Jeg henledte en af mine venners opmærksomhed på et blogindlæg på Berlingske Tidende fra tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen. Jeg vidste at Ellemanns foragt for nationen og næsegrus beundring for det store projekt ville animere min ven til en krads kommentar. Den kommentar var så god at andre burde have glæde af den. Ellemann skriver om Cyperns Parlament, der netop havde nedstemt en redningspakke “landets præsident havde forhandlet på plads med EU-partnerne” (historien om den forhandling kan læses HER) og følgende uddrag fra Ellemanns vrede over Cyperns forkevalgtes mangel på storhed og oplysende kommentarer er fra min gode ven:

Og dermed har Cypern taget sine partnere som gidsler i et højt spil, der minder om dengang, da Cypern blev medlem af EU i 2004 – og omgående kvitterede med at stemme nej til den FN-fredsplan, som skulle have afsluttet den gamle strid med Tyrkiet og forenet det delte land.

Man fornemmer afskyen ved et land, der ikke sætter egne interesser i anden række i forhold til EU-projektet. Ellemann glemmer også lige, at der ikke er tale om en “forening” af det delte land - der er tale om en føderation.

Hvorefter de græsk-cypriotiske politiske ledere (med en enkelt hæderlig undtagelse, ham kommer vi tilbage til) anbefalede et nej til Kofi Annans fredsplan, som blev vedtaget af tyrkisk-cyprioterne…

Man forstår, at modstanderne mod Annans plan åbenbart er uhæderlige. Man bemærker også, at man ikke for nogen som helst detaljer om planen. Tillad mig:

- Tyrkere udgør 18% af hele øens indbyggere, og af de 18% er halvdelen første-eller andengenerationsindvandrere fra Tyrkiet - det man populært kalder bosættere i Palæstina, når det drejer sig om jøder. Disse bosættere skulle cyprioterne sådan bare acceptere som fait accompli.

- Selv om tyrkisk-cyprioter altså kun udgør ca 10% af den indfødte befolkning, så skulle de ifølge Annan-planen have ret til præsidentposten halvdelen af tiden, halvdelen af pladserne i parlamentets senat og aldrig mindre end 25% af pladserne i andetkammeret og halvdelen af pladserne i højesteret. Dertil et præsident-råd der skulle vælge præsident og vicepræsident, hvor tyrkerne ville få en trediedel af pladserne, men med den finte at medlemmerne skulle vælges af parlamentet - hvor tyrkerne altid har veto-ret i senatet. Man forstår, hvorfor to ud af tre tyrkere (indfødte og bosættere mellem hinanden) stemte ja.

- Sikkerhedsmæssigt afviste cyprioterne planen primært fordi den forlangte en opløsning af den cypriotiske hær (nationalgarden), mens de tyrkiske besættelsestropper i nord fik lov til at blive på øen. Tyrkiet fik altså reelt lov til unilateralt at gribe militært ind på Cypern, hvis de mente der var behov for det.

Men så gik det galt: De to største cypriotiske banker havde anbragt store midler i græske statsobligationer (til høj forrentning), men da Grækenland for et år siden blev presset til at nedskrive sin offentlige gæld som led i redningspakken for den nødlidende græske statskasse, påførte det disse banker enorme tab.

Bemærk, at det hele er Cyperns skyld……selv om det er EU, der har tvunget Grækenland til at nedskrive den græske statsgæld, og således har påført de cypriotiske banker tabene…

Det er baggrunden for den aftale, som op til weekenden blev strikket sammen mellem Cyperns præsident og de store Eurolande med Tyskland i spidsen om en redningsaktion – som Cypern selv skulle bidrage til. Det sidste er forståeligt, for det ville være meget vanskeligt selv for en tysk kansler at bruge skatteydernes penge til at redde banker fulde af mere eller mindre tvivlsomme russiske indskud.

Bemærk innuendo. Man aner ikke, hvor tvivlsomme de er.

Så den nye præsident tog til Bruxelles – og her sagde partnerne fornuftigt nok, at cyprioterne selv måtte bidrage til en redningspakke. Eurolandene ville låne 10 milliarder euro, hvis cyprioterne selv stillede med 6 milliarder. Og det eneste sted, man kunne hente de nødvendige midler, var i bankernes svulmende kasser.

Oversat til dansk: i bankkundernes lommer.

Der blev aftalt en afgift på bankindeståender,

Oversat til dansk: konfiskation. Reelt statsligt tyveri.

…problemet er, at hvis man lufter tanken om at tage penge fra de indskud, der er dækket af den fælles EU-garanti for indskydere på under 100.000 euro, sendes der et meget farligt signal til almindelige sparere: I kan risikere, at garantien undermineres af en afgift på Jeres indskud!

Det er åbenbart ikke et farligt signal at sende til velhavende sparere, at man tager 10-20% af deres penge. Det skulle man ellers tro, nu EU har haft mere end almindeligt travlt med at hive bemærkninger om at den cypriotiske “løsning” kunne fungere som skabelon i andre lande tilbage - Italiens banksektor var tæt på et bank-run og følgende kollaps af den grund. Bemærk også denne formulering:

Det er vanskeligt at forstå, hvordan det kunne komme dertil. Og selv om de europæiske finansministre med Tysklands Schäuble i spidsen hurtigt fik sagt, at cyprioterne var velkomne til kun at hente pengene fra de største indskydere, var skaden sket.

Der vil blive grædt tørre tårer i resten af Europa, hvis Cypern går bankerot og må forlade euroen. Men det kan få voldsomme virkninger på tilliden til euroen – og på tilliden til hele det europæiske banksystem, på grund af den uforståelige lapsus med afgift på indskud under garantiordningen.

Som Ellemann vist siger tidligere, er indlånene i cypriotiske banker 8-9 gange højere end BNP. Det er næppe de små sparere, der har blæst indskuddene så højt op….og bankerne er ret ligeglade med om en milliard bliver trukket ud af banken af rigmænd eller af småsparere. Småsparernes vigtighed kommer kun ved, at det er dem der går på gaden og stemmer.

“It is hard to imagine a more stupid or more dangerous way of making decisions than by putting those decisions in the hands of people who pay no price for being wrong.”

Thomas Sowell

Fra Daily Mail

Two British historians, Christopher Booker and Richard North, identified this system in their history of the EU, The Great Deception: ‘It is central to the nature of the “project” that the parliaments, officials and judiciaries of each of the member states should all be left in place. But behind them [the project] erected a new supranational power structure which worked through these national institutions, controlling them and enlisting their active collaboration in a way that remained largely out of view.’

If you go through the statements of Monnet and other founders of the project as long ago as the 1920s, ‘the one thing above all the “project” could never be, because by definition it had never been intended to be, was in the remotest sense democratic. The whole purpose of a supranational body is to stand above the wishes of individual nations and peoples.’

It would be supranational government by technocrats, ‘unsullied by any need to resort to all the messy, unpredictable business of elections.’

‘The only useful role left to the politicians in this process was to lend it a veneer of democratic legitimacy.’

Defiance

Which is why the nomenklatura were in such a fury when the Cypriot parliament refused to cast a single vote in favour of the deal: the members of parliament were not being ‘European.’ Indeed, in a top level conference call among eurozone officials on Wednesday – notes from which were leaked to Reuters – the Cypriot parliament’s democratic defiance was denigrated as ‘emotional.’

In fact, the parliament’s defiance was magnificent. But I did not cheer. I know that in the EU, a Yes vote is forever, but a No vote is only ever temporary. The Troika apparatchiks immediately delivered the message that the parliament must keep voting until they get the right answer.

This technique is familiar to anyone who remembers the politics of the USSR: vote all you want, but there is just one possible result.

I am not the only one to see that Soviet similarity. I go back to that former senior commission economist I mentioned at the top. He is Bernard Connolly. I have quoted before from the new edition of his book, The Rotten Heart of Europe.

Mr Connolly was infamously forced out of his job in 1995 when he wrote the book questioning the prospects of monetary union. From his vantage point as one of the nomenklatura, Mr Connolly saw the truth of the ambitions of this elite. They wanted ‘to complete the elimination of sovereignty, law and political legitimacy in Europe, freeing elites – a European nomenklatura – from any residual constraints either of democratic control or law.’

To do this, they have persuaded the ‘useful idiots’ across the member states to suppress the results of referenda and to topple democratically-elected governments ‘in manoeuvres reminiscent of Stalin’s tactics in Eastern Europe after the war.’

What Mr Connolly means, first, are the results of referenda not just in Ireland, but in the Netherlands and France. In 2001, the then-president of the European Commission, Romano Prodi, and other members of the elite made a decision behind closed doors to draw up an EU constitution. They promised that it would not come into effect unless it had the unanimous consent of all member states.

Fifty ways to win

Within a single week in 2005, both the French and the Dutch voters rejected the constitution. Here is how Nigel Farage, MEP and leader of the UK Independence Party, recalled the moment in a recent interview in the Financial Times: He was drinking champagne in the Brussels press bar to celebrate the Dutch rejecting the EU constitution in a referendum when a German MEP came by and said, ‘You may have your little celebration tonight but we have 50 different ways to win.’

Fra Pajamas Media

Cyprus has agreed to a ten billion euro ($13bn) deal with eurozone and IMF leaders to bail out its banks, and to prevent the Mediterranean island nation from exiting the European single currency. However, Cypriots can be forgiven for not taking to the streets to wave flags and honk their car horns. They’re finding out just what the “protection” afforded by the euro looks like, and it’s more akin to the kind offered by ski mask-wearing heavies in certain parts of New Jersey than the financial security Monsieur Trichet promised.

Under the terms of the deal, the country’s second-largest bank will be shut down, and its largest bank will be restructured. Depositors with more than €100,000 ($130,000) in either bank will face losses in the vicinity of 40 percent. In a bid to prevent a run on the island’s other banks and to stop money from fleeing the country, capital controls have been imposed — guaranteeing that there will still be capital flight once the restrictions are lifted.

The effect on the Cypriot economy will be catastrophic. Businesses serving the banking sector will begin to fail immediately, and others will follow. Property values will plummet and unemployment will soar as the country is plunged into recession.

(…)

In past bailouts, the inevitable “haircut” was imposed mostly on bank bondholders, but because most of the assets of Cypriot banks are in the form of deposits, it was decided that depositors would have to take a substantial hit. An initial bailout proposal caused uproar last week when it emerged that insured depositors would face losses; under EU law, bank deposits up to €100,000 are guaranteed, but because that guarantee only applies in the event of a bank failure and the banks had not at that point failed, the savings were considered fair game.

Professor i økonomi Christopher Pissarides skriver for CNN

Prudent bankers attracted depositors by following low-risk strategies. But now their depositors are asked to pay for the high-risk strategies of other bankers. High-risk bankers risked their depositors’ money. But their depositors will not lose more than the depositors of other banks. This is the logic of the Cyprus “bailout” by the International Monetary Fund, the German-led Euro group and the European Central Bank. Delinquent bankers’ losses are protected by prudent bankers’ gains.

What is the justification? It’s better than letting the two risk takers go bankrupt, the argument goes. That probably is the case. But then Greek banks and those of other nations in trouble were also bankrupt, and yet the same troika lend to them on better terms in order to avoid bankruptcy.

Greece got 140 billion euros; the haircut on Cypriot depositors will yield 5.8 billion. But Cyprus could not have the 5.8 billion out of European funds set up to rescue banks in trouble. Deposits under 100,000 euros are insured in Europe. Yet, the terms of the euro group are so harsh, that the government of Cyprus could not raise the money without some haircut on the insured deposits.

It is important to note that on Tuesday the Cypriot parliament rejected a €10 billion eurozone bailout package due to investor alarm over the proposed tax on existing bank deposits. However we don’t know what will come next. Maybe the tax on the insured deposits will yield 2 billion euros. Agreed said the euro group: we’d prefer not to tax deposits under 100,000 euros but if you cannot afford to raise the 5.8 billion in any other way, then you have no choice but to tax the small depositors.

What does this tell us about the European project though? Is the eurozone a partnership of equals who care about each other’s subjects? Or is it a vehicle for scoring political points by the strong and powerful?

Russia’s involvement with Cyprus as an offshore centre keeps coming up in these discussions. Attracted by a corporate tax rate of 10% — half that of Russia’s — Russians have been investing money into Cyprus from the early 1990s. The money is then repatriated through investments in Russian ventures — a legal way of reducing tax.

Cyprus accepted an order last month by the Eurogroup to allow an investigation into possible breaches of money-laundering rules, which is under way. But the euro group could not wait for the results before imposing the haircut; not a single case of money laundering has been discovered so far.

I have been involved both with central bank policy and with private banking in Cyprus for years (and at different times) and I have never come across anything non-compliant with European rules.

Og det har konsekvenser, som Spiegel, beskriver

The rigid austerity measures brought on by the euro crisis are having catastrophic effects on the health of people in stricken countries, health experts reported on Wednesday.

Not only have the fiscal austerity policies failed to improve the economic situation in these countries, but they have also put a serious strain on their health care systems, according to an analysis of European health by medical journal The Lancet. Major cuts to public spending and health services have brought on drastic deterioration in the overall health of residents, the journal reported, citing the outbreak of epidemics and a spike in suicides.

In addition to crippling public health care budgets, the deep austerity measures implemented since the economic crisis began in 2008 have increased unemployment and lowered incomes, causing depression and prompting sick people to wait longer before seeking help or medication, the study found.

The countries most affected by this have been Portugal, Spain and Greece, the latter of which saw outbreaks of both malaria and HIV after programs for mosquito spraying and needle exchanges for intravenous drug users were axed. There were also outbreaks of West Nile virus and dengue fever.

Og videre

“There is a clear problem of denial of the health effects of the crisis, even though they are very apparent,” lead researcher McKee told Reuters, comparing their response to the “obfuscation” of the tobacco industry. “The European Commission has a treaty obligation to look at the health effect of all of its policies but has not produced any impact assessment on the health effects of the austerity measures imposed by the troika.”

Og det er den slags, der får Nigel Farage til tasterne i Telegraph

The brinkmanship that has been on display over the Cypriot financial crisis makes obvious to all but the wilfully blind the level of political determination in Brussels to save the euro at all costs. No amount of empirical economic evidence – or misery for ordinary people – matters when the dreams of the continent’s elite are threatened.

(…)

How can it be that the German parliament gets to vote on the wholesale theft of money from richer Cypriot depositors, while the Cypriot parliament has no such voice? Instead the theft is labelled “restructuring” – and as such there will be no Cypriot democratic oversight of the economic rape of their country. Be under no illusion: this is being done not to solve the Cypriot economy, but to save the euro. The crashing irony is that, in their February elections, the Cypriots threw out the Communists. One could ask why they bothered.

But at what cost is the euro being saved? What we can see here is an almost deliberate attempt to set the people of Cyprus against each other. By restricting the damage to those who have deposited 100,000 euros in the bank (rather than across the board, as was the previous suggestion) they will be undermining social cohesion, pitting those with against those without. It destroys any pretence that the EU has at its heart a belief in democracy, or in those warm words so often repeated about it being the guardian of essential “European” qualities. In truth it was only a fair-weather friend and its behaviour in this storm, as in others, is to drop these benevolent ideas like hot stones.

Worse still, Jeroen Dijsselbloem, the Dutchman who heads the Eurogroup of eurozone finance ministers, has made it clear that this is now the template for all eurozone countries. Think about that for a moment. These politicians really believe that all the money in the eurozone is actually theirs – as if people have it on sufferance, and not by rights. Since Dijsselbloem spoke, bank shares in Spain, France and Italy have collapsed: citizens of these countries not unreasonably fear the worst.

Jeg vil ud af EU!

Hun minder mig mest af alt om en fanatiker. Også selv om hun er professor på Harvard.

Med henvisning til dette væddemål må jeg nu krybe til korset og erkende mit nederlag. Se denne postering: Romney, et sikkert bet . Det drejer sig om et økonomisk tab på det fyrstelige beløb af 500 kroner.

Havde jeg investeret samme beløb i Mitt Romneys tidligere investerings selskab Bain Capital i 1984, ville afkastet i 1998 have været et sted mellem 145.964,63 og 1.874.066,84 kr. Nå, men nu har nyhedsformidlerne, den fjerde statsmagt, jo informeret os om at Romney er en kapitalistisk barracuda der stjæler maden fra de sultne børn og meget andet, så mon ikke det var bedst at holde sig på god afstand af ham. Penge er jo ikke… øh… alting…

Obama vandt valget 50% til 48%, altså et 2% forspring, hvilket er et betydeligt ringere resultat end i 2008. Ser man på valgresultatet fordelt på etnisk tilhørsforhold, fremtræder der nogle foruroligende trends. Ifølge CNN:

Vælgere som stemte på Obama -

Sorte amerikanere = 93 %

Hvide amerikanere = 40%

Tre-og-halvfems-procent, 93 ud af 100, smag lige på det tal, altså 93 % af negerne stemte på deres neger. Fremtiden er sandelig baseret på stammesamfund.
Når 93 % stemmer på deres egen hudfarve, så er der ikke længere tale om et robust demokrati. Nej, der er tale om at bruge demokratiet til at partitionere samfundet.
Se evt. sagen fra Egedalsvænge fra det etnisk problemsområde i Kokkedal: Ballade i boligforening: Muslimer nægter ikke-muslimer juletræ. Her træffer muslimer i boligbestyrelsen en demokratisk beslutning om ikke at fortsætte en kristen tradition, men at indføre en muslimsk tradition til en 10 gange højere pris. Boligforeningen er med garanti almennyttig og skatteyderfinansieret via tilskud og boligstøtte. Danskeren betaler prisen i juletræer og udgiften i skattekroner. Stick it to whitey .

I øvrigt: Over for ekstrabladet.dk afviser Ismal Sahan, som er bestyrelsesmedlem i beboerforeningen, kritikken af det skrottede juletræ.

“Vi har taget beslutningen sammen med alle i bestyrelsen, som har stemt for (at droppe juletræet, red.). Det er demokrati. Men det kommer ikke andre ved,” siger han.

Konservatismen har altid haft et stormfuldt forhold til demokratiet, og hvordan kan det også være anderledes, da demokratiet ikke er bedre end de folk der udøver det. Barbariske mennesker skaber altid barbariske resultater uanset midlerne.

Det siges også at Amerika i 2012 er væsentligt anderledes end Amerika i 2002. Lander er blevet ‘brunere’ siges det (dvs. flere mexicanere) og derfor må det nødvendigvis gøre alting vanskeligere for republikanerne. Denne præmis bliver mærkelig nok ikke problematiseret af mainstream medierne, der dog finder tid til at hæfte sig ved, at hvide mænd overvejende stemte på Romney. Og nej, ikke noget der bare ligne 93 %. Stick it to whitey .

61% af de hvide har stemt republikansk og det betyder at der inden for den demografiske gruppe er en signifikant uenighed om politiske principper. Denne uenighed forsvinder jo ‘brunere’ det ser ud. Dette er ikke en klam racistisk udtalelse, men en indlysende trend. Demokraterne har med stor held og dygtighed udnyttet klassekamp og identitetspolitik (en eufemisme for racepolitik) til at opnå monopol på de sorte stemmer og i lidt mindre grad andre ‘brune’ stemmer. Ved hjælp af store socialprogrammer, leflen for latinoerne og løfter om en endnu nemmere adgang til amerikanske velfærdsydelser for ulovlige indtrængere, har Obama sikret sig en afgørende strategisk fordel. Regningen betales selvfølgelig af hårdtarbejdende mennesker, der ved at anvende deres talent høster en profit der kan beskattes. Stick it to whitey .

At USA er blevet ‘brunere’ burde ret beset ikke have nogen politisk betydning, hvis man går frem efter en idealdemokratisk model, hvor vælgeren konsulterer sin samvittighed, sine omstændigheder, sine omgivelser og træffer et informeret valg. Dette ideal er sten dødt. Republikanerne skal opstille en halvt sort, halvt latino kvinde med indiansk blod i årene, for bare at have en kinamands chance for at opnå præsidentembedet.
De amerikanske idealer og værdier (som er universelle) eksisterer stadigvæk som man finder dem i Uafhængighedserklæringen af 1776 og i forfatningen, men det er ikke givet at de fortsat vil have rod i det USA der er ved at tone frem. I en svunden tid var præsidentens fremmeste opgave at forsvare forfatningen og tage sig af udenrigspolitiske forhold. Kongressen måtte sørge for indenrigspolitik og finanserne, og præsidenten havde mulighed for at bremse de værste eksesser. Efter 2008 blev præsidentens rolle at tækkes de ‘brune’ racer. Stick it to whitey .

Den engelske historiker og adelsmand Thomas Babington Macaulay frygtede, at den demokratiske stat ultimativt ville fejle, da flertallet ville have en tendens til at stemme flere goder hjem til sig selv på bekostning af fremtiden. De ville æde såsæden, og den nød man søgte at lettede i dag ville blive til en hungerskatastrofe i morgen.

Pt. er Amerikas statsgæld på 16.220.354.041.129,- US Dollars. Den største gældsbyrde nogensinde.

Fremtiden tilhører el-bilerne og hvem er bedre end staten til at skubbe fremtiden frem? Wall Steet Journal skriver om den store amerikanske batteriproducent A123’s lovende start

Massachusetts-based A123 is — or was — part of President Obama’s grand design to build a U.S. electric-car industry more or less from scratch. The company was founded by entrepreneurs in 2001 to make lithium ion phosphate batteries and attracted private investment from the likes of Sequoia Capital and GE. Then Washington picked up the green energy fad.

As Mr. Obama put it in August 2009, the government would create an “infrastructure of innovation” by doling out “$2.4 billion in highly competitive grants to develop the next generation of fuel-efficient cars and trucks, powered by the next generation of battery technologies, all made right here in the U.S. of A.”

In a September 2010 congratulatory phone call to A123?s Livonia, Michigan plant, Mr. Obama called it “the birth of an entire new industry in America.”

Democrats were explicit that this was an attempt to rehabilitate the idea that government could nurture new industries. As Michigan Senator Carl Levin said in a 2011 speech, A123?s factories “are a forceful rebuttal to those who argue against public investment in this field, people who label this ‘industrial policy.’ In the not too distant past, that label—’industrial policy’—was the kiss of death for any proposal. That’s an ideological hang-up that we’ve now overcome.”

Trods alle de gode intentioner og de mange penge fra skatteyderne gik selskabet dog konkurs (National Legacy And Policy Center har en tidslinje, for de der måtte være interesseret i fremtidens dødskramper). Bloomberg skriver bl.a

A123 Systems Inc. (AONE), the electric car battery maker that received a $249.1 million federal grant, filed for bankruptcy protection and said it would sell its automotive business assets to Johnson Controls Inc. (JCI)

(…)

A123 has posted at least 14 straight quarterly losses. Its shares had fallen 85 percent this year to 24 cents as of yesterday’s close in New York.

Det var nu ikke fordi ledelsen lå på den lade side fortæller Washington Guardian

Even as advanced battery maker A123 Systems struggled for financial viability, it played the Washington insider game, where political money and access go hand in hand.

The Massachusetts firm dished out nearly $1 million to hire a powerhouse lobbying firm with close ties to President Barack Obama between 2007 and 2009, and two of its top executives made personal donations to several high-profile Democrats in Congress as it won federal funding for its efforts to build the next generation of lithium batteries for electric vehicles.

And its president and CEO, David Vieau, an early financial backer of President Barack Obama, scored five invitations to the White House in 2009 and 2010, including a meeting he attended with the president, White House logs show.  And when the company opened a new Michigan plant, Obama made a high-profile call to congratulate.

The Foundry har en liste over de selskaber, som Obama har set en fremtid i (eller er det de selskaber, som har set en fremtid i ham?)

So far, 36 companies that were offered federal support from taxpayers are faltering — either having gone bankrupt or laying off workers or heading for bankruptcy. This list includes only those companies that received federal money from the Obama Administration’s Department of Energy and other agencies. The amount of money indicated does not reflect how much was actually received or spent but how much was offered. The amount also does not include other state, local, and federal tax credits and subsidies, which push the amount of money these companies have received from taxpayers even higher.

The complete list of faltering or bankrupt green-energy companies:

1. Evergreen Solar ($25 million)*
2. SpectraWatt ($500,000)*
3. Solyndra ($535 million)*
4. Beacon Power ($43 million)*
5. Nevada Geothermal ($98.5 million)
6. SunPower ($1.2 billion)
7. First Solar ($1.46 billion)
8. Babcock and Brown ($178 million)
9. EnerDel’s subsidiary Ener1 ($118.5 million)*
10. Amonix ($5.9 million)
11. Fisker Automotive ($529 million)
12. Abound Solar ($400 million)*
13. A123 Systems ($279 million)*
14. Willard and Kelsey Solar Group ($700,981)*
15. Johnson Controls ($299 million)
16. Schneider Electric ($86 million)
17. Brightsource ($1.6 billion)
18. ECOtality ($126.2 million)
19. Raser Technologies ($33 million)*
20. Energy Conversion Devices ($13.3 million)*
21. Mountain Plaza, Inc. ($2 million)*
22. Olsen’s Crop Service and Olsen’s Mills Acquisition Company ($10 million)*
23. Range Fuels ($80 million)*
24. Thompson River Power ($6.5 million)*
25. Stirling Energy Systems ($7 million)*
26. Azure Dynamics ($5.4 million)*
27. GreenVolts ($500,000)
28. Vestas ($50 million)
29. LG Chem’s subsidiary Compact Power ($151 million)
30. Nordic Windpower ($16 million)*
31. Navistar ($39 million)
32. Satcon ($3 million)*
33. Konarka Technologies Inc. ($20 million)*
34. Mascoma Corp. ($100 million)

*Denotes companies that have filed for bankruptcy.

Grønne jobs.

I en tid hvor journalister spørger undrende hvorfor forbrugerne (læg mærke til den marxistiske erstatning af begrebet “borgerne”) ikke forbruger endnu! mere, og hvorfor dog kick-start og stimulusser ikke fungerer, undrer det at disse repræsentanter for den fjerde statsmagt ikke søger svar hos kætterne blandt de økonomiske sandsigere. OK, det undrer ikke, men nuvel…
Debatten med Clemens Kjersgaard løb over skærmen for kort tid siden, hvor bl.a. socialdemokratisk økonomisk vismand Christen Sørensen dystede mod Børsens Robert Spliid. Fra Christen Sørensens side blev der øst fra den keynesianske gryde, hvor forbrug og stimulus er det eneste saliggørende. Tonen blev skinger og man fornemmede desperationen i den socialistiske lejr nu da underbudgettering i hidtil uset grad ikke har vist den ønskede effekt. Se evt. udsendelsen her: Debatten på DR2

Der skal andre boller på suppen og et godt alternativ til det dominerende narrativ om nationaløkonomi kan findes her. Det er veloplagt og til at forstå for de fleste, og et perspektiv der kun er meget lidt plads til på statsfinansierede public service medier.

Som svar til Obama’s ringeagt for det frie initiativ

Jeg er på tynd is når jeg beflitter mig med økonomi, men Jørgen Thulstrup opstiller i Jyllands-Postens kronik fra 26/6 nogle grundlæggende præmisser, der selv for lægmand virker indlysende.

?Kinas åbning mod resten af verden efter 1978

?Sovjetunionens sammenbrud i 1991

?Globaliseringen

?Containertrafikken

?Udbredelsen af mobiltelefoner og internet

Den kinesiske leder Deng Xiaoping, der overtog magten efter Mao, satte fokus på økonomisk udvikling og lukkede op for udenlandske investeringer. Over en milliard kinesere blev til rådighed for den øvrige verden som arbejdskraft og forbrugere. Kina blev et marked for maskiner, andre produktionsmidler, forbrugsvarer og serviceydelser fra den øvrige del af verden. For Danmark, som havde haft gode forbindelser også til Maos Kina, betød den kinesiske åbning en betydelig stigning i danske skibes fragt til og fra Kina. A. P. Møller-Mærsks store flåde af containerskibe opstod i kølvandet på Kinas åbning.

Den anden væsentlige politiske ændring er Sovjetunionens sammenbrud. Kaprustningen standsede og verden blev mere fredelig. For Danmark betød det, at de østeuropæiske lande og Rusland blev åbnet for øget varehandel og investeringer. Sammen betød de to kommunistiske regimers åbning mod verden, at omkring 1,7 milliarder mennesker blev en del af det globale marked som producenter og forbrugere.

Der kunne globalt trækkes på billig arbejdskraft i Kina og på veluddannede hoveder i det tidligere Sovjetunionen og Østeuropa. I Rusland kom der varer i butikkerne, g russerne øgede deres reelle arbejdsindsat i en hastigt voksende privat sektor. I Kina blev landbrugsproduktionen mere end fordoblet, g 400 millioner kinesere bragt ud af fattigdom. Begge lande præsterede høje vækstrater og var sammen med lande som Indien og Brasilien med til at få verdensøkonomien til at vokse.

Den specifikke analyse, som fremtidsudsigterne skal jeg ikke kloge mig på, men at Vesten og især USA har trukket det meste af resten af Verden op af det sociale hængedynd er en præstation, som vi godt kan være stolte af og forbløffes over at konsekvenserne ikke har været større end de ser ud til at være.

Et par kloge ord fra en, der ser de lange træk

Fra Jyllands-Posten

Der er stadig nogle gråhårede post-socialister, der kan huske, hvad deres tidligere profet, Karl Marx, skrev i den allerførste sætning af sit ”Bidrag til en kritik af den hegelske retsfilosofi fra 1843: ”… religionskritik er forudsætningen for al kritik”.

Religionskritik er ikke bare udgangspunktet for al kritik. Den er forudsætningen for en enhver form for kritik. I et samfund, hvor religionen ikke må kritiseres, bliver alt til religion - fra længden af ens skæg og til hvilken hånd man skal bruge, når man tørrer sig bagi.

Hvor religionskritik er forbudt, bliver hele livet og samfundet religiøst, og det mindste kvæk mod den herskende orden blive automatisk til en blasfemisk handling, der skal bekæmpes ved atskæring af synderens hoved.

Modet til blasfemi bliver følgelig den uomgængelige forudsætning for selve civilisationen og for det sociale, intellektuelle og videnskabelige fremskridt. Det er også betingelsen for adskillelsen af stat og kirke, hvad Jesus var ganske klar over.

Men dem, der i dag udgiver sig for venstreorienterede, har for længst opgivet socialismens grundlærdomme for i stedet at krybe ved foden af en blodtørstig månegud fra det fjerne Arabien.

Det brede venstre - fra kommunister, via det ”nye venstre” og til socialdemokraterne - har forladt deres gamle ideologiske positioner til fordel for holdninger, der tidligere hørte hjemme på den yderste højrefløj.

Det gælder ønsket om censur (”vi har selvfølgelig ytringsfrihed, men …”), det synspunkt, at religioner ikke må kritiseres eller latterliggøres, og accepten af etniske og religiøse særrettigheder, som i den sidste ende vil underminere det grundlæggende retsstatsprincip om lighed for loven.

Det politiske venstres vejvalg er uigenkaldeligt. Efter at venstrefløjen har fremmedgjort store grupper af sine traditionelle arbejderstemmer, er den i stigende grad afhængig af muslimske stemmer, som den håber vil sikre den et permanent fodfæste i det mindste i de store byer. Den har grebet fat i tigerens hale, og det er bare om at holde fast til den bitre ende.

Samtidig har venstrefløjen undermineret sin egen politiske hovedbedrift, den moderne velfærdsstat.

(…)

Indvandringens sande omkostninger er vores bedst bevarede statshemmelighed. Det er langt fra nok at se på indvandrernes undergennemsnitlige deltagelse på arbejdsmarkedet og deres overforbrug af velfærdsydelser. Man må også indregne deres massive belastning af snart sagt alle offentlige systemer - politi, domstole, fængsler, sundhedssektoren og skolerne. Alligevel går to af tre indvandrere med arabisk baggrund ud af folkeskolen uden at kunne læse og skrive. Og så har vi endda ikke indregnet kæmpeudgifterne til tolke, integrationskonsulenter, ”dialog”-formidlere, fængselsimamer, sprogundervisning, integrationsprojekter og penge til diverse kvartersløft, der aldrig synes at løfte andet end penge ud af skatteydernes lommer.

Læs den hele

“Don’t Panic! - What else is there to do?”, som Basil Fawlty så situationen. Fra DR

Der har på det seneste været megen debat om en mulig dansk euro-afstemning. Men en eventuel dansk tilslutning til euro-samarbejdet bør udskydes på grund af frygten for et kollaps i samarbejdet.

Det vurderer den danske økonom Niels Jensen fra det London-baserede finanshus Absolute Return Partners i denne uges udgave af Økonomisk Ugebrev.

(…)

Han trækker Tyskland frem som eksempel på det mest stabile euro-land. Men rettes blikket mod Italien, Spanien og Grækenland, så handler netop de lande de langsigtede obligationer med et rentespænd på mellem 2 og 2,5 procent i forhold til Tyskland. Aldrig før i euroens tiårige historie har et rentespænd i samarbejdet været så stort.

Et af principperne i euro-samarbejdet er, at de deltagende landes økonomi samlet styres fra Den Europæiske Centralbank. Og forskellige renter på de enkelte landes langsigtede obligationer er i følge Niels Jensen et signal på underliggende problemer.

Tilslutningen bør udskydes på grund af frygt for kollaps, men ikke droppes? Hvad f…… Fra Børsen

Den Europæiske Centralbank (ECB) og eurosamarbejdet står mellem valget at redde et euroland fra fallit og opgive den stramme inflationspolitik eller lade den fælles valuta, euroen, bryde sammen.

“Det, jeg tror, der kommer til at ske, er, at vi i Europa får et Lehman-moment, hvor ECB skal vælge mellem at redde en europæisk regering fra fallit ved at trykke penge, og dermed opgive den stramme inflationspolitik, eller lade euroen bryde sammen,” siger Thomas Thygesen, som i dag er chefstrateg i X-asset Management i den svenske storbank SEB, til borsen.dk.

“Det vil komme til at minde om det, der skete i banksektoren i USA sidste år i august, hvor Lehman Brothers krakkede, hvor Europa i øjeblikket er i gang med nationalstaternes udgave af et bank-run,” siger Thomas Thygesen til borsen.dk.

Et bank-run er en situation, hvor en banks kunder på én gang forsøger at hæve deres opsparing, hvorved banken kollapser.

Italien risiko for fallit

Når eurosamarbejdet og fundamentet under ECB’s inflationspolitik risikerer at falde fra hinanden, så hænger det for Thomas Thygesen sammen med meget store budgetunderskud i flere eurolande, hvor især landene i Sydeuropa er under et enormt pres.

Et kerneelement i EU’s økonomiske politik og grundlaget for pengepolitikken og euroen er vækst- og stabilitetspagtens princip om stram budgetdisciplin, hvor det offentlige underskud maksimalt må udgøre 3 pct. af bruttonationalproduktet (BNP).

“De underskud, der skal finansieres de næste par år, bliver på op til 10 til 12 pct. af BNP. Det er langt uden for EU’s regelsæt defineret i vækst- og stabilitetspagten, og man skal være klar over, at regelsættet for euroen og ECB’s inflationsmål derfor skal ændres,” siger Thomas Thygesen.

Især situationen i Italien er kritisk. Thomas Thygesen vurderer, at presset på den italienske premierminister, Silvio Berlusconi, snart kan blive så stort, at han må bede Bruxelles om hjælp.

“Mit gæt er, at det Lehman-moment kommer, når Silvio Berlusconi møder op i Bruxelles en sen fredag aften og siger, at Italien går fallit mandag morgen, hvis ikke ECB er villig til at redde dem, ligesom det skete med Lehman Brothers sidste år,” siger Thomas Thygesen og fortsætter:

“Det øjeblik er tættere på, end de fleste er klar over, og konflikten går på, om ECB kan få sig selv til at bryde reglerne, når det bliver nødvendigt, eller om ECB hellere vil risikere at det hele bryder sammen.”

(…)

Netop i den nuværende krise mener han, at ECB har en indbygget svaghed, hvor de enkelte lande ikke længere har adgang til deres seddelpresse og derfor kan gå konkurs.

I f.eks. eurolandet Italien har regeringen ikke længere adgang til at trykke penge, og på europæisk plan er integrationen ikke så langt fremme, at en central regering kan intervenere og redde et land fra fallit.

“Der står i ECB’s regler, at de ikke må trykke penge, så det kan være fint nok at give Italien lov til at køre med et stort budgetunderskud. Men hvis markedet nægter at tage den risiko for en statsbankerot, der følger med, så vil ECB i sidste ende blive nødt til at garantere den italienske statsgæld,” siger Thygesen.

“Man har givet landene lov til at køre med større underskud, men man har ikke skabt muligheden for, at de kan finansiere de voksende budgetunderskud. En regering, der ikke selv har adgang til seddelpressen, kan derfor blive presset ud i en statsbankerot,” lyder analysen videre fra Thygesen.

Gary North på LewRockwell.com tegner også et dystert billede i sin muntre tone og indleder på baggrund af en erkendelse af den megen psykologi, der findes i markedet på pressens varsomme behandling af virkeligheden.

The banking system of Europe is at the edge of the abyss. A brief story by The Telegraph revealed this last week. The original was almost immediately deleted. A new version was substituted.

You can see the original headline on Google:

European banks may need £16.3 trillion bail-out, EC document warns …

There are dozens of these links. I read the story last week. I saved the link. But, lo and behold, when I clicked my saved link on Monday morning, the story did not mention a specific figure.

There was a reason for this. The editors at The Telegraph had taken out the following paragraphs:

European Commission officials have estimated that impaired assets may amount to 44pc of EU bank balance sheets. The Commission estimates that so-called financial instruments in the trading book total £12.3 trillion (13.7 trillion euros), equivalent to about 33pc of EU bank balance sheets. In addition, so-called ‘available for sale instruments’ worth £4trillion (4.5 trillion euros), or 11pc of balance sheets, are also added by the Commission to arrive at the headline figure of £16.3 trillion.

Fortunately, web sites around the globe have posted the deleted paragraphs.

Converted into dollars, £16.3 trillion are the equivalent of $25 trillion.

The original paragraphs can be found in several links in the Google list of headlines.

Why did the editors do this? A call from some government bureaucrat? Or the realization that the article might start a bank run? I think the latter. In either case, it’s scary.

The current article begins with a lie: “Last updated: 6:34 GMT, 11 Feb 2009.”

Tænk på alle de, der har anbefalet euroen med deres enorme skråsikkerhed. Alle de dumme argumenter om at det var besværligt at veksle når man rejste (i en tid, med Visa-kort?), at Kronen var for lille en valuta ( skønt det havde den altid været), at vi alligevel lagde os efter euroen (selv om kodeordet ikke er “euroen” men “vi” så “vi” nu kan lægge os efter noget andet), at vi ikke sad med ved bordet (som om det skulle være festligt selskab) at Euroen var stærk….. Gustav Vase så også imponerende ud indtil det blev søsat, men det er mødet med elementerne, der afgør sødygyigheden og ikke forfængelige stormagtsdrømme hos gamle mænd. Danmarks fremtid skal ikke udliciteres i en klæg forventning om andres gode hensigter og overlegenhed.