Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 520

Deprecated: Function set_magic_quotes_runtime() is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 18

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_PageDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1244

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_CategoryDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1442

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class wpdb in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/wp-db.php on line 306

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Object_Cache in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/cache.php on line 431

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Dependencies in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/class.wp-dependencies.php on line 31

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Http in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/http.php on line 61

Warning: explode() expects parameter 2 to be string, array given in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-content/plugins/bannage.php on line 15
Monokultur » Dansk Folkeparti


Det vi alle mener

Begrebet post-faktualitet er venstrefløjens seneste offensiv mod dissens i offentligheden. Beskyldningerne mod alle nye og højredrejede medier for at sprede fake-news hviler på en antagelse om de etablerede medier ikke gør det samme. På Liveleak, Youtube og de sociale medier kunne vi alle konstatere det postfaktuelle i mediernes mange historier og kolporteringer om hvorledes der var tale om hele familier, udledsagede flygtningerbørn og/eller højt specialiseret arbejdskraft, især som læger og ingenører. Det var surrealistisk.

Vi burde ellers være godt vant når indvandring, åbne grænser og multikulturalitet stadigt beskrives som et gode og en økonomisk bæredygtig fremtid når virkeligheden er stik modsat. Vi kan se at de multietniske samfund ofte kollapser i borgerkrig og hvor umuligt det er at smide en herboende vaneforbryder hjem til den møgbunke han rejstre fra fordi de sekteriske forhold i snart sagt hele resten af verden gør at alle er forfulgt af alle.

Det er helt naturligt for medierne i samklang med venstrefløjen at kaste sig over det lille medie Den Korte Avis. Da en vært på en af Danmarks Radios ungdomskanaler opfordrede til boykot, rammede DR’s nyhedschef Naja Nielsen ganske rigtigt hovedproblemet ind, da hun i NEWS-magasinet Presselogen sagde “at hele indslaget er problematisk, for det har tonen af, at det er noget, som vi alle sammen mener.” Den pointe kan man roligt strække ud til en generel beskrivelse af medierne i Danmark og tærske langhalm på til køerne kommer ind med de nye kartofler.

At være direkte imod venstrefløjens dagsorden er så odiøst blandt medierne at man problematiserer at DKA er holdningsjournalistik, skønt Dagbladet Arbejderen får tifold i medistøtte og Modkraft det dobbelte. Det må man til Uriasposten for at få at vide og den får nada i støttekroner. Kim Møller skriver videre og rigtigt om reaktionerne på Dansk Folkepartis Kenneth Kristensen Berths nøgterne betragtninger om grænsekontrol

Alt imens statsstøttede dagblade fører kampagne mod uafhængige højrefløjsmedier, kører de nyhedshistorier der burde være omfattet af ‘fake news’-begrebet.

Mediestormen mod Kenneth Kristensen Berth er et godt eksempel, og det er værd at gengive professor Emeritus Uffe Østergaards ord, som de faldt i gårsdagens Reporterne på Radio24syv.

Jeg er bange for at han er kommet til at begå den for en politiker, så ubehagelige ting, at sige sandheden. … det er ikke rart at høre på, men grænser kræver altså faktisk en magtanvendelse.

… det er ubehageligt, men det er altså det man logisk set siger, når man siger man vil have grænser og grænsebevogtninger.

Det ligger i vores almindelige offentlighed. Vi kan ikke lide at høre sandheden.”

Information havde en hel kavalkade af sandheder fra Dansk Folkeparti, som de rubricerede som kontroversielle. Som Morten Messerschmidt, der har sagt at “muslimer, der bekender sig til den islamiske ideologi, er tabere eller bliver tabere. De ønsker jo ikke en samfundsmodel, som kan skabe tålelige forhold for mennesker“. Kontroversielt for medierne fordi beviserne på det modsatte bare er så overvældende. Af samme grund bliver Krarups sammenstilling af hagekors og islamisk hovedbeklædning skræmmende, som medierne også skræmmes over Pia Kjæsgaards Kemal Atatürk citat “Der er kun én civilisation, og det er vores” og Martin Henriksens logiske påpegning af “at skilte på arabisk signalerer (..), at hvis man ikke gider lære dansk, så indretter Danmark sig efter dem – og ikke omvendt“.

Og Danmarks Radio syntes også Geert Wilders er vildt kontroversiel for at udtale at koranen er fascistisk, at man burde lade “hovedtørklæderne blafre i parken“, at “Der er absolut en sammenhæng mellem islam og kriminalitet” og at der er en kamp igang mellem os og muslimerne. På TV2 kan man endda gøre julehilsen til noget kontroversielt, hvis det falder ud af Trumps mund: “Trump med kontroversiel erklæring: - Nu må I sige ‘glædelig jul’ igen” Gys! Og Trump kan virkeligt godt lide julen.  Alt er kontroversielt når det kommer fra folk, der ikke er venstredrejede. Fordi “det er noget, som vi alle sammen mener”

Det er en af venstrefløjens metoder til at styre debatten og venstrefløjen synes at der er for meget fokus på islam. Men medierne fokuserer faktisk ikke så meget på islam, som islam bringer sig selv i fokus og i dag har islam haft en travl dag. I Tyrkiet har kurderne myrdet 38, deraf 30 betjente, i et kombineret angreb med en bilbombe og en selvmordsbomber. I Aden/Yemen har Islamisk Stat dræbt 48 soldater i et selvmordsangreb, da soldaterne skulle have løn udbetalt. I Egypten har terrorister (IS eller aQ) dræbt 25 i et angreb på en kirke…. og så har Islamisk Stat også lige erobret den syriske by Palmyra ved et overraskelsesangreb, og har i den forbindelse erobret bl.a. 30 af Assads kampvogne.

Hvem skal betale for minoriteterne?

“Who’s gonna pay for my kids?” råber en kvinde vredt til en hvid mand, der tæskes på åben gade af et par sorte yngre mænd. Den hvide mand, der også får sin bil stjålet i samme ombæring, bliver beskyldt for at have stemt på Donald Trump.

Donald Trump er en hadefuld, verdensfjern, sexistisk islamofob og jødehader” skrev Zenia Stampe, selv blottet for had, på sin Facebook væg. Jeg vil ikke fortabe mig i en diskussion om alle disse udsagn. Had er en følelse og jeg kender ikke The Donald godt nok til at udtale mig om Zenia har ret. Jeg synes også det er lige vel friskt nok at beskylde en mand, der har tjent mia. - og tro mig, Trump er rig. Jeg mener virkeligt, virkeligt rig, okay? - på noget så jordnært, som sine mange forskellige forretninger, for at være verdensfjern. Men jeg vil dvæle lidt ved modsætningerne i udtrykket “sexistisk islamofob” efter lige først at have anholdt beskyldningen om Trumps jødehad med et citat fra en alt andet end venlig artikel i det venstreorienterede jødiske Tablet Magazine, hvor det hedder

Trump has an intimate familiarity with Jewish practice and Jewish life. His daughter, Ivanka, converted to Orthodox Judaism in 2009; if elected, Trump would be the first president to be the parent and grand-parent of observant Jews. Ivanka’s husband, real-estate magnate Jared Kushner, is an Orthodox Jew and one of Trump’s top advisers. The Trump Organization’s longtime chief financial officer and general counsel are both observant Jews, and Trump has the support of perhaps the single most important political donor in the American Jewish world—Las Vegas casino mogul Sheldon Adelson. Though he is a deeply repellent political figure to many American Jews, Trump can plausibly claim that Jews and Judaism are closer to the center of his life and work than they are for his opponent, former Secretary of State Hillary Clinton.

Trump’s favored Jews have a seemingly limitless confidence in their benefactor’s personal qualities. The Trump they know is decisive, serious, tolerant, and generous, and they’ve formed their impressions out of years or even decades of personal experience with the man. Despite this special access, their belief in Trump himself—which is often independent of any deep ideological kinship—helps demystify exactly why the real-estate developer, who is so blatantly and viscerally unpalatable to tens of millions of Americans, appeals to tens of millions of others.

The Trump Jews also hint at some of Trumpworld’s defining organizational tendencies. With the possible exception of Sheldon Adelson, every one of the major Trump Jews has known Trump for years, is personally friends with Trump, or is connected to his family through marriage. One of Trump’s Jews is known to be a registered Democrat. One of them was a leading Democratic donor who has a tortured history with one of Trump’s most dedicated surrogates.

Trump talte til amerikanerne som amerikanere, et hele, modsat Hillary, der hele tiden talte om allehånde minoriteter, som skulle tilgodeses. Hillarys beskrivelse af halvdelen af Trumps vælgere som ‘irredeemalbe’ og ‘deplorable’ (fortabte og begrædelige), som Obamas beskrivelse af mange amerikanerne som klyngende sig til deres bibel og skydevåben udkrystaliserer den pointe. Trump vil have det fælles og det kræver lige muligheder og det kræver overholdelse af samfundskontrakten, som er ens for alle borgere, der er frie til at vælge en identitet i privatlivet.

Hillary lover mange forskellige vælgergrupper at tilgodese deres behov og fremtiden står på et evigt ekspanderende vælgerkorps af minoriteter. Det er globaliseringen, det er hvad de unge vil have, det fortæller fokusgrupperne og det kommer væltende over grænsen. På sigt vil der ikke være grundlag for at være konservativ, andet end at leve isoleret i en udørk, fortabt med sin bibel og knugende sit skydevåben. Men problemet er, at man tilgodeser kun nogen på andres bekostning. Så hvor Trump vil tilgodese amerikanerne som et hele på bekostning af Wall Street og konkurrerende nationer, der udnytter de unfair aftaler, så tilgodeser Hillary sine mange minoriteter på bekostning af flertallet. Det kan Hillary kun gøre så længe flertallet er til at dræne for flere specielle rettigheder.

Efterhånden som flertallet, amerikanerne flest, eroderes via indvandring og metastaserende identitetspolitik skal minoriteterne tilgodeses på bekostning af hinanden og der bliver nu ikke længere tale om at tage fra de rige/mange for at give til de fattige/mange få, men om omfordeling af de resterende ressourcer. Og omfordeling slider på den gensidige loyalitet for alle var med da alle ville få. Og selv blandt de dele af flertallet, der holdt ved at dele ud af arven vil det akademiske spørgsmål, om det er appropriation at lære så meget af dem, trænge sig på. Det kulturmarxistiske paradigme vil bryde sammen under vægten af egne indre modsætninger. Og her er vi tilbage til det besynderlige “sexitiske islamofob”, for hvis man har et problem med sexisme og misogyne holdninger har man et problem med islam og så er man islamofob.

Problemet for Stampe, Hillary og venstrefløjen er at der ikke er noget, der kan samle minoriteternes interne modsætninger andet end had. De hader the Donald og Dansk Folkeparti og højrebølgen, den hvide mand, historien og den klare tanke og tankens ærlige sprog. Og det er hvad der kitter venstrefløjen sammen, had. De hader ikke at have noget at indvende mens der stadig er forpligtelser, så opfinder nye definitioner på sig selv og på undertrykkelse, som fritager dem deres forpligtelser. Så de hader majoriteten, der holder fast på den virkelighed ingen kommer udenom. De hader at tabe, men de ville gå til grunde hvis de vandt. Vi andre prøver at begrænse ødelæggelserne.

Seeberg tilpasser sig Brexit

Gitte Seeberg er en af de emotionelle EU-tilhængere. Her, næsten to uger efter Brexit, er hun stadig i chokfasen og har svært ved at udtrykke en sammenhængende tanke.

Man kan vist med rette spørge sig selv, hvad i alverden det er for en verden, vi lever i i øjeblikket. Vælgerne i UK sagde ja til at forlade Unionen.

Ja, hvad i alverden er det for en verden, hvor nogle ikke vil være med i EU? Det er crazy. I samme ånd kaldes danskernes nej til at ophæve de retlige forbehold - de forbehold, der var betingelsen for at ændre vores nej til Unionen til et ja mindre end et år senere - for en “fuldstændig vanvittig disposition”. Men det er sammenbruddet i Seebergs logik, som fortjener lidt opmærksomhed

Camerons populisme har bragt landet ud i en dyb krise. Og dermed også EU.

Ved hun at hun skriver at det er UK, der dermed er den store i det forhold? Ikke det bedste forsvar, men selv om hun sikkert ikke vil indrømme det, er det den antagelse, der ligger bag hendes ræsonnement - og hendes emotioner. For hvorfor hidse sig op over at et land har kastet sig ud i en svær situation, hvis ikke man er den berørte part? “Egentlig kan man ind i mellem fristes til at give fanden i de englændere.” skriver Seeberg, før hun tvinges til at indrømme “Men desværre er UK jo rigtigt vigtig for os alle”.

UK er en stærk militær nation. Stort NATO land og vigtig spiller, ikke mindst i forhold til USA. USA og UK er mere enige end USA og Frankrig eller Tyskland. Den tætte relation gavner også os andre i EU ikke mindst, da både USA og UK gør det stærkt på terrorbekæmpelse.

Så Brexit er altså mest EUs tab. Mens englænderne har givet fanden i EU har Seeberg ikke samme luksus til at give fanden i englænderne. Og hvad er perspektivet?

For hvor går samarbejdet i EU hen, hvis vi får Marine Le Pen som ny fransk præsident i Frankrig? Ellers hvis en nationalist vinder omvalget i Østrig til præsidentposten? Måske lige suppleret af Donald Trump som præsident i USA. Ingen i Europa vil klappe af dette.

Måske nogen i Europa alligevel vil klappe. De såkaldt populistiske bevægelser er jo folkelige, og så meget de får magt, så mange klapper. Men som Seeberg blander sine sorger sammen, bliver den kommende amerikanske præsident til EUs problemer. Ak ja, et forsvar for en konstruktion, der hverken tåler dissens eller amerikanske præsidenter. Men der løber flere soger på i disse tider og de er hjemlige

På vores egen hjemmebane fører landets store aviser kampagne for at få Danmarks nye nynationalistiske parti i Folketinget. Partiet er mod skat, mod udlændinge og mod EU og sikkert rigtig meget mere. Taler til globaliseringsangste. Aldrig har så ukendte kandidater fået så meget spalteplads. Udfordringer er der nok af.

Seeberg har ret i, at medierne ikke giver Nye Borgerlige samme fjendtlige behandling, som var Dansk Folkepartis skæbne de første ti år. Her kunne man med jævne mellemrum se og høre diverse eksperter prøve at patologisere partiets vælgere, stille sig det spørgsmål, hvorfor nogen kunne finde på at stemme på dem. Allerede dengang vidste man ikke, hvad i alverden det var for en verden vi levede i. De samme spørgsmål stillede de undrende medier også til eksperter om EU-skeptikerne i 1992 og 93. De var sikkert bange for udviklingen, at det gik for stærkt, de havde ikke den fornødne uddannelse og det dertil hørende udsyn. Verden var global og det fordrede en snæver europæisk union, det kunne alle da forstå. Blot ikke i provinsen, hvor førtidspensionisten drikker bloktilskuddet op.

Jo, nye borgerlige er blevet behandlet med en hvis fascination og nysgerrighed af medier, der sanser at der sker noget i folkedybet, som det for nuværende kan være mere spændende at følge end bekrige. Men medierne har aldrig ført kampagne for et parti som de gjorde det for Ny Alliance. Ukritisk godtog de Seebergs nok-er-nok floskel og så det som et sandt folkeligt opgør med de pauvre masser, der havde stjålet sig en ufortjent opmærksomhed. Altså lige indtil partiet brændte sammen et par måneder efter under vægten af sine egne populistiske selvmodsigelser, personlige stridigheder og inkompetence. Men kendte, det var de.

Og intet ser ud til at have ændret sig i synet på folkedybet. Det er folk, der blot er imod sikkert rigtigt meget, globaliseringsangste og ukendte som de er. At de vil kunne danne flertal, vil ingen klappe ad, ingen værd at regne med i hvert fald. Seebergs tilpasningsreaktion kan meget vel overskride de 6 måneder.

Brexit vender kåberne

Dansk Folkeparti, Demografi, Diverse, EU, England, Euro, Forår?, Ytringsfrihed, Økonomi og finans — Drokles on June 8, 2016 at 10:36 am

De fleste politikere flyder, som alle andre karrieremagere, stolt med strømmen. For eller imod EU handler om, hvad der er opportunt, hvorfor både højre og venstre side af salen mener at det er godt med fælles løsninger i EU regi, så meget endda, at ægte national selvstændighed kun kan opnås gennem kommissionens diktater. Så hvad sker der med dette konsensus når stemningen vender, som vi ser i England? De hurtige med rettidigt omhu, orienterer sig forsigtigt mod nye tider. Som Altinget citerer Syed Kamall, “britisk konservativ og leder af den EU-skeptiske ECR-gruppe i Parlamentet, som også tæller Dansk Folkeparti”

De fleste i leave-lejren ønsker faktisk ikke at forlade EU. De ønsker en ny afstemning baseret på bedre betingelser“,

En ængstelig kampagne fra den front, med andre ord. Hjertet ikke rigtig med, mere frygt for at stå på den forkerte side af en folkestemning. Økonomen Nouriel Roubini advarede om at et Brexit kunne starte en kædereaktion af uafhængighedsbevægelser i Europa, der kunne betyde enden for EU

“It would create a huge amount of uncertainty, about not just Britain but the future of the European Union,” Roubini said of a British exit, or Brexit, from the bloc. If Britons vote to leave the EU in the public referendum scheduled for June, Roubini told Bloomberg, “you could have the beginning of the end of the European Union.”

Roubini, who earned the moniker Dr. Doom for his accurate prediction of the 2008 financial crisis, said a Brexit would catalyze other breakaway movements across Europe. Scottish separatists would gain momentum in their desire to leave the U.K., while the Catalan independence movement would press harder to split from Spain, the New York University economist predicted. A long-feared Greek exit, or Grexit, could soon follow.

But even less restive states could be spurred to action, Roubini said, including nations like Sweden that are members of the EU but do not participate in the eurozone monetary union.

(…)

Mario Draghi, president of the European Central Bank, has indicated that even though the U.K. doesn’t use the euro, the country’s exit could destabilize the eurozone. A Brexit “would have implications of a systemic nature, and these would not be positive for the European monetary union,” Draghi said earlier this year.

Og økonomen Jim Mellon advarer englænderne mod at blive ombord og ““sinking with the European ship.””

Mr. Mellon — referred to be some as ‘Britain’s answer to Warren Buffett’ — has concluded from his assessment of the current economic climate that Britain is “better off outside the European Union in a comfortably appointed lifeboat in the English Channel, as the Euro Titanic sinks to the bottom of the ocean.”

The reason Mr. Mellon’s assessment is worth listening to is because he was one of the few economists to forecast the most recent economic recession, correctly predicting that the U.S. housing crisis would be the “trigger” for that in his book ‘Wake Up!: Survive and Prosper in the Coming Economic Turmoil’.

Mr. Mellon sets out what he says are the clear reasons for the impending collapse. France and Italy are in “debt traps,” meaning the are not able to grow their way out of evermore expanding debts.

Meanwhile, structural reforms are not available to a French government prevented from employing such measures by striking workers, and in Italy the banks are in “perilous trouble”, as reported previously by Breitbart London. For these reasons, Mr. Mellon says:

“France and Italy are probably going to be the key factors in the implosion of the Eurozone.”

Mr. Mellon concedes that “most people don’t talk about it,” but adds “most people didn’t talk about the coming U.S. housing crisis in 2006.”

He gives it about three to five years before a “big problem in the bond markets in Europe” which will lead to the collapse of the euro and a “continent-wide depression.” Merely being outside the Eurozone will not be enough to shield us from harm at that time, Mr. Mellon says, as:

“For sure, we will be invited or forced to join in a bailout no matter what the various treaties and so forth say.”

Evidencing this he cites the examples of the Greek and Irish bailouts, and extra money paid into the EU despite Prime Minister Cameron’s pledge that such payments would be made “over his dead body.” He states that “we can’t believe anything that Cameron and Osborne say about their future actions in regard to solidarity with Europe if France and Italy go bust” — something he believes is “a certainty”.

Mr. Mellon does identify a potential for rejoining a “genuinely reformed European Union post that event”, but he sees the UK as being “better off” outside the EU.

Concluding with his “bottom line message as a businessman, as an economist, as someone who has got a good record in forecasting” he reiterates that staying in the EU will leave us in “deep trouble” and “sinking with the European ship.”

Jeg kan anbefale Brexit - The Movie, hvis man på nogen måde har kunnet overse den, eller som en variation Paul Joseph Watson - hvis man kan holde hans anmassende facon ud. Men Nigel Farage fortjener

Love is in the air

Vi kan overvinde had ved at imødegå negative stereotyper og fordomme gennem dialog og næstekærlighed” skriver Ayan Yasin, “studerende og veninde med de to voldsofre”, i Politiken. De to voldsofre er Nada Musse og Ayaan Ahmed, der blev “verbalt og fysisk overfaldet af tre etniske dansker – en mand og to kvinder – efter et cafébesøg i Odense” og det var “en forbrydelse motiveret af had til og fordomme mod muslimer og er en konsekvens af folkevalgte politikeres indvandrerfjendtlige polemik og propaganda mod den muslimske minoritet i Danmark.”

Hvad kan vi lære af denne hadforbrydelse? Hvordan får vi vendt skuden? Al had er tillært og kan derfor aflæres. Vi kan overvinde had ved at imødegå negative stereotyper og fordomme gennem dialog og næstekærlighed.

Hadforbrydelser er et åbent angreb på vores danske værdier og skal bekæmpes med handlinger af godhed. Vi, flertallet, kan ikke tie længere. I lyset af had er tavshed dødbringende. At tie er at samtykke, og apati kan tolkes som accept.

Godt de stakkels ‘Sharia-aktivister‘ ikke var fra Politiet. Men jeg modstår fristelser om at nævne moskeer, koraner, Muhammeds udsagn, kriminalstatistikker, Frankrig i undtagelsestilstand, terror mod jøder, Islamisk Stat…. Hmmm, Islamisk stat og tonen i debatten, det minder mig om noget jeg læste tidligere i debatten. Åh jo, “Socialdemokraten Jacob Lund, der sad i Folketinget for sit parti i et år frem til valget sidste sommer” og “ i dag er lokalformand for Socialdemokraternes partiforening på Nordbornholm” tweetede “IS er en muslimsk version af DF” fordi Dansk Folkeparti vil “tage opholdstilladelsen fra flygtninge og sende dem hjem.” skriver Berlingske Tidende

Overfor politiko.dk uddyber Jacob Lund sin holdning:

»De har begge to frygten for det fremmede. Begge parter vil jo gerne udrydde dem, der ikke hører hjemme hos dem selv. Det kan godt være den ene skyder på dem, og de andre bare fortæller dem, at de skal flygte, men målet er jo det samme,« siger Jacob Lund.

(…)

At man ønsker, at flygtninge og immigranter skal sendes retur, er vel ret forskelligt i forhold til IS, der slår folk ihjel?

»Nej, de skræmmer jo også.«

Men IS slår folk ihjel?

»Ja, på den måde er der forskel, men begge parter vil gerne have sit eget område for sig selv.«

Måske er det svært med dialog hvor muslimer og venstrefløjsere ikke kan tænke en ærlig tanke, men måske skulle man prøve med næstekærlighed - eller måske blot med noget juhu, mens det hele går ad helvede til, så luk øjnene og dans dialog ind i dit hjerte

Gentagelse og fald

Mikael Jalving havde ikke mere at sige, om endnu et terrorangreb, det vi så i Paris, fortalte han sine læsere. Eller i hvert fald kunne han ikke sige, hvad han allerede har sagt bedre end han gjorde senest, da Charlie Hebdo og et jødisk supermarked var genstand for muslimernes vrede. Men Jalving er værd at genlæse og ellers kan man glæde sig over Snaphanens Steens fremragende skriv, med masser af links til andre gode skrifter.

For det er er svært at sige noget nyt om en verden der ser ud til at gentage sig selv når politikere, journalister og eksperter ikke tager ved lære. I Berlingske Tidende kunne man i kortform læse eksperterne demonstrere næsten hele paletten. 6-7 gengangerpunkter blev nævnt og kun et eneste var relevant for forståelsen af den terror der rammer os, for den flygtninge og migrationsstrøm på vej og årsagerne bagved. Da jeg aldrig har skrevet så godt som Jalving kan jeg godt tåle at gentage mig selv uden at risikere en antiklimaks. De radikaliserede islamisters bevæggrunde er som følger

»Der er en række spændinger mellem franskmændene og den muslimske befolkning, der føler, de bliver undertrykt. Det ser vi blandt andet i forhold til, at man har indført forbud mod at bære tørklæde i skoler, ligesom muslimerne ikke føler sig imødekommet i forhold til mulighederne for at undgå svinekød i offentlige køkkener og udøve deres religion på offentlige steder,« siger Henrik Prebensen.

1a) Tørklædeforbud. Det er egentligt et forbud mod religiøs beklædning og rammer alle religioner der hænger deres hat på tøjet.

1b) Mangel på svinekødsforbud. Denne anke mod øvrigheden hænger sammen med den første, da det er krav om islamisk levevis. Men her er det ikke som passiv muslim, men som den offentsive der har retten til at diktere vilkårene for kuffar. Muslimerne nægtes deres overhøjhed.

Parret med en generel skepsis blandt franskmændene over for den muslimske befolkning…

2) Franskmændene er dårlige, hvis ikke xenofobiske, værter.

…betyder det ifølge Henrik Prebensen, at en stor del af Frankrigs muslimske befolkning føler sig tilsidesat og forfulgt.

3) Generel tilstand af udenforskab.

Tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen er enig i, at det ikke er tilfældigt, at radikaliserede islamister angriber Frankrig igen. Han peger på Frankrigs rolle i den amerikansk ledede koalition af lande, der bekæmper Islamisk Stat i Syrien og Irak. Desuden kæmper Frankrig mod islamistiske oprørere i det afrikanske land Mali.

4) Frankrigs rolle mod ISIS og at de forhindrede folkemord i Mali.

Ifølge Bonnichsen kan timingen af terrorangrebene i Paris hænge sammen med, at Islamisk Stat oplever modgang på slagmarken

5) Islamisk stat er trængte. Hvis de havde fremgang ville det være en anden sag må vi forstå.

Og så har man også nogle voldsomme sociale spændinger…

6) Ikke nok bistandshjælp.

…der kan understøtte det had, som eksisterer i forvejen, når vi taler om islam og den vestlige verden,« siger Hans Jørgen Bonnichsen.

7) Hovedet på sømmet! Og det går vi så ikke mere ind i, for det indebærer den smertelige erkendelse at ingen fred er mulig og at så længe man anerkender muslimernes ret til være en del af Frankrig, som af noget vestligt land, så længe vil man befinde sig i en tilstand af krig. Ja, man kunne udtrykke det som at bo i krigens hus.

skc3a6rmbillede-2015-11-19-kl-072249

Ovenfor lover X-Files artikel i Jyllandsposten klassikerne i endnu et mysterium for medier, politikere og eksperter. Hvorfor sprængte en muslim sig selv og en masse kuffar i luften? Og så en fredag aften? Og så var også han, som alle de andre en god og rolig fyr.

Obama og Kerrys svar er ord. That’s all thay have, words. De insisterer på at kalde ISIS for Daesh, fordi navnet er blevet forbudt i Islamisk Stat: “Part of the reason is because in Arabic the word “Daesh” can be taken as a play on words to mean something along the lines of “a bigot who imposes his view on others” or “to trample down and crush,” og ved at insistere på at minde terrorister fra Islamisk Stat om at de rent faktisk undertrykker andres tanker, så generer man dem måske på et personligt plan. Det har ikke den samme effekt som Assads tøndebomber, men det skulle til gengæld ikke gå ud over civile. Meeen formålet er nok snarere at forhindre at islam kommer sprogligt i forbindelse med islamisk aktivitet, en renvaskning er problemets stilling. Hmm, det kunne være man skulle kalde dem det, Islamisk Aktivitet? Det ville sikkert pisse en venstrefløjser af i ens omgangskreds.

NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg, ja det er vel ækvivalensen til at Saudierne blev formænd for FNs råd for menneskerettigheder, mener det er på sin plads at nævne islam, selv om islam ikke har noget med noget at gøre, skriver Danmarks Radio

- Dette er ikke en kamp mellem den muslimske verden og den vestlige verden. Det er en kamp mellem ekstremister, kriminelle og mennesker, der tror på fundamentale værdier som frihed og respekt for menneskerettigheder, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

“It was instructive that the moment President Hollande grasped the awful reality his first instinct was to close France’s borders.” skriver Simon Heffer i Telegraph. Det er sigende at Hollande, trods en overordnet politik om åbne grænser og næsten stålsat vilje mod at ville indrømme krigens realiteter - indtil nu? - alligevel afslører en erkendelse af problemets rod; muslimer der vælter over grænserne.

Hvad fortæller det om Danmarks politiske elite når alternativet til Løkke var Christian Jensen, der straks han hørte om de muslimske myrderier, tweetede en appel til danskerne om at stemme ja til EU? Ja, hvad fortæller det om intelligentsiaen i Venstre når Justitsminister Søren Pind mener at manglende grænsekontrol og konventioner ikke havde noget at spille med terrortruslen. “Vi betaler nu en høj pris for den passivitet, som Vesten har udøvet i Syrien.” siger han og mener alligevel at vi skulle have entreret Søvndals syriske jungle. For erfaringerne fra de irakiske og libyske regnskove demonstrerer virkeligt at vores ageren er problemets rod. Inger Støjberg fortsætte sin hard-liner løgn ved at lange verbalt ud efter studiegruppen og islamoplyserne Hizb ut-Tahrir. En “syg organisation som ikke hører til her”, kaldte hun dem og som en anden Villy Søvndal “forstår egentlig ikke, hvad det er, der afholder dem fra at flytte”. Men hvis hun lyttede efter, så handler det ikke om at der er noget der afholder dem fra noget, sådan er det jo med frihed. Der er derimod noget de,, som så mange andre tilvandrende muslimer vil, nemlig lave Danmark om til et kalifat. De er her på en mission, som det politiske Danmark afholder sig fra at forhindre. I stedet diskes der op med ord, ord, ord.

Denne regering, den værste regering nogensinde i dansk historie, har ophøjet politisk impotens til et kategorisk imperativ, som folket blot er i vejen for. Og Dansk Folkeparti ser ud til at have købt Løkkes rope-a-dope taktik og betalt med deres identitet. Og det er vel en forandring.

En kedelig forandring var iøvrigt også Søren Espersen, der tilsyneladende tænkte, at hvis terroren i Paris kunne være udgangspunktet for en konstruktiv debat om islam, indvandring af muslimer og hævdelse af dansk overhøjhed på dansk jord, som venstrefløjen vanskeligt kunne undslå sig, så ville det være bedre med en debat for og imod Søren Espersen selv. Vel vidende at når man indleder en argumentation om at gå hårdere til Islamisk Stat med “…vi er så gentlemen-agtige, at vi aldrig bomber, der hvor der er civile - også kvinder og børn.” så er der ingen der læser resten og Espersen spildte sine støtters tid og ressourcer på “Det Søren siger og mener er…” mens venstrefløjen og medierne fik sig lidt luft med historien om den moralske ækvivalens mellem islam og dens kritikere.

Har vi råd til flygtninge?

skc3a6rmbillede-2015-11-01-kl-093259

Hvor en ekstratilførsel på 34 mia. til det offentlige er en massakre, skulle man ellers tro at fri uddeling til hvem som helst der måtte sætte fod på dansk jord repræsenterede en økonomisk udfordring. Det synes at være en indgroet virkelighedsforståelse på venstrefløjen, at selv om vi er et rigt land, så er vi det ikke lige der hvor jeg selv befinder mig. Personligt har jeg ikke penge nok, men fællesskabet kan hente uanede ressourcer på pengetræet, hvis blot man fik en anden indstilling til sine kulørte medmennesker, et andet menneskesyn kunne man næsten sige. Modkraft skriver

Over 100 erhvervsskoler og gymnasier havde i dagens anledning nedlagt undervisningen. Op mod 40.000 gymnasie-elever og studerende demonstrerede i København og i Aarhus mod regeringen, der har varslet milliard-besparelser på uddannelses-området.

skc3a6rmbillede-2015-11-01-kl-101318

Hanreberalisten Rasmus Brygger skriver oplysende i Information at

Målt på, hvad det koster i offentlige kroner at få en person igennem et videregående studie, så er vi suverænt i toppen. Et stk. nyuddannet dimittend har alene på sin videregående uddannelse i gennemsnit kostet samfundet over 750.000 kroner. Det er 100.000 kroner mere end i nabolandet Sverige, næsten 300.000 kroner mere end i Tyskland og over dobbelt så meget som en studerende koster at uddanne i Storbritannien.

Og Henrik Dahl kommer med disse tal på sin Facebook

Det danske uddannelsessystem er stadig overordentlig rundhåndet. Lad mig for eksempel nævne, at staten bruger 21 milliarder kroner på SU. Det er - til sammenligning - en anelse mere, end den samtidig bruger på forskning.

Hvor mange negerlandsbyer kunne man dog ikke drive for de penge? Det skal man ikke spørge flygtningene, lad os bare bruge det udhulede begreb, om, thi de er ikke den horde af læger og ingeniører, som vi ellers blev stillet i udsigt, der kan regne den slags ud. Deres skolekundskaber er stærkt begrænsede, og derfor vil de heller ikke kickstarte et økonomisk mirakel, men faktisk ligge os andre til last, ligesom vi allerede har erfaringer for, først og fremmest de af os der ikke har betalte spisepauser.

Apropos spisepauser, journalister vælger nærmest konsekvent ikke de faktiske forhold i jernindustrien, som den økonomiske (og vi taler slet ikke om hvorledes flygtningenes barbariske normer ødelægger ethvert fællesskab af en hvis kvalitet) når en historie skal drejes. De har, som en del af den kreative klasses vidensarbejdere, overbevist sig selv om, at det er en intellektuel præstation at afvise sammenhængen mellem Folket og samfundets beskaffenhed. Nation er en konstruktion, dekonstruktivismen er vejen frem og alle mennesker vil jo alligevel det samme, så jo flere jo bedre. Alt andet er racistisk.

Det er kun DF der sidder tilbage på historiens mødding med mindet om mormorkagen klægt i ganen. Så derfor er der heller ingen sammenhæng mellem immigrationen og velfærden og økonomien. Så journalisterne fortsætter deres human interesset historier om grædende sekulariserede børn af læger og ingeniører, der blot venter på at kickstarte Danmarks økonomi, hvis blot de får lov af de vrangvillige at få del i velfærden og alt betalt. Ja, alt betalt, ellers ville det jo ikke være en investering i fremtiden, vel?

For journalisterne forstår, som resten af venstrefløjen og den kreative klasses vidensarbejdere, ikke hvor flygtigt et fænomen som rigdom er, nemlig at det ikke er noget der er bygget op og nu bare eksisterer, så meget som det er en fortløbende fælles aktivitet. En omsætning, der hurtigt kan gå i stå, og så er den ikke mere. Heller ikke i banken, eller i det offentlige. Eller hos De Rige. Den er der kun så længe vi kan enes om at gøre hver vores til det private og fælles bedste og det kræver mindelig enighed om at være et fællesskab af individder med egen forståelse af pligt, ansvar og selvforsørgelse og samfundssind. Kultur om man vil.

Og mens journalisterne føler sig rige på Danmarks vegne, hvor spørgsmålet er reduceret til villighed til at være god kontra vrangvillighed, så er deres egen lille del af den danske økonomi presset helt i bund. Faktisk så meget at Danmarks Radios journalister gik i strejke fordi ledelsen fandt det uholdbart at bruge borgernes licenspenge på at journalisterne kunne spise.

Bo Godwin Lidegaard

Det er ikke blot en bølge af migranter, der overvælder os i disse dage, det er også en bølge af idioti. Jeg tænker ikke så meget på migranternes genetiske gennemsnit eller deres indskrænkende religion, men på godhedens apostle. De forsøger ofte at gå tilbage i historien for at finde eksempler der kan understrege deres pointer. Men så forsludret deres argumenter er i nutiden så meget værre bliver de af at føres tilbage. Så meget at man øver vold på historien for at få et fernis af sammenhæng. Bo Lidegaard skrev således for et par uger siden i Politiken

Synet af store grupper af flygtninge på de europæiske landeveje vækker minder om en tid, som vi troede, vores kontinent havde lagt bag sig.

Uden at skulle gøre mig til dommer over historien, så er de store grupper af migranter på de europæiske motor- og landeveje ikke et europæisk fænomen, men et arabisk og afrikansk. Men det er i Godwin-overskriften det allerede går galt når Lidegaard skriver “Dengang tænkte vi ikke som Thulesen Dahl, men som Churchill og Eisenhower“. Dem kommer jeg tilbage til. Først Bo Lidegaard, der tror at andres bekymring er uden substans fordi Lidegaard har andre ønsker om samfundet (som i at jeg ikke forstår min kones frygt for at jeg vil foresage hendes død da jeg jo i givet fald kommer til at arve hendes formue)

Når de borgerlige forfalder til pessimisme, er det fordi, de ikke har forstået, at den store kamp ikke handler om nationalstaten, men om det samfund, vi har bygget i dens ramme. Sådan var det under Anden Verdenskrig – og sådan er det stadig.

Virkeligt? Nej! Og selv om det var giver dette udsagn overhovedet mening? Nej, hvis rammen ødelægges falder billedet ud. Samfundet er et resultat af nationen og nationen er dens forudsætning. Ellers ville Irak og Afghanistan være velfungerende samfund med alle de institutioner de fik forærende, men som de desværre for dem selv skulle forvalte og administrere med det næsten indlysende resultat der er tidens myrderier. Men Lidegaard vil drage den historiske parallel

Når Danmark kom så forholdsvis intakt gennem krig og besættelse, var det i høj grad, fordi politikerne havde indset, at landet ikke kunne forsvares ved grænsen, uanset hvor store ofre vi var rede til at bringe.

Det gav ingen mening at sende en generation af unge mænd ud i en udsigtsløs kamp mod Hitlers krigsmaskine, der lige havde nedkæmpet Polen.

Grunden til at grænsen ikke kunne forsvares mod Hitlers krigsmaskine var at Radikale Venstre og Socialdemokraterne, stik imod Churchills tanker, betragtede Hitler som en fremtidens mand, man hellere måtte tækkes (Lidegaards Politiken mente at Churchill var den farlige af de to) og derfor havde undermineret det danske forsvar til det parodiske. Hvis man derimod havde oprustet ville det være muligt at afskrække tyskerne fra at invadere Danmark, da det ville tage for lang tid at nedkæmpe det danske forsvar når det egentlig mål var at besætte Norge førend englænderne kunne nå at reagere.

Og er migranterne nu at sammenligne Hitlers krigsmaskine?

Og hvis der er så mange, at hverken Politi eller militæret kan holde dem ude ja tager de mennesker fejl, der skriver at problemet med migranterne er stærkt overdrevet.

Kampen skulle ikke føres på nazisternes præmisser, men på demokratiets, på samfundets. Der kunne vi kæmpe – og der havde vi en chance for at vinde.

Modstanden anså politikerne som kujoner. Men det var i høj grad det danske samfund, de kæmpede for, og blandt dens ledende skikkelser var efter krigen de varmeste fortalere for FN og Danmarks internationale engagement.

Det betød, at forsvaret af Danmark blev koncentreret om det menneskesyn, der lå til grund for folkestyret, om selve samfundets grundidé. Den var inkluderende og beskyttende over for alle, der var en del af samfundet, og som blev anset som landsmænd.

Er nazisterne stadig at sammenligne med migranterne i Lidegaards optik? Eller er det Thulesen Dahls præmisser, der er at sammenligne med nazisterne? Ingen ved det længere.

Men samarbejdet med nazisterne førte ikke til at de hverken forsvandt eller blev gode samfundsborgere? Faktisk eskalerede det danske folks konflikt med nazisterne som besættelsen trak. Ja, der forekom endda vold siges det. Og det var da også ved vold at nazisterne endelig trak sig ud, den vold de allierede var villige til at evnede at begå. Nej, Politiken har aldrig tænkt som hverken Churchill eller Eisenhower

Før krigen blev flygtninge fra Det Tredje Rige så vidt muligt holdt ude, hvad enten de var jøder eller andre forfulgte.

Begrundelserne var de samme, som også gentages i dag: Antallet forekom uoverskueligt, og alle mente, at alle andre burde gøre mere, mens vi selv allerede havde gjort mere end nok. Den holdning blev katastrofal for jøder og politisk aktive, der ikke kunne slippe ud fra Tyskland, fordi ingen ville tage imod dem.

Men var det resultatet af et rammehensyn (nationalstaten) eller et samfundshensyn? Lone Jenny Rünitz skriver i Folkedrab.dk (http://folkedrab.dk/sw64290.asp) “For at få tilladelse til at rejse ind i Danmark blev det krævet, at flygtningen havde en meget nær familiemæssig tilknytning” og “Det var desuden en betingelse, at den herboende familie kunne stille store økonomiske garantier”. Hvis tilknytningskravet er rammen så følger vel at de økonomiske garantier er samfundet?

Og var politikerne, dem som Lidegaard nu kalder ‘myndighederne’, for at slette forbindelsen, ikke indsigtsfulde i deres samarbejde med Tyskland? Var det netop ikke indsigten at man ikke kunne kæmpe på nazisternes præmisser, ved vold og trods, der lå bag frygten for at vække deres vrede, selve fundamentet for
Samarbejdspolitikken? Der sendte man jo ikke bare flygtninge tilbage med udsendte danske statsborgere til slavearbejde for den Hitlers krigsmaskine som man havde føjet.

Tilbage til overskriften hvor Lidegaard kaster sig op til dommer over, hvorledes Churchill og Eisenhower tænkte. Og han fejler. For en del år siden kunne man på Guardian læse (ja, det kan man for så vidt stadig) følgende om Winston Churchills syn på darkies kompabilitet med civilisationen

Sir Winston Churchill expressed alarm about an influx of ‘coloured people’ in Fifties’ Britain and looked for a chance to restore punishment by flogging, newly released cabinet papers from the national archive reveal.

On 3 February 1954, under the agenda item ‘Coloured Workers’, Churchill is quoted, with abbreviations, by Cabinet Secretary Sir Norman Brook as saying:‘Problems wh. will arise if many coloured people settle here. Are we to saddle ourselves with colour problems in UK? Attracted by Welfare State. Public opinion in UK won’t tolerate it once it gets beyond certain limits.’

Then David Maxwell-Fyfe, the Home Secretary, gave a figure of 40,000 compared to 7,000 before the Second World War and raised the possibility of immigration control. He said: ‘There is a case on merits for excludg. riff-raff. But politically it wd. be represented & discussed on basis of colour limitation. That wd. offend the floating vote viz., the old Liberals. We shd. be reversing age-long trad[ition] tht. B[ritish] S[ubjects] have right of entry to mother-country of Empire. We shd. offend Liberals, also sentimentalists.’

He added: ‘The col[onial]. pop[ulations] are resented in L[iverpool], Paddington & other areas by those who come into contact with them. But those who don’t are apt to take a more Liberal view.’

Churchill intervened: ‘Ques. is wtr it is politically wise to allow public feeling to develop a little more before takg. action.’

Adding that it would be ‘fatal’ to let the situation develop too far, the Prime Minister is recorded as concluding: ‘Wd lke also to study possibility of “quota” - no. not to be exceeded.’

Manden der stoppede Hitler var altså modstander af indvandring af primitive folkeslag af de selv samme grunde som Thulesen Dahl. Et parallelt forhold der også gør sig gældende for Eisenhower. Han var manden bag Operation Wetback, der skulle stoppe og vende den illegale trafik af mexi’ere til USA. Christian Science Monitor mindes the good old days, hvor den politiske elite rent faktisk kerede sig om det land og det folk, hvis interesser de var valgt til at varetage

Fifty-three years ago, when newly elected Dwight Eisenhower moved into the White House, America’s southern frontier was as porous as a spaghetti sieve. As many as 3 million illegal migrants had walked and waded northward over a period of several years for jobs in California, Arizona, Texas, and points beyond.

President Eisenhower cut off this illegal traffic. He did it quickly and decisively with only 1,075 United States Border Patrol agents – less than one-tenth of today’s force. The operation is still highly praised among veterans of the Border Patrol.

Although there is little to no record of this operation in Ike’s official papers, one piece of historic evidence indicates how he felt. In 1951, Ike wrote a letter to Sen. William Fulbright (D) of Arkansas. The senator had just proposed that a special commission be created by Congress to examine unethical conduct by government officials who accepted gifts and favors in exchange for special treatment of private individuals.

General Eisenhower, who was gearing up for his run for the presidency, said “Amen” to Senator Fulbright’s proposal. He then quoted a report in The New York Times, highlighting one paragraph that said: “The rise in illegal border-crossing by Mexican ‘wetbacks’ to a current rate of more than 1,000,000 cases a year has been accompanied by a curious relaxation in ethical standards extending all the way from the farmer-exploiters of this contraband labor to the highest levels of the Federal Government.”

Years later, the late Herbert Brownell Jr., Eisenhower’s first attorney general, said in an interview with this writer that the president had a sense of urgency about illegal immigration when he took office.

America “was faced with a breakdown in law enforcement on a very large scale,” Mr. Brownell said. “When I say large scale, I mean hundreds of thousands were coming in from Mexico [every year] without restraint.”

(…)

Then on June 17, 1954, what was called “Operation Wetback” began. Because political resistance was lower in California and Arizona, the roundup of aliens began there. Some 750 agents swept northward through agricultural areas with a goal of 1,000 apprehensions a day. By the end of July, over 50,000 aliens were caught in the two states. Another 488,000, fearing arrest, had fled the country.

By mid-July, the crackdown extended northward into Utah, Nevada, and Idaho, and eastward to Texas.

By September, 80,000 had been taken into custody in Texas, and an estimated 500,000 to 700,000 illegals had left the Lone Star State voluntarily.

Unlike today, Mexicans caught in the roundup were not simply released at the border, where they could easily reenter the US. To discourage their return, Swing arranged for buses and trains to take many aliens deep within Mexico before being set free.

Tens of thousands more were put aboard two hired ships, the Emancipation and the Mercurio. The ships ferried the aliens from Port Isabel, Texas, to Vera Cruz, Mexico, more than 500 miles south.

The sea voyage was “a rough trip, and they did not like it,” says Don Coppock, who worked his way up from Border Patrolman in 1941 to eventually head the Border Patrol from 1960 to 1973.

Men kan vi så slet ikke lære noget af historien om de jødiske flygtninge til Danmark? Jo, som Lone Rünitz skriver anklagende: “Den danske landegrænse var kort og velbevogtet. Derfor kom der forholdsvis få flygtninge illegalt ind i landet”.

Det politiske konsensus udstikker retning: Lad alt gå sin skæve gang

Mette Frederiksen vil have en plan, baseret på en bred politisk aftale, for “hvordan Danmark hjælper »en fair andel af de flygtninge, der er i verden nu« og sikrer, at mennesker, der kommer til Danmark, også kommer i arbejde”.

Jeg vil tage mig i agt for mennesker, der måtte mene, at de har alle løsningerne. Det har jeg ikke. Det har ingen. Det var der nogen, der påstod i valgkampen. Også her Lars Løkke Rasmussen: Velkommen til virkeligheden. Nu skal du tage dit ansvar på dig. Vis lederskab. Lad os lave en bred politisk aftale. Om asyl og udlændinge. Om reel og markant hjælp til nærområderne og verdens flygtninge

Ja, velkommen til virkeligheden sagde Mette Frederiksen, hvis regering som det første afskaffede grænsekontrollen, endda også til Thulesen Dahl. Og som fra talerstolen nu  ’langer’ “ud efter de omstridte flygtningeannoncer, som regeringen har indrykket i flere udenlandske aviser”. Med ‘fair andel’ mener Frederiksen et EU-kvotesystem, hvor Danmark skal tage imod en hvis del af de muslimske migranter, som Merkel inviterer til Tyskland til afstivning hendes tilsyneladende umættelige behov for

we-need-more-stuff-to-buy

"We need stuff to buy. Where is the UN" og andre bizarre budskaber

Apropos at tage imod, hvad andre inviterer, så er statsminister Lars Løkke Rasmussen enig med resten af den etablerede afmægtighed. Det er frit for enhver statsleder at invitere muslimske horder til sine nabolande, er det frit for enhver regering, ja alle og enhver at invitere hvem som helst indenfor på andres bekostning da vi alle er “almenmenneskeligt forpligtet”. “Nogle derude skal tage medejerskab”. Staten er derimod ikke forpligtet på at sikre nationens grænser, så det overlades til venligboerne, eller som han betegner ‘civilsamfundet’. Løkke vil holde et topmøde for “en række erhvervs-, lønmodtager- og nødhjælpsorganisationer samt flere virksomheder og uddannelsessektoren”, hvor han vil “teste den vilje”, som disse empater praler af.

Løkke indser at flygtningene vil “være her i en årrække og derfor er det afgørende, at de kommer i arbejde og bliver selvforsørgende”. Løkke er ifølge eget udsagn “et praktisk menneske”, der erkender den realpolitiske virkelighed; når man lukker folk ind i landet, kommer de aldrig ud igen. Det er mere end Thulesen Dahl ser ud til at forstå, når han tror man kan holde dem i lejrene. Derfor kan man lige så godt starte tidligt hvis fejlintegrationen skal have en chance og her er det for Løkke “desværre noget mere komplekst” fordi der ikke er tale om en “ekstremt højtuddannet arbejdskraftreserve” som medierne ellers foregiver. Faktisk er “beskæftigelsesgraden for de syriske flygtninge, der er kommet over de senere år, bare helt ufatteligt lav”. Åh, kun 21% af asylansøgerne i Europa i disse tider er fra Syrien, så måske er det ikke så galt igen - hvis altså ikke det er meget værre.

Det er det politiske konsensus i denne krisetid. Ude af stand til at tage ansvar, ude af stand til at erkende deres fejlslagne politik og projekt. Ude af stand til at handle. Det er hvad vi har sat lid til. Løkke Rasmussen har den fordel at han ikke er rød og derfor ser ‘at der er kommet mange flere til landet, end han med sine “valgløfter kunne have ønsket”. Men så meget desto mere forstemmende at han så alligevel ikke lukker grænsen, men fortsætter med at være tilhænger af det grænseløse EU.

Arbejdsløs tandlæge nægtes ligestilling med andre muslimer

Det har vakt en del røre at en arbejdsløs muslimsk tandlæge har takket nej til en række jobs under hensyn til sin religion. Ifølge Jyllands-Posten ‘rasede’ integrationsminister Inger Støjberg, dog ikke mere end at hun opfordrede ham til at “blive en del af Danmark”. Ja, så stor var opstandelsen over tandlægens muslimske krav at selveste Københavns Kommunes beskæftigelses- og integrationsborgmester, Anna Mee Allerslev udtalte at muslimen både “misbruger systemet og trækker racismekortet”. Dansk Folkepartis Martin Henriksen mente at manden var islamist qua sine rene linier.

Der eksisterer dog ingen definition på en islamist andet end det er en muslim, hvis religion man helt ind i de allermeest pæneste stuer gerne må give en sviner. Intet tyder på at den kræsne tandlæge er islamist og intet han gør er ude af zeitgeist. Der tages i forvejen allehånde hensyn til muslimer, der ikke behøver at smage på den mad de tilbereder på kokkeskolen, der ikke behøver at underlægge sig arbejdsgivers beklædningskrav, der får alenetid i offentligt ejede svømmehaller for at blive fri for beskidte kuffar, får bederum, særlig buffet og krav om sænkede adgangskrav. Nej, den muslimske tandlæge har helt ret: Ifølge islam er der ting og mennesker du ikke må beskæftige dig med endsige beskæftige dig med på et ligeværdigt grundlag. Og i Danmark er der præcedens for at tage hensyn til netop disse islamiske forbud.

Her er, hvad Danmarks Radios daværende hus-imam Abdul Wahid Petersen fortalte radioprogrammet P1 Business tilbage i december 2007

- Kan muslimer varetage alle job?

- Nej, det mener jeg jo så ikke man kan! Det er jo når jeg bliver spurgt som religiøs vejleder, så må jeg jo svare ud fra en religiøs kontekst. Vi ser jo masser af eksempler på muslimer der varetager den type jobs, som man netop ikke kan. Vi ser jo masser af eksempler på kioskejere som er muslimer som stort set lever af at sælge pornoblade og øl og smøger og tipskuponer og ingen af dam er så at sige tilladt i islam. Men det betyder jo ikke at jeg skal gå ud og dømme de her som kættere eller frafaldne eller sådan noget. Jeg bliver bare spugt om det her som et religiøst spøgsmål og så må jeg svare nej man kan ikke sådan som udgangspunkt slagte svine eller tappe øl eller arbejde i stripbar for den sags skyld.

(…)

- Står du ved at muslimer ikke kan arbejde i øltappehaller og på svineslagterier?

- Ja, forstået på den måde at hvis der kommer nogen hen til mig og spøger mig: “Abdul Wahid, kan jeg som moslem tage arbejde på Danish Crown og stå og slagte svin?”, så vil jeg sige: “Nej, det kan du ikke fordi du spørger mig som religiøs rådgiver!” Men hvis der er en der gør det så vil jeg jo ikke sige til vedkommene at: “..du har forladt islam!” ved at gøre det. Får jeg spørgsmålet som religiøs rådgiver så bliver jeg nødt til at svare ærligt og konkret sådan som religionen …[overdøves og afbrydes af værtinden]

(…)

- Hvorfor er det forkert at muslimer arbejder på et bryggeri?

- Det er jo sådan at islam har nogen områder, der er det vi religiøst kan sige er forbudte og nogen der religiøst set er tilladte. Her er alkohol et af de forbudte områder. Vi må ikke fremstille alkohol, vi må ikke være med i processen, vi må ikke sælge det, vi må ikke transportere det, vi må ikke forhandle det osv. Og det kan jeg jo ikke som religiøs vejleder. Bliver jeg spurgt; “kan man så ikke alligevel, når der nu er tale om arbejde, kan man så ikke fravige reglen?” “Nej!” For reglen gælder jo faktisk arbejde. Og jeg ville jo være utro i forhold til min egen religion, hvis jeg gik ind og sagde; “Ok, jamen så gør vi det.” Og i øvrigt så ville jeg jo slet ikke have kompetence til det. Så jeg kan ligeså godt være tro og troværdig i forhold til det som min religion repræsenterer. Sådan siger religionen! Hvordan mennesker så håndterer religionen i daglidagen, det er noget andet.

Ja, sådan siger religionen. Og den adlyder vi efter nogen tid.

Kampagnekrig?

Politiet kan ikke klare mere siger de. 60 timers arbejdsuger får de udkørte betjente til at runde et sygefravær på hele 18%. Årsagen er dels at man har nedlagt stillinger svarende til en hel politikreds, dels det ekstra arbejde de mange muslimske terrorsager giver, skriver TV2. Og også flyvevåbnets F-16 mekanikere i Irak “er trætte, hårdt belastede og har ikke tid til familien, mens sygefraværet er rekordhøjt” skriver Jyllands-Posten. Det er de menige medlemmer af statens voldsmonopol, der mærker trykket mellem dalende finansiering og stigende islamicering.

Eneste modsvar fra politikerne ser ud til at være Inger Støjbergs anti-folkevandringskampagne. Store ord frem for konkrete tiltag har længe været Støjbergs unikke talent. Det var egentlig Dansk Folkeparti der havde foreslået en sådan kampagne, men da havde Venstre afvist det fordi det “hører ikke hjemme i Danmark at lave videoer, der skal skræmme flygtninge fra at søge til landet”. Uønskede mennesker hører nu endnu mindre hjemme skulle man mene. I stedet skulle man “kommunikerer på en mere informativ måde”. Og det er synd, for information om Danmark er en magnet.

Mens Støjberg gør alt for at holde sine udmeldinger tomme for handling skulle man tro at aviserne Information og Jyllands-Posten allerede havde indledt deres egne oplysning-til-flygtninge-kampagner. Jyllands-Posten opreklamerede således alternativet til Danmark på den synkende side af sundet og kunne fortælle hvorledes alting der er meget bedre da man som flygtning i Sverige får lov til at køre gratis med offentlige transport. Argumentet fra forvalterne af det svenske folks indkomst er at det er “en kæmpe integrationssatsning, hvor vi håber, at folks mobilitet vil stige, så de kan få flere kontakter i samfundet.” Det bliver i alt fald gratis for parallelsamfundene at knytte deres ghettoer bedre sammen.

Information går den anden vej og havde endnu en venlig artikel om Venligboernes succes med at ønske de kommende parallelsamfund velkomne. Her fortæller de kommende økonomiske udgifter - der bliver en meget mere eksotisk underklasse end det eksisterende ‘white trash’ - at venligheden i Danmark overstiger al forventning. Selv om venligboerne er en helt igennem kunstig størrelse opfundet til en intern dansk debat, så afspejler den desværre virkeligheden bedst. Venligheden i Danmark overstiger enhver forventning.

På vej mod grænsen

Østrig kører en bosnier ind i en menneskemængde med mere end 100 km/t og dræber mindst 2 og kvæster 10. Sveriges efterretningsvæsen SÄPO er ved at kaste håndklædet i ringen overfor muslimsk terrorisme. Man kunne godt unde de røde regeringsmagten så de kunne stå med aben de kommende år. For de bliver festlige, men det er alt i alt godt at de ligger i mere ansvarlige hænder - trods alt.  EU bryder sammen på grund af indre modsætninger og manglende evne til at gøre noget ved det ydre pres. Nyhedsstrømmen er en liste over undergangstegn. I den artige ende er det de gamle partiers verden der bryder sammen. Som Grækenland er på vej i bankerot er Euroen ved at knække sammen, der skriver Norman Lamont i Telegraph i hvert fald

I had the privilege of negotiating Britain’s opt-out from the then new European single currency in 1991. My abiding memory is how clear it was that the euro had nothing to do with economics and was a political project with a dubious rationale. Some representatives of other countries were openly sceptical, but their political masters were firmly in control.

The creation of the euro has been an error of historic dimensions and done great harm to the EU, which in its first 40 years had brought economic prosperity to the citizens of the Continent. Then the less well-off countries benefited from the lowering of tariffs and the increase in internal trade. After the creation of the euro, however, economic growth slowed markedly. Poorer countries fared worse than the more prosperous countries, like Germany, which benefited from the new, weaker currency.

The Greek crisis epitomises the complete mess that Europe has made of the single currency. Greece should never have been admitted in the first place, though it was not the only country – Belgium and Italy were two others – that didn’t meet the strict criteria for membership. From the beginning, the rules put in place for the euro, relating to bail-outs, monetary financing and deficit levels, have been ignored. Europe claims to be a rule-based organisation. But however else the eurozone is run, it is not run strictly according to its own rules.

(…)

Syriza’s rise to power highlights a deeper problem about the EU: the conflict between the inflexible, irreversible rules of the euro and national democracy. When Mr Tsipras says that Greece is a sovereign nation and that he has a democratic mandate, he is stating nothing less than a fact.

(…)

Even the EU is concerned and next week we will receive a report from the “five presidents” on the future of the eurozone. The five presidents – not the Five Tenors – in case you have forgotten, are the presidents of the commission, the council, the euro group, the ECB and the president of the European Parliament.

The report will concentrate on how to underpin the euro. Their recommendations are thought to include a European-wide minimum wage, a common unemployment insurance system and, most importantly, a move from co-ordination to more control over national economic policies. Once again, the response of Europe to a crisis will be more Europe, more centralisation. This will only heighten the tensions between Brussels and national parliaments.

The EU has never lacked pretensions but has been less good at living up to them. This week, it has been celebrating the 30th anniversary of what it calls “one of the greatest achievements of the EU” – the Schengen Agreement, which opened internal borders in the EU.

At the same time, it remains paralysed over the refugee crisis.

Grækenland er selvfølgelig også ved at bukke under for migrationen, mens Ungarn værger for sig

“The Hungarian government has instructed the interior ministry to physically close the border with Serbia,” Péter Szijjártó, the foreign minister said on Wednesday, adding that preparations would be completed within a week.

The fence will be four metres high, 110 miles long, and may employ barbed wire, officials said.

Hungary is one of the main points of entry for migrants into the Schengen passport free zone and is witnessing a spike in migration, with about 57,000 people entering the country illegally so far this year, up sharply from 43,000 in all of 2014. 95 percent of those cross from Serbia, which is not a member of the EU but has started accession talks. Last year, Hungary received more refugees per capita than any other EU country apart from Sweden.

Leaching voters to the far-Right party Jobbik, the government has increasingly lost patience with efforts in Brussels to reach a solution to the surging inflows into the EU. Prime Minister Viktor Orbán has said that a proposal to distribute migrants evenly throughout the 28 member states “borders on insanity”, while Mr Szijjártó dismissed the EU’s ”rather long and time-consuming” negotiations as he announced the Hungarian move on Wednesday.

FN kalder det en skandale kan man læse og nogle har mindet om Jerntæppet, men glemt at Jerntæppet skulle holde befolkningerne inde. Også Italien oplever at de er randen af civilisationen, men de er kun en trædesten

As Italy struggles to cope with the Mediterranean migration crisis, its Alpine region of South Tyrol is facing an increasing stream of migrants who try to get to Germany or Scandinavia, through Austria.

As the Venice to Munich express pulled in at Bolzano station, the Italian police were there to meet it.

Bolzano is the last major stop in Italy before the Austrian border.

The police had been tipped off about a large group of migrants who were hoping to go to Germany. The migrants didn’t have the correct documents to cross the border so, one by one, they were quietly escorted off the train.

Og længere oppe i Europa står presset på den engelske grænse, skriver BBC

An aid worker has said migrants in Calais “cannot go back” to their countries so are forced to live in “treacherous conditions” whilst trying to enter England.

Maya Konforti from Charity Auberge des Migrants said migrants are “so desperate” to leave Calais they have tried to “create” traffic jams by throwing rocks on to the highway to slow down lorries so they can climb aboard and pass through the controls.

The UK Border Force and the French authorities prevented more than 39,000 attempts to cross the Channel illegally in 2014/15, which was more than double the number prevented the previous year.

I Danmark er selv borgerlige modstandere af grænsekontrol.

Lad os frame vælgernes sym- og antipatier

Kvinder stemmer rødt, mænd stemmer blåt og muslimerne heldigvis ikke så meget som danskerne, hvis ellers de tager islam alvorligt. ”Vælgerne slår i bordet: Træt af grov udlændingedebat” skriver Avisen.dk og udgrænser retorisk Dansk Folkeparti fra en normal politisk debat

Politikernes negative snak om kriminelle østeuropæere og flygtninge, der kommer til Danmark for at leve et liv i sus og dus, hænger mange danskere ud af halsen.

Hver tredje dansker mener ifølge en ny undersøgelse, at tonen i den danske udlændingedebat er ‘alt for hård’ eller ‘for hård’. Til sammenligning mener kun knap hver fjerde dansker, at tonen er for blød.

Ifølge undersøgelsen, som Analyse Danmark har gennemført for Avisen.dk, er danskerne kløvet midt over, når de skal bedømme tonen i udlændingedebatten. Således mener næsten seks ud af ti vælgere i rød blok, at tonen i udlændingedebatten generelt er for hård. Omvendt er det ikke en gang hver syvende blå vælger, der lægger afstand til den rå tone overfor udlændinge.

Så, det er altså ikke så meget vælger som helhed, der slå i bordet i protest mod en tone, som en meget stor minoritet, der står i opposition til majoritetens politiske observans. En ikke-historie. Eller i det mindste en tendentiøs vinkel. Altinget viser, hvorledes det skal gøres under deres overskrift “Flest vælgere foretrækker Dansk Folkepartis udlændingepolitik

Hvis folketingsvalget kun blev afgjort på udlændingepolitikken, ville Dansk Folkeparti være landets suverænt største parti. Absolut ingen af de andre partier kan konkurrere med DF på dette politikområde.

Det viser en ny meningsmåling foretaget af Norstat for Altinget. I målingen er vælgerne blevet bedt om at tage stilling til, hvilket partis udlændingepolitik de er mest enige i.

Her svarer 34 procent, at de foretrækker Dansk Folkepartis udlændingepolitik. Det er klart den højeste opbakning til et parti i målingen. 13 procent peger på Socialdemokraternes udlændingepolitik som deres foretrukne, mens 10 procent er mest på linje med Venstres politik på området.

Kigger man på tallene for de politiske blokke, har de blå partier samlet et stort forspring i forhold til de røde partier. Der er nemlig 50 procent af deltagerne i målingen, der foretrækker udlændingepolitikken hos de blå. Herimod foretrækker 30 procent udlændingepolitikken hos de røde partier, men omkring 20 procent melder pas på spørgsmålet.

Dansk Folkeparti frames som en her i realiteten fat i den lange ende af folkehavet, men frames i periferien, som modsætningen til almindelig moral og sober opførsel.

Skyd ikke budbringeren

1555562_10152473548405197_3394893658298250242_n

TV2 skrev at halvdelen af ikke-danske politikere går ind for at forbyde Hizb ut Tahrir. “Argumentet er bl.a., at Hizb ut-Tahrir modarbejder integration af nye indvandrere i det danske samfund” hedder TV2s opsummerering

“Det hører ikke hjemme i et dansk demokratisk samfund. De gavner ikke samfundet eller integrationen, men er til fare for det samfund, vi lever i. Specielt for de unge er Hizb ut-Tahrir et dårligt forbillede,” siger Kemal Bektas (S), byrådsmedlem i Høje-Taastrup Kommune. Han bakkes op af blandt andre Lone Yalcinkaya (V) fra Gladsaxe Kommune.

“Det er farligt med sådan en organisation, der forsøger at skabe mistillid til samfundet hos specielt unge mennesker. Derfor skal de forbydes, og jeg mener faktisk, at der er mulighed for det i grundloven,” siger hun.

“Og det handler ikke kun om Hizb ut-Tahrir, også Dansk Front og andre nynazistiske foreninger skal forbydes, fordi de er til skade for vores samfund og ikke fungerer demokratisk,” siger Lone Yalcinkaya.

Hamid El Mousti (S) fra Københavns Borgerrepræsentation er blandt de få, der ikke vil forbyde forbyde Hizb ut-Tahrir og slår fast at

Vi har demokrati og ytringsfrihed i Danmark. Hvis vi forbyder dem, kalder de sig bare noget andet. Hvis vi beholder dem, kan vi følge med i, hvem der tilknytter sig den bevægelse.

Men også Dansk Folkeparti vil forbyde Hizb ut Tahrir. Det har længe stået på deres ønskeseddel og de ser kun deres sag styrket, som tiden går. Pia Kjærsgaard argumenterede i Jyllands-Posten

Med de oplysninger, der er fremkommet efter Omar el-Husseins terrorangreb i København, må sagen stille sig anderledes. Som Berlingske oplyste 25/2 er el-Hussein kommet i Hizb ut-Tahrirs moské på Heimdalsgade, og angiveligt deltog han i den antisemitiske prædiken, som imam Hajj Saeed holdt i forbindelse med fredagsbønnen dagen før terrorangrebet.

Hizb ut-Tahrirs mange trusler igennem de seneste år har dermed nu fået et konkret resultat i form af det terrorangreb, som kostede to danskere livet. Hizb ut-Tahrir er altså tilsyneladende ikke kun leveringsdygtige i trusler om vold og drab, de er nu også leveringsdygtige i gerningsmænd.

Hizb ut-Tahrirs forhenværende talsmand er dømt for at opfordre til drab på jøder. Hizb ut-Tahrir har opfordret til at slå danske politikere ihjel. Hizb ut-Tahrir har opfordret til at dræbe danske soldater udsendt i Afghanistan og Irak. Og nu har Hizb ut-Tahrirs talsmand, Junes Kock, udtrykt forståelse for og accept af, at Danmark og danskerne bliver udsat for terrorangreb.

Hvad mere skal der egentlig til, før en organisation kan forbydes?

(…)

Grundlovens ord er klare: Organisationer, der virker ved vold, skal opløses – de ikke alene kan, nej, de skal opløses! Hvis justitsministeren fortsat i lyset af terrorangrebet i Danmark afstår fra at tage skridt til at opløse Hizb ut-Tahrir, er justitsministeren og regeringen på kollisionskurs med selveste grundloven.

Og på Facebook uddybede Søren K Villemoes, der her gengives næsten i sin helhed (han skrev at man gerne måtte dele, så hermed gjort)

Hizb ut-Tahrir har den seneste tid reddet på en mindre mediebølge, hvor de har haft succes med at sprede deres propaganda uden nævneværdig modstand fra danske journalister. Ser man efter, hvad deres lederskab i Danmark siger, er der dog noget, der virker helt galt. Enten lyver de om deres eget partiprogram, kender ikke til det, eller også er de uenige med deres eget parti.

Partiets talsmand Junes Kock kunne i Deadline i mandags sige, at partiet ikke går ind for vold og tager afstand fra “drab på civile uanset hvem de skulle være”. Det er ikke bare forkert. Det er lodret forkert. Hizb ut-Tahrirs lederskab har sanktioneret vold mod civile på en massiv skala. Her er et par eksempler:

D. 8. april 1988 udsendte partiet en erklæring, der tillader flykapringer. Her kan man læse, at det er “tilladt” at kapre fly ejet af en stat i krig med muslimer. Det gælder for eksempel Israel. I så tilfælde er der ingen beskyttelse for jøderne i disse fly eller deres ejendom, og de bør behandles som var de i krig. Jeg har en pdf af denne erklæring, som jeg med glæde sender enhver, der skulle bede om den.

I 1994 erklærede partiets daværende talsmand og nuværende leder Ata Abu Rishta, at Israel besætter muslimsk jord og er i krig med muslimer. Derfor kan der ikke være fred mellem muslimer og jøder. Rishta erklærer herefter, at det er islamisk lov, at enhver israelsk jøde, der er i stand til kæmpe, og som er ankommet i Israel efter det Osmannske Riges fald, skal “dræbes, indtil der ikke er en eneste overlevende.” Med andre ord: Alle israelske jøder skal slås ihjel.

I Hizb ut-Tahrirs udkast til en grundlov kan man slå op på side 450. Her forholder man sig til, hvordan den kommende islamiske stat skal forholde sig til ikke-muslimer i andre stater. Det er interessant læsning. Alle stater, der ikke eksplicit har indgået en fredsaftale med kalifatet, er nemlig automatisk i krig med kalifatet og deres land anses for at være én stor slagmark. Og hvem er det så tilladt at dræbe her? Svaret er lige til: Alle ikke-muslimer. Vi taler her om, at HT i deres egen grundlov sanktionerer drab på teoretisk set alle ikke-muslimer i hele universet.

Dette er blot en håndfuld af eksempler. Der er flere at tage af. Men lad os hellere hoppe videre til talsmand Junes Kock, der både i Deadline og siden har hævdet, at Hizb ut-Tahrirs grundlov anviser klare procedurer for, hvordan man vælger en kalif i det kommende kalifat. Det er ikke korrekt.

Ifølge Hizb ut-Tahrirs doktrin gælder procedurerne for at vælge en kalif kun tre dage efter den sidste kalifs aftrædelse. Da den sidste kalif fratrådte d. 24. juli 1923, udløb denne frist altså for over 90 år siden. Det eneste krav, HT har for, at en kalif kan komme til, er, at han har fået troskabsed fra den militære magt - akkurat som Islamisk Stats kalif Abu Bakr al-Baghdadi.

Hvorfor er dette vigtigt? Fordi partiet hævder at være imod Islamisk Stat med henvisning til, at kalifatet ikke er oprettet korrekt. Men Hizb ut-Tahrirs egne anvisninger siger noget andet. Partiet var selv med i det voldelige oprør mod Assad med det formål at etablere en islamisk stat. Det lykkedes dem ikke. I stedet løb ISIS med den ære. Og siden har HT hævdet, at det er det helt forkerte kalifat, vi ser nede i Syrien og Irak.

Både HTs talsmand Junes Kock og medlem af lederskabet i Danmark Taimullah Abu-Laban benægter disse forhold. Taimullah har endda påstået, at partiets erklæring om flykapringer fra 1988 er et falsum. Det er det ikke. Faktisk tog partiet afstand fra 11. september med den begrundelse, at flyene ikke var ejet af en stat, men derimod private. Denne besynderlige begrundelse skyldtes, at de ikke skulle være i strid med erklæringen fra 1988.

Derfor må spørgsmålet være: Er det danske lederskab af Hizb ut-Tahrir uvidende om sit eget partis ideologi og politik? Lyver de om det? Eller er de faktisk uenige med deres eget partis internationale lederskab? Noget er i hvert fald galt her.

Jeg ville ønske, at danske journalister ville konfrontere dem med disse spørgsmål, og lade være med at ukritisk at videreformidle partiets propaganda. Jeg kan ikke, da HT i Danmark ikke ønsker at lade sig interviewe af mig eller indgå i en debat om andet end emner, de selv har udvalgt. Jeg opfordrer derfor mine kolleger til at gå kritisk til værks over for dem i fremtiden. Og hvis nogen har brug for viden og hjælp i den forbindelse, så stiller jeg mig gerne til rådighed.

Ekspert i mod-terrorisme Rashad Ali og fellow hos Institute of Strategic Dialogue og director for CENTRI i Storbritannien er af en anden opfattelse af Hizb ut Tahrirs forhold til vold, skrev Berlingske Tidende

I virkeligheden er organisationen et religiøst-fascistisk parti, der søger at skabe en totalitær stat, som implementerer deres egne snævre tolkning af religionen eller Shariah i samfundet. Dette inkluderer i deres syn: Drab på frafaldne og homoseksuelle, korsfæstelse af oprørere og at styre de ikke-muslimske borgere ved at hindre dem i at besidde nogen politiske poster og påtvinge dem »jizya«, en særlig skat.

Kvinder skal heller ikke, ifølge deres synspunkt, besidde magtfulde politiske poster, deres primære rolle er afgrænset til hjemmet. Statsstyret skal opnås ved at skabe en almen efterspørgsel efter selvsamme, efterfulgt af et militærkup. Staten skal endvidere med tvang fjerne »illegitime« regeringer i lande, hvor muslimer udgør majoriteten, og udviske alle »illegitime« landegrænser mellem f.eks. Syrien og Irak eller Syrien og Tyrkiet. Dette skal gøres selv hvis millioner skal dræbes i processen. Lyder det bekendt? Ja, deres vision om den ideelle islamiske stat, som er nøje beskrevet i deres litteratur, er ikke langt fra det, som er ved at blive skabt af ISIS/ISIL/IS eller hvad end man ønsker at kalde dem. »Dawla« eller »Staten« er foretrukket af begge grupper.

Hizb ut-Tahrir er forbudt i de fleste lande med muslimsk majoritet, hvori de opererer. Faktisk undertrykkes de på brutal vis. Trods dette har HT aldrig udført terror-handlinger. HT har til gengæld forsøgt sig med forfejlede kupforsøg i Egypten og Jordan, hvilket resulterede i en splittelse internt således, at flere medlemmer løsrev sig for at forme egne, i visse tilfælde jihadistiske grupper i Egypten, og selv i Vesten har vi set det med grupper som al-Muhajiroun, en pseudo-salafi gruppe etableret af Omar Bakri Mohammed i England, også kendt under navne som Kaldet/Islam4UK/Islam4Denmark, etc.

Disse grupper adopterer samme ideologi og med den samme retoriske stil og begreber: Islam er ikke en religion, den er en ideologi, den har veldefinerede politiske systemer (selvom det i praksis kan koges ned til en kalif, der implementerer et sæt love).

De bruger lignende fatwaer, såsom tilladelsen af selvmordsbombere (selvom HT som sagt ikke selv gør brug heraf), kapring af israelske fly - selvom HT dog fordømte 11. september-angrebene, fordi flyene var privatejede(!) - jihad i Israel og Irak imod vestlige lande eller ethvert land, der »besætter« et »muslimsk landområde« (som de definerer som et område, der har været under muslimsk kontrol). Det inkluderer så lande som Spanien, Indien og Israel (trods dette har ingen af disse demokratiske lande forbudt partiet).

Som tidligere nævnt står gruppen på ingen måde bag terrorhandlinger og kalder heller ikke til terrorhandlinger. Faktisk er gruppen overbevist om, at man skal følge - på ganske anakronistisk vis - Profetens »metode« i opnåelsen af magten, som de på besynderlig vis mener svarer til at infiltrere hærene og påvirke indflydelsesrige personer i samfundet. Herefter skal den endelige samfundsændring ske ved - ideelt set - et ublodigt kup.

Dette er samtidig det, der gør gruppen problematisk, og valget er derfor ikke enten at forbyde gruppen eller ignorere den. Dets medlemmer er ganske vist tidligere blevet dømt for at tilskynde til vold, noget som gruppen benægter, det nogensinde har gjort og afviser som værende i modstrid med dets »metode«. Men disse ideer har ikke nødvendigvis en uskyldig effekt på gruppens publikum og sympatisører. Ikke alle, som tilslutter sig, accepterer den ikke-voldelige metode til at opnå magten. Generelt accepterer de dets vision om Kalifatet eller Den Islamiske Stat og adopterer dets anti-vestlige og anti-demokratiske holdninger.

Rigsadvokaten ser traditionelt ikke Hizb ut Tahrir, som en Grundlovsstridig organisation og fortidige forsøg på forbud er alle strandet på hans bord. Men det stopper ikke et politisk ønske, selvfølgelig, og Martin Henriksen kaldte i Den korte Avis ganske rigtigt Hizb ut Tahrir “samfundsundergravende” og holdt sig til at “jura er en fortolkningsvidenskab”

Grundloven understreger meget klart den enkelte borgers rettigheder, og sikrer imod overgreb fra staten og offentlige myndigheder, men den efterlader også et rum til at staten, og dermed regering og Folketing, kan skride ind, når det politisk vurderes at være nødvendigt for eksempel af hensyn til den offentlige orden.

Men sørgeligst af alle var Trykkefrihedsselskabets næstformand, der i to Facebook opdateringer kaldte på et forbud fordi “tilhængere af Hizb ut-Tharir er radikale muslimer, punktum!“.

Det er præcis, derfor foreningen skal forbydes og opløses: der går grænsen nemlig for, hvad demokratiet skal tåle, hvis det skal overleve. Det er kun med det yderste af neglene disse islamo-fascister kan holde igen med de voldopfordringer, de tidligere er blevet dømt for at fremkomme med.

Til forsvar for Aia Fog skal det siges at hun også mener at “de og deres tilhængere skal ud af Danmark”. Hvilket logisk vil sige muslimer en bloc. Mere om det senere.

Anne Sofie Allarp skrev at på Pio Pio “Danmark er kendt i hele verden, på godt og ondt, som et land, der værner om ytringsfriheden”. Og Sofie advarer - nuvel, fra en lidt forvirret venstredrejet position - så ganske rigtigt og pragmatisk om at man med et forbud kunne “komme til at mytologisere foreningen” og minder om at vi med stort held har tilladt både kommunister og nazister. Men jeg vil give ordet til den noget bedre formulerede Jacob McHangama

Der er god grund til at holde nøje øje med HUT, og i særdelshed til at modvirke deres veltilrettelagte propaganda. HUT advokerer for en totalitær ideologi, hvis mål er oprettelsen af et kalifat, hvis politiske orden er baseret på religiøse principper, der står i direkte modstrid med det liberale demokrati. Får HUT magt, som de har agt, ville det betyde død og/eller undertrykkelse af bl.a. homoseksuelle, kvinder, ikke-muslimer og muslimer, der ikke deler HUTs udlægning af islam. Det er også ubestrideligt, at HUT har en antisemitisk agenda. Ifølge nogle medier deltog Omar El Hussein endog ved en stærkt anti-semitisk prædiken i en HUT domineret moske forud for angrebet, ligesom HUT har opfordret danske muslimer til ikke at tage afstand fra terrorangrebene.

Men der er mig bekendt ikke fremlagt nogen beviser for, at HUT som forening er involveret i eller har opfordret til terror eller øvrige ulovlige aktiviteter, og som bekendt har Rigsadvokaten i 2004 og 2008, konkluderet, at en opløsning af HUT ville være grundlovsstridig. Når et flertal af danske politikere ønsker at forbyde HUT, er det således alene på grund af foreningens holdninger, ikke på grund af ulovlige handlinger. Et sådant skridt er ikke blot svært at forene med den ytringsfrihed, som alle politikere erklærede skulle beskyttes efter 14. februar, det er også et skridt, der smager af afmagt.

Fordi Danmark og ytringsfriheden er truet af islamisme, tyer man til forbud mod den mest synlige manifestation af islamisme, der i Danmark udgøres af HUT. Også selvom HUTs islamisme er ideologisk, snarere end voldelig, mens de voldsparate islamister færdes i løse eller skjulte grupperinger, der ikke kan opløses, fordi de ikke udgør en forening i retlig forstand. Skulle politikerne få held til at trumfe et forbud mod HUT igennem, vil det være et markant brud med en prisværdig dansk tradition for at lade selv totalitære foreninger og partier udfolde deres ikke voldelige aktiviteter inden for demokratiets rammer. Eksempelvis sad DKP – hvis loyalitet lå hos det totalitære moderparti i Moskva – i flere perioder i Folketinget, senest fra 1973-1979. Et parti som VS, der også dyrkede voldelige ideologer og antidemokratiske strømninger, og hvis ledende medlemmer hyldede og indgik samarbejdsaftaler med terrorbevægelsen PFLP, sad også i Folketinget i flere perioder.

Disse partier blev ikke forbudt men mistede opbakning på grund af omfattende kritik i den offentlige debat, og fordi den virkelige verden på den anden side af Jerntæppet udgjorde et laboratorium, der brutalt udstillede, hvad det skete, når ideerne blev omsat til virkelighed. På samme måde som Islamisk Stats fremfærd i Syrien og Irak demonstrerer, at kalifatet intet har at tilbyde ud over død og armod for både muslimer og ikke-muslimer.

De muslimske politikere, der vil forbyde Hizb ut Tahrir (og Dansk Front og nazister oog så videre) følger overvejende blot deres hjemlandes sørgelige traditioner, for at forbyde alt der synes besværligt, frem for at erkende problemerne i samfundet. Og vi kan også gå ud fra at det overvejende flertal af muslimske politikere, der ikke vil forbyde Hizb ut Tahrir, blot forsvarer andre muslimers ret til at bekæmpe Danmark. Og Hizb ut Tahrir vil bekæmpe os og ja, de balancerer på grænsen af det tilladte, til det yderste af neglene. Men de er ikke, som Aia Fog udtrykker det “radikale muslimer, punktum!“. De er afklarede muslimer og de er glimrende repræsentanter for isla med den væsentlige forskel at de netop ikke udøver vold. Men som et teoretisk studie er de perfekte muslimer.

Vist skal de ud af landet, som muslimer skal over en bred karm. Men, hvis man lukker munden på Hizb ut Tahrir gennem et forbud, så handler det ikk kun om, hvad vi opgiver af vores egne frihedsidealer eller om vi risikerer at ”komme til at mytologisere foreningen“. Det er vejen mod fornægtelse af problemet, som jo er islam. Hizb ut Tahrir er ikke ”radikale muslimer, punktum!“. Hizb ut Tahrir er belæste muslimer, punktum!

Alle krav om forbud af Hizb ut Tahrir tager udgangspunkt i at de siger noget, der er så radikalt at demokratiet ikke kan indholde det. Men ingen af forbudsfortalerne kan - og jeg vil udfordre dem til at forsøge - fortælle hvori Hizb ut Tahrirs tolkning af islam er radikal, frem for ligefrem og logisk. Og derved stirrer de sig blinde på at problemet med islam er nogle yderligtgående foreninger og tolkninger, noget som man kan sortere i og luge ud eller på anden måde forvalte. Men Hizb ut Tahrir er kun et symptom på islam og symptombehandling lader sygdommen vokse, fredet af benægtelsen.

Derfor er vejen frem heller ikke at ignorere Hizb ut Tahrir, som havde de ingen betydning (en selvmodsigelse, når man samtidig beskylder dem for at være farlige og måske have ansporet Omar til sin dobbelte terrordåd).  De må tages alvorligt som nøgterne tolkere af islam og de må være op til islams mange apologeter at overbevise os om, hvorfor Allah og Muhammed alligevel ikke mener at vi vantro skal dø.

En drive by Braad

Drive by debunkning. Jeg ville egentlig bygge en lille artikel op omkring følgende udtalelse fra Braad Thomsen

“Projektiv identifikation betyder, at man flytter sine mest uheldige egenskaber over på andre. Fordelen er, at man bliver fri for et besværligt selvopgør og i stedet skaber en syndebuk, som man forsyner med de egenskaber, man ikke kan tåle hos sig selv.

Og så blot citere, hvad han kalder alle sine fjender - og han har mange. For Braad Thomsen er en mand uden ironi, hvilket hans kunst også bærer præg af. Han ser ikke hulheden i psykologiserende argumenter, som rammer det alment menneskelige at man ikke ser bjælken i sit eget øje. så Braad Thomsen mener at det er hans fjender, der er ofre for projeksiv identifikation, mens han udnævner denne og hin DF’er og af ham selv DF associeret til at være ikke stueren.

Men Thomsens mange absurditeter kaldte på en god gammeldags debunksningspost, som anale blogs som Monokultur altid fristes af.

Men Nyrup har jo ret, hvilket DF’s udenrigsordfører, Søren Espersen, kom for skade at illustrere meget bogstaveligt, da han om Israels seneste massakre i Gaza skrev:

»Israel slår en prut, og verden skriger og boykotter.«

Det er en stinkbombe af dimensioner at kalde massakren på 2.000 palæstinensere for en prut. DF lugter fortsat fælt.

Det er en simpel løgn at kalde Israels fantastiske og elegante operation imod Hamas for en massakre. Faktisk var den med John Kerrys ord “et fantastisk stykke præcisionsarbejde

Pia Kjærsgaard mener ikke, at danske frihedsværdier bør gælde for muslimer. De må ikke gå klædt, som de har lyst; de bør ikke tale deres modersmål offentligt, og de bør ikke have mulighed for et frit tv-valg, hvis det omfatter Al-Jazeera.

Muslimer er altså ikke danskere, også ifølge Braad Thomsen. Rart at få det på plads.

Muslimer, kristne og jøder har ofte levet udmærket sammen.

Muslimer har aldrig levet udmærket sammen med nogen. End ikke med sig selv jævnfør de muslimske masser der flygter fra deres muslimske hjemland grunden mængden af muslimer, der vil dem til livs. Raymond Ibrahim dokumenterer muslimers forfølgelse af kristne og skriver at det er en 1.400 år gammel tradition9 af de 10 værste lande for kristenforfølgelse er muslimske. Jøderne blev stort set udrenset fra mange arabiske lande efter Israels oprettelse, 800.000 eller cirka deromkring, får aldrig ret til hjemvendelse. Det arabisk-muslimske had til Israel fra dets fødsel og før vidner om sameksistenslyrikkens løgn.

massacremap

Jesper Langballe beskriver i sin pjece Som mand og kvinde, hvordan homoseksualitet »accelererer epidemisk«, og håner de homoseksuelle for at rende myndigheder på dørene »for at blive erklæret for normale«. For normale bliver de aldrig.

Normalitet afgøres af flertallet og homosexuelle er hvad angår sexualitet i mindretal og derfor er de ikke normal. Og det er, hvad Langballe henviser til.

’Æresdrab’ er et begreb, man normalt klistrer på muslimer, skønt de fleste muslimer tager afstand fra denne bestialske skik. Men æresdrab findes jo også i Danmark under betegnelsen ’jalousidrab’.

Nej Braad Thomsen, det er direkte forkert. Æresdrab er kultur og/eller religions betinget. Det betyder at man begår et overlagt mord for at få genskabt sin eller familiens ære. Æresdrab er en norm i samfundet, hvor det netop er i forventning om at opnå omgivelsernes respekt at man myrder sin egen æt. Et jalousidrab derimod begås i affekt og i Danmark er det ugleset indtil det strafbare.

»På grund af sit jødiske blod var han [Harald Nielsen] uden pietet for, og samhørighed med, landets fortid.« Dermed gør Krarup sig til talsmand for en Blut und Boden-filosofi, som er en nazistisk og islamistisk specialitet – og har siden erstattet sin antisemitisme med islamofobi.

Det væsentlige er ikke at Braad Thomsen aldrig vil kunne føre et meningsfuldt argument for, hvad der adskiller islamisme fra islam, der begger bygger på de samme tolkninger af de samme tekster. Hvad der er væsentligt er at blut und boden intet har med islam at gøre og er et halvt århundrede før nazismen. Nazisterne var ikke blot glad for romantikernes og racialisternes blodets bånd til jorden, de var meget, meget glade for jorden i sin egen ret. Alligevel kalder Braad Thomsen ikke Liste Ø for nazister for at have overtaget det nazistiske syn på økologi.

Noget af det mest modbydelige, der er kommet ud af Pia Kjærs-gaards mund, er, at hun sammenligner Johanne Schmidt-Nielsen med massemorderen Pol Pot:

»Det nærmeste, man kommer Enhedslistens idealsamfund, er muligvis Cambodja/Kampuchea under massemorderen Pol Pot, hvis røde khmerer naturligvis også havde deres tilhængere på den danske venstrefløj, og som på kun fire år myrdede og torterede cirka 1,7 millioner mennesker i perioden 1975-1979.« (DF’s ugentlige nyhedsbrev 16. juni 2012)

Så efter endnu engang at have kaldt Krarup for nazist vånder Braad Thomsen sig over Pia Kjærsgaards oratoriske etikette. Og hvor har hun ret, den gode Pia Kjærsgaard. Men det ser Braad Thomsen ikke, som han hælder sit skidt ud over alle andre i sin evindelige tilstand af ‘projektiv identifikation’.

Voldemort kaster skygger over skolen

“Fear of a name only increases fear of the thing itself”

Hermoine Granger

De Konservative og Dansk Folkeparti foreslår at at Muhammedkrisen bliver et obligatorisk emne på baggrund af et forslag fra religionslærerne om at Jyllands-Postens Muhammedtegninger trykkes i elevernes lærebøger. Det kan vi altså forstå at de ikke er nu for, som kommunikationschef hos det digitale undervisningsforlag Clio online Thomas Overholdt Hansen siger er det ”et følsomt et emne” og de ‘vurderede’ derfor “at det ikke gav nogen læringsmæssig værdi for eleverne at se tegningerne.”.

I Jyllands-Posten bliver forlaget fra De Konservative til overskriften “K: Muhammedtegninger skal være pensum i skolen”, mens forslaget fra Dansk Folkeparti på Danmarks Radio hedder “DF vil tvinge lærere til at undervise i Muhammedtegningerne”. Til Danmarks Radio siger religionslærernes formand John Rydahl

- De tegninger udløser noget, der kunne ligne en religiøs reaktion, som så udvikler sig til et samfundsproblem. Så der er mulighed for at få belyst, om der er en sammenhæng mellem religiøsitet og følelser. Og der er også mulighed for at stille spørgsmål om, hvorvidt det er religiøsitet, det handler om, eller om der i virkeligheden er politiske motiver i det også, siger John Rydahl.

Besværligt at hente tegninger udefra

Religionslærerformanden understreger, at Muhammedtegningerne ved en direkte tilstedeværelse i lærebøgerne sikres at være en fast del af undervisningen.

- Lige så snart læreren skal hente noget ind udefra, bliver det mere besværligt. Og det vil også gøre det tydeligere for eleverne, hvad der er tale om, siger John Rydahl, der afviser, at opfordringen har til hensigt at støde nogen som helst.

Så religionslærerforeningen er grundlæggende kun interesseret i at vaske islam ren, for en udefrakommende politisk besudling. Men formanden for foreningen af lærere i historie og samfundsfag, Dennis Hornhave Jacobsen er af en anden opfattelse. Han mener at selv en renvaskning af islam er farlig fordi de sidder en masse muslimer i klasserne. Det ikke bare ligner, men er en religiøs reaktion uden politiske motiver og at det derfor ”kan lukke for en reel diskussion om, hvad ytringsfrihed er, fordi der sidder børn rundt omkring i skolerne, som mener, at Muhammedtegningerne er forkastelige, og hvor diskussionen stopper der”. Eller, det må i hvert fald være præmissen for hans advarsel.

Og det er  formanden for Skolelederforeningen Claus Hjortdal enig i. Undervisning i tegninger som nogen finder provokerende “det har vi ikke brug for i folkeskolen”

- Man kan sagtens fortælle om det uden at vise billederne, siger han til DR Nyheder.

Det syn er lærernes formand Anders Bondo ikke helt enig i. Han mener i stedet at tegningerne er direkte obskøne

Jeg kunne aldrig finde på at vise en pornofilm for mine elever. Men derfor kan jeg selvfølgelig godt undervise dem om porno, og som sådan kan man også godt undervise om Muhammedkrisen uden at vise tegningerne

Han mener derfor at dokumentation af et emne ikke går “hånd i hånd med folkeskolens værdier”, der handler om velvære

- I folkeskolen arbejder vi med, at man skal være gode ved hinanden. Man er kammerater, forklarer han over for DR Nyheder.

- Hvis man ved, at der er nogen, der bliver såret af, at vi viser nogle tegninger, så modarbejder det de principper, vi arbejder med, når vi arbejder med mobning.

Så til alle tyndhuder; skriv jeres forurettelser ned og send dem til Han Som Ikke Må Nævnes. Tegninger, jøder, kvinder i bare arme og frikadeller, alle som een står de i vejen Folkeskolens principper. Voldemort er tilbage.

Lidt løst Terperi

“Jakob Terp er chefkonsulent inden for social- og arbejdsmarkedsområdet og undervisningsassistent ved Aarhus Universitet”. Og så har han påtaget sig rollen som Helle Thorning Schmidt og socialdemokratiets Komiske Ali på Jyllands-Postens blogs. Ikke at det er latterligt i sig selv at forsvare sit politiske ståsted eller for den sags skyld at advokere loyalt for en regering eller en partilinje blot fordi vindene blæser i andre retninger. Men det er måden.

I sit seneste blogindlæg mener Terp at “Det var en klemt”, “Ja, vingeskudt” Pia Kjærsgaard, der “skulle lægge arm med de hårde drenge” i Debatten på DR2. Det var det nu langt fra, men det afhænger måske af øjnene der ser. Det gør almindeligt vrøvl, historieforfalskning og modbydeligheder derimod ikke. Terp skriver f.eks

Kakkelbordet krakelerer. Efter terrorangrebet er det åbenlyst, at DF ikke længere har eneretten til udlændingespørgsmålet i dansk politik.

Hvis kritik af udlændingepolitikken er repræsenteret ved kakkelbordet, er der så ikke i stedet blevet flere kakkelborde ved et brud på monopolet?

Med andre ord, pludselig er der stemmer i den offentlige debat som man hidtil har haft svært ved at høre, fordi DF-vælgerens rolle som dansk politiks ombejlede, rådne æg, har givet partiet en monopollignende politisk status på udlændingespørgsmålet.

Jeg synes at huske at man meget hurtigt, ja hurtigere end i dag, blev kaldt racist, hvis man påpegede det ulyksalige ved det multietniske? Det Terp fejt kalder ” den multietniske udfordring”. Jeg husker da, for nu at tage et enkelt socialdemokratisk eksempel, Vestegnsborgmestre, der blev ydmyget af deres egne landspolitikere.

En af konklusionerne må være, at det ensidige og unuancerede syn på udlændinge med muslimsk baggrund, som højrefløjspopulismen har skabt sig et nyt liv på siden 1990´erne, er den rene gift!

Altså, terroristen var motiveret af Dansk Folkeparti frem for den religion han selv mente var udgangspunktet for hans valg. Det var i Terps verden ikke imamens prædiken DAGEN FØR!!!! om at dræbe jøder, fordi de ifølge koranen og sira er Allahs fjender til alle tider, der lå som præmis. Budbringeren bør skydes.

Tværtimod vil denne tilgang blot fortsætte med at skubbe disse rodløse drenge over til ”de andre”, hvor ekstreme imamers letfordøjelige tilbud om identitet og selvrespekt, nogenlunde svarer til hvad DF - indenfor kategorierne protestantisk hykleri og dansk frikadellechauvinisme - har tilbudt sit vælgersegment siden 1995.

Så ikke nok med at Dansk Folkeparti har gødet jorden for muslimsk terrorisme med deres monopoliserede ‘tone’, de har rent faktisk skabt terrorrede blandt sine vælgere. den ser jeg frem til - med blandede følelser!

Al dialog bør herefter rette sig mod alliancen mellem demokratiske værdier og de sekulariserede muslimer. Uden den nedværdigende ”os-og-dem” tone.

Det er rent faktisk en os-og-dem præmis.

Således et stort velkommen til de nye aktører på den udlændingepolitiske dagsorden. I har været længe savnede.

for nu at være mere præcis, så har de såkaldte “nye aktører på den udlændingepolitiske dagsorden” længe svigtet fuldstændigt ved deres kujonagtige fravær!

Elbiler er giver ingen miljø fordel

Dansk Folkeparti, Diverse, Grøn energi, Klima, Sort energi, Videnskab, miljø, Økonomi og finans — Drokles on February 22, 2015 at 10:02 am

Finans skriver at der kun er 10 måneder tilbage af el-bilernes fritagelse for afgift, hvilket skatteminister Benny Engelbrecht “er meget opmærksom på”. Så der skal findes en løsning - åbenbart

»Det er vigtigt at skubbe elbilmarkedet i gang. Men det skal være for en kortere årrække, indtil vi kommer igennem med en omlægning af registreringsafgiften, så bilerne generelt bliver billigere,« lød det dengang fra Brian Mikkelsen.

Hos Dansk Folkeparti er Dennis Flydtkjær mere fortaler for en generel omlægning af bilafgifterne.

»En forlængelse af afgiftsfritagelsen giver ikke stabile rammevilkår for elbilbranchen, men skaber derimod usikkerhed om, hvordan vilkårerne vil være på længere sigt. Løsningen er derfor en generel omlægning af bilafgifterne, hvor elbilerne også er passet ind,« lød hans begrundelse.

Frank Aaen fra Enhedslisten er også tilhænger af en samlet løsning for bilafgifterne. Men alternativt er han indstillet på en særløsning for elbilerne. Den kan så finansieres ved at ophæve fradrag i bilbeskatningen.

Frank Aaen har eksempelvis peget på, at der gives et fradrag på 1.000 kr. for at sætte en radio i bilen. Sikkerhedsudstyr som selealarmer og airbags giver også fradrag i afgiften.

Men Bjørn Lomborg gør sit til at ødelægge den gode stemning ved i USA Today at påpege at el-bilen som et økologisk alternativ er en myte. “For every dollar of cost, the electric car does less than half a cent of good.” konkluderer Lomborg og giver nogle eksempler

The most popular electric car, a Nissan Leaf, over a 90,000-mile lifetime will emit 31 metric tons of CO2, based on emissions from its production, its electricity consumption at average U.S. fuel mix and its ultimate scrapping. A comparable diesel Mercedes CDI A160 over a similar lifetime will emit 3 tons more across its production, diesel consumption and ultimate scrapping.

The results are similar for the top-line Tesla car, emitting about 44 tons, about 5 tons less than a similar Audi A7 Quattro.

Subsidies vs. savings

Yes, in both cases the electric car is better, but only by a tiny bit. Avoiding 3 tons of CO2 would cost less than $27 on Europe’s emissions trading market. The annual benefit is about the cost of a cup of coffee. Yet U.S. taxpayers spend up to $7,500 in tax breaks for less than $27 of climate benefits. That’s a bad deal.

The other main benefit from electric cars was supposed to be lower air pollution. Yes, it might be powered by coal, but unlike the regular car, coal emissions are far away from the city centers where more people live and where damage from air pollution hits hardest.

However, new research in Proceedings of the National Academy of Sciences found that while gasoline cars pollute closer to home, coal-fired power pollutes a lot more.

(…)

Of course, electric car proponents would venture that the perceived rapid ramp-up of renewables will make future electric cars much cleaner. This, however, is mostly wishful thinking. Today, the U.S. gets 14% of its electric power from renewables. In 25 years, Obama’s Energy Information Administration estimates this will have gone up just 3 percentage points to 17%.

(…)

Proponents could also argue that the more mileage an electric car logs, the more its carbon footprint is reduced because the battery production is a significant part of their total emissions.

Yet, it hardly matters. The added mileage saves little in the way of emissions, and the electric car’s extended use might mean it would have to replace its batteries, entirely blowing the climate benefit.

Hvad Lomborg dog glemmer er den følelse af moralsk overlegenhed en afgiftsfri Tesla giver. Og hvis ikke det kvalificerede til et fradrag…

Er vi blevet mere realistiske?

Det var Dronningens mening at vi nok var blevet lidt mere realistiske efter terrorangrebet. Øvet diplomatisk sprog, man kan tage til sig som man vil. Skal vi lægge penne eller knytte næven? Snaphanen spekulerer i om Zenia Stampe viser sprækker af indsigt

Vært: Har du mere vilje til at stå sammen med dine politiske modstandere end før?

Stampe: (ryster på hovedet) Ja, det har jeg bestemt, i denne situation har jeg slet ikke lyst til at bruge ordet værdikamp, fordi selvom det kan lyde paradoksalt, så synes jeg det ord man kan bruge i en situation, hvor det er i overført betydning og så videre, men i en situation, hvor der har været vold på gaden, og hvor terror jo ultimativt kan blive til en krig, fordi det skaber så meget splid og splittelse i et samfund, synes jeg virkelig man skal passe på med at bruge den type ord vi eller bruger lidt i flæng på Christiansborg. Deadline 16 februar min 5:58. Zenia Stampe og Marie Krarup.

Et af tidens store spørgsmål er, om danske politikere er så dumme som de lyder. Jeg skal ikke kunne sige det, men de har tilsyneladende en underbevidsthed ligesom alle andre mennesker. Vi må altså forestille os, at Zenia Stampe er klogere end hun selv ved,  og det er svimlende tanke overfor hvilken fantasien er skakmat.

Naser Khader prøver med lidt selvindsigt når han slår fast at “De, som benægter, at den seneste tids voldsterror har med islam at gøre, lyver for sig selv. Islam har en voldelig side, og det er på tide at tage et opgør med den”. Med den vanlige blanding af relativerende vrøvl om kristendommen, befamlende sætninger som; “mange muslimer tager afstand”, brugen af begrebet islamisme og selvmodsigelsen “Religion er præcis det, som de religiøse gør det til” får han trods alt alligevel sagt:

HVER AF DISSE NAZI-ISLAMISTER har en hadprædikant bag sig, som legaliserer voldshandlingerne gennem Koranens vers. Der er for eksempel blevet refereret til Koranens kapitel 5 vers 33, som siger: ”Gengældelsen for dem, der fører krig mod Gud og Hans udsending og stræber efter at skabe fordærv i landet, er, at de bliver dræbt eller korsfæstet eller får deres hænder og fødder hugget af i modsat side eller bliver fordrevet fra landet. Sådan er det. Der tilkommer dem vanære i denne verden, og i den hinsidige har de en vældig straf i vente.”

I Koranens kapitel 8 vers 12 siger Allah, han vil kaste terror i hjertet på de vantro - de skal have hovederne hugget af sammen med hver af deres fingerspidser. Dette er med andre ord et vers, som direkte handler om halshugning, og er blandt andet den del af Koranen, som Islamisk Stat begrunder de mange halshugninger med. De betragter det som en efterlevelse af Guds ord.

Mange muslimer, som ikke har læst Koranen, afviser, at sådanne passager findes. Men uanset hvordan vi vender og drejer det, så er halshugning nævnt.

(…)

Lederen af den største sunni-muslimske institution al-Azhar universitetet sagde efter afbrændingen af den jordanske pilot, at alle medlemmer af Islamisk Stat burde brændes og korsfæstes. Jeg ville ønske, at han havde sagt noget andet, for jeg mener ikke, at man skal bruge de samme koranpassager, som Islamisk Stat bruger.

Hans udtalelse understreger, at volden har noget med islam at gøre, for han henviser til nøjagtig de samme steder i Koranen, som Islamisk Stat gør, inden de begår en ugerning.

Til disse og lignende vers bemærker Khader desuden forvirret at de “kan fortolkes alt for bogstaveligt“. Jeg lader det fare, for Khader forsøger i det mindste. Odense Kommune drager en anden og meget angst konklusion af realisme skriver Jyllands-Posten

I et brev til kommunens folkeskoler anbefaler Odense Kommune ikke at nævne islam, når lærerne taler med eleverne om weekendens skudangreb i København.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

- Omtal terroristen fra København alene som gerningsmand - ikke som muslim. Religion er ikke afgørende, lyder anbefalingen fra SSP-samarbejdet i Odense Kommune.

Anbefalingen er sendt til lærere og pædagoger i byens skoler, ungdomsskoler og ungdomsklubber, når de skal diskutere angrebene på et debatarrangement med en Muhammed-tegner og mod den jødiske synagoge i København.

- Uanset hvad efterforskningen må vise, så er etnicitet, religion eller andet ikke det afgørende. Det afgørende er derimod, at der er tale om en formodet gerningsmand til to drab og flere drabsforsøg, står der i anbefalingen.

Hvis det æ’ fakta… Om Nikolaj Wammen er blevet mere realistisk efter et debat arrangement med muslimer i Gjellerup ved vi ikke, men det burde mane til en vis eftertanke

”Forskellen på Israel og Isil er…”

Forsvarsminister Nicolai Wammen (S) nåede kun at sige de seks ord, inden han blev afbrudt af tilråb fra gulvet. Fra en af de omtrent 250 mennesker, der brugte mandag aften på Gellerup Bibliotek i det vestlige Aarhus på at diskutere antiradikalisering, konflikten i Gaza og weekendens tragiske begivenheder i København.

”Der er ingen forskel,” blev der råbt mod ministeren.

(…)

”Jo, det er der. Der er en stor forskel,” replicerede Nicolai Wammen og forklarede, hvorfor IS i hans optik er en umenneskelig størrelse.

”Når det gælder konflikten mellem Israel og Palæstina, er min og regeringens holdning meget klar. Vi ønsker, at man skal kunne leve i fred og i samarbejde med hinanden,” fortsatte Nicolai Wammen.

Og så var det, at han kom for skade at fremføre endnu en – i nogle ører – vovet påstand.

”Jeg ved godt, at der er stærke holdninger. Også i forhold til Israel. Men. Israel er et demokrati,” sagde han.

Straks kom reaktionen på ny fra gulvet. Der blev klappet og grinet. Og en ung mand med plads ved siden af Youssef Loubani, bestyrelsesmedlem i den omdiskuterede Grimhøjmoské, råbte:

”Ha ha. Dagens joke!”

Sådan bølgede tingene frem og tilbage.

(…)

En anden ville vide, om man også vil tage passet fra personer, der går med overvejelser om at rejse til Israel for at slås mod palæstinenserne.

”Det går ikke, at man den ene dag kalder en forbryder for terrorist og den anden dag kalder ham religionskritiker, fordi han ikke er muslim. Det er hykleri,” tilføjede en tredje.

Og så var der Youssef Loubani. Bestyrelsesmedlemmet fra Grimhøjmoskéen. Om weekendens hændelser i København konstaterede han – henvendt til Nicolai Wammen – at de er et produkt af det blomstrende had, han ser mellem muslimer og danskere her i landet.

”Man hører statsministeren sige, at vi ikke kan undvære jøder i Danmark. Når vi hører, at vi ikke kan undvære muslimer i Danmark, kan vi begynde at have tiltro til Danmark. Men som det er nu, er der meget had mellem Danmark og muslimerne,” sagde han og ville vide.

Han tog afstand fra enhver form for terror, men såede tvivl om karakteren af angrebene i København.

”Det kan vi ikke tage afstand fra. Det er en almindelig kriminel handling, som enhver person kan begå, om det er en etnisk dansker, en jøde eller en muslim. Politikerne kører bare på muslimerne,” sagde han og krævede forsvarsministerens svar på, hvorfor det ikke er terrorisme at slå civile i mellemøsten ihjel i demokratiets navn.

”Der er ingen undskyldning for det, der er foregået i København. To mennesker er blevet dræbt. Det var et angreb på ytringsfriheden, og det var et angreb på det jødiske samfund,” cementerede Nicolai Wammen.

”Det er en kriminel handling,” svarede Youssef Loubani uanfægtet.

”Det er terrorisme, og der er ingen undskyldning, uanset hvilken religion man tilhører,” gentog ministeren.

”Det er det ikke nej,” lød det igen fra Loubani, som fortsatte:

”Du skal lige svare på mit spørgsmål.”

Det gjorde Nicolai Wammen så:

”Danmark er dybt optaget af, at der ikke er civile, der bliver slået ihjel noget sted.”

”Det er jo løgn. Du står og lyver op i folks ansigter,” tordnede Youssef Loubani.

Tidligere justitsminister Hans Engell kalder Palæstinenserloven, der gav kollektivt asyl til 321 libanesiske palæstinensere, som ellers tidligere havde fået afslag for en af de største politiske fejltagelser til TV2

- Efter min mening er det en af de største fejltagelser i nyere dansk politik, og den har kostet utrolig meget på den lange bane, fordi det jo var sådan, at alle disse palæstinensere de havde fået deres sager behandlet i for og bag, siger Engell og tilføjer, at der ikke var grundlag for at give dem opholdstilladelse i Danmark.

(…)

- Det fik jo selvfølgelig først den radikale folketingsgruppe til at falde om, så faldt Socialdemokraterne om, og SF var for længst faldet om, og dermed var der etableret et flertal (for særloven, red.).

- Jeg tror, at der i hvert fald langt inde i Socialdemokraterne, som Ritt (Bjerregaard, red.) også skildrer det, var en dyb bekymring ved det, fordi det jo i virkeligheden betød, at man kortsluttede vores asylsystem, lyder vurderingen fra den politiske kommentator.

Hans Engell forklarer, hvorfor Palæstinenserloven ifølge ham har kastet skygger fra 1992 og langt ind i det nye årtusinde således:

- For det første var det en særlov, der blev gennemført, og det i sig selv er jo uacceptabelt et eller andet sted i et retssystem som vores.

- Men det skabte også en konfrontation på det her område, som har trukket sporene hele vejen frem.

Ja, det er de Radikales skyld og konsekvenserne lever vi med nu. Dan Uzan og Finn Nørgaard er blot de første direkte dødsofre. Sagde nogen Aia Fog? Folketingskandidaten for Dansk Folkeparti (selv socialdemokrat indtil 2007!) var tidligt efter terrorangrebet ude med en kritik af det muslimske morads Radikale målbevidst har forsøgt at drukne Danmark i. Men det var ikke blot timingen med at sige det alle godt ved og de fleste efterhånden har diskuteret siden udlændingeloven af 1983 der fik en storm til at bryde ud omkring hende, som det opsigtsvækkende i at hun blev banket på plads af hendes egen formand, Kristian Thulesen Dahl.

Dansk Folkepartis blødhed er ikke overraskende. Firkløveret Kjærsgaard, Espersen, Dahl og Skaarup så helt rigtigt da de skabte Dansk Folkeparti på ruinerne af Fremskridtpartiet og pressede fra starten de etablerede partier udi udlændingedebatten. Det har været en hård og sej kamp for dem, men de overlevede ikke blot, deres værk, ja deres barn kan blive det største parti efter næste valg. De er i hus - eller på Borgen kunne man sige. Og nu, hvor den politiske virkelighed endelig er ved at forme sig efter dem søger de naturligt forsoning hos deres fjender. Nu vil de ikke kampen mere, men belønnes med følelsen af at være accepteret, være indenfor i varmen, være stueren. Man kan vanskeligt bebrejde dem, men, som jeg vist har skrevet før, så ser det ud til at moren kan gå. Det er faktisk som slutningen på Matador, hvor Mads Skjerns egentlige drøm opfyldes, da han bliver en del af det borgerskab, hans revitalisering af Korsbæk truede med at ødelægge.

stampe-espersen-til-dalai-lama

Som Stampe måske bliver klogere og Espersen dummere læner de sig mod hinanden.

Jyllands-Posten ser heller ikke ud til at være blevet klogere, når de i deres leder konkluderer at

…EU [bør] investere hele sin energi i forhandlingerne med Tyrkiet om fuldgyldigt medlemskab af EU, da den store nation, som binder Europa sammen med Asien, rummer langt større positive politiske udfordringer og langsigtede økonomiske perspektiver end Grækenland.

Og danskerne? ja de er lidt forskrækkede

32262050-mega

Alle krænkelsers moder

Lars Vilks betegnes ofte ret vildledende som Muhammedtegner, som var det hans levevej. Vilks er blot kunstner (som man nu definerer kunst i disse tider) og laver i den forbindelse næsten alt andet end Muhammedtegninger. Alligevel er det hans begrænsede produktion af kunst der omhandler sagnfiguren Muhammed der oftest definerer ham.

At tegne sagnfiguren Muhammed ophidser en ukendt antal muslimer. Nogen gange hører man at det er mange muslimer hvis følelser krænkes af at en udtrykker sig, andre gange er det kun få muslimer. Det er få muslimer der bliver stødt på manchetterne når det handler om at afvise islamkritikernes alarmisme og derfor fremhæves muslimerne som moderne mennesker, der leder efter en fremtid ligesom vores. Men når det handler om at anklage de der som Vilks udtrykker sig for at bringe ulykke med sig, er det mange muslimer der bliver stødt på manchetterne .

Dette hænger også sammen med den forvirring der er om ytringsfriheden og om folk som Vilks egentligt er truede. Når man skal underminere deres troværdighed er de ikke reelt truede (en parallel til den principielle ytringsfrihedsdebat) og skal derfor ikke tages alvorligt. Der var længe tvivl om Hedegaard overhovedet var udsat for et attentat og en venstreradikal pøbels overfald på Pia Kjærsgaard blev affærdiget som hendes ønsketænkning. Men når truslen så nærmer sig eller volden er en realitet er det selvindlysende at kritikerne har bragt det på dem selv og ganske egoistisk endda udsat andre for farer. En nabo til Krudttønden udtrykte på Danmarks Radio netop den tanke; “når man så inviterer en så kontroversiel person som Vilks, hvad havde man ellers forestillet sig ville ske?” (citeret frit efter hukommelsen)

Udtrykket er sigende for den diskussion, fordi naboen sikkert ellers ikke mener at der er en trussel mod ytringsfriheden ved at mennesker der rent faktisk har noget interessant at sige søges myrdet af mange grupper og ensomme ulve (lad os nu se om ikke den seneste drabs ikke fik lidt hjælp og støtte). For ville hun da ikke støtte op om et ædelt ideal, hvis det var truet? Men alligevel er det logisk for hende, at sådan noget som et skudattentat bare sker. For det er, hvad skudattentater gør - de sker. Der er ikke nogen der udfører dem, de sker og det der sker er en logisk konsekvens af noget alle kan sige sig selv. Hvis man bare kender reglerne. Og fordi det er selvindlysende skal man ikke udfordre det, for det er at gå imod den selvindlysende virkelighed og så er man selv skyld i at man bliver forsøgt myrdet - undskyld at man bliver dræbt, selvfølgelig. Det var ikke min mening at antyde at morderen grundlæggende kunne have ladet være og have været mere kræsen med hvilke kunstudstillinger han besøgte.

Så det rigtige tal må være at mange muslimer bliver stødt, når alle til syvende og sidst er enige om at Vilks er enten truet, som folk som jeg mener han er, eller selv er ude om den uundgåelige vold, som den værdimæssige venstrefløj mener at han er. Og det hænger sammen med Muhammedtegnerens andet suffix, nemlig kontroversiel. Kontroversiel er et ofte benyttet ord for kritikere af islam, også om Vilks, både i medier og blandt folk flest og som vi så det ovenfor med Krudttøndens klarsynede nabo. En kontroversiel person er måske selv skyld i ulykken. Kontroversen har vel trods alt udgangspunkt i personen ifølge udtrykket ‘kontroversiel person’. Et lidt mindre eufemistisk udtryk kunne være ‘konfliktskabende’. Den der lever ved sværdet og du kunne jo blot have ladet være og hvad forestillede du dig ellers ville ’ske’? Osv.

Men konflikten er vel ikke personen? Nej, det er, hvad personen har gjort. Han har i dette og lignende tilfælde tegnet, tegnet som han syntes det skulle se ud. Kan det virkeligt skabe konflikt? En tegning? Ville man selv skyde Hergé eller Picasso? Nej, hvis ikke man kan lide Tintin, kantede mennesker og rundkørselshunde kan man lade være med at købe den slags skilderier. Men nogen mener alligevel at tegninger er værd at myrde løs på andre mennesker for. De mennesker er ikke kontroversielle. De mennesker der myrder løs er ‘hvad der sker’.

Jo, attentatmanden er jo selvfølgelig værre en tegneren, det bliver indrømmet lige før det obligatoriske ‘men’. Med mindre selvfølgelig, attentatmanden er et psykosocialt offer for tonen i debatten, for så er det nemlig vi skal til at se indad. For i Danmark bliver der sagt mange kontroversielle ting hele tiden. Det gør man ikke i USA fortalte Steinmetz på News. Derovre havde man en langt større forståelse for folks religiøse følelser, de fineste følelser i menneskets følelsesregister åbenbart, og mindre forståelse for hvorfor nogen dog ville tegne sagnfiguren Muhammed som en hund. I USA havde man en fundamentalt anden tilgang til ytringsfrihed en den grove danske, konkluderede han uden hensyn til at ytringsfrihed og almindelig social konduite ikke er det samme. Men pærer og bananer blandes gerne når vi ser indad - ellers kommer vil vel ikke frem til at skamme os. Og ikke et ord om terror mod amerikanske mål, der kunne forvirre årsagssammenhængen.

Så derfor: ‘Men’ selv om attentatmanden er værre end den kontroversielle, behøver man jo ikke at sige eller tegne dumme ting når nu nogen bliver kede af det. Man kunne jo lade være. Vi har jo ikke ytringspligt, som Uffe Ellemann Jensen slog fast i sin faste klumme på Berlingske Tidende, en klumme hvor han selv fortsatte det ene indlæg efter det andet til han fik sit faste TV-program sammen med Mogens Lykketoft til at forklare hvordan det hele hænger sammen. De to statsmænd har måske ikke ytringspligt, men de ytrer sig alligevel flittigt “fordi DE kender Verden” (eller kender de bare værten?). Med andre ord, så er der ingen grund til at udtrykke sin mening hvis den går imod Ellemanns mening, for det er andres mening Ellemann i udgangspunktet altid finder dumt.

Men stadigvæk, ytringsfrihed, kan vi alligevel ikke moderere den lidt? Kan vi ikke yde mådehold? Behøver vi at være så grove? Behøver vi ligefrem at vifte med en rød klud? Behøver vi ligefrem lede efter fjender? Ja til det hele; ja fordi vi er frie mennesker helt ned til tæerne, ja fordi vores meninger er vores natur så meget at uartige tegninger og skrifter altid “vil ske” uanset hvem der måtte hade selve ideen om den frie tanke, ja og hvis ikke du kan håndtere friheden så flyt til Saudiarabien, Nordkorea eller Sverige, der mere og mere ligner en blanding af Nordkorea og Saudiarabien. Men lad retorikken ligge og lad os istedet se på to andre aspekter ved vores aktuelle attentatmand.

I Ekstrabladet husker ‘Victor’ terroristen som en tidligere skolekammerat fra VUC - ‘Victor’ ville gerne vil være anonym for selvom attentatmanden nu er død mener han at vide, hvad der “kan ske” - hvorledes vores attentatmand kunne blive agressiv når han talte om sit yndlingsemne, islam. Dengang hævdede attentatmanden for eksempel, at man ikke skulle drikke øl foran muslimer fordi det var krænkende. Hånden op alle der betragter Vilks som kontroversiel, men ikke er for fine til at sidde på en fortovscafe på Nørrebro og drikke en kold fadbamse! Og nu er grønlænderne også advaret - nej vent, de blev jaget ud af Volsmose for flere år siden af selv samme grund. Det ser ud til at være mere end en enkelt ulvs mening.

Det er altså ikke nogle bestemte tegninger, der er problemet. Tegningerne står blot først på listen fordi de er symboltunge. På krænkelseslisten står altså også øldrikning. Og hvis man tager til Saudiarabien som turist, mens man overvejer om det er noget for een med et permanent ophold, så kan man jo se, hvad der ellers er på listen over krænkende ting. Kvinder må f.eks ikke køre i bil, være alene uden opsyn eller vise bar hud. Og der er klare grænser for, hvor de overhovedet må være i det offentlige rum. Den tendens kan man også se herhjemme f.eks på påklædningen på Nørrebro. Man kan se den når de populære Outlandish fandt det outrageous med en norsk sangerindes nøgne arme. Man kan se det når Asmaa og en gymnasiecensor ikke vil give hånd til det modsatte køn. Man kan se det i alle de små forskelle, udlandsturisten ser som eksotiske og hjemlandsturisten ser som mangfoldige og som kræver svinet, det urene dyr, ud.

Men der var en tredie ting på terroristens krænkelsesliste, som endda stod højere end øl og nøgne arme. Nemlig det at være jøde. Dan Uzan, der blev skudt gennem hovedet, var arveligt betinget en kontroversiel person fra et arveligt betinget kontroversielt folkeslag, der nok burde vide hvad der ‘ville og kommer til at ske’. Jødens blotte eksistens som fri og driftig frem for underkuet er endnu en dødelig krænkelse, så når man er igang med at skyde svinger man selvfølgelig forbi Krystalgade. Fik jeg nævnt det er ulovligt for jøder at være i Saudiarabien? Hvis det er et problem at være nabo til Krudttønden, hvorledes skal vi tænke om at være nabo til jøder?

Man må tage hele pakken, sagde Abdul Wahid Pedersen om islam og hele pakken vil sige både det at tegne, være kvinde, jøde, vantro, at drikke øl, være klædt efter forholdene og at tænke selv. Hele pakken blev givet af sagnfiguren Muhammed og kritik af og satire over Muhammed er derfor kritik af hvert et punkt på krænkelseslisten, som den blevet givet i de forbandede skrifter. Intet punkt på krænkelseslisten kan hverken intellektuelt eller moralsk legitimeres og det eneste alternativ til refleksion er vold og terror, så meget desto mindre den samlede pakke. Og tegninger af pakkens sagnophav er alle krænkelsers moder.

Next Page »

Monokultur kører på WordPress