Change (Sejrherren Krarup VIII)

Diverse — Drokles on March 14, 2009 at 12:29 pm

Socialismen er i sin essens et moralsk forsøg på at tøjle det uhæmmede homo økonomikus’ drift mod udbytning af medmennesket (hvor liberalismen antager at moral er en naturlig afspejling af nyttehandling). Ved at anse økonomiske faktorer, som styrende for mennesket bliver afdækningen af sociale forhold metoden til både sandhed og retfærdighed. Men det er vulgariseringer af effekter, der udarter til løgn. At underkende menneskets værdi ved denne reduktionisme leder direkte til svigt. Det siger sig selv at en endelig sandhed kalder på en særlig ekspertise, som kun de fremmeste mestrer og kan forvalte til alles bedste. Det er farisærernes genkomst i den gudløse verden.

Venstrefløjens omfavnelse af multikulturalismen har været drevet af en modvilje mod det bestående samfund, hvor den socialistiske forklaringsmodel for samfundets problemer, hvor alt kunne løses ved økonomiske og sociale tiltag ironisk har medført et svigt af sin egen målsætning om retfærdighed for almuen. I mangel af at kunne repræsentere den almindelige borger, som viste sig ikke at være passive agenter for de underliggende strukturer og hvis økonomiske situation blev bedret via det økonomiske opsving er denne modvilje omsat i en evig søgen efter et nyt proletariat, som har fået allehånde og mere tidsåndede navne, som undertrykte, marginaliserede, udstødte, udgrænsede og minoriteter - en ukritisk mobilisering af en hvilken, som helst gruppe, der måtte stå i modsætning til samfundet uanset disses moralske, ideologiske eller værdimæssige habitus. Skønt dyrkelsen af disse grupper udgør en trussel mod samfundet er de intet fundament, der kan opfylde utopien endsige en sammenhæng af nogen art.

Hvis man vil modernismens ideologi om det nye menneske, der har smidt overtroens og overleveringernes falske bevidsthed af sig i det ideale fællesskab kan man ikke dyrke multikulturalismens segregering. Nationalstatens kulturelle lighed har givet et falsk billede af den sociale ulighed, som væsentligste faktor for fællesskabets dynamik og den almindelige danskers anstændighed og generøsitet er groft blevet udnyttet i det ideologiske lighedsmageri. Men nu går den ikke længere.

Rationalismen kunne ikke bare lyves væk trods den galloperende internationalisme op gennem 70′erne og 80′erne, det kulturelle selvhad og Ungdomsoprørets besættelse af det offentlige udtryk. Virkeligheden har afkrævet venstrefløjen et svar og den gamle retorik der lokkede med morgendagens samfund og løj om menneskeidealet er slidt op. Brudt ned af vedholdene, klar og uimodståelig argumentation fra forstandige mennesker, ikke mindst Søren Krarup, der har tilbageerobret sproget om den nationale nødvendighed.

Villy Søvndal har med stort held og dygtighed ændret Socialistisk Folkepartis retoriske muligheder for at udtrykke indignation med samfundsmæssige mangler, som kommer den almindelige og produktive dansker til skade og således har de også ændret fokus og politik. Det indkluderende tyranni er erstattet af bageriet, hvor folk kan gå ad helvede til, hvis ikke de kan lide lugten. Nu er det lang tid siden at tidligere formand Holger K Nielsen kunne stemmes ned på et landsmøde for et forslag, som havde stillet om også at kunne kritisere etniske problemer, hvis dette skulle være aktuelt. Ikke sært at Villy vil omskrive partiets program til ikke at stå i modsætning til den nye erkendelse, hvis seneste resultat er at kunne tale om strengere straffe.

Snart vil Socialistisk Folkeparti blive afkrævet en mening med deres nye udmeldinger og som debatten modnes vil dette blive stadig mere umuligt uden at den grundlæggende holdning også ændres. Bag retorikken ligger den slet skjulte opposition til islams værdier, som sådan! - som man ikke kan maskere gennem diminutive afgrænsninger, som fundamentalisme, fanatisme eller islamisme. Til at starte med er det nu ganske komisk at følge og Information har et par citater klar til at sætte strafkursskiftet i relief

“Det er ren brandslukning, når Pia Kjærsgaard skingert skriger på udvisninger, minimumsstraffe og børn i fængsel,” sagde retsordfører Karina Lorentzen for eksempel i en pressemeddelelse i oktober sidste år.

I et interview til Politiken i august erklærede hun, at hun kunne “synke helt ned i en afgrund af håbløshed” over Peter Skaarups erklæringer om, at han ikke tror på forskerne, når de siger, at hårdere straffe ikke er med til nedbringe kriminaliteten.

Og i en fælleskronik med Københavns børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard i Politiken i onsdags kritiserede Villy Søvndal tidligere justitsminister Lene Espersen for “den mest stupide populisme” med “sit evigt ‘hårdere straffe’”.

Ak ja. Men skiftet skal forklares og Villy sans for det folkelige udtryk fornægter sig ikke, men hans rationale er grundlæggende uforsvarligt.

“SF har evnen til at gå på begge ben med den række af sociale og integrationsmæssige tiltag, vi også foreslår. Man skal kun anvende de hårde tiltag i ganske særlige situationer - men det er også det, vi står i. Det er jo fuldstændig forrykt, det vi ser i København i øjeblikket,” siger han.

Argumentet er håbløst. Stok og gulerod lyder godt, men hvilke og hvor mange gulerødder spises under stokkeslag? Problemet er jo ikke at de mennesker vi taler om er svigtet, men at de er faldet igennem et enormt specialdesignet offentligt integrationsapparat, der igennem mange år er mobiliseret med kæmpe ressourcer og den fremmeste ekspertise, som er en overbygning på den allerede eksisterende massive velfærdsstat, hvis pointe netop var at udrydde de skadelige effekter af de sociale strukturer. Man kan tvinge hesten til truget….

Hvorledes skulle man i øvrigt forsvare at straffe en forbrydelse hårdere med henvisning til at en tilsvarende allerede var begået af en anden? Man akkumulerer sin egen kriminelle løbebane, men ikke andres. Og hvis præmissen for Socialisterne stadig er, at det ingen effekt har at straffe er, der jo ingen grund til at gennemføre det uanset situationen. Hvad skulle det uvirksomme da gavne? Og hvis de alligevel mener at det gavner, hvorfor så kun i denne situation?

Og her ligger det grundlæggende forklaringsproblem for hele venstrefløjens opfattelse af det problem vi står med fanget i det sidste ord i Villys sætning nemlig “øjeblikket“. Det er en fatal fejlantagelse at skyderierne er en anomali, som vi ser i øjeblikket, frem for den foreløbige kulmination på et kultursammenstød mellem det åbne samfund med det frie og selvforvaltende menneske, som byggesten overfor en herskersyg kollektivisme. Og fejlantagelser skriger på fejlkonklusioner, hvis ikke nu så næste gang. Derfor er det ikke gjort med blot at ændre sin retorik. Når denne vold, som vi ser i Københavns gader fortsætter og eskalerer i de kommende år vil Socialistisk Folkeparti så stramme straffene yderligere?

Socialistisk Folkeparti har ved at kaste den sociale forklaringsmodel væk trods alt åbnet for at kunne diagnosticere samfundets problem så snart de får slugt kamelerne og mandet sig op til at indrømme deres farlige fadæse. Men efter diagnosen kommer næste logiske skridt nemlig konsekvensen og Dansk Folkeparti kommer ikke overraskende bedst fra start. Fra Information

Dansk Folkeparti bad om opbakning til et beslutningsforslag, som skal forbyde folkeskolerne at tage særhensyn til muslimer. Konkret foreslog partiet, at halalslagtet kød, badeforhæng i svømmehallerne og faste under ramadanen skal forbydes i skoleregi. Det vil sikre dansk kultur, som er under et faretruende pres, mener DF:

“Folkeskolen er en kristen skole, men den er under et kolossalt pres fra lovreligionen islam. De eneste bønner, der skal bedes i folkeskolen, er kristne bønner,” sagde Søren Kraarup, som akkompagnerede partiets uddannelsesordfører, Martin Henriksen.

De hårde ord ville, som de ovennævnte citater afslører være utænkelige for blot få år siden og deres tilsyneladende uforsonlige tone tvinger - som så mange gange før - forudsigeligt resten af det politiske spektrum til forældede rygmarvsreaktioner, der ikke kan opretholdes samtidig med den nye erkendelse, der vinder frem i den politiske debat at det er islam, der er problemet.

“Forslaget signalerer til vores medborgere, at de ikke er rigtig danske, hvis de ikke vil spise flæskesteg. Det handler ikke om folkeskolen, men om, at DF ikke kan lide muslimer,” lød det fra Johanne Schmidt-Nielsen (Enh.).

(…)

Også Socialdemokraternes Christine Antorini tog afstand til forslaget. Hun så hellere en skole uden bønner, men vil ikke være med til at vedtage et forslag, der “kun handler om straf og sanktioner over for én bestemt gruppe, nemlig muslimer” som hun sagde.

Fra Socialdemokraternes formand Helle Thorning Schmidt, der ikke bryder sig om tørklædet og vil betale muslimer penge for at forlade Danmark og hendes væbnere Sass Larsen, der sætter tørklædet i modsætning til friheden og Mette Frederiksen, der vil tvangsdanske etniske babyer til Villy Søvndal, der mener at de kan gå ad helvede til er der ikke nogen reel støtte fra rød blok. Sammenblandingen af muslimer og islam er et af de dæmoniseringstrick, der er slidt op og den hånlige tilgang til svinekødsretter giver ingen nationalt mindreværd. Dansk Folkepartis “virkelige” sindelag optager stadigt færre og islam, som modsætning til vores frihed og velfærd optager stadigt flere.

Enhedslisten holder officielt stadig den multikulturelle fane højt skønt partiet er ved at smuldre netop under modsætningen mellem deres ideologi og det multietniske samfund - eller sagt lidt mere poetisk mellem deres drømme om et andet samfund og deres had til det bestående. Men de borgerlige antyder trods deres kvababbelse alligevel, hvor udviklingen bærer hen.

Undervisningsminister Bertel Haarder(V) skulle også svare på sine nye udmeldinger om, at folkeskolerne gerne må bede både fadervor om morgenen eller fredagsbøn før weekenden.

Men tillades én bøn, tillades alle bønner, og forbyder man fredagsbøn, så forbyder man også salmer, forklarede han med henvisning til nogle af sine salmefavoritter, som “blot er bønner sat på melodi”.

Vi kan allerede nu se, hvem, der kommer til at vinde den kamp i de kommende år. Hvis islam er det problem, som alle efterhånden indrømmer, at det er kan deres ligestillingidealisme ikke opretholdes samtidig med deres egen ideologi. Bønner er ikke bare bønner, men værditilkendegivelser og af hvilken kvalitet? Man kan ikke i omfavne antisekulære og antidemokratiske værdier ifølge Folkeskolens formålsparagraf under henvisning til en ide om at alle værdier er lige. Som Darwin vinder over kreationisme, vinder kendskabet til demokratiet og dets forudsætninger også over tyranniets propaganda, hvis Folkeskolen skal være folkets skole. De letkøbte argumenter, dæmoniseringerne og påstandene om overdrivelse vil endnu engang blive slidt ned mod virkelighedens uimodståelighed og hurtigere end før, hvor partiernes meritter er klar for alle.

4 Kommentarer »

  1. Til Drokles.

    Tankevækkende artikel.
    At bekende sig til en utopi indebærer, at man på forhånd ser bort fra virkeligheden og vælger at have uret, men også at man på et tidspunkt uvægerligt bliver overhalet af virkeligheden. Mange utopister kan ikke forstå, at det sker, og heller ikke, hvorfor deres tankebygning derefter bryder sammen under vægten af de realiteter, der omgiver dem realiteter, som har omgivet dem lige fra begyndelsen.

    Når det går op for utopisten, at alt er tabt, falder det ham ikke ind, at virkeligheden er et godt og rigtigt udgangspunkt for tilværelsen. Straks begynder han nemlig at lede efter en ny utopi, til erstatning for den gamle, den helt rigtige, som er bedre end virkeligheden.
    Hvorfor bliver han dog aldrig klogere?
    Fordi - et eller andet må der være, som trumfer virkeligheden med alle sine deprimerende realiteter og konsekvenser, et eller andet må helt sikkert være derude.
    HVAD? - JO: Utopien, den store løsning. Løsningen for alle.

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — March 15, 2009 @ 12:20 pm
  2. Ja. Man så det i Lorry, hvor Københavns Integrationsborgmester Jacob Hougaard bliver stenet af indandrere under et interview i Tingbjerg. Hans konklusion var også at forstærke den førte politik.

    Hitlers utopi led heller aldrig nederlag, men blev først svigtet af generalerne, siden soldaterne og tilsidst af det tyske folk, der ikke fortjente bedre end at gå til grunde. Ikke at Hougaard er at ligne med Hitler, men han begår et intellektuelt forrædderi ved at tilsidesætte rationalismen for sine drømme og han lader sig villigt vildlede af den tyranniske magttil selvhævdelse moralismen giver.

    Utopiens kvalitet “at ville det gode” er stort set uden betydning for effektens kvalitet.

    Comment by Drokles — March 15, 2009 @ 11:06 pm
  3. Til Drokles.
    Ja, narrehatten, Hougaards optræden i Tingbjerg står mejslet i min aktuelle bevidsthed som alle indbildningers moder. Jacob viste sig at være så bange for virkeligheden, at han måtte gemme sig bag reporteren indtil virkeligheden drev over og indbildningen kunne blive præsenteret.

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — March 16, 2009 @ 11:39 am
  4. Fint nok at venstrefløjen har set lyset. Jeg er bare bange for ,at det er stemmefiskeri. I samme øjeblik de kommer til magten, vil de SAMMEN med de radikale og enhedslisten,rulle samtlige gode tiltag tibage!

    Comment by Karl — December 17, 2009 @ 3:07 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress