Loven gælder for alle

Forbrydelse og straf, Ungdomshuset, venstrefløjen — Drokles on December 31, 2007 at 3:54 am

Det er ikke uden en hvis skadefryd at flere bloggere har bidt mærke i den sælsomme historie om de jydske autonome der er blevet angrebet af en gruppe unge mennesker. Således ironoiserer Anna Lyttiger under overskriften Jamen, søtte børn da…; “Dette er ikke mindre end en sag for Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, DRC og Beate Winckler. Danmark er en politistat, sammenligneligt med Mussolinis eller Fracnos diktaturer.” og jeg vil derfor selv undertrykke mit fnis. Men hvorledes opfatter de autonome egentlig selv virkeligheden? Under overskriften “Husbesættelse i Vejle angrebet af »gangstertyper«” ridser Modkraft situationen kort op

En besættelse af en forladt fabriksbygning i Vejle på den nationale bz-dag udviklede sig dramatisk, da aktivisterne blev angrebet af lokale unge, der bl.a. beskød det besatte hus med en softgun.

Jeg er ingen ekspert i de mange grupperinger i de kreative unges verden, men jeg kan ikke lade være med at tro at ordet “lokale unge” skal forstå som modsætning til de autonome selv. Altså ligner det først og fremmest en kamp om territorialitet mellem forskellige kriminelle kulturer. Det hedder videre at der er tale om “...»gangstertyper«, der flere gange tidligere har chikaneret de østjyske aktivister.” og det siger jo måske også noget interessant.
Ikke bare er der tale om en fejde med et decideret historisk forløb, men Modkraft, der vel skriver på baggrund af de autonomes vidneberetninger, opererer altså med en ide om at man kan skue hunden på hårerne. De lignede ganstertyper fordi de klædte sig som sådan, opførte sig som sådan og talte som sådan og så er de det jo nok også. Og den profilering tror jeg nu nok er rigtig, men alligevel er jeg lidt overrasket over at skulle møde den blandt fordomsfrihedens tapre fortrop. Et af vidnerne siger

– De var en gruppe på cirka 10, der angreb den tomme fabriksbygning i udkanten af byen, som vi havde besat, fortæller Tanja fra initiativet »Vejle for flere fristeder«.

Ifølge Tanja kom ingen til skade ved angrebet, hverken blandt besætterne eller de angribende unge, som hun beskriver som en broget blanding af lokale skinheads og indvandrerunge, der keder sig for meget.

– Der er tale om nogle rimeligt farlige fyre, der typisk dukker op, når vi laver demonstrationer, besættelser og andre aktioner, fortæller hun.

Det er altså en multikulturel gruppe, der på tværs af forskellige kulturer har fundet noget at være fælles om. Men de autonomes kamp er altså i modsætning til dette eksemplariske eksempel på gensidig integration. Og det er da også ganske uretfærdigt for man kan forstå at gruppen af gangstere bare vil ødelægge det for de autonome.

Læg i øvrigt mærke til hvorledes Tanjas formuleringer minder om et forurettet barn, der beklager sig til pædagogen over de frække drenge, der bare ødelægger legen for de andre pæne børn; Det var os der besatte det først og vi havde det rigtig godt og så kom de andre bare og ødelagde det, ja, og det gør de altid.

Og at der er tale om en umoden leg fra de autonomes side er nok ikke så søgt en forklaring, som min lille overgang lægger op til. I hvert fald er der ikke nogen ansvarlighed at spore hos de autonome og selvretfærdigheden trancenderer det virkelighedsfjerne

 Under angrebene så aktivisterne intet til politiet, der først dukkede op for at rydde besættelsen lørdag den 29. december kl. 12.00, efter 15 timers dramatisk besættelse. 

“Aktivisterne”, som de så smukt kaldes havde åbenbart forventet at se noget til Politiet når nu de selv var de forurettede. Om de autonome overhovedet havde forsøgt at ringe 112 fremgår ikke, men det er jo nok også svært at forklare situationens rette sammenhæng overfor Politiet, lidt som at anmelde at man er frarøvet sine tyvekoster. Men her når vi frem til moralen, nemlig lovens nødvendighed.

Loven er til for alle, for at vi alle sammen kan fungere sammen og for at den stærke ikke tiltvinger sig magt over den svage. Det er denne lov de unge autonome (normalt) mener sig hævet over. Dermed ophæver de netop lovens mening, at den gælder for alle uagtet hvad man mener om den. Og via deres intense aktionering og der politiske allierede i Liste Ø især underminerer de også fundamentet for lovens opretholdelse, at borgeren, der nyder godt af lovens eksistens overholder den. Systemet er trods alt ikke gearet til revolutionære tilstande, men til et civilsamfund, hvor kun nogle enkelte “falder udenfor”.

Men disse “gangstertyper”, som de nedladen kaldes giver dem en lektion i lovens nødvendighed, ved at minde om hvad det i et lovløst samfund vil sige at være de stærke. Ikke gennem oppionsforarbejdning men rå vold. Gangstertyperne lærer de autonome, at det ikke fungerer, hvis vi hver især sætter os udover loven alt efter vores eget forgodtbefindende. Hvis man vil nyde sine friheder må man også opfylde sine pligter og her må de unge tage skade for hjemgæld, som en juridisk frase lyder. Det hører med til det at blive voksen at man lever op til sine forpligtelser og den første er at lyde loven.

Fremtidens bistandsklienter chikanerer politiet

Diverse — Sobieski on December 30, 2007 at 11:59 am

Fra EB:

En flok unge mennesker kastede natten til søndag flere kanonslag mod politipatruljer i Greve, oplyser politiet.

Det skete øjensynligt i vrede over, at politiet havde anholdt to unge biltyve. En patrulje opdagede den stjålne bil, og da biltyvene forsøgte at løbe væk blev de stoppet af patruljens politihunde, oplyser den vagthavende hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Kort efter kastede 8-10 unge kanonslag mod politibiler ved Hundige Storcenter, men ingen kom til skade. Til gengæld satte kanonslagene ild til en kratbevoksning, så politiet måtte tilkalde brandvæsnet.

Derefter patruljerede politiet tæt i området, der gentagne gange har været plaget af uroligheder med unge fra indvandrerfamilier.

Det er ofte blevet fremført, at muslimske unge ikke har den fornødne respekt for ordensmagten. Dette er en fordrejning af sandheden, idet at disse muslimske unge ikke har nogen respekt for danskere overhovedet. Deres foragt for politiet bunder ikke i foragt for embedet, men i foragt for det vantro.

Pædagogisk gennemgang af fascismen

Forbrydelse og straf, Politik, Ungdomshuset, venstrefløjen — Drokles on December 28, 2007 at 5:41 pm

Fra Berlingske Tidende

Demokratiet bygger på, at der ikke findes nogen anden måde at finde ud af, hvordan virkeligheden er, end debatten og den efterfølgende beslutning, som alle respekterer. Folketinget er en praktisk løsning på, hvordan vi mennesker indretter os i en verden uden en religiøs overhøjhed, som rummer løsningerne.Og det danske demokrati er en succes, selv om det selvfølgelig som alt andet menneskeværk også har en del fejl. Folketingsvalg er en folkefest, som stort set alle deltager i. Alligevel har vi i 2007 i en række tilfælde oplevet, at demokratiet angribes. Disse angreb på demokratiet består altid i brug af vold. Det, der i de aktionerendes egne øjne motiverer denne brug af vold, er, at de har et højere, særligt vigtigt mål, som de kæmper for. Man kan også sige, at de har en tro, som giver dem en fornemmelse af, at de – i modsætning til andre mennesker – er særligt udvalgte og derfor bl.a. har ret til groft at genere mennesker, som har en anden opfattelse.

Således kan man både forklare aktionerne omkring Ungdomshuset og masseoptrinnene verden over efter Muhammed-tegningerne. Man kan selvfølgelig ikke forvente, at befolkninger i ikke-demokratiske lande skal forstå en dansk avis’ demokratiske ret til på eget ansvar at bringe tegninger, som kan krænke en religions mest hellige person. Derfor var optøjerne ude i verden langt mindre alvorlige angreb på demokratiet end det, der kom fra kredsene omkring Ungdomshuset. De aktionerende omkring Ungdomshuset er jo børn af det danske uddannelsessystem. Utallige steder står der i bekendtgørelser og vejledninger, at det i høj grad handler om at opdrage eleverne til at forstå og praktisere demokratiet. Enten har undervisningen af dem ikke været tilstrækkelig effektiv. Eller også forstår de aktionerende udmærket, hvad demokrati går ud på, men forkaster det.

Uanset hvad de måtte have lært eller ikke have lært i skolen, så har de i hvert fald gennem deres mange ulovlige aktioner lært både sig selv og alle os andre, hvor sårbart demokratiet er, når lidenskabelige minoriteter er villige til at bruge vold for at nå deres mål. Ganske vist er der ikke endnu fundet et hus, men de aktionerendes repræsentanter har været gennem et længere forhandlingsforløb med overborgmester Ritt Bjerregaard. Volden har bragt dem ind på de bonede gulve foran andre grupper med måske endnu vigtigere, ventende sager. Det ville ikke være mærkeligt, hvis der var nogle af disse artigt ventende, som begynder at spekulere på, hvordan de kan bruge voldelige argumenter, således at også de kan komme helt op i front og sidde til bords med overborgmesteren i stedet for at blive spist af med en sagsbehandler. 

Og det kan man jo ikke høre for tit. Kronikøren væver dog en del i starten, hvor han tager religion som sådan till indtægt for at stå i modsætning til det demokratiske ud fra argumentet om at selve det at have et højere mål i sig selv fjerner orienteringen mod det levede liv her på jord. Her overser han religion der netop byder folk at orientere sig mod det levede liv her på jord, som f.eks. protestantismen. Desværre er det stasdig således at folk der ønsker at gå i rette med den røde afgudedyrkelse føler sig nødsaget til disse uigennemtænkte besværgelser for ikke at blive skudt reaktionære sympatier i skoen. Men nuvel, det lever vi med en tid endnu.

Islam i sin reneste form III

Diverse — Drokles on December 26, 2007 at 3:48 pm

Der vises en del film her i juletiden på Monokultur og denne burde en sociolog elske. En gade fuld af tilfældige og derfor almindelige mennesker, der hurtigt reduceres til et fælles udtryk for ondskab.

Massen sætter sig selv i gang, hver enkelt individ draget viljeløst mod optrinnets rus. Man kan kun frygte for, hvad der sker med den stakkels kvinde rundt om hjørnet, hvor kameraet ikke kan følge med. I hvert fald har alle travlt med at komme væk på samme måde som vilde drenge der har knaldet en rude.

Godt læserbrev i Jyllands-Posten

Forbrydelse og straf, Multikultur, islam — Drokles on December 26, 2007 at 3:34 pm

Fra Jyllands-Posten

I Frankrig har man “Zones Urbaines Sensibles”, særligt farlige steder, hvor hverken journalister eller politiet tør komme, og på baggrund af de autonomes seneste overfald på en demonstration i København kan man sige, at gaderummet i hele Danmark nu er en forbudt zone, hvor folk kun demonstrerer med de autonomes billigelse.

I områder med et flertal af folk fra Mellemøsten – Gellerupplanen, Acacieparken, Finlandsparken, Vollsmose, Nørrebro – gør lyshårede danskere bedst i at holde sig væk i nattetimerne, og disse områder vokser både i antal og omfang. Det anslås, at der er 30 millioner i Europa, og en israelsk forsker regner med en fordobling i 2030. Udviklingen vil på længere sigt indebære en fuldstændig forandring af hele det europæiske kontinent.

(…)

…konverteringer i blandede ægteskaber stort set kun virker i én retning, fordi en muslimsk kvinde, som gifter sig med en kristen, anses for frafalden og derved udsætter sig for fysisk fare.

Hvis professoren har ret, vil hele Europa om 20 år blive en farlig zone for ikke-muslimer.

Af en eller anden grund er det tryggere at tro på FN’s klimapanels prognoser, selv om alle accepterer at man ikke kan lave en pålidelig vejrudsigt over de næste fem dage. Den vestlige angst for at tænke ilde om andre begraver vores forstillinger om det onde til hvad der grundlæggende er anonymt, nemlig bilkørsel og julelys. Det onde er - Gud forbyde det - ikke fremmede kulturer der udfordrer vores selvbillede af at være tolerante og have en sund og god skyldfølelse for hvad vores forældre har gjort. Men det er en løgn!

Ondskaben udspringer af mennesket selv og det er blot et faktum at den har haft en altafgørende rolle i udformningen af islam. Så stor at muslimerne selv ikke har begreber for at imødegå den og hensygner hjælpeløst under dens åg. Islam er en kollektiv hjernepest og vi gør klogt i at konfrontere den som vores og endda menneskehedens fjende. Både Churchill og Reagan opskræmte deres samtid da de satte ord på det totalitære, men de satte dagsordenen og vækkede den frie verden af dens vildfarelser. Vesten er det stærkeste i Verden, men kun hvis vi vil leve op til det og det ansvar, der ligger i at være hele verdens ledestjerne.

Islam i sin reneste form II

Diverse — Drokles on December 25, 2007 at 2:54 am

Var der nogen der gjorde indvendinger ved brylluppet?

Det er typisk for den muslimske verden at hustruvold og børnemishandling er det samme.

Og så håber jeg at I havde en god jul!

Tyrkiet, den sekulære muslimske stat

EU, islam — Drokles on December 24, 2007 at 6:24 am

Atatürk var en bemærkelsesværdig statsmand, der skabte det moderne Tyrkiet i Europæisk forbillede. Efter hans død har militæret søgt at værne om ånden i Atatürks projekt ved at redde demokratiet (som det kaldes), hver gang det kollapsede under vægten af den muslimske kultur. Men islam forsvandt ikke og forsøget på at moderere og modernisere var kun en stakket frist. Teksterne i Koranen er konstante og kræver lydighed overfor bogstavet. Her er perioder med nye tolkninger netop kun perioder. I sidste ende var projekt moderne islamisk land en dødssejler.

Dette nyhedsindslag handler om det meget lidt sekulære i at forbyde mennesker at forlade islam.

Og dette nyhedsindslag fortæller om det folkelige sentiment der ligger bag, selv om der konkluderes omvendt.

Det demokratiske og sekulære Tyrkiet er en anomali og var altid en løgn. Folkets fælles reference er islam og islam dikterer den fælles logik og derfor er Tyrkiets udvikling, som vi ser den i disse år, er en bevægelse mod det sande Tyrkiet. Her en propagandavideo med en urovækkende selvsikkerhed

 

Intet hysteri, ingen fanatismen, men en rolig let satirisk form, der vidner om at udviklingen går i den rigtige retning og at den ikke lader sig stoppe. Bliver det anderledes hvis de kommer indenfor EU? spurgte jeg let ledende….

Islam i sin reneste form

islam — Drokles on December 24, 2007 at 3:48 am

På åben gade, i fuldt dagslys og overfor masser af vidner 

Hvorfor skamme sig når man ikke gør noget galt, hvorfor skamme sig når man ikke bryder den sociale kode?. Personligt er jeg ligeglad med, hvordan muslimernes indbyderdes omgangstone er, men den gode opposition må spørge sig selv om det måske ikke er det bedste der er sket kvinder som hende i filmen at danske og amerikanske soldater skyder så mange talebanere som muligt. Men mon ikke deres svar vil være at de bare er imod vold, al vold, både mod kvinder og mod talebanere.

Hvornår lærer de det?

islam — Drokles on December 24, 2007 at 3:11 am

Fra The Guardian via Nyhedsavisen

Bethlehem residents have painted over a satirical mural by the graffiti artist Banksy that was meant to highlight their plight. The elusive British artist had painted six images around the town to help drum up tourism before Christmas and to illustrate the hardships faced by Palestinians in the occupied West Bank.

But the irony behind the depiction of an Israeli soldier checking a donkey’s identity papers was lost on some residents, who found it offensive.

“We’re humans here, not donkeys,” said Nasri Canavati, a restaurateur. “This is insulting. I’m glad it was painted over.”

To be called a donkey in Palestinian society is similar to being called an idiot.

Hvornår lærer de det? Araberne kan ikke tolke en simpel tegning og godtroende vesterlændinge forstår ikke at araberne ikke er deres venner.

Den muslimske tabuiseringsmentalitet er direkte fordummende. I islam lærer man kun om det rene og det urene, det forbudte og det tilladte og hireakiske ordner af mennesker alt efter race, køn, tro og kultur. Følg den slagne vej med bøjet hoved og træd på alt hvad det for Allah er anstødeligt,, hvilket er en del. Alene fordi maleriet indeholder et dyr de ikke kan lide (et fremragende dyr iøvrigt, der har sikret mange kulturer dets udvikling. Hvis man altså forstår at sætte pris på det) bliver det automatisk krænkede. Ingen sammenhæng, ingen analyse og ingen reflektion, kun det umiddelbare raseri og instinktive had antændt ved et simpelt signal, et dumt dyr.

Søren Kraup udlægger julebudskabet for Politikens læsere

Diverse — Drokles on December 23, 2007 at 7:49 am

Fra Politiken

Der kun sad en fattig kone,

vugged barnet i sit skød.

Sådan taler kristendommen om Gud. Det lille barn og den fattige kone i en stald – det er juleevangeliets ord om, hvordan Gud blev menneske.

Er det, fordi kristendommen dyrker det sentimentale? Al denne tale om det lille barn, er det en ikke ukendt sentimentaliserings fornøjelse ved at svælge i de små børns blanke øjne og søde smil? I en TV-epoke er spørgsmålet ikke uden mening. I TV handler alt om effekten. Hvordan virker det på folk? Gør det indtryk på seerne? Brænder det igennem, som det hedder blandt spindoktorer og journalister.

Nej, evangeliet er før spindoktorernes problemstilling bredte sig i verden, for det lille barn i evangeliets sammenhæng er simpelt hen den mest præcise tale om Guds forhold til menneskets verden, som kan føres. Hvorfor blev Gud nemlig menneske i skikkelse af et lille barn? For at sige til hvert eneste menneske, at i forhold til Gud er du den tomhændede og magtesløse. Gud kommer til dig som et lille barn – det vil sige, at her står du med dine tomme hænder og kan kun modtage.

Var Gud kommet som en mægtig konge, havde du haft hofsnogens mulighed. Var Gud kommet som en krigerisk hersker, havde du haft medkrigerens mulighed. Men fordi Gud kommer som barnet i krybben, er alle muligheder for tilslutning og medvirken og deltagelse i Guds affærer udelukket.

Det lille barn er ensbetydende med vore tomme hænder. Vi kan ikke gøre noget for at komme på Guds parti. Et lille barn har nemlig slet ikke noget parti, men er det hjælpeløseste af alt hjælpeløst i denne verden.

Sådan er det. Og sådan forkynder kristendommen, at forholdet til Gud altid er et spørgsmål om Guds gerning, ikke om vores. Der er som sagt ikke et kristeligt parti, vi kan tilslutte os. Eller en humanitær religion, vi kan melde os ind i.

Der er kun et lille barn, og så er der kun den frelse og forløsning, som gives os for intet.

Ingen gode gerninger, ingen humanitær retfærdighed, ingen kristelig moral. Men Gud, der skænker os liv og salighed uden at vi kan udrette noget som helst for at opnå den. Eller med det gamle udtryk: Synderen, der kun kan modtage sine synders forladelse af Guds nåde, gratis og kvit og frit.

Dette betyder det lille barn, og det er derfor julens tale ligesom det er talen om vort menneskeliv hver eneste dag, hvor evangeliet lyder. Og derfor – lad os bare se det i øjnene: en tale, der er en fornærmelse, for ikke at sige krænkelse af det moderne, humanitære og politisk korrekte menneske, som ikke vil finde sig i at være stillet med tomme hænder som den synder, der ikke selv kan få livet til at lykkes og tilværelsen til at gå op.

Derfor er kristendommen til forargelse for et offentligt liv, der taler og tænker ideologisk og som ikke har anden interesse end at finde frem til den rigtige ideologi og den rette politik, efter hvilken samfundet kan fuldkommengøres og retfærdigheden indfinde sig.

Nej, siger kristendommen, retfærdigheden er kommet til dig i skikkelse af et lille barn eller et almindeligt ord på dansk, som siger, at du har fået Guds kærlighed i kraft af Guds handling: at dette lille barn er frelseren og forløseren. Glæd dig, du har dine synders forladelse.

For der kun sad en fattig kone,

vugged barnet i sit skød.

Den fuldstændige tomhændethed som menneskets eneste mulighed i forhold til Gud. Og samtidig den radikale fordring om tro på Gud og kærlighed til næsten, som stiller mig i samme tomhændethed.

For Guds ord er ikke sentimentalitet. Det er heller ikke politisk korrekthed. Det er endelig ikke en moralsk anvisning på humanitær godhed. Men det er det ubetingede krav om tro på Gud og kærlighed til næsten.

Dette krav fordrer mig. Men dets fordring er aldrig, aldrig en mulighed, jeg kan opfylde. Du skal elske din næste som dig selv – eller rettere sagt: Du skal elske din næste i stedet for dig selv! Sådan lyder evangeliets fordring. Men fordi fordringen stilles synderen, ikke den retfærdige hero eller rige menneskeven, derfor er jeg aldrig på den rigtige side af fordringen og kan gå ud i verden og samfundet og gøre ’næstekærlige’ gerninger.

For hvad kærlighed til næsten består i, findes der ingen opskrift på. Fordringen lyder, radikalt og ubetinget – men dens opfyldelse er dit eget ansvar. Du skal! Men hvad du skal, er situationens og øjeblikkets afgørelse. Og én ting er sikkert: Det, du skal, når der kræves kærlighed til næsten, er aldrig en moral, et humanitært program, en verdensomspændende idé.

For den næste, du skal elske i stedet for dig selv, er altid én, ikke mange, og kærlighed til næsten er altid øjeblikkets, ikke ideens eller moralen eller den sentimentaliserende ’godheds’ sag.

Kære Politiken-læsere. Der findes ikke en mere ukristelig tale end den, der gør sig selv til næstekærlighedens talsmand. Der findes ikke mere ukristelige præster end dem, der juleaften stiller sig frem og præker en moraliserende og politiserende næstekærlighed for deres menighed. De giver virkelig stene for brød. De forfalsker virkelig Guds ord, idet de søger at forvandle det lille barn i krybben til en propagandist for FN og Dansk Flygtningehjælp.

De er fremmede og fjendtlige over for det evangelium om syndernes forladelse i Jesus Kristus, et barn i en krybbe og en mand på et kors, som det er deres pligt at forkynde for deres menighed. De forvandler julens glædelige budskab til klæg moralisme og farisæisk politik.

Glædelig jul!

Ja, glædelig jul.

Herlige Dennis Nørmark

venstrefløjen — Drokles on December 22, 2007 at 6:56 am

Fra Jyllands-Posten

Det var også venstrefløjen, der ved sidste valg kunne stemme en Asmaa Abdol-Hamid ind i Folketinget, der med sin kønslige berøringsangst var det oplagte valg fra en ny bevidstgjort venstrefløj, der har gjort sig selv immun over for fornøjelse.

I modsætning til, hvad mange tror, var Asmaa nemlig ikke et forræderi mod idealerne, men et naturligt skridt i en retning, man er gået længe.

Tanker for fornøjelse, misrøgt af egen krop og dumdristig livsudfoldelse er nu blevet primitive borgerlige fornøjelser. Det er intet under, at Asmaas ultimative modsætning er DF’s tidligere folketingsmedlem: Porno-Louise.

Borgerlige har det sjovt, mens venstrefløjen er faldet tilbage i fordømmelse, rygeforbud og humorforladthed.

De gode græder, og de onde ler, og i hvert fald kan man blive enige om, at Muhammed-tegningerne bestemt ikke var sjove. Her kan de nye puritanere finde fælles fodslag med den humorforladte religion, som de forsøger at beskytte.

Den politiske korrekthed kræver nemlig, at der tænkes, før man griner. Men dermed har man grundlæggende misforstået humorens væsen.

(…)

En ny undersøgelse har vist, at venstreorienterede har dårligere humør end andre. Jeg forstår godt hvorfor.

Når man sidder fordømmende og selvretfærdigt ved veganerbuffeten med sin hellighed, er der sandelig ikke meget at grine af.

Eller prøv at læse venstreorienterede blogs; de er dødsyge!

Danskerne er alligevel ikke indadskuende

Diverse — Drokles on December 22, 2007 at 6:46 am

Danskernes mentalitet er oftet blevet beskrevet som en firelænget gård, hvor alle vinduer vender indad. En ny undersøgelse viser det stik modsatte. Fra Jyllands-Posten

EU’s statistiske kontor, Eurobarometret, konkluderer i en undersøgelse, at Danmark har den mest kosmopolitiske befolkningsgruppe i Europa.

Konklusionen bygger på to ting. For det første har danskerne en meget positiv holdning til, at unge mødes på tværs af kulturer. For det andet mener de fleste danskere, at ungdommen ikke skal lade sig binde af traditioner. Tilsammen gør det danskerne til europamestre i at være verdensborgere.

(…)

»Danskerne synes, at traditioner er fine og rare, når det er jul. Men det er ikke den slags traditioner, som vi snakker om i denne undersøgelse. En ting er at holde jul, noget andet er at gøre som sine forældre på grund af religion, eller fordi der er tradition for det i familien. Vi er et topindividualiseret samfund,« siger Rune Stubager, adjunkt ved Aarhus Universitet og forsker i danskernes værdipolitiske holdninger.

Måske er det derfor at tonen i debatten er lidt friere. Vi er os selv og ingen skal bestemme hvad vi skal mene og hvordan vi skal sige det og vi har ikke megen forståelse for den bagstræberiskhed der kommer massende ind over grænsen.

Men hvad der kunne ligne et kulturelt særkende har jo en mere strukturel forklaring

Nogle vil undre sig over, at Danmark er så højt placeret, når det kommer til at være åben over for andre kulturer. Rune Stubager forklarer det med det høje uddannelsesniveau. Han tvivler dog på, at Danmark er så markant bedre end andre europæiske lande, som det fremgår af undersøgelsen.

»De konkrete tal kan man diskutere, for vi ved ikke, hvordan de spørgsmål er stillet på dansk. Men den generelle tendens er der ingen tvivl om: Danskerne er ikke så skeptiske over for indvandring som syd- og østeuropæerne. Danmark hører faktisk til i den mest positive afdeling i Europa,« siger han.

Uddannelse, det er derfor. Dansker er altså bedre uddannede end de andre, men det kommer stadig ud på et. Det er stadig os der mener at uddannelse er vigtig og ikke de andre.

Vi forstår stadig ikke den islamiske trussel

Globalisering, Multikultur, islam — Drokles on December 22, 2007 at 6:22 am

Uanset, hvorledes verden ukvikler, hvilke trusler der fremkommer, hvilke handlinger der udføres, hvilken dagligdags opførsel man er vidne til, Fra Berlingske Tidende

Fyrre pct. af Tysklands muslimer er »fundamentalistisk indstillet«, og seks procent rede til at bruge vold, viser en undersøgelse fra universitetet i Hamburg. Rapporten, der bygger på telefoninterview med 1.750 muslimer, er bestilt af det tyske indenrigsministerium og offentliggjort i denne uge. Ministeriet er påfaldende tilbageholdende med kommentarer om tallene. Indenrigsminister Wolfgang Schäuble nøjes med at fastslå et »islamistisk radikaliseringspotentiale, der må tages alvorligt«.

Undersøgelsens resultater er forholdsvis overraskende. Tyske efterretningstjenester er hidtil gået ud fra, at mellem en og tre pct. af landets muslimer er villige til at anvende vold. Hvis de nye tal står til troende, er det mindst dobbelt så mange. Omvendt er der en række lighedspunkter med ikke-muslimer, fremgår det. Således har 14 pct. af de adspurgte muslimer »problematiske indstillingsmønstre«, hvilket betyder, at de ikke støtter demokratiske værdier og/eller i høj grad accepterer politisk-religiøs vold. Blandt unge ikke-muslimske tyskere er 14 pct. stærkt kritiske eller ligefrem fjendtlige over for udlændinge. Hvordan modstanden mod udlændinge er i den generelle befolkning fremgår ikke.  (…) Der bor flere end tre mio. mennesker med muslimsk baggrund i nabolandet heraf 1,8 mio., hvis familie oprindelig stammer fra Tyrkiet. Det betyder, at omkring 180.000 muslimer i Tyskland er villige til at bruge vold, hvis undersøgelsen er realistisk. Dette budskab må tyske politikere formentlig bruge juledagene til at fordøje.

Det eneste der burde komme som en forholdsvis overraskelse er denmangel på konsekvent tankegang, der præger myndighederne og det politiske etablissement. Det er nemlgi påfaldende at det tyske udenrigsministerium ikke aner, hvordan de skal forholde sig til, hvad der efterhånden må være gået op for de fleste embedsmænd; at islam er fjenden og før eller siden kommer vil til at tage et opgør med denne hadets og afstumpethedens ideologi. Rapporten tegner åbenbart et billede af radikalisering som et adskilt og fremmedartet fænomen, der kan komme over anhver og befrier derfor islam for skyld. Det er altså igen den enkelte muslim, der af den ene eller anden grund er på afveje. Så meget for konstruktivsmen.

Det bekræftes også, at det langtfra kun er dårligt uddannede og underprivilegerede muslimer, som føler sig tiltrukket af fundamentalisme. Seks-otte pct. af adspurgte muslimske studerende er skeptiske over for demokratiet og går ind for shariaen, eller islamisk ret.

Og så vil apologeter sikkert straks argumentere med at det trods alt er et flertal af de studerende der ikke afviser demokratiet. Til det er der at sige at de fleste studerende har lært sig så meget salonfæhig lingo at man ikke kan tillægge tallet større betydning. Apologeterne vil til siden hæfte sig ved at der tegner sig en tendens at jo mere oplyst man er - og hvem er mere oplyste en studerende? - jo mere frasiger man sig radikaliseringen. De vil her gå ud fra at det er uddannelsen der giver den gode stemning og ikke reflektere over at det for det første ikke er alle den virker på og at alle ikke bliver studenter, så man vil altid have en stor gruppe ikke-studerende. Uddannelse kan allerhøjest og i bedste fald begrænse problemet. De vil tillige forudsætte at det er en grundmasse af muslimer, der enten bliver studerende og dermed mindre radikale (troende) og ikke at det netop er den stærke tro der hæmmer tilgangen til et studie, der kan udfordre ens formørkede intellekt. Altså at det i forvejen er de eneste der er håb for, der vælger et studie (af dem der har en chance) og at mange der ellers her de boglige evner ikke overkommer eller ser pointen i at læse europæiske idehistorie (der vel kun kan være inferiør i forhold til Allahs ideer). Det officielle England fik sig også en overraskelse sidste år. 30/1 2007 kunne Berlingske Tidende fortælle

74 procent af de 16-24-årige mener, kvinder bør bære tørklæde. 37 procent af 16-24-årige så gerne, at Storbritannien indførte sharialov (tallet er 28 procent blandt alle de adspurgte muslimer). 31 procent af 16-24-årige mener, en muslim, der konverterer til en anden religion, skal straffes med døden (tallet er 19 procent blandt alle de adspurgte muslimer). 13 procent af 16-24-årige beundrer al-Qaeda. 84 procent mener, de er blevet behandlet fair i det britiske samfund. 28 procent mener, de britiske myndigheder er gået over streget i særbehandling af muslimer. 37 procent mener, en af de største fordele ved det moderne samfund er retten til at kritisere andres religion og politiske holdninger, også selv om det fornærmer (tallet er 29 procent for resten af befolkningen).

Og en konklusion på rapporten var, hvad man kunne have sagt på forhånd, hvad der også har været mange der gjorde (man de kunne heldigvis affærdiges som racister)

»Den multikulturelle samfund har splittet samfundet i etniske samfund eller trossamfund, og det har medført en slags stammetænkning, hvor de enkelte grupper ser efter sine egne. I det klima er unge muslimer vokset op med troen på, at de har mere til fælles med andre muslimer end med resten af befolkningen,« påpeger Munira Mirza.

Munira Mirza er selv muslim og prompte blev svaret fra en anden muslim

Men det er at forsimple tingene, mener talsmand for den muslimske rettighedsorganisation MPAC, Asghar Bukahri. »Faktum er, at mange muslimer ikke har følt sig velkomne i Storbritannien og derfor ikke føler sig som briter. Når man føler sig som fremmed, så bliver man ikke integreret, og det nytter ikke noget at lægge skylden på muslimerne for det,« siger han. Asghar Bukahri er ikke nervøs over, at unge teenagere viser tegn på ekstreme holdninger. »Hvem gør ikke det, når man er ung? De beundrer måske al-Qaeda, fordi de ser, at her er nogen, der tør at kæmpe imod det, de opfatter som angreb på deres folk. Men det er måske ikke en moden, reflekteret holdning. Det er noget, man ofte vokser fra.«

Hvis man nu laver det tankeeksperiment at Munira Mirza og hendes muslimske tøtter skulle dele samfund med Asghar Bukahri og hans støtter og der ikke var et angelsaksisk flertal, med dertil hørende retsstat og samfundssind at støtte sig til, hvam ville da vinde kampen om folket? Under alle omstændigheder kunne man ligeledes i Berlingske Tidende i Juli i år læse

En kontroversiel rapport, som er delvist finansieret af det australske immigrationsministerium, viser, at op mod 3000 af Sydneys unge muslimer, kan være modtagelige over for islamisk fundamentalisme, skriver Australiens svar på DR Nyheder, ABC News. Tallene vækker stor opsigt, fordi Australien dermed, kan være det vestlige land, hvor islamisk fundamentalisme har de bedste betingelser. - Grundlaget for fundamentalistisk undervisning er relativt stærkere her, end man måske havde forestillet sig, at det ville være i Storbritannien og USA, siger manden bag rapporten, Mustapha Kara-Ali, der tidligere har rådgivet den australske premierminister, John Howard, i muslimske spørgsmål.

Bevismaterialet tårner sig op, men det gængse politiske sprog kan ikke erkende denne virkelighed. Den gængse forståelse arbejder jo som bekendt med ideen om at værdier er universelle og at der så heldigt at vi her i vesten blot har fundet det først, sikkert ansporet af en bodsgang fordi vi i forvejen har mere at sone for vores ondskab og udbytning der er den egentlige forklaring på at vi har ressourcerne til at komme først. Den eneste trussel vi skal være bange for er nationalismen, der er en ren vestlig opfindelse, som alt andet der er os selv. Vi har mistet sproget for den ydre (eller fremmede) fjende, der altid karakteriseres som et billede. Før vi forstår at udvikle et sprog der kan sætte navn på problemet æder islam den vestlige kultur op indefra - som en cancer!

Simpel sag kompliceres af forsimpling

Forbrydelse og straf, venstrefløjen — Drokles on December 21, 2007 at 2:11 am

Hvis man ikke nævner væsentlige forhold kan man opnå at komplicere en sag frem for at forenkle den. Fra Politiken

Politiets anklagemyndighed har tiltalt femten personer for overtrædelse af straffeloven i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset 1. marts 2007.

Ni af de femten er tiltalt for at have udøvet vold eller grov vold mod de politibetjente, der trængte ind i huset på Jagtvej 69 og anholdt de tilstedeværende.

De øvrige seks er udelukkende tiltalt for at have forberedt grov vold, idet der befandt sig en række slagvåben, kasteskyts og andet inde i Ungdomshuset, der ifølge politianklageren skulle bruges til at udøve vold mod politiet.

Tvivlsomt, om de bliver dømt
Ifølge Vagn Greve, der er professor i strafferet ved Københavns Universitet, er der ikke nogen fortilfælde, hvor domstolen har dømt tiltalte for blot at have anskaffet sig våben.

Bliver de tiltalte dømt, vil sagen dermed danne præcedens, siger han.

»Umiddelbart synes jeg, at det ville være lidt tvivlsomt, om domstolen ville finde, at der skal dømmes. Men da der ikke er tale om nogen fortilfælde, så må man sige, at der er tale om en helt præcis grænsedragning«, siger Vagn Greve.

Rockere blev ikke dømt
Skal ungdomshus-brugerne dømmes, skal det lykkes politiets anklager at bevise, at de tiltalte havde konkrete planer om tid og sted for brug af våbenarsenalet - ifølge politiet jernstænger, krysantemumbomber, molotovcocktails og kanonslag.

Vagn Greve fortæller om en lignende sag, hvor politiet rejste tiltale mod en gruppe rockere, der blev stoppet af politiet med en bunke ting i bagagerummet, der kun kunne være beregnet til brug for en form for vold.

Rockerne blev ikke dømt, da politiet ikke kunne løfte bevisbyrden og bevise, at de havde konkrete planer om tid og sted for brug af våbnene.

Lad os starte med at glemme rockerne og så konstatere at de ikke bare befandt sig i besiddelse af våben. Hele det hedengangne Ungdomshus var under stort påstyr omdannet til en fæstning med mange redouter i stål, hvor der ved hver var opstillet våben og ammunition klar til kamp. Bannere annoncerede det endelig slag, “demoer” blev holdt for at varsle om det endelige slag (som ofte endte de i vold, så man kunne øve sig på det endelige slag), taler blev holdt om det kommende endelige slag, videoer blev produceret og lagt på Youtube, der annoncerede det endelig salg, invitationer blev sendt ud i Europa for at invitere andre rødfascister til at deltage i det endelig slag, planer blev lagt for at kunne vinde det endelige slag, opgaver blev uddelegeret for at gennemføre taktikken der skulle vinde det endelige slag………..og en af disse opgaver var ved vold at nægte ejerne adgang til det hus, de havde været frarøvet.

De befandt sig påviseligt beredte til kamp mod de myndigheder, der på vegne af loven skal sikre den private ejendomsret (en ret rødfascistrerne selv accepterer ved at hævde at ungdomhuset er deres og altså ikke kan benyttes af andre f.eks. McDonalds). Det er svært at sige noget om deres intentioner, med disse våben hvis man ser bort fra alt der kan tegne et billede af deres intentioner.

At være muslim

islam — Drokles on December 20, 2007 at 6:40 am

og endda i den muslimske verden er i sandhed en trist oplevelse. Kristeligt Dagblad

Selvmord er strengt forbudt ifølge islamisk lov, og hospitalerne registrerer mange af forsøgene som ‘fejlagtig brug af medicin’. Derfor optræder tilfældene ikke optræder i statistikken. Et sjældent studie af forgæves selvmordsforsøg, lavet i 2006 af Salwaal Khatib, som er forsker ved Kong Saud-universitetet, nåede frem til, at 96 af dem var udført af kvinder og kun fire af mænd.

Forskeren fortæller, at det hospital, hvor hun arbejder, i gennemsnit konstaterer 11 kvindelige selvmordsforsøg om måneden.

- Kvinder går igennem alvorlige depressioner som følge af samfundets pres, forklarer Khatib.

- Forskelsbehandlingen af mænd og kvinder i familierne bidrager til at øge presset. Mændene opdrages til at være kvinder overlegne og udvikler en krænkende adfærd for at udtrykke deres magt over kvinderne, siger hun.

De små doser medicin og det faktum, at det sker om dagen, viser Khatib, at mange af selvmordsforsøgene er råb om hjælp snarere end alvorligt mente forsøg fra kvindernes side på at tage deres egne liv.

- Mange teenagepiger lider under en manglende kommunikation med deres forældre. Ingen lytter til deres problemer, fortæller Khatib.

Tvangsægteskab er en udbredt faktor bag de depressioner, som unge kvinder lider under, melder forskere.

Layla, som er tidligere administrator ved Riyadhs Kongerigehospital, beretter om en 20-årig kvinde, der forsøgte at tage sit liv, fordi hendes forældre havde tvunget hende til at gifte sig med en mand, som var over 70 år.

- Hun skar sig i håndleddene efter få måneders ægteskab. Tvangsægteskab er en af de alvorligste problemer, unge piger står over for. Nogle gange ønsker familierne ikke at tvinge deres datter, men indblanding fra slægtens side lægger pres på dem, vurderer den tidligere hospitalsadministrator.

Kultur har betydning for hvordan vi opfatter vores liv og os selv og når kulturen strider direkte mod menneskets natur, ja så mistrives mennesket. Disse menneskers ulykke foresages af deres nærmeste i den bedste mening, fordi man gerne vil stå sig godt i forholdet til den rene lære. Men det forhold er ubærligt og man kan ikke udtrykke sig da det vil være blasfemi (og snart vel også en krænkelse af menneskeretten). Islam er en forbandelse mod mennesket.

Godt svar til ytringsknægterne

Forbrydelse og straf, Multikultur, islam — Drokles on December 19, 2007 at 9:07 am

Fra Jyllands-Postens kronik

  En af de allernyeste af slagsen satellit-kanalen Al-Risala TV havde f.eks. i sidste måned (5/11) en ganske tankevækkende debat med gæster i studiet og seerne ude ved tv-apparaterne i de almindelige muslimske hjem. Man diskuterede spørgsmålet om konvertering. Stationen lavede en hurtig meningsmåling blandt seerne og studiegæsterne. Resultatet var, at 24 pct. mente, det var tilladt en muslim at konvertere, 76 pct. mente nej.

I studiet var der så én blandt publikum, der gjorde opmærksom på den islamiske holdning til sagen. For nok kunne man konvertere, men det betød så døden for konvertitten.

Studieværten (en Al-Sweidan) udbrød da, at det jo da ikke var frihed. Manden blandt publikum mente, at det var det, for han ville da ikke sige til ham, der ville konvertere, at han ikke måtte. Han skulle bare være klar over, at det så ville betyde, at han blev slået ihjel.

Hertil replicerer studeværten: »Hvad kan være værre end at blive slået ihjel«? hvortil manden svarer: »Det er netop derfor, at han ikke vil konvertere!« (Egentlig: ”Become an apostate” = en, der afstår fra religionen).

Se JSP, jeg tror ikke, at denne holdning er en særlig isoleret opfattelse blandt muslimer om dette emne. 76 pct. af dem, der svarede på spørgsmålet om, hvorvidt man må konvertere eller ikke, svarede jo altså også nej.

Til dette er der at sige, at denne nye tv-stations målsætning er at være moderne, ”oppe på beatet”.

Den vil have fat i de unge og helt almindelige muslimer. Derfor er der heller ingen grund til at tro, at de holdninger, der her kommer til udtryk ikke skulle være udtryk for, hvad den almindelige muslim mener om sagen. Jeg tror, man vil finde, at den holdning til spørgsmålet om konvertering ikke er enestående. Vi ser jo også, at ytringsfriheden opfattes på samme måde: vel må du sige, hvad du vil, men så kender du også konsekvenserne (du skal dø).

Jeg mener, at vi ikke skal acceptere sådanne holdninger, som grundlæggende principper for vort samfund.

(…)

For vor egen skyld. Giver vi efter, så er det altså på et eller andet tidspunkt forbi med demokratiet, som vi kender det, og det liberale samfund, som følger af demokratiet i vor forstand. Demokratiet og den offentlige frie debat vil jo ikke blive afskaffet ved lov, men derimod ved, at folk ikke længere tør ytre sig på grund af trusler, vold og mord. Det er jo præcis den mekanisme, som debattøren i det omtalte tv-program gør opmærksom på fungerer i forhold til spørgsmålet om at konvertere!

Endnu et godt eksempel på at de der taler mest og varmt om det multikulturelle, diversitet, omfavnelse af det anderledes osv grundlæggende ikke forstår, hvad det indebærer når man netop tænker forskelligt og dyrker forskellige værdier. Andre kulturer tænker ikke ligesom os for så ville de være ligesom os og ikke andre kulturer.

Korstogene

Historie, Orientalisme, islam — Drokles on December 18, 2007 at 4:30 am

Fra Jyllands-Postens kronik

 Med dyb forbavselse læste jeg for nogle år siden hos den danske islamforsker Jes P. Asmussen, at korstogene næsten ingen plads har i muslimernes egen historieskrivning. Her betragtes kampene mod korsfarerne som krigshandlinger på linie med andre uroligheder i det enorme muslimske imperium, hvor der altid var krige et eller andet sted, og hvor alliancer, også mellem muslimer og kristne, blev indgået på kryds og tværs

Den amerikanske professor Thomas F. Madden fortæller i en af sine bøger: ”The New Concise History of the Crusades” 2006, at korstogene først blev kendt i den muslimske verden for ca. 100 år siden.

Den første arabiske historie om korstogene blev først skrevet omkring år 1900. Og det var de europæiske koloniherrer, især efter Første Verdenskrig, der i deres skoler berettede om deres arbejde på at bringe civilisationen til Mellemøsten. I dette for muslimerne negative perspektiv blev fortællingerne om korstogene efterhånden plantet ud blandt muslimer.

Da islamismen gennem de sidste årtier udviklede sig til et opgør med hele den vestlige verden, dens kultur og religion, dukkede korstogsemnet op af dybet som et effektivt propagandistisk våben mod alle vantro. Oprettelsen af staten Israel havde allerede rørt ved sagen, men det var Vestens skarpe reaktioner på terroraktionen mod World Trade Center i 2001, som gjorde korstogsemnet brændende aktuelt. Og det blev et hyppigt element i forkyndelsen af islam hos Osama bin Laden såvel som hos indvandrerimamer i kældermoskeer. Korstogsanklagerne er således i højere grad udsprunget og farvet af nutidigt politisk behov end af smertelig historisk erindring.

Glimrende, men han kunne også have læst Bernard Lewis, der også tørt konstaterer at Korstogene er en nylig vækkelse.

Korstogene må som alle andre begivenheder forstås ud fra deres historiske sammenhæng. De tager deres udgangspunkt i pave Urban II’s korstogstale mod islam ved kirkemødet i Clermont i 1095.

Pavens tale ramte midt ind i en udbredt religiøs stemning båret af angst og vrede og af medfølelse med de undertrykte trosfæller i de muslimske lande. En vækkelse greb om sig i store dele af Europa, og i løbet af få måneder var titusinder rede til at drage ud for at kæmpe eller dø for deres tro. De ville, som paven havde opfordret til, genvinde de hellige steder, der var faldet for de muslimske hære og frelse de kristne brødre og søstre, de ville befri Jesu hellige stad Jerusalem og ikke mindst genvinde den hellige grav, som erobrerne havde skændet på det smerteligste.

Korstogstiden kom til at strække sig over mere end 200 år. Korsfarerbevægelsen udsprang ikke af den blå luft. Dens baggrund er lang og kompliceret. I slutningen af 1000-tallet var Europa alvorligt svækket gennem uendelige krige mellem småkonger og fyrster. Krigen var blevet et almindeligt livsvilkår, og angsten for saracenerne, som man kaldte muslimerne, lå som en baggrundsstemning overalt.

I løbet af de 350 år, som var forløbet efter profeten Muhammeds død i 632, havde de muslimske hære underlagt sig store dele af Asien, næsten alle gamle kristne kulturlande i Mellemøsten og langs det sydlige Middelhav. Spanien havde været under muslimsk herredømme siden 711, og de muslimske indfald i Frankrig var først blevet stanset kort uden for Paris. Angreb efter angreb hærgede de sydeuropæiske kystlande. To tredjedele af den kristne verden var erobret og undertrykt.

Das de fremstormende muslimske selsjukker i slaget ved Manzikert i 1071 havde knust størstedelen af den mægtige byzantinske hær, lå hele det lilleasiatiske område forsvarsløst hen. Konstantinopel og det kristne østromerske kejserdømmes vældige hovedstad var uden virkeligt forsvar, og vejen til Europa var åben for de fremstormende hære.

I den situation var det, at den byzantinske kejser Alexios Komnennos meget mod sin vilje så sig nødsaget til at henvende sig til det papalistiske Vesten for at bede om hjælp.

På denne baggrund lykkedes det paven at samle de skræmte konger, fyrste og titusinder af almindelige borgere til forsvar for Europa og kristenheden. Korstogene med deres blanding af religiøs hengivelse, pilgrimsdrift og hensynsløs griskhed var Europas overlevelseskamp. Det blev en kamp med ufattelige lidelser og med økonomiske omkostninger, som aldrig før var set. Det blev ingen sejrrig kamp, men den bremsede den muslimske fremtrængen i adskillige år. Uden korstogene havde et kristent Europa næppe overlevet.

Da de muslimske armeer mange generationer senere trængte op gennem de østeuropæiske områder, gjorde sig til herrer over Grækenland, Albanien, Serbien, Bosnien, Rumænien, Bulgarien og Ungarn, var Europa bedre rustet. To voldsomme angreb på Wien 1529 og 1683 blev mirakuløst afværget og gennem en århundredlang kamp lykkedes det at trænge islam tilbage fra størstedelen af Europa.

Islamiske lande har aldrig opgivet retten til de tabte territorier i Europa. Områder, som en gang har været muslimske, hører for altid med til Dar al-Islam. Mange ser i dag den islamiske indvandring til Europa i denne sammenhæng.

Lær af historien.

Bevar kronen

Diverse — Drokles on December 18, 2007 at 4:16 am

Fra 180 Grader

“At melde sig ind i en fælles valuta betyder klart at opgive sin økonomiske suverænitet. Det betyder at opgive renten som styringsinstrument, og i stedet følge, hvad et vilkårligt flertal af euro-lande måtte have af behov,” skriver Lars Seier Christensen.

Jeg er overbevist.

Kristne fordrives fra de palæstinensiske områder

islam — Drokles on December 18, 2007 at 2:44 am

Fra Kristelig Dagblad

– Kristne ledere bliver tvunget til at forlade deres menigheder og dermed overlade de kristne borgere til islamisterne. Hvis en kristen spiser en sandwich på et offentligt sted under ramadanen i Betlehem, risikerer han at blive overfaldet og måske endda arresteret og smidt i fængsel, siger Justus Reid Weiner.

Han nedtoner samtidig Israels ansvar for de kristnes trængsler. Ofte får den israelske sikkerhedsmur skylden for de kristnes flugt. Især i Betlehem-området, hvor de kristne i dag kun udgør omkring 15 procent af den samlede befolkning. For 100 år siden havde Betlehem et suverænt kristent flertal.

De kristne udgør omkring 1,5 procent af den samlede palæstinensiske befolkning på 2,5 millioner, og den kristne udvandring fortsætter stadig, selvom intifadaens vold er blevet afløst af et spinkelt håb for en fornyet fredsproces. I mange tilfælde efterlader kristne familier et enkelt familiemedlem for at vogte over huset, mens resten af familien emigrerer.

– Mange af de kristne ledere i Betlehem taler i de samme floskler som den politiske palæstinensiske ledelse og giver Israel skylden for alt ondt. Forklaringen kan være, at de kristne ledere er bange for at blotte det skrøbelige samfund og virkelig afsløre, hvor få kristne der er tilbage i selvstyret. Men de udsagn, der kommer fra den kristne befolkning, vidner om det stik modsatte. De giver netop ikke Israel skylden, siger Justus Reid Weiner.

For nylig blev en kristen leder i Gaza skudt og en kirkemedarbejder forsøgt kidnappet. Siden Hamas-bevægelsens magtovertagelse i Gaza er mange kristne flygtet fra Gaza, men langt størstedelen af det lille samfund på 2500 individer kan ikke flygte på grund af manglende indrejsetilladelse til Israel.

Nogen spørgsmål?

Morten Kjærum og ytringsfriheden

Globalisering, Godheds-industrien, Kunst og kultur, Multikultur, islam — Drokles on December 18, 2007 at 2:07 am

På Brandts Klædefabrik åbner snart en udstilling om ytringsfriheden, hvor Jyllands-Postens tegninger af pædofeten og de efterfølgende hadebreve vil kunne beses. Fra 180 Grader

 “Vi har længe gået og talt om, at vi gerne ville lave en udstilling om ytringsfrihed. Det er sådan set ikke på grund af Muhammed-tegningerne, at vi laver udstillingen. Men de skal selvfølgelig med, fordi de er aktuelle,” siger direktøren for Danmarks Mediemuseum, Ervin Nielsen, til Nyhedsavisen.

I den forbindelse siger Morten Kjærum fra Institut for Menneskerettigheder

“Det er meget positivt, at der kommer en udstilling, der forhåbenlig kan åbne diskussionen for, hvordan man kommunikerer i en global verden. Jeg er meget positiv over for udstillingen og tror ikke, at den vil puste til ilden. Hvis museet formår at nuancere ytringsbegrebet, bliver det en yderst interessant udstilling, som jeg selv gerne vil opleve,”

At kunne sige sin forbandene mening er ikke en af de menneskerettigheder Kjærum forsvarer. Derimod har han et nøje fokus på en anden rettighed, nemlig rettigheden til ikke at høre noget man ikke kan lide at høre. Anderledes kan man ikke tolke det når Kjærum mener at man skal kommunikere på en bestemt måde i den globale verden, hvor man kun kan gyse ved det bagvedliggende regelsæt for global konduite.

Kjærum taler da bemærkelsesværdigt nok heller ikke om ytringsfrihed, selv om det udtrykkeligt er udstillingens formål. Kjærum indfører “ytringsbegrebet” der ikke signalerer nogen for for frihed for den ytrende men tværtimod åbner for problematisering af ytringer og noget der trænger til en redefinering.

Hvad der ikke problematiseres i Kjærums verden er den ild man åbenbart kan puste til ved at ytre sig. Det tages altså bare for givet, at man kan lade sit had til mennesker med en anden mening eskalere ud af kontrol og ud i voldudøvelse og, ja, det tages faktisk for en menneskeret.

Next Page »

Monokultur kører på WordPress