Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 520

Deprecated: Function set_magic_quotes_runtime() is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 18

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_PageDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1244

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_CategoryDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1442

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class wpdb in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/wp-db.php on line 306

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Object_Cache in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/cache.php on line 431

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Dependencies in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/class.wp-dependencies.php on line 31

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Http in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/http.php on line 61

Warning: explode() expects parameter 2 to be string, array given in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-content/plugins/bannage.php on line 15
Monokultur » Nazisme


Overklassens forælede unge er færdige med at grine ad Little Britain

Ian Tuttle beskriver i National Review, de barnlige reaktioner fra taberne af Brexit

In the wake of the U.K.’s decision to withdraw from the EU, the anti-Brexit crowd has leaped to explain the vote in stark terms. “The force that has been driving [‘Leave’ voters] is xenophobia,” wrote Vox’s Zack Beauchamp, and at Esquire Charles Pierce explained: “Some of the Oldest and Whitest people on the planet leapt at a chance to vote against the monsters in their heads.” The Guardian’s Joseph Harker mused: “It feels like a ‘First they came for the Poles’ moment.” And blogger Anil Dash managed to squeeze all of these dismissive opinions into a single tweet: “We must learn from brexit: Elderly xenophobes will lie to pollsters to hide their racist views, then vote for destructive policies anyway.”

(…)

Both sides of the Atlantic are dominated by liberal cosmopolitans who are no longer able to acknowledge the validity of any other worldview than their own. The anti-Brexit crowd cannot acknowledge that those who voted to leave may have done so out of legitimate concerns about sovereignty or economic opportunity or security — that is, that they may have drawn rational conclusions and voted accordingly. And President Obama seems incapable of recognizing that there are reasonable, non-bigoted grounds on which to oppose his executive actions — for example, to preserve the principle of separation of powers that is a pillar of the American constitutional order.

Liberal cosmopolitanism, regnant since the end of the Cold War, has bought completely into its own rightness. It is entirely devoted to an increasingly borderless political future carefully managed by technocrats and tempered by “compassion” and “tolerance” — all of which aims at the maximal amount of material prosperity. It sees no other alternative than that we will all, eventually, be “citizens of the world,” and assumes that everyone will be happier that way.

It’s not unreasonable to think otherwise. Anti-EU movements and renewed nationalism in the United States are on the rise precisely because they offer alternatives to this self-assured order. It’s not clear whether a United Kingdom withdrawn from the EU will be better off. But it’s entirely defensible to think that it might be. Likewise, it’s not unreasonable to prefer loyalties rooted in close-knit interactions among people who share a particular space and a particular history. Or to prefer local rule to government outsourced to distant bureaucracies. Or to prefer a richer sense of belonging than interaction in a common market. There are alternatives to a transnational super-state that are not fascism.

En gammel klassekammerat ‘linkede til nogle bitre tweets fra unge Remain-tilhængere, som BuzzFeed havde samlet. Og ungdommen, den ungdom, selvsikker si sin egen selvretfærdighed, mistænker ældre mennesker for kortsynet egoisme. “I know it’s not very “politically correct” to say it out loud but in the wasteland of ruined Britain I am going to hunt and eat old people“, skriver en og “I’m not giving up my seat to the elderly anymore. Eye for an eye.” skriver en anden. Noget for noget, hva’, de generationer der gik forud, hvad har de nogen sinde gjort for mig? Billedet med de forræderiske ældre mennesker, der trods den større erfaring åbenbart er blevet mindre vidende illustreres også med gammel kunst

inforgraphic

Og historiske refererencer

medieval-reactions

Selvfølgelig, vi ved alle hvor egoistiske bedsteforældre er. (Psst, universiteter og den moderne videnskab blev opfundet i middelalderen).

brexiters-er-nazier

Brexiter er nazister fordi de ikke vil lade deres land diktere af fremmede magter.

channel-tunnel

Psst, Channel Tunnel er ikke EU, men fransk-britisk halløj. Så lad os slutte via Daily Mirror med den tidligere Liverpool og Arsenal wing, Jermaine Pennant og hans bekymringer for fremtiden

jermain-pennant

Psst, EM afholdes næste gang i 2020.

Satire 1997, virkelighed 2015

Kunst og kultur, Nazisme, Pressen, Race, Racisme, Satire, USA, venstrefløjen — Drokles on December 16, 2015 at 7:03 am

Fra satire i filmen Chasing Amy (1997) som PJ Media forklarer

In his third film, Chasing Amy, Smith wrote a scene in which a black comic book author masquerading as a militant racialist goes on a profanity-laced tirade against “the holy trilogy.” The whole saga was alleged to be about a “klan” of white people trying to take down the black Darth Vader.

What Kevin Smith presented as comedy two decades ago has just been replicated seriously by a cable news network Sunday morning host.

Til virkelighed på MSNBC i dette herrens år 2015 (fra News Busters)

On her eponymously named Sunday morning show, MSNBC host Melissa Harris-Perry went into a mini-rant about racism in Star Wars as she complained about villain Darth Vader being “totally a black guy” when he was “cutting off white men’s hands” who did not “claim his son,” but then became a white man after he “claims his son and goes over to the good.”

Lækker detalje at den gode Harris-Perry harcelerer over Darth Vaders onde sorthed på en baggrund af kridhvide stormtropper. Apropos stormtropper, var naziernes fortrukne Hugo Boss jakkesæt i virkeligheden tekstil blackface?

skc3a6rmbillede-2015-12-16-kl-055506

Trump spiller på reaktioner

“Trump vil nægte alle alle muslimer indrejse til USA” skrev Politiken i sin overskrift, mens man på Jyllands-posten brugte ordet ‘forbyde’ og på Ekstrabladet den mere nedtonede vending “lukke af for”. Det vil efter min mening være en grov forskelsbehandling af muslimer, hvis ikke man samtidig deporterede de muslimer der allerede nu opholder sig i USA. Men man glemmer måske historien, så Geofry Lord minder om den i Spectator

Germany, Italy and the Japanese were the Muslims of the day in December, 1941. And FDR responded as follows, first with the Germans in presidential proclamation 2526 that was titled as being targeted to …this is a direct quote — “Aliens: Germans.” And what of those “Alien” Germans? FDR demanded that

… all natives, citizens, denizens, or subjects of the hostile nation or government, being of the age of fourteen years and upward, who shall be within the United States and not actually naturalized, shall be liable to be apprehended, restrained, secured, and removed as alien enemies. The President is authorized in any such event, by his proclamation thereof, or other public act, to direct the conduct to be observed, on the part of the United States, toward the aliens who become so liable; the manner and degree of the restraint to which they shall be subject and in what cases, and upon what security their residence shall be permitted, and to provide for the removal of those who, not being permitted to reside within the United States, refuse or neglect to depart therefrom; and to establish any other regulations which are found necessary in the premises and for the public safety.

Actually, FDR being the thorough kind of guy that he was, had his Proclamation 2526 come after his Proclamation 2525, which targeted the perpetrators of Pearl Harbor — the Japanese. In identical language to his treatment of German immigrants in America, FDR proclaimed in a proclamation dedicated to… quote again “Aliens: Japanese”… that if:

… the President makes public proclamation of the event, all natives, citizens, denizens, or subjects of the hostile nation or government, being of the age of fourteen years and upward, who shall be within the United States and not actually naturalized, shall be liable to be apprehended, restrained, secured, and removed as alien enemies. The President is authorized in any such event, by his proclamation thereof, or other public act, to direct the conduct to be observed, on the part of the United States, toward the aliens who become so liable; the manner and degree of the restraint to which they shall be subject and in what cases, and upon what security their residence shall be permitted, and to provide for the removal of those who, not being permitted to reside within the United States, refuse or neglect to depart therefrom; and to establish any other regulations which are found necessary in the premises and for the public safety.

Oh. And don’t forget the Italians.

(…)

FDR was Donald Trump on steroids when America was under attack, with FDR using his presidential powers to declare Germans, Italians, and Japanese in America “enemy aliens,” slapping curfews on them, registering them, taking away everything from their guns to their binoculars to their right to travel to their jobs.

Franklin Delano Roosevelt havde, som venstrefløjen flest, et problem med jøder og på et møde med Churchill i Det Hvide Hus i 1943 - mens Holocaust var godt igang i Tyskland og England havde indrejseforbud for jøder til Palæstina - ville Roosevelt gerne diskutere ‘det jødiske spørgsmål‘. I hans optik ville det være best “to spread the Jews thin all over the world”. For Obama, og vores egne politikere for den sags skyld, er muslimer hvor tids jøder, som det gælder at smøre tykt ud i hver en afkrog af fædrelandet.

Men også Jimmy Carter, der i FDRs ånd kæmper palæstinensernes sag mens et israelsk vidundermiddel holder ham i live, har haft indslag af fornuftige tanker, skriver den altid fremragende Daniel Greenfield

Here’s Jimmy “Hitler” Carter saying it back in 1980.

Fourth, the Secretary of Treasury [State] and the Attorney General will invalidate all visas issued to Iranian citizens for future entry into the United States, effective today. We will not reissue visas, nor will we issue new visas, except for compelling and proven humanitarian reasons or where the national interest of our own country requires. This directive will be interpreted very strictly.

Apparently barring people from a terrorist country is not against “our values” after all. It may even be “who we are”. Either that or Carter was a racist monster just like Trump.

Meanwhile here’s how the Iranian students in the US were treated.

Carter orders 50,000 Iranian students in US to report to immigration office with view to deporting those in violation of their visas. On 27 December 1979, US appeals court allows deportation of Iranian students found in violation.

In November 1979, the Attorney General had given all Iranian students one month to report to the local immigration office. Around 7,000 were found in violation of their visas. Around 15,000 Iranians were forced to leave the US.

Så de politiske og moralske fyrtårne FDR og Carter blokerede uproblematisk for al indrejse til USA af mennesker fra fjendtlige magter og nationer. Men var det nu også det Trump sagde at han agtede? Ezra Lavant

Men jeg har nu ingen illusioner om show-manden Trump og tror Matt Walsh rammer plet i The Blaze

Anyway, the real problem with what Donald Trump says is that he’s not serious about anything he says, which is why he’ll often say five or six conflicting things before settling on whichever version gets the most attention and draws the least blow back from the right wing. My theory is that he makes a vague but dramatic statement, waits for conservative columnists to write their “this is what we think Donald Trump actually meant, and if he did mean this then he’s right” columns, and then comes out a day later to clarify that he did in fact mean whatever those clever conservatives hoped he meant. It’s at once the dumbest and smartest political strategy I’ve ever seen.

Nogle sukker efter en stærk mand. Måske en populist er hvad der skal til?

Venstrefløjen tænder et lys for revisionismen

Jeg har ikke regnet anti-semitismen som en egentligt fænomen blandt danskerne fordi man så sjældent, hvis nogensinde støder på egentlige jødefjendske ytringer. Jeg har haft den opfattelse, at så langt der er tale om egentlig anti-semitisme, som næsten udelukkende er begrænset til, venstrefløjen, så var den et udtryk for en ide om jøden og israelerene. At den anti-semitiske politik og retorik, er konsekvensen af en fortælling som venstrefløjen dyrker, måske mere af tradition. Jovist er venstrefløjen til tider ganske løssluppen med etnisk og religiøs essensialisme når man taler jøder og Israel med dem i trygge rammer, noget som offentligt mest skinner igennem som Israel-kritik, det enestående begreb der savner nationale modstykker som Saudiarabien-kritik og Gambia-kritik.  Men at der ikke i nævneværdig udstrækning (og Anne Grethe Holmsgaard er ikke nævneværdig) eksisterer noget personligt eller grundlæggende emotionelt motiv, som farver synet på jøder endsige den enkelte jøde.

Men som venstrefløjens dans med den muslimske indvandring de importere som et nyt proletariat synes deres kamp mod Israel at blive stadigt mere intens og blind. En lille del af det er at skrive jøden ud af historien om jødeforfølgelse. Et eksempel man kunne nævne var Fredsringen om synagogen i København. En muslimsk ung mand havde på baggrund af sin muslimske tro set sig bitter på jøderne, kontraktbrydende, ordombyttende aber og svin, og forsøgt sig med en massakre. En heltemodig vagt blev dræbt da han sikrede resten af forsamlingen kunne få fred. Men Fredsringen handlede om at sætte muslimerne i rollen som ofre for dårlig presse. Med kun en håndfuld muslimske piger i tørklæde med kraft nok til at simulere interesse for en løs ide om samhørighed agerede venstrefløjen potemkinkulisse så ringen kunne sluttes.

Åh, og så blev der lagt blomster for Omar, for han var jo også et menneske, skønt hans venner sparkede dem væk igen, da hans dødssted ikke skulle besudles af kuffar traditioner. Men det det handlede om for venstrefløjen var at bruge jødeforfølgelse til at pleje deres egen lille Hassan.

Og nu vil Enhedslisten og Radikale Venstre så skrive jøderne ud af deres egen historie, når de tænder et lys for flygtninge

aldrig-mere-krystalnat

Nazisterne forfølgelse af mennesker, der ikke passede ind i det ariske samfund må aldrig glemmes.

Derimod må jødeforfølgelsen som et specifikt fænomen gerne glemmes. For anden tolkning kan man ikke komme til. Krystalnatten handlede KUN om jøder.Og som Krystalnatten kun handlede om jøder skal det måske lige med, at ildsjæl og næstforkvinde i Exitcirklen Khaterah Parwanis arbejde med afradikalisering af unge KUN handler om muslimer.

Hvis jeg må give et godt råd til det yderste venstre; hvis i vil markere forfølgelse af alle de af os, der ikke passer ind i en eller anden overordnet ideologi, så lav en Gulag-dag eller en sharia-dag, hvor alle demokrater kan blæse tyranniet den lange march. Og insister på ytringsfriheden og afskaf blasfemi- og racisme paragrafferne.

Bo Godwin Lidegaard

Det er ikke blot en bølge af migranter, der overvælder os i disse dage, det er også en bølge af idioti. Jeg tænker ikke så meget på migranternes genetiske gennemsnit eller deres indskrænkende religion, men på godhedens apostle. De forsøger ofte at gå tilbage i historien for at finde eksempler der kan understrege deres pointer. Men så forsludret deres argumenter er i nutiden så meget værre bliver de af at føres tilbage. Så meget at man øver vold på historien for at få et fernis af sammenhæng. Bo Lidegaard skrev således for et par uger siden i Politiken

Synet af store grupper af flygtninge på de europæiske landeveje vækker minder om en tid, som vi troede, vores kontinent havde lagt bag sig.

Uden at skulle gøre mig til dommer over historien, så er de store grupper af migranter på de europæiske motor- og landeveje ikke et europæisk fænomen, men et arabisk og afrikansk. Men det er i Godwin-overskriften det allerede går galt når Lidegaard skriver “Dengang tænkte vi ikke som Thulesen Dahl, men som Churchill og Eisenhower“. Dem kommer jeg tilbage til. Først Bo Lidegaard, der tror at andres bekymring er uden substans fordi Lidegaard har andre ønsker om samfundet (som i at jeg ikke forstår min kones frygt for at jeg vil foresage hendes død da jeg jo i givet fald kommer til at arve hendes formue)

Når de borgerlige forfalder til pessimisme, er det fordi, de ikke har forstået, at den store kamp ikke handler om nationalstaten, men om det samfund, vi har bygget i dens ramme. Sådan var det under Anden Verdenskrig – og sådan er det stadig.

Virkeligt? Nej! Og selv om det var giver dette udsagn overhovedet mening? Nej, hvis rammen ødelægges falder billedet ud. Samfundet er et resultat af nationen og nationen er dens forudsætning. Ellers ville Irak og Afghanistan være velfungerende samfund med alle de institutioner de fik forærende, men som de desværre for dem selv skulle forvalte og administrere med det næsten indlysende resultat der er tidens myrderier. Men Lidegaard vil drage den historiske parallel

Når Danmark kom så forholdsvis intakt gennem krig og besættelse, var det i høj grad, fordi politikerne havde indset, at landet ikke kunne forsvares ved grænsen, uanset hvor store ofre vi var rede til at bringe.

Det gav ingen mening at sende en generation af unge mænd ud i en udsigtsløs kamp mod Hitlers krigsmaskine, der lige havde nedkæmpet Polen.

Grunden til at grænsen ikke kunne forsvares mod Hitlers krigsmaskine var at Radikale Venstre og Socialdemokraterne, stik imod Churchills tanker, betragtede Hitler som en fremtidens mand, man hellere måtte tækkes (Lidegaards Politiken mente at Churchill var den farlige af de to) og derfor havde undermineret det danske forsvar til det parodiske. Hvis man derimod havde oprustet ville det være muligt at afskrække tyskerne fra at invadere Danmark, da det ville tage for lang tid at nedkæmpe det danske forsvar når det egentlig mål var at besætte Norge førend englænderne kunne nå at reagere.

Og er migranterne nu at sammenligne Hitlers krigsmaskine?

Og hvis der er så mange, at hverken Politi eller militæret kan holde dem ude ja tager de mennesker fejl, der skriver at problemet med migranterne er stærkt overdrevet.

Kampen skulle ikke føres på nazisternes præmisser, men på demokratiets, på samfundets. Der kunne vi kæmpe – og der havde vi en chance for at vinde.

Modstanden anså politikerne som kujoner. Men det var i høj grad det danske samfund, de kæmpede for, og blandt dens ledende skikkelser var efter krigen de varmeste fortalere for FN og Danmarks internationale engagement.

Det betød, at forsvaret af Danmark blev koncentreret om det menneskesyn, der lå til grund for folkestyret, om selve samfundets grundidé. Den var inkluderende og beskyttende over for alle, der var en del af samfundet, og som blev anset som landsmænd.

Er nazisterne stadig at sammenligne med migranterne i Lidegaards optik? Eller er det Thulesen Dahls præmisser, der er at sammenligne med nazisterne? Ingen ved det længere.

Men samarbejdet med nazisterne førte ikke til at de hverken forsvandt eller blev gode samfundsborgere? Faktisk eskalerede det danske folks konflikt med nazisterne som besættelsen trak. Ja, der forekom endda vold siges det. Og det var da også ved vold at nazisterne endelig trak sig ud, den vold de allierede var villige til at evnede at begå. Nej, Politiken har aldrig tænkt som hverken Churchill eller Eisenhower

Før krigen blev flygtninge fra Det Tredje Rige så vidt muligt holdt ude, hvad enten de var jøder eller andre forfulgte.

Begrundelserne var de samme, som også gentages i dag: Antallet forekom uoverskueligt, og alle mente, at alle andre burde gøre mere, mens vi selv allerede havde gjort mere end nok. Den holdning blev katastrofal for jøder og politisk aktive, der ikke kunne slippe ud fra Tyskland, fordi ingen ville tage imod dem.

Men var det resultatet af et rammehensyn (nationalstaten) eller et samfundshensyn? Lone Jenny Rünitz skriver i Folkedrab.dk (http://folkedrab.dk/sw64290.asp) “For at få tilladelse til at rejse ind i Danmark blev det krævet, at flygtningen havde en meget nær familiemæssig tilknytning” og “Det var desuden en betingelse, at den herboende familie kunne stille store økonomiske garantier”. Hvis tilknytningskravet er rammen så følger vel at de økonomiske garantier er samfundet?

Og var politikerne, dem som Lidegaard nu kalder ‘myndighederne’, for at slette forbindelsen, ikke indsigtsfulde i deres samarbejde med Tyskland? Var det netop ikke indsigten at man ikke kunne kæmpe på nazisternes præmisser, ved vold og trods, der lå bag frygten for at vække deres vrede, selve fundamentet for
Samarbejdspolitikken? Der sendte man jo ikke bare flygtninge tilbage med udsendte danske statsborgere til slavearbejde for den Hitlers krigsmaskine som man havde føjet.

Tilbage til overskriften hvor Lidegaard kaster sig op til dommer over, hvorledes Churchill og Eisenhower tænkte. Og han fejler. For en del år siden kunne man på Guardian læse (ja, det kan man for så vidt stadig) følgende om Winston Churchills syn på darkies kompabilitet med civilisationen

Sir Winston Churchill expressed alarm about an influx of ‘coloured people’ in Fifties’ Britain and looked for a chance to restore punishment by flogging, newly released cabinet papers from the national archive reveal.

On 3 February 1954, under the agenda item ‘Coloured Workers’, Churchill is quoted, with abbreviations, by Cabinet Secretary Sir Norman Brook as saying:‘Problems wh. will arise if many coloured people settle here. Are we to saddle ourselves with colour problems in UK? Attracted by Welfare State. Public opinion in UK won’t tolerate it once it gets beyond certain limits.’

Then David Maxwell-Fyfe, the Home Secretary, gave a figure of 40,000 compared to 7,000 before the Second World War and raised the possibility of immigration control. He said: ‘There is a case on merits for excludg. riff-raff. But politically it wd. be represented & discussed on basis of colour limitation. That wd. offend the floating vote viz., the old Liberals. We shd. be reversing age-long trad[ition] tht. B[ritish] S[ubjects] have right of entry to mother-country of Empire. We shd. offend Liberals, also sentimentalists.’

He added: ‘The col[onial]. pop[ulations] are resented in L[iverpool], Paddington & other areas by those who come into contact with them. But those who don’t are apt to take a more Liberal view.’

Churchill intervened: ‘Ques. is wtr it is politically wise to allow public feeling to develop a little more before takg. action.’

Adding that it would be ‘fatal’ to let the situation develop too far, the Prime Minister is recorded as concluding: ‘Wd lke also to study possibility of “quota” - no. not to be exceeded.’

Manden der stoppede Hitler var altså modstander af indvandring af primitive folkeslag af de selv samme grunde som Thulesen Dahl. Et parallelt forhold der også gør sig gældende for Eisenhower. Han var manden bag Operation Wetback, der skulle stoppe og vende den illegale trafik af mexi’ere til USA. Christian Science Monitor mindes the good old days, hvor den politiske elite rent faktisk kerede sig om det land og det folk, hvis interesser de var valgt til at varetage

Fifty-three years ago, when newly elected Dwight Eisenhower moved into the White House, America’s southern frontier was as porous as a spaghetti sieve. As many as 3 million illegal migrants had walked and waded northward over a period of several years for jobs in California, Arizona, Texas, and points beyond.

President Eisenhower cut off this illegal traffic. He did it quickly and decisively with only 1,075 United States Border Patrol agents – less than one-tenth of today’s force. The operation is still highly praised among veterans of the Border Patrol.

Although there is little to no record of this operation in Ike’s official papers, one piece of historic evidence indicates how he felt. In 1951, Ike wrote a letter to Sen. William Fulbright (D) of Arkansas. The senator had just proposed that a special commission be created by Congress to examine unethical conduct by government officials who accepted gifts and favors in exchange for special treatment of private individuals.

General Eisenhower, who was gearing up for his run for the presidency, said “Amen” to Senator Fulbright’s proposal. He then quoted a report in The New York Times, highlighting one paragraph that said: “The rise in illegal border-crossing by Mexican ‘wetbacks’ to a current rate of more than 1,000,000 cases a year has been accompanied by a curious relaxation in ethical standards extending all the way from the farmer-exploiters of this contraband labor to the highest levels of the Federal Government.”

Years later, the late Herbert Brownell Jr., Eisenhower’s first attorney general, said in an interview with this writer that the president had a sense of urgency about illegal immigration when he took office.

America “was faced with a breakdown in law enforcement on a very large scale,” Mr. Brownell said. “When I say large scale, I mean hundreds of thousands were coming in from Mexico [every year] without restraint.”

(…)

Then on June 17, 1954, what was called “Operation Wetback” began. Because political resistance was lower in California and Arizona, the roundup of aliens began there. Some 750 agents swept northward through agricultural areas with a goal of 1,000 apprehensions a day. By the end of July, over 50,000 aliens were caught in the two states. Another 488,000, fearing arrest, had fled the country.

By mid-July, the crackdown extended northward into Utah, Nevada, and Idaho, and eastward to Texas.

By September, 80,000 had been taken into custody in Texas, and an estimated 500,000 to 700,000 illegals had left the Lone Star State voluntarily.

Unlike today, Mexicans caught in the roundup were not simply released at the border, where they could easily reenter the US. To discourage their return, Swing arranged for buses and trains to take many aliens deep within Mexico before being set free.

Tens of thousands more were put aboard two hired ships, the Emancipation and the Mercurio. The ships ferried the aliens from Port Isabel, Texas, to Vera Cruz, Mexico, more than 500 miles south.

The sea voyage was “a rough trip, and they did not like it,” says Don Coppock, who worked his way up from Border Patrolman in 1941 to eventually head the Border Patrol from 1960 to 1973.

Men kan vi så slet ikke lære noget af historien om de jødiske flygtninge til Danmark? Jo, som Lone Rünitz skriver anklagende: “Den danske landegrænse var kort og velbevogtet. Derfor kom der forholdsvis få flygtninge illegalt ind i landet”.

Tradserier

David Trads tager på sin blog på Jyllands-Posten til genmæle mod mange af hans kritikere ved at svare ppå 10 udvalgte og ofte stillede spørgsmål. Første spørgsmål han svarer på, er, hvor mange flygtninge Trads selv er villig til at tage imod i sin lejlighed. Trads svar går, som Trads logik altid, på det andet af to ben. Han svarer abstrakt til det konkrete og konkret til det abstrakte. Hvorfor hjælpe overhovedet?

Folk har rettigheder, som ikke er afhængig af, om enkelte af os vil dele ud af vores penge. I gamle dage var det omvendt. Da måtte arbejdsløse og syge eksempelvis håbe på, at godsejeren ville hjælpe til. Det var ydmygende.

Trads historiske kommentar om godsejeren er kun taget med for sin surreelle kvalitet. Tilrejsende fra hele verden har rettigheder som ikke er afhængige af, om flertallet af danskerne er tilhængere eller modstandere af at dele ud af deres penge.

Mit svar er, at jeg ikke synes, at jeg skal huse flygtninge i min lejlighed. Jo, jeg har skam plads - lige som mange andre har det - men jeg synes ikke, at det er enkeltpersoners opgave at huse flygtninge. Det er fællesskabets.

Det er jo ikke, fordi vi ikke har plads her i landet, at regeringen ønsker at tage imod færre flygtninge. Plads har vi nemlig nok af. Der er masser af steder, hvor det offentlige kan købe eller leje boliger til flygtninge.

Her i landet har vi et velfærdssamfund, som betyder, at vi finansierer de fleste opgaver, hvor nogen har brug for hjælp, over skatten. Det er en god ide, for så skal folk i nød ikke stå med hatten og håbe på almisser.

Vi har altså et fællesskab, men folk i vores velfærdssamfund har ingen ret til at sige nej til at man finansierer alle der kommer tilrejsende. Plads, har vi nok af, skriver Trads, for vi kan blot købe mere bebyggelse. Trads altruisme er adgang til andres lommer, lommer Trads mener er bundløse. “Er Trads den allerværste af dem alle, eller er det Stampe, Jensen eller CBT?” spurgte en god ven. Det er et svært spøgsmål. Carsten Jensen har vist skrevet en god bog i Vi De Druknede, så lidt formildende er det måske at sige om ham. Men det sørgelige er at det felt er endnu mere befolket, ja overbefolket, for nu at blive i temaet.

For overbefolket med tradser som Anders Ladekarl har vi nemlig hurtigt ikke plads nok i Danmark. Ladekarl var i forvejen en af de, der følte sig klemt af indvandringen og derfor flyttede væk og ud i de lyse med ordene “Jeg ønskede mig en større bolig“. Og i den bolig er det næppe heller plads til de indvandrere der allerede bor i hans hjerte så fællesskabet må tage resten - ja, dem alle, vi har jo en velfærdsstat til det samme.

anders-ladekarl-prins-joachim-og-torkild-thyrring

Eller en trads som Per Nyholm i Jyllands-Posten, der har besøgt Nørrebro, med “bus A5 fra Nørreport, i sig selv en socialantropologisk oplevelse“, hvor han slet ikke har fundet det virkelig, han har læst om i medierne. Tværtimod falder han…

…i snak med en venlig marokkaner. »Hvad tror du, reaktionen havde været,« spørger han, »om attentatet var blevet forøvet mod synagogen i Krystalgade?«

Jeg foretager en fodtur gennem Langbortistan. Ingen voldsmænd, intet politi, snarere myldrende liv, energisk handel, caféer og eksotiske butikker. Vi er helt sikkert ikke i Mellemøsten eller på Balkan. Dér lærte jeg i krigens tid, at man aldrig måtte gå ind i en gade, hvor der ikke hang vasketøj ud ad vinduerne. Jeg når frem til Det Mytologiske Kvarter (gaderne er opkaldt efter vore gamle guder) og spadserer ned ad den berygtede Baldersgade.

Jobcentret er lukket. Fem meget danske ungersvende sidder med lidt mad, en håndfuld bajere og en flaske mineralvand – denne sidste dog med brus – på en trappe. Eftermiddagssolen bager, som var den på besøg fra Kairo. Alt er fredeligt. Den meget omtalte Café Bumzen er lukket.

Første snak med en marokkaner demonstrerer fluks en paranoid kulturel/religiøs offerdyrkelse, hvor man står i modsætning til majoritetssamfundet, der holder hånden over jøderne. Men Nyholm spadserer videre og oplever endeløse rækker af shawarmabarer og kiosker som eksotiske. Alt er fredeligt og Café Bumzen blev omtalt fordi det var en venstreekstrem terrorrede. “En enkelt molotovcocktail blev vist nok kastet under en nylig fest” får vi senere at vide helt urelateret. Og måske blev denne molotovcocktail også kastet uden relation til Café Bumzen, men det styrer ikke Nyholms pointe.

Overflader har let ved at tage sig idylliske ud, hvis man ikke ved, hvad det er man ser når man ser “En arabisk fane vajer fra taget.” eller, hvad man skal mene om

En moder, hyllet i sort fra top til tå, passerer med to småpiger. De danser hen ad fortovet. Om 15 år vil de være til skæg og ballade i nattelivet.

Ja, børn af fundamentalistiske forældre er party-monkeys sammen med alle de andre tilhyldede piger på diskotekerne. Men der er en slange i Paradis

Vel inden døre trækker jeg over facebookkommentarerne til brandanslaget i Nordvestkvarteret. En navngiven herre skriver: »Godt, respekt – brænd kamellortet af.« En anden tilføjer: »I må godt få 10 liter benzin af mig.« En tredje: »Det næste bliver deres moske inden jeg dør er den brændt ned.«

Sådan lød skrålet i de tyske gader i nazitiden. Sådan lyder skrålet i vore dages København.

Det er problemet med Danmark idag, danskerne; de fylder for meget i velfærdsstaten.

ISIS er en islamisk bevægelse, derfor lader den sig ikke bekæmpe med fornægtelse og venstrehåndsbombninger

Daily Mail har en udmærket artikel om den enorme indsats imod Islamisk Stat der synes aldeles nytteløs.

http://www.dailymail.co.uk/news/article-3154680/The-astonishing-FIFTY-FOUR-countries-groups-battling-ISIS-haven-t-crushed-already.html#ixzz3fWyanjo9

An international coalition of over 30 countries and at least a dozen more rebel and terror factions have been unable to prevent the rapid growth of ISIS.

The terror group has expanded its territory, recruited ‘thousands’ of new foreign fighters and brought new jihadi organisations under its wing since an international ‘task force’ to ‘eliminate’ ISIS in October 2014.

At least 42 nations have either carried out airstrikes on ISIS, trained troops and Middle-Eastern tribesman to do battle against it or given weapons to those who are.

Meanwhile, at least a dozen rival Islamist groups are waging bloody war with ISIS on the ground - and for the hearts and minds of Muslims online.

Despite their collective hatred for the Islamic State, these disparate groups have failed to combat and destroy ISIS because their agendas conflict and they are not attacking the heart of the so-called caliphate, a counter-terrorism expert has told MailOnline.

ISIS commands 31,000 loyal fighters according to the United States - up from 16,000 last Autumn - while Kurdish forces put that number at closer to 200,000. And around eight million are thought to live under its barbaric rule.

This inspired more than 60 nations to commit to the Global Coalition to Counter ISIS which was formed to ‘eliminate’ ISIS, even though some of these - including Austria, Sweden and Ireland - are simply providing humanitarian support to the millions made homeless by the insurgents.

As part of Operation Inherent Resolve, the US-led coalition whose purpose is to eliminate ISIS, 13 different countries have executed airstrikes on Islamic State militants in Iraq and Syria.

The United States and five of its Arab allies - Bahrain, Jordan, Qatar, Saudi Arabia and the United Arab Emirates - launched the intense campaign of airstrikes and cruise-missile attacks against ISIS in September 2014.

Since then, America has been responsible for around 60 per cent of the 16,000 bombings on Iraq and Syria carried out since.

Den irakiske hær har kæmpet med den siden 2006, dengang den kun var en Islamisk Stat Irak og Syrien begyndte i 2011. Mange muslimske lande kæmper internt med deres egne muslimske entusiaster, der begynder at sværge troskab til Islamisk Stat, blandt andet Boko Haram, der trodsede Michelle Obama og aldrig gav de kidnappede småpiger tilbage, har bragt flere afrikanske lande ind i kampen. Alligevel trives Kalifatet Islamisk Stat som aldrig før. Terroreksperten, som Daily Mail har talt med, mener at problemet er at alle, der bekæmper Islamisk Stat har forskellige interesser. Men det hjerte han mente skulle angribes defineres ikke.

Vi får dog at vide at en lokal terrorgruppe producerer sin egen propaganda, der skal imødegå Islamisk Stats “poisonous narrative” “and mistaken understanding of Islam“. Og den amerikanske præsident Barak Obama er helt enig i det synspunkt og “says no amount of firepower will bring down the terror group who prey on ‘vulnerable’ Muslims around the world, adding: ‘Ideologies are not defeated with guns, they’re defeated by better ideas, a more attractive and compelling vision.’“. Man skulle tro at alle alternativer til Islamisk Stats svælgen i grusomheder var bedre ideer, at det IKKE at hugge hovedet at handlende der holder fredagsåbent klart var en bedre ide og en større vision end et gøre det. Men Islamisk Stats giftige narrativ, dårlige ideer, misforståeede islam og og uattraktive vision er åbenbart mere end almindeligt konkurencedygtigt og antallet af svage muslimer er svimlende og stigende.

Igår spekulerede jeg via kloge indlæg om Euroens og EUs krise kunne demaskere den herskende politiske klasses manglende realitetssans førend islams grusomheder blev ubenægtbare ud fra en Clintonsk ‘it’s the economyu, stupid’ tankegange. Douglas Murray forklarer i Gatestone Institute den stigende kløft mellem, det som politikere siger om ‘fredens religion og det som befolkningerne ved. For selvfølgelig kan man bekæmpe Islamisk Stat militært, skriver Murray i sit opgør med Obamas ide om attraktive ideer. Det var således man knuste nazismen. Islamisk stat kan ikke rekruttere nye krigere, hvis den knuses og den vil ikke virke attraktiv, hvis den får bøllebank og lider nederlag. Men der er noget andet om kalifatets ideer, som Obama og de andre vestlige ledere samt medierne vånder sig over at se i øjnene, nemlig at Islamisk Stat er islamisk, dens ideer er islamisk lære og det virker tiltrækkende på muslimer, der er opflasket med at islams ideer er de bedste uanset hvad virkeligheden ellers fortæller

While the Nazis tried to hide their worst crimes from the world, the followers of ISIS repeatedly record and distribute video footage of theirs. Between free and open democratic societies, and a society which beheads women for witchcraft, throws suspected gays off buildings, beheads other Muslims and Christians, burns people alive, and does us the favour of video-recording these atrocities and sending them round the globe for us, you would have thought that there would be no moral competition. But there is. And that is not because ISIS has “better ideas, a more attractive and more compelling vision,” but because its appeal comes from a specific ideological-religious worldview that we cannot hope to defeat if we refuse to understand it.

That is why David Cameron’s interjection was so important. The strategy Barack Obama and he seem to be hoping will work in persuading the general public that ISIS has nothing to do with Islam is the same tactic they are adopting in the hope of persuading young Muslims not to join ISIS. Their tactic is to try to deny something that Muslims and non-Muslims can easily see and find out for themselves: that ISIS has a lot to do with Islam — the worst possible version, obviously, for Muslims and non-Muslims alike, but a version of Islam nevertheless.

ISIS can destroy its own credibility among advocates of human rights and liberal democracy. The question is how you destroy its credibility among people who want to be very Islamic, and think ISIS is their way of being so. Understand their claims and their appeal, and work out a way to undermine those, and ISIS will prove defeatable not only on the battlefield but in the field of ideas as well. But refuse to acknowledge what drives them, or from where they claim to get their legitimacy, and the problem will only have just started.

Murray gør sig for mange håb om at islam kan reddes fra sig selv og det gør Jürgen Todenhoffer også i dette interview i BBCs Hardtalk. Men, hvis man kan abstrahere fra udtryk som “so-called Islamic State movement” og hæfte sig ved hans beskrivelse af den muslimske bevægelse for man et anderledes forstemmen realistisk billede af, hvorfor Obama har ret når han siger at vi kommer til at kæmpe med disse problemer i mange, mange år

The so-called Islamic State movement has very publicly murdered western journalists and aid workers who entered its territory. As a result, IS-held areas of Syria and Iraq have been off-limits to western reporters for the past year. Except for the guest today.

Last December Jürgen Todenhöfer spent ten days inside the self-styled IS caliphate. He emerged unscathed with a remarkable story - what more can he tell us about the jihadists and what can we conclude about his own motivations?

Venstrefløjens forhold til islam er ødelæggende - først og fremmest for venstrefløjen selv

Demografi, Historie, Kunst og kultur, Multikultur, Muslimer, Nazisme, islam, venstrefløjen — Drokles on May 22, 2015 at 10:45 am

Michael Jalving skriver i Jyllands-Posten glimrende om hvorledes venstrefløjen ødelægger sig selv ved sit forhold til islam

Islam er blevet en kolossal politisk faktor i den islamiske verden fra Pakistan til Nigeria og i dele af det urbane Europa, og denne udvikling har været meget svær at forholde sig til for den europæiske venstrefløj. Som Michael Walzer skriver i vinternummeret af det amerikanske tidsskrift Dissent Magazine, der vel at mærke ligger til venstre i opinionen, er den islamiske vækkelse blevet en test af venstrefløjens eksistensberettigelse. Hvad vil den stille op over for en stadig mere markant islam? Vil den formøble sin traditionelle religionskritik, bare fordi en ny, stærk religion træder frem på scenen? Eller vil den begynde at forsvare den vestlige civilisation?

Indtil nu har venstrefløjen – med få prominente undtagelser – søgt flyverskjul. Men jo mere den skjuler sig, jo mere marginaliseret vil venstrefløjen også blive. Strudsepolitikken vil kun drive flere og flere mod højre.

Særligt to forhold har svækket venstrefløjens moral, og de stikker begge dybt. Det ene er venstrefløjens notoriske tendens til at anskue ideer som luftige udtryk for sociale bevægelser og kriser. Ideer er altså blot symboler for den materielle virkelighed, hvilket netop svækker forståelsen af ideers skæbnesvangre potentiale. Som når det som en anden trosbekendelse fastslås af socialminister Manu Sareen, at fanatikere lige så vel kan være lyshårede, og når islams fascinationskraft reduceres til et spørgsmål om unge mænds sociale og psykologiske problemer, dvs. noget, der kan støttes, coaches eller behandles væk.

Det andet forhold går også tilbage til venstrefløjens rødder, nemlig det forhold, at venstrefløjens nedarvede antinationalisme har ført dem på glatis vis-a-vis den sociale virkelighed, som hastig indvandring og rabiat islam medfører i de europæiske nationer.

Det kan dog, som en god ven mindede mig om i aftes, lade sig gøre at komme på bedre tanker. Den engelske Labour leder fra 1935 til 1955 og premierminister fra 1945 til 1951 Clement Richard Attlee var en internationalist og antinationalist af svenske proportioner.

Throughout the 1920s and most of the 1930s, the Labour Party’s official policy had been to oppose rearmament, instead supporting internationalism and collective security under the League of Nations. At the 1934 Labour Party Conference in Southport, Attlee declared that “We have absolutely abandoned any idea of nationalist loyalty. We are deliberately putting a world order before our loyalty to our own country. We say we want to see put on the statute book something which will make our people citizens of the world before they are citizens of this country”.[18]

During a debate on defence in the House of Commons a year later, Attlee said “We are told (in the White Paper) that there is danger against which we have to guard ourselves. We do not think you can do it by national defence. We think you can only do it by moving forward to a new world. A world of law, the abolition of national armaments with a world force and a world economic system. I shall be told that that is quite impossible“.[19] Shortly after those comments, Adolf Hitler would give a speech in which he proclaimed that German rearmament offered no threat to world peace. Attlee responded the next day noting that Hitler’s speech, although containing unfavourable references to the Soviet Union, created “A chance to call a halt in the armaments race…We do not think that our answer to Herr Hitler should be just rearmament. We are in an age of rearmaments, but we on this side cannot accept that position”.[20]

[...]

Attlee himself sought warm relations with Stalin. He put his trust in the United Nations, rejected notions that the Soviet Union was bent on world conquest, and warned that treating Moscow as an enemy would turn it into one. This put Attlee at sword’s point with his foreign minister, the Foreign Office, and the military who all saw the Soviets as a growing threat to Britain’s role in the Middle East.

Heldigvis skiftede han begge gange standpunkt da han “…came to support rearmament and oppose Neville Chamberlain’s policy of appeasement” og - “Suddenly in January 1947, Attlee reversed his position agreed with Bevin on a hard-line anti-Soviet policy“. Men med et et helt lands politiske elite er det anderledes. Der rykker man sammen og støtter hinanden i illusionen og overbeviser sig selv om at den selvskabte katastrofe kun er, hvad folket har fortjent. Det sker i Sverige, hvor venstrefløjens antinationale forestilling for længst har opslugt den politiske elite. Og med dette billede på Sveriges nære fremtid ønsker jeg jer en god weekend

Det græske folkemord og venstrefløjens ufrivillige islamkonfrontationer

Den svenske udenrigsminister kom til at fornærme muslimerne, da hun kritiserede Saudiarabiens barbariske skikke. Som et forsøg på at forklare sig sondrede hun bizart mellem sharia og islam. Sverige undskyldte til sidst deres forsvar for banale menneskerettigheder.

Venstrefløjens forståelse af frigjorthed og almenmenneskelige værdier strider imod islam. Det vil de ikke indrømme og har flittigt brugt islam og muslimer som rambuk i deres forbitrede hævntogt på kristne og konservative nationale dyder og vædier, der er stedfortræder for de forældre der gav dem ikke blot alt, men måske mere end de kunne bære. Og så langt de er lykkedes med deres ødelæggelse af deres ophav så langt sidder de nu mere og mere alene tilbage med islam og muslimerne. Efterhånden har de ikke den gamle nation som mellemlæg at skyde på, men står nu selv overfor islam og muslimerne. Nu mærker de efterhånden omend ufrivilligt de kulturelle brudzoner.

I “Foråret 2013 kørte Center for Voldtægtsofre” kampagnen “At klæde sig sexet er ikke kriminelt“. Nu vil Københavns Kommune også markere sig ifølge Jyllands-Posten

Sæsonen for sol og masser af bar hud er åbnet, og det falder sammen med Københavns Kommunes anti-voldtægtskampagne.

Som blikfang i bybilledet på busser og plakater er netop en nedringet pige, der ledsages af teksten: »At klæde sig sexet er ikke kriminelt – voldtægt er!«

»Det er desværre en nødvendig kampagne, for der er stadig behov for at fastslå, at man har ret til at sige nej til sex uanset hvad. Selv om man optræder i en nedringet bluse eller kommer til at drikke sig lidt for fuld, er det ikke ensbetydende med, at man på forhånd har sagt ja til sex,« siger sundhedsborgmester Ninna Thomsen (SF) om baggrunden for kampagnen.

Skønt det er kampagner, der kun skal stive de kampagnerendes skinhellige selvforståelse af, er det en kampagne, der retter sig direkte imod islam (og vel også mod Uffe Ellemanns tilsvarende  bebrejd-offeret logik). For et par år siden kunne man som nogen nok husker høre hvorledes muslimske piger i Vollsmose følte sig sikret imod chikane, fordi de “bar uniformen“. Ingen kan være i tvivl om, hvad tørklædet og den videre formummelse betyder selv om venstrefløjen benægter hårdnakket, også for sig sig selv.

Tyrkiets præsident Recep Tayyib Erdogan har udover at advare Paven mod at tale for meget om det armenske folkemord, raset imod Københavns beslutning om til maj i nogle dage at opstille denne skulptur til minde om osmannernes folkemord (i medierne omtalt folkedrab) på armenierne

20150415210216_2

“Ingen husker armenierne” skal Hitler have sagt, som et carte Blanche for at løse ‘jødeproblemet’ med industrielt massemord. Det gør flere og flere folk dog idag, selv om man stadig er i tvivl på TV2. Men ikke mange husker dog at også grækere var ofre for de osmanniske muslimers folkemord. Direkte løftet fra Neos Kosmos

Pontian and Anatolian Greeks were victims of a broader Turkish genocidal project aimed at all Christian minorities in the Ottoman Empire. A total of more than 3.5 million Greeks, Armenians, and Assyrians were killed under the successive regimes of the Young Turks and of Mustafa Kemal from roughly 1914 to 1923. Of this, as many as 1.5 million Greeks may have died. The end of the genocide marked a profound rupture in the long Greek historical presence on the Asia Minor.

Greek communities began inhabiting Anatolia (Greek for “east”), otherwise referred to as the Asia Minor, since the 12th century BCE. They centered mostly along the Aegean littoral, although some Greeks, known as Pontians, went further east and colonized the southern shores of the Black Sea. Turkic peoples migrated into Anatolia over the first millennium CE and by the 14th century had established the Ottoman Empire. Over the next six hundred years, the Empire organized its ethnically diverse population into the millet system, thereby ensuring cultural and religious pluralism.

Under this system, the Ottoman Greeks, like other Christian communities in the Empire, were provided with a degree of autonomy. The geographic extent and political power of the Ottoman Empire began to decline over the 19th century as subjected peoples, especially the Greeks, began exerting their own nationalist aspirations. With the support of the Great Powers, the Greeks successfully overthrew Ottoman rule during their War of Independence from 1821 to 1830, thereby establishing the modern Greek state as it is currently situated at the tip of the Balkan Peninsula. However, the over two and a half million ethnic Greeks still living in Anatolia, separated from their Balkan compatriots, suffered the scorn of an increasingly vitriolic Turkish nationalism tainted by a bitter sense of humiliation.

The Young Turk movement emerged from this context, eventually aiming to turn the multi-ethnic Ottoman Empire into a homogenous Turkish nation state. Under the banner of the Committee for the Union of Progress (CUP), this ethnic nationalist movement assumed power after a coup d’etat in 1913.

This political revolution occurred in the midst of the Balkan Wars from October 1912 to July 1913, which ultimately ended five centuries of Ottoman rule in the Balkans. Afterwards, there was a brief diplomatic effort between the Greeks and the CUP to arrange a population exchange.

However, the outbreak of World War I stunted this effort, and instead the CUP took its own radical initiatives. They began singling out all able-bodied Greek men, forcibly conscripting them into labor battalions which performed slave labor for the Turkish war effort. Greek children were stolen and forcibly assimilated into Turkish society. Greek villages were brutally plundered and terrorized under the pretext of internal security. Indeed, as with the Armenians, the Greeks were generally accused as a disloyal and traitorous “fifth-column,” and eventually most of the population was rounded up and forcibly deported to the interior.

This modus operandi was more or less the same for all three Christian victim groups. Again with support of the Great Powers, Greece invaded part of Anatolia immediately after the defeat of the Ottomans in World War I. Centered around the Aegean port city of Smyrna (now known by its Turkish name, Izmir), Greek occupation forces brutally subjected local Turks, thereby further stoking interethnic conflagrations.

At the same time, Mustafa Kemal Pasha was leading a Turkish resurgence, eventually dispelling the Greek military from Anatolia. Turkish forces retook Smyrna in September 1922, instigating a massive anti-Greek pogrom. On September 13, a fire broke out amidst the chaos, spreading uncontrollably over the next two weeks. The Smyrna catastrophe took the lives of somewhere between 10,000 to 15,000 Greeks.

Two months later, diplomatic negotiations between the Kemalist regime and the Great Powers began in Switzerland, leading to the signing of the Treaty of Lausanne in February 1923. The sovereign status of a Turkish nation state was thereby affirmed, and the Great Powers essentially condoned the Turkish genocidal project.

The demographic consequences of the Greek genocide are not objectively certain. The prewar population of Greeks was at least 2.5 million. Over the course of 1914 to 1923, about one million had migrated, some voluntarily but most under coercion. As many as 1.5 million Greeks died, either from massacre or exposure, although this figure is not positive. Presently, a miniscule Greek population remains in Turkey. Greek communities annually commemorate the genocide on September 14 in recognition of the Smyrna catastrophe.

Source: Centre for the study of Genocide, Conflict Resolution, and Human Rights, Rutgers University

Osmannernes folkemord på armenierne og grækerne var muslimers folkemord kristne.

Skyd ikke budbringeren

1555562_10152473548405197_3394893658298250242_n

TV2 skrev at halvdelen af ikke-danske politikere går ind for at forbyde Hizb ut Tahrir. “Argumentet er bl.a., at Hizb ut-Tahrir modarbejder integration af nye indvandrere i det danske samfund” hedder TV2s opsummerering

“Det hører ikke hjemme i et dansk demokratisk samfund. De gavner ikke samfundet eller integrationen, men er til fare for det samfund, vi lever i. Specielt for de unge er Hizb ut-Tahrir et dårligt forbillede,” siger Kemal Bektas (S), byrådsmedlem i Høje-Taastrup Kommune. Han bakkes op af blandt andre Lone Yalcinkaya (V) fra Gladsaxe Kommune.

“Det er farligt med sådan en organisation, der forsøger at skabe mistillid til samfundet hos specielt unge mennesker. Derfor skal de forbydes, og jeg mener faktisk, at der er mulighed for det i grundloven,” siger hun.

“Og det handler ikke kun om Hizb ut-Tahrir, også Dansk Front og andre nynazistiske foreninger skal forbydes, fordi de er til skade for vores samfund og ikke fungerer demokratisk,” siger Lone Yalcinkaya.

Hamid El Mousti (S) fra Københavns Borgerrepræsentation er blandt de få, der ikke vil forbyde forbyde Hizb ut-Tahrir og slår fast at

Vi har demokrati og ytringsfrihed i Danmark. Hvis vi forbyder dem, kalder de sig bare noget andet. Hvis vi beholder dem, kan vi følge med i, hvem der tilknytter sig den bevægelse.

Men også Dansk Folkeparti vil forbyde Hizb ut Tahrir. Det har længe stået på deres ønskeseddel og de ser kun deres sag styrket, som tiden går. Pia Kjærsgaard argumenterede i Jyllands-Posten

Med de oplysninger, der er fremkommet efter Omar el-Husseins terrorangreb i København, må sagen stille sig anderledes. Som Berlingske oplyste 25/2 er el-Hussein kommet i Hizb ut-Tahrirs moské på Heimdalsgade, og angiveligt deltog han i den antisemitiske prædiken, som imam Hajj Saeed holdt i forbindelse med fredagsbønnen dagen før terrorangrebet.

Hizb ut-Tahrirs mange trusler igennem de seneste år har dermed nu fået et konkret resultat i form af det terrorangreb, som kostede to danskere livet. Hizb ut-Tahrir er altså tilsyneladende ikke kun leveringsdygtige i trusler om vold og drab, de er nu også leveringsdygtige i gerningsmænd.

Hizb ut-Tahrirs forhenværende talsmand er dømt for at opfordre til drab på jøder. Hizb ut-Tahrir har opfordret til at slå danske politikere ihjel. Hizb ut-Tahrir har opfordret til at dræbe danske soldater udsendt i Afghanistan og Irak. Og nu har Hizb ut-Tahrirs talsmand, Junes Kock, udtrykt forståelse for og accept af, at Danmark og danskerne bliver udsat for terrorangreb.

Hvad mere skal der egentlig til, før en organisation kan forbydes?

(…)

Grundlovens ord er klare: Organisationer, der virker ved vold, skal opløses – de ikke alene kan, nej, de skal opløses! Hvis justitsministeren fortsat i lyset af terrorangrebet i Danmark afstår fra at tage skridt til at opløse Hizb ut-Tahrir, er justitsministeren og regeringen på kollisionskurs med selveste grundloven.

Og på Facebook uddybede Søren K Villemoes, der her gengives næsten i sin helhed (han skrev at man gerne måtte dele, så hermed gjort)

Hizb ut-Tahrir har den seneste tid reddet på en mindre mediebølge, hvor de har haft succes med at sprede deres propaganda uden nævneværdig modstand fra danske journalister. Ser man efter, hvad deres lederskab i Danmark siger, er der dog noget, der virker helt galt. Enten lyver de om deres eget partiprogram, kender ikke til det, eller også er de uenige med deres eget parti.

Partiets talsmand Junes Kock kunne i Deadline i mandags sige, at partiet ikke går ind for vold og tager afstand fra “drab på civile uanset hvem de skulle være”. Det er ikke bare forkert. Det er lodret forkert. Hizb ut-Tahrirs lederskab har sanktioneret vold mod civile på en massiv skala. Her er et par eksempler:

D. 8. april 1988 udsendte partiet en erklæring, der tillader flykapringer. Her kan man læse, at det er “tilladt” at kapre fly ejet af en stat i krig med muslimer. Det gælder for eksempel Israel. I så tilfælde er der ingen beskyttelse for jøderne i disse fly eller deres ejendom, og de bør behandles som var de i krig. Jeg har en pdf af denne erklæring, som jeg med glæde sender enhver, der skulle bede om den.

I 1994 erklærede partiets daværende talsmand og nuværende leder Ata Abu Rishta, at Israel besætter muslimsk jord og er i krig med muslimer. Derfor kan der ikke være fred mellem muslimer og jøder. Rishta erklærer herefter, at det er islamisk lov, at enhver israelsk jøde, der er i stand til kæmpe, og som er ankommet i Israel efter det Osmannske Riges fald, skal “dræbes, indtil der ikke er en eneste overlevende.” Med andre ord: Alle israelske jøder skal slås ihjel.

I Hizb ut-Tahrirs udkast til en grundlov kan man slå op på side 450. Her forholder man sig til, hvordan den kommende islamiske stat skal forholde sig til ikke-muslimer i andre stater. Det er interessant læsning. Alle stater, der ikke eksplicit har indgået en fredsaftale med kalifatet, er nemlig automatisk i krig med kalifatet og deres land anses for at være én stor slagmark. Og hvem er det så tilladt at dræbe her? Svaret er lige til: Alle ikke-muslimer. Vi taler her om, at HT i deres egen grundlov sanktionerer drab på teoretisk set alle ikke-muslimer i hele universet.

Dette er blot en håndfuld af eksempler. Der er flere at tage af. Men lad os hellere hoppe videre til talsmand Junes Kock, der både i Deadline og siden har hævdet, at Hizb ut-Tahrirs grundlov anviser klare procedurer for, hvordan man vælger en kalif i det kommende kalifat. Det er ikke korrekt.

Ifølge Hizb ut-Tahrirs doktrin gælder procedurerne for at vælge en kalif kun tre dage efter den sidste kalifs aftrædelse. Da den sidste kalif fratrådte d. 24. juli 1923, udløb denne frist altså for over 90 år siden. Det eneste krav, HT har for, at en kalif kan komme til, er, at han har fået troskabsed fra den militære magt - akkurat som Islamisk Stats kalif Abu Bakr al-Baghdadi.

Hvorfor er dette vigtigt? Fordi partiet hævder at være imod Islamisk Stat med henvisning til, at kalifatet ikke er oprettet korrekt. Men Hizb ut-Tahrirs egne anvisninger siger noget andet. Partiet var selv med i det voldelige oprør mod Assad med det formål at etablere en islamisk stat. Det lykkedes dem ikke. I stedet løb ISIS med den ære. Og siden har HT hævdet, at det er det helt forkerte kalifat, vi ser nede i Syrien og Irak.

Både HTs talsmand Junes Kock og medlem af lederskabet i Danmark Taimullah Abu-Laban benægter disse forhold. Taimullah har endda påstået, at partiets erklæring om flykapringer fra 1988 er et falsum. Det er det ikke. Faktisk tog partiet afstand fra 11. september med den begrundelse, at flyene ikke var ejet af en stat, men derimod private. Denne besynderlige begrundelse skyldtes, at de ikke skulle være i strid med erklæringen fra 1988.

Derfor må spørgsmålet være: Er det danske lederskab af Hizb ut-Tahrir uvidende om sit eget partis ideologi og politik? Lyver de om det? Eller er de faktisk uenige med deres eget partis internationale lederskab? Noget er i hvert fald galt her.

Jeg ville ønske, at danske journalister ville konfrontere dem med disse spørgsmål, og lade være med at ukritisk at videreformidle partiets propaganda. Jeg kan ikke, da HT i Danmark ikke ønsker at lade sig interviewe af mig eller indgå i en debat om andet end emner, de selv har udvalgt. Jeg opfordrer derfor mine kolleger til at gå kritisk til værks over for dem i fremtiden. Og hvis nogen har brug for viden og hjælp i den forbindelse, så stiller jeg mig gerne til rådighed.

Ekspert i mod-terrorisme Rashad Ali og fellow hos Institute of Strategic Dialogue og director for CENTRI i Storbritannien er af en anden opfattelse af Hizb ut Tahrirs forhold til vold, skrev Berlingske Tidende

I virkeligheden er organisationen et religiøst-fascistisk parti, der søger at skabe en totalitær stat, som implementerer deres egne snævre tolkning af religionen eller Shariah i samfundet. Dette inkluderer i deres syn: Drab på frafaldne og homoseksuelle, korsfæstelse af oprørere og at styre de ikke-muslimske borgere ved at hindre dem i at besidde nogen politiske poster og påtvinge dem »jizya«, en særlig skat.

Kvinder skal heller ikke, ifølge deres synspunkt, besidde magtfulde politiske poster, deres primære rolle er afgrænset til hjemmet. Statsstyret skal opnås ved at skabe en almen efterspørgsel efter selvsamme, efterfulgt af et militærkup. Staten skal endvidere med tvang fjerne »illegitime« regeringer i lande, hvor muslimer udgør majoriteten, og udviske alle »illegitime« landegrænser mellem f.eks. Syrien og Irak eller Syrien og Tyrkiet. Dette skal gøres selv hvis millioner skal dræbes i processen. Lyder det bekendt? Ja, deres vision om den ideelle islamiske stat, som er nøje beskrevet i deres litteratur, er ikke langt fra det, som er ved at blive skabt af ISIS/ISIL/IS eller hvad end man ønsker at kalde dem. »Dawla« eller »Staten« er foretrukket af begge grupper.

Hizb ut-Tahrir er forbudt i de fleste lande med muslimsk majoritet, hvori de opererer. Faktisk undertrykkes de på brutal vis. Trods dette har HT aldrig udført terror-handlinger. HT har til gengæld forsøgt sig med forfejlede kupforsøg i Egypten og Jordan, hvilket resulterede i en splittelse internt således, at flere medlemmer løsrev sig for at forme egne, i visse tilfælde jihadistiske grupper i Egypten, og selv i Vesten har vi set det med grupper som al-Muhajiroun, en pseudo-salafi gruppe etableret af Omar Bakri Mohammed i England, også kendt under navne som Kaldet/Islam4UK/Islam4Denmark, etc.

Disse grupper adopterer samme ideologi og med den samme retoriske stil og begreber: Islam er ikke en religion, den er en ideologi, den har veldefinerede politiske systemer (selvom det i praksis kan koges ned til en kalif, der implementerer et sæt love).

De bruger lignende fatwaer, såsom tilladelsen af selvmordsbombere (selvom HT som sagt ikke selv gør brug heraf), kapring af israelske fly - selvom HT dog fordømte 11. september-angrebene, fordi flyene var privatejede(!) - jihad i Israel og Irak imod vestlige lande eller ethvert land, der »besætter« et »muslimsk landområde« (som de definerer som et område, der har været under muslimsk kontrol). Det inkluderer så lande som Spanien, Indien og Israel (trods dette har ingen af disse demokratiske lande forbudt partiet).

Som tidligere nævnt står gruppen på ingen måde bag terrorhandlinger og kalder heller ikke til terrorhandlinger. Faktisk er gruppen overbevist om, at man skal følge - på ganske anakronistisk vis - Profetens »metode« i opnåelsen af magten, som de på besynderlig vis mener svarer til at infiltrere hærene og påvirke indflydelsesrige personer i samfundet. Herefter skal den endelige samfundsændring ske ved - ideelt set - et ublodigt kup.

Dette er samtidig det, der gør gruppen problematisk, og valget er derfor ikke enten at forbyde gruppen eller ignorere den. Dets medlemmer er ganske vist tidligere blevet dømt for at tilskynde til vold, noget som gruppen benægter, det nogensinde har gjort og afviser som værende i modstrid med dets »metode«. Men disse ideer har ikke nødvendigvis en uskyldig effekt på gruppens publikum og sympatisører. Ikke alle, som tilslutter sig, accepterer den ikke-voldelige metode til at opnå magten. Generelt accepterer de dets vision om Kalifatet eller Den Islamiske Stat og adopterer dets anti-vestlige og anti-demokratiske holdninger.

Rigsadvokaten ser traditionelt ikke Hizb ut Tahrir, som en Grundlovsstridig organisation og fortidige forsøg på forbud er alle strandet på hans bord. Men det stopper ikke et politisk ønske, selvfølgelig, og Martin Henriksen kaldte i Den korte Avis ganske rigtigt Hizb ut Tahrir “samfundsundergravende” og holdt sig til at “jura er en fortolkningsvidenskab”

Grundloven understreger meget klart den enkelte borgers rettigheder, og sikrer imod overgreb fra staten og offentlige myndigheder, men den efterlader også et rum til at staten, og dermed regering og Folketing, kan skride ind, når det politisk vurderes at være nødvendigt for eksempel af hensyn til den offentlige orden.

Men sørgeligst af alle var Trykkefrihedsselskabets næstformand, der i to Facebook opdateringer kaldte på et forbud fordi “tilhængere af Hizb ut-Tharir er radikale muslimer, punktum!“.

Det er præcis, derfor foreningen skal forbydes og opløses: der går grænsen nemlig for, hvad demokratiet skal tåle, hvis det skal overleve. Det er kun med det yderste af neglene disse islamo-fascister kan holde igen med de voldopfordringer, de tidligere er blevet dømt for at fremkomme med.

Til forsvar for Aia Fog skal det siges at hun også mener at “de og deres tilhængere skal ud af Danmark”. Hvilket logisk vil sige muslimer en bloc. Mere om det senere.

Anne Sofie Allarp skrev at på Pio Pio “Danmark er kendt i hele verden, på godt og ondt, som et land, der værner om ytringsfriheden”. Og Sofie advarer - nuvel, fra en lidt forvirret venstredrejet position - så ganske rigtigt og pragmatisk om at man med et forbud kunne “komme til at mytologisere foreningen” og minder om at vi med stort held har tilladt både kommunister og nazister. Men jeg vil give ordet til den noget bedre formulerede Jacob McHangama

Der er god grund til at holde nøje øje med HUT, og i særdelshed til at modvirke deres veltilrettelagte propaganda. HUT advokerer for en totalitær ideologi, hvis mål er oprettelsen af et kalifat, hvis politiske orden er baseret på religiøse principper, der står i direkte modstrid med det liberale demokrati. Får HUT magt, som de har agt, ville det betyde død og/eller undertrykkelse af bl.a. homoseksuelle, kvinder, ikke-muslimer og muslimer, der ikke deler HUTs udlægning af islam. Det er også ubestrideligt, at HUT har en antisemitisk agenda. Ifølge nogle medier deltog Omar El Hussein endog ved en stærkt anti-semitisk prædiken i en HUT domineret moske forud for angrebet, ligesom HUT har opfordret danske muslimer til ikke at tage afstand fra terrorangrebene.

Men der er mig bekendt ikke fremlagt nogen beviser for, at HUT som forening er involveret i eller har opfordret til terror eller øvrige ulovlige aktiviteter, og som bekendt har Rigsadvokaten i 2004 og 2008, konkluderet, at en opløsning af HUT ville være grundlovsstridig. Når et flertal af danske politikere ønsker at forbyde HUT, er det således alene på grund af foreningens holdninger, ikke på grund af ulovlige handlinger. Et sådant skridt er ikke blot svært at forene med den ytringsfrihed, som alle politikere erklærede skulle beskyttes efter 14. februar, det er også et skridt, der smager af afmagt.

Fordi Danmark og ytringsfriheden er truet af islamisme, tyer man til forbud mod den mest synlige manifestation af islamisme, der i Danmark udgøres af HUT. Også selvom HUTs islamisme er ideologisk, snarere end voldelig, mens de voldsparate islamister færdes i løse eller skjulte grupperinger, der ikke kan opløses, fordi de ikke udgør en forening i retlig forstand. Skulle politikerne få held til at trumfe et forbud mod HUT igennem, vil det være et markant brud med en prisværdig dansk tradition for at lade selv totalitære foreninger og partier udfolde deres ikke voldelige aktiviteter inden for demokratiets rammer. Eksempelvis sad DKP – hvis loyalitet lå hos det totalitære moderparti i Moskva – i flere perioder i Folketinget, senest fra 1973-1979. Et parti som VS, der også dyrkede voldelige ideologer og antidemokratiske strømninger, og hvis ledende medlemmer hyldede og indgik samarbejdsaftaler med terrorbevægelsen PFLP, sad også i Folketinget i flere perioder.

Disse partier blev ikke forbudt men mistede opbakning på grund af omfattende kritik i den offentlige debat, og fordi den virkelige verden på den anden side af Jerntæppet udgjorde et laboratorium, der brutalt udstillede, hvad det skete, når ideerne blev omsat til virkelighed. På samme måde som Islamisk Stats fremfærd i Syrien og Irak demonstrerer, at kalifatet intet har at tilbyde ud over død og armod for både muslimer og ikke-muslimer.

De muslimske politikere, der vil forbyde Hizb ut Tahrir (og Dansk Front og nazister oog så videre) følger overvejende blot deres hjemlandes sørgelige traditioner, for at forbyde alt der synes besværligt, frem for at erkende problemerne i samfundet. Og vi kan også gå ud fra at det overvejende flertal af muslimske politikere, der ikke vil forbyde Hizb ut Tahrir, blot forsvarer andre muslimers ret til at bekæmpe Danmark. Og Hizb ut Tahrir vil bekæmpe os og ja, de balancerer på grænsen af det tilladte, til det yderste af neglene. Men de er ikke, som Aia Fog udtrykker det “radikale muslimer, punktum!“. De er afklarede muslimer og de er glimrende repræsentanter for isla med den væsentlige forskel at de netop ikke udøver vold. Men som et teoretisk studie er de perfekte muslimer.

Vist skal de ud af landet, som muslimer skal over en bred karm. Men, hvis man lukker munden på Hizb ut Tahrir gennem et forbud, så handler det ikk kun om, hvad vi opgiver af vores egne frihedsidealer eller om vi risikerer at ”komme til at mytologisere foreningen“. Det er vejen mod fornægtelse af problemet, som jo er islam. Hizb ut Tahrir er ikke ”radikale muslimer, punktum!“. Hizb ut Tahrir er belæste muslimer, punktum!

Alle krav om forbud af Hizb ut Tahrir tager udgangspunkt i at de siger noget, der er så radikalt at demokratiet ikke kan indholde det. Men ingen af forbudsfortalerne kan - og jeg vil udfordre dem til at forsøge - fortælle hvori Hizb ut Tahrirs tolkning af islam er radikal, frem for ligefrem og logisk. Og derved stirrer de sig blinde på at problemet med islam er nogle yderligtgående foreninger og tolkninger, noget som man kan sortere i og luge ud eller på anden måde forvalte. Men Hizb ut Tahrir er kun et symptom på islam og symptombehandling lader sygdommen vokse, fredet af benægtelsen.

Derfor er vejen frem heller ikke at ignorere Hizb ut Tahrir, som havde de ingen betydning (en selvmodsigelse, når man samtidig beskylder dem for at være farlige og måske have ansporet Omar til sin dobbelte terrordåd).  De må tages alvorligt som nøgterne tolkere af islam og de må være op til islams mange apologeter at overbevise os om, hvorfor Allah og Muhammed alligevel ikke mener at vi vantro skal dø.

En drive by Braad

Drive by debunkning. Jeg ville egentlig bygge en lille artikel op omkring følgende udtalelse fra Braad Thomsen

“Projektiv identifikation betyder, at man flytter sine mest uheldige egenskaber over på andre. Fordelen er, at man bliver fri for et besværligt selvopgør og i stedet skaber en syndebuk, som man forsyner med de egenskaber, man ikke kan tåle hos sig selv.

Og så blot citere, hvad han kalder alle sine fjender - og han har mange. For Braad Thomsen er en mand uden ironi, hvilket hans kunst også bærer præg af. Han ser ikke hulheden i psykologiserende argumenter, som rammer det alment menneskelige at man ikke ser bjælken i sit eget øje. så Braad Thomsen mener at det er hans fjender, der er ofre for projeksiv identifikation, mens han udnævner denne og hin DF’er og af ham selv DF associeret til at være ikke stueren.

Men Thomsens mange absurditeter kaldte på en god gammeldags debunksningspost, som anale blogs som Monokultur altid fristes af.

Men Nyrup har jo ret, hvilket DF’s udenrigsordfører, Søren Espersen, kom for skade at illustrere meget bogstaveligt, da han om Israels seneste massakre i Gaza skrev:

»Israel slår en prut, og verden skriger og boykotter.«

Det er en stinkbombe af dimensioner at kalde massakren på 2.000 palæstinensere for en prut. DF lugter fortsat fælt.

Det er en simpel løgn at kalde Israels fantastiske og elegante operation imod Hamas for en massakre. Faktisk var den med John Kerrys ord “et fantastisk stykke præcisionsarbejde

Pia Kjærsgaard mener ikke, at danske frihedsværdier bør gælde for muslimer. De må ikke gå klædt, som de har lyst; de bør ikke tale deres modersmål offentligt, og de bør ikke have mulighed for et frit tv-valg, hvis det omfatter Al-Jazeera.

Muslimer er altså ikke danskere, også ifølge Braad Thomsen. Rart at få det på plads.

Muslimer, kristne og jøder har ofte levet udmærket sammen.

Muslimer har aldrig levet udmærket sammen med nogen. End ikke med sig selv jævnfør de muslimske masser der flygter fra deres muslimske hjemland grunden mængden af muslimer, der vil dem til livs. Raymond Ibrahim dokumenterer muslimers forfølgelse af kristne og skriver at det er en 1.400 år gammel tradition9 af de 10 værste lande for kristenforfølgelse er muslimske. Jøderne blev stort set udrenset fra mange arabiske lande efter Israels oprettelse, 800.000 eller cirka deromkring, får aldrig ret til hjemvendelse. Det arabisk-muslimske had til Israel fra dets fødsel og før vidner om sameksistenslyrikkens løgn.

massacremap

Jesper Langballe beskriver i sin pjece Som mand og kvinde, hvordan homoseksualitet »accelererer epidemisk«, og håner de homoseksuelle for at rende myndigheder på dørene »for at blive erklæret for normale«. For normale bliver de aldrig.

Normalitet afgøres af flertallet og homosexuelle er hvad angår sexualitet i mindretal og derfor er de ikke normal. Og det er, hvad Langballe henviser til.

’Æresdrab’ er et begreb, man normalt klistrer på muslimer, skønt de fleste muslimer tager afstand fra denne bestialske skik. Men æresdrab findes jo også i Danmark under betegnelsen ’jalousidrab’.

Nej Braad Thomsen, det er direkte forkert. Æresdrab er kultur og/eller religions betinget. Det betyder at man begår et overlagt mord for at få genskabt sin eller familiens ære. Æresdrab er en norm i samfundet, hvor det netop er i forventning om at opnå omgivelsernes respekt at man myrder sin egen æt. Et jalousidrab derimod begås i affekt og i Danmark er det ugleset indtil det strafbare.

»På grund af sit jødiske blod var han [Harald Nielsen] uden pietet for, og samhørighed med, landets fortid.« Dermed gør Krarup sig til talsmand for en Blut und Boden-filosofi, som er en nazistisk og islamistisk specialitet – og har siden erstattet sin antisemitisme med islamofobi.

Det væsentlige er ikke at Braad Thomsen aldrig vil kunne føre et meningsfuldt argument for, hvad der adskiller islamisme fra islam, der begger bygger på de samme tolkninger af de samme tekster. Hvad der er væsentligt er at blut und boden intet har med islam at gøre og er et halvt århundrede før nazismen. Nazisterne var ikke blot glad for romantikernes og racialisternes blodets bånd til jorden, de var meget, meget glade for jorden i sin egen ret. Alligevel kalder Braad Thomsen ikke Liste Ø for nazister for at have overtaget det nazistiske syn på økologi.

Noget af det mest modbydelige, der er kommet ud af Pia Kjærs-gaards mund, er, at hun sammenligner Johanne Schmidt-Nielsen med massemorderen Pol Pot:

»Det nærmeste, man kommer Enhedslistens idealsamfund, er muligvis Cambodja/Kampuchea under massemorderen Pol Pot, hvis røde khmerer naturligvis også havde deres tilhængere på den danske venstrefløj, og som på kun fire år myrdede og torterede cirka 1,7 millioner mennesker i perioden 1975-1979.« (DF’s ugentlige nyhedsbrev 16. juni 2012)

Så efter endnu engang at have kaldt Krarup for nazist vånder Braad Thomsen sig over Pia Kjærsgaards oratoriske etikette. Og hvor har hun ret, den gode Pia Kjærsgaard. Men det ser Braad Thomsen ikke, som han hælder sit skidt ud over alle andre i sin evindelige tilstand af ‘projektiv identifikation’.

Konfronteret med danske helte holder Politiken sig for næsen

Diverse, England, Frankrig, Historie, Kulturradikalisme, Kunst og kultur, Nazisme, Politiken, Pressen — Drokles on March 17, 2015 at 9:56 pm

Politiken er ikke ligefrem i svime over at der fandtes mænd der forsvarede deres land. Skjønne tanker var blevet født i København, der skulle skåne så mange som muligt, så meget som muligt. I en leder, ja en leder, om filmen 9. April hedder det bl.a

Politikerne forstod, modsat filmens officerer, at kampen var udsigtsløs og ville blive katastrofal.

Derfor sendte de ikke soldaterne i kamp, men holdt dem på kasernerne, til det var for sent.

Og politik er netop det muliges kunst. Så skjønt almuens sønners anstrengelser er rørende så er de grundlæggende i vejen for den nødvendige politik. Sådan er det jo - oftest.

Og heri ligger Politikens foragt for national selvopretholdelse. Når man har et dansk forsvar, så er det fordi Danmark skal forsvares. Selve forsvarets væsen ligger i at gribe til våben når grænserne er truet. Det er på en gang forsvarets eksplicitte formål og soldatens implicitte virke. Så hvad var ellers ideen med at holde dem på kasernerne “til det var for sent”, hvis ikke man regnede med at nogle ville gøre deres pligt? Og hvis ikke man regnede med at den pligt på een gang skulle vise tyskerne at man skam overgav sig villigt og de allierede at man havde forsvaret sig selv? Man spillede kynisk skak og ofrede nogle bønderkarle, der var dumme nok til at tage deres pligt alvorligt, fordi det troede at det var vigtigt for alle.

MEN! Dette er ikke pointen. 9. april handler ikke blot om sentimentalitet. Filmen er blevet beskyldt for ikke at sætte den lille gruppe soldater, som man følger, ind i en historisk ramme. Men det er netop, hvad filmen gør. Ud over at filmen antager et minimum af historisk viden hos sit publikum, så starter den med en lille tekst, hvor det bliver forklaret, hvorledes det danske forsvar gennem mange år, trods udviklingen i Europa og “Hitlers støvletrampende Europa”, som Røde udtrykte det, systematisk var blevet besparet ned til det latterlige. En telefonopringning fra overkommandoen i København efterlader den stedlige kommandant målløs, nærmest afmægtig og han genvinder først fatningen da han kan bide en oprørt indigneret officer af med at understrege betydningen af og identiteten i “ordrer”!

Ordre er en glidende overgang til pligt. Det er måden, hvormed pligten koordineres og udtrykkes i det lavpraktiske. Nogle ordrer er væsentligere end andre, og nogles ordrer er væsentlige end andres ordrer. Det er et tema, der afspejles i flere scener, hvor forskellige enheder følger forskellige ordrer, eller samme ordrer forskelligt som sparsomme oplysninger om slagmarkens omskiftelige virkelighed opsnappes mest ved tilfældigheder. Overgangen mellem pligt og ordre er flydende og militærets rene linier er ikke simplistiske.

Soldaterne får intet at vide, andet end de skal sove med støvlerne på. De får udleveret 40 patroner hver. 40 skud hver til at forsvare Danmark, har generalstaben tænkt ved det? Eller er det politikerne? De har deres ordre, der efterlader dem i tvivl, men de mister ikke deres fornemmelse af pligt.

Vi ved hvad det alt sammen betyder for vi kender slutningen, vi kender de store linjer og historiens forudsætninger og udfoldelse. Men filmens pointe er at soldaten ikke gør. At nogle ikke engang fik at vide at Danmark havde overgivet sig, hvorfor de kæmpede endnu nogle timer. De er sindbilledet på en politik, der svigtede virkeligheden, og svigtede os alle sammen. Dette er perspektivet og det er fremragende illustreret. Vel nærmest et skoleeksempel, som kritikerne altså dumper i. Og den redikale eftergivenhedspolitik udtrykt i Politikens vrængende leder.

Nej, det er ikke filmen 9. April der ikke sætter fortællingen ind i en historisk ramme. Det er kritikerne og her især Politikens leder. 9. April handler ikke blot om en skæbnesvanger dag. 9. April handler derimod om kulminationen på den politik, der havde undergravet Danmarks evne og følgende vilje til at forsvare sig selv. “Vi må indrette os således, at vi militært intet betyder. Da kan Tyskland ikke mistænke os for at ville slå følge med dets fjender” var den radikale udenrigsminister Peter Munchs devise op gennem 30′erne. Det var denne devise der led nederlag.

Så stort et nederlag led Danmarks neutralitetspolitik at det endda kom bag på de tyske enheder at der fandtes danske soldater, der var villige til at forsvare sig. De oprindelige tyske planer havde kun handlet om en besættelse af Nordjylland, fordi man skulle lufthavne til felttoget mod Norge, der var det egentlige mål. Det er en mageløs opfattelse af Danmark, som er sin egen pointe værdig. Man tager bare en bid af et suverænt land fordi det virker mindst omkostningsfuldt. En næsten sikker overbevisning om at resten af Danmark blot vil dukke nakken og at man derfor ikke behøver knække det en gang for alle ved en fuld besættelse. Det er et sprøgsmål om ressourcer. Men i sidste øjeblik ændrede tyskerne ved et skødesløst pennestrøg planerne og bestemte sig for the full monty.

Og Danmarks chancer for at forhindre tyskerne i at nå deres mål var ikke til stede. Man regner med at det danske forsvar kunne have holdt tyskerne hen en dag eller måske to. Og for hvilken pris, som Politiken hæfter sig ved fra deres moralske bastion. Men denne forsinkelse er med et udpint forsvar som forudsætning, et forsvar der skulle tage Danmark så servilt ud at tyskerne ville være os nådige. Som det vist sig tabte tyskerne blot al respekt. Selvfølgelig.

Hvis man i stedet havde taget truslen fra nazityskland alvorligt og oprustet, moderniseret og forberedt sig derefter, kunne man gøre megen skade på den tyske krigsmaskine. Jylland er et smalt sted og infrastrukturen let at sabotere. Minering af farvandene samt ubådskrigførelse ville troppetransporter med skib være yderst risikabelt. Nej, en sejr over Tyskland vil aldrig lade sig gøre, men afskrækkelsen skal sættes i relief.

Tysklands mål 9. april var Norge, som var forudsætningen for deres Atlantvold. Det var også forudsætningen for svensk jernmalm og kuglelejer til deres krigsmaskine, samt en afgørende del af deres ubådkrig i Atlanten. Og tyskernes næsten glidende overløbning af Danmark greb Norge helt uforberedte. De allierede forstærkninger nåede frem 5 dage senere, da det var for sent. Men, hvis Danmark kunne holde tyskerne hen ville engelske og franske styrker forstærke det norske forsvar og forhindre at Norge faldt i tyskernes hænder. Det havde givet de allierede kontrollen over hele den rute, hvortil militærhjælp blev afskibet til Sovjetunionen. Det var en enestående mulighed for at stoppe en del af den tyske fremmarch allerede i 1940. Og det ville have frataget tyskerne en væsentlig strategisk fordel, der forlængede 2. Verdenskrig med et til to år.

Vi kunne med andres ord have indrettet os således, at omkostningerne ved at konfrontere os militært oversteg gevindsten ved en sejr. Da kunne Tyskland mistænke os for at ville slå følge med dets fjende så meget de ville. Eller er det blot andedammen hjemlig hygge, der tæller på Politiken?

Åh ja, Politiken skriver videre om bifaldet til en af de kæmpende soldater:

Så rejste først en enkelt sig, så flere - og til sidst modtog den ældre herre taktfaste, stående ovationer med en iver, der afspejlede det værste i tidens dyrkelse af det heroiske og krigen.

Dette er ikke sandt, de stående ovationer var ikke taktfaste. Velfortjente, ja, men ikke taktfaste. Den løgnagtige brug af ordet “taktfast” til at insinuere blind militarisme, småfascisme og placere publikum i rollen, som de sande besættelsestyskere, en hårsbredde fra nazi-sympati afspejler, det værste i Politikens svigeri. En selvindbildsk ret til at bestemme over den objektive virkelighed.

Jeg var iøvrigt den anden der rejste mig op. Den første der rejste sig op, sad til højre i salen og hende genkendte jeg fra TV som Marianne Jelved. “Det er rigtigt, det jeg siger!”

Mentaliteten Politiken erkender ikke verden

“Så skete ugerningen i København” indleder Bo Lidegaard Politikens leder og tilskriver derved sin avis den simple men åbenbart svært erkendbare sandhed at islam uværgerligt vil angribe friheden og jøderne, som det skete lørdag den fjortende februar 2015. En 40 årig mand blev dræbt ved et arrangement med den svenske kunstner Lars Vilks og 3 politimænd blev såret da en muslim åbnede ild med et automatvåben. Senere åbnede muslimen ild mod den jødiske synagoge i Krystalgade, hvor men dræbte en ung jøde, der var dørvagt. Muslimen er nu måske selv død, skudt af Politiet ved Nørrebro Station. Men Politikens tilsyneladende knæfald for realiteterne skal bortforklares for Politiken kan ikke slippe sit naivistiske verdensbillede bygget op som det er af deres forlorne kosmopolitiske selvbillede.

Attentatet bekræfter endnu en gang, at forbrydere vil ramme enhver, som overskrider grænsen for, hvad de mener er tilladelige ytringer. Det er nærliggende at trække forbindelsen til islamisternes terror i Paris for få uger siden. Sagen efterforskes nu som en terrorhandling. Men i skrivende stund er det uvist, hvem der står bag angrebet i kulturhuset Krudttønden, og om målet var den svenske Muhammedtegner Lars Vilks. Over for ekstremismens trussel har vi to svar ud over harmen, fordømmelsen og vores tanker til den dræbtes familie og de sårede politifolk.

Forbrydere, kaldes muslimske terrorister forsimplet for forløjet. Ekstremister hedder det videre og så generisk at det ikke ville bestå banalitetstesten. Hvem er ikke i den opfattelse at have ret? Efter nogle betragtninger om sikkerhed, der ikke skal hæmme vores frihed og fortsætte hverdagen uanfægtet

Alle må hver især se i øjnene, at vi i et frit samfund er sårbare over for ekstremister, der ikke viger tilbage for trusler, vold og mord. Samtidig må vi finde styrke i visheden om, at det altoverskyggende flertal afviser sådanne voldshandlinger og står sammen om at ville forsvare demokratiet. (…) Ytringsfriheden er en ret, som vi står fast på, og som vi ubetinget vil forsvare. Det må aldrig lykkes enkeltpersoner eller grupper at kyse os til tavshed.

Politiken ser sig selv som selve besindelsen, men den kan ikke længere beskrive virkeligheden og hvad vi skal besinde os på. Islam er en konkret størrelse, som kommunisme og nazisme. Hvor de to ateistiske og moderne bevægelser ser døde ud er den teistiske ideologi islam stadig levende og har erklæret os krig. Det er ikke socioøkonomiske eller psykosociale problematikker. Det er krig med en ikke blot veldefineret fjende men også med en motiveret fjende.

01022010104_26-02-2_421505y

Politikens daværende chefredaktør Tøger Seidenfaden indgik i 2010 på avisens vegne et forlig med nogle muslimer fra Saudiarabien, der hævdede at være den muslimske religionsstifter Muhammed.

»Forliget ser fremad og udtrykker meget fornuftige synspunkter. Det kan måske være med til at mindske nogle af de spændinger, som har vist sig at være meget sejlivede. Det giver udtryk for et håb om, at Danmarks – og ikke mindst danske mediers – forhold til den muslimske verden kan forbedres«

Dengang sagde Helle Thorning-Schmidt “Det er vanvittigt. Der er krænkelser i medierne hver eneste dag. Sådan er det med ytringsfriheden”. Daværende formand for Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard “manglede ord”, men kaldte det “absurd” og “dybt, dybt pinligt”. Jyllands-Postens daværende chefredaktør Jørn Mikkelsen det “beskæmmende” og et svigt. ”pinligt, trist og beskæmmende” var også Berlingske Tidendes redaktør Lisbeth Knudsens reaktion. Flere af Politikens egne journalister lagde afstand til Tøger Seidenfadens forlig.

- Forliget efterlader det indtryk, at vi fortryder vores journalistik, og det er der overhovedet ingen grund til.

Kun tidligere udenrigsminister Ellemann-Jensen syntes at være tilfreds med Seidenfadens

»Der går ikke noget af avisen, når den undskylder. I en konfliktfyldt verden, hvor for mange maler sig op i en krog, ville det være rart med flere af den slags forsøg på at finde frem til fælles forståelse«.

Samme år sagde Uffe Ellemann om Lars Vilks

“Det er jo ikke terror - der løber altså en gal svensker rundt. Undskyld, jeg siger det. Lars Vilks har jo tigget og bedt om at blive angrebet. Jeg har ikke ondt af den svensker, der har gjort alt, hvad han kunne, for at provokere. Ham har jeg ikke for fem flade ører sympati for. Det har du sikkert heller ikke, Mogens, men du kan ikke tillade dig at sige det.”

Mogens Lykketoft valgte stiltiende samtykke. Det var dansk gadekærsmentalitet der er den egentlige trussel mente Lykketoft og Ellemann, hvilket også var Seidenfaden og Politikens linje. Men det er dem selv der lider at gadekærsmentalitet, af en forloren selvopfattelse at de har en særlig betydning i den Verden de end ikke kan beskrive. “Fordi de kender Verden” hedder Ellemann&Lykketofts slogan for deres program på News.

En tanke om ytringsfrihed

Diverse, Fascisme, Forbrydelse og straf, Historie, Nazisme, Ytringsfrihed — Drokles on February 15, 2015 at 9:18 am

I 1943 skrev den danske nazist H. Wolf-Jürgensen bogen En Vis Hr. Hitler, der ikke overraskende er en idylisering af Hitler og hans Tyskland. Wolf-Jürgensen er interessant fordi han virker som en venlig mand, der med blide observationer forsøger at gøre rede for, hvorfor Hitlertyskland er et gode for alle. Således skriver han bl.a. på side 33

En af de første ting jeg mærkede, da jeg i August 1933 atter betraadte tysk Jord, var Afskaffelsen af de politiske emblemer. For blot 3/4 Aar siden gik alle tyskere rundt med et Væld af forskellige Emblemer i Knaphullet. Der var nok at vælge imellem denghang. Naar man i 1932 kom ind i en Sporvogn, hvor der sad en halv Snes Mennesker med hver sit politiske Mærke, var Luften temmelig spændt. Ingen maa nu bære andre Mærker end det nationalsocialistiske, og saa skal man endda være en temmelig prøvet Nazi, før man faar Lov til at bære dette Mærke.

En velsignet harmoni, man kan næsten mærke den. Ikke mere uorden gennem uenighed, ikke mere dårlig stemning, ikke mere nogen tone overhovedet i debatten, for den er forbudt. Og se, er alle ikke glade? Der er i hvert fald ingen, der klager.

Conspiracy, film om Wannsee konferencen

Antisemitisme, Diverse, Forbrydelse og straf, Historie, Nazisme — Drokles on January 24, 2015 at 5:38 am

For 72 år siden retfærdigjorde Nazi-Tyskland juridisk det folkemord på jøderne (og andre u-ønskede racer) de i praksis allerede havde startet. Fra Holocaust Uddannelse

På mange måder er Wannsee-konferencen blevet en myte. Man ser for sig en række herrer om et bord - med den iskolde sikkerhedschef Heydrich for bordenden - som i løbet af en time beslutter at lade flere millioner mennesker myrde. Denne opfattelse er forkert på to måder:

  • Deltagerne i Wannsee-konferencen var alle meget vigtige personer inden for den nazistiske stat, men ingen af dem var så højt placeret, at de havde myndighed til at beslutte ‘den endelige løsning på det jødiske spørgsmål’.
  • Man var begyndt at gennemføre systematisk udryddelse af jøderne lang tid før Wannsee-konferencen blev afholdt. Det var således ikke noget, der blev et resultat af konferencen. Det var snarere omvendt.

Reinhard Heydrich, som indkaldte til Wannsee-konferencen. Tilsyneladende havde Heydrich fire formål med dette:

  • For det første at få understreget og fastslået sin egen absolutte myndighed hvad angik jøderne i alle tyskkontrollerede områder. Heydrich gjorde allerede dette i sin invitation til konferencen ved at vedlægge Görings bemyndigelse.
  • For det andet ønskede Heydrich at informere deltagerne om, hvad der skulle ske med jøderne i de tyskkontrollerede områder.
  • For det tredje ville han gerne opnå, at deltagerne samarbejdede med ham i løsningen af “det jødiske spørgsmål”.
  • Endelig var det Heydrichs hensigt at få afgjort, hvilke jøder der skulle inkluderes i ‘den endelige løsning’. Med andre ord: hvem skulle leve og hvem skulle dø? Dette spørgsmål var klart det mest komplicerede, fordi man var nødt til at diskutere “halvjøderne” og “kvartjødernes” kommende skæbne.

Da konferencen endelig fandt sted, efter at være blevet udskudt seks uger, havde formålet muligvis ændret sig. Den nyeste forskning tyder på, at Hitler i begyndelsen af december 1941 tog beslutningen om, at alle europæiske jøder skulle udryddes (det skal understreges, at dette synspunkt er stærkt omdiskuteret blandt historikerne). Hitlers beslutning var noget nyt. Indtil da havde det “kun” været de sovjetiske jøder, som kunne forvente denne grusomme skæbne, men nu gjaldt det alle jøder i de tyskbesatte områder. I forhold til Wannsee-konferencen medførte dette:

  • at det nu måtte diskuteres, hvordan de forskellige besatte lande ville forholde sig til, at deres jødiske befolkningsgrupper ville blive deporteret,
  • at de tyske jøder nu ikke længere var undtaget fra udryddelse, og at deportationen af dem østpå nu skulle planlægges.

(…)

Wannsee-konferencens resultater

Heydrich var tilsyneladende meget tilfreds med konferencens forløb. Han havde i store træk opnået, hvad han ville: ingen havde modsat sig hans absolutte autoritet, hvad angik løsningen af det jødiske spørgsmål - flere havde sågar givet udtryk for at ville bidrage helhjertet til projektets gennemførelse. Ét eneste stridspunkt, spørgsmålet om de tyske “halv”- og “kvartjøders” skæbne, var ikke blevet afgjort, men på den anden side var slaget heller ikke endegyldigt tabt for Heydrich.

Omvendt så det efter Wannsee-konferencen sortere ud end nogensinde før for de europæiske jøder:

  • For de tyske (hel-)jøder var Wannsee-konferencen en katastrofe. Efter dens afholdelse blev de i stigende grad transporteret til de store ghettoer østpå og derefter likvideret.
  • For det øvrige Europas jøder stillede sagen sig ikke meget bedre. Fra alle de tyskkontrollerede områder påbegyndtes deportationer mod øst, primært til koncentrations- og udryddelseslejrene i det polske område.
  • For de polske jøder var slaget nu tabt. Fra og med foråret 1942 begyndte tyskerne at tømme de polske ghettoer og sende beboerne til udryddelseslejre som led i den såkaldte Aktion Reinhard.

Fra Youtube omtalen

Conspiracy is a television film which dramatizes the 1942 Wannsee Conference. The film delves into the psychology of Nazi officials involved in the “Final Solution of the Jewish Question” during World War II. It is an English-language adaptation of the German film The Wannsee Conference (1984) which is a must see for anyone who appreciates WW2, Holocaust historical films.
The movie was written by Loring Mandel (inspired after viewing a 1984 documentary on the subject), directed by Frank Pierson, and starred an ensemble cast, including Kenneth Branagh as Reinhard Heydrich and Stanley Tucci as Adolf Eichmann. Branagh won an Emmy Award for Best Actor, and Tucci was awarded a Golden Globe for his supporting role as Eichmann.

Med isnende normalitet afskrives Europas jøder med et pennestrøg.

Lidt historie om fascisme

Jeg er i færd med at læse Niall Fergusons The War of the World. Det er altid værd at læse om mellemkrigsårene, hvis man vil forstå lidt om fascismens dragning. Den geopolitiske virkelighed, de kulturelle og nationale dynamikker er selvfølgelig centrale, men det er som bekendt også vigtigt at se de politiske strømninger i lyset af depressionen. Fra indtrædelsestalen 4. marts 1933, hvor temaet var en fordømmelse af den umiddelbare fortid og en opfordring til national genfødsel:

“Values have shrunken til fantastic levels; taxes have risen; our ability to pay has fallen; government of all kinds is faced by serious curtailment of income; the means of exchange are frozen in the currents of trade; the withering leaves of industrial enterprise lie on every side; farmers find no markets for their; the savings of many years in thousands of families are gone. More important, a host of unemployed citizens face the grim problem of existence, and an equally great number toil with little in return,”

Skylden lagde han på “the rulers of mankind’s goods… through their own stubbornness and their own incometence” men “[the] practices of the unscrupulous moneychangers” stod nu “indicted in the court of public opinion” og var “rejected in by the hearts and minds of men”

“Faced with failure of credit, they have proposed only the lending of more money. Stripped of the lure of profit by wich to induce our people to follow their false leadership, they have resorted to exhortations, pleading tearfully for restored confidence. They know only the rules of a generation of self-seekers. they have no vision, and when there is no vision the people perish. The money changers have fled from their high seats in the temple of our civilisation. We may now restore that temple to the ancient truths. [klapsalver] The measure of restoration lies in the extend to wich we apply social values more noble than mere monetary profit”

Han fortsatte med at modsætte “the falsity of material wealth” med “the joy and moral stimulation of work”, modsatte sig “the standards of pride of place and personal profit” og “[the] the callous and selfish wrongdoing” der havde kendetegnet både det finansielle som det politiske liv. “this nation asks for action and action now!”

Og det var friske, enda revolutionerende tiltag, hvor jobs skulle skabes “by direct recruitment by the government itself, treating the task as we would treat the emergency of a war”. Arbejdskraften skulle begynde på “greatly need projects to stimulate and reorganize our natural resources” samtidigt med at man skulle korrigere “the overbalance of population in our industrial centres” og der ville komme en “redistribution” af arbejdskraften “to provide a better use of the land for those fitted for the land”. Han ville indtroducere et system af “national planning for and supervision of all forms of transportation and of communications and other utilities” og “a strict supervision of all banking and credits and investments” for at gøre en ende på “speculation with other peoples money”, hvilket vakte vild jubel blandt tilhørerne. Landets internationale handelsrelationer måtte træde i baggrunden for “the establishment of a sound national economy”. Og med sin stemme på vej mod sit klimaks:

“We must move as a trained an loyal army willing to sacrifice for the good of a common discipline, because without such discipline no progress is made, no leadership becomes effective. We are, I know, ready and willing to submit our lives and property to such discipline, because it makes possible a leadership which aims at a larger good. This I propose to offer, pledging that the larger purposes will bind upon us all as a sacred obligation with a unity of duty hitherto evoked only in time of armed strife. With this pledge taken, I assume unhesitatingly the leadership of this great army of our people dedicated to a disciplined attack upon our common problems.”

Ikke helt tilfreds med en militariseret nation endte han med en krads advarsel til de nyvalgte lovgiere “An unpresedented demand an need for undelayed action may call from temporary departure form… the normal balance of executive and legislative authority” forstået at hvis ikke hans planer blev vedtaget “the only remaining instrument to meet the crisis - broad executive power to wage a war against the emergency, as great as the power that would be given to me if we where in fact invaded by a foreign foe”. Denne sidste line vandt ham det sørste bifald.

Heldigvis var USA ikke Tyskland for hvem ved hvilke ulykker Franklin Delano Roosevelt ville have bragt med sig, hvis han havde magt som han havde agt. Hitler holdt en bemærkelsesværdig lignende tale da han indtrådte i sit embede et par uger senere.

Åh, det er blot arabisk retorik

Antisemitisme, Nazisme, islam, venstrefløjen — Drokles on January 3, 2013 at 8:34 pm

Jeg sad i min lille juleferie og stenede en dokumentar om Hitler på National Geographic. Her blev der trukket en lige og logisk linie fra Hitlers brændende ønske om at slå jøderne ihjel, hans taler om at slå jøderne ihjel og så at han og hans håndlangere, som det naturligste i verden slog jøderne ihjel. Konklusionen, som alle den slags dokumentarfilm kommer til er hvorledes man dog ikke i samtiden var mere opmærksom på den åbenlyse trussel fra hitlers nazibevægelse. Tjah, man kan jo blot spørge nutidens venstrefløj og salonfähige meningselite om., hvad i al verden der dog går gennem deres hoveder, når de er helt døve overfor den bølge af had der emmer fra muslimske fælleskaber.

Måske er det blot at venstrefløjen og den salonfähige meningselite bare deler muslimernes drømme.

Monokultur kører på WordPress