Det er enhver totalitarist drøm at blive fri for sine modsætninger og leve i sin egen projektion. Men ville Politikensegmentet bryde sig om at bo i deres egen verden? Næppe, hvis man skal tolke på en interessant strid mellem den tidligere Politiken tegner Jacob Martin Strid og “den svenske mening”. SVT beretter at den svenske genudgivelse af Strids Mustafas Kiosk har genereret beskyldninger om racisme mod Jacob Martin Strid

De som reagerat menar att boken innehåller en negativ stereotyp av muslimska män. Kritiken handlar både om bilderna och rader som: ”En gång högg Mustafa huvudet av en man så det föll av och blödde - historien är faktiskt sann.”

”Hur tänkte ni när ni bestämde er för att ge ut Mustafas kiosk? Maken till rasistisk nidbild”, skriver en av många upprörda läsare på förlagets Facebooksida. ”Ska små barn verkligen lära sig rimma genom islamofobi?”, skriver en annan. ”Gavs den ut på 30-talet?!”

Sverige formes i Politiken segmentets ånd og her er ikke plads til Politikensk frivolitet med ny-danske indslag

Efter kritikstormen har förlaget nu publicerat en ursäkt på sin Facebooksida. ”Vi är uppriktigt ledsna att vi sårat och kränkt både vuxna och barn!”, skriver man bland annat. Förlaget har undersökt så att den inte längre finns i lager hos nätbokhandlarna, men mer än så kan man i nuläget inte göra, menar förläggaren Kerstin Aronsson.

Med sin egen ytringsfrihed betvivlet forsvarer Strid sig som Flemming Rose

Man är inte automatiskt skonad från humor för att man är invandrare eller muslim. Följer man den logiken slutar det med att vi bara kan skämta om vita, heterosexuella män - tråkigt, eller hur?

Eller med Roses ord

Det moderne, sekulære samfund afvises af nogle muslimer. De gør krav på en særstilling, når de insisterer på særlig hensyntagen til egne religiøse følelser. Det er uforeneligt med et verdsligt demokrati og ytringsfrihed, hvor man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse.

Nu bliver det spændende at se dem sondre mellem den smagfulde krumsabel på en disk overfor den vulgære bombe i en turban.

Det franske satiremagasin Charlie Hebdo blev ikke overraskende udsat for et mindre brandbombeattentat af muslimer, som svar på en tegnet fortælling om deres perverterede forbillede. Desværre er det heller ikke overraskende at andre publicister ikke tør stå side om side med Charlie Hebdo, hvad angår retten til at ytre sig. Således censurerer engelske Daily Mail Charlie Hebdos forside, som var det efter Allahs forskrifter, som bortset fra forræderiet også fratager læseren afgørende viden om omfanget af urimelighed i muslimernes hysteri

Det slemme billede ser ifølge Hodjas Blog således ud

Sherin Khankan mener ikke at religionskritik og hadsk tale er det samme, kan man læse i Kristeligt Dagblad. “De to ting bliver alt for ofte forvekslet med hinanden og derfor ender nogle forkæmpere for ytringsfrihed med at forsvare retten til hadefulde og propagandistiske ytringer” konkluderer hun. I sit forsøg på at skelne mellem de to begreber definerer hun først den rette udlægning af islam

Karikaturtegningerne fra 2006 og den nuværende islamfilm får muslimer verden over til at reagere så kraftigt, fordi de udlægger islam som en primitiv, kvindeundertrykkende og voldelig religion, samt tillægger Profeten en negativ værensmæssig status.

De angriber kernen i det, som mange muslimer opfatter som essentielt, nemlig idéen om Profeten som en barmhjertig revolutionær, der gjorde op med alle former for diskriminerende skel, herunder raceskel, økonomiske skel, nationale skel, sociale skel, religiøse skel og ikke mindst skel mellem kønnene.

Profeten er for aktive muslimer Koranens levendegjorte symbol på alt retfærdigt og godt, og det ypperste forbillede på samme måde som Jesus er det for kristne.

Sådan!På en præmis om at profet Muhammed var super dejlig og kun gjorde godt kan man, hvis man ikke kan lide godt, men ondt, komme med sin kritik. Alt det er selvfølgelig fordrukkent sludder. Muhammeds forståelse af barmhjertighed demonstrerede han da han udryddede den jødiske Qurayza stamme i Medina, ved at slagte 600-900 mænd og drenge og tage resten til slaver. Derfor er det også falsk når Khankan fortsætter

En metode, Profeten Muhammad praktiserede, da han blev mødt med had, spot og fysiske overgreb.

Han søgte ikke menneskets anerkendelse men Guds anerkendelse. Således står der i Koranen: “Den som udviser tålmodighed og tilgiver har i sandhed praktiseret den mest noble form for mod og beslutningernes styrke.” (Koranen 42:43)

Muhammed gjorde selvfølgelig heller ikke op med nogle skel - andre end de der skiller sindet fra vanviddet - da hele hans lære er en lang skelsætning mellem haram og halal. Kvinder er underlagt mænd, vantro underlagt muslimer, slaver deres herrer, krigens hus og islams hus og så fremdeles. Der er heller ingen økonomisk lighed i islam, hvorfor man forlader sig på en ganske beskeden almisse (og kun til muslimer!) og vantro skal betale ekstra skatter for ikke at blive slagtet. Og hans serielle voldtægter af et barn gør ham kun til et forbillede som Joseph Fritzl gør det for sick fucks.

Disse indvendinger jeg her har stillet hurtigt og sjusket op er faktuelle banaliteter, men i Khankans forståelse er de hadsk tale fordi de ikke blot strider imod hendes demonstrativt falske udlægning men tillige fordi jeg ikke respekterer islams egne dogmer. For som hun fortsætter (og hold nu godt fast i bordkanten)

Islamfilmen anfægter også idéen om Koranens hellighed. Koranens hellighed refererer ikke til et passivt dogme og betyder ikke, at man som menneske ikke kan forholde sig aktivt og kritisk til fortolkningen af Koranen. Tværtimod mener flere modernistiske retslærde, at Koranen opfordrer mænd og kvinder til at fortolke de af Koranens vers, som er åbne for fortolkning, i forhold til den tid, og det samfund man lever i.

Termen “Koranens hellighed” refererer derimod til en bestemt respektfuld og hengiven adab (omgang og tone i forhold til Koranens indhold og Profeten Muhammads sædvane). Denne særlige adab, som også kan oversættes med gode manérer, sensitivitet og situationsfornemmelse, praktiseres af aktive muslimer, såvel som af mange ikke-muslimer.

Man behøver således ikke at være troende muslim for at forstå betydningen af Adab. På samme måde er de stærke irrationelle religiøse følelser som vi er vidne til i disse uger ikke kun et fænomen som kan tilskrives muslimer.

Kritik af islam er hadsk tale fordi det står der i koranen! - Og koranen er også gældende for vantro.

Det er i hvert fald David Appell’s påstand, en aktiv klimablogger (Set via Watts Up With That ), som han fremkom med under en rablen på sin blog

They are too many, and too stupid. So what to do about them?

I don’t know. Donald Brown, the philosopher at Penn State who has been writing about the ethics of climate change for well over a decade — I interviewed him in the early 2000s — thinks they are perhaps guilty of crimes against humanity.

Are they? Are Anthony Watts and Marc Morano and Tom Nelson and Steve Goddard smart enough to be guilty of climate crimes?

I think so. You can’t simply claim that CO2 isn’t a greenhouse gas.

I think they’re crimes will be obvious in about a decade.

When I profiled Michael Mann for Scientific American, he said he thought it would eventually be illegal to deny climate change. I had doubts about that, but maybe.

Michael Mann, som der refereres til, er skaberen af FN’s Klimapanels berømte Ishockeystavs graf, den graf, der hævdede at den globale temperatur ikke havde fluktueret de seneste tusind år (og således afskaffet middelalderens varmeperiode og den Lille Istid, som svenskerne ellers benyttede med noget held til at gå over isen for at angribe København) førend industrialiseringen satte gange i en voldsom udledning af CO2, som så har sat gang i varmeacceleration uden fortilfælde. Grafen gjorde ham til en stjerne i klimamiljøet og en hovedperson i udfærdigelsen af klimapanelets 7-årlige rapporter. Han siges at repræsentere konsensus når det drejer sig om at forudsige klimaet - mon ogsåhans lovgivningsforudsigelser er konsensus? Kan klimavidenskab virkeligt sidestilles med islam?

“Film, fatwa og tegninger er ikke samme sag” slår Politikens Bjørn Bredal så rigtigt fast. Men tager politikensk fejl

Man ved snart ikke, hvad man skal sukke mest over, provokatørerne eller de mange, der bider på provokationerne. Provokatørerne er decideret ondsindede, for de må have vidst eller håbet, at de kunne udløse både vold og drab.

Derimod har de fleste af dem, der har ladet sig provokere til at demonstrere, været i deres gode ret, selv om deres vrede er svær at forstå.

Men drabene på den amerikanske ambassadør i Libyen og hans medhjælpere er jo forbrydelser, som ingen hellig vrede skal have lov at undskylde, og det samme gælder al mulig anden vold og lemlæstelse, som skal forestille at være retfærdiggjort af den provokerende film.

Så selv om man altså ikke kan undskylde vold og drab - det “er jo forbrydelser”, trods alt - så er det ”provokatørerne”, ikke volds- og drabsmændene, men “provokatørerne”, der er decideret ondsindede.

Men det er ikke alle, der provokerer muslimer der er ondsindede. Salman Rushdie er en stakkel fordi han er kunster og “har taget afstand fra filmen” Innocence Of Muslims. Og heller ikke det franske venstredrejede satireblad Charlie Hebdo, som jo også og igen har lavet Muhammedtegninger er ondsinde. Hvorfor? Jo…

Det ville næsten være provokerende mærkeligt, hvis de på det lille tegnede blad aldeles overså ugens store historie.

På den måde er der noget ret uskyldigt provokerende over Charlie Hebdo. Bladet spiller sin rolle, normaliteten opretholdes.

Men der er noget skyldigt provokerende ved den hadefude amerikanske film. Og noget helt utilladeligt provokerende ved den fornyede ’dødsdom’ over Rushdie.

Måske Jyllands-Posten ville få fornyet respekt på Politiken ved at gøre det til sin faste rolle, skabe en ny normalitet, at trykke Muhammedtegninger? I så fald vil globaliseringsparathed, som det så smukt hed for en del år tilbage, på Politiken betyde at skomageren skal blive ved sin læst.

Og Bredal undrer sig dernæst over “at millioner af muslimer verden over i den grad tager på vej” over en hvilken som helst ytring, som afsæt for en klassisk Ellemann

Men det gør de altså, og så må vi jo både forsøge at forstå, hvad det går ud på, og (ikke mindst belært af de særligt danske erfaringer med Jyllands-Postens tegninger) finde en pragmatisk vej frem, hvor vi fastholder ytringsfriheden som princip, men ikke som en pligt til hverken at dumme sig eller provokere ved enhver given lejlighed.

Det kan vores principper sagtens holde til…

Hvis “vores principper” er Politikens egne principper så er svaret ja, det kan de sagtens holde til. Men hvis ”vores principper“ er den vestlige kulturs principper om ytringsfrihed så er svaret desværre nej. Bredals præmis er at muslimerne altså tager på vej (reagerer med vold og terror) og at det er derfor at vi skal ændre adfærd. Og dette er decideret at give efter for vold og trusler. Og hvis ikke vi tillige skal bryde vores princip om ikke at diskriminere må dette hensyn gælde alle personer, bevægelser, fællesskaber og sammenslutninger af enhver art, der har lyst til at tage på vej. Og det kan vores principper ikke holde til.

I min marxismeleflende ungdom opfandt jeg engang “Sandhedsministeriet”. Ideen var at et ministerium skulle gennemgå alt nyheds og debatstof for deres lødighed. Der var ikke tale om egentlig censur eller krav om en bestemt vinkel. Blot skulle et vigtigt emne også behandles som sådan, tunge emner krævede tunge artikler for ikke at tabe nuancer og fakta. Det vil sige at man ikke måtte ytre sig om indvandrerdebatten i kortform sådan som EkstraBladet gjorde med deres “Hvad skal vi med dem” kampagne. Hvis man blev tvunget til en længere afhandling kunne man nemlig dårligt undgå at komme ind på nuancer og fakta og således forstøde den populisme fra debatten, som lokkede svage sjæle ud på et sidespor. Jeg var meget stolt over at have opfundet et så glimrende instrument til at højne og styrke debatten og dermed demokratiet.

Uanset det konkrete forslag til at højne debatten, bevare dens økologi, bruge ytringsfriheden med omtanke, betænke at der ikke er ytringspligt, overvåge internettet, forbyde anonyme bloggere så er tanken den samme - at stoppe politisk modstand ved at kvæle dens udtryk. Det er simpel og rendyrket fascisme i fåreklæder. Demokrati er debat og debat er frie ytringer og jo større meningsforskelle desto mere nødvendige er de frie ytringer for at debatten vedbliver med at være debat. Hvis alle var enige var der ingen grund til demokrati - man slutter ikke fred med sine venner.

Det var en pinlig omgang sidenhen at erkende de mange faldgruber i min ide, men jeg er dog også med tiden kommet til at holde lidt af den unge idiot, som troede så meget om sig selv og sit eget intellekt. Det er en del af ungdommens vildfarelser, som man blot skal igennem. Men det sker ikke for alle. Nogen bliver hængende i deres drengevidenskab som de bruger resten af deres voksenliv på at polstre med halvfordøjet akademia. Disse nogen er selvfølgelig i det store og hele venstrefløjen der, som antydet, ønsker sig et Sandhedsministerium. Og hvis det kan oprettes Down Under, som Spectator spørger ildevarslende…

In the latest development, the governing alliance of the leftist Australian Labor Party and the extreme leftist Greens have received an official report into media regulation recommending draconian controls.

The 470-page report, commissioned as part of the government’s vendetta against the Murdoch press, demands that the media be made more “accountable,” and that the government have the power to impose “professional standards.” The chairman of the inquiry that made the report, retired Federal Court Judge Roy Finkelstein, recommends a News Media Council be set up to license the press and to censor news reporting and political commentary.

Licensing the media has always been abhorrent in the English-speaking world. It was not contemplated even in Australia’s first days as a penal colony.

It is recommended that the council — presumably to be called the Ministry of Truth — should have a judge or lawyer as its chairman, appointed by the government, and 20 members, a large portion of whom would be nominated by the Labor-affiliated journalists’ union.

The council would have power to alter or permanently ban articles. Disobedience would result in a fine or imprisonment for contempt of court, and there would be no appeal. As well as having the power to ban articles, the council would have the power to compel media to publish responses to stories.

Now get this: its jurisdiction would extend not merely to newspapers — which would be outrageous enough — but also to any website.

Det er værd at tænke på at alle universiteter startede som religiøse institutioner, som skulle uddanne et nyt præsteskab. De nye videnskabelige fakulteter, som siden er løbet på er til dels forgreninger af tidens religiøse strømninger der med modernismen fører krig mod folket; det sker via marxisme, klimahysteri eller menneskerettigheder. Hvorledes ellers forklare de lærde menneskers umodne fejlslutninger?

Det var en flot fredag til at starte med, senere blev det regn. Hvis det var en dag, som statistisk lignede alle andre dage ville 2 danskere blive udsat for gaderøveri af muslimske mænd oveni at hver muslim via staten allerede ville modtage 100,- fra danskerne. Og da det var fredag ville der tillige blive spredt muslimsk had fra enhver moske mod danskere, jøder, vesterlændinge, ytringsfrihed, kvinder, vantro, tanker osv. Det var dog en særlig dag, hvor sagen mod Lars Hedegaard så sit sidste slag i højesteret for tanker han havde ytret. En sag af principiel betydning for ytringsfriheden, så principiel at det tager hele syv dommere, har kostet vel over 10 millioner kroner for en potentiel bødestraf for Lars Hedegaard på 5.000,- for noget som han har sagt og som andre ikke kunne lide. Da jeg hilste på Lars Hedegaard før showet startede var det mig svært at forbinde det smilende og rare ansigt med den Lars Hadegaard man med systemets hjælp forsøger at tegne.

På en stor skærm blev der afspillet to sekvenser fra Lars Hedegaards julefrokostinterview med Asger Trier Engberg. Her kunne de syv dommere se en lettere snaldret Lars Hedegaard dele billede med en ølflaske i forgrunden og mellem sunde slurke (af glas skal det siges) tale frit om virkelighedens islam  i Danmark og om de mulige konsekvenser efterhånden som spændingerne i samfundet stiger. Jeg har senere ladet mig fortælle at Hedegaard slet ikke var påpvirket af alkohol da det var hans første øl inden julefrokosten overhovedet kom i gang, men den oplysning ødelægger en del af magien ved interviewet.

Anklageren var mødt velforberedt op, belært af de pinlige episoder ved By- og Landsretten og gennemgik grundigt hele sagen, som den så ud fra hendes side. Vi fik at vide at der stod to menneskeretsprincipper overfor hinanden, hensynet til ytringsfriheden og hensynet til beskyttelse af minoriteter mod hadefuld tale - eller hvad det ævl kalder sig selv. Grundloven blev dog ikke trukket frem denne dag i Danmarks højeste ret. Anklageren refererede flittigt til foregående sager af forskellig relevans og i nogle opløftende minutter i den kedelige procedure (Langballe, der sammen med andre af landets intellektuelle var mødt frem i solidaritet faldt i søvn og måtte vækkes til pausen) citerede hun den ene mindeværdige udtalelse efter den anden, som ved forskellige lejligheder var dømt som racistiske efter paragraf 266b. Det var som en helt lille tour de force i gode blogindlæg - gode for deres sproglige opfindsomhed og gode for deres overvejende sande indhold.

Der var intet nyt i anklagerens argumenter om den specifikke sag, som man ikke allerede kendte fra den til tider hidsige offentlige debat da sagen startede for tre år siden. Hedegaards generaliserende ordvalg, at han burde have vidst, at det var et interview til offentliggørelse, hans forudgående e-mailkorrespondance med Trier Engberg osv. Og der blev lagt vægt på at det som bekendt ikke var relevant med en eventuel sandhedsværdi af disse ytringer i henhold paragraf 266b’s beskaffenhed. Intet nyt altså andet end det uhyggelige i at sidde midt i Danmark og overvære en rigtig og virkelig rettergang i fulde alvor og uden et ord om Grundlov overveje om en mand skal dømmes for sine ytringer og meninger uden sammenhæng til den virkelighed disse ytringer ellers beskriver og uden hensyn til den enkeltes gudgivne frihed: Dømmes rent for selve sandhedens æstetik. Politiken kunne ikke have ønsket sig mere.

Forsvaret gjorde gældende at dommene i By- og Landsret byggede på de fejlcitater af Hedegaard, som 180 Grader havde kreeret og som Politiken efterfølgende og sandsynligvis med fortsæt havde kolporteret og at anklageren således ikke havde argumenter for at stadfæste Landsrettens dom via de nu fremdragne korrekte citater. Forsvaret bestred også anklagerens fortolkning af Hedegaards udtalelser og satte dem dels ind i den situation, som de var fremkommet i og dels ind i at de var en del af en samlet analyse, der indeholdt forbehold mod det generaliserende, som enkelte sætninger som de stod alene ellers antød.

Forsvarets helt stor slagnummer var at afvise at Hedegaard med fortsæt havde talt til et offentligt rum og refererede i en juridisk semantisk argumentationsrække at i og med at landsretten slog fast at Hedegaard “burde” have haft kendskab til udbredelse og således beviseligt, for det tilkommer ikke Højesteret at betvivle Landsrettens bevisførelse, så havde Hedegaard ikke haft kendskab til udbredelsen. Til yderligere grund for det nævnte forsvaret at der ikke blev aftalt noget om lydfiler, at der var tale om et løst interview umiddelbart før en julefrokost så Hedegaard derfor naturligt antog at et redigeret manuskript ville blive sendt til hans godkendelse inden eventuel offentliggørelse og satte som et udtryk for den uformelle stemning i et intimt rum netop Hedegaards bajren den igennem interviewet. Det var et stærkt forsvar, som efterlod anklageren med ingenting.

Hedegaard burde have en god chance for at blive frikendt og det håber vi her på Monokultur. Hedegaard sagde intet, som ikke var sandt i det rodede interview og han sagde intet man endda kan betragte som nedværdigende eller hadefuldt. Hedegaard havde klare forbehold for generaliseringer over den enkelte muslim og beskrev kun den muslimske psykologi og indre logik vi ser udfolde sig overalt i verden, hvor der er muslimer samlet. Men tilbage står paragraf 266b og truer enhver god danskers frie mening. En paragraf som som lader æstetik kvæle sandhed således at det kan være racisme at kalde koranen for morderisk fordi det støder en masse muslimer, som det ligeledes vil være racisme at forsvare sig ved at bringe citater fra koranen fordi citaternes morderiske indhold konstituerer trusler om folkemord. Så Lars Hedegaard går muligvis fri, andet vil efter denne lægmands betragtning være en juridisk skandale, men fri på en juridisk teknikalitet.