Stockholmsyndromet

Den svenske venstrefløj reagerer på den eneste måde, den svenske venstrefløj kan reagere på, efter terrorangrebet i Stockholm skriver Avpixlat

Under lördagskvällen arrangerar Röda korset och “Refugees welcome” en ljusmanifestation i Umeå med anledning av terrordådet i Stockholm. Demonstrationen är en protest mot rasism, säger arrangören.

På Facebook har evenemanget över 150 deltagare men initiativtagaren Hanna Jerndal hoppas att fler ska komma, säger hon till SVT Nyheter.

Ljusmanifestationen tar avstånd från terror men Hanna Jerndal understryker att det också är en “aktion mot hat och rasism”, skriver SVT.

Detta eftersom terrordåd som det i Stockholm på fredagen, som en utländsk muslimsk man sitter anhållen misstänkt för, kan framkalla “rasism” hos svenskarna, menar arrangörerna.

Et velkendt psykologisk syndrom, som Doktor David Wood er manden for at kurere - hvis man tør tage hans medicin

Rystede og chokerede, men fortsætter kursen

Alle politikere er rystede over endnu et møde med gentagelsen, dekade efter dekade - intet ændrer sig andet en frekvensen stiger støt og intensiteten følger snart efter. Ingen kan stoppe en gal mand, siger vores politi, livet går videre, siger vores Statsminister. På hvilke betingelser er underordnet blot vores tilgang er zen. Det er livet i en storby, siger Londons muslimske borgmester, det må man vænne sig til. Men sandheden er at det er livet med en stor muslimsk befolkning og det vil man ikke vænne sig til. Man vil smide dem ud eller lade sig trampe ned, men vænne sig til det vil man ikke. Den luksus har kun politikerne, der håber det ikke ramler, mens deres karriere er på spil. Et demografisk pyramide spil er der sikkert nogen der har kaldt det.

Andre lader sig ikke ryste så let

muslimsk-kvinde-krydser-sin-tros-spor

Forargelsen er stor over at billedet er gået viralt, et snapshot er ude af kontekst og ingen ved, hvad der foregår under et muslimsk tørklæde. Sådan var det ikke med den døde dreng i vandkanten, der blev selve symbolet på de lukkede europæiske grænsers grusomme konsekvenser. Men drengens familie var ikke flygtninge, de boede trygt og tyrkisk og ville til Canada selv om de havde fået afslag. Medierne labbede også den muslimske brud, der lagde blomster efter terrorangrebet i Australien til sig - et så flot billede at man næsten skulle tro, det var til ære for fotograferne, hvis ikke ens menneskesyn var bedrevidende. Og medierne faldt også på halen da den ensomme muslimske kvinde i ikke kunne finde en plads blandt de afvisende danskere, selvom historien var den modsatte.

Men billedet af den tilsyneladende indifferente muslimske kvinde der krydser ummeans spor fortæller den grundlæggende sandhed, som den europæiske islamofobirapport anno 2016 forsøger at benægte på imponerende 612 sider. Det samme gør Theresa islam-er-fjong May der ved at en historie skal frames hurtigt, hvis den skal overleve mands minde i nyhedsstrømmen.

Taking on the role of a theologian, Theresa May insisted: “It is wrong to describe this as Islamic terrorism. It is Islamist terrorism. It is a perversion of a great faith.”

Speaking in Parliament, she also said the attack showed “the importance of all of our faiths working together, and recognising the values that we share”.

Adding: “This act of terror was not an act of faith. It was a perversion; a warped ideology, which leads to an act of terrorism like that and it will not prevail.”

Men ak, nyhedsstrømmen udtrykker også den bedrøvelige sandhed, her fanget ved tilfældige screenshots fra Al Jazeera

muslimske-reaktioner

screenshot-fra-arabisk-livestreaming-af-terror

I vores broderland, der importerer så meget fætterkultur, er politikerne rystede over at våben strømmer ind over landets grænser og det sker via Danmark. Politichefen i Malmø siger at det er mest til kriminelle, men “De er ikke spesielt organiserte, mer kamerater som kjenner hverandre og bygger ulike nettverk” og det lyder jo langt mere hyggeligt og tilforladeligt. Og ikke et ord om islam.

Venstrefløjen skal vænne sig til diversitet

Måske er det racisme, der ligger bag modstanden mod Trumps mur? For udover et iboende had mod orangefarvede mennesker synes der ikke at være et eneste argument imod at bygge den mur mod Mexico, der selvfølgelig vil være i stand til at stoppe den afsindige og illegale trafik over grænsen.

Mexico har ikke, som flere mem på de sociale medier påstår, en mur mod Guatemala. De har på nogle strækninger sikkerhedshegn, men ellers forlader de sig lystigt på tortur, som Guardian skrev om sidste år

A scathing UN report has sharply rebuked Mexico for its widespread problem with torture, which it said implicates all levels of the security apparatus in the context of the government’s efforts to combat crime.

“Torture and ill treatment during detention are generalized in Mexico, and occur in a context of impunity,” the UN special rapporteur on torture, Juan Méndez, wrote in the report he presented on Monday before the Human Rights Commission in Geneva.

The report was based on a fact-finding mission Méndez made to Mexico last spring, and says methods used include beatings, electric shocks, suffocation, waterboarding, forced nudity and rape, as well as threats and insults.

Méndez’s report links torture in Mexico to government efforts to combat the country’s drug cartels, saying the majority of cases he studied involved victims detained for alleged links with organized crime. He also implicates local, state and federal police in the practice, as well as the armed forces.

For Mexico er der altså en tydelig sammenhæng mellem åbne grænser, illegal indvandring og kriminalitet, organiseret som uorganiseret. Og det er en sammenhæng der gennemsyrer det mexicanske samfund, fra bunden til toppen skriver Breitbart

U.S. news outlets appear to have forgotten that the Juarez Cartel and multiple acts of corruption have been linked to the election of the current Mexican President, Enrique Peña Nieto. The Mexican president’s ties to cartels, the mysterious release from prison of major cartel figures during his presidency, and the fact that regions of Mexico are under operational control of these paramilitary transnational criminal organizations during his presidency are rarely, if ever, reported in the U.S. The outrageous number of journalists who have been murdered or who have simply disappeared in Peña Nieto’s Mexico is also rarely reported.

Last year, Breitbart Texas reported on an investigation that revealed that a series of shell companies had been used by members of the Juarez cartel to funnel funds into Peña Nieto’s 2012 election. The investigation was carried out by Mexican award winning journalist Carmen Aristegui and her team; the subsequent scandal became known as Monexgate for the cash cards that were given out during Peña Nieto’s campaign. Those journalists have been under criticism by the Mexican government after discovering the cartel finance link, as well as the fact that Peña Nieto had received properties as bribes from government contractors.

Den mexicanske økonomi får tilført mellem 20 og 30 mia dollars via narkokartellernes eksport af narkotika til USA. Nogenlund det samme beløb som lavtlønnede mexicanske arbejdere i USA sender hjem til familierne i deres dysfunktionelle hjemland, nemlig 24,4 mia dollars. Mexicos trediestørste eksportvare efter narko og billig arbejdskraft er olie, med en årlig indtjening på 23,3 mia dollars.

Forholdet mellem USA og Mexico er en dårlig gænge. De forkerte interesser beriger hinanden på de to landes bekostning. Men hvor USA vil forlade misbruget og være great again, er Mexico fanget i afhængighed.

Mexico is on the Verge of a Civil War! Police RUN from Rioters! Mexico city police flee for their lives after violent protesters overrun their blockades. Mexicans are outrage over gas prices, the border wall, and the liberal media fueling protests against the sitting president after he had a conversation with Donald Trump over the phone. This is Mexicans response to that conversation.

Mexico må igennem en kold tyrker.

Tider skifter, sæder hærdes

Som med Theresa Mays forvandling til en tilsyneladende ansvarlig politiker, har vindbøjtlen David Trads også lugtet at det er en dødssejler at sidde sammen med den etablerede presse og blive trukket rundt i ringen af Donald J Trump.

”I for lang tid har en lille gruppe i vores nations hovedstad høstet alle magtens fordele, mens folket har betalt det hele. Politikere berigede sig selv, mens arbejdspladserne forsvandt og fabrikkerne lukkede. Eliten beskyttede sig selv, men ikke borgerne i vores land.”

Lige der bag Trump, mens han talte, sad hele eliten:

Barack Obama og alle demokraterne – men også Paul Ryan og Mitch McConnell - de to republikanske ledere i Kongressen. For Trump er det ét fedt, om dem, der har siddet på flæsket, er fra højre eller venstre. De er den elite, han foragter. De er sumpen, der skal drænes.

”Deres sejre har ikke været jeres sejre; deres triumfer har ikke været jeres triumfer; og mens de festede i nationens hovedstad, har der ikke været meget at fejre for hårdt prøvede familier rundt i landet. Alt dette ændrer sig lige her og lige nu, for dette øjeblik er jeres øjeblik.”

Trumps frontalangreb var demonstrativt. Ikke en eneste gang rakte han hånden ud til forsoning. Han nævnte ikke ’samarbejde’ med et ord. Alt den sædvanlige snak om at ’samle Amerika’ og ’arbejde på tværs af partierne’ sprang han over. Han er reelt sin egen herre.

Det er vigtigt hele tiden at erindre sig, at Trumps sejr netop var ’hans sejr’. Først knuste han hele den republikanske elite, som alle til hobe foragtede ham. Så maste han den demokratiske elite. Til sammen smadrede han al politisk logik, ja, al logik.

Det er klare ord, meget bedre, end da han mente at Trump var værre end slem, at det hele ramlede på grund af Trump og at han derfor var bange som aldrig før og hans lidt mere litterære overskrift Donald Dag Nu. Vindbøjtlerne vender, højrefløjen vejrer morgenluft, venstrefløjen vånder sig, hvis ikke den regredierer. Præsenterer disse mennesker et ønskeligt alternativ?

venstreflc3b8jen

Ikke hvis man bekymrer sig om håndgribelige problemer og blot læner sig mod det fælles frem for at stræbe efter frihed. Men det gør den toneangivende del af venstrefløjen ikke. “A good tactic is one your people enjoy.” skrev Saul Alinsky i sin manual for radikale. Og venstrefløjen har virkeligt haft megen spas med at indtage gaden og intimidere sine modstandere, som når en fetichist(?) slår Richard Spencer for at sige sin mening. Men der bliver ingen kære mor de næste par år

Det viser sig iøvrigt, at limousinen, som venstreorienterede satte i brand efter at have skrevet “WE THE PEOPLE” med spraymaling, tilhørte et udledningsfirma, ejet af en muslimsk indvandrer. Samme ironi gjorde som da en venstrefløjsaktivist et par dage forinden skød en mand i maven, udenfor et arrangement med Milo Yiannopoulos under indtryk af at der var tale om en racist.

Tonen har ændret sig i debatten, manden på gaden har fået nok, selv Gavin McInnes der måske nok slås som en tøs, men i det mindste har han temperament. Røde voldsmænd ud med jer… Så venstrefløjen skal passe på, hvorledes den administrerer sin fortælling og med hvem den marcherer, som Bethan Mandel advarer om i det venstreorienterede Forward. Men det er ikke blot islamisten Linda Sasour og den muslimske subversive organisation CAIR (Council on American-Islamic Relations), som de bør værge sig fra at pleje omgang og dele interesser med. Også de dejlige penge fra finansmanden George Soros, der tilgår allehånde organisationer, der er fjendligt indstillet overfor de Vestlige samfund

“Trumps sejr er et historisk nederlag til den ’djøficering’, den ’nødvendighedens politik’ og den ’sådan-er-det-jo-attitude’, som har styret ikke bare dansk politik, men også amerikansk og europæisk politik i årevis. Manualen for, hvad der kan lade sig gøre, skal skrives om.” skriver Trads. Og det kan vores defaitistiske regering begnde på

Pigen der råber hyrdehund

Fra Berlin til Bogota samledes feminister for at demonstrere mod at amerikanerne har valgt at indsætte en heteroseksuel mand som deres præsident. Bogota er lidt en sjælden by i, hvad der næsten er en liste over byer i USA, Australien og Europa. New York Times har dog samlet en flot billedserie, der viser en imponerende opbakning. Men synet bedrager, venstrefløjen tabte valget, de er ikke i flertal. Men de er gode til at gå på gaden.

trump-svarer-feministerne

Formanden for Concerned Women for America, en pro-life (anti-abort) organisation, Penny Nance havde på CNN bidt mærke i, at Women’s March on Washington ikke inkluderede kvindelige pro-life aktivister

“March for life, been going on for 43 years, will have about, 400,000, 500,000, next weekend,” she said. “[I] will need all of you back here to have the same conversation next weekend, because that [March for Life] is ignored on a regular basis. This is not new.”

“It’s not about women, it’s about liberalism” svarede CNNs analytiker Bakari Sellers. Og det er rigtigt, det handler om venstrefløjens selvforståelse. Og i den selvforståelse giver det god mening at skrue op for den identitetspolitik, der kostede Hillary Clinton valget. Her et billede fra Pajamas Media

womens-mach

En god ven sagde at der er noget “beroligende at se manglen på noget som helst relevant eller konkret kritiserbart hos Trump i de mange demonstrationers skiltning og grafik“, det er helt indforstået. Tag feministen Ashley Judds (ja, det er der åbenbart en feminist der hedder) opsang til folket

Negre er stadig slaver og stadig i lænker, men nu som indsatte i fængslerne, siger Judd og kvinder hujer i begejstring så højt at ingen kan høre om nogen indvender; Jamen, det giver jo ingen mening. Negerslaver arbejdede for at den hvide mand kunne blive rig, negrene i fængslerne er derimod en enorm udgift for den hvide mand.

Så Judd er fri til at føle Hitler i gaderne og inden nogen siger, ja de forbandede venstreradikale med deres politiske vold, understreger Judd at hun tænker på Trump; overskæg skiftet ud med en toupe. Trumps hår er nu hans eget, han klipper det endda selv. Hun er indigneret over at Scarlett Johanson ikke tjener endnu flere millioner på sine film, hendes løs er skåret af testosteronslebne knive, som også lønnen for latino- og negerkvinder er markant lavere end… hvide kvinder? Ikke helt, den hvide MANDS privilegerede datter.

Den muslimske kvinde i baggrunden er sharia og Hamas tilhænger og mange af arrangørerne bag Women’s March on Washington er sponseret af George Soros. Men her er arrangørernes egne ord, hvorfor de marcherer

En pige vil være tryg i skolen, en negermand er feminist, hvilket ikke er et skældsord ifølge en aldrene negerkvinde, mens to andre supplerer at deres liv har betydning førend en asiatisk kvinde peger på sin gravide mave og siger “And so does hers!”. Stop!

Var det ikke meningen at pro-life aktivister ikke måtte være med?

Men sådan fortsætter det. En udefinerbar person vil ikke defineres af et badeværelse. Diversitet er smuk, en kvinde er ud af en immigrantfamilie (altså ikke en indianer) og med gråd i stemmen kan ikke forstille sig, hvor hun ville være, hvis ikke hun havde fået den chance - at dømme efter hendes asiatiske træk sikkert ikke et sted, hvor man fik chancen for et frit valg med den risiko at ens favoritkandidat kan tabe. En kvinde i hijab mener USA handler om frihed, en lille hvid pige vil smadre glasloftet, en anden gør det for sine mødre - sejt, hun ikke er en hvid MANDS privilegerede datter! En kvinde vil marchere fremad og ikke tilbage og en vil have sin stemme hørt på den mest irriterende måde og en gammel negermand vil marchere fordi han ikke kan trække vejret.

Det kan jeg snart heller ikke. Mens kampen mod ethvert udtryk for maskulinitet antager mere hysteriske toner, står feminister i Tyskland og skriger Allahu Akbar, ikke for andet end at være i trods til deres beskyttere.  Der er intet andet end en forsværgelse af den hvide kristne mand og alle hans gerninger og alt hans væsen. Og der bliver hvidt sort og op bliver ned.

american-hijab

Det skamløse

Trump fortalte hele Verden i sin indtrædelsestale at hans regering vil sætte USAs interesser først. Tænk at det skal siges? Det burde være banalt for en folkevalgt at sætte sit folk først. Tænk at det kan vække anstød! “Politikken er vendt tilbage hinsides djøficeringen, akademiseringen og den tredje vejs afpolitiserende teknokrati” skriver Kasper Støvring om Trumps indsættelse som USA 45. præsident. Og det er svært at kapere for den politiske elite og dens medier og alle der identificerer sig med den.

Informations debatredaktør Susan Knorrenborg er inde på noget af det samme når hun kalder Donald Trump ’skamløs’ og kalder det hans “måske største aktiv”. Knorrenborg indrømmer at skamløshed kan være frigørende, men hun advarer mod “Trumps perverse frigørelse

. Den skamløse vinder fritager sine tilhængere fra skam, fordi han skaber plads til alle de følelser, der før har været dømt ude. Til alt det, man tidligere har skammet sig over: arbejdsløsheden, de racistiske følelser, der bobler under huden, hadet til dem, der ved bedre og ikke holder sig tilbage for at belære en om, hvordan verden hænger sammen.

Trump inviterer alle, der har lyst, med ind i et gigantisk omklædningsrum, hvor man kan få lov at føle sig som en vinder, fordi man er på hold med ham, der vandt. Samtidig kan man få lov at stå ved alle sine ubehagelige tilbøjeligheder uden at skulle skamme sig det mindste.

USA’s nye præsident er manden, der ikke rødmer over at slå en skid, og derfor udløser pruttekonkurrence i stedet for forlegne blikke. De indviede holder sig ikke for næsen, for der er noget befriende i at få lov at prutte, som man vil, og lugte, som man gør inderst inde.

Knorrenborg selv skammer sig ikke over at sprede fake news og  indleder sin artikel

Han tilsviner USA’s ellers hellige krigsveteraner; han kalder mexicanere for voldtægtsforbrydere; han praler med at stikke sine lidt for korte fingre ind mellem fremmede damers ben; han truer med at forbyde muslimer indrejse til USA, og han slipper afsted med at påstå, at »begrebet global opvarmning er skabt af og for kineserne for at gøre USA’s produktionsvirksomheder ikkekonkurrencedygtige«.

Det meste af verden ryster på hovedet, flertallet af amerikanerne stemte på Clinton, og når Trump i dag indtager Det Hvide Hus, sker det med en mindre opbakning end nogen anden moderne præsident

Trump tilsvinede ikke (og pludseligt for venstrefløjen) ellers hellige krigsveteraner. Trump skosede derimod en afdød krigshelts forældre for at bruge deres døde søn til et plat politisk angreb på Trump.

Han kaldte ikke mexicanere over en karm for voldtægtsforbrydere.

Han vedstod sig dog at være ganske heterosexuel i en privat samtale for 10 år siden og han ville også forbyde tilstedeværelse af USAs fjender i USA - nøjagtig, som Roosevelt og Carter havde gjort det før ham.

Og ja, Trump tager selvfølgelig fejl når han påstår at “begrebet global opvarmning er skabt af og for kineserne for at gøre USA’s produktionsvirksomheder ikkekonkurrencedygtige“. Sandheden er, at begrebet global opvarmning er skabt af den vestlige venstrefløj for at gøre Vestens produktionsvirksomheder ikkekonkurrencedygtige. Ingen grund til at hakke unødigt på kineserne, de har rigeligt at slås med i deres skæve øjne.

Og Donald Trump hånede ikke “journalisten Serge Kovaleski med hans handicap”, som den ledsagende billedtekst påstår. Gavin MacInnes kan forklare mere her, hvor han skoser Merryl Streep, for den samme fejltagelse.

Det er også fake news at vedblive at kolportere myten om ‘the popular vote’, at Hillary Clinton er den moralske sejrfrue og Trumps sejr derfor illegitim. Det svarer til at man hævder en moralsk sejr i en basketkamp under henvisning til pointreglerne for scorede mål i fodbold. I USA har valg siden for rigtig lang tid siden handlet om at skaffe sig et flertal af valgmænd, som Tom Basile skrev i Forbes tilbage i december

If you ran a popular vote strategy, you’d run a completely different campaign in terms of allocation of time and resources. The game is not winning the popular vote, like it or not.

Further, there is no evidence that had the campaigns executed a popular vote strategy that Clinton would have won. Actually to the contrary, given the marked enthusiasm deficit on the Democrat side, Trump would likely have mobilized more voters from his states than Clinton would have in hers. Also, keep in mind that Clinton did have a robust turnout operation in key urban and suburban districts where she needed to perform well with her base. She still under-performed in those places that also would have been critical to a popular vote victory.

The press has weaved the issue into the coverage repeatedly using the phony recounts in Michigan, Pennsylvania and Wisconsin as an excuse to mention the popular vote margin. Naturally, they’ve spent little time acknowledging that Hillary Clinton lost or under-performed President Obama in almost every single demographic group that mattered - including women.

Trump beviste, så langt det kunne lade sig gøre, at han ville være i stand til at vinde flertallet af stemmerne i hele USA, ved at smadre “the blue wall”, de stater, der regnes for så Demokratiske, at der end ikke syntes at være grund til at føre valgkamp i dem. Støvring citerer fra Brendan O’Neils glimrende og nu virale skriv i Spectator, hvorfor amerikanerne stemte Trump

Because you treated dissent as hate speech and criticism of Obama as extremism. Because you talked more about gender-neutral toilets than about home repossessions. Because you beatified Caitlyn Jenner. Because you policed people’s language, rubbished their parenting skills, took the piss out of their beliefs.

Because you cried when someone mocked the Koran but laughed when they mocked the Bible. Because you said criticising Islam is Islamophobia. Because you kept telling people, ‘You can’t think that, you can’t say that, you can’t do that

Nu jeg er ved det skamløse, den yderste venstrefløj smadrer gaderne, mens den beskylder Trump for at smadre alt andet. Her er billedet af venstrefløjens forståelse af “We, the people”, deres popular vote

we-the-people-leftwing-style

Kodeord for kodeord

Danmarks Radio kan man læse at Trump måske endelig accepterer at russerne har hacket (DR skriver også at der sidste år blev “registreret over 100.000 hackerangreb mod Sverige fra fremmede magter“) det amerikanske valg, men at han stadig “kritiseres af både demokrater og republikanere for ikke klart at støtte efterretningstjenesternes konklusioner“. Men der er ikke gode grunde til klart at stole på de amerikanske efterretningstjenester, som Andrew McCarthy skriver på National Review,

Here, we are talking about a community whose own analysts have complained that their superiors distort their reports for political purposes. In just the past few years, they have told us that they had “high confidence” that Iran suspended its nuclear weapons programs in 2003; that the NSA was not collecting metadata on millions of Americans; and that the Muslim Brotherhood is a moderate, “largely secular” organization. We have learned that the Obama administration intentionally perpetrated a disinformation campaign — complete with a compliant media “echo chamber” — to sell the public on the Iran nuclear deal (and the fiction that Iran’s regime was moderating). We have seen U.S. intelligence and law enforcement complicit in the Obama administration’s schemes to convince the public that “violent extremism,” not radical Islam, is the explanation for terrorist attacks; that a jihadist mass-murder attack targeting soldiers about to deploy to Afghanistan was “workplace violence”; that al-Qaeda had been “decimated”; that the threat of the ISIS “jayvee” team was exaggerated; and that the Benghazi massacre was not really a terrorist attack but a “protest” gone awry over an anti-Muslim video.

Overfor dette står Julian Assanges ord om at Wikileaks ikke fik nogle emails fra russerne, men fra utilfredse medarbejde blandt Demokraterne. Hvis Assange taler sandt har russerne ingen indflydelse haft på det amerikanske valg af præsident, da alle historier i medierne ikke tog udgangspunkt i hvad russerne angiveligt havde fundet ud af, men hvad Wikileaks afslørede. Og Det var altså ikke løgne eller fake news, men afsløringer.

Og, som McCarthy videre skriver, så nævnes formanden for Demokraterne, John Podesta ikke med et ord i hverken rapporten fra CIA, FBI eller NSA. Det var ellers hans emails der blev ‘phished’, dvs at han blev lokket til selv at afsløre at hans password var “password” til uvedkommende. Og det var i Podestas emails, at man kunne læse, hvorledes Demokraternes ledelse snød Bernie Sanders til fordel for Hillary Clinton i primærvalget og hvorledes Clintons stab arbejdede tæt sammen med store dele af medierne.

Som Charles Krauthammer mindede om i National Review, så er russernes påståede indblanding sket på Obamas vagt, mens han belærte alle om, hvor sikkert det amerikanske system var og at 80erne gerne ville beholde deres udenrigspolitik. Så hvorledes kunne det ske? Ronald Deibart, der mener at Obamas forsøg på at skabe en diplomatisk krise mellem USA og Rusland “may be an admirable motive“, forklarer på Just Security, hvad der er galt med FBIs analyse

The DHS/FBI Joint Analysis Report on Russian information operations, which the administration refers to as “Grizzly Steppe,” is a disappointing and counterproductive document. The problems with the report are numerous and have been well documented by professionals in the computer security area. But the culture of secrecy and the lack of independent sources of verification that gave rise to it are far more pervasive.

Among the problems in the report: Instead of clearly mapping out the evidence linking the cyber espionage operations to Russia, the report provides generic charts on tradecraft and phishing techniques that apply to just about every cyber espionage campaign I and others have ever studied.

At the centre of the report (page 4) is a table that unhelpfully lumps together, without explanation, several different names attributed to Russian-associated cyber espionage campaigns alongside names of malicious software and exploits that have little or no direct link to Russia.

An appendix includes a spreadsheet meant to provide “Indicators of Compromise,” long lists of technical details supposedly associated with the espionage campaign. These include IP addresses, malware signatures, and command and control infrastructure, which network defenders are supposed to use to ward off Russian-backed espionage, and which would ostensibly be used to “fingerprint” Russia as the culprit. Unfortunately, many of these are out of date or irrelevant, or are used by multiple cyber espionage campaigns and not ones exclusively associated with Russia. To give just one example, journalist Micah Lee analyzed the IP addresses contained in the appendix, and found over 40 percent of them are exit nodes of the anonymizer Tor (meaning anyone in the world using Tor could be associated with these IP addresses). It is a disservice to both the general public and expert researchers to not clarify the degrees of confidence associated with each indicator. Without proper categorization or context, the indicators satisfy neither aim of helping network defenders or proving attribution.

Herunder forklarer John McAfee (!) til russisk TV (!) at “hacket” ligner amatørarbejde

Man husker nok valgkampen, hvor det vakte stor forargelse at Trump ikke ville forhåndsgodkende valgresultatet, skulle det gå imod ham. Antidemokratisk, blev det kaldt og en trussel imod demokratiet. Nu fyger der beskyldninger om at Trumps valg ikke blot ikke er legitimt, men at han er en russisk marionet, indsat ved noget der ligner et statskup. Helvede kender ingen vrede som en vraget venstrefløj.

Mentalitet

Medier, fagfolk og politikere har gjort det til en vane af affærdige ensomme ulve, der næsten altid synes at være godt assisteret, som værende psykisk ustabile socialt udsatte eksistenser. Belgisk politi har netop arresteret en 14 årig af slagsen og det er oveni de 29 andre ensomme jule-ulve.

Psykisk ustabile mennesker er fanget i deres egne unikke indre universer. Grupper opstår om noget medlemmerne deler. Selv hvis man som læser af Politiken skulle finde trøst i forklaringen om terroristens forvrængede virkelighed, kan man vanskeligt komme udenom at stille spørgsmålet; hvorfor er så mange muslimer, med de traditionelt grænsende over til det rent morderiske tætte sociale bånd, så udstødte psykofanter. For empirien løber ingen om hjørner med i sidste ende - man kan ikke skrive islam ud af ligningen for islamisk terrorisme.

For nyligt offentliggjorde Islamisk Stat en særligt grusom video i HD. To unge mænd, angiveligt tyrkiske soldater, bliver lukket ud af deres jern-bur i et goldt stenlandskab i Levanten, tvunget ned på alle fire og må kravle, ført som hunde, hen til eksekutions-stedet. Her blev de rejst op og via et langt bånd antændt og brændt ihjel i et roligt tempo, der tillader minutters dødskamp.

Deres dødsskrig akkompagnerer den hoverende islamiske messen, der danner det gennemgående lydspor, som det altid gør. Aldrig en pause for at tænke synes der at være i islamiske videoer. Det var en tilfredsstillende forestilling for jihad-krigerne, der som selve videoen svælgede i de grusomheder, man udsatte en i forvejen besejret og ydmyget fjende for.

Når eksperter og medier beflitter sig med Islamisk Stats propaganda videoer hæfter de sig ved at de er i HD kvalitet med en billedside, der mestrer både den lækre belysning, flere kamerastillinger og bevægelser, der fanger en koreograferet opsætning. Dette sættes i modsætning til Osama Bin Ladens grynede VHS bånd af ham selv, der holder monotone monologer i en hule i Bore Bora eller fra hans sidste bosted med den store pornosamling. Men, som jeg har skrevet før, så undgår eksperterne altid videoernes smertelige indhold, måske fordi konklusionen ikke er til at bære.

Propaganda skal lokke nye krigere til og islamisk stat lokker med grusomheder mod en slagen og ydmyget fjende. Kom og vær med, hug hoveder af, se dem vride sig i smerte, som flammerne fortærer dem, hør deres skrig, vær med til at nære angsten. Og deres målgruppe, muslimerne, lader sig lokke af de smukke billeder med det hellige indhold - skønt alt vi synes vores velfærdsregimer har gjort for at få dem inkluderet.

Julen er tid for religiøs krig, skriver Michael Finch i American Thinker og Syv migranter forsøgte at sætte ild på en hjemløs mand i Berlins undergrundsbane.  ‘Nogen andre’ forsøgte at brænde Emanuelskirken i Hamborg ned til grunden og i Sverige lykkedes det med et indkøbscenter. Og så er der nogen der bare synes det er sjovt at sparke en ældre hjemløs mand i asfalten.

Trumps ‘big stick’!

“Occasional perceived craziness is a plus in both poker and high-stakes geostrategic diplomacy” siger Victor Davis Hanson i en afklædning af Obama-doktrinen på National Review.

hold-on-israel

Det meste af pressen er bekymrede over Donald Trumps manglende politiske erfaring og hans påståede ukendskab til Verden udenfor amerikanske realityshows tegner en udenrigspolitik der vil krabbe ubehjælpsomt mod krig og kaos. I den virkelige store Verden er der ikke plads til store armbevægelser og spontane Twitterkommentarer. Hans forgænger, Verdensmanden med de mange oprindelser, som han ikke helt ville vide af alligevel, forstod den fine balance på den internationale scene. Trump er elefanten i glasbutikken og allerede i overgangen mellem de to regeringer skaber Trumps ‘kontraordrer’ da også problemer, skiver bl.a Wall Street Journal.

De tog også anstød af at Trump passer sin twitter-konto og sin takke-turne og kun sparsomt deltager i de sikkerhedspolitiske møder. “I don’t have to be told the same thing in the same words every single day for the next eight years” forklarede han Fox News sin ‘efter-behov’ tilgang.

Trump er ikke en mad-man, men han har en rem af huden - og der lyttes til Trump.  Af alt, hvad der kommer ud af munden på ham så ved man det er alvor når han trækker en rød streg. Alan Dershowitz skriver i Algemeiner at Trump havde ret i at blande sig i Obamas svigt af Israel, da FNs sikkerhedsråd besluttede at gøre bl.a Østjerusalem til palæstinensisk territorium

The effect, therefore of the Obama decision to push for, and abstain from, a vote on this resolution is to deliberately tie the hands of the president’s successors, in particular President-elect Trump. That is why Trump did the right thing in reaction to Obama’s provocation. Had the lame-duck president not tried to tie the incoming president’s hands, Trump would not have intervened at this time. But if Trump had not urged the Egyptians to withdraw the resolution, he would have made it far more difficult for himself to try to bring about a negotiated resolution to the Israeli-Palestinian conflict.

The reason for this is that a Security Council resolution declaring the 1967 border to be sacrosanct, and any building behind those boarders to be illegal, would make it impossible for Palestinian leaders to accept less in a negotiation. Moreover, the passage of such a resolution would disincentivize the Palestinians from accepting Israel Prime Minister Netanyahu’s invitation to sit down and negotiate with no preconditions. Any such negotiations would require painful sacrifices on both sides if a resolution were to be reached. And a Security Council resolution siding with the Palestinians would give the Palestinians the false hope that they could get a state through the United Nations without having to make painful sacrifices.

Det har han gjort siden valget til kommende præsident og med god effekt. Eric Fernstrohm, der har været rådgiver for Mitt Romney, skriver om Trumps ‘can-do’ tilgang i Boston Globe

Trump has turned out to be the most energetic president-elect America has seen in a long time, intervening to save jobs and contain federal spending. Like Teddy Roosevelt, Trump is using the megaphone of his bully pulpit to get results.

He rescued 1,000 jobs by dangling tax incentives and the threat of retaliatory tariffs to convince air conditioning company Carrier not to move production from Indiana to Mexico. Democrats quibble over the number of jobs saved, but there’s no escaping the symbolism: Trump is on the side of workers, not big corporations.

Now there’s talk of a Trump effect, as more companies fearful of Trump’s “big stick” think twice about outsourcing American jobs.

Bill Ford, the chairman at Ford Motor Co., called Trump after the election to say the automaker changed its mind about moving some vehicle production offshore. Trump also said he lobbied Apple CEO Tim Cook about bringing manufacturing back to the United States.

“One of the things that will be a real achievement for me is when I get Apple to build a big plant in the United States, or many big plants in the United States, where instead of going to China, and going to Vietnam, and going to the places that you go to, you’re making your product right here,” Trump said he told Cook, according to a post-election interview with The New York Times.

Trump’s preinaugural swagger goes beyond the jobs front.

After Trump complained about the price tag for building the next Air Force One, the CEO of Boeing promised to limit costs. Trump put health care companies on notice that he wants drug prices, a major factor in exploding Medicare costs, to come down. His targeting of “out of control” overruns in the construction of F-35 fighter jets suggests defense contractors will feel the lash.

Trump may not get everything he wants, but if the transition is any indication, he seems to understand what his opponents do not. His success will hinge on jobs and bringing change to Washington, not how often he meets with intelligence briefers.

Og han ser ud til at få europæerne til at tage mere ansvar for eget forsvar. Den store kæp er mere end blot en sjofel reference til et af primærvalgenes lavpandede disputter, det er sikkerhedspolitik på det mest basale plan.

Derfor var hans nonchalante omtale af atomvåben under valgkampen også god sikkerhedspolitik og som skabt til en tid, hvor Verden ikke længere hviler nogenlunde trygt i at USA er den store hegemon. Ja, han var villig til at bruge atomvåben, hvis det lignede en god løsning - hvad ellers havde man dem for? Chokeret prøvede journalisten at finde en undtagelse i Trumps vanvid og spurgte om han også ville bruge atomvåben mod problemer i Europa

“Europe is a big place!” konstaterede Trump uden omsorg for pæne menneskers blodtryk og ængstelser - han talte heller ikke til dem.
Oliver og Obama, med sin fejlslagne (jeg lader tvivlen komme ham til gode) politik, kan gøre sig lystige alt det de vil. De er ikke relevante, de tabte valget og Trump bruger ikke deres medier til at tale med sine tilhængere. Trump talte til alle despoter og røvhuller ude den store verden, der har lært at grine ad Obamas svaghed og USA fald fra tronen. trump fortalte at når han kommer til, så har han allerede mandat i det amerikanske folk til at slå på gummen hvor han finder det for godt.
Det vidner om stor politisk indsigt at føre stormagtspolitik allerede inden man er valgt. Hillary gjorde det modsatte. Hun pustede sig op overfor vælgerne, mens hun legede med tanken om at gå i krig med Rusland.

Glædelig Hannukah til jøderne - I får brug for det

Jeg troede Julens absurditet var Prins Charles, der vil have at englænderne vil bruge Julen ikke til at tænke på “Lord our savior” men at tænke på Muhammed, fordi pædofeten var nødt til at emigrere til Medina for at finde sin frihed. Den frihed benyttede han, som bekendt for alle andre end Charles, til at etablere en intolerant stat, slagte de jøder han ikke solgte fra som slaver og alle sine kritikere, førend han vendte tilbage og erobrede Mekka. Ja, det er værd at tænke når man slipper hans følgere løs i Europa.

Men desværre er Charles afsindighed overgået af rigtig politik ved Obama, der har tilladt at FN definerer Tempelbjerget inklusiv Grædemuren som tilhørende araberne. Ben Shapiro skriver

Just in time for Chanukah, President Barack Obama has unleashed all the anti-Jewish fury of his administration on the state of Israel. According to a senior Israeli official, both Obama and Secretary of State John Kerry have been pushing a United Nations resolution behind the scenes that would essentially declare East Jerusalem, which includes the holiest site in Judaism, the Temple Mount, non-Jewish territory off limits to Israel, as well as labeling any Jew living outside the pre-1967 armistice lines illegitimate.

The draft resolution is an utter rejection of Judaism’s claims to Jerusalem – a historical absurdity, since the only reason anyone cares about the spot is because of Judaism’s claims to it, which predated any Muslim claims by well over a millennium. It rejects Israel’s ability to defend itself by maintaining territory outside the “Auschwitz borders” of pre-1967 Israel. It ignores international law – the resolution says that Israel is occupying “Palestinian territory,” which makes no historical sense given the fact that there was never any sovereign Palestine, that the Palestine Liberation Organization was founded prior to 1967 and called for the full destruction of the state of Israel (as indeed, the Palestinian governing organizations continue to do), and that Israel’s enemies never agreed to any international agreement granting them sovereignty over the territory. Essentially, the UN calls for all areas outside the pre-1967 lines, which would include East Jerusalem, to become Judenrein.

This isn’t a major shock from the Obama administration, which has a long, inglorious history of Jew-hating activity when it comes to Israel. This is the same administration that signed an Iran deal that puts Israel’s very existence in jeopardy, that forced Israel to apologize for attempting to blockade arms shipments to the terrorist group Hamas, that tried to stymie Israel’s ability to defend herself during a rocket war with Hamas, that pressures Israel consistently to make concessions to would-be Jew-murderers, that goes silent when American Jews are killed in Israel, that funds a terrorist unity government.

Mark Levin tweetedeIt appears anti-Semite Obama is working with the extremist Palestinians, and using the Israel-hating UN, to undermine our ally Israel“. Og i The Weely Standard skriver Elliot Abrams at Obama har tilladt FN at vedtage “a nasty and harmful anti-Israel resolution

Just weeks before leaving office, he could not resist the opportunity to take one more swipe at Israel—and to do real harm. So he will leave with his record on Israel in ruins, and he will leave Democrats even worse off.

It’s pretty clear that he does not care. Obama has gotten himself elected twice, the second time by a decreased margin (the only time a president has been reelected by fewer votes than in his first term), but he has laid waste to his party. In the House, the Senate, the state governorships, and the state legislatures, the Democrats have suffered loss after loss. Today’s anti-Israel action will further damage the Democratic party, by driving some Jews if not toward the Republicans then at least away from the Democrats and toward neutrality. Donald Trump’s clear statement on Thursday that he favored a veto, Netanyahu’s fervent pleas for one, and the Egyptian action in postponing the vote show where Obama stood: not with Israel, not even with Egypt, but with the Palestinians. Pleas for a veto from Democrats in Congress were ignored by the White House.

Does the resolution matter? It does. The text declares that “the establishment by Israel of settlements in the Palestinian territory occupied since 1967, including East Jerusalem, has no legal validity and constitutes a flagrant violation under international law.” This may turn both settlers—even those in major blocs like Maale Adumim, that everyone knows Israel will keep in any peace deal—and Israeli officials into criminals in some countries, subject to prosecution there or in the International Criminal Court. The text demands “that Israel immediately and completely cease all settlement activities in the occupied Palestinian territory, including East Jerusalem.” Now add this wording to the previous line and it means that even construction in the Jewish Quarter of the Old City is “a flagrant violation under international law.” The resolution also “calls upon all States, to distinguish, in their relevant dealings, between the territory of the State of Israel and the territories occupied since 1967.” This is a call to boycott products of the Golan, the West Bank, and parts of Jerusalem, and support for the Boycott, Divestment, Sanctions movement.

Yet Barack Obama thought this was all fine and refused to veto.

National Review forsøger at forstå omfanget af resolutionen og spørger “If an Israeli lives in a suburb of Jerusalem, is he or she now a criminal? Can he be arrested and tried in activist courts in Europe or in international legal tribunals?“. Abrams spørger “The remaining question is whether Jewish leaders and Democratic politicians who vouched for Obama and defended him for eight years will now tell the truth”. Jonah Goldberg skriver i samme ånd at “Obama has just thrown [liberal Jews and other supporters of Israel] under the bus” med sit forræderi og blandt Obamas egne partikammerater er der også vrede, skriver The Tower. I det venstreorienterede jødiske Tablet Magazine skriver Lee Smith at “The lame-duck president is dismantling the alliance system that has kept America and much of the rest of the world secure

In a sense, the UN vote is a perfect bookend to Obama’s Presidency. A man who came to office promising to put “daylight” between the United States and Israel, has done exactly that by breaking with decades of American policy. It is also seeking—contrary to established tradition and practice, which strictly prohibit such lame-duck actions—to tie the hands of the next White House, which has already made its pro-Israel posture clear.

No doubt that many of those critical of the U.S.-Israel relationship will defend and applaud the administration’s action, even as the effects of the resolution are obscene. So what if it enshrines in international law the fact that Jews can’t build homes or have sovereign access to their holy sites in Jerusalem, the capital of the Jewish people for more than 3000 years? Israel, as Kerry said, is too prosperous to care about peace with the Palestinians. Maybe some hardship will shake some sense into the Jewish State—which after all, could easily have made a just and secure peace with the Palestinian leadership at any time over the past two decades, if that’s what it wanted to do. Accounts to the contrary, from Presidents Bill Clinton and George W. Bush, say, or left-wing Israeli politicians like former Prime Minister Ehud Barak and the late Shimon Peres, are simply propaganda generated by the pro-Israel Lobby, whose wings the President has thankfully clipped.

But the Obama Administration’s abstention isn’t just about Israel or bilateral relations with a vital partner in a key region. It’s also about the prestige of the United States and its power—the power, for instance, undergirding international institutions like the United Nations. Consider how the Obama Administration has used the UN the last several years—to legalize the nuclear program of Iran, a state sponsor of terror, and make it illegal for Jews to build in their historical homeland. In Turtle Bay, the White House partners with sclerotic socialist kleptocracies like Venezuela in order to punish allies, like Israel. Is this American moral leadership? For Sean Penn, maybe.

Det er Jul og der er håb. Om mindre end en måned træder en mand ind som ny amerikansk præsident

trump-forsvarer-israel

Within a couple of hours, Egypt withdrew the resolution, at least temporarily, and its president, Abdel Fattah el-Sisi, called Mr. Trump to discuss how “to establish true peace in the Middle East,” according to an aide to the president-elect.

Skrev New York Times og selv Charles Krauthammer var imponeret. Resolution blev kørt igennem alligevel da alle, med Tom Lehrers ord, hader jøderne.

Gør det bedre

Jeg vil anbefale at man udstår at se nedenstående video (bare rolig, der er en sund modgift til slut på denne post). Den er på sin egen måde morsom.

Selv om du har sorte venner, kan du sagtens være racist og i Politiken forklarer en farmor til en 22 årigt barnebarn, hvorledes hun er blevet et bedre hvidt menneske da hun indså at hun var “så dum som de (…) dumme, uvidende, ubehøvlede mennesker, som man ikke behøver at tage sig af” og den smerte de forvolder. Farmoderens barnebarn, der “over sine hvide gener () også [har] nogle afrikanske” og “er derfor brun i huden og har dreadlocks” var nemlig kommet hjem fra USA, hvor sorte liv betyder noget, og blev i en række situationer konfronteret med racismen i Danmark

Situation 1:
Barnebarnet køber ind hos den lokale grønthandler, men kan ikke få lov at betale, før hun svarer på, hvordan hun kan have så langt hår, om det er hendes eget, hvilket betvivles.
Der røres ved håret, både med hænderne og kuglepennen. Herefter slipper hun væk. Hun slår beskrivelsen af sin oplevelse op på Facebook og giver klart udtryk for, at det hændte er et udslag af racisme.
Jeg læser hendes opslag og afviser racismeteorien, men mener, at det handler om dårlig opførsel og dårlig opdragelse.

Ja, mange tyrkere har sikkert ikke set en neger, men lige netop de grønthandlende tyrkere er blandt dem der ikke opfører sig dårligt.
I situation 2 spørger en “nydelig ældre bedstemor” det yngste barnebarn “om hun har fået sit hår i Afrika!“, hvilket gør barnebarnet “tydeligt rystet“. Ja, det var grusom blot at læse om det. Men det er kun indtil det rene Holocaust i situation 3

Min mands nevø og hans kone har været til kaffe og julebag, og da vi står i entréen og tager afsked, griber nevøen (som er over 60 år) fat i barnebarnets hår og siger: »Det er godt nok blevet langt, det er meget flottere end det der kunstige hår, nogle af de danske piger får sat på«.
Han har kendt pigen, siden hun var helt lille, og hans handling er bestemt kærligt og anerkendende ment, men jeg kan se, at hun stivner, og hun får fremstammet: »Rør aldrig mit hår«.
Hun går ind på sit værelse, vi vinker farvel, og jeg går i gang med forberedelserne til aftensmaden.

Det skal her siges at barnebarnet stadig er i live og i god behold - en af de få onkel-overlevende. Farmoderen forsøgte nemlig at forstå barnebarnet, der udsøgt trak “linjer til den tid, hvor afrikanere blev indfanget, bragt til Europa og vist frem som mærkværdigheder”

Det er det samme som, hvis du bliver taget på brysterne og bliver spurgt, om de er ægte. Håret er også en del af min krop. Ingen kan bare ud af det blå røre det eller tage fat i det. Du har aldrig prøvet det, farmor, du ved ikke, hvad det vil sige.
(…)
Hun siger: »Vi (underforstået mennesker med afrikanske gener) er nødt til at have hjælp fra den hvide del af befolkningen for at forklare alle dem, der overskrider grænserne, at det føles som at være degraderet til et dyr, når de bare går hen og befamler vores hår. Det svarer til, at man går hen og klapper en hund, men her spørger man jo ofte om lov hos ejeren, for måske bider den?«.

Først og fremmest, hvis du er farmor og bliver taget på brysterne og spurgt om de er ægte, så er din dag reddet. Og hvis man ikke er bange for at negre bider når man klapper deres ikke-gyldne hår er det måske netop fordi, man ikke ser dem som hunde? Med en tåre i mit øje, vender jeg mig istedet mod den ovenfor lovede modgift fra både Paul Joseph Watson og Gavin McInnes, begge i hopla

Uriasposten fortæller om en kampagne hvor “sorte amerikanere boykotter produkter produceret af hvide amerikanere” og fremkommer med “den ret så interessante oplysning, at initiativtageren for ‘We Buy Black’-bevægelsen er en imam tilknyttet ekstremistiske Nation of Islam”. Interessant bliver det også, hvorledes de vil holde deres imponerende mordrate kørende uden deres guns.

Alfa-hannerne skaber bekymring og stress

Det er svært for Politiken, der i lørdagens udgave af Debat sektionen leger med tanken om Trump som Hitler, i form af Chaplins Anton Hynkel.

img_00121

Og hans stab klar til krig

img_00211

Politiken har næsten ret. Alfahannerne er kommet igen. Breitbarts sikkerhedsredaktør Sebastian Gorka om Trumps udnævnelse af flere generaler i sin kommende regering

“I’d like to recognize the fact that after eight years of Pajama Boys, it’s time for the alpha males to come back,” he added. “How appropriate that we’ve got three Marines from the same division, legendary figures in uniform, to represent three of the key posts in the new administration! The fact is, having met Donald Trump a long time ago, and talking about national security issues, one of the first things that was clear to me from this businessman, this very special businessman, is that he understands we are at war, Raheem. He gets it. And he wants to win that war. He knows he’s not going to do it with limp-wristed Pajama Boys. Who better than a bunch of legendary Devil Dogs to do it? So yeah, it’s baloney, and it’s very cool in my opinion.”

Kassam turned to a discussion posted at The Gorka Briefing, in which Dr. Gorka argued that “Europe is collapsing.”

“I think it’s patently obvious that the Trump Train was the result, in part, a reflection of, the general rejection of centralized federative bureaucracy, and as a result, we have Brexit foreshadow the future of what used to be called Project Europe,” Gorka elucidated. “And the fact is, people are waking up. They’re rejecting faceless bureaucracy. We see it all across the continent. Brexit isn’t a uniquely British phenomena. As a result, we will see more and more people say, ‘Enough is enough. We want national sovereignty. We want national security most important of all.’ And as a result, I think Project Europe is on the ropes.”

Den mest markante alfahan er tidligere general i det amerikanske marinekorps James Matthis, en mand der selvfølgeligt erkender, at “there are some assholes in the world that just need to be shot”. National Reviews Tom Rogan kalder Matthis “at once a scholar and a warrior” og begynder sin beskrivelse med citatet “I don’t have worry and stress. I cause worry and stress!”, bl.a fordi sin “…annihilation upon al-Qaeda in Iraq”

Iran has particular reason for concern. Commanding CENTCOM, Mattis pushed for tough realism in constraining the Islamic Republic’s revolutionary expansionism. He recognizes that Iran’s leaders are rational actors, but he also knows that their revolutionary impulses must be checked. For this, he earned the ire of President Obama, who was so intent on kowtowing to the Iranian regime. But now he is set to take over the Pentagon, and Khamenei and the Qassem-crew have much to fear.

First, Mattis is likely to push Trump to focus on fixing the Iran nuclear deal. This will likely entail reducing Iranian cheating on inspections protocols and Iranian ballistic-missile research. If Trump and Mattis work with U.S. allies (notably the French) who are concerned about President Obama’s failure to enforce the deal, Iran could face rougher waters next year. Mattis has suggested blockading the country if the regime tries to play hard ball. It’s a good idea.

Second, a Mattis Pentagon will likely take tougher action against Iranian aggression in the Middle East. As I’ve noted, President Obama has largely ignored Iranian malevolence in states such as Lebanon and Iraq. That needs to be remedied, and quickly.

Third, Mattis will deter Iranian terrorism against America. That imperative is real. In 2011, the Iranian Revolutionary Guards — as Mattis himself explains — tried to murder the then-Saudi ambassador to the United States. The plan involved blowing up a Washington D.C. restaurant and everyone in it. He’s the incarnation of the First Marine Division motto, ‘No better friend, no worse enemy.’

Fourth, Mattis’s realism will be useful in helping the U.S. to confront Sunni extremism more effectively. As I’ve explained before, thanks to his supplication to Iran, President Obama has alienated America’s Sunni-Arab allies. Mattis, who is adored by the Sunni-Arab monarchies for his honest courage, offers the Trump administration a chance to renew those bonds. That means new potential for a Sunni-Arab crackdown on Sunni fundraising for groups such as ISIS and al-Qaeda. It also means we might see more special forces on the ground in Iraq and Syria.

“Who knows? American red lines might even make a comeback.” slutter Rogan.

Breitbart har samlet 15 Matthis citater, hvor mange er skønne. Jeg vil dog trække et andet citat frem, hvor kampen mod islam og anden fjendskab, ikke blot skal overlades til alfahannerne

I think it’s very clear that this enemy has decided that the war, the real war for them, will be fought in the narrative, in the media. This is not a place where we’re going to take the enemy’s capital and run up our flag and drink their coffee and that sort of thing.

Politiken er Hitler-forskrækket over generaler i regeringen Trump, fordi Alfahanner ikke hører til i fredstid - men det er Politiken ikke hører efter, hvad der foregår uden for deres bombesluse. Vi er ikke i en fredstid.

Det er min overbevisning, at demokratier ikke kan kæmpe for sin frihed uden konsensus om en nødvendighed og hvem der er fjenden. Vietnamkrigen blev tabt i de amerikanske hjerter og  ikke på slagmarken. Vi danskere, der anerkender vores nationalisme, Danmark først kunne man kalde det, kan ikke nedkæmpe truslen fra islam, uden et konsensus bag os.

Og det betyder at vi er forpligtet til at nedbryde det narrativ, den fortælling, der dominerer medierne. Sammen med venstrefløjen og bureakraterne enabler de islams angreb på vores frihed og kultur ved at fortrænge realiteterne for det stor tavse flertal. Det er en kamp for definitionsretten og den frie debat, som alle os betahanner og -hunner, kan tage på alle niveauer.

Og fordi vi i den kamp har brug for friheden til at ytre os, reagerer bureaukraterne og venstrefløjen og medierne med allehånde forsøg på at sikre kontrol med ytringer og nyheder. Racismeparagraffer ikke blot opretholdes, men søges udvidet til forbud mod hadtale, hadprædikanter bliver løst defineret som både de der spreder had som de der advarer og nægtet indrejse, sociale medier indskrænker rammerne og venstrefløjen og dens medier opfinder nye begreber, som post-faktualitet til fake news for at retfærdiggøre et offentligt meningsmonopol.

Vi kan skal alle sammen kæmpe for den frihed, der er blevet os skænket. Og der er lyspunkter i den kamp, fra store sejre som Brexit og Trump til små sprækker i mediernes selvfølgelige forståelse af ofre og skurke i det store og modige arbejde For Frihed bedriver. Og vi vil vinde - yyyuge!

Det vi alle mener

Begrebet post-faktualitet er venstrefløjens seneste offensiv mod dissens i offentligheden. Beskyldningerne mod alle nye og højredrejede medier for at sprede fake-news hviler på en antagelse om de etablerede medier ikke gør det samme. På Liveleak, Youtube og de sociale medier kunne vi alle konstatere det postfaktuelle i mediernes mange historier og kolporteringer om hvorledes der var tale om hele familier, udledsagede flygtningerbørn og/eller højt specialiseret arbejdskraft, især som læger og ingenører. Det var surrealistisk.

Vi burde ellers være godt vant når indvandring, åbne grænser og multikulturalitet stadigt beskrives som et gode og en økonomisk bæredygtig fremtid når virkeligheden er stik modsat. Vi kan se at de multietniske samfund ofte kollapser i borgerkrig og hvor umuligt det er at smide en herboende vaneforbryder hjem til den møgbunke han rejstre fra fordi de sekteriske forhold i snart sagt hele resten af verden gør at alle er forfulgt af alle.

Det er helt naturligt for medierne i samklang med venstrefløjen at kaste sig over det lille medie Den Korte Avis. Da en vært på en af Danmarks Radios ungdomskanaler opfordrede til boykot, rammede DR’s nyhedschef Naja Nielsen ganske rigtigt hovedproblemet ind, da hun i NEWS-magasinet Presselogen sagde “at hele indslaget er problematisk, for det har tonen af, at det er noget, som vi alle sammen mener.” Den pointe kan man roligt strække ud til en generel beskrivelse af medierne i Danmark og tærske langhalm på til køerne kommer ind med de nye kartofler.

At være direkte imod venstrefløjens dagsorden er så odiøst blandt medierne at man problematiserer at DKA er holdningsjournalistik, skønt Dagbladet Arbejderen får tifold i medistøtte og Modkraft det dobbelte. Det må man til Uriasposten for at få at vide og den får nada i støttekroner. Kim Møller skriver videre og rigtigt om reaktionerne på Dansk Folkepartis Kenneth Kristensen Berths nøgterne betragtninger om grænsekontrol

Alt imens statsstøttede dagblade fører kampagne mod uafhængige højrefløjsmedier, kører de nyhedshistorier der burde være omfattet af ‘fake news’-begrebet.

Mediestormen mod Kenneth Kristensen Berth er et godt eksempel, og det er værd at gengive professor Emeritus Uffe Østergaards ord, som de faldt i gårsdagens Reporterne på Radio24syv.

Jeg er bange for at han er kommet til at begå den for en politiker, så ubehagelige ting, at sige sandheden. … det er ikke rart at høre på, men grænser kræver altså faktisk en magtanvendelse.

… det er ubehageligt, men det er altså det man logisk set siger, når man siger man vil have grænser og grænsebevogtninger.

Det ligger i vores almindelige offentlighed. Vi kan ikke lide at høre sandheden.”

Information havde en hel kavalkade af sandheder fra Dansk Folkeparti, som de rubricerede som kontroversielle. Som Morten Messerschmidt, der har sagt at “muslimer, der bekender sig til den islamiske ideologi, er tabere eller bliver tabere. De ønsker jo ikke en samfundsmodel, som kan skabe tålelige forhold for mennesker“. Kontroversielt for medierne fordi beviserne på det modsatte bare er så overvældende. Af samme grund bliver Krarups sammenstilling af hagekors og islamisk hovedbeklædning skræmmende, som medierne også skræmmes over Pia Kjæsgaards Kemal Atatürk citat “Der er kun én civilisation, og det er vores” og Martin Henriksens logiske påpegning af “at skilte på arabisk signalerer (..), at hvis man ikke gider lære dansk, så indretter Danmark sig efter dem – og ikke omvendt“.

Og Danmarks Radio syntes også Geert Wilders er vildt kontroversiel for at udtale at koranen er fascistisk, at man burde lade “hovedtørklæderne blafre i parken“, at “Der er absolut en sammenhæng mellem islam og kriminalitet” og at der er en kamp igang mellem os og muslimerne. På TV2 kan man endda gøre julehilsen til noget kontroversielt, hvis det falder ud af Trumps mund: “Trump med kontroversiel erklæring: - Nu må I sige ‘glædelig jul’ igen” Gys! Og Trump kan virkeligt godt lide julen.  Alt er kontroversielt når det kommer fra folk, der ikke er venstredrejede. Fordi “det er noget, som vi alle sammen mener”

Det er en af venstrefløjens metoder til at styre debatten og venstrefløjen synes at der er for meget fokus på islam. Men medierne fokuserer faktisk ikke så meget på islam, som islam bringer sig selv i fokus og i dag har islam haft en travl dag. I Tyrkiet har kurderne myrdet 38, deraf 30 betjente, i et kombineret angreb med en bilbombe og en selvmordsbomber. I Aden/Yemen har Islamisk Stat dræbt 48 soldater i et selvmordsangreb, da soldaterne skulle have løn udbetalt. I Egypten har terrorister (IS eller aQ) dræbt 25 i et angreb på en kirke…. og så har Islamisk Stat også lige erobret den syriske by Palmyra ved et overraskelsesangreb, og har i den forbindelse erobret bl.a. 30 af Assads kampvogne.

Postfaktualitet: I disse Trump tider…

Uffe Dreesen parafraserer i en perspektiverende artikel på TV2, om den tyske presses redaktionelle valg ved dækning af en teenagepige - “aktiv i hjælpearbejdet for flygtninge“, der blev brutalt myrdet af “en af de tusindvis af mindreårige flygtninge, som er kommet til Tyskland” - Joachim Käppner for i Süddeutsche Zeitung at konkludere at “…i de her ”Trump-tider” med masser af ”fake news” gælder det om ikke at sætte troværdigheden på spil”.

Hvis vi leger med på at døden skal have en årsag, så er fænomenet Trump, som de alternative medier og det ‘alternative højre’, resultater af, at pressen for længst har sat sin troværdighed over styr, ikke blot med non-information og fake news, men også og især udvalget af historier og vinklingen af dem. Dreesen leverer selv et par eksempler på løgnens anatomi. Først en løgn som ikke problematiseres af løgnepressen

Borgmester Salomon minder om, at mordet på Maria L. ikke har noget med gerningsmanden kulturelle baggrund at gøre, sådan som det var tilfældet med de nordafrikanske mænd på banegårdspladsen i Køln. ”Du finder ikke noget land eller nogen kulturkreds i verden, hvor en sådan afskyelig forbrydelse bliver tolereret”, forklarer han til avisen.

Lovgivning mod mord er én ting, accept af mord på vantro er en anden. Borgmesteren taler formentlig i komplet uvidenhed om dette, og løgnepressen er slet ikke klædt på til at fange det og stille spørgsmål til det. Når folk hævder at de flygter fra sekterisk vold så er det netop fordi, hvad vi anser for anskyelige forbrydelser tolereres i disse lande og kulturkredse.

Det er derfor de tyranniserer hinanden og andre der udgiver sig for asylansøgere, som man kunne læse i Ekstrabladet et par dage forinden Dreesens artikel.

Det er derfor at fem andre afghanske teenagere, der var nået til Sverige, kunne samles om det for dem helt naturlige at tæske og gruppevoldtage en mindreårig dreng ligeledes fra Afghanistan (Se evt filmen The Dancing Boys of Afghanistan, for at vide mere om, hvad der i den afghanske kulturkreds tolereres), som Daily Mail skrev om dagen forinden Dreesens artikel.

Og sandelig om Daily Mail samme dag kunne fortælle at “Another refugee has been arrested in Germany for sexually assaulting two Chinese students“, denne gang fra den irakiske kulturkreds, som man kunne læse dagen forinden Dreesens artikel.

Så en sandhed, der betvivles af løgnepressen ved Dreesen

Mordet på Maria L. var ifølge dem [tyske borgere med bladet fra munden] et ”Køln nummer to”. En begivenhed, der udstillede de etablerede mediers fortielser og politisk betingede tavshed, når det gælder kriminalitet, begået af flygtninge og indvandrere.

Akkurat som medierne blev beskyldt for at have gjort i forbindelse med sagen om mange seksuelle overgreb, som især nordafrikanske mænd skulle have begået ved banegården i Køln nytårsaften.

Postfaktualitet: Black Friday Matters

I danske medier gengives fra tid til anden påstanden om at sorte amerikanere er mere udsat for politiovergreb end hvide amerikanere. Det er sjældent et egentligt selvstændigt emne, men tages for givet når venstrefløjen og sorte race-baiters hærgen skal bortforklares (det er altid problematisk at blive opfattet som en bølle). Men der er intet belæg for den påstand, hvilket bekræftes i endnu en omfattende undersøgelse begået af to forskere ved College of William and Mary. National Review skriver at undersøgelsen endda viser at “white police officers may be less likely than their black counterparts to use deadly force against black suspects”

The Black Lives Matters movement has staked their claim on the assertion that police “hunt down” black Americans or systematically deprive them of life. Activists have charged that racism led to the deaths of Michael Brown, Philando Castile, and others, but Lott and Moody examined 1,333 more cases than are in the FBI data set and their findings show that white officers’ use of force is generally “race neutral.”

They gathered statistics that expand on the FBI data from the same period, incompleteness of which has limited previous studies, and they provide a more general picture than even Fryer, who studied eleven localities and drew conclusions about officers’ use of lethal force from Houston alone. Those surprised by Fryer’s findings should appreciate the efforts by Lott and Moody to provide data that is more generalizable for the entire country.

Additionally, the fact that body cameras do not appear to affect the use of force undercuts a key point that activists and the media often make, namely that body cameras will deter the current high levels of racial bias. Lott and Moody named body cameras as a “potential deterrent” of discriminatory violence, saying “When a shooting is recorded by a body cam, officers know that it will become a central focus of the public debate.” But their data did not show body cameras having any effect. Again, racism is not showing up as a serious factor in the data.

Kontakten foregår på journalistens præmisser

Hvis man havde venstreintellektuelle tilbøjeligheder kunne man kalde det et eksempel på postfaktualitet, når Danmarks Radio i en overskrift skriver “Julepyntsdemonstrationer støder sammen i København“. Virkeligheden var at en lovlig og fredelig demonstration blev overfaldet af venstrefløjens… af venstrefløjen. Postfaktualitet er forbeholdt nyheder og fakta som den venstreorienterede offentlighed frygter at forholde sig til, og til sikring af at samme offentlighed kan købe sig lidt respit på meningsmonopolet, er fortrængningerne slemmet op med allehånde konspirationsteorier og falske historier fra venstre til højre. Man kaster løgn efter sandhed for at gøre alt til løgn. Søren Hviid Pedersen skriver i Berlingske Tidende

Måske vi i stedet skulle undersøge lidt mere kritisk, hvad denne kritik af det postfaktuelle rent faktisk går ud på? Det underlige ved politik er jo ikke, at politik skal være sandt, det har vi videnskaben til at afgøre. Politik er snarere om, hvordan vi enten bevarer eller ændrer ting i vores samfund. Det helt afgørende politiske spørgsmål er således: Hvad er det gode samfund og det gode liv? Set i lyset af det spørgsmål er vi alle lige kvalificerede til at deltage i diskussionen og besvarelsen af det spørgsmål. Det er derfor, vi hylder demokratiet som den ramme, hvorfra vi diskuterer politik.

Med dette in mente bliver jeg ærlig talt bekymret over al den snak om det postfaktuelle og det af to årsager. For det første fordi politik ikke er en sandhedssøgen, for hvis den politiske sandhed fandtes, behøvede vi ikke demokrati. Alt kunne overlades til eksperter, filosoffer, DJØFere og andet godtfolk! Så behøvede man ikke spørge borgerne, ja, måske skulle man slet ikke spørge befolkningen, netop fordi de ikke er eksperter. Men sandheden er demokratiets værste fjende, for jo mere nogen taler om politisk sandhed, jo mere skal man være mistænksom og kritisk. For det andet har kritikken af det postfaktuelle den slagside, at den næsten altid retter sig mod personer, partier og bevægelser, der forsøger at udfordre de etablerede systemers magt. Ideen om det postfaktuelle er således blevet et våben i hænderne på de eliter, der føler deres magt truet af de her postfaktuelle opkomlinge, der vover at udfordre deres magtpositioner.

Det er nu ikke nok for venstrefløjen, der ikke kan forstå at man kan opfattes som en bølle når man opfører sig som en bølle. Politiken interviewede skuespiller Nynne Pedersen og dramatiker Rosalinde Mynster, der dyrker devisen “Vi skal holde op med at behandle ytringsfrihed som en grundpille i demokratiet, for det lader til at myndiggøre alle stemmer” og mener det “er problematisk, at det er antiracisterne, der virker som bøllerne” og “Desuden behandler politiet antiracisterne som voldelige, og det indgyder til vold, når personer bliver behandlet sådan.” Ja, det er svært når selv pressens sædvanlige moralske ækvivalens ikke er tilstrækkelig til propagandasejre.

Men selv om interviewet i Politiken er oplysende er prssens daglige beskrivelse af virkeligheden et udslag af deres egne venstreorienterede ideosynkrasier. Pernille Vermund har helt ret i at “manipulerende statsfinansierede medier giver voldelige venstreekstremister frit spil“. Det er en politisk sympatitilkendegivelse at man forstår den vesntreradikales voldelige angreb på politisk dissens og man enten ikke kan eller vil se demokratiet, som den kultur, hvor vi kan være uenige i mindelighed. Det gælder også når BT i en overskrift skriver “USA’s nye vicepræsident frygtes: ‘Han er langt farligere end Donald Trump’” tager de for givet at Trump er en meget farlig mand fordi, det gør medierne bare.

Racismen præmis for venstrefløjens racisme

Akademia, Diverse, Identitetspolitik, Postmodernisme, Race, Racisme, venstrefløjen — Drokles on November 28, 2016 at 1:13 am

Følgende amerikanske vox-pop understreger den underliggende racisme i den progressive antiracisme. For hvis man skal tolke ligestilling som ufavorabelt for negre må negrenes udgangspunkt antageligvis være ikke konkurrencedygtigt.

We asked liberal elites about voter ID laws and black people. Then we asked Harlem residents their thoughts on what they just heard. Crazy!

‘The vulgarian at their gates’

Akademia, Diverse, Donald Trump, Forår?, Kunst og kultur, Politik, Politiken, Pressen, USA, venstrefløjen — Drokles on November 27, 2016 at 6:30 am

Flere kommentatorer har bemærket Donald Trumps optrædender i den besynderlige underholdningssport Wrestling. Jeg har tidligere kommenteret på to sociologer i Point of View International og i Politiken skrev ekstern lektor ved Syddansk Universitets Institut for Sprog og Kommunikation Michael Madsen bevæbnet med ‘den franske filosof Roland Barthes’ i oktober at wrestling ligesom, reality tv repræsenterer “den form for underholdning, der udvisker skillelinjerne mellem virkelighed og fiktion, og som gør brug af karikerede farverige personligheder

Intet er subtilt i wrestling. I en mega-arena skal vedkommende, der sidder på bagerste række, også kunne se, hvad der foregår i ringen. De bedste wrestlingpersonligheder er larger than life. Tænk tilbage på Trumps storslåede entre på det republikanske konvent. Iscenesættelsen var fuldstændig. Alt, the Donald gør, er larger than life. Intet er underspillet, og der er ikke plads til nuancer.

Har man set tv-programmet ’The Apprentice’, ved man, at Donald Trump her synes at spille karakteren Donald Trump. Det virker åbenlyst, at Trump også i debatter generelt spiller en rolle. Som wrestleren, der skal have en reaktion fra publikum, tager Trump dele af sin personlighed og skruer dem op på maks., når han er i det offentlige rum. Han er en mesterlig iscenesætter af sig selv. Som politisk performancekunstner er få bedre. Man kommer i tvivl om, hvorvidt afgrænsningen mellem personen og karakteren Trump overhovedet eksisterer.

På lærerseminarierne opoererer man med begrebet ‘den autentiske lærer’, hvor den professionelle fremtoning ikke er at være klinisk professionel, men at accentuere og minimere dele af sin personlighed efter et professionelt skøn. Og jeg er ganske enig i den analyse, men der er stadig noget der mangler, hvis man skal forstå vælgernes forhold til Donald Trump.

Det var Walter Russel Mead der i American Interest gjorde mig opmærksom på symbolikken i Wrestling. De gode kæmperes kamp mod de onde kæmpere bliver obstrueret af de velmenende dommeres distræte inkompetence fordi regler kun virker, hvis de bliver håndhævet, og de gode er kendetegnet ved at følge reglerne. De gode kæmpere er selvfølge den almindelige arbejder, de onde hans trængsler og dommerne den intellektuelle elite af medier, politikere, eksperter og andre der lever lever af at reproducere deres egne ord.

Eliten kan endnu ikke forstå sit svigt ved ikke at se sig selv som en levende del af et fællesskab. Den plejer sit selvbillede som den nødvendige ekspertise, hvis kors det er bære rundt på ansvaret for almuens dårlige opførsel. Det er et spørgsmål om, hvorledes man opdrager almuen og gør den det klart, hvad der er hensigtsmæssig brug af en klapstol. Så naturligvis bliver man chokeret over at blive korrekset på det groveste. Michael Finch skrev før Donald Trump blev valgt som den næste præsident for USA i American Thinker om forskellen på, hvad eliten hører og hvad folket hører når politikere taler.

This election is not being run for the pundits, the media, the conservative gadflies and hangers on, the consultants and wise thinkers who tut-tut continually on television about how Trump, “just can’t do it this way,” he must pivot and be “presidential” and discuss nothing but the issues.

One radio pundit said that Trump obscured his otherwise solid speech on Obamacare by mentioning the “rigged” election.  She went on to say that the national media only cover the segment on the rigged election and not the “substantive” part of the speech on Obamacare.  For being smart pundits, they sure have one hell of a huge blindside.  First of all, the main stream media would never exclusively cover a part of a speech that rips into Obamacare, it would never happen.  The speech would be completely ignored, so therefore Trump gets zero coverage.  His base gets a policy speech; the rest of the country gets darkness.  Instead, CNN and the rest report on the rigged part and give Trump prime coverage.  They think this makes Trump look and sounds like a fool and loon.  But they aren’t the audience and Trump is not looking for approval from the D.C. to New York elites.

The middle of the country, already restive and suspicions of anything and everything that has to do with Washington D.C., hears Trump railing against the corrupt system and how we need to “clean house.”  What is so arrogantly dismissed by the chattering elite class as bar room “unsophisticated” rhetoric, is hitting the voters across the country like a breath of fresh air and a lot of “you’re damn right, Trump!” exhortations.

There is another audience here as well; Trump is not a Republican in any sense of what we are used to.  He is really nonpolitical, so his audience, again, is not the Paul Ryan-Mitt Romney class, but the dissatisfied, concerned, pissed off, and anyone else who feels the country is going in the wrong direction.  And remember, that number is upwards of 70%, which obviously includes a lot of independents and Democrats.  And, not to be forgotten, it includes the millions of Bernie Sanders supporters.  When he says the system is rigged, he is reaching across to those millions who felt that Bernie was their savior.  While Bernie went weak in the knees in one of the greatest capitulations in political history, his supporters naively thought that he and their movement stood for something.  Maybe Bernie wasn’t up to the fight, but his millions were, and still are.  And let’s face it, outside of very few bought and sold Clintonites, the Democratic Party Primary was completely rigged against Bernie.  Everyone knows it, the folks who felt the Bern, most of all.  Trump knows this as well and he is using it to reach this audience.  Will they vote for Trump?  Probably only a few, but what it has done, in conjunction with the leaked DNC emails, has stoked an already visceral hatred of Hillary among the Bernie movement.  They may stay home, they may vote for Jill Stein or they may vote for Trump, but very, very few will turn out for the corrupt Hillary.

Trump is not playing by the usual rules, he refuses to buckle and play as the good Republican Marquess of Queensberry candidate just so he can end up as road kill under a rancid, corrupt Democratic attack machine.  It is funny that so many who stood by him and rooted for him have also gone weak in the last days, just as the battle is engaged.  History is full of examples of the flinch, the pause and hesitation, the worry that the risk of total catastrophe is so great that one must wait and pull back.  But the reward in this case is the saving of our country.

en-dejlig-familie

I filmen Barton Fink fra, ja min ungdom, er det den intellektuelle dramatiker Finks ambition at skrive folkets teater om og for folket, de små mennesker i samfundet, der kæmper en daglig kamp for at få det nære og prosaiske liv til at hænge sammen. Da Fink lader sig friste af at udnytte sin succes ved New Yorks Teatre og skabe sig et større navn ved at tage til Hollywood som manuskriptforfatter, ser han det som et faustisk bytte, uden sans for den ironi at Hollywood ER folkets.

Fink fastholder med en imponerende stædighed og styrke sin opfattelse af folkets behov og interesser uden på nogen måde at lade dem forstyrre hans tanker - hans seriemyrdende nabo råber ham nærmest afmægtigt ind i øret “Because you don’t listen!”, en afreaktion der giver naboen en ikke synderligt subtil udløsning/orgasme. Selv ikke det får Fink til at vågne og til slut i filmen sidder han alene på en strand og ser ud over vandet med en hatteæske ved sin side, der muligvis rummer hans kærestes afhuggede hoved.

Fink tjener ‘the common man’ med sit kreative intellekt, som han betegner ’sin uniform‘, og de soldater, der drager i krig for at forsvare hans frihedsrettigheder kalder han i samme moment for monstre. Som Fink kæmper en daglig kamp med at fastholde tapetet på sit hotelværelses vægge, ledes han stadig mere ved hvorledes hans job med at skrive melodramaer med et wrestlingtema på samlebånd ser ud til at kuldsejle han drømme om at revolutionere andre, om end små, menneskers liv.

Åbningscenen er et studie i afstand mellem elite og folk. Fink har sine øjne stiftet rettet mod sit socialrealistiske skaberværk, som skuespillere agerer foran et velbeslået og dannet publikum. Imens går arbejdere uinteresserede tæt omkring ham og sørger for at teatrets prosaiske funktioner som lydeffekter og tæppefald klapper lydefrit omkring illusionen. Deres opmærksomhed er hellere rettet mod baseballresultater

Den store løgn

Venstrefløjens medier har siddet så længe på den offentlige mening at de ikke længere kan acceptere debat og ser dissens som kontroversielt og det kontroversielle er altid et skridt fra racisme, nazisme eller en eller anden metastaserende fobi. Som de presses af faldende tillid og spirende alternativer, gør de hvad de gør om ikke bedst så hvad de magter, og skruer op for defameringen af, ja alle efterhånden. Frank Gaffney skriver i Breitbart

In 2011, then-Secretary of State Hillary Clinton promised the Organization of Islamic Cooperation (OIC) to use “some old fashioned techniques of peer pressure and shaming” against those whose exercise of free speech “we abhor.”

(…)

Three good men Donald Trump has selected for key strategic and national security positions are currently getting the Big Lie treatment: his White House Counsel Steve Bannon, Attorney General-designate Senator Jeff Sessions, and incoming National Security Advisor Lieutenant General Michael Flynn. They are being relentlessly vilified as “racists,” “bigots” and “haters.”

I feel these able public servants’ pain. Indeed, I know what it’s like to be subjected to the Big Lie. For years, the Islamists and their allies on the hard Left – notably, the discredited (for example, here and here) Southern Poverty Law Center – have used character assassination and vitriol against me (for example, herehere and here) to protect what they otherwise cannot defend: the totalitarian program its adherents call Sharia. The false assertion last week that I had been asked to serve on the Trump transition team sent these rogues into fresh paroxysms of hateful denunciation, repeated like a mantra by their media echo chamber (for example, hereherehere and here).

Af en eller anden grund, skal disse udskammelser af meninger ‘vi foragter’ gentages i danske medier. Danmarks Radio spørger i en “slår Trump stadig konen” overskrift “Trump afviser at omstridt rådgiver er racist” og beretter

Demokrater, borgerrettighedsorganisationer som Rådet for Amerikansk-Islamiske Relationer og selv en række republikanere kritiserer Trump for at have valgt den stærkt højreorienterede Stephen Bannon som sin chefstrateg.

Kritikerne siger, at Trump dermed lukker en racist, antisemit og fortaler for hvidt overherredømme ind i Det Hvide Hus.

Bannon blev hentet ind i Trump-valgkampen sidst på sommeren fra det højreradikale Breitbart News. Det er et medie, der har fremmet alt-right-bevægelsen.

Breitbart News beskrives af amerikanske medier som eksempelvis radiostationen NPR for at være en løs gruppering af racister, nynazister, antisemitter og folk, der arbejder for hvidt overherredømme i USA.

Det er altså den yderste venstrefløj, der i sin nederlagsforbitrelse fremturer med beskyldningerne. Så lad os lige kontekstualisere lidt - det bliver vigtigt længere nede. Middle East Forum sammensatte en top 10 over “campaign contributions from individuals who subscribe to the same Islamic supremacism as Khomeini, Bin Laden, and ISIS” for 1015-16 sæsonen. Og ikke overraskende var der “nine Democrats, one independent (Sen. Bernie Sanders accepted $9,285), and no Republicans

Hillary Clinton tops the list, raking in $41,165 from prominent Islamists. This includes $19,249 from senior officials of the Council on American-Islamic Relations (CAIR), declared a terrorist organization by the United Arab Emirateson November 15, 2014.

For example, Mrs. Clinton has accepted $3,900 from former CAIR vice-chairman Ahmad Al-Akhras, who has defended numerous Islamists in Ohio indicted – and later convicted – on terrorism charges.

Among other current presidential candidates, Jill Stein has accepted $250. Donald Trump and Gary Johnson have not received any Islamist money.

Og Rådet for Amerikansk-Islamiske Relationer (CAIR) er selvfølgelig ikke en borgeretsorganisation, men en islamisk pressionsgruppe med bånd til HAMAS, der, som alle muslimske organisationer, kun har til formål at drage omsorg for islamiske interesser, omsorg som at sikre at ordet ‘jihad’ ikke indgår i en negativ sammenhæng. Grundlæggeren af CAIR, Omar Ahmad, har sagt følgende om de amerikansk-muslimske relationer

Islam isn’t in America to be equal to any other faith, but to become dominant. The Koran, the Muslim book of scripture, should be the highest authority in America, and Islam the only accepted religion on Earth.

Derfor var det også naturligt at CAIR drog omsorg for San Bernadino terroristens familie PLO-style, som det er naturligt for deres formand at ville styrte den amerikanske regering, som det var naturligt at de propaganderede for Ahmed the Clock Boy, som man betvivlede faldne amerikanske soldater deres ære

Hvad angår radiostationen NPR, så skylder Danmarks Radio måske at fortælle at det er en offentligt finansieret radiokanal, blot så man ved, hvor man har den i det politiske landskab. Og fordi offentligt finansierede medier ikke behøver at repræsentere andre interesser end de politikere, der skaffer finansieringen, så bliver det nødvendigt med en Ombudsmand der officielt skal sikre institutionen mod at blive overrendt af lange marcher, men som i realiteten selv er marcheret ind i institutionens hjerte til sikring af den officielle fortælling. Og denne ombudsmand Elizabeth Jensen, var så bestyrtet over at Breitbarts Joel B Pollack i et live interview fik chancen for at forsvare Trump og Bannon fermt mod nazi-, og sårn’ beskyldninger, at hun foreslog aldrig at lave live interviews med folk med kontroversielle holdninger. Og hvad der er kontroversielt ved vi fra Danmarks Radios liste af anklagere mod Bannon/Trump er dissens fra venstrefløjens fortælling. Breitbart skriver

Pollak, who serves as Breitbart’s Senior Editor-at-Large and In-house Counsel, defended its Executive Chairman Stephen K. Bannon from false and defamatory claims of antisemitism and “white nationalism.” He also turned the tables, pointing out that NPR has “racist programming,” including a story that called the 2016 election results “nostalgia for a whiter America.”

NPR listeners were apparently outraged that anyone from Breitbart News had been given an opportunity to defend the website and its chairman.

In her response, “Listeners: Two Recent Interviews Are ‘Normalizing Hate Speech’,” Jensen concluded that the live format had allowed Pollak to get the better of host Steve Inskeep.

She suggested that future interviews be taped: “In addition, in my opinion, these interviews should not be done live. Inskeep is an excellent live interviewer, but live interviews are difficult, especially when there is limited time. A little contextualizing never hurts.”

Jensen went on to argue that “contextualizing” had worked for a similar interview with former Ku Klux Klan leader David Duke, as well as for an interview Nov. 17 with white nationalist Richard Spencer. (Pollak responded to the latter interview in an article Nov. 18 rejecting NPR’s attempt to link Bannon and Breitbart with white nationalism.)

(som en sidebemærkning så havde BBC, endnu et offentligt finansieret medie en overskrift der lød “The Trump resistance movement builds” og indholdet skuffede ikke overskriften) Venstrefløjen og dens medier er en selvforsynende fødekæde af defameringsmaskiner.

“Hell hath no fury like a self-designated elite scorned”

Smædekampagnen imod Trump med alle dens løgne spillede fallit, men som Milo Yiannopoulos funderer er det bemærkelsesværdigt at medierne ikke reflekterer over sig selv og deres egen taktik. Måske er det kun naturligt at når man i snart to år har overbevist sine læsere, lyttere og seere om at Trump er en skrækkelig mand måske også har overbevist sig selv. Som David P Goldman spekulerer så tilsiger “polite opinion (…) ritual anathemas of Trump”. Og når Trump er skrækkelig er de mennesker han omgiver sig med helt sikkert også skrækkelige.

Den mest skrækkelige mand Trump valgte var Steve Bannon. Bannon blev midt under valgkampen hentet fra sin redaktørpost på Breitbart til at lede Trumps kampagne og dengang kaldte lektor ved Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet Niels Bjerre-Poulsen Stephen Bannon for “Donald Trump på steroider” og smædede foran Jyllands-Postens villige mikrofonholder ved samme lejlighed Breitbart News for “gentagne gange er blevet anklaget for at bringe artikler med tydeligt racistisk indhold“. En anklage er det samme som en dom, men Bannon selv har kørt Breitbart efter devisen “Facts get shares, opinions get shrugs” - og fakta tager sig jo ofte racistiske ud.

Medierne svælger i ufunderede beskyldninger mod alt fra højre og ikke mindst den nye store Satan i Trump. Men jeg vil dvæle lidt ved Point of View Internationals Annegrethe Felther Rasmussen der kaldte Bannon for “Den farligste mand i amerikansk politik” og Breitbart News for et hvidt nationalistisk netmedie, “Førerhunden for den islamhadende, antisemitiske, sexistiske, homofobiske og ultrapopulistiske bevægelse i USA

Men hvis man slet ikke kender Breitbart News, vil nogle af de i USA oftest fremhævede overskrifter hjælpe til at forstå mediets natur: “Bill Kristol: Republican Spoiler, Renegade Jew,” var en overskrift, der i Breitbart blev brugt som en kritik rettet mod William Kristol, der er en kendt neokonservativ chefredaktør og kommentator, som bl.a. har grundlagt magasinet, The Weekly Standard, efter at Kristol undsagde Trump som republikanernes kandidat.

Blandt de stødende overskrifter, som Rasmussen trak frem var tre af dem “Birth Control Makes Women Unattractive and Crazy“, “The Solution to Online ‘Harassment’ Is Simple: Women Should Just Log Off” og “Would you rather your child had feminism or cancer?” skrevet af Milo Yiannopoulos. To af dem havde Hillary Clinton allerede læst op til nogen latter blandt hendes på det tidspunkt endnu troende i den tro, at folk ikke kan skelne polemik fra nyheds-stof. Sådan går det når man tankeløst kolporterer den amerikanske venstrefløjs forbitrelser, “Hell hath no fury like a self-designated elite scorned”.

Venstrefløjen er intellektuelt faldet helt sammen og har intet projekt men kun gamle fjendebilleder. De kan ikke gamle hvide mænd, som de faktisk heller ikke bryder sig særligt meget om hverken gamle, hvide eller mænd. De kan ikke lide privat foretagsomhed, slægters led, civilisation og deres egen arv og især ikke historien, fordi den udstiller deres kroniske fejltagelser nådesløst. Så tilbage er kun at defamere alle der taler den midt imod og kalde alle nazist, homo-, islmo-,femi- alt muligt andet gejlfob.

Defameringen af Bannon går på to ben, dels at han er fortaler for hvid nationalisme, dels at han er antisemit. Anklagen om den hvide nationalisme ser venstrefløjen bevist i hans virke som redaktør på Breitbart News. Guardian mente at Breitbart News var et aldeles lødigt nyheds-site, måske fordi de faktisk havde taget sig tid til at læse Breitbart News, frem for blot at linke til en CNN artikel om stødende overskrifter, hvor man glemmer, hvem der skriver og hvorfor, som Annegrethe Rasmussen gør. Ligesom hun glemmer at nævne at det var David Horowitz, der kaldte Bill Kristol for ‘a renegade jew, - og at han ville gøre det igen.

Og det er defameringen af Bannons andet ben, at Bannon er antisemit, som Rasmussen ikke dvæler ved. Det gør hun muligvis ikke fordi hun blev træt i fingrene mens hun skrev, muligvis fordi det at beskylde en mand for at have et problem med jøder, lyder så indlysende tåbelig, når man nu allerede har nævnt, at denne mand har arbejdet for en virksomhed som Goldman Sachs, har produceret Seinfeld og har redigeret Breitbart,(Der forsvarer Israel) at den automatisk kaster tvivl på påstanden om førerhunden for alt det andet grimme han også skal have tid til at være. Det gælder om at dosere løgne i rigelige, men ikke alt for overvældende mængder. Stefan Molyneux giver en lang tilbagevisning, men man kan også se den mere effektive Ezra Levant

Åh, nu Rasmussen er glad for overskrifter hentet fra hendes nyhedstjeneste på CNN, så tillader jeg mig at vise nogle overskrifter fra venstrefløjens medier, som Breitbart havde samlet: “White people should be banned from doing yoga“, “Dog or jewish boyfriend; a quiz“, “Meet pedophiles who mean well“, “In Silicon Valley, young white males are stealing the future from everyone else” og

cnn-overskrift

For sorte hører ligesom til i fængslet…

Next Page »

Monokultur kører på WordPress