Sørlander om demokrati og civil ulydighed

Diverse — Drokles on October 15, 2009 at 7:45 am

Kai Sørlanders kronik i Berlingske Tidende burde være undervisningsmateriale i Folkeskolen.

Det kan vi først vide, når vi ved, hvilken moralsk vægt, der ligger bag demokratiet og det demokratiske flertal. Demokratiet bygger på en moralsk fordring om, at vi som borgere er ligeværdige uanset køn, race, religion eller social klasse. Det er denne ligeværdighed, der medfører, at de politiske beslutninger bør tages igennem en demokratisk procedure, hvor vi alle er forpligtede på at bevare den demokratiske orden. Vi får politisk ligeværdighed og skal til gengæld betale med at anerkende andre som ligeværdige. Kun således hænger demokratiet sammen.

Så er spørgsmålet, om man overhovedet kan være medlem af en sådan demokratisk orden og samtidig være berettiget til at begå civil ulydighed imod denne orden? Som sagt er man som medlem forpligtet til at anerkende sine medborgere som ligeværdige uanset køn, race, religion og social klasse. Deri ligger, at man skal anerkende sine medborgeres religionsfrihed. Og deri ligger igen, at man ikke bør medvirke til at underlægge dem love, som man begrunder i sin egen religion. Det vil sige, at man bør adskille sin politiske forpligtelse fra sin religiøse forpligtelse. Og det vil igen sige, at hvis man begår civil ulydighed, så bør man ikke begrunde det med religiøse argumenter.

Positivt er der kun én ting, der kan berettige et medlem af en demokratisk samfundsorden til at begå civil ulydighed. Det er, hvis det herskende flertal selv handler i modstrid med demokratiets eget etiske grundlag. Altså, hvis det herskende flertal vedtager eller fastholder love, som fratager en gruppe medborgere deres politiske ligeværdighed. I den forbindelse kan man pege på, at civil ulydighed har haft en berettiget funktion i kampen for kvindernes politiske ligeværdighed.

Og det er jo logisk. Hvis der var en højeste moralsk orden ville demokratiet med dets menneskelige fejlbarlighed forkastelig.
Men demokratiet bygger netop den aflivningen af nogen hævdelse på den endelig sandhed. Læs endelige den hele for sin substans, sin klare tale og Sørlanders underspillede humor.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress