#YouToo Lying Ted

Diverse — Drokles on November 22, 2017 at 10:18 am

Have you heard any new jokes about Chappaquiddick?” var et spørgsmål, som Ted Kennedy ofte stillede folk han mødte, har Ed Klein fortalt. Bortset fra at være en arbejdsom og succesrig senator, var Ted Kennedy kvartalsdranker og han “drank so much you couldn’t get to the [regular] bar fast enough” har en servitrice sagt om hvorfor man satte en interimistisk bar, tæt ved hans stambord. Og han blev aldrig USAs præsident fordi han skandaliserede sig selv.

Den 18 juli 1969 holdt Ted Kennedy og 5 venner der alle havde arbejdet for broderen John F Kennedys valgkamp, en mindefest for valgkampen i 1959 på Øen Chappaquiddick ved Martha’s Wineyard. Indbudt var også 6 kvinder, ingen endnu fyldt 29 og alle var de ugifte - i modsætning til de 6 modne mænd. Også de havde arbejdet på John F Kennedys valgkamp og var kendt som the Boiler Room Girls.

Kvart over elleve forlader Ted Kennedy og Mary Jo Kopechne festen i Kennedys 4-døres Oldsmobile Delmont 88. Efterladt bliver også Kennedys chauffør, der er med til festen og Kopechnes hotelnølge, håndtaske og trusser. Et kvarter til en halv time senere ser en politibetjent Kennedy og Kopechne parkere på en privat vej ved en kirkegård, Da betjenten spørger om han kan hjælpe dem, kører Kennedy væk og tilbage på den asfalterede hovedvej.

På et tidspunkt forlader han den asfalterede vej og drejer af en grusvej mod Dike Bridge, en lille bro af træ, som han rammer i for høj fart og kører i vandet, hvor bilen havner på hovedet. Kennedy når at redde sig ud, men det gør Kopenche ikke. Kennedy har senere påstået at han kæmpede for at redde Kopenche ud indtil han faldt om af udmattelse på flodbredden. Derefter tog han tilbage mod sit hotel.

Kennedy passerede fire huse på sin tur tilbage, men stoppede ikke ved et eneste af dem for at ringe efter hjælp. Tilbage på hotellet kom Kennedy i tørt tøj og gik i seng. Lidt i 3 om natten klagede han til hotelejeren, at han var blevet vækket af støj fra en fest. Næste morgen havde han en hyggelig samtale med vinderen af et regatta, som også Kennedy var deltager af. Endnu havde Kennedy ikke ringet og meldt ulykken til myndighederne.

Om formiddagen kom to af Kennedys venner fra den foregående aftens fest og hentede ham tilbage tilbage til Chappaquiddick, hvor de stoppede på vejen, så Kennedy kunne foretage en række telefonopkald fra en telefonboks. Ingen af dem var til myndighederne, men forskellige fortrolige venner, som han spurgte til råds.

Men på det tidspunkt havde en dykker ved navn John Farrar trukket Kopechne op af vandet. Hun var død og hendes krop var i rigor mortis. Bilen var blevet set af nogle lokale fiskere lidt over otte om morgenen, der havde underrettet politiet. klokken 10 ankom Kennedy på den lokale politistation og afgav et sølle vidnesbyrd om de tragiske begivenheder hans uansvarlige kørsel havde ført til.

Næsten 9 timer var der gået, fra Kennedy kørte sin bil i floden til Kopenches lig blev reddet i land, og 10 timer til han tilstod en form for medansvar. 140 meter fra ulykkesstedet boede Sylvia Malm, der havde lyset tændt den nat. Men Kennedy gik ikke derhen for at ringe efter hjælp. Hvis han havde, ville politiet være ankommet og allerede da havde kontaktet dykkeren Farrer der vidnede følgende

It looked as if she were holding herself up to get a last breath of air. It was a consciously assumed position…. She didn’t drown. She died of suffocation in her own air void. It took her at least three or four hours to die. I could have had her out of that car twenty-five minutes after I got the call. But he [Ted Kennedy] didn’t call.

Kopenche “lived for at least two hours down there”, mens hun holdt fast i bagsædet for at holde hovedet oppe i en luftboble i bilen, kæmpende for sit liv alene i kulden og mørket - “It looked as if she were holding herself up to get a last breath of air”. Hendes kræfter er altså ebbet ud nogenlunde samtidig med en tør og varm Ted Kennedy klager til hotelejeren over, at støj holder ham vågen.

Bilen som Kennedy påstår han ikke kunne finde i mørket

skc3a6rmbillede-2017-11-22-kl-0418471

Myndighederne, partikammeraterne og pressen (så langt man nu kan skelne dem fra hinanden) beskyttede på det skammeligste Kennedy fra vanære, i håbet om at han kunne slå Nixon af pinden i 72′. ““It was a cover-up,” says Leslie Leland, foreman of the grand jury that considered the case“ ifølge People

The Vineyard Haven pharmacist, now 49, was the Dukes County grand jury foreman who requested in March 1970 that the jury be convened to investigate Kopechne’s death. “We weren’t out to get Kennedy,” he says. “We just wanted to get to the truth.” But, Leland says, the grand jurors were never allowed to investigate. The grand jury sought to subpoena all the key witnesses, including Gargan, Markham and the women who had attended the party. The then-District Attorney Dinis “told us that we couldn’t subpoena them because they’d already testified at the inquest,” Leland recalls. (In fact, a grand jury is legally empowered to subpoena anyone it wants.) Denied access to witnesses, the grand jury asked to at least see the transcript of their testimony at the inquest. But this request was denied by the judge supervising the grand jury session. “I was dejected,” Leland recalls. “We had tried to do our job, to get at the truth, but we couldn’t.” With virtually no evidence to go on, the jury took no action. “I felt I had been set up by the D.A. so that they could claim there was a grand jury investigation,” says Leland. “We had been used.”

“There was definitely a cover-up. We were all madder than hell that we couldn’t subpoena anyone we wanted—our hands were tied,” says another grand juror, Lloyd Mayhew, 68, a retired New England Telephone Company employee. “So many things bothered me; they still do.

Trods Kennedy og hans venners usammenhængende vidneudsagn og den helt uansvarlige opførsel, skete der intet. Kennedy blev ikke anklaget for manddrab, som ellers var oplagt, men slap med en betinget dom på 2 måneder, for at have forladt ulykkesstedet bl.a fordi dommeren James Boyle lagde vægt på “Kennedy’s age (he was 37 years old at the time of the incident), character, and prior reputation” og “referred to Kennedy’s “unblemished record” and said that he “has already been, and will continue to be punished far beyond anything this court can impose.

3 måneder forinden havde følgende udspillet sig

In April 1969, flying back from a congressional trip to inspect the living conditions of poor Indians in Alaska, a hard-drinking Kennedy pelted aides and reporters with pillows, ranged up and down the aisles chanting “Es-ki-mo power” and rambled incoherently about Bobby’s assassination, saying, “They’re going to shoot my ass off the way they shot Bobby…”

“Of odd and reckless behavior, there are many examples” skrev Michael Kelly i 1990 og gav nogle af dem, i en lang artikel, hvor også ovenstående er taget fra

In a downtown office, a former congressional page tells of her surprise meeting with Kennedy three years ago. She was 16 then. It was evening and she and her 16-year-old page, an attractive blonde, were walking down the Capitol steps on their way home from work when Kennedy’s limo pulled up and the senator opened the door. In the backseat stood a bottle of wine on ice. Leaning his graying head out the door, the senator popped the question: Would one of the girls care to join him for dinner? No. How about the other? The girls said no thanks and the senator zoomed off. Kennedy, the formal page said, made no overt sexual overtures and was “very careful to make it seem like nothing out of the ordinary.” It is possible that Kennedy did not know that the girls were underage or that they were pages and, as such, were under the protection of Congress, which serves in loco parentis. Nevertheless, the former page said she did find Kennedy’s invitation surprising. “He didn’t even know me,” she says.

(…)

One East Coast playboy recalls an incident a few years ago in a popular Palm Beach bar when “a definitely drunk” Kennedy shoved him against the bar and spilled his beer as the senator rushed out the door with a blonde so young, the man at first mistook Kennedy for an angry father come to take home an underage daughter.

(…)

It is after midnight and Kennedy and Dodd are just finishing up a long dinner in a private room on the first floor of the restaurant’s annex. They are drunk. Their dates, two very young blondes, leave the table to go to the bathroom. (The dates are drunk too. “They’d always get their girls very, very drunk,” says a former Brasserie waitress.) Betty Loh, who served the foursome, also leaves the room. Raymond Campet, the co-owner of La Brasserie, tells Gaviglio the senators want to see her.

As Gaviglio enters the room, the six-foot-two, 225-plus-pound Kennedy grabs the five-foot-three, 103-pound waitress and throws her on the table. She lands on her back, scattering crystal, plates and cutlery and the lit candles. Several glasses and a crystal candlestick are broken. Kennedy then picks her up from the table and throws her on Dodd, who is sprawled in a chair. With Gaviglio on Dodd’s lap, Kennedy jumps on top and begins rubbing his genital area against hers, supporting his weight on the arms of the chair. As he is doing this, Loh enters the room. She and Gaviglio both scream, drawing one or two dishwashers. Startled, Kennedy leaps up. He laughs. Bruised, shaken and angry over what she considered a sexual assault, Gaviglio runs from the room. Kennedy, Dodd and their dates leave shortly thereafter, following a friendly argument between the senators over the check.

Alt dette og mere til, mens Kennedy var tynget af skyld.

Hollywood så ikke sådan på det, da filmen Chappaquiddick blev indspillet i 2017. “You’ll see what Senator Ted Kennedy had to go through” lovede produceren Mark Ciardi om filmen. En film om “Teddy’s Very Bad Week”, som Jada Juan skrev for Vulture og begræd at Chappaquiddick “in a way, made way for Donald Trump”. Dog var fair nok til at tilstå at Kennedys “crime was more severe” end “Trump talking direct-to-camera about how that Access Hollywood pussy-grabbing”.

Uden at have set filmen, ligner den på baggrund af sin omtale en spildt chance i disse #MeToo tider med anklager og bekendelser og feministers opvigleri til massekastration. Hvorfor er det naturligt i det parti, at 6 gifte mænd kan underholde 6 ugifte yngre kvinder. Og hvad skal man lægge i at de unge kvinder havde en samlebetegnelse og at de optrådte således i flok? Der er spændende dynamikker mellem mænd og kvinder og mellem der der besidder magt og de der gerne vil være tæt ved magt fra Monroe til Lewinski.

Der er kultur i partiet Demokraterne, som de er i startet på at erkende og som de næppe har patent på. Man tilgiver gerne sine idoler, i hvert fald mens de endnu er nyttige. Og Kennedy var meget nyttig så de vedblev med at stemme ham ind som senator kontinuerligt til sin død. Og selv op til Obama perioden så de stort på hans forbrydelse og bizarre optræden og fejrede ham, som kvindernes forkæmper

“You know, Teddy’s a grown man and he can do whatever he wants” havde hans nevø svaret på spørgsmål om hans opførsel.

The Former President and All the Former Presidents Men

Diverse — Drokles on November 21, 2017 at 7:05 am

Jeg kan kun anbefale  at se eller gense Allan J Pakula og Robert Redfords All The Presidents Men, fra en tid, hvor også venstrefløjen var skeptisk overfor ‘deep state’. Men med Trump har de kastet alle hæmninger over bord og nogle har ligefrem håbet at efterretningstjenesterne ville foretage et kup, for at forsvare demokratiet (retteligt republikken). Og det håb falder ifølge Ed Klein ikke for døve ører.

Ifølge Klein er behandlingen af Trump helt uden fortilfælde “Even the Watergate episode and the anti-Nixon hurricane that came from the press is nothing like what Donald Trump is facing”. Trump bliver angrebet fra alle sider, ikke blot Demokraterne, men næsten hele pressen og dele af sit eget parti. Men mere end det, rystende mere

And then there is this underground operation that’s taking place throughout the country, fueled by former Obama and Clinton advisers and hangers-on. He’s getting it from all sides, and it’s been dirty, and it’s been disrespectful of the office of the presidency as well as of the president himself.”

Klein said All Out War includes “a secret FBI report that I’ve reproduced in full – it’s never been seen before – in which FBI agents infiltrated, undercover meetings of the Deep State in church basements in Washington, DC, and reported to the director of the FBI.”

“What they saw were these rogue elements in the federal bureaucracy meeting in these church basements and being instructed by union organizers and community organizers and other left-wing groups in how to obstruct the president’s agenda – by, for instance, losing files on purpose, deleting files from their computer, slow-walking regulations, leaking to the press, and doing everything they can to bollox up, obstruct, and reverse the orders that are coming down from the executive branch to do what they’re actually paid to do. They’re doing just the opposite,” Klein charged.

Det er Kleins anonyme kilder, der giver ham den historie, men vi kan måske sandsynliggøre det med observationer udefra, ved at se på, hvorledes FBI gebærder sig alt efter, hvem der har med at gøre. Trumps tidligere valg-kampagnerådgiver Paul Manafort blev anholdt og sigtet for en række forhold, som ikke vedrører Trump eller hans kampagne på nogen måde. Sigtelserne var af en art, som FBI normalt ikke besværer sig med, og Manafort havde allerede indvilliget i at samarbejde og overdraget alle relevante dokumenter til efterforskerne. Alligevel blev han anholdt og under grotesk dramatiske omstændigheder, hvor FBI agenter med trukne skydevåben bryder ind i hans hus midt om natten, hvor han og han kone ligger og sover. Konen bliver endda visiteret for våben, mens hun ligger i sit nattøj i sin seng. Og det fortsætter, skriver Andrew C McCarthy i et must-read på National Review

Mueller succeeded in convincing a federal judge to force an attorney for Manafort and Gates to provide grand-jury testimony against them. As Politico’s Josh Gerstein reports, just as the charges against these defendants were announced with great fanfare, the U.S. district court in Washington, D.C., quietly unsealed a ruling compelling the testimony of the lawyer — who, though not referred to by name in the decision, has been identified by CNN as Melissa Laurenza, a partner at the Akin Gump law firm.

Interestingly, the jurist who rendered the 37-page memorandum opinion is Beryl A. Howell, who served for years as a senior Judiciary Committee adviser to the fiercely partisan Democratic Senator Pat Leahy (of Vermont) before being appointed to the bench by President Obama.

FBIs behandling af Hillary Clinton og hendes stab af medsammensvorne? Noget anderledes,

Lest we forget, President Obama had endorsed Mrs. Clinton, his former secretary of state and his party’s nominee, to be president. Moreover, Obama had knowingly participated in the conduct for which Clinton was under investigation — using a pseudonym in communicating with her about classified government business over an unsecure private communication system.

Obama prejudiced the emails investigation. Long before it was formally ended, he publicly pronounced Clinton innocent. He theorized that she had not intended to harm the United States. Even if true, that fact would be irrelevant — it is not an element of the statutory offenses at issue, under which several military officials, who also had no intent to harm our country, have nevertheless been prosecuted. (It also had nothing to do with her quite intentional destruction of thousands of emails, many relating to government business — also a serious crime.)

As night follows day, the FBI and the Justice Department relied on Obama’s errant and self-interested rationale in dropping the case against Clinton and her accomplices. What did Obama’s subordinates do after he patently interfered in the investigation? Well, then-FBI director James Comey began drafting a statement exonerating Clinton months before the investigation ended — i.e., before over a dozen key witnesses, including Clinton herself, had been interviewed. Indeed, it has now been reported that Comey’s draft initially declaimed that Clinton had been “grossly negligent” in handling classified information — an assertion that tracked the language of one of the statutes Clinton violated. Later, in the statement he made publicly on July 5, 2016, Director Comey instead used the term “extremely careless” — substantively indistinguishable from “grossly negligent,” but the semantic shift appeared less tantamount to a finding of guilt.

In the aftermath, we extensively examined the Clinton investigation’s hyper-sensitivity to the attorney-client privilege.

Note that the lawyer for Manafort and Gates was forced to testify against her clients based on the theory that she had participated — however unwittingly — in their scheme to cover up their lobbying efforts on behalf of a Ukrainian political party. Aggressively, Mueller’s team contended that even if the lawyer had not intended to help her clients mislead the government, their use of her services was intended to dupe the government. That, Mueller argued, brought their communications with the lawyer under the crime-fraud exception to the attorney-client privilege. Chief Judge Howell agreed. As a result, the lawyer’s communications with Manafort and Gates lost their confidentiality protection, such that Mueller could compel her to reveal them to the grand jury.

Compare that with the Justice Department’s treatment of the lawyers representing Mrs. Clinton and her accomplices. Actually, I shouldn’t really put it that way because . . . Mrs. Clinton’s lawyers were her accomplices.

As we’ve previously explained, the Justice Department refused to invoke the crime-fraud exception to explore what advice Clinton lawyers gave her information technology contractor before he supposedly took it on himself to delete and destroy her emails.

Forleden foretog jeg en lettere forceret analogi til The Rumble In The Jungle og hvis man skal fortsætte det billede, må man imponeres over Trumps rope-a-dope, hvor han blot lader dem slå i sikker forvisning om at deres tid er forbi og deres sidste kræfter snart vil slippe op.

“The succubus has got her!”

Diverse — Drokles on November 20, 2017 at 2:58 am

Da George Foreman i raseri havde slået alle sine kræfter ud at sin egen krop og ind i Muhammed Alis rope-a-dope the Rumble In The Jungle, indledte Ali en slagserie, der endte med Foremans knockout og næsten hans boksekarriere. Men det sidste slag holdt Ali tilbage, “as though he didn’t want to ruin the aesthetic of this man going down“, som Norman Mailer funderede. Det samme ser det ud til at Donald Trump gør, afholder sig af æstetiske grunde fra at sætte dødsstødet ind mod Hillary, som hun er på vej ned.

Men det eneste stød Trump satte ind var da han vandt valget. Med et hørte udenlandske donationer til Clinton Foundation op, parret havde ikke længere reel politisk tyngde. Men Hillary havde stadig emotionel tyngde, af en venstrefløj i krise, der skulle bearbejde shock, sorg, depression, vrede og benægtelse og bruge enorme ressourcer på at bevare benægtelsen af det skete ved at dyrke konspiratoriske ideer.

Det var et spørgsmål om tid førend partifællerne, i kamrene som i pressen, ville “discarding the Clintons when they’re no longer politically useful in order to retroactively grab the higher moral ground”. Weinsteinaffæren var blot anledningen, til at lufte en falsk forargelse over Bill Clintons voldtægt og sexkrænkelser og Hillarys defamering af ofrene, der indtil da, havde været helt fraværende.

Og forargelsen er falsk. Michael Moore kaldte det dengang for en heksejagt på Bill Clinton på sit TV show The Awful Truth, nogen vil huske også blev sendt i dansk TV. Det eneste han savnede, fortalte han et begejstret og ganske venstreorienteret publikum, var nyheden “Senate subpoenas Monica [Levinsky]to reblow the president…” for var hun ikke bare skurken? Den slags som kom frem når man trak “a $100 bill through a trailer park“, som Carville sagde, “a ditsy, predatory White House intern who might have lied under oath for a job at Revlon”, hvis psykologiske motiver kunne tilskrives at hun var “too tubby to be in the high school ‘in’ crowd.” som Maureen Dowd hævdede uden sans for søstersolidaritet - eller nogen anstændighed. Men som sagt, når vi taler om de buttede, eller rettere bariatriske, så er Moores forhold til sandheden et gensyn værd, foran et progressivt jublende publikum, der mener det vil ødelægge republikken at opretholde loven - også for de magtfulde.

Hillary blev et symbol på drømmen, der burde have været, selv om hun ingen begejstring kunne skabe i valgkampen. Og når hun promoverede sin bog om ansvarsfralæggelse, selvhenførsel og bitterhed var det lige som om hun var præsident. Men Clintons var besejrede og uden indflydelse, ingen evne til at holde sig selv oprejst de facto på vej i kanvassen, dinglende rundt i ringen opretholdt af venstrefløjens projektioner og ønsketænkning. Og nu er de blot i vejen for en ny tid med de gamle ansigter, som det er set før.

Men revolutionen er en balancegang, for som man kasserer Clintons vil man også tvinges til at revidere den besynderlige og pludseligt opståede forelskelse i det bemærkelsesværdige kyniske politiske maskineri, som parret har udgjort i en menneskealder. Og Hillarys virke som udenrigsminister var trods alt på Obamas vagt. Og mere end det, så var Obama ikke blot vidende om Hillarys kriminelt uansvarlige omgang med fortroligt materiale, han var selv en del af det, som han korresponderede med hende under et alias. Hvis hun blev kendt skyldig i ulovligheder trak hun præsidenten med sig.

Det ene spørgsmål kan trække det næste med, som en kritisk presse burde have gjort som det udfoldede sig, om hvad der egentligt foregik i de 8 år. som da Obama fyldte sin administration op med medlemmer af Det Muslimske Broderskab, lod NSA indsamle informationer om amerikanere via it-virksomheder og lod skattemyndighederne chikanere konservative organisationer, som også journalister fra Associated Press blev det - til deres kollegaers larmende tavshed. Hvad foretog præsidenten sig egentlig i ‘the war room’ da det amerikanske konsulat blev angrebet i Benghazi? Hvorfor byttede man 5 talebanledere for en dessertør? Og hvorfor syntes den samlede presse åbenbart at det var cool når præsidenten så stort på kamrene fordi han styrede pr dekret med sin ‘pen and phone’? Og hvad gik Iran aftalen egentlig ud på?

Måske vil den etablerede presse sammen med Sanders tilhængere stille sig selv spørgsmålet om, hvor man dog mentalt selv har været i de år, hvor håb om forandring gav næring til drømme om mere end far. Som man vågner, vil det blive tid til en positionering, for at få koncentreret bebrejdelserne hen på så få som muligt. Og hvis det sker, skal Obama snart kigge på sin ‘cool clock’, for at se hvad klokken slår.

Og imens provokerer Trump en passant de pludrende klasser til blindt raseri, således at hans regering har arbejdsro til skatterformer og internationale alliancer, skriver en optimistisk Conrad Black i National Post

It is too early to predict whether he will be a successful president or not. But no one relying on the Canadian media would be aware that he has more than doubled the economic growth rate, reduced illegal immigration by about 80 per cent, withdrawn from the insane Paris Climate accord, helped add trillions to U.S. stock market values, created nearly two million new jobs, led the rout of ISIL, and gained full Chinese adherence to the unacceptability of North Korean nuclear military capability. He will probably pass the greatest tax cuts and reforms since Reagan, if not Lyndon Johnson, by Christmas, and may throw out the most unpopular feature of Obamacare, the coercive mandate, with it.

ali-vil-ikke-c3b8delc3a6gge-c3a6stetikken

Oktoberkuppet 1917

Diverse — Drokles on November 17, 2017 at 11:41 am

skc3a6rmbillede-2017-11-06-kl-113638

Bent Jensen siger i sin nye bog, Ruslands Undergang (fremragende, selvfølgelig) at der ikke var tale om en revolution natten mellem 6. og 7. november i 1917, men om et bolsjevistisk kup “mod Den Foreløbige Regering, som var kommet til magten efter zar Nikolaj 2.s abdikation” tidligere på året. David Satter kalder i Wall Street Journal “communism the greatest catastrophe in human history”

For the first time, a state was created that was based explicitly on atheism and claimed infallibility. This was totally incompatible with Western civilization, which presumes the existence of a higher power over and above society and the state.

The Bolshevik coup had two consequences. In countries where communism came to hold sway, it hollowed out society’s moral core, degrading the individual and turning him into a cog in the machinery of the state. Communists committed murder on such a scale as to all but eliminate the value of life and to destroy the individual conscience in survivors.

But the Bolsheviks’ influence was not limited to these countries. In the West, communism inverted society’s understanding of the source of its values, creating political confusion that persists to this day.

In a 1920 speech to the Komsomol, Lenin said that communists subordinate morality to the class struggle. Good was anything that destroyed “the old exploiting society” and helped to build a “new communist society.”

This approach separated guilt from responsibility. Martyn Latsis, an official of the Cheka, Lenin’s secret police, in a 1918 instruction to interrogators, wrote: “We are not waging war against individuals. We are exterminating the bourgeoisie as a class. . . . Do not look for evidence that the accused acted in word or deed against Soviet power. The first question should be to what class does he belong. . . . It is this that should determine his fate.”

Such convictions set the stage for decades of murder on an industrial scale.

Titusinder af primært amerikanske soldater, er dræbt i krige for at inddæmme denne katastrofe, minder Arthur Herman om i National Review. Nord-Korea lever stadig under Kinas vinge, bevæbnet med atomvåben. Og i Venzuela spiser de eksotiske dyr.

The Vast Right Wing Conspiracy strikes back

Diverse — Drokles on November 16, 2017 at 7:05 am

I Godfather II, minder Michael Corleone sin adoptivbror Tom Hagen om at alle familiens folk er forretningsmænd og at deres loyalitet afhænger af hvor meget den betaler sig, førend han drager til Cuba for at mødes med Hyman Roth. Det samme gør sig gældende i nulsumsspillet politik og Clintons er på vej ned.

Bill Clinton bliver Weinsteined i The Atlantic, for sine mange overgreb, slibrige affærer, voldtægt og misbrug af sin magt, især som Præsident. Hans renomme bliver nu radikalt ændret til det korrekte og alle, der har forsvaret ham vil få travlt med at undsige ham. Og folk med viden, vil få travlt med at at gå til bekendelse, mens de peger fingre væk fra sig selv om mod deres tidligere arbejdsgiver eller samarbejdspartner. Ligesom Donna Brazile og hendes afsløringer af det demokratiske partis underløben af Bernie Sanders nominering - noget hun selv havde en aktiv rolle i.

I starten af 90erne var et kulturelt skift på trapperne, sex-chikane blev taget alvorligt og offentligheden begyndte at tro på de kvindelige ofres historier. “But then Bubba came along”, skriver Caitlin Flanagan

Juanita Broaddrick reported that when she was a volunteer on one of his gubernatorial campaigns, she had arranged to meet him in a hotel coffee shop. At the last minute, he had changed the location to her room in the hotel, where she says he very violently raped her. She said that she fought against Clinton throughout a rape that left her bloodied. At a different Arkansas hotel, he caught sight of a minor state employee named Paula Jones, and, Jones said, he sent a couple of state troopers to invite her to his suite, where he exposed his penis to her and told her to kiss it. Kathleen Willey said that she met him in the Oval Office for personal and professional advice and that he groped her, rubbed his erect penis on her, and pushed her hand to his crotch.

It was a pattern of behavior; it included an alleged violent assault; the women involved had far more credible evidence than many of the most notorious accusations that have come to light in the past five weeks. But Clinton was not left to the swift and pitiless justice that today’s accused men have experienced. Rather, he was rescued by a surprising force: machine feminism. The movement had by then ossified into a partisan operation, and it was willing—eager—to let this friend of the sisterhood enjoy a little droit de seigneur.

Bill Clintons stærkeste forsvarer har været Hillary Clinton, der gennem trusler, intimidering og smæderier aggressivt har angrebet Bill Clintons ofre. Hendes renomme vil ændre sig radikalt.I 1975 forsvarede hun i retten 41 årige Thomas Alfred Taylor, der havde voldtaget Kathy Shelton, en 12 årig pige og gennembanket hende så voldsomt at hun lå 5 dage i coma og var flere måneder om at komme sig fysisk. Psykisk brugte hun 10 år i terapi. Det var Hillarys job som forsvarer, men hendes skånselsløse metode er værd at huske på, her ved John Perazzo

Subsequent to the Taylor trial, a Newsday examination of court files and investigative files revealed that Mrs. Clinton had also attacked the young victim’s character during the trial by calling into question her motives, her honesty, her temperament, and her ability to perceive reality — even though she knew with 100% certainty that her client was guilty.135

In a highly emotional June 2014 interview, Kathy Shelton accused Mrs. Clinton of intentionally lying about her in court documents and going to extraordinary lengths to discredit evidence of the rape. “Hillary Clinton took me through Hell,” Shelton said. “She lied like a dog on me. I think she was trying to do whatever she could do to make herself look good at the time…. She wanted it to look good, she didn’t care if those guys [Taylor and an accomplice] did it or not. Them two guys should have got a lot longer time [in prison]. I do not think justice was served at all.”136

Når Hillary i den kommende tid, vil blive demaskeret som enabler af ’sexual predators’, vil hun ikke længere være fredet for alle hendes andre forbrydelser. Der er mange der vil have hævn og den ene sag vil trække den næste med sig. Der er nok af dem. Først og fremmest vil det sikkert være, hvorledes Hillary snød Bernie Sanders, for der har mange demokrater et opgør, som vil være støttet af de endnu flere, der vil have et parti, der handler fair, men som det, indtil nu, er lykkedes at kyse.

Og når først demokraterne og pressen er begyndt at pleje ideen om, at Hillary er et moralsk horribelt menneske, som er i stand til at svindle sig til magten som en ægte professionel bliver det tid til at se på Clintons modus operandi hele vejen tilbage til whitewater, henover Clinton Foundation til destruktionen med hamre og blegemidler af beviser på de mange enheder, der havde tilgang til udenlandske pengetransaktioner og fortrolige dokumenter om amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Og dette komme hun ikke til at VRWCe sig ud af

Trumps vanvid

Diverse — Drokles on November 15, 2017 at 10:15 am

I Ekstrabladet kan man læse, at 27 psykiatere i en ny bog The Dangerous Case of Donald Trump, har fjern-diagnosticeret Donald Trump, som mentalt ustabil lidende af bl.a “storhedsvanvid, impulsivitet, nærtagenhed, og åbenlys manglende evne til at skelne mellem fantasi og virkelighed”. Fjerndiagnosticering forarger betryggende nok for danske sindslidende, Dansk Psykiatrisk Selskab, Thorsten Bjørn Jakobsen “skadeligt for psykiatrien at udtale sig om en person, som man ikke har haft i behandling”.

De åbenlyse lægeetiske problemer til side, så er bogens idé, udover at tjene nogle penge ved at sælge ud af sin professionalisme til den overflod af mennesker lidende af Trump Derangement Syndrome, som alle andre fjerndiagnostikere, tumpet. Trumps offentlige optræden er en offentlig optræden, så de kan kun bedømme hans persona. Og Trump vandt valget fordi nok vælgere mente, at han var en bedre kandidat end alternativet, ved at se på nøjagtigt den samme persona som fjerndiagnostikkerne.

Men las os da se på Trumps galskab, for der er en metode bag den, skriver Victor Davis Hanson i en fremragende artikel

What can possibly be Trump’s purpose in appearing so thin-skinned and petty?

Likely it is twofold. Most obviously he seeks to reestablish deterrence: don’t dare attack Trump unless you are willing to be dragged down with him into a netherworld whose rules he has mastered. Just ask Low Energy Jeb, Little Marco, or Lyin’ Ted.

Second, he knows the politicians, media hacks, and celebrities who attack him are sanctimonious bullies by nature. Their professions traffic in self-righteous invective, with the expectation that they will be never be attacked in kind.

But the public enjoys seeing them taken down a notch. It is inexplicable but also eerie to chart the subsequent downward career trajectories of those who sought to engage Trump in a mud-slinging contest.

(…)

Trump’s forte is his invective and brawling. He is not a Jimmy Carter or Bill Clinton wonk, who micromanages even the smallest details. The result is that his cabinet secretaries, generals, and high appointees enjoy more latitude than during any administration in memory.

Trump on the parapets not only means that others to the rear are freer to make and administer rules without much presidential oversight, but also that Trump, not themselves, is the controversy. That exemption means that a cabinet official has wide parameters, with less worry that he must fight the media and his political opponents.

One of the reasons why the luminaries of Trump’s team do not resign after his supposedly embarrassing outbursts is that they realize Trump’s outrageousness allows them to play the good-cop, adult in the room role, usually with media sympathy. And when a president is doing downfield blocking, others are relieved of the interference. A Trump secretary of defense or national security advisor exercises power and influence in ways unimaginable in comparison to most earlier counterparts.

Det samme gjorde Christian Andersen, da han lancerede sig som Danmarks Bedste Træner og det samme har Mourinho gjort, indtil personaen overtog mennesket og knækkede det.

Et tu, min broder Brontus

Diverse — Drokles on November 14, 2017 at 5:51 am

#YouToo er en kampagne, der antager at alle mændl er Weinstein og skal gå til bekendelse. Reel Ligestilling kolporterer en Buzzfeed liste, så vi selv kan se, hvor meget vi mænd egentligt chikanerer kvinder i det daglige. “Har du gjort én af de her ting, tæller det som chikane”, skriver de og de 38 handlinger skal “ikke opfattes som en fuldstændig opgørelse over, hvad chikane af kvinder består af”. Feministernes forsøg på begrænsningens kunst.

Vi kan alle blive enige om, at det ikke er god stil at slå tænderne ud på en tilfældig skolepige for derpå at analvoldtage hende med en betondildo og grave hende ned i Rold Skov til de andre. Men fra voldtægt, skrider man lystigt hen over chikane, gennem upassende opførsel, videre forbi eventuelle misforståelser, passerer almindelig social adfærd for mænd OG kvinder indtil man ender i den rene mentalhygiejne med det komplet uforståelige som passager. Alt blandet sammen til det glade vanvid, der kun har en præmis; det er mænd og kun mænd, der chikanerer. Sådan er reel ligestilling nemlig. F.eks har du chikaneret en kvinde hvis du har

Kommenteret en kvindes krop, uden at hun har bedt om det?”

Bortset fra “ser min røv stor ud i denne her, er det sjældent man hører kvinder bede en kommentere deres krop, skønt jeg på sosu-skolen er blevet bedt om at vurdere succesen af mere end min del af ‘boob-jobs’. Hvis denne gamle sociopat ellers kan aflæse ansigter, så værdsætter kvinder en veltempereret kompliment, selv om feminister insisterer på at se det som en fornærmelse - og det har de rigtig godt af.

Og der er masser af kvinder, der har kommenteret min krop. “Har du tabt dig?” er den mest benyttede for tiden. Inden da var der en patient på dermatologisk afd. hvis panikanfald endte ved min blotte tilstedeværelse, fordi jeg var så “stor og solid”. Andre gange er jeg høj, hvis der ligger noget af interesse for kvinder på den øverste hylde. Eller velproportioneret, eller har gode stænger, eller blodskudte øjne, eller, som en jysk veninde udbrød da jeg satte mig ind i hendes bil (jeg havde fået lov!) “Hold da kæft, du er stor!” Det var før jeg holdt op med at være stor og derfor de mange “har du tabt dig” spørgsmål.

Men det drejer sig om mænd, for deres opførsel er skændig fordi den er mandig. Nogle af punkter degenererer til det komplet uforståelige, som har du “Manipuleret hende til at have sex med dig?”. Jeg ville helt sikkert have det bedre, hvis jeg besad den evne, så jeg ikke skulle fake en interessant personlighed eller lyve om at jeg var pædiatriker på Herlev Hospital og kun boede i en etværelses grundet et for dybt engagement i velgørende indbefattende at lære afrikanske børn JavaScript når jeg ikke lige “skygger de modige kvinder i Mogadishu i deres kamp for at holde gaderne rene“. Det eneste manipulerende trick jeg kender, er at lave et hul i popcornbægret (pas på med saltet siger jeg bare). Man må heller ikke have “Sagt undskyld til en mand for at have flirtet med hans kæreste?” Der er åbenbart intet, der hedder ‘Homewrecking’ blandt homies?

Overordnet er der ikke håb for underdanmark og andre, der ikke mestrer kancellisprog, for det hele er selvfølgelig et spørgsmål om samtykke ellers ‘tæller det som chikane’

Rørt ved en kvinde, du kender, uden hendes samtykke?

Rørt ved en kvinde, du ikke kender, uden hendes samtykke?

Taget billeder af hende uden hendes viden eller samtykke?

Der er masser af kvinder, der rører ved mig, kendte som ukendte, uden samtykke og det er ikke lussinger alt sammen. Min arm eller skulder som regel, når en fortrolighed skal understreges eller en lille flirt bygges op. I ved, en let påtaget latter over en morsomhed, der har undsluppet ens læber og tre fingre trykker let en på armen eller endda brystet, som belønning. Det er guld.

Og jeg har taget masser af billeder af både mænd, kvinder og børn uden deres samtykke - og de af mig. Det er endda helt lovligt i det offentlige rum, mange butikker har endda overvågning.

Men listen kan også være direkte islamofobisk når det er chikane, hvis du har “Sagt til en kvinde, at hun bliver chikaneret på grund af sin påklædning?”.  Og modelbranchen går triste tider i møde, hvis den har “Tilbudt hende et job, fordi hun er lækker?”Og kvinder behøver end ikke et egentligt offer for at de alle kan være ofre, for det er rigeligt, hvis du er “Kommet med seksuelle bemærkninger om en kvinde sammen med dine venner?” (tæller det som chikane by proxy, at afspille Donald Trumps ‘locker room talks’ i medierne?).

Salome Otterbourne, der “Speaks the truth about men and women” siger: “It’s all about the chase!”, men ikke ifølge feministerne, for hvis man har “Insisteret på at invitere hende ud, selv om hun allerede har sagt nej?” Og man kan ikke jage stimer, hvis man har Opfordret to kvinder til at kysse?” - hvilket jeg har, mange gange og uden succes. Feministisk logik er sandheden underlagt kvinden, for hvis du har “Sagt til kvinder, der siger, de bliver chikaneret, at de overdriver?” er det chikane (At sidestille bemærkninger, selv dumme af slagsen, med fuldbyrdet voldtægt er i sig selv en overdrivelse). Det er også chikane at undskylde din “opførsel over for kvinder med, at du var fuld” - jeg har dog undskyldt spritkørsel med at jeg var fuld. Men jeg har gjort mere end det #YouToo :-(

Forsøgt at score hende og først stoppet, da du fandt ud af, at hun havde en kæreste?

Rørt på en upassende måde ved en kvinde, du danser med, uden hendes eksplicitte samtykke?

Fejlet i at få eksplicit samtykke inden seksuel kontakt?

Følt dig snydt, når en kvinde, du har været på date med, ikke ender med at gå i seng med dig?

“Er du nu helt sikker på, at jeg gerne på stikke den ind?” formularen udfyldes i 3 eksemplarer og sendes til ministeriet til senere godkendelse. Det er sikkert en lille fejloversættelse, men hvornår er nogetegentligt eksplicit, når kommunikation er så nonverbal? Men jeg har efterhånden vænnet mig lidt til ikke at føle mig  helt så snydt gennem årene, ved at sænke mine forventninger til også dette aspekt af livet. Og som noget positivt kan jeg nævne at mangen et undertrykt fruentimmer har spist godt på min regning. Velbekommen og empower dig selv! Alligevel vil projekt mental hygiejne næppe få fuld gennemslagskraft førend min svigtende libido er drukket helt væk. Og da vil det ikke længere være aktuelt, at invitere kvinder ud, thi de ved intet om fodbold. Men svaret er ja: Penis erectus non compus mentis.

Så lad mig fortælle om min chikanrende adfærd tilbage i 90erne.

Hun havde budt mig op til dans, så jeg tænkte optimistisk, at det var første skridt af det ene, der leder til det andet. Så jeg fik budt min hånd på hendes røv, som Tom Jones var begyndt at græde over at have dræbt Delilah. Men der gik grænsen åbenbart. Min hånd blev fjernet eksplicit og lagt tilbage på lænden, mens hun i et koket blik lod mig forstå at hun udmærket kendte mænds drifter konfronteret med hendes buttede krop og hårde ansigt, men at der ikke blev noget skin til den pølse.

Hun havde allerede en kæreste, afslørede hun uden at jeg havde spurgt, da jeg igen tog mig en håndfuld balle, ud fra en noget desperat antagelse om at det sikker var en fejl at hendes hånd havde sagt nej, når hendes tætte dans mod min krop råbte ja. Denne sociale adfærd forvirrede mit unge sind, men idag tænker jeg at hun sikkert blot har samlet appetit ude…. Hvad f*****?

metoo1

Anyways, reglen er, at vi selv og sammen og i fællesskab, finder ud af dem i de konkrete tilfælde med omhu og samvittighed i en evig forhandling. Ellers dør baby ikke blot, baby bliver end ikke født.

Arveprivilegiet

Diverse — Drokles on November 10, 2017 at 4:50 am

I en intern email blandt medarbejdere i det amerikanske parti Demokraterne, blev der efterlyst ansatte til deres rekonstruerede ‘Technology Team’, med en betingelse, man “would prefer that you not forward to cisgender straight white males, since they’re already in the majority”, skriver Daily Wire.

Racismen er den hvide mands arvesynd, den kan aldrig vaskes bort. USA er bygget på racisme, slaveriet blev indskrevet i Forfatningen, hvor negeren blev 3/5 menneske, fordi flere af de oplyste forfattere til den var slaveejere, som 4 af de første 5 præsidenter. Hele USAs struktur er racistisk, så hver en hvid person er priviligeret med sin hvidhed. Enhver forskel i indkomst, levealder og tid brugt på at tæske sin crack-hore er på en gang forklaringen og beviset på hvidhedens privilegium undertrykker alle andre nuancer af brunt.

Cirkellogikkens kvadratur er så populært at der også eksisterer et slankhedsprivilegium, der undertrykker samfundets tunge, et kognitivt privilegium, der undertrykker samfundets tungnemme og så fremdeles. Og vi ved det er der, det er nemlig defineret således. Graden af kulturelt privilegium f.eks, kan måles i, hvor mange af dine dagligvarer, kan findes i dit lokale supermarked. Så hvis en skotte ikke kan finde haggis er han mindre priviligeret end en sort, der kan finde både majs og kylling. Og Privilegier burde beskattes.

Den stemning gør selvfølgelig, at alle hele tiden føler sig uretfærdigt forskelsbehandlet. Og det varer sikkert ikke længe, før den følelse også defineres som udtryk for privilegium. Men “only one racial group in America is subject to a system of codes, regulations and laws discriminating against members of its race when it comes to employment and education“, skriver Danield Greenfield

Affirmative action is an inescapably real and racist as segregated water fountains.

Affirmative action is racial discrimination, not as a matter of opinion, but as a hard objective fact. Racial preferences reward and punish people based on their race. These preferences, no matter how they are disguised, pervade not just one region, the way that segregation did, but much of the country. Diversity is a mandate on campuses and in corporations across the country. And it’s the very definition of racism.

Defenders of affirmative action claim that such measures are necessary. And we can have that debate. But it’s really a debate defending racial discrimination by the government, by the educational system and by many of the country’s biggest corporations. And so before we have that debate, we should clarify that we are debating whether racial discrimination is sometimes justified.

And the side arguing for racial discrimination should not be allowed to legitimize its racism through weasel words like “reverse racism”. Racism is racism.

(…)

When Obama endorsed the racial supremacists of Black Lives Matter even as members of the hate group boasted of invading “white spaces” to harass white people, how was that any different than the winking support that the KKK received from Democrat politicians for its campaigns of racist terror?

When that same administration gave a pass to voter intimidation by the New Black Panther Party, how was that anything other than a recreation of the old racist charades of segregation?

Racial discrimination against white people is embedded in laws, it’s reflected in hiring practices and educational opportunities, and pervades the culture. The discrimination perceived by a majority of white people is real. The only counterarguments against it are condescension and contempt by the dominant culture. And that dominant culture is the one that is doing the discriminating.

(…)

The original sin of civil rights was trying to fight racism with more racism and discrimination with more discrimination. The only thing that trying to fight racism with more racism does is create more racism.

Institutionel racisme retfærdigør formel og uformel racisme. Når farvede og især sorte skal kompenseres for hvides forbrydelser er hvide jo selvfølgelig at betragte som forbrydere. Hvorfor skal de ellers betale er statning, hvis ikke de er skyldige? Så ingen kan være overrasket over en sort mand i New York der råber “This is for you, white bitch!” som han kaster en brændende væske i ansigtet på en 13årig hvid pige. Eller over en sort mand i Pitsburg, der umotiveret slår en hvid kvinde bevidstløs, hvilket trumfes af forbipasserende sorte der tager stjæler hendes ejendele, filmer hende liggende bevidstløs og endda tager selfie. Det heder Knockout Game, begås typisk af sorte mod hvide og er i stigning. Eller de 150 sorte unge mennesker, der over to timer angreb hvide i Philadelphias gader.

Men når racismen ikke find… er så mikroskopisk eller uformel, at den kan være svær at demonstrere i det virkelige liv, og især statistisk, da både matematik og videnskab er udtryk for hvidt privilegium, må man finde andre løsninger. På Colorado Springs Air Force Academy Prepatory School havde nogen havde skrevet “Go home, nigger” på 5 opslagstavler tilhørende sorte kadetter. Lt. Gen. Jay Silveria tordnede i en tale til alle kadetter imod denne basale mangel på respekt for andetheden, men det viste sig at disse nogen, der havde udtrykt sig racistisk, var en af de berørte ‘niggers’. “You can never over-emphasize the need for a culture of dignity and respect” sagde Silvera efterfølgende om sin moraliserende skosning, uden at beklage sine anklager imod kadetterne - der således blev anklaget en ekstra gang.

I’m so sick of @KState white students like are you fucking kidding me. I’m ready to fight whoever did this” lød en opdatering på Twitter, efter at en bil var fundet ved Kansas State University påmalet racistiske udtryk vendt mod sorte. Den sorte studenterforening holdt et hasteindkaldt møde, universitet holdt et live Facebook komsammen og FBI startede en efterforskning om en mulig hadforbrydelse. Men efter weekenden kunne politiet afsløre, at det var den 21 årige sorte ejer af bilen, der i spas selv havde malet på sin bil. Politiet valgte ikke at tiltale ham, da det ikke ville gavne lokalsamfundets eksisterende spændinger.

PS: I Århus blev en kvinde slået i ansigtet af en “Afrikansk udseende” mand.

Glædelig MAGA dag

Diverse — Drokles on November 9, 2017 at 8:46 am

I en serie Youtube posteringer forudser Scott Adams, skaberen af tegneseriestriben Dilbert, at Trumps bliver anerkendt som en god præsident for USA omkring årsskiftet. Der er god grund til at lytte til Adams, ikke blot fordi han var en af de første, der spåede at Trump ville vinde (Trump selv var endnu tidligere ude med den forudsigelse og Newt Gingrich så potentialet), men også fordi hans ‘argumentation er overbevisende(!)’.

Adams har tillige spået at Trump-hadet har ændret karakter, fra at han er Hitler henover ikke nødvendigvis Hitler, men storslem, til ikke så slem, men vi kan ikke lide hans politik, og vil ændre sig yderligere til det kommende, ‘han er faktisk ret effektiv’. Og grunden til, at den sidste erkendelse indtræder ved årsskiftet er, de traditionelle ‘året der gik’ revyer, som alle medier vil spamme tiden mellem Jule-, og Nytårsaften med. Her vil man fremdrage hvad Trump lovede, hvad han rent faktisk fik igennem, hvad der står til at komme igennem og hvad han arbejder på at få igennem.

Økonomien vil se rigtig god ud, konservative dommere bliver udpeget med en forventet lang levealder, der er prototyper på hans mur, den illegale indvandring er faldende osv. Imens falder Ruslandsfortællingen fra hinanden, mens Hillary Clintons skandaler afdækker hvor stor en sump ikke blot hun og Demokraterne repræsenterer, men hele det politiske etablissement i Washington komplet med medier, eksperter og lobbyister.

Adams funderer også over, at Trump er så populær i Kina, at han meget vel kan blive den mest populære amerikanske præsident nogensinde. Ved G20 mødet i Kina, udnyttede Xi hjemmebanen til offentligt at ydmyge daværende præsident Obama og USA, ved ikke at have et passende sæt trapper til Air Force One, således at præsidenten måtte ud af ‘bagtrappen’, en symbolik der ikke var spildt i Asien. Ovenikøbet skosede en kinesisk repræsentat et medlem af den amerikanske delegation ved vredt at minde om at det var deres lufthavn og dem der bestemte.

Udenfor Europa og den amerikanske venstrefløj, eksisterer der ingen berøringsangst for en statsleder, der fører sig frem til gavn for sit eget folk uanset hvad faktatjekkerne måtte finde af unøjagtigheder i braldret. Trumps Mellemøstbesøg var en succes hvor sheikerne kiggede beundrende på Trump, mens kan pålagde dem ansvaret for at luge ud i islamisk ekstremisme, hvis man fortsat skulle handle sammen. Saudi Arabien købte den største ladning amerikanske våben og er siden begyndt at anholde diverse prinser og tillader nu kvinder at køre bil. Selv i Europa klarede Trump det glimrende og franske Macron var nærmest forelsket, som han åbenbart har let ved at være når det drejer sig om ældre mennesker, da Republikken fejrede jubilæum.

Og lignende observationer begynder allerede at indfinde sig i den Trumpkritiske presse. The New Yorker, ingen ven at Trump, noterer sig således, at forholdet mellem Japan og USA ser ud til at være tøet op fra forgængeren

Abe’s personal relationship with Barack Obama verged on the prickly, driven by an American perception of the Prime Minister as a dangerously nationalistic historical revisionist. Abe had resigned himself to more of the same arm’s-length treatment under Hillary Clinton, but Trump’s surprise win, in 2016, upended plans like a box full of carp chow.

Det ændrede syn på Trump, som en reel og kompetent præsident, man måske blot er politisk uenig med, betyder også, at alle der har udlevet Trump derangement syndrome, komplet med katastrofetanker, magisk tænkning, Ruslandsfortællinger og Hitlerbeskyldninger vil have sat en større eller endnu større del af deres troværdighed over styr. For store mediehuse kan det være katastrofalt. Glædelig MAGA dag.

Shok! Uriasposten er stoppet!

Diverse — Drokles on November 7, 2017 at 6:03 am

Det er tungt at læse Kim Møllers “sværeste blogpost

Det er ikke nemt at finde passende formuleringer, men here goes.

Jeg har opdateret Uriasposten dagligt i mere end 14 år, og næsten umærkeligt er det blevet et ekstra-job, der gør det svært at finde tid til mit liv i øvrigt. Den økonomiske støtte er stærkt stigende, og timingen er i den henseende ikke fremragende, men jeg har altså kun et liv.

Jeg har ikke fået konstateret stress, har ikke fået dødstrusler eller lignende, men bloggen fylder ganske enkelt for meget i mit liv. I flere år har jeg forsøgt at drosle ned, men det ender altid med at styre det hele. Det er en brist i min karakter, at jeg ikke kan gøre noget halvt, og jeg bliver derfor nødt til at tage konsekvensen: Bloggen stopper som mit personlige projekt fra dags dato.

Uriaspostens tunge bagkatalog vil være online til evig tid, og jeg udelukker ikke, at jeg vender tilbage som blogger i en eller anden form på et senere tidspunkt. Skulle der være et par meningsfæller, der har mod på at overtage det daglige arbejde, så er jeg positiv, sålænge det holdes i Urias-stilen. Dvs. fokus på det faktuelle og den løbende dokumentation.

Hvad skal jeg så bruge min tid på? Det må tiden vise, men jeg tager en kold tyrker i forhold til alt der ‘trigger’ min indre blogger. Læse bøger (skrive en bog), vande blomster…

Tak for alt. Kim

Jeg kan heller ikke finde de rette ord, men Kim min gode ven, det er os der takker, !

The Livingstone formulation’ eskalerer

Diverse — Drokles on November 6, 2017 at 12:15 pm

Antismitismen er en indgroet del af venstrefløjens intellektuelle og emotionelle habitus i hele Europa, som den danser kinddans med islam. Især i det engelske parti Labour, hvor det er hvor det er stukket helt af, nu Jeremy Corbyn er leder. I sommer skrev Daily Mail at Corbyn, som enhver god socialist, “personally has spent a political lifetime courting mass murderers in the Middle East” mens han har angrebet alt engelsk og anstændigt i en lang læseværdig og informativ artikel, fyldt med research jeg ikke selv orker at lave. Om antisemitismen skriver avisen

After Radio 4’s Woman’s Hour presenter Emma Barnett last week exposed Corbyn’s inability to cost Labour’s childcare policy, his supporters targeted her with anti-Semitic abuse. One Twitter user called her a ‘Zionist shill [stooge]’.

Perhaps this is not surprising, considering that Corbyn himself has called Hamas, the terror group whose charter called on followers to kill Jews, his ‘friends’.

Over the years, Corbyn has visited Palestine courtesy of Interpal, a charity banned in the U.S. for alleged terror links. He’s attended events run by Paul Eisen, a convicted Holocaust denier.In 1982, Corbyn’s London Labour Briefing magazine compared Israel to Holocaust-era Germany, saying: ‘The parallels between Kristallnacht [a night of anti-Jewish violence in Germany in 1938] and the Holocaust now being visited on the Palestinians is all too clear.’

More recently, he wrote an article in Socialist Campaign News calling Israeli premier Ariel Sharon a ‘hated butcher’.

The following year, he visited the Middle East, writing that ‘Gaza was like entering an open prison’ and accused the Israeli army of ‘wanton destruction’.

On his return, Corbyn addressed an anti-Israel rally in London attended by hundreds of members of banned extremist group Al-Muhajiroun. An account of the event in the Weekly Worker noted that demonstrators clad in fake suicide vests chanted ‘gas, gas Tel Aviv’.

In 2013, he wrote to the Foreign Office criticising ‘Israel’s criminal politicians’ and the following year he wrote in the Morning Star of attending a ceremony in Tunisia where ‘wreaths were laid’ on the graves of terrorists responsible for the 1972 massacre of Israelis at the Munich Olympics.

Corbyn (der engang bebrejdede et Melodi Granprix nederlag for at være et resultat af alliancen med USA) har også doneret penge til ovennævnte Holocaust benægter Eisen, skriver Tablet Magazine i deres version af Corbyns synderegister, som han har inviteret en 9/11 konspirationsteoretiker til at holde et foredrag om, hvorledes jøderne stod bag angrebet.

George Galloway erklærede foran det palæstinensiske flag, den meget muslimske bydel Bradford West for “Israel-free zone“. Og under den seneste valgkamp paraderede Jeremy Corbin fans kæmpe plakater med premierminister Theresa without-its-Muslims,-Britain-would-not-be-BritainMays kontrafej med påtegnede Davidsstjerneøreringe. Alan Dershowitz beklagede derfor i Algemeiner, at Corbyn klarede sig så godt i valgkampen, om det var på truds eller grund af den galoperende antisemitisme og bemærkede

One of the biggest criticisms of what has been referred to as the “Corbynization” of British politics has been the mainstreaming of traditional antisemitism. The country’s Chief Rabbi, Ephraim Mirvis, has also chimed into the conversation, calling the Labour party’s antisemitic problem “severe.” Consider, the bigotry of Gerald Kaufman (now deceased), for example – a Labour veteran and close political associate of Corbyn – who touted conspiracies about Jews and Jewish money throughout his political career. When speaking at a pro-Palestinian event Kaufman said: “Jewish money, Jewish donations to the Conservative Party – as in the general election in May – support from the Jewish Chronicle, all of those things, bias the Conservatives.” While Corbyn condemned these remarks, he refused to yield to widespread demands for disciplinary action against Kaufman.

(…)

The hard left in Britain, especially among union activists and academics, include many knee jerk opponents of the nation state of the Jewish people and many supporters of academic and cultural boycotts of Israel. Many such supporters favor trade and engagement with such massive human rights offenders as Iran, Cuba, China, Russia, Belarus and Venezuela. Indeed, it is antisemitic to single out only the nation state of the Jewish people – the Middle East’s only democracy and a nation with one of the world’s best records of human rights, the rule of law and concern for enemy civilians — for boycotts.

Corbyn himself has called for boycotts of Israel. He has advocated for an arms embargo citing Israel’s supposed “breach” of the human rights clause of the EU-Israel trade agreement. Corbyn also supports academic boycotts in some instances, and when Israel’s national soccer team was travelling to Cardiff, Wales, for a qualifying game for the European Championship, Corbyn led calls for a boycott only of the soccer team representing the nation state of the Jewish people. (Ironically, Israel only plays in this league as it was expelled from the Asian Football Confederation due to the Arab League’s boycott.) Moreover, Corbyn has been a vocal supporter of the so-called Palestinian right of return stating that the Palestinians’ “right to return home” is “the key” to the solution. This would soon make Arabs the majority within Israel and Jews the ethnic minority, rendering the two-state solution completely obsolete.

En af Corbyns ‘rising stars’ muslimske Naz Shah, har sagt at “a ‘solution’ to the Middle East conflict is to ‘relocate Israel into the United States’” og mindede om ““Never forget that everything Hitler did in Germany was legal.”” (Det var samme Shah, der likede og retweetede et ironisk tweet, der lød “Those abused girls in Rotherham and elsewhere just need to shut their mouths. For the good of diversity”. De benævnte piger i Rotherham var ofre for en muslimsk, mestendels pakistansk pædofilring, der nåede at voldtage 1.400 teenage piger, mens myndighederne ikke ville gribe ind, for the good of diversity.). Men da hun var tvunget af partiets officielle politik, til at anerkende Israels ret til at eksistere på et vælgermøde, svarede basen igen med at råbe “Jew, Jew, Jew!“.

Ah, basen, som Brendal O’Niell beskrev i Telegraph, den som Corbyn fisker i

Just compare the huge 2003 Hyde Park demo against the Iraq War with the recent London demos against Israel’s attack on Gaza. The former had an air of resignation; it expressed a mild, middle-class sense of disappointment with Tony Blair, through safe, soft slogans like “Not In My Name”. The latter, by contrast, have been fiery and furious, with screeching about murder and mayhem and demands that the Israeli ambassador to the UK be booted out. Some attendees have held up placards claiming that Zionists control the British media while others have accused both London and Washington of “grovelling” before an apparently awesomely powerful Israeli Lobby.

This is a recurring theme in anti-Israel sentiment today: the idea that a powerful, sinister lobby of Israel lovers has warped our otherwise respectable leaders here in the West, basically winning control of Western foreign policy. You see it in cartoons depicting Israeli leaders as the puppet masters of politicians like William Hague and Tony Blair. You can hear it in Alexi Sayle’s much-tweeted claim that the “Western powers” kowtow to Israel because they are “frightened of it… frightened of the power that it wields”. You can see it in the arguments of John Mearsheimer and Stephen Walt in their popular book The Israel Lobby and US Foreign Policy, which holds an apparently super-powerful pro-Israel lobby in the heart of Washington responsible for the Iraq War and all other kinds of disasters. The claim is often made that Israel has corrupted Western officials, commanding them to carry out its dirty work.

Sound familiar? Yes, this has terrible echoes of the old racist idea that Jewish groups controlled Western politics and frequently propelled the world into chaos – an idea that was especially popular in the early to mid-20th-century Europe.

Londons tidligere borgmester Ken Livingstone “who had falsely claimed that Adolf Hitler was a Zionist and that the Zionist movement collaborated with the Nazis.” Det faldt 100 af Labours daværende 229 parlamentsmedlemmer så meget for brystet at de skrev under på “Not in Our Name”, en fordømmelse af deres eget parti, for ikke at straffe Livingstone nok. De 129 andre ville tilsyneladende gerne lægge navn til. I dag er Londons borgmester muslim, hvilket er ‘part and parcel‘ af Englands udvikling.

TV direktør i BBC Danny Cohn luftede for et par år siden derfor også sin ængstelse over jøders fremtid i England, kun uger forinden en BBC journalist sammenlignede Israels behandling af palæstinenserne med Holocaust - lige op i ansigtet på en Holocaustoverlevende. Og, som Josh Glancy skriver i Tablet Magazine, jøder “don’t feel comfortable sitting in a room where people applaud a call for Israel’s destruction”, hvorfor forholdet til venstrefløjen syntes mere og mere umuligt

When liberal British Jews see anti-Israel marchers holding signs saying “Jews back to the gas” and “Hitler was right” and they don’t hear loud and universal condemnation of such bile from the left, they begin to fear that there is another agenda there that is not about social justice. They sense anti-Semitism.

Yet for many British Jews, the vehemence of leftist anti-Zionism—minus the Nazi slogans—is a problem, too. When liberal British Jews hear of organizations like the PSC applauding a call to destroy Balfour’s damned legacy, that doesn’t feel like a constructive critique of Israel and its policies—the kind that could be justly leveled at both Britain and America in recent history; it feels like blind rage and deep loathing.

Because here’s the thing that is rarely said: If your anti-Zionism is such that you hate Israel’s very existence, then for most British Jews the effect of this is similar to anti-Semitism, because to a greater or lesser extent, most British Jews are Zionists, meaning that they believe that the project of collective Jewish existence is a legitimate one, or as legitimate as the existence and aspirations of any other nation, including the Palestinians. And because Israel is the Jewish state, British Jews take Israel-hatred personally. Asking them to disavow their affiliation to Israel in order to maintain their liberalism therefore presents an agonizing choice.

Og hvad taler de så om indbyrdes, Labourkammeraterne? Daily Mail afslører lidt af deres interne korrespondence

One member wrote: ‘I see the corrupt “master race” side-stepped into this graphic,’ to which another replied: ‘Lol [laugh out loud] be careful you might get accused of being anti-semitic.’

This led to a discussion about ‘paid disinfo agents’ and Blairites ‘running to the MSM [mainstream media]’ with mention of the Zionism ‘problem’. ‘Just look at who owns what,’ one said.

And another Labour member simply tweeted: ‘Every f****** Jew that died in the Holocaust was a blessing. Imagine how bad the world would be now if 6 million more of them had survived?’ Accompanying notes to the slides make the point that Labour members often end up sharing comments from the far-Right because they agree with their comments on Israel.

‘Labour people often end up tweeting proper Nazis either by ignorance or because they fall for their posts on Israel/Palestine. Holocaust denial and revisionism now also being seen on the Left,’ it said.

The notes also said that ‘denial of anti-semitism is known as the Livingstone formulation’ in a reference to comments by former London mayor Ken Livingstone in which he said that anyone critical of Israel was accused of anti-semitism.

Elder of Ziyon har fundet nogle af populære tegninger, de deler indbyrdes

skc3a6rmbillede-2017-11-06-kl-062220

skc3a6rmbillede-2017-11-06-kl-062240

skc3a6rmbillede-2017-11-06-kl-062253

skc3a6rmbillede-2017-11-06-kl-062309

Hillary Clinton købte partiet Demokraterne

Diverse — Drokles on November 4, 2017 at 3:45 am

Det vidner om sund forretningssans, at tjene nogle ekstra penge på skrive en bog om ens medvirken i valgsvindel. Men det er hvad Demokraternes Donna Brazile har gjort. Sammen med tidligere leder af partiet Debbie Wasserman Schultz, underløb hun Hillarys modkandidat til Demokraternes nominering til præsidentkandidat Bernie Sanders kampagne, så Hillarys valg kunne sikres. Det er ikke nogen nyhed, det ved man fra de lækkede interne emails Wikileaks offentliggjorde. Men Brazile fortæller også, at Hillary Clinton de facto købte det Demokratiske Parti året før, skriver hun i Politico

If I didn’t know about this, I assumed that none of the other officers knew about it, either. That was just Debbie’s way. In my experience she didn’t come to the officers of the DNC for advice and counsel. She seemed to make decisions on her own and let us know at the last minute what she had decided, as she had done when she told us about the hacking only minutes before the Washington Post broke the news.

On the phone Gary told me the DNC had needed a $2 million loan, which the campaign had arranged.

“No! That can’t be true!” I said. “The party cannot take out a loan without the unanimous agreement of all of the officers.”

“Gary, how did they do this without me knowing?” I asked. “I don’t know how Debbie relates to the officers,” Gary said. He described the party as fully under the control of Hillary’s campaign, which seemed to confirm the suspicions of the Bernie camp. The campaign had the DNC on life support, giving it money every month to meet its basic expenses, while the campaign was using the party as a fund-raising clearinghouse. Under FEC law, an individual can contribute a maximum of $2,700 directly to a presidential campaign. But the limits are much higher for contributions to state parties and a party’s national committee.

Individuals who had maxed out their $2,700 contribution limit to the campaign could write an additional check for $353,400 to the Hillary Victory Fund—that figure represented $10,000 to each of the 32 states’ parties who were part of the Victory Fund agreement—$320,000—and $33,400 to the DNC. The money would be deposited in the states first, and transferred to the DNC shortly after that. Money in the battleground states usually stayed in that state, but all the other states funneled that money directly to the DNC, which quickly transferred the money to Brooklyn.

“Wait,” I said. “That victory fund was supposed to be for whoever was the nominee, and the state party races. You’re telling me that Hillary has been controlling it since before she got the nomination?”

Sean “They-are-lieying-to-YOU!-The-american-people!” Hannity forklarer mere om sammenhængen

Hillary fik også hjælp af Twitter, der hæmmede udbredelsen af tweets, der var kritiske overfor Hillary og toppen af Demokraternes ledelse, skriver Milo Yiannopoulos. Og på Google bryster man sig af at diskriminere imod konservative meninger, skriver Breitbart.

Der er en mental nedsmeltning hos Demokraterne, som er så underholdende som foruroligende at overvære. Forleden argumenterede et Demokratisk medlem af Kongressen imod at efterforske Clintons rolle i salget af 20% af USA uran produktion til russiske interesser med at det ville føre til en masse splid og splid var lige hvad russerne var interesseret i - ud over uran altså.

Eller den uheldige valgvideo, der viser en truck, symboliserende republikanernes kandidats vælgertype, komplet med sydstatsflag og Tea Party symbol, der jagter nogle børn i et forsøg på at køre dem ihjel. Børnene er selvfølgelig af blandet etnisk oprindelse, bl.a er der en pige i hijab. I lyset af at der nogle dage senere var en uzbeker, der kørte 8 mennekser ihjel på en cykelsti i New York konkluderer Seth Barron i City Journal, at videoen havde været “more accurate if its pickup-truck driver had turned out to be the dad of the little hijabi girl running for her life”.

Den uzbekiske terrorist var kommet ind via ordningen “Diversity Lottery Program”, som har til hensigt at gøre USAs befolkning mere divers. Den ledende Demokrat Chuck Schumer havde tidligere kaldt systemet for en succes, fordi han på sine cykelture i New York, kunne se så mange immigranter.

Denne kognitive dissonans udtrykker New Yorks borgmester De Blasio også, når han som sin første prioritet lover at beskytte muslimerne mod et backlash. Tidligere på året erklærede han at “idag var han også muslim” (og apostat dagen efter) i protest mod at Trump ville indføre begrænsninger mod visse lande, fordi man ikke vidste, hvilke mennesker der ville rejse til USA.

Langt hen af vejen er Demokraterne, som resten af venstrefløjen, ægget af en afsindig presse, der, når de ikke begynder at græde over deres egne ord, kan vånde sig på lederplads over Trumps hykleri, i sit krav om at ovennævnte usbeker skal henrettes, når han ikke krævede det samme om (den hvide) massemorder fra Las Vegas. Efter at have tænkt sig lidt om måtte de indskyde “The discrepancy [Trump not calling for death penalty] is probably related to the fact that the Las Vegas Shooter is dead. We regret the error.” Et godt gæt.

There no business…

Diverse — Drokles on November 2, 2017 at 5:53 am

skuespilleren Anthony Rapp har beskyldt sin kollega Kevin Spacey for at have forgrebet sig på ham, for mere end 30 år siden da Rapp var 14 år. Danmarks Radios filmanmelder Per Juhl Carlsen mener, at medierne “lugter blod” og mener at det er “trist, at en mand som Kevin Spacey aldrig får en chance for at rense sig selv” fra “mediernes gabestok”. Men som man kan se af Spaceys egen beklagelse på Instagram, er der ikke så megen tvivl om rigtigheden af beskyldningerne

skc3a6rmbillede-2017-11-01-kl-213809

Spacey husker altså ikke lige dét overgreb, da det var mere end 30 år siden, men det lyder sandsynligt nok til at han gerne vil undskylde, hr Juhl Carlsen, der kan reservere sit forsvar til Roman Polansky.

Og så er der gerne en ketchup effekt med denne slags anklager, som filmskaberen Tony Montana, der efterfølgende beskylder Spacey for at have befamlet ham i 2003. Og den mexikanske skuespiller Roberto Cavazos skrev på Facebook om Spacey og deres tid på Old Vic teatret i London, hvor Spacey dengang var direktør, at det syntes at være “the only requirement was to be a male under the age of 30 for Mr Spacey to feel free to touch us”. Og han forventede mange flere historier ville vælte ud af skabene.

Hvilket Netflix måske også gør, siden de skyndte sig at aflyse den bøvede serie House of Cards, hvori Spacey var den altdominerende stjerne.

Spaceys forsøg på at forblive en stor kanon ved at indrømme at han er en lille bøsse er faldet bl.a Information for brystet, der skriver

En af de mest fortærskede stereotyper om homo- og biseksuelle mænd er, at de udgør en trussel imod børn – at de med andre ord er at sidestille med pædofile og pæderaster.

Gang på gang har denne hæslige løgn vist sig som et effektivt redskab til at legitimere systematisk forfølgelse af homo- og biseksuelle mænd. Hvilket præcis er grunden til, at Spaceys erklæring må kalde på dyb foragt.

Samme pointe d’herrer Yiannopoulos og Shapiro inde på, der sammenligner Spaceys brug af bøsse-kortet for lidt hurtig sympati, med Harvey Weinsteins løfte om at bekæmpe NRA (National Rifle Association), da han blev afsløret som sexualforbryder. Men alle overser de den pointe, der ligger i, at Spacey ikke blot selv finder det logisk at bøsser bare kaster sig over mindreårige, hvis de har fået lidt at drikke, men at han forventer at andre også gør det. Og det er et spørgsmål om kultur.

Det er  ikke blot i Hollywood, men også i teaterverdenen, at sexovergreb bliver en del af kulturen. De mange lever af de fås talent, der således bliver altdominerende ‘gatekeepers’ ind til drømmenes verden. Så den verden bliver fyldt uproportionalt med krænkere og “villige” ofre “taking advantage of the fact that he is this great icon”. Derfor er der ingen der fandt det mærkeligt, at en 14 årig dreng er alene til en voksen druk-fest til langt over midnat, til sidst alene med Spacey.

Men det er kun den ene normalisering af det foruroligende. Det andet er det homoseksuelle miljø.

Jeg har tidligere skrevet om det hysteri, der rejste sig, da troll-artisten Milo Yiannopoulos gjorde sig morsom over sin egen ungdom, hvor han var blevet misbrugt, eller forført, som Yiannopoulos efterrationaliserer det, allerede som 13 årig af en præst. Det lyder som en Hollywoodfilm, men Yiannopoulos beskrev også det homoseksuelle miljø indefra

You know, people are messy and complex, and actually, in the homosexual world particularly, some of those relationships between younger boys and older men, those kind of coming-of-age relationships, the relationships in which those older men help those young boys to discover who they are, and give them security and safety and provide them with love and a reliable — a sort of a rock for when they can’t talk to their parents.

Mennesker er ganske rigtigt rodede og komplekse og netop derfor er der tale om et overgreb når voksne benytter sig at børns sårbarhed til at forgribe sig på dem. Yiannopoulos kan skifte drengen ud med en lille pige og se, at den voksne mand ikke er der for at hjælpe nogen som helst til at finde sig selv. I stedet forkvakler krænkeren barnets sind, der ender med at rationalisere, som Yiannopoulos gør, at det var det rigtige fordi alternativet er et traume over at være blevet udnyttet og være hjælpeløs. Og konfrontationen med ondskab er traumatiserende fordi det nedbryder tilliden mellem mennesker og den kontrakt, der er mellem barn og voksen. Selv om der ikke skete så meget med den 14 årige dreng Spacey forsøgte sig med, føler han det vende i sig, hver gang han ser Spacey, selv som voksen 30 år senere.

I still to this day can’t wrap my head around so many aspects of it. It’s just deeply confusing to me.

For netop nogle børn og unge mennesker er mere rodede og komplekse end andre og derfor mere udsatte for, hvad andre forkvakler i deres sind til at tro at det er normalt. Børn fra hjem hvor faderen tæsker moderen vil oftere selv bygge tilsvarende hjem op, enten som voldsmanden eller som offeret. Det samme med druk og en lang række andre adfærdsmønstre, skriver Michael Brown i Stream og giver eksempler på, hvorledes den forkvakling ved en ‘mentor-ordning’, som Yiannopoulos beskriver ovenfor, normaliseres som noget positivt fordi det er så udbredt

In the words of Harry Hay, the gay icon and founder of the American gay movement:

If the parents and friends of gays are truly friends of gays, they would know from their gay kids that the relationship with an older man is precisely what thirteen-, fourteen-, and fifteen-year-old kids need more than anything else in the world.

You can be assured that such relationships would often become sexual, thereby providing the entry point into the larger homosexual “lifestyle.” (For other quotes from Hay, see here.)

Similarly, the renowned gay activist Larry Kramer opined,

In those cases where children do have sex with their homosexual elders … I submit that often, very often, the child desires the activity, and perhaps even solicits it, either because of a natural curiosity … or because he or she is homosexual and innately knows it. … And unlike girls or women forced into rape or traumatized, most gay men have warm memories of their earliest and early sexual encounters; when we share these stories with each other, they are invariably positive ones.

That’s why “man-boy love” has been celebrated in homosexual culture through the centuries, that’s why there’s a page listing “Historical pederastic couples” on a gay Wikipedia site, and that’s why George Takei could speak glowingly of his first sexual encounter at the age of 13 (with a 19-year-old male camp counselor), at a time when he admits he didn’t know he was gay.

In this light, the outrageous statement by philosopher Michael Foucalt, arguing for lowering the age of consent, doesn’t sound as outrageous: “It is quite difficult to lay down barriers [particularly since] it could be that the child, with his own sexuality, may have desired the adult.”

Ah yes, it was the child asking for it again. This too is sickening beyond words.

The reality is that children, especially pre-teens and young teens, are tremendously impressionable and malleable, as confirmed by this account shared by a Christian family activist (reflecting on his pre-Christian youth):

When I was about 14 or 15, I spent an afternoon smoking pot with a ‘gay’ guy in his 20’s who explained that young people during puberty have a very fluid sexual identity and how easy it had been for him to turn young teen boys into sex partners … A confirming study I later saw said 25% of young teens suffer same-sex confusion but most grow out of it naturally by the end of adolescence.

Ex-gay Robert Lopez, raised by his mother and her lesbian partner, had this to say:

In a society soaked in porn where sexual orientation is discussed openly in front of small children, there will certainly be 12- and 13-year-olds who think they want sex and think they are ready for it. When we discuss ‘gay identity’ with 6th graders, which is very common, what are we discussing? We are talking about sexual acts. Perhaps people need to stand up and resist the Human Rights Campaign’s recent push to force such curricula on elementary and middle schools.

It is truly distasteful to speak of such things, but speak about them we must, given the ever-increasing scope of gay activism, especially in our children’s schools. And with the terribly painful issue of childhood sexual abuse coming to the fore in recent days, let’s use this as a teachable moment.

Informations kvababbelse overfor Kevin Spaceys ud-af-skabet afledningsmanøvre rammer ved siden af målet. Uforholdsmæssigt mange homoseksuelle har fået deres debut som mindreårige med en voksen mand (se Ryan Sorbas deprimerende undercover interviews). Kevin Spacey er en af dem og hans forkvaklede logik tilsiger ham, at han kan forgribe sig på en mindreårig. Det har han lært af sin mentor, det ser han bekræftet i homomiljøerne og det tillader hans stjernestatus ham i showbusiness.

Sumpen dræner sig selv

Diverse — Drokles on November 1, 2017 at 4:21 am

Trumps tidligere kampagneleder og ivrig Washingtonlobbyist Paul Manafort er blevet sat i husarrest, som rygterne har svirret hele weekenden, og dette var overskrifterne på Danmarks Radio

skc3a6rmbillede-2017-10-31-kl-081747

Som man kan se, kan man ikke bruge Danmarks Radio til noget, hvis man vil forstå den politiske udvikling i USA. Der findes stadig ikke skyggen af bevis for at Trump har handlet med Rusland for at vinde præsidentvalget. Derimod findes der beviser for at Demokraterne har finansieret ‘the Trump Dossier’ med historierne om prostituerede tisselege i Moskva baseret på suspekte russiske kilder. Og det var Obamaregeringen med Hillary Clintons velsignelse, der overgav 20 af USA uran produktion til russiske interesser, mens Clinton Foundation modtog 145 mill dollars far de indvolverede firmaer og Bill Clinton modtog det dobbelte foredragsgebyr, for en tale han holdt for en af de indvolverede russiske banker, nemlig 50.000 dollars.

Der er intet nyt i anklagerne mod Trump tidligere kampagneleder Paul Manafort, hvidvaskning af penge, skatteundragelse, falsk vidneudsagn, samarbejde med udenlandske interesser, som han har hemmeligholdt og den slags, men intet om Trump og hans påståedesamarbejde med russerne. Men anklagerne mod Manafort, skal presse ham til at levere inkriminerende oplysninger om andre i Trumps kampagne, hvis ikke imod Trump selv, mod at undgå fængsel. Svagheden ved det system er, som Dershowitz udtrykker det, at begge parter kan blive så desperate efter at lave en aftale, at vidnet ikke blot synger, men komponerer.

Men selv om mange håber dominobrikkerne falder en efter en til det Hvide Hus, så er Washington med Tucker Carlsons opsummerende ord “awash with foreign money”, hvor det har vist sig så pikant af formanden for den ene præsidentkandidat kampagne samarbejdede med broderen til den anden præsidentkandidat kampagne for at berige sig selv i dølgsmål ved at fremme en fremme stats interesser

Trey Gowdy, formand for Committee on Oversight and Government Reform, kritiserer Mueller for at der er lækket oplysninger fra hans efterforskning, men udtrykker stor tiltro til hans hæderlighed og kompetence. Andre er ikke så sikre, som Mark Levin

“If these are serious charges, the statute of limitations would’ve legitimately run out on the earlier years that they’re talking about, with respect to the conspiracy charge.”

Listen:

Special counsel Robert Mueller was serving as FBI director while Manafort was allegedly engaged in this criminal activity. The question, Levin asks, is why wasn’t a case brought against Manafort when Mueller was in charge of the FBI and the statutes of limitations a non-issue?

“That means somebody dropped the ball,” Levin said.

“And furthermore, Donald Trump had nothing to do with any of this,” he added. “This predates his campaign. This predates his announcement that he’s running for president of the United States. There’s no Donald Trump world involved in anyof this.”

Forleden refererede jeg til Danield Greenfield, der konkluderede at fabrikationen af ‘the Trump Dossier’, blot var det seneste udtryk for magtmisbrug, som Demokraterne og især Clinton parret har opdyrket. Newt Gingrich er ind på samme logik og minder om, at intet ville være blevet afsløret, hvis ikke det var for Hillary Clintons nederlag til Trump, men at det nu er sandhedens time for Muellers renome

“Mueller’s strategy is clear” skriver Peter Flaherty direkte mistroisk i Daily Caller “He has to rescue himself, Comey, McCabe, Rosenstein and others from their complicity in Hillary’s dealings with the Russians.”

In July, Comey preemptively exonerated Hillary despite her maintenance of a private email server and mishandling of classified material. By accusing her of being “extremely careless,” he purposely distracted attention from the context of the emails. Hillary and Bill Clinton operated an aggressive shakedown operation of domestic and foreign interests, many of which are unsavory and criminal. Concealing the true nature of the operation was at least part of the Clintons’ motivation for the private server.

The outlines of the Uranium One deal were not a secret. Media outlets like the New York Times reported on the U.S. government approval of a partial sale of the Canadian mining company to Rosatom, a Russian firm, while those who benefitted donated to the Clinton Foundation and paid Bill Clinton $500,000 for a single speech in Moscow.

Then came more detailed reports about how the FBI cracked the case of a major Russian effort to penetrate the North American uranium industry through a host of illegal activities, but somehow the whole matter was slow-walked and kept from U.S. government officials who had to approve the Uranium One deal. Mueller and Comey ultimately supervised the probe.

Meanwhile, the FBI’s email investigation was supervised by now-FBI Deputy Director Andrew McCabe, who has significant connections to the Clintons through his wife Jill McCabe. Hillary headlined a fundraiser for a group supporting Jill McCabe’s campaign for the Virginia state senate, as first reported in the Wall Street Journal. The National Legal and Policy Center subsequently exposed more Clintonista support, including from then-Clinton Foundation operative Doug Band who wrote a personal check for $50,000.

The plot thickened last week when the bombshell hit that it was Hillary’s campaign and the Democratic National Committee that paid for the Fusion GPS dossier. Reporters were chagrined to realize that they had been lied to repeatedly for months and months. Hillary now claims that the first she heard of it was when the dossier memo was printed by BuzzFeed in January, a likely lie. As long as this “what did Hillary know and when did Hillary know it” question is of no interest to Mueller, his investigation has no credibility whatsoever. But therein lies the dilemma for Mueller. A real probe of Hillary would mean a review of his own actions and those of his colleagues. He’s cornered.

Korrupte politikere, lobbyister og udenlandske interesse blandet op i ‘deep state’. En slem stank emanerer fra sumpen, som man rører i den. De mange undersøgelser, der er sat i søen initialt imod Trump, vender sig nu mod Demokraterne og resten af sumpen. Imens kan Trump bruge tid på sin nye yndlingsbeskæftigelse, ‘bayonetting the survivors’.

Monokultur kører på WordPress