Brandeis konformerer gladeligt under pres

Akademia, Arabere, Campusradikalisme, Diverse, Multikultur, Ytringsfrihed, islam, venstrefløjen — Drokles on April 18, 2014 at 11:57 am

Det har vakt en del opsigt at Brandeis University trak en ærespris tilbage da de pludselig opdagede at den somalisk fødte Ayaan Hirsi Ali ikke blot kæmpede imod kvinders undertrykkelse, men også havde luftet negative holdninger til undertrykkelsens væsen, nemlig islam. Rex Murphy begræder i National Post den generelle indskrænkning af den akademiske verden

Why in Aristotle’s name do institutions dedicated to higher learning tolerate these rags of verbal flannel — uncomfortable, unwelcome — from putative adults? Damn it, a university exists to unsettle, to throw down established attitudes, to shine the searchlight of reason on all ideas. Universities are supposed to be bold, confident, courageous institutions, whose biggest duty to their students is to expand the range and depth of their ideas, not confirm their prejudices.

Brandeis, on this account, is a failure. It cringed at the first criticism. It suggested Ali somehow offended its “core values” — and what would those be? Surrender at first fire, perhaps, and gaudy specious rationalizations afterwards? — and had the gall to talk of respecting debate.  I agree absolutely with the American writer and editor of Commentary, John Podhoretz, who called the decision the act of a “gutless, spineless, simpering coward.”

Universities are losing their halo. They are now factories for reinforcing received opinions, what the market holds as right and true — so-called “progressive” ideas. They have a deep hostility to ideas and opinions that wander outside their small circle of acceptability. They choose which protests they endorse and which they deplore. Oprah can get 10 honourary degrees and a winsome reception for her third-rate psuedo-therapies. But a real warrior in the cause for woman’s rights — a woman who truly rose by virtue of her courage, intelligence and industry — must walk, shamed, away from the platform she was invited to.

Og Mark Steyn håner Brandeis rektor Frederick Lawrence

As for Brandeis president Frederick Lawrence and the others who took this decision, nobody’s asking them to be as brave as Ayaan Hirsi Ali. They will never know what it’s like to have their associates murdered and to be forced into living under armed guard. They will never have to “share the risk” that Ms Hirsi Ali faces every day of her life. All that was required of President Lawrence & Co was that they not be total craven, jelly-spined squishes who fold like a cheap Bedouin tent at the first hint of pressure.

But Lawrence couldn’t even do that. Ayaan Hirsi Ali campaigns against female genital mutilation - that’s to say, the barbarous practice by which Muslim men deny women sexual pleasure by having their clitorises cut off. Lawrence and the other fellows who run Brandeis are in no danger of any equivalent procedure since it seems clear they’ve nothing down there to chop off anyway. The eunuchs of the American academy are the beneficiaries of western liberty, of the spirit of openness and inquiry that is the principal difference between us and the intellectually stagnant Muslim world. But they will not lift a finger to defend that tradition.

So getting an honorary degree at Brandeis, like serving on the board at Mozilla, is open only to those who make sure they never cross the Conformity Enforcers. And apostates to Islam, as Ayaan is regarded, must accept that they are apostates to American campus conformity, too, and be prepared to lead a life without the consolations of honorary degrees. Accepting the loss of A-list commencement gigs doesn’t take a lot of courage, but it still takes more than Frederick Lawrence has displayed. And ultimately, as I said re Brandon Eich, such a land will be bloody boring - and a society in decline.

skc3a6rmbillede-2014-04-18-kl-114420

Men det har ikke blot været onde højrefløjsere der har været ude med riven. Det ellers venstredrejede Daily Beast skriver indigneret på Hirsi Ali’s vegne

Unsurprisingly, it was Hirsi Ali’s former co-religionists who raised a stink about her. Upon the announcement that the school would honor Hirsi Ali, Brandeis’s Muslim Students Association announced on its Facebook page that she was guilty of “hate speech.” Like clockwork, an op-ed in the Brandeis student newspaper by two leaders of the organization accused her of “Islamophobia,” a catch-all term employed to smear any criticism of Islam as akin to racism, without regard for the fact that the former is a freely chosen belief system while the latter is an innate trait. Refusing to engage her arguments about Islam on the merits, the Brandeis students dismissed her views as purely the result of personal experience. They acknowledged that Hirsi Ali had undergone “terrible things in her life,” the likes of which they could never imagine, their idea of a rough time being “minorities at a predominately white, Jewish university, [where] many of us feel isolated and unwelcomed.”

Today, “no platform” has gone from being a consensual means of expressing disapproval to an all-out assault intended to castigate and muzzle unpopular opinions.

Well, they certainly can’t complain about that any more. “We will not tolerate an attack at our faith,” the MSA declared, in a thinly veiled ultimatum to the school (a tip for Muslim students angry at alleged Muslim stereotypes: Stop acting like Muslim stereotypes). The MSA persuaded the school to rescind its honor (so much for the all-powerful, right-wing “Jewish Lobby,” which can’t even get its way at Brandeis). Lawrence, sounding like a re-education camp functionary, maintained that Hirsi Ali was still welcome at Brandeis, where, presumably, she could be lectured to by aggrieved Muslims and their left-wing sympathizers. “In the spirit of free expression that has defined Brandeis University throughout its history,” Lawrence patronized, in a line that must have Louis Brandeis rolling over in his grave, “Ms. Hirsi Ali is welcome to join us on campus in the future to engage in a dialogue about these important issues.”

(…)

Ali is but the latest victim of a newfangled version of the “no platform” phenomenon. Initiated by British anti-racist groups in the 1970s to dissuade mainstream figures from debating fascists, “no platform” started out as an attempt to avoid the conferral of respectability upon the far right, not to abridge their freedom of speech. The aim was to send a message about the illegitimacy of certain anti-democratic political movements by refusing to engage with them. Writing in the New Statesman, Sarah Ditum explains that the tactic “was traditionally about rejecting the rhetoric of violence—especially when that rhetoric was liable to inspire leagues of smash-happy skinheads.”

Today, “no platform” has gone from being a consensual means of expressing disapproval to an all-out assault intended to castigate and muzzle unpopular opinions. A growing, ecumenical constituency composed of the religiously devout, perpetually outraged Twitter activists, and eager-to-please university administrators operate under the belief that there exists a “right” not to be offended. When their bullying tactics to silence opponents doesn’t work, the no-platformers shout down their ideological adversaries, which is what would have happened to Hirsi Ali had she been allowed to participate in Brandeis’ commencement ceremony. One sees this silencing impulse in everything from Twitter busybody Suey Park (who launched the “#cancelcolbert” campaign over a joke she was either too stupid, or too cynical, to understand), to gay activists who say that opponents of marriage equality, like former Mozilla CEO Brandon Eich, should lose their jobs.

Den sudanesiske journalist Nesrine Malik indvender i New York Times derimod dobbeltmoral når der ikke er samme støtte til antisemitter og homofober, som til islamkritikere

Hysterics aside, broad generalizations like this suggest that there is no Muslim mainstream made up of people who have the right to object to, and fear, language that stigmatizes them; there are only terrorists and their victims. The implication is that because some Muslims have a record of violence toward critics and apostates, that all Muslims have it coming to them. It’s an argument that boils down not to, “because of freedom of speech” but “because they deserve it.”

Swapping races and religions to gauge if the response to a particular incident would have been different is an imperfect counterfactual game, but in this instance it is instructive. Had Ms. Hirsi Ali been a widely acknowledged homophobe, or white supremacist, would free speech supporters have rushed so readily to their lecterns to defend her? Probably not, which is why the right to offend should be extended to all. Otherwise, our personal preferences will always dictate that there be exceptions.

Europe, and Britain in particular, are less covetous of the principles embodied in the American Constitution’s First Amendment. And their experiences in recent years demonstrate the dangers of a more limited allowance of expression, and how going down this slippery slope always ends in inconsistency and the selective justification of offensive speech based on its target and the national mood.

Earlier this year, a prospective British parliamentary candidate, who happened to be a Muslim, tweeted a cartoon of Jesus and Mohammed, part of “Jesus and Mo,” an irreverent series depicting the two religious figures in everyday situations. Some Muslims saw this as deliberately provocative and there was a backlash, including death threats. When mainstream British media outlets such as the BBC did not show the cartoon, the British press branded them cowards, traitors and free-speech equivocators.

Unfortunately for these critics, a few days later, the infamous French comedian Dieudonné Mbala-Mbala was banned from entering Britain because of his anti-Semitic rants. From those who had penned thousands of words warning of the danger of muzzling our voices when it comes to criticism of Islam, I counted one tweet. In the British broadsheets, there was only one article criticizing Mr. Dieudonné’s banning.

It is clearly far more palatable, even popular, to muscularly stand up for the right to offend Muslims than it is to back those who offend any other minority in Europe today. Indeed, when the notorious American Islamophobe Pamela Geller was banned from Britain on account of her vitriol toward Muslims, her exclusion was met with a chorus of objections. This selective attitude toward freedom of speech allows such disparities to become entrenched.

The reaction to the Brandeis affair is a troubling harbinger. It suggests that America, like Europe, might also begin to pick and choose who deserves to be protected from offensive speech. Once that door is open, the Trojan horse of libertarianism will smuggle in intolerance.

Nu er islam netop også både antismitisk og homofobisk, for ikke at nævne kvindefjendsk, pædofil-fil, anti-intellektuel og anti-videnskabelig. Alt sammen noget der sikkert, i hvert fald i teorien, strider imod Brandeis’ værdier. Og så handler det ikke blot om værdier som ren æstetik, men om den reelle trussel der altid følger islam og muslimers krav. Counsil on American-Islamic Relations Cair (CAIR), der ikke tilskynder til dialog, beskytter civiles rettigheder eller fremmer gensidig forståelse, som de påstår, da deres mission er at styrke amerikanske muslimer, lagde nemlig pres på Brandeis. Og CAIr er ikke til at spøge med

In 1994, less than a year after the Philadelphia Hamas meeting, the Islamists unleashed their new organization: the Council on American-Islamic Relations. Just as the Palestine Committee by-laws had foretold, CAIR sprang from the womb of IAP and set up its headquarters in the nation’s capital.

Actually, CAIR was already in existence and firmly in the Brotherhood fold even before its incorporation was announced. We know that because, in preparing for a meeting held on July 30, 1994, the Palestine Committee prepared a written agenda that was later seized by the FBI. It stated that a top discussion topic would be “suggestions to develop work” for several named “organizations.” Included among these was “CAIR,” in addition to the IAP and HLF, among others. The agenda elucidated that “complete coordination” was sought among the various groups. Critically, it stressed that the effort was under Brotherhood direction: “This is not a separate movement from the mother Group.”

The principal aim of that Palestine Committee meeting was the development of a plan to counter efforts by Israel and American Jewish groups to normalize relations between Jews and Muslims. According to the Committee, such normalization would break what Edward Said, the late Islamist academic, called the “psychological barrier” — the mindset that prevents Muslims from accepting Israel’s right to exist.

The Committee was determined to fortify this barrier. The meeting agenda explains some of its plans toward that end. It would form “an internal Brotherhood committee to fight the normalization of relations and monitor brotherhood organizations.” It would activate the “MAS” [i.e., the Muslim-American Society -- the Brotherhood’s quasi-official presence in the U.S.] to conduct education programs in “all work centers, mosques, and organizations on the necessity of stopping any contacts with the Zionist organizations and the rejection of any future contacts.” And, relying on Brotherhood founder Hassan al-Banna’s strategy of using “Islamic Centers in major cities” as the axis of the Islamist movement, imams and administrators in these centers would “activate their role in confronting the [Jewish] infiltration of their organizations.”

The role of CAIR was already coming into focus: The last element of the Committee’s “Confrontation Work Plan” was “activating the role of the Association [IAP] . . . to take up its media role in this area.” Six weeks later, CAIR was incorporated and began appearing publicly as a new Muslim “civil rights” organization.

(…)

Numerous CAIR figures have been convicted of federal felonies, including terrorism offenses. For example, when the aforementioned Elashi, the founder of CAIR’s Texas chapter, was found guilty in theHLF case, it marked his third time around the block. He’d been convicted in 2006 for funneling money to Marzook and Hamas, and in 2005 for illegal transactions with Libya and Syria. Randall Royer, aCAIR communications specialist and civil-rights coordinator whose sideline was recruiting would-be jihadists for terrorist training in Pakistan, is now serving a 20-year prison sentence after his conviction on explosives and firearms charges in the “Virginia Jihad” case. Bassem Khafagi, CAIR’s community-affairs director (and a founder of the Saudi-subsidized, al-Qaeda-promoting Islamic Assembly of North America), also makes this dishonor roll: He was deported to Egypt after convictions for visa and bank fraud. And then there’s Rabih Haddad, a fundraiser for CAIR’s Ann Arbor chapter who was deported to Lebanon after a “charity” he founded, the Global Relief Foundation, was designated as a terrorist facilitator by the Treasury Department for providing support to al-Qaeda.

Despite its Hamas roots and terror ties, the most disturbing aspect of CAIR is its accomplishment of the Muslim Brotherhood’s precise aspiration for it. Thanks to its media savvy and the credulousness of government officials and press outlets, which have treated it as the “civil rights” group it purports to be rather than the Islamist spearhead that it is, CAIR has been a constant thorn in the side of American national defense. As Daniel Pipes has observed, CAIR’s unique role has been well summarized by lawyers for the estate of the former FBI counterterrorism official John P. O’Neill, who was killed on 9/11 — shortly after becoming security chief at the World Trade Center. In a class-action lawsuit that named CAIR and its Canadian affiliate as members of a criminal conspiracy to promote “radical Islamic terrorism,” they state:

both organizations have actively sought to hamper governmental anti-terrorism efforts by direct propaganda activities aimed at police, first-responders, and intelligence agencies through so-called sensitivity training. Their goal is to create as much self-doubt, hesitation, fear of name-calling, and litigation within police departments and intelligence agencies as possible so as to render such authorities ineffective in pursuing international and domestic terrorist entities.

The invaluable Dr. Pipes further recounts that CAIR has consistently defended indicted terrorists, including Osama bin Laden. Hooper, for example, rationalized al-Qaeda’s 1998 bombings of U.S. embassies in Kenya and Tanzania as the unfortunate result of “misunderstandings of both sides.” CAIR also refused to condemn bin Laden for 9/11 until finally embarrassed into it by bin Laden’s own public boast that he had directed the attacks. The organization called the convictions of the 1993 World Trade Center bombers “a travesty of justice”; labeled the 1995 extradition of Marzook as “anti-Islamic”; tirelessly defended al-Arian and slimed his accusers until he finally pled guilty to terror promotion; and squawked relentlessly when the government shuttered the HLF.

Fox News Megyn Kelly konfronterede CAIR’s Ibrahim Hooper (måske derfor er Fox mere populært end deres venstredrejede konkurrenter?) og derpå interviewede hun Hirsi Ali selv

Virkeligheden overbeviser ikke om islams belastning

Arabere, Diverse, Indvandring, Multikultur, Politik, Politiken, Sharia, Terror, Uddannelse, islam, venstrefløjen — Drokles on April 11, 2014 at 5:48 pm

Det er ikke noget nyt, men erkendelsen er i disse dage sværere end nogensinde at ignorere; islam er inkompatibelt med et velfungerende samfund. Der er de små historier, som vel kun er i aviserne for at fylde formatet ud, som en afghaner der overfaldes på asylcenteret fordi han er konverteret til kristendommen, at der skal 200 politifolk til at beskytte Yahya Hassan, at den exotiske X-Factor vinders far er den berygtede morder Jaguar, de mia. af sociale ydelser der sendes ‘hjem’, Ikea i Taastrup København der ikke vil servere svinekød i deres grillbar for at tækkes Halal kravet… den skal vi lige dvæle lidt ved for begrundelsen er ubetalelig

Hvem har efterspurgt det?

»Det er folk, som foretrækker ikke at spise svinekød. Vi har også vegetarretter til folk, der ikke spiser kød. Vi tilgodeser alle typer kunder,« siger Tina Lindhart, som ikke ved, om halal-pølsen bliver indført i andre varehuse.

Men er det ikke unfair at folk, som gerne vil have svinekødpølser til en femmer ikke kan få det længere, fordi andre af religiøse årsager ikke vil have svinekødspølsen?

»Jeg vil ikke gå ind i en debat om religion. For os er det vigtigt, at der et alternativ til folk der spiser svinekød, og folk, der ikke spiser det.«

Nej, lad os ikke forfalde til debatter om religion når man gør fødevarer religiøse. Derfor forfalder danske aviser sig heller ikke til videregive historier om den muslimske pædofil mafia i England, overrepræsentationen af muslimer i engelske fængsler, den islamiske indoktrinering osv, der viser at det ikke går spor bedre med islam i andre vestlige lande. Det er et falsk håb skjult bag diffuse definitioner som ‘ikke-vestlig’. Det gør blind for realiteterne når yderligere 600.000 i Nordafrika står på spring til Europa.

Historien om de to muslimske piger, der stod til at miste deres job som laboranter på Hvidovre Hospital fordi de hellere ville være rene for Allah end deres patienter illustrerede for alle der tør tænke det håbløse projekt med at få normaliseret islam i et vestligt samfund. Kristeligt Dagblad

To kvindelige bioanalytikere på Hvidovre Hospital risikerer afskedigelse, fordi de af religiøse grunde trodser hospitalets uniformsreglement, der af hygiejneårsager kræver korte ærmer.

Den ene af kvinderne, der i øjeblikket er sygemeldt og ikke vil have sit navn frem, fortæller til Kristeligt Dagblad, at hun har opsøgt forskellige imamer. De har forklaret, at hun som god muslim er nødt til at fastholde de lange ærmer i arbejdstiden. Derfor mister hun sandsynligvis sit job.Vicedirektør Torben Mogensen fra Hvidovre Hospital forklarer, at sagen har stået på siden efteråret.

”Korte ærmer indgår i hele Region Hovedstadens uniformsreglement. Det skyldes hensynet til patienterne. Man kan ikke vaske hænder med lange ærmer. Vi gør meget for ansatte med anden etnisk baggrund. Men når det drejer sig om hygiejne, der kan gå ud over patienterne, går vi ikke på kompromis. Vi har jo i årevis kæmpet for at få lægerne til at bruge korte ærmer,” siger Torben Mogensen og påpeger, at sagen er meget speciel. Hospitalet kender kun til ét fortilfælde, hvor en gruppe studerende ikke ville bære uniformer med korte ærmer.

(…)

Jehad Al-Farra, der er læge og tilknyttet den kommende stormoské i Rovsinggade i Københavns nordvestkvarter, afviser, at kvinderne kan omgås danske hygiejneregler. Han henviser til, at Koranen taler om liv før lov.

”Islam siger jo, at man i arbejdet med syge mennesker skal tage hensyn til patienten. Så snart personalet har patientkontakt, må vi respektere Sundhedsstyrelsens retningslinjer om korte ærmer. Jeg kender rigtig mange piger med tørklæder, der har korte ærmer. Sådan er det system, de arbejder i, og vi kan ikke hver især lave vores egne regler,” siger Jehad Al-Farra.

Hospitalsimam Naveed Baig er enig med Jehad Al-Farra og henviser til, at langt de fleste muslimer i sundhedsvæsenet uden problemer overholder reglerne om korte ærmer.

”Det er en trist sag, for i langt de fleste tilfælde vil man kunne finde en løsning. Ligesom der i kristendommen er forskellige holdninger til teologiske spørgsmål, vil der også blandt imamer være forskellige holdninger. Det er vigtigt, at hospitalet i den type sager prøver at finde en løsning i dialog med de ansatte,” mener Naveed Baig.

Det er en vigtig pointe at to muslimske bioanalytikere der ikke kunne abstrahere fra deres religion om så deres job stod på spil netop tilhører den sjældne del af den muslimske del at befolknigen som rent faktisk færdiggør en uddannelse og søger et arbejde.

Jehad Al-Farras “Koranen taler om liv før lov” er selvfølgelig blår i øjnene, som Hospitalsimam Naveed Baig også diskret antyder ved sin opfordring til “at finde en løsning” når løsningen allerede er at man følger reglementet. Koranens, i øvrigt stærkt betingede, liv før lov gælder nemlig ikke her da der er tale om et simpelt ansættelsesforhold som uproblematisk vil udfyldes af andre. P1 Business havde 2007 en udsendelse om religion på arbejdsmarkedet med et par interessante kommentarer fra Abdul Wahid, der med den skriftkloges egne ord slår fast, at det er islam der står i vejen for integrationen allerede på arbejdsmarkedet.

- Kan muslimer varetage alle job?

- Nej, det mener jeg jo så ikke man kan! Det er jo når jeg bliver spurgt som religiøs vejleder, så må jeg jo svare ud fra en religiøs kontekst. Vi ser jo masser af eksempler på muslimer der varetager den type jobs, som man netop ikke kan. Vi ser jo masser af eksempler på kioskejere som er muslimer som stort set lever af at sælge pornoblade og øl og smøger og tipskuponer og ingen af dam er så at sige tilladt i islam. Men det betyder jo ikke at jeg skal gå ud og dømme de her som kættere eller frafaldne eller sådan noget. Jeg bliver bare spugt om det her som et religiøst spøgsmål og så må jeg svare nej man kan ikke sådan som udgangspunkt slagte svine eller tappe øl eller arbejde i stripbar for den sags skyld.

(…)

- Står du ved at muslimer ikke kan arbejde i øltappehaller og på svineslagterier?

- Ja, forstået på den måde at hvis der kommer nogen hen til mig og spøger mig: “Abdul Wahid, kan jeg som moslem tage arbejde på Danish Crown og stå og slagte svin?”, så vil jeg sige: “Nej, det kan du ikke fordi du spørger mig som religiøs rådgiver!” Men hvis der er en der gør det så vil jeg jo ikke sige til vedkommene at: “..du har forladt islam!” ved at gøre det. Får jeg spørgsmålet som religiøs rådgiver så bliver jeg nødt til at svare ærligt og konkret sådan som religionen …[overdøves og afbrydes af værtinden]

(…)

- Hvorfor er det forkert at muslimer arbejder på et bryggeri?

- Det er jo sådan at islam har nogen områder, der er det vi religiøst kan sige er forbudte og nogen der religiøst set er tilladte. Her er alkohol et af de forbudte områder. Vi må ikke fremstille alkohol, vi må ikke være med i processen, vi må ikke sælge det, vi må ikke transportere det, vi må ikke forhandle det osv. Og det kan jeg jo ikke som religiøs vejleder. Bliver jeg spurgt; “kan man så ikke alligevel, når der nu er tale om arbejde, kan man så ikke fravige reglen?” “Nej!” For reglen gælder jo faktisk arbejde. Og jeg ville jo være utro i forhold til min egen religion, hvis jeg gik ind og sagde; “Ok, jamen så gør vi det.” Og i øvrigt så ville jeg jo slet ikke have kompetence til det. Så jeg kan ligeså godt være tro og troværdig i forhold til det som min religion repræsenterer. Sådan siger religionen! Hvordan mennesker så håndterer relgionen i daglidagen, det er noget andet.

(…)

- Men det ville jo så betyde, hvis man fulgte ordet, så ville det jo i værste fald betyde arbejdsløshed, ikke?

- Eller at man måtte tage sig et andet arbejde! Altså jeg tvivler på at der er nogen der står i den situation at der kun er en mulighed for at arbejde ved at eksempelvis arbejde med et område der religiøst set er forbudt.

Alligevel taler politikere, eksperter og medier som om intet er af egentlig betydning. Og så alligevel, ind imellem sker der lidt, der kan give nogle skvulp. Integrationen har slet ikke virket kunne man læse i Jyllands-Posten og de sørgelige tal var samlet af rigsstatistiker Jan Plovsing

Man skulle tro, at integrationen af indvandrere og deres efterkommere fra ikke-vestlige lande med tiden ville udvikle sig bedre og bedre. Sådan er det ikke. Det overordnede billede er, at vi stadig har store problemer med integrationen, og at det tilmed i de senere år er gået dårligere med beskæftigelsen og kriminaliteten.

Ikke-vestlige lande er imidlertid meget forskellige med hensyn til kultur, religion og historie. Der er derfor stor forskel på, hvor godt det går med integrationen fra forskellige lande. Integrationen af indvandrere og efterkommere fra lande i Østasien går klart bedre end fra lande i og omkring Mellemøsten.

Det dokumenterer Danmarks Statistik, som årligt udgiver publikationen ”Indvandrere i Danmark”.

(…)

Mænd med oprindelse i Libanon begår kriminalitet mere end tre gange så hyppigt som mænd med dansk oprindelse. Indvandrere og efterkommere fra Somalia, Tyrkiet, Pakistan og Irak har et kriminalitetsniveau, som er 2-2½ gange så stort som gennemsnittet.

Sammenlignes kriminaliteten i 2007 med 2012 ses det desværre, at udviklingen er gået i den helt forkerte retning. Kriminaliteten er steget blandt de ikke-vestlige indvandrere og efterkommere. De forskellige initiativer for at forbedre integrationen har spillet mere eller mindre fallit, når det handler om kriminalitet.

Morten Uhrskov lagde til da han på sin blog fortsatte sit arbejde med at gå i rette med med Politiken og Danmarks Radio for deres jubelbudskaber om at det alligevel går godt med integrationen. De godfølelnde medier lænede sig op ad en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der finder en feminin ny-dansk overvægt på de videregående uddannelser og erhvervskolerne

Det er Politiken, der har bestilt undersøgelsen fra AE. Undersøgelsen siger da heller ikke andet, end at ikke-vestlige efterkommerkvinder er gode til at lade sig indskrive på de videregående uddannelser. AE siger ikke noget om, i hvilket omfang de unge så også fuldfører disse uddannelser.

Undersøgelsen beskæftiger sig især med den såkaldt sociale mobilitet. Efterkommerkvinder af ufaglærte forældre indskriver sig i væsentlig højere grad på de videregående uddannelser end danske kvinder af ufaglærte forældre. Det ville sandelig også være mærkeligt andet, eftersom en langt større andel af de ikke-vestlige indvandrere ikke medbragte en (brugbar) uddannelse, da de kom til Danmark.

(…)

Hermed er vi nået til de tal, man kan fæste sin lid til, nemlig tallene for færdiggjorte uddannelser som 30-årige for de interessante grupper, som er danske mænd og kvinder og ikke-vestlige efterkommermænd og -kvinder. Bemærk, at vi taler om efterkommerne, der pr. definition er født og opvokset i Danmark med adgang til hele pakken af institutioner og gratis uddannelse.

For de 30-årige ser det således ud, når også erhvervsuddannelserne er talt med: 72 procent af danske mænd havde i 2013 en sådan, mens det gjaldt for hele 80 procent af de danske kvinder. For efterkommermændene var det 43 procent, mens det for efterkommerkvinderne var 59 procent. Lægges de to køn sammen, vil det sige, at 76 procent af 30-årige danskere har en kompetencegivende uddannelse, mens det gælder for blot 51 procent af de ikke-vestlige efterkommere. En afgrundsdyb forskel. Det skal med, at tallene for efterkommerne er stagneret siden 2011 og endda er faldet en smule.

Og Uhrskov uddyber PISA tallene

De viser, at efterkommerne ligger ca. halvandet skoleår bagefter deres danske kammerater. For matematik, læsning, naturfag og problemløsning hedder tallene for danskere henholdsvis 508, 504, 508 og 505. For efterkommere, hvor der tales dansk i hjemmet (herunder nogle få indvandrere), hedder de 447, 454, 433 og 436. 40 point svarer til ca. ét skoleår, og forskellen er i gennemsnit næsten 62 point.

Samlet set forlader knap halvdelen af eleverne med anden etnisk baggrund grundskolen uden tilstrækkelige funktionelle kompetencer i matematik.

(…)

De lavere gennemsnit for efterkommerne afspejler sig naturligvis i, hvor stor en andel der klarer sig enten meget godt eller meget dårligt. Elever uden indvandrerbaggrund klarer sig for 10,9 procents vedkommende på de to højeste niveauer i PISA, niveau fem og seks. For efterkommere er tallet 3,0 procent. En faktor godt 3,5 med andre ord.

13,4 procent af danske elever ligger under niveau 2, grænsen for funktionel kompetence i matematik. For efterkommere, hvor der tales dansk i hjemmet, er tallet 38,7 procent. Næsten tre gange så mange.

(…)

Hvis man fortsat mener, at Danmark bør tage imod indvandring fra ikke-vestlige lande, bør man overveje sine argumenter nøje. Det kan være, man synes, at Danmark bør gøre det, fordi Danmark bør gøre det.

Det kan i hvert fald ikke bygge på en påstand om, at ikke-vestlig indvandring er til nogen som helst gavn for Danmark, hverken religiøst, kulturelt, etnisk eller økonomisk.

Et stadig fattigere land synes at være vor skæbne. Det har vore politikere nemlig i deres visdom besluttet. Og selv ikke TV-avisen kan ændre på det faktum.

Og det er selvfølgelig ikke noget tilfælde at det er folk fra muslimske lande der er mere kriminelle, mindre uddannede og  har lavere erhvervsfrekvens thi det er islam der er problemet. Det er ikke integrationsindsatsen den er gal med, den er selvfølgelig gal i sig selv, men den gør hverken fra eller til. Det er islam som en konstant monolit holder muslimerne fast i et dysfunktionelt parallelsamfund. Derfor ser man ingen ændring, hverken til den ene eller anden side og ingen udsving, blot sump. I Akkaris bog kan man læse

…en fortælling om, hvordan moskeer systematisk, kompetent og velovervejet camoufleres som kulturforeninger, så de kan få fingrene i kommunale tilskud, hvordan uuddannede imamer styrer de troendes liv ned i mindste detalje, og hvordan selvbestaltede sharia-domstole agerer fuldstændig uden om det danske retsvæsen i alt fra ægteskabs- til drabssager.

Akkaris beskrivelse af sin egen rolle under Muhammed-sagen kaster også meget nyt lys over krisen. De internationale reaktioner på tegningerne var udelukkende et produkt af det arbejde, som arbejdsgruppen, hvori han selv var højtplaceret, udførte over måneder gennem internationale kontakter. Et arbejde, som de fuldt ud vidste, kunne resultere i terror i Danmark og mod danske interesser. Hvis beskrivelsen er sandfærdig, faldt arbejdsgruppens virke sandsynligvis ind under straffelovens bestemmelser om landsforræderi.

Fanatismens friskoler

Næsten mere problematiske end Muhammed-krisen, der trods sine dybe spor efterhånden fortoner sig i fortiden, er de forhold, Akkari beskriver på landets muslimske friskoler, og som antageligvis fortsat eksisterer.

Her beskriver Akkari, hvordan hensynet til religion overskygger alle faglige hensyn. Han skildrer lærere, der er groft inkompetente og religiøse fanatikere. Beskriver, hvordan der foregår systematisk svindel med læseplaner, og hvordan der konsekvent og overlagt iværksættes større skuespil, når der føres offentlige tilsyn med skolerne. Og han beskriver skoler, hvor åbenlys antisemitisme florerer og eksamensresultater udleveres på forhånd, så det faglige niveau fremstår højere, end det er. Ifølge den læreruddannede Akkari er det alt sammen ting, han oplevede på samtlige muslimske friskoler, hvor han arbejdede. Det er meget voldsomt, og såfremt hans udsagn står til troende – hvilket han inviterer enhver til at efterprøve gennem uanmeldte tilsyn – er det svært at være uenig i hans konklusion:

»Alt i alt er jeg i dag af den overbevisning, at de muslimske friskoler er uegnede til at klæde nye unge danskere på til voksenlivets udfordringer. Skoler skal fremme forståelse, integration og individets evne til at tage medansvar. De muslimske friskoler gør det modsatte.«

Et par uddrag fra bogen

Det første synlige resultat kom, da mine søstre for første gang i deres liv iklædte sig det muslimske hovedtørklæde og nægtede at gå uden for vores hjem i Vodskov uden. Hidtil havde de klædt sig nøjagtig som deres danske klassekammerater, først på Sønderbroskolen i Aalborg og nu på Vodskov Skole, men det skulle være slut. Tørklædet var deres helt eget frie valg, sagde de. Det samme påstår næsten alle kvindelige islamister. Jeg ved dog, at tørklædet aldrig var kommet i brug uden den blanding af frygt og løfter, der flød fra min mund.

(…)

Godtroende kommuner kastede millioner af kroner direkte ned i moskeernes kasser (…) i og omkring inderkredsen, hvor jeg efterhånden befandt mig, morede folk sig meget over, hvordan danskerne var til grin for egne penge. Danmark finansierede ganske enkelt den ideologiske krig mod sig selv.

(…)

En muslimsk kvinde, der går med tørklæde, er således ikke nødvendigvis islamist. Men går hun med tørklæde, fordi hun kun derved kan føle sig og blive betragtet som et godt menneske, er det udtryk for islamismens infektion.

Og i forlængelse kunne man læse den samme historie i Den Korte Avis, men fra en undseelig dansker der har arbejdet som medhjælper på den muslimske friskole ´Selam Friskole´ i Aarhus forstaden Hasselager

Pigerne forventes at følge de islamiske påbud om slør, og gerne undgå fordærvende vestlig tøjstil, det er bedre med løse gevandter!

Da jeg arbejdede på skolen, var jeg ikke så bevidst om, hvad der egentlig foregik – selv om jeg dagligt forsøgte at spørge ind til praksis eller bare joke lidt med, hvad jeg oplevede.

Saudi Arabien har givet to millioner kroner til Dikev Fonden, som har betalt nye lokaler på skolen. (TV2 oj)

Sidenhen blev jeg da også klart over, hvad skoler som Selam Friskole og Lykkeskolen står for.

En salafist som kollega

Skæbnen ville nemlig, at jeg senere på en dansk folkeskole fik en kollega, som var ortodoks muslim eller salafist. Denne islamiske kollega underviste de muslimske forældre på den danske folkeskole i det kun opfattede var nødvendigt for muslimer. Hun fortalte dem blandt andet, at man som rettroende muslim ikke må have venskab med de vantro danskere. I dag bor hun i Kairo og underviser på en skole støttet af ´Det Muslimske Broderskab´.

(…)

I 2011 foretog Tina Magaard en kvalitativ undersøgelse af ”Religiøs fritidsundervisning for børn og unge blandt muslimske trossamfund i Danmark”. Magaard konkluderede blandt andet:

”Denne undersøgelse bekræfter tidligere studiers konstatering af, at shari’a af imamerne ses som en uadskillelig del af islam.

Der er dog stadig variation i måden, hvorpå begrebet bliver brugt. Særligt kan man skelne mellem civilretlige og strafferetlige spørgsmål. Flere undervisere fremhæver, at ”Koranen er muslimernes grundlov”, og derfor skal overholdes, om end applikationen af for eksempel straffelov og krigens love ikke har praktisk betydning, så længe der ikke er en islamisk regering i Danmark.”

(…)

Da jeg arbejde på Tovshøjskolen var der altid koranskole i weekender. Mange børn kunne godt lide det for man kunne købe slik og det var også spændende at blive undervist i andre måder, fx at en rettroende muslim ALTID har kniven i venstre hånd. På profetens tid var der ikke toiletpapir, så højre blev brugt til at spise med og venstre til den modsatte ende. Mohammed er som bekendt alle muslimers forbillede.

Akkari konversion virker som en game-changer og en velkommen en. Men han bidrager ikke med noget nyt. Den virkning havde Yahya Hassan også, skønt han heller ikke fortalte noget vi ikke vidste i forvejen. Statistikker på vold og overfald, tilknytning til arbejdsmarkedet, skolegang osv. Og fra imamernes ublu udtalelser og prædikener samt dem der blev fremsagt i dølgsmål og afsløret. Og de religiøse særkrav som alle til hobe er supremascistiske. Og vi kendte det fra absurde fænomener som æresrelateret vold og mord. Og blodpenge. Og så er der terroren, den er heller ikke sådan at komme udenom. Islam er en rådnende gøgeunge.

Alligevel er det Yahya Hassan og Akkari der brænder igennem i medierne og sætter det gode selskab i forlegenhed. Ikke terroren, volden, kriminaliteten, socialbedrageriet, herrefolksmentaliteten, racismen, kvindeforagten eller den daglige belastning. Kort sagt, det er ikke virkeligheden der gør indtryk på de gode. Så hvad kan Yahya og Akkari som virkeligheden ikke kan? Eller hvad har de, som virkeligheden ikke har? Khader havde det sammen, men det lykkedes dem at neutralisere ham som en kokosnød.

De kan åbenbart fjerne den sidste rest af teoretisk tvivl og . De gode herrer i og omkring Politiken burde, hvis de føler de har et forklaringsproblem nu spørge sig selv; tror du det bliver lettere at forsvare dit standpunkt om 2 år, 5 år, 10 år? Akkari er ikke det sidste der kommer ud af skabet og det er ved at være en folkesport at besøge Infomedia for sjove udtalelser. Med Ulve Får og Vogtere som forbillede kan vi tegne et endog meget præcist billede af nyttige idioter, enablere og meningsagenter for en fjendtlig og fremmed magt. And lo and behold, its the same people!

Journalistikkens sans for etniske spændinger

Diverse — Drokles on April 5, 2014 at 12:07 pm

Det er spøjst som man kan komme til at beskrive sig selv når man prøver at beskrive andre. F.eks skriver en Guardian journalist i Informations oversættelse således om Michel Houllebeq i anledning af en fiktionsfilm om Houellebeq

Filmen udmærker sig dels ved en tør og indadvendt humor, dels ved skamløs beundring for sin hovedperson – ja, faktisk formår filmen at gøre, hvad mange ville have anset for umuligt: Den fremstiller Houellebecq som en nærmest flink fyr – helt i kontrast til hans ubekvemme og trættekære offentlige persona. Undtagelsen er dog nok den scene, hvor han køber sig til seksuelle ydelser hos en fattig lokal pige (der, med typisk houellebecqecqsk fornemmelse for etniske spændinger bærer et arabisk klingende navn).

Houellebeq er altså lidt af en kogle i røven for journalister som journalisten fordi Houellebeq ikke vil ændre sin mening til noget mere spiseligt. Og for journalister som journalisten, som for Houllebeq er spiselighed tæt knyttet til “etniske spændinger” men der er en kontrast.

Houellebeqs fornemmelse for etniske spændinger er ubekvem fordi den fortæller hvad journalister som journalisten reelt set godt ved, men ikke tør indrømme, end ikke for sig selv. For det bemærkes straks at Houellebeq forbinder prostitution til et arabisk klingende navn, men det beskrives løgnagtigt som en almen etnisk spænding. Det arabisk klingende navn er selvfølgelig antydningen af islam, som for altid hos Houellebeq og som altid også for journalister som journalisten. Og som altid stilles aldrig spørgsmålet om hvorfor der er en spænding, det antages blot.

For stiller man spørgsmålet må man konfrontere det islamiske syn ikke blot på seksualitet, men på kvinder og kvinder som ejendom. Og her ligger alle ubehagelighederne fra æresdrab til omskæring. Og man vil spore intensiteten af undertrykke i seriøsiteten som den udtrykkes i formummelsen. Og det er ubekvemt. Nej, Houellebeq er ikke trættekær, han er tålmodig.

En antagelse er bevis i klimavidenskab

Akademia, Diverse, IPCC, Klima, Michael Mann, Videnskab — Drokles on April 2, 2014 at 11:44 am

Bloggen Realclimate er det nærmste man kommer et uofficielt talsrør for FNs Klimapanel. Dens formål er at forklare klimavidenskab for en apatisk offentlighed og er stiftet af og består af nogle af klimapanelets mest centrale klimaforskere og de mest advokerende for menneskets uheldige indflydelse på klimaet som ishockeystavgrafens skaber Michael Mann og klimamodeløren Gavin A Schmidt. Så niveauet er derefter

Does global warming make extreme weather events worse? Here is the #1 flawed reasoning you will have seen about this question: it is the classic confusion between absence of evidence and evidence for absence of an effect of global warming on extreme weather events. Sounds complicated? It isn’t. I’ll first explain it in simple terms and then give some real-life examples.

The two most fundamental properties of extreme events are that they are rare (by definition) and highly random. These two aspects (together with limitations in the data we have) make it very hard to demonstrate any significant changes. And they make it very easy to find all sorts of statistics that do not show an effect of global warming – even if it exists and is quite large.

(…)

While statistical studies on extremes are plagued by signal-to-noise issues and only give unequivocal results in a few cases with good data (like for temperature extremes), we have another, more useful source of information: physics. For example, basic physics means that rising temperatures will drive sea levels up, as is in fact observed. Higher sea level to start from will clearly make a storm surge (like that of the storms Sandy and Haiyan) run up higher. By adding 1+1 we therefore know that sea-level rise is increasing the damage from storm surges – probably decades before this can be statistically proven with observational data.

Så altså, hvis vi antager at klimaet ikke opfører sig som et komplekst og dynamisk system så behøver vi slet ikke empiri for at bevise vores teorier. Teorierne står i deres egen ret og er deres eget bevis. Det kunne de jo godt have sagt inden de hævede deres løn for at beskære træer og programmere dyre computermodeller. Som illustration på deres cirkellogik kommer de med dette fornemme eksempel

Imagine you’re in a sleazy, smoky pub and a stranger offers you a game of dice, for serious money. You’ve been warned and have reason to suspect they’re using a loaded dice here that rolls a six twice as often as normal. But the stranger says: “Look here, I’ll show you: this is a perfectly normal dice!” And he rolls it a dozen times. There are two sixes in those twelve trials – as you’d expect on average in a normal dice. Are you convinced all is normal?

You shouldn’t be, because this experiment is simply inconclusive. It shows no evidence for the dice being loaded, but neither does it provide real evidence against your prior suspicion that the dice is loaded. There is a good chance for this outcome even if the dice is massively loaded (i.e. with 1 in 3 chance to roll a six). On average you’d expect 4 sixes then, but 2 is not uncommon either. With normal dice, the chance to get exactly two sixes in this experiment is 30%, with the loaded dice it is 13%[i]. From twelve tries you simply don’t have enough data to tell.

Så altså, den videnskabelige tilgang er at stole på en blanding af rygter og ens instinkter frem for eksperimenter. Problemet med klimaet, som et eksperiment, er, at man kun har det ene og intet at sammenligne med. Hvis denne beværtning er symbolet på verden, hvorfor opfatter man den så som snudsket fremfor normal? Åh, det er antagelsen om virkelighedens korrumperede ulidelighed og den bliver kun bekræftet af empiriens afkræftelse.

Magtmisbrug USA

Diverse — Drokles on March 29, 2014 at 3:00 pm

Når man læser dansk og europæisk presse får man et indtryk af et elektorat forurenet af svært bevæbnede bibelsvingende konservative og et politisk system bestukket af amoralske hedgefonde og olieselskaber (et morads hvor Israel lobbyen snor sig). Det kommer sig af at den europæiske og danske presse spejler sig i sine venstredrejede ligesindede medier på den anden side af atlanten og referer således partsindlæg som analyser. Så lad os få en anden kritik af amerikansk magtmisbrug.

Et af de mest populære medier er Washington Post

Powerline Blog

Let’s take, for instance, the billionaire Tom Steyer. Steyer has made much of his fortune by using his government connections to secure support for uneconomic “green” energy projects that have profited him, to the detriment of consumers and taxpayers. See, for example, here, here, here, here, here, here and here. As is explained here, Tom Steyer is a bitter opponent of the Keystone Pipeline. His financial interests, in “green” energy and perhaps also in pre-pipeline oil sources like BP, stand to benefit if Keystone is killed.

Haven’t heard much about Tom Steyer, you say? Maybe that’s because he isn’t heavily involved in politics. Heh–just kidding. Steyer, as you probably know, is one of the biggest donors to the Democratic Party and its candidates. This year, he has pledged to contribute $100 million to the campaigns of Democratic candidates, as long as they toe the line on environmental issues–which includes, presumably, taxpayer support for “green” energy and opposition to Keystone.

So the Post could have written a very different story about the Keystone Pipeline. The Post could have written that opposition to the pipeline is being funded in large part by a billionaire who has a personal financial interest in the pipeline not being built. And that’s not all! The billionaire is a political crony who has used his connections in Washington to get rich and to fleece consumers and taxpayers. Now, with Keystone, he is doing it again! How is that for a story that would “stir and inflame public debate in this election year”?

I Californien arresteres eller fængsles demokratiske politikere på månedlig basis, som man kan læse på Breitbart

The latest arrest came Wednesday, as Sen. Leland Yee of San Francisco was arrested on federal corruption charges. The federal government charged Lee with conspiracy to deal firearms without a license and illegally importing firearms.

In January, Sen. Rod Wright of Inglewood was convicted of perjury and voter fraud for lying about his legal residence in Los Angeles County. The GOP tried to expel him from the Senate, but the Democrats would not consider the matter.

In February, Sen. Ron Calderon was indicted on federal corruption charges; he had accepted roughly $100,000 for himself and family members as a trade for supporting laws to expand Hollywood tax credits as well as looking out for a hospital that wanted a provision of the workers’ compensation law protected.

On Wednesday, President Pro Tem Darrell Steinberg (pictured), who leads the Democrats in California’s Senate, held a news conference. He urged Lee to resign or face suspension. He bluntly said, “He cannot come back.” Steinberg added:

I know what people are thinking. This is the third incident the Senate has had to deal with. We are going to do everything in our power to uphold the integrity of the Senate and do the people’s business and still have a great and productive year.

Yee’s hypocrisy was staggering; before his indictment he was well known for his efforts to promote government transparency and public records and introduced several bills in 2013 that limited gun possession.

Og med det forhold til ret og rimeligt er det ikke overraskende at demokrater står i kø for at fejre den tunesiske islamist Rached Ghannouchi, leder af det tunesiske parti Nahdha. Frontpage Magazine mindes grunden til at Ghannouchi førhen ikke var ønsket på amerikansk jord

During the Gulf War, he did the usual “Death to America” thing expected of all moderates.

According to Ghannouchi, the Muslims now faced “Crusader America,” the “enemy of Islam,” and Saddam had taken a necessary step toward unity, “joining together two Arab states out of twenty-two, praise be to Allah.”

Ghannouchi also threatened the United States. Speaking in Khartoum during the crisis, he said, ” We must wage unceasing war against the Americans until they leave the land of Islam, or we will burn and destroy all their interests across the entire Islamic world.

After the war, Ghannouchi requested a U.S. visa. His request was denied.

And he’s still homicidal, even after all these years.

Sheik Ghanushi, began by blessing the mothers of the suicide bombers: “I would like to send my blessings to the mothers of those youth, those men who succeeded in creating a new balance of power… I bless the mothers who planted in the blessed land of Palestine the amazing seeds of these youths, who taught the international system and the Israeli arrogance, supported by the US, an important lesson. The Palestinian woman, mother of the Shahids [martyrs], is a martyr herself, and she has created a new model of woman…”

The Arab Spring “will achieve positive results on the path to the Palestinian cause and threaten the extinction of Israel,” Ghannouchi said. “I give you the good news that the Arab region will get rid of the bacillus of Israel. Sheikh Ahmed Yassin, the leader of Hamas, said that Israel will disappear by the year 2027. I say that this date may be too far away, and Israel may disappear before this.”

And his rise in Tunisia during the Arab Spring was nothing short of disastrous.

In the video, which was first broadcast last April and re-broadcast October 9th, Ghannouchi said, “The secularists are still controlling the media, economy and administration. Therefore, controlling them would require more time.” He added that “the police and army’s support for Islamists is not guaranteed, and controlling them would also require more time.”

The Ennahda leader said, “We’ve met with Hizb ut-Tahrir, and the salafists, including Sheikh Abou Iyadh and Sheikh al-Idrissi.”

Abou Iyadh, also known as Seif Allah Ben Hassine, is currently wanted by Tunisian police in connection with the September 14th attack on the US embassy.

tjah, jeg mente blot at man manglede en vinkel i medierne af demokrater som kriminelle, korrupte landsforræddere.

Ironisk dissonans

Diverse, IPCC, Klima, Pressen, Videnskab, venstrefløjen — Drokles on March 27, 2014 at 4:53 pm

Nick Cohen har et herligt rablende indlæg i Guardian. Klimabenægterne, der beskrives som “cultish fanatics“, drevet af et af had til venstrefløjsere og sympati for markedskræfter har nemlig vundet kampen om klimaet stik mod al fornuft

The Royal Society, the Royal Institution, Nasa, the US National Academy of Sciences, the US Geological Survey, the IPCC and the national science bodies of 30 or so other countries have said that man-made climate change is on the march. A survey of 2,000 peer-reviewed papers on global warming published in the last 20 years found that 97% said that humans were causing it.

Der er med andre ord, “no scientific debate” om den snarlige katastrofe: “Man-made global warming and the man-made mass extinction of species define this hot, bloody and (let us hope) brief epoch in the world’s history“, ”The evidence for man-made global warming is as final as the evidence of Auschwitz.

Faktisk er der en debat helt inde i kernen af FNs konsensus, som man forleden kunne læse om i ellers så klima alarmistiske Economist. De 15-17 års manglende opvarmning af atmosfæren, der, uanfægtet af usikkerhed, er døbt “the Pause”, bortforklares ved antagelser om ekstra partikler i atmosfæren især fra øget vulkanaktivitet, lavere sol-aktivitet og at oceanerne diskret har optaget den ekstra varme fra atmosfæren. Et enestående sammenfald af omstændigher der tegner et falsk billede af normalitet. Som Economist formulerer det, så er ‘pausen’ gået fra at være uforklarlig til at være overforklaret

Der er heller ikke, som Cohen eller er overbevist om, den store frygt hos klimapanelet for at lidt bedre vejr vil føre til “mass extinction” - dyr og planter er sejere end som så.

Den officielle ‘pause’ var altså uforudset, der hersker uenighed om dens årsager, hvilket vil sige at der ikke eksisterer et nagelfast konsensus om klimaet og konsekvenserne af en global opvarmning er alligevel ikke problematiske. Alligevel mener Cohen at det er skeptikerne der lider af ‘kognitiv dissonans’…

…a condition first defined by Leon Festinger and his colleagues in the 1950s . They examined a cult that had attached itself to a Chicago housewife called Dorothy Martin. She convinced her followers to resign from their jobs and sell their possessions because a great flood was to engulf the earth on 21 December 1954. They would be the only survivors. Aliens in a flying saucer would swoop down and save the chosen few.

When 21 December came and went, and the Earth carried on as before, the group did not despair. Martin announced that the aliens had sent her a message saying that they had decided at the last minute not to flood the planet after all. Her followers believed her. They had given up so much for their faith that they would believe anything rather than admit their sacrifices had been pointless.

Og hvis det skulle forholde sig så ironisk, at det er Cohen selv, der lider af kognitiv dissonans, så ville det jo også forklare, hvorfor han heller ikke kan se det ironiske i at lancere en konspirationsteori, som forklaring på andres konspirationsteorier

Rightwing billionaires in the United States and the oil companies have spent fortunes on blocking action on climate change. A part of the answer may therefore be that conservative politicians in London, Washington and Canberra are doing their richest supporters’ bidding. There’s truth in the bribery hypothesis. In my own little world of journalism, I have seen rightwing hacks realise the financial potential of denial and turn from reasonable men and women into beetle-browed conspiracy theorists.

article-2294560-18b8846f000005dc-184_634x4273

Vi vil vores egne

Demografi, Indvandring, Multikultur, Uddannelse, islam, venstrefløjen — Drokles on March 26, 2014 at 1:06 pm

Vores indiske integrationsminister Manu Sareen er glad for Basim, som han ser som en rollemodel. “Det er vigtigt, at have nogen at se op til, der ligner dig selv, siger Manu Sareen.” og sætter ufrivilligt fingeren på, hvorfor et multietnisk samfund ikke kan være et fællesskab. Om man vil det eller ej så søger krage mage og i Ekstra Bladet kan man da også læse den naturlige konsekvens, som konster mia. hvert år at forsinke bare lidt.

Den sidste etnisk danske elev er stoppet på Tovshøjskolen i Gellerup ved Aarhus, der nu er den eneste danske folkeskole med udelukkende to-sprogede elever, godt 300 i alt.

- Vi er en ren to-sproget skole. Nogle af vores elever kommer fra familier med sociale udfordringer. Til trods for dette har vi også elever, der kommer ud af skolen med gode resultater, forklarer skoleleder Aase Nielsen til metroxpress.

For et par år siden blev Tovshøjskolen kåret til Danmarks dårligste folkeskole. En undersøgelse, skolen ikke finder fair.

Segregeringen maler ufortrødent.

Konsensus for og imod videnskaben

Diverse, Greenpeace, Klima, Pressen, Videnskab, miljø, venstrefløjen — Drokles on March 22, 2014 at 5:18 am

Bjørn Lomborg beskriver i National Post den stadige modstand mod genmodificerede afgrøder trods deres påviselige og dundrende succes for den fattigste del af verden

Too often, we let emotion crowd out the facts of a news story. We base our opinions on the most attention-generating headlines, and deeply held convictions are shaped by only a few highly publicized stories. Recently, I was at a major New England university discussing the state of the world when we touched on nutrition. I made the point that the Green Revolution from the 1970s was a technological solution which has reaped huge benefits for both mankind and the environment.

First a bit of history: Spearheaded by Norman Borlaug, the Green Revolution found ways to make the yield of staple crops much higher, so we could grow much more food on the same agricultural land. The Green Revolution made food cheaper, and allowed countries like India to shift from imminent starvation to surplus food production. Higher yields also reaped environmental benefits, as there was less need to cut down forests and intrude on nature. For his work, Borlaug earned the nickname “The Man Who Saved a Billion Lives” and was awarded with the Nobel Peace Prize.

And yet, at this discussion, a college professor remarked that is was debatable whether the Green Revolution had been an overall good for India, since “there are so many suicides.”

I The Libetarian Republic angriber Devaid Gerale ligeledes modstanderne af GMO

Golden rice, a genetically engineered rice which is rich in beta carotene, was developed to help curb vitamin A deficiency in the third world, and has been shown as effective as beta carotene in oil at providing vitamin A. If policy or activism regarding genetically modified foods were to be based on the anti-science fear-mongering of people like Bill Nye, it would hinder efforts to stave off the ailments caused by micronutrient deficiency in the third world.

According to statistics compiled by UNICEF, this includes 1-2 million deaths annually of children 1-4 years old that could be averted by improved vitamin A nutritive.

Greenpeace activists have vandalized testing sites for this potentially life saving genetically modified rice.  Tons of genetically modified beets have been torched. Greenpeace has also broken into a CSIRO experimental farm in Australia to destroy genetically modified wheat, and anti-GMO activists in Hawaii cut down genetically modified papaya trees during debates about whether or not they would be banned in the state.

This is the same Greenpeace, by the way, which cites the broad and overwhelming scientific consensus that exists on the subject of climate change in support of their environmentalist views.  Science, it seems, only matters when the conclusion is agreeable.

Men Jerale er ingen Lomborg. “Science denial is not exclusive to right wing fundamentalists” hedder hans overskrift og han spørger derfor om venstrefløjens videnskabsbenægtelse i virkeligheden er værre end højrefløjens? Som præmis slås det naturligvis fast at “critics like Chris Mooney were quick to point out, correctly, that science denial is predominantly right-wing” og Gerale eksemplificerer

Fox News has been criticized for [false balance,] because their coverage of climate science greatly over-represents those who disagree with anthropogenic global warming theory while there is a strong consensus among climate scientists that the theory is correct.  As it happens, there is a similarly strong scientific consensus on the safety of genetically modified foods, but Laci conveniently ignores it for the sake of manufactured controversy– and she’s not alone.

Videnskab er for mange en lille ny gud som man føler sig forpligtet til at besværge. Der er dem der er for eller imod guden og det indbefatter ikke blot accepten af gudens status, men af den rette lære. Og ingen er højere i afgørelsen af den rette lære end de ældste, vogternes råd, kleresiet. Og når man ikke er stærk i troen og ikke er stærk i skriften udskammer man derfor de vantro og kætterne i autoritetens navn. For hvis man virkeligt troede, hvis man virkeligt kendte skriften så ville man ikke henvise til det om ikke blasfemiske så uvidenskabelige ord ‘konsensus’ når man afgjorde, hvad der er videnskab, hvad der er ikke er videnskab og hvad der direkte er benægtelse.

For Jerale og mange med ham er videnskab ikke en proces, en stringent metode, til at kvalificere, kvantificere og teoretisere, men blot et samfund af repræsentanter, nemlig videnskabsmændene flest og prominentest. Et noget så uvidenskabeligt ord som konsensus, der betyder en overenskomst, en forhandlet enighed, som eksempelvis Samarbejdspolitikken, forveksles derfor med en ‘videnskabelig sandhed’. Og når konsensus samler sig om en teori så bliver denne teori derfor til selve videnskaben. At betvivle en teori som mange er tilslutter sig er at benægte videnskaben - at forsværge guden.

Forskellen på klimadebatten og GMO debatten er forskellen på hvor konsensus placerer sig mellem empiri og teori. For både GMO og klimadebatten rejser der sig nogle naturlige og forståelige bekymringer for, hvad der kan ske når vi så direkte manipulerer med henholdsvis ‘livets byggesten’ og atmosfærens kemiske sammensætning. Men afgørelsen om hvad der er videnskabeligt afgøres af data kontra teori. Hvis vi skal tro Lomborg og Gerale peger alle undersøgelser på at man endnu ikke har fundet negative konsekvenser af GMO og det underminerer kritikernes frygt. For klimavidenskaben er der ligeledes ingen undersøgelser der peger på at mennesket har eller er ved at ændre klimaet bemærkelsesværdigt. Temperaturen er ikke steget de seneste 17 år og den temperaturstigning vi har haft fra 70′erne til 1998 har været nærmest tro kopier af temperaturstigningerne 1860-1880 og 1910-1940, begge anerkendt som uden menneskelig indflydelse og alle tre tilsammen med en 30-årig periode mellem sig. Alligevel samler konsensus sig i tilfældet imod de videnskabeligt indsamlede data og holder fast i angsten for fremtiden genereret af selvskabte computerspådomme.

Flertal er ikke bevis og teori er ikke sandhed. Et hvilket som helst samfund, også det af videnskabsmænd, er sårbart overfor menneskets fejlbarlighed. Der er således tyrkisk konsensus om at benægte det armenske folkedrab. Det gør det ikke sandt.

Man bliver psykisk syg at marihuana

Akademia, Diverse, Forbrydelse og straf, Klima, Ytringsfrihed, miljø — Drokles on March 20, 2014 at 10:11 am

Måske bliver man ikke sindsyg direkte, men Global Warming.org fortæller at Marijuana øger den globale opvarmning

A new study by Evan Mills of the Lawrence Berkeley National Laboratory finds that indoor Cannabis production has a very large carbon footprint.

Reporter Colin Sullivan summarizes the study, titled “Energy Up in Smoke,” in yesterday’s E&E News (subscription required):

AGRICULTURE: Pot growers inhale 1% of U.S. electricity, exhale GHGs of 3M cars — study (04/11/2011)

Colin Sullivan, E&E reporter
Indoor marijuana cultivation consumes enough electricity to power 2 million average-sized U.S. homes, which corresponds to about 1 percent of national power consumption, according to a study by a staff scientist at the Lawrence Berkeley National Laboratory.

Researcher Evan Mills’ study notes that cannabis production has largely shifted indoors, especially in California, where medical marijuana growers use high-intensity lights usually reserved for operating rooms that are 500 times more powerful that a standard reading lamp.

Og global opvarmning fører til sindlidelser fortæller CFACT

When it comes to global warming, melting ice caps and scorching heat waves often top the list of big worries. But now, just the act of worrying itself is allegedly becoming a new consequence of dreaded climate change. One new form of anguish is for survivors of extreme weather events – which kind of makes sense – but there’s apparently a special mental burden being carried by climate activists who one psychiatrist says are suffering from anticipatory anxiety and pre-traumatic stress disorder. Supposedly adding to the problem is that politicians aren’t doing enough to address their climate concerns, causing them to feel vulnerable and probably just not well understood.

Det betyder ifølge Discover Magazine at børn ikke kan sove for vrangforestillinger

Not long ago my wife and I went out to dinner at a restaurant with another couple, who, like us, have two boys. The conversation inevitably turned to our kids, school, family stuff. Their older son made the transition this year to junior high school. I asked how this was going. Pretty well, the mother said, except he had recently become anxious and wasn’t sleeping well. “He’s worried about climate change,” she said. “It’s keeping him up at night.”

Shortly after that outing, my wife and I had dinner with another couple. Again, the conversation revolved around our kids. (They have a 13-year old son and an 11-year old daughter). Their teenage boy, I learned, was also having anxiety and sleep issues. “He’s become obsessed with climate change,” the father told me. “He thinks the world is doomed.”

At politkere og embedsmænd begynder at konfabulere, som Responding To Climate Change fortæller

A UN climate meeting in Bonn’s bright World Conference Centre this week saw the usual tussle between the climate negotiators who are trying, each in their own way, to secure a deal designed to put a stop to climate change.

Tactics of diplomacy were varied, as negotiators both coaxed and conflicted with other countries as they tried to win the rest of the world around to their own way of thinking. But Yeb Sano, the lead negotiator from the Philippines, is the only one makes his point through fasting.

It is an unusual approach, but Sano believes it is effective, making him a better operator when it comes to  driving forward progress on the UN’s  climate treaty, which needs all the help it can get if it is going to be signed off by a 2015 deadline.

“When we look at this convoluted process called the climate negotiations, which has been running for more than two decades now, a lot of things we discuss here are things that will really test your patience,” he tells RTCC.

“Fasting allows you to understand where others come from and lead you to solutions that would go beyond the confines of what is written, what is conventional.

“That goes with the notion of dealing with climate change not by sticking with the traditional positions countries take, but finding common ground that addresses the problem in a way that respects not legal context, but the human moral context.”

Warsaw

Fasting each month is now a ritual for Sano, who goes without food for two days. On the first of each month, he fasts as part of a wider movement among environmental activists—united on Twitter with the hashtag #FastForTheClimate.

On the thirteenth, he undertakes a personal fast to remind himself of the catastrophic super-typhoon that hit the Philippines in November last year.

Og akademikere kvæles i egen galde i tidsskrifter som The Conversation

More deaths can already be attributed to climate change than the L’Aquila earthquake and we can be certain that deaths from climate change will continue to rise with global warming. Nonetheless, climate denial remains a serious deterrent against meaningful political action in the very countries most responsible for the crisis.

Climate denial funding

We have good reason to consider the funding of climate denial to be criminally and morally negligent. The charge of criminal and moral negligence ought to extend to all activities of the climate deniers who receive funding as part of a sustained campaign to undermine the public’s understanding of scientific consensus.

Criminal negligence is normally understood to result from failures to avoid reasonably foreseeable harms, or the threat of harms to public safety, consequent of certain activities. Those funding climate denial campaigns can reasonably predict the public’s diminished ability to respond to climate change as a result of their behaviour. Indeed, public uncertainty regarding climate science, and the resulting failure to respond to climate change, is the intentional aim of politically and financially motivated denialists.

Så læg piben til side, verden er skør nok endda.

Frankrig under forandring

Arabere, Demografi, Frankrig, Indvandring, Udvandring, islam — Drokles on March 18, 2014 at 9:25 am

Mens muslimerne strømmer ind i Frankrig, siver velhaverne ud.

Four gangland murders in three weeks. But is Marseille really the most dangerous city in Europe? François Picard’s panel reacts to a special report on police reaction to a changing drug trade in the Mediterranean port city

France’s day of reckoning has arrived: Its wealthy, best and brightest are saying goodbye to a nation they believe doesn’t want them to succeed or become affluent.

Jesper Langballe er død

Diverse, Jesper Langballe, Mindeord — Drokles on March 15, 2014 at 8:02 pm

I min gymnasietid ville jeg så gerne være en del af det nye fællesskab og så gerne opfattes som klog. Desværre var mit niveau faldet drastisk i årene op til denne skelsættende tid så jeg måtte gå stille med mine tanker og i stedet lure stemningen. Og stemningen på Frederiksberg Gymnasium, den var rød. Eller rødlig. Der var også nogle standhaftige og uglesete KU’ere, men de var i mindretal og helt klart ikke in. Og så talte de kun om udliciteringer.

Jeg skippede derfor mine drengefantasier om den stærke nation og lod mig fascinere og forføre af Frederiksberg borgerskabets børns præcise tale om partipolitik og kommentatorer og fløje og debattører, et vældigt forvirrende politisk landskab. Jeg gik blot ind for 2 års værnepligt for alle unge mænd, NATO og så en skarp opdeling mellem hvad det offentlige skulle tage sig af og så den økonomiske motor. Det var ikke interessant når mine nye kammerater kunne fortælle hvorfor Mimi Jacobsen var småborgerlig eller hvordan de radikale underløb revolutionen.

Såledesg åbenbarede sig der altså et persongalleri af allerstørste vigtighed når talen faldt på politik. Og det var meget vigtigt, eller sådan følte jeg det i al fald i min eskalerende usikkerhed, at man var klar med de rette værdidomme. Jeg lyttede intenst og lærte meget og stor var min forbavselse da en kammerat kunne divertere med at der fandtes en præst i den danske Folkekirke, der nærmest var nazist.

Jeg var virkeligt rystet. Hvorledes kunne den danske folkekirke tillade at have en mand der nærmest var nazist ansat. Og så som præst! Og ikke nok med det, men han skrev nærmest nazistiske indlæg i aviserne. Hans navn var Søren Krarup. Det var meget deprimerende.

Men det skulle blive endnu mere deprimerende for en anden kammerat kunne så lægge til at denne Søren Krarup havde en fætter der var endnu værre - altså endnu værre end en der nærmest var nazist. Så denne fætter var så derfor mindst nazist. Mindst. Og også han var præst. Min verden stod ikke længere.

Fætteren til nærmest nazisten Søren Krarup hed Jesper Langballe. Det forvirrede mig lidt, kan jeg huske, hvorfor hed de ikke alle sammen Krarup? Men ok, min fætter hedder jo også Jørgensen. Jeg var meget forvirret i den periode.

De to så godt som nazistiske fætre havde startet en nærmest nazistisk forening, der hed Den Danske Forening og de tilhørte en fundamentalistisk gren af kristendommen, hvis dogmer stod helt hen i det uvisse. Måske brændte de kors af efter amerikansk forbillede? Men det virkede så underligt u-folkekirkeligt. Men skrækkelige var de.

Der var nu vigtigere ting end nazipræster dengang. Danmark stemte nej til Unionen, revolutionen var lige ved at starte i Los Angeles og jeg gik deprimerende nok en klasse om.

Efter gymnasiet sad jeg en morgen hjemme hos mine forældre og læste roligt Politiken da jeg så at kronikken var skrevet af ingen ringere end den fætter der var værre end nærmest nazist, Jesper Langballe. Jeg havde selv rykket mig en del på det tidspunkt, træt af floskler og mit eget, nej egne, svigt, og var nu tættere på den basale samfundstænkning, der havde præget min folkeskoletid: At sætte rationaler før fine fornemmelser, at finde præmisserne for et emne før man placerer personerne. Og da Politiken ikke normalt lagde spalter til nazister eller deres sympatisører så læste jeg i en dirrende forventning om at blive udfordret på mine meninger, men ikke chokeret i min grundvold.

Og jeg blev heller ikke chokeret, men alligevel ganske overrasket. Glædeligt. For Langballe skrev fyndigt, karsk og med stor humor og indsigt. Hans indledende afsnit var en mindre åbenbaring for mig, hvor han morsomt sammenlignede venstrefløjen efter murens fald med en hovedløs høne. Javist, den løb stadigt hyperaktiv rundt på gårdspladsen, men uden Sovjetunionen var den de facto død og det var blot et spørgsmål om tid førend den ville dratte livløs om.

Jeg husker ikke resten af kronikken, andet end at jeg kunne lide den, men indledningen fik noget til at falde på plads i mit indre. En mand der skriver med humor og vid og så stor præcision som Langballe var i mit indre et bevis på at manden ingenlunde var værre end nærmest nazist men blot frygteligt misforstået og karaktermyrdet. Jeg havde det allerede stærkt på fornemmelsen. At jeg var blevet løjet for. Men værst også havde løjet for mig selv. Der var grund til at læse og lytte mere til Langballe for fremtiden. Og også hans skrækkelige fætter.

Langballe har været et af de seneste årtiers mest opløftende debattører. Især årene som Folketingsmedlem var herlige. Da kunne pressen ikke længere betragte ham som et ildelugtende kuriosum. Men journalisterne fandt også hurtigt ud af, hvorledes han livede enhver debat op og også aftvang modstandere, endda fjender respekt. En eller anden højtstående akademiker skrev således sigende at hans kollegaer måtte sluge kamelen, nej, snarere krybe til korset og erkende at Langballe var den bedste videnskabsordfører i Folketinget.

Så ivrig efter en god debat var Langballe at han engang i DR2 vulgariserede sine egne meninger udover det parodiske for at tvinge en feministgimpe ud i åben kamp i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag. Der skulle debatteres, krydses klinger, bare sig dit handicap, så spiller vi! Hun bed uanset hvor meget han blottede ned ikke på.

Langballe afviste floskler, som f.eks begrebet danske værdier med ordene:

“Hvad er de specielt danske værdier? Og det er jo noget forfærdeligt sludder, fordi danskhed er jo ikke et sæt værdier. Danskhed er et tilhørsforhold. Hvis man holder af sin familie, af sine børn, af sin mor og far, sin ægtefælle, så spørger man jo ikke ; hvad er det egentlig for nogle jeg kan lide hos dem? ja det ved jeg kat’me ikke hvad det er for nogle værdier - jeg kan bare lide dem!”.

Og da han fik afsat 10 mill til forskning af islamisk terror skulle det være uden en “fims af politisk korrekthed”. Jeg sad med en stærk fornemmelse af at Dansk Folkepartis præcise og uhysteriske håndtering af Muhammedkrisen skyldes den intellektuelle ballast som ‘fætrene’ gav partiet. Det kunne også høres når Pia Kjærsgaard som det mest selvfølgelige fortalte radioen at “I kristendommen sondres mellem Guds og kejserens - mellem det verdslige og det åndelige regimente”.

“Sorg er ikke noget man skal over” fortalte han engang en journalist i radioen “det er noget man skal igennem!” Så rigtigt. Nu er Langballe desværre død og hans familie skal gennem sorgen. Sådan er kærligheden. Hans virke må andre og mere vidende opsummere, det var stort, det spændte vidt for Langballe skrev om og debatterede tro, politik, litteratur og livet.

DR med bagvendt indrømmelse

Danmarks Radio, Diverse, Indvandring, Pressen, Økonomi og finans — Drokles on March 15, 2014 at 11:56 am

Danmarks Radio havde under den absurde overskrift “Indvandrere er en overskudsforretning for kommuner” en bagvendt indrømmelse af indvandringens udgifter

Kommuner med mange indvandrere og efterkommere kan se frem til at få færre penge i den særlige udligningsordning mellem kommuner.

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) lægger således op til at ændre ordningen, efter at en ny rapport viser, at tilskuddet per indvandrer er væsentligt større end merudgifterne for den enkelte kommune.

- Den nye analyse peger på, at der er behov for ændringer - og den giver et mere solidt grundlag end tidligere analyser. Analysen peger på, at ordningen i dag er for omfattende. Derfor synes jeg, at den skal ændres, så snart det er muligt og hensigtsmæssigt.

Mere pæcist skriver Berlingske Tidende: “Indvandrere fra ikke-vestlige lande som Tyrkiet, Somalia, Iran, Irak og Libanon vil i år koste 16,6 milliarder kroner i offentlige udgifter.” Og så er ikke medtaget alle de ulykker de bringer med sig. Daily Mail er også mere ud ad posen

Migrants have cost the Exchequer £140billion since the mid-1990s – more than £22million a day – it was claimed yesterday.

A new study starkly contradicts Left-wing claims that immigration helps to cut taxes.

Think-tank MigrationWatch has responded to another study – given substantial coverage by the BBC last year – which purported to show that immigrants made a contribution of £25billion to the public purse between 2001 and 2011.

Man får nogengange den tanke at vores ledende politikere fører denne destruktive politik med vilje.

Navnelegen

Diverse, IPCC, Klima, Videnskab, miljø — Drokles on March 12, 2014 at 12:50 pm

Ord former vores tanker. Ja, vi kan kun tænke gennem sprog som Vygotsky og Piaget kom frem til uafhængigt af hinanden (De kunne også have læst Biblens I begyndelsen var ordet… afsnit). Og derfor er det også vigtigt for enhver politisk og religiøs bevægelse at forme ord og sprog og vendinger, som tjener sagen bedst.

For klimadagsordenen startede man med udtrykket Global Opvarmning, da teorien var og er at den ekstra CO2 vi udleder i atmosfæren har drastisk indvirkning på drivhuseffekten som øger den globale temperatur. Egentlig effekt har CO2 så ikke haft alligevel indtil videre, hvilket er meget over tiden. Det er jo en bet at have et udtryk for noget der ikke sker. Og som det derfor er blevet pinligere at tale virkeligheden midt imod ændrer man sit sprog.

Det nye ord blev klimaforandringer, hvor det nye for de progressive pludselig blev en trussel, mens det sædvanlige og derfor reaktionære nu var at foretrække. Det var i det mindste en positiv forandring. Ordet var godt så langt at alt kunne fyldes i det da klimaet er foranderligt. Hvorfor lade sig trække ned i regnskabets sump af videnskabelige udsagn når intetsigende ord opflammer journalister og politikere?

Men fordi klimaforandringer lyder lige så meget som en mulighed som en trussel hos almindeligt og rettænkende mennesker måtte man finde på noget mere presserende. Klimaforstyrrelser blev derfor lanceret for en 5 års tid siden, men slog ikke igennem fordi det havde ikke det catchy ekstra der fik det til at rulle godt ud af munden. Og man kunne let risikere at skulle stå til regnskab for, hvad en forstyrrelse var eller ikke var. Var en særlig mild vinter en forstyrrelse?

Så derfor har man prøvet at få gang i ekstremt vejr. Det kan man bruge hver gang vejret er ekstremt og det er det jo altid et eller andet sted. En storm, tørke, skybrud, hedebølge, selv snevejr og frost, alt kan komme i mangler, ekstreme mængder og varierende intensitet fra tid til anden. Det er catchy og det kan bruges hver gang folk plages mest så der er automatisk signalindlæring. Men desværre skal også dette underkastes regnskabet (vejret er ikke mere ekstremt end for 30 år siden, tværtimod) og man skal forklare hvorfor vejr og klima alligevel hænger sammen efter at have brugt 20 år på at forklare at vejr og klima ikke hænger sammen når folk har ironiseret over at skulle skovle sne.

Denne navneleg er påtvunget af naturen der nu på 17. år ikke har ladet den globale temperatur stige. At temperaturen ikke stiger vil sige at der ikke er global opvarmning. Når der ikke er global opvarmning forandrer klimaet sig ikke (udover det sædvanlige), når klimaet ikke forandrer sig er der ingen forstyrrelser og ekstremt vejr er kun naturligt, som det altid har været. Det er altså blot din påklædning der er forkert.

Sagt på en anden måde så er teorien om mennesket drastiske påvirkning af klimaet gennem udledning af CO2 forkert. Men den udgør en karriere for mange journalister, forskere, politikere, foreninger der i skøn forening sponserer opbygningen og vedligeholdelsen af en industri af forældet og dyr industri af vind, vand og solfangere som har taget arbejdere og ingeniører ud af arbejdsstyrken og forvandlet dem til lige så relevante fagfolk som bødkere. Og alle disse økonomisk belastende arbejdspladser går tabt, hvis ikke skatteborgeren betaler lidt mere hele tiden.

Og så er det at man ikke kan sige at vi tog fejl og vi lige har sænket den økonomiske vækst med 1%/år og brugt tid og ressourcer på at løse pseudo problemer i stedet for reelle problemer. Så derfor opfinder man et nyt begreb, nemlig mysteriet om den manglende varme. Nature skriver

The biggest mystery in climate science today may have begun, unbeknownst to anybody at the time, with a subtle weakening of the tropical trade winds blowing across the Pacific Ocean in late 1997. These winds normally push sun-baked water towards Indonesia. When they slackened, the warm water sloshed back towards South America, resulting in a spectacular example of a phenomenon known as El Niño. Average global temperatures hit a record high in 1998 — and then the warming stalled.

For several years, scientists wrote off the stall as noise in the climate system: the natural variations in the atmosphere, oceans and biosphere that drive warm or cool spells around the globe. But the pause has persisted, sparking a minor crisis of confidence in the field. Although there have been jumps and dips, average atmospheric temperatures have risen little since 1998, in seeming defiance of projections of climate models and the ever-increasing emissions of greenhouse gases. Climate sceptics have seized on the temperature trends as evidence that global warming has ground to a halt. Climate scientists, meanwhile, know that heat must still be building up somewhere in the climate system, but they have struggled to explain where it is going, if not into the atmosphere. Some have begun to wonder whether there is something amiss in their models.

Now, as the global-warming hiatus enters its sixteenth year, scientists are at last making headway in the case of the missing heat. Some have pointed to the Sun, volcanoes and even pollution from China as potential culprits, but recent studies suggest that the oceans are key to explaining the anomaly. The latest suspect is the El Niño of 1997–98, which pumped prodigious quantities of heat out of the oceans and into the atmosphere — perhaps enough to tip the equatorial Pacific into a prolonged cold state that has suppressed global temperatures ever since.

Den manglende varme kan kun være manglende hvis den skulle have været der, som teorien siger at den skal være. Normalt og før staterne satte sig på forskningen og skabte en usund alliance mellem viden og politik ville man blot konstatere at der ikke var kommet nogen ekstra varme og at teorien derfor var forkert eller blæst ud af proportion. En simpel sammenligning mellem teoriens forudsigelser og empiriens dom.

Man taler i samme forståelse også om pause i den globale opvarmning. Altså mener man at temperaturen vil vende tilbage. Ingen kan forklare, hvorfor varmen gemmer sig eller hvor den gemmer sig, men ingen lader sig slå ud af det helt uventede og behandler virkeligheden som et kuriosum til den teori, hvorom ingen tvivl hersker.

Gud er måske død, men religioner trives. Måske det var bedst om Ordet var blevet hos Gud.

Gayropa på grænsen til virkeligheden

Diverse — Drokles on March 12, 2014 at 12:28 pm

The New Republic er lettere forargede over det russiske udtryk “Gayropa” og foreslår at Europa svarer igen på Ruslands aggression med bøssede midler

Tourism in the European Union is a safety valve for a large Russian middle class that takes its cues in fashion and pretty much everything else from European culture.

Ja, mangel på modetøj skal nok tvinge dem i knæ. Jim Geraghty spørger derfor i National Review om folk er tilfredse med enden på Pax Americana

Dear World beyond Our Borders,

These are your choices:

  1. A world where the United States government and its military, supplied by corporations you find distasteful, responds to aggression and provocations through shows of force and military interventions. These interventions — sometimes on a large scale and sometimes on a small scale — inflict regrettable but inevitable collateral damage on civilians. These actions are ones that in the past you have labeled “imperialist” and “aggressive” and that prompt you to lament that the world is being run by “cowboys” and — the post-millennial all-purpose pejorative label — “neocons.”
  2. A world where the United States government and its military do not respond this way, and disputes about territory, ideology, and power beyond our borders are hashed out by the Russians, the Chinese, the Iranians, the Pakistanis, the Saudis, various jihadist factions (including those so violent and bloodthirsty that not even al-Qaeda wants to be associated with them), terror-for-hire groups like the Haqqani network, and anyone else who wants in on the brawl.

Pick one. There is no “Option C” where the United Nations suddenly becomes an effective, respected peacekeeping force. There is no “Option D” where the world’s strong men and brutes are talked into taking up yoga and become calm, mellow guys, eager to hug it out.

The death toll is much, much higher under option B. But that’s your call. Maybe you’re okay with that.

C47341-10

Mike Konrad skriver i American Thinker, at Gayropas selvlede startede med den gamle orden Wienerfredens sammenbrud. For skønt vestmagterne vandt 1. Verdenskrig og besejrede den kontinentale imperialisme og totalitarisme så efterlod blodbaddet Europa traumatiseret

But the victory was Pyrrhic. It had come at such a fearsome price that victory had not proved a vindication of Western ideals, but had caused many to question their merit. The resulting lack of confidence caused the West to lack the resolve to put down extremism in Russia, though it could have done so easily in 1918.  European forces would abandon a hard won Constantinople – an historic Christian seat — and let the Turkish Muslims retake it in 1923.

Islam, which had been brought to the edge of collapse, was given a breather to recover.  Peoples of color would lose all respect for the white man when their volunteer soldiers came home from the bloodbath.  White claims of superiority were shown to be a lie after Africans, Asians, and Arabs had seen whites slaughter each other by the millions.

Atheism came into vogue in Europe after World War I, and never left. The clergy of each particular nation had supported the war, and encouraged men off to their deaths.  To the Europeans, God had died on Flanders’ fields.  Europe is now post-Christian.

Rather than democracy being triumphant, totalitarianism arose, far more fearsome and savage than anything that had come out of the tyrannies of the Czar or the autocracy of the Kaiser.  Lenin would replace the Czar, and eventually, Hitler the Kaiser.

Some historian, such as Niall Ferguson have even averred that it would have been better had Britain stayed out and let Germany win. In light of the consequences, who can say he is wrong

(…)

When WWI ended, European society would be forever broken.  It has not recovered. Right now, demographic rates show that Europe is not even reproducing itself at replacement levels.  Europe has lost the will to live.

Patriotism is all but dead in Western Europe.

Religion is dead.  Most West European nations are nowhere near American church attendance.

It is easy for us Americans to criticize the Europeans; but we did not go through the horrors of the Napoleonic Wars, World War I, and World War II in our own backyard.  58,000 dead in Vietnam over a decade was enough to bring us Americans to social disruption.  Europe saw that many die in one day during the Napoleonic Wars at Borodino.

Starting in 1914, Western Civilization collapsed.   Even the victory of 1918 by the Allies could not hide the damage.   Since then, despite its rising prosperity, the West has lost the will to live… as evinced by it collapsing demographic – and abortion rates where the West kills its unborn.

The White race went from being supremacists to having an inferiority complex.

We in America are presently the last redoubt of the West.  We may not be in as severe a retreat as the rest of the West, but we are retreating.  We have to do some serious soul searching if Western Civilization is to survive.  Europe may be lost.

A hundred years after 1914, on the anniversary of the disaster, the West has to change its attitude and policies.

Amerikanernes atomparaply under den kolde krig har efterladt Europa i socialingeniørernes illusioner. Måske Ruslands gammeldags magtpolitik kan vække os?

)

Et russisk perspektiv på Ukraine

Historie, Kolde Krig, Multikultur, Rusland, Ukraine — Drokles on March 6, 2014 at 2:59 am

Man er jo ikke glade for at se Sarah Palins og Mitt Romneys advarsler om russernes emperiale tendenser være timelige. Men det ser ud til at man ikke kan lære en kæmpe bjørn nye triks. Business Insider citerer noget så eksotisk som et russisk synspunkt

In recent days, the situation in Ukraine has deteriorated rapidly. The agreements reached between President Yanukovych and the opposition on 21 February have been scrapped by opposition leaders:the legitimate Head of State that was supposed to remain in office has been effectively ousted from the country, an interim president has been appointed, presidential elections have been set for 25 May, no steps have been made in the area of constitutional reform or joint investigation.

But more importantly, rather than taking account of the numerous appeals to national unity and reconciliation, political power in Kiev has been concentrated in the hands of far-right extremist elements that do not hide their xenophobic, anti-Semitic, neofascist credentials. Not surprisingly, one of the first decisions of the new rulers was to abolish the law on regional languages, a move that has caused concern not only among Russian-speakers, but also in Bulgaria, Romania and Greece. This has coincided with a widespread campaign of intimidation of ethnic Russian population and desecration of monuments celebrating Russia’s and Ukraine’s common historical achievements such as the defeat of Nazism in the Second World War. Russian Orthodox priests have become object of threats. Attempts were made to seize the Orthodox shrines, such as the Kiev Pechersk Laura and the Pochayev Laura.

The situation of the Russian community in the Crimea has become particularly precarious. As soon as rallies erupted to express protest against with the way the Kiev events had unfolded, the Crimeans were accused of separatism and were threatened with force. There has been a lot of speculation regarding movements of troops of the Russian Black Sea Fleet, taken as a precautionary measure in full compliance with the relevant bilateral agreements with Ukraine. During the night of 1 March, unknown armed men sent from Kiev tried to seize the building of the Crimea Interior Ministry. Only decisive actions by self-defence groups allowed to stop that provocation that has left many people injured.

Within this context, it is not surprising that as many as 143 thousand people from Ukraine have applied for asylum in Russia over the past two weeks.

Et måske endnu bedre kig ind i en kulturkamp mellem Vest og Øst kan man læse i EU Times af den franske forfatter Nicolas Bonnal, der som en Rasputin blander en tilsyneladende indsigt med vrøvl

The Pussy Riot case proves that Satanism became an official and popular culture of the West. The West is ready to do anything to protect this culture. We can see this in “Harry Potter,” MTV programs (zombies, vampires, the possessed, cannibals), Madonna’s anti-French provocations in Tel Aviv with underlying reasons of occultism. Such reasons can be found at almost all rock and pop concerts). Messages of Satanism are meticulously calculated. They incarnate the hidden guise of democracy, which is always ready to generously drop bombs on Syria, Iran or threaten the Russia of Vladimir Putin. The target is anything that does not fit into the system, but the main target is Christianity. Provocateurs like Madonna are Zionists; provocateurs like Pussy Riot are those who respect and fear Islamists and kick the cat in the church – the church that was accused of being the open expression of the heritage, which the West simply can not stand.

Churches do not let our demons celebrate, and our democracies are furious because of that. The liquid society, as Bauman described it, wants to eliminate every trace of purity and spiritual roots. It wants to destroy even memory itself. Because the perfect consumer – is the one who forgets what he or she just bought.

Let’s go back in time. The Soviet Union was disrespected in the West for political reasons, but there were also reasons of cultural and artistic nature. The USSR did not make Pollocks, but it did make artists working in the genre of figurative painting; he did not make the Beatles, but made Prokofiev, Shostakovich, or folk dancing; the USSR did not glorify the Lucifer-like freedom but it did glorify socialist discipline. This, as we say, is old-fashioned and was outlived. Give us something new, and every morning!

As I will show below, it was the American services that were promoting the degenerative culture, the goal of which was to exert spiritual influence over the masses, to depreciate and vulgarize humanity. Soviet socialism was on the ring, fighting the opponent that would hit only below the waist. That socialism gave us Tarkovsky, the Bolshoi Theatre and the Red Army Choir. In response, the Soviet Union would receive “Rosemary’s Baby” and rappers! The Soviet Union was not of the same level!

Modern culture – we’ll go back to the 1960s – served (in an elite form) rather grim purposes. The culture (whether it is Lady Gaga, Swedish “Millennium” books, jazz, rap, neo-punk fashion or movie “Avatar”), in which we live, has turned away from our cultural heritage. The emergence of this culture is not incidental; it is not the fruit of audience tastes or the naive genius of its creators. This culture is no longer a Christian culture; it is not rooted in the history of the land of the given nation. It is associated with the spiritual training of people, it is abstract and massive; it has vile goals and accurate globalized plans. Its history can be drawn from the so-called “modern literature” to post-classic cinematography. Contemporary music should drive people crazy, Adorno said. Solzhenitsyn pointed out in his Harvard speech that the world was conquered by intolerable music, that people forgot that they were alive. Black magic is in power everywhere in the West, and there is no need to be paranoid about it – just turn on the TV.

Daniel Estulin, a writer of Soviet origin, wonderfully wrote about the occult plan of the hidden side of contemporary subculture. It has long been known that the rock-like culture of the Beatniks was launched and encouraged to develop and separate most active political movements. The enthronement of drugs and counterculture meets the police and political project (such as MK-Ultra, Cointelpro, Artichoke), which Hollywood took as a source of inspiration. And, as we know, the author of the controversial “One Flew Over the Cuckoo’s Nest” Ken Kesey tried drugs for mind control programs. It was easier to control parallel worlds than create political parties. I have already shown the role that was played by the American “conquest of space” and science fiction that smelled like Scientology sect. Regarding the sexual revolution, it was prescribed as some sort of a miracle cure already in Huxley’s “Brave New World” …! It resulted in widely available mass pornography and angry roars of political correctness. While we boast of our sexual madness, the Catholic Church faces millions of accusations of pedophilia!

William Varattoni skriver beroligende om Ruslands motiver i Kyiv Post

The crisis in Crimea has been many years in the making, and made it ripe for the taking.

To paint Russian leadership as reactionary, ham-fisted hardliners is to ignore a decade of methodical deployment of soft power techniques, patient construction of fifth columns, and the massive incentives Russia has not to blow the place up.

Focus on Russia’s military is misdirection; it is absolutely important, but the real benefit to brinkmanship is to make other outcomes seem downright reasonable.

In light of recent setbacks, two potential outcomes are both reasonable (when compared to the extremes of military conflict and secession) and advantageous for Russia:

1) a Crimean peninsula that is fully autonomous within the Ukrainian state (it already has semi-autonomy) and functions in practice like a British Hong Kong for Russia, and

2) a Ukrainian state that is more federalist across all regions (which makes a fast and massive shift into Europe’s orbit decidedly less likely).

The outcome in Crimea hinges on the disposition of the citizens of Crimea. While the world focuses on Russian actions in Crimea, it is crucial to understand what resonates with Crimean citizens and what dynamics prevailed before today’s headlines.

(…)

Naked aggression dooms Russia’s interests; no state aspires to be another Russian frozen conflict

With good reason, the deployment of Russian troops in Ukraine scares everyone.

But a military invasion with frenetic confrontation is unthinkable unless Russia has given up all hope for relations with the rest of Ukraine.

Ukrainians east and west were united when Russia tried to quietly take over the sandbar known as Tuzla Island in 2003. Ukrainians, regardless of their affinities for Russia or its culture, will not tolerate an attack on their sovereignty. If Russia is seen as an invader in Crimea, it will cease to have a meaningful partnership with the rest of Ukraine.  Crimea is a beautiful and important place, but capturing Crimea at the expense of losing the rest of Ukraine would be a tradeoff that only a truly desperate Russia would make.

Even if Russia did use its military to conquer Crimea, governance becomes a huge problem because the Russian regime would lack legitimacy with large swaths of the population. A police state would be required and Crimea would quickly turn from a highly desired vacation spot (which is the source of its economic value) into a militarized Russians-only resort. This is hardly the existence that Crimeans aspire to.

Robert Zubrin beskriver en mere dyster og ideologisk motivation i National Review

The core idea of Dugin’s Eurasianism is that “liberalism” (by which is meant the entire Western consensus) represents an assault on the traditional hierarchical organization of the world. Repeating the ideas of Nazi theorists Karl Haushofer, Rudolf Hess, Carl Schmitt, and Arthur Moeller van der Bruck, Dugin says that this liberal threat is not new, but is the ideology of the maritime cosmopolitan power “Atlantis,” which has conspired to subvert more conservative land-based societies since ancient times. Accordingly, he has written books in which he has reconstructed the entire history of the world as acontinuous battle between these two factions, from Rome v. Carthage to Russia v. the Anglo Saxon “Atlantic Order,” today. If Russia is to win this fight against the subversive oceanic bearers of such “racist” (because foreign-imposed) ideas as human rights, however, it must unite around itself all the continental powers, including Germany, Central and Eastern Europe, the former Soviet republics, Turkey, Iran, and Korea, into a grand Eurasian Union strong enough to defeat the West.

In order to be so united, this Eurasian Union will need a defining ideology, and for this purpose Dugin has developed a new “Fourth Political Theory” combining all the strongest points of Communism, Nazism, Ecologism, and Traditionalism, thereby allowing it to appeal to the adherents of all of these diverse anti-liberal creeds. He would adopt Communism’s opposition to free enterprise. However, he would drop the Marxist commitment to technological progress, a liberal-derived ideal, in favor of Ecologism’s demagogic appeal to stop the advance of industry and modernity. From Traditionalism, he derives a justification for stopping free thought. All the rest is straight out of Nazism, ranging from legal theories justifying unlimited state power and the elimination of individual rights, to the need for populations “rooted” in the soil, to weird gnostic ideas about the secret origin of the Aryan race in the North Pole.

The open devotion to Nazism is Dugin’s thought is remarkable. In his writings he celebrates the Waffen SS, murderers of millions of Russians during the war, as an ideal organization. He also approves of the most extreme crimes of Communism, going so far as to endorse the horrific 1937 purges that killed, among numerous other talented and loyal Soviet citizens, nearly the entire leadership of the Red Army — something that Stalin himself later had second thoughts about.

What Russia needs, says Dugin, is a “genuine, true, radically revolutionary and consistent, fascist fascism.” On the other hand, “Liberalism, is an absolute evil. . . . Only a global crusade against the U.S., the West, globalization, and their political-ideological expression, liberalism, is capable of becoming an adequate response. . . . The American empire should be destroyed.”

This is the ideology behind the Putin regime’s “Eurasian Union” project. It is to this dark program, which threatens not only the prospects for freedom in Ukraine and Russia, but the peace of the world, that former Ukrainian president Victor Yanukovych tried to sell “his” country. It is against this program that the courageous protesters in the Maidan took their stand and — with scandalously little help from the West — somehow miraculously prevailed. But now the chips are really down. The Ukrainians are being faced not with riot police, but with Russian divisions, subversion, and economic warfare. The country needs to be stabilized, and defended. The Ukrainians deserve our full support — and not just for reasons of sympathy for those resisting tyranny or respect for the brave. It is in the vital interest of America that freedom triumphs in Ukraine.

Without Ukraine, Dugin’s fascist Eurasian Union project is impossible, and sooner or later Russia itself will have to join the West and become free, leaving only a few despised and doomed islands of tyranny around the globe. But with Ukraine underfoot, the Eurasianists’ program can and will proceed, and a new Iron Curtain will fall into place imprisoning a large fraction of humanity in the grip of a monstrous totalitarian power that will become the arsenal of evil around the world for decades to come. That means another Cold War, trillions of dollars wasted on arms, accelerated growth of the national-security state at home, repeated proxy conflicts costing millions of lives abroad, and civilization itself placed at risk should a single misstep in the endless insane great-power game precipitate the locked and loaded confrontation into a thermonuclear exchange.

Rusland er en bølle, men endnu ingen direkte trussel mod Europa. Måske kan det endda vække os fra vores forløjede dyrkelse af blød magt.

Allahu Akbar

51

En radikal fornøjelse

Danmarks Radio, Diverse, Grøn energi, Klima, Politik, Sort energi, Videnskab, miljø, Økonomi og finans — Drokles on February 28, 2014 at 5:43 pm

for husholdningerne udgør [energiafgifterne] ikke noget større problem“, fortalte en eller anden Helveg, der er klimaminister til Nynne Bjerre i DR2’s Deadline, da han skulle forklare, hvorfor Vismændene tager fejl i at underkende effekten af den særlige danske CO2 reduktion, når vi alligevel er en del af EU’s kvotesystem. Som Jyllands-Posten summerer vismændene op

….den netop offentliggjorte rapport fra Det Miljøøkonomiske Råd, (…) er det hidtil mest ætsende opgør med årtiers dansk energipolitik.

»Anvendelse af vedvarende energi som vindmøller, halm og træpiller er generelt dyrere end fossile brændsler, selv når der tages højde for CO2-afgifter og kvotekrav ved udledning af CO2,« fastslår Det Miljøøkonomiske Råd.

Danmark er forpligtet til at honorere EU’s klima- og energipolitik, men en »fortsat overmålopfyldelse koster velstand«, påpeger vismændene. Skarpere kan det ikke siges.

Danmark fører en dybt forfejlet energipolitik, der har påført danskerne verdens højeste energipriser og ifølge Det Miljøøkonomiske Råd forværret konkurrenceevnen og reduceret velstanden, simpelthen fordi danskerne må aflevere milliarder i energiafgifter og dermed berøves forbrugsmuligheder uden at have fået noget håndgribeligt til gengæld.

Ikke nok med det: Den CO2, som danskerne måske sparer, kan sælges som CO2-kvoter til andre europæiske lande, der bruger den til at etablere nye kulfyrede kraftværker – og Europas kulforbrug er i disse år stigende.

Selv hvis alle tilskud til nye vindmøller samt direkte tilskud til solenergi, biogas og biomasse i el-produktionen ophører, som vismændene anbefaler, vil Danmark i 2020 »være meget tæt på« at leve op til EU’s krav om en andel af vedvarende energi på 30 pct.

Og Jyllands-Posten konkluderer videre at lytte til Helveg Petersen, som han leder an i den massive kritik af fagfolkene er “som at lytte til talsmanden for en nyreligiøs bevægelse“. Nynne Bjerre’s tilgang i Deadline var da også at få Helveg til at indrømme at han havde taget et politisk standpunkt, der kostede urimeligt med knapper. Men som Helveg arrogant afviste at gå ind på vismændenes præmisser indrømmede han ufrivilligt alligevel den barske virkeligheds penge og ressourcespild

Vi vil gerne i tyve halvtreds være helt fri af fossile brændstoffer. Hvis ikke vi laver noget teknologiudvikling, hvis ikke vi går igang allerede nu med at udfase den sorte energi, jamen så når vi simpelthen ikke vores mål og det vil klimaet ikke kunne holde til.

(…)

[Vismændene] er nærmest ude i et halsløst ærinde når de siger at vi bare skal stoppe for støtte og udbygningen af havvindmølleparkerne osv. Tænk på alle de arbejdspladser der er derude lige nu, som er bygget på omkring denne her grønne økonomi, som både eksporterer, men som søreme også producerer til Danmark.

Støtte er radikalt slang for statsstøtte. Bjerre indskød listigt at det vel ikke alt sammen afhang af statsstøtte og Helveg gik hovmodigt lige i fælden helt uanfægtet af realiteternes betydning

Den teknologiudvikling der har ført til alle de arbejdspladser vi har i dag, den er eksportdrevet, men den er simpelthen kommet fordi vi selv har haft et hjemmemarked. Det er klart at i en kort periode, der ville du kunne klare dig uden et.. noget udvikling på hjemmemarkedet. Men den teknologi og den industri vi har fået bygget op i Danmark, den er jo et produkt af en 30-årig satsning - hvis du holder op så begynder det straks at forvitre.

Hjemmemarked er også radikalt slang for statsstøtte. Og 30 års støtte er radikalt slang for helt afhængighed af statsstøtte.

Det scenarie der ville opstå, hvis man gjorde som [vismændene] forslår og fra den ene dag til den anden holdt op med at støtte vedvarende energi… det ville være et blodbad af arbejdspladser ud over det ganske land.

(…)

Den branche vi har opbygget samlet set omkring grøn teknologi fylder nu 11% af vores eksport.

Her indskød Bjerre at det også var medregnet succesprodukter som Grundfoss Varmepumper og fortsatte sit pres på at få ministeren til at indrømme modsætningen mellem hans politiske ønsker og de økonomiske realiteter. Men det rystede ikke Helveg, der lyriks fortsatte “For mig er det en fornøjelse at vi gør begge dele, at vi opbygger en teknologisk styrkeposition med mange gode arbejdspladser samtidig med at vi baner vejen for at få gjort noget ved klimaet“.

Religiøst motiveret pengespild er muligvis en radikal fornøjelse, men på et tidspunkt vil belastningen for husholdningerne kræve en Thatcher der tager opgøret med de forældede industriers privilegier. Og det vil gå ud over ganske mange arbejdere i det ganske land, hvis ekspertise vil være så relevant som bødkernes.

Oh Mann…

IPCC, Michael Mann, Videnskab — Drokles on February 27, 2014 at 12:23 pm

Michael Mann er skaberen af den berømte ishockeystavsgraf, der viste en stabil temperatur tusind år tilbage i tiden indtil den industrielle revolution tog fart og tvang temperaturen opad i en stadig stejlere gradient. ’skabt’ var ordet for der er ingen basis for rigtigheden og temperaturen er ikke steget de seneste 17 år, mens CO2 udledningen er acceleret.

Grafen var så stærkt et propagandaredskab at den erstattede hidtidig konsensus om romersk og middelalder varmeperioder og små istider som Maunder og Dalton minimaerne og den blev plastret udover klimapanelets rapport 2001. Den begejstrede modtagelse fra klimaekspertisens konsensus der vendte op og ned på alt, den troede at vide med vanlig skråsikkerhed baseret på en enkelt graf lavet af en mand, der opnåede at blive professor ved samme graf talte sit eget tydelige sprog om confirmation bias, at ville se sin forudindtagethed bekræftet.

Siden er grafen blevet diskrediteret som i det mindste et stykke makværk og Mann har brugt de seneste mange år og trukket på stadigt flere af sine gode kontakter på at smæde enhver der borede i hans metoder og resultater. Manns store netværk af villige journalister og kollegaer og institutioner har endda givet ham mod på at føre law-fare mod kritikere. Men det er et dårligt træk når man ikke har rent mel i posen og folk ikke lader sig skræmme. Principia Scientific skriver

Massive counterclaims, in excess of $10 million, have just been filed against climate scientist Michael Mann after lawyers affirmed that the former golden boy of global warming alarmism had sensationally failed in his exasperating three-year bid to sue skeptic Canadian climatologist, Tim Ball. Door now wide open for criminal investigation into Climategate conspiracy.

Buoyed by Dr Ball’s successes, journalist and free-speech defender, Mark Steyn has promptly decided to likewise countersue Michael Mann for $10 million in response to a similar SLAPP suit filed by the litigious professor from Penn. State University against not just Steyn, but also the National Review, the Competitive Enterprise Institute and Rand Simberg. Ball’s countersuit against Mann seeks “exemplary and punitive damages. ” Bishop Hill blog is running extracts of Steyn’s counterclaim, plus link.

Mann’s chief undoing in all such lawsuits is highlighted in a quote in Steyn’s latest counterclaim:

“Plaintiff continues to evade the one action that might definitively establish its [his science’s] respectability - by objecting, in the courts of Virginia, British Columbia and elsewhere, to the release of his research in this field. See Cuccinelli vs Rectors and Visitors of the University of Virginia…”

At last, after 3 years of legal wrangling, it is made clear why I was so bold as to formally undertake an indemnity to fully compensate Dr Ball for my own actions in the event Mann won the case.  Respected Aussie climate commentator, Jo Nova was one of the few to commend my unparalled commitment to Ball’s cause.

Steyn’s legal team, aware of the latest developments from Vancouver, have correctly adduced that Ball has effectively defeated Mann after the Penn. State pretender’s preposterous and inactive lawsuit against Ball was rendered dormant for failure to prosecute. Under law, Mann’s prevarications, all his countless fudging and evasiveness in the matter, establishes compelling evidence that his motive was not to prove Ball had defamed him, but more likely a cynical attempt to silence fair and honest public criticism on a pressing and contentious government policy issue.

The fact Mann refused to disclose his ‘hockey stick’ graph metadata in the British Columbia Supreme Court, as he is required to do under Canadian civil rules of procedure, constituted a fatal omission to comply, rendering his lawsuit unwinnable. As such, Dr Ball, by default, has substantiated his now famous assertion that Mann belongs “in the state pen, not Penn. State.

Mann er som sagt ikke blot en enkelt svindler, der har forurenet den videnskabelige suppe. Han blev ophøjet og fejret fordi han fortalte et konsensus den historie de ville høre. Og den historie var en løgn.

Bent Jensen sparker døren ind!

En Holocaust overlever sagde engang at han havde lært en ting: At når nogen siger de vil slå een ihjel, så skal man tro dem. Der er ligeledes ikke noget nyt i venstrefløjens dans med landsforrædderiet, vi har vist det hele tiden, de har udbasuneret deres foragt for Danmark, Danmarks evne til at forsvare sig, det fri menneske, historien, mens de har hyldet totalitarismen, ægget det ondsindede fremmede, plæderet for undergangen, løjet og fordrejet. Og vi er nogle der har troet deres ord hele vejen. Men for de der kræver syn for sagn foreligger nu Bent Jensens Ulve, Får og Vogtere, et resultat af hans og hans forskeres arbejde for Center for Koldkrigsforskning. Lars Hedegaard skriver i Dispatch International

Politiske partier, enkeltpersoner og medier, der mener at have noget i klemme og er bange for, hvad Bent Jensen dog kunne finde på, har fået deres værste frygt bekræftet. Ikke fordi hans afhandling bærer præg af ildsprudende skældsord, udokumenterede personangreb eller frit opfundne konspirationsteorier. Men fordi hans værk er præcis det modsatte: En kildebaseret og nøgtern historiebog, der påviser, hvem der var ulve (gik fjendens ærinde) og hvem der var får (led af en utilgivelig naivitet) i de årtier efter 2. Verdenskrig, da Danmarks frihed stod på spil.

Vogterne var først og fremmest de utrættelige i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og i Politiets Efterretningstjeneste (PET), der år efter år prøvede at råbe skiftende regeringer op med advarsler om, at truslen fra Sovjetunionen skulle tages alvorligt, fordi herrerne i Kreml både havde den militære styrke og den fornødne hensigt til, når chancen bød sig, at rende landet over ende.

Bent Jensen holder sig tæt til kilderne. Ikke bare de danske og vestlige, som han har fået adgang til, men også de sovjetiske, som han i modsætning til de fleste, der har angrebet ham, kan læse. Hvor kildegrundlaget er for tyndt til at tillade nogen konklusion, skriver han det. Hvor der er usikkerhed, lader han usikkerheden komme frem – sådan som en nøjeregnende historiker bør gøre. Det betyder, at enhver, der vil bruge nogle år på at læse det materiale, som Bent Jensen og hans medarbejdere har gennemtygget, kan gøre det og drage deres egne slutninger, for der er overalt omhyggeligt redegjort for, hvad værket bygger på.

Adskillige steder finder man i stedet for en kildeangivelse et hammer og segl, som betyder, at der findes en kilde, som Center for Koldkrigsforskning har fået forbud mod at bruge, fordi PET eller Statsministeriet (de står for det store flertal af afslag), hævder, at det ville antaste statens sikkerhed eller stride mod hensynet til fremmede magter.

Det forekommer ufrivilligt komisk. For det første er der tale om kilder, som Bent Jensen og hans medarbejdere har læst – ellers ville de jo ikke vide, at de fandtes. For det andet er den eneste ”fremmede magt”, der kan komme på tale, USSR, som ikke har eksisteret de seneste 23 år, og som derfor heller ikke kan true statens sikkerhed. Så det må være noget andet, bureaukraterne er bange for. Ser man efter, hvor de mange hamre og segl forekommer, springer en anden forklaring i øjnene: Folkene i de fine kontorer har ud fra en politisk vurdering villet beskytte særligt begunstigede politikere, embedsmænd, journalister og andre mod afsløring.

Claes Kastholm er i Berlingske Tidende begejstret for “den meget grundige gennemgang af Socialdemokratiets sikkerhedspolitiske deroute” og den “detaljerede dokumentation af journalistikken i dagbladet Information i 1970erne og 1980erne, hvor den gamle modstandsavis og NATO-tilhænger lod sig misbruge til at manipulere med fakta og bringe artikel efter artikel med sovjetisk desinformation, er chokerende læsning.

Hvis vi efter Den Kolde Krig havde fået et retsopgør som efter den tyske besættelse, ville ikke så få af de mest dominerende meningsdannere være kommet godt op at stege. Ét er, at man rent politisk går ind for et andet samfundssystem end det pluralistiske demokrati. Det er ens grundlovssikrede ret.

Noget andet er, hvis man modarbejder det sikkerheds- og alliancesystem, som et demokratisk flertal har vedtaget, ved undergravende virksomhed eller hjælp til den modpart, som sikkerheds- og alliancesystemet skal beskytte os imod. Så udøver man landsskadelig virksomhed. Så klar er sagen, og så klar har den været hele tiden lige fra 1946, da Den Kolde Krig tog sin begyndelse, og frem til 1991, da den sluttede med Sovjetsystemets sammenbrud og de østeuropæiske befolkningers befrielse af sig selv.

(…)

Først med Bent Jensen og hans forskergruppes arbejde har vi fået den omfattende, tilbundsgående beskrivelse, analyse og vurdering af Danmark under Den Kolde Krig. »Ulve, får og vogtere« er historievidenskab på et helt andet plan end DIIS-udredningen. Kildematerialet er langt, langt mere omfattende. Russiske kilder, som DIIS tilsyneladende slet ikke kender, indgår i undersøgelsen. Det samme gælder arkiver fra mange lande. Overalt dokumenteres der på solideste vis. Præmisser for vurderinger lægges hele tiden frem. Der tages forbehold, når kildematerialet ikke kan bære længere. Videnskabeligt set er det et dybt tilfredsstillende værk. Som al ordentlig videnskab søger det sandheden uden hensyn til interesser. Der føres direkte tale. Når det er muligt, bliver man konkret. Man skjuler intet. Dette er værket om Den Kolde Krig.

Politikens chefredaktør Bo Lidegaard slår anførselstegn om Jensens ‘nye’ russiske kilder og finder at bogen bærer præg af Jensens “idiosynkrasier“. Med en postuleret indsigt skriver Lidegaard at “med få undtagelser havde de danske revolutionære det mest i munden, og langt de fleste ville hellere fyre den fede end marchere i takt“. Lidegaard er ikke som Kastholm, begejstret over ‘klare sager’ og lancerer en historiefaglig kritik af Jensen og et forsvar for DIIS-udredningen

Problemet opstår, når meningsmennesket Jensen ifører sig historikerens ham og bruger stort og småt fra kildernes uendelighed til at føre sandhedsbevis for, at de, der mente noget andet end ham selv, ikke bare tog fejl, men var moralsk anløbne, dybest set landsforrædere og medskyldige i kommunismens forbrydelser.

Det er ikke kun voldtægt af kilder og historisk metode – det er også et forsøg på videnskabeliggørelse af politiske standpunkter, som minder mere om netop de totalitære regimer, Bent Jensen vender sig mod, end om en åben debat, hvor begge parter anerkender modpartens legitime ret til uenigheden.

På den måde bliver Bent Jensen sin egen værste fjende, når han polemiserer mod alt og alle – og ofte på et løsagtigt grundlag. Når Jensen for eksempel angriber DIIS for at mene, at Moskva ikke ville have interveneret i Polen, selv om folkebevægelsen Solidaritet havde overtaget magten i landet allerede i 1981 (bd. 1, s. 52), er der tale om en forvanskning af, hvad DIIS-rapporten faktisk siger om disse forhold.

Slår man efter, viser det sig, at DIIS påpeger, at Sovjetunionen forsøgte at få den daværende polske regering til selv at kvæle oprøret og ingen appetit havde på at iværksætte en invasion i Polen. Det er vel dokumenteret, og DIIS slår udtrykkeligt fast, at man heller ikke internt i Moskva havde gjort op med sig selv, hvad man ville gøre, hvis det ikke lykkedes (bd. 3, s. 26). Altså præcis det modsatte af, hvad Bent Jensen videregiver.

Lidegaard mener at selv om “der er bid i Bent Jensens anklager mod en venstrefløj, der kom alt for langt ud“, så svækkes Jensens faglige troværdighed af hans polemiske pointer.

Information er langt fra begejstrede over Jensens eksistens og minder som det første om at Ulve, Får og Vogtere “…er resultatet af en folketingsbevilling” (som også undersøgelsen af erhvervslivet under den tyske besættelse, som Folketinget på initiativ af Enhedslisten satte i værk under Nyrup-regeringen i 1990´erne) og ansporer en indignation over at Jensens medarbejdere kun “nævnes i forordet for at have »ydet store og væsentlige bidrag«” i forordet, hvor ud af “15 afsnit begynder de otte med ’Jeg’“. Men det er selvfølgelig ikke det eneste der er fælt ved Jensen

Bakker man som Bent Jensen op om den vestlige oprustning som forsvar for frihedsværdier og som legitim strategi for at knække de socialistiske regimer, må man i logisk forlængelse heraf betragte og behandle fortalerne for nedrustning som politiske modstandere, der, alene ved at opfordre til forhandlinger, gik fjendens ærinde: »Fredsbevægelserne gjorde […] hvad de kunne for at hjælpe høgene i Kreml« (s. 66). Herfra er der jo ikke langt til landsskadelig virksomhed, og konklusionen ligger lige for: Da gennembruddet i nedrustningsforhandlingerne endelig kom i 1987, »trak Moskva tæppet væk under fødderne på fredsbevægelsen« (s. 686). Udsagnet giver kun mening, hvis man betragter fredsbevægelsen som et kommunistisk levn fra tiden før Gorbatjov. Kunne det tænkes, at fredsbevægelsen havde opnået, hvad den ville? Eller i det mindste så dét ske, som den havde arbejdet for?

Forfatteren nægter simpelthen at tage det fænomen alvorligt, som var den drivende kraft bag 1980’ernes uafhængige fredsbevægelse, som vægrede sig ved at sværge troskab til nogen af de to parter i konflikten. Heri ligger fremstillingens store svaghed. Bortset fra det lille – men velorganiserede – DKP betragtede venstrefløjen og fredsbevægelsen nemlig hverken USSR eller USA som hovedmodstander. For dem var det våbenkapløbet i sig selv, der udgjorde den dødelige trussel.

Pudsige selvmodsigelser

Den sovjetkritiske venstrefløj kæmpede en brav kamp mod DKP’s overtagelsesforsøg i faglige og græsrodsorganisationer, og at dømme ud fra de til tider meget heftige opgør på venstrefløjen i 1970’erne og 1980’erne kan man undertiden få det indtryk, at DKP og ikke den borgerlige lejr var SF’s og VS’ hovedfjende. Antikommunismen var velbegrundet, og den var ikke forbeholdt højrefløjen.

Men hos Bent Jensen finder vi ingen seriøs diskussion af alternative tolkningsmuligheder, og hans bog gør intet reelt forsøg på at forstå Den Kolde Krig som en geopolitisk konflikt mellem to konkurrerende politisk-økonomiske systemer, der hver især opererede med militære strategier over for modparten, defensive såvel som offensive, og som hver især på forskellig vis søgte at påvirke meningsdannelsen i Vesteuropa.

Det er nu snarere Information, der stadig ikke forstår kvalitetsforskellen i Den Kolde Krigs konkurrerende politisk-økonomiske systemer og derfor heller ikke essensen af den geopolitiske konflikt. Men Information har faktisk lært noget af sit gode navn

Diskussionen fortsætter, og i den forbindelse kunne man virkelig ønske sig, at myndighederne lettede vilkårene for denne vigtige kamp om fortolkningen af vores nære fortid: Adgangen til det relevante materiale kunne utvivlsomt udvides betragteligt, også uden at det skadede »Rigets forhold til fremmede magter«, som standardbegrundelsen hedder, når der gives afslag på arkivadgang.

Og det er her Information, Politiken, Mogens Lykketoft, Jørgen Dragsdahl, Lasse Budtz, Ritt Bjerregaard, Kjeld Olesen, Anker Jørgensen, Svend Auken og resten af spielverderberne vil tabe. “Modsat sine utallige fjender har Bent Jensen konsekvent valgt at slås for sandheden og bekæmpe løgnen“, skriver Svend Ove Gade i Jyllands-Posten. Og Jensen er ikke den sidste forsker der dykker i arkiverne, flere vil følge, hans udlægning vil udbygges, flere spørgsmål vil rejses og Lidegaards skønmaleri vil skalle af. Som  Lars Hedegaard pointerer

Ulve, får og vogtere er en triumf for historieforskningen. Uden at sige det, hævder den historieforskningens suverænitet over for indtrængere, der forlanger, at den skal tage politiske hensyn, vise underdanighed over for den herskende ”moral” og det som alle rettænkende er enige om.

Ethvert historisk værk, der er blevet stående, udmærker sig ved at have holdt fast ved historieforskningens unikke domæne – efter bedste evne at skildre hvad der et sket uden hensyntagen til de tæer, der bliver trådt på. Alt andet er skønskriveri og propaganda.

Og hvis man, som denne anmelder, er en ganske almindelig borger, skal man ikke lade sig afskrække de mange kilo, som de to bøger vejer, og som kan forårsage en diskusprolaps, hvis man ikke er i træning. Enhver kan læse dem, for sproget er ligetil. Man kunne godt have undværet et par udtjente udtryk (”en grimasse der kan passe”, ”et vink med en vognstang”), men stort set er sproget udsagnskraftigt, frisk og vejrbestandigt.

Der må også gå en ros til den ukendte billedredaktør. Sjældent har man set magen til indlevelse i teksten og sjældent har man set billeder, der i den grad sætter den i perspektiv.

Bent Jensens værk vil blive underkendt og lagt for had af den herskende klasse – alle dem der har noget i klemme.

Men det vil blive stående som en klassiker i dansk historieskrivning.

Lasse Jensen spurgte for nogle måneder siden pikeret over at skulle stå til regnskab i Informationnæste år fejrer vi 25-året for Murens fald. Er det ikke snart på tide, at vi kommer videre?“. Nej, et opgør med landsskadelig virksomhed skal gennemstås i sin helhed. Det er en evindelig proces i kampen for at bevare friheden. Bent Jensen har sparket døren ind for kommende historikere og journalister, der vil afdække hvorledes mennesker i betroede hverv og på centrale poster svigter danskerne og undergraver deres frihed. Og systemets forsøg på cover-up ved destruktion af dokumenter lægger kun tyngde til Jensens værk.

Ulve, Får og Vogtere kan meget vel blive startskuddet til en normalisering af at afdække landsforrædderiets anatomi. Landsforræddere som Corfitz Ulfeldt, stikkerne og hippoerne og, hvis man er så tilskyndet, samarbejdspolitikerne hører fortidens lukkede kapitler til, forevigt lagt ned i afsluttede kapitler, under vilkår der ikke mere er gældende. Men med Den Kold Krigs forrædere er det også nutid. De mennesker, som så frit prægede åndslivet, politikken, jorunalistikken, hele den offentlig fortælling lever for manges vedkommende endnu, nogle stadigt aktive. Men mere vigtigt så lever deres ideologiske arvtagere i bedste velgående og er lige så aktive, skønt de ikke har et Sovjetunionen at sælge ud til. Til gengæld har de islam.

For ja, der er et klart person og ideologi sammenfald mellem de der undergravede Danmark under den kolde krig, solgte oplysninger, relativerede, løj og fordrejede til fordel for en fjendtlig magt til de, som sælger Danmark til multikulturalismens voldelige brudzoner. De der taler lyver om og relativerer islam, der hele tiden vil give efter for dets krav. De er på en gang de samme som og arvtagerne efter Den Kolde Krigs forrædere. Som de var det under besættelsen. Med Landsforræderi kommer vi altså aldrig videre, det er ikke et afsluttet kapitel.

Endnu en fatwa

Antisemitisme, Arabere, Fatwa, Sharia, Videnskab, islam — Drokles on February 24, 2014 at 1:56 pm

En palæstinenser trækker veksler på sin hengemte medmenneskelighed og accepterer at jøder kan bo på Mars

Men Mars er ikke et godt sted for der er allerede en fatwa mod at bo der fortæller Daily Mail

A Fatwa has been issued against living on Mars by clerics who say that trying to set up home there would be un-Islamic.

The fatwa – or ruling – was issued by the General Authority of Islamic Affairs and Endowment (GAIAE) in the UAE after the Mars One organisation announced that it would try and establish a permanent human settlement on Mars.

The committee argued that an attempt to dwell on the planet would be so hazardous as to be suicidal and killing oneself is not permitted by Islam.

According to Khaleejtimes.com it said: ‘Such a one-way journey poses a real risk to life, and that can never be justified in Islam. There is a possibility that an individual who travels to planet Mars may not be able to remain alive there, and is more vulnerable to death.’

Rettidig omhu? Måske, men heri ligger forklaringen på at muslimer aldrig er først og aldrig bidrager med noget fornuftigt til menneskeheden.

Next Page »

for sale viagra
Monokultur kører på WordPress