Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 520

Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 535

Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 542

Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 578

Deprecated: Function set_magic_quotes_runtime() is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 18

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_PageDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1244

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_CategoryDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1442

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class wpdb in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/wp-db.php on line 306

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Object_Cache in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/cache.php on line 431

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Dependencies in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/class.wp-dependencies.php on line 31

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Http in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/http.php on line 61

Warning: explode() expects parameter 2 to be string, array given in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-content/plugins/bannage.php on line 15
Monokultur » 2018 » March


Israel kan slå til nu

Diverse — Drokles on March 31, 2018 at 2:19 am

Erdogan drømmer om en samlet muslimsk hær, som han mener kan besejre Israel, skriver Express. Avisen Yeni ?afak taler gerne på hans vegne og spurgte “What if an army of Islam formed against Israel?” og argumenterede “The number of active soldiers would be at least 5,206,100, while the defence budget would reach approximately $175billion”. 250.000 soldater skulle deltage i første angrebsbølge forestillede man sig. Had og mindreværd i en enkelt trussel. “Det gnaver i vore sjæle, at et så lille land som Israel med kun syv millioner indbyggere kan slå de arabiske nationer med 350 millioner. Det ydmyger vores kollektive ego.” har Al Jazeeras redaktør Ahmed Sheikh udtrykt det ifølge Lone Nørgaard og Torben Hansens glimrende gennemgang i Altinget af konflikten

Men det palæstinenserne trænger til, er en ordentlig røvfuld, skriver Daniel Pipes og citerer Victor Davis Hansen, hvad der altid er klogt; “Conflicts throughout history become serial when an enemy is not utterly defeated and is not forced to submit to the political conditions of the victor.” Alternativet, skriver Pipes, er prøvet uden held

By 1993, frustrated with the slow-moving and passive nature of deterrence, Israel’s impatient citizenry opted for an immediate resolution with the Palestinians. In the Oslo Accords, each of the two parties promised the other what it most wanted: recognition and security for Israelis, dignity and autonomy for Palestinians.

In their haste to end the conflict, however, Israelis made three profound mistakes that summer morning on the White House lawn: (1) Granting Yasir Arafat, leader of an unofficial, dictatorial, and murderous organization, diplomatic parity with Yitzhak Rabin, prime minister of a democratic and sovereign state. (2) Believing Arafat when he claimed to recognize Israel, when in fact he (and his successors) still sought Israel’s elimination, now enhanced by his controlling two adjoining pieces of territory, the West Bank and Gaza. (3) Making concessions under the illusion that wars conclude through goodwill, when concessions actually had the contrary effect of signaling weakness and thereby amplified Palestinian hostility. These mistakes, tragically, turned a would-be “peace process” into a counterproductive “war process.”

(…)

Therefore, to gain Palestinian acceptance, Israel must return to its old policy of deterrence, of punishing Palestinians severely when they aggress. One example: When three family members were murdered in July 2017 while sitting down to Sabbath dinner in the Israeli West Bank town of Halamish, the Israeli response should have been to construct new buildings in Halamish and extend its boundaries.

That’s deterrence; it’s more than tough tactics, which Israeli governments already pursue; it means developing consistent policies to break rejectionism and encourage Palestinian acceptance of Israel. It implies a strategy to crush irredentist Palestinian ambitions so as finally to end the demonizing of Jews and Israel, recognize historic Jewish ties to Jerusalem, “normalize” relations with Israelis, close the suicide factories, and shutter the entire machinery of warfare. This process will be neither easy nor quick: it requires Palestinians to suffer the bitter crucible of defeat, with its attendant deprivation, destruction, and despair. Unfortunately, there is no shortcut.

If Palestinian defeat is good for Israel, it is ironically even better for Palestinians, who will finally be liberated from ugly ambitions, revolutionary rhetoric, and genocidal fantasies.” Og nu er chancerne gunstige, med en amerikansk ambassade på vej til Jerusalem og arabiske stater, der modsat deres let antændelige befolkninger, er kørt sur i palæstinenserne og under Trumps myndige ledelse endda taler med ‘den zionistiske entitet’. Og det er ikke kun frygten for Iransk dominans, skriver Shai Feldman og Tamara Cofman for Foreign Policy, der driver den bevægelse

In particular, two developments over the past decade have been key. First, a regional energy revolution transformed Israel not only into an energy independent state but into an energy exporter. The recent 10-year, $15 billon agreement signed between Israeli and Egyptian companies for the sale of natural gas is a game-changer in Arab-Israeli politics. This agreement will allow Egypt to profit from liquefying and re-exporting the purchased gas to Europe and Africa, boosting its prospects as a regional energy hub and creating economic interdependence between two former enemies.

No less significant are new opportunities for economic interdependence between Israel and members of the Gulf Cooperation Council rooted in Israel’s technological prowess and innovation economy. Gulf states reportedly already enjoy support from Israel in defending against terrorist threats through advanced surveillance technology and intelligence sharing. Just imagine the potential for civilian tech cooperation as Gulf states move to diversify their economies away from their complete dependence on oil and gas revenues to more service-based, technology-based, and knowledge-based economies.

The growing advantages to Arab states of cooperation with Israel are further boosted by a parallel decline in Arab governments’ interest in the Palestinian issue. While these governments remain formally committed to the Palestinian cause, they also show growing signs of fatigue regarding all matters Palestinian. At least in part, this results from the fact that more than seven decades of Arab support of the Palestinians has yielded very few gains. But weighing even more heavily, perhaps, is Arab governments’ impatience with ineffective and divided Palestinian leadership and continued efforts by various governments, including Arabs and Iran, to use conflictual Palestinian factions as tools in their wider struggle for regional dominance. Layer on top the looming struggle over who might replace the aging Mahmoud Abbas as leader of the Palestinian Authority and the Palestine Liberation Organization (PLO), and many Arab governments are far more concerned about their narrow interests in who wins these battles than they are in advancing Palestinian claims against Israel.

Erdogan didn’t get the memo, som man siger. Shai Feldman og Tamara Cofman advarer dog Israel mod at udnytte situationen og afgøre konflikten til egen fordel; “Sometimes, it’s easier to have an implacable foe“. Og det er da også nogle gange lettere, men det gælder ikke i Mellemøsten.

Et cock holster slår igen

Diverse — Drokles on March 30, 2018 at 8:53 am

For 12 år siden bollede daværende realitystjerne og nuværende præsident for USA Donald Trump med pornostjernen Stormy Weather. Det fortalte Weather, hvis egentlige navn er Stephanie Clifford (og ikke Vladimir Putin!), til nyhedsprogrammet 60 Minutes i et interview med Anderson Cooper. Og det skal nok være rigtigt, selv om Clifford ikke er et helt troværdigt vidne, da hun i 2006 skrev under på en benægtelse af netop det forhold. For Trump indrømmer aldrig sine fejl så længe de ikke er bevist ud over al tvivl og i dette tilfælde betalte hans advokat Michael Cohen 130.000 dollars for Cliffords tavshed - og det op til et afgørende primærvalg(!)

Clifford har valgt at se bort fra tavshedserklæringen, da Trump ikke selv underskrev den (og altså stadig ikke selv har indrømmet, hvad hans advokat gerne ville holde hemmeligt) og dermed tolker hun den ugyldig. Muligvis har hun kalkuleret med at hun, ved at sætte Trump i forlegenhed, kan tjene nok på opmærksomheden til eventuelt at betale de 130.000 tilbage og stadig sidde med et godt overskud, der er besværet værd. Theres no business like showbusiness.

Og det er altså, hvad nyhedsstationer også er sunket ned i, showbusiness, svælgende i allehånde detaljer om Trumps genitalier og sexuelle formåen. Men hvis vi skal tro Clifford, knaldede de kun 1 gang, ikke til Cliffords fornøjelse, og Trump forklarede sit sidespring med at han og konen Melania lever forskellige liv. Det sidste har de Trump-besatte medier allerede spekuleret hoverende i, hvilket underminerer den moralske anfægtelse.

Det skriver Andrew C McCarty mere detaljeret om i National Review og deri er jeg enig. Men så skriver han også, hvad jeg blot læser med andægtig interesse

The point is that the concealment effort may involve criminal violations of campaign-finance laws. That is, a prosecutor could rationally commence an investigation based on suspicion that the $130,000 payment to Clifford was (a) potentially an in-kind campaign contribution that was astronomically above the legal donation limit for individuals, (b) from a potentially illegal source (depending on how Cohen’s LLC, Essential Consultants, was structured), and (c) not disclosed as required by federal election law.

On this score, it does not matter that one may not be a fan of the campaign-finance laws — they are the law, and as we’ve seen, they can be enforced by criminal prosecution. It does not matter that one may not be a fan of the special-counsel appointment of Robert Mueller — he is the prosecutor, and it is a commonplace for prosecutors, and especially quasi-independent prosecutors, to investigate crimes that are disconnected from the original rationale for the investigation (compare, e.g., Kenneth Starr’s shift from Whitewater to the Lewinsky scandal in the investigation of President Clinton). And it does not matter that one may be skeptical about Mueller’s legal theory that any frustration of government functions by two or more people may be prosecuted as a conspiracy to defraud the United States under Section 371 of the penal code — such cases are prosecuted, the U.S. Attorney’s Manual supports them (as I pointed out in a recent column, notwithstanding my disagreement), and actions that undermine the Federal Election Commission’s oversight and record-keeping would align comfortably with the fraud conspiracy charges Mueller has brought in other cases.

As a factual matter, a shoddy cover-up of an extramarital tryst with a porn star a decade before Donald Trump became president would be a trifle compared to the oft-repeated but never established claim of Trump collusion with Russia. As a legal matter, though, when highly aggressive prosecutors are circling, any kind of something is always more perilous than nothing.

Monica Showalter kasserer ligeledes den slibrige del af ’skandalen’ grundet Cliffords utroværdige ageren i forhold til underskrivelse af kontrakter, der alligevel brydes, hendes besynderlige påstand om at hun ikke er interesseret i penge og at hun lægger sig ud i en potentiel shitstorm for at beskytte sin lille datter mod offentlig opmærksomhed. Showalter konkluderer at der er “powerful forces from the left [] behind these Daniels claims and her unwillingness to keep her contracts”, fordi hendes advokat og stab har stærke bånd til Demokraterne og Hillarys kampagne. En nothingburger, som de siger, men deri misser Showalter McCarthys pointe, som Alan Dershowitz også fanger og sætter det ind i en politisk ramme; nemlig at det for disse kræfter handler om at få Trump til at vidne under ed, så der vil være en chance for at Trump begår mened - og så har man det lovbrud man skal bruge til at rejse en rigsretsag

Jeg holder IKKE med Kina

Diverse — Drokles on March 27, 2018 at 4:24 pm

Men jeg er enig i, at dem skal man ikke grine ad. Trump har en bemærkelsesværdig kvalitet. Hvis Trump forsvarer USAs eller Vestens interesser, bliver  Trumps kritikere slået af forbavselse og beundring for vores fjender. Ved Ambassade flytningen til Jerusalem var de despotiske arabere og deres bizarre krav om vetoret for amerikansk udenrigspolitik fornuftens stemme og hvad angik kontrol med atomvåben var Iran den modne stemme. Eksemplerne er mange og nogle er endda skizofrene, som frygten for at Trump ville føre en atomkrig mod Rusland fra Putins lomme.

Ved vinter OL frabad enkelte sportsstjerner sig fra at mødes med Præsidentfruen og Vicepræsident Mike Pence, der var med ved legene, og også et efterfølgende besøg i det Hvide hus. At besøge Nordkorea havde ingen problemer med. Så galt var det, at medierne endda forelskede sig i Nordkoreas propaganda minister Kim Yo-jong og fordømte Mike Pence for ikke at værdige hende et blik under åbningsceremonien. CNN skrev at Yo-Jung ville vinde guld, hvis diplomatisk dans var en olympisk disciplin. Hun ville i hvert fald have gode chancer for guld, hvis det var en olympisk disciplin at drive koncentrationslejre thi det er hendes profession.

Uffe Ellemann beskrev i en blogpost i 2017 Trumps opførsel som “ulideligt og skabagtigt”, som han med “sin forvredne mund” kun fremtvinger ‘dumme grin’ blandt “hans følgeskab af klimafornægtere og isolationister”. Dette satte Ellemann overfor “det kinesiske triumftog i Europa” efter at Trump klogt havde lagt Parisaftalen i graven. Og nu er det igen Kina, som lanceres som garanten for den globale frihandel overfor isolationisten Trump og hans forkærlighed for ødelæggende handelskrige. Men det forholder sig omvendt, skriver Lawrence Solomon i National Post, Trump er ikke ved at starte en handelsekrig han slår bare igen og hans kritikere “need to open their eyes and see the world as it really is — dominated by protectionists.”

Take automobiles, one of the world’s largest industries. American automakers selling into the European Union face a 10-per-cent tariff, four times that faced by European car makers selling into the U.S. American car makers selling into China face a 25-per-cent tariff. But these high tariff barriers are better, in a way, than the hurdles American automakers face when they sell into Japan, which has no tariff at all yet effectively shuts out U.S. exporters: Toyota sells more cars in a single California dealership than all U.S. automakers sell in Japan.

Instead of tariff barriers, the highly disciplined, uniquely structured Japanese economy employs non-tariff barriers — a host of formal regulations and informal understandings. Korea likewise employs non-tariff barriers, despite (or perhaps, because of) KORUS, the Korea-U.S. Free Trade Agreement. As put last year by American Automotive Policy Council President Matt Blunt, “Clearly, KORUS has had mixed results for America’s automakers and it has failed to live up to expectations. There is no question the Korean marketplace is one of the most difficult for any automaker to export into in the world.” Each of the Big Three U.S. manufacturers is allowed to bring in just 25,000 vehicles built to American standards. “Anything above that needs to be on Korean standards (which) really restricts the access that U.S. companies have to the Korean market,” said U.S. Commerce Secretary Wilbur Ross.

Non-tariff barriers exploded throughout the world following the formation of the General Agreement on Tariffs and Trade (GATT) and its successor, the World Trade Organization. As governments at international gatherings solemnly vowed to lower or eliminate tariffs, at home they silently replaced them with non-tariff barriers. “Both the OECD and the World Bank have been pointing to the rising impact of ‘non-tariff trade barriers’ on international trade,” notes David Hanson, associate professor of international business at Pittsburgh’s Duquesne University, in his book Limits to Free Trade: Non-Tariff Barriers in the European Union, Japan and United States.

Lars Løkke håber fornuften vinder og betegner “told på stål og aluminium, som er en provokation, og som verden ikke har brug for” - helt uden at nævne de danske afgifter på biler. Information Technology and Innovation Foundation slår til lyd for et opgør med den eftergivenhedspolitik

A far more proactive, whole-of-government response, in tight partnership with our allies, is needed to ensure that Chinese innovation mercantilism is contained and then rolled back and a genuine market- and rules-based global trading system restored.

Unless U.S. policymakers want to blithely accept Chinese innovation mercantilism and the damage it inflicts on the U.S. economy and its advanced industries as beyond their control, it’s time for a new approach that moves beyond the naïve push for further dialogue and instead makes it clear to Chinese leaders that such unfair, harmful policies cannot be practiced with impunity. But this fight cannot be about individual tactics, for the Chinese government has shown itself to be quite adept at abandoning certain tactics when they become discredited due to global pressure, only to adopt new and more effective ones in service of its overall mercantilist strategy. The focus needs to be not just on tactical wins, but on more broadly enlisting the global community to help roll back the entire Chinese innovation-mercantilist enterprise and getting China to finally become a responsible player in the global trading system. As such, the Trump administration has a unique opportunity to work with our allies to press Chinese leaders for a fundamental economic policy reset that will move the world economy back toward the rule of law and market-based policies.

However, to succeed, a new approach to U.S.-China economic and trade policy from the U.S. government will need to be pursued with great care and sophistication. The Chinese government is not without weapons, and it has demonstrated a strong willingness to use them to fight back against legitimate efforts to try to get it to stop manipulating the global trade system. And because of the lack of rule of law in China, the Chinese government could very well use its powers to capriciously punish U.S. firms producing or selling there. But doing nothing due to the fear of retaliation should not be an option.

As such, the Trump administration needs to make crystal clear that any such strategy is based not on punishing China nor seeking to hold it down. Indeed, it is in America’s interest to have China rapidly increase its citizens’ per-capita incomes. The administration also needs to make clear that the strategy is not based on making America great again or putting America first, but rather that it is based on saving the global trading system by restoring it to a rules-based one.

Det er ikke blot et spørgsmål om penge og handel, men magt. Og mellem Vesten og Kina er det et spørgsmål om hvilken kultur, der skal dominere, frihedens eller tyranniets, skriver John Haywarth i Breitbart

A funny thing happened on the way to that inevitable triumph of liberty: authoritarianism adjusted its tactics, teamed up with the Western left to attack the foundations of classical liberalism, and found ways to not only control the Internet but turn that gushing firehose of intellectual freedom into an instrument of control. If you enjoyed watching Russia use social media to vandalize Western democracy, you are going to love how China uses it to surgically dismantle the Enlightenment.

China is already directly controlling Internet access for about a quarter of the entire planetary user base, and it exports its expertise by sending consultants abroad to teach other authoritarian regimes how to lock their nets down, too. China aggressively pushes its vision of tightly regulated speech and information as essential to social harmony. Does anyone doubt that it will find a growing audience among the increasingly censorious Western left?

Social media companies that long ago knuckled under Chinese demands for censorship, in exchange for access to its huge online marketplace, are growing more comfortable with speech policing and ideological control in Western markets as well. Twitter’s recent purge of “blue checkmark” account verification for purely ideological reasons, when the system was originally presented as a completely impartial means of confirming that some users are who they claim to be, is a perfect example of Chinese thinking infecting the West, especially since the purge makes glaring exceptions for politically correct purveyors of “hate speech.”

(…)

China has become very adept at exploiting stress points in Western society and co-opting the language of its political class to sell authoritarian ideals. Social justice and income inequality? Those are staples of Chinese political speech, which boasts of using centralized power to distribute resources more fairly and efficiently – even though China has one of the worst “wealth gaps” in the world.

Environmentalism? China is keenly aware that hardcore environmentalists already fantasize about doing away with representative democracy to save the Earth, because free citizens are short-sighted and foolish. China will boast incessantly of how its system prioritizes doing the “right thing” over antiquated notions of inalienable rights and self-governing citizens. Certain quarters of Western academic thought are quite receptive to the idea that only command economics can save the Earth from the ravages of capitalism.

“It will not be difficult for China to tempt young people with a tale of socialism done right, a benevolent tyranny run by honest and wise planners who finally manage to deliver the proverbial free lunch.” Jep, de unge let påvirkelige sjæle har altid været udset som ofrene for alle totalitaristers drømme, blanke tavler som de er.

Trumps evne er ikke uden fortilfælde, han er blot last man standing imod den eftergivelsespolitik, der vokser ud af den kulturelle selvlede. Om det er at kalde Churchill eller Reagan for krigsmagere mens de ser den sagtmodige rimelighed Nazitysklands og Sovjetunionens trusler til harcelering over Jyllandspostens religionskritik som civilisationskritik og formummelsens frigørende kvindesag til aflad for historiske bedrifter fordi shithole countries ikke er shithole countries fordi de har været kolonier, men blev kolonier fordi de var shithole countries til at starte med, men i det mindste en overgang, nød lidt af driftighedens og åndsfrihedens frugter, venstrefløjen og deres medier er altid på fjendes side imod deres landsmænd og endda egne idealer.

Der er intet under 87

Diverse — Drokles on March 16, 2018 at 3:03 pm

En 65 årig svensk kvinde er blevet sigtet for ‘hetz mot folkgrupp’ skriver Fria Tider, fordi hun påpegede det problematiske i, at indtage store mængder mennesker fra primært Afrika og Mellemøsten med lavere intelligens. De svenske aviser skriver samtidig af kompetencekløften vokser på det svenske arbejdsmarked. Sverige er tabt, sagde Mads Fuglede, om 10 år er det muslimsk, istemte syriske Sara, mens domstolene allerede øvede sig i sharia og skolerne i arabisk,  så Jonathan Spang fandt det passende sende humoristisk Marshall hjælp. Men det skal ikke handle om Sverige, det er for deprimerende, andet end at de er kanariefuglende, hvis dødsrallen vores ledere stadig ignorerer betydningen af.

For den stakkels svenske kvinde påpeger en banalitet, hvilket er ulovligt i Sverige. Uanset hvor meget man retter sænker kravene i skolerne for at akkommodere muslimerne, går det den samme vej. Migranterne som svenskerne tog imod kan ikke bruges af nogen, tyskerne forventer at 75% af deres andel af samme migranter vil være på livslang forsørgelse (selvom Merkel appelerer til at arbejdsmarkedet om at sænke kravene) og i Norge er halvdelen af alle på forsørgelse migranter. Herhjemme advares der om et “etnisk proletariat“, som i muslimer der lever på nas. Det er det samme over hele Europa.

Det var ellers meningen, at det multietniske samfund ville være fremtidens økonomi. Ja, den monokulturelle økonomi, som alle Verdens eksotiske folkeslag flokkes imod i håbet om at komme ud af fattigdommen, var forældet og kunne ikke revitalisere sig selv i al sin heteronormative hvidhed af giftig maskulinitet. Men arbejdsmarkedet har krav til et vist niveau af kompetence, ellers er det forsørgelse

Jo lavere en IQ, altså intelligens, jo mere er man kun egnet til arbejde med gentagne rutiner. Og så stiller Peterson spørgsmålet “Under 87, is there something? Well, NO!”. Så hvad skal disse mennesker, der udgør 15% af samfundet, dog gøre? Den gennemsnitlige IQ for Afghanistan, Iran, Jordan, Marocco, Nigeria, Pakistan, Saudiarabien og Venezuela 84; Syrien er 83; Indien, Bangladesh, Libanon og Zimbabwe 82; Ægypten 81; Kenya 80; Congo og Senegal 76; Ghana 73; Jamaica og Sudan 71; Botzwana og Rwanda 70; Elfenbenskysten, Ethiopien og Niger 69; Somalia 68; Gambia 66; Cameroon og Mozambique 64. ‘De’ sender end ikke deres bedste.

skc3a6rmbillede-2018-03-14-kl-0232561

Trygt Danmark

Diverse — Drokles on March 15, 2018 at 6:44 am

22 årige Erna Sofie spørger “Helt ærligt, hr og fru Danmark, hvad er det egentligt i så bange for?“. Og så stiller hun ellers venstrefløjslogik som “skattelettelser til de rigeste”, “at Danmark erstatter kirkeklokkerne med, at der bliver kaldt til bøn fra moskéerne?” fordi et religiøst værdisæt har den samme værdi som ethvert andet religiøst værdisæt uanset væsenforskel for at slutte med, hvad man ellers, fra den kant, skulle tro var en falsk dikotomi: “Eller frygter i for den gruppering og kriminalitet, som vi desværre ser som resultat på vores helt elendige integration.” Vores integration, som modsætning til deres, ja gruppering kan man jo kalde det, men statistisk ganske målbare og reelt utålelige muslimske adfærd, der forpester så mange lokalsamfund i hr og fru Danmarks eget land.

Men det har hr og fru Danmark ingen adkomst til at frygte, thi…

Frygt for islamisering af Danmark er ikke bare irrationel, men også farlig. Den frygt, som vokser i mange danskere dag for dag, er den samme form for frygt, som fik tyskerne til at myrde omkring seks millioner jøder under 2. verdenskrig. Jeg kan kun håbe på, at vi er blevet klogere siden da.

I stedet for dette Holocaust in spe, slår Erna Sofie et slag for “Empati, sympati og medfølelse (…) så vi en dag kan blive ét” fordi det “kan bevare vores tryghed – og tryghed ønsker vi alle sammen”. Ironisk udstrækker Erna Sofie hverken empati, sympati og medfølelse ikke til hr og fru Danmark, med disse slet skjulte nazibeskyldninger. Hvis hun gjorde og hvis ellers hendes rationale holder, ville det jo føre til, at muslimerne heller ikke behøvede at frygte noget Holocaust i nærværende regeringsperiode fra hr og fru Danmark - alt imens islamiseringen bare glider støt, men stille, afsted.

Ok, hun er ung, hendes hjerne er lige kommet ud af cellofanen og ind på antropologistudiet. Værre er det dog for gamle kriminolog  hr Balvig Danmark , der slår fast at fordi antallet af anmeldte overtrædelser er faldet 30% de seneste 30 år er der “intet belæg for at være mere utryg”. Og analytiker i Det Kriminalpræventive Råd, fru Ingrid Soldal Eriksen Danmark, der også formodes at være voksen, men som alligevel kalder forskellen mellem folks forståelse af deres egen virkelighed og de tal de selv sidder med i skødet, for “en alarmerende kontrast”. Det er selvfølgelig folks forståelse af egen virkelighed, der er alarmerende, ikke ekspertisens forståelse af folks virkelighed, som disse Hr og Fru Danmark fortæller Berlingske Tidende

Selv om kriminalitetskurven kun peger nedad, er antallet af anmeldte voldsforbrydelser ét af de områder, hvor kurven i særlig grad har bevæget sig den anden vej i de seneste år, og siden 1995 er antallet af anmeldelser af vold mere end fordoblet.

Men ifølge analytikeren i Det Kriminalpræventive Råd betyder det ikke, at volden faktisk er steget. »Der er en klar tendens til, at anmeldelserne af vold stiger støt hvert år, men det siger ikke noget om, hvor mange i samfundet, der er udsat for vold,« siger hun og tilføjer med henvisning til den seneste offerundersøgelse fra Justitsministeriets Forskningskontor: »Volden ser ikke ud til at være steget, men danskerne er blevet bedre til at anmelde det.«

(…)

»Det er langt sværere at stjæle i dag,« fastslår han. »Mange forretninger og banker har færre kontanter, så der er mindre at komme efter, og det er mindre tilgængeligt. Derudover er en simpel ting som eksempelvis den elektroniske ratlås på biler vigtig. I dag har vi eksempelvis lige så mange biltyverier som i 1960erne, men vi har langt flere biler.«

Antallet af anmeldte biltyverier og indbrud i forretninger er faldet med omkring 75 procent siden 1995, mens antallet af cykeltyverier i samme periode er halveret. Indbrud i hjemmet er dog et eksempel på en tyveriform, der kun er faldet med ti procent.

Statistikken fortæller, at frygt er uden grund undtagen når den bekræfter det, så er der noget galt med dataindsamlingen. Og uanset er der ingen grund til at frygte, hvad der ligger bag frygten for vold når ratlåsen har sikret at du stadig har din bil vel hjemkommen fra hospitalet. For vores ændrede adfærd og ændringer i samfundet skal ses som et gode og ikke som at volden måske ikke er steget mere fordi folk ved hvad de skal undgå og hvornår. Kim Møller formulerer et opgør med en lignende artikel og også med fru Soldal Danmark, således

At antallet af anmeldelser stiger mere end sigtelser, kunne eksempelvis være fordi episoder med umotiveret vold er stigende. Det kunne også være med til at forklare, hvorfor den generelle tryghed er faldende, selvom ‘kriminaliteten’ overordnet set er faldende.

Det eksemplificerende overfald på homoseksuelle Marko Pogacar blev der aldrig sat etnicitet på, men som P4 København skriver, så er Region Hovedstaden et af de steder, hvor der har været en ’stor stigning’. Forbind selv punkterne, for hverken forskere eller medier gør det for dig.

Når hovedet er i ovnen lægger vi bare fødderne i fryseren og så kan alle ånde lettet op. Disse konkrete stykker hr og fru Danmark, Balvig og Soldal, nævner at unge mennesker har det langt bedre med autoriteter og derfor holder sig fra en kriminel løbebane og der henvises til en mere opklarende artikel fra Danmarks Radio, hvor det opklarende siges

- Det er vigtigt, at lokale aktører tænkes ind i arbejdet med at skabe et trygt og sikkert natteliv. Det kan være dørmænd, kioskejere, taxachauffører og andre øjne i natten, som fx kan kontakte politiet, hvis der er optræk til konflikter, siger Ingrid Soldal Eriksen.

Det Kriminalpræventive Råd anbefaler, at dørmænd og barpersonale er uddannet i konflikthåndtering, så de kan aflæse gæsterne og undgå at konflikter optrappes. Derudover bør diskoteker og barer have en ansvarlig udskænkningspolitik, da alkohol kan have en selvstændig effekt på voldskriminalitet.

Så der er sket et fald i volden internt blandt unge, fordi alle, de unge selv og dem omkring dem, er bedre til ikke at lade sig gribe af en beruset stemning - i nattelivet. Men nattelivet har aldrig holdt folk vågne om natten, hvis ikke de var naboer.

Utrygheden er steget fordi land er tabt. Fordi en kultur, som vi ikke forstår, målrettet arbejder på at indtage det fælles rum. Og hvad med de, der bor i Tingbjerg, Vollsmose, og andre berigede steder? Har de også en tendens til at anmelde vold? Eller, hvad der ligger bag, trusler. En fuld stodder man støder sammen med på dansegulvet er en helt begrænset episode.

Mustafa henne i nr tolv og hans slæng nede fra net-cafeen ved hvor du bor. Du bor i en kvarter, hvor hjemmeplejen er holdt op med at køre ud om natten, hvor postbuddet ikke vil komme, hvor ambulance og brandvæsen kun kommer eskorteret af politi - ja selv politiet kommer kun eskorteret af endnu mere politi. Og når borgmesteren med det relevante arbejdsområde besøger stedet med TV fordi busser ikke tør køre skyndsomt igennem området, demonstreres hans irrelevans med sten fra den herskende gruppe. Så hvorledes skal borgere føle sig trygge når deres gades reelle magthavere ikke blot ikke har det godt med autoriteter, men direkte kuer dem?

Og det er ikke kun banderne, men hele det fremmede kontingent. Fra de små shariakrav i institutioner, på arbejdspladser og i det offentlige rum i bytte for et vredesmoratorium indtil næste omgang overgangskrav stilles, nu med præcedens, til koranklodser i gadebilledet og alskens terrorsikring til besværliggørelse af hverdagen. Hele tiden skal man vægte sine ord, passe på med hvilken rute gennem byen man tager og kun praktisere sin nationale identitet i eget hjem - endnu. En enkelt tegning og det hele eksploderer. Men frygt ej, for Holocaust lurer rundt om hjørnet!

Mængden af manglende beviser tårner sig op

Diverse — Drokles on March 9, 2018 at 5:33 am

National Reviews Andrew C McCarthy har længe været den vigtigste skribent, hvis man vil forstå det komplicerede juridiske og efterforskningsarbejde i det politisk spil om efterforskningen af alting Trump og Rusland. Fordi efterretingsvæsnet kun havde en konkret mistanke om mulig kontakt til fremmede efterretningstjenester, til en lavere rangerende medarbejder i Trumps valgkampsmaskineri, Carter Page. Når jeg siger lavere rangerende, så var han ikke med i selv kampagne, men sammen med nogle venner havde han frivilligt fremstillet en rapport om sikkerhedspolitik, som han mente ville gavne Trumps udenrigspolitik.

For at kunne efterforske Page, en amerikansk statsborger, må efterretningstjenesterne indhente midlertidige dommerkendelser hos den såkaldte United States Foreign Intelligence Surveillance Court, en såkaldt FISA Warrent. Disse dommerkendelser blev indhentet bl.a på baggrund af den private efterforskning, som Demokraternes og Hillary Clintons valgkampsmaskine betalte den tidligere efterretningsagent Steele for. Steelerapporten var en kulørt samling påstande, bl.a om at Trump fik ludere til at tisse i en hotelseng i Moskva, hvor hr og fru Obama skulle have sovet under et præsidentielt besøg. FBI mistede også hurtigt tilliden til rapportens ubekræftede oplysninger og til dens ophavsmand Christopher Steele. Men det var ikke en viden, de syntes at ville belaste FISA dommerens dømmekraft med, som de ansøgte om genopretholdelse af deres overvågning af al Carter Pages korrespondence.

Det er i sig selv en lille skandale om magtmisbrug, som simrer for tiden. Men efterretningsvæsenets interesse for Carter Page syntes ikke at have så meget at gøre med hans ‘konspirative’ aktiviteter i forhold til udenlandske interesser, hvorfor ansøgningen om overvågning også måtte hviles på et dubiøst grundlag, som den stilling Page havde, nemlig en stilling på Trumps hold. Ved at overvåge hvem Page kontaktede overvågede man således også alle som Page havde kontakt med om de var under mistanke eller ej. Men ” they don’t stop there” skriver J E Dyer for Tablet Magazine og giver en mere pædagogisk forklaring af en af McCarthys fremragende analyser

A conspiratorial enterprise is bound to involve communications beyond Carter Page’s first circle of direct contact, so investigators need to look at the next circle as well. They may need to look further, depending on the communications patterns they find in the first two circles radiating from their named target. But under current rules, it’s the first two that government investigators can routinely gain access to in order to “uncover the full scope of a conspiratorial enterprise,” without needing to apply for further warrants.

This convention is referred to as the “two-hop” rule, and, like many provisions of surveillance law, has come in for criticism by civil libertarians. The original FISA was passed in 1978, before the internet age. After 9/11, information technology enabled surveillance operators under the Patriot Act, which complemented and in some ways overlapped FISA surveillance, to inaugurate a “three-hop” rule exploiting computer-networked communications to look well beyond the first-order contacts of a central subject (under Patriot Act surveillance, a terror suspect). This was done via presidential order and came as an unwelcome surprise to the public when the practice was revealed, and initially dubbed “warrantless wiretapping,” in 2005.

(…)

What this means in practice is that, under a single warrant, anyone Page had a text or phone call with in the Trump campaign during the brief months of his association with it in 2016, was fair game, as a direct connection, all the way through the end of the last warrant-extension period on Page in October 2017. The second-hop connections of those initial contacts—meaning everyone that those people had contact with—are also fair game. In other words, it’s likely that almost everyone on the Trump campaign staff was included in the universe of first- and second-order contacts of Carter Page. The entirety of their correspondence is therefore also covered by the initial warrant, regardless of whether or not they ever met or corresponded with Carter Page, or whether that correspondence referred to him in any way, directly or indirectly.

We got a glimpse of that reality from the recent report that Carter Page was in contact with Trump adviser Steve Bannon in January 2017, which could have allowed the FBI to look further into Bannon’s communications through October 2017. But it also allowed a probe of Bannon’s communications going back years before January 2017—as well as a probe of anyone Bannon was in contact with throughout that same period.

Dyer advarer om retssikkerheden for alle amerikanere, hvilket da også er væsentligt. Men mere prosaisk, når det handler om Trump, som er en besættelse hos medierne, så er det vanskeligt at se, hvorledes et russisk samarbejde med Trumps stab på nogen måde har kunnet skjules, så godt som efterretningstjenesten har kunnet belyse alle arbejdsgange og al kommunikation. Efterretningsvæsenet er altså gået langt over stregen for at understrege det bizarre i Den Russiske Fortælling.

Åh, man fandt intet af interesse hos Carter Page, der turnerede på de store medier med et underfundigt smil på læben mens nyhedsværter desperat forsøgte at fremstille ham som landsforræder.

Three Days That Shook Paris

Diverse — Drokles on March 7, 2018 at 3:11 am

Tænk hvis Charlie Hebdo havde haft ret til at bære våben.

Sejrherren Krarup XI - Rystelsen

Diverse — Drokles on March 3, 2018 at 4:49 am

Ikke alle reagerer som Uffe Ellemann gjorde for et års tid siden, med at indrømme at ‘man’ tog fejl uden at se sig selv i spejlet. Nogen, måske endda med Uffe Ellemanns tarvelige niveau, vil opretholde sin gamle fjendebilleder og vedblive sin moralske fordømmelse af dem, der havde ret, hvor ‘man’ selv tog fejl. Den tidligere minister og Venstreformands ord er værd at genlæse, hvis man vil se, hvor tarveligt et menneskes sind kan være - i hvert fald når man hedder Uffe Ellemann Jensen

Det er altså en gigantisk opgave at forsøge at integrere mennesker, der kommer fra så forskellige baggrunde, så jeg vil ikke sige, at vi har været for tolerante - vi har nok været for dårligt forberedt, og det giver nogle sammenstød hist og her. Der er den der med håndtrykket, der er den der med badereglerne i Århus. Der er sådan forskellige ting, der begynder at dukke op.

“Vi” har været for dårlige, “nogle sammenstød hist og her”, som “den der…”, der ikke er de årlige og stigende milliardudgifter, forpestningen af hele boligkvarterer og store dele af det offentlige rum, de mange ofre for personfarlig kriminalitet og det alarmerende høje terrorberedskab, hvor vi indtil videre heldigt har undgået indtil flere massemord. De små ting som håndtryk og baderegler er det eneste, der for Ellemann Jensen “begynder at dukke op” - i 2017. 2 år efter at Frankrig erklærede sig i undtagelsestilstand (de nu har erstattet med en terrorlov, der grundlæggende er en normalisering af undtagelsen).

Og når det bare er ‘den der’ med ‘badereglerne’ som ‘vi’ har været for ‘dårligt forberedte på’, så fratager det selvfølgelig også, de der havde ret til at kræve, hvad der retteligt er deres, nemlig sejrstrofæet i form af en indrømmelse og dermed en undskyldning for alle Ellemannernes fatale svigt af dømmekraft og siden ondsindede udskamning af alle, der afslørede slige svigt. Hos Ellemann får man bødlens foragt for sit offer

Sådan en mand som Søren Krarup har jo hele tiden været det der meget, meget bastante, som sagde ”luk af, det her er det største problem, bare luk af”. Det har man jo ikke kunnet.(…)

Dem, som siger, at det her er et stort problem, og at det overhovedet ikke kan løses, vi kan ikke have muslimer i Danmark, det kan vi ikke bruge til noget. Det svarer til de løsninger, man sidder og finder på i værtshuset i »Den Politiske Kandestøber.

Den mest udtalte reaktion er ikke Ellemann Jensens nedgroede forbitrethed over virkelighedens demaskering af hans intellekt, men at være rystet. Som rådmand for Beskæftigelse- og Socialområdet i Odense Brian Nybro fra Socialistisk Folkeparti, da TV2 viste, hvad der nu ikke længere kunne skjules, indvandrere på kontanthjælp, uden evner og sprog. “Vi har fejlet som samfund” konkluderede han efter at have “ærligt” indrømmet sin rystelse. Ja “vi” har, hvis samfundet er venstrefløjen og de anstændige borgerlige, som Uffe Ellemann.

Rådmanden med ansvar for beskæftigelse og integration skulle først komme til at kende virkeligheden for sit eget ansvarsområde da en TV station gjorde det umuligt for ham at leve i løgnen. Og han indrømmede kun sin rystelse fordi TV konfronterede ham. Om to år er rådmand Nybro sikkert rystet igen, måske over endnu et hospital, der er blevet stormet af en ‘bande’, hvem ved? Fordøm ham dog ikke, det er habituel politikertænkning, selv Pia Kjærsgaard kan blive rystet, når PET fortæller hende om, hvorledes forskellige politikere, erhvervsfolk og debattører er at finde på en dødsliste udarbejdet af… - og Kjærsgaard lever endda allerede under politibeskyttelse.

Også Socialdemokratiets Formand Mette Frederiksen var rystet over mængden, udgifterne og de mentale afstande til de mennesker, hun importerer til landet. Det er stadig mennesker Frederiksen taler om, men nu skal de tage sig gevaldigt sammen og hun istemte den borgerlige regerings impotente symbolpolitik. Hendes løsning er at rive huse ned, der engang blev bygget på Socialdemokraternes modernistiske drømme om at lønmodtagere skulle bo flot og tidssvarende i grønne omgivelser.

Selv den europæiske storimportør af mænd i den våbenføre alder fra fortrinsvis Levanten og Afrika, den tyske kansler Angela Merkel indrømmer at der er no-go zoner i Tyskland. “‘There are such areas and one has to call them by their name and do something about them,’” citerer Daily Mail hende for at sige. Hun brugte ikke selv udtrykket no-go zone dog og adspurgt svarede hendes talsmand Steffen Seibert at; “‘the chancellor’s words speak for themselves”. Med andre ord regner Merkel ikke sig selv for at være ‘the one who has to call them by their name’ og vel derfor heller ikke den der kommer til at ‘do something about them’.

Merkel var ikke rystet, dog, som ‘ledende politikere’ i Tyskland havde været da der i december blev råbt, hvad tyske medier betegnede som “antijødiske slagord“. Antijødiske slagord er ord såsom, “Død over jøderne!”, “Død over Israel!”, “Israel er barnemordere!” og “Jøder, husk på Khaybar. Muhammeds krigere vil komme igen!”. Ja, og 1 mill af dem kom vandrende i 2015 og derefter, mennesker som Merkel nu er lidt mere loren ved at have inviteret, så loren faktisk, at nogen snart må bruge de rette ord og gøre et eller andet.

De nogen bliver ikke den danske regering, for Løkke støtter Merkels krav om at andre lande skal betale hendes regninger og tage imod Muhammeds krigere, som hun har inviteret indenfor. Herhjemme skal det udløse dobbelt så strenge straffe for visse forbrydelser, hvis de bliver begået i en ghetto. Således skal Danmark, i skønneste muslimske stil, være opdelt i krigens og fredens huse. Og for at accelerere den udvikling, skal der sparkes til gløderne, så der ikke vil være den egn i Danmark der ikke længere er dansk. Og så vil den næste pakke være dobbelt så strenge straffe i hele det ganske land. Og hvorfor ikke, hvis strengere straffe er godt på en matrikel, hvorfor så ikke den næste og alle sammen - og hvorfor ikke allerede nu?

Det er de samme tanker, der også går igennem Frederiksens planer. Ud over endnu mere stat, der skal sørge for uddannelsespålæg, fritidsjob, automatisk vuggestue fra 1 år, nærpoliti og generelt mere af den integrations-industri, som hun end ikke selv kan se nytten af. Fordel problemerne, så glider det hele lettere. Ja, en stund vil det virke således og så meget endda, at incitamentet til at gøre noget reelt, sætte en prop i og begynde på repatrieringen falder til 90er niveau. Og det stiger først igen når smertegrænsen nås igen. For gymnasier hedder den smertegrænse 30% ifølge den gode tone. Derefter bliver det hele ubærligt og kollapser.

Så nej, når politikere som Merkel siger, nogen må gøre noget så der bliver ikke gjort noget. Især når “Ritzau fortæller, at der i Socialdemokratiets nye principprogram kommer til at stå, at Danmark skal fortsætte med at tage imod flygtninge“. Heller ikke selv om Morten Østergaard fra de Radikale ikke mindre besøgte virkeligheden. 2 dage skulle der til, så kunne han se “at vi har brug for nye måder at løse vores problemer på”, som han fortalte i en annonce.

For 12 år siden havde det Socialdemokratiske Frit Forum, inviteret Søren Krarup til at tale om sin bog om Systemskiftet 2001. Berlingske havde en morsom reportage, der nu ikke længere er at finde på nettet, men Monokultur, bragte et uddrag, hvori det bl.a hedder

Han tæsker videre. På radikale og socialdemokrater. Ingen af de unge socialdemokrater forsøger at gendrive påstanden om deres partispidsers svig over for den danske befolkning og nationen. De kommer ikke deres politiske forældre til undsætning. Og der synes kun at være givet to muligheder, to forklaringer herpå. Enten har de opgivet at forsvare dem. Eller også lystrer de Krarups bud på danmarkshistorien. Der er ingen tabere til stede i lokalet til at svare på, hvilke af de to muligheder der er mest betænkelig. Her er kun aspiranter i kampen om Danmark samt en gammel sejrherre, der læser og påskriver disse.

Som Berlingske Tidende skrev i lørdag

I miniformat er Morten Østergaards ryk et eksempel på, at flere af partierne i rød blok når frem til nye erkendelser her i 2018. Socialdemokratiets stort anlagte udlændinge- og asyludspil er af historisk karakter - både når det gælder den usminkede beskrivelse af indvandringens konsekvenser, og når det handler om at fremlægge forslag, som partiet vendte ryggen til for blot få år side

Indeed. Når man hører Mette Frederiksen, Socialdemokratiets ellers skingre formand, stille kulturmødet således op

Man skal ikke tage fejl af, at det at kæmpe som individ mod en kultur, man er født ind i, er en af de allersværeste kampe, der finders. Derfor bliver samfundet nødt til at stille sig på den rigtige side, og det er selvfølgelig ikke at fastholde et syn på ligestilling eller børneopdragelse, som ikke er foreneligt med et moderne samfund.

Frederiksen vil, som Merkel, heller ikke bruge de rette ord mens hun som opposition har en gratis omgang med at opliste allehånde krav om forandring og sadle nye skeer på suppen. Men det er store ord, fra en tidligere justitsminister, der i 2014 mente at reglerne var strammet så meget, som det var muligt. Senere, da hun igen blev fri af ansvarets byrder, skelnede hun mellem sig selv som politiker og sig selv som justitsminister og ville nu ’stramme’ mere end, hvad “justitministeriet rådgav den daværende regering om”, som hun forklarede Clement et par år senere. “Var den vurdering forkert?” spurgte Clement hende tre gange uden at få svar fra Frederiksen, der bare forklarer at hvad man får af råd og vejledning fra sit embedsværk bliver præsenteret af regeringen uanset hvilken farve den har “og sådan kommer det nok også til at være i fremtiden!”

Ja, men ordene, som nu kun mangler for at hun helt har kapituleret er, at islam er i opposition til Danmark har vi nu fra andre end “Sådan en mand som Søren Krarup”. Frederiksen siger rent ud at, hvis der skal være en fremtid for et godt Danmark skal muslimerne ud af islam - hvilket hun kalder en af de allersværeste kampe, der findes for et individ. Og det er danskerne, der skal lede an i den kamp for selv er de fortabt i mentale tåger. Det er en kulturkrig ført mod muslimer hun vil have, med statslige og institutionelle våben.

Danmark er gået mod mørkere tider med stigende udgifter og negerafgifter og normalisering af en grasserende terrortrussel, siden Krarup skosede de unge sosser for deres partiers svigt. Men debatten har altså rykket sig, selvom mange endnu ikke vil erkende omfanget og dybden af deres svigt, endsige undskylde. De lyder stadig som hvis Mohamed Lahouaiej Bouhlel erkendte ikke at have være en tilstrækkeligt hensynsfuld trafikant. Bouhlel er i fængsel og Ellemann ligger på historiens mødding, hvor han føler sig for fin til at give en kvajebajer til resten af værtshuset.

Den Rhodesiske Løsning

Diverse — Drokles on March 1, 2018 at 11:44 am

Da den amerikanske Kongres republikanske formand for efterretningsrådet offentliggjorde, hvad han mente var summen af efterretningsvæsnernes efterforskning af Trump-Rusland samarbejdet, det såkaldte Nunes-notat, lød der stærke protester fra efterretningstjenesterne, der mente det ville bringe nationens sikkerhed i fare - det gjorde det ikke - og fra Demokraterne, der mente at amerikanerne var bedre tjent med perserende rygter om, at de muligvis blev regeret af en marionetregering, indsat ved et de facto statskup og kontrolleret af en fremmed og fjendtlig statsmagt, fremfor sandheden. Demokraterne truede med selv at offentliggøre et notat, Schiff-notatet, som en modvægt, men pegede bemærkelsesværdigt ikke på en eneste fejl, udeladelse eller fejlfortolkning i Nunes-notatet.

I stedet havde Schiff-notet taget så meget ‘kontekst’ med at justitsministeriet tøvede med at tillade dets offentliggørelse grundet efterretningsvæsenets indvendinger imod afsløring af navne og arbejdsgange. Det var let at se at det var for at dreje historien fra at efterforskningen at Trump-Rusland var en dødssejler, hvilket blev bekræftet da man sigtede nogle i Rusland bosiddende russere for at lave spas med amerikanerne via ‘fake news’ på nettet og dårligt besøgte demonstrationer, der skulle tjene til at så lus i amerikanernes skindpels. De eneste der reagerede efter russerne ønsker var venstrefløjen og medierne, der mente at landet var i krise, Trump var Hitler, styret af Putin, bindegal og inkompetent og at Verden aldrig ville kunne heles igen og derfor tyede til vold og trusler og kæmpe protestdemonstrationer, hvor dissens blev afsværget som landsforræderisk misogyn racisme.

Efter at Justitsministeriet endeligt har luget ud i oplysninger der kunne skade efterretningsvæsenets arbejde er Schiff Notatet endeligt blevet udgivet, så alle kan se at det bekræfter Nunes-notatet og det endnu alvorligere, at FBI opnåede dommerkendelser op baggrund af Steele-rapporten (den med luder-tisseriet i Moskva).

Man ved at floromvundet sprog tjener det fordækte. Klar tale er udtryk for klar tanke og har du rent mel i posen taler du lige ud af den. Andrew C McCarthy har en grundigere gennemgang i National Review (og McCartys helt nørdede gennemgang, som svar til David French, redaktør af National Review) og skriver bl.a om Schiff notatets forsøg på ‘The Rhodesia Solution’

Another major takeaway from the Schiff memo is that the FBI and the DOJ withheld from the FISA court the fact that Steele’s work was a project of the Clinton campaign. Naturally, the reader must ferret this admission out of a couple of dense paragraphs, in which Democrats risibly claim that the “DOJ was transparent with the Court about Steele’s sourcing.”

How’s this for transparency? The FISA warrant application says that Steele, referred to as “Source #1,” was “approached by” Fusion GPS founder Glenn Simpson, referred to as “an identified U.S. person,” who

indicated to Source #1 that a U.S.-based law firm had hired the identified U.S. Person to conduct research regarding Candidate #1’s [i.e., Trump’s] ties to Russia. (The identified U.S. Person and Source #1 have a longstanding business relationship.) The identified U.S. Person hired Source #1 to conduct this research. The identified U.S. Person never advised Source #1 as to the motivation behind the research into Candidate #1’s ties to Russia. The FBI speculates that the identified U.S. Person was likely looking for information that could be used to discredit Candidate #1’s campaign. [Emphasis in Schiff memo, p. 5]

The first thing to notice here is the epistemological contortions by which the DOJ rationalized concealing that the Clinton campaign and the DNC paid for Steele’s reporting. They ooze consciousness of guilt. If you have to go through these kinds of mental gymnastics to avoid disclosing something, it’s because you know that being “transparent” demands disclosing it.

Monokultur kører på WordPress