Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 520

Deprecated: Function set_magic_quotes_runtime() is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 18

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_PageDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1244

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_CategoryDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1442

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class wpdb in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/wp-db.php on line 306

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Object_Cache in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/cache.php on line 431

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Dependencies in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/class.wp-dependencies.php on line 31

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Http in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/http.php on line 61

Warning: explode() expects parameter 2 to be string, array given in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-content/plugins/bannage.php on line 15
Monokultur » Mindeord


Rystede og chokerede, men fortsætter kursen

Alle politikere er rystede over endnu et møde med gentagelsen, dekade efter dekade - intet ændrer sig andet en frekvensen stiger støt og intensiteten følger snart efter. Ingen kan stoppe en gal mand, siger vores politi, livet går videre, siger vores Statsminister. På hvilke betingelser er underordnet blot vores tilgang er zen. Det er livet i en storby, siger Londons muslimske borgmester, det må man vænne sig til. Men sandheden er at det er livet med en stor muslimsk befolkning og det vil man ikke vænne sig til. Man vil smide dem ud eller lade sig trampe ned, men vænne sig til det vil man ikke. Den luksus har kun politikerne, der håber det ikke ramler, mens deres karriere er på spil. Et demografisk pyramide spil er der sikkert nogen der har kaldt det.

Andre lader sig ikke ryste så let

muslimsk-kvinde-krydser-sin-tros-spor

Forargelsen er stor over at billedet er gået viralt, et snapshot er ude af kontekst og ingen ved, hvad der foregår under et muslimsk tørklæde. Sådan var det ikke med den døde dreng i vandkanten, der blev selve symbolet på de lukkede europæiske grænsers grusomme konsekvenser. Men drengens familie var ikke flygtninge, de boede trygt og tyrkisk og ville til Canada selv om de havde fået afslag. Medierne labbede også den muslimske brud, der lagde blomster efter terrorangrebet i Australien til sig - et så flot billede at man næsten skulle tro, det var til ære for fotograferne, hvis ikke ens menneskesyn var bedrevidende. Og medierne faldt også på halen da den ensomme muslimske kvinde i ikke kunne finde en plads blandt de afvisende danskere, selvom historien var den modsatte.

Men billedet af den tilsyneladende indifferente muslimske kvinde der krydser ummeans spor fortæller den grundlæggende sandhed, som den europæiske islamofobirapport anno 2016 forsøger at benægte på imponerende 612 sider. Det samme gør Theresa islam-er-fjong May der ved at en historie skal frames hurtigt, hvis den skal overleve mands minde i nyhedsstrømmen.

Taking on the role of a theologian, Theresa May insisted: “It is wrong to describe this as Islamic terrorism. It is Islamist terrorism. It is a perversion of a great faith.”

Speaking in Parliament, she also said the attack showed “the importance of all of our faiths working together, and recognising the values that we share”.

Adding: “This act of terror was not an act of faith. It was a perversion; a warped ideology, which leads to an act of terrorism like that and it will not prevail.”

Men ak, nyhedsstrømmen udtrykker også den bedrøvelige sandhed, her fanget ved tilfældige screenshots fra Al Jazeera

muslimske-reaktioner

screenshot-fra-arabisk-livestreaming-af-terror

I vores broderland, der importerer så meget fætterkultur, er politikerne rystede over at våben strømmer ind over landets grænser og det sker via Danmark. Politichefen i Malmø siger at det er mest til kriminelle, men “De er ikke spesielt organiserte, mer kamerater som kjenner hverandre og bygger ulike nettverk” og det lyder jo langt mere hyggeligt og tilforladeligt. Og ikke et ord om islam.

Som Befrielsen dog huskes

TV-Syd brugte mindedagen på at vise og interviewe asyl-ansøgere på Sønderborg kaserne der tændte lys i vinduerne. En araber forsøgte samme aften at flå et Dannebrog, der var hejst i anledning af Befrielsen, ned og fremsagde dødstrusler mod brovagten, ligeledes i Sønderborg. I Kultur- og Fritidsforvaltningen brugte man befrielsen til at berige den venstreradikale forening 4-maj Initiativet med 100.000,-.

Information mindede om at Befrielsen for nogle kom som en ‘forbandelse’. Ingen mindre end nazisterne var vel forbandede, men Information sympatiserer i stedet med de kvinder, der lå i med nazisternes kamptropper

Først nogle år senere fandt hun ud af, at hun var adopteret, og hun skulle nå at fylde 41, før hun fandt ud af, at hendes biologiske mor rigtig nok havde mødt en tysk soldat under besættelsen, var blevet forelsket, og at Birgitte var resultatet.

Hendes biologiske forældre mødtes i februar 1945 til et dansebal i Aarhus. Moren, Inger Margrethe Stougaard, læste jura på universitetet i byen, men var oprindeligt fra den lille by Rørbæk, hvor hendes far var indremissionsk præst.

Faren, Josef Leibig, var en tysk soldat, der var på rekreation i Danmark efter at have tjent ved østfronten.

Inger Margrethe var en lille kvinde med et rundt, smilende ansigt med høje kindben og briller. Hendes hår var blondt, let krøllet og kort i panden, men hendes overlæbe var skæv efter en læbe-ganespalte-operation. Josef var hendes første kæreste, og hun faldt pladask for ham, har hun senere fortalt. Han var en flot fyr med imødekommende øjne, mørkt hår og slank figur, der spadserede rundt i Aarhus i civilt tøj.

Josef havde været soldat i den franske Fremmedlegion, hvor han var udstationeret i Algeriet, men var blevet indkaldt af den tyske Wehrmacht for at blive sendt i kamp mod Josef Stalins tropper. Der var han menig soldat i den tyske hærs pansrede opklaringsenhed, før han blev såret og sendt til Danmark.

Det var nogle lykkelige måneder for de to. Hun boede på et værelse inde i Aarhus, så de ofte kunne se hinanden, og i påsken 1945 blev de endda ringforlovet med hendes præstefamilies accept.

Men både folkestemningen og familiens opbakning skulle hurtigt ændre sig.

Jep, en kvinde falder for en tysk soldat - i 1945! Og præstefamilien ser ingen problemer med det - i 1945! De må have været radikale.

Information havde også et “5. maj-debatarrangementet i anledning af 70-års dagen for Danmarks Befrielse og dagbladet Informations overgang til legal avis” med aktivismeforskeren Silas Harrebye, Informations chefredaktør Christian Jensen og historikeren Joachim Lund. Her fik man at vide at “Der er selvfølgelig forskelle”, men modstandskampen lignede de folkelige bevægelser mod klimaforstyrrelser og overvågningssamfund.

»Der er også mange aktivister, der over for mig har klaget over, at de går ned med depressioner. Det skyldes, at de hopper fra projekt til projekt og ender med at engagere sig i mere, end de kan overkomme.«

Modstandskampen var også “Danmarks første ungdomsoprør” thi “De 17-22-årige vendte sig mod den generation, der stod for samarbejdet med tyskerne”. De gjorde de nu ikke. De vendte sig blot imod samarbejdet med tyskerne. For kommunisternes vedkommende først efter deres eget samarbejde med nazisterne var ophørt.

Danmarks Radio ser (heller) ingen forskel på Nazi-Tyskland og så den nuværende forbundsrepublik, hvis man skal tage P3s infantile forsøg på humor alvorligt. “Vi har før kigget på alle grundene til, at vi skal tilgive naboen mod syd ved at opremse nogle af de gode ting, tyskerne har givet os” fortælles der lystigt uden tanke på det nazistiske mørke, der havde farvet Tyskland. Og som historien med tyskertøsen ovenfor, giver Danmarks Radio los for en Radikal drøm hvis “Danmark og Tyskland var smeltet sammen”

1) Vi havde aldrig vundet EM i fodbold, men var blev verdensmestre i fodbold fire gange.

2) Så var vi sparet for talrige diskussioner om to-sprogede vejskilte: Så hed det jo bare Hadersleben, Kaltes Ding, Schlag Else, Kauf Ein Hafen. Doh.

3) Så var Den Lille Havfrue-skulpturen blevet udskiftet med brødrene Grimms Snehvide og de 7 små dværge

4) Dansk politiker-couture ville blive udsat for en Merkel-isering

5) Grænsehandlen og de billige bajere ville blive rykket til Østrig, og det ville vi aldrig kunne håndtere

6) Det er bare ikke lige så sjovt at synge: Vi sejler op ad “a med umlaut’en”, når man drikker øl i armkrog

Andre kontrafaktisk ting der ville være mere nærværende at nævne: 7) Berlingske Zeitung (BZ) ville bringe skandalehistorien om hvorledes Morten Messerschmidt ikke havde heilet ved afsyngningen af Lied der Deutsche. 8) Omar ville ikke have en eneste jøde at myrde foran synagogen i Krystalgade i København. 9) Mogens Lykketoft ville stadig være Formand for Folketinget skønt alle medlemmer tilhørte Radikale Venstre. 10) Politiken ville være det eneste alternativ til Der Stürmer. I begge aviser ville man dog kunne nyde Roald Als tegninger. 11) Danmarks Radio ville hedde ARD Dänemark. Ellers ville der ikke være megen forskel. 12) Togene ville køre til tiden.

Fremtiden må ikke tilhøre de, der håner islams grundlægger

Således udtalte den amerikanske president Obama fra FNs talerstol i 2012. Obama mente ved denne lejlighed, hvad han sagde da han allerede havde fået en Mark Basseley Youssef fængslet for at fornærme islam på Youtube. Den klimaængstelige Pave har erklæret at han er villig til vold, hvis nogen fornærmer hans mor som en analogi til hans mening om ytringsfrihed kontra religiøse følelser og Tyrkiets Erdogan vil have EU til at slå ned på islamofobi.

“Profen er blevet hævnet!” skreg de muslimske terrorister i Paris gader efter at have massakreret ansatte på Charlie Hebdo. Muslimer tager ikke let på islam og deres grundlægger Muhammed. Det arabiske forårs redningsmand i Ægypten, præsident Al-Sisi advarede i sin nytårstale opsigtsvækkende mod de farer islam indeholdt. “Vi frastøder hele verden” advarede han og kaldte på nødvendigheden for en ‘religiøs revolution’

That thinking—I am not saying “religion” but “thinking”—that corpus of texts and ideas that we have sacralized over the years, to the point that departing from them has become almost impossible, is antagonizing the entire world. It’s antagonizing the entire world! Is it possible that 1.6 billion people [Muslims] should want to kill the rest of the world’s inhabitants—that is 7 billion—so that they themselves may live? Impossible!

Det Al-Sisis Ægypten, “avantgarden inden for liberal islam”, som en ven spydigt kaldte det, hvor den seneste udgave af Charlie Hebdo vækker vrede, muslimernes eneste følelse, dømte få dage senere en mand 3 års fængsel for ateisme. Det er selvfølgelig en mildere straf end i Saudiarabien, hvor en tilsvarende forbrydelse er 10 år og 1000 piskeslag. Muslimer er glade for massakren eller i det mindste massakrens resultat, at man har slået et slag for islam. Både i Pakistan og på Filippinerne har der været demonstrationer.

Og det har medierne mærket og i stort tal og med en skræmmende selvfølgelig rettet sig efter. Først herhjemme var Jyllands-Posten, der i det mindste ikke hyklede og forståeligt nok frygtede for yderligere repressalier til at melde ud at de ikke agtede at trodse muslimerne.

»Jeg fastholder retten som redaktør til at kunne trykke alle slags tegninger igen på et tidspunkt. Det bliver bare ikke lige nu,« siger ansvarshavende chefredaktør Jørn Mikkelsen.

(…)

Er det ikke netop nu journalistisk relevant at vise danskerne, hvilket blad Charlie Hebdo er ved at bringe nogle af bladets tegninger?

”Bestemt, det forklarer vores korrespondenter over en hel side i dagens avis.”

Men én ting er at forklare – noget andet er at vise læserne, hvad Charlie Hebdos tegnere har tegnet. Hvorfor trykker JP ikke den dokumentation?

”Det har vi i vores situation måttet fravælge.”

Udøver Jyllands-Posten selvcensur af hensyn til egen sikkerhed?

Nej, vi praktiserer en nødvendig omtanke. Jyllands-Posten står i en helt særlig situation. Der gælder en særlig virkelighed for netop os. Vi er nødt til at udvise ekstra agtpågivenhed. Jeg fastholder retten som redaktør til at kunne trykke alle slags tegninger igen på et tidspunkt. Det bliver bare ikke lige nu. Den samme debat kører på nu 10. år, for eller imod tegninger med mere. Vi skal videre.

Både Politiken, Berlingske og Information har vurderet, at det er journalistisk relevant at vise Hebdo-tegninger i dagens aviser. Hvad mener du om, at det netop er Jyllands-Posten, der ikke bringer tegningerne?

(…)

I 2006 stod Charlie Hebdo skulder ved skulder med Jyllands-Posten og bragte blandt andet de tolv Muhammed-tegninger. Svigter Jyllands-Posten nu sin ven?

”Vi føler meget stærkt for kollegerne på Charlie Hebdo og vore kolleger. De stod netop last og brast med os. Vi har valgt, hvad vi mener, er den rette løsning for os. Jyllands-Postens situation er helt speciel. Vi skal finde ud af at dække denne meget vigtige historie, samtidig med at vi stadig er en stor del af den. Det er ikke nemt,” svarer Jørn Mikkelsen.

Men andre ledende medier hykler, ikke mindste Danmarks Radio, der har det som en af sine public sevice opgaver at sikre ytringsfriheden, men som fik kolde fødder og valgte at aflyse DR2s ellers annoncerede dokumentar om Charlie Hebdo. “Vi vil gerne kigge på, om den bringer noget nyt eller et nyt perspektiv i forhold til der, hvor vi aktuelt står.” forklarede DR2s kanalchef, Michael Thouber. DR2 Deadline vært Adam Holm, skal til “kammeratlig samtale“med DRs nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup for under et interview med Flemming Rose at have vist seerne Jyllands-Postens Muhammedtegninger. På Sky News var man hurtigere end Haagerup og afbrød et interview da tegningerne kom frem

Det største fallit kom dog fra New York Daily, der havde dette forræderi mod en kollegas kamp og eftermæle

charlie-hebdo-pixelated

Mange danske kiosker, eller måske rettere kiosker i danmark, undslog sig fra at sælge Charlie Hebdos første udgivelse efter massakren i Paris, skrev TV2. Torben Mark Petersen skriver klogt

Trykkefrihedsselskabet offentliggør tegningerne, men ingen medier vil mig bekendt følge opfordringen. Heller ikke Doxa. Så langt rakte modet alligevel ikke. Flere danske aviser vil i solidaritet med Charlie Hebdo offentliggøre Charlie Hebdo-forsiden – men ikke JP’ Muhammedtegninger.

Vi er godt på vej til at miste ytringsfriheden, når alle de store dagblade og begge de statsejede elektroniske medier bøjer sig for islams billedforbud af frygt.

På chefredaktionerne slår de krøller på sig selv og vrider sig for at undgå at indrømme, at de udøver selvcensur. Eller leger omvendt-leg ved at erklære, at ”Vi vil ikke lade os hverken true eller provokere til at trykke de gamle tegninger igen,…” når det præcis er dét, de gør – mens de gemmer sig bag forblommede ord om ”journalistisk relevans”.

Det er en direkte hån mod de dræbte fra Charlie Hebdo – og mod alle andre, der sætter liv (eller karriere) på spil i kampen for ytringsfriheden – at kalde det en provokation at offentliggøre JP’s Muhammedtegning. Det er ikke en provokation, men en frihedskamp, for hvis ikke ytringsfriheden praktiseres, når den kommer under angreb, så mister vi den. Så kommer sharialovens billedforbud til at gælde i Danmark, og vejen er åben for yderligere islamisering.

Borset fra Uriasposten, Snaphanen og Hodja har jeg de seneste år regnet de uafhængige politiske blogs for et endt kapitel. De etablerede medier har samlet masser af bloggere med skarpe penne og relevante og præcise indlæg til at presse debatten frem mod en erkendelse af vikeligheden. Men som redaktionerne på de forskellige etablerede medier reagerer stadigt mere ængsteligt og selvindbilsk er underskoven af uafhængige medier og aktivitet på sociale netværk nødvendig som sjældent før. Ytringsfrihed forsvares ikke med skåltaler eller fremmøde i Fri Debat og Trykkefrihedsselskabet. Den forsvares ved at blive brugt so vi finder det for godt.

Jesper Langballe er død

Diverse, Jesper Langballe, Mindeord — Drokles on March 15, 2014 at 8:02 pm

I min gymnasietid ville jeg så gerne være en del af det nye fællesskab og så gerne opfattes som klog. Desværre var mit niveau faldet drastisk i årene op til denne skelsættende tid så jeg måtte gå stille med mine tanker og i stedet lure stemningen. Og stemningen på Frederiksberg Gymnasium, den var rød. Eller rødlig. Der var også nogle standhaftige og uglesete KU’ere, men de var i mindretal og helt klart ikke in. Og så talte de kun om udliciteringer.

Jeg skippede derfor mine drengefantasier om den stærke nation og lod mig fascinere og forføre af Frederiksberg borgerskabets børns præcise tale om partipolitik og kommentatorer og fløje og debattører, et vældigt forvirrende politisk landskab. Jeg gik blot ind for 2 års værnepligt for alle unge mænd, NATO og så en skarp opdeling mellem hvad det offentlige skulle tage sig af og så den økonomiske motor. Det var ikke interessant når mine nye kammerater kunne fortælle hvorfor Mimi Jacobsen var småborgerlig eller hvordan de radikale underløb revolutionen.

Såledesg åbenbarede sig der altså et persongalleri af allerstørste vigtighed når talen faldt på politik. Og det var meget vigtigt, eller sådan følte jeg det i al fald i min eskalerende usikkerhed, at man var klar med de rette værdidomme. Jeg lyttede intenst og lærte meget og stor var min forbavselse da en kammerat kunne divertere med at der fandtes en præst i den danske Folkekirke, der nærmest var nazist.

Jeg var virkeligt rystet. Hvorledes kunne den danske folkekirke tillade at have en mand der nærmest var nazist ansat. Og så som præst! Og ikke nok med det, men han skrev nærmest nazistiske indlæg i aviserne. Hans navn var Søren Krarup. Det var meget deprimerende.

Men det skulle blive endnu mere deprimerende for en anden kammerat kunne så lægge til at denne Søren Krarup havde en fætter der var endnu værre - altså endnu værre end en der nærmest var nazist. Så denne fætter var så derfor mindst nazist. Mindst. Og også han var præst. Min verden stod ikke længere.

Fætteren til nærmest nazisten Søren Krarup hed Jesper Langballe. Det forvirrede mig lidt, kan jeg huske, hvorfor hed de ikke alle sammen Krarup? Men ok, min fætter hedder jo også Jørgensen. Jeg var meget forvirret i den periode.

De to så godt som nazistiske fætre havde startet en nærmest nazistisk forening, der hed Den Danske Forening og de tilhørte en fundamentalistisk gren af kristendommen, hvis dogmer stod helt hen i det uvisse. Måske brændte de kors af efter amerikansk forbillede? Men det virkede så underligt u-folkekirkeligt. Men skrækkelige var de.

Der var nu vigtigere ting end nazipræster dengang. Danmark stemte nej til Unionen, revolutionen var lige ved at starte i Los Angeles og jeg gik deprimerende nok en klasse om.

Efter gymnasiet sad jeg en morgen hjemme hos mine forældre og læste roligt Politiken da jeg så at kronikken var skrevet af ingen ringere end den fætter der var værre end nærmest nazist, Jesper Langballe. Jeg havde selv rykket mig en del på det tidspunkt, træt af floskler og mit eget, nej egne, svigt, og var nu tættere på den basale samfundstænkning, der havde præget min folkeskoletid: At sætte rationaler før fine fornemmelser, at finde præmisserne for et emne før man placerer personerne. Og da Politiken ikke normalt lagde spalter til nazister eller deres sympatisører så læste jeg i en dirrende forventning om at blive udfordret på mine meninger, men ikke chokeret i min grundvold.

Og jeg blev heller ikke chokeret, men alligevel ganske overrasket. Glædeligt. For Langballe skrev fyndigt, karsk og med stor humor og indsigt. Hans indledende afsnit var en mindre åbenbaring for mig, hvor han morsomt sammenlignede venstrefløjen efter murens fald med en hovedløs høne. Javist, den løb stadigt hyperaktiv rundt på gårdspladsen, men uden Sovjetunionen var den de facto død og det var blot et spørgsmål om tid førend den ville dratte livløs om.

Jeg husker ikke resten af kronikken, andet end at jeg kunne lide den, men indledningen fik noget til at falde på plads i mit indre. En mand der skriver med humor og vid og så stor præcision som Langballe var i mit indre et bevis på at manden ingenlunde var værre end nærmest nazist men blot frygteligt misforstået og karaktermyrdet. Jeg havde det allerede stærkt på fornemmelsen. At jeg var blevet løjet for. Men værst også havde løjet for mig selv. Der var grund til at læse og lytte mere til Langballe for fremtiden. Og også hans skrækkelige fætter.

Langballe har været et af de seneste årtiers mest opløftende debattører. Især årene som Folketingsmedlem var herlige. Da kunne pressen ikke længere betragte ham som et ildelugtende kuriosum. Men journalisterne fandt også hurtigt ud af, hvorledes han livede enhver debat op og også aftvang modstandere, endda fjender respekt. En eller anden højtstående akademiker skrev således sigende at hans kollegaer måtte sluge kamelen, nej, snarere krybe til korset og erkende at Langballe var den bedste videnskabsordfører i Folketinget.

Så ivrig efter en god debat var Langballe at han engang i DR2 vulgariserede sine egne meninger udover det parodiske for at tvinge en feministgimpe ud i åben kamp i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag. Der skulle debatteres, krydses klinger, bare sig dit handicap, så spiller vi! Hun bed uanset hvor meget han blottede ned ikke på.

Langballe afviste floskler, som f.eks begrebet danske værdier med ordene:

“Hvad er de specielt danske værdier? Og det er jo noget forfærdeligt sludder, fordi danskhed er jo ikke et sæt værdier. Danskhed er et tilhørsforhold. Hvis man holder af sin familie, af sine børn, af sin mor og far, sin ægtefælle, så spørger man jo ikke ; hvad er det egentlig for nogle jeg kan lide hos dem? ja det ved jeg kat’me ikke hvad det er for nogle værdier - jeg kan bare lide dem!”.

Og da han fik afsat 10 mill til forskning af islamisk terror skulle det være uden en “fims af politisk korrekthed”. Jeg sad med en stærk fornemmelse af at Dansk Folkepartis præcise og uhysteriske håndtering af Muhammedkrisen skyldes den intellektuelle ballast som ‘fætrene’ gav partiet. Det kunne også høres når Pia Kjærsgaard som det mest selvfølgelige fortalte radioen at “I kristendommen sondres mellem Guds og kejserens - mellem det verdslige og det åndelige regimente”.

“Sorg er ikke noget man skal over” fortalte han engang en journalist i radioen “det er noget man skal igennem!” Så rigtigt. Nu er Langballe desværre død og hans familie skal gennem sorgen. Sådan er kærligheden. Hans virke må andre og mere vidende opsummere, det var stort, det spændte vidt for Langballe skrev om og debatterede tro, politik, litteratur og livet.

Monokultur kører på WordPress