Islam, børn - og svigermor holdt hende under seancen

Arabere, islam, muhammed — Drokles on January 31, 2014 at 2:18 pm

Zionisda Stream

Arabere, Diverse, Israel — Drokles on January 31, 2014 at 10:17 am

Det grædende barn og million træet

Diverse, Historie, Politik, Socialistis Folkeparti, venstrefløjen, Økonomi og finans — Drokles on January 30, 2014 at 7:01 pm

Et grådkvalt barn kommer ud fra SF’s gruppeværelse og bedyrer at hun nu alligevel stemmer for det forlig som hun kort forinden ikke havde kunnet stemme for af samvittighedsgrunde. Hun har efter en god dialog, helt uden trusler og våben, nu erkendt nødvendigheden af magtens udøvelse. Ved siden af hende står en benhård tolk, en af de tolke, som altid ledsager udenlandsk presse der besøger et regime, eller sådan en lignede Vigsø Bagge i hvert fald, og sikrer sig at det grædende pigebarn ikke udtaler sig uheldigt. Bagge havde via sin egen besværede samvittighed selv truet sig til en magtfuld post ved regeringsdannelsen. Men man finder jo ikke et smuthul i karrierestigen bare for at lade alle andre følge med, så her blev der smækket en skalle.

Det stakkels barn vandt dengang sympati helt ind i ellers hårde venstrehjerter på grund af pressens ufølsomhed og ikke mange tænkte over SF’s logiske magtdemonstration. Hun ville så gerne blive i partiet for det var der hun hørte hjemme også selv om partiet nu førte en politik, der var hende inderligt imod. Hun udtrykte den ulykke SF’ere føler over omkostningerne ved at have magt og skulle træffe valg, både til og fra. En ulykke over den af Corydon gang på gang påtvungne erkendelse af at man i en begrænset økonomi ikke at kan dele ubegrænset ud. Men hun udtrykte også SFs barnlige opfattelse af virkeligheden. Hvad havde hun og andre SF’ere ellers tænkt sig da de i første omgang gik i regering med Vestagers skattelettelsesparti? Vidste de ikke at man ikke kan være med i alt og være imod hvad som helst?

TV2-News havde nogle måneder forinden fulgt et andet barn, daværende skatteminister Thor Möger, rundt på en almindelig arbejdsdag. I ministerbilen var der lige netop en oase i travlheden til at ministeren kunne betro seerne at en ministerpost så tidligt i hans lille liv var et stort skridt i hans videre karriere. Og trods arbejdspresset nød han hvert øjeblik. Men, og det var vigtigt, mens han var i ministeriet ville han da selvfølgelig prøve at “gøre en forskel”. Ja, hvorfor ikke, mens man nu alligevel er her?

Thor Mögers politiske karriere lå kort efter i ruiner, skønt Sohn, lukker af partier, havde udset ham som indpisker. Uden erfaring, mandat og den deraf affødte tillid i SF’s gruppe skulle han gennemføre den voldsomme kursændring fra SFs politik til, hvad der endte med at blive kaldt den nødvendige politik. Ungdommeligt overmod havde forståeligt fået ham, som også resten af Børne Banden, til at takke ja til denne uriaspost forblændet af en enestående mulighed for at være centrum for historiens gang. Hvad der var mindre forståeligt var de voksne og erfarne politikeres valg af et ungt ubeskrevet blad. Man havde i opposition bildt sig selv ind at alt var muligt, gavnlig, ønskeligt og ikke tænkt videre.

Så stor var glæden ved magten af man bed hovedet af al skam og vendte sin økonomiske tænkning helt på hovedet. Thor Möger brugte sine embedsmænd til at afvise selveste Mogens Lykketofts indvendinger imod skattereformen og fremturede i kor med de borgerlige at lavere skat på arbejde giver mere vækst og mere vækst kommer de mindre priviligerede til gavn i det lange løb. Og Möger kaldte det endda “en nyhed i dansk skattepolitik” at føre en “skattepolitik, som har hårdtarbejdende lønmodtagere med lave indkomster i centrum“. Så for SF var vækst nu ikke længere et onde, som har grænser i en begrænset verden, men et gode. Ja, endda en forudsætning for velfærd. Og det var de arbejdende, de priviligerede, de besiddende, der skulle have økonomisk frihed som ad åre vil dryppe ned på sultens slavehær.

Helt surrealistisk blev det da man kunne læse i Jyllands-Posten at Socialistisk Folkeparti ligefrem altid har anset deres sociale indignation, som en klods om benet. Det skete da Özlem Cekic tabte det store Carina slag til ‘kuglestøderen’ Joachim Brøchner Olsen,  for “…ifølge en kilde tæt på regeringen kom katastrofen belejligt

“Vi fik pludselig et argument, et symbol, som er meget stærkere end noget vi selv kunne have fundet på. I dag ved alle, hvem Carina er. Alle ved, at der skal være en forskel mellem de lavest lønnede og dem på overførselsindkomst,” siger kilden.

(…)

En kilde i SFs ledelse fortæller til Jyllands-Posten, at Carina såede et kim til skattereformen.

“Det gik op for os, at vi kunne bruge debatten til at få fokus på de lavtlønnede pædagoger og dem, der sæter varer på hylderne i Fakta. Det er dér, surdejen til rugbrødsreformen bliver slået op,” siger kilden i SFs ledelse.

Sådan havde SF valgt at føre politik; svigte deres idealer for den nødvendige politik og i stedet lefle for de Radikales livsstilsproblematikker. Det var ingen vinder. Hverken blandt de, der heroisk smurte leverpostejmadder om morgenen eller de der der ventede på at leverpostejskrummer ville løfte dem op af klienteriets hængedynd. Mens der skulle være topskattelettelser til den veluddannede radikale vælgerskare kom der afgiftsforhøjelser på proletariatets livsstil. Alkohol, sukker, tobak og fedt hørte sig ikke til, det gør folk så grimme som deres indre svinehund. Fløde er ikke godt.

Mögers hårdtarbejdende lønmodtagere skulle også have lidt flere af sine surt tjente penge til sig selv og tillige som forbruger hjælpes via højere afgifter, til at træffe de rigtige valg. Kun således kunne han forblive sund i krop og sjæl. Afgifterne var modsat indkomstskatten ikke progressive og det var hele fidusen, thi des mindre man tjener, des mere hjælpes man - hvilket gav SF en helt ny social retfærdighed. Og for sultens slavehær på overførselsindkomst, tjah, så måtte man blot håbe at de ville vise sig bedre til at administrere deres livsstil end deres arbejdskraft - ellers ville det tidligt blive sidst på måneden.

SF havde lært at der fandtes en nødvendig politik. Men det mytiske million træ levede endnu, om ikke som en del af store forlig, så i det mindste som noget man som SF’er havde adgang til. Og således skete det. Som det naturligste i verden. Helt skødesløst, nærmest som en strøtanke, en sidebemærkning, røg ordene ud af Wilhelmsens mund; Det er en million til dig! Dermed summerede Wilhelmsen sit partis, ja hele venstrefløjens forhold til andre folks penge op i en enkelt sætning. Skandale! Og man hentede straks en ny million fra træet til de der havde følt sig snydt.

Men det blev ikke SF’s skødesløse forhold til andre menneskers penge eller svigtet af deres salonproletariske principper, der brækkede kamelens ryg, men et pludseligt nationalromantisk forhold til et statsligt energiselskab. Baglandet kunne ikke længere genkende sig selv og partiet er forfaldet i åbent slagsmål om dette seneste udsalg, nu ikke af socialistiske principper, men af ‘Danmarks’, ja det var ordet der blev brugt, værdier. “Det er en afvejning af, hvordan kapitalen skal komme” forsøgte Vilhelmsen at forklare sig. Men ak, barnets tro på milliontræet, lader sig ikke rokke.

Max Boot om guerilla krig

Arabiske forår, Historie, Jihad, Syrien — Drokles on January 25, 2014 at 7:36 am

Det er næsten altid en fornøjelse at lytte til Uncommon Knowledges Peter Robinsons interviews. Her er det militær historiker Max Boot der taler om guerilla krig gennem historien og Syien i dag.

Et ukrainsk syn på de ukrainske optøjer

Ukraine — Drokles on January 24, 2014 at 2:17 pm

Den ukrainske journalist Taras Ilkiv giver i Business Insider 10 andre grunde til optøjerne i Ukraine end dem, man ellers hører i vestlige medier. Jeg har valgt to af de lidt mere universelle

Protests in Ukraine are not pro-EU (as it is written in most of international news agencies). The disruption of the association agreement with the European Union in November was only cause for local rallies. But after a peaceful student protest was violently dispersed by the ‘Berkut’ [special police] in Kyiv on Nov. 30, a million angry people took to the central square of the capital. Since then rebellion has not gone away; instead it turned into an anti-government uprising demanding the resignation of the Prime Minister and Interior Minister, and also the resignation of President Viktor Yanukovych. Most people are tired of total corruption in all spheres of life and the lack of justice and security officials’ self-will. The middle class has become an engine of the protest since it suffered harassment from the tax agencies. Now the protest has joined with the radicals, who actually began violent confrontation on Sunday, tired of waiting for action from the liberal opposition. However, they have support among the majority of protesters.

(…)

Ukraine has almost no independent media outside of the Internet. Some people from the industrial East, which borders with Russia, do not even know the truth about what is happening in Kyiv. Central TV channels just do not show, or distort the information. Printing presses are monopolized or owned by oligarchs. Until recently, the only true island of freedom was of the Internet, but last Friday Yanukovych signed a law that allows anybody to close any websites without trial or warning because of the slightest complaint. Journalists face enormous pressure and huge campaigns to discredit them. One journalist, Tatyana Chornovol, who wrote about the wealth of Yanukovych, was recently severely beaten by five intruders.

Dokument utifrån - Lobbyisterna

EU, Politik, Pressen — Drokles on January 24, 2014 at 9:34 am

Den pragmatiske muslimfrygt

Diverse, Multikultur, Politiken, Ytringsfrihed, islam, venstrefløjen — Drokles on January 23, 2014 at 2:19 pm

Forfatter Kaspar Colling Nielsen har skrevet et indlæg i Politiken med den ambitiøse titel “Ytringsfrihedens reelle udfordringer“, hvor han dels definerer to hovedpositioner i debatten, dels hvad debatten drejer sig om, dels hvilke misforståelser der er, dels hvad der er enighed om og dels hvad debattens egentlige formål er, eller bør være. Mere spændende kan det næsten ikke være. Derfor er det en kedelig pligt at måtte meddele at indlægget er et forvirret og selvmodsigende makværk. Se f.eks dette udsagn

Jeg er enig med Frederik Stjernfelt, Jens Martin Eriksen, Birgithe Kosovic o.a. i, at vi bør kunne udtrykke os frit om hvad som helst uden et øjeblik at frygte at blive overfaldet af gale islamister eller andre voldsmænd. Det er hævet over enhver tvivl fuldstændig utåleligt, at en eller anden formørket psykopat overfalder Kurt Westergaard med en økse, fordi han har tegnet en tegning. Det er helt uacceptabelt.

Og så Colling Nielsens konklusion

Jeg mener også, at vi skal afstå fra at støde muslimernes religiøse følelser. Det er selvfølgelig en begrænsning af ytringsfriheden, men helt ærligt, hvis vi anskuer det pragmatisk og ikke principielt, kunne vi så ikke alle gå glade og frie gennem hele livet uden at tegne et billede af Muhammeds ansigt?

Colling Nielsens spring fra at mene at man skal kunne udtrykke sig frit til at man skal lade være med at udtrykke sig frit bindes op på en ide om et formål med debatten, der er det egentlige ærinde. Debat er en formalitet, der skal overstås før man kan komme frem til et defineret resultat. Heri er jeg uenig, men jeg er usikker på, hvad formålet med denne dissens så skal være.

Først definerer Colling Nielsen de “to uforenelige positioner”, den idealistiske og den pragmatiske. De siger sig selv; den idealistiske position udgøres af Frederik Stjernfelt, Jens Martin Eriksen, Birgithe Kosovic o.a., mens Politiken og konsorter repræsenterer de pragmatiske. Hedegaard, Krarup, Sørlander og andre realister nævnes ikke med et eneste ord og er således ikke en del af debatten - eller er de ikke en del af dens misforståelser? Nej, pjat, det er kun spiselige idealister man kan tåle at beskæftige sig med. Og her kræves der endda et kunstgreb, nemlig at indtage definitionsretten til debatten ud fra en løgnagtig opfattelse af at dette kan gøre ud fra en upartisk position.

De manglende resultater skyldes efter min mening, at debatten er blevet ført fra to uforenelige positioner, som ikke diskuterer det samme, og som samtidig begge overser de egentlige og væsentlige spørgsmål, vi alle burde stille os, når vi diskuterer ytringsfrihed. For spørgsmålet om ytringsfriheden er ikke alene et principielt spørgsmål, det er en virkelig problemstilling, som skal løses i den virkelige verden, og derfor burde spørgsmålet være: Hvad fanden skal vi gøre ved det?

Upartiskhed er et svulstigt ord for ligegyldighed, der igen er et elegant ord for uvidenhed, som Chesterton bemærkede. Colling Nielsen tror således han kan hæve sig over debatten ved at definere den. Og den defineres ud fra spørgsmålet om, hvad fanden skal vi gøre ved det. Selvom jeg selv er uenig i at det er spørgmålET så vil jeg alligevel delvist svare på spørgsmålet om hvad pragmatikerne i det mindste til en begyndelse gøre ved ‘det’: Lad være med at bekræfte muslimerne i at de har en sag, lad være med at møde dem med forståelse når de overskrider grænsen for alt, lad være med at ægge dem til stadigt mere vold, kort sagt: LAD VÆRE MED AT VÆRE ENABLERE AT TERROR OG VOLD. For fanden!

Vi er mange der har debatteret med pragmatikerne om hvorfor de ikke forstår hverken ytringsfrihedens væsen eller virkeligheden, nemlig at vi står overfor en direkte trussel mod vores hævdvundne frihed en trussel der endda bliver benægtet af pragmatikerne, der endda bekræfter og belønner de truende med eftergivenhed, privilegier og efterplapring af muslimernes løgne. Vi har også diskuteret indbyrdes om pragmatikern er tungnemme eller forræderiske.

Det er pragmatikernes ønske her i nederlagets stund at begrave disse debatter, når de nu ikke kunne begrave deres debattører, hverken under fordømmelse eller ved at prøve at ignorere dem. Så nu er det næsten blevet hverdag med indlæg af denne type, der sleskt prøver at et faustisk fait accompli.

Når diskussionen midlertidigt er endt, hvor den er, skyldes det efter min mening, at den har været præget af en manglende fælles forståelse af, hvad der egentlig blev diskuteret.

(…)

Er det virkelig formålstjenligt? Altså, er det den bedste strategi i forhold til at nå vores erklærede mål om på et tidspunkt at ankomme til et frit og åbent samfund, eller er det kontraproduktivt i forhold til det, vi ønsker? Det er svært at svare på, men ved at fokusere på løsningen af de problemer, som åbenlyst eksisterer, ser vi konturerne af en bedre afgrænset og mere konstruktiv debat, hvor vi rent faktisk diskuterer det samme. En debat, der ikke længere udspiller sig i en idealistisk boble fjernt fra virkeligheden.

Den nødvendige diskussion er en samfundsmæssig diskussion, hvor videnskabelige undersøgelser, erfaringer fra andre lande, og andre empiriske eksempler kan inddrages meningsfuldt. Det handler om, hvordan vi skaber et samfund, hvor alle kan ytre sig frit. Derfor bør vi fokusere på spørgsmål som: Hvordan integrerer vi bedst muligt det muslimske mindretal i det danske samfund? Hvordan begrænses radikaliseringen i de muslimske miljøer? Spiller ghettodannelserne en negativ rolle i forhold til integration? Disse spørgsmål burde står helt centralt i ytringsfrihedsdebatten.

Jamen dog. Jeg ved ikke om man kan forklare pragmatiske folk som Colling Nielsen at diskussionen ikke er endt så længe nogen stadig diskuterer og det er frivilligt om man vil være med eller ej. Og at med mange debattører er der altid nogle der misforstår meget - ikke mindst hvad debat handler om. Men det er en misforståelse at der kun er een debat. Det er pragmatikernes egentlige problem med pluralismen, mangfoldighed og frihed; de tror det er en projektion af deres eget golde indre.

Hvad Colling Nielsen og resten af pragmatikerne argumenterer for er hvad man i Sverige kalder ‘debattens økologi’; nemlig det forud definerede, defineret længe før nogen vidste der ville komme en debat, defineret af nogen, hvis integritet ikke er til debat (og det er i hvert fald ikke mennesker som Hedegaard, Krarup, Sørlander og den slags anløbenheder) således at debatten kan styres hen imod det gode formål, der også er defineret før debatten og af de selv samme nogen, hvis integritet ikke står til debat.

Men pragmatikernes selvdefinerede problemer skal løses og problemet er kompromissøgende nok “at ytringsfriheden faktisk er truet i Danmark” og denne trussel er højst overraskende muslimerNE. Ja, det skriver han helt ublu når han mener at vi skal afstå fra at støde deres religiøse følelser. Han skærer det endda helt ud i pap

Jeg mener, at vi skal moderere tonen i forhold til muslimer.

(…)

Hvis du spørger mig, så mener jeg, at vi skal moderere tonen i forhold til muslimer. Jeg tror personligt, at det er den bedste strategi i forhold til at nå vores fælles mål. Mine børn har gået i vuggestue og børnehave på Nørrebro med skønne børn fra muslimske hjem. Jeg har ofte tænkt på disse muslimske børn, og hvad der sker, den dag de bliver store nok til at læse aviser og de for første gang forstår, at de ikke er som alle andre, men at de er andenrangsborgere i dette samfund.

Det er ikke blot enkelte muslimer som islamister eller udsatte unge, det er muslimerne en masse, der udgør truslen mod ytringsfriheden. Den muslimske befolkning er en tikkende bombe under vores samfund, demokrati og frihed. Og løsningen er ængsteligt at behandle muslimerne som rådne æg. Ikke helt ved siden af, vi er i hvert fald flere der nogen gange med livet som indsats har kommenteret på stanken.

Og modsætningen til muslimerne er ifølge Colling Nielsen voldsom for “…ved at skærpe tonen over for muslimerne og fastholde vores eksemplariske ret til at ytre os og gøre grin med deres religion, skaber en dybere og dybere og stadig voldsommere konflikt i samfundet, som fjerner os fra det åbne og frie samfund“. Og da den skærpede tone defineres som muhammedtegningerne(!) er vi altså blot et pennestrøg eller to fra regulær borgerkrig. Det ville være en logisk slutning for Colling Nielsen at alle ærekære og voldelige grupperinger skal beskyttes mod kritik i håbet om at de så går væk. Men logisk konsekvens er ikke formålet med den debat han rejser, det er ikke det der er indeholdt i det faustiske fait accompli han tilbyder om varig fred. Formålet er at de eneste der skal stryges med hårene til de lærer at vold ikke svarer sig er muslimerne.

Nu vi er ved venstrefløjens mangel på indre logik ud over at ytringsfriheden skal begrænses for at sikre dens udfoldelse

Debatten er således blevet en dynamisk afart af den naturalistiske fejlslutning, som den skotske filosof David Hume introducerede, hvor man forsøger at slutte fra et bør til et er, hvilket ikke er muligt.

(…)

Uanset hvad vi på et teoretisk eller abstrakt niveau måtte mene om ytringsfrihed, lever vi i en pragmatisk virkelighed, og det er i virkeligheden, at problemerne skal løses. Der kan sidde nok så mange filosoffer i Deadline og citere Voltaire og Rousseau, men det betyder ikke rigtig noget. Eller rettere: Alt er underlagt de virkelige, pragmatiske forhold, vi til enhver tid lever i. Om vi vil det eller ej, så befinder vi os i virkeligheden og ikke i en ideel verden.

Mens vi altså ikke kan ønske os en reel ytringsfrihed så kan vi godt ønske os en anden debat.

Will the real Mchangama please stand up?

Israel, Satire, Ytringsfrihed — Drokles on January 23, 2014 at 4:58 am

Den ofte udmærkede Jacob Mchangama vånder sig på Facebook over at Esben Lund Larsen i en protest mod politisk korrekthed vil revitalisere ordet neger. Mchangama finder det i ironisk tone “helt sort” fordi det ikke “vil falde i særlig god jord hos særlig mange“. Og for at hamre sin pointe hjem om det lummert racistiske i ordet neger fortsatte han i en ny Facebook opdatering med disse sjove eksempler fra en bedre tid.

Her er en række eksempler på brug af ordet neger fra 1920′ne der forklarer, hvorfor mange ikke opfatter det som et objektivt beskrivende ord: Fra ugeblad i 1905

Selv en ret frisindet Dansker har, naar han skal være ganske ærlig, vanskeligt ved at forstaa, at en Neger er et rigtigt Menneske. Han er mest tilbøjelig til at betragte den sorte Fyr som en mellemting mellem en Abe og et Menneske.

60 Erik Wiedemann i 1925:

De sorte Toner er for Legemet, de hvide for Sjælen.”, ”De, der kender Negere, [vil] fremdeles ikke [...] anerkende dem som rigtige Mennesker…” samt ”Man skulde slaa dem ihjel, men maa omfavne dem!”

Citat fra bladet “Vore Damer” fra 1926

Der bor i alle Naturfolk en Sans for Kunst af primitiv, men stor Skønhed. Negeren har faaet sit paa Musikens Omraade. I hans lille Hjerne med den tykke Skal bor der en rytmisk Djævel, som gør ham til uindskrænket Herre over den moderne Tids Jag og Nervøsitet. Han føler ikke selv Nervøsiteten, for Nerver har han ikke, men han behersker dens Teknik”

Det var lidt overraskende fra den kant thi på sin Facebook profil blot få dage forinden havde Mchangama givet sin støtte brug af nazi ord og symboler uanset deres stødende og afsindige med- og bibetydninger

Israel is considering adopting a draconian law that would proscribe most uses of the word “Nazi” and severely limit free speech. Israeli Attorney General Yehuda Weinstein offers an important against the draft law: “There is no dispute that the use of Nazi symbols and epithets in public is offensive and outrageous…However, not all behavior that offends the public is deserving of being criminalized.” Hear hear.

Den eneste forklaring på disse let skizofrene udsagn må være, som det er blevet foreslået, at et af indlæggende på Mchangamas Facebook profil ikke er skrevet af Mchangama selv, men af - ja - en NEGER!

Processen

islam — Drokles on January 23, 2014 at 3:29 am

Her er en tragedie. Fra Daily Mail

Women in Afghanistan were brutally repressed under Taliban rule from 1996 to 2001 – but a series of fascinating old photographs show how women there used to live freely.

The Taliban were condemned around the world for their treatment of women.

Under their rule women were forbidden to be educated, publicly beaten for showing disobedience and forced to wear burqas – a garment that covers the whole body, apart from the eyes.

However, Mohammad Humayon Qayoumi, who was born in Kabul in Afghanistan, and went on to become an engineering professor at San Jose State University, wrote a photo-essay book called Once Upon A Time in Afghanistan that documented how life before the Taliban used to very different for women.

His photographs from the 1950s, 60s and 70s show how they used to be afforded university-level education, browse record shops in short skirts and study science.

Indeed a State Department report from the Bureau of Democracy, Human Rights and Labor from 2001 explains how women were given the vote in the 1920s, were granted equality in the Afghan constitution in the 1960s and by the early 1990s formed 70 per cent of school teachers, 50 per cent of government workers and in Kabul, 40 per cent of doctors.

afghanske-kvinder-1967

Det er sket i mands, eller måske rettere, kvindes minde. Kvinderne mærker undertrykkelsen 100% og er ikke opdraget i eller identificerer sig med et slavesind.

“Do you know how the Orcs first came into being? They were elves once, taken by the dark powers, tortured and mutilated. A ruined and terrible form of life…”

Whom do you serve?

Dieudonné

Diverse — Drokles on January 21, 2014 at 1:49 pm

En fransk performancekunster/komiker ved navn Dieudonné M’Bala M’Bala, hvis mor var af den type hvide kvinder, der læste sociologi, kunstmalede og selvfølgelig derfor lod sig bolle tyk af en neger, har skabt røre i sit hjemland ved at udfordre grænserne for god smag. Fodboldelskere har måske hørt om Nicolas Anelkas kontroversielle salut (Også foretaget af Nasri og Sakho), den såkaldte quenelle som er udbredt såvel blandt antisemitter til højre og venstre for muslimerne, som almindelige tåber. Quenellen er opfundet af Dieudonné i et hav af antisemitisk sværmeri. Men er Dieudonné så den antisemit han er beskyldt for at være eller er han måske en Flemming Rose, når han argumenterede for at vi først er lige når vi indånder den samme røg?

Dieudonné (pronounced DYUH-do-NAY), 47, argues that he is playing a vital role in a complacent and racist French society. “I’ve been able to laugh at everything except Jews,” he said in an interview this month. “I realized that it was forbidden to laugh about them.”

(…)

“I am the king’s jester,” Dieudonné said. “And the jester is the one who puts his finger on certain truths that the court doesn’t want to hear.”

Hvilket måske var hele pointen med hans film L’Antisémite ifølge Vladislav Davidzon

A wounded Dieudonné whelps over his dying wife’s body (she is wantonly euthanized by a Jewish doctor) and shrieks, “Yes! YES!I am an anti-Semite!” At the end of the movie within the movie, Dieudonné and the actor playing Goldstein (as well as the emaciated prisoner in the camp) have overcome their natural hostility through viciously homophobic banter at the expense of the capering director and walk off together like Bogart’s Rick and Capt. Renault in Casablanca.We can all be friends, the logic of demotic and democratic misanthropy goes, if we just hate and tease each other equally.

Eller er han måske snarere en David Bowie, der ikke længere kunne skelne sig selv fra sin Ziggy Stardust figur? At han med sit antisemitiske projekt selv er sunket ned i “A medley of paranoia, narcissistic rage, and twisted self-exculpatory demagoguery, it is also the record of a gifted artist’s comprehensive descent into nihilism and madness.” som er Davidzon’s beskrivelse af Dieudonné’s film L’Antisémite. De kloge tænker.

Dieudonné tog med filmen L’Antisémite, en film betalt af den iransk propagandainstitution Documentary and Experimental Film Center, sin egen angivelige antisemitisme under behandling. Men det var åbenbart skrap kost. En planlagt visning af filmen på markedet ved Cannes film festivallen blev aflyst med den enestående begrundelse at Cannes i sin kunstneriske selvforståelse må sikre sig imod “…the presence of any movie which affects public order and religious convictions“.

Med nogenlunde samme logik har forskellige franske domstole nedlagt forbud mod Dieudonné’s liveshows, som han turnerer rundt i landet med og det er denne defensive tilgang til det frie ord, der nu også har placeret Dieudonné i den danske ytringsfrihedsdebat via Omar Marzouk. Han havde nemlig ringet til TV2 News og fået øjeblikketligt sæde i Kulturnyt og så sad han sad der med ved bordet ud af den blå luft og fandt det hyklerisk at ‘en specifik fløj’, hvilket var Trykkefrihedsselskabet, ikke reagerede straks på den franske stats forbud. Marzouk hamrede sin pointe ud af banen ved at sammenligne den manglende reaktion ved Diodonné’s forbud med at man i Danmark indførte flyveforbud over Vollsmose da Yahya Hassan optrådte med sit knækprosa. Hmm, måske kan man til nød sige at både Frankrig og Vollsmose er fremmed territorium, meeeeen…. Sandheden er nok snarere at indtil Marzouk selv bragt Dieudonné på banen betragtede man sagen, så meget som man overhovedet var bekendt med den, som et rent fransk anliggende. Det faldt faktisk slet ikke journalisten ind at spørge Marzouk hvad han regnede med at et lille dansk selskab af frivillige som Trykkefrihedsselskabet der administreres af en hjemmegående husmor og en gammel drukkenbolt egentlig har med den løgsuppe at gøre.

Konstitueret næstformand for Trykkefrihedsselskabet Aia Fog forsøgte venligt at højne niveauet for debatten ved at skelne mellem den formelle trussel mod ytringsfriheden, som de franske forbud udgjorde og så den selvbestaltede trussel, der er en anden og især her i landet ganske mere reel trussel. Og herved antydede Fog i den ene sætning hun fik lov at haste igennem på en videoforbindelse også Marzouks eget hykleri når han bagataliserer at mennesker herhjemme kues gennem trusler og vold. Men det spurgte journalisten heller ikke videre til så Marzouk kørte uanfægtet på og spurgte, hvad vi i det hele taget skal gøre med folk med ekstreme meninger. Jeg tænker repatriering.

Således kører Dieudonné’s show tilsyneladende. En fransk satiriker satiriserer alt andet end Frankrig og sit negerland, men svælger i antiamerikanisme, antisemitisme og konspirationsteorier, til et publikum, der er så begejstret over at dele verdensbillede, at de griner hen over den manglende humor. Intet vid, intet bid. Om Dieudonné er antisemit eller ej er jo selvfølgelig ligegyldigt, det er der jo så mange på venstrefløjen der er. Lotte Svendsen fandt det således timeligt at slå fast at “...jøderne står på RIGTIG meget magt i verden lige nu” i en anden debat på TV2 News om netop Dieudonné. Og det er netop problemet, de mange. “Han har jo haft proppede sale og et stort intellektuelt publikum” sagde Lotte Svendsen videre og placerede ufrivilligt en stor anklagende finger på venstrefløjen. Hånd i hånd med deres importerede muslimske masser bereder venstrefløjen nu deres åndelige univers til det næste Holocaust.

Stemninger fra et par multietniske samfund

Arabiske forår, Demografi, Jihad, Multikultur, Politik, islam — Drokles on January 19, 2014 at 1:55 pm

I dette tilfælde Libanon

An English language version of my BBC Arabic documentary on the social, economic and personal effects of the sectarian clashes between Jabal Mohsen and Bab al Tabbaneh, which pit Alawite and Sunni Muslims against one another in the northern Lebanese city of Tripoli.

Kommentar til dokumentar

Al Jazeerah, FN, Historie, Israel, Jihad, Politik, islam — Drokles on January 13, 2014 at 6:56 am

Jeg refererede forleden til en dokumentar om Yom Kippur krigen i 1973 mellem først og fremmest Syrien-Ægypten og Israel. På overfladen en udmærket og grundig dokumentar med masser af interviews med hovedpersoner, centrale vidner og eksperter. Dokumentaren er fra Al Jazeera, men kunne såmænd have været produceret af en hvilken som europæisk stats TV-station, hvilket vil sige at der er en naturlig skævvridning og og udeladelse af relevante oplysninger.

For der er et par men’er man kan knytte til vinklingen af konflikten, der kun på overfladen tager sig neutral ud og nogle af de påstande, som den arabiske side slipper igennem. Dokumentaren hæfter sig meget ved at Sinai og Golanhøjderne var besat af Israel efter 6-Dageskrigen (dokumentaren bruger sjovt nok for en arabisk TV-station ikke den lidt mindre bibelske og for araberne mindre ydmygende Juni Krigen eller 67 Krigen), men glemmer at fortælle hvorfor Israelerne følte sig nødsaget til at opretholde en buffer zone mod Ægypten og Syrien, der havde som svoret mål at rulle Israel i havet. I stedet tegnes Sadats motivation som en utålmodighed med de fastfrosne fredsforhandlinger.

Flere gange får vi at vide at en israelsk sejr er fulgt af svære tab. Israel mistede 2.656 soldater under krigen og i forhold til israelsk standard er det også mange tabte liv.  For ægypterne og syrerne anslås tabene at være mellem 8.000 og 18.500. Den voldsomme usikkerhed fortæller alt, der er værd at vide om arabernes forhold til menneskeliv.  Der lægges omvendt vægt på arabiske soldaters tapperhed når det lykkedes dem at stoppe den israelske fremrykning i krigens sidste dage og de efterladte og ødelagte israelske kampvogne der stadig står som monumenter og markerer den endelige frontlinje - langt inde på arabisk jord!

Der er også et indigneret afsnit i det sidste program, hvor israelerne flere gange sidder en FN våbenhvile overhørig fordi de virkeligt har tur i den på slagmarken og vil stå så stærkt som muligt ved forhandlingsbordet. Dokumentaren hæfter sig ved at den amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger lader Israel slippe  afsted med at fortsætte kamphandlingerne. Men det var især Sovjet der ville skåne araberne for selv at betale prisen for den krig, de selv havde startet. Israels handlinger var ganske fornuftige og moralske.

I filmen fortæller en stolt soldat at skønt de virkeligt hadede Israel og var ganske euforiske ved de første sejre så behandlede de alligevel israelske fanger godt. Muligvis var det hans oplevelse, men det var ikke sandheden om arabernes behandling af israelske krigsfanger. Fra Wikipedia

Syrian atrocities

Syria ignored the Geneva Conventions and many Israeli prisoners of war (POW) were reportedly tortured or killed.[249] Advancing Israeli forces, re-capturing land taken by the Syrians early in the war, came across the bodies of 28 Israeli soldiers who had been blindfolded with their hands bound and summarily executed.[250] In a December 1973 address to the National Assembly, Syrian Defense Minister Mustafa Tlass stated that he had awarded one soldier the Medal of the Republic for killing 28 Israeli prisoners with an axe, decapitating three of them and eating the flesh of one of his victims.[251] The Syrians employed brutal interrogation techniques utilizing electric shocks to the genitals. A number of Israeli soldiers taken prisoner on Mount Hermon were executed. Near the village of Hushniye, the Syrians captured 11 administrative personnel from the Golan Heights Force, all of whom were later found dead, blindfolded and with their hands tied behind their backs. Within Hushniye, seven Israeli prisoners were found dead, and another three were executed at Tel Zohar. Syrian prisoners who fell into Israeli captivity confirmed that their comrades killed IDF prisoners.[252]

Some Israeli POWs reported having their fingernails ripped out while others were described as being turned into human ashtrays as their Syrian guards burned them with lit cigarettes.[253] A report submitted by the chief medical officer of the Israeli army notes that, “the vast majority of (Israeli) prisoners were exposed during their imprisonment to severe physical and mental torture. The usual methods of torture were beatings aimed at various parts of the body, electric shocks, wounds deliberately inflicted on the ears, burns on the legs, suspension in painful positions and other methods.”[254] Following the conclusion of hostilities, Syria would not release the names of prisoners it was holding to the International Committee of the Red Cross and in fact, did not even acknowledge holding any prisoners despite the fact they were publicly exhibited by the Syrians for television crews.[255] The Syrians, having been thoroughly defeated by Israel, were attempting to use their captives as their sole bargaining chip in the post-war negotiations.[256] One of the most famous Israeli POWs was Avraham Lanir, an Israeli pilot who bailed out over Syria and was taken prisoner.[257] Lanir died under Syrian interrogation.[92][258][259] When his body was returned in 1974, it exhibited signs of torture.[258]

Egyptian atrocities

Israeli historian Aryeh Yitzhaki estimated that the Egyptians killed about 200 Israeli soldiers who had surrendered. Yitzhaki based his claim on army documents. In addition, dozens of Israeli prisoners were beaten and otherwise mistreated in Egyptian captivity.[260]

Individual Israeli soldiers gave testimony of witnessing comrades killed after surrendering to the Egyptians, or seeing the bodies of Israeli soldiers found blindfolded with their hands tied behind their backs. Avi Yaffe, a radioman serving on the Bar-Lev Line, reported hearing calls from other soldiers that the Egyptians were killing anyone who tried to surrender, and also obtained recordings of soldiers who were saved from Egyptian firing squads. Photographic evidence of such executions exists, though some of it has never been made public. Photos were also found of Israeli prisoners who were photographed alive in Egyptian captivity, but were returned to Israel dead.[260][261]

The order to kill Israeli prisoners came from General Shazly, who, in a pamphlet distributed to Egyptian soldiers immediately before the war, he advised his troops to kill Israeli soldiers even if they surrendered.[260]

Arabernes behandling af krigsfanger afslører at deres egentlige ærinde aldrig var en fredsløsning, men en endelig løsning.

Farvel til Sharon

Diverse — Drokles on January 12, 2014 at 6:47 am

Ariel Sharon har endelig fået fred. Den tidligere israelske premiereminister fik som forsvarsminister skylden for at libanesere slagtede hinanden i flygtningelejrene Shaba og Shatila i 1982 og som partiformand skylden for at have startet intifadaen da han besøgte Tempelbjerget, jødernes helligste sted. Sharon havde fravristet formandsposten fra Yitzhak Shamir

Their rivalry reached a head in February 1990, when Sharon grabbed the microphone from Shamir, who was addressing the Likud central committee, and famously exclaimed: “Who’s for wiping out terrorism?”

Som premierminister vil han blive husket for at acceptere Road Map for Peace unilateralt og tilbagetrækning fra Gaza og samtidig nedlæggelse af bosætterbyer. Ikke ligefrem et træk der kaunne siges at udslette terrorisme. Det købte ikke engang mere end et døgns goodwill fra Europa. Men det er som krigshelt han vil blive husket bedst.

I 1967 var Sharon en af hovedarkitekterne bag sejren over ægypterne, syrerne og jordanerne og han ledte den panserdivision, der rullede den ægyptiske hær helt tilbage til den anden side af Suez. Israel beholdt derefter Sinai ørkenen som en buffer zone nu da araberne havde demonstreret at de ikke kunne administrere og ikke var til at stole på.

Da araberne angreb igen i 1973 blev han kaldt tilbage til at lede sin panser division og han udtalte friskt “We will cross the Suez Canal and the war will end over there” - og det gjorde han. Så her en mere end to timer lang dokumentar om Yom Kippur krigen fra Al Jazeera

Fra året der gik: Farvel til Mandela og hans omvendte lære

Diverse — Drokles on January 9, 2014 at 1:07 pm

Sydafrika mistede et universelt symbol på frihed og menneskelighed, der med fredelige midler lagde racismen på historiens mødding. Sådan ses Nelson Mandela i hvert fald med vestlige øjne, hvor en englænder ligefrem blev anholdt for humoristisk at skrive “‘My PC takes so long to shut down I’ve decided to call it Nelson Mandela.’” på internettet, mens BBC omvendt fik over tusind klager for overdreven dækning. “Han var en høvdingesøn” sagde Uffe Ellemann på TV2 News med en ganske anden henført stemmeføring end den tidligere Venstrehøvding plejede at bruge når han beskrev en dansk politiker som “en hjemmehjælper”. Nogle mente at Mandela var bedst i Shawshank Redemption, Paris Hilton mindede på et tweet om hans store “I have a dream” tale og på Facebook skrev Mette Frederiksen stolt at hun meldte sig ind i ANC da hun var blot tolv år gammel - og ANC var en veletableret terrororganisation.

En følende kvinde med gråt pagehår fortalte på TV2 News at hun mente at Mandelas begravelse var taget væk fra folket og gjort til en begivenhed for statsledere og celebriteter. FNB Stadium i Johannesburg var i hvert fald kun halvt fyldt. Begravelse og mindhøjtideligheder bar præg af vestlig europæisk sørgetradition og ikke den folkelige sydafrikanske festligholdelse, som brød ud ved snart sagt enhver lejlighed mente den følende kvinde videre. Godt det samme for os der husker vuvuzela mareridtet under VM. Muligvis havde hun ret, men selv om Sydafrika er så segregeret som nogensinde, var det ikke de hvide afrikaneres skyld at vuvuzelaerne ikke kom til at markere Mandela. De hvide var nemlig selv ekskluderet ifølge Desmond Tutu, der endda mente at vide at Mandela ville være rystet over sin begravelse.

Nelson Mandela var en frihedshelt, en sydafrikansk frihedshelt. Eller en frihedshelt for den sorte del af den sydafrikanske befolkning, men ikke andre. Mandela startede med at ville bekæmpe, endda udslette, sine hvide undertrykkere og erstatte dem med en kommunistisk inspireret samfundsorden. Han blev fængslet for medvirken til terror, ikke modstand mod apartheid. Og selv om myten fortæller at han under sit lange fængselsophold endte med at opdrage og undervise sine bigote fangevogtere i forskellige udslag af tolerance er realiteten måske og især også at det var Mandela, der blev klogere af sine fangevogtere. For det er netop under fængselsopholdet at han trods personlig bitterhed, en bitterhed han beholdt til sin død, erkender at Sydafrika består af alle dets indbyggere og at kun en lang forsoning og en fælles overenskomst kan redde landet ikke blot fra en borgerkrig, hvor det ikke blot var hvid mod sort, der truede, men også sort mod sort og sort mod farvet, men måske endda også en tålelig fremtid. Et point til lange straffe.

South Africa’s apartheid regime was no model of liberty. But even its most violent enemies enjoyed a bona fide day in court under a judge who was not beholden to a dictator for his job (or his life.) When Nelson Mandela was convicted of “193 counts of terrorism committed between 1961 and 1963, including the preparation, manufacture and use of explosives, including 210,000 hand grenades, 48,000 anti-personnel mines, 1,500 time devices, 144 tons of ammonium nitrate,” his trial had observers from around the free world. “The trial has been properly conducted,” wrote Anthony Sampson, correspondent for the liberal London Observer. “The judge, Mr Justice Quartus de Wet, has been scrupulously fair.” Sampson admitted this though his own sympathies veered strongly towards Mandela. (Indeed, Sampson went on to write Nelson Mandela’s authorized biography.)

Det voldsomme had mod hvide, som ANC plejede og retfærdiggjorde deres myrderier med, levede og lever lystigt videre efter Mandelas løsladelse som en central del af den sorte sydafrikanske identitet. Herunder afsynges en af ANC’s stærkt racistiske sange om at dræbe de hvide

Mandela sang, som det kan ses på billederne, ikke med, men nøjedes med at stå med knyttet næve og se beklemt ud. Fortiden kan være sværere at forsone sig med end ens gamle fjender. Måske blev den også sunget ved mindehøjtideligheden på FNB Stadium i Johannesburg, hvor publikum skulle have sunget ”alle kampsangene fra ANC’s sangbog”.  Mandelas omvending fra kommunistisk sekterisk terrorist til en samlende figur for en krudttønde af at etnisk delt land er i sandhed beundringsværdig så langt som vi kan stole på den. Han kunne jo også regne og vidste at 10% hvide ikke kan regere over de resterende 90%. De hvide ville møde deres undergang i Sydafrika uden at han behøvede at dræbe dem. Revolutionen kunne tage sig mere lækker ud som en evolution -  og nogen skulle vel også betale gildet. Men man skal ikke skrive grimt om de døde, ikke så tidligt da, så jeg holder mig til hagiografien, så langt den nu kan bære.

I dette mytiske lys om en mand der påtager sig landsfaderrollen og slår brog henover dybe kløfter er det beundringsværdigt at Mandela lagde bånd på sine drømme og bitterhed for et større gode. Det kræver en personlig styrke, som måske var den aura der forblændede især vesterlændinge så meget - det og de påståede intentioner. ”Forhåbentlig vil hans ideer og værdier leve videre i os alle sammen” skrev Mette Frederiksen i den forbindelse videre på sin Facebook profil og udtrykte så mange vesterlændinges forhold til Nelson Mandela. Nej, Mandelas ideer og værdier ligger på historien mødding. Nok viste Mandela sig som en forsoner, men han ikke var den semireligiøse fredsfilosof som alle syndes at hylde. Læren fra Mandela handler om karakterstyrke, Mandelas lære derimod, er en vranglære af tyranni. Hvis man var libyer, eller østtysker, eller cubaner skulle man ikke forvente Mandela fælde en tårer over ens skæbne. Tværtimod så man ham triumfere sin sejr i gensidig beundring med undertrykkerne fra Castro til Gadaffi. Det var hans eget folks frihed der lå ham på sinde og ikke andres. Gør som han gjorde, ikke som han sagde. Fra Frontpage Magazine

Mandela was a proponent of “democratic socialism” who, along with the South African Communist Party, unleashed a torrent of violence against his political opponents that included the bombing of government sites. He was convicted of “sabotage” and attempting to overthrow the government—charges to which he openly confessed at his trial.  And in spite of having been released from prison in 1990 after serving 27 years and eventually becoming South Africa’s first black president, he remained on the United States Terror Watch list until as recently as 2008.  The late Margaret Thatcher characterized Mandela’s African National Congress as a “typical terrorist organization.”

Ilana Mercer is a writer and former resident of South Africa who knows all too well about Mandela and his legacy.  One of her books, Into the Cannibal’s Pot: Lessons for America from Post-Apartheid South Africa, includes a chapter chock full of interesting, but inconvenient, facts regarding the man who is now being lauded as never before.

Mercer informs us that long before apartheid came crumbling down, the government of South Africa offered to release Mandela from jail as long as he promised to renounce violence.  Mandela, though, “refused to do any such thing [.]”  Mercer adds that Mandela’s “TV smile has won out over his political philosophy, founded as it is on energetic income redistribution in the neo-Marxist tradition, on ‘land reform’ in the same tradition, and on ethnic animosity toward the Afrikaner.”

Apartheid anses gerne som “one of the most evil political systems ever to scar the planet” som Rick Ungar formulerede det i Forbes og sandt er det at det både var uretfærdigt, undertrykkende og især uæstetisk og derfor i længden også uholdbart. Det var ikke et spørgsmål om det ville ende, men hvornår, hvilket dengang var snart, og hvordan. Men Mandelas egne drømmesamfund var og er langt, langt værre, fra hans ven Gadaffi, der holdt sexslaver, som han personligt torturerede over Castro til DDR, der skød sine egne borgere ved grænsen. Fra Apartheid blev indført i 1948 til det officielt endte i 1994 blev hele 21.000 mennesker slået ihjel. Men 14.000 af de mennesker, stort set kun sorte, blev slået ihjel i årene mellem 1990 til 1994, perioden hvor ANC blev tilladt og Apartheid reelt var ophørt med at eksistere. Og af de 14.000 blev de 92% slået ihjel af sorte. Mestendels drejede det sig om kampe mellem ANC og Inkhata eller sorte, der blev anset for hvide kollaboratører, altså netop de mennesker, som skulle være fundamentet i Mandelas forsonende regnbuenation. Og kollaboratører blev myrdet ved hjælp af necklacing: Et bildæk fyldt med tændvæske trukket over offeret der således bliver brændt ihjel. Mandelas kone Winnie udtalte blandt meget andet endda “With our boxes of matches and our neklaces we shall liberate this country…“.

Selv om man ved Mandelas enstående person og indsats undgik det rene kaos, krig og etnisk udrensning ved apartheids opløsning er regnbuenationen ikke gået en ubetinget bedre tid i møde og spændingerne lever fortsat. De efterfølgende sorte regeringer inkompetente og landet er hærget af vold, mord, hjemmerøverier og voldtægter, hvilket gør Sydafrika af i dag til et af de voldeligste samfund i verden. Meget mere voldeligt end nogensinde under apartheid. Hvor Apartheid var skyld i 170 menneskers voldelig død om året bliver der i disse år alene årligt slået næsten 200 hvide farmere ihjel. Op mod 300.000 skal have mistet livet som følge af racistisk motiveret vold og almindelig kriminalitet siden 1994. Ironisk nok blev Desmond Tutu udsat for indbrud mens han sang med på “Kill the white” på FNB Stadium i Johannesburg.

Sydafrika har grundet en uheldig kombination sort seksualkultur og især Mbekis inkompetente regime tillige været hærget af en AIDS epidemi. som med kriminalitetsstatistikkerne har man med generationers racedyrkende selvretfærdighed ikke et sprog for selvkritik og har derfor valgt at ignorere realiteterne frem for at konfrontere dem. Oveni arbejdsløshed, dårlig uddannelse og eskalerende korruption er det ikke mærkeligt at der både blandt hvide, men også mange sorte er et savn, om ikke til Apartheid, så til den relative orden, der i det mindste også var det gamle styre. Og det er heller ikke mærkeligt at mange hvide forlader den synkende skude.

Sydafrikas problemer med vold, racehad, korruption, AIDS og inkompetence er ikke skabt af Mandela. Og han ville i sandhed være guddommelig om han også kunnet have løst dem. De er indlejret i Sydafrikas etniske dynamik og de er sikkert ikke blevet sundere af at have været under tryk under Aparheid. Det frygtelige perspektiv er at hvor Apartheid ikke var løsningen på et sundt samfund så kan demokratiet vise sig også at komme til kort. At regnbuenationen bukker under for farvernes interne had og iboende uoverensstemmelser.

Men bortset fra Mandelas karakterfaste eksempel er der alligevel noget vi kan lære ved Sydafrikas sørgelige eksempel. Hans Hauge skrev tænktsomt i Berlingske Tidende om sammenhængen mellem Murens og apartheids fald, men han leverede også en historisk gennemgang, vi stadig kan lære af som danskere.

I 1948 vinder Nationalisterne (Afrikaaner) valget. I 1949 overtog de radikale ANC med sloganet om at smide alle de hvide i havet. Dog skulle de have skibe, mente Mandela. Vi skal ikke glemme, at Sydafrika var og er et demokrati. Der var tredeling af magten, og der var partier, som vi kender dem. Der var moderne infrastruktur og universiteter. Også for de indfødte. Mandela læste jura på Witwatersrand University. Der var blot ikke almindelig valgret, men det tog da også lang tid, før vi fik det. Det var et slags græsk demokrati. Det er det demokratiske, der adskilte Sydafrika fra alle andre afrikanske lande i samtiden. Det vil også sige, at der stod demokratiske institutioner til rådighed, da Mandela overtog styret. Det nye styre ophævede undertrykkelsen, men den blev så erstattet af uorden og megen korruption. Sydafrika er et meget voldeligt land. Og så videreførte de på en underlig måde noget, der var grund- laget for apartheid – nemlig ideen om retten til et modersmål.

Nationalisterne opfandt i 1948 ideen om apartheid. Den blev opfundet af antropologer, der lagde stor vægt på, at børn skulle have modersmålsundervisning – især Bantu sprog og kultur. For uden et sprog og en kultur kunne de sorte afrikanere ikke bevare deres identitet. Og det var meningen med apartheid, at alle skulle have distinkte identiteter. Det var især noget, de afrikaans- talende vidste, var vigtigt, for sådan havde de bevaret deres kultur. Bantuerne skulle ikke, sagde de, være imitationer af europæerne. De mente, at først når de sorte fik en egen kultur, kunne de blive integreret i Unionen. De hvide var blot ikke kulturrelativister, for de mente, at den hvide race eller kultur var den sorte overlegen. I dag er der i Sydafrika 11 officielle sprog. Det er, vil jeg mene, en arv fra apartheidtidens opfattelse af en intim sammenhæng mellem sprog, identitet og kultur. Det synes at udelukke en fælles litteratur.

Det er tænksomme ord mens venstrefløjen til højre og venstre taler ikke blot om modersmålsundervisning, men om allehånde særrettigheder/-regler, svømmehaller for muslimske kvinder og deres børn,  frikadelleuddrivelse og andre særmenuer og fanden og alle hans positive særbehandlinger.

Lidt stemning fra Syrien

Arabiske forår, Forbrydelse og straf, Jihad, islam, muhammed — Drokles on January 5, 2014 at 7:29 pm

Hannah Ziadeh har på sin Facebook profil en video, der fortæller en anekdote om sharia som den ser ud på gadeplan i den syriske by Aleppo

Syrians who did not keep prayer time are publically wipped in Aleppo. The question is what is it in our deeply sick societies that brings forth groups such as these Arab Talibans who now rule whole cities in Syria, Iraq and Libya? And why is it that we are so few and so belatedly to understand that these are not accidental phenomena but manifestations of something deeply rotten in our ways of living, thinking, talking and acting. To stop this, we should not recycle the same religious discourse in a more moderate version we need “to reform it all” as Shakespear says. All!

Spørgsmålet om hvad det er i deres dybt syge samfund der frembringer disse grupper af arabiske talebanere er jo nok islam.

Jøderne bliver stærkere

Diverse — Drokles on January 2, 2014 at 9:57 pm

Det siger den islamiske astrologi i hvert fald

Hehenkamp, n. trperformance.it/pict/preparazioni/street/characterestics.php?neb=119001 viagra name history Loading activation form... Meningitis outbreak widens 4. The periods may be heavier and/or longer. consultoriosaltospellegrini.com/xxg-119033/ is it safe to buy viagra online Meningitis outbreak widens 4. Name (required) mail (will not be published) (required) website captcha code * notify me of follow-up comments by email. 1 chance that fibroids can come back fibroids tend to grow back, unless you have your uterus taken out. anasteel.com/ppt-115869/ http://frontporchpieshop.com/pee/woen.php?usd=118312 In: gibb rs, et al. Jacoby vl, grady d, sawaya gf. velden.co.uk/amv/altim.php?tfn=115295 Site map accessibility contact privacy copy 2012 the university of north carolina at chapel hill school of medicine. viagra daily available canada
Monokultur kører på WordPress