I en kronik i Berlingske Tidende 29/5 udlægger Mogens Lykketoft sit forskruede syn på Israel/Palæsina problematikken. Altså en hel kronik af Mogens Lykketoft om Israel/Palæstina problematikken. Hvem orker det?

Det er der heldigvis nogen der gør. I dagens papirudgave af Berlingske Tidende 31/5 gennemgår Arne Melchior 10 fejl og udeladelser i Lykketofts kronik. Her er de bedste.

3. Lykketoft omtaler FN’s delingsplan af 1947. Men han “glemmer”, at den arabiske side afviste delingsplanen, medens den jødiske side accepterede den.

4. Tilsvarende fortier han, at kongeriget Jordan holdt Vestbredden annekteret i årene 1949-1967. I disse 18 år havde araberne magten og muligheden til at oprette den palæstinensiske stat! Men det kom aldrig blot på tale.

5. Der er i Lykketofts kronik ikke et ord om, at der aldrig i historien har eksisteret en palæstinensisk stat.

6. Området Palæstina bestod endnu i 1920 af i alt 118.000 kvadratkilometer omfattende områder såvel øst som vest for floden Jordan. Emiratet Transjordanien fik derpå tillagt østdelens 91.000 kvadratkilometer. Derved kom 80% af Palæstina altså på arabiske hænder! Det kan man da kalde en deling hr. Lykketoft. Israel er idag på størrelse med halvdelen af Danmark.

7. Lykketoft omtaler seksdageskrigen i 1967. Men han fortier, at da Israel derpå ville indlede forhandlinger sagde Den Arabiske Liga de berømte tre nej’er: Nej til anerkendelse af staten Israel, nej til forhandling og nej til fred. Det kan Lykketoft umuligt være uvidende om.

10. Lykketoft hævder, at Israel trodser krav vedtaget i FN’s Sikkerhedsråd. Han fortier, at FN-resolutionerne indeholder den klare forudsætning, at “Israel kan leve bag internationalt garanterede grænser”. Da denne del af beslutningerne ikke er opfyldt, er det aldeles urimeligt at klage over Israels manglende opfyldelse.

Bravo mister Jardex!

I samme dags Groft Sagt er Lars Hedegaards sædvanlige humor fortrængt af harme.

Når Socialdemokraternes udenrigspolitiske guru Mogens Lykketoft i flere nogenlunde enslydende kronikker atter gør denne verdens store og lille satan - nemlig USA og Israel - ansvarlige for alle problemer i Mellemøsten, er det langt fra nogen tilfældighed. Sådan tænker de virkelig i det parti.Den vestlige civilisation er ond, islam er god. Jøderne er banditter, palæstinenserne er ofre. Terror er noget Bush har fundet på; Osama Bin Laden, Hames og diverse andre hellige krigere reagere bare på den. Når kristne palæstinensere udvandrer fra Vestbredden, er det også IUsraels og USA’s skyld og har intet at gøre med det forhold, at palæstinensernes muslimske magthavere i årevis har forfulgt og myrdet dem. Og når antallet af palæstinensiske flygtninge bliver ved med at vokse eksplosivt, selv om det er 60 år siden de flygtede, skyldes det ikke, at palæstinensiske kvinder bliver ved med at sætte 10-12 børn i verden, som de ikke selv har råd til at betale for, men at USA ikke har presset Israel tilstrækkeligt.

Godt. Det er de samme løgne man hører fra de samme mennesker og man orker ikke at gendrive det hver evigt eneste gang.

En af bloggosfærens moralske vogtere ud i takt og tone har begået et indlæg som tigger om en grundig bearbejdning. Tak til Urias-Kim. Se indlægget her!

Jeg vil ikke gå ind på de mange ting bloggeren Shansen skriver om DF og Krarup, men i stedet gendrive de mange fejlagtige postulater omkring koranen og islam:

Koranen er IKKE en selvbiografi men en bog som består af en hel masse skrifter skrevet af forskelige personer og som dækker over en lang historisk periode centreret om udviklingen i Mellemøsten.

Koranen oprindelse er ikke fastslået – om den er forfattet af en eller flere personer ved man ikke. I islamisk forståelse er koranen en meddelelse overleveret til muhammed af allah. Koranen dækker ikke en lang historisk periode, så frem at man overhovedet kan sige den dækker en periode per se. Koranen er i islamisk tro ”ikke skabt” dvs. den er evindelig og dækker ALLE historiske perioder! Når Shansen skriver at koranen dækker over udviklingen i Mellemøsten, så må jeg sige at hans viden på området er direkte mangelfuld. Geografisk tager koranen udgangspunkt i Hejaz regionen som kun er en del af den arabiske halvø.

Koranen er IKKE et politisk værk og indeholder ikke politiske budskaber.
Ligesom Biblen er Koranen først og fremmest en masse dogmer og forskrifter på hvordan man lever et liv i overensstemmelse med Guds ord og ikke i overensstemmelse med en statsleder eller en politikers ord.

Koranen kan ikke undgå at være et politisk værk, da der ikke skelnes mellem det verdslige og det åndelige. Der er konkrete anvisninger i hvordan bestemte befolkningsgrupper skal behandles i en social sammenhæng. Og hvis det ikke er politik så ved jeg ikke hvad er! Se evt. sura 9.1 – 9.18, og 9.29: Det er politik så det batter.

At koranen og det gamle testemente indeholder love om hvordan man skaber et samfund i overensstemmelse med Guds ord er ikke på nogen måde det samme som et politisk manifest der tager udgangspunkt i at reformere et politisk system.

Jamen, muhammed søgte at omvælte det etablerede politiske system. Hvordan kan man have love om et samfund i overensstemmelse med gud, uden at det bliver politik, hr. Shansen?

…Koranen … består af en hel masse skrifter som man har vedtaget skal være et værk.

Prøv at sige det til en muslim.

Koranen og Biblen er først og fremmest en åndelig vejledning i hvordan det enkelte menneske kan leve i overensstemmelse med guds ord og ikke en vejledning i hvordan en stat udlever guds ord.

Mht. koranen så er dette er en påstand du ikke kan begrunde teologisk noget som helst sted – hvad enten du henviser til koranen, sunna, ijmâ, eller qiyâs.

Sharia er først og fremmest en åndelig vejledning som kan tolkes og forstås individuelt og der er ingen kollektivt vedtaget forklaring eller tolkning af Sharia.

De fire fremtrædende sunni islamiske lov skoler tolker ud fra sharia, og der er her enighed i 75% af tolkningerne. Uenighed skolerne imellem er i denne sammenhæng ubetydelig. Sharia er delt op i individuelle og kollektive domme så din påstand, Shansen, den er direkte forkert.

Det irriterer mig når debattører helt ureflekteret kobler biblen og koranen sammen så det bliver til en slags stråmand. Hold tingene adskilt, med mindre du ønsker at diskutere biblen i forhold til koranen. Det irriterer mig dobbelt når folk udtaler sig om islam uden at have data grundlaget i orden, og i hr. Shansens tilfælde virker det som om grundlaget er helt borte.

Islam er objektivt set totalitær, da islamisk lov dikterer hvad der er tilladt på alle niveauer i samfundet.

Fra JP 27/5:

Muslimer til kamp for gigant moské

Bruxelles Hvis de hollandske myndigheder standser byggeriet af en omstridt muslimsk stormoské i Amsterdam, vil der blive afholdt kæmpedemonstrationer blandt tyrkere og muslimer over hele Europa, og risikoen for en voldelig konflikt og protester i den arabiske verden kan ikke udelukkes.

Sådan lyder et par af truslerne fra den islamisk-tyrkiske organisation, Milli Görüs, der står bag det planlagte byggeri af en gigantisk moské med en 42 høj minaret i Hollands hovedstad.

Politikerne i Amsterdam har standset byggeriet midlertidigt og overvejer at trække godkendelsen helt tilbage, fordi der de seneste uger har været rettet kritik mod Milli Görüs. Blandt andet beskyldes den islamisk-tyrkiske bevægelse for, at den angiveligt har lokket millioner af euro fra almindelige tyrkere til islamiske investeringsfonde.

Formanden for organisationen bag moskéen, Faith Dag, advarer i den hollandske avis Trouw om, at det vil »være ekstremt tåbeligt« at blokere byggeriet. Sker det, vil han arrangere og opfordre til store demonstrationer over hele Europa, som sandsynligvis vil blive vist på arabisk tv. Han håber på fredelige protester, men vil ikke udelukke, at det i sidste ende kan udvikle sig voldeligt.

Forventer oprør

»Jeg forventer et oprør, selvfølgelig inden for lovens rammer, men alligevel, vort folk er mere følelsesladede end jer europæere, og der kan være en vanvittig person imellem dem,« sagde Faith Dag.

Han forventer massiv opbakning til protestaktionerne.

»Hvis hver eneste Milli Görüs moské i Europa sender en bus, vil her blive travlt. Jeg har ikke givet tv-stationen Al Jazeera et tip om sagen, men den vil helt sikkert høre om det, og så vil jeg tale med den. Dermed vil det nå ud til hele den arabiske verden. Alle muslimer har en satellit-modtager, og de vil kunne se, at et smukt projekt for muslimer bliver forbudt her,« sagde Faith Dag på vegne af den islamiske bevægelse.

I Danmark kan truslerne genoplive minder om den voldsomme konflikt sidste år om Muhammed-tegningerne i Morgenavisen Jyllands-Posten, der skabte voldsomme uroligheder i den muslimske verden.

Truslerne har da også skabt stor vrede i det hollandske parlament. Flere partier kræver en reaktion fra regeringen, og truslerne bliver nu genstand for en debat i parlamentet.
…

Den slags slet skjulte trusler er ved at blive ugangbar valuta i de europæiske samfund, som i forvejen er hårdt prøvede af massiv indvandring (Sverige som bemærkelsesværdig undtagelse; de tager nemlig ikke truslen seriøst). Det bliver sværere og sværere at muslimerne alvorligt i rollen som de svage og undertrykte. Især når de praler med den mængde “demonstranter” de er istand til at deployére.

Her er nogle sørgelige fakta om vores egen lille andedam:

Fakta: Stormoské i Danmark?

• Der er planer om at bygge stormoskéer i både Århus og København.

• I København er en moské sandsynligvis på vej i Njalsgade.

• I Århus ønsker muslimerne en stormoské ved Gellerup parken, men planen er foreløbig stødt på modstand i den lokale boligforening.

• Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har sagt, at han ikke vil blande sig, og at intet hindrer bygningen af en moské i Danmark.

Overset af mig, forstås. Fra MetroXpress

  Gud skrev en lille annonce og fik Gabriel til at sende den til Reuters. Annoncen lød sådan: ‘Gud søger en ny profet. Send dit cv og en tegning af dig selv. Sidste frist langfredag’.

Den første ansøger kom ind og smilede slesk til Gud.

»Davs, mit navn er Tøger Seiden faden, og jeg vil være den nye profet, for jeg er så hellig, at jeg mere og mere ligner de svævende engle på et af Michelangelos malerier,« sagde han.

»Det lyder fint,« sagde Gud og gav ham det stykke papir, hvorpå han havde skrevet den absolutte sandhed.

 Tøger Seidenfaden læste de få linjer og så forarget op på Gud.

»Jamen … det er jo … Gud er højreorienteret?« græd den hellige Tøger Seidenfaden og løb tilbage til sit eget lille paradis, Politikens Hus.

Den er ret sjov.

Det er overskriften på et klart indlæg i dagens Jyllands-Posten.

Typisk skal en kvinde, der bærer tørklædet, altid være mere eller mindre tildækket uden for hjemmet. Ikke engang en varm sommerdag ved stranden kan en mor gå med familien i vandet, og det må vel være svært for et barn i tre-fire-årsalderen at forstå, hvorfor mor ikke har badetøj på, som alle andre.

Kan en mor give barnet en forklaring, som barnet kan forstå, og hvilke signaler sender moderen til barnet med denne uhensigtsmæssige påklædning?

Der kan givet være forskellige årsager til at bære tørklædet, ligesom der sikkert kan være forskel på, hvad en tørklædeklædt kvinde kan deltage i af ovenstående.

Men uanset årsagen til at bære tørklædet er der en symbolværdi - nemlig at det er kvindeundertrykkende.

Tager afstand
Mange, bl.a. muslimer, er vel flygtet fra undertrykkelse, og flere herboende iranere har klart taget afstand fra tørklædet, bl.a. den velintegrerede skuespiller Farshad , som kom herop som 14-årig, fordi hans forældre ønskede at leve i et frit og demokratisk land.

Ikke mindst for hans og tusindvis af andre velintegrerede muslimers skyld burde vi klart markere, at vi tager afstand fra tørklædet.

(….)

Som underviser på en handelsskole har jeg til tider elever med tørklæde. Ved passende lejlighed taler jeg med dem og fortæller, at de har ret til at bære tørklæde, men at det begrænser antallet af job, der er til rådighed for dem.

De svarer, at det ved de godt, men af forskellige årsager vil de alligevel bære tørklædet. Jeg havde dog en elev, som kunne få job i et supermarked, hvis hun smed tørklædet.

Efter nogle dages betænkningstid tog hun tørklædet af og fik jobbet.

På baggrund af ovenstående er det helt uforståeligt, at nogle partier vil tillade tørklædet i Folketinget med den begrundelse, at det er et udtryk for tolerance og frihed osv.

I Folketinget er der både dress code og krav om ordentlige tiltaleformer. Tager et folketingsmedlem kasket på eller har han/hun tatoveringer i ansigtet eller bander mm., bliver det vel næppe tolereret.

Når Svend Auken og Marianne Jelved m.fl. i deres iver taler om tolerance i denne værdidebat, anerkender/støtter de ikke de tusindvis af kvinder, som har smidt tørklædet, eller de, som netop nu kæmper en kamp mod familien for at komme af med tørklædet.

Jamen hvor er jeg enig.

Der er sket noget med sproget når det kommer til omtalen af islam i dansk politik. Ikke mindst folk som Søren Krarup har haft mange kontroversielle udtalelser og han har stået hårdt fast og taget de tæsk gennem mange år. Men nu ser det ud til at høsten nærmer sig. I ly af den “hårde debattone” har grænserne ganske rigtigt rykket sig og det er muligt at lægge afstand til det man mener er totalitært uden at frygte for at være racist. Alle kan tale rent ud af posen.

For en del år tilbage forsøgte daværende formand for SF Holger K. Nielsen at få vedtaget en dagsorden på SF’s landsmøde, der ville gøre det muligt at kritisere de dele af indvandrernes kultur, som stod i modsætning til SF’s værdier. Holger K. tabte afstemningen stort. Aldrig skal jeg glemme billedet af en vantro Holger K. der kun kunne grine hovedrystende af dette totale brud på enhver logik. Men meget har ændret sig og flere og flere SF’ere er kommet til den er kendelse at det at mene noget politisk forpligter til konsekvenser. At være medlem af SF er ikke det samme som at være god.
Fra Kristeligt Dagblad

Foragten for dansk lovgivning er helt klar

FLERKONERI: Vi skal ikke have den slags parallelsamfund i Danmark, hvor kvinder efterlades i et juridisk limbo uden rettigheder i forhold til dansk lov, men accepteret i forhold til islam

Sådan hedder overskriften af Pernille Vigsø Bagge ligestillingsordfører for SF. Ordet foragt går på muslimsk tro og det er ud af en SF’ers mund (eller fingre om man vil). Dansk bruges om det der er truet og skal forsvares og lovgivning er i stedet for rettighed. Nedenunder indgår rettighed men i forhold til lov. Krarup kunne ikke være mere tilfreds. Og så går hun ellers løs på imam Pedersen. Først har jeg fremhævet et par ord der er væsentlige for at forstå hvori SF’s sprog er blevet frit

Imam Abdul Wahid Pedersen mener, at flerkoneri er at sammenligne med danskere, som har elskere eller elskerinder. Det argument er det rene og skære idioti. Når danskere har elskerinder eller elskere, så er der ikke hverken juridiske eller kulturelle forhold, der forhindrer, at det foregår frivilligt mellem to eller flere voksne mennesker. Og kvinder kan vælge at have mange elskere på linje med mænd.

(….)

Det er naturligvis helt ude i hampen. Flerkoneri er uacceptabelt, og imam Abdul Wahid Pedersen skal ikke indføre sharialovgivning ad bagvejen i Danmark. Jeg finder det uacceptabelt, uanset hvor i verden det finder sted. Men jeg har ikke indflydelse uden for Danmarks grænser. Så jeg vil sætte megen prestige ind på at forhindre, at det skulle blive accepteret i Danmark.

Trumf skal der på

Mit budskab til Abdul Wahid Pedersen er derfor: Du kan ryge og rejse. Og alle, der er enige med imamen, kan drage med ham. Vi skal ikke have den slags parallelsamfund i Danmark, hvor kvinder efterlades i et juridisk limbo uden rettigheder i forhold til dansk lov, men accepteret i forhold til islam, for ikke at tale om de enorme risici, der følger af at blive socialt stigmatiseret og isoleret i forhold til det omgivende samfund. Vi vil ikke have det.

Nu gider jeg ikke fremdrage mere men det fortsætter lige så fortættet

Tusindvis af kvinder med muslimsk baggrund har kæmpet sig fri af patriarkalske og kvindeundertrykkende vaner og traditioner. Tusindvis af muslimske mænd er lede og kede af slægtens krav om at gifte sig på grundlag af religion, slægtskab eller sociale forpligtelser. De ønsker ligesom deres jævnaldrende danske kammerater at kunne gifte sig af kærlighed. Der er ikke noget i danske livsformer eller økonomiske vilkår, der kan begrunde, at flere kvinder må søge sammen om én forsørger. Vi har altså forladt jæger-/samlersamfundet.

Jeg er dødtræt af hele tiden at skulle forholde mig til den ene forældede og umenneskelige, kulturelt begrundede praksis efter den anden, fordi jeg møder så mange dygtige, hårdtarbejdende og søde mennesker, der kæmper en kamp uden lige for at blive en ligeværdig del af det danske samfund, men som oplever, at de bombes tilbage, hver gang Abdul Wahid Pedersen og andre religiøse fundamentalister kæfter op.

Det er ikke sådan, at fordi man har været vant til en eller anden kulturel praksis, så har man ret eller krav til at kunne praktisere den i Danmark uden videre. Og det er ikke et spørgsmål om assimilation kontra integration, for der er masser af plads i det danske samfund til kulturel variation og mangfoldighed. Men vi må stå fast på grundlæggende spilleregler for kønnenes ligestilling, lighed for loven, modstand mod parallelsamfund med egne regler og så videre.

Flere politikere har kritiseret Abdul Wahid Pedersen for at ødelægge integrationen. Det er sandt. Men det er sandt på en måde, som må betegnes som århundredets underdrivelse. Det er jo desuden kun et symptom, hvad det gør for eller ved integrationen.

Pointen er nemlig langt mere grundlæggende, nemlig at imamen, der ellers ynder at fremstå som tænksom og pragmatisk, afslører en dybereliggende foragt for dansk lovgivning og et komplet manglende begreb om ligestilling og kvinders rettigheder i forhold til en verdslig lovgivning. At flerkoneri for nogle fraskilte muslimske kvinder er eneste mulighed for forsørgelse eller sex, er jo ikke en konsekvens af den danske lovgivning. Men tværtimod en direkte konsekvens af parallelkulturen blandt visse muslimer, der hæmmer kvinders frihed i forhold til valg af livsstil og sexliv, valg af partner og så videre. Det er med andre ord nogle sociale konstruktioner internt i dele af de muslimske miljøer, som fremtvinger flerkoneriet som noget kone nr. 2,3,4… “vælger”. Det skal vi ikke understøtte, men tværtimod bruge som anledning til en styrkelse af frigørelsesprojektet.

Sejrherren Krarup! Det folk han støder fra sig tilslutter sig hans ide. Det er som Nietche sagde til sine elever; først når i forkaster mig vil i forstå mig. (uha hvor jeg blotter mig)

En teolog lukker også ubesværet op for godteposen i samme avis. Her er det rettet mod Asmaa under overskriften; Hvad tror du egentlig på, Asmaa?

Sharia handler i klassisk islam ikke kun om tro, men også om politik. Generelt kan man sige, at sharia ikke anerkender den adskillelse mellem religion og politik, som for de vestlige demokratier er så fuldstændig grundlæggende.

Så hvordan stiller du dig til alle de mange love og vejledninger for samfundet i Koranen og hadith, som Allah påbyder? Her tænker jeg ikke kun på de middelalderlige straffelove. Dem har du jo sagt, at du ikke går ind for. Men der er også sådan noget som civilretten, derunder ægteskabslovgivning med tilladelse af flerkoneri (som din trosfælle Abdul Wahid Pedersen synes så godt om), mændenes revselsesret af deres hustruer og arveretten, hvor kvinder kun arver det halve af manden.

Og så er der hele udenrigspolitikken, love om krig og fred, jihad mod de vantro og alle de andre mange vejledninger om forholdet til os ikke-muslimer.

Især det sidste kan sommetider virkelig give mig sved på panden. For det ligner noget, man kunne kalde religiøs apartheid, det vil sige en skelnen mellem muslimer som de “rene” og os andre som “urene”. Og undskyld mig, her kommer tørklædet så måske alligevel ind som et middel til at skelne mellem muslimer og alle os andre? Også forbuddet mod muslimske kvinders giftermål med ikke-muslimer samt den strengeste straf for frafald (dødsstraf) fra islam kan gøre mig nervøs. Det er ligesom noget, der ikke rigtig kan kombineres med religionsfrihed og “menneskerettighederne og ligeværd uanset race, køn og religion”, som jeg har hørt, du også går ind for.

Læg mærke til at kvinderne der skriver de to eksempler ikke behøver at komme med besværgelser over at det er ideer og ikke mennesker, de angriber, for idag er dette overflødigt. Tonen har ændret sig og det er fuldkomment legitimt at angribe islam’s grundpræmis. Om kort tid vil hele ideen om at Danmarks renome er skadet være komplet undermineret. Alle er med på den islamofobiske bølge! Tillykke Krarup!

Lasse Jensen bestyrer det udmærkede radioprogram Mennesker og Medier på P1. Programmet beskæftiger sig med pressen’s forvaltning af de aktuelle historier i medierne og er således ganske toneangivende for opfattelsen af presseetik. Og med Lasse Jensen’s politiske slagside i baghovedet er det slående så sikkert der rammes en pæl gennem BT’s tilsvining af Morten Messerschmidt. Den afsluttende kommentar, en form for leder, var helliget BT’s løgne. Allerede formtale, der kan læses på hjemmesiden hedder det

I sin ugentlige kommentar kigger Lasse Jensen på ugens – måske årets – mærkeligste forlig, som politikeren Morten Messerschmidt og hans advokat indgik med dagbladet BT’s chefredaktør Arne Ullum i forbindelse med BT’s forside-historie om Messerschmidt påståede brandert-hyldest til Hitler under en våd frokost i Tivoli. Forliget holdt cirka en halv dag indtil parterne lod sig interviewe på TV. Så blev forvirringen total. Hvilket ifølge Lasse Jensen er en logisk konsekvens når dårlig journalistik kombineres med en dårlig advokat og – med Jyllands Postens lederskribents ord torsdag– en pinlig redaktør.

Og i kommentaren siger Jensen blandt andet at journalisten bag historien i BT “skrev derudad“. Om sagsanlæget fra Dansk Folkeparti mod BT ”Gudskelov! Så kan vi da måske få den klarhed som faktisk fremgår mellem linjerne på det hele. En klarhed som hverken har præget Messerschmidts juridiske rådgivere eller BT’s chefredaktør, som Jyllands-Posten i en leder torsdag betegnede som pinlig.” og “[læsernene] ved nemlig at BT skød langt ved siden af på et meget meget løst grundlag”.

Lasse Jensen har talt og dømt Arne Ullum ude!

Glimrende kommentar af Henrik Gade Jensen i 180 Grader

Jo mere folkekirkens præster og dertil knyttede organisationer bruger deres stemme til at kritisere, at det offentlige ikke bruger penge nok, kan det være svært at føle sig hjemme. Danske kirkefolk ender også ofte med en kritik af Israel og USA, sympati for terrorister og en ukritisk forståelse af alle fremmede religioner. Det er ret træls i længden.

(…)

Det centrale ved folkekirken er dens bekendelsesgrundlag, specielt det almindelige præstedømme. Det betyder, at folkekirken egentlig blot er de barnedøbtes fællesskab og at præsters og biskoppers opgave ikke er at udtale sig om alt muligt aktuelt i samfundet, men at forvalte sakramenterne, dåb og nadver. “Hvad der er krøbet ud af dåben, kan rose sig af allerede at være indviet til præst, biskop og pave” sagde Luther. Det betyder, at der ikke findes nogen kristeligt politik andet end hvad hver af os mener.

I stedet for at udskille kirken med dens bekendelsesgrundlag - det almindelige og anarkistiske præstedømme - fra staten burde det snarere udbredes til hele samfundet.

Samfundet vrimler med organistioner og foreninger, der udtaler sig på medlemmernes vegne. Hvis jeg var medlem af en fagforening, ville mit medlemsskab blive taget til indtægt for en lang række holdninger, der som regel altid snoer sig mod venstre. Virksomheder ynder sociale og miljømæssige hensigtserklæringer, Social Corporate Statements, der skal overbevise omverdenen om alt det gode, de gerne vil.

(…)

Problemet i dag er vindskibeligheden hos mange præster og kirkelige organisationer, der vil have, at den danske kirke skal kunne udtale sig om krig og fred, miljøets tilstand, sult og fattigdom. For det er samtidig en naturlov, at organisationer i samfundet uden et ansvar altid vil ende op som venstresnoede fantaster.

Hvis man ser rundt om i verden, ligner kirkernes udtalelser til forveksling venstrefløjens politiske udmeldinger. Og det er ikke tilfældigt. For NGO-ere - og hertil kan vi også regne kirkerne - behøver aldrig bekymre sig om, hvor pengene skal komme fra til alt det gode, som staten bør gøre for at afhjælpe dårligdomme her i denne verden. NGO-ere vil pr. definition altid virke som venstreorienterede partisaner for at få kanaliseret statens midler over i de foretagender, som de måtte
anbefale.

I gamle dage var danske menigheder aktive for at udfolde kirkelivet lokalt og samle store midler ind til mission og hjælp i det fremmede. Det fungerede ret godt. I dag er mange kirkesamfund blevet pressionsgrupper, der arbejder på at ændre den politiske dagsorden.

Hvis den danske folkekirke blev en selvstændig organisation, ville dens udtalelser til forveksling ligne SF´s eller Enhedslistens. Det kan man forvisse sig om ved at gå ind på den svenske kirkes hjemmeside og studere dens utallige meningstilkendegivelser i den offentlige debat. At det skulle være særlig kristeligt er svært at forstå.

Magt uden ansvar. Gade Jensen’s beskrivelse af kirken er også en karateristik af en bestemt type mennesker, hvoraf nogle er blandt mine venner. En fornægtelse af omkostninger af angst for ikke at være god eller mere præcist angst for ikke at tage sig godt ud. Måske er det derfor at disse mennesker går så meget Danmarks renomé og hvad andre måtte mene.

Sagen om messerschmidts aften i Grøften var endt der hvor den forbandede venstrefløj og de klynkende borgerlige gerne ville have den, hvis ikke Dansk Folkeparti’s ledelse havde taget deres ansvar alvorligt. Med en mudret affære hvor påstand skulle stå mod påstand og efterlandende sig et sløret indtryk i den brede offentlighed af at Morten Messerschmidt nok i en eller anden forstand har opført sig pinligt, hvis ikke direkte usmageligt. Det til trods for at alt peger på at Messerschmidt er et godt menneske der intet har at skamme sig over. For der er dog enighed om nogle banale forhold den pågældene aften.

Vi ved at Messerschmidt var pattestiv, så stiv at han ikke kunne huske hvad han havde lavet, sagt og sunget. Det er væsentligt at holde sig for øje fordi Messerschmidt ved at miste selvkontrollen ike kan undgå at afslører andre sider som den drevne politiker ellers skjuler.

Vi ved at Se og Hør havde fyrre medarbejdere siddende i umiddelbar nærhed, journalister og fotografer. Se og Hør er et sladderblad der specialiserer sig i kendisser og deres skandaler. Med Henrik Qvortrup som chef handles der uden skrupler, som da de belurede den kendte og folkekære komiker Casper Christensen da han snærvede skuespilleren Iben Hjejle. Se og Hørs fyrre medarbejdere var altså vidner på første række til alt der måtte foregå af skandaler.

Vi ved at der blev sunget sange. Vi ved at Messerschmidt lavede en eller enden gestik der er blevet udlagt ganske forskelligt af forskellige vidner. Vi ved også at hans ideologiske fjender er dem der er kommet med de belastende fortolkninger.

At Messerschmidt skule have tiltrukket sig særlig opmærksomhed som følge af en ukontroleret adfærd er direkte usandsynligt. I så fald ville Se og Hør’s medarbejdere have slået til som gribbe. Istedet fortograferer de Messerschmidt til en lille billedserie der tydeligvis var tiltænkt som et venligt sommerindslag for at dokumentere en glad aften i Tivoli. Alle er i højt humør med smil på læben og der er ingen tegn på egentlig fuldskab. Se og Hørs medarbejdere ser intet den aften de ikke ser hver gang de møder politikere fra alle partier i Grøften. Derfor er konklusionen som mejslet i sten. Torben Lund og hans unge elsker lyver!

Når vi nu ved at det er en løgn og at BT i skjul denne løgn vælger at karaktermyrde Morten Messerschmidt så er det vigtigt at vende tilbage til Messerschmidts tilstand. Ude af kontrol i en sådan grad at han har store huller i hukommelsen opfører Messerschmidt sig anstændigt. Han er en glad dreng uden mørke sider, der som det naturligste i verden tror at hvis man er fair overfor andre er de nok også fair overfor én. Men det skal man ikke regne med, når skiderikken Arne Ullum står i kulissen. I BT havde man sikker på sin sag udskrevet en båndet samtale mellem Morten Messerschmidt og en journalist (det tager 2 år at blive journalist) under overskriften Presset DF’er husker forkert

Båndet interview med Morten Messerschimidt torsdag d. 26. april

Af hensyn til B.T.s andre kilder på sagen, er der redigeret nogle sætninger ud af samtalen. De har ingen relevans for betydningen:

Jacob: B.T. det er Jacob.

Morten: Ja, hej, det er Morten Messerschmidt.

Jacob: Ja, hej. Har du fået mailen?

Morten: Ja, jeg har lige fået den. De citater, du bringer, er selvfølgelig udemærket. Men jeg ville være glad, hvis du kunne få med, at jeg beklager hændelsen eller sådan noget.

Jacob: Det skriver jeg faktisk oven over dit citat: Jeg skriver faktisk: Og det beklager Morten Messerschmidt: ‘Det var ikke for at støde nogen’. Og så kommer det selvfølgelig også efter citatet’, Siger han undskyldende.

Morten: Fordi jeg kan ikke engang i ædru tilstand komme i tanke om nogle videre tyske sange, jeg kender…ikk øh

Morten: Den eneste jeg sådan set kan fuld ud, det er ‘Oede ein de freuden’ af Beethoven. Jeg kan en masse tyske viser…Jeg kan huske, at Torben og jeg havde en stor politisk diskussion, hvor han endte med at anklage mig for at være højre-ekstremist eller et eller andet. Og det er vel i den sammenhæng, at det er kommet. Så… Hvor meget gør du ud af det?

Jacob: Altså, hvor meget gør jeg ud af det…Altså jeg har skrevet citater fra deltagerne, og så har jeg skrevet citater fra dig. Det er ikke en speciel lang historie…

Morten: Det er jo fandme min politiske karriere, det kommer an på, altså. Hvis du udstiller mig til at være nazist.

Jacob: Nå, ja, men det er jo ikke…Det udstiller dig vel ikke mere til at være nazist end at du….Du siger jo selv, at det er fordi, du var fuld. Det er jo klart i hele artiklen, at ja, du kom til at synge en enkelt nazistisk sang, men at du beklager det, og at det absolut ikke var noget, du mente.

Morten: Ja.

Jacob: Så man kan sige, at det forhåbentlig ikke er noget…

Morten: Nej, nej, det er rigtigt.

Jacob: Det var jo noget andet, hvis du sagde, ja, det mener jeg faktisk. Jøderne…

Morten: Ja, det er jeg helt med på. Men det er ikke noget, du rydder forsiden for så?

Jacob: Altså, det ved jeg ikke. Det ved jeg faktisk ikke, Morten.

Morten: Ok, ok.

Jacob: Det er jo ikke mig, der bestemmer det. Jeg skriver jo bare.

Morten: Ja, ja, det er klart. Det var da irriterende at du ikke kunne. Men hvis han ikke vil afsløre sin identitet.

Jacob: Lige ham vil ikke – de andre vil gerne.

Morten: Godt, men i hvert fald. Det der med, at jeg beklager hændelsen, det er meget vigtigt for mig. Men ellers er de citater, du har lavet udemærkede….
….Men altså, vi var jo allesammen skidefulde

Jacob: Nå, ja, nogle siger også, at den fest er helt gakgak. Og man må nærmest bæres ud.

Morten: Ja, ja, sådan var det sidste år.

Jacob: Du var ikke den eneste, der var fuld.

Morten: Nej, det tror jeg bestemt ikke. Men det var selvfølgelig upassende, og jeg beklager det.

Jacob: Det har jeg fuldt ud med.

Morten: Det er godt. Du skal have tak for din…eller…tak…sådan

Jacob: Og tak skal du have Morten.

Morten: Tak

Jacob: Tak…

Hvad dokumenterer dette? Intet andet end at Messerschmidt var hønefuld pågældende aften og med tanke på store pletter i sin hukommelse er han ærlig og kan ikke afvise at de anklager skulle være rigtige. Han er et nemt offer fordi han ikke er en løgner. Morten Messerschmidt er et redeligt menneske, der er mere bange for de fejl han kunne komme til at begå og han tiltror umiddelbart ikke andre mennesker skumle bagtanker. Det er nok derfor Krarup kalder Messerschmidt en hædersmand, en karakteristik der er yderst rammende.

Liberalisten Søren Pind giver på sin egen facon udtryk for Messeschmidt’s integritet. fra 180 Grader

”Ullum lokkede efter løgnen. Lad os lave et forlig, Messerschmidt. Et forlig, hvor jeg accepterer, at alt hvad vi har skrevet er forkert. Tilføjet nogle almindelige forblommetheder for ligesom at skjule de totale pinligheder. Og den unge mand lader sig lokke. Jovist skal der forlig til. For at undgå en langvarig retssag. Hvorfor er det nu så vigtigt? […] Der er så ulækker og modbydelig en taktik, Ullum her bruger, at han fortjener en skamstøtte over sig i dansk avishistorie. En skændsel. Intet mindre,” skriver Søren Pind.

Men han har meget mere i ærmet til Arne Ullum og B.T., som han kalder ”en uhæderlig, underlødig, løgnagtig og utroværdig avis”.

”Så hvad gør denne skamløshedens ypperstepræst på det, Ekstra Bladet rammende kalder pislingen – en meget betegnende betegnelse for Ullums papirprodukt, der ville fornærme enhver fisk, der blev pakket ind. Han indgår et forlig, han to timer senere undsiger på fjernsynet. Game, set and match, unge Messerschmidt… Lær dog spillet. Tag dig sammen. Og fald død om …,” lyder det fra Pind.

Sådan skriver en mand der mener gode mennesker trådt ned.

Godt for dem, de modige sjæle. Den frihed man opnår ved at komme til Danmark skal tages alvorligt. Fra 180 Grader

At forlade Islam er ikke nogen let sag. Hvis man ønsker at konvertere til en anden religion eller leve som ateist, er man en såkaldt apostat. Det er forbudt ifølge Koranen, og i fundamentalistiske muslimske samfund straffes det med døden.

Men nu har en gruppe eks-muslimer stiftet foreningen Central Committee of Ex-Muslims, der skal hjælpe andre muslimer med at leve uden Islam, skriver Politiken. De står frem med navn og billede på en plakat med budskabet ”We have left the religion!” og har startet hjemmesiden www.ex-muslime.com.

Blandt initiativtagerne er Morad Sheixi, en iraner, der bor i Horsens med sin kone og datter. Han bryder sig ikke om, at religion griber ind i den personlige frihed.

”Jeg tror ikke på religion. Og det er farligt at sige højt. Men nu står jeg frem offentligt for at få skabt en diskussion om politisk islam og muslimske organisationer. Meningen med foreningen er, at religion ikke må gribe ind i den personlige frihed,” siger han til Politiken.

Ikke overraskende fortsætter Islamisk Trossamfund sine dårligt skjulte trusler.

I Islamisk trossamfund på Dortheavej i København vil medlem af medieudvalget Kasem Said Ahmad ikke tage afstand fra de lande, der dømmer eks-muslimer til døden.

”Vi har ikke lyst til at tage afstand eller ikke tage afstand, fordi dødsstraf er blevet en målestok for, om muslimer i Danmark er integrerede eller ej. Det gider jeg ikke være med til,” siger han.

Politiken: Men så er der vel ikke noget at sige til, hvis danske muslimer er bange for at sige, at de ikke længere tror på Gud?
”Det ved jeg ikke noget om,” siger Kasem Said Ahmad inden han venligt, men bestemt afbryder samtalen.

Men hvorfor ikke tage afstand, hvis man mener at det er forkert at myrde mennesker med hjerne? Forbandet være dem og forbandet være deres danske reklamesøjler.

En skolelærer kommer med følgende fortælling. Fra Raapil

Hvilket minder mig om en sludder, jeg i dag havde med en af eleverne i en 8. klasse, jeg har til samfundsfag. Han er af arabisk herkomst og medlem af SFU. Han var meget interesseret i at få opklaret, om man med rimelighed kan kalde DFerne for ‘nationalsocialister’.

Jo, sagde jeg, på den ene side er DFerne strengt taget ‘nationalsocialister’, idet partiet bekender sig til nationen og til en slags velfærdssocialisme. På den anden side - og her løftede jeg pegefingeren - skal man passe på med at stemple alt til højre for Anders Fogh som nazi-agtigt.

Dels selvfølgelig fordi DF ikke er et naziparti, men dels også fordi strategien simpelthen er dårlig. Thi jo flere falske nazianklager, de bliver udsat for, jo mere vinder DF i opbakning og sympati. Og dét argument kunne knægten vist godt se lidt fornuft i.

Den allerbedste strategi er - tror jeg - at betragte DF’s muslimjægere som folk, der har brug for lidt hjælp til at blive klogere. Brug for oplysning, en smule medfølelse og en håndfuld næstekærlighed - evt. taktisk fulgt op af en kop te og en baklava.

Sand historie da det er bloggeren Raapil selv der er læreren, der så præcist instruerer sine elever i, hvilke partier der skal bekæmpes og hvordan.

Jeg beskæmmet over denne uprofessionalisme man åbenbart finder indenfor min stand. Jeg har selv oplevet kollegaer jeg har måttet stoppe midt i en undervisning fordi de sammenblandede deres egne idiosynkrasier med deres fag (skønt langt de fleste lærere er seriøse og ikke fortjener Dansk Folkeparti nuværende uddannelsesordførers angreb). At være lærer er at være sig sit ansvar bevidst.

Raapil du er ikke en god lærer. Du har en blog, hvor du kan udtrykke dig, du kan skrive læserbreve eller deltage aktivt i et parti men katederet et ikke din politiske platform. De børn der sidder i din klasse er ikke dit eget lille parti, det er dine elever og du er deres lærer. Vær dig dit fag og dit ansvar bevidst. Skam dig!

Dette trekants drama kan tolkes på mange forskellige måder; jeg vælger at se det som at “fårene forener sig mod ulvene”. Michel Houellebecq har sagt, at får er konservative og socialister er ulvene. Jeg udvider den til, at de fleste af os er får og vi må beskyttes mod rovdyrene i blandt os, det være sig invandrerbanderne, islamisterne, rockerne, den lokale psykopat, etc.

Tryk på billedet for at se den grusomme afrikanske virkelighed:

Hvis vandbøffelernes IQ steg med bare et par point, hvordan ville det så ikke se ud på savannen…

Fra Nyhedsavisen

Tre til otte år. Så hurtigt kan Iran nå at udvikle en atombombe, hvis det er det, landet er ude på.

Det slog chefen for FN’s atomvagthund, IAEA, i går fast, da han for første gang satte en tidsramme for Irans a-program.

»Iran bliver nødt til at standse sin berigelse af uran,« sagde Mohamed ElBaradei, mens han samtidig opfordrede omverdenen til dialog med landet.

Den danske Iran-forsker Ali Alfoneh er enig i, at Iran sandsynligvis forsøger at skaffe a-våben, selvom styret nægter anklagen.

»Men idéen om, at Iran ville trykke på knappen, hvis de havde a-våben, tror jeg ikke på. Landet vil gerne være en atommagt på grund af sikkerheden og prestigen, men styret er godt klar over konsekvenserne af at bruge et a-våben,« siger Alfoneh, der er ph.d.-stipendiat på Københavns Universitet.

Den største fare er i stedet, at Irans atomprogram skaber så meget frygt hos nabolandene eller i USA, at det fører til oprustning eller direkte krig, mener han.

EU mødes i næste uge med Irans styre for at overtale iranerne til at stoppe atomprogrammet.

EU er vores bastion, jeg kan nu sove trygt.

Mens Arne Ullum lyver videre på møgsprøjten BT mener Dansk Folkeparti’s ledelse sig sikker på hvad der skete den aften i Grøften, da Torben Lund og hans unge elsker lancerede deres betændte karaktermord. Dansk Folkeparti’s ledelse har således ikke blot hilst Morten Messerschmidt velkommen tilbage, de har også anlagt sag mod BT på vegne af Morten Messerschmidt.

Der er meget på spil da det er et helt parti i kamp om troværdighed mod et dagblad. Dansk Folkeparti virker sikker i sin sag mens Arne Ullum er meget skinger, et tegn på at han er under pres. Arne Ullum mener således at det er ham der bliver tilsvinet af Dansk Folkeparti og som sådan virker han som den typiske venstrefløjser; ondsindet, aggressiv og konstant i offerrollen.

Det positive er at der trods alt er almen anstændighed blandt medlemmerne af Danmarks suverænt mest uanstændige partier. SF’s sinke Anne Baastrup og en af de mange radikale bøsser Simon Emil Amitzbøl udtrykker klædelig selvkritik i deres medløberi mod en kollega.

Jeg er stadig lidt i chock. Fra Berlingske Tidende

Verdens samvittighed, når det gælder menneskerettigheder - Amnesty International - blåstempler statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) håndtering af sagen om Muhammed-tegningerne.

Det fremgår af Amnestys årsrapport, som blev offentliggjort i går.

Organisationens generalsekretær Irene Khan skriver, at den danske regering gjorde det rigtige ved at forsvare ytringsfriheden, der efter Khan og Amnestys opfattelse var det centrale princip i den sag.

»Ytringer bør kun begrænses, hvis de direkte opildner til racemæssigt eller religiøst had, men ikke hvis formålet er at udtrykke synspunkter, uanset hvor usmagelige de måtte være,« skriver Irene Khan.

Men man kan ikke frikende et frit vestligt land uden at skide det ned ad ryggen med dumme betragtninger.

Amnestys generalsekretær, der er født i Bangladesh, kritiserer dog samtidig regeringens attitude over for det muslimske mindretal i Danmark:

»Den danske regering stod korrekt fast på ytringsfriheden, men fejlede da det gjaldt om stærkt og øjeblikkeligt at markere dets vilje til at beskytte muslimer, der bor i Danmark mod diskrimination og social udstødning,« skriver Irene Khan.

Det Khan jo være fordi der ikke var fare for lige præcis det!

Søren Krarup fik ødelagt sit triumftog, da dannelsen af Ny Alliance stjal opmærksomheden fra hans tørklædedebat. Pointen for Krarup er at han spiller på den lange bane og derfor er han villig til at tage mange tæsk på den korte. Men det kræver at spillet bliver ført til ende. Tørklædedebatten er principiel og tvinger lunkne politikere til at tage stilling.

Krarup havde i Folketinget i går bedt Niels Helveg Petersen definere forskellen mellem symbolerne tørklædet, hagekorset og hammer og sejl efter en typisk radikal moralkvababbelse, men fik ikke noget svar. Dernæst havde Krarup påpeget det ukontroversielle i sine holdninger under henvisning til Chardot Djavanns modtagelse i pressen, da hendes kradse opgør med tørklædet i bogen Kast Sløret udkom på dansk.

Før Ny Alliance stjal overskrifterne havde Socialdemokratiet’s Helle Thorning diskret men signifikant sagt at hun ikke brød sig om tørklædet. Det var dog ikke nok til at undgå at koncensuspolitikerne holdt fast i følelsen af den forargelse som Søren Krarups udmelding havde givet. Derfor er han på banen igen, spillet skal spilles til ende. Og nu skal partierne gøre deres stilling klar i Folketinget, nu er det hovedet på blokken. Hør bare Henrik Sass Larsens måde at tage afstand fra Søren Krarup men samtidig omfavne hans pointe. Fra P1’s Orientering (hvis sammenfatning danner bagrund for mine konklusioner)

Jeg synes der er en præmis i den diskussion, der er rejst som er forkert. Og det er, at for alle kvinders vedkommende, som har en muslimsk baggrund, at de også nødvendigvis er islamister og derved lægger den samme fortolkning ind i tørklædet, som den bemeldte forfatter [Djavann] eller som andre [Krarup], som er ude og hævde, hvad det er, som islamisterne står for. Jeg er enig med spørgeren [Krarup] i at man…hvis man iklæder sig et symbol, på reverset eller som hovedbeklædning eller andet, så må man også bære det signal, som det symbol nu engang udtrykker. Det kan der så være forskellige opfattelser af, men det er også derfor vi i Socialdemokratiet faktisk har sagt, at vi vil ikke gå ind og lave forbud mod de her ting, men vi vil godt sende et signal.

Vi vil godt sende et signal til alle de unge piger i det danske samfund om, at vi synes de skulle lade være med at tage tørklæde på. Vi synes sådan set, at de skulle smide det tørklæde, snuppe friheden, tage del i ungdomsoprøret, tage del i det danske frisind, men all right. Hvis det ender med til sidst at de siger; jamen vi vil selv…vi vil have det på! så må jeg jo respektere at det er folks frie valg.

Han starter med at tage afstand fra Krarup fordi det efter hans opfattelse stempler alle muslimske piger som islamister, hvorefter han højst besynderligt fortsætter med at slå fast, at man må tage ansvar for den symbolværdi man iklæder sig med tørklædet. Og det symbol er i Henrik sass Larsen’s og Socialdemokratiet’s øjne en modsætning til frihed og frisind (ungdomsoprøret sluttede for mange år siden, så der er der ikke så meget for de unge muslimske piger at tage del i der) og han mener ikke tørklædet hører hjemme i Danmark. Sass Larsen tør ikke indrømme, at han rent faktisk er enig med Krarup men bare mere pragmagtisk.

Mere surreel var tågehornet Birthe Røhn Hornbæk da hun sagde

Jeg vil sådan set godt lægge dyb afstand til hr. Søren Krarup’s bemærkninger, men det gør jeg fordi jeg jo godt ved, hvordan de kan blive modtaget blandt andet hos muslimer.

Ja, lad os tage afstand fra folk der kan blive misforstået. Hver gang debatten kører kommer især Socialdemokraterne ud af skabet og får langsomt et sprog hvori de kan tage afstand fra det totalitære. Det er det Sass Larsens modsætningfyldte tale er udtryk for. Det kunne Socialdemokraterne ikke for et år siden og det er det spil Krarup spiller.

Manden har ret og andre har sagt det før. Koranen ligner Mein Kampf. Fra Berlingske Tidende

- Koranen svarer her til Karl Marx´ Das Kapital eller til Hitlers Mein Kampf. Det er den hellige bog, som skal dominere alt, det er totalitarismen, sagde Søren Krarup.

Udtalelsen kom under en debat, hvor oppositonen ville have statsminister Anders Fogh Rasmussen og et flertal i Folketinget til at tage afstand fra Søren Krarups førnævnte sammenligning af de tørklæder og nazisymboler.

- Denne her sammenligning går ud over enhver sammenligning, sagde den radikale Morten Østergaard.

I øvrigt blev begge bøger dikteret til en skriver, skønt Hitler, trods hans mange fejl, ikke var pædofil.

Man kan hæfte sig ved at det kun er kontroversielt at sammenligne Koranen med Mein Kampf og ikke med Das Kapital. Marxistiske systemer der byggede på Das Kapital kostede immervæk 100.000.000 menneskeliv, hvilket gør marxismen til en af de helt store dræbere.

Hvad ville du sige til at bo her i nabolaget?

http://www.youtube.com/watch?v=f031s79COpw

Jeg kan love jer for, at hvis der begynder at falde Kassam raketter ned over Vesterbro, så går jeg direkte ned og stemmer på den, der er bedst i stand til at sparke palæstinenser røv.

Denne uges Weekendavisen var lidt bemærkelsesværdig idet to artikler handlede om det iranske styres Gerner-kampagne. Den ene stod at læse i sektionen Ideer og var skrevet af klamphugger og cand mag. i iransk og religionsvidenskab Mette Hedemand Søltoft. Den anden af den glimrende Pernille Bramming på bagsiden af 1. Sektion.

Mette’s artikel ser på pressen’s vinkel på historien om den eklatante og absurde kvindeundertrykkelse i lyset af svindleren Edward Said og hans løgneværk Orientalisme.

For snart tyve år siden skrev den nu afdøde historiker og litterat Edward Said Orientalism. Dengang skabte den en hed debat blandt journalister og forskere om et århundrede gammelt syn på den »anden«. I begyndelsen var det forestillingerne om »orientaleren«, der blev diskuteret, men snart blev mange andre kategorier inddraget: afrikaneren, grønlænderen, kvinden og så videre. Bogen udkom på dansk for fem år siden, og lektien er læst og vel dermed lært - og alligevel.

Ja alligevel. Orientalisme er falcificeret med et brag og man afslører sig selv som en, der mildest talt ikke kan tænke selv og som ikke engang har fuldt de sidste 20 års akademisk debat indenfor sit eget felt. I den optik falder hun altså over den overfladiske presse med en gennemgang af løjerlige og udokumenterede eksempler på undertrykkelse og stor variation af tal på anholdelser. Pressen er altså ukritisk og derfor skal man ikke tage emnet alvorligt, skønt Mette indfører et patetisk alibi-forbehold.

Mit ærinde her er ikke at overveje, hvorvidt det iranske politi opførte sig uacceptabelt, eller om det ikke er dybt provokerende for den iranske befolkning at blive irettesat på gaden. Min interesse skyldes alene undren over, hvordan så udokumenteret en nyhed kan tordne ind på samtlige store, vestlige medier.

Nyheden havde selvfølgelig et bizart element. Politibetjente går almindeligvis ikke rundt og retter på folks tøj og hår. På den led havde nyheden indbygget denne i sig selv attraktivt »skæve« vinkel, som enhver god journalist vil dreje halsen af led for at finde. Men den skæve vinkel blev ikke brugt til noget. Den var ikke et springbræt til at fortælle om styret, unge i Teheran, mode, hvad som helst. I ingen af de omtalte medier, bortset fra Der Spiegel, var der tale om uddybende baggrundsartikler. I stedet var der tale om kolde og tørre »facts« om nogle politibetjente, der advarede nogle barberer. Hvordan kan sådan en nyhed få lov til at stå alene?

Fair nok, pressen har tendenser til at løbe med halve vinde. Iran er imidlertid et lukket land, som det hedengangne Sovjet, så en del rygter må man påregne. Men da det er en årligt tilbagevendende begivenhed og styret i sig selv er bizart kan man ikke bare forkaste den grundlæggende historie fordi den kommer i en sensationslysten form. Man kan heller ikke konkludere som hun gør

Edward Said ville nok ikke have været i tvivl. Nyheden var kun mulig at viderebringe i så ugennemarbejdet form, fordi der i forvejen eksisterer en kolossalt stor, oplagret informationsmasse om Iran og Mellemøsten. En viden, skriver han, som er »et konstrueret kompleks af teori og praksis, og som mange generationer har ydet et betragteligt bidrag til.«

Et filter af allerede accepteret information, der gør, at journalisten slet ikke behøver at forklare sig, men trygt kan læne sig op ad århundreders underforståede information om emnet. Indbygget i dette kompleks af teorier, skriver Said, er der et latent modsætningsforhold mellem Østen og Vesten, som gennem tiden er blevet så indforstået, at det ikke længere »uophørligt behøver at blive forklaret.«

Svagheden ved Said’s teori kommer her blæsende for fuld styrke i den totale mangel på at forholde sig til virkeligheden. Alt er bare noget vi tror fordi det er en konstruktion og det kan man forvisse sig om ved at se det som en konstruktion. At påpege at Hitler startede 2. Verdenskrig er således ikke et udsagn med anden værdi end at den stempler en som den der kommer med den slags udsagn er logikken. Lad os få lidt mere med, det er ganske lærerigt.

Ifølge denne teori vil det bizarre og voldelige i denne nyhed derfor usagt kunne tjene til at beskrive modsætningen, nemlig den rationelle og fredelige del af verden, den som vi bor i. Det er øjensynlig også derfor, at nyheden uden overvejelser blev rubriceret i den kategori, der hedder »Menneskerettigheder« (modsat despoti) på hjemmesiden Iran Focus.

Men hver dag bliver vi bombarderet med nyheder om vold og terror fra Mellemøsten, og vi har derfor rig lejlighed til at bade os i modsætningerne, hvis det er det, vi vil. Hvad var det så med den her nyhed, der gjorde, at det lige var den, der hittede? For nyheden var blandt de mest læste artikler i Politiken, og på BBC kunne den konkurrere med alle andre verdensnyheder og lå mellem de fem øverste den dag. Jeg læste den selv som en af de første.

Hvorfor var artiklen om, at opbygningen af Irak var ved at smuldre, ikke den mest læste den dag? Jeg ved det, så snart jeg skriver det. For nok giver de mange nyheder om krig og vold fra Mellemøsten os et billede og en fornemmelse af, at vi bor i et fredeligt smørhul; men til gengæld giver den slags nyheder også én en følelse af magtesløshed og dårlig samvittighed. Især hvad angår Irak.

Det gør den her artikel om slør, hår og afsavede bryster ikke. Den er voldelig, men alligevel morsom, og den er absurd og angår kroppen. Antonymerne: fredelig, seriøs, nyttig og åndrig spejler os venligt i møde. Gustave Flaubert fra 1800-tallet kunne ikke have gjort det bedre.

Mette er cand mag. i iransk og man må gå ud fra at hun står i position, hvor hun netop kan fortælle os lidt om de faktiske forhold og rydde nogle af disse fordomme af vejen, men hun vælger hovent at holde sit lys under skæppen. Der er Pernille Bramming mere fokuseret på de reelle problemer, frem for forkælet akademiseren.

DET store, tykke, sorte tørklæde er emblemet for den Islamiske Republik Irans magt. Så længe kvinderne bærer dette, så længe er de i regimets vold, underkastet, adlydende. Men det holder hårdt. Langsomt men sikkert har de iranske kvinder gennem årene tilkæmpet sig bidder af personlig frihed ved at sætte tørklæder og påbudte »frakker« på krymp og skrue op for farvepaletten.

Det er en torn i øjet på et regime, der mere og mere desperat kæmper for at holde sig ved magten. Derfor beordrede præsident Ahmadinejad i begyndelsen af april en »kampagne« for »korrekt islamisk påklædning«. Det er denne kampagne, fotografierne her på siden viser glimt fra.

Samtidig tager regimet også andre voldelige og undertrykkende midler i brug for at skræmme og true den mere og mere aktive kvindebevægelse til tavshed og passivitet.

Under retssager mod seks af landets mest fremtrædende kvindesagsaktivister i sidste måned besluttede dommerne, at de havde gjort sig skyldige i »handlinger mod staten«, »at true national sikkerhed« og »hemmelige aftaler og møder om at sætte den nationale sikkerhed i fare«. Selv siger de, at de havde arrangeret og deltaget i en lovlig og fredelig demonstration i Teheran for ligeret mellem mænd og kvinder i juni sidste år.

De seks kvinder blev idømt fængselsstraffe på mellem ét og fire år, heraf mellem et halvt og helt år ubetinget. Nu er de løsladt mod kaution og afventer udfaldet af appelsagerne.

De hårde domme afspejler hvor undergravende, regimet anser kvindekampen for at være, og hvor meget det frygter dens voksende appel - hos både kvinder og mænd.

Og efter eksempler der er velunderbyggede kommer Bramming med et større og meget interessant perspektiv

I samme periode er kvindernes gennemsnitlige alder ved indgåelse af første ægteskab vokset fra 14,4 år til 20,2 år, ligesom andelen af kvinder, der kan læse, er vokset dramatisk: I 1966 kunne 42,8 procent af kvinder i byerne læse, mens bare 3,1 procent på landet kunne. I 1996 var tallene henholdsvis 93,4 procent og 76,6.

Dertil kommer, at et voksende antal kvinder forbliver ugifte. Hvor det i 1966 kun var 1,7 procent af iranske kvinder i alderen 30-34 år, der aldrig havde været gift, er tallet i dag 9,3 procent, et tal der i praksis har større tyngde, fordi alderspyramiden har ændret sig, således at der i dag er forholdsvis flere kvinder i alderen 30-34 år, end der var i 1966.

Det er konsekvenserne af disse kolossale omvæltninger, vi i dag bevidner, når veluddannede og erhvervsaktive kvinder, der er blevet gift i en voksen alder og kun får to børn - eller slet ingen - går på gader og stræder og protesterer mod arkaiske love, der sikrer mændenes overherredømme.

Søndag var historien så i TV2 nyhederne og her kunne man se et par videoer fra U-tube, der mere end understregede alvoren såsom

DENNE HER

[youtube]0Kc4dTfC2dE&NR=1[/youtube]

Eller DENNE HER

Og der er flere links fra de sider. Fordi Iran er et lukket land bliver det lettere at negligere styrets grusomhed for de der forsvarer tyraniet af ingen anden grund end at det ikke er vestligt. Det samme gjorde sig gældene for Sovjet. Stalins ord om at et dødt menneske er en tragedie mens 1.000.000 døde er statistik er uhyggelige i sin sandhed, men flere billeder vil sætte apologeterne under pres. For det er alvor og det skal ses. Her er virkeligheden og ikke bare Saids ondskabsfulde teori om »et konstrueret kompleks af teori og praksis, og som mange generationer har ydet et betragteligt bidrag til.« De kvinder der sidder i mange år i de iranske fængsler er ikke vestlig forestilling.

Men lad mig slutte med en oprejsning for menneskets værdihed. Dette er angiveligt en kvinde der ikke vil finde sig i at blive irettesat af burkapolitiet.

BRAV KVINDE

You go girl! Og det kvindelige iranske politi skal man ikke spøge med. Klik nu på linkene, det er gode billeder.

Som jeg skrev dengang, var det vanskeligt for Morten Messerschmidt at vinde en sag mod BT, da BT grundlæggende kun kolporterede vidneudsagn. At BT forholdt sig ukritisk og vinklede historien til størst mulig skade for den unge Morten Messerschmidt er en del af den frie presse. BT er kun skyldig i dårlig journalistik og depraveret moral og det er frihedens pris, den frihed som netop Morten Messerschmidt har gjort til sit liv at forsvare.
BT stiller sig derved op i køen usselrygge der gerne vil nyde godt af frugterne af vores samfund friheder og goder, men som gør karriere ved at undergrave fundamentet for dets opretholdelse. Det er mennesker der forherliger sig selv mens de trækker ærlige og anstændige mennesker gennem sølet hele tiden hævdende deres egen ret. I den kø, hvor virkelighedsfornægtelse er god smag. I den kø, hvor man har ret fordi man er god og hvor de næste landssvigere venter på at komme til at tjene deres fremtidige herrer.

I den kø hvor Arne ullum i skrivende stund undsiger sit eget forlig og fortsætter tilsværtningen af Morten Messerschmidt. Fra Politiken

 I TV-Avisen kl. 18.30 bidrog Arne Ullum til endnu et kapitel i den strid om ord, der ellers så ud til at være afsluttet:»Morten Messerschmidt er ikke nazist. Men han har hyldet Hitler i en kæmpebrandert, hvilket er usædvanligt dumt, men det gør ham ikke til hverken nazist eller nazisympatisør«, sagde chefredaktøren.

Kristian Thulesen Dahl tilføjer, at DF-ledelsen indtil nyhedsudsendelsen opfattede sagen som afsluttet og forliget indgået.

»Vi blev overraskede og chokerede over, at B.T.s redaktør Arne Ullum i TV-avisen, til trods for det underskrevne forlig, fremturede og påstod, at ’Morten Messerschmidt hyldede Hitler i en kæmpe brandert’«, fortsætter Kristian Thulesen Dahl.

Arne Ullum er en stor lort.