Tider skifter, sæder hærdes

Som med Theresa Mays forvandling til en tilsyneladende ansvarlig politiker, har vindbøjtlen David Trads også lugtet at det er en dødssejler at sidde sammen med den etablerede presse og blive trukket rundt i ringen af Donald J Trump.

”I for lang tid har en lille gruppe i vores nations hovedstad høstet alle magtens fordele, mens folket har betalt det hele. Politikere berigede sig selv, mens arbejdspladserne forsvandt og fabrikkerne lukkede. Eliten beskyttede sig selv, men ikke borgerne i vores land.”

Lige der bag Trump, mens han talte, sad hele eliten:

Barack Obama og alle demokraterne – men også Paul Ryan og Mitch McConnell - de to republikanske ledere i Kongressen. For Trump er det ét fedt, om dem, der har siddet på flæsket, er fra højre eller venstre. De er den elite, han foragter. De er sumpen, der skal drænes.

”Deres sejre har ikke været jeres sejre; deres triumfer har ikke været jeres triumfer; og mens de festede i nationens hovedstad, har der ikke været meget at fejre for hårdt prøvede familier rundt i landet. Alt dette ændrer sig lige her og lige nu, for dette øjeblik er jeres øjeblik.”

Trumps frontalangreb var demonstrativt. Ikke en eneste gang rakte han hånden ud til forsoning. Han nævnte ikke ’samarbejde’ med et ord. Alt den sædvanlige snak om at ’samle Amerika’ og ’arbejde på tværs af partierne’ sprang han over. Han er reelt sin egen herre.

Det er vigtigt hele tiden at erindre sig, at Trumps sejr netop var ’hans sejr’. Først knuste han hele den republikanske elite, som alle til hobe foragtede ham. Så maste han den demokratiske elite. Til sammen smadrede han al politisk logik, ja, al logik.

Det er klare ord, meget bedre, end da han mente at Trump var værre end slem, at det hele ramlede på grund af Trump og at han derfor var bange som aldrig før og hans lidt mere litterære overskrift Donald Dag Nu. Vindbøjtlerne vender, højrefløjen vejrer morgenluft, venstrefløjen vånder sig, hvis ikke den regredierer. Præsenterer disse mennesker et ønskeligt alternativ?

venstreflc3b8jen

Ikke hvis man bekymrer sig om håndgribelige problemer og blot læner sig mod det fælles frem for at stræbe efter frihed. Men det gør den toneangivende del af venstrefløjen ikke. “A good tactic is one your people enjoy.” skrev Saul Alinsky i sin manual for radikale. Og venstrefløjen har virkeligt haft megen spas med at indtage gaden og intimidere sine modstandere, som når en fetichist(?) slår Richard Spencer for at sige sin mening. Men der bliver ingen kære mor de næste par år

Det viser sig iøvrigt, at limousinen, som venstreorienterede satte i brand efter at have skrevet “WE THE PEOPLE” med spraymaling, tilhørte et udledningsfirma, ejet af en muslimsk indvandrer. Samme ironi gjorde som da en venstrefløjsaktivist et par dage forinden skød en mand i maven, udenfor et arrangement med Milo Yiannopoulos under indtryk af at der var tale om en racist.

Tonen har ændret sig i debatten, manden på gaden har fået nok, selv Gavin McInnes der måske nok slås som en tøs, men i det mindste har han temperament. Røde voldsmænd ud med jer… Så venstrefløjen skal passe på, hvorledes den administrerer sin fortælling og med hvem den marcherer, som Bethan Mandel advarer om i det venstreorienterede Forward. Men det er ikke blot islamisten Linda Sasour og den muslimske subversive organisation CAIR (Council on American-Islamic Relations), som de bør værge sig fra at pleje omgang og dele interesser med. Også de dejlige penge fra finansmanden George Soros, der tilgår allehånde organisationer, der er fjendligt indstillet overfor de Vestlige samfund

“Trumps sejr er et historisk nederlag til den ’djøficering’, den ’nødvendighedens politik’ og den ’sådan-er-det-jo-attitude’, som har styret ikke bare dansk politik, men også amerikansk og europæisk politik i årevis. Manualen for, hvad der kan lade sig gøre, skal skrives om.” skriver Trads. Og det kan vores defaitistiske regering begnde på

Pigen der råber hyrdehund

Fra Berlin til Bogota samledes feminister for at demonstrere mod at amerikanerne har valgt at indsætte en heteroseksuel mand som deres præsident. Bogota er lidt en sjælden by i, hvad der næsten er en liste over byer i USA, Australien og Europa. New York Times har dog samlet en flot billedserie, der viser en imponerende opbakning. Men synet bedrager, venstrefløjen tabte valget, de er ikke i flertal. Men de er gode til at gå på gaden.

trump-svarer-feministerne

Formanden for Concerned Women for America, en pro-life (anti-abort) organisation, Penny Nance havde på CNN bidt mærke i, at Women’s March on Washington ikke inkluderede kvindelige pro-life aktivister

“March for life, been going on for 43 years, will have about, 400,000, 500,000, next weekend,” she said. “[I] will need all of you back here to have the same conversation next weekend, because that [March for Life] is ignored on a regular basis. This is not new.”

“It’s not about women, it’s about liberalism” svarede CNNs analytiker Bakari Sellers. Og det er rigtigt, det handler om venstrefløjens selvforståelse. Og i den selvforståelse giver det god mening at skrue op for den identitetspolitik, der kostede Hillary Clinton valget. Her et billede fra Pajamas Media

womens-mach

En god ven sagde at der er noget “beroligende at se manglen på noget som helst relevant eller konkret kritiserbart hos Trump i de mange demonstrationers skiltning og grafik“, det er helt indforstået. Tag feministen Ashley Judds (ja, det er der åbenbart en feminist der hedder) opsang til folket

Negre er stadig slaver og stadig i lænker, men nu som indsatte i fængslerne, siger Judd og kvinder hujer i begejstring så højt at ingen kan høre om nogen indvender; Jamen, det giver jo ingen mening. Negerslaver arbejdede for at den hvide mand kunne blive rig, negrene i fængslerne er derimod en enorm udgift for den hvide mand.

Så Judd er fri til at føle Hitler i gaderne og inden nogen siger, ja de forbandede venstreradikale med deres politiske vold, understreger Judd at hun tænker på Trump; overskæg skiftet ud med en toupe. Trumps hår er nu hans eget, han klipper det endda selv. Hun er indigneret over at Scarlett Johanson ikke tjener endnu flere millioner på sine film, hendes løs er skåret af testosteronslebne knive, som også lønnen for latino- og negerkvinder er markant lavere end… hvide kvinder? Ikke helt, den hvide MANDS privilegerede datter.

Den muslimske kvinde i baggrunden er sharia og Hamas tilhænger og mange af arrangørerne bag Women’s March on Washington er sponseret af George Soros. Men her er arrangørernes egne ord, hvorfor de marcherer

En pige vil være tryg i skolen, en negermand er feminist, hvilket ikke er et skældsord ifølge en aldrene negerkvinde, mens to andre supplerer at deres liv har betydning førend en asiatisk kvinde peger på sin gravide mave og siger “And so does hers!”. Stop!

Var det ikke meningen at pro-life aktivister ikke måtte være med?

Men sådan fortsætter det. En udefinerbar person vil ikke defineres af et badeværelse. Diversitet er smuk, en kvinde er ud af en immigrantfamilie (altså ikke en indianer) og med gråd i stemmen kan ikke forstille sig, hvor hun ville være, hvis ikke hun havde fået den chance - at dømme efter hendes asiatiske træk sikkert ikke et sted, hvor man fik chancen for et frit valg med den risiko at ens favoritkandidat kan tabe. En kvinde i hijab mener USA handler om frihed, en lille hvid pige vil smadre glasloftet, en anden gør det for sine mødre - sejt, hun ikke er en hvid MANDS privilegerede datter! En kvinde vil marchere fremad og ikke tilbage og en vil have sin stemme hørt på den mest irriterende måde og en gammel negermand vil marchere fordi han ikke kan trække vejret.

Det kan jeg snart heller ikke. Mens kampen mod ethvert udtryk for maskulinitet antager mere hysteriske toner, står feminister i Tyskland og skriger Allahu Akbar, ikke for andet end at være i trods til deres beskyttere.  Der er intet andet end en forsværgelse af den hvide kristne mand og alle hans gerninger og alt hans væsen. Og der bliver hvidt sort og op bliver ned.

american-hijab

Gør det bedre

Jeg vil anbefale at man udstår at se nedenstående video (bare rolig, der er en sund modgift til slut på denne post). Den er på sin egen måde morsom.

Selv om du har sorte venner, kan du sagtens være racist og i Politiken forklarer en farmor til en 22 årigt barnebarn, hvorledes hun er blevet et bedre hvidt menneske da hun indså at hun var “så dum som de (…) dumme, uvidende, ubehøvlede mennesker, som man ikke behøver at tage sig af” og den smerte de forvolder. Farmoderens barnebarn, der “over sine hvide gener () også [har] nogle afrikanske” og “er derfor brun i huden og har dreadlocks” var nemlig kommet hjem fra USA, hvor sorte liv betyder noget, og blev i en række situationer konfronteret med racismen i Danmark

Situation 1:
Barnebarnet køber ind hos den lokale grønthandler, men kan ikke få lov at betale, før hun svarer på, hvordan hun kan have så langt hår, om det er hendes eget, hvilket betvivles.
Der røres ved håret, både med hænderne og kuglepennen. Herefter slipper hun væk. Hun slår beskrivelsen af sin oplevelse op på Facebook og giver klart udtryk for, at det hændte er et udslag af racisme.
Jeg læser hendes opslag og afviser racismeteorien, men mener, at det handler om dårlig opførsel og dårlig opdragelse.

Ja, mange tyrkere har sikkert ikke set en neger, men lige netop de grønthandlende tyrkere er blandt dem der ikke opfører sig dårligt.
I situation 2 spørger en “nydelig ældre bedstemor” det yngste barnebarn “om hun har fået sit hår i Afrika!“, hvilket gør barnebarnet “tydeligt rystet“. Ja, det var grusom blot at læse om det. Men det er kun indtil det rene Holocaust i situation 3

Min mands nevø og hans kone har været til kaffe og julebag, og da vi står i entréen og tager afsked, griber nevøen (som er over 60 år) fat i barnebarnets hår og siger: »Det er godt nok blevet langt, det er meget flottere end det der kunstige hår, nogle af de danske piger får sat på«.
Han har kendt pigen, siden hun var helt lille, og hans handling er bestemt kærligt og anerkendende ment, men jeg kan se, at hun stivner, og hun får fremstammet: »Rør aldrig mit hår«.
Hun går ind på sit værelse, vi vinker farvel, og jeg går i gang med forberedelserne til aftensmaden.

Det skal her siges at barnebarnet stadig er i live og i god behold - en af de få onkel-overlevende. Farmoderen forsøgte nemlig at forstå barnebarnet, der udsøgt trak “linjer til den tid, hvor afrikanere blev indfanget, bragt til Europa og vist frem som mærkværdigheder”

Det er det samme som, hvis du bliver taget på brysterne og bliver spurgt, om de er ægte. Håret er også en del af min krop. Ingen kan bare ud af det blå røre det eller tage fat i det. Du har aldrig prøvet det, farmor, du ved ikke, hvad det vil sige.
(…)
Hun siger: »Vi (underforstået mennesker med afrikanske gener) er nødt til at have hjælp fra den hvide del af befolkningen for at forklare alle dem, der overskrider grænserne, at det føles som at være degraderet til et dyr, når de bare går hen og befamler vores hår. Det svarer til, at man går hen og klapper en hund, men her spørger man jo ofte om lov hos ejeren, for måske bider den?«.

Først og fremmest, hvis du er farmor og bliver taget på brysterne og spurgt om de er ægte, så er din dag reddet. Og hvis man ikke er bange for at negre bider når man klapper deres ikke-gyldne hår er det måske netop fordi, man ikke ser dem som hunde? Med en tåre i mit øje, vender jeg mig istedet mod den ovenfor lovede modgift fra både Paul Joseph Watson og Gavin McInnes, begge i hopla

Uriasposten fortæller om en kampagne hvor “sorte amerikanere boykotter produkter produceret af hvide amerikanere” og fremkommer med “den ret så interessante oplysning, at initiativtageren for ‘We Buy Black’-bevægelsen er en imam tilknyttet ekstremistiske Nation of Islam”. Interessant bliver det også, hvorledes de vil holde deres imponerende mordrate kørende uden deres guns.

Sometimes it’s hard to be a woman

På det stærkt venstredrejede Point Of View International, tilskriver man Hillarys problemer med at hun er kvinde i “det mandsdominerede samfund“. En sådan vinkel finder det en naturlig antagelse at Hillary “nu rent faktisk er dygtigere end alle de andre” og lister så en masse punkter op af uretfærdigheder stakkels Hillary har måttet døje med i det mandsdominerede samfund. Argumentet er bygget om en lang række, øhm udsagn, fra Hillary Clintons liv og karriere, der vinkels som uretfærdigheder hun er blevet udsat for, og alle disse uretfærdigheder, konkluderes der så, tages så til indtægt for de krav der baree stilles til en en kvinde, hvis hun vil være præsident (i det mandsdominerede samfund, det må vi aldrig glemme). Det svarer til at parese var betingelsen for FDRs præsidentembede.

Det første punkt af uretfærdighed, nemlig modstanderen der beskrives som “en rigmand, fars dreng, sexistisk idiot med antidemokratiske holdninger og uden politisk erfaring” er helt selvmodsigende. POV mener i ramme alvor at Hillary har sværere med en indlysende uegnet modstander uden erfaring. For os andre lyder det mere som en skjult kønskvote ordning.

Det er også i POVs øjne uretfærdigt at Hillary tidligere har “tabt til en mand, der tåkrummende pinagtigt hyldes og fremstilles af landets oprindelige, kolonialistiske magthaverelite som “den første afrikansk-amerikanske præsident”, så det optegnes som et verdenshistorisk faktum, at en hvid kvinde kun ligger på tredjepladsen i menneskehierarkiet“. POV ved nemlig at kvinder er mere værd en halvnegermænd. Vi andre fornemmer måske at POV har ramt en uudtømmelig kilde indignation når man betænker at ved siden af opdele mennesker på baggrund af race, etnicitet, alder og kultur i findes 30 forskellige kønsidentiteter. Som minimum vil det altid være uretfærdigt for de 29.

Det er også uretfærdigt at Hillarys “hosteanfald og stressudløste luftvejssygdomme efter halvandet års uafbrudt døgnarbejde i offentlighedens søgelys fremstilles som en diskvalificerende faktor” - især når man glemmer hendes kollaps og anamnese. Og det at jobbet som præsident er 4 års ekstra uafbrudt døgnarbejde i offentlighedens søgelys. I det offentlige, hvor de fleste kvinder normalt brillerer, kan man normalt regne med en øv-dag oveni de mange sygedage. Og der skal også være tid til en lur.

Men mest uretfærdigt er at man ikke kan lave om på virkeligheden

3. Din kandidatur angribes vedholdende af myndighederne i dit land: Landets overordnede politimyndighed skal skamløst favorisere din modpart i valgkampen ved at rejse en tidligere flere gange afvist og grundløs sag mod dig, umiddelbart før valget, mens din mandlige modparts spionage-korruptionssag med landets klassiske stormagtsrival gemmes “for ikke at påvirke valgkampen”.

3a. Du trues med grundløse anklager: Du skal vinde, mens du vedvarende trues med anklage for tekniske “forbrydelser”, du har “begået” efter at have fulgt teknisk rådgivning, og derfor helt uden dit vidende og som vedrører formalia uden praktisk betydning.

3b. Der bruges overdrevent mange offentlige ressourcer på at miskreditere dig: De endeløse genoptagelser af de smædelignende anklager uden konkrete juridiske tiltag havde i enhver lignende situation overfor en hvid mand kostet vedkommende jobbet.

Ja, det hele er helt grundløst og bunder kun i at Hillary er kvinde i et mandsdomineret samfund. Men det værste er, at Hillary “skal have udholdt en åbenlyst utro mand i 30 år“. Det var nu ikke noget hun egentligt skulle, faktisk valgte hun det selv mod manges gode råd. Og hun gjorde nu mere end at udholde sin åbenlyst utro mand, hun forfulgte og sværtede de kvinder hendes åbenlyst utro mand benyttede sin magt til ‘at score’. Stand by your man!

Tom moralisme

Når en politiker er tømt for politisk indhold er der kun tom moralisme. Mette Frederiksen bliver i Berlingske Tidende citeret for mere fra sin nye potrætbog

»Det er en absurditet, at vi, som et af verdens mest ligestillede samfund, har så stor fokus på, hvordan kroppe skal se ud, at vi på en eller anden måde underlægger os nogle forestillinger, som er forkerte. På de sociale medier vil vi alle sammen fremstille os selv i det bedste lys, og der bliver fotoshoppet flittigt. Og på mange måder er det en hæslig udvikling,« lyder det fra S-formanden.

Mette Frederiksen mener også, at »det slører ligestillingsspørgsmålet, for vi er kommet til at begå nogle fejl ved os selv - vi kvinder i det her samfund.«

Kønsforsker Kenneth Reinicke fra RUC giver S-formanden ret i, at selvfremstillingen på de sociale medier har uheldige konsekvenser. Både kvinder og mænd er stadig underlagt nogle mainstreamforestillinger om, hvordan en rigtig mand og en rigtig kvinde skal se ud.

»Det er ikke lykkedes os endnu at løsrive os fra det billede. Der er et enormt kulturelt blik på kvinders kroppe og det er anderledes konstant end det er hos mændene. Det er ikke et sundt tegn, når det blik går ind og definerer en stor del af en kvindes identitet. Det er i hvert fald ikke frigørende og man skal ikke bilde sig ind, at det ikke har konsekvenser, når kvinder skal leve op til et fasttømret ideal. Det er jo heller ikke sundt, at vi er så kropsfikserede, selvom vi siger, at vi har friheden til at forme kroppen på den måde vi har lyst til,« siger han.

Problemet folkevandring af primært muslimer er resultatet af de strukturelle problemer af politisk konsensus, konventioner, EU, pressen og politikerne. Frederiksen er en del af de strukturelle problemer og oppebærer en fortsat katastrofal kurs. Så der tales udenom politik og opmærksomheden henledes på pseudoproblemer, som Frederiksen ikke kan gøre noget som helst ved, andet end i fuld offentlighed at pudse en af hendes skiftende glorier, anglende efter et eller andet segments sympati.

Debatten er håbløs. Uanset gode og sande budskaber som at man ikke kan skue hunden på hårende og de største værdier er indre værdier, har mennesker øjne og er indgroede æstetikere. Der er altid nogle der er mere populære end andre, om de så er flinke, kloge, sexede, rige, musikalske eller, som Mette Frederiksen, har en overlegen moral.

Og diskussionen om idealer er en af de  fasttømrede diskussioner vi ikke kan frigøre os fra. Idealer derimod skifter over og i tid. Der er heldigvis det store flertal, der er afslappede med sig selv og så nogle andre, der forfølger allehånde konkurrerende idealer, som den tåbelige ide at lade sig tatovere eller have piercinger. For nogle er det den slanke linje og for andre er det All About That Bass (bass, bass, bass, bass, bass) - så Frederiksen har flere ting kørende for sig.

Alle plager sig selv med de krav de sætter til sig selv eller mener omgivelserne sætter. Det er ikke let at være skatteyder eller virksomhedsejer med de røde apparaters mange krav, lettere er det at være asocial. Mænd plager især sig selv, med at føle sig ubrugelige, som afspejler sig i deres højere selvmordsrate. Kvinder plager sig selv oftere, men i lidt mindre alvorlig grad, med lidt mere ydre ting. Sådan er vi så forskellige og sådan kan vi lide hinanden. Og det giver mig et tyndt påskud for at poste følgende næsten aktuelle video, fra Black Pigeon Speaks

The Art of the Deal

Evnen til at forhandle er måske det eneste træk, hvor mænd og kvinder er forskellige, når man lytter til feminister og ligestillingsdebattører i almindelighed. Det er en gammel traver at individuelle lønforhandlinger forfordeler kvinder. Tesen er at kvinder sætter deres lys under en skæppe, mens mænd, som følge af deres indbildske natur, forhandler deres vilkår aggressivt målrettet. Mænd tillader sig, hvad kvinder er for anstændige til og i mødet mellem de to køn efterlader mænds grådige begær altid kvinden som et offer.

Forleden kunne man fra Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen læse et typisk opstød over prostitution, hvor kunden, manden, var så moralsk vakuøs at det var tvivlsomt om han overhovedet hørte til på arbejdsmarkedet.

»Jeg tror ikke, at en kunde hos en prostitueret bagefter kan gå ind og undervise en skoleklasse eller dømme i en retssal eller være politiker, politimand, eller hvad han er, på en måde, som er foreneligt med det, vi opfatter som ligestilling og respekt mellem kønnene,« siger Mette Frederiksen i bogen.

(…)

»Det sætter sig, når vi har relationer, der er helt skæve,« siger hun videre i bogen.

Manden er kunden, kunden er skurken, skurken er manden er kunden er skurken…. Det er etableret, sådan er det, tænk ikke mere. Relationerne bliver helt skæve, forhandlingerne er besudlet.

Nuvel, men det er altid godt at nuancere, når man ikke ved hvad man skal sige. For et par år siden kunne man i Berlingske Tidende læse om Rasmus Jensen, der bedrev en sideforretning som gigolo, at kvinder også købte sex og mænd som mænd solgte. Forskellige typer af forskere var overraskede over at se en stigning af det fænomen, så langt som de overhovedet har haft en metode til at måle på befolkningens lumre privatliv. Men nogle tilsyneladende mere åbenlyse tal blev der refereret til for perspektivets skyld

Britisk forskning viser blandt andet, at næsten en tredjedel af de kvindelige vesterlændinge, der tager på ferie i Den Dominikanske Republik, siger, at de har haft sex med lokale mænd. Men selv om 60 procent af dem indrømmer, at deres forhold har »økonomiske aspekter«, anser de det ikke for at være prostitution. Men det er slet ikke så mærkeligt, mener Claus Lautrup. For kvinder romantiserer ofte »ferieaffæren« med den lokale gigolo:

»Kvinderne tror, at de får reel omsorg og kærlighed, men for mændene er det hardcore business og ikke andet. Det er helt tydeligt, at der ikke ville være noget forhold, hvis ikke der var penge involveret.«

Kvinden er kunden, kunden er offeret, offeret er kvinden er kunden er skurken… The Art of the Deal? Grab them by the pussy!

En udskamning for langt

Feminisme, Kunst og kultur, Ligestilling, Økonomi og finans — Drokles on July 18, 2016 at 4:27 am

Ord som racist, islamofob og nazist har været i flittigt brug når relevante debatter skulle kvæles i vuggen og rationelle mennesker udskammes for at den forbrydelse at bringe viden til torvs. Vi har levet med det, selv om det har haft sine ofre, for i sidste ende slides fraser op. Og fordi man aner at de aggressioner, der ligger til grund for dem er en sikker indikation for, hvor desperat et standpunkt forsvares.

Det er selvfølgelig venstrefløjen, der i sin egen selvforståelse står så moralsk opløftet, at den ikke kan lade sig hæmme af nogen skam eller anstændighed. Den staår ikke til regnskab for nogen virkelighed fordi det fordømmelsesværdige ikke bare vil dø af sig selv. Men hvis ikke revolutionen æder sine børn, så gør storkapitalen det.

Sony Pictures har lanceret en ny udgave af den klassiske 80er gyserkomedie Ghostbusters. I stedet for at være den tredie i en række, har man valgt at relancere, hvad man håber bliver et franchise i stil med Avenger-universet, Ghostbusters i en ny origins fortælling. Altså at man starter historien forfra med en ny begyndelse.

Men kritikken begyndte at hagle ned over filmens kvalitet allerede da den første trailer blev offentliggjort, hvilket truede filmens succes og Sony Pictures profit. Så modsvaret blev at bekrige kritikerne ved at udskamme dem. hovedroller i Sony Pictures Ghostbusters er, i tidens frigørende ånd, alle kvinder (barnløse i øvrigt, på nær en). Følgeligt bliver enhver kritik misogyn, leveret af tabermænd, skimlede sikkert, som de bor alene eller i kælderen hjemme hos mor.

Ghostbusters tilblivelse ligner en parodi af Robert Altmans 90er film The Player. Det er svært at overbevise mange om at det mandlige publikum ikke bryder sig om kvindelige helte. Alien filmene, Hunger Games, den seneste Star Wars og de klassiske Emanuelle film har alle begejstret drenge og mænd. Gavin McInnes behøver kun et enkelt reklamefoto fra den nye Ghostbusters til at hegle hele konceptet ned - og svælge i herlig misogyni.

Med strømmen flød de stolt deres vej

Hvis der synes at være en foruroligende diskrepans mellem den verden man selv kan opleve og den verden der bliver beskrevet af den fineste ekspertise, så skyldes det marxismens march gennem læreanstalterne. Philip Carl Salzman skrev tilbage i januar på Middle East Forum om hvorledes universiteterne i USA - og det gælder desværre også for de fleste steder i Vesten -  ser læring og tænkning gennem en marxistisk prisme. Tør man sige falsk bevidsthed?

The one place that Marxism has succeeded is in conquering academia in Europe and North America. Marxism-Leninism is now the dominant model of history and society being taught in Western universities and colleges. Faculties of social science and humanities disguise their Marxism under the label “postcolonialism,” anti-neoliberalism, and the quest for equality and “social justice.” And while our educational institutions laud “diversity” in gender, race, sexual preference, religion, national origin, etc., diversity in opinion, theory, and political view is nowhere to be seen. So our students hear only the Marxist view, and take it to be established truth.

Postcolonialism is the view that all ills in the world stem from Western imperialism and colonialism. The hierarchical caste system in India, that disenfranchises half the population as “untouchables,” is, according to postcolonial analysis, and invention of the British while they governed India. So too with tribes in Africa, allegedly invented by the British colonial authorities to “divide and conquer” the native African, who previously had all mixed together happily with no divisions and no conflicts. So too in Central Asia, where, thanks to Soviet colonial authorities, “formerly fluid hybridities and contextual identifications were stabilized, naturalized, and set into a particular mold that gave each group a definitive history, physiognomy, mentality, material culture, customs, language, and territory,” according to one postcolonial author. Apparently, according to the postcolonial view, history and culture in India, Africa, and Central Asia started with the arrival of outsiders in recent centuries.

“The end of history for our students signals the End of History for the West” skrev Patrick Deneen i februar om resultatet af Gramscis udhuling af dannelse, uddannelse og tænkning; en venlig tomhed

My students are know-nothings. They are exceedingly nice, pleasant, trustworthy, mostly honest, well-intentioned, and utterly decent. But their brains are largely empty, devoid of any substantial knowledge that might be the fruits of an education in an inheritance and a gift of a previous generation. They are the culmination of western civilization, a civilization that has forgotten nearly everything about itself, and as a result, has achieved near-perfect indifference to its own culture.

(…) They are respectful and cordial to their elders, though easy-going if crude with their peers. They respect diversity (without having the slightest clue what diversity is) and they are experts in the arts of non-judgmentalism (at least publically). They are the cream of their generation, the masters of the universe, a generation-in-waiting to run America and the world.

But ask them some basic questions about the civilization they will be inheriting, and be prepared for averted eyes and somewhat panicked looks.

(…)

We have fallen into the bad and unquestioned habit of thinking that our educational system is broken, but it is working on all cylinders. What our educational system aims to produce is cultural amnesia, a wholesale lack of curiosity, history-less free agents, and educational goals composed of content-free processes and unexamined buzz-words like “critical thinking,” “diversity,” “ways of knowing,” “social justice,” and “cultural competence.”

(…)

Above all, the one overarching lesson that students receive is the true end of education: the only essential knowledge is that know ourselves to be radically autonomous selves within a comprehensive global system with a common commitment to mutual indifference. Our commitment to mutual indifference is what binds us together as a global people. Any remnant of a common culture would interfere with this prime directive:  a common culture would imply that we share something thicker, an inheritance that we did not create, and a set of commitments that imply limits and particular devotions.

Ancient philosophy and practice praised as an excellent form of government a res publica – a devotion to public things, things we share together. We have instead created the world’s first Res Idiotica – from the Greek word idiotes, meaning “private individual.” Our education system produces solipsistic, self-contained selves whose only public commitment is an absence of commitment to a public, a common culture, a shared history. They are perfectly hollowed vessels, receptive and obedient, without any real obligations or devotions.

(…)

They won’t fight against anyone, because that’s not seemly, but they won’t fight for anyone or anything either. They are living in a perpetual Truman Show, a world constructed yesterday that is nothing more than a set for their solipsism, without any history or trajectory.

Men tryk avler modtryk, som der blev råbt. Rebel Medias Tiffany Gabbay fortæller om at også hvide unge mennesker har et behov for at finde deres kulturelle rødder, nemlig det vidunder, der er den vestlige civilisation

Det er dem! Og det er også os

Marxisterne har marcheret gennem uddannelsesinstitutionerne med stor succes og fortællingen er kun at se indand og bagud. Som en psykoanalyse, befamler du kun dine egne følelser og ender med at bebrejde din mor. På samme må fortæller medierne bistået af deres mange udvalgte eksperter og debattører kun om hvorledes ‘vi’ har svigtet, ikke været kulturelt sensitive nok, ikke givet penge nok og selv startet det hele i flere omgange, fra korstogene henover kolonialismen til George Bush. Journalisterne har instinktivt internaliseret den fortælling.

Fortællingen om Køln nytårsnat blev hurtigt til alt muligt andet, men mest om os selv og vores forhold til racisme. Nathalie Ostrynski formulerede i Berlingske Tidende at “[k]vinderne i Køln oplevede nytårsnat det, som mange danske kvinder hver dag oplever“, Kenneth Reinnicke mente at vi beskrev ting forskelligt alt efter om det var dem eller os, der gjorde det samme: “Hvis det er Muhammed, er det æresdrab, og hvis det er Peter, har vi en tendens til at forklare det med depression.” Det samme budskab kom Ulla Thornemand med da hun mindede om at “Herhjemme kalder vi det drengestreger, når hvide unge drenge og fyre i flok, i folkeskolen og på andre uddannelsesinstitutioner, blufærdighedskrænker, sexchikanerer og sexforulemper piger.

Irene Manteufel, der samler “danske kvinders beretninger om hverdagssexismeadvarede om “at debatten ikke skal handle om etnicitet”.

Signe Wenneberg sagde i en ellers ganske indsigtsfuld kommentar i Berlingske Tidende at “Det var afrikanere i kulturchok“, når det nok snarer var tyskerne der fik sig et kulturchok. En Lotte Lund linkede “Apropos debatten om mænds vold og overgreb på kvinder - på tværs af kulturer”, til en artikel om voldtægter/krænkelser på Roskildefestivallen, der tilsyneladende er sexkrænkernes paradis. Rune Engelbrecht Larsen mente at “det blot ét af utallige eksempler på, hvordan alt for mange mænd i alle farver og af alle nationaliteter stadig har absurd vanskeligt ved forstå og respektere kvindelig ligeværd og integritet.” helt på linie med Henrik Marstal der mente at massevoldtægterne “er et problem, der snarere er knyttet til mænds seksuelle adfærd som sådan

Men der er en anden fortolkning, som poseuren Mads Holger var halvt inde på da han sagde at overfaldene var en konsekvens af “vores egen kulturs totale fravær af maskulinitet” har mødt indvandrerne med “kvindagtighed“. Nemlig og i samme ånd er islam opkogt i forventning om en forestående sejr og Køln var et signal til den muslimske verden, skriver Stephen Brown i Frontpage Magazine

“The Cathedral was being used as background scenery, which reflects still other messages: that it concerns a strike against the culture of the European city as a meeting place and individual freedom, and that the attack was directed against the (Catholic) Church …,” Rossman states.

Besides acts of sexual and religious terrorism meant to break down German society, the attacks against the women and the cathedral were also a show of Islamic power. Women and religious minorities can be terrorised by Muslim mobs just like in Islamic countries. Their reach is growing.

But perhaps the most important message the New Year’s Eve events were meant to convey was directed at Muslims living in Germany and the Islamic world. And the message is that Germany cannot protect either its women or its religion. It is weak.

In fact, German Christians are so feeble that one of their greatest cathedrals suffered a humiliating attack during a religious service, presided over by one of Germany’s highest churchmen, without consequences. And by publicly molesting such large numbers of infidel women so boldly and brazenly without retaliation, German men are shown as equally weak.

But, just as important, the women’s molestation without retaliation showed that German men were also without ‘honour’. And honour is an esteemed concept among Muslim men, who kill female family members for the slightest sexual impropriety, real or imagined, to restore their ‘honour’.As a result of this feebleness and lack of honour, Germany deserves and is ready for conquest.

It is easy pickings.

Det var det muslimske forår, der sprang ud nytårs nat.

Nathalie Ostrynski: Kvinderne i Køln oplevede nytårsnat det, som mange danske kvinder hver dag oplever:

Sådan siger Nathalie Ostrynski i Berlingske Tidende, når hun indleder en oversigtsartikel om debatten om “hvorvidt de mange hundrede mænds sexovergreb på kvinder i Køln er et udtryk for etnicitet og patriarkalsk kultur”

En mandehånd, der klemmer brystet eller glider ned over numsen. Uden at man har sagt ja tak til hånden. Kvinderne i Køln oplevede nytårsnat det, som mange danske kvinder hver dag oplever: At en mand forulemper ens krop og tilraner sig adgang.

Endnu er der ingen billeder fra migranterne selv, hvor overgrebene kan ses eksplicit. Men siden dette ‘nye’ fænomen har fået sig et navn, taharrush gamea, så kan vi jo se på nogle billeder, der eksisterer, der for fænomenet er opfundet og udviklet, nemlig den muslimske verden, og så se om det ligner noget fra Danmark. Herunder er en kort videosekvens, fra Tahrir pladsen i Ægypten, hvor den amerikanske journalist, pludselig blev overfaldet og voldtaget af en mængde mænd, der angiveligt ikke havde andet at gøre med hinanden end at de stod i overfaldsafstand fra den lyshårede vesterlænding

Ligner det noget fra Roskildefestivallen? Fra en lummer chef? Er der overhovedet eksempler endsige billeder af en tilfældigt sammensat gruppe vesterlandske mænd, der kaster sig over en tilfældig kvinde på en overbefolket plads i hjertet af hen storby? Svaret er nej, det er aldrig sket.
Men Ostrynski stoler ikke på virkeligheden og vil hellere stole på ekspertisen, så hun spørger kønsforsker ved RUC Kenneth Reinicke. Reinicke skelner mellem marginaliserede mænd fra udkantsdanmark - “en marginaliseret arbejderklassekultur, hvor mænd eksempelvis søger mod at have en stor, svulmende krop for at vise magt” - og så folk fra København. Selv om marginaliserede mænd ønsker at vise at de stadig har “et seksuelt og fysisk våben“, kan han…

…ikke forestille sig, at en flok danske marginaliserede mænd fra Udkantsdanmark ville tage ind på Rådhuspladsen i København og begå samme type overgreb.

Dog ved vi med hensyn til Køln-begivenheden stadig ikke med sikkerhed, om mændene var tyske statsborgere eller ej.
»Tilhørsforholdet til den danske stat ville betyde, at man nok ikke ville få den tanke. På den måde har etnicitetsspørgsmålet en betydning. Der er noget med dem og os, som man kan læse ind i sexovergrebene i Køln. Hvis det er rigtigt beskrevet, at flere hundrede mænd og seksuelt forulemper de mange kvinder, så er det en helt speciel situation. Man har jo ikke set sådan noget i Europa i fredstid. Hvor man viser magt ved at koordinere et angreb på så mange kvinder på én gang,« siger Kenneth Reinicke.

Selv om Kønsforskeren ved RUC Kenneth Reinicke kan skelne så fint mellem marginaliserede mænd fra udkantsdanmark og de civiliserede mænd fra København, tror han at etnicitet og statsborgerskab er det samme, at man skifter etnicitet ved at skifte statsborgerskab. Det gør ham blind for at kunne besvare spørgsmålet om hvilken eller hvis magt  man viser “ved at koordinere et angreb på så mange kvinder på én gang”. Er det mandens overhøjhed over kvinden, så der er tale om taharrush gamea? Eller, hvis det er koordineret, som han antager, er der tale om rape-jihad. Begge dele kan vi sagtens opleve på dansk jord blive begået af (selv)marginaliserede mænd og store drenge boende i Danmark med dansk statsborgerskab. Men ikke af danske mænd.
Og interessant nok skelner Reinicke pludselig mellem danske og muslimske mænd med dansk statsborgerskab, når han skal frem til en anden pointe

Kenneth Reinicke giver [Ulla Tornemand fra Dansk Kvindesamfund] ret i, at der er forskel på om, hvorvidt det er Muhammed eller Peter, der eksempelvis går amok og slår sin kone ihjel. Hvis det er Muhammed, er det æresdrab, og hvis det er Peter, har vi en tendens til at forklare det med depression. Det sidder i os

Det sidder i ‘os’ at se forskelligt på Muhammeds og Peters mord på kvinder, mens æresdrab åbenbart ikke er et reelt fænomen, der sidder i ‘dem’. Reinicke overser at debatten om æresdrab, jalousidrab og andre familietragedier sker på baggrund af retssager, hvor gerningsmændenes motiver og sindstilstand er nøje granskede. Og hvis han tog æresdrab alvorligt, som noget virkeligt og ikke et udtryk for ‘vores’ fantasi, ville han se, at det udspringer af Muhammeds forhold til det andet køn som ejendom, præcis i forlængelse af masseovergrebene i Tyskland.
Ifølge projektansvarlig Irene Manteufel fra Everday Sexism Project Danmark, der samler “danske kvinders beretninger om hverdagssexisme“, fylder “mænd med en anden etnisk herkomst ikke mere i beretningerne end danske mænd“. Men selv om hun skelner korrekt mellem etniciteter og “begivenheden i Køln gav hende mindelser om det, der foregik på Tahrir-pladsen” advarer hun om “at debatten ikke skal handle om etnicitet”. Derpå skyder hun med en præcis observation helt forbi målet og trumfer med en selvmodsigelse

Det er bare ikke rigtigt, at det kun er i andre kulturer, at man gør dette. Så vidt jeg har forstået, var det ikke en homogen masse, der angreb. Det, de mænd har haft tilfælles, er en forståelse af, at det her kan man gøre mod kvinder. Det er en magtudøvelse, som ikke skal accepteres i nogen kultur, uagtet hvilken form den optræder i,« siger hun.

Det en selvmodsigelse, at hun underkender at det kun er i andre kulturer man ser “taharrush gamea” når hun samtidig lægger vægt på at en kulturelt fremmed uhomogen masse har en fælles forståelse af, hvad man kunne gøre mod kvinder.
Men det er en meget præcis observation at der var tale om en uhomogen masse, der angreb. Og det er en meget præcis observation, omend grænsende til en truisme, at det de “har haft tilfælles, er en forståelse af, at det her kan man gøre mod kvinder”. Men det underminerer hendes argumentation, fordi den fælles forståelse af hvad man kan gøre mod kvinder er antitesen til vestlig forståelse. Så meget i modsætning til vestlig forståelse af hvorledes vi behandler andre mennesker, at ekspertisen ser ud til at gøre sig store anstrengelser for ikke at anerkende hvor stort et kulturelt traume tyskerne oplevede nytårsnat at det ligner regulær benægtelse.
Massen var uhomogen når det kom til statsborgerskab, kultur og etnicitet, men den var kønslig homogen ved at alle var mænd, rimeligt aldersmæssigt homogen i at det var mænd i den våbenføre alder og så var den muslimsk. Da hverken køn eller alder i sig selv medfører specifik forståelse af kønsroller så er der kun værdisættet islam tilbage.
Islam er selvfølgelig elefanten i rummet. Som Reinicke er også Manteufel med på at der er tale om en magtudøvelse, men også hun savner eller ignorerer et begreb om dens indhold, som altså vil være en rape-jihad; at muslimerne demonstrerer islams magt over kristenheden og hedenskabet ved at overfalde og voldtage ‘vores’ kvinder.
Og vores kvinder “finder sig i meget” fra os, fortæller Manteufel og uddyber

Typisk tænker kvinder ikke over, at de oplever hverdagssexisme, men når de så skriver til os, er der ofte ti episoder startende fra barndommen, hvor mænd har kommenteret eller taget på dem. Når de spoler tilbage, kommer oplevelserne pludselig til dem. Det er episoder, som de ikke har fortalt om, fordi det var pinligt, eller fordi de var bange for ikke at blive taget alvorligt

Hvor billederne af Lara Logan lod os se rædslen i hendes ansigt, skånede den os for hendes skrig, som hun grangiveligt har måtte give fra sig. Med disse billeder, ligeledes fra den muslimske verden, skønt jeg ikke helt ved hvor (muligvis også Ægypten at bedømme på No Smoking skiltet?) ser vi ikke den arme kvindes ansigt, men vi hører hende rædselsslagne skrig. Jeg er sikker på at hun ikke behøver at spole noget som helst tilbage.

Hvis du har to æbler og du spiser det ene…

Undersøgelser viser at de fleste mennesker er optimister på egne vegne, hvor de tror de får et godt eller bedre liv fremover, mens de er pessimister på samfundets og verdens vegne. Jeg har det lige omvendt og har befundet mig i en permanent personlig undergangsstemning siden jeg var teenager, mens jeg hele tiden tror på at verden bliver bedre, selv om vi skal igennem en slem periode. Trods alt kom vi igennem den kolde krig. Måske er det derfor jeg tror dele af venstrefløjen kan reddes?

I hvert fald afslører den med jævne mellemrum en viden, som er en forudsætning for en indsigt. Gaby Hinsliff skrev på engelske Guardian indsigtsfuldt at “young male migrants exchanging life under repressive regimes, where they may at least have enjoyed superiority over women“, men uden at komme til nogen erkendelse af, hvorfor vores samfund netop derfor ikke kan deles med disse migranter og deres forventninger til social status (Raheem Kassam hudfletter Hinsliff på Breitbart).

Midt i en masse relativerende racismesludder skrev Mette Viktoria Pabst i Jyllands-Posten f.eks “det her vidner i den grad om nogle unge mænd, der har et fuldstændig forkvaklet syn på kvinder“. Ja, kom nu, sig det! Men nej, hun siger det ikke. Hun fortier måske også over for sig selv, hvad det er for et kvindesyn og hvorfra det stammer. Kvindesynet er der bare, men det islam skal ikke rodes ind i. Men man kan i det mindste observere at disse unge mænd adskiller sig fra danske drenge når hun skriver

I sidste ende handler det om opdragelse og socialisering. Hvis man socialiserer kønnene til, at kvinder kan bruges til éns egen tilfredsstillelse uagtet samtykke, og den socialisering forekommer globalt set, så giver udfaldet sig selv. I hvor høj eller lav grad socialiseringen forekommer gennem forskellige landes strukturer og normer, vil sandsynligvis være medvirkende til, hvordan ’fænomenet’ udmønter sig. Det er udtryk, eller udmøntninger, om man vil, der går igen på tværs af landegrænser, og som til forveksling minder om hinanden.

Løsningen ligger lige for – uanset krænkerens etnicitet: Stop med at krænke andre seksuelt, og lad være med at bakke op om dem, der gør det.

Alt er på plads, bortset fra pointen med etnicitet. Her falder kæden af i en ‘hvid’ moralsk anskuelse. Det er etnisk dansk, ja kulturelt vestligt (hvidt) at opdrage sine børn til kønslig ligestilling. Men det er ikke en global disciplin. Sådan har det næsten altid været. Javist, mænd har haft førsteret når det kom til ledelse, men kvinder har altid været individder, ikke mindst siden kristendommen slog rod i det vesterlandske sind.

Omvendt med islam, der forskriver at kvinder er underkuede, at mænd kan gifte sig til 4 koner, mens kvinder ikke kan have fire mænd, at helvedet er befolket med kvinder, at mænd belønnes med 72 jomfruer, mens kvinder ingenting får, at kvinders vidneudsagn er utroværdige, at kvinder skal dække sig til fordi deres køn er anstødelig i det offentlige rum og skyld i at mænd forgriber sig på dem, at deres seksualitet er mandens ejendom, at manden har ret til at tæske deres koner, f.eks når hun vil nægte ham adgang til sin ejendom osv. Så ja, hvis man socialiserer kønnene til, at kvinder kan bruges til éns egen tilfredsstillelse uagtet samtykke, og den socialisering forekommer blandt muslimer, så giver udfaldet sig selv. For kultur er socialisering og socialisering er kultur. Derfor kalder hun på en ‘hvid’ løsning på brune problemer uden at hun er klar over det.

På den anden side, så er virkeligheden ikke til at komme udenom, heller ikke for mig. Går man nemlig længere ind mod midten, så forstår almindelige mennesker, trods massivt erhvervet erfaring, stadig ikke at indvandring fra den muslimske varden er en katastrofe. Om de mange uledsagede syriske børneingeniører og læger, som vi var stillet i udsigt, viser det sig nu (igen) at der er tale om muslimer, altså uproduktive mennesker - hvis vi er heldige. Alligevel hedder det ifølge Danmarks Radio

Det overrasker, fordi syrerne netop har ry for at have gode erhvervsfaglige og videregående uddannelser med her til landet.

I Viborg Kommune har man lave en screening af flygtningenes kompetencer, og her talte gruppen blandt andet skræddere og taxachauffører, en taskemager og en arbejdsmand fra byggebranchen. Mange har ni års skolegang. Nogen mere og nogen mindre.

- De forventninger, vi havde i samfundet om nogle meget højtuddannede, og den virkelighed vi møder, stemmer ikke overens, siger afdelingsleder Sofie Steensgaard fra Jobcenter Viborg.

Hvor havde de disse forventninger fra? Og hvorfor er de overraskede? Realiteterne er at det står slemt til med erkendelsen derude, uanset, hvad jeg vælger at tolke på. Jeg er nok bare optimist fordi jeg er født sådan, ikke af nogen anledning.

Femininister; drengene mod pigerne

Både Berlingske Tidende og BT spørger kendte danskere om deres mening om trusselsbilledet, kultur og mere kvindelig agtpågivenhed ovenpå migranternes overgreb på almindelige borgere særligt i Køln. “Det er blevet etnisk danske mænds tur til at svare på spørgsmålet” skriver Berlingske Tidende om spørgsmålet “Kunne krænkelserne også ske i København?” De etnisk danske mænd er musikeren Henrik Marstal, charlatanen Mads Holger, forfatter og journalist Ditlev Jensen og så teaterchef Jon Stephensen. BT havde spurgt om det samme, men til kendte danske kvinder, nemlig “Amalie Lyhne, debattør og ekstern lektor ved Københavns Universitet. Anne Sofie Allarp, forfatter og radiovært. Kathrine Lilleør, forfatter og sognepræst. Signe Wenneberg, journalist og foredragsholder”. Uinteressant hvad tilfældige mennesker mener blot fordi de er kendte. Men hvem er de bedste feminister, drengene eller pigerne?

Henrik Marstal pointerer på spørgsmålet “Kunne det ske i Danmark?” at “Indvandrermænds massevoldtægter af blonde, danske piger har siden 1980erne været højrefløjens skrækscenarie nummer et ved det multietniske samfund”, men slutter at siden vi ikke har set det fænomen herhjemme vil han lade tvivlen komme “de omkring 200.000 mandlige indvandrere og deres efterkommere” til gode. Ikke helt ulogisk, men han skylder måske at anerkende at højrefløjens skrækscenarie nummer et ved det multietniske samfund ikke er uden substans.

Men da han bliver spurgt “Er problemet arabiske mænds seksualitet?” svarer han

Vi ved, at den arabiske kultur er stærkt kvindeundertrykkende, men det er et problem, der snarere er knyttet til mænds seksuelle adfærd som sådan, uanset etnicitet eller religion. Derfor bør vi i stedet bruge energien på at udfordre den generelle maskulinitetskultur, der gør voldtægt mulig i første omgang.

Han indrømmer en stærkt kvindeundertrykkende arabisk kultur for så inden sætningen er slut helt at ophæve den ved at det intet har med etnicitet eller religion at gøre. Det er ikke altid man ser så konsekvent en selvmodsigelse. Indrømmelsen af at kultur har noget at sige, at den arabiske direkte er stærkt kvindeundertrykkende, er så langt man vil gå for at friholde islam. Af en eller anden besynderlig grund har venstrefløjen lettere ved at kritisere de fremmede for deres kultur, end deres religion. Det turde eller være lige fint, ja det burde være mere fint at kritisere deres religion, dels fordi religionskritik er fint i sig selv og dels fordi ikke alle mennesker er religiøse, mens alle mennesker er kulturelle.

Men Marstal er en god feminist når han vil “bruge energien på at udfordre den generelle maskulinitetskultur” og følger op med glimrende relativering

Vi skal passe på, at denne sag ikke udvikler sig til et tilsvarende massehysteri. For indtil videre er der registreret to fuldbyrdede voldtægter – og det blev der også begået i Danmark nytårsaften. Begge dele er præcist lige forkastelige og uacceptabele, og begge dele skal derfor problematiseres.

Til gengæld er han en dårlig historiker når han på spørgsmålet om “vestlige kvinder [bør] tage forholdsregler, når der kommer mange asylansøgere?” svarer at det lyder som “under krigen, hvor tyske myndigheder lavede propaganda om onde russere, der ville komme og voldtage alle tyske kvinde”. Anthony Beever skriver nemlig i Guardian at sovjettropperne “…raped every german female from 8 to 80″. Voldtægt som krigsførelse, det kommer vi tilbage til.

Mads Holger vil ikke svare direkte på spørgsmålet om mellemøstlige mænds kultur er problemet og kaster sig istedet ud i relativering og kulturel selvkritik. Der hersker på den ene side “ingen tvivl om, at den arabiske kultur er meget maskulin på godt og ondt”, mens “vores egen kulturs totale fravær af maskulinitet” har mødt indvandrerne med “kvindagtighed”. Holger holder en vanskelig balancegang for at være en feminist, hvor han godt nok formår at relativere, men han fremhæver maskulinitet som værende også af det gode og kalder bløde værdier ‘kvindagtighed’. Selv om han redder sig lidt i land ved at slå fast at “Ansvaret for overgreb ligger aldrig hos kvinden” er han ikke en overbevisende feminist, som han ikke er en overbevisende kulturkritiker. Og det er vel historien om Mads Holger, han er ikke overbevisende.

Flere forhåbninger har man til den mere forstandige Kristian Ditlev Jensen, som har studeret teologi siden 2012. Med hvert et ord vejet på en guldvægt skelner han mellem muslimers almindelige dagligdags krænkelser, “en forskel i seksualitets- eller kønskultur”, og så “at der er noget helt nyt på færde (…) På de sociale medier bliver det kaldt rape jihad”. Så har han ikke sagt for meget, ja noget har han slet ikke sagt selv, det er blot de sociale medier. Men han leverer gerne en ordrig forklaring

I de fleste lande opererer man juridisk med »seksualiseret vold«. Det er en voldelig handling, men dens udtryk er seksuelt. Her kunne man tale om en form for seksualiseret terror. Det er en terrorhandling, men dens udtryk er seksuelt:

Det er koordineret, man slår til i 20 byer samtidig og generer alle kvinderne. Terror betyder rædsel, og det skaber man så hos kvinderne for at være i det offentlige rum. Så har man destabiliseret samfundet, og det er det, terror går ud på.

Så hvis det er nogle, der gramser på andre, sker det allerede. Og selv hvis det er en decideret terrorhandling, er det næsten mystisk, det ikke er sket herhjemme. Vi er jo et ret oplagt mål. Så det skulle ikke undre mig, om det kommer.

Hvis ikke man umiddelbart forstår hvad ordet rape-jihad kunne indebære, må det dog kunne forklares kortere, men Jensen “har studeret teologi siden 2012″ og er allerede blevet dygtig. Men nogen feminist er han ikke.

Stephensen håber selvfølgelig ikke at noget tilsvarende kunne ske i Danmark, men, tilføjer han, “vi blev også overraskede over, at det kunne ske i Tyskland og andre steder”. Hvem ‘vi’ er skal jeg ikke kunne sige, men det har “siden 1980erne været højrefløjens skrækscenarie nummer et”, så tydeligvis er ikke alle blevet lige overraskede. Men overraskelsen har rusket noget i hans univers for han spekulerer i om “det allerede sker, uden at der for alvor bliver råbt op om det”. Men Rom blev ikke bygget på en dag og en stædig humanist svinger fanen trodsigt mod realiteterne

Det, der skete, skal fordømmes på det groveste, og hvis det handler om religion, skal vi ikke lægge fingre imellem i form af blødsødenhed eller misforstået humanisme. Og det er vigtigt, at vi ikke blander flygtningedebatten ind i det.

Som med Marstal, så er islam bare så svært et emne for de pæne mennesker. Her tales der om religion, skønt barbarerne næppe var pinsemissionærer. Og hvis det handler om ‘religion’ så handler det jo stadig om migranterne og hvad de har med i den mentale bagage. Så overvejende fint feministisk arbejde Stephensen, manglende logik giver lidt på feminismekontoen og udsagnet “Det er ikke kvindens egen skyld i nogen som helst sammenhænge” er en ren vinder. Nogen kunne tro at sætningen indgår i sammenhængen med voldtægter, fordi den optræde i samme afsnit, men den står rent selv, som et generelt udsagn og ikke som hos Mads Holger, der skrev “ansvaret for overgreb…”. Således er den grangivelig udtalt freudiansk og således vil den blive læst af hans medsøstre.

Og det er rent feministisk blær da han på spørgsmålet “Bør danske kvinder tage ekstra forholdsregler med de mange asylansøgere?” slutter med et direkte uansvarligt råd; “Der råber jeg højt NEJ”. Nemlig! Vi skal have flere migranter til landet, der måske allerede, tilskyndet af deres “religion”, er igang med en rape-jihad “uden at der for alvor bliver råbt op om det” og danske kvinder skal bare være lige så godtroende i det offentlige liv, som boede de i det Danmark de huskede. Med sin lov om kvindes skyldfritagelse i alle sammenhænge solidt polstret med et totalt sammebrud i logik og ideologisk uansvarlighed er Stephensen drengenes stærkeste feministiske kort.

Men hvad siger pigerne? Det er deres hjemmebane, så vi må forvente et stærk gensvar. Men ak, første skud i bøssen affyres i egen fod af Amalie Lyhne, der skærer ind til benet af det relevante. “Jeg tror, risikoen [for rape-jihad] er lidt mindre end i Tyskland, fordi vi ikke har lige så mange asylansøgere.”. Hun er allerede ude af feltet, realiteter kan ikke reddes. Måske vil nogen knytte håb til en relativering da hun tilføjer “Men vi skal være opmærksomme på, at der er mænd i Danmark med et forkvaklet syn på kvinder”. Men ordet her er ‘mænd i Danmark’ fremfor ‘danske mænd’ og den tolkning bliver krystalklar når hun på spørgsmålet om kultur siger

Ja, det er et kvindesyn, som er tilknyttet bestemte kulturer. De sammenligninger, der har været de seneste par dage, om at vi også har sexisme blandt danske mænd og i dansk kultur, er absurd. Det er fuldstændig absurd at sammenligne det her med, hvad der foregår på Roskilde Festival osv.

Ja, hun er fortabt som feminist, og hun synker helt ned i chauvinismen ved at kunne skelne mellem idealer og realiteter på spørgsmålet om danske kvinder bør tage flere forholdsregler

Det mener jeg er en meget farlig vej at gå. Det er vigtigt, at vi som kvinder kan færdes frit overalt, som vi plejer. Ellers er det et knæfald for de her kræfter. Hvis der er problemer, må man sætte mere politi ind. Det vil være mit bud. For vi må endelig ikke begynde at file på den danske frihed. Hvad den enkelte unge kvinde vil tage af personlige forholdsregler, vil jeg ikke fortænke hende i. Men på samfundsniveau, oppefra må man ikke begynde at bevæge sig ned ad den sti.

At hælde migranterne og muslimerne ud samtidig med at give borgerne lov til at bevæbne sig er mit bud på flere forholdsregler, men Lyhne har forlængst diskvalificeret sig som feminist at det var helt overflødigt at nævne “de her kræfter” og mere politi.

Signe Wenneberg er anderledes optimistisk på de danske mænds vegne end Mads Holger, men desværre for udsigten til et feminismediplom, af nogle lettere nationalistisk pikkede grunde. Hun tror ikke det samme kunne ske i Danmark, som vi så i Køln for “Vores mænd passer på os“. Hvis man læser de herrer ovenfor er det enddog en meget optimistisk forventning. Og så skoser hun ellers de tyske mænd for ikke at gøre det samme, “hvor var de?”. De fik vist også bank, men fair spørgsmål. Og på spørgsmålet om vestlige kvinder “bør tage forholdsregler med de mange asylansøgere“svarer hun

Jeg anerkender ikke spørgsmålet. 1: Det var afrikanske mænd uden kinamands chance for asyl, der angreb. Altså lykkeriddere. Ikke som sådan »asylansøgere«. Det var ikke mænd på flugt fra krig i Syrien og Irak, der angreb. Det var afrikanere i kulturchok.

2: Mænd, der voldtager og forulemper, bør låses inde. Det er ikke ofrene, der skal ændre sig. Man siger heller ikke til tegnerne på Charlie Hebdo »Kan I ikke lige tegne noget mindre provokerende? Så I ikke bliver angrebet af psykopatiske voldsforbrydere fra Daesh?«.

Som kvinde håndterer hun ikke fakta så godt, når hun tror at det kun var afrikanske mænd, der angreb og at folk der kommer til Europa fra det sikre land Tyrkiet er flygtninge. Men det rette køn er slet ikke nok til at blive feminist, heller ikke selv om hun forsøger at undskylde afrikanerne med at de var i “kulturchok”, når sandheden synes at være at det var de tyske kvinder der fik et kulturtraume. Og det er kun en banalitet at slå fast at voldtægtsmænd skal straffes, men diskvalificerende at drage den klare parallel mellem at opgive vores ytringsfrihed til at opgive al anden frihed under voldsmandens veto.

Katrine Lilleør væver ikke når det kommer til trusselvurderingen om det samme kunne ske i Danmark

Uden tvivl. At være yngre kvinde i nattelivet indebærer jo en risiko for krænkelser. Og har altid gjort det. Der går ikke én kvinde rundt efter mørkets frembrud, som ikke forholder sig til hvilke mænd, der kommer imod hende på Strøget. Og som ikke tager særlig højde for det, hvis det er store mandegrupper med anden etnisk baggrund.

Fejl, ude! Mandens seksualitet er på anklagebænken, ikke nogen med anden etnisk baggrund. Og det kommer endda fra et pænt menneske, som man kan se Lilleør er når hun skriver “Det handler om kultur, ikke om tro”. Ingen rape-jihad her, Ditlev Jensen kunne have sparet sig sine anstrengelser. Og Lilleør kan såmænd også spare sig for sit forsøg på et come-back når hun på spørgsmålet om kvinder skal tage flere forholdsregler siger “At gøre det til et kvindeproblem er ikke bare mandschauvinistisk, men lodret udemokratisk.” når hun allerede i næste sætning gør det til et spørgsmål om “…de frihedsrettigheder, vi har kæmpet så hårdt for her i Europa”. Det er kvindesgen der er triumfatoren, ikke vestlig civilisation!

Nu har tre fra pigerne diskvalificeret sig selv, som feminister, to af dem endda med nogle gevaldige brag og nu er der kun en tilbage. Og denne ene diskvalificerer sig omgående ved ikke at gøre spørgsmålet om der er “et problem knyttet til arabiske mænds seksualitet?” til et spørgsmål om mænds generelle seksualitet, ja end ikke seksualitet, som jo ellers er hvad alt drejer sig om i sidste ende

Når en gruppe af mænd angriber eller chikanerer en kvinde på gaden, er det ikke et udtryk for deres seksualitet. Fællesnævneren for blottelser, befamlinger, sjofle henvendelser eller grupper af mænds råb eller angreb er, at de har til formål at udøve magt, kontrol og dominans gennem grænseoverskridende og intimiderende, seksuel adfærd. Den arabiske verden og mange muslimske subkulturer i Vesten har åbenlyse og graverende problemer med ligestilling.

Se Ditlev Jensen for en endnu længere forklaring på rape-jihad ovenfor. Og også hun afviser at kvinder skal træffe særlige forholdsregler mod krænkelser ud fra et overordnet hensyn til fælles værdier. Fair og naivt, som en tænkende kvinde, men ikke som en feminist. Feminiseringen af Danmark er feminiseringen af mændene, i hvert fald blandt de kendte danskere.

Feminismen slår igen

Jeg savner stadig at læse noget på Arbejderen og Modkraft, to fyrtårne når det drejer som multikulturelle udfordringer og feminisme, om nytårskrænkelserne. Men nogle feminister forsøger på Facebook og i aviserne at definere fortællingen. For det er hvad det drejer sig om, definitionsretten til historien. Men med tusind krænkermuslimer ud af tusind, tusind der ikke er med i samme sekt, tusind der ikke kommer fra samme region, ej heller samme land og ej heller samme kontinent, der alle opfører sig lige voldeligt overfor kvinder, er det op ad bakke.

Et eksempel. Lotte Lund linker, “Apropos debatten om mænds vold og overgreb på kvinder - på tværs af kulturer”, til en artikel om voldtægter/krænkelser på Roskildefestivallen, der tilsyneladende er sexkrænkernes paradis. En mandlig skribent fortæller indledningsvis om en klam oplevelse

En tilfældig fyr, der under en koncert jeg havde set virkeligt meget frem til, blev ved med at stå og røre ved mig. Først sagde jeg høfligt: ”Please stop touching me,”, men eskalerede hurtigt til at råbe: ”Dude stop fucking touching me!”

Klammoen ragede på alle køn, får vi fortalt, så vi kan ikke, ligesom den gode skribent, konkludere at han var bøsse. Sikke en lettelse. Eller rettere kun bøsse.  Alene det at historien blev fortalt sikrede en sådan konklusion. Vi ved heller ikke om klammoen var hvid, thi det fortælles ikke, men vi kan vel udelukke, ud fra det engelske, at der er tale om en dansker. Skribenten bakker derpå sin oplevelse op med andenhåndsberetninger

Jeg kender ingen kvinder, der ikke kan fortælle en historie om at få en fed koncert ødelagt af en fyr, der ikke ville holde fingrene for sig selv. Ingen, der ikke kan fortælle om at blive raget uopfordret på af vildt fremmede mænd.

Ikke nok med det, så har han også statistik, der virker som en ekstrapolering af hans anekdoter

Problemet er massivt, for omkring 60.000 kvinder krænkes i løbet af festivalen – mange af dem gentagne gange.

Det er forbløffende at kvinder overhovedet kommer på Roskildefestivallen, år de næsten alle uden undtagelse er udsat for krænkelser. Især når der er eksempler på ”Roskildemedarbejder, der går på ”røvtogt” for at krænke så mange kvinder han kan under en koncert”. Men, fortæller han, ”Det er en accepteret kultur på Roskilde”, ”på Roskilde er det normen, at man krænker andre”.

Nu skal man ikke være polemisk og debattere om en accepteret kultur og norm, som folk vender begejstrede tilbage til, år efter år efter år, kan være krænkende. Jeg er voksen og har en hjerne og god smag, så jeg kommer aldrig på Roskilde. Men vi kan sige at når han skriver at han ikke kender en kvinder der ikke får en ”fed koncert ødelagt af en fyr”, så er der tale om en-tal. Hvor mange kvinder kan den røvtogtende Roskildemedarbejder nå at krænke?

For det er ikke for at hænge mig i petitesser, men der er bare forskel på en håndfuld klammoer, mindst nogen af dem udenlandske, blandt 130.000 musikplebejere, og så en hel hob, der unisont, ikke blot er på røvtogt, men fortsætter til fuldbyrdet voldtægt og røveri (op mod 379 kvinder blev krænket i Køln alene, lader det til).

Hvide mænd teamer også op

Virkeligheden rykker ikke ved perceptionen. Ikke meget i hvert fald. Hvis du mener at mænd er nogle svin, så gider du ikke tale om specifikke kulturer, for du ser kun mænd. Derfor vil de store massesexovergrebssager i især store tyske byer Nytårsnat også være en yderligere bekræftelse på mænds adfærd. Tidlige viceformand for Dansk Kvindesamfund Ulla Thornemand leverede i den sammenhæng et af de allerførste feministiske relativeringer, da hun på Facebook skrev følgende opslag

Herhjemme kalder vi det drengestreger, når hvide unge drenge og fyre i flok, i folkeskolen og på andre uddannelsesinstitutioner, blufærdighedskrænker, sexchikanerer og sexforulemper piger.

Herhjemme kalder vi det kompliment, når unge, hvide fyre - både på enmandshånd og i flok - i nattelivet gramser, stikker hånden ned i trusserne og stikker en finger ind i fissen på og begår andre seksuelle overgreb på unge kvinder.

Herhjemme er det bare for sjov, når hvide mænd i flok råber efter en kvinde, at hende kunne de godt voldtage.

Herhjemme kalder vi det flirt, når hvide mænd på arbejdspladser sexchikanerer og forulemper kvindelige kolleger.

Herhjemme lyder der alt andet end ramaskrig når disse oplevelser fortælles. Faktisk sker det modsatte. Kvinderne, der modigt står frem og fortæller om de krænkelser og overgreb, de udsættes for, skammes ikke sjældent ud. Boys will be boys, I ved. White boys, tilsyneladende.

Den hvide mand har kronede dage og ve dig hvis, du er brun, for så får piben en anden lyd. Din tro, din kultur, dig, du er farlig for kvinder. Du forstår ikke spillereglerne, som den hvide mand gør. Den hvide mand som vi alle ved behandler kvinder med langt mere respekt. Som tager et nej for et nej. Som respekterer kropslig integritet. Hvis vold og seksuelle vold mod kvinder bunder i helt andre årsager.

Herhjemme har vi det godt.

Det der er foregået i Tyskland er fuldstændig grotesk, og de kvinder, som er blevet krænket og udsat for sexforbrydelser, har intet ansvar for det, uagtet hvad en borgmester og andre måtte mene.

Men at det nu fremstår som om den form for organiserede krænkelser er et nyt fænomen, i følge det tyske politi, er en sandhed med store modifikationer.

Tag hudfarven ud af ligningen, hør på de oplevelser, som kvinder i mange år har fortalt om af lignende karakter, og det fremstår tydeligt, at dette ‘fænomen’ hverken er nyt eller knyttet til en bestemt etnicitet eller kultur. Udtrykkene inden for fænomenet kan variere, men selve fænomenet er oldgammelt.

Link: http://www.dr.dk/…/video-evelin-blev-forulemplet-nytaarsaft…

Debatsporet der fulgte var sørgeligt. En anden og for mig helt ukendt variation fik 386 ‘like’s’

sanne-sc3b8ndergaard

Og også Rune Engelbrecht Larsen farede til Facebook, for at belære om sin uvidenhed

Et vanvittigt og uhyggeligt eksempel på seksuelle masseovergreb mod kvinder i Köln nytårsaften blev begået af afstumpede mænd af nordafrikansk afstamning. Desværre er det blot ét af utallige eksempler på, hvordan alt for mange mænd i alle farver og af alle nationaliteter stadig har absurd vanskeligt ved forstå og respektere kvindelig ligeværd og integritet. Hver femte kvinde på de amerikanske universiteter har været udsat for et seksuelt overfald. For eksempel. I det amerikanske militær er problemet ligeledes skræmende stort. For eksempel. I 2013 blev der rapporteret ca. 25.000 voldtægtssager i Indien. For eksempel. I Mexico eksploderer antallet af kvindekidnapninger, kvindemord og voldtægter og er blevet karakteriseret som en pandemi. Ifølge en Voxmeter-undersøgelse fra Amnesty International (marts 2015) mener hver syvende i Danmark, at en kvinde, der selv går hjem med en mand, har et medansvar, hvis hun bliver voldtaget. Hver syvende. For eksempel. Ca. 4.000 kvinder bliver voldtaget eller forsøgt voldtaget i Danmark hvert år, men kun 50 sager ender med en dom … Vi kan hurtigt blive enige om, at der er tankesæt og ideologier og kanoniske tekster, der er særligt kvindenedværdigende, men den udbredte kvindeforagt, som kommer til udtryk i seksuelle overgreb verden over, er ikke et kulturspecifikt eller etnisk betinget problem – det er desværre langt større end dét. Lad os møde alle overgreb mod kvinder med afstandtagen overalt.

Inde vi skal til satiren, så kan man studere de store tals lov

voldtc3a6gtskort

Da man kunne læse historien om endnu en muslimsk storfamiliens hærgen på et hospital  gav Journalisten Mads Brügger satiriske relativering

Det her minder mig desværre om de alle gange hvor jeg som hvid mand er teamet op med andre hvide mænd, og sammen har angrebet sygehuse i flok, helt vildt og vanvittigt, og stukket vores fingre op i røven på portører, og skræmt personalet fra vid og sans, og bagefter sagt til hinanden, at det hele bare var en god gang gazz. Det minder mig også om at sygehuse overalt i verden jo angribes af mænd i flok, fx i Indien og i Mexico, hvor det sker hele tiden, så i stedet for at tale om denne lille latterlige sag, skal vi så ikke bare være enige om at fordømme ALLE angreb på sygehuse, OVERALT i verden, hele tiden - men mest nok af alt de utroligt mange tilfælde hvor hvide mænd angriber sygehuse i flok. Så skal det nok gå væk af sig selv.

Boykot Israel, mærk jøden

BDS bevægelsen har kronede dage. Den tilbyder på samme måde som klimahysteriet, den gængse venstrefløjser et pseudo problem at engagere sig i så man kan undgå at se realiteterne i øjnene lidt endnu. BDS står for Boycut, Divest, Sanction og er rettet imod Israel - selvfølgelig. Herunder er en lille film, hvor man kan se hvilket sentiment, der er kernen i bevægelsen, hvor blindt hadet til Israel er og hvor dybt det ligger

A few months ago, Israeli TV News anchor Dany Cushmaro, travelled to US campuses to meet with anti-Israel activists and see how they campaign against Israel.

The interviews were revealing: Watch

Selv feministiske akademikere vil boykotte Israel i solidaritet med deres arabiske søstre, skriver The Daily Beast. Herunder en repræsentant for den jødisk-amerikanske gruppe CODEPINK, der er taget til Israel for at boykotte Israel

codepink1-boykotter-israel-i-israel

Adrienne Yaron skrev i Jerusalem Post at “BDS demonstrations are an opportunity for them to spew anti-Semitic vitriol and express their vicious hatred of the Jewish state. BDS’ only real power is in propagating its hateful ideology”. Realiteterne er nemlig, at der ikke er tale om en real eller realistisk boykot, fordi ingen vil boykotte nyttig viden, avanceret teknologi eller livsvigtig medicin. Og, forsætter Yaron med at forklare…

BDS’ own website only instructs its supporters to boycott “fresh produce, Ahava, and Sodastream.” Ahava and Sodastream are both great companies, but they hardly constitute a major percentage of Israel’s export sales. Moreover, these two companies probably benefit by increased sales from Israel supporters because they are the only two individually-named targets of the boycott movement. As for “fresh produce”, this stopped being a major export of Israel decades ago. Fresh fruits and vegetables now constitute only about 3.6% of Israel’s total exports. More importantly, the overwhelming majority of Israel’s fresh vegetable market is to Russia - a nation that has shown little interest in the boycott bandwagon and a lot of interest in feeding its population. Both India and China have also been steadily growing their market share for Israeli produce, and there is little doubt than any sales drop in Europe will be outbalanced by an increase from these giants.

So in fact, all the huffing and puffing of the anti-Israel “BDS” crowd is nothing more than hot air. The BDS movement has not, and will never have, any significant economic effect on Israel’s overall economy, because Israel’s economy is grounded in products and services that effectively cannot be boycotted. In fact, financial analysts are predicting Israel’s economy will grow more than any other developed country in 2016. Even these academic association resolutions are hypocritical and phony. If you read the texts of them, they specifically allow for “individual members” to continue working with “individual Israeli scholars” - in other words, these hypocritical professors don’t actually have to give up anything, or stop any research projects with Israelis. They make their nasty, defamatory statement, and continue business with their Israeli colleagues as usual.

Denne hadefulde ideologi blomstrer i EU (også herhjemme, men ikke i Tjekkiet) som Caroline Glick skriver i Jerusalem Post

Take for instance the timing of the EU’s first official act of open economic warfare against Israel.

On July 29, 2013 US Secretary of State John Kerry brought the heads of the Israeli and Palestinian negotiating teams together in Washington to officially launch a new round of peace talks.

The same day, the EU announced that starting at the beginning of 2014, it would be ending all joint projects with and all funding from the EU and its member governments of Israeli entities located or operating in Jerusalem, Judea, Samaria and the Golan Heights. The only exceptions to the funding and cooperation ban were Israeli organizations working to harm Israeli control over the areas, and non-Jewish Israeli entities.

The message was obvious. As far as Europe is concerned, “the peace process,” isn’t a means to achieve peace. It is a means of criminalizing Israel.

This week’s labeling guidelines were no surprise. They were promised two years ago.  We have also known for years, that neither the funding ban nor the product labeling are ends to themselves.

In May 2013, Lithuanian Foreign Minister Linus Linkevicius told the Jerusalem Post that the labeling policy is merely a preparatory step on the road towards implementing the EU’s ultimate objective: a full economic boycott of Israel.

(…)

Then there are the NGOs.

As NGO Monitor President Prof. Gerald Steinberg has been demonstrating for more than a decade, Europe uses NGO’s registered in Israel to advance its aggressive policies against Israel. The EU and its member states use these groups to get Israeli cover for their anti-Israel policies. They pay them to produce films and publish reports slandering Israel and calling for a boycott of its economy and the isolation of its government and citizens. The EU and its members then use these products they ordered and paid for as “proof” of Israeli criminality, which in turn justifies their aggression against the Jewish state.

Take Ir Amim for instance. Ir Amim works to deny the legitimacy of Israeli control over unified Jerusalem. In 2014 it received funding from the EU, and the governments of Holland, Norway and Sweden.

In 2010, the group called on the US government to cut off diplomatic ties with Israel or, at a minimum end its foreign aid to the Jewish state. Ir Amim supported and defended Britain’s decision to prohibit the Tourism Ministry from noting that the Western Wall is in Israel.

What all this boils down to is the plain fact that the EU is waging a political and economic war against Israel that is based on a comprehensive, well-conceived strategy that uses the EU’s strengths to their best advantage.

(…)

Consider the timing of this week’s announcement. The EU chose to announce it is labeling Jewish products the same week that we commemorate Kristallnacht – the 1938 pogrom which marked the official beginning of the Holocaust.

For many Europeans, no doubt the timing was fortuitous rather than ironic.

In Sweden, out of “concern for their members’ safety,” Jewish groups were barred from participating in official Kristallnacht commemorations.

Then there are the Netherlands.

MK Hanin Zoabi, who can’t open her mouth without slandering Israel, was invited to deliver remarks at a Kristallnacht remembrance ceremony in Amsterdam. No doubt the organizers knew what they were going to get when they called her. Zoabi compared Israel to Nazi Germany for them.

For an ever growing number of Europeans, castigating Israel as the new Nazi Germany means absolution for the crime of the Holocaust. By transforming the Jews into Nazis, Europeans can shrug their shoulders at the fact that most of the nations of Europe collaborated with the Germans in their genocide of European Jewry.

Og, tilføjede Eugene Kontorovich i New York Times 13 november, så er EUs mærkningsordning endda i strid med EUs egne principper

What has largely escaped notice is that the labeling policy violates the European Union’s own express policy on such issues. The commission primarily justifies labeling as a necessary tool to provide consumers with the information that it does not regard the territories “as part of Israel.” However, European Union and national authorities that have addressed the issue have clearly ruled that special labeling is not required in such situations — neither for consumer protection nor to reflect the European Union’s view of the underlying sovereign status of territories.

Thus the European Union allows Morocco — which has extensive trade ties with Europe, but has occupied Western Sahara since 1975, and populated it heavily with settlers — to export products from its occupied territory labeled “Made in Morocco.” When challenged, the commission formally declared that labeling such goods as “made in” Morocco is not misleading, and is consistent with European trade agreements.

Also, European courts have considered the consumer protection rationale specifically in the context of Israeli products, and rejected it. Just last year, the British Supreme Court ruled, in a case involving Ahava beauty products produced in the West Bank, that “there was no basis for saying that the average consumer would be misled” by a “Made in Israel” label. The court held that such labeling was not deceptive as a matter of both British and European Union law.

The problem is not that the European Union fails to live up to its standards in some cases, like that of Morocco. Rather, in these other cases the union explicitly denies the existence of these standards. Such inconsistency is not just hypocrisy. It is a legal violation in its own right. The European Union’s foundational treaties require regulatory “consistency.” And discrimination against trading partners represents a core violation of the General Agreement on Tariffs and Trade and other treaties of the World Trade Organization, as the law professor Avi Bell and I have shown in detail in a recent paper. The union’s labeling guidelines are manifestly discriminatory, as they apply only to Israel.

The World Trade Organization treaties establish the legal framework for international commerce. Under the W.T.O.’s nondiscrimination requirement, it is impermissible to apply trade rules and restrictions to some member countries and not to others. And the W.T.O.’s protections apply not just to a country’s sovereign territory, but also to areas of its “international responsibility,” such as occupied territories. The United States, with international approval, received the benefit of its international trade treaties even in territories it occupied in World War II, as well as in the Panama Canal Zone, where it made no claim of sovereignty. There is nothing novel about a country’s receiving full trade rights for nonsovereign areas under its administration.

The United States has a great deal riding on the integrity of the international trading system. But the European Union labeling threatens to establish a precedent that would allow politicization of the system, undermining United States economic interests in broad and unpredictable ways. Thus it is not surprising that earlier this year, the United States passed a law opposing such European Union measures against Israel.

Making special rules for Israel has the undesired effect of reducing Israel’s incentives to take international law seriously: If the goal posts can be moved, there is less reason to play the game. As a putative role model for international law, the European Union’s greatest weapon is its probity and consistency. By damaging that, it harms its ability to set the global agenda.

Men hvad er principper mellem lumre jødehadere?

Forskning og kvinder

Det er lang tid siden Frederik Den Vise og Wilhelm Humboldt. I dag er det masseuniversiteter underlagt taxameterordningernes konstante underminering af faglige standarder. Som fagligheden forsvinder låner universiteterne sin opsparede prestige til stadigt mere ilde maskerede ideologiske dagsordner der paraderer som forskning. “Den britiske modtager af Nobelprisen i Fysiologi eller Medicin, Tim Hunt, er blevet tvunget til at forlade sin stilling på University College London” skriver Ugeskrift

Det sker, efter at den 72-årige biokemiker ved en konference for journalister i Sydkorea i tirsdags kom under beskydning for sexistiske bemærkninger – og for en efterfølgende undskyldning, der kun gjorde tingene værre.

Hunt modtog i 2001 prisen for sin forskning om “cellecykluskontrol” sammen med sin landsmand Paul M. Nurse og amerikaneren Leland H. Hartwell. IPå konferencen i Seoul sagde han ifølge forbes.co.uk:

”Nu skal jeg fortælle jer, hvad der er problemet med piger. Man forelsker sig i dem, de forelsker sig i én, og når man kritiserer dem, græder de!”, skriver

Hunt luftede angiveligt også det synspunkt, at laboratorier burde være kønsopdelte.

Hunt undskyldte senere i BBC Radion 4-programmet Today og sagde her: ”Jeg beklager, at jeg sagde, som jeg gjorde. Det var meget dumt med alle de journalister til stede”. Han stod dog ved meget af, hvad han havde sagt:

”Det er rigtig vigtigt, at man kan kritisere folks ideer uden at kritisere dem. Hvis man bryder ud i gråd, er man mere tilbøjelig til at holde igen med at få den absolutte sandhed frem. Videnskab handler udelukkende om at finde sandheden, og alt, hvad der kommer i vejen for det, trækker efter min mening videnskaben ned”.Se hele Tim Hunts forelæsning på Panum 21. april i år (videoklip)

Folkeskolen.dk skrev i forrige nummer om to kvindelige forskere, Malou Juelskjær og Dorthe Staunæs der klagede til deres universitets ledelse over at få deres arbejde kritiseret af en mandlig forskerkollega.

Det hele begyndte med, at Rømer på folkeskolen.dk og i sin blog skrev en kritisk analyse af en forskningsartikel af Staunæs og Juelskjær, »Klasseledelse - all inclusive: Læringscentreret ledelse af sanser, affekter og rytmer«.

Rømer opfatter artiklen som et eksempel på en aktuel tendens i skoleforskningen, som han er optaget af: »nemlig spørgsmålet om, hvordan dansk Foucault-inspireret tænkning, den såkaldte neo-strukturalisme, som jo normalt opfatter sig selv som en kritisk bevægelse, er havnet i en situation, der ikke blot accepterer, men ligefrem radikaliserer accepten af den i forvejen radikale tænkning, som ligger i skolereformen«, skriver han indledningsvist i sin analyse af Staunæs’ og Juelskjærs artikel.

»Klasseledelse handler dermed om, at hele børnelivet og faktisk også familielivet, herunder fritiden og søvnen, underlægges et læringsmaksimeringskrav. Det hedder ligefrem: ‘Intet er for småt til læringscentreret klasseledelse. Det er klasseledelse all inclusive’. Fuldstændigt totalitært efter min mening, men der er ikke den mindste reservation i Staunæs’ og Juelskjærs tekst undtagen et lille bitte besværgende skvulp til allersidst, hvor de spørger: ‘Hvad er så faren?’ uden at give antydningen af et svar«, skriver Rømer videre i sin analyse.

“I deres klagebreve til ledelsen kommer Staunæs og Juelskjær ikke med konkrete eksempler på fordrejning af deres forskning” og klagen blev afvist, men dekanen lovede “…at han vil have fokus på arbejdsmiljøet”. Godt arbejdsmiljø er at lade dilletanter våse videre til de får held til at lukke munden på kritisk tænkning.

Pamela Geller er den helt venstrefløjen søger

På det amerikanske venstredrejede medie Think Progress, læste jeg forleden en artikel der våndede sig over at der blev lavet for få film med kvindelige superhelte i rollerne. Drengenes fantasi-univers var simpelt hen (’hen’ ikke forstået på ny-svensk) ikke ligestillet nok mht køn. Artiklen nærmede sig det konspiratoriske, hvor man spekulerede i om de få forsøg fra filmselskaberne (Cat-woman og Supergirl) var bevidst dårligt producerede for at opretholde et kunstigt patriarkalsk superhelteunivers.

Samme Think Progress havde derimod kun hån tilovers for virkelighedens superkvinde, eller en af dem, i Pamella Geller. Hendes forbrydelse bestod i at tale volden og tyranniet midt imod. Ved at afholde en tegning-konkurrence med den muslimske profet som motiv vakte hun voldsmænds vrede. Og voldsmændene ville hævde deres voldsmonopol. De mødte dog kun deres egen skæbne ved et politi der var beredt. Det var i Texas.

14002_10153318558657439_6589506604928088695_n

Think Progress mener at i ramme alvor at tegnere, der tegner noget som volds-mænd ikke vil have - og de der arrangerer fora for den slags også - selv er skyld i den død voldsmænd bringer med sig. Det svarer til at kvinder i lårkort selv er skyld i at blive voldtaget. Sjovt nok er voldsmændenes bagland helt enige i den analogi, mens Think Progrees og dens åndelige bagland sikkert vil finde den usmagelig.

Progressiv tanke er nemlig ikke at tænke, men kun en ideologisk formel op mod et fast fjendebillede. Venstrefløjen har i savnet af Østblokken allieret sig med den islamiske verden og harmoniseret store dele af dens åndelige gods, som den også har overtaget dens forurettelsesforståelse.

Men der er ingen vej udenom, offerbebrejdelse er kernen af den åndelige værdikamp, der kæmpes i Vesten i disse årtier. Definitionen af offer og gerningsmand er forskellen i hvorledes vi ser på mennesket. Os frihedselskende og anstændige vesterlændinge holder individet ansvarligt for sine handlinger i en tro på den frie vilje. Østerlandsk kultur og venstreorienteret tænkning ser kollektivet som menneskets egentlige organisme. De kalder det ummaen eller de svedende masser, men det essentielle er, at individets frie tanker truer konformitetens sammenhængskraft og kleresiets magt.

Med en forståelse af mennesket, som et individ under ansvar for sin frie vilje er det voldsmændenes og deres sympatisørers eget valg at tage på vej over andres meninger. Og det er deres valg at bevæbne sig til tænderne med automatvåben og granater og gå til angreb på tegnere for med blod at illustrere at pennen ikke er stærkere end sværdet. Men for venstrefløjen, er individet kun en del af kollektivet og alle handlinger tager udgangspunkt i omstændighederne. Omstændighederne er ifølge den analyse at muslimer bliver ukontrolleret bedrøvelige over at se nogle tegne deres forståelse af det perfekte menneske. Det er en præmis, sådan er det bare. Så når man fremturer med at tegne, hvad der gør muslimer bedrøvelige er det en naturlov at de vil reagere med morderisk vold - de kan åbenbart ikke andet.

Det ligger i venstrefløjens ideologiske progressive program at kun tegnere har et valg, nemlig at bøje sig for kollektivismens krav. Inkonsistensen i den progressive tanke tjener at holde fokus på det faste fjendebillede; nemlig dyrkerne af den frie vilje, individet og den frie ånd. For det var hvad vi plejede at synge i kor, at man ikke kunne binde ånd. At hvor der blev lagt forbud mod at udtrykke sig, så ville modige og anstændige mennesker gøre forsøget, så sikkert som amen i kirken.

Pamela Geller er en helt og i den sørgelige forfatning som det vestlige åndsliv er trukket ned i for tiden kan hendes mod regnes som en superkraft. Her demonstrer hun den imod CNN

Utak er mandens løn

Feminisme, Ligestilling, venstrefløjen — Drokles on April 21, 2015 at 6:16 pm

Ligestilling er et misvisende ord for feminisme. Det lyder tilforladeligt ikke at gør forskel på mennesker feks på grund af køn og stille dem lige. Men kønnene er selvfølgelig forskellige og derfor er det en absurditet når man måler ligestillingens succes efter, hvor ens de opfører sig eller er repræsenteret i enhver sammenhæng. Mænd er som gruppe mere ekstreme end kvinder, der er mere normale. Det er mænd der præsterer store bedrifter og det er mænd der sidder i fængsel. Peter Loydd trækker problemet klart op i Daily Mail

Men are brilliant. Seriously, we are. We invented philosophy, medicine, architecture, cars, trains, helicopters, submarines and the internet. Not to mention the jet engine, IVF, electricity and modern medicine.

We’ve led all the industrial revolutions and sent rockets into Space. We’ve fought wars with tin hats and bayonets and won them. The world we live in would be nothing without Alexander Graham Bell, Sigmund Freud, Horatio Nelson, Winston Churchill, William Shakespeare and Albert Einstein. The geniuses Leonardo da Vinci, Stephen Hawking, Michelangelo, Beethoven, Charles Darwin and Michael Faraday have all contributed immeasurably to our modern lives.

So why is it that, today, there has there never been a worse time to be a man? Rubbishing the male of the species and everything he stands for is a disturbing — and growing — 21st century phenomenon. It is the fashionable fascism of millions of women — and many, many men, too. Instead of feeling proud of our achievements, we men are forced to spend our time apologising for them. When people chide us for not being able to multi-task or use a washing machine we join in the mocking laughter — even though we invented the damned thing in the first place.

(…)

Consider the statistics. If you become a father to twins — one girl, one boy — current data proves that your son will die younger, leave school with fewer qualifications and be less eligible for work than your daughter.

Our universities and further education institutions are dominated by women at a proportion of ten to every seven men, with the Royal Veterinary College formally identifying boys as an under-represented group.

Across the Russell Group of Britain’s leading 20 universities, just three have a majority of male students.

This means your son will be more likely to join the ranks of the unemployed, the majority of whom are now — yes, you’ve guessed it — men.

The Office of National Statistics noted that in the summer of 2014 a total of 1,147,511 British men were out of work, compared with 887,892 women.

Psychologically, your son will be more likely to suffer from depression and attempt suicide than his sibling, but there’ll be less support in place to save him.

He’s also more likely to endure everyday violence than women, with the latest crime statistics for England and Wales noting that two-thirds of homicide victims were men.

If he’s seduced by his female teacher, she’ll leave court with a slapped wrist thanks to a legal system which is frequently lenient with women. But if your daughter has an affair with her male maths teacher he’ll be chalking up numbers on a prison wall before you can say: ‘burn your bra’.

By the time your son is 18, he will probably have absorbed the social message that his dad is much less valuable as a parent than his mother — that fathers in families are an added bonus, not a crucial cog.

Then, if he starts his own family and his relationship doesn’t last, he may become one of the four million UK men who have no access to their children, yet are forced to fund them.

To cap it all, he’ll be progressively neglected by British healthcare despite being more likely to get — and die from — nine out of the top ten killer diseases. You know, the biggies: these include cancer, heart conditions, strokes, pneumonia, diabetes and cirrhosis of the liver.

Fifteen years ago the UK Men’s Health Forum showed that, for every £1 spent on men’s health, £8 was spent on women’s. Since then little has changed, for no good reason. Or rather, one very bad reason: we live in a medical matriarchy. In other words, male life is cheap. Bargain basement, last-day-of-the-sale cheap.

The ultimate insult? It’s all done at our expense. The National Health Service is funded by the public purse, but it’s men — yes, men — who pay a whopping 70 per cent of UK income tax. Yet we are thrown nothing but crumbs in return.

Vi ved at ligestilling ikke er en vulgær misforståelse at ligestilling som ensretning, når man kræver en øget andel af, lad os sige, kvindelige forskere, men ikke en øget andel af kvinder i fængslerne. Ligestilling er derfor feminisme. Men feminismen er som ideologi en bitterhed over en biologi, der ikke lader sig ændre. Derfor polstrer man sine resultater med svindel, som man kan læse på My News Desk

I den spritnye artikel ”Nogle omgåelser af EU-retten i den positive særbehandling af kvindelige forskere” i Ugeskrift for Retsvæsen drøfter advokat, dr. phil. Jens Ravnkilde og professor, dr. phil. Hans Bonde centrale initiativer fra de seneste år, der markant har øget antallet af kvindelige professorer og forskningsledere. Forfatterne konkluderer, at samtlige initiativer var udtryk for omgåelse af EU-retten og ligebehandlingsloven. Da omgåelsen var åbenbar, burde de opnåede dispensationer fra loven ifølge forfatterne ikke være givet. De konkluderer, at den positive særbehandling af kvindelige forskere nu er kommet så vidt, at ulovligheder tages i brug.

Feminisme er et alvorligt samfundsproblem. Det er ikke blot en dyrkelse af middelmådighed, men også en udhuling af realitet. En arbejdsplads væsentligste funktion er ikke længere at producere, men at afspejle abstrakte idealer i kvoteform. Og det sker både gennem sænkelse af faglige krav, som med at beflitte sig med irrelevans. Og det gennemsyrer i stadigt højere grad ikke bare hvorledes vi opfatter problemerne, men også, hvad vi opfatter som problemer.

Men selv om det er et alvorligt samfundsproblem, så er det ikke et personligt problem for den enkelte mand. En artikel i Jyllands-Posten fra februar fortalte, at der blev givet næsten fem gange så mange penge til kvinder i krise end til mænd og at man i forvejen var i færd med at lukke krisecentre for mænd. Og en medfølgende artikel med den sørgelige titel “Den aften, jeg lærte at blive en mand” handlede om mandegrupper, grupper hvor mænd mødes for at lære hinanden at være mænd. Ked af at sige det, men den kan du aldrig lære der. Tværtimod. Gå til fodbold, finere fransk madlavning, AGL, læs en bog, tæsk din kæreste eller se TV hele dagen. Gør noget eller lad vær, vind eller gå til grunde - eller skyd dig selv. Men aldrig gøre dit køn til et emne, det er hvad der adskiller dig fra kvinder i dagens Danmark.

ok-mandegrupper

Selv om mænd er mere udsatte, dør tidligere og har en højere tendens til selvmord - de er jo det ekstreme køn - så er det ikke et problem. Det er forskellen på køn. At leve uden det samme sikkerhedsnet, som er foldet ud under kvinder er den egentlige skanse af maskulin identitet i velfærdsdanmark.

Schrödingers kvindekamp

Der er intet som minoritetsrettigheder til at holde venstrefløjen på dupperne. Nye kommer altid til, nye kan altid defineres og alle er de undertrykte af nogen. Det er krænkelsens paradis. Men når alle er minoriteter støder de deres rettigheder på hinandens manchetter. ”I fredags inviterede Kvinderådet til debat om, hvordan kvindebevægelsen kan blive mere synlig og slagkraftig” skrev Dagbladet Arbejderen. 150 deltog med forskellige bud

Der er ny interesse for ligestillingskampen efter en årrække med stilstand. Nye initiativer dukker op, bevægelsen sprudler, og flere unge kvinder kommer til. Det er i høj grad ligestillingskonferencen Nordisk Forum i Malmø sidste sommer, der har været med til at give nyt liv til kvindebevægelsen.

- I Malmø oplevede vi en ny energi. Det hele boblede derovre, siger Hanne Fokdal fra Kvinderådets styrelse i sin velkomst på mødet.

Hun opfordrer alle til at bruge den lange række af konkrete krav, som blev vedtaget med slutdokumentet på Nordisk Forum, i deres arbejde. Kvinderådet har fået dokumentet optrykt i en lille bog i lommeformat, som bliver delt ud på mødet.

- Dokumentet er blevet overrakt til ligestillingsministrene i Norden. Men de gør ikke noget ved det, før vi skubber til dem. Vi skal blive mere synlige og styrke vores sammenhold, lyder opfordringen fra Hanne Fokdal.

Blandt ligeløn, barsel og kvindevold (det var alle stærkt imod) blev der også talt om “Negativ individualisme”, hvordan man opnår inklusion af flere, nødvendigheden af at få mænd med i ligestillingskampen og så bebrejdelser af ligestillingsministeren (der ellers netop har opnået ligestilling med os islamofober, som fjende af islam).

Modkraft var man ligeledes interesseret i feminismefejringen og Nazila Kivi skriver

Der er mange måder at være feminist på. Man kan danse til Beyoncé, man kan kæmpe for flere poster i bestyrelser og for retten til at gå klædt som man vil – også for minoriteter.

Man kan kæmpe imod prostitution eller for sexarbejderes rettigheder. Man kan fokusere på individer, man kan kæmpe kollektivt, man tage sin krop tilbage eller sætte spørgsmålstegn ved, hvad en kvindekrop egentlig er.

Man kan være separatistisk, man kan være radikal eller man kan lære at stave til intersektionalitet og så tro, at det må være bevis nok på ens engagement.

Selv mener jeg ikke, at man kan have en feminisme, der ser bort fra kampen mod racisme, imperialisme og neoliberalisme.

Den feministiske metode handler netop om at udfordre gængse subjektpositioner, byde på alternative epistemologier og udfordre tvangsnormaliseringen af mennesker i patriarkatets og kapitalismens navn.

Racisme, kapitalisme og kolonialisme hierarkiserer individers og gruppers eksistens og legitimerer udnyttelse og udgrænsning af bestemte kroppe, der ikke indordner sig hierarkiet.

Vi har - med Dan Turells ord - længe været mandschauvinister, hvis vi lægger os en halv time på sofaen når vi kommer hjem fra arbejde.

_dsc0699

Det lykkedes Dagbladet Arbejderens fotograf helt at undgå at fange etniske minoriteter, der går klædt som de vil blandt de 150 fredag der eftermiddag var mødt frem i LiteraturHaus på ellers ganske etnisk spraglede Nørrebro i København.

Hvis man skulle få den tanke at “den feministiske metode” er en grød selvmodsigende kværulanteri er man ikke helt ved siden af. Nick Cohen skriver at den politiske korrektheds metastaserende selvmodsigelser, hvorunder feminisme kun er en del trækker venstrefløjens tænkning ned i en endeløs udskamning af andres og hinandens ytringsfrihed

A generation ago, a faction within Western feminism campaigned to ban pornography. They believed it caused harm by inciting men to rape, but couldn’t prove it. Despite decades of research, no one has been able to show that pornography brutalises otherwise peaceful men. So they added the argument that sexual fantasy should be banned because it spread harmful stereotypes that polluted society. Unfortunately, for them, they could not substantiate that claim beyond reasonable doubt either.

“You have no identity, no personality, you are a collection of appealing body parts,” the American law professor Catharine MacKinnon told her followers in the 1980s. Pornography ensured women were assessed only by their looks. It “strips women of credibility, from our accounts of sexual assault to our everyday reality of sexual subordination. We are reduced and devalidated and silenced.”

For all its faults, America has the First Amendment, which protects free speech and freedom of the press. The US Supreme Court duly struck down an ordinance MacKinnon and Andrea Dworkin drafted for Indianapolis City Council in 1984 which would have allowed women who could say they were harmed by pornography to sue. It might have killed the law but it did not kill the movement. The impulse behind the original demands drives campaigns against sexist advertising and naked women in tabloids to this day.

Even if you think, as I do, that a wing of feminism degenerated into a puritanism not too far away from the God-given puritanism of the Christian Right, you should accept that debates about free speech are unavoidably ferocious because the urge to suppress is not some feminist peculiarity but a near universal desire.

(…)

I will go further and say that, regardless of colour or creed, most people who have suffered from insults have wanted their abuser silenced, even if what he said was true—especially if what he said was true.

The American legal philosopher Joel Feinberg attacked Mill by saying that we feel offence like a wound. You only have to think about the hurt from slights that have stayed with you longer than the pain from a broken bone to see the truth in his argument. Societies and individuals feel disgust, revulsion, shock, shame and embarrassment when they hear views that don’t physically harm them, Feinberg said in the 1980s. They can and should replace Mill’s “harm principle” with his “offence principle”—that the law can stop speech that causes serious offence.

Feinberg’s mild authoritarianism buttressed the illiberal version of liberalism that flourishes to this day. It supports the laws against “hate speech” which may not be so hateful it provokes its audience to violence, but is still grossly offensive. It provides the philosophical justification for the incessant Twitter storms and media fits about “gaffes”, “misspeaks”, or to use a modern phrase that reeks of the Victorian drawing-room, “inappropriate language”.

Go into the modern university and you won’t hear much about Mill or Milton or the millions around the world who have had to learn the hard way why freedom of speech matters. Instead, you will be fed philosophers far less rigorous than Feinberg. The New Zealander Jeremy Waldron, an Oxford professor from the American university system, which churns out authoritarian philosophers the way Ford churns out cars, suggests speech that attacks the dignity of others should be banned. Stanley Fish of New York dispenses with any pretence that we should respect universal human rights, and descends into power-worship and thuggery. “The only way to fight hate speech is to recognise it as the speech of your enemy,” he says. “And what you do in response to the speech of your enemy is not prescribe a medication for it but attempt to stamp it out.” Take a breath and think about his assumptions. This is the tyrannical language of an illiberal intelligentsia so lost in complacency it thinks it no longer needs the rights it once championed.We don’t care if we are being consistent, it says. We have the power to censor now and we will use it.

Few contemporary theorists grasp that people oppose censorship not because they respect the words of the speaker but because they fear the power of the censor. It is astonishing that professed liberals, of all people, could have torn up the old limits, when they couldn’t answer the obvious next question: who decides what is offensive?

If it is the representatives of a democracy, you have the tyranny of the majority to discriminate against “offensive” homosexuals, for instance. If it is a dictatorship, you have the whims of the ruling tyrant or party—which will inevitably find challenges to its rule and ideology offensive. If it is public or private institutions, they will decide that whistleblowers must be fired for damaging the bureaucracy, regardless of whether they told the truth in the public interest. If it is the military, they will suppress pictures of torture for fear of providing aid to the enemy. If it is the intelligence services they will say that leaks about illegal surveillance must be stopped because they might harm national security, just as pornography might harm women. Why should they have to prove it, when liberals have assured them that there is no need to demonstrate actual damage?

Den danske konsensus- og hyggekultur sikrer indtil videre at feminister kan kæmpe sammen om diamentralt modsatte målsætninger.

Farvel Far genbesøgt

Danmarks Radio, Feminisme, Forbrydelse og straf, Ligestilling — Drokles on March 13, 2015 at 2:12 pm

Det er desværre en gammel og velkendt sag at man kan bruge anklager om vold og incest mod sin tidligere ægtefælle, hvis man vil vinde kampen om de fælles børn. Så længe en undersøgelse er i gang, og den kan vare i årevis, vil den anklagede ikke have ret til sine børn. Om der falder en dom er underordnet for over tid vil man kunne hævde at børnene ikke længere har et forhold til den forælder de ikke har set i årevis. Og det er altid manden, faderen, der kommer på anklagebænken. Bag kvinden, moderen, står en gruppe, advokater med en dagsorden der går ud over at vinde en sag for deres klient.

Fra TV2 http://nyhederne.tv2.dk/samfund/2015-03-12-advokater-opfordrer-til-loegn-om-vold-og-incest-i-familiesager

Hvert år modtager statsforvaltningen omkring 250 anklager fra forældre, der påstår, at deres tidligere samlever har begået vold, incest eller andre skadelige overgreb mod deres fælles barn, og en lang række af disse anklager er det purre opspind, fabrikeret og tilskyndet af en familieadvokat.

- Anklager om vold eller overgreb er et super effektivt redskab, hvis du ønsker, at din tidligere partner skal ud af dit barns liv. Som systemet er i dag, er der kun fordele for den forælder, der fremsætter de falske anklager. Hvis ikke du som forælder ikke er bleg for at sætter dine egne behov før dit barns, kan du meget let få skubbet den anden forælde ud af barnets liv, siger Tanja Graabæk, der rådgiver forældre i familiesager og tidligere har været ansat i statsforvaltningen.

I Statsforvaltningen har man kendskab til gruppe familieadvokager, som handler uetisk i børnesager. Det fortæller kontorchef i Statsforvaltningen Bente Koudal til DR.

(…)

- Når sagen er afgjort, og det viser sig, at der er tale om en falsk anklage, er barnet blevet så fremmedgjort fra den anklagede forælder, at Statsforvaltningen ofte vurderer, at det er uhensigtsmæssigt, hvis barnet overlades til den anklagede forælder. Den handling er psykologiske set i sig selv et voldsomt overgreb på barnet, mener Tanja Graabæk.

(…)

- Statsforvaltningens vurdering af, at de møder omkring 1 falsk anklage om ugen, er efter min vurdering er et meget konservativt bud.

Den snart 16 år gamle DR dokumentar Farvel Far tåler et gensyn. Når man kan læse, hvor lidt der er sket siden er det ekstra deprimerende

En skilsmisse er næsten aldrig behagelig affære. Nogle gange udvikler det sig til en regulær krig, hvor bl.a. beskyldninger om incest bruges i kampen for at få barnet for sig selv. Denne udsendelse handler om tre mænds kamp for at få lov at være sammen med deres børn. DR Dokumentar har fulgt myndighedernes behandling, som starter med de tre mænds ønske om samvær med deres børn - og ender med at de stemples som seksualforbrydere.

En af disse mænd er den praktiserende læge Peter Østrup. Han ønskede at fortsætte med at være sammen med sin datter efter han var blevet skilt fra moderen. I starten delte han forældremyndigheden med moderen. Men hun ville nu have forældremyndigheden for sig selv og ønskede at begrænse faderens samvær med datteren. Det lykkedes til fulde, da hun anklagede ham for incest.

Normalt er det politiet og de sociale myndigheder, der tager sig af sager om incest. Men Københavns statsamt vælger selv at undersøge påstande om overgreb på børn. I Peter Østrup’s tilfælde er det en overlæge i psykiatri og en psykolog, der skal undersøge om han misbruger sit barn seksuelt, eller om der er andre forhold der gør, at han ikke skal have lov til at se sit barn. Advokat Lone Reffshammer mener, at den fremgangsmåde nærmest gør fædrene retsløse.

I forbindelse med undersøgelsen bliver Peter Østrups samvær gjort overvåget. Det vil sige, at han ikke må være alene sammen med barnet. Så fra at have haft barnet boende i 5 ud af 14 dage, så beslutter de børnesagkyndige, at han kun må være sammen med barnet i nogle timer om ugen - overvåget af andre voksne.

Der er stor uenighed om kvaliteten af de børnesagkyndige undersøgelser. Formanden for Børnerådet, professor Per Schultz Jørgensen, mener de er mangelfulde, og ofte bygger på et for løst grundlag. DR Dokumentar har fulgt undersøgelsen i Peter Østrups sag, og kan med opsigtsvækkende tv-optagelser afsløre, hvordan de børnesagkyndige arbejder.

Monokultur kører på WordPress