Gay Times skriver at “Ramzan Kadyrov, President of Chechnya, has publicly declared that he wants all LGBT people in the country to be eliminated by May 26, which marks the start of Muslim holiday, Ramadan.” France 24 har dette indslag om udsigterne for venstrefløjens foretrukne seksuelle udlevelse, skulle deres multietniske projekt blive realiseret

Fra Berlin til Bogota samledes feminister for at demonstrere mod at amerikanerne har valgt at indsætte en heteroseksuel mand som deres præsident. Bogota er lidt en sjælden by i, hvad der næsten er en liste over byer i USA, Australien og Europa. New York Times har dog samlet en flot billedserie, der viser en imponerende opbakning. Men synet bedrager, venstrefløjen tabte valget, de er ikke i flertal. Men de er gode til at gå på gaden.

Formanden for Concerned Women for America, en pro-life (anti-abort) organisation, Penny Nance havde på CNN bidt mærke i, at Women’s March on Washington ikke inkluderede kvindelige pro-life aktivister

“March for life, been going on for 43 years, will have about, 400,000, 500,000, next weekend,” she said. “[I] will need all of you back here to have the same conversation next weekend, because that [March for Life] is ignored on a regular basis. This is not new.”

“It’s not about women, it’s about liberalism” svarede CNNs analytiker Bakari Sellers. Og det er rigtigt, det handler om venstrefløjens selvforståelse. Og i den selvforståelse giver det god mening at skrue op for den identitetspolitik, der kostede Hillary Clinton valget. Her et billede fra Pajamas Media

En god ven sagde at der er noget “beroligende at se manglen på noget som helst relevant eller konkret kritiserbart hos Trump i de mange demonstrationers skiltning og grafik“, det er helt indforstået. Tag feministen Ashley Judds (ja, det er der åbenbart en feminist der hedder) opsang til folket

Negre er stadig slaver og stadig i lænker, men nu som indsatte i fængslerne, siger Judd og kvinder hujer i begejstring så højt at ingen kan høre om nogen indvender; Jamen, det giver jo ingen mening. Negerslaver arbejdede for at den hvide mand kunne blive rig, negrene i fængslerne er derimod en enorm udgift for den hvide mand.

Så Judd er fri til at føle Hitler i gaderne og inden nogen siger, ja de forbandede venstreradikale med deres politiske vold, understreger Judd at hun tænker på Trump; overskæg skiftet ud med en toupe. Trumps hår er nu hans eget, han klipper det endda selv. Hun er indigneret over at Scarlett Johanson ikke tjener endnu flere millioner på sine film, hendes løs er skåret af testosteronslebne knive, som også lønnen for latino- og negerkvinder er markant lavere end… hvide kvinder? Ikke helt, den hvide MANDS privilegerede datter.

Den muslimske kvinde i baggrunden er sharia og Hamas tilhænger og mange af arrangørerne bag Women’s March on Washington er sponseret af George Soros. Men her er arrangørernes egne ord, hvorfor de marcherer

En pige vil være tryg i skolen, en negermand er feminist, hvilket ikke er et skældsord ifølge en aldrene negerkvinde, mens to andre supplerer at deres liv har betydning førend en asiatisk kvinde peger på sin gravide mave og siger “And so does hers!”. Stop!

Var det ikke meningen at pro-life aktivister ikke måtte være med?

Men sådan fortsætter det. En udefinerbar person vil ikke defineres af et badeværelse. Diversitet er smuk, en kvinde er ud af en immigrantfamilie (altså ikke en indianer) og med gråd i stemmen kan ikke forstille sig, hvor hun ville være, hvis ikke hun havde fået den chance - at dømme efter hendes asiatiske træk sikkert ikke et sted, hvor man fik chancen for et frit valg med den risiko at ens favoritkandidat kan tabe. En kvinde i hijab mener USA handler om frihed, en lille hvid pige vil smadre glasloftet, en anden gør det for sine mødre - sejt, hun ikke er en hvid MANDS privilegerede datter! En kvinde vil marchere fremad og ikke tilbage og en vil have sin stemme hørt på den mest irriterende måde og en gammel negermand vil marchere fordi han ikke kan trække vejret.

Det kan jeg snart heller ikke. Mens kampen mod ethvert udtryk for maskulinitet antager mere hysteriske toner, står feminister i Tyskland og skriger Allahu Akbar, ikke for andet end at være i trods til deres beskyttere.  Der er intet andet end en forsværgelse af den hvide kristne mand og alle hans gerninger og alt hans væsen. Og der bliver hvidt sort og op bliver ned.

Trump fortalte hele Verden i sin indtrædelsestale at hans regering vil sætte USAs interesser først. Tænk at det skal siges? Det burde være banalt for en folkevalgt at sætte sit folk først. Tænk at det kan vække anstød! “Politikken er vendt tilbage hinsides djøficeringen, akademiseringen og den tredje vejs afpolitiserende teknokrati” skriver Kasper Støvring om Trumps indsættelse som USA 45. præsident. Og det er svært at kapere for den politiske elite og dens medier og alle der identificerer sig med den.

Informations debatredaktør Susan Knorrenborg er inde på noget af det samme når hun kalder Donald Trump ’skamløs’ og kalder det hans “måske største aktiv”. Knorrenborg indrømmer at skamløshed kan være frigørende, men hun advarer mod “Trumps perverse frigørelse”

. Den skamløse vinder fritager sine tilhængere fra skam, fordi han skaber plads til alle de følelser, der før har været dømt ude. Til alt det, man tidligere har skammet sig over: arbejdsløsheden, de racistiske følelser, der bobler under huden, hadet til dem, der ved bedre og ikke holder sig tilbage for at belære en om, hvordan verden hænger sammen.

Trump inviterer alle, der har lyst, med ind i et gigantisk omklædningsrum, hvor man kan få lov at føle sig som en vinder, fordi man er på hold med ham, der vandt. Samtidig kan man få lov at stå ved alle sine ubehagelige tilbøjeligheder uden at skulle skamme sig det mindste.

USA’s nye præsident er manden, der ikke rødmer over at slå en skid, og derfor udløser pruttekonkurrence i stedet for forlegne blikke. De indviede holder sig ikke for næsen, for der er noget befriende i at få lov at prutte, som man vil, og lugte, som man gør inderst inde.

Knorrenborg selv skammer sig ikke over at sprede fake news og  indleder sin artikel

Han tilsviner USA’s ellers hellige krigsveteraner; han kalder mexicanere for voldtægtsforbrydere; han praler med at stikke sine lidt for korte fingre ind mellem fremmede damers ben; han truer med at forbyde muslimer indrejse til USA, og han slipper afsted med at påstå, at »begrebet global opvarmning er skabt af og for kineserne for at gøre USA’s produktionsvirksomheder ikkekonkurrencedygtige«.

Det meste af verden ryster på hovedet, flertallet af amerikanerne stemte på Clinton, og når Trump i dag indtager Det Hvide Hus, sker det med en mindre opbakning end nogen anden moderne præsident

Trump tilsvinede ikke (og pludseligt for venstrefløjen) ellers hellige krigsveteraner. Trump skosede derimod en afdød krigshelts forældre for at bruge deres døde søn til et plat politisk angreb på Trump.

Han kaldte ikke mexicanere over en karm for voldtægtsforbrydere.

Han vedstod sig dog at være ganske heterosexuel i en privat samtale for 10 år siden og han ville også forbyde tilstedeværelse af USAs fjender i USA - nøjagtig, som Roosevelt og Carter havde gjort det før ham.

Og ja, Trump tager selvfølgelig fejl når han påstår at “begrebet global opvarmning er skabt af og for kineserne for at gøre USA’s produktionsvirksomheder ikkekonkurrencedygtige“. Sandheden er, at begrebet global opvarmning er skabt af den vestlige venstrefløj for at gøre Vestens produktionsvirksomheder ikkekonkurrencedygtige. Ingen grund til at hakke unødigt på kineserne, de har rigeligt at slås med i deres skæve øjne.

Og Donald Trump hånede ikke “journalisten Serge Kovaleski med hans handicap”, som den ledsagende billedtekst påstår. Gavin MacInnes kan forklare mere her, hvor han skoser Merryl Streep, for den samme fejltagelse.

Det er også fake news at vedblive at kolportere myten om ‘the popular vote’, at Hillary Clinton er den moralske sejrfrue og Trumps sejr derfor illegitim. Det svarer til at man hævder en moralsk sejr i en basketkamp under henvisning til pointreglerne for scorede mål i fodbold. I USA har valg siden for rigtig lang tid siden handlet om at skaffe sig et flertal af valgmænd, som Tom Basile skrev i Forbes tilbage i december

If you ran a popular vote strategy, you’d run a completely different campaign in terms of allocation of time and resources. The game is not winning the popular vote, like it or not.

Further, there is no evidence that had the campaigns executed a popular vote strategy that Clinton would have won. Actually to the contrary, given the marked enthusiasm deficit on the Democrat side, Trump would likely have mobilized more voters from his states than Clinton would have in hers. Also, keep in mind that Clinton did have a robust turnout operation in key urban and suburban districts where she needed to perform well with her base. She still under-performed in those places that also would have been critical to a popular vote victory.

The press has weaved the issue into the coverage repeatedly using the phony recounts in Michigan, Pennsylvania and Wisconsin as an excuse to mention the popular vote margin. Naturally, they’ve spent little time acknowledging that Hillary Clinton lost or under-performed President Obama in almost every single demographic group that mattered - including women.

Trump beviste, så langt det kunne lade sig gøre, at han ville være i stand til at vinde flertallet af stemmerne i hele USA, ved at smadre “the blue wall”, de stater, der regnes for så Demokratiske, at der end ikke syntes at være grund til at føre valgkamp i dem. Støvring citerer fra Brendan O’Neils glimrende og nu virale skriv i Spectator, hvorfor amerikanerne stemte Trump

Because you treated dissent as hate speech and criticism of Obama as extremism. Because you talked more about gender-neutral toilets than about home repossessions. Because you beatified Caitlyn Jenner. Because you policed people’s language, rubbished their parenting skills, took the piss out of their beliefs.

Because you cried when someone mocked the Koran but laughed when they mocked the Bible. Because you said criticising Islam is Islamophobia. Because you kept telling people, ‘You can’t think that, you can’t say that, you can’t do that

Nu jeg er ved det skamløse, den yderste venstrefløj smadrer gaderne, mens den beskylder Trump for at smadre alt andet. Her er billedet af venstrefløjens forståelse af “We, the people”, deres popular vote

Jeg vil anbefale at man udstår at se nedenstående video (bare rolig, der er en sund modgift til slut på denne post). Den er på sin egen måde morsom.

Selv om du har sorte venner, kan du sagtens være racist og i Politiken forklarer en farmor til en 22 årigt barnebarn, hvorledes hun er blevet et bedre hvidt menneske da hun indså at hun var “så dum som de (…) dumme, uvidende, ubehøvlede mennesker, som man ikke behøver at tage sig af” og den smerte de forvolder. Farmoderens barnebarn, der “over sine hvide gener () også [har] nogle afrikanske” og “er derfor brun i huden og har dreadlocks” var nemlig kommet hjem fra USA, hvor sorte liv betyder noget, og blev i en række situationer konfronteret med racismen i Danmark

Situation 1:
Barnebarnet køber ind hos den lokale grønthandler, men kan ikke få lov at betale, før hun svarer på, hvordan hun kan have så langt hår, om det er hendes eget, hvilket betvivles.
Der røres ved håret, både med hænderne og kuglepennen. Herefter slipper hun væk. Hun slår beskrivelsen af sin oplevelse op på Facebook og giver klart udtryk for, at det hændte er et udslag af racisme.
Jeg læser hendes opslag og afviser racismeteorien, men mener, at det handler om dårlig opførsel og dårlig opdragelse.

Ja, mange tyrkere har sikkert ikke set en neger, men lige netop de grønthandlende tyrkere er blandt dem der ikke opfører sig dårligt.
I situation 2 spørger en “nydelig ældre bedstemor” det yngste barnebarn “om hun har fået sit hår i Afrika!“, hvilket gør barnebarnet “tydeligt rystet“. Ja, det var grusom blot at læse om det. Men det er kun indtil det rene Holocaust i situation 3

Min mands nevø og hans kone har været til kaffe og julebag, og da vi står i entréen og tager afsked, griber nevøen (som er over 60 år) fat i barnebarnets hår og siger: »Det er godt nok blevet langt, det er meget flottere end det der kunstige hår, nogle af de danske piger får sat på«.
Han har kendt pigen, siden hun var helt lille, og hans handling er bestemt kærligt og anerkendende ment, men jeg kan se, at hun stivner, og hun får fremstammet: »Rør aldrig mit hår«.
Hun går ind på sit værelse, vi vinker farvel, og jeg går i gang med forberedelserne til aftensmaden.

Det skal her siges at barnebarnet stadig er i live og i god behold - en af de få onkel-overlevende. Farmoderen forsøgte nemlig at forstå barnebarnet, der udsøgt trak “linjer til den tid, hvor afrikanere blev indfanget, bragt til Europa og vist frem som mærkværdigheder”

Det er det samme som, hvis du bliver taget på brysterne og bliver spurgt, om de er ægte. Håret er også en del af min krop. Ingen kan bare ud af det blå røre det eller tage fat i det. Du har aldrig prøvet det, farmor, du ved ikke, hvad det vil sige.
(…)
Hun siger: »Vi (underforstået mennesker med afrikanske gener) er nødt til at have hjælp fra den hvide del af befolkningen for at forklare alle dem, der overskrider grænserne, at det føles som at være degraderet til et dyr, når de bare går hen og befamler vores hår. Det svarer til, at man går hen og klapper en hund, men her spørger man jo ofte om lov hos ejeren, for måske bider den?«.

Først og fremmest, hvis du er farmor og bliver taget på brysterne og spurgt om de er ægte, så er din dag reddet. Og hvis man ikke er bange for at negre bider når man klapper deres ikke-gyldne hår er det måske netop fordi, man ikke ser dem som hunde? Med en tåre i mit øje, vender jeg mig istedet mod den ovenfor lovede modgift fra både Paul Joseph Watson og Gavin McInnes, begge i hopla

Uriasposten fortæller om en kampagne hvor “sorte amerikanere boykotter produkter produceret af hvide amerikanere” og fremkommer med “den ret så interessante oplysning, at initiativtageren for ‘We Buy Black’-bevægelsen er en imam tilknyttet ekstremistiske Nation of Islam”. Interessant bliver det også, hvorledes de vil holde deres imponerende mordrate kørende uden deres guns.

Det er svært for Politiken, der i lørdagens udgave af Debat sektionen leger med tanken om Trump som Hitler, i form af Chaplins Anton Hynkel.

Og hans stab klar til krig

Politiken har næsten ret. Alfahannerne er kommet igen. Breitbarts sikkerhedsredaktør Sebastian Gorka om Trumps udnævnelse af flere generaler i sin kommende regering

“I’d like to recognize the fact that after eight years of Pajama Boys, it’s time for the alpha males to come back,” he added. “How appropriate that we’ve got three Marines from the same division, legendary figures in uniform, to represent three of the key posts in the new administration! The fact is, having met Donald Trump a long time ago, and talking about national security issues, one of the first things that was clear to me from this businessman, this very special businessman, is that he understands we are at war, Raheem. He gets it. And he wants to win that war. He knows he’s not going to do it with limp-wristed Pajama Boys. Who better than a bunch of legendary Devil Dogs to do it? So yeah, it’s baloney, and it’s very cool in my opinion.”

Kassam turned to a discussion posted at The Gorka Briefing, in which Dr. Gorka argued that “Europe is collapsing.”

“I think it’s patently obvious that the Trump Train was the result, in part, a reflection of, the general rejection of centralized federative bureaucracy, and as a result, we have Brexit foreshadow the future of what used to be called Project Europe,” Gorka elucidated. “And the fact is, people are waking up. They’re rejecting faceless bureaucracy. We see it all across the continent. Brexit isn’t a uniquely British phenomena. As a result, we will see more and more people say, ‘Enough is enough. We want national sovereignty. We want national security most important of all.’ And as a result, I think Project Europe is on the ropes.”

Den mest markante alfahan er tidligere general i det amerikanske marinekorps James Matthis, en mand der selvfølgeligt erkender, at “there are some assholes in the world that just need to be shot”. National Reviews Tom Rogan kalder Matthis “at once a scholar and a warrior” og begynder sin beskrivelse med citatet “I don’t have worry and stress. I cause worry and stress!”, bl.a fordi sin “…annihilation upon al-Qaeda in Iraq”

Iran has particular reason for concern. Commanding CENTCOM, Mattis pushed for tough realism in constraining the Islamic Republic’s revolutionary expansionism. He recognizes that Iran’s leaders are rational actors, but he also knows that their revolutionary impulses must be checked. For this, he earned the ire of President Obama, who was so intent on kowtowing to the Iranian regime. But now he is set to take over the Pentagon, and Khamenei and the Qassem-crew have much to fear.

First, Mattis is likely to push Trump to focus on fixing the Iran nuclear deal. This will likely entail reducing Iranian cheating on inspections protocols and Iranian ballistic-missile research. If Trump and Mattis work with U.S. allies (notably the French) who are concerned about President Obama’s failure to enforce the deal, Iran could face rougher waters next year. Mattis has suggested blockading the country if the regime tries to play hard ball. It’s a good idea.

Second, a Mattis Pentagon will likely take tougher action against Iranian aggression in the Middle East. As I’ve noted, President Obama has largely ignored Iranian malevolence in states such as Lebanon and Iraq. That needs to be remedied, and quickly.

Third, Mattis will deter Iranian terrorism against America. That imperative is real. In 2011, the Iranian Revolutionary Guards — as Mattis himself explains — tried to murder the then-Saudi ambassador to the United States. The plan involved blowing up a Washington D.C. restaurant and everyone in it. He’s the incarnation of the First Marine Division motto, ‘No better friend, no worse enemy.’

Fourth, Mattis’s realism will be useful in helping the U.S. to confront Sunni extremism more effectively. As I’ve explained before, thanks to his supplication to Iran, President Obama has alienated America’s Sunni-Arab allies. Mattis, who is adored by the Sunni-Arab monarchies for his honest courage, offers the Trump administration a chance to renew those bonds. That means new potential for a Sunni-Arab crackdown on Sunni fundraising for groups such as ISIS and al-Qaeda. It also means we might see more special forces on the ground in Iraq and Syria.

“Who knows? American red lines might even make a comeback.” slutter Rogan.

Breitbart har samlet 15 Matthis citater, hvor mange er skønne. Jeg vil dog trække et andet citat frem, hvor kampen mod islam og anden fjendskab, ikke blot skal overlades til alfahannerne

I think it’s very clear that this enemy has decided that the war, the real war for them, will be fought in the narrative, in the media. This is not a place where we’re going to take the enemy’s capital and run up our flag and drink their coffee and that sort of thing.

Politiken er Hitler-forskrækket over generaler i regeringen Trump, fordi Alfahanner ikke hører til i fredstid - men det er Politiken ikke hører efter, hvad der foregår uden for deres bombesluse. Vi er ikke i en fredstid.

Det er min overbevisning, at demokratier ikke kan kæmpe for sin frihed uden konsensus om en nødvendighed og hvem der er fjenden. Vietnamkrigen blev tabt i de amerikanske hjerter og  ikke på slagmarken. Vi danskere, der anerkender vores nationalisme, Danmark først kunne man kalde det, kan ikke nedkæmpe truslen fra islam, uden et konsensus bag os.

Og det betyder at vi er forpligtet til at nedbryde det narrativ, den fortælling, der dominerer medierne. Sammen med venstrefløjen og bureakraterne enabler de islams angreb på vores frihed og kultur ved at fortrænge realiteterne for det stor tavse flertal. Det er en kamp for definitionsretten og den frie debat, som alle os betahanner og -hunner, kan tage på alle niveauer.

Og fordi vi i den kamp har brug for friheden til at ytre os, reagerer bureaukraterne og venstrefløjen og medierne med allehånde forsøg på at sikre kontrol med ytringer og nyheder. Racismeparagraffer ikke blot opretholdes, men søges udvidet til forbud mod hadtale, hadprædikanter bliver løst defineret som både de der spreder had som de der advarer og nægtet indrejse, sociale medier indskrænker rammerne og venstrefløjen og dens medier opfinder nye begreber, som post-faktualitet til fake news for at retfærdiggøre et offentligt meningsmonopol.

Vi kan skal alle sammen kæmpe for den frihed, der er blevet os skænket. Og der er lyspunkter i den kamp, fra store sejre som Brexit og Trump til små sprækker i mediernes selvfølgelige forståelse af ofre og skurke i det store og modige arbejde For Frihed bedriver. Og vi vil vinde - yyyuge!

Begrebet post-faktualitet er venstrefløjens seneste offensiv mod dissens i offentligheden. Beskyldningerne mod alle nye og højredrejede medier for at sprede fake-news hviler på en antagelse om de etablerede medier ikke gør det samme. På Liveleak, Youtube og de sociale medier kunne vi alle konstatere det postfaktuelle i mediernes mange historier og kolporteringer om hvorledes der var tale om hele familier, udledsagede flygtningerbørn og/eller højt specialiseret arbejdskraft, især som læger og ingenører. Det var surrealistisk.

Vi burde ellers være godt vant når indvandring, åbne grænser og multikulturalitet stadigt beskrives som et gode og en økonomisk bæredygtig fremtid når virkeligheden er stik modsat. Vi kan se at de multietniske samfund ofte kollapser i borgerkrig og hvor umuligt det er at smide en herboende vaneforbryder hjem til den møgbunke han rejstre fra fordi de sekteriske forhold i snart sagt hele resten af verden gør at alle er forfulgt af alle.

Det er helt naturligt for medierne i samklang med venstrefløjen at kaste sig over det lille medie Den Korte Avis. Da en vært på en af Danmarks Radios ungdomskanaler opfordrede til boykot, rammede DR’s nyhedschef Naja Nielsen ganske rigtigt hovedproblemet ind, da hun i NEWS-magasinet Presselogen sagde “at hele indslaget er problematisk, for det har tonen af, at det er noget, som vi alle sammen mener.” Den pointe kan man roligt strække ud til en generel beskrivelse af medierne i Danmark og tærske langhalm på til køerne kommer ind med de nye kartofler.

At være direkte imod venstrefløjens dagsorden er så odiøst blandt medierne at man problematiserer at DKA er holdningsjournalistik, skønt Dagbladet Arbejderen får tifold i medistøtte og Modkraft det dobbelte. Det må man til Uriasposten for at få at vide og den får nada i støttekroner. Kim Møller skriver videre og rigtigt om reaktionerne på Dansk Folkepartis Kenneth Kristensen Berths nøgterne betragtninger om grænsekontrol

Alt imens statsstøttede dagblade fører kampagne mod uafhængige højrefløjsmedier, kører de nyhedshistorier der burde være omfattet af ‘fake news’-begrebet.

Mediestormen mod Kenneth Kristensen Berth er et godt eksempel, og det er værd at gengive professor Emeritus Uffe Østergaards ord, som de faldt i gårsdagens Reporterne på Radio24syv.

“Jeg er bange for at han er kommet til at begå den for en politiker, så ubehagelige ting, at sige sandheden. … det er ikke rart at høre på, men grænser kræver altså faktisk en magtanvendelse.“

“… det er ubehageligt, men det er altså det man logisk set siger, når man siger man vil have grænser og grænsebevogtninger.”

“Det ligger i vores almindelige offentlighed. Vi kan ikke lide at høre sandheden.”

Information havde en hel kavalkade af sandheder fra Dansk Folkeparti, som de rubricerede som kontroversielle. Som Morten Messerschmidt, der har sagt at “muslimer, der bekender sig til den islamiske ideologi, er tabere eller bliver tabere. De ønsker jo ikke en samfundsmodel, som kan skabe tålelige forhold for mennesker“. Kontroversielt for medierne fordi beviserne på det modsatte bare er så overvældende. Af samme grund bliver Krarups sammenstilling af hagekors og islamisk hovedbeklædning skræmmende, som medierne også skræmmes over Pia Kjæsgaards Kemal Atatürk citat “Der er kun én civilisation, og det er vores” og Martin Henriksens logiske påpegning af “at skilte på arabisk signalerer (..), at hvis man ikke gider lære dansk, så indretter Danmark sig efter dem – og ikke omvendt“.

Og Danmarks Radio syntes også Geert Wilders er vildt kontroversiel for at udtale at koranen er fascistisk, at man burde lade “hovedtørklæderne blafre i parken“, at “Der er absolut en sammenhæng mellem islam og kriminalitet” og at der er en kamp igang mellem os og muslimerne. På TV2 kan man endda gøre julehilsen til noget kontroversielt, hvis det falder ud af Trumps mund: “Trump med kontroversiel erklæring: - Nu må I sige ‘glædelig jul’ igen” Gys! Og Trump kan virkeligt godt lide julen.  Alt er kontroversielt når det kommer fra folk, der ikke er venstredrejede. Fordi “det er noget, som vi alle sammen mener”

Det er en af venstrefløjens metoder til at styre debatten og venstrefløjen synes at der er for meget fokus på islam. Men medierne fokuserer faktisk ikke så meget på islam, som islam bringer sig selv i fokus og i dag har islam haft en travl dag. I Tyrkiet har kurderne myrdet 38, deraf 30 betjente, i et kombineret angreb med en bilbombe og en selvmordsbomber. I Aden/Yemen har Islamisk Stat dræbt 48 soldater i et selvmordsangreb, da soldaterne skulle have løn udbetalt. I Egypten har terrorister (IS eller aQ) dræbt 25 i et angreb på en kirke…. og så har Islamisk Stat også lige erobret den syriske by Palmyra ved et overraskelsesangreb, og har i den forbindelse erobret bl.a. 30 af Assads kampvogne.

Følgende amerikanske vox-pop understreger den underliggende racisme i den progressive antiracisme. For hvis man skal tolke ligestilling som ufavorabelt for negre må negrenes udgangspunkt antageligvis være ikke konkurrencedygtigt.

We asked liberal elites about voter ID laws and black people. Then we asked Harlem residents their thoughts on what they just heard. Crazy!

“Who’s gonna pay for my kids?” råber en kvinde vredt til en hvid mand, der tæskes på åben gade af et par sorte yngre mænd. Den hvide mand, der også får sin bil stjålet i samme ombæring, bliver beskyldt for at have stemt på Donald Trump.

“Donald Trump er en hadefuld, verdensfjern, sexistisk islamofob og jødehader” skrev Zenia Stampe, selv blottet for had, på sin Facebook væg. Jeg vil ikke fortabe mig i en diskussion om alle disse udsagn. Had er en følelse og jeg kender ikke The Donald godt nok til at udtale mig om Zenia har ret. Jeg synes også det er lige vel friskt nok at beskylde en mand, der har tjent mia. - og tro mig, Trump er rig. Jeg mener virkeligt, virkeligt rig, okay? - på noget så jordnært, som sine mange forskellige forretninger, for at være verdensfjern. Men jeg vil dvæle lidt ved modsætningerne i udtrykket “sexistisk islamofob” efter lige først at have anholdt beskyldningen om Trumps jødehad med et citat fra en alt andet end venlig artikel i det venstreorienterede jødiske Tablet Magazine, hvor det hedder

Trump has an intimate familiarity with Jewish practice and Jewish life. His daughter, Ivanka, converted to Orthodox Judaism in 2009; if elected, Trump would be the first president to be the parent and grand-parent of observant Jews. Ivanka’s husband, real-estate magnate Jared Kushner, is an Orthodox Jew and one of Trump’s top advisers. The Trump Organization’s longtime chief financial officer and general counsel are both observant Jews, and Trump has the support of perhaps the single most important political donor in the American Jewish world—Las Vegas casino mogul Sheldon Adelson. Though he is a deeply repellent political figure to many American Jews, Trump can plausibly claim that Jews and Judaism are closer to the center of his life and work than they are for his opponent, former Secretary of State Hillary Clinton.

Trump’s favored Jews have a seemingly limitless confidence in their benefactor’s personal qualities. The Trump they know is decisive, serious, tolerant, and generous, and they’ve formed their impressions out of years or even decades of personal experience with the man. Despite this special access, their belief in Trump himself—which is often independent of any deep ideological kinship—helps demystify exactly why the real-estate developer, who is so blatantly and viscerally unpalatable to tens of millions of Americans, appeals to tens of millions of others.

The Trump Jews also hint at some of Trumpworld’s defining organizational tendencies. With the possible exception of Sheldon Adelson, every one of the major Trump Jews has known Trump for years, is personally friends with Trump, or is connected to his family through marriage. One of Trump’s Jews is known to be a registered Democrat. One of them was a leading Democratic donor who has a tortured history with one of Trump’s most dedicated surrogates.

Trump talte til amerikanerne som amerikanere, et hele, modsat Hillary, der hele tiden talte om allehånde minoriteter, som skulle tilgodeses. Hillarys beskrivelse af halvdelen af Trumps vælgere som ‘irredeemalbe’ og ‘deplorable’ (fortabte og begrædelige), som Obamas beskrivelse af mange amerikanerne som klyngende sig til deres bibel og skydevåben udkrystaliserer den pointe. Trump vil have det fælles og det kræver lige muligheder og det kræver overholdelse af samfundskontrakten, som er ens for alle borgere, der er frie til at vælge en identitet i privatlivet.

Hillary lover mange forskellige vælgergrupper at tilgodese deres behov og fremtiden står på et evigt ekspanderende vælgerkorps af minoriteter. Det er globaliseringen, det er hvad de unge vil have, det fortæller fokusgrupperne og det kommer væltende over grænsen. På sigt vil der ikke være grundlag for at være konservativ, andet end at leve isoleret i en udørk, fortabt med sin bibel og knugende sit skydevåben. Men problemet er, at man tilgodeser kun nogen på andres bekostning. Så hvor Trump vil tilgodese amerikanerne som et hele på bekostning af Wall Street og konkurrerende nationer, der udnytter de unfair aftaler, så tilgodeser Hillary sine mange minoriteter på bekostning af flertallet. Det kan Hillary kun gøre så længe flertallet er til at dræne for flere specielle rettigheder.

Efterhånden som flertallet, amerikanerne flest, eroderes via indvandring og metastaserende identitetspolitik skal minoriteterne tilgodeses på bekostning af hinanden og der bliver nu ikke længere tale om at tage fra de rige/mange for at give til de fattige/mange få, men om omfordeling af de resterende ressourcer. Og omfordeling slider på den gensidige loyalitet for alle var med da alle ville få. Og selv blandt de dele af flertallet, der holdt ved at dele ud af arven vil det akademiske spørgsmål, om det er appropriation at lære så meget af dem, trænge sig på. Det kulturmarxistiske paradigme vil bryde sammen under vægten af egne indre modsætninger. Og her er vi tilbage til det besynderlige “sexitiske islamofob”, for hvis man har et problem med sexisme og misogyne holdninger har man et problem med islam og så er man islamofob.

Problemet for Stampe, Hillary og venstrefløjen er at der ikke er noget, der kan samle minoriteternes interne modsætninger andet end had. De hader the Donald og Dansk Folkeparti og højrebølgen, den hvide mand, historien og den klare tanke og tankens ærlige sprog. Og det er hvad der kitter venstrefløjen sammen, had. De hader ikke at have noget at indvende mens der stadig er forpligtelser, så opfinder nye definitioner på sig selv og på undertrykkelse, som fritager dem deres forpligtelser. Så de hader majoriteten, der holder fast på den virkelighed ingen kommer udenom. De hader at tabe, men de ville gå til grunde hvis de vandt. Vi andre prøver at begrænse ødelæggelserne.

“og hvor kort der er mellem moske og gerningssted” skrev en god ven til mig og fortalte

D. 7. januar i år gik Edward Archer hen til en politibil i Philadelphia og åbnede ild mod betjenten i bilen. Han affyrede 13 skud, men betjenten blev kun ramt af de 3, der alle traf venstre arm. Betjenten kom ikke desto mindre ud af bilen, optog forfølgelsen og skød og sårede Archer med et enkelt skud i bagdelen. Andre betjente anholdt ham derefter.

Abdul Shaheed angav godt nok, at han fulgte Allah, og sværgede troskab til Den Islamiske Stat, og han angav godt nok at han valgte en betjent fordi politiet håndhæver love der er imod Sharia, men det imponerede ikke myndighederne. Philadelphias borgmester Jim Kenney kunne hurtigt slå fast, selv efter at have set overvågningsvideo med Archer iført islamiske gevandter mens han åbnede ild mod politibilen, at

In no way shape or form does anyone in this room believe that Islam or the teaching of Islam has anything to do with what you’ve seen on the screen….It is abhorrent. It is terrible and it does not represent the religion or any of its teachings

Politiet var lidt mere tilbageholdende, men var også mystificerede over hvad Archer dog mente med det han sagde:

“It wasn’t like laying it out completely, chapter and verse for us,” Ross told reporters at the department’s headquarters as Archer was being questioned upstairs. “We’re left to say, ‘OK, he’s leaving a trail for us. Where’s it going to lead us, if anywhere?‘”

Imamen i has lokale moské kendte ham ikke engang. Eller, det gjorde han ikke indtil en anonym kvinde tippede politiet om, at Archer var del af en gruppe på fire, og at han ikke var den mest radikale af dem. Så kom imamen i tanke om at, jo, han kendte ham måske nok, for han kom gerne til mindst tre daglige bønner, og arrangerede vistnok også sportskampe for moskeen som frivillig.  De kendte ham bare under hans muslimske navn, Abdul Shaheed (”Martyrernes slave”). Moskeen hedder for øvrigt Masjid Mujahedeen (”Moskeen for de der begår jihad”), og den ligger under 200 meter fra gerningsstedet. Archer selv bor næsten 4 kilometer væk.

Detaljen om nærheden mellem moske og gerningssted var jeg nødt til selv at finde ud af. Lidt gravning gav mig adressen på gerningsstedet, og moskeen har sin egen hjemmeside. Der er åbenbart ikke andre end mig der har lagt to og to sammen der….eller også har ingen lyst til at nævne det.

Sådan så Berlingske Tidendes, nu et par uger gamle kampagne ud og der medfulgte et interview med jordemoderen, der skulle uddybe nuanceringen af debatten. Er det en flygtning, islamist, eller jordemoder vi ser? Kasper Støvring spurgte på Facebook “Men hvad nu, hvis kvinden er alle tre ting? Det er da også en overraskende nuancering.”. For som det blev suppleret af flere, så er der ingen modsætning mellem islamisme, terrorisme og uddannelse og et eksempel blev hentet fra Uriasposten.

Men også et andet eksempel, som vi har været glade for på Monokultur, blev hentet frem. Douglas Murray beskrev nemlig for et par år siden, muslimen lidt mere nuanceret i forbindelse med nogle obligatoriske anti-israelske demonstrationer, han havde observeret i London, på baggrund af at Israel frækt igen-igen nægtede at lade sig ydmyge

I have watched them a bit in recent days, watched the contorted hatred on their faces as they scream at the embassy and then watched their friendly sociability as the headscarfed women are driven away by their menfolk, often with their children in tow — a family day outing in “diverse” modern London. Behind their smiles and the increasingly competent public relations that the pro-Hamas faction is managing in Britain, it is possible for some people to forget that what brings these people out is one simple thing: a hatred of the Jewish state and a desire to see it annihilated by the terrorists of Hamas or anyone else at hand.

Lene Kattrup havde mange gode indvendinger til dette stykke 80er propaganda, men jeg vil frem een, som ofte er fremdraget her på Monokultur, fordi det fremhæver den selvmodsigelse, der er indbygget i det multikulturelle narrativ

Overskriften (som er valgt af journalisten) er “Flygtning? Islamist? Jordemoder: »Selv om jeg ikke er streng, er jeg glad for mit tørklæde«.

Det synes jeg er en ”formindskende” og/eller misvisende omtale af hendes forhold til tørklædet og til den religion eller religiøse ideologi, som det islamiske tørklæde normalt er et symbol på, og som det sandsynligvis også repræsenterer for denne kvinde. For Soheila Azimi forklarer, at hvis hun havde skullet afføre sig det i arbejdstiden (men selvfølgelig kunne tage det på, straks hun fik fri), så ville hun have sagt sit job op. Dette fortæller os jo, at hun ikke kun er ” glad for tørklædet” som der står, og hun er jo så faktisk ”streng” på dette punkt. Det er en mulighed for, at hun bærer det for at vise, at hun går ind for sharialoven som lov. Lad læseren få lov til at tænke selv, ville jeg sige til journalisten og til Berlingske. Hvis journalisten var dygtig, kunne man jo have spurgt Soheila Azimi om det. Det ville have være klogt, men det tør journalisten måske ikke?

Nemlig. Der er ingen tvang i islam, men jeg skal have mit tørklæde på. Og hvad skal jeg mere…

Denne video viser noget om, hvad vestlig kultur er i disse tider

Men den illustrerer også en forskel på sort og hvid kultur i USA. I 50′ernes USA var den sorte mand og den sorte kvinde lige så tilknyttede til arbejdsmarkedet, som deres hvide ditto. Den sorte mand og den sorte kvinde var også lige så tilknyttede til hinanden igennem ægteskab, som deres hvide ditto. Følgeligt havde de også det samme forhold til loven og var lige så distancerede fra fængsel, som deres hvide ditto.

I dag sidder den sorte mand meget i fængsel, primært for vold og mord mod andre sorte, selvom der også er en vis spil-over effekt på andre etniske grupper. Både den sorte mand og den sorte kvinde har ringe tilknytning til arbejdsmarkedet. Og den sorte mand er fraværende som far. så det sorte barn vokser i høj grad op hos dets sorte promiskuøse enemor.

The broken black family, kalder man det i USA. Eller det vil sige, Demokraterne gør ikke, de taler om institutionaliseret racisme som skyld i det hele, et år fra slaveriet for 160 år siden, de hvides privilegium. Hvilket er ironisk, da alle de racistiske love blev opfundet og opretholdt urimeligt længe af selv samme parti Demokraterne.

Men videoen, skønt en urimelig sammenstilling i den kontekst, viser lidt om, hvad sort kultur og hvid kultur er. Den hvide er ganske vist idyliseret, men den hylder en produktivitet som er uadskillelig fra kreativitet. Livsglæde befriet fra drifter.

Negeren derimod… tjah, den nedbrudte sorte familie raser videre i hvad den opfatter som idyl - bitch. Og det bliver hørt af Treyvon Martin og The Gentle Giant og Obamas imaginære søn og Tyrone et-eller-andet og med det i ørerne gør de sorte teenagepige gravide og forlader dem, begår vold og hærværk, høje på det ene eller andet, kommer på kant med loven og kommer i fængsel eller bliver skudt og dræbt af politiet. Og pressen græder og Demokraterne taler om institutionaliseret racisme som skyld i det hele, et år fra slaveriet for 160 år siden, de hvides privilegium…

For et par uger siden kunne man på siden Reel Ligestilling læse at “Objektiv viden er sexistisk”.

Når universiteter underviser de studerende med udgangspunkt i, at viden er noget en-gang-for-alle-fastslået, som det er de studerendes opgave at tilegne sig, diskrimineres kvinder og minoritetsgrupper.

Det fastslår Laura Parson i sin ph.d.-afhandling ‘Are STEM Syllabi Gendered? A Feminist Critical Discourse Analysis’. STEM er en forkortelse for Science, Technology, Engineering og Mathematics.

»STEM-pensaene i dette studie demonstrerede et syn på viden som noget, den studerende skulle tilegne sig, hvilket fremmer et syn på viden som noget uforanderligt. Dette forstærkes yderligere af brugen af biord, som underforstår vished, såsom »faktisk« og »det viser sig«, hvilke bruges i pensaene til at identificere information som faktuel og uden for diskussion«, skriver Parson i afhandlingen, som man kan læse et fyldigt uddrag af her.

Og således runger det akademiske Cthulhu i venstrefløjens hoveder. Her fra USA, hvor nogle negre med ‘afrikansk’ accent beskriver, hvorfor videnskab er hvidt og racistisk

Videnskaben er slem, bortset fra når den hævder at fortælle alt det venstrefløjen godt vil høre, såsom den øredøvende klimavidenskab, der helt unikt kan afgøres en gang for alle i et konsensus - videre debat er ødelæggende. Klimavidenskaben, som åbenbaret af FN og dens servile støtter, er hverken racistisk, sexistisk eller socialt uretfærdig. Tværtimod viser den at klimaet ødelægges af hvide gamle mænd og at det rammer fattige enlige farverige kvinder og deres handikappede børn i alle de dele af verden, hvor det ikke har været muligt at samle egentlige data til at bakke den besluttede viden op. Videnskab i klimagevanter er skruebrækker for allehånde interesseorganisationer og antivestlige ideologier til at tilrane sig magt og for stater og bureaukrater at inddrive flere skatter, så thumbs up for den!

Venstrefløjen baserer sit vræng på, hvad den kalder posfaktualitet, der er et ord for den snigende frygt den mærker af at tabe grebet om den dominerende fortælling. Venstrefløjen er postfaktualiteten; den tror på store menneskeskabte klimaforandringer når der ingen er at måle; hylder den multikulturelle model og kræver grænserne åbnet for alle de flygtninge den producerer; ser islam som progressiv; beundrede Berlinmuren, der holdt østtyskerne indespærret mens den nu fordømmer Israles sikkerhedsmur for at holde terroristerne ude…

Truth will out, som englænderne siger, men Obama appelerer efter lidt respit, som man kan læse på Breitbart

“We are going to have to rebuild within this wild-wild-west-of-information flow some sort of curating function that people agree to,” Obama said at an innovation conference in Pittsburgh.

“There has to be, I think, some sort of way in which we can sort through information that passes some basic truthiness tests and those that we have to discard, because they just don’t have any basis in anything that’s actually happening in the world,” Obama added.

Man behøver ikke at være et geni for at tænke at de mange angreb fra ‘ensomme ulve’ er inspireret af den seneste palæstinensiske terrorbølge mod Israel. Men det er ikke, hvad man ser i medierne, der er kriminelt forsigtige med at præsentere udviklingen som den tager sig ud. Paul Joseph Watson giver en glimrende gennemgang

Barak Hussein Obama repræsenterer en ide om at man ikke blot kan påvirke virkeligheden, men ændre den til sit eget billede, ved at italesætte den anderledes. På Breitbart kan man se ‘White House press secretary’ Josh Earnest forsvare ideen om at forfølge en politik ud fra en forvrænget virkelighed overfor Fox News Martha MacCallum

MACCALLUM: You mentioned earlier today you believe it’s a narrative battle we’re fighting. I think that for people who have shrapnel in their shoulders this morning—they might have a hard time accepting that—that it is a narrative battle we’re fighting against ISIS. Explain what you meant by that?

EARNEST:  I meant very specifically, Martha, we’re taking fight to them on the ground in Iraq and Syria. The president has organized an international coalition—5,000 airstrikes in Iraq and Syria last couple years. What is important in the context of political debate is to remember ISIL is trying to assert a narrative, that they represent the religion of Islam in a war against the west and in a war against the United States. That is mythology. That is falsehood. That is not true. That is bankrupt ideology they are trying to wrap in the cloak of Islam. And to suggest that somehow we should treat Muslims differently or suspect them as terrorists just because of their religion…

MACCALLUM: Nobody is talking about that.

EARNEST: We certainly have heard that inflammatory rhetoric from Republicans.

MACCALLUM: We’re not talking about that here.

EARNEST: This is the context that I was asked the question about the ISIL narrative earlier today. it is important we don’t play into the narrative. Too many Republicans are willing to do…

MACCALLUM: This is the ISIS narrative. This is what they said in their recent publication. ISIS states that disbelievers should be slain wherever they may be. This includes the businessman riding to work in the taxi cab, young adults in engaged in sports activities in park, the old men waiting in line and buying a sandwich, striking terror into the hearts of all non-believers, Muslims and non-Muslims is the Muslim duty. So what people have a hard time with you know—you have to take them at their word they mean to do what they say because we see it happening here in the United States. So, it feels sometimes like the White House doesn’t like to make the connection between those two things. Is that wrong?

EARNEST:  Well I think we’ve been quite clear. The president has demonstrated, you don’t have to take my word for it. The president demonstrated seriousness, which he has taken this fight to ISIL.

Den forestilling har forplantet sig i efterretningstjenesterne. FBI havde en mistanke om at muslimen Omar Mateen skulle realisere sin muslimske tro, men stoppede efterforskningen efter 10 måneder fordi hans radikalisering så ud til at være et resultat af “being marginalized because of his Muslim faith”. Omar Mateen gik senere ind på en bøssebar i Orlando og myrdede 49 mennesker.

Den mistænkte for bomberne i New York og Jersey, Ahmad Rahami, har tidligere sagsøgt det lokale politi, som han hævdede diskriminerede og forfulgte ham ifølge Daily Mail.

“Donald Trump er et røvhul” fortæller Jay Carson, en politisk konsulent på den populære TV serie House of Cards (den underlegne amerikanske version) til Information. Information er en verbos avis, så den har indlæg på indlæg om hvor stort et røvhul Donald Trump egentlig er, hvor kritikere kan lufte deres vrede uden at vi bliver klogere.

Det er Carsons opfattelse at medierne er medskyldige i at ingen forstår “at den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, er et forfærdeligt menneske og ude af stand til at lede et land” fordi samme medier overspillede deres kort, da de forsøgte at fortælle at Bill Clinton også var forfærdelig fordi han havde “haft en affære”.

»Der var ikke den fjerneste mulighed for, at en reality-tv-stjerne (Donald Trump var hovedpersonen i reality-programmet The Apprentice, red.) kunne blive præsidentkandidat i 2000 eller 2004 eller 2008. Det er gået den forkerte vej lige siden, og det er foruroligende og skræmmende.«

(…)

Hvor berømmelse og offentlig optræden betyder mere end ens hjerte og substans og ideer og overbevisninger. Det er derfor, at en fyr som Trump ender med at blive præsidentkandidat. Manden er et røvhul. Han er modbydelig, ubehagelig, korrumperet, han aner ikke, hvad han foretager sig, og han forstår ikke, hvordan den amerikanske regering fungerer – eller nogen som helst andre regeringer rundt om i verden. Han er den mest ukvalificerede kandidat til jobbet nogensinde, og han er et stort politisk partis kandidat. Det er bekymrende.«

Det handler om sex

Men hvordan er det dog gået så grueligt galt? Det har Jay Carson en teori om – det handler om sex – og den har han lånt fra bogen All the Truth Is Out: The Week Politics Went Tabloid, der er skrevet af hans gode ven og skrivemakker på flere filmprojekter, Matt Bai.

»Indtil valgkampen i 1988 havde man aldrig set en sexskandale i amerikansk politik,« siger Carson.

(…)

»Gennem historien er der mange eksempler på mennesker, der i krisetider har udnyttet folkets frygt. Nogle af verdenshistoriens værste mennesker brugte dårlige tider til at skabe frygt hos folk og udøve magt. Donald Trump befinder sig ikke langt fra det. Det er præcis, hvad han er i gang med.«

Dermed ikke være sagt, at man ikke skal forholde sig til de mange vrede og ulykkelige mennesker i USA. Mennesker, der har måttet gå fra hus og hjem og har mistet deres arbejde.

»Det er noget lort, og det er barsk, og det gør én vred,« siger Carson. Men der er to væsensforskellige måder at tage fat i den problemstilling på.

»Der er Donald Trump-måden, hvor man puster til ilden og prøver at skyde skylden på nogle andre, indvandrere eller sorte og brune mennesker eller ens nabo eller regeringen eller hvem som helst. Man taler til folks værste og mest basale instinkter.

Og så er der måden, som Bernie Sanders gjorde det på. Han sagde: ’Jeg hører jer. Jeg ved, at I er pissevrede. Jeg er også pissevred. Lad os ikke ødelægge ting eller tæve mennesker til politiske møder. Lad os tale om løsninger på det i stedet.’ Det er Hillary Clinton også god til. Hun har bare været i politik i så lang tid, at hendes kampagne ikke havde den samme vrede eller det samme momentum. Bernie var et frisk pust, og han virkede lige så pissesur som de mennesker, der er pissesure. Folk kunne se og høre det på ham. Han fortjener ros for ikke at omgøre det til frygt, had, xenofobi, racisme og homofobi og alle de andre fucked up-ting, som Donald Trump gør.«

Fucked-up, det er hvad Trump er.  Et røvhul, modbydelig, ubehagelig, korrumperet, der ikke aner hvad han foretager sig andet end had, xenofobi, racisme og homofobi. Og nu nærmer vi os en perfekt storm, hvor Hi(tler)storien lurer, med krise og et folk, der må gå fra hus og hjem har en reel frygt kan udnyttes. Der er grund til vrede, men ikke til at tæve mennekser til politiske møder… åh, vent lige lidt, jeg syntes jeg læste noget lidt andet hos Bretibart

Pierson told The Kelly File (via rushlimbaugh.com):

If you go back to the WikiLeaks release of the DNC emails, this is on the PowerPoint playbook on the messaging — slide number 6 — with the messaging theme number 1: Violence.  They were looking for an opportunity to pick up somewhere to continue this narrative that somehow Donald Trump is violent.

Here is the relevant slide, in full. Note the suggestion to tie Trump to “incidents of violence.”

The worst case of violence was outside a San Jose rally in early June, where Trump supporters were viciously beaten and chased through the streets by a left-wing mob. Despite the fact that the rioters carried out their brutality shamelessly, in full view of the mainstream media, some media outlets blamed Trump for the violence. One headline blared: “San Jose rally turns violent as Trump supporters clash with protesters.”

And for the left, that was precisely the point: creating violence is a no-lose strategy. If protesters can provoke Trump supporters to be violent, they embarrass Trump and cast him as a fascist. And if the protesters themselves are violent, voters will understand that a Trump victory will be met with violent mob resistance.

The left has recruited some Beltway Republicans — the NeverTrump faction — as a willing echo chamber for this meme. Mere hours before the San Jose riot, David French — then considering a third-party run for president to undermine Trump and give the election to Hillary Clinton — accused Trump of inciting violence.

Trump’s primary opponents, too, blamed Trump for the riot that closed down his Chicago rally in April — rather than blaming the organized left-wing groups that created the chaos.

All of that has helped the left establish the predicate for future spin, so that when Donald Trump cites the familiar refrain that gun owners will defend their rights, he is accused of wanting to assassinate Hillary Clinton, and large portions of the media — including conservative media — believe it.

Så, det er demokraterne der tæver politiske modstandere, ligesom brunskjorterne? Og den frygt og vrede, som amerikanerne er i deres gode ret til at have, er den ikke fremkommet efter 8 år med håb og forandring? Kunne journalisten ikke have undret sig blot en lille smule? Og hvad er det med sex der forhindrer gode politikere i at stille op? Ligger talentmassen blandt de promikuøse? Og is så fald, hvad siger det så om Trump, der har haft så mange at han praler med dem?

Amerikanerne elsker countrymisk og tilgiver altid en angrende synder. Sagen om Bill Clinton handlede ikke om at han havde haft en affære, men om at han som præsident bollede med praktikanter, mens han var præsident og derefter løj om det under ed, som han også forsøgte at hindre rettens gang. Skyldsspørgsmål blev afgjort ved afstemning i kongressen, og her havde demokraterne flertal.

Men det handler om sex for venstrefløjen, så Information har også talt med “forfatteren Frank Browning, hvis seneste bog om ’kønnenes skæbne’, The Fate of Gender, netop er udkommet”, der mener at Trumps succes er et udtryk for “en vrede og en nagfølelse”, der gennemsyrer de vestlige samfund på grund af “ændringer og forskydninger inden for autoritets- og magtforhold” og “kønsfluiditet”

Browning siger, at denne ’kønsrevolution’ leverer et afgørende bidrag til forklaringen på den genopblussede ??højreorienterede ekstremisme i Europa.

Og til forklaringen på, hvordan det kunne gå til, at en tidligere reality-tv-showmand og ejendomsmatador kunne mobilisere støtte til at blive republikansk præsidentkandidat i USA ved at fremsætte utallige racistiske, sexistiske og fremmedfjendske kommentarer.

»Vi kommer i de kommende år til at se flere af den slags bevægelser, som Trump har været eksponent for,« forudsiger Browning. »Og en stor del af forklaringen på dette skal søges i kønsspørgsmål.«

Browning pointerer, at der er sket en grundlæggende forskydning i retning af, at mænd i dag beklæder stadig færre magtpositioner i samfundet, hvilket slår om i både en vigende respekt over for mænd og i en såret selvfølelse hos mænd.

Samtidig har mennesker, der vil udforske og eksperimentere med deres kønsidentiteter, fået mulighed for at udfolde sig mere åbent – ikke mindst via de muligheder, som internettet giver for at skabe netværk og møde ligesindede.

Også Jonathan Hedegaard, ja, han er måske ikke amerikaner, men han er bosat i USA, og er digter, kunstner og debattør, giver sit besyv med i Information, i hvad han også kalder et cirkus og “et dårligt realityshow”. Også han taler om “indebrændte vrede amerikanere, som globaliseringen kun efterlod krummerne”, der derfor er til falds for “brød og cirkus”. Der er ingen egentlige argumenter, så her er kunstneriske højdepunkter om Trump og amerikanerne

Cirkusset bliver stadig mere absurd, som Trump gang på gang lufter sin utæmmede stupiditet og samtidig fremstår underligt urørlig.

(…) hans modbydelige udfald mod muslimer, mexicanere, handicappede, krigsveteraner, en død soldats efterladte, politiske modstandere og kvinder, til det forhold, at han har ført en politisk valgkamp, hvor reelle løsningsforslag har virket irrelevante – og det på et sprogligt niveau, der kunne ligne en 5.-klasse-elevs til forveksling.

(…)Efter opfordringen til vold mod sine politiske modstandere er Trump ganske vist kommet under pres.

(…)Trump spejler sin befolkning. (…) Hvis USA fortjener Trump, må der være tale om et samfund præget af historieløshed, overflade over substans, og et samfund, der er ved at miste evnen til at lytte og fordybe sig – værdier, der bliver væk i den endeløse strøm af information og underholdning og videoer af katte, der ter sig på morsomme måder.

Et samfund, hvor folk har for travlt med at fange Pokémons til for alvor at interessere sig for politik. Disse tendenser ser man i hele Vesten. Vores kulturer er plaget af historieløshed, præcis som Trump. Vi glemmer og tilgiver selv de værste udfald. (…) Kun et folk, der selv er historieløst, kan stemme for en mand, der flirter med ophævelsen af NATO’s musketered og åbent vil bryde internationale konventioner.

(…) Det er et sjovt eksperiment at vælge en gammel, forstyrret realitystjerne til præsident.

(…)Trump overhovedet kan slippe afsted med sin grænseoverskridende brutale retorik. En retorik, der bærer præg af det støjende, vulgære, brutale og hangen til konspiration.

Den slags retorik kan kun overleve i det politiske rum, fordi den er så langt ude, og i sin enfoldige forenklethed så mærkeligt let at relatere til. Den minder meget om værtshusretorik. Og selv om det er sjovt nok at høre på kværulanten på værtshuset i et par minutter, er der en grænse for, hvor længe man gider lægge øre til stædigt uvidende sludder af typen: Obama er ikke født i USA. Eller barnlige fingerknipsløsninger på seriøse udfordringer: Vi bygger en kæmpe mur. Eller militant sprog såsom: Spær den politiske modstander inde, eller skyd hende for forræderi (som en af Trumps støtter foreslog).

Analysen er altid simpel for venstrefløjen, blottet for indhold, fremstiller man sin fjende, som lidende af allehånde smålige følelser og mindreværdskomplekser og den skinbarlige virkelighed forsvinder. Den virkelighed at der bare er andre mennesker, som mener truslerne mod civilisationen, det fælles, friheden, er reelle. At der rent faktisk vælter allehånde mennesker, fra fejlslagne stater og kulturer over grænserne, som en mur med et effektiktivt grænsevæsen kunne holde ude. At Hillary rent faktisk har begået lovbrud der retfærdiggør en fængsling. At det var Hillarys kampagne, der fandt på at Obama ikke er amerikaner. Og Trump sætter ord på den reelle frygt de har, deres reelle vrede over et misregimente, ikke fra deres neuroser, men det de kan se.

Afsporing af alt reelt er selvfølgelig ikke noget Information har monopol på, det er blot venstrefløjen.

Se, han har en lille tissemand, og vi ved jo, hvorledes sådanne mennesker er, moral knytter sig til fysisk pragt.

Eller slavesyndrom, men tanken er at hvide skal betale til negre selv om negre også holdt negre som slaver hjemme i Afrika. Og det er ikke noget at grine af: “We still feel that pain. We suffer discrimination, we suffer from racism…in every walk of life.” Jamen, så skal de da også ha’!

Faktisk var negre den foretrukne vare som negre i Afrika handlede i med og da europærerne kom til Afrika blev resultatet af dette kultursammenstød til en stor international eksportvare, hvad negrene i Afrika anså som ganske fair trade. Eller, der var allerede et arabisk marked før europærerne begyndte sine relationer til Afrika og det fortsatte efter europærerne havde fortrudt at lade sin økonomi basere sig på sort energi. I Frontpage Magazine kan man læse

Professor Black condemns the exclusive focus on the Atlantic—or transatlantic—slave trade to the exclusion of the robust slave trade conducted by Arabs across the Sahara Desert. Or, across the Indian Ocean and the Red Sea to markets in the Middle East. This exclusive focus on westerners as slave owners and traders, notes Black, “fits with the [political] narrative of Western exploitation” of underdeveloped countries and their people.

The greatest development economist to live was Lord P.T. Bauer. As The Economist quipped, Bauer was to foreign aid what Friedrich Hayek was to socialism: a slayer. In his Dissent on Development (London, 1971), Bauer bolstered Black’s point well before the latter made it: “The slave trade between Africa and the Middle East antedated the Atlantic slave trade by centuries, and far outlasted it. Tens of millions of Africans were carried away—north through the Sahara, and from East Africa, by Arab and Muslim slave traders, well before Europeans took up the trade from West Africa.”

Arab affinity for slavery, ethnic prejudice and purges lives on today in the treatment, for example, of blacks in Darfur and Yazidi Kurds in Iraq.

Considering Europeans were not alone in the slave trade, Black, in particular, questions “the commonplace identification of slavery with racism,” given that, like serfdom, slavery was a device (albeit an inefficient one) “to ensure labor availability and control.”

At its most savage, child slavery still thrives in Haiti in the form of the “Restavec system.”

(noget om den ikke vestlige verdens primitivitet)

The cult of apology that has gripped America and Britain is uniquely Western. What other people would agonize over events they had no part in, personally, for damages they did not inflict?

Grievance is leveled at a collective, all whites, for infractions it did not commit: Africans who were not enslaved are seen as having an ineffable claim against Europeans who did not enslave them.

At its core, the argument against racism, at least as it works to further black interests, is an argument against collectivism. You’re meant to avoid judging an entire people based on the color of their epidermis or the conduct of a statistically significant number of them.

It is, however, deemed perfectly acceptable to malign and milk Europeans for all they’re worth, based on the lack of pigment in their skin and their overall better socio-economic performance.

Imens i Venezuela, prøver man nu om livegenskab kan redde den socialistiske drøm inden slaveriet bliver nødvendigt.

Donald Trump står som det bedste håb, for at stoppe den nedbrydning af Vestens frihedsforståelse, som Hillary Clinton ser ud til at ville forsætte i sporet efter Barak Hussein Obama. Men selv om han skulle vinde over Hillary, kan Donald Trump også sætte det hele over styr, som en anden Glistrup, hvis hans retorik viser sig kun at være fantasterier, som det konservative tidsskrift National Review slår til lyd for igen og igen. Her er lidt Trump kritik og perspektiv fra den mere afdæmpede og altid skarpe Thomas Sowel, som man kan læse i Townhall

But if the Republicans lose, it can be much more serious for them and for the country. If Hillary Clinton inspires distrust, Donald Trump inspires disgust, even among many Republicans. If Trump goes down to defeat, he could taint the whole Republican party, costing them the Senate now and future elections later.

Even if Trump disappears from the political scene after defeat, his reckless, ugly and childish words will live on in innumerable videos that can be used for years to come, to taint Republicans as the party that chose such a shallow egomaniac as its candidate for President of the United States.

A President Trump could of course create a longer-lasting stigma. However, he might possibly be sobered up by the responsibilities of the presidency. But someone who has not matured in 70 years seems unlikely to grow up in the next 4 years.

Og efter en hurtig gennemgang af Obamas og Hillary Clintons forhold til magtudøvelse og ytringsfrihed (hvor muligheden for at kriminalisere skepsis til klimafortællingen afsøges konstant)(Dennis Prager kommer til lignende konklusioner) konkluderer Sowell

Voting for an out of control egomaniac like Donald Trump would be like playing Russian roulette with the future of this country. Voting for someone with a track record like Hillary Clinton’s is like putting a shotgun to your head and pulling the trigger. And not voting at all is just giving up.

Nobody said that being a good citizen would be easy.

Russisk roulette indeholder muligheden for et positivt udkomme, så jeg krydser alligevel fingre for Donald Trump. Trump kan næppe frelse den Vestlig Verden, men han kan sætte en afgørende anden dagsorden ved at punktere den vestlige fortrængning af det ondes eksistens og blinde tro på at behandle sig ud af konfrontationer om nødvendigt ved selvopofrelse. Måske kan Trump fravriste venstrefløjen deres definitionsmagt over debatten, som Clint Eastwood fortæller Breitbart

“He’s onto something, because secretly everybody’s getting tired of political correctness, kissing up,” Clint Eastwood said in an interview with Esquire. “That’s the kiss-ass generation we’re in right now. We’re really in a pussy generation. Everybody’s walking on eggshells.”

Eastwood specifically cited Trump’s comments criticizing a judge who was born to Mexican parents, but indicated he was tired of the media fueled controversy

“He’s said a lot of dumb things. So have all of them. Both sides,” he said “But everybody —the press and everybody’s going, ‘Oh, well, that’s racist,’ and they’re making a big hoodoo out of it. Just fucking get over it. It’s a sad time in history.”

(…)

“I’d have to go for Trump … you know, ’cause she’s declared that she’s gonna follow in Obama’s footsteps,” he said, calling Clinton “a tough voice to listen to for four years.”

Eastwood criticized political figures who were using their position to make money, citing “too much funny business on both sides of the aisle.”

“She’s made a lot of dough out of being a politician,” he said, referring to Clinton.

Som et eksempel kan vi se på Trumps svar til en journalist fra CNN om det fortstående besøg fra selveste Pave Francis. Transcribtionen er fra Washington Times fordi jeg ikke kan stave til særligt meget på engelsk

Mr. Cuomo asked what Mr. Trump would say if a translator said to him: “‘The pope believes that capitalism can be a real avenue to greed. It can be really toxic and corrupt.’ And he’s shaking his finger at you when he says it. What do you say in response to the pope?”

“I’d say ISIS wants to get you,” Mr. Trump said. “You know that ISIS wants to go in and take over the Vatican? You have heard that — you know, that’s a dream of theirs to go into Italy, you do know that.”

Medierne ææælsker at sætte modsætninger op, men de hader at stille de relevante modsætninger op. Paven er moralsk uangribelig, Paven ser anderledes på lengesager fordi han aldrig har skulle tjene dem selv, så hvad har Trump at sige til sit forsvar? Intet, Trump hamrer istedet den relevante dagsorden igennem, islamisk terrorisme breder sig fra alle steder, og det er Paven og hans ligesindede der er i en tilstand af fortrængning. Så spørgsmålet er nu ikke længere hvad Trump har at sige til Paven, men om Paven har noget at sige til realiteterne. Dette, sammen med Brexit og et fornuftigt valg i Frankrig og andre steder kan sætte en helt anden dagsorden og give mod til retskafne politikere på at det nytter at tale de fine fornemmelser midt imod fordi folkedybet er større end den den definerende klasse som er et med mediernes verdensbillede.

Jon Stewart var god til det, Trevor Noah er det ikke. Satire er svært fordi det er indhold og ikke blot en ironisk form. Men når man driver et dagligt satire-program bliver presset på at finde nok satirisk materiale oftest så stort at man alt for ofte presser det materiale man nu engang har ind i den opøvede ironiske form. Og dette bliver uhæderlighed.

Noget af det sjoveste er at udstille repræsentanter for sine idiosynkrasier så alle kan svælge i, hvor tåbelige og usammenhængende de er. Men det kræver at man finder dem. Hvis ikke man finder dem, men i stedet er så uheldig at rende ind i intelligente velovervejede mennesker lidende af en anden politisk observans end ens egen må man manipulere med sit offer. Ved det republikanske konvent faldt en medarbejder fra Breitbart over en sådan manipulation i sin skabelse

A crew from The Daily Show — which plunged in the ratings after Trevor Noah took over as host— set up outside the event and approached people as they left the party, asking them for interviews.

At 12:30 a.m., Pollak was leaving the party when The Daily Show approached. “I was on the phone anyway,” Pollak recalled, “so I ignored them, but then I saw them pulling someone aside, so I stopped to watch.” The Breitbart senior editor-at-large ended his call, and turned on his video camera.

The Daily Show didn’t like that. Their attempt to stop Pollak wasn’t funny, and included physical intimidation and a blatant disregard for the First Amendment.

“I wanted to shoot raw footage of their interview with a young, gay conservative, because I wanted to compare it to their final cut and see whether they had been fair to him,” Pollak recalled.

“I didn’t want this person to be humiliated merely for being gay and having the ‘wrong’ political views,” Pollak added.

“They told me not to film, then they told me —incorrectly — that I couldn’t film them, and then one of their reporters pushed me. Finally, they gave up, packed up their cameras and ran away.”

(…)

The actions of the thugs from The Daily Show are shocking, and they rip the lid off the real purpose off the show: political propaganda disguised as entertainment. They weren’t trying to hide their “jokes” but were trying to keep their dwindling viewership from seeing how they make the sausage.

It’s as ugly as (insert politically incorrect Leslie Jones joke here) — and it’s no laughing matter.

Men metoden er ikke ny og den er ikke opfundet at Trevor Noah. Daily Shows Jon Stewart var dygtigere end Noah, men han kunne også lyve om virkeligheden for at passe sin ironiske form og lefle for sine tilhængeres idiosynkrasier. Og Stewart er et rimeligt præcist udtryk for hvorledes en stor del af venstrefløjen ræsonnerer, undvigende virkeligheden uden at stå til regnskab, som Daniel Greenfield skrev i Frontpage Magazine

It was Bush’s victory that took a flailing cable show hosted by an irritating little standup comedian with more neurotic tics than a flea-bitten Woody Allen and turned him into the voice of liberalism. Stewart’s nervous smirk and his passive aggressive mockery became the zeitgeist of urban Democrats nervously responding to Bush’s popularity and the rise of American patriotism after September 11.

The Democratic Party was out of ideas. The politicians who would become some of Bush’s most fevered critics were still following the president’s cues. A newly serious America was confronting a world war.

Stewart’s disingenuousness, veering from ironic detachment to self-righteous hectoring, undermined real sincerity with fake sincerity. The Daily Show’s audience of hipster yuppies cheered their newfound faith in sincere cynicism while the calculated ironic distance of his comedy kept him safe from critics. Even while he attacked the media’s dishonesty, his own routine was the most dishonest of them all.

His fake news was real news, biased and spun with punch lines. It was fake news that was real and just as fake as the rest of the news. The truth was that the lie was still a lie.

What Stewart offered a party dragged down by a morose Gore and Kerry was the promise of cool. Their former figurehead had started out playing the saxophone on the Arsenio Hall Show only to decay into a bloated red-faced mess. With towers burning and wars rising, Stewart was to be their bridge to a cooler and younger 21^st century that an aging Democratic Party no longer seemed able to grapple with.

Jon Stewart didn’t actually have cool, but he could offer it up inversely by way of mockery. Like a school paper’s drama critic, he might not be cool, but by railing against others, he could deny coolness to them.

(…)

What Stewart offered Democrats was an evasive viewpoint without accountability. And nothing quite appeals to the cowardly instincts of a political hack like being able to take a political position without being held accountable for it. But it was Obama who truly embraced politics without accountability, transforming every issue into a joke or referencing it back to his own biography.

While he may have come out on the stage with a unique personal story, what kept Obama competitive was his skill at refracting everything through layers of irony and self-awareness. His approach was to borrow Stewart’s own routine without any of its ambiguity. Stewart’s pretense of triangulation became Obama’s obsession with turning his radical left-wing politics into an imaginary middle ground.

Stewart and Obama had come out of a political movement trying to respond to September 11 without having the first idea how to do so. Stewart’s comedy paved the way for minimizing the threat while inflating the absurdity of those trying to fight it. It is an approach that Obama continues to embrace.

(…)

Generation X cynicism fused with millennial brand awareness to create a political monster who might not be able to lie to the people all the time, but who cynically made the existence of his lies irrelevant.

Stewart’s Daily Show had offered an antidote to the Bush era of patriotism, sincerity and decency. Its antidote was passive aggressive ridicule and political satire as sincerity. After the Bush era ended, Stewart and his fellow comedians had little left to do except take on the job of defending Obama, while occasionally critiquing him. They had become the official court jesters of the Democratic Party.

Et eksempel. Under Israels seneste krig med terror-regimet Hamas i Gazastriben latterliggjorde Stewart Israel for ikke at beskytte fjendens civilbefolkning helt lige så meget som sin egen civilbefolkning. Som David Horovitz beskrev i Times of Israel

Stewart: “Both sides are engaging in aerial bombardment, but one side appears to be bomb-better-at it. (Studio laughter at the wordplay.) Most Hamas rockets are neutralized by Israel’s Iron Dome technology, and Israeli citizens can even now download a warning app. (Cut to clip of Israel’s US ambassador Ron Dermer explaining how Israelis can know where and when they’re being attacked.) So Israelis seem to have a high-tech, smart-phone alert system.”

Let me see if I understand the point he’s making here: Having falsely implied that Israel is as keen on killing as Hamas is, Stewart now seems to be criticizing Israel for not being as vulnerable as Hamas would like it to be to those Hamas rockets that are sent to kill us. He seems to be bashing us for having those tech smarts. It’s a bad thing that we developed a unique, astonishing Iron Dome missile defense system, without which hundreds of us would be dead? It’s a bad thing that we developed an app to warn us that the rockets designed to kill our citizens are heading this way?

Stewart: “How are the Gazans notified? (Cut to a clip explaining that Israel carries out “a small mortar explosion” on the roof of a building that is to be bombed “which serves as an Israeli warning of an upcoming airstrike.” Back to Stewart.) “Hmmm. So the Israeli military warns Gaza residents of imminent bombing (pause for comedic effect), with a smaller warning bombing! (Laughter). An amuse-boom, if you will.” (Studio laughter, clapping, cheering.)

What’s my problem with that bit (once I’ve registered the witty play on amuse-bouche). Oh, where to start? Stewart fails to explain which buildings in Gaza are being targeted: This is not the mirror image of Hamas’s arbitrary rocket attacks on any and every Israeli target. These are Israeli airstrikes on Gaza homes where Israel says terror chiefs live, where weaponry is stored, from where rockets are fired.

Furthermore, whereas Hamas, out to kill, does not generally warn Israel of imminent rocket attacks (thus rendering every missile fired at Israel from Gaza “a crime against humanity,” according to the Palestinian Authority’s own UN representative), Israel, trying not to kill noncombatants, fires that warning mortar shell to alert civilians — even though it knows this is more than likely to lead to the terrorist fleeing. Would Stewart rather Israel not warn Gazans that, in its efforts to prevent rocket fire on its civilians, it is about to strike back?

Mark Levin luftede dengang også sin harme over Stewarts manipulerede virkelighed.

Ian Tuttle beskriver i National Review, de barnlige reaktioner fra taberne af Brexit

In the wake of the U.K.’s decision to withdraw from the EU, the anti-Brexit crowd has leaped to explain the vote in stark terms. “The force that has been driving [‘Leave’ voters] is xenophobia,” wrote Vox’s Zack Beauchamp, and at Esquire Charles Pierce explained: “Some of the Oldest and Whitest people on the planet leapt at a chance to vote against the monsters in their heads.” The Guardian’s Joseph Harker mused: “It feels like a ‘First they came for the Poles’ moment.” And blogger Anil Dash managed to squeeze all of these dismissive opinions into a single tweet: “We must learn from brexit: Elderly xenophobes will lie to pollsters to hide their racist views, then vote for destructive policies anyway.”

(…)

Both sides of the Atlantic are dominated by liberal cosmopolitans who are no longer able to acknowledge the validity of any other worldview than their own. The anti-Brexit crowd cannot acknowledge that those who voted to leave may have done so out of legitimate concerns about sovereignty or economic opportunity or security — that is, that they may have drawn rational conclusions and voted accordingly. And President Obama seems incapable of recognizing that there are reasonable, non-bigoted grounds on which to oppose his executive actions — for example, to preserve the principle of separation of powers that is a pillar of the American constitutional order.

Liberal cosmopolitanism, regnant since the end of the Cold War, has bought completely into its own rightness. It is entirely devoted to an increasingly borderless political future carefully managed by technocrats and tempered by “compassion” and “tolerance” — all of which aims at the maximal amount of material prosperity. It sees no other alternative than that we will all, eventually, be “citizens of the world,” and assumes that everyone will be happier that way.

It’s not unreasonable to think otherwise. Anti-EU movements and renewed nationalism in the United States are on the rise precisely because they offer alternatives to this self-assured order. It’s not clear whether a United Kingdom withdrawn from the EU will be better off. But it’s entirely defensible to think that it might be. Likewise, it’s not unreasonable to prefer loyalties rooted in close-knit interactions among people who share a particular space and a particular history. Or to prefer local rule to government outsourced to distant bureaucracies. Or to prefer a richer sense of belonging than interaction in a common market. There are alternatives to a transnational super-state that are not fascism.

En gammel klassekammerat ‘linkede til nogle bitre tweets fra unge Remain-tilhængere, som BuzzFeed havde samlet. Og ungdommen, den ungdom, selvsikker si sin egen selvretfærdighed, mistænker ældre mennesker for kortsynet egoisme. “I know it’s not very “politically correct” to say it out loud but in the wasteland of ruined Britain I am going to hunt and eat old people“, skriver en og “I’m not giving up my seat to the elderly anymore. Eye for an eye.” skriver en anden. Noget for noget, hva’, de generationer der gik forud, hvad har de nogen sinde gjort for mig? Billedet med de forræderiske ældre mennesker, der trods den større erfaring åbenbart er blevet mindre vidende illustreres også med gammel kunst

Og historiske refererencer

Selvfølgelig, vi ved alle hvor egoistiske bedsteforældre er. (Psst, universiteter og den moderne videnskab blev opfundet i middelalderen).

Brexiter er nazister fordi de ikke vil lade deres land diktere af fremmede magter.

Psst, Channel Tunnel er ikke EU, men fransk-britisk halløj. Så lad os slutte via Daily Mirror med den tidligere Liverpool og Arsenal wing, Jermaine Pennant og hans bekymringer for fremtiden

Psst, EM afholdes næste gang i 2020.

Det skrev en god ven som han sendte mig historien Breitbarts: ”A study undertaken by the University of Michigan has revealed that young white pre-schoolers believe their race can change over time and they can effectively “grow up to be black.””. Trans-identiteter har sandelig metastaseret sig ud i samfundets sårbareste kroge og selv om det er normalt at være ked af et eller andet ved sig selv, er ideen om at være i en forkert krop selvfølgelig noget sludder og nogle vågner da også op og indser de personlige konsekvenser. Anyways, som om voksen-babyer ikke var fjollede i sig selv, så skriver Pajamas Media

Some men don’t just want dogs to be their best friend — they want to be the dog. Pup play, where grown men dress up as dogs and act that way in public, is both silly and disturbing, and shines a light on some of the confusion and pain inside the gay community.

Britain’s Channel 4 aired a documentary, “The Secret Life of Human Pups,” on Wednesday night. The Guardian carried out interviews with three of the show’s main characters, showing how they got involved in the movement: the struggles they face and the fun they enjoy.

The pup-play movement “grew out of the BDSM community and has exploded in the last 15 years as the internet made it easier to reach out to likeminded people,” The Guardian’s Nell Frizzell explained. “Human pups tend to be male, gay, have an interest in dressing in leather, wear dog-like hoods, enjoy tactile interactions like stomach rubbing or ear tickling, play with toys, eat out of bowls and are often in a relationship with their human ‘handlers.’”

Tom, who goes by “Spot” and works as an engineer in a theater, said pup play gives him license to behave in a way that feels natural, even primal. “You’re not worrying about money, or food, or work,” he told Frizzell. “It’s just the chance to enjoy each other’s company on a very simple level.”

But Tom’s introduction to the world was far from simple. “He knew he liked sleeping in a collar, had a fetish for skin-tight clothing - Lycra, rubber, even off-the-peg cycling shorts - then came a dalmatian zentai suit he found on eBay … and eventually, a man in a club walked up to him and said: ‘Oh right, so you’re a pup.’” In order to enjoy this simple company with other pups, he broke up with his former fiancee Rachel and moved into a gay relationship with his handler, Colin.

“It’s a sad thing to say, but there’s not love from the heart in me for Colin,” Tom admitted. “But what I have got is someone who is there for me and I’m happy with that.” He needs Colin because “a puppy without a collar is a stray; they don’t have anyone to look after them.”

En gang, under truslen fra nuklear udryddelse, vidste man bedre, godt nok endda til at kunne le,

Børnekultur, den er hele tiden under forandring. For opfattelsen af børn er, som begrebet fortæller, et spørgsmål om kultur. Derfor er det falsk når det siges at vi alle vil det bedste for vores børn. Det vil vi ikke og der er ikke blot tale om perverterede undtagelser. Til nogle tider og i nogle samfund er børn f.eks blot en fremtidssikring, i vore tider ofte en selvrealisering. Og selv om vi ville det bedste for vores børn, så er vi altid uenige om, hvad der er det bedste. En hippie i Købehavns gentrificerede brokvarterer vil gerne have at deres børn identitet er en udlevelse af en eksotiske sexualitet som slår døren ind til et kreativt job for vores andres penge. For muslimer på Vestbredden og i Gaza er det fineste at se sin teenagesøn sprænge sig selv og sine omgivelser i luften ved et busstoppested i Tel Aviv - så de kan opnå martyriet og familien lidt EU penge overrakt via den herskende terrorbevægelse Og det er jo på en gang det bedste for børnene og en fremtidssikring for familien.

Men vi er kristne eller i hvert fald rundet af kristendommen, så børn er individder med en uskyldighed, der giver dem en særlig forrang for at komme ind i himmerriget, skønt de rationelt er lettere at erstatte gennem reproduktion end et fuldvoksent menneske og derfor burde have mindre værdi. Men synet på børn er ikke rationelt, det er et religiøst dogme. Og den slags degenererer jo over tid, når man glemmer eller endog fornægter udgangspunktet. Så i Danmark, hvis for tiden herskende, men efterhånden lidt skrantende gud hedder velfærdsstaten vil man byde den ellers udviste gangster Levankovic velkommen hjem til det forbryderimperium han blev tvunget væk fra. For hans børns skyld, selvfølgelig. Fuck andres børn. Eller som psykolog ved Red Barnet Kuno Sørensen formulerer det

Som jeg umiddelbart hører det, har man ikke vurderet, at Levakovic er direkte skadelig for børnene, så derfor vil der i sådan en sag være et behov for børnene, for at have en ordentlig kontakt i ordentlige rammer sammen med den far, som de er børn af. Det, at skulle rejse til et fremmed land og etablere et samvær i nogle fremmede rammer, vil ikke kunne opfylde børnenes behov

Gangsteren Fisfis har otte børn (8!), så han venter i kulissen. Er der noget som rettigheder? Men netop det at vi prøver at beskytte børn ud over al rimelighed, mens muslimerne kan tage småpigerne til koner (smådrengene kan bare tages) giver en udfordring i kulturmødet når de myldrer herop med deres barnebrude. Normalt ville vi redde dem ud af de pædofiles kløer, men når man ikke er fra Tønder spiller familien, som det ellers er så trendyt at dekonstruere, pludselig en stor rolle. For børnebrudens skyld, selvfølgelig.

Der kommer også flygtningebørn uden voksen ledsagelse (heldigvis er halvdelen af disse børn voksne), men disse børn sendes ikke tilbage til deres forældre, selvom det at “rejse til et fremmed land og etablere et samvær i nogle fremmede rammer, vil ikke kunne opfylde børnenes behov”. Måske fordi at når de endelig er med voksen ledsagelse, så vil den voksne måske ikke helt barnets bedste, men ser istedet barnet som en fremtidssikring, der kan slå døren ind til velfærd.