Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 520

Deprecated: Function set_magic_quotes_runtime() is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 18

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_PageDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1244

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_CategoryDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1442

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class wpdb in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/wp-db.php on line 306

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Object_Cache in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/cache.php on line 431

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Dependencies in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/class.wp-dependencies.php on line 31

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Http in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/http.php on line 61

Warning: explode() expects parameter 2 to be string, array given in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-content/plugins/bannage.php on line 15
Monokultur » 2014 » November


Hvem er palæstinenserne?

Diverse — Drokles on November 30, 2014 at 1:59 pm

palc3a6stinensisk-flag

Den gode blog Israellycool gør sig lystig over at anti-zionister har brugt en stump film fra en fodboldkamp mellem et palæstinensisk hold spille mod det australske som bevis på at Palæstina tilhører palæstinenserne

“0:31 in the video, when after the Palestine goalie makes a save, the commentator says “Wham! Saved! But then the Jews were always a saving race.”” Og ja, alle spillerne er jøder, som det fremgår af holdkortet.

Steg Flæsk!

Akademia, Diverse — Drokles on November 29, 2014 at 1:24 pm

Dan Jørgensens mediestunt med at kåre en nationalret har vagt ligegyldig kritik og jeg gider ikke forsvare noget der har med den XXX at gøre. Men! Nogengange kommer der noget vrøvl så purt destilleret at man helt benovs mere end til husbehovs. Se dette indledningsafsnit på Kommunikationsforum af Arun Micheelsen, Senior Research Consultant, DLI MI, hvad det så end betyder

Hvorfor vælger danskerne overhovedet stegt flæsk, når forskere, madeksperter og kokke påpeger, at stegt flæsk ikke rammer skydeskiven? Retten er kulturelt ekskluderende.Den romantiserer vores madkultur og er usund såvel som gastronomisk uambitiøs. Den samler ikke nationen – men understreger, at jøder, muslimer og vegetarer, hjertepatienter og overvægtige ikke hører hjemme i den danske madkultur. Og værre endnu; den henvender sig primært til de grupper i befolkningen, som spiser traditionelle, kødfyldte retter med sovs. Sammenlignet med resten af befolkningen udmærker disse ’traditionalister‘ sig ofte ved at være mere tilbageholdende, når det gælder sundt – såvel som økologisk – mad.

Av, det var meget. Lad os tage det en sætning ad gangen.

Hvorfor vælger danskerne overhovedet stegt flæsk, når forskere, madeksperter og kokke påpeger, at stegt flæsk ikke rammer skydeskiven?

Fordi det var en afstemning om nationalretten. Altså fordi danskerne flest (hvilket er det bedste parameter i en afstemning), inklusive madeksperter og kokke, men også buschauffører, skolelærere, investeringsrådgivere, bistandsklienter, perkere og politikere, mener at Stegt Flæsk med persillesovs er så dansk som det kan blive eller fordi de bare gerne vil have at stegt flæsk med persillesovs blev kåret til nationalret.

Den romantiserer vores madkultur og er usund såvel som gastronomisk uambitiøs.

Ja, en nationalret romantiserer gerne den nationale madkultur. Hvis madkultur skulle ellers romantiseres?

Og nej, en ret er sjældent usund, som hans madeksperter sikkert kan forklare ham. Hvad der kan være usundt er den samlede kost. Og mængden, selvfølgelig.

Ja, den er gastronomisk uambitiøs i modsætning til en anden kandidat, det store kolde bord. Men det er ikke desto mindre en nationalret og den er billig, let at lave og smager forrygende - hvilket altså er meget indkluderende. Og det finder et flertal altså mest dansk.

Den samler ikke nationen – men understreger, at jøder, muslimer og vegetarer, hjertepatienter og overvægtige ikke hører hjemme i den danske madkultur.

Ikke meget Dan Jørgensen gør, samler nationen og muslimer er ikke en del af nationen. Åh, det var måske for krigerisk. Jeg prøver mere inkluderende:

Der var tale om en afstemning, hvor alle der gad være med kunne stemme og her fik den et suverænt flertal. Det er så samlende det kan blive.

Den ekskluderer ikke hverken jøder eller muslimer. De er lige så velkomne til at spise stegt flæsk med persillesovs som alle andre. Men det vil de ikke fordi de selv opretholder en ide om at det er dem forbudt. De ekskluderer sig selv!

De overvægtige vender vi tilbage til, men hjertepatienter må hjertens gerne spise stegt flæsk. Hjertepatienter bør følge nogle kostråd, men der er tale om kost og samlede indtag.

Og værre endnu; den henvender sig primært til de grupper i befolkningen, som spiser traditionelle, kødfyldte retter med sovs. Sammenlignet med resten af befolkningen udmærker disse ’traditionalister‘ sig ofte ved at være mere tilbageholdende, når det gælder sundt – såvel som økologisk – mad.

Lyder de grupper der spiser traditionelle, kødfulde retter med sovs (sovs, ikke sauce) som de slankeste? Overvægtige bliver overvægtige af en grund og hvis stegt flæsk med persillesovs er fedende er det nok ikke fordi den er ekskluderende på de fede.

For fem år siden spåede Dan Jørgensen Jordens undergang, hvis ikke vi ødelagde økonomien og overdrog al magt til de bureaukrater, der fylder hans kalender. Nu går han op i hvad og hvor folk spiser, hvilket leder til det store spørgsmål: Må man spise nationalretten foran TV’et?

Se også Uriasposten.

Spørgsmålet til forskel

Diverse, Historie, Kristendom, Muslimer, islam, muhammed — Drokles on November 29, 2014 at 1:15 pm

“I begyndelsen var Ordet og Ordet var hos Gud” skriver Johannes 1, 16. Tonen er slået an for temaet; logikken og tanken i højsædet. At den frie verden er den kristne, at den kapitalistiske verden er den kristne, at den videnskabelige verden er den kristne. At forfatterne bag Tankens Magt kunne indlede deres 3 bind med at konstatere at Vestens idehistorie for alt kvalitativt også var verdens idehistorie.

En kvinde har skrevet en kandidat til årets bedste danske artikel. Og det i Videnskab.dk

Ellen Wulff følger standardudgaven – som også er den mest udbredte korantekst – og det er jeg taknemmelig for. Ellers ville jeg nemlig aldrig være blevet opmærksom på den pointe, jeg tror, der er i, at teksten hverken er kronologisk eller tematisk ordnet. En pointe, der i en anmeldelse af Michael Cooks Koranen, En meget kort introduktion er formuleret på følgende måde:

Hvis metaforen er Bibelens figur, er talehandlingen (ytringen) Koranens” (Information 2004).

(…)

Gemmer erfaringen af, at Koranen adskiller sig fra bibelen ved ikke at være en sammenhængende fortælling, der inviterer til fortolkning og analyse af myter og metaforer, på et meta-socio-religiøst budskab om, at forskellige hellige skrifter inviterer deres læsere til at modtage dem på forskellige måder? Og er forskellige hellige skrifters forskellige måder at invitere deres læsere til at modtage dem på udtryk for en helt basal forskel i opfattelsen – og brugen – af spørgsmål?

”Du skal ikke lede efter logik i Koranen” skrev Ellen Wulff til mig, da jeg efterlyste den logik, teksten er bygget op efter (jeg spurgte fx om man kunne regne med, at 1. person = Gud, 2. person = Muhammad/de(n) rettroende, og 3. person = de vantro – Ellen Wulffs svar var: Nej!). Men er det ikke netop Koranens logik, at den logik, der er – eller ikke er – ikke er noget, jeg skal bekymre mig om? At den logik, der er – eller ikke er – udelukkende er en sag for Gud?

Og er det ikke netop denne logik, der bærer tekstens brug af retoriske og belærende spørgsmål (fx Kor. 14:19 henholdsvis Kor. 31:29-32), og som gør, at der end ikke i det, Ellen Wulff betegner debatterende spørgsmål (fx Kor. 70:36-42) lægges op til andre svar end Guds?

(…)

Derfor kan jeg heller ikke være 100 % sikker på, at der ikke er et eneste eksempel på dialog mellem Gud og menneske i Koranen, men der er noget – herunder Ellen Wulffs erfaringer med teksten – der tyder på det. Spørgsmål-svar udvekslinger som den, man bl.a. finder i Første Mosebog, 3:9: Da kaldte Gud HERREN på Adam og råbte: ”Hvor er du?” Han svarede: ”Jeg hørte dig i haven, og blev angst, fordi jeg var nøgen, og så skjulte jeg mig” findes ikke i Koranen.

Hvorfor ikke? Fordi spørgsmål spiller en anden rolle i Koranen end de gør i bibelen: Fordi spørgsmål har en anden betydning.

Forskellig rollefordeling mellem Gud og mennesker

I sin første mail skrev Ellen Wulff til mig: ”Koranen er Guds ord, og når Gud stiller spørgsmål, er det jo egentlig ikke spørgsmål, for Gud er alvidende”. Men det er ikke mit ærinde at fælde dom over, om den ene eller anden hellige tekst har en mere eller mindre egentlig brug af spørgsmål. Mit ærinde er at vise, at der er flere måder at forstå og bruge spørgsmål på – og at disse måder er så fundamentale for vores tilgang til os selv og vores omgivelser, at vi ikke lægger mærke til dem.

Derfor faldt det mig ikke ind, at jeg ikke skulle lede efter logik i Koranen. Det faldt mig ikke ind, at det ikke er min opgave at prøve at forstå.

I Kor. 76:2 står der: Vi skabte mennesket af en dråbe, en blanding, for at sætte det på prøve, og så gav vi det hørelse og syn.

Er det det, der er menneskets opgave ifølge Koranen – at lytte og se?

Ifølge bibelen førte Gud markens dyr og himmelens fugle hen til Adam for at se, hvad han ville kalde dem; thi hvad Adam kaldte de forskellige levende væsner, det skulle være deres navn (Første Mosebog, 2:19).

I Kor. 2:31 står der: Han [= Gud] lærte Adam alle navnene.

Er det det, der er forskellen på den rolle, mennesket tildeles i bibelen og Koranen: Initiativ i form af sprog? Medbestemmelse i form af ansvaret for at navngive det, Gud har skabt?

Et spørgsmål om stil?

Jeg ved det ikke – og derfor spørger jeg. Spørger, spørger, spørger. Fordi jeg kan, fordi jeg må, og fordi jeg er opvokset med, at når jeg spørger, får jeg svar, og når andre spørger, svarer jeg. I en gensidig, meningsfuld dialog. Som når Gud spørger Adam: ”Hvem fortalte dig, at du var nøgen?”, og Adam svarer: ”Kvinden, som du satte ved min side” (Første Mosebog, 3:11-12).

Gud spørger, Adam svarer – det er Adams ansvar.

Og netop muligheden for at svare er ikke til stede i Koranen. Gud taler til mennesket gennem Muhammad – Gud besvarer selv alle sine spørgsmål – mennesket hverken spørger eller svarer.

Pointen er, at det mere end noget andet måske er et spørgsmål om stil. Fordi bibelen er skrevet som en sammenhængende fortælling i 3. person, og det dermed er muligt at skifte mellem forskellige perspektiver (”slangen sagde”, ”Gud råbte”, ”Adam svarede”), så er dialog mulig.

Fordi Koranen, som Ellen Wulff skriver i sit forord, ”fremstår som Guds ord, reciteret på arabisk fra det himmelske skrift, Skriftens Moder, der for muslimer rummer alverdens visdom, og indgivet Muhammad i åbenbaringer”, så bærer den præg af mundtlighed i form af én stemme, ét perspektiv, ét (an)svar.

Gør det det ene skrift mere rigtigt, helligt eller etisk forsvarligt end det andet? Det skal jeg ikke kunne sige. Men det sætter spørgsmålstegn ved den selvfølgelighed, hvormed vi i Vesten hylder medbestemmelse, dialog og ansvar.

Det sætter mennesket i et andet lys med en anden opgave, som vi ikke har mulighed for at forstå, før vi forstår præmisserne for og konsekvenserne af vores eget forhold til spørgsmål.

Spørgsmål føder spørgsmål

Ifølge bibelen har hverken Adam eller Eva forholdt sig til Guds bud om at holde sig fra træet til kundskab om godt og ondt, før slangen stiller sit spørgsmål. De har taget buddet som det, det var: Et forbud. Derfor har de hverken lagt mærke til, tænkt over eller følt sig fristet af det ene træ, de ikke måtte spise af – de har levet i lykkelig uvidenhed.

Med slangens spørgsmål: ”Mon Gud virkelig har sagt…?” åbnes der imidlertid for, at Eva ikke bare kan, men skal fortolke og forholde sig til Guds bud. Hun kan ikke længere lade være. Fra troskyldigt at stå hos sin mand begynder hun således at tvivle: Har Adam forstået og videregivet buddet rigtigt? Var Gud ved sine fulde fem, da han udstedte det? Hvad er rimeligheden i, at vi ikke må spise af træet? Og kan det – helt ærligt – betyde så meget, hvis vi gør det alligevel?

Spørgsmål er en del af vores arvesynd

I bibelen står der: Kvinden blev nu var, at træet var godt at spise af, en lyst for øjnene og godt at få forstand af, hvilket direkte oversat til nudansk betyder: Hun MÅTTE spise den frugt. Hvis du har svært ved at høre din kone/kæreste, datter, veninde eller dig selv sige netop den sætning, så prøv at skifte ’spise den frugt’ ud med ’købe de sko’ eller ’smage den kage’, og du ved, at der ikke er nogen vej uden om. Det MÅTTE gå galt, og det gjorde det som bekendt også. Eva tog af træets frugt og spiste og gav også sin mand, der stod hos hende, og han spiste – resten er historie.

Det skjulte socio-religiøse budskab er, at historien blev udløst af et spørgsmål. Mennesket, som vi kender og elsker det, er, hvad det er i kraft af dette spørgsmål. Den lille, næsten usynlige åbning, der gjorde det muligt at kende godt og ondt, og som samtidig gjorde det umuligt at være ligeglad.

Takket være slangens spørgsmål kunne Eva ikke længere lade være med at forholde sig til godt/ondt, rigtig/forkert, rimeligt/urimeligt – og det kan vi heller ikke.

Slangens spørgsmål indstiftede ikke blot en mulighed blandt andre, det indstiftede et vilkår. Et vilkår, der præger os i alt, hvad vi gør. Et vilkår, der ikke er vilkårligt.

Levinas (…) drager nøjagtig den samme konsekvens af, at det første spørgsmål ikke blev stillet af mennesket, som jeg har forsøgt at udlede her, nemlig, at mennesket er et responsivt væsen. En skabning, der har fået en opgave af sin skaber (Gud) og/eller naturen (slangen), som det ikke kan lade være med at tage stilling til og ansvar for.

Derfor kan Levinas i Totalitet og Uendelighed skrive, at moralsk bevidsthed er den situation, hvor der sættes spørgsmålstegn ved min frihed (Levinas, s. 95). Og derfor kan Derrida stille spørgsmålet om, hvad der kommer før spørgsmålet. Fordi mennesket – ifølge vestlig filosofi og religion – er, hvad det er i kraft af det spørgsmål, det bliver stillet og de vilkår, det bliver stillet under.

Fordi mennesket er defineret ved sit (an)svar.

(…)

Måske fordi bibelen – i modsætning til Koranen – ikke er Guds ord, men en fortælling om, at Gud ikke bare er til at tale med, men har så stor tillid til mennesket, at han lader det være alene. Vi ved ikke, hvor Gud er, eller hvad han laver, da slangen stiller Eva sit spørgsmål – vi ved bare, at han ikke er der. At ansvaret for at forholde sig til og besvare det spørgsmål, vi bliver stillet er vores.

Det sker ikke i Koranen. Gud er her, der og alle vegne – det er for pokker Ham, der fortæller!

Derfor er der ikke bare lukket for, at andre kommer til orde; der nedkaldes også død og ødelæggelse over dem, der stiller spørgsmål á la slangens. Således står der i Kor. 13:5: – forunderlige er deres ord: ”Når vi er blevet til støv, skal vi da blive til i en ny skabelse?” De tror ikke på deres Herre, og de har lænkerne om deres hals. De hører til i Ilden; dér skal de forblive til evig tid.

Og når Gud omtaler de uvidende og vantro, gør Han det i mange tilfælde ved at gengive deres spørgsmål, fx:De, der ingen viden har, siger: ”Hvorfor taler Gud ikke til os?” (Kor. 2:118). De, der er vantro, siger: ”Hvorfor er der ikke blevet sendt et tegn ned til ham fra hans Herre?” (Kor. 13:7). Og: Hvis Vi udsætter straffen for dem til et fastsat tidspunkt, siger de: ”Hvad er det, der holder den tilbage?” (Kor. 11:8).

Mit spørgsmål er, om det mon ikke har en betydning for, hvordan kristne og muslimer opfatter og bruger spørgsmål?

Kernen er ikke ny, men analysen har jeg aldrig set før. Og så så klart og sagtmodigt skrevet. Spørgsmålet har været fundamentet for at jøderne nu kan bygge et Babelstårn bestående kun af Nobelpriser.

——————————————

I en tidligere version fremgik det at “I begyndelsen var Ordet…” citatet stammede fra Skabelsesberetningen. Læseren rettede denne fejl og tak for det.

Star Wars malplacerer det kristne kors

Diverse, Kunst og kultur, Satire, venstrefløjen — Drokles on November 29, 2014 at 12:43 pm

George Lucas Star Wars VII får premiere i december 2015(!), men allerede har man åbenbart lavet nok til en minitrailer, som kaldes en teaser (en typisk trailer ruller hele filmen op i kortform så du kan spare billetten). De gamle film var herlige og ægte film, ja Empire Strikes Back havde ligefrem kunstneriske kvaliteter. Og så tilgav man jo nok den indflydelse de østerlandske religioner og new age som George Lucas prægede sit univers med. Man skulle ikke hænge sig i detaljer som at jediordenen garanterede republikken fordi den stod over demokratiet, ordenens forkvaklede forhold til følelser og ideen om at man bekæmpe intellektet til fordel for følelsen og instinktet. Kraften flyder gennem dig og det skal du tage helt roligt og lade den gøre, så er du god. Hvis du derimod får følelser bliver du fortabt og ond.

Men den slags småmissionerende barnagtigheder opvejes af Lucas lige så forkvaklede forhold til sin egen seksualitet: Luke boller sin søster: det er farligt på en kvindes anmodning at kaste sig ned i en skakt for der kan man blive både kvalt og knust: Sarlacc: de mistænkeligt få kvinder har drengeroller: jediordenen der bygger på samuraiernes shudo, hvor oplysning kun kommer via sex mellem mester og lærling (altså bøssesex, hvilket giver en ny dimension til billedet af et lyssværd der glider frem, Darth Vaders “Now I am the master”, til hvorfor Vader hader som han gør og hvorfor han udslettede jediridderne, hvorfor det hedder younlings, hvorfor Luke blev regnet for for gammel, skønt han lærte det meste af pensum på den samme tid Han og Leia flygtede fra Vader, hvad Yoda egentlig mente da han indigneret spurgte Luke “Judge me by my size, do you?” osv).

sabre2

Hvis dette ufrivilligt komiske lyssværd vitterligt er i hænder på ondskaben, som det jo tyder på, hvis man skal følge seriens klare æstitik melder Star Wars rent ud, hvad den før kun har antydet. Den er direkte antikristen.

Hvad der er i orden i Sverige

Den svenske ishockeylegende Börje Salming er blevet fotograferet til kalenderen “Årets kvinnor och män 2015” (bemærk den svenske sans for korrekt rækkefølge og at de har dristet sig til ikke blot at skrive årets personer) sammen med en række andre svenske berømtheder (Salming er februar). Alle er de udklædt som andre berømtheder fra historien og Salming som Sitting Bull. Og det har ramt den svenske sans for racisme, skriver Expressen

Frilansjournalisten Angela Larsson har själv deltagit i debatten vid ett flertal tillfällen, och hon reagerade på Salmings bild.

– Det var säkert inte menat att förlöjliga, och Börje kommer förmodligen att säga att det var en hyllning. Och jag förstår att man kan se det så, men det blir jätteproblematiskt, att en vit person ska klä ut sig till en amerikansk urinvånare. De har varit extremt förtryckta och utsätts fortfarande för jättemycket rasism i USA, säger hon till SportExpressen.se.

(…)

– Både samer och amerikanska urinvånare har blivit förtryckta på liknande sätt. Men jag vet inte om jag skulle tycka att det var okej för det. Om du skulle fråga en amerikansk urinvånare så är jag rätt säker på att det inte skulle vara okej. Börje är fortfarande vit, säger hon.

– I USA har studenter på Ohios universitet dragit i gång en kampanj på temat: “We are a culture, not a costume” (”Vi är en kultur, inte en maskeraddräkt”, reds. anm.) och väckte frågan om maskeradkostymen som problematisk. Att en vit person kan klä ut sig i en kväll och ha kul, medan en amerikansk urinvånare måste utstå förtrycket de utsätts för hela livet.

Altså følgende er ikke okay

borjesalming-sitting-bull

Mens dette er okay

president_barack_obama

Pøbelvælde

Diverse — Drokles on November 27, 2014 at 1:03 pm

Jyllands-Posten har denne lille beskrivelse af en reaktion efter politibetjenten Darren Wilson undgik at der blev rejst tiltale mod ham

I videoen, der blandt andet kan ses på New Yorks Times’ hjemmeside, kan man se Michael Browns mor tale til demonstranterne. Stærkt bevæget siger hun til demonstranterne, at hun har boet i Ferguson i hele sit og aldrig gjort nogen noget, inden hun bryder sammen i gråd.

Hun trøstes af de omkringværende familiemedlemmer, men pludselig kommer Michael Browns stedfar op til hende knuser hende, inden han vender sig om og råber “brænd stedet ned” flere gange.

Og det gjorde de, brændte alt muligt ned, inklusiv familien Browns kirke. Det venstredrejede Think Progress har en forstemmende men fin lille serie billeder om ødelæggelserne

ferguson-morning-after-6-638x359

Og Think Progress har også talt mod nogle indbyggere. De vidner om politibrutalitet

Winfield explained that the decision to set fire to certain stores along W. Florissant Avenue was strategic. Protesters targeted stores they felt were allied with the community, like the beauty store that was torched, citing mistreatment of local residents by business owners.

But Winfield says that the tragic situation has yielded some positive outcomes. “I think it’s been good for the community; it put a light on us.” He alluded to the people he would never have encountered if Mike Brown had not lost his life. “I’m glad that it brought the people together.”

(…)

Her husband, David Whitt, who started the local Cop Watch chapter in Ferguson to film police activity, felt similarly, and talked about the way racial tensions in Ferguson have affected the black community. “They train us to hate ourselves. When I was in Berkeley with people who started Cop Watch, I told them that when you talk about coming to Ferguson to help, [they] have to understand that these are freed Americans that are still treated like slaves and are mentally still enslaved. ”

Men Viral Buzz minder sobert om de mennesker der får brændt deres forretninger af

These are not rich people with overseas bank accounts, these are the real people of Ferguson, MO who have taken risks, opened businesses, and go to work every day to provide for their family. These are the people who create jobs and paychecks and contribute to the well-being of everyone in the community; productive members of the Ferguson community who are having their lives destroyed in the name of justice.

(…)

The now famous footage of Michael Brown robbing Ferguson Market and pushing the owner out of the way as he steals cigars from his store only minutes before being shot.

Screen-Shot-2014-11-25-at-10.16.27-AM

Now we see the aftermath of the looting that took place as rioters destroyed their own town in response to the death of Michael Brown.

The man surveying the wreckage of the store who s the owner of Ferguson Market and Liquor. The now-famous owner who attempted to stop Michael Brown from robbing his store but was pushed away by the much larger Brown.

Martin Lidegaard beskyldes for uvidenhed

Bent Jensen har i Jyllands-Posten ikke tiltro til Martin Lidegaards basale viden om Mellemøsten og vil gerne vide, hvad Lidegaard egentlig mener Israel skal gøre

Hver gang jeg ser og hører ham tale så tilsyneladende forstandigt og overbevisende, spørger jeg mig selv: Ved manden i virkeligheden, hvad han taler om? Er han ordentligt inde i sagerne? Har han læst på lektien, og har hans embedsmænd forsynet ham med alle de nødvendige oplysninger om konfliktens rødder – og jeg understreger alle? Eller lader han blot munden løbe?

Det meste af Mellemøsten befinder sig i et omfattende kaos. Israels nabostat Syrien er hærget af en blodig borgerkrig, der foreløbig har kostet 200.000 mennesker livet og drevet millioner på flugt. Oprørsstyrkerne i Syrien har svoret at ville udslette Israel. Det samme har Assad-regimet i Damaskus. For nylig flygtede de udstationerede FN-styrker fra syrisk territorium. Hvorhen? Til Israel, hvor de fandt sikkerhed.

(…)

Jeg synes i fuld alvor, at Lidegaard skulle forholde sig seriøst til de reelle problemer, der her er omtalt. Og der er flere endnu. Hvorfor behandler han palæstinenserne som uansvarlige børn? Hvorfor stiller han ikke krav til dem, hvis de vil have egen stat? Hvorfor siger Lidegaard & Co ikke til både Hamas-lederne og til Abbas og hans mafia i Ramallah, at de skal standse myrderierne på jøder og indstille deres anti-jødiske hadkampagner i skolebøger og i palæstinensiske medier – inklusive de officielle trykte og elektroniske Hamas- og PS-medier.

Som ansvarlig minister ved Lidegaard naturligvis, at disse afskyelige hadkampagner kører hele tiden. Men hvordan forestiller han sig så, at der skal kunne blive fred og fordragelighed mellem jøder og arabere på det diminutive område, som Israel og selvstyreområdet udgør, når den ene part hele tiden dyrker hadet til den anden part, nægter dens ret til eksistens og vil have en jødefri zone?

Samtidig skrev en foruroliget Flemming Rose ligeledes i Jyllands-Posten om Lidegaards manglende viden om Rusland

I weekenden bragte Berlingske et interview med udenrigsminister Martin Lidegaard. Ministeren afslørede her en sjælden uvidenhed om russisk økonomis tilstand, effekten af sanktioner, og hvad der venter i den nærmeste fremtid. Interviewet var aftalt på forhånd, så der er ikke tale om, at Lidegaard uden varsel fik stukket en mikrofon i hovedet.

Det gør hans udtalelser foruroligende, for hvis kendskabet til Rusland, Danmarks største sikkerhedspolitiske udfordring, ikke er større, så er risikoen stor for at begå fatale fejl. En anden mulighed er selvfølgelig, at Lidegaard bevidst misinformerer, men det gør det ikke bedre. Om russisk økonomi siger han:

»Noget af det mest bekymrende er, at den russiske økonomi er i frit fald. Vi står over for en reel risiko for russisk økonomisk kollaps. Det skyldes vores sanktioner kombineret med en stærkt faldende oliepris. Underskuddet i staten stiger, inflationen stiger voldsomt. Den almindelige russers købekraft bliver udhulet dag for dag.«

I fredags, altså nogenlunde samtidig med at Lidegaard fremsatte sin dystre vurdering, noterede The Wall Street Journal, at Rusland med en vækst på 0,8 pct. i årets første ti måneder har klaret sig bedre end ventet, på niveau med eurozonen. Det får ikke én til at tænke på en økonomi i frit fald.

I virkeligheden passer Lidegaards udtalelser på et andet land i regionen, nemlig Ukraine, der befinder sig på randen af en finansiel nedsmeltning.

Lidegaard må lægge sig lidt mere i selen, hvis virkeligheden skal moraliseres væk. Begge indlæg bør læses i deres helhed, hvis man vil vide mere end Lidegaard.

Insisterende benægtelse hos de liberale

Lørdag skrev jeg optimistisk at der var små sprækker af erkendelse hos venstrefløjen. Selvfølgelig er der ikke det, der er kun positionering. Men den positionering afslører, hvilke flanker man vil dække af overfor vælgerne. Så på en måde kan man godt glæde sig over at den muligvis kommende socialdemokratiske leder Mette Frederiksen ikke kan lide burkaer, som hun omtaler som et fængsel. Feministen Karen West opdagede at man ikke kan kritisere islam på nogen som helst måde uanset tonen. Özlem Cecik fra Socialistisk Folkeparti slog til lyd for at det bedre kan betale sig at lytte til politiske modstandere, frem for at udskamme dem (nu Dansk Folkeparti står til at få hver femte stemme, som erfaringerne) og på Modkraft støvede man sin gamle Marx af og ærgrede sig over at det altid var så akavet for venstrefløjen at kritisere islam. Og så har regeringen med Mette Frederiksen i spidsen og i modstrid med Radikale Venstre ønsker besluttet at Danmark ikke skal gøre FNs menneskerettigheder til dansk lov, da “inkorporering indebære en risiko for en forskydning af kompetence fra Folketinget og regeringen til domstolene”.

Men der er snart valg og politikere siger så meget. Det gør de liberale også og de vil i deres moderne internationale udsyns ånd gerne distancere fra Danmark, måske ved at samle desillusionerede vælgere op fra netop venstrefløjen? Rune Kristensen glæder sig i hvert fald over at hans parti med det vildledende navn Konservative vil lægge “en klar distance til V og O” i deres nye udlændingeudspil, hvor grænserne skal åbnes for kvalificeret arbejdskraft. Og han…

…finder det fantastisk, at 24-års reglen skal lempes, da den ikke virker og i øvrigt rammer de forkerte mennesker. Hertil er jeg også særligt glad for, at beløbsgrænsen for personer uden for EU sænkes fra 375.000 til 315.000 kr. – dette her jeg tidligere skrevet om her på bloggen.

Uagtet fokus på de åbne grænser, så savner jeg en strategi for integration via arbejdsmarkedet i mit partis udspil. Det er her integrationen virker. Derfor er starthjælpen også helt tosset at genindføre. Hvis ikke folk kan forsørge sig selv, hvorfor så komme hertil?

Rune Kristensen er en kapacitet der har skrevet “bachelorprojekt om politisk islam versus det liberale demokrati” og derfor kan han ydermere konkludere

“Om man spiser flæskesteg eller halalkød er ikke det afgørende. Man kan godt blive dansk statsborger og holde ramadan. Det handler om at overholde loven og om at bidrage til samfundet. Så skal vi ikke være så nervøse for en kulturel mangfoldighed, som er helt naturlig i et moderne globalt orienteret samfund. Andre kulturer har alle dage påvirket Danmark”.

Men nok om den slags intetsigenheder for Rasmus Brygger har i Politiken skrevet 10 principper for en udlændingepolitik, som alle burde efterleve. Og det er selvfølgelig opløsningen af Danmark som suveræn nation til fordel for en åben jurisdiktion. “Forskelle mellem os mennesker skal hyldes” for det er “hamrende udansk at kræve, at vi alle skal ligne hinanden”. Statsborgerskab skal ikke kunne fratages, hvis man vælger halshugning med ISIS, 24 årsreglen skal væk og mennesker skal dømmes på deres handlinger. Her hedder det som det første meget sigende “Muslimer er ikke per definition ansvarlige eller medskyldige i andre muslimers gerninger”. Nej, men tanken ligger lige for, også når man hedder Rasmus Brygger.

Meninger kan ikke brydes når de ophøjes til indlysende og objektive sandheder, hvorfor Brygger og hans sort betragter dissens som moralsk forkasteligt. Især punkt 4 udtrykte dette, da det ikke var et princip, men en besværgelse

4. Indvandrere, der kommer til Danmark, er et plus for landet uanset, hvor de kommer fra

Danmark har kun godt af, at der kommer flere til landet. Fokuseres der alene på de arbejdende nydanskere, bidrager de stort til den danske økonomi. Men indvandring er ikke kun et spørgsmål om økonomi, men også kultur. Det liberale perspektiv er, at det er sundt for et samfund, når forskellige livsopfattelser og kulturer mødes. Det er gennem kulturkonkurrence og –udveksling af kultur, at det danske samfund har udviklet sig, ikke gennem isolation og nationalisme.

Kun i selvretfærdighedens univers, hvor enhver fremmed er en ven der endnu ikke har stukket en kniv i maven på dig giver udsagnet mening. Men det gør det ikke hos Brygger, der allerede i punkt 2 slår fast at “Alle, der kommer til Danmark, er velkomne, så længe de er selvforsørgende“. Ikke nok med det, så “Nydanskerne fortjener respekt og tolerance, så længe det er gensidigt“, hvilket vil sige at vi må møde dem med en vis skepsis, indtil de har gjort sig fortjent. I samme ånd skal kriminelle udlændinge udvises ifølge punkt 9. Hummus og spraglet burka kan altså alligevel ikke redde en langfingret dovenlars. Så meget for Bryggers kulturelle værdier.

Farlige Frank og brosten mod Berlingske og borgerne

Berlingske Tidende er raget uklar med den socialdemokratisk ledede Københavns kommune over forholdene i bydelen Tingbjerg. Ulrik Vogel, Præsten der blev fordrevet fra Tingbjerg beskrev nemlig sig gamle sogn som et sted, hvor banderne tager over når mørket falder på, som mafiaen på Sicilien. Samme dag kunne man læse “En Tingbjerghistorie“, som fortalt af ‘Søren A.C. Stenbøg, stud.jur., frivillig i Diakoniens Hus i Tingbjerg’

Det kunne være historien om en ældre dame, der gennem en årrække blev udsat for utallige indbrud, uden at politiet kom forbi og undersøgte sagen.

Det kunne være historien om en mand, der blev mødt med alvorlige trusler, hvis han ikke hævede sin kontanthjælp og gav pengene til kriminelle unge sidste hverdag i hver måned. Igen uden at politiet regerede aktivt på anmeldelsen.

Endelig kunne det være historien om førtidspensionisten, som oplevede trusler og forulempelser, der sidste år kulminerede i en afbrændt bil og hærværk mod hendes ejendom. Alt dette fordi hun havde konfronteret nogle mennesker med deres kriminelle aktivitet. I denne historie kunne politiet ikke skabe tryghed for hende og heller ikke opklare forbrydelserne. Derfor henvendte hun sig til boligselskabet og ønskede at flytte. Hun fik her at vide, at det var lejernes eget ansvar at føle sig trygge. Det kunne de gøre ved f.eks. video-overvågning.

Senere er der åbnet mulighed for en anden bolig, der dog ikke opfylder de fysiske behov, som hendes kroniske sygdom ellers burde berettige til. Ligeledes ville hun også være nødt til at aflive sin hund.

Fælles for disse historier er, at ofrene er blandt de absolut svageste i samfundet. Fælles er desværre også, at myndighederne ser passivt til og svigter personerne.

Og om ‘John’, der flygtede fra Tingbjerg fordi “De kriminelle begyndte at rekruttere unge under 15 år, fordi de vidste, at unge ikke fængsles i Danmark. Det skræmte mig, at der var lagt sådan en strategi, og jeg blev nervøs for mine børn”. Det fik Overborgmester Frank Jensen til tasterne med en reprimande til borgerene om ikke at sætte spørgsmålstegn ved socialdemokraternes politik eller fortælle om deres oplevelser i velfærdssamfundet

Tingbjerg har ikke brug for mediepanik og råben op om mafia og parallelsamfund. Tingbjerg har ikke brug for at være dørmåtte og rekvisit i en kommende valgkamp. Tingbjergs elever, som kæmper for deres flotte karakterer, har ikke brug for at få deres kvarter stemplet som lovløst.

Og for at understege Overborgmester Frank Jensens pointe med hvor godt det går med tryghedsskabelsen i Tingbjerg fik Ulrich Vogel en brosten gennem sit vindue. Kom ikke og påstå at Frank Jensen ikke er i tråd med sine vælgere. Så for at imødegå at Tingbjerg bliver en “rekvisit i en kommende valgkamp“ nævner overborgmesteren at han “i tre år [har] kæmpet for en ændring af planloven, så vi får 20 procent almene boliger i nye attraktive boligområder

Alene i kommunens budget for 2015 har vi sat penge af til ni indsatser. Vi satser blandt andet på feriecamps for udsatte børn, og så har vi afsat 25 millioner kr. til cykelstier, som åbner Tingbjerg mod resten af byen. Vi har også sat penge af til en udredning af mulighederne for en letbane. Vi kan styrke den positive udvikling. Men den langsigtede løsning på problemet med udsatte boligområder er et andet – nemlig at skabe en reel blandet by, hvor socialt udsatte ikke er koncentreret i enkeltområder.

og hvis det stod til overborgmesteren så “skal fremtidens by ikke bestå af store områder kun med almene boliger på de billige grunde og store områder kun med private luksusbyggerier på de attraktive grunde ved havnen“. Men Tingbjerg stod faktisk til socialdemokraterne, som fik hele området designet som et ualmindeligt lækkert sted til den almindelige lønmodtager. Som man kan læse på Wikipedea (hvis ikke Frank Jensen har ændret artiklens indhold siden)

Kommunen valgte den kendte arkitekt og byplanlægger Steen Eiler Rasmussen til at tegne den selvstændige byenhed Tingbjerg, der skulle falde ind i det åbne landskab. Derfor måtte der højst bygges i tre etager, bortset fra højhuset, som skulle camouflere den oprindelige varmecentral. Steen Eiler Rasmussen planlagde i1950′erne Tingbjerg sammen med arkitekt og havearkitekt C.Th. Sørensen. De tegnede en mønsterby – en by i byen – efter engelsk forbillede beplantet med træer, bærbuske og rosenpergolaer. Området fik egen kirke, skole, butiks­strøg og et stort udbud af institutioner, bl.a. en af landets første byggelegepladser. Alt sammen skulle det være med til at skabe rammen om det gode liv. I de mange grønne haverum mellem husene blev der skabt god plads til, at børn kunne lege og naboer mødes. Tingbjerg blev opført over en 15-årig periode fra slutningen af 1950′erne til begyndelsen af 1970′erne.

Tingbjerg er et lækkert sted, men det er beboersammensætningen ikke. Tingbjergs deroute er fulgt med socialdemokraternes despekt for det danske folk og deres almindelige socialistiske foragt for individet.

Søndagsfilm: Battle of Kosovo

Yugoslavisk film med engelske undertekster.

Battle of Kosovo is a 1989 Yugoslav historical drama/war film filmed in Serbia. The film was based on the drama written by poet Ljubomir Simovi?. It depicts the historical Battle of Kosovo between Medieval Serbia and the Ottoman Empire which took place on 15 June 1389 (according to the Julian calendar, 28 June 1389 by the Gregorian calendar) in a field about 5 kilometers northwest of Pristina.
Serbian duke Lazar in 1389. refuses to obey the Turk sultan Murat who is penetrating towards Serbia with great army, in order to conquer Europe through it. Although aware that he is weaker, without enough army, duke Lazar decides to confront him. Serbian lords are not united. Most of them wants to fight, even if the price is defeat, but some of them hesitate. Everyone fit for weapon is sent to Kosovo field. The battle on Kosovo, in 1389. ended with no winners - both armies shed blood and got tired. Lazar and Murat died. But, nevertheless, the battle of Kosovo was a victory, not for Serbian state, which soon became Turkish, but for Europe, which Serbia rescued with bodies of her heroes of the first and the strongest Turkish attack…

The film was released in 1989, which marked the 600th anniversary of the Battle.

Gryende erkendelse hos venstrefløjen?

I halvfemserne tabte Holger K Nielsen en afsteming på SFs landsmøde om kritik at fremmed kulturers uhensigtsmæssige aspekter. Et flertal mente at SFs officielle politik per definition skulle afholde sig fra kultur og religionskritik af islam. Det er snart 20 år siden.

Feministen Karen West fik endelig nok, skrev hun på Folkets, efter et uspecificeret karaktermord der var “100 fold værre end de mest indædte sexistiske angreb, jeg også har prøvet - fra racisterne”. Islam er et problem så stort at man end ikke kan diskutere det konstruktivt med muslimer

Jovist vil jeg stadig være årvågen og skrive om politisk islam, som den nu er, fandens farlig og en trussel mod alt, hvad vi har kæmpet for i mange år.

Jeg har muslimske venner, som vil blive ved med at være mine venner - formentlig. Men alt hvad jeg overhovedet har haft af samarbejde ophører. Og alle aftaler om fremtidigt samarbejde på tværs af kultur ophører.

En epoke er slut, fordi det ikke kan lade sig gøre at være kritisk overfor politisk islam og islamisme, samtidig med at arbejde for integration, frihed og fællesskab med ganske almindelige muslimer.

Skællene falder fra det ene øje der kan se at “det ikke kan lade sig gøre at være kritisk overfor politisk islam og islamisme, samtidig med at arbejde for integration, frihed og fællesskab med ganske almindelige muslimer“. Men skællene sidder stadig fast på det andet øje, der vedholder at betegne folk, der har prøvet at fortælle hende at islam er modsætning til frihed, som racister.

Özlem Cekic betroede i Politiken at hun som barn hadede jøder. Det gør muslimske børn meget i - hader. Og jøder er noget af det de hader mest. Özlem hadede også fremmedefjendske danskere, men fandt senere ud af at der også var mange andre danskere - hvilket vil sige at hun startede med bare at hade danskere. Hun hadede nationalistiske tyrkere, hvilket altså bare er tyrkere. Og hun skammede sig over “at være en assimileret kurder, der ikke var i stand til at snakke kurdisk“. Så hun var en rigtig lille muslim, fuld af had og skam. Men langsomt blev hun altså klogere, så klog at hun “godt [kan] forstå, at du er rasende over, at nogen begår kriminalitet“. Og det er et stort skridt for en muslim.

Vi skal være bedre til at anerkende, at vi hver især faktisk har gode grunde til at være frustrerede. Men samtidig insistere på, at man ikke behøver hade alle mørkhårede, fordi man mødte en mørkhåret idiot. At ikke alle muslimer støtter de ekstreme terrorister i IS. Og at ikke alle, der stemmer på Dansk Folkeparti, er dumme racister.

Nej, “vejen til forståelse er ikke at ignorere de holdninger, man ikke kan lide. Holdninger kan ikke ties ihjel.“ Hun kalder selvfølgelig stadig Sverigedemokraterna for “Et parti med nazistiske rødder“, men alligevel har erfaringerne med venstrefløjens hidtidige kurs lært hende noget

Mit råd til vores naboer på den anden side af Øresundsbroen i Skåne: Lad være med at dæmonisere den fjerdedel af vælgerne, der stemte på Sverigedemokraterna. Lad være med at give partiet en martyrrolle. Den stigende opbakning til partier som Sverigedemokraterna i Sverige, Front National i Frankrig og Dansk Folkeparti i Danmark ser jeg som et advarselssignal om, hvor store befolkningsgrupper der oplever sig som marginaliseret og svigtet af politikerne og derfor vælger at lytte til kræfter, der taler hadet op og dialogen ned.

Svaret er hverken at møde had med had eller at tale hadet efter munden. Men at tage en dialog for at finde reelle løsninger på de problemer, der optager vælgerne: bekymring for fremtiden, for jobbet, for de manglende sociale ydelser og for et svækket velfærdssamfund med udmagrede sygehuse, skoler og plejehjem. Sæt nu vand over til kaffen. Vi har meget at snakke om. Hvis vi har mod til det.

Kynikere kunne indvende at Cekic blot har opdaget at hele hendes fløj er ved at blive overflødig i vælgernes øjne. Men et ryk i retorik er der alligevel tale om. Venstrefløjen er måske ved at gøre sig klar til at erkende at det er bedre at kunne tale om virkeligheden frem for blot at fordømme danskerne.

Mette Frederiksen mener ifølge BT at burkaen er et fængsel

Justitsminister Mette Frederiksen (S) gør det nu fuldstændig klart, at regeringen mener, at brugen af burka ikke hører hjemme nogen steder og slet ikke i Danmark. Men hun vil ikke lovgive imod brugen.

- Jeg har det helt grundlæggende sådan med burka og andre beklædningsgenstande, der dækker ansigt og hænder, at det er helt forfærdeligt. Det er kvindeundertrykkende. Det hører på ingen måde hjemme hverken i Danmark eller i andre samfund. Det er noget, der hører en svunden tid til – og her mener jeg for hundreder af år siden, siger justitsminister Mette Frederiksen (S).

(…)

- En burka er jo ikke bare stof eller beklædning. Det er en beslutning om, at kvinder ikke må være til stede. Det er et lille fængsel, man placerer et andet menneske i. Så for det første er det et demokratisk, kønsmæssigt problem, at man gemmer det ene køn væk. Det repræsenterer en systematisk undertrykkelse, som man ikke på nogen måde kan retfærdiggøre. Og den har intet med religionsfrihed at gøre. Folk skal have lov at tro på, hvad de vil. Men helt hverdagspraktisk kan man jo ikke være sammen med hinanden, når man er tildækket af en burka, siger Mette Frederiksen.

Frederiksen er en vejrhane og hun prøver blot at få sosserne til at spille på ‘hele banen’ ved den slags tomme værdiudmeldinger. For hendes tilsyneladende angreb, eller opgør om man vil, er helt diffust. Hvad vil det sige at hun mener at folk “skal have lov at tro på, hvad de vil” når “man jo ikke være sammen med hinanden, når man er tildækket af en burka”? Hun vil ikke lovgive, fair nok, men hun vil heller ikke adressere problemet, nemlig den tro der byder folk formummelse. Frederiksen kan ikke lide symptomer på sygdomme hun ikke vil anerkende.

Jep, man kan indvende at dette ‘jo bare Henrik Sass Larsens “de fucker danskernes liv op” om igen‘, som en god ven indvendte og at Thorning som bekendt før havde talt om at betale, hvad der skulle til for repatriering for “Hvorfor skal de være her?“. Utroværdige som de er sosserne, skal man ikke være blind for, hvem de forsøger at tækkes, hvorfra de mærker vinden. Ugens store chok kom ude fra den yderste venstrefløj. I Modkraft skrev Caspar Groneman nemlig

Da tågerne fra Muhammed-krisen lettede og folk som Akkari begyndte at tegne et klarere billede af begivenhederne, blev Tøger Seidenfaden og vi, der fulgte ham, gjort ubønhørligt til skamme. Vi forsvarede det uforsvarlige. Vi holdt hånden over mennesker, der var antidemokratiske og aktivt modarbejdede Danmark. Når man i dag ser gamle videoklip af Svend Auken, der i Folketinget forsøger at holde Anders Fogh personligt til ansvar for det røre, som tegningerne skabte i Mellemøsten, får man kvalme. Dette var ikke venstrefløjens stolteste stund.

I 20 år har Socialdemokratiet og andre venstreorienterede partier svigtet unge i indvandrermiljøer i et ellers velmenende forsøg på at vise hensyn. I dag lever vi med konsekvenserne af den integrationspolitik, der blev resultatet. Unge indvandrere har nu f.eks. større tilbøjelighed til at begå kriminalitet, selv efter man korrigerer for sociale og økonomiske omstændigheder. Alt sammen blandt andet, fordi vi led af berøringsangst, da vi skulle have taget hånd om problemerne. I stedet overlod vi løsningerne til højrefløjen, som på forudsigelig vis fejlede totalt, og gjorde ondt værre.

Det er sindssygt vigtigt, at både medierne og venstrefløjen diskuterer fortællinger om minoriteter og religion over et bredt spektrum. Både når fortællingerne handler om diskrimination og når de handler om kritik af traditionalistisk kultur og social kontrol i islam. Vi må ikke fortsætte det svigt, som vi endelig er begyndt at slippe. Venstrefløjens kritiske tradition lider døden, hvis vi ignorerer problemer i ekstremistiske og konservative miljøer, fordi de er sammensat af minoriteter. Resultatet af fortsatte fejltrin på dette område kan blive en ny overladelse af centrale problemstillinger til højrefløjens løsningsmodeller. Det vil være fatalt.

Alt skal kunne underkastes kritik – også islam.

Der en en vognfuld vrøvl i indlægget, venstrefløjen er venstrefløjen, men selv helt herude begynder virkeligheden at stikke sit fjæs frem.

Når ulve hyler IV

Arabere, Demografi, Diverse, Forbrydelse og straf, Israel, Multikultur, Muslimer, islam, venstrefløjen — Drokles on November 22, 2014 at 7:00 pm

Det vakte en del underholdene debat, da feministerne tabte en ellers oplagt sag til racisterne i kølvandet på Hollabacks gadechikane video. Aktivist gruppen Hollaback havde fulgt en neutralt klædt yngre kvinde med skjult kamera på 10 timers vandring rundt i New Yorks gader for at optage, hvor megen sjofel opmærksomhed almindelige kvinder kan få fra mænd i det daglige. At mænd er nogle svin ved vi, men det triste var at nogle mænd er mere svin end andre og at disse svin især var at finde blandt sorte og latinamerikanske. Og dem var det jo ikke meningen at anklage. Som nogen på nettet opsummerede

“The fact that the video chooses to showcase the experience of a white woman experiencing harassment almost exclusively at the hands of black and Latino men,” Brooklyn Magazine’s Kristin Iverson proposed earlier this week, “is a pretty clear indication of who the audience for this video is supposed to be, namely, those who seek to protect and defend innocent white women, aka the already existing societal power structure.” This theme was picked up in more explicit terms elsewhere, the less direct references to the “power structure” quickly giving way to overt accusations of white supremacy. “Thousands of satisfied racists are sharing that viral catcalling video,” griped Lindy West at the Daily Dot, lamenting that its creators had imposed “manipulative, specific, politicized constraints on the issue of street harassment” and thereby permitted “the bulk of the audience to divorce themselves from the problem.” Yesterday, the Root’s Dion Rabouin dispensed with euphemism entirely, confirming that “some of the video’s intentional choices seem to play on the Birth of a Nation trope that white women simply aren’t safe from sex-crazed black and brown men.” How that’s for a thumb in the eye for the millions who shared the spot on their Facebook pages?

Heldigvis er ikke alle sortsmudskere ens. I Mumbai kan en kvinde tilsyneladende gå let påklædt og frit. Men i Delhi er det sværere. Men hvad, heller ikke Prinsesse Leia har det let. Hvis man har en mand med, kan en kvinde måske regne regne med lidt beskytterinstinkt, som denne russer et sted i USA

Men dette er ingen mirakelløsning. I San Fransisco blev en mand nær dræbt, da han ville forsvare sin kæreste overfor en ABC7 News

They were near Larkin and Ellis streets when he said a man started catcalling and making obscene comments.

“At first we tried to just ignore it, just kind of walk away and make our way home, cross the street and try to take a different path,” he said.

But the man started following them and Schwartz braced for a fight.

“It turned violent very quickly, punches thrown,” he said. “Next thing I know, I kinda had a knife in the back of my neck.”

The suspect was picked up in a silver sedan and got away.

Der er ingen beskrivelse af gerningsmanden. Så ingen racedebat på den konto. Muslimernes løsning på chikane er at pakke kvinder ind så de ikke ægger mænd. Det lyder smart, men det virker ikke, som man kan se i bl.a Saudiarabien

Den israelske løsning er nok bedre.

1392428_348761835285133_1112513728850626280_n

Hovedet i sandet

Diverse, Klima, Multikultur, Muslimer, Pressen, islam, venstrefløjen — Drokles on November 21, 2014 at 10:05 pm

Nogle australske venstrefløjsere beskyldte med en sært selvudleverende happening, den australske regering for at stikke hovedet i busken overfor den nært forestående klimakatastrofe, skrev Jyllands-Posten

skc3a6rmbillede-2014-11-21-kl-205459

Hovedet i sandet? Jamen, det er da et venstrefløjsspeciale. Tosseanstalten skrev 5. november

Jyllands-Posten skrev den 2. november om Muslimsk Ungdoms Centers (MUC) holdning til homoseksualitet. MUC, der tæller 20-30 medlemmer, mener at homoseksualitet er en synd og bør på ingen måde støttes. Dette fik Peer Aagard til tasterne på Facebook og vi har fået lov til at bringe hans kommentar.

“Ja, jeg er rasende på de unge muslimer i Århus, som ytrer sig hadefuldt om unge homoseksuelle, men lige nu er jeg mere rasende over, at Jyllands-Komposten af alle bringer historien og giver sine læsere lejlighed til endnu en gang at forarges over udlændingene i Danmark. Hvorfor? Fordi den samme avis på lederplads og gennem offentliggørelse af blogs fra lønnede skribenter og læserbreve fra den mere underfrankerede del af abonnenterne gang på gang på gang i årtier har gjort præcist det samme.

Jeg har ikke glemt Mikael Jalvings blog “Fri os for homo-OL”, hvor støtten til “den slags” blev betegnet som udtryk for en kollektiv anal fiksering, og hvor opbakning til en af de største og mest succesfulde københavnske sportsbegivenheder blev kaldt sindssyg og deltagerne betegnet som latterlige. Selve stævnet kaldte Jalving “en hån mod al sport”. Under blogindlægget gik læser efter læser amok i homo-had.

gaysmuslims

Robert Spencer om hvorvidt Islamisk Stat er islamisk

Negerderoute

Diverse, Forbrydelse og straf, Multikultur, Race, Racisme, venstrefløjen — Drokles on November 20, 2014 at 1:13 pm

Vi venter i spænding på dommen i Ferguson, hvor en politimand står anklaget for at have skudt en ubevæbnet teenager. En sort teenager, hvorfor der er store spændinger, som venstrefløjen elsker at opdyrke. Det er noget med strukturel racisme og undertrykte masser og minoriteter på een og samme gang. Jeg kom til at tænke på, hvor langt USA egentlig er nået i forholdet mellem sorte og hvide siden slaveriet blev ophævet da Daily Mail forleden viste nogle billeder fra en svunden tid med segregering i de amerikanske sydstater.

1415915696272_wps_2_must_link_back_to_site_ht

1415915696285_wps_4_must_link_back_to_site_ht

1415915696332_wps_11_must_link_back_to_site_ht

Billederne er fra Alabama og er taget af Gordon Parks i 1956. De vidner om en tid med institutionaliseret racisme og det midt i den frie verden. Ikke alting var bedre i gamle dage. Men som det fremgår af billederne, så fremstod sorte amerikanere med en værdighed, der trodsede det uværdige system, der holdt dem som 2. rangs borgere. Negre var mennesker og derfor også borgere og borgere måtte have rettigheder. Borgerretsbevægelsen havde ret, helt ret.

Men bevægelsens succes fik sit eget liv og et momentum, som ikke lod sig stoppe. Revolutionen skulle snart æde sine børn. For ligeret blev til krav om ligemageri og værdighed blev fortrængt af berettigelse. En fortælling om slaveri og undertrykkelse blev en identitet, retfærdighed blev til selvretfærdighed. Thomas Sowell skriver i National Review Online

Despite the grand myth that black economic progress began or accelerated with the passage of the Civil Rights laws and “War on Poverty” programs of the 1960s, the cold fact is that the poverty rate among blacks fell from 87 percent in 1940 to 47 percent by 1960. This was before any of those programs began.

Over the next 20 years, the poverty rate among blacks fell another 18 percentage points, compared to the 40-point drop in the previous 20 years. This was the continuation of a previous economic trend, at a slower rate of progress, not the economic grand deliverance proclaimed by liberals and self-serving black “leaders.”

Ending the Jim Crow laws was a landmark achievement. But, despite the great proliferation of black political and other “leaders” that resulted from the laws and policies of the 1960s, nothing comparable happened economically. And there were serious retrogressions socially.

Nearly a hundred years of the supposed “legacy of slavery” found most black children being raised in two-parent families in 1960. But thirty years after the liberal welfare state found the great majority of black children being raised by a single parent.

The murder rate among blacks in 1960 was one-half of what it became 20 years later, after a legacy of liberals’ law-enforcement policies. Public-housing projects in the first half of the 20th century were clean, safe places, where people slept outside on hot summer nights, when they were too poor to afford air conditioning. That was before admissions standards for public-housing projects were lowered or abandoned, in the euphoria of liberal non-judgmental notions. And it was before the toxic message of victimhood was spread by liberals. We all know what hell holes public housing has become in our times. The same toxic message produced similar social results among lower-income people in England, despite an absence of a “legacy of slavery” there.

If we are to go by evidence of social retrogression, liberals have wreaked more havoc on blacks than the supposed “legacy of slavery” they talk about. Liberals should heed the title of Jason Riley’s insightful new book, Please Stop Helping Us.

Og i samme periode faldt den ellers stabile sorte famile fra hinanden, som man kan læse hos Discover The Networks

Illegitimacy is an important issue because it has a great influence on all statistical indicators of a population group’s progress or decline. In 1987, for the first time in the history of any American racial or ethnic group, the birth rate for unmarried black women surpassed that for married black women, and that trend continued uninterrupted until the passage of welfare reform. The black out-of-wedlock birth rates in some inner cities now exceed 80 percent, and most of those mothers are teens. Because unmarried teenage mothers—whatever their race—typically have no steady employment, nearly 80 percent of them apply for welfare benefits within five years after giving birth to their first child. No group can withstand such a wholesale collapse of its family structure without experiencing devastating social consequences.

Father-absent families—black and white alike—generally occupy the bottom rung of our society’s economic ladder. Unwed mothers, regardless of their race, are four times more likely to live in poverty than the average American. Female-headed black families earn only 36 percent as much as two-parent black families, and female-headed white families earn just 46 percent as much as two-parent white families. Not only do unmarried mothers tend to earn relatively little, but their households are obviously limited to a single breadwinner—thus further widening the income gap between one-parent and two-parent families. Fully 85 percent of all black children in poverty live in single-parent, mother-child homes.

(…)

Children in single-parent households are raised not only with economic, but also social and psychological, disadvantages. For instance, they are four times as likely as children from intact families to be abused or neglected; much likelier to have trouble academically; twice as prone to drop out of school; three times more likely to have behavioral problems; much more apt to experience emotional disorders; far likelier to have a weak sense right and wrong; significantly less able to delay gratification and to control their violent or sexual impulses; two-and-a-half times likelier to be sexually active as teens; approximately twice as likely to conceive children out-of-wedlock when they are teens or young adults; and three times likelier to be on welfare when they reach adulthood.

In addition, growing up without a father is a far better forecaster of a boy’s future criminality than either race or poverty. Regardless of race, 70 percent of all young people in state reform institutions were raised in fatherless homes, as were 60 percent of rapists, 72 percent of adolescent murderers, and 70 percent of long-term prison inmates. As Heritage Foundation scholar Robert Rector has noted, “Illegitimacy is a major factor in America’s crime problem. Lack of married parents, rather than race or poverty, is the principal factor in the crime rate.”

Since the black illegitimacy rate is so high, these pathologies plague blacks more than they affect any other demographic. “Even if white people were to become morally rejuvenated tomorrow,” writes black economist and professor Walter E. Williams, “it would do nothing for the problems plaguing a large segment of the black community. Illegitimacy, family breakdown, crime, and fraudulent education are devastating problems, but they are not civil rights problems.”

(…)

It bears mention that the astronomical illegitimacy rate among African Americans is a relatively recent phenomenon. As late as 1950, black women nationwide were more likely to be married than white women, and only 9 percent of black families with children were headed by a single parent. In the 1950s, black children had a 52 percent chance of living with both their biological parents until age seventeen; by the 1980s those odds had dwindled to a mere 6 percent. In 1959, only 2 percent of black children were reared in households in which the mother never married; today that figure approaches 60 percent.

The destruction of this stable black family was set in motion by the policies and teachings of the left, which for decades have encouraged blacks to view themselves as outcasts from a hostile American society; to identify themselves as perpetual victims who are entitled to compensatory privileges designed to “level the playing field” in a land where discrimination would otherwise run rampant; and to reject “white” norms and traditions as part and parcel of the “racist” culture that allegedly despises blacks.

Dyrkelsen af en sort kultur er ikke stort andet end et vræng, af de aspirationer, der drev borgerretsbevægelsen.

Rosa Parks ville ikke sidde på en bestemt plads i bussen. Hun ville sidde som et hvert andet menneske, ikke som en neger.

Kulturen, naturen og fremmedlegemet

Guardian fortæller om en heltemodig katolsk præst Fader Kinvi i Congo, der med fare for sit liv redder muslimer fra animistiske militsers hævnangreb. Fader Kinvi tror på “the contagion of love” og det kræver mere end almindelig vilje midt i sekteriske blodigheder. Og det er et af menneskets fineste egenskaber. Men det er idioti ikke. Og idioti er at invitere hadet indenfor og med vilje og magt konstruere forudsætningerne for sekterisk vold. Og ondskab er at forråde og bekæmpe sin egen befolkning, mens man konstruerer sin fremtidige sekteriske samfund

Fader Kinvi redder mennesker i nød fordi troen på næstekærlighed er stærk i ham. Men det er ikke næstekærlighed at ophøje fjendtlige ideologier til ligeværdighed. En kvinde blev eskorteret ud af The National Cathedral i Washington for at protestere over at den blev brugt til et muslimsk arrangement. Robert Spencer støtter kvindens argumentation i, hvor direkte antikristent islam og islamiske bønner er på Jihad Watch og skriver

It all sounds so high-minded: the Rev. Canon Gina Campbell says: “This needs to be a world in which all are free to believe and practice and in which we avoid bigotry, Islamaphobia, racism, anti-Semitism, and anti-Christianity and to embrace our humanity and to embrace faith.”

But someone threw a rotting cabbage on their lovely sofa, as DCist laments: “And because love, respect and understanding is too much of a concept for some people to understand, a person interrupted the service. Of course.” Still, the spectacle of a woman being forcibly ejected from what is ostensibly a Christian cathedral for proclaiming that Jesus Christ is Lord just before Muslim prayers are about to begin is at very least evidence that we live in strange times.

(…)

In light of all that, and the ongoing and escalating Muslim persecution of Christians worldwide, wouldn’t it have been more appropriate, so as to promote love, respect and understanding and all that, to have Christian prayers in a mosque? After all, it is Muslims who are persecuting Christians worldwide, and the National Cathedral decides to show its good will and love for Muslims by inviting Hamas-linked Muslim Brotherhood front groups to pray there. Why doesn’t the ADAMS Center show its good will and love for Christians by inviting Christians to pray in the mosque there?

This woman who disrupted the service was upset that a building dedicated to the worship of Christ had been given over for the use of people who believe that her proclamation of Christ is a blasphemous falsehood and that her beliefs are a perversion of the true teachings of Jesus the Muslim prophet.

Den muslimske bønneleder talte derefter for den amerikanske kongres hvor han også ledte bønnen, skriver Freedom Outpost

With newly re-elected Speaker of the House John Boehner presiding AND BOWING HIS HEAD, the Imam for the Islamic Center of Central Jersey praised Islam’s Allah from the House floor as the God who reigns supreme. Here is the shocking video of Imam Hamad Chebli delivering the Islamic prayer; Boehner can be seen behind him

We’re not talking about a harmless, moderate Imam here. Instead, we’re talking about a major devil.

(…)

The selection of Chelbi also appears to have significance relative to the U.S. policy in Syria. Both his mentor Khaled – and Khaled’s father – were killed by the Syrian regime. As such, Chelbi has an axe to grind when it comes to Bashar al-Assad. With news that the Obama administration is actually considering a policy based on an absurd premise that the best way to defeat ISIS is to remove Assad from power, Chelbi’s appearance at locations of national significance seem to coincide with this potential shift in U.S. policy.

Despite western portrayals of Chelbi as a moderate, he absolutely is not.

When it comes to Muslim prayers being delivered on the House floor or at the National Cathedral, unfortunately, this is not new. The precedent was set by Boehner’s predecessor – Speaker Dennis Hastert – less than one year prior to 9/11. As for the National Cathedral, none other than President George W. Bush shared a podium with Muzammil Siddiqi, then president of the Islamic Society of North America (ISNA).

First up, on February 7, 2001, Chairman of the Dar al-Hijrah mosque Bassam Estwani delivered a prayer on the floor of the House as well. As the chairman of Dar al-Hijrah, Estwani represented perhaps the most notorious mosque on American soil. It was visited by three of the 9/11 hijackers and was home to Anwar al-Awlaki, the inspiration for the Fort Hood shooter. Estwani was the chairman of the mosque at that time:

Mennesket er rundet af sin kultur. Det har visioner, overvejelser og håb og frygt. Naturen har kun konsekvens.

Tid for vold

Det er søndag, det blæser en stiv pelikan og det er koldt og vådt, så måske er det tid til en bulgarsk film om Balkans erfaringer med Osmannerriget?

A Bulgarian film, Time of Violence uses precisely the same stylistic conventions as American films, the same form of storytelling, the same approach to character, the same values as to what makes a good story, and, moreover, it satisfies American criteria for being a good movie. There is a basic story, with well-attached subplots, lots of action, villains and heros (with a bit more complexity, perhaps, than most American films), and a logical resolution. The production values are high, the performances excellent, the direction skillful. The film has done very well in many countries, including some as foreign to Bulgarian culture as Japan. So why can’t the filmmakers get any distribution deal in the U.S.?

Time of Violence suffers only from its language and its setting. Few Americans know much about the Balkans during the 17th century. But it was one of those proverbial “interesting” times during which it was a curse to live. Most of the Balkans were under the thumb of the Ottoman empire. Islamic empires have more of a reputation for tolerance than most, but the Ottoman empire was showing its ugliest face during this period in Bulgaria. Bulgaria was a strategically important area inhabited by unreliable Christian subjects. The sultan decided that they must all convert to Islam, or die.

Time of Violence focuses on the fate of one valley during this crisis. The son of the miller was taken off by the Turks years ago, while still a boy, to become a janissary. Janissaries were special troops used by the Ottomans. Recruited (involuntarily) from Christian boys, they were separated from their families at an early age, indoctrinated in Islam, and turned into fiercely reliable troops with no allegiance to anyone but the sultan. The miller’s son is now a highly trusted janissary, with the task of converting his entire home valley to Islam. But the people there take their religion very seriously, and will not submit. The janissary becomes more and more brutal in his attempts to convert the valley, for he must slaughter them all if they don’t take the turban.

The film is painted on a large, sweeping canvas, with many characters and subplots, all cleverly woven into a single story. (This accomplishment is even more remarkable when you consider that the original Bulgarian version was nearly two hours longer, yet there is no sign at all that anything has been cut.) And, surprisingly, this isn’t a “vile Turk” story. Director Ludmil Staikov has much more ambitious goals, including an examination of the power of religion and of the destructiveness of violence and fanaticism. Not all of the Christians are good, nor all of the Muslims bad. The Turkish governor of the valley is not loved by his subjects, yet does all he can to avert their doom. He is given a beautiful, tender moment as he leaves the valley forever, in disgrace. Crossing a bridge that leads out of his valley, he notices a stone that has worked out of place. He gets down from his horse, carefully puts the stone back into its place, and then proceeds on to his exile. Even the janissary has his complexities, as he truly wants to spare his people from unnecessary pain, despite having completely transferred his loyalties to the sultan. The screenplay, by Staikov, Georgi Danailov, Mihail Kirkov, and Radoslav Spassov, provides complex shadings of characters and motivations.

Time of Violence is a professionally made film, beautifully photographed, well edited, and with scrupulous care in costuming and set design. The period atmosphere feels perfectly authentic, at least to someone with only passing familiarity with the time and place. The technical aspects of the film are well up to the standard of moderate budget Hollywood movies.

There are some unpleasant moments of torture and brutality in Time of Violence, but they do not exist to excite or titillate. Rather, they are necessary to demonstrate the full scope of the tragedy. Still, some viewers may find themselves looking away during certain scenes. But, otherwise, Time of Violence is a film without flaws. There are no particularly weak points in the film, and many great virtues.

Lille quiz

Akademia, Information, Race, Racisme, Satire, venstrefløjen — Drokles on November 16, 2014 at 2:15 am

Hvad er satire, hvad er ikke? Først en historie

I et voldeligt og sygdomsplaget land sidder en person, som ingen i Danmark har hørt om, og har det virkelig hårdt. Vedkommende har ikke spist i flere dage og ønsker knap at overleve i sin krigshærgede hjemby; tanken om et nyt liv i et andet land er meget fjern.

Ingen danske politikere kerer sig dog om denne triste skæbne.

“Nej, jeg har ingen planer om at hjælpe, medmindre vedkommende har tænkt sig at flygte til Danmark,” udtaler justitsminister Mette Frederiksen, idet hun understreger, at næstekærlighed er en vanskelig størrelse, og at vi skal hjælpe i nærområderne.

Kun spændende grupper
Det samme gælder for handels- og udviklingsminister Mogens Jensen, der dog kunne være interesseret, hvis den fattige person tilhører en spændende gruppe, fx unge kvinder mellem 20-30 år, der ønsker mikrolån, eller sekulære oprørere fra Mellemøsten, der skriver godt engelsk.

“Hvis man kan skrive et skarpt læserbrev, som en praktikant på en af morgenaviserne eller DR kan oversætte til dansk, har man en chance for, at vi gider tage det op. Men læserbrevet skal ikke bare handle om kedelige ting i Syrien eller Irak; der skal gerne være en kobling til dansk politik, hvor vi fremstår fremsynede og humane, mens fx Dansk Folkeparti fremstår fremmedfjendske og tilbagestående,” forklarer Mogens Jensen.

Så et indlæg

Racister er vi alle. Det er en nødvendig konsekvens af vores historie, som gennem tusinde år har dyrket et farvehierarki. Konsekvensen af den racismeblindhed, som bliver dyrket i fetichlignende grad for tiden, er, at racismen trives endnu bedre.

(…)

Selve proklamationen ’jeg er ikke-racist’, er racistisk. Hvis du er hvid og kalder dig ikke-racist, insisterer du på, at du ved, hvad racisme er, og i hvert fald hvor det ikke er.

Næste skridt er at kalde minoriteter for overfølsomme, for hvis du ikke er racist, og nogen bliver stødt af, hvad du (eller nogen du minder om) gør eller siger, kan det umuligt være dig, den er gal med. Du har jo højt og helligt sværget, at du ikke er racist.

(…)

Man udøver den magt, som den hvide mand igen og igen har udøvet gennem historien: Man producerer og reproducerer racer, stereotyper og en brun persons udanskhed.

Masochistiske magtudøvelser

Hvide menneskers dyrkelse af deres egen ikke-racisme er en demonstrativ magtudøvelse. Man demonstrerer sin magt til at definere sin magt til at positionere sin magt til at legitimere.

Man definerer den brune som dansk/ikke dansk ved at tale om denne som enten ’indvandrer og efterkommer,’ eller som ’du-er-jo-dansk,’ som oftest i en kombination. Budskabet bliver: Du er dansk, men ikke rigtig-dansk. Det er den hvide, som bestemmer, hvilken kategori den brune tilhører.

(…)

Først når man anerkender det; anerkender, at nogle farver har tilhørende privilegier, mens andre ikke har, kan man begynde at snakke om anti-racisme. Kategorien ’ikke-racist’ er en umulig kategori i vores tid.

Kun ved at sætte sig ind i, hvad racisme egentlig er, og hvordan man selv er en del af problemet, kan man begynde at fornemme en løsning: At stoppe med at udøve den magt, man har på baggrund af sin privilegerede position. Den eneste magt, man som hvid person mister ved dette, er magten til at undertrykke. Og man kan endda genoptage den, når som helst man vil, for det er et af privilegierne, ved at være hvid.

Når man påstår menneskers lighed, kan man kun gøre det som en moralsk dom. Det eneste lige mellem hvide og brune mennesker er deres værdi. En sådan påstand er en holdning, man må tage op med sig selv, om man kan erklære sig enig i eller ej. Men så længe man er overbevist om, at hvide og brune mennesker har lige muligheder, udøver man en magt, som vedligeholder hvidt hegemoni.

Hvis de eksisterende magtstrukturer skal ændres, må vi erkende, at vi altid selv har en rolle, ud fra hvordan vi er givet til situationen.

Er du hvid, har du højest sandsynligt privilegier. Er du brun, har du højest sandsynligt ikke de samme privilegier.

Jeg vil ikke legitimeres af en hvid person – jeg vil ikke overrækkes min danskhed, jeg vil ikke have at vide, at jeg skal se det som en god ting, at jeg er eksotisk, og jeg vil ikke have at vide, at jeg ikke skal skamme mig over min baggrund, når jeg nægter at dele mit stamtræ med fremmede, hvide mennesker.

Vi er alle sammen ofre, brune som hvide, for den racisme, vi selv holder på, da den er et uomgængeligt produkt af vores historie og vores samfund. Men vi er ikke alle ofre for racisme.

Hvad er Rokokoposten, hvad er Information?

Set på Uriasposten

Træt af at være forkælet

I Ekstra Bladet kunne man læse noget så fantastisk som hvad der gjorde en global meningsdanner træt. Svaret var det at være ung i Danmark. Bemærkelsesværdigt handlede det ikke om at drikke  mange øl, noget unge danskere er gode til og som gør een træt. Nej, den globale meningsdanner er træt af at Anders Fogh ladet ordet ’rundkredspædagogik’ så negativt, at Morten Østergaard har skåret i SUen, at Women against Feminism bliver større, træt af multinationale selskaber og PiaKjærsgaard.

Den globale meningsdanner er 18 år og hedder Sophie W og hun er global meningsdanner for Mellemfolkeligt Samvirke. Jeg ved ærligt talt ikke, hvad det betyder, men det er ironisk både at høre, hvad der gør unge mennesker trætte og at det globale er rent danske forhold. Vi kan trøste med at ungdom kun er en overgang. Om få år, og de går hurtigt min pige, vil du savne ungdommen og den ulidelige træthed når du som os andre ruiner kæmper med nedslidthed.

Men vi vil også komme med en lille advarsel, hvis Sophie W skulle bevæge sig uden for sit mellemfolkelige samvirke, for danske unge har det globalt set bedre end så mange andre. Et par eksempler fra samme dags rundtur på nettet viser at det også kan være trættende at være ung inder i England som Daily Mail skriver

This photo shows the horrific injuries a Sikh woman suffered after being attacked by her father-in-law because he thought she was having an affair with a Muslim man.

Jageer Mirgind was left blind and scarred for life after 51-year-old Manjit Mirgind slashed her wrists and stabbed her in the eyes screaming ‘I am going to kill you’.

Mrs Mirgind’s children, just three and six years old, watched the horrific attack at their mother’s home in Kensington Gardens, Ilford, East London, and pleaded with their grandfather to stop.

The mother has been left partially-sighted in both eyes while the children can no longer sleep alone and have recurring nightmares.

The crazed attacker wrongly believed his daughter-in-law was ’sleeping with a Paki’ and that she had ‘ruined his family’, Snaresbrook Crown Court heard.

article-2652927-1ea29d7f00000578-584_634x425

Det er også trættende at være ung fra negerland som The Express skriver

The mutilation, a traditional practice in the west African republic of Cameroon, aims to deter unwanted male attention, pregnancy and rape by delaying the signs that a girl is becoming a woman.

Experts believe the custom is being practised among the several thousand Cameroonians living in Britain. Schools are training staff to look out for signs of the barbaric practice. The move follows heightened awareness of female genital mutilation.

Campaigners want to see the same prominence given to other forms of cultural abuse, such as breast ironing. Margaret Nyuydzewira, co-founder of the charity CAME Women’s And Girl’s Development Organisation, says authorities need to take action faster than they have on stopping FGM in the UK.

Trættende at være ung i Iran

Trættende af være ung pige i Ægypten

Vi frygter at ikke danske unge ville møde Sophie Ws træthed med alt fra manglende empati henover dummeflade til en decideret dragt prygl.

batman

Israelsk og palæstinensisk sang

Antisemitisme, Arabere, Hamas, Israel, Jihad, Kunst og kultur, Multikultur, Muslimer, Terror, islam, muhammed — Drokles on November 12, 2014 at 9:52 am

Fra Israel

Fra palæstinenserne

Rørende.

Next Page »

Monokultur kører på WordPress