne i at leve sit liv på en ny og anden måde.

Kæden hoppede helt af for Gjerris da han rablede om, at vi stod overfor en krise, der var meget større end atom-truslen fra den Kolde Krig.

For de religiøse er der derfor ingen bedre lejlighed til at genvinde eller styrke sit greb om folkets magt end uoverskuelige udviklinger. Pest eller en solformørkelse er varsler om gudernes vrede over folkets dårskab (aldrig over præsterne selv). Men pesten blev ikke inddæmmet og siden forsvandt fra vore breddegrader ved anger eller forkastelse, men ved erkendelse af fænomenets virkning og derpå indførelse af simple karantæneregler. Grundlæggende småjusteringer, der på ingen måde udfordrer vores måde at leve på, som de religiøse ellers vil have os til at tro. Men står vi overfor en solformørkelse eller pest? Fra Telegraph

Although the UN’s Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) only predicts a sea level rise of 59cm (17 inches) by 2100, Al Gore in his Oscar-winning film An Inconvenient Truth went much further, talking of 20 feet, and showing computer graphics of cities such as Shanghai and San Francisco half under water. We all know the graphic showing central London in similar plight. As for tiny island nations such as the Maldives and Tuvalu, as Prince Charles likes to tell us and the Archbishop of Canterbury was again parroting last week, they are due to vanish.

But if there is one scientist who knows more about sea levels than anyone else in the world it is the Swedish geologist and physicist Nils-Axel Mörner, formerly chairman of the INQUA International Commission on Sea Level Change. And the uncompromising verdict of Dr Mörner, who for 35 years has been using every known scientific method to study sea levels all over the globe, is that all this talk about the sea rising is nothing but a colossal scare story.

Despite fluctuations down as well as up, “the sea is not rising,” he says. “It hasn’t risen in 50 years.” If there is any rise this century it will “not be more than 10cm (four inches), with an uncertainty of plus or minus 10cm”. And quite apart from examining the hard evidence, he says, the elementary laws of physics (latent heat needed to melt ice) tell us that the apocalypse conjured up by Al Gore and Co could not possibly come about

Måske, hvem ved? I hvert fald ikke jeg, men hvis nu vi alligevel står overfor en krise eller endda en katastrofe, som de mange gerne vil advare os om så skyldes det simpelthen at temperaturen stiger. Løsningen må derfor være at få den til at falde igen på en eller anden måde. Jorden får sin varme fra Solen og en ændring  af ind- og udstråling vil ændre temperaturen. Man kan f.eks. male tagene hvide, som den amerikanske energiminister Steven Chu foreslog ifølge Jyllands-Posten

At male tagene i en lysere farve er et af mange mulige tiltag for at bremse den globale opvarmning, sagde Chu om det utraditionelle forslag. Ministeren vurderer, at det kan have samme effekt, som hvis man stopper al biltrafik i verden i 11 år.

Og der er jo også en del vejstrækninger man kan tage fat på at male. Eller opsætning af hvide duge i ørkenområder? I Radioavisen problematiserede man bizart nok omkostningerne ved at male så mange tage uden at overveje, at det blot er at pålægge den enkelte husejer udgiften til en bøtte maling, hvert femte eller tiende år. I Danmark vil tagene i øvrigt ikke skulle males hvide, da vores udfordring består i at holde på varmen så tagpappet får lov at ligge.

Et andet forslag man mente var endnu mere effektivt end hvide tage var en enkelt solcelle på hvert et tag og man tænker straks på en solcelle på et ellers hvidt tag. Eller, hvad med at kræve at fitness-centre skal installere dynamoer på spinning-maskinerne? Nok om det. Løsningerne er simple, billige og lige ud af landevejen i det omfang de skulle være aktuelle, men det handler det ikke om. Det handler om at knægte det frie menneskes udfoldelse, ved at opstille allehånde konsekvenser af dets aktiviteter medmindre det lægger hele sin livsstil om.

Måden vi lever på og tænker på skal ændres, hvis vi vil undgå Guds eller andres vrede, der kommer i form af skift i vejrliget, hvor vegetarismen også har grebet tidens vinde eller islamisk terror, som kan undgås, hvis vi blot - for at sige det med Uffe Ellemanns milde ord - minder os selv om at vi ikke har ytringspligt - til at starte med. CO2 manien er ideel for de religiøse for den knytter sig til al menneskelig udfoldelse i den foragtelige materielle verden fra produktion af livsforbedrende goder over de husdyr vi nyder til selve vores eksistens. Det ville faktisk være ideelt, hvis vi alle blot stoppede med at trække vejret.

Sagen drejer sig i alt sin hæslighed om, at en pakistansk mor i Blackburn (England) har familiesammenført tre unge kvinder fra hjemlandet, som er blevet gift med kvindens tre sønner, som forresten er fætre til de unge kvinder. (Jeg skriver “blevet gift” da der ikke er tale om en frivillig kontrakt.) Kvinderne er blevet holdt som slaver af deres svigermor i flere perioder. Den længste varede fra 1993 til 2006. Svigermoderen Bibi er nu idømt syv års fængsel for bl.a. vold og indespærring af de omtalte kvinder. Halvdelen af dommen er dog betinget. Dommeren i sagen udtalte at kvinderne tydeligvis havde været udsat for fysiske og psykiske traumer. Kort sagt så har kvinderne levet en tilværelse bestående af tæsk i et miljø af konstant frygt.
Deres arbejde har bestået i at sy tøj 13 timer dagligt. Kvinderne har udtalt at de skulle arbejde dag og nat.
BBC har ikke fundet denne nyhed værdig til forsiden, men henvist den til lokalstoffet under regionen Lancashire.

Sagen er især interessant fordi den fortæller noget om hvordan multikulturen har vævet sig ind i det britiske samfund, og hvordan den baner vejen for groteske samfundsproblemer.

BBC, fredag 29 maj:

Slavery mother-in-law divides town

On the surface Naseebah Bibi did not appear to be an out-of-the-ordinary figure.

Often seen around her home town of Blackburn, she would wear a niqab while shopping for her family.

But behind closed doors the grandmother imprisoned her three daughters-in-law and used one as her slave for 13 years.

“Slaveridømt svigermor deler byen”: Overskriften er i sig selv afslørende og uheldig, idet denne sag om groft misbrug og slaveri åbenbart ikke er tilstrækkelig grusom til at samle byen om at fordømme de unge kvinders mishandling. Frem for at give indtryk af en tragedie, får man snarere opfattelsen af, at dele af Blackburn biliger eller sympatiserer med den dømte svigermor.
At fotoet så skal forestille ikke-noget-ud-over-det-sædvanlige, viser at BBC normalitetstærskel er sunket en hel del.

…

But to some women she is held in awe and, instead of anger, they pity her.

They blame her incarceration on her three victims who “clearly wanted revenge against this poor lady”.

Blackburn, with a population of 105,000 - of which nearly a quarter are Muslim Asian - is greatly divided when it comes to Bibi.

She was found guilty of falsely imprisoning Nagina Akhtar between 1993 and 2006, Tazeem Akhtar from 2001 to 2003 and Nisbah Akhtar between 2005 and 2007.

One of Naseebah Bibi’s daughters-in-law recalls her treatment

The three women, who cannot speak English, were married to her three sons, who were also their first cousins.

Preston Crown Court heard that the three women would be subjected to constant beatings and abuse and were made to sit behind a sewing machine for 13 hours a day.

Some Muslim women have said she was exploited by her three daughter-in-laws who came to the UK because they thought “money grew off trees”.

Ja, grådighed er noget værre noget.

One woman said: “I feel sorry for the elderly lady [Bibi], she has not been treated well and I think it is a clear case of revenge.”

Nas, a local community worker, said: “As a first generation Asian we have experienced these things first hand and I don’t think it’s enslavement.”

Shop owner Jamil, who knows the family, said he was shocked that this could happen to “such a nice family”.

But he condemned Bibi’s abusive actions, saying: “It’s acceptable to treat women like this in other countries but not in our country, in England no, it’s not acceptable.”

En vox populi hvor af to ud af tre udtrykker uforbeholden forståelse for slaveejeren, og hvor en tredje udtrykker en geografisk differentiering af retten til ikke at blive holdt som slave; er et eklatant nederlag for den multikulturelle vision. Sagen minder om på visse punkter om mishandlingen og drabet på den jødiske mand Ilan Halimi i Paris, fordi kidnapning og indespærring af voksne mennesker er særdeles vanskeligt at holde hemmeligt, med mindre man har en Fritzl-style fangekælder. Altså, så er det sansynligt, at lokalsamfundet har været vidende om forholdet omkring de tre kvinder. Den islamiske krig mod unge kvinder fortsætter, hvad enten det er i Beirut eller i Blackburn.

Artiklen fra BBC’s lokalstof vækker på ingen måde sympati med det muslimske lokalsamfund, hvilket foranlediger undertegnede til at tro at journalisten har holdt tungen lige i munden…