Joel Selvin mener i en ny bog at kunne kaste et bedre lys over omstændighederne omkring mordet på Meredith Hunter ved en Rolling Stones koncert i 1969, skriver Daily Mail. Det er historien om depravation, både Rolling Stones, især Mick Jaggers, men mest interessant også hippiebevægelsen. Og den fik mig til at tænke på en anden artikel, der husker tilbage på, hvorledes flower power endte i narko og ynk.

I 1969 var Rolling Stones stort set fallit, trods deres kommercielle succes, grundet de aftaler de havde med deres agent, som tog hele fortjenesten, fortæller Daily Mail. En turne på den amerikanske vestkyst, hvor bandet ikke var så fremtrædende, skulle rette op på det forhold og den sidste koncert, skulle være en åben og fri med deltagelse af andre at tidens toner, misundeligt inspireret af den foregående Woodstockkoncert, og den skulle tillige filmes.

Men forberedelserne til så stor en koncert var sjuskede. Man ombestemte sig en uge, før at koncerten skulle afholdes på Altamont Speedway ved San Fransisco, fremfor det mere velegnede Sears Point Raceway fordi Jagger mente det var for dyrt. Og fordi Jagger ikke kunne lide politiet, skulle Hells Angels stå for sikkerheden. Et andet band, The Grateful Dead havde gode erfaringer med de Hells Angels rockere, som de kendte, men dem Jagger hyrede for en masse bajere var anderledes

As a small team rushed to set up an inadequate, 4ft-high stage and a lighting system the day before the show, a toxic party began. Fans arriving ahead of the show tore down the neighbouring fences for firewood and sat around playing music, taking LSD, smoking joints and having sex.

Unknown to the complacent Stones, these were no longer the happy, innocent days of the Summer of Love. Some chemists had added the poison strychnine to their LSD recipe because it was said to extend the length of the trip. Some threw speed into the mix. Bad trips spread throughout the crowd at Altamont from the start, and many fell prey to acid-spiked drinks. The crucial detail of medical care had been put off until the last minute, leaving the site with eight doctors, four psychiatric doctors from UCSF hospital, and a Red Cross team who, mercifully, had turned up uninvited.

The Hells Angels, who were paid for their vague role as a disastrous informal security force with $500 of beer, left a bloody trail all day, riding their motorbikes through the crowd to the stage and beating men and women with pool cues.

These were not just the relatively civilised San Francisco Angels known to the Grateful Dead. As Altamont was on no one’s patch, the Angels came from an unstable mixture of chapters. Some of the bikers were frankly psychotic; many had something to prove.

A fat, naked Latino man was pummelled for dancing erratically and could later be seen covered in blood, his teeth missing. A naked woman dispensing hugs received similar treatment. The injured were littered backstage like wounded soldiers.

Angels crowded the stage, savagely knocking out singer Marty Balin of support band Jefferson Airplane while they played. One sat beside Crosby, Stills, Nash & Young’s Stephen Stills as he performed and stabbed him in the leg with a sharpened bicycle spoke every time Stills stepped forward to sing. Streams of blood soaked his trousers.

Even for the Stones, the signs were there from the beginning that this was not the peaceful hippy gathering Jagger had naively hoped for. Moments after their arrival by helicopter, a young man stepped into Jagger’s path and punched him in the face, knocking him down. ‘F*** you, Mick Jagger,’ he screamed. ‘I hate you!’

(…)

As they took to the stage, the Stones belatedly realised the situation had gone far beyond their control. Angels glowered at them from all around, and wouldn’t stop beating people in full view of the band.

Hunter, a black man with a white girlfriend, had attracted the attention of Angels all day. As the Stones went into Under My Thumb, Hunter was smashed in the face by a biker. He tried to scramble away into the audience, but four or five more Angels pounced on him.

He managed to get up and started to run away. Stumbling and out of breath, Hunter pulled a gun from his waistband.

In chilling scenes, The Maysles’ film, Gimme Shelter, captured the moment when 22-year-old Hells Angel Alan Passaro leapt through the air and plunged a hunting knife into Hunter’s neck. They tumbled to the ground together. Passaro kept stabbing the boy in the back. Several other Angels stamped on him. One stood on his head.

“‘The hippies had no defense against this kind of ferocious savagery,’” kan man læse i en anden Daily Mail artikel om samme bog, men med flere gode billeder. Rolling Stones spillede videre og hippierne lyttede og trippede og fik bank. Man skulle virkeligt ikke have været der.

Meredith Hunters liv kunne være reddet, hvis ikke Rolling Stones havde insisteret på at bruge deres helikopter til at flyve hjem til hotellet, Hvor Jagger forsøgte at arrangere en trekant (af seksuel karakter forstås), i stedet for at få Hunter på hospitalet. 3 andre mennesker døde den dag; en druknede da han forsøgte at forcere et hegn ved en akvædukt og to blev kørt ned af en koncertgænger på et trip i en stjålen bil.

Jeg huskede som sagt en artikel fra The Atlantic, som via Joe Samberg, mindedes disse “hordes of kids who had been lured to California by utopian ideals and then settled into a life of sex, drugs, and lethargy”, som “by any middle-class standards, these people were living totally miserable lives.” i netop San Fransisco

There were two types of drug users on Telegraph Avenue. One group unapologetically shot heroin. The other group took mind-altering drugs but believed that opiates were a sinister way for The Man to keep poor people from climbing out of the ghetto. At first, some of the kids put up signs declaring, “No heroin dealers here.” Over time, Joe says, those signs came down and more and more people started using hard drugs. “All that stuff about consciousness was just sort of dropped.”

“You see these kids drinking Southern Comfort? Those two bottles appeared and disappeared in what couldn’t have been more than two minutes. These kids were 13, maybe 14. But they just consumed anything that would come their way.” (Joe Samberg)
Looking at Joe’s pictures, it’s clear how young some of those addicts were. One group of junior-high-aged girls, known as the Mini Mob, often showed up in Mickey Mouse t-shirts. “There were people there who had those young kids very much in their thrall,” says Joe. “They told them, ‘Listen, you don’t need to go to school. Everything you need to learn in life is right here on the street.’”

A lot had changed in Berkeley since 1964, when thousands of students—many of them wearing suits and ties—gathered at Sproul Plaza to champion civil rights and demand free speech. Campuses had been the sources of the counterculture’s boldest ideas, the places where young activists mobilized to fight segregation and the Vietnam War, taking classes in political theory and Eastern philosophy.

Now, college dropouts were congregating with misfits and runaways on the other side of Sather Gate. The outrage was still there, but the issues were murkier. While Joe was hanging out on Telegraph Avenue, his brother Paul published an anthology of underground newspaper diatribes called Fire! Among other things, the book ridiculed the whole idea of higher education:

College is a fantasy in the suburban mind of Mr. and Mrs. Work-Hard-Our-Life-Is-No-Fun-But-the-Kid-Will-Get-What-We-Can’t-Afford. The campus is a cultured nest egg where I-Don’t-Understand-He’s-Always-Been-a-Good-Boy and Oh-No-She’s-Not-That-Kind-of-Girl stroll hand in hand up the ladder to success, their tender heads floating in the lessons of the gentle professor. Only the kids never saw the professor. He was in his lab developing the new improved tear gas the kids are coughing under while the university president sits above it all.

Even at the time, though, Joe says he was “too sarcastic” to fully buy into the radical agenda. “The average person on the avenue was almost completely ignorant politically,” Joe says. “All they really cared about was drugs, drugs, drugs. They were nihilists and hedonists. They just supported anything that was against the establishment. There was no intellectual foundation. The spirit everyone had talked about—the feeling of love and new age and progressive politics—was dying a miserable death.”

Over time, Joe says he watched “mind-expanding” drugs give way to more and more heroin. “I never had the wherewithal to be a full-fledged drug addict,” says Joe. “I never had enough money. And I was never willing to sell my camera.” (Joe Samberg)

“That was my problem with the whole thing,” says Joe. “There’s no growth for people if they’re continuously on drugs. It started out with all this higher thinking—expanding your mind to become more conscious of what’s really going on in the universe. But once the drugs took over, all of those big ideas disappeared.”

The author of the Atlantic article, Mark Harris, reached a similar conclusion. He was a generation older than the Baby Boomers, but as a white New Yorker who wrote for Ebony and The Negro Digest, he was highly sympathetic to the youth activism of the 1960s. He just didn’t think the hippies, in particular, were bringing about any meaningful change. Drugs had stunted their emotional development, leaving them at the mercy of “their illusions, their unreason, their devil theories, their inexperience of life, and their failures of perception.” Instead of promoting brotherhood and equality, they’d taken over public spaces, picked all the flowers in Golden Gate Park, and refused to turn their music down to let their hardworking neighbors sleep. And as they begged for money and frequented free clinics, these children of the suburbs siphoned resources away from the urban locals who needed them most.

En tredie observation er at de mest ressourcestærke ideologer udlevede sig selv i en periode af deres liv og fortsatte derefter som iværksættere eller forfulgte seriøse karrierer. I deres kølvand efterlod de sig alle de dumme og svage, som de havde besnakket med deres løfter om frihed, virkelighedsflugt og ansvarsforskydning og som aldrig kom ud af deres misbrug.

Og der er jo ikke meget ved at have en dansk blog uden et dansk perspektiv, så her er Danmarks Radios dokumentar Christianias Børn: Skyggesiden af eventyret

TV-Syd brugte mindedagen på at vise og interviewe asyl-ansøgere på Sønderborg kaserne der tændte lys i vinduerne. En araber forsøgte samme aften at flå et Dannebrog, der var hejst i anledning af Befrielsen, ned og fremsagde dødstrusler mod brovagten, ligeledes i Sønderborg. I Kultur- og Fritidsforvaltningen brugte man befrielsen til at berige den venstreradikale forening 4-maj Initiativet med 100.000,-.

Information mindede om at Befrielsen for nogle kom som en ‘forbandelse’. Ingen mindre end nazisterne var vel forbandede, men Information sympatiserer i stedet med de kvinder, der lå i med nazisternes kamptropper

Først nogle år senere fandt hun ud af, at hun var adopteret, og hun skulle nå at fylde 41, før hun fandt ud af, at hendes biologiske mor rigtig nok havde mødt en tysk soldat under besættelsen, var blevet forelsket, og at Birgitte var resultatet.

Hendes biologiske forældre mødtes i februar 1945 til et dansebal i Aarhus. Moren, Inger Margrethe Stougaard, læste jura på universitetet i byen, men var oprindeligt fra den lille by Rørbæk, hvor hendes far var indremissionsk præst.

Faren, Josef Leibig, var en tysk soldat, der var på rekreation i Danmark efter at have tjent ved østfronten.

Inger Margrethe var en lille kvinde med et rundt, smilende ansigt med høje kindben og briller. Hendes hår var blondt, let krøllet og kort i panden, men hendes overlæbe var skæv efter en læbe-ganespalte-operation. Josef var hendes første kæreste, og hun faldt pladask for ham, har hun senere fortalt. Han var en flot fyr med imødekommende øjne, mørkt hår og slank figur, der spadserede rundt i Aarhus i civilt tøj.

Josef havde været soldat i den franske Fremmedlegion, hvor han var udstationeret i Algeriet, men var blevet indkaldt af den tyske Wehrmacht for at blive sendt i kamp mod Josef Stalins tropper. Der var han menig soldat i den tyske hærs pansrede opklaringsenhed, før han blev såret og sendt til Danmark.

Det var nogle lykkelige måneder for de to. Hun boede på et værelse inde i Aarhus, så de ofte kunne se hinanden, og i påsken 1945 blev de endda ringforlovet med hendes præstefamilies accept.

Men både folkestemningen og familiens opbakning skulle hurtigt ændre sig.

Jep, en kvinde falder for en tysk soldat - i 1945! Og præstefamilien ser ingen problemer med det - i 1945! De må have været radikale.

Information havde også et “5. maj-debatarrangementet i anledning af 70-års dagen for Danmarks Befrielse og dagbladet Informations overgang til legal avis” med aktivismeforskeren Silas Harrebye, Informations chefredaktør Christian Jensen og historikeren Joachim Lund. Her fik man at vide at “Der er selvfølgelig forskelle”, men modstandskampen lignede de folkelige bevægelser mod klimaforstyrrelser og overvågningssamfund.

»Der er også mange aktivister, der over for mig har klaget over, at de går ned med depressioner. Det skyldes, at de hopper fra projekt til projekt og ender med at engagere sig i mere, end de kan overkomme.«

Modstandskampen var også “Danmarks første ungdomsoprør” thi “De 17-22-årige vendte sig mod den generation, der stod for samarbejdet med tyskerne”. De gjorde de nu ikke. De vendte sig blot imod samarbejdet med tyskerne. For kommunisternes vedkommende først efter deres eget samarbejde med nazisterne var ophørt.

Danmarks Radio ser (heller) ingen forskel på Nazi-Tyskland og så den nuværende forbundsrepublik, hvis man skal tage P3s infantile forsøg på humor alvorligt. “Vi har før kigget på alle grundene til, at vi skal tilgive naboen mod syd ved at opremse nogle af de gode ting, tyskerne har givet os” fortælles der lystigt uden tanke på det nazistiske mørke, der havde farvet Tyskland. Og som historien med tyskertøsen ovenfor, giver Danmarks Radio los for en Radikal drøm hvis “Danmark og Tyskland var smeltet sammen”

1) Vi havde aldrig vundet EM i fodbold, men var blev verdensmestre i fodbold fire gange.

2) Så var vi sparet for talrige diskussioner om to-sprogede vejskilte: Så hed det jo bare Hadersleben, Kaltes Ding, Schlag Else, Kauf Ein Hafen. Doh.

3) Så var Den Lille Havfrue-skulpturen blevet udskiftet med brødrene Grimms Snehvide og de 7 små dværge

4) Dansk politiker-couture ville blive udsat for en Merkel-isering

5) Grænsehandlen og de billige bajere ville blive rykket til Østrig, og det ville vi aldrig kunne håndtere

6) Det er bare ikke lige så sjovt at synge: Vi sejler op ad “a med umlaut’en”, når man drikker øl i armkrog

Andre kontrafaktisk ting der ville være mere nærværende at nævne: 7) Berlingske Zeitung (BZ) ville bringe skandalehistorien om hvorledes Morten Messerschmidt ikke havde heilet ved afsyngningen af Lied der Deutsche. 8) Omar ville ikke have en eneste jøde at myrde foran synagogen i Krystalgade i København. 9) Mogens Lykketoft ville stadig være Formand for Folketinget skønt alle medlemmer tilhørte Radikale Venstre. 10) Politiken ville være det eneste alternativ til Der Stürmer. I begge aviser ville man dog kunne nyde Roald Als tegninger. 11) Danmarks Radio ville hedde ARD Dänemark. Ellers ville der ikke være megen forskel. 12) Togene ville køre til tiden.

Egentlig burde der ikke have hersket tvivl om resultatet. I Information kunne man 19 september læse hvorledes tidligere PET chef Ole Stig Andersen havde vidnet

»PET var af den opfattelse, at Dragsdahl var påvirkningsagent. Han arbejdede for KGB som meningspåvirker.«

Netop påvirkningsagenter var blevet stedse vigtigere for russerne, forklarede den tidligere PET-chef, efter den sovjetiske 20. partikongres i 1956 forlod forestillingen om socialistiske revolutioner i hver enkelt nationalstat. I stedet blev kræfterne brugt på at påvirke opinionen og politikerne i de vestlige lande.

Det var, mens Ole Stig Andersen var chef, at PET i april 1983 oprettede en operationssag på Dragsdahl, som bl.a. indebar telefonaflytning i mere end tre år.

Eftersom Dragsdahl var den eneste danske journalist, efterretningstjenesten på det tidspunkt aflyttede (»det er jeg 99 procent sikker på«, som Ole Stig Andersen formulerede det), blev han som øverste chef orienteret om sagen. Dragsdahl blev i øvrigt også rumaflyttet, fik sin post tilbageholdt og holdt under observation.

Baggrunden for operationssagen mod Dragsdahl var ifølge Andersen, at Information-journalisten havde »usædvanlige konspirative møder med en fremmed efterretningstjeneste«.

Derfor havde Andersen på et møde i embedsmændenes sikkerhedsudvalg også diskuteret Dragsdahls deltagelse i SNU, som var et Sikkerheds- og Nedrustningspolitisk Udvalg, hvor medlemmerne bl.a. modtog klassificeret materiale. Efter aftale med direktøren for Udenrigsministeriet Eigil Jørgensen holdt man inde med at udlevere den slags papirer til SNU-medlemmerne, så længe Dragsdahl deltog: »Vi ville ikke have, at Dragsdahl fik adgang til den slags,« sagde Andersen.

Ifølge hans erindring var embedsmændenes sikkerhedsudvalg enige med ham i opfattelsen af Dragsdahl som påvirkningsagent. Men, understregede Andersen flere gange, det havde intet at gøre med, om der skulle rejses en straffesag om overtrædelse af spionageparagraffen (§ 108) i straffeloven.

»108 er enormt vid. Men det er en politisk vurdering, hvor langt man vil gå,« forklarede Andersen.

»Så når man bruger ordet agent, så var det ikke, fordi man mente, at Dragsdahl kunne straffes efter 108?« spurgte Bent Jensens forsvarer Karoly Németh.

»Nej, det var var en efterretningsterminologi, som vi brugte dengang,« svarede Andersen.

Men der herskede tvivl, ikke blot fordi retssagen i byretten var så bizar. Og den var bizar, som tidligere chefredaktør ved Ekstra Bladet Bent Falbert mindedes i Jyllands-Posten

Den forkerte dom i 2010 i Svendborg ret, hvor det forvirrede kvindemenneske Mette Langborg var retsformand, viser, hvor svært det kan være at føre sådan en sag til sejr.

Hun kasserede Bent Jensens dokumentation og idømte ham bøder, erstatning og sagsomkostninger til sammenlagt 600.000 kr.

Yderligere glemte hun at indkalde kronvidnet Ole Stig Andersen, der var PET-chef 1975-1984, ligesom det lykkedes hendes afdeling at smide retsbogen væk fra en bestemt dag. Det kom frem i landsretten under Bent Jensens ankesag – som flyttede regningen på de 600.000 kr. over på Dragsdahls bord.

Jeg har overværet nogle af møderne i landsretten og undret mig over flere vidners hang til at bortforklare, at Jørgen Dragsdahl var registreret som KGB-påvirkningsagent både i PET’s kartotek og i KGB’s arkiv, hvor han ligefrem blev kaldt ”Nummer 1”.

Der herskede tvivl fordi Østre Landsret også havde sine bizarre indslag. Søren Krarup beskrev i Berlingske Tidende “En episode i Østre Landsret” da historikeren Morten Heiberg, der har skrevet bind 13 i PET-Kommissionens beretning var indkaldt som vidne

Men der blev slet ingen afhøring. Den unge historiker meddelte, at han ikke måtte svare på spørgsmål. Hvorfor dog ikke? spurgte Nemeth forbløffet. Fordi jeg har tavshedspligt, svarede Morten Heiberg.

ALMINDELIG FORBAVSELSE i retssalen. Morten Heiberg har begået et historisk værk. Står han så ikke til ansvar for værkets indhold og konklusion? Morten Heiberg er blevet indkaldt til afhøring for en måned siden, meddelte Karoly Nemeth de tre landsdommere. Han har haft tid til at meddele os sin beslutning for længe siden, og han kan jo ikke hæve et historisk indlæg over spørgsmål og kritik.

Retsformanden undrede sig ligesom alle andre i retssalen, men Morten Heiberg trak et stykke papir op, som var en skrivelse fra justitsministeriet, og som meddelte, at fordi Morten Heiberg havde haft lejlighed til at læse klassificerede PET-dokumenter, kunne han ikke svare på spørgsmål.

»Hvornår er dette brev dateret?« spurgte retsformanden. Morten Heiberg svarede: 1.oktober - dagen før denne afhøring.

MUNTERHEDEN OG OGSÅ forargelsen bredte sig i retssalen. Morten Heiberg havde altså sammen med justitsministeriet udformet et brev, der fritog ham for at stå til regnskab for sit historiske værk, og justitsministeriet og han havde sørget for at datere dette brev så sent, at beslutningen ikke kunne anfægtes og omgøres.

Sådan slipper en historiker for at svare på vanskelige og ubehagelige spørgsmål vedrørende sin historiske fremstilling. Sådan skal man blot alliere sig med et ministerium, hvis der rejses kritik af en redegørelse, som man ikke ønsker diskuteret og anfægtet.

Og Jesper Vind skrev i Weekendavisen at “[h]vis retssagen en dag skulle filmatiseres som en komedie, kunne den passende få titlen Halløj i Landsretten.”

For retssagen, der finder sted i Københavns gamle operabygning i Bredgade, har det ene øjeblik handlet om KGB-agenter, atombomber og storpolitik – for det næste øjeblik at dreje sig om en dansk forsker, der beskyldes for at være en enfoldig og politiserende fusker – for det næste igen at dreje sig om en kvindeglad journalist, der lod sig beværte med udlandsrejser, vodka og dyre frokoster af sovjetiske KGB-folk, og som var »syg af forelskelse«, som en PET-medarbejder skrev i en hemmelig overvågningsrapport.

Halløjet fortsatte, da sagens sidste vidne blev indkaldt. Det var den unge koldkrigshistoriker Morten Heiberg fra den tidligere PET-kommission, der stirrede foragteligt på professor Bent Jensen og nægtede at besvare hans advokats spørgsmål med henvisning til, at Justitsministeriet havde pålagt ham tavshedspligt. Det fik en af tilhørerne – forfatteren Ulla Dahlerup – til at sige indigneret til Jensens advokat: »Hvor er Heiberg dog fræk!«, hvilket fik advokaten til at hviske tørt: »Han er bare en idiot.«

Og halløjet kulminerede forleden dag, da advokaterne – Karoly Németh for Bent Jensen, Henrik Holm-Nielsen for Jørgen Dragsdahl – stod over for hinanden i deres afsluttende sagsfremlæggelse. Den var blevet flyttet til en større retssal på grund af stigende tilskuertilstrømning. Her udførte advokaterne hver deres velgennemtænkte karaktermord på modpartens klient, medens de seneste års danske kulturkamp udgjorde baggrundsmusikken.

(…)

Men uanset hvad vil den offentlige interesse hurtigt komme til at handle om Jensens udgivelse af det 1500 sider store værk, Danmark under Den Kolde Krig. Det er et værk, som har været forsinket på grund af forviklinger omkring Jensens brug af PET-dokumenter. Men forlaget Gyldendal oplyser, at værket er klar til at blive trykt med det samme, når dommen falder på fredag.

Hos Jensens støtter vil værket sikkert få status som »koldkrigsbibel«, og omvendt tales der blandt historikere om, at Jensens fjender lige så sikkert ser frem til at »slagte værket«.

For som den unge koldkrigshistoriker Thomas Wegener Friis sagde i landsretten, da han blev bedt om at beskrive Bent Jensens placering i det danske historikermiljø i dag: »Bent Jensen er den historiker, som de skræmmer deres børn med, inden de skal falde i søvn.«

Det er altid skræmmende at blive indhentet af fortiden. Ulrik Høi tog i Politiken da også sorgerne på forskud og erklærede inden dommen at Jensen ville vinde den moralske sejr, Dragsdahl den juridiske

Mit gæt er, at PET har lovet Dragsdahl straffrihed, mod at han fortalte alt om forbindelsen med KGB.

Ligesom præsten og Stasi-agenten Aleksander Radler, der blev afsløret for et par år siden i Sverige. Gennem syv år førte Radler samtaler med det svenske sikkerhedspoliti, Säpo, der lod ham slippe for tiltale og sikrede ham anonymitet, indtil nidkære journalister afslørede ham.

Spekulation og gætteværk, javist, men det er desværre det, som lukkede døre lægger op til.

Værre er det for Bent Jensen, der risikerer at tabe sagen, medmindre forsvaret trækker en kæmpekanin op af hatten.

Men Bent Jensen vandt. Skønt Dragsdahl var krænket var Bent Jensen i sin gode ret til at skrive, som han mente om Dragsdahks aktiviteter på baggrund af de informationer han trods PET modvilje og modarbejdelse havde støvet op i deres arkiver. Og hensynet til forskeres ytringsfrihed skulle veje tungere end både os andres og Dragsdahls manglende lyst til at stå til regnskab for sine handlinger, mente retten. Jørgen Dragsdahl var selvfølgelig rystet over at systemet ikke længere belønnede ham for det undergravende arbejde, hvorved han var steget til magt og ære, kunne man læse i bl.a. Jyllands-Posten

- Det er en underlig dom, siger Dragsdahl.

- I mine øjne ophæver de den danske injurielovgivning, siger han.

- Øjensynlig er det sådan, at hensynet til ytringsfriheden kan dække over fremsættelse af en stribe falske påstande, siger han til pressefolkene efter dommen.

(…)

Dragsdahl skal betale modparten 600.000 kroner i sagsomkostninger. Han kan ikke umiddelbart anke afgørelsen til Højesteret. Det kræver i givet fald en særlig tilladelse af Procesbevillingsnævnet.

Derudover må Jørgen Dragsdahl forholde sig til, om han har råd til en eventuel ankesag.

- Det er ikke kun et spørgsmål om ret eller uret, men også om økonomiske ressourcer, og jeg sidder ikke på nogen guldgrube, siger Jørgen Dragsdahl.

Jørgen Dragsdahls advokat, Henrik Holm Nielsen, har tidligere oplyst, at han har arbejdet over 1000 timer med sagen, siden ankesagen blev anlagt. I den oprindelige sag brugte han 1600 timer. Dragsdahls udgifter til advokat er under sagen løbet op i over 2,5 millioner kroner.

Den sorg er nok tabt på Bent Falbert der intet havde glemt havde glemt fra dengang Dragsdahl og støtter trynede ham og hans avis til at trække sandheden tilbage

Det er ikke kun professor Bent Jensen og Jyllands-Postens redaktion, som er glade for den dom, som Østre Landsrets 17. afdeling afsagde i fredags.

Vi gamle i gårde på Ekstra Bladet er også tilfredse med afgørelsen. Vi har ventet på retfærdigheden i 20 år.

I 1992 – året efter Sovjetunionens sammenstyrtning – bragte vi en artikelserie om danskere, som havde bistået KGB på vekslende vis.

Blandt de mest fremtrædende var Jørgen Dragsdahl, udenrigsmedarbejder på Dagbladet Information 1977-1995 og 1981-1983 medlem af regeringens Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg. Desuden bistod han Socialdemokratiet og SF som rådgiver under 1980’ernes kamp i Folketinget om sikkerhedspolitiske dagsordener. Navnlig stod han to folketingsmedlemmer, socialdemokraten Lasse Budtz og folkesocialisten Gert Petersen, nær.

Ekstra Bladet rullede op, hvordan Jørgen Dragsdahl havde holdt konspiratoriske møder med KGB-officerer i Danmark og i Wien. Han blev skildret som en energisk påvirkningsagent, der blev styret af Sovjets efterretningscenter i ambassaden i København.

Avisens kilder var bl.a. ledende medarbejdere i PET, så vi var rimeligt trygge ved oplysningernes validitet. Men Dragsdahl gik straks til modstand og forlangte artiklerne berigtiget. Da vi afslog, stævnede han os.

Nu gjaldt det om at dokumentere vore påstande præcist med dokumenter og vidneudsagn. Men så langt strakte PET’s hjælpsomhed ikke. Socialdemokraten Erling Olsen, der var justitsminister 1973-1974, var heller ikke leveringsdygtig i beviser, da han havde talt med sit formørkede bagland.

Med udsigt til at tabe en retssag fulgte vi – tænderskærende – advokaternes råd om at indgå forlig med Østre Landsrets assistance.

Den 13. december 1994 måtte Ekstra Bladet beklage, at vi havde omtalt Dragsdahl som KGB-agent, der havde modtaget betaling for at udsprede disinformation. I tilgift fik han 125.000 kr. i torterstatning.

Det var en mørk dag på avisen. Vi følte, at vi havde ret – men ikke kunne få ret.

Men der ligger altså en regning på 3,5 mill. til Dragsdahls støtter og som man kunne læse om i Jyllands-Posten allerede ved den første retssag, plejede de at omfatte bl.a. “En stribe tidligere ministre fra S, R og CD ”, som også dummernikken Steen Folke

Ud over Kjeld Olesen og Mogens Lykkestoft drejer det sig bl.a. om tidligere justitsminister Ole Espersen (S), tidligere indenrigsminister Birthe Weiss, tidligere økonomiminister Marianne Jelved, tidligere miljøminister Lone Dybkjær og tidligere minister og leder af CD, Mimi Jakobsen. Derudover har bl.a. biskop Kjeld Holm, filosoffen Peter Kemp, og de forhenværende folketingsmedlemmer Jens Bilgrav-Nielsen (R) og Steen Folke (Venstresocialisterne) bidraget.

Der er også kommet støtte fra menneskeretsadvokaten Sune Skadegaard Thorsen, historikeren Kristian Hvidt, professor Ole Lange, professor Nikolaj Petersen, professor Uffe Østergaard og professor Øjvind Lidegaard.

Blandt journalister, der støtter, er tidligere chefredaktør på Information, David Jens Adler, journalist Flemming Ytzen, journalist Jens Lohmann, redaktør Ove Weiss og redaktør Jacob Andersen. Foreningen Informations venner støtter også indsamlingen.

Desværre har de røde jo penge nok, penge de gerne har tjent i fede offentlige stillinger, mens de aktivt og med forsæthar skadet Danmark. Jyllands-Posten konkluderede i deres leder

Dommen bekræfter, at det var en KGB-agent, der stod bag 1980’ernes fodnotepolitik.

Østre Landsrets frifindelse af professor Bent Jensen er meget andet og mere end afgørelse af en strid mellem to enkeltpersoner. Det er intet mindre end en officiel bekræftelse af det faktum, at det var en KGB-agent, der stod bag  1980’ernes ødelæggende fodnotepolitik, som truede Danmarks forhold til Nato.

(…)

En fremtrædende sikkerhedspolitisk skribent og en gruppe socialdemokratiske folketingsmedlemmer støbte i fælleskab fundamentet til fodnotepolitiken, og det kan nu siges åbent, at den ene af disse arkitekter var KGB-agent.

Katrine Winkel Holm lagde også lidt nuancer ind af Dragsdahls virke

Selv om Dragsdahl ved Gud ikke er en stor mand, har retssagen mindet os om hans lille, usle rolle.

Som f. eks. i denne passus, der blev citeret af Bent Jensens sagsfører, Karoly Németh. Her fortæller en eks-kommunist, hvor stor glæde kommunisterne dengang havde af Dragsdahl: »Vi var målløse over at få leveret så megen prosovjetisk ammunition (fra Dragsdahl, KWH)… for selv om Sovjet knagede i fugerne under Reagans pres, fortsatte Jørgen Dragsdahl med at levere varen. Som propagandist og leverandør af argumenter fik han status og en indflydelse, som ingen kommunist kunne have fået.« Men kommunisten, der hér fører ordet, er ikke længere kommunist og konkluderer derfor: »Hvis jeg i dag kunne stå inde for, hvad jeg dengang stod for, ville jeg være Dragsdahl dybt taknemlig.

Men i dag kan jeg se, at det var en halv milliard mennesker, som fik en elendig og uværdig tilværelse forlænget på grund af ham. Måske kun nogle timer. Eller bare minutter.

Det forekommer selvmodsigende at betegne Dragsdahls rolle som lille og ussel når man samtidig har øje for hans betydning for “en halv milliard mennesker, som fik en elendig og uværdig tilværelse forlænget på grund af ham”. Men hun er jo kvinde og skriver med sine følelser. Mere nøgtern er Ole Hasselbalch, der slår fast, hvad der ikke er sandt ved Dragsdahls ævlerier omkring retten

Jørgen Dragsdahl og hans støttekreds er nu begyndt at omskrive og bortforklare domsresultatet i landsretten.

Dommen siger,

- at Bent Jensen havde faktuelt belæg for at skrive, at PET som institution betragtede Dragsdahl som KGB-agent,

- at Dragsdahl drev desinformation i den forstand, i hvilken BJ havde brugt dette ord,

- at BJ med hjemmel i den tolkning af straffeloven, Menneskerettighedskonventionen tilsiger, havde ret til at bringe disse oplysninger i pressen i kort, populariserende form.

Retten noterer, at der ikke blev ført bevis for, at Dragsdahl faktisk var indflydelsesagent. En sådan bevisførelse var unødvendig, eftersom BJ ikke i de påklagede artikler havde skrevet noget sådant.

Der er således IKKE sandt, når Dragsdahl nu hævder, at Menneskerettighedskonventionen har sat injurielovgivningen ud af kraft og åbner for, at der kan offentliggøres ”falske påstande”. Bevisligt sande injurier har altid kunnet viderebringes, og BJ førte bevis for, at han havde tilstrækkeligt faktuelt belæg i PET’s papirer for det, han skrev, der stod i dem.

Det er således IKKE sandt, når Dragsdahl fortæller, at landsretten fastslår, at det, BJ skrev, var forkert, og at BJ iht. dommen kan ”lyve og svindle”.

Det er således IKKE sandt, når Dragsdahl fortæller, at BJ skrev, at Dragsdahl var agent.

Det er IKKE sandt, som Dragsdahl hævder, nemlig at PET aldrig har ført bevis for, at han var indflydelsesagent. Det ved vi intet om. Men man har lov til at gå ud fra, at PET havde belæg for at bruge betegnelsen over for statsministeren, udenrigsministeriet og de udenlandske allierede tjenester, til hvem oplysningen om Dragsdahl som indflydelsesagent blev videregivet. Det vides også, at dette belæg var tre KGB-kilder samt PET’s egne efterforskninger.

Det er IKKE sandt, når Dragsdahl siger, at han har søgt at få alle PET-papirer offentliggjort. Han nægtede f.eks. at medvirke til, at mere end nogle få af telefonaflytningsrapporterne kunne fremlægges i retten.

Det er IKKE sandt, at tre tidligere PET-chefer ikke mente, han var indflydelsesagent. De mente, at det ikke kunne bevises, at Dragsdahl havde gjort sig skyldig i STRAFBARE forhold. Og de kørte under afhøringerne rundt i begreberne på en måde, som altså fik landsretten til at se bort fra deres vidneudsagn. En indflydelsesagent behøver i parentes bemærket ikke gøre noget som helst strafbart.

Det er IKKE sandt, at PET’s efterforskning sluttede med at konkludere, at mistanken imod Dragsdahl for (indflydelses)agentvirksomhed var uberettiget. PET indstillede først overvågningen på det tidspunkt, hvor KGB opdagede, at han var afsløret, hvorefter han ikke mere var brugbar som indflydelsesagent.

Det er IKKE sandt, at det aldrig er bevist, at Dragsdahl skrev efter KGB-inspiration. Det modsatte har landsretten anført flere eksempler på i domskonklusionen.

Det er IKKE sandt, at Dragsdahl fik sit materiale afvist af landsretten. Retten gennemlæste det, han fremlagde, men forkastede altså dets værdi.

Det er IKKE sandt, at BJ ikke har været kildekritisk nok. BJ kom med en omfattende redegørelse for sin kildekritik i retten, som altså anså den for fuldt tilstrækkelig.

Mange jurister og kommentatorer har forklaret, hvad dommen drejede sig om, hvis ikke man gad læse den selv, men allerbedst var Thomas Fog’s forklaring, som han skrev på Facebook

Vedrørende landsrettens lysende klare dom:

Når en person går med slips, skjorte, jakke og bukser med bulen på rette sted, dertil har en dyb stemme, angiveligt har fået tre børn med sin kone, som desværre nu er død, når der synligt tilmed gror skæg i ansigtet og hår ud af både næsebor og begge ører på ham, er der på den ene side ikke ført sandhedsbevis for, at personen virkelig er en mand, for den eneste, der faktisk har set hans diller, er jo desværre død. På den anden side vil Bent Jensen trods alt have grund til at tro og sige, at andre mener, at personen faktisk er en mand, fordi også mandens egen læge ifølge journalerne er gået ud fra, at han nok er en mand, og at han ifølge sin egen kones udsagn har været nummer 1, da de i sin tid fik børn sammen. At Bent Jensen derfor har fået rettens ord for, at han godt må tro og sige, at det forholder sig som lægen og konen siger, bare han ikke påstår, at det faktisk forholder sig sådan - det er en stor landvinding, der må betegnes som en sejr for den personlige ytringsfrihed og den relative sandsynlighedsværdi af de observationer, andre støtter sig til.

Såre simpelt.

Det var hendes modstandere på den anden side af Jerntæppet, der døbte hende “Jernlady’en”. De håbede at det ville være rigeligt til at defamere hende ud af billedet. Men tilnavnet tjente kun til at slå skræk i deres hjerter, for hvem turde dog stå op imod en jernlady? Jalving gør kort status af Thatcher’s arv, som vi…

…forvaltede [...] dårligt, for nu at sige det mildt. Grotesk dårligt. Hele postmodernismen, multikulturalismen og den sukkerdemokratiske korrekthed korrumperede os indefra og fratog os den af historien oplyste selvtillid. Vi ville være gode, og det blev vores skæbne, mens uddannelse blev til masseuddannelser, indvandring til masseindvandring og stater udviklede sig til gældssatte nannystater, mere og mere prisgivet arabisk aggressivitet. Resten kender vi kun alt for godt.

Desværre kender ikke alle arven særlig godt og forfalder i stedet til dyrkelsen af deres villigt indoktrinerede idiosynkrasier, som Daily Mail fortæller.

Champagneproletariatet plyndrede også flere butikker - sådan er Thatchers kritikere. Punk-klenodiet Johnnie Rotten (whom you might have forgotten) kaldte ifølge Daily Mail den slags dansen på andre menneskers grav for “Loathsome“. Den slags almindelig anstændighed er det langt fra alle kendisser, der har. I Politiken kan man således læse at Margaret Thatcher har rekord som offer for flest hadesange og Politiken citerer bl.a CV Jørgensen’s sang Postkort fra Port Stanley: “Nu smiler lady Margaret Thatcher / blottende tre plomber og en bro / sit liderlige iskolde ligblege smil”. Men det er de engelske, der er mest bitre, selvfølgelig, som Morrisey’s “The kind people / Have a wonderful dream / Margaret on the guillotine / Cause people like you / Make me feel so tired« efterfulgt af fem gentagne linjers »When will you die?“. Og Daily Mail fandt eksempler på hvorledes venstrefløjen kom kravlende ud af murværket for at spy galde - deres metier

DEREK HATTON: The former Liverpool councillor said: ‘The issue isn’t about whether she is dead. I regret for the sake of millions of people that she was ever born.’

‘She promoted a form of greed in business that we’ve never known before and it’s continued ever since. She actually changed the whole face of this country in a way, that you know, people wouldn’t have even anticipated.

‘Even her successors got away with murder, literally, for example Blair in Iraq, that they wouldn’t have got away with had it not been for what she did.

JOEY BARTON: The footballer posted: ‘I’d say RIP Maggie but it wouldn’t be true. If heaven exists that old witch won’t be there.’

FRANKIE BOYLE: The comedian tweeted: ‘All that Thatcher achieved was to ensure that people living in Garbage Camps a hundred years from now will think that Hitler was a woman.’

IRVINE WELSH: The author wrote: ‘So, if u take out Orgreave, destroying communities, Belgrano/Falklands, Hillsborough, protecting nonces, child poverty, Pinochet, she was ok.’

MARK STEEL: The comedian wrote: ‘What a terrible shame – that it wasn’t 87 years earlier.’

ROSS NOBLE: The comedian tweeted: ‘Bloody typical that Thatcher dies when I am in  Australia. I hate to miss a good street party.’

ALEX CALLINICOS: Professor of European Studies at King’s College, London, and member of the Central Committee of the Socialist Workers Party, he said: ‘Murder was Thatcher’s business. Sometimes the murder was metaphorical – of industries and communities. It still destroyed people’s lives. Sometimes the murder was real. Thatcher over-saw the ongoing dirty war in Ireland.’

BBC fejrede det også på deres egen subtile facon da de ifølge Daily Mail meddelte at “…former UK Prime Minister Margaret Thatcher dies following a strike.” frem for et “stroke”. Og Geri Halliwell, en form for sangerinde, skrev “‘Thinking of our 1st Lady of girl power, Margaret Thatcher, a grocer’s daughter who taught me anything is possible…x’” på Tvitter. Hun fortrød dog hurtigt overfor sine fans og erstattede sin udmelding med “I’m sorry if I offended u. X”. Ikke ligefrem Girl Power, som Daily Mail ironiserede.

Politikens leder hæfter sig ikke ved at Thatcher redde England fra afgrundens rand, brød fagforeningernes magt og knækkede Galteries diktatur, opløste klassesamfundet eller indsatsen under den Kolde Krig. Politikens leder er meget mere optaget af at sprede prosaiske løgne

Men den britiske jernlady er desværre stadig, selv efter sin død i forgårs, uhyggeligt nærværende som ideologisk kraft.

Den ultraliberalisme eller thatcherisme, som bærer hendes navn, er og bliver ødelæggende. Minimalstatens, egoismens og ulighedens ideologi.

(…)

Men thatcherismen er en ideologi, som fremelsker alt andet end det storladne: små tanker om samfundet, indskrænkede forestillinger om økonomi, usle ideer om at slække på solidaritet, ansvar og mange andre af de værdier, som engang før Thatcher blev betragtet som samfundsbærende og forfægtet ikke mindst af ’konservative’ – i mange lande og mange partier.

Jyllands-Posten fandt det vigtigt at spørge Galteri’s tabende soldater

Adskillige argentinske veteraner fra konflikten i 1982, der står som et af højdepunkterne i Thatchers politiske karriere, reagerede med glæde efter meddelelsen om hendes bortgang.

- Gud velsigne den dag, hvor denne frygtelige kvinde døde, siger den 71-årige Domenico Gruscomagno.

- Hun var en afskyelig person. Hun førte krig for at vinde valg i Storbritannien.

I det mindste havde britterne et valg, hvilket var en del af sagens kerne. Det siger i øvrigt en del om den argentiske soldat at han regner en engelsk sejr for givet.

“I usually make up my mind about a man in ten seconds, and I very rarely change it” har Thatcher sagt. Og det var der vel heller ikke grund til når hun var så præcis. Tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen af radikal observans mindedes ifølge BT’s overskrift at “Thatcher kaldte mig et fjols“. Men det gjorde hun nu ikke helt så direkte, som overskriften påstår, men hun sagde “Only a fool would give up one’s currency” da Helveg med munden fuld af mad ævlede om sine idiotiske eurosværmerier.

At Thatcher ikke kunne “fordrage det europæiske samarbejde og talte aldrig pænt om det“ falder ikke i god jord hos radikale som Helveg som derfor mener at hun “må bære en del af ansvaret” for at “opinionen i Storbritannien i dag er eurofjendsk“. Enten det, eller at euroen blot er så meget crap at det kræver en radikaler eller en akademiker at fornægte det idiotiske i at opgive sin egen valuta. Det var trods alt englænderne der valgte hende fordi de kunne lide hvad de hørte. En årsagsammenhæng, som ofte undslipper eurokrater, sjovt nok.

Apropos eurokrater,  også tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen, ligeledes af radikal observans, omend ikke indrømmet, mindes Thatcher , som “havde en både imponerende og irriterende evne til ofte at få sin vilje“. Imponerende fordi hun reddede den engelske økonomi og fik “...givet en argentinsk diktator en blodtud på Falklandsøerne“. Men irriterende fordi “…hun var meget vanskelig at have med at gøre i et europæisk samarbejde, fordi hun var meget besværlig at forhandle med“. Ja ikke nok med det: “Hun var slem“. Man hører nærmest et lettelsens suk fra Ellemann.

D’herrer tidligere udenrigsministre demonstrerer begge samme smålighed når nogen, selv en af efterkrigstidens største statsmænd, står i vejen for deres store projekt. Og de demonstrerer den samme foruroligende manglende forståelse for at man først og fremmest tjener det land og de vælgere, der har belønnet een med et embede. som EU’s lande kaster sig desperat over er en art Thatcherisme står det klar med Sly’s ord at EU er sygdommen og Thatcher er kuren.

Jeg har ikke fundet tidligere udenrigsminister Mogen Lykketoft af socialdemokratisk observans reaktion, men sidste år mindede socialdemokraten Peter Humlegaard Thomsen i Politiken om at “Der er stadig grund til at hade jernladyen“. Ja, hade. Og ja, stadigvæk.

Selv om konen er blevet gammel og senil, lever hadet til hende i bedste velgående. Det har den britiske arbejderklasse god grund til, det har vi grund til i Danmark – og jeg melder mig som en af dem.

Humlegaards grunde til at ‘melde’ sig til hadet (???) er dog så originale, såsom at “thatcherismen [har] et direkte medansvar for krakket i 2008″ at jeg lige vil dvæle lidt ved dem.

I dag er vi mere end nogensinde underlagt bankernes magt. Selv efter en krise, som de finansielle markeder har skabt, er det svært at pålægge dem nye regler og skatter, som kan disciplinere deres adfærd.

Det fremgår ikke hvorfor Thatcher er skyld i at det er svært for socialdemokrater 20 år efter hendes afgang som premierminister at “pålægge dem nye regler og skatter”. Socialdemokrater i alle partiafskygninger er jo ellers nærmest virtuose udi disciplinen ‘pålæggelse af nye regler og afgifter’ for alt og alle andre end Thornings leasebil og husbond.

Thatcher brugte den ‘hårde medicin’ på at tøjle inflationen, og i dag bruger Merkel, Sarkozy og resten af Europas højrefløj samme medicin til at tackle statsunderskuddene. Selv om erfaringerne i Storbritannien var katastrofale, sværges der i dag til den samme politik, som var den sendt herned af vorherre.

Og, må man jo nu tilføje, den siddende socialdemokratiske regering. Humlegaard fortæller at han i 2010 var i valgdistriktet Barking-Dagenham i det østlige London for at føre valgkamp for Labor - altså belære englænderne om hvorledes de skal indrette et samfund, som Thomsen slet ikke er en del af. Finanskrisen havde ramt hårdt, fortæller Thomsen; “Kun få år tidligere havde bilfabrikanten Ford lukket en fabrik, der beskæftigede 40.000 arbejdere” - Knap 20 år efter Thatcher forlod premierministerposten!

Thatcher slog velfærdsstaten ihjel, udsultede uddannelsessystemet, nedlagde det sociale arbejde og fordoblede kriminaliteten. Derodover støttede hun blindt apartheidregimet i Sydafrika i 80′erne, Pinochets diktatur i Chile og “kastede sig ud i en uforklarlig krig på Falklandsøerne“. For at citere Thatcher selv er svaret; No! No! No! Men sådan er de røde, uforstående over at en regeringsleder ser det som sin pligt at forsvare sit land og sine statsborgere mod tyranni. Hurrah for Thatcher og skam dig Thomsen, der helt originalt vælger forkert efter at historien har afgjort ret fra vrang.

Lidt skønne billede til sidst. En svensk journalist kalder Thatcher Hitler. Thatcher kalder Sverige “neutrale”. Hmm, måske bunder svenskernes neutralitet i at de ikke kan skelne mellem Hitler og Thatcher, men se selv

Og en top 25 over Thatcher citater

My policies are based not on some economics theory, but on things I and millions like me were brought up with: an honest day’s work for an honest day’s pay; live within your means; put by a nest egg for a rainy day; pay your bills on time; support the police.

Ved et tilfældigt nedslag i Politikens debatsektion d. 21 august anno domini, kom jeg for skade at udføre en helt ufrivillige sociologiske undersøgelse. Læserbrevene konvergerer om den af konservativ folkeparti søsatte dødssejler lanceret af rorgænger Khader, nemlig skuden “Burka babes be gone!”. Intentionerne bag burkaforbuddet er helt klart sympatiske, men burkaen er blot en konsekvens af et langt større problem.

Nå, men skulle begrebet ‘politiken abonnenter’ beskrives kort og præcist kan jeg anbefale følgende opslag.

Der drejer sig om fem læserbreve på en gang.

BURKA OG JOGGING

Peter Bonnén, Stormgade 35, København:

Rent æstetisk synes jeg, at burkaen pynter i gadebilledet. Til gengæld kunne jeg tænke mig, at man forbød lyserøde/lilla/hvide stramtsiddende joggingdragter til overvægtige danskere, som lufter dem overalt i byen. Det burde virkelig være strengt forbudt!.

I samme kategori:

BODEGAMUSKLER

Anne Grete Hansen, Fåborgvej 108, Glamsbjerg:

Pænt tak til TS for et opråb i den rigtige retning. Tja, hvad bliver det næste?! Som indfødt dansker - vel vidende at 30-40 procent af gammeldanskerne er middelsvært/svært overvægtige - må det vel blive, at den velmenende hr. Khader som næste skridt vil forbyde denne ganske store befolkningsmasse at lufte deres ynder på danske gågader, campingpladser, badestrande og andre dele af det offentlige rum. Hvad der snart bliver til en majoritet i vort dronningerige, vælger guddødemig at lade hånt om ‘ påklædningsregler’, vel nok ikke fordi deres mand/kone opfordrer - for ikke at sige tvinger - dem til at klæde sig upassende. Jeg imødeser et svar fra hr. Khader med samt hans bodegamuskel.

Begge politiken abonnenter forsøger at stille modbilleder op, men disse modbilleder er baseret på falske præmisser. Den upassende klædte dansker er en synd mod en bestemt æstetik, mens den upassende klædte muslim er en synd mod allah. Det islamiske tøjkodeks fungerer som en afpatruljering af ummaens (den muslimske verdensbefolkning) dyd og ære. Ingen af indlæggene har blik for denne gigantiske forskel, men danner i stedet samlet front med islam i deres fundamentale afsky for menneskekroppen.
Fælles for de to skribenter er, at de forsøger at være morsomme. Men faktum er, at overvægtige danskere ikke lufter deres lyserøde/lilla/hvide stramtsiddende joggingdragter overalt i byen, og at 30-40 procent af gammeldanskerne ikke er middelsvært/svært overvægtige. Derved falder morsomhederne til jorden.

Følgende indlæg er heller ej latterfremkaldende.

FORBYD SLIPSET!

Nis Rasmussen, Åvangen 2, Hundested:

Hvordan kan det dog være, at det stadig er tilladt mænd at bære slips? Det er voldsomt diskriminerende, da det udstiller sine brugere som komplet underlagt en formynderisk norm, som de færreste af brugerne kan gøre sig fri af ved egen hjælp. Desuden viser det forpinte udtryk hos slipsebærerne, hvor ubehageligt dette finansreligiøse beklædningsstykke kan snære og besvære vejrtrækningen i faretruende grad. Det er ubegribeligt, at vi tillader så mange mænd dagligt at udsætte sig for så store sundhedsmæssige risici. Skal vi bare lade stå til? Det drejer sig trods alt om en pæn del af den mandlige, danske befolkning. Sæt dem dog fri med et direkte forbud!.

I gamle dage kunne man gøre sig lystig med bemærkningen “Hvorfor er bankansatte så grå i ansigtet? Det er fordi slipset blokerer for ilt til hjernen”.

Og så den senile:

BURKA OG ELEFANTHUER

Finn Johansen, Galionsvej 9, København:

Jeg er lige fyldt 57 og mener selv, at jeg har relativt få rynker for min alder. Gad vide, hvordan jeg ville have set ud, hvis jeg som barn i 60′ ernes kolde vintre ikke havde kunnet især cykle med en elefanthue, der ‘ kun levnede en sprække til øjnene’?.

Og 68′er idioten Braad Thomsen:

SELVGODE ANSIGTER

Christian Braad Thomsen, Lavendelstræde 9, København:

Brian Mikkelsen begrunder de konservatives forslag om et burka -forbud med, at når man kommunikerer med et menneske, skal man kunne se dets ansigt. Jeg tror nu, det ville være nemmere at kommunikere med Brian Mikkelsen, Lene Espersen og Naser Khader, hvis man kunne blive fri for at se på deres selvgode, hykleriske ansigter.

Må jeg ikke for kommunikationens skyld foreslå, at de går over til at bære burka .

Politiken abonnenter er oikofober der ikke længere mestrer at argumentere ud fra logos, men dovent læner sig op af en imaginær hævdvunden ret til den aller højeste oplysning, som de selvfølgelig ikke skal retfærdiggøre overfor pøblen. Deres mislykkede forsøg på vid er et figenblad der dækker over en politisk tomhed.
Politiken - samlingsstedet for folk der ikke kan tåle modspil.

Her på bloggen har vi en række personer som kandiderer til vores top ti liste over 68′er idioter. Christian Braad Thomsen er foreløbig spidskandidat. Venstrefløjsflagelanten er faret i blækhuset. Fra JP:

Debat: Retsstatens opløsning

Af CHRISTIAN BRAAD THOMSEN filminstruktør og forfatter, Lavendelstræde 9, København K

DET ER IKKE usædvanligt, at lovovertrædere retter deres vrede mod den domstol, der påtaler deres lovbrud. Det er dog næppe set før, at et politisk parti, der har støttet lovovertrædelser, gør det samme i stedet for at rette ind efter rettens afgørelser. Men det er, hvad Dansk Folkeparti gør, når det nægter at følge EF-domstolens afgørelse. Det kan for så vidt ikke undre, for Dansk Folkeparti har også tidligere været i konflikt med demokratiet, f.eks. når det har gjort sig til talsmand for, at kunststøtte ikke skal uddeles efter kunstneriske, men politiske kriterier.

Derimod kan det undre, at et stort flertal af Venstres, de konservatives og socialdemokraternes vælgere også mener, at vi skal se stort på EF-domstolens bindende afgørelse, sådan som det fremgår af Jyllands-Postens meningsmåling (9/8).

Vort retssamfund er baseret på en klar adskillelse af den lovgivende og den dømmende magt, og det er endnu et eksempel på retssamfundets opløsning, at et politisk parti og en meget stor del af befolkningen ikke vil respektere EF-domstolens udlændingeafgørelse.

Men har et befolkningsflertal da ikke ret? Nej, ikke i et demokratisk samfund. Der må også flertallet indordne sig under de gældende love. Det ville justitsminister Erik Ninn-Hansen ikke under Tamilsagen, og derfor blev han dømt ved en rigsret, fordi vi havde en ansvarlig opposition.

…Derfor er det godt, at vi har EF-domstolen til at sikre mindretallets rettigheder, når vi overtræder de internationale konventioner, vi har tilsluttet os.

Et befolkningsflertals ønske kan nemlig godt være forkert. Det så vi i Tyskland i 1933, da nazisterne kom til magten på demokratisk vis. Få år senere vedtoges de berygtede Nürnberg-love, hvor det blev forbudt tyske statsborgere at gifte sig med jøder, hvis de fortsat ville bo i Tyskland.

Den danske 24-årsregel er det første eksempel siden Nürnberg-lovene på, at statsmagten vil sende unge i eksil, hvis de gifter sig med tilsvarende uønskede elementer. Under nazismen fandtes ingen international domstol, der kunne sikre unge, forelskede tyskere deres rettigheder. Det gør der heldigvis i dag.
…
Regeringspartierne og socialdemokraterne undskylder deres modbydelige og ulovlige fremmedpolitik med, at de blot følger befolkningens ønsker. Det bakkes tilsyneladende op af Jyllands-Postens deprimerende undersøgelsesresultat - og alligevel tror jeg ikke så dårligt om danskerne. Et svar afhænger af, hvordan et spørgsmål er formuleret.

Jeg vil her lade Poul Mathiasen fra bloggen Pouls Audiobutik svare:

I gamle dage var undertegnede jo en slags erhvervsfisker som alle de andre ramsaltede søulke af denne æt. Det var dengang, det vist endnu på dansk hed om en særligt utilpasset person, at han “var en havkat i et hyttefad” Godt nok havde jeg selv et hyttefad, men jeg fangede nu aldrig nogensinde nogen havkat, som jo forresten også er en ganske kedelig fisk med voldsomme kæber til at knuse skallerne på den mest tykskallede danske musling, nemlig den såkaldte molboøsters. Det værste jeg selv kom ud for var ved et uheld at drysse en almindelig ulk ned i hyttefadet, men at få fisket den op igen med de bare næver var nu heller ingen spøg. Sådan en ulk kaldte vi forresten “københavnertorsk”, fordi den var dum nok til at bide på krogen lige efter at man havde pillet den af. Meget dumt, næsten ligeså dum som en anden mand, som næsten også må være københavner. Det må han være, selv om hans hjemmeside ikke kommunikerer dette. I forhold til gårsdagens tekst er det følgende rigtigt forfærdeligt.

Det drejer sig om en kronisk overordentligt vred mand, som hedder Christian Braad Thomsen. I hele sit professionelle liv som af navn filminstruktør og forfatter (det er vist heldigvis begge ret frie erhvervsbetegnelser) og sikkert også længe før har Braad Thomsen været den såkaldte “havkat i hyttefadet”, uhyre ildeset men alligevel én, som man skulle være på vagt for. Det sidste skal man bestemt stadigvæk men det hænger nu mest sammen med hans syn på det danske samfund. Lidt kort kan vi da vist sige, at det er uhyre heldigt, at denne mand ikke har magt som han har agt. Med en komfortabel margin er hans indlæg i går i JP det mest demagogiske og samfunds-og folkefjendske vi endnu har oplevet fra denne gamle havkat. Han er vist efterhånden mest blevet et dikkende fedthalefår for nu at citere salig kaptajn Haddock fra Tintin. Da Fanden blev gammel gik han som bekendt i kloster og Braad Thomsen er da gået samme ensporede vej.

Nu behøver man ikke nogen særlig god opløsning af billeder af Braad Thomsen (det er lige før én pixel kan gøre det) for at se, at han ikke ligefrem er nogen gennemsympatisk person og så vi vist endda rundet en hel pixel op. Det er der heller ikke meget, der tyder på, at han nogensinde har været, for gennem flere årtier var han i evig strid med alle mulige af samtidens notabiliteter i dansk film. Samtidigt var det ganske svært at se egentlige spor af samtidens doktrinære politiske ensretning i denne højtråbende vrede mand, og det gjorde ham jo ganske underholdende. Samtidigt gjorde hans utrættelige kamp for ekstra kunststøtte til sin hustru Jytte Rex og hendes utalrige aldeles rædseldfulde filmprojekter et uforglemmeligt indtryk. Og en lillebitte smule ægte respekt.

Man skulle nemlig VIRKELIG holde af omtalte dame for at udholde at se værker som f. eks “Veronicas Svededug”, et af datidens superhits fra Rex´ hånd. Man må forestille sig de fra den engelske søfartshistorie så velkendte “press gangs”, som drak sagesløse søfolk hønefulde og når disse uheldige søulke så vågnede op var det som matroser i flåden, allerede langt til havs. Man må forestille disse ulykkelige publikummere, som er blevet slæbt ind til Rex´ film forgæves kradse neglene til blods på de låste døre som jøderne i Auschwitz. Så slemt var det muligvis ikke men tro mig, det var slemt nok alligevel. Storslemt. Dengang var det underholdende at se Braad Thomsen fægte vildt omkring sig for overhovedet ingenting

Nå, den sidste bemærkning om Auschwitz kunne være en dårlig spøg og er det naturligvis også. Det vil sige, i virkeligheden er selv elendige jokes som denne her blevet overhalet indenom af Braad Thomsen. I sin kronik sammenligner han nemlig den danske 24-årsregel med de nazistiske Nürnberg-love. Udover at sådan en bemærkning sandsynligvis vil kunne vinde et vist gehør på DR2 Deadline så forekommer den skudt noget over målet, men det skal blive værre, meget værre. Vi taler nemlig om, at store dele af det danske samfund ifølge Braad Thomsen er kommet i konflikt med selve demokratiet og det skal man bestemt tage alvorligt. Man skal naturligvis ikke tage det, som Braad Thomsen siger alvorligt, men man skal tage sygdommen bag symptomerne alvorligt. Det hedder vist den såkaldte “kritiske” intelligens” og dens dødskamp. Da den blev gammel blev den da noget ukritisk. Som vor ven her.

Som alle kulturelle elitister mener Braad Thomsen naturligvis heller ikke, at et befolkningsflertal har ret, langt snarere tværtimod, som han jo så tilsyneladende overbevisende påviser ved, at nazismen ifølge Braad Thomsen blev demokratisk indført og æv-bæv, se bare hvor galt det gik da folket bestemte. Det er nu lige knapt hele sandheden og der er ganske mange måder at indføre diktatur på og Braad Thomsen går så på sine gamle og affældige dage helt håndfast ind for en af den nye tids. Det er den, som hedder den almægtige EU-domstol, hil du Frelser og Forsoner! Det er nemlig den, som skal erstatte alt det der demokratiske snak vi har i Danmark, hvor Socialdemokratiet ifølge Braad Thomsen er blevet en underafdeling af Dansk Folkeparti.

Og Dansk Folkeparti: Ja det er jo næsten så tænderskærende forfærdeligt, at det er udenfor bedømmelse. Ifølge vor ven i dag har partiet gjort sig til åbenbar talsmand for, at kunststøtte “ikke skal uddeles efter kunstneriske, men politiske kriterier” Nu kunne man måske betvivle det superbegavede i blot at lade kunstnere uddele gaver til vennerne (uvennerne får da sikkert ikke) og i Braad Thomsens optik er alt, hvad der ikke er sammenspist med Rex, Braad Thomsen og de andre ved bevillingernes højbord altså afskyeligt og politisk. Og folkeligt, æv!

Desværre er det jo selve det danske folk, som Braad Thomsen er oppe imod, og i lighed med alle landsforrædere til alle tider er det jo derfor nødvendigt at søge udenlandsk bistand. I samme ombæring skal det også lige med, at han naturligvis også tager det som en aksiomatisk sandhed, at al dansk selvstændig udenrigspolitik naturligvis skal deponeres hos aldeles impotente FN. Dette diktatorernes legeplads har jo ikke siden krigen i Korea blandet sig andet end helt impotent i bittesmå borgerkrige. Alle FN´s indgreb siden Korea er iøvrigt karakteristiske ved, at konflikterne allesammen er uløste og brændende også i dag. Ikke engang Cypern kunne de klare og heller ikke efter 40 år og de skød ikke engang…Der er de selvfølgelig også stadigvæk.

Nå, men Braad Thomsen mener altså i sit blinde raseri mod Fogh, DF, Socialdemokratiet og alle de andre udemokratiske svinehunde, at “flertallet må indordne sig under gældende love” Som mannah til israelitterne i deres fordrivelse i ørkenen er EU-domstolen jo så i sin politiserende aktivitet, forårsaget af et folkeligt-politisk vakuum, så kommet Braad Thomsen til hjælp. Det er simpelthen fantastisk at se ham og helt givet massevis af andre, som i måske 30 år har stemt imod alt, som ville kunne styrke EU, simpelthen over hals og hovede forråde ikke blot Fogh og den danske regering. Nej, de er fra en kant fuldstændigt ligeglade med det danske folk og alle dets aldeles “forkerte” meninger. Det har de sikkert været hele tiden, aldeles ligeglde, men nu har de altså fået våben i hånd.

At deres egne meninger så var helt diametralt modsatte indtil for et par år siden betyder naturligvis ingenting for disse mennesker. Hvor end de står har de principielt ret, fordi de er de udkårne.

De er simpelthen af de mennesker, man i det gamle Sovjetunionen lavede kommissærer af. De tror helt og aldeles fast på en overordnet ide (troen er alt, ideen er ligegyldig) og så er det forresten fuldstændigt ligemeget, hvad følgerne for befolkningen er. Som man sagde i visse venstreflejskredse i min egen ungdom (alt, alt for mange faktisk) så kan “det være i en befolkningsgruppes objektive interesse af blive udryddet” Det sidste citat er alt for let at belægge og slet ikke en joke. Overskriften for Braad Thomsen i dag er forresten “Retsstatens Opløsning” Vi kan da så håbe på, at denne for mange danske intellektuelle så forkerte og forlorne konstruktion, som det danske demokrati åbenbart er, vil formå at bekæmpe alle de gamle totalitarister, som efter EU-domstolen vejrer ny morgenluft. Det er altså ganske skræmmende at forestille sig den enevældige og naturligvis ikke-appellable EU-domstol og Braad Thomsen og alle de andre opportunistiske medløbere ved magten. Om ikke andet så giver folk som dig da kampen for det danske demokrati en helt ny mening. I kampen mod folk som dig og alle totalitære meninger forklædt som bekymring for folkets demokratiske uvidenhed . SÅ er der nemlig rigtig grund til bekymring.

Under 100-årskrigen mellem England og Frankrig med start i 1300-tallet var der en anden kontroversiel “helt” nemlig den engelske prins Edward, kendt som riddertidens måske største hærfører, “The Black Prince” Hans skæbne blev også at udleve sin egen tid og berømmelse og dø som en vanvittig og vattersotig gamling. Der er dog alligevel et par forskelle. Edward blev nemlig kun 43 år gammel og derudover var han vældigt pæn som ung. Det har Braad Thomsen som sagt aldrig været.

Jyllandsposten har haft en lille parade af skribenter, der hver på deres måde gør op med arven fra 68. David Gress koger anti-demokratismen og oikofobien ned til arven fra Rousseau, skønt han diffentierer 68’s nationale forskelle. Fra Jyllands-Posten

Den ene løgn er, at 1968 var et oprør mod undertrykkelse; den anden, at 1968 var et “paradis”, der bragte frigørelse, og at den vestlige verden efter 1968 derfor var et friere og mere menneskeligt sted end før.

Sandheden
Sandheden er, at der ikke var nogen undertrykkelse, i hvert fald ikke der, hvor 1968 slog stærkest igennem, nemlig i de demokratiske lande. Det er kun få beskrivelser af 1968 og dets følger, der har fat i det, men de er de bedste.

Herhjemme var det Poul Behrendt, som i “Bissen og dullen” fra 1984 leverede den stadig i dag suverænt skarpeste analyse.

Frigørelsen var kun for de rettænkende. For mange andre førte 1968 til ensretning, tanke-tvang, snæversyn og en uhørt barbarisering og forgrovelse af kulturen. I nogle tilfælde endte det, der begyndte i 1968, med terror og mord.

Den lige så kolossale som uberettigede selvretfærdighed, 1968-folkene udviklede, var kimen til den tanke, at vold var et legitimt, endog nødvendigt redskab for den revolution, alle talte om.

(…)

For Marcuse og hans tusindvis af sene beundrere var demokratiet en illusion. Det åbne samfund var i virkeligheden et diktatur, der fik folk til at tro, de var frie, for desto mere effektivt at undertrykke dem. Denne undertrykkelse foregik ganske vist ikke med hemmeligt politi og koncentrationslejre, men det viste bare, hvor udspekuleret den var.

Med den repressive tolerance som forklaringsnøgle var det let at bevise, at de vestlige demokratier var undertrykkende regimer, ja de mest undertrykkende, historien havde kendt. Det var blandt andet derfor, at 68′erne ikke ville tale om Sovjetunionen og Østeuropa, hvor undertrykkelsen var reel.

(…)

I Frankrig krævede de unge “fantasien til magten” og skabte kortvarigt den illusion af paradis, den unge tyske kvinde beskrev.

I Frankrig var 1968 forsøget på at realisere ikke så meget Karl Marx’ klassekampsrevolution, men Jean-Jacques Rousseaus utopi om det lykkelige og gode menneske, der vil træde frem, så snart samfundets snærende bånd er løst.

Frisæt det gode menneske, og al konflikt og undertrykkelse vil forsvinde. Folk og magthavere bliver ét, og enhver borger vil i egen person inkarnere hele samfundet. Utopien var besnærende, men farlig, for den var umiddelbart totalitær.

Den siger, at ingen må bestemme over andre, men samtidig, at der kun er én rigtig måde at leve på. Det giver de rettroende den totale moralske magt til at bestemme, hvordan der skal tænkes og leves.

(…)

Er man ægte interesseret i fortiden, vil man ønske at forstå nuancer og forkaste forenklinger. At 68′erne fik en groft forenklet version af historien sat i højsædet i den offentlige mening viser, at de netop ikke var interesseret i historien, men i at have ret og kvæle deres kritikere.

(…)

Den frihed, som 68′erne hyldede, var ikke den ægte frihed, tjekkerne i Prag ønskede. Det var på det personlige plan en egoistisk handlefrihed, som var ulidelig for dens ofre. På det sociale førte 1968-forståelsen af frihed til en række katastrofer, vi stadig slås med.

Disciplin- og kundskabsløse skoler, graffitihærgede gader og galoperende kriminalitet er blot nogle af dem, den endeløse række af naive ideologier fra fredsbevægelse til CO -2 -panik er et par andre.

Den tidligere domprovst Poul E. Andersen skiller 68 op i kulturradikalismen og munkemarxismen, der grundet deres fælles foragt for det borgerlige fandt sammen i en uhellig alliance. Fra Jyllands-Posten

KULTURRADIKALISMEN er en af århundredets ideologiske og kulturelle strømninger, som formåede at sætte sig igennem, og som havde åndelige kræfter og kulturel gennemslagskraft til at præge store dele af samfundet. Den gav incitament og forandringslyst, men også voldsomme udfordringer til det borgerlige samfund, som på mange måder var faldet hen i moralisme, selvtilstrækkelighed og søvnighed. Det er ikke tilfældigt, at 1970′ernes ungdomsoprør er mærket deraf.

Generationen efter Anden Verdenskrig formåede hurtigt at ryste krigens traumatisering af sig. Den omsatte al sin energi til kampen for et moderne samfund, hvor velfærdsstaten kunne tilgodese alle borgere. Det rent materialistiske samfund blev skabt i disse år.

Mod slutningen af 1960′erne tog ungdomsoprøret form som en protest mod materialisme og kapitalisme, men også som en protest mod de autoritære samfunds- og familiemønstre, som tidligere generationer havde overleveret. Krigen havde nok vendt op og ned på mange ting, de gamle traditioner havde på mange områder overlevet sig selv, men levede videre med næsten fornyet kraft i efterkrigstiden i en befolkning, som ikke mere delte en fælles tilværelsesforståelse. Ungdomsoprøret var imidlertid også et forsøg på at bekæmpe fremmedgørelsen og uligheden i samfundet.

Rodløshed
Det er ikke underligt, at de unge lod sig inspirere af nye tanker. De følte sig isolerede og rodløse under samfundets økonomiske ekspansion. De stod usikre i nationale spørgsmål, og de havde vendt ryggen til det religiøse, som tidligere havde været livsgrundlag.

I denne periode var 1930′ernes store tankebygninger, kulturradikalismen og marxismen, på ny blevet aktualiseret. Kulturradikalismen havde formået at fastholde grundideerne fra den franske oplysningstid. Den gjorde det meningsfuldt for de unge at overtage tanken om frihed og tolerance, om social forståelse og respekt for mennesket. Og kampen mod borgerskab og religion, mod vanetænkning, hykleri og fraser fandt ny forståelse og var med til at skabe et fællesskab.

Omring 1960′ernes begyndelse havde kulturradikalismen udviklet sig til en magtfaktor. Den var blevet institutionsbærende. De kulturradikales pædagogiske og psykologiske tænkning gjorde sit indtog i alle samfundets kulturbærende institutioner, børnehaver og videregående uddannelser. Kulturradikalismen var blevet normdannende, ja visse steder besad den et aggressivt kulturmonopol.

(…)

På de videregående uddannelser kunne de kulturradikale og marxisterne mødes i et opgør med al autoritet og alle former for borgerlige dannelsesbegreber, selv den højt udviklede klassiske dannelse var suspekt. Begge parter var sig bevidst, at den, der formåede at kontrollere bevidsthederne, ville bære sejren hjem.

Kommunismen ville magten i kampen mod kapitalismen for med alle midler at tvinge befolkningerne ind i den kommunistiske stat og æra. De kulturradikale ville magten af kulturelle grunde for at påvirke menneskers tænkning og bevidsthed, så et nyt frihedens samfund kunne opstå deraf. Den totalitære tænkning gemte sig ikke blot bag den kommunistiske ide, men ligeså fuldt bag dem, som ville bruge friheden til at omskabe mennesker. De ønskede ”de kloge til magten”. Kulturradikale politikere har da også altid lagt stor vægt på at besætte de kulturbærende ministerposter.

Andersen bruger en del tid på den vidensnivelering, der var en naturlig konsekvens af opgøret med den almene dannelse og det er en tråd, som også forfatteren Ole Hyltoft tager op fra en kulturel sunsvinkel. Fra Jyllands-Posten

Hvor 68′erne erobrede positionerne, blev der ikke givet ved dørene.

PIGER I Thy-lejren, der sad og strikkede hønsestrik, mens de vuggede med bardunerne i solskinnet. Er det noget at jamre over, nu 40 år efter at 1960′ernes unge brød med flinkeskolen og 100 års seksualforskrækkelse?

Nej, hvis det bare kun havde været det. Men den nye kultur, de busede på med, viste sig at være en tynd kop te. Benny Holsts, Arne Würglers og Poul Kjøllers lange, bange sange var lunkent vand ved siden af Ingemanns, Weyses, Kaalunds og Halfdan Rasmussens, der blev fordømt som borgerlige.

Et fornuftigt farvel til tom autoritet blev til kaos i klasseværelset.

Nødvendige elementære kundskaber i dansk sprog og historie afløstes af snakkesalighed om ditten og datten, så mange unge tror, at slaget ved Dybbøl er et vikingetogt.

Magthaverne blev revet ned af podiet, men ikke for at afskaffe magten - derimod for at nye, ædlere magthavere kunne komme til, 68′erne selv.

68′erne fik aldrig magten i finansverdenen og i politik. Politisk skaffede deres parti, VS, først magten til en borgerlig regering (Hilmar Baunsgaard) og siden til Mogens Glistrup og Erhard Jakobsen.

Derimod fik 68′erne magten - og det forbløffende hurtigt - over kulturlivet. Først universiteterne, så seminarierne, så gymnasiet, så folkeskolen blev erobret. Arkitektskolen, kunstakademiet, den litterære verden og Danmarks Radio blev taget med et snuptag.

Og hvor 68′erne erobrede positionerne, blev der ikke givet ved dørene. Slet skjulte Berufsverbot fik den unge generation og snart også den forsagte del af den ældre til at marchere i marxistisk takt. Opponenter fik kærligheden at føle.

Udenrigsminister Per Stig Møller blev vraget til et professorat, han var den bedst kvalificerede ansøger til. Den i dag højt respekterede professor i nordisk litteratur ved Wiens Universitet, Sven H. Rossel, også kaldet guldalderprofessoren, kunne dengang ikke få ansættelse ved et dansk universitet, fordi han ikke hørte til den kompakte majoritet af munkemarxister.

Til gengæld blev mindre kvalificerede, men rettroende folk ansat. Som den stadig regerende professor i litteraturvidenskab Peter Madsen, der har drejet litteraturstudiet væk fra digtekunsten og over på teoretiske fiksfakserier.

Ensretning
Der foregik en ensretning af de humanistiske fakulteter. Alle, der ville til fadet eller ville holde sig ved det, rettede ind efter de herskende floskler. Fra den nye professor i dansk Thomas Bredsdorff til den gamle Sven Møller Kristensen. Sidstnævnte havde endda forfattet Danmarks frihedssang i 1945. Men den frihed lod han sejle sin egen sø i 1970′erne.

Havde VS’erne også fået den politiske magt, havde vi fået DDR-tilstande i Danmark. Med Preben Wilhjelm som vores Honecker og Bente Hansen som vores fru Honecker. Hvorfor var det så nemt for munkemarxisterne at få omskolet en hel generation af studerende til proletariatets avantgarde? De fleste af dem kom dog fra borgerlige hjem.

Fordi hverken socialdemokraterne eller de borgerlige havde noget åndeligt modspil af stille op med.

Socialdemokratiet var netop i disse år under forvandling fra et kulturparti (med Jul. Bomholt som leder) til et teknokratisk økonomiparti (med J.O. Krag som leder).

Og de borgerlige havde intet kulturelt perspektiv i deres politik. De interesserede sig for penge og skatter. Nichts weiteres.

I 1970′erne var jeg formand for Socialdemokratiets kulturudvalg og kulturredaktør på dagbladet Aktuelt. Og forsøgte i disse egenskaber at samle kunstverdenens umarxistiske ånder.

Sammen med statsminister Anker Jørgensen holdt jeg på Marienborg en række møder med et par hundrede af kunstens frie ånder. Personer som malerne Egill Jacobsen, Ejler Bille, Richard Mortensen, Mogens Andersen og Robert Jacobsen. Scenens folk som Birgitte og John Price, Kaspar Rostrup, Christoffer Bro, Helle Hertz, Preben Harris og Kim Larsen. Forfattere som Elsa Gress, John Nehm og tv’s Flemming Madsen.

Men det blev aldrig et hold, der kunne samles om at vende sig mod tidens internationale Marx-bølge. Partiet fulgte ikke møderne op.

De unge socialdemokrater, der kom ind i Folketinget i disse år, var måske også mere munkemarxistiske, end de var socialdemokrater.

Levebrødet forsvandt
Det, vi taler om her, er ikke spinatfuglepip. Det var levebrødet, munkemarxisterne tog fra dem, der ikke fulgte trop. Sven H. Rossel måtte emigrere til USA, hvor han i øvrigt ved University of Washington opbyggede det største institut for nordisk litteratur uden for Danmark. Per Stig Møller blev chef i Danmarks Radios kulturafdeling; et job, han i øvrigt kun fik, fordi det dengang ikke var DR’s direktion, men det tværpolitiske radioråd, der bestemte.

Jeg tror aldrig, det rigtigt er gået op for folk uden for kulturmiljøet, hvilken undertrykkelse af den frie ånd der her fandt sted for øjnene af det borgerlige og det socialdemokratiske Danmark.

Imens skrev Klaus Rifbjerg smædedigt om en af det 20. århundredes største litterære frihedskæmpere, den ikke-marxistiske Solsjenitsyn.

Mærkeligt med denne intelligentsia. Den opfatter sig selv som human og knytter sig dog til en barbar-ideologi som marxismen - og efterfølgende til en barbar-religion som islam.

Én ting er sikkert efter disse 40 år. Intelligentsiaen har mistet sin stilling som folkets vejleder. Var det forresten ikke det, de ægte ungdomsoprørere, blomsterbørnene, ønskede?

Lone Nørgaard i Jyllands-Posten

På ét punkt deler professor- og direktørbørnene samt deres ofte evnesvage, kapitallogiklæsende medløbere blandt de studerende ved de højere læreanstalter (jeg hørte selv til dem, Herren være med mig) og den øvrige grå masse et fællestræk: Selvrealisering - ergo sum.

Med 68-generationen blev lyst-før-pligt knæsat som styrende moralprincip. Mantraet mig-mig-og-tre-gange-mig gik sin sejrsgang igennem 1970′erne og 1980′erne og formede dermed 68′ernes børn, der betalte prisen, så det baskede. Skilsmisser, skiftende partnere og nye spændende job og udfordringer blev altid prioriteret før børnenes interesse i ro-renlighed-regelmæssighed.

Ethvert samfund gennemgår fra tid til anden en moralsk vækkelse, der selvfølgelig tager udgangspunkt i den herskende religion. 68 var en sådan vækkelse, men den tog udgangspunkt i kredse, der dyrkede det antireligiøse. Grundlæggende var projektet frigørelse en naturlig fortsættelse på den protestantiske tro på individdets evne og ret til at skabe sine egne rammer og derfor var kravene fra 68 umiddelbart uimodståelige for konservative kræfter. Man kunne jo ikke nægte nogen at bruge sin egen dømmekraft og på baggrund af to verdenskrige klingede ord som nationen og dertil hørende symboler, traditionen og alt der havde med det bestående at gøre hult. Men frisættelsen af mennesket i den protestantiske tro byggede på et forhold til Gud, som en fader og man kan ikke tage det afgørende led ud af ligningen og forvente at den stadig går op. Man er nødt til at stille en ny ligning op hvis man vil frem til et ønskeligt resultat.

Og det var netop hvad 68 ikke magtede, mest end dels fordi de ikke var så interesseret i andet end at fyre den af inden de blev for gamle. Mellem de kulturradikale og marxisterne og andre medløbere var der ikke skyggen af enighed i andet end deres fælles had til det borgerlige, der altså blot var deres forældre. Kun sære kommunistiske fraktioner brugte energi på at opstille ideologiske alternativer som basis for en ny etik mennesket kunne være bedre tjent med, men på en dødssejler af et grundlag. Det eneste der blev tilbage, som grundlag for 68 frigørelse var derfor en udlevelse og en dyrkelse af sit eget jeg uden ydmyghed eller nogen fast forpligtelse på noget udenfor selvet. Men de beholdt missioneringstrangen, der nu kun var tom moralisme, som de brugte skånselsløst, som et effektivt våben til at kyse deres nøjsomme forældre.

68 store frisættelse var først og fremmest en frisættelse for en gruppe ressourcestærke individer - eller sådan så de sig selv - for ansvar. Deres ret til Jorden var deres egentlige projekt og intet, knapt nok deres egne børn, måtte komme i vejen for deres fri udfoldelse, jagt på lykke og nydelse af de goder, hvis eksistens de ingen andel havde i, men som de krævede fri adkomst til. Når man beskylder dem for hykleri ved at de selv blev et system af magt og undertrykkelse er det således misvisende. 68 var intet andet end et armamentorium af floskler til dække over selvretfærdighed og det er de forblevet tro imod.

Meget sigende blev 68 værdier omsat til fuld effekt i det liberalistiske system, der ligeledes er en udløber af den protestantiske tro og også tager eksistensen af sammenhæng for givet og ikke mener sig forpligtet deraf. Det eneste problem med liberalismen for 68erne var besværlighederne ved en indførelse af en klerikal platform fra hvilket de skulle trone og dømme andre. Universitetsfolk klarer sig godt i samfundet, men de skaber ikke formuer, der er succeskriteriet på det frie marked. Kapitalismen blev en hovedfjende fordi den ville slå 68 indenom i frigørelse med håndgribelige fordele. Og det er på mange måder hvad der skete.

68 drømmen er forbi, festen er slut og vi står med oprydningen. 68 troede at de ændrede verdenshistorien, at de var den udvalgte generation hvorom alle drejede i evig andagt. Men hvor deres forældres store ikoner døde i stille ydmyghed under besættelsen i kamp for nationen og friheden formåede 68 kun larmende at ryge hash på kulturministeriets trappe for deres egen selviscenesættelses skyld. Alt siges om 68 forløjede selvopfattelse når den slags ligegyldige studenteranekdoter trækkes af stabelen, som var de historiske milepæle. 68 var ikke tiden hvor “alting skete”, det var bare en af de beklagelig udløbere af katastrofen i 1914 der har svækket den vestlige civilisation og især Europa.

Virkeligheden har nu indhentet 68’s floskler og erfaringen har afsløret det ideologiske falsum. Vi er nu bekendt med konsekvenserne af deres drømme og vi er mere på vagt overfor nye drømme. De efterlader sig ikke en brugbar arv og deres spor bliver kun liggende den tid det tager at få dem slettet. Deres åndelige børn er sølle kopier, der kolporterer tomhed baseret på slidte fraser - intet andet end kustoder i 68′ernes ideologiske museum. Ungdomshuset er ikke en progressivitetens revival, men et efterskævl af lav og sekterisk kvalitet. Deres - og resten af venstrefløjens for den sags skyld - relativistiske teoretikere bliver stadig mere mærkelige og af stadig lavere intellektuel kvalitet. Deres teorier forklarer ikke verden, ja de end ikke giver indtryk af at forklare verden. Derfor hører man dem stadigt oftere og med desparation i stemmen opfordre, hvis ikke ligefrem kræve at befolkningen skal lære at se dette eller hint problem i et bestemt lys - det lys der gør blind for den åbenlyse logik. De unge 68′ere kunne nok forblænde deres forældre igennem en universitetsuddannelse og højtflyvende fremtidsdrømme men nu er de blevet for gamle til at mønstre den forfængelighedens energi, der hidtil har tjent dem så godt i forsvaret af deres dumheder. 68 er en færdig genration.

Gress slutter sit indlæg med ordene: “Oprydningen er endnu knap begyndt.” Men den er trods alt begyndt.

Kvindekampen og den feministiske bølge i Danmark nåede utvivlsomt et højdepunkt i 70’erne hvad angik hysterisk retorik, teoretisk humbug og krig mod det mandlige køn. Af hvilke årsager det ikke udviklede sig til en tsunami ligesom i Sverige, vides ikke.

Weekendavisen har denne uge smidt et interview med Maria Sveland, en svensk feminazi, i hovedet på sagesløse læsere og derved ydet tilskud til mavesårsmedicin producenternes dækningsbidrag langt ud i fremtiden.

Fra Weekendavisen 7-13 marts:

NU kunne man forledes til at tro, at faren var drevet over. Jeg mener, efter hvad man oplevede i halvfjerdserne, er verden jo blevet en smule fornuftigere. Dengang var man potentiel klasseforræder og garanteret mandschauvinist. Siden er anklagerne ligesom blevet frafaldet.

Troede jeg. Indtil mødet med bøger skrevet af svenske feminister som Katarina Wennstam og Maria Sveland, født henholdsvis 1973 og 1974. De er veninder, fortalte den ene, de har begge arbejdet på svensk tv – og er ret trætte af mænd.

Inden vi går videre er det nødvendigt at slå fast, at disse to dumme kællinger må betragtes som en særlig art der kun for alvor kan trives og udfolde sig i sosseparadiset Sverigetanic. Maria Sveland er en særlig irriterende type person, der ved sin allerede tidligt udviklede bitterhed, kynisme og livslede, og ja, frihedshad, kan nedsænke ethvert tiltag til almen adspredelse, moro, løssluppenhed, lummer humor eller flirten i et tungt og gråsort moralistisk hængedynd.
Denne ikke helt ualmindelige sindstilstand kan observeres hos snerpen, der har mistet sin ungdoms skønhed og tiltrækningskraft på det mandlige køn. Bitterheden og den indebrændte vrede vil stige i takt med, at snerpens livmoder bliver et mere og mere irrelevant vedhæng, der i tiltagende grad vil tage sig ud som en gold stenørken. Og gud ske tak og lov for det, for skulle hun sprede sine ben for et stakkels offer, og derved producere et maskulint barn, ville dette uundgåeligt blive mål for snerpens vrede.

Ikke af sexede og søde mænd, men af tavse, tyranniske og liderlige mænd, der misbruger den magt, de har i vores patriarkalske samfundssystem. Katarina Wennstam beskriver i thrilleren Smuds »en af de værste forbrydelser«, nemlig »køb af sex.« Det er de svenske feministers mærkesag, at mænd, der går til ludere, skal i fængsel og ikke slippe med bøde (på 50.000 kr), som de gør i dag. Og at de i øvrigt er nogle skvat, der ofte hævner sig på deres overlegne kvindelige partner: »Hævn. At det er derfor, han gør det. At det er derfor, det smager så godt.« Der er gode mænd i Smuds, skal det retfærdigvis siges, som ham, der siger: »Nogle gange skammer jeg mig over at være mand.«

Jeg vil i dette særlige tilfælde af tåbelighed indkalde Michel Houellebecq som advokat, måske endda som anklager, til at svare denne dåre:

”Der ser ud til at være, bemærkede Mr. Sawanasee, en nærliggende match mellem de vestlige mænd, som ikke påskønnes og ikke får nogen respekt i deres hjemlande, og thai kvinder, som ville være lykkelige over at finde en mand der bare udfører sit job i den forhåbning, at han kan komme hjem til et behageligt familieliv efter arbejde. De fleste vestlige kvinder vil ikke have sådan en kedelig mand.
En nem måde at få syn for sagn, fortsatte han, er at slå op i en hvilken som helst publikation med personlige annoncer. De vestlige kvinder ønsker en som ser ud på en bestemt måde, og som har bestemte sociale fortrin, som at kunne danse og konversere, en som er interessant og spændende og forførende. Men tag engang at slå op i mit [Mr. Sawanasee’s] katalog og se hvad pigerne siger at de ønsker. Det er virkelig ret simpelt. De fastslår igen og igen, at de vil være lykkelige for at slå sig ned PERMANENT med en mand som er villig til holde på et arbejde og være en kærlig ÆGTEMAND og FAR. Dette vil med en amerikansk pige føre til præcis ingenting!
Ligesom vestlige kvinder, konkluderede han med en vis frækhed, ikke påskønner mænd, ligesom det traditionelle familieliv ikke har nogen værdi for dem, så er ægteskab heller ikke det rigtige for dem. Jeg hjælper vestlige kvinder med at undgå det de foragter.”

Veninden Maria Sveland kan heller ikke udstå mænd, der har besøgt prostituerede – da sidemanden ved et middagsbord indrømmer denne handling, går hendes hovedperson op i en spids. Men ellers vinkler hun angrebet på mænd anderledes i Bitterfissen. Her gælder det ægtemanden, den tavse tyran, som gør sin kone ulykkelig. Hvilket alle kan være enige om at fordømme, men der er det aberdabei, at Sveland mener, det gælder så godt som alle ægtemænd: Undersøgelser viser således, at gifte kvinder er mere psykisk syge end ugifte kvinder, mens det er omvendt for mænd. Altså: »Ægteskabet er gunstigt for mænd og ugunstigt for kvinder« – eller som Maria Sveland også skriver: »Bag enhver succesrig mand står en kvinde med trætte ben og migræne. Og bag enhver succesrig kvinde står en skilsmisse.«

Sådan en mær. Et par på skrinet ville gøre underværker. Alene tilstedeværelsen af disse gimper på østsiden af Øresund burde være tilstrækkelig grund til at bortsprænge broen.

Patriarkatets overordnede mål er »at få os til at indgå ægteskab for på den måde at kvæle al kamp og alt oprør. Og som en følge heraf handler de fleste fortællinger – film, tv, bøger – om længsel efter den romantiske kærlighed. Den kærlighed, der fuldbyrdes i ægteskabet mellem mand og kvinde. Det er et gøglebillede, der aldrig viser mørke sider som mishandling, voldtægt og ulønnet, sindssvagt kedeligt husligt arbejde.« (Efter at have set The Bridges of Madison County med hundrede grædende kvinder, mente jeg ellers det var kvindernes opfindelse.)

Værst af alt er det dog at blive mor: »Intet har været så smertefuldt og frygteligt bitterfisse-bidragende som at blive mor. Af alle myter er det nok den hellige moderrolle, der er den mest falske. Og mest pinefulde.«

Der er derfor »tusind gode, gyldige grunde til, at hver eneste kvinde på denne klode bliver både fordrukken og bitterfisset.«

Jeg formoder at kællingen grundlæggende ikke billiger ægteskab, parforhold og forældreinstitutionen. Til det paranoide ævl svarer Houellebecq:

”Den 14. december 1967 vedtog Nationalforsamlingen ved førstebehandlingen Neuwirthloven, der legaliserede prævention; selvom p-pillen stadig ikke blev refunderet af sygesikringen, kunne den fra da af frit købes på apoteket. Det var fra dette tidspunkt, de brede lag i befolkningen fik adgang til den seksuelle frigørelse, der hidtil havde været forbeholdt de højere sociale lag, selvstændige erhvervsdrivende, kunstnere og visse direktører. Det er interessant at bemærke, at denne seksuelle frigørelse til tider er blevet fremstillet som en fællesskabsdrøm, når det i realiteten drejer sig om endnu en etape i individualismens historiske opgang. Som det fremgår af de smukke ord ”ægteskab” og ”husstand” var parret og familien den sidste rest af primitiv kommunisme midt i det liberale samfund. Den seksuelle frigørelse havde til formål at ødelægge disse sidste kommunitære mellemled, de sidste, der adskilte individet fra markedet. Denne ødelæggende proces fortsætter i vore dage.”

Så jeg retter ryggen og tager nogle dybe indåndinger inden interviewmødet med Maria Sveland. Og hilser på en smuk, smilende og meget feminint klædt forfatterinde. Borte har taget min tids rødstrømpers anti-mandstiltrækkende antræk som smækbukser og tjavset hår. Godt for det, men det gør det jo ikke nemmere… Maria Sveland forklarer da også fornøjet, at hendes forventning om, at bogen kun ville blive læst af hendes nærmeste medsøstre og meningsfæller og hurtigt ende på antikvariatets hylder, blev gjort til skamme. Den er solgt i over 60.000 eksemplarer og blevet godt modtaget overalt.

WA: – Også af mændene?

Svelander: »Ja, jeg har ikke modtaget en eneste hade-mail, og det er skønt. 90 procent af dem, der skriver til mig er kvinder, ca. 10 procent mænd. Og de har alle sammen været meget glade for bogen, også mange fra min fars generation. En del har ligefrem købt den til deres kone og døtre.«

Jeg håber virkelig ikke at det er sandt.

Svelander: …sådan som vores samfund er indrettet, er det svært at være ligestillet i privatlivet. Jeg ville gerne omformulere undertitlen på min bog. Nu står der: ’Hvordan skal vi nogen sinde få ligestilling i samfundet, når vi ikke engang kan finde ud af at leve ligestillet med den, vi elsker?’ I stedet burde der have stået: ’Hvordan skal vi være ligestillet i privatlivet, når samfundet er så ulige?’«

Rester af stalinismen stikker sit grimme fjæs frem. I sandhed er sammensmeltningen af samfundet og staten en realitet på det ildevarslende skib Sverigetanic. Ud fra et perverst lighedsideal ønskes der indgreb i privatsfæren, fra statsligt hold selvfølgelig. Det er den eneste logiske konklusion man kan drage af Svelands femi-marxisme. I et sådant ’samhälle’ er al form for ægte civilsamfund en umulighed. Hegel må rotore i sin grav.

En benægtelse af kønnenes biologiske forskellighed er vel lige om hjørnet.

WA: – Jeg ved, det er en gammel traver, men alligevel: Bør man ikke med kravet om total ligestilling have de biologiske forskelle in mente? I halvfjerdserne blev elever af begge køn på Danmarks Højskole for Legemsøvelser sat til at spille f.eks. håndbold sammen, selv om mændene var fysisk stærkere end kvinderne og derfor måtte eller burde tage hensyn til dem, hvilket jo hæmmede spillet. Jeg kender mænd, som har kedet sig gudsjammerligt under deres barselsorlov, og kvinder, som har grædt over at måtte forlade deres børn, fordi de skal arbejde.

Svelander: »De største forskelle mellem os ligger i os som individer. De individuelle forskelle er større end de biologiske.«

Bingo! Det manglede også bare, nu når hun har været næsten hele manegen rundt.
Hvor er det sørgeligt, at rivejernet får lov til uimodsagt at lukke relativistisk gas ud. Hvis man kan reducere alt til anekdoter, så er det jo også meningsløst at tale om parforhold og ligestilling på samfundsniveau, da det er de individuelle forskelle der er afgørende. Tak Sveland, nu er vold mod kvinder ikke længere et problem for fællesskabet, men et individuelt problem. Det er nu kvindens egen sag og faktisk ville det være urimeligt af hende at lægge byrder på fællesskabet som følge af sin individualitet. Fra nu af ingen koordineret samfundshjælp til voldsramte kvinder.

Mænd er ikke glade for kvinder, der tager initiativet seksuelt – de føler, det er dem, der skal være jægeren. Ellers aftænder de, de skvat. Mænd er for kedelige som ægtemænd, de driver deres koner til vanvid med deres mentale fravær.

Svelander: Især deres tavshedstyranni! »Manglen på respons«, siger en kvindeforsker, »er et af de tydeligste udtryk for mænds magt.« Ved at forholde sig tavs tvinger manden kvinden ind i en rolle som den forstående, der skal gætte sig til mandens tanker.

Joken her er næsten for indlysende. Hvis jeg var gift med en som Svelander ville jeg også være mentalt fraværende.

Tre ud af fire skilsmisser sker på kvindens initiativ, siger statistikken, så utilfredsheden lurer, men kravene er måske også lidt store. Maria Sveland er inde på det, da hun skuffes dybt over mødet med sit idol, Suzanne Brøgger, der »har stillet sig tilfreds« og ser med »taknemmelighed« på, hvad hun har. Suzanne Brøgger ser sig selv som eksempel på det, Sveland ellers nægter at have set: en lykkeligt gift kvinde.

Hvad den kvindelige hovedperson i Bitterfissen så selv ender med at være – kunne man være fristet til at sige. Bogens hovedperson flygter ellers fra familien ned til Tenerife, mens hun læser Erica Jongs 30 år gamle klassiker Luft under vingerne, hvor hun drømmer om det gnidningsløse knald. Men ak, det gør »Bitterfissen«, som hovedpersonen kalder sig selv, ikke. Hun længes blot efter at sove ud og tager så hjem til familien, som hun savner.

Happy ending – efter at hun har fået om ikke luft under vingerne, så luft for sine meninger. På samme måde som sit idol Suzanne Brøgger?

»Nej, overhovedet ikke,« lyder det fra Maria Sveland. »Du har jo ret til at tolke bogen, som du vil, men jeg mener ikke, Sara stiller sig tilfreds. Tværtimod. Hun vender hjem fra Tenerife fuld af kampgejst og håb og tro på, at man kan elske sin mand og være mor på en ligestillet måde. Ikke bare i teorien, men også i praksis. Hun vender hjem med følelsen af og viden om, at det er det, hun vil – og hvis det ikke går, så vil hun ikke være med længere. Så springer hun fra. Hun vil aldrig, aldrig stille sig tilfreds med andet end total ligestilling i sit forhold. Det er det, hendes eksistentielle gåde, hendes eksistentielle kamp handler om!«

Det helt afgørende problem i Maria Svelands univers er at der ikke findes noget overordnet projekt. Individet eller familien eller samfundet (måske også troen) kan være projekter, men ikke ligestillingen. Heller ikke den totale ligestilling for den sags skyld. Den totale ligestilling er selvfølgelig absurd og eksisterer kun teoretisk, lige så vel som pareto-optimalitet er en tilstand man ikke finder i virkeligheden. Ingen af disse dogmer tager nemlig hensyn til det menneskelige begær.
Skulle vi tage ligestilling i familielivet som målsætning, kunne man uden problemer forestille sig en situation hvor alle involverede parter afskyede hinanden lige meget og tog sig lige lidt af børnene og husholdningen. Det ville opfylde Svelanders krav om ligestilling. Ligestilling rummer ingen idé om det gode liv, og da hun har forkastet alle andre institutioner er det i denne her sammenhæng kun et tomt begreb.

Maria Svelander går en krank skæbne i møde, som Houellebecq påviser:

”Det seksuelle begær drejer sig hovedsageligt om unge kroppe, og de unge pigers gradvise overtagelse af forførelsesfeltet svarer dybest set blot til en tilbagevenden til normalen, en tilbagevenden til det egentlige begær helt analogt med den slags tilbagevenden til egentlig prissættelse, der efterfølger en anormal børsophedning. Ikke desto mindre var det svært for de kvinder, der havde været tyve år gamle i årene omkring 68, i fyrreårs alderen at befinde sig i denne ubehagelige situation. Da de stort set alle var fraskilte, kunne de ikke forlade sig på ægteskabet – betryggende eller afskyeligt – som de netop havde gjort alt for at få opløst. Da de hørte til en generation der – som den første i den grad – havde hævdet ungdommens fortrin frem for den modne alder, kunne de næppe undre sig over, at det nu var deres tur til at blive udsat for foragt fra den generation , der nødvendigvis efterfulgte dem. Og den kropsdyrkelse, de selv i allerhøjeste grad havde bidraget til at skabe, kunne kun nu, hvor deres eget kød slappedes, få dem til at føle en stadig stigende afsky for sig selv – en afsky ganske tilsvarende den, de kunne læse i andres blikke.”

Christian Braad Thomsen mener i Berlingske Tidende igår, at stort set alle, der ikke er ham selv har nazistiske vædier. Det er ikke kun ledende medlemmer af Dansk Folkeparti, der dyrker nazistiske værdier, men også folk som Anders Fogh Rasmussen, Kai sørlander og Claus Hjort Frederiksen. Da de nazistiske værdier er støttet af et flertal i befolkning er det altså en meget deprimerende udsigt man har fra Braad Thomsens formørkede sind.

Grundlæggende argumenterer Braad Thomsen ikke, men sidestiller fænomener og blander begreber sammen. Han indleder i fin stil med et citat, der skal bære resten af artiklens logik, som det selvfølgelig ikke kan. Men det tjener meget godt som eksempel på hans logik

Poul Henningsen holdt i 1943 fra sit svenske eksil et radioforedrag, hvor han udtrykte frygt for »en ny nazistisk blomstring efter krigen som vel blir kaldt alt andet end nazisme – ja som kanske kommer til at trives indenfor de eksisterende parlamentariske partier«. Denne frygt blev til virkelighed i retsopgøret, hvor nazistiske værdier blev taget i brug, f.eks. ved at indføre dødsstraf med tilbagevirkende kraft, noget som turde være fremmed for demokratiet.

I 1943 var krigen så langt fra afgjort og ingen kunne vide at Hitler i tilfælde af tilbagegang ville fortsætte til den bitre ende. Det er i det lys man gør sig klogt at se udtalelser fra besættelsesårerne, men Braad Thomsen læser PH som var det Nostradamus.

Braad Thomsen ser også bort fra at retsopgøret ikke bare var et opgør med fortiden i moralsk og juridisk forstand, uskønt som det ellers fremstod, men et næsten opløst samfunds genindførelse af orden. Braad Thomsens snak om rigiditet fjerner ironisk nok hans egen evne til at sætte tingene i perspektiv og alt der står tilbage er derfor en rigid skamridning af misforståede principper og en letkøbt domsfældelse over fortidens synder i bagklogskabens - for Braad Thosens vedkommende - uklare lys. Men det er sådan banen er kridtet op og så følger ellers eksemplerne på PH’s vision og denne fortolkning af den snigende nazisme:

Hvis man vil forstå, hvad nazismen er, nytter det ikke at definere den ud fra dens forbrydelser, som alle er enige om at tage afstand fra. Nazismen bør i stedet defineres ud fra dens værdier, hvoraf en af de vigtigste nok er et rigidt normalitetsbegreb, der udelukker dem, der er anderledes.

Det er det rene vrøvl. “Alle” tager afstand til nazismens værdier som de tager afstand til nazismens forbrydelser. Grunden til at Thomsen laver en modsætning mellem vores forhold til værdier og handlinger er fordi han allerede har indført den, som præmis i citatet fra Poul Henningsen. Overbevist af PH’s tale bliver Thomsens forudsætning til sit eget bevis.

Hvad Braad Thomsen forstår ved et rigidt normalitetsbegreb definerer han aldrig og man kan vel forstå snart sagt hvad som helst i et sådan gummibegreb. Men i hans verden er alt rigidt, hvis det ikke ser pædofili, som en naturlig praksis. Det siger jeg ikke for at sensationalisere, men for at understrege at alle forbrydelser i Thomsens verden kan udlægges som et opgør med en normalitet, der her altid forudsættes som noget rent negativt. Omvendt er alle de værdier han ikke deler annuleret som brud på normalitet, men er bare af nazistisk tilsnit (Thomsen kender sin injurielov). Og dette ufordøjede rod, hvor alt vendes på hovedet er så Thomsen’s verden.

At Asmaa ikke vil give hånd til mænd, er således ikke et udtryk for diskriminationen, som han beskylder Hjort Frederiksen for ved kravet om at alle - læs alle, alle uden undtagelse - skal kunne give hånd, hvis de skal arbejde i det offentlige - læs det offentlige, vores alle sammens. Asmaa’s forskelbehandling på mænd og kvinder er for Thomsen derimod pludselig et spørgsmål om blufærdighed til trods for at Thomsen selv slår fast at “Nazismen starter i det små med opdelingen af mennesker i dem og os.” og videre “Når man har opdelt mennesker i »rigtige« og »forkerte «, er springet ikke stort til at isolere de »forkerte « i lejre og udsætte dem for en behandling, som vi næppe ville byde »rigtige« mennesker.” Samme rod er der tale om når Thomsen forsvarer tørklædet og sammenligner dets kritikere med styret i Iran.

Generelt er Thomsen en komplet idiot. Han argumenterer på samme ureflekterede måde som gymnasieelever, agressivt, selvretfærdigt og på misforståede præmisser. Og det er mildest talt pinligt i Thomsens alder. I et angreb på Kai Sørlander roder han ikke bare rundt i begreberne, men også historien:

Dansk Folkepartis filosofiske fyrtårn Kai Sørlander mener også (kronikken 9.9.), at kristendommen er bedre end islam. Det er han i sin gode ret til, men han er ikke ret god til at bestemme forskellen. Han hævder, at kristendommen i modsætning til islam ikke er en »lovreligion«, hvorved han overser, at Jesus udtrykkeligt ikke er kommet for at nedbryde, men for at »opfylde loven og profeterne«. Han mener heller ikke, at Jesu ord kan gøres til genstand for politisk handling, skønt Jesus jo selv dekreterede, at de, der ikke troede på ham, skulle slås ned for fode (Lukas 19/27). Det er da også praktiseret gennem hele kristendommen historie – og er bekræftet af Luther i hans modbydelige antisemitiske skriverier. Omvendt mener Sørlander, at islam »i sin kerne modsætter sig sekulariseringen af det politiske«, skønt Tyrkiet jo er en sekulær stat. Denne dybe uvidenhed bruger han til at modsætte sig, at muslimer slår sig ned i Danmark: deres psyke er af en art, så de ikke kan bo sammen med anstændige mennesker. Luther og Hitler mente det samme om jøderne; den ene anbefalede, at de skulle massakreres, den anden udførte det.

Det er nu Thomsen, der ikke er ret god til at læse Sørlander, som han heller ikke er ret god til at læse Evangelierne. For når Jesus kommer for at opfylde loven er det ikke dyrkelsen af dens bud og leveregler, men Loven i relation til det Dobbelte Kærlighedsbud (at elske Gud med alt den kan trække og i relation til det at elske sin næste som sig selv). Derved bliver det enkelte menneske ansvarlig for at handle godt og det sker ikke ved dyrkelsen af Loven, men med den etik der følger af forudsætningen Guds kærlighed.

På den måde optræder loven i to forståelser, som den Guds givne overholdelse af skikke og ritualer og så den lov som samfundet underkaster individdet for at opnå orden. Jesus ville ikke bryde samfundets orden ned, men derimod tempelkulten’s farisærer. På den baggrund mener Sørlander ikke at Jesus kan gøres til genstand for politisk handling, da der ikke er nogen forskrift på, hvad der er i overensstemmelse med Gud for det er jo netop Guds orden at mennesket selv skal gøre sig det klart. Hvilket så i Sørlanders og min verden baner vejen for demokratiet, men det er en anden historie.

Det som Braad Thomsen kalder dyb uvidenhed, at Tyrkiet er en sekulær stat, er hans egen dybe uvidenhed, idet Atatürk der grundlagde det sekulære Tyrkiet, netop så islam, som modsætningen til demokrati. Derfor myrdede, torterede og fordrev Attatürk de mullaher, - og det var mange - der ikke ville arte sig efter hans nye nationsbegreb. Der findes kun en civilisation og det er den vestlige, har han sagt og på ruinerne af det sammenstyrtede Osmannerrige er den sætning mere radikal end man umiddelbart skulle tro. Vesten og kristendommen var, og er stadig i nogen grad - sammenfaldene i islamisk forståelse.

I øvrigt læste Hitler ikke Luther, men derimod Muhammed for det var Muhammed der forestod med et eksempel på jødeudryddelse, da han slagtede 6-900 jøder.
Braad Thomsen angriber som sædvanlig også grundlaget for Irakkrigen, som han mener er ulovlig og demokratier kan jo ikke bryde loven. Men han blander landets love sammen med internationale forpligtelser. Krigen var ikke ulovlig, den var blot ikke i overensstemmelse med FN’s flertal. Og det er faktisk ikke det samme, men det er en typisk sammenblanding af begreber som Thomsen begår. Et eksempel

Det mest uhyggelige forsvar for krigen leverer Søren Krarup, som fortsat kalder den »et vestligt selvforsvar mod den islamiske terrorisme« (Information 25.8.07). Samtidig må han indrømme, at Saddam Husseins styre ingen som helst forbindelse havde til al-Qaeda. Men Irak er muslimsk, og al-Qaeda er muslimsk, ergo må Irak undgælde, for der må statueres et eksempel. Det svarer fuldstændig til logikken bag de nazistiske clearingdrab.

Thomsen forudsætter altså at Al Qaeda er det eneste eksempel på terror, men begrebet “den islamiske terrorisme“, som den formuleres af Krarup signalerer jo alt andet end et synonym med en konkret organisation. Saddams meritter er i høj grad at definere som terror og hans omgivelser havde god grund til at føle sig truet. Efter krigen i 1991 havde man håbet at det tryk man lagde på regimet i Bagdad ville føre til dets kollaps. Men Saddam sad mere sikkert, hvilket i længden gjorde den sikkerhedspolitiske situation uholdbar. Om man er enig med Krarup i krigen eller ej, er det dog et logisk rationale som Thomsen forvrænger gennem begrebsforvirring og oven i købet sætte trumf på ved at sammenligne Saddams regime med ofrene for nazisternes clearingdrab.

Artiklen rummer i det hele taget ikke andet end en lang række voldsomme udfald, som kun tjener til at underminere Thomsens argumentation. Om 24-års reglen siger Braad Thomsen f.eks.

Ikke siden Hitlers Nürnberg-love har vi oplevet, at et europæisk land vil bestemme, hvem voksne har lov at gifte sig med.

Om den logiske forbindelse mellem Anders Fogh, Bush og Hitler

Anders Fogh Rasmussen har gjort Danmark til et halehæng til præsident Bush, der erobrede magten ved det tætteste, USA er kommet på et statskup, idet han som bekendt fik højesteret til at afbryde en fintælling af stemmerne. Derpå kunne han indlede en ulovlig krig, indføre tortur, oprette KZ-lejre og i det hele taget kvalificere sig som den vestlige leder, der tydeligst viderefører arven fra Hitler.

Det var altså Bush, der inden han kom i embede fik afbrudt fintællingen. Thomsen finder også en ny type KZ-lejre som mennesker kommer rejsende langvejs fra for at sidde i og ikke er til at drive ud af igen.

……asylcentrene, som er nysprog for KZ-lejre.

Jamen dog. Men Thomsen argumenterer

Vi isolerer i årevis muslimer fra resten af samfundet, vi forhindrer dem i at arbejde eller uddanne sig, vi dømmer dem til lediggang, så de bliver fysisk og psykisk syge. Siden 2001 er der ifølge Dansk Flygtningehjælp sket en tredobling af selvmordsforsøgene i lejrene i takt med, at opholdstiden er steget fra 313 dage til 1.195 dage i snit. Det har vist sig, at der heller ikke er langt fra at gå ind for dødsstraf til de »forkerte«, sådan som vi indirekte gør ved at sende de forfulgte tilbage til lande med dødsstraf, og som Jesper Langballe direkte gør, når han ikke mener, det er vores opgave at hjælpe en dansk muslim, som er dødsdømt i Marokko.

Løgne! Først glider retorikken fra muslimer over i alle der sidder på asylcentrene, de af Røde Kors drevne kz-lejre. Så blandes de tragiske skæbner, der befinder sig i asyl-centrene, sammen med de asylansøgere, der udnytter den effekt at netop selvmordsforsøg er en aktiv ingrediens i forsøget på asyl. Opholdstiden skyldes ikke myndighederne, men derimod at asylanterne ikke rejser hjem efter afslag og forbindelsen til dødsstraf er mildest talt et spring i logik i eksemplet med Langballe og den dømte marrokanske terrorist.

Og Braad Thomsen slutter selvfølgelig med at legitimere terror.

Det er tragisk, at vi ikke i Danmark får et retsopgør efter den ulovlige besættelse af Irak. Det styrker ikke retsbevidstheden, men inviterer snarere til, at unge tager retten i egen hånd. Tør man håbe på, at de fortsat vil nøjes med at overhælde de ansvarlige med rød maling, sådan som det skete i en aktion, der i 60erne ville blive kaldt en munter happening, men som i dag på det nærmeste sidestilles med terrorisme.

Hvis man ikke følger Braad Thomsen og konsorters ønske inviterer man altså til terror. Velkommen til det glade vanvid!

Interessant og lærerigt interview i Weekend-Avisen med Bettina Röhl, datter af Ulrike Meinhof og Klaus Rainer Röhl. Det interessante er ikke så meget terroristerne, men 68′ernes reaktion på at stå til ansvar for deres handlinger og/eller meninger. Bettina Röhl var journalisten der afslørede Joschka Fischers militante fortid og det skal man ikke slippe godt fra

»Jeg har offentliggjort nogle resultater fra min meget lødige og modige research vedrørende gud fader Skt. Josef Fischer, og så faldt de tyske medier, de tyske politikere og derefter mange medier i hele verden over mig som vanvittige. Med blindt had. Det var et slags endogent kollaps af pressefriheden. Der kan De jo se, hvordan det stod til med journalisterne. Heltene var Fischer og Cohn-Bendit. Og de havde i halvfjerdserne et ubændigt had til en velstående og demokratisk Forbundsrepublik og til dennes tolerance over for vildfarne fanatikere og radikale. Et virkeligt blindt og indbildt had til staten, som blev bekriget massivt med sten, molotovcocktails og andet – og det med idéer af masse- og folkemordere som Mao Tse-tung og Stalin i hovedet og med forskellig strategisk og logistisk hjælp fra den tidligere østblok. Netop denne indtil i dag massivt undertrykte forvirring hos f.eks. Fischer og Cohn-Bendit havde jeg jo tematiseret i 2001 og lagt kendsgerninger på bordet. Dernæst at psykologisere en journalist på dilettantisk vis og – som det også skete – at angribe hende biologistisk pga. hendes afstamning, det er virkelig de herrer Stalins, Hitlers, Mao Tse-tungs og Pol Pots metodik.

Man kender det så godt. Sagen om Blekingegadebanden og venstrefløjens reaktion, blev gennemgået af Bent Blünikov i Berlingske Tidende d. 17 marts i år.

Han [journalist Lars Villemoes] havde lige siden sin afdækning af Blekingegadebanden flere år tidligere været en hadefigur for den yderste venstrefløj og var blevet kaldt Mossad-agent og politistikker. Førende talsmænd fra venstrefløjen havde svinet ham til, og i en grundbog for studerende på journalisthøjskolen var han fremhævet som skrækeksempel på, hvad man ikke måtte som journalist. Ja selv journalisternes eget fagblad »Journalisten« havde advaret imod ham og en kollegas afdækning af banden.

Peter Øvig Knudsen har netop udgivet det første af to bind om Blekingegadebanden frem til 1980, og her får Lars Villemoes fuld æresoprejsning. Hans artikler om banden og dens miljø bliver betegnet som banebrydende. Banden var en gennemprofessionel terrorbande, der arbejdede tæt sammen med den marxistiske palæstinensiske gruppe PFLP. Bandens medlemmer var iskolde idealister, der røvede, myrdede og kidnappede for at skaffe penge til PFLP.

Da banden blev afsløret i 1989, ramte det venstrefløjen som en tordenkile. Kommunismen var på vej til sammenbrud, og nu blev den voldelige del af den danske venstrefløj afsløret gennem arrestationen af Blekingegadebandens medlemmer.

Men der rådede en mærkværdig tavshed over venstrefløjen. Man kunne ikke tro, at en morderisk røverbande, der var født ud af den danske venstrefløj, havde plyndret banker, kidnappet en bankdirektør og myrdet en politimand. I dagene efter arrestationen rådede der forvirring ikke mindst på den gamle modstandsavis Information, der op gennem 1970erne var blevet venstrefløjens samlede talerør. Hvad skulle man gøre? Gå til biddet og skrive om banden eller fortie virkeligheden?

(…)

»Der var en inderlig modvilje mod afdækningen i store dele af redaktionen. En ret bred del af venstrefløjen havde efter manien i 60erne med Che Guevara fattet kærlighed til den ekstremt voldelige organisation PFLP, og i stedet for Che var det i 70erne plakater med flykapreren Leila Khaled, hvor hun kælede for en maskinpistol, der var kommet op på væggen i studereværelserne. Flirteriet og beundringen for voldsaktioner var fortsat udbredt i dele af den unge venstrefløj i slutningen af 80erne, og tanken om, at kriminalitet i stor stil på venstrefløjen gennem mange år nu blev afsløret, var så uvelkommen hos både unge og ældre, at vi fik mange og meget stærke reaktioner. Oppositionen på redaktionen var mærkbar, og den blev styrket af, at det begyndte at vælte ind med læserbreve efter min første artikel, der hed »Fighterne og de nyttige idioter«. Fighterne var PFLP og Blekingegadebanden, og de nyttige idioter var hele den bredere kødrand af naive sympatisører, som PFLP nød godt af.«

Foruden almindelige venstrefløjssympatisører var alle de gamle frontkæmpere med i hylekoret mod Informations afsløringer. Folk som historikeren Morten Thing, juraprofessor Ole Krarup, forfatterne Ulrich Horst Petersen og Erik Nørgaard, litteraten Jørgen Knudsen, VSeren Per Bregengaard samt mange mange andre.

Som sagt gik det ikke stille af. En autonom gruppe hængte plakater op i byen, hvor Lars Hedegaard og Lars Villemoes blev hængt ud som »politistikkere«. Læserbrevssiden fyldtes med rasende indlæg, og Lars Villemoes mødte personligt vreden og bitterheden ude i byen.

Bladets opposition blev yderligere styrket, da venstrefløjens tre juridiske koryfæer Preben Vilhjelm, Flemming Balvig og Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet skrev en kronik i Information. Deres argumentation var på det formelle plan en juridisk kritik af, at Lars Villemoes overhovedet skrev om bandens baggrund og historie, før de var blevet dømt. Reelt var det et forsøg på en total nedgørelse af Villemoes’ artikler, der blev betegnet som »fiktion og ondsindet sladder«. Alle senere afsløringer og Peter Øvig Knudsens bog har vist, at hvert et ord i Villemoes’ artikler var sande, men denne sandhed var ubærlig i 1989.

Men tilbage til Bettina Röhn i Weekend-Avisen. En god ting er altid at gøre sager til et spørgsmål om person. Som Bettina Röhn blev angrebet på sin person, for at aflede diskussionen fra dets kerne, således gælder det også i studiet af terroristerne. De er enkelttilfælde, man må forstå ud fra deres egne præmisser, den såkaldte motivforskning.

Eftersom der – trods al denne motivforskning – ikke er fundet noget holdbart motiv, og millionhærene af medløbere gerne vil opretholde deres egne biografier som heltebiografier for børnene og børnebørnene, er der denne uudholdelige, intellektuelle stilstand, og den dag i dag kan man ikke kritisere RAF og 68erne med kendsgerninger uden regulært at blive angrebet og forfulgt, som jeg blev det – jf. Fischer-sagen. Jeg har offentliggjort kendsgerninger vedrørende Fischer og har fået 68ernes vanvittige had til min person at føle.

Deres spørgsmål kan kun stilles omvendt. Hvorfor indstilles massemediernes motivforskning ikke? Hvorfor overlades historien ikke til historikerne? Hvorfor vender samfundet sig ikke mod dagens og morgendagens spørgsmål, som trænger sig meget mere på? Europa er et påtrængende problem. Globaliseringen er et påtrængende problem. Samfundene, der falder fra hinanden i parallelsamfund, er et påtrængende problem. Alle disse problemer har terroristerne og 68erne, som under den højeste velstand lavede dekadent revolution, med deres forbenede sludren ikke det mindste svar på. En smule popmusik pisket sammen med et par stoffer og ordet »socialistisk« giver ingen opskrift på noget. Hvorfor fandt 68erne ingen ægte kontakt med den arbejdende klasse? Ikke kun fordi den arbejdende klasse levede i velstand, men også fordi man der mærkede, at fantasterier ikke duer som vision for en bedre verden.

Det er selvfølgelig ikke historie, det er også nu. Tænk på debatten om “hvad der får unge mænd til at flyve i døden 11/9″. I Holland dyrkedes dette fænomen omkring Theo van Gogh’s morder og skønt denne havde forholdt sig tavs under det meste af retsagen, fik han pludselig nok og hvæsede ud til de naive journalister at han gjorde som han gjorde fordi han var en god muslim og Gogh et svin. Det hjalp selvfølgelig ikke en skid.

Bettina Röhn har et klart blik for den tomme kultagtige heltedyrkelse der gives i arv til efterfølgende generationer. De Autonomes logik klinger hult af forældrenes floskler og som kustoder i det det univers er den åndelige og intellektuelle proletarisering kun mundet ud i uniform narcisisme og voldsromantik. Netop dette giver, jeg kan ikke længere dy mig, netop dette giver Bettina en analyse af på spørgsmålet om de tilsyneladende mange kvinder i terrorgrupper (man regner her mest med den vestlige verden)

»Jeg forstår på Deres spørgsmål, at terrorisme i det emancipatorisk fremskredne Danmark a priori anses for at være mændenes domæne. Personligt tror jeg, at den vigtigste forudsætning for at nogen forfalder til terrorisme, er realitetstabet, den fuldstændige nedsynkning i en egoman skinverden. Kvinder er naturligvis lige så udsatte som mænd for sådanne svigt. I alle sekter finder De lige så mange fanatiske kvinder som mænd. Hvad RAF angår, giver det ingen mening at gøre de involverede kvinder til genstand for en særlig ’kvindespecifik forskning’, hvis jeg må kalde det sådan. Det er imidlertid det, man har gjort de sidste 35 år. Der var gudskelov for få enkelttilfælde til, at de kan bruges til statistiske prognoser. Dengang fandt kønnenes ligeberettigelse i Tyskland særdeles giftige artikulationsformer; mange kvinder fik lyst til at gå til offentligheden på den ene eller anden måde. En overrepræsentation kan jeg ikke få øje på.«

Først og fremmest skal man ikke håbe på større ligestilling i den muslimske verden, da det vil betyde en fordobling af antallet af terrorister. Men jeg er syg med hendes “realitetstabet, den fuldstændige nedsynkning i en egoman skinverden” for mere præcist kan det vel næppe siges.

Jeg har her lavet en sammenstilling af RAF og det autonome miljø og det kan virke groft, men jeg mener grundlæggende at det autonome miljø dyrker alt hvad der skal til for at være arnested for en decideret terrorgruppe. Igen fra Blüdnikovs artikel i Belingske Tidende

En forårsdag i maj 1994 passerede flere hundrede råbende autonome venstrefløjsaktivister gennem gaden neden for journalist Lars Villemoes’ lejlighed i København.

De råbte »Villemoes, din svindler - du hænger snart og dingler«. Nogle af aktivisterne graffitimalede »Nazi Dø!« på hans gadedør og forsøgte at sparke døren ind. Lars kiggede ud ad sit vindue og tænkte sit.

Historien om Villemoes har de unge næppe selv researchet sig frem til. Den er en del af den fortælling deres forældre har socialiseret dem ind i.

Fra Politiken

»Det palaverdemokrati har ikke virket. Det har givet et konservativt system. De ville væk fra statsmagten, men glemte, at staten beskytter de svage. Et borgerligt-liberalt demokrati er i virkeligheden meget bedre end palaveranarkisme. Det beskytter de svage og giver mere dynamik«, siger han.

»Det har vist sig at være en lukket, selvsupplerende sekt - og det var næppe planen. Det var en sekt, der kunne gennemtvinge sin vilje«, forklarer han.

Imod lovliggørelse af besættelse
Henrik Dahl tager afstand fra fristadens langstrakte besættelse af det tidligere kaserneområde, som beboerne får lov at beholde med den nye aftale, der er indgået med Slots- og Ejendomsstyrelsen.

»Jeg synes ikke, at forbrydelse skal betale sig. Heller ikke selv om det har stået på længe nok. Jeg er principielt imod alle forsøg på at sætte sig op mod statsmagten. Hvad bliver det næste: At der skal indføres sharia i Mjølnerparken? Jeg mener ikke, at staten skal opgive sin overhøjhed over sit territorium«.

Grænser for pragmatisme
Han vedstår, at Christiania-aftalen er en pragmatisk løsning, som betyder, at samfundet undgår ballade og sammenstød, hvis det var blevet nødvendigt at rydde fristaden med magt.

»Man kan diskutere, hvor pragmatiske vi skal være. Vi var ogås pragmatiske over for tyskerne under anden verdenskrig og det tjente os godt. Men i dag ville mange gerne have været det foruden. Hvor meget skal man betale for pragmatisme?«, spørger han.

»Jeg kan ikke se noget godt ved det«. siger han om fristaden og håber, at det vil få en gavnlig effekt, at fristadens gamle stok nu vil blive blandet op med almindelige beboere«.

Glimrende.

Den, efter min velbegrundede overbevisning, farlige sekt Kaospiloterne fra det metroseksuelle Aarhus har fået en ny rektor. Jytte Wikkelsø er i den anledning blevet salvet af DR P1 i programmet sommergæsten. Jeg må her advare fædrelandskærlige læsere med sarte nerver mod den tsunami af kulturradikal oikofobi der bliver frigjort i omtalte udsendelse. Marie Antoinette er ankommet til Danmark.

Efter et 17 år langt ophold i USA er konen kommet hjem for at redde os fra Janteloven:

“Janteloven, altså jeg var så bange for at komme tilbage til den, og jeg bliver nødt til hele tiden til også at holde mig vågen omkring den og ved ikke at tænke på mig selv som dansker, men tænke mig selv som et internationalt menneske. De oplevelser jeg har haft ude i verdenen, det er nogen jeg vil komme og bringe tilbage og vil gerne være med til at gifte med det bedste af det danske”

Hvad er et internationalt menneske? Er det én man kan bortvise til det internationale? Har du et svar så kontakt os.

“Janteloven gør at vi bliver ligesom mere tilfredse på det jævne, på det jævne. Ikke altid giver den hele armen med hvad vi kunne gøre som danskere. Vi har det meget med så også at være hyggelige og have et hyggeligt liv istedet for at tænke på hvor meget kreativ innovation [sic.] der kan komme fra Danmark.”

Madamme Wikkelsø slår her fast at hun intet kender til Aksel Sandemoses jantelov og de sande implikationer af den. Et hvert samfund har deres version af janteloven, og kun for folk der har hængt i metropolernes saloner alt for længe forbliver dette faktum uerkendt. I australien har de begrebet “tall puppy” for den hundevalp der var lidt højere end de andre og derfor fik alle tæskene.
“Kreativ innovation”, nu har jeg aldrig skidt så tyndt. Vi har en vinder i bullshit-bingo’en.

“Men en af de ting det også var svært at komme tilbage til, det er den der enorme rascisme der også er kommet i Danmark. At det var været virkelig, virkelig svært for mig at komme tilbage og opleve det… … alt det man siger at de kommer for at udnytte os osv., der glemmer man helt at tænke på, hvad det er for nogle helte og heltinder der også forlader deres egen verden, hvor de måske er påskyndede og anerkendt, og så kommer de ind i en verden hvor de bliver set ned på, hvor de ikke bliver modtaget med den inspiration de kommer med [?]. For mig er de nogle af de sande helte og heltinder der går ud i verdenen for at søge efter et bedre liv, nøjeagtig ligesom amerika blev grundlagt af en masse europæere der havde modet til at gå ud og søge efter noget bedre end det der ikke havde gjort dem lykkelige, og så fik vi skabt amerika. Alle de her mennesker som vi har alle de her rascistiske tilbøjeligheder imod, vi ser ikke hvor meget de har at give til os som en kultur, de er nogle enorme relationelle mennesker hvor grupper, og communities og relationer står i forgrunden [og det finder du intet problematisk i, hva'?]. Samhørighed er en enorm stor værdi for de fleste af dem. Plus de kommer med alle de her fantastiske ting fra deres kultur, nye spisevaner og nye eksotiske ting som vi med glæde betaler store beløb for at rejse ud og opleve, men ligeså snart det kommer ind og vil leve sammen med os på almindelige menneskelig vis, så begynder vi at have alle de her frygt symptomer og somme tider tænker jeg også på hvor meget janteloven spiller ind i det, altså om det at vi ikke tør at gøre os selv store nok er med til at vi skal gøre andre mindre end de er.”

Man skulle forvente at en universitetsuddannet psykolog havde sat sig ind i de hjemlige forhold inden hun kom med udtalelser som disse: “Men en af de ting det også var svært at komme tilbage til det er den der enorme rascisme der også er kommet i Danmark.” Nye undersøgelser viser faktisk at Danmark er et af de lande i EU hvor borgerne er mest tolerante overfor invandrere. At man så ikke kan skille skæg fra snot, jf. danskernes intolerance overfor ekstremistiske ideologier, er vel hvad man kunne forvente af en sådan “verdensborger”.
Den aarhusianske mirakelmager taler også om “helte og heltinder”, helt uden forbehold!, “der også forlader deres egen verden hvor de måske er påskyndede og anerkendt, og så kommer de ind i en verden hvor de bliver set ned på, hvor de ikke bliver modtaget med den inspiration de kommer med”. Et kritisk øje ville blandt disse “helte og heltinder” kunne spotte krigsforbrydere, tortur bødler, mafiosoer, voldtægtsforbrydere, terrorister, polygamister, drabsmænd etc. etc. Lad os tage f.eks den irakiske hærchef Nizar al-Khazraji som en krigsforbryder af rang; han fik ophold i Danmark i 1999. En sand helt.
USA kommer vanligt også på banen som et succesfuldt invandrerland. Gad vide om de nordamerikanske indianere også diskutterede nybyggernes “inspiration”?

Wikkelsø lader os allernådigst få at vide at “vi ser ikke hvor meget de har at give til os som en kultur, de er nogle enorme relationelle mennesker hvor grupper, og communities og relationer står i forgrunden. Samhørighed er en enorm stor værdi for de fleste af dem. Plus de kommer med alle de her fantastiske ting fra deres kultur, nye spisevaner og nye eksotiske ting som vi med glæde betaler store beløb for at rejse ud og opleve”. Ved I hvad venner, vi kan sgu’ ikke lære noget af muslimen, nu må det stoppe. Jeg er ligeglad med islamisk kultur, jeg vil skide på islam. Jeg vil skide den lige ind i fjæset! Menneskeskæbner, mildhed, etik, og frihed og kunst blev knust under halvmånen. Og rockerne de er fandenme også relationelle mennesker, du! Et relationelt menneske er et umådelig skidt menneske. Se bare på det afghanske klanstyre. Og ååh ja, spisevanerne - et bidrag til junkfood kulturen. De kunne erstattes på et øjeblik. I øvrigt har jeg også engang betalt et stort beløb for at komme på safari i Tanzania, men jeg vil altså ikke have vandbøffelerne trampende rundt på Vesterbro. Når man lægger op til at remse en hel masse gode ting op, som indvandringen har bibragt og går i stå efter “nye spisevaner og nye eksotiske ting” så har man spillet tordnende fallit.

Hør resten af udsendelsen (hvis i gider), David Koresh og pastor Moon ville kunne nikke genkendende til de kult agtige aspekter ved fup-uddannelsen Kaospiloterne. Og tro ikke et sekund Uffe Elbæk vil slippe tøjlerne på Kaosidioterne, kære Jytte.

Jeg kunne skrive side op og side ned om blålyset fra Aarhus, men det bliver en anden gang. Undertegnede har indgående kendskab til Kaospiloterne og vil jævnligt postere om hvad der rører sig på den front.

Det kører derudaf for Lau Hansen og på 180 Grader dissikerer han venstrefløjens jødehad. Her flere uddrag, men læs originalen for den er fremragende.

På hjørnet af Nørregade og Skt. Pederstræde har Folkekirkens Nødhjælp fået nye lokaler, og her udfolder man de aktiviteter, der nok skal øge animositeten mod den kirke, man tilfældigvis deler navn med. Forleden var det Israel, man var ude efter. På fortovet var opstillet en slags sandsække, der blev bevogtet af alvorlige unge i grønt tøj med hjelme og attrapgeværer. Det eneste realistiske indslag var de små israelske flag. Formålet var at gøre de forbipasserende opmærksomme på de gener og ydmygelser, som Israel udsætter palæstinensere for ved de mange checkpoints.

Min første tanke var, at ville man skabe forståelse for disse problemer, burde nogen liste ned på Strøget og sprænge et kæmpe kanonslag i menneskemyldret. I forvirringen og mens røgen lettede, kunne man smide om sig med slagteriaffald og rød maling for at gengive de rædselsscener, der jævnligt er i Israel, når en selvmordsbomber har slået til. Det burde nok give en vis forståelse for problemerne hos de forbipasserende, herunder israelernes ejendommelige forkærlighed for checkpoints.

Men det mest slående ved dette optrin var ensidigheden; den ensidige fokusering på jøderne i Israel som årsagen til problemet. Her var det jødernes vejspærringer og kontrol, man ønskede at påtale, men der var intet om de palæstinensiske lystmordere, som dog udgør en del af konflikten. De deltagende i aktionen var unge, men denne ensidighed er ikke ny; den er i Europa uhyggeligt gammel.

Præcis og Aia Fog har været ude med lignende anklager mod Folkekirkens Nødhjælp. Lau Hansen gør opmærksom på den lighed der er i den europæiske satirefremstilling af jøder og griske kapitalister, hvilket leder til venstrefløjen.

Da den nye generation af diktaturtilhængere gjorde sig gældende på venstrefløjen i generationen efter krigen, kunne jødehadet igen indtage en mere prominent plads i fjendebilledet, nu under eufemismen anti-zionisme. Det var ikke kun i udlandet, at en tysk RAF-terrorist kunne få sig til at adskille de jødiske flypassagerer fra de øvrige gidsler, som generationen før ham havde gjort det ved kreaturvognene. I Danmark førte Blekingegadebanden lister over danskere af jødisk herkomst, så de var udskilt, når tiden var rede. Det var ikke et forbigående fænomen, for disse jøderegistranter hyldes stadig på visse dele af venstrefløjen.

Og her kan man lige skyde dette Niels Hausgaard citat ind; ”Nej, men det kan ikke nytte noget, at vi hænger os i historien,” på et spørgsmål om massemorderen Lenins forbrydelser. Men mere Lau Hansen

I dag kan vi se en genopblomstring af jødehadet, der for få år siden virkede urealistisk. Naturligvis er ikke al kritik af Israel udtryk for jødehad, israelerne gør det uafladeligt selv, men lakmustesten på jødehadet er dels ensidigheden, hvor der stilles større krav til jøder end til andre, dels ligegyldigheden over for deres situation; en basal mangel på empati der afslører en grundlæggende umenneskelighed. Når det britiske fagforbund for universitetsansatte laver en boykot af israelske akademikere, der ikke offentligt har taget afstand fra deres eget land, og ikke gør det samme ved palæstinensere eller andre folkeslag fra mere oversete konflikter, bekræfter det ikke blot min erfaring om, at det sjældent kun er blomsten af en generation, der søger varig ansættelse på universiteter, men en så afstumpet aktion kan vanskeligt kaldes andet end jødehad.

(….)

Men også i andre former lever forestillingen om den ædle vilde videre og giver de mest absurde udslag. Det er en sær beundring, der næres af det civilisatoriske selvhad, som mange på venstrefløjen plages af. Denne racismens anden maske bæres også, når venstrefløjen drøfter Mellemøsten. Et eksotisk folk har altid ret, som man næsten sagde i de mange fraktioner under det hedengangne VS, når man valgte side for palæstinenserne og afskrev alverdens jøder som agenter for Israel.

(….)

Man kan næsten høre deres barndoms radio intonere: Jeg er sigøjner og heeedt er mit blod, når Lykketoft og andre med anstrengt tålmodighed skal forklare deres mindre opvakte tilhørere, hvorfor palæstinenserne ikke kan gøres ansvarlige for noget som helst, og at det derfor er op til jøderne at vende den anden kind til den næste bombemand, handle fornuftigt og i øvrigt se at få skabt orden.

(….)

Jeg ved ikke, hvad der egentlig er værst: det indolente jødehad, der aldrig rigtig kan bekvemme sig til at træde i karakter, eller infantiliseringen af palæstinenserne, så de aldrig behandles som voksne ansvarlige mennesker, men konstant afskrives som enten ædle vilde eller iltre børn, der bør fodres og forsørges, men derudover er unddraget enhver ræson. Begge masker er groteske og forhindrer det klarsyn, vi har brug for nu.

Læs den og læs den nu!

Den forhadte forsker Helmuth Nyborg, der har påpeget forskelle på piger og drenge, er blevet frikendt af UVVU. Men søreme om ikke kritikerne nægter at sige undskyld. Fra Jyllands-Posten

Dekan Svend Hylleberg erkender, at UVVU’s afgørelse må give anledning til at overveje irettesættelsen af Helmuth Nyborg én gang til.

»Nu vil jeg læse afgørelsen grundigt, men umiddelbart har jeg svært ved at tro, at den kan ændre min opfattelse. Og det vil i givet fald ikke være første gang, jeg er uenig med UVVU,« siger Svend Hylleberg med en henvisning til, at han tidligere har været kritisk over for udvalgenes håndtering af Bjørn Lomborg-sagen.

(….)

»Hvis jeg var rektor på Aarhus Universitet, ville jeg være beklemt ved situationen. Det er en medarbejders ære, der er på spil, og hvis man agter at fastholde irettesættelsen, skal man sagligt kunne begrunde, hvorfor man når til et andet resultat end UVVU,« siger professor i forvaltningsret Claus Haagen Jensen.

Er koncensus ligefrem et krav på Aarhus Universitet? Det er vel forskningens væsen at man konfronteres med noget, der ligger uden for ens umiddelbare forestillingsverden.

Jacob Ludvigsen var gæst i  P1 Samfundstanker og min søster gjorde mig opmærksom på, at der under interviewet kom en mere end almindelig mystisk bemærkning fra DR’s Ove Gibskov. For en småparanoid person, som mig virker den som et politisk bagholdsangreb, men jeg kan jo overfortolke. Ludvigsen blev bedt om sit syn på en eventuel stormoske i København og han svarer, at det først kan komme på tale når, der står en katedral i Mekka og så er det at Ove Gibskov siger

Jeg har lige fået bekræftet af islamforskeren Jørgen Bæk Simonsen, at der findes katedraler i adskillige muslimske lande, som Syrien, Jordan, Irak, Iran, Algeriet og Egypten.

Hvad mener Ove Gibskov med “Jeg har lige fået bekræftet“? Det er normalt noget man hører journalister sige når, der løber telegrammer ind i øresneglen. Har han forberedt interviewet med Ludvigsen med Simonson med på en telefonlinie for bedre at kunne modstå Ludvigsens tirader? Og kan man i så fald også forvente en Mikael Rothstein blive konfronteret med “Jeg har lige fået bekræftet af Tina Magaard at du er fuld af lort”?

Nok om det. Jeg kan anbefale interviewet med Jacob Ludvigsen. Det er ganske sjovt at høre en af stifterne af Christiania ende som en sur gammel mand. Selv om de sidste 10 minutter er et mindre forsvar for Christiania, hvad jeg jo ikke er så glad for, især når det lyder rimeligt fornuftigt, så langer Ludvigsen også ud efter den ucharmerende naivitet der regerer. Hans tanker om global opvarmning, rygning, FN, videnskab, moralisme er helt i Kuhns ånd.

Jeg synes, at jeg skimter et element af moderne pietisme, som nu skal knæsættes, som et globalt doktrin i retning af, at mennesket er en syndefuld skabning, der ved sit fordærvede legeme…levned er ved at køre kloden ud over afgrunden.

Det forekommer mig, at der er et meget kraftigt element af trossag i denne omsiggribende bevægelse, hvilket gør det susspekt, set ud fra mit synspunkt.

(…)

Vi skal ikke have et overforbrug, vi skal i det hele taget leve et pietetsfuldt liv i pagt med naturen.

Jeg er helt enig.Men det er nok først og fremmest hans harske udfald mod islam, hvor han bruger ord som islamofascisme, der vil interessere eventuelle læsere af denne blog. Han fejer frejdigt Gibskovs klicheindvendinger om at der også er kristne fundamentalister og at kvinder jo også i Danmark har gået med tørklæde (som var en beskyttelse mod fedt i håret) af bordet ved enten at spørge hvad vi skal bruge denne relativering til eller bare ikke gide høre på denne relativering. Det er forrygende fordi Gibskov jo ikke kan svare, hvorfor relativering skulle nytte. Der er jo ingen der på DR stiller spørgsmålstegn ved hele nytten af overførselsindkomster fordi man kan pege på hjemløse i Københavns gader. I den slags kan man sagtens finde principielle forskelle på systemer og bruge statistik. Hør ham for han er begge de to gamle mænd i Muppet Show, der har ret!

————————————————————–

Med hensyn til klimaet, så har jeg lige set en artikel via Uriasposten om Al Gore’s håndtering af ubekvemme sandheder.

1. Carbon Dioxide’s Effect on Temperature. The relationship between global temperature and carbon dioxide (CO₂), on which the entire scare is founded, is not linear. Every molecule of CO₂ added to the atmosphere contributes less to warming than the previous one. The book’s graph on p. 66-67 is seriously misleading. Moreover, even the historical levels of CO₂ shown on the graph are disputed. Evidence from plant fossil-remains suggest that there was as much CO₂ in the atmosphere about 11,000 years ago as there is today.

(….)

21. Population. Al Gore worries about population growth; Gore does not suggest a solution. Fertility in the developed world is stable or decreasing. The plain fact is that we are not going to reduce population back down to 2 billion or fewer in the foreseeable future. In the meantime, the population in the developing world requires a significant increase in its standard of living to reduce the threats of premature and infant mortality, disease, and hunger. In The Undercover Economist, Tim Harford writes, “If we are honest, then, the argument that trade leads to economic growth, which leads to climate change, leads us then to a stark conclusion: we should cut our trade links to make sure that the Chinese, Indians and Africans stay poor. The question is whether any environmental catastrophe, even severe climate change, could possibly inflict the same terrible human cost as keeping three or four billion people in poverty. To ask that question is to answer it.”

(…)

24. The “Scientific Consensus.” On the supposed “scientific consensus”: Dr. Naomi Oreskes, of the University of California, San Diego, (p. 262) did not examine a “large random sample” of scientific articles. She got her search terms wrong and thought she was looking at all the articles when in fact she was looking at only 928 out of about 12,000 articles on “climate change.” Dr. Benny Peiser, of Liverpool John Moores University in England, was unable to replicate her study. He says, “As I have stressed repeatedly, the whole data set includes only 13 abstracts (~1%) that explicitly endorse what Oreskes has called the ‘consensus view.’ In fact, the vast majority of abstracts does (sic) not mention anthropogenic climate change. Moreover — and despite attempts to deny this fact — a handful of abstracts actually questions the view that human activities are the main driving force of ‘the observed warming over the last 50 years.’” In addition, a recent survey of scientists following the same methodology as one published in 1996 found that about 30 percent of scientists disagreed to some extent or another with the contention that “climate change is mostly the result of anthropogenic causes.” Less than 10 percent “strongly agreed” with the statement. Details of both the survey and the failed attempt to replicate the Oreskes study can be found here.

Al Gore får sammen med Connie Hedegaard også et drag over nakken af Ludvigsen.

En af hindringerne for skabelsen af det nye samfund befolket med det nye menneske er dannelse. Ideen om forudsætninger for tanke. Derfor ses dannelse som det reaktionære der står i vejen for den fri og naturlige tanke. I Folkeskolensammenhæng var faget orientering, der lige så vel kunne hedde briefing, eksponent for netop dette og kampen, som Kristendomsundervisning skal erstattes af et mere generelt fag om religion i al almindelighed. Der er i denne opfattelse en masse religioner der har det til fælles at de tror på en eller anden bevidst skabelse og det der adskiller dem er et par ubetydelige ritualer, som kun er gammel vane. Resultatet af denne opfattelse kan man læse i Politiken

Omtalen af tugt i Bibelen kan tolkes som en legitimering af vold.Det mener den norske børneombudsmand, og han opfordrer til, at ordet slettes fra de kristnes hellige bog.

Det mener den norske børneombudsmand, og han opfordrer til, at ordet slettes fra de kristnes hellige bog.»At kirkens folk går ud og tager afstand og opfordrer andre trossamfund til at gøre det samme, er måske en af de vigtigste sejre i kampen mod vold mod børn«, siger børneombudsmand Reidar Hjarmann ifølge avisen Vårt Land.

»Misforstår bibelske begreber«
Men den norske biskop Laila Riksaasen Dahl mener, at Hjarmann har misforstået de bibelske begreber.

Hun henviser til, at ‘tugt’ kun findes i det gamle testamente i den nyeste bibeloversættelse fra 1978.

Hun roser ham dog for at tage problemstillingen op.

En ombudsmand! nu har jeg aldrig…

Det er sikkert de flestes opfattelse at 68 ødelagde dannelsen og her er en kronik i Berlingske Tidende der mener det samme.

Denne dannelse, grebet bagom til antikken, gik senere sin sejrsgang gennem hele Europa, hvor de demokratiske styreformer var vidnesbyrdet om, at borgerne satte sig på magten. Græsk og latin fik med 1809-reformen i Danmark en hidtil uset styrke. Borgerne dannede sig, og med romantikken blev dette dannelsesideal nationalt. Man var ikke bare jurist eller teolog eller læge, man var del af borgerskabet, man hyldede fælles ideer, man var dannet.

Sådan var det frem til 1968 - mere eller mindre. Indtil en ny omvurdering af alle værdier ramte verden og også Danmark. Nu sad studenterne på Den Frie Lærerskole i Ollerup, og sikkert også mange andre steder, og viftede med Maos »Lille røde«, når der skulle have været geografiundervisning. Man ville tage grundigt afsked med dannelsen, nu skulle arbejderklassen til magten gennem dens deserterede allierede fra borgerskabet.

Da studenterføreren Rudi Dutschke i 1967 talte til demonstranterne foran den amerikanske ambassade i Berlin, greb han en situation. Nogle arbejdere havde pillet flag ned fra et par kraner. Flagene symboliserede støtte til Ho Chi Minh og den røde sag. Dutschke sagde, at de arbejdere, der nu rev flagene ned, havde fået indplantet en falsk bevidsthed, men om ti år ville de samme arbejdere sætte flagene op igen. Flagene blev ikke sat op. Derimod skete der en nedbrydning af den dannelse, som med Oplysningstiden havde dannet den magthavende klasses fælles værdier.

Socialismens æra blev kort og uset blodig. Men én ting opnåede man dog. Den gamle dannelse blev skyllet væk.

Den kan anbefales at læse i sin helhed.