Obamas har ikke helet USA

Der var høje forventninger til Barak hussein Obama, da han blev valgt til USAs præsident. Kansas City Stars Mary Sanchez formulerede forhåbningerne således i 2008

On race, however, Obama only has to show up. That’s how it works to be the first minority to achieve any high-profile role. It is a strange phenomenon. Simply by standing in a space long held by the same sorts of people - namely, white men - something shifts in the cosmos. Years ago, when Kansas City, Mo., elected its first black mayor, Emanuel Cleaver (now a member of Congress), some compared his impact on city race relations to the effect a teacher has by standing on the playground at recess. The kids play differently - more nicely. Point being that simply being in the room takes things up a notch.

Nu har han så været her en del år og spændingerne er siden kun steget. Der har været flere prominente sager, hvor ‘race-baiters’ har opviglet sorte masser og venstrefløjen i deciderede racekampe. Overraskende har man taget udgangspunkt i enddog meget dårlige sager, hvis man ville demonstrere et racistisk hvidt USA, der undertrykker den sorte befolkning. Først i rækken var sagen om den jødisk-mexikanske George Zimmerman, der en sen aften i selvforsvar dræbte den sorte Trayvon Martin. Trayvon Martin dyrkede et afsindigt had til hvide, drak sig høj på Watermelon Lean og var blevet bortvist flere gange fra sin skole på grund af tyveri og konflikter. Den skæbnesvangre aften havde Zimmerman, der var med i et frivilligt lokalt vagtværn, set Trayvon Martin opføre sig mistænkeligt.

Obama undlod blot at være til stede med sin fredsskabende sorthed og pustede istedet til fortællingen om et racistisk mord ved at påstå at det kunne være hans egen søn, der blev skudt. Og derefter blev der imod politiets og den lokale statsanklagers vilje, rejst en sag mod Zimmerman. Zimmerman, der op til retsagen tog 30 kg på, blev renset for alle anklager, men ikke for mistanken. Hans liv siden har været præget af angst og paranoia og han har haft flere voldelige sammenstød med både familie og politiet.

Det samme mønster gentog sig i byen Ferguson, da en hvid betjent, Darren Wilson, skød og dræbte den sorte Michael Brown på åben gade. Brown blev i medierne kaldt the gentle giant og der opstod hurtigt et hysterisk pres for at få Wilson anklaget og dømt for mord. Den lokale anklager valgte stik imod bevisernes substans at give efter for presset ved at holde en udvidet høring, så offentligheden kunne for syn for sagn. Wilson blev pure frifundet. The Gentle Gian havde angrebet Wilson og truet med at slå ham ihjel. Inden da havde han røvet en kasse cigarer fra en lokal forretning - den blev senere brændt ned under pøblens rasende anklager om forrædderi. Sagens beviser kunne ikke ændre hverken mediernes eller pøblens fortælling. Og i marts i år blev to betjente skudt ned i Ferguson i et attentat - begge overlevede.

“I want to see a cop shoot a white unarmed teenager in the back” er Guardians Toni Morrison som svar på, hvornår racespændingerne forsvinder. Men ifølge Washington Times så er det krav allerede mere end indfriet

Based on that data, Mr. Moskos reported that roughly 49 percent of those killed by officers from May 2013 to April 2015 were white, while 30 percent were black. He also found that 19 percent were Hispanic and 2 percent were Asian and other races.

His results, posted last week on his blog Cop in the Hood, arrived with several caveats, notably that 25 percent of the website’s data, which is drawn largely from news reports, failed to show the race of the person killed.

Killed by Police lists every death, justified or not, including those in which the officer had been wounded or acted in self-defense.

“The data doesn’t indicate which shootings are justified (the vast majority) and which are cold-blooded murder (not many, but some). And maybe that would vary by race. I don’t know, but I doubt it,” Mr. Moskos said on his blog.

Adjusted to take into account the racial breakdown of the U.S. population, he said black men are 3.5 times more likely to be killed by police than white men. But also adjusted to take into account the racial breakdown in violent crime, the data actually show that police are less likely to kill black suspects than white ones.

“If one adjusts for the racial disparity in the homicide rate or the rate at which police are feloniously killed, whites are actually more likely to be killed by police than blacks,” said Mr. Moskos, a former Baltimore cop and author of the book “Cop in the Hood.”

“Adjusted for the homicide rate, whites are 1.7 times more likely than blacks die at the hands of police,” he said. “Adjusted for the racial disparity at which police are feloniously killed, whites are 1.3 times more likely than blacks to die at the hands of police.”

Mr. Moskos listed two possible reasons for the racial disparity. The first is that police assigned to largely black neighborhoods face “more political fallout when they shoot, and thus receive better training and are less inclined to shoot.”

The second is that police assigned to black communities with high crime rates are more accustomed to dangerous situations and thus are more likely to be able to resolve them without resort to lethal force.

Figures on police shootings by race are thin on the ground, but Mr. Moskos’s results have some support: The investigative journalism website ProPublica came up with a similar percentage in an Oct. 10 article, reporting that 44 percent of all those killed by police were white, using FBI data from 1980 to 2012.

The fact-checking website PolitiFact concluded in August 2014 that police kill more whites than blacks after the claim was made by conservative commentator Michael Medved. PolitiFact cited data from the Centers for Disease Control on fatal injuries by “legal intervention” from 1999 to 2011.

“Over the span of more than a decade, 2,151 whites died by being shot by police compared to 1,130 blacks. In that respect, Medved is correct,” said PolitiFact.

But PolitiFact gave his assertion a “half true” rating because whites make up 63 percent of the population, while blacks make up just 12 percent.

“Yes, more whites than blacks die as a result of an encounter with police, but whites also represent a much bigger chunk of the total population,” PolitiFact said in its Aug. 21 post.

But PolitiFact did not take into account the percentage of those by race involved in violent crime or shootings of police, as Mr. Moskos did.

Despite the recent flood of media coverage involving police shootings, Mr. Moskos advised his readers to “keep all this morbidity in perspective,” reminding them that very few people, white or black, will ever be shot or killed by police.

“The odds that any given black man will shoot and kill a police officer in any given year is slim to none, about one in a million. The odds for any given white man? One in four million,” he said. “The odds that a black man will be shot and killed by a police officer is about 1 in 60,000. For a white man those odds are 1 in 200,000.”

I Baltimore forleden forfaldt en protestdemonstration over Freddie Grays, en sort amerikaner, utidige død i politiets varetægt, i kaos og plyndringer. Det er Obamas time for healing

En hadsk ytringsfrihedsfundamentalists krænkelse at ophavsrettigheder og muslimer i een og samme postering

Diverse — Drokles on April 25, 2015 at 8:32 pm

Foreningen af Danske Bladtegnere mener sig berettigede til at nedlægge forbud mod at vise e 12 Muhammedtegninger, som Jyllands-Posten bragte 30. september 2005. Ikke nok med det, men så mener Foreningen af Danske Bladtegnere at forbuddet gælder med tilbagevirkende kraft. Til Jyllands-Posten siger Lars Refn

»Det er klart, at efter Krudttønden ser sikkerhedssituationen noget anderledes ud. Men det handler også om, at der er nogle ytringsfrihedsfundamentalister, som ser vores tegninger, som et våben man kan true med i tide og utide. Vi vil ikke spændes for en ideologisk vogn, så der hvor vi har mulighed for det, vil vi gerne forhindre folk i at bruge vores tegninger til ideologiske kampe,«

Jeg har en ideologisk vogn

10641170_1605677359650448_5398418147223456475_n

Jacob Mchangama mener dog at “må det antages at være tvivlsomt, om Danske Bladtegnere kan få medhold i, at danske nyhedsmedier i et hvert tilfælde skal indhente tilladelse til at vise Muhammed-tegningerne som dokumentation i nyhedsdækningen af et emne, som er af væsentlig offentlig interesse” . Men han har de samme forbehold over for såkaldte “ytringsfrihedsfundamentalister”, som jo har en skimlet lugt af had

Når Adam Holm i et interview med Flemming Rose vedrørende ytringsfrihed oven på angrebet mod Charlie Hebdo viser tegningerne, og når danske aviser oven på et terrorforsøg   mod Kurt Westergaard gør det samme, er det altså en helt anden situation end den, hvor eks. en privatperson lægger samme tegninger op på egen hjemmeside med et hadsk udfald mod muslimer, eller hvor tegningerne bliver brugt i kommercielt øjemed.

Jeg er jo en privatperson. Og da jeg nu allerede har lagt en tegning op på min egen hjemmeside, hvad er så mere passende end et hadsk udfald mod muslimer? Jeg giver velvillige ordet til Pajamas Media

In November, 1914, during WWI, the Ottoman caliphate issued a fatwa, or Islamic decree, proclaiming it a “sacred duty” for all Muslims to “massacre” infidels — specifically naming the “Christian men” of the Triple Entente, “the enemies of Islam” — with promises of great rewards in the afterlife.

The same Koran verses that the Islamic State and other jihadi outfits regularly quote permeated the Ottoman fatwa, including:  “Slay the idolaters wherever you find them — seize them, besiege them, and be ready to ambush them” (9:5) and “O you who have believed! do not take the Jews and the Christians for friends; they are but friends of each other; and whoever among you takes them for a friend, then surely he is one of them” (5:51) — and several other verses that form the Islamic doctrine of Loyalty and Enmity.

Many Muslims still invoke this doctrine; it commands Muslims to befriend and aid fellow Muslims, while having enmity for all non-Muslims (one Islamic cleric even teaches that Muslim husbands must hate their non-Muslim wives, while enjoying them sexually).

As happens to this very day, the Muslims of the Ottoman caliphate, not able to reach or defeat the stronger infidel — the “Christian men” of Britain, France, and Russia — satiated their bloodlust on their Christian subjects.  And they justified the genocide by projecting the Islamic doctrine of Loyalty and Enmity onto Christians — saying that, because Armenians, Assyrians, and Greeks were Christian, they were naturally aiding the other “Christian men” of the West.

As happens to this day under the new caliphate — the Islamic State — the Ottoman caliphate crucified, beheaded, tortured, mutilated, raped, enslaved, and otherwise massacred countless “infidel” Christians.  The official number of Armenians killed in the genocide is 1.5 million; hundreds of thousands of Greeks and Assyrians each were also systematically slaughtered (see this document for statistics).

Og her en stemning fra Indien (håber ikke jeg har krænket nogle ophavsrettigheder)

5mh10w

Had mod muslimer og simple fakta er jo, som bekendt, et og det samme.

Kill The Christians

BBC dokumentar om muslimernes folkemord på kristne

Utak er mandens løn

Feminisme, Ligestilling, venstrefløjen — Drokles on April 21, 2015 at 6:16 pm

Ligestilling er et misvisende ord for feminisme. Det lyder tilforladeligt ikke at gør forskel på mennesker feks på grund af køn og stille dem lige. Men kønnene er selvfølgelig forskellige og derfor er det en absurditet når man måler ligestillingens succes efter, hvor ens de opfører sig eller er repræsenteret i enhver sammenhæng. Mænd er som gruppe mere ekstreme end kvinder, der er mere normale. Det er mænd der præsterer store bedrifter og det er mænd der sidder i fængsel. Peter Loydd trækker problemet klart op i Daily Mail

Men are brilliant. Seriously, we are. We invented philosophy, medicine, architecture, cars, trains, helicopters, submarines and the internet. Not to mention the jet engine, IVF, electricity and modern medicine.

We’ve led all the industrial revolutions and sent rockets into Space. We’ve fought wars with tin hats and bayonets and won them. The world we live in would be nothing without Alexander Graham Bell, Sigmund Freud, Horatio Nelson, Winston Churchill, William Shakespeare and Albert Einstein. The geniuses Leonardo da Vinci, Stephen Hawking, Michelangelo, Beethoven, Charles Darwin and Michael Faraday have all contributed immeasurably to our modern lives.

So why is it that, today, there has there never been a worse time to be a man? Rubbishing the male of the species and everything he stands for is a disturbing — and growing — 21st century phenomenon. It is the fashionable fascism of millions of women — and many, many men, too. Instead of feeling proud of our achievements, we men are forced to spend our time apologising for them. When people chide us for not being able to multi-task or use a washing machine we join in the mocking laughter — even though we invented the damned thing in the first place.

(…)

Consider the statistics. If you become a father to twins — one girl, one boy — current data proves that your son will die younger, leave school with fewer qualifications and be less eligible for work than your daughter.

Our universities and further education institutions are dominated by women at a proportion of ten to every seven men, with the Royal Veterinary College formally identifying boys as an under-represented group.

Across the Russell Group of Britain’s leading 20 universities, just three have a majority of male students.

This means your son will be more likely to join the ranks of the unemployed, the majority of whom are now — yes, you’ve guessed it — men.

The Office of National Statistics noted that in the summer of 2014 a total of 1,147,511 British men were out of work, compared with 887,892 women.

Psychologically, your son will be more likely to suffer from depression and attempt suicide than his sibling, but there’ll be less support in place to save him.

He’s also more likely to endure everyday violence than women, with the latest crime statistics for England and Wales noting that two-thirds of homicide victims were men.

If he’s seduced by his female teacher, she’ll leave court with a slapped wrist thanks to a legal system which is frequently lenient with women. But if your daughter has an affair with her male maths teacher he’ll be chalking up numbers on a prison wall before you can say: ‘burn your bra’.

By the time your son is 18, he will probably have absorbed the social message that his dad is much less valuable as a parent than his mother — that fathers in families are an added bonus, not a crucial cog.

Then, if he starts his own family and his relationship doesn’t last, he may become one of the four million UK men who have no access to their children, yet are forced to fund them.

To cap it all, he’ll be progressively neglected by British healthcare despite being more likely to get — and die from — nine out of the top ten killer diseases. You know, the biggies: these include cancer, heart conditions, strokes, pneumonia, diabetes and cirrhosis of the liver.

Fifteen years ago the UK Men’s Health Forum showed that, for every £1 spent on men’s health, £8 was spent on women’s. Since then little has changed, for no good reason. Or rather, one very bad reason: we live in a medical matriarchy. In other words, male life is cheap. Bargain basement, last-day-of-the-sale cheap.

The ultimate insult? It’s all done at our expense. The National Health Service is funded by the public purse, but it’s men — yes, men — who pay a whopping 70 per cent of UK income tax. Yet we are thrown nothing but crumbs in return.

Vi ved at ligestilling ikke er en vulgær misforståelse at ligestilling som ensretning, når man kræver en øget andel af, lad os sige, kvindelige forskere, men ikke en øget andel af kvinder i fængslerne. Ligestilling er derfor feminisme. Men feminismen er som ideologi en bitterhed over en biologi, der ikke lader sig ændre. Derfor polstrer man sine resultater med svindel, som man kan læse på My News Desk

I den spritnye artikel ”Nogle omgåelser af EU-retten i den positive særbehandling af kvindelige forskere” i Ugeskrift for Retsvæsen drøfter advokat, dr. phil. Jens Ravnkilde og professor, dr. phil. Hans Bonde centrale initiativer fra de seneste år, der markant har øget antallet af kvindelige professorer og forskningsledere. Forfatterne konkluderer, at samtlige initiativer var udtryk for omgåelse af EU-retten og ligebehandlingsloven. Da omgåelsen var åbenbar, burde de opnåede dispensationer fra loven ifølge forfatterne ikke være givet. De konkluderer, at den positive særbehandling af kvindelige forskere nu er kommet så vidt, at ulovligheder tages i brug.

Feminisme er et alvorligt samfundsproblem. Det er ikke blot en dyrkelse af middelmådighed, men også en udhuling af realitet. En arbejdsplads væsentligste funktion er ikke længere at producere, men at afspejle abstrakte idealer i kvoteform. Og det sker både gennem sænkelse af faglige krav, som med at beflitte sig med irrelevans. Og det gennemsyrer i stadigt højere grad ikke bare hvorledes vi opfatter problemerne, men også, hvad vi opfatter som problemer.

Men selv om det er et alvorligt samfundsproblem, så er det ikke et personligt problem for den enkelte mand. En artikel i Jyllands-Posten fra februar fortalte, at der blev givet næsten fem gange så mange penge til kvinder i krise end til mænd og at man i forvejen var i færd med at lukke krisecentre for mænd. Og en medfølgende artikel med den sørgelige titel “Den aften, jeg lærte at blive en mand” handlede om mandegrupper, grupper hvor mænd mødes for at lære hinanden at være mænd. Ked af at sige det, men den kan du aldrig lære der. Tværtimod. Gå til fodbold, finere fransk madlavning, AGL, læs en bog, tæsk din kæreste eller se TV hele dagen. Gør noget eller lad vær, vind eller gå til grunde - eller skyd dig selv. Men aldrig gøre dit køn til et emne, det er hvad der adskiller dig fra kvinder i dagens Danmark.

ok-mandegrupper

Selv om mænd er mere udsatte, dør tidligere og har en højere tendens til selvmord - de er jo det ekstreme køn - så er det ikke et problem. Det er forskellen på køn. At leve uden det samme sikkerhedsnet, som er foldet ud under kvinder er den egentlige skanse af maskulin identitet i velfærdsdanmark.

Den almenmuslimske klangbund

Daily Mail har en usædvanligt klar artikel om osmannernes folkemord på armenierne i 1915. Tyrkiets vrangvilje mod at erkende fortidens synder bliver forklaret med en national identitet, der ikke kan bære at det moderne Tyrkiet blev grundlagt på folkemord og etnisk udrensning (også grækere blev udryddet). Og sandt er det, at det ved lov er forbudt at fornærme tyrkiskhed. Men Tyrkiet er ikke Osmannerriget og kan ret beset ikke stå på mål for den historie. Skammen handler om islam. Osmannerriget var det nærmeste muslimerne kom et kalifat. Og Osmannerrigets forbrydelser er kalifatets forbrydelser.

Unleashed on the Armenians, Turkish policemen and soldiers ransacked Christian churches and handed bishops and priests over to the mob.

Community leaders such as doctors and teachers were hanged in batches on gallows in town squares. An American missionary reported seeing men tied together with their heads sticking through the rungs of a ladder to be lopped off with swords.

Torture was commonplace, Morgenthau maintained as he studied the evidence. ‘They would pull out eyebrows and beards almost hair by hair, extract fingernails and toenails, apply red-hot irons and tear off flesh with pincers, then pour boiled butter into the wounds.’

Crucifixion was treated as a sport. ‘As the sufferer writhes in his agony, they would cry: “Now let your Christ come and help you”.’

When orders were given to assemble all the Armenians and march them out into the desert, Morgenthau had no doubt that this was ‘the death warrant to a whole race’. Moreover, he said: ‘In their conversations with me, the authorities made no particular attempt to conceal the fact’.

He wrote graphically of how men were taken from their ploughs, women from their ovens and children from their beds to join ‘the panic-stricken throng’. Young men were strung up or shot — ‘the only offence being that they were Armenians’.

Convicts were let out of prison to help with the killings. Locals joined in, too. In Ankara, all Armenian men aged 15 to 70 were bound in fours and led out to a secluded valley, where Turkish peasants hacked them to death with scythes, spades and saws.

‘In this way, they exterminated the whole male population.’

For six months, as the enforced exodus went on, Morgenthau reported, roads and tracks were crowded with lines of Armenians.

‘They could be seen winding through every valley and mountain-side, moving on they scarcely knew where, except that every road led to death.

‘They left behind the unburied dead, as well as men and women dying of typhus, dysentery and cholera and children setting up their last piteous wails for food and water.’

How many died? Morgenthau reported that, on one particular death march, of the 18,000 who set out, just 150 were alive a week later.

A survivor recalled that ‘death was our constant companion. We fought the threat of panic, hunger, fear and sleepless nights but, in the end, they won. It seemed there was no pity or humanity in the hearts of our captors’. As they crossed the Euphrates river, one witness reported how ‘bloated bodies lay on the bank, black from the sun, tongues hanging out. Bones showed through decaying skin’.

‘The stomachs of pregnant women had been slit open and their unborn children placed in their hands like black grapes. Children were crying next to dead parents. Women were delirious.’

So many dead bodies clogged the river that its course was diverted for several hundred yards. But at least the water gave relief to some. Mothers sank into it gratefully, their babies in their arms, to drown and end their misery.

Women suffered special horrors. Aghavni — that girl whose story of stumbling on her father’s crucified and decapitated body we saw earlier — recalled how, in her home town, a group of 20 Armenian women were forced to dance under a blue, cloudless sky.

‘Turkish soldiers stood behind them shouting “Dance, sluts” and cracking their whips across their breasts, so their clothes would fall off. Some were half-naked, others tried to hold their clothes together.

‘The women were praying as they moved in a slow circle, holding hands. Occasionally, they would drop the hand next to them and quickly make the sign of the cross.

‘When they fell down, they were whipped until they got up and continued their dance. Each crack of the whip and more of their clothing came off.

‘Around them stood their children, who were forced to clap, faster and faster. If they stopped, they were whipped.

‘Some were two years old and barely able to stand up. They cried uncontrollably, in a terrible, pitiful, hopeless way.’ All of this was watched by a crowd of delighted Turkish townspeople in smart dresses and business suits, ‘clapping, too, like cockroaches’.

What came next was beyond belief. ‘Two soldiers pushed through the crowd, swinging buckets, and doused the women with kerosene. As the women screamed, another soldier came forward with a torch and lit each woman by her hair.

‘At first, all I could see was smoke. Then I saw the fire coming off their bodies, and their screaming became unbearable.

‘The children were being whipped furiously now, as if the burning mothers had excited the soldiers, and they admonished the children to clap faster and faster, telling them that if they stopped they, too, would be set on fire.

‘As the women collapsed in burning heaps, oozing and black, the smell of burnt flesh made me sick and I fainted.’

On the death march out into the desert, Aghavni remembered how women were openly tortured and abused. ‘If a woman would not readily submit to sex, she was whipped and, if she tried to run away, she was shot.’

She could only watch in horror as a girl resisted and a policeman took out his sword, ripped open her dress and then slashed off her breasts. ‘They fell to the ground and she bled to death next to them.’ Aghavni survived her ordeal — one of the few to do so. She lived, eventually making her way to America to give her first-hand account of a genocide that the Turkish authorities are still adamant did not take place.

tyrkere-myrder-lc3b8s-pa-armeniere-1915

Det samme had ser man i dag i den muslimske verden. Man har altid set muslimske massakrer på deres omgivelser. Med jævne mellemrum bryder nye massakrer ud. Dengang som idag til de fleste muslimers store jubel. Nogle har ikonisk status, som the Ramallah Lynching, den palæstinensiske hobs slagtning af to israelske reservister. “The Israeli reservists were beaten, stabbed, had their eyes gouged out, and were disemboweled“. Al-Shabaab massakrerede alle der ikke kunne citere koranen på en skole i Kenya. Islamisk Stat libyske afdeling har just massakreret 30 etiopiske kristne. “Be til Allah eller dø!” råbte muslimerne førend de smed de kristne flygtninge overbord til druknedøden. Osv, osv. Muslimernes had til os andre, til alle faktisk er overvældende. Venstres Inger Inger Støjbergs møde med 4 arabere på en tankstation er mere end blot en ubehagelig oplevelse. Det er et varsel. Som Peter Hitchens skrev i Daily Mail; ”A wave of human misery is now heading to Europe” .

http://shoebat.com/2015/04/19/watch-the-amazing-30-brave-christians-slaughtered-telling-the-muslims-to-go-to-hell-and-refusing-to-bow-to-the-false-god-allah/x

Det næste ugræs til at fyge… III

Diverse — Drokles on April 17, 2015 at 5:00 am

De kommer væltende gør de, og det er kun ulykker de bringer med sig. Fra Daily Mail

A group of Muslim migrants have been arrested for ‘aggravated murder’ after allegedly throwing 12 Christians into the Mediterranean sea during a recent crossing from Libya, Italian police reports.

Witnesses say a fight broke out on a rubber dinghy carrying more than 100 African migrants from Libya to Sicily, after which the men were thrown to their deaths.

A group of 15 men have now been arrested on suspicion of ‘multiple aggravated murder motivated by religious hate,’ Palermo police said in a statement.

muslimske-mordere

During the crossing, a fight broke out over religion, with the group of Muslim passengers threatening the Nigerians and Ghanaians after the latter declared themselves to be Christians.

‘The threats then materialised and 12 people, all Nigerian and Ghanaian, are believed to have drowned in the Mediterranean,’ the police statement added.

Herhjemme går muslimer amok når internet forbindelsen er for langsom eller de slår ældre kvinder ned på gaden. Og det bliver kun værre jo flere. Fra Anna Lindh Foundation

The European Commission said Thursday that the crisis caused by the flow of migrants from North Africa to southern Europe, especially Italy, is bad and is set to get worse. “The situation in the Mediterranean is serious and it will get worse in the coming weeks and months,” said European Commission Spokesperson Natasha Bertaud. Italy, which has seen a sharp increase this year in the already big flow of migrants heading to its coast, has repeatedly complained it is not getting enough help from Europe.

Vi ved ikke om der også var kristne med, da disse mennesker startede deres rejse, men vi kan høre at der nu kun råbes Allahu Akbar, som de træder foden ned på kristen jord.

Det græske folkemord og venstrefløjens ufrivillige islamkonfrontationer

Den svenske udenrigsminister kom til at fornærme muslimerne, da hun kritiserede Saudiarabiens barbariske skikke. Som et forsøg på at forklare sig sondrede hun bizart mellem sharia og islam. Sverige undskyldte til sidst deres forsvar for banale menneskerettigheder.

Venstrefløjens forståelse af frigjorthed og almenmenneskelige værdier strider imod islam. Det vil de ikke indrømme og har flittigt brugt islam og muslimer som rambuk i deres forbitrede hævntogt på kristne og konservative nationale dyder og vædier, der er stedfortræder for de forældre der gav dem ikke blot alt, men måske mere end de kunne bære. Og så langt de er lykkedes med deres ødelæggelse af deres ophav så langt sidder de nu mere og mere alene tilbage med islam og muslimerne. Efterhånden har de ikke den gamle nation som mellemlæg at skyde på, men står nu selv overfor islam og muslimerne. Nu mærker de efterhånden omend ufrivilligt de kulturelle brudzoner.

I “Foråret 2013 kørte Center for Voldtægtsofre” kampagnen “At klæde sig sexet er ikke kriminelt“. Nu vil Københavns Kommune også markere sig ifølge Jyllands-Posten

Sæsonen for sol og masser af bar hud er åbnet, og det falder sammen med Københavns Kommunes anti-voldtægtskampagne.

Som blikfang i bybilledet på busser og plakater er netop en nedringet pige, der ledsages af teksten: »At klæde sig sexet er ikke kriminelt – voldtægt er!«

»Det er desværre en nødvendig kampagne, for der er stadig behov for at fastslå, at man har ret til at sige nej til sex uanset hvad. Selv om man optræder i en nedringet bluse eller kommer til at drikke sig lidt for fuld, er det ikke ensbetydende med, at man på forhånd har sagt ja til sex,« siger sundhedsborgmester Ninna Thomsen (SF) om baggrunden for kampagnen.

Skønt det er kampagner, der kun skal stive de kampagnerendes skinhellige selvforståelse af, er det en kampagne, der retter sig direkte imod islam (og vel også mod Uffe Ellemanns tilsvarende  bebrejd-offeret logik). For et par år siden kunne man som nogen nok husker høre hvorledes muslimske piger i Vollsmose følte sig sikret imod chikane, fordi de “bar uniformen“. Ingen kan være i tvivl om, hvad tørklædet og den videre formummelse betyder selv om venstrefløjen benægter hårdnakket, også for sig sig selv.

Tyrkiets præsident Recep Tayyib Erdogan har udover at advare Paven mod at tale for meget om det armenske folkemord, raset imod Københavns beslutning om til maj i nogle dage at opstille denne skulptur til minde om osmannernes folkemord (i medierne omtalt folkedrab) på armenierne

20150415210216_2

“Ingen husker armenierne” skal Hitler have sagt, som et carte Blanche for at løse ‘jødeproblemet’ med industrielt massemord. Det gør flere og flere folk dog idag, selv om man stadig er i tvivl på TV2. Men ikke mange husker dog at også grækere var ofre for de osmanniske muslimers folkemord. Direkte løftet fra Neos Kosmos

Pontian and Anatolian Greeks were victims of a broader Turkish genocidal project aimed at all Christian minorities in the Ottoman Empire. A total of more than 3.5 million Greeks, Armenians, and Assyrians were killed under the successive regimes of the Young Turks and of Mustafa Kemal from roughly 1914 to 1923. Of this, as many as 1.5 million Greeks may have died. The end of the genocide marked a profound rupture in the long Greek historical presence on the Asia Minor.

Greek communities began inhabiting Anatolia (Greek for “east”), otherwise referred to as the Asia Minor, since the 12th century BCE. They centered mostly along the Aegean littoral, although some Greeks, known as Pontians, went further east and colonized the southern shores of the Black Sea. Turkic peoples migrated into Anatolia over the first millennium CE and by the 14th century had established the Ottoman Empire. Over the next six hundred years, the Empire organized its ethnically diverse population into the millet system, thereby ensuring cultural and religious pluralism.

Under this system, the Ottoman Greeks, like other Christian communities in the Empire, were provided with a degree of autonomy. The geographic extent and political power of the Ottoman Empire began to decline over the 19th century as subjected peoples, especially the Greeks, began exerting their own nationalist aspirations. With the support of the Great Powers, the Greeks successfully overthrew Ottoman rule during their War of Independence from 1821 to 1830, thereby establishing the modern Greek state as it is currently situated at the tip of the Balkan Peninsula. However, the over two and a half million ethnic Greeks still living in Anatolia, separated from their Balkan compatriots, suffered the scorn of an increasingly vitriolic Turkish nationalism tainted by a bitter sense of humiliation.

The Young Turk movement emerged from this context, eventually aiming to turn the multi-ethnic Ottoman Empire into a homogenous Turkish nation state. Under the banner of the Committee for the Union of Progress (CUP), this ethnic nationalist movement assumed power after a coup d’etat in 1913.

This political revolution occurred in the midst of the Balkan Wars from October 1912 to July 1913, which ultimately ended five centuries of Ottoman rule in the Balkans. Afterwards, there was a brief diplomatic effort between the Greeks and the CUP to arrange a population exchange.

However, the outbreak of World War I stunted this effort, and instead the CUP took its own radical initiatives. They began singling out all able-bodied Greek men, forcibly conscripting them into labor battalions which performed slave labor for the Turkish war effort. Greek children were stolen and forcibly assimilated into Turkish society. Greek villages were brutally plundered and terrorized under the pretext of internal security. Indeed, as with the Armenians, the Greeks were generally accused as a disloyal and traitorous “fifth-column,” and eventually most of the population was rounded up and forcibly deported to the interior.

This modus operandi was more or less the same for all three Christian victim groups. Again with support of the Great Powers, Greece invaded part of Anatolia immediately after the defeat of the Ottomans in World War I. Centered around the Aegean port city of Smyrna (now known by its Turkish name, Izmir), Greek occupation forces brutally subjected local Turks, thereby further stoking interethnic conflagrations.

At the same time, Mustafa Kemal Pasha was leading a Turkish resurgence, eventually dispelling the Greek military from Anatolia. Turkish forces retook Smyrna in September 1922, instigating a massive anti-Greek pogrom. On September 13, a fire broke out amidst the chaos, spreading uncontrollably over the next two weeks. The Smyrna catastrophe took the lives of somewhere between 10,000 to 15,000 Greeks.

Two months later, diplomatic negotiations between the Kemalist regime and the Great Powers began in Switzerland, leading to the signing of the Treaty of Lausanne in February 1923. The sovereign status of a Turkish nation state was thereby affirmed, and the Great Powers essentially condoned the Turkish genocidal project.

The demographic consequences of the Greek genocide are not objectively certain. The prewar population of Greeks was at least 2.5 million. Over the course of 1914 to 1923, about one million had migrated, some voluntarily but most under coercion. As many as 1.5 million Greeks died, either from massacre or exposure, although this figure is not positive. Presently, a miniscule Greek population remains in Turkey. Greek communities annually commemorate the genocide on September 14 in recognition of the Smyrna catastrophe.

Source: Centre for the study of Genocide, Conflict Resolution, and Human Rights, Rutgers University

Osmannernes folkemord på armenierne og grækerne var muslimers folkemord kristne.

Krigen mod Boko Haram

Jihad, Kalifatet, Kristenforfølgelse, Muslimer, Sharia, Terror, islam, muhammed — Drokles on April 13, 2015 at 7:54 pm

Islam er i færd med endnu en reformation. Dem har der været mange af før og der vil, hvis islam ellers overlever, komme flere endnu. Islams absurditeter er ubærlige at leve med og umulige at bygge samfund på. Derfor vil muslimske samfund altid degenerere væk fra islam over i en mere tålelig tilstand af tyranni, korruption og uproduktivitet. Men med jævne mellemrum bliver den kognitive dissonans for stærk for de troende, der bebrejder de sørgelige samfundforhold manglen på tro og renhed. Og en vækkelse går sin blodig gang gennem de muslimske samfund og - hvis muligt - deres ulykkelige omgivelser. Al-Quada, Islamisk Stat, Salafisme, Muslimske Broderskab, Boko Haram. Forskellige navne for det samme fænomen; muslimer prøver at redde deres dødsyge religion gennem endnu en renselse, endnu en tilbagevenden til rødderne. Ali Sina skriver

Many westerners erroneously believe that Muhammad ibn Abdul Wahhab, (1703–1792) was the founder of Salafism, an extremist sect of Islam. This is not true. Abdul Wahhab did not found a new sect. He was a reformer of Islam in the same sense that Luther was of Christianity.

The core of Abdul Wahhab’s thinking is that Islam is perfect and complete and its decline is the result of religious innovations (bid‘ah), and that an Islamic revival will result by purging the religion from foreign influences and by emulating Muhammad and his companions.

The concept that Islam was perfect in its early stages is asserted in the Quran. “Today have I perfected your religious law for you, and have bestowed upon you the full measure of My blessings, and willed that self-surrender unto Me shall be your religion.” (Q.5:3)

Abdul Wahhab proposed that Muslims should refrain from introducing any innovation and follow the examples of the salaf, (predecessors or early generations) hence the name Salafi.

This definition is not an invention of Abdul Wahhab, but is based on a hadith that reports Muhammad saying, “The people of my generation are the best, then those who follow them, and then those who follow the latter (i.e. the first three generations of Muslims).[2]

It is important to note that ibn Taymiyyah (1263 – 1328) was also a Salafi. He opposed the celebration of Muhammad’s birthday and the construction of shrines around the tombs of Sufi ‘saints,’ saying, “Many of them [Muslims] do not even know of the Christian [Catholic] origins of these practices. Accursed be Christianity and its adherents.”

There is a hadith where Muhammad says, “I am the best Salaf for you.” [3]

The desire to reform Islam and go back to its original pristine state is actually an old thought. Abdul Wahhab, however, succeeded to give shape to this concept, which took ground thanks to the Saudi kings who are his descendants through one of his daughters.

Vice News er taget til fronten i kampen mod Boko Haram

Overbefolkning?

Afrika, Akademia, Demografi, Diverse, Kristendom, Muslimer, islam — Drokles on April 9, 2015 at 7:45 pm

The Guardian har en meget smuk og foruroligende billedserie om overbefolkning

2a5e2f23-aa20-4cc3-81bf-77fe701ff8cf-2060x1236

En chef for FNs Klima halløj vil reducere antallet af mennesker. Og det er der god grund til, som David Attenborough argumenterer for. Presset på ressourcerne og naturen er nemlig ubønhørligt og snart vil vores plastikindpakkede verden ikke kunne skjule affaldet og vores børn kommer til at slås om de sidste rester af den udpinte jord. Eller gør de? Danmark er et meget tæt befolket land, hvilket tilsiger en anden indvandringspolitik end den man er slået ind på fra 1983. Alligevel er her god plads og grundlæggende rent og herligt. Trods vores placering højt mod nord producerer vi et overskud af fødevarer.

Den svenske professor, læge og statistiker Hans Rosling har et anderledes optimistisk syn på befolkningstilvæksten.

Hvad malthusiske Attenborough ikke forstår er at mennesket har evnen til at tilpasse ikke bare sig selv til sine omgivelser, men sine omgivelser til sig selv. Vand er ikke en begrænset ressource, men et kredsløb. Men skønt der ikke bliver for mange mennesker på Jorden, så bliver der alligevel for mange mennesker nogle steder. Men ikke bare det. Der bliver for mange af visse mennesker Pew Research Center:

Shifts in the world’s major religions will see Islam growing faster than any other faith, with the number of Muslims nearly equaling that of Christians by 2050.

A new Pew Research Center study finds that with the exception of Buddhists, the world’s major religions will all see an increase in numbers by 2050, although some will make up a smaller percentage from today. Muslims are the only major religious group projected to increase faster than the world’s population as a whole… If current trends continue, Muslims will outnumber Christians worldwide around 2070.

muslims2050_3258633b

Billedet ovenfor er fra Telegraph og viser den muslimske befolkningskoncentration fremskrevet til 2050. Som min ven konstaterede, så bliver der flere barbarer. Og det er sandt. Hvide vil udgøre 10% af fremtidens befolkning.

Danmarks Radio omtaler muslimske terrorister som seperatister

Det er noget værre noget med de seperatister skriver Danmarks Radio

Det sydlige Thailand er mest kendt for flotte hvide sandstrande, svajende palmer og azurblåt hav. Men i de fire sydligste provinser, blot et par timers kørsel fra ferieparadiset Phuket, ser det helt anderledes ud.

Her er hyppige kontrolposter langs vejene, og forskellige militære fraktioner patruljerer jævnligt gaderne. Området har været i undtagelsestilstand i 9 år, men det er ikke lykkes skiftende regeringer at stoppe de hyppige - og ofte anonyme - angreb, der i gennemsnit dagligt koster et menneske livet.

Nu dokumenterer en ny rapport, at der blandt de aktive krigere findes børnesoldater helt ned til 13 år.

- Vi ved, at børn er involveret i militante, væbnede grupper. De bliver brugt som spioner, til at holde udkig og ind imellem som krigere, fortæller Anchana Heemina, en lokal aktivist, der har leveret dokumentationen til rapporten: ‘Sydthailand: Væbnede gruppers fortsatte rekruttering og brug af børnesoldater’.

De militante væbnede gruppers religiøse ophav er også anonymt for Danmarks Radios læsere. “Der er en mistænksomhed og en mangel på respekt mellem myndighederne og lokalbefolkning” fortæller en uspecificeret “aktivist”. Men, som en god ven påpegede til min enorme overraskelse, så viser det sig, hvis man læser den rapport Danmarks Radio henviser til, at separatisterne faktisk er muslimer. Og, og hold nu fast, de vil have et muslimsk hjemland i Thailand

At the beginning of 2014 the bitter separatist insurgency in Thailand’s southernmost provinces entered its second decade. Grounded in a century of ethnic, cultural and religious tensions between the region’s Malay-Muslim majority and the Thai state, the violence not only shows no indication of abating but appears to be becoming more intense.

Since the current separatist campaign first erupted back in January 2004, armed groups have targeted government forces and officials, ethnic Thai Buddhist civilians and local Muslims suspected of collaborating with government authorities. Well over 6,100 people have been killed to date and a further 11,000 injured. The vast majority of these casualties have been civilians, including women and children. Children have been victims of other grave violations, including attacks on schools, which have resulted in the killings of teachers and disrupted education

souththailandmap

Danmarks Radios omsorg for islams i forvejen uretfærdigt behandlede omdømme kan kun beskrives som rørende.

Antisemitismen er hverdag

TV2 skriver at en jødisk delikatesse forretning i København er blevet udsat for hærværk i nattens løb. Forretningen har ellers været under politibeskyttelse, som så mange andre jødiske forretninger og ejendomme siden muslimen Omar skød og dræbte en jøde udenfor synagogen i København efter at have skudt og dræbt en deltager ved et ytringsfrihedsarrangement tidligere på dagen.

Søndag morgen blev liget af en ung mand med et israelsk pas fundet ved et kloster i Berlin. Den unge mand var tæsket til ukendelighed, så politiet endnu ikke kan sige om han er passets ejer skriver Times of Israel.

Fans af den hollandske fodboldklub FC Utrecht sang “My father was in the commandos, my mother was in the SS, together they burned Jews cause Jews burn the best” og “Hamas, Hamas, Jews to the gas.” under en kamp mod Ajax ifølge Jerusalem PostBosniske fodboldfans stødte til en pro-palæstinensisk demonstration i Wien og sang “Ubij, ubij Židove!”, ‘Dræb, dræb jøderne’!

En professor i filosofi ved Connecticut College er blevet truet væk fra sit job for at have forsvaret Israel på sin Facebook profil, skriver Breibart. Professoren var jøde og truslerne kom fra, øhm, rundt omkring i verden.

Forsvaret af hvide privilegier

USA Today skriver at mangfoldighedskulturen er ved at tage helt overhånd helt ind i de amerikanske væbnede styrker

Army officials are investigating a diversity training briefing at Fort Gordon, Ga., in which a slide about “white privilege” was inappropriately shown to soldiers, according to an Army spokeswoman

The Equal Opportunity briefing took place Thursday for about 400 soldiers of the 67th Signal Battalion, Capt. Lindsay Roman, an Army spokeswoman, said Friday. The slide titled “The Luxury of Obliviousness” has bullet-point items about “white privilege.”

One item reads, “Race privilege gives whites little reason to pay a lot of attention to African Americans or to how white privilege affects them. ‘To be white in America means not having to think about it.’ ”

An image of the slide appeared later Thursday on a Facebook page and generated a torrent of negative comments about political correctness run amok.

Huffington Post beskriver, hvad ”white privilege” er

After one reads McIntosh’s powerful essay, it’s impossible to deny that being born with white skin in America affords people certain unearned privileges in life that people of other skin colors simply are not afforded. For example:

“I can turn on the television or open to the front page of the paper and see people of my race widely represented.”

“When I am told about our national heritage or about ‘civilization,’ I am shown that people of my color made it what it is.”

“If a traffic cop pulls me over or if the IRS audits my tax return, I can be sure I haven’t been singled out because of my race.”

“I can if I wish arrange to be in the company of people of my race most of the time.”

If you read through the rest of the list, you can see how white people and people of color experience the world in very different ways.

Som man kan se, er det skruen uden ende ved at insistere på at virkeligheden er krænkende og forskellighed kun er undertrykkelse. så langt man har en anderledes fremtoning er man så meget desto mindre eksotisk. Historien er at hvide europæere skabte menneskets morderne civilisation. Og sorte er bare ikke knyttet til arbejdsmarkedet.

Everyday Feminism har en forklarende tegneserie, hvis streg er passende for den barnlige tankegang

white-privilege-6

Den sørgelige sandhed er at straffeloven i USA sigter på adfærd og at denne statistik viser hvor forskellige sorte og hvide opfører sig. Trods alle anstrengelser for ikke at tænke ilde bogens forside, så kan man selvfølgelig ikke undgå en mindre selvforstærkende effekt når folk fra hele det politisk spekter, ved hvem statistikken tilsiger udgør en potentiel fare mod ens helbred og ejendom. Men virkeligheden former tanker mere end tanker former virkelighed. Under alle omstændigheder, så er dette bavl blot en dårlig undskyldning for at give ordet til Bill Whittle

Virkeligheden mod institutionerne

“Verden er efterhånden ved at vågne op til klimaforandringernes dilemma, og det er ikke et øjeblik for tidligt” skriver Duncan Clark i Information. Amerikanerne er i så fald ikke en del af den verden ifølge PEW

pew-bekymring-over-global-opvarmning

Og det er til trods for at ingen miljøsag har fået så megen promovering, som klimaet. Hysteriet toppede omkring 2006, hvor Al Gore fik en Nobel pris for filmen En Ubekvem Sandhed. I 2009 lækkede nogen interne emails fra en gruppe centrale klimaforskere tilknyttet East Anglia Universitetet i England. Angiveligt var det medvirkende til at man ikke opnåede enighed ved klimakonferencen i København nogle uger senere. Ifølge Watt’s Up With That har lande som Kina, Indien, Canada, Australien og Rusland endnu ikke besluttet sig for om de gider deltage i klimakonferencen i Paris til december i år.

Ifølge satellit målingerne er atmosfærens temperatur ikke steget de seneste 18 år. Den udvikling, sammen med andre historier som diskrepansen mellem modller og virkelighed, har man først for nyligt indrømmet og da kun med en lang række forbehold. Klimaet ser bare ikke ud til at være så påvirkeligt, eller følsomt, som det hedder indenfor den videnskabelige disciplin, som forskerne selv. Greg Jones skriver i Climate Change Dispatch at de træge modvillige indrømmelser fra klimahysteriets konsensus følger Kübler-Ross modellen for en psykologi konfronteret med det uafvendelige.

Now, after a roller coaster of emotions and barrage of media tantrums, it seems the issue is settled, sort of. In a recent paper in the journal Science, a team of researchers actually acknowledges the pause and attempts to explain it.

(…)

“The Pause in Global Warming is Finally Explained,” Scientific Americanassures us; “The global warming slowdown is real—but that’s no reason to question climate science,” sneers the Washington Post; “Scientists now know why global warming has slowed down and it’s not good news for us,” proclaims a recent headline on Quartz.com.

As is often the case with predicting the climate, however, the certainty proclaimed in the headlines is anything but certain. This isn’t the first time researchers have attempted to explain what they have previously denied. To date, there are more than 52 scientific theories attempting to solve the pause that doesn’t exist, from a lazy sun to trade winds to the wrong types of El Niño’s. But for some reason Mann’s explanation is the one; 53 is apparently the magic number.

(…)

Mann’s paper encapsulates perfectly the issue between skeptics of climate change and the hard-core believers: something in the models is always missing that is later found. What was wrong last time has been corrected, even though last time nothing was wrong. The same models that are considered gospel always come up short, only to be revised as gospel yet again.

Everyone understands that climate change research is tricky; countless variables constantly interacting with one another at ever-changing time and distance scales. And studying the Earth’s climate is indeed a worthwhile pursuit. But there is nothing scientific about denying actual, physical data, in this case the global average temperature over two decades. And nothing is academic or open-minded about demonizing an entire portion of the population pointing out the obvious by labeling them “deniers” as if they doubt the Holocaust.

(…)

Don’t expect full acceptance anytime soon, however. In fact, a recent Nature paper defends the accuracy of the very models that failed to predict the very pause that didn’t exist that now does exist but only because the models were wrong. No, this is not a Zen koan: it’s modern climate science.

Klimahistorien har haft det svært, men trods dens lunkne opbakning er den stadig hos os. Måske fordi de n er blevet to big to fail, spekulerer Paul Driesen ligeledes i Climate Change Dispatch

Lockheed Martin, a recent Washington Post article notes, is getting into renewable energy, nuclear fusion, “sustainability” and even fish farming projects, to augment its reduced defense profits. The company plans to forge new ties with Defense Department and other Obama initiatives, based on a shared belief in manmade climate change as a critical security and planetary threat. It is charging ahead where other defense contractors have failed, confident that its expertise, lobbying skills and “socially responsible” commitment to preventing climate chaos will land it plentiful contracts and subsidies.

As with its polar counterparts, 90% of the titanic climate funding iceberg is invisible to most citizens, businessmen and politicians. The Lockheed action is the mere tip of the icy mountaintop.

The multi-billion-dollar agenda reflects the Obama Administration’s commitment to using climate change to radically transform America. It reflects a determination to make the climate crisis industry so enormous that no one will be able to tear it down, even as computer models and disaster claims become less and less credible – and even if Republicans control Congress and the White House after 2016. Lockheed is merely the latest in a long list of regulators, researchers, universities, businesses, manufacturers, pressure groups, journalists and politicians with such strong monetary, reputational and authority interests in alarmism that they will defend its tenets and largesse tooth and nail.

Above all, it reflects a conviction that alarmists have a right to control our energy use, lives, livelihoods and living standards, with no transparency and no accountability for mistakes they make or damage they inflict on disfavored industries and families.

Selv om temperaturen holder ‘pause’ fortsætter debatten. Lawrence Solomon skriver i Financial Post at den russiske forsker Habibullo Abdussamatov

His latest study, published in Thermal Science, delivers this week’s second whammy. It continues the analysis he has long pursued, which consistently arrives at the same conclusion: Earth is now entering a new Little Ice Age, Earth’s 19th Little Ice Age, to be precise. Abdussamatov has been quite confident of his findings for what might strike some as odd reasons: His science is based on that of the giants in the field — astronomers like Milutin Milankovitch, who a century ago described how tilts in its axis and other changes in the Earth’s movements determine its climate, and William Herschel, who two centuries ago noticed an inverse correlation between wheat prices on Earth and the number of sunspots generated by the Sun’s cycles. (Hint: the more energy from the Sun that Earth gets, the more warmth Earth receives, the more abundant the wheat crops, the lower the price of wheat; the less energy from the Sun, the less warmth, the more wheat crop failures, the higher the wheat price.)

Greenhouse gases — CO2 and water vapour — play a role in this drama but the gases come not from SUVs and other man-made activities but from the oceans, which contain 50 times as much CO2 as the atmosphere. As the oceans warm or cool because of the Sun, they release or absorb these gases, whose greenhouse effect is secondary and relatively minor.

Abdussamatov’s model incorporates the Sun’s 200-year cycles and the feedback effects from greenhouse gases released by the oceans, and sees how they acted on Earth’s previous 18 Little Ice Ages. “All 18 periods of significant climate changes found during the last 7,500 years were entirely caused by corresponding quasi-bicentennial variations of [total solar irradiance] together with the subsequent feedback effects, which always control and totally determine cyclic mechanism of climatic changes from global warming to Little Ice Age.”

If the 19th Little Ice Age follows the pattern of the previous 18, Earth slipped into an ice age in the winter just concluded and will become progressively colder over the next 50 years, reaching its depth around 2060. Another half century, taking us to the 22nd century, and we’ll arrive back at today’s temperatures.

Mens Joe Romn i Think Progress betror os at pausen er slut

We may be witnessing the start of the long-awaited jump in global temperatures. There is “a vast and growing body of research,” as Climate Central explained in February. “Humanity is about to experience a historically unprecedented spike in temperatures.”

A March study, “Near-term acceleration in the rate of temperature change,” makes clear that an actual acceleration in the rate of global warming is imminent — with Arctic warming rising a stunning 1°F per decade by the 2020s.

Scientists note that some 90 percent of global heating goes into the oceans — and ocean warming has accelerated in recent years. Leading climatologist Kevin Trenberth of the National Center for Atmospheric Research explained here in 2013 that “a global temperature increase occurs in the latter stages of an El Niño event, as heat comes out of the ocean and warms the atmosphere.”

In March, NOAA announced the arrival of an El Niño, a multi-month weather pattern “characterized by unusually warm ocean temperatures in the Equatorial Pacific.”

How much of a temperature jump should we expect? Last month, Trenberth explained to Living on Earth:

I interviewed Trenberth this week, and he told me that he thinks “a jump is imminent.” When I asked whether he considers that “likely,” he answered, “I am going to say yes. Somewhat cautiously because this is sticking my neck out.”

Trenberth explained that it’s significant the Pacific Decadal Oscillation (PDO) “seems to have gone strongly positive” because that is “perhaps the best single indicator to me that a jump is imminent.” During a PDO, he explains, “the distribution of heat in the oceans changes along with some ocean currents.”

“Through it all, Gallup will be describing the public’s opinion of global warming.” slutter Lawrence sit indlæg.

Ateist muslim i Danmark

Information har en glimrende artikel om en ung muslimsk pige, Haifa, der mister troen og ender med at leve et dobbeltliv i savn og frygt for sin familie og det muslimske bagland.

En god muslim funderer sit liv på islam og begreber om ære, som danskerne aldrig vil kunne forstå. Jeg følte mig fjern fra alt det, jeg kom fra, da jeg begyndte at tro på videnskaben og stillede spørgsmål til Koranen: Dannes sæd virkeligt i rygsøjlen? Hvorfor er en mands vidneudsagn dobbelt så meget værd som en kvindes? Hvorfor må kvinder ikke deltage ved begravelser, og hvorfor giver koranen mænd lov til at holde slaver?

Alle pigerne i klassen tog tørklæde på, da de blev 12-13 år. Jeg ventede til, jeg var 14. Jeg havde ikke lyst til at gå med tørklæde, men troede, at jeg ville have mere til fælles med pigerne i klassen, hvis jeg tog det på. Alle var så stolte af mig og sagde, at jeg så smuk ud tildækket. Jeg holdt også op med at gå i stramme bukser. Udadtil lignede jeg én, der var sikker i troen, men indeni forsatte tvivlen. Jeg fortalte en veninde om alle de ting, jeg ikke forstod ved islam, og hun gav mig en bog om Koranens videnskabelige mirakler. Det er sådan en, man forærer tvivlere. Jeg havde brug for at tro på det, der stod i den, for frafaldne muslimer er der, hvor jeg kommer fra, ikke noget værd.

Om den sociale kontrol og den medfølgende paranoia

Jeg låner aldrig min computer ud og er normalt meget påpasselig med at slette mine digitale spor. Men en dag, hvor en gammel bekendt var på besøg, og hun ville vise mig noget på internettet, startede computeren op på en engelsk artikel om muslimske afhoppere. Jeg lukkede siden ned og sagde, at jeg ikke havde læst historien, men bare klikket på den, fordi den lå i mit Facebook-feed. Hun sagde ingenting, men gik efterfølgende til mine forældre og spurgte, om jeg havde forladt islam?

Om normaliteten i voldstruslen

I det lokale miljø forsatte rygterne, og mændene krævede, at min far ’handlede’. Det kan enten betyde, at han skal slå hånden af mig eller sætte mig på plads med vold.

Om hvorledes det er et gennemgående træk i muslimsk kultur

Det er svært at være den eneste, der står frem, men hvis vi er flere, kan det være, at det en gang i fremtiden ikke længere vil være farligt at bryde med islam.

Apostasi er forbudt i islam under dødsstraf. Det tages alvorligt af muslimer flest, hvorfor alle overvåger hinanden og fungerer som stikkere. Godt så.

Det medførte en del debat på kommentarsporet, der efterhånden degenererede i en ny-ateistisk dagsorden relativerende for eller imod religion, tro og ateismens indhold. Det sker ofte med den slags debatter; udannede ny-ateister vil gerne demonstrere at de har nærlæst Christoffer Hitchens eller Sam Harris til de rene memer. Det er skam interessant nok i sig selv, men her vil jeg blot vise et uddrag af klassiske relativister og apologeter, som de optrådte imellem også ganske gode kommentarer

Niels-Simon Larsen relativerede som den første

Ateisterne i Danmark er ikke anerkendt som andet, end at vi skal være med til at understøtte folkekirken. Hvilket parti skal man stemme på ud over Enhedslisten? Ingen har en ateistisk profil. De tør ikke, for vælgerne vil gerne have folkekirken og vil ikke skille stat og religion.

Hvor meget er protestanterne i virkeligheden bedre end muslimerne?

Charlotte Krarup Mouritzen fulgte efter

Min største medfølelse til ‘Haifa’.
Måske kan erfaringer fra tidligere Jehovas Vidner bruges af unge tidligere muslimer?

Niels-Simon Larsen, der til slut fik stor succes med at trække diskussionen ned i en begrebsforvirret debat om Guds eksistens relativerede mere uddybende og, imponerende også, både mere verdensfjernt og ganske etnocentrisk

Nogle her vil gerne tydeliggøre afstanden mellem kristendommen og islam i sidstes disfavør, og jeg kan da også godt selv se forskellen, men hvad med lighederne? Mange kristne tror på det evige liv i enten en himmel eller et helvede. Mange tror på, at de engang skal se Gud og være sammen med Jesus m.m. Hvad er så forskellen på at tro på de 70 jomfruer, ja, hvad er forskellen på det kristne paradis og det muslimske?
Jeg synes i høj grad, at vi trænger til at feje for egen dør, inden vi kritiserer andre. Mange går med et kors om halsen. Det er jo en slags nøgle til himlen. De iranske børn, der blev brugt som mineryddere i Iran/Irak krigen havde en plasticnøgle i en snor om halsen, så de selv kunne låse sig ind i paradis. Ja, ja, ja, der er forskel igen, men hvor stor er den?

Jeg kan virkelig godt sætte mig ind i Haifas grusomme situation, selvom jeg ikke har været i hendes sko. Man kan læse om masser af den slags. Og husk så lige på, at 80 procent af danskerne er medlem af folkekirken, og disse 80 procent bakker op om militæret og kongehuset. Det hele dybt godnat. Det er os, der skal gå foran med at skippe trossystemerne, så kommer de andre nok bagefter, for alle vil leve frie liv og kærlige liv.

Peter Jensen har ikke læst hvor udbredt og intens overvågningen er i det muslimske miljø og sætter Information på listen over islamfjendtlige medier

“I håb om, at det en dag holder op med at være et tabu at forlade islam, fortæller hun her sin historie”

Illustrerer artiklen ikke at der findes rig variation indenfor islam-praksis? Hendes kæreste kommer selv fra et ‘muslimsk’ miljø - og kan, så vidt artiklen, sekularisere sig uden de store problemer. I øvrigt har jeg vanskeligt ved at finde religioner, som ikke tabuiserer - eller minimum problematiserer (og så er tvangen allerede i gang) brud med menigheden.

Men gryden skal jo holdes i kog.
De kære medier, de kære magthavere, de villige afmægtige.

Leo Nygaard opfordrer de ateistiske muslimer til at forlade landet. Ja, De læste rigtigt, de korantro kan blive

Denne beskrivelse af et enkelt menneskes liv i religiøs/kulturel konflikt er et billede af hele samfundet. Splittesen i Heifas hoved er splittelsen i samfundet.
Nogen foreslår et brud - rejs væk Heifa.
Hævet til det øverste niveau : Rejs væk I muslimer, der ikke kan leve med det samfund, i er en del af.
Som Heifa, der ikke kan leve med dette dobbeltliv.

Lennart Kampmann taler om ateisters særlige indsigt, diagnosticerer teister som sindssyge og kolporterer myten om at man har troet at Jorden var flad

På samme måde som kristendommen er blevet tæmmet og overflødiggjort i Danmark står andre religioner overfor samme skæbne. Det er et spørgsmål om tid. Tanken om en skabende gud fornærmer vores intellekt, men det varer jo noget før effekten af vores indsigt har forplantet sig til alle. En gang troede man at jorden var flad. Med tiden forsvandt denne tro, og i dag er den tegn på galskab.

Også emil groth finder at Information forfølger islam

Jeg gir øl den dag en anderledes avis tør, at skrive en possitiv beretning om islam.

John Victor Lorck mener at muslimsk forfølgelse af apostater er gældende for alle religioner

Tak til “Haifa” for hendes modige åbenhed. Og hvor er det sørgelig læsning. Religon er i sandhed formørkelse og intolerance. Hvilket umenneskelig sitution at være i, for man elsker jo dog sine forældre og søskende. Men er der en anden udvej end at forlade familien ?

Ole Hansen mener Haifas historie også er typisk for danske piger

http://en.wikipedia.org/wiki/Bad_faith_(existentialism)

Dansk kultur er ikke et hak bedre! Hvorfor har danskerne så svært ved at se på dem selv? Hvorfor antid andre - specielt muslimerne? Er danskerne frie????? omg!

Tilsyneladende er han nemlig selv truet af sin voldelige famile, eller hvem det nu er

Jeg skal også altid være klar med en løgn - der er jo zero frihed til at være sig selv, i Danmark! Diskriminationen, selvcensuren er absolut, her i landet.

Niels-Simon Larsen ved ikke at den danske Folkekirke er Luthersk evangelisk

Prøv til en begyndelse at få en dansk præst til at sige, at helvede ikke eksisterer og det samme med dødsriget.

Claus E. Petersen har heller ikke opdaget at Haifas dobbeltliv netop forudsætter en kulturel normalitet

Et eller andet sted er det vel et enkeltstående tilfælde, som bør udløse kritik af de manglende ressourcer til fremme af integration.

Som alle ved, er dialog vejen frem til partnerskab.

Den meget aktive Niels-Simon Larsen kan ikke se Haifas specielle fortælling om islam er særligt knyttet til islam, føler sig truet til at handle i Bilka og fortæller at der er meget stor forskel på hans opførsel på Informations debatfora og når han er sammen med muslimer - klogeligt

Jeg kan ikke lide fordømmelsen af islam og synes hellere, vi skal feje for egen dør. Hvor mange gange om dagen ligger vi ikke ‘med røven i vejret og beder til’ materialismen, som er den mest ødelæggende tendens i verden? Jeg har tilbragt en del tid sammen med muslimer og oplevet dem fra den menneskelige side. Selvfølgelig sagde jeg ikke i tide og utide, at jeg var ateist, men det gør jeg heller ikke her.

Robert Ørsted-Jensen vil også gerne relativere

Simon - jeg er ganske enig i at fundamentalt et er islam ikke værre end så mange andre religioner.

Og han følger op

den eneste virkelige forskel på islam og de andre judæiske religioner er at dele af islam stadig sidder fast i fortidens idioti og har svært ved at komme vider

Siden forfaldt debatten er verbose indlæg, hvor ateister prøvede at meme sig til en højere indsigt. Men skønt Information ikke er islamkritikkens højborg, som flere af læserne synes at mene, så er den i det mindste slået ind på en kurs, hvor mere nuancerede fortællinger om muslimsk hverdagsliv, end de gængse offer- og succeshistorier. Blandt andet en om æresdrab og venstrefløjens svigt

I dag har norske Deeyah Khan droppet sangkarrieren. Otte år efter at hun måtte flygte fra London og for anden gang i sit liv søge ly i et fremmed land, har hun i stedet dedikeret sin tid til at tale på vegne af kvinder, der er ofre for såkaldt æresrelateret vold. Kvinder som dem, hun kender fra sin opvækst i Oslos pakistanske miljø og gennem sit ngo-arbejde: »Kvinder, som ikke blot flygter fra voldelige ægtemænd, men fra hele deres omgangskreds, fra hele deres liv,« som den nu 37-årige instruktør og kvinderettighedsforkæmper selv formulerer det over for Information.

Hendes Emmy-vindende dokumentarfilm fra 2012 om Banaz Mahmod – en pige med kurdiske rødder, der med sin families vidende og accept blev voldtaget, kvalt og begravet i en kuffert i en baghave i 2006 – var et forsøg på at synliggøre problemet.

»Dengang jeg selv blev udsat for overgreb, turde jeg ikke protestere. Jeg var bange for, at mine ord ville blive misbrugt til at generalisere og stigmatisere etniske minoriteter. Men det gik op for mig, at min tavshed bidrog til kvinder som Banaz’ lidelse og død,« siger Deeyah Khan.

Men venstrefløjen og kvindebevægelsen er stadig tavs, mener hun.

»Frygten for at blive beskyldt for racisme får dem, der burde tale kvindernes sag, til at se den anden vej. Kvinderne bliver glemt og ignoreret, for deres ulykke påvirker ikke samfundet i samme grad som de drenge, der bliver radikaliseret til at begå terror.«

(…)

I det multikulturelle London forsøgte Deeyah Khan at starte på en frisk. Hun fik en stor pladekontrakt og relancerede sig selv som ’Den muslimske Madonna’. Med hvad Nick Cohen beskriver som en »rørende naivitet«, troede hun, at Storbritannien ville være et mere sikkert sted end Norge. Men snart efter måtte den unge sangerinde hyre bodyguards, da hun blev spyttet på på gaden og opsøgt på sin adresse og truet på livet.

(…)

»Æresdrab sker kun i de mest ekstreme tilfælde, men tusindvis af kvinder lever et liv under total kontrol. De kan ikke gemme sig, fordi taxachauffører og folk, som arbejder for politiet og i jobcentre, rapporterer tilbage til familierne,« siger Deeyah Khan.

Kommentarerne her var væsentligt mere afdæmpede.

Nogle løse Tradsserier

Diverse — Drokles on March 30, 2015 at 12:16 am

Når en café har billeder af to af mine store helte - the Beatles og Che Guevara - ja, så blir jeg nok stamgæst

David Trads

Jyllands-Posten har, som man nok vil vide, ansat David Trads som fast klummeskribent. De gav ham følgende præsentation

David Trads bed sig fast i Nyrups ledelseskrise, Venstres skattestop og økonomien i Dansk Folkepartis omfattende partiprogram, inden han skiftede JP ud med Danmarks Radio og siden blev chefredaktør for dagbladet Information, medstifter af gratisavisen metroXpress, lektor på Syddansk Universitet og ansvarshavende chefredaktør for det islandske eksperiment Nyhedsavisen, som var med til at ændre mediebilledet i Danmark.

Selvsikker, stor i slaget og lettere hånende over for ”de små gamle morgenaviser”, som Trads vendte tilbage til, lige inden Nyhedsavisen gik ind, bl.a. arbejdede han som USA-korrespondent for Berlingske. På et tidspunkt havde David Trads selv planer om at blive politiker. I 2004 sprang han ud som socialdemokrat og forsøgte at blive opstillet i Skanderborg-kredsen, men blev slået eftertrykkeligt med stemmerne 420 mod 31 af den dengang ret ukendte Kirsten Brosbøl, som nu er miljøminister.

Nederlaget slog ikke Trads ud, ligesom de andre knubs, den professionelle tilværelse har givet ham, heller ikke mærkes på overfladen. Med sin indsigt, idérigdom, evne til at udfylde et tomrum og iscenesætte et standpunkt, er David Trads blevet en hyppigt anvendt kommentator og en af Danmarks mest eksponerede personer på Facebook. For nylig var vennekredsen så stor, at han måtte skifte den private profil ud med en fanside. Her kan man læse hans ofte skarpe analyser af alt fra venstrefløjens voldsromantik til brugen af ordet indvandrere om unge drenge, som er opvokset i Danmark.

David Trads holder sig ikke tilbage fra at sige sin mening. Han skærer ind til benet, når fremmedhad, hykleri og politisk uformåenhed udstilles. Selv tager han gerne imod de verbale tæsk, som eksponeringen medfører. Men det skal ske i en ordentlig tone og efter devisen, gå efter bolden og ikke efter manden.

Trads - som Morten Uhrskov Jensen kaldet ”Den inkarnerede frejhed” - går nu ikke mere efter bolden end at var nødt til at opfinde en bold, da han gik efter at ødelægge Henrik gade Jensens renomme og karriere med nazibeskyldniger i hans tid som redaktør af Information. Det tog 9 år for Trads at sige undskyld og da kendte alle alligevel den rette sammenhæng. Til Politiken sagde han

»For ni år siden begik jeg en stor journalistisk fejl, som jeg for længst burde have undskyldt for – en fejl, som oven i købet fik store personlige konsekvenser for den mand, som Information hængte ud på forsiden … En grov, grundløs anklage, der kostede manden hans arbejde og plagede hans familie. Mine undskyldninger i dag kan ikke rette op på de skader, som jeg var med til at påføre Gade Jensen«, skriver David Trads, der lige nu arbejder som USA-korrespondent for Berlingske Tidende.

(…)

»Da Detektor henvendte sig for at få mig til at deltage i dets program om Gade Jensen-sagen, takkede jeg nej. Min begrundelse var, at jeg ikke havde tid midt under dækningen af USAs præsidentvalg. Det var, kan jeg tydeligt se i dag, en tarvelig beslutning. Det var udtryk for fejhed, for det mindste jeg kunne have gjort, var offentligt og utvetydigt at have undskyldt for de fejl, som jeg er ansvarlig for«, skriver den tidligere chefredaktør.

Gade Jensen stoppede efterfølgende på Jyllands-Posten.

Her på Monokultur er han især berygtet for, hvad jeg kaldte intimidering af Kim Møller og Uriasposten. Efter den større fyringsrunde på Nyhedsavisen fandt Trads nyt arbejde som “projektleder i Det Berlingske Officin med direkte reference til koncernchef Lisbeth Knudsen”, skrev Politiken

det_kvindelige_netv_233288c

Som man kan se var Trads glad og gav en hel kasse øl til sine fyrede medarbejdere. Glade var de omkostningslette polske avisbude ikke - men de fik selvfølgelig heller ingen øl.

Men Jyllands-Postens David Trads hagiografi  giver mig mulighed for at rydde lidt ud i arkivet, så her er et udpluk af små Tradsserier jeg tilfældigvis og ganske urepræsentativt er faldet over på Facebook gennem tiden. Sådan som da han i Berlingske Tidende kaldte David Headley og Tahawwur Hussein Rana, de to terrorister der planlagde “et spektakulært bombe angreb på Rådhuspladsen i København” for henholdsvis en “amerikansk agent”, hvis dobbeltliv “måske løb løbsk” og “en vellidt forretningsmand, som måske bare kom i forkert selskab”. I samme logik roste han i sommeren Mogens Lykketoft for klart at “lægge afstand til Israels overdrevne og forkastelige brug af dets overlegne militær til at angribe civile i Gaza” og at der ikke var beviser for “at Hamas stod bag den tragiske kidnapning og drab på tre israelske teenagedrenge”. Trads var også “ret imponeret af [Obamas] brug af en af de ældste læresætninger i amerikansk udenrigspolitik - ’speak softly, but carrry a big stick - idet det nu ser ud til, at han med sine trusler om brug af krydsermissiler fik bragt Putin på banen til at banke Assad på plads.” Trads har skrevet lige så kælent om Bill Clinton, som perfidt om Dansk Folkeparti han dedikerede en hel bog om.

I 2007 mente Trads at Naser Khader var en ny Kennedy (John F velsagtens) i sin hagiografi på Avisen.dk, som gengives i sin helhed (med mine fremhævelser)

Naser Khader er noget så sjældent som en rigtig politiker – han har holdninger og langsigtede mål, han evner både at have skarpe meninger og dernæst indgå kompromiser, men han svigter aldrig sine ypperste demokratiske idealer. Det er derfor en stor gevinst for Danmark, at Khader står i spidsen for sit nye parti – Ny Alliance – som bliver en politisk bevægelse, der vil søge at bremse yderfløjenes indflydelse. Khaders bevægelse vil appellere til tænksomme og realistiske vælgere, og der er grund til at tro, at 43-årige Khader vil kunne vende op og ned på styrkeforholdene på Christiansborg. Khader er det tætteste, vi i Danmark er på en Kennedy – med et smittende engagement, stærke værdier, ægte følelser og frem for alt med et kolossalt drive i forhold til at løse den afgørende politiske kamp i de kommende årtier: Nemlig at vinde kampen om unge muslimers sjæl – så de lander i vores demokratiske lejr. Khader er en fundamentalistisk tilhænger af demokratiet – i Danmark og resten af verden – men han er en hardliner med et humanistisk mål. Khader er et ikon en politisk sværvægter, som spiller på den store bane, fordi han forstår de store dagsordener. Der findes dem, der ikke bryder sig om ham – ud over islamistiske ekstremister, der fysisk jagter Khader, så han må have politibeskyttelse, er det i en mærkværdig alliance også dagbladet Politiken, hvis nedladende facon er dybt elitær. Jeg er derimod dybt imponeret over Naser Khader – og har været det, siden jeg første gang mødte ham for 10 år siden. Hans første bog – Ære og Skam – er en fænomenal introduktion til den type islam, som de fleste muslimer praktiserer, baseret på de konkrete erfaringer, som flere års arbejde som tolk i asylsager har givet ham. Khader forstår dybden i integrationsdebatten på en måde, der gør ham til en statsmand – og til den politiker, som bedre end nogen anden kan sikre den sammenhængskraft i samfundet, der er behov for også i de kommende årtier. Den indflydelse, som Khaders kommende parti vil få, kan næppe overvurderes. Med sin enorme folkelige popularitet vil han kunne hente stemmer fra alle fløje i dansk politik – og der er absolut chance for, at han efter næste folketingsvalg vil være tungen på vægtskålen. I de kommende tid skal politikken formes, men allerede nu kan dansk politik med Khaders initiativ se frem til en udvikling, der har potentialet til at ændre samfundet lige så meget, som da Dansk Folkeparti blev stiftet i 1995 – eller da Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti kom i Folketinget i 1973. Det kan blive et jordskred.

Det gik som bekendt ikke helt som præsten prædikede. David Trads glemte hurtigt alt om hvorledes der foregik en kamp om de danske muslimers sjæle, der ikke var i vores demokratiske lejr og skrev på sin Facebook profil i anledningen af den nye moske på Nørrebro

Hvordan kan der være, at det officielle Danmark altid griber chancen for at undgå ægte dialog med vores muslimske medborgere?

I dag indvies den nye stormoske i nordvestkvarteret i København - den første rigtigt flotte moske i landet - og det er en festdag, som ministre, ledende politikere og kongehuset selvfølgelig burde bakke op om. Havde det her sket i USA, kan jeg godt garantere, at stort set alle i eliten ville have mødt op.

Jeg forstår godt, at ikke alle fra Danmarks top kan komme i dag til åbningen, men at INGEN kommer, er en helt unødvendig fornærmelse mod vores mange muslimer.

Ros dog til folketingsmedlem Özlem Cegic og Københavns socialborgmester Jesper Christensen for at møde op.

Og i samme forbindelse harcelerede Trads over Berlingske Tidendes fine illustration

skc3a6rmbillede-2014-06-27-kl-150040

Hvilket fik Tom Jensen til at spørge, hvorfor han kunne harcelere over at den amerikanske politiker Jody Hice mener “at homoseksualitet er en synd – og at kvinder bør adlyde deres ægtemænd“, samtidig med at han efterlyser forståelse for den homofobiske og misogyne moske.

Men, hvor Trads ikke lod sig belære om den ytringsfrihed han aldrig kan forstå og ikke tog notits sine kritikeres hudfletning af hans manglende konsistens, faktualitet og logik kunne han drage fordel af sin manglende hæderlighed når han skrev af fra udenlandske medier

malala-and-nabila-worlds-apart-1383338863-4916-1

Se godt på de to piger på billederne, jeg har vedhæftet - for pigen til venstre hyldes af os alle, mens pigen til højre ignoreres af de fleste.

De to pigers historie minder ellers om hinanden - for de blev begge udsat for traumatiske overgreb i oktober 2012:

Nu 17-årige Malala Yousafzai, en ung pakistansk forkæmper for pigers ret til uddannelse, blev forsøgt dræbt af Taleban. Hun overlevede - og modtog forleden Nobels fredspris. Hun er uomtvisteligt en helt, et forbillede.

Nu 9-årige Nabila Rehman var i marken i Pakistan sammen med seks andre børn og deres bedstemor for at høste, da helvede - i form af en amerikansk drone - pludselig dukkede op. Bedstemor blev dræbt og alle børn såret. Nabilas historie hører vi aldrig om - selv om hun osse er en helt i min bog.

Sidste år var Nabila i den amerikanske kongres. Kun fem ud af 430 medlemmer dukkede op, da hun gav vidneforklaring:

“Hvad havde bedstemor gjort forkert,” spurgte den tapre pige?

Nabila fik intet svar - men det er svært at undgå at bemærke, at når Taleban forsøger at slå en pige ihjel, ja, så reagerer vi med vrede, mens vi totalt ignorerer ofrene af vores egne henrettelser af uskyldige.

Så længe Vesten igen og igen agerer så dobbeltmoralsk, som vi konstant gør i krigen mod terror, ja, så kommer vi ingen vegne. Det er det rigtigt sørgelige.

Historien er sakset fra en Al-Jazeera artikel, med overskriften “Malala and Nabila: worlds apart“. Det gør Trads dog ikke opmærksom på. Derfor ‘glemmer’ han også at fortælle at dronens mål ikke var lille henrivende Nabila, men derimod en taleban base, hvor det lykkedes at dræbe fire talebanere. Modus operandi er et fremmedord Trads heller ikke vil belæres om.

SF tænker på andre end de nationale

Arabere, Socialistis Folkeparti, venstrefløjen — Drokles on March 27, 2015 at 9:37 pm

Socialisme er internationalisme. Herhjemme tænker Socialistisk Folkeparti derfor på alle andre end danskerne

11024690_10153147960459246_8718904432129715563_n-1

Tak til regeringen for at komme med et udspil for at få flere indvandrere og flygtninge i job. Gode takter. Men der bør gøres mere for at skabe rigtige job. Ikke mindst i brancher, hvor jobbene i dag er besat af østeuropæisk arbejdskraft. For det giver jo ingen mening, at flygtninge og indvandrere i Danmark står uden job, mens folk må rejse hertil for at få besat de ledige stillinger i nogle brancher.

Og i “Palæstina” er tænker de derfor på alle andre end palæstinenserne

10426867_10153168580304246_6282268287344401042_n

Så er Palestine Marathon i gang. 3000 mennesker fra hele verden løber for retten til at bevæge sig frit uden besættelse. En SF’er fra folketinget løber med - kan du finde hende?

Det er konsistens!

Den israelske venstrefløj i krise

Venstrefløjen drømmer om en verden efter deres idealer, mens højrefløjen minder om realiternes barske væsen. Den prisbelønnede israelske forfatter Amos Oz vånder sig over det israelske valgresultat i Information.

I fraværet af to stater og i erkendelsen af, at binational sameksistens er en fantasi, truer udsigten til én arabisk stat med at slå vores zionistiske drøm i stykker.

I et forsøg på at udskyde det uafvendelige vil landet, som strækker sig fra Jordan til Middelhavet, måske i en periode blive styret af et uforsonligt jødisk og racistisk diktatur, som vil sætte sin vilje igennem, både over for det arabiske flertal og over for sine jødiske modstandere. Men som andre mindretalsdiktaturer i moderne tid vil heller ikke dette kunne overleve. International boykot udefra og blodbad indefra – eller begge dele – vil til sidst tvinge det til at give efter: En arabisk stat fra havet til floden vil da være en realitet. Og tostatsløsningen? Mange i Israel støtter visionen herom, men hævder også, at en sådan løsning på konflikten for øjeblikket ikke er i syne. For dem var Yasser Arafat for stærk og havde ondsindede bagtanker, hvorimod hans mere fornuftige efterfølger, Mahmoud Abbas (Abu Mazen) er for svag. Derfor taler de for i det mindste at holde tostatsløsningen i live igennem såkaldt ’konflikthåndtering’.

Ak, bare sidste sommer oplevede vi, hvad ’håndtering’ kan betyde. Konflikthåndtering dømmer os til nye Libanon-krige, til nye Gaza-krige og til en tredje, fjerde og femte intifada i Jerusalem og på Vestbredden, der alle vil brede sig til vores gader. Med den følgevirkning, at PA, De Palæstinensiske Selvstyremyndigheder, bryder sammen, og at Hamas eller mere ekstreme efterfølgere tager over. Det vil give store tab på begge sider. Og dette vil være den logiske konsekvens af ’konflikthåndteringen’.

Ja, det er hårdt at være venstrefløjen i Israel efter Benjamin Netanyahus valgsejr. Raymond Ibrahim fortæller spidende om venstrefløjens selvoptagede sværmerier

It dreamed of a country run by bureaucrats that worked only three days a week. It dreamed of unions running monopolies that worked whenever they liked and charged whatever they wanted. It dreamed of children raised on collective farms without parents and of government as a Socialist café debate.

Most of all it dreamed of a country without conservatives. It still hasn’t gotten that wish.

Netanyahu’s victory hit hardest in Tel Aviv where, as Haaretz, the paper of the left, reports, “Leftist, secular Tel Aviv went to sleep last night cautiously optimistic only to wake up this morning in a state of utter and absolute devastation.”

Tel Aviv is ground zero for any Iranian nuclear attack. Its population density makes it an obvious target and Iran threatened it just last month. A nuclear strike on Tel Aviv would not only kill a lot of Israelis, it would also wipe out the country’s left.

Haifa and Tel Aviv are the only major cities in Israel that the left won in this election. And it was a close thing in traditionally “Red Haifa” whose union dockworkers these days are Middle Eastern Jews who vote right. The left took a quarter of the vote in Haifa to a fifth for Netanyahu’s conservative Likud party.

In Tel Aviv however, the Labor coalition and Meretz, the two major leftist parties, took nearly half of the vote. Amos Oz’s daughter told Haaretz that everyone in the left had been upbeat because everyone they knew was voting for the left. Now the leftist elite is once again forced to come to terms with the tragedy that much of the country doesn’t want to hand over land to terrorists, live on a communal farm or turn over the country to Marc Rich’s lawyer and his American backers who make Slim-Fast and KIND bars.

There are however days when they think Israel might be better off without certain parts of Tel Aviv.

The left doesn’t want a country. It wants a Berkeley food co-op. It wants a city with some ugly modernist architecture. It wants a campus with courses on media studies and gender in geography. It wants an arcade where unwashed lefties can tunelessly strum John Lennon songs on their vintage guitars. It wants cafes with Russian Futurist prints on the walls. It wants to be excited about political change. Its only use for Israel was as a utopian theme park.

Its allegiance was not to Jewish history or democracy, but to its crackpot leftist fantasies. Now its fantasies are dead and it wants to kill Israel.

11083609_10153986183612316_5843325016074765199_n

Schrödingers kvindekamp

Der er intet som minoritetsrettigheder til at holde venstrefløjen på dupperne. Nye kommer altid til, nye kan altid defineres og alle er de undertrykte af nogen. Det er krænkelsens paradis. Men når alle er minoriteter støder de deres rettigheder på hinandens manchetter. ”I fredags inviterede Kvinderådet til debat om, hvordan kvindebevægelsen kan blive mere synlig og slagkraftig” skrev Dagbladet Arbejderen. 150 deltog med forskellige bud

Der er ny interesse for ligestillingskampen efter en årrække med stilstand. Nye initiativer dukker op, bevægelsen sprudler, og flere unge kvinder kommer til. Det er i høj grad ligestillingskonferencen Nordisk Forum i Malmø sidste sommer, der har været med til at give nyt liv til kvindebevægelsen.

- I Malmø oplevede vi en ny energi. Det hele boblede derovre, siger Hanne Fokdal fra Kvinderådets styrelse i sin velkomst på mødet.

Hun opfordrer alle til at bruge den lange række af konkrete krav, som blev vedtaget med slutdokumentet på Nordisk Forum, i deres arbejde. Kvinderådet har fået dokumentet optrykt i en lille bog i lommeformat, som bliver delt ud på mødet.

- Dokumentet er blevet overrakt til ligestillingsministrene i Norden. Men de gør ikke noget ved det, før vi skubber til dem. Vi skal blive mere synlige og styrke vores sammenhold, lyder opfordringen fra Hanne Fokdal.

Blandt ligeløn, barsel og kvindevold (det var alle stærkt imod) blev der også talt om “Negativ individualisme”, hvordan man opnår inklusion af flere, nødvendigheden af at få mænd med i ligestillingskampen og så bebrejdelser af ligestillingsministeren (der ellers netop har opnået ligestilling med os islamofober, som fjende af islam).

Modkraft var man ligeledes interesseret i feminismefejringen og Nazila Kivi skriver

Der er mange måder at være feminist på. Man kan danse til Beyoncé, man kan kæmpe for flere poster i bestyrelser og for retten til at gå klædt som man vil – også for minoriteter.

Man kan kæmpe imod prostitution eller for sexarbejderes rettigheder. Man kan fokusere på individer, man kan kæmpe kollektivt, man tage sin krop tilbage eller sætte spørgsmålstegn ved, hvad en kvindekrop egentlig er.

Man kan være separatistisk, man kan være radikal eller man kan lære at stave til intersektionalitet og så tro, at det må være bevis nok på ens engagement.

Selv mener jeg ikke, at man kan have en feminisme, der ser bort fra kampen mod racisme, imperialisme og neoliberalisme.

Den feministiske metode handler netop om at udfordre gængse subjektpositioner, byde på alternative epistemologier og udfordre tvangsnormaliseringen af mennesker i patriarkatets og kapitalismens navn.

Racisme, kapitalisme og kolonialisme hierarkiserer individers og gruppers eksistens og legitimerer udnyttelse og udgrænsning af bestemte kroppe, der ikke indordner sig hierarkiet.

Vi har - med Dan Turells ord - længe været mandschauvinister, hvis vi lægger os en halv time på sofaen når vi kommer hjem fra arbejde.

_dsc0699

Det lykkedes Dagbladet Arbejderens fotograf helt at undgå at fange etniske minoriteter, der går klædt som de vil blandt de 150 fredag der eftermiddag var mødt frem i LiteraturHaus på ellers ganske etnisk spraglede Nørrebro i København.

Hvis man skulle få den tanke at “den feministiske metode” er en grød selvmodsigende kværulanteri er man ikke helt ved siden af. Nick Cohen skriver at den politiske korrektheds metastaserende selvmodsigelser, hvorunder feminisme kun er en del trækker venstrefløjens tænkning ned i en endeløs udskamning af andres og hinandens ytringsfrihed

A generation ago, a faction within Western feminism campaigned to ban pornography. They believed it caused harm by inciting men to rape, but couldn’t prove it. Despite decades of research, no one has been able to show that pornography brutalises otherwise peaceful men. So they added the argument that sexual fantasy should be banned because it spread harmful stereotypes that polluted society. Unfortunately, for them, they could not substantiate that claim beyond reasonable doubt either.

“You have no identity, no personality, you are a collection of appealing body parts,” the American law professor Catharine MacKinnon told her followers in the 1980s. Pornography ensured women were assessed only by their looks. It “strips women of credibility, from our accounts of sexual assault to our everyday reality of sexual subordination. We are reduced and devalidated and silenced.”

For all its faults, America has the First Amendment, which protects free speech and freedom of the press. The US Supreme Court duly struck down an ordinance MacKinnon and Andrea Dworkin drafted for Indianapolis City Council in 1984 which would have allowed women who could say they were harmed by pornography to sue. It might have killed the law but it did not kill the movement. The impulse behind the original demands drives campaigns against sexist advertising and naked women in tabloids to this day.

Even if you think, as I do, that a wing of feminism degenerated into a puritanism not too far away from the God-given puritanism of the Christian Right, you should accept that debates about free speech are unavoidably ferocious because the urge to suppress is not some feminist peculiarity but a near universal desire.

(…)

I will go further and say that, regardless of colour or creed, most people who have suffered from insults have wanted their abuser silenced, even if what he said was true—especially if what he said was true.

The American legal philosopher Joel Feinberg attacked Mill by saying that we feel offence like a wound. You only have to think about the hurt from slights that have stayed with you longer than the pain from a broken bone to see the truth in his argument. Societies and individuals feel disgust, revulsion, shock, shame and embarrassment when they hear views that don’t physically harm them, Feinberg said in the 1980s. They can and should replace Mill’s “harm principle” with his “offence principle”—that the law can stop speech that causes serious offence.

Feinberg’s mild authoritarianism buttressed the illiberal version of liberalism that flourishes to this day. It supports the laws against “hate speech” which may not be so hateful it provokes its audience to violence, but is still grossly offensive. It provides the philosophical justification for the incessant Twitter storms and media fits about “gaffes”, “misspeaks”, or to use a modern phrase that reeks of the Victorian drawing-room, “inappropriate language”.

Go into the modern university and you won’t hear much about Mill or Milton or the millions around the world who have had to learn the hard way why freedom of speech matters. Instead, you will be fed philosophers far less rigorous than Feinberg. The New Zealander Jeremy Waldron, an Oxford professor from the American university system, which churns out authoritarian philosophers the way Ford churns out cars, suggests speech that attacks the dignity of others should be banned. Stanley Fish of New York dispenses with any pretence that we should respect universal human rights, and descends into power-worship and thuggery. “The only way to fight hate speech is to recognise it as the speech of your enemy,” he says. “And what you do in response to the speech of your enemy is not prescribe a medication for it but attempt to stamp it out.” Take a breath and think about his assumptions. This is the tyrannical language of an illiberal intelligentsia so lost in complacency it thinks it no longer needs the rights it once championed.We don’t care if we are being consistent, it says. We have the power to censor now and we will use it.

Few contemporary theorists grasp that people oppose censorship not because they respect the words of the speaker but because they fear the power of the censor. It is astonishing that professed liberals, of all people, could have torn up the old limits, when they couldn’t answer the obvious next question: who decides what is offensive?

If it is the representatives of a democracy, you have the tyranny of the majority to discriminate against “offensive” homosexuals, for instance. If it is a dictatorship, you have the whims of the ruling tyrant or party—which will inevitably find challenges to its rule and ideology offensive. If it is public or private institutions, they will decide that whistleblowers must be fired for damaging the bureaucracy, regardless of whether they told the truth in the public interest. If it is the military, they will suppress pictures of torture for fear of providing aid to the enemy. If it is the intelligence services they will say that leaks about illegal surveillance must be stopped because they might harm national security, just as pornography might harm women. Why should they have to prove it, when liberals have assured them that there is no need to demonstrate actual damage?

Den danske konsensus- og hyggekultur sikrer indtil videre at feminister kan kæmpe sammen om diamentralt modsatte målsætninger.

Skyd ikke budbringeren

1555562_10152473548405197_3394893658298250242_n

TV2 skrev at halvdelen af ikke-danske politikere går ind for at forbyde Hizb ut Tahrir. “Argumentet er bl.a., at Hizb ut-Tahrir modarbejder integration af nye indvandrere i det danske samfund” hedder TV2s opsummerering

“Det hører ikke hjemme i et dansk demokratisk samfund. De gavner ikke samfundet eller integrationen, men er til fare for det samfund, vi lever i. Specielt for de unge er Hizb ut-Tahrir et dårligt forbillede,” siger Kemal Bektas (S), byrådsmedlem i Høje-Taastrup Kommune. Han bakkes op af blandt andre Lone Yalcinkaya (V) fra Gladsaxe Kommune.

“Det er farligt med sådan en organisation, der forsøger at skabe mistillid til samfundet hos specielt unge mennesker. Derfor skal de forbydes, og jeg mener faktisk, at der er mulighed for det i grundloven,” siger hun.

“Og det handler ikke kun om Hizb ut-Tahrir, også Dansk Front og andre nynazistiske foreninger skal forbydes, fordi de er til skade for vores samfund og ikke fungerer demokratisk,” siger Lone Yalcinkaya.

Hamid El Mousti (S) fra Københavns Borgerrepræsentation er blandt de få, der ikke vil forbyde forbyde Hizb ut-Tahrir og slår fast at

Vi har demokrati og ytringsfrihed i Danmark. Hvis vi forbyder dem, kalder de sig bare noget andet. Hvis vi beholder dem, kan vi følge med i, hvem der tilknytter sig den bevægelse.

Men også Dansk Folkeparti vil forbyde Hizb ut Tahrir. Det har længe stået på deres ønskeseddel og de ser kun deres sag styrket, som tiden går. Pia Kjærsgaard argumenterede i Jyllands-Posten

Med de oplysninger, der er fremkommet efter Omar el-Husseins terrorangreb i København, må sagen stille sig anderledes. Som Berlingske oplyste 25/2 er el-Hussein kommet i Hizb ut-Tahrirs moské på Heimdalsgade, og angiveligt deltog han i den antisemitiske prædiken, som imam Hajj Saeed holdt i forbindelse med fredagsbønnen dagen før terrorangrebet.

Hizb ut-Tahrirs mange trusler igennem de seneste år har dermed nu fået et konkret resultat i form af det terrorangreb, som kostede to danskere livet. Hizb ut-Tahrir er altså tilsyneladende ikke kun leveringsdygtige i trusler om vold og drab, de er nu også leveringsdygtige i gerningsmænd.

Hizb ut-Tahrirs forhenværende talsmand er dømt for at opfordre til drab på jøder. Hizb ut-Tahrir har opfordret til at slå danske politikere ihjel. Hizb ut-Tahrir har opfordret til at dræbe danske soldater udsendt i Afghanistan og Irak. Og nu har Hizb ut-Tahrirs talsmand, Junes Kock, udtrykt forståelse for og accept af, at Danmark og danskerne bliver udsat for terrorangreb.

Hvad mere skal der egentlig til, før en organisation kan forbydes?

(…)

Grundlovens ord er klare: Organisationer, der virker ved vold, skal opløses – de ikke alene kan, nej, de skal opløses! Hvis justitsministeren fortsat i lyset af terrorangrebet i Danmark afstår fra at tage skridt til at opløse Hizb ut-Tahrir, er justitsministeren og regeringen på kollisionskurs med selveste grundloven.

Og på Facebook uddybede Søren K Villemoes, der her gengives næsten i sin helhed (han skrev at man gerne måtte dele, så hermed gjort)

Hizb ut-Tahrir har den seneste tid reddet på en mindre mediebølge, hvor de har haft succes med at sprede deres propaganda uden nævneværdig modstand fra danske journalister. Ser man efter, hvad deres lederskab i Danmark siger, er der dog noget, der virker helt galt. Enten lyver de om deres eget partiprogram, kender ikke til det, eller også er de uenige med deres eget parti.

Partiets talsmand Junes Kock kunne i Deadline i mandags sige, at partiet ikke går ind for vold og tager afstand fra “drab på civile uanset hvem de skulle være”. Det er ikke bare forkert. Det er lodret forkert. Hizb ut-Tahrirs lederskab har sanktioneret vold mod civile på en massiv skala. Her er et par eksempler:

D. 8. april 1988 udsendte partiet en erklæring, der tillader flykapringer. Her kan man læse, at det er “tilladt” at kapre fly ejet af en stat i krig med muslimer. Det gælder for eksempel Israel. I så tilfælde er der ingen beskyttelse for jøderne i disse fly eller deres ejendom, og de bør behandles som var de i krig. Jeg har en pdf af denne erklæring, som jeg med glæde sender enhver, der skulle bede om den.

I 1994 erklærede partiets daværende talsmand og nuværende leder Ata Abu Rishta, at Israel besætter muslimsk jord og er i krig med muslimer. Derfor kan der ikke være fred mellem muslimer og jøder. Rishta erklærer herefter, at det er islamisk lov, at enhver israelsk jøde, der er i stand til kæmpe, og som er ankommet i Israel efter det Osmannske Riges fald, skal “dræbes, indtil der ikke er en eneste overlevende.” Med andre ord: Alle israelske jøder skal slås ihjel.

I Hizb ut-Tahrirs udkast til en grundlov kan man slå op på side 450. Her forholder man sig til, hvordan den kommende islamiske stat skal forholde sig til ikke-muslimer i andre stater. Det er interessant læsning. Alle stater, der ikke eksplicit har indgået en fredsaftale med kalifatet, er nemlig automatisk i krig med kalifatet og deres land anses for at være én stor slagmark. Og hvem er det så tilladt at dræbe her? Svaret er lige til: Alle ikke-muslimer. Vi taler her om, at HT i deres egen grundlov sanktionerer drab på teoretisk set alle ikke-muslimer i hele universet.

Dette er blot en håndfuld af eksempler. Der er flere at tage af. Men lad os hellere hoppe videre til talsmand Junes Kock, der både i Deadline og siden har hævdet, at Hizb ut-Tahrirs grundlov anviser klare procedurer for, hvordan man vælger en kalif i det kommende kalifat. Det er ikke korrekt.

Ifølge Hizb ut-Tahrirs doktrin gælder procedurerne for at vælge en kalif kun tre dage efter den sidste kalifs aftrædelse. Da den sidste kalif fratrådte d. 24. juli 1923, udløb denne frist altså for over 90 år siden. Det eneste krav, HT har for, at en kalif kan komme til, er, at han har fået troskabsed fra den militære magt - akkurat som Islamisk Stats kalif Abu Bakr al-Baghdadi.

Hvorfor er dette vigtigt? Fordi partiet hævder at være imod Islamisk Stat med henvisning til, at kalifatet ikke er oprettet korrekt. Men Hizb ut-Tahrirs egne anvisninger siger noget andet. Partiet var selv med i det voldelige oprør mod Assad med det formål at etablere en islamisk stat. Det lykkedes dem ikke. I stedet løb ISIS med den ære. Og siden har HT hævdet, at det er det helt forkerte kalifat, vi ser nede i Syrien og Irak.

Både HTs talsmand Junes Kock og medlem af lederskabet i Danmark Taimullah Abu-Laban benægter disse forhold. Taimullah har endda påstået, at partiets erklæring om flykapringer fra 1988 er et falsum. Det er det ikke. Faktisk tog partiet afstand fra 11. september med den begrundelse, at flyene ikke var ejet af en stat, men derimod private. Denne besynderlige begrundelse skyldtes, at de ikke skulle være i strid med erklæringen fra 1988.

Derfor må spørgsmålet være: Er det danske lederskab af Hizb ut-Tahrir uvidende om sit eget partis ideologi og politik? Lyver de om det? Eller er de faktisk uenige med deres eget partis internationale lederskab? Noget er i hvert fald galt her.

Jeg ville ønske, at danske journalister ville konfrontere dem med disse spørgsmål, og lade være med at ukritisk at videreformidle partiets propaganda. Jeg kan ikke, da HT i Danmark ikke ønsker at lade sig interviewe af mig eller indgå i en debat om andet end emner, de selv har udvalgt. Jeg opfordrer derfor mine kolleger til at gå kritisk til værks over for dem i fremtiden. Og hvis nogen har brug for viden og hjælp i den forbindelse, så stiller jeg mig gerne til rådighed.

Ekspert i mod-terrorisme Rashad Ali og fellow hos Institute of Strategic Dialogue og director for CENTRI i Storbritannien er af en anden opfattelse af Hizb ut Tahrirs forhold til vold, skrev Berlingske Tidende

I virkeligheden er organisationen et religiøst-fascistisk parti, der søger at skabe en totalitær stat, som implementerer deres egne snævre tolkning af religionen eller Shariah i samfundet. Dette inkluderer i deres syn: Drab på frafaldne og homoseksuelle, korsfæstelse af oprørere og at styre de ikke-muslimske borgere ved at hindre dem i at besidde nogen politiske poster og påtvinge dem »jizya«, en særlig skat.

Kvinder skal heller ikke, ifølge deres synspunkt, besidde magtfulde politiske poster, deres primære rolle er afgrænset til hjemmet. Statsstyret skal opnås ved at skabe en almen efterspørgsel efter selvsamme, efterfulgt af et militærkup. Staten skal endvidere med tvang fjerne »illegitime« regeringer i lande, hvor muslimer udgør majoriteten, og udviske alle »illegitime« landegrænser mellem f.eks. Syrien og Irak eller Syrien og Tyrkiet. Dette skal gøres selv hvis millioner skal dræbes i processen. Lyder det bekendt? Ja, deres vision om den ideelle islamiske stat, som er nøje beskrevet i deres litteratur, er ikke langt fra det, som er ved at blive skabt af ISIS/ISIL/IS eller hvad end man ønsker at kalde dem. »Dawla« eller »Staten« er foretrukket af begge grupper.

Hizb ut-Tahrir er forbudt i de fleste lande med muslimsk majoritet, hvori de opererer. Faktisk undertrykkes de på brutal vis. Trods dette har HT aldrig udført terror-handlinger. HT har til gengæld forsøgt sig med forfejlede kupforsøg i Egypten og Jordan, hvilket resulterede i en splittelse internt således, at flere medlemmer løsrev sig for at forme egne, i visse tilfælde jihadistiske grupper i Egypten, og selv i Vesten har vi set det med grupper som al-Muhajiroun, en pseudo-salafi gruppe etableret af Omar Bakri Mohammed i England, også kendt under navne som Kaldet/Islam4UK/Islam4Denmark, etc.

Disse grupper adopterer samme ideologi og med den samme retoriske stil og begreber: Islam er ikke en religion, den er en ideologi, den har veldefinerede politiske systemer (selvom det i praksis kan koges ned til en kalif, der implementerer et sæt love).

De bruger lignende fatwaer, såsom tilladelsen af selvmordsbombere (selvom HT som sagt ikke selv gør brug heraf), kapring af israelske fly - selvom HT dog fordømte 11. september-angrebene, fordi flyene var privatejede(!) - jihad i Israel og Irak imod vestlige lande eller ethvert land, der »besætter« et »muslimsk landområde« (som de definerer som et område, der har været under muslimsk kontrol). Det inkluderer så lande som Spanien, Indien og Israel (trods dette har ingen af disse demokratiske lande forbudt partiet).

Som tidligere nævnt står gruppen på ingen måde bag terrorhandlinger og kalder heller ikke til terrorhandlinger. Faktisk er gruppen overbevist om, at man skal følge - på ganske anakronistisk vis - Profetens »metode« i opnåelsen af magten, som de på besynderlig vis mener svarer til at infiltrere hærene og påvirke indflydelsesrige personer i samfundet. Herefter skal den endelige samfundsændring ske ved - ideelt set - et ublodigt kup.

Dette er samtidig det, der gør gruppen problematisk, og valget er derfor ikke enten at forbyde gruppen eller ignorere den. Dets medlemmer er ganske vist tidligere blevet dømt for at tilskynde til vold, noget som gruppen benægter, det nogensinde har gjort og afviser som værende i modstrid med dets »metode«. Men disse ideer har ikke nødvendigvis en uskyldig effekt på gruppens publikum og sympatisører. Ikke alle, som tilslutter sig, accepterer den ikke-voldelige metode til at opnå magten. Generelt accepterer de dets vision om Kalifatet eller Den Islamiske Stat og adopterer dets anti-vestlige og anti-demokratiske holdninger.

Rigsadvokaten ser traditionelt ikke Hizb ut Tahrir, som en Grundlovsstridig organisation og fortidige forsøg på forbud er alle strandet på hans bord. Men det stopper ikke et politisk ønske, selvfølgelig, og Martin Henriksen kaldte i Den korte Avis ganske rigtigt Hizb ut Tahrir “samfundsundergravende” og holdt sig til at “jura er en fortolkningsvidenskab”

Grundloven understreger meget klart den enkelte borgers rettigheder, og sikrer imod overgreb fra staten og offentlige myndigheder, men den efterlader også et rum til at staten, og dermed regering og Folketing, kan skride ind, når det politisk vurderes at være nødvendigt for eksempel af hensyn til den offentlige orden.

Men sørgeligst af alle var Trykkefrihedsselskabets næstformand, der i to Facebook opdateringer kaldte på et forbud fordi “tilhængere af Hizb ut-Tharir er radikale muslimer, punktum!“.

Det er præcis, derfor foreningen skal forbydes og opløses: der går grænsen nemlig for, hvad demokratiet skal tåle, hvis det skal overleve. Det er kun med det yderste af neglene disse islamo-fascister kan holde igen med de voldopfordringer, de tidligere er blevet dømt for at fremkomme med.

Til forsvar for Aia Fog skal det siges at hun også mener at “de og deres tilhængere skal ud af Danmark”. Hvilket logisk vil sige muslimer en bloc. Mere om det senere.

Anne Sofie Allarp skrev at på Pio Pio “Danmark er kendt i hele verden, på godt og ondt, som et land, der værner om ytringsfriheden”. Og Sofie advarer - nuvel, fra en lidt forvirret venstredrejet position - så ganske rigtigt og pragmatisk om at man med et forbud kunne “komme til at mytologisere foreningen” og minder om at vi med stort held har tilladt både kommunister og nazister. Men jeg vil give ordet til den noget bedre formulerede Jacob McHangama

Der er god grund til at holde nøje øje med HUT, og i særdelshed til at modvirke deres veltilrettelagte propaganda. HUT advokerer for en totalitær ideologi, hvis mål er oprettelsen af et kalifat, hvis politiske orden er baseret på religiøse principper, der står i direkte modstrid med det liberale demokrati. Får HUT magt, som de har agt, ville det betyde død og/eller undertrykkelse af bl.a. homoseksuelle, kvinder, ikke-muslimer og muslimer, der ikke deler HUTs udlægning af islam. Det er også ubestrideligt, at HUT har en antisemitisk agenda. Ifølge nogle medier deltog Omar El Hussein endog ved en stærkt anti-semitisk prædiken i en HUT domineret moske forud for angrebet, ligesom HUT har opfordret danske muslimer til ikke at tage afstand fra terrorangrebene.

Men der er mig bekendt ikke fremlagt nogen beviser for, at HUT som forening er involveret i eller har opfordret til terror eller øvrige ulovlige aktiviteter, og som bekendt har Rigsadvokaten i 2004 og 2008, konkluderet, at en opløsning af HUT ville være grundlovsstridig. Når et flertal af danske politikere ønsker at forbyde HUT, er det således alene på grund af foreningens holdninger, ikke på grund af ulovlige handlinger. Et sådant skridt er ikke blot svært at forene med den ytringsfrihed, som alle politikere erklærede skulle beskyttes efter 14. februar, det er også et skridt, der smager af afmagt.

Fordi Danmark og ytringsfriheden er truet af islamisme, tyer man til forbud mod den mest synlige manifestation af islamisme, der i Danmark udgøres af HUT. Også selvom HUTs islamisme er ideologisk, snarere end voldelig, mens de voldsparate islamister færdes i løse eller skjulte grupperinger, der ikke kan opløses, fordi de ikke udgør en forening i retlig forstand. Skulle politikerne få held til at trumfe et forbud mod HUT igennem, vil det være et markant brud med en prisværdig dansk tradition for at lade selv totalitære foreninger og partier udfolde deres ikke voldelige aktiviteter inden for demokratiets rammer. Eksempelvis sad DKP – hvis loyalitet lå hos det totalitære moderparti i Moskva – i flere perioder i Folketinget, senest fra 1973-1979. Et parti som VS, der også dyrkede voldelige ideologer og antidemokratiske strømninger, og hvis ledende medlemmer hyldede og indgik samarbejdsaftaler med terrorbevægelsen PFLP, sad også i Folketinget i flere perioder.

Disse partier blev ikke forbudt men mistede opbakning på grund af omfattende kritik i den offentlige debat, og fordi den virkelige verden på den anden side af Jerntæppet udgjorde et laboratorium, der brutalt udstillede, hvad det skete, når ideerne blev omsat til virkelighed. På samme måde som Islamisk Stats fremfærd i Syrien og Irak demonstrerer, at kalifatet intet har at tilbyde ud over død og armod for både muslimer og ikke-muslimer.

De muslimske politikere, der vil forbyde Hizb ut Tahrir (og Dansk Front og nazister oog så videre) følger overvejende blot deres hjemlandes sørgelige traditioner, for at forbyde alt der synes besværligt, frem for at erkende problemerne i samfundet. Og vi kan også gå ud fra at det overvejende flertal af muslimske politikere, der ikke vil forbyde Hizb ut Tahrir, blot forsvarer andre muslimers ret til at bekæmpe Danmark. Og Hizb ut Tahrir vil bekæmpe os og ja, de balancerer på grænsen af det tilladte, til det yderste af neglene. Men de er ikke, som Aia Fog udtrykker det “radikale muslimer, punktum!“. De er afklarede muslimer og de er glimrende repræsentanter for isla med den væsentlige forskel at de netop ikke udøver vold. Men som et teoretisk studie er de perfekte muslimer.

Vist skal de ud af landet, som muslimer skal over en bred karm. Men, hvis man lukker munden på Hizb ut Tahrir gennem et forbud, så handler det ikk kun om, hvad vi opgiver af vores egne frihedsidealer eller om vi risikerer at ”komme til at mytologisere foreningen“. Det er vejen mod fornægtelse af problemet, som jo er islam. Hizb ut Tahrir er ikke ”radikale muslimer, punktum!“. Hizb ut Tahrir er belæste muslimer, punktum!

Alle krav om forbud af Hizb ut Tahrir tager udgangspunkt i at de siger noget, der er så radikalt at demokratiet ikke kan indholde det. Men ingen af forbudsfortalerne kan - og jeg vil udfordre dem til at forsøge - fortælle hvori Hizb ut Tahrirs tolkning af islam er radikal, frem for ligefrem og logisk. Og derved stirrer de sig blinde på at problemet med islam er nogle yderligtgående foreninger og tolkninger, noget som man kan sortere i og luge ud eller på anden måde forvalte. Men Hizb ut Tahrir er kun et symptom på islam og symptombehandling lader sygdommen vokse, fredet af benægtelsen.

Derfor er vejen frem heller ikke at ignorere Hizb ut Tahrir, som havde de ingen betydning (en selvmodsigelse, når man samtidig beskylder dem for at være farlige og måske have ansporet Omar til sin dobbelte terrordåd).  De må tages alvorligt som nøgterne tolkere af islam og de må være op til islams mange apologeter at overbevise os om, hvorfor Allah og Muhammed alligevel ikke mener at vi vantro skal dø.

Mindre vold på grund af Oplysningen?

Lingvisten Steven Pinker har haft stor succes med at minde os om, hvor heldige vi er i forhold til generationerne før os. Trods indtrykket man kunne få fra nyhedsstrømmen bevæger historien sig stadigt længere væk fra vold. I 2012 kunne man læse et interview med Pinker i Reason

Just a couple of centuries ago, violence was pervasive. Slavery was widespread, wife and child beating were acceptable practices, heretics and witches were burned at the stake, pogroms and race riots were common, and warfare was nearly constant. Public hangings, bearbaiting, and even cat burning were popular forms of entertainment. By examining collections of ancient skeletons and scrutinizing contemporary tribal societies, anthropologists have found that people were nine times as likely to die violent deaths in the prehistoric period than in modern times, even allowing for the world wars and genocides of the 20th century. Europe’s murder rate was 30 times higher in the Middle Ages than it is today.

What happened? Human nature did not change, but our institutions did, encouraging people to restrain their natural tendencies toward violence. In more than 800 pages of data and analysis, Pinker identifies a series of institutional changes that have led to decreasing levels of life-threatening violence. The rise of states 5,000 years ago dramatically reduced tribal conflict. In recent centuries, the spread of courtly manners, literacy, commerce, and democracy have reduced violence even more. Polite behavior requires self-restraint, literacy encourages empathy, commerce changes zero-sum encounters into mutually beneficial exchanges, and democracy restrains the excesses of government.

Nogen mener endda at kunne bekræfte Pinkers teorier matematisk. John Gray er ikke sikker i på at det forholder sig så ligefremt med volden, som Pinker hævder. I Guardian peger han på flere forskellige faktorer, der også har indflydelse på nedgangen af vold, som eksempelvis kernevåben. De holder stormagterne i skak, mener han, og reducerer deres konfrontationer til proxy-krige. Derudover sætter han også spørgsmålstegn ved opgørelsen af ofre for konflikt kun skal tælles på slagmarken. Der var flere civile ofre under 2 Verdenkrig end Napoleonskrigene eksempelvis. Og hvor mange år af sit liv skal man miste førend man tæller med som offer (cancertilfælde efter Hiroshima osv).

Og så er der spørgsmålet om, hvad vold er. Korporlighed er helt klart trængt i baggrunden, men volden kan tage andre former. Var 1700 tallets gabestok værre end nutidens isolationsfængsel? Krige har ændret væsen og vi har ændret vores syn på vold. Men det betyder ikke nødvendigvis at vi er stoppet med at udøve vold, vi konfronteres blot sjældnere vores ofre. Modus operandi til side, så er Obamas droner og Kalifatets halshugninger krigsførelse, men blodet på hænderne er kun konkret i det sidste tilfælde. Alt sammen interessante akademiske indvendinger og nuanceringer, som jeg kun kan anbefale at man læser.

Men jeg vil hæfte mig ved den åndelige side af Pinkers teori, ideen om Oplysningens saliggørende effekter, thi disse antager løgnagtige former. Gray forklarer at arven fra Oplysningstiden ikke er et tag-selv bord af gode intentioner humanistiske idealer. Oplysningstiden satte mennesket i centrum, med alle dets implikationer til følge

Among the causes of the outbreak of altruism, Pinker and Singer attach particular importance to the ascendancy of Enlightenment thinking. Reviewing Pinker, Singer writes: “During the Enlightenment, in 17th- and 18th-century Europe and countries under European influence, an important change occurred. People began to look askance at forms of violence that had previously been taken for granted: slavery, torture, despotism, duelling and extreme forms of punishment … Pinker refers to this as ‘the humanitarian revolution’.” Here too Pinker and Singer belong in a contemporary orthodoxy. With other beliefs crumbling, many seek to return to what they piously describe as “Enlightenment values”. But these values were not as unambiguously benign as is nowadays commonly supposed. John Locke denied America’s indigenous peoples any legal claim to the country’s “wild woods and uncultivated wastes”; Voltaire promoted the “pre-Adamite” theory of human development according to which Jews were remnants of an earlier and inferior humanoid species; Kant maintained that Africans were innately inclined to the practice of slavery; the utilitarian Jeremy Bentham developed the project of an ideal penitentiary, the Panopticon, where inmates would be kept in solitary confinement under constant surveillance. None of these views is discussed by Singer or Pinker. More generally, there is no mention of the powerful illiberal current in Enlightenment thinking, expressed in the Jacobins and the Bolsheviks, which advocated and practised methodical violence as a means of improving society.

Like many others today, Pinker’s response when confronted with such evidence is to define the dark side of the Enlightenment out of existence. How could a philosophy of reason and toleration be implicated in mass murder? The cause can only be the sinister influence of counter-Enlightenment ideas. Discussing the “Hemoclysm” – the tide of 20th-century mass murder in which he includes the Holocaust – Pinker writes: “There was a common denominator of counter-Enlightenment utopianism behind the ideologies of nazism and communism.” You would never know, from reading Pinker, that Nazi “scientific racism” was based in theories whose intellectual pedigree goes back to Enlightenment thinkers such as the prominent Victorian psychologist and eugenicist Francis Galton. Such links between Enlightenment thinking and 20th-century barbarism are, for Pinker, merely aberrations, distortions of a pristine teaching that is innocent of any crime: the atrocities that have been carried out in its name come from misinterpreting the true gospel, or its corruption by alien influences. The childish simplicity of this way of thinking is reminiscent of Christians who ask how a religion of love could possibly be involved in the Inquisition. In each case it is pointless to argue the point, since what is at stake is an article of faith.

There is nothing new in the suggestion that war is disappearing along with the “civilising process”. The notion that the human capacity for empathy is expanding alongside an increase of rationality owes its wide influence to Auguste Comte, an almost forgotten early-19th-century French Enlightenment thinker. Comte founded the “religion of humanity”, a secular creed based on the most advanced “science” of the day – phrenology. While Pinker and Singer don’t discuss Comte, his ideas shape their way of thinking. For one thing, Comte coined the term “altruism”. Like Pinker and Singer, he believed that humankind – or at any rate its most highly developed portions – was becoming more selfless and beneficent. But he was also a sharp critic of liberalism who believed the process would end in an “organic” way of life – a “scientific” version of the medieval social order that, despite his hostility to traditional religion, he much admired. It was Comte’s virulent anti-liberalism that worried John Stuart Mill, another Enlightenment thinker who was in many other ways Comte’s disciple. Mill went so far as to suggest that the propagation of the species would in future become a duty to humanity rather than a selfish pleasure; but he feared that a world in which this was the case would be one without liberty or individuality. Mill need not have worried. Human beings continue to be capable of empathy, but there is no reason for thinking they are becoming any more altruistic or more peaceful.

It may be true that the modern state’s monopoly of force has led, in some contexts, to declining rates of violent death. But it is also true that the power of the modern state has been used for purposes of mass killing, and one should not pass too quickly over victims of state terror. With increasing historical knowledge it has become clear that the “Holocaust-by-bullets” – the mass shootings of Jews, mostly in the Soviet Union, during the second world war – was perpetrated on an even larger scale than previously realised. Soviet agricultural collectivisation incurred millions of foreseeable deaths, mainly as a result of starvation, with deportation to uninhabitable regions, life-threatening conditions in the Gulag and military-style operations against recalcitrant villages also playing an important role. Peacetime deaths due to internal repression under the Mao regime have been estimated to be around 70 million. Along with fatalities caused by state terror were unnumbered millions whose lives were irreparably broken and shortened. How these casualties fit into the scheme of declining violence is unclear. Pinker goes so far as to suggest that the 20th-century Hemoclysm might have been a gigantic statistical fluke, and cautions that any history of the last century that represents it as having been especially violent may be “apt to exaggerate the narrative coherence of this history” (the italics are Pinker’s). However, there is an equal or greater risk in abandoning a coherent and truthful narrative of the violence of the last century for the sake of a spurious quantitative precision.

I The Week tilslutter Pascal-Emmanuel Gobry sig stort set John Grays indvendinger og mener at det egentlige skifte er at vi er blevet mere sarte eller sippede når vi konfronteres med vold og andres ubehag. Og at vi derfor her fjernet os fra realiteternes verden (også ifølge Sean Penn). Vi konfronteres nødigt med processen bag vores vacuum pakkede kød for at tage et dagligt eksempel. Hitlers og Stalins grusomheder blev begået i fjerntliggende lejre og endda benægtet osv. Men Gobrys pointe er at hvis der overhovedet er tale om en nedgang i vold “it is due to Christianity”

By now, mainstream historians are slowly waking up to the realization that almost everything we like about the Enlightenment, from the rule of law to the scientific method to capitalism, had its roots in the extraordinary civilization of the Middle Ages.

Why is it that we modern persons are so much more squeamish, so much more likely to be stirred by the idea of harm?

One answer might be that our civilization had, for a millennium, at the center of its moral imagination, the battered and broken figure of a slave hanging from a gibbet, condemned to die by all rightful authorities and abandoned by his friends.

And it is worth noting that the increase in squeamishness in the West dates back from the takeover of the Roman Empire by Christianity.

A key indicator of cultural squeamishness is how a society treats children. As the historian O.M. Bakke shows in the tellingly-named book How Children Became People: The Birth of Childhood in Early Christianity, Pagan society considered children as little more than objects, with consequences of — to us post-Christians — astonishing cruelty. The practice of abandoning newborns was widespread and not frowned upon. While most abandoned infants died, those who did not were typically “rescued” into child sex slavery, which was a legal and thriving industry. The sources report that sex with castrated boys, in particular, was considered very titillating, and there are reports of babies castrated to serve that purpose. These were all practices that Christians famously condemned, and Bakke nicely traces how phrases by Jesus holding children up as examples and insisting on care for the “least of these” caused emerging civilization, for the first time in the history of the West, to regard children as full human beings endowed with rights.

Another good indicator of squeamishness is the treatment of slaves. While only by the High Middle Ages was slavery over in the West — the first time in all of human history that a culture had abolished slavery — as soon as Christianity became the state religion of the Roman Empire rafts of unprecedented laws were passed to reform the institution of slavery, typically “squeamish” laws such as banning sexual relations between slaves and masters, making it illegal to break up slave families, banning the branding of slaves (first on the face, and later anywhere). The first condemnation of slavery as an institution in all of recorded history was made by the Catholic bishop and Church Father Gregory of Nyssa, in strikingly “squeamish” terms, exhorting his congregation to see in their slaves the same image of God that dwells in them, and to free them.

Because human hearts are so hard and crooked, this rise in squeamishness was infuriatingly slow and incomplete (and still is), but if there is one starting point one could name, it would be the rise of Christianity. If the Enlightenment did anything, it was only to accelerate a process that had been ongoing for centuries.

3. The modern age doesn’t look so hot when you count abortion.

Abortion is a typical “squeamish” issue, where mere squeamishness leads us astray. It’s harder to get squeamish about a “clump of cells” than a live baby, even though there is no conceptual difference between the two. When it comes to disabled children in the womb, we all too often get squeamish in exactly the wrong way: we get squeamish about the pain they will endure, instead of getting squeamish about the idea of snuffing out innocent life. “Care/harm” makes us empathize more with those we recognize as our alter egos, but make us empathize less about those we do not include in our circle of fellowship.

According to the U.S. Abortion Clock there have been 55 million abortions in the United States since abortion was legalized in the U.S., and more than one billion abortions worldwide since 1980. One billion. If abortions are counted as homicides then the modern age sure doesn’t look so hot.

4. The dark side of the Enlightenment.

The one true sleight-of-hand practiced by Steven Pinker in his account of the decline of violence (which, as I have said, has a lot of truth) is that he tries to erase the inherently modern phenomenon of totalitarianism from the legacy of the Enlightenment, so that they don’t get put on the Enlightenment’s balance sheet.

But totalitarianism is an inherently modern phenomenon that would have been impossible without the Enlightenment. Late 18th century French society got squeamish about the public torture of Jean-François Damiens — and just a few decades later, they used the hygienic innovation of the guillotine to murder people in the name of Enlightenment values on a scale that would have been unthinkable in the Ancien Régime. Communism was inherently a modern phenomenon: atheistic, pseudo-scientific, and pseudo-rationalistic, driven by a post-Christian and “squeamish” concern for the fates of the working poor, universal in scope and ambition. And while Nazism got mileage out of reactionary rhetoric, it is also inseparable from roots in the movements of “scientific racism” and eugenics which argued for treating human genetics as a kind of technology and fixing it (with the power of the state if need be).

I make this point because I am a person who believes the Enlightenment is a very good thing, but that it also has its dark side. The modern age included a laudable squeamishness against tyranny, but it also included a nice dose of utopian hubris, and the special horrors of the modern age are incomprehensible without this Enlightenment idea. The Enlightenment is a glorious thing, but it is also a dangerous thing — it must always be rescued from itself. The first way to do it is to refuse to whitewash its true legacy.

Som en lille eftertanke vil jeg også nævne Quodlibetas Humphreys kritik af Pinkers oppustning af middelalderlige mordstatistikker, for at hamre hans pointe hjem i Oplysningens navn (en god ven indskød at der qua gennemsnitslevetidens stigning er flere ældre mennesker i dag og altså gennemsnitligt færre unge brushoveder til at begå vold). Ikke så meget for at hakke på Pinkers arbejde, men på grund af følgende anekdote

In 1355 in what became known as the ‘St Scholastic’s Day riot’ an argument in a tavern became a pub brawl which went on for the next 3 days. It began when a group of students at an inn near Carfax disapproved of the wine they were served. The inn-keeper having given them ‘stubborn and saucy language’ the clerks ‘threw the wine and vessel at his head’. The townspeople then seized the opportunity to arm themselves with bows and arrows and attack scholars. Gangs of academics and citizens clashed in the streets and academic halls were burned. Six students and scholars were killed.

st_scholastica

Dengang fandt folket sig ikke så let i elitens svigt.

Next Page »

for sale viagra
Monokultur kører på WordPress