Min søster gjorde mig opmærksom på en Radiodokumentar fra år 2000, hvor den iranske flygtning Hussein Ferdowsipour takker for sit asyl i Danmark ved at mistænkeliggøre den danske modstand mod indvandring. Ved at sammenstille interviews med Ole Hasselbalch, Søren Krarup, Søren Espersen og Mogens Glistrup med Khomeni-citater gør man dem til et fedt og et fedt med den totalitarisme, som den iranske flygtning er flygtet fra og som de advarer imod. Og ingen anstrengelse er gjort for at forstå at enslydende sætninger ikke er de samme når “konteksten” er forskellig.¨

Programmet er interessant af mange grunde og defameringen af den danske modstand mod at lade sig oversvømme af islam er meget Danmarks Radio. Morsommest og tragisk er Mogens Glistrup, der ingen skrupler har med at foregive at kende den iranske interviewers histori bedre end ham selv. Og da intervieweren vil have en uddybning af Glistrups ønske om at smide alle muhammedanere ud af landet spørger, hvad der så skal ske med hans egen datter, der er halvt dansk udbruder Glistrup halvt begejstret “-Ud!” forstår man, hvilken skade den mands rablerier har forvoldt en realistisk tilgang til islam. Hans medvirken er ingen tilfældighed, men trods dette programs platte attentat mod debatten stemte danskerne året efter ganske imod Danmarks Radios og den iranske Hussein Ferdowsipours ønske.

Sådan burde Integrationsborgmester Jacob Hougaard have udtrykt sig i sit læserbrev til Politiken 10/9 og ligeledes burde Claus Bondams Indlæg på sin blog på Radikale.net hedde “Jihadfabrikker skal være velkomne” ifølge sagkundskaben

180 Grader henviste dengang til Grundlovens paragraf 67 i deres leder den 28. august.

Det er helt i orden og til tider endda også på sin plads at have sine betænkeligheder ved udbredelsen af doktrinær islam i Danmark, men når et parti som Dansk Folkeparti bevidst forsøger at forhindre religions- og forsamlingsfriheden ved med utvetydige begrundelser at stemme nej til, at der må bygges en moske i København, så må alle ordentlige mennesker stå sammen imod chauvinismen.

Og i en senere leder citerede 180 Grader i et anfald af jurisk klarsyn en del fra Grundloven

Og i strid med landets grundlov, som i paragraf 67 garanterer borgernes “ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning”.

Men de glemte desværre noget af sætningen da de saksede den fra nettet

Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.

“, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.” Jeg skulle mene at Jihad hører under forstyrrelse af den offentlige orden.

Det har bestyrtet en god del af kunstnerverden og det europæiske politiske miljø at den fremragende filminstruktør Roman Polanski , der har givet os de klassiske mesterværker Rosemarys Baby og Chinatown, er blevet anholdt i Schweiz for en gammel sag om voldtægt af en mindreårig, som han havde bedøvet til lejligheden (også kaldet drug-rape). Fra BBC

French foreign minister Bernard Kouchner called the detention of the film-maker - a French citizen - in Switzerland a “bit sinister“.

According to trade paper Screen Daily, Hollywood mogul Harvey Weinstein is also backing the director.

(…)“We’re calling on every film-maker we can to help fix this terrible situation,” Weinstein said.

A petition has been signed by film-makers and actors including Monica Bellucci and Fanny Ardant expressing dismay at Mr Polanski’s arrest.

Culture minister Frederic Mitterrand said President Sarkozy was following the case “with great attention”.

Mr Mitterrand also told France-Inter radio that he and the Polish Foreign Minister Radek Sikorski have written to US Secretary of State Hillary Clinton, and said there could be a decision as early as Monday if a Swiss court accepts bail.

And British novelist Robert Harris described the arrest as “disgusting treatment“.

(…)The Swiss Directors Association also criticised the arrest, describing it as “not only a grotesque farce of justice, but also an immense cultural scandal“.

(…)“Switzerland let a guest walk into a nasty trap. We should be ashamed,” said tabloid newspaper, Blick.

Daily paper Le Temps said Switzerland had “shocked film buffs and friends of the arts with its kindly and efficient co-operation with US justice. It has angered Poland and France”.

Nåh ja, herregud tænker man. Manden er et geni og de har jo også deres fejl. Manden er nu menneske først op det var hans offer også, der beskriver Polanski som “a very arrogant, self-important, creepy old man”. For er der nogen, der er blevet udsat for “sinister” og “disgusting treatment” er det vel først og fremmest hende, som hun ifølge Mirror husker

Two weeks later Polanski turned up at the house again. He told Samantha he was taking her to see a friend and they drove to his friend Jack Nicholson’s house. “It was exciting,” says Samantha. “My girlfriend was supposed to come along as my chaperone but at the last minute Polanski said it would be better if she didn’t come. She went home and Mom didn’t realise I was on the shoot alone.”

At the mansion Polanski got to work. The teenager was impressed by house in its fabulous position overlooking the city, although Nicholson was away skiing.

Samantha was thirsty so Polanski found a bottle of champagne and opened it by the pool.

She remembers: “He took shots of me everywhere. He was taking pictures and topping up my glass constantly.” After four or five glasses Samantha was tipsy. Soon he was photo-graphing her nude in a whirlpool bath. Then Polanski stripped off and joined her.

“That was when it turned,” says Samantha. “He said ‘come here’, put his arm around me and touched me on the shoulders.

“I realised I had put myself in a bad situation. I got scared and said I had asthma and couldn’t breathe. I said I had to get out of the tub.

“As quick as I could get out of that Jacuzzi I got out. He was older and I didn’t think it right we should be hanging out in the tub.”

Polanski tried to comfort her. He told her to take half a tablet of the drug Quaalude - a powerful sedative - claiming it would help her asthma, before suggesting she move into the bedroom to sit down.

“We sat on the sofa and that’s when it happened,” says Samantha. “He started kissing me, I protested but then just submitted. I’d been drinking and was too frightened to push him off - he was a famous guy, he was intimidating. We were alone and it was pitch-black. I was scared. I knew what he was gonna do - and I didn’t want him to do it.

“All I could think was let’s get through this and I can get home. I just froze up.” Polanski had intercourse with Samantha, performed oral sex and sodomised her. He then drove her home saying: “Don’t tell your mum or your boyfriend, this is our little secret.”

Back at her house, Samantha ran to her room while Polanski charmed her mum. It was not until much later she found out what really happened. Samantha’s mother overheard a telephone conversation in which her daughter told her boyfriend about the rape.

Det er svært at fortænke hende i at overse hans kunstneriske kvaliteter og i stedet se ham, som “a very arrogant, self-important, creepy old man”, hvis navn gør hende “…angry inside, that man makes my skin crawl”. Hun har dog afgjort sit mellemværende i et hemmeligt forlig hvorefter han flygtede til Europa. Det kan man måske også betegne som “…not only a grotesque farce of justice, but also an immense cultural scandal“? For var det da ikke Polanski, der i første omgang lod en mindreårig “…guest walk into a nasty trap. [He] should be ashamed“?

Mens eliten er fortørnede over at en af deres darlings ikke bliver behandlet, som et geni, men et menneske, der skal stå til ansvar for loven så er der anderledes rene linier hos de danske nazister ifølge Politiken

Danske nazisters husorkester Daneskjold har nedlagt sig selv efter pædofilianklager.

Ifølge bandets hjemmeside er forsangeren grebet i et upassende forhold til en 12-årig pige. Nazisternes formand har ekskluderet forsangeren, som nu angiveligt efterforskes af politiet.

»Det er rigtigt nok. Vi har drønet ham fyren ud på baggrund af de oplysninger, som du kan se på hjemmesiden«, bekræfter Jonni Hansen over for politiken.dk.

(…)

Nazisternes landsledelse finder »det godtgjort, at der beviselig har været tale om samvær med seksuelle undertoner, hvilket under alle omstændigheder er upassende og uanstændigt! På denne baggrund har Landsledelsen med omgående virkning ekskluderet C (politiken.dk har anonymiseret den mistænkte, red.) af DNSB«, skriver nazisternes formand.

På bandets hjemmeside har nazisterne valgt at vise et stort billede af den mistænkte. Bandets guitarist skriver her, at efter »nyheden om C’s ugerninger, må jeg desværre erkende, at bandet, efter min vurdering, ikke står til at redde«.

Det skal tilføjes at der her ikke indgår anklager om voldtægt. Måske skulle man i stedet for, som Johnni Hansen at foreslå C selvmord give det lidt mere tid, så C kan gøre det eneste anstændige nemlig at gifte sig med sit hjertes udkårne.

Det er set før. Tillykke med de 74.

Fra Information

Iraks premierminister Nuri al-Maliki meddelte i går, at han vil standse de danske tvangshjemsendelser af afviste irakiske asylansøgere.

Men det er i strid med en dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der for nyligt har givet grønt lys for hjemsendelserne.

»Domstolen siger klart, at man godt kan udsende irakere,« siger direktør ved Institut for Menneskerettigheder Jonas Christoffersen om sagen F.H. mod Sverige, der blev afgjort denne sommer.

(…)

»Det mest interessante ved dommen er, at man tager stilling til, hvilken bevismæssig byrde anbefalingerne fra UNHCR har. Og der peger domstolens afgørelse i retning af, at UNHCR’s udtalelser ikke i sig selv kan afgøre en asylsag,« forklarer han.

Jamen så er den i vinkel.

Jeg håber læseren sidder ned og har sunket kaffen for hør her, hvad man kan læse i Berlingske Tidende

- Frank [Jensen, Drokles] er en af de mest respekterede justitsministre Danmark har haft. Dengang fik han has på rockerne, og derfor er han den rigtige til at få styr på banderne, sagde Helle Thorning-Schmidt.

Ja, dem har vi ikke hørt mere til.

At islamisterne længe har været i krig med danskerne ser man tydeligt ved de mange terrorsager, som politiet har forhindret og at muslimerne længe har været i gang med at vælge side ser man tydeligt når HuB samler tusind mennesker på Nørrebro (rekruteret lokalt!) Så sent som i går demonstrerer Mikael Jalving på sin blog at Islamisk Trossamfund stadig holder ved deres opfordring til at muslimer ægger deres drengebørn til den kommende krig mod danskerne.

En anden side af den krig beskrev Kasper Støvring meget præcist i sin kronik i Jyllands-Posten, hvor vinklen mest var på det, som Wilders ville kalde Fitna, nemlig muslimske bølleoptøjer og kriminalitet.

Alting skrider, og det betyder, at alting eskalerer, og at kulturkonflikter som ovenstående når som helst kan bryde ud igen. De er latente konflikter, og den næste konflikt bliver værre end den foregående. Urolighederne i vinterferien sidste år med de mange brandstiftelser blev overgået af bandekrigen.

For der er netop kommet et etnisk element ind i konflikten. Sondringen mellem ”dem” og ”os” blev helt tydelig, og grupper begyndte at hverve ud fra disse kriterier. Rockerne skrev deres berygtede, men velartikulerede ”Sjakalmanifest” med stor sans for konfliktens kulturelle karakter. Det handler også her om identitet.

Manifestet spiller på, at bestemte indvandrere længe har hadet ”os”, danskernes livsstil og land. ”Dem mod os” har altså været kendt længe. Men det alvorlige ved konflikten er, at mange nu vælger side, fordi de kan identificere sig etnisk og kulturelt med en af grupperne. Vi risikerer derfor at få en ”os mod dem”-konflikt, som politiet med rette frygter. Det vil nemlig blive en kamp mellem majoriteten og minoriteten.

Selv om man ikke i sig selv kan lodde folkestemningen i gangstereksempler er bandekrigen et skræmmende godt eksempel fordi etniske stridigheder som regel tager sin begyndelse i gangsterverdenen. Det er nemlig her fortrolighed, det at kunne stole på hinanden i ekstreme tilfælde, som gangstervirksomhed jo er, er ekstremt afgørende for at mindske den naturlige paranoia overfor alt, der kan true ens udsatte position. Og det er her hvor vold er en naturlig del af det gængse vokabular. Sammenholdt med dagens Danmark, som Støvring præcist beskriver er der ingen tvivl om at bandekrigen er et symptom.

I en lidt anden sammenhæng citerede Claes Castholm den gamle retsfilosof Alf Ross for hvorledes civilsamfundet hænger sammen

Fra morgen til aften, skriver Alf Ross, »forløber vort liv normalt i overensstemmelse med et mangfoldigt forgrenet sæt af handlemønstre, der er fælles for samfundets medlemmer, fordi de har deres rod i en fælles retsorden. De bestemmer vort handleberedskab og vore forventninger til andres handlemåde og udtrykkes i forestillinger om pligter, krav, rettigheder, myndighed, kompetencer m. v. De er den nødvendige forudsætning for ethvert fredeligt samliv, for uden dem ville man aldrig vide, hvad man kunne forvente fra sine medmenneskers side. Tilværelsen ville blive en kaotisk følge af overraskelser og chok, en stadig kamp af alle mod alle«.

Castholm bruger det til et angreb på Tøger Seidenfadens tendens til at stille sig over loven i sin egen forståelse af, hvad der er rigtigt. Men definitionen af civilsamfundet viser også, hvor meget vi hænger den gensidige tillid op på i vores hverdag og hvor lidt der skal til for at underminere den. Samfundet eksisterer i en fælles forståelse, overenskomst og interesse. Brydes dennne kæde er der kaos.

Vi står i en gryende erkendelse af at frihed og sammenhold ikke er noget man bare trækker veksler på, men er noget vi hele tiden skal bygge op og forsvare nidkært. Hvor almindelig den erkendelse efterhånden er udtrykkes f.eks klart i at de relevante myndigheder og dertil hørende eksperter benægter at bandekrigen har et race-element (race deres gamle og løgnagtige vaneudtryk for etnicitet og kultur) netop af frygt for at man tvinger folket til at vælge side, som Støvring advarer om.

Mange er nu allerede begyndt at vælge side og det er ikke bare det at Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti har åbnet øjnene på klem og har luftet tanken om repatriering. Ikke bare det at debatterne har ændret sig i læserbreve og kommentarspor og ikke bare det vi vel alle har oplevet nemlig at vi selv og vores nærmeste anskuer tingene lidt anderledes og taler lidt anderledes dag for dag. Men der sker også noget reelt. Jeg begyndte for et års tid siden at fornemme og det har andre sikkert også gjort, at flere i det stille flirtede med tanken om bevæbning, som noget uundgåeligt. For nogle skræmmende for andre konstarende og andre igen, som nærmest befriende. Og Politiet optrevler stadigt flere store våbensager. Men hvor mange sager er der ikke optrævlet? Almindelige danskeres hemmelige bevæbning er vel sværere at holde øje med end lukkede islamiske miljøers afgrænset, som de er og centreret omkring moskeer.

Jeg læste for et par år siden et interview med en amerikansk kommentator (sørens om jeg kan huske hvem), der kun havde hån tilovers for tanken om Eurabia. Han mindede om at det var Europa, der havde underlagt sig hele verden i kolonitiden med en selvfølgelig overlegen styrke og at det var Europa, der havde industrialiseret massemordet. På den lange bane er Europa (og selvfølgelig Japan) en voldsom styrke, der kastede Verden ud i to enorme krige, hvis afvikling ingen andre havde den ringeste indflydelse på og hvor man bekrigede hinanden på de kontinenter, hvor man så det for godt uagtet den lokale mening. Disse kriges omfang gav Europa et chok og en identitetskrise, som vi stadig lider under og den umiddelbare reaktion var selvkritik og selvhad, som banede vejen for en abnorm dyrkelse af objektive idealer vi pålagde os selv at bære for hele verden. Men den reaktion er kun på den korte bane for den opstod i generationerne, der havde oplevet krigen og blev videregivet i en forkvaklet form til deres børn, der trak på en forfejlet opfattelse af kristen tradion at martre sig selv ud af synden. For de senere generationer er krigene blot en del af en meget lang og rig historie at forholde sig nøgternt til. Og byrden af selvmartingen begynder at vise sig umulig og uretfærdig at bære. Fornægtelsen af nationen og kulturen har på ingen måde fået dem til at gå væk. Og hans opfattelse var at de muslimske miljøer ikke skulle undervurdere Europas faktiske styre og konsekvens i deres sædvanlige misforståelse af høflighed for svaghed. Enden kunne meget vel blive at myndighederne til slut så sig nødsaget til at bruge alle sine ressourcer på at evakuere de muslimske befolkninger hjem i sikkerhed fra det europæiske kontinent.

Der var flere, der bed mærke i reaktionen mod en flok muslimers protest mod en parade i Luton i marts for hjemvendte soldater fra Irak og så det, som et tegn på at noget er ved at ændre sig.

En mand i blå jakke giver muslimerne “fingeren” 0:51  og nogle af de forbipasserende standser op. En ældre mand går i raskt tempo direkte over til muslimerne, som om han vil slå, men nøjes med en sikkert fordømmende bemærkning og en passende gestikulation, som politiet viser ham væk. Andre og yngre mennesker har også noget de vil fortælle muslimerne på nært hold, men de skal nu holdes og skubbes væk af politiet og en af de passerende trækker endda en anden væk (i sikkerhed) fra politiet på samme måde, som man ser det ved demonstrationer og ballade foran værtshuse blandt venner, der ser efter hinandens interesser. Mange har efterhånden standset op og de muslimske råb bliver overdøvet af de engelske, hvor “Go home!” høres ofte. 1:28 viser en politibetjent muslimerne vejen med sin pegefinger.

Det tog altså 37 sekunder fra den første protestreaktion overfor muslimerne til myndighederne ikke længere kunne beskytte dem mod folket og valgte at evakuere dem - om ikke hjem så ned af en sidegade. Her kunne de så stå betuttede, nogle duknakkede med hænderne i lommen i ly af to politikæder adskildt af en længere bufferzone og høre “We pay your benefits!” og fodboldsange om “En-geland!“. Og Politiet måtte lægge øre til beskyldninger om at være på den forkerte side af et folk, der trods alt respekterede deres arbejde.

På Posteringen Besynderlige Ellemann-Jensen skrev vi bl.a

I Ellemann-Jensens verden er meninger og løgne åbenbart et fedt. Til gengæld er der klare linier når det drejer sig om en regerings kompetencer, som højst kan udstrække sig til at oplyse om det simple forhold, at det, hverken kan eller vil man røre ved. Det ville have været rart med den udmelding for et par år siden i stedet for at kræve redaktører fyret.

Dertil har Uffe Ellemann-Jensen, der sammen med mange andre tidligere, som nuværende toppolitikere er fast læser, haft en indvending

Bare for god ordens skyld: Jeg har aldrig forlangt nogen redaktører fyret. Jeg opfordrede redaktøren til selv at træde tilbage, da han lidt sent i forløbet erkendte, at han ville have handlet anderledes, hvis han havde kunnet forudse konsekvenserne.

De to udsagn er ikke ens. Vi undskylder fejlen og den følgende insinuation.

Mette Frederiksen er med Socialdemokratiets banlysning af køb af sex den ubestridelige tronfølger og kan sætte sig i lederstolen straks efter næste valg når Helle Thorning må trække sig for endnu et nederlag. At det er lykkedes Mette Frederiksen at vende stemningen blandt medlemmerne er i sig selv imponerende, men at Helle Thorning Schmidt har set sig nødsaget til at foregribe udviklingen ved for 14 dage siden at holde på en kriminalisering for ikke at stå, som en stor taber vidner om at Frederiksen har en uimodståelig styrke, som social agitator. Og godt for det for så fortsætter venstrefløjens ørkenvandring længe endnu. Mette Frederiksens agitatoriske præstation aftvinger endnu større ærefrygt af at hun med søvngængeragtig sikkerhed fejer rationelle argumenter af bordet udelukkende ved brug afg sit velkendte patos. Det kræver et særligt talent.

På Kristeligt Dagblad havde man i forbindelse med Socialdemokratiets årsmøde spurgt nogle ikke-socialdemokratiske(?) repræsentanter for kriminaliseringen af sexkøb og det demonstrerer på sin vis, hvor meget op ad bakke det har været for Mette Frederiksen. Kønsforsker Kenneth Reinicke kommer f.eks med følgende fuldemandsnak

– Det er påfaldende, at mens man i Sverige diskuterer prostitution som et fænomen, handler debatten i Danmark om især mænds rettigheder. Så siger man, at kvinderne jo selv kan bestemme, og at de for øvrigt tjener penge på det, men den bagvedliggende præmis er en forestilling om mandens ret til sex. På ethvert værtshus kan du eksempelvis høre mænd tale om, hvordan man “da har ret til at købe sig et knald for at få lettet trykket”. Man har en forestilling om mænd som væsener, der går helt grassat, hvis de ikke har ret til at købe andres krop for at få udlevet deres egne lyster, siger , der ikke giver meget for argumenterne om seksuel frigørelse og nypuritanske holdninger.

Debattens omdrejningspunkt finder forskeren på værtshuse og man kan forstå at svenske fulderikker åbenbart har en mere intellektuel tilgang ved at diskutere prostitution, som et fænomen. At diskutere prostitution, som fænomen kunne man også savne herhjemme fra dem, der vil kriminalisere det for se, hvordan han følger op

– At gøre prostitution til en diskussion om kvinders seksuelle frigørelse er helt misforstået. Det er et fænomen, der langt overvejende eksisterer på mændenes præmisser, og derfor skal man sætte fokus på mænds seksualitet og mænds ansvar for de konsekvenser, som prostitution har. At mænd er særligt liderlige og derfor har ret til at bruge andre mennesker mod betaling, er dels udtryk for en misforstået opfattelse af mænds biologiske natur, dels en accept af misbrug af mennesker, siger Kenneth Reinicke.

Stråmandsargumentet om kvindernes seksuelle frigørelse har han sikkert ikke hentet på værtshus, men Reinicke afslører at sex er et særskilt fænomen, der er fritaget for den normale selvkontrol, vilje og selvstændighed. Det giver plads til den ubegrundede antagelse at prostitution er sex på mændenes præmisser. En kønskamp kan kun have manden i skurkerollen.

Men intet udover de løse påstande holder vand. Både mænd og kvinder er i stand til at dyrke og “levere” sex, men da det ifølge Reinicke selv er mændene der betaler, bliver det vel tværtimod et udtryk for det omvendte i og med at mænd seksualitet er i ringere kurs end kvinder, hvorved kvinderne kan stille sig i position, hvor de er sælger at det der ellers for begge køn er fælles. Og Reinickes stråmænd til side kan man også spørge sig selv om hvilken del af mænds biologiske natur, der er misforstået når det nu stadig ifølge ham er mænd, der betaler for sex på et marked, der stadig er frit. Med andre ord bekræfter empirien jo empirien - hvad ellers?

Sognepræst Nikolaj Kjærby Johansen kan også vrøvle selvom han ikke er ekspert.

– Jeg kan ikke se det som andet end en form for slavehandel, når man betaler sig til at have råderet over et andet menneskes krop. Man reducerer et andet menneske til en handelsvare, som man bruger og derefter efterlader med de skader, det kan have på sind og krop, siger Nikolaj Kjærby Johansen, der har markeret sin modstand ved at tilslutte sig kampagnen “Tag stilling mand!”, der netop opfordrer flere mænd til at markere deres ønske om et forbud mod handel med sex.

(…)

– Sex er fantastisk, men hvis det ikke er forbundet med kærlighed mellem to mennesker, mister det sin værdi.

Det farverige sprog forråder også for ham det principielle spørgsmål om prostitution, nemlig om det kan kaldes forkert, hvis der er tale om gensidigt samtykke. Valget af ordet råderet indikerer et fravær af vilje hos sælger og dermed følgende slavelignende tilstande. Men, hvis der er tale om et fravær af vilje er der også tale om et andet kvindebillede. Derimod, hvis der er tale om gensidigt samtykke udelukkes postulaterne om automatiske skader på sind og krop. Og igen, hvorfor skulle en person der ligefrem kan tage penge på sin seksualitet lide mere under det end en, der føler sig nødsaget til at skulle betale for at få lidt ømhed?

Men måske forstår heller ikke jeg mænds biologiske natur for selv om jeg er enig i at sex handler om mere end det fysiske forstår jeg ikke hans tese om at det kun kan have værdi, hvis der er tale om kærlighed - eller også så elsker jeg bare sexede kvinder generelt.

Jeg ved desværre ikke, hvad Mette Frederiksen har fortalt sine partifæller, for jeg har ikke orket at høre på hende. I P1 programmet Dokumentartimen, der faktisk kun tager en halv time, kan man høre de trivielle argumenter med at det er synd for kvinderne, men det er måden hun gør det på, der ægger socialisterne til idioti.

Leny Malacinski gør i en kommentar på Berlingske Tidende rede for de løgne, som kriminaliseringsbanden benytter.

Sverige er på vej med en evaluering af ti år med sexkøbsloven. Næste år får vi endelig svar på, hvordan Sveriges sexkøbsforbud virker. I 2010 kommer en stor evaluering, der én gang for alle skal slå fast, om et forbud er godt eller skidt for de kvinder, man vil hjælpe. Eller det troede jeg.

Den svenske regering, der har bestilt evalueringen, har nemlig ikke givet holdet bag evalueringen frie hænder: »Et udgangspunkt er, at køb af seksuelle tjenester fortsat skal være kriminaliseret,« står der i regeringens direktiv om evalueringen.

Med andre ord: De personer, der skal evaluere sexkøbsloven, må nå frem til alle andre konklusioner end at loven bør afskaffes. Dette er en særlig form for politisk logik. Den sikrer for eksempel imod uanmeldt besøg fra virkeligheden. For hvad nu hvis prostitution slet ikke handler om mænds undertrykkelse af kvinder? Hvad hvis det bare handler om, at nogle mennesker er villige til at betale for sex og andre er villige til at sælge?

(…)

Både Ritt Bjerregaard og Anne Vang har skrevet indlæg med næsten identiske formuleringer, at »antallet af prostituerede i Sverige er faldet med 90 procent fra 1999 til 2003.« Det kunne jo tyde på, at det passer, hvis det ikke lige var fordi, at det ikke passer alligevel.

Den svenske Socialstyrelsen, der anføres som kilden til udsagnet, afviser nemlig at de nogensinde har påstået noget lignende. »Vi har aldrig nogensinde påstået, at sexkøbsloven har ført til, at prostitutionen er mindsket med 90 procent,« fortæller en projektleder mig. »Det eneste vi kan sige er, at gadeprostitution langsomt er på vej tilbage efter at have været forsvundet hurtigt i kølvandet på loven (…) Hvad angår stigning og fald i andre områder inden for prostitution – den ’skjulte prostitution’ – er vi endnu mindre i stand til at konstatere noget.«

(…)

Hvis du undrer dig over, hvor påstanden kommer fra, om at den samlede svenske prostitution skulle være faldet med 90 procent, så nærlæs det svenske Socialstyrelsens rapport. Her står, at politiet vurderer, »at sexkøb på gaden er faldet med 90 procent sammenlignet med situationen i 1998.« Så ja, vi kan formentlig godt retouchere kvinderne væk fra gaden, så vi ikke længere kan se dem. Men er det vores succeskriterium?

Det eneste problem Mette Frederiksen har er om det vil spille negativt ind på hendes troværdighed når de tragiske følger af kriminaliseringen af sexkøb…nej lad mig udtrykke mig mere socialdemokratisk - når de tragiske følger af marginaliseringen, stigmatiseringen og udstødelsen af de svagestes livsgrundlag bliver tydeligt, som det allerede ser ud til at være i Norge ifølge 180 Grader

Utrygheden er steget, stressniveauet er højere, omfanget af prostitution er ikke faldet og tilliden til politiet er svækket. Meningen var, at loven skulle beskytte sexarbejderne, men den har haft den stik modsatte effekt, konkluderer en ny undersøgelse foretaget af Utekontakten i Bergen.

“Kvinderne føler i høj grad, at de er blevet mere stressede, blandt andet som følge af faldende priser. Det har ført til behov for flere kunder for at sikre deres indtægt. Kvinderne oplever desuden et stærkere pres for seksuelle ydelser uden kondom,”

Men måske kan Mette Frederiksen også begejstre sig ud af det. Virkeligheden har jo aldrig hæmmet hende.

Socialdemokratiet bevæger sig mod en legalisering af hash og hurra for det. Det illegale og enorme hashmarked er en pengemaskine for kriminelle bander og et kæmpe spild af Politiets ressourcer, som derved også pålægges at håndtere en endnu mægtigere modstander i den af hashsalget styrkede og større kriminelle underverden. Med de mange forbrugere og den afslappede holdning taber Politiet tillige anseelse i at skulle slå ned på noget, som alt for mange anser, som harmløst. Og det harmløse ligger for de fleste i den saglige konstatering at rygning af hash er et privat anliggende, der ikke kommer andre ved.

I radioens P1 Morgen advarede en misbrugsekspert mod en legalisering ud fra den betragtning at svage sjæle ville blive endnu mere udsat. Muligvis, men det er der bare ikke noget at gøre ved for det indkluderer jo også alkohol, slik, god mad, slankekure, bodybuilding osv. I hvor høj grad vi skal sætte vores fælles ressourcer ind på at hjælpe de vi mener har hjælp behov kan vi altid diskutere, men vores afholdenhed forhindrer ikke andre i at gå til grunde.

Til gengæld bevæger Socialdemokraterne sig imod et forbud mod købesex (På P1 kan man få den særlige fornøjelse at høre Mette Frederiksen), som Peter Hummelgaard Thomsen argumenterer i Jyllands-Posten

Sexkøbernes penge skaber et stort og dybt kriminelt miljø og finansierer blandt andet bandekrigens krudt og kugler. Det er en let sag at drive alfonseri- og bordelvirksomhed i Danmark.

Rufferi er allerede ulovligt og se på Thomsens egen sætning, hvor det hjælper. Og ligeledes trafficking, som også bliver nævnt i flæng, der i visse tilfælde er at sidestille med kidnapning og følgende voldtægt. Men måske mener Thomsen at i den udstrækning, som købesex er lovligt er det med til at underminere forbuddets gavnlige effekt på finansieringen af bandekrigens krudt og kugler. I så fald strider den logik direkte imod begrundelsen for at legalisere hash, som Socialdemokratiet jo også tager tilløb til. Der bliver noget at tale om. Men det er lige meget når man kører på frihjul af egne postulater

Den, der sælger sex, har sjældent et såkaldt frit valg. Det har kunden imidlertid altid. Derfor ønsker vi et forbud. At købe sig til sex er ikke en menneskeret.

Selv om der også er en mindre gruppe af mænd, der sælger sig selv, er prostitution overordnet set et ligestillingsproblem, hvor mænd køber kvinder. Prostitution har intet med fri seksualitet at gøre. Prostitution er et marked med en stærk part (sexkøberen) og en svag part (den prostituerede).

En kriminalisering af prostitutionskunderne er et vigtigt signal at sende. Præcis som vi ikke vil acceptere, at man slår på børn, at man kører med alkohol i blodet, eller at man begår indbrud hos folk.

Og med Vibeke Manniches ord ligeledes i Jyllands-Posten

De få højlydte, selviske kvinder, der påberåber sig deres ”frie valg” af prostitution som erhverv, må være stærke nok til at leve med et forbud af hensyn til det store flertal, der skades fysisk, psykisk og socialt af prostitution.

I et samfund, der baserer sig på solidaritet og ligeværd, kan og må det ikke accepteres, at kvinder misbruges og handles under nogen omstændigheder.

Det gør det ikke bedre, at der er en lille andel af de prostituerede, som er mænd. Prostitution repræsenterer først og fremmest mænds (mis)brug af kvinder, og det er beskæmmende, at det fortsat får lov at være acceptabelt, når omgivende lande allerede har forbud.

På den især for socialdemokraterne mærkværdige påstand om at køber udnytter sælger bygger man sit tårn af hysteri. De kvinder, der mener at deres valg er et udtryk for valg bliver hos Manniche udråbt til højlydte og selviske og deres valg bliver underkendt med citationstegn. Informationer, der ikke tjener sagen skal væk. Thomsen prøver at ignorere, at der er delte meninger med ord som sjældent og forkaster ligeledes tanken om mennesket som selvstændigt med ordet såkaldt. På den konto evner man derfor heller ikke at sondre mellem sagesløse og endog tilfældige ofre for andres onde gerninger eller uansvarlighed når man sammenligner med tyveri og spirituskørsel. Og således retfærdiggøres også udtrykket at “handle med mennesker”, som om det så ikke er at handle med mennesker at bede to flyttemænd risikere deres helbred med at hive et Steinway op på femte fordi de klarede sig dårligt i skolen og den ene måske fik mange bank, som barn af sin alkoholiserede far, hvilket har givet ham et lavt selvværd, som kun bliver forstærket når sveden fra panden minder ham om at han nok kunne være blevet til noget andet her i livet.

Men sagens kerne er for en gangs skyld utilsløret for det handler om mænds og kvinders kvinders seksualitet. I gamle dages patriarkat lokkede flanerne mænd i fordærv, men med feminiseringen er det nu mændene, der ødelægger kvinderne. Det er mændene, som bevæbnet med en grusom kombination af penisser og en marginalt højere løn står i den absolutte rolle som udbytter og krænker kvindens hellige vulva. Tak for kaffe. I stedet vil jeg give ordet til Sognepræst Poul Joachim Stender, som han skrev i Kristeligt Dagblad

Købesex er ikke noget, de hellige skrifter anbefaler. Navnlig ikke Paulus, der generelt er imod enhver form for sex. Men det er heller ikke ulovligt. Hverken Tamar eller Rahab, nogle af Bibelens mest berømte ludere, mødte nogen fordømmelse. Tværtimod blev de indføjet i Jesu slægtsregister. En ære og forfremmelse uden lige.

En respekteret mand som Samson fik ikke bibelske minuspoint for at have besøgt en skøge. Det gjorde Gilead heller ikke, som fik sin søn Jefta med en luder. Man møder heller ikke nogen fordømmelse af prostitution i beretningen om Salomo og de to skøger.

På et tidspunkt tillader Jesus sig at sige til en større forsamling af folk, der mente, at de med deres opførsel og meninger havde fået Herren på deres side: “Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer”.

(…)

Men hvis man frivilligt arbejder med sex, er man ikke et offer. Ethvert menneske har en seksuel selvstændighed, som man også har ret til at bruge på prostitution. At begrænse den frihed, som Socialdemokraterne vil gøre ved at forbyde køb af sex, er ikke kun udtryk for den nypuritanisme, der synes at være på vej ind over Danmark som et seksuelt lavtryk. Det er også en stærk moralisering af menneskers seksualitet.

Sappho har et bogtilbud, hvor en lang række filosoffer giver deres bud på frihed. Fælles for dem alle er en forankring i mennesket, som et frit menneske og det ansvar, der deraf kommer med eller uden et forhold til Gud. Ikke indkluderet er den amerikanske musiker og tænker Jerry Lee Lewis, der bedst udtrykker Vestens frihedsideal med sin filosofi, der hedder “Live and let live - but stay the hell outta my way!“

Den socialdemokratiske trut Yildiz Akdogan havde i fredagens Weekendavisen et interview med den amerikanske forfatter Sherry Jones, der skrev bogen Medinas Juvel og nu fortsættelsen Arven Efter Muhammed. Akdogans troskyldige nysgerrighed afdækker noget underholdende, men også lidt foruroligende sludder

Ifølge Sherry er det aldersfikserede fokus på Muhammed og hans koner ret misforstået - især hvad angår ægteskabet med Aisha . Hun mener, at de, der beskylder Muhammed for at være pædofil tager fejl - ægteskabet var en politisk alliance mellem ham og hans bedste ven Abu Bekir, som er far til Aisha .

»Hvis han var pædofil, kunne han have giftet sig med mange andre små piger, men det gør han ikke. Han gifter sig også med nogle, han ikke engang har set - det er udelukkende et spørgsmål om politiske alliancer. Ifølge nogle lærde, gifter profeten sig jo også allerede med Aisha , da hun var seks år, men han fuldbyrder først ægteskabet, da hun er ni år.«

Det springende punkt for påstanden om Muhammeds pædofili er ikke indgåelsen af ægteskabet, hvis motiver man kan spekulere i så tosset man vil, men fuldbyrdelsen af ægteskabet. Hvad skulle det til for? Øjensynligt er svaret for ligetil, hvorfor historien skal ændres så Jones kan fortælle om Aishas ”..kamp for kærlighed, men også en kamp for kærligheden til islam”

- Men i din bog er hun ældre end ni…?

»Ja, hun er 14 år, og grunden til, at jeg lod hende være det, er blandt andet research og en samtale med min professor i arabisk. Her jeg fik at vide, at man ikke har samleje med pigerne, før de har fået deres menstruation.«

- Hævede du hendes alder for at gøre ægteskabet mere »legitimt« set med nutidens øjne?

»Nej, det er, fordi jeg ikke tror på, at Muhammed vil være sammen med en pige på ni år. Det passer ikke med den person, jeg havde lavet research på. Jeg forholder mig til argumenterne fra de muslimske lærde, som mener, hun må være mindst 15 år. Aisha var på slagmarken med Muhammed, og reglen sagde, at man skulle være 15 år for at deltage. Desuden har jeg læst, at inden for arabisk numerologi læses 6 som 16 og 9 som 19. Jeg valgte et mellemtal, og det blev så 14 år.«

Muhammed var ligesom ikke typen på en pædofil og ulemaen har givet taget fejl af tallene og nedskrevet hendes alder med drastiske ti år! Måske fordi de mente at det passede glimrende på den person, som de havde “lavet research på”?

I »Arven efter Muhammed« er Aisha omkring 19 år. Hun har mistet den, hun elsker, men samtidig er hun indblandet i magtkampen om, hvem der skal være profetens efterfølger. Hun spiller en afgørende rolle i opgøret mellem sin far og profetens fætter Ali. Valget bliver ikke svært for hende, hun hader Ali.

Her bliver det lidt forvirrende for Aisha var gift med Muhammed i 9 år (eller var det 19 år? For i så fald var Muhammed 72 år da han døde og ikke, som de fleste heriblandt Jones selv ellers har hævdet 62 år), men det stemmer dårligt overens med påstanden om af hun skulle være omkring 14 år da de blev gift. Hvis man læser Encyklopædien får man bekræftet den traditionelle opfattelse af Aishas alder da hun døde

‘Aisha bint Abi Bakr, 611-678, en af profeten Muhammeds hustruer. Hun blev enke som 18-årig og tog siden aktivt del i det religiøse og politiske liv. I arvefølgestriden efter mordet på Uthman, den tredje rettroende kalif, kæmpede hun mod Ali, som hun holdt ansvarlig for mordet, men blev i 656 besejret i et slag (Kamelslaget) nær Basra. Aisha menes at have haft stor indflydelse på Muhammeds liv.

Men ikke et ord om hendes alder ved indgåelse og fuldbyrdelse af ægteskabet med den aldrene Muhammed. Den danske udgave af Wikipedia lægger sig i tråd med Encyklopædiens udeladelse og beskriver Aisha således

Aisha bint Abu Bakr (Arabisk: ????? ???’isha, “hende som lever”, også transkriberet som A’ishah, Ayesha, ‘A’isha eller ‘Aisha, tyrkisk Ay?e, Ottomanisk tyrkisk Âi?e etc.) var en af den islamiske profeten Muhammeds koner. På islamisk skrift refereres hun ofte til ved titlen “De troendes moder” (arabisk: ??? ???????? umm-al-mu’min?n), efter beskrivelsen af Muhammeds koner som “De troendes moder” i koranen (33.6), og senere som “De trofastes moder” som i Qutb’s Ma’alim fi al-Tariq (pps6). Hun er citeret som kilde for mange hadither (traditioner omkring Muhammeds liv) med Muhammeds personlige liv som værende emne for de fleste fortællinger.

Aisha blev gift med Muhammed nogle måneder efter dennes første kones død. Hun er en kontroversiel karakter på grund af forskellige skildringer af hende i shia- og sunniudgaver af islams historie.

Det engelske Wikipedia er nu ikke i tvivl om Aishas alder da hun blev gift og ved hendes deflorering

According to the traditional sources, Aisha was six or seven years old when betrothed to Muhammad.^[1][3][4] American historian Denise Spellberg states that “these specific references to the bride’s age reinforce Aisha’s pre-menarcheal status and, implicitly, her virginity.”^[3] This issue of her virginity was of great importance to early historians who supported the Abbasid Caliphate. These historians considered that as Muhammad’s only virgin wife, Aisha was divinely intended for him, and therefore the most credible regarding the debate over the succession to Muhammad.^[3]

Aisha stayed in her parents’ home for several years until she joined Muhammad and the marriage was consummated.^{[1][3][4][5][6][7]} Most of the sources indicate that she was nine years old at the time, with the single exception of al-Tabari, who records that she was ten.^[3]

Og lidt mere udførligt fra Answering Islam, der citerer kilderne overvældende

From the hadith of Bukhari, volume 5, #234

“Narrated Aisha: The prophet engaged me when I was a girl of six. We went to Medina and stayed at the home of Harith Kharzraj. Then I got ill and my hair fell down. Later on my hair grew (again) and my mother, Um Ruman, came to me while I was playing in a swing with some of my girl friends. She called me, and I went to her, not knowing what she wanted to do to me. She caught me by the hand and made me stand at the door of the house. I was breathless then, and when my breathing became all right, she took some water and rubbed my face and head with it. Then she took me into the house. There in the house I saw some Ansari women who said, “Best wishes and Allah’s blessing and a good luck.” Then she entrusted me to them and they prepared me (for the marriage). Unexpectedly Allah’s messenger came to me in the forenoon and my mother handed me over to him, and at that time I was a girl of nine years of age.”

Bukhari vol. 7, #65:

“Narrated Aisha that the prophet wrote the marriage contract with her when she was six years old and he consummated his marriage when she was nine years old. Hisham said: “I have been informed that Aisha remained with the prophet for nine years (i.e. till his death).”"

Tilbage til Sherry Jones for lidt afslutningsvrøvl.

- Ja, men er det ikke lidt selvisk af Muhammed, at han forbyder sine enker at gifte sig på ny?

»Jo, det kan man godt sige. I den nye bog ser vi konsekvenserne af det. Kvinderne lider, de har hverken nogen til at beskytte sig eller nogen at elske. Muhammed gjorde det, tror jeg, for at undgå skandaler og sladder. For eksempel praler Aishas fætter Talha med, at han vil giftes med Aisha , når profeten dør. Jeg kan forestille mig, at de andre mænd i Muhammeds kreds har sagt noget lignende om de andre koner. Muhammed var jo en ældre mand, han døde som 62-årig, hvilket er en høj alder i forhold til tiden. Det var hans måde at stoppe sladderen på og beskytte sig selv politisk.«

(…)

- Betragter du hende som en rollemodel, når hun ikke er noget i kraft af sig selv?

»Igen må man forholde sig til tiden og de omstændigheder, hun levede under. For mig er hun klart en rollemodel.«

Og Muhammed selv fremstår i Arven Efter Muhammed ifølge Akdogan som “mr. Perfekt“. Arven efter Muhammed i lyset af Aisha ser nu noget anderledes ud når man læser, hvad Khomeni havde på hjertet

“A muslim man can have sexual pleasure with a little girl as young as a baby. But he should not penetrate her vaginally, however he can sodomize her”. (Tehriro vasyleh, fourth edition, Qom, Iran, 1990)

For det er jo en banal lære af eksemplet Muhammed, som Front Page Magazine gør opmærsom på

The Koran takes child marriage for granted in its directives about divorce. Discussing the waiting period required in order to determine if the woman is pregnant, it says: “If you are in doubt concerning those of your wives who have ceased menstruating, know that their waiting period shall be three months. The same shall apply to those who have not yet menstruated” (65:4, emphasis added). Allah thus gives directives for a situation in which a pre-pubescent woman is not only married, but is being divorced by her husband.

This behavior by the man whom hundreds of millions of people regard as the exemplary standard of conduct has brought suffering to untold numbers of women and girls.

One Islamic land where child marriage is common – in fact, more common than anywhere else in the world – is northern Nigeria, where Sharia is in force. The Nigerian government has tried to act against the practice, passing a law in 2003, the Child Rights Act, that set the minimum age for marriage at eighteen. Islamic clerics have been the fiercest opponents of this law: Imam Sani, a Nigerian cleric, explained: “Child marriage in Islam is permissible. In the Koran there is no specific age of marriage.” Consequently, “the Muslim clerics have a problem with this Child Rights Act and they decried it, they castigate it, they reject it and they don’t want it introduced in Nigeria.” If the government imposed the law, Sani said, “There will be violent conflict from the Muslims, saying that ‘no, we will not accept this, we’d rather die than accept something which is not a law from Allah.’”

Nigeria is made up of 36 states, of which 18 have passed the Child Rights Act; however, only one majority-Muslim Nigerian state has passed the law, and that with a change that set “puberty,” rather than the age of eighteen, as the minimum requirement for lawful marriage. The result? As many as 800,000 Nigerian women are afflicted with fistula, a disease resulting from early intercourse and pregnancy.

Nigeria is not alone, either in the prevalence of child marriage there or in attempts at reform the practice. In September 2008, Moroccan officials closed 60 Koranic schools operated by Sheikh Mohamed Ben Abderrahman Al-Maghraoui – because he issued a decree stating that marriage to girls as young as nine was justified by Muhammad’s example. “The sheikh,” according to Agence France-Presse, “said his decree was based on the fact that the Prophet Mohammed consummated his marriage to his favourite wife when she was that age.”

It should come as no surprise, then, given the words of the Koran about divorcing prepubescent women and Muhammad’s example in marrying Aisha, that in some areas of the Islamic world the practice of child marriage enjoys the blessing of the law. Time magazine reported in 2001 that “in Iran the legal age for marriage is nine for girls, fourteen for boys,” and notes that “the law has occasionally been exploited by pedophiles, who marry poor young girls from the provinces, use and then abandon them. In 2000 the Iranian Parliament voted to raise the minimum age for girls to fourteen, but this year, a legislative oversight body dominated by traditional clerics vetoed the move.” The New York Times reported in 2008 that in Yemen, “despite a rising tide of outrage, the fight against the practice is not easy. Hard-line Islamic conservatives, whose influence has grown enormously in the past two decades, defend it, pointing to the Prophet Muhammad’s marriage to a 9-year-old.” (The Times doesn’t seem fazed by the fact that “conservatives” in the U.S. are not generally advocates of child marriage.)

And so child marriage remains prevalent in many areas of the Islamic world. In 2007, photographer Stephanie Sinclair won the UNICEF Photo of the Year competition for a wedding photograph of an Afghani couple: the groom was said to be 40 years old but looked older; the bride was eleven. UNICEF Patroness Eva Luise Köhler explained: “The UNICEF Photo of the Year 2007 raises awareness about a worldwide problem. Millions of girls are married while they are still under age. Most of theses child brides are forever denied a self-determined life.” According to UNICEF, about half of the women in Afghanistan are married before they reach the age of eighteen.

Og til sidst giver vi ordet til en grådkvalt Wafa Sultan

Frank Kitman gjorde mig meget venligt opmærksom på denne video, hvor den østrigske økonom og filosof Ludwig von Mises diagnosticerer venstrefløjens mentalitet.

I slutningen af 1944 lancerede tyskerne en sidste offensiv på vestfronten, hvis formål var at stille tyskerne i en position, hvor de havde noget at forhandle med ved en eventuel fredsaftale. Offensiven var desparat og kompliceret og afhang af en lang række eksterne faktorer og mislykkedes da også trods en meget dygtig og fokuseret indsats. Selv om de Allierede blev forsinket i deres fremrykning nogle måneder mistede tyskerne de fleste af deres bedste styrker og derved en væsentlig evne til at forsvare sig i den sidste tid af krigen.

Uden andre sammenligninger i øvrigt ligner det meget, hvad Tøger Seidenfaden har forsøgt med udgivelsen af bogen Jæger - I Krig Med Eliten. Den krig, som Tøger Seidenfaden startede mod ytringsfriden efter Jyllands-Postens offentliggørelse af Muhammetegningerne har slidt hans avis i laser. Det var uundgåeligt at organet til den højeste oplysning ville lide nederlag når man talte de formørkede kræfters sag og nok så megen løgn og citatfusk kunne ikke rette op det. I lang tid udskød man overgivelsen og i stedet for indrømmelse og beklagelse over det, hvad der for snart alle andre er blevet en banalitet kastede især Tøger Seidenfaden sig ud i allehånde andre angreb på alt, hvad man ellers forbandt med tiden politiske ånd med en kraft, der for den traditionelt forsigtige avis til tider har været direkte skinger. Ingen af de andre sager, som krigene, debattonen, asyllovgivningen, den økonomiske politik, den offentlige sektor osv om de var gode eller ej havde den ringeste indflydelse på den principielle debat om ytringsfriheden. Faktisk har den hårde kurs med kampagnejournalistik under Seidenfadens ledelse ført til endnu en lang række mindre nederlag, som alle har betydet mere tab af troværdighed. Med den mærkværdige udgivelse af Jæger har man forsøgt en sidste desparat offensiv, der skal vende krigslykken og igen gøre Politiken og den relativismedyrkende, multikulturelitetsomfavnende og anstændige elite til medspiller på det danske åndsliv. Men planen er mislykkedes og Politiken har med den bastante demonstration af at man intet har forstået og intet har lært nu også mistet evnen til at fornægte realiteterne overfor sine gamle allierede og vel også på lidt leængere sigt - sig selv. Som Ralf Pittelkow så rigtigt skrev på sin blog på Jyllands-Posten

Avisen kom gruelig galt af sted under Muhammed-konflikten og endte i en pinlig alliance med islamiske mørkemænd vendt mod ytringsfriheden. Siden da har den haft et stort behov for at markere sig som forkæmper for ytringsfrihed.

Men Politikens politiske korrekthed fornægter sig ikke. Den ses i kontrasten mellem det hensynsfulde forhold til islamisterne og det manglende hensyn til det danske forsvar.

Tøgers gamle våbenfælle fra de glade Muhammed-dage de forhenværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen stiller sig direkte fjendtlig overfor Seidenfaden ifølge Danmarks Radio

- Jeg mener, Tøger Seidenfaden sætter sig selv over loven. Han kortslutter retssystemet ved at fare ud, inden retten har haft mulighed for at bedømme, om der er rimelig grund til at nedlægge fogedforbud. Det kan han ikke tillade sig.

- Den anden ting er, at han tyvstjæler en bog fra et forlag og forfatteren. Det er forbudt - også for chefredaktører. Det her lugter langt væk af smart markedsføringsfif. Men de har vist også elendige oplagstal på avisen, siger Uffe Ellemann-Jensen.

(…)

- Det må være en skærpende omstændighed, at han har begået samme forbrydelse før. Han er en tyveknægt - simpelthen! Og jeg går ud fra, at han ender i spjældet denne gang. Så kan han sidder der og lege Viggo Hørup (Politikens grundlægger, red.), siger Uffe Ellemann-Jensen.

Tøgers polemiske evner er krænget stadigt mere over i en vulgær sofisme, der nu er endt i det skinbarlige fordrukne sludder når man mener at det er ervæsentligt for ytringsfriheden at trykke en bog fordi den allerede kan læses på nettet. Politiken fremstår med trykningen af Jæger, som useriøs, uhæderlig og usympatisk. Den fejlslagne udgivelse af Jæger må givet være Tøger Seidenfadens endestation på Politiken og ledelsen venter vel kun en tid til dels til at finde en erstatning og dels til at det ikke ligner en indrømmelse af noget. Men ud ryger han.

Kirken blev med besættelsen af Brorsons Kirke til et fredhelligt rum for de ellers så materialistiske autonome. En god ven mindede mig om at sådan var det ikke for et par år siden da de kære aktivister angreb Frimenigheden Faderhusets gudstjeneste, hvor de smadrede inventar og tillige truede  de bedende og deres børn. Stolt blev denne video lagt ud af begivenhederne umiddelbart efter “aktionen” så alle kunne se, hvorledes de unge var ofre

“Spar op til jeres begravelse røvhuller!” råber en opgejlet ung mand og senere bryder en anden ung mand gennem Politiets kæde og kaster en genstand ind af den åbne dør, hvor de forskrækkede kirkegængere ser til. Alligevel var de unge også her ofre for politibrutalitet, som de altid er.

Forleden harcelerede jeg over at de gode i og omkring Kirkeasyl udsatte irakerne for et kummerligt liv på flugt i Danmark, frem for at hjælpe dem, hvor det kunne være relevant. Lødige flygtningevenner er også opmærksomme på det problem kan man læse i Politiken (hvor chansen vel er størst for at nå den relevante læserskare)

Foreningen hedder Komitéen Flygtninge under Jorden og har eksisteret de sidste 23 år.

»Når asylansøgere går under jorden, holder myndighederne op med at behandle deres sag. Og hvis politiet finder dem, bliver de sat i fængsel og som regel sendt ud af landet i en fart. Så ofte kommer der intet ud af at gå under jorden«, siger Michala Bendixen.

(…)

»Kirkeasyl har fået skabt en stemning, så det næsten fremstår, som om man kan løse de afviste irakeres problem ved at skjule dem. Det lyder meget flot og romantisk, men det er også lidt naivt«, siger Michala Bendixen

(…)

Hun bliver bakket op af generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp Andreas Kamm.

»Personligt ville jeg ikke opfordre nogen til at gemme en flygtning. Livet under jorden er en meget vanskelig tilværelse, og det fører ikke rigtigt til noget«, siger han.

SÅ hvorfor vil Kirekeasyl så skjule flygtninge?

»Det har også drejet sig om at skaffe opbakning til de mennesker, der skjuler en flygtning«, siger Jakob Hjuler Tamsmark. [fra Kirkeasyls pressegruppe]

Eller sagt med andre ord vil han skide irakerne en hatfuld. De tjener udelukkende, som instrument for hans og ligesindedes personlige og politiske dagsorden. Og det har det handlet om fra starten. I Dagens Medicin kan man læse

Som frivilligt sundhedspersonale i ’Kirkeasyl’ har vi måttet konstatere, at irakerne er blevet syge af ventetiden i de danske asylcentre og alene på den baggrund bør tildeles en humanitær opholdstilladelse.

Som en del af den gruppe af frivillige, der i foråret dannede ’Kirkeasyl’, blev en sundhedsgruppe etableret, bestående af 45 frivillige, heriblandt læger, sygeplejersker, jordemødre, tandlæger, psykologer, psykiatere og sundhedsplejersker.

Allerede i 2004 blev det dokumenteret, at asylansøgeres psykiske sygelighed øges med opholdstiden i flygtningelejrene (1). National og international forskning slår fast, at der er klar sammenhæng mellem længden af ophold i asyllejre og psykiske problemer.

Alligevel har man gjort alt for at trække asylsøgernes tabte sager i langdrag. Mens irakernes personlige integritet og selvopretholdelsesdrift gradvist blev nedbrudt har de frivillige omkring Kirkeasyl kunne sole sig så meget mere i deres støtters og undergrundsmiljøers beundring.

Jeg er langt fra den eneste og langt fra den første og langt fra den skarpeste, der har harceleret over de afsindige forslag om kriminalisering af købesex. I det lys er det ekstra sørgeligt at jeg kan få ret når jeg i Moralisternes Vagtparade argumenterede overfor Mikkel Warming og Anne Vang

En forudsigelig konsekvens af forslaget er at Warmings markedsanalyse holder halvdelen af vejen. Der vil være en stor del af køberne der bliver væk og således skrumper markedet. Hvis Vangs forudsætning, der trods selvmodsigelsen vel også er Warmins motiv, om at de prostituerede ikke er i situation hvor de har et frit valg kan man ikke forvente at de prostituerede forlader branchen alene fordi indtjeningen daler.

Det eneste det betyder er at de i forvejen deaparate prostituerede nu er fanget i købers marked. De prostituerede vil jo stadigvæk stå i en situation hvor de skal hente penge hjem og i den intensiverede konkurence må de derfor arbejde hårdere for det og samtidig underbyde hinanden. Det vil ske i at tilbyde ydelser de ellers anså for grænseoverskridende eller under vilkår hvor de ikke længere kan føle sig sikre (f.eks. stige ind i en bil med en fremmed eller uden kondom).

Og hvilke købere bliver tilbage og hvilke bliver væk? De der bliver væk fra de prostituerede vil vel være alle dem, der på den ene eller anden måde grundlæggende respekterer loven, vel først og fremmest den gennemsnitlige familiefar rundet af samfundets normalitet. De der bliver tilbage som kunder vil følgelig næppe have de samme forbehold overfor normaliteten og man kan jo frygte hvilke andre skrupler de også mangler. Man vil altså med dette forslag flytte de prostitueredes liv fra en kummerlig tilværelse på livets skyggeside over i en lovløs og mørk verden, hvor depraveringen ikke hæmmes af normaliteten. Moralisterne marcherer.

Ræsonnementet er simpelt og selvindlysende, hvorfor en middelmådig intelligens, som jeg kunne foretage det fra sofaen. Forleden kunne man så læse på 180 Grader

I januar blev sexkøb kriminaliseret af den rødgrønne regering, og siden har de prostituerede fået det væsentlig værre. Det viser en ny rapport, hvis resultater understøttes af norske politifolk og flere eksperter, oplyser det danske Seksualpolitisk Forum i en pressemeddelelse.

Utrygheden er steget, stressniveauet er højere, omfanget af prostitution er ikke faldet og tilliden til politiet er svækket. Meningen var, at loven skulle beskytte sexarbejderne, men den har haft den stik modsatte effekt, konkluderer en ny undersøgelse foretaget af Utekontakten i Bergen.

“Kvinderne føler i høj grad, at de er blevet mere stressede, blandt andet som følge af faldende priser. Det har ført til behov for flere kunder for at sikre deres indtægt. Kvinderne oplever desuden et stærkere pres for seksuelle ydelser uden kondom,” står der blandt andet i rapporten, som også lægger vægt på at sexarbejdernes tillid til politiet nu er væsentligt forringet.

For nylig beskyldte jeg på samme konto Peter Humlegaard Thomsen for at være farisær. Det skrækkelige er at det selvindlysende bliver ignoreret til fordel for det selvbefamlende. De mennesker de gode påstår at ville redde er de på ingen må interesseret i. De bruger dem blot, som et billede på nød og elendighed til at tilrane sig lidt mere politisk magt og besmykke sig med godhed. De ofrer ingen tid og energi på at sætte sig ind i andre menneskers vilkår for det er slet ikke, hvad det drejer sig om når de skal have suset af bedrehed. De goder sig ud af virkeligheden og lader hånt om den ulykke de foresager.

Henning Svensmark skrev forleden en kronik i Jyllands-Posten

Det er vigtigt at fastslå, at den Lille Istid var en global hændelse. Den endte i slutningen af det 19. århundrede og efterfulgtes af en stigende solaktivitet. Gennem de seneste 50 år har solaktiviteten været det højeste siden middelaldervarmen for 1.000 år siden. Og nu ser det ud til at Solen skifter igen og er på vej mod det, som solforskere kalder »et grand minimum« som vi så i den Lille Istid.

Sammenfaldet mellem Solens aktivitet og klimaet gennem tiderne er forsøgt bortforklaret som tilfældigt. Men det viser sig, at næsten ligegyldigt hvilken periode man undersøger, altså ikke kun de sidste 1.000 år, så findes en overensstemmelse. Solens aktivitet har gentagne gange gennem de seneste 10.000 år svinget mellem høj og lav. Faktisk har Solen gennem de seneste 10.000 år befundet sig i en dvaletilstand ca. 17 pct. af tiden med en afkøling af Jorden til følge.

Man kan undres over, at det internationale klimapanel IPCC ikke mener at Solens forandrede aktivitet har nogen betydning for klimaet, men grunden er, at man kun medtager forandringer i Solens udstråling.

Netop udstrålingen ville være den simpleste måde, hvormed Solen kunne ændre på klimaet. Lidt som at skrue op og ned for lysstyrken af en elektrisk pære.

Satellitmålinger af Solens udstråling har vist, at variationerne er for små til at forårsage klimaændringer, men dermed har man lukket øjnene for en anden meget mere effektiv måde, hvorpå Solen er i stand til at påvirke Jordens klima. I 1996 opdagede vi en overraskende påvirkning fra Solen - dens betydning for Jordens skydække. Højenergitiske partikler accelereret af eksploderede stjerner, den kosmiske stråling, hjælper til at danne skyer.

Når Solen er aktiv, skærmer dens magnetfelt bedre mod de kosmiske stråler fra verdensrummet, før de når vores planet, og ved at regulere på Jordens skydække kan Solen skrue op og ned for temperaturen. Med høj solaktivitet fås færre skyer, og jorden bliver varmere. Lav solaktivitet skærmer dårligere mod den kosmiske stråling, og det resulterer i øget skydække, og dermed en afkøling. Da Solens magnetisme har fordoblet sin styrke i løbet af det 20. århundrede, kan denne naturlige mekanisme være ansvarlig for en stor del af den globale opvarmning i denne periode.

Dette er også forklaringen på, at de fleste klimaforskere prøver at ignorere denne mulighed. Den griber nemlig ind i forestillingen om, at det 20. århundredes temperaturstigning hovedsagelig skyldes menneskelig udledning af CO2. Hvis Solen nemlig har haft betydning for en anselig del af opvarmningen i det 20 århundrede, så betyder det, at CO2’s andel nødvendigvis må være mindre.

Lige siden vores teori blev fremsat i 1996, har den været gennem meget skarp kritik, hvilket er normalt i videnskaben.

Først sagde man, at en sammenhæng mellem skyer og Solens aktivitet ikke kunne være rigtig, fordi ingen fysisk mekanisme var kendt. Men i 2006 efter mange års arbejde lykkedes det os at gennemføre eksperimenter ved DTU Space, hvor vi demonstrerede eksistensen af en fysisk mekanisme. Den kosmiske stråling hjælper med at danne aerosoler, som er kimen til skydannelsen.

Derefter gik kritikken på, at den mekanisme, vi have fundet i laboratoriet, ikke ville kunne overleve i den virkelig atmosfære og derfor var uden praktisk betydning. Men den kritik har vi netop eftertrykkeligt afvist. Det viser sig, at Solen selv laver, hvad vi kan kalde naturlige eksperimenter. Kæmpemæssige soludbrud kan få den kosmiske stråling på Jorden til at dykke pludseligt over nogle få dage. I dagene efter disse udbrud falder skydækket med omkring 4 pct., og indholdet af flydende vand i skyerne (dråber) formindskes med næsten 7 pct. Her er tale om en meget stor effekt. Faktisk så stor, at man populært kan sige, at skyerne på Jorden har deres oprindelse i verdensrummet.

Derfor har vi set på Solens magnetiske aktivitet med voksende bekymring, siden den begyndte at aftage i midten af 1990′erne.

Og i Weekendavisen kunne man i denne uge læse at

Solen viser også andre svaghedstegn. Solvinden, som er en strøm af ladede partikler, der konstant blæser bort fra Solen, er nu på det svageste niveau, der er blevet målt, siden målingerne startede for 40 år siden. Da solvinden afskærmer os mod den kosmiske stråling fra verdensrummet, registrerer vi nu en stigning i antallet af kosmiske partikler, som rammer Jorden. Til gengæld betyder den svage solvind, at der er meget mindre nordlysaktivitet. Radioteleskoper måler den svageste solintensitet, siden regelmæssige målinger begyndte i 1950erne, og i det ekstremt ultraviolette område er energien af strålingen aftaget med seks procent alene siden forrige minimum i 1996.

I det synlige område stråler Solen også mindre, end den har gjort i de 30 år, hvor vi har haft systematiske målinger. Selvom det kun drejer sig om brøkdele af promiller i den totale energi, som Solen udsender, kan det mærkes i de yderste dele af Jordens atmosfære, hvor de kølige temperaturer giver satellitterne mindre modstand fra atmosfæren og dermed en længere levetid. Det gælder dog også for det rumskrot, der cirkulerer rundt mellem satellitterne - selvom den berømte værktøjskasse, som en af astronauterne på rumstationen tabte sidste år, nu er rapporteret at være brændt op i Jordens atmosfære.

Spørger man til forklaringen på Solens besynderlige opførsel, kniber det med gode svar. Det langvarige minimum er som nævnt kommet som en stor overraskelse for mange forskere, og den amerikanske rumorganisation NASA har siden 2003 udsendt så mange forkerte forudsigelser om Solens kommende aktivitet, at det nærmer sig det farceagtige. NASA-forskere har således løbende advaret om, at vi stod over for en voldsom solaktivitet, og i slutningen af december 2006 forudsagde de, at det kommende solmaksimum - som vi altså endnu ikke har nærmet os - ville blive det kraftigste i 400 år. Så sent som i juli sidste år forsikrede NASA, at Solen opførte sig helt normalt. Sammen med andre amerikanske organisationer har NASA også nedsat et panel, som kommer med årlige forudsigelser om den næste solcyklus. Panelet mødtes sidste gang i maj måned, hvor de udsendte en pressemeddelelse om, at der var konsensus om, at Solen ville nå maksimal aktivitet i maj 2013, men at dette maksimum ville blive det laveste siden 1928.

(…)

Solpanelets konsensus om Solens fremtidige opførsel giver associationer til FN’s klimapanel, der også altid når til konsensus om fremtidens klima, så det er interessant at notere, at solpanelet understreger, at deres forudsigelse er en konsensusafgørelse og ikke en enstemmig afgørelse.

Spørgsmålet ser ikke længere ud til at være, om Solen er på vej ind i et stort minimum, men kun hvor stort det bliver. Det kan blive et af de helt store - som Maunder-minimummet fra 1645-1715, som faldt sammen med den lille istid. Eller det mindre Dalton-minimum mellem 1790 og 1830, som også faldt sammen med en kuldeperiode.

Solen har i den sidste del af 1900-tallet haft en usædvanlig høj aktivitet, og man må derfor forvente, at en nedgang i aktiviteten også vil gøre det køligere på Jorden. Vi kan konstatere, at der ikke har været nogen opvarmning i de seneste 10 år, og det ser også ud til, at der er sket en afkøling de allerseneste år - senest med en globalt set meget kold vinter. De fleste klimaforskere vil nok mene, at det er for kort en periode til at drage håndfaste konklusioner, men efter at mange af dem i årevis har råbt »ulven kommer«, er nogle af dem nu begyndt at råbe »ulven kommer ikke«.

I forrige uge offentliggjorde et team af amerikanske og tyske forskere modelberegninger i tidsskriftet Science, hvor de viste, hvordan en lille ændring i Solens energiudstråling kunne producere en overraskende stor effekt på Jordens klima via ændringer i oceanernes og atmosfærens cirkulation. Og på en FN-konference i sidste uge i Genève advarede en af medforfatterne til FN’s klimarapport, Mojib Latif fra universitetet i Kiel, om, at vi på grund af ændringer i atmosfærens og oceanernes cirkulation kunne stå over for en kuldeperiode på 10-20 år. Selvom Latif næppe havde Solen i tankerne, da han fremlagde sin forudsigelse, så ser det ud til, at Solen har besluttet sig for at foretage det helt store klima eksperiment og dermed give os en enestående chance for at fastslå dens klima på virkning.

Den amerikanske vejrmand John Coleman leverede slagfærdigt sit syn på den videnskabelige konsensus og slog fast at the Sun is daddy.

SÅ er det officielt. Troen på menneskeskabt klimaforandring er en religion. Fra Guardian

A controversial tribunal decision that some company practices can discriminate against employees with strongly held views on climate change will be challenged in the courts.

Senior executive Tim Nicholson claimed he was unfairly dismissed by a property investment company because his views on the environment conflicted with other managers’ “contempt for the need to cut carbon emissions”.

In the first case of its kind, an employment tribunal decided that Nicholson, 41, had views amounting to a “philosophical belief in climate change”, allowing him the same legal protection against discrimination as religious beliefs.

(…)

“[My belief] affects how I live my life including my choice of home, how I travel, what I buy, what I eat and drink, what I do with my waste, and my hopes and fears,” he said. “For example, I no longer travel by plane, I have eco-renovated my home, I compost my food waste and encourage others to reduce their carbon emissions.”

Judge David Sneath said at the employment tribunal: “[Nicholson] has certain views about climate change and acts upon those views in the way in which he leads his life. In my judgment his belief goes beyond a mere opinion.”

(…)

Under the new law “philosophical belief” is protected by the law alongside religious belief if it passes a legal test requiring it to be cogent, serious and “worthy of respect in a democratic society”.

Om det er en sand religion er en anden sag, men en religion er det. Pernille Stensgaard har i Weekendavisen en artikel om netop dette fænomen med udgangspunkt i en red-verden kogebog, hvor man skal indtænke klimaet i sin daglige kost. Hurtigt kan det koges (undskyld platheden) ned til, at man kun må spise grøntsager produceret i gå-afstand fra din bolig.

Kogebogen bringer opskrifter med indtænkt klimabevidsthed og mådehold - »til denne ret vil lidt tyndskåret skinke eller friskrevet parmesanost være dejligt, hvis du altså vil slække lidt på CO2-transport-tanken.« Eller »avocados er også dejlige, men transporteres langvejs fra - så overvej om du vil det.« Eller »karry er naturligvis transporteret fra fjerne himmelstrøg og kan erstattes eller udelades.«

Klimasynderen karry har flere hundrede år på bagen i Danmark. Hvad med te og kaffe? Hvad med kinesisk, indisk, italiensk mad ? Hvad med olivenolie og ananas?

Her ofres noget. Og instansen, man ofrer sig for, er større end én selv og lagt uden for én selv. Skeptikere kalder det en gudelignende instans med tilhørende aflad, syndige gerninger, hellighed, tvivl og skyld. I den nye religion er der allerede mennesker (kættere), der kaldes klimafornægtere, og for klimaets skyld introduceres et kød-tabu på linje med jødernes og muslimernes. Det støttes af FNs klimachef Rajendra Pachauri, formand for Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC), der opfordrer folk til at spise mindre kød, fordi kødproduktion inklusive rydning af skove til græsning, produktion og transport af gødning, fossile brændstoffer brugt på gården og køernes bøvsen og prutten står bag 18 procent af verdens drivhusgasudslip. Til sammenligning udgør det ekstremt synlige og erkendte problem transport kun 13 procent.

Red verden-kogebogen lægger sig i halen på en stribe amerikanske bøger, hvis kerne er at ofre sig for sagen og se, hvad der sker. Den seneste er populærhistorikeren Colin Beavans bestseller og snart filmatiserede dagbog om et år i lejligheden på 9. sal i Greenwich Village, hvor han bestræber sig på ikke at efterlade aftryk overhovedet. Intet CO2-udslip, intet affald, ingen forurening, intet gift i vandet, ingen stjålne naturressourcer: No Impact Man: The Adventures of a Guilty Liberal Who Attempts to Save the Planet and the Discoveries He Makes About Himself and Our Way of Life in the Process. Ud ryger kleenex, konens tamponer, datterens engangsbleer, opvarmning af lejligheden, kaffe, flyrejser, elevatorer, toiletpapir. Halvt inde i eksperimentet slæber den lille familie sig op ad trapperne til lejligheden, hvor de spiser råkost i mørke.

I Farm City (2009) går prøvelsen ud på kun at spise grøntsager dyrket i en baggård i storbyen i en måned, i Greasy Rider (2008) krydses landet i et køretøj, drevet fremad af madolie, i Farewell My Subaru (2008) erstattes bilen helt og aldeles med geder, i Plenty: Eating Locally on the 100 Mile Diet (2007) spises kun mad dyrket i en afgrænset radius, hvilket udelukker salt, og i den danske Feldthaus skruer ned (2008) regner livsstilseksperten Christine Feldthaus ud, at hendes forslag om sex i mørke alligevel ikke er det værd. Prisen for at elske i lyset fra en 40-watts pære tre gange om ugen à 15 minutter bliver to kroner om året og udleder kun 430 gram CO2. Hun har elendig samvittighed over turen til Thailand.

Apropos beskyldninger om kætteri så har FN-klimachefen Rajendra Pachauri sammenlignet Bjørn Lomborg med Hitler. Hvis det ikke er sobert….. Weekendavisen havde også en længere kritisk artikel om IPCC og her hedder det bl.a.

Ret hurtigt går det op for Paul Reiter, at der også foregår noget andet i IPCC. Panelets krav til forskningen ligner ikke noget, han har set andre steder i den akademiske verden. I udkastet til den store rapport, som IPCC skal udgive i 2001, står der ganske vist en masse om klimaforandringernes betydning for udbredelsen af malaria, men konklusionerne repræsenterer slet ikke bredden i det videnskabelige felt.

»De var skrevet af de samme syv mennesker,« siger Reiter i dag. »Nogle gange var forfatterne byttet rundt, men budskabet var det samme. De skriver igen og igen, at det bliver rigtig slemt med malaria, at hele Sydeuropa vil blive invaderet og så videre.«

(…)

Videnskab er aldrig objektiv, minder de om. Det er fyldt med valg og fravalg og værdiladede beslutninger. Videnskaberne har hver sin vinkel på klimaet, hver sit sæt af problemer og forslag til løsninger. Så når en lille gruppe forskere får så stor indflydelse på et område, der favner så bredt - og påvirker så meget af vores politik - bliver idealerne om objektivitet og uafhængighed sat på spil. »Der er en klar uoverensstemmelse mellem den måde, panelet definerer sin rolle udadtil, og hvordan det fungerer i praksis,« siger Andreas Bjurström.

I bogen Why we Disagree about Climate Change, der udkom sidste år, når den fremtrædende engelske klimaforsker Mike Hulme frem til en lignende konklusion.

Offentligheden har blind tillid til videnskabens neutralitet, mener Hulme. Alt for ofte holder politikere og miljøaktivister rapporter frem for sig, som var de kørselsanvisninger. Men videnskaben kan kun fortælle os, hvordan verden hænger sammen, den kan ikke fælde domme over, hvordan vi bør indrette den. Netop dér går grænsen mellem videnskab og politik.

»Når IPCC for eksempel skal vurdere, hvornår klimaforandringer bliver farlige, så skal de fælde en dom, der medtager værdier, tro og politik, og som derfor ligger uden for videnskabens rækkevidde,« siger Hulme.

»Det er meget svært for IPCC at trække en grænse for, hvor videnskab ender, og politisk involvering begynder.«

Klimapanelets opgave var at bygge en bro mellem to kampzoner: den videnskabelige, hvor man diskuterer, hvordan tingene er, og den politiske, hvor man diskuterer, hvordan de bør være. Men trafikken over broen er ensrettet. Politikere har indtaget den klimavidenskabelige arena.

Mike Hulme leverer her en fremragende uddybning af den pointe

Den gode blog Ulla Nørtoft Thomsen (der desværre for os mænd har fjernet sit kontrafej fra forsiden) har været på Danmarks Statistik og mener at den islamiske bølge mod den danske kyster er aftagende. Men en stribe grafer viser hun at opholdstilladelserne for de fleste muslimske landet er faldet, mens den er steget kraftigt fra ikke-muslimske lande. Og at der (derfor fristes man til at sige) også er sket en markant bedring i uddannelsesniveauet hos indvandrerne. Inden en eller anden lyseslukker kommer med statistiske indvendinger sendte en kær ven mig et link til Affes Statistik-blogg

Der er en grund til at stemme VKO - i hvert fald når alternativet betænkes.

Claus Bondam har været ude i de store aviser og hilse moskeer velkommen. Fra Radikale.net

Tonen og debatten omkring ønsket om at bygge en moské lugter af fremmedfrygt og af, at muslimerne i København endnu en gang skal have én over nakken.

Indleder han og uddyber

Men jeg vil ikke bidrage til denne højredrejning i samfundsdebatten og hele tiden mistænkeliggøre muslimerne her i landet.

Vi kan ikke bare begynde at kræve dokumentation for, hvor pengene til et moské-byggeri kommer fra. Det instrument findes simpelthen ikke i planloven.

(…)

Ifølge de papirer, som arkitekten bag byggeriet har indsendt til kommunen, bor en del af sponsorerne bag byggeriet i Iran. Arkitekten siger, at det drejer sig om iranske rigmænd, der ikke har nogen forbindelse til det iranske præstestyre, som jeg i øvrigt tager kraftigt afstand fra.

Jeg ser ikke, hvorfor vi skal mistænkeliggøre folk fra Iran eller noget andet sted…

Bondam er borgmester og har derfor en forpligtelse til at sikre borgernes ve og vel. Og det rækker udover, hvad hans fine næse kan lugte og hvilket bidrag til samfundsdebatten han vil give. Uanset, hvad planloven siger må fremmede magter ikke rejse bygninger til propagandavirksomhed og man kan sagtens kræve dokumentation, hvis man har en begrundet mistanke - om ikke andet så via staten. Og bliver den mistanke ikke vakt af at en lille menighed skal have en stor bygning må den så rigeligt være begrundet af Mehdi Motzaffari i Jyllands-Posten

»Der findes ikke private donorer i Iran. Derimod er der en masse institutioner og fonde, som i virkeligheden er kontrolleret og ejet af den iranske stat, og som typisk får deres penge fra udenrigsministeriet, når de skal støtte initiativer i andre lande. Derfor er pengene til moskeen i København en del af en samlet strategi,«

En anden begrundelse er erfaringerne fra andre lande, som Helle Merete Brix skriver om i dagens absolut læseværdige klumme på 180 Grader

Med mellemrum slår politi i Europa ned på radikale moskeer i forbindelse med mistanke om terror. Men moskeen i Regents Park er en af de efterhånden mange “moderate” moskeer, som har været i kritiske journalisters og forskeres søgelys. Udadtil taler man i sådanne moskeer om dialog og fredelig sameksistens. Indadtil, som journalister under cover har dokumenteret, siges ganske andre ting.

I boghandlen i moskeen i Regents Park har man fundet videoer med en prædikant, der beskriver jøder som svin og ikke-muslimer som “det værste snavs”.

I en anden “moderat” moske i Birmingham mente en prædikant, at frafaldne burde korsfæstes og bløde til døde i dagevis i en sand, islamisk stat.

Det er ret sigende, at det er de journalister og forskere, der ikke har gjort andet end at passe deres arbejde, som de islamiske organisationer vender deres vrede mod, når den slags kommer frem. Ikke de pågældende prædikanter. Det burde være et vink med en vognstang om, at der er noget rivende galt i Europas moskeer, når den slags ikke vækker et ramaskrig i de muslimske samfund.

Andre og endnu større moskeer end moskeen i Regents Park er igennem de seneste mange år skudt op i bl.a. Frankrig, Italien og Tyskland. Endnu flere er undervejs. Disse kæmpe prestigeprojekter, der kommer med tilhørende boglader, koranskoler med mere, gør i stigende grad europæere nervøse. Ikke uden grund for der er ikke blot tale om prestigeprojekter, men om magtarkitektur. Moskeens minaret skal være det højeste punkt i det pågældende område. Den største bygning. Der skal være plads til et astronomisk antal bedende. Moskeen skal vise islams dominans i det ikke-muslimske Vesten. De skal opfylde profetier fra islamiske retslærde om, at en dag er Europa gjort islamisk.

At Bondam ikke, hvorfor han skal være meget på vagt overfor iranske donorer er absurd. Alt skriger til himlen om at dette byggeri er en manifestation af islams trussel på den frihed, som Bondam og jeg er så glade for. Filmen Undercover Mosque vakte en del postyr da den først blev vist. Et halvandet år efter fulgte TV-holdet op for at se om det bare var en fejl

Mads Kastrup anmelder i Berlingske Tidende Bjørn Bredals bog ‘Politiken mod Politiken’ om Dagbladet Politiken.

Politiken handler ikke om journalistik. Bladet handler om meninger. På »organet for den højeste oplysning« har udgangspunktet til alle tider været grundlægger Viggo Hørups »Vi skal erobre den offentlige mening.« Journalistikken, der tilvejebringer grundlaget for at kloge sig, er nederst i bladets rangorden. Som skribenten Morten Sabroe har sagt om bladets nuværende chefredaktør, Tøger Seidenfaden, bør han gå med gult armbind, når det gælder journalistik (dog ikke nævnt i bogen).

(…)

Bladet er, firkantet udledt af Bredals beretning, i dag blevet en kulturreligiøs bevægelse.

(…)

 Sociologen Henrik Dahl skrev for nylig i en anmeldelse af Politiken som avis anno 2009: »Politiken prioriterer klart, hvem der taler, over hvad der siges. Og det fuldkommen enestående er, at avisen opfatter denne usaglighedens apoteose som den højeste oplysning«.

 Politiken lod tirsdag 8/9 historikeren Bo Lidegaard anmelde Bredals bog om Politiken og han var forståeligt nok anderledes forsonende og hæftede sig ved Bredals gode formidling af et kompliceret stof. Men modsætningen mellem nyheder og meninger havde han også blik for.

Som Bredal ser det, er kulturradikalismen gået i stå. Dens koryfæer er gamle, selvfede mænd, der skriver bagud og gentager fortidens slagord med en vedholdenhed, der kun glæder det flertal, der siden 2001 effektivt har gjort selve den måde, de kulturradikale »skriger op« på, til »værdikampens« foretrukne fjendebillede.

(…)

Det er ikke tilfældigt, at Politiken hedder, som den gør: Det handler om politik, og Viggo Hørup gjorde det allerede for 125 år siden klart, at det ikke er synspunktet, men samfundet, det drejer sig om: »Vi skal ikke føre krig mod den offentlige mening – det er let nok – men vi skal erobre den offentlige mening og gøre os til dens ordførere«.

Det er, som om avisen ikke helt har besindet sig på, hvor hurtigt konteksten er skiftet, og hvor dramatisk Politikens position har rykket sig i det politiske spektrum gennem det sidste årti.

Vel at mærke ikke, fordi avisen i dag repræsenterer andre holdninger, end den gjorde i det forrige århundrede, men netop, fordi den ikke gør det.

Holdningsskredet forandrer den måde, vi er samfund og nation på, og det ændrer Politikens grundlæggende livsvilkår, selve den jordbund, bladet suger næring fra.

Dermed forandres også opfattelsen af, hvad Politiken er. Der er fanden til forskel på at tage teten – og at stritte imod forandringen.

 Lidegaards anmeldelse af Bredals bog havde passende fået forsiden af Kultur-sektionen, der også indeholder debatsiderne, som jeg efterfølgende bladrede hen til for at se om, der mon var nogle indlæg, som jeg kunne hyggehade. Med Lidegaards og Kastrups beskrivelser af Politiken, som et menighedsblad in mente fandt jeg det, som en lille pointe i sig selv, at ikke et eneste debatindlæg var regeringsvenligt. Og selvfølgelig var den hårde kerne af værdidebatten, som handler om islam i denne tid eksemplificeret med moske-byggeri og afviste irakere kun rørende enighed.

Inger fra København ville have Birthe Rønn til at forklare, hvorfor man sender den torterede Abdel Jabbar tilbage til det Irak, der torterede ham (ganske vist da Saddam Hussein var ved magten, men det er detaljer). Leon fra Rokilde foreslog at skjule Peter Skaarup med det “formørkede sinde“ og sin “lov og ordenfundamentalisme“. Christian fra Lille Skendsved så en mulighed for at erobre danskheden tilbage fra Dansk Folkeparti i rooliganbevægelsens genfødsel. Gunner fra Dragør og Henrik fra København var begge oprørte over BTs behandling af Per Ramsdal og Henrik sammenlignede ham endda med de danskere, der skjulte jøder under krigen. Knud fra Kastrup nævnte den barmhjertige samaritaner i et uklart indlæg og Niels I. Meyer kritiserede nogle svenske præster for at rose kristendommen for dens bidrag til vestlig udvikling når sandheden nu var, at den “kristne kirke systematisk har modarbejdet videnskabelig og rationel udvikling i verden“.

På sidste debatside, der er forbeholdt længere læserbreve afviste Osama Hamza, der er muslim og fast moskegænger på Vibevej, at donorerne til stormoskeen skulle være indflueret af den iranske stat og han langede hårdt ud efter integrationsborgmester Jacob Hougaards fordomme om foreningen Ahlul Bait.

Torben Lund mente at retsstaten er “sat over styr” og at politiet optræder, som villige “lakajer” for regeringen og Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. Så fik hans gamle parti den forsmåedes sidste hilsen. Lund sammenlignede stilen tro, før han beskyldte politiet for grov magtanvendelse og lemfældig omgang med sandheden, situationen i Brorsons Kirke med 30′ernes Tyskland. Delegationen fra det irakiske indenrigsministerium svarede til Gestapo skrev han.

Journalist og forfatter Gretelise Holm mente at BT optræder, som agent provocateur i sagen om Per Ramsdal og mindede om de idealer for journalistik hun er skolet i. Måske var det lettere dengang samfundet endnu var monokulturelt tænkte jeg og læste at Politiken dagen forinden havde modtaget 152 debatindlæg og læserbreve, hvoraf de 59 handlede om de afviste irakere (som Politiken kalder de “irakiske flygtninge”). Men sådan svinger dagene jo og det var nok en tilfældig enighed, der morsomt faldt sammen med netop den anklage for bagstræberiskhed på forsiden af Kultur-sektionen og Kastrups påstand om, at det er et menighedsblad. Dagen efter skulle det nemlig vise sig at være anderledes.

I hvert fald tog Thor fra Brønshøj nemlig afstand fra sammenligninger med 2. Verdenskrig i irakerdebatten da Danmark jo ikke er besat, men et frit demokrati. Et sådan chok for Politikenlæsere kunne da også lade sig gøre fordi man samme dag havde en hel kronik af Bashy Quraishy - der mente meget om undermineringen af det danske demokrati og forfølgelse af minoriteter - til at berolige nerverne med.

Ellers var alt som den foregående dag med ord, som kynisme og barmhjertighed drysset ud med sikker og forudsigelig hånd. Palle Kjærulff-Schmidt mente desuden, at man ligeså kunne afskaffe kristendommen, hvis man greb ind overfor de præster, der skjuler efterlyste mennesker og Pernille Frahm og Fatih El Abed gik i hver deres indlæg til angreb på Israel i anledning af Breaking the Silence udstillingen. Lidt oikofobi by proxy.

Torsdag takkede Viktor fra Lemvig socialdemokraternes Anne Vang for i en saglig kronik at slå fast, hvorfor København skal have en stormoske og han mindede os om at det var vores forfædre, der “stod bag korstogene” for i “Jesu navn” at få del i den “indbringende Middelhavshandel“. Og da jeg slog videre til sidste side i debatten, hvor de lange læserbreve befandt sig der minsandten 3 læserbreve om moskeen.

Danmarks Radios forhenværende TV-direktør Jørgen Ramskov advarede om de ”islamiske trusselsbilleder” og tillagde danskerne en overraskende evne til at differentiere i fordomme da det ikke bare er fordi ”..de er muslimer - værre: shiamuslimer“. Den var trods alt ny. Og jeg, som troede at fordommene trivedes i et manglende kendskab.

Måske var det denne distinktion, der fik integrationsborgmester Jacob Hougaard til at forholde sig lidt skeptisk til moskeen på Vibevej. Men til gengæld ville han hellere ”fortsætte arbejdet for en bredt favnende stormoske på Amager“. “København skal have sin moske” hed hans overskrift - det er på tide får vi at vide. Læs det igen; København skal have sin moske. Utroligt nok undrede den socialdemokratiske integrationsborgmester sig over at “muslimerne stadig må dyrke deres religion i ydmyge baglokaler” i det København, der har haft rødt flertal i hundrede år. Selvfølgelig må de det, det er jo et frit land tænkte jeg. At kontanthjælpen ikke rækker til en større pengeindsamling herhjemme, hvorfor udenlandske donorer kommer på banen er en anden sag og den ydmyge indretning kunne jo ændres, hvis de gad shine stedet lidt op. Men København skal have sin moske. Det vil bedre tonen i debatten, der er skyld i at flere muslimske kvinder tager tørklædet på og flere unge muslimer søger over i radikal islam argumenterede Hougaard og slog fast, at mange danskere går rundt med “mistro (…) mod alle Københavns pragmatiske muslimer“.

Anderledes var det nu alligevel med en arkitekt ved navn Tom Danielsen, som under den sigende overskrift “Stormoske i tiden” lidt fimset mindede os om at “Europæisk/vestlig arkitektur og islamisk arkitektur har beriget hinanden i et spind af tråde, der fører begge veje“. Men “Eftersom der ikke findes entydig moskearkitektur, må nye moskeer heller ikke blive pastiche“, men skal passe ind i en “dansk kontekst” “præcist, relevant og uden etnocentrisk sidespring“. Det nærmeste man kommer kritik af moskebyggeriet når man læser Politiken er altså en æstetisk skepsis.

Lørdag, hvor debatten har en hel sektion for sig selv var der intet af interesse for denne tråd og jeg stoppede min uvidenskabelige læsning. Men om fredagen kunne man udover Kai fra Ulfsborgs vånden sig over flagdagen læse Jesper fra Silkeborgs sigende frustrationer hos dette særegne segment; ”På trods af….[lang liste af utålelige forhold]…er der ifølge diverse meningsmålinger stadig et flertal, der støtter denne regering og dens formørkede støtteparti” og som en af de eneste i spalterne gav han derved en begrundelse for sit syn på det “forstemmende” i dagens Danmark. Ellers har der været talt til de indviede. Men han forstod det ikke og det blev meget sigende for Politikens univers udtrykt bedst af Per fra Korsør i sin undren over at verden ikke længrere hænger sammen

Besynderligt at læse de mange protestbreve mod regeringens asyl- og indvandrerpolitik, når man sammenligner med Folketingets sammensætning. For dér er det jo kun de radikale og Enhedslisten, som helhjertet er imod.

Og samme undren har Helge fra København, som slutter sit indlæg af med “Vi har set både præster, læger, forfattere, unge og bedsteforældre sige fra. Hvornår hører vi fra et ansvarligt politisk flertal?“. Besynderligt at der er en verden udenfor Politikens univers med væsentligt flere fag- og aldersgrupper. Måske skulle de bare læse noget andet?