Søren Krarup citerer i Jyllands-Posten sig selv i et opgør med racismeparagraffen
I en kronik i Berlingske Tidende 8/11 1970 skrev jeg:
»Også forhen har ytringsfriheden haft den begrænsning, at enhver måtte stå til ansvar for sine ytringer over for domstolene, men ytringsfriheden har ikke før haft den begrænsning, at der var visse ytringer, det var lovstridigt at ytre. En sådan amputation undergår ytringsfriheden nu. Ved lov vil landets øvrighed forbyde sine borgere at nære visse sympatier og ytre visse antipatier, og ad lovens vej vil øvrigheden således konstituere en bestemt livsanskuelse.«
Det er ganske tankevækkende, at det især var venstrefløjen og SF, der støttede min kritik.
Tankevækkende er ikke ordet, det er snarere bizart at venstrefløjen dengang svigtede deres inderste væsen. Venstrefløjens glæde ved racismeparagraffen begrænser sig ikke blot til at den er et effektivt våben i den standende indvandringsdebat. Her virker den åbenlyst, som et kainsmærke, der fratager den anklagede og associerede al etos i offentligheden, som den også er en direkte personlig trussel for den anklagede, der udover selve straffen kan risikere at miste sit job.
Sandheden er den enkle at selve racismeparagraffens essens opfylder venstrefløjens inderste behov - behovet for arbitrær magtudøvelse til udlevelse af deres idiosynkrasier. “Lov smadrer” skriver venstrefløjens simpelt, men klart artikulerede gadeparlamentarikere på københavnske husmure mellem optøjerne og afslører den grundlæggende konflikt mellem det rationelle højre og det religiøse venstre.
For højrefløjen gælder loven for Loke såvel som for Thor, hvilket vil sige at loven gøres efter alles tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres fred, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i loven, og derfor ikke tør fuldbyrde den ondskab, som de har i sinde. Man vil med andre ord beskytte det almindelige menneske og sikre dets trivsel og produktive virke. Her er tale om en fælles kontrakt eller en overenskomst om man vil for hvorledes vi bedst finder ud af det sammen i vores samfund
Venstrefløjen ser derimod det almindelige produktive menneske, som en masse, der skal domineres og ræddes for alt det den er og ikke er. Marianne Jelveds ønske om at “holdningsbearbejde” folket skal forstås i denne sammenhæng og ganske så konkret og uhyggeligt, som det her lyder. For venstrefløjen er gerningsmanden det egentlige offer, de uvirksomme og de asociale er heltene, det samlende skal ødelægges og fremtiden tilhører ikke os eller vores efterkommere, men de fremmede, som skal arve alt. Eksemplerne kendes fra hverdagen, hvor straf ikke virker, medmindre der er tale om trafik, sort arbejde, miljø, erhvervslivet, TV-seere, folk, som køber sex, spiser for meget fedt, drikker, ryger eller synger opera i Grøften osv. Man kaster derimod flere penge ned i ghettoerne og integrationen og foreslår muslimerne kompensation for den terror de forvolder og indlogerer en enkelt voldpsykopat i en kæmpevilla omringet af kollektiv af specialsocialpædagoger i døgndrift i et absurd forsøg på at spore blot den mindste effekt. Eksemplerne ar legio på denne gøren dag til nat eller med Natasjas ord; bæ over ble.
En lov, som racismeparagraffen er det ultimative venstrefløjslegetøj fordi den ikke er konkret, fordi den ikke er en del af en fælles overenskomst fordi den ikke er tiltænkt de onde. Den er en gummiparagraf, hvor alle kan straffes, for det de er eller det de ikke er alt efter magtens forgodtbefindende. I Berlingske Tidende gennemgår en Per Hansen under er aldeles herlig debat Racismeparagraffens væsen. Jeg har tilladt mig at sammenstille flere af hans kommentarer og redigere i dem for klarheds skyld, da de som sagt falder i en debat med nogle ,der……ja, bliver kørt midt over - gentagne gange.
Racismeparagraffen var i dens oprindelige udformning afgrænset til udbredelse af falske rygter og beskyldninger og blev indført i 1939. Den moderne inkarnation af loven blev indført af Danmark så sent som i 1971 — ikke på grund af egne erfaringer med holocaust — men som en bodsgerning over for den afkoloniserede tredje verden. Efter den gamle lov var det kun strafbart at lyve, men i FN regi fandt man ikke, at et forbud mod at lyve var tilstrækkeligt til at bekæmpe racediskrimination.
Før 1971 indeholdte Straffeloven et hate speech forbud, som dog kun kriminaliserede udbredelse af falske rygter og beskyldninger. Hvis Hedegaard og Langballe var blevet tiltalt for at overtræde et sådant mere snævert forbud, skulle staten altså bevise at de havde løjet, men efter den nuværende bestemmelse, er det nok for staten at bevise, at de alene ved fremsættelsen af deres meddelelse har truet, forhånet eller nedværdiget en efter loven beskyttet gruppe.
Efter § 266 b er er strafbarheden ikke betinget af om det sagte fremføres i form af en faktuel påstand eller af en værdidom. Lovens strafbarhedskriterium er realiseret, hvis meddelelsen er af en sådan karakter, at en efter loven beskyttet personkreds trues, forhånes eller nedværdiges. Da det sprogligt er muligt at forhåne eller nedværdige nogen på måder, som falder ind under kategoriseringen holdningstilkendegivelser, er det ubestrideligt at loven forbyder mere end påstande om faktuelle forhold man kan bevise eller modbevise.
Loven kræver ikke, at staten beviser, at Hedegaard har løjet, hvilket jo ville være umuligt, eftersom han ikke har rettet sit postulat mod alle muslimer men kun en upræciseret delmængde. Det værste ud fra et ytringsfrihedssynspunkt ved § 266 b er at bestemmelsen i dens nuværende form kriminaliserer en bred vifte af værdidomme og moralske ræsonnementer, og derfor ikke er begrænset til den kalkulerede løgn.
I Lars Hedegaards tilfælde er udbredelseskravet blevet realiseret ved, at han har fremsat sin udtalelse under omstændigheder, hvorunder han burde have gjort sig klart, at hans udtalelser ville blive udbredt til offentligheden. Men loven ville have været lige anvendelig, dersom han kun havde fremsat sine udtalelser på et lukket medlemsmøde i TFS.
En sådan retstilstand går for vidt. Hvad rager det staten, om jeg taler grimt om en etnisk eller religiøs gruppe på en privat forenings landsmøde, hvis der til arrangementet ikke er indbudt journalister men kun inviterede medlemmer? En ærekrænkende eller chikanerende udtalelse eller adfærd er netop kun strafbar, hvis den har et påviseligt konkretiseret offer. Men hate speech lovgivningen vender dette liberale princip på hovedet ved at strafbelægge offerløs kritik, som i kraft af dens ukonkretiserede adresse jo ikke angriber nogen navngiven person.
En udtalelse er ikke rettet mod alle gruppemedlemmer, blot fordi den hævder noget om en ubestemt delmængde af gruppens medlemmer. Hedegaard præciserede efterfølgende sit udsagn, fordi han blev revset af de politisk korrekte, men havde Hedegaard eller nogen anden sagt, at danskerne var optaget af sex og samtalekøkken, ville ingen havde udlagt det som rettet mod alle danskerne. Kun når adressen for et udsagn er muslimer eller en anden gruppe i det politisk korrekte offerhierarki skal man udvise sproglig præcision. Havde Hedegaard nægtet at præcisere betydningen af sit udsagn, ville det jo også være blevet udlagt som ond vilje.
OG så lige for at understrege niveauforskellen i debatten. Manden med baskerhuen Bashy Qurashi blander sig også i debatten og han “synes, det er smukt, at den danske grundlov og straffelov er så omfattende, at religiøse minoriteter kan beskyttes, hvis myndighederne vil.” Og hvorledes forstår Bashy som muslim så en religiøs minoritet?
Det andet vigtige punkt er, at man skal skelne mellem saglig kritik af islam som religion og direkte spot, hån og latterliggørelse af islams helligste nemlig Koranen og profeten Muhammed.
Om Koranen og den pædofile profet er hånværdige eller ej er end ikke til diskussion. Ja sådan tænker muslimer - det hører jeg hele tiden.
