Da jeg var barn hed et skelsættende dokumentarprogram om forurening “Havet sletter alle spor“, der selvfølgelig handlede om, at havets evne til at skjule vores affald var begrænset, stort og uendeligt, som det ellers kan virke. Problemerne med islam i Europa tårner sig op og systemet, der er designet til vestlig tankegang og samfundssind kan snart ikke skjule katastrofens omfang længere.

Det vestlige samfund bygger på opfattelsen og den gensidige anerkendelse af mennesket som et enestående og ligeværdigt individ med en fri vilje. Det fordrer fælles regler og disse formaliseres i de love vores repræsentanter vedtager på vores mandat. Den enighed om basale værdier sikrer stor koncensus i befolkningen og tiltro til systemet. Det betyder at systemet ikke skal bruge samfundets ressourcer på at gennemtvinge sin vilje, for samfundet ejer systemet, der kun skal sikre os og sig selv imod brådne kar. Det er et stærkt system fordi det hviler i koncensus.

Men udfordres den koncensus i gruppers adskillelse med særrettigheder trues systemet, der må opveje fælles regler med et akut fælles bedste for at undgå indre strid. Lighed for loven byttes ud med diplomatiske forhandlinger afgjort af krigerisk styrke, som man så det da en lovlig demonstration blev forbudt under pres fra voldelige og således ulovlige grupper i Tyskland. At gå i rette med de forurettede var meget mindre uoverskueligt. Der findes en grænse for hvor meget systemet kan bære, der findes en kritisk masse.

Fra Economist

The authorities are particularly worried about recruitment to militant Islam in France’s overcrowded prisons. “French prisons are a preferred recruiting ground for radical Islamists,“ Michèle Alliot-Marie, the interior minister, told Le Figaro newspaper. She and her EU counterparts have been working on a joint handbook on how to counter the phenomenon, which touches many European countries, notably Britain. At the end of September, Ms Alliot-Marie will host an EU seminar, in the heavily Muslim Paris banlieue of Saint-Denis, to discuss what to do.

(…)

Proselytising among inmates is common. Security officials are worried that many radicals jailed around the time of the 1998 football World Cup, hosted by France, are starting to be released. “Radicalised Islamists become more influential in prison,“ says Mr Khosrokhavar. He reckons there are a few hundred Islamists actively recruiting behind bars in France.

It is hard to know how to counter this. Concentrating jihadists in one or two penitentiaries, as many countries do, may help them plot attacks from prison. Yet dispersing them, or regularly moving them between high-security prisons in order to disrupt networks, may spread radical ideology and increase recruitment.

Erkendelsen af at islam er en fundamentalt modstridende koncensus, der med sin totalitarisme udelukker den demokratiske og frie koncensus er nok ved at indfinde sig blandt systemets mange uansvarlige forvaltere, men indrømmelsen mangler. Derfor tør man ikke sætte ord på problemets indlysende tydelighed og ender med at beskrive et paradoks, nemlig at man hverken kan isolere eller sprede prædikanterne for at komme dette terrorfænomen til livs da de enten koncentrerer deres indsats eller øger rekruteringen.

Terrorfænomenet er nemlig ikke et fænomen, der er afgrænset til en gruppe mennesker, der som almindelige kriminelle udgør få og i sidste ende en altid begrænset mængde brodne kar, men et udtryk for en klar logik, der spiller virtuost på en muslimsk klangbund. Terrorfænomenet er islamisk koncensus, der reagerer med vold mod at skulle dele samfund med den frie og demokratiske koncensus.

De kriminelle muslimer i fængsler kan meget godt have identitetsproblemer og være uoplyste og frustrerede, som det ofte undskyldende beskrives. Men hvilken oplysning de reagerer på afhænger af den mening det giver i deres kulturelle forudsætninger eller om man vil i forhold til deres grundlæggende socialisering.

Og der er det mildt sagt bemærkelsesværdigt, hvor let oplæsning af Koranen fører til terror i modsætning til det gennemprofessionaliserede og enorme apparat af integrations-fremmende indstanser komplet med skole, socialhjælp, jobhjælp, gadeplanshalløj og rådgivning af allehånde slags, der lokker med et langt lettere, mindre frustrerende og produktivt civilliv. At lokke med normalitet er håbløst og ingen kommer ud af deres kriminalitet, men at lokke med bekæmpelse af vantro går rent ind. Og det kræver ingen ressourcer, andet end en imam og en kopi af Koranen.

Less crowded cells might help. France, whose jail population has grown by 30% since 2001, is building three new prisons to this end. Another idea is to provide more Muslim chaplains to offer a moderate spiritual outlet for Muslim inmates.

Så langt vil man efterhånden trods alt gå at indkredse problemet omkring Koranen, skønt fortolkningen stadig bruges, som et figenblad. For hvorledes defineres radikalisering og moderation, hvis ikke det er ud fra en europæisk målestok med rod i virkelighedens nødvendighed og således intet relevant i forhold til islamisk tankegang, der er rettet imod livet efter døden.

Ved at manipulere med det islamiske værdisæt kan man muligvis få lidt stakket ro på bagsmækken, men problemets rod knæsættes med statslig støtte. Den rette tolkning man ønsker griber fat i budet om at muslimer skal opføre sig ordentligt på fremmed jord, men den tolkning hænger uløseligt sammen med budet om at omdanne fremmed jord til muslimsk jord. En metode til det er - terror.

I forsommeren 1947 gik to tidligere modstandsmænd en søndag morgen igennem den lille provinsby, hvor de kunne betragte danskerne købe morgenbrød, dække bord, lufte ud sætte kaffe frem, kort sagt berede en sløv dag. Den ene modstandsmand udtrykker sin stille bitterhed “Var det, hvad vi kæmpede for?”. Den anden stopper op og svarer “Ja, det var præcis, hvad vi kæmpede for!”.

Andre steder i verden har danskere kæmpet, men for hvad? Fra Jyllands-Posten

Det blev ikke lutter fest og farver, da den første homofestival i Bosniens historie i går blev skudt i gang i landets hovedstad, Sarajevo. Knap var åbningsceremonien afsluttet, før voldsmænd overfaldt flere deltagere. I alt otte personer kom til skade.

(…)

Kun et massivt politiopbud forhindrede mere vold, og betjentene måtte beskytte festivalsdeltagerne fra grupper af mennesker som råbte “Dræb bøsserne” og “Allahu akbar”, et muslimsk udtryk, som på arabisk betyder Gud er stor.

Det multietniske projekt er i ruiner. Ingen kan leve under fremmede og hvad man opfatter som afskyvækkende normer, ligningen vil aldrig gå op. Bøssernes paraderen deres seksualitet rundt i gaderne er en manifestation, der nøjagtigt som Muhammedtegningerne har til formål at teste grænserne for frihed. Men frihed er samtidig et kulturelt begreb og derfor er bøssernes frihed et vestlig angreb på islamiske normer. Man kan have frihed eller man kan have islam, men man kan ikke have begge dele. Derfor kommer det til vold. Det eneste spørgsmål man derefter skal stille sig er om man vil tabe?

Ind imellem kommer der sære udtalelser, der er mere sigende for folks verdensbillede end de selv vil være ved. Thorkild Dam, der er forstander for Nordsjællands Sprogcenter mener at regeringens og dansk Folkepartis stramninger i sprogprøven vil afskære 50.000 udlændinge fra at for dansk statsborgerskab. Og det er et udtryk for diskrimination, mener han i Jyllands-Posten

»Man laver reglerne således, at kun højtuddannede, der ligner os danskere, kan bestå. Man vil have udelukket de bogligt svage, analfabeterne, de syge og ikke mindst muslimer fra at blive danske statsborgere.«

Hvilken verden bor denne Thorkild Dam i? Prøven er ens for alle, men alle har ikke de samme forudsætninger. Fint nok, det kan vi alle forstå. Nogle har gode forudsætninger for at bestå prøven, såsom højtuddannede, mens andre har dårlige forudsætninger, såsom “de bogligt svage, analfabeterne, de syge og ikke mindst muslimer” - Ikke mindst muslimer? Kunne den gode Forstander Dam ikke nok uddybe, hvad han mener med at islam i hjernen forhindrer indlæring?

Næstformanden for Etniske Minoriteter, Bayram Yüksel siger:

»Denne gang er regeringen gået for vidt i sine bestræbelser på at tilfredsstille DF. (…) Jeg frygter, at tryk vil avle modtryk, og at det kan få nogle unge til at lave nogle dumme ting.«

Regeringen er gået for vidt denne gang, men altså ikke før? Er dumme ting terror med masser af døde? Jamen så blev vi så meget klogere.

Hvad skal der til for at forældre forbryder sig imod naturen? Fra Jyllands-Posten

Rigspolitiet har netop offentliggjort en statistik om “æres”-relaterede forbrydelser. Den viser, at der siden juli 2006 og frem til i dag, er registreret 279 såkaldte æresforbrydelser i Danmark. Der har været 349 ofre, og der har været 412 gerningsmænd. 81 pct. af ofrene er kvinder og mere end halvdelen er mellem 20 og 30 år. I to ud af tre sager er det ofrets nærmeste familie, som er gerningsmænd, og de står bag trusler og vold mod deres nærmeste familiemedlemmer. Baggrunden er typisk strid om tvangsægteskaber, ønske om skilsmisse, valg af kæreste eller ægtefælle eller »uacceptabel adfærd«, som familierne forklarer det.  

Svaret er islam. En enkelt gerningsmand kan være relateret til sindsyge, men hele familier er kulturelt udsyn. Da Ghazala Kahn blev myrdet på Slagelse banegård mobiliserede familien mange pakistanske taxichaufører som spejdere. De vidste udemærket godt, hvad der var på spil, nemlig familiens ære, som den er dikteret af islam. Som de hjælpsomme og betænksomme mennesker de er hjalp de da til, da en familie lå underdrejet i skam; what are friends for?

Lyder det sarkastisk? Det er ikke helt meningen, for det er reelt nok at taxichauførerne ver hjælpsomme. Men det er en lærestreg i hvorledes det kulturelle og religiøse udsyn kan perverterer mennesket og intet mere end islam. Hvilken handling kan gøre en far og en mor så vred på deres eget barn at de vil dræbe? Hvor stammer det raseri fra det fører til mange skud, mange voldsomme knivstik eller brutal og langvarig vold mod sit eget barn? Islam!

Det er islam, der dikterer de værdier, der leves efter. Det er islam der dikterer nødvendigheden for en så grusom handling. Islam!

Man må tro at jeg har et monomant forhold til netavisen 180 Grader med mine seneste indlæg. Men aldrig har jeg læst så mange ledere med så graverende fejl. Den sensationalistiske overskrift på dette indlæg er nemlig sagens kerne sat på spidsen at man på 180 Grader ikke kan skelne mellem kultur og natur. Læs blot

For hvordan forviser man islam, hvis ikke det skal foregå ved at deportere den muslimske menighed? Islam lever jo gennem de mennesker, som dyrker troen. Hvis man skal skille sig af med islam, så skal man altså af med de mennesker i hvis hoveder, troen har taget ophold. På anden måde går det ikke.

Øh, hvordan skille sig af med marxismen uden at ombringe Frank Åaen? Hvordan vil statsministeren føre kulturkamp uden at slå kulturradikalere ned for fode? Hvordan bekæmpe fedme uden at føre krig mod de fede?

Intet er mere trættende end moraliserende liberalister.

Noget så sjældent, som et gæsteindlæg.

Det vides ikke præcist hvornår, eller under hvilke omstændigheder, men en dag blev den danske journaliststand enige om, konsekvent kun at bruge udtrykket “den stramme danske udlændingepolitik”. Mandag den 22. september brød Bent Stuckert alle regler for god dansk journalistik, da han formastede sig at kalde den danske udlændingepolitik “fast og fair”. Skandalen eskalerede i sin kriminalitet, da den blev begået på oppositionens egen tv-kanal, Danmarks Radio. Problematikken i Stuckerts udsagn kan ikke underdrives. Det betyder INTET, at størstedelen af vælgerne bakker op om regeringens stramninger. Det er en journalistisk nødvendighed, at påminde vælgerne om deres ondskabsfuldhed, når de støtter denne politik. Derfor bør vi understrege den usagte konsensus, om KUN at benytte udtrykket “den stramme danske udlændingepolitik”. Brug udtrykket ofte, og gerne i en vemodig tone. Parolen der må imprægneres i vælgernes klejne hjerner må være: ‘man kan ikke stramme noget, der er stramt i forvejen’.

Lad os slutteligt slå det med syvtommersøm: Den danske udlændingepolitik er SÅ STRAM, at man i udlandet kigger bekymret vores vej. Dette kan verificeres ved at slå op på Politiken.dk

Regulation7.

Fra Information

Den britiske justitsminister Jack Straw har i al stilhed givet shariadomstole ret til at dømme i civilretslige sager. De muslimske domstole får dermed lov til at dømme i sager om bl.a. skilsmisse, finansielle tvister, børnepenge og hustruvold, oplyser en talskvinde fra det britiske justitsministerium til Information. De fem shariadomstoles afgørelser vil i fremtiden kunne håndhæves af landsretten og ultimativt af den højeste domstol i England, The House of Lords’ Queens Bench Division.

“Det er en meget radikal udvikling. Den kommer helt bag på mig. Det, der især er overraskende, er, at dette er blevet gennemført pr. dekret og altså uden forudgående lovgivning,” siger Dean Godson, der er forskningschef ved tænketanken The Policy Exchange og en af Storbritanniens mest anerkendte eksperter i multikulturelle spørgsmål.

Det betyder bl.a. at en muslimsk kvinde ikke har den samme værdi, som en kristen kvinde, skønt de begge er englændere. I artiklen citeres en Sandra McKay for at sige: “Efter en dom fra Nuneaton i Midtengland blev boet efter en mand delt ligeligt mellem tre døtre og to sønner. Drengene fik ikke nogen fortrinsstilling,” om en shariadom, men et par læsere gør i kommentarfeltet opmærksom på, at sagen ikke forholder sig således ifølge Telegraph

There are concerns for women suffering under the Islamic laws, which favours men. Mr Siddiqi said that in a recent inheritance dispute handled by the court in Nuneaton, the estate of a Midlands man was divided between three daughters and two sons.

The judges on the panel gave the sons twice as much as the daughters, in accordance with sharia.

Had the family gone to a normal British court, the daughters would have got equal amounts. In the six cases of domestic violence, Mr Siddiqi said the judges ordered the husbands to take anger management classes and mentoring from community elders.

There was no further punishment. In each case, the women subsequently withdrew the complaints they had lodged with the police and the police stopped their investigations.

Og Times

Dominic Grieve, the shadow home secretary, said: “If it is true that these tribunals are passing binding decisions in the areas of family and criminal law, I would like to know which courts are enforcing them because I would consider such action unlawful. British law is absolute and must remain so.”

Douglas Murray, the director of the Centre for Social Cohesion, said: “I think it’s appalling. I don’t think arbitration that is done by sharia should ever be endorsed or enforced by the British state.”

There are concerns that women who agree to go to tribunal courts are getting worse deals because Islamic law favours men.

Siddiqi said that in a recent inheritance dispute handled by the court in Nuneaton, the estate of a Midlands man was divided between three daughters and two sons.

The judges on the panel gave the sons twice as much as the daughters, in accordance with sharia. Had the family gone to a normal British court, the daughters would have got equal amounts.

In the six cases of domestic violence, Siddiqi said the judges ordered the husbands to take anger management classes and mentoring from community elders. There was no further punishment.

Men det multietniske samfund kan ikke honorere lighed for loven og lighed for de etniske grupper samtidig. Gruppens manifestation af rettigheder bliver på individets og samfundets bekostning. At ghettoens indbyggere først går til politiet med deres problemer, men siden trækker sig er selvfølge også et mønster for muslimerne baseret i Danmark. Fra Information

I Odenses mest berygtede forstad, Vollsmose, hersker en arabisk kultur, hvor konflikter løses uden om politiet og domstolene. Denne historie dokumenterer parallelsamfundet og kortlægger en uløselig pædofilisag, hvor politiet måtte give op overfor imamernes uformelle men velorganiserede magt.

(…)

“Vollsmose er et parallelsamfund rent strafferetsligt. Mange af beboerne herude er vant til, at imamer og ældre mænd ordner uenighederne, og de går derfor ikke til politiet, men finder i stedet en alternativ løsning,” siger Torben Aagaard, der er betjent på den lokale politistation.

(…)

“Selvfølgelig er der mange herude, der lever efter dansk lov, men så længe de ikke tør stille sig op mod de få, der ikke gør, er det svært for os at stille noget op. Men som det er i dag, er der jo nogle kriminelle, der aldrig får en straf efter dansk retspraksis, og det er jo ikke så godt,” siger den lokale betjent Torben Aagaard, der hver dag kæmper med at ændre på traditionerne i området.

Det er ikke så mærkeligt at man hellere vil have det danske system, med beskyttelse af individet og regulær bevisførelse, frem for imamernes arbitrære beslutninger. Hvem vil ikke det? Men ligeledes er det forståeligt at ingen tør. Og ligeledes er det illustrativt for den umulighed det er at skabe et civiliseret samfund på en islamisk baggrund.

For når den enkelte ghettoboer bor i en retsstat med frihedens rettigheder bogstaveligt talt nede om hjørnet omgivet at et frihedselskende folk i et frit land er det muslimske miniaturesamfund det stærkeste og det dominerende. En lille del af det oprindelige muslimland - ikke isoleret med egne grænser, som værn mod fremmed indflydelse til at tyranisere under påskud af tidligere kolonialisme - midt i Danmark. Men Danmark har ingen betydning for ghettoens logik thi der hersker islam.

I et lummert beboerhus i Vollsmose nogle dage senere har omkring 40 palæstinensiske mænd fundet hver sin stol. De sidder nu småsnakkende men eftertænksomme. I lokalet troner Vollsmoses tre arabiske imamer. Abu Hassan, Abu Bashar og Abu Lahmin.

En afventende ro spreder sig i den engagerede forsamling, men brydes hurtigt igen. Debatten om den pædofilimistænkte begynder.

Der er lige så mange holdninger, som der er mænd: Han har været pædofil i mange år. Det kan ikke passe. Han skal smides ud af Vollsmose. Han skal blive, så han ikke ødelægger børn et andet sted. Han har gjort det. Han er en god mand. Han er syg.

Først efter en times tid, da en ældre, højt respekteret herre kommer med sit forslag, er der nogenlunde enighed. I kraft af sin rolle som religiøst overhoved omformulerer Imam Abu Hassan de kloge ord. Han tilføjer en række henvisninger til Koranen og taler så længe, at ingen længere stiller spørgsmål.

Mændene bliver enige om, at den mistænkte mand aldrig har begået andre fejl, og at flere i ghettoen sikkert har gjort det, der er værre. Man skal ikke kaste med sten, hvis man selv bor i lejlighed med store glasvinduer, understreger en mødedeltager.

(…)

Imamerne i Vollsmose løser konflikter på en helt anden måde, fortæller de. Det handler om at opnå enighed, så de stridende parter til sidst kan give hinanden hånden og gå hver til sit uden uforløst bitterhed. Imamerne bliver tilkaldt dag og nat . Derfor bliver der tit lagt låg på konflikterne, inden de når til politiet.

“Det er mange ting, både nabostridigheder, problemer mellem mænd og kvinder eller andre konflikter. Folk respekterer det, imamen siger, men de synes ikke om politiet,” fortæller en af de lokale imamer, Abu Bashar

Men gruppens pres, ghettoens tyranni er den virkelighed men skal bo i efter imamernes afgørelse.

“Selvfølgelig er der mange herude, der lever efter dansk lov, men så længe de ikke tør stille sig op mod de få, der ikke gør, er det svært for os at stille noget op. Men som det er i dag, er der jo nogle kriminelle, der aldrig får en straf efter dansk retspraksis, og det er jo ikke så godt,” siger den lokale betjent Torben Aagaard, der hver dag kæmper med at ændre på traditionerne i området.

Det multietniske samfund er en umulighed, hvis man vil bevare retsstaten, hvor loven gælder for Loke såvel, som for Thor. Ikke nok med at det enkelte menneske mister sin individualitet i bytte for at være en repræsentant for en gruppe, så bytter man også selve ideen om fælles regler ud med arbitrære afgørelser for at sikre sig mod uroligheder, der er en logisk og direkte konsekvens af de stigende spændinger grupperne imellem. Eksemplet fra Tyskland er et horibelt, men et fremtidens eksempel på den nye orden der truer. Fra Observer

German police clashed with counter-demonstrators in Cologne before authorities banned a right-wing nationalist group from staging a rally against ‘Islamification’ and plans to build a big mosque in the city. Some of the counter-demonstrators lunged for officers’ pistols while others threw stones and firecrackers, hitting and injuring one officer. Police said they detained about five people, and forced the Pro-Cologne nationalist group to call off the rally because there were fears that more serious violence would take place. About 3,000 officers had been deployed to keep peace between the two groups. ‘The security of citizens of Cologne has top priority,’ police spokesman Burkhard Rick said.

Det handler ikke om retten til at ytre sig, men om myndighedernes desperate forsøg på at holde fred. Udfordringen mod voldsmonopolet imødegås med eftergivenhed. Staten svigter sin primære opgave. Velkommen til det multietniske samfund, en forløber for borgerkrig.

Hvor lang tid tager det et dansk fornyerparti at blive en del af parnasset? For dansk Folkepartis vedkommede fra 6. oktober 1995 til i går 22. september 2008 hvor accepten af at EU står over dansk myndighed ser ud til at blive en realitet. På hvilket argument vil de stille op til det dansk Folketingsvalg næste gang, hvis ikke de søger indflydelse på den øverste myndighed for dansk lovgivning, men kun en underafdeling af et større lovgivningsapparat med rødder i den katolske kirkes formynderstyre? Fra Politiken

En dansk erklæring på tro og love og skærpet kontrol med borgernes oplysninger skal være med til at sikre, at EUs regler om fri bevægelighed ikke kan »misbruges« til illegal indvandring.

Ifølge Marlene Winds udlægning - og det er med hendes udlægning og dermed med stærkt forbehold jeg skriver - er Dansk Folkeparti nu aktivt med til at reducere Folketinget til et elevråd. De accepterer den præmis at vi skal indordne os under de regler EU stiller op uagtet at de ingen adkomst har til den magt. At vi intet kan beslutte selv andet end om offentlige bygninger skal males i ny og næ - dog kun indtil en eller anden muslimsk gruppe finder farven anstødelig eller EU finder processen konkurenceforvridende.

I bytte for den grundlæggende præmis for hvor magten over Danmark ligger har Dansk Folkeparti pisset i bukserne for at holde en stakket varme i form af nogle stramninger i udlændingeloven, som man håber vil blive accepteret af EU. Men hvad hvis de ikke bliver? Hvad hvis de bliver det i første omgang, men efter nogen tid - et år eller tre eller to måneder - bliver underkendt fordi nye vinde fejer gennem formynderstyret? Så er accepten af subsidaritet jo anerkendt og kan ikke brydes med nogen legitimitet.

Vi må og skal være herrer i eget hus for selv om stemningen i Europa i stigende grad går den rigtige vej med at kunne se islam og indvandringen fra den primitive verden, som en direkte trussel mod kontinentet så arbejder systemet EU efter andre og ikke folkelige regler og ideologisk målsætning - drømmen om den forenede verden under ét system, een overordnet myndighed. Den langsomme og vrangvillige anerkendelse af truslens omfang vil derfor komme gennem de dominerende EU lande og løsningen vil derfor ikke i første omgang være at danne det Fort Europa, som ellers vil være det eneste fristende i det håbløse projekt, men at fordele trykket væk fra Frankrig og Tyskland og Holland og andre  hovmodige naivistlande og over på de lande, man vurderer sagtens kan klare lidt mere, altså Danmark. Vi er vel fælles om problemerne?

Men Danmark skal ikke bære det affald ud, de andre lande hober op i deres uansvarlighed. Vi skal ikke bære byrderne af andres ideologiske sværmerier og småkorrupte systemer. De ligger som de har redt og den eneste nytte de nu kan gøre er at agere det negative eksempel vi andre kan lære af. Vi skal have nøglen til egen dør og der skal ikke ligge nogle kopier noget steds. Men som det ser ud nu er Dansk Folkeparti i færd med at acceptere at EU har systemnøglen og Danmark kun får udleveret en kopi til låns med begrænset virke.

Vi skal stå fast fordi det er det rigtige at gøre, fordi det er vores ret. Vi skal også stå fast i den sikre overbevisning at det EU, der i de kommende år vil ændre sig under de stigende modsætninger mellem landenes interesser og projektetg at udviklingen vil falde ud til vores fordel. Men mens vi venter på at det sker, skal skaden være så minimal, som kun vi selv kan sikre at den bliver. Indtil det sker skal vi tage den kamp, der ikke blot sikrer os vores selvrespekt, men også bliver en del af, hvad der får fællesskabsdrømmen til at smuldre.

Chuchill sagde at de kulturer der ikke var villige til at forsvare deres ret ville forsvinde. Derfor skal vi ikke gå på kompromis, men insistere på vores ret. Vi skal være det foregangsland alle drømmer om at være, det foregangsland, der vælter projektet. Vores eksempel vil tjene, som det positive alle andre lande vil følge. Liden tue kan vælte et stort læs. Og EU er et stort læs lort.

Fra Gates of Vienna

Madam President, today we discuss the budget, the budget for 2009, a humbug budget from the worst government ever. But today we also discuss the current state of our country. And whoever takes a close look at that has no reason to be cheerful. What I blame this government the most of is the damage it causes to our society. The Netherlands is no longer the Netherlands we have grown up in. There is also no longer one Netherlands. There are two Netherlands. The Empire of Balkenende [Prime Minister] is a Kingdom of Two Netherlands.

On the one hand our elite, with its so-called ideals. Those from the multicultural society, the mega high taxes, of the frenzied climate hysteria, of the unstoppable Islamization of Brussels’ superstate and the senseless development aid, the piles of money into the bottomless pit called The Antilles [Dutch islands in the Caribbean].

This elite finds everything very well — as long as the subsidy flow continues towards the VPRO [leftist TV broadcaster], Milieudefensie [Environmentalists] and the arts chiefs. They are the followers of Geert Mak [the Dutch Michael Moore], Doekle the dhimmi [Doekle Terpstra, former Christian Democrat, now Unilever officer and a fanatic anti-Wilders opponent], Eveline Herfkens [Socialist employed by the World Bank and the UN, involved in a major fraud] and Al Gore. It is the leftist canal-zone [the expensive property at the Canals in Amsterdam where most leftist celebrities live] and their sticky friends.

But all these so-called ideals of the political elite are minority projects. There is almost no one who still believes in it, except for an ever-smaller gang of leftists hanging on the taxpayers-drip and with permanent jobs for themselves at a subsidy nipple, the government, or a lobby club. Professional Muslims, professional climate fundamentalists, professional chairmen, professional lobbyists.

(…)

But alas, Madam President, there is also another Netherlands. My Netherlands.

The other Netherlands consists of people who have to pay the bills. Literally and metaphorically. They are robbed and threatened. Who sigh under the load of the street terrorists, under high taxes and the desire for a socialist Netherlands. They are the people who do not get anything for nothing. They are the people who have built up our country. They are the people who have never believed in the leftist project of the multi-nonsense or climate rubbish or our donations to the cocktail-mafia on the Antilles.

They are the people who are rarely heard here in the Lower House in The Hague. They are dismissed as trailer park trash and xenophobes, as little provincials.

This government puts down this double Netherlands. This government chooses consistently for the Netherlands of the elite and not for the Netherlands of the ordinary people who have to pay the bill.

Who is wondering why it is that Dutch people are increasingly cynical about politics should look at these two Netherlands. They must wonder how we can achieve ONE Netherlands.

Nowhere the differences between what the Dutch find and what the elites find is sharper than in the case of mass immigration. Nearly sixty percent of the Dutch people see Islam as the biggest threat to our identity and also nearly sixty percent finds mass immigration to be the biggest mistake since the war. But here in the parliament hardly six percent believe the same thing.

This multicultural society is an expensive business. Thanks to a study by the CPB [Government research bureau] from a few years ago, we know that an average non-western immigrant family will cost Dutch taxpayers 230,000 euros. That is more than one hundred billion euros in total. President, one hundred billion! That’s how much we lost to their multicultural project. One hundred billion euros.
- - - - - - - - -
Just think of what we could have done with that money. We would have been able to arrange a private room for all the elderly in nursing homes many years ago, each with a private nurse. We would have, so to speak, been able to stop working from our fiftieth birthday. Or give everybody a sailboat for a present. We would have been able to buy another country, just for fun. We could have been swimming in money. Instead, we follow the leftist dream to bring half the Islamic world into the Netherlands. The larger the voting flock for the Leftists Church, the better. I sometimes think that on the plane coming here they are already taught: “you vote for Wouter Bos [Socialist Minister of Finance], he will give you benefits.”

Hollandsk TV gik i sort under transmissionen. Fundet via Snaphanen.

Enten er man liberal og tror på folks eget valg eller også er man moralsk og sætter standarder for hvordan folk skal leve deres liv. Ikke så snart havde netavisen 180 Grader forsvaret den personlige frihed til at sulte sine børn i en måned om året for at disciplinere dem til at underkaste dem Allah - antitesen til liberalismen - før de angriber Dansk Folkepartis vælgere for at tilslutte sig revselsesretten. Overskriften fanger blikket

DFere synes, det er ok at slå deres børn - det skal de have lov til, siger Pia K.

Pia Kjærsgaard har det altså godt med at DFere slår børn kan vi forstå. Og det er både dumt og usympatisk kan vi mærke på 180 Graders ironiserende formulering. Længere nede i teksten præciseres Pia Kjærsgaard liberale holdning “Vi tager afstand fra at slå børn. Hvis vælgerne har en anden holdning, skal de have lov til det,” - altså Pia Kjærsgaard mener at man skal have lov til at have sin egen holdning. Hvorfor er Pia Kjærsgaards liberale holdning udstillet som værende dum og usympatisk på den liberale avis for “dig der arbejder”? Det mest basale i den liberale tankegang er vel en afvisning af et tankepoliti?

Men selvmodsigelse er ikke det eneste problem for 180 Grader. Hvor revselsesret, som er den rette betegnelse for DF-nordjydernes børne-slånings-holdning, er en frihed under ansvar til at administrere børneopdragelsen under de vanskelige og uforudsigelige vilkår, der er livet er ramadanen systematisk, obligatorisk og kollektiv - helt befriet for individdets dømmekraft. Det liberale 180 Grader har altså moralsk kvababbelse over den enkeltes dømmekraft i forhold til privatlivet, egen moral, den specifikke og unikke situation - virkeligheden, men støtter gerne en dogmatikernes indoktrinering af/og til systemtænkning, der afviser den frie vilje. Hvor revselsesretten knytter sig til handlinger begået af den enkelte gennemføres ramadanen kollektivt for at vise underkastelsen. Det første er på 180 Grader amoralsk, det andet er frihed for 180 Grader.

180 Grader mestrer ikke deres egen ideologi, der ellers som marxismen er meget letfattelig og forfalder, som marxisterne til ideosynkrasier mod - hvad Informations Rune Lykkeberg rammende betegnede - “den fæle dunst af under-Danmark”. Det er vel i grove træk en blanding af indestængt vrede over at det DF, der har givet de borgerligt-liberale deres regering samtidig har forhindret skattelettelser og almindeligt hovmod over dem, der ikke tilhører den gudselite af journalister og andre akademikere/intellektuelle/kunstnere, der skal herske over Jorden i stedet for den f……. hjemmehjælper.

Grundlæggende forstår liberalister og marxister ikke den verden de lever i, men er gået i stå rent intellektuelt et sted i skolealderen. De pessimistiske bliver marxister og smadrer gaden for rettigheder og “luxus” til alle, mens de optimistiske bliver liberalister og kræver rettigheder og ret til hvad som helst. Til sammen danner de den svikmølle, der låser den danske modstandsdygtighed overfor den totalitære trussel, der er islam.

Nej, ikke ramadanen, dvs. den (u)hellige måned vi nu befinder os i, der for muslimerne er forbundet med voldsomme udsving i blodsukkerniveauet, blå øjne og løse tænder for de kvindelige ægtefæller, flere arbejdsulykker, og vanvidskørsel (fremgår af statistik for færdselsulykker), samt “gode gerninger” som os vantro kan risikere at mærke på rygstykkerne.

Det drejer sig om den verdenskendte lurendrejer Tariq Ramadan, og som vi her i slyngelstuen udtaler det: Tariq “Rama-dama-ding-dong-dang”. Denne utroværdige person har mange apologeter blandt kvinder i de intellektuelle kredse. Weekendavisen har en fremragende artikkel om det denne uge (kræver log ind).

Blandt Ramadan apologeterne er ikke overraskende Sherin Khankan, men også hardcore islamister som Mona Sheik, og Asmaa. Den danske af slagsen tæller bl.a. en del kvindelige studerende inde på Carsten Niehbuhr instituttet.

I Weekendavisen agerer Sherin Khankan som Ramadans menneskeskjold. I grunden er Khankan en mindre interessant person, men hun besidder den egenskab, at via universitetet (religionssociologi) at have tilegnet sig et sprog der i høj grad er skræddersyet til udenomssnak. Hør blot dette lille “vers”:

Sekularisering er jo ikke det samme som areligiøsitet. I det sekulære samfund anerkender man troen og det religiøse samspil, som finder sted inden for de fælles rammer. Kun den religiøse dogmatik gør man op med…

En gang mageløst sludder fra damebladsmuslim numero uno. Hvis sekularisering ikke lige netop er areligiøs så ved jeg ikke hvad. Skulle der måske være en særlig katolsk eller muslimsk sekularisering? Og hvad ville denne så indebære?
Faktisk er det umuligt at forstå, hvad det egentlig er hun siger. I den forstand er hun en af Ramadans mønsterelever - en rigtig ramadame.

Hun mener, at mange hjemlige selvlærde islamkritikere tillægger hendes religion en ond essens, som bunder i deres egen uvidenhed og færdigsyede fordomme. Hvis man som udgangspunkt antager, at islam er baseret på et barbarisk grundstof, ender det ofte i fordummende dæmonisering, er Khankans pointe.

Hun fremhæver i stedet, at islameksperterne fra landets universiteter, der forsker for forskningen egen skyld, har en anderledes nuanceret tilgang til tingene.

Lad mig her lige gøre opmærksom på det sagforhold, at over 50% af eleverne til en forelæsning kan være troende muslimer, hvilket lægger en betydelig dæmper på den islamkritiske del af forskerne. Man vil jo gerne have et job at vende tilbage til.

Det herlige ved Khankan og andre sprogakrobater er, at går man dem på klingen, så taber de balancen. Konfronteret med Ramadans famøse kasettebånd (hvor han afslører sin islamistiske dagsorden) svarer hun:

Men alle taler med to tunger. Det gør jeg også. Jeg kan for eksempel tale hårdt til Hizb ut-Tahrir, hvis jeg er i en forsamling, hvor de sidder med. Mens jeg forsøger at skabe forståelse for, hvad der vækker vrede i dem i andre forsamlinger, for at undgå den farlige dæmonisering af dem og andre typer af islamister,« siger Sherin Khankan.

Hvorfor dog ikke tage klar afstand fra Hizb’ut tahrir?
Fordi:

Ramadan gav hende engang et personligt råd. Han sagde, at hvis man gerne vil være en brobygger, og det vil Sherin Khankan, må man ikke brænde sine broer.

Så du vil bygge broer mellem det liberale demokrati og kalifatet, Sherin Khankan? Man aner en vis slinger i ramadansen. Godt.

Lad mig skrive Khankans retoriske vrøvl om til der faktisk giver mening:

Sekularisering er det samme som areligiøsitet. I det sekulære samfund tolererer man troen og det religiøse samspil, som finder sted inden for begrænsede rammer.

Fra DR

Muslimer bosat i EU-lande skal fremover kunne blive skilt efter sharia-lovgivning. Det mener EU-Kommissionen, der lægger op til, at ægtepar selv skal kunne vælge, hvilket lands lovgivning de vil følge hvis de skal skilles - såfremt de har en vis tilknytning til det valgte land.

På grund af det danske retsforbehold vil EU-forordningen ikke få direkte betydning for Danmark. Men Dansk Folkepartis EU-ordfører Morten Messerschmidt er alligevel stærkt bekymret over forslaget:

Vi har altså et EU, der i sit væsen arbejder på at underminere den nationale selvbestemmelse, der aktivt arbejder på at få så mange indvandrere fra den muslimske og andre underudviklede kulturer ind i EU og som nu indfører shariaregler.

Imens eksperterne hoverer over, hvad de ser som ruinerne af dansk udlændingepolitik prøver regeringen og Dansk Folkeparti at lappe hullerne ud fra de rådne præmisser, der er selve EU og de forbehold, der trods løgnene overfor befolkningen ingen beskyttelse yder. Men danskerne har aldrig anerkendt denne udvikling, vi har aldrig underkendt Grundloven i forhold til en fremmed magt. Den virkelighed eksisterer ikke og hvis tidligere danske regeringsledere måtte have bildt de europæiske stater noget sådant ind og i kådhed have sat deres underskrifter på diverse papirer så kan vi da godt tale sammen om en eventuel straf til de omtalte danske regeringsledere for den skade de måtte have forvoldt. Men sandheden er at i og med vi gennemførte beslutningerne efter folkeafstemningerne, så er de løfter de afgav folket deres mandat, hverken mere eller mindre. Og de har altså ikke på noget tidspunkt haft mandat til at underlægge Grundloven fremmed magt.
I vores optik er det stadig Grundloven, der tæller og beslutninger i Folketinget kan ikke underkendes af fremmed magt. Danmark bør ignorere EU-domstolen og dens ødelæggende initiativer og så ellers se at komme ud af det lort hurtigst muligt.

Fra Berlingske Tidende

I sit første interview efter udnævnelsen til Republikanernes vicepræsidentkandidat for to uger siden kunne Sarah Palin ikke svare på, om hun har en holdning til Bush-doktrinen - den centrale sikkerhedspolitiske rettesnor for den nuværende præsident, republikaneren George W. Bush.

Doktrinen blev til efter terrorangrebet på USA den 11. september 2001 og forbeholder USA ret til at præventive angreb på et andet land for at forsvare amerikanske interesser. Doktrinen var en central del af tankesættet bag invasionen af Irak i 2003.

»Er du enig med Bush-doktrinen,« spurgte studievært Charlie Gibson fra ABC News Palin.

»I hvilken forstand, Charlie,« spurgte hun tilbage.

»Ja, altså…hvordan fortolker du den,« spurgte en overrasket Gibson.

»Hans verdenssyn,« spurgte en stadig forvirret Palin.

»Altså Bush-doktrinen, som blev til i september 2002 før Irak-krigen,« lød det halvt hjælpsomt, halvt forbløffet fra Gibson.

»Jeg mener, at det præsident Bush har forsøgt at gøre er at rydde denne verden for ekstremistisk islamisme. Terrorister, som er djævelsk opsatte på at ødelægge vores land,« svarede Palin.

Morgenradioavisen fokuserede forleden på den pause på nogle pinefuldt lange sekunder fra spørgsmålet blev stillet, til Palin samlede sig nok til at fremstamme, hvad der skulle gøre det ud for et svar. Er det ikke for dårligt at en vicepræsidentkandidat ikke har almen viden? Hvor uvidende har man egentlig lov at være, hvis man står, som den næsten i køen til at lede verdens førende land? Jeg mener, kender vi ikke alle sammen Bushdoktrinen efterhånden? Charles Krauthammer er ikke så sikker i Washington Post

I know something about the subject because, as the Wikipedia entry on the Bush doctrine notes, I was the first to use the term. In the cover essay of the June 4, 2001, issue of the Weekly Standard entitled, “The Bush Doctrine: ABM, Kyoto, and the New American Unilateralism,” I suggested that the Bush administration policies of unilaterally withdrawing from the ABM treaty and rejecting the Kyoto protocol, together with others, amounted to a radical change in foreign policy that should be called the Bush doctrine.

Then came 9/11, and that notion was immediately superseded by the advent of the war on terror. In his address to the joint session of Congress nine days after 9/11, President Bush declared: “Either you are with us or you are with the terrorists. From this day forward any nation that continues to harbor or support terrorism will be regarded by the United States as a hostile regime.” This “with us or against us” policy regarding terror — first deployed against Pakistan when Secretary of State Colin Powell gave President Musharraf that seven-point ultimatum to end support for the Taliban and support our attack on Afghanistan — became the essence of the Bush doctrine.

Until Iraq. A year later, when the Iraq war was looming, Bush offered his major justification by enunciating a doctrine of preemptive war. This is the one Charlie Gibson thinks is the Bush doctrine.

It’s not. It’s the third in a series and was superseded by the fourth and current definition of the Bush doctrine, the most sweeping formulation of the Bush approach to foreign policy and the one that most clearly and distinctively defines the Bush years: the idea that the fundamental mission of American foreign policy is to spread democracy throughout the world. It was most dramatically enunciated in Bush’s second inaugural address: “The survival of liberty in our land increasingly depends on the success of liberty in other lands. The best hope for peace in our world is the expansion of freedom in all the world.”

This declaration of a sweeping, universal American freedom agenda was consciously meant to echo John Kennedy’s pledge in his inaugural address that the United States “shall pay any price, bear any burden, meet any hardship, support any friend, oppose any foe, in order to assure the survival and the success of liberty.” It draws also from the Truman doctrine of March 1947 and from Wilson’s 14 points.

Hø, hø, hø, hvor er hun dog dum, tænkte journalisterne over en bred karm, der med deres sygeplerskerlange uddannelse tilhørte den boglige elite - ja hvis ikke intelligensiaen. I virkeligheden opførte de sig, som bønderkarlene, der skal afgøre de dannedes dyst på disputeren mellem den fordrukne degn og Erasmus Montanus. Hun er dum! fordi hun tøver, hun er dum fordi hun ikke aner, hvad hun bliver spurgt om, hun er dum fordi hun er ude af den. Som Charles Krauthammer rammende udlægger Gibsons holdning

….he captured perfectly the establishment snobbery and intellectual condescension that has characterized the chattering classes’ reaction to the mother of five who presumes to play on their stage.

Meget af det had, der har ramt Pia Kjærsgaard har en del af det samme ophav.

Venstrefløjen har fået en ny tænketank ifølge Jyllands-Posten.

Efter at oppositionen har tabt tre valg i træk, får Danmark en ny tænketank, der tager sit udgangspunkt til venstre for midten, og som skal være oppositionens svar på det borgerlige Danmarks tænketank, Cepos.

Den nye tænketank hedder Cevea - Centrum Venstre Akademiet - og bliver hovedsagelig finansieret af fagforeninger som 3F, HK, Dansk Metal, NNF og TIB med et årsbudget på tre mio. kr.

(…)

Ifølge tænketankens egen målsætning skal Cevea kæmpe for ”åbne fællesskaber”, ”frisættende fællesskaber” og ”forpligtende fællesskaber”.

Åbne fællesskaber? Et fællesskab er afgjort af, hvad man har til fælles, så for at åbne et fællesskab må man vel enten sørge for at det fælles bliver mere alment eller arbejde på at flere mennesker får de samme interesser. En udvanding af fællesskabet eller en homogenisering af samfundet. Vi ser frem til det årlig jæger-ornitolog træf, hvor der bliver kigget på døde fugle i deres habitater. For en ting er sikkert, nemlig at det nationale fællesskab, der ellers indkluderer alle danskere ikke skal styrkes.

Der er dog ingen grund til alarm over dette forsøg på politisk og ideologisk oprustning på venstrefløjen. Bestyrelsesformanden er den tidligere kulturminister Jytte Hilden, der diverterer med følgende pragtbemærkning

 Jep, her har I en senior-sild, der kan fungere som mentor, og som I kan spille sammen med.

Sov kun roligt.

“There is something amoral about abandoning your own jugement!” siger John F Kennedy i spændingsfilmen 13 Days. Det at kunne tænke fordrer et ansvar og dette svigtede Trine Mach i sit idiosynkratiske angreb på Trykkefrihedsselskabet på sin blog i forbindelse med trykningen af bogen Jewel of Medina. Dette er kogt ned til sin essens i den indledende sætning i det efterhånden famøse indlæg på Trine Mach blog

Så kører vi igen… Trykkefrihedsselskabet vil gerne udgive en øjensynlig kontroversiel bog om profeten Muhammeds ene kone, Aisha.

I en enkelt sætning ser vi hvorledes Trine Machs fordømmelse fører hende i moralsk fortabelse fordi den hviler på sofisme. Trine Mach placerer ansvaret for ufredelighed hos Trykkefrihedsselskabet, hvis pointe skal forstås, som en tilbagevendende begivenhed ansporet af en eller anden irrationel dysfunktion. Det øjensynligt kontroversielle ved bogen er jo netop begrundelsen for at trykke den, nemlig at nogle truer med vold, hvis den udkommer. Bogen er altså i første omgang kontroversiel for mennesker, der ikke vil acceptere den frie tanke og udtryk og gennem vold vil undertvinge mennesket. Og på grund af de totalitæres fremturen bliver bogen kontroversiel for folk som Trine Mach, der først ser kontroversen og ufreden når kampen tages op af de mennesker hun har et ideosynkratisk forhold til. Derfor er bogen interessant. Kontroversen handler altså ikke om Trykkefrihedsselskabet, men om den totalitære tankegangs vedvarende angreb på og trussel imod det frie menneske.

Det interessante ved bogens emne er, at det ikke er en bog om “profeten Muhammeds ene kone“, som Trine Mach frejdigt formulerer det. Ej heller er det en bog om én af hans koner. Det er en bog om hans barnekone! Dermed bliver det en bog om et i islamisk objektiv idealt menneskes i virkeligheden afsporede og sygelige seksualitet og ikke en bog om amoriner mellem voksne og ligeværdige mennesker. Et ægteskab mellem en 50-årig mand og en 9-årig pige er systematisk voldtægt af et barn. Dette overser Trine Mach fordi hun har sat kontroversen, som en given størrelse afgjort af dens egen eksistens og ikke dens indhold. På den måde kommer hun i realiteten til at være pædofiliens advokat. Hvordan kan hun ellers skrive

Men spørgsmålet er bare, om det overhovedet er de rette briller at se ønsket om pinedød at trykke en eller anden bog om Aisha gennem?

hvis ikke at man kan relativere voldtægt af børn? For hvilke andre briller kan man se en ’seksual-akt’ mellem en 51-årig mand og en 9-årig pige skræmt fra vid og sans? Lad os forlade Trine et øjeblik og se med Aishas briller på sagens kerne

Narrated Aisha: The Prophet engaged me when I was a girl of six (years). We went to Medina and stayed at the home of Bani-al-Harith bin Khazraj. Then I got ill and my hair fell down. Later on my hair grew (again) and my mother, Um Ruman, came to me while I was playing in a swing with some of my girl friends. She called me, and I went to her, not knowing what she wanted to do to me. She caught me by the hand and made me stand at the door of the house. I was breathless then, and when my breathing became Allright, she took some water and rubbed my face and head with it. Then she took me into the house. There in the house I saw some Ansari women who said, “Best wishes and Allah’s Blessing and a good luck.” Then she entrusted me to them and they prepared me (for the marriage). Unexpectedly Allah’s Apostle came to me in the forenoon and my mother handed me over to him, and at that time I was a girl of nine years of age. Volume 5, Book 58, Number 234

Narrated ‘Aisha: I used to play with the dolls in the presence of the Prophet, and my girl friends also used to play with me. When Allah’s Apostle used to enter (my dwelling place) they used to hide themselves, but the Prophet would call them to join and play with me.

Det er tydeligt for enhver, at de muslimske kilder ikke magter at bortforklare den rædsel, den lille pige måtte have følt. Aisha er endda syg af rædsel, siden hendes hårtab nævnes i forbindelse med det forestående måde med hendes krænker. Uden at vide hvad der ventede hende uden at kunne sætte ord på vidste Aisha helt instinktivt at den var helt gal. Forstår Trine det? Eller repræsenterer hun moderen i denne - i islamisk forstand - opbyggelige historie, der tørrer sin datters ansigt af for snavs før hun skubber hende i favnen på, hvad amerikanerne med et rammende ord kalder en “sexual predator”?

Hvem beskytter Trine når hun siger “jeg mener ikke, at religion er noget, der har særligt krav på beskyttelse“? For det er ikke de børn, der er ufrivilligt fanget i den perverterede kultur som Muhammeds eksempel har skabt, som hun beskytter med sine infame fordrejninger Trine Machs “Føj for satan” passer på hende selv.

Men det tager Trine Mach sig ikke af. Når man ER den gode moral skal intet retfærdiggøres for alt hvad man siger og gør er retfærdigt og moralsk. Og moral er nemlig noget man bare har og det skal ikke holdes op imod virkelighedens præmisser.

Foragten for virkeligheden stinker langt væk i udtryk som “...hvor modige de angiveligt er..“, “...‘garantere for forfatterens sikkerhed’...”. Eller denne detalje “.…Mellemøsten og ‘Vesten’.“, hvor Vesten er sat i anførselstegn, som for at signalere at det ikke rigtig eksisterer eller giver mening at tale om som selvstændigt begreb, hvorimod Mellemøsten åbenbart er et faktum. Der eksisterer forskellig kulturer bare ikke vores.

Trine Mach gentager - som alle venstredrejede - argumenter fra Omvendtslev. De der kritiserer totalitarismen “fører hellig krig” og det er ikke godt for Danmark, der ikke har brug for endnu en Muhammedkrise. Man er rørt over hendes nationale sindelag.

Sidestillingen af de der vil myrde anderledestænkende med de der vil forsvare alles tanker går igennem hele indlægget, som i “Vi har ikke brug for, at ekstremister på begge sider igen overtager dasordenen.“, “…sådan kan de to positioner bekræfte hinanden i deres eksistensberettigelse“, som det også var imamens argument.

Hun indrømmer rask væk at hun “…kender ikke det pågældende bog-manuskript“, uden tanke på at det så kan være svært at forstå hendes opstandelse. Med mindre der står noget om pædofili hun ikke vil have frem. det vender jeg tilbage til, men først hendes idiosynkraiser

Men måske skal hele forklaringen på Trykkefrihedsselskabets iver findes i det meget banale: At de som de neo-konservative i USAs magtcirkler er optændt af den hellige flamme mod en helt bestemt Mission, som de selv mener at være Guds udvalgte til at føre. Lidt à la Ruth Evensen og Faderhuset, iøvrigt. Så optagede af Missionen er de, at de er villige til at bruge alverdens midler for at fuldføre den.

Trykkefrihedsselskabet, de neo-konservative i USAs magtcirkler og Ruth Evens hvabehar! Og de er villige til at bruge alle midler, såsom trykning af bøger, nu ber’ jeg. Hvor ondt kan det blive? Men hvor er argumentet for denne sammenstilling af fjender? Man kan jo også sammenstille Trine Mach med Hitler og Formand Mao ved deres ubændige trang til at ville meddele verden deres tanker. Og selv om det er noget sludder er der dog en begrundelse man kan forholde sig til. Det er der ingen steder i Trine Machs verden. Prøv f.eks. at få mening i dette udsagn

Man har ansvar over for andre mennesker - så bøger, tegninger eller film, der alene laves for som led i en hetz eller for at nedgøre andre, har ikke nødvendigvis nogen berettigelse. Ikke at de skal forbydes, men at stille sig op som forkæmper for ytringsfriheden, alene med den baggrund at håne muslimer eller svage grupper i samfundet, har jeg i udgangspunktet ikke meget til overs for. Men lad os se, hvad bogen indeholder, hvis den når så langt.

Man skal ikke forbyde noget, der ikke har en berettigelse og hun har ikke noget til overs for noget hun ikke ved hvad indeholder. Men mens hun venter på at se, hvad bogen indeholder er hun ikke i tvivl om at der er tale om hån mod muslimer.

Indtil videre ved vi kun at det er en beskrivelse af forholdet mellem Muhammed og hans barnekone Aisha, der ifølge forfatteren er imødekommende. En venlig beskrivelse af islams kernemoral er altså at håne muslimer. På det punkt er hun også på linie med imamerne og mullaherne, skønt de er vrede over at vantro besudler deres rene tro, blot ved at beskæftige sig med den, hvorimod Trine Mach er fortørnet over at skelleterne kommer væltende ud af skabet.

Trine Mach slutter sit indlæg af med ordene

Modig er man først, når man tør tale op mod magten - i forsvar for de svage - når det virkelig koster.

Virker det ikke en kende malplaceret når vi taler dødstrusler?

Klaus Wivel skriver om den store humanist Rosenzweigs begavede syn på islam i Weekendavisen

Skal man forstå Rosenzweigs kritik af islam, kræver det en kort introduktion til hans teologi. Han skelner mellem skabelse og åbenbaring. Gud skabte jorden og mennesket; det vil sige, at han skabte den hedenske, fortløbende historie, vi alle befinder os i. Det er i åbenbaringen, det mirakuløse brud på historien, at Gud har vist sig - som over for Moses på Sinai-bjerget eller i Jesu skikkelse. Troen giver således kun mening, hvis den udspiller sig på en scene af naturlig, fremadskridende, irreligiøs virkelighed - som en radikal omvendelse og en totalt fornuftstridig markering. Naturlovene og miraklet forudsætter hinanden.

»Gud har ikke skabt religionen, men verden«, skriver Rosenzweig et sted. Men det, Allah har skabt, er ren religion, en »parodi« på kristendommen og jødedommen og en fornægtelse af virkeligheden. Med islam smelter naturlovene, hverdagen og miraklet sammen. Der er ingen forskel. Historien eksisterer ikke mere, ingen fortid, ingen fremtid; alt går i stå. »Muhammeds folk lever i historiens døde vinkel ,« har Rosenzweig sagt andetsteds.

Allah har ikke skænket mennesket verden, ikke givet ham mund at tale og øren at lytte med, ikke forlenet ham med evnen til at elske. Allah har blot betænkt menneskeheden med en bog: Koranen. Derved anklager Rosenzweig islam for at være, hvad Paulus anklagede jødedommen for at være: en »bogreligion«. Rosenzweig skriver: »Det første ord i Muhammeds åbenbaring lyder: Læs!« Fra begyndelse til ende kommanderes der lydighed og underkastelse.

Konsekvensen for Rosenzweig bliver, at den religiøse fanatisme får fodfæste med islam. »Den forandring, Allahs vej fører ind på, er i egentligste forstand udbredelsen af islam gennem troskrig.« Islam ophæver sit gudsbillede til at udgøre en »orientalsk tyrans magt«. Den menneskelige samtale bliver afløst af muslimens hellige pligt til at udbrede islam til hele verden.

Han skriver i 1920, at det »kommende årtusinde vil gå over i verdenshistorien som en kamp mellem Orienten og Occidenten, mellem kirken og islam, mellem det germanske folk og det arabiske.«

Wivel noterer at Rosenzweig skriver sine ord umiddelbart efter 1. Verdenskrig og før Europas skyldbevidsthed, som han præcist kalder lammende, satte ind. For forskellen på antisemitismen og kritikken af islam, handler ikke om almen dæmonisering af fremmed tankegang. Antisemitismen handlede nemlig om mennesker, mens islamkritik handler om tanker. Og de tanker, der trænger til mest kritik er dem, der vil udrydde menneskts fri tanke. Derfor argumenterer Wivel ganske korrekt at læren fra jødeudryddelsen burde have været tankens frihed til at kritisere ideer, fremfor den misforståede analogi med religionen islam i rollen som menneskene jøderne.

Forleden mente den liberalistiske netavis 180 Grader at muslimske forældres Ramadantvang var en del af den personlige frihed. De overså den “kollektivistiske socialisering”, som ramadan er et udtryk for. Fra Kristeligt Dagblad

Børn i danske folkeskoler udsættes for religiøs chikane. Det sker under den igangværende muslimske højtid ramadan, da en gruppe muslimske elever kritiserer klassekammerater for at overtræde ramadanens faste-regler ved at spise og drikke i døgnets lyse timer. Det beretter flere danske folkeskoler med en høj andel af muslimske elever om.

(…)

På Klostevængets Heldagsskole i København blev skoleinspektøren overrasket, da hun en dag spurgte i en 8. klasse med stort set kun muslimske elever, om de fastede.– Alle sagde, at de fastede. Selv en dreng med dansk baggrund sagde, at det gjorde han, men det troede jeg ærligt talt ikke på. Det var bare for svært for ham at sidde med sine leverpostejmadder blandt kammerater, som alle fastede. Jeg tror, at han er gået hjem og har spist sine madder bagefter, og det var taktisk klogt gjort af ham, siger skoleinspektør Karen-Margrethe Grønlund.

Friheden til at tyrannisere. 180 Grader….? At vende alt på hovedet.

Netavisen 180 Grader ser hele verden igennem de samme fritvalgsbriller. Liberalisters forsimplede syn på mennesket, som et homo økonomikus svarer nøje til socialisters, blot med den dogmatiske insisteren på den forudsætningsløse frihed, som modstykke til socialisternes forudsætningsløse formynderi. Begge formularer bliver hurtigt udtømte og trættende og leder igen og igen til det rene vrøvl.

Da jeg var dreng var tidens usmagelige vittighed at ethiopernes tykke maver og tynde arme og ben skyldtes at de spiste for meget og lavede for lidt. Den samme omvendte logik ligger i 180 Graders harceleren over, at Odense byråd vil sætte ind mod de muslimske forældres idiotiske ramadantvang overfor deres børn. Børnenes indlæringsevne i skolen, der i forvejen ikke er noget at juble over, lider under den manglende ernæring. 180 Grader ser selvfølge den personlige frihed i at man har ret til at sulte sine børn udfra religiøse forskrifter.

Tværtimod kan der argumenteres for, at flere børn kunne have godt af at lære at udsætte deres behov, fremfor at skrige så meget op hvis de ikke får deres vilje med det samme.

Ramadan handler jo ikke om at diciplinere sig selv, hvorfor det muslimske mindretal i Danmark har flere følgesygdomme af dårlig ernæring og er mere kriminelle end os andre, der “skriger op når vi ikke får dækket vores behov”. Det handler om at indkode børnene underkastelsen gennem en forkastelse af den virkelige verdens realiteter. Kan du dominere menneskets behov kan du dominere mennesket - det ældste magt-trick i farisærens bog.

En leder fra et par dage siden harcelerede over statens aflønning af præster, og argumenterede for at det var et udtryk for religionsufrihed (at man ikke kunne være fri for kristen religion, da man betalte skat til den).

I Danmark straffes det med fængsel, hvis man ikke vil betale skat til den evangelisk-lutherske folkekirke. (…) Den dag en mand nægter at betale sin skat med den begrundelse, at han ikke ønsker at støtte udbredelsen af den danske statsreligion, hvorefter han bliver hevet ud af sit hjem og sin familie, lagt i håndjern og kørt til sin celle, den dag bliver også det danske religionsbarbari nærværende for alle.

Det ligger i skattens natur at den ikke er en fritvalgsordning og derfor kan man ikke unddrage sig den del man ikke ønsker at finansiere. Normalt trækker Told og Skat blot det manglende tilgodehavende fra lønnen og man bliver altså ikke ført væk i lænker - mere barbarisk er det heller ikke.

Statskirkens venner kan finde alle mulige begrundelser for, at vi skal beholde religionsufriheden i Danmark. Den ene er mere fantasifuld end den anden, men mest besynderlig er dog den, ifølge hvilken det danske samfund skulle besidde den særlige kvalitet, at politik og religion er adskilt, netop fordi staten ifølge Grundloven understøtter en bestemt religion. At denne begrundelse er så udbredt og accepteret i den offentlige debat skyldes dens indbyggede absurditet: Folk tænker, at der nok ligger en visdom bag, som de blot ikke har evnet at gennemskue, og så er det mere sikkert at lade som om, man også er med på holdet, hvis man ikke vil stemples som dum.

Men er man ikke dum, når man fortsætter lederen med dette udsagn?

 Alle store religioner byder jo f.eks. folk, at de ikke må stjæle. Vi konverterer gerne til en hvilken som helst religion, hvis det kan bidrage til, at dette bud bringes i anvendelse i forhold til Danmarks skattepolitik, herunder i forhold til de penge som frarøves os til fordel for statskirken.

Muhammed opfandt begrebet Jihad, som en gudssanktioneret grund til at plyndre de mekkanske karavaner. Senere blev det til et generelt udtryk for bekæmpelse af vantro, en tankegang, der burde gøre et større indtryk på liberalister, der skylder protestantismen deres liberale tankegods. Dermed er det skam ikke ligegyldig, hvilken religion man konverterer til, selv om man sætter målestokken for kvalitetsforskelle som fordummende lavt, som 180 Grader.

Desuden er det vigtigt at påpege, at det er staten der dominerer Folkekirken, med en minister til at hyre og fyre biskopper. Religion bliver derfor ikke blandet ind i politik, men derimod er det politik der blandes ind i religion. Det er en af de væsentligste årsager til fraværet af religiøse argumenter og retfærdigørelse i den politiske debat i Danmark.

I debattråden gør Astrid desuden og helt centralt opmærsom på, at præstelønningerne går tilbage til 1919, hvor staten inddrog præstegårdsjordene, der ellers havde udgjort præsternes indkomst, mod at betale deres løn. Hun opsummerer morsomt absurditeten

Lederskribenten må jo være socialist, når han agiterer for, at staten bare kan snuppe andre menneskers formue - og derefter løbe fra de aftaler, som man har lavet.

Man må spørge sig selv om 180 Grader overhovedet er en netavis eller blot en stor blog skrevet af dummernikker. Måske de burde læse lidt mere historie og lidt mindre Selvangivelse.

Borgerlig Kritik er en ny blog. I anledning af premieren vil jeg krænke ophavsretten og bringer uforkortet det første indlæg “De borgerliges knæfald for de internationale konventioner“.

Lene Espersen har afløst Bendt Bendtsen som konservativ partileder, hvilket har afstedkommet megen virak om styrkelse af de konservative. Hun fremhæves som den skrappe moster, og 180grader glæder sig allerede over lederskiftet.
Socialdemokraterne antager, at Espersen drejer partiet mod højre, og pressen er stortset enstemmig i dens opfattelse af Espersen som den skrappe
moster, i hvilken forbindelse der ofte henvises til hendes opstramning af retspolitikken.
Imidlertid er dette indtryk helt forkert. For Lene Espersen har ikke i sin tid som justitsminister formået at ændre de grundlæggende forudsætninger for retspolitikken. Strafferammerne er blevet hævet, men domstolene idømmer stadig lige så mildt som under SR regeringen. Og kriminelle får stadig mængderabat for flere grove lovovertrædelser.
Der er dog et helt andet eksplosivt sagsområde, Lene Esperson groft har ladet hånt om, nemlig samspillet mellem de internationale konventioner og retspolitikken.
Udvisning af kriminelle udlændinge har i mange år været en borgerlig hjertesag, og allerede før systemskiftet i 2001 strammede Folketinget foranlediget af udenlandske bander udvisningsreglerne, sådan at udvisning af kriminelle udlændinge blev udvidet til flere lovovertrædelser. Dog har Folketinget hele tiden betinget sig, at det i hvert enkelt sag var overladt til domstolene at vurdere, om udlændingen havde så stor tilknytning til Danmark, at udvisning ville stride mod den dømtes menneskerettigheder. Danmark har som medlem af Europarådet tiltrådt Den europæiske menneskerettighedskonvention. Konventionen garanterer borgerne mange af de klassiske negative frihedsrettighedersåsom ytrings-, forsamings-, og foreningsfrihed. Ifølge konventionens bogstav er der ingen ret til indvandring eller til at forblive på en kontraherende stats territorium. Så man skulle jo tro, at Danmark kunne udvise kriminelle udlændinge efter forgodtbefindende. Men her bliver det kompliceret, for Den europæiske menneskerettighedsdomstol har i en række kendelser statueret, at konventionens Artikel 8, der garanterer retten til respekt for privat- og familieliv også garanterer en afledt menneskeret til ophold i en kontraherende stat, når opholdet er nødvendigt til opretholdelse af personens familieliv. Det er i den forbindelse ikke af afgørende betydning, om personen har statsborgerskab i den kontraherende stat; om vedkomne har forset sig mod landets love og i øvrigt er selvforsørgende.
Danmark har ikke kun ratificeret konventionen, men har til lige i lov nr. 285 af 29. april 1992 om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, inkorporeret den i national ret, hvilket betyder, at danske domstole skal lægge menneskerettighedsdomstolens domspraksis til grund i sager, hvor en person måtte hævde, at et myndighedsindgreb er i modstrid med menneskerettighedskonventionen. Folketinget kan give danske domstole påbud om ikke at lægge tolkningen af konventionen til grund i sager, hvor Folketinget måtte ønske at realisere en politik, som på forhånd er klart uforenlig med menneskerettighedsdomstolens tolkning.
Det kræver dog, at Folketinget klart og utvetydigt tilkendegiver, at man ønsker at fravige konventionen. Eftersom menneskerettighedsdomstolen har statueret, at konventionens Artikel 8 umuliggør udvisning af udlændinge som automatisk retsfølge uden hensyn til deres familiemæssige tilknytning til opholdslandet, består der en klar konflikt mellem folketingsflertallets påståede intentioner og den konventionstolkning, som Folketinget i inkorporeringsloven har dikteret de danske domstole.
Justitsministeriet har i besvarelse af spm. 366, 367, 368, 369 af 31. maj 2000
Retsudvalget, Alm. del - bilag 1112 gjort rede for forholdet mellem de danske udvisningsregler og inkorporeringsloven.

Det skal fremhæves, at vægtningsreglen skal anvendes i overensstemmelse med danske myndigheders
forpligtelser til i forbindelse med en afgørelse om udvisning at inddrage hensyn, der følger af internationale konventioner og aftaler, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3 og 8. De i § 26, stk. 1, nævnte hensyn, herunder til udlændingens familiemæssige tilknytning til Danmark, vil således tale imod udvisning i det omfang, dette følger af internationale forpligtelser, jf. artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

På jævnt dansk betyder dette, at Folketinget med den ene hånd kan stramme udlændingelovens § 26 ved at opregne visse lovovertrædelser, for hvilket der skal ske automatisk udvisning, men med den anden kan ophæve stramningen ved fortsat at overlade til domstolene at lade udlændingen forblive i landet, såfremt udvisning kolliderer med udlændingens ret til familieliv. Dermed bliver enhver stramning illusorisk, fordi staten som en følge af menneskerettighedskonventionen afstår fra automatisk udvisning af udlændingen for et strafbart forhold. Og denne tingenes tilstand har ikke ændret sig med det borgerlige systemskifte i 2001.
På ti år er antallet af udvisninger 106, hvilket jo er ret så bemærkelsesværdigt i lyset af at vi over halvdelen af perioden har haft et solidt borgerligt folketingsflertal.
en artikel i Kristligt Dagblad 04. apr 2008 understreger, at holdningen til antallet af udvisninger er forskellig afhængigt af de politiske ordførers virkelighedsopfattelse. SFs retspolitiske ordfører Anne Baastrup udtaler, at det ikke er ret mange, men sært nok drager hun den konklusion at årsagen til det er, at antallet af grove forbrydelser slet ikke er så stort som folk går rundt og tror. Så det lave antal udvisninger demonstrer åbenbart, at det hele ikke er så slemt.
Naturligvis falder det ikke hende lige for, at årsagen til det lave antal er slaphed i vores udvisningspraksis.
De Radikales retsordfører Simon Emil Ammitzbøll er nogenlunde af samme opfattelse. Intet nyt fra venstrefløjen.
Det interessante at bide mærke i er reaktionen fra de borgerlige partier.
Venstres Kim Andersen:

– Tallene viser, at der er en hård kriminalitet blandt ikke-danske statsborgere, og at det har været helt berettiget at gennemføre stramninger med hensyn til udvisninger. Det er noget, vi vil se mere til fremover. Vi er nødt til at se mere restriktivt på mulighederne for at udvise, så vi kan hamle op med gruppen af hårde kriminelle, siger Kim Andersen.

De Konservatives Tom Behnke undrer sig:

– 100 personer virker meget lavt. Jeg synes derfor, vi skal se på, hvorfor der ikke er flere udlændinge, der ryger ud. De er overrepræsenterede i kriminalstatistikken. Der er grobund for stramninger, og vi må undersøge, hvad der forhindrer en hjemsendelse af dem. Hvis det er lovgivningen, den er gal med, må vi i regeringen se på det, siger Tom Behnke.

Hvis Tom Behnke havde gjort sit hjemmearbejde ordentligt, ville han let kkunne forvisse sig om årsagen til det lave antal, nemlig den lovgivning som hans eget parti har stemt for uden protester. Spørgsmålet er allerede blevet belyst i flere § 20 spørgsmål. Her følger en kort men ikke udtømmende oversigt over dokumenter fra Folketingets søgesystem:
Spm. nr. S 3680 Til justitsministeren (22/8 01) af:
Birthe Rønn Hornbech
Spm. nr. S 1638Til indenrigsministeren. (8/3 96) af:
Pia Kjærsgaard (DF)
Spm. nr. S 4447 Til integrationsministeren (18/6 04) af:
Peter Skaarup (DF)
De borgerlige partier har haft næsten otte år til at rette op på misseren, men på trods af at vi har haft Lene Espersen i justitsministeriet er der intet sket på denne front. Lene Espersen har dog ikke blot forholdt sig moralsk passiv men har til og med bidraget til fredningen af konventionstyranniet, hvilket vil blive behandlet mere indgående i en fremtidig postering. 

Velkommen til lidt tiltrængt borgerlig kritik.