Da Helle Thorning i 2007 forsøgte at slå Anders Fogh gik hun til valg på sloganet “Velfærd eller skattelettelser“. Logikken fra Thorning lød bizart “Man kan ikke både gøre det billigere at være dansker og gøre det bedre at være dansker“. Svaret blev skattelettelser. Thorning sagde dengang at det daværende økonomiske overskud skulle bruges på velfærd og at der ville komme skattestigninger. Regeringen forudså ganske vist ikke krisen, men var kloge nok til at vide at der ville komme en fordi det gør der altid. Thorning, der i dag med nogen ret skoser regeringen for ikke at håndtere krisen godt nok forudså den ikke bare så absolut heller ikke, men tog end ikke højde for at at opsvinget ikke var evigt.

I 2008, samme år som krisen brød ud lancerede Socialdemokraterne “Trivselssamfundet“, en overbygning på det eksisterende velfærdssamfunds  gamle og fine bygning, “En bygning vi rejser”, som det hed engang, der blot trænger til en renovation. Trivselsamfundet skulle sikre en række sociale rettigheder bl.a.  ”retten til et liv uden konkurence“. Denne opsigtsvækkende ret var en tidsbank, hvor man sparede fritid op eller måske tog et lån i tid, som man så kunne bruge midt i livet f.eks. “til den lange rejse med børnene inden de flyver hjemmefra“, som det blev formuleret i deres visionspapir. Og “Det er ikke gratis - det vil koste en bid af vores øgede velstand“.

I denne valgkamp 2011 lagde Thorning ud med at tale om skattestigninger for at bekæmpe krisen og “kickstarte økonomien” og “sætte gang i væksten“. Nu er der ikke tale om at tilbyde fritid i et liv uden konkurence men derimod 12 minutter ekstra arbejde. Og det er endda blot noget af den finansiering der skal sikre den gamle “bygning de rejste“, altså velfærdssamfundet, som vi kender det uden overbygningen, der yderligere vil koste en bid af vores øgede velstand.

Med de forsigtigt optimistiske økonomiske tal i dag er Thornings svar stadig/igen skattestigninger. Det er den røde tråd. Om det går godt, dårligt eller midt imellem er den røde tråd i Thornings program, der altså ligger til højre for Socialistisk Folkeparti, der altså igen ligger til højre for Enhedslisten skattestigninger. Hvordan var det gået, hvis hun havde vundet valget i 2007? Og hvordan kommer det til at gå, hvis hun vinder denne gang?

Manu Sareen - der som bekendt er en stor fan af hykleribeskyldninger, som oftest falder tilbage på ham selv - har aldrig i sin tid i Københavns Borgerrepræsentation foreslået at Københavns Kommune burde støtte en heteropride parade i ligestillingens navn. Men han vil nu melde sig ud af Folkekirken fordi han er “frustreret og pinligt berørt over, at vi i Danmark fortsat forskelsbehandler homoseksuelle” ved at vi ikke giver dem “retten til at blive ‘erklæret for ægtefolk’” så de “hverken [kan] få en borgerlig eller kirkelig vielse.”

Jeg mener, at vi hurtigst muligt efter det kommende folketingsvalg bør ændre loven, så homoseksuelle får ret til at blive viet både på rådhuset og i kirkerne som rette ægtefolk. Mange politikere ønsker ikke at blande sig i kirkens anliggender, men så længe kirke og stat ikke er adskilt i Danmark, så er det en anden sag. Så er det netop politikernes pligt at garantere mod statslig diskriminering. Den danske stat skal være et forbillede for ligestilling, og det er den ikke nu. Derfor melder jeg mig ud af folkekirken.

Men Sareen forstår ikke, som så mange selvindbildt kritisk tænkende, at ægteskabet ikke handler om den personlige romantiske kærlighed og gensidig seksuel dragelse. Hvis det gjorde, ville dyrkelsen af parløb jo blot diskriminere større erotiske fællesskaber. Derimod er ægteskabet fællesskabets fejring af slægtens videreførelse, som det kun kan lade sig gøre imellem de to køn. Og en bøsse kan sagtens blive viet i Kirken, blot ikke med en anden mand for ingen slægt føres videre gennem nougatpløjning.

Men Sareens hovedanke er selvfølgelig ikke bundet i en forståelse af, hvad et ægteskab men i en indigneret dyrkelse af at forskellighed automatisk er diskrimination og at Folkekirken skal være et spejl af tidens flygtige værdier. Politikken skal bestemme over religionen, når denne i hvert fald er kristen.

Omvendt med Zenia Stampe, der ikke går op i religioners konkrete indhold, så længe de blot er repræsentanter for det udanske. Hun slår til lyd for, som modig modvægt til “de skingre hyl fra [højre]fløjen“, at gøre ramadanmiddagen til en officiel begivenhed på Christiansborg

Både i respekt for de muslimske mindretal i de forskellige lande, men også fordi det er en anledning til at skabe samtale og sammenhæng - også på tværs af tro. Fuldstændig som vi i øvrigt bruger jul og påske, som hvert år danner ramme om en masse dialog mellem mennesker med forskellig religiøs observans. Tænk for eksempel på hvordan den muslimske Yasser Arafat hver juleaften deltog i gudstjenesten i Fødselskirken i Betlehem.

At det netop er dialogen og ikke religiøs dogmatisme, der er i centrum, er vel også grunden til, at muslimske danske politikere vælger at invitere ikke-muslimer til ramadan-middag på Christiansborg i stedet for at holde en lukket fest i moskeen på Dortheasvej?

Det er selvfølgelig en bevægende brug af terroristen Arafats eksempel og vi venter i spænding på hvornår Breiviks gestus med ikke at myrde løs på de aller yngste fremkalder lignende rørte tårer næste gang man vil revidere en børnekonvention eller frede et lille dyr. Det er også rørende at Stampe vil “skabe samtale” og “dialog” netop på et Ting! Men hun overser pointen i at ønsket om at islamisk festligholdelse partout skal ske i demokratiets hjerte og ikke på restaurant Noma eller Appenæs Forsamlingshus i sig selv er en religiøs manifestering. Og den slags overseelser kommer man tit ud for når læreren igennem et for langt skoleliv ikke har rettet den ivrige Stampes manglende sammenhæng i glæde over at hendes meninger var gode nok.

Dialog er en forudsætning for demokrati, og der er brug for at alle grupper i det danske samfund oplever at være inkluderede i folkestyret. Derfor bør vi gøre det årlige arrangement på Christiansborg til en officiel begivenhed.

Selv om vi også kunne fejre Hitlers fødselsdag i dialogens navn styrker det ikke Stampes kunstgreb at gøre hvad som helst til en forudsætning for demokratiet blot man hægter bon-ord på. Hvor Sareen vil have sin overfladeiske og meget lidt gennemtænkte opfattelse af sekulære værdier trukket ned over Folkekirken, vil Stampe fremme islamisk repræsentation i Folketinget. Fælles er de dog om at Kristendommen skal vige og islam nyde fremme.

Et andet og mere kuriøst fælles træk for Stampe og Sareen og for godere mennesker i det hele taget er det absurde moralistiske kapløb på nationalt plan de befinder sig i, som ventede der en pris for enden. For stampe udtrykkes det aktuelt således

USA afholder en række officielle middage i forbindelse med ramadanen, blandt andet i Det hvide hus. Selv har jeg fået en invitation fra den amerikanske ambassade i København til Eid-middag. I Tyskland holder de forskellige partier en lang række arrangementer. I Sverige har Rigsdagen gennem flere år haft et arrangement. Og i England kom både premiereministeren og udenrigsministeren med officielle udtalelser i forbindelse med ramadanens begyndelse. Der er mange flere eksempler.

Og Sareen ligeledes

I 1989 lagde Danmark ellers flot ud, da Axel og Eigil som de første mænd, der ved en borgerlig ceremoni indgik et registreret parforhold. Siden er vi dog blevet overhalet inden om af lande som Norge, Sverige, Holland, Belgien, Canada og Spanien. I disse lande er ægteskabet nu også for par af samme køn. Her kan vi i Danmark lære af de andre.

Fortællingen om Danmark som et foregangsland med frigivelse af porno, fri abort, registrerede partnerskaber ligger som en værdiladet national stolthed, som de gode mennesker Stampe og Sareen og mange andre anstændige med dem bliver berøvet for når Danmark sakker agterud i kapløbet. Det er snart mere pinligt end når negerintense lande i Afrika har bedre læsefærdigheder end Folkeskolens 3. klasses elever. Der slår man det blot hen med at danske børn til gengæld er verdensmestre i samarbejde og scorer højt på en fiktiv liste over sociale kompetencer.

Rex Murphy ser i National Post Al Gore’s tendens til vredesudbrud, som et tegn på at klimakampen er løbet tør for gas

For those who have a wish to hear the grating sound of a man distempered and frustrated that the cause for which he has given at least a decade of his time, the “greatest moral challenge of our time,” is lost, I recommend listening to Al Gore as he was captured during an address at an Aspen global warming conference two weeks ago. It is a revelation.

Mr. Gore is not a happy Jeremiah. You hear him on the tape near rage, repeatedly shouting “bulls–t” over the arguments of his critics. He raves about conspiracy - a rebirth of the tactics of the dreaded tobacco industry of a few decades back. He blames “media manipulation” for the refusal of people to take up his gloomy summons. He hisses at “volcanoes and sunspots” as having much or anything to do with climate. “Bulls–!” he cries over and over - perhaps it’s the methane content that has him mesmerized with the word. Listen to this aria: “They pay pseudo-scientists to pretend to be scientists to put out the message: ‘This climate thing, it’s nonsense. Man-made CO2 doesn’t trap heat. It may be volcanoes.’ Bulls-t! ‘It may be sun spots.’ Bulls–t! ‘It’s not getting warmer.’ Bulls–t!”

Can a person win the Nobel Peace prize twice? I surely hope so, for this is the E=mc² moment of our green time.

It is not a pretty display. The question the sorry little rant calls up is whether, in its way, this temper fit was a signal that the great global warming crusade, that has had such a sweet run for the last decade or more, is finally over. Has it run, so to speak, out of gas?

(…)

…[O]ne can skip the globe and find almost everywhere that govern-ments, staring at the reality of recession and financial anxiety, have given up on their vague projections of green economics. Where is President Obama, who promised that on his accession “the rise of the oceans will start to slow and the planet begin to heal?” - surely the most fatuous declaration in the history of politics. Well, he appears to be giving speeches every second day, but none of them feature the retreating oceans or our healed planet.

In fact he’s been tooling around in a $2-million bus oblivious of the carbon costs, and there simply hasn’t been any signal that his White House is giving the great Gore crusade anything but the barest of rhetorical support. If there were any political value to ardent greensmanship, surely a President who is floundering on the economy and sinking in the polls would have grabbed that raft with a passion.

But there isn’t anymore.

Her sammenligner Al Gore i en god tone, klimaskeptikere, som i hans verden er benægtere, med racister.

Men Al Gore er også udtryk for andet end sin egen ubehagelige person og en klimakamp, der er i opløsning. Walter Russel Mead diagnosticerer i American Interest via Al Gore på fremragende vis en del af de snakkende klasser dragning mod enhver tids gode projekt.

The serial rise and fall of these vacuous civil society movements and the peculiar grip they exercise over the minds of some otherwise intelligent people is an important subject: why do so many people who want to help solve global problems waste so much time and money and, sometimes, do so much harm?  Is there some way to harness that energy and idealism to causes and strategies that might do more good?  What does the repeated rise and fall of clueless but well educated and well placed enthusiasts teach us about the state of our civilization and the human condition?  Are there ways we could nip these Malthusian panics and idealistic feeding frenzies in the bud?  Is there some way we could teach future generations to be a little smarter about politics and power so that the 21st century, which is going to have plenty of serious problems, might spend less time chasing mares’ nests?

More than that, the former vice president’s troubles don’t just reflect his personal ideas and limits.  Gore’s errors are exemplary: by studying where he goes wrong we can see how a substantial section of our ruling elite has lost its way.  Al Gore is steeped in the Blue Social Model that I’ve been posting about; his social imagination has been so molded by modern American progressivism and the liberalism of the late 20th century that he literally cannot conceive of solutions in any terms the conventional center-left wisdom doesn’t make room for.

The trouble and even the tragedy of Al Gore is that he comes at the tail end of this tradition; he is a living example of what you get when a worldview outlives its time.  He presses the old buttons and turns the old cranks, but the machine isn’t running any more.  The priests dance around the altar, the priestess chews the sacred herbs, but the god no longer speaks.  Like President Obama watching a universal healthcare program that he thought would secure his place in history turn into an electoral albatross and a policy meltdown, Al Gore thought that in the climate issue he had picked a winning horse.  Judging from his Rolling Stone essay he has no idea why the climate movement failed, and no clue at all about how he could re-think the issue.

“Climate of Denial,” Vice President Gore’s “Rolling Stone” essay is not, I am sorry to say, very useful as a guide to resuscitating the environmental movement.  It is largely reduced to the classic loser sandlot complaints: the other side didn’t play fair, they had bigger kids and the refs were biased.  Al Gore seems to want the climate movement to behave like the French Bourbons: to forget nothing in the way of grievances — and to learn nothing about how to do better next time.

But if “Climate of Denial” doesn’t teach us how environmentalists can have more success, it does help us understand what’s wrong with Mr. Gore.  The essay begins with one of his earliest childhood memories when young Master Gore (as southern boys from the better white families were then still addressed) was taken to a professional wrestling match at the Fork River Elementary School gym in Elmswood, Tennessee.

The boy was perplexed: the wrestlers seemed to be really fighting, but the whole thing somehow seemed scripted.  Worse, the referees weren’t doing their jobs.  When the bad guys hit the good guys with a metal chair, the referees were somehow not paying attention, but when, as Gore puts it, “the good guy — after absorbing more abuse and unfairness than any person could tolerate — committed the slightest infraction, the referee was all over him.”

For Gore, this is an eerily accurate representation of the current state of the climate debate and indeed of our society as a whole: the bad guys (Big Oil, coal companies, Republicans) commit all kinds of lies and infractions, and the crooked referee as played by the press only has eyes for the rare and venial slips of the good guys — the IPCC, Rajendra Pachauri and of course the former vice president.

It is likely that Mr. Gore has no idea just how much this passage reveals about the limits of his social vision and political understanding.  For one thing, then and now Gore misses the point of professional wrestling as popular entertainment.  Among other things, professional wrestling works as a kind of folk satire — and well meaning progressives and professionals like Mr. Gore are among its targets.  The clownish referee represents exactly the well intentioned bumblers who seek to arbitrate and rationalize the endless competition between the good and the bad guys.  It is the way much of the working class looks at ivory tower intellectuals, nanny state do-gooders and what in Mark Twain’s day people could still call “the old women of both sexes” who fussed self-importantly around like New York Times editorial writers, levying moral judgments and thinking they were accomplishing something.

In other words, the referee in a professional wrestling match strikes a chord in popular culture in part because he is a representation of the class which sets itself up in our society as the arbiter and judge: the professional elite, the expert and the chattering classes.  The referee at a wrestling match is a populist portrait of the FCC, the NLRB, NPR, the New York Times editorial board and everyone else who does exactly what Al Gore would like to spend his whole life doing: judging mankind impartially and ruling them well.  The referee is part of the entertainment who is funny in part because he thinks he is above the fray.

Al Gore thinks of himself as a friend of the common man and a tribune of the people against the selfish and wicked elites (the bad wrestlers hitting the poor good guys with those horrid metal chairs); he wants to be an honest and competent referee in the wrestling match, bringing decorum and order and fairness to an anarchic sport.

(…)

Al Gore is not wrong to see that the media is changing into something that feels more like professional wrestling than like the hallowed network news broadcast in the Cronkite era.  The public at large increasingly sees journalists as entertainers rather than arbiters.  “The Daily Show” and “The Colbert Report” play this for all it is worth and increasingly the myth of the objective journalist is yielding to the idea of the engaged party frankly promoting an agenda.  Mr. Gore may deplore this transition and yearn for the days when a handful of senior newsmen told the country what the news really was; millions of Americans don’t want to go back.  They don’t think Dan Rather can be trusted and they feel that a news show which has a clear and even entertaining bias is more interesting and perhaps even more honest than one which cloaks itself in pretentious but questionable claims to authority and objective truth.

The tradition of politics and public service that Gore knows and believes in — a powerful government run by well educated technocrats and gentlemen protecting the masses from dangers they do not understand and which they cannot overcome on their own — periodically comes under attack from Jacksonian populists.

The most common thing that people who do not like Al Gore’s politics say about him is that they find his speaking method “condescending”.  He often comes across like a middle school teacher trying to make a complicated point clear to his class.  He likes his students; he wishes them well — but he is the adult in the room, the honest referee at the wrestling match, and the kids need to do what they’re told.

Og den dynamik kunne man også beskrive i Danmark, blandt mondæne socialister og anstændige borgerlige af Radikalt tilsnit.

Thorning Scmidts seneste brud på socialdemokratisk etikette ved at lease sin bil i Tyskland og således slippe for de danske afgifter, en ordning, som hun og hendes parti ellers mener skal være ulovlig fordi den fratager statskassen endnu en mulighed for at lænse borgernes privatøkonomi, vakte ikke den helt store opstandelse. En venstremand sneg under Folketingets afslutningsdebat drillende en fortalelse ind og kaldte Socialdemokratiets økonomiske plan for fair leasing og det udløste kun et afvæbnende touche-smil fra Thorning.

Måske var den manglende opstandelse et resultat af at Thornings forseelse ikke er den største  i verden. Der var jo på ingen måde tale om noget ulovligt - endnu altså, Socialdemokratiet har jo endnu ikke fået magten. Måske fordi vi blot er blevet mætte af den slags sager ligesom endnu en Berlusconi sexskandale heller ikke rokker meget ved den mand vi vel alle er kommet til at holde af - alle os der ikke bor i Italien i hvert fald. Men sagen er alligevel interessant fordi den måske ikke blot siger noget om vores måske kommende statsminister, men også noget om os andre, der ligesom hende er rundet af velfærdsstaten.

Lars Trier Mogens gjorde en god observation i Politiken da han andmeldte den - efter alle anmeldelser at dømme - elendige, samtalebog mellem den mærkværdigvis legendariske interviewer Ninka og Helle Thorning-Schmidt, som måske kaster lidt lys over det fænomen.

Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, har en personlig historie, som er langt mere original og vedkommende end den sædvanlige bondesønfortælling, som tidligere generationers magtmænd har præsenteret på deres vej mod Statsministeriet.

Livet langs S-togs-nettet
I modsætning til f.eks. Anders Foghs fortidsfortælling om at stå tidligt op om morgenen for at hakke roer i det mørke Jylland, er Thorning-Schmidt rundet af en hypermoderne krønike om det usynlige liv langs S-togs-nettet.

(..)

Om sit ophavssted siger Helle Thorning-Schmidt henkastet: »Jeg er selv født i Rødovre ? faktisk i Rødovrecentret, som dengang havde sin egen fødeklinik«.

Tænk, Danmarks måske næste statsminister tilhører ikke blot velfærdsgenerationen, nej, hun er ligefrem kommet til verden i et indkøbscenter, der ? som Rødovre Centrum formulerer det ? »fra start og med største selvfølgelighed har været eksponent for tidens tendenser«.

Fødslen i indkøbstemplet er en fantastisk ramme for en fortælling om Socialdemokraternes forvandling gennem efterkrigstiden; fra at være et nøjsomt arbejderparti til at være et forbrugsorienteret middelklasseparti.

En manuskriptforfatter kunne ikke have tænkt det bedre.

Thorning er ikke en klassisk socialdemokratisk pamper, som prøver at kompensere for barndommens afsavn. Thorning er vokset op uden afsavn, som næsten alle danskere og ligger nu bedre end de fleste danskere fordi hun er dygtig og bliver belønnet derefter. Når Thorning og socialister, som hende ikke synes at Folkeskolen er god nok til hendes børn, tænker hun ikke et øjeblik på om den så er god nok til andres børn. Når Thorning synes at den danske skat er for høj for hendes mand i forhold til den i Schweiz tænker hun ikke et øjeblik på om den så måske også er for høj for os andre (mænd, som kvinder). Når Thorning synes at det er for dyrt for hende at lease en bil i Danmark tænker hun ikke et øjeblik på om ikke biler er for dyre i Danmark. Og hvorfor gør Thorningen og socialister som hende det? Det gør fordi de ikke kan skelne mellem deres erfarede oplevelse af samfundet, som privatpersoner og så den fortælling, der som professionelle politikere lever af. Velfærdsstaten og dens indbyggede moralske godhed er blevet til at tomt vokabular.

Vi lever i en tid, hvor klimakommisær Connie Hedegaard annoncerer at debattens tid er forbi og handlingens tid er nu, hvor den amerikanske præsident Barak Husseeeeiiiinnnn Obama i et uironisk anfald af kong Knud markerer sin indtrædelse med at det var øjeblikket, hvor havene stoppede med at stige - Rul små bølger mine. Der er, når man ser bort fra enkelte Tidehvervsfolk og en tidligere finansminister der godt kunne lide at køre hjem til et tomt men fuldt oplyst hus, ingen tvivl blandt vores folkevalgte om at klimaet er vor tids største trussel. Og så alligevel. Dagpengereform, efterløn, skatter, afgifter, betalingsringe, økologisk mad i børnehaver, skolepolitik er alligevel vigtigere i denne globaliserede verden ingen kan lukke øjnene for.

Radikale Venstre stoler på udlændinge, lytter til økonomer og tror på lærerne, men klimaet rangerer ikke som en mærkesag. Alligevel tager Radikale Venstre i et megalomant anfald “ansvar for fremtidens klima“, hvilket naturligt følges af det ildevarslende udsagn

Vi ønsker et Danmark helt fri af fossile brændsler, og vi er villige til at iværksætte alle nødvendige tiltag.

Nu er Monokultur jo ikke Politiken og derfor vil vi ikke komme med allehånde Breivikinsinuationer i Radikale Venstre radikaliserede villighed “til at iværksætte alle nødvendige tiltag“. Men formuleringen bærer vidne om en alvorlighed, der står i skarp kontrast til sin nedprioritering i forhold til mærkesagerne Folkeskole, økonomi og indvandring.

“Radikale Venstre vil gøre op med 10 års klima-nøl” hedder det videre uden tanke på at klimaet har nølet i snart 15 år og endda ser ud til at gå helt kold. “alle nye investeringer i energi [skal] allerede nu være grønne frem for sorte” og Radikale Venstre “vil satse massivt på vind, biomasse og biogas for at nå i mål” og “udbygge vindmølleparker både til lands og vands“.

Radikale Venstre tager ansvar for samfundsøkonomien. Vi mener, at klimarevolutionen baner vejen for et grønt eksporteventyr, hvor danske virksomheder leverer klimaløsninger til resten af verden. Omstillingen til vedvarende energi vil skabe omkring 10.000 nye grønne jobs årligt og et stærkt innovationsmiljø i Danmark.

Radikale Venstre vil videreudvikle nuværende styrkepositioner som fx vind og biomasse, men også udvikle nye perspektivrige teknologier såsom bølgekraft og solceller. Vi vil etablere et samlet system, hvor der ydes prisstøtte til teknologiudviklingen, indtil produkterne kan bære igennem på markedet.

Socialistisk Folkeparti, der ifølge eget udsagn “knokler for bedre velfærd“, knokler også for miljøet (som de knokler for mange tiltag, der skal sikre de dovne deres uproduktive adfærd), mens klimaet er henvist til “øvrige politikeområder“. Og det til trods for det faktum at the ice is smelting on the poles.

Klimaforandringerne påvirker vores tilværelse på alle tænkelige – og utænkelige – måder: De påvirker vores forsikringspolicer, når vores kældre oversvømmes, fordi kloakkerne ikke kan klare ekstremt vejr. De påvirker antallet af flygtninge, krige og konflikter i verden. De påvirker priserne på fødevarer, de påvirker vores natur. Og de påvirker, hvordan vi skal leve i fremtiden.

Måske er klimapolitikken lagt ned til de øvrige politikområder fordi det er umuligt ud fra disse platituder at afgøre om det er godt eller skidt. Men problemer er der

Den gennemsnitlige temperaturstigning skal holdes på maksimalt 2° C i dette århundrede, hvis vi skal undgå faretruende global opvarmning.

I Danmark svingede temperaturen mellem minus 23 grader og plus 33,7 grader i 2010. Det er en temperaturstigning på 56 grader på blot et halvt år. Se det er klimaforandringer! Socialistisk Folkeparti mener både at “de rige lande må gå forrest“, at “Danmark skal være forbillede” og at “EU skal påtage sig lederskab og gå foran“, men først og fremmest at vi må “begynde med os selv“, “så Danmark kan inspirere andre lande.” Men ellers er der i modsætning til Radikale Venstre ikke nogle konkrete tiltag.

En satsning på vedvarende energi og bæredygtig produktion vil desuden give Danmark en stærk position på det stadigt voksende marked for klimavenlige og miljørigtige energi- og produktionsløsninger. På den måde vil vi forene grøn omtanke og økonomisk vækst- og jobskabelse.

Og hvis vi alle sammen går 12 minutter tidligere i seng forbruger vi det mindre energi.

Socialdemokratiet satser på Fair Løsning, som er

…en samlet plan for Danmark, som får styr på økonomien igen, skaber nye job og udvikler vores velfærd. Væksten er lav, og 180.000 private job er forsvundet. Der bliver sparet på skoler. De unge står uden praktikpladser. Der mangler penge til vores sygehuse. Danmark er gået i stå.

Det er altså vor tids største udfordring, som ser således ud

Scrollbarren under Villy og Helle, hvor der i de forskellige kasser står henholdsvis Fair Løsning 2020, Vækst, Nye Job, Sundhed, Uddannelse og Velfærd er det nærmeste man kommer en prioriteret liste om Socialdemokratiets politikområder. Et tryk på pileknappen til højre får de efterfølgende frem

Økonomi, Efterløn, Folkeskole, Unge, Arbejde og Fattigdom. Et ekstra tryk

Og så er den hjemme. Klimaet ind, som nummer 13, efter Fair Løsning 2020, Vækst, Nye Job, Sundhed, Uddannelse, Velfærd, Økonomi, Efterløn, Folkeskole, Unge, Arbejde og Fattigdom. Socialdemokratiet linker til en detaljeret pdf fil, som i mindre opskruet sprog en Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti tegner det samme billede med den samme grønne vækst, som løsning.

Klimapolitik interesserer ikke ligefrem Liberal Alliance, som dog fornuftigt nok mener at “Miljøafgifter skal dokumentere en reel grøn effekt” og ser ellers energipolitik, som et sikkerhedspolitisk spørgsmål, hvorfor de går ind for at gøre Danmark fri af fossile brændstoffer. Hvad der gør fossile brændstoffer til et sikkerhedspolitisk spørgsmål forbliver smagfuldt usagt og underforstået.

Venstre har tilsyneladende slet ikke nogen klimapolitik, men vil efterlade “Bedre natur til næste generation” og “arbejder på at skabe 75.000 hektar ny natur“, mens Konservative under deres miljøpolitik tapper på barometeret, mens de henkastet bemærker at de har “opmærksomhed på klimaforandringerne“.

Dansk Folkeparti, hvor “Dyrene har en stemme” - et slogan partiets argeste fjender måske med nogen effekt kunne bruge imod dem - har som de andre borgerlige partier heller ingen særskilt klimapolitik, men en filosofisk og principiel miljøpolitik for “Et renere Danmark” - et slogan der ikke burde begrænses til miljøpolitiken i denne skrivers optik - som vil sikre at “den måde hvorpå vi omgås klodens ressourcer, bærer præg af omtanke og ansvarlighed“. Og dette syn giver sig også udslag i en afventende realisme i forhold til klimaet

I disse år gøres der et stort arbejde for at udrede årsagerne til den globale opvarmning, som af stort set alle anerkendes som en kendsgerning. Selv om årsagerne hertil ikke synes entydigt fastlagte, tyder meget på, at menneskets aktiviteter på jorden bidrager til den globale opvarmning, og set i et internationalt perspektiv er en imødegåelse af klodens opvarmning således et anliggende for alle jordens nationer, ikke kun Europa eller USA. For Dansk Folkeparti er det vigtigt, at også højvækstlande som Kina og Indien inddrages fuldt ud i en global klimapolitik. Uden disse landes medvirken vil miljømæssige tiltag med henblik på en reduktion af CO2-udledningen være langt mindre virkningsfulde.

Det er altså tydeligt at klimaet trods de store ord ikke interesserer nogen politiske partier. Obama må selv stoppe havspejlet og den øjeblikkelige og påkrævede handling må andre tage sig af. De danske politikere har på deres egen indolente facon gjort deres til ikke at fortsætte debatten. Blå blok har kun pligtskyldige strøtanker for at få en flanke dækket af og rød blok nøjes med højstemt retorik for at dække over nedprioriteringen af klodens største udfordring.

Og dog, der er et vedholdende parti, som stadig holder fanen højt lang tid efter at der er gået bajere i den for resten af holdet. Som med den sejt nølende erkendelse af Murens fald har Enhedslisten stadig klimapolitikken øverst på dagsordenen. Klimapolitikken, der ses i snæver sammenhæng med energipolitikken, skal være “solidarisk” (???) og “al dansk landbrug skal omlægges til økologisk landbrug, den kollektive trafik skal udbygges, og der skal indføres flere afgifter på privatbilisme”

Danmark er et af verdens rigeste lande og blandt de lande, der udleder allermest CO2 per indbygger. Derfor har Danmark en særlig forpligtelse til at gå foran og vise, at det er muligt at opretholde en høj velfærd og samtidig nedbringe CO2-udslippet. Fremtidens udfordring bliver at skabe en økonomi for velstand uden vækst, hvor vi anerkender, at det vigtigste mål for økonomien ikke er at vokse, men at udvikle sig inden for de grænser, jorden sætter.

Velstand uden vækst er ganske vist en så tidsbegrænset politik at den nærmer sig det selvmodsigelige, men i det mindste tager Enhedslisten deres egen idiotiske retorik alvorligt.

Per Clausen appelerer på sin blog til at…

...DF ikke fremover insisterede på, at islamistisk terrorisme vokser naturligt ud af islam

Hvis ikke islamistisk terror vokser ud af islam, hvor vokser det ellers? Islamistisk terror er faktisk så unikt og enestående knyttet til islam at det ville være unaturligt, hvis det voksede ud af noget som helst andet.

———–

Überteologen Christian Braad Thomsen revser sine modstandere i en debat i Politiken fordi de i hans geni ikke forstår en lignelse i Lukasevangeliet

Ud fra den holdning er heller ikke Jesus kristen.

Uanset holdning var Jesus skam heller ikke kristen. Jesus var jøde.

———–

Om Spaniens grund til at lukke sine grænser hed det i Jyllands-Posten

Spanien kan ikke klare flere

Nej hvem kan det?

———–

Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti vil indføre en betalingsring omkring København for at tvinge flere bilister over i den kollektive traffik. Denne tilgang til adfærdsregulering af danskernes frihed kaldes Tonya Hardingmodellen. I stedet for at gøre sit alternativ til den fimsede Nancy Kerrigang mere attraktivt, forsøgte hun per stedfortræder at knuse konkurrentens knæ med et koben. Why? Why?Why? Hardings patetiske forsøg på at skaffe sig en konkurencefordel fordi hendes forsuttede ven simpelthen ikke slog til fejlede dog. Det er nok for meget at håbe på når socialisterne kommer til magten.

———–

I en artikel i Jyllands-Posten spår Anne Sophia Hermansen at post-breivik tiden vil betyde at bloggende debattører “åbent lægger vores partibog frem”

Debatter, hvor folk ikke er i stand til at sætte navn under deres holdninger, er i reglen også ret ligegyldige. Hvis de ikke engang kan tage deres eget standpunkt alvorligt, hvorfor skal vi andre så?« siger Anne Sophia Hermansen.

Hun tror, at det vil være mennesker med marginaliserede meninger, der diskuterer under pseudonym.

»Personligt bruger jeg ikke tid på at læse kommentarer på min blog fra folk, der ikke kan stå ved sig selv. Når man skriver anonymt, er det som regel kyllingehjernen, der er slået til.«.

Uden at tage dette udsagn alt for personligt, vil jeg blot påpege at det at anse meninger for ligegyldige blot fordi de er marginaliserede grænser til en kættersk tanke for en demokrat.

———-

I filmen Beneath The Planet Of The Apes ser man i en overraskende frivol scene den videnskabelige abe Zira opmåle en mand og bede notaren føre “Seven Inches!” til protokols.

———-

En Makus Lund siger - ifølge den gode blog Hodja - blandt meget andet - på Informations debat at Kurt Westergaard, Lars Hedegaard og Pia Kjærsgaard selv er ude om at de er forfulgt af “(rabiate) muslimer, som ikke kan besinde sig” for:

De er nemlig selv uden om det på grund af deres grundløse had til muslimer og konstante ytringer af deres pseudoracistiske holdninger, så det er da klart at nogle muslimer der ikke kan besinde sig vil betragte det som ‘selvforsvar’ at gøre det af med racisterne, selv om det selvfølgelig næppe er en prisværdig og hensigtsmæssig handling med henblik på at fremme af interkulturel forståelse.

Det er en lidt overraskende brug af begrebet “pseudo” for normalt skulle man jo tro at “pseudoracisme” kun var nedsættende blandt racister.

———-

Jyllandsposten spekulerer i et statskup

Hvis statsministeren helt undlader at udskrive valg, vil det betragtes som et statskup.

Og det er ikke helt ude i skoven

———-

I et forsøg på at få flere af os til at handle i Dansk Industri forsøger de sig med bøssesupport under sloganet DI For Mangfoldighed. På deres hjemmeside kan man læse følgende

Mangfoldighed kræver ledelse

Som talt ud af Tito’s mund.

Radikale Venstres valgslogans til dette efterår er skåret samme lægte, som deres lidet gennemtænkte “Vi tænker på andre end dig” fra 2001. “Vi tror. Også på lærerne“, “Vi lytter. Også på økonomerne” og så værdidebattens genkomst i disse økonomiske tider “Vi stoler. Også på udlændinge“. To faggrupper og udlændinge en bloc, men ingen der blot er danskere for Radikale Venstre tænker stadig på andre end dig. Men Udlændingedebatten er altså en mærkesag for Radikale Venstre midt i den økonomiske krise.

Radikale ønsker “en værdig udlændingepolitik“, hvor de vil “sikre asylansøgere en ordentlig behandling” og “rimelige vilkår“. Radikale Venstre siger “Ja til kærlighed - nej til pointsystemer” fordi “Radikale Venstre mener ikke, at kærlighed kan nyttevurderes“. I samme tråd skal 24-års-reglen og tilknytningskravet fjernes og starthjælpen skal afskaffes. Det vil være “En asylpolitike vi kan stå ved“.

Men man er ikke et elitært parti, hvis ikke man alligevel vil gøre forskel på folk og derfor skal der sikres “Bedre adgang til kvalificerede medarbejdere” for “dygtige medarbejdere fra udlandet (…) er afgørende for Danmarks vækst og velstand.” og derfor vil Radikale “hjælpe virksomheder med at opsøge veluddannede udlændinge“.  Uddannelse, kvalifikationer og virksomhedernes præferencer kan derimod godt nyttevurderes pointsystem eller ej - Love is not all you need.

Vedholdende muslimsk dialog versus den arabiske handelsmand. En mildt sagt anmassende muslimsk/palæstinensisk ung kvinde vil have fjernet israelske dadler fra en forretning og dadler indehaveren for at svigte sine muslimske brødre og søstre.

Men ak, alle, der lever i enklaven, øhm lever i enkalven og det er enklaven der bestemmer og da enklaven er muslimsk bliver bestemmelsen muslimsk

Det er desværre den vej hønsene skraber. (skamløst planket fra Elders Of Zion)

Guardian refererer en rapport udarbejdet for NASA om rumvæsners potentielle reaktion på den globale opvarmning

Watching from afar, extraterrestrial beings might view changes in Earth’s atmosphere as symptomatic of a civilisation growing out of control – and take drastic action to keep us from becoming a more serious threat, the researchers explain.

This highly speculative scenario is one of several described by a Nasa-affiliated scientist and colleagues at Pennsylvania State University that, while considered unlikely, they say could play out were humans and alien life to make contact at some point in the future.

Shawn Domagal-Goldman of Nasa’s Planetary Science Division and his colleagues compiled a list of plausible outcomes that could unfold in the aftermath of a close encounter, to help humanity “prepare for actual contact”.

Dette må selvfølgelig være under forudsætning af at rumvæsnerne anser det for sandsynliggjort at det er menneskets udledning, der er skyld i klimakatastrofen.

Her er plads til alle! - alle der ikke er etnisk danskere.

Og ja, Jagtvejsprojektet får deres penge fra kommunen.

Biologen Charles Monnett satte et betydeligt aftryk på klimadebatten da han i 2006 stod fadder til en videnskabelig rapport, der forudså isbjørnens snarlige udøen. Udover et ikonisk billede af en enlig isbjørn på en isflage i Al Gores prisvindende film An Inconvenient Truth, der hurtigt blev et slagkraftigt våben i klimakampen og at isbjørne blev defineret som en truet dyreart to år senere gav det Monnet rådighed over 50 mill dollars i forskningmidler. Monnett er siden blevet suspenderet fra sit arbejde

The actual survey Monnett was conducting when he observed the dead bears in 2004 was the migration of bowhead whales.  Investigators questioned how he later obtained data for a table listing live and dead polar bear sightings from 1987 to 2004.

“So how could you make the statement that no dead polar bears were observed” during that time period? May asked.

“Because we talked to the people that had flown the flights, and they would remember whether they had seen any dead polar bears,” Monnett said.

Asked whether he had any documentation to back that up, Monnett said that he did not.

“Science is about making the best case you can to test your hypothesis,” Monnett said.  “You assemble your arguments and your data, you put it out there, and you see who’s going to knock it down.”

“And surprisingly, nobody, you know, knocked this down in any way.  Everybody was just kind of like, ‘Oh, yeah, four dead polar bears.  Okay, that’s kind of cool,’ ” Monnett said.

Dr. Rob Roy Ramey, a biologist who specializes in endangered species scientific issues for Wildlife Science International, Inc., reviewed Monnett’s paper as well as the inspector general’s interviews for HUMAN EVENTS and said that the authors made unwarranted assumptions and large extrapolations based on a single event.

“They did not know if the polar bears actually drowned, they assumed that they had drowned.  There were no statistical tests, just extrapolations made with no accounting for measurement error,” Ramey said.

“The paper gives the appearance that rigorous surveying was done for polar bears, when it was not,” Ramey said.

“They were flying at 1,500 feet with the purpose of looking for bowhead whales, which are much larger and easier to spot.”

Ramey also says he sees a conflict of interest for Monnett’s wife to be part of the internal peer review, and questioned the awarding of a contract to Derocher, who also participated in the peer review.

“That’s not impartial,” Ramey said.  “It’s really important that peer review be truly independent.  If they can’t be, then everyone has to state their conflict right up front.”

Tilsyneladende er videnskab i dag et vidt begreb. En udokumenteret anekdote ekstrapoleres, det vil sige antages at være repræsentativ for virkeligheden. Konen synes det er flot og kollegaerne nikker anerkendende og viola, FORSKEREN HAR 50 mio. dollars, Al Gore har sin film og du har dine afgifte at betale ved kasse 1.

Deep Green Resistance indleder

If you care about life on this planet, and if you believe this culture won’t voluntarily cease to destroy it, how does that belief affect your methods of resistance?

Most people don’t know, because most people don’t talk about it. Some are too afraid of being called terrorists by those who are murdering the planet. Some believe using the same tactics that have not worked for the last forty years – whether it be protests or petitions, collaboration with corporations, or window breaking will magically start being effective. Some think a technological solution will appear to make it all go away. Some have pinned their hopes on lifestyle changes, and its corollary, personal change, as if individual behaviors can dismantle systemic problems. And finally, some just have hope – the groundless, amorphous belief that allows us to keep “living” these lives while all around us and inside us the destruction grows exponentially. The hard truth is none of this has or will work, ever.

Er De ligesom jeg ved at tisse i bukserne af bar spænding over alternativet?

Decisive Ecological Warfare Strategy

Men, hvad skulle målet dog være med det?

The ultimate goal of this resistance movement is simply a living planet—a planet not just living, but in recovery, growing more alive and more diverse year after year. A planet on which humans live in equitable and sustainable communities without exploiting the planet or each other.

Given a state of emergency, this translates into a more immediate goal, which is at the heart of this movement’s grand strategy:

Goal 1: To disrupt and dismantle industrial civilization; to thereby remove the ability of the powerful to exploit the marginalized and destroy the planet.

This movement’s second goal both depends on and assists the first:
Goal 2: To defend and rebuild just, sustainable, and autonomous human communities, and, as part of that, to assist in the recovery of the land.

Jo det er fine målsætninger at opløse alt godt, men er der overhovedet en strategi?

Strategy A: Engage in direct militant actions against industrial infrastructure, especially energy infrastructure.?

Tak økoBreivbik, jeg tænker over det.

Fra Mail Online

Britain’s most senior police officer yesterday warned that Right-wing extremists could ‘hijack’ vigilante patrols protecting against looters.

Acting Metropolitan Police Commissioner Tim Godwin singled out the English Defence League and the British National Party as two organisations who might exploit the situation.

Fra VG Nett

48 prosent av de yngste velgerne i Oslo ville stemt Ap hvis det var kommunevalg i morgen.

Det viser en fersk meningsmåling Infact har gjort for VG. Målingen viser en kraftig fremgang for Arbeiderpartiet sammenlignet med kommunevalget i 2007. Partiet får en oppslutning på drøyt 35 prosent, en fremgang på hele 5,2 prosentpoeng.

(…)

Målingen er tatt opp etter massakren på AUFs sommerleir på Utøya 22. juli, der 69 Ap-ungdommer ble drept.

Via Joanna Nova et par fantastiske raps om Hayek og Keynes forskellige syn på økonomi.

Ramadanen skal overholdes mener Mungo Park ifølge Jyllands-Posten

Der skal afholdes en ramadanmiddag. Og hvis det ikke kan blive i Folketingets Fællessal, så skal det i hvert fald ske i gåafstand fra Christiansborg.

Det mener teatret Mungo Park, som er parat til at kaste de 50.000 kroner, der blev vundet ved årets Reumert-uddeling, ind i arrangementet.

- Vi vil gerne bidrage til, at det her arrangement på den ene eller den anden side bliver gennemført, erklærer teaterdirektør Martin Lyngbo.

Hvorfor der skal afholdes en ramadanmiddag er der ingen der ved. Og hvorfor muslimer ikke kan betale for deres egen ramadanmiddag er der heller ingen der ved. Men afholdes skal den. Og det skal være så tæt på den politiske magt, som overhovedet muligt. Det nærmeste man kommer en begrundelse er følgende

- Her er der en mulighed for at bruge nogle penge, som vi ikke har budgetteret med at få, til et formål, som er i demokratiets interesse, siger Martin Lyngbo.

Den tanke kunne jeg godt tænke mig at se udviklet, men desværre gør artiklen os ikke klogere på hvorledes kunstere altid mener at fejringen af det totalitære er i demokratiets interesse. Mungo Park skriver om sig selv

Vi har hos Mungo Park en klar målsætning om at være talentfabrik for morgendagens stjerner, og har samlet en række af Danmarks bedste unge teaterfolk. Det gælder alle fra skuespillere til instruktører, dramatikere, designere og teknikere. Dette skaber en voldsomt dynamisk arbejdsplads med et højt aktivitetsniveau og initiativer i mange retninger.

Tanken bag ensembleteatret er at udvikle ikke bare den enkelte kunstner, men også samarbejdet mellem kunstnerne, ligesom gode rockbands eller fodboldhold gradvist bliver bedre til at spille sammen, efterhånden som forståelsen mellem individerne vokser.

I øvrigt har langt de fleste af teaterhistoriens største personligheder arbejdet i ensembleteatre. Både Shakespeare, Molière og Holberg var omgivet af en kreds af kunstnere, som de holdt af at arbejde med. I Danmark er der i dag ikke mange velfungerende ensembler, men i Tyskland og Mellemeuropa er det snarere reglen end undtagelsen.

Når du besøger Mungo Park - hvad enten det er til en teaterforestilling, en koncert eller blot for at drikke en øl i Mungo Bar - vil du med garanti møde mange af os. Og vi ser det som en ære at være med til at gøre dit besøg hos Mungo Park til en god oplevelse, kulturelt såvel som socialt.

Her står ikke meget om demokrati, politik, religion, socialt ansvar, inklusion (tværtimod er det elitært). Så hvorfor denne interesse med at mase islam ind på gåafstand af Christiansborg fremfor deres lokaler i Allerød eller Koling. Man bliver heller ikke klogere ved at kaste et blik på Mungo Parks ansattes efternavne:

Høyer, Kitter, Børge, Lohmann, Oftebro, Hansen, Leisner, Rich, Hansen, Christoffersen, Lyngbo, Holm, Schelin, Fogedby, Heinrich, Christensen, Brekling, Lyngbo, Trolin, Søe, Handberg, Krebs, Ellekilde, Burrows, Kassius, Jørgensen, Jørgensen, Laursen, Kreiner, Stefansson, Hørlyk, Breiner, Solholm, Rasmussen, Hjelmborg, Hansen, Tuborgh, Hansen, Dittmer, Flesborg, Svarre, Kunz, Pedersen, Madsen, Mathiesen

Ikke en eneste Ramadanholder er tilsyneladende velkommen til en “god oplevelse, kulturelt såvel som socialt” eller også har de blot ikke, hvad der skal til for en hvid “talentfabrik“.

Der skyller en bølge af ævl ind over debatsiderne i øjeblikket, fra en venstrefløj sulten efter at revanchere sine nederlag. Og her kom massemorderen Breivik som sendt fra himlen, som med en enkelt massakre forhåbentlig kan neutralisere opfattelsen af islamiske terror. For hvert nyt islamisk terroranslag kan man som venstrefløjser nu sige, “hvad med Breivik?” og læne sig tilbage i rolig overbevisning af at have afstemt bøgerne. Det er som at have fået “amerikanerne i Vietnam” tilbage. At man nærmest kan samtlige navne på “terror den anden vej” i Breivik og Timothy McVeigh, mens den overvældende mængde da global islamisk terror må være navnløs bortset fra de store ledere, som Bin Laden og Arafat eller huskes efter noget, der nærmest komisk skiller sig ud, som skobomberen er en pointe i sig selv og vil nok ikke have jord at gro i den første tid.

Garbi Schmidt forsøger i en kronik i Berlingske på den bagrund at slå en form for handel af, som går ud på at få religion helt ud af ligningen når vi taler terror, ud fra en underforstået logik om at vi nu - endelig! - befinder os i en situation, hvor den ene, som f.eks. kristendommen, ikke har noget at lade den anden, som f.eks. islam, at høre.

For at forstå Garbi Schmidt’s tankegang er det vigtigt at nævne at hun tilhører den linie indenfor religionsforskningen, hvor grundteksterne i en religion “ikke siger noget selv”, som hun demonstrerede under et debatmøde i Trykkefrihedsselskabet med bl.a Uriaspostens Kim Møller ved at holde en koran op for øret(!). Og nej, det var ikke som lydbog. Religion er i stedet kun noget der sker mellem de troende tilsyneladende uafhængigt af om det er Kama Sutra man tilbeder eller Mein Kampf.

Men det efterlader selvfølgelig stadig spørgsmålet så meget desto mere presserende, hvorfor der er en overvægt at muslimer blandt terrorister. Er den gruppe mennesker bare blöndt? Men sådan tænker Garbi Schmidt og som vi skal se danner grundtekstens manglende indflydelse på sit eget budskab en bisar præmis for hendes konklusioner.

Ikke mindst af den grund - for at huske og for at mindske risikoen for, at det sker igen - er det vigtigt at tage diskussionen om, hvad det er vi vil lære af begivenheden.

Hvad vil vi lære? Hvad vil vi lære af Garbi Schmidt, der lige så vel forkaster meningen med overhovedet at henvende sig på skrift for at gøre sig forståelig når vi blot kan fremdrage en hvilken som helst konklusion efter vort behag. Læren af begivenheden er i Garbi Schmidt forunderlige univers valgfri fremfor dikteret af om det giver nogen mening. Det er på denne grund Schmidt vil foretage en byttehandel, hvor Breivik ikke vil blive konkluderet som udtryk for kristen terror mod at islam heller ikke sættes i forbindelse med den bølge af muslimske terrorisme, som, råbende Allahu Akbar helt ind i retslokalerne i de tilfælde de altså når så langt, vil udslette de vantro og indføre kalifatet

Det korte afsnit i Breiviks manifest understreger betydningen af tro. Der er allerede talt meget om Breivik som en »kristen terrorist«, men at henfalde til et fokus på religion alene vil holde os på en sti, som vi må væk fra: ideen om terror som fastlåst i en religiøs konflikt, og kun der. 22. juli må - som andre lignende begivenheder - kræve af os, at vi udvider perspektivet. Breivik taler om »terrorangrebets ideologiske betydning« - ’ideologi’ kan sagtens fortolkes bredt og giver genklang i forhold til andre terrorsager: Der kan være tale om religiøs tro, men også nationalisme eller andre ismer.

Det er kun en god ide at komme væk fra religionens sti, hvis vi vil skjule islams rolle i islamisk terror. Og stierne ligger der ikke for os at finde mod det, som må være sandt, men er stier vi selv vælger at anlægge så vi kommer frem til det utopia, der i forvejen kører i båndsløjfe på vor indre nethinde. Og denne utopi indeholder i Garbi Scmidts drømme selvfølgelig ikke hendes elskede studieobjekt i skurkerollen, med et fiktivt underliggende krav om at hun skulle stå på mål for alle anklager. Derfor indføres ‘ideologi’, som en samlebetegnelse. Og den dækker over følgende

22. juli må få os til at reflektere over, hvilke rettigheder vi påberåber os på baggrund af vores opfattelse af gruppetilhørighed: dette være sig religiøs, politisk, national. Her må vi huske på, at ideologier i deres mangfoldighed ikke behøver at afspejle virkeligheden. Som den tyske filosof Eric Voegelin skrev for 70 år siden, så er ideologiens (han talte om den politiske idé, jeg vil tillade mig at tale bredere) formål at skabe symboler, der samler folk, og at forme virkeligheden. Akkurat som vi må erkende, at vi alle har brug for at have ideer, som vi kan samles om, ideer som kan være skabende og kraftfulde, så kan de selvsamme ideer i deres yderste konsekvens være dæmoniske og destruktive.

Netop. Religion falder perfekt ind her og ikke mindst islam, som samler folk om symboler og ideer der i høj grad ikke afspejler virkeligheden, men tværtimod dæmonisk prøver at destruere den for at berede vejen for efterlivet. Og der handles efterfølgende derpå af muslimske entusiaster. Vi kan da sagtens kalde islam for en ideologi, hvis det passer Garbi Schmidt’s akademiske semantik bedre, men det ændrer ikke ved at islam, om vi kalder det religion eller ideologi er destruktiv. Liberalisme er også en ideologi og er helt fraværende på terrorbarometeret. Det handler derfor ikke om at ophæve samlebetegnelser, men om at se på kvaliteten af den enkelte religion eller ideologi. Liberalisme er også en ideologi og er helt fraværende på terrorbarometeret, mens marxismen udslettede 100 mill. mennesker fordi den underkendte mennesket for sine ophøjede idealer. Så om vi kalder islam for en ideologi eller en religion er det stadig islam. Eller i Garbi Schidts mere deprimerende optik

Vi gør ting med ord. Vi former virkeligheden med ideer: religiøse, nationale, politiske.

Sådan har vi valgt at opdele og forstå verden. Men vi har et arbejde at gøre for at modvirke forståelser af, at ideologier er mennesker, og nogle gange selv benytte os af sådanne sprogbilleder, som når vi taler om ’islam’, ’marxisme’ eller andre ideologier som handlende politiske, entydige, ansigtsløse subjekter.

Via sådanne billeder bekræfter debatten, utilsigtet, ekstremisternes verdensopfattelse og forståelse af sig selv. At gøre det umenneskelige kræver nemlig to ting: at man tilsidesætter det menneskelige i den anden (gør ham/hende til en isme), og tilsidesætter det menneskelige i sig selv.

Altså har muslimer i hobetal valgt at forme virkeligheden således. Og således former Garbi Schmidt sin egen virkelighed med ord, som inde i hendes hoved virker mere tryg. Garbi Scmidt vælger at overse hvor stort et mysterium hendes sti leder til at muslimer mere end liberalister vælger terror. Hvorfor insisterer muslimer på at læse koranen så morderisk når de blot kan lade være?  Hvis læseren kan få fat i en kopi af Garbi Schmidts indlæg kan De prøve at holde det op for øret og høre hvad Schmidt selv siger og hvis indlægget ikke siger noget så selv vælge en sti efter for godt befindende. 

Måske skulle Garbi Schmidt foreslå venstrefløjen ikke at italesætte dele af befolkningen, som fattige og ressourcesvage, men som fritidsrige. Så kunne det være at de sociale optøjer, som venstrefløjen tror de ser i England ikke vil gentages.

Zenia Stampe har et indlæg i Politiken om en mønsterudlænding, som smides ud af Danmark. Det er vel overflødigt at nævne at Stampe ikke giver nogen som helst indsigt i sagen så man efterlades uden at kunne tage stilling til om det er velbegrundet, om det skyldes vedtaget politik eller ført administration, om det er fejl eller misforståelser. Det fremgår heller ikke helt om er Stampe forarget over tabt nytteværdi af en IT ingenør der forlader landet eller om det er moralsk kvababbelse over Udlændingeservices påståede uretfærdighed eller om det er en kombination - nemlig nyttemoralsk forargelse. Stampe skriver både hoverende og indigneret

Bibjeet Kaur er fra Indien, men kom i 2002 til Danmark, hvor hun fik humanitær opholdstilladelse.

(…)

Mens den danske vækstrate flader ud, har Indien i foråret indhentet Kina som den hurtigst voksende økonomi i verden. Mon ikke en ung og dynamisk IT-ekspert kunne finde sig et job i et land med en vækstrate på 10,4 procent?

Hvis hun let kan finde sig til rette i Indien kan det måske have undermineret grundlaget for at have givet hende humanitær opholdstilladelse i første omgang? Det ved ingen ud fra Stampes skarpe pointer blottet for indhold, men en gene for Bibjeet Kaur er udvisningen sikkert. Men der er nu alligevel et klart offer, nemlig hendes lille dreng

Men Bibjeet er ikke alene. Hun har en seks-årig søn, Sajnet, der er født i Danmark, og som kun taler dansk. Om nogle dage skulle han have fulgt sine kamerater og startet i en dansk børnehaveklasse. Men i stedet kommer Sajnet og hans mor til at sidde i et fly til Indien. Et land han ikke kender. Et sprog, han ikke taler. Men vigtigst: Et land, der rummer en alvorlig fare for Sajnet. For han lider både af en autoimmun defekt og en blodsygdom, der gør ham særlig sårbar over for infektioner og tropesygdomme, fordi han ikke tåler febernedsættende medicin og medicin mod malaria.

Tilgiv mig en smagløs parallel, som er ganske uretfærdig overfor fru Kaur, men her bliver det interessant for en tidligere domsmand. Ved alle sager med udvisningsdom (og fru Kaur er ikke kriminel, det er unfair, jeg ved det, men presser alligevel udfortrødent videre, bedende om tilgivelse på vej), som jeg har dømt fremviste de dømte altid et imponerende opbud af højst specifikke sygdomkombinationer, der altid og i alle tilfælde kun kunne afhjælpes i Danmark. De ville simpelthen dø af at forlade Danmarks forrygende ventelister. Her er så en lille dreng af indiske forældre, som fysisk ikke kan tåle Indien? Her er så et forslag til Stampe. Måske ville det indiske sundhedssystem være bedre, hvis ikke vi her i landet var så forhippet på at dræne landet for sundhedsfagligt personale.

Undskyld for mine usmageligheder overfor fru Kaurog hendes søn Sajnet, men Stampes selvretfærdigheder fremtvinger uartige protester. Stampes debattone er nemlig ansvarlig for mine handlinger.

Men min pointe med dette indlæg var faktisk at tage temperaturen på den danske folkestemningm, som den tegner sig af Stampes læsere. For hvis de på nogen måde er repræsentative står Danmark overfor et sandt exodus af ingenører og It-kyndig mennesker.

Af erik voldby 10:48 11. AUG

Ja man skulle advare alle fagkræfter der tænker på at tage arbejde her i landet om at man risikere at blive udvist med kort varsel. det skulle man gøre publik i alle vestlige lande.
Så længe vi har denne regering, advarer jeg alle om i f.eks Schweiz om at komme til Danmark.
Min egen svigersøn og datter ville flytte fra Schweiz hertil, og havde job og bolig alt var io, men jeg advarede dem, selv om det var mit største ønske at have dem i nærheden, det er en skandale.
Jeg håber at det bliver husket senere når konjukturen bliver bedre og vi får brug for dem.

Af Ahmad 15:13 11. AUG

Ja. Jeg er oprindelig fra Iran. Flere tilfælde blev jeg spurgt om af veluddannede iraner om Danmark. Jeg gjorde det samme som Erik. Har advaret dem og anbefaldet dem at søge job eller lykke andet sted, i Canada, USA eller måske sverige men ikke i Danmark. Kun vis de vil bruge som bro. Med den her regering og intergrations ministre, kan man ikke regne med hvad der vil ske med en ikke dansker eller med fast ophold. 6 år siden jeg mistede min bror her. Men min familie kunne ikke komme her på besøg og vide lidt om årsagen, men de blev afvist og efter klage til ministeriet, så fik vi at vi der er ingen grund til det.

Af Inge L. 16:21 11. AUG

Jeg har også oplevet at blive nægtet lægehjælp i udlandet, blot fordi jeg var dansk. Alle steder jeg kommer nu, siger jeg at jeg er svensk. Hilsen en som er på vej ud af dette gennemførte racistiske land; kan bare ikke klare mere.

Af Nilas Lund 16:42 11. AUG

Jeg kan glæde eventuelle DF’ere med at der meget snarligt bliver endnu en ledig ingeniørstilling i Danmark. Jeg er nemlig i den lykkelige situation at have fået ansættelse i Tyskland. Jeg gidder ganske enkelt ikke opholde mig i dette racistiske land mere. Så hvis du har en ingeniøruddannelse og 15 års erfaring, så er det lige noget for dig (-ja dig stakkels DF-stemmende ingeniør som jeg sjovt nok aldrig nogensinde har mødt endsige hørt om).

Af Karla 17:34 11. AUG

Jeg er også med hænderne på kufferthåndtagene på vej ud af det værste racistiske helvede på jord, Danmark! Alle mine internationale kontakter og venner vil aldrig nogen sinde have noget med landet Danmark at gøre mere. De er alle enige om at tonen er så lav og beskidt, at de aldrig har oplevet noget lignende. Flere udtrykker direkte angst for at sætte deres ben på dansk jord, med de daglige overfald på udlændinge og humanister, udført at regeringens horder af unge højreekstremistiske voldsmænd. Nej, det er slut nu; jeg orker ikke mere og tårerne står mig i øjnene, mens jeg skriver dette.
Farvel Danmark, vi ses bestemt ikke igen. Lev vel, trods alt.

Af Gustav Uffe Nymand 17:36 11. AUG

Hver gang jeg læser en debattråd som denne, så får jeg taget mig sammen til at sætte nogle flere jobagenter op til stillinger i udlandet. Havde faktisk igår et telefoninterview om en Quality Engineer stilling i holland, havde idag et telefoninterview om en Quality engineer stilling i kina udover at jeg idag også modtag en invitation til en samtale om en Quality Engineer stilling i Sverige.
Som i nok har gættet er jeg pt på jagt efter et nyt job og hvis der kommer et fornuftigt tilbud i næste uge i forbindelse med et jobinterview i Danmark til en Quality engineer stilling, så siger jeg ikke nej, men det er klart, at når jeg læser en debattråd som denne, så håber jeg på at det er interviewsne til de udenlandske stillinger der vil give succes og da det generelt er i store dele af Europa at der er begyndt at opstå mangel på Quality Engineers med kendskab til udvikling og regulatoriske krav for medical devices, så burde der være en god chance.
Når man som mig har en kinesisk kæreste (dvs kommende kone) med en lang naturvidenskabelig universitetsgrad, så bliver man træt ved tanken om dansk familiesammenføring, selvom det kommende folketingsvalg forhåbentlig vil give de radikale nok indflydelse til at sikre fornuftige regler.
Det ændre så ikke på, når man læser en debattråd som denne, så konkludere man, der er brug for flere automatiske jobagenter til jobs i udlandet.

Det går ikke op for de mange Stampelæsere at deres voldsomme påstande om det ”gennemført racistiske” Danmark, som en læser kalder det, negerer udvisningshistoriens tragiske vinkel. Men Danmark står åbenbart overfor et brain drain.

Nedenstående tegning begået af WulffMorgenthaler kunne i sidste uge ses i Politiken

Den groteske Abu Ghraib situation har fået mange Politikenlæsere op af stolen, her iblandt Niels Barfoed, som i Politiken kommer med denne litterære misforståelse

Platheden viste et klart nyt ansigt, nemlig den rene og skære menneskeforagts ansigt – hvis budskab er, at intet er helligt. Eller sagt på newspeak: Alle ytringer er tilladt. Kun straffeloven sætter grænser. Et mantra, der bliver slået fast og fast og fast, overalt og altid.

Som en ven pointerede for mig er Newspeak statens reduktion af sproget til at undgå frie ytringer fordi disse fører til tankeforbrydelser. Men Barfoeds oprørte sind over smagløshed stiller spørgsmålet om hvor grænsen går for Politiken?

Politiken mener med trykningen af denne tegning at man gerne må krænke mennesker i deres elendighed. Man kan godt grine ad torturofrenes situation. Også mens de stadig lever. Også uden at man ved om nogle af fangerne senere forlod Irak og måske kom til Danmark og fik opholdstilladelse. Måske forsøgte de endda at integrere sig og begyndte at læse danske aviser, måske abonnerer en endda på Politiken? Måske spurgte denne enes lille datter, som han havde fået sammen med socialrådgiveren Birgitte allerede året efter han kom til Sandholmlejren og som havde introduceret ham for organet for den højere opløsning og altid stemte SF, om hvad tegningen betød lige ved morgenbordet, hvor de sad og fik croissanter med bulgur og kaffe skænket fra en afstand af halvanden meter over koppen? Og så blev denne ene måske en lille smule ked?

Måske, men sådan er satire. Det er grænseoverskridende for nogle, det er krænkende, det sårer følelser. Det vigtigste og helt afgørende er dog for Politiken at tegninger ikke sårer de muslimske følelser for deres religion. Som denne stærkt stødende tegning

Det er klart at denne tegning er tusinde gange værre!

Okay så var den gamle hippie heller ikke dummere.