Gør det bedre

Jeg vil anbefale at man udstår at se nedenstående video (bare rolig, der er en sund modgift til slut på denne post). Den er på sin egen måde morsom.

Selv om du har sorte venner, kan du sagtens være racist og i Politiken forklarer en farmor til en 22 årigt barnebarn, hvorledes hun er blevet et bedre hvidt menneske da hun indså at hun var “så dum som de (…) dumme, uvidende, ubehøvlede mennesker, som man ikke behøver at tage sig af” og den smerte de forvolder. Farmoderens barnebarn, der “over sine hvide gener () også [har] nogle afrikanske” og “er derfor brun i huden og har dreadlocks” var nemlig kommet hjem fra USA, hvor sorte liv betyder noget, og blev i en række situationer konfronteret med racismen i Danmark

Situation 1:
Barnebarnet køber ind hos den lokale grønthandler, men kan ikke få lov at betale, før hun svarer på, hvordan hun kan have så langt hår, om det er hendes eget, hvilket betvivles.
Der røres ved håret, både med hænderne og kuglepennen. Herefter slipper hun væk. Hun slår beskrivelsen af sin oplevelse op på Facebook og giver klart udtryk for, at det hændte er et udslag af racisme.
Jeg læser hendes opslag og afviser racismeteorien, men mener, at det handler om dårlig opførsel og dårlig opdragelse.

Ja, mange tyrkere har sikkert ikke set en neger, men lige netop de grønthandlende tyrkere er blandt dem der ikke opfører sig dårligt.
I situation 2 spørger en “nydelig ældre bedstemor” det yngste barnebarn “om hun har fået sit hår i Afrika!“, hvilket gør barnebarnet “tydeligt rystet“. Ja, det var grusom blot at læse om det. Men det er kun indtil det rene Holocaust i situation 3

Min mands nevø og hans kone har været til kaffe og julebag, og da vi står i entréen og tager afsked, griber nevøen (som er over 60 år) fat i barnebarnets hår og siger: »Det er godt nok blevet langt, det er meget flottere end det der kunstige hår, nogle af de danske piger får sat på«.
Han har kendt pigen, siden hun var helt lille, og hans handling er bestemt kærligt og anerkendende ment, men jeg kan se, at hun stivner, og hun får fremstammet: »Rør aldrig mit hår«.
Hun går ind på sit værelse, vi vinker farvel, og jeg går i gang med forberedelserne til aftensmaden.

Det skal her siges at barnebarnet stadig er i live og i god behold - en af de få onkel-overlevende. Farmoderen forsøgte nemlig at forstå barnebarnet, der udsøgt trak “linjer til den tid, hvor afrikanere blev indfanget, bragt til Europa og vist frem som mærkværdigheder”

Det er det samme som, hvis du bliver taget på brysterne og bliver spurgt, om de er ægte. Håret er også en del af min krop. Ingen kan bare ud af det blå røre det eller tage fat i det. Du har aldrig prøvet det, farmor, du ved ikke, hvad det vil sige.
(…)
Hun siger: »Vi (underforstået mennesker med afrikanske gener) er nødt til at have hjælp fra den hvide del af befolkningen for at forklare alle dem, der overskrider grænserne, at det føles som at være degraderet til et dyr, når de bare går hen og befamler vores hår. Det svarer til, at man går hen og klapper en hund, men her spørger man jo ofte om lov hos ejeren, for måske bider den?«.

Først og fremmest, hvis du er farmor og bliver taget på brysterne og spurgt om de er ægte, så er din dag reddet. Og hvis man ikke er bange for at negre bider når man klapper deres ikke-gyldne hår er det måske netop fordi, man ikke ser dem som hunde? Med en tåre i mit øje, vender jeg mig istedet mod den ovenfor lovede modgift fra både Paul Joseph Watson og Gavin McInnes, begge i hopla

Uriasposten fortæller om en kampagne hvor “sorte amerikanere boykotter produkter produceret af hvide amerikanere” og fremkommer med “den ret så interessante oplysning, at initiativtageren for ‘We Buy Black’-bevægelsen er en imam tilknyttet ekstremistiske Nation of Islam”. Interessant bliver det også, hvorledes de vil holde deres imponerende mordrate kørende uden deres guns.

‘The vulgarian at their gates’

Akademia, Diverse, Donald Trump, Forår?, Kunst og kultur, Politik, Politiken, Pressen, USA, venstrefløjen — Drokles on November 27, 2016 at 6:30 am

Flere kommentatorer har bemærket Donald Trumps optrædender i den besynderlige underholdningssport Wrestling. Jeg har tidligere kommenteret på to sociologer i Point of View International og i Politiken skrev ekstern lektor ved Syddansk Universitets Institut for Sprog og Kommunikation Michael Madsen bevæbnet med ‘den franske filosof Roland Barthes’ i oktober at wrestling ligesom, reality tv repræsenterer “den form for underholdning, der udvisker skillelinjerne mellem virkelighed og fiktion, og som gør brug af karikerede farverige personligheder

Intet er subtilt i wrestling. I en mega-arena skal vedkommende, der sidder på bagerste række, også kunne se, hvad der foregår i ringen. De bedste wrestlingpersonligheder er larger than life. Tænk tilbage på Trumps storslåede entre på det republikanske konvent. Iscenesættelsen var fuldstændig. Alt, the Donald gør, er larger than life. Intet er underspillet, og der er ikke plads til nuancer.

Har man set tv-programmet ’The Apprentice’, ved man, at Donald Trump her synes at spille karakteren Donald Trump. Det virker åbenlyst, at Trump også i debatter generelt spiller en rolle. Som wrestleren, der skal have en reaktion fra publikum, tager Trump dele af sin personlighed og skruer dem op på maks., når han er i det offentlige rum. Han er en mesterlig iscenesætter af sig selv. Som politisk performancekunstner er få bedre. Man kommer i tvivl om, hvorvidt afgrænsningen mellem personen og karakteren Trump overhovedet eksisterer.

På lærerseminarierne opoererer man med begrebet ‘den autentiske lærer’, hvor den professionelle fremtoning ikke er at være klinisk professionel, men at accentuere og minimere dele af sin personlighed efter et professionelt skøn. Og jeg er ganske enig i den analyse, men der er stadig noget der mangler, hvis man skal forstå vælgernes forhold til Donald Trump.

Det var Walter Russel Mead der i American Interest gjorde mig opmærksom på symbolikken i Wrestling. De gode kæmperes kamp mod de onde kæmpere bliver obstrueret af de velmenende dommeres distræte inkompetence fordi regler kun virker, hvis de bliver håndhævet, og de gode er kendetegnet ved at følge reglerne. De gode kæmpere er selvfølge den almindelige arbejder, de onde hans trængsler og dommerne den intellektuelle elite af medier, politikere, eksperter og andre der lever lever af at reproducere deres egne ord.

Eliten kan endnu ikke forstå sit svigt ved ikke at se sig selv som en levende del af et fællesskab. Den plejer sit selvbillede som den nødvendige ekspertise, hvis kors det er bære rundt på ansvaret for almuens dårlige opførsel. Det er et spørgsmål om, hvorledes man opdrager almuen og gør den det klart, hvad der er hensigtsmæssig brug af en klapstol. Så naturligvis bliver man chokeret over at blive korrekset på det groveste. Michael Finch skrev før Donald Trump blev valgt som den næste præsident for USA i American Thinker om forskellen på, hvad eliten hører og hvad folket hører når politikere taler.

This election is not being run for the pundits, the media, the conservative gadflies and hangers on, the consultants and wise thinkers who tut-tut continually on television about how Trump, “just can’t do it this way,” he must pivot and be “presidential” and discuss nothing but the issues.

One radio pundit said that Trump obscured his otherwise solid speech on Obamacare by mentioning the “rigged” election.  She went on to say that the national media only cover the segment on the rigged election and not the “substantive” part of the speech on Obamacare.  For being smart pundits, they sure have one hell of a huge blindside.  First of all, the main stream media would never exclusively cover a part of a speech that rips into Obamacare, it would never happen.  The speech would be completely ignored, so therefore Trump gets zero coverage.  His base gets a policy speech; the rest of the country gets darkness.  Instead, CNN and the rest report on the rigged part and give Trump prime coverage.  They think this makes Trump look and sounds like a fool and loon.  But they aren’t the audience and Trump is not looking for approval from the D.C. to New York elites.

The middle of the country, already restive and suspicions of anything and everything that has to do with Washington D.C., hears Trump railing against the corrupt system and how we need to “clean house.”  What is so arrogantly dismissed by the chattering elite class as bar room “unsophisticated” rhetoric, is hitting the voters across the country like a breath of fresh air and a lot of “you’re damn right, Trump!” exhortations.

There is another audience here as well; Trump is not a Republican in any sense of what we are used to.  He is really nonpolitical, so his audience, again, is not the Paul Ryan-Mitt Romney class, but the dissatisfied, concerned, pissed off, and anyone else who feels the country is going in the wrong direction.  And remember, that number is upwards of 70%, which obviously includes a lot of independents and Democrats.  And, not to be forgotten, it includes the millions of Bernie Sanders supporters.  When he says the system is rigged, he is reaching across to those millions who felt that Bernie was their savior.  While Bernie went weak in the knees in one of the greatest capitulations in political history, his supporters naively thought that he and their movement stood for something.  Maybe Bernie wasn’t up to the fight, but his millions were, and still are.  And let’s face it, outside of very few bought and sold Clintonites, the Democratic Party Primary was completely rigged against Bernie.  Everyone knows it, the folks who felt the Bern, most of all.  Trump knows this as well and he is using it to reach this audience.  Will they vote for Trump?  Probably only a few, but what it has done, in conjunction with the leaked DNC emails, has stoked an already visceral hatred of Hillary among the Bernie movement.  They may stay home, they may vote for Jill Stein or they may vote for Trump, but very, very few will turn out for the corrupt Hillary.

Trump is not playing by the usual rules, he refuses to buckle and play as the good Republican Marquess of Queensberry candidate just so he can end up as road kill under a rancid, corrupt Democratic attack machine.  It is funny that so many who stood by him and rooted for him have also gone weak in the last days, just as the battle is engaged.  History is full of examples of the flinch, the pause and hesitation, the worry that the risk of total catastrophe is so great that one must wait and pull back.  But the reward in this case is the saving of our country.

en-dejlig-familie

I filmen Barton Fink fra, ja min ungdom, er det den intellektuelle dramatiker Finks ambition at skrive folkets teater om og for folket, de små mennesker i samfundet, der kæmper en daglig kamp for at få det nære og prosaiske liv til at hænge sammen. Da Fink lader sig friste af at udnytte sin succes ved New Yorks Teatre og skabe sig et større navn ved at tage til Hollywood som manuskriptforfatter, ser han det som et faustisk bytte, uden sans for den ironi at Hollywood ER folkets.

Fink fastholder med en imponerende stædighed og styrke sin opfattelse af folkets behov og interesser uden på nogen måde at lade dem forstyrre hans tanker - hans seriemyrdende nabo råber ham nærmest afmægtigt ind i øret “Because you don’t listen!”, en afreaktion der giver naboen en ikke synderligt subtil udløsning/orgasme. Selv ikke det får Fink til at vågne og til slut i filmen sidder han alene på en strand og ser ud over vandet med en hatteæske ved sin side, der muligvis rummer hans kærestes afhuggede hoved.

Fink tjener ‘the common man’ med sit kreative intellekt, som han betegner ’sin uniform‘, og de soldater, der drager i krig for at forsvare hans frihedsrettigheder kalder han i samme moment for monstre. Som Fink kæmper en daglig kamp med at fastholde tapetet på sit hotelværelses vægge, ledes han stadig mere ved hvorledes hans job med at skrive melodramaer med et wrestlingtema på samlebånd ser ud til at kuldsejle han drømme om at revolutionere andre, om end små, menneskers liv.

Åbningscenen er et studie i afstand mellem elite og folk. Fink har sine øjne stiftet rettet mod sit socialrealistiske skaberværk, som skuespillere agerer foran et velbeslået og dannet publikum. Imens går arbejdere uinteresserede tæt omkring ham og sørger for at teatrets prosaiske funktioner som lydeffekter og tæppefald klapper lydefrit omkring illusionen. Deres opmærksomhed er hellere rettet mod baseballresultater

Do it by the book

Denne video viser noget om, hvad vestlig kultur er i disse tider

Men den illustrerer også en forskel på sort og hvid kultur i USA. I 50′ernes USA var den sorte mand og den sorte kvinde lige så tilknyttede til arbejdsmarkedet, som deres hvide ditto. Den sorte mand og den sorte kvinde var også lige så tilknyttede til hinanden igennem ægteskab, som deres hvide ditto. Følgeligt havde de også det samme forhold til loven og var lige så distancerede fra fængsel, som deres hvide ditto.

I dag sidder den sorte mand meget i fængsel, primært for vold og mord mod andre sorte, selvom der også er en vis spil-over effekt på andre etniske grupper. Både den sorte mand og den sorte kvinde har ringe tilknytning til arbejdsmarkedet. Og den sorte mand er fraværende som far. så det sorte barn vokser i høj grad op hos dets sorte promiskuøse enemor.

The broken black family, kalder man det i USA. Eller det vil sige, Demokraterne gør ikke, de taler om institutionaliseret racisme som skyld i det hele, et år fra slaveriet for 160 år siden, de hvides privilegium. Hvilket er ironisk, da alle de racistiske love blev opfundet og opretholdt urimeligt længe af selv samme parti Demokraterne.

Men videoen, skønt en urimelig sammenstilling i den kontekst, viser lidt om, hvad sort kultur og hvid kultur er. Den hvide er ganske vist idyliseret, men den hylder en produktivitet som er uadskillelig fra kreativitet. Livsglæde befriet fra drifter.

Negeren derimod… tjah, den nedbrudte sorte familie raser videre i hvad den opfatter som idyl - bitch. Og det bliver hørt af Treyvon Martin og The Gentle Giant og Obamas imaginære søn og Tyrone et-eller-andet og med det i ørerne gør de sorte teenagepige gravide og forlader dem, begår vold og hærværk, høje på det ene eller andet, kommer på kant med loven og kommer i fængsel eller bliver skudt og dræbt af politiet. Og pressen græder og Demokraterne taler om institutionaliseret racisme som skyld i det hele, et år fra slaveriet for 160 år siden, de hvides privilegium…

Nahed Hattar har jo tigget og bedt om at blive angrebet, gjorde alt for at provokere

Det er jo ikke terror - der løb altså en gal jordaner rundt. Undskyld, jeg siger det. Nahed Hattar har jo tigget og bedt om at blive angrebet. Jeg har ikke ondt af den jordaner, der har gjort alt, hvad han kunne, for at provokere. Ham har jeg ikke for fem flade ører sympati for

Det burde Tidligere udenrigsminister Uffe Elleman Jensen vel sige, hvis han ville stive sig af med lidt konsistens. Tegningen herunder, blev begået af den jordanske satiretegner Nahed Hatter

skc3a6rmbillede-2016-10-06-kl-150952

Der er allerede sagt meget om Hattar, men det bedste blev sagt af David Wood, der fortæller om islams forhold til køn, sex og paradis

Nahed Hattar (???? ?????) was raised as a Christian in Jordan—though he considered himself an atheist. He was recently shot and killed by a Muslim imam for sharing a cartoon mocking the Islamic view of paradise. The cartoon features a jihadi in bed with two of his houris (the virgins Muslim men get to spend eternity deflowering in Jannah).

In the cartoon, Allah says: “Good evening, Abu Saleh. Do you need anything?” The jihadi replies: “Yes Lord, get me a glass of wine and tell Gabriel to bring me some cashews. After that, send me an immortal servant to clean the floor, and take the empty plates with you. Don’t forget to put a door on the tent so that you knock before you enter next time, Your Glory.”

Hattar was arrested for insulting Islam, even though he apologized and said that he was only making fun of ISIS. Following his arrest, he requested security to protect him, but his request was denied. He was subsequently shot to death outside the courthouse.

Westernized Muslims are now insisting that the cartoon Hattar shared has nothing to do with Islam, and that the view of paradise the cartoon mocks is the view of ISIS, not of Muhammad.

In this video, David Wood goes through Islam’s most trusted sources, to see if Muhammad’s view of paradise is different from that of ISIS and al-Qaeda.

Hattar blev myrdet midt på dagen i demonstrativ offentlighed. Et signal til islamkritikere generelt mere end end en konkret straf af den ulykkelige tegner. Der er ingen sympati når i bliver slagtet, ikke for fem flade ører.

Obama - “one of the truly great phonies of our time”

Thomas Sowel mindes i Town Hall en ‘phony’ student, en der kunne overbevise “almost anybody of almost anything — provided that they were not already knowledgeable about the subject, fra gamle dage og gør sig overvejelser over præsident Barak Hussein Obama

Like other truly talented phonies, Barack Obama concentrates his skills on the effect of his words on other people — most of whom do not have the time to become knowledgeable about the things he is talking about. Whether what he says bears any relationship to the facts is politically irrelevant.

A talented con man, or a slick politician, does not waste his time trying to convince knowledgeable skeptics. His job is to keep the true believers believing. He is not going to convince the others anyway.

Flere sorte amerikanere begynder at få sympati for Donald Trumps kandidatur som præsident. De er ikke tilfredse med at blive betragtet som stemmekvæg for demokraterne. Det har Hillary Clinton og Præsident Barak Hussein Obama sikkert bemærket, hvorfor præsidenten har taget fri fra sit arbejde med at lede landet for at føre valgkamp til fordel for Hillary. I en tale til det sorte kadaver i Washington sagde Obama bl.a

Now, we know, however, that what matters most for our community is not just the symbol, not just having an African American President. It’s having a President who’s going to do his or her darndest to make the right decisions, and fight the right fights. And think about the fights that we’ve waged together these past eight years.

(…)

You may have heard Hillary’s opponent in this election say that there’s never been a worse time to be a black person. I mean, he missed that whole civics lesson about slavery and Jim Crow and (applause) — but we’ve got a museum for him to visit. (Applause.) So he can tune in. We will educate him. (Applause.)

(…)

And when people — when across this country, in 2016, there are those who are still trying to deny people the right to vote, we’ve got to push back twice as hard. Right now, in multiple states, Republicans are actively and openly trying to prevent people from voting. Adding new barriers to registration. Cutting early voting. Closing polling places in predominantly minority communities. Refusing to send out absentee ballots. Kicking people off the rolls, often incorrectly.

This should be a national scandal. We were supposed to have already won that fight. (Applause.) We’re the only advanced democracy in the world that is actively discouraging people from voting. It’s a shame.

(…)

Meanwhile, some of the same folks who are trying to keep you from voting turn a blind eye when hundreds of thousands of people are killed by guns. (Applause.) Imposing voter ID restrictions so that a gun license can get you on the ballot, but a student ID can’t — apparently more afraid of a ballot than a bullet — no, our work is not done. (Applause.)

(…)

In fact, if you want to give Michelle and me a good sendoff — and that was a beautiful video — but don’t just watch us walk off into the sunset, now. Get people registered to vote. (Applause.) If you care about our legacy, realize everything we stand for is at stake. All the progress we’ve made is at stake in this election. (Applause.) My name may not be on the ballot, but our progress is on the ballot. (Applause.) Tolerance is on the ballot. Democracy is on the ballot. (Applause.) Justice is on the ballot. Good schools are on the ballot. (Applause.) Ending mass incarceration — that’s on the ballot right now! (Applause.)

And there is one candidate who will advance those things. And there’s another candidate whose defining principle, the central theme of his candidacy is opposition to all that we’ve done.

There’s no such thing as a vote that doesn’t matter. It all matters. And after we have achieved historic turnout in 2008 and 2012, especially in the African-American community, I will consider it a personal insult, an insult to my legacy, if this community lets down its guard and fails to activate itself in this election. (Applause.) You want to give me a good sendoff? Go vote. (Applause.) And I’m going to be working as hard as I can these next seven weeks to make sure folks do. (Applause.)

“Now, we know, however, that what matters most for our community is not just the symbol, not just having an African American President” indleder Obama altså sin tale til andre sorte amerikanere, hvoraf de færreste er som Obama, nemlig delvis afrikaner. Man kunne sikkert få en masse spas ud af at hudflette hele ideen om at stemme efter hudfarven, men der er noget dobbelttydigt i Obamas brug af ordet legacy, arv. Arven er ‘deres’, de sorte amerikaneres, og hans egen henholdsvis og den sigter dels til, hvad sorte i USA har gennemgået i forne tider, med slaveri og Jim Crowe love og tvungen segregering og dels til hvad borgerretsbevægelsen har opnået af fremskridt og dels til, hvad han selv har opnået - HE built that!

Men Obama kan ikke snige sig ind, som om han har arvet andet fra det amerikanske slaveri, end hvad hans hvide mor har givet ham. Hans er som sagt fra Afrika, Kenya for at være mere præcis, så han har ikke været amerikansk slave. Derfor adskiller han sig som ægte african-american, fra det sorte kadaver, der blot er americans, negerfarvede eller ej. Men, som hans mor kunne være efterkommer af en hvid slaveejer er det lige så sandsynligt at hans far kunne være efterkommer af en arabisk slavehandler. Det kunne man jo mistænke, hvis man funderer over det meget lidt kenyanske i navnet Hussein - hvis ikke man blev rettet af en mere vidende ven, der kan fortælle at bedstefaderen tog navnet Hussein efter at have konverteret til kristendommen.

Det fik mig til at tænke på en lidt ældre artikel på Frontpage Magazine af David Horowitz

According to Obama “racism is still part of our DNA that’s passed on.” Variations of the claim are ubiquitous among self-styled liberals, progressives, so-called civil rights leaders and campus protesters. The title of a recent book by a black university professor summarizes this politically correct slander: “Democracy in Black: How Race Still Enslaves the American Soul.” The core claim of the Black Lives Matter movement – which is the chief activist force in advancing this claim, and is “strongly supported” by 46% of Democrats according to a recent Wall Street Journal poll, is that America is a white supremacist nation, whose law enforcement agencies regularly gun down innocent blacks.

Contrary to Obama’s malicious assertion about his own country, the DNA of America - unique among the nations of the world - is not racism but the exact the opposite. In its very beginnings, America dedicated itself to the proposition that all men are created equal and were endowed by their Creator with the right to be free. Over the next two generations, America made good on that proposition, though this achievement is regularly slighted by “progressives” because it didn’t take place overnight.

The historically accurate view of what happened is this: Black Africans were enslaved by other black Africans and sold at slave markets to western slavers. America inherited this slave system from the British Empire, and once it was independent, ended the slave trade and almost all slavery in the northern states within twenty years of its birth. America then risked its survival as a nation and sacrificed 350,000 mostly white Union lives, to end slavery in the south as well. In other words, as far as blacks are concerned, America’s true legacy is not slavery, but freedom. As noted, American blacks today have more freedom, rights and privileges than blacks in any black nation in the world.

Horowitz skriver i øvrigt på en større bogserie…

“Progressive Racism,” which is volume 6 of The Black Book of the American Left, a multi-volume collection of David Horowitz’s conservative writings that will, when completed, be the most ambitious effort ever undertaken to define the Left and its agenda. (Order HERE.) We encourage our readers to visit BlackBookOfTheAmericanLeft.com – which features Horowitz’s introductions to Volumes 1-6 of this 10-volume series, along with their tables of contents, reviews and interviews with the author

Åh, med hensyn til arv. Det var Demokraterne, der ikke blot forsvarede slaveriet, men endda krævede det genindført i de nordlige stater (for at sikre sig at slaver ikke blot kunne rende nordpå til friheden). Og Jim Crowe* var Demokrat og hans love blev båret igennem med Demokraternes stemmer.

Åh, med hensyn til Obamas medierede virkelighed, hvor virkeligheden skal ændres gennem italesættelse - ISIS kaldes ISIL og islam er ikke i krig med os og vi nævner ikke islamisk terror endsige muslimske terrorister - hørte De hvad “Hillary’s opponent in this election” sagde? Det er også ligemeget, for Hermoine Granger svarede “Fear of a name increases fear of the thing itself!”

——————————-

* Og åh, med hensyn til nedladende at starte sine ‘åh’ indvendinger, til præsident Obama, for han moralske slinger i amerikansk historie, så var Jim Crow ikke demokrat, som jeg skrev. “Han” var slet ikke**.

** Jim Crow var et andet ord for n-ordet***, og Jim Crow lovene repræsenterede nogle love specielt rettet mod den del af den amerikanske demografi.

*** N-ordet er nigger.

Analyse med røven bar

Ask Foldspang Neve og Carsten Bagge Laustsen, henholdsvis studerende og lektor i sociologi, gør i Point Of View International et sociologisk forsøg på at forstå Donald Trumps tilhængere i lyset af “Trumps uforlignelige evne og vilje til at se sandheden direkte i øjnene og så alligevel at skyde først med det ene mere rablende udsagn end det andet“. At nogen er tilhængere af Hillary Clinton er altid selvindlysende for de skrivende klasser.

Neve og Laustsens gør sig umage med ikke at trivialisere fænomenet Trump, med at folk er for dumme til at kunne forstå bedraget eller fordummede af en stadigt mere overfladisk kultur. I stedet trækker de på filosofferne Peter Sloterdijk og Slavoj Žižek, “der beskriver moderne ideologi form som givet ved en kynisk attitude.”, hvor folk gennemskuer et bedrag eller en illusion, som de så accepterer fordi de finder den nyttig: “Kynikeren ved, at kejseren ikke har noget på, at han har røven bar, men insisterer ikke desto mindre på at behandle ham som kejser, fordi denne praksis konstituerer et fællesskab af følgere og muliggør en nydelse.” Som med Kejserens nye klæder er det også med Trump; “Alle ved, at det er et skuespil, men alligevel deltager de” og “Trump er den ultimative fiktion“, der muliggør “forestillingen om, at resten var virkeligt“. Det er altså en abstrakt virkelighed, der tales om, for kritikken er af USA, som noget uvirkeligt, sådan tager verden sig ud fra universitetet, det hele er et show

Det måske mest oplagte show at sammenligne Trumps kampagne med er pro wrestling, som flere amerikanske observatører allerede gjorde i foråret. For de uindviede er pro wrestling en show-kampsport, der blander sport og persondrama. Det er machosoap. Tilskueren følger ikke bare den enkelte kamp – som altså er aftalt på forhånd – men også historien før og efter. Det er næsten altid de gode mod de onde i et episk, men fuldstændigt todimensionelt univers.

Fribryderen Trump: løgn er bedre end sandhed

Trump har selv en lang baggrund i wrestling, og han har endda været i ringen i et stort opsat show, hvor først hans forkæmper og derefter han selv ’vandt’ over wrestlingforbundets ejer, Vince McMahon i en milliardærernes dyst. Wrestling bygger lige præcis på den bravado, den uforbeholdne skryden, som Trump er blevet kendt for. ”Jeg er den største bryder i verden!” proklamerede Gorgeous George, en af den tidlige wrestlings store stjerner. Dét lærte han fra sig til nogle af 60’ernes og 70’ernes allerstørste stjerner inden for showbiz overhovedet, som Muhammad Ali og Bob Dylan. ”Boksning, wrestling – det hele er et show,” sagde han til Ali, der endnu var Cassius Clay.  ”En hel masse mennesker er villige til at  betale for at se nogen lukke munden på dig. Så bliv ved med at prale, bliv ved med det kække og søg altid skandalen.”

Giv dine fans noget at begejstres over, giv fjenderne noget at oprives over, giv journalisterne noget at skrive om. Løgn er bedre end sandhed.

Trumps tilgang vækker mindelser om Berlusconis baggrund som krydstogtscrooner eller selvfølgelig Reagan og Schwarzeneggers som skuespillere. Men wrestling er mere basalt, og mere banalt, og derfor også endnu mere potent som fortællerform, for dem som altså ikke er stået af allerede ved indgangen. Det vækker afsky hos dem, der dyrker mindfulness, men har en enorm og overraskende bredspektret fanskare.

Publikum til en wrestling-match er selvfølgelig kynikere. De ved udmærket, at det er et show, men lader sig rive med alligevel. Ellers ville det jo være omsonst at se det. Så du får ikke noget ud af at råbe mængden op og gøre dem opmærksomme på, at det ikke er ægte. Du bliver formentligt bare buhet til tavshed eller bliver smidt ud. Folk vil have det show i fred, de er kommet for.

Ikke at de to herrer ikke har fat i noget langhåret, men de antager, som det er så populært i de kredse, at der ikke er noget, hverken bagved eller foran, den facade, som de glimrende beskriver. Fordi Trump er en showmand, ser de hans tilhængere som et publikum og hele det politiske spil som et show, frigjort fra realiteterne. Men hvis man vil forstå et show, skal man også tage det mere alvorligt end blot at ‘containe‘ wrestlingfans.

Pro Wrestling fortæller nemlig lidt mere end en kamp mellem de gode og de onde. Den tredje aktør i Pro Wrestling er nemlig kampdommerne, der skal sikre sig at reglerne overholdes. Dommerne er uden sans for proportioner og blottet for dømmekraft og de lader sig let distrahere af urimelige og trivielle indvendinger fra wrestlernes managers eller de bliver optaget af diskussioner med sidedommerne om nuancer i reglementet eller episoder forlængst passeret. De onde udnytter skamløst enhver lejlighed hvor dommerne opmærksomhed er fraværende, til at bruge feje kneb og slå deres modstandere i hovedet med de stole, der altid står ved ringside.

Dommerne er selvfølgelig de pludrende klasser, politikerne og magthaverne. De mener det sikkert godt, men de forstår ikke realiteterne og de forstår ikke at ethvert svigt i at opretholde reglerne er et svigt af de gode, der overholder reglerne selvom de bliver udsat for brud på reglerne. På den måde kommer regler til at beskytte de onde og hæmme de gode i at forsvare sig selv. Forbrydere er ligeglade med en stram våbenlovgivning og retorisk etikette på arbejdspladsen, udlændinge har ikke skrevet under på den sociale kontrakt, hvis fordele de konsumerer og vi vil alle blæse økologi en hatfuld.

Trumps tilhængere ved at den der ikke laver noget heller ikke laver fejl. Trump taler frit og fyndigt og er ikke bange for at kalde muslimsk terrorisme for muslimsk terrorisme.  Folket ved at det er islamisk terrorisme, begået af muslimer, der hader Vesten og USA for det, som Vesten og USA er. Fri, succesfuld og uislamisk. Folket ved at man ikke kan have fri indvandring og samtidig bevare amerikansk velstand og amerikanske værdier. De ved at man ikke kan have grænsekontrol, hvis også man giver illegale amnesti. De ved at politiet ikke udfører massakrer på sorte medborgere. De er trætte af race-baiting. De ved at Hillary er korrupt, at hele det politiske system er kompromiteret.

Hvad Trump demonstrerer med sit vulgære sprog og hans disrespekt for detaljer er at intet er helligt. Alle tanker kan gøres og ingen skal være hæmmet af de tabuer, som politisk korrekthed, hensynsbetændelse og politisk etikette har låst den politiske debat fast i en venstreorienteret skruestik, hvor der til stadighed opdyrkes nye ofre for den hvide, arbejdsomme skatteyders eksistens og historie, som skal betænkes med den hvide, arbejdsomme skatteyders penge. Trump forløser en opsparet frustration, førend den bliver til vrede, når han forholder sig til virkeligheden - og det virker selvfølgelig rablende på sociologer og andre dommere, som de hæger over juristeriet.

Dagen musikken fortsatte

68, Danmarks Radio, Diverse, Forbrydelse og straf, Historie, Kunst og kultur, USA, venstrefløjen — Drokles on August 29, 2016 at 9:12 am

Joel Selvin mener i en ny bog at kunne kaste et bedre lys over omstændighederne omkring mordet på Meredith Hunter ved en Rolling Stones koncert i 1969, skriver Daily Mail. Det er historien om depravation, både Rolling Stones, især Mick Jaggers, men mest interessant også hippiebevægelsen. Og den fik mig til at tænke på en anden artikel, der husker tilbage på, hvorledes flower power endte i narko og ynk.

I 1969 var Rolling Stones stort set fallit, trods deres kommercielle succes, grundet de aftaler de havde med deres agent, som tog hele fortjenesten, fortæller Daily Mail. En turne på den amerikanske vestkyst, hvor bandet ikke var så fremtrædende, skulle rette op på det forhold og den sidste koncert, skulle være en åben og fri med deltagelse af andre at tidens toner, misundeligt inspireret af den foregående Woodstockkoncert, og den skulle tillige filmes.

Men forberedelserne til så stor en koncert var sjuskede. Man ombestemte sig en uge, før at koncerten skulle afholdes på Altamont Speedway ved San Fransisco, fremfor det mere velegnede Sears Point Raceway fordi Jagger mente det var for dyrt. Og fordi Jagger ikke kunne lide politiet, skulle Hells Angels stå for sikkerheden. Et andet band, The Grateful Dead havde gode erfaringer med de Hells Angels rockere, som de kendte, men dem Jagger hyrede for en masse bajere var anderledes

As a small team rushed to set up an inadequate, 4ft-high stage and a lighting system the day before the show, a toxic party began. Fans arriving ahead of the show tore down the neighbouring fences for firewood and sat around playing music, taking LSD, smoking joints and having sex.

Unknown to the complacent Stones, these were no longer the happy, innocent days of the Summer of Love. Some chemists had added the poison strychnine to their LSD recipe because it was said to extend the length of the trip. Some threw speed into the mix. Bad trips spread throughout the crowd at Altamont from the start, and many fell prey to acid-spiked drinks. The crucial detail of medical care had been put off until the last minute, leaving the site with eight doctors, four psychiatric doctors from UCSF hospital, and a Red Cross team who, mercifully, had turned up uninvited.

The Hells Angels, who were paid for their vague role as a disastrous informal security force with $500 of beer, left a bloody trail all day, riding their motorbikes through the crowd to the stage and beating men and women with pool cues.

These were not just the relatively civilised San Francisco Angels known to the Grateful Dead. As Altamont was on no one’s patch, the Angels came from an unstable mixture of chapters. Some of the bikers were frankly psychotic; many had something to prove.

A fat, naked Latino man was pummelled for dancing erratically and could later be seen covered in blood, his teeth missing. A naked woman dispensing hugs received similar treatment. The injured were littered backstage like wounded soldiers.

Angels crowded the stage, savagely knocking out singer Marty Balin of support band Jefferson Airplane while they played. One sat beside Crosby, Stills, Nash & Young’s Stephen Stills as he performed and stabbed him in the leg with a sharpened bicycle spoke every time Stills stepped forward to sing. Streams of blood soaked his trousers.

Even for the Stones, the signs were there from the beginning that this was not the peaceful hippy gathering Jagger had naively hoped for. Moments after their arrival by helicopter, a young man stepped into Jagger’s path and punched him in the face, knocking him down. ‘F*** you, Mick Jagger,’ he screamed. ‘I hate you!’

(…)

As they took to the stage, the Stones belatedly realised the situation had gone far beyond their control. Angels glowered at them from all around, and wouldn’t stop beating people in full view of the band.

Hunter, a black man with a white girlfriend, had attracted the attention of Angels all day. As the Stones went into Under My Thumb, Hunter was smashed in the face by a biker. He tried to scramble away into the audience, but four or five more Angels pounced on him.

He managed to get up and started to run away. Stumbling and out of breath, Hunter pulled a gun from his waistband.

In chilling scenes, The Maysles’ film, Gimme Shelter, captured the moment when 22-year-old Hells Angel Alan Passaro leapt through the air and plunged a hunting knife into Hunter’s neck. They tumbled to the ground together. Passaro kept stabbing the boy in the back. Several other Angels stamped on him. One stood on his head.

‘The hippies had no defense against this kind of ferocious savagery,’” kan man læse i en anden Daily Mail artikel om samme bog, men med flere gode billeder. Rolling Stones spillede videre og hippierne lyttede og trippede og fik bank. Man skulle virkeligt ikke have været der.

Meredith Hunters liv kunne være reddet, hvis ikke Rolling Stones havde insisteret på at bruge deres helikopter til at flyve hjem til hotellet, Hvor Jagger forsøgte at arrangere en trekant (af seksuel karakter forstås), i stedet for at få Hunter på hospitalet. 3 andre mennesker døde den dag; en druknede da han forsøgte at forcere et hegn ved en akvædukt og to blev kørt ned af en koncertgænger på et trip i en stjålen bil.

Jeg huskede som sagt en artikel fra The Atlantic, som via Joe Samberg, mindedes disse “hordes of kids who had been lured to California by utopian ideals and then settled into a life of sex, drugs, and lethargy”, som “by any middle-class standards, these people were living totally miserable lives.” i netop San Fransisco

There were two types of drug users on Telegraph Avenue. One group unapologetically shot heroin. The other group took mind-altering drugs but believed that opiates were a sinister way for The Man to keep poor people from climbing out of the ghetto. At first, some of the kids put up signs declaring, “No heroin dealers here.” Over time, Joe says, those signs came down and more and more people started using hard drugs. “All that stuff about consciousness was just sort of dropped.”

“You see these kids drinking Southern Comfort? Those two bottles appeared and disappeared in what couldn’t have been more than two minutes. These kids were 13, maybe 14. But they just consumed anything that would come their way.” (Joe Samberg)
Looking at Joe’s pictures, it’s clear how young some of those addicts were. One group of junior-high-aged girls, known as the Mini Mob, often showed up in Mickey Mouse t-shirts. “There were people there who had those young kids very much in their thrall,” says Joe. “They told them, ‘Listen, you don’t need to go to school. Everything you need to learn in life is right here on the street.’”

A lot had changed in Berkeley since 1964, when thousands of students—many of them wearing suits and ties—gathered at Sproul Plaza to champion civil rights and demand free speech. Campuses had been the sources of the counterculture’s boldest ideas, the places where young activists mobilized to fight segregation and the Vietnam War, taking classes in political theory and Eastern philosophy.

Now, college dropouts were congregating with misfits and runaways on the other side of Sather Gate. The outrage was still there, but the issues were murkier. While Joe was hanging out on Telegraph Avenue, his brother Paul published an anthology of underground newspaper diatribes called Fire! Among other things, the book ridiculed the whole idea of higher education:

College is a fantasy in the suburban mind of Mr. and Mrs. Work-Hard-Our-Life-Is-No-Fun-But-the-Kid-Will-Get-What-We-Can’t-Afford. The campus is a cultured nest egg where I-Don’t-Understand-He’s-Always-Been-a-Good-Boy and Oh-No-She’s-Not-That-Kind-of-Girl stroll hand in hand up the ladder to success, their tender heads floating in the lessons of the gentle professor. Only the kids never saw the professor. He was in his lab developing the new improved tear gas the kids are coughing under while the university president sits above it all.

Even at the time, though, Joe says he was “too sarcastic” to fully buy into the radical agenda. “The average person on the avenue was almost completely ignorant politically,” Joe says. “All they really cared about was drugs, drugs, drugs. They were nihilists and hedonists. They just supported anything that was against the establishment. There was no intellectual foundation. The spirit everyone had talked about—the feeling of love and new age and progressive politics—was dying a miserable death.”

f70318d511

Over time, Joe says he watched “mind-expanding” drugs give way to more and more heroin. “I never had the wherewithal to be a full-fledged drug addict,” says Joe. “I never had enough money. And I was never willing to sell my camera.” (Joe Samberg)

“That was my problem with the whole thing,” says Joe. “There’s no growth for people if they’re continuously on drugs. It started out with all this higher thinking—expanding your mind to become more conscious of what’s really going on in the universe. But once the drugs took over, all of those big ideas disappeared.”

The author of the Atlantic article, Mark Harris, reached a similar conclusion. He was a generation older than the Baby Boomers, but as a white New Yorker who wrote for Ebony and The Negro Digest, he was highly sympathetic to the youth activism of the 1960s. He just didn’t think the hippies, in particular, were bringing about any meaningful change. Drugs had stunted their emotional development, leaving them at the mercy of “their illusions, their unreason, their devil theories, their inexperience of life, and their failures of perception.” Instead of promoting brotherhood and equality, they’d taken over public spaces, picked all the flowers in Golden Gate Park, and refused to turn their music down to let their hardworking neighbors sleep. And as they begged for money and frequented free clinics, these children of the suburbs siphoned resources away from the urban locals who needed them most.

En tredie observation er at de mest ressourcestærke ideologer udlevede sig selv i en periode af deres liv og fortsatte derefter som iværksættere eller forfulgte seriøse karrierer. I deres kølvand efterlod de sig alle de dumme og svage, som de havde besnakket med deres løfter om frihed, virkelighedsflugt og ansvarsforskydning og som aldrig kom ud af deres misbrug.

Og der er jo ikke meget ved at have en dansk blog uden et dansk perspektiv, så her er Danmarks Radios dokumentar Christianias Børn: Skyggesiden af eventyret

Information om Donald Trump

“Donald Trump er et røvhul” fortæller Jay Carson, en politisk konsulent på den populære TV serie House of Cards (den underlegne amerikanske version) til Information. Information er en verbos avis, så den har indlæg på indlæg om hvor stort et røvhul Donald Trump egentlig er, hvor kritikere kan lufte deres vrede uden at vi bliver klogere.

Det er Carsons opfattelse at medierne er medskyldige i at ingen forstår “at den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, er et forfærdeligt menneske og ude af stand til at lede et land” fordi samme medier overspillede deres kort, da de forsøgte at fortælle at Bill Clinton også var forfærdelig fordi han havde “haft en affære”.

»Der var ikke den fjerneste mulighed for, at en reality-tv-stjerne (Donald Trump var hovedpersonen i reality-programmet The Apprentice, red.) kunne blive præsidentkandidat i 2000 eller 2004 eller 2008. Det er gået den forkerte vej lige siden, og det er foruroligende og skræmmende.«

(…)

Hvor berømmelse og offentlig optræden betyder mere end ens hjerte og substans og ideer og overbevisninger. Det er derfor, at en fyr som Trump ender med at blive præsidentkandidat. Manden er et røvhul. Han er modbydelig, ubehagelig, korrumperet, han aner ikke, hvad han foretager sig, og han forstår ikke, hvordan den amerikanske regering fungerer – eller nogen som helst andre regeringer rundt om i verden. Han er den mest ukvalificerede kandidat til jobbet nogensinde, og han er et stort politisk partis kandidat. Det er bekymrende.«

Det handler om sex

Men hvordan er det dog gået så grueligt galt? Det har Jay Carson en teori om – det handler om sex – og den har han lånt fra bogen All the Truth Is Out: The Week Politics Went Tabloid, der er skrevet af hans gode ven og skrivemakker på flere filmprojekter, Matt Bai.

»Indtil valgkampen i 1988 havde man aldrig set en sexskandale i amerikansk politik,« siger Carson.

(…)

»Gennem historien er der mange eksempler på mennesker, der i krisetider har udnyttet folkets frygt. Nogle af verdenshistoriens værste mennesker brugte dårlige tider til at skabe frygt hos folk og udøve magt. Donald Trump befinder sig ikke langt fra det. Det er præcis, hvad han er i gang med.«

Dermed ikke være sagt, at man ikke skal forholde sig til de mange vrede og ulykkelige mennesker i USA. Mennesker, der har måttet gå fra hus og hjem og har mistet deres arbejde.

»Det er noget lort, og det er barsk, og det gør én vred,« siger Carson. Men der er to væsensforskellige måder at tage fat i den problemstilling på.

»Der er Donald Trump-måden, hvor man puster til ilden og prøver at skyde skylden på nogle andre, indvandrere eller sorte og brune mennesker eller ens nabo eller regeringen eller hvem som helst. Man taler til folks værste og mest basale instinkter.

Og så er der måden, som Bernie Sanders gjorde det på. Han sagde: ’Jeg hører jer. Jeg ved, at I er pissevrede. Jeg er også pissevred. Lad os ikke ødelægge ting eller tæve mennesker til politiske møder. Lad os tale om løsninger på det i stedet.’ Det er Hillary Clinton også god til. Hun har bare været i politik i så lang tid, at hendes kampagne ikke havde den samme vrede eller det samme momentum. Bernie var et frisk pust, og han virkede lige så pissesur som de mennesker, der er pissesure. Folk kunne se og høre det på ham. Han fortjener ros for ikke at omgøre det til frygt, had, xenofobi, racisme og homofobi og alle de andre fucked up-ting, som Donald Trump gør.«

Fucked-up, det er hvad Trump er.  Et røvhul, modbydelig, ubehagelig, korrumperet, der ikke aner hvad han foretager sig andet end had, xenofobi, racisme og homofobi. Og nu nærmer vi os en perfekt storm, hvor Hi(tler)storien lurer, med krise og et folk, der må gå fra hus og hjem har en reel frygt kan udnyttes. Der er grund til vrede, men ikke til at tæve mennekser til politiske møder… åh, vent lige lidt, jeg syntes jeg læste noget lidt andet hos Bretibart

Pierson told The Kelly File (via rushlimbaugh.com):

If you go back to the WikiLeaks release of the DNC emails, this is on the PowerPoint playbook on the messaging — slide number 6 — with the messaging theme number 1: Violence.  They were looking for an opportunity to pick up somewhere to continue this narrative that somehow Donald Trump is violent.

Here is the relevant slide, in full. Note the suggestion to tie Trump to “incidents of violence.”

demokrater-opfordrer-til-vold-mod-trump

The worst case of violence was outside a San Jose rally in early June, where Trump supporters were viciously beaten and chased through the streets by a left-wing mob. Despite the fact that the rioters carried out their brutality shamelessly, in full view of the mainstream media, some media outlets blamed Trump for the violence. One headline blared: “San Jose rally turns violent as Trump supporters clash with protesters.”

And for the left, that was precisely the point: creating violence is a no-lose strategy. If protesters can provoke Trump supporters to be violent, they embarrass Trump and cast him as a fascist. And if the protesters themselves are violent, voters will understand that a Trump victory will be met with violent mob resistance.

The left has recruited some Beltway Republicans — the NeverTrump faction — as a willing echo chamber for this meme. Mere hours before the San Jose riot, David French — then considering a third-party run for president to undermine Trump and give the election to Hillary Clinton — accused Trump of inciting violence.

Trump’s primary opponents, too, blamed Trump for the riot that closed down his Chicago rally in April — rather than blaming the organized left-wing groups that created the chaos.

All of that has helped the left establish the predicate for future spin, so that when Donald Trump cites the familiar refrain that gun owners will defend their rights, he is accused of wanting to assassinate Hillary Clinton, and large portions of the media — including conservative media — believe it.

Så, det er demokraterne der tæver politiske modstandere, ligesom brunskjorterne? Og den frygt og vrede, som amerikanerne er i deres gode ret til at have, er den ikke fremkommet efter 8 år med håb og forandring? Kunne journalisten ikke have undret sig blot en lille smule? Og hvad er det med sex der forhindrer gode politikere i at stille op? Ligger talentmassen blandt de promikuøse? Og is så fald, hvad siger det så om Trump, der har haft så mange at han praler med dem?

Amerikanerne elsker countrymisk og tilgiver altid en angrende synder. Sagen om Bill Clinton handlede ikke om at han havde haft en affære, men om at han som præsident bollede med praktikanter, mens han var præsident og derefter løj om det under ed, som han også forsøgte at hindre rettens gang. Skyldsspørgsmål blev afgjort ved afstemning i kongressen, og her havde demokraterne flertal.

Men det handler om sex for venstrefløjen, så Information har også talt med “forfatteren Frank Browning, hvis seneste bog om ’kønnenes skæbne’, The Fate of Gender, netop er udkommet”, der mener at Trumps succes er et udtryk for “en vrede og en nagfølelse”, der gennemsyrer de vestlige samfund på grund af “ændringer og forskydninger inden for autoritets- og magtforhold” og “kønsfluiditet”

Browning siger, at denne ’kønsrevolution’ leverer et afgørende bidrag til forklaringen på den genopblussede ??højreorienterede ekstremisme i Europa.

Og til forklaringen på, hvordan det kunne gå til, at en tidligere reality-tv-showmand og ejendomsmatador kunne mobilisere støtte til at blive republikansk præsidentkandidat i USA ved at fremsætte utallige racistiske, sexistiske og fremmedfjendske kommentarer.

»Vi kommer i de kommende år til at se flere af den slags bevægelser, som Trump har været eksponent for,« forudsiger Browning. »Og en stor del af forklaringen på dette skal søges i kønsspørgsmål.«

Browning pointerer, at der er sket en grundlæggende forskydning i retning af, at mænd i dag beklæder stadig færre magtpositioner i samfundet, hvilket slår om i både en vigende respekt over for mænd og i en såret selvfølelse hos mænd.

Samtidig har mennesker, der vil udforske og eksperimentere med deres kønsidentiteter, fået mulighed for at udfolde sig mere åbent – ikke mindst via de muligheder, som internettet giver for at skabe netværk og møde ligesindede.

Også Jonathan Hedegaard, ja, han er måske ikke amerikaner, men han er bosat i USA, og er digter, kunstner og debattør, giver sit besyv med i Information, i hvad han også kalder et cirkus og “et dårligt realityshow”. Også han taler om “indebrændte vrede amerikanere, som globaliseringen kun efterlod krummerne”, der derfor er til falds for “brød og cirkus”. Der er ingen egentlige argumenter, så her er kunstneriske højdepunkter om Trump og amerikanerne

Cirkusset bliver stadig mere absurd, som Trump gang på gang lufter sin utæmmede stupiditet og samtidig fremstår underligt urørlig.

(…) hans modbydelige udfald mod muslimer, mexicanere, handicappede, krigsveteraner, en død soldats efterladte, politiske modstandere og kvinder, til det forhold, at han har ført en politisk valgkamp, hvor reelle løsningsforslag har virket irrelevante – og det på et sprogligt niveau, der kunne ligne en 5.-klasse-elevs til forveksling.

(…)Efter opfordringen til vold mod sine politiske modstandere er Trump ganske vist kommet under pres.

(…)Trump spejler sin befolkning. (…) Hvis USA fortjener Trump, må der være tale om et samfund præget af historieløshed, overflade over substans, og et samfund, der er ved at miste evnen til at lytte og fordybe sig – værdier, der bliver væk i den endeløse strøm af information og underholdning og videoer af katte, der ter sig på morsomme måder.

Et samfund, hvor folk har for travlt med at fange Pokémons til for alvor at interessere sig for politik. Disse tendenser ser man i hele Vesten. Vores kulturer er plaget af historieløshed, præcis som Trump. Vi glemmer og tilgiver selv de værste udfald. (…) Kun et folk, der selv er historieløst, kan stemme for en mand, der flirter med ophævelsen af NATO’s musketered og åbent vil bryde internationale konventioner.

(…) Det er et sjovt eksperiment at vælge en gammel, forstyrret realitystjerne til præsident.

(…)Trump overhovedet kan slippe afsted med sin grænseoverskridende brutale retorik. En retorik, der bærer præg af det støjende, vulgære, brutale og hangen til konspiration.

Den slags retorik kan kun overleve i det politiske rum, fordi den er så langt ude, og i sin enfoldige forenklethed så mærkeligt let at relatere til. Den minder meget om værtshusretorik. Og selv om det er sjovt nok at høre på kværulanten på værtshuset i et par minutter, er der en grænse for, hvor længe man gider lægge øre til stædigt uvidende sludder af typen: Obama er ikke født i USA. Eller barnlige fingerknipsløsninger på seriøse udfordringer: Vi bygger en kæmpe mur. Eller militant sprog såsom: Spær den politiske modstander inde, eller skyd hende for forræderi (som en af Trumps støtter foreslog).

Analysen er altid simpel for venstrefløjen, blottet for indhold, fremstiller man sin fjende, som lidende af allehånde smålige følelser og mindreværdskomplekser og den skinbarlige virkelighed forsvinder. Den virkelighed at der bare er andre mennesker, som mener truslerne mod civilisationen, det fælles, friheden, er reelle. At der rent faktisk vælter allehånde mennesker, fra fejlslagne stater og kulturer over grænserne, som en mur med et effektiktivt grænsevæsen kunne holde ude. At Hillary rent faktisk har begået lovbrud der retfærdiggør en fængsling. At det var Hillarys kampagne, der fandt på at Obama ikke er amerikaner. Og Trump sætter ord på den reelle frygt de har, deres reelle vrede over et misregimente, ikke fra deres neuroser, men det de kan se.

Afsporing af alt reelt er selvfølgelig ikke noget Information har monopol på, det er blot venstrefløjen.

Se, han har en lille tissemand, og vi ved jo, hvorledes sådanne mennesker er, moral knytter sig til fysisk pragt.

En nedladenhed for langt

I ferien linkede jeg til Midnight’s Edges video, der glimrende gennemgik en strid mellem folkene bag den nye version af filmen Ghostbusters og dens produktionsselskab SONY Pictures, på den ene side og et nørdet miljø af film-, fantasyfans og v/bloggere på den anden. Denne nye Ghostbusters film var instrueret af instruktøren Paul Fieg, der i forskellige interviews havde udtrykt negative holdninger til det mandlige køn, fordi han angiveligt var blevet mobbet i sine drengeår for sine ‘fine træk’. Og den nye Ghostbustersfilms hovedroller var, i modsætning til den originale fra 80erne, måske derfor besat af 4 kvinder. Udtrykket i den fladpandede humor, som traileren viste, havde i hvert fald mere end en snert af girl power. Og man kan godt argumentere for, at det er op ad bakke, at hævde en feministisk pointe, når man ikke kan finde på bedre, end en bleg efterligning af drengenes 30 år gamle film.

Kort fortalt, kunne fansne ikke lide traileren til nyindspilningen af Ghostbusters og rakkede på forhånd filmen ned. Sony og folkene bag Ghostbusters forsøgte at redde deres meget bekostelige bud på en blockbuster fra dårlig foromtale og mobiliserede bl.a social justice warriors, personer og grupper optaget ud i det hysteriske af at indrette verden efter deres metastaserende identitetspolitik, til at udskamme de forhåndskritiske fans, som fysisk uattraktive, hjemmeboende sociale tabere med misogyne og racistiske tendenser. Den slags, der stemte på Trump, som skuespilleren Dan Akroyd mente.

Men showbusiness er hårdt og folk der spiser pop-corn er ikke interesseret i at skifte underholdning ud med moraliserende identitetspolitik pakket ind i generisk humor og CGI. . Politisk aktivisme, kunsterisk forfængelighed, forsmåede følelser og drømme om et indbringende franchise gik i selvsving og endte i krig med de selv samme mennesker, hvis holdninger man forsøgte at massere, mens man tog deres penge. Variety fortæller at Ghostbusters vil ende med at tabe 50 mill dollars og at der således ikke er udsigt til “sequels”.

Midnigt’s Edge, har fulgt op på, hvorledes det er gået Ghostbusters efter premieren og hvordan stridighederne (hvor Milo Yiannopoulos i øvrigt blev permant udelukket fra Twitter)

Paul Feig’s Ghostbusters has been released, and moviegoers around the world now have the opportunity to judge what has arguably been the most controversial movie of the year for themselves. This however, did not cause the controversies that had been plaguing the production to stop.

In this video we will dig into the movies opening, the critical reception, the various controversies in the aftermath of the release, as well as its boxoffice and subsequent sequel prospects, now that the movie is increasingly being referred to as a flop.

Der ventes nye kampe i Paris

Arabere, Diverse, Frankrig, Kunst og kultur, Muslimer, Terror, Ytringsfrihed, islam, venstrefløjen — Drokles on August 13, 2016 at 1:27 pm

Express skriver at det venstreorienterede franske satiremagasin Charlie Hebdo igen har fået mange trusler fra trusselskulturen, grundet en forsidetegning

Le Parisien newspaper reported the magazine – which continues to make fun of religion – remains a top target for Islamic extremists and on Thursday formally filed a complaint against an unknown person after receiving a string of serious threats.

More than 60 disturbing messages, insults, and anti-Semitic remarks were posted on the magazine’s Facebook page, including one saying ‘You’re going to die!”. Another message warned of an imminent terrorist attack.

An inquiry has been launched and French police are currently investigating the “very threatening death threats” made against Charlie Hebdo cartoonists and journalists.

Express beskriver Charlie Hebdos billede således

The man’s penis can be seen through his long beard, and the woman is totally naked except for her veil over her head and shoulders and a caption below reads: “The reform of Islam: Muslims, loosen up” or “Musulmans decoincez vous”

Men Express viser ikke billedet. I stedet viser de en del “Je suis Charlie” billeder - og det er jo også en ganske gratis solidaritetserklæring. Så her er en ægte

skc3a6rmbillede-2016-08-13-kl-063134

Som man kan se ved OL er sportstøj for stærk kost for de sarte muslimske sind. Nøgenhed, som ovenfor, er en direkte hån.

skc3a6rmbillede-2016-08-13-kl-061340

Der er ingen fred mulig med muslimerne, hvis man vil bevare friheden.

En udskamning for langt

Feminisme, Kunst og kultur, Ligestilling, Økonomi og finans — Drokles on July 18, 2016 at 4:27 am

Ord som racist, islamofob og nazist har været i flittigt brug når relevante debatter skulle kvæles i vuggen og rationelle mennesker udskammes for at den forbrydelse at bringe viden til torvs. Vi har levet med det, selv om det har haft sine ofre, for i sidste ende slides fraser op. Og fordi man aner at de aggressioner, der ligger til grund for dem er en sikker indikation for, hvor desperat et standpunkt forsvares.

Det er selvfølgelig venstrefløjen, der i sin egen selvforståelse står så moralsk opløftet, at den ikke kan lade sig hæmme af nogen skam eller anstændighed. Den staår ikke til regnskab for nogen virkelighed fordi det fordømmelsesværdige ikke bare vil dø af sig selv. Men hvis ikke revolutionen æder sine børn, så gør storkapitalen det.

Sony Pictures har lanceret en ny udgave af den klassiske 80er gyserkomedie Ghostbusters. I stedet for at være den tredie i en række, har man valgt at relancere, hvad man håber bliver et franchise i stil med Avenger-universet, Ghostbusters i en ny origins fortælling. Altså at man starter historien forfra med en ny begyndelse.

Men kritikken begyndte at hagle ned over filmens kvalitet allerede da den første trailer blev offentliggjort, hvilket truede filmens succes og Sony Pictures profit. Så modsvaret blev at bekrige kritikerne ved at udskamme dem. hovedroller i Sony Pictures Ghostbusters er, i tidens frigørende ånd, alle kvinder (barnløse i øvrigt, på nær en). Følgeligt bliver enhver kritik misogyn, leveret af tabermænd, skimlede sikkert, som de bor alene eller i kælderen hjemme hos mor.

Ghostbusters tilblivelse ligner en parodi af Robert Altmans 90er film The Player. Det er svært at overbevise mange om at det mandlige publikum ikke bryder sig om kvindelige helte. Alien filmene, Hunger Games, den seneste Star Wars og de klassiske Emanuelle film har alle begejstret drenge og mænd. Gavin McInnes behøver kun et enkelt reklamefoto fra den nye Ghostbusters til at hegle hele konceptet ned - og svælge i herlig misogyni.

Brexit forstyrrer en filmanmeldelse

Brexit, Diverse, Kunst og kultur, Politik, USA, venstrefløjen, Økonomi og finans — Drokles on July 4, 2016 at 11:13 am

Det er svært at læse venstresnoede medier uden at blive konfronteret med deres chok og afsky over at et flertal af briter ikke mener det er en god ide at være medlem af suprabureaukratiet EU. I The New Yorkers filmanmeldelse af Steven Spielbergs seneste børnefilm, Big F****** Giant, sniger galden sig ind med en næsten parodisk forståelse af samspillet mellem børn og fiktion

Children’s worst new lesson in the British political process comes not from the Brexit fiasco but from Steven Spielberg’s live-action adaptation of Roald Dahl’s “The BFG.” When the titular Big Friendly Giant (Mark Rylance) and the little girl, Sophie (Ruby Barnhill), who lives in his lair need the help of the British Army, they visit the Queen (Penelope Wilton), who summons her generals and orders a commando raid on behalf of the beleaguered duo—but before she does so she makes phone calls to two political leaders. She lets “Boris” know that she might need airspace clearance and tells “Nancy” that she needs to talk with “Ronnie.” (“Well, wake him!”) Yet Spielberg offers no sense whatsoever that the British have an elected government and that it’s the Prime Minister’s job, not the monarch’s, to call out the troops.

Maybe Spielberg is just being subtly subversive. It’s easy to imagine a child, after seeing this movie, wondering why—with Great Britain facing a traumatic withdrawal from the European Union and its own possible even-more-traumatic internal breakup into independent countries—the Queen doesn’t just put her foot down and bring an end to this nonsense. And, if Her Majesty (or, as the language-garbling giant says, “Her Majester”) can’t or won’t do so, then why have a monarchy at all?

Vreden over at et andet folkefærd har afholdt en folkeafstemning over hvilken retning, de gerne ser deres land bevæge sig i (mod suverænitet, nu beder jeg dem fru Heilbundt) er så indgroet at den endda forkludrer evnen til at forholde sig sagligt til fiktionens univers. Kan man virkeligt undre sig over at Spielberg ikke forvandler et eventyr for børn til en politisk thriller? Skulle der være noget særligt eventyrligt ved at følge en eventuelt nedsat kommisions arbejde eller måske høre oppositionens indveninger i forhold til økonomiske omkostninger og sikkerhedspoltiske analyse særligt med henblik på forholdet til allierede og samhandelspartnere. Måske man kunne snige en charmerende gennemgang dans om de socioøkonomiske konsekvenser ind?

“Ikke en dag uden eskalerende kaglende galskab”

Diverse, Kunst og kultur, Postmodernisme, Satire, venstrefløjen — Drokles on May 30, 2016 at 12:42 am

Det skrev en god ven som han sendte mig historien Breitbarts: ”A study undertaken by the University of Michigan has revealed that young white pre-schoolers believe their race can change over time and they can effectively “grow up to be black.””. Trans-identiteter har sandelig metastaseret sig ud i samfundets sårbareste kroge og selv om det er normalt at være ked af et eller andet ved sig selv, er ideen om at være i en forkert krop selvfølgelig noget sludder og nogle vågner da også op og indser de personlige konsekvenser. Anyways, som om voksen-babyer ikke var fjollede i sig selv, så skriver Pajamas Media

Some men don’t just want dogs to be their best friend — they want to be the dog. Pup play, where grown men dress up as dogs and act that way in public, is both silly and disturbing, and shines a light on some of the confusion and pain inside the gay community.

Britain’s Channel 4 aired a documentary, “The Secret Life of Human Pups,” on Wednesday night. The Guardian carried out interviews with three of the show’s main characters, showing how they got involved in the movement: the struggles they face and the fun they enjoy.

The pup-play movement “grew out of the BDSM community and has exploded in the last 15 years as the internet made it easier to reach out to likeminded people,” The Guardian’s Nell Frizzell explained. “Human pups tend to be male, gay, have an interest in dressing in leather, wear dog-like hoods, enjoy tactile interactions like stomach rubbing or ear tickling, play with toys, eat out of bowls and are often in a relationship with their human ‘handlers.’”

Tom, who goes by “Spot” and works as an engineer in a theater, said pup play gives him license to behave in a way that feels natural, even primal. “You’re not worrying about money, or food, or work,” he told Frizzell. “It’s just the chance to enjoy each other’s company on a very simple level.”

But Tom’s introduction to the world was far from simple. “He knew he liked sleeping in a collar, had a fetish for skin-tight clothing - Lycra, rubber, even off-the-peg cycling shorts - then came a dalmatian zentai suit he found on eBay … and eventually, a man in a club walked up to him and said: ‘Oh right, so you’re a pup.’” In order to enjoy this simple company with other pups, he broke up with his former fiancee Rachel and moved into a gay relationship with his handler, Colin.

“It’s a sad thing to say, but there’s not love from the heart in me for Colin,” Tom admitted. “But what I have got is someone who is there for me and I’m happy with that.” He needs Colin because “a puppy without a collar is a stray; they don’t have anyone to look after them.”

En gang, under truslen fra nuklear udryddelse, vidste man bedre, godt nok endda til at kunne le,

Med strømmen flød de stolt deres vej

Hvis der synes at være en foruroligende diskrepans mellem den verden man selv kan opleve og den verden der bliver beskrevet af den fineste ekspertise, så skyldes det marxismens march gennem læreanstalterne. Philip Carl Salzman skrev tilbage i januar på Middle East Forum om hvorledes universiteterne i USA - og det gælder desværre også for de fleste steder i Vesten -  ser læring og tænkning gennem en marxistisk prisme. Tør man sige falsk bevidsthed?

The one place that Marxism has succeeded is in conquering academia in Europe and North America. Marxism-Leninism is now the dominant model of history and society being taught in Western universities and colleges. Faculties of social science and humanities disguise their Marxism under the label “postcolonialism,” anti-neoliberalism, and the quest for equality and “social justice.” And while our educational institutions laud “diversity” in gender, race, sexual preference, religion, national origin, etc., diversity in opinion, theory, and political view is nowhere to be seen. So our students hear only the Marxist view, and take it to be established truth.

Postcolonialism is the view that all ills in the world stem from Western imperialism and colonialism. The hierarchical caste system in India, that disenfranchises half the population as “untouchables,” is, according to postcolonial analysis, and invention of the British while they governed India. So too with tribes in Africa, allegedly invented by the British colonial authorities to “divide and conquer” the native African, who previously had all mixed together happily with no divisions and no conflicts. So too in Central Asia, where, thanks to Soviet colonial authorities, “formerly fluid hybridities and contextual identifications were stabilized, naturalized, and set into a particular mold that gave each group a definitive history, physiognomy, mentality, material culture, customs, language, and territory,” according to one postcolonial author. Apparently, according to the postcolonial view, history and culture in India, Africa, and Central Asia started with the arrival of outsiders in recent centuries.

“The end of history for our students signals the End of History for the West” skrev Patrick Deneen i februar om resultatet af Gramscis udhuling af dannelse, uddannelse og tænkning; en venlig tomhed

My students are know-nothings. They are exceedingly nice, pleasant, trustworthy, mostly honest, well-intentioned, and utterly decent. But their brains are largely empty, devoid of any substantial knowledge that might be the fruits of an education in an inheritance and a gift of a previous generation. They are the culmination of western civilization, a civilization that has forgotten nearly everything about itself, and as a result, has achieved near-perfect indifference to its own culture.

(…) They are respectful and cordial to their elders, though easy-going if crude with their peers. They respect diversity (without having the slightest clue what diversity is) and they are experts in the arts of non-judgmentalism (at least publically). They are the cream of their generation, the masters of the universe, a generation-in-waiting to run America and the world.

But ask them some basic questions about the civilization they will be inheriting, and be prepared for averted eyes and somewhat panicked looks.

(…)

We have fallen into the bad and unquestioned habit of thinking that our educational system is broken, but it is working on all cylinders. What our educational system aims to produce is cultural amnesia, a wholesale lack of curiosity, history-less free agents, and educational goals composed of content-free processes and unexamined buzz-words like “critical thinking,” “diversity,” “ways of knowing,” “social justice,” and “cultural competence.”

(…)

Above all, the one overarching lesson that students receive is the true end of education: the only essential knowledge is that know ourselves to be radically autonomous selves within a comprehensive global system with a common commitment to mutual indifference. Our commitment to mutual indifference is what binds us together as a global people. Any remnant of a common culture would interfere with this prime directive:  a common culture would imply that we share something thicker, an inheritance that we did not create, and a set of commitments that imply limits and particular devotions.

Ancient philosophy and practice praised as an excellent form of government a res publica – a devotion to public things, things we share together. We have instead created the world’s first Res Idiotica – from the Greek word idiotes, meaning “private individual.” Our education system produces solipsistic, self-contained selves whose only public commitment is an absence of commitment to a public, a common culture, a shared history. They are perfectly hollowed vessels, receptive and obedient, without any real obligations or devotions.

(…)

They won’t fight against anyone, because that’s not seemly, but they won’t fight for anyone or anything either. They are living in a perpetual Truman Show, a world constructed yesterday that is nothing more than a set for their solipsism, without any history or trajectory.

Men tryk avler modtryk, som der blev råbt. Rebel Medias Tiffany Gabbay fortæller om at også hvide unge mennesker har et behov for at finde deres kulturelle rødder, nemlig det vidunder, der er den vestlige civilisation

Over Broen

“Svensk jødehad gjorde det nemt for Bodnia at droppe »Broen«” skrev Berlingske Tidende. Det “svenske” jødehad “vokser. Især i Malmø, hvor vi optog Broen” forklarede Bodnia det israelske onlinemedie Walla. Det er nyt for Bodnias producer på Broen Bo Erhardt, der ikke havde “oplevet problemer eller utryghed på holdet” - et sandt mysterium. Ifølge Jyllands-Posten fortæller Erhart videre, at der var skyderier hvor “En ung mand skød efter muslimske personer, men ifølge produceren påvirkede hændelsen ikke produktionen”.

Bodnias svenske partner i Broen, Sofia Helin, havde for et par måneder siden, skoset Danmark for ikke at tage flygtninge hertil, i grel modsætning til Sverige, som hun var stolt over. “I skal fandeme tage jer sammen” sagde hun til danskerne og mindedes jødeflugten under 2. Verdenskrig; “En gang havde I brug for at flygte fra jeres land”. Tjah, det er blevet en kedelig tendens at hver gang der kommer invasionsstyrker sydfra, så flygter jøderne den ene eller anden vej over Sundet.

Johanna Schreiber og Björn Olsson, henholdsvis jødinde og politiker, skriver i svenske Expressen i forlængelse af Bodnias sørgelige erfaring

Malmös judiska församling blir mindre för varje år som går. Allt fler judar lämnar staden. Föräldrar vågar inte längre ha sina barn i den judiska förskolan.

När skandinavisk-judiska ungdomsförbundet höll sin årliga nyårsfest i staden vid årsskiftet var säkerheten lika rigorös som vid ett statsministerbesök. Judar över hela världen har under det senaste året samlat in pengar till den ultraortodoxa rabbinen i Malmö och hans familj. De har så höga kostnader för sin privata säkerhet att de behöver ekonomisk hjälp för att kunna bo kvar i Malmö.

Judiska församlingens kursgård i Höllviken, där barn och ungdomar från hela Skandinavien tidigare tillbringade både helger och sommarlov, gapar tom allt oftare efter att barn som varit så unga som i sjuårsåldern tvingats höra hot och glåpord som skrikits utifrån vägen.

Programomtalen gjorde det nemt for mig hurtigt at droppe Broen. Afsnit 6

Den fejlslagne integration viser sig snart at være det fjerde samfundsproblem. Københavnerne er i oprør efter en rettergang, hvor en gruppe politifolk går fri, på trods af at de har mishandlet en indvandrer til døde. En af de tiltalte bortføres fra sit hjem og forsøgene på at finde ham ender i gadeoptøjer.

Men hvad kan man vente af DR? Ikke en israelsk korrigerende dokumentar

Fri Debat uden ideologisk dagsorden

dsc02726

Fri Debats konference lørdag 6/2 stillede spørgsmålet, hvordan det er “kommet dertil, at blasfemi i dag betragtes som en sinister ideologi i kunst- og litteraturlivet, mens tavshed om den religiøse terror og tvang fremstår som progressiv blandt kunstnere og forfattere?” Til at besvare det spørgsmål havde man indbudt et panel bestående af færøske Heini i Skorini fra King’s College, Dennis Meyhoff Brink fra Københavns universitet og kunstnerne Lars Vilks fra Sverige og norske Thomas Knarvik til en næsten fyldt fællessal på Christiansborg.

I sin korte indledning sagde Henrik Dahl fra Liberal Alliance, at historien vil bedømme denne generation af politikere på hvor resolut de er i stand til at forsvare det liberale samfund. Som emnets alvor således blev placeret i historien var Niels Ivar Larsen manden for at motivere sin nylige afgang fra Lars Vilks Selskabet og positionere Fri Debat i “landskabet af ytringsfrihedsaktivister”. Fri debat var nemlig den mest principfaste forsvarer af ytringsfriheden uden ‘men’, blottet for ideologiske dagsordner og påstande om ytringsfrihed som noget kulturelt betinget.

Et principfast forsvar for ytringsfriheden kræver altså at man ikke lader sig præge af kulturalistiske dagsordner når man diskuterer blasfemi, censur og selvcensur blandt kunstnere. Men ikke nok med det, det kræver også et sikkerhedsapparat med snifferhunde og politifolk med maskinpistoler kunne man erfare og det er ikke fordi man frygter alle kulturelle repræsentanter lige meget. Mangel på proportioner giver åbenbart den bedste position i landskabet af ytringsfrihedsaktivister.

Dennis Meyhoff Brink, der er ekstern lektor ved institut for kunst og kulturvidenskab, foretog i sit oplæg en analogi mellem det kristne Europas udvikling fra Oplysningen og et tilsvarende perspektiv for den islamiske verden. Europa var kendetegnet ved at have den ubestrideligt højeste grad af religionskritik og satire i nogen civilisation og det var da også i Europa demokratiet opstod og trivedes. Årsagensforbindelsen var klar; Oplysningens blasfemiske satire udhulede, som dryp på en sten, med et Webersk udtryk, den fortryllede verden og tog frygten fra folk. Med frygtens fald fulgte også æresfrygten for præsten, der nu kunne latterliggøres, ikke blot som repræsentant for kirkens hykleri, men for religionen i sig selv.

Lars Vilks forklarede derefter hvorledes opfattelsen af geniet fordrede at kunstneren selv blev den skabende og gennemgik en række blasfemiske kunstværker; film af bl.a Lois Bunuel og Ken Russel og billeder som Piss Christ. Netop Piss Christ er trukket meget ind i debatten om religiøs krænkelse og islam for skønt nogle dybere lag i værket - at selve værket er et fotografi af en installation af et krucifiks nedsænket i glas urin - så blev der ikke taget hensyn til kristnes krænkede følelser, som man er vant til, når emnet er udfordring af islam.

Den norske kunstner Knarviks første forelæser på kunstakademiet var netop Lars Vilks. Knarvik viste endnu flere billeder end sin ‘læremester’ og mange han selv havde kreeret, som han fortalte om, hvorledes han var blevet engageret i kampen om ytringsfrihed og blasfemi, og hvorledes det havde påvirket hans kunstneriske retning. Knarvik er, som de øvrige panelister, ingen skimlet konservativ kulturkæmper. Han har f.eks blandt andet bygget et kulturcenter for massaikvinder og skabt en forfatterpersona, en muslimsk teenagepige under navnet Miss Supression Figther. For ham er mange muslimer de største ofre for de jihadister, der har taget deres religion som gidsel og gjort den største karikatur af Muhammed.

Men han har også overhørt skrigene fra en pige, der blev omskåret og bevidnet hvorledes kvinderne, der forestod omskæringen, kom ud af hytten og smed det omskårne ud til naturen. Og hans interesse for islam, som en trussel mod ytringsfriheden, blev vakt da han hørte den norske statsminister undskylde for alverden, at den norske avis Dagbladet havde trykt Muhammedtegninger.

Knarvik udgav på 10-årsdagen for offentliggørelsen af Jyllands-Postens Muhammedtegninger en mere end 100 sider lang samling af blasfemiske tegninger rettet mod alle religioner. Et norsk forlag havde i første omgang trykt den i 2.500 eksemplarer og den lå klar på en europalle, da forlaget blev ængsteligt ved udsigten til endnu en Muhammedkrise og makulerede hele oplaget. Bogen er i stedet udkommet på Kåre Bluitgens forlag.

Men det var den første oplægsholder, Heine i Skorini, der leverede det mest almeninteressante oplæg, da han perspektiverede den islamiske trussel historisk. Han fortalte først om en Muhammedkrise i 1925, der blev udløst da den engelske morgenavis The Star havde trykt en tegning, hvor den tids legendariske cricketspiller Jack Hobbs ragede op som en kæmpe blandt andre historiske skikkelser, som Julius Cæsar, Columbus og så selvfølgelig muslimernes profet Muhammed. Muslimske organisationer protesterede højlydt og der var demonstrationer i Calcutta. Ingen døde dog, men episoden demonstrerede at ideen om at en nyopfunden islamisme adskilt fra en ægte, om ikke tolerant, så afdæmpet, islam ikke holder.

i Skorini fortalte hvorledes OIC (organisationen af islamiske lande), gennem FN har arbejdet målrettet på at gøre blasfemi til en krænkelse af menneskerettighederne. OIC ser den islamiske verden være under pres både udefra, ikke mindst fra Vesten, og indefra. I Kairo deklarationen fra 1990 hedder det således at formålet bl.a er ”cleanse our societys of moral laxity deviation” og dens artikel 22 slår fast at ytringsfriheden (og alt andet i øvrigt) skal underlægges den muslimske sharia lovgivning.

Bastante religiøse krav til en sekulær organisation, som FN er ikke effektivt og i 1999 skiftede organisationen taktik til en sekulær argumentation. Nu brugte man i stedet FNs egne artikler, som artikel 29, der betoner ansvar over frihed og artikel 22 om hadtale, til at få ytringsfriheden underlagt sharia. For OIC var religionskrænkelse, som grundlæggende blot betød krænkelse af islam jvf sharia-kravet ovenfor, en krænkelse af menneskerettigheder på linje med racisme, intolerance, islamofobi og ekstremisme. OICs nye argumentation var derfor også på linje med den vestlige venstrefløjs tankegang og det skabte en naturlig alliance af parallelinteresser.

Netop det sidste punkt, at se blasfemi som ekstremisme, er forklaringen på, hvorfor muslimske landes fordømmelser af islamisk terror, som Saudiarabiens fordømmelse af angrebet på Charlie Hebdo, altid ledsages af fordømmelser af ekstremisme i al almindelighed. De myrdede, som redaktionen på Charlie Hebdo, er nemlig lige så ekstreme i deres brug af ytringsfriheden, som deres mordere. Og det er en retorik som man hører ikke blot fra venstrefløjen men fra vestlige ledere.

Det var en journalist fra information, der stillede det første spørgsmål til panelet, om forskellen på satirens antiklerikale, politiske angreb og kunstens ikonografiske behandling af det blasfemiske, førend to tilhørere ville vide, hvad Saudiarabiens betydning for FNs Råd for Menneskerettigheder og OICs fremtid som Saudiarabiens økonomiske situation ser drastisk anderledes ud med de faldende oliepriser. Saudiarabien sponserer OIC og organiserer dagsordenen på de indre linjer, mens det er Pakistan der tegner organisationen i FN.  Skorini svarede at det dels udstiller FN for hvad det er, en samling af de regimer og regeringer i verden, der nu engang er og at Saudiarabiens betydning for OIC ikke vil ændre sig de første mange år, dertil er rollerne for satte. Og så svarede Vilks og Knarvik meget pædagogisk at satire er meget bundet i en konkret debat i tid og sted, mens kunst ikke søger et konkret politisk budskab og kan værdsættes ud over tid.

Først herefter var der en tilhører, der ville have svar på konferencens spørgsmål, nemlig, hvorfor kunstnere, og alle os andre såmænd, var mere optaget af selvkritik end af religionskritik, selv når vi blev konfronteret med en trussel. Spørgsmålet kom næsten bag på panelet, der dog hver for sig svarede at det traditionelt var lettere og moralsk mere acceptabelt at levere angreb på værdier inden for egen kulturkreds end at kritisere, hvad man kunne opfatte som udsatte minoriteter med kulturelt betingede problemer. Det handlede, med udgangspunkt i eksemplet Carsten Jensens jævnlig tirader, om hvem der havde ret til at kritisere andre. Og det var en god pointe, for ingen vil jo mistænkes for at have en ideologisk dagsorden.

Og det var der også en tilhører der heller ikke ville og mindede Meyhoff Brink om at satire ikke kun var forbeholdt vesten og fortalte om en irakisk ateistisk bevægelse der bedrev en ganske giftig satire. Desværre blev denne bevægelse slået hårdt ned beklagede han og besvarede således sit eget spørgsmål, inden islameksperten Tina Magaard tog ordet og sagde at hun faktisk havde skrevet om blasfemisk satire i den muslimske verden ikke mindst Iran. Det var Magaards pointe at netop Muhammed satire var et inkluderende redskab i integrationen i vores selvkritiske kultur og at man skulle vise skolebørn muhammedtegninger fra den muslimske verden, der almindeligvis var langt grovere end de tegninger Jyllands-Posten udgav.

Og så var det, at det sidste spørgsmål kom fra en tilhører, der ville høre panelet, hvorledes det ville se ud med ytringsfriheden om føje tid i et stadigt mindre demokratisk Europa “og med en stadig mere islamisk indflydelse”. Det er svært at holde en hel konference om “religiøs terror og tvang” og “blasfemi” uden at komme ind på noget ‘kulturelt betinget’, ideologisk dagsorden eller ej. Inden det skulle besvares syntes Meyhoff Brink at det var på sin plads med et fejlcitat og sagde “Jeg synes også det er racistisk når Hedegaard siger at ‘alle muslimske mænd, onkler og fædre, voldtager deres døtre…”. Men ytringsfrihedens fremtidsudsigter i et mere et mindre demokratisk og mere islamificeret Europa var et svært spørgsmål at forholde sig til på falderebet af konferencen, sagde Ivar Larsen og gav ordet til i Skorini.

Forholdene i Danmark var ikke nær så dårlige som i England, forklarede i Skorini og sagde at han selv måtte forberede sig ganske anderledes når han holdt foredrag i London end i Danmark. Og det var ikke blot kønsopdelte arrangementer, men også sikkerhedsproblemer fordi så mange kunne blive stødt og emnets indhold. Men han mindede om at de islamistiske grupper udgjorde en meget lille og ikke repræsentativ minoritet blandt de muslimske studerende, men realiteterne var deusagtet at det var svært for ham at bevare en optisme. Og med den kedelige udsigt var konferencen slut.

Uagtet hvor urepræsentative og lille en minoritet islamister udgør på campus, kan man alligevel konkludere, hvad i Skorini og Fri Debat helst vil tøve med, at jo flere kulturelt betingede muslimer vi ser på campus og i vores land, jo mere vil det være islamisternes dagsorden vi vil leve under. Men dyster som fremtiden ser ud kan man glæde sig over at vi i Danmark har et levende landskab af ytringsfrihedsaktivister med hele tre virile selskaber i Fri Debat, Trykkefrihedsselskabet og Lars Vilks Komiteen. At det til tider bærer lidt præg af positionering og nok også en snert af intern personrivalisering er en lille detalje og måske blot et bidrag til at holde konkurrencen skarp og landskabet frodigt. Fri Debats arrangement var så velafholdt og oplysende, som man er kommet til at forvente det i Danmark - men desværre med et tilhørende sikkerhedsopbud, selv for de, der ikke vil vedkende sig en ideologisk dagsorden.

Artikel skrevet for Document.dk

Femininister; drengene mod pigerne

Både Berlingske Tidende og BT spørger kendte danskere om deres mening om trusselsbilledet, kultur og mere kvindelig agtpågivenhed ovenpå migranternes overgreb på almindelige borgere særligt i Køln. “Det er blevet etnisk danske mænds tur til at svare på spørgsmålet” skriver Berlingske Tidende om spørgsmålet “Kunne krænkelserne også ske i København?” De etnisk danske mænd er musikeren Henrik Marstal, charlatanen Mads Holger, forfatter og journalist Ditlev Jensen og så teaterchef Jon Stephensen. BT havde spurgt om det samme, men til kendte danske kvinder, nemlig “Amalie Lyhne, debattør og ekstern lektor ved Københavns Universitet. Anne Sofie Allarp, forfatter og radiovært. Kathrine Lilleør, forfatter og sognepræst. Signe Wenneberg, journalist og foredragsholder”. Uinteressant hvad tilfældige mennesker mener blot fordi de er kendte. Men hvem er de bedste feminister, drengene eller pigerne?

Henrik Marstal pointerer på spørgsmålet “Kunne det ske i Danmark?” at “Indvandrermænds massevoldtægter af blonde, danske piger har siden 1980erne været højrefløjens skrækscenarie nummer et ved det multietniske samfund”, men slutter at siden vi ikke har set det fænomen herhjemme vil han lade tvivlen komme “de omkring 200.000 mandlige indvandrere og deres efterkommere” til gode. Ikke helt ulogisk, men han skylder måske at anerkende at højrefløjens skrækscenarie nummer et ved det multietniske samfund ikke er uden substans.

Men da han bliver spurgt “Er problemet arabiske mænds seksualitet?” svarer han

Vi ved, at den arabiske kultur er stærkt kvindeundertrykkende, men det er et problem, der snarere er knyttet til mænds seksuelle adfærd som sådan, uanset etnicitet eller religion. Derfor bør vi i stedet bruge energien på at udfordre den generelle maskulinitetskultur, der gør voldtægt mulig i første omgang.

Han indrømmer en stærkt kvindeundertrykkende arabisk kultur for så inden sætningen er slut helt at ophæve den ved at det intet har med etnicitet eller religion at gøre. Det er ikke altid man ser så konsekvent en selvmodsigelse. Indrømmelsen af at kultur har noget at sige, at den arabiske direkte er stærkt kvindeundertrykkende, er så langt man vil gå for at friholde islam. Af en eller anden besynderlig grund har venstrefløjen lettere ved at kritisere de fremmede for deres kultur, end deres religion. Det turde eller være lige fint, ja det burde være mere fint at kritisere deres religion, dels fordi religionskritik er fint i sig selv og dels fordi ikke alle mennesker er religiøse, mens alle mennesker er kulturelle.

Men Marstal er en god feminist når han vil “bruge energien på at udfordre den generelle maskulinitetskultur” og følger op med glimrende relativering

Vi skal passe på, at denne sag ikke udvikler sig til et tilsvarende massehysteri. For indtil videre er der registreret to fuldbyrdede voldtægter – og det blev der også begået i Danmark nytårsaften. Begge dele er præcist lige forkastelige og uacceptabele, og begge dele skal derfor problematiseres.

Til gengæld er han en dårlig historiker når han på spørgsmålet om “vestlige kvinder [bør] tage forholdsregler, når der kommer mange asylansøgere?” svarer at det lyder som “under krigen, hvor tyske myndigheder lavede propaganda om onde russere, der ville komme og voldtage alle tyske kvinde”. Anthony Beever skriver nemlig i Guardian at sovjettropperne “…raped every german female from 8 to 80″. Voldtægt som krigsførelse, det kommer vi tilbage til.

Mads Holger vil ikke svare direkte på spørgsmålet om mellemøstlige mænds kultur er problemet og kaster sig istedet ud i relativering og kulturel selvkritik. Der hersker på den ene side “ingen tvivl om, at den arabiske kultur er meget maskulin på godt og ondt”, mens “vores egen kulturs totale fravær af maskulinitet” har mødt indvandrerne med “kvindagtighed”. Holger holder en vanskelig balancegang for at være en feminist, hvor han godt nok formår at relativere, men han fremhæver maskulinitet som værende også af det gode og kalder bløde værdier ‘kvindagtighed’. Selv om han redder sig lidt i land ved at slå fast at “Ansvaret for overgreb ligger aldrig hos kvinden” er han ikke en overbevisende feminist, som han ikke er en overbevisende kulturkritiker. Og det er vel historien om Mads Holger, han er ikke overbevisende.

Flere forhåbninger har man til den mere forstandige Kristian Ditlev Jensen, som har studeret teologi siden 2012. Med hvert et ord vejet på en guldvægt skelner han mellem muslimers almindelige dagligdags krænkelser, “en forskel i seksualitets- eller kønskultur”, og så “at der er noget helt nyt på færde (…) På de sociale medier bliver det kaldt rape jihad”. Så har han ikke sagt for meget, ja noget har han slet ikke sagt selv, det er blot de sociale medier. Men han leverer gerne en ordrig forklaring

I de fleste lande opererer man juridisk med »seksualiseret vold«. Det er en voldelig handling, men dens udtryk er seksuelt. Her kunne man tale om en form for seksualiseret terror. Det er en terrorhandling, men dens udtryk er seksuelt:

Det er koordineret, man slår til i 20 byer samtidig og generer alle kvinderne. Terror betyder rædsel, og det skaber man så hos kvinderne for at være i det offentlige rum. Så har man destabiliseret samfundet, og det er det, terror går ud på.

Så hvis det er nogle, der gramser på andre, sker det allerede. Og selv hvis det er en decideret terrorhandling, er det næsten mystisk, det ikke er sket herhjemme. Vi er jo et ret oplagt mål. Så det skulle ikke undre mig, om det kommer.

Hvis ikke man umiddelbart forstår hvad ordet rape-jihad kunne indebære, må det dog kunne forklares kortere, men Jensen “har studeret teologi siden 2012″ og er allerede blevet dygtig. Men nogen feminist er han ikke.

Stephensen håber selvfølgelig ikke at noget tilsvarende kunne ske i Danmark, men, tilføjer han, “vi blev også overraskede over, at det kunne ske i Tyskland og andre steder”. Hvem ‘vi’ er skal jeg ikke kunne sige, men det har “siden 1980erne været højrefløjens skrækscenarie nummer et”, så tydeligvis er ikke alle blevet lige overraskede. Men overraskelsen har rusket noget i hans univers for han spekulerer i om “det allerede sker, uden at der for alvor bliver råbt op om det”. Men Rom blev ikke bygget på en dag og en stædig humanist svinger fanen trodsigt mod realiteterne

Det, der skete, skal fordømmes på det groveste, og hvis det handler om religion, skal vi ikke lægge fingre imellem i form af blødsødenhed eller misforstået humanisme. Og det er vigtigt, at vi ikke blander flygtningedebatten ind i det.

Som med Marstal, så er islam bare så svært et emne for de pæne mennesker. Her tales der om religion, skønt barbarerne næppe var pinsemissionærer. Og hvis det handler om ‘religion’ så handler det jo stadig om migranterne og hvad de har med i den mentale bagage. Så overvejende fint feministisk arbejde Stephensen, manglende logik giver lidt på feminismekontoen og udsagnet “Det er ikke kvindens egen skyld i nogen som helst sammenhænge” er en ren vinder. Nogen kunne tro at sætningen indgår i sammenhængen med voldtægter, fordi den optræde i samme afsnit, men den står rent selv, som et generelt udsagn og ikke som hos Mads Holger, der skrev “ansvaret for overgreb…”. Således er den grangivelig udtalt freudiansk og således vil den blive læst af hans medsøstre.

Og det er rent feministisk blær da han på spørgsmålet “Bør danske kvinder tage ekstra forholdsregler med de mange asylansøgere?” slutter med et direkte uansvarligt råd; “Der råber jeg højt NEJ”. Nemlig! Vi skal have flere migranter til landet, der måske allerede, tilskyndet af deres “religion”, er igang med en rape-jihad “uden at der for alvor bliver råbt op om det” og danske kvinder skal bare være lige så godtroende i det offentlige liv, som boede de i det Danmark de huskede. Med sin lov om kvindes skyldfritagelse i alle sammenhænge solidt polstret med et totalt sammebrud i logik og ideologisk uansvarlighed er Stephensen drengenes stærkeste feministiske kort.

Men hvad siger pigerne? Det er deres hjemmebane, så vi må forvente et stærk gensvar. Men ak, første skud i bøssen affyres i egen fod af Amalie Lyhne, der skærer ind til benet af det relevante. “Jeg tror, risikoen [for rape-jihad] er lidt mindre end i Tyskland, fordi vi ikke har lige så mange asylansøgere.”. Hun er allerede ude af feltet, realiteter kan ikke reddes. Måske vil nogen knytte håb til en relativering da hun tilføjer “Men vi skal være opmærksomme på, at der er mænd i Danmark med et forkvaklet syn på kvinder”. Men ordet her er ‘mænd i Danmark’ fremfor ‘danske mænd’ og den tolkning bliver krystalklar når hun på spørgsmålet om kultur siger

Ja, det er et kvindesyn, som er tilknyttet bestemte kulturer. De sammenligninger, der har været de seneste par dage, om at vi også har sexisme blandt danske mænd og i dansk kultur, er absurd. Det er fuldstændig absurd at sammenligne det her med, hvad der foregår på Roskilde Festival osv.

Ja, hun er fortabt som feminist, og hun synker helt ned i chauvinismen ved at kunne skelne mellem idealer og realiteter på spørgsmålet om danske kvinder bør tage flere forholdsregler

Det mener jeg er en meget farlig vej at gå. Det er vigtigt, at vi som kvinder kan færdes frit overalt, som vi plejer. Ellers er det et knæfald for de her kræfter. Hvis der er problemer, må man sætte mere politi ind. Det vil være mit bud. For vi må endelig ikke begynde at file på den danske frihed. Hvad den enkelte unge kvinde vil tage af personlige forholdsregler, vil jeg ikke fortænke hende i. Men på samfundsniveau, oppefra må man ikke begynde at bevæge sig ned ad den sti.

At hælde migranterne og muslimerne ud samtidig med at give borgerne lov til at bevæbne sig er mit bud på flere forholdsregler, men Lyhne har forlængst diskvalificeret sig som feminist at det var helt overflødigt at nævne “de her kræfter” og mere politi.

Signe Wenneberg er anderledes optimistisk på de danske mænds vegne end Mads Holger, men desværre for udsigten til et feminismediplom, af nogle lettere nationalistisk pikkede grunde. Hun tror ikke det samme kunne ske i Danmark, som vi så i Køln for “Vores mænd passer på os“. Hvis man læser de herrer ovenfor er det enddog en meget optimistisk forventning. Og så skoser hun ellers de tyske mænd for ikke at gøre det samme, “hvor var de?”. De fik vist også bank, men fair spørgsmål. Og på spørgsmålet om vestlige kvinder “bør tage forholdsregler med de mange asylansøgere“svarer hun

Jeg anerkender ikke spørgsmålet. 1: Det var afrikanske mænd uden kinamands chance for asyl, der angreb. Altså lykkeriddere. Ikke som sådan »asylansøgere«. Det var ikke mænd på flugt fra krig i Syrien og Irak, der angreb. Det var afrikanere i kulturchok.

2: Mænd, der voldtager og forulemper, bør låses inde. Det er ikke ofrene, der skal ændre sig. Man siger heller ikke til tegnerne på Charlie Hebdo »Kan I ikke lige tegne noget mindre provokerende? Så I ikke bliver angrebet af psykopatiske voldsforbrydere fra Daesh?«.

Som kvinde håndterer hun ikke fakta så godt, når hun tror at det kun var afrikanske mænd, der angreb og at folk der kommer til Europa fra det sikre land Tyrkiet er flygtninge. Men det rette køn er slet ikke nok til at blive feminist, heller ikke selv om hun forsøger at undskylde afrikanerne med at de var i “kulturchok”, når sandheden synes at være at det var de tyske kvinder der fik et kulturtraume. Og det er kun en banalitet at slå fast at voldtægtsmænd skal straffes, men diskvalificerende at drage den klare parallel mellem at opgive vores ytringsfrihed til at opgive al anden frihed under voldsmandens veto.

Katrine Lilleør væver ikke når det kommer til trusselvurderingen om det samme kunne ske i Danmark

Uden tvivl. At være yngre kvinde i nattelivet indebærer jo en risiko for krænkelser. Og har altid gjort det. Der går ikke én kvinde rundt efter mørkets frembrud, som ikke forholder sig til hvilke mænd, der kommer imod hende på Strøget. Og som ikke tager særlig højde for det, hvis det er store mandegrupper med anden etnisk baggrund.

Fejl, ude! Mandens seksualitet er på anklagebænken, ikke nogen med anden etnisk baggrund. Og det kommer endda fra et pænt menneske, som man kan se Lilleør er når hun skriver “Det handler om kultur, ikke om tro”. Ingen rape-jihad her, Ditlev Jensen kunne have sparet sig sine anstrengelser. Og Lilleør kan såmænd også spare sig for sit forsøg på et come-back når hun på spørgsmålet om kvinder skal tage flere forholdsregler siger “At gøre det til et kvindeproblem er ikke bare mandschauvinistisk, men lodret udemokratisk.” når hun allerede i næste sætning gør det til et spørgsmål om “…de frihedsrettigheder, vi har kæmpet så hårdt for her i Europa”. Det er kvindesgen der er triumfatoren, ikke vestlig civilisation!

Nu har tre fra pigerne diskvalificeret sig selv, som feminister, to af dem endda med nogle gevaldige brag og nu er der kun en tilbage. Og denne ene diskvalificerer sig omgående ved ikke at gøre spørgsmålet om der er “et problem knyttet til arabiske mænds seksualitet?” til et spørgsmål om mænds generelle seksualitet, ja end ikke seksualitet, som jo ellers er hvad alt drejer sig om i sidste ende

Når en gruppe af mænd angriber eller chikanerer en kvinde på gaden, er det ikke et udtryk for deres seksualitet. Fællesnævneren for blottelser, befamlinger, sjofle henvendelser eller grupper af mænds råb eller angreb er, at de har til formål at udøve magt, kontrol og dominans gennem grænseoverskridende og intimiderende, seksuel adfærd. Den arabiske verden og mange muslimske subkulturer i Vesten har åbenlyse og graverende problemer med ligestilling.

Se Ditlev Jensen for en endnu længere forklaring på rape-jihad ovenfor. Og også hun afviser at kvinder skal træffe særlige forholdsregler mod krænkelser ud fra et overordnet hensyn til fælles værdier. Fair og naivt, som en tænkende kvinde, men ikke som en feminist. Feminiseringen af Danmark er feminiseringen af mændene, i hvert fald blandt de kendte danskere.

Satire 1997, virkelighed 2015

Kunst og kultur, Nazisme, Pressen, Race, Racisme, Satire, USA, venstrefløjen — Drokles on December 16, 2015 at 7:03 am

Fra satire i filmen Chasing Amy (1997) som PJ Media forklarer

In his third film, Chasing Amy, Smith wrote a scene in which a black comic book author masquerading as a militant racialist goes on a profanity-laced tirade against “the holy trilogy.” The whole saga was alleged to be about a “klan” of white people trying to take down the black Darth Vader.

What Kevin Smith presented as comedy two decades ago has just been replicated seriously by a cable news network Sunday morning host.

Til virkelighed på MSNBC i dette herrens år 2015 (fra News Busters)

On her eponymously named Sunday morning show, MSNBC host Melissa Harris-Perry went into a mini-rant about racism in Star Wars as she complained about villain Darth Vader being “totally a black guy” when he was “cutting off white men’s hands” who did not “claim his son,” but then became a white man after he “claims his son and goes over to the good.”

Lækker detalje at den gode Harris-Perry harcelerer over Darth Vaders onde sorthed på en baggrund af kridhvide stormtropper. Apropos stormtropper, var naziernes fortrukne Hugo Boss jakkesæt i virkeligheden tekstil blackface?

skc3a6rmbillede-2015-12-16-kl-055506

Truslen mod rationaliteten kommer fra venstrefløjen

En kristent troende politiker funderer højt over at der måske er mere mellem Himmel og jord og straks er manden en kreationist og en vederstyggelighed som videnskabsminister. Det blev dog det helt jordnære der endte med at skandalisere ham. Den besynderlige ide om kreationisme skamrides af venstrefløjen til at male et billede af et højrekristeligt angreb på selveste videnskaben og medierne agerer megafon. Hvad der er gået op for de færreste og især disse overvejende evangelister, der oftest synes at abonnerer på kreationisme er hvor arrogant til det blasfemiske denne pseudovidenskabelige ide er. At mennesket har udviklet sig til at kunne kigge Guds skaberværk så meget i kortene at vi kan se hans fingeraftryk. Så meget for Troen, der driver værket.

Men den grundlæggende isolerede kreationisme får følgeskab af en række eksotiske fikse ideer, som kan trives hos selv højt begavede mennesker. Den republikanske præsident kandidat kandidat Ben Carson dyrker trods sit virke som en fremragende neurokirurg en ide om at kristne har haft Gud i ryggen da de byggede pyramiderne i Ægypten. Jo, beviserne tårner sig op mod de kristne højrefløjsere. Pinligt som det er ikke at have forstået virkeligheden, som vi andre let kan se, så er der på højrefløjen tale om enkeltstående og skiftende fejlagtige ideer, som begavede mennesker vælger at tro på fordi de forveksler deres kreative og fantasifulde del af hjernen med den seriøse del, der har knoklet for at skaffe dem en gloværdig karriere. Og så optræder de tossede ideer som ganske private forestillinger og ikke som mission.

På venstrefløjen er det derimod helt galt og det er herfra truslen mod ikke blot ‘videnskaben’ kommer, men mod hele den rationelle tankegang. For venstrefløjens angreb på videnskab er blot en del af deres angreb på viden og det er et systemisk angreb som del af en større mission. Det er venstrefløjen der dyrker postmodernismen og relativismen. Det er venstrefløjen der opponerer imod videnskab med henvisning til æstetik og moralisme. Det er venstrefløjen der vil indskrænke tanke-, tro- og ytringsfriheden ved enhver given lejlighed. det er venstrefløjen der er forfalden til økologisme og klimateori, hvor konsensus og internetafstemninger fejer målinger af bordet. Det er venstrefløjen der vil politisere videnskaben og gøre den samfundsgavnlig, venstrefløjen der mener at samfundet omvendt og sært skizofrent skal indrettes videnskabeligt og som ophøjede Marx og efterkommeres -istiske teorier til videnskab, hvad kostede 100.000.000 myrdede civile og komplet nedbrudte samfund uden at venstrefløjen synes at kunne drage nogen klar konklusion af det eksperiment. Det er venstrefløjen som omfavner nødvendigheden af multikultur, som masserne flygter fra sekteriske stridigheder. Det er venstrefløjen der vil omskrive historien, så den passer en køns-race-kultur-genus… det er venstrefløjen der opfinder ord som genus.

Af sted til USA, hvor det står helt galt til på universiteterne, som på alle læreanstalter. Rick Moran skriver for Pajamas Media

White privilege. It’s everywhere, I tell you. You can’t escape its smothering influence — even at one of the finest (and most expensive) schools in the land.

Take the case of this poor, wilting flower. Nissy Aya is now in her fifth year of undergraduate study at Columbia University. She was supposed to graduate last year with the rest of her class, but finds herself — totally not her fault — on track to graduate next year.

Ms. Aya says that she has experienced much angst and anguish while taking Columbia’s Core courses, studying the greatest, the most powerful, the most tolerant civilization in the history of the human race — Western civilization. It seems that Ms. Aya has feelings of inadequacy when reading all these books by dead white males.

Daily Caller:

Aya attributed some of her academic troubles to the trauma of having to take Columbia’s current Core Curriculum, which requires students to take a series of six classes with a focus on the culture and history of Western, European civilization. Aya says this focus on the West was highly mentally stressful for her.“It’s traumatizing to sit in Core classes,” she said. “We are looking at history through the lens of these powerful, white men. I have no power or agency as a black woman, so where do I fit in?”

As an example, Aya cited her art class, where she complained that Congolese artwork was repeatedly characterized as “primitive.” She wanted to object to that characterization but, in the Spectator’s words, was “tired of already having worked that day to address so many other instances of racism and discrimination.”

Roosevelt Montás, Columbia’s associate dean for the Core Curriculum, didn’t exactly offer a spirited defense, instead saying Aya was showing the troubling racism that may lurk inside the Core.

“You cannot grow up in a society without assimilating racist views,” he said, according to the Spectator. “Part of what is exciting about this conversation is that it’s issuing accountability for us to look within ourselves and try to understand the way that racism shapes how we see the world and our institutions.”

This isn’t the first time students have complained about the mental anguish of studying the Western canon. Last spring, four students published an editorial for the Spectator complaining that a student was triggered by having to read Ovid, and proposed replacing his offensive works with those of Toni Morrison.

Heather Mac Donald læser UCLAs engelskstudie sørgelige dødsattest

What in the world happened to the liberal arts? A degree in the humanities used to transmit the knowledge and wisdom imbued in the works of great Western artists, writers, musicians and thinkers like Shakespeare and Mozart. But today, that same degree stresses Western racism, sexism, imperialism, and other ills and sins that reinforce a sense of victimhood and narcissism. So, what happened? Heather Mac Donald of the Manhattan Institute explains.

Grænser

Bloomberg skriver at grænsehegn er ved at blive dagens orden i Mellemøsten, som staterne forsøger at sikre sig imod terror

As they confront the rising threat of modern jihadist violence, many of the nations most at risk are retreating behind one of the oldest forms of defense.

Tunisia and Turkey are the latest to invest in border barriers, both announcing the plans in the immediate aftermath of attacks on civilian targets. A fence and watchtowers will guard Tunisia’s border with Libya, where the militants who killed foreign tourists on a Tunisian beach are said to have been trained. Turkey said late Wednesday it will fortify the border with Syria after a suicide bomb in a nearby town.

From Morocco to Saudi Arabia, boundaries are being fortified at a rate not seen since the months following the Sept. 11 attacks.

grc3a6nsehegn-i-mellemc3b8sten

Men, advarer eksperterne, fysiske grænsedragninger er ikke løsningen

“Of the Middle East’s most-famed physical defenses, the majority failed. Jerusalem’s ancient walls did little to halt a succession of conquerors, and Byzantine Constantinople’s elaborate fortifications didn’t thwart the Ottomans.

Though modern barriers may curb trafficking and illicit crossings in the short term, they almost never deliver prolonged security without cross-frontier cooperation.

“Israel’s barriers have worked well for them so far,” said Brent Sterling, author of “Do Good Fences Make Good Neighbors?” and a professor at Georgetown University. Long-term, though, they remove the incentive to try and reach a permanent accord with the Palestinians, he said.”

Fysiske grænsedragninger virker altså ikke fordi de bliver overløbet af en overlegen fjende. Når de så ikke bliver overløbet af en overlegen fjende er det dem der forhindrer fred. Alligevel er Mellemøsten ikke alene om at sætte grænser, skriver Gatestone Institute

Bulgaria has built a 33-km (21-mile), three-meter-high (10-foot) barbed wire fence along its border with its southeastern neighbor Turkey in an effort to limit the influx of migrants from Syria and other parts of the Middle East and North Africa. The Interior Ministry has also deployed more than one thousand police officers to patrol the Turkish border.

Greece has erected a 10.5-km, four-meter-high barbed-wire fence along part of its border with Turkey. The Greek wall is said to be responsible for diverting migration routes toward neighboring Bulgaria and, consequently, for construction of the wall there.

Spain has fortified fences in the North African exclaves of Ceuta and Melilla as record numbers of migrants are jumping over the barriers from neighboring Morocco. Border police registered more than 19,000 attempts to jump the fence at Melilla in 2014, up 350% on 2013, according to the Interior Ministry. Nearly 7,500 migrants successfully entered Ceuta and Melilla in 2014, including 3,305 from Syria.

The UK is setting up more than two miles of nine-foot-high security fencing at the Channel Tunnel port of Calais in northern France, in an attempt to stop thousands of illegal migrants breaking into trucks bound for the UK. Currently, more than 3,000 migrants are camped in and around Calais hoping to make it to Britain. More than 39,000 would-be illegal immigrants were prevented from crossing the Channel in the 12 months prior to April, more than double the previous year.

EU member states are implementing other emergency measures to halt the flow of immigration.

Austria has stopped processing asylum claims as of June 13, in an effort to make the country “less attractive” for migrants relative to other EU countries. According to Austrian Interior Minister Johanna Mikl-Leitner, Vienna was “stopping the Austrian asylum express,” whereby applications are processed within an average period of four months, faster than in any other EU country. Asylum requests for Austria rose nearly 180% in the first five months of 2015 to 20,620, and were on track to reach 70,000 by the end of the year.

Denmark on July 1 announced that it would slash benefits for asylum seekers to bring down the number of refugees coming to the country. It recently emerged that three out of four refugees who came to Denmark in the early 2000s are jobless ten years later.

France and Italy have sparred over who is responsible for hundreds of African migrants stranded at Ventimiglia on the France-Italy border after French police refused to let them in. France accused Italy of failing to respect the so-called Dublin Regulation, a law that requires people seeking refuge within the EU to do so in the first European country they reach. Italian officials argued that the migrants see Italy as only a transit country.

Hungary on June 23 suspended its adherence to the Dublin Regulation, which requires Hungary to take back refugees who have travelled through the country to reach other EU countries.

Meanwhile, the European Commission, the EU’s powerful bureaucratic arm, on May 27 announced a controversial “relocation plan” that would require EU member states to accept 40,000 Syrian and Eritrean asylum seekers from Italy and Greece over the next two years.

Eksperterne tror dog også at ISIS, med bombeangrebet mod en venstrefløjsdemonstration i Tyrkiet forleden og dagens skudvekslinger mellem ISIS og tyrkisk militær, måske forsøger at trække flere ind i det muslimske kaos. Nej, virkeligt. Snaphanen giver dette link til ISIS indre verden, Channel Four Dispatches: Escape From ISIS

Guardian har en længere fortælling fra en højtstående ISIS leder og New York Review of Books en større artikel, hvor de undrer sig over fænomenet ISIS. Ellers kan man allerede læse eller genlæse The Atlantics What ISIS Really Wants, der næsten er blevet en klassiker, som også venstrefløjen tør citere.

Next Page »

Monokultur kører på WordPress