Søren Krarup tager sig en frihed i Jyllands-Postens kronik

Jeg vil tillade mig at citere mig selv fra 8/11 1970:

»For nylig forelagde landets justitsminister et forslag til lov om forbud mod diskriminering. Det blev velvilligt modtaget af Folketingets partier og vil således kunne forventes gjort til gældende lov i den nærmeste fremtid.

Men hvad er meningen med lovforslaget? For så vidt meningen er at understrege borgernes lighed for loven, er meningen god nok: For loven er og skal vi alle være lige, eftersom ingen borger kan påberåbe sig en undtagelsesstatus, der skulle hæve ham over gældende lov. Men er det denne gode mening, landets justitsminister havde i tankerne? Nej, hans hensigt med det fremsatte lovforslag var ikke at sætte en tyk og kraftig streg under borgernes lighed for loven, men hensigten var at understrege den menneskelige lighed som sådan. Det fremgår af, at lovforslaget bevidst sigter imod en indskrænkning af ytringsfriheden.

Det vil sige, at landets regering er i færd med at indføre en lovgivning, der er ideologisk i den forstand, at den tjener til fremme og fredlysning af en bestemt ideologi. Og dette modsiges ikke af, at justitsministerens lovforslag sigter efter at bringe danske love i overensstemmelse med FN’s menneskeretserklæring, for menneskeretserklæringen er et ideologisk dokument, hvis princip er den menneskelige ligheds. Man kan mene, at denne ideologi er så værdifuld, at den bør være ubestridelig. Men man kan ikke lægge den til grund for landets lovgivning uden at slå ind på en vej, der kun i formuleringerne er forskellig fra diktaturstaternes: Meningen med lovgivningen er frembringelse af en særlig holdning.«

Det var min kritik af paragraf 266 b, før loven var vedtaget, og jeg håber, at man tillader mig i dag at finde kritikken profetisk. Havde de konservative dog bare kunnet tænke! Havde den store flok af folketingsmedlemmer dog bare ulejliget sig med at overveje, hvad det nu var, de sagde ja til! Havde det danske Folketing og den danske offentlighed dog bare gjort sig den ulejlighed at forholde sig nøgternt og kritisk til egne fraser og samtidens religiøsitet!

Læs den hele!

Der er faldet en højst bemærkelsesværdig injurie dom over Karen Jespersen for at have kritiseret daværende talsmand  for Muslimernes Fællesråd Zubair Butt Hussains forhold til stening. Dommeren mente at følgende citat fra Berlingske Tidende var møntet på Hussain

»For mig handler det her primært om, at jeg er kritisk i forhold til en organisation [Muslimernes Fællesråd], der er repræsenteret af personer, som går ind for stening og undertrykkelse af kvinder. Det er sådan, jeg forstår ekstremisme,«

Og sandt nok står Hussein også for skud i hendes ganske præcise og afdæmpede redegørelse, men sammen med en anden kendt stener i denne indledende sætning

»Jeg har faktisk gjort mig meget umage med at sige, at det er nogle fremtrædende repræsentanter for organisationen, som jeg kritiserer. Her tænker jeg primært på Abdul Wahid Petersen og Zubair Butt Hussain , som ikke har villet tage afstand fra stening,«

Enten læses det at både Abdul Wahid Petersen og Zubair Butt Hussain - begge to - ikke vil tage afstand fra stening, hvilket ikke er det samme, som at sige at de går ind for stening (hvis man elsker at skelne selv mellem de mindste detaljer) eller også er det alene Abdul Petersen, der primært tænkes på når man taler repræsentanter, der går ind for stening og kvindeundertrykkelse og altså følgeligt Butt Hussain, der lummert ikke tager afstand fra sin svorne religions simple formaninger.

Jespersen vidste hvad hun talte om da hun påpegede at man ikke skal lade ræven vogte gæs. Helt ned på gadeplan hviler integrationsindsatsen på islamister, som den meget omtalte sag med toppen af isbjerget Amer Doohs her fra Jyllands-Posten

Brabrand Boligforening vil fremover sikre, at rollemodeller, der arbejder med integration af unge muslimer, ikke har islamistiske holdninger.

Reaktionen kommer på baggrund af to videoer, som en tidligere ansat på det prisbelønnede integrationsprojekt Vejledningscentret for Uddannelse og Arbejde (VCUA), Ammar Doosh, har lagt ud på Youtube.

»Islam vil ændre hele samfundet. Den accepterer ikke kompromis-løsninger. Derfor går islam ikke ind for integration,« siger den universitetsuddannede Ammar Doosh bl.a.

En venstredrejet ven, der arbejdede som integrationskonsulent i København fortalte mig for år tilbage om det almindelige i at benytte den slags mennesker. Han så dog intet problem fordi de passede deres arbejdet så flittigt.

Og islamiseringen er skam en trend, hvor vi blot er bagud i forhold til det meste af Vesteuropa. Den nærmeste fremtid for Danmark, som man kunne se en flig af i Kristeligt Dagblad, er, at islamificeringen bliver så anmassende, at selv lærerne tør indrømme det

Lærerne i det franske skolesystem mødes af et stadig større antal religiøse krav fra muslimske elever og deres forældre.

(…)

Ifølge rapporten er der voksende problemer med indvandrerelever, som vender sig imod lektioner om Holocaust, om korsfarerne og evolutionen. De kræver halal-mad og “afviser fransk kultur og værdier”.

- Det bliver sværere for lærerne at modsætte sig religiøst pres, hedder det i rapporten, som avisen Journal du Dimanche trykte et udkast af i weekenden.

Men sandheden er ilde hørt for nogle kunne blive kede af den.

Således siger Wikipedia om Aztekerigets undergang

Aztekerne blev erobret af Spanien i 1521 og overgav sig efter et langt slag til Hernan Cortes, i spaniernes forsøg på at finde guld. Cortes med sine op imod 500 mand kæmpede ikke alene, men med måske 150.000-200.000 allierede fra Tlaxcala og siden fra Texcoco, som havde modsat sig aztekisk styre. Han nedkæmpede Tenochtitlans styrker den 13. august 1521. Koppe- og tyfusepedemier som europæerne havde bragt med sig, dræbte omkring 75 procent af befolkningen.

Måske er det ikke pænt sådan at rejse rundt og kolonisere andre blot fordi man tror at de har en masse guld. Men, men, men. Hernan Cortes og hans myrmidonere var måske alligevel ikke de ufrivilligt massemordere i deres griske forehavende. Fra Discover Magazine

The fevers were contagious, burning, and continuous, all of them pestilential, in most part lethal. The tongue was dry and black. Enormous thirst. Urine of the colors of sea-green, vegetal green, and black, sometimes passing from the greenish color to the pale. Pulse was frequent, fast, small, and weak—sometimes even null. The eyes and the whole body were yellow. This stage was followed by delirium and seizures. Then, hard and painful nodules appeared behind one or both ears along with heartache, chest pain, abdominal pain, tremor, great anxiety, and dysentery. The blood that flowed when cutting a vein had a green color or was very pale, dry, and without serosity. . . . Blood flowed from the ears and in many cases blood truly gushed from the nose. . . . This epidemic attacked mainly young people and seldom the elder ones.

“This was certainly not smallpox,” Acuña-Soto says. “If they described something real, then it appeared to be a hemorrhagic fever.”

Hemorrhagic fevers are viral diseases with names that evoke justifiable dread—Ebola, Marburg, Lassa. They strike with sudden intensity, rarely respond to treatment, kill at high rates, then vanish as mysteriously as they came. They are called hemorrhagic because victims bleed, hemorrhaging in their capillaries, beneath the skin, often from the mouth, nose, and ears. The bleeding doesn’t kill, but the breakdown of the nervous system does. At first there is fever, fatigue, and dizziness, but within a few days the person falls into delirium and finally a coma.

All types of hemorrhagic viruses share traits. They are extremely simple, composed only of RNA enveloped in a fatty membrane, and they all must develop first in an animal host—often rodents or bats—and are spread by insects such as ticks or mosquitoes. A bite, direct exposure to rodent feces or urine, or indirect exposure through windblown particles can pass the virus to humans.

If cocolitzli had been caused by a hemorrhagic virus, Acuña-Soto realized, the Spanish could not have brought it with them. Such diseases do not readily pass from one person to another, so the virus must have been native.

(…)

Acuña-Soto saw that each of the cocolitzli epidemics appeared to be preceded by several years of drought. He also found that the epidemics didn’t happen during the drought. They appeared only in the wet periods that followed. That was the crucial clue he had missed: It was raining when people got sick.

The clue offered Acuña-Soto a hypothesis—but only if he was correct that outbreaks of disease always followed periods of drought. The codices wouldn’t stand up as scientific evidence. For instance, two periods might be called droughts, but their severity might be very different. If he claimed that a native hemorrhagic virus, not an outbreak of Old World smallpox, had killed 10 million Aztecs, he needed better data, some way to measure the exact intensity and extent of the droughts and rains.

(…)

The evidence from the Douglas firs shows that during the 16th century central Mexico not only lacked rain but also suffered the most severe and sustained drought in 500 years, one that encompassed nearly the entire continent. Moreover—here was Acuña-Soto’s smoking gun—the tree-ring records show wet interludes setting in around the years 1545 and 1576, the years of the cocolitzli.

With the climate data in place, Acuña-Soto could piece together a convincing explanation of those epidemic years. Cocolitzli had been caused by a hemorrhagic fever virus that had lain dormant in its animal hosts, most likely rodents. Severe drought would have contained the population of rodents, forcing them to hole up wherever they could find water. Initially, only a small percentage may have been infected, but when forced into close quarters the virus was transmitted during bloody fights. Infected mother rodents then passed the virus to their young during pregnancy. When the rains returned, the rodents bred quickly and spread the virus—through their urine and feces—as they came into contact with humans in fields and homes. Once infected, humans transmitted the virus to one another through contact with blood, sweat, and saliva.

Acuña-Soto’s trips into the woods with Stahle and the Mexican researchers continue to fill in epidemiological details. “I have evidence from 24 epidemics from 1545 to 1813,” he says. “I am comparing the tree-ring data with each of them.” In each case, he sees the same pattern. He also thinks he may have solved one of the other great mysteries of cocolitzli—namely, why it hit the Aztecs hard but left the Spanish largely unaffected.

Hemorrhagic viruses affect human populations that are already stressed, Acuña-Soto says. “The natives were poor and probably near starvation and living in unsanitary conditions where the rats would congregate. They also worked in the fields, where they’d be exposed to the rat droppings. The Spanish made up the upper classes.”

Da jeg er lidt optaget af vejret for tiden vil jeg lige påpege at Aztekerne altså døde af følgerne af den enorme klimaforstyrrelse (Climate Disruption), som fulgte med den lille istid efter at have styret for vildt under den behagelige middelalders varmeperiode. Så sæt slæden i tomgang, mens de får dem en kop kaffe. Så gør de deres  for at forebygge en gentagelse af  en sådan klimakatastrofe.

Vi skal lige have en dosis Zenia Stampe. Hun trækker nemlig parallelen over dem alle i Politiken i forbindelse med den seneste debat om ghettoer og parallelsamfund

Ordet ”ghetto” stammer fra Venedig og blev brugt om det område, hvor man i 1500-tallet tvang jøderne til at bo. Det fattige boligkvarter var omkranset af en stor mur, og om natten sørgede kristne vagter for, at jøderne ikke skulle bryde udgangsforbuddet. Det var dog først i midten af 1900-tallet, at ordet ghetto fik sit internationale gennembrud som betegnelsen for de boligområder, hvor nazisterne stuvede jøderne sammen, før de blev deporteret til udryddelseslejrene.

Wauw. Men Stampe er i al sit vås et ganske godt udtryk for sin fløjs flugt fra virkeligheden. Følgende er grundpræmissen

Naturligvis findes der boligområder, som har problemer, og de findes både i Danmark og i udlandet. Men problemerne har social rod - ikke kulturel.

Hvis det har social rod, hvori ligger parallellen så til jøderne? Og hvorfor er volden og shariadomstolen og stenkast mod myndigheder (brandvæsen, politi, hjemmepleje) så udpræget i områder med høj koncentration af muslimer og ikke generelt i udkantsdanmark?

…sandheden er, at det er flertallets politik, der har udstødt dem. Hvor har man råd til at bo, hvis man er på starthjælp? I de almene boliger, selvfølgelig. Hvor har man lyst til at bo, når man bliver set ned på af omverdenen? Blandt sine egne i de almene boliger, selvfølgelig. Og hvor vil de ressourcestærke middelklassefamilier bo? I hvert fald ikke i områder, som bliver stemplet som ghettoer.

Det er sociale problemer, men folk vil helst bo blandt deres egne? Egne hvad? Fattige? Så det er måske alligevel kultur? - hvis altså det er vores, der får skylden udgrænsende, som den jo er. For…

Nu er forbilledet områder som China Town, Little Italy og Greektown i Toronto, hvor både beboere og gæster nyder godt af de tilbud som opstår, når minoriteter bygger netværk. En to-sproget dreng har lettere ved at klare udfordringerne i skolen, hvis han kender nogen som har gjort det før ham. En udenlandsk iværksætter kan lettere forstå de danske momsregler, hvis hun kan tale med en landsmand, som selv har startet virksomhed i Danmark.

Det er især slemt at PET har optrevlet flere af de netværk, som minoriteterne her i landet havde bygget, blot fordi de havde terror for øje. Måske derfor at hun ikke kunne finde Little Riyad. Men…

200 betjente vil aldrig kunne gøre lige så meget nytte for et udsat boligområde som 200 socialarbejdere. Husarrest og udgangsforbud vil aldrig kunne gøre det samme for integrationen som et ophold på en efterskole.

Igen integrationen! Vi kan forstå på Stampe at beboerne ikke skal sikres den lov og orden og beskyttelse mod de, der terroriserer dem i deres eget boligområde, som vi andre tager for givet, men pænt må vente på at det ene socialpædagogiske eksperiment efter det andet slår fejl. Smadder sympatisk og smadder socialt.

Åh ja vi skal lige have rundet den antisemitiske Israelbashing hun lagde ud med af

Nu har jøderne fået en stat. Og det tætteste vi kommer på områder, der lever op til datidens definition af ghetto, er paradoksalt nok de palæstinensiske områder, Gaza og Vestbredden. Her er der også en mur, vagter, fattigdom og krav om legitimation ved udgang.

Det er nu lidt upræcist. Faktisk helt forkert. Gaza og Vestbredden grænser op til arabiske lande og således er der ikke noget israelsk krav om udgang. Men der er på baggrund af bitre erfaringer skrappe krav om legitimation ved indgang til Israel.

Det kan være svært for en lægmand, som jeg at følge klimadebattens mange argumenter når man bliver fortalt at to væsensforskellige temperaturkurver bestyrker hinanden. Bloggen Skeptical Science er blevet træt af at skeptikere hele tiden slår tvivl om FN’s ikoniske ishockeystav-graf, der viser et stabilt klima siden tusindtallet for med industialiseringens og CO2-udledningens begyndelse at stige “unpreecedentet”. Det er FNs Klimapanel (IPCC) rygende pistol vi taler om. Med følgende polemiske fif vender Skeptical Science argumentation

The hockey stick, a reconstruction of temperature over the last 1000 or so years, is a much maligned graph. Critics of the hockey stick insist it underestimates past climate change. In particular, many insist that temperatures during the Medieval Warm Period were warmer than now. The next logical leap is that if past natural climate change is comparable to today, then current climate change must also also natural. The irony of this line of thinking is that if the Medieval Warm Period did turn out to be much warmer than currently thought, this doesn’t prove that humans aren’t causing global warming. On the contrary, it would mean the danger from man-made global warming is greater than expected.

(…)

The temperature response to a climate forcing is known as climate sensitivity. Technically, climate sensitivity is defined as the change in global temperature if the planet experiences a climate forcing of 3.7 Watts/m² (which is how much climate forcing you get from a doubling of CO₂). The amount of positive feedback in our climate system determines how sensitive our climate is. If there’s net negative feedback, the climate sensitivity will be less than 1.2°C. If climate sensitivity is greater than 1.2°C, our planet has net positive feedback. Climate sensitivity can be calculated by using temperature change over the past 750 years along with the change in radiative forcing (Hegerl et al 2000).

(…)

Can you now see the irony in insisting on a warmer Medieval Warm Period? If for some reason, temperatures over the Medieval Warm Period turn out to be warmer than previously thought, this means climate sensitivity is actually greater than 3°C. The climate response to CO2 forcing will be even greater than expected. So to argue for a warmer Medieval Warm Period is to argue for greater climate sensitivity and greater future warming due to human CO2 emissions.

Argumentet er altså at eventuelle tidligere temperaturudsving blot understreger klimaets følsomhed mod selv de mindste påvirkninger. Men se de to grafer

Den øverste er altså Klimapanelets fornemmeste bevis da der er en klar og direkte sammenhæng mellem CO2 indhold i atmosfæren og den globale temperatur, men den nederste og helt anderledes er endnu fornemmere og bekræfter, ja ligefrem bygger på klimapanelets forudsigelser. I de fleste andre videnskabelige discipliner vil den ene graf med forklaring udelukke den anden.

[Det skal lige med at den nederste graf omhandler Europa, hvis klimahistorie man kun havde interesseret sig for indtil forskningen blev en politisk og ideologisk krigszone, men som hypotetisk argument er det altså blot det grafen afspejler, der er væsentligt]

Og så kan man blive skræmt af Star City News historie om cigaretternes egentlige skadevirkninger

Some interesting facts about the hazards of smoking are:

· About 111,000 people die annually due to active or passive smoking.

· One person dies in every 5 minutes with smoking related diseases.

· About 40% of the total number of fires in a year is caused by smoking accidents.

· Tobacco is most widely grown cash crop in most countries; hence less land is available for growing food crops.

· Burning tobacco causes pollution, since it emits 4000 dangerous gases into the atmosphere.

· Cigarettes produce two gases, methane and carbon dioxide, which are responsible for global warming through green house effect.

Eller hvad med helbreddet, som man kan læse om hos Spiked Online?

But it was the president of the RCPsych, which ‘represents 13,000 psychiatrists in the UK’, who provided some truly nutty reasons why reducing carbon emissions is good for us.

Professor Dinesh Bhugra declared: ‘Research shows a low-carbon lifestyle can improve mental health – which is why the RCPsych is proud to be playing its part in the 10:10 campaign.’ As another one flew over the cuckoo’s nest, Bhugra continued: ‘People who engage in active, low-carbon activities, such as walking or cycling more often, are not only cutting emissions but keeping their bodies and minds healthy. For mild depression, physical activity can be as good as antidepressants or psychological treatments such as cognitive behavioural therapy.’

(…)

Ironically, green living has been fingered as a cause of stress. For example, a poll in May 2010 by a green energy company found that 60 per cent of couples argue over energy wastage while others have described the tensions between partners over how to live ‘ethically’ (see Saving the planet, killing the passion, by David Bowden).

Jeg forstår intett andet end at vi er færdige, som gårdsangere. Fra Information

Danskerne har haft rig lejlighed til at lære at lave klimavenlig mad. Aviserne har bugnet med opskrifter, Fødevarestyrelsen har bl.a. udgivet kogebøger om klima-mad, supermarkederne har formuleret råd til kunderne om klimahensyn, og Forbrugerstyrelsen har lavet en kampagne, der skal hjælpe forbrugerne til at nedsætte CO2-udledningen via valget af varer til indkøbskurven. Topkokke har sågar lavet mad uden brug af el og gas.

Ifølge en ny måling foretaget af Ugebrevet Mandag Morgen er vi stadig voldsomt bekymrede for klimaet. Alligevel er klimamad ikke blevet en del af vores hverdag.

Klimavenlig mad? Wtf?

Fra Information

Ved forrige weekends lokalvalg i Wien stemte næsten hver tredje vælger på Herr Strache - en slags billigudgave af Jörg Haider. Ud over at vogte nidkært over, hvad der måtte være tilbage af velfærdsstaten, består hans politiske budskab i at ‘repatriere’ tyrkere og andre muslimer. Strache har gjort det klart, at når bemeldte repatriering først er kommet i stand, skal det der med velfærden nok ordne sig mere eller mindre af sig selv.

I Schweiz skal man stemme om en forfatningsændring, der ifølge Snaphanen bl.a lyder

3: De (udenlandske statsborgere) mister uanset deres indvandrerstatus og opholdsret såvel som alle juridiske rettigheder til at bo i Schweiz, hvis de dømmes for:
a. mord, overlagt drab, voldtægt, alvorlig legemsbeskadigelse, kvalificeret røveri, et gidseltagning, en kvalificeret menneskehandel, en alvorlig overtrædelse af lov om bekæmpelsesmidler, eller af anden grund dømmes til en fængselsstraf på et år eller derover.
b. På grund af svindel eller anden kriminalitet indenfor området for social bistand, socialforsikring eller økonomisk kriminalitet, får en frihedsstraf på over 18 måneder, eller
c. dømmes for en anden lovovertrædelse der giver fængsel på mindst to år eller flere domme eller en bøder, der sammenlagt giver ikke mindre end 720 dages fængsel.

5 De udenlandske statsborgere, der forbryder sig mod punkt 3 og 4, og mister deres ret til ophold og alle juridiske rettigheder i Schweiz, skal af den kompetente myndighed pålægges udvisning fra Schweiz og forbud mod indrejse i fra 5 – 15 år. I af gentagelsestilfælde skal ind rejseforbuddet skal sættes til 20 år.

6 Enhver, der ikke respekterer forbuddet mod indrejse eller på anden måde rejser ulovligt ind i Schweiz forfølges strafferetligt.Lovgiverne vedtager de nødvendige sanktioner

Imens kan man om England læse i Telegraph

Outside the Wellington Way polling station in Tower Hamlets yesterday, as at many other polling stations in the borough, people had to run a gauntlet of Lutfur Rahman supporters to reach the ballot box. As one Bengali woman voter went past them, we heard one of the Rahman army scolding her for her “immodest dress.”

That incident is perhaps a tiny taste of the future for Britain’s poorest borough now it has elected Mr Rahman as its first executive mayor, with almost total power over its £1 billion budget. At the count last night, one very senior figure in the Tower Hamlets Labour Party said: “It really is Britain’s Islamic republic now.”

For the last eight months – without complaint or challenge from Mr Rahman – this blog and newspaper have laid out his close links with a group of powerful local businessmen and with a Muslim supremacist body, the Islamic Forum of Europe (IFE) - which believes, in its own words, in transforming the “very infrastructure of society, its institutions, its culture, its political order and its creed… from ignorance to Islam.” Mr Rahman has refused to deny these claims.

We have told how the borough’s change from a conventional council leader to a mayoral system came about as a result of a campaign led and financed by these two groups – and how the IFE, in its words, wanted to “get one of our brothers” into the position.

Imens i Danmark, som BT fortæller

- Der er et meget stort mørketal af illegale indrejsende. Men når der - som i dag - ikke er nogen kontrol, så er der jo heller ikke noget problem, for der er ikke nogen, som bliver taget, siger fællestillidsmanden på Station Lufthavn, Carsten Holk.

Når fællestillidsmanden alligevel skønner, at der døgnet rundt alene på Øresundstogene illegalt indrejser mellem 300 til 400, skyldes det, at politiet siden februar 2009 har lavet stikprøvekontroller. Står fem betjente på i Københavns Lufthavn, må de allerede stå af to minutter senere på den næste station i Tårnby efter at have taget fem illegale indrejsende.

Som Connie Hedegaard sagde i sin indledende tale til Klimatopmødet i København “Now’s the time to act!”

Under og umiddelbart efter Irakkrigen mindes jeg at høre Frank Aaen med følge gentage at krigen i Irak havde kostet 1.000.000 døde, hvoraf de fleste selvfølgelig var civile. Måske overdrev han de oplysninger han fik gennem Socialistisk Arbejderavis

Tidsskriftet The Lancet offentliggjorde 11. oktober en ny undersøgelse over antallet af dræbte irakere siden Irak-krigens start. De når frem til, at dødeligheden er steget fra 5,5 pr. 1.000 indbyggere før krigen til 13,3 pr. 1.000 i juli 2006. Den samlede overdødelighed er beregnet til 654.965 fra krigens start til juli 2006.

Undersøgelsen har en ret stor fejlmargin (mellem 392.979 og 942.636), men selv det laveste tal er langt over de tal, der hidtil har været offentliggjort. Og George W. Bush var da heller ikke sen til at afskrive rapporten som “utroværdig“.

Besættelsesmagterne har hidtil nægtet at udtale sig om antal døde irakere som følge af krigen. “We don’t do body counts,“ som general Tommy Franks sagde. Efter offentliggørelsen af den første Lancet-rapport begyndte George W. Bush dog at henvise til Iraq Body Counts tal, som er baseret på presserapporter, og derfor helt sikkert er kraftigt underdrevne. Deres tal er i dag mellem 43.937 og 48.783.

Men nu er Wikileaks kommet Bush til undsætning ifølge Danmarks Radio

Wikileaks’ offentliggørelse af knap 400.000 hemmeligstemplede dokumenter om krigen i Irak giver et fingerpeg om voldsomme civile tab.

66.081 civile har ifølge dokumenterne mistet livet i perioden fra invasionens start i marts 2003 og frem til slutningen af 2009. Det skriver den britiske avis The Guardians netudgave.

Tjah, han var måske ikke så stort et monster alligevel. Men Wikileaks lækker jo præcis kun Pentagons opgørelse, som Bush jo altså støttede sig til. Dødstallet var ikke overraskende ganske højt ifølge Guardian

The US figure is far lower than another widely quoted estimate of more than 650,000 “excess deaths” extrapolated on a different basis and published in a 2006 study in the Lancet.

A key example of the failure by US forces to record civilian casualties they have inflicted comes in the two major urban battles against insurgents fought in 2004 in Falluja. Numerous buildings were reduced to rubble by air strikes, tank shells and howitzers, and there were well-attested deaths of hundreds of civilians. IBC has identified between 1,226 and 1,362 such deaths during April and November. But the leaked US internal field reports record no civilian casualties at all.

One of the most publicised allegations was that a clinic in central Falluja was shelled on 9 November. Doctors claimed to international media that two strikes on the roof had killed scores of patients and staff. The IBC puts the total number of civilian deaths at 59.

The US military maintained these claims were “unsubstantiated”, and the leaked database does not record any civilian deaths in the logs of these incidents.

Skrækkeligt, men ikke nyt. Og ikke ligefrem alt sammen resultatet af koalitionsstyrker der bare skyder løs.

The logs record a total of 109,032 violent deaths between 2004 and 2009. It is claimed that 66,081 of these were civilians. A further 23,984 deaths are classed as “enemy” and 15,196 as members of the Iraqi security forces. The logs also include the deaths of 3,771 US and allied soldiers.

No fewer than 31,780 of the total deaths are attributed to the improvised landmines laid around Iraq by insurgents. There were 65,439 successful “improvised explosive device” (IED) blasts in the period, according to the logs, with another 44,620 IEDs found in time and disarmed.

The other major recorded cause of death is the civil war that broke out during the US military occupation. There are 34,814 victims of sectarian killings recorded as murders in the logs. The worst single month was December 2006 when 2,566 Iraqis were found dead.

Mestendels er der tale om irakere der myrder og torterer irakere, som de havde gjort så længe. Men nu kan de i det mindste stemme om det efter en have diskuteret det i det offentlige rum.

Bjørn Lomborgs bog Cool It kommer nu som film og den ser interessant ud fordi den ser ud til at afdække det nærmest religiøse hysteri, der omgærder klimadebatten.

Fra Climate Realists

The current debate is a public policy debate with enormous implications.[3] It is no longer about climate. It is about the government, the politicians, their scribes and the lobbyists who want to get more decision making and power for themselves. It seems to me that the widespread acceptance of the global warming dogma has become one of the main, most costly and most undemocratic public policy mistakes in generations. The previous one was communism.

The debate has, of course, its scientific dimension but this part of the debate doesn’t belong here. I also do not intend to play the role of an amateur climatologist.[4]

What belongs here is our insisting upon the undisputable fact that there are respectable but highly conflicting scientific hypotheses concerning this subject. What also belongs here is our resolute opposition to the attempts to shut down such a crucial public debate concerning us and our way of life on the pretext that the overwhelming scientific consensus is there and that we have to act now. This is not true. Being free to raise questions and oppose fashionable politically and “lobbystically” promoted ideas forms an important and irreplaceable part of our democratic society. Not being allowed to do so would be a proof that we have already moved to the “brave new world” of a postdemocratic order. (I am tempted to say that we are already very close to it).

Kloge ord. Læs den hele.

En god ven sendte mig denne fornøjelige sketch, som jeg straks vil dele

Fra Morten Uhrskovs Jensens blog

En stor del af de mange nytilkomne registreres ikke i statistikken over familiesammenføringer, der er et sminket lig. Disse kædeindvandrere optræder som EU-borgere, fordi de har benyttet EU´s muligheder for fri bevægelighed.

Flygtningepolitikken kan vi endnu bestemme over, men vedtages det såkaldte Stockholmprogram, vil det fra 2014 også være slut med det. Så har Danmark ingen national indflydelse på udlændingepolitikken overhovedet.

(…)

Folketingets fem største partier vil ikke tale om, at udlændingepolitikken er til at køre på historiens mødding. De mangler ikke viden om, at den er helt gal, men de er ligeglade. Danmark og danskernes fremtid interesserer dem ikke. Kun deres egen »magt« - en magt, der er til at grine af, eftersom magten reelt ligger hos EU-kommission og EU-domstol - interesserer dem.

Der er forskellige grader af svigt i det her. S og SF har aldrig haft noget virkeligt ønske om at føre en stram udlændingepolitik. V og K bør naturligvis fordømmes på det allerkraftigste, idet Dansk Folkeparti gerne havde taget et opgør med EU-domstolen (dengang EF-domstolen) tilbage i 2008, da Metock-dommen gjorde det klart, at der var noget helt galt.

Det er således ikke Dansk Folkepartis skyld, at der ikke er blevet strammet i udlændingepolitikken. Men to ting kan man med rette bebrejde Dansk Folkeparti.

1. De skulle tilbage i 2004, da EU´s opholdsdirektiv blev vedtaget, og senest i 2008, da Metock-dommen lå klar, have gjort spørgsmålet om EU´s annektering af dansk lov og ret til et kabinetsspørgsmål. DF skulle med andre ord have trukket tæppet væk under V og K, hvis ikke de ville være med til en boykot af EU-domstolen. Dansk Folkeparti vil til dette svare, at det ville blive meget værre, hvis partiet væltede VK-regeringen, og de andre kom til. Det er et argument, jeg ikke er enig i, men som jeg for så vidt kan følge.

2. Hvad der derimod er utilgiveligt, er, at Dansk Folkeparti har valgt tavsheden om den katastrofale udlændingepolitik. Dansk Folkeparti har med åbne øjne besluttet sig for, at danskerne ikke skal vide, hvordan det står til. Man har Gud hjælpe mig tænkt sig at gå ind i en valgkamp og hævde, at DF er garanten for en stram udlændingepolitik, der ikke eksisterer.

Må historiens dom blive hård.

Trist, men det frygtede jeg. Jeg vil lige lave en Krarup og referere til mig selv i min medfølelse med Uhrskov for dengang skrev jeg

Hvor lang tid tager det et dansk fornyerparti at blive en del af parnasset? For dansk Folkepartis vedkommede fra 6. oktober 1995 til i går 22. september 2008 hvor accepten af at EU står over dansk myndighed ser ud til at blive en realitet. På hvilket argument vil de stille op til det dansk Folketingsvalg næste gang, hvis ikke de søger indflydelse på den øverste myndighed for dansk lovgivning, men kun en underafdeling af et større lovgivningsapparat med rødder i den katolske kirkes formynderstyre? Fra Politiken

En dansk erklæring på tro og love og skærpet kontrol med borgernes oplysninger skal være med til at sikre, at EUs regler om fri bevægelighed ikke kan »misbruges« til illegal indvandring.

Ifølge Marlene Winds udlægning - og det er med hendes udlægning og dermed med stærkt forbehold jeg skriver - er Dansk Folkeparti nu aktivt med til at reducere Folketinget til et elevråd. De accepterer den præmis at vi skal indordne os under de regler EU stiller op uagtet at de ingen adkomst har til den magt. At vi intet kan beslutte selv andet end om offentlige bygninger skal males i ny og næ - dog kun indtil en eller anden muslimsk gruppe finder farven anstødelig eller EU finder processen konkurenceforvridende.

(…)

Men Danmark skal ikke bære det affald ud, de andre lande hober op i deres uansvarlighed. Vi skal ikke bære byrderne af andres ideologiske sværmerier og småkorrupte systemer. De ligger som de har redt og den eneste nytte de nu kan gøre er at agere det negative eksempel vi andre kan lære af. Vi skal have nøglen til egen dør og der skal ikke ligge nogle kopier noget steds. Men som det ser ud nu er Dansk Folkeparti i færd med at acceptere at EU har systemnøglen og Danmark kun får udleveret en kopi til låns med begrænset virke.

Og efter nogen tid  skrev jeg

Dansk Folkeparti har med knæfaldet for EU forladt selve ideen om at danskerne selv bestemmer i Danmark og anerkendt ideen om et større fælles bedste. Det er ikke længere Danskerne der kan “…hævde Danmarks selvstændighed, at sikre det danske folks frihed i eget land“, som Dansk Folkepartis principprogram som det første ellers slår fast. Dermed kan de ikke svare danskerne når de spørger i deres reklamer “Hvem bestemmer i Danmark? Danskerne eller EU?”. De kan ikke argumentere meningsfuldt imod indvandringen fordi suverænitetskravet på Danmark er faldet og i dets sted er trådt ideale forestillinger upåvirkelige af virkelighed og mennesker. Det handler ikke længere om, hvad vi vil være med til eller mener at kunne bære, det handler om noget større. Og de kan ikke argumentere mod EU’s bedreviden når man anerkender EUs overhøjhed. Hvor dansk er det? Selve navnet Dansk Folkeparti udtrykker jo netop, at det danske folk er suverænt. Hvis ikke det danske folks suverænitet er en bærende præmis, hvad signalerer navnet så? Et naivt håb? Eller er det snarere en interesserorganisation til varetagelse af dansk folklore?

(…)

Man vil bevæge sig ind i diskussioner om, hvordan en EU-tekst kan og skal forstås, frem for at argumenterer for hvad man vil. Og hvorfor det forholder sig således med krav og påbud oppefra og hvorledes vi skal implementere den højere orden har man ikke brug for folk der kender samfundet, men folk, der kender reglerne.

Det betyder at der vil komme en helt ny type politiker i Dansk Folkeparti, som er i stand til at forklare vælgerne den rette sammenhæng af det samfund de tror de ser og som kan forklare hvorfor politiske ønsker skal rette ind efter vedtagne idealer. Politikere, der har lært at tale efter forventninger, som med strømmen flyder stolt deres vej. Det er de skriftkloges sejr over almuen, juristeriets sejr over det politiske, kleresiets sejr over folket. Fremtidens DF-kandidater er Margrethe Vestager, Mogens Lykketoft, Uffe Ellemann, Svend Auken….

Dansk Folkeparti vil ikke længere være et nødvendigt parti, men et parti, som alle andre.

Og i en kommentar skrev jeg (hold da op, hvor er jeg slem)

Et valg på EU-modstand og Indvandring er et valg sendt af Herren til Dansk Folkeparti. Og det er et valg sendt af djævelen for de partier, der vil EU, men er bekymrede for indvandring (V, K, S, SF) fordi de skal argumentere overfor vælgerne at EU er en god ide, men at EU underminerer Danmark. De skal også bede vælgerne om at give dem en magt, som de mener skal gives videre til EU. Det bliver meget vanskeligt og Dansk Folkeparti vil dominere alle andre partier i debatter.

Hver kandidat slås for sit sæde og jo mere tro en kandidat er overfor partiet, jo sværere vil det være, mens man omvendt kan score point på en mere EU- og indvandrerkritisk argumentation. Det vil betyde at valget skifter karakter og at der kommer en konsensus af EU-modstand. Den politiske dagsorden vil være ændret og et vigtigt slag i kulturkampen vil være vundet.

For at sætte det på spidsen: Hvilken forskel gør farven på en regering, hvis den alligevel ikke kan regere?

Sådan går det når man ikke lytter til de, der kan tænke længere end deres umiddelbare galde.

I Jyllands-Posten skriver en (på forhånd undskyld for platheden) sonende Sohn at han begik “en klar fejl at gå med i DKP“. Det er mildt sagt. Denne  negligering “at gå med“, som om skylden blot var en lidt for udpræget passivitet hænger tungt over alle opgør med kommunismen i den vestlige verden. Sohn gik jo ikke bare med i DKP, han ledte, som formand an. Og formand bliver man kun gennem en målrettet indsats, som her enddai sidste ende skulle godkendes af Moskva. Hvordan man dér måtte man arbejde for Sagen ved jeg ikke.

Sohn er, som så mange andre nuværende og tidligere støtter af det totalitære blevet kaldt naiv. Men naivitet er godtroenhed i mangel af vished. Det kan være naivt at tro på Ole Sohn eller blot være almindelig SF’er med deres forblommede drøm om et bedre samfund drejende sig om en bestemt metode, men det kan ikke strække sig til at man sætter sig i spidsen for DKP og med Moskvaguld i ryggen bruger alle sine glimrende organisatoriske evner på at undergrave nationen og demokratiet og berede vejen for marxistisk diktatur - som om man ikke kunne gennemskue konsekvenserne. Som om de sociale eksperimenter blot gik galt eller endda blev forrådt. For man, ikke bare de borgerlige “man”, men alle “man” vidste da så sandelig besked om kommunismens og socialismens inderste væsen.

Jeg hørte i min ungdom et af de foredrag, Sohn holdt i forbindelse med udgivelsen af hans bog Kære Stalin om Arne Munch Petersens grusomme poetisk retfærdige skæbne under Stalins udrensninger. Sohns selvrandsagende kritik af det kommunistiske projekt, der havde kørt sig selv i grus og hevet 100.000.000 mennesker i døden var at der manglede ytringsfrihed. Ytringsfrihed ville have givet mulighed for at rette de systemfejl, som han nu og stadigvæk beklagede. Denne ene, men afgørende mangel i projektet var hans grundkritik, men det skurede i de følgende år stadigt mere i mit gymnasiale hoved. At give folk ytringsfrihed ville jo ikke bare i praksis gøre hele projektet, der byggede på tvang til en umulighed.

Men mere grundlæggende så indeholder systemer der besidder eller er bygget op om den endelige sandhed, som marxismen er, intet grundlag eller behov for ytringsfrihed for med den endelige sandhed kan ytringer ud over bekræftelsen af sandheden i bedste fald kun være vrøvl og forvirring til objektiv skade for det hele. Ytringsfriheden var og ville altid være fraværende fordi den kun gavnede folkefjenderne. Det var jo netop det den ideologiske kamp mellem friheden i Vest og Sohns marxisme i Øst handlede om. Ytringsfriheden udspringer af det frie menneskes ukrænkelighed og fejlbarlighed, hvorfor der ikke kan gives nogen formel sandheden. Derfor er det ene lige så godt, som det næste og vi må vægte dem i dyst. Det er en tanke, der i vores verden kun springer logisk og ufravigeligt frem blandt kristne; konservative som liberale.

Den manglende erkendelse af marxismens grundlæggende ondskab leder også til at Ole Sohn kun “tager dyb afstand fra regimerne“. Deres ideologiske ophav, som regimerne er den naturlige og i det mindste indtil Sohns brud med DKP i 1991 (Muren faldt i 1989!) også ønskede konsekvens af kommenteres ikke. Derfor tager Ole Sohn i dag til takke med Socialistisk Folkeparti, der nok ikke kan give den ideologiske konsekvens han i de glade dage så målrettet havde arbejdet for, men som til gengæld tilbyder ham en mere prestigefyldt politisk karriere end det hensygnende DKP. Demokrati handler om indførelsen af socialisme blot med andre midler kan man vel højst stække Sohn erkendelse til. Men skal det være en trøst?

Arne Munch Petersens skæbne var sammen med millioner af andres som sagt ganske almindelig viden også for Sohn før han skrev sin bog. Udrensninger, arbejds-, opdragelses-, og koncentrationslejre, overvågning, terror og arbitrær magtudøvelse var ikke systemfejl men indbyggede nødvendigheder, som de også ganske ærligt engang blev betegnet af tro kommunister og socialister for at systemet kunne overleve folkets eksistens. Så hvorledes bliver Ole Sohns bøger og foredrag et udtryk for en ny erkendelse, som Sohn gerne vil have os til at tro? Sohn frasagde sig jo ikke kommunismen konfronteret med rædslerne, men med dets konkrete regimers kollaps og derved hans politiske karrieres endeligt. Med mindre selvfølgelig han kunne genopfinde sig selv, hvilket han kunne. Det er denne genopfindelse, som en omrejsende fortæller af bondeangrende kommunistnostalgi, som Sohn vifter med, som en art bevis på hans indsigt.

Mens SF’ere naive eller ej således hyler om en heksejagt på en kær leder kan vi andre blot konstatere at det borgerlige samfund har udstrakt Ole Sohn en uhørt tålmodighed, som det har udvist en overdådig tolerance, som bliver så meget desto mere grotesk, hvis man holder den op imod de ladvogne han og hans kammerater i DKP ville køre os andre væk på skulle deres subversive forehavende være lykkedes med en russisk invasion. Ole Sohn var som minimum forrædder in spe.

Hvad mener man egentlig på Politiken når man med tanke på Murens fald i 1989 skriver

Allerede i april 1991 tog Ole Sohn for første gang afstand fra DKP.

Og så følges der op med at refere “en hård kritik mod partiet” i en kronik i Det Fri Aktuelt med titlen ”‘DKP’s opgør med Stalin’”, “som politiken.dk har fundet frem.” Hvilken Infomedia research!

»En fornyelsesproces blev sat i gang i de kommunistiske partier (efter sammenbruddet, red.). For DKP’s vedkommende blev partiet sønderrevet i smertefuldt opgør. Fornyelsens sejr i DKP kan dog vise sig at være en pyrrhussejr, som partiet ikke vil være i stand til at overleve som selvstændig faktor. Men spørgsmålet er, om det også er nødvendigt?«, spørger Sohn få måneder efter, at han gik af som formand.

Det er altså et spørgsmål om der efter Murens fald er nødvendigt med et DKP. Hvilket opgør! Imens venter vi på svaret.

Vagn Greve advarer i et interview i Djøfbladet.

Hvordan undertrykker udviklingen fundamentale retsstatsprincipper?

”Ved at tilsidesætte retsstaten. Forskellen mellem en retsstat og en ikke-retsstat ligger i springet mellem at finde retten og at finde på retten, som min kollega, juraprofessor Gorm Toftegaard Nielsen, har formuleret det.

Dermed sigter han til, at retsstaten skabes af de mennesker, som befolkningen har valgt til det. Det vil sige politikere – og ikke dommere eller embedsmænd. Det har været kernen i retsstaten siden oplysningstiden, men dette grundlæggende princip respekteres ikke af EU-Domstolen og EU-Kommissionen og faktisk heller ikke af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol under Europarådet. Trods forskelle mellem disse to institutioner lider de nemlig af den samme grundlæggende skavank: At dommere og i nogen grad også embedsmænd siger: ’Det her mener vi er god lov, og derfor skal den gælde i alle medlemslande’. Det kan godt være, at parlamenterne i de enkelte europæiske lande ikke er enige og slet ikke ville have vedtaget den samme lov. Men sådan bliver det.”

Men hvorfor skulle dommerne i EU-Domstolen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ønske at sætte politikerne ud på et sidespor og gennemtrumfe deres egne love?

”Det er ikke tilfældigt, hvem der sidder som dommere i de internationale domstole. Dem, der sidder i Strasbourg, brænder for menneskerettigheder. Dem, der sidder i Luxembourg, brænder for EU’s idealer. Når de ser, at her krænkes nogle menneskerettigheder, eller her krænkes nogle økonomiske interesser, så ser de det som bagstræberisk, at man ikke nationalt har gennemført regler, som kan forhindre disse krænkelser. Og de ved samtidig, at det vil tage lang, lang tid at få de nationale parlamenter til at vedtage den relevante lovgivning. Men nu har de muligheden for at gøre det, de finder rigtigt, på egen hånd – og gøre det hu-hej uden at afvente proceduren hos de folkevalgte. I deres egen selvopfattelse skaber de dermed en bedre europæisk retstilstand på det menneskeretlige eller økonomiske område. Men at man er idealist er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man gør det rigtige.”

Mener du tværtimod, at idealister gør det forkerte?

”Det risikerer de ofte, ja. Der er masser af love, som jeg gevaldig gerne så ændret i Danmark. Men det er nu engang Folketinget, der skal vedtage det – ikke en forsker og akademiker som mig og heller ikke en dommer eller et dommerkollegium i Højesteret. Og det er ikke afgørende, om det bliver gode love - forstået sådan at de har et godt indhold. Det er aldrig en god lov, hvis den ikke opfylder retsstatskravet om, at den har parlamentarisk – og dermed vælgerbefolkningens – legitimitet bag sig.”

McHamgama forfølger samme logik i Berlingske Tidende

Derudover er det også de færreste, der er klar over, at racismeparagraffen er et internationalt fænomen, og at den i sin nuværende udformning er en konsekvens af en FN-konvention, ligesom paragraffen i dag understøttes af EU-lovgivning. Da man i FN-regi debatterede, hvorvidt konventionen om borgerlige og politiske rettigheder skulle indeholde en forpligtigelse til at forbyde såkaldt hate-speech, var så godt som alle vestlige lande som Danmark, USA, Storbritannien og Sverige modstandere deraf. Det var således en alliance af kommunistiske lande anført af Sovjetunionen og ikke-demokratiske lande fra Den tredje Verden, der fik indført dette princip i den internationale menneskeret. Menneskerettighedskoryfæer som Eleanor Roosevelt var stærke modstandere af dette og advarede mod at bekæmpe fanatisme med straffeloven.

Det forhold, at hate-speech lovgivning nu også er et EU-retligt krav, kan få alvorlige konsekvenser for Danmark. Vi vil ikke længere selv kunne ophæve racismeparagraffen.  Højesteret vil heller ikke få det sidste ord, da det meget vel kan tænkes, at det bliver EU domstolen i Bruxelles, der kommer til at udstikke rammerne. Og når man ser, hvad hate-speech love medfører i andre europæiske lande, er der god grund til at frygte afsmitningen herfra. Tag eksempelvis Storbritannien, hvor en ateist blev idømt seks måneders betinget fængsel for at have efterladt “groft fornærmende,” satiriske karikaturer af Jesus, paven og Muhammed i et bederum i en lufthavn. I 2002 blev en britisk mand idømt bødestraf for efter 11. september at have ophængt en plakat med ordene “Islam ud af Storbritannien – beskyt det britiske folk” og en halvmåne og stjerne i et forbudsskilt i vinduet i sin private lejlighed. Dette indgreb fandt den Europæiske Menneskerettighedsdomstol foreneligt med ytringsfriheden.

Kigger man til Frankrig er der ikke megen mere optimisme at hente. Den 13. september 2001 offentliggjorde en baskisk avis en karikaturtegning der forestillede et fly der smadrede ind i World Trade Center ledsaget af sætningen “Vi drømte alle om det. Hamas gjorde det.” Som følge af denne karikatur blev tegneren idømt en bødestraf af de franske myndigheder. Tegneren klagede til den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der dog ikke fandt, at bøden var i strid med ytringsfriheden, da tegneren havde undskyldt terrorisme og gjort grin med ofrene. I 2003 blev en fransk borgmester idømt en bøde for at opfordre til boykot af Israel, idet han ifølge domstolen derved opfordrede til diskrimination på baggrund af race, religion eller national oprindelse. Også dette indgreb i ytringsfriheden fandt den Europæiske Menneskerettighedsdomstol berettiget, således at man nu efter fransk ret kan idømmes fængsel eller bøde for at iklæde sig en t-shirt eller opsætte et klistermærke med ordene “Boykot Israel” (eller andre lande).

Holland, der oprindeligt var et kraftcenter for ytrings- og religionsfrihed i Europa, står det heller ikke godt til. I august blev en muslimsk organisation dømt for at bringe en karikaturtegning, der kraftigt antyder, at Holocaust er opfundet eller overdrevet af jøder. Tegningen blev offentliggjort som en bevidst udfordring af loven efter, at de danske Muhammed-tegninger ikke blev regnet for strafbare. Da det kongelige bibliotek i Holland for nyligt ønskede at gøre nazistiske aviser fra besættelsestiden tilgængelige, advarede det hollandske justitsministerium om, at det kunne medføre strafansvar, da indholdet i disse aviser strider mod hollandske hate-speech love. P.t. sidder den hollandske politiker Geert Wilders på anklagebænken for at opildne til had mod muslimer bl.a. på grund af sin film Fitna. I Østrig er mere end 200 personer blevet dømt for holocaustbenægtelse i perioden 1999-2006. I Tyrol konfiskerede myndighederne i 1990’erne en film, der gjorde grin – ofte med seksuelle overtoner - af kristendommen og kristne figurer fra en privat forening, der forestod en privat fremvisning af denne film. Også dette indgreb er blevet godkendt af den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Disse eksempler viser, at hate-speech lovgivning Europa over ikke blot rammer hadsk tale, men også satire og politisk debat. Ved europæisk harmonisering kan vi meget nemt risikere at stå i en situation, hvor racismeparagraffen bliver brugt langt mere offensivt, end det er tilfældet i dag. Det vil også være i tråd med anbefalinger fra FN, som i en årrække har kritiseret Danmark for ikke at straffe flere tilfælde af hate-speech.

Læs dem begge.

Andre menneskers meninger krænker ens tolerance. I bedste fald udvandrer man.

Et enkelt citat fra Jyllands-Posten til at ridse ghettoperspektiverne op

I Køge har politiet flere eksempler på, at unge kriminelle går ind og besætter lejligheden hos syge, ældre eller andre svagelig beboere, som trues til ikke at kalde på hjælp.

Men den slags ryster ikke ægte Politikenskribenter. De rystes derimod af at den slags nu også ser ud til at ryste Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti (hvor langt vi så kan stole på det). Anders Jerichow skriver i sin klumme at S og SF skulle skamme sig

Socialdemokraterne og SF skulle skamme sig.

De lader sig frivilligt og med åbne øjne trække ind i en konkurrence med VKO om at løse sociale problemer ved hjælp af politiet.

(…)

Det er små grupper, cirka 1 procent af indbyggerne i de såkaldte ghettoer, der skejer ud.

(…)

…ikke for meget hjerne – og for alt i verden ikke meget hjerte.

Ævle bævle og noget om at politiet ikke løser sociale problemer. Det gør en social indsats jo heller ikke kan vi konstatere ved at disse problemer jo springer ud af verdens mest udbyggede velfærdssamfund OG i hundredevis af ekstra millioner til allehånde særindsatser. Jerichow har selv ikke for megen hjerne. Om hans hjerte skal jeg ikke kloge mig, den slags overlader jeg til de godeste på politiken, der kan ord som “mindretalsfjendske”, “skingre og dæmoniserende” og “jernnæven” at dømme over.

Rune Engelbrecht gør ham selvfølgelig selskab og skoser ligeledes S-SF for populisme mod det han kaldet “De såkaldte ghettoer”. Ligesom Jerichow kan han sin statistik

Ingen som helst tvivl om, at der er gangstermentalitet, etniske voldsopgør og kriminelle bander, som hærger og ødelægger en række boligkvarterer for et stort flertal af almindelige beboere. Der er voldelige selvbestaltede gangs med pæredanske rødder og ditto med udenlandske rødder, og problemet er komplekst, men selvfølgelig i vid udstrækning et resultat af mange års politisk svigt og social marginalisering. Men det er et lillebitte mindretal på ca. 1 procent, der udgør problemet - og for dem skal hele boligområder lægges for had?

Og i alle disse såkaldte ghettoer er det altid ca. 1 procent muslimer der udgør problemet. Flere skal der altså ikke til at ødelægge det hele. Så de dog i mindste lidt TV i stedet for at dølle sig i deres esoteriske sump.

Uriasposten refererer det seneste nummer i en efterhånden lang eksempler, hvor ghettoen afslører sin absurde virkelighed live på TV. En TV vogn fra Danmarks radio bliver smadret i to omgange under et interview med en beboerformand, der prøver at benægte problemerne - og som en ironiens triumf får den lokale komiske Ali sin CO2 rigtige cykel stjålet foran det rullende kamera.

Kommunisten og samarbejdsrådsformand Ranunkel prøvede i et interview med TV2 Fyn at tørre problemernes ophav af på tonen i debatten da araberdrenge råbte danskersvin efter ham og begyndte at kaste med sten.

Og forrige år bad integrationsborgmester og begejstret bøssekarl Jacob Hougaard live på TV2 Lorry buschaufførerne om at trodse stenkastende Tingbjergensere indtil han selv måtte fortrække på grund af stenkastende Tingbjergensere.

Det ser ud til at man har betalt privathospitalerne 700 mill. kroner for meget. Penge spildt, men hvorfor er det vigtigt at vi hælder nogle basseører i kloaken når nu den danske skatteyder kan klare alt og mere til - både verdens højeste skattetryk og brugerbetaling på de offentlige ydelser. Et par eksempler fra de seneste dage frit efter hukommelsen. Fra Jyllands-Posten

235 borgere koster typisk samfundet mellem 2 og 4 mio. kr. om året hver, hvilket svarer til ca. 700 mio. kr. Enkelte er billigere, mens andre koster skatteyderne helt op til 8,5 mio. kr. om året.

Det viser en ny undersøgelse fra Socialministeriet, der har kortlagt omfanget af særlige foranstaltninger for borgere, der ikke kan indpasses i de eksisterende institutioner.

Undersøgelsen sker på baggrund af, at Morgenavisen Jyllands-Posten tidligere på året kunne fortælle om en enkelt sindslidende og voldelig person, der kostede Kalundborg Kommune 7,3 mio. kr. om året at passe.

Hvad får vi for de penge?

Fra Berlingske Tidende

…selv om det offentlige pumpede 1,6 milliarder kroner i gruppen til aktivering i 2006, 2,2 milliarder kroner i 2007, 3,3 milliarder kroner i 2008 og 2,3 milliarder kroner i 2009, så har Rigsrevisionen ikke kunnet dokumentere den mindste positive effekt af aktiveringen, når de sammenligner med tilsvarende ledige, som ikke kommer i aktivering. Faktisk skriver Rigsrevisionen, at effekten af aktivering ligefrem har haft negativ effekt. Ifølge beretningen kom »de aktiverede i selvforsørgelse eller beskæftigelse en mindre del af tiden end de ikke-aktiverede i perioden 2006«.

Hvad får vi for de penge?

Fra Danmarks Radio

Arbejdsdirektoratet lavede i samarbejde med Politiet i nat en razzia i Københavns lufthavn. Målet var at afsløre socialt bedrageri.

- Under razziaen blev 600 passagerer tjekket. 72 af dem modtog kontanthjælp eller dagpenge uberettiget, og de bliver derfor mistænkt for socialt bedrageri, fortæller Peter Hove, kontorchef i Arbejdsdirektoratet til DR Nyheder.

Aktionen forløb mellem kl.00.00 til kl. 05.00 natten til torsdag, og det var passagerer på seks fly til og fra Tyrkiet og Syrien, der blev undersøgt.

Bare en stikprøve klokken lort om natten. Hvad mon noget systematik ville afsløre? Hvad får vi for de penge?

Fra Jyllands-Posten

EU og Libyen har indgået en aftale, der betyder, at unionen over de næste tre år sender 373 millioner kroner til Libyen for at hjælpe landet med at holde afrikanske indvandrere ude af EU.

Hvad får vi for de penge? Og ghettoindsatsen? Og integrationsindsatsen? Og…jeg orker ikke at blive ved.

[For lige at skyde en personlig bemærkning ind så hørte jeg en SF'er i morgenradioen vånde sig over skattefradraget på sundhedsforsikring fordi det tilgodeså de rige. Tænk at jeg, der arbejder ufaglært betragtes som tilhørende de rige i Danmark. Jeg betaler topskat og har en sundhedsforsikring så min krop hurtigt kan komme tilbage til sliddet på arbejdsmarkedet og slave penge hjem til venstrefløjens darlings af døgenigte, der nu udgør det for det undertrykte proletariat]

Forskellige arabiske medier hævder at den danske udenrigsminister Lene Espersen har givet en uforbeholden undskyldning for Muhammedtegningerne under et besøg på al-Aznar universitetet. Ordlyden af Espersen “undskyldning” er ifølge danske ambassade i Kairo

The Danish government is well aware that many people felt deeply hurt by the cartoons. I would like once again to make it clear that this is something we find regrettable, and do not wish to see repeated.

I would like to make it clear that the Danish government respects Islam as one of the World’s major religions and we condemn any attempt to demonize groups of people on the basis of their religion or ethnic background.

Under the Danish constitution, every citizen has the right to express himself within the limits of the law without interference from the government.

Hvad mener Espersen egentlig med denne dobbeltsnak? Er vi frie til at ytre os eller er der ytringer, som Espersen og den danske regering ikke ser gentaget?

Klimareligionen er på tilbagetog. En blodig reklamefilm for klimaaktivisme har sindene i kog blandt klimaskeptikere, der beskylder den for enten at ligge i tråd med eller endda være en foreløbig kulmination på en generel umenneskeliggørelse af tøven overfor FNs Klimapanels fremtidsscenarier. Man hæfter sig ved at klimaskeptikere og her i blandt også børn bliver sprængt i luften så intet andet end blodigt splat er tilbage, drivende ned af møbler, vægge og de chokerede (hvilket er en pointe i sig selv) eventuelle omkringstående.

Men kritikerne overser det ironiske i at spænde splattereffekter op mod en stille appel om at skære 10% af sit energiforbrug, ved at isolere loftet eller cykle i stedet for at tage bilen. De overser også at filmen handler om forholdet mellem aktivister, der vil gøre lidt for at redde Jorden (eventually) og almindelige mennesker, der ikke nødvendigvis umiddelbart er overbeviste og at det er disse velmenende og lettere karikerede aktivister (altså dramatiske figurer i fortællingen), der psykopatisk smilende myrder løs efter at de hyklerisk har bildt alle ind at der er No Pressure. Og at denne opførsel ikke er almindelig god moral i filmens univers da alle omkringstående, der ellers sympatiserer med budskabet står forfærdede og chokerede tilbage (som i denne her). Jeg vil præsentere (hattip til Watts Up With That) et par ældre klimavideoer for at vise, hvordan klimasagen egentlig tager sig ud når den er blottet for humor (Ja undskyld at det altid bliver umorsomt når man skal forklare humor)

Hvis ikke vi gør noget så dør baby - i ramme alvor. Her er det ikkeaktivisternes (den almindelige borger) ligegyldighed, der myrder de uskyldige små.Det er endnu mere eksplicit udtrykt i den næste, hvor den skyldige er bevidstgjort og stadig ligeglad.

For man skal da være en kold skid ikke at acceptere, hvad der bliver sagt. Eller sagt på en anden og mere ideologisk måde i denne lidt mere poetiske reklame

Mankind kills? Der er selvfølgelig også de direkte uforståelige, som disse neddrattende isbjørne

Eller disse dyr, hvis moralske livsgnist afhænger af din

Eller denne vrøvlende og stærkt øretæveindbydende møgunge

Disse film postulerer selv at Jorden går under, børnene dør, dyrene dør osv og det er alt sammen din skyld fordi du nok er et dumt svin. Holdt op imod Richard Curtis 10:10 splatterfilm, der er på en hvis afstand af sin handling er der tydeligvis tale om en forandring til det bedre.

Men det er også et tilbagetog for klimareligionen. 10:10 splatterfilmen blev lanceret fordi man tabte terræn i offentlighedens bevidsthed med sine gode budskaber og man tabte terræn fordi alle var blevet immune overfor skræmmekampagner og beskyldninger om ecocide og med et bøvet grin prøver man at komme tilbage i varmen gennem internetternes virale bevidsthed. Men den er desværre for dem ikke sjov nok og har kun formået at blive misforstået, som da John Lennon netop ikke sagde at Beatles var større end Jesus. Den er blot et symptom på en døende bevægelse.