EU kunne ikke blive enige om at redde deres skadelige CO2 marked, en børs, hvor virksomheder fik tildelt kvoter, som de kunne sælge og købe efter behov og evne til at reducere udledning af CO2. Et forslag, der ville begrænse antallet af kvoter for at sætte prisen og derved produktionsomkostningerne op for virksomhederne for at tilskynde fordyrende og tåbelige arbejdsgange blev nedstemt under hensyn til den økonomiske virkelighed. Financial Times fortæller

The EU Parliament’s vote is only the latest evidence of how a crisis-hit continent’s appetite for climate change policies appears to be fading fast.

Not long after the European parliament cast doubt on the future of the EU’s key policy to confront global warming, José Manuel Barroso, the European Commission president, huddled with his climate commissioner, Connie Hedegaard, in the VIP lounge at Strasbourg airport.

Mr Barroso, according to people present, reassured Ms Hedegaard that he remained absolutely committed to tackling climate change – in spite of MEPs’ rejection of her plan to prop up the EU’s troubled carbon market.

But beyond the confines of that room, Tuesday’s vote has provoked much soul searching about the bloc’s devotion to an issue that once topped its agenda and shaped its self-image.

Four years ago, in the run-up to the international climate conference in Copenhagen, Mr Barroso and other EU leaders pledged publicly and repeatedly to lead the world in the fight against global warming. They touted the EU emissions trading scheme as the hub of what would one day be a global carbon market.

Their embrace of the climate issue cast a halo over the European project as a benign and collaborative force for good in the world. “It was an integral part of the brand,” said Tom Brookes, director of the European Climate Foundation.

Walter Russel Mead konkluderer i The American Interest

The EU has been the global laboratory testing the green agenda to see how it works. Today’s story means that the guinea pig died; the most important piece of green intervention in world history has become an expensive and embarrassing flop.  It’s hard to exaggerate the importance of this for environmentalists everywhere; if the EU can’t make the green agenda work, it’s unlikely that anybody else will give it a try.

Det er nemlig ikke blot en kynisk og kortsigtet beslutning på arbejdsløshed, manglende vækst, stigende gæld og andre prosaiske problemer. Det er også en svindende på tro på undergangsvarslerne blandt politikerne. Og det giver blod på tanden

Tiden hvor man kunne udskamme en sådan svada for værende benægtende, amoralsk og skadelig er forbi. Nu må der argumenter på bordet og de har ingen. Så de vælger tavsheden indtil de ser chancen for at skifte hest når de har sikret sig at det ikke er farligt, men før at det er for sent. Ingen vil sidde tilbage med regnskabet for de mange spildte år, de enorme omkostninger og den megen skade man har forvoldt, mens man har forfulgt og mobbet kættere. På et tidspunkt vil først en tage mod til sig og forsigtigt formulere en kritisk afstandtagen til den blinde tro. Så vil en anden legitimmisere debatten og omfavne uenigheder og dissens. Som de finder ud af hvor let det er at afvise angrebene fra de resterende troende, der med sine forvirrede benægtelser af virkeligheden falder i rollen som Komiske Ali så ser andre at det falder i god jord og følger trop. Tik, tak, tik, tak,,,

Det var hendes modstandere på den anden side af Jerntæppet, der døbte hende “Jernlady’en”. De håbede at det ville være rigeligt til at defamere hende ud af billedet. Men tilnavnet tjente kun til at slå skræk i deres hjerter, for hvem turde dog stå op imod en jernlady? Jalving gør kort status af Thatcher’s arv, som vi…

…forvaltede [...] dårligt, for nu at sige det mildt. Grotesk dårligt. Hele postmodernismen, multikulturalismen og den sukkerdemokratiske korrekthed korrumperede os indefra og fratog os den af historien oplyste selvtillid. Vi ville være gode, og det blev vores skæbne, mens uddannelse blev til masseuddannelser, indvandring til masseindvandring og stater udviklede sig til gældssatte nannystater, mere og mere prisgivet arabisk aggressivitet. Resten kender vi kun alt for godt.

Desværre kender ikke alle arven særlig godt og forfalder i stedet til dyrkelsen af deres villigt indoktrinerede idiosynkrasier, som Daily Mail fortæller.

Champagneproletariatet plyndrede også flere butikker - sådan er Thatchers kritikere. Punk-klenodiet Johnnie Rotten (whom you might have forgotten) kaldte ifølge Daily Mail den slags dansen på andre menneskers grav for “Loathsome“. Den slags almindelig anstændighed er det langt fra alle kendisser, der har. I Politiken kan man således læse at Margaret Thatcher har rekord som offer for flest hadesange og Politiken citerer bl.a CV Jørgensen’s sang Postkort fra Port Stanley: “Nu smiler lady Margaret Thatcher / blottende tre plomber og en bro / sit liderlige iskolde ligblege smil”. Men det er de engelske, der er mest bitre, selvfølgelig, som Morrisey’s “The kind people / Have a wonderful dream / Margaret on the guillotine / Cause people like you / Make me feel so tired« efterfulgt af fem gentagne linjers »When will you die?“. Og Daily Mail fandt eksempler på hvorledes venstrefløjen kom kravlende ud af murværket for at spy galde - deres metier

DEREK HATTON: The former Liverpool councillor said: ‘The issue isn’t about whether she is dead. I regret for the sake of millions of people that she was ever born.’

‘She promoted a form of greed in business that we’ve never known before and it’s continued ever since. She actually changed the whole face of this country in a way, that you know, people wouldn’t have even anticipated.

‘Even her successors got away with murder, literally, for example Blair in Iraq, that they wouldn’t have got away with had it not been for what she did.

JOEY BARTON: The footballer posted: ‘I’d say RIP Maggie but it wouldn’t be true. If heaven exists that old witch won’t be there.’

FRANKIE BOYLE: The comedian tweeted: ‘All that Thatcher achieved was to ensure that people living in Garbage Camps a hundred years from now will think that Hitler was a woman.’

IRVINE WELSH: The author wrote: ‘So, if u take out Orgreave, destroying communities, Belgrano/Falklands, Hillsborough, protecting nonces, child poverty, Pinochet, she was ok.’

MARK STEEL: The comedian wrote: ‘What a terrible shame – that it wasn’t 87 years earlier.’

ROSS NOBLE: The comedian tweeted: ‘Bloody typical that Thatcher dies when I am in  Australia. I hate to miss a good street party.’

ALEX CALLINICOS: Professor of European Studies at King’s College, London, and member of the Central Committee of the Socialist Workers Party, he said: ‘Murder was Thatcher’s business. Sometimes the murder was metaphorical – of industries and communities. It still destroyed people’s lives. Sometimes the murder was real. Thatcher over-saw the ongoing dirty war in Ireland.’

BBC fejrede det også på deres egen subtile facon da de ifølge Daily Mail meddelte at “…former UK Prime Minister Margaret Thatcher dies following a strike.” frem for et “stroke”. Og Geri Halliwell, en form for sangerinde, skrev “‘Thinking of our 1st Lady of girl power, Margaret Thatcher, a grocer’s daughter who taught me anything is possible…x’” på Tvitter. Hun fortrød dog hurtigt overfor sine fans og erstattede sin udmelding med “I’m sorry if I offended u. X”. Ikke ligefrem Girl Power, som Daily Mail ironiserede.

Politikens leder hæfter sig ikke ved at Thatcher redde England fra afgrundens rand, brød fagforeningernes magt og knækkede Galteries diktatur, opløste klassesamfundet eller indsatsen under den Kolde Krig. Politikens leder er meget mere optaget af at sprede prosaiske løgne

Men den britiske jernlady er desværre stadig, selv efter sin død i forgårs, uhyggeligt nærværende som ideologisk kraft.

Den ultraliberalisme eller thatcherisme, som bærer hendes navn, er og bliver ødelæggende. Minimalstatens, egoismens og ulighedens ideologi.

(…)

Men thatcherismen er en ideologi, som fremelsker alt andet end det storladne: små tanker om samfundet, indskrænkede forestillinger om økonomi, usle ideer om at slække på solidaritet, ansvar og mange andre af de værdier, som engang før Thatcher blev betragtet som samfundsbærende og forfægtet ikke mindst af ’konservative’ – i mange lande og mange partier.

Jyllands-Posten fandt det vigtigt at spørge Galteri’s tabende soldater

Adskillige argentinske veteraner fra konflikten i 1982, der står som et af højdepunkterne i Thatchers politiske karriere, reagerede med glæde efter meddelelsen om hendes bortgang.

- Gud velsigne den dag, hvor denne frygtelige kvinde døde, siger den 71-årige Domenico Gruscomagno.

- Hun var en afskyelig person. Hun førte krig for at vinde valg i Storbritannien.

I det mindste havde britterne et valg, hvilket var en del af sagens kerne. Det siger i øvrigt en del om den argentiske soldat at han regner en engelsk sejr for givet.

“I usually make up my mind about a man in ten seconds, and I very rarely change it” har Thatcher sagt. Og det var der vel heller ikke grund til når hun var så præcis. Tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen af radikal observans mindedes ifølge BT’s overskrift at “Thatcher kaldte mig et fjols“. Men det gjorde hun nu ikke helt så direkte, som overskriften påstår, men hun sagde “Only a fool would give up one’s currency” da Helveg med munden fuld af mad ævlede om sine idiotiske eurosværmerier.

At Thatcher ikke kunne “fordrage det europæiske samarbejde og talte aldrig pænt om det“ falder ikke i god jord hos radikale som Helveg som derfor mener at hun “må bære en del af ansvaret” for at “opinionen i Storbritannien i dag er eurofjendsk“. Enten det, eller at euroen blot er så meget crap at det kræver en radikaler eller en akademiker at fornægte det idiotiske i at opgive sin egen valuta. Det var trods alt englænderne der valgte hende fordi de kunne lide hvad de hørte. En årsagsammenhæng, som ofte undslipper eurokrater, sjovt nok.

Apropos eurokrater,  også tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen, ligeledes af radikal observans, omend ikke indrømmet, mindes Thatcher , som “havde en både imponerende og irriterende evne til ofte at få sin vilje“. Imponerende fordi hun reddede den engelske økonomi og fik “...givet en argentinsk diktator en blodtud på Falklandsøerne“. Men irriterende fordi “…hun var meget vanskelig at have med at gøre i et europæisk samarbejde, fordi hun var meget besværlig at forhandle med“. Ja ikke nok med det: “Hun var slem“. Man hører nærmest et lettelsens suk fra Ellemann.

D’herrer tidligere udenrigsministre demonstrerer begge samme smålighed når nogen, selv en af efterkrigstidens største statsmænd, står i vejen for deres store projekt. Og de demonstrerer den samme foruroligende manglende forståelse for at man først og fremmest tjener det land og de vælgere, der har belønnet een med et embede. som EU’s lande kaster sig desperat over er en art Thatcherisme står det klar med Sly’s ord at EU er sygdommen og Thatcher er kuren.

Jeg har ikke fundet tidligere udenrigsminister Mogen Lykketoft af socialdemokratisk observans reaktion, men sidste år mindede socialdemokraten Peter Humlegaard Thomsen i Politiken om at “Der er stadig grund til at hade jernladyen“. Ja, hade. Og ja, stadigvæk.

Selv om konen er blevet gammel og senil, lever hadet til hende i bedste velgående. Det har den britiske arbejderklasse god grund til, det har vi grund til i Danmark – og jeg melder mig som en af dem.

Humlegaards grunde til at ‘melde’ sig til hadet (???) er dog så originale, såsom at “thatcherismen [har] et direkte medansvar for krakket i 2008″ at jeg lige vil dvæle lidt ved dem.

I dag er vi mere end nogensinde underlagt bankernes magt. Selv efter en krise, som de finansielle markeder har skabt, er det svært at pålægge dem nye regler og skatter, som kan disciplinere deres adfærd.

Det fremgår ikke hvorfor Thatcher er skyld i at det er svært for socialdemokrater 20 år efter hendes afgang som premierminister at “pålægge dem nye regler og skatter”. Socialdemokrater i alle partiafskygninger er jo ellers nærmest virtuose udi disciplinen ‘pålæggelse af nye regler og afgifter’ for alt og alle andre end Thornings leasebil og husbond.

Thatcher brugte den ‘hårde medicin’ på at tøjle inflationen, og i dag bruger Merkel, Sarkozy og resten af Europas højrefløj samme medicin til at tackle statsunderskuddene. Selv om erfaringerne i Storbritannien var katastrofale, sværges der i dag til den samme politik, som var den sendt herned af vorherre.

Og, må man jo nu tilføje, den siddende socialdemokratiske regering. Humlegaard fortæller at han i 2010 var i valgdistriktet Barking-Dagenham i det østlige London for at føre valgkamp for Labor - altså belære englænderne om hvorledes de skal indrette et samfund, som Thomsen slet ikke er en del af. Finanskrisen havde ramt hårdt, fortæller Thomsen; “Kun få år tidligere havde bilfabrikanten Ford lukket en fabrik, der beskæftigede 40.000 arbejdere” - Knap 20 år efter Thatcher forlod premierministerposten!

Thatcher slog velfærdsstaten ihjel, udsultede uddannelsessystemet, nedlagde det sociale arbejde og fordoblede kriminaliteten. Derodover støttede hun blindt apartheidregimet i Sydafrika i 80′erne, Pinochets diktatur i Chile og “kastede sig ud i en uforklarlig krig på Falklandsøerne“. For at citere Thatcher selv er svaret; No! No! No! Men sådan er de røde, uforstående over at en regeringsleder ser det som sin pligt at forsvare sit land og sine statsborgere mod tyranni. Hurrah for Thatcher og skam dig Thomsen, der helt originalt vælger forkert efter at historien har afgjort ret fra vrang.

Lidt skønne billede til sidst. En svensk journalist kalder Thatcher Hitler. Thatcher kalder Sverige “neutrale”. Hmm, måske bunder svenskernes neutralitet i at de ikke kan skelne mellem Hitler og Thatcher, men se selv

Og en top 25 over Thatcher citater

My policies are based not on some economics theory, but on things I and millions like me were brought up with: an honest day’s work for an honest day’s pay; live within your means; put by a nest egg for a rainy day; pay your bills on time; support the police.

Jeg henledte en af mine venners opmærksomhed på et blogindlæg på Berlingske Tidende fra tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen. Jeg vidste at Ellemanns foragt for nationen og næsegrus beundring for det store projekt ville animere min ven til en krads kommentar. Den kommentar var så god at andre burde have glæde af den. Ellemann skriver om Cyperns Parlament, der netop havde nedstemt en redningspakke “landets præsident havde forhandlet på plads med EU-partnerne” (historien om den forhandling kan læses HER) og følgende uddrag fra Ellemanns vrede over Cyperns forkevalgtes mangel på storhed og oplysende kommentarer er fra min gode ven:

Og dermed har Cypern taget sine partnere som gidsler i et højt spil, der minder om dengang, da Cypern blev medlem af EU i 2004 – og omgående kvitterede med at stemme nej til den FN-fredsplan, som skulle have afsluttet den gamle strid med Tyrkiet og forenet det delte land.

Man fornemmer afskyen ved et land, der ikke sætter egne interesser i anden række i forhold til EU-projektet. Ellemann glemmer også lige, at der ikke er tale om en “forening” af det delte land - der er tale om en føderation.

Hvorefter de græsk-cypriotiske politiske ledere (med en enkelt hæderlig undtagelse, ham kommer vi tilbage til) anbefalede et nej til Kofi Annans fredsplan, som blev vedtaget af tyrkisk-cyprioterne…

Man forstår, at modstanderne mod Annans plan åbenbart er uhæderlige. Man bemærker også, at man ikke for nogen som helst detaljer om planen. Tillad mig:

- Tyrkere udgør 18% af hele øens indbyggere, og af de 18% er halvdelen første-eller andengenerationsindvandrere fra Tyrkiet - det man populært kalder bosættere i Palæstina, når det drejer sig om jøder. Disse bosættere skulle cyprioterne sådan bare acceptere som fait accompli.

- Selv om tyrkisk-cyprioter altså kun udgør ca 10% af den indfødte befolkning, så skulle de ifølge Annan-planen have ret til præsidentposten halvdelen af tiden, halvdelen af pladserne i parlamentets senat og aldrig mindre end 25% af pladserne i andetkammeret og halvdelen af pladserne i højesteret. Dertil et præsident-råd der skulle vælge præsident og vicepræsident, hvor tyrkerne ville få en trediedel af pladserne, men med den finte at medlemmerne skulle vælges af parlamentet - hvor tyrkerne altid har veto-ret i senatet. Man forstår, hvorfor to ud af tre tyrkere (indfødte og bosættere mellem hinanden) stemte ja.

- Sikkerhedsmæssigt afviste cyprioterne planen primært fordi den forlangte en opløsning af den cypriotiske hær (nationalgarden), mens de tyrkiske besættelsestropper i nord fik lov til at blive på øen. Tyrkiet fik altså reelt lov til unilateralt at gribe militært ind på Cypern, hvis de mente der var behov for det.

Men så gik det galt: De to største cypriotiske banker havde anbragt store midler i græske statsobligationer (til høj forrentning), men da Grækenland for et år siden blev presset til at nedskrive sin offentlige gæld som led i redningspakken for den nødlidende græske statskasse, påførte det disse banker enorme tab.

Bemærk, at det hele er Cyperns skyld……selv om det er EU, der har tvunget Grækenland til at nedskrive den græske statsgæld, og således har påført de cypriotiske banker tabene…

Det er baggrunden for den aftale, som op til weekenden blev strikket sammen mellem Cyperns præsident og de store Eurolande med Tyskland i spidsen om en redningsaktion – som Cypern selv skulle bidrage til. Det sidste er forståeligt, for det ville være meget vanskeligt selv for en tysk kansler at bruge skatteydernes penge til at redde banker fulde af mere eller mindre tvivlsomme russiske indskud.

Bemærk innuendo. Man aner ikke, hvor tvivlsomme de er.

Så den nye præsident tog til Bruxelles – og her sagde partnerne fornuftigt nok, at cyprioterne selv måtte bidrage til en redningspakke. Eurolandene ville låne 10 milliarder euro, hvis cyprioterne selv stillede med 6 milliarder. Og det eneste sted, man kunne hente de nødvendige midler, var i bankernes svulmende kasser.

Oversat til dansk: i bankkundernes lommer.

Der blev aftalt en afgift på bankindeståender,

Oversat til dansk: konfiskation. Reelt statsligt tyveri.

…problemet er, at hvis man lufter tanken om at tage penge fra de indskud, der er dækket af den fælles EU-garanti for indskydere på under 100.000 euro, sendes der et meget farligt signal til almindelige sparere: I kan risikere, at garantien undermineres af en afgift på Jeres indskud!

Det er åbenbart ikke et farligt signal at sende til velhavende sparere, at man tager 10-20% af deres penge. Det skulle man ellers tro, nu EU har haft mere end almindeligt travlt med at hive bemærkninger om at den cypriotiske “løsning” kunne fungere som skabelon i andre lande tilbage - Italiens banksektor var tæt på et bank-run og følgende kollaps af den grund. Bemærk også denne formulering:

Det er vanskeligt at forstå, hvordan det kunne komme dertil. Og selv om de europæiske finansministre med Tysklands Schäuble i spidsen hurtigt fik sagt, at cyprioterne var velkomne til kun at hente pengene fra de største indskydere, var skaden sket.

Der vil blive grædt tørre tårer i resten af Europa, hvis Cypern går bankerot og må forlade euroen. Men det kan få voldsomme virkninger på tilliden til euroen – og på tilliden til hele det europæiske banksystem, på grund af den uforståelige lapsus med afgift på indskud under garantiordningen.

Som Ellemann vist siger tidligere, er indlånene i cypriotiske banker 8-9 gange højere end BNP. Det er næppe de små sparere, der har blæst indskuddene så højt op….og bankerne er ret ligeglade med om en milliard bliver trukket ud af banken af rigmænd eller af småsparere. Småsparernes vigtighed kommer kun ved, at det er dem der går på gaden og stemmer.

“It is hard to imagine a more stupid or more dangerous way of making decisions than by putting those decisions in the hands of people who pay no price for being wrong.”

Thomas Sowell

Fra Daily Mail

Two British historians, Christopher Booker and Richard North, identified this system in their history of the EU, The Great Deception: ‘It is central to the nature of the “project” that the parliaments, officials and judiciaries of each of the member states should all be left in place. But behind them [the project] erected a new supranational power structure which worked through these national institutions, controlling them and enlisting their active collaboration in a way that remained largely out of view.’

If you go through the statements of Monnet and other founders of the project as long ago as the 1920s, ‘the one thing above all the “project” could never be, because by definition it had never been intended to be, was in the remotest sense democratic. The whole purpose of a supranational body is to stand above the wishes of individual nations and peoples.’

It would be supranational government by technocrats, ‘unsullied by any need to resort to all the messy, unpredictable business of elections.’

‘The only useful role left to the politicians in this process was to lend it a veneer of democratic legitimacy.’

Defiance

Which is why the nomenklatura were in such a fury when the Cypriot parliament refused to cast a single vote in favour of the deal: the members of parliament were not being ‘European.’ Indeed, in a top level conference call among eurozone officials on Wednesday – notes from which were leaked to Reuters – the Cypriot parliament’s democratic defiance was denigrated as ‘emotional.’

In fact, the parliament’s defiance was magnificent. But I did not cheer. I know that in the EU, a Yes vote is forever, but a No vote is only ever temporary. The Troika apparatchiks immediately delivered the message that the parliament must keep voting until they get the right answer.

This technique is familiar to anyone who remembers the politics of the USSR: vote all you want, but there is just one possible result.

I am not the only one to see that Soviet similarity. I go back to that former senior commission economist I mentioned at the top. He is Bernard Connolly. I have quoted before from the new edition of his book, The Rotten Heart of Europe.

Mr Connolly was infamously forced out of his job in 1995 when he wrote the book questioning the prospects of monetary union. From his vantage point as one of the nomenklatura, Mr Connolly saw the truth of the ambitions of this elite. They wanted ‘to complete the elimination of sovereignty, law and political legitimacy in Europe, freeing elites – a European nomenklatura – from any residual constraints either of democratic control or law.’

To do this, they have persuaded the ‘useful idiots’ across the member states to suppress the results of referenda and to topple democratically-elected governments ‘in manoeuvres reminiscent of Stalin’s tactics in Eastern Europe after the war.’

What Mr Connolly means, first, are the results of referenda not just in Ireland, but in the Netherlands and France. In 2001, the then-president of the European Commission, Romano Prodi, and other members of the elite made a decision behind closed doors to draw up an EU constitution. They promised that it would not come into effect unless it had the unanimous consent of all member states.

Fifty ways to win

Within a single week in 2005, both the French and the Dutch voters rejected the constitution. Here is how Nigel Farage, MEP and leader of the UK Independence Party, recalled the moment in a recent interview in the Financial Times: He was drinking champagne in the Brussels press bar to celebrate the Dutch rejecting the EU constitution in a referendum when a German MEP came by and said, ‘You may have your little celebration tonight but we have 50 different ways to win.’

Fra Pajamas Media

Cyprus has agreed to a ten billion euro ($13bn) deal with eurozone and IMF leaders to bail out its banks, and to prevent the Mediterranean island nation from exiting the European single currency. However, Cypriots can be forgiven for not taking to the streets to wave flags and honk their car horns. They’re finding out just what the “protection” afforded by the euro looks like, and it’s more akin to the kind offered by ski mask-wearing heavies in certain parts of New Jersey than the financial security Monsieur Trichet promised.

Under the terms of the deal, the country’s second-largest bank will be shut down, and its largest bank will be restructured. Depositors with more than €100,000 ($130,000) in either bank will face losses in the vicinity of 40 percent. In a bid to prevent a run on the island’s other banks and to stop money from fleeing the country, capital controls have been imposed — guaranteeing that there will still be capital flight once the restrictions are lifted.

The effect on the Cypriot economy will be catastrophic. Businesses serving the banking sector will begin to fail immediately, and others will follow. Property values will plummet and unemployment will soar as the country is plunged into recession.

(…)

In past bailouts, the inevitable “haircut” was imposed mostly on bank bondholders, but because most of the assets of Cypriot banks are in the form of deposits, it was decided that depositors would have to take a substantial hit. An initial bailout proposal caused uproar last week when it emerged that insured depositors would face losses; under EU law, bank deposits up to €100,000 are guaranteed, but because that guarantee only applies in the event of a bank failure and the banks had not at that point failed, the savings were considered fair game.

Professor i økonomi Christopher Pissarides skriver for CNN

Prudent bankers attracted depositors by following low-risk strategies. But now their depositors are asked to pay for the high-risk strategies of other bankers. High-risk bankers risked their depositors’ money. But their depositors will not lose more than the depositors of other banks. This is the logic of the Cyprus “bailout” by the International Monetary Fund, the German-led Euro group and the European Central Bank. Delinquent bankers’ losses are protected by prudent bankers’ gains.

What is the justification? It’s better than letting the two risk takers go bankrupt, the argument goes. That probably is the case. But then Greek banks and those of other nations in trouble were also bankrupt, and yet the same troika lend to them on better terms in order to avoid bankruptcy.

Greece got 140 billion euros; the haircut on Cypriot depositors will yield 5.8 billion. But Cyprus could not have the 5.8 billion out of European funds set up to rescue banks in trouble. Deposits under 100,000 euros are insured in Europe. Yet, the terms of the euro group are so harsh, that the government of Cyprus could not raise the money without some haircut on the insured deposits.

It is important to note that on Tuesday the Cypriot parliament rejected a €10 billion eurozone bailout package due to investor alarm over the proposed tax on existing bank deposits. However we don’t know what will come next. Maybe the tax on the insured deposits will yield 2 billion euros. Agreed said the euro group: we’d prefer not to tax deposits under 100,000 euros but if you cannot afford to raise the 5.8 billion in any other way, then you have no choice but to tax the small depositors.

What does this tell us about the European project though? Is the eurozone a partnership of equals who care about each other’s subjects? Or is it a vehicle for scoring political points by the strong and powerful?

Russia’s involvement with Cyprus as an offshore centre keeps coming up in these discussions. Attracted by a corporate tax rate of 10% — half that of Russia’s — Russians have been investing money into Cyprus from the early 1990s. The money is then repatriated through investments in Russian ventures — a legal way of reducing tax.

Cyprus accepted an order last month by the Eurogroup to allow an investigation into possible breaches of money-laundering rules, which is under way. But the euro group could not wait for the results before imposing the haircut; not a single case of money laundering has been discovered so far.

I have been involved both with central bank policy and with private banking in Cyprus for years (and at different times) and I have never come across anything non-compliant with European rules.

Og det har konsekvenser, som Spiegel, beskriver

The rigid austerity measures brought on by the euro crisis are having catastrophic effects on the health of people in stricken countries, health experts reported on Wednesday.

Not only have the fiscal austerity policies failed to improve the economic situation in these countries, but they have also put a serious strain on their health care systems, according to an analysis of European health by medical journal The Lancet. Major cuts to public spending and health services have brought on drastic deterioration in the overall health of residents, the journal reported, citing the outbreak of epidemics and a spike in suicides.

In addition to crippling public health care budgets, the deep austerity measures implemented since the economic crisis began in 2008 have increased unemployment and lowered incomes, causing depression and prompting sick people to wait longer before seeking help or medication, the study found.

The countries most affected by this have been Portugal, Spain and Greece, the latter of which saw outbreaks of both malaria and HIV after programs for mosquito spraying and needle exchanges for intravenous drug users were axed. There were also outbreaks of West Nile virus and dengue fever.

Og videre

“There is a clear problem of denial of the health effects of the crisis, even though they are very apparent,” lead researcher McKee told Reuters, comparing their response to the “obfuscation” of the tobacco industry. “The European Commission has a treaty obligation to look at the health effect of all of its policies but has not produced any impact assessment on the health effects of the austerity measures imposed by the troika.”

Og det er den slags, der får Nigel Farage til tasterne i Telegraph

The brinkmanship that has been on display over the Cypriot financial crisis makes obvious to all but the wilfully blind the level of political determination in Brussels to save the euro at all costs. No amount of empirical economic evidence – or misery for ordinary people – matters when the dreams of the continent’s elite are threatened.

(…)

How can it be that the German parliament gets to vote on the wholesale theft of money from richer Cypriot depositors, while the Cypriot parliament has no such voice? Instead the theft is labelled “restructuring” – and as such there will be no Cypriot democratic oversight of the economic rape of their country. Be under no illusion: this is being done not to solve the Cypriot economy, but to save the euro. The crashing irony is that, in their February elections, the Cypriots threw out the Communists. One could ask why they bothered.

But at what cost is the euro being saved? What we can see here is an almost deliberate attempt to set the people of Cyprus against each other. By restricting the damage to those who have deposited 100,000 euros in the bank (rather than across the board, as was the previous suggestion) they will be undermining social cohesion, pitting those with against those without. It destroys any pretence that the EU has at its heart a belief in democracy, or in those warm words so often repeated about it being the guardian of essential “European” qualities. In truth it was only a fair-weather friend and its behaviour in this storm, as in others, is to drop these benevolent ideas like hot stones.

Worse still, Jeroen Dijsselbloem, the Dutchman who heads the Eurogroup of eurozone finance ministers, has made it clear that this is now the template for all eurozone countries. Think about that for a moment. These politicians really believe that all the money in the eurozone is actually theirs – as if people have it on sufferance, and not by rights. Since Dijsselbloem spoke, bank shares in Spain, France and Italy have collapsed: citizens of these countries not unreasonably fear the worst.

Jeg vil ud af EU!

Her sidder man i sommerlandet og nyder Weekendavisens interview med Claes Castholm Hansen, der perfekt slutter af med at vånde sig over de (andre) danske kommentatorer

Det er ufatteligt, hvad man kan slippe afsted med som kommentator i Danmark (…) ….tag et tilfælde, som Carsten Jensen. Det ville ikke blive trykt i en tysk avis. Ikke af bonerthedsgrunde, men fordi det bare er vrøvl, der ikke har affinitet til den virkelighed, der tales om. Ting kan virke festlige og lidt provokerende, men der er ingen norm. Intet krav om niveau.

Man skulle blot bladre om på den næste side i samme avis, hvor man i en artikel om systemet Politiken versus systemet Tidehverv kunne læse følgende selvforståelse fra Politikens (nej dog ikke Carsten Jensen - det havde ellers været perfekt) debatredaktør Bjørn Brehdal

Bjørn Bredal peger på, at det er et velkendt mønster, at “antimoderne” kræfter kæmper imod den moderne strøm, som omnibusavisen på Rådhuspladssen altid har flydt i selvforståelse. “Modsætningen mellem centrum og periferi er ikke noget nyt, og strukturen findes i ethvert land - Også i Iran. I storbyen holder de gud- og rodløse, rejsesyge smagsdommere og åndsaristokrater til, der studerer, bliver skilt og sidder på café og konspirerer. Den folkelige virkelighed findes vest for Valby Bakke - også i Teheran,” pointerer Brehdal.

Han perspektiverer ved at påpege, at Fogh hertillands har haft held til at appelere til vælgerne med en “retro-retorik”, der i persisk indpakning også er anvendt af populisten Ahmedinejad.

Alene udsagnets vulgære lovmæssighed om åndlivets kvalitet mellem centrum og periferi er i sig selv en afsværgelse af intellekt. By god, land dårlig, me Tarzan, you Hitler. Det platte sammenfald af geografi og moral er en af de mange, ja nu vi har lanceret Ahmedinejad, nærmest religiøst selvsikre dogmer, der er blevet så overvældene dagligdags i Politiken at man nærmest er døv overfor dem. Som Churchill noterede ville de næste fascister kalde sig antifascister er det vel ikke ved siden af at se nutidens religiøse bekende sig til antireligiøsitet gennem beskyldninger om alle andres fundamentalisme (tag bare behandlingen af Krarup og Langballe).

Politikens dyrkelse af humanistisk moral er med Castholms naturvidenskabelige udtryk uden affinitet til virkeligheden. Demokrati hos Politiken er derfor ikke en regering for og af folket, men opfyldelsen er rigtighedens formel, som den kan læses i det øverste religiøse skrift, som for tiden hedder Menneskeretten administreret af det øverste kleresi (eller højeste sagkundskab) i FN og EU-Domstolen. Politiken kan selv være Ahmedinejad.

“Don’t Panic! - What else is there to do?”, som Basil Fawlty så situationen. Fra DR

Der har på det seneste været megen debat om en mulig dansk euro-afstemning. Men en eventuel dansk tilslutning til euro-samarbejdet bør udskydes på grund af frygten for et kollaps i samarbejdet.

Det vurderer den danske økonom Niels Jensen fra det London-baserede finanshus Absolute Return Partners i denne uges udgave af Økonomisk Ugebrev.

(…)

Han trækker Tyskland frem som eksempel på det mest stabile euro-land. Men rettes blikket mod Italien, Spanien og Grækenland, så handler netop de lande de langsigtede obligationer med et rentespænd på mellem 2 og 2,5 procent i forhold til Tyskland. Aldrig før i euroens tiårige historie har et rentespænd i samarbejdet været så stort.

Et af principperne i euro-samarbejdet er, at de deltagende landes økonomi samlet styres fra Den Europæiske Centralbank. Og forskellige renter på de enkelte landes langsigtede obligationer er i følge Niels Jensen et signal på underliggende problemer.

Tilslutningen bør udskydes på grund af frygt for kollaps, men ikke droppes? Hvad f…… Fra Børsen

Den Europæiske Centralbank (ECB) og eurosamarbejdet står mellem valget at redde et euroland fra fallit og opgive den stramme inflationspolitik eller lade den fælles valuta, euroen, bryde sammen.

“Det, jeg tror, der kommer til at ske, er, at vi i Europa får et Lehman-moment, hvor ECB skal vælge mellem at redde en europæisk regering fra fallit ved at trykke penge, og dermed opgive den stramme inflationspolitik, eller lade euroen bryde sammen,” siger Thomas Thygesen, som i dag er chefstrateg i X-asset Management i den svenske storbank SEB, til borsen.dk.

“Det vil komme til at minde om det, der skete i banksektoren i USA sidste år i august, hvor Lehman Brothers krakkede, hvor Europa i øjeblikket er i gang med nationalstaternes udgave af et bank-run,” siger Thomas Thygesen til borsen.dk.

Et bank-run er en situation, hvor en banks kunder på én gang forsøger at hæve deres opsparing, hvorved banken kollapser.

Italien risiko for fallit

Når eurosamarbejdet og fundamentet under ECB’s inflationspolitik risikerer at falde fra hinanden, så hænger det for Thomas Thygesen sammen med meget store budgetunderskud i flere eurolande, hvor især landene i Sydeuropa er under et enormt pres.

Et kerneelement i EU’s økonomiske politik og grundlaget for pengepolitikken og euroen er vækst- og stabilitetspagtens princip om stram budgetdisciplin, hvor det offentlige underskud maksimalt må udgøre 3 pct. af bruttonationalproduktet (BNP).

“De underskud, der skal finansieres de næste par år, bliver på op til 10 til 12 pct. af BNP. Det er langt uden for EU’s regelsæt defineret i vækst- og stabilitetspagten, og man skal være klar over, at regelsættet for euroen og ECB’s inflationsmål derfor skal ændres,” siger Thomas Thygesen.

Især situationen i Italien er kritisk. Thomas Thygesen vurderer, at presset på den italienske premierminister, Silvio Berlusconi, snart kan blive så stort, at han må bede Bruxelles om hjælp.

“Mit gæt er, at det Lehman-moment kommer, når Silvio Berlusconi møder op i Bruxelles en sen fredag aften og siger, at Italien går fallit mandag morgen, hvis ikke ECB er villig til at redde dem, ligesom det skete med Lehman Brothers sidste år,” siger Thomas Thygesen og fortsætter:

“Det øjeblik er tættere på, end de fleste er klar over, og konflikten går på, om ECB kan få sig selv til at bryde reglerne, når det bliver nødvendigt, eller om ECB hellere vil risikere at det hele bryder sammen.”

(…)

Netop i den nuværende krise mener han, at ECB har en indbygget svaghed, hvor de enkelte lande ikke længere har adgang til deres seddelpresse og derfor kan gå konkurs.

I f.eks. eurolandet Italien har regeringen ikke længere adgang til at trykke penge, og på europæisk plan er integrationen ikke så langt fremme, at en central regering kan intervenere og redde et land fra fallit.

“Der står i ECB’s regler, at de ikke må trykke penge, så det kan være fint nok at give Italien lov til at køre med et stort budgetunderskud. Men hvis markedet nægter at tage den risiko for en statsbankerot, der følger med, så vil ECB i sidste ende blive nødt til at garantere den italienske statsgæld,” siger Thygesen.

“Man har givet landene lov til at køre med større underskud, men man har ikke skabt muligheden for, at de kan finansiere de voksende budgetunderskud. En regering, der ikke selv har adgang til seddelpressen, kan derfor blive presset ud i en statsbankerot,” lyder analysen videre fra Thygesen.

Gary North på LewRockwell.com tegner også et dystert billede i sin muntre tone og indleder på baggrund af en erkendelse af den megen psykologi, der findes i markedet på pressens varsomme behandling af virkeligheden.

The banking system of Europe is at the edge of the abyss. A brief story by The Telegraph revealed this last week. The original was almost immediately deleted. A new version was substituted.

You can see the original headline on Google:

European banks may need £16.3 trillion bail-out, EC document warns …

There are dozens of these links. I read the story last week. I saved the link. But, lo and behold, when I clicked my saved link on Monday morning, the story did not mention a specific figure.

There was a reason for this. The editors at The Telegraph had taken out the following paragraphs:

European Commission officials have estimated that impaired assets may amount to 44pc of EU bank balance sheets. The Commission estimates that so-called financial instruments in the trading book total £12.3 trillion (13.7 trillion euros), equivalent to about 33pc of EU bank balance sheets. In addition, so-called ‘available for sale instruments’ worth £4trillion (4.5 trillion euros), or 11pc of balance sheets, are also added by the Commission to arrive at the headline figure of £16.3 trillion.

Fortunately, web sites around the globe have posted the deleted paragraphs.

Converted into dollars, £16.3 trillion are the equivalent of $25 trillion.

The original paragraphs can be found in several links in the Google list of headlines.

Why did the editors do this? A call from some government bureaucrat? Or the realization that the article might start a bank run? I think the latter. In either case, it’s scary.

The current article begins with a lie: “Last updated: 6:34 GMT, 11 Feb 2009.”

Tænk på alle de, der har anbefalet euroen med deres enorme skråsikkerhed. Alle de dumme argumenter om at det var besværligt at veksle når man rejste (i en tid, med Visa-kort?), at Kronen var for lille en valuta ( skønt det havde den altid været), at vi alligevel lagde os efter euroen (selv om kodeordet ikke er “euroen” men “vi” så “vi” nu kan lægge os efter noget andet), at vi ikke sad med ved bordet (som om det skulle være festligt selskab) at Euroen var stærk….. Gustav Vase så også imponerende ud indtil det blev søsat, men det er mødet med elementerne, der afgør sødygyigheden og ikke forfængelige stormagtsdrømme hos gamle mænd. Danmarks fremtid skal ikke udliciteres i en klæg forventning om andres gode hensigter og overlegenhed.

Fra Berlingske Tidende

Den britiske regering har besluttet, at den hollandske politiker Geert Wilders, ikke må rejse ind i landet, da han ifølge regeringen udgør ”en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse”, hvilket i henhold til EU-reglerne om fri bevægelighed kan begrunde afvisning af EU-borgere. Wilders er inviteret til at vise sin kontroversielle Fitna film for en række britiske parlamentsmedlemmer i det engelske Parlament. Den britiske beslutning om at afvise Geert Wilders er muligvis i i strid med EU-reglerne for fri bevægelighed. Det er således svært at se, at Wilders besøg skulle udgøre en alvorlig trussel mod en samfundsmæssig interesse. Wilders holdninger er således ikke forbudt i Storbritannien og han er (heldigvis endnu) ikke dømt i sit hjemland. Under alle omstændigheder er beslutningen endnu et sørgeligt eksempel på, i hvor høj grad den nuværende britiske regering er villig til at give køb på de grundlæggende rettigheder, som man med rette kunne forvente briterne var de fremmeste til at forsvare i Europa.

Og så videre. Jeg er helt enig med Mchangama. En unavngiven læser af Jyllands-Posten kommer med denne fine pointe

Islamofobi. Ordret oversat betyder det frygt for islam, og hvem er det egentligt, der i disse dage er mest bange for islam:

Den dødstruede Geert Wilders eller den engelske regering? Wilders erklærer åbent sin frygt for ortodoks islam og opfordrer muslimerne til at rive de voldsopfordrende koranvers ud af helligteksten. Han indrømmer, han er bange, men giver ikke efter for sin frygt.

Den engelske regering derimod indrømmer på intet tidspunkt, at frygt for islam skulle ligge bag indrejseforbuddet mod Wilders. Alligevel er det lige præcis frygt, der pibler ud mellem linjerne i begrundelsen for indrejseforbuddet: Hensynet til den offentlige sikkerhed, hedder det, nødvendiggør det uhørte indgreb mod Wilders.

Kommer Wilders, opstår der usikkerhed, så vil, må man formode, visse muslimer skabe ballade. Det er altså frygt for optøjer, der ligger bag suspensionen af frihedsrettighederne. Frygt, lad os nu bare sige det ligeud, for islamiske trusler. Men lige præcis dét siger den engelske regering ikke, ikke åbent.

Og Pittelkow ridser perspektiverne op ligeledes i Jyllands-Posten

En del mennesker i Europa med muslimsk baggrund har taget oplysningsværdierne til sig. Men et betydeligt antal er præget af værdier, som er fjendtligt indstillet over for oplysningstraditionen. I tråd med dette ønsker halvdelen af danske muslimer, at bøger og film, der angriber religion, bør forbydes ved lov (Danmarks Statistik/CEPOS)

I FN forsøger de muslimske lande for tiden at få religionskritik sidestillet med racisme i forbindelse med den såkaldte Durban IIkonference.

Med udvisningen af den folkevalgte Geert Wilders alene på grund af hans synspunkter i samfundsdebatten gør den britiske regering fælles sag med frihedsfjendske muslimske kredse mod oplysningsværdierne. Hvilket svigt.

Dermed sender man et uhyggeligt signal for fremtiden: I takt med, at muslimer kommer til at udgøre en stadigt stigende andel af Europas befolkninger, vil regeringer som den britiske opgive mere og mere af oplysningstraditionen.

Frihedsværdierne i vores samfund trues således ikke alene af autoritær islam. Der finder også et afgørende værdiopgør sted inden for den europæiske verden. Dette opgør står mellem oplysningstraditionen og den politiske korrekthed.

Fronterne trækkes stadigt hårdere op og udviklingen går kun en vej. På et tidspunkt vil et af de europæiske lande opleve en “social” uro, der i intensistet vil opleves af alle, som en borgerkrig. Væk vil være de lyksalige blår i øjnene, væk vil være bortforklaringer og fornægtelse og den opfattelse af udviklingens uvirkelighed, der får de fleste til at mistro, hvad de allerede godt ved. Det afgørende bliver i den situation, hvor afgørelsens time står klart for alle, hvad man konkluderer. Skal staten indskrænke den frie tanke yderligere eller skal vi tage opgøret med fascismen, mens vi stdig står stærkt. Her står Danmark stærkt da vi før alle andre europæiske lande har udviklet et sprog for islamkritik og national hævdelseer accepteret af flertallet og som i sin klare logik og uafviselige præmissesæt tilbageviser de stadigt mere desperate beskyldninger.

Det er historien om de to biologer, der under en udflugt i skoven støder på en stor bjørn. Den ene udbryder, at det nu er ude med dem, men den anden svarer triumferende at han har sine bedste løbesko på. Da den første indvender at Bjørnens løbehastighed så langt overgår mennesket, selv med “sine bedste løbesko på”, svarer den; Jeg skal ikke løbe fra bjørnen, jeg skal bare løbe fra dig! Det første europæiske lande, der bryder sammen vil samtidig give alle andre lande muligheden for det klare valg.

Poul Weston perspektiverer sagen mod Wilders i International Free Press Society og jeg vil fremhæve følgende fremragende pointer

The second likely charge Mr Wilders will face is that of the positively Orwellian sounding “insult of a group of people because of their race, their religion or belief, or their hetero- or homosexual nature or their physical, mental, or intellectual disabilities.” Which is a contravention of the Dutch Penal Code, Article 137c.

No doubt this fantastical piece of legislation was partially designed to clamp down on comparisons between Islam and the Nazis, which Mr Wilders does when he encourages people to read and compare the Koran and Mein Kampf, after which they may draw their own conclusions as to the humanitarian philosophies of the respective authors.

This may also turn out be something of an embarrassment for the embattled prosecution. After all, who or what am I describing here?

“My ideology believes in world domination. My ideology wishes to eradicate the Jews. My ideology believes the three mainstays for women are children, the local religious establishment and the kitchen. My ideology believes in organised violence and fear to advance our agenda. My leader is a prophet and his followers work on the Fuhrerprinzip. If you disagree I will kill you, along with the homosexuals.”

Quite.

(…)

What the Dutch authorities (in cahoots with EU authorities) are doing is ensuring the selective ending of free speech. I say selective, because under existing criminal legislation most Mosques throughout Europe should need a conveyor belt to shuttle the new imams through the front door as the manacled ex-imams, convicted not only of sedition but also the incitement of hatred against Jews, Christians, women and homosexuals, are shuttled out through the back.

This is not the case, of course. As the EU so delicately puts it, some are more equal than others:

“Insults, slander, defamation and contempt” are sub category crimes against the open category crime of “offences against personal liberty, dignity and other protected interests, including racism and xenophobia.”

Islam, by dint of being a minority religion is a protected interest, whilst Mr Wilders, despite being one in a million, is the majority of one, and therefore an unprotected interest. In his own country. Dear God, what has the liberal/left come to?

Hver gang man lærer noget nyt om EU bliver man endnu mere bange. Desværre er det blot en afspejling af en generel europæisk virkelighed, som kommenterer i Jerusalem Post fra den tyske virkelighed

Recent events demonstrate the relationship of German political culture today to anti-Semitism.

On the one hand, one is not allowed to deny the Holocaust, as Catholic Bishop Richard Williamson found out. Chancellor Angela Merkel herself told the German pope in the Vatican that such an anti-Semite, member of the reactionary Pius X Brotherhood, could not be tolerated.

Just a few days later, Iranian government spokesman Gholam Hossein Elham called the Holocaust “a big lie to settle a rootless regime in the heart of the Islamic world.” That weekend, moreover, Iranian Parliament Speaker Ali Larijani was invited to join the International Security Conference in Munich, where he said on Friday there were “different views of the Holocaust. I will say: It did not happen.”

Was there any outrage in the case of the Iranians as there was in that of Bishop Williamson? German journalist Malte Lehming of the daily Tagesspiegel explained that Holocaust denial and genocidal hatred is not allowed if it derives from the Western world, like British Williamson. If Muslims do the same thing, nothing happens. This hypocrisy paradigm applies particularly - but not only - to today’s Germany.

If Arabs, other Muslims and their German friends scream “Death to the Jews,” or “Israel - children killer”, that’s fine. If two lonely guys stick an Israeli flag in a bedroom window on a street where such anti-Semites pass, the police react immediately and confiscate the flag. That’s what happened in the city of Duisburg on January 10. In an interview with the Ruhr-Nachrichten newspaper, the head of the Verfassungsschutz (protection of the constitution) in the German Federal Land North Rhine-Westphalia, Hartmut Möller, accused a group of so-called “anti-Germans” of being a dangerous element, “extremists”. Those particular anti-Germans are otherwise known as friends of Israel and the US.

Og om England, der engang nedkæmpede nazismen kan man på Sappho læse

Her til morgen, tirsdag, meddelte Lord Malcolm Pearson, et medlem af det britiske Overhus, at han havde inviteret det hollandske parlamentsmedlem Geert Wilders til at vise sin film Fitna i et konferencelokale i tilknytning til Overhuset. Fremvisningen skulle finde sted torsdag den 12. februar kl. 16. Planen var, at Wilders skulle tale ved et privat arrangement for medlemmer af det britiske parlament bl.a. for at fortælle om sine bevæggrunde til at lave den omstridte, Koran-kritiske film.

Imidlertid modtog Geert Wilders senere på tirsdagen et brev fra den britiske ambassadør i Holland, hvori det blev meddelt, at Wilders er “persona non grata” – altså uønsket – i Storbritannien, fordi han udgør en fare for den offentlige sikkerhed og den samfundsmæssige harmoni grundet den opstandelse, som hans film har fremkaldt.

(…)

Mødet mellem Wilders og de britiske parlamentarikere skulle oprindeligt have fundet sted den 29. januar, men blev udsat, efter at det muslimske overhusmedlem Lord Nazir Ahmed havde truet med at mobilisere 10.000 muslimer for at forhindre mødet. Senere pralede Lord Ahmed i den pakistanske presse med, at det aflyste møde var “en sejr for det muslimske samfund”. 

Udviklingen er uholdbar.

Bent Jensens kronik i dagens Jyllands-Posten er et herligt opgør med den fordrejede fremstilling af Israel og deres konflikt med araberne, der trives i medierne og angriber i samme anledning venstrefløjens antisemitisme.

De 20 år, da Gaza var besat af Egypten og administreret med hård hånd af en egyptisk militærguvernør, er glemt. Det er kun jøderne, der besætter, undertrykker og udsulter - også når de ikke besætter, og folk fra Gaza i titusindvis arbejder og tjener penge i Israel. A propos udsultning: Det har altid slået mig, hvor velnærede og velklædte indbyggerne i Gaza er. Hvornår bliver vi fri for klicheerne i medierne (også i denne avis) om, at gazanerne hensmægter i flygtningelejre? Jødiske flygtninge fra arabiske lande boede i sin tid i teltlejre i Israel i en overgangsperiode, før de blev integreret. Palæstinenserne bor i rigtige huse. Deres officielle flygtningestatus giver dem privilegier, som verdens rigtige flygtninge misunder dem.

(…)

Islam, som den praktiseres i Gaza, i Iran, i Saudi-Arabien og i mange andre lande, hvor islam er den herskende ideologi, er en syg kultur. Den lever af ophidselse og had og dødskult. Den er i enestående grad destruktiv og uproduktiv både økonomisk og i andre henseender. Den er uforenelig med demokratiske retsstatsprincipper. Den avler anarki og lovløshed og terror. Den er det nærmeste vi kommer nazisme i vor tid.

Selv uden de onde, perverse og blodtørstige jøder kan islamisterne i Gaza, på Vestbredden, i Iran osv. sagtens selv finde ud af at slå ihjel. Da den udskældte israelske statsminister Ariel Sharon i 2005 besluttede, at Israel skulle rømme Gaza som led i den såkaldte fredsproces, brød helvede straks løs. Hvor? I Gaza. Blodig borgerkrig mellem Fatah og Hamas brød ud. Alene i 2006 kostede denne krig mere end 300 palæstinensere livet, de fleste af ofrene var fra Gaza. 33 var børn. Der var angreb på medier, universiteter, boghandler, hospitaler og andre civile institutioner. Tallene stammer fra en uafhængig palæstinensisk komité for menneskerettigheder. Men vi hører ikke et ord om det - hvorfor? Fordi vore venstreorienterede journalister ikke vil høre om det.

Året før var det ”kun” 176 dødsofre. Selv under den israelske besættelse af Gaza mistede mange flere mennesker livet i Gaza i indre opgør, bandekrige og kriminalitet end i kampen mod den jødiske fjende. I sommeren 2007 havde Hamas opnået den totale sejr efter talrige likvideringer, snigmord og blodige opgør. Selv under israelske angreb på udvalgte mål i Gaza på grund af uophørlige bombardementer af israelske byer med raketter fra Gaza, fortsatte de interne palæstinensiske myrderier, også på hospitaler og i private boliger. Myrderierne kostede omkring 650 palæstinensere livet. I de seneste dage er det fortsat. Var venstrefløjen og alle ”anstændige” danskere optaget af disse myrderier? Gik de i fakkeltog og skrev rasende indlæg i aviserne mod disse blodige begivenheder - eller hvordan var det nu, det var? Svar: Der var dødelig tavshed på gader og stræder og på avisernes debatsider!

En tysk folkemordsforsker har gjort opmærksom på, at i det tidsrum, Israel har eksisteret, er 40.000 arabere og 22.000 jøder blevet dræbt i samtlige arabisk-israelske krige og under palæstinensiske terrorangreb. I samme periode er 11 millioner muslimer blevet dræbt i krige og terrorhandlinger, langt de fleste som ofre for andre muslimer. Men vore medier er ligesom de arabiske medier besatte af ofrene for israelske handlinger - og totalt ligeglade med ofrene for arabisk-muslimske krige og islamisk terror.

(…)

Hvem tror dog på de palæstinensiske fantasital og andre eventyr? Ja, det gør ukritiske journalister og venstrefløjen, som næsten er det samme. Husker man slet ikke sidste gang, vi blev udsat for en organiseret løgnekampagne fra Palæstina? Kæmpeoverskrifter og skingre stemmer på tv og i radio om, at jøderne havde dræbt 500-600 palæstinensere. Stupide fantasihistorier - også gengivet i denne avis - om, at jøderne for at skjule ofrene for deres blodtørst kørte rundt med hundreder hvis ikke flere palæstinensiske lig i lastbiler med fryserum, for så i nattens mulm og mørke at grave dem ned på afsides steder! Da ophidselsen havde lagt sig, viste det sig, at der i alt var tale om 55 palæstinensiske og 23 jødiske ofre.

Vi hører hele tiden, at Gazastriben er det tættest befolkede område i verden. Ganske vist er befolkningen dér de sidste 15 år blevet fordoblet ved egen kraft, hvilket jo ikke ligefrem tyder på armod og sult. Men lande som Belgien, Japan for slet ikke at tale om Holland er tættere befolket, og Israel - som også kun er en lille stribe land - har næsten lige så mange indbyggere pr. kvadratkilometer som Gaza. Palæstinenserne kunne leve i et rigt samfund som Israel. Men de stemmer på formørkede og blodtørstige demagoger, som kun bringer dem død og elendighed.

Ork, der er meget mere. Læs det!

Fra 180 Grader

Den store omvæltning skete 1. november 1993, hvor Traktaten om Den europæiske Union, altså Maastricht-traktaten, trådte i kraft, og EF tog navneforandring til EU. Danskerne stemte nej, men kom alligevel med i Unionen ved i anden omgang at stemme ja til den såkaldte Edinburgh-aftale med de fire forbehold omkring den fælles mønt, unionsborgerskabet, det militære samarbejde og rets- og politisamarbejdet.

Regeringens jurister, der jo er de samme, uanset hvilken regering vi har, hævdede dengang, at Edinburgh-aftalen var indgået som en såkaldt folkeretligt bindende afgørelse, og derfor ikke var en del af EU’s traktatgrundlag eller den afledte EU-ret.

Det har nu vist sig ikke at holde stik. EF-Domstolens afgørelse i den såkaldte Metock-sag omkring opholdsdirektivet har klart demonstreret, at Danmark også er omfattet af unionsborgerskabet og ikke længere selv kan bestemme, hvem der må være her i landet og på hvilke betingelser. Spørgsmålet er så, hvad det næste bliver, hvor vi bliver nødt til at rette ind, medmindre vi vil have bøder i al den tid, vi stædigt fastholder retten til egen lovgivning.

En af Unionstraktatens nyskabelser var bl.a., at EF-Domstolen fremover kan udstede dummebøder til de lande, der har en misforstået opfattelse af begrebet national selvstændighed og gennemfører egen lovgivning på tværs af EU. En anden og nærmest katastrofal nyskabelse var, at de områder, hvor gennemførelsen af en lovgivning krævede enstemmighed i Ministrrådet, blev stærkt indskrænkede, og denne udvikling er med Lissabon-traktaten blevet forstærket i en sådan grad, at medlemslandene stort set nu kun har afgifts- og beskatningspolitik, strafferet og sociallovgivning tilbage som selvstændige lovgivningsområder. D.v.s. områder, hvor der i EU-regi ikke kan træffes flertalsafgørelser, men hvor der skal være enstemmighed.

Læs den hele.

Finanskrisen har igen bragt vind i sejlene hos de, der ikke tager et nej for et svar, nemlig tilhængerne af den fælles europæiske møntfod Euroen - fomerly known as the Ecu. I Berlingske Tidende kan man læse at Finansministeriets økonomer har regnet sig frem til at Euroen er ufejlbarlig - eller i hvert fald perfekt.

»Vi har undersøgt sagen meget nøje, og vi kan konstatere, at der er helt umuligt at finde nogen realistisk økonomisk situation, hvor det vil være en fordel for Danmark at bruge den ’option’, der ligger i at kunne devaluere og dermed opgive fastkurspolitikken,« siger Rasmus Degn, økonom i Finansministeriet og en af forfatterne til rapporten.

Euroen er ikke blot bedre generelt eller i de fleste tilfælde eller i de mest sandsynlige tilfælde, nej den er bedst i alle hypotetiske scenarier. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Og det er det også, da økonomi handler om meget mere end en enkelt renteforskel og at devaluering ikke er det eneste man kan bruge sin valutafrihed til og at den nuværende situation ikke gælder for al fremtid. En valuta skal svare til økonomien og derfor er det altafgørende at man har friheden til denne afpasning.

Hvorfor den globale krise, hvilket jo vil sige en krise der rammer globalt og ikke blot nationalt, kan udlægges, som et rent dansk fænomen er i sig selv mærkværdigt og hvorfor man mister tiltro til små valutaer når krisen brød ud i dollarzonen, den største valuta på denne Guds grønne jord er direkte tåbeligt.

Men Økonomi er ingen eksakt videnskab og Euroens tilhængerer fremfører da også dens velsignelser med en nærmest religiøs skråsikkerhed, hvor man forveksler dørmmens løfter med virkelighedens realiteter.

I P1 Morgen 2. Time fra 28/10 konfronterede partiejer og direktør for Saxo Bank Lars Seier Christensen Klaus Rasmussen, cheføkonomen i Dansk Industri og valutaprædikant, med Eurozonens langt større vanskeligheder. Flere lande har nemlig strukturelle problemer, der underminerer Euroen og Eurozonens økonomi, her bekræftet af Klaus Rasmussen

 Altså, der er nogen store problemer i en række Eurolande og vi ser da også de her lidt underlige rentespænd og det er selvfølgelig fordi, der er nogle lande, der er er i uføre og det skal, der rettes op på. Men det uføre de er ude i er altså ikke noget, der kan løses ved nogle devalueringer eller nedskrivninger af deres valuta. Det kræver at de gennemfører nogen gennemgribende reformer, der får deres arbejdsmarked til at fungere bedre - der giver noget omstillingsevne i økonomien. Og det bliver de nødt til uanset, hvordan udviklingen vil være i fremtiden. Nogen af de her lande de vil bare blive fattigere og fattigere i de kommende år indtil de omstiller sig og jeg mener sådan set at det mest fornuftige det er at vi går med i Euroen og er med til at presse dem til at gennemføre de reformer, der er nødvendige.

Danmark har altså en positiv indflydelse, men lidt senere siger han

Jeg mener, at det er for tidligt at afskrive Italien og Frankrig som forholdsvis stærke vestlige økonomier. De skal nu nok se at få reformeret sig.

Ok, det går alligevel uden dansk bistand, den dynamiske duo Italien og Frankrig kan selv. Men så ændres præmisserne igen

Tyskerne skal nu nok presse på for at få den her stabilitetspagt op at køre igen.

Svigtet af stabilitetspagten er den pisse-i-bukserne-effekt man forudsagt at os andre forfalder til i stedet for at konfrontere de strukturelle problemer. Og nu håber Klaus Rasmussen at tyskerne vil få den tilbage på sporet og ad den vej vil få lagt ballerne til rette for følgelige reformer i Frankrig og hvorellers de bare vil blive fattigere og fattigere i de kommende år.

Det går altså ikke godt i Eurozonen og faktisk går det mod det værre. Men vi skal med alligevel for Danmark vil vende udviklingen,,,,eller det går af sig selv,,,,,eller tyskerne klarer skærerne,,,,,eller skal vi alle sammen vente på at Villy Søvndal lige ordner en ny og bedre form for Euro,,,,,eller det der….

Hvad Klaus Rasmussen upræcise fremtidsanalyser udtrykker er en fornægtelse af den virkelighed vi har været vidne til siden Euroens oprettelse og til, hvad vi ser idag, hvor Euroland har det værre end Kroneland og en klyngen sig til en drøm om at alt nok skal ændre sig til det bedre på en eller anden måde - om håbet er der ingen tvivl.

Ligeså skråsikker er den ellers økonomisk ukyndige Lone Dybkær, som hun gav udtryk for i P1 Debat 30/10 med den unge Morten Messerschmidt, hvor hun fremmaner et gammelt Anker Jørgensen spøgelse

LD: I sidste ende mener du jo også at vi skal have devalueringsinstrumentet ikke?

MM: Euroen har lige devalueret voldsomt overfor dollaren!

LD: Ja, men det er ikke det samme.

Aha. Jeg mindes Oberst Hachels forklaring på sine udenomægteskabelige eskapader “Med mænd er det anderledes. Din mor var svagelig og øh, ingen lystig kvinde!“. Virkeligheden gælder ikke når den står vejen for ens ønsker.

Under overskriften “EU vil sortere afrikansk arbejdskraft” skriver Kristeligt Dagblad

 Med dansk støtte åbner EU mandag et nyt jobcenter i det afrikanske land Mali.

Centret skal på en og samme tid skaffe kvalificeret arbejdskraft til Vesteuropa og slukke drømmen om Europa hos potentielle illegale indvandrere.

Det danske bidrag på fem millioner kroner skal gå til at uddanne de maliere, som frasorteres i centret. Malierne skal have et alternativ til at søge mod Europa.

Den sortering kan jeg lave en bloc for, ja gratis, hvis jeg får chancen. Jeg vil ud af EU!

Hvor lang tid tager det et dansk fornyerparti at blive en del af parnasset? For dansk Folkepartis vedkommede fra 6. oktober 1995 til i går 22. september 2008 hvor accepten af at EU står over dansk myndighed ser ud til at blive en realitet. På hvilket argument vil de stille op til det dansk Folketingsvalg næste gang, hvis ikke de søger indflydelse på den øverste myndighed for dansk lovgivning, men kun en underafdeling af et større lovgivningsapparat med rødder i den katolske kirkes formynderstyre? Fra Politiken

En dansk erklæring på tro og love og skærpet kontrol med borgernes oplysninger skal være med til at sikre, at EUs regler om fri bevægelighed ikke kan »misbruges« til illegal indvandring.

Ifølge Marlene Winds udlægning - og det er med hendes udlægning og dermed med stærkt forbehold jeg skriver - er Dansk Folkeparti nu aktivt med til at reducere Folketinget til et elevråd. De accepterer den præmis at vi skal indordne os under de regler EU stiller op uagtet at de ingen adkomst har til den magt. At vi intet kan beslutte selv andet end om offentlige bygninger skal males i ny og næ - dog kun indtil en eller anden muslimsk gruppe finder farven anstødelig eller EU finder processen konkurenceforvridende.

I bytte for den grundlæggende præmis for hvor magten over Danmark ligger har Dansk Folkeparti pisset i bukserne for at holde en stakket varme i form af nogle stramninger i udlændingeloven, som man håber vil blive accepteret af EU. Men hvad hvis de ikke bliver? Hvad hvis de bliver det i første omgang, men efter nogen tid - et år eller tre eller to måneder - bliver underkendt fordi nye vinde fejer gennem formynderstyret? Så er accepten af subsidaritet jo anerkendt og kan ikke brydes med nogen legitimitet.

Vi må og skal være herrer i eget hus for selv om stemningen i Europa i stigende grad går den rigtige vej med at kunne se islam og indvandringen fra den primitive verden, som en direkte trussel mod kontinentet så arbejder systemet EU efter andre og ikke folkelige regler og ideologisk målsætning - drømmen om den forenede verden under ét system, een overordnet myndighed. Den langsomme og vrangvillige anerkendelse af truslens omfang vil derfor komme gennem de dominerende EU lande og løsningen vil derfor ikke i første omgang være at danne det Fort Europa, som ellers vil være det eneste fristende i det håbløse projekt, men at fordele trykket væk fra Frankrig og Tyskland og Holland og andre  hovmodige naivistlande og over på de lande, man vurderer sagtens kan klare lidt mere, altså Danmark. Vi er vel fælles om problemerne?

Men Danmark skal ikke bære det affald ud, de andre lande hober op i deres uansvarlighed. Vi skal ikke bære byrderne af andres ideologiske sværmerier og småkorrupte systemer. De ligger som de har redt og den eneste nytte de nu kan gøre er at agere det negative eksempel vi andre kan lære af. Vi skal have nøglen til egen dør og der skal ikke ligge nogle kopier noget steds. Men som det ser ud nu er Dansk Folkeparti i færd med at acceptere at EU har systemnøglen og Danmark kun får udleveret en kopi til låns med begrænset virke.

Vi skal stå fast fordi det er det rigtige at gøre, fordi det er vores ret. Vi skal også stå fast i den sikre overbevisning at det EU, der i de kommende år vil ændre sig under de stigende modsætninger mellem landenes interesser og projektetg at udviklingen vil falde ud til vores fordel. Men mens vi venter på at det sker, skal skaden være så minimal, som kun vi selv kan sikre at den bliver. Indtil det sker skal vi tage den kamp, der ikke blot sikrer os vores selvrespekt, men også bliver en del af, hvad der får fællesskabsdrømmen til at smuldre.

Chuchill sagde at de kulturer der ikke var villige til at forsvare deres ret ville forsvinde. Derfor skal vi ikke gå på kompromis, men insistere på vores ret. Vi skal være det foregangsland alle drømmer om at være, det foregangsland, der vælter projektet. Vores eksempel vil tjene, som det positive alle andre lande vil følge. Liden tue kan vælte et stort læs. Og EU er et stort læs lort.

Fra DR

Muslimer bosat i EU-lande skal fremover kunne blive skilt efter sharia-lovgivning. Det mener EU-Kommissionen, der lægger op til, at ægtepar selv skal kunne vælge, hvilket lands lovgivning de vil følge hvis de skal skilles - såfremt de har en vis tilknytning til det valgte land.

På grund af det danske retsforbehold vil EU-forordningen ikke få direkte betydning for Danmark. Men Dansk Folkepartis EU-ordfører Morten Messerschmidt er alligevel stærkt bekymret over forslaget:

Vi har altså et EU, der i sit væsen arbejder på at underminere den nationale selvbestemmelse, der aktivt arbejder på at få så mange indvandrere fra den muslimske og andre underudviklede kulturer ind i EU og som nu indfører shariaregler.

Imens eksperterne hoverer over, hvad de ser som ruinerne af dansk udlændingepolitik prøver regeringen og Dansk Folkeparti at lappe hullerne ud fra de rådne præmisser, der er selve EU og de forbehold, der trods løgnene overfor befolkningen ingen beskyttelse yder. Men danskerne har aldrig anerkendt denne udvikling, vi har aldrig underkendt Grundloven i forhold til en fremmed magt. Den virkelighed eksisterer ikke og hvis tidligere danske regeringsledere måtte have bildt de europæiske stater noget sådant ind og i kådhed have sat deres underskrifter på diverse papirer så kan vi da godt tale sammen om en eventuel straf til de omtalte danske regeringsledere for den skade de måtte have forvoldt. Men sandheden er at i og med vi gennemførte beslutningerne efter folkeafstemningerne, så er de løfter de afgav folket deres mandat, hverken mere eller mindre. Og de har altså ikke på noget tidspunkt haft mandat til at underlægge Grundloven fremmed magt.
I vores optik er det stadig Grundloven, der tæller og beslutninger i Folketinget kan ikke underkendes af fremmed magt. Danmark bør ignorere EU-domstolen og dens ødelæggende initiativer og så ellers se at komme ud af det lort hurtigst muligt.

I Jyllands-Postens sektion Indblik kan man læse Metock-eksempler fra Irland

I 2006 dukkede Sandeep Kumar - sådan hed inderen - op i Irland, og søgte asyl. Han forklarede, at han var kommet fra Indien via Moskva til Hviderusland. Hvordan han derfra var havnet i Irland, kunne han ikke forklare.

Men Sandeeps fingeraftryk afslørede ham: Han havde tre år tidligere søgt asyl i Belgien, hvor han blev afvist. Det havde han ikke fortalt noget om i Irland. Heller ikke at han efter afslaget i Belgien sneg sig ind i Storbritannien, hvor han havde levet illegalt i tre år, før han nu stod hos myndighederne i den irske hovedstad Dublin.

Efter reglerne skulle Irland nu sende Kumar tilbage til Belgien, hvor han først søgte asyl.

Den 14. juni 2006 blev det besluttet at udvise Sandeep Kumar fra Irland til Belgien. Dagen efter, den 15. juni, var der brev fra Sandeep Kumar til flygtningemyndighederne: Han trak sin ansøgning om asyl tilbage. Inderen havde giftet sig med en kvinde fra Estland, som arbejdede på en servicestation i Irland. Estland er medlem af EU , ergo var inderens nye hustru en EU -borger, som benyttede sig af reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed. Som hendes mand havde Sandeep Kumar ret til opholdstilladelse i Irland.

(…)

På mindre end to år var der kommet 3.000 ansøgninger om opholdstilladelse til mennesker fra lande uden for EU , som var blevet gift med ikke-irske EU -borgere, som boede og arbejdede i EU

(…) 

Der var dog påfaldende mønstre i en del af de ægteskaber, som de tilrejsende EU -arbejdere havde indgået: Hele 500 af dem - langt de fleste kvinder - var i Irland faldet for afviste asylsøgere og havde giftet sig med dem. I stedet for at blive sendt tilbage til f.eks. Nigeria, hvor hele 25 pct. af alle asylsøgere i Irland kommer fra, havde de afviste asylsøgere forvandlet sig til ægtemænd til EU -borgere med ret til ophold. Det viste sig også, at især kvinder fra de baltiske lande forelskede sig i afviste asylsøgere.
Noget andet, der så underligt ud: Omkring 400 pakistanske mænd, som opholdt sig i Irland på kortvarigt visum som studerende, havde giftet sig undervejs. Op mod halvdelen af dem havde fundet en brud fra ét lille bitte land, nemlig Estland.

Alle - de afviste asylsøgere og de pakistanske studerende - ville have ophold efter EU -reglerne, fordi de nu var gift med en EU -borger.

(…)

Den lettiske avis Diena afslørede annoncer på datingsiden  www.draugiem.lv, som siden 2006 havde søgt kvinder fra baltiske lande, som mod tilbud om betaling, fri rejse, bolig og job i Irland ville gifte sig med mænd fra Indien. »Fiktive ægteskaber, populært i Dublin for tiden,« fremgik det af annoncerne.

Den lettiske journalist Aleksandra Jolinka svarede på en annonce og fik mere at vide: Ægteskabet indebærer ingen forpligtelser, det er kun en formalitet: ægteskabet bliver annulleret efter et år - og de indiske mænd er i virkeligheden ikke indere, men fra Pakistan

(…)

Indtil denne sommer behøvede de irske myndigheder ikke at efterforske, om der faktisk er hundredvis af proforma-ægteskaber blandt de flere end 2.000 ansøgninger. I alle de tilfælde, hvor der, ifølge justitsministeriet, er grund til mistanke, kunne ansøgningerne afvises med den særlige irske regel: De, der opholdt sig illegalt i landet, da de blev gift, kunne sendes ud af landet. De, der var kommet ind i landet på et kortvarigt visum for f.eks. at studere, fik lov at gøre det færdigt, men ægteskabet skaffede dem ikke den eftertragtede femårige opholdstilladelse, som kan efterfølges af permanent ophold og statsborgerskab.

Men det ændrede sig alt sammen i Luxembourg fredag den 25. juli, da 13 dommere i EF-domstolen rejste sig for at afsige kendelse i den sag om Blaise Metock, Hencheal Ikhogo og de to andre ægtemænd, som Irlands High Court fire måneder tidligere havde bedt om at få fortolket: Dommerne besluttede, at Irlands regel er ugyldig og har været det, fra den blev indført i foråret 2006.

Jeg vil ud af EU.

Egentlig kan jeg nu meget godt lide Søren Krarup. Fra Kristeligt Dagblad

 1962 VAR JEG medlem af bestyrelsen af Studenterkredsen i København, og i samme år udsendte vi en fælles udtalelse mod dansk tilslutning til Fællesmarkedet.

Vi havde læst Rom-traktaten, der var vedtaget i marts 1957 af de såkaldte seks: Frankrig, Tyskland, Holland, Belgien, Luxembourg og Italien, og nogle af os havde også stiftet bekendtskab med de visioner, som franskmanden Jean Monnet havde udkastet. Blandt andet kendte i hvert fald jeg hans voluminøse sætning: “For at freden virkelig kan få en chance, må der først skabes et Europa”.

Hvilket oppustet bavl! Som om Europa ikke var skabt. Som om Jean Monnet skulle genskabe, omskabe, nyskabe et Europa, som i tusind år havde været skabt. En opblæst nar.

(…)

Da protesten mod EF-domstolens oprørende reducering af dansk lovgivning lyder i Danmark og blandt andet Dansk Folkeparti beder statsministeren om at stå fast på dansk lov, så svarer Anders Fogh Rasmussen (V), at dette er uansvarligt, for i en retsstat skal man jo rette sig efter domstolens tale.

Jamen, Herre Jemini, hedder retsstaten ikke Danmark? Er det ikke dansk lov, som en dansk statsminister skal værne og hævde? Er dette ikke et rystende vidnesbyrd, hvor langt ude vi efterhånden er kommet i Danmark i forhold til den overnationale union, der uden ophør gøres stadigt snævrere?

Læs ham for han er altid god, hvis ikke den bedste.

I forbindelse med afstemningen om Maastrichtraktaten i 1992 skrev Jens Peter Bonde en lille bog, hvori han især angreb den magt, som EU-domstolen ville få, hvis vi stemte ja. Han lagde udtrykkeligt vægt på, at i alle tvivlsspørgsmål om forholdet mellem EU og nationalstat ville nationalstaten tabe, thi ikke blot er det en iboende karakter for alle institutioner at arbejde for mere indflydelse/magt, men for EU-domstolen er det selve formålet at afskaffe nationalstaten til fordel for det Europæiske projekt.

Hele det danske statsapparat blev sat i sving for at nærlæse Bondes bog i søgen efter fejl, der kunne miskreditere manden og hans næsvisheder og man fandt da også et par stykker. Bl.a. havde han skrevet at budgetunderskuddet i de enkelte medlemslande ikke måtte overstige 1,5% mens det retteligt var 2% (det havde noget at gøre med det nationale spillerum for økonomisk politik). Men skønt det har en vis økonomisk betydning med en 1/2% af statsbudgettet så kan det ikke siges at have en populær agitatorisk effekt på de svedende masser og må i den henseende henregnes som en ubetydelig unøjagtighed. Bondes bog var selvfølgelig et partsindlæg med de sædvanlige skønhedspletter. Men den var mere end det.

Bonde analyserede nemlig ganske præcist, hvad det ville sige at afgive suverænitet. Problemet er, at man ikke kan underlægge sig et andet beslutningsorgan uden selv at miste magt og man kan ikke fralægge sig initiativet og stadig være på forkant med udviklingen. Uagtet at det kan være praktisk og givtigt at lave en lang række af kompromisser til fordel for samhandel og samarbejde så er selve præmisserne for den magtoverdragelse vi ser med EU meget farlig for demokratiet da vi parkerer beslutningerne uden for Danmark. For det kan ikke være lige meget om man vælger sin egen vej under givne omstændigheder eller om man lader andre vælge for sig i et absurd håb om at kunne bestemme over omstændighederne. Her var Subsidaritetsprincippet i centrum, det princip ja-partierne lallende døbte “nærhedsprincippet” men som betød underinddelingsprincippet. Nationalstaten underinddelt EU.

Og ved en eventuel valgkamp på dette grundlag vil den langsigtede demokrati og selvstændighedstænkning sejre suverænt over den kortsigtede kvababbelse over den siddende regerings udlændingepolitik. For alle kan forestille sig perspektiverne, hvis man i yderste konsekvens skal vinke farvel til Folkeskolen eller offentlige sygehuse under parolen om deres konkurenceforvridende egenskab.

Dansk Folkeparti vil ved et valg udskrevet på baggrund af EU dommen let ryge over de 20% tilslutning og ethvert parti, der taler imod danskernes suveræne ret til selvbestemmelse vil blive knust. Der vil ikke blot være tale om forskydninger inden for den borgerlige lejr da Dansk Folkeparti ligeledes vil bejle til bekymrede socialdemokratiske vælgere. Derfor vil de andre partier kun kunne begrænse nederlaget ved løfter om at tale EU midt imod på den ene eller anden måde. Den politiske dagsorden vil blive en konsensus af, at Folkestyret er truet af selve vores medlemskab af EU på de betingelser der dikteres af den nuværende struktur. Og jo klare tale jo større tilslutning.

Det indså de fleste partier da også hurtigt efter EU-dommen uanset, hvad de måtte mene om den konkrete sag. For man kan vel vanskeligt bede vælgerne stemme på sin egen overflødighed? Med mindre man altså hedder Radikale Venstre. Dette parti har udover sin antinationale dagsorden en interesse i at samle alle de vælgere op, der bekymrer sig om det danske renome (selv om det er selvmodsigende) ude i Europa. Men Danmark går ikke enegang, vi går forrest. Det kunne man se da 10 EU lande hurtigt stillede sig på Danmarks side efter dommen.

Tabet af suverænitet skræmmer især de protestantiske lande, der ikke tager let på at lade sig koste rundt med af en fjern overhøjhed, noget katolikker generelt tager mere afslappet. Men alle kan efterhånden også se indvandringen som en reel trussel mod de europæiske samfund, selv i de politiske eliter. I Italien leger man sågar med ideen om at registrere romaer med deres fingeraftryk og der er endda udlovet dusør på pågribelse af illegale indvandrere! Af nogle set som et udtryk for fascistiske tendenser emmende fra den Italienske regering, men af andre, som endnu et udtryk for at indvandringssituationen er ved at eskalere ud af kontrol så vi med stormskridt nærmer os nødretstilstande.

Alle europæiske lande mærker altså virkelighedens uafvendelighed og mod dette kan EU ikke kæmpe i længden, selv om det nok kan forrette megen skade så længe. Markeringen fra domstolen er blot en foreløbig kulmination på den krise EU sikkert og roligt glider ud i - en krise, som eksperterne efterhånden også vagt fornemmer. Selve indvandringen fra især den muslimske verden bliver i stigende hast til den vigtigste dagsorden rundt omkring i Europa og regeringerne har kun deres mandat fra folket. Dermed er det af største betydning for EU, hvad folkehavet mener.

For mens suveræniteten til EU blev afgivet i lyset af 2. Verdenskrigs blodbad og den kolde krig, båret frem af traumatiserede tyske og franske politikere og deres yngre proselytter der euroforisk lod sig forblænde af selve ideen om at være dynamo i en “vision”, stå i midten af Europas historiske vendepunkt, være historien, skabe den, så er gassen nu gået af helt af ballonen. Den nuværende genration af politikere støtter kun projektet så langt, som de lever af det og den slags opbakning er notorisk svigefuld. Dengang hed det at EU var som en cykel, der ville vælte, hvis ikke den hele tiden bevægede sig fremad. Derfor var argumentet bizart nok at man skulle stemme ja. Fortidens europolitikere kunne skjule sig bag en selviscenesat myte om uafvendelighed. Den går ikke længere for nu er det blevet normalt for de europæiske befolkninger at sige nej til grundlæggende ideer bag EU.

Er jeg pessimist? Nej, jeg er optimist og det er jeg fordi jeg siden 1992 og Bondes bog har anset det for en realitet at Danmark har underlagt sig et system, der tilsidesætter vores interesser. DEr er altså intet nyt under solen i mit perspektiv. Men med EU-dommen er realiteterne endelig blevet til almen viden for hele det politiske spektrum undtaget det sekteriske Radikale Venstre, der principløst støtter, hvem som helst - imamer som eurokrater - der vil fremme deres idealer om det nationsløse Europa. Den danske EU-debat - som den europæiske - står nu på helt andre ben, med løgnene væltende ud af skabet. Vi står ganske vist det samme sted, men i en position, hvor vi kan reagere. Som i eventyret Rumleskaft gælder det om at sætte ord på trolden, hvis man vil have ham væk. Det er nu at man skal tage kampen med det stadigt svagere EU inden ulykken bliver til en katastrofe.

Da Bonde skrev sin bog blev han ubønhørligt angrebet for at være småtosset. Alle argumenter om at selve demokratiet er truet når man afgiver suverænitet blev affærdiget som paranoidt venstredrejet vrøvl. At se de selv samme partier og mange af politikerne fra dengang agere overraskede og rystede er kvalmende. For sandheden er at de vidste, hvad de gjorde dengang. Sandheden er at de løj dengang, som de lyver nu. At nøjes med at skrive historien tilbage til en overmodig underskrift af Lissabontraktaten er et sølle figenblad, for det europæiske projekt har altid indebåret opløsningen af nationalstaten og dermed også folkestyret. 1992 var et skelsættende år fordi man endeligt ovelod magten og initiativet til de europæiske paver og Bonde så det. Man skylder ham en uforbeholden undskyldning som man også skylder det danske folk en undskylning for løgnene.

Her på bloggen har vi en række personer som kandiderer til vores top ti liste over 68′er idioter. Christian Braad Thomsen er foreløbig spidskandidat. Venstrefløjsflagelanten er faret i blækhuset. Fra JP:

Debat: Retsstatens opløsning

Af CHRISTIAN BRAAD THOMSEN filminstruktør og forfatter, Lavendelstræde 9, København K

DET ER IKKE usædvanligt, at lovovertrædere retter deres vrede mod den domstol, der påtaler deres lovbrud. Det er dog næppe set før, at et politisk parti, der har støttet lovovertrædelser, gør det samme i stedet for at rette ind efter rettens afgørelser. Men det er, hvad Dansk Folkeparti gør, når det nægter at følge EF-domstolens afgørelse. Det kan for så vidt ikke undre, for Dansk Folkeparti har også tidligere været i konflikt med demokratiet, f.eks. når det har gjort sig til talsmand for, at kunststøtte ikke skal uddeles efter kunstneriske, men politiske kriterier.

Derimod kan det undre, at et stort flertal af Venstres, de konservatives og socialdemokraternes vælgere også mener, at vi skal se stort på EF-domstolens bindende afgørelse, sådan som det fremgår af Jyllands-Postens meningsmåling (9/8).

Vort retssamfund er baseret på en klar adskillelse af den lovgivende og den dømmende magt, og det er endnu et eksempel på retssamfundets opløsning, at et politisk parti og en meget stor del af befolkningen ikke vil respektere EF-domstolens udlændingeafgørelse.

Men har et befolkningsflertal da ikke ret? Nej, ikke i et demokratisk samfund. Der må også flertallet indordne sig under de gældende love. Det ville justitsminister Erik Ninn-Hansen ikke under Tamilsagen, og derfor blev han dømt ved en rigsret, fordi vi havde en ansvarlig opposition.

…Derfor er det godt, at vi har EF-domstolen til at sikre mindretallets rettigheder, når vi overtræder de internationale konventioner, vi har tilsluttet os.

Et befolkningsflertals ønske kan nemlig godt være forkert. Det så vi i Tyskland i 1933, da nazisterne kom til magten på demokratisk vis. Få år senere vedtoges de berygtede Nürnberg-love, hvor det blev forbudt tyske statsborgere at gifte sig med jøder, hvis de fortsat ville bo i Tyskland.

Den danske 24-årsregel er det første eksempel siden Nürnberg-lovene på, at statsmagten vil sende unge i eksil, hvis de gifter sig med tilsvarende uønskede elementer. Under nazismen fandtes ingen international domstol, der kunne sikre unge, forelskede tyskere deres rettigheder. Det gør der heldigvis i dag.
…
Regeringspartierne og socialdemokraterne undskylder deres modbydelige og ulovlige fremmedpolitik med, at de blot følger befolkningens ønsker. Det bakkes tilsyneladende op af Jyllands-Postens deprimerende undersøgelsesresultat - og alligevel tror jeg ikke så dårligt om danskerne. Et svar afhænger af, hvordan et spørgsmål er formuleret.

Jeg vil her lade Poul Mathiasen fra bloggen Pouls Audiobutik svare:

I gamle dage var undertegnede jo en slags erhvervsfisker som alle de andre ramsaltede søulke af denne æt. Det var dengang, det vist endnu på dansk hed om en særligt utilpasset person, at han “var en havkat i et hyttefad” Godt nok havde jeg selv et hyttefad, men jeg fangede nu aldrig nogensinde nogen havkat, som jo forresten også er en ganske kedelig fisk med voldsomme kæber til at knuse skallerne på den mest tykskallede danske musling, nemlig den såkaldte molboøsters. Det værste jeg selv kom ud for var ved et uheld at drysse en almindelig ulk ned i hyttefadet, men at få fisket den op igen med de bare næver var nu heller ingen spøg. Sådan en ulk kaldte vi forresten “københavnertorsk”, fordi den var dum nok til at bide på krogen lige efter at man havde pillet den af. Meget dumt, næsten ligeså dum som en anden mand, som næsten også må være københavner. Det må han være, selv om hans hjemmeside ikke kommunikerer dette. I forhold til gårsdagens tekst er det følgende rigtigt forfærdeligt.

Det drejer sig om en kronisk overordentligt vred mand, som hedder Christian Braad Thomsen. I hele sit professionelle liv som af navn filminstruktør og forfatter (det er vist heldigvis begge ret frie erhvervsbetegnelser) og sikkert også længe før har Braad Thomsen været den såkaldte “havkat i hyttefadet”, uhyre ildeset men alligevel én, som man skulle være på vagt for. Det sidste skal man bestemt stadigvæk men det hænger nu mest sammen med hans syn på det danske samfund. Lidt kort kan vi da vist sige, at det er uhyre heldigt, at denne mand ikke har magt som han har agt. Med en komfortabel margin er hans indlæg i går i JP det mest demagogiske og samfunds-og folkefjendske vi endnu har oplevet fra denne gamle havkat. Han er vist efterhånden mest blevet et dikkende fedthalefår for nu at citere salig kaptajn Haddock fra Tintin. Da Fanden blev gammel gik han som bekendt i kloster og Braad Thomsen er da gået samme ensporede vej.

Nu behøver man ikke nogen særlig god opløsning af billeder af Braad Thomsen (det er lige før én pixel kan gøre det) for at se, at han ikke ligefrem er nogen gennemsympatisk person og så vi vist endda rundet en hel pixel op. Det er der heller ikke meget, der tyder på, at han nogensinde har været, for gennem flere årtier var han i evig strid med alle mulige af samtidens notabiliteter i dansk film. Samtidigt var det ganske svært at se egentlige spor af samtidens doktrinære politiske ensretning i denne højtråbende vrede mand, og det gjorde ham jo ganske underholdende. Samtidigt gjorde hans utrættelige kamp for ekstra kunststøtte til sin hustru Jytte Rex og hendes utalrige aldeles rædseldfulde filmprojekter et uforglemmeligt indtryk. Og en lillebitte smule ægte respekt.

Man skulle nemlig VIRKELIG holde af omtalte dame for at udholde at se værker som f. eks “Veronicas Svededug”, et af datidens superhits fra Rex´ hånd. Man må forestille sig de fra den engelske søfartshistorie så velkendte “press gangs”, som drak sagesløse søfolk hønefulde og når disse uheldige søulke så vågnede op var det som matroser i flåden, allerede langt til havs. Man må forestille disse ulykkelige publikummere, som er blevet slæbt ind til Rex´ film forgæves kradse neglene til blods på de låste døre som jøderne i Auschwitz. Så slemt var det muligvis ikke men tro mig, det var slemt nok alligevel. Storslemt. Dengang var det underholdende at se Braad Thomsen fægte vildt omkring sig for overhovedet ingenting

Nå, den sidste bemærkning om Auschwitz kunne være en dårlig spøg og er det naturligvis også. Det vil sige, i virkeligheden er selv elendige jokes som denne her blevet overhalet indenom af Braad Thomsen. I sin kronik sammenligner han nemlig den danske 24-årsregel med de nazistiske Nürnberg-love. Udover at sådan en bemærkning sandsynligvis vil kunne vinde et vist gehør på DR2 Deadline så forekommer den skudt noget over målet, men det skal blive værre, meget værre. Vi taler nemlig om, at store dele af det danske samfund ifølge Braad Thomsen er kommet i konflikt med selve demokratiet og det skal man bestemt tage alvorligt. Man skal naturligvis ikke tage det, som Braad Thomsen siger alvorligt, men man skal tage sygdommen bag symptomerne alvorligt. Det hedder vist den såkaldte “kritiske” intelligens” og dens dødskamp. Da den blev gammel blev den da noget ukritisk. Som vor ven her.

Som alle kulturelle elitister mener Braad Thomsen naturligvis heller ikke, at et befolkningsflertal har ret, langt snarere tværtimod, som han jo så tilsyneladende overbevisende påviser ved, at nazismen ifølge Braad Thomsen blev demokratisk indført og æv-bæv, se bare hvor galt det gik da folket bestemte. Det er nu lige knapt hele sandheden og der er ganske mange måder at indføre diktatur på og Braad Thomsen går så på sine gamle og affældige dage helt håndfast ind for en af den nye tids. Det er den, som hedder den almægtige EU-domstol, hil du Frelser og Forsoner! Det er nemlig den, som skal erstatte alt det der demokratiske snak vi har i Danmark, hvor Socialdemokratiet ifølge Braad Thomsen er blevet en underafdeling af Dansk Folkeparti.

Og Dansk Folkeparti: Ja det er jo næsten så tænderskærende forfærdeligt, at det er udenfor bedømmelse. Ifølge vor ven i dag har partiet gjort sig til åbenbar talsmand for, at kunststøtte “ikke skal uddeles efter kunstneriske, men politiske kriterier” Nu kunne man måske betvivle det superbegavede i blot at lade kunstnere uddele gaver til vennerne (uvennerne får da sikkert ikke) og i Braad Thomsens optik er alt, hvad der ikke er sammenspist med Rex, Braad Thomsen og de andre ved bevillingernes højbord altså afskyeligt og politisk. Og folkeligt, æv!

Desværre er det jo selve det danske folk, som Braad Thomsen er oppe imod, og i lighed med alle landsforrædere til alle tider er det jo derfor nødvendigt at søge udenlandsk bistand. I samme ombæring skal det også lige med, at han naturligvis også tager det som en aksiomatisk sandhed, at al dansk selvstændig udenrigspolitik naturligvis skal deponeres hos aldeles impotente FN. Dette diktatorernes legeplads har jo ikke siden krigen i Korea blandet sig andet end helt impotent i bittesmå borgerkrige. Alle FN´s indgreb siden Korea er iøvrigt karakteristiske ved, at konflikterne allesammen er uløste og brændende også i dag. Ikke engang Cypern kunne de klare og heller ikke efter 40 år og de skød ikke engang…Der er de selvfølgelig også stadigvæk.

Nå, men Braad Thomsen mener altså i sit blinde raseri mod Fogh, DF, Socialdemokratiet og alle de andre udemokratiske svinehunde, at “flertallet må indordne sig under gældende love” Som mannah til israelitterne i deres fordrivelse i ørkenen er EU-domstolen jo så i sin politiserende aktivitet, forårsaget af et folkeligt-politisk vakuum, så kommet Braad Thomsen til hjælp. Det er simpelthen fantastisk at se ham og helt givet massevis af andre, som i måske 30 år har stemt imod alt, som ville kunne styrke EU, simpelthen over hals og hovede forråde ikke blot Fogh og den danske regering. Nej, de er fra en kant fuldstændigt ligeglade med det danske folk og alle dets aldeles “forkerte” meninger. Det har de sikkert været hele tiden, aldeles ligeglde, men nu har de altså fået våben i hånd.

At deres egne meninger så var helt diametralt modsatte indtil for et par år siden betyder naturligvis ingenting for disse mennesker. Hvor end de står har de principielt ret, fordi de er de udkårne.

De er simpelthen af de mennesker, man i det gamle Sovjetunionen lavede kommissærer af. De tror helt og aldeles fast på en overordnet ide (troen er alt, ideen er ligegyldig) og så er det forresten fuldstændigt ligemeget, hvad følgerne for befolkningen er. Som man sagde i visse venstreflejskredse i min egen ungdom (alt, alt for mange faktisk) så kan “det være i en befolkningsgruppes objektive interesse af blive udryddet” Det sidste citat er alt for let at belægge og slet ikke en joke. Overskriften for Braad Thomsen i dag er forresten “Retsstatens Opløsning” Vi kan da så håbe på, at denne for mange danske intellektuelle så forkerte og forlorne konstruktion, som det danske demokrati åbenbart er, vil formå at bekæmpe alle de gamle totalitarister, som efter EU-domstolen vejrer ny morgenluft. Det er altså ganske skræmmende at forestille sig den enevældige og naturligvis ikke-appellable EU-domstol og Braad Thomsen og alle de andre opportunistiske medløbere ved magten. Om ikke andet så giver folk som dig da kampen for det danske demokrati en helt ny mening. I kampen mod folk som dig og alle totalitære meninger forklædt som bekymring for folkets demokratiske uvidenhed . SÅ er der nemlig rigtig grund til bekymring.

Under 100-årskrigen mellem England og Frankrig med start i 1300-tallet var der en anden kontroversiel “helt” nemlig den engelske prins Edward, kendt som riddertidens måske største hærfører, “The Black Prince” Hans skæbne blev også at udleve sin egen tid og berømmelse og dø som en vanvittig og vattersotig gamling. Der er dog alligevel et par forskelle. Edward blev nemlig kun 43 år gammel og derudover var han vældigt pæn som ung. Det har Braad Thomsen som sagt aldrig været.

Meningsmålingerne er gunstige for Dansk Folkeparti ved et valg lige nu. Der er flertal for at bevare forbeholdene, der er flertal for en stram udlændingepolitik og danskerne er imod EU-formynderi. De vælgere, der mener at EU er gået for langt er i store træk sammenfaldene med de vælgere der støtter en stram udlændingepolitik og det er her valget vindes. En mindre del vil finde mening i Radikale Venstres position og kun få vil tro på drømmen om at få i pose og sæk. For at parafrasere Socialdemokratiets seneste valgslogan vil det være EU eller udlændingepolitik. Det giver Dansk Folkeparti et enormt potentiale, som de dog ikke kan indløse til fulde, da der også er tilknytning til partiernes grundlæggende substans at tage hensyn til. Men Dansk Folkeparti er ikke længere nær så urene blandt de fleste vælgere, som de var for blot få ar siden. Valget ligger lige til højrebenet for Dansk Folkeparti, hvis chancen for et valg ellers byder sig.

Der er tre hovedposistioner for en debat på EU kontra udlændingepolitik. De to store vindere vil være Radikale Venstre og Dansk Folkeparti fordi deres argumenter er sammenhængende. Radikale Venstre mener at vil skal fortsætte kursen for et integreret EU og at den danske udlændingepolitik er skændig og ikke er i tråd med EU. Omvendt mener Dansk Folkeparti at EU er gået for langt og at vi ikke skal give køb på mere og det ses konkret i den trussel, der er mod en ønskelig dansk udlændingepolitik. Det er til at forstå for enhver, der så må gøre op med sig selv, hvad man ønsker.

Socialdemokraterne, Venstre og Konservative vil derimod gerne have både den stramme udlændingepolitik som EU ikke tillader, som de også vil have yderlige integration i det EU, der lægger hindringer for udlændingepolitikken. De får store problemer ved at sælge ideen om at de kan få begge dele. Her vil være en parade af sløret tale om påvirkninger af det store system, samtaler med andre statsledere, henvendelser til ukendte instanser, alt sammen regning uden vært - for blot fordi man sidder med ved bordet betyder det ikke at de andre giver omgange.

I enhver konfrontation med Radikale Venstre og Dansk Folkeparti vil deres modsatrettede politik blive udstillet og deres troværdighed tage skade. Og fordi valget handler helt konkret om at Danmark ikke selv kan bestemme sin egen udlændingepolitik, vil de EU-begejstrede partier samtidig skulle angle efter vælgernes mandat til deres egen overflødighed. Kun Radikale Venstre kan slippe afsted med et sådan stunt. Der vil derfor ske store vælgervandringer fra de tre gamle partier, hvor de liberalt sindede fra især Venstre og Konservative søger mod Radikale Venstre og konservativt sindede fra både Venstre og Konservative, men også fra Socialdemokratiet søger mod Dansk Folkeparti.

Det vil give en situation hvor Dansk folkeparti og Radikale Venstre går frem, Dansk Folkeparti meget frem og det efterlader et reduceret Socialdemokrati og et sønderslået Venstre. Fordi Dansk Folkepartis linie repræsenterer et absolut flertal vil deres fremgang være i en sådan størrelse at VKO stadig vil have et solidt flertal. Socialistisk Folkeparti er svært genneskueligt på grund af Willy Søvndals særlige evne til at fremstå troværdig på skiftende positioner, men de vil ikke være interessante da de rykker rundt indenfor blokken. Enhedslisten vil måske overleve, men heller ikke mere. Partiet har ikke mere at tilbyde samfundet og får kun stemmer på gamle drømme hos en svindende del af befolkningen. Ny Alliance vil ryge ud.

Jo, der vil være bitterhed mod Dansk Folkeparti især fra Venstre og Konservative og alle mulige alternativer vil blive overvejet. Men intet flertal vil kunne dannes uden Dansk Folkeparti, der har den særlige evne at de teoretisk kan støtte en Socialdemokratisk regering og således vil være det nærmeste man kommer et midterparti. Hvor meget vil Helle slå Fogh? Selv om Venstre og Konservatives bitterhed skulle blive så stor at de smed regeringshåndklædet i ringen og ikke stemte imod dannelsen af en Socialdemokratis ledet regering, med eller uden Radikale, ville en sådan regering ikke være levedygtig.

De borgerlige vælgere kunne aldrig leve med en ren rød regering, som kun Dansk Folkeparti kæmpede imod og derfor krævede en sådan “plan” at Radikale Venstre skulle deltage, for at give det et midtsøgende alibi. Men uenigheden mellem Socialdemokratiet og Radikale er næsten uoverstigelig og det kompliceres af Socialistisk Folkepartis nyvundne uklarhed. Samtidig vil det hvile på et mandat, der hvert øjeblik kunne rives væk under dem. og på den baggrund vil forsøget næppe kunne udlægges, som andet end et forrædderi overfor vælgerne og ville højst vare et par måneder. Det er derfor ikke realistisk og derfor heller ikke ønskeligt for de indvolverede parter.

Skulle man omgå Dansk Folkeparti og samle Venstre og Socialdemokratiet hen over midten, ville man igen se et forrædderi mod vælgerne og det vil være en farlig manøvre, der ville så alvorlig tvivl blandt vælgerne om partiernes dømmekraft. Det ville yderligere kompliceres af store identitsproblemer mellem de to partier og spørgsmålet om, hvem der skulle være statsminister. Et sådan forsøg vil ligeledes kollapse hurtigt.

Nej, den eneste realistiske mulighed er en genoptagelse af VKO og det ved regeringen godt. Den kan vælge om den vil have bank og i surhed over ikke at få sin vilje, spille på medynk over at blive ydmyget af deres støtteparti i håb om at trække Dansk Folkepartis dagsorden med ned i sølet og agere kontrært til et nyt og for dem forhåbentligt hurtigt valg kunne give håb om en mere gunstig parlamentarisk situation.

Hvis den derimod er smart lader Venstre valget komme, som følge af et generationsskifte, der kan retfærdiggøre et skift i den politiske linie til en mere EU-forbeholden linie. Så tal med Anders Pia og lad ham forstå at hans tid var omme, da hans egne karriereambitioner fik forrang for Danmark og giv ham det ærefulde valg at gå af med værdighed og overdrage et bedre Danmark end det han overtog i 2001.

Et estisk parlamentsmedlem har fremsat et dybt sindsygt forslag til knægtelse af bloggosfæren. Jeg vil her undtagelsesvis bringe hele artiklen fra Ekstrabladet :

EUs bloggere under opsyn

Er politikerne bange for, hvad bloggerne kan bringe på banen? Eller er en registrering af bloggerne en måde at sikre bloguniversets troværdighed?

År 2008. Alle bloggere skal registreres af myndighederne, og de skal tilmed betale en afgift for at få lov til at blogge. Lyder det som en dårlig joke? Eller som en parodi på George Orwells fremtidsdrama 1984? Det er det ikke.

Marianne Mikko, estisk medlem af Europaparlamentet og socialdemokrat har stillet et forslag med titlen ‘Forslag til betænkning - om mediernes mangfoldighed og koncentration i den Europæiske Union’. Heri foreslår hun at registrere alle bloggere - og dermed give dødsstødet til bloguniversets regel nummer et: mulighed for anonymitet.

Bloguniverset er så populært et ‘medie’, at det tiltrækker ‘less principled people’, siger Marianne Mikko.

Forurener cyberspace
Hun afviser at se bloggere som en ‘trussel’, men mener, bloggere er i en position, hvor de kan ‘forurene cyberspace’.

- I think the public is still very trusting towards blogs, it is still seen as sincere. And it should remain sincere. For that we need a quality mark, a disclosure of who is really writing and why.

Marianne Mikko mener altså, at befolkningen i EU, stoler for meget på indholdet i blogosfæren - og at det er for let at komme med beskyldninger og rette angreb mod eksempelvis kendte politikere.

Er du enig med hende, eller tager du altid indholdet med et gran salt?

Konkurrence
Mikko er også bekymret for konkurrencen blandt medierne. Hun mener, medierne i Europa er under (økonomisk) pres, fordi borgerjournalister og bloggere er ved at tage levebrødet fra uddannede journalister. Derfor bør bloggere betale en afgift.

Forslaget er allerede vedtaget af Kulturkomitéen i EU. Det skal behandles af Europaparlamentet den 22. september.