Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 520

Deprecated: Function set_magic_quotes_runtime() is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 18

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_PageDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1244

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_CategoryDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1442

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class wpdb in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/wp-db.php on line 306

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Object_Cache in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/cache.php on line 431

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Dependencies in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/class.wp-dependencies.php on line 31

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Http in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/http.php on line 61

Warning: explode() expects parameter 2 to be string, array given in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-content/plugins/bannage.php on line 15
Monokultur » Ny-ateisme


Kommer det nye USA nu?

Man kunne tro at Donald Trump var arketypen, eller en lidt vulgær variant, af den amerikanske drøm, men i New Yorker kunne jeg læse at Obama mente at Trump er uamerikansk. Kristeligt Dagblad assisterede min bedagede forståelse det amerikanske og præsenterede “det nye USA der hepper på Hillary Clinton

Demokraternes præsidentkandidat skal samle et kludetæppe af mindretal for at vinde over Donald Trumps hvide vælgere ved USA’s valg i november

Det Demokratiske Partis nye ansigt er folk som Zak Davidson fra Columbia, Ohio. En hvid, veluddannet ateist på bare 22 år.

Det er 64-årige Norma Davenport, der har levet hele sit liv i et traditionelt afroamerikansk arbejderkvarter i Philadelphia.

Det er den homoseksuelle flådeveteran Ron Helms og hans jødiske veninde Joanne Goodwin fra Florida.

Og det er Sue Langley fra Virginia, der for 34 år siden immigrerede fra Thailand til USA med sine forældre.

Og det nye USA ser sådan her ud

At råbe “Intifada! Intifada!” og “Death to the USA!” mens man brænder israelske flag er i sandhed langt fra, hvad den negerlignende Steven W Trasher kalder “a rabid, dwindling and angry white electorate” af Trump støtter. Trasher er bange for at de rabiate, svindende, vrede hvide vælgere er nok til at bringe Trump til Det Hvide Hus til november fordi Hillary ikke kan begejstre, “just watch Hillary Clinton being booed at her own party convention”. Den slags intern dissens får man ikke indtrykket af i medierne, især ikke de danske, men Townhall forsøgte at opgøre omfanget af udvandringen fra konventet, da Hillary blev nomineret

The level of media bias in reporting the Democratic National Convention is as high as I have ever seen outside of North Korea and the old Soviet bloc. The GOP convention was declared a disaster many times during its four-day run, but the DNC, reeling from revelations of the rigging of the primary contests, is getting far more benign descriptors, as the media avert their eyes from unpleasant realities.

Among the most unpleasant realities for Democrats and the media is the anger of Bernie supporters now that it is clear the campaign into which they threw their hearts and souls was fixed all along. Somehow, that anger must be minimized, trivialized, and eventually extinguished if Donald Trump is to be stopped. And in the eyes of the media, that threat is so overwhelming that no restraints whatsoever are justified in making the case against him as propagandists rather than honest observers and reporters.

So the focus last night at the DNC was “history being made,” (no Y chromosomes at the top of the ticket) and a soft focus look at Hillary’s record as a left wing activist using children as a front for demanding leftist policies and selected aspects of her personal relationship with Bill Clinton, the most popular living Democrat (if you ask Democrats).

As propaganda, it was skillful.

Godt dog at ISIS overhovedet blev nævnt for ifølge Breitbart blev det eller jihad eller terror slet ikke nævnt på konventets første dag. Til gengæld blev andendagen åbnet med af islamisten Sherman Jackson, der mener, om ikke sit, så hvad islam lærer ham om del af det nye USA der er homosexuelle, jøder etc. Man skal helst ikke nævne islam, ifølge Obama, ikke blot fordi det er “offensive to Muslims”, men “the kinds of rhetoric that we’ve heard too often, from Mr. Trump and others, is ultimately helping do ISIL’s work for us”. Omvendt med Hillary “She will stand up to ISIS”, som Martin O’Malley (ham er der spræl i) uambitiøst erklærede. Men at stå op imod ISIS er alt man tør på et demokratisk konvent, hvor al tale om faktisk at bekæmpe kalifatet fører til protester fra salen.

Jeg er ikke helt klar over hvorfor befollkningsudskiftning er blevet så salonfähig i medierne. Men det nye USA kommer måske til at vente four more years, da Trump fører i meningsmålingerne og Assange truer med at der er mere slim i røret.

“It is not about creating an intellectual space! It is not!”

I Middelalderen grundlagdes universiteterne, som Quora skriver

These new centres of learning took the scholarly framework of the old cathedral schools’ curriculum based on the “seven liberal arts” but combined it with the structure of craft and merchant guilds (which is where the name universitas came from as well).  As in the guilds, students had to choose to work under the guidance of a “Master” and serve a long, structured and scrutinised apprenticeship and then pass a series of tests and oral examinations before being judged a “Master” himself and finally going on to become a “Doctor” or teacher.  This structure, hierarchy and rigorous testing made the Medieval university very different to similar-seeming schools in the Islamic world or the academies of ancient Greece.

The other radical and crucial novelty in the university system was the way advancement and prominence in this system was not gained merely by mastering material from key texts, but by disputation and debate using set rules of formal logic.  Masters and doctors maintained their positions and their reputations (and therefore their incomes from students) by their ability to win debates, often throwing open the floor to all comers.  And brilliant students could rise quickly in reputation and renown by taking on these masters and beating them.  At least twice a year a university would hold a quodlibeta - a multi-day tournament of rigorous logical disputation where anyone could propose and defend any position on any subject at all.  Often highly radical, controversial, paradoxical or even heretical idea were presented and participants had to defend or attack them using logic and reason alone. The idea of a rational free-for-all where the finest minds of the time used reason alone to bat around ideas like “God is in fact evil” or “the universe had no beginning in time” certainly does not fit most people’s ideas of the Middle Ages, yet this was a regular event in Medieval universities.

I det miljø ‘opfandt’ Benediktinermunken Roger Bacon den moderne videnskab og Guillaume de Conches hypotiserede darwinistisk at alt levende opstod fra ursuppen og udviklede sig over til det det er i dag - på Guds initiativ. Det er lang tid siden at man beflittede sig med rationalisme på universiterne og de fleste andre læreanstalter. Atlantic beskriver den sørgelige sag, da et akademiker-ægtepar sagtmodigt frasagde sig at rådgive de studerende om Halloween-kostymer og blev mødt med krav om bortvisning for deres manglende forebyggelse af potentiel krænkelse. Daily Caller ridser det sørgelige optrin op, hvis man ikke har hjerte til at se den lille video nedenunder

The conversation is at first tense but calm, but it escalates rapidly after a student accuses Christakis of creating an “unsafe space” at Yale.

“I did not-,” Christakis attempts to reply, but a student aggressively interjects.

“Be quiet!,” she screams. Then, voice quavering with emotion, she continues. “[In] your position as headmaster, it is your job to create a place of comfort and home for the students who live in Silliman.”

Christakis attempts to dissent, saying “No, I don’t agree with that,” unleashing a torrent of shrieks from the student.

“Then why the fuck did you accept the position? Who the fuck hired you?,” she cries, drowning out any attempt by Christakis to explain himself (Christakis never raises his voice, except to be heard by the crowd).

“You should step down! If that is what you think of being headmaster, you should step down! It is not about creating an intellectual space! It is not!”

Another student, a male, joins in, shouting “You’re supposed to be our advocate!”

The student continues the attack, saying that students will transfer out of Yale because of its failure to be a “safe space” for them. As she continues, one passing student yells out “Retweet!,” apparently to endorse her attacks.

“You should not sleep at night!,” she says to finish the verbal assault. “You’re disgusting!”

Som man kan se er konflikter nogle gange sort/hvide. Den unge dames hysteri udgør et studie i sig selv. Selvretfærdigheden, berettigelsen, selvoptagetheden, aggressionen, den manglende empati for andre mennesker, manglende selvrefleksion og den grundløse foragt for andre meninger. Og ingen sans for værdighed. Som et udtryk for venstrefløjen er der kun emotioner, et mentalt barn forkælet til den rene narcissisme. Men det får vente, for her er endnu et eksempel på venstrefløjs ideologiske emotioner fra Missouri State universitetet, hvor nogen demonstrerer imod noget strukturelt undertrykkende noget

After desperately trying to gin up media coverage of student protests at the University of Missouri, one of the school’s media professors is now furiously trying to “muscle” the press off campus to prevent them from covering student protests that rapidly spiraled out of control Monday.

Mizzou president Timothy Wolfe announced his resignation on Monday after members of the school’s 4-5 football team announced they would boycott team activities unless the school acceded to certain demands surrounding racial equality. Unsurprisingly, Wolfe’s resignation did little to quell the mob.

On Monday afternoon, activists who had demanded Wolfe’s resignation abruptly demanded that media stop covering their activities on the public campus of the taxpayer-funded university. At the center of those demands was Melissa Click, an assistant professor of mass media within Mizzou’s communications department.

In the video below, you can see Click ask for “muscle” to help her bully a Mizzou student into not covering the ongoing mob protests:

Det kræver en beundringsværdig mangel på ironis sans at holde en demonstration inden i et ’safe space’. En god ven spåede at professor Clicks bemærkning “I need some muscle over here!” kan blive en ikonisk kommentar; “Al safe/inclusive/cis/gyn/LGBT/postmodernisme-BS er hermed udstillet og demaskeret”. Det er sandt for dyden en stjerneparade i eksempler på venstrefløjens selvforståelse. Journalistens argument om de grundlovssikrede rettigheder, der beskytter ikke blot ham men også demonstranterne, hvorfor de ikke kan tvinge ham væk,, som han ikke kan tvinge dem, verfes af med “Forget a law. How about for humanity?”. Eller sætningen “Sir, I’m sorry, these are people too. You need to back off!”, som virkeligt kræver en indforstået præmis om moralsk overrettighed for at give mening. Og så er der unødvendige journalister, som der er unødvendige mennesker…

Breitbart ridser tendensen på amerikanske universiteter, der også mærkes i resten af den vestlige verden, op, for som venstrefløjens børn tydeligvis ikke kan rumme den virkelighed, som venstrefløjen har beredt dem, så kan venstrefløjen heller ikke rumme sine egne børn

Similar incidents have happened before, on other campuses. Oberlin College was recently the scene of astonishing protests at the visit of former philosophy professor Christina Hoff Sommers, who was deemed to be too “triggering” for some students. But it is deeply worrying to see this happen at Yale, where undergraduates typically go on to become business leaders, senators and even Presidents.

The footage was published by Greg Lukianoff, the President of the Foundation for Individual Rights in Education (FIRE), one of the organisations that monitors and seeks to address the disturbing rise of intolerance on U.S. campuses. Lukianoff recently co-authored an influential essay, The Coddling of the American Mind, which describes the disturbing rise of campus zealots like the ones in this video.

Students of history will notice an alarming similarity in the video above to the “struggle sessions” of Maoist China, a form of public shaming in which perceived enemies of the Party would be surrounded in a public place by Red Guards, Mao’s most zealous supporters. The Red Guards would hurl abuse at their target until they confessed to their crimes.

Uninformed critics might argue that the Red Guards were a weapon of the Communist state, and not a genuine grassroots movement, but they’d be wrong: the Red Guards started out as a student movement, on Chinese campuses. Afraid yet?

College staff finally are. Earlier this year, Vox published an essay from a liberal professor who confessed that the zealotry of his own students frightened him. Earlier this month, Salon published an article from a black feminist film studies lecturer, describing her “disastrous” attempt to accommodate her students’ strangely aggressive emotional fragility. It seems the left, and especially the academic left, has finally woken up to the Frankenstein’s monster that they’ve constructed.

Daniel Greenfield ser også parallelen til rødgardisterne, men trøster sig med at i de frie lande har flertallet stadig noget at skulle have sagt og unge mennesker er generelt ikke så rædselsfulde

These aren’t an entire generation. They’re trained radical left-wing activists who have been encouraged to emote, to act out and throw tantrums as activism. It’s not unique.

(…)

What is happening now is a perfect storm with several causes, one of the biggest of these is the Obama era in which major social transformation and the craziest campus stuff have backing from the White House.

There are assorted generalizations about millennials in the workplace. But your typical campus screamer won’t be working a real job. They’ll be in academia, diversity consulting or something even dumber and more useless. Millennials serve in the military and members of that generation have won the Medal of Honor.

Washington Posts Wendy Kaminer går nogle årtier tilbage

You can credit — or blame — progressives for this enthusiastic embrace of censorship. It reflects, in part, the influence of three popular movements dating back decades: the feminist anti-porn crusades, the pop-psychology recovery movement and the emergence of multiculturalism on college campuses.

In the 1980s, law professor Catharine MacKinnon and writer Andrea Dworkin showed the way, popularizing a view of free speech as a barrier to equality. These two impassioned feminists framed pornography — its production, distribution and consumption — as an assault on women. They devised a novel definition of pornography as a violation of women’s civil rights, and championed a model anti-porn ordinance that would authorize civil actions by any woman “aggrieved” by pornography. In 1984, the city of Indianapolis adopted the measure, defining pornography as a “discriminatory practice,” but it was quickly struck down in federal court as unconstitutional. “Indianapolis justifies the ordinance on the ground that pornography affects thoughts,” the court noted. “This is thought control.”

So MacKinnnon and Dworkin lost that battle, but their successors are winning the war. Their view of allegedly offensive or demeaning speech as a civil rights violation, and their conflation of words and actions, have helped shape campus speech and harassment codes and nurtured progressive hostility toward free speech.

The recovery movement, which flourished in the late ’80s and early ’90s, adopted a similarly dire view of unwelcome speech. Words wound, anti-porn feminists and recovering co-dependents agreed. Self-appointed recovery experts, such as the best-selling author John Bradshaw, promoted the belief that most of us are victims of abuse, in one form or another. They broadened the definition of abuse to include a range of common, normal childhood experiences, including being chastised or ignored by your parents on occasion. From this perspective, we are all fragile and easily damaged by presumptively hurtful speech, and censorship looks like a moral necessity.

These ideas were readily absorbed on college campuses embarking on a commendable drive for diversity. Multiculturalists sought to protect historically disadvantaged students from speech considered racist, sexist, homophobic or otherwise discriminatory. Like abuse, oppression was defined broadly. I remember the first time, in the early ’90s, that I heard a Harvard student describe herself as oppressed, as a woman of color. She hadn’t been systematically deprived of fundamental rights and liberties. After all, she’d been admitted to Harvard. But she had been offended and unsettled by certain attitudes and remarks. Did she have good reason to take offense? That was an irrelevant question. Popular therapeutic culture defined verbal “assaults” and other forms of discrimination by the subjective, emotional responses of self-proclaimed victims.

This reliance on subjectivity, in the interest of equality, is a recipe for arbitrary, discriminatory enforcement practices, with far-reaching effects on individual liberty. The tendency to take subjective allegations of victimization at face value — instrumental in contemporary censorship campaigns — also leads to the presumption of guilt and disregard for due process in the progressive approach to alleged sexual assaults on campus.

Universiteterne var måske en religiøs opfindelse, til at begribe Gud og forstå hans skaberværk. Måske fordi Gud er ubegribelig, kunne et studievære en søgen, mens uden Ham, kan vi kun prøve at begribe os selv og vores selvretfærdighed? Hvem ved, denne ateist er ikke mindre rådvild, når teisme ligner det bedste værn mod religiøs dogmatik.

Ateist muslim i Danmark

Information har en glimrende artikel om en ung muslimsk pige, Haifa, der mister troen og ender med at leve et dobbeltliv i savn og frygt for sin familie og det muslimske bagland.

En god muslim funderer sit liv på islam og begreber om ære, som danskerne aldrig vil kunne forstå. Jeg følte mig fjern fra alt det, jeg kom fra, da jeg begyndte at tro på videnskaben og stillede spørgsmål til Koranen: Dannes sæd virkeligt i rygsøjlen? Hvorfor er en mands vidneudsagn dobbelt så meget værd som en kvindes? Hvorfor må kvinder ikke deltage ved begravelser, og hvorfor giver koranen mænd lov til at holde slaver?

Alle pigerne i klassen tog tørklæde på, da de blev 12-13 år. Jeg ventede til, jeg var 14. Jeg havde ikke lyst til at gå med tørklæde, men troede, at jeg ville have mere til fælles med pigerne i klassen, hvis jeg tog det på. Alle var så stolte af mig og sagde, at jeg så smuk ud tildækket. Jeg holdt også op med at gå i stramme bukser. Udadtil lignede jeg én, der var sikker i troen, men indeni forsatte tvivlen. Jeg fortalte en veninde om alle de ting, jeg ikke forstod ved islam, og hun gav mig en bog om Koranens videnskabelige mirakler. Det er sådan en, man forærer tvivlere. Jeg havde brug for at tro på det, der stod i den, for frafaldne muslimer er der, hvor jeg kommer fra, ikke noget værd.

Om den sociale kontrol og den medfølgende paranoia

Jeg låner aldrig min computer ud og er normalt meget påpasselig med at slette mine digitale spor. Men en dag, hvor en gammel bekendt var på besøg, og hun ville vise mig noget på internettet, startede computeren op på en engelsk artikel om muslimske afhoppere. Jeg lukkede siden ned og sagde, at jeg ikke havde læst historien, men bare klikket på den, fordi den lå i mit Facebook-feed. Hun sagde ingenting, men gik efterfølgende til mine forældre og spurgte, om jeg havde forladt islam?

Om normaliteten i voldstruslen

I det lokale miljø forsatte rygterne, og mændene krævede, at min far ’handlede’. Det kan enten betyde, at han skal slå hånden af mig eller sætte mig på plads med vold.

Om hvorledes det er et gennemgående træk i muslimsk kultur

Det er svært at være den eneste, der står frem, men hvis vi er flere, kan det være, at det en gang i fremtiden ikke længere vil være farligt at bryde med islam.

Apostasi er forbudt i islam under dødsstraf. Det tages alvorligt af muslimer flest, hvorfor alle overvåger hinanden og fungerer som stikkere. Godt så.

Det medførte en del debat på kommentarsporet, der efterhånden degenererede i en ny-ateistisk dagsorden relativerende for eller imod religion, tro og ateismens indhold. Det sker ofte med den slags debatter; udannede ny-ateister vil gerne demonstrere at de har nærlæst Christoffer Hitchens eller Sam Harris til de rene memer. Det er skam interessant nok i sig selv, men her vil jeg blot vise et uddrag af klassiske relativister og apologeter, som de optrådte imellem også ganske gode kommentarer

Niels-Simon Larsen relativerede som den første

Ateisterne i Danmark er ikke anerkendt som andet, end at vi skal være med til at understøtte folkekirken. Hvilket parti skal man stemme på ud over Enhedslisten? Ingen har en ateistisk profil. De tør ikke, for vælgerne vil gerne have folkekirken og vil ikke skille stat og religion.

Hvor meget er protestanterne i virkeligheden bedre end muslimerne?

Charlotte Krarup Mouritzen fulgte efter

Min største medfølelse til ‘Haifa’.
Måske kan erfaringer fra tidligere Jehovas Vidner bruges af unge tidligere muslimer?

Niels-Simon Larsen, der til slut fik stor succes med at trække diskussionen ned i en begrebsforvirret debat om Guds eksistens relativerede mere uddybende og, imponerende også, både mere verdensfjernt og ganske etnocentrisk

Nogle her vil gerne tydeliggøre afstanden mellem kristendommen og islam i sidstes disfavør, og jeg kan da også godt selv se forskellen, men hvad med lighederne? Mange kristne tror på det evige liv i enten en himmel eller et helvede. Mange tror på, at de engang skal se Gud og være sammen med Jesus m.m. Hvad er så forskellen på at tro på de 70 jomfruer, ja, hvad er forskellen på det kristne paradis og det muslimske?
Jeg synes i høj grad, at vi trænger til at feje for egen dør, inden vi kritiserer andre. Mange går med et kors om halsen. Det er jo en slags nøgle til himlen. De iranske børn, der blev brugt som mineryddere i Iran/Irak krigen havde en plasticnøgle i en snor om halsen, så de selv kunne låse sig ind i paradis. Ja, ja, ja, der er forskel igen, men hvor stor er den?

Jeg kan virkelig godt sætte mig ind i Haifas grusomme situation, selvom jeg ikke har været i hendes sko. Man kan læse om masser af den slags. Og husk så lige på, at 80 procent af danskerne er medlem af folkekirken, og disse 80 procent bakker op om militæret og kongehuset. Det hele dybt godnat. Det er os, der skal gå foran med at skippe trossystemerne, så kommer de andre nok bagefter, for alle vil leve frie liv og kærlige liv.

Peter Jensen har ikke læst hvor udbredt og intens overvågningen er i det muslimske miljø og sætter Information på listen over islamfjendtlige medier

“I håb om, at det en dag holder op med at være et tabu at forlade islam, fortæller hun her sin historie”

Illustrerer artiklen ikke at der findes rig variation indenfor islam-praksis? Hendes kæreste kommer selv fra et ‘muslimsk’ miljø - og kan, så vidt artiklen, sekularisere sig uden de store problemer. I øvrigt har jeg vanskeligt ved at finde religioner, som ikke tabuiserer - eller minimum problematiserer (og så er tvangen allerede i gang) brud med menigheden.

Men gryden skal jo holdes i kog.
De kære medier, de kære magthavere, de villige afmægtige.

Leo Nygaard opfordrer de ateistiske muslimer til at forlade landet. Ja, De læste rigtigt, de korantro kan blive

Denne beskrivelse af et enkelt menneskes liv i religiøs/kulturel konflikt er et billede af hele samfundet. Splittesen i Heifas hoved er splittelsen i samfundet.
Nogen foreslår et brud - rejs væk Heifa.
Hævet til det øverste niveau : Rejs væk I muslimer, der ikke kan leve med det samfund, i er en del af.
Som Heifa, der ikke kan leve med dette dobbeltliv.

Lennart Kampmann taler om ateisters særlige indsigt, diagnosticerer teister som sindssyge og kolporterer myten om at man har troet at Jorden var flad

På samme måde som kristendommen er blevet tæmmet og overflødiggjort i Danmark står andre religioner overfor samme skæbne. Det er et spørgsmål om tid. Tanken om en skabende gud fornærmer vores intellekt, men det varer jo noget før effekten af vores indsigt har forplantet sig til alle. En gang troede man at jorden var flad. Med tiden forsvandt denne tro, og i dag er den tegn på galskab.

Også emil groth finder at Information forfølger islam

Jeg gir øl den dag en anderledes avis tør, at skrive en possitiv beretning om islam.

John Victor Lorck mener at muslimsk forfølgelse af apostater er gældende for alle religioner

Tak til “Haifa” for hendes modige åbenhed. Og hvor er det sørgelig læsning. Religon er i sandhed formørkelse og intolerance. Hvilket umenneskelig sitution at være i, for man elsker jo dog sine forældre og søskende. Men er der en anden udvej end at forlade familien ?

Ole Hansen mener Haifas historie også er typisk for danske piger

http://en.wikipedia.org/wiki/Bad_faith_(existentialism)

Dansk kultur er ikke et hak bedre! Hvorfor har danskerne så svært ved at se på dem selv? Hvorfor antid andre - specielt muslimerne? Er danskerne frie????? omg!

Tilsyneladende er han nemlig selv truet af sin voldelige famile, eller hvem det nu er

Jeg skal også altid være klar med en løgn - der er jo zero frihed til at være sig selv, i Danmark! Diskriminationen, selvcensuren er absolut, her i landet.

Niels-Simon Larsen ved ikke at den danske Folkekirke er Luthersk evangelisk

Prøv til en begyndelse at få en dansk præst til at sige, at helvede ikke eksisterer og det samme med dødsriget.

Claus E. Petersen har heller ikke opdaget at Haifas dobbeltliv netop forudsætter en kulturel normalitet

Et eller andet sted er det vel et enkeltstående tilfælde, som bør udløse kritik af de manglende ressourcer til fremme af integration.

Som alle ved, er dialog vejen frem til partnerskab.

Den meget aktive Niels-Simon Larsen kan ikke se Haifas specielle fortælling om islam er særligt knyttet til islam, føler sig truet til at handle i Bilka og fortæller at der er meget stor forskel på hans opførsel på Informations debatfora og når han er sammen med muslimer - klogeligt

Jeg kan ikke lide fordømmelsen af islam og synes hellere, vi skal feje for egen dør. Hvor mange gange om dagen ligger vi ikke ‘med røven i vejret og beder til’ materialismen, som er den mest ødelæggende tendens i verden? Jeg har tilbragt en del tid sammen med muslimer og oplevet dem fra den menneskelige side. Selvfølgelig sagde jeg ikke i tide og utide, at jeg var ateist, men det gør jeg heller ikke her.

Robert Ørsted-Jensen vil også gerne relativere

Simon - jeg er ganske enig i at fundamentalt et er islam ikke værre end så mange andre religioner.

Og han følger op

den eneste virkelige forskel på islam og de andre judæiske religioner er at dele af islam stadig sidder fast i fortidens idioti og har svært ved at komme vider

Siden forfaldt debatten er verbose indlæg, hvor ateister prøvede at meme sig til en højere indsigt. Men skønt Information ikke er islamkritikkens højborg, som flere af læserne synes at mene, så er den i det mindste slået ind på en kurs, hvor mere nuancerede fortællinger om muslimsk hverdagsliv, end de gængse offer- og succeshistorier. Blandt andet en om æresdrab og venstrefløjens svigt

I dag har norske Deeyah Khan droppet sangkarrieren. Otte år efter at hun måtte flygte fra London og for anden gang i sit liv søge ly i et fremmed land, har hun i stedet dedikeret sin tid til at tale på vegne af kvinder, der er ofre for såkaldt æresrelateret vold. Kvinder som dem, hun kender fra sin opvækst i Oslos pakistanske miljø og gennem sit ngo-arbejde: »Kvinder, som ikke blot flygter fra voldelige ægtemænd, men fra hele deres omgangskreds, fra hele deres liv,« som den nu 37-årige instruktør og kvinderettighedsforkæmper selv formulerer det over for Information.

Hendes Emmy-vindende dokumentarfilm fra 2012 om Banaz Mahmod – en pige med kurdiske rødder, der med sin families vidende og accept blev voldtaget, kvalt og begravet i en kuffert i en baghave i 2006 – var et forsøg på at synliggøre problemet.

»Dengang jeg selv blev udsat for overgreb, turde jeg ikke protestere. Jeg var bange for, at mine ord ville blive misbrugt til at generalisere og stigmatisere etniske minoriteter. Men det gik op for mig, at min tavshed bidrog til kvinder som Banaz’ lidelse og død,« siger Deeyah Khan.

Men venstrefløjen og kvindebevægelsen er stadig tavs, mener hun.

»Frygten for at blive beskyldt for racisme får dem, der burde tale kvindernes sag, til at se den anden vej. Kvinderne bliver glemt og ignoreret, for deres ulykke påvirker ikke samfundet i samme grad som de drenge, der bliver radikaliseret til at begå terror.«

(…)

I det multikulturelle London forsøgte Deeyah Khan at starte på en frisk. Hun fik en stor pladekontrakt og relancerede sig selv som ’Den muslimske Madonna’. Med hvad Nick Cohen beskriver som en »rørende naivitet«, troede hun, at Storbritannien ville være et mere sikkert sted end Norge. Men snart efter måtte den unge sangerinde hyre bodyguards, da hun blev spyttet på på gaden og opsøgt på sin adresse og truet på livet.

(…)

»Æresdrab sker kun i de mest ekstreme tilfælde, men tusindvis af kvinder lever et liv under total kontrol. De kan ikke gemme sig, fordi taxachauffører og folk, som arbejder for politiet og i jobcentre, rapporterer tilbage til familierne,« siger Deeyah Khan.

Kommentarerne her var væsentligt mere afdæmpede.

Et islamofobisk angreb?

Tre studerende, et ungt ægtepar og den enes søster, er blevet myrdet, likvideret faktisk, i deres lejlighed i North Carolina. Her fra CNN

Was it a dispute over a parking space or something more sinister that prompted the shooting death of three students in an apartment near the University of North Carolina at Chapel Hill campus?

Police said “an ongoing neighbor dispute over parking” might have been a factor in the shootings Tuesday evening but said they weren’t dismissing the possibility of a hate crime.

The victims — a newlywed couple and the bride’s younger sister — were shot in the head, sources told CNN affiliate WRAL.

Their families say the gunman had threatened the victims before, and they believe the shootings were a hate crime.

Muligheden for en hate-crime ligger i at de tre myrdede studerende var muslimer. På Facebook profilen Muslim I Danmark tog man derfor hurtigt historien til sig som et tegn på islamofobi

De her tre muslimer er lige blevet dræbt i USA af en islamafobisk mand. Det her er produktet af denne hetz imod muslimer!

Hvor er de som tager afstand? Hvor er de som gør det her til et problem som alle hvide amerikaner skal tage afstand fra? Hvad ville der ske hvis det var en muslim, som havde dræbt tre hvide amerikanere? Islam ville have fået skylden, hele verden ville tage afstand, medierne ville rydde forsiden til minde for ofrene og alle ville vise deres sympati samt kræve muslimer tager afstand. Men nu er ofrene jo tre muslimske studerende. Så lader vi det bare stå lidt for sig selv og håbe ingen roder lidt for meget i det..

Nemlig, det er i sandhed et historisk øjeblik, at en ikke-muslim her i Vesten myrder muslimer. Det burde præge nyhederne som havde en kongelig født to par siamesiske trillinger. Muslim I Danmark tog, som muslimerne i USA og resten af Vesten velsagtens (ja, det er blot en fordomsfuld antagelse) det for givet at mordene på de tre studerende var islamofobisk motiveret. Hvad ellers?

Og verden er et uforstående sted for de sande ofre mener flere muslimske læsere, der illustrerede deres følelser således

10360840_433796333460999_4220368414414308877_n

10801713_10205464423117655_4625420702868118212_n

10372569_724382037675951_215572977086477498_n

10985531_10205464423717670_3941019194978655807_n

Ja, hvad ellers kan man myrde en muslim for, hvis ikke det er for at være muslim? For en muslim er kun muslim, kun underkastet islam og kan ikke have relationer til resten af verden uden gennem islam og vice verca. En muslim er altså åbenbart ikke et menneske, der kan blive myrdet af allehånde andre grunde, som vi andre kan. En muslim er en muslim er en muslim. For en muslim åbenbart.

Men vi andre lever i menneskenes, for muslimer åbenbart, “Disgusting” verden. Robert Spencer skriver på Jihad Watch

Did Craig Hicks murder three Muslims in Chapel Hill, North Carolina, because they were Muslim? Certainly that is what the Hamas-linked terror organization, the Council on American-Islamic Relations (CAIR), would have us believe. The problem with Hamas-linked CAIR’s narrative, however, is that from the looks of his Facebook page, Hicks is hardly the right-wing anti-Muslim Islamophobic redneck of their hysterical fantasies; instead, he is a hardcore Leftist and fan of Hamas-linked CAIR’s allies, the Huffington Post and the Southern Poverty Law Center.

On his Facebook page, Craig Hicks had a huge and revealing list of “Likes” that shows him much more preoccupied with Christianity than with Islam. He does post a chart likening “Radical Christians” to “Radical Muslims,” but that is about the extent of his mentioning of Islam at all. He likes the atheists Richard Dawkins, Sam Harris and Bill Maher, all of whom have criticized Islam, but his page includes none of their statements about Islam. He likes many anti-Christian groups but no groups that are critical of Islam, and he even likes a group praising Obama for supporting the Ground Zero Mosque.

Hvis nu alligevel motivet, eller en del af motivet, ligger i en modstand mod muslimer, bliver det interessant at se om medierne vil behandle denne sag på samme måde, som de behandler antisemitiske mord. Det første muslimer i danmark åbenbart tænker på er Israel At det selvfølgelig er frygteligt, men… Men med tanke på muslimsk forfølgelse af ikke-muslimer over hele verden og ISIS grusomheder, things like that, så er det ikke mærkeligt at en ateist slår igen. Og en ekspert eller blot menigt medlem af Enhedslisten der påpeger at denne islamofobiske vold stopper først når muslimerne kommer med ind i den moderne verden osv. Og i mellemtiden så kunne man lægge politisk pres på den muslimske verden ved at boykotte, hvad man nu kan boykotte af dadler og olie. Men jeg tvivler.

Bill Maher om Charlie Hebdo og venstrefløjens skyklapper

Dawkins kaster den første sten

Richard Dawkins er en prominent ny-ateistisk polemiker, hvis skriverier oftest lider under hans ny-ateistiske kæphest. Og som sådan er han også min kæphest, som det som regel lykkes mig at holde i ro. “As an atheist” bekender han kvalmt, som det første, i et ellers lovende indlæg om ISIS, som var hans glimrende indvendinger imod islams indhold afhængig at hans ståsted. Men han fortsætter mere skarpt en Obama og Cameron og vores hjemlige politikere og alle de akademiske eksperter

Which will come first, flying cars and vacations to Mars, or a simple acknowledgment that beliefs guide behavior and that certain religious ideas—jihad, martyrdom, blasphemy, apostasy—reliably lead to oppression and murder? It may be true that no faith teaches people to massacre innocents exactly—but innocence, as the President surely knows, is in the eye of the beholder. Are apostates “innocent”? Blasphemers? Polytheists? Islam has the answer, and the answer is “no.”

More British Muslims have joined the ranks of ISIS than have volunteered to serve in the British armed forces. In fact, this group has managed to attract thousands of recruits from free societies throughout the world to help build a paradise of repression and sectarian slaughter in Syria and Iraq. This is an astonishing phenomenon, and it reveals some very uncomfortable truths about the failures of multiculturalism, the inherent vulnerability of open societies, and the terrifying power of bad ideas.

No doubt many enlightened concerns will come flooding into the reader’s mind at this point. I would not want to create the impression that most Muslims support ISIS, nor would I want to give any shelter or inspiration to the hatred of Muslims as people. In drawing a connection between the doctrine of Islam and jihadist violence, I am talking about ideas and their consequences, not about 1.5 billion nominal Muslims, many of whom do not take their religion very seriously.

But a belief in martyrdom, a hatred of infidels, and a commitment to violent jihad are not fringe phenomena in the Muslim world. These preoccupations are supported by the Koran and numerous hadith. That is why the popular Saudi cleric Mohammad Al-Areefi sounds like the ISIS army chaplain. The man has 9.5 million followers on Twitter (twice as many as Pope Francis has). If you can find an important distinction between the faith he preaches and that which motivates the savagery of ISIS, you should probably consult a neurologist.

Fint ikke? Han fortsætter så et stykke tid med glimrende  at revse sine ‘liberale’ ligesindede for at lade deres tolerance overfor det utålelige stå i vejen for et nøgternt syn på islam førend har glider over i det ene hit der gjorde ham stor blandt rådvilde og usikre mennesker (hvem dyrker bekræftelsen i, hvad man ikke er?) - hans kamp for ateismen

In any conversation on this topic, one must continually deploy a firewall of caveats and concessions to irrelevancy: Of course, U.S. foreign policy has problems. Yes, we really must get off oil. No, I did not support the war in Iraq. Sure, I’ve read Chomsky. No doubt, the Bible contains equally terrible passages. Yes, I heard about that abortion clinic bombing in 1984. No, I’m sorry to say that Hitler and Stalin were not motivated by atheism. The Tamil Tigers? Of course, I’ve heard of them. Now can we honestly talk about the link between belief and behavior?

I denne brandvæg af stråmænd ligger den lille djævel, der er Dawkins besnærende retoriske evner. Vi ser bort fra den tilsyneladende kluntede relativisme ved at sætte Biblen (en bog OM Gud) på niveau med  koranen (en bog AF en afgud), der sikkert mere tjener som en baiter sigtet mod emotionelle kristne, konservative og dannede mennesker. Nej, jeg vil frem til det fremhævede, om Hitler og Stalin og deres ateisme.

Se, Dawkins gjorde som bekendt længere oppe i teksten et stort nummer ud af at skelne muslimen, som menneske, som individ, fra islam. Et menneskes motivationer er for komplekse til på en gang at sige noget meningsfuldt og generelt om - alle mennesker er forskellige. Men i grupper er det anderledes, der træder fællestræk igennem. I gruppen ser vi kulturens, sprogets og religionens træk. En tysker går, to marcherer, som min mormor plejede at sige.

Så hvorfor skal vi så nu skydes Hitlers og Stalins indre liv i skoene? Når emnet nu er islam, hvorfor så ikke eksemplificere med de relevante tankesæt, narrativer, ideologier såsom kommunisme? Fordi Dawkins ikke kan komme udenom at kommunismen er en stærkt ateistisk ideologi for hvilken det galt med Marx ord, at religion ligefrem var opium for folket, en illusion, om man vil, noget man burde vågne op fra.

Som Dawkins er jeg også ateist, men jeg er mere i vildrede over, hvad jeg så kan udlede nu der ikke er en gud, hvis karakter jeg er fortrolig med. Marxisterne og kommunisterne var ikke i tvivl og myrdede 0,1 mia. mennesker på 60 år. Hvis mennesket ikke var besjælet, hvad var det nemlig så? Ja, de manges behov opvejer de fås så nogen var bare altid i vejen - og det er jo svært at argumentere imod, hvis ikke man må være sentimental.

Dawkins er som jeg heller ikke kommunist. Men, hvis han insisterer på at dele verden op i teister og ateister må han, som jeg, lade kommunisterne stå i vores synderegister, så langt som vi vil tørre muslimerne af i teisternes. Det vil Dawkins ikke, han vil være ren. Der er nemlig ingen komplikationer med hans indre liv, ingen regning at betale, ingen negative konsekvenser når man har så indlysende ret som han har.

Der er en sammenhæng med tro og opførsel konkluderer Dawkins så rigtigt og hans tro har lige renvasket sig selv, hævet sig over denne verdens intellektuelle og moralske synder. Ville Dawkins mon træde skælmsk frem for Jesus og hoverende smadre den første sten i kraniet på horen, fordi hun jo grundlæggende kun er en amoralsk belastning for fællesskabet?

Monokultur kører på WordPress