Israel vs Hamas og Iran

islam — Drokles on December 31, 2008 at 10:58 am

Hvis det skulle have undgået nogens opmærksomhed så har Israel de seneste dage reageret på Hamas mange raketangreb fra Gaza-striben. De sædvanlige danske reaktioner har været lidt længe undervejs, hvilket kan skyldes et mindre chok over Israels evne til stadig at afregne kontant når de finder at tiden er inde. Men nu er de ved at finde vej til medierne. Fra Berlingske Tidende

Offensiven mod det Hamas-kontrollerede Gaza har ifølge den israelske regering til formål at sætte en stopper for affyringen af raketter mod israelsk jord.

Men det kan ende med at øge radikaliseringen og sende et større antal palæstinensere i armene på de yderliggående grupper, advarer eksperter.

- Det er i hvert fald ikke freden, der bliver vinder ved denne offensiv. Vold avler mere vold, og i sidste ende skubber denne konflikt flere mennesker i hænderne på ekstremister, siger den israelske analytiker Yossi Mekelberg fra tænketanken Chatham House i London.

(…)Samme vurdering kommer fra den danske Mellemøst-ekspert Michael Irving Jensen. Før eller siden vil der komme et svar fra Hamas på Israels overdrevne magtanvendelse i Gaza, siger han.

- Så kan det godt være, at de har smadret alle Hamas’ raketaffyringsramper og bygget mure, der skal forhindre selvmordsbombere. Men problemet for Israel er jo bare, at det her også medvirker til at skabe motivation for denne type af politisk vold.Samtidig risikerer Israel, at Hamas vil komme styrket ud af konflikten og stå stærkere end den mere moderate Fatah-bevægelse.

(…)

- Og det vil have en afsmittende effekt på Vesten på grund af Vestens fortsatte støtte til de israelske overgreb, siger Michael Irving Jensen.

Vold avler vold! Den slags bon mot’er læres på universitetet for mine skattepenge. Den Vestlige sfære (og her hører jøden så absolut under) er selvfølgelig aktør og aggressor, mens alt andet er reagent og offer. Kunne man ikke med lige så stor logik forestille sig at det måske er raketangrebene fra Hamas, der avler volden og skaber yderligtgående holdninger i Israel. Og at det måske vil have en afsmittende effekt på den muslimske verden på grund af deres fortsatte støtte til terror. Eller man kunne måske anskue det ud fra den betragtning at der er tale om to parter, der kæmper ud fra deres egne interesser, der er hinandens udelukkende og derfor ikke kan finde en fælles løsning.

Men hvorfor reagerer Israel nu?

Men hvis den israelske offensiv i Gaza lykkes og Israel og Hamas indgår en ny våbenhvile, kan det blive den israelske forsvarsminister, Ehud Barak, der sejrer - på flere fronter.

Der er seks uger til israelerne skal til valg, og på nuværende tidspunkt er Baraks Arbejderparti bagud i meningsmålingerne. I spidsen ligger udenrigsminister Tzipi Livni og hendes Kadima-parti samt tidligere premierminister Benjamin Netanyahu fra højrefløjspartiet Likud, der går ind for en benhård linje over for palæstinenserne.

At være motiveret af et forestående valg er en god gammel klassiker, der blev gjort berømt med filmen Wag the Dog, hvis pointe var at man kunne bevare præsidentembedet ved at starte en krig. Filmen blev til efter at George Bush havde vundet krigen mod Saddam Hussein. Bill Clinton, hvis analyse ganske modsat var “It’s the economy, stupid!” bankede som bekendt krigshelten.

Tesen udtrykker en grundlæggende skepsis til demokratiet (af de samme mennesker, der mener at dialog er løsningen), hvor folkevalgte politikere nødvendigvis handler ud fra sinistre betragtninger for at tilfredsstille en primitiv hob af underlødige objekter. Bedre må det derfor være i et diktatur, hvor moralen sikres ved at, der er evig tid til valget. At krigen er populær kunne jo også skyldes at man i for lang tid har gået imod folkets vilje ved at finde sig i raketangrebene og således ikke har været sin rolle som stat værdig - nemlig at beskytte sine borgere mod fjender!

De fjender er ikke blot den palæstinensiske terrorgruppe Hamas, men også dennes ideologiske og finansielle mæcen - det iranske præstestyre. Den konflikt har større komplikationer, da Iran i stadigt højere grad udgør en trussel mod de arabiske stater og da de sædvanligvis svage shiamuslimer med dem er i offensiven overfor sunnimuslimerne. Fra Berlingske Tidende

Hassan Nasrallah, leder af den shiamuslimske milits Hizbollah, kritiserede i en tale fra Beirut Egyptens regering for at være på Israels side og opfordrede egyptere til at rejse sig mod autoriteterne.Egypten gav i går igen på Nasrallahs fordømmelse i en ordkrig over Gaza, som reflekterer den dybe kløft mellem konservative arabiske regeringer, der tager afstand fra Hamas og frygter gruppens militante islamisme, og populære islamiske bevægelser, der er villige til at konfrontere Israel, koste hvad det vil.

Konservative regimer frygter Hamas

”De ærværdige egyptiske væbnede styrker er i stand til at forsvare dette hjemland overfor folk som dig. Du vil skabe kaos i denne region som en service til interesser, der ikke er gode for denne region,” sagde den egyptiske udenrigsminister Ahmed Aboul Gheit til Nasrallah med hentydning til Iran, der støtter Hizbollah. Den egyptiske regering er de sidste dage blevet angrebet for at samarbejde med Israel, fordi Egypten de sidste seks måneder har fastholdt en blokade overfor Gaza.

”Hvis I ikke åbner Rafah grænseovergangen, er I en del af forbrydelsen, en del af mord-plottet,” sagde Nasrallah i søndags.

Men Egypten nægter at åbne grænseovergangen ind til Gaza af frygt for, at i tusindvis af palæstinensere vil flygte ind i Egypten.

Egypten lægger på lige fod med Jordan og magtfulde Saudi-Arabien afstand til Hamas, som er allieret med Iran, Syrien og Hizbollah. De sunnimuslimske, vestligt-allierede regimer er ikke interesserede i at opildne til den militante form for islam, som Hamas i deres øjne står for. Hamas er i vidt omfang en palæstinensisk udgave af Det Muslimske Broderskab, som Egyptens regime slår hårdt ned på, mens som alligevel er en stærkt populær bevægelse med stor folkelig appel.

Ind til videre er det derfor ikke lykkedes Hamas at generere et arabisk diplomatisk initiativ, som kunne føre til en ny våbenhvile på Hamas’ vilkår.

Fra Kristeligt Dagblad

Hamas er ikke kun chokeret over omfanget af det israelske angreb. De forholdsvis tavse arabiske regeringer i regionen får også Hamas til at føle sig forrådt af sine egne brødre. Indtil videre er det kun Syrien, Hizbollah-bevægelsen i Libanon og det iranske præstestyre, der som ventet har kritiseret Israel for angrebet på Hamas.

(…)

….Israels udenrigsminister, Tzipi Livni, få dage inden den israelske operation mødtes med Egyptens præsident, Hosni Mubarak, som åbenbart ikke stillede sig på hælene over for den kommende israelske operation. Den opførsel opfattes ikke kun som pro-israelsk hos Hamas, men også som et direkte signal til Israel om, at Egypten vil vende det blinde øje til, mens den jødiske stat hamrer løs på Hamas.

(…)

Flere artikler i de regeringsvenlige egyptiske aviser har siden den israelske offensiv ført den samme afdæmpede linje som regeringen. Til tider er lederskribenter endda gået så langt som til at give Hamas størstedelen af ansvaret for den seneste konflikt.

– Hvis du ikke kan dræbe ulven, skal du lade være med at rykke den i halen, skriver lederskribenten i dagbladet al-Ahram og antyder, at Hamas selv er ude om den israelske reaktion.

(…)

Skellet mellem de arabiske regimer og befolkningerne i de arabiske lande er ikke noget nyt. Men tavsheden over for den israelske offensiv vil i fremtiden blive opfattet som et vendepunkt i kampen mellem islamisterne og de mere moderate arabiske regimer ifølge den libanesiske klummeskribent Sarkis Naoum.

– De arabiske landes tavshed vil give Iran og Syrien vind i sejlene. De vil benytte situationen til at fortælle de arabiske befolkninger, at regimerne i de arabiske lande ikke ønsker at hjælpe, siger Sarkis Naoum.

Ifølge den libanesiske klummeskribent vil den israelske offensiv derfor blive krigen, der for alvor markerede de arabiske regimers svigt over for deres egne befolkninger og palæstinensiske brødre.

Og Hamas har måske en moralsk sag ifølge Press TV

Citing diplomatic sources, the London-based daily al-Quds al-Arabi reported Sunday that Egyptian Intelligence Minister Omar Suleiman had deceived Hamas into believing that Israel would not launch an attack on the Gaza Strip in the near future.

According to the report, the misinformation lured Hamas into not evacuating its security compounds and headquarters.

Suleiman convinced a number of Arab leaders that Israel was intending to launch only limited operations into the Gaza Strip to mount pressure on Hamas ahead of signing a new ceasefire agreement, the report added.

Egypt told Hamas on Friday evening that Israel had agreed to begin talks on a ceasefire and would not attack Gaza before Cairo ended its diplomatic efforts, the daily quoted Hamas sources close to former Palestinian Foreign Minister Mahmoud al-Zahar as saying.

The report added that Egypt’s assurance persuaded Hamas not to evacuate its security compounds in accordance with routine procedures in place after any threats by Israel.

Poul Erik Andersen om EU og den nationale selvstændighed

EU — Drokles on December 30, 2008 at 6:40 am

Fra 180 Grader

Den store omvæltning skete 1. november 1993, hvor Traktaten om Den europæiske Union, altså Maastricht-traktaten, trådte i kraft, og EF tog navneforandring til EU. Danskerne stemte nej, men kom alligevel med i Unionen ved i anden omgang at stemme ja til den såkaldte Edinburgh-aftale med de fire forbehold omkring den fælles mønt, unionsborgerskabet, det militære samarbejde og rets- og politisamarbejdet.

Regeringens jurister, der jo er de samme, uanset hvilken regering vi har, hævdede dengang, at Edinburgh-aftalen var indgået som en såkaldt folkeretligt bindende afgørelse, og derfor ikke var en del af EU’s traktatgrundlag eller den afledte EU-ret.

Det har nu vist sig ikke at holde stik. EF-Domstolens afgørelse i den såkaldte Metock-sag omkring opholdsdirektivet har klart demonstreret, at Danmark også er omfattet af unionsborgerskabet og ikke længere selv kan bestemme, hvem der må være her i landet og på hvilke betingelser. Spørgsmålet er så, hvad det næste bliver, hvor vi bliver nødt til at rette ind, medmindre vi vil have bøder i al den tid, vi stædigt fastholder retten til egen lovgivning.

En af Unionstraktatens nyskabelser var bl.a., at EF-Domstolen fremover kan udstede dummebøder til de lande, der har en misforstået opfattelse af begrebet national selvstændighed og gennemfører egen lovgivning på tværs af EU. En anden og nærmest katastrofal nyskabelse var, at de områder, hvor gennemførelsen af en lovgivning krævede enstemmighed i Ministrrådet, blev stærkt indskrænkede, og denne udvikling er med Lissabon-traktaten blevet forstærket i en sådan grad, at medlemslandene stort set nu kun har afgifts- og beskatningspolitik, strafferet og sociallovgivning tilbage som selvstændige lovgivningsområder. D.v.s. områder, hvor der i EU-regi ikke kan træffes flertalsafgørelser, men hvor der skal være enstemmighed.

Læs den hele.

Arafat

Diverse — Drokles on December 30, 2008 at 5:43 am

Den tidligere palæstinensiske leder af palæstinenserne Yassir Arafat døde ifølge sin læge af AIDS

Det vides ikke, hvem der smittede ham eller hvor mange han selv har smittet

Hensynet til bøsser står over hensynet til fremmede kulturer

Diverse — Drokles on December 30, 2008 at 4:44 am

Fra Politiken

»Millioner af børn i verden lever under kummerlige forhold, og kun en stor indsats imod fattigdoms- og ulighedsproblemer kan afhjælpe dette, men den foreslåede ændring af adoptionslovgivningen vil være et positivt skridt, således at nogle af disse børn kan tilbydes en tryg og kærlig opvækst«, hedder det i forslaget.

Signalpolitik
Denne retorik faldt dog ikke i god jord hos regeringen, som i skikkelse af justitsminister Brian Mikkelsen bekendtgjorde, at man ikke bakker op om forslaget.

»Det er jo en smuk formulering, men den virkelige verden ser anderledes ud. Problemet er ikke at finde familier til adoptivbørn. Faktum er nemlig, at der på verdensplan er langt flere, som ønsker at adoptere end der er børn, der er frigivet til adoption«, sagde Brian Mikkelsen.

Brian Mikkelsen fremhævede også, at der endnu ikke er nogen af de såkaldte afgiverlande, som vil lade homoseksuelle adoptere deres børn.

»På den baggrund opfatter vi det her, som signalpolitik, som det ikke er muligt at gennemføre«, afsluttede han.

Det er jo den omvendte verden. Den del af Folketinget, der i Muhammedsagen var bange for at støde fremmede kulturer i den globale landsby hævder nu vores moralske ret til at gøre, som vi finder det for godt i eget land. Omvendt er forfægterne af ytringsfriheden nu blevet kulturelt sensible og til falds for cost-benefir tankegange, som de ikke undte Arla.

Søren Espersen blæser til 2. Halvleg af kulturkampen

Diverse — Drokles on December 29, 2008 at 3:00 am

Dansk Folkepartis medstifter og 2. næstformand og tillige medlem af Præsidiet langer i et læserbrev i Jyllands-Posten voldsomt ud efter Socialistisk Folkepartis gruppeformand og ordfører galore Ole Sohn, som han direkte sammenligner med den kendte danske nazist Fritz Clausen. Et så hårdt angreb på en politiker fra andet geled af en politiker ligeledes fra andet geled er meget bemærkelsesværdigt.

De sidste danske afdelinger af nazistpartiet, DNSAP, og kommunistpartiet, DKP, blev anført af henholdsvis dyrlæge Frits Clausen og af skolelærer Ole Sohn. Deres skæbner skulle blive så vidt forskellige, om end de to havde så meget til fælles, både hvad angår tankegods og ideologi:

Kunne drille hinanden
Begge veluddannede, velformulerede, præsentable, og begge i 30′erne, da de overtog lederskabet af de danske afdelinger af udryddelses-ideologierne; Frits Clausen som 39-årig i 1933 og Ole Sohn som 34-årig i 1987, efter at han havde siddet med i DKP’s Centralkomité siden 1981.

Havde Frits Clausen og Ole Sohn levet på samme tid, kunne de måske nok i venskabelighed have drillet hinanden lidt med, hvilket af deres partier, der nåede at få udryddet flest mennesker - og Ole Sohn havde vistnok vundet denne lille kappestrid. Men ellers bør der ikke have været den store uenighed mellem Clausen og Sohn, for de ideologiske forskelle mellem DNASP og DKP kan jeg ikke få øje på.

Men skæbnerne blev altså vidt forskellige.

Da nazistyret var nedkæmpet i 1945, var det samtidig slut med naziføreren Frits Clausen. Fornedret, hadet og hånet blev han smidt i Vestre Fængsel, hvor han - velfortjent i øvrigt - afgik ved døden to år senere. Han holdt til sit sidste åndedræt fast ved sin perverse udryddelses-ideologi.

Det samme kan ikke siges om kommunistføreren Ole Sohn.

Aldrig så snart kommuniststyret var nedkæmpet i begyndelsen af 1990′erne, surfede han cool og elegant fra DKP og over i det en anelse mere stuerene SF. Og ikke nok med det: Han begyndte i samme sekund at bekæmpe og jage kommunister.

Kulturkampen er således blæst i gang igen efter en 1. halvleg, hvor det kulturkonservative manifesterede sig selv og vandt evnen at formulere virkeligheden. Tillige blev nazikortet, der indtil da havde tilhørt venstrefløjen nu spillet begge veje. Men hvor venstrefløjen brugte det ofte og i flæng om alt og alle vedrørerende Dansk Folkeparti og andet indvandringskritisk var den kulturkonservative brug grundlæggende teoretiske sammenligninger mellem ideologier.

Søren Espersens angreb på Ole Sohn er et nyt kapitel, hvor nazismen - det symbolske og folkelige ord for det lettere diffuse og sværere tilgængelige ord totalitarisme - søges placeret entydigt hos venstrefløjen, men denne gang og langt mere effektivt, som en “menneskelig historie”, der i sin essens kræver et responsum. Det er et spil om aben og Espersen har effektivt blæst til angreb. Vi ser frem til fortsættelsen.

Islamisk barbari

Diverse — Drokles on December 29, 2008 at 12:08 am

Intensiteten i dyrkelsen af islam hænger direkte sammen med omfanget af grusomheder. Den logik betyder at man ikke kommer grusomheder til livs ved at indføre mere islam. Fra Politiken

Regeringen lavede i maj en aftale med oprørerne om gradvist at trække soldaterne ud af området og indføre et islamisk retssystem til gengæld for, at oprørerne skulle stoppe deres angreb.

Men volden er alligevel blusset op.

Volden er ikke den gode gamle “ultravold”, men selvfølgelig ualmindelig afstumpet og klassisk islam i sin rene og logiske form, som den tager sig ud i et område i Pakistan tæt på Afghanistan

»I har indtil 15. januar til at få stoppet jeres pigers skolegang. Hvis I ikke tager denne advarsel alvorligt, vil vi slå disse piger ihjel«, sagde Talebanlederen.

»Vi vil også advare skoler mod at indskrive kvindelige elever, ellers vil vi sprænge deres bygninger i luften«, lød det.

Turistmål blev til blodig kampplads
Den bjergrige Swat-dal var indtil sidste år et populært turistmål med blandt andet Pakistans eneste skiområde.

Men regionen er blevet omdannet til en blodig kampplads, siden den yderliggående præst Maulana Fazlullah, der har forbindelser til Pakistans Talebanbevægelse, startede en voldelig kampagne for at få indført islamisk sharialovgivning i dalen.

Indbyggerne i området siger, at Talebankrigere allerede har ødelagt snesevis af skoler drevet af regeringen, hvilket har fået flere til at starte private skoler i deres eget hjem for at få uddannet deres børn.

Intet, der besudler det rene kan tillades og kræves destrueret. Mænd øver vold på deres naturlige instinkter og foretager grufulde forbrydelser i skråsikker tiltro til dødens prædiken. Den følgende video, angiveligt fra kurdisk Irak er ikke for sarte sjæle. Den viser en rasende menneskemængde destruere en ung kvinde i frådende raseri. Sten bliver kastet på hende, hun bliver sparket og trampet på. Hendes hoved bliver endeligt knust af en betonklods. Mængden er kørt op i et sådant hysteri at de forsætter med at mishandle, hvad der nu kun er et lig.

Man kan se at andre også filmer med deres mobiltelefoner. Formålet er ikke at doumentere det rædselvækkende optrin for der er ingen undren over mængdens gruppehysteri, kun selve gerningen. Man dokumenterer eller snarere gemmer mindet om destruktionen af det menneske man har ophørt med at se, som et menneske og af en eller anden grund anser som det onde. Et trofæ til senere afspilning, noget til familiealbummet.

Det er dyrkelsen af selvsuggesion, massesuggesion og hysteri. Dette er islam.

Glimrende beskrivelse af Jesus og kristendommen

Diverse — Drokles on December 23, 2008 at 4:10 pm

Fra Jylland-Posten

Men frihed og ytringsfrihed og religionsfrihed er ikke en naturgiven ting. Det minder Durban II os om. Vil vi fortsat nyde julens gode gaver i form af frihed og respekt for det enkelte menneske, håb og mod på tilværelsen, så skal evangeliet lyde. Så skal budskabet ikke ud i en relativistisk discountudgave, men som et glædeligt budskab om at være vejen og sandheden til frihed for hele folket.

Julen kan ikke nedskrives til stemning. Evangeliet har givet det enkelte menneske en frihed og et håb, som ingen menneskelig institution formår. Kvinden var på Jesu tid mandens ejendom og uden ret til skilsmisse - og som ugift faderens ejendom. Hendes rettigheder var begrænsede. Hun kunne ikke som manden kræve skilsmisse. Men hos Jesus er hun ikke blot en satellit til manden, men et selvstændigt menneske. Tilsvarende med barnet.

Sabbatten, helligdagens overholdelse vogtede farisæerne over, fordi den var til for sin egen skyld, for Guds skyld, ikke for menneskene, ikke for at imødekomme deres behov. Farisæernes gudsforhold var båret af ærefrygt og ubetinget lydighed. Jesus gjorde radikalt op: mennesket blev ikke skabt for sabbattens skyld, men sabbatten for menneskets. Og på samme måde blev kvinden helbredt uden at skele til ugedag, for hele hans liv var båret af et opgør med den religiøse og samfundsmæssige lov som var et og det samme, når den forhindrede medfølelsen i at udtrykke sig.

Og han sagde: »Hør og forstå: Ikke det, som går ind i munden, gør mennesket urent, men det, der går ud ad munden, gør mennesket urent.« Og han uddybede det med at alt, hvad der kommer ind i munden, går ned i maven og føres ud på det dertil bestemte sted? men dét, som kommer ud af munden, udgår fra hjertet, og dét gør mennesket urent. Thi fra hjertet udgår der onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyverier, falske vidnesbyrd, bespottelser. Det er den slags ting, som gør mennesket urent, men at spise med uvaskede hænder gør ikke mennesket urent.

Og da farisæerne havde truffet beslutning om at fange ham i ord og kælent spørger: »Hvad synes du, har man lov til at give kejseren skat eller ej?« Og Jesus mærkede deres ondskab og vidste at det var en fælde og svarede: »Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er«.

Og de kom med kvinden, som var grebet i hor. Forarget ville de gribe til den kollektive straf og stene hende. Men Jesus satte den kollektive straf ud af spil og sagde: Den af jer som er syndfri kaster den første sten. Og stenene blev liggende. Det var lidt sværere at have et personligt ansvar end at dække sig ind under kollektivets lov. Det er lettere at handle ud fra en religiøs lov og ideologi end selv at stå til ansvar, at handle med sin samvittighed.

De jødiske skriftlærde regnede med 613 bud. Jesus afviste det hele og henviste i stedet til det dobbelte kærlighedsbud - du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv - som det største af alle, hvorved alle de andre er dybt overflødige. At leve er at elske her og nu.

Jesus kendte godt til samtaler. Han sagde jeres tale skal være »ja, ja eller nej, nej«. Ganske vist kendte han ikke begrebet ”dialog”, men samtalen med farisæerne var ikke så meget om, hvad de var enige om, men om hvor vandene skiltes.

Det skortede ikke på andre religioner, for tiden var synkretistisk. Jesus opfordrede ikke til ”dialog”, men til mission: »Gå ud i alverden og gør alle folkeslagene til mine disciple.« Han lyttede til barnet og kvinden, den søgende og spørgende, den glade og sørgende. Og han gik ind i en samtale, hvor ord forløste og skabte frihed og håb. Ofte fik samtalerne karakter af ”stridssamtaler”, hvor Jesus fortalte, at Gud havde ladet nyt ske på jorden, som der ikke kunne gives køb på. Og de blev forargede, søgte at fange ham i ord. De stræbte ham efter livet for med vold at slå ham ihjel. Jesus brugte skarpe ord om de religiøse vogtere, som lavede tilværelsen til en pestilens for folket: Ve jer, i skriftkloge og farisæer, I hyklere, Ve jer, I blinde vejledere. I dårer.

Og Jesus blev forfulgt og talrige af de første kristne blev forfulgte eller endte som martyrer. Men de holdt fast ved evangeliet. Og i dag er en stor del af de forfulgte i verden fortsat kristne, og forfølgerne er ofte muslimer. De kristnes frihed var forankret i Jesu ord: »Jeg er vejen og sandheden og livet«. Der er ikke tale om flere veje, flere sandheder, men en frihed som ikke er til fals.

Paulus skriver: »Lad jer derfor ikke underkaste en ny lov«. Det skæbnesvangre er, når relativismen får lov at sætte spørgsmålstegn ved den vundne frihed og ytringsfrihed under dække af kulturel diversitet og mangfoldighed. For netop troen på, at Jesus er sandheden og vejen og livet, har været det klare og enkle budskab, som har skabt håb i mørket. Han er ikke blot en af vejene, nej han er sandheden for os døbte.

Læs den hele.

Jakob Illeborgs samfundsramme

Londonistan, Multikultur, islam — Drokles on December 22, 2008 at 6:45 am

Det er en særlig følelse at læse Politiken og da den lå frit fremme på mit arbejde kunne jeg ikke dy mig for at genopfriske dette særlige segments univers. Sektion 2 indeholder de saftige debatsider og her gør Jakob Illeborg, som en forlængelse af hans bog om samme emne en Iagtagelse, nemlig at danskerne er blevet sig selv nok. Og det er en iagtagelse man aldrig bliver træt af på Politiken.

For nylig talte jeg med den britiske minister for racerelaterede anliggender og sameksistens, Sadiq Khan, der selv er muslim. Ligesom Garton Ash mener han, at Storbritannien har noget at lære os andre, når det gælder den svære - og formodentlig nødvendige - kunst at få etableret en samfundsramme, der appellerer til andre end os selv : »Storbritannien er det lysende eksempel på, at det kan betale sig at skabe en ramme, hvor folk har lov til at leve vidt forskellige liv med forskellig etik og religiøse værdier, så længe de respekterer landets lov og ret. Vi skal turde indlemme elementer af anderledes skik og brug, f.eks shariaprincipper for muslimerne«, sagde ministeren.

Det er jo godt at danske Jakob Illeborg sådan kan gå og føre samtaler med engelske ministre. Men loven er jo ikke blot en tom ramme, men en afspejling af samfundets normer og moral. Hvad skal være lovligt, hvad skal være pligter og hvad anses for skyld. Overensstemmelsen mellem borgernes selvfølgelige opfattelse af ret og vrang og så loven er afgørende for den tiltro borgerne har til samfundet og til hinanden.

At en muslim mener at sharia skal være en del af England overrasker ikke, men at erfaringerne med sharia i andre dele af verden ikke gør mere indtryk på englænderne og Jakob Illeborg gør derimod og man må spørge, hvem det er man gerne vil appelere til med sin “samfundsramme”, hvis ikke til en selv?

Men sådan skal England åbenbart være et lokalt forsøg på et verdensamfund, som vi andre skal tage ved lære af. Jeg foretrækker nu at se forsøget helt til ende først, for det ser unægteligt ud, som om det koger over. Antydningen af det scenarie ligger allerede i Illeborgs egne ord.

Briterne har turdet satse på at skabe en positiv ramme for sameksistens. Det betyder ikke, at det britiske system på nogen måde er perfekt, og dele af den britiske tilgang til terrorbekæmpelse er direkte bekymrende.

Hvad Illeborg ser som et paradoks mellem den bekymrende tilgang til terrorbekæmpelse, der i sit væsen er et frontalangreb på den personlige frihed ser jeg, som en naturlig konsekvens. Modsætningerne mellem gruppperne trænger sig stadig mere på og ingen kan undslippe den konflikt i et samfund, der definerer individdet som kulturbærer tilhørende en gruppe. Hvad livets essens handler om er kulturelt specifikt og det er selvsagt hjerteblod i enhver kultur. Intet kompromis eller møden på halvvejen er mulig og at søge at gøre alle tilfredse fra samfundets side ender med at gøre alle utilfredse. Og hvem har skylden for ens fremmedgørelse, hvis ikke “de andre”?

De engelske myndigheder har siden metrobomberne optrevlet mere end 20 attentater, hvor den mest spektakulære omhandlede bombningen af 7 fly over Atlanten. Hadet til den engelske samfundsramme er indlysende gevaldigt! Spørgsmålet man stiller sig i England er, hvornår og ikke, hvis det lykkes for en endnu større terroraktion med en “beskidt” bombe. Et andet spørgsmål er, hvornår andre gruppers forhold til “samfundsrammen” udmønter sig i had og gengældelse, for det er deres eftergivenhed man søger at veksle til tilfredsstillelse af den evigt sultne islam.

Gammel præst med glimerende analyse

Diverse — Drokles on December 22, 2008 at 2:24 am

Jeg foragter ellers præstestanden, som helhed. Højt betalte er de, men uden at vise ansvar for deres embedes fremtid eller deres tro. Måske derfor er det en pastor emeritus, der i Jyllands-Posten udlægger forskellen mellem islam og kristendommen.

Vidt forskellige udgangspunkter sætter vidt forskellige kulturpræg. Vi får en islamisk kultur, hvor mennesker skal rette ind efter den hellige lov, og de tør ikke andet. Vi får en kristen kultur, hvor der ikke findes nogen hellig lov, men alene det personlige ansvar, som begynder med, om jeg overhovedet vil tro den kristne prædiken. Den tilbyder sig jo alene i al sin magtesløshed. Derfor kan jeg, hvis ikke den tager magten fra mig, så let droppe den. Og det er så, Gud bedre det, det mest almindelige i dagens Europa, hvor man foretrækker i al selvoptagethed at gnave sit eget kødben i sit eget hjørne.

Den humanistiske og ateistiske selvudfoldelsesreligion vinder over kristendommen, samtidig med at selvudfoldelsen vokser til uhæmmet egoisme.

At kristendommen engang har været kulturbærende betyder, at vi nu ikke længere mødes på en fælles baggrund , men at vi er vidner til en fremadskridende kulturopløsning. Netop, at kristendommen har været. Her er ingen vej tilbage, fordi man kan ikke bruge kristendommen til at redde en kultur. Kristendommen har den bivirkning at være kulturskabende, men dens anliggende er ikke kulturen, men det enkelte menneskes tro og håb. 

Læs endelig den hele.

Lillelund citerer Henning Koch

Godheds-industrien, venstrefløjen — Drokles on December 19, 2008 at 6:50 am

Henning Koch fik for nylig beklikket sin ære.

“Hvis jeg ofte tager fejl, hvorfor bruger Justitsministeriet mig så løbende,” spørger professor Henning Koch.

Ja det må guderne vide. Men Justitsministeriet er jo ingen guldstandard. Niels Lillelund fremdrager i Jyllands-Posten nogen bemærkelsesværdige kommentarer fra Henning Koch.

»Jeg mener, det er på tide at få en debat om, hvorvidt det er rimeligt og anstændigt at bygge regering på et parti, der tilsyneladende næres af en ideologi, som i yderste konsekvens kan åbne for en både antisemitisk og islamofobisk flodbølge.«

 

Citatet skyldes professor, dr.jur. Henning Koch, og vi lader det stå et øjeblik, så vi får tid til at nyde denne landvindig inden for den juridiske forskning, som her gøres tilgængelig for folk. Men når den er fordøjet, så kommer der mere, for Koch er en flittig forsker, han er ligefrem ekspert i forfatningsret, og han gør ingen røverkule af sit hjerte: »Hvis den politiske og moralske debat udebliver, så er det nødvendigt med et retligt værn. Blasfemiparagraffen skal blive, for når man ter sig politisk og moralsk, som Tidehverv gør det, så er det simpelthen nødvendigt at kunne dæmme op for dem.« 

Tidehverv er, skylder vi at sige, den teologiske retning, som både Søren Krarup og Jesper Langballe tilhører, så forfatningsretsligt set er det nærmest det samme som Dansk Folkeparti. Og forfatningsret viser sig at være et bredere område end som så og synes især at vedrøre Dansk Folkeparti.

»Partiet rummer destruktive kræfter, som er farlige for demokratiet. Et sprængfarligt potentiale, som jeg frygter kan udløse panik over for indvandrere og flygtninges synlige anderledeshed. Det er for mig uforståeligt og gådefuldt, at danskerne kan falde for den retorik. I 1930,erne og under krigen havde vi høj arbejdsløshed og dårlige økonomiske forhold. I dag er vi et af verdens rigeste lande. Måske skyldes Dansk Folkepartis medvind, at vi i dag ser flere anderledes udseende i gadebilledet end dengang. Udgrænsningen af jøderne var ikke så nem, som udgrænsningen af muslimerne er i dag.« 

Tænk sig. Det var ham og konsorter, der svang taktstokken over den offentlige debat for mindre end ti år siden. Nogen er forsvundet siden da andre har, som Henning Koch holdt sig flydende. Og hvorledes er det lykkedes dem det? Fra Jyllands-Posten

Dansk Folkepartis næstformand og retsordfører, Peter Skaarup, har netop udtalt, at Henning Koch gentagne gange har beskyldt Pia Kjærsgaard for at handle i strid med grundloven.

»Det er ganske enkelt ikke rigtigt. Jeg er netop meget tilbageholdende med at bruge den vending,« siger Henning Koch.

Ja, den vending er han meget påpasselig med ikke at bruge. Han er jo ikke ekspert for ingenting.

Æresdrab skyldes kultur

Forbrydelse og straf, islam — Drokles on December 18, 2008 at 8:56 am

I Weekendavisen 17/12 prøver en Nur Beir, der er uddannet i engelsk litteratur at fratage kultur skylden for æresdrab. At det er kultur og ikke islam hænger sammen med særlige tyrkiske forhold, som vi skal se senere. Jeg kender ikke undersøgelsen og ved derfor ikke, hvorledes et æresdrab defineres nærmere og, hvorledes de tælles op (jalousidrab sammenblandes ofte) eller, hvor stort et eventuelt skyggetal er. Det er kun artiklen af Nur Beir, der her står for skud for sine afsindige udsagn.

En ny tyrkisk rapport, som kortlægger fænomenet æresdrab , rummer flere overraskende oplysninger og konklusioner og indebærer, at vi må revidere flere af vores hidtidige forklaringsmodeller. Undersøgelsen bygger på tal fra 81 tyrkiske provinser i perioden 2000-2005. For det første fremgår det, at mænd også er ofre for æresdrab , og at antallet af mandlige ofre (710) er højere end antallet af kvinder (480). Derudover viser rapporten, at gerningsmanden generelt er en mand (1413), men nogle gange en kvinde (180).

Vi kan altså straks smide den kønsbaserede forklaringsmodel i skraldspanden, eftersom der må være meget mere på spil end kvindehad, når der er henved 30 procent flere mandlige ofre end kvindelige, og når knap én ud af syv mordere er en kvinde. Det fremgår også af rapporten, at antallet af æresdrab stiger, i takt med at uddannelsesniveauet falder. Det betyder, at vi ikke kan forklare æresdrab med, at det er kulturelt betinget.

En undersøgelse tager udgangspunkt i et muslimsk land leder altså til at æresdrab ikke er kulturelt på bagrund af indre forskelle i intensitet mellem by og land. Den vinkel udspringer af en tyrkisk selvopfattelse i skellet mellem Attatürks moderne nationalstat og den islamiske sump den hviler på. Derfor kan man længere nede i teksten læse “Hidtil har man anset æresdrab som en kurdisk problematik, særlig for landområder med et flertal af oprindeligt kurdiske borgere.“, der om noget afslører en formaning til en civilisatorisk anstændighed som tyrkere skal identificere sig selv med overfor det primitive de forsøger at distancere sig i forhold til.
Det er bemærkelsesværdigt at forfatteren konkluderer at æresdrab ikke er kulturelt betinget fordi antallet af æresdrab falder i takt med at uddannelsesniveauet stiger da det jo ikke forsvinder. Det vil sige at det netop ikke er et spørgsmål om uddannelse, der er styrende for den opfattelse, der fører til barbariet siden den trives blandt uddannede blot i mindre grad. Når, der er forskel på grusomhederne i by og land er det ikke så meget uddannelse (imamer er jo også uddannede) eller økonomi (man bliver ikke et bedre menneske af at have mange penge) så meget, som, at det religiøse aftager med det moderne, der præger byerne. Dels fordi det er lettere for individdet at undgå kleresiets åndstyranni med den nedsatte mulighed for social kontrol og dels fordi den moderne og vestligt indspirerede tyrkiske stat lettere kan håndhæve den vestligt inspirerede lov og bekæmpe det islamiske uvæsen man ser i kontrast til den tyrkiske nation.

Den tyrkiske rapport er udarbejdet af Statsministeriets Menneskerettighedspræsidium, og den viser desværre også, at antallet af æresdrab er steget støt siden 2003. Trods forbyggende social indsats er der i alt begået over 1100 æresdrab i løbet af de sidste fem år.

Så meget for teorien om socioøkonomiske forhold for at tage den i opløbet. Stigningen i æresdrab ses ifølge forfatteren også i de store byer, men det tilskrives de mange analfabeter, der flytter fra land til by og medtager deres vaner (hvorledes er ideen om at myrde sit afkom i første omgang opstået?). Interessant ville det her også være om disse familier har større eller mindre tendens til at forfalde til æresdrab. For med den øgede frihed fra det sociale pres, som byen tilbyder følger flere konflikter med det traditionelle. Og er der nogle indikationer, der viser om det traditionelle vinder ind på det moderne og eroderer Atatürks nationalstat eller om den blodige kamp blot er en naturlig overgang mens byen opløser de tilflyttedes normer?

En anden tyrkisk undersøgelse om æresdrab - netop publiceret af Det Sociologiske Fakultet ved Dicle Universitet for TUBITAK (Tyrkiets Videnskabelige og Teknologiske Forskningsråd) - understøtter konklusionerne i Menneskerettighedspræsidiets rapport, især hvad angår æresdrab som et socialt fænomen med henvisning til økonomiske incitamenter.
TUBITAK-undersøgelsen baserer sig på kvalitative interviews med 190 fanger i landets 46 fængsler. De er alle dømt for at have begået æresdrab , og det iøjnefaldende er, at over 50 procent af de interviewede drabsmænd forsørges af ofrets familie og erklærer, at de ikke har vanskeligheder med det økonomiske resten af deres liv.

Ofrets familie er i mange tilfælde drabsmandens svigerforældre, og det vil sige, at »livslang forsørgelse« indgår som et underforstået krav for udførelse af æresdrabet. Et æresdrab kan for en del af de mandlige morderes vedkommende altså også forklares som et praktisk redskab til en livslang overførselsindkomst bestående af dagpenge plus alderdomspension.

Man må spørge sig selv om hvad det for nogle tanker, der rører sig i ofrenes familier, der tilskynder dem til at belønne deres kæres mordere. Hvis altså, at man ser bort fra at ofret måske ikke opfattes, som offer, men, som den egentlige forbryder, der har krænket sin egen families opfattelse af ære. Ofattelsen af ære er ganske kulturelt betinget - faktisk er ære et kulturelt begreb. Det er sjældent at man ser så store selvmål i en kronik. Eller det vil sige lige indtil at man ufrivilligt får serveret et fremragende bevis på islams skadelige påvirkning af menneskets hjerne.

I hvilket omfang kan sociale faktorer påvirke personens psykologi og hjernefunktioner? En undersøgelse fra 2007 foretaget af Institut for psykologi på Smith College i Northampton viser, at stereotype sociale beskeder påvirker hjernen selektivt: Positive beskeder producerer betydeligt mere effektive neurale strategier end negative beskeder gør.

Undersøgelsens referenter bestod af unge piger, der blev delt op i to grupper. Den ene gruppe fik at vide, at de havde et lavt rumligt intelligensniveau, den anden gruppe fik ikke den besked. Alle referenterne blev efterfølgende hjernescannet, og senere målte en test deres rumlige intelligens. Når man sammenlignede scanningsresultaterne med testresultaterne, viste det sig, at pigerne i den første gruppe fik langt dårligere resultater i testen sammenlignet med pigerne i den sidste gruppe.

Lektor Ph.d. Maryjane Wraga, der stod for undersøgelsen, forklarer resultatet med, at negative beskeder øger aktiviteten i det hjerneområde (posterior singulum), der styrer negative følelser som vrede og ængstelse. Der observeres et tilsvarende nedsat aktivitetsniveau i de af hjernens områder, der styrer visuel bearbejdnings- og komplekse hukommelsesfunktioner.
Frygt, angst og bekymring er altså socialt påvirkelige følelser og overdøver de hjerneaktiviteter, der styrer personens dømmekraft. Et forhold, der gør sig gældende i mange sociale sammenhænge, hvor negative beskeder fra omgivelserne er rigeligt til stede. Med de nye rapporter i hånden må forskerne i gang med at give de klassiske teorier om æresdrab et eftersyn. Fremover bør fokus rettes mod mennesket som et biologisk og socialt væsen - ikke et køn, kultur og etnicitet forstoppet mekanisk væsen. Den nye tyrkiske undersøgelse er en indrømmelse, den amerikanske undersøgelse er et bevis. Den nye tilgang vil ikke kun være mere menneskeværdig, men kan også bedre gribe fat om nældens rod.

Det er ikke let når man forveksler det sociale med det socioøkonomiske. Det er lidt vigtigt at gøre sig klart, hvorledes ordene bruges i de forskellige sammenhænge før man udlægger videnskabelige undersøgelser. Det er heller ikke let når man ikke forstår af man socialiseres ind i kultur og derved samtidig med at være et biologisk og socialt væsen også er et udtryk for kultur (overlejret socialisering).

Men alligevel er det godt at hun direkte peger på islams skadelige virkning på menneskets potentiale, skønt hun ikke er klar over det. For den islamiske opfattelse af verden ringeagter kvinden i forhold til manden og den fortæller ikke blot at mennesket har et “lavt rumligt intelligensniveau“, men rent faktisk ikke har en fri vilje og at det er en synd at indrette samfundet efter fornuften. Om disse forudsætninger sætter sig spor i virkelighedens islamiske samfund skal jeg ikke forfalde til afgøre, men blot til slut runde af med det rene galimatias.

Der kan umiddelbart være en række svagheder i en sammenligning mellem Danmark og Tyrkiet. For det første taler man om to vidt forskellige kulturer og økonomier. For det andet forekommer æresdrab i Danmark i forskellige medborgergrupper, ikke kun blandt tyrkerne, og der kan være tale om varierende nuancer grupperne imellem.

Kvinder! De kommer aldrig op af hængedyndet. Tankens himmelflugt er ikke for dem!“, som Lauritz “Røde” Jensen siger i Matador.

Peter Mogensen overspiller sine kort

Politik, Pressen — Drokles on December 17, 2008 at 9:17 am

Politikens politiske kommentator Peter Mogensen har skrevet en form for politisk dagbog, hvor han delagtiggør de forbløffede masser i sine tanker. Det er en dårlig ide med hans niveau, der endegyldigt underminerer resterne af hans autoritet, som politisk ekspert han byggede op da han i 90′erne gav Nyrup dårlige råd endnu inden nogen vidste, hvad man skulle forvente af de nyligt opfundne spindoktorer.

Den ellers sobre Hans Mortensen valgte sarkasmen som stil i sin anmeldelse i Weekendavisen og foragten emmer i hver en sætning.

Søndag den 23. november 2008 - Mogensen og Messerschmidt igen. B.T. har påstået, at den unge mand har heilet og sunget nazi-sange i Tivoli. På Politiken er der folk, der mener, at man ikke bør ødelægge mandens karriere uden beviser. Men ikke Mogensen : »Jeg ved ikke, om jeg er enig i tilfældet Morten Messerschmidt.« Og videre: »Kommer det til en retssag vil Messerschmidt tabe den stort. Med hans tidligere generalieblad in mente er det højst tvivlsomt, om han pludselig er ren som nyfalden sne?«

Normalt ville essensen i en sag være, at B.T. skulle bevise, at Messerschmidt har heilet. Det er ikke ham, der skal bevise, at han lever op til Politikens moralske mindstemål. Så enten er injurieloven lavet om, eller også ved Mogensen ikke noget om det, han skriver om. Undersøger sagen - loven er ikke lavet om.

Mandag den 24. november 2008 - Mogensen er flov over at være dansker. Håber ikke, at nogen fra bladet The Economist har fulgt Messerschmidt-sagen. De skriver i forvejen grimt om vort lille indadvendte racistiske land, hvor svinehunden konstant glammer. »Det er usmageligt at være dansker,« skrives der sørme. Blandt andet på grund af den »forskruede Flemming Rose« og hans insisteren på ytringsfriheden. Mogensen er træt af det. »Nu må tiden være kommet til at markere, at man godt kan gå ind for ytringsfriheden uden at provokere den muslimske verden med konstant at genoptrykke tegningerne som en af Flemming Roses nyttige idioter. Så meget rygrad kræver det standpunkt vel heller ikke.«

Nej, Mogensens kræver slet ingen - det er faktisk bedst uden.

Niels Lillelund var endnu hårdere i Jyllands-Posten

Bogen hedder Dødvande , og det er en fantastisk rammende titel, en mental tilstand ramt i et enkelt ord, og egentlig havde bogen måske ikke behøvet været længere.

(…)

Tanker tænkes ikke i bund i bogen, men hvad han savner i filosofisk dybde, kompenserer han for med selvsikre sammenligninger.

Når Pia Kjærsgaard kræver forbud mod muslimske tørklæder i det offentlige rum, sammenligner han det med Hitlers jødestjerner, og hvad man end mener om Pia Kjærsgaard, så er det jo sådan cirka det omvendte, hun plæderer for. Men den slags chevalereske associationer er bogen fyldt med, så Mogensen må vel være vant til, at de vækker jubel, hvor han kommer frem.

(…)

Bortset fra de deciderede fejl, som en redaktør burde have rettet, og lag på lag af dybt fladtrådte action-klicheer (»melder ud,« »kører butikken,« »spiller ind med ideer,« etc.) hæfter man sig ved, at Mogensen - ligesom usikre læserbrevsskribenter - hele tiden sætter ord i gåseøjne. Som var han nervøs for at blive taget på ordet.

(…)

Normalitetsbegrebet er ret snævert. Anders Samuelsen er »fanatisk«, fordi han vil lave skattesystemet om, og politikere beskyldes ind ad en kant for at være »skingre«, og »gå amok«, hvis de siger noget bare en anelse kontroversielt.

(…)

»Det er ikke den slags ytringsfrihed, vi har brug for,« slår han fast, da en person har sagt noget, han ikke bryder sig om. Og trods de ganske mange klægt moraliserende passager er det egentlig den fuldstændige mangel på etik, der er mest slående i teksten. Det gælder magten, først og sidst.

(…)

Tæt på valgdagen kommer historien om den unge pige, der er blevet holdt som gidsel af sin kæreste, der har anden etnisk baggrund end dansk. Hun er blevet tortureret på det grusomste og ligger nu, efter sin flugt, på hospitalet og kæmper for at vende tilbage.

»En katastrofe for venstrefløjen,« konstaterer den stedvist grublende Mogensen .

Ser man det.

Erik Meier Carlsen konkluderer i Politiken

Forfatterens selvglæde, den monomane placering af ansvaret for den »demokratiske krise« hos Sass og hans partis »ufrivillige uformåen«, manglen på konsistens og dybde i analysen og de iøjnefaldende selvmodsigelser gør ‘Dødvande ‘ til trættende læsning, der dertil hæmmes af forfatterens særprægede, grammatikalsk besynderlige og stærkt floskelprægede sprogbrug.

Henrik Jensen skriver i det ellers så forsigtige Kristeligt Dagblad

Det personlige består mest i, at vi får forfatterens subjektive vinkler på stort og småt i dansk politik, og hans selviscenesættelse som politisk spiller: “Var til en af de nyttige kaffesnakke (sic) med Fogh på Marienborg i dag. Manden er ganske sympatisk, og det er godt at få hans version af diverse forhold.” Det kan man sige. Og videre: “Han kritiserer også mig for, at jeg i Politiken har gjort det til et problem for hans internationale ambitioner, at han baserer sin regering på det yderste højre - Dansk Folkeparti.” Mon dog Fogh ville formulere sig på den måde? “Det er fair nok, at han indtager det standpunkt. Det ville jeg også gøre i hans sted. Jeg var imidlertid i Bruxelles den anden dag og spiste frokost med en EU-topfunktionær. Han nævnte Foghs udfordringer med tranedansen med Pia, før jeg kom ind på det selv. Det fortalte jeg Fogh og foreslog ham at tjekke lidt efter i systemerne.”

Forfatteren læser også teksten for oppositionen: “Jeg holdt oplæg for Socialdemokraterne i Gentofte. Blandt andet var Karl Hjortnæs (tidligere skatteminister) og Peter Valenius til stede. Jeg sagde det ligeud, at S efter min mening er i krise. De var alle enige.” Sådan.

(…)

Bogen gennemsyres af et dybt ønske om at komme den siddende regering til livs, og det gælder også - og ikke mindst - for det afsluttende essay om, hvad der er galt med dansk parlamentarisme, anno 2008. Efter forfatterens mening er der det galt, at oppositionen er for svag, for adspredt og for inkompetent. Sandt nok, men er det et parlamentarisk problem? Næppe.

Ikke desto mindre synes Mogensen , at parlamentarismen i Danmark må “videreudvikles”, og han foreslår konkret, at oppositionen sikres en ret til at gennemføre offentlige høringer, at der fremover skal tre fjerdedeles folketingsflertal til at bringe Danmark ind i en krig, at valgperioderne til Folketinget skal sætte gradvis ned, jo længere en regering sidder (første periode fem år, anden fire år, tredje tre år, og så videre), samt at den økonomiske subvention af de politiske partier skal forbedres.

En lettere tilgang til offentlige høringer ville være gefundenes Fressen for medierne, men ville det være godt for parlamentarismen?

“Demokratiet er menneskeskabt,” belæres vi om til sidst i bogen. “Det er os selv, der udvikler og tilpasser det, som vi finder bedst.” Jovel. Men os er heldigvis ikke dem på Politiken.

Mogensen er især kommet under beskydning fordi han han i bogen kraftigt antyder, at Dansk Folkepartis unge Morten Messerschmidt ville have valgt nazisternes side under Besættelsen. Det er så meget under det uskrevne bæltested at selv de Radikales unge Morten Østergård er fortørnet. På sin blog på Politiken forsøger Mogensen at bakke sig selv op.

For det første er det ganske svært at skrive en politisk dagbog for et år, hvor samme Messerschmidt må forlade sit parti på mistanken om, at han har sunget naziudgaven af den tyske nationalmelodi i Tivolis restaurant Grøften.

For det andet er det ikke begivenheden i Tivoli, som begrunder min tvivl om hvor Messerschmidt ville have befundet sig under krigen. Men snarere nogle af de udtalelser, som han gennem tiden har lagt navn til. Et par af dem kommer her:

Hvis ikke mistanken om nazisang i Tivoli begrunder Mogensens tvivl, hvorfor medtager han den så “for det første” som forklaring? “Det andet” er, som han siger de udtalelser Messerschmidt er kommet med, som Mogensen finder tvivlsomme for Messerschmidts moralske habitus

Messerschmidts udtalelser kom i Nyhedsavisen 20. april 2007:

»Jeg mener, at alle muslimske samfund per definition er tabersamfund. Muslimerne er ikke i stand til at tænke kritisk. Når man sætter idiotiske religiøse hensyn over fornuften, så udvikler man et tabersamfund med hungersnød, undertrykkelse og brud på de mest elementære frihedsrettigheder«, siger EU-ordfører Morten Messerschmidt (DF).

Alle muslimer , der bekender sig til den islamiske ideologi, er tabere eller bliver tabere. De ønsker jo ikke en samfundsmodel, som kan skabe tålelige forhold for mennesker.

eller

Fra et læserbrev af Messerschmidt i JP Århus 30. marts 2007:

Der findes ikke et muslimsk samfund, hvor det er værd at leve som almindelig gennemsnitsborger. Alle samfund, hvor det muslimske befolkningsantal er for højt, går til i arbejdsløshed, ekstremisme, ungdomskriminalitet, håbløshed og vold.

Nu kan vi hver især lægge i disse aktuelle udtalelser hvad vi vil. Men Dødvande problematiserer hvor vidt det er hensigtsmæssigt, at vi i Danmark har en debatkultur, hvor respekten for andre mennesker med en anden religion, er lidt for lav.

Er vi gået for langt? Min personlige holdning er mindre relevant - det er spørgsmålet, som er det centrale.

Men for langt i forhold til hvad? Spørgsmålet skal jo sættes i forhold til virkeligheden og her fejler Mogensen i to omgange. Den ene ved at han sætter respekt eller mangel på samme for et værdisæt - i dette tilfælde religionen islam - i stedet for mennesker. Den anden ved, at han ikke forholder sig til om Messerschmidts udtalelser er rigtige eller forkerte.

Mogensen beskæftiger sig ikke med virkeligheden men med sprogets gloser, hvilket betyder at harske ord om f.eks. nazismen vil placere en som potentiel nazist, fordi nazisterne sprog også kunne være harsk. Men det var nu ikke gloserne, der i sig selv karakteriserede nazismen, men ideologien og konsekvenserne, netop hvad Messerschmidt rigtigt eller forkert advarer om ved islam. Måske kan man tvivle på om Messerschmidt ville vælge modstandskamp eller den illegale presse.

I bogen påstår han ifølge en af anmelderne at han stod bag Nyrups stempling af Dansk Folkeparti, som værende ikke-stuerene. Måske eksisterer, der en lille kerne af Politikenlæsere, der godter sig ved klare værdiudmeldinger, men for den almindelige vælger var denne blot en dum bemærkning, der næsten vidste sig at være skæbnesvanger for Nyrups regering.

For Nyrups stempling indskrænkede ikke blot Socialdemokratiets manøvererum i flere år til at indgå politiske alliancer og aftaler i en tid, hvor man i forvejen var trængt i defensiven. Den vanskeliggjorde også Nyrups opgør med den hovedløse indvandringspolitik og det sværmeriske multietniske projekt, som socialdemokratiet havde underkastet sig da den moralske venstrefløj i partiet mente at have formandens ord for at emnet i sig selv ikke var stuerent. Og vølgerne kunne forsikre sig selv om at Socialdemokratiet ikke ville tage folkets voksende bekymring alvorligt. Hvis Mogensen har haft så stor indflydelse, som han praler med er det som et søm i kisten.

Sørlander ydmyger Mchangama

Diverse — Drokles on December 16, 2008 at 2:09 am

I sidste uge kritiserede jeg Mchangamas forsøg på at underkende kristendommens indbyggede rationalisme. Nu er svaret, der fra Sørlander, der sammen med Krarup blev udsat for kritik af Mchangama. Fra 180 Grader

Lad os først se nærmere på denne position. Mchangama siger, at demokratiet kun er en ramme, som skal sikre, at borgerne kan “leve deres liv, som de vil i overensstemmelse med egne værdier og overbevisninger”. Som om det så var helt ligegyldigt, hvilke værdier og overbevisninger borgerne har. Men vi kan umiddelbart se, at hvis et sådant demokrati skal være et frit samfund, så forudsætter det, at borgernes “egne værdier og overbevisninger” ikke er uforenelige med de krav, som sættes af den demokratiske ramme. Eller sagt på en anden måde: Det forudsætter, at borgerne er villige til at sætte disse krav over de værdier og overbevisninger, som de i øvrigt skulle have. Mchangamas demokratiske ramme er altså ikke neutral med hensyn til de værdier og overbevisninger, som borgerne har; men den forudsætter, at borgerne skal bøje deres værdier og overbevisninger efter den demokratiske rammes krav. Ellers er den demokratiske ramme ikke udtryk for et frit samfund.

Hvad er så Mchangamas argumentation for, at den demokratiske ramme skal have denne absolutte placering? Det kan siges ret kort: Ingen. Politisk-filosofisk svæver han frit i luften. Han hævder, at den demokratiske ramme skal have en særlig legitimitet, som trumfer alle andre politiske overbevisninger, og at den bør accepteres som et universelt forpligtende politisk ideal. Men nogen begrundelse for disse krav giver han ikke.

(…)

Mchangama begår en intellektuel fejl, når han ikke skelner imellem bestemmelserne i Danske Lov og forkyndelsen i Det Nye Testamente, og når han følgelig ikke forstår, at det er mere sandsynligt, at kristendommen har haft en positiv indflydelse på det faktum, at vi har udviklet en relativt stabil, sekulær og demokratisk samfundsorden, end at den alene har været en forhindring, som skulle overvindes. Og han begår endnu en intellektuel fejl, når han ikke forstår, at kristendommen og islam er radikalt forskellige med hensyn til deres indre potentiale for at kunne forenes med en sekulær og demokratisk samfundsorden. Så langt er der simpelt hen tale om dårlig og utilstrækkelig tænken, som ikke er en organisation, som kalder sig en tænketank, værdig. Og hvis CEPOS kun tænker med den kraft, så kan den blive farlig. For meningen med CEPOS’ tænken er vel, at den skal danne basis for politiske handlingsplaner. Men bygger man politiske handlingsplaner på Mchangamas forståelse af vor nuværende politiske situation, så vil man snarere medvirke til at undergrave den liberale demokratiske orden end til at forsvare og sikre den. Også selvom man selv tror det modsatte.

Få ting i livet er bedre end at læse Sørlander.

Krarup om tunesersagen

Forbrydelse og straf, islam — Drokles on December 15, 2008 at 12:55 pm

Krarup lægger præmisserne på bordet i Jyllands-Posten

Ved at dyrke de såkaldte menneskerettigheder kan man undertrykke et folk og afvæbne dets selvforsvar, fordi denne højere, ideologiske retfærdighed altid kan frakende de virkelige mennesker retten til at forsvare sig selv og deres samfund. Det er dette, vi oplever ved menneskerettighedsdomstolen, der fratager de forskellige lande retten til at trække en grænse og sige et nej til en invasion, der vil fratage et folk retten til at være herre i eget hus. Åh nej, menneskerettighederne har et meget højere og finere perspektiv, siger domstolen. Menneskerettighedsdomstolen vil ikke vide af danskere og tyskere og andre nationer inden for et givet retsområde, men denne sværmeriske domstol med sit ideologiske sigte ophæver alle grænser og alle forskelle og ophæver dermed et sandt retssamfund for i stedet at tvinge alle folk ind i en universalitet eller en forskelsløshed, som i sidste instans er til gavn for forbrydere og attentatmænd.Vi er her ved selve kernen i lov og ret - ved den gældende ret i det konkrete, begrænsede retsområde. Og jeg kan ved denne lejlighed ikke lade være med at nævne et enkelt og meget karakteristisk, men også skæbnesvangert udslag af dette sværmeri, som fik dystre konsekvenser for Danmark. Det var i det danske folketing 2.juni 1983. Da var der anden behandling af den udlændingelovgivning, som havde lagt menneskerettighedsideologien til grund, hvad der som bekendt har hjemsøgt vort fædreland med ulykker, siden loven blev vedtaget. Venstres daværende ordfører hed Bjørn Elmquist, og han udtalte her disse mindeværdige ord til forsvar for loven: Vi kan nu sige, at vi i hvert fald herhjemme i vort eget hus gør, hvad vi kan, for ikke at diskriminere på national basis.

At diskriminere er at gøre forskel. Men hvis man i et land ikke må gøre forskel på dem, der er statsborgere, og dem, der ikke er det, så er landet ikke blot nedlagt, men så bliver lov og ret også hjemløs til fordel en lovløshed, der i kraft af nedlæggelsen kan brede sig uhæmmet i landet.

Det er dette, vi har oplevet siden 1983 - indtil systemskiftet i 2001 indtraf. Og det er samme forhold, der ligger bag problematikken med attentatmanden og Sandholm.

Læs den, for det er noget andet end det sædvanlige regelryttercirkus, der ofte diverteres med, når det handler om lov og ret og menneskerettigheder.

Den farlige kritik

Multikultur, islam — Drokles on December 10, 2008 at 4:51 pm

Der er ingen romantik omkring islamiske dissidenter og systemkritikere blandt europæiske politikere. Fra NIS News Bulletin

The terrorist threat in the Netherlands is greater than ever, according to the National Anti-terrorism Coordinator (NCTb), Tjibbe Joustra. The official threat level is still ’substantial,’ but is actually “substantial with a little plus”, Joustra said yesterday in an interview with newspaper De Volkskrant.

(…)

Joustra does not wish to give details of what the threat consists of. However, on 10 December, Ehsan Jami, a former Muslim who turned his back on Islam, plans to broadcast a film on the Prophet Mohammed.

In the 10-minute film (’Interview with Mohammed’), women’s rights, Jews and apostasy are central, according to its 23 year old Iranian-born maker. The actor who plays Mohammed in the film is not recognisable in the picture. By what route the film will be broadcast is not yet known.

Joustra does not mention Jami’s film in De Volkskrant. He actually suggests in the newspaper that the threat level is mainly the fault of Fitna, Party for Freedom (PVV) MP Geert Wilders’ anti-Islam film.

Fitna was put on the Internet on 27 March. “With the Danish cartoons as well, the reactions only emerged after many months,” warns Joustra. “These things can bob up again on the Internet. These are long-term processes.”

Filmen er ellers ganske harmløs i forhold til Fitna, der skabte skandale fordi den lod Muhammed tale med egne ord. Faktisk er Interview With Muhammed løgnagtig loyal overfor Muhammed, der med det 1.400 år i efterlivets tænkeboks er blevet lidt visere.

Men nu er emnet islam og det er så farligt et emne at man ikke skal sættes i forbindelse med kritikere af frygt for at noget skulle smitte af. Fra NIS News Bulletin

Foreign Minister Maxime Verhagen has refused to sit around one table with Ehsan Jami, says Jami. TV talk-show Pauw & Witteman had invited them both on 10 December, the day on which Jami will present a film about the Prophet Mohammed.

“A Pauw & Witteman editor has phoned me to say that Verhagen pronounced his veto on me,” said Jami on Elsevier magazine’s website yesterday. “Verhagen will not sit at the table with me on principle.”

On 10 December, Human Rights Day, Jami plans to present his Mohammed film. He says Verhagen was invited by Pauw & Witteman earlier than him, and the talk-show has decided at the request of Verhagen to drop him from the list.

The minister’s spokesman Bart Rijs denied on Elsevier.nl that Jami’s film about Mohammed was the reason Verhagen does not want to sit down with him on TV. “It is up to Pauw & Witteman to invite people and it is then up to the minister to accept the invitation.”

Jeg undrer mig over at Danske Spil endnu ikke optager væddemål om hvilket europæisk land, der først kollapser. Der er lave odds på Holland, England og Sverige.

Lone Nørgaard udstiller dommerparadens fallit

Multikultur, islam — Drokles on December 10, 2008 at 10:07 am

Kan de huske dommernes kronik fra i Jyllands-Posten 26/11, hvor de advarede politikerne mod at indføre regler for beklædning blandt dommere? Lone Nørgaards giver ligeledes i Jyllands-Posten svar på tiltale. Hendes grundlæggende analyse af dommernes fejlskud er præcis og simpel. Fra Jyllands-Posten

I Vesten ved vi også, hvad hagekorset betyder, og sammenstillingen af hammer og segl. Men indfødte fra fx Amazonas eller Ny Guinea medbringer ikke selv den forståelseskomponent, der skal sammenstilles med det signal, der kommer fra en afsender. Derfor kender de ikke værdien af politiske symboler som hagekors og hammer og segl.

Det er i udgangspunktet heller ikke indlysende for dem, at rødt lys i fodgængerovergangen har en helt anden symbolværdi end det grønne. Vestens embedsmænd, politikere og journalister er som Amazonas-indianere, der for allerførste gang står ved en fodgængerovergang i en millionby. De registrerer det røde og det grønne lys, men fatter tilsyneladende ikke, hvad de handler om. De kender med få undtagelser ikke betydningen af islamiseringens symboler.

Og således argumenteres der slag i slag imod deres indvendinger

K: Forslaget er ikke begrundet med, at der har været konkrete sager eller episoder ved domstolene, som har gjort sådanne regler nødvendige (?) den reelle hensigt er at hindre, at muslimer ansættes ved domstolene.

LN: Det er korrekt, at vi endnu ikke har haft konkrete sager, og også at en tørklædeklædt dommer fortoner sig et stykke ude i fremtiden. Det gælder imidlertid om at få afklaret problemstillingen nu, inden en tørklædeklædt jurist lægger billet ind på et dommerembede frem for senere at gribe til hovsa-løsninger.

Derimod er det ikke korrekt, at den reelle hensigt er at hindre, at muslimer ansættes ved domstolene, men alene at forhindre adgang for de muslimer, som forlanger at bære slør, når de udøver et offentligt embede.

K: En lov om dommeres fremtræden harmonerer meget dårligt med den styrkede uafhængighed, som Folketinget i 1999 sikrede domstolene.

LN: Hvis den styrkede uafhængighed implicerer dommerstandens ret til at bære tørklæde, fremtræder dommerstanden ikke mere neutral og dermed heller ikke uafhængig.

K: (?) en lov (?) vil modvirke den bredere rekruttering til stillinger som dommer, som ellers har været ønsket fra alle sider.

LN: Nej, det vil loven ikke, for muslimske kvinder kan blot lægge tørklædet. Det har været helt centralt i herboende muslimers forsvar for det islamiske tørklæde, at valget af sløret er ganske frivilligt. Heraf følger, at kvinderne kan vælge det fra, hvilket masser af muslimske kvinder da også allerede har gjort.

Så hvis en muslimsk kvinde - og potentiel dommer - vil hævde, at sløret er obligatorisk, så tilkendegiver hun enten at religiøse påbud står over hende personlige valg, eller at hendes personlige valg er at underkaste sig religiøse påbud. I begge tilfælde tilkendegiver hun, at religiøse påbud har forrang og kalder dermed på spørgsmålet: Hvis tørklædet er et religiøst påbud, du ikke kan unddrage dig, er der så andre dele af den guddommeligt begrundede sharia-lovgivning, som er tilsvarende obligatorisk? 

Læs den hele for, der er meget mere.

Intellektuel fuser

Diverse — Drokles on December 8, 2008 at 12:30 pm

Stor var min forventning da jeg så, at den ellers velbegavede og herligt diskussionslystne Jacob Mchangama i 180 Grader ville gøre op med Sørlanders og Krarups teser om at sekularismen står i gæld til kristendommen og bringe Oplysningen tilbage til fordums storhed. Min skuffelse er svær at beskrive, men den er stor for Mchangama tager så mange forbehold og bruger begreberne så flydende at det ikke er til at sige, hvad han egentlig mener.

Ifølge denne forklaringsmodel [Sørlanders, Krarups] er den evangelisk lutherske protestantismes teologiske indhold og væsen det direkte grundlag for vores frihed. Denne forklaringsmodel er efter min opfattelse forkert, og jeg vil søge at vise, at oplysningstiden og menneskerettighederne - forstået som de klassiske borgerlige og politiske frihedsrettigheder - var afgørende for vores frihed og udgjorde et brud med evangelisk lutherske dogmer. Oplysningstiden tæmmede dermed kristendommen og banede vejen for demokratiet. I den forbindelse er det vigtigt at understrege, at oplysningstiden og dens menneskerettigheder ikke kan anskues løsrevet fra udviklingen i Europa, herunder blandt forskellige ofte indbyrdes stridende kristne trosretninger, særligt i tiden efter Reformationen. Men oplysningstiden og dens menneskerettigheder kan efter min mening bedre beskrives som en utilsigtet og måske endda paradoksal konsekvens af udviklingen hos kristne trosretninger, end som resultatet af en direkte og naturlig udvikling udspringende af disse trosretningers religiøse dogmer.

Mchangama mener altså, at det er forkert at påstå, at protestantismen ledte direkte til vores frihed, men snarere at friheden var en utilsigtet konsekvens af kristne trosretninger. Hvorledes kristendommens religiøse dogmer friholdes fra disse trosretninger og således anbringes som anomalier fremgår intetsteds. Og spørgsmålet om, hvorfor det lige er kristne trosretninger og ikke alle mulige trosretninger, der har den utilsigtede konsekvens står hen som et ubesvaret spørgsmål. De kristne dogmer berøres bemærkelsesværdigt for en sådan påstand heller ikke, bortset fra en eklatant fejlfortolkning af Paulus, som vi skal kigge på senere, hvilket er ærgerligt når vi nu får at vide at der er tale om et paradoks. I stedet får vi en lang række juridiske eksperters mening, hvad det så end tjener af formål andet end at Mchangama demonstrerer sit pensum.

Som en forbeholden modpol til kristendommen stilles Oplysningen. Hvad Oplysningen i Mchangamas optik er fremgår ikke særlig klart, men et godt gæt er rationalismen og skønt han skelner mellem den angelsaksiske og den franske Oplysning springer han let over konsekvenserne af deres væsensforskel. Den angelsaksiske Oplysning, der var et halvt århundrede før den franske var nemlig barn af kristendommen og fødte bl.a USA, en nation under Gud, der mener at vide at alle mennesker er skabt lige - af Gud. Men den franske og altså modsætningen til kristendommen får disse bizarre ord med på vejen af Mchangama

….den senere franske menneskerettighedserklæring fra 1793 (…), der i højere grad betonede materiel lighed, og som dermed faldt sammen med og symboliserede revolutionens overgang til terror som følge af den franske oplysningstids rationalistiske overdrev.

Hvad mener han med det rationalistiske overdrev? At man skal være en smule blød i hatten for at opnå en ordentlig rationalisme? Først og fremmest afslører citatet en fundamental svaghed ved Mchamgamas argumentation nemlig, hvad man sætter i stedet for kristendommen, hvis rationalismen ikke skal føre en ud på et overdrev. Eller “sværmeriske “abstrakte rettigheder” uden forankring og “rodfæstelse”“, som Mchangama misforstået citerer Krarups pointe.

Ved at fjerne Gud fra ligningen fjerner man ikke en dogmatisk forståelse af menneskets placering i universet og forholdet mellem mennesker. Hvis noget sådan var selvindlysende (ordet er bevidst valgt) er det svært at forestille sig opståelsen af religion, der jo danner basis for alle kulturer. Er mennesker lige meget værd når vi ikke er ens? Hvis ikke er nogle så ubrugelige? Hvad vil fri vilje sige, hvis vi alle er underlagt naturkræfter? En anden dogmatik uden gud må træde i stedet og kvaliteten af denne er afgørende for den afledte logik, der lægger sporerne for udviklingen. Ellers er det at rationalismen når sit overdrev. Men kvaliteten af dogmet er også afgørende må jeg skyde ind

Men det forhold, at kristendommen blev tæmmet af ydre omstændigheder snarere end direkte af egne dogmer skaber også håb for en mildning af Islam.

Hvis islam skal bære et håb om mildning på linie med Oplysningens velsignelser kræves nogle af de samme kvaliteter som hos kristendommen for ikke at stå rationalismen alt for meget i vejen. På hvilket grundlag kan man forestille sig en frisættelse af mennesket i en fatalistisk ramme? Hvorledes skal rationalismen kunne dyrkes når man skal underkaste sig Allah? Udsagnet er intet andet end relativistisk gejl.

Mchangama benytter en række stråmænd i sin kritik af Sørlander og Krarup. Hvad vil det f.eks sige at Oplysningstiden er utilsigtet og hvem har argumenteret med at den er tilsigtet? Også den historiske gennemgang er en stråmand

Danmarkshistorien - særligt efter reformationen - viser dog, at adskillelse af politik og religion har været alt andet end normen. Rent faktisk var religiøst baserede love en vigtig del af tiden efter Reformation, særligt under enevælden. En periode der hægede om Danmarks status som en strengt evangelisk luthersk stat. Helt frem til vedtagelsen af Grundloven i 1849 var der en række love, som eksplicit diskriminerede på baggrund af religion og straffede folk, der afveg fra religiøse normer. En praksis som Grundloven og dens menneskerettigheder gjorde op med.

Herefter følger en god og udførlig gennemgang af absolutismen og de mange love, der var dansk virkelighed fra Reformationen frem mod Grundloven af 1847 før det konkluderes

Det er endog overordentligt svært at forene disse lovbestemmelser med ideen om protestantismen som selvsekulariserende. Danske Lov er således et klart eksempel på den sammenblanding af stat, lov og religion, som protestantismen ifølge Krarup et al angiveligt skulle være resistent overfor og skulle være kuren imod.

Ja, det overordentligt svært. Men det holder heller ikke at gøre kongemagten til øverste forståelse af kristendommen og protestantismen. Det var nemlig så svært, at det viste sig umuligt at opretholde konsekvensen af mennesket, som værende et enestående individ med egen tanke og ligeværd overfor Gud i en absolutistisk stat, hvorfor absolutismen faldt fra hinanden. Og argumentet fra Krarup har jo netop aldrig været at mennesker kan vaccineres mod dårskab. Det ville jo modsige hans pointe og være ganske ulutheransk.

Folk holdt jo ikke op med at være katolske i hovedet fra den ene dag til den anden. Ydermere kendte det danske folk ikke meget til evangeliernes indhold før Reformationen. Men netop med Reformationen satte kirken sig for at lære danskerne selv at læse og forstå Jesu lære og skønt en omfattende anstrengelse for at sikre sig den rette tolkning, var den utilsigtede, men ganske logiske konsekvens, at danskerne lærte, at de selv kunne og skulle tænke over de ord de nu selv kunne læse. Det betød at de pietistiske sekter, der kom hertil fra Tyskland - som Mchangama frejdigt affejer - havde en endog ganske god klangbund at argumentere det frie ord og den frie tanke på. Undermineringen af den absolutistiske stat var således beredt af kirken selv, som en direkte konsekvens af Luthers lære, der var den indlysende udledning af Evangelierne. Man kan lave den øvelse at opbygge to argumentationer mod hinanden, ganske som med en juridisk tvist, begge funderet på Ny Testamente. Den ene argumentation forsvarer demokratiet (og her kan man blot låne af Sørlander) og den anden forsvarer formynderiet (her er man på Herrens mark). Hvilken argumentation står stærkest og hvilken kan tænkes over tid at vinde?

I Paulus brev til Romerne kapitel 13 hedder det: “Hver Sjæl underordne sig de foresatte Øvrigheder; thi der er ikke Øvrighed uden af Gud, men de, som ere, ere indsatte af Gud, så at den, som sætter sig imod Øvrigheden, modstår Guds Ordning.” Det er svært at forestille sig en bedre opskrift på et absolutistisk samfund.

Det er svært at forestille sig en værre opskrift på et absolutistisk samfund. Romerne, som Paulus skrev til var i tvivl om, hvorledes de, som kristne skulle forholde sig til en ikke-kristen statmagt (øvrighed) og får at vide at de skal lyde loven. Gud har forordnet at øvrigheden ikke udmønter Guds vilje, men tjener Gud ved sin eksistens. Øvrigheden er menneskenes styre og det er hvad, hver sjæl skal underordne sig. Guds rige er netop ikke af denne verden som salig Jesus bemærkede. For hos Paulus, som hos Luther, Krarup og Jesus gives der ingen retninger om, hvorledes øvrigheden skal tage sig ud, hvilket paradoksalt også er Mchangamas pointe

Det er således vigtigt at fastslå, at det liberale demokrati og dets menneskerettigheder for at være legitime ikke skal have et selvstændigt formål, en højere mening eller overordnet retning, som statsmagten skal bevæge samfundet - og dermed borgerne - hen imod. Demokratiet skal alene fungere som en ramme, der sikrer borgerne mod vilkårlige overgreb, så borgerne hver for sig og i fællesskab kan leve deres liv, som de vil i overensstemmelse med egne værdier og overbevisning.

Ingen har legitimitet eller Guds ret til at sætte sig imod øvrigheden og øvrigheden har ikke et selvstændigt formål. Sæt øvrighed ind i stedet for det liberale demokrati og dets menneskerettigheder og Paulus står med et smørret grin om læberne (menneskerettigheder får et diffust præg når de i Mchamgamas formulering underlægges det liberale demokrati, for kan man stemme om dem eller er de sandfærdige i sin egen ret?).

Jeg går ud fra, at Mchangama er enig i, at kritisk argumentation bør være baseret på fakta og ikke mavefornemmelser. Det ville have klædt Mchamgama at have gjort sit forarbejde ordentligt.

Den fredsskabende baggrund

Diverse — Drokles on December 8, 2008 at 10:10 am

Det er ofte fremført at Barak Obamas baggrund i sig selv var et aktiv for fred og fordragelighed i Verden. Det er en usmagelig tankegang, der jo også har den negative slutning, at, der er nogen der ikke kan blive præsident fordi deres mor er en luder (eller hvad ved jeg). Især muslimerne skulle blive fredeligere over udsigten til en amerikansk præsident, hvis far var muslim. Problemet er at Obama på den måde er født ind i et valg mellem to religioner - og han valgte kristendommen.

Der er nogen der aldrig bliver tilfredse.

Sven Rossell gennemgår marxisternes antisemitisme

Antisemitisme, Historie, venstrefløjen — Drokles on December 4, 2008 at 7:53 am

Fra Jyllands-Posten

Denne socialistiske antisemitisme har også kunnet spores blandt vore hjemlige venstreorienterede, hvoraf flere enten skrev under på eller i hvert fald ikke protesterede imod Rote Armee Fraktion-terroristen Ulrike Meinhofs uhyrlige udtalelse i 1970′erne: »Auschwitz betød, at seks mio. jøder blev slået ihjel og kastet på Europas losseplads, som det man mente, de var: pengejøder.«

Den er vel også forklaringen på, at det var østtyske agenter, der var behjælpelige med, at medlemmerne af den palæstinensiske terrororganisation Sorte September, der dræbte 11 atleter fra det israelske OL-hold under de Olympiske Lege i München 1972, undslap, at skolebøgerne i det såkaldte DDR ikke nævnte, at det var jøder, der blev udryddet i Auschwitz, og at det venstreorienterede britiske dagblad The Independent for nogle år siden ustraffet kunne offentliggøre en tegning af den israelske premierminister Ariel Sharon i færd med at fortære små børn - et primitivt forsøg på at genoplive en middelalderlig legende om, at jøder spiser børn!

Læs endelig den hele for lidt dannelse.

Venstrefløjen nedsunket i ressentimentsideologi

Godheds-industrien, Historie, Multikultur, Politik, Postmodernisme, islam, venstrefløjen — Drokles on December 3, 2008 at 9:20 pm

En fremragende ældre artikel på Tidehverv af Lars Hedegaard, som bør læses i sin helhed. Hedegaard demonstrerer i overlegen stil at han er andet end en skarp satiriker - han er en af landets fineste analytikere af Danmarks nyere åndshistorie.

Det, der undrer allermest ved udviklingen, er den ringe modstand, som imamernes ideologi mødes med. Man kunne forvente, at modstanden ville komme fra i hvert fald to sider: fra det, man engang kaldte borgerskabet - altså det, som Marx kaldte bourgeoisiet, den samfundsklasse, der er bærer af den kapitalistiske produktionsmåde - der vil gå til grunde i et samfund, hvor den islamiske lov, shariaen, vinder frem. Og man kunne ligeledes have forventet, at talsmænd for de såkaldte arbejderpartier energisk ville have sat sig til modværge mod udbredelse af imamernes tankegods.

Intet af dette er sket. Venstrefløjen har opgivet at være venstrefløj. Den kæmper ikke længere for en økonomisk samfundsomvæltning. Det ville ikke længere være noget fremgangsrigt projekt, efter at den realeksisterende socialisme i Europa måtte pakke sammen for femten år siden. I samme åndedrag har de såkaldte venstrefløjspartier også skaffet sig af med de sidste rester af marxismen. D.v.s. at de er holdt op med at beflitte sig med klasseanalysen, ideologikritikken og materialismen - kort sagt med den samfundsmæssige virkelighed. I stedet står vi over for en ren ressentimentsideologi - en ideologi, der hader den bestående orden, men ikke har noget at sætte i stedet - bortset fra en maksimalt voksende offentlig sektor.

Vi har ikke længere nogen borgerlig opinion i Danmark. Jeg mener borgerlig i den marxistiske forstand som en ideologi, der på den ene side forsvarer den private ejendomsret, men som sandelig også betragter sig som en progressiv kraft og en forsvarer af de vestlige friheder.

Hvis nogen skulle have glemt det, så var det præcis sådan, Karl Marx betragtede kapitalismen og i øvrigt også den vestlige imperialisme. Som progressive fænomener, hvis udbredelse indebar enorme fremskridt sammenlignet med de tilstande, som menneskeheden hidtil havde levet under.

Intelligentsiaens tid
Jeg tror, der skete noget afgørende i 1956 og årene derefter. Mens den danske storstrejke - efter at regeringen havde besluttet at ophøje det forkastede mælingsforslag til lov - røbede et vist klassekampspotentiale hos arbejderne, fejede nedkæmpelsen af Ungarn-opstanden senere samme år alle revolutionære muligheder af bordet. Et par år senere begyndte Danmark at nyde godt af kapitalismens Gyldne Periode, som den engelske historiker Eric Hobsbawm har kaldt kapitalismens storhedstid. Som det snart skulle vise sig, blev kapitalismen fra og med 1960erne stort set i stand til at opfylde arbejdernes materielle krav, og det var ikke længere nødvendigt for arbejderklassen at kæmpe for ændringer i ejendomsforholdene eller at antaste arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet.

Dermed ophørte klassekampen mellem lønarbejde og kapital forstået som en kamp om magten over produktionsmidlerne og privatejendommen. SF og DKP blev i stigende grad kulturbevægelser (eller hvad man nu skal kalde dem), der havde opgivet at omvælte kapitalismen, skønt de stadig betragtede produktionsmåden med afsky.

Efter nogen tøven indså danske kapitalister, at hverken fagbevægelsen eller de socialistiske partier truede deres kontrol med produktionsmidlerne, og dermed mistede borgerskabet sin interesse for ideologi. Da ejendomsretten ikke længere var truet, opgav man forsvaret for frihedsrettighederne og trak sig i stigende grad ud af den principielle politiske kamp. LOs afgående formand Thomas Nielsen kunne ganske vist i 1973 proklamere, at fagbevægelsen havde sejret ad helvede til godt. Men det samme havde arbejdsgiverne. Og som det snart skulle vise sig, havde de tilsammen sejret over skatteyderne.

De gamle industrielle klassemodsætninger (som Marx mente ville tilspidse sig mere og mere) forsvandt ikke, men mistede efterhånden betydning. Ingen forestiller sig længere, at det socialistiske samfund er en sandsynlig eller uafvendelig afløser for den bestående økonomiske orden.

Kapitalismens uhyre produktionskraft skaber ikke bare nok overskud til at give de forhenværende proletarer en levestandard, som kun grever kunne håbe på i generationerne før. Der bliver tilmed overskud, der er stort nok til, at såvel præindustrielle som postmoderne klasser kan vokse op.

De nye klassers materielle forankring er ikke i produktionssfæren, men i den offentlige økonomi, som de konstant kræver udvidet. Iøvrigt har udviklingen af klasserne slet ikke været, som Marx og langt de fleste marxister i hvert fald indtil 2. Verdenskrig forudså.

Den ellers dødsdømte bondeklasse er mægtigere end nogensinde, fordi den har fået magten over op mod halvdelen af EUs budget foruden beskyttelse mod udenlandsk konkurrence. (Det er i øvrigt interessant, at forestillingen om det ønskværdige i at skattebetale for en bondeklasse, som markedet ikke vil betale for, ligner de førmoderne idéer i nazisternes partiprogram og propaganda om nødvendigheden af at bevare bondestanden af hensyn til dens kulturelle og racemæssige betydning. Nu skal vi bevare bønderne af hen syn til landskabets pleje. Bønderne har altså fået en erklæret kulturel, nærmest æstetisk betydning.)

Der er derudover opstået en klasse, som man som en første tilnærmelse kan kalde intelligentsiaen (idet jeg her bruger et udtryk, som den danske marxist Gustav Bang formulerede allerede i 1915), og hvis missionsbevidsthed er overtaget fra den gamle og nye venstrefløj, der i løbet af 1970erne begyndte at penetrere statsapparatet, som bliver det virkelige sæde for den nye klasses magt. Via statsapparatet og den politiske propaganda, der udgår derfra, kan man kontrollere sine egne allokeringer, og tilmed forøge dem, hvis de kan motiveres med nye udækkede behov.

Efterhånden er der sket en sammensmeltning af det centrale statsbureaukrati og andre eliter: pressen, kirken, hele kulturlivet, forskellige antiimperialistiske og militant-humanistiske bevægelser, universiteterne, alle vigtige organisationer (LO, DA etc.) og domstolene. På et tidspunkt, der formentlig ligger engang i 1980erne, er der opstået en slags fællesideologi, der holder sammen på hele klassen og begrunder dens magt, og som bl.a. med EU-støtte forsøges udbredt til hele folket.

I løbet af 1990erne blev intelligentsiaen opmærksom en ny allieret i de lokale repræsentanter for islams herskende klasse, imamerne og ulema. Deres disintegrationsvirksomhed blev hurtigt til en uudtømmelig kilde til nye bevillinger. Fordelen for intelligentsiaen ved at alliere sig med ummaens ledere er, at ummaen ikke forsvinder på samme måde, som arbejderklassen gjorde. Læg mærke til, at ingen af de såkaldte arbejderpartier - det kalder de sig knapt nok mere - længere taler om arbejderklassens berettigede krav. Nu taler de om indvandrernes, d.v.s. muslimernes krav, der i modsætning til arbejderklassens aldrig kan indfries. Interessant nok har intelligentsiaen hermed inviteret den klasse indenfor, der med tiden vil blive dens egen banemand.

Ummaen omfatter som bekendt en meget hurtigt voksende befolkning på 1,3 milliarder, og under intelligentsiaens herredømme har vestlige nationer ingen virksomme midler til at begrænse ummaens formering og f.eks. heller ingen lovlige midler til at diskriminere inden for de sociale ydelser. Intelligentsiaen har dermed pånødet befolkningen et system, der nødvendigvis må indebære velfærdsstatens sammenbrud. Vi ser allerede i dag, at statsinstitutionerne bryder sammen: folkeskolen, de sociale sys temer, ordenshåndhævelsen etc. Hurtigt vil vi ende i en situation med et konstant højt skattetryk ledsaget af en stadig dårligere service og en hastig nedbrydning af retsstaten. Hvis denne skæbne skal undgås, må man enten bryde imamernes ideologiske indflydelse (og det er det sidste, intelligentsiaen vil gøre), eller man må sætte sin lid til så store tekniske fremskridt inden for den kapitalistiske produktion, at man når frem til en slags kommunistisk samfund, hvor enhver dansker knokler efter evne, og enhver muslim nyder efter behov. Det sidste er lige så usandsynligt som det første.

Tolerance som herskabsideologi
Hvordan kan vi nærmere karakterisere intelligentsiaens ideologi? Den er først og fremmest præmoderne og har i virkeligheden været det lige siden, venstrefløjen begyndte at tvivle på revolutionsfortællingens holdbarhed. Da intelligentsiaens krav på ideologisk førerskab ikke længere kunne begrundes med den videnskabelige indsigt i den historiske nødvendighed, måtte man finde andre måder at legitimere magten på.

I første omgang søgte man historisk fodfæste ved at alliere sig med forskellige voldsbevægelser i fattige og helst fjerne lande. Således var støtten til Kina, Albanien, Kampuchea, Vietnam o.s.v. fundamentalt set en regression fra moderniteten. Men antiimperialismen blev præsenteret som både teoretisk velforankret og eminent gennemførlig, selv om den intet havde med den klassiske marxisme at gøre.

Den antiimperialistiske legitimering kunne imidlertid heller ikke opretholdes, fordi det hurtigt blev klart, at de bevæbnede revolutionære intetsteds havde opnået noget, som ikke hurtigere og lettere kunne have været sikret uden voldshandlinger. Et strålende eksempel er den panegyrik, der i 1980erne ombølgede Zimbabwes frihedshelt Robert Mugabe, som siden har ødelagt hele landet. Det samme er sket - eller er på vej til at ske - i mange andre lande fra Bolivia til Etiopien, Iran og Korea.

Det nye legitimeringsgrundlag, der afløste den voldelige antiimperialisme, blev en syndsbevidsthed, som man systematisk fremelskede ved at kontrastere den danske befolknings reserverede modtagelse af indvandrere fra fremmede kulturer med det ideelle krav, man burde leve op til: nemlig ubegrænset tolerance. Vi er endt med en slags statssanktioneret bjergprædiken, som ingen kan leve op til, medmindre de vil springe i havnen, og som derfor kan begrunde endeløse fordømmelser af den almindelige befolkning i pressen, kirken, på læreanstalterne og for domstolene. Efterhånden foregår dette i voksende alliance med det europæiske meningspoliti.

Intelligentsiaens eller, om man vil, skyld-mafiaens, tolerance-ideologi afslører sig netop som ideologi derved, at den savner enhver materiel eller praktisk begrundelse. I et forsøg på at dølge ideologiens karakter af ideologi insisterer intelligentsiaens talsmænd på at blive betegnet som eksperter også, når de udtaler sig om rent moralske anliggender, eller når de blot udtrykker egne fremtidsdrømme.

I modsætning til det omgivende samfunds konsekvensetik bygger skyld-mafiaens ideologi på en hensigtsetik. Den rette hensigt og den alene afgør, om et udsagn overhovedet kan fremføres.

For at opretholde facaden er intelligentsiaen nødt til at gå til angreb på videnskaberne. Universiteterne bliver omdannet til repositorier for den knæsatte og moralsk acceptable viden, mens man ligesom imamerne bekæmper ny viden, der ikke tjener den herskende klasses interesser, f.eks. empirisk funderede oplysninger om islam. I voksende grad må intelligentsiaen tage sin tilflugt til førmoderne og i en vis udstrækning obskurantistiske antagelser, der breder sig som en løbeild i de udviklede kapitalistiske samfund. Derfor er historiestudiet forsvundet fra skolevæsenet. Fortiden betragtes som en forbrydelse, som vi ikke har behov for at forstå, men som blot skal fordømmes. Da det samfund, der bekoster skyldmafiaen, fortsat er struktureret som et nationalt fællesskab med en øvrighed, der udgår af den almindelige stemmeret, gælder det især om at udslette den del af historien, der omhandler folkesuverænitetens og demokratiets fremkomst.

Og hvis man gerne vil have et humoristisk eksempel på fænomenet ressentimentsideologi er her komiker, skuespiller og entertainer Hugh Laurie

———————————————————

Af en eller anden grund er henvisningsfunktionen slået fra på den nævnte Hugh Laurie video og man kan derfor ikke se den direkte Monokultur. Men den kan ses på Youtube på nedenstående link.

http://www.youtube.com/watch?v=Q8chs2ncYIw

Next Page »

Monokultur kører på WordPress