Venstrefløjen skal vænne sig til diversitet

Måske er det racisme, der ligger bag modstanden mod Trumps mur? For udover et iboende had mod orangefarvede mennesker synes der ikke at være et eneste argument imod at bygge den mur mod Mexico, der selvfølgelig vil være i stand til at stoppe den afsindige og illegale trafik over grænsen.

Mexico har ikke, som flere mem på de sociale medier påstår, en mur mod Guatemala. De har på nogle strækninger sikkerhedshegn, men ellers forlader de sig lystigt på tortur, som Guardian skrev om sidste år

A scathing UN report has sharply rebuked Mexico for its widespread problem with torture, which it said implicates all levels of the security apparatus in the context of the government’s efforts to combat crime.

“Torture and ill treatment during detention are generalized in Mexico, and occur in a context of impunity,” the UN special rapporteur on torture, Juan Méndez, wrote in the report he presented on Monday before the Human Rights Commission in Geneva.

The report was based on a fact-finding mission Méndez made to Mexico last spring, and says methods used include beatings, electric shocks, suffocation, waterboarding, forced nudity and rape, as well as threats and insults.

Méndez’s report links torture in Mexico to government efforts to combat the country’s drug cartels, saying the majority of cases he studied involved victims detained for alleged links with organized crime. He also implicates local, state and federal police in the practice, as well as the armed forces.

For Mexico er der altså en tydelig sammenhæng mellem åbne grænser, illegal indvandring og kriminalitet, organiseret som uorganiseret. Og det er en sammenhæng der gennemsyrer det mexicanske samfund, fra bunden til toppen skriver Breitbart

U.S. news outlets appear to have forgotten that the Juarez Cartel and multiple acts of corruption have been linked to the election of the current Mexican President, Enrique Peña Nieto. The Mexican president’s ties to cartels, the mysterious release from prison of major cartel figures during his presidency, and the fact that regions of Mexico are under operational control of these paramilitary transnational criminal organizations during his presidency are rarely, if ever, reported in the U.S. The outrageous number of journalists who have been murdered or who have simply disappeared in Peña Nieto’s Mexico is also rarely reported.

Last year, Breitbart Texas reported on an investigation that revealed that a series of shell companies had been used by members of the Juarez cartel to funnel funds into Peña Nieto’s 2012 election. The investigation was carried out by Mexican award winning journalist Carmen Aristegui and her team; the subsequent scandal became known as Monexgate for the cash cards that were given out during Peña Nieto’s campaign. Those journalists have been under criticism by the Mexican government after discovering the cartel finance link, as well as the fact that Peña Nieto had received properties as bribes from government contractors.

Den mexicanske økonomi får tilført mellem 20 og 30 mia dollars via narkokartellernes eksport af narkotika til USA. Nogenlund det samme beløb som lavtlønnede mexicanske arbejdere i USA sender hjem til familierne i deres dysfunktionelle hjemland, nemlig 24,4 mia dollars. Mexicos trediestørste eksportvare efter narko og billig arbejdskraft er olie, med en årlig indtjening på 23,3 mia dollars.

Forholdet mellem USA og Mexico er en dårlig gænge. De forkerte interesser beriger hinanden på de to landes bekostning. Men hvor USA vil forlade misbruget og være great again, er Mexico fanget i afhængighed.

Mexico is on the Verge of a Civil War! Police RUN from Rioters! Mexico city police flee for their lives after violent protesters overrun their blockades. Mexicans are outrage over gas prices, the border wall, and the liberal media fueling protests against the sitting president after he had a conversation with Donald Trump over the phone. This is Mexicans response to that conversation.

Mexico må igennem en kold tyrker.

Tider skifter, sæder hærdes

Som med Theresa Mays forvandling til en tilsyneladende ansvarlig politiker, har vindbøjtlen David Trads også lugtet at det er en dødssejler at sidde sammen med den etablerede presse og blive trukket rundt i ringen af Donald J Trump.

”I for lang tid har en lille gruppe i vores nations hovedstad høstet alle magtens fordele, mens folket har betalt det hele. Politikere berigede sig selv, mens arbejdspladserne forsvandt og fabrikkerne lukkede. Eliten beskyttede sig selv, men ikke borgerne i vores land.”

Lige der bag Trump, mens han talte, sad hele eliten:

Barack Obama og alle demokraterne – men også Paul Ryan og Mitch McConnell - de to republikanske ledere i Kongressen. For Trump er det ét fedt, om dem, der har siddet på flæsket, er fra højre eller venstre. De er den elite, han foragter. De er sumpen, der skal drænes.

”Deres sejre har ikke været jeres sejre; deres triumfer har ikke været jeres triumfer; og mens de festede i nationens hovedstad, har der ikke været meget at fejre for hårdt prøvede familier rundt i landet. Alt dette ændrer sig lige her og lige nu, for dette øjeblik er jeres øjeblik.”

Trumps frontalangreb var demonstrativt. Ikke en eneste gang rakte han hånden ud til forsoning. Han nævnte ikke ’samarbejde’ med et ord. Alt den sædvanlige snak om at ’samle Amerika’ og ’arbejde på tværs af partierne’ sprang han over. Han er reelt sin egen herre.

Det er vigtigt hele tiden at erindre sig, at Trumps sejr netop var ’hans sejr’. Først knuste han hele den republikanske elite, som alle til hobe foragtede ham. Så maste han den demokratiske elite. Til sammen smadrede han al politisk logik, ja, al logik.

Det er klare ord, meget bedre, end da han mente at Trump var værre end slem, at det hele ramlede på grund af Trump og at han derfor var bange som aldrig før og hans lidt mere litterære overskrift Donald Dag Nu. Vindbøjtlerne vender, højrefløjen vejrer morgenluft, venstrefløjen vånder sig, hvis ikke den regredierer. Præsenterer disse mennesker et ønskeligt alternativ?

venstreflc3b8jen

Ikke hvis man bekymrer sig om håndgribelige problemer og blot læner sig mod det fælles frem for at stræbe efter frihed. Men det gør den toneangivende del af venstrefløjen ikke. “A good tactic is one your people enjoy.” skrev Saul Alinsky i sin manual for radikale. Og venstrefløjen har virkeligt haft megen spas med at indtage gaden og intimidere sine modstandere, som når en fetichist(?) slår Richard Spencer for at sige sin mening. Men der bliver ingen kære mor de næste par år

Det viser sig iøvrigt, at limousinen, som venstreorienterede satte i brand efter at have skrevet “WE THE PEOPLE” med spraymaling, tilhørte et udledningsfirma, ejet af en muslimsk indvandrer. Samme ironi gjorde som da en venstrefløjsaktivist et par dage forinden skød en mand i maven, udenfor et arrangement med Milo Yiannopoulos under indtryk af at der var tale om en racist.

Tonen har ændret sig i debatten, manden på gaden har fået nok, selv Gavin McInnes der måske nok slås som en tøs, men i det mindste har han temperament. Røde voldsmænd ud med jer… Så venstrefløjen skal passe på, hvorledes den administrerer sin fortælling og med hvem den marcherer, som Bethan Mandel advarer om i det venstreorienterede Forward. Men det er ikke blot islamisten Linda Sasour og den muslimske subversive organisation CAIR (Council on American-Islamic Relations), som de bør værge sig fra at pleje omgang og dele interesser med. Også de dejlige penge fra finansmanden George Soros, der tilgår allehånde organisationer, der er fjendligt indstillet overfor de Vestlige samfund

“Trumps sejr er et historisk nederlag til den ’djøficering’, den ’nødvendighedens politik’ og den ’sådan-er-det-jo-attitude’, som har styret ikke bare dansk politik, men også amerikansk og europæisk politik i årevis. Manualen for, hvad der kan lade sig gøre, skal skrives om.” skriver Trads. Og det kan vores defaitistiske regering begnde på

Pigen der råber hyrdehund

Fra Berlin til Bogota samledes feminister for at demonstrere mod at amerikanerne har valgt at indsætte en heteroseksuel mand som deres præsident. Bogota er lidt en sjælden by i, hvad der næsten er en liste over byer i USA, Australien og Europa. New York Times har dog samlet en flot billedserie, der viser en imponerende opbakning. Men synet bedrager, venstrefløjen tabte valget, de er ikke i flertal. Men de er gode til at gå på gaden.

trump-svarer-feministerne

Formanden for Concerned Women for America, en pro-life (anti-abort) organisation, Penny Nance havde på CNN bidt mærke i, at Women’s March on Washington ikke inkluderede kvindelige pro-life aktivister

“March for life, been going on for 43 years, will have about, 400,000, 500,000, next weekend,” she said. “[I] will need all of you back here to have the same conversation next weekend, because that [March for Life] is ignored on a regular basis. This is not new.”

“It’s not about women, it’s about liberalism” svarede CNNs analytiker Bakari Sellers. Og det er rigtigt, det handler om venstrefløjens selvforståelse. Og i den selvforståelse giver det god mening at skrue op for den identitetspolitik, der kostede Hillary Clinton valget. Her et billede fra Pajamas Media

womens-mach

En god ven sagde at der er noget “beroligende at se manglen på noget som helst relevant eller konkret kritiserbart hos Trump i de mange demonstrationers skiltning og grafik“, det er helt indforstået. Tag feministen Ashley Judds (ja, det er der åbenbart en feminist der hedder) opsang til folket

Negre er stadig slaver og stadig i lænker, men nu som indsatte i fængslerne, siger Judd og kvinder hujer i begejstring så højt at ingen kan høre om nogen indvender; Jamen, det giver jo ingen mening. Negerslaver arbejdede for at den hvide mand kunne blive rig, negrene i fængslerne er derimod en enorm udgift for den hvide mand.

Så Judd er fri til at føle Hitler i gaderne og inden nogen siger, ja de forbandede venstreradikale med deres politiske vold, understreger Judd at hun tænker på Trump; overskæg skiftet ud med en toupe. Trumps hår er nu hans eget, han klipper det endda selv. Hun er indigneret over at Scarlett Johanson ikke tjener endnu flere millioner på sine film, hendes løs er skåret af testosteronslebne knive, som også lønnen for latino- og negerkvinder er markant lavere end… hvide kvinder? Ikke helt, den hvide MANDS privilegerede datter.

Den muslimske kvinde i baggrunden er sharia og Hamas tilhænger og mange af arrangørerne bag Women’s March on Washington er sponseret af George Soros. Men her er arrangørernes egne ord, hvorfor de marcherer

En pige vil være tryg i skolen, en negermand er feminist, hvilket ikke er et skældsord ifølge en aldrene negerkvinde, mens to andre supplerer at deres liv har betydning førend en asiatisk kvinde peger på sin gravide mave og siger “And so does hers!”. Stop!

Var det ikke meningen at pro-life aktivister ikke måtte være med?

Men sådan fortsætter det. En udefinerbar person vil ikke defineres af et badeværelse. Diversitet er smuk, en kvinde er ud af en immigrantfamilie (altså ikke en indianer) og med gråd i stemmen kan ikke forstille sig, hvor hun ville være, hvis ikke hun havde fået den chance - at dømme efter hendes asiatiske træk sikkert ikke et sted, hvor man fik chancen for et frit valg med den risiko at ens favoritkandidat kan tabe. En kvinde i hijab mener USA handler om frihed, en lille hvid pige vil smadre glasloftet, en anden gør det for sine mødre - sejt, hun ikke er en hvid MANDS privilegerede datter! En kvinde vil marchere fremad og ikke tilbage og en vil have sin stemme hørt på den mest irriterende måde og en gammel negermand vil marchere fordi han ikke kan trække vejret.

Det kan jeg snart heller ikke. Mens kampen mod ethvert udtryk for maskulinitet antager mere hysteriske toner, står feminister i Tyskland og skriger Allahu Akbar, ikke for andet end at være i trods til deres beskyttere.  Der er intet andet end en forsværgelse af den hvide kristne mand og alle hans gerninger og alt hans væsen. Og der bliver hvidt sort og op bliver ned.

american-hijab

Det skamløse

Trump fortalte hele Verden i sin indtrædelsestale at hans regering vil sætte USAs interesser først. Tænk at det skal siges? Det burde være banalt for en folkevalgt at sætte sit folk først. Tænk at det kan vække anstød! “Politikken er vendt tilbage hinsides djøficeringen, akademiseringen og den tredje vejs afpolitiserende teknokrati” skriver Kasper Støvring om Trumps indsættelse som USA 45. præsident. Og det er svært at kapere for den politiske elite og dens medier og alle der identificerer sig med den.

Informations debatredaktør Susan Knorrenborg er inde på noget af det samme når hun kalder Donald Trump ’skamløs’ og kalder det hans “måske største aktiv”. Knorrenborg indrømmer at skamløshed kan være frigørende, men hun advarer mod “Trumps perverse frigørelse

. Den skamløse vinder fritager sine tilhængere fra skam, fordi han skaber plads til alle de følelser, der før har været dømt ude. Til alt det, man tidligere har skammet sig over: arbejdsløsheden, de racistiske følelser, der bobler under huden, hadet til dem, der ved bedre og ikke holder sig tilbage for at belære en om, hvordan verden hænger sammen.

Trump inviterer alle, der har lyst, med ind i et gigantisk omklædningsrum, hvor man kan få lov at føle sig som en vinder, fordi man er på hold med ham, der vandt. Samtidig kan man få lov at stå ved alle sine ubehagelige tilbøjeligheder uden at skulle skamme sig det mindste.

USA’s nye præsident er manden, der ikke rødmer over at slå en skid, og derfor udløser pruttekonkurrence i stedet for forlegne blikke. De indviede holder sig ikke for næsen, for der er noget befriende i at få lov at prutte, som man vil, og lugte, som man gør inderst inde.

Knorrenborg selv skammer sig ikke over at sprede fake news og  indleder sin artikel

Han tilsviner USA’s ellers hellige krigsveteraner; han kalder mexicanere for voldtægtsforbrydere; han praler med at stikke sine lidt for korte fingre ind mellem fremmede damers ben; han truer med at forbyde muslimer indrejse til USA, og han slipper afsted med at påstå, at »begrebet global opvarmning er skabt af og for kineserne for at gøre USA’s produktionsvirksomheder ikkekonkurrencedygtige«.

Det meste af verden ryster på hovedet, flertallet af amerikanerne stemte på Clinton, og når Trump i dag indtager Det Hvide Hus, sker det med en mindre opbakning end nogen anden moderne præsident

Trump tilsvinede ikke (og pludseligt for venstrefløjen) ellers hellige krigsveteraner. Trump skosede derimod en afdød krigshelts forældre for at bruge deres døde søn til et plat politisk angreb på Trump.

Han kaldte ikke mexicanere over en karm for voldtægtsforbrydere.

Han vedstod sig dog at være ganske heterosexuel i en privat samtale for 10 år siden og han ville også forbyde tilstedeværelse af USAs fjender i USA - nøjagtig, som Roosevelt og Carter havde gjort det før ham.

Og ja, Trump tager selvfølgelig fejl når han påstår at “begrebet global opvarmning er skabt af og for kineserne for at gøre USA’s produktionsvirksomheder ikkekonkurrencedygtige“. Sandheden er, at begrebet global opvarmning er skabt af den vestlige venstrefløj for at gøre Vestens produktionsvirksomheder ikkekonkurrencedygtige. Ingen grund til at hakke unødigt på kineserne, de har rigeligt at slås med i deres skæve øjne.

Og Donald Trump hånede ikke “journalisten Serge Kovaleski med hans handicap”, som den ledsagende billedtekst påstår. Gavin MacInnes kan forklare mere her, hvor han skoser Merryl Streep, for den samme fejltagelse.

Det er også fake news at vedblive at kolportere myten om ‘the popular vote’, at Hillary Clinton er den moralske sejrfrue og Trumps sejr derfor illegitim. Det svarer til at man hævder en moralsk sejr i en basketkamp under henvisning til pointreglerne for scorede mål i fodbold. I USA har valg siden for rigtig lang tid siden handlet om at skaffe sig et flertal af valgmænd, som Tom Basile skrev i Forbes tilbage i december

If you ran a popular vote strategy, you’d run a completely different campaign in terms of allocation of time and resources. The game is not winning the popular vote, like it or not.

Further, there is no evidence that had the campaigns executed a popular vote strategy that Clinton would have won. Actually to the contrary, given the marked enthusiasm deficit on the Democrat side, Trump would likely have mobilized more voters from his states than Clinton would have in hers. Also, keep in mind that Clinton did have a robust turnout operation in key urban and suburban districts where she needed to perform well with her base. She still under-performed in those places that also would have been critical to a popular vote victory.

The press has weaved the issue into the coverage repeatedly using the phony recounts in Michigan, Pennsylvania and Wisconsin as an excuse to mention the popular vote margin. Naturally, they’ve spent little time acknowledging that Hillary Clinton lost or under-performed President Obama in almost every single demographic group that mattered - including women.

Trump beviste, så langt det kunne lade sig gøre, at han ville være i stand til at vinde flertallet af stemmerne i hele USA, ved at smadre “the blue wall”, de stater, der regnes for så Demokratiske, at der end ikke syntes at være grund til at føre valgkamp i dem. Støvring citerer fra Brendan O’Neils glimrende og nu virale skriv i Spectator, hvorfor amerikanerne stemte Trump

Because you treated dissent as hate speech and criticism of Obama as extremism. Because you talked more about gender-neutral toilets than about home repossessions. Because you beatified Caitlyn Jenner. Because you policed people’s language, rubbished their parenting skills, took the piss out of their beliefs.

Because you cried when someone mocked the Koran but laughed when they mocked the Bible. Because you said criticising Islam is Islamophobia. Because you kept telling people, ‘You can’t think that, you can’t say that, you can’t do that

Nu jeg er ved det skamløse, den yderste venstrefløj smadrer gaderne, mens den beskylder Trump for at smadre alt andet. Her er billedet af venstrefløjens forståelse af “We, the people”, deres popular vote

we-the-people-leftwing-style

Den lange march gennem FNs institutioner

Tidligere kortavarig  Knessetmedlem for Arbejderpartiet Einat Wilf forsøgte med lidt optimisme ovenpå FNs resolution 2334, der delegitimerer alt israelsk udenfor 1967 ‘grænsen’, inklusiv Øst-Jerusalem med Grædemuren og det gamle jødiske kvarter. Wilf påpegede at resolutionen ved sin skelnen mellem bosættelser og selve Israel “essentially clarifying the absolute legality of the territory of Israel within the 1949 ceasefire lines, including west Jerusalem”. Optimismen slutter vi af med, men først til Caroline Glieck der i Jerusalem Post skriver om de palæstinensiske araberes diplomatiske svikmølle

In 1989, following her tenure as President Ronald Reagan’s ambassador to the United Nations, Jeane Kirkpatrick described how the Palestinians have used the UN to destroy Israel.

Following outgoing US President Barack Obama’s assault on Israel at the UN Security Council last Friday, longtime UN observer Claudia Rossett wrote an important article at PJMedia where she recalled Kirkpatrick’s words.

In “How the PLO was legitimized,” published in Commentary, Kirkpatrick said that Yasser Arafat and the PLO worked “to come to power through international diplomacy – reinforced by murder.”

Kirkpatrick explained, “The long march through the UN has produced many benefits for the PLO. It has created a people where there was none; a claim where there was none. Now the PLO is seeking to create a state where there already is one. That will take more than resolutions and more than an ‘international peace conference.’ But having succeeded so well over the years in its campaign to delegitimize Israel, the PLO might yet also succeed in bringing the campaign to a triumphant conclusion, with consequences for the Jewish state that would be nothing short of catastrophic.”

As Rossett noted, in falsely arguing that Obama’s support for Friday’s UN Security Council Resolution 2334 is in line with Reagan’s policies, Obama’s UN Ambassador Samantha Power deliberately distorted the historical record of US policy toward Israel and the PLO-led UN onslaught against the Jewish state.

Anne Bayefsky, der tidligere så glimrende har beskrevet FNs konstante krig mod Israel, skriver på Fox News

The Palestinians have completed the hijacking of every major UN institution. The 2016 General Assembly has adopted nineteen resolutions condemning Israel and nine critical of all other UN states combined. The 2016 Commission on the Status of Women adopted one resolution condemning Israel and zero on any other state. The 2016 UN Human Rights Council celebrated ten years of adopting more resolutions and decisions condemning Israel than any other place on earth. And now – to the applause of the assembled – the Palestinians can add the UN Security Council to their list.

Resolution sponsors Malaysia and New Zealand explained UN-think to the Council this way: Israeli settlements are “the single biggest threat to peace” and the “primary threat to the viability of the two-state solution.” Not seven decades of unremitting Arab terror and violent rejection of Jewish self-determination in the historic homeland of the Jewish people.

Abbas ser frem til at kunne stille israelske sikkerhedsstyrker for den International Krigsforbryderdomstol i Haag. Elder Of Ziyon mindede med et par gamle avisudklip om arabernes jødefri ønske for ‘Palæstina’. Men videre og måske mere foruroligende skriver Bayefsky

At its core, this UN move is a head-on assault on American democracy. President Obama knew full well he did not have Congressional support for the Iran deal, so he went straight to the Security Council first. Likewise, he knew that there would have been overwhelming Congressional opposition to this resolution, so he carefully planned his stealth attack.

He waited until Congress was not in session. Members of his administration made periodic suggestions that nothing had been decided. There were occasional head fakes that he was “leaning” against it. He produced smiling photo-ops from a Hawaiian golf course with no obvious major foreign policy moves minutes away. Holiday time-outs were in full-swing across the country. And then he pounced, giving Israel virtually no notice of his intent not to veto.

Profound betrayal of a true democratic friend of the United States is the only possible description.

FN taler ikke om Yemen og den slags får Charles Krauthammer at foreslå at USA burde stoppe med at være vært for FN og omdanne FN-bygningen til ejerlejligheder. Og netop Trump er optimismen

Glædelig Hannukah til jøderne - I får brug for det

Jeg troede Julens absurditet var Prins Charles, der vil have at englænderne vil bruge Julen ikke til at tænke på “Lord our savior” men at tænke på Muhammed, fordi pædofeten var nødt til at emigrere til Medina for at finde sin frihed. Den frihed benyttede han, som bekendt for alle andre end Charles, til at etablere en intolerant stat, slagte de jøder han ikke solgte fra som slaver og alle sine kritikere, førend han vendte tilbage og erobrede Mekka. Ja, det er værd at tænke når man slipper hans følgere løs i Europa.

Men desværre er Charles afsindighed overgået af rigtig politik ved Obama, der har tilladt at FN definerer Tempelbjerget inklusiv Grædemuren som tilhørende araberne. Ben Shapiro skriver

Just in time for Chanukah, President Barack Obama has unleashed all the anti-Jewish fury of his administration on the state of Israel. According to a senior Israeli official, both Obama and Secretary of State John Kerry have been pushing a United Nations resolution behind the scenes that would essentially declare East Jerusalem, which includes the holiest site in Judaism, the Temple Mount, non-Jewish territory off limits to Israel, as well as labeling any Jew living outside the pre-1967 armistice lines illegitimate.

The draft resolution is an utter rejection of Judaism’s claims to Jerusalem – a historical absurdity, since the only reason anyone cares about the spot is because of Judaism’s claims to it, which predated any Muslim claims by well over a millennium. It rejects Israel’s ability to defend itself by maintaining territory outside the “Auschwitz borders” of pre-1967 Israel. It ignores international law – the resolution says that Israel is occupying “Palestinian territory,” which makes no historical sense given the fact that there was never any sovereign Palestine, that the Palestine Liberation Organization was founded prior to 1967 and called for the full destruction of the state of Israel (as indeed, the Palestinian governing organizations continue to do), and that Israel’s enemies never agreed to any international agreement granting them sovereignty over the territory. Essentially, the UN calls for all areas outside the pre-1967 lines, which would include East Jerusalem, to become Judenrein.

This isn’t a major shock from the Obama administration, which has a long, inglorious history of Jew-hating activity when it comes to Israel. This is the same administration that signed an Iran deal that puts Israel’s very existence in jeopardy, that forced Israel to apologize for attempting to blockade arms shipments to the terrorist group Hamas, that tried to stymie Israel’s ability to defend herself during a rocket war with Hamas, that pressures Israel consistently to make concessions to would-be Jew-murderers, that goes silent when American Jews are killed in Israel, that funds a terrorist unity government.

Mark Levin tweetedeIt appears anti-Semite Obama is working with the extremist Palestinians, and using the Israel-hating UN, to undermine our ally Israel“. Og i The Weely Standard skriver Elliot Abrams at Obama har tilladt FN at vedtage “a nasty and harmful anti-Israel resolution

Just weeks before leaving office, he could not resist the opportunity to take one more swipe at Israel—and to do real harm. So he will leave with his record on Israel in ruins, and he will leave Democrats even worse off.

It’s pretty clear that he does not care. Obama has gotten himself elected twice, the second time by a decreased margin (the only time a president has been reelected by fewer votes than in his first term), but he has laid waste to his party. In the House, the Senate, the state governorships, and the state legislatures, the Democrats have suffered loss after loss. Today’s anti-Israel action will further damage the Democratic party, by driving some Jews if not toward the Republicans then at least away from the Democrats and toward neutrality. Donald Trump’s clear statement on Thursday that he favored a veto, Netanyahu’s fervent pleas for one, and the Egyptian action in postponing the vote show where Obama stood: not with Israel, not even with Egypt, but with the Palestinians. Pleas for a veto from Democrats in Congress were ignored by the White House.

Does the resolution matter? It does. The text declares that “the establishment by Israel of settlements in the Palestinian territory occupied since 1967, including East Jerusalem, has no legal validity and constitutes a flagrant violation under international law.” This may turn both settlers—even those in major blocs like Maale Adumim, that everyone knows Israel will keep in any peace deal—and Israeli officials into criminals in some countries, subject to prosecution there or in the International Criminal Court. The text demands “that Israel immediately and completely cease all settlement activities in the occupied Palestinian territory, including East Jerusalem.” Now add this wording to the previous line and it means that even construction in the Jewish Quarter of the Old City is “a flagrant violation under international law.” The resolution also “calls upon all States, to distinguish, in their relevant dealings, between the territory of the State of Israel and the territories occupied since 1967.” This is a call to boycott products of the Golan, the West Bank, and parts of Jerusalem, and support for the Boycott, Divestment, Sanctions movement.

Yet Barack Obama thought this was all fine and refused to veto.

National Review forsøger at forstå omfanget af resolutionen og spørger “If an Israeli lives in a suburb of Jerusalem, is he or she now a criminal? Can he be arrested and tried in activist courts in Europe or in international legal tribunals?“. Abrams spørger “The remaining question is whether Jewish leaders and Democratic politicians who vouched for Obama and defended him for eight years will now tell the truth”. Jonah Goldberg skriver i samme ånd at “Obama has just thrown [liberal Jews and other supporters of Israel] under the bus” med sit forræderi og blandt Obamas egne partikammerater er der også vrede, skriver The Tower. I det venstreorienterede jødiske Tablet Magazine skriver Lee Smith at “The lame-duck president is dismantling the alliance system that has kept America and much of the rest of the world secure

In a sense, the UN vote is a perfect bookend to Obama’s Presidency. A man who came to office promising to put “daylight” between the United States and Israel, has done exactly that by breaking with decades of American policy. It is also seeking—contrary to established tradition and practice, which strictly prohibit such lame-duck actions—to tie the hands of the next White House, which has already made its pro-Israel posture clear.

No doubt that many of those critical of the U.S.-Israel relationship will defend and applaud the administration’s action, even as the effects of the resolution are obscene. So what if it enshrines in international law the fact that Jews can’t build homes or have sovereign access to their holy sites in Jerusalem, the capital of the Jewish people for more than 3000 years? Israel, as Kerry said, is too prosperous to care about peace with the Palestinians. Maybe some hardship will shake some sense into the Jewish State—which after all, could easily have made a just and secure peace with the Palestinian leadership at any time over the past two decades, if that’s what it wanted to do. Accounts to the contrary, from Presidents Bill Clinton and George W. Bush, say, or left-wing Israeli politicians like former Prime Minister Ehud Barak and the late Shimon Peres, are simply propaganda generated by the pro-Israel Lobby, whose wings the President has thankfully clipped.

But the Obama Administration’s abstention isn’t just about Israel or bilateral relations with a vital partner in a key region. It’s also about the prestige of the United States and its power—the power, for instance, undergirding international institutions like the United Nations. Consider how the Obama Administration has used the UN the last several years—to legalize the nuclear program of Iran, a state sponsor of terror, and make it illegal for Jews to build in their historical homeland. In Turtle Bay, the White House partners with sclerotic socialist kleptocracies like Venezuela in order to punish allies, like Israel. Is this American moral leadership? For Sean Penn, maybe.

Det er Jul og der er håb. Om mindre end en måned træder en mand ind som ny amerikansk præsident

trump-forsvarer-israel

Within a couple of hours, Egypt withdrew the resolution, at least temporarily, and its president, Abdel Fattah el-Sisi, called Mr. Trump to discuss how “to establish true peace in the Middle East,” according to an aide to the president-elect.

Skrev New York Times og selv Charles Krauthammer var imponeret. Resolution blev kørt igennem alligevel da alle, med Tom Lehrers ord, hader jøderne.

Det vi alle mener

Begrebet post-faktualitet er venstrefløjens seneste offensiv mod dissens i offentligheden. Beskyldningerne mod alle nye og højredrejede medier for at sprede fake-news hviler på en antagelse om de etablerede medier ikke gør det samme. På Liveleak, Youtube og de sociale medier kunne vi alle konstatere det postfaktuelle i mediernes mange historier og kolporteringer om hvorledes der var tale om hele familier, udledsagede flygtningerbørn og/eller højt specialiseret arbejdskraft, især som læger og ingenører. Det var surrealistisk.

Vi burde ellers være godt vant når indvandring, åbne grænser og multikulturalitet stadigt beskrives som et gode og en økonomisk bæredygtig fremtid når virkeligheden er stik modsat. Vi kan se at de multietniske samfund ofte kollapser i borgerkrig og hvor umuligt det er at smide en herboende vaneforbryder hjem til den møgbunke han rejstre fra fordi de sekteriske forhold i snart sagt hele resten af verden gør at alle er forfulgt af alle.

Det er helt naturligt for medierne i samklang med venstrefløjen at kaste sig over det lille medie Den Korte Avis. Da en vært på en af Danmarks Radios ungdomskanaler opfordrede til boykot, rammede DR’s nyhedschef Naja Nielsen ganske rigtigt hovedproblemet ind, da hun i NEWS-magasinet Presselogen sagde “at hele indslaget er problematisk, for det har tonen af, at det er noget, som vi alle sammen mener.” Den pointe kan man roligt strække ud til en generel beskrivelse af medierne i Danmark og tærske langhalm på til køerne kommer ind med de nye kartofler.

At være direkte imod venstrefløjens dagsorden er så odiøst blandt medierne at man problematiserer at DKA er holdningsjournalistik, skønt Dagbladet Arbejderen får tifold i medistøtte og Modkraft det dobbelte. Det må man til Uriasposten for at få at vide og den får nada i støttekroner. Kim Møller skriver videre og rigtigt om reaktionerne på Dansk Folkepartis Kenneth Kristensen Berths nøgterne betragtninger om grænsekontrol

Alt imens statsstøttede dagblade fører kampagne mod uafhængige højrefløjsmedier, kører de nyhedshistorier der burde være omfattet af ‘fake news’-begrebet.

Mediestormen mod Kenneth Kristensen Berth er et godt eksempel, og det er værd at gengive professor Emeritus Uffe Østergaards ord, som de faldt i gårsdagens Reporterne på Radio24syv.

Jeg er bange for at han er kommet til at begå den for en politiker, så ubehagelige ting, at sige sandheden. … det er ikke rart at høre på, men grænser kræver altså faktisk en magtanvendelse.

… det er ubehageligt, men det er altså det man logisk set siger, når man siger man vil have grænser og grænsebevogtninger.

Det ligger i vores almindelige offentlighed. Vi kan ikke lide at høre sandheden.”

Information havde en hel kavalkade af sandheder fra Dansk Folkeparti, som de rubricerede som kontroversielle. Som Morten Messerschmidt, der har sagt at “muslimer, der bekender sig til den islamiske ideologi, er tabere eller bliver tabere. De ønsker jo ikke en samfundsmodel, som kan skabe tålelige forhold for mennesker“. Kontroversielt for medierne fordi beviserne på det modsatte bare er så overvældende. Af samme grund bliver Krarups sammenstilling af hagekors og islamisk hovedbeklædning skræmmende, som medierne også skræmmes over Pia Kjæsgaards Kemal Atatürk citat “Der er kun én civilisation, og det er vores” og Martin Henriksens logiske påpegning af “at skilte på arabisk signalerer (..), at hvis man ikke gider lære dansk, så indretter Danmark sig efter dem – og ikke omvendt“.

Og Danmarks Radio syntes også Geert Wilders er vildt kontroversiel for at udtale at koranen er fascistisk, at man burde lade “hovedtørklæderne blafre i parken“, at “Der er absolut en sammenhæng mellem islam og kriminalitet” og at der er en kamp igang mellem os og muslimerne. På TV2 kan man endda gøre julehilsen til noget kontroversielt, hvis det falder ud af Trumps mund: “Trump med kontroversiel erklæring: - Nu må I sige ‘glædelig jul’ igen” Gys! Og Trump kan virkeligt godt lide julen.  Alt er kontroversielt når det kommer fra folk, der ikke er venstredrejede. Fordi “det er noget, som vi alle sammen mener”

Det er en af venstrefløjens metoder til at styre debatten og venstrefløjen synes at der er for meget fokus på islam. Men medierne fokuserer faktisk ikke så meget på islam, som islam bringer sig selv i fokus og i dag har islam haft en travl dag. I Tyrkiet har kurderne myrdet 38, deraf 30 betjente, i et kombineret angreb med en bilbombe og en selvmordsbomber. I Aden/Yemen har Islamisk Stat dræbt 48 soldater i et selvmordsangreb, da soldaterne skulle have løn udbetalt. I Egypten har terrorister (IS eller aQ) dræbt 25 i et angreb på en kirke…. og så har Islamisk Stat også lige erobret den syriske by Palmyra ved et overraskelsesangreb, og har i den forbindelse erobret bl.a. 30 af Assads kampvogne.

Kontakten foregår på journalistens præmisser

Hvis man havde venstreintellektuelle tilbøjeligheder kunne man kalde det et eksempel på postfaktualitet, når Danmarks Radio i en overskrift skriver “Julepyntsdemonstrationer støder sammen i København“. Virkeligheden var at en lovlig og fredelig demonstration blev overfaldet af venstrefløjens… af venstrefløjen. Postfaktualitet er forbeholdt nyheder og fakta som den venstreorienterede offentlighed frygter at forholde sig til, og til sikring af at samme offentlighed kan købe sig lidt respit på meningsmonopolet, er fortrængningerne slemmet op med allehånde konspirationsteorier og falske historier fra venstre til højre. Man kaster løgn efter sandhed for at gøre alt til løgn. Søren Hviid Pedersen skriver i Berlingske Tidende

Måske vi i stedet skulle undersøge lidt mere kritisk, hvad denne kritik af det postfaktuelle rent faktisk går ud på? Det underlige ved politik er jo ikke, at politik skal være sandt, det har vi videnskaben til at afgøre. Politik er snarere om, hvordan vi enten bevarer eller ændrer ting i vores samfund. Det helt afgørende politiske spørgsmål er således: Hvad er det gode samfund og det gode liv? Set i lyset af det spørgsmål er vi alle lige kvalificerede til at deltage i diskussionen og besvarelsen af det spørgsmål. Det er derfor, vi hylder demokratiet som den ramme, hvorfra vi diskuterer politik.

Med dette in mente bliver jeg ærlig talt bekymret over al den snak om det postfaktuelle og det af to årsager. For det første fordi politik ikke er en sandhedssøgen, for hvis den politiske sandhed fandtes, behøvede vi ikke demokrati. Alt kunne overlades til eksperter, filosoffer, DJØFere og andet godtfolk! Så behøvede man ikke spørge borgerne, ja, måske skulle man slet ikke spørge befolkningen, netop fordi de ikke er eksperter. Men sandheden er demokratiets værste fjende, for jo mere nogen taler om politisk sandhed, jo mere skal man være mistænksom og kritisk. For det andet har kritikken af det postfaktuelle den slagside, at den næsten altid retter sig mod personer, partier og bevægelser, der forsøger at udfordre de etablerede systemers magt. Ideen om det postfaktuelle er således blevet et våben i hænderne på de eliter, der føler deres magt truet af de her postfaktuelle opkomlinge, der vover at udfordre deres magtpositioner.

Det er nu ikke nok for venstrefløjen, der ikke kan forstå at man kan opfattes som en bølle når man opfører sig som en bølle. Politiken interviewede skuespiller Nynne Pedersen og dramatiker Rosalinde Mynster, der dyrker devisen “Vi skal holde op med at behandle ytringsfrihed som en grundpille i demokratiet, for det lader til at myndiggøre alle stemmer” og mener det “er problematisk, at det er antiracisterne, der virker som bøllerne” og “Desuden behandler politiet antiracisterne som voldelige, og det indgyder til vold, når personer bliver behandlet sådan.” Ja, det er svært når selv pressens sædvanlige moralske ækvivalens ikke er tilstrækkelig til propagandasejre.

Men selv om interviewet i Politiken er oplysende er prssens daglige beskrivelse af virkeligheden et udslag af deres egne venstreorienterede ideosynkrasier. Pernille Vermund har helt ret i at “manipulerende statsfinansierede medier giver voldelige venstreekstremister frit spil“. Det er en politisk sympatitilkendegivelse at man forstår den vesntreradikales voldelige angreb på politisk dissens og man enten ikke kan eller vil se demokratiet, som den kultur, hvor vi kan være uenige i mindelighed. Det gælder også når BT i en overskrift skriver “USA’s nye vicepræsident frygtes: ‘Han er langt farligere end Donald Trump’” tager de for givet at Trump er en meget farlig mand fordi, det gør medierne bare.

‘The vulgarian at their gates’

Akademia, Diverse, Donald Trump, Forår?, Kunst og kultur, Politik, Politiken, Pressen, USA, venstrefløjen — Drokles on November 27, 2016 at 6:30 am

Flere kommentatorer har bemærket Donald Trumps optrædender i den besynderlige underholdningssport Wrestling. Jeg har tidligere kommenteret på to sociologer i Point of View International og i Politiken skrev ekstern lektor ved Syddansk Universitets Institut for Sprog og Kommunikation Michael Madsen bevæbnet med ‘den franske filosof Roland Barthes’ i oktober at wrestling ligesom, reality tv repræsenterer “den form for underholdning, der udvisker skillelinjerne mellem virkelighed og fiktion, og som gør brug af karikerede farverige personligheder

Intet er subtilt i wrestling. I en mega-arena skal vedkommende, der sidder på bagerste række, også kunne se, hvad der foregår i ringen. De bedste wrestlingpersonligheder er larger than life. Tænk tilbage på Trumps storslåede entre på det republikanske konvent. Iscenesættelsen var fuldstændig. Alt, the Donald gør, er larger than life. Intet er underspillet, og der er ikke plads til nuancer.

Har man set tv-programmet ’The Apprentice’, ved man, at Donald Trump her synes at spille karakteren Donald Trump. Det virker åbenlyst, at Trump også i debatter generelt spiller en rolle. Som wrestleren, der skal have en reaktion fra publikum, tager Trump dele af sin personlighed og skruer dem op på maks., når han er i det offentlige rum. Han er en mesterlig iscenesætter af sig selv. Som politisk performancekunstner er få bedre. Man kommer i tvivl om, hvorvidt afgrænsningen mellem personen og karakteren Trump overhovedet eksisterer.

På lærerseminarierne opoererer man med begrebet ‘den autentiske lærer’, hvor den professionelle fremtoning ikke er at være klinisk professionel, men at accentuere og minimere dele af sin personlighed efter et professionelt skøn. Og jeg er ganske enig i den analyse, men der er stadig noget der mangler, hvis man skal forstå vælgernes forhold til Donald Trump.

Det var Walter Russel Mead der i American Interest gjorde mig opmærksom på symbolikken i Wrestling. De gode kæmperes kamp mod de onde kæmpere bliver obstrueret af de velmenende dommeres distræte inkompetence fordi regler kun virker, hvis de bliver håndhævet, og de gode er kendetegnet ved at følge reglerne. De gode kæmpere er selvfølge den almindelige arbejder, de onde hans trængsler og dommerne den intellektuelle elite af medier, politikere, eksperter og andre der lever lever af at reproducere deres egne ord.

Eliten kan endnu ikke forstå sit svigt ved ikke at se sig selv som en levende del af et fællesskab. Den plejer sit selvbillede som den nødvendige ekspertise, hvis kors det er bære rundt på ansvaret for almuens dårlige opførsel. Det er et spørgsmål om, hvorledes man opdrager almuen og gør den det klart, hvad der er hensigtsmæssig brug af en klapstol. Så naturligvis bliver man chokeret over at blive korrekset på det groveste. Michael Finch skrev før Donald Trump blev valgt som den næste præsident for USA i American Thinker om forskellen på, hvad eliten hører og hvad folket hører når politikere taler.

This election is not being run for the pundits, the media, the conservative gadflies and hangers on, the consultants and wise thinkers who tut-tut continually on television about how Trump, “just can’t do it this way,” he must pivot and be “presidential” and discuss nothing but the issues.

One radio pundit said that Trump obscured his otherwise solid speech on Obamacare by mentioning the “rigged” election.  She went on to say that the national media only cover the segment on the rigged election and not the “substantive” part of the speech on Obamacare.  For being smart pundits, they sure have one hell of a huge blindside.  First of all, the main stream media would never exclusively cover a part of a speech that rips into Obamacare, it would never happen.  The speech would be completely ignored, so therefore Trump gets zero coverage.  His base gets a policy speech; the rest of the country gets darkness.  Instead, CNN and the rest report on the rigged part and give Trump prime coverage.  They think this makes Trump look and sounds like a fool and loon.  But they aren’t the audience and Trump is not looking for approval from the D.C. to New York elites.

The middle of the country, already restive and suspicions of anything and everything that has to do with Washington D.C., hears Trump railing against the corrupt system and how we need to “clean house.”  What is so arrogantly dismissed by the chattering elite class as bar room “unsophisticated” rhetoric, is hitting the voters across the country like a breath of fresh air and a lot of “you’re damn right, Trump!” exhortations.

There is another audience here as well; Trump is not a Republican in any sense of what we are used to.  He is really nonpolitical, so his audience, again, is not the Paul Ryan-Mitt Romney class, but the dissatisfied, concerned, pissed off, and anyone else who feels the country is going in the wrong direction.  And remember, that number is upwards of 70%, which obviously includes a lot of independents and Democrats.  And, not to be forgotten, it includes the millions of Bernie Sanders supporters.  When he says the system is rigged, he is reaching across to those millions who felt that Bernie was their savior.  While Bernie went weak in the knees in one of the greatest capitulations in political history, his supporters naively thought that he and their movement stood for something.  Maybe Bernie wasn’t up to the fight, but his millions were, and still are.  And let’s face it, outside of very few bought and sold Clintonites, the Democratic Party Primary was completely rigged against Bernie.  Everyone knows it, the folks who felt the Bern, most of all.  Trump knows this as well and he is using it to reach this audience.  Will they vote for Trump?  Probably only a few, but what it has done, in conjunction with the leaked DNC emails, has stoked an already visceral hatred of Hillary among the Bernie movement.  They may stay home, they may vote for Jill Stein or they may vote for Trump, but very, very few will turn out for the corrupt Hillary.

Trump is not playing by the usual rules, he refuses to buckle and play as the good Republican Marquess of Queensberry candidate just so he can end up as road kill under a rancid, corrupt Democratic attack machine.  It is funny that so many who stood by him and rooted for him have also gone weak in the last days, just as the battle is engaged.  History is full of examples of the flinch, the pause and hesitation, the worry that the risk of total catastrophe is so great that one must wait and pull back.  But the reward in this case is the saving of our country.

en-dejlig-familie

I filmen Barton Fink fra, ja min ungdom, er det den intellektuelle dramatiker Finks ambition at skrive folkets teater om og for folket, de små mennesker i samfundet, der kæmper en daglig kamp for at få det nære og prosaiske liv til at hænge sammen. Da Fink lader sig friste af at udnytte sin succes ved New Yorks Teatre og skabe sig et større navn ved at tage til Hollywood som manuskriptforfatter, ser han det som et faustisk bytte, uden sans for den ironi at Hollywood ER folkets.

Fink fastholder med en imponerende stædighed og styrke sin opfattelse af folkets behov og interesser uden på nogen måde at lade dem forstyrre hans tanker - hans seriemyrdende nabo råber ham nærmest afmægtigt ind i øret “Because you don’t listen!”, en afreaktion der giver naboen en ikke synderligt subtil udløsning/orgasme. Selv ikke det får Fink til at vågne og til slut i filmen sidder han alene på en strand og ser ud over vandet med en hatteæske ved sin side, der muligvis rummer hans kærestes afhuggede hoved.

Fink tjener ‘the common man’ med sit kreative intellekt, som han betegner ’sin uniform‘, og de soldater, der drager i krig for at forsvare hans frihedsrettigheder kalder han i samme moment for monstre. Som Fink kæmper en daglig kamp med at fastholde tapetet på sit hotelværelses vægge, ledes han stadig mere ved hvorledes hans job med at skrive melodramaer med et wrestlingtema på samlebånd ser ud til at kuldsejle han drømme om at revolutionere andre, om end små, menneskers liv.

Åbningscenen er et studie i afstand mellem elite og folk. Fink har sine øjne stiftet rettet mod sit socialrealistiske skaberværk, som skuespillere agerer foran et velbeslået og dannet publikum. Imens går arbejdere uinteresserede tæt omkring ham og sørger for at teatrets prosaiske funktioner som lydeffekter og tæppefald klapper lydefrit omkring illusionen. Deres opmærksomhed er hellere rettet mod baseballresultater

Den store løgn

Venstrefløjens medier har siddet så længe på den offentlige mening at de ikke længere kan acceptere debat og ser dissens som kontroversielt og det kontroversielle er altid et skridt fra racisme, nazisme eller en eller anden metastaserende fobi. Som de presses af faldende tillid og spirende alternativer, gør de hvad de gør om ikke bedst så hvad de magter, og skruer op for defameringen af, ja alle efterhånden. Frank Gaffney skriver i Breitbart

In 2011, then-Secretary of State Hillary Clinton promised the Organization of Islamic Cooperation (OIC) to use “some old fashioned techniques of peer pressure and shaming” against those whose exercise of free speech “we abhor.”

(…)

Three good men Donald Trump has selected for key strategic and national security positions are currently getting the Big Lie treatment: his White House Counsel Steve Bannon, Attorney General-designate Senator Jeff Sessions, and incoming National Security Advisor Lieutenant General Michael Flynn. They are being relentlessly vilified as “racists,” “bigots” and “haters.”

I feel these able public servants’ pain. Indeed, I know what it’s like to be subjected to the Big Lie. For years, the Islamists and their allies on the hard Left – notably, the discredited (for example, here and here) Southern Poverty Law Center – have used character assassination and vitriol against me (for example, herehere and here) to protect what they otherwise cannot defend: the totalitarian program its adherents call Sharia. The false assertion last week that I had been asked to serve on the Trump transition team sent these rogues into fresh paroxysms of hateful denunciation, repeated like a mantra by their media echo chamber (for example, hereherehere and here).

Af en eller anden grund, skal disse udskammelser af meninger ‘vi foragter’ gentages i danske medier. Danmarks Radio spørger i en “slår Trump stadig konen” overskrift “Trump afviser at omstridt rådgiver er racist” og beretter

Demokrater, borgerrettighedsorganisationer som Rådet for Amerikansk-Islamiske Relationer og selv en række republikanere kritiserer Trump for at have valgt den stærkt højreorienterede Stephen Bannon som sin chefstrateg.

Kritikerne siger, at Trump dermed lukker en racist, antisemit og fortaler for hvidt overherredømme ind i Det Hvide Hus.

Bannon blev hentet ind i Trump-valgkampen sidst på sommeren fra det højreradikale Breitbart News. Det er et medie, der har fremmet alt-right-bevægelsen.

Breitbart News beskrives af amerikanske medier som eksempelvis radiostationen NPR for at være en løs gruppering af racister, nynazister, antisemitter og folk, der arbejder for hvidt overherredømme i USA.

Det er altså den yderste venstrefløj, der i sin nederlagsforbitrelse fremturer med beskyldningerne. Så lad os lige kontekstualisere lidt - det bliver vigtigt længere nede. Middle East Forum sammensatte en top 10 over “campaign contributions from individuals who subscribe to the same Islamic supremacism as Khomeini, Bin Laden, and ISIS” for 1015-16 sæsonen. Og ikke overraskende var der “nine Democrats, one independent (Sen. Bernie Sanders accepted $9,285), and no Republicans

Hillary Clinton tops the list, raking in $41,165 from prominent Islamists. This includes $19,249 from senior officials of the Council on American-Islamic Relations (CAIR), declared a terrorist organization by the United Arab Emirateson November 15, 2014.

For example, Mrs. Clinton has accepted $3,900 from former CAIR vice-chairman Ahmad Al-Akhras, who has defended numerous Islamists in Ohio indicted – and later convicted – on terrorism charges.

Among other current presidential candidates, Jill Stein has accepted $250. Donald Trump and Gary Johnson have not received any Islamist money.

Og Rådet for Amerikansk-Islamiske Relationer (CAIR) er selvfølgelig ikke en borgeretsorganisation, men en islamisk pressionsgruppe med bånd til HAMAS, der, som alle muslimske organisationer, kun har til formål at drage omsorg for islamiske interesser, omsorg som at sikre at ordet ‘jihad’ ikke indgår i en negativ sammenhæng. Grundlæggeren af CAIR, Omar Ahmad, har sagt følgende om de amerikansk-muslimske relationer

Islam isn’t in America to be equal to any other faith, but to become dominant. The Koran, the Muslim book of scripture, should be the highest authority in America, and Islam the only accepted religion on Earth.

Derfor var det også naturligt at CAIR drog omsorg for San Bernadino terroristens familie PLO-style, som det er naturligt for deres formand at ville styrte den amerikanske regering, som det var naturligt at de propaganderede for Ahmed the Clock Boy, som man betvivlede faldne amerikanske soldater deres ære

Hvad angår radiostationen NPR, så skylder Danmarks Radio måske at fortælle at det er en offentligt finansieret radiokanal, blot så man ved, hvor man har den i det politiske landskab. Og fordi offentligt finansierede medier ikke behøver at repræsentere andre interesser end de politikere, der skaffer finansieringen, så bliver det nødvendigt med en Ombudsmand der officielt skal sikre institutionen mod at blive overrendt af lange marcher, men som i realiteten selv er marcheret ind i institutionens hjerte til sikring af den officielle fortælling. Og denne ombudsmand Elizabeth Jensen, var så bestyrtet over at Breitbarts Joel B Pollack i et live interview fik chancen for at forsvare Trump og Bannon fermt mod nazi-, og sårn’ beskyldninger, at hun foreslog aldrig at lave live interviews med folk med kontroversielle holdninger. Og hvad der er kontroversielt ved vi fra Danmarks Radios liste af anklagere mod Bannon/Trump er dissens fra venstrefløjens fortælling. Breitbart skriver

Pollak, who serves as Breitbart’s Senior Editor-at-Large and In-house Counsel, defended its Executive Chairman Stephen K. Bannon from false and defamatory claims of antisemitism and “white nationalism.” He also turned the tables, pointing out that NPR has “racist programming,” including a story that called the 2016 election results “nostalgia for a whiter America.”

NPR listeners were apparently outraged that anyone from Breitbart News had been given an opportunity to defend the website and its chairman.

In her response, “Listeners: Two Recent Interviews Are ‘Normalizing Hate Speech’,” Jensen concluded that the live format had allowed Pollak to get the better of host Steve Inskeep.

She suggested that future interviews be taped: “In addition, in my opinion, these interviews should not be done live. Inskeep is an excellent live interviewer, but live interviews are difficult, especially when there is limited time. A little contextualizing never hurts.”

Jensen went on to argue that “contextualizing” had worked for a similar interview with former Ku Klux Klan leader David Duke, as well as for an interview Nov. 17 with white nationalist Richard Spencer. (Pollak responded to the latter interview in an article Nov. 18 rejecting NPR’s attempt to link Bannon and Breitbart with white nationalism.)

(som en sidebemærkning så havde BBC, endnu et offentligt finansieret medie en overskrift der lød “The Trump resistance movement builds” og indholdet skuffede ikke overskriften) Venstrefløjen og dens medier er en selvforsynende fødekæde af defameringsmaskiner.

“Hell hath no fury like a self-designated elite scorned”

Smædekampagnen imod Trump med alle dens løgne spillede fallit, men som Milo Yiannopoulos funderer er det bemærkelsesværdigt at medierne ikke reflekterer over sig selv og deres egen taktik. Måske er det kun naturligt at når man i snart to år har overbevist sine læsere, lyttere og seere om at Trump er en skrækkelig mand måske også har overbevist sig selv. Som David P Goldman spekulerer så tilsiger “polite opinion (…) ritual anathemas of Trump”. Og når Trump er skrækkelig er de mennesker han omgiver sig med helt sikkert også skrækkelige.

Den mest skrækkelige mand Trump valgte var Steve Bannon. Bannon blev midt under valgkampen hentet fra sin redaktørpost på Breitbart til at lede Trumps kampagne og dengang kaldte lektor ved Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet Niels Bjerre-Poulsen Stephen Bannon for “Donald Trump på steroider” og smædede foran Jyllands-Postens villige mikrofonholder ved samme lejlighed Breitbart News for “gentagne gange er blevet anklaget for at bringe artikler med tydeligt racistisk indhold“. En anklage er det samme som en dom, men Bannon selv har kørt Breitbart efter devisen “Facts get shares, opinions get shrugs” - og fakta tager sig jo ofte racistiske ud.

Medierne svælger i ufunderede beskyldninger mod alt fra højre og ikke mindst den nye store Satan i Trump. Men jeg vil dvæle lidt ved Point of View Internationals Annegrethe Felther Rasmussen der kaldte Bannon for “Den farligste mand i amerikansk politik” og Breitbart News for et hvidt nationalistisk netmedie, “Førerhunden for den islamhadende, antisemitiske, sexistiske, homofobiske og ultrapopulistiske bevægelse i USA

Men hvis man slet ikke kender Breitbart News, vil nogle af de i USA oftest fremhævede overskrifter hjælpe til at forstå mediets natur: “Bill Kristol: Republican Spoiler, Renegade Jew,” var en overskrift, der i Breitbart blev brugt som en kritik rettet mod William Kristol, der er en kendt neokonservativ chefredaktør og kommentator, som bl.a. har grundlagt magasinet, The Weekly Standard, efter at Kristol undsagde Trump som republikanernes kandidat.

Blandt de stødende overskrifter, som Rasmussen trak frem var tre af dem “Birth Control Makes Women Unattractive and Crazy“, “The Solution to Online ‘Harassment’ Is Simple: Women Should Just Log Off” og “Would you rather your child had feminism or cancer?” skrevet af Milo Yiannopoulos. To af dem havde Hillary Clinton allerede læst op til nogen latter blandt hendes på det tidspunkt endnu troende i den tro, at folk ikke kan skelne polemik fra nyheds-stof. Sådan går det når man tankeløst kolporterer den amerikanske venstrefløjs forbitrelser, “Hell hath no fury like a self-designated elite scorned”.

Venstrefløjen er intellektuelt faldet helt sammen og har intet projekt men kun gamle fjendebilleder. De kan ikke gamle hvide mænd, som de faktisk heller ikke bryder sig særligt meget om hverken gamle, hvide eller mænd. De kan ikke lide privat foretagsomhed, slægters led, civilisation og deres egen arv og især ikke historien, fordi den udstiller deres kroniske fejltagelser nådesløst. Så tilbage er kun at defamere alle der taler den midt imod og kalde alle nazist, homo-, islmo-,femi- alt muligt andet gejlfob.

Defameringen af Bannon går på to ben, dels at han er fortaler for hvid nationalisme, dels at han er antisemit. Anklagen om den hvide nationalisme ser venstrefløjen bevist i hans virke som redaktør på Breitbart News. Guardian mente at Breitbart News var et aldeles lødigt nyheds-site, måske fordi de faktisk havde taget sig tid til at læse Breitbart News, frem for blot at linke til en CNN artikel om stødende overskrifter, hvor man glemmer, hvem der skriver og hvorfor, som Annegrethe Rasmussen gør. Ligesom hun glemmer at nævne at det var David Horowitz, der kaldte Bill Kristol for ‘a renegade jew, - og at han ville gøre det igen.

Og det er defameringen af Bannons andet ben, at Bannon er antisemit, som Rasmussen ikke dvæler ved. Det gør hun muligvis ikke fordi hun blev træt i fingrene mens hun skrev, muligvis fordi det at beskylde en mand for at have et problem med jøder, lyder så indlysende tåbelig, når man nu allerede har nævnt, at denne mand har arbejdet for en virksomhed som Goldman Sachs, har produceret Seinfeld og har redigeret Breitbart,(Der forsvarer Israel) at den automatisk kaster tvivl på påstanden om førerhunden for alt det andet grimme han også skal have tid til at være. Det gælder om at dosere løgne i rigelige, men ikke alt for overvældende mængder. Stefan Molyneux giver en lang tilbagevisning, men man kan også se den mere effektive Ezra Levant

Åh, nu Rasmussen er glad for overskrifter hentet fra hendes nyhedstjeneste på CNN, så tillader jeg mig at vise nogle overskrifter fra venstrefløjens medier, som Breitbart havde samlet: “White people should be banned from doing yoga“, “Dog or jewish boyfriend; a quiz“, “Meet pedophiles who mean well“, “In Silicon Valley, young white males are stealing the future from everyone else” og

cnn-overskrift

For sorte hører ligesom til i fængslet…

Basket of deplorables

Det var et rystende angreb på demokratiet, da Trump ikke ville forhåndsgodkende valgresultatet grundet de mange eksempler på svindel fra Demokraternes side. Nu protesterer venstrefløjsere over resultatet ALENE fordi det gik dem imod.

Kun venstrefløjen laver optøjer efter tabte valgkampe fordi den kun trives med kaos. John Perazzo skriver i Frontpage Magazinex

Contrary to media misrepresentations, many of the supposedly spontaneous, organic, anti-Trump protests we have witnessed in cities from coast to coast were in fact carefully planned and orchestrated, in advance, by a pro-Communist organization called the ANSWER Coalition, which draws its name from the acronym for “Act Now to Stop War and End Racism.” ANSWER was established in 2001 by Ramsey Clark’s International Action Center, a group staffed in large part by members of the Marxist-Leninist Workers World Party. In 2002, the libertarian author Stephen Suleyman Schwartz described ANSWER as an “ultra-Stalinist network” whose members served as “active propaganda agents for Serbia, Iraq, and North Korea, as well as Cuba, countries they repeatedly visit and acclaim.”

Since its inception, ANSWER has consistently depicted the United States as a racist, sexist, imperialistic, militaristic nation guilty of unspeakable crimes against humanity—in other words, a wellspring of pure evil. When ANSWER became a leading organizer of the massive post-9/11 demonstrations against the Patriot Act and the U.S. invasions of Afghanistan and Iraq, it formed alliances with other likeminded entities such as Not In Our Name (a project of the Revolutionary Communist Party) and United For Peace and Justice (a pro-Castro group devoted to smearing America as a cesspool of bigotry and oppression).

(…)

The leaders and organizers of the anti-Trump protests that are currently making so much noise in cities across America, are faithfully following the blueprint of Hillary Clinton’s famous mentor, Saul Alinsky, who urged radical activists to periodically stage loud, defiant, massive protest rallies expressing rage and discontent. Such demonstrations are designed to give onlookers the impression that a mass movement is preparing to shift into high gear, and that its present size is but a fraction of what it eventually will become. A “mass impression,” said Alinsky, can be lasting and intimidating: “Power is not only what you have but what the enemy thinks you have…. The threat is usually more terrifying than the thing itself.”

Medierne har mere travlt med at dyrke fortællingen om Trump tilhængernes amokløb på udsatte minoriteter. Og som Elizabeth Nolan Brown skriver på Reason, så er den fortælling falsk

But the narrative has been bolstered by a few high-profile incidents of alleged aggression in Trump’s America.

The first one to really go viral involved a Muslim female student at the University of Louisiana who claimed to have had her hijab ripped off and her wallet stolen the day after Trump’s election by two white men wearing Trump hats. But on Thursday, local police announced that the young woman had admitted she fabricated the story. “This incident is no longer under investigation,” the Lafayette Police Department said in a press release.

In another incident, this one in San Diego, a young Muslim woman’s purse and car were stolen by one white male and one Hispanic male. While the men allegedly made negative comments about Muslims, it seems car stealing was more their motivation than harassment or intimidation—which is obviously shitty, but not necessarily a Trump-inspired act of bigotry.

And an alleged incident of a gay man named Chris Ball getting beaten up by Trump supporters in Santa Monica on election night seems to have not happened the way it was initially recounted, if the incident even happened at all. The Santa Monica Police Department posted a message to Facebook Thursday saying that neither the department nor city officials had “received any information indicating this crime occurred in the City of Santa Monica” and “a check of local hospitals revealed there was no victim of any such incident admitted or treated.”

(…)

Other anti-Semitic imagery—such as “Sieg Heil 2016″ spray-painted on an abandoned store front in Philadelphia—may have been legit expressions of bigotry or may have been similar attempts at commentary on Trump’s election; it’s unclear because no one is taking credit for them. The bulk of racist graffiti incidents appear to have happened around middle- and high-schools, which doesn’t make their messages any less hurtful, I’m sure, but does suggest a phenomenon driven by mean and immature kids rather than rogue bands of serious neo-Nazis.

And while all sorts of horrible incidents are being reported on Twitter and Facebook… well, anyone can say anything on Twitter and Facebook. The bulk of these stories are “friend of a friend” told me types. But if men were really going around pulling knives on Muslim women on public buses in Trump’s name, there would at least be local or campus news reports of it. Same, too, for the alleged wave of transgender teen suicides which keep getting mentioned in media but for which no one can offer any evidence. (Update: more on the alleged suicides here.)

(…)

Update, November 12: Two more tales of race-based and Trump-inspired harassment have begun to unravel…

Imens foran Trump Tower, holder en bekymret borger et skilt med et sagtmodigt ønske

rape-melania

Hvem skal betale for minoriteterne?

“Who’s gonna pay for my kids?” råber en kvinde vredt til en hvid mand, der tæskes på åben gade af et par sorte yngre mænd. Den hvide mand, der også får sin bil stjålet i samme ombæring, bliver beskyldt for at have stemt på Donald Trump.

Donald Trump er en hadefuld, verdensfjern, sexistisk islamofob og jødehader” skrev Zenia Stampe, selv blottet for had, på sin Facebook væg. Jeg vil ikke fortabe mig i en diskussion om alle disse udsagn. Had er en følelse og jeg kender ikke The Donald godt nok til at udtale mig om Zenia har ret. Jeg synes også det er lige vel friskt nok at beskylde en mand, der har tjent mia. - og tro mig, Trump er rig. Jeg mener virkeligt, virkeligt rig, okay? - på noget så jordnært, som sine mange forskellige forretninger, for at være verdensfjern. Men jeg vil dvæle lidt ved modsætningerne i udtrykket “sexistisk islamofob” efter lige først at have anholdt beskyldningen om Trumps jødehad med et citat fra en alt andet end venlig artikel i det venstreorienterede jødiske Tablet Magazine, hvor det hedder

Trump has an intimate familiarity with Jewish practice and Jewish life. His daughter, Ivanka, converted to Orthodox Judaism in 2009; if elected, Trump would be the first president to be the parent and grand-parent of observant Jews. Ivanka’s husband, real-estate magnate Jared Kushner, is an Orthodox Jew and one of Trump’s top advisers. The Trump Organization’s longtime chief financial officer and general counsel are both observant Jews, and Trump has the support of perhaps the single most important political donor in the American Jewish world—Las Vegas casino mogul Sheldon Adelson. Though he is a deeply repellent political figure to many American Jews, Trump can plausibly claim that Jews and Judaism are closer to the center of his life and work than they are for his opponent, former Secretary of State Hillary Clinton.

Trump’s favored Jews have a seemingly limitless confidence in their benefactor’s personal qualities. The Trump they know is decisive, serious, tolerant, and generous, and they’ve formed their impressions out of years or even decades of personal experience with the man. Despite this special access, their belief in Trump himself—which is often independent of any deep ideological kinship—helps demystify exactly why the real-estate developer, who is so blatantly and viscerally unpalatable to tens of millions of Americans, appeals to tens of millions of others.

The Trump Jews also hint at some of Trumpworld’s defining organizational tendencies. With the possible exception of Sheldon Adelson, every one of the major Trump Jews has known Trump for years, is personally friends with Trump, or is connected to his family through marriage. One of Trump’s Jews is known to be a registered Democrat. One of them was a leading Democratic donor who has a tortured history with one of Trump’s most dedicated surrogates.

Trump talte til amerikanerne som amerikanere, et hele, modsat Hillary, der hele tiden talte om allehånde minoriteter, som skulle tilgodeses. Hillarys beskrivelse af halvdelen af Trumps vælgere som ‘irredeemalbe’ og ‘deplorable’ (fortabte og begrædelige), som Obamas beskrivelse af mange amerikanerne som klyngende sig til deres bibel og skydevåben udkrystaliserer den pointe. Trump vil have det fælles og det kræver lige muligheder og det kræver overholdelse af samfundskontrakten, som er ens for alle borgere, der er frie til at vælge en identitet i privatlivet.

Hillary lover mange forskellige vælgergrupper at tilgodese deres behov og fremtiden står på et evigt ekspanderende vælgerkorps af minoriteter. Det er globaliseringen, det er hvad de unge vil have, det fortæller fokusgrupperne og det kommer væltende over grænsen. På sigt vil der ikke være grundlag for at være konservativ, andet end at leve isoleret i en udørk, fortabt med sin bibel og knugende sit skydevåben. Men problemet er, at man tilgodeser kun nogen på andres bekostning. Så hvor Trump vil tilgodese amerikanerne som et hele på bekostning af Wall Street og konkurrerende nationer, der udnytter de unfair aftaler, så tilgodeser Hillary sine mange minoriteter på bekostning af flertallet. Det kan Hillary kun gøre så længe flertallet er til at dræne for flere specielle rettigheder.

Efterhånden som flertallet, amerikanerne flest, eroderes via indvandring og metastaserende identitetspolitik skal minoriteterne tilgodeses på bekostning af hinanden og der bliver nu ikke længere tale om at tage fra de rige/mange for at give til de fattige/mange få, men om omfordeling af de resterende ressourcer. Og omfordeling slider på den gensidige loyalitet for alle var med da alle ville få. Og selv blandt de dele af flertallet, der holdt ved at dele ud af arven vil det akademiske spørgsmål, om det er appropriation at lære så meget af dem, trænge sig på. Det kulturmarxistiske paradigme vil bryde sammen under vægten af egne indre modsætninger. Og her er vi tilbage til det besynderlige “sexitiske islamofob”, for hvis man har et problem med sexisme og misogyne holdninger har man et problem med islam og så er man islamofob.

Problemet for Stampe, Hillary og venstrefløjen er at der ikke er noget, der kan samle minoriteternes interne modsætninger andet end had. De hader the Donald og Dansk Folkeparti og højrebølgen, den hvide mand, historien og den klare tanke og tankens ærlige sprog. Og det er hvad der kitter venstrefløjen sammen, had. De hader ikke at have noget at indvende mens der stadig er forpligtelser, så opfinder nye definitioner på sig selv og på undertrykkelse, som fritager dem deres forpligtelser. Så de hader majoriteten, der holder fast på den virkelighed ingen kommer udenom. De hader at tabe, men de ville gå til grunde hvis de vandt. Vi andre prøver at begrænse ødelæggelserne.

Sometimes it’s hard to be a woman

På det stærkt venstredrejede Point Of View International, tilskriver man Hillarys problemer med at hun er kvinde i “det mandsdominerede samfund“. En sådan vinkel finder det en naturlig antagelse at Hillary “nu rent faktisk er dygtigere end alle de andre” og lister så en masse punkter op af uretfærdigheder stakkels Hillary har måttet døje med i det mandsdominerede samfund. Argumentet er bygget om en lang række, øhm udsagn, fra Hillary Clintons liv og karriere, der vinkels som uretfærdigheder hun er blevet udsat for, og alle disse uretfærdigheder, konkluderes der så, tages så til indtægt for de krav der baree stilles til en en kvinde, hvis hun vil være præsident (i det mandsdominerede samfund, det må vi aldrig glemme). Det svarer til at parese var betingelsen for FDRs præsidentembede.

Det første punkt af uretfærdighed, nemlig modstanderen der beskrives som “en rigmand, fars dreng, sexistisk idiot med antidemokratiske holdninger og uden politisk erfaring” er helt selvmodsigende. POV mener i ramme alvor at Hillary har sværere med en indlysende uegnet modstander uden erfaring. For os andre lyder det mere som en skjult kønskvote ordning.

Det er også i POVs øjne uretfærdigt at Hillary tidligere har “tabt til en mand, der tåkrummende pinagtigt hyldes og fremstilles af landets oprindelige, kolonialistiske magthaverelite som “den første afrikansk-amerikanske præsident”, så det optegnes som et verdenshistorisk faktum, at en hvid kvinde kun ligger på tredjepladsen i menneskehierarkiet“. POV ved nemlig at kvinder er mere værd en halvnegermænd. Vi andre fornemmer måske at POV har ramt en uudtømmelig kilde indignation når man betænker at ved siden af opdele mennesker på baggrund af race, etnicitet, alder og kultur i findes 30 forskellige kønsidentiteter. Som minimum vil det altid være uretfærdigt for de 29.

Det er også uretfærdigt at Hillarys “hosteanfald og stressudløste luftvejssygdomme efter halvandet års uafbrudt døgnarbejde i offentlighedens søgelys fremstilles som en diskvalificerende faktor” - især når man glemmer hendes kollaps og anamnese. Og det at jobbet som præsident er 4 års ekstra uafbrudt døgnarbejde i offentlighedens søgelys. I det offentlige, hvor de fleste kvinder normalt brillerer, kan man normalt regne med en øv-dag oveni de mange sygedage. Og der skal også være tid til en lur.

Men mest uretfærdigt er at man ikke kan lave om på virkeligheden

3. Din kandidatur angribes vedholdende af myndighederne i dit land: Landets overordnede politimyndighed skal skamløst favorisere din modpart i valgkampen ved at rejse en tidligere flere gange afvist og grundløs sag mod dig, umiddelbart før valget, mens din mandlige modparts spionage-korruptionssag med landets klassiske stormagtsrival gemmes “for ikke at påvirke valgkampen”.

3a. Du trues med grundløse anklager: Du skal vinde, mens du vedvarende trues med anklage for tekniske “forbrydelser”, du har “begået” efter at have fulgt teknisk rådgivning, og derfor helt uden dit vidende og som vedrører formalia uden praktisk betydning.

3b. Der bruges overdrevent mange offentlige ressourcer på at miskreditere dig: De endeløse genoptagelser af de smædelignende anklager uden konkrete juridiske tiltag havde i enhver lignende situation overfor en hvid mand kostet vedkommende jobbet.

Ja, det hele er helt grundløst og bunder kun i at Hillary er kvinde i et mandsdomineret samfund. Men det værste er, at Hillary “skal have udholdt en åbenlyst utro mand i 30 år“. Det var nu ikke noget hun egentligt skulle, faktisk valgte hun det selv mod manges gode råd. Og hun gjorde nu mere end at udholde sin åbenlyst utro mand, hun forfulgte og sværtede de kvinder hendes åbenlyst utro mand benyttede sin magt til ‘at score’. Stand by your man!

Har Hillary et helbred, der rækker til fængslet?

Det bliver tæt, men nu trækker Crooked Hillary fra, mens Sick Hillary ser ud til at stagnere. Jeg taler selvfølgelig om det spændende opløb til endestationen for Hillary Clinton, skal det være i fængsel? Eller når hun at kradse af først. Fredag eftermiddag redte hotel gitterly tilsyneladende en seng op.

FBI har genåbnet e-mailsagen grundet nogle emails de fandt på Hillary Clintons nærmeste rådgiver Huma Abedins mand Anthony Wieners telefon, da de efterforskede ham for en række sms korrespondencer af sexuelnaturhanharhaft med en 15 årig pige. Republikanerne mener at anklagen burde føre til at Hillary blev diskvalificeret som præsidentkandidat skriver Breitbart

What’s indisputable is that Hillary Clinton jeopardized classified information on thousands of occasions in her reckless attempt to hide pay-to-play corruption at her State Department. This alone should be disqualifying for anyone seeking the presidency, a job that is supposed to begin each morning with a top secret intelligence briefing.

Ingen ved, hvad de nye fund indeholder eller hvor alvorligt det kan være. Thomas Lifson giver i American Thinker sit bud på de tre førende teorier om, hvorfor FBI igen begynder at rode rundt i Hillarys omgangskreds og deres emails

  1. He might be seeking to restore his badly damaged reputation, recognizing that the damage he has inflicted on the FBI is substantial.  Three days ago, American Thinker published an open letter from a retired FBI Agent, Hugh Galyean, that laid out some of the damage Comey has inflicted on the institution he leads.  There is little doubt that this reached many in the FBI family, putting in print what people have only whispered about.  If those silenced voices start speaking out, Comey could face a serious loss of face. In this scenario, he is heading off a staff rebellion, possibly including mass resignations.
  2. Rush Limbaugh today discussed an alternative theory, that by announcing an FBI Investigation resuming, Comey is putting a lid on further attention to Wikileaks. I guess this means that Clinton forces will argue we must wait for the investigation to be complete (after the election) before speaking about what the evil Russians are planting into our politics.
  3. It is possible that something so dramatic came up in the pertinent emails that postponing a public reaction by not announcing the reopening of the investigation would, be regarded as political interference by covering up a smoking gun until after the election. In this scenario, Comey is assuming the evidence cannot be suppressed, and that he would be held accountable after it comes out. This scenario also indicates that we could be headed for a constitutional crisis, involving the possible indictment of a president-elect before an election. Or the evidence being turned over to the House of Representatives for impeachment hearings.

Der har ifølge Townhall været stor bitterhed blandt mange FBI agenter over Comey beslutning om ikke at retsforfølge Hillary Clinton for hendes brud på loven. Måske er der blot en anledning til at få sagen op igen uden obstruktion fra magtfulde interesser. Hillary tog på overfladen truslen mod hendes politiske liv og potentielt hendes frihed med stoisk ro og forlangte åbenhed om de emails, af hvilke hun selv har haft travlt med at slette

Som man kan se ser Hillary sund og rask ud og ved godt mod. Hillary Clinton klarede de tre debatter uden at kollapse og hendes viljestyrke imponerede Donald Trump. Og det burde det også gøre for hun er virkeligt ikke rask. Pajamas Media har samlet en liste fra de seneste 18 med Hillarys helbredsproblemer, fra dybe venetromboser, voldsom hjernerystelse og hosteanfald, som de prominete.

Ed Klein, der har skrevet bogen Guilty As Sin, fortæller på Townhall følgende anekdote, om et hosteanfald Hillary fik, mens hun diskuterede kampagnestrategi med Barak Hussein Obama i Det Hvide Hus “The president became so alarmed that he summoned one of the five doctors who rotate on duty 24/7 in the White House Medical Unit”

“The experience left the president and first lady shaken and worried,” said the source. “It was clear to them that Hillary was not well. They know how exhausting and draining a presidential campaign is. Clearly, the Hillary they saw in the White House was different than the Hillary the public has seen during her rallies and in the debates.

“They concluded that there was no way that Hillary could make it through such a demanding ordeal without getting some help from booster drugs.”

Booster drugs kan holde folk kørende længe, længe nok til en fængselsdom, tænker jeg.

Krakkelerer meningsmålingtyranniet?

“Democrat Hillary Clinton has a 9-point lead over Republican Donald Trump in Ohio following the news of Trump’s vulgar talk about women and after the second debate between the candidates, according to a statewide poll released today by Baldwin Wallace University in Berea.” kunne man læse for to uger siden på Cleveland.com. Gode nyheder for Hillary Clintons kampagne da Ohio er en vigtig sving-stat.

Mange meningsmålinger, der giver Hillary Clinton et stort forspring er blevet masseret og medierne kolporterer dem ukritisk, men de forvrænger billedet af, hvad der er betydningsfuldt og hvad der er ligegyldigt. En mere en 10 år gammel optagelse af en lummer Donald Trump fra dengang han optrådte i radioprogrammer med sin lummerhed, blæses op til en skandale, mens Hillarys skrantende helbred, kriminelt lemfældige omgang med fortrolige oplysninger og hendes udsalg af amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik til fremmede og fjendtlige magter. Imens tæskes Trumps tilhængere til vælgermøder. Det er ikke gratis at afsløre sine sympatier, hvis ikke  de harmonerer med det venstreorienterede mediekonsensus.

Et konsensus er stærkt fordi det demoraliserer modet til at sige sin mening og endda tale sandhed. Fortællingen om et konsensus kan fortrænge kritik og hvis det er vedholdende længe nok ændre mentaliteten hos en befolkning. Men et konsesus fortrænger også evnen til selvkritik og tiltrækker eftersnakker, hysterikere og ja-mænd og begynder hurtigt at udhule sin egen troværdighed. Diskrepansen mellem en stadigt grummere virkelighed overfor en stadigt mere virkelighedsfjern ekspertise får autoriteterne til at tage sig stadigt mere fjollede ud. Det ender i Komiske Ali, men vejen går over talkshows

Being President is a tough job. It’s one of the only jobs where you get a new approval rating every day. Now that we have this thing called social media, the President gets hundreds of judgments every hour of every day, many of them unpleasant. For the second time, President Obama has agreed to read them for our second-ever Presidential Edition of #MeanTweets.

Det kan være at Obama er ganske charmerende og demonstrerer en bedre komisk timing end hans pap-lignende tv-vært. Indrømmet, Obama som stand-up komiker er mere overbebevisende end Hiullary Clinton, som muskelbundt. Men er det virkeligt overbevisende at den amerikanske præsident og en fri tv-station i et stykke velforberedt politisk propaganda? Får den tavse vælger en fornemmelse af at Obama og Hillary kampagne står med de gode kort på hånden? Tænker den tavse vælger ikke at medierne virkeligt er i lommen på Hillary Clintons kampagne?

Donald Trumps slogan hedder “Make America Great Again!”. Modsat Trumps højenergiske selvcentrerede retorik, som “I’m gonna build a big beautiful wall”, “And I’m rich, I mean, I’m really, really rich!” og “I’ll grab ‘em by the pussy!”, så er hans slogan helt uden afsender. Det er en appel eller et bud og det er op til at alle, politikere, vælgere, medier, at gøre USA fantastisk igen. Trump sælger, under alt sit vulgære bravado, et budskab om fællesskab og ydmyghed og storhed.

Og, hvad handler det så om for den sjove, cool præsident Obama, der giver honnør med caffe latte, hvis budskab til iværksættere er “You did’nt build that!”, mens det var ham selv der fik ram på Osama bin Laden? “Well, @realDonaldTrump, at least I will go down as a president”. Så det kan godt være at han er den værste præsident i amerikansk historie, men ingen ulykker han kan lavet, er så slemme, at hans personlige ambition ikke er bedre.

Så er tvivlen begyndt at nage? Er der begyndt at være sprækker i den fortælling centrum venstre konsensus selv har konstrueret? For et par dage siden skrev det meget, meget venstredrejede Think Progress, at “?Ohio might turn out to be “Trump country” after all” fordi “Hillary Clinton are in a dead heat in Ohio, while Republican Sen. Rob Portman is trouncing former Ohio Gov. Ted Strickland by more than 15 polling points“.

But before the president took the stage, Ohio Democratic Party chair David Pepper strode to the podium and, citing polls showing Donald Trump with a slight lead in the crucial swing state, launched into what he called a “pep talk.”

“Do you think we’re a Trump state, Ohio?”

“No,” the crowd roared.

“I don’t think so,” he called back to them. “We’re the state that elected President Obama in 2008 and 2012. We are the state that elects [Senator] Sherrod Brown, the progressive lion, again and again.”

“One more reminder,” he shouted as the crowd cheered. “Donald Trump couldn’t even win the primary here. This isn’t Trump country.”

Ked af det, men The Trump Train er på vej!

Et kup?

Donald Trumps Hollywood Walk of Fame er blevet smadret, skriver Deadline Hollywood, som Trumps tilhængere er blevet det igennem gennem hele valgkampen, skriver Lifezette. Hillary Clintons kampagne, med alle den mediestøtter og penge fra storfinansen er ikke ideologiske fascister, men deres modus operandi har antaget en fascistisk form, med semiorkestreret vold mod politiske modstandere og massiv propaganda. Det ligner et kup, skriver Peggy Ryan i American Thinker

Hillary has laughed off questions of a potential indictment since the beginning, sneered at suggestions that her scandal might keep her out of the White House.  Even more frightening than her confidence that she won’t be indicted is her unshakable faith that she’ll be elected.  Hillary’s not concerned about the coming election; she doesn’t campaign or hold press conferences, and she has few rallies.  It’s almost as if she doesn’t really need the votes.

That’s probably a good thing for her, since Hillary proved in the primaries that she can’t get the votes.  She had to cheat to beat Bernie Sanders, a 73-year-old socialist out of a win.  She had to tamp down Bernie supporters’ passion and enthusiasm and force them to accept her stale, depressing message.

The truth is, a large chunk of the Democrat base doesn’t like Hillary.  In fact, many can’t stand her.

So how is she winning?  I mean, that’s all we hear, right?  Hillary’s winning in a landslide, has a monumental lead that can’t be overcome.  Hillary’s shown to be winning because the media is  “with her,” or should I say “with them”?  Our once free press is working hand in hand with usurpers to engage in sedition and open treason; to defeat the Republican nominee, Donald Trump; and to impose a sick, evil woman, a criminal as our new leader.

To accomplish this goal, the press uses wartime psychological operations (psy ops), Soviet-style propaganda, and gaslighting to deceive, confuse, disrupt, and demoralize the enemy (that would be we).

Psyops Techniques:

False flags - staged events where the perpetrator is concealed and another party blamed.

  • The James O’Keefe videos show Democrat operatives bragging on how they stage violent protests at Trump rallies, that they have a national network to cover all locations.  The media are all in to blame Trump, paint him as an angry man who foments violence.

Shock and awe - the method of displaying overwhelming force or impressive technology to intimidate or demoralize an enemy.

  • Think polls, political experts who tell us it’s over, Hillary’s leads are insurmountable, there’s not enough time for Trump to “catch up.”

Propaganda:

  • Includes name-calling, manipulated statistics, and other techniques.  The media’s favorite is the bandwagon effect.  This tactic appeals to people’s desire to be on the winning team (”voters abandoning Donald Trump in droves” and “Hillary’s running away with the election”).

Gaslighting:

This is the left’s most insidious tool, based on deception and false information to make us doubt our own perceptions, our sanity.

  • Media show Trump getting trounced while they withhold more current data.  They dismiss as anecdotal (that’s the new buzzword for meaningless) empirical evidence that points to a Trump landslide – yard signs, bumper stickers, massive crowds, and unprecedented enthusiasm.  Their “experts” tell us the overflow cheering crowds mean nothing, don’t “translate” to votes.
  • And how many times must they tell us there is no voter fraud?  Yet O’Keefe has a video with a Democrat operative explaining how to accomplish mass voter fraud, and there’s mounting evidence to confirm voter fraud on a pandemic scale.

Psychological warfare leaves its victims feeling off balance, filled with self-doubt, isolated, and less likely to fight for our candidate.  This is the damage our media and government inflict on their own people.  The free press we’ve depended on to expose corruption, ensure fair elections, and protect democracy is now part of the corruption, rigging the elections, and defeating democracy.  Our protector turned assassin.

Now the media huddle with the left to plot their end run on democracy.  It’s a sprint to the finish line.  How far will they go?  All the way, folks.  I can see networks calling the race for Hillary even if they know it’s based on fraud.  I can picture Paul Ryan, Mitch McConnell, President Obama, our entire government and media telling us we must have a peaceful transition, that we can’t question the results under any conditions.  Oh, wait – they’re already doing that.

And now they’re setting up in case of a Trump landslide.  We could get “fake election results” by Russian hackers, they say.  There will be no “peaceful transition of power” if they lose.

Milo Yiannopoulos forklarer, veloplagt som altid, hvorledes mediernes demoraliserende meningsmålinger typisk bliver til

En kommende jordskredssejr?

De fleste medier, både i USA og herhjemme, er ikke i tvivl om at Hillary Clinton fører over Donald Trump i meningsmålingerne. En skribent på Point Of View International, skrev om Trumps chancer, at “Donald Trump har aldrig kunnet vinde den her valgkamp” (…) “og jo mere han kæftede op, jo mere ville midtervælgerne få øjnene op for, at han var upræsidentiel og umulig at vælge”. Begrundelsen var at Trump var racist og sexist og kun havde støtte grundet “fornuftens og faktualitetens åbenbare bortgang” til fordel for Trump-tilhængernes “mavefornemmelser”.

Men der er også nogle, der holder fast i at Trump ikke blot stadig har en chance, men rent faktisk har et lille forspring. På Investor’s Business Daily, ligger Trump side om side i meningsmålingerne, Rasmussen har en lille føring til Trump og en professor Helmuth Norpoth har skabt sin egen model, der har forudset de seneste fem presidenter i streg, skriver Fox News. Norpoths model består at to del modeller, hvor den ene model vægter, hvor godt kandidaten klarede sig internt i eget parti, jo større sejr som partiets kandidat, jo bedre chancer som præsident. Den anden del er en konstatering af at amerikanerne sjældent gider det samme parti på præsidentposten mere end 8 år.

Men hvorfor ser det ud til at meningsmålinger ikke er fordelt over et mere eller mindre bredt spektrum, men snarere falder i to grupper, Den der taler om en lille fordel til Trump og og den der taler om noget nær en jordskredssejr til Clinton? Zero Hedge skriver

Earlier this morning we wrote about the obvious sampling bias in the latest ABC / Washington Post poll that showed a 12-point national advantage for Hillary.  Like many of the recent polls from Reuters, ABC and The Washington Post, this latest poll included a 9-point sampling bias toward registered democrats.

“METHODOLOGY – This ABC News poll was conducted by landline and cellular telephone Oct. 20-22, 2016, in English and Spanish, among a random national sample of 874 likely voters. Results have a margin of sampling error of 3.5 points, including the design effect. Partisan divisions are 36-27-31 percent, Democrats - Republicans - Independents.”

Of course, while democrats may enjoy a slight registration advantage of a couple of points, it is nowhere near the 9 points reflected in this latest poll.

Meanwhile, we also pointed out that with huge variances in preference across demographics one can easily “rig” a poll by over indexing to one group vs. another.  As a quick example, the ABC / WaPo poll found that Hillary enjoys a 79-point advantage over Trump with black voters.  Therefore, even a small “oversample” of black voters of 5% could swing the overall poll by 3 full points.  Moreover, the pollsters don’t provide data on the demographic mix of their polls which makes it impossible to “fact check” the bias…convenient.

Det er svært at gennemskue virkeligheden gennem medierne, når man ikke kan stole på medierne. Men hvis man ser på den begejstring de to kandidater kan mønstre blandt deres kernevælgere, er det tvivlsom om Hillary overhovedet har kernevælgere udenfor medierne og showbusiness

Hvis man skal tro professor Norpoths model ser Trump ud som en kommende sejrherre. Åh, blot som et aber dabei, så mener Young Conservatives at “Trump could wind up winning the election bigly”. Det bygger de ikke på nogen model af faktualitet, men mere fornuftigt på deres mavefornemmelser for amerikanske vælgere, når Demokraternes systematiske og professionelle mødeterror bliver en stadigt større historie.

trump-okeefe-tweet

The truth emerges

Det var chefredaktøren for Washington Post Ben Bradleys ord da Watergate fældede Nixon. Og det kunne tage uger eller år, men sandheden kom frem.

Part III of the undercover Project Veritas Action investigation dives further into the back room dealings of Democratic politics. It exposes prohibited communications between Hillary Clinton’s campaign, the DNC and the non-profit organization Americans United for Change. And, it’s all disguised as a duck. In this video, several Project Veritas Action undercover journalists catch Democracy Partners founder directly implicating Hillary Clinton in FEC violations. “In the end, it was the candidate, Hillary Clinton, the future president of the United States, who wanted ducks on the ground,” says Creamer in one of several exchanges. “So, by God, we would get ducks on the ground.” It is made clear that high-level DNC operative Creamer realized that this direct coordination between Democracy Partners and the campaign would be damning when he said: “Don’t repeat that to anybody.” The first video explained the dark secrets and the hidden connections and organizations the Clinton campaign uses to incite violence at Trump rallies. The second video exposed a diabolical step-by-step voter fraud strategy discussed by top Democratic operatives and showed one key operative admitting that the Democrats have been rigging elections for fifty years. This latest video takes this investigation even further.

Vogterne skal vogte sig for Trump

Den kunne de ikke lide, de gode jurister, som Fortune forhørte sig hos

Trump’s campaign manager Kellyanne Conway tried to downplay Trump’s threat, later saying it was just “a quip.” However, some prominent lawyers and legal scholars took umbrage at the threat and expressed alarm. Harvard Law professor Laurence Tribe told Fortune that even threatening such a thing was “incompatible with the survival of a stable constitutional republic,” while carrying out such a threat would constitute an “impeachable offense.”
Eric Holder, former U.S. Attorney General in the Obama Administration, immediately tweeted that Trump’s comment rendered him “unfit” for office.

Fortune reached out to all the former U.S. attorneys general that we could locate (including Holder), as well as several other prominent legal authorities and presidential historians, to get their views. Was what candidate Trump proposed legal? Was there precedent for it? Was it good policy? Here are the answers we’ve received so far.
Laurence Tribe, Professor of Constitutional Law, Harvard Law School
(Via email:) “Under the laws and Justice Department regulations governing federal prosecution, a President Trump would not have legal authority to direct the Attorney General to appoint a special prosecutor to ‘look into’ Hillary Clinton’s email situation or the Clinton Foundation or anything else. That’s not within a President’s power.

The only precedents for the kind of vow Trump made in last night’s debate are to be found in dictatorships and banana republics, not the United States. The closest parallel may be what [Viktor] Yanukovych (a former Paul Manafort client) did to [Yulia] Tymoshenko in Ukraine.

Making threats or vows to use a nation’s criminal justice system against one’s vanquished political opponent is worse than terrible policy: it’s incompatible with the survival of a stable constitutional republic and, under our Constitution, would represent an abuse of power so grave that it would be an impeachable offense—one reminiscent of Richard Nixon’s deliberate use of the IRS to go after his political enemies.”

[In a second email, Tribe added that] “some of the political leaders who’ve jailed their political opponents [in the past] have been Hugo Chávez, Recep Erdo?an, Robert Mugabe, Manuel Noriega, Augusto Pinochet and, of course, Vladimir Putin.”

Nej, man truer ikke sine politiske modstandere med fængsel. Men, men, men, skriver Andrew C McCarthy på National Review, Trump truede ikke Clinton fordi hun er hans politiske modstander. Han truede hende fordi hun bevidst og tydeligt har overtrådt loven. Law and order!

This is manifestly not a case of banana-republic criminalization of politics. Trump was not threatening to go after Clinton because she has the temerity to oppose him politically. He was committing to have a special prosecutor investigate Clinton for mishandling classified information, destroying government files, and obstruction of justice — criminal misconduct that has nothing to do with being a political adversary of Trump’s, and for which others who commit similar felonies go to jail.
The Obama administration investigated Mrs. Clinton, at least ostensibly, for over a year. Is Professor Burns saying a politician should only be investigated by her political allies and may otherwise violate the law with impunity?

To get a sense of what a banana-republic Justice Department looks like, Burns might want to have a look at the Obama administration’s prosecutions of Dinesh D’Souza and Nakoula Basseley Nakoula. D’Souza is a political critic of the president’s who was subjected to a criminal prosecution (in which the Justice Department pushed for a severe jail sentence, which the judge declined to impose) for a campaign-finance violation of the petty sort that the Justice Department routinely allows to be settled by a civil fine. (For example, it declined to prosecute the Obama 2008 campaign for offenses that dwarfed D’Souza’s.) Nakoula, the producer of the anti-Muslim video the Obama administration falsely portrayed as the catalyst of the Benghazi massacre, was subjected to a scapegoat prosecution (under the guise of a supervised-release violation) intended to bolster the administration’s “blame the video” narrative.

Prosecuting a person who happens to be a politician for serious crimes is an affirmation of the American principle that no one is above the law.

Next Page »

Monokultur kører på WordPress