Groft sagt er eksperter kun eksperter fordi de evner at konstatere de faktiske forhold i jernindustrien og definere de afgørende præmisser for udviklingen. Men politik handler om at vælge, hvad man vil med sit land, med samfundet, hvad der er vigtigt for os som mennesker og vores syn på os selv.
Her eksisterer der altså ikke nogen objektivitet, men et valg af hvilke præmisser vi ønsker vores og vores børns eksistens i forhold til den antagelse vi har om virkeligheden. Er motion sundt, når man udsætter sig selv for sportskader, er det værd at redde sjældne dyrearter, hvad er ren luft værd i forhold til økonomisk vækst, er det socialt at tvinge folk i arbejde, skal de mest produktive have forang på hospitalerne, er lighed ønskværdig og handler det om muligheder eller tilstand, skal vi give efter for onde magters krav eller møde det beredt på kamp?
Politikens hovedhistorie i aftes handler om eksperters advarsel mod den danske udenrigs- og indenrigspolitik på baggrund af terrorangrebet i Pakistan. Hovedanken er at danmark ikke kan magte den modstand vi møder ude i Verden, som jo trods alt kun er den muslimske del, fordi sikringen af danske interesser, såsom ambassader, bliver for økonomisk krævende.
»Hvis du ser, hvor meget det koster USA at sikre sit personel i udlandet, opdager du, at det er meget dyrt. Danmark har som lille land slet ikke sådanne ressourcer«, siger Hans Mouritzen, der er leder af den udenrigspolitiske forskningsenhed på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).
(…)
»Med krigene viser Fogh, at dansk udenrigspolitik ikke bare handler om ord. Det handler også om, at vi er parate til at lade livet for at nå vores mål«, siger Hans Mouritzen.
(…)
»Regeringen ved godt, at vi kører på kanten, og at vi bliver nødt til at skrue ned for blusset. Udadtil vil regeringen benægte det, men man vil se en regering, der begynder at føre en mindre aktivistisk udenrigspolitik«, siger han.
(…)
»Efter min vurdering vil den udenrigspolitiske kurs have så høje omkostninger – også rent økonomisk – at vi ikke længere som lille land kan følge med. Det gælder ikke bare i sikringen af vores ambassader, men vi har de senere år også set, at officerer forlader forsvaret, fordi det er for presset. Det er simpelthen svært at fastholde og rekruttere personale«, siger lektor i international politik ved Aarhus Universitet Clement Stubbe Østergaard.»Regeringen fører en politik, hvor den er kommet så højt til vejrs, at benene ikke længere kan nå jorden. Den er kommet helt derop, hvor kun de store drenge normalt befinder sig«, siger han.
Den store dreng Israel, klarer dog belastningen, endda med ganske utålelige naboer, så det virker ikke som en decideret umulighed. Men svært kan det nu godt blive alligevel. Men måske er man villig til at betale disse omkostninger, der jo trods alt ikke vil ligne de amerikanske, idet vores interesser jo er meget mindre. Måske lægges de danske ambassader i fjendtlige lande, såsom de kaotiske muslimske lande, indenfor et allerede sikret amerikansk kontrolleret ambassadekompleks. Måske nedlægges en del danske ambassader fordi man i takt med den trussel man er udsat for i disse lande ikke længere ser nogen mening i at foregive gode forhold og istedet indgår som et mindre konsulat i forbindelse med andre EU-lande. Måske skærer vi mange millader på overførselindkomterne og fyrer dem af på sikring af vores ambassader og personel. Muligheder er der nok af. Det er jo et politisk valg, der bunder i hvad vi gerne vil og hvilke omkostninger vi er villige til at betale. At give efter for vold er nemlig heller ikke gratis.
Kritik af Danmark under VKO er selvfølgelig noget Politiken kan bruge og deres gengivelse af deres fremtrukne eksperter lyder således
Hans Mouritzen mener, at Anders Fogh Rasmussen (V) og regeringen har koblet den aktivistiske udenrigspolitik sammen med en benhård indenrigspolitisk værdikamp. Det har fået internationale konsekvenser for synet på Danmark.Det skete blandt andet under den første Muhammedkrise, hvor regeringen afviste et møde med en række ambassadører fra muslimske lande.
Ingen citater i artiklen afslører dog en indenrigspolitisk præmis for Politikens eksperter, måske fordi det er en spidsvinklet tolkning fra journalistens side. For det lyder ikke overbevisende at Danmark bliver et terrormål på grund af den hjemlige debat og den førte politik. Tilbage står Muhammedkrisen
Her overses igen ifølge Politiken det enkle faktum at det ikke er statsministeren der skal mødes med ambassadører, men derimod udenrigsministeren og at dette var en helt bevidst spekulation fra ambassadørernes side, som også de krav og de formuleringer i ambassadørernes brev, hvis udkast Politiken jo højst bemærkelsesværdigt kunne offentliggøre i stedet for originalen, var kreeret til en afvisning fra dansk side. Ambassadørerne henvendte sig med vilje til den forkerte instans, med krav der umuligt kunne honoreres i en tone der ikke var diplomatisk acceptabel. Ambassadørerne fremtvang med fuldt overlæg krisen og deres største frygt, hvilket den egyptiske senere har indrømmet, var at få et møde. Ikke af hensyn til forholdet til Danmark eller af interesse for danske forhold, men i forhold til deres hjemlige situation.
Og hvorledes skulle statsministeren have reageret, som ville gøre alle glade? Efterkomme deres krav på bekostning danskernes rettigheder? Afvise dem og lade dem stå ydmyget med en besked om at der ikke bliver nogle pølser af det skind? Statsministeren var fanget og det eneste beklagelige ved hele den misere var hans forsøg på alligevel at give sig lidt istedet for at benytte muligheden til at fjerne enhver tvivl om dansk vilje til at forsvare os selv uanset hvad despotier måtte mene. Friheden er værd at slås for og der er ingen grund til at efterlede tvivl om det faktum.
Regeringens eneste ansvar er at sikre Danmarks og danskernes interesser i henhold til Grundloven og det mandat de har fra befolkningen. Hvorledes vi gebærder os er vores sag og vores sag alene og det er op til os at afgøre hvilke omkostninger vi er villige til at betale alt efter, hvad vi sætter højest. Det er ikke en statisk verden der ligner de lærebøger og det udstukne pensum vores akademikere bestod deres eksamener på, som blot skal reguleres af en art ingenører efter forudsigelige lovmæssigheder på objektive og indlysende fælles værdier. Det er den verden af mennesker og kulturer og stridende værdier: Det er en Verden af valg!