“Occasional perceived craziness is a plus in both poker and high-stakes geostrategic diplomacy” siger Victor Davis Hanson i en afklædning af Obama-doktrinen på National Review.

Det meste af pressen er bekymrede over Donald Trumps manglende politiske erfaring og hans påståede ukendskab til Verden udenfor amerikanske realityshows tegner en udenrigspolitik der vil krabbe ubehjælpsomt mod krig og kaos. I den virkelige store Verden er der ikke plads til store armbevægelser og spontane Twitterkommentarer. Hans forgænger, Verdensmanden med de mange oprindelser, som han ikke helt ville vide af alligevel, forstod den fine balance på den internationale scene. Trump er elefanten i glasbutikken og allerede i overgangen mellem de to regeringer skaber Trumps ‘kontraordrer’ da også problemer, skiver bl.a Wall Street Journal.

De tog også anstød af at Trump passer sin twitter-konto og sin takke-turne og kun sparsomt deltager i de sikkerhedspolitiske møder. “I don’t have to be told the same thing in the same words every single day for the next eight years” forklarede han Fox News sin ‘efter-behov’ tilgang.

Trump er ikke en mad-man, men han har en rem af huden - og der lyttes til Trump.  Af alt, hvad der kommer ud af munden på ham så ved man det er alvor når han trækker en rød streg. Alan Dershowitz skriver i Algemeiner at Trump havde ret i at blande sig i Obamas svigt af Israel, da FNs sikkerhedsråd besluttede at gøre bl.a Østjerusalem til palæstinensisk territorium

The effect, therefore of the Obama decision to push for, and abstain from, a vote on this resolution is to deliberately tie the hands of the president’s successors, in particular President-elect Trump. That is why Trump did the right thing in reaction to Obama’s provocation. Had the lame-duck president not tried to tie the incoming president’s hands, Trump would not have intervened at this time. But if Trump had not urged the Egyptians to withdraw the resolution, he would have made it far more difficult for himself to try to bring about a negotiated resolution to the Israeli-Palestinian conflict.

The reason for this is that a Security Council resolution declaring the 1967 border to be sacrosanct, and any building behind those boarders to be illegal, would make it impossible for Palestinian leaders to accept less in a negotiation. Moreover, the passage of such a resolution would disincentivize the Palestinians from accepting Israel Prime Minister Netanyahu’s invitation to sit down and negotiate with no preconditions. Any such negotiations would require painful sacrifices on both sides if a resolution were to be reached. And a Security Council resolution siding with the Palestinians would give the Palestinians the false hope that they could get a state through the United Nations without having to make painful sacrifices.

Det har han gjort siden valget til kommende præsident og med god effekt. Eric Fernstrohm, der har været rådgiver for Mitt Romney, skriver om Trumps ‘can-do’ tilgang i Boston Globe

Trump has turned out to be the most energetic president-elect America has seen in a long time, intervening to save jobs and contain federal spending. Like Teddy Roosevelt, Trump is using the megaphone of his bully pulpit to get results.

He rescued 1,000 jobs by dangling tax incentives and the threat of retaliatory tariffs to convince air conditioning company Carrier not to move production from Indiana to Mexico. Democrats quibble over the number of jobs saved, but there’s no escaping the symbolism: Trump is on the side of workers, not big corporations.

Now there’s talk of a Trump effect, as more companies fearful of Trump’s “big stick” think twice about outsourcing American jobs.

Bill Ford, the chairman at Ford Motor Co., called Trump after the election to say the automaker changed its mind about moving some vehicle production offshore. Trump also said he lobbied Apple CEO Tim Cook about bringing manufacturing back to the United States.

“One of the things that will be a real achievement for me is when I get Apple to build a big plant in the United States, or many big plants in the United States, where instead of going to China, and going to Vietnam, and going to the places that you go to, you’re making your product right here,” Trump said he told Cook, according to a post-election interview with The New York Times.

Trump’s preinaugural swagger goes beyond the jobs front.

After Trump complained about the price tag for building the next Air Force One, the CEO of Boeing promised to limit costs. Trump put health care companies on notice that he wants drug prices, a major factor in exploding Medicare costs, to come down. His targeting of “out of control” overruns in the construction of F-35 fighter jets suggests defense contractors will feel the lash.

Trump may not get everything he wants, but if the transition is any indication, he seems to understand what his opponents do not. His success will hinge on jobs and bringing change to Washington, not how often he meets with intelligence briefers.

Og han ser ud til at få europæerne til at tage mere ansvar for eget forsvar. Den store kæp er mere end blot en sjofel reference til et af primærvalgenes lavpandede disputter, det er sikkerhedspolitik på det mest basale plan.

Derfor var hans nonchalante omtale af atomvåben under valgkampen også god sikkerhedspolitik og som skabt til en tid, hvor Verden ikke længere hviler nogenlunde trygt i at USA er den store hegemon. Ja, han var villig til at bruge atomvåben, hvis det lignede en god løsning - hvad ellers havde man dem for? Chokeret prøvede journalisten at finde en undtagelse i Trumps vanvid og spurgte om han også ville bruge atomvåben mod problemer i Europa

“Europe is a big place!” konstaterede Trump uden omsorg for pæne menneskers blodtryk og ængstelser - han talte heller ikke til dem.
Oliver og Obama, med sin fejlslagne (jeg lader tvivlen komme ham til gode) politik, kan gøre sig lystige alt det de vil. De er ikke relevante, de tabte valget og Trump bruger ikke deres medier til at tale med sine tilhængere. Trump talte til alle despoter og røvhuller ude den store verden, der har lært at grine ad Obamas svaghed og USA fald fra tronen. trump fortalte at når han kommer til, så har han allerede mandat i det amerikanske folk til at slå på gummen hvor han finder det for godt.
Det vidner om stor politisk indsigt at føre stormagtspolitik allerede inden man er valgt. Hillary gjorde det modsatte. Hun pustede sig op overfor vælgerne, mens hun legede med tanken om at gå i krig med Rusland.

Begrebet post-faktualitet er venstrefløjens seneste offensiv mod dissens i offentligheden. Beskyldningerne mod alle nye og højredrejede medier for at sprede fake-news hviler på en antagelse om de etablerede medier ikke gør det samme. På Liveleak, Youtube og de sociale medier kunne vi alle konstatere det postfaktuelle i mediernes mange historier og kolporteringer om hvorledes der var tale om hele familier, udledsagede flygtningerbørn og/eller højt specialiseret arbejdskraft, især som læger og ingenører. Det var surrealistisk.

Vi burde ellers være godt vant når indvandring, åbne grænser og multikulturalitet stadigt beskrives som et gode og en økonomisk bæredygtig fremtid når virkeligheden er stik modsat. Vi kan se at de multietniske samfund ofte kollapser i borgerkrig og hvor umuligt det er at smide en herboende vaneforbryder hjem til den møgbunke han rejstre fra fordi de sekteriske forhold i snart sagt hele resten af verden gør at alle er forfulgt af alle.

Det er helt naturligt for medierne i samklang med venstrefløjen at kaste sig over det lille medie Den Korte Avis. Da en vært på en af Danmarks Radios ungdomskanaler opfordrede til boykot, rammede DR’s nyhedschef Naja Nielsen ganske rigtigt hovedproblemet ind, da hun i NEWS-magasinet Presselogen sagde “at hele indslaget er problematisk, for det har tonen af, at det er noget, som vi alle sammen mener.” Den pointe kan man roligt strække ud til en generel beskrivelse af medierne i Danmark og tærske langhalm på til køerne kommer ind med de nye kartofler.

At være direkte imod venstrefløjens dagsorden er så odiøst blandt medierne at man problematiserer at DKA er holdningsjournalistik, skønt Dagbladet Arbejderen får tifold i medistøtte og Modkraft det dobbelte. Det må man til Uriasposten for at få at vide og den får nada i støttekroner. Kim Møller skriver videre og rigtigt om reaktionerne på Dansk Folkepartis Kenneth Kristensen Berths nøgterne betragtninger om grænsekontrol

Alt imens statsstøttede dagblade fører kampagne mod uafhængige højrefløjsmedier, kører de nyhedshistorier der burde være omfattet af ‘fake news’-begrebet.

Mediestormen mod Kenneth Kristensen Berth er et godt eksempel, og det er værd at gengive professor Emeritus Uffe Østergaards ord, som de faldt i gårsdagens Reporterne på Radio24syv.

“Jeg er bange for at han er kommet til at begå den for en politiker, så ubehagelige ting, at sige sandheden. … det er ikke rart at høre på, men grænser kræver altså faktisk en magtanvendelse.“

“… det er ubehageligt, men det er altså det man logisk set siger, når man siger man vil have grænser og grænsebevogtninger.”

“Det ligger i vores almindelige offentlighed. Vi kan ikke lide at høre sandheden.”

Information havde en hel kavalkade af sandheder fra Dansk Folkeparti, som de rubricerede som kontroversielle. Som Morten Messerschmidt, der har sagt at “muslimer, der bekender sig til den islamiske ideologi, er tabere eller bliver tabere. De ønsker jo ikke en samfundsmodel, som kan skabe tålelige forhold for mennesker“. Kontroversielt for medierne fordi beviserne på det modsatte bare er så overvældende. Af samme grund bliver Krarups sammenstilling af hagekors og islamisk hovedbeklædning skræmmende, som medierne også skræmmes over Pia Kjæsgaards Kemal Atatürk citat “Der er kun én civilisation, og det er vores” og Martin Henriksens logiske påpegning af “at skilte på arabisk signalerer (..), at hvis man ikke gider lære dansk, så indretter Danmark sig efter dem – og ikke omvendt“.

Og Danmarks Radio syntes også Geert Wilders er vildt kontroversiel for at udtale at koranen er fascistisk, at man burde lade “hovedtørklæderne blafre i parken“, at “Der er absolut en sammenhæng mellem islam og kriminalitet” og at der er en kamp igang mellem os og muslimerne. På TV2 kan man endda gøre julehilsen til noget kontroversielt, hvis det falder ud af Trumps mund: “Trump med kontroversiel erklæring: - Nu må I sige ‘glædelig jul’ igen” Gys! Og Trump kan virkeligt godt lide julen.  Alt er kontroversielt når det kommer fra folk, der ikke er venstredrejede. Fordi “det er noget, som vi alle sammen mener”

Det er en af venstrefløjens metoder til at styre debatten og venstrefløjen synes at der er for meget fokus på islam. Men medierne fokuserer faktisk ikke så meget på islam, som islam bringer sig selv i fokus og i dag har islam haft en travl dag. I Tyrkiet har kurderne myrdet 38, deraf 30 betjente, i et kombineret angreb med en bilbombe og en selvmordsbomber. I Aden/Yemen har Islamisk Stat dræbt 48 soldater i et selvmordsangreb, da soldaterne skulle have løn udbetalt. I Egypten har terrorister (IS eller aQ) dræbt 25 i et angreb på en kirke…. og så har Islamisk Stat også lige erobret den syriske by Palmyra ved et overraskelsesangreb, og har i den forbindelse erobret bl.a. 30 af Assads kampvogne.

Donald Trumps Hollywood Walk of Fame er blevet smadret, skriver Deadline Hollywood, som Trumps tilhængere er blevet det igennem gennem hele valgkampen, skriver Lifezette. Hillary Clintons kampagne, med alle den mediestøtter og penge fra storfinansen er ikke ideologiske fascister, men deres modus operandi har antaget en fascistisk form, med semiorkestreret vold mod politiske modstandere og massiv propaganda. Det ligner et kup, skriver Peggy Ryan i American Thinker

Hillary has laughed off questions of a potential indictment since the beginning, sneered at suggestions that her scandal might keep her out of the White House.  Even more frightening than her confidence that she won’t be indicted is her unshakable faith that she’ll be elected.  Hillary’s not concerned about the coming election; she doesn’t campaign or hold press conferences, and she has few rallies.  It’s almost as if she doesn’t really need the votes.

That’s probably a good thing for her, since Hillary proved in the primaries that she can’t get the votes.  She had to cheat to beat Bernie Sanders, a 73-year-old socialist out of a win.  She had to tamp down Bernie supporters’ passion and enthusiasm and force them to accept her stale, depressing message.

The truth is, a large chunk of the Democrat base doesn’t like Hillary.  In fact, many can’t stand her.

So how is she winning?  I mean, that’s all we hear, right?  Hillary’s winning in a landslide, has a monumental lead that can’t be overcome.  Hillary’s shown to be winning because the media is  “with her,” or should I say “with them”?  Our once free press is working hand in hand with usurpers to engage in sedition and open treason; to defeat the Republican nominee, Donald Trump; and to impose a sick, evil woman, a criminal as our new leader.

To accomplish this goal, the press uses wartime psychological operations (psy ops), Soviet-style propaganda, and gaslighting to deceive, confuse, disrupt, and demoralize the enemy (that would be we).

Psyops Techniques:

False flags - staged events where the perpetrator is concealed and another party blamed.

• The James O’Keefe videos show Democrat operatives bragging on how they stage violent protests at Trump rallies, that they have a national network to cover all locations.  The media are all in to blame Trump, paint him as an angry man who foments violence.

Shock and awe - the method of displaying overwhelming force or impressive technology to intimidate or demoralize an enemy.

• Think polls, political experts who tell us it’s over, Hillary’s leads are insurmountable, there’s not enough time for Trump to “catch up.”

Propaganda:

• Includes name-calling, manipulated statistics, and other techniques.  The media’s favorite is the bandwagon effect.  This tactic appeals to people’s desire to be on the winning team (”voters abandoning Donald Trump in droves” and “Hillary’s running away with the election”).

Gaslighting:

This is the left’s most insidious tool, based on deception and false information to make us doubt our own perceptions, our sanity.

• Media show Trump getting trounced while they withhold more current data.  They dismiss as anecdotal (that’s the new buzzword for meaningless) empirical evidence that points to a Trump landslide – yard signs, bumper stickers, massive crowds, and unprecedented enthusiasm.  Their “experts” tell us the overflow cheering crowds mean nothing, don’t “translate” to votes.

• And how many times must they tell us there is no voter fraud?  Yet O’Keefe has a video with a Democrat operative explaining how to accomplish mass voter fraud, and there’s mounting evidence to confirm voter fraud on a pandemic scale.

Psychological warfare leaves its victims feeling off balance, filled with self-doubt, isolated, and less likely to fight for our candidate.  This is the damage our media and government inflict on their own people.  The free press we’ve depended on to expose corruption, ensure fair elections, and protect democracy is now part of the corruption, rigging the elections, and defeating democracy.  Our protector turned assassin.

Now the media huddle with the left to plot their end run on democracy.  It’s a sprint to the finish line.  How far will they go?  All the way, folks.  I can see networks calling the race for Hillary even if they know it’s based on fraud.  I can picture Paul Ryan, Mitch McConnell, President Obama, our entire government and media telling us we must have a peaceful transition, that we can’t question the results under any conditions.  Oh, wait – they’re already doing that.

And now they’re setting up in case of a Trump landslide.  We could get “fake election results” by Russian hackers, they say.  There will be no “peaceful transition of power” if they lose.

Milo Yiannopoulos forklarer, veloplagt som altid, hvorledes mediernes demoraliserende meningsmålinger typisk bliver til

Evnen til at forhandle er måske det eneste træk, hvor mænd og kvinder er forskellige, når man lytter til feminister og ligestillingsdebattører i almindelighed. Det er en gammel traver at individuelle lønforhandlinger forfordeler kvinder. Tesen er at kvinder sætter deres lys under en skæppe, mens mænd, som følge af deres indbildske natur, forhandler deres vilkår aggressivt målrettet. Mænd tillader sig, hvad kvinder er for anstændige til og i mødet mellem de to køn efterlader mænds grådige begær altid kvinden som et offer.

Forleden kunne man fra Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen læse et typisk opstød over prostitution, hvor kunden, manden, var så moralsk vakuøs at det var tvivlsomt om han overhovedet hørte til på arbejdsmarkedet.

»Jeg tror ikke, at en kunde hos en prostitueret bagefter kan gå ind og undervise en skoleklasse eller dømme i en retssal eller være politiker, politimand, eller hvad han er, på en måde, som er foreneligt med det, vi opfatter som ligestilling og respekt mellem kønnene,« siger Mette Frederiksen i bogen.

(…)

»Det sætter sig, når vi har relationer, der er helt skæve,« siger hun videre i bogen.

Manden er kunden, kunden er skurken, skurken er manden er kunden er skurken…. Det er etableret, sådan er det, tænk ikke mere. Relationerne bliver helt skæve, forhandlingerne er besudlet.

Nuvel, men det er altid godt at nuancere, når man ikke ved hvad man skal sige. For et par år siden kunne man i Berlingske Tidende læse om Rasmus Jensen, der bedrev en sideforretning som gigolo, at kvinder også købte sex og mænd som mænd solgte. Forskellige typer af forskere var overraskede over at se en stigning af det fænomen, så langt som de overhovedet har haft en metode til at måle på befolkningens lumre privatliv. Men nogle tilsyneladende mere åbenlyse tal blev der refereret til for perspektivets skyld

Britisk forskning viser blandt andet, at næsten en tredjedel af de kvindelige vesterlændinge, der tager på ferie i Den Dominikanske Republik, siger, at de har haft sex med lokale mænd. Men selv om 60 procent af dem indrømmer, at deres forhold har »økonomiske aspekter«, anser de det ikke for at være prostitution. Men det er slet ikke så mærkeligt, mener Claus Lautrup. For kvinder romantiserer ofte »ferieaffæren« med den lokale gigolo:

»Kvinderne tror, at de får reel omsorg og kærlighed, men for mændene er det hardcore business og ikke andet. Det er helt tydeligt, at der ikke ville være noget forhold, hvis ikke der var penge involveret.«

Kvinden er kunden, kunden er offeret, offeret er kvinden er kunden er skurken… The Art of the Deal? Grab them by the pussy!

Denne video viser noget om, hvad vestlig kultur er i disse tider

Men den illustrerer også en forskel på sort og hvid kultur i USA. I 50′ernes USA var den sorte mand og den sorte kvinde lige så tilknyttede til arbejdsmarkedet, som deres hvide ditto. Den sorte mand og den sorte kvinde var også lige så tilknyttede til hinanden igennem ægteskab, som deres hvide ditto. Følgeligt havde de også det samme forhold til loven og var lige så distancerede fra fængsel, som deres hvide ditto.

I dag sidder den sorte mand meget i fængsel, primært for vold og mord mod andre sorte, selvom der også er en vis spil-over effekt på andre etniske grupper. Både den sorte mand og den sorte kvinde har ringe tilknytning til arbejdsmarkedet. Og den sorte mand er fraværende som far. så det sorte barn vokser i høj grad op hos dets sorte promiskuøse enemor.

The broken black family, kalder man det i USA. Eller det vil sige, Demokraterne gør ikke, de taler om institutionaliseret racisme som skyld i det hele, et år fra slaveriet for 160 år siden, de hvides privilegium. Hvilket er ironisk, da alle de racistiske love blev opfundet og opretholdt urimeligt længe af selv samme parti Demokraterne.

Men videoen, skønt en urimelig sammenstilling i den kontekst, viser lidt om, hvad sort kultur og hvid kultur er. Den hvide er ganske vist idyliseret, men den hylder en produktivitet som er uadskillelig fra kreativitet. Livsglæde befriet fra drifter.

Negeren derimod… tjah, den nedbrudte sorte familie raser videre i hvad den opfatter som idyl - bitch. Og det bliver hørt af Treyvon Martin og The Gentle Giant og Obamas imaginære søn og Tyrone et-eller-andet og med det i ørerne gør de sorte teenagepige gravide og forlader dem, begår vold og hærværk, høje på det ene eller andet, kommer på kant med loven og kommer i fængsel eller bliver skudt og dræbt af politiet. Og pressen græder og Demokraterne taler om institutionaliseret racisme som skyld i det hele, et år fra slaveriet for 160 år siden, de hvides privilegium…

For et par uger siden kunne man på siden Reel Ligestilling læse at “Objektiv viden er sexistisk”.

Når universiteter underviser de studerende med udgangspunkt i, at viden er noget en-gang-for-alle-fastslået, som det er de studerendes opgave at tilegne sig, diskrimineres kvinder og minoritetsgrupper.

Det fastslår Laura Parson i sin ph.d.-afhandling ‘Are STEM Syllabi Gendered? A Feminist Critical Discourse Analysis’. STEM er en forkortelse for Science, Technology, Engineering og Mathematics.

»STEM-pensaene i dette studie demonstrerede et syn på viden som noget, den studerende skulle tilegne sig, hvilket fremmer et syn på viden som noget uforanderligt. Dette forstærkes yderligere af brugen af biord, som underforstår vished, såsom »faktisk« og »det viser sig«, hvilke bruges i pensaene til at identificere information som faktuel og uden for diskussion«, skriver Parson i afhandlingen, som man kan læse et fyldigt uddrag af her.

Og således runger det akademiske Cthulhu i venstrefløjens hoveder. Her fra USA, hvor nogle negre med ‘afrikansk’ accent beskriver, hvorfor videnskab er hvidt og racistisk

Videnskaben er slem, bortset fra når den hævder at fortælle alt det venstrefløjen godt vil høre, såsom den øredøvende klimavidenskab, der helt unikt kan afgøres en gang for alle i et konsensus - videre debat er ødelæggende. Klimavidenskaben, som åbenbaret af FN og dens servile støtter, er hverken racistisk, sexistisk eller socialt uretfærdig. Tværtimod viser den at klimaet ødelægges af hvide gamle mænd og at det rammer fattige enlige farverige kvinder og deres handikappede børn i alle de dele af verden, hvor det ikke har været muligt at samle egentlige data til at bakke den besluttede viden op. Videnskab i klimagevanter er skruebrækker for allehånde interesseorganisationer og antivestlige ideologier til at tilrane sig magt og for stater og bureaukrater at inddrive flere skatter, så thumbs up for den!

Venstrefløjen baserer sit vræng på, hvad den kalder posfaktualitet, der er et ord for den snigende frygt den mærker af at tabe grebet om den dominerende fortælling. Venstrefløjen er postfaktualiteten; den tror på store menneskeskabte klimaforandringer når der ingen er at måle; hylder den multikulturelle model og kræver grænserne åbnet for alle de flygtninge den producerer; ser islam som progressiv; beundrede Berlinmuren, der holdt østtyskerne indespærret mens den nu fordømmer Israles sikkerhedsmur for at holde terroristerne ude…

Truth will out, som englænderne siger, men Obama appelerer efter lidt respit, som man kan læse på Breitbart

“We are going to have to rebuild within this wild-wild-west-of-information flow some sort of curating function that people agree to,” Obama said at an innovation conference in Pittsburgh.

“There has to be, I think, some sort of way in which we can sort through information that passes some basic truthiness tests and those that we have to discard, because they just don’t have any basis in anything that’s actually happening in the world,” Obama added.

Hillary Clinton talte om at genrejse middelklassen i hendes første debat med Donald Trump. Og det fik mig til at tænke på nogle gode artikler, som jeg er faldet over de seneste uger. Julia Hahn gennemgik på Breitbart forleden Hillary Clintons forbindelser til indiske konklomerater og hendes insisterende arbejde for at flytte amerikanske arbejdspladser til Indien. Hahns artikel er ret lang, men pointerne er her i punktform

• Hillary Clinton co-founded the Senate India Caucus, which anti-offshoring advocates say champions “issues important to India, including outsourcing and H-1B and L-1 visas.”
  
• Clinton in 2005: “I am delighted to be the Senator from Punjab as well as from New York.”
• Clinton has called for nearly doubling the controversial H-1B guest worker program—suggesting that American workers lack the skills to fill American jobs. She has also defended the cheap labor practices of an Indian outsourcing firm, to which the Clinton Foundation has financial ties: “We are not against all outsourcing; we are not in favor of putting up fences,” she said.
• Shortly after the CEO of HCL—the Indian firm that helped lay off 250 American Disney workers in Orlando— called American tech graduates “unemployable”, Bill Clinton delivered a speech to HCL to the tune of nearly a quarter of a million dollars at Disney World in Orlando.
• Reports note that Clinton has repeatedly “telegraphed” her support for a globalized world to the Indian community. At a conference of 14,000 Indian Americans, Bill Clinton extolled the virtues of “open borders, easy travel, easy immigration”.
• In 2007, Barack Obama slammed “Hillary Clinton (D-Punjab)’s personal, financial and political ties to India… It’s all about the money,” his campaign wrote.

Den hvide vestlige mand af middelklassen er vred. Ifølge sociolog og kønsforsker Michael Kimmel - og med Politikens ord - er den slags fordi “hvide heteroseksuelle mænd i Vesten forventer privilegier som magt, penge og hengivne kvinder som følge af en slags ’ureflekteret fødselsret’”. Elitens foragtelige opførsel står ikke i vejen for en sexualiseret analyse. Hillary er et symptom på en systemisk råddenskab og den vrede hvide mand har enhver ret til at være vred, skriver Wayne Allen Root i American Thinker

The destruction, the annihilation, the conspiracy to destroy the middle class is real. The murder of the middle class is not a theory. It’s not an opinion. It’s not a figgment of my imagination. It’s a proven fact. Three studies were published backing up what I’m saying. Sometimes, timing isn’t important—it’s everything.

(…)

Pew’s figures reveal a steady erosion of America’s middle class.

The steepest declines were seen in industrial towns. It is no coincidence that these job and income losses came from the predominantly white working and middle class. But the trend isn’t just seen in the Midwest or among working class, blue-collar whites. The same trend and the same declines can be found among college-educated white-collar Americans. Pew Research found that even in areas of high-tech reinvention such as Austin, Texas, and Raleigh, North Carolina, incomes are falling and the middle class is shrinking.

Pew found that even in the suburbs of Denver, Colorado, where over six hundred thousand new residents have arrived since 2000, heavily weighted toward college degrees, median household income (adjusted for inflation) fell from $83,000 in 1999 to under $76,000 in 2014.

This clearly shows the murder of the middle class. The rich are getting richer, while the poor are taken care of by the government and paid for by middle-class taxpayers. The savaged middle class is being taxed and regulated so heavily to pay for the poor that eventually there will be no more middle-class jobs, no more middle-class families. Our incomes are down, our jobs are disappearing, our bills are escalating, our health care costs are exploding (thanks to Obamacare), and our taxes are dramatically higher. For America’s middle class, this is a disaster of epic proportions.

So now you know why we’re angry. We have every reason to be angry. We’ve been targeted for extinction.

De 2 andre studier Root nævner, beskriver hvorledes indvandringen udhuler den amerikanske middel- og arbejderklasse, ved dels at underbyde dem på arbejdsmarkedet, dels at øge skattebyrden ved at belaste den offentlige service og hvorledes de store firmaer klarer sig glimrende, mens der er hårdere tider for små og mellemstore virksomheder, at etablere sig, hvilket betyder færre job-muligheder. Dem vil jeg lade andre og mindre oprevne skribenter forklare. George J Borjas skriver i Politico Magazine, hvorledes indvandringen presser den amerikanske arbejder

When the supply of workers goes up, the price that firms have to pay to hire workers goes down. Wage trends over the past half-century suggest that a 10 percent increase in the number of workers with a particular set of skills probably lowers the wage of that group by at least 3 percent. Even after the economy has fully adjusted, those skill groups that received the most immigrants will still offer lower pay relative to those that received fewer immigrants.

Both low- and high-skilled natives are affected by the influx of immigrants. But because a disproportionate percentage of immigrants have few skills, it is low-skilled American workers, including many blacks and Hispanics, who have suffered most from this wage dip. The monetary loss is sizable. The typical high school dropout earns about $25,000 annually. According to census data, immigrants admitted in the past two decades lacking a high school diploma have increased the size of the low-skilled workforce by roughly 25 percent. As a result, the earnings of this particularly vulnerable group dropped by between $800 and $1,500 each year.

We don’t need to rely on complex statistical calculations to see the harm being done to some workers. Simply look at how employers have reacted. A decade ago, Crider Inc., a chicken processing plant in Georgia, was raided by immigration agents, and 75 percent of its workforce vanished over a single weekend. Shortly after, Crider placed an ad in the local newspaper announcing job openings at higher wages. Similarly, the flood of recent news reports on abuse of the H-1B visa program shows that firms will quickly dismiss their current tech workforce when they find cheaper immigrant workers.

Immigration redistributes wealth from those who compete with immigrants to those who use immigrants—from the employee to the employer.

But that’s only one side of the story. Somebody’s lower wage is always somebody else’s higher profit. In this case, immigration redistributes wealth from those who compete with immigrants to those who use immigrants—from the employee to the employer. And the additional profits are so large that the economic pie accruing to all natives actually grows. I estimate the current “immigration surplus”—the net increase in the total wealth of the native population—to be about$50 billion annually. But behind that calculation is a much larger shift from one group of Americans to another: The total wealth redistribution from the native losers to the native winners is enormous, roughly a half-trillion dollars a year. Immigrants, too, gain substantially; their total earnings far exceed what their income would have been had they not migrated.

When we look at the overall value of immigration, there’s one more complicating factor: Immigrants receive government assistance at higher rates than natives. The higher cost of all the services provided to immigrants and the lower taxes they pay (because they have lower earnings) inevitably implies that on a year-to-year basis immigration creates a fiscal hole of at least $50 billion—a burden that falls on the native population.

What does it all add up to? The fiscal burden offsets the gain from the $50 billion immigration surplus, so it’s not too farfetched to conclude that immigration has barely affected the total wealth of natives at all. Instead, it has changed how the pie is split, with the losers—the workers who compete with immigrants, many of those being low-skilled Americans—sending a roughly $500 billion check annually to the winners. Those winners are primarily their employers. And the immigrants themselves come out ahead, too. Put bluntly, immigration turns out to be just another income redistribution program.

David P Goldman beskriver i Asia Times hvor presset de mindre virksomheder, som er den egentlige skaber af velstand,

Americans are tired of an economic elite that ignores them. Americans know the game is rigged against them. For generations Americans could make their way from the bottom to the top of the heap by starting businesses. In some periods more of them succeeded than others, but everyone knew someone who got rich more or less honestly. That came to a crashing end during the Obama Administration. There were fewer small firms with fewer workers in 2013 than there were in 2007.

ENTERPRISE EMPLOYMENT SIZE	NUMBER OF FIRMS	NUMBER OF ESTABLISHMENTS	EMPLOYMENT
02:  0-4	-129,985	-130,063	-212,803
03:  5-9	-67,969	-69,904	-451,075
04:  10-19	-44,291	-48,177	-598,105
05:  <20	-242,245	-248,144	-1,261,983
06:  20-99	-29,358	-38,422	-1,225,253
07:  100-499	-3,322	4,737	-556,311
08:  <500	-274,925	-281,829	-3,043,547
09:  500+	325	65,164	705,535

The deplorables look at the American economy as a lottery. They aren’t sophisticated, but they’re sly: They know the game is rigged, because there aren’t any winners. The American economy is more corrupt and more cartelized then at any time in its history. Productivity growth was negative for the past two quarters, and five-year productivity growth is the lowest since the stagflation of the 1970s.

Corporations are making money by gaming the regulatory system rather than deploying new technologies. Close to half of the increase in corporate profits during the past decade can be attributed to regulatory rent-seeking by large corporations, according to a June 2016 study by Boston University economist Jim Bessen. Bessen concluded that “investments in conventional capital assets and R&D account for a substantial part of the rise in valuations and profits especially during the 1990s. However, since 2000, political activity and regulation account for a surprisingly large share of the increase.”

Folk er ligeglade med at Trump er en “obnoxious, vulgar, salesman”, de vil have en “outsider with a big broom to come in and sweep away the Establishment”. Og den kost kan ikke være for stor.

Ifølge analyseinstituttet Rasmussen fører Trump med 5 procentpoint over Hillary. Andre analyseinstitutter har mere dødt løb eller Hillary i et snævert førersæde. Måske vil mange amerikanere ikke indrømme at de har tænkt sig at stemme på Trump på grund af en social stigmatisering, manden er jo Hitler. Trump fører en god kampagne, men meget har at gøre med Hillary Clinton selv, skriver Marc A Thiesen i Washington Post

She lied repeatedly about her emails. She lied when she said she had “turned over everything I was obligated to turn over” (FBI Director James Comey said the FBI “discovered several thousand work-related e-mails that were not among the group of 30,000 e-mails returned by Secretary Clinton to state in 2014”). She lied when she said there was “no classified material” in her private emails .?.?. that there was nothing “classified at the time” .?.?. and that there was nothing “marked classified” in her private emails — all of which the FBI director said were untrue. And, to top it all off, she lied about her lies — declaring on national television that “Director Comey said my answers were truthful, and what I’ve said is consistent with what I have told the American people” — a claim The Post’s Fact Checker gave “Four Pinocchios.”

Clinton lied to the American people about Benghazi. At 10:08 p.m. the night of the attack, she issued a statement that blamed the attack on “inflammatory material posted on the Internet” with no mention of terrorism or al-Qaeda. But an hour later, at 11:12 p.m. she emailed her daughter, Chelsea: “Two of our officers were killed in Benghazi by an Al Queda-like [sic] group.” The next day in a phone call with the Egyptian prime minister, Clinton said: “We know the attack in Libya had nothing to do with the film. It was a planned attack, not a protest.” Yet two days later, as she welcomed the caskets of the fallen in Dover, Del., she blamed that attack on “an awful Internet video that we had nothing to do with.”

She lied about a trip she made to Bosnia, claiming that she and her team arrived “under sniper fire,” skipped the arrival ceremony and “just ran with our heads down to get into the vehicles to get to our base.” In fact, a video shows her being greeted on the tarmac by Bosnian officials and an 8-year-old Muslim girl, Emina Bicakcic, who read a poem in English and told Clinton, “There is peace now.”

She lied about her family history. In 2015, she said she could relate to illegal immigrants because “all my grandparents” immigrated to the United States. When BuzzFeed’s Andrew Kaczynski pointed out that three of Clinton’s four grandparents were born in the United States, a Clinton spokesman said “her grandparents always spoke about the immigrant experience and, as a result she has always thought of them as immigrants.”

And her dishonesty stretches back decades. As the late, great William Safire pointed out in a 1996 New York Times column, she delivered a “blizzard of lies” as first lady — about Whitewater, the firing of White House travel aides, her representation of a criminal enterprise known as the Madison S&L and how she made a 10,000 percent profit in 1979 commodity trading simply by studying the Wall Street Journal. Even back then, Safire concluded, Clinton was “a congenital liar.”

Ja, måske foretrækker vælgerne at Hillary råber, man kan altid prøve det, når alt andet ser ud til at kollapse om ørerne på en. Clinton Foundation ser også ud til at pakke sammen ifølge Politico, og fyrer mere end en snes medarbejdere. Imens er medierne på overarbejde for at forvrænge virkeligheden til Hillarys fordel. The Hill rapporterer at CNN opfinder Donald Trump udtalelser, til at forarges over. Når Trump taler om ‘profiling’ efter israelsk forbillede, tilsætter CNN ordet ‘race’, som i ‘racial profiling’

CNN added the word “racial” to Donald Trump’s Monday comments on terrorism and immigration and is running headlines reporting that the GOP presidential nominee spoke of using “racial profiling” to stop terrorism.

But a review of the transcript of Trump’s comments to Fox News that CNN quoted shows that Trump never used the word “racial” in his comments to the network and only spoke of “profiling.”

“You know in Israel, they profile,” Trump said Monday to Fox News. “They’ve done an unbelievable job — as good as you can do. But Israel has done an unbelievable job. And they’ll profile. They profile. They see somebody that’s suspicious. They will profile. They will take that person in. They will check out.”

Alligevel er der en ide om at valget ikke er uretfærdigt nok. En gæst hos den venstredrejede og islam-realistiske tv-værk Bill Maher, mente at medierne havde virket imod Hillary Clinton i strid med Konstitutionens ånd, skriver Breitbart

After Clinton’s struggles in the polls in Florida came up, Brooks said, “Yeah, but that’s not her fault. That’s because the media has forgotten what their constitutional duty is.”

He continued, “Well, the reason we have a free press, the whole reason it’s in the Constitution is to inform us, the electorate about what we’re voting on, and they’ve forgotten that. They think this is a circus. They think this is ‘dancing with the stars.’ And so, they have given Trump probably a trillion dollars’ worth of free press over the course of this campaign.”

Trump er ligeglad og har inviteret Gennifer Flowers, en af Bill Clintons tidligere udenomsægteskabelige affærer, til at overvære debatten fra ‘ringside’. Debatten skal afholdes stående, så vi krydser fingre for at Hillary er udhvilet og velmedicineret. For uanset, hvad der er gjort for at smæde Trump, virker amerikanerne mere og mere modstandsdygtige overfor mediernes bombardement.

Barak Hussein Obama har ikke nået at hele nationen på de otte år han har rumsteret i Det Hvide Hus og der er igen gang i den i USA fordi en mørklødet amerikaner er blevet skudt og dræbt af politiet. Men dyrkelsen af bitterhed i den sorte del af den amerikanske befolkning, er gødet af årtiers misregimente af ymyndiggørelse ved omfordeling. Når man belønner offergørelse og dårlig opførsel opstår der er marked for ofre med dårlig opførsel. John Perazzo skrev for et par måneder siden i Frontpage Magazine

When President Lyndon Johnson in 1964 launched the so-called War on Poverty, which enacted an unprecedented amount of antipoverty legislation and added many new layers to the American welfare state, he explained that his objective was to reduce dependency, “break the cycle of poverty,” and make “taxpayers out of tax eaters.” Johnson further claimed that his programs would bring to an end the “conditions that breed despair and violence,” those being “ignorance, discrimination, slums, poverty, disease, not enough jobs.” Of particular concern to Johnson was the disproportionately high rate of black poverty. In a famous June 1965 speech, the president suggested that the problems plaguing black Americans could not be solved by self-help: “You do not take a person who, for years, has been hobbled by chains and liberate him, bring him up to the starting line in a race and then say, ‘you are free to compete with all the others,’” said Johnson.

Thus began modern liberalism’s vicious and unrelenting assault on black Americans.

(…)

The results of welfare policies discouraging marriage and family were dramatic, as out-of-wedlock birthrates skyrocketed among all demographic groups in the U.S., but most notably African Americans. In the mid-1960s, the out-of-wedlock birth rate was scarcely 3% for whites, 7.7% for Americans overall, and 24.5% among blacks. By 1976, those figures had risen to nearly 10% for whites, 24.7% for Americans as a whole, and 50.3% for blacks specifically. And today, the numbers stand at 29% for whites, 41% for the nation overall, and 73% for blacks. In other words, the entire country is moving rapidly in the wrong direction, but blacks in particular have reached a point of veritable catastrophe.

The devastating societal consequences of family breakdown cannot be overstated. Father-absent families—black and white alike—generally occupy the bottom rung of America’s economic ladder. Regardless of race or ethnicity, the poverty rate for single parents with children is several times higher than the corresponding rate for married couples with children. According to Robert Rector, senior research fellow with the Heritage Foundation, “the absence of marriage increases the frequency of child poverty 700 percent” and thus constitutes the single most reliable predictor of a self-perpetuating underclass. Articulating a similar theme many years ago, Martin Luther King, Jr. said, “Nothing is so much needed as a secure family life for a people to pull themselves out of poverty.”

Children in single-parent households are burdened not only with economic, but also profound social and psychological, disadvantages. For example, youngsters raised by single parents, as compared to those who grow up in intact married homes, are more likely to be physically abused; to display emotional disorders; to smoke, drink, and use drugs; to perform poorly in school; to be suspended or expelled from school; to drop out of high school; to behave aggressively and violently; to be arrested for a juvenile crime; to serve jail time before age 30; and to go on to experience poverty as adults. According to the National Fatherhood Initiative, 60% of rapists, 72% of adolescent murderers, and 70% of long-term prison inmates are men who grew up in fatherless homes. With regard to girls in particular, those raised by single mothers are more than twice as likely to give birth out-of-wedlock, thereby perpetuating the cycle of poverty for yet another generation.

The calamitous breakdown of the black family is a comparatively recent phenomenon, coinciding precisely with the rise of the welfare state. Throughout the epoch of slavery and into the early decades of the twentieth century, most black children grew up in two-parent households. Post-Civil War studies revealed that most black couples in their forties had been together for at least twenty years. In southern urban areas around 1880, nearly three-fourths of black households were husband- or father-present; in southern rural settings, the figure approached 86%. As of 1940, the illegitimacy rate among blacks nationwide was approximately 15%—scarcely one-fifth of the current figure. As late as 1950, black women were more likely to be married than white women, and only 9% of black families with children were headed by a single parent.

During the nine decades between the Emancipation Proclamation and the 1950s, the black family remained a strong, stable institution. Its cataclysmic destruction was subsequently set in motion by such policies as the anti-marriage incentives that were built into the welfare system. As George Mason University professor Walter E. Williams puts it: “The welfare state has done to black Americans what slavery couldn’t do, what Jim Crow couldn’t do, what the harshest racism couldn’t do. And that is to destroy the black family.” Hoover Institution Fellow Thomas Sowell concurs: “The black family, which had survived centuries of slavery and discrimination, began rapidly disintegrating in the liberal welfare state that subsidized unwed pregnancy and changed welfare from an emergency rescue to a way of life.”

Eddie Murphys oversete animationskomedie The PJ, om netop det omtalte ‘project’ i Detroit, gør det muligt at grine ad ulykken. Grinagrigt er det også at den ekstreme og racistiske sorte prædikant Louis Farrakhan har fået nok af Demokraternes misregimente af de sortes interesser, men mere forstandige mennesker blandt de sorte er også begyndt at tænke i et kursskifte. Denne video med sorte Trump støtter er fra marts måned og siden er der kommet flere sorte kritikere af Demokraterne til og flere sorte Trumpstøtter

Information har talt med  leder af University of Michigans Refugee and Asylum Law Program James C. Hathaway om hans bud på en model for en global omfordelingsmekanisme

Vi bør have et system for ’styret flygtningebeskyttelse’, hvor flygtninge bliver retfærdigt fordelt mellem lande, hvor der derfor ikke er incitament til at lukke grænser og behandle flygtninge dårligt for at skræmme dem væk,« forklarer han til Information.

Måden, professoren vil sikre sig det, er ved, at en flygtning – som for eksempel syriske ’Ahmed’ på illustrationen ovenfor – modsat i dag ikke nødvendigvis skal have permanent ophold i det land, hvor han ankommer og får asyl. Her søger han nemlig ikke asyl hos de statslige myndigheder, men hos en udvidet version af FN’s Flygtningeagentur, UNHCR.

Og opnår han flygtningestatus, vil han på sigt muligvis blive omfordelt og genhuset i et andet land. Det vil blandt andet forhindre, at modtagerlandene lukker grænser og presser flygtninge ud på farefulde ruter.

Så lad os hilse på syriske Ahmed, hvis situation altså illustreres i en tegneserie, som man virkeligt skal se for at tro den

Som man kan se bliver Ahmeds hus bombet og uden et hjem, må han flygte til grønnere egne. Hans forstående kernefamilie, en kvinde, en lille dreng og et spædbarn, vinker farvel til Ahmed. Ahmed ser tilbage på det hjem, hvor det nu synes umuligt for ham at leve - og vinker til sin familie, hans kone, hans lille søn og den lille ny. Der er ingen grund til at sidde lårene af hinanden, når hjemmet er udbombet, så afsted bliver der travet, en lysere fremtid lokker

»Hvis der ikke var nogen indvandringskonsekvenser for den stat, som flygtningen rejser mod – hvis det bare var et sted, hvor flygtningen kunne få adgang til et internationalt system – så ville staten ikke have nogen interesse i at forhindre hendes ankomst,« som James C. Hathaway formulerede det i et oplæg til et forum for EU’s agentur for fundamentale rettigheder i juni.

(…)

Ligesom Thomas Gammeltoft-Hansen støtter også adjunkt ved Global Refugee Studies på Aalborg Universitet Martin Lemberg-Pedersen en omfordelingsmodel a la Hathaways.

»Kvoteordninger og internationale organer, der kan sætte sig ud over det nationale ræs mod bunden, er vejen frem. Jeg mener ikke selve modellen er urealistisk, der mangler bare politisk vilje,« siger han.

Hvis den enkelte stat ikke mærker konsekvenserne… De idealistiske herrer er altså helt med på at der er tale om konsekvenser for modtagerstaterne ved migration. Så det gælder om at lave et system, hvor alle opfører sig uansvarligt, fordi skønt man kommer til at mærke konsekvenser, så vil man ikke mærke konsekvenserne af sine EGNE handlinger. Et system af gensidig uansvarlighed uden ende.

Ahmed mærker heller ikke konsekvenserne af at flygte fra sin familie. Han flygter videre til Jordan, og “Det skal understreges, at flygtninges illegale grænsekrydsninger og ophold ikke må straffes. Det vil bl.a. ødelægge markedet for menneskesmuglere”. Modtagerlandende vil bl.a. blive ødelagt. I Jordan møder Ahmed så en repræsentant fra en udviddet version af FNs flygtningeagentur, hvorfra han modtager penge og vejledning i uddannelse og integration.

Ahmed skal blive i Jordan i 6 år. Hvis ikke Ahmed er vendt tilbage til sin familie, der nok efterhånden skulle være færdige med at bygge huset op igen, vil FNs flygtningeagentur genhuseham i et nyt modtagerland, afgjort af det internationale kvotesystem ud fra en fordelingsnøgle med parametre, som BNP/indb., befolkningens størrelse og Ahmeds oprindelsesregion.

Det ender lykkeligt for Ahmed, der med kufferten fuld af, hvad ved jeg, modtages med jubel fra venligboerne - eller er det den første bølge, der fejrer forstærkninger? Og familien? Hans kone, hans søn, som nok er i puberteten og det lille spædbarn, der nu venter på sin syvårs fødselsdag? Det skal man nok ikke bekymre sig om, Ahmed er stadig i den våbenføre alder og kan stifte en ny.

Hillary Clintons kollaps 11/9 til en mindehøjtidelighed for terrorangrebet på Twin Towers i 2001 ligner et søm i den nærmest bogstavelige ligkiste for hendes præsidentambitioner. Man kan argumentere for at det er en kedelig facon, hvorpå Trump ser ud til at vinde til november og det kan i så fald blive et problem at han ikke ville kunne legitimere sig med et positivt flertal af befolkningen i ryggen, når modkandidaten blot dejsede om, lige som det hele skulle til at starte for alvor.

Og det er faktisk ærgerligt for Trump havde allerede god vind i sejlende. Det var en bet, at det blev afsløret, at ledelsen hos Demokraterne havde undermineret hendes udfordrer til kandidaturet til præsident Bernie Sanders valgkamp. Hillarys karakter ville ikke kunne genrejses uanset hvor meget medier og kendisser taler hende op. Man stikker ikke sine egne i ryggen! Det hjalp hende ikke at argumentere for sin politik, da hun er fanget mellem en videreførelse eller et opgør med de seneste 8 år. Og det forspring hun havde fået foræret af Trumps små selvmål og den ekstremt ulige dækning i medierne forsvandt straks Trump tog sig lidt sammen. Når alle kortene er spillet af hænde, hvad så? Så sætter panikken ind i Clintons kampagne.

Offerkortet må trækkes af ærmet og modstanderen må dæmoniseres. Skytset blev først rettet imod “the Alt Right“, en udefinerbar konspiration af højrefløjsere og rigmænd (som hun har nurset før, og som Stephen Glass broderede videre på i Plotters), der kun kunne vække jubel hos de omvendte. Det var mere end lidt kedeligt, det afslørede også at hun ikke havde noget at sige. En tilhører sagde “I’d like to hear more about education versus, you know, what’s wrong with donald Trump“. Hillary kunne nu ikke længere beskylde Trump for at føre en negativ kampagne eller danse med konspirationsteorier.

Forleden afskar hun så sig selv muligheden for at kalde Trump uanstændig. I en tale til en samling kønsforvirrede angreb Hillary nemlig en stor del af vælgerbefolkningen med følgende ordvalg

You know, to just be grossly generalistic, you could put half of Trump’s supporters into what I call the basket of deplorables. Right? The racist, sexist, homophobic, xenophobic, Islamophobic — you name it. And unfortunately there are people like that. And he has lifted them up. He has given voice to their websites that used to only have 11,000 people — now 11 million. He tweets and retweets their offensive hateful mean-spirited rhetoric. Now, some of those folks — they are irredeemable, but thankfully they are not America.

Det er aldrig godt at angribe en stor del af vælgernes etos. Begrædelige har alle venner og familie blandt de mange tvivlere, man søger at nå, som David P Goldman skriver i Asia Times

She apologized, to be sure, but no-one will believe her: she was chilling with her home audience and feeling the warmth, and she said exactly what she thinks. The “Clinton Cash” corruption scandals, the layers of lies about the email server, health problems, and all the other negatives that pile up against the former First Lady are small change compared to this apocalyptic moment of self-revelation.

You can’t win an American presidential election without the deplorables’ vote. Deplorables are America’s biggest minority. They might even be the American majority. They may or not be racist, homophobic and so forth, but they know they’re deplorable. Deplorable, and proud. They’re the median family whose real income has fallen deplorably by 5% in the past ten years,  the 35% of adult males who deplorably have dropped out of the labor force, the 40% of student debtors who deplorably aren’t making payments on their loans, the aging state and local government workers whose pension funds are $4 trillion short. They lead deplorable lives and expect that their kids’ lives will be even more deplorable than theirs.

Americans are by and large forgiving people. They’ll forgive Bill for cavorting with Monica “I did not have sex with that woman” Lewinsky in the Oval Office and imposing himself on any number of unwilling females. They might even forgive Hillary for losing tens of thousands of compromising emails on an illegal private server and then repeatedly lying about it in a way that insults the deplorable intelligence of the average voter. But the one thing you can’t do is spit on them and tell them it’s raining. They’ll never forgive you for that. They’re hurting, and they rankle at candidates who rub their faces in it.

Vloggen Sargon of Akkad har lavet denne glimrende gennemgang

Clintons støtter er faldet i forskellige lejre, skriver Vox, hvor nogle gav hende ret eller mente hun sagtens kunne gå hårdere til den for der er virkeligt mange flere begrædelige blandt Trumps tilhængere end blot halvdelen (og det er måske rigtigt, hvis man skal tro denne video, som jeg fandt hos Hodja), andre taget afstand eller forsøgt at nuancere

Writing at Slate, Ben Zimmer suggests that the “basket of deplorables” construction entered Clinton’s mind by way of analogy with the term “parade of horribles,” which, starting in the 1920s, “entered legal usage as a dismissive term for imagined concerns about a ruling’s negative effects.”

Eller, kunne man sige, hvis Clinton tænker som jurist, så kunne analogien også være til “basket case”. Den fortolkning lægger sig fint op af de mange formodninger blandt demokrater og Wall Street republikanere om, at Trump og hans tilhængere er et godt stykke fra de mentale koncepter. Men, skønt et grimt udtryk som “basket of deplorables” ser ud til at dominere debatten om hendes gode tone, så er det ikke, hvad der er mest interessant eller voldsomt ved hendes udtalelse, skriver Breitbart

ABC wrote up an article about her peculiar word-choice — “basket of deplorables” — but ignored the far more aggressive “irredeemable” description.

Clinton is a Methodist, and she knows that “everybody is within the mercy and forgiveness of God, and so she’s making, intentionally or not, what sounded like a religious condemnation, a literal judgmental statement,” said Kengor.

“Who is Hillary Clinton to say someone irredeemable? Jesus Christ didn’t even say it,” Kengor added.

When the Catholic Church criticized communists during the Cold War, it described them as “Satanic and  poisonous” but not irredeemable, Kengor said. “In Christianity, everybody who is alive and walking  on the planet can be redeemed,” he said.

Symbolically, getting exiled as a “irredeemable” is “worse than being exiled to Siberia [by the Soviet government] because you have the hope some day of being let out of Siberia … even in Siberia, hope didn’t die,” he said.

In September 2001, just after the 9/11 atrocity, Kengor said, George W. Bush was excoriated by Democrats for his hard-edged statement, “Either you are with us, or you are with the terrorists.” Liberals complained “‘How dare he use that kind of biblical language’ — but this is what Hillary is doing here,” he said.

But while Bush’s “with us” phrase assumed that enemies are human enough to choose to sides, Clinton’s “irredeemable” word denies that her political enemies have the human power of choice, he added. Bush “would never use ‘irredeemable’ … [because, for Christians] you can be a evildoer – and still repent and be redeemed,” Kengor said.

(…)

Clinton’s unprecedented use of the “irredeemable” term, said Kengor, “is not getting the attention that it should, maybe because in part, secular liberalism doesn’t really understand religious language … [irredeemable] is really worse than the word ‘deplorable.’”

“Everybody is within the mercy and forgiveness of God, and and she’s making — intentionally or not, what sounded like a religious condemnation, a literal judgmental statement… it really should get more attention than the ‘deplorable’ statements,” Kengor said.

Blottet for en selvstændig politik, moralsk overhøjhed, troværdighed og enhver aura af kompetence, skal Hillarys stærkt skrantende helbred gennemføre de sidste knap to måneders valgkamp tynget af skandaler, som løgnene om hendes helbred, hendes håndtering af angrebet på Benghazi, emailskandalen og Clinton Foundation skandalen. Men Goldmans ord; “Hillary is road kill”!

Ask Foldspang Neve og Carsten Bagge Laustsen, henholdsvis studerende og lektor i sociologi, gør i Point Of View International et sociologisk forsøg på at forstå Donald Trumps tilhængere i lyset af “Trumps uforlignelige evne og vilje til at se sandheden direkte i øjnene og så alligevel at skyde først med det ene mere rablende udsagn end det andet“. At nogen er tilhængere af Hillary Clinton er altid selvindlysende for de skrivende klasser.

Neve og Laustsens gør sig umage med ikke at trivialisere fænomenet Trump, med at folk er for dumme til at kunne forstå bedraget eller fordummede af en stadigt mere overfladisk kultur. I stedet trækker de på filosofferne Peter Sloterdijk og Slavoj Žižek, “der beskriver moderne ideologi form som givet ved en kynisk attitude.”, hvor folk gennemskuer et bedrag eller en illusion, som de så accepterer fordi de finder den nyttig: “Kynikeren ved, at kejseren ikke har noget på, at han har røven bar, men insisterer ikke desto mindre på at behandle ham som kejser, fordi denne praksis konstituerer et fællesskab af følgere og muliggør en nydelse.” Som med Kejserens nye klæder er det også med Trump; “Alle ved, at det er et skuespil, men alligevel deltager de” og “Trump er den ultimative fiktion“, der muliggør “forestillingen om, at resten var virkeligt“. Det er altså en abstrakt virkelighed, der tales om, for kritikken er af USA, som noget uvirkeligt, sådan tager verden sig ud fra universitetet, det hele er et show

Det måske mest oplagte show at sammenligne Trumps kampagne med er pro wrestling, som flere amerikanske observatører allerede gjorde i foråret. For de uindviede er pro wrestling en show-kampsport, der blander sport og persondrama. Det er machosoap. Tilskueren følger ikke bare den enkelte kamp – som altså er aftalt på forhånd – men også historien før og efter. Det er næsten altid de gode mod de onde i et episk, men fuldstændigt todimensionelt univers.

Fribryderen Trump: løgn er bedre end sandhed

Trump har selv en lang baggrund i wrestling, og han har endda været i ringen i et stort opsat show, hvor først hans forkæmper og derefter han selv ’vandt’ over wrestlingforbundets ejer, Vince McMahon i en milliardærernes dyst. Wrestling bygger lige præcis på den bravado, den uforbeholdne skryden, som Trump er blevet kendt for. ”Jeg er den største bryder i verden!” proklamerede Gorgeous George, en af den tidlige wrestlings store stjerner. Dét lærte han fra sig til nogle af 60’ernes og 70’ernes allerstørste stjerner inden for showbiz overhovedet, som Muhammad Ali og Bob Dylan. ”Boksning, wrestling – det hele er et show,” sagde han til Ali, der endnu var Cassius Clay.  ”En hel masse mennesker er villige til at  betale for at se nogen lukke munden på dig. Så bliv ved med at prale, bliv ved med det kække og søg altid skandalen.”

Giv dine fans noget at begejstres over, giv fjenderne noget at oprives over, giv journalisterne noget at skrive om. Løgn er bedre end sandhed.

Trumps tilgang vækker mindelser om Berlusconis baggrund som krydstogtscrooner eller selvfølgelig Reagan og Schwarzeneggers som skuespillere. Men wrestling er mere basalt, og mere banalt, og derfor også endnu mere potent som fortællerform, for dem som altså ikke er stået af allerede ved indgangen. Det vækker afsky hos dem, der dyrker mindfulness, men har en enorm og overraskende bredspektret fanskare.

Publikum til en wrestling-match er selvfølgelig kynikere. De ved udmærket, at det er et show, men lader sig rive med alligevel. Ellers ville det jo være omsonst at se det. Så du får ikke noget ud af at råbe mængden op og gøre dem opmærksomme på, at det ikke er ægte. Du bliver formentligt bare buhet til tavshed eller bliver smidt ud. Folk vil have det show i fred, de er kommet for.

Ikke at de to herrer ikke har fat i noget langhåret, men de antager, som det er så populært i de kredse, at der ikke er noget, hverken bagved eller foran, den facade, som de glimrende beskriver. Fordi Trump er en showmand, ser de hans tilhængere som et publikum og hele det politiske spil som et show, frigjort fra realiteterne. Men hvis man vil forstå et show, skal man også tage det mere alvorligt end blot at ‘containe‘ wrestlingfans.

Pro Wrestling fortæller nemlig lidt mere end en kamp mellem de gode og de onde. Den tredje aktør i Pro Wrestling er nemlig kampdommerne, der skal sikre sig at reglerne overholdes. Dommerne er uden sans for proportioner og blottet for dømmekraft og de lader sig let distrahere af urimelige og trivielle indvendinger fra wrestlernes managers eller de bliver optaget af diskussioner med sidedommerne om nuancer i reglementet eller episoder forlængst passeret. De onde udnytter skamløst enhver lejlighed hvor dommerne opmærksomhed er fraværende, til at bruge feje kneb og slå deres modstandere i hovedet med de stole, der altid står ved ringside.

Dommerne er selvfølgelig de pludrende klasser, politikerne og magthaverne. De mener det sikkert godt, men de forstår ikke realiteterne og de forstår ikke at ethvert svigt i at opretholde reglerne er et svigt af de gode, der overholder reglerne selvom de bliver udsat for brud på reglerne. På den måde kommer regler til at beskytte de onde og hæmme de gode i at forsvare sig selv. Forbrydere er ligeglade med en stram våbenlovgivning og retorisk etikette på arbejdspladsen, udlændinge har ikke skrevet under på den sociale kontrakt, hvis fordele de konsumerer og vi vil alle blæse økologi en hatfuld.

Trumps tilhængere ved at den der ikke laver noget heller ikke laver fejl. Trump taler frit og fyndigt og er ikke bange for at kalde muslimsk terrorisme for muslimsk terrorisme.  Folket ved at det er islamisk terrorisme, begået af muslimer, der hader Vesten og USA for det, som Vesten og USA er. Fri, succesfuld og uislamisk. Folket ved at man ikke kan have fri indvandring og samtidig bevare amerikansk velstand og amerikanske værdier. De ved at man ikke kan have grænsekontrol, hvis også man giver illegale amnesti. De ved at politiet ikke udfører massakrer på sorte medborgere. De er trætte af race-baiting. De ved at Hillary er korrupt, at hele det politiske system er kompromiteret.

Hvad Trump demonstrerer med sit vulgære sprog og hans disrespekt for detaljer er at intet er helligt. Alle tanker kan gøres og ingen skal være hæmmet af de tabuer, som politisk korrekthed, hensynsbetændelse og politisk etikette har låst den politiske debat fast i en venstreorienteret skruestik, hvor der til stadighed opdyrkes nye ofre for den hvide, arbejdsomme skatteyders eksistens og historie, som skal betænkes med den hvide, arbejdsomme skatteyders penge. Trump forløser en opsparet frustration, førend den bliver til vrede, når han forholder sig til virkeligheden - og det virker selvfølgelig rablende på sociologer og andre dommere, som de hæger over juristeriet.

Jeg tror vi bevæger os mod et opgør med mediebilledet. MSMs interesser ser ud til at danse tætte med den magt vi ellers håber til vil udfordre. Migration, islam, klima, aldrig tør de tage virkeligheden alvorligt og stille de egentlige spørgsmål. I valgkampen mellem Hillary og Clinton og Donald Trump har de fleste medier valgt klart ud til fordel for Hillary og stiller ingen kritiske spørgsmål, men forsvarer hende nidkært. Men, hvor klima og indvadring og islam er abstrakte størrelser, så er det at alliere sig med en skurk konkret og fotogen. Mediernes dans med Hillary er en episk fejltagelse. Hvilken bortforklaring er sand spørger Ezra Levant (set hos Snaphanen)

Spekulationer er naturlige, når man bliver stukket så mange løgne. De kan også være sunde fordi de lægger pres på at få sandheden frem. De, der spekulerer i at hendes helbred er dårligt, ser jo ud til at have ret. For det ser jo besynderligt ud, som hun trækker sig fra 11. September mindehøjtideligheden.

Der var 26 grader og hendes stab oplyste at Hillary følte sig for varm? Eller måske var hun dehydreret? Men så kunne offentligheden se videoen af hendes totale kollaps, og nu havde hun pludselig haft lungebetændelse hele weekenden? Og det har flere fra hendes stab også, siges der. Fint, så det smitter tilsyneladende. Men, men, men, hvorfor lader man så en lille pige komme gennem sikkerhedsafspærringen så Hillary kunne smitte hende også? Og hvorfor kommer Hillary overhovedet til et arrangement, hvor hun kan hoste sine dårligdomme på de tæt pakkede sørgende?

Altså, en 69 årig kvinde kollapser fuldkommen og bæres nærmest (og måske helt) bevidstløs ind i en bil og ingen omkring hende tænker på at hun måske burde en tur forbi hospitalet for lige at sikre sig at det ikke blot var en enlig svale, der kunne kureres med lidt vand? Eller er Hillary i forvejen omgivet af så meget sundhedsekspertise at hospitalsbesøg er unødvendige? Og hvorfor tog Hillary hen til for at hoste ud i sin datters lejlighed? Chelsea Clinton har selv to små børn, det ene endda et spædbarn, som betændte Hillary gav sig til at lege med!

Hillary presses samtidig af sagen om hendes omgang med emails, hvor hun blandede officielle og fortrolige emails sammen med hendes private på sin egne ikke sikkerhedsgodkendte servere. Det var kriminelt sjusket, har FBI slået fast. Mange tusinde emails er tilsyneladende forsvundet og noget af det udstyr, som tablets og Blackberries er blevet destrueret med hamre(!) af Clintons stab. Men de findes stadig, nogle i hænderne på fjendtlige magter.

Sammenblandingen af emails og servere tegner dog et mere sinistert billede end blot skødesløshed. Hillary ejer sammen med sin mand The Clinton Foundation. Her har rigmænd af allehånde slags kunnet donere store summer, for så efterfølgende få et privat møde med udenrigsminister Hillary Clinton. Med andre ord har Hillary lagt amerikansk udenrigspolitik i udbud til højestbydende. Det er nu begyndt at indhente hende. Hvis ikke døden udfrier hende, så er hendes eneste chance for at holde spillet kørende og loven fra livet at blive Præsident for det hele. Clinton er vanvittigt determineret.

Men hun bliver indhentet af sin fortid og den vil også begynde at indhente medierne. Når skeletterne først begynder at vælte ud af skabet, så kan medierne ikke holde igen længere. Venstreorienterede eller ej, medierne er i sidste ende drevet af den gode historie. De danske mediers indgroede sympati for Socialdemokratiet blev blæst helt væk af lysten til at slagte Mogens Lykketoft alene fordi han stod så godt for hug. Sådan vil det også gå i USA, medierne vil vende kanonerne fra den ukuelige og tilsyneladende upåvirkelige Donald Trump, mod den døende Hillary Clinton og det bjerg af sensationelt gode historier, der venter i de kommende Wikileaks. Nogle medier har kun været medløbere og kan få en konkurrencefordel var at stikke deres mere ublu konkurenter i ryggen. Og selvrangsagelse vil blive afgørende, hvis man vil overleve.

Det bliver spændende at se, hvem amerikanerne til november vælger til deres næste præsident: hypervigalente Donald Trump overfor soporøse Hillary Clinton. Eller bliver det spændende? Det står nemlig så ilde til med Hillary skrantende helbred, at man kan læse om de på Danmarks Radio

Hillary Clinton fik et ildebefindende under en mindehøjtidelighed for ofrene efter angrebet i New York 11. september for 15 år siden.

Den demokratiske præsidentkandidat fik en form for hedeslag, oplyser en talsmand for hendes lejr.

(…)

Et hedeslag er en alvorlig tilstand, som normalt vil kræve lægehjælp.

Det er også svært at skjule efterhånden

Hillary Clintons læge har ifølge engelske Express forklaret at Hillary “was diagnosed with pneumonia last week”, hvilket passer ind i en af mange spekulationer om, at hun lider af sygdommen Parkinsons. Dr. Ted Noel knytter i denne video, Hillarys hostanfald til Parkinsons, der ofte giver patienten synkebesvær og derfor hosteanfald. Hvis slim når ned i lungerne kan man få lungebetændelse. Men Express har fundet en anden læge, eller i det mindste en anonym person, der påstår at være læge, der mener at Hillary har en vaskulær demens

I am a professor at a medical school. I have taught at three institutions (currently in my third). I will not provide my exact credentials because several people who have tried to speak out against Hillary Clinton have been killed (look up “Clinton Body Count”). The Clintons have also ruined the lives of others who have spoken out, including Drew Pinsky. Drew Pinsky had his show canceled and received death threats, and Huffington Post writer David Seaman was terminated and is living in hiding for his columns about Hillary’s health. Thanks for understanding the reason why I do not disclose my exact credentials.

Hillary Clinton might actually have 1 year to live based on medical records that were leaked indicating she has a disease called Subcortical Vascular Dementia. While many videos have been made about her health, all of them have missed the severity of her illness. She could die very soon, since Vascular Dementia is progressive and has a 3-5 year life expectancy. Clinton actually has a severe form of the disease that impacts the subcortex region of the brain, which includes the brainstem. This might explain why Clinton is dry-coughing so much. The brainstem controls primitive functions of the body like breathing, heart rate, and blood pressure. When there is ischemia to this region, B/P, HR, and breathing won’t function correctly. Hillary’s cough is so noticeable because she can’t seem to get over it. Most people only need a couple of coughs and they are able to overcome what is in their throat. But not Hillary. Hillary has tried to explain that she has an “allergic cough.” This is completely false and a lie. Based on her medical records, it is related to her Vascular Dementia, which she is dying of. She could rapidly decline if circulation is weak to the brainstem. I am very concerned about Hillary, and if her VaD diagnosis is true, she would likely face increasing difficulties over the next few months.

Hillary’s health record also states that she has “complex partial seizures.” I have witnessed many people who have had seizures, and I believe Hillary is definitely showing signs of seizing activity. With complex partial seizures, one can show signs such as head nodding or lip smacking. Hillary, has had several instances where she appears to have had a seizure, the most well-known is when she was in front of a group of reporters. External, noxious stimuli can trigger seizing in certain individuals. Hillary had a seizure in front of the reporters. Not unsurprisingly, they are trying to control her seizures using a Diazepam autoinjector. Autoinjectors are used with urgent drugs such as Diazepam and Epinephrine in order to stop an life-threatening event from happening. If Hillary has seizures, they could cause an oxygen deficiency in the brain, resulting in damage and further progression of her VaD. An autoinjector is needed to control the seizure.

Det er som at se Kelsey Grammers Boss, hvor en fiktiv Chicago borgmester bliver diagnosticeret med Lewis Body demens og derefter lægger en desperat strategi for hvordan han kan vinde den sin sidste valgkamp inden hans fakulteter opløses.
Det er let at samle til bunke på nettet, som passer ind i en fortælling og et overvældende bevis. Men ikke alt er som fantasien frister at se. Historien med en personlig læge med en sprøjte mod anfald, bliver gjort grundigt til skamme på denne side.

Og selvom ideen om en fake greenscreen publikum er besnærende, som den fremstilles i denne video, hvor der spekuleres på livet løs over, hvorfor mobiltelefoner der filmer Hillary, ikke viser Hillary på skærmen, skal man have med at Breitbart talte med almindelige demokratiske tilhængere, til det samme valgmøde. Der er altså grænser for hvor omfattende en konspiration kan være uden at synke ned i Capricorn One.

Jeg skal ikke afgøre, hvad der er op og ned, jeg spreder blot had på internettet. Men Hillary Clinton og hendes kampagnes opførsel underbygger mistanken om at noget er rivende galt med Hillarys helbred. Og hendes tætte forhold til medier og internetmastodonter, betyder at folk er overladt til, hvad de selv finder mistænkeligt af de små brudstykker de ser af virkeligheden på deres skærm. Det er løgne og hemmeligheder, der skaber paranoia og konspirationer.

For der er grund til bekymring. Hendes begrænsede ‘konfrontationstid’ med både vælgere og presse lægger til rygterne om hendes besynderlige adfærd under stress. Og når hun taber tråden og ser desorienteret ud på publikum og en assistent springer til og giver hende instrukser om at fortsætte med at tale, “just keep talking”, er det mere end et enkelt udfald. Det ser ud som om at det er sket før, at der en en plan B, når Hillary ikke magter det. Og Hillary? Hun gentager, hvad manden siger “Were going to just keep talking!”

Imens venter Julian Assange i kulissen, med nye afsløringer af Hillarys udenoms-ærlige aktiviteter

Måske bliver det kun spændende om Hillary dør, førend hun kommer i fængsel?

Muren faldt i 89, Kina gik over til markedskræfter og tordnede derudaf. Kannibalisme i Nordkorea gjorde det lidt pinligt med den traditionelle Nordkoreabod på 1 maj og så videre derudaf, men der er stadig socialister og kommunister og marxister, endda i Folketinget. Så de kaster sig over alt muligt andet, som velfærd, der nu ikke længere er bestikkelse af proletariatet, multikultur, som de efterhånden selv er begyndt at smage lidt af, og klima, der som var de Jehovas Vidner, har skiltet med Jordens undergang dag ud og dag ind i mere end 20 år.

Så når der kommer et eksempel, der minder om de gode gamle dage, inden de blev afsløret, så kommer alle de klassiske drømme om et bedre samfund frem igen. Og hjernen falder ud. Jeg faldt over to artikler fra to venstreorienterede medier, det amerikanske Salon og det engelske Guardian. Begge er skrevet for 3 år siden, begge handler om Venezuela og begge er blevet ondt behandlet af tiden.

Tiden, ak ja. Venezuela er i dag i en desperat forfatning. The Atlantic fortalte for nogle måneder siden, hvorledes wc-papir var blevet en så stor en mangelvare at det kunne resultere i strejker, uroligheder brød ud når el-nettet svigtede og regeringens desperate forsøg på besparelser, ved at indføre to-dages arbejdsuger for offentligt ansatte

In the last two years Venezuela has experienced the kind of implosion that hardly ever occurs in a middle-income country like it outside of war. Mortality rates are skyrocketing; one public service after another is collapsing; triple-digit inflation has left more than 70 percent of the population in poverty; an unmanageable crime wave keeps people locked indoors at night; shoppers have to stand in line for hours to buy food; babies die in large numbers for lack of simple, inexpensive medicines and equipment in hospitals, as do the elderly and those suffering from chronic illnesses.

“The real culprit is chavismo, the ruling philosophy named for Chavez and carried forward by Maduro, and its truly breathtaking propensity for mismanagement“. I New York times var der en mere detaljeret beskrivelse af forholdene på et hospital. Men det er nu, tilbage til dengang.

Guardians Mark Weisbrot forvanskede venstrefløjens kritikeres advarsler allerede i overskriften som lød “Sorry, Venezuela hater: this economy is not Greece” og fortsætte hoverende “How frustrating it has been for them to witness only two recessions”. At kritisere Hugo Chavez og hans indlysende skadelige dispositioner er at hade Venezuela. For venstrefløjen er dissens det samme som onde motiver.

Now Venezuela is facing economic problems that are warming the cockles of the haters’ hearts. We see the bad news every day: consumer prices up 49% over the last year; a black market where the dollar fetches seven times the official rate; shortages of consumer goods from milk to toilet paper; the economy slowing; central bank reserves falling. Will those who cried wolf for so long finally see their dreams come true?

Not likely. In the opposition’s analysis Venezuela is caught in an inflation-devaluation spiral, where rising prices domestically undermine confidence in the economy and currency, causing capital flight and driving up the black market price of the dollar. This adds to inflation, as does – in their theory – money creation by the government. And its price controls, nationalisations and other interventions have caused more structural problems. Hyperinflation, rising foreign debt and a balance-of-payments crisis will mark the end of this economic experiment.

But how can a government with more than $90bn in oil revenue end up with a balance-of-payments crisis? Well, the answer is: it can’t, and won’t.

Og så følger en argumentationrække, der viste sig skrupforkert.

In 2012 Venezuela had $93.6bn in oil revenues, and total imports in the economy were $59.3bn. The current account was in surplus to the tune of $11bn, or 2.9% of GDP. Interest payments on the public foreign debt, the most important measure of public indebtedness, were just $3.7bn. This government is not going to run out of dollars.

Så langt som Weisbrot har fat i de rigtige nøgletal, og “The numbers are available on the website of the World Bank, but almost no journalists have made the arduous journey through cyberspace to find and report them”, så meget har Chavez sat over styr på få år (Atlantics artikel ovenfor har sin analyse).

Salon Magazines David Sirota gik modigt skridtet videre på baggrund af Weisbrots artikel; “Hugo Chavez’s economic miracle“.  Skønt Sirota kommer med indvendinger, som at Chavez økonomiske politik ikke var perfekt (men alligevel et mirakel?), at Chavez ikke var nogen helgen, selvom demokratiet havde det bedre med ham i spidsen, at der trods alt var problemer med menneskerettigheder og at Chavez styre “also coincided with a boom in violent crime” så skal man også ihukomme “America’s drone assaults, civil liberties abuses, and war on voting”.

“Chavez’s name became a decontextualized epithet”, “the bugaboo of American politics because his full-throated advocacy of socialism and redistributionism at once represented a fundamental critique of neoliberal economics, and also delivered some indisputably positive results.”

As evidenced by the treatment of everyone from Martin Luther King to Michael Moore to Oliver Stone to anyone else who dares question neoliberalism and economic imperialism, that punishment is all about marginalization [*]

Så meget en bøh-mand blev Chavez, at ingen løftede et øje da “the Bush administration tried to orchestrate a coup against the democratically elected Venezuelan leader.” Nu man taler om, hvorledes nogen bliver til et tilnavn, så skelnes der i Sirotas artikel, mellem hvad Bush administrationen gjorde af forbrydelser og hvad USA gør uden at Obama nævnes. Der er åbenbart er brug for en kontekstualisering for at forstå et uperfekt mirakel.

Men netop læren fra Chavez er væsentlig og skal ses fordomsfrit, “Chavez’s passing should prompt as much reflection on the individual iconoclast as on the overarching economic ideas he came to embody.”

For example, the United States has adamantly rejected the concept of nationalization and instead pursued a bailout/subsidy strategy when it comes to rapacious banks and oil companies – and those firms have often gone on to wreak economic havoc. Are there any lessons to be learned from Venezuela’s decision to avoid that subsidization route and instead pursue full-on nationalization?

Likewise, in a United States whose poverty rate is skyrocketing, are there any lessons to be learned from Venezuela’s policies that so rapidly reduced poverty?

And in a United States that has become more unequal than many Latin American nations, are there any constructive lessons to be learned from Chavez’s grand experiment with more aggressive redistribution?

Vi gør os alle illusioner og begår fejl. Men ved at erindre og erkende, hvad man troede var rigtigt, vokser man og bliver bedre og mere varsom med hovedkulds forelskelse og pludselig angst, når man konfronteres af nye udfordringer. Men når man har gjort en moral ud af sin illusion, så er der ingen vej tilbage, så holder man ved og begynder at akkumulere alle sine fejltagelser til banken sprækker af kognitiv dissonans.

Og det er hvad der gør så ondt i venstrefløjens hoveder lige nu.Intet de foretager sig på den store bane virker og deres insisteren på urealistiske og luftige ideer bliver mere desperat og aggressiv. Så når et lille korrupt land i Sydamerika får sig en socialistisk populist vælter alle drømmene op i dem, fordi en lille succes i en fjern afkrog kan vende hele billedet af total ideologisk og moralsk fiasko.

“Maybe now Chavez’s easily ridiculed bombast can no longer be used to distract from Venezuela’s record – and, thus, a more constructive, honest and critical economic conversation can finally begin.” sluttede David Sirota sin artikel og Chavez økonomiske mirakel for 3 år siden. Jeg skal ikke kunne sige om Sirota har lært at se mere ærligt og kritisk på virkeligheden, men venstrefløjen fortsætter deres evige jag efter illusioner.

* King blev skudt af et medlem af Ku Klux Klan for sin kamp for borgerrettigheder, mens More og Stone blev megarige og superstjerner ved at sprede konspirationsteoretiske løgne.

Der er sikkert et ord for det i spinddoktor vokabularet, når en kandidat er nået derhen i sin kampagne, at der ikke er mere at sige. Om det er desperation eller måske endda fallit ved jeg ikke, men Hillary Clinton har brugt et af hendes få valgmøder på “not talking about jobs, the economy, trade deals, national security, or any of the issues that matter.” Istedet talte hun om the Alt Right, den bevægelse blandt republikanere, som Trump står i spidsen for og som er et rodsammen af alle venstredrejede demokraters sorger. Breitbart, Ku Klux Klan, konspirationsteoretikere, bøssehadere, misogyne antisemitter og racister og så videre.

Infowars Paul Joseph Watson var med røde øjne begejstret for opmærksomheden da dårlig omtale er bedre end ingen omtale og gjorde sig lystig over at Clinton beskyldte andre for konspirationsteoretiseren, mens hun selv plejede en forestilling om at hendes politisk opposition var betalt og styret af Vladimir Putin.

Charles Krauthammer var ikke sikker på det var en god ide for Hillarys kampagne at forlade sig helt på ad hominem, og mente specifikt at dette “slightly over the top”, især, da hun tilskrev Trump den tvivlsomme ære at mobning i skolerne angiveligt var i stigning. Og så er det jo altid svært at holde sig ren når man kaster med mudder

Politicians are always appearing on stages and welcoming people who have unsavory histories, and I would say that for Hillary, she should be a little bit careful since her support for Black Lives Matter — does she really want to be associated with a group that chants about killing cops? And nobody would accuse her of supporting that, but that is always a risk. So it is a cheap kind of political warfare. There are of course incidents — the Mexican judge story and all that, that even Paul Ryan had to admit was a form of classical racist speech. But I think this is the old story, I’m not sure if it is going to have an effect, and surely his calling her a bigot is not going to have a lot of effect either. I think we are at the bottom of the barrel of a race we knew would be down and dirty, and that is exactly where we are now.

Ah, ja, mudderkastning. Breitbart ihukom en venstredrejet artikel af ældre dato, der vånede sig over den racistiske tone, der bar Hillarys kampagne om at blive Demokraternes præsident kandidat  for 8 år siden, dengang modstanderen hed Barak Hussein Obama

In the aftermath of the Pennsylvania Democratic primary [won narrowly by Hillary Clinton] — a race in which Clinton had a 20-point lead only a few months ago — the racism and hypocrisy of the Clinton campaign were laid bare for all a nation to scorn.

Desperate and willing to do anything to win, the Clintons resorted to a naked form of racism aimed directly at white working-class voters in the rural portions of the state. Their message: Barack Obama cannot win because he’s black.

In the early stages of the campaign, it was Clinton’s cadre who kept playing the race card. In New Hampshire, Clinton’s co-chair, Billy Shaheen, accused Obama of being a drug dealer; then there was the photograph of Sen. Barack Obama in Somali garb leaked to the press by Clinton’s staff.

In the aftermath of the South Carolina primary, former President Bill Clinton compared Obama’s victory to those of Jesse Jackson in 1984 and 1988. His message was clear: Obama was a marginal, black candidate.

[…]

To anyone who has followed the Clinton campaign closely, it is all too apparent that her top political strategists — reeling from losses from coast to coast and badly miscalculating the grassroots power of the Obama movement — made a tactical decision to go negative, as that would be the only way for Clinton to stop Obama and somehow allow her to steal the nomination.

And go negative they did — with a subtle yet consistent racism underscoring every turn.

Breitbart, supplerer med flere eksempler og et fact-check. Og for at det ikke skal være Breitbart det hele (tidligere Breitbart chef ) har den gode Jamie Glazov også en debat med Michael Cutler om hvorledes Hillary ikke gavner sortes interesser.

Og ifølge Breitbart, er der også en anti-Clinton bevægelse blandt Demokraterne, der mener at Hillary ikke gavner sin sag, ved at fremstå “unhinged”. Måske er hun blot uforståelig for hendes vælgere, der gerne vil høre hende “talking about jobs, the economy, trade deals, national security, or any of the issues that matter”

(2:16 I’d like to hear more about education versus, you know, what’s wrong with donald Trump”) Og selvfølgelig har Trump ikke noget imod niggere.

J Robert Smith skriver i Townhall om, hvorledes eliten frygter Donald Trump

Elections aren’t about finalities, they’re about processes. They may be about departures. Case in point, the 2016 presidential contests, which feature Hillary and The Donald. If Trump wins, the process of the November election might start a departure in more than politics. It could be historic. It won’t be good, however, for the global elites inhabiting New York, DC, Boston, and San Francisco — or wherever else ivory towers, mahogany-paneled offices, pricey secured buildings, and gated communities are found. Trump’s election would have reverberations overseas, too, in London, Paris, Berlin — yes, wherever else ivory towers, et al, are found.

A Hillary victory means there won’t be a departure; merely a doubling-down by the elite, as they act with renewed zest to secure their interests — versus the national welfare. The Great Imposition — a war waged on average Americans — will continue with awful consequences.

Impose and divide – divide to conquer. Blacks against whites. (That’s moreMilwaukees.) Hispanics against Anglos. (That’s more illegals and all legalized). Poor against rich. (Lots more free sh*t.) Takers versus producers. (Lots more free sh*t.) Marginalize the working class. (Further cede manufacturing to the Chinese; shut down coal and domestic energy production, generally.) Demean the middle classes. (Who knuckle-drag their bibles, guns, and backwater values through life.)

The worldview among many of our elite is anti-nation — dare we say — anti-American, anti-law and order, anti-tradition, anti-faith (with exceptions carved out for Islam), anti-durable values and enduring truths, like marriage between a man and woman, and family, as defined by a man, woman, and children. The elite, so very cosmopolitan, have evolved past antique beliefs and ways.

The dangers are domestic and foreign. President Hillary and anti-nation elites would continue failed policies toward Islamic militants and insurgencies. They’d serve up more perverse rationalizations for why Islam doesn’t animate jihadists. More dangers in the offing with rogue nations Iran and North Korea. Mounting danger in Asia, with China, where the PRC is boldly militarizing the South China Sea.

All pose existential threats, to one degree or another. To the elite? Obstacles to the world they’ve created for themselves. Perhaps to be solved with appeasements, like tribute (it worked for the Romans — for a while.). Ransoms(monetary and otherwise). Accommodations. Retreats. Misdirection and outright lies.

Velhaveren George Soros er en aggressiv variation af den elite og det er især blevet tydeligt efter at hackere har lækket dokumenter fra Soros hedgefond Open Society Foundations. Her kan man (selvfølgelig) læse at Soros gennem sit Open Society gav $650,000 til “invest in technical assistance and support for the groups at the core of the burgeoning #BlackLivesMatter movement.”, og til anti-israelsk propaganda, og til at sværte islamkritikere, som David Horowitz som værende islamifober, og til at arbejde for yderligere indvandring til Europa. Men man læser ikke meget om det, skriver Investor’s Business Daily

On Saturday, a group called DC Leaks posted more than 2,500 documents going back to 2008 that it pilfered from Soros’ Open Society Foundations’ servers. Since then, the mainstream media have shown zero interest in this gold mine of information.

We couldn’t find a single story on the New York Times, CNN, Washington Post, CBS News or other major news sites that even noted the existence of these leaked documents, let alone reported on what’s in them.

Indeed, the only news organization that appears to be diligently sifting through all the documents is the conservative Daily Caller, which as a result has filed a series of eye-opening reports.

(…)

Anyone with this much power and influence demands close media scrutiny. Particularly when he has extremely close ties to the would-be next president of the United States.

This year alone, Soros has given $7 million to the Clinton-supporting Priorities USA super-PAC, and a total of $25 million to support Democrats and their causes, according to Politico.

And when Soros speaks, Clinton listens. A separate email released by WikiLeaks shows Soros giving what read like step-by-step instructions to then-Secretary of State Clinton on how to deal with unrest in Albania in early 2011, including a list of people who should be considered as candidates to become an official mediator sent to that country. Days later, the EU dispatched one of the people on Soros’ list.

Thomas Lifson, writing in the American Thinker blog, said “Soros got the U.S. and other accomplices to intervene in the internal affairs of a sovereign state…. How is this not huge news?”

How, indeed.

Ifølge USA Newsinsider advarer hacker-gruppen Anonymous om at venstrefløjen planlægger valgsvindel, for at sikre sig imod en eventuel sejr til Trump. Og det er ikke noget nyt, skriver Townhall.

“Donald Trump er et røvhul” fortæller Jay Carson, en politisk konsulent på den populære TV serie House of Cards (den underlegne amerikanske version) til Information. Information er en verbos avis, så den har indlæg på indlæg om hvor stort et røvhul Donald Trump egentlig er, hvor kritikere kan lufte deres vrede uden at vi bliver klogere.

Det er Carsons opfattelse at medierne er medskyldige i at ingen forstår “at den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, er et forfærdeligt menneske og ude af stand til at lede et land” fordi samme medier overspillede deres kort, da de forsøgte at fortælle at Bill Clinton også var forfærdelig fordi han havde “haft en affære”.

»Der var ikke den fjerneste mulighed for, at en reality-tv-stjerne (Donald Trump var hovedpersonen i reality-programmet The Apprentice, red.) kunne blive præsidentkandidat i 2000 eller 2004 eller 2008. Det er gået den forkerte vej lige siden, og det er foruroligende og skræmmende.«

(…)

Hvor berømmelse og offentlig optræden betyder mere end ens hjerte og substans og ideer og overbevisninger. Det er derfor, at en fyr som Trump ender med at blive præsidentkandidat. Manden er et røvhul. Han er modbydelig, ubehagelig, korrumperet, han aner ikke, hvad han foretager sig, og han forstår ikke, hvordan den amerikanske regering fungerer – eller nogen som helst andre regeringer rundt om i verden. Han er den mest ukvalificerede kandidat til jobbet nogensinde, og han er et stort politisk partis kandidat. Det er bekymrende.«

Det handler om sex

Men hvordan er det dog gået så grueligt galt? Det har Jay Carson en teori om – det handler om sex – og den har han lånt fra bogen All the Truth Is Out: The Week Politics Went Tabloid, der er skrevet af hans gode ven og skrivemakker på flere filmprojekter, Matt Bai.

»Indtil valgkampen i 1988 havde man aldrig set en sexskandale i amerikansk politik,« siger Carson.

(…)

»Gennem historien er der mange eksempler på mennesker, der i krisetider har udnyttet folkets frygt. Nogle af verdenshistoriens værste mennesker brugte dårlige tider til at skabe frygt hos folk og udøve magt. Donald Trump befinder sig ikke langt fra det. Det er præcis, hvad han er i gang med.«

Dermed ikke være sagt, at man ikke skal forholde sig til de mange vrede og ulykkelige mennesker i USA. Mennesker, der har måttet gå fra hus og hjem og har mistet deres arbejde.

»Det er noget lort, og det er barsk, og det gør én vred,« siger Carson. Men der er to væsensforskellige måder at tage fat i den problemstilling på.

»Der er Donald Trump-måden, hvor man puster til ilden og prøver at skyde skylden på nogle andre, indvandrere eller sorte og brune mennesker eller ens nabo eller regeringen eller hvem som helst. Man taler til folks værste og mest basale instinkter.

Og så er der måden, som Bernie Sanders gjorde det på. Han sagde: ’Jeg hører jer. Jeg ved, at I er pissevrede. Jeg er også pissevred. Lad os ikke ødelægge ting eller tæve mennesker til politiske møder. Lad os tale om løsninger på det i stedet.’ Det er Hillary Clinton også god til. Hun har bare været i politik i så lang tid, at hendes kampagne ikke havde den samme vrede eller det samme momentum. Bernie var et frisk pust, og han virkede lige så pissesur som de mennesker, der er pissesure. Folk kunne se og høre det på ham. Han fortjener ros for ikke at omgøre det til frygt, had, xenofobi, racisme og homofobi og alle de andre fucked up-ting, som Donald Trump gør.«

Fucked-up, det er hvad Trump er.  Et røvhul, modbydelig, ubehagelig, korrumperet, der ikke aner hvad han foretager sig andet end had, xenofobi, racisme og homofobi. Og nu nærmer vi os en perfekt storm, hvor Hi(tler)storien lurer, med krise og et folk, der må gå fra hus og hjem har en reel frygt kan udnyttes. Der er grund til vrede, men ikke til at tæve mennekser til politiske møder… åh, vent lige lidt, jeg syntes jeg læste noget lidt andet hos Bretibart

Pierson told The Kelly File (via rushlimbaugh.com):

If you go back to the WikiLeaks release of the DNC emails, this is on the PowerPoint playbook on the messaging — slide number 6 — with the messaging theme number 1: Violence.  They were looking for an opportunity to pick up somewhere to continue this narrative that somehow Donald Trump is violent.

Here is the relevant slide, in full. Note the suggestion to tie Trump to “incidents of violence.”

The worst case of violence was outside a San Jose rally in early June, where Trump supporters were viciously beaten and chased through the streets by a left-wing mob. Despite the fact that the rioters carried out their brutality shamelessly, in full view of the mainstream media, some media outlets blamed Trump for the violence. One headline blared: “San Jose rally turns violent as Trump supporters clash with protesters.”

And for the left, that was precisely the point: creating violence is a no-lose strategy. If protesters can provoke Trump supporters to be violent, they embarrass Trump and cast him as a fascist. And if the protesters themselves are violent, voters will understand that a Trump victory will be met with violent mob resistance.

The left has recruited some Beltway Republicans — the NeverTrump faction — as a willing echo chamber for this meme. Mere hours before the San Jose riot, David French — then considering a third-party run for president to undermine Trump and give the election to Hillary Clinton — accused Trump of inciting violence.

Trump’s primary opponents, too, blamed Trump for the riot that closed down his Chicago rally in April — rather than blaming the organized left-wing groups that created the chaos.

All of that has helped the left establish the predicate for future spin, so that when Donald Trump cites the familiar refrain that gun owners will defend their rights, he is accused of wanting to assassinate Hillary Clinton, and large portions of the media — including conservative media — believe it.

Så, det er demokraterne der tæver politiske modstandere, ligesom brunskjorterne? Og den frygt og vrede, som amerikanerne er i deres gode ret til at have, er den ikke fremkommet efter 8 år med håb og forandring? Kunne journalisten ikke have undret sig blot en lille smule? Og hvad er det med sex der forhindrer gode politikere i at stille op? Ligger talentmassen blandt de promikuøse? Og is så fald, hvad siger det så om Trump, der har haft så mange at han praler med dem?

Amerikanerne elsker countrymisk og tilgiver altid en angrende synder. Sagen om Bill Clinton handlede ikke om at han havde haft en affære, men om at han som præsident bollede med praktikanter, mens han var præsident og derefter løj om det under ed, som han også forsøgte at hindre rettens gang. Skyldsspørgsmål blev afgjort ved afstemning i kongressen, og her havde demokraterne flertal.

Men det handler om sex for venstrefløjen, så Information har også talt med “forfatteren Frank Browning, hvis seneste bog om ’kønnenes skæbne’, The Fate of Gender, netop er udkommet”, der mener at Trumps succes er et udtryk for “en vrede og en nagfølelse”, der gennemsyrer de vestlige samfund på grund af “ændringer og forskydninger inden for autoritets- og magtforhold” og “kønsfluiditet”

Browning siger, at denne ’kønsrevolution’ leverer et afgørende bidrag til forklaringen på den genopblussede ??højreorienterede ekstremisme i Europa.

Og til forklaringen på, hvordan det kunne gå til, at en tidligere reality-tv-showmand og ejendomsmatador kunne mobilisere støtte til at blive republikansk præsidentkandidat i USA ved at fremsætte utallige racistiske, sexistiske og fremmedfjendske kommentarer.

»Vi kommer i de kommende år til at se flere af den slags bevægelser, som Trump har været eksponent for,« forudsiger Browning. »Og en stor del af forklaringen på dette skal søges i kønsspørgsmål.«

Browning pointerer, at der er sket en grundlæggende forskydning i retning af, at mænd i dag beklæder stadig færre magtpositioner i samfundet, hvilket slår om i både en vigende respekt over for mænd og i en såret selvfølelse hos mænd.

Samtidig har mennesker, der vil udforske og eksperimentere med deres kønsidentiteter, fået mulighed for at udfolde sig mere åbent – ikke mindst via de muligheder, som internettet giver for at skabe netværk og møde ligesindede.

Også Jonathan Hedegaard, ja, han er måske ikke amerikaner, men han er bosat i USA, og er digter, kunstner og debattør, giver sit besyv med i Information, i hvad han også kalder et cirkus og “et dårligt realityshow”. Også han taler om “indebrændte vrede amerikanere, som globaliseringen kun efterlod krummerne”, der derfor er til falds for “brød og cirkus”. Der er ingen egentlige argumenter, så her er kunstneriske højdepunkter om Trump og amerikanerne

Cirkusset bliver stadig mere absurd, som Trump gang på gang lufter sin utæmmede stupiditet og samtidig fremstår underligt urørlig.

(…) hans modbydelige udfald mod muslimer, mexicanere, handicappede, krigsveteraner, en død soldats efterladte, politiske modstandere og kvinder, til det forhold, at han har ført en politisk valgkamp, hvor reelle løsningsforslag har virket irrelevante – og det på et sprogligt niveau, der kunne ligne en 5.-klasse-elevs til forveksling.

(…)Efter opfordringen til vold mod sine politiske modstandere er Trump ganske vist kommet under pres.

(…)Trump spejler sin befolkning. (…) Hvis USA fortjener Trump, må der være tale om et samfund præget af historieløshed, overflade over substans, og et samfund, der er ved at miste evnen til at lytte og fordybe sig – værdier, der bliver væk i den endeløse strøm af information og underholdning og videoer af katte, der ter sig på morsomme måder.

Et samfund, hvor folk har for travlt med at fange Pokémons til for alvor at interessere sig for politik. Disse tendenser ser man i hele Vesten. Vores kulturer er plaget af historieløshed, præcis som Trump. Vi glemmer og tilgiver selv de værste udfald. (…) Kun et folk, der selv er historieløst, kan stemme for en mand, der flirter med ophævelsen af NATO’s musketered og åbent vil bryde internationale konventioner.

(…) Det er et sjovt eksperiment at vælge en gammel, forstyrret realitystjerne til præsident.

(…)Trump overhovedet kan slippe afsted med sin grænseoverskridende brutale retorik. En retorik, der bærer præg af det støjende, vulgære, brutale og hangen til konspiration.

Den slags retorik kan kun overleve i det politiske rum, fordi den er så langt ude, og i sin enfoldige forenklethed så mærkeligt let at relatere til. Den minder meget om værtshusretorik. Og selv om det er sjovt nok at høre på kværulanten på værtshuset i et par minutter, er der en grænse for, hvor længe man gider lægge øre til stædigt uvidende sludder af typen: Obama er ikke født i USA. Eller barnlige fingerknipsløsninger på seriøse udfordringer: Vi bygger en kæmpe mur. Eller militant sprog såsom: Spær den politiske modstander inde, eller skyd hende for forræderi (som en af Trumps støtter foreslog).

Analysen er altid simpel for venstrefløjen, blottet for indhold, fremstiller man sin fjende, som lidende af allehånde smålige følelser og mindreværdskomplekser og den skinbarlige virkelighed forsvinder. Den virkelighed at der bare er andre mennesker, som mener truslerne mod civilisationen, det fælles, friheden, er reelle. At der rent faktisk vælter allehånde mennesker, fra fejlslagne stater og kulturer over grænserne, som en mur med et effektiktivt grænsevæsen kunne holde ude. At Hillary rent faktisk har begået lovbrud der retfærdiggør en fængsling. At det var Hillarys kampagne, der fandt på at Obama ikke er amerikaner. Og Trump sætter ord på den reelle frygt de har, deres reelle vrede over et misregimente, ikke fra deres neuroser, men det de kan se.

Afsporing af alt reelt er selvfølgelig ikke noget Information har monopol på, det er blot venstrefløjen.

Se, han har en lille tissemand, og vi ved jo, hvorledes sådanne mennesker er, moral knytter sig til fysisk pragt.

Mens medierne sviner Donald Trump, fortsætter han med at tale direkte til det amerikanske folk. National Review skriver

“I am asking for the vote of every African-American citizen struggling in our country today who wants a different future,” Trump said Tuesday night in a sobering policy address near Milwaukee. “The Democratic party has failed and betrayed the African-American community. Democratic crime policies, education policies, and economic policies have produced only more crime, more broken homes, and more poverty.”

Trump then hammered his opponent.

“Hillary Clinton–backed policies are responsible for the problems in the inner cities today, and a vote for her is a vote for another generation of poverty, high crime, and lost opportunities,” Trump declared. “We reject the bigotry of Hillary Clinton, which panders to and talks down to communities of color and sees them only as votes, not as individual human beings worthy of a better future. She doesn’t care at all about the hurting people of this country, or the suffering she has caused them.”

Trump noted who lords over most poor black neighborhoods.

“The Democratic party has run nearly every inner city in this country for 50 years, and run them into financial ruin,” Trump explained. “They’ve ruined the schools. They’ve driven out the jobs. They’ve tolerated a level of crime no American should consider acceptable.”

Obama Trump cited grim statistics on urban lawlessness: Violent crime up 17 percent in America’s 50 biggest cities in 2015. Homicides have climbed 50 percent in Washington, D.C., this year. In Baltimore, murders are up 60 percent.

Og han bliver hørt, Trumps upopularitet blandt sorte faldt så at hele 14,6% nu foretrækker ham, frem for Hillary. Det lyder ikke af meget, men det er en stigning fra en flukturation mellem 2,5% og 5,5%. Podcasteren Sonnie Johnson udtrykte det således ifølge Breitbart

Johnson said Trump’s speech targeted what “Democrats have done to the black community over the last sixty years,” and laid things out more plainly, and boldly, than previous Republicans have dared to attempt.

“To have it laid out, to have it addressed, to not have it skirted over, to not have it bathed in welfare talk, and poverty talk, but actually to have it, to inspire black people that America is your country, and you deserve to have the greatness and richness thereof in it – I was over the moon last night! Congratulations, Donald Trump! Thank you!” she declared.

SiriusXM host Matt Boyle pointed out that polls show Trump faring very poorly with black voters, but Johnson was confident his speech in Wisconsin would help him turn those numbers around, and even meet his goal of drawing a larger percentage of the black vote than previous GOP candidates.

“The emphasis is on the American people, and for once, you have a Republican candidate that went above and beyond to make sure that black people feel like they are included in that America,” she said. “You don’t have to convince black people that having money is better than being poor. You don’t have to convince them of that. All you have to do is inspire them, and they will do the rest.”

“And that is what Hillary needs to be scared to death of,” she continued. “You have a generation of young blacks that are inspired to take over the world, and now we have a Republican candidate that’s saying, not only will I be your voice, not only will I stand with you, but I will win. And that is something that the black community has not had, since they have let these progressives be in control of our cities. Just the thought of having a real fight in the inner cities of America, with a Republican candidate that gives a damn — Hillary Clinton better be shakin’ in her boots!”

“From the time of Abraham Lincoln to that of President Herbert Hoover the black vote was Republican” skriver Thomas Sowell i National Review. Selvom republikanerne ifølge Sowell næppe genvinder flertallet af sorte stemmer i løbet af det næste årti, så er det vigtigt at erodere demokraternes monopol over den vælgergruppe. Ikke blot på grund af de ekstra sorte stemmer, men fordi flere hvide måske vil stoppe med at anse Repubkanerne som racistisk. Lov og orden er et generelt ønske i befolkningen på tværs af demografien og uddannelse er et “slam-dunk issue for Republicans trying to appeal to black parents with school-age children, as distinguished from trying to appeal to all black voters, as if all blacks are the same”.

Someone on CNN said that if Trump were serious about wanting the black vote, he would address groups like the NAACP. That was in fact a big mistake that even President Reagan made.

Blacks voters are not the property of the NAACP, and they need to be addressed directly as individuals, over the heads of special-interest organizations that have led blacks into the blind alley of being a voting bloc that has been taken for granted far too long.

Et illustrativt eksempel hvor indgroet venstrefløjens tænkning med at adressere minoriter igennem udemokratiske interesse og pressionsgrupper. Skriv det bag øret Dyhr, når du vil give definitionsretten over muslimerne som gruppe til imamerne (Vi på Monokultur, vil have muslimerne til at rejse hjem, men hvis man endelig skal tage minoriteter alvorlig, kan det kun ske som individder). Sheriff David Clarke beskrev rammeforholdene for urolighederne i Milwaukee og hvor vigtigt lov og orden er, ikke mindst for de mest udsatte grupper i befolkningen

Clarke said, “Well, first of all, the social order in Milwaukee totally collapsed on Saturday night. When the social order collapses, tribal behavior takes over. When tribal behavior takes over, the law of the jungle replaces the rule of law and that’s why you end up with what you saw. Last night was a little better. Not good enough for me. I won’t be satisfied until these creeps crawl back into their holes so the good law abiding people who live in the Milwaukee ghettos can return to at least a calm quality of life.”

National Reviews Deroy Murdock er enig med Sowell, at vinde sorte stemmer er muligt og det afmonterer myten om at Republikanerne er racistisk

Trump should take this message to black churches, civic groups, and business associations and respectfully ask black Americans for their votes. All else being equal, if he convinces 15 percent of them, this election becomes a squeaker. If he scores 20 percent of black ballots, Trump trumps Clinton.

Nervous whites who see Trump meet black voters would find such images a comforting contrast to charges that Trump is a racist. Some will be sufficiently reassured and support him.

And Trump’s unyielding conservative critics — including Hillary Clinton’s enablers in the Never Trump crowd — might reevaluate a GOP nominee who finally expressed some “very difficult truths,” in Trump’s words, that other Republican standard bearers understood but were not brave enough to utter.

Trump er folkelig og med det hører også det vulgære. Om han er den rette mand på posten som præsident er svært at sige, men alternativet er bare garanteret værre. Demokraterne har, som venstrefløjen herhjemme, svigtet underklassen til fordel for fashionabel identitetspolitik. Man må håbe at tilstrækkeligt mange sorte smider de mentale lænker og stopper med at identificere sig som demokrater - og på sigt også med deres hudfarve.

I ferien linkede jeg til Midnight’s Edges video, der glimrende gennemgik en strid mellem folkene bag den nye version af filmen Ghostbusters og dens produktionsselskab SONY Pictures, på den ene side og et nørdet miljø af film-, fantasyfans og v/bloggere på den anden. Denne nye Ghostbusters film var instrueret af instruktøren Paul Fieg, der i forskellige interviews havde udtrykt negative holdninger til det mandlige køn, fordi han angiveligt var blevet mobbet i sine drengeår for sine ‘fine træk’. Og den nye Ghostbustersfilms hovedroller var, i modsætning til den originale fra 80erne, måske derfor besat af 4 kvinder. Udtrykket i den fladpandede humor, som traileren viste, havde i hvert fald mere end en snert af girl power. Og man kan godt argumentere for, at det er op ad bakke, at hævde en feministisk pointe, når man ikke kan finde på bedre, end en bleg efterligning af drengenes 30 år gamle film.

Kort fortalt, kunne fansne ikke lide traileren til nyindspilningen af Ghostbusters og rakkede på forhånd filmen ned. Sony og folkene bag Ghostbusters forsøgte at redde deres meget bekostelige bud på en blockbuster fra dårlig foromtale og mobiliserede bl.a social justice warriors, personer og grupper optaget ud i det hysteriske af at indrette verden efter deres metastaserende identitetspolitik, til at udskamme de forhåndskritiske fans, som fysisk uattraktive, hjemmeboende sociale tabere med misogyne og racistiske tendenser. Den slags, der stemte på Trump, som skuespilleren Dan Akroyd mente.

Men showbusiness er hårdt og folk der spiser pop-corn er ikke interesseret i at skifte underholdning ud med moraliserende identitetspolitik pakket ind i generisk humor og CGI. . Politisk aktivisme, kunsterisk forfængelighed, forsmåede følelser og drømme om et indbringende franchise gik i selvsving og endte i krig med de selv samme mennesker, hvis holdninger man forsøgte at massere, mens man tog deres penge. Variety fortæller at Ghostbusters vil ende med at tabe 50 mill dollars og at der således ikke er udsigt til “sequels”.

Midnigt’s Edge, har fulgt op på, hvorledes det er gået Ghostbusters efter premieren og hvordan stridighederne (hvor Milo Yiannopoulos i øvrigt blev permant udelukket fra Twitter)

Paul Feig’s Ghostbusters has been released, and moviegoers around the world now have the opportunity to judge what has arguably been the most controversial movie of the year for themselves. This however, did not cause the controversies that had been plaguing the production to stop.

In this video we will dig into the movies opening, the critical reception, the various controversies in the aftermath of the release, as well as its boxoffice and subsequent sequel prospects, now that the movie is increasingly being referred to as a flop.