Anders Samuelsen har vist sig at være den eneste af Ny Alliances stiftere med politisk substans. Dette har han beundringsværdigt for en politiker i dagens Danmark gjort ved at tale ud fra sin egen overbevisning frem for at være et ad hoc produkt af konsulenter. Hatten af for det. Synd er det desværre at han begrænser sin i forvejen simple ideologi til skattetænkning, hvor velkomment det i sig selv ellers er. På sin blog blæser han til kamp mod værdipolitikken, som han vil have smidt i skraldespanden

Er det ikke på tide med et opgør med den form for lavthængende værdipolitik? Er det ikke endt med at være opium for folket og for politikere, der gerne vil være fri for at tale om det afgørende for landets fremtid?
Værdipolitik er for mig at søge svarene og komme med bud på

1. Hvordan vi lever med hinanden (mere frihed, mere ansvar, færre regler),

Hvordan vi lever med hinanden kan reduceres til et spørgsmål om fordelingspolitik og alt, der falder udenfor dette kan Samuelsen bedst beskrive med en anden økonomisk fetichismes begreb; opium for folket.

Samuelsen har ganske ret i at der er en overflod af tomme markeringer fra levebrødspolitikere, der leder efter en sag. Selv nævner han kniv- og hundeforbud, men man kunne også nævne hashforbud, det mærkværdige ønske om forbud mod prostitution og de mange afgifter på alle de fødevarer, der ikke er at finde i den kreative klasses egne fadebure. Men det gør han ikke for Samuelsens fokus er stift rettet mod et opgør med hans kommende samarbejdspartner, hvis et nyt borgerligt flertal skulle tegne sig efter næste valg, Dansk Folkeparti.

Centralt for Samuelsen står nemlig udlændingepolitikken, hvor han retter sit angreb på dens symbolpolitik i form af 24 års regel og burkaforbud. Samuelsen udtaler frejdigt “Om der er nul eller femten burkaerne er heller ikke det der frelser os fra globaliseringens udfordringer.” men han fortæller bemærkelsesværdigt ikke noget substantielt om udlændingepolitikken. Skal vi bevare den eller føre en åben dør politik? Symbolforslagene er jo blot små træfninger i et afgørende slag. Aner Samuelsen måske, uden at turde indrømme det af frygt for at støde de anstændige borgerlige fra sig, trods alt, at antallet af muslimske indvandrere rent faktisk er en del af “globaliseringens problemer“ og at en begrænsning af dem måske vil ”frelse os“? Her ligger hunden begravet for Samuelsens syn på frihed skal ikke bare ses i forhold til den opium danskerne måtte nyde i ny og næ.

Samuelsen synger nemlig en sang om frihed, der er bundet i det levede og produktive liv og som selvfølgelig er individuel. Og fremkomsten af denne for Samuelsen, som for andre danske, selvindlysende værdi er grundet i en værdikamp om at tænke, tro og tale frit, der er så ganske unik for den vestlige verden. Og denne sang kan, som al anden sang, let blive dømt blasfemisk, hvis vi oplever et større ryk-ind af de mennesker for hvem det er selvindlysende at friheden er kollektivistisk at domiere deres omgivelser til underkastelse, underkastet, som de selv er af et dårligt formuleret sæt virkelighedsfornægtende vanvid.

24/28 årsregler og burkaforbud er små - alt for små - tiltag for at sikre sig at præmissen for at diskutere Samuelsens skatteforslag og kamp mod detailstyring er til stede i befolkningen, som helhed. Hvis værdidebatten skulle afføde en lallende lovgivning, som hans tidligere parti (før Ny Alliance) især har været designer af og bannerfører for, der rykker befolkningssammensætningen væk fra den selvindlysende enighed om den individuelle frihed og over mod den selvindlysende afstumpning, skal Samuelsen ikke kæmpe med et folk, der er døllet lidt af opium, men med livet som indsats mod et, der er psykotiske på crak.

Fortalerne for den katastrofale menneskeskabte globale opvarmning slog for få år siden til lyd for at vi nærmede os et tippingpoint. Det vil sige at klimaet lige netop blev så varmt at det satte gang i en række selvforstærkende processer, der løb ud af kontrol i en endu værre opvarmning. Effekten af det ønskede chock udeblev i nogen grad og advarslerne faldt et mindre hysterisk leje. Men ny skrues der igen op for truslerne i Scientific American

Climate change’s impacts on crop yields may force as many as seven million Mexicans to emigrate to the U.S. over the next 70 years, according to research published July 26 in the Proceedings of the National Academy of Sciences. The study is among the first to attempt to put hard numbers on questions about “environmental refugees” that may be caused by climate change.

“There is a significant response of emigration from Mexico to past climate variations,” says atmospheric scientist Michael Oppenheimer of Princeton University, an author of the study. “Climate changes predicted by the global circulation models would cause several percent of the Mexican population to move north [if] all other factors are held constant.”

Om ikke Jordens så dog civilisationens undergang. Måske kan man følge min træners gamle råd og gå det væk

The annual Walk Against Warming will be held in a city or regional centre near you. Check out the locations in your state be visiting http://www.walkagainstwarming.org/

Eller også kan man bare bede dem gå hjem.

Debatten om klimaet er dykket langt ned i havet. En rimelig ny videnskabelig rapport fra Kevin E. Trenberth  og John T. Fasullo slår til lyd for at den overskydende varme, vi ikke har registreret siden 2001, men, som altså burde være der desværre er undsluppet alle målinger og gemmer sig langt nede i havet. Og havene inderholder ved deres store masse så langt det største varmereservoir (energi) afgørende for klimaet.

By measuring the net radiative incoming and outgoing energy at the top of Earth’s atmosphere, it is possible to determine how much energy remains in the Earth system. But where exactly does the energy go? The main energy reservoir is the ocean, which sequesters energy as heat. Because energy is exchanged between the atmosphere and the ocean, this heat can resurface at a later time to affect weather and climate on a global scale. A change in the overall energy balance will thus sooner or later have consequences for the climate. Existing observing systems can measure all the required quantities, but it nevertheless remains a challenge to obtain closure of the energy budget. This inability to properly track energy—due to either inadequate measurement accuracy or inadequate data processing—has implications for understanding and predicting future climate.

Hvem ved, måske spiser fotosyntesen indstrålingen? Eller måske er opvarmningen siden Lille Istid et udtryk for at verdenshavene afgav en opsparet mængde varme og nu skal de måske fyldes igen. Selv om enhver i princippet kan komme rendende og sige at virkeligheden ligger begravet et andet sted kan man ikke uden videre afvise påstanden, som typisk for videnskaben er fanget mellem teori og måling. Målingerne og analyserne af resultaterne er ganske svære og usikre. Men det er tankevækkende at dokumentationen for den menneskeskabte globale opvarmning hele tiden ser ud til at rykke et skridt længere væk. Især fordi det var netop tilhængere som Trenberth af teorien om den menneskeskabte opvarmning, der op gennem halvfemserne støttede sig til havenes stigende varmeindhold. Nu, hvor det går den anden vej kan man pludselig ikke stole på sine data.

Man har ikke særligt gode historiske målinger af havets temperatur, der før i tiden bl.a. blev foretaget af kommercielle ruteskibe, som kastede en lille spand med et lille termometer ud i vandet ved givne tidspunkter. Siden blev der etableret et net af bøjer, der var mere præcise og dækkede verdenshavene mere systematisk, men målingerne kunne kun foretages ved overfladen indtil man fra starten af det nye årtusinde begyndte et nyt net af bøjer (ARGO, komplet i 2007), der kunne måle temperaturen ned til 700 meter (hvor størstedelen af varmen i havet er koncentreret) og rapportere deres resultater tilbage via satelit.

Den manglende varme i verdenshavene stiller spørgsmålstegn ved klimamodellernes rigtighed. Som bekendt får man ud af en computer, som man beder den om og man beder den selvfølgelig regne ud, hvorledes verden tager sig, som man bedst forstår den. Og da man f.eks. ikke forstår Solens betydning for skydannelse og skydannelses betydning for klimaet indgår det slet ikke. Og således også med havets dynamik, som er så dårligt forstået at det tilsyneladende kan sluge beviserne for den menneskeskabte opvarmning. Det er lidt svært at tage de skråsikre forudsigelser om Jordens undergang alvorligt. Også for Roger Pielke Sr. der har beskæftiget sig indgående med netop det samme problem

Trenberth’s [and co-author, NCAR scientist John Fasullo], however, are grasping for an explanation other than the actual real world implication of the absence of this heat.  

• First, if the heat was being sequestered deeper in the ocean (lower than about 700m), than we would have seen it transit through the upper ocean where the data coverage has been good since at least 2005. The other reservoirs where heat could be stored are closely monitored as well (e.g. continental ice) as well as being relatively small in comparison with the ocean.
• Second, the melting of glaciers and continental ice can be only a very small component of the heat change (e.g. see Table 1 in Levitus et al 2001 “Anthropogenic warming of Earth’s climate system”.  Science).

Thus, a large amount heat (measured as Joules) does not appear to be stored anywhere; it just is not there. 

There is no “heat in the pipeline” [or "unrealized heat"] as I have discussed most recently in my post

Pielkes blog kan med fordel læses for den videnskabeligt interesserede. Han er, som det fremgår af linket, i direkte debat med sine “modstandere” og skønt uenigheder om udlæggelsen af indsamlede data foregår det i en civil, saglig tone af gensidig respekt, som klimadebatten desværre er alt for fattig på generelt.

Og hvis man rigtig vil nørde derudaf har Dr Roy Spencer også nogle indvendinger på sin hjemmeside

1) THE MISSING ENERGY IS IN THE SOLAR, NOT THE INFRARED
Trenberth and Fasullo don’t highlight the fact that the “missing” energy is not in the infrared, which is where manmade global warming allegedly originates, but in the reflected solar component. The infrared component has essentially no trend between March 2000 and December 2007 (the last CERES Earth radiation budget data I have analyzed).

This suggests a small decrease in low or mid-level cloud cover, letting more sunlight in. The fact that the extra energy is not showing up as a temperature increase in the ocean makes me suspect the measurements themselves. If there is a problem with the Earth radiation budget measurements, then obviously there is no missing energy.

2) MAYBE THE DISCREPANCY WAS ACTUALLY BEFORE 2000
Trenberth and Fasullo correctly point out that the absolute accuracy of these radiation budget instruments is not good enough to measure very small radiation imbalances…just the CHANGE in that imbalance over time. Well then maybe it was the period BEFORE 2000 where there was an imbalance, with extra energy being lost by the Earth, but no cooling, and NOW the solar and infrared flows are once again in balance. Just a thought.

Og han citerer ironisk fra filmen The Hunt For Red October “What? You’ve lost another submarine?“

Fra Climate Depot

I november sidste år blev en stor del af en mailkorrespondence fra East Anglia universitetets klimaenhed lækket på internettet og skabte det, som klimaskeptikere har kaldt Climategate. Korrespondencen afslørede tilsyneladende og ganske interessant for klimadiskussionen at centrale forskere indenfor den del af klimaforskningen, der udarbejdede data over klimaets udvikling og havde stor indflydelse på FNs klimapanels konklusioner, dels var mere splittede i forhold til klimaets udvikling og egentlige dynamik end man lod offentligheden forstå (hvilket underminerer påstanden om konsensus), dels at de manipulerede med den forskning de præsenterede for omverdenen og dels at de aktivt søgte at påvirke den peer review process, der afgør, hvilke videnskabelige artikler, der trykkes i de anerkendte tidsskrifter til fordel for deres egne teorier.

Men mere prækært og interessant for loven fremgik det tilsyneladende også at forskerne ikke blot tilbageholdt data fra offentligheden (dem der betaler gildet via deres sure skatter), der kunne bruges til at kontrolere deres resultater, men endda slettede en mængde emails, som måske kunne have inkrimineret dem. Som en konsekvens af denne mistanke afsatte det engelske meterologiske institut, MIT, straks 3 års arbejde til nidkært at gennemgå de gennem mange år opbyggede data for eventuelle fejl og lederen af klimaenheden Phil Jones blev ikke blot suspenderet, men både sat foran en parlamentshøring og en undersøgelse af sit eget universitet under ledelse af Muir Russel. Nu skulle der være rene linier. Men undersøgelserne handlede ikke om selve videnskaben, som her forklaret i Economist

An earlier report on climategate from the House of Commons assumed that a subsequent probe by a panel under Lord Oxburgh, a former academic and chairman of Shell, would deal with the science. The Oxburgh report, though, sought to show only that the science was not fraudulent or systematically flawed, not that it was actually reliable. And nor did Sir Muir, with this third report, think judging the science was his job.

Parlamentshøringen frikendte med en overraskende kort rapport i store træk Jones og hans enhed for graverende fejl og kriminelle hensigter sådan som man stillede anklagerne op. Og Muir Russels undersøgelse også umiddelbart også udlagt, som en frikendelse i de fleste nyhedsmedier. Men klimadebatten tro så diskuteres det også om frikendelsen nu helt så fri, hvad den egentlig siger og hvor godt dens arbejde egentlig er. Patrick Michaels slår f.eks. tvivl om rapportens uafhængighed i Wall Street Journal

Mr. Russell took pains to present his committee, which consisted of four other academics, as independent. He told the Times of London that “Given the nature of the allegations it is right that someone who has no links to either the university or the climate science community looks at the evidence and makes recommendations based on what they find.”

No links? One of the panel’s four members, Prof. Geoffrey Boulton, was on the faculty of East Anglia’s School of Environmental Sciences for 18 years. At the beginning of his tenure, the Climatic Research Unit (CRU)—the source of the Climategate emails—was established in Mr. Boulton’s school at East Anglia. Last December, Mr. Boulton signed a petition declaring that the scientists who established the global climate records at East Anglia “adhere to the highest levels of professional integrity.”

Muir Russels konklusion summeres her af Fred Pearce i Guardian

Generally honest but frequently secretive; rigorous in their dealings with fellow scientists but often “unhelpful and defensive”, and sometimes downright “misleading”, when explaining themselves to the wider world. That was the verdict of Sir Muir Russell and his fellow committee members in their inquiry into the role of scientists at the University of East Anglia in the “climategate” affair.

Pearce prøver at være afbalanceret i sin bedømmelse af undersøgelsens konklusioner og afviser at der er tale hvidvask, hvad mange skeptikere ellers ikke var sene om konkludere. Pearce mener nemlig at rapporten også indeholder hård kritik af Jones og hans forskerenheds metoder. Pearce udtrykker alligevel en del kritik overfor selve Muir Russel rapporten og især falder det ham for brystet at undersøgelsen ikke har beskæftiget sig med at forskerne tilsyneladende slettede en mængde e-mails, da de ikke længere kunne forhale myndighedernes krav om aktindsigt (FoI, Freedom of Information)

Most seriously, it finds “evidence that emails might have been deleted in order to make them unavailable should a subsequent request be made for them [under Freedom of information law]“. Yet, extraordinarily, it emerged during questioning that Russell and his team never asked Jones or his colleagues whether they had actually done this.

Dette er også faldet Patrick Michael for brystet, som han med henvisning til netop Pearce skriver i Wall Street Journal

It’s impossible to find anything wrong if you really aren’t looking. In a famous email of May 29, 2008, Phil Jones, director of East Anglia’s CRU, wrote to Mr. Mann, under the subject line “IPCC & FOI,” “Can you delete any emails you may have had with Keith [Briffa] re AR4 [the Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) report]? Keith will do likewise . . . can you also email Gene [Wahl, an employee of the U.S. Department of Commerce] to do the same . . . We will be getting Caspar [Amman, of the U.S. National Center for Atmospheric Research] to do likewise.”

Mr. Jones emailed later that he had “deleted loads of emails” so that anyone who might bring a Freedom of Information Act request would get very little.

Men skeptikere har, som sagt, kaldt det en hvidvask og ikke blot hæftet sig ved den nonchalante holdning til bevismateriale, men også personkredsen. Patrick J Michaels giver indirekte en fornemmelse for det stærke opgør mellem debattens aktører når han stiller skarpt på

Mr. Russell took pains to present his committee, which consisted of four other academics, as independent. He told the Times of London that “Given the nature of the allegations it is right that someone who has no links to either the university or the climate science community looks at the evidence and makes recommendations based on what they find.”

No links? One of the panel’s four members, Prof. Geoffrey Boulton, was on the faculty of East Anglia’s School of Environmental Sciences for 18 years. At the beginning of his tenure, the Climatic Research Unit (CRU)—the source of the Climategate emails—was established in Mr. Boulton’s school at East Anglia. Last December, Mr. Boulton signed a petition declaring that the scientists who established the global climate records at East Anglia “adhere to the highest levels of professional integrity.”

Og Clive Crook er endnu mere ude med krabasken i The Atlantic (min fremhævning)

I had hoped, not very confidently, that the various Climategate inquiries would be severe. This would have been a first step towards restoring confidence in the scientific consensus. But no, the reports make things worse. At best they are mealy-mouthed apologies; at worst they are patently incompetent and even wilfully wrong. The climate-science establishment, of which these inquiries have chosen to make themselves a part, seems entirely incapable of understanding, let alone repairing, the harm it has done to its own cause.

Tim Ball er ikke ked af at overgå den vurdering i Canada Free Press

There were two British investigations into the behavior of scientists at the Climatic Research Unit (CRU) of the University of East Anglia (UEA) exposed in leaked emails. Both reports provide no answers, no explanations and are only telling for what they did not ask or do and how they were manipulated. The blatant level of cover up is frightening. These are acts by people who believe they are unaccountable because they have carried out the greatest scam in history with impunity. The degree of cover up in both cases is an arrogant in-your-face statement that we are the power and are not answerable to anyone. Their cover up almost belittles the ones they are investigating.

Imens har sagen om opfinderen af den berømte og berygtede ishockeystok graf, grafen, der mere end nogen anden graf blev den folkelige rygende pistol på menneskeskabt global opvarmning ved sin nøje korrealation mellem stigning i CO2 udledning og temperatur, Michael Mann taget en bizar drejning. Michael Mann er nemlig under anklage fra Virginias statsanklager ofr med fortsæt at have spildt skatteborgernes penge ved at manipulere med sin forskning med det formål at rejse ekstra midler.

Sådan konstaterede tidligere landevejsrytter Rolf Sørensen da syv-dobbelt Tour vinder Lance Armstrong havde bidt i asfalten for anden gang på samme rute. Og Armstrong havde vel også en særlig aura i sin æra. Her en tidligere afsked med Armstrong fra Miguel Indurain

Og nu vi er ved Indurain, der havde fødselsdag i sidste uge så havde han også en særlig aura i sin æra. Men den blev fortæret af en ny generation af grådige svindlere

In the 1996 Tour, Induráin was aiming for a sixth victory, but he suffered right from the beginning. The dominant display in the Prologue was replaced by a 7th place and a rather labored performance. Usually Induráin would have a smooth, fast cadence and finish first. Many^[who?] had said he was using a higher gear and rolling it round. Reports surfaced later that Induráin had been in rather a “state” after the ride and had to be helped into the team bus. After developing bronchitis after an extremely cold and wet first week of the race, Induráin started to lose time from stage 7 and never recovered. In the years that have passed, extensive drug use by Induráin’s rivals, the Telecom and Festina teams, showed that only a fully fit Induráin may have won for a record 6th time. The eventual winner Bjarne Riis later admitted having used EPO to win, gaining the nickname “Mr 60%”, but is still considered by the Tour organisers as the overall winner, albeit with reservations.

Indurain kunne måske, som Armstrong have vundet 7 år i træk havde han ikke gjort sin pligt, som Delgados tro tjener i 89 og 90. Disse billeder af selvfølgeligt overskud fra 1990 virker skræmmende selv i denne post-Armstrong æra

Selvfølgelig kan de det, men medierne og venstrefløjen især dyrker i en helt afsindig grad ondsindede fejllæsninger, der skal danne grundlaget for spektakulære afsløringer og skandaler og krav om rullende hoveder. Hvad sagde Hedegaard dog ikke i sin brandert, hvor højt skålede Messersmidt, mens han sang og tænk på den langballede sortepræst og hans fætter. Nu har man fundet en rygende pistol for hele højrefløjens menneskesyn i form af en intern mail. Heri hedder det chokerende

»DF skal ikke blive et indhold af bøssernes egen form for hatecrime i paraden. Jeg tror heller ikke det er en god ide, hvis vi i stilhed trækker os fra paraden. Melder vi fra, skal det have mediernes bevågenhed, og de ekstremistiske homoseksuelles fraktionsgrupper skal have nogle tærsk (Jeg håber de ikke kan lide den slags!)«

“Det er en grov mail“, “homofobiske e-mails“, ”..der opfordrer til vold mod homoseksuelle” er konklusionen for venstrefløjen, der kræver afstandtagen fra slige homofobiske udtalelser. Her er quizzen så for de interesserede i psykologi (eller måske endda psykiatri): Hvori består det kontroversielle? - Svaret er selvfølgelig betinget af, at man forudsætter en diagnose i stil med galloperende minorititis, hvor en hvilken som helst selvproklameret minoritet eller ideologisk afvigelse og afvisning af det normale skal modtage benovede ovationer. Alt andet er had og fobi.

Men mon ikke en intern mail skal tolkes i den interne forståelse mellem korrespondenterne. Tærsk bliver således et ord i overført betydning i stil med de mange fodboldspillere og fans, der gennem sommeren i et væk lovede at smadre/banke/knuse/tæve/tærske (ja tærske)/give smæk/nakke osv den kommende modstander.

Og mon ikke den overførte betydning understreges med den spøgefulde hentydning til sadomasochisme i parantesbemærkningen “(Jeg håber de ikke kan lide den slags!)“. Skønt ikke synderlig præcis så falder associationen mere ligefor en de politisk korrekte vil have, da vi jo debatterer en gruppe mennesker, der ikke blot lader sig definere af deres seksualitet, men gør en dyd ud af at afvige fra normen.

Og mon præciseringen af, hvem der hentydes til skal tages ganske alvorligt. De ekstremistiske homoseksuelles fraktionsgrupper er jo sandt for dyden en ganske specifik afgrænsning der gør alt for ikke slå dem i hartkorn med homoseksuelle generelt. Ligesom Politiet kan blive nødt til at sætte hårdt ind overfor voldelige ægtemænd. Noget der understreges af den sidste sætning i mailen

Liselott, hvis du hører fra arrangørerne, må du meget gerne give mig besked. Måske de er lige så trætte af ekstremisterne, som vi er.

Beskyldningen mod disse fraktioner om at bedrive hate-crime understreger med al tydelighed at der foregår en helt ordinær politisk kamp, mellem Dansk Folkeparti og nogle små politiske engagerede fraktioner i bøssemiljøet om, hvorledes man bedst kan sole sig i paradens falske skær. Who cares?

Men oh ve, der er mere guf for de sarte for allerede i mailens første sætning hedder det

»…Og så har jeg her til morgen modtaget denne mail fra journalisten med de løse håndled«

Aldrig i Verdenshistorien har man hørt et mere nedsættende udtryk end “journalisten med de løse håndled“. Det er lige til at “kusse ud” over. For ingen og især ikke journalister og politikere på Christiansborg har nogensinde talt det mindste frivolt om nogen som helst andre i et privat rum.

Det er mærkeligt at mens bøsserne så larmende gør alt for at adskille sig normen så fortsætter venstrefløjen og de politisk korrekt med at skose alle, der måtte pege på netop den forskel. Selve det at de kan og vil defineres gør dem forskellige for syv sytten! Her er et billede fra en Gay Pride Parade

At bøsser nogensinde skulle have en særlig trang til at skilte med deres skabagtige seksualitet er vel ikke helt hen i vejret. Heller ikke for venstrefløjen, der parallelt med at underkende dette blot drager en anden konklusion i deres instinktive kamp mod alt indenfor den oplevede normalitet. Så her skal homoseksuelle hyldes, som helte for det utrolige bidrag til civilisationen de yder ved at stikke deres pikke ind i hinanden. Vi falder på halen i taknemelighed og skulle nogen nogensinde bruge et negativt ladet ord i nogen som helst sammenhæng på et kontinent, hvor der også er, har været eller vil komme en bøsse, skal vedkommende brænde i helvede for sin homofobi.

På venstrefløjen er det et etableret faktum at Israel er en illegitim stat og at Mellemøstens og endda en del af den islamiske verdens problemer og vrede naturligt har rod her. Og da intet og ingen jo kan være værre end det onde selv så hopper man tossegodt ombord med hvem som helst der vil “udfordre Israels hegemoni”. Men man burde måske se lidt mere på sine kæmpende mørklødede kammerater for at forstå Israels handlinger og påståede paranoia. Jerusalem Post

Germany has banned the Frankfurt-based Foundation for Human Rights and Freedoms and Humanitarian Relief (IHH) because it “fights against Israel’s right to exist.”

“Organizations that operate from German soil, directly or indirectly, with the aim of fighting Israel’s right to exist, have forfeited their right to freedom of association,” Germany’s Interior Minister Thomas de Maiziere said on Monday.

Og USA overvejer ligeledes et forbud mod IHH også ifølge Jerusalem Post

The US State Department is considering adding Turkish Muslim charity organization IHH (The Foundation for Human Rights and Humanitarian Relief) to the list of foreign terrorist organizations, Fox News reported Thursday. The report came after the organization financed and operated the Gaza-bound Mavi Marmara on which nine people were killed in a confrontation with IDF soldiers.

(…)

Despite some resistance from within the Obama administration, Fox News sources said that sections of the US Treasury Department are actively investigating the Turkish Muslim charity organization in an attempt to list it as a terror group. The Treasury Department has voiced worries about IHH with Turish officials in the past, yet refused to comment on the alleged considerations.

Modstanden i det Hvide Hus mod officielt at knytte IHH til terror bunder nok i de potentielle udenrigspolitiske forviklinger da IHH flyder tæt sammen med den tyrkiske regering ifølge New York Times

The Turkish charity that led the flotilla involved in a deadly Israeli raid has extensive connections with Turkey’s political elite, and the group’s efforts to challenge Israel’s blockade of Gaza received support at the top levels of the governing party, Turkish diplomats and government officials said.

The charity, the Humanitarian Relief Foundation, often called I.H.H., has come under attack in Israel and the West for offering financial support to groups accused of terrorism. But in Turkey the group has helped Prime Minister Recep Tayyip Erdogan shore up support from conservative Muslims ahead of critical elections next year and improve Turkey’s standing and influence in the Arab world.

Det overvældende had til de jødiske folk i den muslimske verden bliver for venstrefløjen til en bizar bekræftelse på deres egen uerkendte antisemitismes rigtighed. Og så lader de sig lystigt lokke med på en hvilken som helst galaj i et selvbedragerisk nødhjælpsskjul. Men selv om millionen stehen hinter antisemitismus bliver man ikke godere af at skjule sig bag en dåse majs med overskredet udløbsdato.

Kathrine Lilleør gør sig ganske usmageligt til dommer i den højprofilerede og sørgelige sag om forældreret, hvor en mor og præstekollega til Lilleør er blevet fængslet for at nægte faderen samværd med sin to-årige datter. Ensidigheden i Lilleørs indlæg er til at tage og føle på

Mødre bliver sendt i fængsel som aldrig før.

Tag nu altså sognepræst Sidsel Lyster, der mener, at datterens far er psykopat, og datteren er tydeligt påvirket, når hun har været hos sin far. Det skulle man mene, at Sidsel Lyster ikke behøvede at stå alene med. Eller at barnets far behøvede at leve med hendes beskyldninger, for den sags skyld. Indtil for tre år siden havde de kunne hente hjælp hos det offentlige. Man kunne gå i til Statsforvaltningen, og så vurderede børnepsykologer med erfaring i disse sager de skilsmisseramte forældres gensidige beskyldninger, hvorpå om nødvendigt retten traf en afgørelse, der skulle sikre barnets tarv.

Men med ”Forældreansvarsloven” fra 2007 er det forbi. Nu har et skilsmissepar per automatik fælles forældremyndighed, og retten kan kun ophæve den fælles forældremyndighed ”hvis tungtvejende grunde taler for det”

Hvad der er op og ned i denne sag ved vi jo ikke, men retten har altså ikke fundet tungtvejende argumenter (som en ond psykopat vel er), hvorved moderen ved at skjule sit barn krænker både barnets og faderens ret til samværd og altså handler ulovligt. At loven tages alvorligt af myndighederne glæder Foreningen Far, der af Lilleør derfor betegnes, som militant og rabiat. Kim Poulsen konstaterer bidsk i den første kommentar

Hvor er det skønt at ikke alt er omkostningsfri fornøjelse. I har generelt indrettet et femiland, der strukturelt undertrykker mænd og bærer akademikusser gennem livet i guldstol.

Her har vi så et valg med konsekvenser: Den spændende playboy havde en mørk side. Det koster. Måske skulle hun have valgt anderledes, måske hun gør det næste gang. Lidt ydmyghed og ansvarlighed ift. livet.

Poetisk retfærdighed i Femiland, kan man vel kalde den slags :-)

Feminiseringen løber så dybt at Hr. Poulsen selv benytter et begreb, som strukturel undertrykkelse. Men hvis man synes at Poulsen er stødende og generelisernede så se DR dokumentaren Farvel Far, som Thomas Larsen henviser til i en senere kommentar

Klar tale er udtryk for klar tanke og Poulsens tale er glasklar!

En grundig og troværdig gennemgang af Mavi Marmaras bording via Elders of Zion

Det er bortset fra Messi nogle parodier af fordums landshold der i dag tørner sammen kl.16:00. Så lad minderne vandre tilbage til et VM, hvor der stadig spillede legender på de store hold (før Tyskland blev multikulti!)

Resten kan ses HER

Dette er et screenshot fra Politikens netavis ved middagstid tirsdag. Alle fire fremhævede artikler er ren Politikenvås.

Lederens vånden sig over Danmarks tabte status, som progressivt foregangsland handler om abort. Det progressive er naturligvis godt og det måles helt konkret i hvor høj abortgrænsen er altså, hvor gammelt fosteret er når det skrabes ud af sine vante omgivelser og blender det ned i en spand. Jo ældre og mere udviklet et foster er, jo mere progressiv er man. Hvis man lader det gå sin naturlige gang er man reaktionær. Og ond.

Abort er et eksistentielt valg, som frie kvinder skal have mulighed for selv at træffe – sammen med deres mand, nærmeste og naturligvis efter kyndig vejledning fra egen læge [Hvorfor et eksistentielt valg skal træffes efter vejledning fra en læge og ikke en møbelpolstrer ved kun Politiken]

Men lige så fundamentalt et valg, beslutningen om abort altid er for den enkelte kvinde, lige så oplagt er det, at samfundet sætter en grænse for, hvornår det kan ske.

Det afgørende spørgsmål er dog, hvor grænsen præcist skal gå. Den nuværende grænse fungerer ikke længere.

For ikke nok med at man kan gribe ind overfor uønskede handikap (og køn og race skulle man, som jeg ønske det) så ligger det sådan at “Landene omkring os har betydeligt højere abortgrænser: Tyskland har en grænse på 14 uger, Sverige 18 uger og Storbritannien 24 uger. “ så stadig flere kvinder, “rejser til udlandet for at få foretaget indgrebet uden moralsk formynderi.“. Politikens egentlige bekymring er med andre om de bor i et land, der sakker bagud i et ræs og ikke over, hvilket ræs.

Politikens syn på abort er nemlig så enfoldigt fladt at spørgsmålet, hvornår livet starter slet ikke indgår. Istedet hører vi om vigtigheden af “…at samfundet sætter en grænse” samtidig med at selve grænsen er “moralsk formynderi“, som folk heligvis rejser væk for at undgå. Forskellen på samfundets grænser og det moralske formynderi er altså relativt i forhold til, hvor andre lande sætter grænsen, eller hvor i ræsets felt man er placeret. Det er tankevækkende at denne slags salonfähighed trives sammen med fordømmelser af at sterilisere kvinder og mænd man med god sandsynlighed kan sige vil være uegnede som forældre (sinker, kriminelle, narkomaner, SF’ere,,,) og dødsstraf overfor de (ofte børn af sinker, kriminelle, narkomaner, SF’ere,,,) der har fået chancen for livet men brugt til at ødelægge og fratage det for andre.

Den gamle klassiker om kvindens ret til at bestemme over egen krop lyder godt, hvis man er dum i halvfjerserne for den sætter jo ingen skillelinie mellem det ufødte barn og kvindens krop (hvornår starter liv?). Hvis det ufødte altid er kvindens krop kan hun jo fortryde selvom veerne er startet (eller ved 38.-39. uge, så kom vi først!), som var det en simpel rodbehandling. Man er i så fald først noget i det øjeblik ens hoved popper ud af moders kusse. Men hvis det er så enkelt at det blot er noget af kvindens egen krop, som let kan gendannes forstår man ikke, hvorfor Politiken betragter det, som et eksistentielt valg.

Det at være eller ikke at være en af os handler Siris Hartkorns kronik om, som vil aflive myterne (oh, gæt hvilke myter). Her er “…vi er nødt til at forstå, at etnicitet er et konstrueret begreb, hvor individet i høj grad er med til at definere sit eget etniske tilhørsforhold.” og derfor er USA “…et lysende eksempel, når det gælder etnisk identitet. Du kan være amerikaner, samtidig med at du er irer, eller du kan vælge bare at være amerikaner,,,”

Gennem den ekstreme brug af ekskluderende begreber som etnisk, anden etnisk herkomst, indvandrer, 2.-g’er, mørk i huden, muslim eller udlænding, fratager man en stor gruppe af samfundets borgere muligheden for selv at vælge deres identitet og tilhørsforhold, herunder muligheden for at definere sig selv som dansk.

Individet er altså alligevel ikke i så høj grad med til at definere sit etniske tilhørsforhold siden vi “man” kan fratage dem det valg ved et par simple begreber. Ja, det er altså os, der ekskluderer dem  og ikke dem, der ekskluderer dem selv fra det civiliserede samfund ved deres insisteren på religiøs afsondring fra alt gennem mad, tøj, skæg, svømmehaller, gymnasier, terror og vold. Vold? ja det er endnu en myte

Vi har skabt en myte, hvor drab på kvinder begået af muslimske mænd er et kulturelt betinget fænomen, mens drab på kvinder begået af danske mænd er tragiske enkeltstående hændelser.

Det er ’æresdrabet’ over for ’jalousidrabet’. Det første forekommer meget sjældent i Danmark, mens det andet forekommer jævnlig. Alligevel er det æresdrabet, vi interesserer os for.

Dette ensidige fokus hjælper ingen af de kvinder, der uanset religion og kulturel baggrund udsættes for vold fra mænd i familien.

Uanset, hvem der har skabt myten om æresdrabet overfor jalousidrabet er den meget svær at komme til livs fordi de faktisk definatorisk er to forskellige ting. Jalousi tager udgangspunkt i en konkret følelse, mens æresdrab er en fordring og således planlagt og ofte også udført af flere samarbejdene personer. Og i og med at det handler om noget så konstrueret som ære er denne fordring per definition et kulturelt betinget fænomen.

Hvad der derimod er en myte er at lade æresdrab og jalousidrab udelukke hinanden. Æresdrabene kommer oven i jalousidrabene. Og man kan vanskeligt forestille sig at det skulle komme kvinderne til gavn i det almindelige liv i form af beskyttelse mod hjemlig hyggevold når man har givet dem en status, hvor man kan tage deres liv skulle de ikke leve op til de af familien opstillede forventninger. At “…statistikken viser, at det farligste sted for en kvinde at opholde sig i Danmark er inden for hjemmets fire vægge“ kan vi jo selvfølgelig godt lune os ved, hvis vi vil bevare vores romantiske billede af den noble vilde, men vi kan også gyse ved tanken om det der potentielt kan foregå bag lukkede døre (kvindecentre har overrepræsentation af selvkonstruerede etnikkere). Familierne er jo i stand til at dække over hinanden og hjælpe hinanden til selv de værste forbrydelser. Sonays forældre fejrede hendes drab i begejstring og takkede Allah. Hendes forældre!

Men der er flere myter

Når unge mænd med indvandrerbaggrund bliver involveret i kriminalitet, så er det ofte af samme grunde som unge mænd med etnisk danske forældre. Manglende sociale ressourcer og en fremmedgørelse over for samfundet og uddannelsessystemet.

Oh give me a break. Man kan undre sig over den massive overrepræsentation af manglende sociale ressourcer blandt mandlige muslimer.

At der så findes en etnisk dimension i den aktuelle bandekrig er et yderligere problem, men det er her igen vigtigt at huske på, at denne dimension er konstrueret – og altså ikke givet på forhånd.

Den etniske dimension spiller især ind i forhold til rockerne og bandernes rekruttering, hvor de ledende figurer profiterer af politikere og mediers retorik om ’os og dem’.

Jeg savner ord, også for opgøret med myten om den undertrykte kvinde

Min veninde fra Saudi-Arabien illustrerer dette glimrende. Hun er i Danmark på et udvekslingsophold, og selv om den kulturelle afstand mellem Saudi-Arabien og Danmark næppe kunne være større, så har hun suget til sig af dansk frisind og nye kulturelle indtryk.

Men hun er stadig troende muslim – et valg, som hun selv har truffet. Ikke desto mindre oplever hun igen og igen, hvad hun betegner som en »omvendt form for kulturel undertrykkelse«. Danske venner, der opfordrer hende til at tage en øl eller presser på, for at hun skal tage sit tørklæde af. Altså en manglende forståelse og respekt for hendes frie valg.

Saudi-venindens frie valg er ved et sært tilfælde det eneste tilladte valg i netop Saudiarabien! Men hun skal altså henslæbe sin tilværelse i et generøst land af gavmildhed og inklusion, som nu pludselig ses, som det onde. Danskernes gavmildhed gælder til sidst også for de sociale ydelsers vedkommende, hvor det altså er en myte at “de kommer og snylter” fordi

Hvad man derimod vil få at vide, når man spørger integrationskonsulenter rundt om i landet, er, at en meget stor del af de personer med indvandrerbaggrund, der er på overførselsindkomster, i virkeligheden har et brændende ønske om et arbejde.

Så spørger man måske de forkerte og man kan ærge sig over, som katteyder også at opretholde deres nassetilværelse. Sandheden er den barske at der jo ikke er så mange jobs i brændende danske flag og ambassader så det må ske på hobbyniveau og for egne penge.

Vi skal videre for nu ruller Lars Trier i Signatur sig ud i Politikens helt store spidskompetence; fodbold. Her ses den politiske drøm direkte udtrykt på fodboldbanen

To generationer efter Anden Verdenskrig er Tyskland endelig på vej tilbage i rollen som Europas førende kulturnation, nu som multikulturel industriblanding.

Tyskland har foreløbig triumferet i den kontinentale kulturkamp, der udspiller sig her under VM.

Inden man når til sine mange indvendinger skyder Trier sine tæer af

Tyskland står i dag for den multietniske dynamik, som Frankrig gav håb om for få år siden.

Så hvad blev, der så af det franske håb? tænker man i sit stille og frygter måske endda at det om føje år vil ende, som det jugoslaviske håb i etniske udrensninger. Men det er altsammen ligemeget nu for nu er der et nyt håb. Det er der altid for blinde idealister. Også for Fahti EL-Abed, der dog er bitter - på Danmark!

Jeg har de sidste par måneder turneret i Mellemøsten for at fortsætte de brobygningstiltag, der fik sin berettigelse og blev en nødvendighed i tiden efter tegningkrisen i 2006.

Endnu en gang stod jeg for nogle dage siden i tre mellemøstlige hovedstæder og prædikede om Danmark og den respekt, man som borger mødes med. Uanset sin oprindelse, tro eller ytringer.

Og det på trods af en efterhånden ekstrem højrefløj i Danmark, der har fået smagen for magten og er mere end villig til at dæmonisere alt og alle for at holde fast i taburetterne.

Og hvad sker der, så snart flyet er landet, og det har plantet snuden i gaten? Ingen adgang til Danmark for hele flyet!

Mere end 200 mennesker bliver stuvet sammen i gate-tunnelen og videre ind et kammer på en sidefløj i Kastrup Lufthavn. Et kammer, der mest af alt minder om Guantánamo-lejren.

Åh nej dog, hvorfor skulle den slags nu være nødvendigt?

Stedet mindede mig om mine to døgn i Sandholmslejren, da jeg kom til Danmark for knap 22 år siden, og som siden – desværre – har udviklet sig til en interneringslejr for alle, der ikke vil indordne sig det, der engang var verdens mest humane asylsystem.

Netop den manglende vilje til at indordne sig gør måske den slags nødvendigt, hvis man gerne vil beskytte sig imod vreden fra verdens 1,3 mia. muslimer. Og netop troen på indvandrernes vilje til at ville indordne sig var den frygtelige naive præmis, der lå bag “verdens mest humane asylsystem” og førte til dens uundgåelige kollaps! Så idag lever vi derfor fint med at se “et par grædende børn” i lufthavne for der går fly begge veje. Men når man er palæstinenser er intet ens egnes skyld

Hvor længe skal det fortsætte? Manden der har skabt dette cirkus af usikkerhed og mistillid i verden, er væk. Han sidder ikke længere i Det Ovale Værelse i det Hvide Hus. Bush og banden af neokonservative omkring ham er væk.

Desværre et godt stykke tid endnu for banderne af muslimer hærger stadig og det er lissom’ lidt dem der er problemet, ik’ Fatih?

Bjørn Lomborg har en sober, ja underdrevet beskrivelse af vindmølleenergi i Berlingske Tidende

I årevis har vindmølleindustrien og forskellige politikere fortalt os at bare lidt mere hjælp og lidt mere støtte vil gøre vindmølleparker konkurrencedygtige. Det sker bare ikke. I 2005 valgte vi at betale 51,8 øre pr. kilowatttime for vindmølleparken ved Horns Rev II. I 2008 var prisen 20 procent højere for vindmølleparken ved Rødsand II og nu i 2010 er prisen over 100 procent højere ved Anholtparken. Det virker faktisk som om vores store tilskud har den modsatte effekt: jo flere støttekroner, vi putter i havvindmølleparker, jo dyrere bliver den strøm, de producerer. Klima- og Energiministeriet har haft revisionsfirmaet Ernst & Young til at kigge på tallene og selvom der selvfølgelig er forskel på de tre havvindmølleparker, så er selve vindmøllerne den største enkeltstående udgift - og prisstigningen på dem kan revisorerne kun forklare med »monopollignende tilstande« og de er helt klare i deres analyse: »Vindmølleproducenterne har haft gunstige vilkår og hævet priserne på havvindmøller«. Det er Siemens Wind Power, der skal levere vindmøllerne til Anholt. Mon ikke de har åbnet en flaske champagne eller to i hovedkvarteret, da de fik besked om, at vi havde accepteret deres pris?

Vi betaler altså en solid overpris til monopoler, der år for år skruer prisen højere og højere op. Men så er vindmølleparken vel god for beskæftigelsen? »Projekt Anholt Vindmøllepark er en grøn vækstpakke: Det kan give op til 8.000 job«, fortalte Socialdemokraternes Ole Hækkerup tilfreds efter forliget, men Energistyrelsens egen analyse fortæller den fulde historie: »På lidt længere sigt vil beskæftigelsesvirkningen forsvinde«. Faktisk er den samlede beskæftigelseseffekt af vindmølleparken ved Anholt et stort rundt nul! Mens vindmølleparken opføres - de første to år - kommer der ganske rigtigt op til 8.000 job, men efter blot fire år er de job væk.

Energistyrelsens analyse viser tydeligt at på grund af det medfølgende fald i konkurrenceevne og efterspørgsel, så koster Anholt efterfølgende ca. 8.000 job andre steder i vores økonomi.

I England er det heller ikke sådan at “høste vinden”, som man kan læse et eksempel på i Telegraph

Energy firms will receive thousands of pounds a day per wind farm to turn off their turbines because the National Grid cannot use the power they are producing.

Critics of wind farms have seized on the revelation as evidence of the unsuitability of turbines to meet the UK’s energy needs in the future. They claim that the ‘intermittent’ nature of wind makes such farms unreliable providers of electricity.

The National Grid fears that on breezy summer nights, wind farms could actually cause a surge in the electricity supply which is not met by demand from businesses and households.

The electricity cannot be stored, so one solution – known as the ‘balancing mechanism’ – is to switch off or reduce the power supplied.

The system is already used to reduce supply from coal and gas-fired power stations when there is low demand. But shutting down wind farms is likely to cost the National grid – and ultimately consumers – far more. When wind turbines are turned off, owners are being deprived not only of money for the electricity they would have generated but also lucrative ‘green’ subsidies for that electricity.

The first successful test shut down of wind farms took place three weeks ago. Scottish Power received £13,000 for closing down two farms for a little over an hour on 30 May at about five in the morning.

En af min storesøster veninder insisterede engang på at narkomaner kunne blive ligeså gode mødre, som alle mulige andre, blot samfundet var villige til at støtte nok op omkring dem. Det var selve det at samfundet skulle støtte, som jeg mente væltede hendes argumentation. “Dette står lige så godt, som det andet forudsat at vi holder det oppe med andre midler” hører man overraskende ofte.

Det er blevet sagt om socialisme at det kun virker indtil man løber tør for andre folks penge. Bæredygtig energi kan tilsyneladende også kun bære indtil man løber tør for andre folks penge. Fra The Register

Dead broke Spain can’t afford to prop up renewables anymore. The Spanish government is cutting the numbers of hours in a day it’s prepared to pay for “clean” energy.

Estimates put the investment in solar energy in Spain at €18bn - but the investment was predicated, as it is with all flakey renewables, on taxpayer subsidies. With the country’s finances in ruins, making sacrifices for the Earth Goddess Gaia is an option Spain can no longer afford. Incredibly, Spain pays more in subsidies for renewables than the total cost of energy production for the country. It leaves industry with bills 17 per cent higher than the EU average.

“We feel cheated”, Tomas Diaz of the Spanish Photovoltaic Industry Association told Bloomberg. But it’s undoubtedly taxpayers who have been cheated the most.

Venstrefløjen har en ide om at ingen opdager sammenhængen blot man spreder den ud på så mange som muligt. Artiklen henviser til en efterhånden berømt undersøgelse af det spanske alternativ energi eksempel fra hvilken det bl.a. hedder

2. Optimistically treating European Commission partially funded data1, we find that for every renewable energy job that the State manages to finance, Spain’s experience cited by President Obama as a model reveals with high confidence,
by two different methods, that the U.S. should expect a loss of at least 2.2 jobs
on average, or about 9 jobs lost for every 4 created, to which we have to add
those jobs that non-subsidized investments with the same resources would
have created.

(…)

5. Despite its hyper-aggressive (expensive and extensive) “green jobs” policies it
appears that Spain likely has created a surprisingly low number of jobs, two-
thirds of which came in construction, fabrication and installation, one quarter in
administrative positions, marketing and projects engineering, and just one out
of ten jobs has been created at the more permanent level of actual operation
and maintenance of the renewable sources of electricity.

6. This came at great financial cost as well as cost in terms of jobs destroyed
elsewhere in the economy.

7. The study calculates that since 2000 Spain spent €571,138 to create each
“green job”, including subsidies of more than €1 million per wind industry job.

8. The study calculates that the programs creating those jobs also resulted in the
destruction of nearly 110,500 jobs elsewhere in the economy, or 2.2 jobs
destroyed for every “green job” created.

Ja hvem skulle have troet at økonomien ville tage skade af produktionstab, som følge af ineffektivitet?

Fra Danmarks Radio

Parlamentsmedlemmer fra Europarådets 47 medlemslande har enstemmigt vedtaget en fælles europæisk holdning til islams rolle, islamisme og islamofobi i Europa.

Herunder har de besluttet at anbefale sine medlemslande ikke at indføre et generelt Burka-forbud og anbefale Schweiz at ophæve det nylige forbud mod opførelsen af minareter.

Diskussionen i rådets parlamentssal i Strasbourg er foregået på baggrund af en resolution og en række anbefalinger, som det danske medlem af Europarådet, folketingsmedlem Mogens Jensen (S), har udarbejdet gennem de seneste 2 år.

- Europarådet fastslår samtidig, at muslimerne efter mange århundreders tilstedeværelse hører hjemme i Europa og har bidraget til den europæiske kultur, siger Mogens Jensen.

Islam har infiltreret det meste af venstrefløjen i alle lande selvom det dog ikke er så direkte, som i England

Og i øvrigt mener Monokultur.dk at Europarådet bør ødelægges.

De fleste medier såsom Danmarks Radio, Information, Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad citerer gerne korrekt og det er af stor betydning for sager, der drejer sig om, hvad der egentlig blev sagt eller skrevet. Som nu da Langballe i Berlingske Tidende skrev

Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab) - og i øvrigt vender det blinde øje til onklers voldtægt.

“Der er muslimske fædre“ betyder ikke alle og “synes at være” betyder at de, som ikke er alle, til gengæld er grovere så langt man kan læse i pressen. Politiken gengiver derimod, hvad de forstår, som essensen ved folks udtalelser

[Langballe] er i dag blevet kaldt i retten for at overtræde straffelovens racismeparagraf, efter han tidligere på året sagde, at muslimske fædre slog deres døtre ihjel og vendte det blinde øje til onklers voldtægter.

Og den vending gentages ofte, som her

Jesper Langballe er sigtet og vil formentlig inden længe blive tiltalt for at have at have skrevet i et debatindlæg, at muslimske fædre slår deres døtre ihjel og vender det blinde øje til onklernes voldtægt.

og her

Jesper Langballe anklager i en kronik i Berlingske Tidende muslimske fædre for at slå deres døtre ihjel, og for at vende det blinde øje til onklers voldtægt af pigerne.

Berlingske Tidendes leder (avisen, hvor Langballe skrev sine kloge ord) følger også trop

I et debatindlæg havde Jesper Langballe skrevet, at »muslimske fædre slår deres døtre ihjel« og i øvrigt »vender det blinde øje til onklernes voldtægt«.

Og derfor konkluderes fejlagtigt at

Det lignede en klokkeklar overtrædelse af en paragraf, der kriminaliserer den, der »offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering.«

Måske ligner det, men det er det ikke. Det er ikke underligt, hvis læsere af de to aviser får en følelse af at befinde sig i en verden, som de ikke forstår når Langballe bliver frifundet. En læser af Calgary Herald kommer i hvert fald Langballe til undsætning

The reason honour killings occur in Islam is that the practice is mandated in the Qur’an. Verses 18:65-18:81 tell of Moses meeting a man to whom God had given special knowledge. Moses accompanied the man to learn what God had taught him, and when they encountered a youth, the man killed him for no apparent reason. When Moses objected, the man explained that the youth was the son of righteous people and was about to grieve them by entering into insolence and religious infidelity, so he killed him in the hope God would give the couple a better son. According to the Qur’an, Moses clearly accepted this explanation, as he made no further objection. To pre-emptively answer the predictable, “You took this out of context” argument, this story is presented in its entirety without preamble or followup, and is not referred to anywhere else in the Qur’an. Nor can the translation be questioned as the three most trusted translators (Yusuf Ali, Pickthal, and Shakir) tell essentially the same story with different wording.

Og så overså jeg dengang helt denne hjælp fra Kristina Aamund, der havde skrevet en bog om æresdrab, som Langballe henviste til, som dokumentation for sine påstande om muslimske fædre og æresdrab. Fra Danmarks Radio

[Langballe] henviser til, at oplysningerne kan findes i bogen “Mødom på mode”, men det passer slet ikke, fastslår en harm Kristina Aamand.

- I vores bog beskriver seks individuelle kvinder, hvordan det er at vokse op i en traditionel muslimsk familie. Eksemplerne tager fat på nogle tabuemner, som det er vigtigt at kunne tale om, men de kan slet ikke bruges til at generalisere over en hel befolkningsgruppe, så jeg kan bestemt ikke genkende det billede, som Jesper Langballe tegner her. Det er ærgerligt, at bogen bliver misbrugt til en hetz, det må jeg tage afstand fra, siger Kristina Aamand til DR Nyheder.

Hvorledes kan man egentlig undgå at generelisere, når Aamund skriver “hvordan det er at vokse op i en traditionel muslimsk familie“? Ifølge hendes eget udsagn har Langballe ret. Jesper Bacher har i øvrigt kloge ord om Langballehysteriet i Tidehverv.

Tøger Seidenfaden har sat sig et ambitiøst mål i hovedet, at argumentere for at racisme er forkert. Målet skulle nås i hans klumme under den kontroversielle og skelsættende overskrift “Derfor er racisme forkert“. Umuligt tænkte jeg, denne opgave kan da ikke løftes af noget menneske! Men måske - alligevel. Hvis nogen overhovedet kunne komme med en indvending imod racisme måtte det da være den intellektuelle kolos Tøger Seidenfaden? Jeg håbede benovet på at jeg her var til stede i hvad der tegnede til at være et historiske øjeblik, et øjeblik, der måske endda ville overstråle tidspunktet da parolen “nej til undertrykkelse!” blev opfundet. Sandelig, tænkte jeg, vi befinder os i en åndelig brydningstid.

Men selvom det, som Tøger siger, er ”Sørgeligt, at det er nødvendigt at forklare og forsvare en grundlæggende europæisk værdinorm” så blev jeg alligevel fanget af et andet aspekt ved Seidenfadens klumme, nemlig hans forsvar for racismeparagraffen 266b.

Formålet [med 266b] er at beskytte den norm om alle menneskers fundamentale ligeværdighed, der er selve grundlaget for alle de politiske og menneskelige rettigheder – og for demokratiet. Den lige og almene valgret kan jo ikke begrundes i, at alle mennesker er lige egnede, kvalificerede eller kompetente til at bedømme politiske forhold.

Altså er racisme forkert fordi det undergraver demokratiets grundlæggende normer. Konsekvensen, hvis dette var en reel bekymring er jo logisk at alle ytringer, der undergraver de normer på hvilket demokratiet hviler skal kunne straffes. Da Islam er en fatalistisk religion ifølge Politikens eget religionsleksikon og således en manifest afvisning af den kristne tankes frie og lige individ eller hvad Tøger kalder en “etisk norm om ligeværdighed” som er forudsætningen for ja hele meningen med demokratiet må det  jo nødvendigvis få den følge at det at udbrede islamiske tanker skal være forbudt. Som marxistiske slagord og paroler skal være forbudt. Og Ungdomshusdemonstrationer, SFs landsmøde og faktisk skal selve det at ytre sig i modsætning til ytringsfriheden være forbudt.

Derefter er det klassisk tøgersk sofisme, som vi er blevet så vante til at vi vil savne den når det engang er slut. Ytringsfrihed er nemlig i Politikens univers “hadefulde angreb på minoriteter” og ”retten til at være hadefuld over for en bestemt minoritet“. Og historien fortælles halvt.

Men den danske racismeparagraf er såmænd ældre end menneskerettighedskonventionen. Den er vedtaget i 1939 under indtryk af de voldsomme angreb på en sårbar minoritet – jøderne.

Indførelsen af racismeparagraffen (senere ændret i 1971 henimod det monster vi kender i dag) blev ganske rigtigt vedtaget under indtryk af de voldsomme angreb på jøderne, men disse angreb forekom i Tyskland og ikke i Danmark (Vi jordskælvsikrer jo heller ikke vores huse ud fra japanske erfaringer). Behovet for en dansk paragraf var aldrig aktuel, men en illusion opstået hos de, der troede at alle nationer er eller skal være ens. Da tyskerne marcherede ind over grænsen var der ikke meget paragraffen kunne stille op til forsvar for de danske jøder. Men den slags forstår Tøger ikke. Han begræder blot sit tabte paradis

Men den tid hvor en henvisning til, at en ophævelse vil være et normbrud af de mere ekstreme, var nok for at forsvare racismeparagraffen, er desværre forbi.

ja nu lever vi i en tid, hvor det er dit land, dit valg. Det bruger danskerne.

Her er de på kollisionskurs med gældende ret i hele Europa.

Dit land, dit valg blev der sagt!