Ungeren spøger stadig

Politiken skriver at “Ungdomskulturudvalget under Kultur- og Fritidsforvaltningen har givet Openhagen 20.000 kroner til afholdelse af festivalen ‘Undoing the city’.”, “You can unscrew a lightbulp!” siger amerikanerne om forskellen mellem en el-pære og en gravid kvinde. At omgøre det gjorte er netop også meningen med “Undoing the city”; at omgøre, hvad andre mennesker har gjort, nemlig skabt rammerne om en tilværelse - det en eufemisme for hærværk. Politiken har derfor konfronteret Lars Gaardsøe fra Openhagen, der selvfølgelig ikke kan “tage ansvar for festen“, som han heller ikke ved, hvem der så kan. Det er vanskeligt at tro at den ansvarlige ikke kan tage ansvar når nu Information kan fortælle at

Den hemmelige gadefest er ikke opstået tilfældigt. Den er nøje planlagt. En lille gruppe på to eller tre mennesker har udsøgt sig lige netop Hyskenstræde og tilrettelagt logistikken. Klokken præcis 11 har de sendt en besked ud om lokaliteten gennem en sms-kæde.

Festen er et led i festivalen Undoing the City. Den er støttet af Københavns Kommune og bliver arrangeret af Openhagen, et aktivistisk netværk som arbejder for at modvirke privatisering og kommercialisering af byrummet.

Tidligere på dagen har festivalen afholdt et seminar om ‘gentrificering’ i Folkets Hus på Nørrebro. Det sociologiske begreb betegner den proces, der sker, når den såkaldte kreative klasse indtager arbejderkvartererne i større byer og transformerer dem til hippe bydele med lækre cafeer, designertøjbutikker og tjekkede gallerier. Ejendomspriserne stiger, og det gør lejepriserne også, og til sidst er de mindre bemidlede borgere helt fortrængt fra området. En slags urban forædling, som samfundets svageste betaler prisen for.

(…)

I løbet af eftermiddagen har Information haft lejlighed til at tale kort med en af arrangørerne af den ulovlige gadefest. Han ønsker at være anonym, og efter festen vil han ikke udtale sig.

Og Politiken giver heller ikke meget for Gaardsøes forklaring

[Pol.] Når man læser inde på jeres hjemmeside, så skriver I blandt andet, at »vi kalder borgere, aktivister, kunstnere, intellektuelle og graffitimalere« og at »byen og byrummet er i stigende grad en kampzone«. Kan du så forstå, at folk måske har fået den opfattelse, at det var meningen?

[Gaardsøe] »Graffiti er jo mange ting, og at byen er en kampzone er en generel globaliseringstendens. Byen bliver vigtigere og vigtigere i takt med, at for eksempel nationalstaten mister sit politiske råderum. Så byen bliver det rum, hvor de politiske kampe får et udtryk«.

Hærværket er ikke nogens skyld, men en generel globaliseringstendens. Der har altid været noget særligt over venstrefløjens vokabular, hvor man kaldte tyrannier for folkerepublikker og nu hærværk for globalisering. Men efterhånden, som den har mistet intelligentsiaen er man forfaldet til en billig anglificering, som man har set det i reklamer. “Openhagen” synes at være smartere end “Åbenhavn”, “Capitalism is boring” skal forstås på et dybere plan end “Kapitalisme er kedeligt”, “Street Dancing” er sjovere end “gadedans” og det er mere filosofisk at sige “There is no point, thats the point”, frem for det måske mere afslørende “Der er ingen mening det er meningen”. Man kommer til at savne slagere som “Ingen kønskamp uden klassekamp..”. Jeg er overbevidst om at Dansk Folkeparti kunne hente enorme pengedonationer fra den yderste venstrefløj, hvis de blot sendte girokort rundt med teksten “Stop imperialism, fascim, strife, submission, destruction of the peoples culture, oppression of women, invasion of small countries, demografic warfare…..: Support the PPD - 15.000,-” (Peoples Party of Denmark, forkortelser, som PFLP, DKP/ML, BUPL, FARC og DDR går rent ind). Endnu bedre ville det virke, hvis man truer med væbnet kamp. Nok om det.

Men Lars Gaardsøe kender ikke noget til noget. Fra indledningen af Informations artikel

Folk står og snakker stille i små grupper. Støvregn falder langsomt. Det er fredag aften på Strøget ud for Helligåndskirken. Klokken er fem minutter i 12.

Flere kommer til. Alle er mørkt klædt. Gennemsnitsalderen er lige under 20.

Lige så stille begynder folk at trække ned i Hyskenstræde. Så kommer en lastbil trillende ad Strøget og drejer ind i den korte gade.

Lastbilen parkerer på tværs mellem fortovene. Nu går alting pludselig stærkt. Fyre klædt i sorte jakker med hætterne spændt tæt om hovedet stiller stiger op af husene og spænder bannere ud over gaden, de kaster cykelkæder op på elledningerne, så gadelamperne slukker, mens andre tænder bål på hjørnet af Strøget, sprøjter graffiti ud over facader og butiksvinduer og klistrer plakater op med påskriften “Kulturkamp/Kampkultur”.

Folk jubler. En vild fest er begyndt.

Uha, hvem kan det være? Samme ideologi, som Ungerens unge, samme aldersgruppe, som Ungerens unge, samme aktivitet, som Ungerens unge, meget øvet i deres metier, som Ungerens unge og ja samme tøj, som Ungerens unge. Mennesker, der kender hinanden og kender til hinanden og hinandens omgangskreds eller sagt på nudansk - et netværk. Lars Gaardsøe, der skriver for Internationalt Forum, hvis nogen trænger til et grin, er helt udenfor det netværk og tænkte blot, ” at det lå godt i tråd med resten af festivalen” når sådan “en masse selvstændige grupper bød ind med aktiviteter, de havde lyst at lave.

Kampen om Ungdomshuset handlede altså ikke om at de unge ville have et sted, hvor de kunne være sig selv. Det handlede om en flirt med fascisme, der havde besat offentlig ejendom, hvorfra det prøvede at tvinge sin ideologi om det rette liv nedover det åbne og frie samfund, der nærede dem ved sit bryst. Og det handler det stadig om.

“Byrummet i Indre by er så trimmet og pænt. Men vi vil lave noget uorden og ravage. Vi vil yde forædlingen modstand. Der skal være fest og graffiti,”

Normaliteten skal bekæmpes og, som vi så det på Nørrebro er alt, der ikke er de unge sortklædte aktivister et udtryk for normalitet og farlig pænhed. Almindelige mennesker med almindelige indkomster, der passer på og vedligeholder deres ejendele og respekterer det gamle håndværk, der er lagt i deres huse - nogle endda fredede er en trussel mod disse unge kommunalt støttede mennesker. Med 29 år på bagen er Gaardsøe og hans navneløse aktivister i en ideel position til at demonstrere overfor fremmede mennesker at de lever forkert. Ingen begrundelse; der SKAL være fest og grafitti og du bor i “kampzonen”!

Derfor fik de et ungdomshus

Forbrydelse og straf, Ungdomshuset, venstrefløjen — Drokles on May 1, 2009 at 7:04 am

Forudsigelighed skaber tryghed. Fra Danmarks Radio

Aktivister trænede i weekenden til, hvordan man bliver rigtig god i gadekamp.

Træningen foregik ved Ungdomshuset på Dorteavej i Københavns Nordvestkvarter

(…)Men så længe, at der ikke foregår noget ulovligt, vil kommunen ikke tage affære, siger Socialdemokraternes gruppeformand, Jesper Christensen:

- Vi har stillet er hus til rådighed efter aftale med fonden. Og det er fondens opgave at sikre, at de aktiviteter, der sker er love og er noget, som kommunen kan støtte. Jeg er tryg ved, at de gør det.

Selvfølgelig. Hvis man giver en fodboldklub rådighed over fodboldbaner så bliver, der spillet fodbold, en skakklub spiller skak og venstrefløjaktivister laver revolution. Det er sikkert, som ja amen i kirken - og hvem er ikke tryg ved det?

Venstrefløjen er gamle tanter

Kunst og kultur, Ungdomshuset, venstrefløjen — Drokles on May 8, 2008 at 12:27 am

Håneretten ligger hos venstrefløjen og kun hos venstrefløjen og den bliver godt gammeldags mopset hvis den får igen af samme mønt. Således truer boet efter sangerinden Natasja med at lægge sag an for Dansk Folkepartis brug af sætningen: Gi mig Danmark Tilbage“. i deres kampagne mod muslimsk tilhyldede dommere; “Giv os Danmark tilbage.” Fra Politiken

Sloganet er tyvstjålet fra et af de allerstørste hits i 2007, ‘Gi’ mig Danmark tilbage’.

Natasja ville tage afstand
Det mener både en ekspert i ophavsret og folkene omkring det afdøde ikon Natasja, der har skrevet nummeret. Natasjas mor, der har rettighederne til datterens værker, vil sammen med Natasjas manager kontakte deres advokat.

»Det her skal stoppes. Det er kritisabelt, at de lukrerer på en tekst, som har den stik modsatte agenda. Natasja ville ikke bryde sig om at blive taget til indtægt for sådan en form for politisk kommunikation. Det er fejt, for hun er død og kan ikke forsvare sig«, siger Natasjas manager, Peter Skovsted.

Hun er død og kan ikke forsvare sig og heller ikke udtale sig om hun synes at det er i orden at man i den politiske kamp søger at præge sproget til sin egen fordel. I sangen hedder det blandt andet “Når du strammer garnet, så ber’ du om ballade” og videre “Når du strammer garnet, så kvæler du jo barnet” og man kan have sin tvivl om den stærkt nationale Peter Faber, der netop skrev den udødelige “Højt fra tagets grønne top” ville bryde sig om at blive taget til indtægt for Natasjas form for politiske kommunikation. Men hvad giver Dansk Folkeparti anledning til at citere fra Natasja? Fra “Gi’ mig Danmark tilbage!”

Jeg kan se det ske, det’ ak det’ ve.
Det’ Satan og han lægger kræfterne i,
Det’ nat over dag. Det’ bæ over ble.
Det’ død over liv. Det’ træl over fri
Det’ kød på kniv. Det’ råb, det’ skrig.
Det ligner en krig, og det’ spild af politi.
Det’ dødeligt giftigt, min urtete,
Og det’ noget de kan li’ i det danske parti,
Helt f**ked up på sne. …
[*]
Woow, sagde jeg det?

Det danske parti er jo selvfølgelig Dansk Folkeparti og hendes los i røven på hendes politiske fjender er helt sikkert blevet modtaget med begejstring på den ungdommelige del af venstrefløjen og sådan skal det være. Men los i røven kalder altid på genmæle

Natasjas form er den postmoderne eller eklektiske om man vil, hvor man tager brudstykker og citater fra andre værker, kunstnere, genrer osv og sammensætter dem i et nyt udtryk. Det er en leg med formen, der er ganske legitim og kan være mere end almindeligt inspirerende. Så meget mere hyklerisk bliver det når Natasja benytter citater og formsprog fra andre for eksempel selv det bærende guitar-riff Natasjas Video

 

Her er musikken fra Surfaris Wipe Out med det originale guitar-riff og samtidig et helt andet udtryk

Det gennemgående guitar-riff er måske brugt uden at man har sikret sig at Surfaris ville bryde sig om at blive taget til indtægt for Natasjas form for politisk kommunikation. I videoen optræder også dette billede

natasja.jpg

Billedsproget er en kopi af Dansk Folkparti enorme brug af rapsmarker mod knaldblå himmel og Dannebrog. Natasjas brug af politiske modstanderes udtryk virker kun til at forstærke sit eget og intet går af Dansk Folkeparti, som det ikke skal klare. Derfor må det omvendte jo også være tilfældet, hvis altså der ikke herskede en logik, hvor kun venstrefløjen har ret til firnurligt dril. Venstrefløjen har tillige den enestående evne at den kan være progressiv mens man begræder Danmark som det var engang. ”Jeg savner dig, jeg vil ha’ dig tilbage” er jo nærmest Dansk Folkepartis principprogram.

Men der er også et par ting der undrer mig ved Natasjas video. For eksempel har jeg svært ved at se disse mennesker, der i videon råber “Vi vil ha’ Ungeren igen!” rent faktisk bruge Ungeren.

gi-mig-ungeren-igen.jpg

Ikke blot er fraværet af sort tøj og uvasket hår markant, men der står sågar en somalineger og en forstadsbrian i mængden og skal gøre det ud for den mangfoldighed Ungdomshuset aldrig var, endsige søgte at være. Ungdomshuset var ikke andet end sekterisk overlejring af venstreradikal forbrugerisme. Budskabet er jo heller intet andet end “Vi vil ha’ og ha’ og ha’!”

[*] Sætningen “Helt fucked op på sne” Refererer højst sandsynligt til sagen om kokainrester fundet på et WC i Folketinget, hvor både Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Enhedslisten havde adgang. Natasja døde selv narkopåvirket i en bilulykke. Hov, skrev jeg virkelig det?

Ungdomhuset koster 144 mio.

Diverse, Ungdomshuset, venstrefløjen — Drokles on April 14, 2008 at 4:03 am

Fra Jyllands-Posten

Danskerne får en regning på 144 mio. kr. for balladen om et ungdomshus i København.

Det viser tal fra Folketinget og Københavns Kommune, der har gjort op, hvad prisen har været for politiets arbejde, for oprydning efter uroligheder samt for etablering af nye kulturelle aktiviteter i København, når et nuværende kulturhus foræres til ungdomshusbevægelsen.

Og hvad skal man men om det? Hvis man hedder Frank Hedegaard og kommer SF har det intet med de unges hærgen at gøre, det er et vilkår som dårligt vejr.

»Det er blevet ekstremt dyrt for København og for skatteborgerne. Derfor kan det ærgre, at vi ikke for halvandet år siden fik overbevist Faderhuset om, at vi skulle købe Jagtvej 69 tilbage eller købte et andet hus til de unge. Det havde sparet mange penge i en tid, da vi skal til at spare på det sociale område

Og når det nu kommer til et “ærgeligt” valg mellem at skulle spare penge på en selvbestaltet kamporganisation og det sociale område, ja så må man vel spare på det sociale område. Det siger sig selv når man er fra et Socialistisk folkeparti. Og det bliver næppe et engangsbeløb

Hvad havde du forventet Ritt?

Ungdomshuset, venstrefløjen — Drokles on April 13, 2008 at 9:40 am

Fra Politiken

Mindst seks er anholdt efter en BZ-aktion til aften.

Det siger Københavns Politis centrale vagthavende John Hansen til politiken.dk. Politiet er netop nu ved at gå gennem huset for at se, om flere aktivister skulle have gemt sig på adressen.

»Vi er derude lige nu for at foretage anholdelser af de såkaldte autonome. Vi har foreløbig seks anholdte. Vi arbejder stadig på stedet derude«, siger John Hansen.

(…)

En gruppe, der kalder sig BZ-Brigaden fra Revolutionære Anarkister i København, skrev tidligere i dag en pressemeddelelse, hvor det fremgik, at den har »eksproprieret statens tomme ejendom og er allerede i gang med at omdanne lokalerne til autonomt socialcenter, med anarkistisk mødested, atelier, cykelværksted og mange flere rum til videreudvikling«.

Et andet sted i byen ifølge Ekstra Bladet

To unge blev anholdt, da politiet natten til søndag fjernede den barrikade, som flere hundrede autonome havde bygget i Sjæleboderne/Gothersgade. Det oplyser Ritzau. 

Det var som at se en anden Arafat da Knud Foldschack stolt præsenterede offentligheden for et nyt Ungdomshus, der skal ligge i Københavns Nordvest kvarter. Et håb, som det sjatpissende Rådhuskleresi knyttede til eftergivenhedstaktikken var fred i deres periode. SF’s Frank Hedegaard sagde i forbindelse med en planlagt happening på Københavns Rådhus ifølge DR

- De skal være utrolig varsomme med deres happenings, for jeg ved fra tidligere, at hvis der sker det mindste omkring vold og politi, så bliver de andre partier uvillige til at finde en løsning, og det er det, vi ikke må risikere,…

Men flertallet på Rådhuset er stadigt rødt og fejrer al diversitet der er uniform og alle alternative miljøer der dyrker det totalitære og alle fællesskaber der er asociale.

Basal lærdom om demokrati og vold

Forbrydelse og straf, Politik, Ungdomshuset, venstrefløjen — Drokles on February 21, 2008 at 1:37 am

Fra Berlingske Tidende

Årsagen til, at vold har fået foden inden for i det demokratiske system, skyldes to reaktioner fra samfundets side.

For det første er vold udøvet af bestemte grupper i dag indrammet i en diskurs af forståelse. På den ene side beklages anvendelsen af vold, men på den anden side har man accepteret voldsudøvernes påstand om »frustration« og den tilhørende påstand om, at vold er den eneste kommunikationsform, som voldsudøveren har adgang til for at komme politisk til orde.

For det andet har volden i flere tilfælde rent faktisk fungeret som et effektivt redskab til at få politisk indflydelse. Helt konkret forhandles der i øjeblikket om placeringen af et nyt ungdomshus, som vil komme til sat huse de samme personer som med vold udtrykte deres utilfredshed med en legitim politisk og demokratisk beslutning.

(…)

Problemet er selvfølgelig, at kæden er hoppet af allerede i det øjeblik, et demokratisk samfund er villig til at betragte et politisk budskab som løsrevet fra den måde som budskabet fremlægges på. I et demokrati skal man konsekvent nægte at lytte og vise forståelse for en hvilken som helst politisk agenda, uanset merit, som bliver fremlagt i kølvandet på vold. Dette bør i et demokrati være et ufravigeligt princip, og alt andet udtrykker en grundlæggende mistillid til demokratiet som styreform. Derfor kan vi som demokratiske borgere kun være dybt frustrerede over for den manglende insisteren på demokratiets spilleregler, som vi oplever fra en del af vore politikere.

Læs den hele, den burde være obligatorisk på journalisthøjskolen, der om nogen kolporterer, manifasterer og forstærker klientideologien.

Ungdomshuset not in my backyard, thank you very much!

Ungdomshuset — Drokles on January 23, 2008 at 4:25 pm

Hvem vil egentlig være naboer til Ungdomshuset? Jo de har deres meget politisk aktive fangrupper rundt omkring i byen der mobiliseres fra tid til anden, når man skal give medierne indtrykket af folkelig støtte. Den folkelige støtte må med al rimelighed siges at være forduftet og helt væk er den da når det drejer sig om at være nabo. Hvilket anstændigt menneske vil finde sig i hærværk, larm, gadekamp og natkoncerter på hverdage fra sine naboer? For ikke at tale om at blive terroriseret. Fra Politiken

»Her er de ikke velkomne. Der var for meget ballade og utryghed«.

Det siger Louise, en af de beboere, der risikerer at få et nyt ungdomshus som nabo.

Hun vil ikke have sit efternavn frem - der er for stor risiko for repressalier fra ungdomshusmiljøet, forklarer hun. Og hun frygter, at problemerne fra Nørrebro flytter med, hvis de unge rykker ind i skolebygningerne.

(…)

»Læg det uden for et beboet område. Tænk på de mennesker, der er omkring stedet«, lyder hendes bøn til rådhuspolitikerne.

»Fordi nogle laver ballade og bliver hørt, skal de også tænke på de stille borgere«, siger hun.

Louise kan ånde lette op for de autonome vil absolut bo på Nørrebro i et beboet område som de kan terrorisere og holde som gidsel. Fra Politken

Brugerne af det tidligere ungdomshus stiller i alt fire krav til et ungdomshus, herunder at man kun vil acceptere et nyt hus på Nørrebro. De unge kræver desuden et hus med det samme, at det skal være lige så stort som det gamle ungdomshus og at de selv kan bestemme.

Mandag skal de unge mødes med politikerne om de to mulige placeringer.

Det er Socialdemokraterne, SF og De Radikale, som står bag de to konkrete adresser.

Mage til frækhed. Med de krav slåes det endnu engang fast at vi ikke har at gøre med nogen udsatte unge der presses af normaliteten. De er ikke andet en grådige og de vil i kamp. Deres krav er så langt fra at kunne opfyldes af Kommunen og kun en anledning til at indtage gaden.

Om jeg begriber at venstrefløjen ikke skammer sig. Når almindelige mennesker frygter de autonome og ikke tør udtale sig til pressen af frygt for repressalier og gruppen afpresser kommunen og stiller ublu krav burde det være tydeligt at vi har at gøre med en farlig bevægelse, der ikke vil folket, eller proletariatet om man vil, noget godt.

Hvad konkluderer Ritt?

Politik, Ungdomshuset, venstrefløjen — Drokles on January 19, 2008 at 10:17 am

Spænningen stiger til samme højder som når Harlem Globetrotters spiller. Ritt Bjerregaard har længe forhandlet med de “unge” om et nyt Ungdomshus for mine penge, men det går åbenbart ikke stærkt nok fro den kreative fremtid. Fra Nyhedsavisen

Unge med rod i ungdomshusmiljøet i København holdt fredag aften en gadefest foran overborgmester Ritt Bjerregaards hus. Cirka 100 aktivister deltog i festen, der varede en times tid og forløb uden vold, hærværk eller anholdelser.

Så skal de da ha’ det.

Loven gælder for alle

Forbrydelse og straf, Ungdomshuset, venstrefløjen — Drokles on December 31, 2007 at 3:54 am

Det er ikke uden en hvis skadefryd at flere bloggere har bidt mærke i den sælsomme historie om de jydske autonome der er blevet angrebet af en gruppe unge mennesker. Således ironoiserer Anna Lyttiger under overskriften Jamen, søtte børn da…; “Dette er ikke mindre end en sag for Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, DRC og Beate Winckler. Danmark er en politistat, sammenligneligt med Mussolinis eller Fracnos diktaturer.” og jeg vil derfor selv undertrykke mit fnis. Men hvorledes opfatter de autonome egentlig selv virkeligheden? Under overskriften “Husbesættelse i Vejle angrebet af »gangstertyper«” ridser Modkraft situationen kort op

En besættelse af en forladt fabriksbygning i Vejle på den nationale bz-dag udviklede sig dramatisk, da aktivisterne blev angrebet af lokale unge, der bl.a. beskød det besatte hus med en softgun.

Jeg er ingen ekspert i de mange grupperinger i de kreative unges verden, men jeg kan ikke lade være med at tro at ordet “lokale unge” skal forstå som modsætning til de autonome selv. Altså ligner det først og fremmest en kamp om territorialitet mellem forskellige kriminelle kulturer. Det hedder videre at der er tale om “...»gangstertyper«, der flere gange tidligere har chikaneret de østjyske aktivister.” og det siger jo måske også noget interessant.
Ikke bare er der tale om en fejde med et decideret historisk forløb, men Modkraft, der vel skriver på baggrund af de autonomes vidneberetninger, opererer altså med en ide om at man kan skue hunden på hårerne. De lignede ganstertyper fordi de klædte sig som sådan, opførte sig som sådan og talte som sådan og så er de det jo nok også. Og den profilering tror jeg nu nok er rigtig, men alligevel er jeg lidt overrasket over at skulle møde den blandt fordomsfrihedens tapre fortrop. Et af vidnerne siger

– De var en gruppe på cirka 10, der angreb den tomme fabriksbygning i udkanten af byen, som vi havde besat, fortæller Tanja fra initiativet »Vejle for flere fristeder«.

Ifølge Tanja kom ingen til skade ved angrebet, hverken blandt besætterne eller de angribende unge, som hun beskriver som en broget blanding af lokale skinheads og indvandrerunge, der keder sig for meget.

– Der er tale om nogle rimeligt farlige fyre, der typisk dukker op, når vi laver demonstrationer, besættelser og andre aktioner, fortæller hun.

Det er altså en multikulturel gruppe, der på tværs af forskellige kulturer har fundet noget at være fælles om. Men de autonomes kamp er altså i modsætning til dette eksemplariske eksempel på gensidig integration. Og det er da også ganske uretfærdigt for man kan forstå at gruppen af gangstere bare vil ødelægge det for de autonome.

Læg i øvrigt mærke til hvorledes Tanjas formuleringer minder om et forurettet barn, der beklager sig til pædagogen over de frække drenge, der bare ødelægger legen for de andre pæne børn; Det var os der besatte det først og vi havde det rigtig godt og så kom de andre bare og ødelagde det, ja, og det gør de altid.

Og at der er tale om en umoden leg fra de autonomes side er nok ikke så søgt en forklaring, som min lille overgang lægger op til. I hvert fald er der ikke nogen ansvarlighed at spore hos de autonome og selvretfærdigheden trancenderer det virkelighedsfjerne

 Under angrebene så aktivisterne intet til politiet, der først dukkede op for at rydde besættelsen lørdag den 29. december kl. 12.00, efter 15 timers dramatisk besættelse. 

“Aktivisterne”, som de så smukt kaldes havde åbenbart forventet at se noget til Politiet når nu de selv var de forurettede. Om de autonome overhovedet havde forsøgt at ringe 112 fremgår ikke, men det er jo nok også svært at forklare situationens rette sammenhæng overfor Politiet, lidt som at anmelde at man er frarøvet sine tyvekoster. Men her når vi frem til moralen, nemlig lovens nødvendighed.

Loven er til for alle, for at vi alle sammen kan fungere sammen og for at den stærke ikke tiltvinger sig magt over den svage. Det er denne lov de unge autonome (normalt) mener sig hævet over. Dermed ophæver de netop lovens mening, at den gælder for alle uagtet hvad man mener om den. Og via deres intense aktionering og der politiske allierede i Liste Ø især underminerer de også fundamentet for lovens opretholdelse, at borgeren, der nyder godt af lovens eksistens overholder den. Systemet er trods alt ikke gearet til revolutionære tilstande, men til et civilsamfund, hvor kun nogle enkelte “falder udenfor”.

Men disse “gangstertyper”, som de nedladen kaldes giver dem en lektion i lovens nødvendighed, ved at minde om hvad det i et lovløst samfund vil sige at være de stærke. Ikke gennem oppionsforarbejdning men rå vold. Gangstertyperne lærer de autonome, at det ikke fungerer, hvis vi hver især sætter os udover loven alt efter vores eget forgodtbefindende. Hvis man vil nyde sine friheder må man også opfylde sine pligter og her må de unge tage skade for hjemgæld, som en juridisk frase lyder. Det hører med til det at blive voksen at man lever op til sine forpligtelser og den første er at lyde loven.

Pædagogisk gennemgang af fascismen

Forbrydelse og straf, Politik, Ungdomshuset, venstrefløjen — Drokles on December 28, 2007 at 5:41 pm

Fra Berlingske Tidende

Demokratiet bygger på, at der ikke findes nogen anden måde at finde ud af, hvordan virkeligheden er, end debatten og den efterfølgende beslutning, som alle respekterer. Folketinget er en praktisk løsning på, hvordan vi mennesker indretter os i en verden uden en religiøs overhøjhed, som rummer løsningerne.Og det danske demokrati er en succes, selv om det selvfølgelig som alt andet menneskeværk også har en del fejl. Folketingsvalg er en folkefest, som stort set alle deltager i. Alligevel har vi i 2007 i en række tilfælde oplevet, at demokratiet angribes. Disse angreb på demokratiet består altid i brug af vold. Det, der i de aktionerendes egne øjne motiverer denne brug af vold, er, at de har et højere, særligt vigtigt mål, som de kæmper for. Man kan også sige, at de har en tro, som giver dem en fornemmelse af, at de – i modsætning til andre mennesker – er særligt udvalgte og derfor bl.a. har ret til groft at genere mennesker, som har en anden opfattelse.

Således kan man både forklare aktionerne omkring Ungdomshuset og masseoptrinnene verden over efter Muhammed-tegningerne. Man kan selvfølgelig ikke forvente, at befolkninger i ikke-demokratiske lande skal forstå en dansk avis’ demokratiske ret til på eget ansvar at bringe tegninger, som kan krænke en religions mest hellige person. Derfor var optøjerne ude i verden langt mindre alvorlige angreb på demokratiet end det, der kom fra kredsene omkring Ungdomshuset. De aktionerende omkring Ungdomshuset er jo børn af det danske uddannelsessystem. Utallige steder står der i bekendtgørelser og vejledninger, at det i høj grad handler om at opdrage eleverne til at forstå og praktisere demokratiet. Enten har undervisningen af dem ikke været tilstrækkelig effektiv. Eller også forstår de aktionerende udmærket, hvad demokrati går ud på, men forkaster det.

Uanset hvad de måtte have lært eller ikke have lært i skolen, så har de i hvert fald gennem deres mange ulovlige aktioner lært både sig selv og alle os andre, hvor sårbart demokratiet er, når lidenskabelige minoriteter er villige til at bruge vold for at nå deres mål. Ganske vist er der ikke endnu fundet et hus, men de aktionerendes repræsentanter har været gennem et længere forhandlingsforløb med overborgmester Ritt Bjerregaard. Volden har bragt dem ind på de bonede gulve foran andre grupper med måske endnu vigtigere, ventende sager. Det ville ikke være mærkeligt, hvis der var nogle af disse artigt ventende, som begynder at spekulere på, hvordan de kan bruge voldelige argumenter, således at også de kan komme helt op i front og sidde til bords med overborgmesteren i stedet for at blive spist af med en sagsbehandler. 

Og det kan man jo ikke høre for tit. Kronikøren væver dog en del i starten, hvor han tager religion som sådan till indtægt for at stå i modsætning til det demokratiske ud fra argumentet om at selve det at have et højere mål i sig selv fjerner orienteringen mod det levede liv her på jord. Her overser han religion der netop byder folk at orientere sig mod det levede liv her på jord, som f.eks. protestantismen. Desværre er det stasdig således at folk der ønsker at gå i rette med den røde afgudedyrkelse føler sig nødsaget til disse uigennemtænkte besværgelser for ikke at blive skudt reaktionære sympatier i skoen. Men nuvel, det lever vi med en tid endnu.

Historiker Dan Andersen advarer mod det totalitære

Forbrydelse og straf, Historie, Multikultur, Politik, Ungdomshuset, islam, venstrefløjen — Drokles on December 13, 2007 at 3:28 pm

Fra Kristeligt Dagblad

– I bøgerne om Anden Verdenskrig gyser vi over den nazistiske stats intolerance, forfølgelse og vold. Men hvorfor accepterer vi samme type overgreb, når vi møder dem i Danmark i dag? Mens jeg sad og skrev om SS og Hitlerjugend i 1930′erne, om trampende, råbende, krigerigske, dødsdyrkende ungnazister, der spredte skræk og rædsel i gaderne, marcherede de autonome forbi neden for mine vinduer. Under gutterale kampråb smadrede de ruder, væltede biler og satte gader i brand, mens beboerne flygtede for livet. Det var uniformeret virilitet, med sort tøj, kæder og dødningehoveder. Ikke for at skræmme politiet, men os andre, siger Dan H. Andersen.

Med sin nye bog, “Nazimyter” om blodreligion og dødskult i Det Tredje Rige, ønsker han blandt andet at skærpe vores blik for optræk til politisk vold og undertrykkelse.

– I dag er det ikke en “slem” stat i Europa, der udstøder dødstrusler mod anderledes tænkende, men politisk og religiøst fanatiske grupper blandt borgerne. Censur og politisk undertrykkelse er blevet privatiseret. Det accepteres i vide kredse, og det undrer mig, siger Dan H. Andersen.

– Hvor er de ellers åbenmundede kulturpersonligheder og meningsdannere henne, når en lovligt varslet demonstration mod islamisering af Europa angribes og stoppes af voldelige ekstremister? Lader det sig overhovedet gøre at gå i demonstration i København i dag som højreorienteret, uden at blive angrebet? Og hvor er protesterne, når politikere, kunstnere, politibetjente og integrationskonsulenter, mange af dem med indvandrerbaggrund, må have bodyguard og hemmelig adresse til sig selv og deres familier, fordi de betragtes som forrædere?, spørger Dan H. Andersen.

Han tilføjer, at der er opstået en mærkelig alliance mellem islamister og den ekstremistiske venstrefløj om at angribe politiske og religiøse modstandere.

– Vi har blandt andet brug for bøgerne om Anden Verdenskrig, for at vi ikke skal føle os for sikre. Der skal ikke meget til, før et lands frihed, fred og lykke er væk. Engang gik kvinder i Kabul i lårkort og tog universitetseksaminer. Få årtier senere kørte bander af langskæggede unge mænd rundt i gaderne og piskede kvinder, der ikke gik i burka. Det kunne også være sket for os! Ikke lige dét med de langskæggede mænd i Afghanistan – men med vrede mænd med overskæg i Nazityskland og Sovjet, efter Anden Verdenskrig.

Så sandt.

At give efter for trusler

Politik, Pressen, Ungdomshuset, venstrefløjen — Drokles on December 8, 2007 at 6:36 am

Ritt Bjerregaard har som bekendt indledt forhandlinger om at give rødfascisterne et nyt hus på fællesskabets regning i forventning om at få fred. Udover det moralsk forkastelige er det tillige dumt. Der er fra den naive venstrefløj tale om en grundlæggende misforståelse af den militante venstrefløjs mål. Målet er en eller anden diffus revolution ansporet af romantik om kamp og ikke om et socialt behov der kan tilfredsstilles ved et budgetforlig. De seneste dages udmeldinger om nye besættelser og politikernes reaktioner taler sit eget tydelige sprog. Fra Politiken

En gruppe, der kalder sig selv BZ DK skriver på sin hjemmeside, at fredag 28. december er udråbt til »National bz-dag«.Ifølge BZ DK vil aktivister over hele landet indtage tomme ejendomme og omdanne dem til selvstyrende ungdomshuse eller kollektiver.»For at bevare, udbygge og udfordre vores frisind har vi brug for flere fristeder. Fristeder som Christiania, som nu undergår en normalisering. Fristeder som ungdomshuset, der blev ryddet den 1. marts«, skriver aktivisterne.»At fjerne disse fristeder er ubegrundet, uretfærdigt og uacceptabelt. Derfor vil vi nu markere vores utilfredshed«, lyder det fra BZ DK.

Kæmper for fristeder i hele landet
Aktivisterne vil ikke løfte sløret for, hvor i landet deres aktioner skal finde sted, eller hvor mange støtter de har.

Men målet er klart:

»De har taget vores fristeder. Nu tager vi alle de fristeder, vi har brug for. Kampen er ikke ved at slutte, den er først lige begyndt! Vi bliver ved med at slås, indtil de lader os havde vores fristeder i fred. Fristeder alle steder!«, skriver bevægelsen.

De der ikke vil overholde fælles regler vil jo heller ikke overholde aftaler, det kan man sige sig selv. Alligevel taler den naive del af venstrefløjen om forhandlinger ud fra ideen om et konkret stridspunkt, der handler om behov. Fra Nyhedsavisen

Og de Radikales gruppeformand i København, Manu Sareen, er overrasket over de unges planer. [om nye besættelser. Drokles]

- Det er ærgerligt, det synes jeg virkelig. Der har været nogle frugtbare handlinger mellem os og de unge, og det risikere de nu at ødelægge. Forhandlinger om sådan noget her er meget sårbare og faktisk meget porøse. Og det vil være enormt dumt, hvis de unge spænder ben for sig selv, siger han til Avisen.dk.

Han understreger, at de radikales støtte til et nyt ungdomshus kræver, at de unge opfører sig ordentligt.

- Får vi husbesættelser igen i København, så vanskeliggør det bestemt mit forhandlingsmandat. Jeg har brugt mange kræfter på at overbevise mit bagland, og det risikere de unge at sætte over styr, siger Manu Sareen.

(…)

Ritt Bjerregaard har trods gentagende henvendelser ikke ønsket at udtale sig om den konkrete sag.

Fristeder alle steder“, “kampen er kun lige begyndt overfor” og “Vi tager hvad vi har brug for” er meldingerne fra de unge og stillet overfor politikernes “Der har været nogle frugtbare handlinger mellem os og de unge” er det tydeligt at der er tale om to forskellige verdener. Folk som Manu Sareen og Ritt Bjerregaard lever i illusionen om en sidste detalje man lige er ved at få på plads for at alting kan køre normalt og ser derfor udviklingen som uheldig og stridende imod fornuft. De har ikke forstået præmissen, trods “de unges” egne udmeldinger og at volden fra Ungdomshuset eksisterede i bedste velgående da det eksisterede, hvorfor vold ikke er tegn på mangel eller behov.

Den mere kyniske del af venstrefløjen ved nu godt hvad der er tale om og for dem er der kun tale om taktik.

- Jeg er meget overrasket, og jeg vil opfordre de unge til at være meget varsomme. Jeg synes ikke, at de skal besætte huse i København, for folk kan ikke holde sådan noget adskilt – og på den måde skader de deres egen sag. Det er ødelæggende, siger Frank Hedegaard, ungdomshusordfører for SF.

Folk kan ikke holde sådan noget adskilt“? Det rene vrøvl da det jo er “de unge” der selv kæder deres handlinger sammen. Det ved Hedegaard udmærket godt, men han er uenig i timingen. Den førende “smooth-talkere” Knud Foldschack rammer logikken meget præcist når han ifølge Politiken siger

Man lukker ikke munden på Ungdomshusets unge ved at give dem et nyt hus.

Nej vel. Foldschack ser dog ikke “aktioner” som noget problem og han prøver at sælge varen, så venstrefløjen kan få deres nattesøvn uden at miste fokus.

»Jeg forestiller mig ikke en ungdomshusbevægelse, der holder op med at være aktiv, fordi de har fået et hus«, siger Knud Foldschack.

»Men det, at de unge har lyst til at aktionere, betyder ikke, at de vil aktionere tåbeligt«, siger han.

Ifølge Foldschacks vurdering vil det ikke få indflydelse på processen med at finde et nyt hus til de unge, hvis København igen skal lægge gader og huse til besættelser og demonstrationer for flere frirum til byens unge.

»At påpege uenighed i samfundet er jo ikke så tosset. Men jeg håber, man undgår voldelige aktioner«.

Volden forsvinder når nyt hus kommer
Den nyligt indgåede aftale mellem overborgmester Ritt Bjerregaard (S) og de unge vil være medvirkende til at holde en fredelig tone, mener han.

»Nu har man skaffet huset på retfærdig vis, og ved at skaffe det retfærdigt, tror jeg, man kan undgå tåbelige ting. Jeg kan love dig for, at den urimelige vold, som jeg aldrig har støttet, bliver minimeret i takt med, at man får et nyt hus«.

Kan ikke garantere noget
Fremtiden vil fortsat byde på synlige Ungdomshus-aktivister i København, siger advokaten.

»Der vil komme masser af indslag fremover, men det vil være kreative, berettigede indslag for at rette opmærksomheden på noget, der er urimeligt. For eksempel tomme huse, der bliver brugt som spekulationer«.

Har du talt med de unge om, hvordan deres aktioner skal være for fremtiden?

»Nej, jeg indgår ikke i konkrete diskussioner om aktioner. Jeg tror, vi får det spændende og gode med fra huset på Jagtvagten, og så undgår vi det voldelige fremover. Men jeg kan jo ikke stå inde for, hvad alle unge går og laver«.

Foldschack er en smooth-talker og det er et studie i demagogi at høre ham tale. Først og fremmest er der begrebet den “urimelige vold” der vel må stå i modsætning til den rimelige vold. Den “urimelige vold” lover han oven i købet kun “minimeret”, som om det var noget særligt højtravende løfte. Men i Foldschacks formulering er det noget meget særligt, som han udtrykker det med vendingen “Jeg kan love dig for…”, der ville give mere mening, hvis han istedet talte om at Barcelona kunne banke Herfølge på Camp Nou, hvis de satte alle sejl til. Til sidst adskiller han rødfascisterne fra deres handlinger ved at tale om “det voldelige”, som var det et fænomen med sit eget liv.

Striden om Ungdomshuset er både symbolsk og reel. Den er symbolsk så langt at den ikke udgør et socialt behov, men blot markerer grænsen for hvad det fælles kan stå model til på den ene side og “de unges” markering af en accept af deres bevægelse og et manifestation af deres dominans på den anden side. Ungdomshuset er en fysisk markering af en politisk strømning.

Men den er også reel da Ungdomshuset virker som en terrorrede. Ved at have en konkret hjem, hvor netværk kan dyrkes og militante miljøer trives, våben gemmes og måske endda produceres, får bevægelsen (eller bevægelserne) alle muligheder for en effektiv struktur(er) og disse er nødvendige når man skal dyrke forbindelser til aligesindede i andre europæiske lande.

Endelig er den symbolske kamps udfald afgørende for hvorledes sejrerherren vil konkludere. Taber fællesskabet kampen og forærer de fælles værdier bort til sekteriske antidemokrater vil det betyde at vold kan betale sig og at den er retfærdig i og med at folket accepterer det som argument. Den symbolske kamp er i så fald også reel. Og det er hvad den naive venstrefløj ikke forstår. På den måde ligner kampen om Ungdomshuset problemerne ved et moskebyggeri. Og det forstår den naive venstrefløj slet ikke.

Dårlig bog om Ungdomshuset bringer trods alt minderne frem

Forbrydelse og straf, Ungdomshuset, venstrefløjen — Drokles on November 23, 2007 at 2:30 pm

Fra Weekendavisen

Opregningen af de udgående aktiviteter gennem tre årtier har decideret isnende effekt. Undertegnede havde rent glemt eller frasorteret, hvor mange uhyrlige angreb, attentater og bersærkergange der gennem årene er udgået fra 69-miljøet. Lige fra nærpolitistationen på Jagtvej, der udbrændte under et angreb i 1986, over de adskillige fund af våbenlagre inklusive bomber til de senere års gentagne afbrænding af gader. Jeg ved ikke, om det er helt tilsigtet fra Karkers side, men bogens spredte notering af episoder samler faktisk indtrykkene i en uhyggelig bunke. Og på den baggrund fremstår det omgivende samfunds tolerance gennem 25 år enestående og helt ufattelig.

69-folkene har også stået bag flere tilfælde af intimidering. Fej og fascistoid forfølgelse. Det gik blandt andet ud over journalisten Lars Villemoes, der i 1990erne skrev om aktivistmiljøet her i Weekendavisen. Karker fortæller om det uhyggelige optrin i 1994, da flere hundrede autonome i 1994 defilerede forbi Villemoes’ bopæl, mens de råbte trusler og slagord. Nogle af demonstranterne forsøgte at sparke hans gadedør ind.

Andreas Karker berører i flere omgange de interne opgør, der har været i Ungdomshuset. De har drejet sig om formålet, så skellet gik mellem dem, der i et eller andet omfang bare ville have et fristed, og dem, der ville mobilisere i en politisk kamp. Det sidstnævnte har haft sine makabre udtryk, for eksempel da Roland Meyer, løsladt medlem af den tyske RAF-terrorgruppe, i 1990 kom på besøg efter ti års fængsel og delte ud af sine erfaringer. Samme år udløste de københavnske aktivister for første gang en radiostyret bombe.

I forlængelse af dette har de interne opgør naturligvis også handlet om midlerne: vold eller ikke vold. Problemet er, at de såkaldte pacifister både i 1980erne og i det seneste år er sluttet op bag voldstilhængerne, selv om de åbenlyst havde dynger af dræbende våben klar. Efter aktivisternes uhyggelige smadring af Nørrebro i december 2006 viste tv mange gange lagre af brosten og andet kasteskyts, som var anbragt på taget af Jagtvej. Ingen kunne være i tvivl om hensigten.

(…)

Om det seneste års talrige voldshandlinger – og sympatisørernes optræden – siger Lars Villemoes til Karker: 

»Jeg er overrasket over, at hverken pressen eller politiet gør sig større anstrengelser for at afdække voldsfilosofien på venstrefløjen. De unge får hjælp udefra af professionelle aktivister og ballademagere fra andre europæiske lande, og det er tydeligt helt frem til efter rydningen af Ungdomshuset i 2007. Den dag i dag er opgøret med brugen af vold og hærværk ikke taget på venstrefløjen, og det er en af årsagerne til, at f.eks. Ungdomshusets voldsudøvere og deres forældre ikke har forstået den afgrund, de står ved.«

Men det betyder ikke så meget når det er den hyggelige venstrefløjsvold.

Forældre mod Politibrutalitet

Forbrydelse og straf, Ungdomshuset, venstrefløjen — Drokles on November 23, 2007 at 11:14 am

Lige LovligtP1 handlede om gruppen Forældre Mod Politivold og her fik man noget for sine licenspenge. I studiet sad den joviale sjatpisser af en politimand Per Larsen og diskuterede vores allesammens Bjørn Elmqvist under ledelse af DR-journalist Mette Smed. Intro’en er et studie i rødt, som Watson ville skrive.

I over et år er en gruppe forældre trukket i gule veste og er gået på gaden når det trak op til demonstration i og uden for København. De har dannet en gruppe der kalder sig Forældre Mod Politibrutalitet og allerede her er der sikkert mange, der vil stejle. For Politiet i Danmark er da ikke brutale! Tjae…lyt med og døm selv når de tre forældre fra foreningen fortæller om deres oplevelser med Politiet og giver deres version af virkeligheden. Lyder det troværdigt eller er det bare de rene overdrivelser, digterier og fri fantasi?

Foreningen blev dannet fordi en række forældre følte at deres børn i mange situationer blev udsat for en utrolig grov behandling fra politiet’s side. Forældreforeningen er ikke direkte knyttet til Ungdomshuset i København og de voksne tager som sådan ikke stilling til spørgsmålet for og imod et Ungdomshus. De støtter heller ikke vold og stenkast og molotovcocktails, der flyver gennem luften. De går på Gaden for at bevidne virkeligheden når deres demonstrerende og protesterende børn kommer i clinch med Politiet. Og den virkelighed de har set har chokeret dem.

Deres børn og unge bliver af mange betragtet som ballademagere. Det er de børn og unge, der på kryds og tværs bevæger sig i cirkler omkring det nu hedengangne Ungdomshus på Jagtvej i København. De brænder byen af, smadrer ruder og slås med politiet lyder vrede kommentarer fra hele landet og hvorfor kan de ikke bare opføre sig ordenligt?

De voksne, der har engageret sig i Forældre Mod Politibrutalitet mener at det billede af deres børn og unge er helt misvisende, at de voldsomme episoder er enkelstående eksplosioner, der ikke giver et retvisende billede af den store gruppe af sortklædte unge, et misvisende billede af de unges mission, af deres holdninger og deres almindelige opførsel. Faktisk mener forældrene at gruppen af sortklædte unge indeholder ekstremt mange særdeles tænksomme unge mennesker der tror på demokratiet, unge der stiller kritiske spørgsmål til samfundet og forældrene mener at samfundets, politikernes og politiets behandling af de selv samme unge er ved at få dem til at miste troen på at også de har en stemme som de har ret til at bruge.

Hør forældrenes tanker om deres børn om demokrati, om retten til at demonstrere og ytre sig, om Politiets rolle, om retssikkerhed og om borgerrettigheder.

Det sidste først. Programmet, hvor det hedder “Program om forbrydelse, straf og retspolitik…forsøger at komme om bag de lukkede døre i systemet og stiller kritiske spørgsmål til alle“, er altså bygget op om forældrernes anklager mod Politiet og efterfølgende samfundet og politikerne, der højst kan håbe på frisag i mangel på beviser. Læg mærke til det totale fravær af de unges eller forældrenes ansvar gennem hele programmet. Forældre Mod Politibrutalitet er imod vold får vi at vide og de tager ikke stilling til Ungdomshuset. Det er såmænd blot en gruppe bekymrede mennesker der “…går på Gaden for at bevidne virkeligheden når deres demonstrerende og protesterende børn kommer i clinch med Politiet.” som om det er noget, der bare indtræffer, som regn i april.
Dernæst er der i introen ingen forbindelse mellem de unge og så den vold og ballade de foresager, som om der ikke forligger dokumentation og at vi står i en mudret situation om påstand mod påstand igen i citatet “De går på Gaden for at bevidne virkeligheden når deres demonstrerende og protesterende børn kommer i clinch med Politiet.” Demonstrerende og protesterende børn, hvem kan have indvendinger imod det?

Der er derimod en forbindelse mellem lytterens fordomme om de unge og så de unges vold og ballade, “…allerede her er der sikkert mange, der vil stejle“, “Deres børn og unge bliver af mange betragtet som ballademagere” og “De brænder byen af, smadrer ruder og slås med politiet lyder vrede kommentarer fra hele landet og hvorfor kan de ikke bare opføre sig ordenligt“. Hvorfor de ikke kan opføre sig ordentligt er faktisk et godt spørgsmål, der her gengives i en ironisk og latterlig form, som en dum og fordomsfuld tilgang fra den småborgerlige lytter, der i indskrænkethed afviser en dybere forståelse af noget, der er mere kompliceret. Noget der også understreges i sætningen “For Politiet i Danmark er da ikke brutale! Tjae

Forældreforeningens brug af begrebet “billede”, som i retvisende-, misvisende- osv er helt i tråd med venstrefløjens obligatoriske tankegang. Et billede er noget skabt, en falsk afspejling af virkeligheden, som man kan lave om, manipulere med så den passer til det man gerne vil se. Og det er underforstået at normalitetens Danmark har haft held til at skabe det dominerende billede, stik modsat sandheden og nødvendigheden for det gode samfund.

Men foreningen og venstrefløjen generelt taler her ikke om løgn, for volden og balladen kan dokumenteres. Istedet vil de skabe det rette billede af sagen så de kan fjerne sig fra sit ansvar. Anklagerne mod de unges ansvarsløshed, asociale adfærd og trussel mod fællesskabet skal udhules af den skabte ide om den større sammmenhæng eller det højere formål. “Billedet” er en vinkel man skal lægge over historien og ikke noget der skal argumenteres for for der kommer man hurtigt galt afsted. Det er altså fremstillingen, det rette lys, den rigtige optik, konstruktionen, der er det væsentlige.

Der er en langt mere interessant vinkel på Forældre Mod Politibrutalitet, nemlig deres selvforståelse og deres elitære syn på deres egne børn, som træder igennem, hver gang en repræsentant åbner munden. Men det går Lige Lovligt ikke i dybden med selv om mange udsagn - for ikke at sige alle - nok kunne trænge til at blive konfronteret. I intro’en lyder det som sagt

Faktisk mener forældrene at gruppen af sortklædte unge indeholder ekstremt mange tænksomme unge mennesker der tror på demokratiet, unge der stiller kritiske spørgsmål til samfundet og forældrene mener at samfundets, politikernes og politiets behandling af de selv samme unge er ved at få dem til at miste troen på at også de har en stemme som de har ret til at bruge.

Deres børn indeholder et ekstremt højt antal af tænksomme mennesker i modsætning til andre folks børn må man forstå. Deres børn er en ånds- og moralelite, en kreativ og dynamisk klasse, der skal arve jorden. Og hvis du synes jeg lægger for meget ind i den formulering så se denne tidligere postering eller denne eller denne.

Det er samfundet, eller mere præcist alle andre mennesker end dem selv, der er skyld i alt der ikke er godt, for deres unge er tænksomme, stiller kritiske spørgsmål, har en mission, en ædel en af slagsen, men den behandling de får fra de tanketomme og ukritiske mennesker, der desværre udgør det totale flertal af samfundet, så mister man troen på demokratiet. De unge er således de eneste der tager demokratiet alvorligt og hvorledes skal det gå når af os andre for frataget den tro på groveste vis? Her et par uddrag fra en bekymret mor

Det spænder fra ganske almindelige visiteringer fordi de unge nu ser ud som de gør

(…)

At børn bare bliver visiteret fordi de har rent rundt sort tøj og piercinger.

(…)

…og så er der nogle politifolk der har sagt at de ikke var gode nok til at sidde på deres sæder og at de skulle blive liggende nede på bunden af bilen.

(…)

…og de spørger og kan finde på at sige til os at nu skal vi sørge for at får dem ind på fortorvet eller sådan noget når de gerne vil rydde gaden ikke? Hvor vi siger at det er jo ligesom ikke vores job

Den sidste skriger til himlen af ansvarsløshed. Det er altså ikke deres “job” at sørge for at deres børn opfører sig som anstændige samfundsborgere i det fælles rum. Forældrerne har simpelthen overdraget opdragelsen af deres yngel til det Politi de skoser for deres manglende pædagogiske evner.

Forældrene gør gennemgående meget ud af at fortælle at Politiet er brutale overfor børn, deres børn, men stiller sig ikke selv det spørgsmål, hvad deres børn har at gøre så sent om natten i selskab med voldelige elementer. DR’s Mette Smed stiller heller ikke det spørgsmål. Hun referer til gengæld deres syn på virkeligheden for at lægge op til et andet “billede”, som vi skal se nærmere på. Igen fra intro’en

…de voldsomme episoder er enkelstående eksplosioner, der ikke giver et retvisende billede af den store gruppe af sortklædte unge, et misvisende billede af de unges mission, af deres holdninger og deres almindelige opførsel.

enkelstående eksplosioner” er et udtryk der smukt skriver sig ind i historien af venstredrejede eufemismer sammen med “demokratisk republik” og “palæstinensisk modstand”. Disse enkeltstående eksplosioner er der gejlet godt og grundigt op til. Jeg skrev om den nedenstående film i anden anledning, men den sætter udsagnet i relief, da den bevidner et aktivt og stærkt miljø, der kalder til enkeltstående eksplosioner.

Mange autonome fra andre lande så denne og andre film i de engelsksprogede udgaver og kom til København for at slås med Politiet. Her bliver det derfor helt absurd når foreningens formand Ole Tofte til spørgsmålet om at de unge bliver betragtet som farlige når de i store grupper kommer hærgende ned af gaden svarer

Hmm..Ja det er da muligt, men hvad vil du have at jeg skal sige til det? Er de farlige eller er de ikke farlige? Jeg vil tro at Politiet siger som regel; vi kender dem jo. Og jeg tror at de tænker på nogle bestemte i gruppen, som de undertiden har haft konfrontationer med.

Kristian Ditlev Jensen siger det til det at det er et Mangehovedet uhyre. Men Tofte fortsætter uanfægtet

Men der er jo et problem med at skelne helheden fra delen, hvor der måske er nogle i den gruppe, der er parat til vold, der er nogle der er midt imellem og der er nogle som ikke kunne drømme om at bruge vold. Så hvordan kan man sige at de er farlige? De er jo ikke som helhed det ene eller det andet. Det har masser af situationer jo vist.

Det er måske det dummeste jeg nogensinde har hørt. Hvis man bliver overfaldet af en bande og et af medlemmerne ikke personligt deltager i overfaldet så er banden ikke farlig som gruppe. Men Tofte er slet ikke færdig

Der har været nogle situationer som har været kørt op og som har været ekstremt voldelige med masser af brostenkast og bilafbrændinger også. Men lang, langt de fleste demonstrationer har været helt fredelige og de her 40 demonstrationer der har været siden 1. marts, langt de fleste af dem er forløbet fredeligt. Så jeg vil sige at når folk opfatter sådan en demonstration som farlig så er det et udtryk for fordomme og så er det også et udtryk for angst. Angst for det fremmede.

Derpå siger Tofte, at de unge ikke søger konfrontationen, men blot giver udtryk for deres holdninger. Det får efterfølgende journalisten til at stille Bjørn Elmqvist det let ledende spørgsmål

Bjørn Elmqvist, retten til at demonstrere, den har vi alle sammen, men er denne her ret en ret for os alle sammen eller er der faktisk en gruppe her, som på en eller anden måde har fået indskrænket deres ret når det drejer sig om at ytre sig?

Elmqvists svar rummer ikke så mange overraskelser. Per Larsen klarer sig glimrende overfor Elmqvist, men han er ene mand men som repræsentant for Politiet er han ikke uvildig. Hele programmet er en lang renvaskning af Forældre Mod Politibrutalitet’s forsøg på at konstruere deres egen medievirkelighed. Udover at forældrene taler deres egen sag, så har de deres advokat og de er på hjemmebane, idet Mette Smed kun koncentrerer sig om hvorvidt Politiet er galt afmarcheret. Men programmet virker som en glimrende, om end ufrivillig, indføring i det asociale venstre absurde virkelighed.

Kampen om legitimitet

Ungdomshuset, venstrefløjen — Drokles on October 3, 2007 at 2:54 pm

Kampen om Ungdomshuset har overstået sin principielle fase, med et nederlag til Ungdomshusets fløj og en sejr for, ja for hvem, end snart sagt alle andre. Ungdomshuset er i sig selv er komplet uinteressant for alle andre en dets støtter, med mindre det kommer til en konflikt med de principper vi alle skal underkaste os for at kunne fungere i den samme by. Og her har Ungdomshuset i eklatant selvovervurdering klart overspillet sine kort.

Der er ingen tvivl blandt danskerne, at man skal opføre sig ordentligt og gadekampe og hærværk  derfor undergraver ens legitimitet. Da det ikke er særlig sjovt at være revolutionsromantikker uden at lege revolution i gaderne lægger man i miljøet om Ungdomshuset ikke gerne sin taktik om, men prøver helt i tidens ånd at lave noget effektivt spin. Således kunne man for et par uger siden læse om en falsk beboergruppe der hilste et nyt Ungdomshus velkommen i “deres” kvarter.

Det handler nemlig nu ikke at argumentere for at loven er undertrykkende for de unge, der gerne vil have fripas, som de eneste. Den argumentation er tabt på forhånd i demokratiets/småborgerlighedens Danmark. Istedet håber man så  under dække af falske bogergrupper at fremstille etableringen af et nyt Ungdomshus som et folkeligt krav, der ikke handler om principper men om at principryttere og krakilere der i deres indskrænkethed repræsenterer forskellige former for fascisme, som ikke kan tolerere den lille uskyldige untagelse fordi det udfordrer ensartetheden. Derved håber de at komme udenom princippet om ens regler for Loke såveld som for Thor. Men virkeligheden kan være hård og i dagen 180 Grader kan man læse

“Vi forventer naturligvis, at I som folkevalgte prioriterer almindelige menneskers ret til at leve i fred højere end at være imødekommende overfor det ungdomshusmiljø, som gentagne gange har udøvet hærværk og vold i et omfang, som vi ikke har set i Danmark siden anden verdenskrig,” skriver beboerne.

Brevene er forfattet af beboernes talsmand, Rasmus Jarlov, og bag ham står 950 underskrivere på www.groendalfriforungdomshus.underskrifter.dk.

(…)

Der har tidligere været underskriftsindsamlinger og beboerorganisationer, der støttede et ungdomshus på Grøndalsvænge, der senere viste sig at bestå af mennesker, der boede flere kilometer væk. De 950 mennesker, der har skrevet under hos jer, bor de rent faktisk i Grøndalsvænge?
“Ja. Alle adresser er blevet kontrolleret og alle underskrivere bor i Grøndalsvænge eller indenfor en radius af 1,5 kilometer fra bygningen.”

Ja, to kan spille det spil, men den ene part behøver bare ikke at snyde. At vi skal leve under de samme regler har nemlig intet at gøre med “divesitet” kontra “normalitet”, men med ligestilling og universel retfærdighed.

Politiken beskriver nogle unge i Paris

Diverse, Multikultur, Pressen, Ungdomshuset — Drokles on September 28, 2007 at 9:01 am

Fra Politiken

 Klokken er omkring 01. Mandag nat i det populære turistkvarter omkring Pigalle i Paris ’ 18. arrondissement. Gaderne er fulde af turister, der nyder den lune aften og de mange fortovscafeer i kvarteret omkring den berømte kabaret Moulin Rouge. Pludselig strømmer omkring 150 unge op af metronedgangene og går i kødet på hinanden i en blodig og broget gadekamp, bevæbnet med knive, køller og macheter.

Forfærdede turister og beboere søger ly fra volden i de nærliggende restauranter og cafeer, som forsøger at lukke og låse dørene og skærme folk fra det voldsomme slagsmål.

To bliver kvæstet og flere let såret, og det lykkes politiet at arrestere omkring 30 unge, mens resten når at tage flugten og efterlader et området, der ligner en slagmark, strøet til med blodspor, knuste flasker og butiksruder.

Det voldsomme optrin er blot et af flere, der har fundet sted i de seneste uger i den franske hovedstad, og politiet står forholdsvis magtesløs over for slagsmålene, der finder sted mellem svagt definerede grupper, som provokerer og ophidser hinanden på internethjemmesider som YouTube og Dailymotion.

Ifølge en ny rapport fra politiets efterretningstjeneste, DGRG, er bandeslagsmålene i kraftig vækst. Sammenstødene mellem rivaliserende bander skal således ifølge rapporten være steget med 29 procent på blot et år. Ud over stigningen i antallet af  opgør er politiet blevet taget med bukserne nede af et nyt fænomen: ’bandekrig’ inden for Paris ’ bymure.

Men hvilke unge er der tale om?

For traditionelt finder sammenstødene sted i de socialt belastede forstæder, hvor rivaliserende forstæder eller kvarterer tørner sammen, ofte i forbindelse med byfester og sportsbegivenheder. 

»Med de seneste sammenstød har en række grupper imidlertid forladt deres ’territorier’ for at gøre regnskabet op i Paris . Det er nyt og meget bekymrende«, siger Laurent Le Mesle, offentlig anklager i Paris , til Le Parisien.

Og vi »kommer til at se mere til dem«, istemmer Nicolas Conte fra politiets fagforening advarende.

De seneste ugers slagsmål er således led i et opgør mellem de løst funderede grupper GDN (for Gare du Nord) og Def Mafia (for La Défense – forretningskvarteret i det vestlige Paris ), grupper af unge og ofte mindreårige drenge og mænd fra de parisiske forstæder, som af uvisse årsager har besluttet sig for at gå i kamp mod hinanden.

Ifølge doktor i sociologi Marwan Mohammed, specialist i bandekriminalitet fra forskningscenteret CESDIP, er der en logisk grund til, at de rivaliserende bander er søgt ind i hjertet af Paris i stedet for at blive uden for byen.

»Det er for risikabelt at opsøge modstanderne i deres eget kvarter, som man ikke har under kontrol, og hvor man ikke kender skjulestederne og ikke mindst politiets færden«, siger han.

I Paris er banderne på »neutral grund«, og de risikerer ikke at blive omringet, ligesom mulighederne for at slippe væk er bedre med de mange togforbindelser, forklarer Marwan Mohammed, der er overbevist om, at banderne sætter hinanden i stævne via internet eller mobiltelefoner.

Indtil videre har politiet øget patruljeringen på Gade du Nord, ligesom kvarteret omkring Pigalle er under forstærket overvågning, men politiet frygter alligevel, at fænomenet kan blive et modefænomen og løbe helt løbsk:

»Man kan ikke bagatellisere situationens alvor«, siger en kilde i DGRG således til nyhedsmagasinet Le Nouvel Observateur. »Sådanne slagsmål forårsager mange ødelæggelser, og Pigalle er et sted, der frekventeres af mange turister, ligesom over 600.000 rejsende hver dag passerer Gare du Nord. Og selv om der er tale om sporadiske og isolerede hændelser, øger de følelsen af usikkerhed på gaden«.

Endnu mere bekymrende er dog meldingen fra Loïc Lecouplier fra politiets fagforening Alliance i den nordvestlige pariserforstad Seine-Saint-Denis, der var skueplads for nogle af de værste uroligheder under optøjerne i 2005: »Ude hos os ser vi tit – for ikke at sige dagligt – bandeopgør «.

I modsætning til de seneste ugers sammenstød i Paris er banderne imidlertid i forstæderne gået skridtet videre: »Herude bruger de rigtige krigsvåben«, lyder det fra Loïc Lecouplier, »så vi ånder nærmest lettet op, når opgørene finder sted uden for vores områder«.

Kom med et bud, selv er jeg helt i vildrede.

Ungdomshusets løgnevenner

Pressen, Ungdomshuset, venstrefløjen — Drokles on September 18, 2007 at 3:49 pm

Fra Ekstra Bladet

 En falsk beboerforening har sat sindene i kog i villakvarteret Grøndalsvænge, hvor de autonome har varslet at de vil besætte det gamle vandværk på Grøndalsvænge Allé 13.

Foreningen ‘Beboere for et Ungdomshus i Nordvest’ har flere gange i de lokale medier, på tv og senest på flyvesedler i hele Grøndalsområdet givet udtryk for, at man var en samling af naboer, som ønskede Ungdomshuset velkommen i kvarteret.

Men ingen af foreningens fremtrædende medlemmer bor i kvarteret omkring Grøndalsvænge Allé. I stedet er der nærmest tale om en politisk forening, sammensat af folk, som kender hinanden fra deres roller i forskellige organisationer på den yderste venstrefløj.

Det havde man jo lidt på fornemmelsen.

- Jeg må sige at jeg mildest talt er skuffet. Man får det til at fremstå, som om der er tale om lokale folk, som gerne vil have et nyt Ungdomshus på Grøndalsvænge Allé. Men der er ikke tale om lokale folk, siger Lars Börner, der er formand for Haveboligforeningen Grøndalsvænge.

Han er blevet bestormet af sine medlemmer, som vil vide hvordan foreningen på deres vegne kan støtte ideen om et Ungdomshus på vandværksgrunden. Men det har de aldrig gjort.

- De personer, som står frem i medierne og udtaler, at de som lokale vil støtte op om et Ungdomshus, har angiveligt aldrig gået en tur gennem Grøndalsparken, forbi den lokale børneinstitution og de bevaringsværdige enfamiliehuse fra 30′erne, siger han.

Mildest talt skuffet, så civiliseret udtrykker den gode borger sig, skatteyderen der gør sin pligt, røvrendes og lægges for had for sin normalitet.

Jeg kan huske et TV-indslag (har ikke kunnet finde det på nettet) fra da balladen om Ungdomshuset trak afgørende sammen, der omhandlede den dengang nystartede forening naboerne til Ungdomshuset, der var godt trætte af det autonome miljø. Der sad til møderne en enkelt mand og forpurrede møderne ved trættekært at forsvare Ungdomshusets synspunkter overfor kommunen selvom foreningens fokus var naboernes forhold til Ungdomshuset. Da der var kommunister til, sendte man folk på skole i kunsten at sabotere modstandernes arbejde og det er denne tradition der lever videre.

Denne falske støttegruppe tæller ifølge 180 Grader 550 mennesker. Det er overraskende få støtter når man betænker at lokalt tilhørsforhold ikke er obligatorisk. Der er altså tale om en sekterisk gruppe der højst effektivt er i stand til at erobre medierne og den politiske dagsorden ved at fremstille en potemkin kulisse af en folkelig sag.

Rødfascisternes vagtparade

Ungdomshuset, venstrefløjen — Drokles on September 3, 2007 at 4:15 am

Det er en træls tradition som de autonome rødfascister starter. Optøjer på mærkedage for Ungdomshusets rydning, for med den hang til symbolik som trives på venstrefløjen (mon ikke det var den samme type mennesker der i sin tid byggede Guldkalven?) bliver det ikke bare èn årligt tilbagevendende begivenhed. Da husnummeret var 69 blev dag 69 efter rydningen også en mærkedag - jeg var selv lidt overrasket over at de overså dag 96, som er 69 vendt på hovedet, men måske til næste år? Nu er der så også en halvårlig markering, det er forløbig 3 markeringer om året. Jeg har her regnet hele den halvårlig “aktionsuge”, som en markering, selv om det efter planen skal kulminere den - og hold nu fast - 6/9, som med lidt god vilje er 69 bare med en skråstreg. Vi har altså dagen for rydningen, 69 dage efter dagen for rydningen og så nu den halvårlige. Mon der også kommer en dagen for 69 dage efter halvåret for dagen for rydningen? for det vil så være 4 dage om året med hærg - altså uden det løse.

Vil det så lykkes de “unge” at bekrige sig til ekstra goder, der ikke tilfalder andre i samfundet? Selv er de ikke i tvivl. Fra BT

Kampen for et nyt ungdomshus er populær som aldrig før. Sådan lyder meldingen fra aktivisterne selv oven på nattens uro på Nørrebro.

- Folkelig opbakning spiller naturligvis en rolle for os, og vi oplever en stigende opbakning til vores kamp for et nyt ungdomshus. Vi fornemmer, at opbakningen aldrig har været større, end den er nu, lyder det fra aktivisternes pressegruppe, der kalder natten uro “forståelig”.

Og der er også overskud til selvretfærdighed

- Det var en helt forståelig reaktion på vores frustrationer over politikernes manglende evne til at løse problemet. Halvårsdagen for rydningen vakte mange minder, og vi er ikke ærgerlige over det, der skete i nat. Det eneste, der ærgrer os, er, at vi stadig ikke har noget ungdomshus, påpeger pressegruppen.

Og selv om Johnny Beyer, der er formand for Nørrebro Handelsforeningen siger, at en løsning til et roligere Nørrebro ville være at give de unge et nyt ungdomshus, gøres måske regning uden vært. Fra Ekstra Bladet

- Bur dem inde. Det er den eneste måde at få stoppet det her på, sagde en chokeret beboer her til morgen til TV2-News.

- Det er forfærdeligt at se på. Det er jo børn på 15-16 år, der slår med politiet. Man spørger sig selv, hvor forældrene er henne.

- Jeg håber i hvertfald ikke på, at de får et nyt ungdomshus efter det her, sagde han og beskrev dermed en gennemgående stemning i en bydel, der bare har fået nok af hærværk og gadekampe.

Og på Ekstra Bladet er der også en filmsekvens med lovlydige borgere, der slukker en brand, hvilket vist ikke indgik i deres forestilling om en god lørdag aften.

Alligevel mener venstrefløjen at volden skal belønnes. Frank Hedegaard siger ifølge 180 Grader

“Det markerer vigtigheden af, at der sker noget. Man skal forstå baggrunden for optøjerne. Før vi laver et nyt ungdomshus, får vi ikke ro på Nørrebro,” siger han til 180Grader.dk.

og reducerer det derefter til et spørgsmål om taktik

“Det er forbandet uheldigt at det sker netop nu. Nu har de holdt sig i ro gennem sommeren. Jeg havde indtryk af, at deres aktioner skulle være happenings, der kunne vække sympati i befolkningen. Det er ærgerligt, at de skal skabe forstyrrelser imens vi forhandler deres sag og udviser forståelse. Så kunne de også udvise lidt forståelse for os,” udtaler Frank Hedegaard.

Kun for at overgås af Enhedslisten, der mener at vold netop er et argument 

“Ungdomshuset på Jagtvej var et overskueligt problem for os politikere. Vi skulle bare finde et andet sted. Desværre blev Ritt bange for de borgerlige partier og valgte at søge konfrontationen frem for løsningen,” skriver Enhedslistens Morten Kabell i en pressemeddelelse.

“Ritts konfrontationslinie har spillet fallit. Socialdemokraterne eskalerer konflikten i stedet for at stoppe den. København har brug for et nyt ungdomshus og det kan kun gå for langsomt.”

Ikke sandt? Men man kommer næppe uden om Ritts argument. Fra Jyllands-Posten

- Vi er hverken rykket tættere på eller længere væk fra et nyt ungdomshus. Vold og hærværk er ikke en kommunikationsform, og jeg ser ingen sammenhæng mellem molotovcocktails, brændende politibiler og forslag til alternative kulturtilbud i København, lyder fra overborgmesteren i en kommentar til urolighederne.

(…) 

Men Ritt Bjerregaard understreger, at både de unge og Enhedslisten udmærket ved, at kommunen ikke kan give et hus væk uden at føre tilsyn med det.

- Det har vi pligt til. Så det undrer mig ærligt talt, at de bliver ved med at foreslå noget, der ikke er lovligt, siger hun.

Det er meget sigende at Ungdomshuset kræver noget af kommunen, som de ved at de ikke kan få. Et hus, som kommunen stiller til rådighed, men ikke fører tilsyn med. Når de ikke får det, hvilket de jo ikke kan, kører oprørs-, og offermøllerne (samtidig!) og “festen” fortsætter, med gode muligheder for at rekrutere mænd og kvinder af den rette støbning til senere faser i kampen mod systemet.

Skulle det lykkedes at få en ordning, hvor kommunen gør vold på loven ved smarte krumspring har de sejret og vist dominans. Deres stilling som en særlig gruppe der kræver særlig respekt vil i så fald være officielt knæsat. Lyder det bekendt? Det burde det for det var den samme samme taktik Islamisk Trossamfund og de lurvede ambassadører benyttede sig af. Kræve noget man ikke kunne få opfyldt for enten at kunne betvinge eller nære sit offer-, og oprørsbehov.

Så hvad skal man da gøre for at få fred, vil nogen måske spørge. Man skal ikke gøre noget for at få fred, men tage den kamp man ikke kan undslå sig, fordi man under tvang er blevet placeret i en utålelig situation og så skal man vinde den kamp. For det er en kamp om dominans og ingen skal dominere loven!

Opgør med 68

68, Forbrydelse og straf, Ungdomshuset, venstrefløjen — Drokles on August 31, 2007 at 8:02 pm

Interessant og lærerigt interview i Weekend-Avisen med Bettina Röhl, datter af Ulrike Meinhof og Klaus Rainer Röhl. Det interessante er ikke så meget terroristerne, men 68′ernes reaktion på at stå til ansvar for deres handlinger og/eller meninger. Bettina Röhl var journalisten der afslørede Joschka Fischers militante fortid og det skal man ikke slippe godt fra

»Jeg har offentliggjort nogle resultater fra min meget lødige og modige research vedrørende gud fader Skt. Josef Fischer, og så faldt de tyske medier, de tyske politikere og derefter mange medier i hele verden over mig som vanvittige. Med blindt had. Det var et slags endogent kollaps af pressefriheden. Der kan De jo se, hvordan det stod til med journalisterne. Heltene var Fischer og Cohn-Bendit. Og de havde i halvfjerdserne et ubændigt had til en velstående og demokratisk Forbundsrepublik og til dennes tolerance over for vildfarne fanatikere og radikale. Et virkeligt blindt og indbildt had til staten, som blev bekriget massivt med sten, molotovcocktails og andet – og det med idéer af masse- og folkemordere som Mao Tse-tung og Stalin i hovedet og med forskellig strategisk og logistisk hjælp fra den tidligere østblok. Netop denne indtil i dag massivt undertrykte forvirring hos f.eks. Fischer og Cohn-Bendit havde jeg jo tematiseret i 2001 og lagt kendsgerninger på bordet. Dernæst at psykologisere en journalist på dilettantisk vis og – som det også skete – at angribe hende biologistisk pga. hendes afstamning, det er virkelig de herrer Stalins, Hitlers, Mao Tse-tungs og Pol Pots metodik.

Man kender det så godt. Sagen om Blekingegadebanden og venstrefløjens reaktion, blev gennemgået af Bent Blünikov i Berlingske Tidende d. 17 marts i år.

Han [journalist Lars Villemoes] havde lige siden sin afdækning af Blekingegadebanden flere år tidligere været en hadefigur for den yderste venstrefløj og var blevet kaldt Mossad-agent og politistikker. Førende talsmænd fra venstrefløjen havde svinet ham til, og i en grundbog for studerende på journalisthøjskolen var han fremhævet som skrækeksempel på, hvad man ikke måtte som journalist. Ja selv journalisternes eget fagblad »Journalisten« havde advaret imod ham og en kollegas afdækning af banden.

Peter Øvig Knudsen har netop udgivet det første af to bind om Blekingegadebanden frem til 1980, og her får Lars Villemoes fuld æresoprejsning. Hans artikler om banden og dens miljø bliver betegnet som banebrydende. Banden var en gennemprofessionel terrorbande, der arbejdede tæt sammen med den marxistiske palæstinensiske gruppe PFLP. Bandens medlemmer var iskolde idealister, der røvede, myrdede og kidnappede for at skaffe penge til PFLP.

Da banden blev afsløret i 1989, ramte det venstrefløjen som en tordenkile. Kommunismen var på vej til sammenbrud, og nu blev den voldelige del af den danske venstrefløj afsløret gennem arrestationen af Blekingegadebandens medlemmer.

Men der rådede en mærkværdig tavshed over venstrefløjen. Man kunne ikke tro, at en morderisk røverbande, der var født ud af den danske venstrefløj, havde plyndret banker, kidnappet en bankdirektør og myrdet en politimand. I dagene efter arrestationen rådede der forvirring ikke mindst på den gamle modstandsavis Information, der op gennem 1970erne var blevet venstrefløjens samlede talerør. Hvad skulle man gøre? Gå til biddet og skrive om banden eller fortie virkeligheden?

(…)

»Der var en inderlig modvilje mod afdækningen i store dele af redaktionen. En ret bred del af venstrefløjen havde efter manien i 60erne med Che Guevara fattet kærlighed til den ekstremt voldelige organisation PFLP, og i stedet for Che var det i 70erne plakater med flykapreren Leila Khaled, hvor hun kælede for en maskinpistol, der var kommet op på væggen i studereværelserne. Flirteriet og beundringen for voldsaktioner var fortsat udbredt i dele af den unge venstrefløj i slutningen af 80erne, og tanken om, at kriminalitet i stor stil på venstrefløjen gennem mange år nu blev afsløret, var så uvelkommen hos både unge og ældre, at vi fik mange og meget stærke reaktioner. Oppositionen på redaktionen var mærkbar, og den blev styrket af, at det begyndte at vælte ind med læserbreve efter min første artikel, der hed »Fighterne og de nyttige idioter«. Fighterne var PFLP og Blekingegadebanden, og de nyttige idioter var hele den bredere kødrand af naive sympatisører, som PFLP nød godt af.«

Foruden almindelige venstrefløjssympatisører var alle de gamle frontkæmpere med i hylekoret mod Informations afsløringer. Folk som historikeren Morten Thing, juraprofessor Ole Krarup, forfatterne Ulrich Horst Petersen og Erik Nørgaard, litteraten Jørgen Knudsen, VSeren Per Bregengaard samt mange mange andre.

Som sagt gik det ikke stille af. En autonom gruppe hængte plakater op i byen, hvor Lars Hedegaard og Lars Villemoes blev hængt ud som »politistikkere«. Læserbrevssiden fyldtes med rasende indlæg, og Lars Villemoes mødte personligt vreden og bitterheden ude i byen.

Bladets opposition blev yderligere styrket, da venstrefløjens tre juridiske koryfæer Preben Vilhjelm, Flemming Balvig og Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet skrev en kronik i Information. Deres argumentation var på det formelle plan en juridisk kritik af, at Lars Villemoes overhovedet skrev om bandens baggrund og historie, før de var blevet dømt. Reelt var det et forsøg på en total nedgørelse af Villemoes’ artikler, der blev betegnet som »fiktion og ondsindet sladder«. Alle senere afsløringer og Peter Øvig Knudsens bog har vist, at hvert et ord i Villemoes’ artikler var sande, men denne sandhed var ubærlig i 1989.

Men tilbage til Bettina Röhn i Weekend-Avisen. En god ting er altid at gøre sager til et spørgsmål om person. Som Bettina Röhn blev angrebet på sin person, for at aflede diskussionen fra dets kerne, således gælder det også i studiet af terroristerne. De er enkelttilfælde, man må forstå ud fra deres egne præmisser, den såkaldte motivforskning.

Eftersom der – trods al denne motivforskning – ikke er fundet noget holdbart motiv, og millionhærene af medløbere gerne vil opretholde deres egne biografier som heltebiografier for børnene og børnebørnene, er der denne uudholdelige, intellektuelle stilstand, og den dag i dag kan man ikke kritisere RAF og 68erne med kendsgerninger uden regulært at blive angrebet og forfulgt, som jeg blev det – jf. Fischer-sagen. Jeg har offentliggjort kendsgerninger vedrørende Fischer og har fået 68ernes vanvittige had til min person at føle.

Deres spørgsmål kan kun stilles omvendt. Hvorfor indstilles massemediernes motivforskning ikke? Hvorfor overlades historien ikke til historikerne? Hvorfor vender samfundet sig ikke mod dagens og morgendagens spørgsmål, som trænger sig meget mere på? Europa er et påtrængende problem. Globaliseringen er et påtrængende problem. Samfundene, der falder fra hinanden i parallelsamfund, er et påtrængende problem. Alle disse problemer har terroristerne og 68erne, som under den højeste velstand lavede dekadent revolution, med deres forbenede sludren ikke det mindste svar på. En smule popmusik pisket sammen med et par stoffer og ordet »socialistisk« giver ingen opskrift på noget. Hvorfor fandt 68erne ingen ægte kontakt med den arbejdende klasse? Ikke kun fordi den arbejdende klasse levede i velstand, men også fordi man der mærkede, at fantasterier ikke duer som vision for en bedre verden.

Det er selvfølgelig ikke historie, det er også nu. Tænk på debatten om “hvad der får unge mænd til at flyve i døden 11/9″. I Holland dyrkedes dette fænomen omkring Theo van Gogh’s morder og skønt denne havde forholdt sig tavs under det meste af retsagen, fik han pludselig nok og hvæsede ud til de naive journalister at han gjorde som han gjorde fordi han var en god muslim og Gogh et svin. Det hjalp selvfølgelig ikke en skid.

Bettina Röhn har et klart blik for den tomme kultagtige heltedyrkelse der gives i arv til efterfølgende generationer. De Autonomes logik klinger hult af forældrenes floskler og som kustoder i det det univers er den åndelige og intellektuelle proletarisering kun mundet ud i uniform narcisisme og voldsromantik. Netop dette giver, jeg kan ikke længere dy mig, netop dette giver Bettina en analyse af på spørgsmålet om de tilsyneladende mange kvinder i terrorgrupper (man regner her mest med den vestlige verden)

»Jeg forstår på Deres spørgsmål, at terrorisme i det emancipatorisk fremskredne Danmark a priori anses for at være mændenes domæne. Personligt tror jeg, at den vigtigste forudsætning for at nogen forfalder til terrorisme, er realitetstabet, den fuldstændige nedsynkning i en egoman skinverden. Kvinder er naturligvis lige så udsatte som mænd for sådanne svigt. I alle sekter finder De lige så mange fanatiske kvinder som mænd. Hvad RAF angår, giver det ingen mening at gøre de involverede kvinder til genstand for en særlig ’kvindespecifik forskning’, hvis jeg må kalde det sådan. Det er imidlertid det, man har gjort de sidste 35 år. Der var gudskelov for få enkelttilfælde til, at de kan bruges til statistiske prognoser. Dengang fandt kønnenes ligeberettigelse i Tyskland særdeles giftige artikulationsformer; mange kvinder fik lyst til at gå til offentligheden på den ene eller anden måde. En overrepræsentation kan jeg ikke få øje på.«

Først og fremmest skal man ikke håbe på større ligestilling i den muslimske verden, da det vil betyde en fordobling af antallet af terrorister. Men jeg er syg med hendes “realitetstabet, den fuldstændige nedsynkning i en egoman skinverden” for mere præcist kan det vel næppe siges.

Jeg har her lavet en sammenstilling af RAF og det autonome miljø og det kan virke groft, men jeg mener grundlæggende at det autonome miljø dyrker alt hvad der skal til for at være arnested for en decideret terrorgruppe. Igen fra Blüdnikovs artikel i Belingske Tidende

En forårsdag i maj 1994 passerede flere hundrede råbende autonome venstrefløjsaktivister gennem gaden neden for journalist Lars Villemoes’ lejlighed i København.

De råbte »Villemoes, din svindler - du hænger snart og dingler«. Nogle af aktivisterne graffitimalede »Nazi Dø!« på hans gadedør og forsøgte at sparke døren ind. Lars kiggede ud ad sit vindue og tænkte sit.

Historien om Villemoes har de unge næppe selv researchet sig frem til. Den er en del af den fortælling deres forældre har socialiseret dem ind i.

Venstrefløjen viser deres sympati

Politik, Ungdomshuset, venstrefløjen — Drokles on August 30, 2007 at 8:22 pm

I de liberale demokratier, identificerer venstrefløjen sig til daglig fejlagtigt med en vagthund som
kæmper primært den svages sag og generalt hele folkets. Folket har dog kun tjent som potetielt revolutionsføde og de svage i samfundet har kun tjent som moralsk retfærdiggørelse. Alle marxistiske partier har altid hyldet diktaturet i folkets og den svages navn, men stadig folket som massen der skal kues til eget bedste.

Grundlæggende havner venstrefløjen altid i principløse og mafiøse organisationer og grupperinger, der ingen anden interesse har end at bekæmpe det fælles samfund. Ned med det bestående! lyder det ganske formålsløst og asocialt. Deres social profil er meget skarp, men populistisk og uansvarlig. Den dækker kun som en platform til moralsk fordømmelse af andre mennesker. Ellers ville de heller aldrig komme til den konklusion at det er bedre for mennesker at være på kontanthjælp og derved afhængig og for samfundet åbenbart ubrugelig end at have et arbejde og være selvopretholdene. Men det er en anden sag.

Pointen her er, at venstrefløjen ikke ser det som deres opgave at deltage konstruktivt til samfundet. De lever af dårligdomme og er derfor helst fri for at være med til at løse dem. De vil hellere have konflikt for derved at kunne bevise at samfundet er noget lort. På den måde slår de to fluer med et slag i denne historie fra 180 Grader

 Et planlagt boligbyggeri på adressen Grøndalsvænge Allé 13 skal aflyses, og ejendommen i stedet gives til venstreradikale autonome. Det mener både SF og Enhedslisten på Københavns Rådhus, som stiller krav om et nyt ungdomshus i den kommunalt ejede bygning. Hvis ikke resten af rådshuset bøjer sig, ønsker de to partier ikke at være en del af det kommende budgetforlig, skriver Jyllands-Posten.

(..)

Ejendommen, der i øjeblikket står tom, skal bruges til at opfylde overborgmester Ritt Bjerregaards (S) omdiskuterede løfte om 5.000 billige boliger på fem år, og Socialdemokraterne er da heller ikke begejstrede over forslaget. Man vil ikke slække på kravet om, at kommunen skal have kontrol med aktiviteterne i de kommunalt ejede bygninger, hedder det.

“Vi ønsker ikke et nyt selvstyrende ungdomshus som på Jagtvej 69. Men et kommunalt drevet hus med aktiviteter for unge er vi altid villige til at diskutere,” siger Socialdemokraternes politiske ordfører i København, Anne Vang.

Ikke sandt? Man hindrer boligmassen i at vokse, hvilket ikke betyder noget for dem der har råd, men mere for dem der ikke har og samtidig får centreret det omflakkende revolutionsmiljø, så det ikke er så besværligt når den næste Blekingegadebande skal rekrutere medlemmer. Hvad er lettere end en fast addresse?

Next Page »

Monokultur kører på WordPress