Tider skifter, sæder hærdes

Som med Theresa Mays forvandling til en tilsyneladende ansvarlig politiker, har vindbøjtlen David Trads også lugtet at det er en dødssejler at sidde sammen med den etablerede presse og blive trukket rundt i ringen af Donald J Trump.

”I for lang tid har en lille gruppe i vores nations hovedstad høstet alle magtens fordele, mens folket har betalt det hele. Politikere berigede sig selv, mens arbejdspladserne forsvandt og fabrikkerne lukkede. Eliten beskyttede sig selv, men ikke borgerne i vores land.”

Lige der bag Trump, mens han talte, sad hele eliten:

Barack Obama og alle demokraterne – men også Paul Ryan og Mitch McConnell - de to republikanske ledere i Kongressen. For Trump er det ét fedt, om dem, der har siddet på flæsket, er fra højre eller venstre. De er den elite, han foragter. De er sumpen, der skal drænes.

”Deres sejre har ikke været jeres sejre; deres triumfer har ikke været jeres triumfer; og mens de festede i nationens hovedstad, har der ikke været meget at fejre for hårdt prøvede familier rundt i landet. Alt dette ændrer sig lige her og lige nu, for dette øjeblik er jeres øjeblik.”

Trumps frontalangreb var demonstrativt. Ikke en eneste gang rakte han hånden ud til forsoning. Han nævnte ikke ’samarbejde’ med et ord. Alt den sædvanlige snak om at ’samle Amerika’ og ’arbejde på tværs af partierne’ sprang han over. Han er reelt sin egen herre.

Det er vigtigt hele tiden at erindre sig, at Trumps sejr netop var ’hans sejr’. Først knuste han hele den republikanske elite, som alle til hobe foragtede ham. Så maste han den demokratiske elite. Til sammen smadrede han al politisk logik, ja, al logik.

Det er klare ord, meget bedre, end da han mente at Trump var værre end slem, at det hele ramlede på grund af Trump og at han derfor var bange som aldrig før og hans lidt mere litterære overskrift Donald Dag Nu. Vindbøjtlerne vender, højrefløjen vejrer morgenluft, venstrefløjen vånder sig, hvis ikke den regredierer. Præsenterer disse mennesker et ønskeligt alternativ?

venstreflc3b8jen

Ikke hvis man bekymrer sig om håndgribelige problemer og blot læner sig mod det fælles frem for at stræbe efter frihed. Men det gør den toneangivende del af venstrefløjen ikke. “A good tactic is one your people enjoy.” skrev Saul Alinsky i sin manual for radikale. Og venstrefløjen har virkeligt haft megen spas med at indtage gaden og intimidere sine modstandere, som når en fetichist(?) slår Richard Spencer for at sige sin mening. Men der bliver ingen kære mor de næste par år

Det viser sig iøvrigt, at limousinen, som venstreorienterede satte i brand efter at have skrevet “WE THE PEOPLE” med spraymaling, tilhørte et udledningsfirma, ejet af en muslimsk indvandrer. Samme ironi gjorde som da en venstrefløjsaktivist et par dage forinden skød en mand i maven, udenfor et arrangement med Milo Yiannopoulos under indtryk af at der var tale om en racist.

Tonen har ændret sig i debatten, manden på gaden har fået nok, selv Gavin McInnes der måske nok slås som en tøs, men i det mindste har han temperament. Røde voldsmænd ud med jer… Så venstrefløjen skal passe på, hvorledes den administrerer sin fortælling og med hvem den marcherer, som Bethan Mandel advarer om i det venstreorienterede Forward. Men det er ikke blot islamisten Linda Sasour og den muslimske subversive organisation CAIR (Council on American-Islamic Relations), som de bør værge sig fra at pleje omgang og dele interesser med. Også de dejlige penge fra finansmanden George Soros, der tilgår allehånde organisationer, der er fjendligt indstillet overfor de Vestlige samfund

“Trumps sejr er et historisk nederlag til den ’djøficering’, den ’nødvendighedens politik’ og den ’sådan-er-det-jo-attitude’, som har styret ikke bare dansk politik, men også amerikansk og europæisk politik i årevis. Manualen for, hvad der kan lade sig gøre, skal skrives om.” skriver Trads. Og det kan vores defaitistiske regering begnde på

Pigen der råber hyrdehund

Fra Berlin til Bogota samledes feminister for at demonstrere mod at amerikanerne har valgt at indsætte en heteroseksuel mand som deres præsident. Bogota er lidt en sjælden by i, hvad der næsten er en liste over byer i USA, Australien og Europa. New York Times har dog samlet en flot billedserie, der viser en imponerende opbakning. Men synet bedrager, venstrefløjen tabte valget, de er ikke i flertal. Men de er gode til at gå på gaden.

trump-svarer-feministerne

Formanden for Concerned Women for America, en pro-life (anti-abort) organisation, Penny Nance havde på CNN bidt mærke i, at Women’s March on Washington ikke inkluderede kvindelige pro-life aktivister

“March for life, been going on for 43 years, will have about, 400,000, 500,000, next weekend,” she said. “[I] will need all of you back here to have the same conversation next weekend, because that [March for Life] is ignored on a regular basis. This is not new.”

“It’s not about women, it’s about liberalism” svarede CNNs analytiker Bakari Sellers. Og det er rigtigt, det handler om venstrefløjens selvforståelse. Og i den selvforståelse giver det god mening at skrue op for den identitetspolitik, der kostede Hillary Clinton valget. Her et billede fra Pajamas Media

womens-mach

En god ven sagde at der er noget “beroligende at se manglen på noget som helst relevant eller konkret kritiserbart hos Trump i de mange demonstrationers skiltning og grafik“, det er helt indforstået. Tag feministen Ashley Judds (ja, det er der åbenbart en feminist der hedder) opsang til folket

Negre er stadig slaver og stadig i lænker, men nu som indsatte i fængslerne, siger Judd og kvinder hujer i begejstring så højt at ingen kan høre om nogen indvender; Jamen, det giver jo ingen mening. Negerslaver arbejdede for at den hvide mand kunne blive rig, negrene i fængslerne er derimod en enorm udgift for den hvide mand.

Så Judd er fri til at føle Hitler i gaderne og inden nogen siger, ja de forbandede venstreradikale med deres politiske vold, understreger Judd at hun tænker på Trump; overskæg skiftet ud med en toupe. Trumps hår er nu hans eget, han klipper det endda selv. Hun er indigneret over at Scarlett Johanson ikke tjener endnu flere millioner på sine film, hendes løs er skåret af testosteronslebne knive, som også lønnen for latino- og negerkvinder er markant lavere end… hvide kvinder? Ikke helt, den hvide MANDS privilegerede datter.

Den muslimske kvinde i baggrunden er sharia og Hamas tilhænger og mange af arrangørerne bag Women’s March on Washington er sponseret af George Soros. Men her er arrangørernes egne ord, hvorfor de marcherer

En pige vil være tryg i skolen, en negermand er feminist, hvilket ikke er et skældsord ifølge en aldrene negerkvinde, mens to andre supplerer at deres liv har betydning førend en asiatisk kvinde peger på sin gravide mave og siger “And so does hers!”. Stop!

Var det ikke meningen at pro-life aktivister ikke måtte være med?

Men sådan fortsætter det. En udefinerbar person vil ikke defineres af et badeværelse. Diversitet er smuk, en kvinde er ud af en immigrantfamilie (altså ikke en indianer) og med gråd i stemmen kan ikke forstille sig, hvor hun ville være, hvis ikke hun havde fået den chance - at dømme efter hendes asiatiske træk sikkert ikke et sted, hvor man fik chancen for et frit valg med den risiko at ens favoritkandidat kan tabe. En kvinde i hijab mener USA handler om frihed, en lille hvid pige vil smadre glasloftet, en anden gør det for sine mødre - sejt, hun ikke er en hvid MANDS privilegerede datter! En kvinde vil marchere fremad og ikke tilbage og en vil have sin stemme hørt på den mest irriterende måde og en gammel negermand vil marchere fordi han ikke kan trække vejret.

Det kan jeg snart heller ikke. Mens kampen mod ethvert udtryk for maskulinitet antager mere hysteriske toner, står feminister i Tyskland og skriger Allahu Akbar, ikke for andet end at være i trods til deres beskyttere.  Der er intet andet end en forsværgelse af den hvide kristne mand og alle hans gerninger og alt hans væsen. Og der bliver hvidt sort og op bliver ned.

american-hijab

Kodeord for kodeord

Danmarks Radio kan man læse at Trump måske endelig accepterer at russerne har hacket (DR skriver også at der sidste år blev “registreret over 100.000 hackerangreb mod Sverige fra fremmede magter“) det amerikanske valg, men at han stadig “kritiseres af både demokrater og republikanere for ikke klart at støtte efterretningstjenesternes konklusioner“. Men der er ikke gode grunde til klart at stole på de amerikanske efterretningstjenester, som Andrew McCarthy skriver på National Review,

Here, we are talking about a community whose own analysts have complained that their superiors distort their reports for political purposes. In just the past few years, they have told us that they had “high confidence” that Iran suspended its nuclear weapons programs in 2003; that the NSA was not collecting metadata on millions of Americans; and that the Muslim Brotherhood is a moderate, “largely secular” organization. We have learned that the Obama administration intentionally perpetrated a disinformation campaign — complete with a compliant media “echo chamber” — to sell the public on the Iran nuclear deal (and the fiction that Iran’s regime was moderating). We have seen U.S. intelligence and law enforcement complicit in the Obama administration’s schemes to convince the public that “violent extremism,” not radical Islam, is the explanation for terrorist attacks; that a jihadist mass-murder attack targeting soldiers about to deploy to Afghanistan was “workplace violence”; that al-Qaeda had been “decimated”; that the threat of the ISIS “jayvee” team was exaggerated; and that the Benghazi massacre was not really a terrorist attack but a “protest” gone awry over an anti-Muslim video.

Overfor dette står Julian Assanges ord om at Wikileaks ikke fik nogle emails fra russerne, men fra utilfredse medarbejde blandt Demokraterne. Hvis Assange taler sandt har russerne ingen indflydelse haft på det amerikanske valg af præsident, da alle historier i medierne ikke tog udgangspunkt i hvad russerne angiveligt havde fundet ud af, men hvad Wikileaks afslørede. Og Det var altså ikke løgne eller fake news, men afsløringer.

Og, som McCarthy videre skriver, så nævnes formanden for Demokraterne, John Podesta ikke med et ord i hverken rapporten fra CIA, FBI eller NSA. Det var ellers hans emails der blev ‘phished’, dvs at han blev lokket til selv at afsløre at hans password var “password” til uvedkommende. Og det var i Podestas emails, at man kunne læse, hvorledes Demokraternes ledelse snød Bernie Sanders til fordel for Hillary Clinton i primærvalget og hvorledes Clintons stab arbejdede tæt sammen med store dele af medierne.

Som Charles Krauthammer mindede om i National Review, så er russernes påståede indblanding sket på Obamas vagt, mens han belærte alle om, hvor sikkert det amerikanske system var og at 80erne gerne ville beholde deres udenrigspolitik. Så hvorledes kunne det ske? Ronald Deibart, der mener at Obamas forsøg på at skabe en diplomatisk krise mellem USA og Rusland “may be an admirable motive“, forklarer på Just Security, hvad der er galt med FBIs analyse

The DHS/FBI Joint Analysis Report on Russian information operations, which the administration refers to as “Grizzly Steppe,” is a disappointing and counterproductive document. The problems with the report are numerous and have been well documented by professionals in the computer security area. But the culture of secrecy and the lack of independent sources of verification that gave rise to it are far more pervasive.

Among the problems in the report: Instead of clearly mapping out the evidence linking the cyber espionage operations to Russia, the report provides generic charts on tradecraft and phishing techniques that apply to just about every cyber espionage campaign I and others have ever studied.

At the centre of the report (page 4) is a table that unhelpfully lumps together, without explanation, several different names attributed to Russian-associated cyber espionage campaigns alongside names of malicious software and exploits that have little or no direct link to Russia.

An appendix includes a spreadsheet meant to provide “Indicators of Compromise,” long lists of technical details supposedly associated with the espionage campaign. These include IP addresses, malware signatures, and command and control infrastructure, which network defenders are supposed to use to ward off Russian-backed espionage, and which would ostensibly be used to “fingerprint” Russia as the culprit. Unfortunately, many of these are out of date or irrelevant, or are used by multiple cyber espionage campaigns and not ones exclusively associated with Russia. To give just one example, journalist Micah Lee analyzed the IP addresses contained in the appendix, and found over 40 percent of them are exit nodes of the anonymizer Tor (meaning anyone in the world using Tor could be associated with these IP addresses). It is a disservice to both the general public and expert researchers to not clarify the degrees of confidence associated with each indicator. Without proper categorization or context, the indicators satisfy neither aim of helping network defenders or proving attribution.

Herunder forklarer John McAfee (!) til russisk TV (!) at “hacket” ligner amatørarbejde

Man husker nok valgkampen, hvor det vakte stor forargelse at Trump ikke ville forhåndsgodkende valgresultatet, skulle det gå imod ham. Antidemokratisk, blev det kaldt og en trussel imod demokratiet. Nu fyger der beskyldninger om at Trumps valg ikke blot ikke er legitimt, men at han er en russisk marionet, indsat ved noget der ligner et statskup. Helvede kender ingen vrede som en vraget venstrefløj.

Kontakten foregår på journalistens præmisser

Hvis man havde venstreintellektuelle tilbøjeligheder kunne man kalde det et eksempel på postfaktualitet, når Danmarks Radio i en overskrift skriver “Julepyntsdemonstrationer støder sammen i København“. Virkeligheden var at en lovlig og fredelig demonstration blev overfaldet af venstrefløjens… af venstrefløjen. Postfaktualitet er forbeholdt nyheder og fakta som den venstreorienterede offentlighed frygter at forholde sig til, og til sikring af at samme offentlighed kan købe sig lidt respit på meningsmonopolet, er fortrængningerne slemmet op med allehånde konspirationsteorier og falske historier fra venstre til højre. Man kaster løgn efter sandhed for at gøre alt til løgn. Søren Hviid Pedersen skriver i Berlingske Tidende

Måske vi i stedet skulle undersøge lidt mere kritisk, hvad denne kritik af det postfaktuelle rent faktisk går ud på? Det underlige ved politik er jo ikke, at politik skal være sandt, det har vi videnskaben til at afgøre. Politik er snarere om, hvordan vi enten bevarer eller ændrer ting i vores samfund. Det helt afgørende politiske spørgsmål er således: Hvad er det gode samfund og det gode liv? Set i lyset af det spørgsmål er vi alle lige kvalificerede til at deltage i diskussionen og besvarelsen af det spørgsmål. Det er derfor, vi hylder demokratiet som den ramme, hvorfra vi diskuterer politik.

Med dette in mente bliver jeg ærlig talt bekymret over al den snak om det postfaktuelle og det af to årsager. For det første fordi politik ikke er en sandhedssøgen, for hvis den politiske sandhed fandtes, behøvede vi ikke demokrati. Alt kunne overlades til eksperter, filosoffer, DJØFere og andet godtfolk! Så behøvede man ikke spørge borgerne, ja, måske skulle man slet ikke spørge befolkningen, netop fordi de ikke er eksperter. Men sandheden er demokratiets værste fjende, for jo mere nogen taler om politisk sandhed, jo mere skal man være mistænksom og kritisk. For det andet har kritikken af det postfaktuelle den slagside, at den næsten altid retter sig mod personer, partier og bevægelser, der forsøger at udfordre de etablerede systemers magt. Ideen om det postfaktuelle er således blevet et våben i hænderne på de eliter, der føler deres magt truet af de her postfaktuelle opkomlinge, der vover at udfordre deres magtpositioner.

Det er nu ikke nok for venstrefløjen, der ikke kan forstå at man kan opfattes som en bølle når man opfører sig som en bølle. Politiken interviewede skuespiller Nynne Pedersen og dramatiker Rosalinde Mynster, der dyrker devisen “Vi skal holde op med at behandle ytringsfrihed som en grundpille i demokratiet, for det lader til at myndiggøre alle stemmer” og mener det “er problematisk, at det er antiracisterne, der virker som bøllerne” og “Desuden behandler politiet antiracisterne som voldelige, og det indgyder til vold, når personer bliver behandlet sådan.” Ja, det er svært når selv pressens sædvanlige moralske ækvivalens ikke er tilstrækkelig til propagandasejre.

Men selv om interviewet i Politiken er oplysende er prssens daglige beskrivelse af virkeligheden et udslag af deres egne venstreorienterede ideosynkrasier. Pernille Vermund har helt ret i at “manipulerende statsfinansierede medier giver voldelige venstreekstremister frit spil“. Det er en politisk sympatitilkendegivelse at man forstår den vesntreradikales voldelige angreb på politisk dissens og man enten ikke kan eller vil se demokratiet, som den kultur, hvor vi kan være uenige i mindelighed. Det gælder også når BT i en overskrift skriver “USA’s nye vicepræsident frygtes: ‘Han er langt farligere end Donald Trump’” tager de for givet at Trump er en meget farlig mand fordi, det gør medierne bare.

Et kup?

Donald Trumps Hollywood Walk of Fame er blevet smadret, skriver Deadline Hollywood, som Trumps tilhængere er blevet det igennem gennem hele valgkampen, skriver Lifezette. Hillary Clintons kampagne, med alle den mediestøtter og penge fra storfinansen er ikke ideologiske fascister, men deres modus operandi har antaget en fascistisk form, med semiorkestreret vold mod politiske modstandere og massiv propaganda. Det ligner et kup, skriver Peggy Ryan i American Thinker

Hillary has laughed off questions of a potential indictment since the beginning, sneered at suggestions that her scandal might keep her out of the White House.  Even more frightening than her confidence that she won’t be indicted is her unshakable faith that she’ll be elected.  Hillary’s not concerned about the coming election; she doesn’t campaign or hold press conferences, and she has few rallies.  It’s almost as if she doesn’t really need the votes.

That’s probably a good thing for her, since Hillary proved in the primaries that she can’t get the votes.  She had to cheat to beat Bernie Sanders, a 73-year-old socialist out of a win.  She had to tamp down Bernie supporters’ passion and enthusiasm and force them to accept her stale, depressing message.

The truth is, a large chunk of the Democrat base doesn’t like Hillary.  In fact, many can’t stand her.

So how is she winning?  I mean, that’s all we hear, right?  Hillary’s winning in a landslide, has a monumental lead that can’t be overcome.  Hillary’s shown to be winning because the media is  “with her,” or should I say “with them”?  Our once free press is working hand in hand with usurpers to engage in sedition and open treason; to defeat the Republican nominee, Donald Trump; and to impose a sick, evil woman, a criminal as our new leader.

To accomplish this goal, the press uses wartime psychological operations (psy ops), Soviet-style propaganda, and gaslighting to deceive, confuse, disrupt, and demoralize the enemy (that would be we).

Psyops Techniques:

False flags - staged events where the perpetrator is concealed and another party blamed.

  • The James O’Keefe videos show Democrat operatives bragging on how they stage violent protests at Trump rallies, that they have a national network to cover all locations.  The media are all in to blame Trump, paint him as an angry man who foments violence.

Shock and awe - the method of displaying overwhelming force or impressive technology to intimidate or demoralize an enemy.

  • Think polls, political experts who tell us it’s over, Hillary’s leads are insurmountable, there’s not enough time for Trump to “catch up.”

Propaganda:

  • Includes name-calling, manipulated statistics, and other techniques.  The media’s favorite is the bandwagon effect.  This tactic appeals to people’s desire to be on the winning team (”voters abandoning Donald Trump in droves” and “Hillary’s running away with the election”).

Gaslighting:

This is the left’s most insidious tool, based on deception and false information to make us doubt our own perceptions, our sanity.

  • Media show Trump getting trounced while they withhold more current data.  They dismiss as anecdotal (that’s the new buzzword for meaningless) empirical evidence that points to a Trump landslide – yard signs, bumper stickers, massive crowds, and unprecedented enthusiasm.  Their “experts” tell us the overflow cheering crowds mean nothing, don’t “translate” to votes.
  • And how many times must they tell us there is no voter fraud?  Yet O’Keefe has a video with a Democrat operative explaining how to accomplish mass voter fraud, and there’s mounting evidence to confirm voter fraud on a pandemic scale.

Psychological warfare leaves its victims feeling off balance, filled with self-doubt, isolated, and less likely to fight for our candidate.  This is the damage our media and government inflict on their own people.  The free press we’ve depended on to expose corruption, ensure fair elections, and protect democracy is now part of the corruption, rigging the elections, and defeating democracy.  Our protector turned assassin.

Now the media huddle with the left to plot their end run on democracy.  It’s a sprint to the finish line.  How far will they go?  All the way, folks.  I can see networks calling the race for Hillary even if they know it’s based on fraud.  I can picture Paul Ryan, Mitch McConnell, President Obama, our entire government and media telling us we must have a peaceful transition, that we can’t question the results under any conditions.  Oh, wait – they’re already doing that.

And now they’re setting up in case of a Trump landslide.  We could get “fake election results” by Russian hackers, they say.  There will be no “peaceful transition of power” if they lose.

Milo Yiannopoulos forklarer, veloplagt som altid, hvorledes mediernes demoraliserende meningsmålinger typisk bliver til

En kommende jordskredssejr?

De fleste medier, både i USA og herhjemme, er ikke i tvivl om at Hillary Clinton fører over Donald Trump i meningsmålingerne. En skribent på Point Of View International, skrev om Trumps chancer, at “Donald Trump har aldrig kunnet vinde den her valgkamp” (…) “og jo mere han kæftede op, jo mere ville midtervælgerne få øjnene op for, at han var upræsidentiel og umulig at vælge”. Begrundelsen var at Trump var racist og sexist og kun havde støtte grundet “fornuftens og faktualitetens åbenbare bortgang” til fordel for Trump-tilhængernes “mavefornemmelser”.

Men der er også nogle, der holder fast i at Trump ikke blot stadig har en chance, men rent faktisk har et lille forspring. På Investor’s Business Daily, ligger Trump side om side i meningsmålingerne, Rasmussen har en lille føring til Trump og en professor Helmuth Norpoth har skabt sin egen model, der har forudset de seneste fem presidenter i streg, skriver Fox News. Norpoths model består at to del modeller, hvor den ene model vægter, hvor godt kandidaten klarede sig internt i eget parti, jo større sejr som partiets kandidat, jo bedre chancer som præsident. Den anden del er en konstatering af at amerikanerne sjældent gider det samme parti på præsidentposten mere end 8 år.

Men hvorfor ser det ud til at meningsmålinger ikke er fordelt over et mere eller mindre bredt spektrum, men snarere falder i to grupper, Den der taler om en lille fordel til Trump og og den der taler om noget nær en jordskredssejr til Clinton? Zero Hedge skriver

Earlier this morning we wrote about the obvious sampling bias in the latest ABC / Washington Post poll that showed a 12-point national advantage for Hillary.  Like many of the recent polls from Reuters, ABC and The Washington Post, this latest poll included a 9-point sampling bias toward registered democrats.

“METHODOLOGY – This ABC News poll was conducted by landline and cellular telephone Oct. 20-22, 2016, in English and Spanish, among a random national sample of 874 likely voters. Results have a margin of sampling error of 3.5 points, including the design effect. Partisan divisions are 36-27-31 percent, Democrats - Republicans - Independents.”

Of course, while democrats may enjoy a slight registration advantage of a couple of points, it is nowhere near the 9 points reflected in this latest poll.

Meanwhile, we also pointed out that with huge variances in preference across demographics one can easily “rig” a poll by over indexing to one group vs. another.  As a quick example, the ABC / WaPo poll found that Hillary enjoys a 79-point advantage over Trump with black voters.  Therefore, even a small “oversample” of black voters of 5% could swing the overall poll by 3 full points.  Moreover, the pollsters don’t provide data on the demographic mix of their polls which makes it impossible to “fact check” the bias…convenient.

Det er svært at gennemskue virkeligheden gennem medierne, når man ikke kan stole på medierne. Men hvis man ser på den begejstring de to kandidater kan mønstre blandt deres kernevælgere, er det tvivlsom om Hillary overhovedet har kernevælgere udenfor medierne og showbusiness

Hvis man skal tro professor Norpoths model ser Trump ud som en kommende sejrherre. Åh, blot som et aber dabei, så mener Young Conservatives at “Trump could wind up winning the election bigly”. Det bygger de ikke på nogen model af faktualitet, men mere fornuftigt på deres mavefornemmelser for amerikanske vælgere, når Demokraternes systematiske og professionelle mødeterror bliver en stadigt større historie.

trump-okeefe-tweet

The truth emerges

Det var chefredaktøren for Washington Post Ben Bradleys ord da Watergate fældede Nixon. Og det kunne tage uger eller år, men sandheden kom frem.

Part III of the undercover Project Veritas Action investigation dives further into the back room dealings of Democratic politics. It exposes prohibited communications between Hillary Clinton’s campaign, the DNC and the non-profit organization Americans United for Change. And, it’s all disguised as a duck. In this video, several Project Veritas Action undercover journalists catch Democracy Partners founder directly implicating Hillary Clinton in FEC violations. “In the end, it was the candidate, Hillary Clinton, the future president of the United States, who wanted ducks on the ground,” says Creamer in one of several exchanges. “So, by God, we would get ducks on the ground.” It is made clear that high-level DNC operative Creamer realized that this direct coordination between Democracy Partners and the campaign would be damning when he said: “Don’t repeat that to anybody.” The first video explained the dark secrets and the hidden connections and organizations the Clinton campaign uses to incite violence at Trump rallies. The second video exposed a diabolical step-by-step voter fraud strategy discussed by top Democratic operatives and showed one key operative admitting that the Democrats have been rigging elections for fifty years. This latest video takes this investigation even further.

De økonomiske konsekvenser af Brexit

Demografi, EU, England, Euro, Fascisme, Forår?, Historie, Politik, venstrefløjen, Økonomi og finans — Drokles on June 26, 2016 at 3:41 am

Michael Caine talte for et Brexit, fordi han ikke mente at det var sundt at blive dikteret af en proxy-regering af “faceless civil servants”, der ikke stod til regnskab. Og han fortsatte at selv om risikoen for at fejle som selvstændig var til stede, så var det blot en mulighed for at prøve igen, “get better, work harder, try harder and then you’ll be a succes!”

Larry Kudlow skriver i National Review at EU har mere brug for United Kingdom end omvendt

The EU’s tax and regulatory policies, climate-change and welfare spending, and free immigration even in wartime are gradually ruining Europe. That’s why I believe Brexit is good for British freedom, political autonomy, and the survival of democratic capitalism.

The business elites told British voters that leaving the EU would lead to economic catastrophe. Well, in England, Main Street defeated the establishment elites by sending a populist message.

And there need be no economic catastrophe. The EU needs Britain more than Britain needs the EU. The London Stock Exchange is one of the most powerful financial centers in the world. Frankfurt will never replace it.

Trade is the key to the economic outlook in Britain and the EU. Many corporate chieftains joined large bank CEOs and the fearmongering IMF to suggest that the EU will deal harshly with Britain if it leaves and stop all trade. That’s mutually assured destruction — MAD. A tariff-driven trade war would destroy both power centers.

Not only does the EU need Britain’s financial capabilities, Britain itself is major importer of EU goods and services. If sanity prevails, there’s no reason why the EU and Britain can’t hammer out a free-trade agreement in the two years allotted by the Lisbon Treaty.

And if the EU wants to go with MAD, the whole set up will burn in flames.

American Thinker sætter de første tal på at EU har mere brug for United Kingdom end omvendt

The economic lesson emerging from the Brexit vote is consistent with what those who favored the Leave campaign long suspected: continental Europe needed the U.K. far more than the U.K. needed Europe.

The globalist dominoes will ideally begin to fall after Brexit as other leading nations realize they have unwisely hitched their economic wagons to parasites for the past several decades (see, e.g., the U.S.-Mexico relationship in NAFTA).

The Brexit hysterifiers almost uniformly predicted that it would be a Black Friday indeed for the U.K. if they voted to leave, and the other members of the EU promised to punish Britain if it chose a divorce.

Looks as though it was Britain that had the last laugh on the day after Brexit. It wasn’t the British markets that took the real hit. That was borne by the continental Europeans:

- The FTSE 100 finished down 3.1%

- Germany’s Dax dropped 6.8%

- France’s Cac closed 8.0% lower

- Spain’s Ibex ended down 12.4%

- Italy’s FTSE MIB fell 12.5%

- In Greece, the Athens market lost 13.4%

Og de store økonomier har heller ikke været sene til at indlede handelsaftaler med United Kingdom, skriver Sunday Express. That’s what it’s all about!

Overklassens forælede unge er færdige med at grine ad Little Britain

Ian Tuttle beskriver i National Review, de barnlige reaktioner fra taberne af Brexit

In the wake of the U.K.’s decision to withdraw from the EU, the anti-Brexit crowd has leaped to explain the vote in stark terms. “The force that has been driving [‘Leave’ voters] is xenophobia,” wrote Vox’s Zack Beauchamp, and at Esquire Charles Pierce explained: “Some of the Oldest and Whitest people on the planet leapt at a chance to vote against the monsters in their heads.” The Guardian’s Joseph Harker mused: “It feels like a ‘First they came for the Poles’ moment.” And blogger Anil Dash managed to squeeze all of these dismissive opinions into a single tweet: “We must learn from brexit: Elderly xenophobes will lie to pollsters to hide their racist views, then vote for destructive policies anyway.”

(…)

Both sides of the Atlantic are dominated by liberal cosmopolitans who are no longer able to acknowledge the validity of any other worldview than their own. The anti-Brexit crowd cannot acknowledge that those who voted to leave may have done so out of legitimate concerns about sovereignty or economic opportunity or security — that is, that they may have drawn rational conclusions and voted accordingly. And President Obama seems incapable of recognizing that there are reasonable, non-bigoted grounds on which to oppose his executive actions — for example, to preserve the principle of separation of powers that is a pillar of the American constitutional order.

Liberal cosmopolitanism, regnant since the end of the Cold War, has bought completely into its own rightness. It is entirely devoted to an increasingly borderless political future carefully managed by technocrats and tempered by “compassion” and “tolerance” — all of which aims at the maximal amount of material prosperity. It sees no other alternative than that we will all, eventually, be “citizens of the world,” and assumes that everyone will be happier that way.

It’s not unreasonable to think otherwise. Anti-EU movements and renewed nationalism in the United States are on the rise precisely because they offer alternatives to this self-assured order. It’s not clear whether a United Kingdom withdrawn from the EU will be better off. But it’s entirely defensible to think that it might be. Likewise, it’s not unreasonable to prefer loyalties rooted in close-knit interactions among people who share a particular space and a particular history. Or to prefer local rule to government outsourced to distant bureaucracies. Or to prefer a richer sense of belonging than interaction in a common market. There are alternatives to a transnational super-state that are not fascism.

En gammel klassekammerat ‘linkede til nogle bitre tweets fra unge Remain-tilhængere, som BuzzFeed havde samlet. Og ungdommen, den ungdom, selvsikker si sin egen selvretfærdighed, mistænker ældre mennesker for kortsynet egoisme. “I know it’s not very “politically correct” to say it out loud but in the wasteland of ruined Britain I am going to hunt and eat old people“, skriver en og “I’m not giving up my seat to the elderly anymore. Eye for an eye.” skriver en anden. Noget for noget, hva’, de generationer der gik forud, hvad har de nogen sinde gjort for mig? Billedet med de forræderiske ældre mennesker, der trods den større erfaring åbenbart er blevet mindre vidende illustreres også med gammel kunst

inforgraphic

Og historiske refererencer

medieval-reactions

Selvfølgelig, vi ved alle hvor egoistiske bedsteforældre er. (Psst, universiteter og den moderne videnskab blev opfundet i middelalderen).

brexiters-er-nazier

Brexiter er nazister fordi de ikke vil lade deres land diktere af fremmede magter.

channel-tunnel

Psst, Channel Tunnel er ikke EU, men fransk-britisk halløj. Så lad os slutte via Daily Mirror med den tidligere Liverpool og Arsenal wing, Jermaine Pennant og hans bekymringer for fremtiden

jermain-pennant

Psst, EM afholdes næste gang i 2020.

The Establishment strikes back

Der synes at være et skred i vesterlændingenes erkendelse, som Kim Møller beskriver på Uriasposten

Norbert Hofer fra Haiders frihedsparti var blot 31.000 stemmer fra at blive præsident i Østrig, og med Marine Le Pen i Frankrig og et muligt Brexit i England er nationalstaterne så småt ved at vågne. En meningsmåling giver sågar Donald Trump en svag føring over Hillary Clinton, og man kan roligt sige at status quo har rykket sig til højre for midten. Måske er der noget apolitisk politikerlede over det, i lighed med Pegida-bevægelsen, men kræsenhed er en luksus vi ikke har råd til at have. Den stemning, følelse eller populisme der kan mindske skaderne ved masseindvandringen er den rette. Uden forbehold.

Herhjemme er Nye borgerlige det bedste bud på et paradigmeskifte, for selvom Martin Henriksen på sin vis er skarp nok, så har partiet valgt ikke at satse med ultimatummer, der i værste fald, kunne sætte partiet femten år tilbage. Et DF der ikke er medansvarlig for masseindvandringen, er desværre også et DF helt uden indflydelse. Problemet er ikke bare, at et ultimatum risikerer at gøre Mette Frederiksen til statsminister, men at Thulesen-Dahl hermed også gør sig selv til statsministerkandidat for en mulig mindretalsregering uden mandater til at vedtage andet end velkomstflyers på arabisk.

Men det etablerede giver sig ikke uden kamp. For den er magten blevet sit eget indhold og den den ser ud til at ville ofre alt, selv befolkningen, for en forlængelse. “The President of the unelected executive arm of the European Union (EU) has vowed to block all right wing populists from power across the continent, shortly after acquiring the power to exert “far-reaching sanctions” on elected governments.” hedder det på Breitbart

Jean-Claude Juncker, the president of the European Commission, promised to exclude Norbert Hofer, the leader of Austria’s Freedom Party (FPÖ), from all EU decision-making if elected ahead of yesterday’s presidential vote.

“There will be no debate or dialogue with the far-right,” the liberal bureaucrat told AFP.

The FPÖ has been Austria’s top-polling political force for some time. However, after leading the pack for most of the presidential race, the right-wing candidate lost out by 0.6 per cent to the Green party, after the inclusion of postal votes, and months of Europe’s mainstream media calling the centre-right populist “far right”.

Right wing populists are periodically topping the polls across the continent – in France,SwedenHolland, and now Austria – and anti-migrant populists are already in power inHungaryPoland, and the Czech Republic.

Mr. Junker’s definition of “far right” is somewhat broad, noted by him previouslydescribing Hungary’s conservative president, Viktor Orbán, as a “fascist.”

With the continent-wide democratic surge to the right, the anti-democratic Commission could be in for a challenge in their attempt to exclude each and every elected government they deem to be “far right.”

However, as of 2014, the Commission was handed a batch of new powers that it could plausibly use to do just this – powers already being mobilised against Poland’s elected, conservative leaders.

The Commission can now trigger a “rule of law mechanism” (Article 7 TEU) againstnations it perceives as deviating from “the common constitutional traditions of all Member States.” Ultimately, “far-reaching sanctions” can be exerted, and a country can be stripped of all voting rights in the EU and have funding blocked.

Og for at puste til min egen snigende paranoia, så kan det se ud til at man undgik at gøre brug af “Article 7 TEU” ved at håndtere problemet på et nationalt niveau

The election victory of Alexander Van der Bellen, former head of the Austrian Green party, against Austrian Freedom Party (FPÖ) candidate Norbert Hofer, saw one of the tightest results in Austrian electoral history.

The former Green leader won the vote by a mere 0.6 per cent after postal ballots had been counted. Some are sceptical of the results and one case in particular has given pause.

The town of Waidhofen an der Ybbs has, on the Austrian Interior Ministry website, a stunning result: 146.9 per cent of the town voted, Stern reports.

According to the Interior Ministry website a total of 13,262 people had voted with 12,559 of the votes cast being regarded as valid which is still estimated to be more people than actually reside in the town.

The Interior Ministry came out and claimed that the entire result was simply a technical glitch and Robert Stein, chairman of the Electoral Department of the Interior, said the problem was an input error on behalf of one of their staff.

Man tror efterhånden det værste, men muligvis var det blot en fejl med alle de stemmer. I USA møder mange døde mennesker op for at give deres stemme

See, for example, this story out of Florida. Or this story out of North Carolina. Or this story, wherein a convicted fraudulent voter and poll worker in Ohio was cheered at a Democrat-sponsored anti-ID rally in Ohio. Or these instances of elected Democrats being charged and convicted of illegal voting. While you’re at it, don’t forget about Rhode Island’s voter ID law, passed by a Democratic legislature and co-sponsored by black Democrats who stated that they’d personally witnessed fraud. The anti-voter ID crowd must be forced to explain just how much fraud they’re willing to accept.  Double voting, non-citizens voting, dead people voting, etc.  I’ll leave you with a friendly reminder that there is an overwhelming bipartisan consensus in support of these common sense laws.

Men man behøver nu ikke vække de døde, hvis man kan importere en zombiehær, til at udslette de sidste rester af folkets vilje, hvis det står til Hillary Clinton, der ser ud til at ville ophæve grænsen til Mexico, skriver Breitbart

“I would not deport children. I do not want to deport family members either,” Clintondeclared in March. Clinton’s pledge not to enforce U.S. immigration law as President represents an essentially unprecedented departure from the nation’s history of enforcing immigration law.

The Center for Immigration Studies’ Mark Krikorian described Clinton’s pledge as “a breathtaking step toward open borders.”

As the Washington Post reported: “Clinton’s pledge not to deport any illegal immigrants except violent criminals and terrorists represents a major break from President Obama, and it could vastly increase the number of people who would be allowed to stay in the country.”

Clinton’s vision erases entirely the protections that U.S. immigration laws are supposed to afford American citizens: such as protecting Americans from losing a job to an illegal immigrant, preventing the sapping of school and hospital resources, as well as defending the voting privileges and enfranchisement of U.S. citizens (giving citizenship to illegal immigrants allows them to cancel out the votes of native-born American citizens).

The implication of Clinton’s platform– i.e. that illegal entry is not in and of itself a deportable offense–represents a central pillar of the open borders credo: namely, that millions of people can illegally come to the country, take jobs, attend U.S. schools, receive affirmative action, apply for federal benefits, and give birth to children who receive birthright citizenship.

Moreover, waiting until after a violent conviction has been obtained to deport an illegal alien means that immigration laws were enforced far too late–i.e. they were not enforced until after an American was victimized, raped, or murdered by a criminal alien. A federal policy that waits to enforce immigration laws until after there is a criminal conviction would mean admitting and releasing criminals by the hundreds of thousands, and letting them roam free until after they have committed a crime, and have been apprehended, tried, and convicted for that crime.

Samme vision om international socialisme har Københavns Sundheds- og Omsorgsborgmester Ninna Thomsen, der vil give asylansøgere stemmeret til kommunalvalg. Begrundelsen er følgende

- København er en international storby, hvor der er mange, som kommer til. Det er både internationale studerende og folk, som i kortere eller længere perioder skal arbejde her. Og så er vi begyndt at modtage flygtninge igen.

- Nu er det på tide at sige, at de mennesker, som bor i byen, skal have indflydelse på Københavns udvikling fra dag ét, siger hun.

Uh, en dejlig leg med begreber, som venstrefløjen kitter deres logik op på. Man kan sagtens beskrive København som en international storby ud fra en eller anden betragtning om dens forbindelser til omverdenen og den kuturelle, videnskabelig, kulturelle osv output. Det er beskrivelser, men faktuelt er København en dansk by. Faktisk er København nationens hovedstad.

PS: Det tidligere medlem af det etablerede Helle Thornings tidligere rådgiver Noa Reddington foreslår i Politiken i samme angst for folket at spærregrænsen hæves fra 2 til 4 procent så man undgår at skulle forholde sig til “Nye Borgerliges balstyriske formand” Pernille Vermund og Dansk Samlings ’sammenbidte og svedende’ formand Morten Urhskov Jensen.

Venezuela, et monstrøst kollaps

Et par gode venner har de seneste (snart mange) år i ny og næ sent forskellige artikler om udviklingen i Venezuela. Det var dystopisk læsning om et landet regeret af en mand og en socialistisk bevægelse, der havde sat sig for at opfylde deres løfter om en socialistisk samfund på overfladen gennemført ved demokratiske midler. ‘Det går galt’ tænkte man når man læste de forskellige eksperter, de fleste bekymrede, men også en håndfuld skadefro, forklare om det ene og det andet regeringstiltag, mens nøgletal blev hevet frem som dokumentation på at Venezuela blev styret ind i en ond spiral. Og det gik galt, som ekspertisen, der mest var baseret i USA, fortalte.

Atlantic har en fremragende beskrivelse

The news coming from Venezuela—including shortages as well as, most recently, riots over blackouts; the imposition of a two-day workweek for government employees, supposedly aimed at saving electricity; and an accelerating drive to recall the president—is dire, but also easy to dismiss as representing just one more of these recurrent episodes.

That would be a mistake. What our country is going through is monstrously unique: It’s nothing less than the collapse of a large, wealthy, seemingly modern, seemingly democratic nation just a few hours’ flight from the United States.

In the last two years Venezuela has experienced the kind of implosion that hardly ever occurs in a middle-income country like it outside of war. Mortality rates are skyrocketing; one public service after another is collapsing; triple-digit inflation has left more than 70 percent of the population in poverty; an unmanageable crime wave keeps people locked indoors at night; shoppers have to stand in line for hours to buy food; babies die in large numbers for lack of simple, inexpensive medicines and equipment in hospitals, as do the elderly and those suffering from chronic illnesses.

But why? It’s not that the country lacked money. Sitting atop the world’s largest reserves of oil at the tail end of a frenzied oil boom, the government led first by Chavez and, since 2013, by Maduro, received over a trillion dollars in oil revenues over the last 17 years. It faced virtually no institutional constraints on how to spend that unprecedented bonanza. It’s true that oil prices have since fallen—a risk many people foresaw, and one that the government made no provision for—but that can hardly explain what’s happened: Venezuela’s garish implosion began well before the price of oil plummeted. Back in 2014, when oil was still trading north of $100 per barrel, Venezuelans were already facing acute shortages of basic things like bread or toiletries.

The real culprit is chavismo, the ruling philosophy named for Chavez and carried forward by Maduro, and its truly breathtaking propensity for mismanagement (the government plowed state money arbitrarily into foolish investments); institutional destruction (as Chavez and then Maduro became more authoritarian and crippled the country’s democratic institutions); nonsense policy-making (like price and currency controls); and plain thievery (as corruption has proliferated among unaccountable officials and their friends and families).

(…)

In the midst of all this, Venezuela is facing one of the worst Zika outbreaks in South America, and it’s an epidemic the country can hardly measure, much less respond to. The Universidad Central de Venezuela’s Institute for Tropical Medicine is where the crime and public-health crises collide. The institute—ground zero in the country’s response to tropical epidemics—was burglarized a shocking 11 times in the first two months of 2016. The last two break-ins took place within 48 hours of one another, leaving the lab without a single microscope. Burglars rampaged through the lab, scattering samples of highly dangerous viruses and toxic fungal spores into the air.

Conditions like those make it virtually impossible for institute researchers to do their work, crippling the country’s response to the Zika outbreak. And attempts to repair the damage are undercut by the same dysfunctions that afflict the rest of the economy: There’s just no money to replace the expensive imported equipment criminals have stolen.

1998_to_2013_venezuela_murder_rate

number_of_kidnappings_in_venezuela_1989_to_present_presidents

I april kunne man se denne rapportage (der tages forbehold for lidt søvlpapirshat til slut) fra Venezuela på Youtube

In this video Luke Rudkowski and Jeff Berwick travel down to Caracas Venezuela to give you a report on how people live in socialism. We not only give you a detailed update on life in Caracas but a complete social and economic breakdown of the situation on the ground.

En detalje i rapportagen, som jeg med stigende bekymring lægger mærke til andre steder, er hvorledes våbenforbud og totalitarisme ser ud til at gå hånd i hånd. Som dansker er man ikke vandt til denne afstand mellem folk og magthavere fordi mindelig uenighed er indgroet i vores traditionelt tætte nationale sammenhold. Men med den stigende befolkningsudskiftning trues dette sammenhold samtidig med at magthavere bryder kontrakten om at sikre den lov og orden, som vi ellers selv skulle sikre med våben i hånd.

En anden god ven rapporterer meget om Sverige, et andet tidligere velstående land, der føres ind i en ond progressiv spiral af et på overfladen demokratisk system.

Fredens projekt

Demografi, Diverse, EU, England, Erdogan, Fascisme, Historie, Indvandring, Multikultur, Muslimer, Terror, Tyskland — Drokles on May 13, 2016 at 4:49 am

Selv som teenager købte jeg ikke postulatet om EF, siden EU, som fredens garant i Europa. Jeg forstod, selv med mit ringe kendskab til den store verden, at politikerne optrådte som kvaksalere, betlende slangeolie mod alle dårligdomme. Både Den Kolde Krig og den stille observation at demokratier ikke havde præcedens for at gå i flæsket på hinanden var indlysende argumenter for mit unge sind, som blæste ideen om en unions fortræffeligheder og et par handelsaftalers mirakelvirkning væk. Jeg har aldrig fået en EF/EU tilhænger til at forklare præcis hvad det er for en krig, som EU har forhindret. Kul- og Stål unionen skulle hindre endnu en tysk-fransk konflikt og da den var en fransk opfindelse måtte man mene at det var tyskerne man burde stoppe. Så hvem var den næste Hitler? Adenauer? Erhard? Kiesinger? Brandt? Smith? Kohl? Hvilke af disse gale hunde blev holdt i skak af Unionen?

Så indlysende var den indsigt for mig at den er blevet siddende så fast i alle årene at jeg end ikke gad overveje at læse Kasper Støvrings sikkert glimrende bog Fortællingen om Fredens Europa - Georg Metz kunne ikke lide den, så den må være ret god - fordi det er anstrengende at blive bekræftet i egne forestillinger. Og påstanden om EUs fredskabende egenskaber er da også på retræte, måske især efter EU hovent paraderede sin impotens overfor Rusland, mens det æggede Ukraine. Og så var der jo Jugoslavien i 90′erne. Men herhjemme er ikke i England, der står overfor at skulle bestemme sig om de overhovedet vil være medlem af, hvad der i stigende grad ligner en taberklub. Og med en mistillidserklæring fra vælgerne truende i horisonten, bliver systemets mænd endnu mere stålsatte på at benytte de metoder der ikke virker, blot mere intenst. I dette tilfælde argumentet om EU som fredens projekt, hvor premierminister David Cameron direkte advarede om at et Brexit ville kaste Europa ud i krig.

I Guardian kaldte Simon Jenkins Camerons historieskrivning for “rubbish” og “Project Fear gone mad” og mindede om Camerons forgænger Salisbury, der navngav sin politik “splendid isolation”

The best thing that happened to medieval England was its defeat in the hundred years war and the end of English ambitions on the continent of Europe. The best thing to happen in the 16th century was Henry VIII’s rejection of the pan-European papacy. The wisest policy of his daughter, Elizabeth I, was an isolationism so rigid that she rejected one continental suitor after another. Britain fought off all attempts by France and Spain to restore European Catholicism, and accepted a Dutch and a German monarch strictly on the basis of British parliamentary sovereignty.

Cameron’s 18th-century predecessor was Robert Walpole, author of Walpole’s Peace. Its meticulous isolation from Europe’s conflicts brought Britain a golden age of enlightenment and industrial revolution. In 1734, Walpole could proudly tell the Queen: “Madam there are 50,000 men slain this year in Europe, and not one an Englishman.”

Even William Pitt’s creation of a British empire was based on staying explicitly aloof from the seven years’ war on the continent of Europe. Later, while Horatio Nelson’s victories were essential to British interests, the Waterloo campaign could hardly, on David Cameron’s terms, have been avoided by earlier intervention. Nor did Napoleon Bonaparte pose a serious threat to Britain.

I Telegraph mindede Nigel Jones ligeledes om en af Camerons konservative forgængere, nemlig Pitt the Younger, der som argument for at stå imod Napoleons tyranni sagde at det var englands rolle atSave Europe by her example”. Og et Brexit kunne meget vel være et eksempel med en domino-effekt indikerer meningsmålinger. Som kontrast beskrev han Camerons horistont med Goebbels diktum om at folk vil tro en løgn, blot den er stor nok. For mens EUs grundlæggere “distrusted democracy, which they believed had brought dictators and demagogues to power, and determined that their project would create a post-democratic new order, imposed by stealth step by step on their blissfully ignorant populations” peger Jones på at unioner ser ud til at kollapse, nogengange endda i et kaos af krig.

The history of EU-style multinational federations imposed by an elite from above in Europe is not a happy one. From the frayed patchworks of the  Holy Roman and Hapsburg Austrian Empires, down to the collapse of Yugoslavia and the Soviet Union, they have invariably ended in bloody chaos, and then the peace and quiet of the graveyard.

Not for nothing did a bemused Mikhail Gorbachev – and as the man who presided over the dissolution of Russia’s “evil empire” he should surely know – say that the most puzzling development in Europe over the past decade was the determination of the EU’s leaders to reconstruct the Soviet Union, a failed state if there ever was one, on the soil of western Europe.

Gorbachev was speaking before the long arm of EU meddling reached as far as Ukraine, causing that vast country to split in two and threaten  war with Vladimir Putin’s Russia – a slow-burn crisis that may yet erupt once more into open conflict.

Back in the 1990s, the total failure of EU diplomacy helped speed former Yugoslavia into a brutal ethnic civil war. A fragile peace was finally imposed on those troubled lands not by the EU, but by Nato bombs and arm twisting backed by the Atlantic alliance’s  military muscle.

Og Oberst Richard Kemp var Telegraph endnu mere konkret i hvorledes EU ville underminere freden

A German defence white paper, leaked last week but supposed to be kept under wraps until after the referendum, leaves no doubt of Germany’s intention to drive through the merger of Europe’s armed forces “and embark on permanent cooperation under common structures”. Germany has begun to combine substantial elements of the Dutch forces with their own.

A centralised army is an indispensable component of the superstate to which the EU is openly committed. It would also provide an excuse for struggling economies to slash defence budgets. Few nations take defence seriously enough to spend even the 2 per cent of GDP required by Nato, a shortcoming criticised by President Obama in Germany last month. An EU army will see these nations cut back even further, cynically pretending that defences are strengthened even as forces and capabilities are merged and downsized.

(…)

As well as depleted strength and capability, the aggregated European forces will beemasculated by a lack of political will. After Iraq and Afghanistan the West is paralysed, with governments terrified of committing ground forces to any conflict. An EU command structure, fraught with divergent and opposing policy agendas, will turn paralysis into rigor mortis. Look at the EU’s long track record of vacillation, timidity and inaction on the Balkans, Ukraine, Syria, Libya, the immigration crisis and the Islamic State.

None of our enemies is going to take an EU army seriously. Its creation would undermine one of the most critical virtues of a strong and credible defence: deterring an aggressor from action they might be forced to regret.

Og i Breitbart perspektiverede samme Kemp

The EU failed to prevent the migration crisis that threatens to overwhelm many European cities and the housing, welfare, health, and education services paid for by the hard work of citizens who have been allowed no say.

The EU failed to deploy effective naval forces along the North African coast to prevent illegal immigration across the Mediterranean. Such action, used to great effect by Australia, would not only have prevented the landing of countless unregulated immigrants on our shores but would also have saved thousands of lives and sent a firm message to both immigrants and traffickers.

It was self-doubt and a desire to expunge the sins of the past rather than strong and principled leadership that led Europe’s most powerful politician unilaterally to invite in migrants from the corners of the earth, to transform German cities and to assault and rape German girls. A policy that opened the doors of Europe to hundreds of thousands of economic migrants, including many young men of fighting age who abandoned their families and their countries; and closed the doors to genuine refugees.

Timorous EU countries failed to take military action against Assad’s regime in Syria when he crossed the chemical weapons ‘red line’. Action that could have ended his reign of terror and prevented the intervention of Russia and Iran that has solidified his position and exacerbated the migrant crisis.

Fearful EU members failed even to contemplate setting up protected safe havens in Syria, where millions of beleaguered people could have taken refuge without the need to move to other countries. This would have required boots on the ground but, terrified by experiences in Iraq and Afghanistan, few if any EU states are prepared to countenance that. Physical danger was not their only fear; they were also afraid to act without United Nations authorization, which would have been vetoed by Russia.

Now, bullied and blackmailed by President Erdogan, the EU is now allowing visa free access to Europe for 70 million Turks and is well on the way to admitting Turkey to full EU membership. Not only will this push back the borders of the EU to Iran, Iraq and Syria, but it will also lead to yet another massive population shift in Europe, without consultation further transforming the way of life of its citizens.

This is the peace and security provided by the EU today.

EU som fredens projekt er en løgn ingen længere gider høre. Kun de mest desperate gider fortsat fortælle den. England forlader EU, EU falder fra hinanden - med lidt held.

brexit

Citizen Donald?

Det ellers glimrende og konservative National Review mener at Trump er lige så slem som Hillary Clinton mens ellers venstreorienterede Susan Sarandon frygter Hillary mere end Trump. Hillary, hun har også sit at slås med, hvilket medierne og især de danske glemmer. Den anarkistiske hackergruppe Anonymous truer Hillary med at “afsløre alt” fordi løgn er blevet hendes “natur” og minder om 30.000 slettede e-mails og 1/2 mio. døde irakiske børn i Irak, som de mener hun må stå på mål for. Og der er da også et hashtag, #DROPOUTHILLARY.

Vores egen David Trads kalder Trump “den fascistoide reality-stjerne”, “en notorisk løgner”, “gal”, og “den største trussel mod vores sikkerhed – fordi han med sit vanvid, sit had, sin fjendtlighed over for muslimer, mexicanere, kvinder, handicappede, sin begejstring for Putin, sine udfald mod Kina, Mexico og verden” og sammenligner Trump med Titanics forlis, som det tog sig ud gennem Mikael Wihes fakta-fattige men klassiske protestsang. Alt sammen baseret på “indslag, [han] har set i TV-Avisen og TV2 Nyhederne, og det, [han] har læst i de danske aviser” og en Hillary Clinton reklame. Det fortæller alt væsentligt om Trads - og danske medier.

Trump er “the ultimate outsider“, som taler direkte til folket, skriver Piers Morgan i Daily Mail, som to af ti grunde til at Trump har rystet det politiske parnas i Washington. Og sandt er det at Trump ikke har haft behov for en større kampagnemaskine i modsætning til hans modstandere, som man kan se i denne New York Times grafik

skc3a6rmbillede-2016-05-05-kl-123846

Hvis man skal tro meningsmålingerne er Trump ikke populær blandt vigtige demografiske grupper, som kvinderne, latinoerne, afroamerikanerne (negrene), bøsserne, de handicappede og de kriminelle. Men er han populær blandt vælgerne? Bruce Thorntorn giver sit bud på Frontpage Magazine

Trump has consistently disproved conventional wisdom. The old electoral truisms may not apply. Take the clichés about Hispanics. For nearly a decade we’ve been told that the Republicans needed to cultivate this “fastest growing demographic group,” as Obama warned everyone in 2012. The party wise men counseled Republicans to drop the harsh rhetoric about illegal aliens and reach out to the 9% of voters who are Hispanic and allegedly “natural conservatives.” Heeding this advice, Senate Republicans toyed for a while with “comprehensive immigration reform,” which many voters decoded as “amnesty” for lawbreakers stealing their jobs. Yet in most polls, “immigration reform” is consistently low on the list of issues that concern Hispanics.

That didn’t stop some in the party from angering much of the white working class, 36% of the electorate, just to pursue this electoral will-o-the-wisp. About a third of those voters voted Democrat in 2012, but evidence suggests that many are shifting to Trump this year. So Trump speaks to their concerns about ICE’s “catch-and-release” of felons, the hundreds of Americans murdered by illegal aliens, the quality-of-life crimes making many neighborhoods and cities unlivable. Trump promises to put a stop to “sanctuary cities” that blatantly disregard federal law and get away with it.  He gets their anger at seeing protestors, like those in Irvine last week, attempting to stop their right to assemble and waving Mexican flags, or the demonstrators in Indiana Monday arming their children with F-bombs to hurl at Trump supporters.

And he especially understands how sick many Republicans and Democrats are of the snotty rhetoric from some leaders and pundits of both parties. From their tony enclaves far from the daily disorder and mayhem caused by our immigration failures, they suggest that such complaints reflect bigotry and xenophobia. So Trump promises to round up the illegals, build a wall on the border, and make Mexico pay for it. And I’ll wager that the pollster’s net doesn’t catch significant numbers of voters who sit at home and shout their approval at the television screen and will pull the lever for Trump come Election Day.

In fact, despite his hard words for illegal aliens, there is growing evidence, much of it anecdotal at this point, that significant numbers of Hispanics and blacks like Trump and may vote for him. Here in the San Joaquin Valley, ground zero for Mexican immigration, one more and more frequently runs into working-class Mexicans who admire Trump for his macho bluster and willingness to slap down politically correct gringos with their superior airs and class snobberies. It’s not just white conservatives who have grown sick and tired of the credentialed class telling them how to live and then demonizing them for disagreeing. No one knows how many Hispanics will vote for Trump, but I’ll wager it will be more than voted for Romney.

But Trump is ignorant and incoherent when it comes to policy, the critics say. Contrary to the commentators cocooned in their social and cultural enclaves, elections are not about policy. The majority of voters don’t carefully study the issues, pore over policy papers, and objectively weigh various proposals in order to arrive at the best choice. They are motivated by their “passions and interests,” as Madison understood. “Interests” are about “property,” or in our time, jobs and the economy. Years of sluggish growth, lower workforce participation, and the investor class waxing fat the whole time have angered a lot of people, including Bernie Sanders’ supporters. Trump’s tirades against free-trade-agreements and China’s currency manipulation speak to these frustrations.

The “passions” we see seething through a Trump rally are the anger at elites of both parties who for years now have talked down to the people, dismissed their legitimate concerns, and sneered at their ignorance, even as they pander to privileged minorities or appease the Democrats. They see criticism of Trump, whether intended or not, as criticism of themselves, yet another patronizing dismissal of their grievances. The backlash against political correctness that Trump has brilliantly exploited is the obvious focus of this anger at politicians who are supposed to be on their side, but who always find excuses to cede the high ground to the other side. Why else would the Senate confirm Loretta Lynch as Attorney General, especially after she told the Judiciary Committee that she viewed Obama’s unconstitutional amnesties as “legal”? Was it because she was eminently qualified, or because she is a black woman?

Some will dispute these assertions as misleading or false, but whether they are true or not is irrelevant. Politics is about perception. How else did a cipher like Barack Obama get elected twice? In 2008 he was perceived to be a racial healer, the smartest president ever, a “no red state, no blue state” unifier, and a brilliant orator. None of these perceptions turned out to be remotely true. The second time it was partly because 81% of voters perceived him to “care about people like me,” while only 18% felt the same about Mitt Romney, one of the most fundamentally decent and kind men ever to run for president. Trump seems to get that perceptions and passions come first, and policy can be figured out later. To a greater or lesser degree, this has pretty much been true in all presidential elections. Trump has simply discarded the decorum that camouflages the truth about political sausage-making.

Trump er sikkert usmagelig, men det er hans modstandere der griber til politisk vold

Fri Debat uden ideologisk dagsorden

dsc02726

Fri Debats konference lørdag 6/2 stillede spørgsmålet, hvordan det er “kommet dertil, at blasfemi i dag betragtes som en sinister ideologi i kunst- og litteraturlivet, mens tavshed om den religiøse terror og tvang fremstår som progressiv blandt kunstnere og forfattere?” Til at besvare det spørgsmål havde man indbudt et panel bestående af færøske Heini i Skorini fra King’s College, Dennis Meyhoff Brink fra Københavns universitet og kunstnerne Lars Vilks fra Sverige og norske Thomas Knarvik til en næsten fyldt fællessal på Christiansborg.

I sin korte indledning sagde Henrik Dahl fra Liberal Alliance, at historien vil bedømme denne generation af politikere på hvor resolut de er i stand til at forsvare det liberale samfund. Som emnets alvor således blev placeret i historien var Niels Ivar Larsen manden for at motivere sin nylige afgang fra Lars Vilks Selskabet og positionere Fri Debat i “landskabet af ytringsfrihedsaktivister”. Fri debat var nemlig den mest principfaste forsvarer af ytringsfriheden uden ‘men’, blottet for ideologiske dagsordner og påstande om ytringsfrihed som noget kulturelt betinget.

Et principfast forsvar for ytringsfriheden kræver altså at man ikke lader sig præge af kulturalistiske dagsordner når man diskuterer blasfemi, censur og selvcensur blandt kunstnere. Men ikke nok med det, det kræver også et sikkerhedsapparat med snifferhunde og politifolk med maskinpistoler kunne man erfare og det er ikke fordi man frygter alle kulturelle repræsentanter lige meget. Mangel på proportioner giver åbenbart den bedste position i landskabet af ytringsfrihedsaktivister.

Dennis Meyhoff Brink, der er ekstern lektor ved institut for kunst og kulturvidenskab, foretog i sit oplæg en analogi mellem det kristne Europas udvikling fra Oplysningen og et tilsvarende perspektiv for den islamiske verden. Europa var kendetegnet ved at have den ubestrideligt højeste grad af religionskritik og satire i nogen civilisation og det var da også i Europa demokratiet opstod og trivedes. Årsagensforbindelsen var klar; Oplysningens blasfemiske satire udhulede, som dryp på en sten, med et Webersk udtryk, den fortryllede verden og tog frygten fra folk. Med frygtens fald fulgte også æresfrygten for præsten, der nu kunne latterliggøres, ikke blot som repræsentant for kirkens hykleri, men for religionen i sig selv.

Lars Vilks forklarede derefter hvorledes opfattelsen af geniet fordrede at kunstneren selv blev den skabende og gennemgik en række blasfemiske kunstværker; film af bl.a Lois Bunuel og Ken Russel og billeder som Piss Christ. Netop Piss Christ er trukket meget ind i debatten om religiøs krænkelse og islam for skønt nogle dybere lag i værket - at selve værket er et fotografi af en installation af et krucifiks nedsænket i glas urin - så blev der ikke taget hensyn til kristnes krænkede følelser, som man er vant til, når emnet er udfordring af islam.

Den norske kunstner Knarviks første forelæser på kunstakademiet var netop Lars Vilks. Knarvik viste endnu flere billeder end sin ‘læremester’ og mange han selv havde kreeret, som han fortalte om, hvorledes han var blevet engageret i kampen om ytringsfrihed og blasfemi, og hvorledes det havde påvirket hans kunstneriske retning. Knarvik er, som de øvrige panelister, ingen skimlet konservativ kulturkæmper. Han har f.eks blandt andet bygget et kulturcenter for massaikvinder og skabt en forfatterpersona, en muslimsk teenagepige under navnet Miss Supression Figther. For ham er mange muslimer de største ofre for de jihadister, der har taget deres religion som gidsel og gjort den største karikatur af Muhammed.

Men han har også overhørt skrigene fra en pige, der blev omskåret og bevidnet hvorledes kvinderne, der forestod omskæringen, kom ud af hytten og smed det omskårne ud til naturen. Og hans interesse for islam, som en trussel mod ytringsfriheden, blev vakt da han hørte den norske statsminister undskylde for alverden, at den norske avis Dagbladet havde trykt Muhammedtegninger.

Knarvik udgav på 10-årsdagen for offentliggørelsen af Jyllands-Postens Muhammedtegninger en mere end 100 sider lang samling af blasfemiske tegninger rettet mod alle religioner. Et norsk forlag havde i første omgang trykt den i 2.500 eksemplarer og den lå klar på en europalle, da forlaget blev ængsteligt ved udsigten til endnu en Muhammedkrise og makulerede hele oplaget. Bogen er i stedet udkommet på Kåre Bluitgens forlag.

Men det var den første oplægsholder, Heine i Skorini, der leverede det mest almeninteressante oplæg, da han perspektiverede den islamiske trussel historisk. Han fortalte først om en Muhammedkrise i 1925, der blev udløst da den engelske morgenavis The Star havde trykt en tegning, hvor den tids legendariske cricketspiller Jack Hobbs ragede op som en kæmpe blandt andre historiske skikkelser, som Julius Cæsar, Columbus og så selvfølgelig muslimernes profet Muhammed. Muslimske organisationer protesterede højlydt og der var demonstrationer i Calcutta. Ingen døde dog, men episoden demonstrerede at ideen om at en nyopfunden islamisme adskilt fra en ægte, om ikke tolerant, så afdæmpet, islam ikke holder.

i Skorini fortalte hvorledes OIC (organisationen af islamiske lande), gennem FN har arbejdet målrettet på at gøre blasfemi til en krænkelse af menneskerettighederne. OIC ser den islamiske verden være under pres både udefra, ikke mindst fra Vesten, og indefra. I Kairo deklarationen fra 1990 hedder det således at formålet bl.a er ”cleanse our societys of moral laxity deviation” og dens artikel 22 slår fast at ytringsfriheden (og alt andet i øvrigt) skal underlægges den muslimske sharia lovgivning.

Bastante religiøse krav til en sekulær organisation, som FN er ikke effektivt og i 1999 skiftede organisationen taktik til en sekulær argumentation. Nu brugte man i stedet FNs egne artikler, som artikel 29, der betoner ansvar over frihed og artikel 22 om hadtale, til at få ytringsfriheden underlagt sharia. For OIC var religionskrænkelse, som grundlæggende blot betød krænkelse af islam jvf sharia-kravet ovenfor, en krænkelse af menneskerettigheder på linje med racisme, intolerance, islamofobi og ekstremisme. OICs nye argumentation var derfor også på linje med den vestlige venstrefløjs tankegang og det skabte en naturlig alliance af parallelinteresser.

Netop det sidste punkt, at se blasfemi som ekstremisme, er forklaringen på, hvorfor muslimske landes fordømmelser af islamisk terror, som Saudiarabiens fordømmelse af angrebet på Charlie Hebdo, altid ledsages af fordømmelser af ekstremisme i al almindelighed. De myrdede, som redaktionen på Charlie Hebdo, er nemlig lige så ekstreme i deres brug af ytringsfriheden, som deres mordere. Og det er en retorik som man hører ikke blot fra venstrefløjen men fra vestlige ledere.

Det var en journalist fra information, der stillede det første spørgsmål til panelet, om forskellen på satirens antiklerikale, politiske angreb og kunstens ikonografiske behandling af det blasfemiske, førend to tilhørere ville vide, hvad Saudiarabiens betydning for FNs Råd for Menneskerettigheder og OICs fremtid som Saudiarabiens økonomiske situation ser drastisk anderledes ud med de faldende oliepriser. Saudiarabien sponserer OIC og organiserer dagsordenen på de indre linjer, mens det er Pakistan der tegner organisationen i FN.  Skorini svarede at det dels udstiller FN for hvad det er, en samling af de regimer og regeringer i verden, der nu engang er og at Saudiarabiens betydning for OIC ikke vil ændre sig de første mange år, dertil er rollerne for satte. Og så svarede Vilks og Knarvik meget pædagogisk at satire er meget bundet i en konkret debat i tid og sted, mens kunst ikke søger et konkret politisk budskab og kan værdsættes ud over tid.

Først herefter var der en tilhører, der ville have svar på konferencens spørgsmål, nemlig, hvorfor kunstnere, og alle os andre såmænd, var mere optaget af selvkritik end af religionskritik, selv når vi blev konfronteret med en trussel. Spørgsmålet kom næsten bag på panelet, der dog hver for sig svarede at det traditionelt var lettere og moralsk mere acceptabelt at levere angreb på værdier inden for egen kulturkreds end at kritisere, hvad man kunne opfatte som udsatte minoriteter med kulturelt betingede problemer. Det handlede, med udgangspunkt i eksemplet Carsten Jensens jævnlig tirader, om hvem der havde ret til at kritisere andre. Og det var en god pointe, for ingen vil jo mistænkes for at have en ideologisk dagsorden.

Og det var der også en tilhører der heller ikke ville og mindede Meyhoff Brink om at satire ikke kun var forbeholdt vesten og fortalte om en irakisk ateistisk bevægelse der bedrev en ganske giftig satire. Desværre blev denne bevægelse slået hårdt ned beklagede han og besvarede således sit eget spørgsmål, inden islameksperten Tina Magaard tog ordet og sagde at hun faktisk havde skrevet om blasfemisk satire i den muslimske verden ikke mindst Iran. Det var Magaards pointe at netop Muhammed satire var et inkluderende redskab i integrationen i vores selvkritiske kultur og at man skulle vise skolebørn muhammedtegninger fra den muslimske verden, der almindeligvis var langt grovere end de tegninger Jyllands-Posten udgav.

Og så var det, at det sidste spørgsmål kom fra en tilhører, der ville høre panelet, hvorledes det ville se ud med ytringsfriheden om føje tid i et stadigt mindre demokratisk Europa “og med en stadig mere islamisk indflydelse”. Det er svært at holde en hel konference om “religiøs terror og tvang” og “blasfemi” uden at komme ind på noget ‘kulturelt betinget’, ideologisk dagsorden eller ej. Inden det skulle besvares syntes Meyhoff Brink at det var på sin plads med et fejlcitat og sagde “Jeg synes også det er racistisk når Hedegaard siger at ‘alle muslimske mænd, onkler og fædre, voldtager deres døtre…”. Men ytringsfrihedens fremtidsudsigter i et mere et mindre demokratisk og mere islamificeret Europa var et svært spørgsmål at forholde sig til på falderebet af konferencen, sagde Ivar Larsen og gav ordet til i Skorini.

Forholdene i Danmark var ikke nær så dårlige som i England, forklarede i Skorini og sagde at han selv måtte forberede sig ganske anderledes når han holdt foredrag i London end i Danmark. Og det var ikke blot kønsopdelte arrangementer, men også sikkerhedsproblemer fordi så mange kunne blive stødt og emnets indhold. Men han mindede om at de islamistiske grupper udgjorde en meget lille og ikke repræsentativ minoritet blandt de muslimske studerende, men realiteterne var deusagtet at det var svært for ham at bevare en optisme. Og med den kedelige udsigt var konferencen slut.

Uagtet hvor urepræsentative og lille en minoritet islamister udgør på campus, kan man alligevel konkludere, hvad i Skorini og Fri Debat helst vil tøve med, at jo flere kulturelt betingede muslimer vi ser på campus og i vores land, jo mere vil det være islamisternes dagsorden vi vil leve under. Men dyster som fremtiden ser ud kan man glæde sig over at vi i Danmark har et levende landskab af ytringsfrihedsaktivister med hele tre virile selskaber i Fri Debat, Trykkefrihedsselskabet og Lars Vilks Komiteen. At det til tider bærer lidt præg af positionering og nok også en snert af intern personrivalisering er en lille detalje og måske blot et bidrag til at holde konkurrencen skarp og landskabet frodigt. Fri Debats arrangement var så velafholdt og oplysende, som man er kommet til at forvente det i Danmark - men desværre med et tilhørende sikkerhedsopbud, selv for de, der ikke vil vedkende sig en ideologisk dagsorden.

Artikel skrevet for Document.dk

Pressen vælger gode historier fra

Det er i Vesten almindeligt at betragte vores medier, som værende mere pålidelige end ikke-vestlig medier. Russiske medier har en klar pro-russisk dagsorden og der er ingen reel markeds- eller demokratisk kontrol. Og sådan er det sikkert også i resten af den gamle østblok, hvor halvfascister som Victor Orban regerer og Romaer forfølges og bøsser ikke kan gifte sig. De vestlige medier selv er helt sikre på deres egen fortræffelighed. Og sådan var det også engang. Vesten var det eneste sted hvor der herskede frihed. Men det er længe siden.

En gruppe kristne kaste overbord til druknedøden af vrede muslimer, kunne man læse. Men det fik ingen konsekvenser for dækningen og vinklingen. Tyskland sorterer migranterne efter religion og etnicitet, ellers kommer de op at slås. Eller rettere, ellers overfalder muslimer ikke-muslimer og nogen gange også hinanden. Ingen synes at bekymre sig for, hvad perspektivet er i det, især hvis de skal herind at bo. Der advokeres for et multietnisk samfund, mens folk flygter fra sekterisk vold. De fleste migranter er ikke fra Syrien, men vinklen er stadig at alle er flygtninge fra krig. Ingen spørger hvilke af de stridende parter migranter støtter hvem de flygter fra eller synes at kere sig over om det overhovedet er relevant. Der er heller ikke noget perspektiv i at de fleste er mænd i den våbenføre alder. Da disse unge mænd aggressivt angreb grænsevagter i Balkan og Slovenien og hvor som helst, blev det til historier om hvorledes kvinder og børn fik tæsk. En migrant kastede brutalt sin kone med et spædbarn i favnen ned på togskinnerne og hoppede derpå selv ned over hende, mens han skreg at han hellere vil have sin og sin families død end ikke at komme til Tyskland - pressen viser at han ligger på togskinner med sin kone og barn mens grænsevagter står tæt omkring, som var det dem, der var de skyldige. Afrikanske migranter stormer spanske grænsehegn og som de løber gennem gaderne for første gang i det forjættede kristne land råber de Allahu Akbar - og ingen spørger hvad de mon mener med det.

Norsk politi fandt billeder af henrettelser og IS-falg hos flygtninge” skrev flere aviser. Det er politiet, der oplyser om deres fund og medierne refererer selvfølgelig politiet. Men så sker der ikke mere. Danske medier har ikke spurgt dansk politi om de har gjort lignende opdagelser. Hvad med andre lande? “Det, som ser alarmerende ud, kan have andre forklaringer end støtte til terrororganisationer” citerer man en leder for den norske sikkerhedstjeneste og så er det vel godt nok. Det kan betyde så meget, ja, men det kan også betyde at vi ikke ved, hvor mange tusind terrorister, og deres endnu flere sympatisører, der lukkes ind.

Og hvis ikke man vil foretage sin egen research, så kan man vel i det mindste vil ungarsk TVs tidligere reportage, hvor man ikke blot ser indholdet, men også har allieret sig med glimrende psykologer til at tolke billederne. Billederne viser unge mænd, der gennem gensidige prygl, gør sig kampklar til at modstå og håndtere smerte, når de når Europa. Og flere billeder af migranter, der går forbi TV stationernes kameraer og gestikulerer en halshugning så selv ikke eksperter burde være i tvivl om, hvad det mon kunne betyde.

En ungarsk journalist spænder ben for en løbende migrant med et barn i favnen. Skandale og det selv om det viser sig at migranten var jihad sympatisør - what are the odds? - forbliver den del af historien kun på blogs og sociale medier. Finsk TV bringer rørende historier fra flygtninge, der fortæller om deres situation. En af flygtningene har ladet sig fotografere før, back in the old country og genkendes, som MVLEHTI fortæller

terrorist-i-tv

terrorist-fra-tv-med-afhugget-hoved

What are the odds? (Billedet af terroristen med det afhuggede hoved har i øvrigt i målene 500-666 - what are the odds?). Hvorfor er det ikke en historie? Jeg sidder og tænker på at vi, eller i hvert fald jeg, er blevet så vant til denne parallelverden, mellem, hvad man selv kan finde på nettet, Youtube, Facebook og flere men mindre fremragende medier, blogs og hjemmesider og så den verden, der tegnes i de danske medier på statsstøtte, at jeg slet ikke stiller spørgsmål til, hvorfor danske medier, ja vestlige medier i det hele taget, slet ikke fokuserer på historier om hvem flygtningene egentlig er, hvad de kommer for og hvad vi allerede kan se af vold og trusler.

Det er jo gode og opsigtsvækkende historier. Men journalisterne vælger at messe kedelige fortællinger om uverificerbare , som kun venstrefløjen ser og det er kun af ren moralsk pligtskyldighed. Journalister har traditionelt set det som et kald at bringe sandheden for en dag. Siden har de set det som et kald at får sandheden til at ændre verden til det bedre. Siden har de retfærdiggjort den gode historie over sandheden, hvis blot den ændrede verden til det bedre. I dag caster de mest sig selv, mest som en dårlig vane, i det selvbillede de har arvet af at se Alle Præsidentens Mænd og Kinasyndromet med det samme skurkebillede af banditter i habitter og det samme billede af ofrenes forhutlede fremtoning. Det er faktisk mageløst at så mange journalister kan være så moralsk ukorrumperede i deres moralske kald, at deres fag ikke lokke med penge og prestige, hvis blot de opfylder fagets mindstekrav. At så mange journalister kollektivt ser helt bort fra indlysende gode historier, fordi de hellere selv vil være gode.

Boykot Israel, mærk jøden

BDS bevægelsen har kronede dage. Den tilbyder på samme måde som klimahysteriet, den gængse venstrefløjser et pseudo problem at engagere sig i så man kan undgå at se realiteterne i øjnene lidt endnu. BDS står for Boycut, Divest, Sanction og er rettet imod Israel - selvfølgelig. Herunder er en lille film, hvor man kan se hvilket sentiment, der er kernen i bevægelsen, hvor blindt hadet til Israel er og hvor dybt det ligger

A few months ago, Israeli TV News anchor Dany Cushmaro, travelled to US campuses to meet with anti-Israel activists and see how they campaign against Israel.

The interviews were revealing: Watch

Selv feministiske akademikere vil boykotte Israel i solidaritet med deres arabiske søstre, skriver The Daily Beast. Herunder en repræsentant for den jødisk-amerikanske gruppe CODEPINK, der er taget til Israel for at boykotte Israel

codepink1-boykotter-israel-i-israel

Adrienne Yaron skrev i Jerusalem Post at “BDS demonstrations are an opportunity for them to spew anti-Semitic vitriol and express their vicious hatred of the Jewish state. BDS’ only real power is in propagating its hateful ideology”. Realiteterne er nemlig, at der ikke er tale om en real eller realistisk boykot, fordi ingen vil boykotte nyttig viden, avanceret teknologi eller livsvigtig medicin. Og, forsætter Yaron med at forklare…

BDS’ own website only instructs its supporters to boycott “fresh produce, Ahava, and Sodastream.” Ahava and Sodastream are both great companies, but they hardly constitute a major percentage of Israel’s export sales. Moreover, these two companies probably benefit by increased sales from Israel supporters because they are the only two individually-named targets of the boycott movement. As for “fresh produce”, this stopped being a major export of Israel decades ago. Fresh fruits and vegetables now constitute only about 3.6% of Israel’s total exports. More importantly, the overwhelming majority of Israel’s fresh vegetable market is to Russia - a nation that has shown little interest in the boycott bandwagon and a lot of interest in feeding its population. Both India and China have also been steadily growing their market share for Israeli produce, and there is little doubt than any sales drop in Europe will be outbalanced by an increase from these giants.

So in fact, all the huffing and puffing of the anti-Israel “BDS” crowd is nothing more than hot air. The BDS movement has not, and will never have, any significant economic effect on Israel’s overall economy, because Israel’s economy is grounded in products and services that effectively cannot be boycotted. In fact, financial analysts are predicting Israel’s economy will grow more than any other developed country in 2016. Even these academic association resolutions are hypocritical and phony. If you read the texts of them, they specifically allow for “individual members” to continue working with “individual Israeli scholars” - in other words, these hypocritical professors don’t actually have to give up anything, or stop any research projects with Israelis. They make their nasty, defamatory statement, and continue business with their Israeli colleagues as usual.

Denne hadefulde ideologi blomstrer i EU (også herhjemme, men ikke i Tjekkiet) som Caroline Glick skriver i Jerusalem Post

Take for instance the timing of the EU’s first official act of open economic warfare against Israel.

On July 29, 2013 US Secretary of State John Kerry brought the heads of the Israeli and Palestinian negotiating teams together in Washington to officially launch a new round of peace talks.

The same day, the EU announced that starting at the beginning of 2014, it would be ending all joint projects with and all funding from the EU and its member governments of Israeli entities located or operating in Jerusalem, Judea, Samaria and the Golan Heights. The only exceptions to the funding and cooperation ban were Israeli organizations working to harm Israeli control over the areas, and non-Jewish Israeli entities.

The message was obvious. As far as Europe is concerned, “the peace process,” isn’t a means to achieve peace. It is a means of criminalizing Israel.

This week’s labeling guidelines were no surprise. They were promised two years ago.  We have also known for years, that neither the funding ban nor the product labeling are ends to themselves.

In May 2013, Lithuanian Foreign Minister Linus Linkevicius told the Jerusalem Post that the labeling policy is merely a preparatory step on the road towards implementing the EU’s ultimate objective: a full economic boycott of Israel.

(…)

Then there are the NGOs.

As NGO Monitor President Prof. Gerald Steinberg has been demonstrating for more than a decade, Europe uses NGO’s registered in Israel to advance its aggressive policies against Israel. The EU and its member states use these groups to get Israeli cover for their anti-Israel policies. They pay them to produce films and publish reports slandering Israel and calling for a boycott of its economy and the isolation of its government and citizens. The EU and its members then use these products they ordered and paid for as “proof” of Israeli criminality, which in turn justifies their aggression against the Jewish state.

Take Ir Amim for instance. Ir Amim works to deny the legitimacy of Israeli control over unified Jerusalem. In 2014 it received funding from the EU, and the governments of Holland, Norway and Sweden.

In 2010, the group called on the US government to cut off diplomatic ties with Israel or, at a minimum end its foreign aid to the Jewish state. Ir Amim supported and defended Britain’s decision to prohibit the Tourism Ministry from noting that the Western Wall is in Israel.

What all this boils down to is the plain fact that the EU is waging a political and economic war against Israel that is based on a comprehensive, well-conceived strategy that uses the EU’s strengths to their best advantage.

(…)

Consider the timing of this week’s announcement. The EU chose to announce it is labeling Jewish products the same week that we commemorate Kristallnacht – the 1938 pogrom which marked the official beginning of the Holocaust.

For many Europeans, no doubt the timing was fortuitous rather than ironic.

In Sweden, out of “concern for their members’ safety,” Jewish groups were barred from participating in official Kristallnacht commemorations.

Then there are the Netherlands.

MK Hanin Zoabi, who can’t open her mouth without slandering Israel, was invited to deliver remarks at a Kristallnacht remembrance ceremony in Amsterdam. No doubt the organizers knew what they were going to get when they called her. Zoabi compared Israel to Nazi Germany for them.

For an ever growing number of Europeans, castigating Israel as the new Nazi Germany means absolution for the crime of the Holocaust. By transforming the Jews into Nazis, Europeans can shrug their shoulders at the fact that most of the nations of Europe collaborated with the Germans in their genocide of European Jewry.

Og, tilføjede Eugene Kontorovich i New York Times 13 november, så er EUs mærkningsordning endda i strid med EUs egne principper

What has largely escaped notice is that the labeling policy violates the European Union’s own express policy on such issues. The commission primarily justifies labeling as a necessary tool to provide consumers with the information that it does not regard the territories “as part of Israel.” However, European Union and national authorities that have addressed the issue have clearly ruled that special labeling is not required in such situations — neither for consumer protection nor to reflect the European Union’s view of the underlying sovereign status of territories.

Thus the European Union allows Morocco — which has extensive trade ties with Europe, but has occupied Western Sahara since 1975, and populated it heavily with settlers — to export products from its occupied territory labeled “Made in Morocco.” When challenged, the commission formally declared that labeling such goods as “made in” Morocco is not misleading, and is consistent with European trade agreements.

Also, European courts have considered the consumer protection rationale specifically in the context of Israeli products, and rejected it. Just last year, the British Supreme Court ruled, in a case involving Ahava beauty products produced in the West Bank, that “there was no basis for saying that the average consumer would be misled” by a “Made in Israel” label. The court held that such labeling was not deceptive as a matter of both British and European Union law.

The problem is not that the European Union fails to live up to its standards in some cases, like that of Morocco. Rather, in these other cases the union explicitly denies the existence of these standards. Such inconsistency is not just hypocrisy. It is a legal violation in its own right. The European Union’s foundational treaties require regulatory “consistency.” And discrimination against trading partners represents a core violation of the General Agreement on Tariffs and Trade and other treaties of the World Trade Organization, as the law professor Avi Bell and I have shown in detail in a recent paper. The union’s labeling guidelines are manifestly discriminatory, as they apply only to Israel.

The World Trade Organization treaties establish the legal framework for international commerce. Under the W.T.O.’s nondiscrimination requirement, it is impermissible to apply trade rules and restrictions to some member countries and not to others. And the W.T.O.’s protections apply not just to a country’s sovereign territory, but also to areas of its “international responsibility,” such as occupied territories. The United States, with international approval, received the benefit of its international trade treaties even in territories it occupied in World War II, as well as in the Panama Canal Zone, where it made no claim of sovereignty. There is nothing novel about a country’s receiving full trade rights for nonsovereign areas under its administration.

The United States has a great deal riding on the integrity of the international trading system. But the European Union labeling threatens to establish a precedent that would allow politicization of the system, undermining United States economic interests in broad and unpredictable ways. Thus it is not surprising that earlier this year, the United States passed a law opposing such European Union measures against Israel.

Making special rules for Israel has the undesired effect of reducing Israel’s incentives to take international law seriously: If the goal posts can be moved, there is less reason to play the game. As a putative role model for international law, the European Union’s greatest weapon is its probity and consistency. By damaging that, it harms its ability to set the global agenda.

Men hvad er principper mellem lumre jødehadere?

Merkels usympatiske regering

I Information kan man læse om det tyske pres på Facebook til at “filtrere racisme”. Racisme synes at være kernen i venstrefløjens forståelse af og angreb på ytringsfrihed. Der indledes

Tyske Facebook-brugere har i stort omfang opfordret til at gå til angreb på flygtninge ved at skyde dem, stikke dem ned, gasse dem, lukke dem inde i koncentrationslejre, binde dem fast til biler og derpå slæbe dem ihjel. En del af disse hadske kommentarer er ledt videre til de tyske myndigheder, der trods direkte opfordringer til Facebook ikke har kunnet få slettet kommentarerne ad frivillighedens vej.

Derfor har den tyske justitsminister, Heiko Maas, i denne uge haft chefer fra Facebook til en alvorlig samtale i Berlin om deres medansvar for at sprede de hadefulde kommentarer.

Som det her står beskrevet af Information kan vi ikke konkludere om der ligger racisme til grund for disse voldsomme udsagn. Skal flygtninge gasses, stikkes ned og/eller slæbes ihjel fordi de er af en anden race? Måske nogle vil have det således, men andre vil givet, hvis debatterne ellers ligner de danske, opfatte flygtningestrømmen som mest bestående af migranter, der de facto invaderer Tyskland og dermed som en trussel, en fjende. Det ved vi altså ikke. Men, som det fremgår af Informations beskrivelse er her tale om voldsopfordringer og muligvis trusler. Ikke ytringer.

Informations artikel giver istedet et mere konkret eksempel

“En række tyske Facebook-brugeres voldsfantasier skal derfor fremover forfølges langt mere systematisk, som det skete for nylig for en mand fra Passau i Bayern: Som kommentarer til et foto af den druknede treårige kurdiske dreng Aylan Kurdi skrev manden, at han ikke begræd det, men fejrede det. Manden fik en politianmeldelse og mistede også sit job.”

Igen ved vi ikke om der var tale om racisme, om manden fra Passau glædede sig over det døde barn fordi det tilhørte en uønsket race. Men som det står beskrevet er der intet der tyder på en voldsfantasi (som tilsyneladende skal være forbudt på lige fod med racisme). Der er tale om en regulær ytring, der på alle måder er omfattet af enhver sand skottes ytringsfrihed. Manden fra Passau er glad for at drengen er død. Ingen trussel, ingen opfordring, ingen fantasi end ikke antydningen af ideen om at drengen blev myrdet af sin far. Kun glæde over en ny normal er indtruffet. Usmageligt, men hans ret. I hvert fald i et demokrati.

Overskriften på Informations artikel hedder “Facebook skal filtrere racisme”, men ingen eksempler på racisme er givet. Voldsopfordringer er nævnt samt en mand der glædede sig over at et barn var dødt. Så hvad handler det om?

“Han [it-advokat i München Thomas Stadler] mener, at de nye regler ikke bør udvikle sig til en jagt på personer med højreorienterede meninger, det ville virke modsat.”

Ah, sådan. Det handler altså ikke om racisme og vold, men om højreorienterede meninger. Så forstår man bedre at eksempler som “Dø dit nazisvin”, “ingen racister i vores gader”, “Eat the rich” og “Vi skærer halsen over på jer alle, kuffar” ikke fremføres som eksempler.

Facebook har også sagt ja til at være med til at opbygge en counter-speech-metode, hvor eksperter kan svare brugerne bag racistiske kommentarer. Brugere skal kunne anmelde racistiske kommentarer, og endelig har Facebook indvilget i at samarbejde med små organisationer som Netz gegen Nazis og den frivillige selvkontrol-organisation FSM om at etablere etiske retningslinjer og kontrolmetoder. Derudover indretter det tyske justitsministerium en taskforce til at følge området.

»Jeg mener, at det inden for 24 timer bør være muligt at fjerne trusler, forfølgelse af udvalgte grupper eller opfordring til tvang. Det handler om at lave nogle håndfaste metoder til, hvordan man anmelder det,« siger justitsministeren. Den såkaldte counter-speech-metode skal ifølge Maas dog ikke forhindre, at statsadvokaten kommer på banen, hvis overtrædelserne er alvorlige nok.

»Vi vil opbygge en klageprocedure, hvor vi også skal have fat i Twitter, YouTube og andre. Jeg tror også Facebook har en interesse i at stramme op. Ifølge Facebooks egne mål må racisme heller ikke forekomme på deres netværk.«

Ønsket er at kvæle kritik af den førte politik. De tyske myndigheder vil aktivt undgå at repræsentere tyskernes interesser. Ja, de savner måske endda sympati med tyskerne?

Ich kann kein Mitgefühl empfinden. Ich wiederhole, ich kann kein Mitgefühl empfinden! Das Volk hat dies Schicksal selbst gewählt. Ja das kann für manche Leute eine Überraschung sein. Geben Sie sich keine Illusion: Wir haben das deutsche Volk nicht gezwungen. Es hat uns selbst beauftragt und jetzt wird ihnen das Hälschen durchgeschnittet.

Flytningestrømmen: “Den danske familie sad komfortabelt på første klasse og bemærkede ikke togets nye passagerer”

Overskriften til denne lille stemningspost om det Danmark og Europa du ikke vil genkende er ikke en stavefejl, men min nevøs præcise ord. Flytningene, eller migranterne, eller 2. bølge, ankerbørn har mange navne. Jeg beskæftiger mig ikke så meget med denne katastrofe i sin begyndelse for Europa, dertil er det dels for overvældende, dels leverer de social medier de flydende opdateringer, der står som nødvendig modvægt til de etablerede og skatte-underholdte mediers følelsesporno. Men der er gået hul på bylden og pudset rammer nu også Danmark og det skal markeres Ekstra Bladet

Flere flygtninge og migranter, de fleste fra Syrien, er søndag aften stormet ind over den danske grænse ved Rødby.

Ifølge Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi er der indtil videre kommet 270 flygtninge og migranter ind over de danske grænser ved Rødby.

- Vi er dernede for at registrere dem og få et overblik over, hvem de er, og hvorfra de kommer. Det er den almindelige asylbehandling, der starter der, siger vagtchef Stefan Jensen.

flygtninge-i-danmark

(Foto: Per Rasmussen)

Politiken ser det som en etnisk udrensning. Heh, nej, ikke af os, der ser ud til at blive befolkningsudskiftet, men af flygtningene der kommer hertil. “Den danske familie sad komfortabelt på første klasse og bemærkede ikke togets nye passagerer” hedder det i en voldsomt symbolladet sætning, der fortjener sit eget liv - men det er der ikke tid til

»Vi kan se, at politiet er ved at brække toiletdørene op, og ud vælter omkring 20 mennesker - voksne og små børn. De bliver gennet ud ad toget - næsten som en etnisk udrensning, og vi kan bagefter se, at toiletgulvet flyder med pomfritter og ketchup og børnelegetøj«.

Politiet var rolige og smilende

Claus Godskesen fortæller, at politiet var rolige og smilende - men dog bestemte i deres ordrer.

»Ude på perronen kan vi se, at børn og kvinder står og græder. De er tydeligvis langt fra bekvemme ved situationen. Det var virkeligt bizart at være vidne til«, siger han.

»Det er mennesker, som vi indtil i dag kun har set i nyhederne. Og pludseligt sad de altså i et dansk IC-1 tog! Nu er de her. Og ikke et andet sted, langt væk«.

Ja, nu er de her. Politiet synes selv de har “styr på de fleste” og lod derfor resten løbe deres vej. 29% af dem vil være kriminelle allerede i deres første år som asyl-ansøgere. Sidste afgang for første klasse, hvis man skal tro den polske blogger Kamil Bulonis, som han beskriver sværmen for The New Observer

With all solidarity with people in difficult circumstances I have to say that what I saw arouses horror … This huge mass of people – sorry, that I’ll write this – but these are absolute savages … Vulgar, throwing bottles, shouting loudly “We want to Germany!” – and is Germany a paradise now?

I saw how they surrounded a car of an elderly Italian woman, pulled her by her hair out of the car and wanted to drive away in the car. They tried to overturn the bus in I travelled myself with a group of others. They were throwing faeces at us, banging on the doors to force the driver to open them, spat at the windscreen … I ask for what purpose? How is this savagery to assimilate in Germany?

I felt for a moment like in a war … I really feel sorry for these people, but if they reached Poland – I do not think that they would get any understanding from us … We were waiting three hours at the border which ultimately could not cross.

(…)

Among them there were virtually no women, no children—the vast majority were aggressive young men … Just yesterday, while reading about them on all the websites I subconsciously felt compassion, worried about their fate but today after what I saw I am just afraid and yet I am happy that they did not choose our country as their destination. We Poles are simply not ready to accept these people – neither culturally nor financially.

I do not know if anyone is ready. To the EU a pathology is marching which we had not yet a chance to ever see, and I am sorry if anyone gets offended by his entry …

I can add that cars arrived with humanitarian aid – mainly food and water and they were just overturning those cars …

Det er ikke blot polakkerne der næppe vil finde sig i, hvad os patologisk selvdestruktive vesterlændinge lægger vores børns fremtid til. På Sicilien hævner de lokale unge sig på invasionen. Paven vil tage sin del af flygtningestrømmen. To (2!) familier, kan det blive når plads til i Vatikanet, der i forvejen er proppet med guld, røgelse og hjerterum.

the-tide

Svenskerne arrangerer godhedsdemoner ved siden af broderskabets moske. I Rotherham i Holland tørnede muslimer sammen med poltiet, skriver Breitbart, men når Danmarks Radio beskriver lignende sammenstød på Lesbos er flygtningene desperate.

Og desperate mennesker kalder på venligboere (via Uriasposten)

Some French leftists decided to hand out food to illegal immigrants in Calais. Illegals quickly took over the distribution of the food and stormed the van, trying to get in and grab all they could. Afterwards the woman visited a camp and the illegal immigrants were complaining to her that ”the food is not good”. The ungrateful illegals then took the food and threw it on the ground. Illegal immigrants in Europe expect to be placed in 5 star hotels when they arrive, when their expectations aren’t met they get aggressive. How long will we tolerate these demanders?

Et gutmensch klapper ad muslimen, der takker Allah.

De tyske scheiss millionaires gutmenschparade burde spejles i Premier League skriver Andy Kelly ansvarligt i Daily Mirror

Bayern Munich pledged 1m euros to the cause and to set up a training camp for young refugees. Bayern’s youth academy will provide regular training, meals and German language classes for the children.

Club chief executive Karl-Heinz Rummenigge said in a statement: “FC Bayern see it as its social responsibility to help those fleeing and suffering children, women and men, to support them and accompany them in Germany.”

Midfielder Javi Martinez yesterday went to Munich train station to welcome people at one of the key arrival points in Germany, distributing clothes, footballs and shirts.

And it’s not just in Munich.

Borussia Dortmund invited more than 200 refugees to their Europa League game last Thursday to help them settle into the city.

Many football fans from England are already planning to follow the lead of their German counterparts as public pressure has seen David Cameron pledge to accept more of those in need.

Yet from most of our football clubs, the silence has been deafening.

Ungarske fodboldfans savner ikke socialt ansvarlige klubber, skriver Russia Times

Clashes have broken out between refugees and football hooligans as the latter pelted smoke bombs and fireworks at the asylum seekers at the Keleti train station in Budapest. At least one person was injured before riot police intervened.

The refugees responded with plastic bottles and shoes, RT’s correspondent Daniel Hawkins reported from the scene on Friday.

Vand bliver smidt demonstrativt væk, en fyr holder med Real Madrid, der råder ham ‘Fly Emirates’. Der er forskel på børnefamilier og de vrede unge mænd. De sidste er i flertal

Orban og Bibi væger for sig på deres elskede landes vegne, mens tysk-franske Airbus værger Saudiaraberne fra deres arabiske brødre og og sikrer at presset koncentreres nordpå

german-saudi-fence

Er det drømme om de muligheder, der gør at et flertal af englænderne vil helt ud af EU, mens de endnu er i flertal?

befolkningstilvc3a6kst

Forskning og kvinder

Det er lang tid siden Frederik Den Vise og Wilhelm Humboldt. I dag er det masseuniversiteter underlagt taxameterordningernes konstante underminering af faglige standarder. Som fagligheden forsvinder låner universiteterne sin opsparede prestige til stadigt mere ilde maskerede ideologiske dagsordner der paraderer som forskning. “Den britiske modtager af Nobelprisen i Fysiologi eller Medicin, Tim Hunt, er blevet tvunget til at forlade sin stilling på University College London” skriver Ugeskrift

Det sker, efter at den 72-årige biokemiker ved en konference for journalister i Sydkorea i tirsdags kom under beskydning for sexistiske bemærkninger – og for en efterfølgende undskyldning, der kun gjorde tingene værre.

Hunt modtog i 2001 prisen for sin forskning om “cellecykluskontrol” sammen med sin landsmand Paul M. Nurse og amerikaneren Leland H. Hartwell. IPå konferencen i Seoul sagde han ifølge forbes.co.uk:

”Nu skal jeg fortælle jer, hvad der er problemet med piger. Man forelsker sig i dem, de forelsker sig i én, og når man kritiserer dem, græder de!”, skriver

Hunt luftede angiveligt også det synspunkt, at laboratorier burde være kønsopdelte.

Hunt undskyldte senere i BBC Radion 4-programmet Today og sagde her: ”Jeg beklager, at jeg sagde, som jeg gjorde. Det var meget dumt med alle de journalister til stede”. Han stod dog ved meget af, hvad han havde sagt:

”Det er rigtig vigtigt, at man kan kritisere folks ideer uden at kritisere dem. Hvis man bryder ud i gråd, er man mere tilbøjelig til at holde igen med at få den absolutte sandhed frem. Videnskab handler udelukkende om at finde sandheden, og alt, hvad der kommer i vejen for det, trækker efter min mening videnskaben ned”.Se hele Tim Hunts forelæsning på Panum 21. april i år (videoklip)

Folkeskolen.dk skrev i forrige nummer om to kvindelige forskere, Malou Juelskjær og Dorthe Staunæs der klagede til deres universitets ledelse over at få deres arbejde kritiseret af en mandlig forskerkollega.

Det hele begyndte med, at Rømer på folkeskolen.dk og i sin blog skrev en kritisk analyse af en forskningsartikel af Staunæs og Juelskjær, »Klasseledelse - all inclusive: Læringscentreret ledelse af sanser, affekter og rytmer«.

Rømer opfatter artiklen som et eksempel på en aktuel tendens i skoleforskningen, som han er optaget af: »nemlig spørgsmålet om, hvordan dansk Foucault-inspireret tænkning, den såkaldte neo-strukturalisme, som jo normalt opfatter sig selv som en kritisk bevægelse, er havnet i en situation, der ikke blot accepterer, men ligefrem radikaliserer accepten af den i forvejen radikale tænkning, som ligger i skolereformen«, skriver han indledningsvist i sin analyse af Staunæs’ og Juelskjærs artikel.

»Klasseledelse handler dermed om, at hele børnelivet og faktisk også familielivet, herunder fritiden og søvnen, underlægges et læringsmaksimeringskrav. Det hedder ligefrem: ‘Intet er for småt til læringscentreret klasseledelse. Det er klasseledelse all inclusive’. Fuldstændigt totalitært efter min mening, men der er ikke den mindste reservation i Staunæs’ og Juelskjærs tekst undtagen et lille bitte besværgende skvulp til allersidst, hvor de spørger: ‘Hvad er så faren?’ uden at give antydningen af et svar«, skriver Rømer videre i sin analyse.

“I deres klagebreve til ledelsen kommer Staunæs og Juelskjær ikke med konkrete eksempler på fordrejning af deres forskning” og klagen blev afvist, men dekanen lovede “…at han vil have fokus på arbejdsmiljøet”. Godt arbejdsmiljø er at lade dilletanter våse videre til de får held til at lukke munden på kritisk tænkning.

Skyd ikke budbringeren

1555562_10152473548405197_3394893658298250242_n

TV2 skrev at halvdelen af ikke-danske politikere går ind for at forbyde Hizb ut Tahrir. “Argumentet er bl.a., at Hizb ut-Tahrir modarbejder integration af nye indvandrere i det danske samfund” hedder TV2s opsummerering

“Det hører ikke hjemme i et dansk demokratisk samfund. De gavner ikke samfundet eller integrationen, men er til fare for det samfund, vi lever i. Specielt for de unge er Hizb ut-Tahrir et dårligt forbillede,” siger Kemal Bektas (S), byrådsmedlem i Høje-Taastrup Kommune. Han bakkes op af blandt andre Lone Yalcinkaya (V) fra Gladsaxe Kommune.

“Det er farligt med sådan en organisation, der forsøger at skabe mistillid til samfundet hos specielt unge mennesker. Derfor skal de forbydes, og jeg mener faktisk, at der er mulighed for det i grundloven,” siger hun.

“Og det handler ikke kun om Hizb ut-Tahrir, også Dansk Front og andre nynazistiske foreninger skal forbydes, fordi de er til skade for vores samfund og ikke fungerer demokratisk,” siger Lone Yalcinkaya.

Hamid El Mousti (S) fra Københavns Borgerrepræsentation er blandt de få, der ikke vil forbyde forbyde Hizb ut-Tahrir og slår fast at

Vi har demokrati og ytringsfrihed i Danmark. Hvis vi forbyder dem, kalder de sig bare noget andet. Hvis vi beholder dem, kan vi følge med i, hvem der tilknytter sig den bevægelse.

Men også Dansk Folkeparti vil forbyde Hizb ut Tahrir. Det har længe stået på deres ønskeseddel og de ser kun deres sag styrket, som tiden går. Pia Kjærsgaard argumenterede i Jyllands-Posten

Med de oplysninger, der er fremkommet efter Omar el-Husseins terrorangreb i København, må sagen stille sig anderledes. Som Berlingske oplyste 25/2 er el-Hussein kommet i Hizb ut-Tahrirs moské på Heimdalsgade, og angiveligt deltog han i den antisemitiske prædiken, som imam Hajj Saeed holdt i forbindelse med fredagsbønnen dagen før terrorangrebet.

Hizb ut-Tahrirs mange trusler igennem de seneste år har dermed nu fået et konkret resultat i form af det terrorangreb, som kostede to danskere livet. Hizb ut-Tahrir er altså tilsyneladende ikke kun leveringsdygtige i trusler om vold og drab, de er nu også leveringsdygtige i gerningsmænd.

Hizb ut-Tahrirs forhenværende talsmand er dømt for at opfordre til drab på jøder. Hizb ut-Tahrir har opfordret til at slå danske politikere ihjel. Hizb ut-Tahrir har opfordret til at dræbe danske soldater udsendt i Afghanistan og Irak. Og nu har Hizb ut-Tahrirs talsmand, Junes Kock, udtrykt forståelse for og accept af, at Danmark og danskerne bliver udsat for terrorangreb.

Hvad mere skal der egentlig til, før en organisation kan forbydes?

(…)

Grundlovens ord er klare: Organisationer, der virker ved vold, skal opløses – de ikke alene kan, nej, de skal opløses! Hvis justitsministeren fortsat i lyset af terrorangrebet i Danmark afstår fra at tage skridt til at opløse Hizb ut-Tahrir, er justitsministeren og regeringen på kollisionskurs med selveste grundloven.

Og på Facebook uddybede Søren K Villemoes, der her gengives næsten i sin helhed (han skrev at man gerne måtte dele, så hermed gjort)

Hizb ut-Tahrir har den seneste tid reddet på en mindre mediebølge, hvor de har haft succes med at sprede deres propaganda uden nævneværdig modstand fra danske journalister. Ser man efter, hvad deres lederskab i Danmark siger, er der dog noget, der virker helt galt. Enten lyver de om deres eget partiprogram, kender ikke til det, eller også er de uenige med deres eget parti.

Partiets talsmand Junes Kock kunne i Deadline i mandags sige, at partiet ikke går ind for vold og tager afstand fra “drab på civile uanset hvem de skulle være”. Det er ikke bare forkert. Det er lodret forkert. Hizb ut-Tahrirs lederskab har sanktioneret vold mod civile på en massiv skala. Her er et par eksempler:

D. 8. april 1988 udsendte partiet en erklæring, der tillader flykapringer. Her kan man læse, at det er “tilladt” at kapre fly ejet af en stat i krig med muslimer. Det gælder for eksempel Israel. I så tilfælde er der ingen beskyttelse for jøderne i disse fly eller deres ejendom, og de bør behandles som var de i krig. Jeg har en pdf af denne erklæring, som jeg med glæde sender enhver, der skulle bede om den.

I 1994 erklærede partiets daværende talsmand og nuværende leder Ata Abu Rishta, at Israel besætter muslimsk jord og er i krig med muslimer. Derfor kan der ikke være fred mellem muslimer og jøder. Rishta erklærer herefter, at det er islamisk lov, at enhver israelsk jøde, der er i stand til kæmpe, og som er ankommet i Israel efter det Osmannske Riges fald, skal “dræbes, indtil der ikke er en eneste overlevende.” Med andre ord: Alle israelske jøder skal slås ihjel.

I Hizb ut-Tahrirs udkast til en grundlov kan man slå op på side 450. Her forholder man sig til, hvordan den kommende islamiske stat skal forholde sig til ikke-muslimer i andre stater. Det er interessant læsning. Alle stater, der ikke eksplicit har indgået en fredsaftale med kalifatet, er nemlig automatisk i krig med kalifatet og deres land anses for at være én stor slagmark. Og hvem er det så tilladt at dræbe her? Svaret er lige til: Alle ikke-muslimer. Vi taler her om, at HT i deres egen grundlov sanktionerer drab på teoretisk set alle ikke-muslimer i hele universet.

Dette er blot en håndfuld af eksempler. Der er flere at tage af. Men lad os hellere hoppe videre til talsmand Junes Kock, der både i Deadline og siden har hævdet, at Hizb ut-Tahrirs grundlov anviser klare procedurer for, hvordan man vælger en kalif i det kommende kalifat. Det er ikke korrekt.

Ifølge Hizb ut-Tahrirs doktrin gælder procedurerne for at vælge en kalif kun tre dage efter den sidste kalifs aftrædelse. Da den sidste kalif fratrådte d. 24. juli 1923, udløb denne frist altså for over 90 år siden. Det eneste krav, HT har for, at en kalif kan komme til, er, at han har fået troskabsed fra den militære magt - akkurat som Islamisk Stats kalif Abu Bakr al-Baghdadi.

Hvorfor er dette vigtigt? Fordi partiet hævder at være imod Islamisk Stat med henvisning til, at kalifatet ikke er oprettet korrekt. Men Hizb ut-Tahrirs egne anvisninger siger noget andet. Partiet var selv med i det voldelige oprør mod Assad med det formål at etablere en islamisk stat. Det lykkedes dem ikke. I stedet løb ISIS med den ære. Og siden har HT hævdet, at det er det helt forkerte kalifat, vi ser nede i Syrien og Irak.

Både HTs talsmand Junes Kock og medlem af lederskabet i Danmark Taimullah Abu-Laban benægter disse forhold. Taimullah har endda påstået, at partiets erklæring om flykapringer fra 1988 er et falsum. Det er det ikke. Faktisk tog partiet afstand fra 11. september med den begrundelse, at flyene ikke var ejet af en stat, men derimod private. Denne besynderlige begrundelse skyldtes, at de ikke skulle være i strid med erklæringen fra 1988.

Derfor må spørgsmålet være: Er det danske lederskab af Hizb ut-Tahrir uvidende om sit eget partis ideologi og politik? Lyver de om det? Eller er de faktisk uenige med deres eget partis internationale lederskab? Noget er i hvert fald galt her.

Jeg ville ønske, at danske journalister ville konfrontere dem med disse spørgsmål, og lade være med at ukritisk at videreformidle partiets propaganda. Jeg kan ikke, da HT i Danmark ikke ønsker at lade sig interviewe af mig eller indgå i en debat om andet end emner, de selv har udvalgt. Jeg opfordrer derfor mine kolleger til at gå kritisk til værks over for dem i fremtiden. Og hvis nogen har brug for viden og hjælp i den forbindelse, så stiller jeg mig gerne til rådighed.

Ekspert i mod-terrorisme Rashad Ali og fellow hos Institute of Strategic Dialogue og director for CENTRI i Storbritannien er af en anden opfattelse af Hizb ut Tahrirs forhold til vold, skrev Berlingske Tidende

I virkeligheden er organisationen et religiøst-fascistisk parti, der søger at skabe en totalitær stat, som implementerer deres egne snævre tolkning af religionen eller Shariah i samfundet. Dette inkluderer i deres syn: Drab på frafaldne og homoseksuelle, korsfæstelse af oprørere og at styre de ikke-muslimske borgere ved at hindre dem i at besidde nogen politiske poster og påtvinge dem »jizya«, en særlig skat.

Kvinder skal heller ikke, ifølge deres synspunkt, besidde magtfulde politiske poster, deres primære rolle er afgrænset til hjemmet. Statsstyret skal opnås ved at skabe en almen efterspørgsel efter selvsamme, efterfulgt af et militærkup. Staten skal endvidere med tvang fjerne »illegitime« regeringer i lande, hvor muslimer udgør majoriteten, og udviske alle »illegitime« landegrænser mellem f.eks. Syrien og Irak eller Syrien og Tyrkiet. Dette skal gøres selv hvis millioner skal dræbes i processen. Lyder det bekendt? Ja, deres vision om den ideelle islamiske stat, som er nøje beskrevet i deres litteratur, er ikke langt fra det, som er ved at blive skabt af ISIS/ISIL/IS eller hvad end man ønsker at kalde dem. »Dawla« eller »Staten« er foretrukket af begge grupper.

Hizb ut-Tahrir er forbudt i de fleste lande med muslimsk majoritet, hvori de opererer. Faktisk undertrykkes de på brutal vis. Trods dette har HT aldrig udført terror-handlinger. HT har til gengæld forsøgt sig med forfejlede kupforsøg i Egypten og Jordan, hvilket resulterede i en splittelse internt således, at flere medlemmer løsrev sig for at forme egne, i visse tilfælde jihadistiske grupper i Egypten, og selv i Vesten har vi set det med grupper som al-Muhajiroun, en pseudo-salafi gruppe etableret af Omar Bakri Mohammed i England, også kendt under navne som Kaldet/Islam4UK/Islam4Denmark, etc.

Disse grupper adopterer samme ideologi og med den samme retoriske stil og begreber: Islam er ikke en religion, den er en ideologi, den har veldefinerede politiske systemer (selvom det i praksis kan koges ned til en kalif, der implementerer et sæt love).

De bruger lignende fatwaer, såsom tilladelsen af selvmordsbombere (selvom HT som sagt ikke selv gør brug heraf), kapring af israelske fly - selvom HT dog fordømte 11. september-angrebene, fordi flyene var privatejede(!) - jihad i Israel og Irak imod vestlige lande eller ethvert land, der »besætter« et »muslimsk landområde« (som de definerer som et område, der har været under muslimsk kontrol). Det inkluderer så lande som Spanien, Indien og Israel (trods dette har ingen af disse demokratiske lande forbudt partiet).

Som tidligere nævnt står gruppen på ingen måde bag terrorhandlinger og kalder heller ikke til terrorhandlinger. Faktisk er gruppen overbevist om, at man skal følge - på ganske anakronistisk vis - Profetens »metode« i opnåelsen af magten, som de på besynderlig vis mener svarer til at infiltrere hærene og påvirke indflydelsesrige personer i samfundet. Herefter skal den endelige samfundsændring ske ved - ideelt set - et ublodigt kup.

Dette er samtidig det, der gør gruppen problematisk, og valget er derfor ikke enten at forbyde gruppen eller ignorere den. Dets medlemmer er ganske vist tidligere blevet dømt for at tilskynde til vold, noget som gruppen benægter, det nogensinde har gjort og afviser som værende i modstrid med dets »metode«. Men disse ideer har ikke nødvendigvis en uskyldig effekt på gruppens publikum og sympatisører. Ikke alle, som tilslutter sig, accepterer den ikke-voldelige metode til at opnå magten. Generelt accepterer de dets vision om Kalifatet eller Den Islamiske Stat og adopterer dets anti-vestlige og anti-demokratiske holdninger.

Rigsadvokaten ser traditionelt ikke Hizb ut Tahrir, som en Grundlovsstridig organisation og fortidige forsøg på forbud er alle strandet på hans bord. Men det stopper ikke et politisk ønske, selvfølgelig, og Martin Henriksen kaldte i Den korte Avis ganske rigtigt Hizb ut Tahrir “samfundsundergravende” og holdt sig til at “jura er en fortolkningsvidenskab”

Grundloven understreger meget klart den enkelte borgers rettigheder, og sikrer imod overgreb fra staten og offentlige myndigheder, men den efterlader også et rum til at staten, og dermed regering og Folketing, kan skride ind, når det politisk vurderes at være nødvendigt for eksempel af hensyn til den offentlige orden.

Men sørgeligst af alle var Trykkefrihedsselskabets næstformand, der i to Facebook opdateringer kaldte på et forbud fordi “tilhængere af Hizb ut-Tharir er radikale muslimer, punktum!“.

Det er præcis, derfor foreningen skal forbydes og opløses: der går grænsen nemlig for, hvad demokratiet skal tåle, hvis det skal overleve. Det er kun med det yderste af neglene disse islamo-fascister kan holde igen med de voldopfordringer, de tidligere er blevet dømt for at fremkomme med.

Til forsvar for Aia Fog skal det siges at hun også mener at “de og deres tilhængere skal ud af Danmark”. Hvilket logisk vil sige muslimer en bloc. Mere om det senere.

Anne Sofie Allarp skrev at på Pio Pio “Danmark er kendt i hele verden, på godt og ondt, som et land, der værner om ytringsfriheden”. Og Sofie advarer - nuvel, fra en lidt forvirret venstredrejet position - så ganske rigtigt og pragmatisk om at man med et forbud kunne “komme til at mytologisere foreningen” og minder om at vi med stort held har tilladt både kommunister og nazister. Men jeg vil give ordet til den noget bedre formulerede Jacob McHangama

Der er god grund til at holde nøje øje med HUT, og i særdelshed til at modvirke deres veltilrettelagte propaganda. HUT advokerer for en totalitær ideologi, hvis mål er oprettelsen af et kalifat, hvis politiske orden er baseret på religiøse principper, der står i direkte modstrid med det liberale demokrati. Får HUT magt, som de har agt, ville det betyde død og/eller undertrykkelse af bl.a. homoseksuelle, kvinder, ikke-muslimer og muslimer, der ikke deler HUTs udlægning af islam. Det er også ubestrideligt, at HUT har en antisemitisk agenda. Ifølge nogle medier deltog Omar El Hussein endog ved en stærkt anti-semitisk prædiken i en HUT domineret moske forud for angrebet, ligesom HUT har opfordret danske muslimer til ikke at tage afstand fra terrorangrebene.

Men der er mig bekendt ikke fremlagt nogen beviser for, at HUT som forening er involveret i eller har opfordret til terror eller øvrige ulovlige aktiviteter, og som bekendt har Rigsadvokaten i 2004 og 2008, konkluderet, at en opløsning af HUT ville være grundlovsstridig. Når et flertal af danske politikere ønsker at forbyde HUT, er det således alene på grund af foreningens holdninger, ikke på grund af ulovlige handlinger. Et sådant skridt er ikke blot svært at forene med den ytringsfrihed, som alle politikere erklærede skulle beskyttes efter 14. februar, det er også et skridt, der smager af afmagt.

Fordi Danmark og ytringsfriheden er truet af islamisme, tyer man til forbud mod den mest synlige manifestation af islamisme, der i Danmark udgøres af HUT. Også selvom HUTs islamisme er ideologisk, snarere end voldelig, mens de voldsparate islamister færdes i løse eller skjulte grupperinger, der ikke kan opløses, fordi de ikke udgør en forening i retlig forstand. Skulle politikerne få held til at trumfe et forbud mod HUT igennem, vil det være et markant brud med en prisværdig dansk tradition for at lade selv totalitære foreninger og partier udfolde deres ikke voldelige aktiviteter inden for demokratiets rammer. Eksempelvis sad DKP – hvis loyalitet lå hos det totalitære moderparti i Moskva – i flere perioder i Folketinget, senest fra 1973-1979. Et parti som VS, der også dyrkede voldelige ideologer og antidemokratiske strømninger, og hvis ledende medlemmer hyldede og indgik samarbejdsaftaler med terrorbevægelsen PFLP, sad også i Folketinget i flere perioder.

Disse partier blev ikke forbudt men mistede opbakning på grund af omfattende kritik i den offentlige debat, og fordi den virkelige verden på den anden side af Jerntæppet udgjorde et laboratorium, der brutalt udstillede, hvad det skete, når ideerne blev omsat til virkelighed. På samme måde som Islamisk Stats fremfærd i Syrien og Irak demonstrerer, at kalifatet intet har at tilbyde ud over død og armod for både muslimer og ikke-muslimer.

De muslimske politikere, der vil forbyde Hizb ut Tahrir (og Dansk Front og nazister oog så videre) følger overvejende blot deres hjemlandes sørgelige traditioner, for at forbyde alt der synes besværligt, frem for at erkende problemerne i samfundet. Og vi kan også gå ud fra at det overvejende flertal af muslimske politikere, der ikke vil forbyde Hizb ut Tahrir, blot forsvarer andre muslimers ret til at bekæmpe Danmark. Og Hizb ut Tahrir vil bekæmpe os og ja, de balancerer på grænsen af det tilladte, til det yderste af neglene. Men de er ikke, som Aia Fog udtrykker det “radikale muslimer, punktum!“. De er afklarede muslimer og de er glimrende repræsentanter for isla med den væsentlige forskel at de netop ikke udøver vold. Men som et teoretisk studie er de perfekte muslimer.

Vist skal de ud af landet, som muslimer skal over en bred karm. Men, hvis man lukker munden på Hizb ut Tahrir gennem et forbud, så handler det ikk kun om, hvad vi opgiver af vores egne frihedsidealer eller om vi risikerer at ”komme til at mytologisere foreningen“. Det er vejen mod fornægtelse af problemet, som jo er islam. Hizb ut Tahrir er ikke ”radikale muslimer, punktum!“. Hizb ut Tahrir er belæste muslimer, punktum!

Alle krav om forbud af Hizb ut Tahrir tager udgangspunkt i at de siger noget, der er så radikalt at demokratiet ikke kan indholde det. Men ingen af forbudsfortalerne kan - og jeg vil udfordre dem til at forsøge - fortælle hvori Hizb ut Tahrirs tolkning af islam er radikal, frem for ligefrem og logisk. Og derved stirrer de sig blinde på at problemet med islam er nogle yderligtgående foreninger og tolkninger, noget som man kan sortere i og luge ud eller på anden måde forvalte. Men Hizb ut Tahrir er kun et symptom på islam og symptombehandling lader sygdommen vokse, fredet af benægtelsen.

Derfor er vejen frem heller ikke at ignorere Hizb ut Tahrir, som havde de ingen betydning (en selvmodsigelse, når man samtidig beskylder dem for at være farlige og måske have ansporet Omar til sin dobbelte terrordåd).  De må tages alvorligt som nøgterne tolkere af islam og de må være op til islams mange apologeter at overbevise os om, hvorfor Allah og Muhammed alligevel ikke mener at vi vantro skal dø.

Next Page »

Monokultur kører på WordPress