Postfaktualitet: Black Friday Matters

I danske medier gengives fra tid til anden påstanden om at sorte amerikanere er mere udsat for politiovergreb end hvide amerikanere. Det er sjældent et egentligt selvstændigt emne, men tages for givet når venstrefløjen og sorte race-baiters hærgen skal bortforklares (det er altid problematisk at blive opfattet som en bølle). Men der er intet belæg for den påstand, hvilket bekræftes i endnu en omfattende undersøgelse begået af to forskere ved College of William and Mary. National Review skriver at undersøgelsen endda viser at “white police officers may be less likely than their black counterparts to use deadly force against black suspects”

The Black Lives Matters movement has staked their claim on the assertion that police “hunt down” black Americans or systematically deprive them of life. Activists have charged that racism led to the deaths of Michael Brown, Philando Castile, and others, but Lott and Moody examined 1,333 more cases than are in the FBI data set and their findings show that white officers’ use of force is generally “race neutral.”

They gathered statistics that expand on the FBI data from the same period, incompleteness of which has limited previous studies, and they provide a more general picture than even Fryer, who studied eleven localities and drew conclusions about officers’ use of lethal force from Houston alone. Those surprised by Fryer’s findings should appreciate the efforts by Lott and Moody to provide data that is more generalizable for the entire country.

Additionally, the fact that body cameras do not appear to affect the use of force undercuts a key point that activists and the media often make, namely that body cameras will deter the current high levels of racial bias. Lott and Moody named body cameras as a “potential deterrent” of discriminatory violence, saying “When a shooting is recorded by a body cam, officers know that it will become a central focus of the public debate.” But their data did not show body cameras having any effect. Again, racism is not showing up as a serious factor in the data.

Kontakten foregår på journalistens præmisser

Hvis man havde venstreintellektuelle tilbøjeligheder kunne man kalde det et eksempel på postfaktualitet, når Danmarks Radio i en overskrift skriver “Julepyntsdemonstrationer støder sammen i København“. Virkeligheden var at en lovlig og fredelig demonstration blev overfaldet af venstrefløjens… af venstrefløjen. Postfaktualitet er forbeholdt nyheder og fakta som den venstreorienterede offentlighed frygter at forholde sig til, og til sikring af at samme offentlighed kan købe sig lidt respit på meningsmonopolet, er fortrængningerne slemmet op med allehånde konspirationsteorier og falske historier fra venstre til højre. Man kaster løgn efter sandhed for at gøre alt til løgn. Søren Hviid Pedersen skriver i Berlingske Tidende

Måske vi i stedet skulle undersøge lidt mere kritisk, hvad denne kritik af det postfaktuelle rent faktisk går ud på? Det underlige ved politik er jo ikke, at politik skal være sandt, det har vi videnskaben til at afgøre. Politik er snarere om, hvordan vi enten bevarer eller ændrer ting i vores samfund. Det helt afgørende politiske spørgsmål er således: Hvad er det gode samfund og det gode liv? Set i lyset af det spørgsmål er vi alle lige kvalificerede til at deltage i diskussionen og besvarelsen af det spørgsmål. Det er derfor, vi hylder demokratiet som den ramme, hvorfra vi diskuterer politik.

Med dette in mente bliver jeg ærlig talt bekymret over al den snak om det postfaktuelle og det af to årsager. For det første fordi politik ikke er en sandhedssøgen, for hvis den politiske sandhed fandtes, behøvede vi ikke demokrati. Alt kunne overlades til eksperter, filosoffer, DJØFere og andet godtfolk! Så behøvede man ikke spørge borgerne, ja, måske skulle man slet ikke spørge befolkningen, netop fordi de ikke er eksperter. Men sandheden er demokratiets værste fjende, for jo mere nogen taler om politisk sandhed, jo mere skal man være mistænksom og kritisk. For det andet har kritikken af det postfaktuelle den slagside, at den næsten altid retter sig mod personer, partier og bevægelser, der forsøger at udfordre de etablerede systemers magt. Ideen om det postfaktuelle er således blevet et våben i hænderne på de eliter, der føler deres magt truet af de her postfaktuelle opkomlinge, der vover at udfordre deres magtpositioner.

Det er nu ikke nok for venstrefløjen, der ikke kan forstå at man kan opfattes som en bølle når man opfører sig som en bølle. Politiken interviewede skuespiller Nynne Pedersen og dramatiker Rosalinde Mynster, der dyrker devisen “Vi skal holde op med at behandle ytringsfrihed som en grundpille i demokratiet, for det lader til at myndiggøre alle stemmer” og mener det “er problematisk, at det er antiracisterne, der virker som bøllerne” og “Desuden behandler politiet antiracisterne som voldelige, og det indgyder til vold, når personer bliver behandlet sådan.” Ja, det er svært når selv pressens sædvanlige moralske ækvivalens ikke er tilstrækkelig til propagandasejre.

Men selv om interviewet i Politiken er oplysende er prssens daglige beskrivelse af virkeligheden et udslag af deres egne venstreorienterede ideosynkrasier. Pernille Vermund har helt ret i at “manipulerende statsfinansierede medier giver voldelige venstreekstremister frit spil“. Det er en politisk sympatitilkendegivelse at man forstår den vesntreradikales voldelige angreb på politisk dissens og man enten ikke kan eller vil se demokratiet, som den kultur, hvor vi kan være uenige i mindelighed. Det gælder også når BT i en overskrift skriver “USA’s nye vicepræsident frygtes: ‘Han er langt farligere end Donald Trump’” tager de for givet at Trump er en meget farlig mand fordi, det gør medierne bare.

Racismen præmis for venstrefløjens racisme

Akademia, Diverse, Identitetspolitik, Postmodernisme, Race, Racisme, venstrefløjen — Drokles on November 28, 2016 at 1:13 am

Følgende amerikanske vox-pop understreger den underliggende racisme i den progressive antiracisme. For hvis man skal tolke ligestilling som ufavorabelt for negre må negrenes udgangspunkt antageligvis være ikke konkurrencedygtigt.

We asked liberal elites about voter ID laws and black people. Then we asked Harlem residents their thoughts on what they just heard. Crazy!

‘The vulgarian at their gates’

Akademia, Diverse, Donald Trump, Forår?, Kunst og kultur, Politik, Politiken, Pressen, USA, venstrefløjen — Drokles on November 27, 2016 at 6:30 am

Flere kommentatorer har bemærket Donald Trumps optrædender i den besynderlige underholdningssport Wrestling. Jeg har tidligere kommenteret på to sociologer i Point of View International og i Politiken skrev ekstern lektor ved Syddansk Universitets Institut for Sprog og Kommunikation Michael Madsen bevæbnet med ‘den franske filosof Roland Barthes’ i oktober at wrestling ligesom, reality tv repræsenterer “den form for underholdning, der udvisker skillelinjerne mellem virkelighed og fiktion, og som gør brug af karikerede farverige personligheder

Intet er subtilt i wrestling. I en mega-arena skal vedkommende, der sidder på bagerste række, også kunne se, hvad der foregår i ringen. De bedste wrestlingpersonligheder er larger than life. Tænk tilbage på Trumps storslåede entre på det republikanske konvent. Iscenesættelsen var fuldstændig. Alt, the Donald gør, er larger than life. Intet er underspillet, og der er ikke plads til nuancer.

Har man set tv-programmet ’The Apprentice’, ved man, at Donald Trump her synes at spille karakteren Donald Trump. Det virker åbenlyst, at Trump også i debatter generelt spiller en rolle. Som wrestleren, der skal have en reaktion fra publikum, tager Trump dele af sin personlighed og skruer dem op på maks., når han er i det offentlige rum. Han er en mesterlig iscenesætter af sig selv. Som politisk performancekunstner er få bedre. Man kommer i tvivl om, hvorvidt afgrænsningen mellem personen og karakteren Trump overhovedet eksisterer.

På lærerseminarierne opoererer man med begrebet ‘den autentiske lærer’, hvor den professionelle fremtoning ikke er at være klinisk professionel, men at accentuere og minimere dele af sin personlighed efter et professionelt skøn. Og jeg er ganske enig i den analyse, men der er stadig noget der mangler, hvis man skal forstå vælgernes forhold til Donald Trump.

Det var Walter Russel Mead der i American Interest gjorde mig opmærksom på symbolikken i Wrestling. De gode kæmperes kamp mod de onde kæmpere bliver obstrueret af de velmenende dommeres distræte inkompetence fordi regler kun virker, hvis de bliver håndhævet, og de gode er kendetegnet ved at følge reglerne. De gode kæmpere er selvfølge den almindelige arbejder, de onde hans trængsler og dommerne den intellektuelle elite af medier, politikere, eksperter og andre der lever lever af at reproducere deres egne ord.

Eliten kan endnu ikke forstå sit svigt ved ikke at se sig selv som en levende del af et fællesskab. Den plejer sit selvbillede som den nødvendige ekspertise, hvis kors det er bære rundt på ansvaret for almuens dårlige opførsel. Det er et spørgsmål om, hvorledes man opdrager almuen og gør den det klart, hvad der er hensigtsmæssig brug af en klapstol. Så naturligvis bliver man chokeret over at blive korrekset på det groveste. Michael Finch skrev før Donald Trump blev valgt som den næste præsident for USA i American Thinker om forskellen på, hvad eliten hører og hvad folket hører når politikere taler.

This election is not being run for the pundits, the media, the conservative gadflies and hangers on, the consultants and wise thinkers who tut-tut continually on television about how Trump, “just can’t do it this way,” he must pivot and be “presidential” and discuss nothing but the issues.

One radio pundit said that Trump obscured his otherwise solid speech on Obamacare by mentioning the “rigged” election.  She went on to say that the national media only cover the segment on the rigged election and not the “substantive” part of the speech on Obamacare.  For being smart pundits, they sure have one hell of a huge blindside.  First of all, the main stream media would never exclusively cover a part of a speech that rips into Obamacare, it would never happen.  The speech would be completely ignored, so therefore Trump gets zero coverage.  His base gets a policy speech; the rest of the country gets darkness.  Instead, CNN and the rest report on the rigged part and give Trump prime coverage.  They think this makes Trump look and sounds like a fool and loon.  But they aren’t the audience and Trump is not looking for approval from the D.C. to New York elites.

The middle of the country, already restive and suspicions of anything and everything that has to do with Washington D.C., hears Trump railing against the corrupt system and how we need to “clean house.”  What is so arrogantly dismissed by the chattering elite class as bar room “unsophisticated” rhetoric, is hitting the voters across the country like a breath of fresh air and a lot of “you’re damn right, Trump!” exhortations.

There is another audience here as well; Trump is not a Republican in any sense of what we are used to.  He is really nonpolitical, so his audience, again, is not the Paul Ryan-Mitt Romney class, but the dissatisfied, concerned, pissed off, and anyone else who feels the country is going in the wrong direction.  And remember, that number is upwards of 70%, which obviously includes a lot of independents and Democrats.  And, not to be forgotten, it includes the millions of Bernie Sanders supporters.  When he says the system is rigged, he is reaching across to those millions who felt that Bernie was their savior.  While Bernie went weak in the knees in one of the greatest capitulations in political history, his supporters naively thought that he and their movement stood for something.  Maybe Bernie wasn’t up to the fight, but his millions were, and still are.  And let’s face it, outside of very few bought and sold Clintonites, the Democratic Party Primary was completely rigged against Bernie.  Everyone knows it, the folks who felt the Bern, most of all.  Trump knows this as well and he is using it to reach this audience.  Will they vote for Trump?  Probably only a few, but what it has done, in conjunction with the leaked DNC emails, has stoked an already visceral hatred of Hillary among the Bernie movement.  They may stay home, they may vote for Jill Stein or they may vote for Trump, but very, very few will turn out for the corrupt Hillary.

Trump is not playing by the usual rules, he refuses to buckle and play as the good Republican Marquess of Queensberry candidate just so he can end up as road kill under a rancid, corrupt Democratic attack machine.  It is funny that so many who stood by him and rooted for him have also gone weak in the last days, just as the battle is engaged.  History is full of examples of the flinch, the pause and hesitation, the worry that the risk of total catastrophe is so great that one must wait and pull back.  But the reward in this case is the saving of our country.

en-dejlig-familie

I filmen Barton Fink fra, ja min ungdom, er det den intellektuelle dramatiker Finks ambition at skrive folkets teater om og for folket, de små mennesker i samfundet, der kæmper en daglig kamp for at få det nære og prosaiske liv til at hænge sammen. Da Fink lader sig friste af at udnytte sin succes ved New Yorks Teatre og skabe sig et større navn ved at tage til Hollywood som manuskriptforfatter, ser han det som et faustisk bytte, uden sans for den ironi at Hollywood ER folkets.

Fink fastholder med en imponerende stædighed og styrke sin opfattelse af folkets behov og interesser uden på nogen måde at lade dem forstyrre hans tanker - hans seriemyrdende nabo råber ham nærmest afmægtigt ind i øret “Because you don’t listen!”, en afreaktion der giver naboen en ikke synderligt subtil udløsning/orgasme. Selv ikke det får Fink til at vågne og til slut i filmen sidder han alene på en strand og ser ud over vandet med en hatteæske ved sin side, der muligvis rummer hans kærestes afhuggede hoved.

Fink tjener ‘the common man’ med sit kreative intellekt, som han betegner ’sin uniform‘, og de soldater, der drager i krig for at forsvare hans frihedsrettigheder kalder han i samme moment for monstre. Som Fink kæmper en daglig kamp med at fastholde tapetet på sit hotelværelses vægge, ledes han stadig mere ved hvorledes hans job med at skrive melodramaer med et wrestlingtema på samlebånd ser ud til at kuldsejle han drømme om at revolutionere andre, om end små, menneskers liv.

Åbningscenen er et studie i afstand mellem elite og folk. Fink har sine øjne stiftet rettet mod sit socialrealistiske skaberværk, som skuespillere agerer foran et velbeslået og dannet publikum. Imens går arbejdere uinteresserede tæt omkring ham og sørger for at teatrets prosaiske funktioner som lydeffekter og tæppefald klapper lydefrit omkring illusionen. Deres opmærksomhed er hellere rettet mod baseballresultater

Den store løgn

Venstrefløjens medier har siddet så længe på den offentlige mening at de ikke længere kan acceptere debat og ser dissens som kontroversielt og det kontroversielle er altid et skridt fra racisme, nazisme eller en eller anden metastaserende fobi. Som de presses af faldende tillid og spirende alternativer, gør de hvad de gør om ikke bedst så hvad de magter, og skruer op for defameringen af, ja alle efterhånden. Frank Gaffney skriver i Breitbart

In 2011, then-Secretary of State Hillary Clinton promised the Organization of Islamic Cooperation (OIC) to use “some old fashioned techniques of peer pressure and shaming” against those whose exercise of free speech “we abhor.”

(…)

Three good men Donald Trump has selected for key strategic and national security positions are currently getting the Big Lie treatment: his White House Counsel Steve Bannon, Attorney General-designate Senator Jeff Sessions, and incoming National Security Advisor Lieutenant General Michael Flynn. They are being relentlessly vilified as “racists,” “bigots” and “haters.”

I feel these able public servants’ pain. Indeed, I know what it’s like to be subjected to the Big Lie. For years, the Islamists and their allies on the hard Left – notably, the discredited (for example, here and here) Southern Poverty Law Center – have used character assassination and vitriol against me (for example, herehere and here) to protect what they otherwise cannot defend: the totalitarian program its adherents call Sharia. The false assertion last week that I had been asked to serve on the Trump transition team sent these rogues into fresh paroxysms of hateful denunciation, repeated like a mantra by their media echo chamber (for example, hereherehere and here).

Af en eller anden grund, skal disse udskammelser af meninger ‘vi foragter’ gentages i danske medier. Danmarks Radio spørger i en “slår Trump stadig konen” overskrift “Trump afviser at omstridt rådgiver er racist” og beretter

Demokrater, borgerrettighedsorganisationer som Rådet for Amerikansk-Islamiske Relationer og selv en række republikanere kritiserer Trump for at have valgt den stærkt højreorienterede Stephen Bannon som sin chefstrateg.

Kritikerne siger, at Trump dermed lukker en racist, antisemit og fortaler for hvidt overherredømme ind i Det Hvide Hus.

Bannon blev hentet ind i Trump-valgkampen sidst på sommeren fra det højreradikale Breitbart News. Det er et medie, der har fremmet alt-right-bevægelsen.

Breitbart News beskrives af amerikanske medier som eksempelvis radiostationen NPR for at være en løs gruppering af racister, nynazister, antisemitter og folk, der arbejder for hvidt overherredømme i USA.

Det er altså den yderste venstrefløj, der i sin nederlagsforbitrelse fremturer med beskyldningerne. Så lad os lige kontekstualisere lidt - det bliver vigtigt længere nede. Middle East Forum sammensatte en top 10 over “campaign contributions from individuals who subscribe to the same Islamic supremacism as Khomeini, Bin Laden, and ISIS” for 1015-16 sæsonen. Og ikke overraskende var der “nine Democrats, one independent (Sen. Bernie Sanders accepted $9,285), and no Republicans

Hillary Clinton tops the list, raking in $41,165 from prominent Islamists. This includes $19,249 from senior officials of the Council on American-Islamic Relations (CAIR), declared a terrorist organization by the United Arab Emirateson November 15, 2014.

For example, Mrs. Clinton has accepted $3,900 from former CAIR vice-chairman Ahmad Al-Akhras, who has defended numerous Islamists in Ohio indicted – and later convicted – on terrorism charges.

Among other current presidential candidates, Jill Stein has accepted $250. Donald Trump and Gary Johnson have not received any Islamist money.

Og Rådet for Amerikansk-Islamiske Relationer (CAIR) er selvfølgelig ikke en borgeretsorganisation, men en islamisk pressionsgruppe med bånd til HAMAS, der, som alle muslimske organisationer, kun har til formål at drage omsorg for islamiske interesser, omsorg som at sikre at ordet ‘jihad’ ikke indgår i en negativ sammenhæng. Grundlæggeren af CAIR, Omar Ahmad, har sagt følgende om de amerikansk-muslimske relationer

Islam isn’t in America to be equal to any other faith, but to become dominant. The Koran, the Muslim book of scripture, should be the highest authority in America, and Islam the only accepted religion on Earth.

Derfor var det også naturligt at CAIR drog omsorg for San Bernadino terroristens familie PLO-style, som det er naturligt for deres formand at ville styrte den amerikanske regering, som det var naturligt at de propaganderede for Ahmed the Clock Boy, som man betvivlede faldne amerikanske soldater deres ære

Hvad angår radiostationen NPR, så skylder Danmarks Radio måske at fortælle at det er en offentligt finansieret radiokanal, blot så man ved, hvor man har den i det politiske landskab. Og fordi offentligt finansierede medier ikke behøver at repræsentere andre interesser end de politikere, der skaffer finansieringen, så bliver det nødvendigt med en Ombudsmand der officielt skal sikre institutionen mod at blive overrendt af lange marcher, men som i realiteten selv er marcheret ind i institutionens hjerte til sikring af den officielle fortælling. Og denne ombudsmand Elizabeth Jensen, var så bestyrtet over at Breitbarts Joel B Pollack i et live interview fik chancen for at forsvare Trump og Bannon fermt mod nazi-, og sårn’ beskyldninger, at hun foreslog aldrig at lave live interviews med folk med kontroversielle holdninger. Og hvad der er kontroversielt ved vi fra Danmarks Radios liste af anklagere mod Bannon/Trump er dissens fra venstrefløjens fortælling. Breitbart skriver

Pollak, who serves as Breitbart’s Senior Editor-at-Large and In-house Counsel, defended its Executive Chairman Stephen K. Bannon from false and defamatory claims of antisemitism and “white nationalism.” He also turned the tables, pointing out that NPR has “racist programming,” including a story that called the 2016 election results “nostalgia for a whiter America.”

NPR listeners were apparently outraged that anyone from Breitbart News had been given an opportunity to defend the website and its chairman.

In her response, “Listeners: Two Recent Interviews Are ‘Normalizing Hate Speech’,” Jensen concluded that the live format had allowed Pollak to get the better of host Steve Inskeep.

She suggested that future interviews be taped: “In addition, in my opinion, these interviews should not be done live. Inskeep is an excellent live interviewer, but live interviews are difficult, especially when there is limited time. A little contextualizing never hurts.”

Jensen went on to argue that “contextualizing” had worked for a similar interview with former Ku Klux Klan leader David Duke, as well as for an interview Nov. 17 with white nationalist Richard Spencer. (Pollak responded to the latter interview in an article Nov. 18 rejecting NPR’s attempt to link Bannon and Breitbart with white nationalism.)

(som en sidebemærkning så havde BBC, endnu et offentligt finansieret medie en overskrift der lød “The Trump resistance movement builds” og indholdet skuffede ikke overskriften) Venstrefløjen og dens medier er en selvforsynende fødekæde af defameringsmaskiner.

“Hell hath no fury like a self-designated elite scorned”

Smædekampagnen imod Trump med alle dens løgne spillede fallit, men som Milo Yiannopoulos funderer er det bemærkelsesværdigt at medierne ikke reflekterer over sig selv og deres egen taktik. Måske er det kun naturligt at når man i snart to år har overbevist sine læsere, lyttere og seere om at Trump er en skrækkelig mand måske også har overbevist sig selv. Som David P Goldman spekulerer så tilsiger “polite opinion (…) ritual anathemas of Trump”. Og når Trump er skrækkelig er de mennesker han omgiver sig med helt sikkert også skrækkelige.

Den mest skrækkelige mand Trump valgte var Steve Bannon. Bannon blev midt under valgkampen hentet fra sin redaktørpost på Breitbart til at lede Trumps kampagne og dengang kaldte lektor ved Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet Niels Bjerre-Poulsen Stephen Bannon for “Donald Trump på steroider” og smædede foran Jyllands-Postens villige mikrofonholder ved samme lejlighed Breitbart News for “gentagne gange er blevet anklaget for at bringe artikler med tydeligt racistisk indhold“. En anklage er det samme som en dom, men Bannon selv har kørt Breitbart efter devisen “Facts get shares, opinions get shrugs” - og fakta tager sig jo ofte racistiske ud.

Medierne svælger i ufunderede beskyldninger mod alt fra højre og ikke mindst den nye store Satan i Trump. Men jeg vil dvæle lidt ved Point of View Internationals Annegrethe Felther Rasmussen der kaldte Bannon for “Den farligste mand i amerikansk politik” og Breitbart News for et hvidt nationalistisk netmedie, “Førerhunden for den islamhadende, antisemitiske, sexistiske, homofobiske og ultrapopulistiske bevægelse i USA

Men hvis man slet ikke kender Breitbart News, vil nogle af de i USA oftest fremhævede overskrifter hjælpe til at forstå mediets natur: “Bill Kristol: Republican Spoiler, Renegade Jew,” var en overskrift, der i Breitbart blev brugt som en kritik rettet mod William Kristol, der er en kendt neokonservativ chefredaktør og kommentator, som bl.a. har grundlagt magasinet, The Weekly Standard, efter at Kristol undsagde Trump som republikanernes kandidat.

Blandt de stødende overskrifter, som Rasmussen trak frem var tre af dem “Birth Control Makes Women Unattractive and Crazy“, “The Solution to Online ‘Harassment’ Is Simple: Women Should Just Log Off” og “Would you rather your child had feminism or cancer?” skrevet af Milo Yiannopoulos. To af dem havde Hillary Clinton allerede læst op til nogen latter blandt hendes på det tidspunkt endnu troende i den tro, at folk ikke kan skelne polemik fra nyheds-stof. Sådan går det når man tankeløst kolporterer den amerikanske venstrefløjs forbitrelser, “Hell hath no fury like a self-designated elite scorned”.

Venstrefløjen er intellektuelt faldet helt sammen og har intet projekt men kun gamle fjendebilleder. De kan ikke gamle hvide mænd, som de faktisk heller ikke bryder sig særligt meget om hverken gamle, hvide eller mænd. De kan ikke lide privat foretagsomhed, slægters led, civilisation og deres egen arv og især ikke historien, fordi den udstiller deres kroniske fejltagelser nådesløst. Så tilbage er kun at defamere alle der taler den midt imod og kalde alle nazist, homo-, islmo-,femi- alt muligt andet gejlfob.

Defameringen af Bannon går på to ben, dels at han er fortaler for hvid nationalisme, dels at han er antisemit. Anklagen om den hvide nationalisme ser venstrefløjen bevist i hans virke som redaktør på Breitbart News. Guardian mente at Breitbart News var et aldeles lødigt nyheds-site, måske fordi de faktisk havde taget sig tid til at læse Breitbart News, frem for blot at linke til en CNN artikel om stødende overskrifter, hvor man glemmer, hvem der skriver og hvorfor, som Annegrethe Rasmussen gør. Ligesom hun glemmer at nævne at det var David Horowitz, der kaldte Bill Kristol for ‘a renegade jew, - og at han ville gøre det igen.

Og det er defameringen af Bannons andet ben, at Bannon er antisemit, som Rasmussen ikke dvæler ved. Det gør hun muligvis ikke fordi hun blev træt i fingrene mens hun skrev, muligvis fordi det at beskylde en mand for at have et problem med jøder, lyder så indlysende tåbelig, når man nu allerede har nævnt, at denne mand har arbejdet for en virksomhed som Goldman Sachs, har produceret Seinfeld og har redigeret Breitbart,(Der forsvarer Israel) at den automatisk kaster tvivl på påstanden om førerhunden for alt det andet grimme han også skal have tid til at være. Det gælder om at dosere løgne i rigelige, men ikke alt for overvældende mængder. Stefan Molyneux giver en lang tilbagevisning, men man kan også se den mere effektive Ezra Levant

Åh, nu Rasmussen er glad for overskrifter hentet fra hendes nyhedstjeneste på CNN, så tillader jeg mig at vise nogle overskrifter fra venstrefløjens medier, som Breitbart havde samlet: “White people should be banned from doing yoga“, “Dog or jewish boyfriend; a quiz“, “Meet pedophiles who mean well“, “In Silicon Valley, young white males are stealing the future from everyone else” og

cnn-overskrift

For sorte hører ligesom til i fængslet…

Trump er et opgør med historiens gale spor

Diverse — Drokles on November 18, 2016 at 7:15 pm

Youtube flyder over med hoverende samlinger af celebriteter og ’snowflakes’ der tuder om kap med Nordkoreas halvdøde. John Hayward har på Breitbart samlet nogle af de mest bizarre eksempler på de progreessives sorgbearbejdning fra trøstehund til dødstrusler og ‘aktivister’ er godt igang med at shitstorme valgmænd til at svigte vælgerne.

Men hvorfor tager de sådan på vej over at de tabte et valg? Hillary var ingens favorit, selv ikke Miley Cyrus, der selv om hun mere end noget andet ønskede for Hillary at hun skulle blive den første kvindelige præsident havde støttet 76 årige Bernie Sanders. svaret er at de tager på vej fordi de aner at de er ved vejs ende

The election of Donald J. Trump reaches to areas beyond politics. It shows a cultural shift against globalism and the farther-Left-than-moderate neoliberalism which drives it. It also shows a population adapting to the diversity agenda of post-WWII by formally adopting identity politics, decoupling self-interest from altruism.

First it makes sense to clarify what the election was not. It was not the election of a radical conservative ideologue. Nor was it a vote of confidence in the conservative parties who first opposed the nomination of Mr. Trump in favor of more moderate, neoconservative candidates. This was a man seizing an opportunity that was undervalued, as Aaron Renn observed in City Journal:

“But Trump’s win was no fluke. He has been talking about running for president since at least 1988, but never pulled the trigger. This time around, he saw the opportunity and went for it. A shrewd entrepreneur, he saw a vast sea of unhappy voters who wanted fundamental change to the status quo—particularly on trade, immigration, and interminable foreign wars, and he was able to disrupt politics by re-segmenting the political market to serve it.”

Over the past thirty years, conservatives have been unwilling to attack the core of Leftism as expressed in its class warfare and diversity programs. Leftists want to create an egalitarian Utopia, and to do this requires mobilizing every person by ideology.

That in turn requires eliminating any competing values systems such as the family, religion, heritage, culture, class and national identity. They are fanatical on this point because Leftism is fundamentally unstable, and so any competing — even non-hostile — belief must be subverted and dominated. Leftism pursues power fanatically because the more Leftism penetrates, the less it can hide the failure of its policies, and needs an army of ideological zombie useful idiots and authoritarian leaders to enforce itself.

Zombies, the perfect metaphor for what Leftism wants.

After the fall of the Soviet Union, Leftism took a new turn: it decentralized and hid its power so that to an observer, it seemed as if society were sliding inevitably Leftward as a result of Leftist ideas working when in fact they were failing. When Barack Obama said that Angela Merkel was “on the right side of history,” this is the myth he was exploiting.

Artiklen kan varm anbefales. En af ideerne der trænger til et opgør er ideen om hvidt privilegium

Trump beams up himself, and I mean really, really beams, okay?

Diverse — Drokles on November 16, 2016 at 1:13 pm

‘Trump is one of the very worst things to happen to our World in the last 100 years,’ declared actor Sir Patrick Stewart last night”, endnu en i køen af kendisser og kunstnere, der forveksler en indsigt med deres moralske kvababbelse i forventning om at det gør en forskel. Britiske Patrick Stewart med den imponerende barytonstemme er klassisk skolet karakterskuespiller, men fik sig for alvor et navn blandt nørder, som Kaptajn på Stjerneskibet Enterprise Jean-Luc Picard i TV serien Star Trek Next Generation, der løb fra slutfirserne og ind i halvfemserne.

Serien startede i slutningen af tresserne og havde den canadiske skuespiller William Shatner i hovedrollen som Kaptajn James Tiberius Kirk, der stod på broen for Starship Enterprise godt assisteret af den vælgært rationelt tænkende Spock, med sin “Behovet for de mange opvejer behovet for de få” maksime. Og det fik mig til at tænke på en 8 år gammel video med den fremragende Bill Whittle, hvor han causerer over, hvor Enterprise har brug for en handlekraftig mand som Kirk trods hans mange karakterbrister og ikke den intellektuelle Spock. Med andre ord, Whittle forudså Trump før Trump selv. Men denne post er ikke blot spas, Whittle leverer fra 3 minutter inde en fremragende analyse af hvorfor de få intellektuelle forblændelse af sig selv er til skade for de mange, hvis de får magt

På Wikipedia kan man læse at figuren Kirk “,,,has been praised for his leadership traits, and also criticized for his relationships with women.”

Basket of deplorables

Det var et rystende angreb på demokratiet, da Trump ikke ville forhåndsgodkende valgresultatet grundet de mange eksempler på svindel fra Demokraternes side. Nu protesterer venstrefløjsere over resultatet ALENE fordi det gik dem imod.

Kun venstrefløjen laver optøjer efter tabte valgkampe fordi den kun trives med kaos. John Perazzo skriver i Frontpage Magazinex

Contrary to media misrepresentations, many of the supposedly spontaneous, organic, anti-Trump protests we have witnessed in cities from coast to coast were in fact carefully planned and orchestrated, in advance, by a pro-Communist organization called the ANSWER Coalition, which draws its name from the acronym for “Act Now to Stop War and End Racism.” ANSWER was established in 2001 by Ramsey Clark’s International Action Center, a group staffed in large part by members of the Marxist-Leninist Workers World Party. In 2002, the libertarian author Stephen Suleyman Schwartz described ANSWER as an “ultra-Stalinist network” whose members served as “active propaganda agents for Serbia, Iraq, and North Korea, as well as Cuba, countries they repeatedly visit and acclaim.”

Since its inception, ANSWER has consistently depicted the United States as a racist, sexist, imperialistic, militaristic nation guilty of unspeakable crimes against humanity—in other words, a wellspring of pure evil. When ANSWER became a leading organizer of the massive post-9/11 demonstrations against the Patriot Act and the U.S. invasions of Afghanistan and Iraq, it formed alliances with other likeminded entities such as Not In Our Name (a project of the Revolutionary Communist Party) and United For Peace and Justice (a pro-Castro group devoted to smearing America as a cesspool of bigotry and oppression).

(…)

The leaders and organizers of the anti-Trump protests that are currently making so much noise in cities across America, are faithfully following the blueprint of Hillary Clinton’s famous mentor, Saul Alinsky, who urged radical activists to periodically stage loud, defiant, massive protest rallies expressing rage and discontent. Such demonstrations are designed to give onlookers the impression that a mass movement is preparing to shift into high gear, and that its present size is but a fraction of what it eventually will become. A “mass impression,” said Alinsky, can be lasting and intimidating: “Power is not only what you have but what the enemy thinks you have…. The threat is usually more terrifying than the thing itself.”

Medierne har mere travlt med at dyrke fortællingen om Trump tilhængernes amokløb på udsatte minoriteter. Og som Elizabeth Nolan Brown skriver på Reason, så er den fortælling falsk

But the narrative has been bolstered by a few high-profile incidents of alleged aggression in Trump’s America.

The first one to really go viral involved a Muslim female student at the University of Louisiana who claimed to have had her hijab ripped off and her wallet stolen the day after Trump’s election by two white men wearing Trump hats. But on Thursday, local police announced that the young woman had admitted she fabricated the story. “This incident is no longer under investigation,” the Lafayette Police Department said in a press release.

In another incident, this one in San Diego, a young Muslim woman’s purse and car were stolen by one white male and one Hispanic male. While the men allegedly made negative comments about Muslims, it seems car stealing was more their motivation than harassment or intimidation—which is obviously shitty, but not necessarily a Trump-inspired act of bigotry.

And an alleged incident of a gay man named Chris Ball getting beaten up by Trump supporters in Santa Monica on election night seems to have not happened the way it was initially recounted, if the incident even happened at all. The Santa Monica Police Department posted a message to Facebook Thursday saying that neither the department nor city officials had “received any information indicating this crime occurred in the City of Santa Monica” and “a check of local hospitals revealed there was no victim of any such incident admitted or treated.”

(…)

Other anti-Semitic imagery—such as “Sieg Heil 2016″ spray-painted on an abandoned store front in Philadelphia—may have been legit expressions of bigotry or may have been similar attempts at commentary on Trump’s election; it’s unclear because no one is taking credit for them. The bulk of racist graffiti incidents appear to have happened around middle- and high-schools, which doesn’t make their messages any less hurtful, I’m sure, but does suggest a phenomenon driven by mean and immature kids rather than rogue bands of serious neo-Nazis.

And while all sorts of horrible incidents are being reported on Twitter and Facebook… well, anyone can say anything on Twitter and Facebook. The bulk of these stories are “friend of a friend” told me types. But if men were really going around pulling knives on Muslim women on public buses in Trump’s name, there would at least be local or campus news reports of it. Same, too, for the alleged wave of transgender teen suicides which keep getting mentioned in media but for which no one can offer any evidence. (Update: more on the alleged suicides here.)

(…)

Update, November 12: Two more tales of race-based and Trump-inspired harassment have begun to unravel…

Imens foran Trump Tower, holder en bekymret borger et skilt med et sagtmodigt ønske

rape-melania

The times they are a changing

Diverse — Drokles on November 13, 2016 at 2:38 pm

Jeg skrev tidligere at Demokraterne havde satset på at gøre de ekspanderende minoriteter/særinteresser til det nye proletariat/folk, hvis interesser man ville varetage og at dette så ud til at vare i al evighed da globalisering og metastaserende identiteter var fremtiden. Og at denne tankegang havde et indbygget problem, fordi særinteresser kommer i indbyrdes konflikt når de skal til at slås om de samme ressourcer. Når kryben er tom bides hestene.

Nu skal Demokraterne så finde ud af, hvad der gik galt. Hvorledes kunne Demokraterne selv dog vælge en uelsket og belastet kandidat som Hillary Clinton? Og hvorledes kunne amerikanerne dog finde på at Vælge noget så vulgært som Donald Trump? Dette er en mulighed for at lære og derfor en chance for at komme styrket tilbage. Men det er også en risiko for at fortrænge dybere ned i det yderste venstre

Meanwhile, across the country, Democratic activists, who lean well to the left, are conducting their own “reassessment,” and that’s sure to affect inside-the-beltway thinking, as well as future party personnel.

A post-election poll, for example, commissioned by a supporter of Sen. Bernie Sanders, concluded that the Vermont socialist would have defeated Trump by an “historic margin.” Others might question the plausibility of the poll—after all, it’s the ultimate instance of an unprovable hypothetical—and yet at the same time, it’s obvious that Democratic activists are eager to believe it.  Even today, just days after Clinton’s defeat, the Sanders people are already gearing up to take control of the state parties.

Also in the wake of the election, a tide of street protest is roiling the country, and that anger is contagious, at least to the left.  Here’re the words of one young protestor in San Francisco:

As a white, queer person, we need unity with people of color, we need to stand up.  I’m fighting for my rights as an LGBTQ person. I’m fighting for the rights of brown people, black people, Muslim people.

A Republican can dismiss such sentiments as just the ranting of a loony lefty.  And yet a Democrat can’t, because such voices are numerous, perhaps even predominant, at the Democratic grassroots. Moreover, the institutional Democrats in D.C., frozen out of power in the capital as they are, now lack any sort of political bulwark from which to repel the activist onslaught.

Indeed, the new trend of radical thinking has already bled into D.C.  We can see this from a November 10 news item in The Huffington Post: It seems that a Green activist working at the Democratic National Committee stood up in a DNC meeting and heckled Donna Brazile, the outgoing DNC chair.  As the young man, identified only as “Zach,” said to Brazile, “You are part of the problem,” referring to Brazile’s early support for Clinton over Sanders.  And then Zach added this nutty oratorical fusillade:

You and your friends will die of old age and I’m going to die from climate change.  You and your friends let this happen, which is going to cut 40 years off my life expectancy.

Whereupon Zach stalked out of the room.  Now that crazed bit of speechifying performance-art might strike most Americans as insane, but this is the mindset of Democratic activists these days: Losing has a way of running some people off the rails (assuming they were ever on them).

And so now we see the ideological predicate for that big pendulum swing looming dead-ahead in the Democrats’ future: Democratic activists, enraged by what’s happened in the last week, and blaming the establishment, are determined to “fix” the party’s problem, even if, in their shortsightedness, such “fixing” actually makes the problem worse.

demokrat-tager-nederlaget-tungt

For republikanerne skulle det se bedre ud, skønt de mange der svigtede Trump og de mange der direkte modarbejdede ham. Dem må man regne som uden for indflydelse, eller i hvert fald sat i skammekrogen af, at Trump ikke blot leverede præsidentembedet, men leverede det med stil og uden at tabe indflydelse i de to kamre. Charles Krauthammer, der tidligere har våndet sig over Trumps kandidatur, fordi han mente det spærrede for en ordentlig kandidat og risikerede det republikanske partis indflydelse i mange år frem er optimist

TV’et smadres i et ægteskabeligt skænderi

Diverse — Drokles on November 13, 2016 at 5:34 am

Fungerende præsident Obama kaldte den meget hårde valgkamp mellem Hillary Clinton og Trump, for et ægteskabeligt skænderi da han kommenterede på Trumps sejr. Først og fremmest er man amerikaner og dernæst Demokrat eller Republikaner. Og som spillereglerne er, accepterer man afgørelsen og vender i fællesskab tilbage til dagligdagens sysler. Vise ord, som konservative National Review kunne lære lidt af med deres #nevertrump kampagne.

Talkshowværten Stephen Colbert kom sig også heroisk hurtigt på live TV fra sit chok over Trumps for mediefolk overraskende sejr og mindede på morsommeste måde seerne om mindelighed. “Kiss a Democrat, give a Republican a hug and give a libertarian a reach-around!” sagde han bl.a.

Men det kan være svært at acceptere ægtefældens oplevede urimeligheder, når man ikke kan svare, men kun sidde og koge indestængt og magtesløs foran sit TV

Won’t sombody PLEASE think of the Children!

Diverse — Drokles on November 12, 2016 at 8:46 am

Advarsel! Jeg vil jeg ikke høre et ord om at det måske i første omgang er de voksne svigt af både deres egne kognitive evner og kontrol over deres undergangstanker, der skal diskuteres, hvis børns følelsesliv på nogen måde bliver påvirket af det amerikanske valg. Skaberen af TV-serien West Wing Aaron Sorkins åbne brev i Vanity Fair til sine døtre er vildt sober i sin beskrivelse af Trump som “a thoroughly incompetent pig with dangerous ideas, a serious psychiatric disorder, no knowledge of the world and no curiosity to learn has.” fordi

The Klan won last night. White nationalists. Sexists, racists and buffoons. Angry young white men who think rap music and Cinco de Mayo are a threat to their way of life (or are the reason for their way of life) have been given cause to celebrate. Men who have no right to call themselves that and who think that women who aspire to more than looking hot are shrill, ugly, and otherwise worthy of our scorn rather than our admiration struck a blow for misogynistic shitheads everywhere.

(…)

And the world took no time to react. The Dow futures dropped 700 points overnight. Economists are predicting a deep and prolonged recession. Our NATO allies are in a state of legitimate fear. And speaking of fear, Muslim-Americans, Mexican-Americans and African-Americans are shaking in their shoes. And we’d be right to note that many of Donald Trump’s fans are not fans of Jews. On the other hand, there is a party going on at ISIS headquarters.

(…)

…we’ll fucking fight.

(…)

Love,

Dad

Editor’s note: A previous version of this article overstated the amount by which Dow futures dropped on Wednesday morning.

Valget af Trump er bare hårdt for børene. “Barnet behöver få en möjlighet att prata om och sätta ord på vad det är som känns oroligt” rådes der i Svenska Dagbladet, der havde spurgten ekspert om forslag til, hvorledes man kunne fortælle sine børn at ‘Vi voksne kan også være bange’

När man själv är orolig, hur ska man göra för att inte överföra det på barnen?

– Man behöver inte spela oberörd utan kan säga ”jag förstår din oro, jag känner också oro” och lugna med att vi faktiskt inte vet vad som kommer att hända nu. Det är bra att vara uppriktig, men att inte överföra sin frustration på dem. Har du mycket egna tankar så ta dem hellre i andra sammanhang, för inte över dem på barnen.

Også i Norge skulle børnene i terapi for deres forældres verbalisering af katastrofetanker. Og i USA. Og i Canada. Men et er eksperter, noget andet er praksis og her vises et glimrende eksempel på, hvorledes man griber det an, hvis man ved et af naturens onde luner har fået en lorte-unge af den værste slags. En heroisk og selvopofrende mor opgiver ikke at redde sin lille begrædelige, racistiske, misogyne, islamofobiske, antisemitiske, lystlyvende, magtbegærlige, Hitlerlignende, antidemokratiske på den der fascistiske agtige måde der ikke giver rum til rigtig debat, klimabenægtende, videnskabshadende, propagandistiske, lavskattetilhængeragtige lorte-unge. Bravo madam brun!

Hvem skal betale for minoriteterne?

“Who’s gonna pay for my kids?” råber en kvinde vredt til en hvid mand, der tæskes på åben gade af et par sorte yngre mænd. Den hvide mand, der også får sin bil stjålet i samme ombæring, bliver beskyldt for at have stemt på Donald Trump.

Donald Trump er en hadefuld, verdensfjern, sexistisk islamofob og jødehader” skrev Zenia Stampe, selv blottet for had, på sin Facebook væg. Jeg vil ikke fortabe mig i en diskussion om alle disse udsagn. Had er en følelse og jeg kender ikke The Donald godt nok til at udtale mig om Zenia har ret. Jeg synes også det er lige vel friskt nok at beskylde en mand, der har tjent mia. - og tro mig, Trump er rig. Jeg mener virkeligt, virkeligt rig, okay? - på noget så jordnært, som sine mange forskellige forretninger, for at være verdensfjern. Men jeg vil dvæle lidt ved modsætningerne i udtrykket “sexistisk islamofob” efter lige først at have anholdt beskyldningen om Trumps jødehad med et citat fra en alt andet end venlig artikel i det venstreorienterede jødiske Tablet Magazine, hvor det hedder

Trump has an intimate familiarity with Jewish practice and Jewish life. His daughter, Ivanka, converted to Orthodox Judaism in 2009; if elected, Trump would be the first president to be the parent and grand-parent of observant Jews. Ivanka’s husband, real-estate magnate Jared Kushner, is an Orthodox Jew and one of Trump’s top advisers. The Trump Organization’s longtime chief financial officer and general counsel are both observant Jews, and Trump has the support of perhaps the single most important political donor in the American Jewish world—Las Vegas casino mogul Sheldon Adelson. Though he is a deeply repellent political figure to many American Jews, Trump can plausibly claim that Jews and Judaism are closer to the center of his life and work than they are for his opponent, former Secretary of State Hillary Clinton.

Trump’s favored Jews have a seemingly limitless confidence in their benefactor’s personal qualities. The Trump they know is decisive, serious, tolerant, and generous, and they’ve formed their impressions out of years or even decades of personal experience with the man. Despite this special access, their belief in Trump himself—which is often independent of any deep ideological kinship—helps demystify exactly why the real-estate developer, who is so blatantly and viscerally unpalatable to tens of millions of Americans, appeals to tens of millions of others.

The Trump Jews also hint at some of Trumpworld’s defining organizational tendencies. With the possible exception of Sheldon Adelson, every one of the major Trump Jews has known Trump for years, is personally friends with Trump, or is connected to his family through marriage. One of Trump’s Jews is known to be a registered Democrat. One of them was a leading Democratic donor who has a tortured history with one of Trump’s most dedicated surrogates.

Trump talte til amerikanerne som amerikanere, et hele, modsat Hillary, der hele tiden talte om allehånde minoriteter, som skulle tilgodeses. Hillarys beskrivelse af halvdelen af Trumps vælgere som ‘irredeemalbe’ og ‘deplorable’ (fortabte og begrædelige), som Obamas beskrivelse af mange amerikanerne som klyngende sig til deres bibel og skydevåben udkrystaliserer den pointe. Trump vil have det fælles og det kræver lige muligheder og det kræver overholdelse af samfundskontrakten, som er ens for alle borgere, der er frie til at vælge en identitet i privatlivet.

Hillary lover mange forskellige vælgergrupper at tilgodese deres behov og fremtiden står på et evigt ekspanderende vælgerkorps af minoriteter. Det er globaliseringen, det er hvad de unge vil have, det fortæller fokusgrupperne og det kommer væltende over grænsen. På sigt vil der ikke være grundlag for at være konservativ, andet end at leve isoleret i en udørk, fortabt med sin bibel og knugende sit skydevåben. Men problemet er, at man tilgodeser kun nogen på andres bekostning. Så hvor Trump vil tilgodese amerikanerne som et hele på bekostning af Wall Street og konkurrerende nationer, der udnytter de unfair aftaler, så tilgodeser Hillary sine mange minoriteter på bekostning af flertallet. Det kan Hillary kun gøre så længe flertallet er til at dræne for flere specielle rettigheder.

Efterhånden som flertallet, amerikanerne flest, eroderes via indvandring og metastaserende identitetspolitik skal minoriteterne tilgodeses på bekostning af hinanden og der bliver nu ikke længere tale om at tage fra de rige/mange for at give til de fattige/mange få, men om omfordeling af de resterende ressourcer. Og omfordeling slider på den gensidige loyalitet for alle var med da alle ville få. Og selv blandt de dele af flertallet, der holdt ved at dele ud af arven vil det akademiske spørgsmål, om det er appropriation at lære så meget af dem, trænge sig på. Det kulturmarxistiske paradigme vil bryde sammen under vægten af egne indre modsætninger. Og her er vi tilbage til det besynderlige “sexitiske islamofob”, for hvis man har et problem med sexisme og misogyne holdninger har man et problem med islam og så er man islamofob.

Problemet for Stampe, Hillary og venstrefløjen er at der ikke er noget, der kan samle minoriteternes interne modsætninger andet end had. De hader the Donald og Dansk Folkeparti og højrebølgen, den hvide mand, historien og den klare tanke og tankens ærlige sprog. Og det er hvad der kitter venstrefløjen sammen, had. De hader ikke at have noget at indvende mens der stadig er forpligtelser, så opfinder nye definitioner på sig selv og på undertrykkelse, som fritager dem deres forpligtelser. Så de hader majoriteten, der holder fast på den virkelighed ingen kommer udenom. De hader at tabe, men de ville gå til grunde hvis de vandt. Vi andre prøver at begrænse ødelæggelserne.

Status over Trumps sejr

Diverse — Drokles on November 10, 2016 at 6:02 am

En af mine gode venner sendte mig disse tanker om det amrerikanske præsidentvalg, som jeg mener fortjener flere læsere

1) Trump er præsident-elect, med flere valgmandsstemmer en nogen republikansk præsident siden Bush d. Ældre i 1988. Trump vinder Wisconsin, Michigan og Pennsylvania, der ikke har været republikanske siden hhv 1984, 1988 og 1988.

En fed fuck-finger til Bush d. Yngre, der nægtede at stemme på Trump.

Det lykkedes Trump at ændre valgresultaterne fra 2012 voldsomt i republikansk favør i arbejderklassestater som Ohio (+11,5%), Pennsylvania (6,4%), Iowa (+15,3%), Michigan (+9,7%), Wisconsin (+7,8%) og West Virginia (15,5%).

West Virginia er et kunstværk i sig selv. I 1996 vandt Hillarys mand Bill staten med en margen på 14,8%. 20 år senere taber Hillary den med en margen på 42,2%.

2) Demokraterne regnede med at overtage flertallet i Senatet, men det kommer ikke til at ske - GOP havde et flertal på 54 senatorer (ud af 100), der reduceres til 52, 53 hvis Kelly Ayotte vinder over Margaret Hassan i New Hampshire - afstanden mellem de to er 0,1% i Hassans favør, men de mangler at tælle ca 18.000 stemmer, hvoraf flertallet er republikanske.

Hvis der ved afstemninger i senatet står 50-50, så afgiver den nu republikanske vicepræsident den afgørende 101. stemme.

3) Demokraterne regnede med at overtage flertallet i Repræsentanternes Hus, og det kommer heller ikke til at ske.
Republikanerne ser ud til at få 239 af 435 sæder, og man skal kun bruge 218 for at have flertal.

4) Der har også været valg til en stribe guvernørposter i USA, og her har republikanerne taget tre oven i dem de allerede havde, nemlig Vermons, Missouri og Indiana. North Carolina er endnu for tæt til at være afgjort.

5) I Højesteret sidder der pt. 4 konservative og 4 venstreorienterede dommere, og der er en tom stol der skal fyldes - det får Trump lov til, så antallet af konservative bliver 5 af 9.

Samtidig er to ud af de tre ældste dommere i Højesteret venstreorienterede - Ruth Bader Ginsburg er 83 og Stephen Breyer er 78 - og den tredje er en “konservativ” dommer (Anthony Kennedy, 80), der ofte er den der tilter en sag til venstrefløjen.

Når det bliver tid for Trump at prøve at blive genvalgt er de hhv 87, 82 og 84. Der er altså en rimeligt stor statistisk chance for at en eller flere af dem dør og skal erstattes med konservative dommere. Sker det, så reduceres den venstreorienterede gruppe i Højesteret til 2 ud af 9.

A shock to the system

Diverse — Drokles on November 9, 2016 at 5:37 pm

Milo Yiannopoulos besøger MSM for at fejre det netop overståede amerikanske præsidentvalg

Stemninger fra en overlegen gyser

Diverse — Drokles on November 9, 2016 at 7:03 am

Alle har været imod Trump. Storkapitalen, udenlandske investorer, hans eget parti og især medierne. Den siddende præsident Barak Hussein Obama førte, meget mod sædvane for en siddende præsident, kampagne for sin partikammerat Hillary Clinton og det i Airforce One og for skatteydernes regning - undtaget Donald Trump, ‘because he’s smart’. Også herhjemme førte danske medier kampagne for Hillary Clinton og også på skatteydernes regning. Og alligevel

Men det var varslet, Trumpforbandelsen slog til igen

reno-feel-trump-effect

Og så et billede fra New York Times på timerne der ændrede virkeligheden

to-timer-der-c3a6ndrede-valget

De sidste argumenter inden valget

Diverse — Drokles on November 8, 2016 at 5:44 am

Det ser ikke så godt dagen inden valget, Hillary ser ud til at snuppe præsidentembedet. Det glæder “De kendtes a-hold“, a-holes, som de fleste af dem er, som musikerne Bruce Springsteen og Jon Bon Jovi, “Det helt store skyts“, som Danmarks Radio kalder dem. Men ikke kun det store skyts, måske skal der mere til, hvis den politiske klasse vil bevare sine privilegier og amerikanerne skal sige Madam President, skriver PoliZette

Physical attacks on Donald Trump supporters and their personal property appear to be growing increasingly common as Election Day approaches and passions intensify.

As LifeZette recently reported, there was a foiled assassination attempt at a Trump rally and many Trump supporters have been beaten up or hit with flying objects throughout the course of the fall campaign.

While the mainstream media has relentlessly promoted Hillary Clinton’s candidacy, it has largely ignored or downplayed these violent attacks against supporters of Donald Trump.

For example, the national media paid little attention to a Trump supporter being shot by a Trump detractor in Ohio.

Is election theft possible in the United States? And might the suspects live closer to home than the Kremlin? Professor Mark Crispin Miller, author of numerous books and articles on computerized election fraud, explores the very real possibilities.

Men der er også andre argumenter

Is election theft possible in the United States? And might the suspects live closer to home than the Kremlin? Professor Mark Crispin Miller, author of numerous books and articles on computerized election fraud, explores the very real possibilities.

Den slags anfægter ikke Wayne Allyn Root, der har holdt fanen højt for The Donald siden han besejrede sine republikanske rivaler i primærvalget; “Trump wins by 10, Democrats cheat by 8, he wins by 2.” Man har da lov at håbe og en måling fra det pålidelige IBD/TIPP viser en Trump føring på 2%. Forandring vil fryde og disse sidste ord fra Trump ville få mig i stemmeboksen, hvis jeg havde været amerikaner eller illegal indvandrer

Der har været lidt meget om Trump og Hillary her på Monokultur, den seneste tid, men nu er det snart overstået og hadet vil den kommende tid spredes i mere diffus retning, som det plejer.

Det begynder at koge i USA

Diverse — Drokles on November 7, 2016 at 6:29 am

FBIs direktør James Comey har endnu engang lukket undersøgelsen om Hillary Clintons private emails, skriver Breitbart. Comey fortæller at den videre undersøgelse “[has] not changed our conclusions” og konklusionen dengang var, at det ikke var af ond vilje, at Hillary Clinton havde en kriminelt skødesløs omgang med fortrolige oplysninger. Undersøgelsen blev for nylig genåbnet da flere Hillary Clinton relaterede emails blev fundet på en computer tilhørende Hillary Clintons nærmeste rådgiver Huma Abedins mand Anthony Wiener. FBI efterforskede Wiener fordi han havde sendt dick-pics og sjofle beskeder til en kun 15 årig pige.

Breitbart skriver videre, at formanden for Republikanernes national komite Reince Priebus ikke er tilfreds med Comeys konklusion og han udtalte

The FBI’s findings from its criminal investigation of Hillary Clinton’s secret email server were a damning and unprecedented indictment of her judgment. The FBI found evidence Clinton broke the law, that she placed highly classified national security information at risk and repeatedly lied to the American people about her reckless conduct. None of this changes the fact that the FBI continues to investigate the Clinton Foundation for corruption involving her tenure as secretary of state. Hillary Clinton should never be president

FBI opretholder dog undersøgelsen af Clinton Foundation. Amerikansk politik er betændt og den deraf førte politik, hvor den amerikanske borgers ve og vel ikke har været tilgodeset. Washington har dyrket særinteresser fra identitetspolitik til storkapital med illegal indvandring og Hillarys bogstavelige udsalg af sikkerhedspolitik. Der er spændinger i USA og der er etniske brudflader som kun uddybes i takt med at demografien er under hastig forandring. Roger L Simon spørger på Pajamas Media om USA er på vej mod borgerkrig

If Hillary Clinton is elected, the very next day millions of Americans will be watching to see what will happen with the FBI and the Justice Department.  Since we can now assume this will be a close election, that would be nearly half the voters in this country, sixty to seventy million people, almost all of whom believe Clinton, the woman a few weeks from inauguration as president, should have been charged with serious crimes and belonged behind bars, not in the White House.

Moreover, many have seen the WikiLeaks that reek of collusion between the Clintonistas and officials at the FBI and Justice, not to mention with virtually all the mainstream media outlets that were distrusted to begin with and are now reviled.

If that’s not an explosive situation, what is?  And we don’t know what Assange et al have in store for us after the election.  Just now we learned that the Clinton Foundation accepted—while Her Ladyship was secretary of State and in honor of Bill’s birthday—an unreported one million dollar donation from that paragon of women’s and gay rights, Qatar. This is chump change in the grand Clinton scheme of things, but another reminder of their unending greed and corruption. More importantly, as Tyler Durden points out, this time there should be legal consequences for the foundation—or would be normally in a country governed by the rule of law.

Only we’re not anymore.

This and a thousand other things put Obama, quite possibly liable himself from the email disclosures, and his attorney general Lynch behind a treacherous eight ball going forward, because they are not dealing with a few thousand disgruntled people, but those many millions.  If they were to go ahead with Jarrett’s suggestion, take Comey’s head (i. e. fire him) and replace him with a yet more complaisant successor, who knows what would happen?

But if they don’t, and even if they do, the investigation may reveal things so shocking the nation will never be the same.

Qatar sponsorerer Hamas for islamificere palæstinenser og føre krig mod jøderne, Qatar sponsorerer moskeer for at islamificere Europa og Qatar sponsorerer Clintons for…? Obama gør sit for at hjælpe Clintons, som han lefler for illegale indvandreres stemmer. Og derfor koger det på Tea Party bevægelsens hjemmeside

First off, you’re seeing it with your own eyes. The riots, cop killings and race baiting; tell me this is not a dress rehearsal for the final commandeering of America? You better get used to it, they will fight to the last man, pull every dirty trick and stop at nothing to finish their takeover of America and there’s only one group standing in their way: We the People!

Time to suck it up and prepare for battle!

Imens holder vi vejret, som valget spidser til.

Sumpen vil ikke drænes

Diverse — Drokles on November 6, 2016 at 6:57 am

Nu nærmer afgørelsen på præsidentvalget sig snart og alt bliver hektisk som valget ser ud til at bliv et tæt løb. Hillary Clintons kampagne ser ud til at implodere, så Wall Street Journal har fundet ud af, at et skandaleblad skånede Trump for at publicere en forlegenhed for 10 år siden da Trump plejede en udenomsægteskabelig affære med Karen McDougal, der blev Playmate of the Year i 1998. You’re the man, Trump! LA Times havde forleden Trump med en 5% føring i meningsmålingerne men Milo Yaniyoppolis nuancerede med at “Clinton is now LEADING in polls in important battleground states, such as Qatar, Iraq, Iran, and Syria - and hopefully soon … San Quentin!”. Clinton er træt mod alle Trumps negative, mørke, konfliktskabende, farlig opførsel hos Trumps tilhængere, cirka halvdelen af den amerikanske befolkning, over en karm.

Ikke for at tyre postfaktualitetskortet i fjæset på Hillary Clinton, men ifølge PEW så er Donald Trumps tilhængere mere inkluderende end Hillarys ditto. Den siddende præsident Obama har bidt hovedet af al skam og har kastet sig ud på en heftig valgkampsturne til fordel for Hillary, hvilket er “unparalleled in modern U.S. history“.  Trump er virkeligt ene mand mod systemet.

Og systemet er altså så desperat at det også forlader sig på at Al Gore kan piske lidt begejstring ind i tilhængerne med sin snak om klima og solpaneler. I øvrigt er det lidt ironisk at Hillary ser ud til at blive bliver fældet af netop det internet Al Gore, ifølge sin private logik, har opfundet. Fik han iøvrig royalties, da Obama gav Internettet væk til diktaturstaterne?

Hollywoods celebriteter har (måske) selvmobiliseret sig til et sidste udfald mod Trump. En masse for mig ukendte kendisser sang ubekendt med historien, at Trump ikke var Hitler, man at han var det alligevel og situationen i USA mindede om 30ernes Tyskland. De unge mennesker har nok overset at Hillary går til valg på at alt tværtimod er fjong, hvilket det jo helst også skulle være efter 8 år med Obama.

Komikerinden Amy Schumer blev helt svensk i sin demokratiske plæderen, da hun minde folk om at deres “voting history is public record. It doesn’t say who you voted for, but it says if you voted at all.” 0g det “could be up to the internet”.
Og så er der bare de mange celebriteter, der er bekymret over Trumps udtalelser om illegale mexicanere, har lovet at de vil flytte til Canada - men ikke Mexico(!) - skulle Trump vinde. Måske fordi Canada har gjort det forbudt at kritisere islam og således har indtaget førstepladsen som største safe space? Skulle Trump gå hen og vinde kan man risikere at der i USA vil blive talt ubærligt mange sandheder.

Sometimes it’s hard to be a woman

På det stærkt venstredrejede Point Of View International, tilskriver man Hillarys problemer med at hun er kvinde i “det mandsdominerede samfund“. En sådan vinkel finder det en naturlig antagelse at Hillary “nu rent faktisk er dygtigere end alle de andre” og lister så en masse punkter op af uretfærdigheder stakkels Hillary har måttet døje med i det mandsdominerede samfund. Argumentet er bygget om en lang række, øhm udsagn, fra Hillary Clintons liv og karriere, der vinkels som uretfærdigheder hun er blevet udsat for, og alle disse uretfærdigheder, konkluderes der så, tages så til indtægt for de krav der baree stilles til en en kvinde, hvis hun vil være præsident (i det mandsdominerede samfund, det må vi aldrig glemme). Det svarer til at parese var betingelsen for FDRs præsidentembede.

Det første punkt af uretfærdighed, nemlig modstanderen der beskrives som “en rigmand, fars dreng, sexistisk idiot med antidemokratiske holdninger og uden politisk erfaring” er helt selvmodsigende. POV mener i ramme alvor at Hillary har sværere med en indlysende uegnet modstander uden erfaring. For os andre lyder det mere som en skjult kønskvote ordning.

Det er også i POVs øjne uretfærdigt at Hillary tidligere har “tabt til en mand, der tåkrummende pinagtigt hyldes og fremstilles af landets oprindelige, kolonialistiske magthaverelite som “den første afrikansk-amerikanske præsident”, så det optegnes som et verdenshistorisk faktum, at en hvid kvinde kun ligger på tredjepladsen i menneskehierarkiet“. POV ved nemlig at kvinder er mere værd en halvnegermænd. Vi andre fornemmer måske at POV har ramt en uudtømmelig kilde indignation når man betænker at ved siden af opdele mennesker på baggrund af race, etnicitet, alder og kultur i findes 30 forskellige kønsidentiteter. Som minimum vil det altid være uretfærdigt for de 29.

Det er også uretfærdigt at Hillarys “hosteanfald og stressudløste luftvejssygdomme efter halvandet års uafbrudt døgnarbejde i offentlighedens søgelys fremstilles som en diskvalificerende faktor” - især når man glemmer hendes kollaps og anamnese. Og det at jobbet som præsident er 4 års ekstra uafbrudt døgnarbejde i offentlighedens søgelys. I det offentlige, hvor de fleste kvinder normalt brillerer, kan man normalt regne med en øv-dag oveni de mange sygedage. Og der skal også være tid til en lur.

Men mest uretfærdigt er at man ikke kan lave om på virkeligheden

3. Din kandidatur angribes vedholdende af myndighederne i dit land: Landets overordnede politimyndighed skal skamløst favorisere din modpart i valgkampen ved at rejse en tidligere flere gange afvist og grundløs sag mod dig, umiddelbart før valget, mens din mandlige modparts spionage-korruptionssag med landets klassiske stormagtsrival gemmes “for ikke at påvirke valgkampen”.

3a. Du trues med grundløse anklager: Du skal vinde, mens du vedvarende trues med anklage for tekniske “forbrydelser”, du har “begået” efter at have fulgt teknisk rådgivning, og derfor helt uden dit vidende og som vedrører formalia uden praktisk betydning.

3b. Der bruges overdrevent mange offentlige ressourcer på at miskreditere dig: De endeløse genoptagelser af de smædelignende anklager uden konkrete juridiske tiltag havde i enhver lignende situation overfor en hvid mand kostet vedkommende jobbet.

Ja, det hele er helt grundløst og bunder kun i at Hillary er kvinde i et mandsdomineret samfund. Men det værste er, at Hillary “skal have udholdt en åbenlyst utro mand i 30 år“. Det var nu ikke noget hun egentligt skulle, faktisk valgte hun det selv mod manges gode råd. Og hun gjorde nu mere end at udholde sin åbenlyst utro mand, hun forfulgte og sværtede de kvinder hendes åbenlyst utro mand benyttede sin magt til ‘at score’. Stand by your man!

Next Page »

Monokultur kører på WordPress