Uffe Elbæks visionsboble

Det burde fortælle alt om Uffe Elbæk og hans Alternativet at roser strømmer fra David Trads. Elbæk er en kompetent politiker i Trads øjne, trods hans ministertid fra alle andres hold beskrives som inkompetent. Sympatisk er Elbæk måske, men det er mere tvivlsomt om man, som Trads påstår, kan sige, at Alternativets fokus på klima optager mange vælgere. Med mindre disse vælgere er klimaforskere - hvilket siger alt om klimaforskere. Og Alternativet!

Det er sikkert et rimeligt gæt, at Alternativets vælgere er fra den samme grød, der stemte Radikale Venstres ultimative krav ind med imponerende 17 mandater og ud af politisk indflydelse. Og hvad værre var, en afmytologisering af Radikale Venstre som et midterparti, hvis ophøjede opgave er at balancere de uudholdelige fløjes tåbeligheder ud mod hinanden til det mindre ubærlige. Partiet overlevede med Vestagers naturlige nedladende udstråling dog afskalningen til Ny Alliance, sådan var det bare.

Og Alternativets vælgere er sikkert også de samme mennesker, der bar Villy Søvndal ind i den første regering, der endeligt demaskerede Socialistisk Folkeparti som en forening af moraliserende drømmere uden evne til realiteternes ansvar. Mennesker, der mener at staten skal harmonisere andre menneskers arbejdstid, sammensætte deres kost og være personligt ansvarlige for vejrliget. Det er en destruktiv bølge af begejstrede vælgere venstrefløjen skal vare sig for at ride på, men måske det vil være en fordel, nu de har et helt parti designet til netop dem? Med David Trads, klimaforskere og en canadisk rigmand bag sig.

Jyllands-Posten besøgte Elbæk i hans Vision of Dome, hans lille univers, hvor han talte om sine erfaringer og sine visioner. Stolt viser han rundt i sin lille boble af drømme om det kreative, det nye og det anderledes og om sit tilvalg af homoseksualitet, mens Muren faldt. Det eneste man får at se ud over grønne planter er en gruppe musikere, på vej til at lukke sig helt om sig selv i fælles fordybelse i musik med takt og toneart. Man hører service klirre ivrigt fra Dome-café’en, men ser intet til andre kreative mennesker udvekslende ideer på tværs af fagskel om Danmarks fremtid.

skc3a6rmbillede-2015-06-10-kl-195242

Repræsentanter for det kreative, musikere i en hestesko, på vej til at lukke sig i en cirkel.

Sørine Gotfredsen skriver i Berlingske Tidende at Elbæk…

….er den, der fortæller menneskene, at der findes noget at tro på, der rækker ud over den ubønhørlige verden. Og at vi sammen kan dyrke utopier om stedet, hvor der findes ly for alt det, der bare synes at tromle afsted omkring os.

Den alternative bevægelse udfylder således en ledig plads i en tilstand af nød og samler en masse af de forvildede følelser, der er på spil i et fællesskab, hvor så mange tror på så lidt. I et fællesskab, hvor man i frygt for stigende konkurrence og mindre tryghed har brug for at høre, at der trods alt et sted findes frelse. Hvis danskerne i højere grad hvilede i en seriøs religiøs bevidsthed og kunne mærke livsfylde ved at yde deres bedste i forhold til det højeste, ville fornuften og dømmekraften også være større. Følelseslivet ville ikke på så overfladisk vis lade sig påvirke, for med troen på at man er sat i verden med et formål og en pligt at efterleve, står man på et tidløst fundament og er ikke i samme grad til fals for forføriske skikkelser. Det er jo ikke tilfældigt, at kristendommen gennem historien er blevet forbudt i totalitære systemer. Den – ikke mindst i den lutherske udgave – gør mennesket mere modstandsdygtigt overfor manipulerende kræfter, og man kan ikke lade være med at overveje, hvorfor Helle Thorning-Schmidt ikke er blevet grinet ud på grund af det opstyltede fremstød, vi har oplevet i de seneste måneder. Ligesom man aner en vis forbindelse mellem Alternativets succes og den danske længsel efter bare et eller andet at tro på. Det er tankevækkende, at et folketingsvalg muligvis skal afgøres af den slags kræfter.

Mennesket er et længselsfuldt følelsesvæsen. Det vidste vi godt i forvejen, men denne valgkamp har kraftigt understreget det. En ting er den lange føljeton om Lars Løkke Rasmussens troværdighed, der mest har lignet en nøje orkestreret menneskejagt til massernes underholdning. Noget andet er, at mekanismerne også i dansk valgkamp synes at blive mere primitive i deres stræben efter at ramme mennesker på de bløde punkter. Socialdemokraternes kampagnemaskine har med imponerende vedholdenhed og ganske simple virkemidler fået skabt et billede af Helle Thorning-Schmidt som en blanding af moder og førerskikkelse i en stil, jeg ikke havde troet ville virke i dette land. Statsministeren er blevet afbilledet med små søde børn i favnen, storsmilende med en hjemløs og sammen med friske sygeplejersker, og hun er overalt. Uanset hvor man går på gaden, eller hvilken avis man åbner, toner Helle Thorning-Schmidt frem, og metoden ser faktisk ud til at virke.

Mikael Jalving beskriver i Jyllands-Posten

Alternativet, den nye komet på stjernehimlen, vil som bekendt indføre obligatoriske vegetardage, give kontanthjælp uden nogen som helst krav og tvinge folk til at arbejde minimum 20 pct. mindre, dvs. max. 30 timer om ugen. Alene det sidste vil ifølge forsigtige beregninger koste samfundet i omegnen af 300 mia. kr. om året og hurtigt medføre drastiske forringelser af den offentlige sektors service og på længere sigt indføre græske tilstande.

Partiets ordfører for finanser, økonomi og andre petitesser, en kvinde med det pikante navn Josephine Fock, udtaler, at det af hensyn til vor kollektive livskvalitet er nødvendigt at sikre, at folk får »færre penge mellem hænderne til at gå ud og forbruge«.

Det er vistnok især fladskærme og Yankiebarer med lakridssmag, vi ikke må købe. Folk vil dog fortsat kunne »betale deres husleje, deres brød og mælk«, men ikke kød. Kød tæller ligesom ikke rigtig med.

»Vi har alle de ting, vi skal bruge – vi kan ikke finde på mere – så nu er det lige præcis oplevelser, der tæller«, forsikrer partiets ordfører.

Niels Lillelund beskriver i Jyllands-Posten (9/5, ikke online) det småbizarre optrin de de skuespilleren og intertaineren Jytte Abildstrøm sang for Alternativets partileder Uffe Elbæk

En ung, kvindelig studievært tager imod partilederne, og aftenen før grundlovsdag var det Uffe Elbæk, til hvem man endog havde beredt en lille kærlig overraskelse i form af en hemmelig gæst, vores allesammens Jytte Abildstrøm.

Hun er med i Alternativet, hvor hendes officielle titel er god karma-ambassadør og partife.

Iført en miniatureharmonika og en stemme så slidt, at den fik Frank Sinatras sidste afskedskoncerter til at virke overbevisende, ankom hun afsyngende “Jeg gik mig over sø og land”, og efter længere tirader om solnedgange i Hjørring med særlig hensyn til næstekærlighed, vedvarende energi og Storm P’s nervøst anlagte onkel fik hun studiet til at synge med på omkvædet »Jeg har hjemme i klappeland.

« Og alle dem, som klappe kan osv., og det kunne de sandelig, for der stod de og klappede, og det var en fest, en rus, idel gammen.

»Det er fantastisk,« sagde den henrykte studievært, der var én stor flækket træsko af jubel og livsglæde, som var dette kulminationen på hendes journalistiske karriere.

Lars Løkke må sidde derhjemme og drømme sødt om en dag at møde sådan en journalist, der bare vil kramme og klappe.

Og han konkluderer

Forleden kunne Radio24syv oplyse, at gruppen af indvandrere på kontanthjælp er vokset med 37 pct., siden Helle Thorning-Schmidt (S) overtog regeringsmagten i 2011. Helt nøjagtigt var 42.465 indvandrere sidste år på kontanthjælp, langt de fleste fra ikke-vestlige lande.

Det koster penge. Rigtige penge. Ikke ord og signaler, men rigtige penge, som kunne have været brugt på noget sjovere. men den slags kendsgerninger interesserer ikke rigtigt journalisterne.

Svend Brinkmann klapper i Berlingske Tidende om “Landet der holdet op med at give mening” og spørger “Hvor mange asylbørn går der på en kræftbehandling?”. Det er »In-stru-men-ta-li-se-ring.«, ideen om at intet gøres for sin egen værdi, men for at opnå noget andet. Børnene dyrker gymnastik i skolen for at blive bedre til matematik og vi bygger mobiliserbare netværk for at kunne klare os i konkurrencestaten. Men regnestykket flygtninge kontra hospitalsudgifter er ikke instrumentaliseret i den forstand at danskeres ve og vel opfattes som en legitim modstilling til import af flygtninge. Det er danskerne selv der er blevet instrumentaliseret, så meget at de er usynlige i denne debat, som Klaes Kastholm skriver

Hidtil har ingen spurgt, hvad der er rimeligt set fra borgernes synspunkt. Er det rimeligt, at en asylansøger får mere end en dansk folkepensionist? Er det rimeligt, at en kontanthjælpsmodtager, der intet laver, modtager mere, end en borger, der har arbejdet hele sit liv? Er det rimeligt, at de offentlige ydelser er så generøse, at gevinsten ved at arbejde er ikke-eksisterende eller meget beskeden for titusinder af mennesker?

Elbæk er den fødte projektmager, en besnakker af politikere og fonde til sponsering af morgendagens bon-ord og floskler. Ud over bøsse-parader er hans største præstation det sekteriske Kaos-Pilot projekt. Erfaringen kom fra Next Stop Sovjet, hvor Elbæk fandt ud af, at man manglede en uddannelse, der gav een kompetencer til både at forhandle med KGB og lave konfliktløsning med den russiske mafia. Hvis Alternativets vision om åbne grænser bliver en realitet kommer den slags kvaliteter i høj kurs.

Lad os frame vælgernes sym- og antipatier

Kvinder stemmer rødt, mænd stemmer blåt og muslimerne heldigvis ikke så meget som danskerne, hvis ellers de tager islam alvorligt. ”Vælgerne slår i bordet: Træt af grov udlændingedebat” skriver Avisen.dk og udgrænser retorisk Dansk Folkeparti fra en normal politisk debat

Politikernes negative snak om kriminelle østeuropæere og flygtninge, der kommer til Danmark for at leve et liv i sus og dus, hænger mange danskere ud af halsen.

Hver tredje dansker mener ifølge en ny undersøgelse, at tonen i den danske udlændingedebat er ‘alt for hård’ eller ‘for hård’. Til sammenligning mener kun knap hver fjerde dansker, at tonen er for blød.

Ifølge undersøgelsen, som Analyse Danmark har gennemført for Avisen.dk, er danskerne kløvet midt over, når de skal bedømme tonen i udlændingedebatten. Således mener næsten seks ud af ti vælgere i rød blok, at tonen i udlændingedebatten generelt er for hård. Omvendt er det ikke en gang hver syvende blå vælger, der lægger afstand til den rå tone overfor udlændinge.

Så, det er altså ikke så meget vælger som helhed, der slå i bordet i protest mod en tone, som en meget stor minoritet, der står i opposition til majoritetens politiske observans. En ikke-historie. Eller i det mindste en tendentiøs vinkel. Altinget viser, hvorledes det skal gøres under deres overskrift “Flest vælgere foretrækker Dansk Folkepartis udlændingepolitik

Hvis folketingsvalget kun blev afgjort på udlændingepolitikken, ville Dansk Folkeparti være landets suverænt største parti. Absolut ingen af de andre partier kan konkurrere med DF på dette politikområde.

Det viser en ny meningsmåling foretaget af Norstat for Altinget. I målingen er vælgerne blevet bedt om at tage stilling til, hvilket partis udlændingepolitik de er mest enige i.

Her svarer 34 procent, at de foretrækker Dansk Folkepartis udlændingepolitik. Det er klart den højeste opbakning til et parti i målingen. 13 procent peger på Socialdemokraternes udlændingepolitik som deres foretrukne, mens 10 procent er mest på linje med Venstres politik på området.

Kigger man på tallene for de politiske blokke, har de blå partier samlet et stort forspring i forhold til de røde partier. Der er nemlig 50 procent af deltagerne i målingen, der foretrækker udlændingepolitikken hos de blå. Herimod foretrækker 30 procent udlændingepolitikken hos de røde partier, men omkring 20 procent melder pas på spørgsmålet.

Dansk Folkeparti frames som en her i realiteten fat i den lange ende af folkehavet, men frames i periferien, som modsætningen til almindelig moral og sober opførsel.

Klimaet i valgkampen 2

Klimaet ryger endnu længere ud af debatten skriver Information

Hverken DR eller TV 2 havde spørgsmål om klima og miljø med, da partilederne mødtes i stort anlagte debatter samme dag, som statsministeren udskrev valg. Heller ikke i den første tv-duel mellem de to statsministerkandidater, som TV 2 lagde studie til søndag aften, var klima og miljø et tema.

TV 2’s valgansvarlige, Ulla Pors, forklarer kanalens beslutning med, at der ikke er plads til alle emner.

»Vi havde valgt de emner, som vi fandt vigtige. Klimaet er også et vigtigt spørgsmål, men der blev ikke plads til det i den her omgang. Det betyder ikke, at vi ikke senere vil spørge ind til det. Men vi vil meget gerne have tid til at diskutere de emner, vi tager op, og derfor er der ikke plads til særligt mange emner på sådan en aften.«

(…)

Også Naja Nielsen, der er ansvarlig for DR’s valgdækning, forklarer, at når spørgsmål om klima og miljø ikke var med i den første partilederdebat på DR, skyldes det, at der aldrig er plads til alle vigtige emner i den første debat mellem partierne.

»Klima og miljø er et vigtigt emne, og derfor dækker vi det selvfølgelig også. Det har vi allerede gjort i både radio og tv-aviser, og det kommer vi også til, som valgkampen skrider frem. Når vi ikke har det med i den første partilederrunde, er det fordi, at den runde i store træk går ud på, at politikerne fortæller vælgerne om deres dagsorden. Så jeg vil ikke kalde det et fravalg, men et tilvalg af andre emner, de emner som både optager politikerne og vælgerne mest.«

(…)

Det er ikke kun på tv-stationerne, men også på dagbladene, at spørgsmål om klima og miljø ikke fylder. Både Berlingske og Kristeligt Dagblad lokker på deres hjemmeside læserne med kandidattest, hvor man ved at svare på en lang række spørgsmål kan finde ud af, hvilket parti eller hvilken folketingskandidat, man er mest enig med.

Læs: Informations valgtest: Hvilket parti er du i VIRKELIGHEDEN enig med?

Men ingen af testene indeholder et eneste spørgsmål om klima og miljø. Thomas Hedin, der er researchredaktør på Berlingske, siger, at klimaspørgsmålet ikke er fravalgt bevidst i Berlingskes test.

Det har været undervejs længe. Ved valget i 2011 var der ganske vist resterne af bevingede ord, men ingen partier havde klimaet som slagnummer, skrev jeg dengang. Radikale Venstre, der ville “gøre op med 10 års klima-nøl” og var “villige til at iværksætte alle nødvendige tiltag” for at gøre Danmark fri af fossile brændstoffer havde end ikke rangeret klimaet blandt deres mærkesager - et sådant tiltag var altså alligevel for skrapt.

Socialistisk Folkeparti knoklede dengang for alverden, da de skulle overbevise om deres duelighed til regeringskontorerne og minde vælgerne om vand i kælderen, men også “flygtninge, krige og konflikter” som de væsentligste følger af klimaet. Men Emnet var forvist til “Øvrige politikområder”.

Socialdemokraterne var mest optaget af Fair Løsning, ja det var før valget, og klimaet kom i deres scrollbar prioritering ind, som nummer 13, efter Fair Løsning 2020, Vækst, Nye Job, Sundhed, Uddannelse, Velfærd, Økonomi, Efterløn, Folkeskole, Unge, Arbejde og Fattigdom.

Liberal Alliance ville blot ikke føre en miljøpolitik uden en effekt og henlagde de fossile brændstoffer under sikkerhedspolitik (!). Samme manglende begejstring kunne man se hos Venstre og Konservative Folkeparti forsikrede blot at de har “opmærksomhed på klimaforandringerne“.

Dansk Folkeparti ville ‘give dyrene en stemme’, men debatten drejede sig dengang ikke så meget om salafister, så ingen lagde mere i det.

Når de store aviser og tv-stationer ikke beskæftiger sig særlig meget med klimaet under valgkampen hænger det sammen med, at mediedækningen i forbindelse med klimatopmødet i 2009 var »ude af proportioner.« Det mener lektor på Journalisthøjskolen Lars Kabel, der har kortlagt journalisternes dækning af topmødet i København.

»Medierne dækkede klimatopmødet så massivt, at det skabte en dagsorden, der var helt forvrænget. Det skyldes vel mest af alt, at vi havde en naiv forestilling om, at klimaforandringerne kunne løses på det topmøde. Det kunne de så ikke,« siger Lars Kabel.

Han mener, at de mange ’COP-fiaskoer’, som han kalder det, hvor verdens politikere gentagende gange ikke har kunnet blive enige om at formulere nogle bindende klimamålsætninger, har skabt en træthed i befolkningen: »Det er en medvirkende faktor, at vi simpelthen er blevet trætte af emnet. Mange har en følelse af, at vi alligevel ikke kan gøre noget ved det, og det også en årsag til, at medierne ikke beskæftiger sig med det,« siger Lars Kabel.

En af grundene til at klimaet ikke er interessant for vælgerne er at man som vælger ikke kan gøre noget ved et globalt fænomen. Man må heller ikke så gerne mene noget selvstændigt om det, thi da er man benægter. Grundlæggende bliver vælgerne bedt om at acceptere at et fjernt råd af øverste ved noget, der er meget for svært at forklare, men det er meget farligt og at vælgerne derfor ikke har noget egentligt valg end ved at spænde livremmen ind og betale ved kasse 1. Det findes der en sund skepsis imod i store dele af befolkningen, selv på venstrefløjen hvor den blot optræder uerkendt og intuitivt.

Repræsentative muslimer

TV2 programmet Presselogen havde givet taletid til den fornærmede muslim Tarek Ziad Hussein. Han var fornærmet over at en salafist havde fået lov til at tegne billedet af muslimer i Danmark i et længere interview med Alan Silberbrandt. Hussein sammenfatter sin kritik således

Her følger interviewet fra Presselogen fra tidligere i dag, som i øjeblikket kører på forsiden af TV2.dk. Det er ikke fordi, at jeg finder det særlig lækkert at spise hår men ved hjælp af en simpel Infomedia søgning kan man se, at medierne i samtlige valg siden 2001 (2013, 2011, 2009, 2007, 2005 og 2001) har kørt med historien om salafister, der siger man ikke må stemme og de sidste fire gange endda med den samme person. Så jo, jeg vil æde mit skæg på, at historien om salafister kommer igen om to år til kommunalvalget.

Derudover går hele min anke på, at man som seer efterlades med indtrykket af, at disse grupper er langt mere repræsentative end, hvad de reelt er. Glem ej, at samtlige muslimske foreninger i Danmark samt deres lærde med undtagelse af 2-3 organisationer mener, at muslimer selvfølgelig kan stemme. Dette retvisende billede har TV2 og andre ikke frembragt på ordentlig vis! Men se hele interviewet ved selvsyn!

Hmm. Hvornår er noget repræsentativt? Er den antidemokratiske røst repræsentativ nok, hvis Folketingskandidater med muslimsk baggrund bliver chikaneret og truet af muslimske grupperinger, der kalder dem forrædere? Vi tager lige ordet forrædere igen: Forrædere. Er det repræsentativt nok når der er visse steder, der er no-go zoner for Folketingskandidater med muslimsk baggrund? TV2

- Man bliver passet op af nogle af de her rødder, der prøver at argumentere for deres ’rette vej’, som de kalder det, og at vi i deres øjne er frafaldne og forrædere, fordi vi aktivt deltager i demokratiet og agiterer for det demokratiske fællesskab, siger han.

Serdan Benli fortæller, at han oplever det flere steder i belastede boligområder, hvor der er en overrepræsentation af muslimer. Men det får ham ikke til ikke at møde op:

- Jeg kan ikke svigte det samfund, som jeg er en del af. Og derfor er der ikke nogle steder, jeg holder mig fra. Jeg kommer ud af alle vegne. Jeg er godt klar over, at der kan være konsekvenser, men jeg kan ikke svigte, siger han og fortæller, at han dog er mere påpasselig, når han er i visse områder.

Får ødelagt valgplakater

Serdal Benli er imidlertid ikke alene om at blive chikaneret. Også ligestillingsordfører for Venstre Fatma Øktem har oplevet noget lignende:

- Jeg får grimme ansigter at se i tide og utide. De lægger falske valgplakater ud. Der er en systematisk opfordring til, at jeg skal skifte mit navn ud (Fatma er et muslimsk navn, kommer af Fatima, profetens Mohammeds datter .red), til at muslimer ikke stemmer på mig, siger hun til TV 2.

Foruden Serdan Benli og Fatma Øktem fortæller også Yildiz Akdogan (S), at hun har fået at vide, at hun ikke må komme i bestemte områder:

- Jeg har fået at vide, at jeg ikke må komme i ”deres” område. Jeg er meget mere forsigtig med, hvor jeg skal tager hen. F.eks. kommer jeg ikke i Tingbjeg. Desuden bliver jeg skældt ud på de sociale medier, siger hun til TV 2.

Lars Aslan Rasmussen (S), der er Politisk ordfører for Socialdemokraterne i Københavns borgerrepræsentation, fortæller ydermere til TV 2, at han to gange er blevet truet af medlemmer fra den antidemokratiske organisation Hizb ut-Tahrir.

Men er det ikke blot nogle særligt aktive muslimer? Er deres holdninger overhovedet repræsentative blandt muslimer? Avisen.dk skriver

Men en stor gruppe på 180.000 danske statsborgere vil ikke blive grebet af valgfeberen i samme grad som den øvrige befolkning. Det er indvandrere og efterkommere, som kun vil have en valgdeltagelse på mellem 60 og 65 procent. Det vurderer valgforskeren på KORA Yosef Bhatti, der er ekspert i valgdeltagelse.

Yosef Bhatti bygger sine forudsigelser om indvandrernes valgdeltagelse på en undersøgelse af indvandrernes stemmer ved folketingsvalget i 2001 og den udvikling, som er set ved de efterfølgende kommunalvalg.

- Indvandrere og efterkommere vil sandsynligvis have en valgdeltagelse, der ligger 20-25 procentpoint under etniske danskeres. Men en valgdeltagelse på 65-70 procent er jo stadig høj i forhold til valgdeltagelsen i mange andre lande, pointerer han.

Men ifølge SF’s folketingsmedlem Özlem Cekic er det et kæmpe problem, at der på den måde er 45.000 stemmer, som aldrig bliver afgivet, fordi valgdeltagelsen blandt indvandrere halter så langt efter etniske danskeres.

Og ja, det er en historie der bliver gentaget folketingsvalg for folketingsvalg. Ligesom historien om stadigt flere hjemløse hører sig julen til. Og de søde muslimer der rydder op på Rådhuspladsen efter nytårs aften. Og de muslimer, der står vagt om en kirke hver jul. Og de mange succeshistorier med muslimske piger i uddannelsessystemet. Men antidemokratiske muslimer er også et stigende problem folketingsvalg for folketingsvalg. Jeg vil æde mit skæg på at flere og flere muslimer vil vise deres foragt for Danmark og demokratiet. Og jeg vil æde mit skæg på at dette også giver sig udslag i vold og en stadigt stigende terrortrussel. Det er vel repræsentativt nok?

Lidt mere om mediernes valgdækning

Danmarks Radio, Politik, Pressen, Socialdemokratiet, Valgkamp 2015, venstrefløjen — Drokles on June 8, 2015 at 5:11 pm

BT skrev “…at Thorning afbrød Løkke 27 gange, og Løkke afbrød Thorning fem gange.”. Danmarks Radio har en anden vinkel, hvor en sprogforsker roste Løkke Rasmussen for at vise ‘overskud’

Det var en mere afdæmpet og lyttende Lars Løkke Rasmussen (V), der i går mødte statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i duellen på DR1.

Hvor han under valgkampen i 2011 flere gange blev både sur og sarkastisk under debatterne, formåede Lars Løkke Rasmussen at vise overskud under søndagens debat mellem de to statsministerkandidater.

(…)

- Lars Løkke Rasmussen blev ikke en eneste gang vred, sarkastisk eller nedladende under debatten. Han var derimod rigtig flink til at tie stille og lade Helle Thorning-Schmidt sige de ting, hun ville. Det tror jeg, var en helt bevidst strategi fra hans side, siger Michael Ejstrup.

Ralf Pittelkow skriver i Den Korte Avis om de to store TV stationernes skæve valgdækning

Fredag havde både TV-Avisen og Nyhederne en stor dækning af grundlovsdag.

I Nyhedernes dækning blev rød blok tildelt otte gange mere tid end blå blok. OTTE GANGE!

I TV-Avisens dækning blev rød blok tildelt femten gange mere tid end blå blok. FEMTEN GANGE!

Det kan man læse nærmere om i artiklen om de to TV-stationers misbrug af grundlovsdag andet steds i dagens avis.

Islamiske ekstremister – ni gange mere tid til de røde

TV2 fulgte straks ”succesen” op om lørdagen.

Her havde man et indslag om de islamiske ekstremister, der mener, at muslimer ikke bør stemme ved valget. Der var kommentarer fra de danske partier.

I denne dækning fik rød blok ni gange mere tid end blå blok. NI GANGE! De røde fik 6 minutter og 3 sekunder, de blå fik 40 sekunder.

En del af dette var et kæmpe langt interview med justitsminister Mette Frederiksen. Hvorfor i alverden havde hun ikke en borgerlig modpart? Om fredagen havde man et kæmpe langt interview med Helle Thorning, ligeledes uden en borgerlig modspiller.

TV-Avisen havde også et indslag om de islamiske ekstremister, men her var fordelingen ligelig.

At give den ene side i valgkampen mellem otte og femten gange mere tid i omtalen af centrale emner er fuldstændig uhørt.

Man vil lede forgæves efter TV-indslag i valgkampen, der har givet blå blok en tilsvarende fordel. Den røde slagside er massiv.

Og vi er ikke færdige endnu.

En cliff-hanger som afdrag på uddraget. Og mens Berlingske Tidende får økonomer til at gennemgå Liberal Alliances økonomiske politik (igen) kan Anders Hansen skrive ligeledes i Berlingske Tidende om, hvorledes Alternativet bliver alternativt behandlet

Er det klogt eller rimeligt, at Uffe Elbæk kan gøre sin entre i Danmarks lovgivende forsamling uden at blive stillet de kritiske spørgsmål, der stilles alle andre partiledere? Skal Alternativet med sine afgørende stemmer blot bæres i kongestol gennem valgkampen for at kunne bane vejen for en socialdemokratisk ledet regering, hvorefter Alternativets politik kan forkastes i mødet med virkeligheden i Det Sorte Tårn II.

Fortjener de vælgere, der måtte overveje at sætte kryds ved Alternativet, ikke at få Alternativets politik belyst seriøst af de to landsdækkende TV-kanalers politiske reportere, hvor der laves saglig, kritisk og objektiv journalistik.

(…)

Ingen vælgere kan være tjent med en TV-dækning, hvor Alternativet og konsekvenserne af dets politiske program står uimodsagt på begge TV-kanaler, hvor TV 2s Poul Erik Skammelsen afbryder oppositionens leder 23 gange i en debat med statsministeren, og hvor TV 2s Lotte Mejlhede m.fl. efterfølgende forfølger ét spor: at få kulet oppositionen og dens leder ned.

Et par kommentarer om Danmarks Radio og TV2

Mikael Jalving skriver i Jyllands-Posten om, hvorledes journaliststandens venstredrejning træder særligt i karakter når der er valgkamp

Eftersom danske journalister ligger markant til venstre for resten af befolkningen, og da deres redaktører typisk rekrutteres fra samme institutionaliserede journalistklasse, har valgkampe politisk slagside, uanset hvor meget journalister selv bedyrer, at de skam sagtens kan være objektive. Tro dem ikke. De véd ikke engang, at de lyver.

Det er især under valgkampe, at den filmende, redigerende og skrivende klasse træder i karakter, så at man mærker hensigten og bliver forstemt, hvis man er så uheldig at anskue verden fra end anden position end deres.

Danske mediers politiske slagside skal ikke ses som en bevidst strategi på samme måde som i 70’erne og 80’erne. Men journalisterne reagerer på verden med afsæt i et instinktivt handlingsmønster, en adfærd, vane, tilbøjelighed. De reproducerer en bestemt norm og en bestemt praksis.

Således er det i den danske medieverden stadig meriterende og anstændigt at se sig selv som ”progressiv”, ”humanistisk” og ”på de svages side”, uanset at synspunkterne ofte slet ikke er så progressive og humanistiske ved nærsyn, og de svage næppe heller så svage, som de bliver gjort til. Men det gængse udsyn leder almindeligvis journalisterne i armene på venstreorienterede præmisser, analyser og konklusioner, og de er notorisk resistente over for kritik – og endnu værre – selvkritik.

Det er alt sammen meget menneskeligt. Men det er alvorligt, når vi snakker om medier, der helt eller delvist er finansieret af offentlige midler.

Morten Uhrskov Jensen argumenterer i Jyllands-Posten sagligt for at Danmarks Radio ved Tine Gøtzsche og Ask Rostrup helt bevidst vildledte seerne i gårsdagens 18:30 TV-Avis

Her følger nogle af de kommentarer, som studievært Tine Gøtzsche og DR’ s politiske ekspert Ask Rostrup fandt passende kl. 18:30 om emnet:

”Valgkampens første dage har været fulde af tal…det kan være svært at konkludere, hvem der har ret…man kan altså ikke sige, hvem der har ret…tal og statistikker bliver taknemmelige…man kan lægge tal sammen på mange forskellige måder” (fra ca. minut 6:30).

Der er tale om bevidst manipulation af vælgerne fra Tine Gøtzsche og Ask Rostrups side. De vide, at Socialdemokraterne oprindelig hævdede, at der var skabt 40.000 nye private arbejdspladser, som derpå er barberet ned til 20.700 fuldtidsstillinger. Tine Gøtzsche og Ask Rostrup også vide, at det ikke er svært at konkludere, hvem der har begået vælgerbedrag, og hvem der har anvendt tal fra Danmarks Statistik.

På TV2 er det ikke bedre, skriver Katrine Winkel Holm

Én bemærkning stod tilbage, da jeg dybt deprimeret slukkede for tv’et søndag aften efter at have fulgt valgduellen mellem Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen. Den kom fra Peter Mogensen, der som den ene halvdel af spinekspertpanelet udlagde duellen for seerne på TV 2 News.

Han uddelte roser til Helle Thorning-Schmidt og pegede på det sted i duellen, hvor hun havde vundet en afgørende sejr over Løkke: i diskussionen om antallet af private arbejdspladser.

Umiddelbart underligt, for i denne debat skulle man tro, at det er regeringen, der står med et forklarings- og troværdighedsproblem. Det er jo, som læserne af denne avis vil vide, kommet frem, at de 40.000 private arbejdspladser, Thorning praler med at have skabt, i virkeligheden er langt færre.

Denne nyhed bruger Venstre i deres valgannoncer, hvor partiet slår stort op, at der kun er 700 danskere, der har fået gavn af regeringens jobvækst. I duellen brugte Løkke en del tid på, omhyggeligt og detaljeret, at redegøre for, hvordan tallene hænger sammen.

»Det tror jeg, ingen kan være i tvivl om, ikke er rigtigt«, replicerede Thorning-Schmidt kæphøjt og affejende og gik så, opmuntret af den ret Thorning-ukritiske ordstyrer Poul Erik Skammelsen, videre med denne bemærkning: »Der er gået Panorama i den, og det er ikke første gang, Venstre bruger meget tvivlsomme tal«.

Frækt og utroværdigt, for sagen er jo, at Panorama-eksemplet har vist sig at holde fuldstændig vand.

Det er ikke Løkke, der her har et troværdighedsproblem, men de medier, der forsøger at misbruge sagen til et karaktermord på Løkke, og så selvfølgelig Socialdemokratiet, der på forventelig hæmningsløs manér følger trop ved at hævde, at Løkke har »slynget om sig med usandheder«.

At der er gået Panorama i den burde være godt for Løkke, for her har han talt sandt, mens Socialdemokraterne har hetzet på utroværdig vis.

I det hele taget havde det været klargørende at komme til bunds i sagen om de private job, så seerne havde haft en chance for at finde ud af, hvad der er op og ned på jobtallene. Men til Thornings store held fandt ordstyrer Skammelsen ingen interesse i det.

Politiken skriver at TV2s ordstyrer Poul Erik Skammelsen afbrød Løkke dobbelt så meget som han afbrød Thorning og Danmarks Radios Detektor lod tallene blafre i vinden.

Monokultur kører på WordPress