Jerusalem sikrer Trump endnu et touchdown

Diverse — Drokles on December 17, 2017 at 4:59 pm

Trumps beslutning om at flytte den amerikanske ambassade i Tel Aviv til Israels hovedstad Jerusalem har endnu engang sat hans modstandere i en situation, hvor de skal argumentere imod en virkelighed, som Trump med det samme træk har eksponeret. I og med at Trump både har tilkendegivet viljen til at fortsætte fredsprocessen (død som den ellers er) og begrænset anerkendelsen til Vestjerusalem, er der tale om en rent symbolsk handling, skriver Jonathan S Tobin I National Review. Og han konkluderer derfor at arabisk eller muslimsk vrede derfor ikke handler om fredsprocessens tilstand, “but from a desire to destroy the Jewish state”.

The continued Palestinian refusal to accept the legitimacy of a Jewish state or Jewish ties to Jerusalem that is made manifest by their threats of a new intifada over a largely meaningless gesture by Trump remains the real problem. Trump may not be advancing a peace process that is already doomed, but he may give those willing to look clearly at the situation another demonstration of Palestinian intransigence.

Selvfølgelig kunne den snart muslimske by Malmö i Sverige byde på derboende muslimer, der råbte “Sigt og skyd på jøderne!”. Også Times Square i New York havde en højrøstet rød-grøn demonstration, hvor der blev råbt på “Intifada! Revolution!”, “Fra floden til havet” og det nostalgiske “Kaybar! Kaybar! Åh jøder!” om Muhammeds massakre på lokale jøder i de gode gamle dage. Og i moskeen i New Jersey blev der kaldt til folkemord.

Sveriges kammeradvokat anså det for at et brandbombeattentat mod en synagoge i Gøteborg havde “med de aktuelle politiske hændelser at gøre“. Det var altså ikke et udtryk for alment negative følelser rettet mod jøder, at nogen på baggrund af en amerikansk beslutning om et adresseskift i Israel angriber en synagoge i Sverige. Og det til trods føler svenske jøder sig ikke trygge i Sverige, hvorfor de er på vej til Israel.

I Espergærde blev et butikscenter smadret med sten og der blevet skrevet grafittier, som “’Israel ud af Jerusalem’, men også nogle andre ting, som ikke er særlige pæne og derfor heller ikke behøver at blive nævnt”, hvilket blev betegnet som “pro-palæstinensisk graffiti” af TV2 Lorry.

Den tyske Kansler Angela Merkel og hendes kollegaer var “i chok” over antisemitiske optøjer i det centrale Berlin. Socialdemokraten Sigmar Gabriel sagde at der “ingen ret og heller ingen retfærdig grund til at afbrænde israelske flag, at opvigle had mod jøder eller at drage Israels ret til at eksistere i tvivl”. Alligevel støttede den tyske regering ikke amerikanernes “holdning, for status i Jerusalem bliver løst med rammerne for to-stats-løsningen”, som Merkel gentog den palæstinensiske præmis af at en anerkendelse af Jerusalem er en anerkendelse af Israel.

Og herhjemme var de tidligere udenrigsministre Mogens Lykketoft og Per Stig Møllerpå linje med deres europæiske kollegaer. Lykketoft kaldte endda beslutningen “tragisk” fordi USA derved opgiver at “presse Israel” til en tostatsløsning. “De allerfleste vetoer, der er nedlagt i FN’s Sikkerhedsråd, de er nedlagt af USA for at beskytte Israel mod at give indrømmelser mod Palæstina” fortsatte han sin logik.

Selvfølgelig skaber muslimerne sig, de fleste af ugens dage er ikke arbejdsdage, men Vredens Dag i den muslimske verden. Det palæstinensiske selvstyres Mahmoud Abbas rådgiver havde på forhånd truet i flæng på hans vegne; “Hele Verden kan komme til at betale en pris” hvis USA flyttede deres ambassade til Jerusalem. Den del af Verden, der er så uheldig at indholde muslimer har betalt prisen længe. En tegning eller et adresseskift kan altid få bølgerne til at gå lidt højere. Men skønt eksperter som Rasmus Boserup advarede om at den arabiske verden ville “eksplodere i raseri” mest er der tale om ‘medieparodier’, som Bassam Tawil skriver for Gatestone Institute.

Med Douglas Murrays ord

The reaction around the world in recent days has been a reminder of the one central truth of the whole conflict. Those who cannot accept that Jerusalem is the capital of the State of Israel tend to be exactly the same as those who cannot accept the State of Israel.

(…)

Those who have most forcibly criticised him, on the other hand, have shown something weak, as well as ugly, about themselves: When the facts on the ground were staring them in the face, they chose instead to bow to domestic fantasies of their own creation.

Sådan ser modstanden ud. Brandbombninger, knivstikkerier og terror til lyden af hysterikere i gader og moskeer og fra arabiske ledere, der tørster efter blod og folkemord. På deres side står Trumps kritikere i medierne, eksperterne og politikerne, efterladt uden et eneste argument for at efterkomme virkeligheden, at Jerusalem er Israels hovedstad og at en ambassade naturligvis skal ligge der. Istedet peger de forskrækket og moraliserende på hadet og volden og begræder hvor skrækkeligt det er at det ikke den frygten der dikterer politikken, mens Verden alligevel ikke går under, som de troede.

“When all that says ‘it is good’ has been debunked, what says ‘I want’ remains”

Diverse — Drokles on December 17, 2017 at 4:49 pm

“Don’t laugh: I have a serious reason for raising my cats gender-neutral” skrev en kvinde sidste år i Washington Post. Hun havde i omgang med sine katte indset, hvorledes det var frygteligt for mennesker, der insisterede på at opfatte sig selv, som noget andet end det de rent faktisk var, ikke at få omverdenen med på deres virkelighedsforvrængning. Sammenblandingen af kattenes indre liv med menneskers indbefattede ikke de fjollede navne hun havde givet dem.

Men hendes fjollerier er ikke hendes egne, de er en del af en seriøs bevægelse. Den amerikanske tidligere diplomat Todd Huizinga argumenterede, ifølge Pajamas Media, at fornægtelsen af realiteter er den iboende totalitarisme i LGBTQ bevægelsen, “because if it’s obviously not connected with reality, you have to force those who are arguing for reality onto the sidelines”. Og hvor der er totalitarisme lurer volden. Josh Craddock skrev i National Review

Transgender TV star Laverne Cox has said that “misgendering a transgendered person” is “an act of violence.” Another transgender activist, Riley Dennis, argues that common dictionary definitions of violence such as those I examined above are “outdated,” and that “violence” includes “all types of societal power imbalances” that might cause “psychological harm” by making a transgendered person “feel bad.” Nora Berenstain, an assistant professor of philosophy at the University of Tennessee, adds that using words and phrases like “transgenderism,” “male genitalia,” and “biological sex” is also a form of “discursive transmisogynistic violence.” And on and on it goes.

If “misgendering” is an act of violence, then New York City’s speech code imposing staggering fines for “incorrect” pronoun usage is legitimate. Under the Orwellian theory of speech-violence, refusing to endorse a controversial anthropological claim about the nature of human sexuality constitutes violence, no different from punching an ideological opponent in the face. The same speech-violence theory underlies France’s decision to criminalize expression that exerts “psychological and moral pressure” on women considering abortion.

Of course, such an elastic definition neuters violence of any coherent meaning. Anything resulting from what social-justice advocates label a “power imbalance” — which according to their dogma is just about everything — would then be considered “violence.” Set aside for a moment the question of whether identifying an individual using pronouns that correspond to his or her biological sex or expressing moral disapproval of abortion actually causes psychological harm. The notion that words that make people “feel bad” are acts of violence is frighteningly capacious.

If words that make people feel bad are violence, then people who are offended would be justified in using physical force as a means of self-defense. Some masked campus radicals already cheer this notion, and welcome it as a convenient excuse to go on riotous rampages to stop controversial speakers from invading their safe spaces with ideas they dislike. Those who care about the free exchange of ideas have cause for concern.

Og venstrefløjen fører krig mod realiteterne gennem en konstant fordrejning af ordenes betydning. “Language is not language unless it is communal, and it cannot be communal unless it can refer, quickly and clearly, to the things in front of our noses: to husbands and wives and hats.” skriver Anthony Esolen i The Public Discourse

Now, sex is the first thing we notice about someone, and the last thing we forget. It’s easy to see why this should be so. It cannot possibly be to any living thing’s advantage to be confused about male and female. As it is, sex is far more strongly marked upon the human body than it is upon the bodies of dogs or cats or horses or many of the species of birds. A man’s face is not like a woman’s face. A woman’s voice is not like a man’s voice, even when the woman is Greer Garson and the man is Frankie Valli. A man’s shoulders do not look like a woman’s shoulders, and a woman’s hips do not look like a man’s hips. Men and women differ down to their very hair, as anyone can perceive who looks at a woman’s smooth chin or a man’s bald pate.

Ordinary and healthy people love that it is so, and on those exceedingly rare occasions when you cannot determine someone’s sex from a glance or from one moment on the telephone—and some people will go through their entire lives without a single such experience—we feel that it is strange and disconcerting, just as we would feel if we were in the presence of someone who was born without arms. We are not talking about a mere statistical norm here, but about what is paradigmatically human.

To pretend, therefore, that we do not know what we immediately and urgently perceive is to do violence at once to human nature, language, the possibility of a shared life, and the intellect’s capacity to apprehend reality. If I cannot say, “There is a man walking down the street,” then it is hard to see how I can make any reliable judgment about anything at all that bears on human existence. If I cannot say, “Joey is going to grow up to be a fine man someday,” then what in life is left to talk about? Everything else is less certain than sex. We may disagree about whether President Eisenhower was a good leader of men, a loyal husband and father, or a pious Christian; but if we cannot agree that President Eisenhower was a man, then speech itself is but sound and fury, signifying nothing. Or, rather, speech collapses into action, and reason lies prone before appetite. Speech delivers the bribes and threats of people who want what they want and do not care overmuch how they get it.

LGBTQ bevægelsen og venstrefløjen med den, påstår at de vil have mennesker til at føle sig trygge uanset deres sexuelle identitet, skriver Esolen, men i realiteten vil de det modsatte. De søger at gøre normale mennesker ubekvemme til mode ved at frarøve dem, hvad deres sanser fortæller om det indlysende. Normale mennesker går på æggeskaller fordi samtalen er mineret med potentielle moralske transgressioner og ethvert fejltrin er et oplæg til yderligere belæring og aggressiv moralisering

The inventors of such ugly and meaningless collocations as “xe” and “zir” do not want to enrich the language, and they do not want us to probe more deeply and sensitively into the realities of male and female. They want to impoverish the language and to prevent us from acknowledging things about men and women that even little children perceive.

(…) It would infect common sense with confusion and madness. It would render people incapable of obvious judgments: so that you cannot say that Laurie is “strong for a girl” because she can do fifteen unmodified pushups, or that little Mike needs a father in his life, or that every culture known to man has celebrated the union of man and woman in marriage. And that prompts the question: why should anybody want to do this to other people? Cui bono?

Det er grundlæggende en krig mod familien, skriver Esolen. Normale mennesker kan lide realiteterne og finder glæde i at se drenge spille fodbold i parken og piger tegne på verandaen. Normale mennesker river gerne et hus ned fordi det er unyttigt, grimt eller faldefærdigt, men de ville aldrig rive det ned fordi det er smukt. Den naturlige orden er smuk, med dens to køn og kulturens orden, huset, er smukt med ægteskabets forpligtelser.

Overskriften er C S Lewis og jeg har i al min udannethed bare planket citat fra en National Review artikel om de transkønnedes opløsning af kvindesporten.

Når ulve hyler VIII (jødespecial 3)

Diverse — Drokles on December 16, 2017 at 1:24 pm

De franske jøder forlader Frankrig, skriver Breitbart

The Paris commuter newspaper 20 Minutes documents an “internal exodus” during 2017 of Jews from the Seine-Saint-Denis department, saying it is emblematic of broader concerns that French Jews, like their brothers and sisters across Europe, are finding it increasingly difficult to reconcile their faith with the changing demographics of the continent.

The paper reports that Jews are leaving their homes on the northeastern fringe of Paris to escape the open hostility that French Prime Minister Edouard Philippe on Sunday condemned as “well-rooted.” The newspaper reports:

This ‘internal exodus’ is difficult to quantify, but it is clear that many synagogues of Seine-Saint-Denis have closed, for lack of people. In Pierrefitte, the rabbi has recorded a 50 percent decline in the congregations since his arrival thirteen years ago. A similar story is told in (nearby) Bondy, where attendance on Yom Kippur (the holiest day of the Jewish calendar) has fallen from about 800 to 400 in the last decade.

The Bondy synagogue president saw a “deteriorating climate” of the last 15 years as driving the exodus, “It’s hard to explain, it’s provocations, it’s looks,” he lamented. “There are places where we do not feel welcome.”

Tyske Claus Strunz forsøgte i stil med amerikanske Shoshana, at gå en tur i Berlin med en kippa på hovedet

Herhjemme prædikede Hizb ut-Tahrir fra Masjid Al-Farug moskéen i København om Jihad mod Israel og i Odense mente socialrådgiver Asmaa Abdol-Hamid, der er ansat af Fyns politi, at der var meget arabisk militært isenkram, der blot stod og samlede støv. Og Politiken slog en nostalgisk tone an i debatten med denne tegning

skc3a6rmbillede-2017-12-14-kl-013319

Red Admin

Diverse — Drokles on December 15, 2017 at 12:35 pm

Det gælder selvfølgelig om at fjerne Trump fra posten som USAs præsident, skrev Andrew C. McCarthy tidligere på måneden. Efterforskningen af Trumps valgkampsmaskine påståede samarbejde med “russerne” bygger ikke på en forudsætning om noget konkret, endsige kriminelt og den øverst ansvarlige Deputy Attorney General Rod Rosenstein har ikke defineret noget forhold, der stiller ham inhabil. Ledende efterforsker Mueller har fået carte blanche til blot at rode i alle præsidentkandidat Trumps mænds snavsede undertøj.

It started out as a fishing expedition, under the vaporous heading of “collusion,” into “contacts” between Russian officials and Trump associates — notwithstanding that collusion is not conspiracy and that it was perfectly legal for Trump associates to have contacts with Russia (just like Clinton associates did). It was to be expected that the Trump campaign and transition would have such contacts once it was apparent that Trump could well become — and did in fact become — the next president of the United States.

Only one conceivable crime could have arisen out of the “collusion” that was the pretext for Mueller’s probe: the knowing complicity of Trump associates in Russia’s hacking of Democratic email accounts. Of course, there was never evidence of such a scheme . . . but why should that matter? The point here was to have the theater of an investigation run by a prosecutor — the rest is just details.

See, we’re not following the normal rules, in which a prosecutor is assigned only after evidence of an actual crime has emerged. We’re in the wooly realm of counterintelligence, where anything goes. And in the event our aggressive prosecutor can’t find any crimes — which would be no surprise, since the investigation was not triggered by a crime — no matter: The special counsel is encouraged to manufacture crimes through the investigative process. Misleading assertions by non-suspects made to investigators probing non-crimes can be charged as felony false statements.

McCarthy mener at det er oplagt, at efterforskning er en hævn fra den tidligere præsident og hans administration; dels for at folket havde forkastet Obamas politiske diskurs, dels fordi Trump ville rulle Obamas politik tilbage. Derfor gik den afgående administrations sidste politiske taktik på to ben; dels skulle Trumps præsidentskab de-legitimeres ved fortællingen om den russiske indblanding og Trumps angivelige medskyldighed, dels kastede man grus i det diplomatiske maskineri ved at afvige fra gængs politik og afstå fra at beskytte Israel mod FNs Sikkerhedsråds urimelige resolution, der erklærede af Judæa, Samaria og Østjerusalem er arabisk og at jøderne ikke har noget krav derpå. ““Stay strong Israel. January 20th is fast approaching!” tweetede Trump opmuntrende.

Trumps sikkerhedsrådgiver in spe Michael Flynn tog i overgangsperioden kontakt til den russiske ambassadør Sergei Kislyak for at klargøre at Trumps politik var at beskytte Israel mod Sikkerhedsrådet og gerne så at Rusland stemte imod resolutionen eller i det mindste udskød afstemningen til Trumps administration var blevet indsat så de kunne nedlægge veto. Flynn talte også med Kislyak om den eskalerende diplomatiske krise, som fortællingen om Ruslands kapring af det amerikanske demokrati havde medført (det er jo trods alt en fortælling, som beskylder en fremmed atommagt for noget nær en krigshandling) og forsikrede at Trumps administration ville fare med lempe, hvis Ruslamd udviste tilbageholdenhed.

Kislyak var under overvågning, så FBI har kendt til Flynns kontakt og møder med den russiske ambassadør. Alligevel udspørger de ham om det og kan derfor bevise at han lyver, da han, måske påvirket af ikke at give den mindste indrømmelse til den på det tidspunkt hysteriske russer-fortælling. Dette, mener McCarthy, sker for dels at straffe ham og inddirekte Trumps administration for at underminere Obama adminstration ens forrædderi af Israel, dels at forstærke russer-fortællingen og knytte den til de sanktioner man havde indført mod Rusland, hvilket ville binde Trumps hænder i forholdet til Rusland.

Muellers efterforskning sker ikke i god tro, konkluderer McCarthy, “It is the exploitation of the executive’s intelligence-gathering and law-enforcement powers in order to (a) criminalize Trump political policies with which the Obama administration disagreed and (b) frame Clinton’s electoral defeat as the product of a traitorous scheme rather than a rejection of Democratic-party priorities”.

Med disse politisk betændte forudsætninger var det ikke overraskende da Washington Post og New York Times, ingen fans af Trump, afslørede, at en af Muellers efterforskere havde stærke anti-Trump meninger. Disse havde han udvekslet via sms med sin elskerinde, sammen med pro-Hillary Clinton meninger, hvilket var blevet opdaget af hans arbejdsgiver Mueller, der derpå havde fyret ham, for at foregribe spekulationer om partiskhed i efterforskningen.

Pajamas Media giver smagsprøver på nogle af de udvekslede beskeder mellem Strzok og hans elskerinde Lisa Page, der ikke efterlader megen tvivl om han stærke meninger. Trump var ““loathsome human being,” “an idiot,” “awful,” and a “douche,”” og han betroede Page at han havde spist middag med en ligesindet kollega og talt om Trump tilhængere; som han mente at kunne lugte We both hate everyone and everything”. Meninger har du dog lov at have, selv som offentligt ansat, men…

In a text some are calling a “smoking gun,” Page linked to a New York Times article and said: “maybe you’re meant to stay where you are because you’re meant to protect the country from that menace.”

Strzok replied: “I can protect our country at many levels, not sure if that helps.”

Men alt dette skete i sommer og oplysningerne skulle presse ud af et modvilligt FBI og justitsministerium af Senatets høring. Muellers talsmand forsikrede, at efterforskeren Peter Strzok ikke havde foretaget sig noget ulovligt med sine meninger, men, spekulerede flere medier, hvorfor så fyre ham og hvorfor holde det hemmeligt?

Og det viste sig da også at historien om Strzok var interessant for andet end Trump-had og utroskab, da Strzok ikke blot havde haft en ledende rolle i de indledende undersøgelser om eventuelt samarbejde mellem Trump-kampagnen og russerne, da FBIs chef hed James Comey, han ledte også efterforskningen mod Hillary Clinton i sagen om hendes emails. Strzok var med til at afhøre Clinton og ændrede den juridiske formulering ‘grossly negligent’, som er et strafbart forhold, til lægmandsudtrykket ‘extremely careless’ i FBIs endelige rapport.

Men Strzok er kun et symptom på at noget er ‘gået skrækkeligt galt’ med Muellers grasserende efterforskning. Det er uklart om efterforskningen af Trump og hans kampagnestab er blevet til på baggrund af Steele rapporten - den private efterforskning af Donald Trump, som Hillarys valg-kampagne fik lavet på bestilling hos den tidligere britiske efterretningsagent Richard Steele og som påstod at Trump betalte prostituerede for at tisse i hotelsenge, som Obamas havde sovet i. Det er til gengæld klart at der har afsløret sig interesser for at inkriminere Trumps medarbejdere i offentligheden ved at lække oplysninger til pressen om mistanker og kommende sigtelser.

Den slags er hvad man må forvente, skriver Victor Davis Hanson, når man propper sin kommision med medarbejdere med en stærk antipati imod Trump.

Efterforskningens raison d’etre kom i stand efter at den foregående FBI direktør, som Trump havde fyret, lækkede private noter til pressen i håb om at de ville kaste tilstrække med offentlig mistanke til at ’special efterforsker’ mod Trump, til trods for at Trump ikke var under nogen mistanke - ifølge Comey selv. Og heldigt for Comey lykkedes hans plan så godt at det blev hans bedste ven Robert Mueller, der skulle lede efterforskningen, der nu er muteret til også at dreje som om ‘obstruction of justice’ - hvilket er ironisk da FBI selv står anklaget for ‘obstruction of Congress’.

Mueller er republikaner, men 8 af de 15 hovedefterforskere han udvalgte, havde doneret penge til Hillarys valgkamp, og 6 af dem havde været involveret i efterforskningen af Hillarys e-mail ‘matter’. Og alle kom de fra Washington DC, en by der er ganske fjendtligt indstillet overfor Trump.

Og eksempler på inhabilitet grundet politiske antipatier er mange. En anden af Muellers efterforskere, havde i en privat email rost en højtstående embedsmand i justitsministeriet for ikke at gennemføre Trumps ordre. “Jeg er så stolt, i ærefrygt’ havde han benovet skrevet. En tredie burde have erklæret sig selv inhabil da hun havde arbejdet på at imødegå Trumps politik, som hun også var juridisk rådgiver for Clinton Foundation og selvfølgelig bidragsyder til Clintons valgkamp. En fjerde havde kontakter med det firma, der hyrede Steele til at undersøge Trump i første omgang. En femte havde ydet juridisk bistand til en Hillary Clinton medarbejder, der havde forsøgt at slette bevismateriale imod Clinton i e-mailsagen ved at smadre hendes Blackberries med en hammer.

Der er næppe tale om forbrydelser i øvrigt, siger juraprofessor Alan Dershowitz, men etiske overtrædelser, som justitsministeriet må undersøge. Men selv om “Washington is an incestuous place” har de mange strå knækket kamelens ryg, mener Hanson. Trump bør dog ikke fyre Mueller eller påvirke hans undersøgelse, argumenterer Hanson videre, for den ser ud til at begrave sig selv i sine egne skandaler

Indeed, the only remaining trajectory by which Mueller and his investigators can escape with their reputations intact is to dismiss those staff attorneys who have exhibited clear anti-Trump political sympathies, reboot the investigation, and then focus on what now seems the most likely criminal conduct: Russian and Clinton-campaign collusion in the creation of the anti-Trump Fusion GPS dossier and later possible U.S. government participation in the dissemination of it. If such a fraudulent document was used to gain court approval to surveil Trump associates, and under such cover to unmask and leak names of private  U.S. citizens — at first to warp a U.S. election, and then later to thwart the work of an incoming elected administration — then Mueller will be tasked with getting to the bottom of one of the greatest political scandals in recent U.S. history. Indeed, his legacy may not be that he welcomed in known pro-Clinton, anti-Trump attorneys to investigate the Trump 2016 campaign where there was little likelihood of criminality, but that he ignored the most egregious case of government wrongdoing in the last half-century.

“Vi er et folk der har en stat” udtrykte Reagan sin skepsis mod det nødvendige onde i en centralmagt og mindede videre advarende om “det ikke en stat, der har et folk!” Men for embedsmænd i USA er det åbenbart modsat.

Sejrherren Trump

Diverse — Drokles on December 14, 2017 at 8:17 am

Newsbusters skriver at “the media have approached the Trump presidency with unrelenting hostility” med udgangspunkt i en optælling over positive og negative historier om Trumps præsidenskab, som Media Research Center har foretaget

Our latest numbers show that coverage of Trump on the ABC, CBS and NBC evening newscasts in September, October and November was more than 90 percent negative (our methodology counts only explicitly evaluative statements from reporters or non-partisan sources).

skc3a6rmbillede-2017-12-14-kl-020129

Og alligevel er Trump ved at vinde, skriver det venstreorienterede Huffington Posts politiske analytiker Earl Ofari Hutchinson. Trods dårlige meningsmålinger og de fleste analytikeres spådomme, får Trump nemlig holdt sine valgløfter. og det er hårdt at skulle indrømme, indrømmer Hutchinson ærligt.

Trump fik sin højesteretsdommer igennem som han også polstrer resten af det juridiske system med dommere, der tager udgangspunkt i lands lov og ret. Han fik sin indrejsebegrænsning af terrorister, reduceret statens ejerskab af jord, fik sit parti til at støtte den efebofili anklagede dommer fra Alabama Roy Moore, som ‘doug’ tabte, mens den populære Demokratiske senator fra Minnesota Al Franken forlader sit sæde i skam over ‘upassende’ seksuel adfærd.

Ydermere ser det selv for Hutchinson ud til at Trump stadig står uplettet i ‘russer’ sagen, selv om det formuleres noget bagvendt, mere endda end de andre bagvendte indrømmelser. Så er der skattereformen, som gled gennem Senatet, mens Obamas sundhedsreform ser stadigt mere truet ud. Men hans tre største sejre er udover hans overraskende kontrol af sit parti Republikanerne og hans stærke base, hans sejr over medierne “which is always off to the races in giving round-the-clock coverage to his self-serving, vapid tweets as if they were the word from the Mount”

The third winning front for Trump is his perennial ace in the hole: the media. He remains a ratings cash cow for the networks and makes stunning copy for the print media. He knew that from day one of his presidential bid and he knows it even more now. He will continue to suck the media air out of everything that the Democrats do and try to do. Take his phony war with the NFL owners over the national anthem protest by a handful of Black players. A couple of tweets from him knocking the owners for alleging caving into the players was more than enough to distract from his bumbling, inept, and dangerous handling of the North Korea nuclear threat, and his clueless saber rattle of Iran over the nuclear curtailment pact with the U.S.

This has been his patent ploy, distract and deflect. The public and networks take the bait every time.

Og således er det, som Scott Adams forudsagde, begyndt; som december nærmer sig sin afslutning forlader analytikerne og kommentatorerne de daglige kampe og ser året der gik for at gøre regnskabet op. Og i det store billede ser Trump ud som den sejrherre han selv ser i spejlet. Trump ironiserer endda over sin egen succes, når han under en tale i Pensecola bryder den fjerde væg med ordene “It’s all psycological, to a large extent, that’s what creates greatness!“, siger Scott Adams.

Det er samtidig Adams pointe at Trumps omtale af sig selv i tredie person ikke er udtryk for en narcissime, men en bevidst brug af den persona han har skabt (Og derfor kan man altså ikke fjerndiagnosticere Trumps person, som det ellers er så populært). Og den persona ægger optimismen i amerikanerne gennem den ‘positive thinking’, som Trump selv benytter sig af. Det er meget psykologisk.

“War is over, if you want it” sang Lennon, så hvorfor skulle man ikke kunne “Make Amerika Great Again”? - Hvis det altså er det man vil?

“Uanset hvad De siger, vil det blive brugt imod Dem!”

Diverse — Drokles on December 12, 2017 at 12:21 am

Nogenlunde således faldt ordene fra en betjent til Egon i den første Olsenbanden film. Og satiren er desværre sand, man skal aldrig tale med politiet. Det er ikke til din fordel og du kan komme til at tilstå noget du ikke har gjort, forklarer juraprofessor James Duane

Even if your client is innocent and denies his guilt and mostly tells the truth he can easily get carried away and tell som little lie and telle some little lie or make som little mistake that will hang him.

Og Det var præcis, hvad der skete for to af Trumps medarbejdere, George Papadopoulos, en medarbejder på Trumps valgkamp og Micheal Flynn, Trumps kortvarige sikkerhedsrådgiver. Men mere end det, så har politiet også deres egne idiosynkrasier. I National Review kunne man læse dette destillat af hvorledes politiet kan bruge deres ressourcer alt efter hvem, de efterforsker

George Papadopoulos is a low-level subject of the collusion investigation who did not commit any crimes in his many contacts with Russia-connected sources. Yet Mueller induced him to plead guilty to a felony count of lying to investigators about the timing of his first meeting with such a source. In stark contrast, while a number of Clinton subordinates asserted their Fifth Amendment right to refuse to answer questions on the ground that truthful answers could incriminate them, none of them was prosecuted. Instead, the Obama Justice Department gave them immunity.

Og Daniel Greenfield sammenligner FBIs behandling af tidligere direktør for CIA Petraeus med deres behandling af Flynn

Petraeus, Obama’s CIA Director, lied to FBI agents about passing classified materials to his mistress. Despite being caught in the lie on a recording, he was never charged for it, as Flynn was. Instead he only pleaded guilty to mishandling classified information and received a slap on the wrist.

While Justice Department personnel had wanted to hold Petraeus accountable, the final decision was made by Attorney General Holder and FBI Director Comey. Lawyers for Petraeus insisted that he couldn’t be chargedwith lying to the FBI because DOJ guidelines recommend not charging “in situations in which a suspect, during an investigation, merely denies guilt in response to questioning by the government.” Petraeus admitted making false statements, but was never charged over them.

That’s what makes Flynn’s case so striking.

General Petraeus lied about committing a crime. His mishandling of classified information was a serious issue. And yet he was never charged for it.

General Flynn lied about something that was not a crime. His conversations were authorized by officials in the incoming Trump administration. And even by the outgoing Obama administration.

A week before Trump’s inauguration, State Department spokesman Mark Toner said that there was nothing“necessarily inappropriate about contact between members of the incoming administration and foreign officials” because Flynn was “part of the transition team.”

The question had been about Flynn’s contacts with the Russian ambassador.

Obama’s own people had been carrying on talks with Iran and Syria before he entered the White House. The Iranian contacts eventually climaxed in an illegal agreement in which the Obama regime shipped billions in foreign currency to the terror regime on unmarked cargo planes. Those billions have helped finance Iran’s current war in Iraq, Syria, Yemen, Israel, Lebanon and around the region.

Flynn was doing his job.

Team Mueller, with its string of Obama and Hillary backers, hasn’t actually found a crime that he committed. The only crime it could find was created wholly out of its own investigation.

When a crime wouldn’t exist without an investigation, then the investigation created the crime.

Pludselig fandt de to herrer sig skyldige i at have løjet for et politi, som de aldrig burde have assisteret, i en efterforskning, som ikke havde bund i realiteter.

Jerusalem, stridens falske kerne

Diverse — Drokles on December 10, 2017 at 2:36 am

“Jerusalem helt central for verdens tre store monoteistiske religioner” skriver Steffen Jensen på og udtrykker en af de mest typiske usagligheder i debatten. Jerusalem er kun central for jøderne, thi her havde de deres tempel i flere omgange. Kristus Rige var ikke af denne verden, skønt Jesus prædikede og helbredte en hel del i Jerusalem, hvor han også mødte sit endeligt Via Dolorosa. Og Jerusalems betydning Krisdendommen er betinget af dens centrale betydning for jøderne, da Jesus og hans disciple selv var jøder.

Og så er der islam, som ikke kan finde et ord om Jerusalem i Koranen, men begærer den ikke desto mindre. Muslimerne klynger sig til senere tolkninger af et par enkelte vers, hvor Muhammed drømmer, at han flyver til den østligste moske. Der lå ikke nogen moske i Jerusalem i det syvende århundrede. Således er niveauet. Jerusalem, som alt andet land, har kun interesse for muslimerne, når den er i de vantros hænder. Narrated Middle East Forum

Delving further in a seminal 2001 Middle East Quarterly article, Middle East Forum President Daniel Pipes finds vast ebbs and flows in expressed Muslim views of Jerusalem’s sacredness over the centuries, peaking when the city is occupied or threatened by non-Muslims. While there were few hadiths (accounts of the Prophet Muhammad’s words and action) referencing Jerusalem prior to the Crusades, a rich flurry of them appeared when Muslim rulers needed a means of inspiring their subjects to wage jihad against the “Franks.”

Once safely in Muslim hands, however, interest in Jerusalem dissipated so rapidly that Saladdin’s grandson traded the city back to Europeans just 40 years later in exchange for military aid against a rival. Interest rose again until Jerusalem was regained in the thirteenth century, then declined for six-and-a-half centuries. It rose again during the British mandate period, when Hajj Amin al-Husseini, the infamous grand mufti of Jerusalem, needed a mechanism for inciting his followers to violence. Interest then declined (Al-Aqsa Mosque fell into disrepair, no Arab leader even bothered to visit East Jerusalem for nearly two decades) when the Jordanians ruled the Old City. Its falling into Israeli hands set in motion a new wave of Jerusalem-mania cultivated and instrumentalized by rejectionist Palestinian leaders and others (notably Turkish President Recep Tayyip Erdo?an, as MEF writing fellow Burak Bekdil has discussed here and here). “The Muslim interest lies not so much in controlling Jerusalem as it does in denying control over the city to anyone else,” Pipes concludes.

“Islam carries the expectation that a land once under Muslim control (Dar al-Islam) is an endowment (waqf) that must inevitably revert to Muslim rule,” Pipes writes in a more recent treatment. In this respect, the distinction between western and eastern Jerusalem – and, more generally, between territories held by Israel in 1949 and new ones captured in 1967 – is immaterial.

This is why even “moderate” Palestinian leaders balk at officially recognizing the right to exist of a Jewish state, whatever its borders. At most, they are prepared to accept that a state by the name of Israel exists and extend generic diplomatic recognition to it, and only provided that the “right of return” to Israel for millions of Palestinians – which would mean the evisceration of Israel’s Jewish majority if exercised – not be formally disavowed in a final status settlement, which is unacceptable to most Israelis.

shekel-of-israel-anno-68

Herover en to tusind år gammel shekel (ægte jødepenge) med Jerusalem og Israel indgraveret.

Adam Holm har internaliseret Katastrofen

Diverse — Drokles on December 9, 2017 at 7:42 am

Adam Holm, det pæne og ellers så fornuftige menneske, havde “brugt det forgangne døgn på at gispe efter vejret” over den frygtelige nyhed at anerkender det basale faktum, at Jerusalem er Israels. “Donald Trump er gal” indledte han derfor et ophidset Facebook opslag, hvori han argumenterede for at Trumps beslutning var “monumentalt forrykt”, et udtryk for hans “åbenlyse foragt for fakta og historisk indsigt”, som efterlod indtrykket af “en geopolitisk terminator”.

Blæse vær med advarslerne fra arabiske allierede, FN, EU, Vatikanet og et hav af forstandige Mellemøstkendere, deriblandt folk med jødiske rødder og tilknytning til Israel. Never mind, at USA endegyldigt lukker og slukker for muligheden af en genoptaget fredsproces; til helvede med årtiers forståelse for palæstinensernes, ja hele den islamiske verdens særlige sensitivitet i forhold til Al-Aqsa-moskéen, og glem de vældige politiske og sikkerhedsmæssige spændinger, der knytter sig til spørgsmålet om Jerusalems status.

Men ifølge et populært mem, som tilskrives Einstein, så er galskab forventningen om forskellige resultater ved at gentage de samme handlinger. Araberne har aldrig indgået en fred de ikke var tæsket til og ‘palæstinenserne’ har bare aldrig sagt ja til noget løsningsforslag og derfor fylder de nu op på omstridt land. Ved at ligge under for frygten for arabisk-muslimsk vrede og afstå fra at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad, skriver Middle East Forum, har man blot tilskyndet “unrealistic hopes among Palestinians that rejectionism will pay off“.

With the peace process at an impasse of their own making, Palestinian leaders have in recent years launched an aggressive campaign to delegitimize Israel in international fora, culminating in a burgeoning Boycott, Divestment, and Sanctions (BDS) movement in the West, a UNESCO resolution last year minimizing Jewish connections to the Temple Mount, and a UN Security Council resolution(2334) months later that effectively declared Israel claims in disputed East Jerusalem null and void. Instead of pursuing a peaceful path to statehood, they have incited violence against Israel, while trying to persuade the rest of the world to recognize Palestinian statehood in the absence of peace.

The success of these endeavors partly reflects the growing dependence of European left-wing political parties on Muslim immigrant votes, according to MEF Shillman-Ginsburg Writing Fellow Michel Gurfinkiel.However, MEF Shillman-Ginsburg Writing Fellow Efraim Inbar argues that many in the West “simply do not want the Jews to have full control over the eternal city.” Indian Prime Minister Narendra Modi, who made an unprecedented visit to Jerusalem last July, and Russian President Vladimir Putin, whose foreign ministry officially recognized Israeli sovereignty over West Jerusalem in April, apparently felt no such taboo.

The Obama administration’s turn against Israel gave an enormous boost to the delegitimation campaign. “Years of hostile U.S. actions under the Obama administration, from the Iran nuclear dealto UNSCR 2334, have emboldened Israel’s enemies to believe that they can win the public relations war against the Jewish state,” wrote Roman shortly after Trump’s inauguration. “Together with Israel, the Trump administration must now convince them that they have lost.”

Der er altså også forstandige Mellemøstkendere, der bifalder Trumps træk og ikke, som EU og Vatikanet frygter deres arabiske allierede. Som Yoram Ettinger, der i Algemeiner giver 7 grunde til at Trump gjorde det rigtige, ved at efterkomme den amerikanske Kongres vedtagelse fra 1995. Udover at demonstrere overfor araberne at man ikke ligger under for deres trusler og at vold ikke fører noget med sig så giver man omverden en mulighed for at skelne mellem udenrigsministeriet på den ene side og flertallet af amerikanere, Kongressen og præsidenten på den anden

4. Palestinian terrorism and hate-education were fueled by the December 1988 US recognition of the PLO, the 1993 Oslo Accords, Israeli concessions to the Palestinians, and the 2005 withdrawal from Gaza. On the other hand, the 2011 US veto of a UN Security Council condemnation of Israel’s settlements policy was not followed by anti-US terrorism — contrary to assessments made by the State Department.

5. The non-implementation of the 1995 Jerusalem Embassy Act has not advanced the peace process; instead, it has radicalized Arab expectations and undermined the US posture of deterrence, which is critical for US national security and global order.

Trump ved, som Yoram Hazony skriver, at man ikke får fred bare ved at ydmyge Israel. “For nearly seven decades, the state of Israel has endured an unusual humiliation: Alone among the nations of the world, it has been denied the sovereign right to determine its own capital“indleder han sin artikel i Wall Street Journal og bifalder den observation at det kun har ægget arabernes modstand, ikke blot mod fred, men Israels eksistens.

We have been warned by enemies and by friends that this historic moment will be met with violence. That is quite possible. Every significant step in the return of the Jews to Israel and Jerusalem since the Balfour Declaration has been met with acts of vengeance. But if this pattern has a clear lesson for us, it is this: If the American administration holds firm, this storm will pass.

Med det forbehold at Holm udtrykker sin forfærdelse i et Facebook opdatering, givet skrevet i al hast, da han trækker den psykiatriske diagnose af Trump tilbage i sidste afsnit, så er det stadigt påfaldende at der ikke leveres et eneste argument imod at behandle Israel, som man bahandler ikke blot ethvert andet civiliseret land, men selv groteske regimer. At henvise til at Trump er i dissens i forhold til et hurtigt opstillet konsensus er næsten i sig selv et selvmål. Og listen er tillige pinlig, når man påstår at Trump foragter historisk indsigt. Trump har nemlig indsigt, den eneste der tæller og altid har gjort det i Mellemøsten og det er ikke servile skåltaler i Cairo, det er magt! Hvem har den største kæp and ‘belive Trump, there is no problem!’

Og hvilken indsigt nævner Holm så? FN, hvor de arabiske allierede sammen resten af den islamiske verdens særlige sensitivitet samlebåndsfordømmer Israel med EUs forskræmte indsigtsfulde hjælp? Og hvilken indsigt har Vatikanets teologer pludseligt fået i realpolitik? Det er alle politiske entiteter, som Trump, der handler i politiske interesser ud fra givne præmisser. Og disse er lige blevet ændret.

Og som alle politiske entiteter er også eksperter af vidt forskellige overbevisninger, som jeg just har givet eksempler på. Generelt er jeg skeptisk overfor eksperter, der antager at den nuværende situation er den naturlige og endelige, thi historien kommer altid som den største overraskelse for dem. Havde den forstandige Mellemøstekspertise forventet Det Arabiske Forår? Da de fik reorienteret sig, havde de forventet Det Muslimske Broderskabs sejr over den progressive ‘Twitter-’ og Facebookgeneration’? Hvad laver Sovjetologerne idag? Hvad sagde Balkaneksperterne før borgerkrigen?

I sin kvababbelse over handlekraft, skønt kun symbolsk, forholder Holm sig ikke til et eneste relevant spørgsmål. Hvor længe endnu skal Israel ydmyges og behandles som en paria forend freden sænker sig? Hvad har araberne ud af at opføre sig ordentligt når de belønnes for larm og spetakler?

Selv om man ikke kan kræve den store analyse af en Facebook opdatering, afslører Holms hurtige skriv, endda åbenbart tilblevet i en emotionel tilstand, hans instinktive forståelse af Verden omkring ham. En forståelse af konsensus. Hjælp, Trump er anderledes, Trump ændrer en politisk retning, der ikke har virket i 70 år. Holm skuffer, når han trods sit sædvanligvis fordomsfrie intellekt og store viden ligger underdrejet den muslimske fortælling ved at sætte “hele den islamiske verdens særlige sensitivitet” over kendsgerninger. At han henviser til en fredsprocess efter hundrede år med entydige pal-arabisk afslag på alle forslag udviser han den europæiske elites særlige naivisme i forhold til kultursammenstødet. Et arabisk narrativ har overtaget et vestligt intellekt.

JerUSAlem

Diverse — Drokles on December 7, 2017 at 9:20 am

Trump gør alvor af Jerusalem Embassy Act, en lov vedtaget af Kongressen med støtte fra begge sider af salen i 1995. Loven siger at USA skal flytte sin ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem senest 31 maj 1999, men skiftende præsidenter har ignoreret loven da de har anset den for et indgreb i deres ret til at føre udenrigspolitik på USAs vegne. Og Tjekkietfulgte efter et par timer senere.

Tyrkiet advarede at det kunne blive en ‘katastrofe’, hvis USA flyttede deres ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem og de truede med at kappe de diplomatiske bånd til Israel. Udgangspunktet var i forvejen ikke for god og Tyrkiets præsident Erdogan har for nylig beskyldt Israel for at ‘ødelægge Jerusalems islamiske karakter’(!) og mente at dette ville ’sætte hele den muslismek verden i bevægelse’-

Iran kaldte det “a clear act of aggression” og Hamas mente det ville legitimere ‘besættelsen’ og stred mod det faktum at Jerusalem tilhørte palæstinenserne, muslimerne og araberne. Saudiaraberne og de fleste andre arabiske lande forholdt sig blot dybt bekymrede.

Men Trump og USA konstaterer blot realiteterne - igen - Israels hovedstad hedder Jerusalem.

Jøderne accepterede FNs delingsplan i 1947, som sagde at Jerusalem skulle være en åben by under international ledelse. Det gjorde araberne ikke, de gik i krig. Det lykkedes jordanske tropper at indtage Østjerusalem, med den gamle bydel og Grædemuren, hvorpå de ødelagde jødiske huse og synagoger og fordrev jøderne (heldigvis for dem). Frem til 1967 var jøder forment adgang til deres egne helligdomme i deres eget land. Der var intet krav fra stedlige arabere om en ny stat og intet krav om nogen særlig status for Jerusalem. Araberne har intet krav på Jerusalem da de forkastede delingsplanen og i øjeblikket fylder de op på omstridt land. De overspillede deres kort i deres tro på at de kunne få det hele, fra floden til havet - frit for jøder.

Og det er på alle måder en god ide, som en slags omvendt hollandsk udsalg. Jo mere besvær araberne skaber, jo mindre bliver der tilbage at forhandle om. Den palæstinensiske journalist Bakr Awida mener ikke at en amerikansk ambassade i Jerusalem vil hæmme fredsprocessen. Og tidligere sikkerhedsrådgiver for George W Bush Elliott Abrams mener også at den muslimske vrede kommer til at vare en måneds tid og at USA endelig har fået en præsident, der ikke giver sig for voldsmandens veto. En bagvendt kompliment fra Jonathan S Tobin, der kalder Trump “an ignorant fool“, men at der måske er en metode i galskaben at “it’s entirely possible that Trump is either being guided to or is stumbling along a path that could be saner than the supposedly safer course steered by his predecessors on Jerusalem.

But what Trump’s potential move would do is put the Palestinians on notice that their decades of denial of the legitimacy of a Jewish state and its historic ties to Jerusalem will no longer be tolerated. It would be a symbolic gesture aimed at reminding them that their century-long war on Zionism that is still inextricably tied to Palestinian national identity must end. The conflict will only really cease when the Palestinians get the message from an international community that has enabled their rejectionism that it is no longer willing to keep playing the same game.

Now let’s see how the bigots respond.

SFs Holger K Nielsen kalder det ifølge Danmarks Radiokontraproduktivt” og “Det går ikke, at man fra USA’s side entydigt siger, at Jerusalem er Israels hovedstad” og “moderate palæstinensere, som ønsker at forhandle. De bliver hele tiden faldet i ryggen af USA og den israelske regering“. Samme holdning har Venstre, der ved udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen siger at “Der skal forhandles om, hvad Jerusalem skal og ikke skal” og kalder det “en atombombe (…) i en meget anspændt situation“.

Når Trump går ind og underminerer den måde, man normalt konflikthåndterer på, så ender vi et sted, som slet ikke kan kontrolleres” fortalte Rasmus Boserup, der er ekspert i arabisk politik og samfund ved Dansk Institut for Internationale Studier til Ekstra Bladet. Måske glemmer han Einsteins bemærkning om det fjollede i at gentage det samme eksperiment med forventing om forskellige resultater

Apropos vores eksperter og politikere, David French, der absolut ikke er fan af Donald Trump, siger at beslutningen om at flytte ambassaden til Jerusalem er “defying some of the worst people in the world” derfor one of the best, most moral, and important decisions of his young administration“. En opsang til Verdenssamfundets dobbeltstandard

From the birth of the modern nation-state of Israel, an unholy mixture of anti-Semites and eliminationists have both sought to drive the Jewish people into the sea and — when military measures failed — isolate the Jewish nation diplomatically, militarily, and culturally. Working through the U.N. and enabled by Soviet-bloc (and later) European allies, these anti-Semites and eliminationists have waged unrelenting “lawfare” against Israel. (Lawfare is the abuse of international law and legal processes to accomplish military objectives that can’t be achieved on the battlefield.)

The scam works like this: The U.N. and other international bodies establish rules that apply only to Israel, or they hold Israel to higher standards than any other nation on earth; then, when Israel (or its primary ally, America) object to those unjust rules and double standards, the Arab world threatens unrest, riots, or, at worst, renewed jihad. A cowardly European community goes along, perpetuating injustice in the name of “stability.”

(…)

The U.N., moreover, adjusted its definition of refugees for the special and sole benefit of Palestinians. Contrary to conventional international law, the U.N. treats the descendants of Palestinian war refugees as refugees themselves. Thus, incredibly, the population of Palestinian “refugees” from the 1948 and 1967 conflicts is growing. The result is a perpetual, unique, and artificial crisis, one that is designed specifically to place pressure on one nation on planet Earth: Israel.

Trump-Rusland historien som murbrækker

Diverse — Drokles on December 5, 2017 at 10:14 am

To medarbejdere, en mindre hjælper ved navn George Papadopoulos og Trumps tidligere sikkerhedsrådgiver Flynn er kommet i vanskeligheder fordi de har talt usandt til FBI. Papadopoulos ved ikke at kunne huske tidspunkterne for nogle samtaler med nogle russere, Flynn for helt at benægte at han som sikkerhedsrådgiver in spe kontaktede den russiske ambassadør og andre repræsentanter for medlemmer af FNs Sikkerhedsråd og lod dem forstå, hvad USA kom til at mene om underkendelsen af jødernes ret til Judæa og Samaria uagtet Obamas stille forræderi.

FBIs efterforskningsleder af alting russisk Robert Mueller har indtil videre intet frembragt, der på nogen måde, kan indikere at Trump og hans stab på nogen måde har samarbejdet med ‘russere’ om at blive USAs præsident. Mueller har fået frie hænder og næsten ubegrænsede ressourcer og i hans arbejdsplan indgår ordet kriminelt ikke, ingen konkrete mistanker skal derfor følges og ingen konkrete teorier for hvad der kunne være foregået, skal defineres. Bare frie hænder til at rode rundt i hele Trumpstabens undertøj og altså intet bevis eller indikation af et bevis har det kastet af sig. Det eneste undersøgelsen af Trumpkampagnens kontakt til ‘russere’ ser ud til at kastet af sig er kriminalitet, skriver Danield Greenfield - og så er det en heksejagt.

We’re now in Act 3 of a leftist conspiracy to invent a conspiracy to justify its own conspiracy.

In Act 1, the Clintons created the Trump-Russia conspiracy theory and used a British former intelligence agent with connections to Russia and the FBI to inject the dossier into the FBI. In Act 2, Obama officials used the dossier to justify their eavesdropping on Trump officials In Act 3, Team Mueller is using that illegal eavesdropping to entrap and generate crimes against assorted Trump officials.

After all this time, the conspiracy theory remains as unproven as ever.

And the conspiracy theory is that the past election was illegitimate, that Trump doesn’t belong in the White House and Hillary does, and that radical measures must be taken against the First Amendment, the Electoral College and our entire political system to prevent such a “mistake” from occurring again.

That’s not just a conspiracy theory. It’s a radical leftist conspiracy against America.

Både sikkerrådgiver Flynn og ovennævnte Papadopoulos har begge erklæret sig skyldige i at lyve for FBI. Men de har ikke tilstået at have deltaget i nogen sammensværgelse, såsom at tage eller forsøge at tage illegal kontakt til ‘russere’. Det vil sige at ikke nok med at der ikke er etableret et bevis for en sammensværgelse, så kan d’herrer ikke bruges som vidner da det eneste vi ved er at de lyver. Sammen med tidligere kampagneleder Paul Manaforts økonomiske trangressioner fra tiden før Trump understreges indtrykket, at der intet er i russer-fortællingen. Både Hillary-støtten Alan Dershowitz og National Reviews Andrew C McCarthy mener derfor, at Muellers ‘russer’ undersøgelse er og altid har været en rigsretsundersøgelse.

Og hvad der skal ende i en Rigsret er at Trump måske har hindret en efterforskning. Her er vi tilbage til team-Trump, der efter valget tog kontakt til medlemmerne af FNs Sikkerhedsråd. Men da der kun er en præsident ad gangen og denne er den siddende, kan man forestille sig at Trump har villet dække over en sådan faux-pas og frygtet at den såkaldte Logan-act, der forbyder andre end de rette myndigheder at føre politik på USAs vegne, ville træde i kraft. Og at det måske var denne frygt, der ansporede Flynn til at lyve om at han faktisk havde talt med den russiske ambassadør i tiden fra valgsejren til indsættelsen. Men selv i det tilfælde, ser det ikke ud til at være grundlag for en rigsret, argumenterer McCarthy videre

The FBI and the Justice Department are not a separate branch of government; they are subordinates of the president delegated to exercise his power, not their own. Even on Comey’s account, Trump did not order him to shut down the Flynn investigation, even though he could have. Trump could have ordered an end of the Russia counterintelligence investigation, but he did not. He could have pardoned Flynn, which would effectively have ended the FBI’s criminal investigation — beyond any possibility of review. We can stipulate that these would have been sleazy things to do, potentially damaging to national security, and still grasp that the president had the undeniable power to do them.

Similarly, the president had undeniable power to fire the FBI director. You can argue that his reason was corrupt, but the truth is that he didn’t need a reason at all — he could have done it because it was Tuesday and he felt like firing someone; he could have done it because he figured that the Justice Department’s criticism of Comey’s handling of the Clinton emails investigation gave him the political cover he needed to dispense with a subordinate he found nettlesome. The point is that even if the president hoped that cashiering Comey would derail an investigation he was addled by, it was wholly in Trump’s discretion to fire the director. Moreover, firing the director did not derail the Russia investigation; it has proceeded apace under the director whom Trump appointed to replace Comey.

The president may not be prosecuted in a criminal judicial proceeding for exercising his discretion, however objectionably, in executive matters over which the courts have no power of review. If Mueller tried to indict him, Trump would have unfettered discretion to fire Mueller and to direct the Justice Department to drop the case.

You may not like that, but that’s the way it is. It is not, however, the end of the matter.

Men, skriver McCarthy videre, Kongressen har stadig magten til at beslutte sig for en Rigsret. Dette vil dog være en absurd ide og vil i givet fald skabe en konstitutionel krise argumenterer Alan Dershowitz,

Sumpen pisker en stemning om landsforræderi op som den omsætter i en undersøgelseskommision, hvis uhæmmede adfærd, tvinger medlemmer af team-Trump til fejltagelser, som de straffes for i håbet om at Trump vil reagere retfærdigt og give dem et velplaceret spark ud af vagten, hvilket de vil bruge til at stille ham for en rigsret for misbrug af sin magt.

Ønsketænkning

Diverse — Drokles on December 4, 2017 at 10:27 am

Så overbevist om Trumps samarbejde med ‘russerne’ er pressen at ABCs nyhedsvært Bryan Ross troede at Flynn havde afsløret hvorledes russerne havde hjulpet Trump med at vinde valget, skriver Daily Caller. Ross projektion sendte aktiemarkedet (i den boomende økonomi) på en rutchetur og han er suspenderet fra sit arbejd i 4 uger. Og således blev Rosss mere end ’sexed up’ nyhed modtaget på ABCs The View, hvor alle er kvinder, venstreorienterede og ekstatisk glade for udsigten til at deres eget system måske er blevet kuppet af en fremmed og, hvad de anser som fjendtlig, magt

Men også FBI har sine idiosynkrasier og en agent blev fyret fra efterforskningen da han blev afsløret i en anti-Trump korrespondence, skriver Breitbart. Dette er ikke overraskende, hverken at Mueller reagerer så kontant på en potentiel mistanke om skjulte dagsordner i FBI, hans ry skulle være ulasteligt. Men det er heller ikke overraskende at der blandt FBIs ansatte, som i hele ‘Deep State’, findes et væld af ansatte med stærke følelser imod Trump og hans dagsorden.

Jeff Cruoere skriver i Townhall at FBI at flere agenter reagerede i vrede over da en whistleblower afslørede, at daværende justitsminister Loretta Lynch havde haft et halv time langt møde på en flyvestation med tidligere præsident Bill Clinton i løbet at valgkampen, mens Hillary, hans egen kone, stadig blev efterforsket.”One unidentified FBI agent lamented that the meeting was disclosed to the press and claimed that “We need to find that guy” in order to get him fired” skriver Cruoere og siger at det afslører at FBI var mere optaget af, hvad der kunne skade deres chef og Hillarys chancer for at blive præsident, end for den amerikanske offentlighed, der ret beset betaler deres løn og er hele deres eksistensberettigelse.

Hvis FBI havde haft en ærlig interesse for deres fag ville de være blevet vrede over, hvad der stærkt lignede en politisk studehandel, som ville underløbe deres arbejde, som er at sikre det amerikanske folk mod ulovligheder. Da Hillary endelig blev interviewet sammen med 17 andre involverede, af FBI skete det ikke under ed og ingen noter blev taget. Og daværende direktør Comey, der blev fyret af Trump tidligere på året, havde allerede skrevet konklusionen på FBIs efterforskningsrapport. Holdt sammen med hvorledes skattemyndighedernes chikane af konservative og Tea Party organisationer, ligner det en tanke, at FBI er en del af sumpen.

Trump og det britiske folks specielle forhold

Diverse — Drokles on December 3, 2017 at 8:16 am

Sargon of Akkad (nederst i posten) har en glimrende gennemgang af den moralpanik, der har spredt sig i det engelske politiske parnas og de engelske medier, da Trump tweetede 3 videoer af muslimsk vold. Mays regering der mener at ‘hvide’ der er engagerede i velgørenhedsorganisationer ikke er inkluderende nok, underholder allerede ideen om at straffe mennesker med op til 15 års fængsel for at se “ekstremistisk materiale på nettet“. Jo, de aner nok at de sidder på en krudttønde og så nytter det jo ikke at Trump videretweeter den banale sandhed, at med islam følger volden.

Trump modtog bl.a kritik for sin sløsede facon, der gør ham egnet til at være en almindelige journalist, ved at en af videoerne alligevel ikke viste muslimsk vold, men en ægte hollænder, der sparkede en krøbling ned, mens hans ven grinende filmede det. Den anden video viste en fyr der blev smidt ned fra et hustag i Ægypten og derpå pryglet ihjel af den vrede muslimske pøbel. Den tredie af Islamisk Stats egen Sheikh Omar Raghba, der i Yakubiya for et par år tilbage, smadrer en Jomfru Maria statue, som et symbol på det kristne folkemord, han retfærdiggør i islams krav om total dominans.

Trump planlægger ikke hver enkelt tweet eller udtalelse til en specifik reaktion. Men hans overordnede metode er at tale til sin base, hvor end den befinder sig i Verden og hvis ‘eliten’ går i selvsving og ender i en fælde, hvor de på en gang modsiger den virkelighed som Trump påpeger, uanset hvor uæstetisk og afslører en dagsorden der ikke er fællesskabets. Angrebet på Trump var først og fremmest at videoerne stammede fra Britain First og de er uæstetiske, eller som Washington Post formulerede det “the main takeaway. Jayda Fransen…“. Nuff said, som de siger, og virkeligheden kan gå sin skæve gang. James Delingpole skriver i Breitbart

First, let’s just establish what he was NOT doing:

Winning the hearts and minds of radical Muslims; making liberals love and respect him more; getting nice coverage in the Guardian and the New York Times; persuading Never Trumpers that they might have misjudged him; winning over Theresa May and the rest of the faux-Conservative political class.

No. Trump doesn’t give a damn for any of these people. (And who can blame him?)

Instead he was sending a message to the people he cares about: all those ordinary people out there, not just in the U.S. but in Europe and beyond, who are shocked, appalled, scared by the way their countries are slowly (or quite quickly in the case of some countries, Sweden, for example) surrendering to Islam; who feel betrayed by the pusillanimity of their political leaders and let down by the failure of most of their media to report on the rapes and the sexual grooming and the violence being committed disproportionately by Muslims, both immigrants and home-grown radicals; who feel unable to speak – except in embarrassed whispers – about their fears about being stabbed or machine-gunned or blown up or mown down by yet another jihadist simply for the crime of going about their daily, Western life; who bitterly resent being tarred as Islamophobic or xenophobic or uncaring when all they want is to be allowed to live their life in peace in a country whose traditions, laws and cultural values remain the ones they grew up with and which make their homeland worth living in.

These are the people Trump was reaching out to with those tweets.

Mueller maler helt ad helvede til

Diverse — Drokles on December 2, 2017 at 3:36 pm

Tidligere FBI direktør James Comey var skadefro, da han tweetede “But justice roll down like waters and righteousness like an ever-flowing stream” - et citat fra Biblen. Jep, specialundersøger Robert Mueller har sigtet Trumps tidligere kampagnechef og sikkerhedsrådgiver Michael Flynn for at lyve om sin kontakt til den russiske ambassadør Sergei Kislyak. Og Flynn har erklæret sig skyldig.

Spørgsmålene er mange, hvor højt op i hierakiet var man klar over dette, på hvis initiativ tog Flynn kontakt osv, hvilket fører til den oplagte domino spekulation “That Mueller would treat Flynn as someone worth flipping, presumably in pursuit of a bigger case, is, to say the least, suggestive.” som The New Yorker udtrykker det. Mon ikke, “Julen kommer tidligt i år” for venstrefløjen.

Og dog.

Det fremgår måske ikke så klart, når man læser de danske medier, eller de venstreorienterede medier de skriver af efter (”New York Times skriver, at retsdokumenterne fra i dag sætter spørgsmålstegn ved, præcis hvor meget Donald Trump vidste om Flynns samarbejde med russerne” skriver Danmarks Radio), men Flynns kontakt til den russiske ambassadør “was not illegal, and it was not “collusion” som David French skriver i National Review med påmindelsen, at den givne kontakt skete i december 2016, måneden efter Trump havde vundet præsidentvalget

First, the statement says that the day after President Obama announced sanctions in response to Russian efforts to interfere with the 2016 election, Flynn called a “senior official of the Presidential Transition Team (PTT)” who was with other “senior members of the PTT” at Mar-a-Lago. On the call, Flynn and the “senior official” said that they did not want Russia to “escalate the situation.” Flynn called the Russian ambassador “immediately after” his call with the senior official to communicate the incoming administration’s request. The next day, Putin announced that Russia would not retaliate against the United States, and the Russian ambassador later informed Flynn that Putin had decided not to retaliate in response to his request.

Second, the statement also says that Flynn initiated contact with Russia and other foreign governments in an effort to influence a U.N. Security Council vote on an Egyptian resolution condemning Israeli settlements. Flynn made these calls at the behest of a “very senior member” of the PTT. In this instance, Flynn was unsuccessful. The Russian ambassador told Flynn that “Russia would not vote against the resolution.”

Third, the statement briefly outlines false statements Flynn made about his relationship with the government of Turkey. These false statements appear unrelated to any dealings with Russia, in any capacity.

Flynns forbindelse til Tyrkiet drejer sig blandt andet om at han skulle deltage i et komplot, der skulle kidnappe Gülen, Erdogan store ‘interne’ fjende(!).

Andrew C McCarthy forklarer ligeledes i National Review, at når man skal få dominobrikkerne til at falde, skal man have sit vidne til at erklære sig skyldig i en sammensværgelse for at bevise at en sådan fandt sted. Først derefter går man videre med at føre sag mod den næste i hierakiet. Men…

That is not happening in Flynn’s situation. Instead, like Papadopoulos, he is being permitted to plead guilty to a mere process crime. A breaking report from ABC News indicates that Flynn is prepared to testify that Trump directed him to make contact with the Russians — initially to lay the groundwork for mutual efforts against ISIS in Syria. That, however, is exactly the sort of thing the incoming national-security adviser is supposed to do in a transition phase between administrations. If it were part of the basis for a “collusion” case arising out of Russia’s election meddling, then Flynn would not be pleading guilty to a process crime — he’d be pleading guilty to an espionage conspiracy.

Understand: If Flynn’s conversations with the Russian ambassador had evinced the existence of a quid pro quo collusion arrangement — that the Trump administration would ease or eliminate sanctions on Russia as a payback for Russia’s cyber-espionage against the Hillary Clinton campaign and the Democratic party — it would have been completely appropriate, even urgently necessary, for the Obama Justice Department to investigate Flynn. But if that had happened, Mueller would not be permitting Flynn to settle the case with a single count of lying to FBI agents. Instead, we would be looking at a major conspiracy indictment, and Flynn would be made to plead to far more serious offenses if he wanted a deal — cooperation in exchange for sentencing leniency.

To the contrary, for all the furor, we have a small-potatoes plea in Flynn’s case — just as we did in Papadopoulos’s case, despite extensive “collusion” evidence. Meanwhile, the only major case Mueller has brought, against former Trump-campaign chairman Paul Manafort and an associate, has nothing to do with the 2016 election. It is becoming increasingly palpable that, whatever “collusion” means, there was no actionable, conspiratorial complicity by the Trump campaign in the Kremlin’s machinations.

French konkluderer da derfor også

So, at the end of the day, we may well end up with multiple senior members of the administration facing prison time for covering up no crime and no collusion, just contacts. If that’s justice, it’s a form of justice that will leave no one standing on the political high ground and partisans on both sides seething with rage and bitterness.

Mueller har ikke fået til opgave at finde noget kriminelt, men blot al sammenhæng mellem Rusland, russere og Trump og hans stab. Medierne har forvirret sig selv med gummibegreber som samarbejde/collusion med russerne. Ingen ved, hvad de vil sige andet end at den lover en forjættende udfrielse fra den virkelighed der volder dem så mange smerter.

Geronimo

Diverse — Drokles on November 30, 2017 at 2:03 pm

“You were here long before any of us were here” fortalte Trump heltemodige indiansk-amerikanske veteraner fra 2.Verdenskrig ved en ceremoni til deres ære, og indskød så “Although we have a representative in Congress who they say was here a long time ago. They call her Pocahontas”.

Og selvfølgelig gik the Resistence i selvsving og talte om racisme. “Trumps Pocahontas-joke vækker harme: »Det er virkelig modbydeligt«” skrev både BT og Berlingske Tidende solidarisk med deres amerikanske meningsfæller. Øgenavnet bruger Trump (og den venstreorienterede Bill Maher) “fordi [Demokraternes leder i Kongressen Elisabeth Warren] tidligere har hævdet at have rødder blandt Cherokee-indianerne”, som Berlingske forklarer. Men hun har mere end det, som David French forklarer i National Review, som han mindes tiden på Harward i 90eres stemning af diversitet fremfor kvalitet

When she came to Harvard Law School, she was — believe it or not — considered by some to be a “minority hire.” She listed herself as a minority on a legal directory reviewed by deans and hiring committees. The University of Pennsylvania “listed her as a minority faculty member,” and she was touted after her hire at Harvard Law School as, yes, the school’s “first woman of color.”

This was no small thing. At the time, elite universities were under immense pressure to diversify their faculties (as they still are). “More women” was one command. “More women of color” was the ideal. At Harvard the pressure was so intense that students occupied the administration building, and the open spaces of the school were often filled with screaming, chanting students. One of the law school’s leading black academics, a professor named Derek Bell, left the school to protest the lack of diversity on campus.

(…)

No one can know whether Warren would have landed at Harvard without faking her ethnicity (Harvard of course denies her alleged minority status was a factor), but we do know that she spent years holding herself out as a Native American. We do know those claims were extremely dubious. We also know that she made those claims exactly at the time when they could most help a young career.

Poca… Warren har også skrevet en kogebogen Pow Wow Chow, med opskrifter hun kopierede fra en fransk kok, som hun ukvalificeret har hævdet at være den første ammende kvinde, der bestod jurastudiet i New Jersey. Hendes største akademiske værk byggede på statistisk forfalskning, der skulle bevise behovet for et statsligt sundhedsvæsen og hendes største politiske værk var forfatningsstridigt.

Trump havde på forhånd sikret sig de moralske rettigheder til at bruge navnet Pocahontas hos en af den berømte indianerkvindes efterkommere. Heller ikke indianerne ser mildt på Warrens identitetssvindel. Og venstreorienterede Bill Maher har endda også drillet Warren med Pocahontas i et direkte interview.

Og derfor kan Demokraterne ikke vinde denne konfrontation. Medierne har ikke opdaget at folk ikke tager racismebeskyldninger alvorligt, hvis de kræver eksperter med bagvendte analyser for at blive bevist. Hvis daglig tale kræver en ekspert, kan vi andre slet ikke tale sammen og det har vi erfaring for at vi kan. Til gengæld mindes amerikanerne om, hvorfor Demokraternes Warren bliver kaldt Pocahontas, nemlig fordi hun forstiller sig på bekostning af minoriteter og således er den egentlige racist. Og det trækker de andre pinlige historier med i et revy.

Imens burde Trump ligge i forhandlinger med netop Warren og Demokraternes formand i Senatet Charles Schumer om det kommende budget, men de to Demokratiske ledere var blev væk . Og mens de forklarede hvorfor ordlyden i nogle Trump teweets havde bekommet dem uvel så Trump pressemøde flankeret af to tomme stole i bedste Clint Eastwoodstil, mens han mindede om at nationen, i skyggen af Nordkoreas seneste raket-trussel, havde brug for at politikerne trak i arbejdstøjet…

trump-doing-eastwood

Thomas Begay, en af krigsheltene fra kodeenheden, syntes at han havde haft mere oprivende oplevelser i sit liv end medierne “The Marines made us yell ‘Geronimo’ when we jumped out of planes and that didn’t offend me either.”

Venstrefløjen er ucharmerende korrumperet

Diverse — Drokles on November 28, 2017 at 1:08 pm

Jeg skrev engang at venstrefløjen ikke er andet end et vræng. Det syn deler Daniel Greenfield og han giver et hav af eksempler på aviser, der har opfordret deres læsere til at straffe deres Trumpstøttende familiemedlemmer med at ødelægge Thanks Giving ved utålelig opførsel, aggressive diskussioner, hvor flere af aviserne var leveringsdygtige i apps med argument-bots (hvilket underminerer læserens politisk-moralske habitus), ignorere de formastelige eller helt at udeblive fra familiesammenkomsten. “The left is a movement built on resentment” konkluderer han og derfor kan eller vil den ikke være taknemmelig for noget

Resentment is the force that gives the left meaning.

What animates the left is the conviction that everything (except their own tastes, preferences and opinions) is terrible and must be reformed until it too is like them. America is racist, homophobic, transphobic, Islamophobic, arachnophobic and claustrophobic. Every second the prison-industrial complex is gunning down drug dealers for no other reason than the color of their skin (and the guns in their hands), the military-industrial complex is bombing countries full of terrorists just because of the color of their skin, and the turkey-industrial complex is destroying the environment.

The militant lefty is an overgrown brat who never made the emotional transition from the funk of total unfairness that teenagers inhabit to the appreciation for life of the mature adult. Picking a fight at the Thanksgiving table is exactly the sort of thing a teenage brat would do. That’s why there are a dozen guides telling lefties exactly how to pick an unwinnable fight whose only purpose is to ruin a meal.

The family argument isn’t an unfortunate side effect of leftist politics. It’s the whole point.

(…)

To be thankful is to be reminded of what we are fighting for. The resentful left doesn’t really fight for anything. Its resentful causes have no end point. There will never be a time when race relations, the environment, social mobility and caloric intakes are good enough for them to hang up their hats. The left maintains a perpetual state of crisis because it justifies a perpetual state of resentment.

The left isn’t actually fighting for anything. It’s fighting against things. Big things and little things. It’s fighting against America. And it’s fighting against families sitting down to Thanksgiving dinner.

Conservatives fight for the things in our lives that we value. And these are the very things that we are thankful for. Our gratitude reminds us of what we want to conserve. These include the tangible things, our families, our homes and our lives, and the intangible things, our freedoms and our traditions.

The left can’t be thankful because it can’t admit that there’s anything worth appreciating. Revolutionary movements don’t create, they destroy. But we can and should be thankful for what we conserve.

Alt bliver politisk for venstrefløjen. De forstår ikke et samfund og dyrker kun deres grasserende kæpheste som forskellighed uden dissens og frigørelse gennem tvang. Det var derfor de sympatiserede med de rige NFL stjerner, frem for den almindelige amerikaner, det var særinteressen mod fællesskabet og de valgte instinktivt forkert.

Michael Carøe sagde engang, at fodbold adskilte sig fra anden underholdning, ved at man købte billet til retten til at hade de andre. Og midt der på stadion, står folk af forskellige politisk, religiøs og kulturel observans fra forskellige sociale og faglige lag. Men et øjeblik, et lille et af slagsen, mens nationalsangen afsynges, minder folk hinanden og dem selv om, at et samfund er et fællesskab af modsætninger. Nødvendigvis vil det være sådan, hvis der er individualitet, fremfor totalitaritet. Vi ville ikke kunne jo hade hinanden, hvis ikke vi havde hinanden. Og så knæler en neger og venstrefløjen taler rørstrømsk om solidaritet med hans snævre kæphest.

Venstrefløjen spejler sig selv og finder kun det grimme i det smukke, hvilket efterlader dem med Oscar Wildes ord, “corrupt without being charming”.

United we stand, divided we kneel

Diverse — Drokles on November 24, 2017 at 12:24 pm

You can’t be a Trump supporter and an Eminem fan” fortalte Eminem sine egne fans. Celebriteterne glemmer at folk tilgiver dem deres luksuriøse liv og overdrevne begær. Det er menneskeligt at fejle og alle drømmer om luksus, så vi lever en del af vores liv gennem deres forbillede, men vores beundring for deres talent er allerede strukket så langt som vi har betalt en billet. Så selv om celebriteter kan skabe opmærksomhed om en sag, så har de ingen politisk gennemslagskraft uden et godt argument. Vi beundrer dem kun for hvad vi er villige til at betale for. Spil klovn, spil!

Hollywood flød over med forargelse over amerikanernes valg at Trump. 74 årige Robert De Niro truede Trump med tæsk uden at tænke på, hvor hult den slags lyder udenfor filmens univers. For ingen ser op til skuespillere og filminstruktører som moralske forbilleder. Når De Niros kollega Meryl Streep med tårer i øjnene indvier sine kollegaer og en begejstret presse i, hvor meget hun afskyr Trumps moralske habitus, for at have gjort grin med en journalists handicap, kan basen og de fleste amerikanere se youtubevideoer af at Trump ikke skelner når han gør grin med journalister. Handicap eller ej, alle er lige for Trump øjne, men kun de magtfulde får med grovfilen.

Og videre på Youtube kan vi se Streep og Jack Nicholson og deres kollegaer stående bifalde Roman Polanski og beklage at han stadig står til straf for sin “drug rape” af en 13 årig pige, han havde lovet en fotocasting hjemme hos Jack Nicholsen. Og vi ved at det ikke er Polanskis enlige svale. Og vi kan se samme Streep kalde produceren Harvey Weinstein, der igennem årtier var kendt i filmbyen for at have overfaldet og sexuelt forulempet dusinvis af unge kvinder, for sin ‘Gud’. Hvad kan Streep og konsorter lære os? Eller, som Rachel Alexander siger, er der intet underholdende i at lytte til “the left spewing out hate speech against everything the right believes in”. For det er sagen, venstrefløjen har intet projekt, andet end en eskalerende udgrænsning af alt normalt og alle normale. Kathy Barnette, en kvindelig og sort krigsveteran, siger det således

I was willing to die for my country when I put on the Army uniform. And you’re not even willing to stand up for a short song?

United we stand, divided we kneel. Trump udnytter sin “talentstack” og får debatten til at handle om præcis det, som modparten ikke kan håndtere. Som da han, med Rich Lowrys ord “baited the NFL into fighting him on indefensible ground”. Striden blev startet af Colin Kaepernick, en quaterback der har doneret 25.000 dollars til en organisation, opkaldt efter en politimorder, som mente at USA undertrykte farvede borgere. Han spillede for San Fransico 49ers, der siden har været ivrige knælere og efterfølgende indsamlere af nederlag foran et halvtomt stadion. Det ledte til at de spurgte deres fans om det nu også var så vigtigt at vinde.

Trump satte ord på den almindelige amerikaners træthed over at se fællesskabet undermineret af priviligerede og feterede stjerner ved et af sine folkemøder i Huntsville Alabama. “Ville I ikke elske det, hvis en af disse NFL ejere, når en eller anden viste despekt for vores flag” funderede han, “sagde ‘få den skiderik af banen lige nu! Ud! Han er fyret!” Folket jublede og entertaineren Trump brølede mandigt “HE’S FIRED!” og modtog med åbne arme og et skævt smil folkets hyldest. “Wouldn’t you love it?” Et retorisk spørgsmål og et relevant spørgsmål og folket svaret i kor “USA! USA! USA!”

Men fordi Trump, spredte protesterne sig. Nogle i sympati med Koepernick, andre i protest mod Trump, andre imod politivold mod sorte eller bare i det hele taget. Houstons ejer varierede talemåden om ikke at lade “lunatics run the asylum” med indsatte i et fængsel, hvilket udløste beskyldninger om racisme, da de fleste spillere er sorte og der sidder så mange sorte i fængslerne - fordi der er så mange af dem, der er kriminelle, hvis ikke lige de spiller football. Så naturligvis knælede de fleste spillere som protest mod deres ejers dumme kommentar. Så der er knælerne nu, hvor ingen længere ved, hvorfor der knæles. Protesteres der over politivold? Social uretfærdighed? Racisme? Solidaritet med andre knælere? Trump? Eller nogle feterede millionæres sårede følelser?

Når fokus skifter fra sport til politik, kommer alt frem, der vedrører politik. Såsom hvilken præcedens, der er for at tillade eller straffe spillere for at udtrykke andet end solidaritet med nationalhymnen og NFL. NFL har således givet bøder til spillere, der besmykkede deres beklædning til minde om 11. september, myrdede politibetjente og fremmede firmanavne. Ligeledes til spillere, der skabte opmærksomhed om brystcancer og vold i hjemmet. Ydermere er spillere blevet straffet for æggende underlivsbevægelser, marchering, gestikuleren en fotografering og hoppen som en fejring af en scoring. Hykleriet er udtalt og NFL bosserne kan ikke tages seriøst.

skc3a6rmbillede-2017-11-24-kl-110453

Hvad er perspektivet for Kopernicks eksempel? At NFL starter en form for politisk parti, hvor det vedtages, hvad der fejres eller protesteres imod fra kamp til kamp eller måned til måned? At holdene selv vælger, hvilken sag de repræsenterer, så Superbowl bliver en kamp mellem ordblindhed og hjemløshed? Eller at det bliver en personlig sag, så en knæler for BLM ved siden af en, der laver frøhop for cancer og ham, der mooner for overvægtige børn? Det mest bizarre optrin fandt sted foran hovedindgangen til Trump Tower i New York, hvor en gruppe mennesker knælede. Det var meningen det skulle være en protest, men det lignede tilbedelse af the Emperor God.

Jon Miller, der er absolut værd at følge, siger at Trump er ved at vinde kulturkrigen. Når allehånde celebriteter, fra NFL til Hollywood, går i kødet på Trump sparker han, i modsætning til alle republikanere, tilbage - and the crowd goes wild! Celebritererne forregner sig, når de antager at den savlende pressedækning er et udtryk for deres gennemslagskraft. Det er blændværk, som medierne spejler i deres egne øjne, til deres egen fortabelse - for politik er ikke deres gebet, ikke hvad de har specialiseret sig i. Det er derfor Trump ikke har haft de ringeste kvaler med at gå i klinch med kunstnere og sportsstjerner og mediepersonligheder. Trump har sin base i sine politiske meninger, mens celebriteterne i gennemsnit kun kan regne, med at halvdelen af deres fans vil være enige i deres syn på Trump. Trump forsvarer det fælles “our heritage, every thing we stand for”.

Tilbagevendende Folkevenner

Diverse — Drokles on November 23, 2017 at 8:23 am

Tillad mig at citere fra Bent Jensens glimrende bog (ikke så god som Gulag og Glemsel, der er direkte fremragende) Ruslands Undergang.

Mange russiske intelligenty (intellektuelle) levede også i deres egen verden, isoleret fra såvel “folket” som fra regeringsbureaukratiet, men også fra den (vest)europæiske kultur, som de enten ukritisk beundrede eller omvendt dybt foragtede som angiveligt værende åndløs og materialistisk. I de vesteuropæiske lande fandtes der ikke et tilsvarende socialt segment, og det er derfor ikke tilfældigt, at begrebet intelligentsija som samlebetegnelse for samfundslaget af intellektuelle er af russisk oprindelse. I Vesteuropa fandtes der naturligvis også intellektuelle, men de udgjorde ikke som i Rusland en særlig gruppe, som var afsondret fra det øvrige samfund.

De russiske intellektuelle stammede ofte fra adelsfamilier eller fra laget af lavere embedsmænd og var i færd med at gennemføre eller havde allerede gennemført en højere uddannelse. Det, der adskilte de intelligent fra andre med en højere uddannelse, var vedkommendes stærkt kritiske syn på det russiske samfund og det herskende russiske regime, som de hadede og derfor ønskede at omstyrte. Der var tale om en radikal modkultur, som brød med forældrenes kultur, krævede afskaffelse af staten, den borgerlige moral og privat ejendomsret. Deres adfærd, sprog, udseende og klædedragt afveg fra normen hos den øvrige del af den priviligerede klasse, som enten tjentestatsmagten, som civile eller militære embedsmænd eller var beskæftiget i liberale erhverv (…) de kunne minde om medlemmer af en religiøs sekt, og de betragtede det eksisterende samfund som urent og fortabt, mens de anså sig selv for at være de renfærdige, kommende befriere af det underkuede russiske folk.

(…)

De russiske intellektuelle følte sig som fremmede i samfundet og drømte ligesom Karl Marx om en mening med deres liv. De tilbad “folket”, som de dog oftest ikke kendte, de foragtede småborgeren og det småborgerlige liv, men de var samtidig plaget af en skyldsfølelse over at være priviligerede. De søgte efter absolutte sandheder og anså ideologiske og politiske kompromisser for at være noget foragteligt.

Med andre ord, hvad den legendariske boksepromoter Mogens Palle nok havde kaldt ‘useriøse mennesker fra burgøjseriet’. Nogle af dem drømte om og begik terror for at styrte systemet. Nogle var professionelle revolutionære og nogle af disse var socialister, dybt inspireret af Karl Marx. Bl.a. Lenin og hans Bolsjevikker, der kuppede sig til magten i november 1917, da den foregående revolution ved hjælp af en imponerende inkompetence, havde kørte resterne af det krise- og krigsramte imperium i sænk. Blandt andet havde de tømt fængslerne og sendt politiet hjem. Det havde de ment var fornuftigt, mens de havde siddet isoleret i Vinterpaladset og holdt lange abstrakte debatter om Ruslands identitet.

Marx, der mente at livet på landet var ‘idiotisk’, skrev sammen med Engels i Den Tyske Ideologi fra 1845

I det kommunistiske samfund vil ingen have en eksklusiv aktivitetssfære, men enhver kan blive kyndig på et hvilket som helst område, han måtte ønske. Samfundet regulerer den almindelige produktion og gør det således muligt for mig at gøre én ting i dag og noget andet i morgen at gå på jagt om formiddagen, fiske om eftermiddagen, drive kvægavl om aftenen og kritisere efter aftensmaden, lige hvad jeg har lyst til, uden nogensinde at blive jæger, fisker, hyrde eller kritiker.

Marx russiske disciple Bukharin og Preobrazjenskij skrev i 1919 i tidsskriftet Kommunismens ABC

Under kommunismen for mennesket en alsidig kultur og finder sig hjemme i mange produktionsgrene; i dag arbejder jeg med administration, jeg regner ud, hvor mange filtstøvler eller hvor mange franske boller der skal fremstilles i den kommende måned. I morgen skal jeg arbejde på en sæbefabrik, næste måned måske i dampvaskeri, måneden efter på et elektricitetsværk. Det vil blive muligt, når alle samfundets medlemmer er blevet tilstrækkeligt uddannet.

Bag de infantile drømme lever den totale despekt for det arbejdende folk. Intet menneske, der producerer, hvad denne intellektuelle klasse forbruger, mestrer et fag, et håndelag eller anden kunnen, man ikke kan lære sig fra den ene dag til den anden. Jagt handler vel stort set ikke om andet end at pege geværet mod et eller andet dyr og trykke på aftrækkeren og det kan vel ikke tage mere end en formiddag? Og hvor svært kan de være at udregne, at der mangler flere franske boller end filtstøvler i Minsk eller Pinks  eller Omst eller Tomsk den kommende måned?
I løbet af 60erne begyndte universiteterne i Vesten at beflitte sig med masseuddannelse og samtidig skete der et kulturskred, som Viktor Davis Hanson her forklarer

Men med Trump som præsident bliver fængslerne ikke tømt lige med det første.

#YouToo Lying Ted

Diverse — Drokles on November 22, 2017 at 10:18 am

Have you heard any new jokes about Chappaquiddick?” var et spørgsmål, som Ted Kennedy ofte stillede folk han mødte, har Ed Klein fortalt. Bortset fra at være en arbejdsom og succesrig senator, var Ted Kennedy kvartalsdranker og han “drank so much you couldn’t get to the [regular] bar fast enough” har en servitrice sagt om hvorfor man satte en interimistisk bar, tæt ved hans stambord. Og han blev aldrig USAs præsident fordi han skandaliserede sig selv.

Den 18 juli 1969 holdt Ted Kennedy og 5 venner der alle havde arbejdet for broderen John F Kennedys valgkamp, en mindefest for valgkampen i 1959 på Øen Chappaquiddick ved Martha’s Wineyard. Indbudt var også 6 kvinder, ingen endnu fyldt 29 og alle var de ugifte - i modsætning til de 6 modne mænd. Også de havde arbejdet på John F Kennedys valgkamp og var kendt som the Boiler Room Girls.

Kvart over elleve forlader Ted Kennedy og Mary Jo Kopechne festen i Kennedys 4-døres Oldsmobile Delmont 88. Efterladt bliver også Kennedys chauffør, der er med til festen og Kopechnes hotelnølge, håndtaske og trusser. Et kvarter til en halv time senere ser en politibetjent Kennedy og Kopechne parkere på en privat vej ved en kirkegård, Da betjenten spørger om han kan hjælpe dem, kører Kennedy væk og tilbage på den asfalterede hovedvej.

På et tidspunkt forlader han den asfalterede vej og drejer af en grusvej mod Dike Bridge, en lille bro af træ, som han rammer i for høj fart og kører i vandet, hvor bilen havner på hovedet. Kennedy når at redde sig ud, men det gør Kopenche ikke. Kennedy har senere påstået at han kæmpede for at redde Kopenche ud indtil han faldt om af udmattelse på flodbredden. Derefter tog han tilbage mod sit hotel.

Kennedy passerede fire huse på sin tur tilbage, men stoppede ikke ved et eneste af dem for at ringe efter hjælp. Tilbage på hotellet kom Kennedy i tørt tøj og gik i seng. Lidt i 3 om natten klagede han til hotelejeren, at han var blevet vækket af støj fra en fest. Næste morgen havde han en hyggelig samtale med vinderen af et regatta, som også Kennedy var deltager af. Endnu havde Kennedy ikke ringet og meldt ulykken til myndighederne.

Om formiddagen kom to af Kennedys venner fra den foregående aftens fest og hentede ham tilbage tilbage til Chappaquiddick, hvor de stoppede på vejen, så Kennedy kunne foretage en række telefonopkald fra en telefonboks. Ingen af dem var til myndighederne, men forskellige fortrolige venner, som han spurgte til råds.

Men på det tidspunkt havde en dykker ved navn John Farrar trukket Kopechne op af vandet. Hun var død og hendes krop var i rigor mortis. Bilen var blevet set af nogle lokale fiskere lidt over otte om morgenen, der havde underrettet politiet. klokken 10 ankom Kennedy på den lokale politistation og afgav et sølle vidnesbyrd om de tragiske begivenheder hans uansvarlige kørsel havde ført til.

Næsten 9 timer var der gået, fra Kennedy kørte sin bil i floden til Kopenches lig blev reddet i land, og 10 timer til han tilstod en form for medansvar. 140 meter fra ulykkesstedet boede Sylvia Malm, der havde lyset tændt den nat. Men Kennedy gik ikke derhen for at ringe efter hjælp. Hvis han havde, ville politiet være ankommet og allerede da havde kontaktet dykkeren Farrer der vidnede følgende

It looked as if she were holding herself up to get a last breath of air. It was a consciously assumed position…. She didn’t drown. She died of suffocation in her own air void. It took her at least three or four hours to die. I could have had her out of that car twenty-five minutes after I got the call. But he [Ted Kennedy] didn’t call.

Kopenche “lived for at least two hours down there”, mens hun holdt fast i bagsædet for at holde hovedet oppe i en luftboble i bilen, kæmpende for sit liv alene i kulden og mørket - “It looked as if she were holding herself up to get a last breath of air”. Hendes kræfter er altså ebbet ud nogenlunde samtidig med en tør og varm Ted Kennedy klager til hotelejeren over, at støj holder ham vågen.

Bilen som Kennedy påstår han ikke kunne finde i mørket

skc3a6rmbillede-2017-11-22-kl-0418471

Myndighederne, partikammeraterne og pressen (så langt man nu kan skelne dem fra hinanden) beskyttede på det skammeligste Kennedy fra vanære, i håbet om at han kunne slå Nixon af pinden i 72′. ““It was a cover-up,” says Leslie Leland, foreman of the grand jury that considered the case“ ifølge People

The Vineyard Haven pharmacist, now 49, was the Dukes County grand jury foreman who requested in March 1970 that the jury be convened to investigate Kopechne’s death. “We weren’t out to get Kennedy,” he says. “We just wanted to get to the truth.” But, Leland says, the grand jurors were never allowed to investigate. The grand jury sought to subpoena all the key witnesses, including Gargan, Markham and the women who had attended the party. The then-District Attorney Dinis “told us that we couldn’t subpoena them because they’d already testified at the inquest,” Leland recalls. (In fact, a grand jury is legally empowered to subpoena anyone it wants.) Denied access to witnesses, the grand jury asked to at least see the transcript of their testimony at the inquest. But this request was denied by the judge supervising the grand jury session. “I was dejected,” Leland recalls. “We had tried to do our job, to get at the truth, but we couldn’t.” With virtually no evidence to go on, the jury took no action. “I felt I had been set up by the D.A. so that they could claim there was a grand jury investigation,” says Leland. “We had been used.”

“There was definitely a cover-up. We were all madder than hell that we couldn’t subpoena anyone we wanted—our hands were tied,” says another grand juror, Lloyd Mayhew, 68, a retired New England Telephone Company employee. “So many things bothered me; they still do.

Trods Kennedy og hans venners usammenhængende vidneudsagn og den helt uansvarlige opførsel, skete der intet. Kennedy blev ikke anklaget for manddrab, som ellers var oplagt, men slap med en betinget dom på 2 måneder, for at have forladt ulykkesstedet bl.a fordi dommeren James Boyle lagde vægt på “Kennedy’s age (he was 37 years old at the time of the incident), character, and prior reputation” og “referred to Kennedy’s “unblemished record” and said that he “has already been, and will continue to be punished far beyond anything this court can impose.

3 måneder forinden havde følgende udspillet sig

In April 1969, flying back from a congressional trip to inspect the living conditions of poor Indians in Alaska, a hard-drinking Kennedy pelted aides and reporters with pillows, ranged up and down the aisles chanting “Es-ki-mo power” and rambled incoherently about Bobby’s assassination, saying, “They’re going to shoot my ass off the way they shot Bobby…”

“Of odd and reckless behavior, there are many examples” skrev Michael Kelly i 1990 og gav nogle af dem, i en lang artikel, hvor også ovenstående er taget fra

In a downtown office, a former congressional page tells of her surprise meeting with Kennedy three years ago. She was 16 then. It was evening and she and her 16-year-old page, an attractive blonde, were walking down the Capitol steps on their way home from work when Kennedy’s limo pulled up and the senator opened the door. In the backseat stood a bottle of wine on ice. Leaning his graying head out the door, the senator popped the question: Would one of the girls care to join him for dinner? No. How about the other? The girls said no thanks and the senator zoomed off. Kennedy, the formal page said, made no overt sexual overtures and was “very careful to make it seem like nothing out of the ordinary.” It is possible that Kennedy did not know that the girls were underage or that they were pages and, as such, were under the protection of Congress, which serves in loco parentis. Nevertheless, the former page said she did find Kennedy’s invitation surprising. “He didn’t even know me,” she says.

(…)

One East Coast playboy recalls an incident a few years ago in a popular Palm Beach bar when “a definitely drunk” Kennedy shoved him against the bar and spilled his beer as the senator rushed out the door with a blonde so young, the man at first mistook Kennedy for an angry father come to take home an underage daughter.

(…)

It is after midnight and Kennedy and Dodd are just finishing up a long dinner in a private room on the first floor of the restaurant’s annex. They are drunk. Their dates, two very young blondes, leave the table to go to the bathroom. (The dates are drunk too. “They’d always get their girls very, very drunk,” says a former Brasserie waitress.) Betty Loh, who served the foursome, also leaves the room. Raymond Campet, the co-owner of La Brasserie, tells Gaviglio the senators want to see her.

As Gaviglio enters the room, the six-foot-two, 225-plus-pound Kennedy grabs the five-foot-three, 103-pound waitress and throws her on the table. She lands on her back, scattering crystal, plates and cutlery and the lit candles. Several glasses and a crystal candlestick are broken. Kennedy then picks her up from the table and throws her on Dodd, who is sprawled in a chair. With Gaviglio on Dodd’s lap, Kennedy jumps on top and begins rubbing his genital area against hers, supporting his weight on the arms of the chair. As he is doing this, Loh enters the room. She and Gaviglio both scream, drawing one or two dishwashers. Startled, Kennedy leaps up. He laughs. Bruised, shaken and angry over what she considered a sexual assault, Gaviglio runs from the room. Kennedy, Dodd and their dates leave shortly thereafter, following a friendly argument between the senators over the check.

Alt dette og mere til, mens Kennedy var tynget af skyld.

Hollywood så ikke sådan på det, da filmen Chappaquiddick blev indspillet i 2017. “You’ll see what Senator Ted Kennedy had to go through” lovede produceren Mark Ciardi om filmen. En film om “Teddy’s Very Bad Week”, som Jada Juan skrev for Vulture og begræd at Chappaquiddick “in a way, made way for Donald Trump”. Dog var fair nok til at tilstå at Kennedys “crime was more severe” end “Trump talking direct-to-camera about how that Access Hollywood pussy-grabbing”.

Uden at have set filmen, ligner den på baggrund af sin omtale en spildt chance i disse #MeToo tider med anklager og bekendelser og feministers opvigleri til massekastration. Hvorfor er det naturligt i det parti, at 6 gifte mænd kan underholde 6 ugifte yngre kvinder. Og hvad skal man lægge i at de unge kvinder havde en samlebetegnelse og at de optrådte således i flok? Der er spændende dynamikker mellem mænd og kvinder og mellem der der besidder magt og de der gerne vil være tæt ved magt fra Monroe til Lewinski.

Der er kultur i partiet Demokraterne, som de er i startet på at erkende og som de næppe har patent på. Man tilgiver gerne sine idoler, i hvert fald mens de endnu er nyttige. Og Kennedy var meget nyttig så de vedblev med at stemme ham ind som senator kontinuerligt til sin død. Og selv op til Obama perioden så de stort på hans forbrydelse og bizarre optræden og fejrede ham, som kvindernes forkæmper

“You know, Teddy’s a grown man and he can do whatever he wants” havde hans nevø svaret på spørgsmål om hans opførsel.

The Former President and All the Former Presidents Men

Diverse — Drokles on November 21, 2017 at 7:05 am

Jeg kan kun anbefale  at se eller gense Allan J Pakula og Robert Redfords All The Presidents Men, fra en tid, hvor også venstrefløjen var skeptisk overfor ‘deep state’. Men med Trump har de kastet alle hæmninger over bord og nogle har ligefrem håbet at efterretningstjenesterne ville foretage et kup, for at forsvare demokratiet (retteligt republikken). Og det håb falder ifølge Ed Klein ikke for døve ører.

Ifølge Klein er behandlingen af Trump helt uden fortilfælde “Even the Watergate episode and the anti-Nixon hurricane that came from the press is nothing like what Donald Trump is facing”. Trump bliver angrebet fra alle sider, ikke blot Demokraterne, men næsten hele pressen og dele af sit eget parti. Men mere end det, rystende mere

And then there is this underground operation that’s taking place throughout the country, fueled by former Obama and Clinton advisers and hangers-on. He’s getting it from all sides, and it’s been dirty, and it’s been disrespectful of the office of the presidency as well as of the president himself.”

Klein said All Out War includes “a secret FBI report that I’ve reproduced in full – it’s never been seen before – in which FBI agents infiltrated, undercover meetings of the Deep State in church basements in Washington, DC, and reported to the director of the FBI.”

“What they saw were these rogue elements in the federal bureaucracy meeting in these church basements and being instructed by union organizers and community organizers and other left-wing groups in how to obstruct the president’s agenda – by, for instance, losing files on purpose, deleting files from their computer, slow-walking regulations, leaking to the press, and doing everything they can to bollox up, obstruct, and reverse the orders that are coming down from the executive branch to do what they’re actually paid to do. They’re doing just the opposite,” Klein charged.

Det er Kleins anonyme kilder, der giver ham den historie, men vi kan måske sandsynliggøre det med observationer udefra, ved at se på, hvorledes FBI gebærder sig alt efter, hvem der har med at gøre. Trumps tidligere valg-kampagnerådgiver Paul Manafort blev anholdt og sigtet for en række forhold, som ikke vedrører Trump eller hans kampagne på nogen måde. Sigtelserne var af en art, som FBI normalt ikke besværer sig med, og Manafort havde allerede indvilliget i at samarbejde og overdraget alle relevante dokumenter til efterforskerne. Alligevel blev han anholdt og under grotesk dramatiske omstændigheder, hvor FBI agenter med trukne skydevåben bryder ind i hans hus midt om natten, hvor han og han kone ligger og sover. Konen bliver endda visiteret for våben, mens hun ligger i sit nattøj i sin seng. Og det fortsætter, skriver Andrew C McCarthy i et must-read på National Review

Mueller succeeded in convincing a federal judge to force an attorney for Manafort and Gates to provide grand-jury testimony against them. As Politico’s Josh Gerstein reports, just as the charges against these defendants were announced with great fanfare, the U.S. district court in Washington, D.C., quietly unsealed a ruling compelling the testimony of the lawyer — who, though not referred to by name in the decision, has been identified by CNN as Melissa Laurenza, a partner at the Akin Gump law firm.

Interestingly, the jurist who rendered the 37-page memorandum opinion is Beryl A. Howell, who served for years as a senior Judiciary Committee adviser to the fiercely partisan Democratic Senator Pat Leahy (of Vermont) before being appointed to the bench by President Obama.

FBIs behandling af Hillary Clinton og hendes stab af medsammensvorne? Noget anderledes,

Lest we forget, President Obama had endorsed Mrs. Clinton, his former secretary of state and his party’s nominee, to be president. Moreover, Obama had knowingly participated in the conduct for which Clinton was under investigation — using a pseudonym in communicating with her about classified government business over an unsecure private communication system.

Obama prejudiced the emails investigation. Long before it was formally ended, he publicly pronounced Clinton innocent. He theorized that she had not intended to harm the United States. Even if true, that fact would be irrelevant — it is not an element of the statutory offenses at issue, under which several military officials, who also had no intent to harm our country, have nevertheless been prosecuted. (It also had nothing to do with her quite intentional destruction of thousands of emails, many relating to government business — also a serious crime.)

As night follows day, the FBI and the Justice Department relied on Obama’s errant and self-interested rationale in dropping the case against Clinton and her accomplices. What did Obama’s subordinates do after he patently interfered in the investigation? Well, then-FBI director James Comey began drafting a statement exonerating Clinton months before the investigation ended — i.e., before over a dozen key witnesses, including Clinton herself, had been interviewed. Indeed, it has now been reported that Comey’s draft initially declaimed that Clinton had been “grossly negligent” in handling classified information — an assertion that tracked the language of one of the statutes Clinton violated. Later, in the statement he made publicly on July 5, 2016, Director Comey instead used the term “extremely careless” — substantively indistinguishable from “grossly negligent,” but the semantic shift appeared less tantamount to a finding of guilt.

In the aftermath, we extensively examined the Clinton investigation’s hyper-sensitivity to the attorney-client privilege.

Note that the lawyer for Manafort and Gates was forced to testify against her clients based on the theory that she had participated — however unwittingly — in their scheme to cover up their lobbying efforts on behalf of a Ukrainian political party. Aggressively, Mueller’s team contended that even if the lawyer had not intended to help her clients mislead the government, their use of her services was intended to dupe the government. That, Mueller argued, brought their communications with the lawyer under the crime-fraud exception to the attorney-client privilege. Chief Judge Howell agreed. As a result, the lawyer’s communications with Manafort and Gates lost their confidentiality protection, such that Mueller could compel her to reveal them to the grand jury.

Compare that with the Justice Department’s treatment of the lawyers representing Mrs. Clinton and her accomplices. Actually, I shouldn’t really put it that way because . . . Mrs. Clinton’s lawyers were her accomplices.

As we’ve previously explained, the Justice Department refused to invoke the crime-fraud exception to explore what advice Clinton lawyers gave her information technology contractor before he supposedly took it on himself to delete and destroy her emails.

Forleden foretog jeg en lettere forceret analogi til The Rumble In The Jungle og hvis man skal fortsætte det billede, må man imponeres over Trumps rope-a-dope, hvor han blot lader dem slå i sikker forvisning om at deres tid er forbi og deres sidste kræfter snart vil slippe op.

“The succubus has got her!”

Diverse — Drokles on November 20, 2017 at 2:58 am

Da George Foreman i raseri havde slået alle sine kræfter ud at sin egen krop og ind i Muhammed Alis rope-a-dope the Rumble In The Jungle, indledte Ali en slagserie, der endte med Foremans knockout og næsten hans boksekarriere. Men det sidste slag holdt Ali tilbage, “as though he didn’t want to ruin the aesthetic of this man going down“, som Norman Mailer funderede. Det samme ser det ud til at Donald Trump gør, afholder sig af æstetiske grunde fra at sætte dødsstødet ind mod Hillary, som hun er på vej ned.

Men det eneste stød Trump satte ind var da han vandt valget. Med et hørte udenlandske donationer til Clinton Foundation op, parret havde ikke længere reel politisk tyngde. Men Hillary havde stadig emotionel tyngde, af en venstrefløj i krise, der skulle bearbejde shock, sorg, depression, vrede og benægtelse og bruge enorme ressourcer på at bevare benægtelsen af det skete ved at dyrke konspiratoriske ideer.

Det var et spørgsmål om tid førend partifællerne, i kamrene som i pressen, ville “discarding the Clintons when they’re no longer politically useful in order to retroactively grab the higher moral ground”. Weinsteinaffæren var blot anledningen, til at lufte en falsk forargelse over Bill Clintons voldtægt og sexkrænkelser og Hillarys defamering af ofrene, der indtil da, havde været helt fraværende.

Og forargelsen er falsk. Michael Moore kaldte det dengang for en heksejagt på Bill Clinton på sit TV show The Awful Truth, nogen vil huske også blev sendt i dansk TV. Det eneste han savnede, fortalte han et begejstret og ganske venstreorienteret publikum, var nyheden “Senate subpoenas Monica [Levinsky]to reblow the president…” for var hun ikke bare skurken? Den slags som kom frem når man trak “a $100 bill through a trailer park“, som Carville sagde, “a ditsy, predatory White House intern who might have lied under oath for a job at Revlon”, hvis psykologiske motiver kunne tilskrives at hun var “too tubby to be in the high school ‘in’ crowd.” som Maureen Dowd hævdede uden sans for søstersolidaritet - eller nogen anstændighed. Men som sagt, når vi taler om de buttede, eller rettere bariatriske, så er Moores forhold til sandheden et gensyn værd, foran et progressivt jublende publikum, der mener det vil ødelægge republikken at opretholde loven - også for de magtfulde.

Hillary blev et symbol på drømmen, der burde have været, selv om hun ingen begejstring kunne skabe i valgkampen. Og når hun promoverede sin bog om ansvarsfralæggelse, selvhenførsel og bitterhed var det lige som om hun var præsident. Men Clintons var besejrede og uden indflydelse, ingen evne til at holde sig selv oprejst de facto på vej i kanvassen, dinglende rundt i ringen opretholdt af venstrefløjens projektioner og ønsketænkning. Og nu er de blot i vejen for en ny tid med de gamle ansigter, som det er set før.

Men revolutionen er en balancegang, for som man kasserer Clintons vil man også tvinges til at revidere den besynderlige og pludseligt opståede forelskelse i det bemærkelsesværdige kyniske politiske maskineri, som parret har udgjort i en menneskealder. Og Hillarys virke som udenrigsminister var trods alt på Obamas vagt. Og mere end det, så var Obama ikke blot vidende om Hillarys kriminelt uansvarlige omgang med fortroligt materiale, han var selv en del af det, som han korresponderede med hende under et alias. Hvis hun blev kendt skyldig i ulovligheder trak hun præsidenten med sig.

Det ene spørgsmål kan trække det næste med, som en kritisk presse burde have gjort som det udfoldede sig, om hvad der egentligt foregik i de 8 år. som da Obama fyldte sin administration op med medlemmer af Det Muslimske Broderskab, lod NSA indsamle informationer om amerikanere via it-virksomheder og lod skattemyndighederne chikanere konservative organisationer, som også journalister fra Associated Press blev det - til deres kollegaers larmende tavshed. Hvad foretog præsidenten sig egentlig i ‘the war room’ da det amerikanske konsulat blev angrebet i Benghazi? Hvorfor byttede man 5 talebanledere for en dessertør? Og hvorfor syntes den samlede presse åbenbart at det var cool når præsidenten så stort på kamrene fordi han styrede pr dekret med sin ‘pen and phone’? Og hvad gik Iran aftalen egentlig ud på?

Måske vil den etablerede presse sammen med Sanders tilhængere stille sig selv spørgsmålet om, hvor man dog mentalt selv har været i de år, hvor håb om forandring gav næring til drømme om mere end far. Som man vågner, vil det blive tid til en positionering, for at få koncentreret bebrejdelserne hen på så få som muligt. Og hvis det sker, skal Obama snart kigge på sin ‘cool clock’, for at se hvad klokken slår.

Og imens provokerer Trump en passant de pludrende klasser til blindt raseri, således at hans regering har arbejdsro til skatterformer og internationale alliancer, skriver en optimistisk Conrad Black i National Post

It is too early to predict whether he will be a successful president or not. But no one relying on the Canadian media would be aware that he has more than doubled the economic growth rate, reduced illegal immigration by about 80 per cent, withdrawn from the insane Paris Climate accord, helped add trillions to U.S. stock market values, created nearly two million new jobs, led the rout of ISIL, and gained full Chinese adherence to the unacceptability of North Korean nuclear military capability. He will probably pass the greatest tax cuts and reforms since Reagan, if not Lyndon Johnson, by Christmas, and may throw out the most unpopular feature of Obamacare, the coercive mandate, with it.

ali-vil-ikke-c3b8delc3a6gge-c3a6stetikken

Next Page »

Monokultur kører på WordPress