Denne uges Weekendavisen var lidt bemærkelsesværdig idet to artikler handlede om det iranske styres Gerner-kampagne. Den ene stod at læse i sektionen Ideer og var skrevet af klamphugger og cand mag. i iransk og religionsvidenskab Mette Hedemand Søltoft. Den anden af den glimrende Pernille Bramming på bagsiden af 1. Sektion.
Mette’s artikel ser på pressen’s vinkel på historien om den eklatante og absurde kvindeundertrykkelse i lyset af svindleren Edward Said og hans løgneværk Orientalisme.
For snart tyve år siden skrev den nu afdøde historiker og litterat Edward Said Orientalism. Dengang skabte den en hed debat blandt journalister og forskere om et århundrede gammelt syn på den »anden«. I begyndelsen var det forestillingerne om »orientaleren«, der blev diskuteret, men snart blev mange andre kategorier inddraget: afrikaneren, grønlænderen, kvinden og så videre. Bogen udkom på dansk for fem år siden, og lektien er læst og vel dermed lært - og alligevel.
Ja alligevel. Orientalisme er falcificeret med et brag og man afslører sig selv som en, der mildest talt ikke kan tænke selv og som ikke engang har fuldt de sidste 20 års akademisk debat indenfor sit eget felt. I den optik falder hun altså over den overfladiske presse med en gennemgang af løjerlige og udokumenterede eksempler på undertrykkelse og stor variation af tal på anholdelser. Pressen er altså ukritisk og derfor skal man ikke tage emnet alvorligt, skønt Mette indfører et patetisk alibi-forbehold.
Mit ærinde her er ikke at overveje, hvorvidt det iranske politi opførte sig uacceptabelt, eller om det ikke er dybt provokerende for den iranske befolkning at blive irettesat på gaden. Min interesse skyldes alene undren over, hvordan så udokumenteret en nyhed kan tordne ind på samtlige store, vestlige medier.
Nyheden havde selvfølgelig et bizart element. Politibetjente går almindeligvis ikke rundt og retter på folks tøj og hår. På den led havde nyheden indbygget denne i sig selv attraktivt »skæve« vinkel, som enhver god journalist vil dreje halsen af led for at finde. Men den skæve vinkel blev ikke brugt til noget. Den var ikke et springbræt til at fortælle om styret, unge i Teheran, mode, hvad som helst. I ingen af de omtalte medier, bortset fra Der Spiegel, var der tale om uddybende baggrundsartikler. I stedet var der tale om kolde og tørre »facts« om nogle politibetjente, der advarede nogle barberer. Hvordan kan sådan en nyhed få lov til at stå alene?
Fair nok, pressen har tendenser til at løbe med halve vinde. Iran er imidlertid et lukket land, som det hedengangne Sovjet, så en del rygter må man påregne. Men da det er en årligt tilbagevendende begivenhed og styret i sig selv er bizart kan man ikke bare forkaste den grundlæggende historie fordi den kommer i en sensationslysten form. Man kan heller ikke konkludere som hun gør
Edward Said ville nok ikke have været i tvivl. Nyheden var kun mulig at viderebringe i så ugennemarbejdet form, fordi der i forvejen eksisterer en kolossalt stor, oplagret informationsmasse om Iran og Mellemøsten. En viden, skriver han, som er »et konstrueret kompleks af teori og praksis, og som mange generationer har ydet et betragteligt bidrag til.«
Et filter af allerede accepteret information, der gør, at journalisten slet ikke behøver at forklare sig, men trygt kan læne sig op ad århundreders underforståede information om emnet. Indbygget i dette kompleks af teorier, skriver Said, er der et latent modsætningsforhold mellem Østen og Vesten, som gennem tiden er blevet så indforstået, at det ikke længere »uophørligt behøver at blive forklaret.«
Svagheden ved Said’s teori kommer her blæsende for fuld styrke i den totale mangel på at forholde sig til virkeligheden. Alt er bare noget vi tror fordi det er en konstruktion og det kan man forvisse sig om ved at se det som en konstruktion. At påpege at Hitler startede 2. Verdenskrig er således ikke et udsagn med anden værdi end at den stempler en som den der kommer med den slags udsagn er logikken. Lad os få lidt mere med, det er ganske lærerigt.
Ifølge denne teori vil det bizarre og voldelige i denne nyhed derfor usagt kunne tjene til at beskrive modsætningen, nemlig den rationelle og fredelige del af verden, den som vi bor i. Det er øjensynlig også derfor, at nyheden uden overvejelser blev rubriceret i den kategori, der hedder »Menneskerettigheder« (modsat despoti) på hjemmesiden Iran Focus.
Men hver dag bliver vi bombarderet med nyheder om vold og terror fra Mellemøsten, og vi har derfor rig lejlighed til at bade os i modsætningerne, hvis det er det, vi vil. Hvad var det så med den her nyhed, der gjorde, at det lige var den, der hittede? For nyheden var blandt de mest læste artikler i Politiken, og på BBC kunne den konkurrere med alle andre verdensnyheder og lå mellem de fem øverste den dag. Jeg læste den selv som en af de første.
Hvorfor var artiklen om, at opbygningen af Irak var ved at smuldre, ikke den mest læste den dag? Jeg ved det, så snart jeg skriver det. For nok giver de mange nyheder om krig og vold fra Mellemøsten os et billede og en fornemmelse af, at vi bor i et fredeligt smørhul; men til gengæld giver den slags nyheder også én en følelse af magtesløshed og dårlig samvittighed. Især hvad angår Irak.
Det gør den her artikel om slør, hår og afsavede bryster ikke. Den er voldelig, men alligevel morsom, og den er absurd og angår kroppen. Antonymerne: fredelig, seriøs, nyttig og åndrig spejler os venligt i møde. Gustave Flaubert fra 1800-tallet kunne ikke have gjort det bedre.
Mette er cand mag. i iransk og man må gå ud fra at hun står i position, hvor hun netop kan fortælle os lidt om de faktiske forhold og rydde nogle af disse fordomme af vejen, men hun vælger hovent at holde sit lys under skæppen. Der er Pernille Bramming mere fokuseret på de reelle problemer, frem for forkælet akademiseren.
DET store, tykke, sorte tørklæde er emblemet for den Islamiske Republik Irans magt. Så længe kvinderne bærer dette, så længe er de i regimets vold, underkastet, adlydende. Men det holder hårdt. Langsomt men sikkert har de iranske kvinder gennem årene tilkæmpet sig bidder af personlig frihed ved at sætte tørklæder og påbudte »frakker« på krymp og skrue op for farvepaletten.
Det er en torn i øjet på et regime, der mere og mere desperat kæmper for at holde sig ved magten. Derfor beordrede præsident Ahmadinejad i begyndelsen af april en »kampagne« for »korrekt islamisk påklædning«. Det er denne kampagne, fotografierne her på siden viser glimt fra.
Samtidig tager regimet også andre voldelige og undertrykkende midler i brug for at skræmme og true den mere og mere aktive kvindebevægelse til tavshed og passivitet.
Under retssager mod seks af landets mest fremtrædende kvindesagsaktivister i sidste måned besluttede dommerne, at de havde gjort sig skyldige i »handlinger mod staten«, »at true national sikkerhed« og »hemmelige aftaler og møder om at sætte den nationale sikkerhed i fare«. Selv siger de, at de havde arrangeret og deltaget i en lovlig og fredelig demonstration i Teheran for ligeret mellem mænd og kvinder i juni sidste år.
De seks kvinder blev idømt fængselsstraffe på mellem ét og fire år, heraf mellem et halvt og helt år ubetinget. Nu er de løsladt mod kaution og afventer udfaldet af appelsagerne.
De hårde domme afspejler hvor undergravende, regimet anser kvindekampen for at være, og hvor meget det frygter dens voksende appel - hos både kvinder og mænd.
Og efter eksempler der er velunderbyggede kommer Bramming med et større og meget interessant perspektiv
I samme periode er kvindernes gennemsnitlige alder ved indgåelse af første ægteskab vokset fra 14,4 år til 20,2 år, ligesom andelen af kvinder, der kan læse, er vokset dramatisk: I 1966 kunne 42,8 procent af kvinder i byerne læse, mens bare 3,1 procent på landet kunne. I 1996 var tallene henholdsvis 93,4 procent og 76,6.
Dertil kommer, at et voksende antal kvinder forbliver ugifte. Hvor det i 1966 kun var 1,7 procent af iranske kvinder i alderen 30-34 år, der aldrig havde været gift, er tallet i dag 9,3 procent, et tal der i praksis har større tyngde, fordi alderspyramiden har ændret sig, således at der i dag er forholdsvis flere kvinder i alderen 30-34 år, end der var i 1966.
Det er konsekvenserne af disse kolossale omvæltninger, vi i dag bevidner, når veluddannede og erhvervsaktive kvinder, der er blevet gift i en voksen alder og kun får to børn - eller slet ingen - går på gader og stræder og protesterer mod arkaiske love, der sikrer mændenes overherredømme.
Søndag var historien så i TV2 nyhederne og her kunne man se et par videoer fra U-tube, der mere end understregede alvoren såsom
DENNE HER
[youtube]0Kc4dTfC2dE&NR=1[/youtube]
Eller DENNE HER
Og der er flere links fra de sider. Fordi Iran er et lukket land bliver det lettere at negligere styrets grusomhed for de der forsvarer tyraniet af ingen anden grund end at det ikke er vestligt. Det samme gjorde sig gældene for Sovjet. Stalins ord om at et dødt menneske er en tragedie mens 1.000.000 døde er statistik er uhyggelige i sin sandhed, men flere billeder vil sætte apologeterne under pres. For det er alvor og det skal ses. Her er virkeligheden og ikke bare Saids ondskabsfulde teori om »et konstrueret kompleks af teori og praksis, og som mange generationer har ydet et betragteligt bidrag til.« De kvinder der sidder i mange år i de iranske fængsler er ikke vestlig forestilling.
Men lad mig slutte med en oprejsning for menneskets værdihed. Dette er angiveligt en kvinde der ikke vil finde sig i at blive irettesat af burkapolitiet.
BRAV KVINDE
You go girl! Og det kvindelige iranske politi skal man ikke spøge med. Klik nu på linkene, det er gode billeder.