“I begyndelsen var Ordet og Ordet var hos Gud” skriver Johannes 1, 16. Tonen er slået an for temaet; logikken og tanken i højsædet. At den frie verden er den kristne, at den kapitalistiske verden er den kristne, at den videnskabelige verden er den kristne. At forfatterne bag Tankens Magt kunne indlede deres 3 bind med at konstatere at Vestens idehistorie for alt kvalitativt også var verdens idehistorie.
Ellen Wulff følger standardudgaven – som også er den mest udbredte korantekst – og det er jeg taknemmelig for. Ellers ville jeg nemlig aldrig være blevet opmærksom på den pointe, jeg tror, der er i, at teksten hverken er kronologisk eller tematisk ordnet. En pointe, der i en anmeldelse af Michael Cooks Koranen, En meget kort introduktion er formuleret på følgende måde:
”Hvis metaforen er Bibelens figur, er talehandlingen (ytringen) Koranens” (Information 2004).
(…)
Gemmer erfaringen af, at Koranen adskiller sig fra bibelen ved ikke at være en sammenhængende fortælling, der inviterer til fortolkning og analyse af myter og metaforer, på et meta-socio-religiøst budskab om, at forskellige hellige skrifter inviterer deres læsere til at modtage dem på forskellige måder? Og er forskellige hellige skrifters forskellige måder at invitere deres læsere til at modtage dem på udtryk for en helt basal forskel i opfattelsen – og brugen – af spørgsmål?
”Du skal ikke lede efter logik i Koranen” skrev Ellen Wulff til mig, da jeg efterlyste den logik, teksten er bygget op efter (jeg spurgte fx om man kunne regne med, at 1. person = Gud, 2. person = Muhammad/de(n) rettroende, og 3. person = de vantro – Ellen Wulffs svar var: Nej!). Men er det ikke netop Koranens logik, at den logik, der er – eller ikke er – ikke er noget, jeg skal bekymre mig om? At den logik, der er – eller ikke er – udelukkende er en sag for Gud?
Og er det ikke netop denne logik, der bærer tekstens brug af retoriske og belærende spørgsmål (fx Kor. 14:19 henholdsvis Kor. 31:29-32), og som gør, at der end ikke i det, Ellen Wulff betegner debatterende spørgsmål (fx Kor. 70:36-42) lægges op til andre svar end Guds?
(…)
Derfor kan jeg heller ikke være 100 % sikker på, at der ikke er et eneste eksempel på dialog mellem Gud og menneske i Koranen, men der er noget – herunder Ellen Wulffs erfaringer med teksten – der tyder på det. Spørgsmål-svar udvekslinger som den, man bl.a. finder i Første Mosebog, 3:9: Da kaldte Gud HERREN på Adam og råbte: ”Hvor er du?” Han svarede: ”Jeg hørte dig i haven, og blev angst, fordi jeg var nøgen, og så skjulte jeg mig” findes ikke i Koranen.
Hvorfor ikke? Fordi spørgsmål spiller en anden rolle i Koranen end de gør i bibelen: Fordi spørgsmål har en anden betydning.
Forskellig rollefordeling mellem Gud og mennesker
I sin første mail skrev Ellen Wulff til mig: ”Koranen er Guds ord, og når Gud stiller spørgsmål, er det jo egentlig ikke spørgsmål, for Gud er alvidende”. Men det er ikke mit ærinde at fælde dom over, om den ene eller anden hellige tekst har en mere eller mindre egentlig brug af spørgsmål. Mit ærinde er at vise, at der er flere måder at forstå og bruge spørgsmål på – og at disse måder er så fundamentale for vores tilgang til os selv og vores omgivelser, at vi ikke lægger mærke til dem.
Derfor faldt det mig ikke ind, at jeg ikke skulle lede efter logik i Koranen. Det faldt mig ikke ind, at det ikke er min opgave at prøve at forstå.
I Kor. 76:2 står der: Vi skabte mennesket af en dråbe, en blanding, for at sætte det på prøve, og så gav vi det hørelse og syn.
Er det det, der er menneskets opgave ifølge Koranen – at lytte og se?
Ifølge bibelen førte Gud markens dyr og himmelens fugle hen til Adam for at se, hvad han ville kalde dem; thi hvad Adam kaldte de forskellige levende væsner, det skulle være deres navn (Første Mosebog, 2:19).
I Kor. 2:31 står der: Han [= Gud] lærte Adam alle navnene.
Er det det, der er forskellen på den rolle, mennesket tildeles i bibelen og Koranen: Initiativ i form af sprog? Medbestemmelse i form af ansvaret for at navngive det, Gud har skabt?
Et spørgsmål om stil?
Jeg ved det ikke – og derfor spørger jeg. Spørger, spørger, spørger. Fordi jeg kan, fordi jeg må, og fordi jeg er opvokset med, at når jeg spørger, får jeg svar, og når andre spørger, svarer jeg. I en gensidig, meningsfuld dialog. Som når Gud spørger Adam: ”Hvem fortalte dig, at du var nøgen?”, og Adam svarer: ”Kvinden, som du satte ved min side” (Første Mosebog, 3:11-12).
Gud spørger, Adam svarer – det er Adams ansvar.
Og netop muligheden for at svare er ikke til stede i Koranen. Gud taler til mennesket gennem Muhammad – Gud besvarer selv alle sine spørgsmål – mennesket hverken spørger eller svarer.
Pointen er, at det mere end noget andet måske er et spørgsmål om stil. Fordi bibelen er skrevet som en sammenhængende fortælling i 3. person, og det dermed er muligt at skifte mellem forskellige perspektiver (”slangen sagde”, ”Gud råbte”, ”Adam svarede”), så er dialog mulig.
Fordi Koranen, som Ellen Wulff skriver i sit forord, ”fremstår som Guds ord, reciteret på arabisk fra det himmelske skrift, Skriftens Moder, der for muslimer rummer alverdens visdom, og indgivet Muhammad i åbenbaringer”, så bærer den præg af mundtlighed i form af én stemme, ét perspektiv, ét (an)svar.
Gør det det ene skrift mere rigtigt, helligt eller etisk forsvarligt end det andet? Det skal jeg ikke kunne sige. Men det sætter spørgsmålstegn ved den selvfølgelighed, hvormed vi i Vesten hylder medbestemmelse, dialog og ansvar.
Det sætter mennesket i et andet lys med en anden opgave, som vi ikke har mulighed for at forstå, før vi forstår præmisserne for og konsekvenserne af vores eget forhold til spørgsmål.
Spørgsmål føder spørgsmål
Ifølge bibelen har hverken Adam eller Eva forholdt sig til Guds bud om at holde sig fra træet til kundskab om godt og ondt, før slangen stiller sit spørgsmål. De har taget buddet som det, det var: Et forbud. Derfor har de hverken lagt mærke til, tænkt over eller følt sig fristet af det ene træ, de ikke måtte spise af – de har levet i lykkelig uvidenhed.
Med slangens spørgsmål: ”Mon Gud virkelig har sagt…?” åbnes der imidlertid for, at Eva ikke bare kan, men skal fortolke og forholde sig til Guds bud. Hun kan ikke længere lade være. Fra troskyldigt at stå hos sin mand begynder hun således at tvivle: Har Adam forstået og videregivet buddet rigtigt? Var Gud ved sine fulde fem, da han udstedte det? Hvad er rimeligheden i, at vi ikke må spise af træet? Og kan det – helt ærligt – betyde så meget, hvis vi gør det alligevel?
Spørgsmål er en del af vores arvesynd
I bibelen står der: Kvinden blev nu var, at træet var godt at spise af, en lyst for øjnene og godt at få forstand af, hvilket direkte oversat til nudansk betyder: Hun MÅTTE spise den frugt. Hvis du har svært ved at høre din kone/kæreste, datter, veninde eller dig selv sige netop den sætning, så prøv at skifte ’spise den frugt’ ud med ’købe de sko’ eller ’smage den kage’, og du ved, at der ikke er nogen vej uden om. Det MÅTTE gå galt, og det gjorde det som bekendt også. Eva tog af træets frugt og spiste og gav også sin mand, der stod hos hende, og han spiste – resten er historie.
Det skjulte socio-religiøse budskab er, at historien blev udløst af et spørgsmål. Mennesket, som vi kender og elsker det, er, hvad det er i kraft af dette spørgsmål. Den lille, næsten usynlige åbning, der gjorde det muligt at kende godt og ondt, og som samtidig gjorde det umuligt at være ligeglad.
Takket være slangens spørgsmål kunne Eva ikke længere lade være med at forholde sig til godt/ondt, rigtig/forkert, rimeligt/urimeligt – og det kan vi heller ikke.
Slangens spørgsmål indstiftede ikke blot en mulighed blandt andre, det indstiftede et vilkår. Et vilkår, der præger os i alt, hvad vi gør. Et vilkår, der ikke er vilkårligt.
Levinas (…) drager nøjagtig den samme konsekvens af, at det første spørgsmål ikke blev stillet af mennesket, som jeg har forsøgt at udlede her, nemlig, at mennesket er et responsivt væsen. En skabning, der har fået en opgave af sin skaber (Gud) og/eller naturen (slangen), som det ikke kan lade være med at tage stilling til og ansvar for.
Derfor kan Levinas i Totalitet og Uendelighed skrive, at moralsk bevidsthed er den situation, hvor der sættes spørgsmålstegn ved min frihed (Levinas, s. 95). Og derfor kan Derrida stille spørgsmålet om, hvad der kommer før spørgsmålet. Fordi mennesket – ifølge vestlig filosofi og religion – er, hvad det er i kraft af det spørgsmål, det bliver stillet og de vilkår, det bliver stillet under.
Fordi mennesket er defineret ved sit (an)svar.
(…)
Måske fordi bibelen – i modsætning til Koranen – ikke er Guds ord, men en fortælling om, at Gud ikke bare er til at tale med, men har så stor tillid til mennesket, at han lader det være alene. Vi ved ikke, hvor Gud er, eller hvad han laver, da slangen stiller Eva sit spørgsmål – vi ved bare, at han ikke er der. At ansvaret for at forholde sig til og besvare det spørgsmål, vi bliver stillet er vores.
Det sker ikke i Koranen. Gud er her, der og alle vegne – det er for pokker Ham, der fortæller!
Derfor er der ikke bare lukket for, at andre kommer til orde; der nedkaldes også død og ødelæggelse over dem, der stiller spørgsmål á la slangens. Således står der i Kor. 13:5: – forunderlige er deres ord: ”Når vi er blevet til støv, skal vi da blive til i en ny skabelse?” De tror ikke på deres Herre, og de har lænkerne om deres hals. De hører til i Ilden; dér skal de forblive til evig tid.
Og når Gud omtaler de uvidende og vantro, gør Han det i mange tilfælde ved at gengive deres spørgsmål, fx:De, der ingen viden har, siger: ”Hvorfor taler Gud ikke til os?” (Kor. 2:118). De, der er vantro, siger: ”Hvorfor er der ikke blevet sendt et tegn ned til ham fra hans Herre?” (Kor. 13:7). Og: Hvis Vi udsætter straffen for dem til et fastsat tidspunkt, siger de: ”Hvad er det, der holder den tilbage?” (Kor. 11:8).
Mit spørgsmål er, om det mon ikke har en betydning for, hvordan kristne og muslimer opfatter og bruger spørgsmål?
Kernen er ikke ny, men analysen har jeg aldrig set før. Og så så klart og sagtmodigt skrevet. Spørgsmålet har været fundamentet for at jøderne nu kan bygge et Babelstårn bestående kun af Nobelpriser.
I en tidligere version fremgik det at “I begyndelsen var Ordet…” citatet stammede fra Skabelsesberetningen. Læseren rettede denne fejl og tak for det.