“Occasional perceived craziness is a plus in both poker and high-stakes geostrategic diplomacy” siger Victor Davis Hanson i en afklædning af Obama-doktrinen på National Review.

Det meste af pressen er bekymrede over Donald Trumps manglende politiske erfaring og hans påståede ukendskab til Verden udenfor amerikanske realityshows tegner en udenrigspolitik der vil krabbe ubehjælpsomt mod krig og kaos. I den virkelige store Verden er der ikke plads til store armbevægelser og spontane Twitterkommentarer. Hans forgænger, Verdensmanden med de mange oprindelser, som han ikke helt ville vide af alligevel, forstod den fine balance på den internationale scene. Trump er elefanten i glasbutikken og allerede i overgangen mellem de to regeringer skaber Trumps ‘kontraordrer’ da også problemer, skiver bl.a Wall Street Journal.

De tog også anstød af at Trump passer sin twitter-konto og sin takke-turne og kun sparsomt deltager i de sikkerhedspolitiske møder. “I don’t have to be told the same thing in the same words every single day for the next eight years” forklarede han Fox News sin ‘efter-behov’ tilgang.

Trump er ikke en mad-man, men han har en rem af huden - og der lyttes til Trump.  Af alt, hvad der kommer ud af munden på ham så ved man det er alvor når han trækker en rød streg. Alan Dershowitz skriver i Algemeiner at Trump havde ret i at blande sig i Obamas svigt af Israel, da FNs sikkerhedsråd besluttede at gøre bl.a Østjerusalem til palæstinensisk territorium

The effect, therefore of the Obama decision to push for, and abstain from, a vote on this resolution is to deliberately tie the hands of the president’s successors, in particular President-elect Trump. That is why Trump did the right thing in reaction to Obama’s provocation. Had the lame-duck president not tried to tie the incoming president’s hands, Trump would not have intervened at this time. But if Trump had not urged the Egyptians to withdraw the resolution, he would have made it far more difficult for himself to try to bring about a negotiated resolution to the Israeli-Palestinian conflict.

The reason for this is that a Security Council resolution declaring the 1967 border to be sacrosanct, and any building behind those boarders to be illegal, would make it impossible for Palestinian leaders to accept less in a negotiation. Moreover, the passage of such a resolution would disincentivize the Palestinians from accepting Israel Prime Minister Netanyahu’s invitation to sit down and negotiate with no preconditions. Any such negotiations would require painful sacrifices on both sides if a resolution were to be reached. And a Security Council resolution siding with the Palestinians would give the Palestinians the false hope that they could get a state through the United Nations without having to make painful sacrifices.

Det har han gjort siden valget til kommende præsident og med god effekt. Eric Fernstrohm, der har været rådgiver for Mitt Romney, skriver om Trumps ‘can-do’ tilgang i Boston Globe

Trump has turned out to be the most energetic president-elect America has seen in a long time, intervening to save jobs and contain federal spending. Like Teddy Roosevelt, Trump is using the megaphone of his bully pulpit to get results.

He rescued 1,000 jobs by dangling tax incentives and the threat of retaliatory tariffs to convince air conditioning company Carrier not to move production from Indiana to Mexico. Democrats quibble over the number of jobs saved, but there’s no escaping the symbolism: Trump is on the side of workers, not big corporations.

Now there’s talk of a Trump effect, as more companies fearful of Trump’s “big stick” think twice about outsourcing American jobs.

Bill Ford, the chairman at Ford Motor Co., called Trump after the election to say the automaker changed its mind about moving some vehicle production offshore. Trump also said he lobbied Apple CEO Tim Cook about bringing manufacturing back to the United States.

“One of the things that will be a real achievement for me is when I get Apple to build a big plant in the United States, or many big plants in the United States, where instead of going to China, and going to Vietnam, and going to the places that you go to, you’re making your product right here,” Trump said he told Cook, according to a post-election interview with The New York Times.

Trump’s preinaugural swagger goes beyond the jobs front.

After Trump complained about the price tag for building the next Air Force One, the CEO of Boeing promised to limit costs. Trump put health care companies on notice that he wants drug prices, a major factor in exploding Medicare costs, to come down. His targeting of “out of control” overruns in the construction of F-35 fighter jets suggests defense contractors will feel the lash.

Trump may not get everything he wants, but if the transition is any indication, he seems to understand what his opponents do not. His success will hinge on jobs and bringing change to Washington, not how often he meets with intelligence briefers.

Og han ser ud til at få europæerne til at tage mere ansvar for eget forsvar. Den store kæp er mere end blot en sjofel reference til et af primærvalgenes lavpandede disputter, det er sikkerhedspolitik på det mest basale plan.

Derfor var hans nonchalante omtale af atomvåben under valgkampen også god sikkerhedspolitik og som skabt til en tid, hvor Verden ikke længere hviler nogenlunde trygt i at USA er den store hegemon. Ja, han var villig til at bruge atomvåben, hvis det lignede en god løsning - hvad ellers havde man dem for? Chokeret prøvede journalisten at finde en undtagelse i Trumps vanvid og spurgte om han også ville bruge atomvåben mod problemer i Europa

“Europe is a big place!” konstaterede Trump uden omsorg for pæne menneskers blodtryk og ængstelser - han talte heller ikke til dem.
Oliver og Obama, med sin fejlslagne (jeg lader tvivlen komme ham til gode) politik, kan gøre sig lystige alt det de vil. De er ikke relevante, de tabte valget og Trump bruger ikke deres medier til at tale med sine tilhængere. Trump talte til alle despoter og røvhuller ude den store verden, der har lært at grine ad Obamas svaghed og USA fald fra tronen. trump fortalte at når han kommer til, så har han allerede mandat i det amerikanske folk til at slå på gummen hvor han finder det for godt.
Det vidner om stor politisk indsigt at føre stormagtspolitik allerede inden man er valgt. Hillary gjorde det modsatte. Hun pustede sig op overfor vælgerne, mens hun legede med tanken om at gå i krig med Rusland.

Jeg vil anbefale at man udstår at se nedenstående video (bare rolig, der er en sund modgift til slut på denne post). Den er på sin egen måde morsom.

Selv om du har sorte venner, kan du sagtens være racist og i Politiken forklarer en farmor til en 22 årigt barnebarn, hvorledes hun er blevet et bedre hvidt menneske da hun indså at hun var “så dum som de (…) dumme, uvidende, ubehøvlede mennesker, som man ikke behøver at tage sig af” og den smerte de forvolder. Farmoderens barnebarn, der “over sine hvide gener () også [har] nogle afrikanske” og “er derfor brun i huden og har dreadlocks” var nemlig kommet hjem fra USA, hvor sorte liv betyder noget, og blev i en række situationer konfronteret med racismen i Danmark

Situation 1:
Barnebarnet køber ind hos den lokale grønthandler, men kan ikke få lov at betale, før hun svarer på, hvordan hun kan have så langt hår, om det er hendes eget, hvilket betvivles.
Der røres ved håret, både med hænderne og kuglepennen. Herefter slipper hun væk. Hun slår beskrivelsen af sin oplevelse op på Facebook og giver klart udtryk for, at det hændte er et udslag af racisme.
Jeg læser hendes opslag og afviser racismeteorien, men mener, at det handler om dårlig opførsel og dårlig opdragelse.

Ja, mange tyrkere har sikkert ikke set en neger, men lige netop de grønthandlende tyrkere er blandt dem der ikke opfører sig dårligt.
I situation 2 spørger en “nydelig ældre bedstemor” det yngste barnebarn “om hun har fået sit hår i Afrika!“, hvilket gør barnebarnet “tydeligt rystet“. Ja, det var grusom blot at læse om det. Men det er kun indtil det rene Holocaust i situation 3

Min mands nevø og hans kone har været til kaffe og julebag, og da vi står i entréen og tager afsked, griber nevøen (som er over 60 år) fat i barnebarnets hår og siger: »Det er godt nok blevet langt, det er meget flottere end det der kunstige hår, nogle af de danske piger får sat på«.
Han har kendt pigen, siden hun var helt lille, og hans handling er bestemt kærligt og anerkendende ment, men jeg kan se, at hun stivner, og hun får fremstammet: »Rør aldrig mit hår«.
Hun går ind på sit værelse, vi vinker farvel, og jeg går i gang med forberedelserne til aftensmaden.

Det skal her siges at barnebarnet stadig er i live og i god behold - en af de få onkel-overlevende. Farmoderen forsøgte nemlig at forstå barnebarnet, der udsøgt trak “linjer til den tid, hvor afrikanere blev indfanget, bragt til Europa og vist frem som mærkværdigheder”

Det er det samme som, hvis du bliver taget på brysterne og bliver spurgt, om de er ægte. Håret er også en del af min krop. Ingen kan bare ud af det blå røre det eller tage fat i det. Du har aldrig prøvet det, farmor, du ved ikke, hvad det vil sige.
(…)
Hun siger: »Vi (underforstået mennesker med afrikanske gener) er nødt til at have hjælp fra den hvide del af befolkningen for at forklare alle dem, der overskrider grænserne, at det føles som at være degraderet til et dyr, når de bare går hen og befamler vores hår. Det svarer til, at man går hen og klapper en hund, men her spørger man jo ofte om lov hos ejeren, for måske bider den?«.

Først og fremmest, hvis du er farmor og bliver taget på brysterne og spurgt om de er ægte, så er din dag reddet. Og hvis man ikke er bange for at negre bider når man klapper deres ikke-gyldne hår er det måske netop fordi, man ikke ser dem som hunde? Med en tåre i mit øje, vender jeg mig istedet mod den ovenfor lovede modgift fra både Paul Joseph Watson og Gavin McInnes, begge i hopla

Uriasposten fortæller om en kampagne hvor “sorte amerikanere boykotter produkter produceret af hvide amerikanere” og fremkommer med “den ret så interessante oplysning, at initiativtageren for ‘We Buy Black’-bevægelsen er en imam tilknyttet ekstremistiske Nation of Islam”. Interessant bliver det også, hvorledes de vil holde deres imponerende mordrate kørende uden deres guns.

Når en politiker er tømt for politisk indhold er der kun tom moralisme. Mette Frederiksen bliver i Berlingske Tidende citeret for mere fra sin nye potrætbog

»Det er en absurditet, at vi, som et af verdens mest ligestillede samfund, har så stor fokus på, hvordan kroppe skal se ud, at vi på en eller anden måde underlægger os nogle forestillinger, som er forkerte. På de sociale medier vil vi alle sammen fremstille os selv i det bedste lys, og der bliver fotoshoppet flittigt. Og på mange måder er det en hæslig udvikling,« lyder det fra S-formanden.

Mette Frederiksen mener også, at »det slører ligestillingsspørgsmålet, for vi er kommet til at begå nogle fejl ved os selv - vi kvinder i det her samfund.«

Kønsforsker Kenneth Reinicke fra RUC giver S-formanden ret i, at selvfremstillingen på de sociale medier har uheldige konsekvenser. Både kvinder og mænd er stadig underlagt nogle mainstreamforestillinger om, hvordan en rigtig mand og en rigtig kvinde skal se ud.

»Det er ikke lykkedes os endnu at løsrive os fra det billede. Der er et enormt kulturelt blik på kvinders kroppe og det er anderledes konstant end det er hos mændene. Det er ikke et sundt tegn, når det blik går ind og definerer en stor del af en kvindes identitet. Det er i hvert fald ikke frigørende og man skal ikke bilde sig ind, at det ikke har konsekvenser, når kvinder skal leve op til et fasttømret ideal. Det er jo heller ikke sundt, at vi er så kropsfikserede, selvom vi siger, at vi har friheden til at forme kroppen på den måde vi har lyst til,« siger han.

Problemet folkevandring af primært muslimer er resultatet af de strukturelle problemer af politisk konsensus, konventioner, EU, pressen og politikerne. Frederiksen er en del af de strukturelle problemer og oppebærer en fortsat katastrofal kurs. Så der tales udenom politik og opmærksomheden henledes på pseudoproblemer, som Frederiksen ikke kan gøre noget som helst ved, andet end i fuld offentlighed at pudse en af hendes skiftende glorier, anglende efter et eller andet segments sympati.

Debatten er håbløs. Uanset gode og sande budskaber som at man ikke kan skue hunden på hårende og de største værdier er indre værdier, har mennesker øjne og er indgroede æstetikere. Der er altid nogle der er mere populære end andre, om de så er flinke, kloge, sexede, rige, musikalske eller, som Mette Frederiksen, har en overlegen moral.

Og diskussionen om idealer er en af de  fasttømrede diskussioner vi ikke kan frigøre os fra. Idealer derimod skifter over og i tid. Der er heldigvis det store flertal, der er afslappede med sig selv og så nogle andre, der forfølger allehånde konkurrerende idealer, som den tåbelige ide at lade sig tatovere eller have piercinger. For nogle er det den slanke linje og for andre er det All About That Bass (bass, bass, bass, bass, bass) - så Frederiksen har flere ting kørende for sig.

Alle plager sig selv med de krav de sætter til sig selv eller mener omgivelserne sætter. Det er ikke let at være skatteyder eller virksomhedsejer med de røde apparaters mange krav, lettere er det at være asocial. Mænd plager især sig selv, med at føle sig ubrugelige, som afspejler sig i deres højere selvmordsrate. Kvinder plager sig selv oftere, men i lidt mindre alvorlig grad, med lidt mere ydre ting. Sådan er vi så forskellige og sådan kan vi lide hinanden. Og det giver mig et tyndt påskud for at poste følgende næsten aktuelle video, fra Black Pigeon Speaks

Evnen til at forhandle er måske det eneste træk, hvor mænd og kvinder er forskellige, når man lytter til feminister og ligestillingsdebattører i almindelighed. Det er en gammel traver at individuelle lønforhandlinger forfordeler kvinder. Tesen er at kvinder sætter deres lys under en skæppe, mens mænd, som følge af deres indbildske natur, forhandler deres vilkår aggressivt målrettet. Mænd tillader sig, hvad kvinder er for anstændige til og i mødet mellem de to køn efterlader mænds grådige begær altid kvinden som et offer.

Forleden kunne man fra Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen læse et typisk opstød over prostitution, hvor kunden, manden, var så moralsk vakuøs at det var tvivlsomt om han overhovedet hørte til på arbejdsmarkedet.

»Jeg tror ikke, at en kunde hos en prostitueret bagefter kan gå ind og undervise en skoleklasse eller dømme i en retssal eller være politiker, politimand, eller hvad han er, på en måde, som er foreneligt med det, vi opfatter som ligestilling og respekt mellem kønnene,« siger Mette Frederiksen i bogen.

(…)

»Det sætter sig, når vi har relationer, der er helt skæve,« siger hun videre i bogen.

Manden er kunden, kunden er skurken, skurken er manden er kunden er skurken…. Det er etableret, sådan er det, tænk ikke mere. Relationerne bliver helt skæve, forhandlingerne er besudlet.

Nuvel, men det er altid godt at nuancere, når man ikke ved hvad man skal sige. For et par år siden kunne man i Berlingske Tidende læse om Rasmus Jensen, der bedrev en sideforretning som gigolo, at kvinder også købte sex og mænd som mænd solgte. Forskellige typer af forskere var overraskede over at se en stigning af det fænomen, så langt som de overhovedet har haft en metode til at måle på befolkningens lumre privatliv. Men nogle tilsyneladende mere åbenlyse tal blev der refereret til for perspektivets skyld

Britisk forskning viser blandt andet, at næsten en tredjedel af de kvindelige vesterlændinge, der tager på ferie i Den Dominikanske Republik, siger, at de har haft sex med lokale mænd. Men selv om 60 procent af dem indrømmer, at deres forhold har »økonomiske aspekter«, anser de det ikke for at være prostitution. Men det er slet ikke så mærkeligt, mener Claus Lautrup. For kvinder romantiserer ofte »ferieaffæren« med den lokale gigolo:

»Kvinderne tror, at de får reel omsorg og kærlighed, men for mændene er det hardcore business og ikke andet. Det er helt tydeligt, at der ikke ville være noget forhold, hvis ikke der var penge involveret.«

Kvinden er kunden, kunden er offeret, offeret er kvinden er kunden er skurken… The Art of the Deal? Grab them by the pussy!

Denne video viser noget om, hvad vestlig kultur er i disse tider

Men den illustrerer også en forskel på sort og hvid kultur i USA. I 50′ernes USA var den sorte mand og den sorte kvinde lige så tilknyttede til arbejdsmarkedet, som deres hvide ditto. Den sorte mand og den sorte kvinde var også lige så tilknyttede til hinanden igennem ægteskab, som deres hvide ditto. Følgeligt havde de også det samme forhold til loven og var lige så distancerede fra fængsel, som deres hvide ditto.

I dag sidder den sorte mand meget i fængsel, primært for vold og mord mod andre sorte, selvom der også er en vis spil-over effekt på andre etniske grupper. Både den sorte mand og den sorte kvinde har ringe tilknytning til arbejdsmarkedet. Og den sorte mand er fraværende som far. så det sorte barn vokser i høj grad op hos dets sorte promiskuøse enemor.

The broken black family, kalder man det i USA. Eller det vil sige, Demokraterne gør ikke, de taler om institutionaliseret racisme som skyld i det hele, et år fra slaveriet for 160 år siden, de hvides privilegium. Hvilket er ironisk, da alle de racistiske love blev opfundet og opretholdt urimeligt længe af selv samme parti Demokraterne.

Men videoen, skønt en urimelig sammenstilling i den kontekst, viser lidt om, hvad sort kultur og hvid kultur er. Den hvide er ganske vist idyliseret, men den hylder en produktivitet som er uadskillelig fra kreativitet. Livsglæde befriet fra drifter.

Negeren derimod… tjah, den nedbrudte sorte familie raser videre i hvad den opfatter som idyl - bitch. Og det bliver hørt af Treyvon Martin og The Gentle Giant og Obamas imaginære søn og Tyrone et-eller-andet og med det i ørerne gør de sorte teenagepige gravide og forlader dem, begår vold og hærværk, høje på det ene eller andet, kommer på kant med loven og kommer i fængsel eller bliver skudt og dræbt af politiet. Og pressen græder og Demokraterne taler om institutionaliseret racisme som skyld i det hele, et år fra slaveriet for 160 år siden, de hvides privilegium…

Der er ‘entusiasme-skel’ mellem Hillary Clinton og Donald Trump, skriver Fox News. Hvor Hillary kan samle nogle hundrede tilhører til sine valgmøder, som hun omdøber ‘policy speeches’, kan Trump samle tusinder, som han pralende kalder ‘rallies’. Clinton er kedelig og formår ikke at begejstre. Men det er en uretfærdig kritik, for der er masser af spas med Hillary

Hillary går med kateter, kan man læse et sted. Hillary går med ble kan man læse et andet. Hillarys ble holder ikke tæt, mener nogen at se på dette billede

En lille sang

Og lidt patriotisk humor

Forsat god weekend.

I gamle, gamle dage gik mænd på jagt og skulle korrigere deres forestillinger til virkeligheden når spor efter byttedyr skulle aflæses. Naturen læste korrektur på mænds forestillinger. Med kvinderne tilbage i lejren var det anderledes. Her blev de sociale bånd det væsentlige og styrken blev afgjort af andres perception. Andre kvinders meninger blev korrektur for kvinders forestillinger. Derfor er kvinder mere forfaldne til at tro på diverse diæter og alternativ behandling og deraf begrebet ammestuehistorie. I 1915 fik kvinderne stemmeret og i dag kan man læse at “Pulje skal bygge bro til til alternativ behandling” på sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Og det er interessant for broer bygges som regel mellem to punkter og ikke blot fra et punkt ud i intetheden. Lad os tage akupunktur, ideen om at der er nogler energifelter eller mønstre, som ikke lader sig måle, se eller veje, og ved at stikke nåle ned her og der kan man kurere forskellige sygdomme. På Sundhedsstyrelsens hjemmeside om råd vedrørende alternativ behandling kan man læse

Ingen af de Cochrane-oversigter, som handler om alternativ behandling ved akupunktur, akupressur, elektroakupunktur og moxibustion melder om positiv effekt ved behandlingerne.

(…men…)

Ingen af de Cochrane-oversigter, som handler om alternativ behandling ved akupunktur, akupressur, elektroakupunktur og moxibustion konkluderer med sikkerhed, at behandlingerne er uden effekt.

Men er det ikke bare den aldrende hvide mands nedladende syn på Østens visdom og fremmede folkeslags fortryllede videnskab? Og det er et tåbeligt spørgsmål for det ville være alt rigeligt. Men der er faktisk ikke tale om nogen østlig visdom, som Østen ikke selv forstod at forlade, skriver Scientific American

In 1971 then New York Times columnist James Reston had his appendix removed at a hospital in China. The article he wrote about his experience still reverberates today. His doctors used a standard set of injectable drugs—lidocaine and benzocaine—to anesthetize him before surgery, he explained. But they controlled his postoperative pain with something quite different: a Chinese medical practice known as acupuncture, which involved sticking tiny needles into his skin at very specific locations and gently twisting them. According to Reston, it worked.

Readers back home were fascinated. In a rush of excitement over this new, exotic knowledge, the original story was quickly jumbled. Before long, it was commonly believed that the Chinese doctors had used acupuncture not just after Reston’s appendectomy but as anesthesia for the surgery itself. Interest in acupuncture soared in the U.S. and has remained high ever since.

But it turned out that acupuncture as Reston described it was not the enduring bit of ancient Chinese wisdom enthusiasts supposed. In fact, the procedure had been written off as superstition back in the 1600s and abandoned altogether in favor of a more science-based approach to healing by the 1800s. Chinese Communist Party leader Mao Zedong had only revived acupuncture in the 1950s as part of his initiative to convince the Chinese people that their government had a plan for keeping them healthy despite a woeful dearth of financial and medical resources.

Even more impressive than how well Mao’s campaign worked in China at the time is how well it is working in the U.S. today. Every year hundreds of thousands of Americans undergo acupuncture for conditions ranging from pain to post-traumatic stress disorder, and the federal government spends tens of millions of dollars to study the protocol.

So far that research has been disappointing. Studies have found no meaningful difference between acupuncture and a wide range of sham treatments. Whether investigators penetrate the skin or not, use needles or toothpicks, target the particular locations on the body cited by acupuncturists or random ones, the same proportion of patients experience more or less the same degree of pain relief (the most common condition for which acupuncture is administered and the most well researched). “We have no evidence that [acupuncture] is anything more than theatrical placebo,” says Harriet Hall, a retired family physician and U.S. Air Force flight surgeon who has studied, and long been a critic of, alternative medicine.

Som en ven skrev så er akupunktur kommunistisk ersatz-medicin.

Jon Stewart var god til det, Trevor Noah er det ikke. Satire er svært fordi det er indhold og ikke blot en ironisk form. Men når man driver et dagligt satire-program bliver presset på at finde nok satirisk materiale oftest så stort at man alt for ofte presser det materiale man nu engang har ind i den opøvede ironiske form. Og dette bliver uhæderlighed.

Noget af det sjoveste er at udstille repræsentanter for sine idiosynkrasier så alle kan svælge i, hvor tåbelige og usammenhængende de er. Men det kræver at man finder dem. Hvis ikke man finder dem, men i stedet er så uheldig at rende ind i intelligente velovervejede mennesker lidende af en anden politisk observans end ens egen må man manipulere med sit offer. Ved det republikanske konvent faldt en medarbejder fra Breitbart over en sådan manipulation i sin skabelse

A crew from The Daily Show — which plunged in the ratings after Trevor Noah took over as host— set up outside the event and approached people as they left the party, asking them for interviews.

At 12:30 a.m., Pollak was leaving the party when The Daily Show approached. “I was on the phone anyway,” Pollak recalled, “so I ignored them, but then I saw them pulling someone aside, so I stopped to watch.” The Breitbart senior editor-at-large ended his call, and turned on his video camera.

The Daily Show didn’t like that. Their attempt to stop Pollak wasn’t funny, and included physical intimidation and a blatant disregard for the First Amendment.

“I wanted to shoot raw footage of their interview with a young, gay conservative, because I wanted to compare it to their final cut and see whether they had been fair to him,” Pollak recalled.

“I didn’t want this person to be humiliated merely for being gay and having the ‘wrong’ political views,” Pollak added.

“They told me not to film, then they told me —incorrectly — that I couldn’t film them, and then one of their reporters pushed me. Finally, they gave up, packed up their cameras and ran away.”

(…)

The actions of the thugs from The Daily Show are shocking, and they rip the lid off the real purpose off the show: political propaganda disguised as entertainment. They weren’t trying to hide their “jokes” but were trying to keep their dwindling viewership from seeing how they make the sausage.

It’s as ugly as (insert politically incorrect Leslie Jones joke here) — and it’s no laughing matter.

Men metoden er ikke ny og den er ikke opfundet at Trevor Noah. Daily Shows Jon Stewart var dygtigere end Noah, men han kunne også lyve om virkeligheden for at passe sin ironiske form og lefle for sine tilhængeres idiosynkrasier. Og Stewart er et rimeligt præcist udtryk for hvorledes en stor del af venstrefløjen ræsonnerer, undvigende virkeligheden uden at stå til regnskab, som Daniel Greenfield skrev i Frontpage Magazine

It was Bush’s victory that took a flailing cable show hosted by an irritating little standup comedian with more neurotic tics than a flea-bitten Woody Allen and turned him into the voice of liberalism. Stewart’s nervous smirk and his passive aggressive mockery became the zeitgeist of urban Democrats nervously responding to Bush’s popularity and the rise of American patriotism after September 11.

The Democratic Party was out of ideas. The politicians who would become some of Bush’s most fevered critics were still following the president’s cues. A newly serious America was confronting a world war.

Stewart’s disingenuousness, veering from ironic detachment to self-righteous hectoring, undermined real sincerity with fake sincerity. The Daily Show’s audience of hipster yuppies cheered their newfound faith in sincere cynicism while the calculated ironic distance of his comedy kept him safe from critics. Even while he attacked the media’s dishonesty, his own routine was the most dishonest of them all.

His fake news was real news, biased and spun with punch lines. It was fake news that was real and just as fake as the rest of the news. The truth was that the lie was still a lie.

What Stewart offered a party dragged down by a morose Gore and Kerry was the promise of cool. Their former figurehead had started out playing the saxophone on the Arsenio Hall Show only to decay into a bloated red-faced mess. With towers burning and wars rising, Stewart was to be their bridge to a cooler and younger 21^st century that an aging Democratic Party no longer seemed able to grapple with.

Jon Stewart didn’t actually have cool, but he could offer it up inversely by way of mockery. Like a school paper’s drama critic, he might not be cool, but by railing against others, he could deny coolness to them.

(…)

What Stewart offered Democrats was an evasive viewpoint without accountability. And nothing quite appeals to the cowardly instincts of a political hack like being able to take a political position without being held accountable for it. But it was Obama who truly embraced politics without accountability, transforming every issue into a joke or referencing it back to his own biography.

While he may have come out on the stage with a unique personal story, what kept Obama competitive was his skill at refracting everything through layers of irony and self-awareness. His approach was to borrow Stewart’s own routine without any of its ambiguity. Stewart’s pretense of triangulation became Obama’s obsession with turning his radical left-wing politics into an imaginary middle ground.

Stewart and Obama had come out of a political movement trying to respond to September 11 without having the first idea how to do so. Stewart’s comedy paved the way for minimizing the threat while inflating the absurdity of those trying to fight it. It is an approach that Obama continues to embrace.

(…)

Generation X cynicism fused with millennial brand awareness to create a political monster who might not be able to lie to the people all the time, but who cynically made the existence of his lies irrelevant.

Stewart’s Daily Show had offered an antidote to the Bush era of patriotism, sincerity and decency. Its antidote was passive aggressive ridicule and political satire as sincerity. After the Bush era ended, Stewart and his fellow comedians had little left to do except take on the job of defending Obama, while occasionally critiquing him. They had become the official court jesters of the Democratic Party.

Et eksempel. Under Israels seneste krig med terror-regimet Hamas i Gazastriben latterliggjorde Stewart Israel for ikke at beskytte fjendens civilbefolkning helt lige så meget som sin egen civilbefolkning. Som David Horovitz beskrev i Times of Israel

Stewart: “Both sides are engaging in aerial bombardment, but one side appears to be bomb-better-at it. (Studio laughter at the wordplay.) Most Hamas rockets are neutralized by Israel’s Iron Dome technology, and Israeli citizens can even now download a warning app. (Cut to clip of Israel’s US ambassador Ron Dermer explaining how Israelis can know where and when they’re being attacked.) So Israelis seem to have a high-tech, smart-phone alert system.”

Let me see if I understand the point he’s making here: Having falsely implied that Israel is as keen on killing as Hamas is, Stewart now seems to be criticizing Israel for not being as vulnerable as Hamas would like it to be to those Hamas rockets that are sent to kill us. He seems to be bashing us for having those tech smarts. It’s a bad thing that we developed a unique, astonishing Iron Dome missile defense system, without which hundreds of us would be dead? It’s a bad thing that we developed an app to warn us that the rockets designed to kill our citizens are heading this way?

Stewart: “How are the Gazans notified? (Cut to a clip explaining that Israel carries out “a small mortar explosion” on the roof of a building that is to be bombed “which serves as an Israeli warning of an upcoming airstrike.” Back to Stewart.) “Hmmm. So the Israeli military warns Gaza residents of imminent bombing (pause for comedic effect), with a smaller warning bombing! (Laughter). An amuse-boom, if you will.” (Studio laughter, clapping, cheering.)

What’s my problem with that bit (once I’ve registered the witty play on amuse-bouche). Oh, where to start? Stewart fails to explain which buildings in Gaza are being targeted: This is not the mirror image of Hamas’s arbitrary rocket attacks on any and every Israeli target. These are Israeli airstrikes on Gaza homes where Israel says terror chiefs live, where weaponry is stored, from where rockets are fired.

Furthermore, whereas Hamas, out to kill, does not generally warn Israel of imminent rocket attacks (thus rendering every missile fired at Israel from Gaza “a crime against humanity,” according to the Palestinian Authority’s own UN representative), Israel, trying not to kill noncombatants, fires that warning mortar shell to alert civilians — even though it knows this is more than likely to lead to the terrorist fleeing. Would Stewart rather Israel not warn Gazans that, in its efforts to prevent rocket fire on its civilians, it is about to strike back?

Mark Levin luftede dengang også sin harme over Stewarts manipulerede virkelighed.

Der er mange ungdomsreaktioner på Brexit, hvor unge studerende på venstrefløjen efter et kort liv, hvor de har bidraget med intet mod at få alt forærende, reagerer med vrede mod ikke at blive regeret af eurokrater

Ian Tuttle beskriver i National Review, de barnlige reaktioner fra taberne af Brexit

In the wake of the U.K.’s decision to withdraw from the EU, the anti-Brexit crowd has leaped to explain the vote in stark terms. “The force that has been driving [‘Leave’ voters] is xenophobia,” wrote Vox’s Zack Beauchamp, and at Esquire Charles Pierce explained: “Some of the Oldest and Whitest people on the planet leapt at a chance to vote against the monsters in their heads.” The Guardian’s Joseph Harker mused: “It feels like a ‘First they came for the Poles’ moment.” And blogger Anil Dash managed to squeeze all of these dismissive opinions into a single tweet: “We must learn from brexit: Elderly xenophobes will lie to pollsters to hide their racist views, then vote for destructive policies anyway.”

(…)

Both sides of the Atlantic are dominated by liberal cosmopolitans who are no longer able to acknowledge the validity of any other worldview than their own. The anti-Brexit crowd cannot acknowledge that those who voted to leave may have done so out of legitimate concerns about sovereignty or economic opportunity or security — that is, that they may have drawn rational conclusions and voted accordingly. And President Obama seems incapable of recognizing that there are reasonable, non-bigoted grounds on which to oppose his executive actions — for example, to preserve the principle of separation of powers that is a pillar of the American constitutional order.

Liberal cosmopolitanism, regnant since the end of the Cold War, has bought completely into its own rightness. It is entirely devoted to an increasingly borderless political future carefully managed by technocrats and tempered by “compassion” and “tolerance” — all of which aims at the maximal amount of material prosperity. It sees no other alternative than that we will all, eventually, be “citizens of the world,” and assumes that everyone will be happier that way.

It’s not unreasonable to think otherwise. Anti-EU movements and renewed nationalism in the United States are on the rise precisely because they offer alternatives to this self-assured order. It’s not clear whether a United Kingdom withdrawn from the EU will be better off. But it’s entirely defensible to think that it might be. Likewise, it’s not unreasonable to prefer loyalties rooted in close-knit interactions among people who share a particular space and a particular history. Or to prefer local rule to government outsourced to distant bureaucracies. Or to prefer a richer sense of belonging than interaction in a common market. There are alternatives to a transnational super-state that are not fascism.

En gammel klassekammerat ‘linkede til nogle bitre tweets fra unge Remain-tilhængere, som BuzzFeed havde samlet. Og ungdommen, den ungdom, selvsikker si sin egen selvretfærdighed, mistænker ældre mennesker for kortsynet egoisme. “I know it’s not very “politically correct” to say it out loud but in the wasteland of ruined Britain I am going to hunt and eat old people“, skriver en og “I’m not giving up my seat to the elderly anymore. Eye for an eye.” skriver en anden. Noget for noget, hva’, de generationer der gik forud, hvad har de nogen sinde gjort for mig? Billedet med de forræderiske ældre mennesker, der trods den større erfaring åbenbart er blevet mindre vidende illustreres også med gammel kunst

Og historiske refererencer

Selvfølgelig, vi ved alle hvor egoistiske bedsteforældre er. (Psst, universiteter og den moderne videnskab blev opfundet i middelalderen).

Brexiter er nazister fordi de ikke vil lade deres land diktere af fremmede magter.

Psst, Channel Tunnel er ikke EU, men fransk-britisk halløj. Så lad os slutte via Daily Mirror med den tidligere Liverpool og Arsenal wing, Jermaine Pennant og hans bekymringer for fremtiden

Psst, EM afholdes næste gang i 2020.

Det skrev en god ven som han sendte mig historien Breitbarts: ”A study undertaken by the University of Michigan has revealed that young white pre-schoolers believe their race can change over time and they can effectively “grow up to be black.””. Trans-identiteter har sandelig metastaseret sig ud i samfundets sårbareste kroge og selv om det er normalt at være ked af et eller andet ved sig selv, er ideen om at være i en forkert krop selvfølgelig noget sludder og nogle vågner da også op og indser de personlige konsekvenser. Anyways, som om voksen-babyer ikke var fjollede i sig selv, så skriver Pajamas Media

Some men don’t just want dogs to be their best friend — they want to be the dog. Pup play, where grown men dress up as dogs and act that way in public, is both silly and disturbing, and shines a light on some of the confusion and pain inside the gay community.

Britain’s Channel 4 aired a documentary, “The Secret Life of Human Pups,” on Wednesday night. The Guardian carried out interviews with three of the show’s main characters, showing how they got involved in the movement: the struggles they face and the fun they enjoy.

The pup-play movement “grew out of the BDSM community and has exploded in the last 15 years as the internet made it easier to reach out to likeminded people,” The Guardian’s Nell Frizzell explained. “Human pups tend to be male, gay, have an interest in dressing in leather, wear dog-like hoods, enjoy tactile interactions like stomach rubbing or ear tickling, play with toys, eat out of bowls and are often in a relationship with their human ‘handlers.’”

Tom, who goes by “Spot” and works as an engineer in a theater, said pup play gives him license to behave in a way that feels natural, even primal. “You’re not worrying about money, or food, or work,” he told Frizzell. “It’s just the chance to enjoy each other’s company on a very simple level.”

But Tom’s introduction to the world was far from simple. “He knew he liked sleeping in a collar, had a fetish for skin-tight clothing - Lycra, rubber, even off-the-peg cycling shorts - then came a dalmatian zentai suit he found on eBay … and eventually, a man in a club walked up to him and said: ‘Oh right, so you’re a pup.’” In order to enjoy this simple company with other pups, he broke up with his former fiancee Rachel and moved into a gay relationship with his handler, Colin.

“It’s a sad thing to say, but there’s not love from the heart in me for Colin,” Tom admitted. “But what I have got is someone who is there for me and I’m happy with that.” He needs Colin because “a puppy without a collar is a stray; they don’t have anyone to look after them.”

En gang, under truslen fra nuklear udryddelse, vidste man bedre, godt nok endda til at kunne le,

Fri Debats konference lørdag 6/2 stillede spørgsmålet, hvordan det er “kommet dertil, at blasfemi i dag betragtes som en sinister ideologi i kunst- og litteraturlivet, mens tavshed om den religiøse terror og tvang fremstår som progressiv blandt kunstnere og forfattere?” Til at besvare det spørgsmål havde man indbudt et panel bestående af færøske Heini i Skorini fra King’s College, Dennis Meyhoff Brink fra Københavns universitet og kunstnerne Lars Vilks fra Sverige og norske Thomas Knarvik til en næsten fyldt fællessal på Christiansborg.

I sin korte indledning sagde Henrik Dahl fra Liberal Alliance, at historien vil bedømme denne generation af politikere på hvor resolut de er i stand til at forsvare det liberale samfund. Som emnets alvor således blev placeret i historien var Niels Ivar Larsen manden for at motivere sin nylige afgang fra Lars Vilks Selskabet og positionere Fri Debat i “landskabet af ytringsfrihedsaktivister”. Fri debat var nemlig den mest principfaste forsvarer af ytringsfriheden uden ‘men’, blottet for ideologiske dagsordner og påstande om ytringsfrihed som noget kulturelt betinget.

Et principfast forsvar for ytringsfriheden kræver altså at man ikke lader sig præge af kulturalistiske dagsordner når man diskuterer blasfemi, censur og selvcensur blandt kunstnere. Men ikke nok med det, det kræver også et sikkerhedsapparat med snifferhunde og politifolk med maskinpistoler kunne man erfare og det er ikke fordi man frygter alle kulturelle repræsentanter lige meget. Mangel på proportioner giver åbenbart den bedste position i landskabet af ytringsfrihedsaktivister.

Dennis Meyhoff Brink, der er ekstern lektor ved institut for kunst og kulturvidenskab, foretog i sit oplæg en analogi mellem det kristne Europas udvikling fra Oplysningen og et tilsvarende perspektiv for den islamiske verden. Europa var kendetegnet ved at have den ubestrideligt højeste grad af religionskritik og satire i nogen civilisation og det var da også i Europa demokratiet opstod og trivedes. Årsagensforbindelsen var klar; Oplysningens blasfemiske satire udhulede, som dryp på en sten, med et Webersk udtryk, den fortryllede verden og tog frygten fra folk. Med frygtens fald fulgte også æresfrygten for præsten, der nu kunne latterliggøres, ikke blot som repræsentant for kirkens hykleri, men for religionen i sig selv.

Lars Vilks forklarede derefter hvorledes opfattelsen af geniet fordrede at kunstneren selv blev den skabende og gennemgik en række blasfemiske kunstværker; film af bl.a Lois Bunuel og Ken Russel og billeder som Piss Christ. Netop Piss Christ er trukket meget ind i debatten om religiøs krænkelse og islam for skønt nogle dybere lag i værket - at selve værket er et fotografi af en installation af et krucifiks nedsænket i glas urin - så blev der ikke taget hensyn til kristnes krænkede følelser, som man er vant til, når emnet er udfordring af islam.

Den norske kunstner Knarviks første forelæser på kunstakademiet var netop Lars Vilks. Knarvik viste endnu flere billeder end sin ‘læremester’ og mange han selv havde kreeret, som han fortalte om, hvorledes han var blevet engageret i kampen om ytringsfrihed og blasfemi, og hvorledes det havde påvirket hans kunstneriske retning. Knarvik er, som de øvrige panelister, ingen skimlet konservativ kulturkæmper. Han har f.eks blandt andet bygget et kulturcenter for massaikvinder og skabt en forfatterpersona, en muslimsk teenagepige under navnet Miss Supression Figther. For ham er mange muslimer de største ofre for de jihadister, der har taget deres religion som gidsel og gjort den største karikatur af Muhammed.

Men han har også overhørt skrigene fra en pige, der blev omskåret og bevidnet hvorledes kvinderne, der forestod omskæringen, kom ud af hytten og smed det omskårne ud til naturen. Og hans interesse for islam, som en trussel mod ytringsfriheden, blev vakt da han hørte den norske statsminister undskylde for alverden, at den norske avis Dagbladet havde trykt Muhammedtegninger.

Knarvik udgav på 10-årsdagen for offentliggørelsen af Jyllands-Postens Muhammedtegninger en mere end 100 sider lang samling af blasfemiske tegninger rettet mod alle religioner. Et norsk forlag havde i første omgang trykt den i 2.500 eksemplarer og den lå klar på en europalle, da forlaget blev ængsteligt ved udsigten til endnu en Muhammedkrise og makulerede hele oplaget. Bogen er i stedet udkommet på Kåre Bluitgens forlag.

Men det var den første oplægsholder, Heine i Skorini, der leverede det mest almeninteressante oplæg, da han perspektiverede den islamiske trussel historisk. Han fortalte først om en Muhammedkrise i 1925, der blev udløst da den engelske morgenavis The Star havde trykt en tegning, hvor den tids legendariske cricketspiller Jack Hobbs ragede op som en kæmpe blandt andre historiske skikkelser, som Julius Cæsar, Columbus og så selvfølgelig muslimernes profet Muhammed. Muslimske organisationer protesterede højlydt og der var demonstrationer i Calcutta. Ingen døde dog, men episoden demonstrerede at ideen om at en nyopfunden islamisme adskilt fra en ægte, om ikke tolerant, så afdæmpet, islam ikke holder.

i Skorini fortalte hvorledes OIC (organisationen af islamiske lande), gennem FN har arbejdet målrettet på at gøre blasfemi til en krænkelse af menneskerettighederne. OIC ser den islamiske verden være under pres både udefra, ikke mindst fra Vesten, og indefra. I Kairo deklarationen fra 1990 hedder det således at formålet bl.a er ”cleanse our societys of moral laxity deviation” og dens artikel 22 slår fast at ytringsfriheden (og alt andet i øvrigt) skal underlægges den muslimske sharia lovgivning.

Bastante religiøse krav til en sekulær organisation, som FN er ikke effektivt og i 1999 skiftede organisationen taktik til en sekulær argumentation. Nu brugte man i stedet FNs egne artikler, som artikel 29, der betoner ansvar over frihed og artikel 22 om hadtale, til at få ytringsfriheden underlagt sharia. For OIC var religionskrænkelse, som grundlæggende blot betød krænkelse af islam jvf sharia-kravet ovenfor, en krænkelse af menneskerettigheder på linje med racisme, intolerance, islamofobi og ekstremisme. OICs nye argumentation var derfor også på linje med den vestlige venstrefløjs tankegang og det skabte en naturlig alliance af parallelinteresser.

Netop det sidste punkt, at se blasfemi som ekstremisme, er forklaringen på, hvorfor muslimske landes fordømmelser af islamisk terror, som Saudiarabiens fordømmelse af angrebet på Charlie Hebdo, altid ledsages af fordømmelser af ekstremisme i al almindelighed. De myrdede, som redaktionen på Charlie Hebdo, er nemlig lige så ekstreme i deres brug af ytringsfriheden, som deres mordere. Og det er en retorik som man hører ikke blot fra venstrefløjen men fra vestlige ledere.

Det var en journalist fra information, der stillede det første spørgsmål til panelet, om forskellen på satirens antiklerikale, politiske angreb og kunstens ikonografiske behandling af det blasfemiske, førend to tilhørere ville vide, hvad Saudiarabiens betydning for FNs Råd for Menneskerettigheder og OICs fremtid som Saudiarabiens økonomiske situation ser drastisk anderledes ud med de faldende oliepriser. Saudiarabien sponserer OIC og organiserer dagsordenen på de indre linjer, mens det er Pakistan der tegner organisationen i FN.  Skorini svarede at det dels udstiller FN for hvad det er, en samling af de regimer og regeringer i verden, der nu engang er og at Saudiarabiens betydning for OIC ikke vil ændre sig de første mange år, dertil er rollerne for satte. Og så svarede Vilks og Knarvik meget pædagogisk at satire er meget bundet i en konkret debat i tid og sted, mens kunst ikke søger et konkret politisk budskab og kan værdsættes ud over tid.

Først herefter var der en tilhører, der ville have svar på konferencens spørgsmål, nemlig, hvorfor kunstnere, og alle os andre såmænd, var mere optaget af selvkritik end af religionskritik, selv når vi blev konfronteret med en trussel. Spørgsmålet kom næsten bag på panelet, der dog hver for sig svarede at det traditionelt var lettere og moralsk mere acceptabelt at levere angreb på værdier inden for egen kulturkreds end at kritisere, hvad man kunne opfatte som udsatte minoriteter med kulturelt betingede problemer. Det handlede, med udgangspunkt i eksemplet Carsten Jensens jævnlig tirader, om hvem der havde ret til at kritisere andre. Og det var en god pointe, for ingen vil jo mistænkes for at have en ideologisk dagsorden.

Og det var der også en tilhører der heller ikke ville og mindede Meyhoff Brink om at satire ikke kun var forbeholdt vesten og fortalte om en irakisk ateistisk bevægelse der bedrev en ganske giftig satire. Desværre blev denne bevægelse slået hårdt ned beklagede han og besvarede således sit eget spørgsmål, inden islameksperten Tina Magaard tog ordet og sagde at hun faktisk havde skrevet om blasfemisk satire i den muslimske verden ikke mindst Iran. Det var Magaards pointe at netop Muhammed satire var et inkluderende redskab i integrationen i vores selvkritiske kultur og at man skulle vise skolebørn muhammedtegninger fra den muslimske verden, der almindeligvis var langt grovere end de tegninger Jyllands-Posten udgav.

Og så var det, at det sidste spørgsmål kom fra en tilhører, der ville høre panelet, hvorledes det ville se ud med ytringsfriheden om føje tid i et stadigt mindre demokratisk Europa “og med en stadig mere islamisk indflydelse”. Det er svært at holde en hel konference om “religiøs terror og tvang” og “blasfemi” uden at komme ind på noget ‘kulturelt betinget’, ideologisk dagsorden eller ej. Inden det skulle besvares syntes Meyhoff Brink at det var på sin plads med et fejlcitat og sagde “Jeg synes også det er racistisk når Hedegaard siger at ‘alle muslimske mænd, onkler og fædre, voldtager deres døtre…”. Men ytringsfrihedens fremtidsudsigter i et mere et mindre demokratisk og mere islamificeret Europa var et svært spørgsmål at forholde sig til på falderebet af konferencen, sagde Ivar Larsen og gav ordet til i Skorini.

Forholdene i Danmark var ikke nær så dårlige som i England, forklarede i Skorini og sagde at han selv måtte forberede sig ganske anderledes når han holdt foredrag i London end i Danmark. Og det var ikke blot kønsopdelte arrangementer, men også sikkerhedsproblemer fordi så mange kunne blive stødt og emnets indhold. Men han mindede om at de islamistiske grupper udgjorde en meget lille og ikke repræsentativ minoritet blandt de muslimske studerende, men realiteterne var deusagtet at det var svært for ham at bevare en optisme. Og med den kedelige udsigt var konferencen slut.

Uagtet hvor urepræsentative og lille en minoritet islamister udgør på campus, kan man alligevel konkludere, hvad i Skorini og Fri Debat helst vil tøve med, at jo flere kulturelt betingede muslimer vi ser på campus og i vores land, jo mere vil det være islamisternes dagsorden vi vil leve under. Men dyster som fremtiden ser ud kan man glæde sig over at vi i Danmark har et levende landskab af ytringsfrihedsaktivister med hele tre virile selskaber i Fri Debat, Trykkefrihedsselskabet og Lars Vilks Komiteen. At det til tider bærer lidt præg af positionering og nok også en snert af intern personrivalisering er en lille detalje og måske blot et bidrag til at holde konkurrencen skarp og landskabet frodigt. Fri Debats arrangement var så velafholdt og oplysende, som man er kommet til at forvente det i Danmark - men desværre med et tilhørende sikkerhedsopbud, selv for de, der ikke vil vedkende sig en ideologisk dagsorden.

Artikel skrevet for Document.dk

Virkeligheden rykker ikke ved perceptionen. Ikke meget i hvert fald. Hvis du mener at mænd er nogle svin, så gider du ikke tale om specifikke kulturer, for du ser kun mænd. Derfor vil de store massesexovergrebssager i især store tyske byer Nytårsnat også være en yderligere bekræftelse på mænds adfærd. Tidlige viceformand for Dansk Kvindesamfund Ulla Thornemand leverede i den sammenhæng et af de allerførste feministiske relativeringer, da hun på Facebook skrev følgende opslag

Herhjemme kalder vi det drengestreger, når hvide unge drenge og fyre i flok, i folkeskolen og på andre uddannelsesinstitutioner, blufærdighedskrænker, sexchikanerer og sexforulemper piger.

Herhjemme kalder vi det kompliment, når unge, hvide fyre - både på enmandshånd og i flok - i nattelivet gramser, stikker hånden ned i trusserne og stikker en finger ind i fissen på og begår andre seksuelle overgreb på unge kvinder.

Herhjemme er det bare for sjov, når hvide mænd i flok råber efter en kvinde, at hende kunne de godt voldtage.

Herhjemme kalder vi det flirt, når hvide mænd på arbejdspladser sexchikanerer og forulemper kvindelige kolleger.

Herhjemme lyder der alt andet end ramaskrig når disse oplevelser fortælles. Faktisk sker det modsatte. Kvinderne, der modigt står frem og fortæller om de krænkelser og overgreb, de udsættes for, skammes ikke sjældent ud. Boys will be boys, I ved. White boys, tilsyneladende.

Den hvide mand har kronede dage og ve dig hvis, du er brun, for så får piben en anden lyd. Din tro, din kultur, dig, du er farlig for kvinder. Du forstår ikke spillereglerne, som den hvide mand gør. Den hvide mand som vi alle ved behandler kvinder med langt mere respekt. Som tager et nej for et nej. Som respekterer kropslig integritet. Hvis vold og seksuelle vold mod kvinder bunder i helt andre årsager.

Herhjemme har vi det godt.

Det der er foregået i Tyskland er fuldstændig grotesk, og de kvinder, som er blevet krænket og udsat for sexforbrydelser, har intet ansvar for det, uagtet hvad en borgmester og andre måtte mene.

Men at det nu fremstår som om den form for organiserede krænkelser er et nyt fænomen, i følge det tyske politi, er en sandhed med store modifikationer.

Tag hudfarven ud af ligningen, hør på de oplevelser, som kvinder i mange år har fortalt om af lignende karakter, og det fremstår tydeligt, at dette ‘fænomen’ hverken er nyt eller knyttet til en bestemt etnicitet eller kultur. Udtrykkene inden for fænomenet kan variere, men selve fænomenet er oldgammelt.

Link: http://www.dr.dk/…/video-evelin-blev-forulemplet-nytaarsaft…

Debatsporet der fulgte var sørgeligt. En anden og for mig helt ukendt variation fik 386 ‘like’s’

Og også Rune Engelbrecht Larsen farede til Facebook, for at belære om sin uvidenhed

Et vanvittigt og uhyggeligt eksempel på seksuelle masseovergreb mod kvinder i Köln nytårsaften blev begået af afstumpede mænd af nordafrikansk afstamning. Desværre er det blot ét af utallige eksempler på, hvordan alt for mange mænd i alle farver og af alle nationaliteter stadig har absurd vanskeligt ved forstå og respektere kvindelig ligeværd og integritet. Hver femte kvinde på de amerikanske universiteter har været udsat for et seksuelt overfald. For eksempel. I det amerikanske militær er problemet ligeledes skræmende stort. For eksempel. I 2013 blev der rapporteret ca. 25.000 voldtægtssager i Indien. For eksempel. I Mexico eksploderer antallet af kvindekidnapninger, kvindemord og voldtægter og er blevet karakteriseret som en pandemi. Ifølge en Voxmeter-undersøgelse fra Amnesty International (marts 2015) mener hver syvende i Danmark, at en kvinde, der selv går hjem med en mand, har et medansvar, hvis hun bliver voldtaget. Hver syvende. For eksempel. Ca. 4.000 kvinder bliver voldtaget eller forsøgt voldtaget i Danmark hvert år, men kun 50 sager ender med en dom … Vi kan hurtigt blive enige om, at der er tankesæt og ideologier og kanoniske tekster, der er særligt kvindenedværdigende, men den udbredte kvindeforagt, som kommer til udtryk i seksuelle overgreb verden over, er ikke et kulturspecifikt eller etnisk betinget problem – det er desværre langt større end dét. Lad os møde alle overgreb mod kvinder med afstandtagen overalt.

Inde vi skal til satiren, så kan man studere de store tals lov

Da man kunne læse historien om endnu en muslimsk storfamiliens hærgen på et hospital  gav Journalisten Mads Brügger satiriske relativering

Det her minder mig desværre om de alle gange hvor jeg som hvid mand er teamet op med andre hvide mænd, og sammen har angrebet sygehuse i flok, helt vildt og vanvittigt, og stukket vores fingre op i røven på portører, og skræmt personalet fra vid og sans, og bagefter sagt til hinanden, at det hele bare var en god gang gazz. Det minder mig også om at sygehuse overalt i verden jo angribes af mænd i flok, fx i Indien og i Mexico, hvor det sker hele tiden, så i stedet for at tale om denne lille latterlige sag, skal vi så ikke bare være enige om at fordømme ALLE angreb på sygehuse, OVERALT i verden, hele tiden - men mest nok af alt de utroligt mange tilfælde hvor hvide mænd angriber sygehuse i flok. Så skal det nok gå væk af sig selv.

Fra satire i filmen Chasing Amy (1997) som PJ Media forklarer

In his third film, Chasing Amy, Smith wrote a scene in which a black comic book author masquerading as a militant racialist goes on a profanity-laced tirade against “the holy trilogy.” The whole saga was alleged to be about a “klan” of white people trying to take down the black Darth Vader.

What Kevin Smith presented as comedy two decades ago has just been replicated seriously by a cable news network Sunday morning host.

Til virkelighed på MSNBC i dette herrens år 2015 (fra News Busters)

On her eponymously named Sunday morning show, MSNBC host Melissa Harris-Perry went into a mini-rant about racism in Star Wars as she complained about villain Darth Vader being “totally a black guy” when he was “cutting off white men’s hands” who did not “claim his son,” but then became a white man after he “claims his son and goes over to the good.”

Lækker detalje at den gode Harris-Perry harcelerer over Darth Vaders onde sorthed på en baggrund af kridhvide stormtropper. Apropos stormtropper, var naziernes fortrukne Hugo Boss jakkesæt i virkeligheden tekstil blackface?

I Middelalderen grundlagdes universiteterne, som Quora skriver

These new centres of learning took the scholarly framework of the old cathedral schools’ curriculum based on the “seven liberal arts” but combined it with the structure of craft and merchant guilds (which is where the name universitas came from as well).  As in the guilds, students had to choose to work under the guidance of a “Master” and serve a long, structured and scrutinised apprenticeship and then pass a series of tests and oral examinations before being judged a “Master” himself and finally going on to become a “Doctor” or teacher.  This structure, hierarchy and rigorous testing made the Medieval university very different to similar-seeming schools in the Islamic world or the academies of ancient Greece.

The other radical and crucial novelty in the university system was the way advancement and prominence in this system was not gained merely by mastering material from key texts, but by disputation and debate using set rules of formal logic.  Masters and doctors maintained their positions and their reputations (and therefore their incomes from students) by their ability to win debates, often throwing open the floor to all comers.  And brilliant students could rise quickly in reputation and renown by taking on these masters and beating them.  At least twice a year a university would hold a quodlibeta - a multi-day tournament of rigorous logical disputation where anyone could propose and defend any position on any subject at all.  Often highly radical, controversial, paradoxical or even heretical idea were presented and participants had to defend or attack them using logic and reason alone. The idea of a rational free-for-all where the finest minds of the time used reason alone to bat around ideas like “God is in fact evil” or “the universe had no beginning in time” certainly does not fit most people’s ideas of the Middle Ages, yet this was a regular event in Medieval universities.

I det miljø ‘opfandt’ Benediktinermunken Roger Bacon den moderne videnskab og Guillaume de Conches hypotiserede darwinistisk at alt levende opstod fra ursuppen og udviklede sig over til det det er i dag - på Guds initiativ. Det er lang tid siden at man beflittede sig med rationalisme på universiterne og de fleste andre læreanstalter. Atlantic beskriver den sørgelige sag, da et akademiker-ægtepar sagtmodigt frasagde sig at rådgive de studerende om Halloween-kostymer og blev mødt med krav om bortvisning for deres manglende forebyggelse af potentiel krænkelse. Daily Caller ridser det sørgelige optrin op, hvis man ikke har hjerte til at se den lille video nedenunder

The conversation is at first tense but calm, but it escalates rapidly after a student accuses Christakis of creating an “unsafe space” at Yale.

“I did not-,” Christakis attempts to reply, but a student aggressively interjects.

“Be quiet!,” she screams. Then, voice quavering with emotion, she continues. “[In] your position as headmaster, it is your job to create a place of comfort and home for the students who live in Silliman.”

Christakis attempts to dissent, saying “No, I don’t agree with that,” unleashing a torrent of shrieks from the student.

“Then why the fuck did you accept the position? Who the fuck hired you?,” she cries, drowning out any attempt by Christakis to explain himself (Christakis never raises his voice, except to be heard by the crowd).

“You should step down! If that is what you think of being headmaster, you should step down! It is not about creating an intellectual space! It is not!”

Another student, a male, joins in, shouting “You’re supposed to be our advocate!”

The student continues the attack, saying that students will transfer out of Yale because of its failure to be a “safe space” for them. As she continues, one passing student yells out “Retweet!,” apparently to endorse her attacks.

“You should not sleep at night!,” she says to finish the verbal assault. “You’re disgusting!”

Som man kan se er konflikter nogle gange sort/hvide. Den unge dames hysteri udgør et studie i sig selv. Selvretfærdigheden, berettigelsen, selvoptagetheden, aggressionen, den manglende empati for andre mennesker, manglende selvrefleksion og den grundløse foragt for andre meninger. Og ingen sans for værdighed. Som et udtryk for venstrefløjen er der kun emotioner, et mentalt barn forkælet til den rene narcissisme. Men det får vente, for her er endnu et eksempel på venstrefløjs ideologiske emotioner fra Missouri State universitetet, hvor nogen demonstrerer imod noget strukturelt undertrykkende noget

After desperately trying to gin up media coverage of student protests at the University of Missouri, one of the school’s media professors is now furiously trying to “muscle” the press off campus to prevent them from covering student protests that rapidly spiraled out of control Monday.

Mizzou president Timothy Wolfe announced his resignation on Monday after members of the school’s 4-5 football team announced they would boycott team activities unless the school acceded to certain demands surrounding racial equality. Unsurprisingly, Wolfe’s resignation did little to quell the mob.

On Monday afternoon, activists who had demanded Wolfe’s resignation abruptly demanded that media stop covering their activities on the public campus of the taxpayer-funded university. At the center of those demands was Melissa Click, an assistant professor of mass media within Mizzou’s communications department.

In the video below, you can see Click ask for “muscle” to help her bully a Mizzou student into not covering the ongoing mob protests:

Det kræver en beundringsværdig mangel på ironis sans at holde en demonstration inden i et ’safe space’. En god ven spåede at professor Clicks bemærkning “I need some muscle over here!” kan blive en ikonisk kommentar; “Al safe/inclusive/cis/gyn/LGBT/postmodernisme-BS er hermed udstillet og demaskeret”. Det er sandt for dyden en stjerneparade i eksempler på venstrefløjens selvforståelse. Journalistens argument om de grundlovssikrede rettigheder, der beskytter ikke blot ham men også demonstranterne, hvorfor de ikke kan tvinge ham væk,, som han ikke kan tvinge dem, verfes af med “Forget a law. How about for humanity?”. Eller sætningen “Sir, I’m sorry, these are people too. You need to back off!”, som virkeligt kræver en indforstået præmis om moralsk overrettighed for at give mening. Og så er der unødvendige journalister, som der er unødvendige mennesker…

Breitbart ridser tendensen på amerikanske universiteter, der også mærkes i resten af den vestlige verden, op, for som venstrefløjens børn tydeligvis ikke kan rumme den virkelighed, som venstrefløjen har beredt dem, så kan venstrefløjen heller ikke rumme sine egne børn

Similar incidents have happened before, on other campuses. Oberlin College was recently the scene of astonishing protests at the visit of former philosophy professor Christina Hoff Sommers, who was deemed to be too “triggering” for some students. But it is deeply worrying to see this happen at Yale, where undergraduates typically go on to become business leaders, senators and even Presidents.

The footage was published by Greg Lukianoff, the President of the Foundation for Individual Rights in Education (FIRE), one of the organisations that monitors and seeks to address the disturbing rise of intolerance on U.S. campuses. Lukianoff recently co-authored an influential essay, The Coddling of the American Mind, which describes the disturbing rise of campus zealots like the ones in this video.

Students of history will notice an alarming similarity in the video above to the “struggle sessions” of Maoist China, a form of public shaming in which perceived enemies of the Party would be surrounded in a public place by Red Guards, Mao’s most zealous supporters. The Red Guards would hurl abuse at their target until they confessed to their crimes.

Uninformed critics might argue that the Red Guards were a weapon of the Communist state, and not a genuine grassroots movement, but they’d be wrong: the Red Guards started out as a student movement, on Chinese campuses. Afraid yet?

College staff finally are. Earlier this year, Vox published an essay from a liberal professor who confessed that the zealotry of his own students frightened him. Earlier this month, Salon published an article from a black feminist film studies lecturer, describing her “disastrous” attempt to accommodate her students’ strangely aggressive emotional fragility. It seems the left, and especially the academic left, has finally woken up to the Frankenstein’s monster that they’ve constructed.

Daniel Greenfield ser også parallelen til rødgardisterne, men trøster sig med at i de frie lande har flertallet stadig noget at skulle have sagt og unge mennesker er generelt ikke så rædselsfulde

These aren’t an entire generation. They’re trained radical left-wing activists who have been encouraged to emote, to act out and throw tantrums as activism. It’s not unique.

(…)

What is happening now is a perfect storm with several causes, one of the biggest of these is the Obama era in which major social transformation and the craziest campus stuff have backing from the White House.

There are assorted generalizations about millennials in the workplace. But your typical campus screamer won’t be working a real job. They’ll be in academia, diversity consulting or something even dumber and more useless. Millennials serve in the military and members of that generation have won the Medal of Honor.

Washington Posts Wendy Kaminer går nogle årtier tilbage

You can credit — or blame — progressives for this enthusiastic embrace of censorship. It reflects, in part, the influence of three popular movements dating back decades: the feminist anti-porn crusades, the pop-psychology recovery movement and the emergence of multiculturalism on college campuses.

In the 1980s, law professor Catharine MacKinnon and writer Andrea Dworkin showed the way, popularizing a view of free speech as a barrier to equality. These two impassioned feminists framed pornography — its production, distribution and consumption — as an assault on women. They devised a novel definition of pornography as a violation of women’s civil rights, and championed a model anti-porn ordinance that would authorize civil actions by any woman “aggrieved” by pornography. In 1984, the city of Indianapolis adopted the measure, defining pornography as a “discriminatory practice,” but it was quickly struck down in federal court as unconstitutional. “Indianapolis justifies the ordinance on the ground that pornography affects thoughts,” the court noted. “This is thought control.”

So MacKinnnon and Dworkin lost that battle, but their successors are winning the war. Their view of allegedly offensive or demeaning speech as a civil rights violation, and their conflation of words and actions, have helped shape campus speech and harassment codes and nurtured progressive hostility toward free speech.

The recovery movement, which flourished in the late ’80s and early ’90s, adopted a similarly dire view of unwelcome speech. Words wound, anti-porn feminists and recovering co-dependents agreed. Self-appointed recovery experts, such as the best-selling author John Bradshaw, promoted the belief that most of us are victims of abuse, in one form or another. They broadened the definition of abuse to include a range of common, normal childhood experiences, including being chastised or ignored by your parents on occasion. From this perspective, we are all fragile and easily damaged by presumptively hurtful speech, and censorship looks like a moral necessity.

These ideas were readily absorbed on college campuses embarking on a commendable drive for diversity. Multiculturalists sought to protect historically disadvantaged students from speech considered racist, sexist, homophobic or otherwise discriminatory. Like abuse, oppression was defined broadly. I remember the first time, in the early ’90s, that I heard a Harvard student describe herself as oppressed, as a woman of color. She hadn’t been systematically deprived of fundamental rights and liberties. After all, she’d been admitted to Harvard. But she had been offended and unsettled by certain attitudes and remarks. Did she have good reason to take offense? That was an irrelevant question. Popular therapeutic culture defined verbal “assaults” and other forms of discrimination by the subjective, emotional responses of self-proclaimed victims.

This reliance on subjectivity, in the interest of equality, is a recipe for arbitrary, discriminatory enforcement practices, with far-reaching effects on individual liberty. The tendency to take subjective allegations of victimization at face value — instrumental in contemporary censorship campaigns — also leads to the presumption of guilt and disregard for due process in the progressive approach to alleged sexual assaults on campus.

Universiteterne var måske en religiøs opfindelse, til at begribe Gud og forstå hans skaberværk. Måske fordi Gud er ubegribelig, kunne et studievære en søgen, mens uden Ham, kan vi kun prøve at begribe os selv og vores selvretfærdighed? Hvem ved, denne ateist er ikke mindre rådvild, når teisme ligner det bedste værn mod religiøs dogmatik.

Ukendte gerningsmænd har øvet hærværk på den kvindelige kunstner og fotograf, Mathilde Grafströms foto-udstilling af ‘normale’ nøgne kvinder. Københavns Kommune har støttet udstillingen, men nogle har tilsyneladende fundet den krænkende skriver og til Lokalavisen siger Grafström

“Jeg ser det som en kraftig modreaktion mod min kunst og budskabet om, at vi alle er smukke, som vi er. Dette ellers fredfyldte budskab er åbenbart for provokerende for mange, der ikke kan holde ud at se på almindelige kvinders nøgne kroppe - og hvorfor? Fordi vi ikke kan rumme at indse, at mange af os har et stort selvhad og andre frustrationer. Derfor vælger en eller flere personer at reagere udadtil på en negativ og destruktiv måde ved at undgå at konfrontere de følelser og smadre mine billeder.

Svaret er ganske ligetil. Københavns Kommune må trække støtten til udstillingen, der selvfølgelig skal lukkes hvis nogen er blevet krænket - krænkelse er alt rigelig begrundelse. Og hvis disse krænkede nogen skulle gå hen og gribe til vold mod kunstneren burde kunstneren fængsles for at have krænket nogen så meget at de blev ansporet til vold. Der er ingen følelser der er finere end andre og det er vel ikke mindre fint at blive krænket over billeder af sexede kvinder end at ville beskytte en fiktiv pædofil rovmorders renomme?

Husk på at nok har vi kunstudstillings-frihed, men ikke kunstudstillings-pligt!

Billederne anbefales husarerne og kan ses HER.

Hvad der kan svare sig er en subjektiv vurdering. Vil man bruge 37 timer for at øge sin månedlige indkomst med 2.000,-? 1.000,-? 500,-?

Hvis man vil have en 3F’er til at arbejde udover den aftalte 8 timers arbejdsdag, koster det 50% ekstra de første 3 timer. Derefter stiger timelønnen 100%. Det vil altså koste 754,- oveni de normale 1.328,- at få en 3F’er til at tage en ‘dobbelt-vagt’. 2.084,- for 8 timer. Ellers kan det ifølge 3F ikke svare sig.

»Der er der en række andre erhvervsfolk, der er stået frem, bl.a. på jeres egen kanal (TV2, red.), Allan Agerholm fra Crown Plaza, med meget meget konkrete eksempler på, at der ikke er rimelighed nok i tingene, når visse mennesker er i den situation, at tager man højde for alle de meromkostninger, der er ved at gå på arbejde og de tillæg og andet, der falder bort, så forsvinder gevinsten mellem folks fingre,« sagde Lars Løkke Rasmussen til TV2 News.

Det fortalte Løkke Rasmussen til TV2 ifølge BT. BT havde under overskriften “Nyt Løkke-eksempel pilles fra hinanden” citeret analysechef ved Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Jonas Schytz Juul

»Det er farligt at tage udgangspunkt i enkelte eksempler, når vi taler om gevinsten på arbejde, fordi det bliver så forsimplet på nogle punkter, at det er direkte misvisende,«

Et par dage tidligere havde BT sået tvivl om det første eksempel, nemlig ‘Panorama-manden’. ‘Panorama-manden var en ansat ved rengøringsvirksomheden Panorama, der havde fortalt sin chef Morten Broager, at det på grund af differencen på løn og offentlig forsørgelse for ham ikke kunne svare sig at arbejde. Måske eksisterede han slet ikke, spekulerede BT på baggrund af at Jobcenterchef i Høje Taastrup Kommune ikke havde set den anonyme Panorama-mand i ledighedskøen. “Mysteriet fortsætter… følg med her på BT” sluttede de artiklen. Dagen efter udspillede sig en af de sørgeligste scener for danske tv-stationer da TV2 og Danmarks Radio nærmest faldt over hinanden i forsøget på at få Panorama chef Morten Broager til at afsløre mysteriet om Panorama-manden. Selv om Løkkes historie således var vandtæt troede medierne ikke på ham og den virkelighed han forsøgte at beskrive.

Kasper Støvring skrev på Berlingske Tidende at tilliden til Løkke Rasmussen er svækket. Pressen tegner et billede af beruset frås  og antager at hvert et ord er en potentiel løgn, der kan afsløres i et faktatjek. Men måske har Løkke fat i den lange ende, måske spiller Løkke sit bedste kort ved at udfore pressen, Socialdemokratiet og fagforeningerne på troværdighed. Det er let at forestille sig at Løkke har draget en vigtig lektie af både personsager og formandsopgør, nemlig at være yderst præcis med sine udtalelser. At han ved at der står en kø af erhvervsfolk, der drypvis vil bekræfte, hvad man godt ved i folkehavet; at lønnet arbejde ikke synes at kunne svare sig for mange danskere. Og at de mange tusinde nye job derfor går til  østeuropæere, der ikke hæger sentimentalt om ‘den dansk model’. Det kan meget vel blive mere end en kameramand, der falder over sine egne ben.

Det er nemlig mere forsimplet og misvisende at tage udgangspunkt i de regneark, som fagbevægelsen fodrer pressen med på Socialdemokratiets vegne, når de mange enkelte eksempler, hver med deres udgangspunkt, vejer, hvad der kan svare sig for dem i deres liv. I Information kom Iben Nørup således Løkke Rasmussen til hjælp - ufrivilligt og bagvendt selvfølgelig - da hun gjorde op med ideen om det saliggørende i arbejde

Videnskabeligt er der nemlig ikke noget belæg for at tro, at arbejde er det altafgørende for vores sociale trivsel og liv. Mine egne forskningsresultater, der udkom i december 2014, giver på baggrund af omfattende statistiske analyser på et meget omfattende datamateriale et ganske entydigt og klart svar.

Analyserne baserer sig på Region Nordjyllands store spørgeskemaundersøgelse Sundhedsprofilen, der er besvaret af godt 25.000 personer. Disse besvarelser er koblet sammen med Danmarks Statistik-registre, hvor der bl.a. er trukket forskellige helbredsoplysninger og oplysninger om uddannelse og indkomst samt med Beskæftigelsesministeriets DREAM-database, der bl.a. indeholder oplysninger om forsørgelsesgrundlag, beskæftigelse og deltagelse i eksempelvis aktivering. Resultaterne af samtlige analyser viser, at det at stå uden for arbejdsmarkedet ikke i sig selv medfører lavere trivsel, dårligere sociale netværk eller mindre deltagelse i alt muligt andet, f.eks. fritidsaktiviteter eller foreningsliv.

Faktisk viser resultaterne, at personer, som ikke arbejder, er knap så stressede, har lidt bedre sociale relationer til f.eks. venner og familie og deltager mere i alle mulige forskellige typer fritidsaktiviteter, end personer, der arbejder. Resultaterne viser også, at personer, der arbejder er mindre tilfredse med, hvor ofte de ser deres familie og venner, end personer, der ikke arbejder.

Kilde til stress

Betragter man særskilt de personer, der er meget begrænsede af helbredsmæssige problemer, sygdomme eller handicaps, peger resultaterne på, at presset for at præstere på arbejdsmarkedet får ganske omfattende og negative konsekvenser for trivsel, stressniveau og socialt liv. For disse mennesker er det – set ud fra et socialt og livskvalitetsmæssigt perspektiv – langt fra lykken, at få lov til at bruge deres sidste rest af overskud og energi på at arbejde. Resultaterne viser således det stik modsatte af, hvad vi går og bilder os selv ind – endda med stor statistisk sikkerhed. De fortæller os en historie om, at arbejde ér en væsentlig kilde til stress. Og at det at leve op til de forpligtelser, der følger med at have et job, tager tid fra andre vigtige ting i vores liv.

Hvis ikke der er den store forskel i indkomst, hvorfor så slide sig ned i rotteræset? “Arbejde er for langt de fleste en afgørende kilde til en indtægt” forsikrer Nørup og glemmer i bedste Informationsånd at arbejde er den afgørende kilde til indtægt for alle: Hvis ikke ens eget arbejde så andres arbejde.

To politibetjente i den amerikanske by Ferguson er blevet skudt skriver Daily Mail

Two police officers have been shot outside the police headquarters in Ferguson where the shooting of a black teenager by a white officer sparked a wave of angry protests across the U.S. last year.

Gunfire erupted during protests following the resignation of Ferguson Police Chief Thomas Jackson late last night as angry scuffles broke out between officers and the public.

A 32-year-old officer from nearby Webster Groves was shot in the face and a 41-year-old officer from St Louis County was shot in the shoulder, St Louis County Police Chief Jon Belmar said.

Both were taken to hospital, where Belmar said they were conscious, but described their injuries as ’serious’ without giving further details.

‘These police officers were standing there and they were shot, just because they were police officers, he added.

A few dozen demonstrators fled following the gunfire, with some screaming that ‘they hit a cop’ around midnight, a photographer with Reuters said.

Nu venter vi på at Obama fordømmer attentatet, men udviser sin forståelse for vreden. Og måske tillige betror os at det kunne være hans egen søn der skød? Vinklen i medierne kører over en bred karm på netop den pointe, den retfærdige vrede mod et racistiske politi. Og de kan bakke påstanden op med en undersøgelse fra Department of Justice, der blev udgivet tidligere på måneden. Information kaldte det en chock-rapport

Statistikken taler sit tydelige sprog. I Ferguson er 67 pct. af befolkningen sort, men i perioden 2012-14 var hele 85 pct. af bilerne, der blev stoppet af politiet, ejet af afroamerikanere. Sorte udgjorde 88 pct. af dem, der blev udsat for politivold og 93 pct. af de arresterede i 2012-14 var sorte.

Så tydeligt taler statistikken dog ikke. Kriminelle bliver oftere uretmæssigt stoppet en lovlydige borgere (i en blanding af almindelig fremtoning og genkendelse ved gengangere) og sorte er blot mere kriminelle end ikke-sorte - af forskellige årsager, grangiveligt. Men der er mistanke om et mafiøst system, da kommunen er tilskyndet til at balancere sine budgetter, gennem bøder fortæller Information videre

Bag tallene skjuler sig et hvidt magtsystem, der ikke alene forskelsbehandler sorte. I Ferguson og – hævder sorte amerikanske ledere – i andre byer landet rundt med afroamerikanske beboere anvender politi og civile myndighedspersoner loven til at udbytte den fattige og sårbare del af befolkningen økonomisk.

I Ferguson giver det sig udslag i åbenlys pengeafpresning af sagesløse borgere med det ene formål at inddrive så store indtægter som muligt til dækning af de relativt høje lønninger, som politi, dommere, embedsmænd og kommunalpolitikere får.

I dette mafiøse magtsystem præmieres politibetjente af kommunalpolitikere for at pålægge borgerne så mange og så store bøder som muligt for alle mulige forseelser, der ofte – ifølge rapporten – er uberettigede og i alle tilfælde intet har at gøre med politiets hovedopgave: at beskytte borgerne.

Retten er underlagt politimesteren, hvorfor det står dommerne frit at afvise anker og fordoble og tredoble bøder, hvis ’synderen’ betaler for sent eller ikke har tilstrækkeligt med penge til at betale det fulde beløb. Domstolen sender jævnligt skyldnere i fængsel. Alene i 2014 var 9.000 af de omkring 21.000 borgere i Ferguson en kort tur bag tremmer. 95 pct. af disse var sorte.

Igen, racisme antages at ligge til grund, når systemet måske blot er udgjort af almindeligt dumme svin. Think Progress har samlet nogle eksempler på racisme, eller i hvert fald på sorte der er blevet behandlet skandaløst. Men når man smider Oscars efter Selma som kompensation for de penge negertragedien ikke kunne indtjene selv så er det fordi jorden for længst er gødet. Hollywwod elsker racisme meget mere end amerikanerne gider praktisere den. Samuel L Jackson ville have sine medcelebriteter til at synge om de racistiske politi, Charlie Shee

Så der kan være andre grunde end indebrændt vrede over at blive undertrykt som forklaring på attentatet på de to betjente. Demontranter i Ferguson krævede Darren Wilson dræbt og mente at USA var racistisk på grund af de hvide. Darren Wilson var den betjent, der i selvforsvar skød og dræbte Michael Brown også kaldet The Gentle Giant. Der fulgte krav om genopbygning, for ellers… Samme ånd gik igennem andre byer. I New York krævede demonstranter højlydt død over politibetjente og to beskikkede forsvarere deltog i en rap med samme død-over-politiet tema. Og Ferguson kunne endda bruges til angreb på Israel og jøder - hvad kan ikke det?

Darren Wilson blev frikendt i en omstridt høring. Omstridt ikke fordi den rent juridisk var unødvendig, da der ikke eksisterede grund til at rejse tiltale mod Wilson og dermed ingen grund til en høring. Men omstridt fordi anklageren, der gav efter for ballademagernes trusler om vold i gaderne, prøvede at dele sol og vind lige, ved at lade Wilson føre et forsvar, hvad der ikke er en hørings formål.

På Think Progress fandt man ligheder med en anden selvforsvarssag mistænkelig. Her mente man, at den hvide politimand Darren Wilsons forklaring lignede George Zimmermann, den jødiske hispanic, der i selvforsvar dræbte den sorte Trayvon Martin, ubehageligt meget

The description is eerily similar to another lethal confrontation with an unarmed black teen in broad daylight: the death of Trayvon Martin in Sanford, Florida. George Zimmerman, the man who shot and killed Martin, told police that the teen “jumped out from the bushes” and punched him in the face, knocking him down. “I started screaming for help. I couldn’t see. I couldn’t breathe,” he said. “He grabbed my head and started hitting it into the sidewalk. My head felt like it was going to explode.”

Zimmerman also claimed Martin put his hand over Zimmerman’s mouth and nose and told him, “You’re going to die tonight.”

Both Zimmerman and Darren Wilson told officials that the young men they killed had their hands in their waistbands—suggesting they feared the presence of a weapon when there was none.

Throughout his testimony, Wilson repeatedly referenced Brown’s size, calling him “really big,” “obviously bigger than I was,” and saying he felt “like a five-year-old holding onto Hulk Hogan,” though the two men were about the same height.

Later, describing the moment right after he first fired the first bullet, he said Brown “looked up at me and had the most intense aggressive face. The only way I can describe it, it looks like a demon.” In other places, he describes Brown in animalistic terms (“he made like a grunting, like aggravated sound”) and supernatural ones (“it looked like he was almost bulking up to run through the shots”).

Zimmerman offered a vaguer physical description, telling a 911 dispatcher that Martin looked like “real suspicious guy” and saying: “This guy looks like he’s up to no good, or he’s on drugs or something.”

Both Zimmerman and Wilson are free men today, in part because of these accounts and descriptions provided to law enforcement and the courts. Though the public may never know exactly what happened on those days, research shows that hidden biases often lead people to see African Americans as aggressive, superhuman and less vulnerable to pain.

At store bøller er store bøller og derfor beskrives som store bøller (pyha, der undgik jeg at skrive at alle niggere er ens) var typisk hvad der undslap mediernes dækning. Den var fokuseret på fortællinger om virkeligheden udenb at tage virkeligheden i betragtning. For at hamre deres pointe hjem så viste Think Progress, som snart sagt alle andre medier et billede af the gentle giant Darren Brown med studenterhue ved siden af et børnebillede af Trayvon Martin

Hvad der dog især lignede hinanden ved fortællingerne var mediernes heksejagt. Breitbart skrev

New York Times had no qualms whatsoever about publishing almost all the information needed for Officer Darren Wilson’s enemies to track him and his wife down at home:

Officer Wilson and [his wife] own a home together on XXXXXXX Lane in XXXXXXXXXX, Mo., a St. Louis suburb about a half-hour drive from Ferguson.

This malicious move by the New York Times has not gone unnoticed by Ferguson’s protesters:

But printing his street name in the nation’s most influential newspaper on the day the grand jury is expected to hand up a decision on the indictment could reignite interest in — and awareness of — the location, and some critics worry that it could result in protesters descending on his home. Slate even went a step further than the Times, publishing an article featuring a photo of the modest, red-brick house on Monday.

A number of Twitter users — some of whom have identified themselves as planning to protest the grand jury decision — have tweeted the location of Wilson’s home as they gear up for rallies. The house number was not printed in the Times, but the street in the St. Louis suburb of Crestwood where it sits is only about two blocks long, and the house number can be easily located via online sources using only the street name and Wilson’s name.

This type of behavior is nothing new from our elite media. When the media was pulling out the stops to electronically lynch George Zimmerman like they are Wilson, CNNbroadcast Zimmerman’s Social Security number to the world.

Thomas Sowell beskrev ligeledes mediernes samspil med pøblen. Og medierne havde deres historie. Jonah Goldberg skrev dengang

Brown wasn’t a person who allegedly robbed a convenience store. He was a stand-in for racial injustice. That’s what was so powerful about Brown’s (probably mythological) “hands up” gesture.

The outrage that followed when the convenience store robbery video was released and details from the grand jury were leaked was at least in part fury at having the narrative muddied. No one likes to see fresh gospel fact-checked. No one wants to hear that their martyr was in fact no angel. And, in the case of Wilson, no one wants to see their demon humanized.

Jesper Steinmetz rapporterede for TV2 News samme dag kendelsen faldt at også sortejede butikker blev stukket i brand, hvilket for ham viste, at der var elementer blandt demonstranterne, der slet ikke respekterer det lille by-samfund. Den indre racisme i den logik var tabt for den samlede presses dækning. Andre grunde til at nogle butikker gik fri skyldtes dog det frie initiativ

Den sorte kultur har kørt sig selv ned i en selvretfærdig skruestik af offergørelse. Og fortællingen er så sexet af løsningens banaliteter virker komiske

Mangen et godt countrynummer er blevet ødelagt af en ængstelig producers manglende tillid til publikums evne til at genkende god musik. Men ved efterfølgende at drukne musikken i et fernish af muzak, ender man også med at fratage musikken sin sandhed. Meget let præsenterer man en løgn. Her er noget sandhed, førend violinerne er tilsat fra mixerpulten

”Jeg accepterer individets beslutning om at ville stå fast på sine rettigheder. Men debatten bør handle om, hvad samfundet vil betale for at sikre disse rettigheder. Hvad er vi som samfund parat til at ofre - af økonomiske, lovgivningsmæssige og andre grunde - for at passe på borgerne? Jeg savner en diskussion i medierne om samfundets pligt til ikke at bøje sig under pres.”

Europa og Danmark er i en overgangsperiode mod et multikulturelt samfund. Vores gamle samfund er borte og kommer aldrig igen. Det må vi indstille os på og på en situation om 10-20 år med omkring en million danskere med muslimsk baggrund. Danmark er i en situation, hvor vi må finde ud af, hvordan vi formindsker mulighederne for at ende i en kulturkamp. Den arabiske kultur befinder sig i et dybt sort hul og bidrager intet til verdenskulturen i dag. I stedet henfalder man til drømme om en historisk storhedstid i den tidlige middelalder. Det er en udbredt idé i den arabiske verden, at Europa har stjålet den storhedstid. Drømmene i de arabiske lande indskrænkes og overlades til ekstremister og fundamentalisters fortolkning. Og de, der kommer hertil, har religionen og hadet med sig.

Alt dette er sandt. Simpelt men sandt, “three chords and the truth”. Muslimerne vælter over grænserne og de er truslen mod vores land og frihed. De har intet fornuftigt at bidrage med, som de kommer fra en fejlslagen kultur, kun had og løgn har de med. Vi er i en kulturkamp og vi er end ikke begyndt at tage den diskussion.

Men se, sandheden kan dumme mennesker ikke lide så derfor tilsætter man nogle generiske strygere, der skal søde det sure. Og selvom man svagt stadig kan høre sandheden (som jeg alligevel har markeret) gennem violinerne er det blevet så meningsforstyrende at det nærmer sig løgn.

”Debatten svigter, når medier og andre bliver ved med at tale om retten til ytringsfrihed. Diskussionen om, hvorvidt det er forsvarligt at lave og offentliggøre karikaturer, talte vi om for 10 år siden. Den er ikke relevant. Terroristerne gik ikke efter at angribe specifikt ytringsfriheden. Det forstår de ikke, hvad er.”

Hvad bør debatten så handle om?

”Jeg accepterer individets beslutning om at ville stå fast på sine rettigheder. Men debatten bør handle om, hvad samfundet vil betale for at sikre disse rettigheder. Hvad er vi som samfund parat til at ofre - af økonomiske, lovgivningsmæssige og andre grunde - for at passe på borgerne? Det er et samfundsmæssigt dilemma at vælge sikkerhed frem for rettigheder. Jeg savner en diskussion i medierne om samfundets pligt til ikke at bøje sig under pres.”

Hvad handler tegningerne om?

”Mit synspunkt er og var også for 10 år siden, at man træder på et folk, der ligger ned. Europa og Danmark er i en overgangsperiode mod et multikulturelt samfund. Der kommer flere flygtninge, og det kan vi ikke standse. Alle fornuftige arabere ønsker at komme til Europa med bedre levestandarder og friheder. Vores gamle samfund er borte og kommer aldrig igen. Det må vi indstille os på og på en situation om 10-20 år med omkring en million danskere med muslimsk baggrund. Det er i det perspektiv, vi må finde ud af, hvilket samfund vi ønsker, og være parat til at ofre noget for at få dem integreret. Hvis vi vil Danmark det bedste, er vi nødt til at forholde os til den komplekse situation og til spørgsmålet om at vurdere rettigheder over for en kritisk situation, hvis man håndhæver de rettigheder.”

Men står Danmark ikke allerede i den komplekse situation?

”Ikke Danmark. Men det gør Frankrig, og her har man ikke bøjet sig. Republikken kræver, at indvandrere tilpasser sig, men samtidig har man isoleret dem i store bydele. Danmark er i en situation, hvor vi må finde ud af, hvordan vi formindsker mulighederne for at ende i en kulturkamp. Og derfor er jeg imod, at man gør grin med det sidste, arabere har tilbage.”

Læs også: Læs uddrag af ny bog om Pundik og Krasnik

Hvad er det?

”Religionen. Den arabiske kultur befinder sig i et dybt sort hul og bidrager intet til verdenskulturen i dag. I stedet henfalder man til drømme om en historisk storhedstid i den tidlige middelalder. Dengang var det os, der var i et åndeligt mørke, mens den arabiske verden var oplyst. Det er en udbredt idé i den arabiske verden, at Europa har stjålet den storhedstid. Og når vi samtidig gør grin med deres religion, hævner de sig.”

Læs også: I kø for Charlie Hebdo: Det er vigtigt at vi står her

”Den arabiske antipati over for Vesten har fået ekstra næring de seneste 15 år, hvor vestlige lande er vendt tilbage til Mellemøsten med militær magt. Det koster også civile menneskeliv og fører til et had til den vestlige verden. Drømmene i de arabiske lande indskrænkes og overlades til ekstremister og fundamentalisters fortolkning. Og de, der kommer hertil, har religionen og hadet med sig. De kan ikke rejse tilbage til deres hjem, som står i brand - skal vi så sætte ild i mere?”

Hvad lærte vi af de danske karikaturtegninger?

”Det var et resultat af vores egocentriske holdning til omverdenen. Vi må indtil videre forholde os til virkeligheden, som også indebærer, at vi har skabt forudsætninger for, at unge danske arabere rejser ned og slås i Mellemøsten. Og en virkelighed, der betyder, at vi ikke bør træde på folk, der ligger ned, med satire. Behovet for at få bekræftet retten til ytringsfrihed er baseret på en løgn. Ytringsfriheden administreres konstant efter overordnede hensyn og af høflighedsgrunde. I dette tilfælde er der tale om et hensyn, der betinger ikke at være i krig med andre. Vi skulle hellere fokusere på at vinde indflydelse i en muslimsk verden, der befinder sig i en krise, gennem tillid.”

Violinerne, starter med at benægte at ytringsfriheden faktisk aktivt bliver sat til diskussion af den værdimæssige venstrefløj. Det som Krarup kalder Systemet Politiken. For så umiddelbart derefter, at lade vores frihed være afgrænset af muslimers sans for nuancer. Muslimerne forstår alt væsentligt i ytringsfriheden nemlig at den skal væk. Ytringsfriheden skal væk fordi mennesker igennem ytringer hjælper hinanden til at tænke længere end de ville kunne alene. Og som enhver god gidseltager ved, skal man holde sine gidsler isoleret og afskåret fra viden om omverden, for uvidenhed øger angst og gør kontrol lettere.

Violinerne tillægger derefter en resigneret betydning til den ellers etablerede ‘accept’ af at friheden tilhører individdet (og dermed forkaster Ellemanns sofistiske ‘ytringspligt’ meme) ved nu i den færdige version at stille friheden op som et samfundsmæssigt dilemma i forhold til sikkerheden. Friheden skal blot forsvares når den er truet, længere er den ikke. Men her mærker vi som sagt konsekvensen af Systemet Politikens aktive diskussion af ytringsfriheden og dens stålsatte benægtelse af at vi er truet. Af samme grund er det også en løgn at “vi” ikke kan gøre noget ved folkevandringen, når der i realiteten er tale om at Systemet Politiken ikke vil gøre noget af hensyn til konventioner.

Og sådan går det over stok og sten komplet med trommemaskine, til at banke det hele i takt. Det er vores egocentriske tegninger der træder på muslimerne. Os der har sat ild i deres hus. De muslimer der ønsker at komme hertil er nu alle fornuftige arabere, hvor de ellers havde hadet og islam med sig. Tåbelige udsagn, som at man ikke skal træde på folk der ligger ned, hvilket jo byder spørgsmålet om man skulle have stoppet krigen mod Hitler i 44. Og at det på et tidspunkt var “os, der var i et åndeligt mørke, mens den arabiske verden var oplyst”, hvilket bare ikke er rigtigt.

Og så modsiger mixerpulten den oprindelige version ved at påstå at ytringsfriheden “administreres konstant efter overordnede hensyn og af høflighedsgrunde”. Når der kommer folk uden nuancer hertil med had, ændres præmisserne for vores administration af de overordnede hensyn. Og høflighed. Den oprindelige version slår fast at kulturkonflikt handler om sikkerhed trusler og vold og som selv i violinversionen bagvendt indrømmes som et samfundsmæssigt dilemma.

Åh, det skal jeg lige sige; det er Herbert Pundiks ord 17 januar 2014 til Kristeligt Dagblad i kølvandet på Charlie Hebdo massakren, der tilsatte rytmemaskine og strygere fra sin mixerpult. Han kender som en anden Hansi Hinterseer sit publikum.

“Så skete ugerningen i København” indleder Bo Lidegaard Politikens leder og tilskriver derved sin avis den simple men åbenbart svært erkendbare sandhed at islam uværgerligt vil angribe friheden og jøderne, som det skete lørdag den fjortende februar 2015. En 40 årig mand blev dræbt ved et arrangement med den svenske kunstner Lars Vilks og 3 politimænd blev såret da en muslim åbnede ild med et automatvåben. Senere åbnede muslimen ild mod den jødiske synagoge i Krystalgade, hvor men dræbte en ung jøde, der var dørvagt. Muslimen er nu måske selv død, skudt af Politiet ved Nørrebro Station. Men Politikens tilsyneladende knæfald for realiteterne skal bortforklares for Politiken kan ikke slippe sit naivistiske verdensbillede bygget op som det er af deres forlorne kosmopolitiske selvbillede.

Attentatet bekræfter endnu en gang, at forbrydere vil ramme enhver, som overskrider grænsen for, hvad de mener er tilladelige ytringer. Det er nærliggende at trække forbindelsen til islamisternes terror i Paris for få uger siden. Sagen efterforskes nu som en terrorhandling. Men i skrivende stund er det uvist, hvem der står bag angrebet i kulturhuset Krudttønden, og om målet var den svenske Muhammedtegner Lars Vilks. Over for ekstremismens trussel har vi to svar ud over harmen, fordømmelsen og vores tanker til den dræbtes familie og de sårede politifolk.

Forbrydere, kaldes muslimske terrorister forsimplet for forløjet. Ekstremister hedder det videre og så generisk at det ikke ville bestå banalitetstesten. Hvem er ikke i den opfattelse at have ret? Efter nogle betragtninger om sikkerhed, der ikke skal hæmme vores frihed og fortsætte hverdagen uanfægtet

Alle må hver især se i øjnene, at vi i et frit samfund er sårbare over for ekstremister, der ikke viger tilbage for trusler, vold og mord. Samtidig må vi finde styrke i visheden om, at det altoverskyggende flertal afviser sådanne voldshandlinger og står sammen om at ville forsvare demokratiet. (…) Ytringsfriheden er en ret, som vi står fast på, og som vi ubetinget vil forsvare. Det må aldrig lykkes enkeltpersoner eller grupper at kyse os til tavshed.

Politiken ser sig selv som selve besindelsen, men den kan ikke længere beskrive virkeligheden og hvad vi skal besinde os på. Islam er en konkret størrelse, som kommunisme og nazisme. Hvor de to ateistiske og moderne bevægelser ser døde ud er den teistiske ideologi islam stadig levende og har erklæret os krig. Det er ikke socioøkonomiske eller psykosociale problematikker. Det er krig med en ikke blot veldefineret fjende men også med en motiveret fjende.

Politikens daværende chefredaktør Tøger Seidenfaden indgik i 2010 på avisens vegne et forlig med nogle muslimer fra Saudiarabien, der hævdede at være den muslimske religionsstifter Muhammed.

»Forliget ser fremad og udtrykker meget fornuftige synspunkter. Det kan måske være med til at mindske nogle af de spændinger, som har vist sig at være meget sejlivede. Det giver udtryk for et håb om, at Danmarks – og ikke mindst danske mediers – forhold til den muslimske verden kan forbedres«

Dengang sagde Helle Thorning-Schmidt “Det er vanvittigt. Der er krænkelser i medierne hver eneste dag. Sådan er det med ytringsfriheden”. Daværende formand for Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard “manglede ord”, men kaldte det “absurd” og “dybt, dybt pinligt”. Jyllands-Postens daværende chefredaktør Jørn Mikkelsen det “beskæmmende” og et svigt. ”pinligt, trist og beskæmmende” var også Berlingske Tidendes redaktør Lisbeth Knudsens reaktion. Flere af Politikens egne journalister lagde afstand til Tøger Seidenfadens forlig.

- Forliget efterlader det indtryk, at vi fortryder vores journalistik, og det er der overhovedet ingen grund til.

Kun tidligere udenrigsminister Ellemann-Jensen syntes at være tilfreds med Seidenfadens

»Der går ikke noget af avisen, når den undskylder. I en konfliktfyldt verden, hvor for mange maler sig op i en krog, ville det være rart med flere af den slags forsøg på at finde frem til fælles forståelse«.

Samme år sagde Uffe Ellemann om Lars Vilks

“Det er jo ikke terror - der løber altså en gal svensker rundt. Undskyld, jeg siger det. Lars Vilks har jo tigget og bedt om at blive angrebet. Jeg har ikke ondt af den svensker, der har gjort alt, hvad han kunne, for at provokere. Ham har jeg ikke for fem flade ører sympati for. Det har du sikkert heller ikke, Mogens, men du kan ikke tillade dig at sige det.”

Mogens Lykketoft valgte stiltiende samtykke. Det var dansk gadekærsmentalitet der er den egentlige trussel mente Lykketoft og Ellemann, hvilket også var Seidenfaden og Politikens linje. Men det er dem selv der lider at gadekærsmentalitet, af en forloren selvopfattelse at de har en særlig betydning i den Verden de end ikke kan beskrive. “Fordi de kender Verden” hedder Ellemann&Lykketofts slogan for deres program på News.